De store planer

Transcription

De store planer
DAN ERSTED MØLLER
Asmildparken, i dag kaldet Houlkærvænget. Byggeriet med mere end 500 store og velindrettede lejligheder blev opført i 1970'erne. Foto?
40
DE STORE PLANER
De store planer
Af Dan Ersted Møller
D
et er noget af en udfordring at udvikle en gammel
by som Viborg, så den dels bevarer sine kvaliteter
som middelalderby, dels giver plads til moderne menneskers aktiviteter.
Vi ser her på nogle af de planer, der er blevet lavet i et
forsøg på at forme fremtiden i Viborg.
Siderne indeholdt skitser til fremtidens Viborg, planer
for nye bydele, trafikårer, industriarealer, moderne
velfærdsinstitutioner og grønne områder.
Otte år var gået med at forberede den ambitiøse plan,
der rummede visionerne for byens udvikling helt frem
til årtusindeskiftet.
Byplanudvalget holder møde under krigen. Til venstre sidder socialdemokraten Peter Aarestrup, derefter borgmester Viggo Aggerholm, til
højre den konservative Aage Philipsen. Stadsingeniør Vilhelm Ehlert
ses stående. Foto?
Brostrøms Toft
Viborg Kommune opkøbte i perioden 1937-43 en
række arealer med henblik på senere opførelse af
boliger.
Det største køb var uden sammenligning Brostrøms
Toft, et ca. 200.000 kvadratmeter stort område, hvor
Den første store plan stammer fra 1947, hvor stadsingeniør Vilhelm Ehlert var indkaldt til byrådsmøde.
Bag ham hang et kæmpemæssigt bykort - på det ovale
bord lå 64 maskinskrevne foliosider.
Det var 10. juni 1947 – stedet Viborgs byrådssal.
Nye bydele
Fremtidens Viborg skulle være en by med gamle
smukke bymiljøer og nye moderne boligområder, driftige industrikvarterer og grønne parker.
De store overskrifter i planen handlede derfor om at
bevare den indre bykerne med de middelalderlige
gader som en by i byen, opbygge nye bydele med tidssvarende boliger udenom, udflytte industrien fra de
gamle bydele og etablere sammenhængende parkbælter, hvor indbyggerne kunne finde lys og luft.
Stadsingeniøren tog også højde for befolkningstilvæksten.
Ehlerts gæt var, at Viborg omkring år 2000 ville have
et indbyggertal på 32.000. Et kvalificeret bud, skulle
det vise sig. I 1997 lå indbyggertallet på ca. 32.250 –
det er jo ret godt ramt over et halvt århundrede.
41
DAN ERSTED MØLLER
Udsigt over Brostrøms Planteskole i midten af 1930’erne. I midten ses Sct. Olufsbakke. Fra 1950’erne voksede en helt ny bydel frem på området
med Digterparken på det kuperede terræn til venstre i billedet og villaerne i Digterkvarteret til højre. Foto?
planteskoleejer R. Brostrøm havde haft en del af sin
planteskole.
I midten af 1940’erne var kun en lille håndfuld grunde
udstykket langs den sydligste del af Holbergsvej, men i
løbet af de næste 10 år opstod villaerne i Digterkvarteret, der næsten alle var indrettet med to lejligheder på
grund af den store boligmangel.
For den resterende del af arealet udskrev kommunen
en arkitektkonkurrence. Digterparken, som vinderprojektet kom til at hedde, var stort tænkt og flot anlagt i
grønne omgivelser.
I 1949 flyttede de første beboere ind i de røde blokke
på B. S. Ingemannsvej. Huslejen for en to værelseslejlighed med tre kamre var i 1949 1500 kr. årligt.
42
Mange brokkede sig over huslejen og mente byggeriet
var for velhavere, men som ventet var interessen stor
for de nye boliger. Først i 1962 stod byggeriet færdigt
med i alt 383 lejligheder.
Ny bydel vest for Ringvejen
Langt den største andel af fremtidens indbyggere
skulle ifølge planen bo vest for Ringvejen. I 1952
opkøbte Grundejerlauget af 1949 et 50.000 kvm. stort
areal vest for Sverrigsvej. Opkøbet blev begyndelsen
til et ambitiøst boligbyggeri med både enfamilieshuse
og blokke. Grundejerlauget udstykkede i rask tempo,
og grundene blev revet væk. Finlandsvej blev anlagt
parallelt med Sverrigsvej og Islandsvej forlænget langs
DE STORE PLANER
Digterparken omkring 1950, før de gule blokke ved Aalborgvej var færdigopført. I forgrunden ses villaerne i Digterkvarteret. I midten af
1940’erne var kun en lille håndfuld grunde udstykket langs den sydligste del af Holbergsvej, men i løbet af de næste 10 år opførtes villaerne i
kvarteret. Foto?
den gamle Struerbane ud til den nuværende Færøvej.
En ny bydel voksede frem på de bare marker.
De tre f’er
I sommeren 1941 dannede en gruppe borgere de
tre haveselskaber ”Vestervang”, ”Kristiansborg” og
”Hermanshøj”, og snart opstod et lille nybyggerkvarter,
hvor ejerne med murskeen i hånden byggede hus til
familien.
Mange af husene var såkaldte statslånshuse eller folkehuse, der var finansieret af billige statslån, der gav
flere en chance for at stræbe efter de tre f’er: folkevogn, folkeferie og folkehus.
Først kom Syren- og Poppelvej, snart fulgte Rønne-,
Ahorn-, og Kastanievej efter i takt med at medlemmerne af haveselskaberne opførte deres huse på
jordlodderne.
43
DAN ERSTED MØLLER
Byggeriet af Ringparken var begyndelsen på et byggeboom, der først sluttede i 1972. Det år toppede boligbyggeriet i kommunen med 657 færdiggjorte eller ombyggede boliger. Men derefter blev hele byggesektoren som bekendt ramt af lavkonjunktur i kølvandet på den første oliekrise. Foto?
44
DE STORE PLANER
Ringparken
På vestsiden af den endnu ikke færdiggjorte Ringvej
stod Boligselskabet Viborg i 1951-55 for opførelsen af
boligkomplekset Ringparken.
Overfor opførte Erhvervsrådets Boligselskab tilsvarende Toftegården, og begge bebyggelser var moderne
lejligheder, udstyret med lyse stuer og altaner.
Beboerne kunne glæde sig over, at der i tilknytning til
hver blok var et fælles vaskerum. Her kunne husmoderen vaske tøj i en elektrisk vaskemaskine og centrifuge
for 10 øre pr. vask, dog kun i familiens vasketid en
gang om måneden.
Men boligmanglen var alvorlig, og hver gang en ny
blok stod klar til indflytning, strømmede ansøgningerne ind, og der var snart lange ventelister.
Parcelhuset
I slutningen af 1950’erne var Vilhelm Ehlerts boligplaner fra 1947 i forbavsende omfang gået i opfyldelse.
Så kom det økonomiske opsving.
Byen voksede ud over den gamle bymark i alle retninger.
1960’erne blev vækstens årti. Både boligselskaber,
private bygherrer og entreprenører havde travlt med
at bygge boliger.
Parcelhuset var den foretrukne boform. I den sydlige
ende af byen groede blomsterkvarteret frem, mens
Teglmarken blev udstykket i parceller. På markerne,
der strakte sig ned til Nørresøs østlige bred, opstod et
af de smukkest beliggende villakvarterer i forstaden
Overlund.
Mod nord fortsatte udbygningen af Gudekvarteret,
mens husene i Fuglekvarteret og boligblokkene på
Vestervangsvej skød op i vest.
I 1940’erne skød der haveforeninger op flere steder i byen. Forside fra
folder om havehjem i Viborg. Foto?
En grøn by
Dispositionsplanen fra 1947 indeholdt også et stort
afsnit om grønne områder.
Stadsingeniøren forestillede sig et næsten sammenhængende parkbælte, strækkende sig gennem byen fra
en skovpark på lossepladsen Katmose i byens vestlige
udkant til en kæmpe idrætspark langs Kirkebækvej
videre til en Folkepark på Brostrøms Toft til Søbadet
Kærvænget.
45
DAN ERSTED MØLLER
Fra Kærvænget skulle folk kunne spadsere langs
Nørresøs vestbred på en nyanlagt sti forbi villaerne,
roklubberne og Kildekvarteret til Borgvold.
Ikke gennemført
Men planen blev aldrig til noget.
Byens skraldemænd fortsatte med at køre affaldet ud
på området indtil 1972, hvorefter Katmose blev opdelt
i parceller, hvor kaninavler- og brevdueforeningerne
opførte små huse til deres dyr.
Langs nordsiden af Kirkebækvej ud til Ringvejen
reserverede kommunen et 150.000 kvm. stort område
til opførelsen af en sportspark.
Kun en begrænset del af området blev tildelt sporten,
da Viborg Fodsports Forening i 1956 fik overdraget
det nuværende idrætsanlæg ved Kirkebækvej.
Spadserestien langs Nørresøs vestbred var et af de
mindste forslag i planen, men samtidig et af de mest
kontroversielle.
I slutningen af 1960’erne kørte skraldemændene ca. 6.000 papirsække
ud på den kommunale losseplads i Katmose om ugen. Foto?
46
Anlæggelsen af en sådan spadseresti, der skar igennem private villahaver, mødte naturligt nok stor modstand fra de berørte ejere, og kommunen skrinlagde
ideen.
Ideen med en Nørresø-sti lever dog fortsat videre og
er så sent som i 2010 dukket op igen.
Bevaringsplanen
Mens planlæggerne havde travlt med at bygge nyt, led
den gamle bymidte under udviklingen.
Mange smukke bygninger blev revet ned for at give
plads til fremskridtet.
Bilerne trængtes i gaderne – og det stod klart for de
fleste, at man burde have en plan, så byen ikke blev
revet i stykker.
Sct. Mathias Gade 1995. Det kneb gevaldigt, når to lastbiler skulle
køre forbi hinanden.. Foto Georg Pe.
DE STORE PLANER
Prospekt Nørresø og Borgvold 1956. Viborgenserne fik aldrig deres sti langs Nørresøs vestbred. Men mange af visionerne i den plan, stadsingeniør Vilhelm Ehlerts præsenterede for byrådet i 1947, er blevet til virkelighed og tegner endnu i dag væsentlige træk i byens ansigt. De tre store
byområder, industrikvarteret syd for Middagshøjvej, en mosaik af grønne anlæg og midtbyens gamle bymiljøer. Først under den økonomiske
højkonjunktur i 1960’erne indhentede tiden Viborgs første moderne byplan, der må siges at have tjent byen vel. Foto?
47
DAN ERSTED MØLLER
I 1971-72 bad byplanudvalget museumsinspektør Peter Seeberg stå for udarbejdelsen af en bevaringsplan
for den gamle by. Bevaringsplanen fra 1972 er fortsat
et væsentligt arbejdsredskab for bevarelsen af den
gamle bydel.
Bilerne trænger sig på
Det største problem op gennem 60’erne og 70’erne
var bilerne. Især den øst-vestgående trafik skulle helt
frem til 1973 smyge sig gennem den smalle Sct. Mathias Gade med store trafikale problemer til følge.
Der var mange fantasifulde forslag til løsning – bl.a. et,
hvor man ville grave en tunnel under middelalderbyen
fra Sct. Mathias Port til Borgvold.
Trafiktrykket i selve midtbyen blev først lettet, da Sct.
Mathias Gade som et forsøg i 1973, siden permanent
i 1976, blev til gågade, men de trafikale problemer
omkring midtbyen er fortsat ikke løst.
Nord-syd-trafikken blev løst, dels ved anlæg af Indre
Ringvej, dels ved saneringen af Ll. Sct. Mikkels Gade –
Sct. Ibs Gade i 1970.
Den store plan – 2
Den nye kommunallov i 1970 skabte en ny og meget større Viborg kommune ved sammenlægning af
Viborg, Almind, Asmild-Tapdrup, Sdr. Rind, Vinkel,
Vorde-Fiskbæk-Ravnstrup kommuner og Tårup og
Kvols sogne fra Tårup-Kvols-Nr. Borris kommune.
Kommunesammenlægningen rejste behovet for ny
planlægning, og i 1974 vedtog byrådet så den nye
dispositionsplan for hele Viborg kommune.
Hovedprincippet var, at erhvervsbyggeriet skulle ligge
vest for Ringvejen, mens udbygningen af boligområderne skulle ske øst for søerne – i Asmild.
På baggrund af en arkitektkonkurrence voksede det, vi
idag kender som Houlkær, op. Fra planlæggernes side
48
er der lagt stor vægt på trafiksikkerhed, rekreation og
grønne områder, med center-funktioner som butikstorv, bibliotek, kirke og skole.
Den grønne Kvadrant
“Den grønne Kvadrant” har siden 1988 været betegnelsen for det rekreative område i Viborgs sydøstlige
del. Området grænser op til Søndersø/Viborg by mod
vest og Århusvej mod syd.
Mod øst afgrænses området langs Spangsdalen og
Nørreådalen.
Siden 2006 har der været en debat om udvikling af en
ny bydel i sydbyen.
I Kommuneplan 2009-21 er der udlagt tre områder på
i alt ca. 90 hektar, som kan rumme omkring 500 nye
boliger.
Da kommuneplanen blev vedtaget i efteråret 2009,
besluttede byrådet, at der skal udarbejdes en samlet
strukturplan for hele det nye boligområde Viborg Syd
for at sikre en helhed mellem nyt boligbyggeri, grønne
områder og Den grønne Kvadrant.
Houlkærcenteret skulle være et samlingspunkt for den nye bydel med
livlig handel og mange butikker, men det lykkedes aldrig at få det til
at fungere. Bank, frisør, blomsterhandel og apoteksfilial har måttet
give op. Foto?
DE STORE PLANER
Tilbage til byen
Mens byen bredte sig ud over markerne i alle ender
og kanter, blev den gamle bymidte affolket. Offentlige
institutioner, banker, kontorer rykkede ind og efterlod
bymidten noget tavs efter fyraften.
Allerede i 1980’erne blev nogle af de gamle fabrikker i
centrum ryddet og nye boliger skød op.
Og således kan man sige, at udviklingen vender tilbage
til sit udgangspunkt – en travl, fortættet bymidte med
smukke huse og åbne pladser, hvor bylivet kan udfolde
sig – næsten som i gamle dage.
Fra midten af 1960’erne flyttede bygrænsen sig hastigt mod nord. Houlkærområdet blev et grænseland mellem land og by. Marker blev til by.
Foto?
49