S.P.L. Sørensen og pH-værdien - Danmarks Tekniske Universitet

S.P.L. Sørensen og pH-værdien
Et portræt af den danske kemiker S. P. L. Sørensen
AF BØRGE RIIS LARSEN
I
1909 – altså for godt hundrede år siden – indførte kemikeren S.P.L. Sørensen
(1868-1939) størrelsen pH, som
i dag anvendes over hele verden
til at angive en opløsnings surhedsgrad. Sørensen er tilsyneladende den danske kemiker, som
flest gange har været indstillet til
Nobelprisen – uden dog at få
den. I starten af dette århundrede
blev Nobel-arkiverne åbnet, så
vi kan se, hvor mange gange han
er blevet nomineret og af hvem.
Og hvad gemmer der sig bag de
to bogstaver pH? Det er der for
godt ti år siden kommet et alternativt bud på. Et interessant
spørgsmål er, om størrelsen pH
vil overleve, eller om det vil
være bekvemt med en anden
måde at angive en opløsnings
surhedsgrad på. I denne lille
oversigtsartikel ser vi – ud over
på Sørensens liv og virke generelt – på disse tre ting.
De fleste – også personer
uden kemiske kundskaber –
kender begrebet pH-værdi.
Mange ved, at en neutral opløsning har pH-værdien 7, sure
opløsninger har pH-værdier under 7 og basiske opløsninger har
pH-værdier over 7. På varede1
klarationer kan vi læse, at remoulade og majonæse har pHværdien 4,5 og altså er svagt
surt, mens vine normalt har pHværdier lidt over 3. Såvel Coca
Colas som husholdningseddikes
pH-værdi er lidt over 2 og dermed en kende mere surt. I praksis går pH-skalaen fra lidt under
0 til lidt over 14 i vandige opløsninger ved stuetemperatur.
Indenfor sundhedssektoren er
pH en meget vigtig størrelse. I
humant blod skal pH-værdien
være 7,4; nogle hundrededele
mindre i venerne end i arterierne. pH-værdien kan kun ændres
nogle få tiendedele, før der op-
står en livstruende tilstand. Dette
vil således eksempelvis ske for
en person med type 1-diabetes,
der ikke har fået sin insulin og
derfor ikke kan lukke glucose
ind i cellerne til forbrændingen.
I stedet forbrændes fedtstof, som
giver nogle sure affaldsprodukter – de såkaldte ketonstoffer.
Tilstanden er heldigvis let at
ændre til det positive, men
umiddelbart kan man undre sig
over, at en ændring af pH nedad
på få tiendedele kan give denne
tilstand. For at forstå det, skal
man vide, at pH er et udtryk for
koncentrationen (egentlig aktiviteten) af hydroner, H+ i opløsningen. Hydronen gør en opløsning sur. Jo større koncentrationen af den er, jo mere sur er
opløsningen, og jo mindre er
pH. Den skala, som Sørensen
indførte, er logaritmisk. Det vil
sige, at bliver koncentrationen af
hydroner ti gange så stor, falder
pH med 1. Falder pH derfor 0,3,
svarer det til, at koncentrationen
af hydroner bliver dobbelt så
stor: tag logaritmen til 2 på
lommeregneren – resultatet bliver netop 0,3!
S.P.L. Sørensens indsats for
biokemien i Danmark kan næppe overvurderes. Hans resultater
fik afgørende betydning for dette fags udvikling til en kvantitativ videnskab og har haft stor
betydning indenfor kemi, biologi, medicin og landbrugsvidenskab.
Men hans liv begyndte fjernt
fra den videnskabelige verden.
Han blev født på en gård mellem
Havrebjerg og Øster Stillinge i
1868 nogle få km fra Slagelse i
retning mod Kalundborg. Det
var forældrenes mening, at han
som den ældste af syv børn en
dag skulle overtage gården, men
han var ikke stærk som barn,
han stammede og var i øvrigt
bange for dyr. Det sidste var
ikke godt, hvis man dengang
skulle drive landbrug. Han startede i landsbyskolens yngste
klasse i januar 1875, og allerede
i november året efter rykkede
han op i ældste klasse. Fagrækken var læsning, skrivning, reg-
ning og religion.
Landsbylæreren var imponeret
over Sørensens boglige evner,
og han fik i 1879 forældrene til
at sende drengen i Slagelse Realskole. Denne skole blev grundlagt i 1853 – året efter Slagelse
lærde Skole blev nedlagt - og
havde fra 1857 til huse i en endnu bevaret bygning i Skolegade
8. Da Sørensen var elev, talte
skoleforløbet syv klasser samt
en forberedelsesklasse, i hvilken
undervisningen i de fleste fag
faldt sammen med undervisningen i 1. klasse. Antallet af elever
var lidt under 100, og lærerkollegiet bestod af 11 lærere. Af de
faste lærere var der flere med
kandidatgrader og et par seminarister. Fagrækken var noget større end landsbyskolens. Ud over i
modersmålet blev der til eksamen eksamineret i tysk, engelsk,
fransk, historie, geografi, naturhistorie, naturlære, aritmetik og
geometri. Denne skole fik i 1927
en sproglig 1.g-klasse og blev
dermed forløberen for Slagelse
Gymnasium. Efter tre år her kom
Boks 1. Definition af pH
Den definition, som vi kan læse i nutidige kemilærebøger, er:
Man forestiller sig, at hydronen, H+, i vandig opløsning har bundet sig til et vandmolekyle, H2O, og
har dannet den såkaldte oxonium, H3O+. Vi dividerer den aktuelle stofmængdekoncentrationen af
oxonium med enheden , så vi tager logaritmen til et tal. Da de fleste oxoniumkoncentrationer er
mindre end 1 , sættes minus foran logaritmen, og pH bliver derved en positiv størrelse.
2
Sørensen i 1882 til Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt, hvor han startede
i tredje klasse. Sørensen skulle
være student, og det kunne man
ikke blive i Slagelse på det
tidspunkt.
Forløbet i den lærde skole –
forløberen for vore dages gymnasium – var på den tid seksårigt, idet man i 1871 skar de to
nederste klasser bort fra det
tidligere otteårige forløb. Og fra
et vist niveau var undervisningen delt i en matematisknaturvidenskabelig og en sproglig-historisk retning. På den tid
var kemi ikke en del af naturvidenskabsundervisningen, men
hans lærer i fysik – Eugen Ibsen
(1834-1902) – gennemgik lidt
uorganisk kemi med interesserede elever uden for den egentlige undervisningstid. Og interesseret i kemi var Sørensen,
som deltog heri. Ved studentereksamen i 1886 var han den i
sin klasse, der klarede sig bedst.
Han fik flere ug’er, topkarakteren, og hans laveste karakter
var et mg i fransk – omkring 7
efter nutidens skala.
Da han forlod Sorø, var han
godt klædt på til et universitetsstudium. Først læste han medicin, men skiftede efter kort tid
til kemi. Hele to gange fik han
universitetets guldmedalje for
prisopgaver i kemi.
Figur 1. S.P.L. Sørensen
Signeret foto af S.P.L. Sørensen i færd med at udkrystallisere ægge-albumin,
som han i 1917 var den første til at fremstille i ren form, og som dannede
afsæt for hans mange studier over proteinets struktur. (Fra forfatterens billedsamling).
3
FORSKNING
Efter sin magister- og doktorgrad samt ansættelse ved Polyteknisk Læreanstalt, der i dag
hedder Danmarks Tekniske
Universitet, blev han i 1901 laboratorieforstander ved Carlsberg. I Carlsbergfondets statutter står, at laboratorieforstanderen skal arbejde med problemer,
der har med ølbrygning at gøre.
Sørensen, hvis videnskabelige
arbejde indtil da havde været
indenfor den uorganiske kemi,
kastede sig derfor over biokemien og arbejdede derefter med
den type stoffer, vi kalder proteiner eller æggehvidestoffer.
I de første år på Carlsberg arbejdede han med at fremstille
aminosyrer syntetisk. Den tyske
kemiker Emil Fischer (18521919) havde i slutningen af
1890’erne påvist dannelsen heraf ved nedbrydning (hydrolyse)
af proteiner. Sørensen studerede
metoder til at følge disse forbindelsers nedbrydning, hvilket
førte frem til udarbejdelsen af
den såkaldte formoltitrering til
bestemmelse af carboxylsyregrupper i aminosyrer. Metoden
beskrev han i en større afhandling, som udkom på fransk og
senere på tysk. Den blev årtier
herefter brugt – ikke mindst i
mange klinisk-biokemiske laboratorier til bestemmelse af ammoniumudskillelsen i urin.
I 1909 - udkom hans store
afhandling om enzymer Études
Enzymatiques med undertitlen
II. Sur la mesure et l’importance
de la concentration des ions
hydrogène dans les réactions
enzymatiques, som også udkom i
en tysk udgave. Det var i denne,
han indførte størrelsen pH. Men
han præsenterede også meget
andet heri. En af de væsentligste
ting var begrebet stødpude, som
kemikere i dag ofte kalder en
puffer eller buffer. Det er sædvanligvis en vandig opløsning af
en saltblanding, hvis surhedsgrad, pH, kun ændres uvæsentligt ved tilsætning af små
mængder syre eller base – eller
ved fortynding. Flere tyske
stødpudeopløsninger fik senere
på etiketten tilføjet nach Sörensen – altså fremstillet efter Sørensens forskrift. Det centrale i
afhandlingen var det klare og
utvetydige bevis på, at enzymernes aktivitet – dvs. hvor hurtigt
de arbejder – foruden af temperaturen også afhænger af forsøgsopløsningens pH.
Det har næppe været almindelig kendt, hvad Sørensens forbogstaver stod for. Det nytter
ikke at kikke i Kraks Blå Bog,
for her bliver han også benævnt
S.P.L. Sørensen. Men nogle af
hans medarbejdere på Carlsberg
Laboratoriet må have vidst det;
engang gav de nemlig tre forsøgshunde navnene Søren, Peter
og Lauritz, uden at deres chef
lod sig mærke med det. I de bevarede skoleprotokoller fra Havrebjerg Landsbyskole bogstaveres hans navne lidt anderledes:
Søren Peder Laurits.
HVAD STÅR p I pH FOR?
I det berømte arbejde fortæller
Sørensen ikke, hvad det lille p i
pH står for. Et p foran en størrelse i kemi betyder i dag, at
man skal tage minus logaritmen
til størrelsen. Den danske kemiker Niels Bjerrum (1879-1958)
gjorde det for en række kemiske
4
konstanter nogle få år senere.
Begrundelsen herfor var, at
mange af disse er meget store
eller meget små. Ved at tage den
negative logaritme får man nogle ”pænere” tal.
Koncentrationen af hydroner i
menneskeligt blod er omkring
0,00000004 mol/L. Det er ulig
lidt mere brugervenligt at fortælle, at det svarer til en pH-værdi
på 7,4 (10 opløftet til potensen
−7,4 giver netop tallet for den
anførte koncentration).
Ordet potens begynder faktisk
med bogstavet p på en række
sprog: Potenz (tysk), power (engelsk), puissance (fransk) og
pondus (latin). H’et i pH står
naturligvis for hydronen.
For nogle år siden fremkom
tidligere lektor ved Biofysisk
Institut ved Aarhus Universitet
Jens G. Nørby med en anden
forklaring på det lille p. Efter at
have gennemlæst Sørensen afhandling bemærkede han, at der
blev arbejdet med to opløsninger, som blev betegnet p og q.
Opløsning q var en standardopløsning, mens den anden opløsning fik koncentrationssymbolet
C p . Herfra mente Nørby, at det
lille p stammer.
NOBELPRISEN
I 1974 valgte Nobelstiftelsen at
gøre arkivmateriale, der var mere end 50 år gammelt, tilgængeligt. Vi kan her se, at den hyppigst nominerede dansker var
Georg Brandes (1842-1927)
med mere end 100 nomineringer. Han fik aldrig prisen, idet
han havde en modstander i ko-
miteen, der kunne godtgøre, at
hans store skriftlige produktion
savnede ”sand idealitet”. Fysikeren Niels Bohr (1885-1962),
som fik prisen i 1922, fik 22
nomineringer fra udenlandske
forskere. Selv havde han succes
med sine nomineringer af udenlandske – aldrig danske – forskere. Hans far, Christian Bohr
(1855-1911), blev nomineret i
såvel 1907 som 1908 for sine
arbejder indenfor respirationsfysiologien. I alt blev 50 danskere
nomineret i perioden, og tretten
fik en pris. Herom kan vi læse i
den grundige fremstilling fra
2001 af H. Nielsen og K. Nielsen [3].
Hvert efterår, når vi nærmer
os tiden for offentliggørelsen af,
hvem der får årets nobelpriser,
kan man i aviserne læse om
hvem, der har fået og især ikke
fået prisen. De to danske forfattere Henrik Pontoppidan (18571943) og Karl Gjellerup (18571919) delte litteraturprisen i
1917, og mange har siden stillet
spørgsmålstegn ved, om den
sidste var berettiget til at få den.
I Dansk Biografisk Leksikon
kan vi således læse, at ”G. var
ingen stor kunstner”. I 1926 fik
den danske læge Johannes Fibiger (1867-1928) prisen i Fysiologi eller Medicin for en senere
tilbagevist opdagelse af årsagen
til mavekræft hos rotter. Han var
nomineret til prisen hele 16 gange mellem 1922 og 1927. Der er
for mig ingen tvivl om, at det
var berettiget at give Fibiger
prisen. At man så senere har
kunnet stille spørgsmålstegn ved
den forskning, der bevirkede, at
han fik den, er en anden sag.
Herudover er det også en opfattelse hos mange, at Karen Blixen
(1885-1962), som faktisk blev
blevet nomineret hertil i 1950
uden at få den, skulle have haft
den. De to danskere, der var
tættest på at få kemiprisen var
J.N. Brønsted (1879-1947) og
(især) Niels Bjerrum (18791958), hvis navne selv i dag er
nævnt i kemilærebøgerne. Men
de fik den ligeledes ikke – lige
så lidt som komplekskemikeren
S.M. Jørgensen (1837-1914),
som blev nomineret i 1907.
S.P.L. Sørensen deler altså
skæbne med den russiske kemiker Dimitri Mendeleev (18341907), som vi husker som ham,
der i 1869 opstillede grundstoffernes periodesystem. Han blev
nomineret i 1906, men måtte se
sig slået af den franske kemiker
Henri Moissan (1852-1907),
som var den første, der fremstillede gassen difluor, F 2 .
Nobelinstitutionen blev oprettet i 1900, og indehaverne af
de danske lærestole i kemi fik
indstillingsret til den pris, som
institutionen uddeler. I de første
årtier herefter var det langt fra
Figur 2. Etiket fra pufferopløsning
Etiket fra det tyske firma E. Merck, som på flere sprog fortæller, at
pufferopløsningen er fremstillet efter Sørensens forskrift.
5
reglen, at danske kemikere indstillede deres landsmænd. Sørensen var som den eneste danske kemiker centrum for en indenlandsk indstillingskampagne,
og han er endvidere den danske
kemiker, der er blevet indstillet
til prisen flest gange. I årene
1921-35 blev han således indstillet hele 19 gange til prisen i
Kemi og seks gange i Fysiologi
eller Medicin. Men han modtog
den altså aldrig. Over for den
komité, der behandlede indstillinger af kemikere, blev det foreslået, at Sørensen fik prisen
for arbejderne med bestemmelse
af pH’s betydning for enzymkatalyserede reaktioner og for udredningen af metoder til bestemmelse af pH. Men her mente man altså ikke, at disse arbejder var tilstrækkeligt originale
til at udløse en pris. Også for
sine studier af proteiner blev
Sørensen indstillet, og her var
den kemiske komité mere venligt stemt. Men de havde dog
svært ved at vurdere resultaternes blivende værdi for biokemisk forskning. Komiteen for
prisen i Fysiologi eller Medicin
mente ikke, at disse arbejder var
af dybtgående betydning. Og så
er det også værd at påpege, at
ifølge Nobelstiftelsens fundats
kan man ikke modtage en pris
for sin samlede forskning – kun
for et nærmere afgrænset forskningsresultat.
Vi skal helt op til 1997, før
en dansker fik kemiprisen. Det
var lægen, professor, dr.med.
Jens Chr. Skou (f. 1918), der
delte prisen med to andre forske-
re. Skou fik den for sin opdagelse af den såkaldte natriumkaliumpumpe, dvs. det iontransporterende enzym: Na+,K+ATPase, mens kemikeren, professor, civ.ing. & dr.phil. Henrik
Dam (1895-1976) i 1943 modtog en halv pris i Fysiologi eller
Medicin for opdagelsen af vitamin K.
pH I LÆREBØGERNE
Når der gøres fundamentale opdagelser eller skabes nye begreber indenfor en videnskab, kan
der gå lang tid, før der kan læses
herom i elementære lærebøger.
Læren om pH er i dag en del af
den elementære kemiundervisning. Der gik dog nogle år fra
indførelsen, til den optrådte i
gymnasielærebøgerne. I 1929
omtaler hovedfagsmatematikeren og rektor for Frederiksborg
Statsskole L.J. Ring (1873-1949)
en brintioneksponent i første
udgave af sin lærebog Kemi for
Gymnasiet, og fire år senere får
vi i anden udgave den definition,
som vi stort set også bruger i
dag. Professor i kemi ved Københavns Universitet Julius Petersen (1865-1931) skrev en bog
med samme titel, som udkom i ti
udgaver i årene 1907-44. End
ikke i den sidste nævnes pH.
Man skal helt frem til den femte
udgave af Hans Rasmussens
tilsvarende bog med samme titel, som i 1937 endelig indfører
benævnelsen pH.
Når pH først kom ind i den
gymnasiale undervisning på et
sent tidspunkt, er der flere grunde. Der var i første del af 19006
tallet ikke mange cand.mag.’er
med kemi som hovedfag ansat i
gymnasieskolen. Ville man være
professionel kemiker, blev man
normalt civilingeniør, mag.
scient. eller eventuelt farmaceut.
Og de fleste med skoleembedseksamen med kemi som hovedfag, søgte sjovt nok ansættelse
uden for skolen. Herudover udgjorde den uorganiske og den
organiske kemi den væsentligste
del af det gymnasiale kemipensum helt op til starten af
1960'erne. Den fysiske eller almene kemi var først senere et
område, der blev anset for centralt.
I grundskolen var det først i
1960'erne, at der for alvor kom
gang i debatten om miljø og
sundhed, og den folkeskolelov,
der så dagens lys i 1975, blev
fulgt op af en række faghæfter.
Fra nu af fik eleverne mulighed
for at stifte nærmere bekendtskab med pH, idet de lærte om
skalaen og om, hvordan størrelsen kunne måles med indikatorpapir – altså ikke blot med lakmuspapir, som kan fortælle, om
en opløsning er sur, basisk eller
neutral, men med strimler, der
kan angive en mere nøjagtig
talværdi. Det kom næppe på
tale, at eleverne skulle beregne
pH.
På universitetet var det anderledes. Allerede i 1918 kunne
man læse om størrelsen i kemiprofessor
Einar
Biilmanns
(1873-1946) lærebog. Men selv
om størrelsen ikke har optrådt i
en lærebog, kan kemikere nok
have kendt til den, ligesom der
også kan have været undervist i
stoffet. Sørensen havde jo skrevet herom både i 1909afhandlingen og i Fysisk Tidsskrift, som blev læst af kemikere
på den tid.
Valby ved København. Men jeg 3. H. Nielsen og K. Nielsen (red.): Historien
om tretten danske Nobelpriser. Nabo til
savner en mere markant markeNobel. Århus Universitetsforlag, 2001.
ring. Hvorfor har vi ikke fået et 4. B. Riis Larsen ”Hvad lavede de første
cand.mag.er med kemi som hovedfag?”,
frimærke med et portræt af SøKemi 79 nr. 4 (1998) 18-19.
rensen og måske hans formel til 5. Dansk
B. Riis Larsen: Otte kapitler af kemiunderberegning af størrelsen? Og var
visningens historie. Træk af den gymnasiale kemiundervisnings historie gennem 400
det ikke en god idé at opkalde en
år. Historisk-kemiske skrifter nr. 9, Dansk
vej eller plads efter ham? Ikke
Selskab for Historisk Kemi, 1998.
mindst i Tyskland har man i 6. B. Riis Larsen: pHorenkling pHremmer
pHorståelsen. I: Jul i Slagelse. 1999. pp.
årtier været flinkere til at hædre
14-17.
deres store naturvidenskabs7. B. Riis Larsen: pH – en dansk idé. Histomænd.
risk-kemiske skrifter nr. 11, Dansk Selskab
I forbindelse med 90-året for
for Historisk Kemi, 2000.
indførelsen af pH afholdt Dansk 8. B. Riis Larsen, ”Den tredje rejsende kemiker på cykeltur”, Dansk Kemi 81 nr. 3
Selskab for Historisk Kemi et
(2000) 24-26.
stort symposium på Carlsberg 9. B. Riis Larsen: Niels Bjerrum og skolen. I:
A. Kildebæk Nielsen (red.): Niels Bjerrum
Laboratoriet. De enkelte bidrag
(1879-1958). Liv og værk. Historiskherfra er senere samlet i bogkemiske skrifter nr. 15 udgivet af Dansk
form. Desuden skrev dette esSelskab for Historisk Kemi, 2004. s. 225238.
says forfatter i 1999 og 2000 to
mindre artikler, som især foku- 10. P.V. Rubow: Karl Gjellerup. I: Dansk
Biografisk Leksikon bd. 5. s. 199-201,
serer på S.P.L. Sørensens barn1980.
11. S.P.L. Sørensen: Études Enzymatiques. II.
og ungdom.
Sur la mesure et l’importance de la conPå Tingstedet i Løve nord
centration des Ions hydrogène dans les
for Slagelse finder man minderéactions enzymatiques,1909.
sten over en række personer fra
lokalområdet. Den største er
rejst til ære for S.P. L. Sørensen.
Indskriften fortæller imidlertid Forsideillustration:
ikke, at han indførte pH.
VIL pH LEVE VIDERE?
I forbindelse med, at vi markerede 100-året for indførelsen af
pH, skrev den norske kemiprofessor, dr.philos. Ragner Bye en
lille tidsskriftartikel, hvor han
blandt andet diskuterede dette
spørgsmål. For andre end kemikere er det næppe indlysende, at
en opløsning med pH = 3,7 er
”dobbelt så sur” som en anden
opløsning med pH = 4,0. Man
kunne derfor forestille sig, at
man angav surhedsgraden som
oxoniumkoncentrationen
i
mol/L med passende SIpræfikser, som milli-, mikro-,
nano- osv. Dette er korrekt nok;
men da de målbare oxoniumkoncentrationer går over 14-15
størrelsesordener, måtte man
benytte hele skalaen af præfikser: deci-, centi-, milli-, mikro-,
nano-, pico- og femto-. Man
kunne således angive surhedsgraden i humant blod til 40 Børge Riis Larsen, Ph.D., er
nmol/L (nanomol pr. liter). At lektor ved Slagelse Gymnasium
dette skulle være at foretrække, og forfatter.
stillede Bye sig meget tvivlende
[email protected]
overfor.
AFSLUTNING
100-året for indførelsen af pH
blev markeret blandt andet ved
forelæsninger herom ved Kemisk Forenings årsmøde på
Syddansk Universitet i Odense
og på Carlsberg Laboratoriet i
1.
2.
R. Bye, ”pH er i år 100 år”, Kjemi 7-8
(2009) 17f.
A. Kildebæk Nielsen og T. Andersen:
Dansk kemi fra 1920 til 1960’erne. I: H.
Nielsen og K.H. Nielsen: Viden uden grænser 1920-1970. Dansk Naturvidenskabs Historie bd. 4., Århus Universitetsforlag,
2006. pp. 67-84.
7
N.P. Dorphs maleri af S.P.L. Sørensen
og medarbejdere malet i 1923. Maleriet var en større del af udsmykningen til
den gamle nationalbanks hovedsæde,
der er fra 1922, og det symboliserer
Videnskaben. Ved nedrivningen af
bygningen blev det i 1982 skænket til
De forenede Bryggerier og hænger i
dag på Carlsberg Forskningscenter i
Valby. Sørensen bar aldrig kittel, hvilket ellers var blevet almindeligt for
kemikere i starten af 1900-tallet for at
beskytte tøjet. På billedet ses fra højre
cand.polyt. Margrethe Sørensen (18841954), S.P.L. Sørensens hustru og
assistent, professor S.P.L. Sørensen
med en opløsning af serumalbumin.
Med ryggen til dr.phil. K. Linderstrøm-
Lang (1896-1959), der senere afløste
S.P.L. Sørensen som professor for den
kemiske afdeling, og ved siden af ham
kemiingeniør Gotfred Hougaard. I den
modsatte side assistent Hans Jessen
Hansen (1860-1934) og dr.phil. Carsten Olsen (1891-1974) . Yderst til
venstre en studerende fra Agricultural
College, Kyoto University, senere
professor K. Kondo.
.
I de fleste fremstillinger er billedet
beskåret, så Kondo ikke er kommet
med. Men her gengives hele maleriet.
Tak til arkivar Ulla Nymand og
assistent Søren Larsen for kopien af
billedet med oplysningerne og til professor Jens Duus for tilladelse til at
bringe det.
Figur 3. Mindesten over S.P.L. Sørensen
Denne artikels forfatter ved mindestenen over S.P.L. Sørensen på tingstedet i Løve nord for Slagelse. Indskriften fortæller ikke, at det var Sørensen, der i 1909 indførte størrelsen pH. (Foto: Martin Riis Larsen)
8