I dette nummer af tidsskriftet - Islamisk

Tidsskrift
om islam & kristendom
1/2012
Tema: Islamisk-Kristent Studiecenter
på hospital og i fængsel
Imam og præst fra IKS i Vestre Fængsels hospitalsafdeling
Indhold
Betydningen af IKS’ arbejde på hospitaler og i fængsler . . . . . . . . 1
Lissi Rasmussen
Projekt Katalysator – for indsatte og eks-indsatte . . . . . . . . . . . . 7
Lissi Rasmussen
Rapport om Etnisk Ressourceteam – Naveed Baig . . . . . . . . . . . . . 14
Udfordringer og perspektiver for islamisk filosofi I dag. . . . . . . . . 29
Safet Bektovic
Redaktionelt
Dette nummer omhandler de videre perspektiver af IKS’ arbejde
med to omsorgsprojekter henholdsvis på sundhedsområdet og i
fængselssystemet. Den første artikel søger at reflektere over arbejdets
betydning for de medvirkende og berørte samt mere generelt for
sameksistens mellem mennesker med forskellig religiøs og kulturel
baggrund.
De følgende to artikler beskriver indholdet af de to projekter, hvorledes de har udviklet sig fra starten frem til i dag. Hvad er formålet
med projekterne, hvilke aktiviteter er inkluderet, og på hvilken måde
involveres de frivillige?
Til sidst bringes en artikel af Safet Bektovic om islamisk filosofi i
dag. Artiklen bygger på Safets nyligt udkomne bog, som omtales på
tidsskrif-tets bagside. Denne bog, som er blevet til på baggrund af
Safets undervisning og studier gennem mange år, anbefales på det
varmeste herfra.
Tidsskrift om islam & kristendom
15. årgang
nr. 1. juni 2012
ISSN 1902-5823
© Islamisk-Kristent Studiecenter
Redaktion
Lissi Rasmussen (ansv.)
Naveed Baig
Tryk:
Mediehuset Mors
Islamisk-Kristent Studiecenter
Ryesgade 27B, 3tv.
2200 København N
Telefon 3537 3526
[email protected]
www.ikstudiecenter.dk
Betydningen af IKS’ arbejde på hospitaler og i fængsler
Lissi Rasmussen
IKS har i flere år arbejdet socialt og diakonalt med konkrete projekter. Vi har
anset det for vigtigt, at vi som kristne og muslimer mødes i et fælles rum om
sociale og almenmenneskelige problemstillinger og udfordringer, men i de senere
år er vi gået et skridt videre. Vi forholder os ikke blot reflekterende, dialogisk til
problemstillingerne. Vi relaterer ikke blot til hinanden i forhold til ”noget tredje”,
men vi interagerer og engagerer os sammen i ”det tredje”.
Interaktionen, diapraksis, det at arbejde sammen omkring fælles konkrete
opgaver med fælles mål er i stigende grad blevet det fundament, hvorpå vi udvikler relationer og fællesskab, ikke blot internt blandt aktørerne, men også blandt
mennesker i samfundet. Ved at skabe et fælles socialt rum for interaktion søger vi
at opnå en gensidig tillid og samhørighed, der får videre betydning for sameksistensen i samfundet. Denne artikel vil reflektere over dette fælles diakonale samarbejdes betydning for fællesskabet mellem mennesker med forskellig religiøs og
kulturel baggrund.
IKS har været fokuseret på tre konkrete projektområder, som hænger tæt
sammen: ligebehandlingsarbejde, omsorgsarbejde på sundhedsområdet og arbejde
med indsatte og eksindsatte unge. I dette nummer af tidsskriftet omtales de to
diakonale projekter, Etnisk Ressourceteam på fem københavnske hospitaler og
Projekt Katalysator for indsatte og eks-indsatte unge på Sjælland. Fire af IKS’
seks bestyrelsesmedlemmer er nu ansat i fængsels- og sundhedsvæsenet: to fængselsimamer og undertegnede fængselspræst i Københavns Fængsler samt en hospitalsimam/koordinator af Etnisk Ressourceteam på de forskellige hospitaler.
Mange af IKS’ tidligere aktiviteter så som debatcaféer, dialoggrupper og undervisning vil kunne genoptages, når der forhåbentlig opnås økonomisk støtte til
igen at etablere et fast sted, men tilpasset en ny ramme, dvs. med relevans til de
tre projektområder.
I fængsel eller på hospital – en krisesituation
Når man kommer i fængsel eller på hospitalet, sker der en opbremsning i ens liv.
Man er kommet i en situation, man ikke selv har ønsket eller valgt. Man tages ud
af sin sædvanlige sammenhæng og livsrytme, væk fra familie og venner, væk fra
arbejde, uddannelsessted etc. Alle ens vaner brydes. Det kan føles uvirkeligt -
1
som om ens tilværelse rystes. Man kan føle sig magtesløs og frustreret over, at der
gribes ind i ens privatsfære, at man er overladt til og afhængig af personalet og
deres vurdering af en og ens muligheder. Der er meget ventetid. Fremtiden er
usikker. Det hele kan virke meget angstfremkaldende. Mange patienter og indsatte
oplever stor ensomhed i denne situation.
Mange af disse negative aspekter af opholdet på hospital og i fængsel forstærkes ofte hos mennesker med etnisk minoritetsbaggrund. Der er sproglige og
kulturelle barrierer i forhold til personalet, der kan forstærke ensomheden og
følelsen af at være fremmed. Det hele kan virke mere skræmmende og uoverskueligt, fordi man ikke forstår noget af, hvad der foregår. Man kommer let til at tage
tingene personligt, også når der ikke er grund til det.
For ar klare sig igennem og overvinde alt det angstfyldte er man tvunget til
at lære at tage en dag ad gangen. Man må finde styrke til at forholde sig til situationen, til at bevare sin integritet, sin værdighed. Her kan det være en utrolig hjælp
at have en person eller flere personer, der møder en som andet og mere end den
”mangel” (sygdom, kriminelle handling), der ligger til grund for ens ophold i
institutionen, og som er villig til at lytte og give støtte og tryghed.
For etniske minoriteter er det yderligere vigtigt, at den enkelte patient eller indsatte kan
føle sig inkluderet og anerkendt. I bederummets gæstebog på Rigshospitalet udtrykker en
patient dette behov på følgende måde: ”Det er
virkelig dejligt, at vi fik et bederum, det er så
dejligt at føle sig hjemme hos sig selv, og ikke
blive holdt udenfor.” (Henning Nabe-Nielsen,
Mødet med mennesker af anden tro i sundhedsvæsenet, Magasin om Religionsmøde.
Folkekirke og Religionsmøde, Maj 2012, p.16).
For både patienter på et hospital og indsatte i
et fængsel er det vigtigt, at deres religiøse
baggrund og/eller behov tages alvorligt og
anerkendes – så de ikke føler sig fremmede i
disse institutioner i deres eget land. Der er såleBederum på Rigshospitalet
des bedre muligheder for, at de kan vende tilbage til deres hverdag som helede
mennesker.
2
Samarbejde i fælles rum
IKS har med de to omsorgsprojekter lagt vægt på, at denne hjælp og støtte gives i
et samarbejde mellem mennesker med forskellig religiøs og etnisk baggrund, og at
det sker i fælles rum. På Rigshospitalet er samarbejdet synliggjort ved, at imamen
har arbejdsplads på kirkekontoret.
I Blegdamsvejens Fængsel (populært kaldt ’Blegdammen’) er der et
fælles imam- og præstekontor, og i
Vestre Fængsel en ”præstegang”,
hvor også imamens kontor ligger. I
alle disse lokaler foregår en daglig
udveksling af erfaringer og fordeling af opgaver.
Fængselsimam og –præst på kontoret
på Blegdammen
Fællesskabet på Vestre Fængsels ”præstegang” har stor betydning for både indsatte og ansatte, hvilket bl.a. hænger sammen med, at de ansatte har en fælles forståelse af, at ligeværdighed er et vigtigt princip i forhold til samarbejdet og til aktiviteterne for de indsatte. Det mærkes af mange indsatte som en befrielse, et frirum,
hvor der fokuseres på andre ting end det, der tales om på gårdtur eller i cellefællesskab, og hvor de kan føle sig trygge til at være dem, de er. ”Det er som om vi
ikke er i fængsel,” siger de indsatte ofte, ”her er vi mennesker igen.”
Også de forskellige fælles arrangementer, præster og imamer i Københavns
Fængsler arbejder sammen om, har anerkendelse og inklusion som omdrejningspunkt. Der har således været
arrangeret en række fælles
spisninger og debatmøder i
begge fængsler (med 15-25
deltagere) omkring emner, der
er af interesse for alle parter:
Hvordan dømmer Gud? Det
arabiske forår, Dostojevskijs
roman ”Forbrydelse og Straf”,
Darwinisme og intelligent
design, klimaændringer etc. I
mindre grupper har teologiske Debatmøde om Dostojevskij på Blegdammen
3
emner været drøftet så som straf og livet efter døden, fri vilje og ansvar, næstekærlighed, tilgivelse, forsoning, forhold til ejendom, gengældelse, straf, kønsrelationer, religiøse retninger. Flere af de indsatte har givet udtryk for, at disse fælles
arrangementer og det synlige samarbejde og gode forhold mellem præster og
imamer har fået dem til at forstå, at man ikke skal være ekskluderende overfor
mennesker med anden kulturel og religiøs baggrund end en selv.
Endvidere har det været vores erfaring, at de indsatte ved at være i et fællesskab, hvor de kan føle sig trygge og anerkendt som mennesker, kan få lyst til at
bidrage, udforske positive erfaringer frem for mangler hos dem selv. De kan gå
fra at være klienter eller brugere til at være aktive deltagere eller endog ressourcepersoner. Begyndelsen til en sådan forvandlingsproces har vi iagttaget flere gange.
Teologiske refleksioner
Den diakonale handling tager den åndelige dimension ved menneskelivet, og
særligt ved menneskelig lidelse, alvorligt. Samtidig giver den mulighed for teologiske overvejelser over menneskelige lidelseserfaringer så som angst, vrede, skyld,
ensomhed etc. og over, hvilke metoder og mestringsstrategier, der er nyttige i
samtaler med patienter i krise og med indsatte i et fængsel.
Det er ofte de samme overvejelser og bekymringer, der gør sig gældende
uanset religiøs og kulturel baggrund. Man søger efter en forklaring ud fra antagelsen om, at livet er retfærdigt: hvorfor mig? hvad har jeg gjort galt? har Gud forladt mig? og hvordan klarer jeg denne situation? Man søger en mening og trøst
for at kunne mindske følelsen af fortabthed og håbløshed.
Gennem udveksling af erfaringer har kristne og muslimske deltagere i ERT
fra tid til anden opdaget nye aspekter af egne religiøse traditioner. De har ofte
fortalt, hvordan de har lært af hinanden, også på et teologisk niveau. For eksempel har kristne opdaget vigtigheden af formel bøn med henblik på at strukturere
patientens hverdag. De kom til at værdsætte den betydning, som islam tillægger
taknemmelighed overfor Gud og tålmodighed i lidelse.
Omvendt har muslimer anerkendt behovet for mere uformel personlig bøn
med patienten, samt vigtigheden af at vide, hvordan man håndterer følelser af
bitterhed eller vrede i forhold til Gud i tilfælde af alvorlig sygdom eller tab, selv
om disse følelser ikke er "korrekte" i henhold til islam. Muslimer har endvidere på baggrund af mødet med den kristne sjælesorgstradition og egne minoritets- og
ensomhedserfaringer - også indset betydningen af sjælesorg og samtaler med
mennesker udenfor deres egen familie, herunder en imam på hospital og i fængsel.
4
Sjælesorg og europæisk islam
Der har i islams historie, i de muslimske lande ikke været noget stort behov for
organiseret omsorgsarbejde eller for en egentlig omsorgs- eller sjælesorgsteologi.
Det har været familiens opgave og ansvar at tage sig af de syge og lidende. Samtidig er sjælesorg og omsorgsansvar for andre mennesker klart til stede i islamisk
teologi og etik. Den begynder dog først at for alvor at få sin relevans og udformning i de vestlige samfund, hvor også muslimer er præget af individualisering og
familieopløsning og dermed ofte står alene uden en familie, der har tid og mulighed for at leve op til deres ansvar.
Gennem vores samarbejde om diakonale
udfordringer er muslimer blevet mere bevidste om den omsorgsteologi, som kommer til
udtryk i islam. Især spørgsmålet om, hvilke
mestringsstrategier, den enkelte og sjælesørgeren kan benytte i islamisk kontekst. Undertiden har deltagerne måttet konstatere, at der
ofte er tale om sammenfaldende strategier så
som ritualer, bøn, fortællinger etc..
Det har været en fantastisk læreproces at
følge denne udvikling, og det er vores håb, at
lignende erfaringer bliver eller vil blive gjort
andre steder i Europa.
Hospitalspræst og -imam på Rigshospitalet
Betydningen af fælles diakonalt samarbejde
De to diakonale projekter i IKS har ikke blot betydning for aktørerne, de frivillige, der er direkte involveret i arbejdet, og det tillidsforhold, der opstår mellem
dem og de mennesker, projekterne retter sig imod, og som har brug for hjælp og
støtte. Arbejdet har også betydning for dem, der på forskellig måde stifter bekendtskab med projekterne. Vores erfaringer fra samarbejdet fordeler sig på seks
punkter:
1. Det vigtigste er, at man når et fælles mål: næsten får omsorg. At der er
mennesker, der får den hjælp og støtte i en krisesituation, de har brug
for – og at deres livskvalitet bedres.
2. De borgere, der får hjælp, oplever, at deres behov (også de åndelige) og
værdighed anerkendes og tages alvorligt i det samfund, de lever i. Det
befordrer en bedre selvværdsfølelse. De oplever i højere grad at være en
del af det samfundsmæssige fællesskab (”føle sig hjemme hos sig selv”).
5
3.
4.
5.
6.
Interaktionen får betydning for de mennesker, der er involveret i arbejdet. De frivillige oplever, at der er brug for dem, at de har en funktion
og kan bidrage positivt. De er nødvendige aktører. De kan undertiden
opfattes som rollemodeller.
Der opnås en bedre gensidig forståelse og solidaritet mellem deltagerne i og med det fælles ansvar, de oplever at have, i forhold til et fælles anliggende. De lærer af hinanden og opdager nye aspekter af både de andres og deres egen tradition.
Samarbejdet får betydning på græsrodsniveau: Andre mennesker i samfundet ser, at der er sammenhæng mellem ord og handling hos aktørerne. Samtidig registrerer de, at det sker på tværs af kulturelle og religiøse
forskelle, at der er fællesskab og sammenhold mellem dem. OS-DEM
opdelingen modvirkes.
Den fælles praksis fører på en naturlig måde til refleksioner over sjælesorg og social etik indenfor de forskellige religiøse traditioner. Der har
således udviklet sig en islamisk omsorgs- eller sjælesorgsteologi, udsprunget af den europæiske kontekst og inspireret af den kristne tradition og teologi.
Ved at have et socialt, medmenneskeligt engagement tilfælles, ved at være optaget af mennesker, bliver de religiøse og kulturelle forskelle mindre betydningsfulde og lettere at forholde sig til. Fordomme og negative
holdninger til ’de andre’ kan forsvinde. Respekt for den andens ligeværdighed træder i stedet.
Diapraksis og sameksistens
Det er således IKS’ erfaring gennem årene, at det diapraktiske, interaktionen i det
diakonale arbejde mellem mennesker med henholdsvis kristen og muslimsk baggrund har betydning for sameksistensen i samfundet. De to vigtige udfordringer,
diakonalt samarbejde og arbejdet for sameksistens hænger sammen og befordrer
hinanden.
Det lange seje, tålmodige træk, hvor der skabes relationer og sammenhold i
et langt forløb – tillid over tid - giver bedre vilkår for sameksistens. Dermed kan
polarisering, konflikt, modkulturer og ekstreme reaktioner modvirkes eller undgås.
Begge de nævnte diakonale projekter har inklusion, ligeværd og anerkendelse
som helt centrale principper, der kan bryde OS-DEM fornemmelsen, som mange
mennesker har, og skabe en oplevelse af at være del af et samlet OS.
6
Projekt Katalysator – for indsatte og eks-indsatte unge
Lissi Rasmussen
Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) har i samarbejde med Foreningen Vores Unge
taget initiativ til Projekt Katalysator for indsatte og eks-indsatte unge (særligt med
etnisk minoritetsbaggrund) i Københavnsområdet (dvs. primært indsatte i Vestre
og Blegdamsvejens Fængsel, Vridsløselille og Herstedvester). Målet er at opbygge
et fast samlingssted på Indre Nørrebro, der kan være med til at ’katalysere’ en
udvikling hos de unge i retning af positivt og aktivt medborgerskab..
Oprettelsen af samlingsstedet vil ske i regi af IKS, og den overordnede ledelse vil blive varetaget af IKS i samarbejde med Vores unge. Undertegnede er ansat
som fængselspræst i Københavns Fængsler på halv tid. For et halvt år siden blev
Waseem Hussain ansat på fuld tid som fængselsimam., og Fatih Alev er for nyligt
blevet ansat 10 timer ugentligt som imam i Blegdamsvejens Fængsel. De er begge
gået ind i arbejdet med projektet og er begge bestyrelsesmedlemmer i IKS.
Målet er, at unge indsatte, der har besluttet at forlade det kriminelle liv, vil
blive henvist til samlingsstedet af præster, imamer og fængselspersonale til stedet,
hvor de kan få vejledning og støtte til at komme i gang med uddannelse og/eller
arbejde og til at få en mere positiv kontakt til det omgivende samfund. Samtidig
knyttes en mentor til den unge, mens han stadig sidder i fængsel. Der vil være en
række sociale aktiviteter, hvor tryghed, fællesskab og aktiv deltagelse er i centrum.
Der er allerede skabt kontakt til en række interesserede unge og til forskellige
ungdomsorganisationer, som ønsker at være med i projektet. Desuden er der søgt
økonomiske midler, da projektet vil være afhængigt af, at der kan ansættes medarbejdere. Der er endnu ikke opnået tilsagn om støtte.
Da mange af de unge indsatte ikke har haft særlig meget voksenkontakt i deres liv, står mentorarbejdet helt centralt i projektet. Dette arbejde, der involverer
lokale borgere, som ønsker at tage ansvar og bidrage til, at de unge kan komme
videre i deres liv, har IKS allerede sat i gang, som det vil fremgå nedenfor.
Baggrund for projektet
Et stigende antal efterkommere af indvandrere rekrutteres til kriminelle grupper
(”bander”), og et voksende antal af disse indsættes i danske fængsler, hvorved det
bliver stadig vanskeligere og mere krævende for samfundet at sætte ind med bearbejdende tiltag og exit-strategier. Skal dette mønster brydes, er det nødvendigt i
højere grad at involvere civilsamfundet, lokale borgere og foreninger og skabe
7
menneskelige, anerkendende relationer for de unge, der kan gøre dem trygge nok
til at ændre deres sociale færdigheder og værdier.
Det kriminelle miljø er ofte identitetsgivende for de unge kriminelle, hvorfor
mange vender tilbage til kriminalitet efter afsoning. Der er en recidivprocent
blandt unge fængselsafsonere under 30 år på op mod 40 % (Kriminalforsorgens
Recidivstatistik 2010). Det er derfor af afgørende betydning at den unge i udslusningen tilbydes et alternativ til sit kriminelle netværk.
Projektet hviler på resultater af et to årigt forskningsprojekt om etnisk minoritetsunge (15-30 år) i Københavns Fængsler, foretaget af undertegnede. Resultater af forskningen blev offentliggjort i juni 2010 i rapporten, Livshistorier og
Kriminalitet. Forskningsprojektet viste, at de unge typisk er præget af:
• manglende eller negativ voksenkontakt samt oplevelser af uretfærdighed og
social eksklusion. Mange i målgruppen føler sig ikke accepteret af majoritetssamfundet og møder det danske system med mistillid og modstand.
• et ønske om (ofte i 21-24 års alderen) at komme ud af kriminaliteten, men
tab af venner, misbrugsproblemer, gæld og manglende jobmuligheder gør det
vanskeligt. De har brug for støtte og netværk.
• at have mange ressourcer i form af fællesskabsmindede kvaliteter, multikulturel adfærd og tankegang, stor interesse i skolegang og uddannelse og i at blive
del af mainstream samfundet.
For at komme ud af kriminalitet er det afgørende, at de unge får opbygget tillidsfulde og stabile relationer til modne voksne, så de kan føle sig accepteret som
ligeværdige mennesker, der har noget at bidrage med. Dermed kan det negative
selvbillede, mange af de unge har, udfordres, så de kan få overskud og lyst til at
være en del af samfundet og tage ansvar for eget liv.
Islamisk-Kristent Studiecenter har erhvervet betydelige erfaringer med at
skabe tillidsforhold på tværs af etnicitet og religion, opbygge fællesskaber og
fasholde etnisk minoritetsunge i aktiviteter. Centret har desuden stor erfaring med
pleje og supervision af frivillige, rådgivning i forhold til familier, unges problemer
(bl.a. radikalisering), involvering af unge med etnisk minoritetsbaggrund i frivilligt
arbejde. Centret har en meget stor kontaktflade til og nyder bred anerkendelse
blandt etniske minoriteter generelt. Det er derfor naturligt for os at tage denne
opgave op.
IKS har desuden et stort erfaringsgrundlag i arbejdet med Etnisk Ressourceteam, som arbejder i forhold til patienter og pårørende med anden etnisk oprindelse end dansk (se rapporten om ERTs arbejde). Dette arbejde indbefatter også
patienter indlagt på Vestre Fængsels sygeafdeling. Medlemmer af teamet vil indgå
i det sociale netværk med de unge i nærværende projekt, dvs. deltage i stedets
8
aktiviteter, fungere som samtalepartnere, mentorer og rollemodeller. Undervisning og supervision vil undertiden kunne foregå på tværs af de to arbejdsområder,
hospitaler og fængsler.
Mentor- og besøgsvennearbejdet
Med udgangspunkt i erfaringer og resultater fra før nævnte forskningsprojekt har
undertegnede for to år siden oprettet en frivillig mentorordning for unge, der
ønsker støtte til at forlade det kriminelle liv. Der er i denne periode oprettet 19
mentorordninger med seks frivillige mentorer. Ordningen har vist sig at have en
positiv virkning på de unge, herunder også flere, der i forvejen var opgivet af både
kriminalforsorgen og kommunen. 12 af disse sidder stadig i fængsel. 5 har lagt
kriminaliteten bag sig og er nu i gang med uddannelse, mens 2 er blevet løsladt,
og der er ikke længere kontakt til mentor.
Der er desuden afholdt
tre mentorseminarer/kurser for nuværende og
kommende mentorer og
ressourcepersoner,
og
der planlægges yderligere
opkvalificerende kurser
og
supervisionsmøder
for samme målgruppe i
efteråret 2012.
Fængselsbetjent Nadeem Ghaus fortæller på det tredje
Det tredje mentorkursus
mentorkursus om dagligdagen på en fængselsafdeling
(11.-12.maj 2012) fokuserede primært på fængselssituationen, tavshedspligt og på omsorg og religion. 15
mentorer deltog (herunder 3 præster, 2 læger, 2 jurastuderende og andre studerende, 4 tidligere indsatte), 8 ressourcepersoner (inkl. 3 fængselsimamer og en
hospitalsimam, 2 fængselspræster, 1 psykolog). 10 nationaliteter og ca. 6 sprog
(foruden europæiske) var repræsenteret.
Besøgsven eller mentor?
Som frivillig kan man vælge at være besøgsven eller mentor - og senere, når samlingsstedet forhåbentlig bliver oprettet, også frivillig på stedet - alt efter hvor
meget og på hvilken måde man ønsker at engagere sig. Der er nu 20 mentorer og
10 ressourcepersoner i projektet.
9
At være mentor
er mere krævende end
at være besøgsven og
forløber over længere
tid. Man starter med at
besøge den unge i
fængslet og følger ham
så at sige ud af fængslet
og hjælper ham med at
komme videre med sit Jurist Dlovan Abdulla oplyser om mentorers tavshedsliv. Er man besøgsven, pligt
kan det dreje sig om besøg i fængslet i kortere eller længere tidsperiode. Det kan
være en indsat, der ikke har nogen til at besøge ham (eller måske ikke kan få tilladelse til almindelige besøg). Det kan være både yngre og ældre indsatte, som måske gerne vil tale med en udefra på sit eget sprog.
En besøgsven bliver typisk brugt i forhold til ensomme indsatte, langtidsindsatte med minoritetsbaggrund, der ikke får besøg udefra. Familien befinder sig
måske geografisk langt væk. Den indsatte taler måske kun sit oprindelsessprog og
har svært ved at kommunikere med andre. Han har brug for at samtale om sine
problemer, fremtid, religiøse spørgsmål etc. Et besøgsvenneforhold kan dog med
tiden blive til et mentor-forhold.
En mentor tilknyttes en ung, der har besluttet at forlade sin kriminelle løbebane - helst i sidste del af afsoningen - og er en slags sparringspartner, til at støtte
og vejledning af den unge til en mere struktureret hverdag og til positiv kontakt til
det omgivende samfund. Han/hun skal hjælpe den unge til at blive bedre i stand
til at takle problemer og tage ansvar for sit liv.
Det er vigtigt at forankre dette arbejde lokalt, hvor de unge med kriminel
baggrund foruden denne kontinuerlige voksenkontakt får mulighed for at være
del af et fællesskab, hvor også konventionelle unge deltager og kan være positive
rollemodeller for dem. På denne måde kan det gøres muligt for de unge at overvinde følelsen af mindreværd og frygten for ikke at kunne interagere med ikkekriminelle unge. Det er en frygt, som de fleste unge har, når de har siddet i fængsel i længere tid, og som gør det mere trygt og naturligt for dem at vende tilbage
til de ”fællesskaber”, de allerede kender.
10
Opkvalificering:
Mentorerne har regelmæssigt mulighed for udveksling af erfaringer mellem mentorer/besøgsvenner og supervisorer. Dette vil bl.a. foregå på månedlige supervisionsaftener, hvor der også vil være foredrag om emner, der er relevant for arbejdet, f.eks. kommunikation, psykiske lidelser, krisehjælp etc. Desuden tilbydes
løbende kurser om mentorarbejdet med undervisning og praktiske øvelser i form
af rollespil.
Formål med samlingsstedet
Projekt Katalysator vil tilbyde aktiviteter, der retter sig specielt til gruppen af unge
fortrinsvist med minoritetsbaggrund (mellem 15 og 30 år), og satser på at kunne
rumme nogle af de mere hærdede kriminelle unge, som andre indsatser på området ikke kan fastholde. Dette gøres bl.a. ved at prioritere moden voksenkontakt
og inklusivt fællesskab og ved at bygge på et mangeårigt samarbejde mellem mennesker med forskellig kulturel og
religiøs baggrund i IKS og det
store netværk, centret har mulighed for at inddrage i arbejdet.
Dermed gives den enkelte unge
mulighed for at opleve selv at
kunne bidrage positivt og ansvarligt til fællesskabet og på
længere sigt agere som aktiv
medborger, der har valgt at
Fælles præste- og imammøde med viceinspektør
indgå i et samarbejde, snarere i Vestre Fængsel
som klient i et socialt system.
Det nye ved dette projekt er således:
• at det er målrettet unge indsatte og eksindsatte, særligt med etnisk minoritetsbaggrund, og at kontakten tages allerede, mens de sidder i fængsel,
hvilket betyder, at tillidsforholdet mellem præster/mentorer og de unge
er etableret, når de forlader fængslet.
• at det både arbejder individuelt, via mentorer og fællesskabsorienteret
med fælles aktiviteter sammen med andre unge
• at der er etableret et tæt samarbejde med etnisk minoritetsforeninger,
som bidrager med forskellige aktiviteter, og som vil udgøre et alternativt
netværk til det kriminelle miljø.
11
Der tages primært udgangspunkt i Københavns Fængsler, hvor de fleste i målgruppen starter deres fængselsophold, og hvor Kriminalforsorgen ikke har mentorordninger, som man har det på afsoningsstederne. Selv om Københavns
Fængsler er et varetægtsfængsel, gælder det for over halvdelen af de indsatte, at de
løslades direkte til gaden og dermed ikke kommer videre til afsoningsinstitutionerne, hvor der i højere grad kan sættes ind med socialt og forbyggende arbejde
og med udslusningsordninger.
Erfaringer viser også, at det netop er i varetægtstiden, når de unge lige er
kommet i fængsel, at de begynder at tænke over fremtiden: skal jeg videre med
noget andet? eller skal jeg fortsætte dette liv? Kan jeg tilbyde min familie det her?
Skal jeg forsøge at komme ud af mit hash-misbrug, komme væk fra mine kriminelle venner og få et arbejde. De unge er netop i denne fase påvirkelige af input
udefra. Det er derfor vigtigt at sætte ind og få kontakt med de unge så tidligt som
muligt efter fængslingen.
Aktiviteter
Hensigten med samlingsstedet er at skabe et rum for, at de unge kan deltage,
komme til orde, blive set og lyttet til og dermed lære at bruge fællesskaber positivt. Projektet kombinerer således en relations- og fællesskabsorienteret tilgang på
den ene side og en beskæftigelses- og rådgivningsorienteret indfaldsvinkel på den
anden, der begge sætter tryghed, ligeværdigt fællesskab og aktiv deltagelse i centrum.
Aktiviteterne består af tre hovedelementer:
1.
Individuel hjælp og rådgivning (udføres overvejende af professionelle
rådgivere):
• beskæftigelses- og uddannelsesvejledning, jobsøgning etc.
• social- og juridisk rådgivning, gældsrådgivning
• psykologisk hjælp (bl.a. i forhold til ADHD og PTSD)
• tilbud om samtaler med socialrådgiver, psykolog/terapeut, sjælesørger etc.
• hjælp til vredeshåndtering og konfliktløsning
• hjælp til at finde praktikplads, virksomhedspraktik eller job med løntilskud
• etablering af positive relationer mellem den unge og forældrene, familiekontakt, hjemmebesøg, evt. deltagelse af familien i arrangementer
2.
Sociale aktiviteter (netværksopbyggende):
Der vil være både længerevarende aktivitetsforløb og enkeltstående ”events”. I
begge tilfælde lægges vægt på at udnytte gruppedynamikken og på aktiviteter,
12
andre unge også er interesseret i at deltage i (ikke særlige arrangementer for målgruppen).
• uformelt samvær, fælles madlavning og spisning, evt. ture ud af huset
• målrettede sportsaktiviteter som redskab til mere konstruktiv adfærd og
kommunikation, til opbygning af større social forståelse, mere solidt selvværd
• små fællesskaber med deltagelse af en eller flere ældre (selvhjælpsgrupper,
coaching, samtale-aktivitetsgrupper)
• undervisning (bl.a. i konfliktløsning, sociale færdigheder), debatarrangementer med deltagelse af andre unge (med tematisering af områder, de unge aktuelt er optaget af), mulighed for kunstneriske udfoldelser. Dette sker i samarbejde
med andre frivillige foreninger.
3.
Mentorordninger
Som nævnt ovenfor er mentorarbejdet centralt placeret og danner grundlag for, at
de øvrige indsatser lykkes. Kontakten mellem den unge og mentoren fortsættes
efter løsladelse med henblik på støtte og vejledning af de unge til en mere struktureret hverdag og til positiv kontakt til det omgivende samfund.
Der kan her være tale om praktisk hjælp til at finde eller fastholde den unge i
skole, arbejde eller bolig, få orden i den unges økonomi. Det kan også være hjælp
i kontakten med de offentlige myndigheder, banker, socialkontorer etc. eller det
kan være mere personlig hjælp i form af rådgivning og samtale om familieproblemer, eget følelsesliv, misbrugsproblemer etc. Krav til mentorer er først og fremmest evne til refleksion, nærvær og samtale.
Fordelen ved at anvende frivillige
mentorer er, at det professionelle skel
mellem mentor og den unge ophæves,
hvorved der i højere grad gives plads til
den medmenneskelige og ligeværdige
relation.
Mentorordningen fortsætter og
udvikles – også uden fondsmidler. Det
sker båden indenfor og udenfor fængs- Besøgsrum i Blegdamsvejens Fængsel
lernes mure. I fængslerne arbejder vi, imamer og præster. blandt andet med gruppesamtaler og andre aktiviteter, hvor fællesskab og et liv uden kriminalitet står
centralt. Oprettelse af samlingsstedet vil dog først kunne finde sted, når der er
opnået økonomisk støtte til husleje og ansættelse af medarbejdere. Da vi har så
mange kontakter, ressourcepersoner og tidligere indsatte, der brænder for at få
projektet op at stå, håber vi det kan lade sig gøre.
13
Omsorg og støtte til patienter og pårørende med etnisk minoritetsbaggrund på københavnske hospitaler
Rapport om Etnisk Ressourceteams projektperiode 2008-2011
Naveed Baig
Medvirkende institutioner: Rigshospitalet – Herlev Hospital – IslamiskKristent Studiecenter (IKS)
Følgegruppe for Etnisk Ressourceteam 2008-2011:
Overlæge Marianne Kastrup (Videnscenter for Transkulturel Psykiatri), centerchef, sygeplejerske Ester Lind (Rigshospitalet), hospitalspræst Henning NabeNielsen (Rigshospitalet), overlæge Poul Jaszczak (Herlev Hospital), dr. theol. Lissi
Rasmussen (IKS)
Siden 1980 er antallet af ikke-vestlige indvandrere femdoblet, og i januar 2008
udgjorde indvandrere og efterkommere 9.1 % af befolkningen i Danmark (Danmarks Statistik, dec. 2008). Sundhedsvæsenet er i den forbindelse blevet konfronteret med nye udfordringer og spørgsmål angående kommunikation og omsorg:
Hvad er der brug for med henblik på at kunne skabe forståelse, tryghed og yde en
tilpasset omsorg? Hvorvidt og hvordan skal det kulturelle, religiøse og åndelige
aspekt inddrages i behandlingsforløbet?
I august 2009 blev den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) udsendt af Institut
for Kvalitetssikring og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (www.ikas.dk) til alle
offentlige og private hospitaler med henblik på implementering. Akkrediteringsstandard 2.1.4. i DDKM har titlen ’ Religiøs og kulturel støtte til patienter’ og
giver en række anbefalinger om, hvordan det kan understøttes. I WHO’s mål for
den palliative indsats står der bl.a. at ’omsorgens psykologiske og åndelige aspekter ’skal integreres i indsatsen (se Sundhedsstyrelsens hjemmeside:www.sst.dk).
Det er ikke alle kulturer og samfund i verden, der har tradition for organiseret omsorgsarbejde. I mange lande (herunder muslimske) håndteres krisesituationer typisk inden for familiens rammer. I Danmark er der imidlertid ikke altid at et
familienetværk, der kan træde til. Omsorgen er blevet mere individualiseret og
institutionaliseret.
Etnisk Ressourceteam (ERT) blev den første og indtil videre den eneste
ordning af sin slags i Skandinavien med det formål at hjælpe patienter, pårørende
14
og personalet med omsorg, støtte og bedre kommunikation på de enkelte afdelinger.
Denne rapport tager udgangspunkt i ERT’s arbejde primært i projektperioden feb. 2008- feb.2011. Det er hensigten med rapportens at beskrive ERT’s
funktioner og virke samt at dokumentere ERT’s aktiviteter i perioden. Rapporten
begynder med en overordnet historisk beskrivelse af ERT’s udviling, efterfulgt af
en beskrivelse af ERT’s koncept, de frivillige og teamets funktioner. Afslutningsvis dokumenteres alle aktiviteterne.
2003-05
ERT’s historie kan deles op i tre faser. Den første var eksperiments- og opstartsfasen, hvor primært IKS og foreningen Muslimer i Dialog var ansvarlige for arbejdet. I første omgang etablerede IKS en ressourceliste bestående af 10 personer
med forskellig etnisk og kulturel baggrund (heraf fire imamer) og med særlige
evner til og baggrund for at tale med mennesker i en krisesituation. Denne liste
var det første år tilgængelig på personalekontorer og intranet for personaler på
Amtssygehuset i Herlev og Glostrup Sygehus og blev formidlet af sygehuspræsterne. Da ordningen viste sig at være funktionsduelig, blev den udvidet til at
omfatte alle hospitaler i Københavnsområdet, dvs. Amager Hospital, Amtssygehuset i Gentofte, Bispebjerg Hospital, Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet.
På grund af stigende efterspørgsel ønskede IKS denne ordning udvidet og
sat i mere faste rammer gennem et mere formaliseret ressourcenetværk og en
egentlig besøgs- og rådgivningstjeneste for patienter, pårørende og personale på
hospitaler i Københavnsområdet. Dette krævede en mere organiseret kontakt til
hospitalerne, da der var tale om en helt ny indsats. Eftersom der også havde været
henvendelser ang. kristne ressourcepersoner med etnisk minoritetsbaggrund, blev
også kristne en del af ressourcenetværket. Gennem undervisning og samtaletræning ønskede man at dygtiggøre mindst 20 frivillige med anden etnisk baggrund
til dette omsorgsarbejde, dvs. til at fungere som samtalepartnere, rådgivere og
foredragsholdere og stå til rådighed for hospitalspersonale. Projektets sigte var
(som dengang beskrevet):


at patienter og pårørende får mulighed for, at tale med et menneske, der
forstår deres baggrund, og at personalet får den hjælp og støtte, de har brug
for i forhold til at varetage patienternes behov.
at de frivillige med forskellig etnisk baggrund bliver bedre i stand til at samtale med mennesker i krisesituationer og formidle deres erfaringer og viden til
andre og dermed inspirerer til, at andre tager en lignende opgave op.
15

at der skabes en bedre forståelse blandt sundhedspersonaler for de problemer, der kan opstå i forbindelse med muslimske indlagte, og at hospitalspersonalet dermed bliver bedre i stand til at varetage arbejdet med patienter, der
har muslimsk baggrund.
I denne fase opnåede man at gennemføre en række kurser for hospitalspersonale
og andre sundhedsfaglige grupper samt studerende på området, at hverve de
frivillige, tilbyde et kursusforløb og gennemføre en visitation. Der blev udvalgt 18
frivillige til at indgå i dette team. Der blev også dannet en styregruppe med 10
fagpersoner ansat på hospitaler og andre relevante institutioner/foreninger.
For mere om denne fase:
http://ikstudiecenter.dk/undersider/aktiviteter/pdf/9_Omsorgsprojekt%20frem
%20til%201.%20nov.%202005.pdf
2005-08
I denne periode blev Etnisk Ressourceteam langsomt integreret i de Københavnske hospitalers virke, dog primært Rigshospitalet og Herlev Hospital - der også
godkendte ordningen på direktionsniveau. Projektet i denne fase blev primært
drevet af IKS og enkelte samarbejdspartnere. Det var implementeringsfasen.
Der blev taget personlig kontakt til de fleste relevante sygeafdelinger på
Rigshospitalet og Herlev Hospital og arrangeret møder med personalet for at
introducere ressourceteamet og dets arbejde. Det skete især på svangerskabs- og
barselsafdelinger, børneafdelinger, dagkirurgisk afsnit, hæmatologisk afdeling,
kræftafdelinger, neonatal klinikker mm. Brochurer blev lagt frem på alle relevante
afdelinger, og teamet fik PR i diverse fag- og personaleblade, særligt i Skoppet
(Herlev Hospital), Indenrigs (Rigshospitalet) og tidsskriftet Sygeplejersken.
Der blev desuden taget kontakt til alle hospitaler i Københavnsområdet, som
fik muligheden for at benytte sig af omsorgsteamet. Udover de to eksisterende
hospitaler blev Gentofte, Amager, Glostrup, Hvidovre og Bispebjerg hospitaler
også kontaktet.
16
ERT begyndte nu for alvor
at modtage henvendelser fra
Rigshospitalet og Herlev Hospital. Disse henvendelser blev
dokumenteret i denne periode.
Der var ca. to ugentlige patientrelaterede henvendelser - primært
længerevarende besøgsvenner til
ældre patienter uden særlig stort
netværk. ERT havde ikke faste
faciliteter på hospitalerne i denne ERT-Seminar med delegation fra Norge 2009.
Frivillige fortæller
periode. Projektlederen koordinerede og arbejdede fra IKS’s kontor på Sortedam Dossering, Nørrebro.
I 2007 publiceredes Den Muslimske Patient. En indføring i emner relateret
til mødet mellem muslimer og ansatte i sundhedsvæsenet. Dette hæfte er bl.a.
blevet brugt i forskellige uddannelsessammenhænge. Det er blevet genoptrykt, og
der er stadig efterspørgsel på hæftet.
2008-11
I den officielle projektperiode fra 2008 til 2011 foregik arbejdet udelukkende på
Rigshospitalet og Herlev Hospital, hvor projektet blev en fast del af hospitalets
virke. Projektlederen blev nu placeret under hospitalernes organisation - på Rigshospitalet under personaleafdelingen og den kirkelige funktion og på Herlev
Hospital under direktionen.
Der blev dannet en følgegruppe, der fulgte med i ERT’s udvikling. Denne bestod af repræsentanter fra Rigshospitalet, Herlev Hospital, Islamisk-Kristent
Studiecenter og Videnscenter for Transkulturel Psykiatri. IKS og de to hospitaler
indgik en samarbejdsaftale hvor de tre interessenter deltes om de økonomiske
omkostninger. Bispebjerg Hospital fik senere *(i 2009) tilknyttet en frivillig teamkoordinator.
Projektet afsluttedes, og en fast ordning introduceredes fra 1.februar
2011, og projektlederen blev ansat som koordinator for Etnisk Ressourceteam på
4 københavnske hospitaler med Rigshospitalet som værtshospital for ordningen.
De øvrige hospitaler er Herlev Hospital, Bispebjerg Hospital og Hvidovre Hospital.
17
Konceptet
Etnisk Ressourceteam’s koncept fremgår af projektbeskrivelsen, der understreger,
at ERT ønsker:
 at patienter af anden etnisk baggrund sikres et optimalt møde med sundhedsvæsenet.
 at den generelle omsorg og den åndelige omsorg for patienter og pårørende
med anden etnisk baggrund får en lige så høj standard som omsorgen for etniske danske patienter og pårørende generelt.
For at nå de overordnede mål var der tre konkrete opgaver, der blev udført (i
henhold til projektbeskrivelsen):
1. Etablering og implementering af etniske ressourceteams på Rigshospitalet og Amtssygehuset i Herlev, samt videreuddannelse af disse teams alt efter hospitalernes behov.
2. Åndelig omsorg for patienter og pårørende ved hospitalsimam på Rigshospitalet og
Amtssygehuset i Herlev.
3. Undervisning og rådgivning af personale på Rigshospitalet og Amtssygehuset i Herlev.
Teamets funktioner
Ressourcepersonerne kunne og kan tilkaldes 24 timer i døgnet. Deres hovedfunktioner består i at være samtalepartnere og rådgivere i forhold til patienter og pårørende med lignende baggrund som de selv, samt at stå til rådighed for hospitalspersonalet. Betingelsen for at kunne sende en ressourceperson er, at patienten
eller dennes pårørende selv har givet samtykke hertil. Derefter er det kriterier som
sprog, kulturel baggrund, religion, køn, alder og livserfaring, der afgør, hvem der
matcher patienten bedst. Ressourcepersonerne varetager tilsammen følgende tre
funktioner:
Besøgstjenesten
Alle ressourcepersoner fungerer som besøgsvenner i forbindelse med en patienters indlæggelse eller ambulante behandling. Det kan handle om at holde ensomme patienter og/eller pårørende med selskab og på den måde være med til at
mindske de sygdomsramtes bekymringer og fremmedgørelse. Det kan også handle om at hjælpe med at formidle arbejdsgange og sygeplejekulturen på hospitalet
eller guide patienterne videre til patientvejleder eller socialrådgiver, når der er
behov for det. Den gejstlige betjening med bl.a. imam- og præstefunktionen (når
det gælder andre kirker end folkekirken) er også en del af besøgsvennetjenesten.
Gejstlige udenfor hospitalet kan her tilkaldes.
18
Brobygningsfunktionen
Brobygningsfunktionen går ud på at lette kommunikationen mellem personale og
etniske minoritetspatienter og pårørende for derved at skabe gensidig forståelse
og bane vej for en fornemmelse af baggrunden for eget og andres perspektiv.
Funktionens mål er oplysning – ikke nødvendigvis konsensus eller kompromis.
Ressourcepersoner fungerer her som en slags kulturtolke, altså neutrale brobyggere og bindeled, der forklarede begge parter, hvad der kulturelt, sundhedsmæssigt
eller organisatorisk ligger til grund for deres respektive adfærd og tankegang.
Ressourcepersonerne kan ikke fungere som almindelige tolke.
Rådgivning, undervisning og supervision
Rådgivning foregår via telefon, e-mail, aftalt møde eller case baseret undervisning
med udgangspunkt i afdelingens egne cases. Endvidere får hospitalspersonalet
undervisning i emner, der relaterer sig til mødet med etniske minoriteter (for flere
detaljer, se afsnittet om undervisning i projektperioden). Enkelte afdelinger ønsker regelmæssig supervision for at følge op på den interne udvikling i håndtering
af casene.
Fremgangsmåde: hvordan blev ERT kendt på afdelingerne?
På Herlev Hospital gik projektlederen uanmeldt rundt på alle afdelinger sammen
med hospitalspræst Tom Andersen Kjær og fortalte kort om ERT til det pågældende personale, som kunne træffes. Umiddelbart efter sendte projektlederen en
anmodning via e-mail til afdelingssygeplejersken om deltagelse i personalemøder
på alle afdelinger. På Rigshospitalet tog projektlederen en runde på alle afdelinger
og søgte at mødes med afdelingssygeplejersken/oversygeplejersken og her udlevere ERT- brochurer. Der blev aftalt en tid til et personalemøde hvor projektlederen kunne komme og informere personalet om ERT. De gange hvor oversygeplejersken ikke kunne træffes, sendte projektlederen en e-mail med anmodning
herom. Disse møder blev kaldt ERT-infomøder, og det var det vigtigste redskab
til at møde personalet ansigt til ansigt og informere om ERT. Nedenfor nævnes
de forskellige tiltag, der har medvirket til, at ERT blev kendt på hospitalerne.
Flere af aktiviteterne foregår stadig.
1. Som beskrevet blev informationsmøder gennemført på stort set alle afdelinger på Rigshospitalet og Herlev Hospital. I starten var det projektlederen, der
deltog i møderne, men efterhånden var også de frivillige med. Disse møder fortsatte i hele projektperioden - enkelte afdelinger afholdt dem flere gange - da der
19
var brug for information til nyt personale. Undertiden ønskede afdelingerne, at
der skulle undervises mere specifikt i, hvordan man bruger ERT.
2. ERT var til stede på ledelsesmøder og på møder med centrale personer
for at informere om ERT. Det var dog kun i starten. Der blev lavet en introduktionspakke til projektlederen (udover det introduktionsmateriale, som alle andre
nyansatte skal igennem) med de vigtigste afdelinger og personer, der skulle besøges.
3. ERT fik mulighed for at præsentere dets arbejde for nyansatte på hospitalerne en gang om måneden. På Herlev foregik det i kirken, hvor projektlederen
fik ca. 5 minutter til at fortælle om teamet og dets funktioner, og på Rigshospitalet
fortalte præsten om teamet til fælles intro-møde i et af auditorierne.
4. Intranet og internet: ERT fik oprettet sin egen side på hospitalernes intraog internet. ERT etablerede endvidere sin egen hjemmeside på internettet. ERTbrochurer på forskellige sprog blev produceret. De findes på fransk, arabisk,
persisk, engelsk, urdu, tyrkisk, bosno-kroatisk og somalisk. Der blev udarbejdet
en plakat om ERT, som kunne hænges op på afdelingerne.
5. ERT blev omtalt i personaleblad, og løbende historier om ERT blev
bragt.
6. ERT blev omtalt i almindelige medier og publikationer.
7. Der var indslag om ERT på patient-TV.
8. ERT fik kontorfaciliteter og holdt møder på afdelingerne, var med i børneudvalget på RH, var med i ERFA (erfaringsudvekslingsmøder med præster og
krisepsykologer på Rigshospitalet) mm.
9. Personalet blev gjort opmærksom på ERT i diverse undervisningsforløb.
ERT-medlemmer, hvem er de?
ERT medlemmer har fra starten
været pålagt bestemte krav for at
være med. De skulle på samme
tid beherske dansk og et andet
sprog, have en vis uddannelsesmæssig baggrund og modenhed
til at indgå i samtale med patienter og pårørende. De skulle også
gennemgå et obligatorisk kurSupervision af frivillige. Socialsygeplejerske Nina susforløb og deltage i supervisiBrunes holder oplæg jan. 2010
onsmøder ca. hver anden må-
20
ned. De nye, der kom til undervejs, blev også tilbudt og opfordret til at deltage i
kurser tilrettelagt specifikt for de frivillige.
ERT-medlemmerne er en meget forskelligartet gruppe mennesker der tilsammen
råder over 18 forskellige sprog, har forskellig uddannelsesmæssig baggrund, repræsenterer flere kulturer og religioner. ERT har lavede en liste over alle de frivillige, deres personlige informationer såsom etnicitet, sprogkundskaber, uddannelse, religion, beskæftigelse mm.
Omtrent en tredjedel af alle frivillige har igennem alle årene haft en sundhedsfaglig baggrund såsom læger, sygeplejersker, psykologer mv. Ca. en fjerdedel
har haft en studiebaggrund inden for de forskellige sundhedsuddannelser. Pt. er
der 2 læger, 3 sygeplejersker, 1 psykolog, 1 farmaceut, 1 fysioterapeut og 1 SOSU
assistent med i teamet. Udover denne gruppe er der 8 akademikere fra forskellige
felter tilknyttet teamet i dag. Der har altid været en overvægt af kvinder i teamet.
Pt. er der 8 mænd i teamet ud af i alt 35 frivillige.
Når en frivillig kontakter ERT for at være med, vil man i første omgang se
om der er plads i teamet og derefter indkalde til samtale. Dernæst inviteres ansøgeren til et ERT-supervisionsmøde hvor han/hun kan møde de andre frivillige og
tage stilling til, om det er noget man vil involvere sig i. Den frivillige får et skilt og
skal underskrive en aftale, der knytter dem til teamet og dermed også hospitalet.
Ved de fleste supervisionsmøder inviteres en oplægsholder (oftest udefra), der kaster lys over et
relevant emne inden for det hospitalsfrivillige arbejde. Møderne holdes en eftermiddag hver anden
måned på Rigshospitalet. Desuden
tilbydes de frivillige seminarer og
konferencer, som er relevante for
Temadag på Rigshospitalet om etniske mino- deres virke. ERT afholdt i projektperioden flere temadage, hvor også
riteter i sundhedsvæsenet, marts 2010
de frivillige deltog i planlægning og udførelse af programmet. (Se under undervisning under projektperioden for flere detaljer)Projektlederens opgaver: i 2008 var projektlederens ansættelse fuld tid, og de
sidste to år 25 timer om ugen. Projektlederen var den eneste lønnede i projektperioden. Opgaverne bestod i følgende:
- overordnet ansvar og koordinering af teamets arbejde
21
- ansøgning om fondsmidler til ERTs drift
- formidling af viden og erfaringer til personalet og studerende i og udenfor hospitalerne
- undervisning af personalet på hospitaler
- patientkontakt i forbindelse med omsorgs- og medieringsbehov på hospitalsafdelinger
- koordinering af møder med følgegruppen og orientering af gruppen om udviklingen
- arrangering af supervisionsmøder og kurser for de frivillige
- opfølgning på de frivilliges henvendelser efter besøg på afdelinger
- øvrigt administrativt arbejde, f.eks. økonomi, PR, webredaktion, opgaver for
ERT’s sider på intranet.
- gennemførelse af projektlederuddannelse, webredaktør-kursus (Herlev Hospital)
og deltagelse i adskillige kurser og konferencer. Medlemskab af hospitalsetisk
komité på Herlev hospital, børnekulturudvalget på Rigshospitalet og forskernetværket i Statens Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet.
Resultater af henvendelser gennem projektperioden
Der har været 480 patientrelaterede henvendelser fra 01.02.2008 til 01.02.2011 (3
år) på Rigshospitalet og Herlev Hospital (Bispebjerg Hospital ikke inkluderet).
Besøgsvennetjenesten
60
50
40
30
Besøgsvenne
tjeneste
20
10
0
2008
2009
2010
Besøgsvennetjenesten opdelt i neutral besøgsvennetjeneste og gejstlig bistand:
Besøgsvennetjeneste - neutral :
2008 : 17/118 14.4%
2009: 41/171 23.9%
22
2010: 50/192 26.0%
Besøgsvennetjeneste blev brugt i forbindelse med støtte- og samtalefunktioner i
forhold til patienter og pårørende. Der var et tydeligt behov for personlige samtaler og støtte under og efter sygdomsforløbet. Men også information om hospitalet
og sundhedsvæsenets ydelser blev efterlyst i samtalerne.
100
80
60
40
Imamtilkald
20
0
2008
2009
imamtilkald i 2008 58/ 118
imamtilkald i 2009 60/ 171
imamtilkald i 2010 94/ 192
2010
49.1% af alle henvendelser
35.0% af alle henvendelser
48.9% af alle henvendelser
Imamtilkald i forbindelse med:
1. Døende patienter og deres pårørende, der havde brug for støtte, omsorg
og/eller rituelle handlinger og hjælp til begravelse mv.
2. Krisesituationer efter ulykker og svære diagnoser. Eksistentiel og åndelig støtte
via samtaler.
3. Spørgsmål vedr. etiske dilemmaer som behandlingsstop, abort, organtransplantationer og andre svære valg.
Imamer der blev tilkaldt kom fra Københavnsområdet og havde forskellige nationaliteter. Der blev brugt tyrkiske, albanske, bosniske, pakistanske, arabiske og
danske imamer til de forskellige tilkald.
ERT fik i projektperioden også henvendelser angående arabisk-katolsk præst,
ukrainsk-ortodoks præst, Shia-imam og en Hindu repræsentant.
23
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Brobygningsfunk
tion
2008
2009
2010
Brobygningsfunktion:
2008: 29/ 118 24.5%
2009: 40/171 23.3%
2010: 24/192 12.5%
Brobygningsfunktionen ifm:
1. Kulturtolkning, f.eks. ved forskellige sygdomsopfattelser
2. Udfordringer på afdelingen mellem personalet og patienter/pårørende, f.eks.
ved dårlig kommunikation eller reaktioner efter en krisesituation.
Andet:
2008: 14/118 11.8%
2009: 30/171 17.5%
2010: 24/192 12.5%
Andet består af:
1. tilkald til hospitaler og institutioner uden for ERT’s normale arbejdsområde
2. praktisk hjælp til patienter/pårørende såsom hjælp med ansøgninger/breve/visum mv.
3. tolkningsrelaterede forespørgsler (både mundtlige og skriftlige), hvoraf de fleste
blev afvist, da de lå uden for ERT’s funktionsbeskrivelse.
4. Henvendelser der ikke kunne imødekommes som f.eks. pga. manglende ressourceperson ifm. særlige sproglige og religiøse krav, ferie mm.
24
250
200
150
Antal
patientrelateret
henvendelser
100
50
0
2008
2009
2010
Der er en gradvis forøgelse af patient-relaterede henvendelser fra 118 i 2008 til
192 i 2010. I 2008 blev der brugt 12 forskellige frivillige til patientrelaterede opgaver, i 2009 16 og 2010 18 forskellige frivillige fra teamet. Frafald blandt de frivillige i teamet var på ca. 2 personer om året.
Undervisning i projektperioden
210 undervisningsforløb i hele landet, inklusiv introduktionsforløb af ERT, på
Rigshospitalets og Herlev Hospitals centre/afdelinger.
17(2008) 24,(2009) 23,(2010) på Rigshospitalets afdelinger i alt 64
22 (2008) 14(2009) 14(2010) på Herlev Hospitals afdelinger i alt 50
Udover disse har ERT undervist på andre hospitaler i landet, men også på andre
uddannelsesinstitutioner i sundheds- og socialvæsenet (se bilag for detaljer).
Projektlederen underviste ved de fleste lejligheder. Andre undervisere i ERT
bestod af to læger, to sygeplejersker, en psykolog og en psykoterapeut.
2008: 15 gange om interkulturel kommunikation 15/67 22.3%
2009: 11 gange om interkulturel kommunikation 11/67 16.4%
2010: 10 gange om interkulturel kommunikation 10/76 13.1%
2008: 0 gange åndelig omsorg
2009: 3 gange åndelig omsorg
2010: 13 gange åndelig omsorg (for patienter med anden etnisk baggrund/religion) 13/76 17 %
25
Emner, der blev undervist i: Interkulturel kommunikation, åndelig omsorg,
introduktion til Etnisk Ressourceteam og erfaringer, ritualer og synet på døden i
islam og kristendom, etik, sygdomsforståelser, kulturmøde, kulturforskelle, kropsforståelse, reaktionsmønstre og familiestrukturer hos etniske minoriteter og spiritualitet i sundhedsvæsenet.
ERT har afholdt følgende arrangementer i projektperioden:
Temadag for Vejle kommune om døden i forskellige verdensreligioner (Vejle
Kommune, Okt.2008)
Børnearrangement ’Skumringsaften’ på Herlev Hospital sammen med hospitalspræsten (Herlev Hospital, okt. 2009).
Seminar, ’Udfordringer i mødet med etniske minoriteter på hospitaler’ (Rigshospitalet, marts, 2010).
Seminar for Ålborg sygehus og to hospitaler i Oslo om ERT modellen (Rigshospitalet, sep. 2010).
Seminar, ’Dobbelt minoriteter i sundhedsinstitutioner – etnisk minoritetsborgere
med handicap –deres behov og perspektiver’ (Rigshospitalet, jan. 2011).
Litteratur produceret i projektperioden 2008-2011:
Antologien, ’Tro, omsorg og interkultur’, red. Naveed Baig, Marianne Kastrup,
Lissi Rasmussen (Hans Reitzels Forlag, 2010)
Artikler i tidsskrifter:
’Enhver skal smage døden’ (Nordisk Tidsskrift for Palliativ Medisin,
Nr.01/2011). Naveed Baig og Hanne B. Boelsbjerg
’Etniske minoriteter i det danske sundhedsvæsen - en antologi’ (Sundhedsstyrelsen, 2010). Et kapitel om Etnisk Ressourceteams virke ved Naveed Baig.
Økonomi
Rigshospitalet og Herlev Hospital har sammen stået for størstedelen af de økonomiske omkostninger for projektet. Derudover har Islamisk-Kristent Studiecenter og Københavns Kommune støttet projektet undervejs med midler.
Interesse
ERT-modellen er blevet formidlet til en række afdelinger, hospitaler og institutioner i Danmark og i udlandet.
26
Eksterne samarbejdspartnere for Etnisk Ressourceteam igennem projektperioden (afdelinger og centre i RH og HEH er ikke med)
Center for Transkulturel Psykiatri
Forskernetværket i Statens Institut for Folkesundhed
Videnscenter for Socialpsykiatri
Dansk Flygtningehjælp, København
Dansk Røde Kors, København
Institut for psykologi, Københavns universitet
Tværkulturelt Center, København
Handicaporganisationer for alle – også etniske minoriteter
PAK- misbrug og afhængigheder blandt etniske minoriteter
Sundhedscenter for kræftramte, Ryesgade (Kræftens bekæmpelse og Københavns
Kommune)
SEHAT (foreningen for medicin studerende med anden etnisk baggrund end
dansk)
Samarbeidsrådet for tros- og livssynssamfunn, Norge (heriblandt flere hospitaler
fra Oslo)
Retspsykiatrien, Glostrup Hospital
Præsterne på Glostrup Hospital
Bispebjerg Hospital (godkendt af direktionen). ERT har givet dets tilbud videre til
hele hospitalet, koordineret af ERT-frivillig, Stephanie Tørbøl.
Psykiatrien på Bispebjerg Hospital
Amager Psykiatrisk Center
Fast undervisningssamarbejde:
Herlev Hospitals KICK kursus for nyansat personale om Etnisk Ressourceteam
Herlev Hospitals introduktion til nye personaler
Rigshospitalets HOC introkursus for nye personaler
Rigshospitalets pædiatriske klinik
Rigshospitalets børnekræft afdelinger
Rigshospitalets epidemi klinik, 5021 (supervision til afdelingen over 6 måneder)
St. Lukas Hospice, København
Region Hovedstadens kulturelle kompetence kursus for medarbejdere
SOSUC Herlev
SOSUC Gladsaxe
Hillerød Sygeplejeskole
Metropol, København
Den Sociale Højskole, København
27
Panum, Københavns Universitet
Teologisk fakultet, Københavns Universitet
Teologisk fakultet, Oslo Universitet, Norge
Islamisk-Kristent Studiecenter, København
Patient-relaterede henvendelser fra de øvrige hospitaler siden 2008:
Bispebjerg hospital, Glostrup Hospital, Frederiksberg Hospital
Holbæk Sygehus, Roskilde Sygehus, Amager Hospital
Gentofte Hospital, Hvidovre Hospital, Hillerød Hospital
Afslutning
Det har været en lang vej for ERT at komme dertil, hvor vi er i dag. Det har
krævet tålmodighed og hårdt arbejde, men har også være en stor glæde for os, der
har været involveret i arbejdet at se det vokse. Det er en stor succes for os ikke
blot at være kommet videre efter projektperioden, men også være blevet anerkendt som en permanent og økonomisk sikret ordning på fire hospitaler. Der vil
stadig være brug for ERT og andre lignende ordninger, og måske i højere grad
end tidligere.
Danmark står nemlig over for en stor udfordring i de kommende år. Personalet i
sundhedsvæsenet skal forholde sig til en stadig mere forskelligartet brugergruppe,
samtidig med at det i stigende grad vil blive konfronteret med akkrediteringskrav
om at leve op til internationale standarder, hvad angår det at tilgodese og respektere de behov, som disse brugere giver udtryk for. For at kunne håndtere dette får
personalet i de forskellige institutioner brug for mere personlig støtte og vejledning samt for interne samtaler om de spørgsmål og den usikkerhed, der opstår.
Personalet på de forskellige hospitaler bør således have mulighed for at få flere
interkulturelle kompetencer og for supervision i forhold til håndtering af denne
målgruppe. Samtidig er de5t vigtigt, at patienter med minoritetsbaggrund får
samme mulighed for omsorg, herunder også den åndelige, som andre danske
patienter.
De mange gode erfaringer og oplevelser af det tværkulturelle møde må ikke
glemmes, men fortælles og fremhæves på afdelingerne. Det kan bl.a. sikre, at
patienten forbliver i centrum og at sundhedsvæsenet kan møde det enkelte menneske der, hvor han eller hun er. Respektfuld nysgerrighed over for det anderledes er et godt udgangspunkt, hvis dette mål skal nås.
28
Islamisk filosofi: Status og aktuelle udfordringer
Safet Bektovic
I moderne tid har der været megen diskussion om meningen med filosofi, og en
del postmetafysiske filosoffer anfægter påstanden om, at filosofien skulle give en
endelig forklaring. Enkelte af dem, såsom den tyske Theodor Adorno (d. 1969)
og den slovenske Slavoj Zizek (f. 1949) har endda sat spørgsmålstegn ved, om det
overhovedet giver mening at filosofere på en traditionel måde i dag. Alligevel
læser vi stadig filosoffer/filosofiske værker, som om vi forventer at finde svare på
vore spørgsmål. Hvorfor gør vi det? Er det fordi vi ikke har opgivet tanken om
den endelige sandhed, fordi vi ønsker at teste de sandheder, vi mener at have,
eller er det bare fordi vi er usikre på, om vi sidder med de rigtige spørgsmål?
På samme måde som Friedrich Nietzsche (d. 1900) har diskuteret spørgsmål
om ”historiens nytte og ulempe for livet”, kan man diskutere filosofiens nytte for
mennesket. Det er legitimt at stille spørgsmål om gyldigheden og relevansen af
den filosofiske analyse: Hvad kan vi bruge filosofi til, som enkeltindivider og som
samfund? Den første del af spørgsmålet er både nem og kompliceret at besvare:
Det gælder om at forstå sig selv i verden og at finde mening med livet (derfor
giver det mening at filosofere), til trods for at man ikke kan finde et entydigt svar.
Den anden del af spørgsmålet vedrører filosofiens sociale betydning og kan ikke
besvares uafhængigt af de konkrete historiske forhold.
Når det gælder filosofiens samfundsengagement, eksisterer der to hovedtyper af filosoffer: den ene forstår filosofi som en slags avantgarde og primus motor
for udviklingen af samfundet (fx Karl Marks d. 1883), mens den anden type ikke
mener at filosofferne direkte skulle lede samfundsudviklingen, men snarere sørge
for at dekonstruere de faste forestillinger og socio-kulturelle mønstre for at skabe
plads for selvkritik og samfundsændringer (fx Nietzsche). I første tilfælde har
filosofien en klart ideologisk orientering som dog både kan være på linje med den
herskende ideologi og i opposition til den, mens den i andet tilfælde har en kritisk
distance til det etablerede magtsystem og til ideologier generelt.
Den islamiske filosofihistorie kender også til disse to typer af filosoffer: den
første er dog den dominerende, idet de fleste muslimske intellektuelle, inklusive
filosoffer, har virket som ”organiske intellektuelle”1. Mange af dem har været en
Den italienske filosof Antonio Gramsci (d. 1937) skelner mellem to typer af intellektuelle:
den organiske, intellektuelle som er blevet udviklet indenfor en klasse og først og fremmest
1
29
del af den etablerede system og har set det som deres opgave at fremme en bestemt islamisk ideologi såsom al-Farabi (d. 950), Ibn Sina (d.1037) og Ibn Rushd
(d. 1198), mens en mindre del af dem har virket i opposition til det etablerede
regime, såsom al-Basri (d.728) og al-Halladj (d. 922)2. Enkelte har været optaget af
det universalistiske menneskesyn (Ibn Arabi, d. 1240 og Rumi, d. 1273). Det
samme gælder den moderne tid, hvor der er filosoffer, der betragter sig selv som
værende indenfor den etablerede islam (fx den iranske Seyyed Hossein Nasr f.
1933) og andre, der står udenfor de etablerede fortolkningstraditioner, men producerer en filosofi der er relevant i forhold til islam (fx den i Algeriet fødte Mohammad Arkoun d. 2010).
Positionering af filosofi i islam
Muslimernes holdninger til filosofi har op igennem historien været delte og har
strækket sig fra en glorificering af filosofien som den vigtigste islamiske disciplin
til en afvisning af filosofien som et fremmedelement og en trussel mod islams
ortodoksi. Den første opfattelse går fra al-Farabi og Ibn Rushd3 og argumenterede for filosofi som en drivkraft for islams teologiske og civilisatoriske udvikling,
mens den anden tog udgangspunkt i den traditionalistiske fortolkning af islam,
som har givet fortrinsret til bogstavtolkning af Koranen og direkte anvendelse af
hadith (Profetens udtalelser). Modstand mod rationalistisk fortolkning har været
med til at skabe en grundskepsis overfor filosofferne som den gruppe af muslimer
der er med til at underminere islamisk ortodoksi. Også i moderne tid er filosofi i
mange muslimers øjne en problematisk og i bedste fald overflødig disciplin, idet
islam er en religion som giver en ”forklaring og leverer svar på spørgsmål”, mens
filosofi kun tjener til at problematisere det religiøse.
henvender sig til sin gruppe, sit folkeslag eller samfund, og den traditionelle intellektuelle,
som fremstår uafhængigt af klasse og sigter mod det universelle, menneskelige som ikke er
begrænset af en bestem ideologi.
2 Al-Farabi var en trofast tjener af det shiitiske hamdaniddynasti i Nordirak og Syrien; Ibn
Sina støttede buyideddynasti i Irak og Iran. Al-Basri stod i spidsen for en gruppe rationalistiske tænkere i Basra og skrev protestbreve til kaliffen i Damaskus; al-Halladj rejste sig –
ud fra et mystisk-filosofisk udgangspunkt - imod det religiøst-ortodokse establishment i
Bagdad.
3 Ibn Rushd betragtede filosofi som wadjib (pligt), idet han mente at filosofisk undersøgelse
direkte var foreskrevet af Koranen. Forespurgt om hvorfor filosofien alligevel ikke fik en
tilsvarende høj status i islam, forklarede han: Dette skyldes kaliffernes manglende interesse
i filosofi, juristernes modstand mod filosofisk undersøgelse og traditionalisternes tilbageholdenhed i forhold til fortolkning af tvetydige (muta-shabih) passager i Koranen. Man kan
med rette sige, at disse forhold har determineret filosofiens status i islam igennem hele
historien.
30
Forholdet mellem filosofi og ortodoksi har været et nøgleproblem igennem
hele den islamiske filosofisk-teologiske tænknings historie. Det begyndte med alFarabi, som gav logikken fortrinsret i frem for religionen, fordi han mente, at
logikken var en forudsætning for både formidling og fortolkning af åbenbaringen.
Konflikten kulminerede med Ibn Hanbal (d. 855) og Ibn Taymiyya (d.1328), som
argumenterede for, at Koranen var klar og selvindlysende, og at der derfor hverken var brug for en rationalistisk-filosofisk eller en mystisk fortolkning. AlGhazali (d.1111), som var grundlæggende skeptisk overfor filosofisk metafysik,
indtog en midterposition og argumenterede for, at filosofisk logik i sig selv ikke er
farlig, men alene mangelfuld i forhold til forståelsen af sandheden. Rationelle
undersøgelser måtte, ifølge ham, altid suppleres og videreføres af en gnostisk
viden (marifa).
Efter Ibn Rushd, og især i perioden 1200-1500-tallet, skete der en drastisk
stagnation af rationalistisk tænkning indenfor islam. I denne periode udviklede
filosofi sig i en mystisk, retning, hvilket hang sammen med sufismens opblomstring i denne periode. Man begyndte nu at identificere filosofi med hikma, forstået som teosofi eller profetisk filosofi.
I slutning af 1800-tallet genåbnede man diskussionen om den rationelle fortolkning og filosofiens betydning i islam. De aktuelle diskussioner præges af nogle
af de samme holdninger som vi kender fra den klassiske periode: Nogle er afvisende over for filosofiens rolle i forhold til islamfortolkning, andre problematiserer nytten af de filosofiske analyser, mens andre igen lovpriser filosofi som en
forudsætning for fortolkning af islam i en (post)moderne kontekst, ikke mindst i
forhold til fortolkning af islamisk humanisme.
Filosofi som politisk teori
Filosofi blev en legitim del af islamisk tænkning takket være dens positive rolle i
forhold til udformning af islams politiske teorier. Åbningen overfor andre filosofiske traditioner, herunder den græske, i 800-tallet havde nemlig en ideologisk
baggrund i de muslimske herskeres interesse i at retfærdiggøre deres styre og
skabe en sammenhængende teori om det islamiske samfund. Også i moderne tid,
hvor man diskuterer islams forhold til det sekulære samfund, åbnes der plads for
en ny islamisk politisk filosofi.
Blandt de moderne muslimske filosoffer er der en gruppe som argumenterer
for sammenhængen mellem teologi og religionsfilosofi på den ene side og politisk
filosofi på den anden. Hertil hører flere samfundsengagerede intellektuelle, såsom
den indonesiske Madjid Nurcholish, den ægyptiske Hassan Hanafi, den iranske
31
Abdolkarim Soroush og den afroamerikanske Amina Wadud. Deres politiske
overvejelser udspringer direkte af deres filosofisk-teologiske tolkninger af henholdsvis islam og islamiske grundbegreber såsom tawhid (guds enhed), kalif (menneskets rolle på jorden som Guds stedfortræder), umma (det islamiske fællesskab/samfund) og sharia (islamisk lov).
På samme måde som etableringen af kalifatet i Damaskus og Bagdad i henholdsvis 600 og 700-tallet - og de deraf følgende diskussioner om forholdet mellem det religiøse og det politiske - var med til at udfordre islams klassiske samfundssyn, kom kalifatets ophør i 1924/25 (da Atatürk på ruinerne af det osmanniske kalifat etablerede den tyrkiske stat) til at udfordre og initiere udformningen af
en politisk teori. Den nye situation åbnede for diskussioner om en moderne islamisk stat, og svarene gik i forskellige retninger: enkelte så en løsning i fornyelsen
af det klassiske samfundssyn (fundamentalister og islamister), andre var politisk
uafklarede, men betragtede de traditionelle islamiske værdier som samfundsgrundlag (traditionalister), mens andre igen søgte at formulere en ny teori om en
nationalstat inspireret af de vestlige sekulære teorier.
Den første, der gik ind for en decideret sekulær model, var ægypteren Ali
Abd al-Raziq, som i et essay (”Was the Prophet a King”) i 1925 satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Koranen plæderer for en bestemt samfundsmodel, og hvorvidt
Muhammed var statsmand eller kun religionsgrundlægger.
Spændingsforholdet mellem teocentrisme og humanisme
Et vedvarende diskussionsemne i den islamiske filosofihistorie har været tawhidbegrebet. Spørgsmålet om de erkendelsesmæssige, etiske og politiske implikationer af tawhid-læren har været determinerende for forståelsen af islams rolle i samfundet. Muslimske lærde har fastholdt tawhid som en hovedreference i fortolkningen af samfundet og kulturen, men deres tawhid-fortolkninger har ikke altid og
ikke nødvendigvis resulteret i en teokratisk samfundsforståelse. De vægtede
tawhids politiske betydning forskelligt og drog forskellige konklusioner af deres
tolkninger. Der var også dem, der ligesom Ibn Khaldun formulerede en samfundsteori uden at begrunde den med tawhid-læren. Ibn Khaldun (d. 1406) beskrev netop samfundsudviklingen, og herunder også folkets bevidsthed og religionsforståelse, som en proces, der er determineret af ydre sociologiske elementer
og ikke af islamisk monoteisme.
Ligesom i den klassiske periode er de moderne muslimske filosoffer og teologer også delte omkring fortolkningen af tawhid. Nogle fortolker tawhid som en
metafysisk ramme for islamisk tænkning som helhed, inklusive samfundsopfattel-
32
sen, mens andre bruger tawhid som et paradigme for og som inspiration til udformningen af en moderne socialteori.
Et eksempel på den første tilgang er den malaysiske filosof Muhammad
Naquib al-Attas (1931-), som betragter tawhid som en universel vidensmetode, der
er gyldig uafhængigt af tid og sted. Der eksisterer således ikke klassisk, middelalderlig, moderne eller postmoderne islam, men kun individuelle islamtolkninger,
som alle tager udgangspunkt i henholdsvis åbenbaring og tawhid.
Al-Attas repræsenterer en trend i moderne islamisk filosofi, som blev udformet i løbet af anden halvdel af 1900-tallet, og som går ind for enheden af filosofisk og religiøs sandhed. Den fastslår, at verden har en oprindelig guddommelig
struktur, som skal afdækkes via tolkningen af dens symboler og fænomener, på
samme måde som man tolker åbenbaringen ved at læse den hellige skrift 4.
Andre filosoffer, såsom Arkoun, Hanafi og Soroush, argumenterer for hermeneutikken og historiciteten som tolkningsperspektiver og lægger mere vægt på
tawhid-fortolkning i lyset af social retfærdighed. Ifølge dem har den religiøse tekst
ikke i sig selv en metafysisk betydning, der eksisterer uafhængigt af mennesket, og
virkelighedstolkning finder altid sted i en historisk kontekst.
Mulige perspektiver for islamisk filosofi i dag
Muslimske filosoffer i dag står over for to slags udfordringer: 1) de generelt filosofiske såsom spørgsmålet om vidensforståelse og forholdet mellem filosofi og
religion, og 2) de specifikke islamiske, som vedrører filosofiens forhold til andre
islamiske discipliner. Det gælder om at gendefinere den islamiske filosofis rolle i
den postkoloniale og postmoderne tid og dens position indenfor verdensfilosofien, set i lyset af interfilosofiske relationer.
Positioneringen af islamisk filosofi i denne kontekst indebærer nogle strategisk-metodiske overvejelser, som kunne tjene konkretiseringen af filosofiens rolle
i forhold til idjtihad (nytænkning). Disse overvejelser kan efter min mening gå to
veje: i retning af en metodisk-hermeneutisk udvidelse og i retning af en metodiskeksistentiel fokusering. Disse to veje vil være med til at tydeliggøre filosofiens
muligheder og bidrage til en bredere forståelse af relevansen og måske accepten af
Blandt de meste markante skikkelser i denne gruppe er, udover al-Attas, den palæstinensiske tænker Ismail Faruqi (d. 1986) den irakisk fødte Taha Jabir al-Alwani og den iranske
filosof, Seyyed H. Nasr. Disse er også kendte for teorien om islamisering af viden. De
argumenterede hver på sin vis for islamisering af viden som en modvægt til den vestlige
sekularisering af viden og søgte at definere en moderne islamisk epistemologi som på én
gang skulle være videnskabelig relevant og trofast overfor islams ortodoksi.
4
33
filosofi blandt muslimer. For filosofiens opgave udmøntes ikke alene i en problematisering af virkeligheden. Den har også en praktisk betydning i og med at
den nødvendige afklaring af problemerne, som er filosofiens første mål, ofte
åbner for forståelsen af mulige løsningsmodeller.
En epistemologisk-hermeneutisk udvidelse
Filosofiens legitimeringsgrundlag er blevet ændret med postmodernismen. Det er
blandt andet de nye fortolkningsmetoder, udviklet inden for sociale og humanistiske videnskaber i det seneste halve århundrede, der har påvirket filosofiens selvforståelse. De klassiske religionsfilosofiske og etiske spørgsmål diskuteres således
ikke så meget inden for de klassiske metafysiske og moderne oplysningsrationalistiske rammer, men derimod med historicitet, hermeneutik og dekonstruktion
som nye fortolkningsperspektiver.
Også inden for islam er der intellektuelle, som rejser sig imod filosofiens
bundethed til metafysikken og den logocentriske tænkning 5. En af dem er Arkoun. Han kritiserer den islamiske logocentrisme og den traditionelle islam tolkning og argumenterer for inklusion af de marginale og perifere stemmer i tolkningen. Udover det logiske og det bevidste, tager han også højde for ”det utænkte”
og ”det utænkelige” der ifølge ham udgør en vigtig del af vores verdensforståelse6.
Arkouns epistemologiske inklusivitet kan suppleres med Waduds hermeneutiske projekt, som inkluderer kvindelige stemmer. Ifølge Wadud er inkluderingen
af ”feministisk teologi” en grundforudsætning for en epistemologiskhermeneutisk udvidelse af den islamiske tænkning. Ligesom Arkoun, som foreslår
Logocentrisme betegner en tilgang, der bygger på en forestilling om en oprindelig sandhed, som korresponderer med logos, og som kan nås af fornuften. Dette var et kendetegn
for den europæiske filosofiske tradition. Ifølge Derrida var den logoscentriske tænkning
med til at reducere sandhedsopfattelse til fornufts- og systemkategorier, og han søgte at
nedbryde den i form af en dekonstruktion. Han kritiserede også den vestlige tænkning for
dens fokusering på det centrale i teksten, hvor man tilsidesætter de elementer, som har en
underordnet rolle i forhold til tekstens helhed. Hans dekonstruktive metode består således
i at flytte fokus over på de marginaliserede elementer af teksten.
6 Arkoun henter inspiration hos filosoffen og psykoanalytikeren Castoriadis (d. 1997), der
påstod, at verden består af ”imaginære betydninger”, som eksisterer uafhængigt af mennesket og udgør kernen i dets virkelighedsopfattelse. Det imaginære fremstår hos Arkoun
som et dialektisk forhold mellem ”det tænkte” på den ene side og ”det utænkelige” og ”det
utænkte” på den anden. Det utænkte og det utænkelige udgør tilsammen alt det, som
historisk eller politisk er forbudt eller umuligt at tænke og udtrykke. Dette svarer til mængden af de tabuer, som er blevet internaliseret gennem styringen af en dominerende ideologi
eller ortodoksi, og de problemstillinger, som af en eller anden årsag ikke kan tænkes på et
bestemt historisk tidspunkt (Arkoun 2009, 14-15).
5
34
en radikal undergravning (subvert) af den dominerende logocentiske epistemologi, opfordrer Wadud til ”køns-djihad” som en fælles og presserende opgave for
muslimerne i dag. Ifølge hende forudsætter ethvert forsøg på at nytolke islam en
forudgående kamp (djihad) for kvindernes inkludering i tolkningen. Dette er også
vejen til en helhedsforståelse af islam og til en etablering af lighed mellem kønnene7.
Wadud argumenterer for en ”kvinde-inklusiv” epistemologi som en måde at
rette op på det historiske forhold, hvor mændene har talt på kvindernes vegne, og
hvor kvindespørgsmålet har været begrænset til et sæt af vers og regler fra Koranen. Den ”kvinde-inklusive” epistemologi skal være med til at ændre den traditionelle teologiske ramme for fortolkningen af teologiske, etiske og politiske
spørgsmål inden for islam. Det gælder om at flytte fokus fra en lingvistisk, ahistorisk fortolkning af Koranen til en hermeneutisk fortolkning, som åbner for forståelsen af forskellen mellem det universelle og det specifikke, der relaterer til de
konkrete socio-historiske forhold, også i forhold til kønsproblematikker. I den
forbindelse lægger Wadud størst vægt på Koranens kald til at udvikle et etisk
samfund som et ”emancipatorisk budskab”, der indebærer, at kvinderne skal være
med i fortolkningen.
En anden fortaler for en epistemologisk-hermeneutisk udvidelse af islamisk
tænkning er Soroush. Han er optaget af at inddrage nye videnskabelige teorier og
metoder i tolkningen af islams nøglebegreber som en forudsætning for den nødvendige oversættelse af islams religiøse sprog til en moderne kontekst. Uden at
nyfortolke forholdet mellem det religiøse og det verdslige er det, ifølge Soroush,
ikke muligt at forstå forholdet mellem religion, etik og ret inden for islam.
Filosofi som eksistentiel og metodisk korrektiv
Det er ikke en hemmelighed at filosofien ikke har nogen særlig status i den islamiske verden i dag. Forskning indenfor filosofi er ikke overvældende ved muslimske
universiteter og visse steder kæmper filosofferne for at bliver anerkendt.
Udfordringen består dermed i at inkludere filosofferne i den brede islamdiskurs og genoprette et konstruktivt forhold mellem filosofi og andre islamiske
discipliner.
Wadud er optaget af at gentænke kalifbegrebet. Hun ønsker at afideologisere kalifrollen
og befri den fra politiske manipulationer. Ifølge hende har det koranske kalifbegreb ikke en
kønspræference, men relaterer til mennesket som individ og kan derfor ikke forklares med
en biologisk funderet fortolkning eller med henvisning til islams politiske historie, hvor
kaliffen blev opfattet som Profetens politiske efterfølger.
7
35
I en sådan situation kan islamisk filosofi hverken betragtes som en overordnet eller som en konkurrerende disciplin i forhold til de klassiske islamiske discipliner (kalam, sufisme og fiqh), men snarere som en modspiller, der kan udfordre de
eksisterende fortolkninger ved bl.a. at værne om kompleksiteten, selvrefleksionen,
det eksistentielle aspekt af religion.
Uden at have en officiel anerkendt status kan filosofien således spille en vigtig korrektiv rolle. Det betyder dog ikke, at den skal korrigere andre discipliner
(korrektionsrolle) og være en uautoriseret dommer over, hvad der er rigtigt og
forkert, men at den kan påpege forsømte problemstillinger og eventuelle inkonsekvenser ved andre discipliner.
Her kan Søren Kierkegaards filosofi, og ikke mindst hans overvejelser over
filosofiens rolle i forhold til religionen, være til inspiration. Han definerede sit
eget filosofiske bidrag til kristendommen som et ”eksistentielt korrektiv”. Han
opfattede ikke sig selv som reformator, men som en eksistentiel tænker, der havde
en beskeden rolle i forhold til den herskende religionsfortolkning. Det korrektive
består i at påpege de individuelt-eksistentielle udfordringer ved at være religiøs/kristen og i at henlede opmærksomheden på mennesket som et eksisterende
subjekt, altså modsat den dogmatiske tænkning, som ensidigt fokuserer på dogmatikken som religionens genstand og søger at gøre religiøs sandhed ”letforståelig
og acceptabel”.
Kierkegaards overvejelser over individets forhold til Gud i lyset af hans eksistentielle analyse af kristendommen kan også være relevante i forhold til islam.
Man kan netop med udgangspunkt i Kierkegaards krav om at være ”hin enkelte”
(i stedet for medlem af et religiøst fællesskab) åbne for en gentænkning af visse
klassiske problemstillinger inden for islam, som bl.a. blev rejst af Rabija Adawiyya
(d. 801), al-Halladj, al-Ghazali og Ibn Arabi, og som vedrører islamisk tro set i
lyset af individets personlige interesse i Gud og dets eksistentielle transformation.
I den forstand kan en moderne islamisk eksistentiel filosofi bidrage til forståelsen
af forholdet mellem den systematiske udlægning af islam i form af teologi og lov
og den sufi-mystiske fortolkning af islam, som fokuserer på personlig religiøsitet
og den eksistentielle dimension af det islamiske vidnesbyrd (shahada).
En anden måde, hvorpå islamisk filosofi kan fungere som et korrektiv i forhold den etablerede islamforståelse, er af metodisk karakter. Her er fokus ikke en
eksistentiel islamtolkning, men et metodisk korrektiv til dens tolkninger. En af
dem, der efterlyser en sådan filosofi inden for islam, er den svejtsiske katolske
teolog Hans Küng. Han ser muligheder for den islamiske filosofi, hvis den tildeles
en korrektiv rolle i forhold til de klassiske islamiske discipliner. Den kunne fungere som analytisk-metodisk korrektiv til islamisk retsvidenskab (imod dens forma-
36
lisme), islamisk teologi (imod dens spekulation) og sufisme (imod dens populisme) (Küng 2007, 387).
En epistemologisk-hermeneutisk udvidelse af islamisk filosofi, kombineret
med en metodisk-eksistentiel fokusering på de andre videnskaber, kan være med
til at åbne for en gentænkning af begrebet ilm (viden) som et universelt og inkluderende begreb og dermed for en revurdering af de traditioner, som har reduceret
ilm til religiøs viden og virkelighedstolkning til religiøs tolkning.
Ved at være en del af en åben islam-diskurs vil islamisk filosofi igen kunne
spille en afgørende rolle i forhold til islamtolkning og muslimers selvforståelse, på
samme måde som den gjorde det i de første århundreder af sin historie. Dengang
var diskussioner om viden og menneskets muligheder for at forstå sin position i
verden også en stimulerende faktor for udviklingen af filosofisk tænkning.
Litterratur:
Akhtar, Shabir. The Posibility of a Philosophy of Islam. In History of Islamic Philosophy II.
Eds by S. H. Nasr and O. Leaman. London: Routledge 1996.
Al-Jabri, Abed, Mohammed. Arab-Islamic Philosophy. A contemporary Critique. Institut for
Maghrebi Studies: Austin 1999.
Al-Attas, Naquib, Muhammed, Seyed. Islamic Philosophy: An Introduction. Journal of
Islamic Philosophy 1. pp 11-43, tilgængelig på www.muslimphilosophy.com
Arkoun, Mohammed. Den arabiske tænkning. København: Forlaget Grama 2009.
Arkoun, Mohammed. Islam. To Reform or Subvert. London: Saqi Books 2006
Fakhry Majid. History of Islamic Philosophy. New York: Columbia University Press 2004
Gramsci Antonio. Selection from the prison notebooks. London: Lawrence & Wishart 1971.
Hanafi, Hassan. Islam in the Modern World Vol. I and II. Cairo: The Anglo-Egyptian
Bookshop 1995.
Kierkegaard, Søren. Samlede Værker Bind 18. København: Gyldendal 1964.
Küng, Hans. Islam, Past, Present and Future. Oxford: Oxford University Press 2007.
Nasr, Seyyed, Hossein. Traditional Islam in the Modern World. London: Kegan Paul International 1987.
Nurcholish, Madjid. The True Face of Islam Essays on Islam and Modernity in Indonesia. Vioce
Center Indonesia. Ciputat 2003.
Soroush, Abdolkarim. The Expansion of Prophetic Experience. Leiden: Brill 2009.
Wadud, Amina. Inside the Gender Jihad: Women’s Reform in Islam. New York: Oneworld 2006.
Watt, William, Montgomery. Islamic Philosophy and Theology. Edinburgh: Edinburgh University Press 1985.
37
Baggrund, problemstillinger
og moderne udformninger
Islamisk filosofi er opstået som muslimers
forsøg på at forstå sandheden og er dermed en
vigtig del af islams historie. Denne bog redegør
for filosofiens betydning og dens rolle inden for
islamisk tænkning fra tiden efter Muhammads
død og frem til i dag.
I første del af bogen gennemgås de klassiske
teologisk-filosofiske problemstillinger såsom
kalifbegrebet og shari’a samt forholdet mellem
åbenbaring og fornuft, prædestination og fri
vilje.
Islamisk-K ristent S tudiecenter
Islamisk filosofi
Sortedam Dossering 5B, 2200 København N
Tlf. 35 36 46 50, iks@ ikstudiecenter.dk
Safet Bektovic
Bogens anden del introducerer en række moderne muslimske filosoffer, som repræsenterer
forskellige fortolkningsperspektiver, når det
gælder koranhermeneutik og forståelsen af forholdet mellem tradition og modernitet, religion
og politik, etik og lov.
250 sider
Pris: 299,www.ikstudiecenter.dk