Kære Fægtevenner Det er med stor sorg, at DFF har modtaget

Transcription

Kære Fægtevenner Det er med stor sorg, at DFF har modtaget
Mindeord for Jens Normann Jørgensen
Brøndby 29.05. 2013
Kære Fægtevenner
Det er med stor sorg, at DFF har modtaget besked om Jens Normann Jørgensens død i dag. Jens
Normann Jørgensen, blandt mange fægtere kort, men godt kendt som "Normann", har igennem en
menneskealder været synonymt med dansk sabelfægtning. Mere end nogen anden har Normann
løftet fanen for sabelfægtning i kraft sin dedikation og passion. Resten af dansk fægtning har også
meget at takke Normann for:
I flere omgange sad Normann i forbundets bestyrelse. Jeg havde selv fornøjelsen i bestyrelsen i
årene 2005-2007, og vil mindes de mange bestyrelsesmøder med Normanns kække bemærkninger,
pudsige, gode observationer og hans veludviklede retfærdighedssans. Samtidigt var Normann et
ufatteligt vidende menneske, som overalt hvor han kom rundt i fægteverdenen brillerede med sine
evner, beredvilligt delte sin viden med os andre og gav os en hånd med til såvel store som små
opgaver.
Normann satte blandt mange andre ting et stort aftryk på vores internationale relationer i EFC og
FIE- regi, hvor han opbyggede stort et netværk til gavn for mange. Kontakten mellem Hellerup
Fægte-Klub og vores russiske landstræner Andrey Klyushin blev til eksempel oprindeligt skabt af
Normann. Specielt det nordiske samarbejde var et vigtigt område, som aldrig blev forsømt,
naturligvis med en særlig kærlighed til vores islandske sabelvenner.
Den internationale anerkendelse knyttede sig også meget til Normanns dommervirke. Normann var
en meget afholdt og respekteret dommer. Mange danske dommere er blevet tæsket igennem
sportens regler krydret med dommeranekdoter af Normann til dommerkurser og stævner. Mange
historier vil sikkert fortsat fortælles om det.
Normann stod også fadder til FIE's satellitstævner. Det kom sig af, at Normann ville have et
internationalt sabelstævne til Danmark. Et Grand Prix-stævne var lidt for stort, eller for svært at få
fat i. Så opfinder man da bare en ny FIE-kategori: Satellit World Cups! I dag er der FIE Satellit
World Cups på alle 3 våben, så mange mindre fægtenationer kan takke Normann.
Mindeord for Jens Normann Jørgensen
Brøndby 29.05. 2013
Dansk fægtning har også haft glæde af Norman som skribent. Han var blandt andet redaktør af
Fægtebladet.
Normann startede sin fægtekarriere som dreng hos Fægtemester Frank Engsbye i Næstved. Efter en
pause fortsatte han hos Kaptajn Olsen i St. Kongensgade i 1976, og var i mange år medlem af
Fægteklubben Trekanten i København, hvor også 2 af hans sønner, Alexander og Magnus, fægter.
Igennem årene opnåede Normann utrolig mange flotte placeringer ved DM og NM for ham selv og
hans klub. Normann var også en flittig gæst til træning i mange andre klubber, hvor vi ofte hørte
hans velkendte afskedshilsen på vej ud ad døren efter træning "Ugh!". Normann, du vil blive savnet.
En stor mand har forladt denne jord. Æret være hans minde.
Jan Sylvest Jensen
Formand for Dansk Fægte-Forbund