Speditionsret nr. 42

SPEDITIONSRET
VELKOMMEN TIL SPEDITIONSRET
Speditionsret behandler denne gang to domme som begge
vedrører bortkomst af gods som følge af andres bemægtigelse af godset.
Begge domme vedrører CMR-transporter, men dommene
adskiller sig dog på et helt centralt punkt nemlig spørgsmålet om, hvorvidt godset bortkommer som følge af tyveri
eller røveri.
Dommene er relevante for speditører, idet begge domme
giver udtryk for, hvordan speditører skal håndtere godset
og planlægge transporten på baggrund af de oplysninger,
som speditøren har modtaget fra kunden eller som i øvrigt
foreligger omkring den pågældende transport.
Skulle der være spørgsmål i forbindelse med dette nummer af Speditionsret eller andre juridiske forhold, står vi til
rådighed på telefon 70 13 12 14.
God fornøjelse med Speditionsret.
Martin Aabak
NR. 42
Oktober 2014
INDHOLD:
Side 2: NY DOM OM GROV UAGTSOMHED FRA SØ- OG HANDELSRETTEN: SPEDITØREN KUNNE BEGRÆNSE
SIT ANSVAR I FORBINDELSE MED
TYVERI AF LEGO-LEGETØJ UNDER
CMR-TRANSPORT
Side 7: ER TRANSPORTØREN ERSTATNINGSANSVARLIG FOR TAB OPSTÅET
SOM FØLGE AF RØVERI?
NY DOM OM GROV UAGTSOMHED FRA SØ- OG HANDELSRETTEN: SPEDITØREN KUNNE BEGRÆNSE SIT ANSVAR I FORBINDELSE MED TYVERI
AF LEGO-LEGETØJ UNDER CMR-TRANSPORT
I en dom afsagt af Sø- og Handelsretten den 8. oktober 2014 fandtes tyveri af Lego-legetøj fra en
presenningtrailer under natophold på en engelsk rasteplads ikke at kunne tilregnes transportøren
som groft uagtsomt. Oplysninger fra chaufføren om, at han måtte være blevet bedøvet medførte
ikke ansvarsfrihed. Kunden skulle derfor have erstatning, men ansvaret kunne begrænses. SPEDITØRERNES RETSVÆRN repræsenterede speditøren under sagen.
Af advokat (L) Rasmus Køie, [email protected]
Sagen
Om natten blev der fra lastbilen – mens
chaufføren sov i trækkeren – stjålet gods til
en samlet værdi af GBP 84.733,89 og med en
bruttovægt på 4.694,43 kg.
Sagen drejede sig om en transport af Legolegetøj fra Jirny i Tjekkiet til Northampton i
England. Transporten var af kunden kontraheret til en dansk speditionsvirksomhed, der
til udførslen havde viderekontraheret opgaven til en tjekkisk vognmand. Transporten
påbegyndtes den 1. november 2011 og skulle
være fremme den 3. november 2011.
Rastepladsen
Om tyveriets nærmere omstændigheder forklarede chaufføren, at han betragtede den
anvendte rasteplads som sikker. Der var skilte med videoovervågning på pladsen, som
også havde en restaurant og en tankstation.
Han skulle betale ca. 23,00 GBP for sit ophold
på pladsen. Han parkerede sin lastbil lige op
ad en vaskeautomat til lastbiler. Der var parkeret flere andre lastbiler op pladsen, som
var fuldt optaget.
Undervejs i transporten gjorde chaufføren
ophold på en engelsk rasteplads til overnatning henover natten mellem den 2. og 3. november 2011. Chaufføren oplyste, at han
under normale forhold ville have kunnet
undgå opholdet, og være kørt direkte til
modtager – men at et trafikuheld på motorvejen gjorde, at han af hensyn til overholdelse af køre-/hviletidsreglerne måtte foretage
opholdet på en rasteplads.
Da han vågnede om morgenen opdagede
han, at presenningen på hans lastbil var skåret op, og at der var fjernet gods. Endvidere
var også presenningerne på i hvert fald fem
SPEDITIONSRET
2
øvrige lastbiler skåret op, men han vidste
ikke, om der var blevet stjålet gods fra disse.
oplysninger om, at Lego-produkterne var ”[…]
finished goods in market oriented packing
[…]”, som oplystes at være ”[…] highly branded goods […]”. Endvidere havde materialet
overvejende fokus på pris og lead-times, idet
det oplystes at det var væsentligt at leveringsterminer overholdtes.
Chaufføren bedøvet?
Chaufføren oplyste, at han var overbevist om,
at han måtte være blevet bedøvet på en eller
anden måde. Han forklarede herom, at han
sov meget tungt den pågældende nat, selvom
det var uvejr med storm og torden den pågældende aften, da han lagde sig til at sove,
og formentlig også i løbet af natten, mens
han sov. Han forklarede, at han normalt skal
på toilettet flere gange i løbet af natten, men
da han vågnede kunne han konstatere, at
han havde sovet 11 timer i træk. Selvom det
havde tordnet og stormet, ville han kunnet
have mærke, hvis der havde været personer i
traileren, da han sov i trækkeren. Han vågnede havde han hovedpine og rystede over hele
kroppen. Han oplyste dette til politiet og til
en forsikringsmand, der ankom til stedet. Han
blev dog ikke yderligere undersøgt, men fortsatte til bestemmelsesstedet, hvor han lossede det resterende gods.
Forklaringer for speditionsvirksomheden
For speditionsvirksomheden blev der afgivet
forklaring af en contract manager og en speditør, som begge havde med denne kunde at
gøre. Disse forklarede blandt andet, at der
ikke i drøftelserne med kunden, eller under
samarbejdets udfoldelse i øvrigt, var blevet
stillet krav om, at godset skulle behandles på
en særlig måde, herunder at godset skulle
transporteres i bokstrailere i stedet for presenningtrailere – og det oplystes, at bokstrailere ville have været ikke uvæsentligt fordyrende. Speditøren forestod transport af ca.
2000 læs om året med ca. 10.000 leveringer
for denne kunde. Efter at denne sag var opstået, var der indført skærpede krav til transporternes udførsel, herunder særligt i relation til overnatning, men disse efterfølgende
krav var faktisk også overholdt vedrørende
overnatningen i sagen. Den vognmand, som
speditøren benyttede til transporten, havde
speditøren anvendt flere gange tidligere til
lignende transporter gennem ca. 1,5 år.
Aftalen mellem kunden og speditionsvirksomheden.
Mellem speditøren og kunden var indgået en
aftale på baggrund af et tendermateriale. Af
dette tendermateriale fremgik ikke eksplicit,
at godset skulle behandles på en særlig måde, eller at der ikke måtte anvendes presenningstrailere. Tendermaterialet indeholdt
SPEDITIONSRET
3
Parternes påstande
Det gjordes gældende, at kunden havde haft
fokus på pris og leveringstider, men ikke på
særlig kvalitet, og at eventuelle sådanne tiltag, ville have afspejlet sig i prisen. Samlet
gjordes det gældende, at den anvendte rasteplads havde været sikker nok til at opfylde
selv de efterfølgende aftalte tiltag, og at kunden havde fået lige præcis den ydelse, som
kunde havde købt og betalt for.
Kunden (og dennes forsikringsselskab, der
havde dækket stort set hele kravet med undtagelse af en mindre selvrisiko) gjorde gældende, at speditøren i egenskab af kontraherende transportør var ansvarlig for kundens
tab. Endvidere gjordes gældende, at forholdet skulle betragtes som groft uagtsomt med
den følge, at ansvaret ikke skulle kunne begrænses til CMR-lovens 8,33 SDR pr. kg. Det
blev i den forbindelse gjort gældende, at Lego-produkter er særligt tyveritækkelige, idet
disse har en høj værdi, er velkendte og er
highly branded, hvorfor produkterne er let
omsættelige og genstand for stor efterspørgsel. Med dette i betragtning burde speditøren
have tilsikret, at disse produkter blev skærmet mod risikoen for tyveri. Det blev endvidere gjort gældende, at den anvendte rasteplads ikke var tilstrækkelig sikker.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten fandt, at speditøren
ikke var ansvarsfri for tyveriet overfor kunden, men samtidig, at forholdet ikke skulle
betragtes som groft uagtsomt.
Retten begrundede sin konklusion således:
”Spørgsmålet om, hvorvidt [speditionsvirksomheden] er ansvarsfri for bortkomsten af [kundens]
gods under transporten fra Jirny
til England, afhænger af, om forholdet kan karakteriseres som tyveri eller røveri. Sø- og Handelsretten finder ikke, at det er fuldt
tilstrækkeligt godtgjort alene ved
chaufførens forklaring, at der foreligger røveri. Da forklaringen ikke er understøttet af andre beviser i sagen, har [speditionsvirksomheden] ikke godtgjort, at
bortkomsten af [kundens] gods
skete ved et røveri og har dermed
Speditøren gjorde gældende, dels at forholdet – med baggrund i chaufførens forklaring
– måtte betragtes om røveri, hvorfor der
skulle være ansvarsfrihed, og dels at et eventuelt ansvar skulle kunne begrænses, idet der
ikke var tale om grov uagtsomhed. Det gjordes endvidere gældende, at den anvendte
rasteplads havde været tilstrækkeligt sikker,
at Lego-godset ikke i sig selv kunne betragtes
som tyveritækkeligt, og at der ikke havde
været udstedt særlige procedurer eller krav
om særlige måder, hvorpå transporten skulle
gennemføres, fra kunden overfor speditøren.
SPEDITIONSRET
4
ikke godtgjort, at [speditionsvirksomheden] er ansvarsfri efter
CMR-lovens § 24, stk. 2. [speditionsvirksomheden] er dermed ansvarlig for bortkomsten af godset
i medfør af CMR-lovens § 24, stk.
1.
På den baggrund dømtes speditøren udover
sagens omkostninger til at betale begrænsningsbeløbet i medfør af CMR-loven, hvilket
modsvarede ca. halvdelen af det påståede
beløb/tabet.
Til den nysgerrige og opmærksomme læser,
kan oplyses, at den af speditøren anvendte
underleverandør ikke var medinddraget i
sagen, idet der ikke var værneting herfor i
Danmark/Sø- og Handelsretten, da transporten foregik fra Tjekkiet til England, og idet
vognmanden er beliggende i Tjekkiet. Regresforholdet var dog afdækket af speditøren ved
forfølgning lokalt mod den tjekkiske chauffør.
Denne forhindring ville dog kunne have været undgået ved aftale om (til CMR-loven
supplerende) værneting i Danmark.
Med hensyn til spørgsmålet om
grov uagtsomhed i medfør af
CMR-lovens § 37, stk. 1, bemærkes det indledningsvist, at aftalen
mellem parterne er indgået af to
professionelle parter, begge med
stort kendskab til transportområdet. Sø- og Handelsretten finder
det ikke godtgjort, at godset kan
anses for at være tyveritækkelige
varer, ligesom der ikke er nævnt
noget herom i udbudsmaterialet.
[Kunden] har ikke givet særlige
instruktioner med hensyn til ophold på rastepladser, hverken generelt eller for den konkrete
transport. Derudover opfylder den
pågældende rasteplads endvidere
de krav om sikkerhedsforanstaltninger, som senere er præciseret
mellem parterne. Retten finder
derfor ikke, at [kunden] har godtgjort, at [speditionsvirksomheden] har handlet groft uagtsomt.
Retten tager derfor [kundens]
subsidiære påstand til følge.”
Nogle bemærkninger
Vedrørende forholdet om, at chaufføren skulle have været udsat for et røveri, idet denne
påstod at være blevet bedøvet, modsvarer
konklusionen den hidtidige retspraksis på
området, hvorefter en chaufførs forklaring
som oftest ikke er tilstrækkeligt som bevis for
et overgreb. Det kan derfor tilrådes, når man
har mistanke herom, at chaufføren straks
undersøges af en læge for om muligt, fx ved
en blodprøve eller lignende, at kontrollere
om bedøvende stoffer kan påvises.
Vedrørende spørgsmålet om grov uagtsomhed forekommer dommens præmis om, at
SPEDITIONSRET
5
”Sø- og Handelsretten finder det ikke godtgjort, at godset kan anses for at være tyveritækkelige varer, ligesom der ikke er nævnt
noget herom i udbudsmaterialet”, umiddelbart at indskrænke rækkevidden og præjudikatværdien af dommen. Ordene ”…godtgjort,
at godset kan anses…” kan dog formentlig
tages til indtægt for den opfattelse, at selve
aftalen og forholdet mellem speditøren og
kunden i det konkrete forhold medførte, at
godset ikke skulle betragtes og/eller behandles som særligt tyveritækkeligt, uanset om
dette ville have været tilfældet ud fra en objektivt betragtning løsrevet fra konteksten.
Anskues præmissen på denne måde, lægger
denne afgørelse sig i klar forlængelse af tidligere sager afgjort af såvel Sø- og Handelsretten som Højesteret, og hvoraf kan udledes
den røde tråd, at det påhviler kunden, at efterspørge eller beordre godset særligt behandlet, med den virkning, at speditøren
uden sådanne særlige aftaler kan betragte og
behandle godset fuldstændigt standardmæssigt og som vanligt stykgods.
volverede parter under hele forløbet, hvilket
gods, der transporteredes. Det i dansk retspraksis efterhånden veludviklede princip om,
at kunden skal give særlige instrukser, hvis
særlig behandling ønskes, fastcementeres da
også med Sø- og Handelsrettens eksplicitte
præmis herom.
Vedrørende regressen mod vognmanden,
ville det have kunnet virke procesbesparende, om der havde været aftalt supplerende
dansk værneting med speditøren.
SPEDITØRERNES RETSVÆRN, som repræsenterede speditøren i ovennævnte sag, har omfattende erfaring vedrørende såvel retssagsførelse som kontraktuel tilrettelæggelse af
speditørens samarbejde med kunder og
vognmænd, til undgåelse af grov uagtsomhed
og dermed ubegrænset erstatning til følge.
For nærmere i denne relation som i øvrigt
kan vi altid kontaktes på telefon 70 13 12 14.
I modsætning til de tidligere domme, var det
dog i nærværende sag klart for samtlige in-
SPEDITIONSRET
6
ER TRANSPORTØREN ERSTATNINGSANSVARLIG FOR TAB OPSTÅET SOM
FØLGE AF RØVERI?
Sø- og Handelsretten har endnu en gang fastslået, at der kun under ganske særlige omstændigheder kan blive tale om ansvarsfrihed i henhold til CMR-lovens bestemmelser herom.
Af advokatfuldmægtig Søren Møller Ejegod, [email protected]
Indledende bemærkninger
til at forestå transporten fra Norge til Grækenland. Transportør 1 viderekontraherede
transporten til en dansk speditør (Transportør 2), som igen viderekontraherede transporten til en dansk vognmand (Transportør
3).
Ved Sø- og Handelsrettens dom af 14. marts
2014 er det blevet understreget, at der gælder særlige forhold for transportører og speditører, når disse har gods i deres varetægt.
Udgangspunktet i dansk ret er, at man ikke
skal erstatte tab, som opstår som følge af
forhold, som ikke kan undgås. Dette er så vidt
også tilfældet med internationale vejtransporter, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2, men på
baggrund retspraksis, herunder nu også Søog Handelsrettens dom af 14. marts 2014,
kan det fastslås, at anvendelsesområdet for
CMR-lovens § 24, stk. 2, er ganske begrænset.
Imellem den norske sælger af saltfiskene og
transportør 1 var der aftalt et sæt særvilkår
for transporten, hvoraf det blandt andet
fremgik, at:
Nærmere om Sø- og Handelsrettens dom
Dette særvilkår var tillige aftalt mellem
Transportør 1 og Transportør 2.
”Stopp for natten må på forhånd
planlegges og må kun skje på
inngjerdet, og bevoktet parkeringsplass i land der det er tilgjengelig.”
Sagen omhandlede transport af saltfisk fra
Norge til Grækenland via Italien. I forbindelse
med gennemførelse af transporten blev godset røvet på en rasteplads i Italien.
Transportør 2 og Transportør 3 havde tidligere – senest én måned forud for den transport, der blev udsat for røveri – samarbejdet
om transport af saltfisk.
Den norske sælger af saltfiskene havde
booket en norsk transportør (Transportør 1)
SPEDITIONSRET
7
I forbindelse med den tidligere transportaftale mellem Transportør 2 og Transportør 3,
havde Transportør 2 sendt en længere sikkerhedsinstruks til Transportør 3, hvoraf det
blandt andet fremgik, at der alene måtte
overnattes på ”på inngjerdet, og bevoktet
parkeringsplass”.
og den højre dør i førerhuset blev
åbnet. Han blev angrebet af tre
mænd, som tiltvang sig adgang til
førerhuset. Han tildelte en af de
tre mænd et knytnæveslag i ansigtet. De tre mænd truede ham med
en kniv mod struben, tog fat i hans
trøje og trak ham ud af førerhuset.
Udenfor stod en fjerde mand. De
fire mænd satte sig herefter ind i
bilen og kørte af sted.”
Ved booking af den transport, der blev udsat
for røveri, medsendte Transportør 2 dog ikke
særlige sikkerhedsinstrukser, da dette ikke
var påkrævet i henhold til Transportør 2’s
egne forsikringsbetingelser, idet transporten
alene skulle igennem Italien og videre til
Grækenland. Det var således alene ved
transporter til Italien, at Transportør 2 i henhold til egne interne regler var forpligtet til at
instruere underleverandører om, at der kunne måtte overnattes på særlige rastepladser.
Denne beskrivelse lægges til grund i sagen,
hvorfor der ikke var tvist om, hvorvidt der er
tale om et røveri.
Transportør 3 gjorde på baggrund af den
manglende sikkerhedsinstruks fra Transportør 2 gældende, at transporten af Transportør 2 var booket som en almindelig stykgodstransport, hvorfor Transportør 3 ikke burde
have iværksat særlige foranstaltninger til beskyttelse af godset, herunder sikret at hvil
alene blev afholdt på sikrede rastepladser.
Det var således Transportørs 3 opfattelse, at
det ikke kunne kræves, af Transportør 3, at
denne af egen drift gennemførte transporten
som en transport af højværdivarer med den
følge, at chaufførens hvil alene kunne afholdes på sikrede rastepladser.
Under den danske retssag mellem Transportør 2 og Transportør 3 var det ubestridt, at
der ikke var aftalt særlige sikkerhedsinstrukser for gennemførelsen af transporten. Det
var endvidere ubestridt, at begge parter var
bekendt med, at transporten omhandlede
saltfisk, idet dette fremgik af bookingen fra
Transportør 2 til Transportør 3.
Selve røveriet på chaufføren er i dommen
beskrevet således:
Sø- og Handelsrettens afgørelse
”Ved 03:30-tiden, mens [chaufføren] sov i førerhusets køje, blev
han vækket af lyden af en nøgle,
Retten lægger til grund, at det i vognmandsbranchen må anses som velkendt, at Italien
SPEDITIONSRET
8
er et højrisikoområde for transporter af saltfisk. Af dommen fremgår det, at retten endvidere har lagt vægt på, at transportør 3 selv
stod for at tilrettelægge transporten.
Under ”normale” omstændigheder falder et
røveri – i særdelshed et væbnet røveri – ind
under denne kategori, hvorfor udgangspunktet – også efter CMR-loven – er, at transportøren ikke skal betale erstatning for kundens
tab, når dette skyldes, at godset bortkommer
som følge af røveri.
Retten vurderede, at det ikke havde afgørende betydning for ansvarsbedømmelsen i sagen, at Transportør 2 ikke udstedte sikkerhedsforskrifter til Transportør 3 for den pågældende transport, idet Transportør 3 efter
rettens vurdering burde have planlagt ruten
således, at chaufførens hvil kunne være sket
på en sikret rasteplads. Retten lagde i den
forbindelse vægt på, at Transportør 2 ca. én
måned tidligere havde sendt særlige sikkerhedsforskrifter til Transportør 3, som indeholdte instruks om blandt andet overnatning
på sikrede rastepladser.
Grunden til, at Transportør 3 alligevel bliver
dømt til at betale erstatning til Transportør 2,
skal findes i den omstændighed, at Transportør 3 vidste, at den pågældende transport
omhandlede højværdi varer og at transporten skete gennem et højrisikoområde. Retten
fastslår således, at et røveri under visse omstændigheder må anses som et forhold som
kan undgås, hvorfor der ikke er ansvarsfrihed
efter CMR-lovens § 24, stk. 2.
På denne baggrund kom Sø- og Handelsretten frem til, Transportør 3 ikke havde bevist,
at godsets bortkomst skyldes forhold, som
Transportør 3 ikke kunne undgå, jf. CMRlovens § 24, stk. 2. Transportør 3 blev herefter dømt til at betale erstatning til Transportør 2.
På baggrund af retspraksis kan det således
konkluderes, at det er helt afgørende, at
transporten planlægges og gennemføres med
udgangspunkt i, hvilket type gods der er tale
om og om godset skal transporteres igennem
et højrisikoområde.
Som det fremgår af dommen behandlet af
advokat Rasmus Køie i nærværende udgave
af SPEDITIONSRET, er det i forbindelse med
indgåelse af transportaftalen kundens pligt at
oplyse, hvilket gods transporten vedrører
samt hvordan godset ønskes behandlet.
Kommentarer
Som nævnt i indledningen følger det både af
dansk rets almindelige regler og af CMRlovens § 24, stk. 2, at der ikke opstår et erstatningsansvar for tab, som er opstået som
følge af forhold, der ikke kunne undgås.
Udgangspunkt er dermed, at speditøren/transportøren er berettiget til at behand-
SPEDITIONSRET
9
le gods som almindeligt stykgods, medmindre
kunden oplyser andet eller det i øvrigt følger
af omstændighederne.
I den dom, som er behandlet i nærværende
artikel, forelå der således andre omstændigheder, som gjorde, at Transportør 3, ikke
kunne påberåbe sig de manglende sikkerhedsinstruktioner for den pågældende transport. Disse omstændigheder i var det tidligere samarbejde mellem Transportør 2 og
Transportør 3 om transport af saltfisk, hvor
Transportør 3 var blevet gjort bekendt med,
at overnatning alene måtte finde stede på
overvågede rastepladser.
SPEDITIONSRET
10
RING KUN ÉT STED:
70 13 12 14
SAMARBEJDSPARTNERE:
SPEDITIONSRET
11