Yngleklar Bur eller voliere

Yngleklar
Gouldsamadinen er tidligt kønsmoden. Allerede i an alder af 4 – 5 måneder er de i stand til at
få og opfostre unger. Det er imidlertid en dårlig idé at anvende fuglene til avl før de er 10 – 12
måneder. Unge fugle vil ofte få læggenød, og ungerne vil være små og svagelige.
Fugle der fælder kan man ikke bruge til yngel. Fældningen tager hårdt på fuglenes kræfter, og
familieforøgelse interesserer dem ikke i denne periode. Efter endt fældning, bør fuglene have
en rekreationsperiode på ca. 6 uger, før man giver den redekasse. Det er lettest at se på
hunnen, når yngleformen nærmer sig. Den røde eller gule næbspids bliver sort, og når hun er
helt på toppen er næsten hele næbbet sort. Dette gælder dog ikke for fugle med gul krop, her
forbliver næbspidsen rød eller gul.
Et par gouldsamadiner under fældning.
Foto: Henrik Jensen 2002
1 år gammel yngleklar hun.
Foto: Henrik Jensen 2002
Bur eller voliere
Gouldsamadinen kan yngle i flok i voliere eller parvis i bur. I naturen yngler gouldsamadinen
helst i selskab med artsfæller, så 4 - 5 par i en voliere på 2 x 2 x 1 meter, kan give et udmærket
udbytte. Dog skal man regne med at enkelte individer pludselig kan finde på at jagte andre
fugle, eller i værste fald hakke unger ihjel. Sådanne hændelser skal man altid regne med kan
forekomme, og disse fugle må fjernes fra flokken.
Volieren til flokyngel, skal helst være indrettet med redekasser i den ene ende, og grene til
ophold i den anden. Herved er der plads til at fuglene har et fristed, hvor de kan være sociale
og soignere sig. I ”redeenden” skal kasserne placeres længst muligt fra hinanden, dog ikke
for lavt. Er der mulighed for, mellem kasserne, at opsætte afskærmning i form af fyrregrene
eller lignende, er dette at foretrække. Det gør at fuglene ikke kan se hinanden fra rederne, og
det bliver således ikke så let forstyrret.
I en opdrætsvoliere skal man altid sætte lige mange hanner og hunner, og helst fugle der har
dannet par på forhånd. Fugle der ikke har en mage, vil ofte blive fredsforstyrrere, og de bør
taget ud af volieren efter et stykke tid.
Redekasser bør ikke opsættes før efter et par uger, hvor fuglene har vænnet sig til hinanden
og dannet par. Antallet af reder skal være mindst dobbelt så stort, som antallet af ynglepar.
Herved vil fuglene lettere kunne vælge rede, uden der opstår stridigheder.
Kassebure er velegnede til opdræt af gouldsamadiner
Foto: Henrik Jensen 2002
1
Vælger man at lade gouldsamadiner yngle parvis i bur, bliver udbyttet noget større. En af
fordelene ved parvis opdræt er, at man har fuldt kontrol over hvilke fugle der parrer sig med
hinanden, og man således har styr på ungernes farve.
Et kassebur på minimum 80 cm. i længden egner sig glimrende til formålet. Redekassen kan
anbringes i buret, eller udenfor buret i en låge eller sideåbning. Fordelen anbringelse udenfor
buret er, at redekontrollen er nemmere, og fuglene ikke forstyrres så meget herved.
Redekasser og redemateriale
I naturen yngler fuglene i hulninger i træer, hvilket vi sjældent har mulighed for at tilbyde dem
i bur eller voliere. Derfor må fuglene have en kurverede eller en redekasse. Vælger man
redekasser af træ, skal de være 15 x 15 x 15 cm. store, og være halvåbne foran. Kasserne bør
være forsynet med et aftageligt låg, hvilket letter rengøringen. Er der tale om kurvereder, skal
man anskaffe den store model, hvis diameter ligger omkring 13 – 14 cm. Hvilken type man
vælger er en smagssag. Jeg har dog erfaringer med at fuglene ofte vælger kassemodellen. I
en voliere kan man evt. indsætte begge typer.
Redekasse
Kurverede
Det mest anvendte redemateriale er kokostrævler, men mange græsarter kan også anvendes.
Et bredt udvalg at redematerialer giver fuglene valgmuligheder, man skal dog passe på med at
bruge garnstykker, da disse kan sætte sig fast i fuglenes kløer.
Parringen
For at få fuglene til at yngle, er det nødvendigt at der er sympati mellem de 2 fugle. Man kan
således ikke blot sætte en han og en hun sammen, og forvente at det giver resultat. Hvis der
ikke er sympati, vil hunnen ofte lægge æg alligevel, men de er ubefrugtede. Er der sympati,
drejer fuglene halerne mod hinanden når de lander ved siden af hinanden på en gren. Hannen
synger ”dansende” på en gren foran hunnen, og er hun tilnærmelig vender hun sig mod
hannen med hale og overkrop. Det er et sikkert tegn på at hun kan lide sin bejler, i modsat fald
flyver hun væk.
Dette ynglepar vil få rødhovede unger.
Foto: Henrik Jensen 2002
Parret ”tilser” ofte den tomme redekasse eller kurverede i fællesskab, hvorefter hannen
begynder redebygningen. Oftest slæber hannen redemateriale i store mængder til reden,
mens det er hunnen der står for indretningen. Parringen finder sted enten på en gren eller i
reden. Gouldsamadinerne ar dog ofte klodsede og falder ned af pinden under parring, hvorfor
succesen ofte gentages i reden.
2
Æglægning og udrugning
Cirka 5 dage efter den første parring, begynder hunnen at lægge æg. Hun lægger 4 – 8 æg, et
hver morgen. Først efter det 4-5 æg begynder parret at ruge regelmæssigt. Om natten er det
hunnen der ruger, hvorimod hannen også tager sin tørn om dagen. De er sjældent at begge
fugle forlader reden under udrugningen, de afløser hinanden efter 1 – 2 timer, eller ruger
begge to.
Par med et stort kuld på 7 unger.
Foto: Peter Jensen 2002
Hvid, gulhovedet, lillabrystet hun
Foto: Henrik Johansen 2004
De fleste gouldsamadiner er stabile rugefugle, og forstyrrer man ikke fuglene unødigt, er det
sjældent at udrugningen giver problemer. Enkelte gouldsamadiner kan dog finde på pludseligt
at forlade æggene. Her har man muligheden for at lægge æggene ind til et andet par rugende
gouldsamadiner, eller evt. til et par mågefinker. Det er et holdningsspørgsmål om man vil
anvende mågefinker til udrugning og opmadning, og her er fugleholdere meget uenige.
Efter 4 – 5 dages rugning kan man kontrollere, om æggene er befrugtede. Ved gennemlysning
kan man se røde årer i æggehviden, og nogle gange også fostret, der er en lille rød plet.
Senere under rygningen kan man uden gennemlysning fastslå, hvilke æg der er befrugtede,
og hvilke der ikke er. Fostret fylder mere i ægget, hvorfor det bliver ugennemsigtigt. Det
betyder at æggene med liv bliver hvide porcelænsagtige, hvorimod ubefrugtede æg ofte bliver
mere gennemsigtige og let gule.
Fra æg til unge
Rugetiden er 14 – 15 dage, regnet fra det tidspunkt, hvor fuglene ruger regelmæssigt. Oftest er
det tidligt om morgenen, ungen hugger hul i skallen med sin æggetand, der sidder i
overnæbbet. Ungen begynder allerede at tigge en time efter den er udklækket. Ofte begynder
forældrefuglene dog først at fodre ungerne efter de alle er udklækkede efter 2-3 dage. De
første par dage er undernes tiggelyde meget afdæmpede, men allerede efter et par dage kan
de høres uden for redekassen.
6 dage gamle unger.
Foto: Peter Axelsen 2002
3
Ungerne er helt nøgne når de udklækkes, og hudfarven er rosa. Indtil fuglene er 8 – 9 dage
gamle, er de blinde. Først herefter åbner de øjnene, hvorefter de alle ligger vendt med næbbet
mod redens indgang. Efterhånden som fjerene vokser under huden, bliver den mørkere.
Halefjerene begynder at komme frem efter 7 dage, og så går det stærkt. Efter 18 – 19 dage er
ungens overside næsten perfekt. På undersiden er der dog stadig nøgne partier, men de
forsvinder indenfor de næste par dage.
Ungerne forlader oftest reden i en alder af 21 – 25 dage. De sidste par dage inden de forlader
reden, kan man ofte høre den lave flyveøvelser i kassen, hvorfor de som regel også er rimelige
flyvere når de kommer ud. De første par dage kniber det dog med afstandsbedømmelsen,
hvilket giver dem problemer med landingen på siddepindene.
3 unger der netop har forladt reden varmer sig sammen.
Foto: Henrik Jensen 2002
Den første tid udenfor reden
Unge gouldsamadiner vender som regel ikke tilbage til reden når de først har forladt den.
Enkelte unger vælger dog at sove i reden de første 3 – 4 nætter. I løbet af 3 uger bliver
ungerne selvstændige, men allerede efter 2 – 3 dage begynder de så småt at optage foder
selv. I starten er udbyttet meget begrænset, og de er afhængige af at forældrene fodre dem.
Det nye kuld
Så snart ungerne har forladt reden, begynder forældrene at arbejde på et nyt kuld. Det er en
god ide at opsætte en ekstra rede, da hunnen ellers ofte vil begynde æglægningen i den
eksisterende. Problemet herved er, at den måske stadig bliver brugt af ungerne om natten,
eller at hun lægger ubefrugtede æg, som følge af manglende parring. Etableringen af en ny
rede, kræver de ekstra dage, der gør at hannen ”kan nå at være med i projektet”. Såfremt
forældrefuglene tillader det, er det en god ide at lade ungerne blive hos forældrene mens det
næste kuld opfostres.
3 - 4 måneder gamle unger.
Foto: Henrik Jensen 2002
Ringmærkning
Det er en god ide at ringmærke sine fugle, så man kan kende den enkelte fugl. Fuglene kan
forsynes enten med åbne eller lukkede ringe. Begge typer findes både i aluminium og celluloid
(plastic). Vælger man at anvende lukkede ringe, skal disse påsættes når ungerne er 5 -6 dage
gamle. Lukkede ringe er ofte udstyret med årstal og opdrætterens initialer eller lignende, og
kan blandt andet købes gennem fugleforeninger. Fordelen ved de lukkede ringe er, at der ikke
kan snydes med fuglens alder eller herkomst, da en lukket ring ikke kan fjernes fra en voksen
fugl. Åbne ringe kan derimod sættes på en voksen fugl med en såkaldt ringske, men kan altså
også fjernes igen. Til gouldsamadiner skal bruges en ringstørrelse på 2,5 m.m.
4
Udfarvningen
Ungerne begynder i en alder af 6 uger at få fjer med samme farve som de voksne fugle. Det
starter med de gule fjer på maven og fortsætter med de lilla eller hvide brystfjer. Fjerene i
hovedmasken begynder at udskiftes langsomt med røde, gule eller sorte fjer, sideløbende
med at der kommer flere og flere grønne fjer på ryggen (naturligvis ikke hos fugle med gul
eller blå krop). Til sidst skiftes flyve- og halefjerene. Hos mange fugle vil man se bare pletter
under udfarvningen, men det gælder absolut ikke for alle.
Ungfugle under udfarvning
Foto: Peter Jensen 2002
Udfarvningen varer normalt 4 – 5 måneder, men kan tage meget længere tid, såfremt der har
været forstyrrende faktorer. En forstyrrende faktor kan være at ungfuglen flyttes til nye
omgivelser. Enkelte fugle vil stadig have grå fjer fra ungfugledragten tilbage i hovedmasken
efter udfarvningen. Disse fjer vil i så fald forsvinde ved næste fældning året efter.
1,1 gul gulhovedet hvidbrystet & 1,0 gul rødhovedet hvidbrystet (under udfarvning)
Foto: Henrik Jensen 2002
5