Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin
Transcription
Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin
Forfatteren Mikhail Sjisjkin blev født i Moskva for lidt over 50 år siden, på højden af Den kolde Krig, mens Stalin og Lenin endnu lå i Mausoleum på Den Røde Plads. “I børnehaven og i grundskolen fik vi at vide, at vi var blevet født i det lykkeligste land i verden. Kan du forestille dig min skuffelse, da jeg indså, at mine forældre var slaver, og jeg blev født som en anden slave i et land af slaver. Alle var slaver af regimet – selv de største bosser i Kreml. Ville det ikke være en stor udfordring for dig at indse, at du var født i et kæmpe fængsel?”, spørger Sjisjkin, mens han viser rundt i den store fem-værelser lejlighed i Berlins Friedenau distrikt, hvor familien midlertidigt bor under hans stipendiat i Tyskland. “Da jeg gik i skole – og som alle unge – var pioner, naturligvis, boede vi på bunden af en tyk lædersæk, så at sige, og havde ikke nogen som helst mulighed for at få kulturelle oplysninger. Vi havde kun den klamme “sovjetiske luft” at trække vejret i. De eneste bøger var dem, der blev officielt tilladt. Vi havde kun sovjetisk radio og tv og sovjetisk musik. “Ikke-sovjetiske” kulturelle oplysninger var kun tilgængelige i form af det trykte ord, “samizdat” (undergrundsskrifter). Selv om min mor var lærer i litteratur, tror jeg ikke, hun påvirkede mig. Det var nok min storebror, som begyndte at bringe mig forbudte bøger, og den meget stærke bølge af kulturel indflydelse påvirkede mig. Jeg begyndte at associere med hans venner, som var de guder for mig. Jeg var måske 14, de var omkring 20. Jeg sad stille i et hjørne og lyttede til deres intelligente, frihedselskende samtaler, hvor jeg hørte navne, jeg ikke ville have hørt andre steder: Brodsky, Nabokov, Mandelstam. Jeg fik kendskab til dem alle gennem min bror. Jeg tror, at dette virkelig var begyndelsen,” fortsætter Sjisjkin. Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin i konversation med Sigurd Bo Bojesen forud for Verdenslitteratur 2013 “I børnehaven og i grundskolen fik vi at vide, at vi var blevet født i det lykkeligste land i verden. Kan du forestille dig min skuffelse, da jeg indså, at mine forældre var slaver, og jeg blev født som en anden slave i et land af slaver.” “Litteratur spillede en helt anden rolle dengang. Hvis der ikke havde været denne “skakt”, ville livet have været ydmygende, uden denne mulighed for at trække vejret anderledes gennem disse bøger. At leve i Sovjetunionen var generelt en ydmygende oplevelse. At læse forbudte bøger var den eneste måde at finde en niche, hvor du ikke konstant blev undertrykt, men tværtimod havde en chance for at rejse dig op. Dette var måden at bevare din menneskelige værdighed.” I sin ungdom havde Sjisjkin to drømme: at rejse ud i den store verden og at blive forfatter. Han indså, at intet af dette var muligt, hverken at tage til udlandet eller at offentliggøre, hvad han skrev. Han følte, at han ved at læse og skrive for sig selv, selv uden noget håb for offentliggørelse, reddede ham. “Jeg følte, som om mit land var besat af fjender som var i besiddelse af min krop, men de kunne ikke tage mine tanker til fange. Hvad der var inde i mit kranium var et territorium af frihed i dette fængsel. At læse forbudte bøger (og selv Joyce og Nabokov var forbudt) blev mit forsvar. Og mit skriveri, også. Og sejren var min,” uddyber Sjisjkin det. Hans seks år ældre bror, Alexander, bor i Moskva og havde dér et forlag, hvor han udgav ikke-kommercielle bøger, først og fremmest poesi. Men det måtte han lukke sidste år. Du var 18 år gammel i 1979, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan. Var du soldat på på tid og kan du forklare, hvad du – og andre unge mente om den krig på det tidspunkt? “Ja, det var min generation. En ven fra min klasse mistede livet i krigen. Jeg var ikke i Afganstan fordi jeg var indskrevet 100 92 100 93 som studerende ved det tyske fakultet på Moskvas Pædagogiske Universitet og vi blev alle – drenge og piger – uddannet som militære oversættere. Jeg var rigtig glad for, at jeg ikke blev sendt til Afganistan. Én dag om ugen, på universitetet, blev vi undervist i, hvordan tysktalende krigsfanger skulle afhøres. Vi tilbragte en sommer på en militær lejr og alle fik den militære rang af junior løjtnant. Jeg vil aldrig glemme den militære ed: Jeg var nødt til at kysse det røde flag og vores regimentsbanner, som stank af fisk. Officererne plejede at drikke vodka i hovedkvarteret og efter at have spist sild, tørrede de hænderne af i banneret,” smiler Sjisjkin. Hvornår begyndte du at skrive din første bog, og hvad inspirerede dig til at gøre det? “Jeg begyndte at skrive meget tidligt. Her er du sandsynligvis nødt til at skelne mellem bevidst eller ubevidst at blive forfatter. Du må være tosset, hvis du ønsker at blive forfatter i en voksen alder, men som barn, stiller du ikke dig selv disse spørgsmål. Du tager et ark papir og skriver på det: “En Roman”. “Åh, Misha har skrevet en roman” Hun smilede muntert nok, men hvis hun havde sagt: “Åh, Misha vaskede gulvet” ville hun have været lige så munter. Jeg skrev min første roman, da jeg var ni år gammel. Jeg husker det meget tydeligt og beskrev det også i min bog Vzyatie Izmaila (På engelsk “The taking of Izmail”, ikke oversat til dansk). I vores sommerhus tog jeg en dag en notesbog og skrev en novelle. Senere, når du har skrevet din novelle, forventer du at få læsere. Det var ikke en selvfølge, at min bedstemor med hendes tre år i en sogneskole kunne betragtes som en læser, så jeg ventede på at min mor kom hjem fra arbejde. Da hun kom hjem sagde jeg: “Mamma, se, jeg har skrevet en roman!” Jeg husker tydeligt hendes udbrud: “Åh, Misha har skrevet en roman” Hun smilede muntert nok, men hvis hun havde sagt: “Åh, Misha vaskede gulvet” ville hun have været lige så munter. Jeg iagttog hende, mens hun begyndte at læse, og så hvordan hun rynkede panden og kiggede alvorligt og utilfreds. En blik med rynket pande, som kunne pacificere en urolig klasse på skolen, gav mig 94 gåsehud. Hun sagde til mig i et meget alvorligt, misfornøjet tonefald: “Misha, du bør skrive om ting, du forstår.” Hun havde sikkert forventet en roman om indianere eller science fiction, rumvæsener eller eventyr, men det var om skilsmisse. Det virkede altid på mig som om min mor og far var ved at blive skilt for øjnene af mig, så jeg beskrev det liv, som jeg så. Lige siden tror jeg, at dette familietema har været en rød tråd gennem alle mine værker, og jeg skriver altid om ting, som jeg ikke forstår,” udtrykker Sjisjkin om sit første forsøg på at skrive en roman. Senere, som studerende, skrev han en masse uden nogen forhåbning om at få det udgivet i Sovjetunionen. “Men hvem havde forestillet sig, at de tre sidste sovjetiske ledere ville blive skiftet ud i løbet af kun fire år og lade den unge og svage Gorbatjov forsøge at redde regimet?” spørger Sjisjkin. Det mislykkedes for den sidste kommunistiske leder, så Sjisjkins bøger kunne endelig blive udgivet i Sovjetunionen og bagefter over hele verden. Du er blevet sammenlignet med Tolstoy - har han inspireret dig? “Den litterære tradition er meget vigtigt for mig. Faktisk er der kun to traditioner for at skrive, hvad enten du er russisk eller ej. Den første er ønsket om at tjene penge ved at skrive det, udgivere og læsere forventer af dig. Forfatteren er som en tjener. Den anden kan sammenlignes med en blodtransfusion. En forfatter deler med sine læsere de ting, som er af afgørende og vital betydning for ham, og denne tradition kommer til mig gennem Tolstoy. Men selvfølgelig skal blodtyperne matche,” fortsætter Sjisjkin, som har skrevet en bog på tysk (også oversat til fransk) dedikeret til Tolstoy, “I Byron og Tolstojs fodspor.” Byron foretog i 1816 en rejse fra Montreux i de schweiziske alper og skrev dagbøger. Fyrre år efter gik Tolstoy samme rute uden nogen idé om, at han fulgte Byrons spor. Begge var 28 år da de foretog rejsen. “Faktisk er jeg sikker på, at hvis Tolstoy havde vidst, at han fulgte i fodsporene på Byron så ville han have valgt en anden vej. Så jeg gik i deres fodspor. Det tog syv dage. De var i samme situation som enhver, der skriver og de blev konfronteret med det samme problem, nemlig hvad man skal gøre i dette liv, når du alligevel til sidst skal dø. Du må forberede dig til døden hele dit liv, og hele dit liv må du forsøge at kæmpe mod døden med din pen og dine ord. Det er, hvad bogen handler om. Den originale titel på bogen er faktisk “Montreux - Missolungi - Astapovo”. Montreux er stedet, hvor vi startede, Missolungi er det sted i Grækenland, hvor Byron døde, og Astapovo er jernbanestationen i Rusland, hvor Tolstoy døde. Deres tur gennem Alperne bliver en metaforisk spadseretur gennem evigheden. Og pointen er, hvordan man går ind i evigheden og tager hele denne verden med sig. Tolstoy arbejdede på dette spørgsmål hele sit liv, og det er interessant for mig at forstå, hvad der skete med ham og hvordan. I sidste ende blev Tolstoy hovedpersonen i min bog,” forklarer Sjisjkin. Fra du var 18 år gammel gik der yderligere 12 år før Sovjetunionens opløsning. Hvad syntes du, som 30 årig, om ændringerne og kunne du give nogle eksempler på, hvordan disse ændringer påvirker ikke kun dit eget liv, men også dine venners og befolkningens i almindelighed. “Masser af håb fulgte med perestrojka. Det var virkelig en fantastisk følelse. For første gang i mit liv følte jeg mig ikke som en spion i mit eget land, men som borger. Det var mit land, og jeg var ansvarlig for min egen fremtid. Så jeg tog et job som lærer. Jeg ønskede at ændre Rusland, og jeg følte at jeg var nødt til at starte med børnene. 90’ernes anarki og kaos ændredes snart i den nye samfundsorden. Men den nye “demokratiske” orden havde intet til fælles med demokrati. Det nye Rusland er et korrupt kriminelt imperium. Sovjetunionen blev opløst og et meget anderledes Rusland udviklede sig. - Mange mennesker – nogle af dem kriminelle – blev meget rige og landet er på mange måder blevet vendt på hovedet,” siger Sjisjkin hovedrystende. “90’ernes anarki og kaos ændredes snart i den nye samfunds-orden. Men den nye “demokratiske” orden havde intet til fælles med demokrati. Det nye Rusland er et korrupt kriminelt imperium.” Hvad ser du som et tab og hvad som en gevinst? “Krigen i Tjetjenien dræbte alle mine sidste håb. Mordet på journalister som Anna Politkovskaja chokerede mig. Man forsøger at forstå den frygtelige begivenhed med et klart syn. Og jeg undrede mig over, hvordan denne modige kvinde, som desperat kæmpede mod en hensynsløs krigsmaskine kunne overleve så længe. De undersøgelser hun foretog lignede langt mere et engageret forsøg på selvmord end opfyldelsen af en journalists arbejde. Hun blev dræbt, fordi hun brød den vigtigste uskrevne russiske lovgivning. Der er masser af skrevne love, men ingen bekymrer sig om dem, de foregiver kun at være love. Og du vil blive tilgivet, hvis du bryder dem – indtil du bryder den eneste lov, der gælder - den uskrevne. Mit land levede og og lever og jeg er bange for vil leve videre med loven i fængslet: de stærke indsatte i cellen har den bedste briks ved vinduestremmerne og tager rask væk ting og mad fra de svage, og lader dem sove på det værste sted ved det snavsede toilet. (Preis des Hauses der Kulturen der Welt i Berlin) og havde stor succes i pressen og offentligheden. Nu har samme forlag udgivet endnu en roman, “Briefsteller” (“The Light and the Dark”, som indtil nu er oversat til 25 sprog.) Du flyttede til Schweiz kun to år efter offentliggørelsen af din første bog i 1995 hvorfor? “Jeg valgte ikke Schweiz. Min tidligere hustru var sweitzer. Nogle romerske statuer og Colosseums ruiner eller malerier af de store mestre. De forlod Rusland for at se verden under en anden himmel og forskellige farver og for at forstå, hvorledes himlen var i Rusland. Så længe du lever i Rusland og ikke har besøgt Italien, kan du ikke forstå farverne på himlen. Det samme gælder for forfattere. Hvis de udelukkende lever i Rusland sendt tilbage, kunne det være sandt. De er måske ikke involveret i beskidt politik, men har blot noget gæld til deres måske grusomme forretningspartnere. Man skal betale sin gæld alligevel. Så deres ord under interviewet kan medføre deres død. Som forfatter, skal jeg oversætte deres liv i ord. Mennesker og deres løgne vil forsvinde. Ord og deres sandhed vil forblive,” forklarer Sjisjkin om sit tidligere arbejde som tolk “Det smerter mig at se, hvad der foregår i mit land. Det er uværdigt for Rusland,” Hvis du ønsker at ændre denne ydmygende orden og du er modig og stædig, vil de slå dig ihjel, fordi du er lovbryder og skal straffes. Det værste er, at den russiske befolkning accepterer denne orden. Det russiske folk har gjort meget dårlige historiske erfaringer og alle forsøg på at ændre denne orden er endt i ødelæggende blodsudgydelser. I deres sind er den brutale orden i Rusland bedre end uorden, så de tænker med nostalgi på Stalins tid og hader “demokrati”, forklarer Sjisjkin. Millioner af russere stemte sidste år på Putin i overensstemmelse med det russiske ordsprog: “ønsker ikke død over en uduelig Tzar” – alternativet kunne være værre. “Det smerter mig at se, hvad der foregår i mit land. Det er uværdigt for Rusland,” udtrykker Sjisjkin det kort. Hvor længe gik der mellem offentliggørelsen af din første novelle, “Kalligrafi Lektion” i 1993 på russisk og offentliggørelse i udlandet? “Jeg tror, at min første oversatte roman var “La Prise d’Izmail”, som udkom i Frankrig i 2003. Men den tyske oversættelse var meget vigtigere for mig, fordi jeg bor i det tysktalende rum. I mange år fik jeg bare afslag fra forlag som Suhkamp, Fischer osv. Hvis jeg skal fortælle sandheden er det meget deprimerende at få et afslag. De skrev: “Din roman er fantastisk, men alt for udfordrende for vores læsere”. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor forlagene betragter deres læsere som fjolser,” siger Sjisjkin undrende. Endelig, i 2011, løb et forlag i München risikoen og publicerede romanen “Venushaar”. Bogen fik prisen for årets bedste oversatte bog Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin, med sin gravide hustru Evgeniya, som skal nedkomme i august, og hendes to børn, Vera, 9 og Natasha, 14 fotograferet i deres midlertidige lejlighed i Berlin. år efter vi var blevet gift i Moskva blev hun gravid, og hun havde det svært med at være sammen med barnet i midten af r ussiske eksotisme. Så vi rejste til Schweiz – det var ikke emigration, blot et familieanliggende. Jeg tror denne ændring af kulisser hjalp mig en masse som forfatter. Jeg er sikker på, at det er nyttigt for enhver forfatter at leve, ikke kun i sit fødeland, men også i udlandet. “Sammenlignet med Rusland, er Schweiz et meget kedeligt land. Ingen krigssår, ingen blodsudgydelse.” Tidligere, i det nittende århundrede sendte Kunstakademiet i St. Petersburg kunstnere til udlandet, f.eks. Italien, ikke kun for at lære teknik ved at se på udgravede antikke og kun skriver om den verden, tror de, at de ved alt. For at forstå at de intet ved, mindst af alt om Rusland, skal de forlade landet. Sammenlignet med Rusland, er Schweiz et meget kedeligt land. Ingen krigssår, ingen blodsudgydelse. Men folk dør stadig overalt, selv i Schweiz. Det gør den gensidige forståelse af alle mennesker på jorden mulig. Jeg kom til det rolige og fredelige Zürich, men gennem mit job som oversætter for immigrationskontoret fandt jeg mig selv i epicentret af russisk spænding. Jeg blev vidne til forfærdelige historier I Moskva kan du undgå aviser, slukke for radioen, smide dit tv ud af vinduet, trække dine gardiner for og læse gode gamle bøger. Men i Schweiz, blev jeg tragten for russiske historier. Flygtningene fortæller ikke sjove historier. Selvfølgelig kan folk lyve for at opnå politisk asyl. Men de lyver sande historier. Hvis de siger, at de vil blive dræbt, hvis de bliver for de schweitziske immigrationsmyndigheder. Kan du forklare, hvad du personligt får ud af at skrive og hvad du håber dine læsere vil få ud af det? “Jeg tager ofte til Rusland for at møde mine læsere både i storbyer og i små provinsbyer, som faktisk er langt mere interessante og inspirerende. “Kommunistiske løgne er blevet til “demokratiske” løgne. Den litterære tradition er stadig tilbage i Rusland – forfattere skriver for at redde deres sjæle og læserne læser for at redde deres.” Dér kan du se, at intet har ændret sig i de sidste 20 år: de reelle russiske læsere - provinsielle lærere, læger, bibliotekarer - har stadig brug for nogle krævende bøger for at redde deres menneskelige værdighed i denne dagligdags lavine af ydmygende “demokratisk” virkelighed. Kommunistiske løgne er blevet til “demokratiske” løgne. Den litterære tradition findes stadig i Rusland – forfattere skriver for at redde deres sjæle og læserne læser for at redde deres. Læsning i Rusland er mere end læsning. Og det vil det altid være.” Har du en skriverutine? “Jeg plejer at skrive hjemme, om morgenen efter en kop kaffe – én roman på fem år. Du læser og skriver glimrende engelsk – men jeg formoder, at du stadig skriver på russisk? Hvad tabes i oversættelsen f.eks. fra russisk til engelsk – og for den sags skyld til andre sprog? “Jeg holder allermest af de japanise og kinesiske oversættelser. Det ser fantastiske ud. Og jeg har absolut ingen idé om, hvad der er gået tabt i oversættelsen. Det værste for mig er at læse mine tyske eller engelske oversættelser, fordi jeg er klar over, hvad der er gået tabt. Når jeg skriver, er der ingen kompromiser. At oversætte, derimod, er faktisk kunsten at gå på kompromis. Jeg tror at en dygtig oversætter kan oversætte alt. Oversætteren skal skabe mine engelske, tyskle, danske tekster på samme måde, som jeg har skabt mine.” Har du nogen mulighed for at være med til at vælge oversætteren.? “Hvordan skulle jeg kunne vælge en ungarsk, slovensk eller dansk oversætter? Nej, det er forlæggerens opgave. Fra min engelske forlægger fik jeg tre forskellige oversættelser af et kapitel i en bog. Ingen sætning var den samme. Den ene oversætter var ikke bedre eller værre end den anden, men vi taler om tre forskellige personligheder med hver deres egen unikke smag og livserfaring. Hvis de alle oversatte romanen, ville jeg have tre forskellige romaner på engelsk. “Jeg tror, den eneste mulige måde at samarbejde med en oversætter på, er at stole på ham eller hende. En oversætter skal være velkommen til at skabe og blive min medforfatter,” slutter Mikhail Sjisjkin. I august udgiver forlaget Batzer & Co. Mikhail Sjisjkins nye roman “Brevbogen” - en roman om krig og kærlighed. An English version of this interview is to be found on www.netavisen-moen.dk/ Shishkin. Eine deutsche Version dieses Interviews ist auf www.netavisen-moen.dk/ Schischkin zu finden. 95