Livet i Sundkøbing

Livet i Sundkøbing
I Det Herrens År 1401
Middelaldercentret · Nykøbing Falster
© Middelaldercentret 2011
Tryk: Middelaldercentret
INTERNT ARBEJDSPAPIR
EFTERTRYK IKKE TILLADT
Livet i Sundkøbing
- I Det Herrens År 1401
Indledning
Dette hæfte præsenterer den lille købstad Sundkøbing og kan bruges som en vejledning for de familier og andre frivillige, der bebor byen i kortere eller længere tid.
Dette er ikke en videnskabelig publikation. Der er ikke kildehenvisninger til samtlige
udsagn i teksten. Der er en vejledende litteraturliste bag i bogen, med primært almen
og populær litteratur om middelalderen. Udsagnene i bogen bygger på forfatternes
og Middelaldercentrets øvrige medarbejderes viden om emnerne.
Hæftet kan bruges til at få lidt mere almen viden om hverdagen for menneskene
omkring år 1400 og kan besvare nogle af de spørgsmål som både frivillige og de
besøgende ofte stiller.
Hæftet er kun til internt brug på Middelaldercentret
og må ikke videregives eller kopieres til andre formål.
Hæftet revideres og udvides løbende, så der udgives et nyt hæfte hvert år.
Peter Vemming Hansen
Centerleder
Marts 2011
THE EUROPEAN
UNION
The European
Regional
Development Fund
Middelaldercentret
Ved Hamborgskoven 2
Sundby L.
4800 Nykøbing F.
www.middelaldercentret.dk
[email protected]
Tlf. 54 86 19 34
Fax 54 86 18 34
Middelaldercentret
© Middelaldercentret 2011
Tryk: Middelaldercentret
INTERNT ARBEJDSPAPIR
EFTERTRYK IKKE TILLADT
Ved Hamborgskoven 2
Sundby L.
4800 Nykøbing F.
www.middelaldercentret.dk
[email protected]
Tlf. 54 86 19 34
Fax 54 86 18 34
ologiske forskningsmetoder, hvor man gennem
praktiske forsøg prøver at genskabe det manglende i de historiske og forhistoriske arbejdsprocesser.
Samfundet
Middelalderens samfund var feudalt. Øverst var
kongen og kirkens øverste: ærkebispen, dernæst
adelen, bisper og præster, herremænd, borgere,
munke og nonner, frie bønder, fæstebønder og
tiggere.
Hustomt med vægbænk og ildsted
Kildematerialet
Vores viden om forholdene omkring år 1400
stammer fra et bredt spektrum af kilder. Der er
de arkæologiske kilder: udgravninger af landsbyer, byer, borge, grave, skattefund, skibe m.v.
Der er de skriftlige kilder: love, testamenter, kirkelige skrifter, toldregnskaber, regnskaber fra
større husholdninger. Der er billederne: kalkmalerier (mest kirkelige, kun få verdslige) illuminerede
bøger, træsnit og malerier på fx. altertavler. Der er
skulpturerne: figurer i kirkekunsten, på gravmæler
o.a. Der er et stort genstandsmateriale, mest jordfund fra arkæologiske udgravninger, men også
ting, der mere eller mindre har været i brug eller er
bevaret siden de blev lavet. Der er bygninger: Kirkerne og enkelte verdslige huse som fx. boderne
i Næstved eller byporten i Stege.
Kilderne kan tolkes med traditionelle historiske og
arkæologiske metoder, men Middelaldercentret
har med held suppleret med eksperimentalarkæ-
Langt størstedelen af befolkningen var bønder.
Nogle var selvejende, andre fæstebønder.
Over 90% af befolkningen levede på landet og var
beskæftiget med landbrug. Borgere boede mest
i købstæder og de ganske få større byer (Lund,
Roskilde, Ribe, Viborg).
Købstaden er direkte underlagt kongen, og styrer
sig selv via et byråd ledet af borgmesteren. Råd
og borgmester vælges ved afstemning af de
ledende laugsformænd.
Sundkøbing er ikke helt stor nok til at være en
købstad. Middelaldercentrets område er kun et
”hjørne” af en købstad. Men meget mangler der
ikke: Sakskøbing havde f.eks. ved folketællingen
i 1672 kun 272 indbyggere – og der har formentlig
været en del færre 250 år tidligere...
Menneskene
Levevilkårene har stor betydning for helbred og
for hvor gammel man bliver. Generelt er levevilkårene gode her i 1399, men truslen om hunDer boede mellem en halv og en hel million mennesker i det daværende Danmark.
Købstaden
Byerne omkring 1400 var meget små, sammenlignet med idag. Typisk havde de nogle få hundrede
indbyggere, og byer med 1500-2000 indbyggere
regnedes for store.
Købstæderne var centrum for handel og håndværk. Det var også dér, nyt fra den store verden
først nåede frem til.
Mand varmer sig ved ilden. 1400-tallet
Købstaden var en selvstændig juridisk enhed. Den
havde sin egen stadsret, og en række privilegier
som f.eks. frihed for visse skatter, frihed fra krigstjeneste, og ret til at opkræve markedsafgifter af
tilrejsende handelsfolk og oplandets bønder.
Selv om byefolkene var handelsmænd og håndværkere, var de også jordbrugere; omkring byen
lå marker, der blev dyrket af byens borgere ved
siden af deres erhverv.
gersnød er alvorlig nok, og gælder iøvrigt for alle
samfundsgrupper. Pesten i midten af 1300-tallet
reducerede befolkningen med omkring 30%.
Omkring halvdelen af befolkningen bestod af
børn og unge (idag udgør de en fjerdedel). Mange
børn døde i en tidlig alder af infektionssygdomme
og andet, kun ca. hvert andet barn levede til voksenalderen.
Pigerne er formentlig kommet i puberteten når de
var 12-14 år, men de indgik normalt først giftermål
og dermed graviditeter efter 20-års alderen. Det
konkluderes bl.a. på grundlag af skeletfund, hvor
man kan se, at dødeligheden blandt 16-20 års
kvinder ikke er større end blandt 16-20 års mænd,
hvorimod der er flere dødfald blandt kvinder end
mænd i alderen 20-25 år.
Kun få blev rigtig gamle, højst 5% af befolkningen
blev mere end 60 år. Hvis kvinderne overlevede
barnefødslerne synes de at have en længere levealder end mændene.
Den gennemsnitlige legemshøjde for mænd var
173 cm, for kvinder 154 (i dag 180 og 168).
Sygdomme
Der er konstateret en lang række sygdomme,
bl.a. kræft, mangelsygdomme som engelsk syge
(D-vitaminmangel), skørbug (C-vitaminmangel)
og jernmangel. Indvoldsorm har nok været ret
almindelig, der er fundet skeletter med forkalkede
indvoldsorm i bughuleregionen..
Kirkens sygdomsopfattelse byggede på den
klassiske europæiske teori om, at alt skal være i
balance, hvis det ikke er det, opstår sygdomme.
Sundhed er derfor balance mellem makrokosmos
Åreladning,
(universet) og mikrokosmos (mennesket). Mellem
legemets fire vædsker: Blod, slim, gul og sort
galde. Mellem arbejde, hvile og føde.
Behandling af sygdomme gik derfor ud på at
bringe balance i tingene igen, ofte ved at indtage
bestemt føde. Åreladning og kopsætning brugtes
ofte. Det var munke og nonner i klostrene, der
kunne være lægekyndige. Kirurgi, i form af sårbehandling, blev normalt ikke udført af munkene,
der ikke måtte udgyde blod, men nok snarere af
lægbrødre. Nogle ordener dispenserede dog fra
reglen, når operation var nødvendig.
Den medicinske behandling bestod hovedsagelig
af behandling med urter. Fx virkede kamille urindrivende, hostestillende, mod hæshed og mavesmerter. Mynte fremmer fordøjelsen og renser
blodet, stiller begær og modvirker beruselse.
Persille er vanddrivende og hjælper alle spedalske, renser lever og sår og virker mod tarmluft,
nyre- og blæresmerter. Timian virker mod hovedpine, mavepine, milt og leversygdomme og heler
sår. Vejbred er lægende, renser sår og virker mod
bylder. Salvie er blodstillende, heler sår og bylder
og virker mod hoste og gigt.
Lægeurtehaven indeholder en mængde nyttige
planter, men eksperimenter ikke selv, lad de urtekyndige om dét, mange af planterne er meget
giftige.
Kopier og replika
Alle genstande på Middelaldercentret, lige fra
huse og skibe til de mindste dragtnåle er genskabt som kopier af de historiske forlæg, enten
fra bevarede arkæologiske fund eller som rekonstruktioner, hvor man på baggrund af fragmentariske data søger at skabe et højt kvaliceret bud
på den færdige genstand, f.eks. et middelalderligt
handelsskib.
Tiden
Vi er i år 1401 og til næste år er det selvfølgelig
1402. Et interessant perspektiv, ikke sandt? Om
50 år er Middelaldercentret i 1451, en periode
med fx. helt andre dragtmoder end 1401.
Tiden er Margrete den Førstes. Pesten, der fejede
over vores landsdel i midten af 1300-tallet, og
delvist affolkede landsbyer og købstæder, er, om
ikke fuldstændig ovre, så dog i ro nu. Landbrugskrisen - som nok skyldtes faldet i befolkningstallet, dels på grund af pesten, dels måske fordi man
tidligere havde dyrket jorden for intensivt hvilket
medførte hungersnød og vanskelige år - er også
kun et minde nu.
Det er gode tider, forstået på den måde, at der
ikke er voldsomme pestudbrud, misvækst eller
hungersnød og at der ikke er krig, ikke lige hér i
alt fald. Margrete holder de store godsbesiddere
i kort snor. Der er gang i handelen på trods af lidt
problemer med sørøveri. Hansaen, den mægtige
tyske handelsorganisation, bestræber sig på at
holde Europa forsynet med varer fra fjerne egne:
Silke fra Kina, krydderier fra Indien og de arabiske lande. Der handles også livligt med varer fra
hele Europa: uld fra England, fint vævet klæde fra
Flandern, vin fra Tyskland, Frankrig, Spanien og
Italien, godt stærkøl fra Tyskland, hørlærred fra
Østersølandene, sild fra de nordiske lande, kvæg
og heste fra bl.a. Danmark.
Europa i sommeren 1401
I de sidste par år er der sket store ting på den
indenrigspolitiske front. For tre år siden blev et
projekt, der havde været undervejs i mange år,
omsider kronet med held; den 17. juni 1397 blev
Erik af Pommern kronet til konge over alle de nordiske riger. Det skete ved det senere så berømte
møde i Kalmar, og betød at Erik formelt set nu er
konge over et landområde der i strækker sig fra
Grønland i vest til Finland i øst, og fra Nordkap i
nord til Pommern i syd.
Det er det største samlede landområde, nogen
dansk konge nogensinde har hersket over. Der er
ikke tale om en sammelægning - Danmark, Norge
og Sverige er fortsat selvstændige kongedømmer, og Pommern er ikke blevet indlemmet i Danmark: unionen betyder teknisk set blot at det er
den samme mand, der er styrer alle steder, men i
unionsaftalen indgår også forsikringer om, at alle
landene fremover skal være forpligtede til at forsvare og støtte hinanden, som var de ét. Der er
med andre ord tale om en slags kartel-dannelse,
selv om ordet slet ikke findes endnu.
rigers indbyrdes selvstændighed. Kongen er den
samme, men hvert land har sit eget rigsråd og
sine egne embedsmænd... i teorien, i hvert fald;
i praksis har landene stadig en strid indbyrdes
magtkamp, som Margrethe udnytter med sin helt
usædvanlige talent for den slags. I virkeligheden
er rigerne langt fra jævnbyrdige; alle er lige, men
Danmark er væsentligt mere lige end andre. Og
lad os så én gang for alle slå fast, at Kalmarunionen ikke er et udtryk for en umistelig, naturgiven
broderskabsfølelse mellem de nordiske riger. Den
er et realpolitisk modtræk til en konkret trussel,
ikke en eller anden sværmerisk ideologisk konstruktion!
Kogge i kamp.
Set i bakspejlet er det nemt at se svaghederne
i den konstruktion. På en måde kan man sige,
at Kalmarunionen satte sig midt mellem to stole
– rigerne blev knyttet til hinanden på en måde,
der sidenhen skal vise sig at være alt andet end
uløselig, de bliver ikke for alvor forenede. Det er
en svaghed, som Erik af Pommern senere bliver
væsentlig mere opmærksom på end han bryder
sig om, men indtil videre går det fint. Margrethe
I. lever endnu i bedste velgående - og bliver ved
med det de næste 12 år - og så længe hun sidder
ved roret er der simpelthen ingen der tør være
besværlig.
Baggrunden for unionen i Kalmar er kompliceret,
men en væsentlig del af den er udenrigspolitisk;
hidtil har Margrethe, hertugen af Pommern og
storhertugen af Litauen stået forrest i et forbund
i Østersøområdet, der dannede bolværk mod
”truslen fra Øst” – Den Tyske eller Teutonske
Orden, der er den stærkeste magt i Baltikum, og
som har magtbase i den østligste ende af Østersøen. Den Tyske Orden er en sen efterkommer
af korstogene, en toptrænet, talstærk og veludrustet armé af krigermunke, men i modsætning
til de mere kendte korstog til Palestina i 11- og
1200tallet fokuserer de på Østeuropa (de bryder
sig velsagtens ikke om varmen i Mellemøsten...).
I 1396 sluttede Litauens storhertug imidlertid en
fredspagt med Den Tyske Orden; det svækkede
den dansk/pommerske alliance voldsomt, og forskubbede magtballancen i området.
Modtrækket var, at man i Norden rykkede sammen
i gelederne fordi man havde fælles interesser, men
altså ikke mere end at man fastholder de enkelte
Margrethes imperiepolitik er både kostbar og
dristig, men indtil videre ser den faktisk ud til at
virke; i øjeblikket mærker man ikke meget til de
teutonske riddere i Danmark, de har travlt med
at flække hovedskaller i Litauen. Forrige sommer
(1398) erobrede de Gotland under påskud af at
ville befri den for sørøvervælde. Margrethe var ikke
glad – men bortset fra det har man ingen alvorlige
problemer med teutonerne lige for tiden.
I øvrigt er dannelsen af unionen et godt eksempel på Margrethes enestående tæft for politiske
rævekager. Vedtagelsen af unionen skete samtidig med Erik af Pommerns kroning, men det er
ikke hans kroningsdokument der er ”grundloven”
for unionen; dén finder man i det såkaldte unionsdokument, der blev udfærdiget ved samme
lejlighed, og som i dag opbevares på Rigsarkivet
i København.
Formodet portrætbuste af Margrete.
”Romantisk” billede af Margrete og Erik
Det interessante ved dette brev er at det er skrevet
på papir, og de segl der bevidner det, er stemplet
direkte på dokumentet i stedet for at blive hængt
ved, præget i voks. For at have retslig gyldighed
skulle den slags efter loven være nedfældet på
pergament, og ved at nøjes med noget, der mest
ligner en foreløbig skitse eller en kladde, holdt
Margrethe døren lidt på klem; hvis nu unionen
skulle vise sig at være mere besværlig end nyttig,
så kunne hun når som helst opløse den og påstå,
at den aldrig var blevet vedtaget, sådan rigtigt.
Hun var en snu rad, Margrethe.
I øvrigt markerede Kalmarmødet også et andet
væsentligt skift. Hidtil var alle konger i samtlige de
nordiske riger blevet valgt, det var såkaldte valgkongedømmer. Det betyder selvfølgelig ikke at der
var tale om nogen som helst form for demokrati
som vi kender det; meningen var, at en mand ikke
blev konge før folket – altså adelen, tag endelig
ikke fejl af det – havde valgt ham formelt på tingforsamlinger. Og selv om det aldrig var et formelt
krav, så var praksis sådan, at man simpelthen ikke
var valgbar, hvis man ikke kunne påberåbe sig en
eller anden form for slægtsskab med en tidligere
konge. Helt tilbage til Gorm den Gamle var det
den samme slægt der sad på flæsket (selvom den
med tiden blev temmelig vidtvoksende og noget
udvandet), og det er det i øvrigt stadig, nu i 2010.
I realiteten var kronen arvelig, men der var ingen
bestemmelser om at det nødvendigvis skulle være
kongens ældste søn der tog over – efterkommere
af kongens tiptip-olde-grandonkel kunne også
bruges i en snæver vending.
Men i Eriks kroningsdokument hedder det, at Erik
af Guds nåde og ved Guds hjælp var undfanget
og taget til konge. Erik af Pommern er altså den
første ”konge af Guds nåde”, og dette var den
allerførste byggeklods til indførelsen af en slags
ur-enevælde, 264 år før solkongen Ludvig XIV
af Frankrig fik den samme idé. Erik af Pommerns
videre politik, der ofte sigtede mod at stække
adelen og styrke kronen, ligner også en slags
enevælds-tanke. I modsætning til solkongen slap
Erik dog ikke særligt heldigt fra det, men det er
en helt anden historie; det kan vi selvfølgelig ikke
vide noget om i 1400. Efter sit første år ligner Kalmarunionen en succes; Det tyske handelsforbund
hansa´en gav i –98 staden Stockholm tilbage til
Margrethe, i henhold til en gammel traktat. Foreløbig er vi glade, vi står på gaden med små flag
og råber hurra og kaster med konfetti. Hvad der
så sidenhen sker er jo ikke godt at vide... (!)
På udlandssiden sker der ikke så voldsomt
meget i år. England og Frankrig er midt i hundredeårskrigen, men der har været våbenhvile de
seneste mange år – ikke meget skæg at hente
dér. I Frankrig er kongen (Charles VI) splittergal,
og bruger det meste af sin arbejdstid på at sidde
på en trappe og tro, at han er lavet af glas (!). I
England blev kong Richard II afsat sidte år (1399)
af sin kødelige fætter Henry Bolingbroke, der tog
kronen som kong Henry IV. Den 14. februar i år
dør Richard i Pontefract Castle i Yorkshire, ifølge
rygterne myrdet på foranledning af Fætter Bolingbroke. Dette er aldrig blevet endeligt bevist, men
er bestemt ikke usandsynligt; muligvis døde
Richard af tæring efter et langt og koldt ophold
i Tower of London, muligvis blev han sultet til
døde – det er nemlig ikke pænt at lægge hånd på
en konge; så er det straks bedre at lade være at
fodre ham, så han dør af sig selv (!)
I Tyskland – der jo altså slet ikke findes endnu,
i hvert fald ikke som en stat – har den tyskromerske kejser i mange år kæmpet for at holde
sammen på et broget patchworktæppe af fyrstendømmer og småstater, af hvilke de fleste
bruger deres energi på at bekæmpe hinanden. I
år bliver kejseren, Wenceslaus af Böhmen, dog
afsat under henvisning til hans ustyrlige drukkenskab, inkompetence og almindelige uduelighed.
Han nægter dog at slippe selve kejserkronen, og
der kommer til at gå næsten ti år, før man får den
vristet fra ham.
Religiøst hersker der en vis forvirring i disse år;
siden 1377 har den kristne kirke i Vesteuropa
været splittet af en voldsom intern strid, og der er
for tiden to paver at vælge imellem – den ”rigtige”
i Rom, og en modpave i Avignon i Frankrig. En
overgang var der endda en tredie (men dét blev
så tåbeligt at de ikke engang selv kunne hitte ud
af det). Med vanlig sans for diplomatiets magt
holder Margrethe sig lidt på sidelinien, og undgår
behændigt at vælge side. I 1398 opsagde Frankrig dog sin støtte til Avignon-paven (som de ellers
nærmest selv havde opfundet tyve år før), uden at
det dog bringer en afslutning på konflikten – det
sker først i 1417.
Én ting kan de fleste fraktioner dog samles om:
for fjerde gang afholdtes der i 1400 et såkaldt
”jubelår” indenfor den kristne kirke. Ideen med
særligt hellige år opstod første gang i år 1300, og
var et folkeligt påhit der kom fuldkomment bag
på kirken; i vinteren 1300 opstod der rygter om,
at man kunne få fuldt aflad for alle synder (noget,
der ellers kun var blevet deltagerne i korstogene
til del) ved en pilgrimsrejse til Rom i jubilæumsåret for kristi fødsel. Kirken ønskede ikke at lade
sådan en vækkelse gå ubenyttet hen, og fandt
hurtig ”dokumentation” for ideen. Paven udstedte
dekret om, at alle der besøgte apostlene Peters
og Paulus´ grave i Rom i dette år opnåede fuldt
aflad. Senere hævedes kravene, så man også
skulle besøge Santa Maria Maggiore-kirken og
lateranets Johanneskirke.
I 1389 udstedte paven en forordning om, at der
fremover skulle fejres jubelår hvert 33. år (svarende til Kristi levetid), men befolkningen var
ligeglad – de ville ikke snydes for en jubelfest i
år 1400, og gennemtrumfede jubelåret alligevel.
Det blev fastlagt, at man skulle bede i 30 dage på
Peters og Paulus´ grave for at opnå afladen – tilrejsende til Rom kunne dog slippe med 15 dage (!)
Hvis man har dårlig samvittighed er det altså bare
med at få kridtet skoene i år!
Også på den litterære side sker der store ting
i 1400: i Frankrig færdiggør hofmanden Jean
Froissart sin Chronique de France, d´Angleterre,
d´Ecosse et d´Espagne (”Krønike om Frankrig,
England, Skotland og Spanien”). Teksten er i dag
en af vore aller-vigtigste kilder til europæisk historie i denne periode, og rummer bl.a. en meget
omfattende redegørelse for Hundredeårskrigen. I
år dør endvidere den engelske digter og hofmand
Geoffrey Chaucer, og efterlader sig det ufærdige
manuskript til Canterbury Tales – hjørnestenen i
engelsk litteratur, og ligesom Froissart en hovedkilde til forståelse af livet i højmiddelalderen (og
i modstætning til fransk-manden rigtig, rigtig
morsom sine steder!)
I Firenze begynder Medici-slægten så småt at
røre på sig. Der kommer dog til at gå adskillige
generationer før de for alvor bliver en international magtfaktor - for indeværende er de blot én
blandt mange ambitiøse fyrsteslægter i Italien, og
forløbig kan vi roligt nyde vores aftendrink uden at
frygte miltbrand-sporer eller anden giftblanderi.
I løbet af 1300-tallet er vejret gradvis vendt til det
værre. Siden omkring år 1000 havde klimaet i
Europa været mildt og godt, men nu er en koldere
og vådere periode sat ind, den såkaldte Lille Istid,
der kommer til at vare de næste ca. 300 år. Vejret
bliver koldere, med ringere høstudbytte, vådere
somre og mere ekstremt vejr til følge!
I år runder London iøvrigt 50.000 indbyggere
(anslår man), hvilket gør den til en af de allerstørste
europæiske byer. Til sammeligning har en normal
dansk købstad mellem et par hundrede og 2.000
indbyggere. Roskilde har 6-8.000. Paris har ca.
230.000 – men den er også langt den største by i
vores ende af verden. Nærmeste virkelig store by
er Lübeck med ca. 20.000 indbyggere.
Såh... alt i alt er der ikke meget nyt under solen.
Tiden på en anden måde
Tiden kunne måles med solure og timeglas fyldt
med sand og det mekaniske ur, der blev opfundet
i 1300-tallet, men var forbeholdt de meget rige.
Almindelige folk holdt rede på tidens gang ved
hjælp af kalendere. Den middelalderlige kirkekalender er lavet for at holde rede på den vigtige
kristne fest påsken, der ligger første søndag efter
første fuldmåne efter forårsjævndøgnet og altså
ikke på en fast dato. Kalenderen er ret indvilklet
og omfatter ud over beregningen om jordens drejning også astronomiske iagttagelser over solen,
månen og planeterne.
Dagene har helgennavne og en bestemt dag vil
ofte betegnes som et vist antal dage før eller efter
en kendt helgendag, fx »3 dage efter Skt. Jørgens
Dag« (23. april).
Døgnet er opdelt i timer, der kaldes stundemål.
Det er tidebønnerne, der opdeler dagen, én om
natten og syv om dagen.
Matutin (kl.24)
Sekst
(kl.12)
Et stundemål
efter Sekst
Non, (kl.15)
Laud (kl.3)
Terts
(kl. 9)
Vesper (kl.18)
Prim (kl.6)
Det 14. århundredes mennesker opererer ikke
med små tidsenheder som fem minutter. Mindste almindeligt brugte enhed er et kvart stundmål,
dvs. et kvarter. Desuden eksisterer »klokken tre«
ikke. Man går ud fra tidebønnerne, som følger de
gamle romerske tidsangivelser, hvilket vil sige,
at vores klokken tre stort set (for det varierer lidt
efter årstid osv.) svarer til non, hvilket er romernes niende time. Det svar, vi med andre ord skulle
give i stedet for »fem minutter i tre«, ville være
»omkring non«.
Der er klokken ni, som hedder terts, klokken tolv,
som er sekst – her kan man også bruge betegnelsen middag, man skal så bare huske, at det ikke
betyder måltidet – det har man ikke – men bare
dagens midte, som nævnt non for klokken tre, og
så vesper omkring klokken seks.
Resten af tidebønnerne: Der er matutin omkring
midnat, laud ved solopgang (omkring klokken
tre), prim, dagens begyndelse, cirka klokken seks.
Derefter er der de tidligere nævnte og endelig
dagens sidste tidebøn, kompletorium eller bare
komplet, som afslutter dagen cirka klokken ni.
De egentlige messer ligger i tilknytning til tidebønnerne. Der er fromessen, dagens første gudstjeneste, som normalt afholdes i forbindelse med
prim, altså klokken seks, og højmessen, den
vigtigste af dem, som afholdes i forbindelse med
sekst, altså klokken tolv.
Betalingsmidler
En del handel folk og folk imellem sker stadig som
naturalieøkonomi: man bytter varer og tjenester.
På markederne betaler man med penge, med
lovligt slåede mønter. Det var kun kongemagten
der kunne slå mønt eller tillade andre at slå mønt.
Faskmønteri straffedes med døden.
Generelt vidste de fleste handlende hvad de forskellige danske og udenlandske mønter var værd.
Mønterne her i slutningen af 1300-tallet var hhv.
mark, ørtug, skilling og hvid. Deres værdi blev
angivet i købekraft og lødighed (hvor meget sølv,
der var i mønten). En skilling vejede 4,1 g og indeholdt ca. 73% sølv. En hvid vejede 1,3 g og indeholdt ca. 78% sølv. En penning vejede 0,67 g og
indeholdt kun ca. 24% sølv.
1 mark = 16 skilling = 48 hvid = 192 penninge
1 mark = 24 ørtug
1 ørtug = 2 hvid
1 skilling = 3 hvid
1 hvid = 4 penning
Pengenes værdi (omkring 1400):
En dagsløn for en lærling var 2 skilling
En dagsløn for en svend var 2 skilling og 7 hvid
En dagsløn for mestersvenden var 3 skilling og
8 hvid
1 tønde øl (125 l) kostede 2 penninge pr. liter.
1 tønde mjød (125 l) kostede 5 mark eller 8 penninge pr. liter
1 skippund smør (170 kg) kostede 6 mark eller 7
penninge pr. kg.
6 skippund salt kostede 30 mark eller 7 penninge
pr. kg.
1 skippund flæsk kostede 7 mark eller 10 penninge pr. kg.
1 læst korn (4512 l) kostede 12-15 mark eller ca.
2 penninge pr. liter.
For 1 penning kan man fx købe et hvidt brød der
vejer 14 lod (210 g) eller et rugbrød der vejer 22
lod (330 g).
Mål og vægt
Hanseatiske tønder og mål:
En »Rostoktønde« indeholder ca. 117,3 liter
og var det vigtigste grundmål for Hansa’en – et
såkaldt tøndemål. Her findes der ligeledes omtaler af halve tønder indeholdende ca. 58,7 l der evt.
har været halv højde for lettere at kunne stuves
sammen. Næste trin ned i størrelsen er så:
En »skæppe« svarer til 36, 8cm (16 tommer) i
diam. og 27,6cm (12 tommer) i højden (ca. 29,34
l)
Følger man således målene fra den lille »skæppe«
bliver »halvtønden ca. 55,2 cm. høj (24«). »Rostoktønden« vil da være 110,4 cm. høj (48«). Dog må
det formodes at »Rostoktønden« nærmere har
været lidt »tykkere« og derfor lige omkring en
meter høj. En sådan tønde ville tydeligt kunne
kendes fra en dansk sildetønde. Beskrivelserne af
danske sildetønder fra middelalderen beskrives
som slanke og høje – i modsætningen til fx de
hanseatiske og svenske tønder.
Svenske tønder
For en svensk middelaldertønde opgives målene
for en halvtønde til 49,5 cm i diam. og 37,13 i
højden (20«x15«). Den omtales som en halvtønde
og indeholder godt 71,4 l. Tønden fra Hannerberg
(omtalt som et tøndemål) indeholder præcist det
dobbelte altså 142,8 (Udvendige mål ikke oplyst).
Da den første tønde omtales som en halvtønde
og Hannerbergs tønden kan derfor let tænkes
som ca. dobbelt så høj.
Danske rummål
Følgende eksempler er gennemsnit på danske
mål ofte nævnt sammen med tønder. Målene
kunne variere fra område til område i landet, men
dette er altså målene for Sundkøbing.
Det lader til at alle mål kunne opdeles i en såkaldt
potte. En potte svarer i Danmark før 1683 til ca.
0,968 liter.
Ame: 160 potter, (Ca. 154.88 l )
En halv ame: 80 potter (ca. 77.44 l)
Anger ca. 40 potter (Ca. 38,7 l )
Bimpel ca. 20 potter (Ca. 19,36 l )
Viertel 8 potter (Ca. 7,74 l )
Støfken 4 potter (Ca. 3,87 l )
Pægl ca. 1/4 (Ca. 0,24 l )
Længdemål
1 Mil = 12.000 alen (7,5338 km)
1 Fjerdingvej = 1/4 mil = 3000 alen (1883 m)
1 favn = 3 alen
1 alen = 2 fod (62,814 cm)
1 fod = 12 tommer (31,407 cm)
1 tomme (2,617 cm)
1 fag i bygninger (murstykket mellem to bærende
stolper i bindingsværk) er ca. 2 - 2 1/2 alen, (ca.
1,2 til 1,5 m)
Religion
Tiden er katolsk. Danmark blev et kristent land i
vikingetiden og religionen var den katolske. Den
katolske periode varede lige indtil reformationen i
1536 hvor Danmark blev protestantisk.
Religionen gennemsyrede hverdagen i en grad,
som mange har svært ved at sætte sig ind i idag.
Livet på jorden var en realitet, men det var døden,
skærsilden og himmel og helvede også. Der var
kirkens regler og kongens regler, og forbrød du
dig mod dem var du ilde stedt.
Ave Maria og Fader Vor
Ave Maria:
Hil dig Maria, Guds Moder.
Velsignet er du blandt kvinder,
og velsignet er dit livs frugt, Jesus Kristus.
(frit oversat fra den middelalderlige bøn)
Ave Maria på middelalderlatin:
Ave Maria, Gratia plena, Dominus tecum.
Benedicta tu in mulieribus,
Et benedictus fructus ventris tui, Iesus.
Amen
Fader Vor i »Den ældste danske bibeloversættelse«
fra 1470’erne:
Wor father, ther i hymærighæ ær,
helliest ær tith naffen,
thil kommæ tith righæ,
tyn williæ skal wæræ saa paa iordhen sim i hymmelen,
gyff oss i dawworth daulighæ brødh,
Oc forlath oss woræ brothæ,
sosom wi forlathæ thøm ther woss om moth brydhæ,
Oc ledh woss ey i frestelsæ,
Men frels woss aff alth onth,
Amen.
Det er overvejende sandsynligt, at skriftsteder fra Bibelen er fremsagt på dansk - og altså ikke kun på latin - i
kirkerne gennem hele middelalderen, men der er kun
bevaret sene eksempler.
Pater Noster
Pater noster, qui es in caelis.
Sanctificetur nomen tuum,
Adveniat regnum tuum.
Fiat voluntas tua, sicut in caelo et in terra.
Panem nostrum quotidianum dona nobis hodie,
Et dimitte nobis debita nostra,
Sicut et nos dimittimus debitoribus nostris.
Et ne nos inducas in tentationem,
Sed libera nos a malo.
Amen
Der er en kirke på vej i Sundkøbing, men indtil den
er indviet må borgerne bruge kirken i Toreby eller
sejle til Nykoebing. Klosteret Sct. Bendt ligger på
den anden side af skoven og lægsøstrene herfra
besøger ofte Sundkøbing og hjælper borgerne
her med medicin fra lægeurtehaven. Sundkøbings døde begraves i indviet jord ved klosteret,
men købstadens beboere taler ofte om, at man
gerne ville have en kirke og en kirkegård i byen.
størrelse. Der findes f.eks. ingen fælles lov for
hele riget - den første kommer i begyndelsen af
1520´erne, under Christian II, og afskaffes igen
året efter. Først med Christians V’s Danske Lov
fra 1683 slår den landsdækkende lov for alvor
igennem.
Rosenkransen er en almindelig ejendel for alle.
Den kan være simpel, lavet af tørrede hyben eller
andre bær, eller af voksperler, ofte er den dog af
ben-, glas- eller ravperler. Særlig fine rosenkranse
er af koraller eller endog perler, med det er kun for
ridderne og deres familier samt de rige købmandsfamilier. En rosenkrans består af 150 Ave Maria
perler og 15 Pater Noster perler, fordelt i serier
med 10 Ave Mariaperler, 1 Pater Noster etc. Mange
rosenkranse er dog med 50 Ave Maria perler og 5
Pater Nosterperler, man skal så tre gange gennem
kransen, for at fuldende sine bønner. Afslutningen
af kransen sker oftest med en kvast. For hver perle
bedes en bøn.
I stedet anvendes de såkaldte landskabslove, der
gælder for hver sin landsdel – Jyske Lov for Jylland (herunder Fyn), Sjællandske Lov (incl. øerne),
og Skånske Lov. De er selvfølgelig nært beslægtede, men der forekommer også betydelige
regionale forskelle. Ud over disse love udformer
hver købstad sin egen, individuelle stadsret, der
kun gælder indenfor bymuren. Stadsretterne er
underlagt landskabsloven.
Ret og straf
Fangede man i middelalderen en svindler, tyv
eller en løsagtig kvinde, var det typisk ved kagen
(pælen) de blev afstraffet. Alt efter forbrydelsens omfang kunne man skære en finger, næsen
eller et øre af, give brændemærker, pisk osv. De
afskårne lemmer blev af bødlen fastgjort til kagen,
til skræk og advarsel. Der var dog hårdere straffe
end piskning og afskæring af lemmer, fx. radbrækning, hvor arme og ben blev brækket med et
hjul. Stjal en tyv for mere end en 1/2 mark kunne
han hænges.
I modsætning til vor tid er jura i middelalderen
en usammenhængende og ikke altid lige logisk
Her ud over indstifter de enkelte håndværkergilder i byerne hver deres lovgivning, der kun gælder
for gildets medlemmer, optegnet i den såkaldte
laugs-skrå. Dette er især regler der har med faget
at gøre – altså arbejdtsretsligt - men kan også
omhandle f.eks. gældssager, social nødhjælp og
andre personlige forhold.
Loven – både landskabsloven og stadsretten – er
erklæret verdslige love, der ikke gælder for kirkens folk. Kirkens mænd og kvinder er bundet
af en selvstændig lovgivning, kirkeretten, og kan
normalt ikke dømmes ved verdslige retsinstanser.
I visse typer sager (f.eks. utroskab og andre seksuelle forbrydelser) dømmes alle – også civile, der
ikke hører kirken til – af kirkeretten.
Skrift og syn
Runer er de ældste skrifttegn vi kender fra Norden.
De er velegnede til at ridse i træ eller sten og indskrifterne er som regle korte.
Runer bruges stadig ind i 1300- og 1400-tallet og
runealfabetet har udviklet sig siden vikingetiden.
1300-tals runerne bruges mest til korte beskeder
og på fx. ejermærker af træ og som indskrifter af
magisk art.
En munk og en kvinde er havnet i stokken. Ca. 1400.
Med indførelsen af det latinske alfabet i Middelalderen, og med pergament og papir til at skrive
på, kom muligheden for at skrive lange, sammenhængende tekster. For første gang i Danmarkshistorien nedskrives love, testamenter, beretninger,
erklæringer og meget mere. Som regel på latin,
Pergament
Pergament var lavet af kalve- eller fåreskind.
Sådan laver du pergament
Du skal bruge:
• en skarp, langbladet kniv
• en halvmåneformet skrabekniv (skomagerkniv)
• et stort kar
• en træramme
• 10-20 håndstore sten og lidt snor
• kalk (kalciumnitrat)
• rent vand
• Put skindene i vand i et kar i et døgn. Hvis
de er saltede, skal de skylles og udvandes
først.
• Fyld karret med en blanding af kalk og vand
og lad skindene ligge i blød i 8 dage.
• Tag skindene op og skrab hårene af med
kniven.
• Læg skindene på trærammen og fastgør
stenvægte i kanten af skindene, så de
strækker skindet på rammen.
• Med den halvmåneformede kniv skrabes
skindene nu ned, så de får en jævn overflade og en regelmæssig tykkelse. Skindene skal strækkes, mens de tørrer.
At lave blæk
Du skal bruge:
• Tre dele pulveriseret egegalle
• To dele jernsulfat
• En del gummi arabicum
• Æggeskaller
• Tolv dele regnvand
Tag tolv dele regnvand. Tilsæt tre dele fint pulveriseret egegalle af god kvalitet. Kog dette
i et kvart stundemål. Tilsæt jernsulfaten. Si
blandingen gennem et rent klæde. Tag gummi
arabicum og tilsæt lidt af den varme vædske.
Når den er opløst hældes det over i skålen
med resten af vædsken.
Opbevares i en flaske eller et blækhorn med
lidt rene æggeskaller. Vædsken kan ikke tåle
lys så bundfælder jernet og blandingen er
ødelagt.
Det senmiddelalderlige runealfabet.
tion Hansaen der sad på det meste af handelen
mellem de nordiske lande og den øvrige verden.
Byen Lübeck ved floden Trave i Nordtyskland var
den førende handelsby, og hovedsæde for hanseforbundet. Det meste af sildehandelen gik således gennem Lübeck.
Haverne
kirkens og de lærdes sprog, men i løbet af middelalderen oftere og oftere på plattysk eller folkesprog.
Der skrives på pergament eller på papir lavet af
klude. Papir er endnu sjældent herhjemme i 1300tallet. Det importeres fra Norditalien, og først i
1500-tallet begynder man at producere papir herhjemme.
Endnu i slutningen af 1300-tallet er det kun de
få, der kan læse og skrive: adelen og de højere
stænder kan, håndværksmestre kan til husbehov,
men størstedelen af menneskene i en lille købstad
som Sundkøbing kan ikke. Der er ingen skoler,
kun de, der kan betale en lærd munk eller præst
får undervist børnene.
Prydhaver kendes fra udenlandske illustrationer,
ofte muromkransede haver med græsplæner,
roser og en fontæne, hvor overklassens kvinder
kunne slappe af i fred. Men også herhjemme satte
man pris på smukke blomster og kunne finde på
at sætte blomster i en vase eller have planter i
potter ved huset.
Fornemme mænd og kvinder leger selskabslege. Tyskland ca. 1385.
Alle haver var indhegnede, for at hindre høns, løsgående svin og andre dyr i at lave ravage der og
for at markere ejendomsretten.
Man skelnede mellem kålgårde, hvor man dyrkede kål, roer o.l. og æblehaver med frugttræer
og buske.
Briller er forbeholdt de få. De er dyre og bruges
tilsyneladende især af ældre lærde i klostrene.
Handelsvarer - hvor kommer
tingene fra
Dragterne afspejler tydeligt hvem du er. En bonde
vil gå i simpel, hjemmevævet uld fra inderst til
yderst. En simpel håndværker vil gå i undertøj
af grøft, ubleget hørlærred og med et par simple
uldhoser og en uldkofte i en billig farve, typisk
enten ufarvet eller gul, lys grøn eller lys orange.
En rigere håndværksmester og hans familie vil gå
i tøj af finere kvalitet, hjemmevævet, men farvet
med dyre købefarver eller endda importeret klæde
fra fx. Holland og Belgien. Borgerfamilier kunne
også være ret fint klædt, omend ikke så fint som
adelen, der havde lov at gå i tøj af silke og fløjl og
i brokadesstoffer, foret med dyrt pelsværk.
De almindeligeste materialer til klædefremstilling
er uld og hør.
Ulden skal klippes af fårene, vaskes, teses, kartes,
spindes og væves til stof. Stoffet kan så stampes
eller valkes og kradses op, for at blive tættere og
varmere.
Der blev handlet livligt i middelalderen. Fra
Norden eksporteredes sild og anden fisk, heste,
pelsværk, fedtsten og andet, mens man til gengæld importerede uld, klæde, lædervarer og jet
til rosenkranse fra England, salt fra bl.a. Tyskland,
vin fra Tyskland, silke fra Kina eller Italien), brokadesstoffer fra Italien.
Det var den mægtige tyske handelsorganisa-
Dragterne
Kvinde med hage og hovedlin og et forklæde over
kjortlen.
Hørren er mere besværlig. Først skal de rødnes i
vand og dernæst tørres over ilden. Dernæst skal
de brydes og så hegles før de kan spindes til
tråd og senere væves. Hørren bruges til skjorter,
underbukser, underkjoler, foer til dragter, hoved-
Tænderne blev holdt rene ved at skylle dem med
koldt vand, tygge urter og krydderier, som gav
god ånde.
Pige med birkeris og vandspand, klar til at betjene
kunderne i badstuen. 1300-tallet.
lin, forklæder, sengetøj, håndklæder og meget
mere. Der er mange kvaliteter, fra det fintspundne
blegede til det grove ublegede. Den simpleste
kvalitet var blår, de grove fibre, der egentlig blev til
overs ved brydningen af hørren, det brugtes bl.a.
til grove arbejdsforklæder.
Personlig hygiejne
Fra talrige skriftlige kilder ved vi, at man i middelalderen værdsatte muligheden for at holde
sig velsoigneret. Smukt, velholdt hår, rene uplettede klæder, velduftende ånde er - sammen med
utalige råd om gode manerer ved bordet og alle
andre steder - med til at danne billedet af det middelalderlige menneske.
Kroppen blev holdt rent ved bade. Ikke daglige
bade som i dag, men dog jævnlige bade. De rigeste kune bade hjemme, ellers var der badstuerne,
og sociale forordninger, så også de fattige kunne
få et bad og måske en øl til, for de offentlige bade
kunne også have servering af mad og drikke.
Mænd og kvinder gik i badstue sammen og iøvrigt var nøgenhed ikke så tabubelagt, som det
kan være idag. Man var nøgen, når man vaskede
sig, og det gjorde ikke noget, at der var andre til
stede.
Håret blev nok ikke vasket ret tit, men det er egentligt heller ikke nødvendigt for at holde det rent.
Det kan sagtens lade sig gøre at have et smukt,
rent og glansfuldt hår blot ved at rede/børste det
dagligt. Håret blev redt med kamme, oftest lavet
af ben. De fleste er dobbeltkamme med een side
med grove tænder og en side med fine, tætsatte
tænder, velegnede til at fjerne lus med. Et smukt
hår er en del af det middelalderlige skønhedsideal,
især hvad angår unge mennesker. Som regel har
kvinderne håret dækket når de er blevet gift, kun
de unge jomfruer promenerer deres lange løse
hår ved festlige lejligheder. Mændene har kort
eller langt hår, altid pænt kæmmet og som regel
med en kyse og en hat over.
Vask af hænder. Det var almindeligt at vaske
hænder inden et måltid. I de velhavende hjem
havde man et rundt bronzekar, en molling, som
fyldtes med varmt vand med fx rosenvand, som
man så vaskede hænder i inden måltidet.
Sæbe fandtes, både animalsk og vegetabilsk, det
ses undertiden afbildet ved siden af et vaskefad.
Spejle kunne være lavet af trærammer, med indsatte glas med kviksølvbelagt bagklædning eller
af polerede sølv eller bronzeflader.
Småredskaber som pincetter og øreskeer kendes.
Pincetter blev bl.a. brugt til at skabe den attråværdige »høje pande«. Man plukkede simpelthed
håret væk, så panden blev høj og smuk.
Toiletter. Det almindeligste var, at man lettede
sig hvor det nu var mest praktisk, i stalden eller
på møddingen. I borgene og i de mere velhavende huse var der private »hemmeligheder« eller
lokummer. Til at tørre sig med brugtes mos, tørre
blade, gamle klude og lignende. Natpotter brugtes også.
Affald
En del affald bortskaffedes ved at smide det uden
for husene, på møddingen, i en særlig affaldsgrube eller i lokumsgruben.
I byen var der som regel affaldsgruber og lokums-
gruber på grunden bag husene, men noget affald
blev bortkørt til møddinger uden for byen.
Høns, hunde og grise fjernede meget af husholdningsaffaldet fra de åbne render og møddinger
både på landet og i byerne.
Madlavning
Opskrifterne
Middelalderens mad er kendt gennem adskillige bevarede opskriftsamlinger. Fra 1300-tallet
kendes bl.a. to danske kogebøger, som, sammen
med tyske og engelske opskriftsamlinger fra 13.
og 1400-tallet, danner grundlaget for de retter der
serveres i gæstgiveriet Den Gyldne Svane.
Maden var rigt krydret, ikke for at dølge smagen
af halvråddent kød, men fordi man på den måde
kunne vise sin rigdom: Krydderier var dyre, og
det var derfor fint at bruge dem i store mængder.
Retterne har ofte en nærmest mellemøstlig smag,
spidskommen, kanel, ingefær, kardemomme
dominerer og giver en rig, men ikke overdrevet
stærk krydring, meget delikat. Det var også populært at spise sennep til stort set al mad. Eddike
brugtes også til smagssætning.
Sovse, ofte sursøde, blev jævnet med brødkrumme til en tyk substans, der var let at spise.
Sødestoffer var især honning, de rigeste kunne
bruge det dyre, importerede rørsukker.
De bevarede opskrifter er selvfølgelig overklassens retter. Jævne folk spiste mest byggrød, rugbrød, kål, ærter og fisk, samt til fest og højtider
oksekød og det dyrere svinekød. Kun ved juletid
var der fesk, friskslagtet kød, ellers var kødet
saltet eller røget. Høns, kramsfugle og måske lidt
småvildt kunne variere menuen og give et kærkomment islæt af frisk kød.
Fisk var på menuen alle fastedage, det vil sige
onsdage og fredage og i dagene op til de kirkelige
højtider. I fasten undgik man alle retter med kød,
i visse tilfælde også retter med mælk og æg. I
stedet for mælk brugte man så mandelmælk, lavet
ved at hælde kogende vand på knuste mandler
og derefter si væsken. Tilsvarende brugte man
mandelsmør af knuste mandler.
Råvarerne er for det meste sæsonbetonede og
måtte derfor konserveres for at kunne holde sig.
Saltning var den mest almindelige metode, især
af kød og fisk, men også lufttørring og rygning
brugtes. Frugt blev tørret eller syltet. Mælk kunne
syrnes til skyr, som kan holde sig nogen tid, æg
kan opbevares i saltlage. Brød blev bagt, så det
kunne holde sig mindst en måned og smørret var
stærkt saltet.
Drikkevarer
Man drak øl til maden. Der var omkring 7 kvaliteter øl i middelalderen, fra det tynde folkeøl, som
blev lavet på gårdene og som alle drak - mænd,
Madlavning foregik over åben ild, ofte var ildstedet
placeret på gulvet. Ca. 1360.
steger ikke kød på en pande eller i en gryde) og til
at konservere fx kød i.
Brødbagning
Dagen før skal ovnlågen af træ samt en riskost,
en træspade/ildrager til gløderne og en skydsel
til brødet lægges I blød I vand. Tjek også skorstenen, der må ikke være sodskorper, så kan man
starte en skorstensbrand.
Dejen laves helst med surdej, altså et stykke dej
fra sidste bagning. Der blev også brugt gær, som
man fik fra ølbrygningen. Dejen laves af rugmel
og vand, tilsat surdejen og salt der blandes I et
dejtrug. Ælt dejen blank og smidig, rids den, læg
et klæde over og stil den lunt til hævning natten
over.
Brug godt tørt brænde. Fyr op i oven ved at fodre
den med brænde i en 2-3 timer, til temperaturen
er rigtig. Prøv evt. at smide lidt mel ind. Det skal
blive brunt med det samme.
Brødene skal slås op, mens der fyres. Tag den hævede dej og slå den ned. Dernæst skal dejen
rulles fast uden huller og formes så det er glat og helt uden revner, ellers kan det færdige brød
ikke holde sig. Brødene smøres med øl, mel, æg eller vand for at få en glat overflade.
Husk at tage lidt fra til surdej. Det opbevares I en skål med låg og der skal drysse salt over, så
det kan holde sig.
Tag nu gløderne ud af ovnen med spaden/ildrageren og fej hurtigt rent med riskosten. Gem evt.
asken, den kan bruges til sæbelud, og trækul kan bruges I smedien.
Brødene sættes ind i ovnen med skydslen og der lukkes med ovnlugen som evt. kan klines fast
med lidt ler. Rugbrød skal bage et par timer, sigte- og hvedebrød en times tid.
Når brødene er færdige tages de ud af ovnen og pakkes straks ind et stykke lærred, så køler de
langsommere og det gør brødene mere holdbare. Der bages ca. en gang om måneden. Brødene
opbevares på hylder.
kvinder og børn - og til det stærke, sorte, tyske øl
som kom fra Lybeck eller andre nordtyske byer.
Vin blev importeret i tønder langvejs fra. Undervejs
blev den omstukket og iøvrigt var den konserveret med blysukker, så den bedre kunne holde til
den lange transport. Den bedste røde vin kom
fra Italien: Rommeni (vin fra Rom), den franske
rødvin var ikke så velanset. Der kom også vine
fra Spanien og Portugal, og den hvide Rhinskvin fra Tyskland var meget populær. Ofte blev
vinen drukket som kryddervin, sødet og krydret
med bl.a. kanel, ingefær og kardemomme, enten
opvarmet eller kold.
Vand var ikke noget man drak, i alt fald ikke, hvis
man boede i en by, da det ofte var forurenet.
Man bryggede øl af det. Og så drak man skyr en slags tykmælk - blandet op i vand. Det giver
en syrlig, meget læskende drik, god på en varm
sommerdag. Frugtsaft nævnes vist nok ikke, men
mon ikke man har lavet det i sæsonen?
Råvarer
Gryn og mel. Hovedsagelig byg og rug.
Byggryn: til grød.
Havregryn: til grød, brød og kager.
Rugmel: til rugbrød.
Boghvede: mest til grød
Hvedemel: dyrt, til fx hvedekager (hvedebrød) til
festbrug.
Mælkevarer
Mælk og tykmælk: drikkes/spises frisk og bruges
i retter.
Smør: til at putte i grød, kålretter m.v.
Ost: tørre gule oste af goudatype lavet med løbe
og friske hvide oste. De spises som de er og i fx
tærter.
Fedt:
Svine-, fåre- og oksefedt brugtes til at koge i (man
Fisk
Alt levende fra havet blev regnet for fisk. Altså
også sæler og andre havpattedyr. Sild blev fanget
i efteråret og nedsaltet i store tønder. Silden
var den største eksportvare i Norden, til et stort
marked i det øvrige Europa. En tønde sild indeholdt omkring 1000 sild og holdt ca. et år. Der blev
importeret en del fisk fra Norge, bl.a. Bergenfisk:
Tørret torsk. Rav og ræklin: tørrede strimler af
helleflynder. Østers og muslinger blev ikke rigtig
regnet for noget, mens rejer og krebs øjensynlig
havde lidt højere status.
Kød
Oksekød var relativt billigt, svinekød dyrere,
lamme/fårekød det mest almindelige. Fjerkræ var
yndet, gæs der slagtedes om vinteren og høns
der kunne slagtes året rundt. Vildt var kun for de
få, forbeholdt overklassen, men af og til fik også
borgere og bønder foræret fx et stykke hjortevildt
til en fest.
Grøntsager
Kål (grønkål, hovedkål), porrer, bønner (bl.a.
hestebønner), ærter, løg, peberrod, rødbede, roe,
gulerod, endivie (julesalat).
Sukker fandtes i form af rørsukker, der i 1300tallet især kom fra Ægypten, via italienske handelsmænd til bl.a. Brügge i Nordtyskland og
dermed det hanseatiske handelsområde. Sukker
var en luksusvare, det normale sødemiddel var
honning og det var almindeligt at holde bier.
Dyrene
I modsætning til idag synes der ikke at være sket
noget egentlig avlsarbejde med de forskellige
dyreracer i middelalderen, heste måske undtaget.
Middelalderens husdyr var generelt meget mindre,
end de er i dag. Det gælder især høns, gæs, får
og kvæg.
For hønsenes vedkommende var de små og af
forskellig farve. Det var almindeligt at tøjre en
høne, så kyllingerne holdt sig omkring hende,
men ellers gik de frit overalt. De var billige i drift
og kunne give et kærkommet tilskud af frisk kød i
vinterperioden. De har ikke lagt æg i vinterperioden. Det nærmeste, vi idag kan komme en middelalderlig hønsetype, er nok de såkaldte skånske blommehøns.
Svinene var små, magre og skrutryggede. De gik
Frugt
Æbler, pærer, kræger (blomme), skovjordbær,
søde og sure kirsebær, solbær, hindbær, stikkelsbær, brombær, hyld og endda druer (importeret
fra Tyskland).
Krydderurter:
Bredbladet persille, purløg, dild, mynte, koriander,
karse, timian, salvie, merian, sar, isop.
Krydderier:
Salt: Al mad er ret stærkt saltet, dels for at kunne
holde sig, dels fordi man kunne lide det sådan.
Der laves salt i Danmark, bl.a. på Læsø, men det
er gråt og ikke så fint som det hvide salt fra horstene i Tyskland.
Peber: dyrt og populært krydderi, på et tidspunkt
sin vægt værd i guld.
Safran: meget dyrt aromatisk krydderi, lavet af
støvdragerne af en krokusart, importeret fra bl.a.
Spanien.
Spidskommen, kanel, kardemomme, muskat var
også dyre og eftertragtede krydderier.
Sukker og honning:
Hønsene fodres. De var billige i drift og en populær
spise, også fordi de kunne slagtes året rundt og derfor
var en kærkommen afveksling til al det slate kød og fisk.
er et godt bud på en gammel, men endnu eksisterende race, der ligner middelalderens får. Man
brugte fåremælk til ost og kødet til at spise, men
ellers er det ulden der er vigtigst. Næsten alle
tekstiler laves af uld.
Hunde fandtes i flere størrelser og typer. Der var
små skødehunde som tilhørte overklassen, myndelignende hunde til jagtbrug, hunde nærmest
af spidtype og større hunde til bl.a. vildsvinejagt.
Store mastiffer blev trænet til krigsbrug.
frit omkring og fandt selv deres føde, indtil de om
efteråret gik på olden i skovene. De fleste blev
slagtet inden jul. Svinekød blev regnet for finere
end oksekød.
Kvæget havde en gennemsnitshøjde på omkring
115 cm. De gik på græs i sommerhalvåret, men
måtte på stald og fodres vinteren igennem. De
var værdifulde, fordi de både kunne bruges som
trækdyr, kød- og mælkeproducenter, foruden
selvfølgelig til stærkt læder til sko og seletøj og
store knogler til bl.a. skøjter og redskaber.
Fårene var også mindre end i dag. Finuldsfårene
Hestene var kostbare dyr. Der var de små arbejdsheste, der blev brugt til at trække ploven, trække
vogne og til at ride på. De mindede i størrelse og
bygning om nutidens islandske hest.
Overklassens heste var kostbare dyr, der var
omhyggeligt udvalgte og trænede til fine rideheste, turneringsheste og krigsheste. De var større
end de andre heste, i vores periode omkring 155
cm i stangmål. Hestene til krigsbrug var kraftigt
byggede og trænede i dicipliner, der minder om
dem, man kan se i bl.a. den Spanske Rideskole
i Wien. Det kunne betyde liv eller død for rytterne, om hans hest reagerede rigtigt i en krigssituation. Turneringshestene var trænede omtrent
som krigshestene, men under hensyntagen til, at
det ofte var en mere sportspræget øvelse. Man
brugte kun hingste til krigs- og turneringsbrug.
Kvinder red også, enten overskrævs, og med
benene sømmeligt dækket af en ridekjole eller
endda af en slags poser, man stak benene ned i,
eller i sidesadel, en nydelig, kvindelig stilling, der
begyndte at blive moderne netop i vores periode.
Sundkøbing - fra landsby til
købstad
Historien som den kunne have været:
»Hvor Sundkøbing ligger i dag fandtes der tidligere
en lille landsby kaldet Sundvig. Denne landsbys
historie går tilbage til omkring 900-årene. Navnet
Sundvig fører troligt tilbage til den vig der menes at
have ligget her. Vig var et helligsted for vikingerne,
hvor de ofrede til de nordiske guder. »Vi(g)«-leddet i
navnet kendes også fra andre byer fx Viborg.
Fornemt par rider ud. Kvinden rider overskrævs på
hesten. Ca. 1400.
I 1100-tallets Danmark spiller Sundvig en rolle. Saxo
nævner ved to lejligheder Sundvig:
(Erik Lam): »Da der var gået nogle år, mærkede
kongen, mens han var på vej mod venderne, at
Handlende i en større handelsby i 1400-tallet.
han havde feber og begav sig over Lolland for at
nå Fyn, hvorfra han stammede. Han ønskede at
opgive ånden der, hvor han havde set dagens lys.
Da kongen nåede landsbyen Sundvig, blev han
pludselig svækket så voldsomt af feberen, at han
måtte søge ly hos en bonde der. Bonden Nils Magnussøns kone vidste om gode urter, og få dage
efter kunne Kongen rejse videre. Da han kom til Fyn
og tvivlede på, at han kunne komme sig af sin sot,
vilde han sørge for sin sjæl, siden han ikke kunne
gøre noget for sit legeme. Derfor ombyttede han sin
kongekåbe med en munkekutte, thi man holder for,
og det lærer også de, der er kyndige i den hellige
skrift, at der ikke gives nogen kraftigere måde at
sone sine synder på end at blive munk. Derpå fremkaldte han sine krigsfolk og frasagde sig højtideligt
sin trone. Blandt andre var en mand ved navn Ejlif
fra landsbyen Sundvig til stede hos den syge; Han
sagde, at nu måtte de alle sammen se til at få en ny
konge valgt, eftersom de nu var løst fra den tjeneste, de hidtil havde haft. De ord røvede kongen den
smule liv, han endnu havde igen, thi han kunne ikke
udholde tanken om at skulle have en eftermand,
medens han endnu var i live.«
Under Valdemar den Store fortæller Saxo om en
båd fra Sundvig, som advarer kongen om en vendisk flåde, der nærmer sig den by, vi i dag kalder
Stubbekøbing. Kongen havde samlet en ledingsflåde dér og overraskede ganske den vendiske
sørøverflåde.
I løbet af 1100-tallet begyndte byen at blive en
ganske velbesøgt handelsplads. Således får pladsen privilegier for handel i månederne august og
september i forbindelse med de store sildeforekomster.
Sundvig blev som så mange andre byer ramt af
landbrugskrisen i starten af 1300-tallet. Det betød
en alvorlig befolkningsnedgang. Omkring 1347
var befolkningstilvæksten atter på vej op, men da
ramte »Den Blå Sot«, pesten. Klosterkrøniken fra
Skt. Bents fortæller om sommeren 1349: »Kort
efter midsommer kom en sort hund løbende ind i
byen, standsede midt på handelspladsen, gøede et
par gange og sank om. Da befolkningen nærmede
sig hunden opløste den sig og blev til en mængde
sygdomsramte rotter. Tre uger efter var 64 ud af
103 mennesker døde af Den Blå Sot.« Resten af
befolkningen orkede nu ikke mere og besluttede sig
Tærtebageren sælger sine varer i byen.
til at forlade byen. Men da de overlevende beboere
netop gjorde sig klar til at pakke og rejse til Nykøbing kom der pludselig en fin frue ridende ind i byen.
Med myndig røst opfordrede hun byens befolkning
til at blive for Gud, Kongen og Landets skyld. Så
hostede hun et par gange og gled ned af hesten.
Befolkningen nærmede sig tøvende og da kvinden
ikke som hunden ændredes til rotter tog de hende i
pleje. 14 dage plejede befolkningen den fine dame.
Da hun var blevet rask, takkede hun mange gange
og lovede at bringe ny velstand til byen og red videre.
Snart rygtedes det, at det var dronning Hedvig, der
havde ligget syg i byen, men andre mente, at det
sikkert blot var en af de rige hofdamer.
En dag få måneder senere kom en af Nykøbings
fogeder til Sundvig og fortalte, at den de næste 10
år ikke skulle aflevere tiende til kongen, men at pengene skulle bruges til at genopbygge byen. Dette
skete med tak for hjælpen og med venlige hilsner fra
dronningen. Det var altså dronningen, man havde
reddet.
I løbet af 1300 tallets anden del udviklede byen sig
til et handelscentrum. Udviklingen tog først fat, da
Erik Svane fik Lolland som belønning for sin kamp
side om side med Valdemar Atterdag. Få år efter,
i 1366, oprettede Erik Svane en ny købstad på
øen. At det blev byen Sundvig han valgte har flere
grunde og tre skal nævnes her: Byens beliggenhed,
at den i flere generationer havde været kendt som et
godt handelssted og sidst, men ikke mindst, at det
var uden for denne by at Valdemar Atterdag slog hr.
Henrik Svane til ridder.
Den nye købstad tiltrak mange nye håndværkere og
handlende. Byens privilegier omfattede bl.a. rettigheden til at holde markedsuger i hele juli måned.
Dette var ikke den bedste markedsmåned, men det
hjalp betydeligt da byen fik endnu en markedsuge
i efteråret. I Sundkøbing kaldes denne uge for
»Margrethes frelses dagene«. Historien om denne
uge går tilbage til en begivenhed i 1381 hvor nådig
»frue og husbond« Margrethe måtte søge tilflugt
for et nyt udbrud af »Den Blå Sot« (pesten) hos hr.
Henrik Svane. Rundt omkring Henrik Svanes borg
og i Sundkøbing hærgede »Den Blå Sot«. Mange
døde, men den vise Gud holdt sin nådige hånd over
borgen og skånede på den måde Margrethe. Da
sygen forsvandt opdagede man, at Sundkøbing var
sluppet langt billigere end andre byer på Lolland. Et
sandt under var det! Som tak gav hun byen rettigheder til endnu en uge med markedsdage i efteråret.«
Købstadsrettigheder
Normalt kan kun kongen give en by de rettigheder,
især torverettigheder, som gør byen til en købstad.
En købstad har ret til at handle med varer og der
er nøje regler for, hvem der må handle med hvad
og hvordan fremmede købmænd skal gebærde
sig. I princippet må bønderne rundt omkring ikke
sælge deres varer uden om købstaden
I byer af en vis størrelse har kongen en foged som
varetager hans interesser, inddriver skatter og
bøder. I retsspørgsmål er det dog byens borgere
selv, der dømmer på bytinget. Byerne har også et
råd, med op til 12 medlemmer eller rådsmænd.
Rådet sørger for at inddrive byskat hos borgerne.
Byen har et segl, som bruges på vigtige dokumenter.
Byens borgmester er den daglige leder af byen,
han er godkendt af kongen og har aflagt ed hos
ham.
At være borger i en by eller købstad kræver, at
man betaler skat og afgifter.
Håndværkerne var organiserede i broderskaber,
gilder eller laug, der var en slags økonomiske,
sociale og religiøse sammenslutninger. Broderskaber var religiøse sammenslutninger, iøvrigt for
begge køn. Handels- og håndværkergilder eller
laug havde primært et økonomisk og socialt sigte.
Man beskyttede egne interesser ved at kontrollere, hvem der udøvede et bestemt håndværk
eller handlede med bestemte varer. Nogle laug
havde monopol på et håndværk eller handel med
bestemte varer. Der var ofte meget detaljerede
regler for medlemmernes liv og færden, nedskrevet i laugsskråene.
Beboerne i Sundkøbing
Borgerne her er mest jævne håndværkerfamilier,
med tilhørende tjenestefolk og svende m.v. Rigtig
fattige findes ikke, kun en sjælden gang gæster
en tigger eller to byen. Ridder Svane bor ikke i
byen, men på sin borg på den anden side af
skoven. Den rige købmand, der ejer Agnete og
Sophie samt pakhuset på nokken, bor ofte i byen.
Kun når der afholdes et større marked kommer
der mange folk udefra til Sundkøbing. Handlende,
musikere og gøglere ses så i bybilledet, de bor
som regel i telte i udkanten af byen.
Ikke alle borgere i byen kan ernære sig alene
ved deres håndværk. Flere må supplere med lidt
landbrug, eller i det mindste et par husdyr, en kålgård og måske en mark med rug. Rebslageren
har også en jolle, som han og andre fisker fra, og
skibene Ask og Beinta bruges også til fiskeri af
købstadens mænd. Abildgården eller æblehaven
forsyner købstaden med frugt.
Man handler med hinanden. Har man overskud af
hjemmeproducerede fødevarer som fx brød, løg,
kål, ærter eller drikkervarer som øl og vin, sælges
de på torvet. Man handler også med brænde, hø,
klæde, tøj og læder og lædervarer. Handelen foregår på torvet, og varetages af bodekoner/-karle
eller høkersker/høkere.
Når dagens pligter er overstået kan man godt
tillade sig at slappe af med et spil terre eller et
Murer, ca. 1400.
brædtspil, fx. mølle eller backgammon. Eller man
kan musicere og synge.
Mændene
Mændene blev som regel i det miljø, hvor de
voksede op. En bondesøn blev selv bonde, en
skomagersøn blev skomager. En håndværkersøn blev oplært i farens erhverv, i hans hus, eller
hos en fra samme fag eller laug. De blev sat tidligt i lære, ofte fra 7-8 års alderen. Et laug udstak
bestemte regler for medlemmernes opførsel, og
en læredreng forventedes at være høflig, tjenstvillig, flittig og nøjsom, ligesom en svend skulle
adlyde sin mester.
Riddere var ofte storgodsejere, der var en anden
ridders og i sidste ende kongens vasal, de havde
skattefrihed, men pligt til at stille i tilfælde af krig.
Væbnere var nærmest en slags lavadel. En dygtig
og ambitiøs væbner kunne blive optaget i ridderstanden, modsat kunne en fattig og uheldig
væbner glide ned i bondestanden. En ridder blev
Normalt var det faren, eller familien, der bestemte,
hvem en kvinde blev gift med. Blandt adelen blev
der ofte taget kraftige politiske hensyn, for at
forøge slægtens gods og sikre freden med indflydelsesrige slægter. Blandt håndværkere gjalt
det om at sikre forretningen, så en gammel enke
kunne undertiden få en ung svend til mand og en
ung kvinde blive gift med en gammel enkemand.
Det er klart, at der ikke kunne være tale om gensidig kærlighed ved indgåelsen af et sådant ægteskab, men et arbejdsfællesskab, som undertiden,
undertiden ikke, kunne blive til glæde for begge
parter.
fra barnsben opdraget ikke kun i krigskunst, men
også i ridderlige dyder, såsom høviskhed og at
beskytte og hjælpe de svage og fattige.
Mange mænd kunne læse og skrive til husbehov, i
hvert fald håndværkere og borgere i byerne.
En mand havde flere rettigheder end kvinder,
men var alligevel bundet til sit fag og ofte også til
den landsby eller by, hvor han var født. En bonde
kunne være selvejer eller, mere normalt her ved
slutningen af middelalderen, fæstere under en
herremand.
I ridderstanden blev der talt og digtet meget om
kærlighed, men ofte om den høviske kærlighed,
hvor ridderen elsker og tilbeder en anden ridders hustru, uden dog nogensinde at fuldbyrdige
denne kærlighed.
Familien var et fællesskab, hvor man levede
sammen og hjalp hinanden. Et laug var tilsvarende et fællesskab hvor man fagligt og socialt
hjalp og støttede hinanden.
Kirken var fælles for alle og blandede sig også
med regler og forordninger i folks dagligdag. Den
var også et social sikkerhedsnet under de svageste, syge, gamle og udstødte, der ikke havde
andre til at hjælpe sig.
En almindelig mand af bonde- eller håndværkerstand kunne ikke forlade familien eller sit fag uden
alvorlige sociale omkostninger, i realiteten ofte en
udstødning af det gode selskab.
Blandt adelen skulle den ældste søn arve gården
og jorden og de yngre sønner kunne derfor være
tvunget til at søge anden beskæftigelse, ofte
Har en kvinde ikke andet at lave, så spinder hun! Og hun
har tenen med sig allevegne, undtagen lige i kirke. Kvinden her har en ten og en staf (holder med uld). 1385.
inden for kirken. Ikke så få dygtige adelsfolk fik en
strålende klerkal karriere.
Var der krig havde kongen ret til at forlange,
at hans vasaller (riddere) stillede med krigere,
heste og våben. En del af disse mænd ville være
bønder, der kun havde en ringe militærisk uddannelse. Men der fandtes også professionelle soldater og det kunne være folk af forskellig herkomst,
der ved skæbnens uransagelighed var end i dette
fag.
Kvinderne
Graviditet og fødsel var en vigtig del af de fleste
kvinders liv. I gennemsnit fødte en kvinde 4-6
børn (mod 2 børn i dagens Danmark). En almindelig kvinde tilbragte en stor del af sit liv med at
passe børn og føre husholdning.
En kvinde blev normalt gift ind i samme stand
som hun var født i. Var hun af håndværkerfamilie, blev hun gift med en fra samme laug, så de
faglige kundskaber, hun havde lært fra barn, ikke
gik tabt.
Brylluppet skete ved, at faderen gav sin datter
bort til brudgommen og en præst behøvede ikke
at medvirke. Medgiften var afhængig af faderens
økonomiske formåen. Den gifte kvinde fik husets
nøgler som en slags værdighedstegn.
En kvinde forventedes at være jomfru indtil sit
ægteskab. Utroskab var ikke accepteret og straffedes strengt hvis det blev opdaget.
Kvinder af lidt højere social status kunne ofte læse
og skrive og føre regnskaber for familien.
brygge og sælge øl, eller handle med forskellige madvarer. En håndværkerenke kunne også i
nogle laug accepteres som mester og endda have
mandlige svende ansat, men man forventede normalt, at hun hurtigt giftede sig igen.
Prostituerede hørte byerne til. I tidlige middelalder
var erhvervet accepteret, men i højmiddelalderen
havde det meget lav status og der kom bestemmelser om, at de prostituede skulle være tarveligt klædt, ikke bruge smykker og i nogle tilfælde
endda bære bestemte klæder i bestemte farver
(Tyskland). Restriktionerne hang til dels sammen
med, at syfilis dukkede op og spredte sig hurtigt
via prostituerede.
Børnene
Børn har ikke særlig høj status i middelalderen.
De er frugter af ægteskabet, og menneskene er
pålagt at opfylde Jorden, så børnebegrænsning
kendes ikke, man får de børn, man får. Mange
børn dør i de første leveår, men overlever de de
første år, og lever de i den bedre stillede del af
samfundet, har de en rimelig chanche for et langt
og godt liv.
Spædbørn svøbtes stramt, ellers mente man de
ville få skæve lemmer. Ellers blev der ikke gjort
En ugift kvinde hørte retsligt til sin fars husstand,
og som gift til sin mands, der altså var værge for
hende. Hun havde rettighed over den medgift,
hun førte med ind i ægteskabet. Kvinder havde
også arverettigheder, dog arvede en datter altid
kun en halv lod mod broderens hele.
En hustru kunne dog godt udbetale løn og købe
og sælge af den fælles ejendom, hvilket kunne
være nødvendigt, hvis manden var væk i længere
tid, på handelstogt, pilgrimsrejse eller deltog i et
korstog.
Blev en kvinde ikke gift fortsatte hun med at leve
i sin faders eller sin brors husstand, som en nyttig
arbejdskraft. Eller hun kunne indtræde i et kloster som novice og måske senere blive nonne.
Hendes familie betalte en medgift til klosteret, så
de fattige kunne ikke blive nonner, men dog lægsøstre, som stod for det hårde fysiske arbejde i
nonneklostrene.
En kvinde kunne have et erhverv, fx kunne hun
Et sjældent billede med en mand med et svøbelsesbarn.
Sen 1400-tal.
større stads af de mindste børn, mange overlevede heller ikke spædbarnsalderen. De mindre
børn var klædt i halvlange kjortler, drenge som
piger, først i 4-5 års alderen bar de tøj som var
kopier af de voksnes.
De blev tidligt sat i arbejde. Pigerne lærte fra helt
små at spinde uld og iøvrigt gå moren til hånde.
De lærte alt hvad en hustru og mor havde brug for
at vide om husholdning m.v., alt efter, om der nu
var tale om en bonde- eller en håndværkerfamilie.
Drengene skulle lære farens håndværk. En søn af
en bødker var selvskrevet til også at lære bødkerfaget, enten hos faren, eller hos een af samme
laug. I praksis lærte også døtrene faget, så de
kunne hjælpe til, også når de til sin tid blev gift
med en mand fra samme laug.
Ridderens børn havde også pligter. Pigerne skulle
lære at sy, brodere, farve silke, læse (på latin),
skrive, regne, føre en husholdning, ride, spille
musik, synge. Drengene skulle lære at læse,
skrive, regne, spille musik, synge, ride, svømme,
bruge våben, opvarte ved bordet. Ofte blev drengene i 5-6 års alderen »udvekslet« med en anden
families dreng og levede som fostersøn i denne
familie. Ordningen sikrede fred mellem familierne
og drengene lærte lydighed og god opførsel.
Egentlige skoler fandtes kun i domkirkebyerne,
eleverne her, peblingene, var kun drenge.
Børnene i Sundkøbing skal hjælpe til i husene!
Pigerne skal, fra 5-6 års alderen, hjælpe moderen
med de daglige gøremål: De skal feje, vaske op,
lufte sengetøj, hente vand og brænde, og hjælpe
med at passe ilden og med at lave mad. De skal
lære at tænde op. De skal også lære at karte og
tese uld, samt flette snore og lignende af uldtråden. Generelt skal pigerne adlyde deres ældre
brødre og passe de yngre søskende. Sådan er
det bare.
Pigerne skal også lære faderens håndværk. En
skomagerdatter lærer håndværket og vil til sin tid
gifte sig med en én fra samme laug, så hendes
oplæring ikke går tabt. Det kan dog have sine vanskeligheder i en lille købstad som Sundkøbing, så
skomagerdatteren vil nok blive gift med en fra en
anden by, eller måske snarere med faderens lærling, så det hele bliver i familien og i købstaden.
Drengene skal hjælpe med at hente og kløve
brænde samt hente vand, hvis pigerne er for
små, eller ikke kan nå det hele. Drengene skal gå
deres far til hånde, hvis han fx. er håndværker og
rende ærinder for de voksne. Fra 8-10 års alderen
kommer drengene i lære hos en håndværker. Det
vil så godt som altid være en fra samme håndværkerlaug som faderen, altså en søn af en smed
vil altid gå i lære som smed, en snedkersøn vil
altid blive snedker.
Børnene leger selvfølgelig også - når de er færdige med deres pligter. Drengene leger mest
styrketrænings- og præsitionslege samt forskellige boldlege. Bolde laves af læder stoppet med
uld eller andet. Der kan også spilles »so i hul«, et
stavboldspil, »græsse ko« en trækkamp mellem to
eller andre lege (Se »Børn og børnelege i middelalderen, MC forlag). Af egentlig legetøj findes små
lerfigurer og rangler til de mindste og fx et kohorn
med en lang snor med en lerperle, som så skal
fanges i hornet. Pigerne kan have en dukke og
de kan deltage i bold- og sanglege. Men pigerne
leger nu ikke så meget, de skal bestille noget.
Madlavning i husene
En velhavende købmandsfamilie. Det mindste barn
ligger i vuggen, drengen øver sig i at læse og pigen i at
spinde
At tænde ild
Det er ikke svært at tænde ild på middelaldervis,
det kræver blot lidt øvelse. Man skal bruge et ildstål, et lille stykke flint og lidt glødet lærred eller
fyrsvamp foruden lidt tørt optændingsmateriale:
Halm/birkebark/dunhammer/hamp/lindebastrester. Læg glødelærredet eller fyrsvampen oven
på flinten, så det rager et lille stykke ud. Slå med
ildstålet på kanten af flinten. En glød vil så (på et
tidspunkt) springe op og sætte sig på lærredet/
svampen. Pust ganske forsigtigt på gløden så
den vokser, læg lidt halm eller lignende på gløderne og pust forsigtigt videre til det fænger. Læg
det så forsigtigt på det tilrettelagte bål og pust
videre, gerne med en lille blæsebælg eller med et
»pusterør« af en udhulet hyldegren. Lidt voks fra
lysene eller andet fedtstof kan få bålet hurtigere
i gang.
Lav altid et lille bål, der hyppigt fodres med
brænde, og brug kun små pinde/fintkløvet
brænde eller gærdebrænde, det giver et bål der
ikke oser eller ryger.
Køkkenudstyr
Alle husene har et ildsted, der fungere både som
varme- og lyskilde og til madlavning. Enkelte huse
har også en bageovn.
Der kan være en eller flere gryder til at koge i,
måske en pande til at stege fx. pandekager på og
en rist til at riste kød og fisk på, samt til at stille
de mindre gryder på. De fleste ildsteder har en
anordning med kæder og kroge over, så man kan
regulere varmen ved at hæve og sænke gryden.
Man rister over gløder eller ved sidevarme fra
bålet.
Af køkkenredskaber kan der være: Kødøkse,
knive, rivejern, sigte, morter, kødkrog, slev (grydeske), skummeske (træske med huller) og et
spækbrædt.
Et dejtrug er nødvendigt ved brødbagning. Der
kan også være en eller flere store træskåle til at
blande og røre i.
Krydderier skal opbevares i små lærreds-/læderposer eller trædåser, for at holde på duft og
smag.
Mange retter kan holde sig over flere dage, fx de
stærke sovse med små kødstykker i.
Dagens gang for alle
Man kan vælge at bo helt på middelaldervis i
husene. Det indebærer, at man glemmer alt om
kaffe, cigaretter, bøger og soveposer. Til gengæld
får man middelalderen helt ind på huden. Det kan
anbefales at prøve det.
Hvad et ungt ægtepar har brug for.
Spiseredskaber
Hver person bør have en ske, flere kan deles om
en kniv. Man vil ofte spise af et fælles fad/gryde,
men der kan også være skåle og brikker til alle.
Der kan drikkes af en fælles stob eller hver person
kan have et bæger eller en stob.
Bordmanerer
Spis flydende mad med ske, fast med kniv.
Tag aldrig noget op til munden og gnav af det, det
er meget dårlige manerer! Kød skæres i små stykker, spiddes på kniven og puttes i munden. Selv
kyllingelår spises sådan: Skær kødet fra benet og
spis det med kniven. Hvis man ikke har en spids
spisekniv så brug fingrene, det er mindre uhøfligt
end at gnave af benet.
Ske og kniv slikkes rene inden de lægges på
bordet.
Lav aldrig »madder«, altså brød med smør og
pålæg, det fandtes ikke! Brød brydes i små stykker og spises, gerne med lidt smør på.
Kød og grøntsager spises gerne for sig selv som
selvstændige retter, ikke noget med at rode det
hele sammen på spisebrikken/skålen.
Opbevaring af madvarer
Det er vigtigt at beskytte madvarer mod fluer, mus
og rotter. Læg altid låg over krukker og fade med
mad.
Mel og tørrede ærter opbevarers i store forrådskrukker af ler. Smør, der er stærkt saltet, opbevares i små tønder eller dritler. Fedt opbevares I en
krukke, der stilles med bunden opad, så musene
ikke kan komme til.
Grøntsager m.v. hentes og opbevares fint i fletkurve.
Tørret og røget kød, pølser og tørret fisk opbevares køligt og tørt, frit hængende fra en loftsbjælke
eller lignende, så musene ikke kan nå dem.
Kander og andre beholdere med øl, saft og vand
skal have låg over, fx. en omvendt træskål.
Dagsrytmen, som den kunne have set ud for en
håndværkerfamilie i 1300-tallet:
Dagen starter ved daggry: Kvinden i huset står
op, klæder sig på, tænder op på ildstedet og laver
davre, varmt øl, hvori man dypper rugbrød. Hun
vækker så resten af familien, de spiser og starter
dernæst dagens gøremål. Mester og svend arbejder i værkstedet og husets kvinder reder senge,
fejer gulvet og ordner ildsted og køkken. De hjælper også til i værkstedet og i salgsboden.
Dagens første egentlige måltid er ved 9-tiden, det
er en varm ret eller flere, med rugbrød, sennep og
øl til. Efter måltidet hviler alle sig en times tid og
så fortsætter man arbejdet.
Omkring kl. 17 spiste man dagens andet hovedmåltid, det ville ofte være de samme retter som
om morgenen. Man arbejder dernæst videre med
forskellige huslige gøremål til det bliver mørkt, så
går alle i seng for at spare på de dyre vokslys, og
fordi man skal tidligt op næste dag.
Ved særlige lejligheder, hvis der er gæster eller
der festes, tændes lys og de voksne sidder og
snakker, synger og spiller og drikker øl eller varm
kryddervin.
Sovestederne er forsynet med halmmadrasser
eller sovemåtter og hårdtstoppede hovedpuder
samt uldtæpper og evt. skind til den kolde tid.
Man sover enten helt nøgen, dog med noget om
hovedet (mest korrekt) eller man sover i undertøjet og med noget om hovedet. Kvinderne sover
med en vikle sat løst omkring hovedet, mændene
og børnene med en lærredskyse eller lignende.
Vejledning i brug af åben ild
Der er ildsteder i alle husene, de bruges til
rumopvarmning og til madlavning.
Gå aldrig fra et ildsted med ild eller gløder i.
Hold rent onkring ildsted, der må ikke ligge
halm, kviste eller andet brændbart inden for
en meters afstand til ildstedet.
Lav altid kun et lille bål til madlavning og brug
kun kviste og brændestykker kløvet op til
smalle stykker. Det brænder bedre, udvikler
mindre røg og er nemt at slukke igen. Når et
lille bål er brændt ned skraber man aske og
smågløder sammen i en lille bunke og sætter
en omvendt lerkrukke over, så en trækvind
ikke kan sprede gløderne.
Et lille bål er også glimrende til rumopvarmning. På en kold aften skal døre og vinduesskodder holdes lukket, evt. med et forhæng
for, og bålet skal holdes konstant ved lige.
Tag patiner på, de holder fodkulden væk og
evt. et hætteslag over hoved og hals.
Optændingsbrænde skal du selv hente,
dels fra skoven, dels fra diverse bunker
med materiale fra nedlagte risgærder. Lav
et lager til en uge, eller mindst et par dage
ad gangen, i passende korte stykker, som
opmagasineres tørt i husets nærhed. Hav
også lidt tørre spåner, halm eller andet klar til
at tænde op med.
Du tænder op med ildstål, flint og glødelærred/trøske fra en fyrsvamp. Læg lidt glødelærred oven på flintstykket så lidt trevler
hænger ud over kanten. Slå med stålet på
kanten, med korte, rytmiske slag. Gnisterne
vil så springe op på glødelærredet. Pust
meget forsigtigt på lærredet og læg lidt tørre
træspåner ovenpå. Pust forsigtigt videre og
når det fænger tilføjes flere spåner, det hele
placeres på ildstedet og der tilføjes flere
spåner som bålet bygges op over.
Brandslukning
Der er moderne ildslukkere i alle husene.
Sørg for, at du ved hvor de er, og hvordan
de betjenes.
Dagsrytmen for beboerne i husene
Alle står op ved 8-tiden. Der spises morgenmad,
enten på middelaldervis i husene eller i »det hvide
hus« Alle eventuelle spor af moderne levevis skal
fjernes helt fra husene. Opbevar aldrig moderne
ting i husene, der er altid nogen, der opdager det.
Sørg for at hente råvarer til madlavning i køkkenet
til den aftalte tid.
Kl. 10 åbner Middelaldercentret og man skal være
klar til at tage mod gæsterne.
Mændene arbejder i et værksted, en bod, en
have, med dyrene eller med vedligeholdelse af
husene.
Riskoste
Riskostene kan være ret store grove koste til udendørs brug eller mindre finere koste med kort skaft,
der kan bruges i husene.
Du skal bruge:
• en god håndfuld ris, altså små, smidige kviste fra
et birke- eller piletræ
• et skaft, gerne af samme træ som kvistene
• 1 meter tyndt reb eller barkstrimler
• en kniv
• en lille brændeøkse
Find et lille træ i den lille skov, der hører til Sundkøbing, men spørg lige, inden du fælder det. Brug
stammen eller en større gren til skaft. Et skaft på
omkring en meter er fint.
Hug kvistene til, så de er omkring en 30 cm lange og
saml dem i et bundt, med enderne tæt sammen og
skaftet i midten. Saml kosten ved at surre kvistene
tæt sammen om skaftet med reb eller barkstrimler.
Slut med at rette kvistene til med øksen, så kosten
bliver jævn og fin.
En riskost holder ikke særlig længe, så der er hele
tiden brug for nye.
Hvis du laver flere, end du kan bruge, så »sælg« dem
til folkene i de andre huse eller på byens marked.
Husk du skal have tilladelse af borgmesteren for at
kunne sælge på markedet.
Kvinderne skal først og fremmest sørge for husholdningen: Der skal hentes vand og sørges for
brænde til resten af dagen. Der skal gøres rent i
huset, sengestederne ordnes og gulvet fejes. Der
skal laves mad så man spiser midt på dagen. Der
skal vaskes op og gøres i orden efter middagsmåltidet. Herefter kan man hjælpe til i værkstedet
eller haven eller andet, eller man kan sætte sig og
sy eller spinde.
Børnene skal hjælpe til, men selvfølgelig også
lege ind imellem pligterne.
Husk, at der kun er åbent i 6 timer, så lad være
med at holde lange pauser i den moderne verden.
Husene må ikke stå tomme, bliv i dit hus hvir
du ikke har opgaver ved fx ridderturnering eller
andet, og lad publikum se en levendegjort hverdag. Det er i orden at gå på visit i de andre huse,
men dit eget hus må ikke stå tomt imens.
Middelaldercentret lukket kl 16. Her kan man så
vælge at fortsætte sin middelalderhverdag - hvilket anbefales - eller man kan skifte til moderne tøj
og moderne liv.
Aftenen kan bruges som man vil, medmindre der
er specielle arrangementer, som man bliver bedt
om at deltage i.
Hvis det er sommer og godt vejr er det en glimrende ide at tage en svømmetur i havnen eller ro
en tur med børnene i jollen Havmanden, husk at
fortøje den ordenligt bagefter.
Husk reglerne for brug af ild i husene. Gå aldrig fra
huset, hvis der er ild eller gløder i ildstedet! Gå aldrig
fra tændte vokslys! Lås dit hus af hvis du tager væk
fra centret.
Dagligdags gøremål
Dagen kan godt blive lang, hvis man ikke har
noget at lave og noget at snakke med gæsterne
om, og iøvrigt lavede man altid noget i middelalderen. Det var nærmest syndigt at sidde ned og
lave ingenting. Her kommer derfor en liste over
nyttige og praktiske ting at foretage sig. Noget af
det er mest kvindearbejde, men det meste kan
foretages af alle, mænd, kvinder og børn.
Almindelig vedligehold af husene
• Feje gulvene i huset og pladsen foran huset.
Hvis der ikke lige er en riskost i dit hus så lav
en selv.
• Skure bordene med salt og en våd halmvisk.
• Vaske op: træbrikker, skeer og krus renses
med salt og vand og en våd halmvisk.
• Rense ukrudt væk omkring husene.
• Pynte huset op med friske blomster. En enkelt
buket blomster på bordet pynter og vidner om
en husmoder med overskud.
• Samle trækul fra ildstederne til smeden (medbringes, når huset skal have smedet et eller
andet).
• Samle mos til lokummerne, fylde det i poser
og hænge det op.
• Samle optændingsbrænde i skoven, bundte
det og stable det i husene.
• Flække og stable brænde.
• Tætne husene, fx. lægge uldsnore (af uvasket
håndspunden uld) i sprækkerne. Det kan være
nødvendigt at bruge kiler i bulhusene for at
kunne placere uldstrimlerne.
Vaske, reparere og sy tøj
• Vaske tøj. Tøjet skal holdes pænt og rent. Man
passer på sit tøj, som regel har man kun et
enkelt hverdagssæt og et sæt til fint brug. Det
er primært undertøjet der vaskes, uldkjoler og
kjortler tørres og børstes, hvis de er snavsede.
Undertøjet vaskes i sæbe (se faktaboks). Det
kan også vaskes uden sæbe, blot ved at slå
tøjet ned i vandet gentagne gange og skylle
det igennem. Det kan ske i havnen, på den
flade strand ved bådehusene. Tøjet tørres ved
at lægge det udspredt på buske eller på græsset i solskin.
• Reparere tøj. Ingen anstændige personer går
rundt i hullet eller laset tøj. Sømme der sprækker sys øjeblikkelig og huller repareres sirligt
med fine lapper. Materialer til reparationer fås
i Skrædderhuset, hvor der også er sypiger,
der kan hjælpe med de forskellige syteknikker
med videre.
• Sy tøj. Har du lyst til at sy på en dragt så spørg
i Skrædderhuset. Ellers er der altid brugs for
flere håndklæder, klude og poser af lærred. Du
kan få materialerne i Skrædderhuset.
• Spinde garn. Alle kvinder - og piger fra 5-4
års alderen - kunne spinde i middelalderen.
Faktisk var håndtenen i gang hele dagen, hver
gang der var et ledigt øjeblik.
Haverne
• Der er altid noget at lave i haverne og hjælp er
velkommen. Husk bare at aftale arbejdet med
den ansvarlige for haverne.
• Der er næsten altid brug for at få luget i
haverne. Der er hakkejern og river i flere af
husene..
• Gøde med hestepærer. Hestepærer kan
hentes i stalden eller fra foldene, undgå at
få for meget halm med. Brug trillebøren til at
hente hestepærerne i.
Ting der skal produceres
• Bage brød. Flere af husene har ovne, og er der
ingen i ens hus, må man låne ovnen i et andet
hus. Det er en glimrende lejlighed til at få snakket med folkene i de andre huse. Husk bare,
at snakken skal begrænses til relevante emner
for den tid man er i.
• Samle aske til lud (sæbe).
• Høste fyrsvampe i skoven til at tænde ild med.
Svampen skæres fri af træet, kernen skæres
fri, lægges i en blanding af vand og aske i
nogle dage og tørres derefter. Opbevares tørt,
gerne i en læderpose.
• Lave glødelærred til at tænde ild med. Tag
mindre stykker tætvævet hørlærred og pak det
tæt i en lille lerbeholder der lukkes helt lufttæt
med et tyndt låg af frisk ler eller en sten. Sæt
beholderen i gløderne af et udbrændt bål og
skrab gløderne helt op om beholderen. Lad
det stå i et par timer eller til næste morgen. Det
glødede lærred opbevares tørt i en læderpose
eller andet.
• Sy og reparere tøj. Bare spørg hos skrædderen, de har altid masse af ting liggende.
• Filte uld til fx såler.
• Støbe vokslys.
• Lave sæbe.
• Lave nåle. Synåle af ben, træ, jern, bronze eller
messing. Knappenåle af samme materialer. De
kan også laves af torne.
• Vindepinde til at vinde tråd/uld op på. Laves
af grene eller snittede pinde, gerne med fint
udskårne ender. Skrædderen er glad aftager, hvis man lavere flere, end man selv skal
bruge.
Årets gang
Netop udførelsen af dagligdags gøremål samt
den årstidsbestemte samlen forråd til huse, gør at
livet i husene kan føles og opleves autentisk.
Forår
Her skal der ordnes huse efter vinteren og sås og
plantes i haver og på marker.
Fårene skal klippes og ulden bearbejdes.
Sommer
Husene skal gennemgås og eventuelle reparationer udføres mens det er godt vejr. Det er også
tiden, hvor man besøger hinanden, holder bryllupper og andre private fester.
Haverne skal vedligeholdes, der skal eftersås,
luges og plantes ud. Der skal slås hø på engene
i skoven og det skal tørres og køres hjem. Der
skal også samles lægeplanter og andre urter til
resten af året.
Efterår
Efteråret er tiden hvor man især samler forråd til
vinteren.
Der skal samles æbler og pærer og tørres æbleskiver og pærestykker i ovnene i eftervarmen
efter en brødbagning. Der skal samles nødder i
skoven.
Kålen skal passes, de største og bedste kålplanter sættes tæt sammen til vinterbrug og til at bære
frø næste år. Der skal høstes og tørres de sidste
krydderurter til vinteren. Løgene skal bundtes og
hænges op. Der skal samles frø til brug til næste
år. Der skal saltes fisk. Der skal høstes, tørres og
gemmes korn.
Der skal ordnes tøj til vinteren: vaskes, repareres
og sys nyt. Skoene skal ordnes, fedtes ind og
måske repareres. Patinerne skal ses efter.
Vinter
Inden jul slagtes der de dyr, man ikke vil fodre
på vinteren over, og som der iøvrigt er brug for
bl.a. til jul. I Sundkøbing vil det bl.a. sige, at der
slagtes vædderlam og et par gæs og en hel del
høns. I praksis slagtes der lam, høns og gæs i
efterårsferien, da der ikke er åbent for publikum
om vinteren.
Når der slagtes, så gemmes og bruges alle dele.
Fx. fjer til puder, knogler til redskaber og musikinstrumenter, tælle til lamper og smørelse m.v.,
fårefødder til lim, fårehjernen til vognsmørelse,
fodrodsknogler til spillebrikker, tarme til pølseskind etc. Alt kan og skal bruges.
Husene og deres beboere
Familia de Sundkøbingensis
Den duelige smed
Smeden repræsenterer byens ældste håndværk.
Allerede før byen blev til en købstad var der i
landsbyen en smed. Smeden var den vigtigste
håndværker. Han leverede de fleste af de redskaber både bønder og håndværkere havde brug for,
han lavede våben og kunne trække tænder ud og
meget mere. Smedjen lå i starten meget yderligt
i byen, men i takt med at byen voksede kom de
nye huse tættere og tættere på.
Mester Jens’s Historie
Den tidligere navnkundige smed hed Mester Jens
og kom hertil udefra. I sin ungdom havde han
været med i krige hvor han lavede våben og reparerede ødelagte dele. Under et overraskelsesangreb på Valdemar Atterdags baglejer, greb Mester
Jens sin forhammer og forsvarede med held Kong
Valdemar. Det hævdede han, under alle omstændigheder selv. Mester Jens blev efter sigende
opfordret til at blive soldat i Kong Valdemars hær
og var med denne på Gotland. Det gik ham godt
og med tiden blev han kaptajn i hæren. Mester
Jens fortalte gerne denne historie og andre fra
kampene sammen med kongen.
Under kampene på Gotland i 1361 blev han plud-
selig ramt af skyldfølelser. Efter slaget ved Visby
besluttede han at lægge våbnene og tage på pilgrimsrejse for at bøde for synderne.
I 1367 vendte Mester Jens tilbage til Danmark og
kom tilfældigt igennem Sundkøbing. Her fandt
Mester Jens en underlig ro i sjælen; en ro han ikke
havde følt siden 1358. Skæbnen ville det sådan,
at byen netop manglede en smed og Mester Jens
tilbød sig. Efter prøveperioden blev han godkendt
af byens råd.
Mester Jens bor ikke længere i Sundkøbing, han
forelskede sig i en kvinde fra Sjælland og bor nu
der med hende.
En ny smed, Michael, har nu løst borgerbrev i
byen og ladet opføre en bolig til sig selv på smedens grund. Hans baggrund er lidt dunkel, men
rygtet vil vide, at han er søn af suderen Hannah.
Suderne eller lædermagerene
En forårsdag i 1376 kom skomagersvenden Henning Jenssøn til byen. Han var heldig, for den
gamle skomager Birger manglede netop en ny
svend.
En mørk nat i november 1377 brændte Mester
Birgers hus og værksted. Mester Birger overlevede ikke branden og byen stod uden skomager.
Da det var således at Henning var den ældste og
mest øvede svend valgte byrådet ham til byens
næste skomager.
Henning ønskede at flytte væk fra grunden hvor
det gamle skomagerhus lå og købte lidt jord af
skrædderen og smeden. Her lod han sit nye hus
bygge for de penge han fik for den gamle grund.
Da pladsen var meget trang måtte man lægge
huset med gavlen ud mod gaden. Dette har været
en torn i øjet på vævekonerne ved siden af lige
siden.
Mester Henning forlod Sundkøbing i 1392 da hans
kone døde og han har siden bosat sig andetsteds
på Falster.
Den kønne Mesterkone Hannah
Sundkøbing havde nu brug for en ny skomager,
men ingen af svendene duede endnu. Mester
Henning havde haft en medhjælp: Hannah, som
var enke efter en af Hennings venner, en skomagermester fra Ringsted. Han havde taget hende i
huset da hendes mand døde, hun ønskede ikke at
gifte sig med den næste mester, som skik ellers
er. Hannah er en meget dygtig skomager og hun
fik oprindelig lov til at være mesterkone i en periode af fem år. Den tid er forlængst gået, men det
er der ingen, der har følt trang til at påtale.
Hannah bor i Suderhuset og har skiftende svende
og deres koner boende hos sig. Som regel bliver
de ikke så længe, det er svært for en kvindelig
mester at holde på svendene.
Daglejerne
En skiftende skare af unge mennesker holder til
Han er også hyret af byen til at være kommandør for byværnet og er dermed en af de mænd
som i tilfælde af krig skal tjene under hr. Henrik
Svane. Ud over de mægtige blider, har han lært at
betjene Svanes nyeste våben »Bøssen«.
i en lille lejr i udkanten af byen. Det er daglejere,
fattige folks børn, som tjener en skilling ved at gå
til hånde hos håndværkere i byen.
Madmor Jane holder styr på de unge mennesker.
Skrædderene
Skrædderfamilien kom sammen med Hr. Henrik
Svane. Det er på mange måder en af byens mest
specielle familier. De føler sig som mere værd end
de andre familier og er det da også på mange
måder. Men da manden i huset døde af »Den Blå
Syge« for tre år side mistede de sædet i byrådet.
Da den gamle købmand blev myrdet i efteråret
1393 mistede Ærlige Søren sit arbejde. Han
havde lagt lidt til side og købte rebslagerhuset af
Helle Rebslager, der nu er fraflyttet byen. Søren
havde gennem flere år hjulpet Helle Rebslager
med arbejdet, og byens råd har tilladt Søren at
virke som rebslager fremover.
Skrædderenken Jette førte med stor dygtighed
forretningen videre. Mange kommer langvejs fra
for at købe de smukt skårne klæder og både
ridder Svane, ridder Lilje og sågar Manfred af
Holebygaard er blandt kunderne. Siden sidstnævnte i vinteren 1393 bestilte sig et par hoser
af den nye mode hvor benene er syet sammen
bagtil har Hr. Svane og Hr. Lilje samt flere unge
junkere bestilt tilsvarende. Jette er nu gift med en
rejsende handelsmand fra Sjælland der handler
med uldklæde.
Købmændene
Den rige farver
Som det tydelig ses af det flotte hus, med dyrt
tegltag og mange jernbeslag på dørene, så er
ejeren en holden mand. Han bor dog ikke selv i
fine hus, han har hyret en farverkone, der passer
farveriet for ham. Det er Elisabeth, som i en lang
årrække har holdt styr på de mange unge daglejere, der undertiden holder til i den lille lejr i
udkanten af byen. Elisabeth er en øvet farverske
Plith Swarber
Plith Swarber var en tysk købmand af lavadelig
herkomst, bosat i Sundkøbing.
og desuden har hun forstand på lysstøbning og
pottemageri samt kunst at lave glasvinduer. De
smukke vinduer, der pryder købmandens hus på
1. sal er lavet af Elisabeth. Elisabeth er ugift, men
tømreren har et godt øje til hende?
Rebslagerne
Rebslageren bor i det lille hus der ligger lidt uden
for byen, men dog ned til byens havn. I huset
boede tidligere en tilsynsmand for skoven, da
området tilhørte Greve »Johan den Milde«. Huset
har som eneste hus en stensat kælder. Det siges
for øvrigt, at det spøger omkring huset: Tilsynsmanden skulle gå igen. Han skulle efter sigende
være blevet begravet under den store revnede
sten lige uden for huset. Stenen var dog på det
tidspunkt hel, men en nat revnede den med et
brag og siden har tilsynsmanden gået igen. Det
siges at grunden til dette gengangeri er, at han
aldrig havde fået besked af greve »Johan den
Milde« om at tage hjem. Det betyder, at han, selv
efter sin død, kommer tilbage til huset og omegnen for at tilse det, pligtopfyldende som han var.
Til huset hører retten til at fiske i sundet og til at
bruge et stykke af skoven.
Ærlige Søren
Ærlige Søren var ansat hos købmanden Plith
Swarber og er en af dennes mest betroede medarbejdere. Ærlige Søren kalder han af sig selv, men
har dog af byens befolkning fået tilnavne der er
varianter over temaet: Særlige Søren eller Kærlige
Søren er nok de mest brugte øgenavne til ham.
Da Plith Swarber kom til Sundkøbing i 1366 var
han en mindre velhavende købmand. Takket været
sine forbindelser til den tyske Hansa fik Swarber
hurtigt opbygget et ganske imponerende vareudbud i Sundkøbing, oprettet nye handelsforbindelser og fik indflydelsesrige kunder.
Plith Swarber blev skammeligt myrdet i efteråret
1393 af en tømmersvend som skyldte ham penge.
Det skabte stor opstandelse i byen og først var
der flere mistænkte, især tømmersvenden og
en nattevagt, som begge havde været alvorligt
uvenner med købmanden. Men tømmersvenden
tilstod til sidst over for Henrik Svanes foged og
endte sit usle liv i galgen. Hans lig er kulet ned
ved foden af galgen.
Kaare Johanssen
Plith Swarbers enke og børn flyttede til København hvor hun havde familie og solgte både det
nybyggede hus, alle skibene og hele lageret til
en anden købmand: Kaare Johannessøn. Kaare
er ikke helt ubekendt med Sundkøbing, han har
før haft forretninger her for fem år siden. Kaare
har bl.a. arbejdet for rigets Frue, med at sørge for
forsyninger til tropperne, der belejrer Stockholm,
men det meget rejseri har taget på helbredet.
Under en sejlads blev skibet han opholdt sig på
overfaldet af Vitaliebrødrene og under kampen
med sørøverne fik Kaare et hug i det ene ben.
Han har dog ikke mistet kampgejsten, han har det
sidste år haft hyret en gruppe lejesoldater: Margretes Frie Lanser, som beskytter hans skibe mod
overfald når de krydser Østersøen.
I foråret 1394 samledes Byens råd i overværelse
af kongens foged, Hr. Henrik Svane, og valgte så
på lovformelig vis byens nye borgmester: Kaare
Johannssøn.
Købmandens hus var færdigt til indflytning i foråret 1395, forsåvidt angår den nederste etage:
fremgulvet - hvor købmandens kontor og salg af
varer finder sted - samt stuen, hvor han og familien opholder sig, når de bor i huset. I 1396 blev
overetagen færdig og indrettet med gildestue og
sommerstue, og hele huset dermed taget i brug.
Næste trin er bygningen af et brygges og et lokum
på grunden, dette arbejde påbegyndes 1399.
Kaare Johannsesøns hustru, Ursula Wilfredsdatter, er barnefødt i Rostock og har aner i den
mecklenburgske adel. Sammen har de to sønner:
Gustav Styrbjørn Kaaressøn og Villem Sigurd
Kaaressøn.
Catharina Jørgensdatter
Købmandskone, gift med Peter af Vemmingsund
og bosat i den store stad Nykoebing, men en
hyppig gæst i byen hvor hun hersker suverænt
over sommerstuen i det røde købmandshus.
Grovkøbmanden
En lille købmand der mest handler med grovvarer,
skind, reb, teglsten og jern, har købt lagerhuset
yderst på nokken og bygget det om til kombineret
bolig og butik/lager.
Pia Grovkøbmands
Pia er oftest alene, da hendes mand rejser langt
omkring for at handle huder, skind, reb og jern.
Pia har en stor familie som ofte gæster hende og
hjælper med at passe huset og forretningen.
Ridderne
Henrik Svane, Ulrik Lilje, Manfred af Holebygaard og de øvrige riddere bor selvfølgelig ikke
i byen, men hjemme på deres borge. De gæster
kun byen, når der er turneringer.
Litteratur
På besøg i middelalderen.
Forlaget Klematis. 1998.
turliv. Kirke og konge.  Danmarkshistorien.
Sesam. 1984. 
Indhold: Middelalderens kirkehistorie.
Middelalderen generelt 
Liebgott,  Niels-Knud
Dansk middelalderarkæologi.
Kbh. : Gad, 1989.
Ret og straf 
Daglivliv 
Bolvig, A
Billeder af dagliglivet i middelalderen.
Gyldendal; 1978
Lasker, J.
Og de levede Lykkeligt. 
Gyldendal; 1977
Møller, Jan
Borger i middelalderens København. Forlaget
Sesam A/S. 1980 
Petersen, P.
Her er historien om middelalderen.
Borgen; 1977
Svane, Pia
Livet i middelalderen / redaktion: Karsten
Henningsen, Troels Tunebjerg ; tegning: Stig
Weimar. - 1.
udgave, 2. oplag. Brenderup : Geografforlaget, 1995.
Trolle, Annette Lerche & Bjerregrav, Henrik
Andersen, K. E.
Kongen og hans mænd. En konge og hans tid.
Munksgaard; 1971
Etting, Vivian
Margrete den første : en regent og hendes
samtid. - 2. reviderede udgave, 1. oplag. Kbh. : Gyldendal, 1997. Tidligere: 1. udgave.
Kbh. : Fogtdal, 1986. 
Etting, Vivian
Fra fællesskab til blodbad : Kalmarunionen
1397-1520 / Vivian Etting ; korttegning ...:
Steen Frimodt. - 1. udgave, 1. oplag. Kbh. : Gyldendal
Etting, Vivian
Et ben i hver lejr : om Falsters middelalder /
med bidrag af Peter Vemming Hansen. - Nykøbing F. : Museet Falsters Minder, cop. 1989
Liebgott, Niels-Knud
Middelalderen: Land og by. Broderstrid og kul-
McGuire, Brian Patrick
A guide to medieval Denmark = Guide til middelalderens Danmark Kbh. : C.A. Reitzel, 1994. 
McGuire, Brian Patrick
Mennesker i Danmarks og Europas middelalder
/ udgivet og redigeret af Brian Patrick McGuire
; i samarbejde med Kirsten Grubb Jensen og
Kurt Villads Jensen. Kbh. : Center for Europæiske Middelalderstudier : C.A. Reitzel, 1986.
Etting, Vivian
Løn som forskyldt : om forbrydelse, rettergang
og straf / Vivian Etting og Carsten Niss. - 1.
udgave, 1. oplag.
Vordingborg : Sydsjællands Museum ; Næstved
: Amtscentralen, 1989.
Byrjalsen, Inger
Hjul og stejle : lov og ret i middelalderen.
Kbh. : Aschehoug, cop. 1990.
Kvinder og børn 
Olsen, Rikke Agnete
”Danmark i Verden”, bind 5,6 & 7 (Forlaget
Fremad, Kbh.1993-95)
Byrjalsen, Inger
Kvinder i middelalderen / billedredaktion ved
forfatteren. - 1. udgave, 1. oplag.
Kbh. : Grafisk, 1992.
Roesdahl, Else (red)
Bolig og familie i Danmarks middelalder
Jysk Arkæologisk selskab 2003
Jørgensen, Dorthe Wille
Børn og børnelege i middelalderen. Middelaldercentret Nykøbing F. 1993 
Kock, jan & Roesdahl, Else (red)
Boringholm - en østjysk træborg fra 1300-årene.
Jysk Arkæologisk Selskab. 2005
Olsen, Rikke Agnete
Lille Margrete og andre børn i Middelalderen /
Rikke Agnete Olsen et. al..
Kbh. : Nationalmuseet,1997.
Pedersen, Kenno, f. 1951
Stadens døtre : træk af prostitutionens historie
i Helsingør. - Helsingør : Nordisk forlag for
Videnskab og Teknik, 1989.
Tro og overtro 
Liebgott, Niels-Knud
Hellige mænd og kvinder.
Højbjerg : Wormianum, 1982.
Johannessen, Kåre
”Spøgelser, Gengangere og Andet Godtfolk”,
Middelaldercentret 2010 (under udgivelse).
Johannessen, Kåre
Magi og heksetro i nordisk middelalder. 
Middelaldercentret 1997. 
Nygård, Jens Jørgen
Da Danmark var katolsk.
Forum; 1986
Mad 
Dawson, Imogen
Sådan spiste de i Middelalderen.
Forlaget Ålykke1994
Skaarup, Bi
Mad og spisevaner fra middelalderen.
Middelaldercentret, 1997. 
Beriedale-Johnson
Den antikke kogebog.
Forlaget Modtryk. 1992. 
Krig og våbenbrug 
Etting, Vivian
Riddervæsen, krigskunst og turneringer i Danmarks middelalder.
Middelaldercentret, 1992. 
Hansen, Peter Vemming
Middelalderens mekaniske apparater til krigsbrug. Middelaldercentret Nykøbing F. 1998 
Johannsessen, Kåre
Den skæve pind. Buen som militærvåben i middelalderen.
Middelaldercentret 1998 
Liebgott, Niels-Knud
Middelalderens våben Kbh.
Nationalmuseet, cop. 1976 
Olsen, Rikke Agnete
Riddertid og romantik / Rikke Agnete Olsen. 1. udgave, 1. oplag.
Kbh. : Fremad, 1998.
Olsen, Rikke Agnete
Borge i Danmark. - 2. udgave, 1. oplag
Fremad, 1996
Steele, Philip
Verdens bedste bog om borge
Holte : Flachs, 1995
Allan Karker
Dansk i tusind år. Et omrids af sprogets historie.
Modersmål Selskabets Årbog 1993. C.A. Reitzels Forlag A/S.
Dragter
Bolvig, Axel
Dragt, magt og afmagt i danske kalkmalerier. I:
Dragt og magt. Red. Anne Hedeager Krag, pp.
170-189.
Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet, 2003.
Crowfoot, Elizabeth; Pritchard, Frances & Staniland, Kay
Textiles and Clothing c. 1150 – c. 1450. Medieval
Finds from Excavations in London:4. London,
1992.
Dahl, Camilla Luise
Middelalderdragter - 6 artikler af Camilla Luise
Dahl 2001-2005
Workpapers - tekstilforskning på Middelaldercentret 2006
Dahl, Camilla Luise
Ath prydæ synæ clæder. Bezanter, beslag og
påsyningspynt i middelalderen
Moiddelaldercentret 2005
Keramik 
Geijer, Agnes; Franzén, Anne Marie og Nockert, Margareta
Drottning Margaretas gyllene Kjortel i Uppsala domkyrka.
Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 1985 og anden omarbejdede udgave,
1994.
Liebgott, Niels-Knud
Keramik fra vikingetid og middelalder
Kbh. Nationalmuseet, cop. 1978. 
Houston, Mary G.
Mediaeval Costume in England and France. The 13th,
14th and 15th Centuries. London, 1939.
Dagligliv - Middelalderen generelt - Tro og
overtro - Ret og straf - kvinder og børn - Mad Krig og våbenbrug - Keramik - Sprog
Lehnart, Ulrich
Kleidung und Waffen der spätgotik, II 13701420
Karfunkel 2003
Sprog 
Newton, Stella Mary
Fashion in the Age of the Black Prince: A Study
of the Years 1340 – 1365.
Boydell Press. Woodbridge, 1980.
Nockert, Margareta
Textiler och dräkt 1350 – 1450. I: Margrete I. Nordens
Frue og Husbond, pp. 200-210. Nationalmuseet. Kbh.
1996.
Nockert, Margareta
Bockstensmannen och hans dräkt
Stiftelsen Hallands Länsmuseer, Halmstad och
Varberg 1997
Staniland, Kay
Medieval Craftsmen: Embroiderers
University of Toronto Press, 1991.
Thursfiels, Sarah
The Medieval Tailor’s Assistant. Making commond garments 1200-1500
Ruth Bean, Carlton, Bedford2001
Østergård, Else
Som syet til jorden - tekstilfund fra det norrøne
Grønland. Nationalmuseet 2003