PDF klik på denne tekst for at downloade Kildevæld nr 1

Transcription

Kildevæld
Nr. 1 · 1. årgang · December 2011
Asedyrkelsens ritualer
i kilderne og i dag
Hedensk filmanmeldelse:
Chihiro og Heksenene
Stjernerne og den
nordiske mytologi
Indhold
Leder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Af Mathias N., Nordisk Tingsfællig
Facts om nordisk mytologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Fjørgyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Af Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig
Kort fra udenrigsfronten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Af Martin P. Hansen, Nordisk Tingsfællig
Asedyrkelsens ritualer i kilderne og i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
Af Stoff, Nordisk Tingsfællig
Hedensk filmanmeldelse: Chihiro og Heksenene . . . . . . . . . . . . 18
Permakultur; bæredygtige kultpladser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
Af Martin P. Hansen og Helena Valorinta, Nordisk Tingsfællig
Wicca: Betydning for moderne hedensk religion og asatro . . . 22
Bokanmeldelse av »The History of Runic Lore« . . . . . . . . . . . . . 27
Af Silje Herup Juvet, Bifrost Norge
Stjernerne og den nordiske mytologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
Redaktionens spørgsmål til Helena:
Kan man nå guderne med kroppen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30
På besøg hos Samfundet Forn Sed, Sveriges årsting . . . . . . . . . 31
Rettet pr. 29.12.11 - Korrekt forfatternavn til artikel s. 27
Forside foto: Fra Stortinget 2011
Kildevæld · Nordisk Tingfællig medlemsblad · nordisktingfællig.dk
Rekdaktør: Mathias N. · [email protected]
Layout: Mitzie
Annoncer · Kontakt: [email protected]
1/1 til margen 190 x 277 mm kr. 200 ved færdig annoncemateriale
1/2 bred til margen 190 x 130 mm kr. 100 ved færdig annoncemateriale
1/2 høj til margen 92,5 x 272 mm kr. 100 ved færdig annoncemateriale
+ kr. 50 hvis annoncen skal produceres af Kildevæld
2 · Nr. 1 · 1. årgang
Leder
Kære læser,
Foran dig har du første udgave af Nordisk Tingsfælligs net-magasin Kildevæld. I Nordisk Tingsfællig tror vi mest af alt på det
personlige møde, som det sted, hvor tanker deles, men vi udgiver Kildevæld som et supplement til vores aktiviteter, så omverdenen kan få et indblik i, hvem vi er og hvad vi laver. Af samme
grund er Kildevæld net-baseret og gratis. Det skal være muligt
for alle interesserede at få en vis indsigt i vores aktiviteter, også
selvom man ikke lige har kunnet deltage i vores arrangementer.
Nordisk Tingsfællig trækker mange tråde til vores umiddelbare
omverden og har kontakt med asadyrkere i mange forskellige
lande. Dette afspejler sig også i Kildevæld, hvor vi gerne bringer
artikler fra bidragydere andre steder i Skandinavien, Europa og
Nordamerika. Da vi i overvejende grad er en dansk organisation
vil vi selvfølgelig oversætte artikler, som oprindeligt blev skrevet
på engelsk, tysk eller andre fremmedsprog, men når det kommer
til de skandinaviske sprog, bringes disse i originalen.
Denne udgave af Kildevæld byder på en spændende blanding af
bidrag fra vore egne medlemmer og fra nogle af vore kontakter i
Skandinavien. De fleste af artiklerne diskuterer den nordiske mytologi, dyrkelsen af de nordiske guder og de historisk-kulturelle
baggrunde og omstændigheder for asadyrkelsen, men der er
også indslag om vores medlemmers oplevelser ude i verden. Indholdet i Kildevæld vil være skiftende, men visse af sektionerne er
kommet for at blive. Vi vil i hver udgave bringe sektionen ’Facts
om nordisk mytologi’, hvor et emne tages op til generel oplysning og forklaring. I dette nummer er det guden Frej, som tages
under behandling ud fra, hvad kilderne kan fortælle om ham. En
anden blivende sektion er ’Redaktionens spørgsmål til …’, hvor vi
stiller et spørgsmål om asadyrkelsen til et af Tingsfælligets medlemmer. I denne omgang har vi stillet Helena spørgsmålet ’kan
man nå guderne med kroppen?’. Helena bidrager tillige med et
kapitel fra sin bog om gudinderne ’Stjernerne i Natten’, hvilket vi
forventer, vil være et tilbagevendende indslag i de kommende
udgaver af Kildevæld. Foruden disse faste sektioner har vi løbende rapporter fra vores udenrigsansvarlige Martin P. Hansen og
dennes (og familiens) aktiviteter.
Dertil bringes i dette nummer en hedensk filmanmeldelse af
Mathias N, en boganmeldelse af Lars Magnar Enoksen og flere
meget spændende artikler af Stoff og Silje H. Juvet. Vi skal ikke
afsløre det hele på forhånd, så vi vil overlade udforskningen af
magasinet til dig, kære læser.
God fornøjelse!
Nr. 1 · 1. årgang · 3
Facts om nordisk mytologi
Frej (Yngve-Frej, Ingunar-Frej, Frēa). Guden Frej regnes ofte for en vanegud og betragtes af de fleste
som den stærkeste frugtbarhedsgud.
Navnets betydning
og historie
På moderne dansk hedder
han Frej, men på oldnordisk
lyder navnet Freyr eller YngviFreyr. Et olddansk navn for
ham er Ingunar-Freyr, og på
angelsaksisk hedder han Frēa. »Frej« betyder på germansk
»herre«. Det vestnordiske
(norsk-islandske) navn YngviFreyr er nedskrevet i Ynglingesagaen, som er forhistorien
til de norske kongers sagaer i
Heimskringla. Navnet Yngvis
oprindelse er ganske ukendt,
men det er dog sikkert at der
er en forbindelse til gudenavnet Ing, der i Tacitus’ Germania (ca. år 80 e.Kr.) er forfaderen til det germanske folkeslag
Ingævonerne, som bosatte sig
i de nordlige områder. Navnet Yngvi kan således tolkes
som ingævoneren, og navnet
Yngvi-Freyr må derfor betyde
Ingævonernes Hersker. Det er
dog temmelig usandsynligt at
Snorri Sturluson har været klar
over dette, da han skrev navnet i Heimskringla i 1230’erne. »Guden transporteredes
rundt i landet for at give
frugtbarhed, fred og velstand til beboerne.«
Ing kendes også fra et angelsaksisk runedigt, hvor han beskrives som en østdansker« af
Haddingernes slægt (som ifølge Saxo regerede i Danmark i
oldtiden). Ing kører ligesom
Yngvi og Nerthus/Njord i en
vogn, og der lader til at være
en kultisk forbindelse heri: Guden transporteredes rundt i
landet for at give frugtbarhed,
4 · Nr. 1 · 1. årgang
fred og velstand til beboerne. Ingunar-Freyr er sandsynligvis
en østnordisk variant af YngviFreyr. I det angelsaksiske heltekvad Beowulf hedder den
danske konge Frēa Ingwīna,
hvilket betyder »Herren over
Ings venner« eller måske »Ingævonernes Hersker«. Det er
uklart om navnet er identisk
med Ingunar-Freyr, for det er
usandsynligt at germanerne
i Norden har vidst, at »freyr«
betød »herre«, da man for
længst var holdt op med at
bruge dette ord som »herre«
i de nordiske sprog. Derfor
har navnet nok betydet »GudFrej af Ings venner«. Det angelsaksiske Frēa er på formen
identisk med Freyr og må
derfor opfattes som den angelsaksiske variant af guden
Frej, men i ingen af de gamle
tekststeder forbindes navnet
med Frej. Det bruges derimod
kun i betydningen »Herre« og
ofte gerne med reference til
Kristus. Frej havde også tilnavnet på oldnordisk »véraldar
Goð« (angelsaksisk: Wēralda
Goð; samisk: Varalden Olmai),
hvilket betyder »alverdens
gud« og i middelalderens manuskripter gerne kædes sammen med Kristus.
Frej i kilderne
Frej er søn af Njord og broder
til Freja. Ynglingesagaen fortæller at Njord var gift med sin
søster og det formodes derfor,
at Frej og Freja er afkom af
dette ægteskab, ligesom det
formodes at de to oprindeligt
ligeledes var gift med hinanden, fordi sagaen fortæller, at
det var skikken blandt vanerne
indtil de kom blandt aserne. Det er imidlertid tvivlsomt om
man kan stole på disse oplysninger, for Ynglingesagaen er
ikke en særligt pålidelig kilde
til nordisk mytologi. Denne
saga fremstiller aserne som
et folkefærd, der lever langt
ovre i Asien blandt barbariske
horder. Vanerne fremstiller
den som et andet folkefærd,
der lever mellem aserne og
Skandinavien. Det fortælles at
Odin leder aserne i krig med
vanerne, men at begge parter er lige stærke, så man må
slutte fred og udveksle gidsler. På denne måde kommer
Njord, Frej og Freja til aserne,
mens vanerne får Høner og
Mimer. Sigtet i fortællingen
er at Frej skal ende som konge
over svenskerne, og det er i
den forbindelse at Snorre tillægger ham navnet Yngvi. »Denne saga fremstiller
aserne som et
folkefærd, der lever
langt ovre i Asien …«
Yngvi lægger sidenhen navn
til det dynasti, der følger efter
Frej: De såkaldte Ynglinger. I
denne fortælling er guderne
beskrevet som mennesker, og
det fortælles, at grunden til at
svenskerne begynder at tro på
aserne som guder, er, at Odin
er god til trolddom og at han
derfor kan narre folk til at tro,
at han er en gud. Teksten har
altså ingen interesse i at fremstille mytologien som egentlig
mytologi, men derimod som
pseudohistorie, der forklarer,
hvordan de nordiske guder
kom udefra og at deres reli-
gion er grundlagt på løgn og
trolddom (den typiske måde
at forklare hedenskab på i
middelalderen, hvor disse tekster blev skrevet). »Odin indstifter hedenskabet, mens Frej
indstifter kongedømmet i Uppsala …«
På den måde sættes der også
et skel mellem den hedenske
religion og kongemagten, for
Ynglingerne herskede både
i hedensk og kristen tid, og
det skulle jo forklares, at det
ikke var dem, der var ophav
til hedenskabet. Derfor er der
ikke noget slægtsskab mellem
Odin og Frej. Frej er adopteret
af aserne fra vanernes slægt,
og bragt hertil af Odin. Odin
indstifter hedenskabet, mens
Frej indstifter kongedømmet i
Uppsala og dermed det magtgrundlag som Ynglingedynastiet består på.
I Ynglingesagaen fortælles
det endvidere at Frej gifter
sig med Gerd. Dette fortælles
også i Snorres Edda (den Yngre
Edda, ca. år 1220), ligesom
det er handlingen i eddadigtet Skirners Færd (Skírnismál)
(hvor Frej imidlertid – ifølge
digtets ordlyd – egentlig kun
er ude på sex). Kilderne er meget enslydende vedrørende
Frejs relation til Gerd, mens
det kun er Ynglingesagaen, der
antyder et incestuøst forhold
mellem ham og Freja. Der er
derfor god grund til at være
mistænksom overfor brorsøster giftemålet i Norden. Der er også god grund til at
mistænke idéen om vanerne
som et separat gudekollektiv
for at være pure opspind fra
Snorres side. Snorre skrev som
bekendt både Edda og Ynglingesagaen. Det er hovedsageligt i Ynglingesagaen, at krigen
mellem aser og vaner spiller
en rolle, og her er det kun for
at forklare, hvordan det gik til
at Odin bragte hedenskabet til
Norden og Frej blev stamfader
til Ynglingerne – og at der i øvrigt ikke er noget blodsbånd
mellem de to. »Vanerne som
gudekollektiv nævnes
sjældent i eddadigtene
(nedskrevet omkring
år 1275) …«
I Edda hører vi kun om krigen
mellem aserne og vanerne
i myten om skjaldemjøden. Formålet er her at forklare
oprindelsen af Kvaser, som jo
skabes af spyttet fra aserne og
vanerne ved fredsslutningen. Det er sandsynligt, at der oprindeligt var tale om en fredsslutning mellem guderne og
en anden gruppe (måske jætter), og at vanerne er opfundet
til lejligheden. Vanerne som
gudekollektiv nævnes sjældent i eddadigtene (nedskrevet omkring år 1275) og når
det sker, er det ofte svært at
skelne mellem dem og andre
navne for guderne, for eksempel: »Aser, alfer, vise vaner«. Det er sandsynligt, at dette er
tre måder at sige det samme
på: Guder. I Vølvens Spådom
hører vi muligvis også om krigen mellem aser og vaner. Her nævnes den kort i strofe
24, hvor der står »Brotinn var
borðveggr borgar ása, knáttu
vanir vígspá vǫllu sporna«
(Muren til asernes borg blev
brudt, de krigslystne vaner
flokkedes på valen). Der er argumenter, der både taler for
og imod, at der her er tale om
aser og vaner som to grupper
eller, at det faktisk blot er den
samme flok. Dette er i hvert
fald den eneste kilde udenfor
Snorres værker, der nævner
aserne, vanerne og en ældgammel krig.
I Edda fortæller Snorre at Frej
ejede skibet Skidbladner (Skiðblaðnir), som kunne foldes, så
det kunne kommes i lommen. Det siges også at han havde
en orne ved navn Gyldenbørste (Gullinborsti), som trækker
hans vogn. Disse attributter lader til at være relativt gamle,
for ornen har længe været et
frugtbarhedssymbol og forbundet til oldtidens svenske
kongehus, der havde en ring
som kaldtes »Svenskernes
Gris« (Svíagríss), ligesom både
Frej og Njord har ældgamle associationer til skibsfarten. Ifølge eddadigtet Grimners Tale
(Grímnismál) bor Frej i Alfheim
(Álfheimr), om hvilket det siges, at han fik i »tandgave«. En tandgave lader til at have
været noget man gav barnet i
dets tidligste år.
Ifølge Snorre er Frej den ædleste af alle guder. Han hersker
over regn, solskin og det som
jorden kan give os. Han vogter for menneskers frugtbarhed og fremgang, og det er
godt at påkalde ham for godt
år og fred. Adam af Bremen
fortæller i sin historie om de
hamborgske ærkebisper fra
år 1070, at Frej er en del af
den treenighed af guder, som
svenskerne dyrker i Uppsala
(Saxo fortæller også om ofringer til en gud ved navn Frø
i Uppsala). Her nævnes Thor,
Wodan (Odin) og Fricco (Frej). Her siges det imidlertid, at det
Statue af Frej.
Kilde: frey, commons.wikimedia.org
er Tor, der råder for regn og
markens afgrøde, mens der
ofres til Frej – som er udstyret
med »ingenti priapo« en gigantisk fallos – når nogen skal
giftes. Denne uenighed mellem kilderne tilskrives ofte en
forskel i kultdyrkelse mellem
øst-Norden og vest-Norden (i
øst-Sverige er der mange stednavne som tyder på en Frejkult), men meget ofte kædes
Snorres forklaringer af Frej
sammen med Adams forklaringer, så han beskrives som
en slags omnipotent superfrugtbarhedsgud. »Ifølge Snorre er
Frej den ædleste af
alle guder. Han hersker
over regn, solskin
og det som jorden
kan give os.«
Hvad der ligger bag er svært at
sige, men det står i hvert fald
klart, at Frej er tæt forbundet
med kongeinstitutionen og
herskermagten – måske mere
end Odin nogensinde har været. Betegnelsen »Alverdens
Gud« sigter velsagtens i denne
retning (ligesom den kan have
noget at gøre med Snorres
beskrivelse af, hvad Frej kan),
og forbindelsen til kongernes
navne i forskellige germanske traditioner bevidner også
dette. Som nævnt ovenfor
indgår betegnelsen Frēawīn
(Frejs ven) i engelsk-danske
kongenavne og forskellige
Frej-relaterede kongenavne
var almindelige i de tidlige Angelsaksiske kongehuse i Kent
og Wessex. Der er ligeledes en
klar forbindelse mellem Frej
og Saxos Kong Frode (Fróði)
som indstifter frodefreden
(Fróðafriðr) som forårsager
fred og god høst i Danmark. Den bliver den direkte årsag
til, at der er sådan en fred indenlands, at en guldring kan
ligge i Jelling ved alfarvej,
uden at nogen stjæler den. Frodefreden nævnes allerede
af skjalden Einar i hans digt
Vellekla fra år 986, og Snorre
beskriver den også. Frodefreden er en legendarisk gylden
æra, som demonstrerer den
tro, at kongen var ansvarlig
for freden, frugtbarheden og
fremgang, og at kongen skulle
»krones til fred med guden«
(sakralt kongedømme). Dette
fortæller Tacitus også om i forbindelse med Nerthus-kulten. Både Snorre og Saxo daterer
Frodefreden til omkring kejser
Augustus’ herredømme i Rom
og Kristi fødsel, hvorved den
parres med Pax Romana (Romerfreden) og Kristendommen. Dette er en typisk lærd,
middelalderlig måde til at gøre
hedenske fænomener kristne.
Ligesom Saxos fortælling om
Frode der efter sin død trækkes omkring i en vogn, findes
der en om Frej. I Fladøbogen
(Flateyjarbók) fortælles det, at
en islandsk flygtning ved navn
Gunnar Helming finder beskyttelse hos en præstinde, som
rejser rundt i Norge og Sverige
med en vogn, der transporterer et gudebillede af Frej. Disse historier om gudeprocessioner minder frygteligt
meget om Tacitus’ fremstilling
af kulten for Nerthus. Nerthus’
(hvis navn er en ældre version
af Njord) billede trækkes rundt
i landet på en vogn, og i denne periode er der fred over
landet, og generelt frugtbare
tilstande. Denne procession
med guden på en vogn kan vel
tolkes som en guddommelig
– og kongelig – magtdemonstration, der forener kongens
verdslige
overherredømme
med gudens religiøse magt. Kongen demonstrerer sin
magt til at skabe fred og velstand i landet (verden) ved at
føre gudebilledet rundt til folket. Som sådan er der en tæt
forbindelse mellem herskermagten og frugtbarheden,
og Frejs involvering i giftemål
i Uppsala kan ligeledes ses i
dette lys. Giftemålet kræver i
ligeså høj grad en lovformelig
accept fra herskeren som det
kræver frugtbarhed. Når Frej
så fremstilles som herskergud
Nr. 1 · 1. årgang · 5
Factsmytologi
om nordisk
og forbindes til kongemagten,
med en enorm fallos, er dette
også temmelig logisk, for fallossen demonstrerer den kraft
og frugtbarhed, kongen skal
have, for at kunne bringe landet den krævede velstand:
han skal kunne få mange børn
og slægter – den impotente
for det har han givet til sin tjener Skirner, der som bekendt
skal bruge det i Skirners Færd
(Skírnismál), hvor han sendes
af sted af Frej for at bejle til
Gerd. I samme åndedrag fortæller Snorre at Frej kaldes
»Belis bane«, fordi han engang
dræbte den ellers ukendte
jætte Beli med en hjortetak. Hvorvidt man bør stole på
efterretningen om, at Frej eller nogen af de andre guder
overhovedet dør i Ragnarok er
op til diskussion. Det er under
alle omstændigheder klart, at
middelalderens skrivere, som
for eksempel Snorre, gjorde et
særligt nummer ud af Ragnarok, fordi det passede fint ind
i deres kristne verdensforestilling, at de gamle guder skulle
dø, så der kunne banes vej for
Kristendommen.
»… procession med guden på en vogn kan vel
tolkes som en guddommelig – og kongelig –
magtdemonstration, …«
konge er intet værd.
De islandske sagaer (skrevet
i perioden fra ca. 1200-1350)
nævner også en Frej-kult,
om end denne er mere uklar. Flere individer i sagaerne hedder for eksempel Frejsgode
(Freysgoði), hvilket tyder på,
at man nok har haft præster
til Frej. I sagaen om beboerne
i Vatnsdalen (Vatnsdæla saga)
fortælles det, at nordmanden
Ingimund har en amulet (eller
statuette) med et billede af
Frej, som han opbevarer i sin
pung. En vølve siger til ham
at amuletten vil forsvinde, og
han vil først genfinde den, når
han slår sig ned på Island. Ingimund vil ikke høre på troldkvinden og afslår at han nogensinde skulle bosætte sig
på Island, men skæbnen fører
ham alligevel dertil. Da han
har fundet det sted, han vil bo,
giver han sig til at grave et hul,
så han kan sætte sin højsædestøtte (ǫndvegissúlur) i jorden. 6 · Nr. 1 · 1. årgang
Statue af Frej med offer foran. Kilde: Privat foto
I det hul han graver, finder
han sin Frej-amulet. Fundet af
en tilsyneladende miniature
Frej-statuette (en mandsfigur udstyret med en erigeret
penis) ved Rällinge i Sverige,
giver denne historie om Frejamuletten et skær af sandsynlighed, ligesom fundene af
de mange små guldblik, de såkaldte guldgubber, ved Sorten
Muld og i stolpehullerne i det
formodede tempel i Uppåkra
(Skåne) ligeledes peger i retning af en praksis med at lave
små gudebilleder og tilsyneladende deponere dem i stolpehuller. Guldgubbernes visuelle udtryk er ofte noget man
forbinder med frugtbarhed,
herunder – igen – ornen, men
også en mand og en kvinde
der kysser og holder en plante.
Til sidst skal det nævnes, at
Vølvens Spådom og Snorres
Edda begge fortæller, at Frej
dør i Ragnarok. Han falder for
ildjætten Surts flammesværd. I denne kamp har Frej ifølge
Snorre ikke noget sværd selv,
Kilder:
Ynglinga saga, 1941.
Snorra-Edda, Mál og Menning,
Reykjavík, 2001.
Eddukvæði, Mál og Menning,
Reykjavík, 1999.
Vatnsdæla saga, Íslenzk Fornrit VIII,
1939
Odin på kristent pergament,
Annette Lassen,
Museum Tusculanums forlag, 2011.
Dictionary of Northern Mythology,
Rudolf Simek, D.S. Brewer, 1993.
Jeg har skrevet et manuskript til en bog, og sendt til et par forlag. De ville dog ikke udgive den, da de
ikke mente der var et tilstrækkeligt publikum for den, i disse krisetider skal der tænkes på økonomien. Nu overvejer jeg Books on demand i stedet. Mens jeg overvejer bringer jeg noget af manuskriptet
her i Kildevæld.
Fjørgyn
Jeg vil jo gerne dele mine tanker. Jeg bringer dels forordet,
for at forklare mine tanker bag
bogen, og dels et kapitel om
en af gudinderne. Det kunne
også være at de forskellige
gudindekapitler i stedet kommer her i Kildevæld. En, måske
to, ad gangen. Det vil tiden
vise.
så at sige fortæller »indefra«,
hvad ved jeg så om dem, som
ikke allerede findes at læse i
Eddaen, mytedigtene og de
genfortolkninger, der er skrevet i årenes løb? Hvem siger
at min personlige oplevelse af
dem vil kunne betyde noget
for andre end mig?
Ingen.
Titlen er Stjernerne i natten…
Tolv nordiske Gudinder. De
tolv gudinder er følgende:
Frigg den vise; Sif med guldhåret; Idun der vogter ungdommens æbler; Vår der våger
over løfter; Saga, fortællingens
gudinde; Eir, den bedste læge;
Freja kærlighedens gudinde;
Fjørgyn, Jorden og Thors moder; Skade den selvstændige
og handlekraftige; Hel, dødens
gudinde; Sigyn, Lokes svær-tydede kone; og sidst, behandlet
under et, de tre norner Urd,
Verdande og Skuld.
Men jeg vil gerne fortælle om
asynjerne, fordi de betyder
noget for mig. Fordi de er.
Den viden jeg har om dem,
er ikke min viden. Det er erfaringer jeg har gjort mig og
oplevelser jeg har haft i fællesskab med andre. Der har været hundredevis af samtaler
forud for denne bog. Samtaler hvor mit eget gudindebillede har ændret sig. Blót, et
religiøst ritual, hvor mødet i
ritualet har ændret mit syn,
men også hvor de fælles sam-
taler der har fundet sted efter
blótene har betydet mere for
min forståelse end mine egne
tanker har. I flere år er samtalerne foregået i Krakas Net, et
online community for asatro
kvinder.
Sammen med Britt og Linda
»Men jeg vil gerne
fortælle om asynjerne,
fordi de betyder
noget for mig.«
gik jeg i dybden med ni af gudinderne. Birgitte, Else-Julie,
Ronja, Teresa, Nanna, Christine, Pippi, Maria og flere andre
deltog også i dette og delte
deres tanker med os. Sammen
med Else Julie tog jeg så livtag
med yderligere tre gudinder.
Billederne i bogen er lavet af
Henriette Egonsdatter og ind
i mellem vil I nok se, at billederne ikke helt svarer til den
Nu er det et enkelt kapitel
jeg bringer, og der kan derfor forekomme enkelte henvisninger til tidligere nævnte
ting som ikke er med i denne
tekst. Disse henvisninger viser
tilbage på andre kapitler i bogen. Jeg vil ikke skrive om i den
tekst jeg har skrevet, så det vil
jeg bede jer, kære Kildevældslæsere, om at bære over med.
Bogens forord
At skrive en bog om de nordiske gudinder, om asynjerne, er
det ikke formasteligt?
En bog der fortæller hvad jeg
mener at nogle af de nordiske
gudinder står for. For selvom
jeg er praktiserende asatro og
Bogens forside. Illustration: Henriette Egonsdatter
beskrivelse, jeg kommer med
af gudinden. Det er fordi billederne repræsenterer Henriettes syn på gudinderne, mens
teksten er mit bud og de to
ikke nødvendigvis stemmer
overens.
Jeg har også delt tankerne
med min mand og med andre
mænd. Dette er ikke nogen
kvindebog, blot en gudindebog. Det er en gudindebog
fordi gudinderne taler til mig,
men især fordi de gamle kilder
ikke siger noget væsentligt om
dem. Jeg har forestillet mig
at de gamle kilder fortæller
om, hvad kristne mænd vidste om, hvad gammeltroende
mænd troede på, simpelthen
fordi de var mænd der talte
med mænd. Jeg har forestillet
mig, at ingen kristne kvinder
fortalte hvad de gammeltroende kvinder egentlig troede
på, også selvom de måske godt
vidste det. Jeg er dog blevet
klogere, og har fundet ud af at
nogle af eddadigtene, som omhandler Gudrun, muligvis er
skrevet af kvinder og at Snorre
Sturlason brugte Þúriðr den
vise som kilde til hedenskab. Jeg er også blevet anbefalet en
bog af Sandra Bailif Straubhaar
med titlen Old Norse Women’s
Poetry – the voices of female
skalds. En bog jeg glæder mig
til at få fat på og læse. Det er
spændende at blive klogere. Det laver dog ikke om på, at jeg
mener der mangler en bog om
gudinderne.
Den kildemæssige viden vi har
om dem er, som lige nævnt,
meget spartansk, grænsende
Nr. 1 · 1. årgang · 7
til ikke eksisterende, og derfor siger vi, at vi ikke ved noget om dem. Men hvad er det
der gør, at de informationer vi
har om den historiske asatro,
er mere »rigtige« end det vi
oplever i dag? Hvorfor har det
større værdi i forhold til at bestemme hvad gudinderne står
for?
Måske fordi min viden bygger
ovenpå den? Uden disse kilder, uden denne forståelse for
gudinderne og guderne, ville
min oplevelse af dem så være
den samme? Ville jeg overhovedet kunne fornemme og
navngive dem? Og sige; jeg har
mødt...?
Selvom mangt og meget er
blevet videreført gennem
folketroen, så er traditionen
brudt. Jeg kan ikke hævde. at
det er min »tradition« jeg følger. Det er en tro, jeg har valgt. En tro som nogle ville kalde rekonstrueret. Man kunne også
sige genoplivet. Og selvfølgelig
kan man diskutere, hvorvidt
disse guder og magter eksisterer som magter, når de ikke
har gjort større væsen af sig
igennem de sidste 1000 år. For
spor i folketroen og en romantisk beundring i guldalderens
nationalromantik til trods, så
har de ikke gjort større væsen af sig. Ikke som religion og
trossystem. Her vil jeg mene,
at politik har haft en stor betydning, men heller ikke dette
er et emne jeg vil bruge tid på
her. Igen må en konstatering af
de faktiske forhold være nok.
»Jeg har forestillet mig,
at ingen kristne kvinder
fortalte hvad de gammeltroende kvinder
egentlig troede på …«
Min personlige opfattelse
er, at jeg uden kendskab til
kilderne, ville have kunnet
mærke disse kræfter. Jeg ville
kunne høre jordens hvisken og
fornemme skovens dragende
magt. Men jeg ville næppe
8 · Nr. 1 · 1. årgang
have kaldt dem det samme. Jeg ville nok have givet dem
andre navne. Og måske endog
have fordelt deres attributter anderledes! Nu findes de
gamle kilder, nogle af dem i
hvert fald, og jeg kan læse i
disse hvad folk har opfattet før
kristendommen blev indført. Eller i hvert fald hvad dem, der
skrev det ned, har ment, at
man gjorde og troede. Jeg kan
se, at de i mangt og meget har
mærket det samme som jeg
gør. Jeg genkender det, jeg har
oplevet i det, jeg læser. Og her
er der navne, der, når deres
betydning bliver forklaret, giver mening. Så kilderne giver
mig navne på kræfterne, og
de giver mig en tillid til, at det
jeg mærker, ikke er opspind
og hjernespøgelser; andre har
mærket det samme før mig.
Men kilderne efterlader også
mange spørgsmål. Dels på
grund af de manglende informationer, dels på grund af,
at de er skrevet på et andet
sprog, ofte oldnordisk, og i en
anden tid, og dermed også af
en anden kultur. Det betyder,
at der er lidt at tænke over
og vurdere, og ikke så mange
færdige svar. Det giver derfor
også en stor plads til egne fortolkninger, og til at ens egne
oplevelser kan sættes ind i en
kontekst.
som en fyldestgørende kilde
til en hel religion. Men hvis
flere gør det samme; fortæller
om deres oplevelse af vore guder og gudinder, af vore myter
og riter, så vil man snart kunne
se de fælles linjer. Hvad er det
som alle siger, selvom det ikke
står i de gamle kilder? Det som
alle siger, selvom det ikke står
skrevet, må være det som vi
i dag kan give videre til kommende generationer. Det må
være det, vi kan give videre fra
dagens asatro. Sammen med
de ældre kilder giver det et billede af vores skik, sådan som
den opleves og udøves i dag. Men kun hvis flere fortæller
højt og deler med andre, hvad
de egentlig oplever, vil vi kunne finde det der er fælles for
os og give det videre.
Jeg vil referere til kilderne her i
bogen, da jeg ikke kun selv har
haft oplevelser og talt med andre, men også læst og reflekteret. Jeg gøre hvad jeg kan
for, at markere hvad jeg henter fra kilder og hvad der er
nutidige oplevelser og tanker.
Fakta: Fjørgyn er jorden selv
og Thors mor.
Fjørgyn nævnes som moder til
Thor i Harbards sang. IVølvens
spådom nævnes hun under
navnet Hlóðyn eller Hlǫðyn. Hun er sandsynligvis identisk
med Jǫrð (Jord), som nævnes
som Thors moder og Odins
kone eller frille i skjaldedigtet
Haustlǫng, i Trymskvadet i
Lokes skænderi, i Gylfaginning og i Snorres Edda Ifølge Snorre er hun datter af Nat og en
mand der hedder Annar. Udover navnene Jǫrð, Fjørgyn og
Hlóðyn, har hun også navnene
Fold og Grund (andre ord for
jord). At hun er jordens gud-
Vil denne bog, jeg er i gang
med at skrive her, kunne få
værdi for kommende asatro?
Om tusind år? Ikke hvis den
for lov til at stå alene. Så er
det blot mine personlige oplevelser og refleksioner over
andres ord og oplevelser, og
en enkelt persons religiøse
oplevelser kan ikke betragtes
»Jeg genkender det,
jeg har oplevet i det,
jeg læser.«
Det er mit håb og ønske at
denne bog blot bliver en af
mange. At den vil blive et bidrag til kendskabet om den
gamle nordiske skik, asatroen
som den ofte kaldes, sådan
som den udøves, opleves og
forstås i dag.
Det er især min forhåbning at
den vil berige dig som læser.
Fjørgyn
Funderinger
Jeg troede til for ganske nylig
at alt hvad der stod skrevet
om Fjørgyn, var at hun var
jorden, Thors moder. Ingen
myter, ingen fortællinger om
religiøs praksis kunne jeg finde
der nævnte Fjørgyn. Thor bliver ofte kaldet Fjørgyns søn i
myter, men om Fjorgyn selv
kunne jeg ikke finde noget. Jeg er dog blevet belært at det
ikke er svært at finde, hvis blot
man ved hvor man skal lede.
Nogle søger at sætte lighedstegn mellem Fjorgyn/jorden
og en frugtbarhedsgudinde. Nogle mener at jord er Nerthus, som Tacitus fortæller om. Han skriver nemlig at Nerthus
blev tilbedt som moder jord. Det er dog ikke umuligt at dette er en romersk tolkning, han
pådutter nordboerne. Hans
målgruppe var trods alt den
romerske overklasse, og man
kan ikke udelukke at han skrev
så denne kunne forholde sig
til det, ud fra deres egen kontekst. Han tager dog næppe
fejl af grundkomponenterne:
at germanerne dyrker en
jordgudinde og at Nerthuskulten er som den er.
Jord siges nogle steder at være
Njords søster, hun kaldes også
af og til for Nerda. Nogle steder benævnes hun endda som
én og samme som Njord. Alle
disse spekulationer er jo noget
som står den enkelte frit for,
men jeg har ikke kunnet finde
belæg for det i de tekster jeg
har læst, der er kilder til den
nordiske førkristne tro. Her er
Fjorgyn jorden. Jord er Thors
moder, og siden Odin er Thors
far, vil jeg gå ud fra at de har
fået ham sammen. Personligt har jeg altid haft
det svært med forskellige forsøg på at finde en nordisk modergudinde. Jeg kan ikke se, at
Thor
kaldes
Jords søn
inde ser ud til at være ganske
sikkert. der er nogen. I vores mytologi
er moderskabet ikke helligt,
det er naturligt. Jeg ser heller
ikke Fjørgyn som en troværdig
kandidat til rollen. Der er flere
gudinder, der er mødre, uden
at det gør dem til modergud
inder, så det, at hun er mor til
Thor, er ikke nok til at Fjørgyn
skal få dette epitet. Man behøver heller ikke at tolke hende
som jorden, det afhænger af
hvordan man betragter jorden. I nordisk mytologi er jorden som sådan oprindelig en
jætte ved navn Ymer. Dræbt
af Odin og hans brødre, som
derefter har benyttet hans forskellige kropsdele til verdenen
som vi kender den, f.eks er
hjernen: skyer og hovedskallen: himmelhvælvet. Set fra
den vinkel virker det i mine
øjne usandsynligt at jorden
pludselig skulle være blevet
kvindelig. Men jeg har ladet
mig fortælle at der er ufattelig
meget andet i kildematerialet
der indikerer at jorden er kvindelig. Det får mig til at tænke på Loke
og hvordan han skifter mellem
kønnene, når han forvandler
sig til en hoppe og bliver mor
til Odins hest, Sleipner. Måske
er kønnet ikke så vigtigt og
ikke så bestandigt i myterne,
som vi ellers generelt vil gøre
det til? Måske skulle vi ikke
lægge så stor vægt på, hvilket
køn, jorden har, men i stedet
prøve at forstå jordens essens,
for at ad den vej søge at forstå
essensen af Fjørgyn? Og her
må jeg selvfølgelig også gribe i
egen barm, og give slip på indgroede forestillinger om kønnets betydning.
Måske er Fjørgyn slet ikke jorden som den Jord vi bebor,
dvs. landskabet, men jord
som i betydningen: det man
dyrker – altså muld? En overvejelse som jeg har hørt andre
gøre sig og som jeg derfor har
tænkt over selv. Her kunne
nogen måske indvende at mulden er Gerd; jættekvinden der
Nr. 1 · 1. årgang · 9
mødes med Frugtbarhedsguden Frej i Barrelunden. Dette
skulle være hvis historien om
Frej og Gerd tolkes som en fortælling om, hvordan den dyrkede jord befrugtes af frugtbarhedsguden. Igen må jeg
sige, at jeg ikke ser det sådan. Jeg har hørt at navnet Gerd
betyder gård, som i skærgård,
skibsgård og bondegård; den
firlængede bondegård. Jeg
har også læst at Gerd er en
variant af »garðr« der betyder
»indhegnet land«. Det forstår
jeg som alt hvad der er inden
for gærdet og altså meget
mere end blot mulden på en
mark. Jeg kan bedre forliges
med tanken om Fjørgyn som
ækvivalent med muld, samtidig med at jeg har mine tvivl. Jeg er ikke sikker på, at det er
her, at Fjørgyns betydning skal
søges.
Thor kaldes Jords søn i mytekvadene Trymskvadet og
Ægirs gilde. I Vølvens spådom
kaldes han søn af Hlodyn og
Fjørgyn, og i Harbardsangen
siger Harbard (dvs. Odin) til
Thor, at »Fjørgyn vil finde sin
søn Thor i menneskelandet
og lære ham ætlinges veje til
Odins land«. En i sig selv interessant udtalelse. Jeg kan ikke
lade være at tolke »ætlingenes
vej til Odins land«, som døden
på slagmarken, på valen. Det
er herfra de krigere der udviser dødsforagt hentes til Valhal, den hurtigste vej til Odins
land. Det er selvfølgelig bare
en idé der slog mig, og jeg kan
have taget gruelig fejl.
Men kunne det forstås som, at
det er den jord, Fjørgyn repræsenterer? Valen hvor krigerne
falder? Eller er det, at drage
forhastede konklusioner? Hele
vejen igennem er jord knyttet
til, at være mor til Thor, men
hvad er det hun skal lære ham
her? Jeg synes det ligner en
kenning, hvor man skal kende
en myte for til fulde, at forstå
meningen i teksten. Kender
man myten om, at Freja græ10 · Nr. 1 · 1. årgang
large role in the Old Norse cosmology. They are the oldest
and the first, and the earth
was formed from one of them).
»Fjørgyn er for mig
jættens kød, blod og
urgamle visdom
blandet med gudernes
skaberkraft.«
Fjørgyn. Illustration: Helena Valorinta
der tårer af pureste guld, når
hun sørger tabet af sin mand
Od, ved man at kenningen
»Frejas tårer« betyder guld. Hvis jeg var bedre kendt med
myterne ville jeg måske straks
vide hvad »ætlingenes veje til
Odins land« egentlig betød. Så
ville jeg vide hvad Harbard me-
»Jord siges nogle
steder at være Njords
søster, hun kaldes også
af og til for Nerda.«
ner at Fjørgyn skal lære Thor.
Jeg mærker jordens kraft,
men ikke en moder jord. Idéen om moder jord, som den
forefindes i moderne New
Age, kommer fra græske traditioner, og jeg kan som sagt
ikke med bedste vilje i verden se den i vores mytologi. Men jeg kan se jordens kraft. Jordens kraft er så stærk, at
den kan føde Thor. Når jorden nu er formet af jætten
Ymirs kød spørger jeg mig
selv, om man kunne sige,
at Thor er jættefødt? Jætte
i forståelsen utæmmet og
oprindelig naturkraft, en
forståelse som var udbredt i
1800-tallets forskning? Ganske vist er det guderne, der
dræber jætten og navngiver
vores jord på forskellig vis,
men grundsubstansen er alligevel jætte. Måske kunne
man sige jættekraften?
Med hensyn til jættekraft, så
skrev jeg i indledningen af bogen, at jeg ikke deler guder og
jætter op i gode og onde/farlige. For at forklare, hvad jeg
mener med jættekraft vil jeg
bringe et citat af den islandske
professor i folketro (folkloristic), Jón Hnefill Aðalsteinsson,
fra hans bog A piece of horseliver. Da bogen er en engelsk
oversættelse fra islandsk, har
jeg taget mig friheden at selv
oversætte citatet til dansk:
»I de kilder vi har, er jætterne
kendt for deres visdom og viden om oldtidskunster. Guderne risikerer deres liv og foretager store ofre for at få del
i denne visdom (...) Jætterne
spiller en stor rolle i den oldnordiske kosmologi. De er de
ældste og de første og jorden
er formet ud af en af dem.«
(In the sources that we have,
the giants are known for their
wisdom and knowledge of the
ancient arts. The Gods risk
their lives and make great sacrifices in order to share in this
wisdom (...) The giants play a
Jeg synes dette citat giver et
godt fingerpeg om, i hvilken
retning mine egne tanker går,
hvad gælder jættekraft, men
jeg vil også citere brugeren
Louise på internetforummet
Kindir:
»Det er råstyrken i jættens kød
og blod, jeg mærker, og det er
gudernes skaberkraft, der fylder mig, når jeg stiller mig ud
på marken og lader mulden
glide op mellem tæerne. Når
jeg traver skoven tynd og suger skaberværket til mig. Jordforbindelse giver mig styrke fra
det guddommelige. Personligt
symboliserer jordens kraft for
mig en ro og en styrke, kraft og
… Ja en følelse jeg ikke kan forklare ... Tryghed måske?«
Jeg oplever det samme og synes, det er så rammende beskrevet, at jeg bringer citatet i
stedet for, at forsøge at beskrive det selv. Fjørgyn er for mig
jættens kød, blod og urgamle
visdom blandet med gudernes
skaberkraft. En kraft så stærk
at den kan føde Thor; menneskenes beskytter. Og hvis kønnet er underordnet, er der for mig ikke så meget mere, at spekulere over. Tilbage er blot at opleve og
mærke denne jordens Gudinde.
Mødet
Fjørgynblót ved blótstenen i
hjørnet af haven i sensommerregnens blæst.
Vi skålede i koffeinfri kaffe
med mælk, og bød Fjørgyn kaffekage med tranebær, mens vi
huskede at hylde Frigg her ved
hendes plads. Vi ofrede lavendel, vintervikke, rødkløver og
rævehale.
Vi talte og lyttede i vinden.
Nynnede svagt og mærkede
kraften omkring os.
Vinden rev i træerne, regnen
var kold mod anklerne. Lyden
af en rumlende motorcykel.
Velkommen Fjørgyn
Styrken og roen, grokraften,
var omkring os. I græsset, i
bladende, i regnen, i stenen
Vi så omkring os på blótpladsen. Vi så alt det grønne, groen-
de grønne, vækstkraft, grokraft.
Børnestemmer i det fjerne; en
kvinde der kalder. En hund der
gøede i menneskenes verden.
Vinden er isnende kold, men
træet skærmer for regnen. Alt
er vådt.
Vi ser torshammeren på stenen, med blomster, kage og
kaffe. Lilla toner mod den grå
sten, Sølvfarvet torshammer
med cremefarvet mælkekaffe.
Hverdagens heltemod, styrken
i det almindelige. Det smukke i
det nære. Vi talte og spurgte. Ordene
blev hængende i luften, som
ekko i vinden gentog vi os selv.
Ordet der skaber når det udtales.
Det, der siges højt, bliver virkelighed - »Det du fortier, slet
ingen mening har«.
Fjørgyns kraft, grokraften.
Små blomster der knækker asfalten. Græsrødder der invaderer alt. Intet i denne verden
kan standse Fjørgyns kraft
og virkelighed.
Som små mælkebøttefrø, der
spredes i vinden. Som vanddråben der udhuler stenen.
Lad Fjørgyns grokraft gennemsyre dine ord, og tal den virkelighed frem, som du ønsker.
Det, du gentager, får kraft og
styrke og gror, gror, gror.
Gentag, gentag, gentag den
virkelighed, du ønsker.
Fjørgyn – I sandhed Thors
urokkelige moder.
Ting kan tales i eksistens.
Det, der gentages og gentages
og gentages, bliver sandhed
Vi er ved at etablere gode kontakter med vore søsterorganisationer i udlandet
Kort fra udenrigsfronten
Af Martin P. Hansen, Nordisk Tingsfællig
1) Jeg mødtes med Bifrosts
udenrigsansvarlige Anette til
Aarhus Blotlaugs åbent hus i
påsken og igen til Asatrofælleskabet Yggdrasils vennestævne i pinsen. Begge gange havde vi en god snak om Nordisk
Tingsfællig; hvem vi er og hvad
vi vil. Anette havde mange
spørgsmål som blev besvaret
og vi fik etableret en fælles
forståelse. Vi ser frem til en
god sameksistens og glæder
os til en mulighed for samarbejde.
Anette Kvitsgård, Bifrosts udenrigsansvarlige.
2) Til vores Storting i maj
havde vi besøg fra Eldaringen
i Tyskland. Det var Isa (formand), Ingmar og Günna der
havde kørt hele den lange vej
fra Tyskland til Fyn udelukkende for at deltage i vores Ting. Besøg af der Eldaring til vores storting.
Vi morede os godt i hinandens
selskab og jeg skal viderebringe ønsket om at vi må trives og
vokse.
3) I forbindelse med Stortinget
modtog vi også et lykønskningskort fra Het Rad i Holland. Teksten var som følger:
May the Nornir weave well
your web of wyrd
May the spirits share welfare
and wisdom with all of you
May Nordisk Tingsfællig flourish in frith and friendship
The best and warm wishes of
Het Rad.
4) Videre blev vi inviteret til at
deltage I Samfundet Forn Sed
Sveriges årsting I juni, hvilket
vi også gjorde. Artikel om dette findes andetsteds i bladet.
5) Asatru-EU er et samarbejde
mellem flere asatro-organisationer i Europa, primært
om en en fælles portal, der er
ved at blive sat op, hvor vi skal
præsentere os selv med link til
vores respektive hjemmesider. Nordisk Tingsfællig er blevet
en del af dette samarbejde. Vi
ser frem til at kunne bidrage
til dette samarbejde mellem
trosfæller i Europa.
det, er også en del af samarbejdet omkring IASC, den internationale asatro-sommerlejr der
havde sin første sommerlejr på
Mols i Danmark i 2009. Næste
gang bliver udenfor Oldenburg
i Tyskland i 2012, og vi kan med
glæde meddele at Nordisk
Tingsfællig nu indgår i dette
samarbejde, som en af de organiserende organisationer.
En del af de organisationer der
er med i Asatro-EU samarbej-
Det flotte kort fra Het Rad med underskrifter og det hele.
Nr. 1 · 1. årgang · 11
Vi kender aseguderne fra den overleverede nordiske mytologi, og nogle af disse guder var genstand
for religiøs dyrkelse i førkristen tid. Den moderne dyrkelse af disse guddomme kommer, dengang som
i dag, til udtryk i ritualer. Hvordan denne dyrkelse kan have taget sig ud i førkristen tid, kan vi forsøge
at danne os et indtryk af ud fra etnografiske værker der strækker sig over en periode på tusind år, helt
op til kristendommen bliver officiel religion i Norden.
Asedyrkelsens ritualer
i kilderne og i dag
Tusind år før kristendommen
bliver førende religion, beskriver den romerske historiker
Tacitus de germanske stammer, og dette værk refererer
til kultisk praksis. Arabiske
rejsende beskriver kultiske aktiviteter hos forskellige skandinaviske folk i det 10. århundrede. Hos Adam af Bremen og
Thietmar af Merseburg, begge
i det 11. århundrede, finder vi
beskrivelser af store kultfester
i Skandinavien. Dertil findes
også beskrivelser af hedenske
ritualer i de islandske sagaer
fra 13. og 14. århundrede. Der
er flere kilder endnu, men disse er de mest fremtrædende.
»… forsøge at skabe
ritualer direkte på
baggrund af de
historiske kilder.«
Den måde dyrkelse af aserne
tager sig ud på i dag, har dog
træk som ikke umiddelbart
kan sættes i forbindelse med
billedet disse kilder tegner. På
mange måder har de gængse
ritualer i asatroen nære forbindelser til generelle tendenser i neopaganismen. Ønsker
man at videreføre eller skabe
ritualer til dyrkelse af aserne i
dag, står man således overfor
ideer og materiale med oprindelse forskellige steder. Det er
således muligt både at videreføre de rituelle former som
12 · Nr. 1 · 1. årgang
de hidtil har været i en neopaganistisk kontekst, og forsøge
at skabe ritualer direkte på
baggrund af de historiske kilder. I det følgende vil fremtrædende bestanddele i moderne
ritualer, såvel som forskellige
kilders beskrivelser af førkristen kult, blive beskrevet og
deres mulige nutidige betydning blive diskuteret.
Det moderne ritual
Et asatro ritual begynder almindeligvis med at deltagerne
stiller sig i en cirkel. I midten
kan der været placeret offergaver, og der er måske et bål. En i kredsen fungerer som ritualforretter. Forretteren går
med uret rundt om kredsen
og fremsiger en hyldest eller
påkaldelse af en gud i hvert
verdenshjørne. Alternativt har
de personer der står i verdenshjørnerne opgaven at hylde
eller påkalde en gud. Dette
kan ske ved at der tegnes et
solhjul i luften. Når dette er
sket må ingen forlade cirklen
før ritualet er ovre. Herefter
kan der være en hyldest til de
specifikke guder, der skal hyldes ved denne lejlighed, og
forretteren siger måske nogle
ord om ritualets formål og
mening. Et horn fyldes med
mjød, og dette går rundt mellem deltagerne, med uret. Når
man får hornet fremsiger man
en skål til en gud, en bøn eller
lignende. Ofte går hornet først
rundt for nogle guder som er
bestemt på forhånd. Derefter
er der ofte en skål for de afdøde og en fri skål hvor ordet er
frit, når man har hornet. Ved
hver skål eller hyldest, drikker den der holder hornet og
de andre i kredsen siger eller
råber »hil!« imens. Den fri skål
har ofte en vigtig plads i ritualet, og der lægges vægt på
muligheden for at den enkelte
kan udtrykke sig og derved
give sit personlige bidrag til
ritualet. Det sidste mjød hældes ud på jorden som gave til
stedets vætter. På et tidspunkt
bliver der typisk lagt ofre
frem til guderne, fx mad. Det
er almindeligt at en edsring
bringes rundt, og man har så
mulighed for at aflægge eder
ved at holde i ringen. Ofte har
deltagerne amuletter, smykker
og lignende med, som bliver
indviet i ritualet, fx ved at edsringen holdes henover objekterne, mens alle holder i den,
og forretteren fremsiger nogle
ord. Til sidst bydes guderne
farvel ved verdenshjørnerne. Hefter er der fællesspisning.
»… der lægges vægt på
muligheden for
at den enkelte kan
udtrykke sig og derved
give sit personlige
bidrag til ritualet.«
Dette ritual har ligheder med
rituelle former som er gennemgående blandt neopaganistiske religioner. Måske det
mest fremtrædende eksempel
på dette er liturgien indenfor det der kaldes heksetro,
heksekunst eller wicca. Liturgien, som ligger til grund for
de mange former for wicca i
dag, hører til det, der meget
vel kan være startskuddet for
den neopaganistiske bevægelse, og den mangfoldighed
af religioner og traditioner der
omfattes af denne betegnelse. »… de begynder med at
der tegnes en magisk
cirkel med et sværd,
hvorefter elementernes
ånder påkaldes …«
Denne liturgi blev sammensat af englænderen Gerald
B. Gardner fra slutningen af
1940erne og frem til de tidlige 1960ere. Den indeholder
elementer fra jødisk-kristen
ceremoniel magi, som den
fandtes hos de okkulte ordner Ordo Templi Orientis og
The Hermetic Order of the
Golden Dawn, elementer af
frimurerordenens ritualer, såvel som kreative nytolkninger
af disse og tekster skrevet af
Doreen Valiente fra Gardners
egen gruppe, lån fra Rudyard
Kipling og okkultisten Aleister
Crowley og tekster som er af
Hvad siger kilderne?
Måske de mest udførlige beskrivelser af hedensk gudedyrkelse er i Håkons saga i Heimskringla, skrevet i 1200tallet og
araberen ibn Fadlans beretning om svenske vikinger ved
floden Volga i 900tallet.
Wicca ritual. Kilde: Paganavebury, commons.wikimedia.org
uvis oprindelse (med nogen
sandsynlighed Garders eget
forfatterskab). Fremtrædende
elementer i Gardners ritualer
er, at de begynder med at der
tegnes en magisk cirkel med et
sværd, hvorefter elementernes ånder påkaldes ved at tegne pentagrammer i luften ved
verdenshjørnerne. Herefter
påkaldes heksenes gudinde,
hvorved gruppens præstinde
bliver gudindens legemliggørelse. Så danses der for at rejse
magisk kraft, som cirklen samler og koncentrerer. Kraften gives som offer til guderne, eller
bruges med henblik på magisk
arbejde. Afslutningsvis indvies
mad og drikke, som går rundt
blandt deltagerne. Elementernes ånder bydes farvel og cirklen åbnes. Bagefter holdes der
eventuelt fest.
Især den måde ritualet begynder og slutter på, med
etableringen af en rituel cirkel
og påkaldelse af verdenshjørner, er i høj grad blevet den
almindelige måde at forstå
og udføre ritualer på i neopaganistisk sammenhæng. Ikke
kun indenfor wicca, men også
blandt moderne druider og
moderne shamanistiske traditioner, og altså også asatro. Gardners cirkelritual bygger
direkte på standardritualer
fra Ordo Templi Orientis og
Golden Dawn. Disse har til
gengæld ritualerne fra bøger
om jødisk-kristen mystik og
magi, såsom Clavicula Salomonis (Key of Solomon). Clavicula indeholder komplekse
ritualer til at fremmane ånder
med henblik på at få dem til
at tjene troldmanden. Bogen
menes at være fra renæssancen. Den beskriver blandt andet hvordan man skal lave en
magisk cirkel for at beskytte
sig mod de ånder, man fremmaner. Gardners cirkelritual
følger dette forlæg, men tilfører det en ny tolkning – nemlig
at cirklen skal holde på den
kraft, der rejses inde i den.
Også den rituelle kalender
som mange moderne hedninge følger, kan spores til Gerald
Gardner. Det er de otte højtider, bestående af højtider 1. februar, 1. maj, 1. august, 1. november, samt solhverv og
jævndøgn.
Litteratur:
Farrar, J. & S. (1996) A Witches’ Bible.
Phoenix Publishing.
Gardner, G.B. (1949) High Magic’s
Aid. Godolphin House 1996.
Gardner, G.B. (1954)
Witchcraft Today. Mercury Publishing.
Gardner, G.B. (1959)
The Meaning of Witchcraft.
Mercury Publishing.
Gotved, G.V. (2001) Asatro
– De gamle guder i moderne tid.
Aschehoug Dansk Forlag A/S.
Hutton, R. (1999)
The Triumph of the Moon – A History
of Modern Pagan Witchcraft.
Oxford University Press.
Håkons saga fortæller, at Sigurd Jarl holdt offerfest om
efteråret, midt på vinteren og
om sommeren. Alle bønderne
kom til hovet (templet), medbringende den mad de skulle
spise til festen. Alle skulle have
øl med. Der blev slagtet dyr,
herunder heste, og blodet blev
opsamlet i blót-skåle, og stænket ud over altre, vægge og på
deltagerne. Kødet blev tilberedt til festmåltidet. Hovets ild
var midt på gulvet med gryden
til madlavningen henover. Det
bæger der blev udbragt skåle
fra, blev ført henover ilden. Den der forestod festmåltidet
velsignede bægeret og offerkødet. Først udbragtes en skål
for Odin, som blev drukket for
kongens sejr og magt. Så blev
Njords og Frejs skåle drukket
for fred og overflod. Dertil
kunne man drikke skåle for afdøde slægtninge.
»Der er tale om et
stort hus hvor der var
opstillet gudebilleder
omkring et alter med en
skål til offerblod.«
En anden saga giver en beskrivelse af et hov, dvs. tempel, som synes at svare til det
Håkons saga nævner. Det er i
Eyrbyggja. Der er tale om et
stort hus hvor der var opstillet
gudebilleder omkring et alter
med en skål til offerblod. Der
var også nogle hellige søjler
med gudenagler i. Det fortælles også at der blev holdt
offerfester i dette tempel. Denne beskrivelse er, ligesom
offerfesten i Håkons saga,
skrevet flere hundrede år efter
kristendommen blev indført. Ideen om en hal med gudebilleder, hvor der indtages et of-
fermåltid kan dog godt være
autentisk førkristen. Adam af
Bremen, som levede i 1000tallet skriver om et tempel i
Uppsala. Her er kan vi være
nærmere en tid, hvor hedensk
gudedyrkelse stadig var klar i
erindringen. Templet i beskrivelsen er en hal, hvor der er
gudebilleder af Thor, Woden
og Fricco. »Dog skiller ideen om
gudebilleder i en
festhal, hvor der
indtages et offermåltid,
sig ud som værende
sandsynligt førkristent.«
En relevant detalje er, at Adam
af Bremen kalder det rum,
hvor gudebillederne står, for
triclinium, hvilket vil sige gildesal. Både Håkons saga, Eyrbyggja og Adam af Bremens
beskrivelser er skrevet af
kristne i kristen tid, og bibelsk
inspiration synes også at gøre
sig gældende i beskrivelserne. Dog skiller ideen om gudebilleder i en festhal, hvor der
indtages et offermåltid, sig
ud som værende sandsynligt
førkristent. Ideen om at blodet blev stænket på alter og
vægge kan i sagabeskrivelserne være influeret af bibelske
motiver. Dog peger andre kilder på at man kan have hældt
blod ud over en art alter, eller
smurt det på søjler eller gudebilleder. I Hervarer og Heidriks
saga smøres hesteblod på et
blót-træ. I mytekvadet om
Freja og Hyndla, fortælles det
at oksers blod blev hældt ud
over en hørg (muligvis en form
for stenalter) til ære for Freja. Temaet med at udbringe skåle
for guder og afdøde genfindes
i en beskrivelse af et diseblot i
Egils Skallagrimssons saga.
Beskrivelserne i Håkons saga,
Egil Skallagrimssons saga, Eyrbyggja og Hyndlasangen hører
alle til middelalderens litteratur, og er skrevet 200 år eller
mere, efter kristendommens
indførsel. Vi kan derfor ikke
Nr. 1 · 1. årgang · 13
heksetro,
heksekunst eller wicca
14 · Nr. 1 · 1. årgang
antage at de giver et korrekt
billede af førkristen kult. Beskrivelserne kunne ligefrem
være fuldstændig fiktive. Når
vi i Håkons saga og Egils saga
hører at man udbragte skåle
til minde om de afdøde, er
der muligvis tale om en reference til en praksis i forfatterens samtid, idet netop en sådan skik nåede til Norden fra
Tyskland i middelalderen. Der
er også påfaldende ligheder
mellem detaljerne i beskrivelsen af kultmåltidet og den
kristne nadver, ligesom Eyrbyggjas beskrivelse af hovet
minder om en kirke. Formålet
med sagaernes beskrivelser er
måske mere litterær og rettet
mod sin samtid, end historisk. Den islandske middelalderlitteratur om den førkristne tid,
har en tendens til at tegne et
billede af hedenskabet som
nært beslægtet med kristendommen.
»… bøjer sig for guden
og beder ham
gengælde gaverne
ved at give ham held
med sin handel.«
Den rejsende araber Hamad
ibn Fadlan mødte i 900-tallet
en gruppe Rus (dvs. Svenskere)
ved floden Volga. Fadlan fortæller, at de gik i land ved et
sted hvor der var en kultplads. Der var opstillet et højt stykke
træ, med et udskåret mandshoved på, omgivet af mindre, tilsvarende figurer, som
forestillede gudens hustru og
børn. Bag disse gudebilleder
var opstillet nogle planker. Folkene gik i land og gav gudebillederne gaver i form af løg,
brød, kød, mælk og alkohol. Fadlan fortæller videre om
en handelsmand, som således
bringer guden gaver, og bøjer
sig for guden og beder ham
gengælde gaverne ved at give
ham held med sin handel. Går
det dårligt, vender han tilbage
med flere ofre, eventuelt også
til gudens hustru og børn. Går
det ham godt, takker han gu-
den ved at ofre et antal dyr, og
give noget af kødet til guden,
mens resten gives til almisse
(hvilket nok egentlig betyder
et fælles offermåltid).
Hvor Håkons saga giver nogle
detaljer om hvad der kan have
foregået ved kultmåltidet,
samt angående den større
sociale kontekst, er Fadlans
beskrivelse mere fyldig hvad
angår offerhandlingen overfor gudebilledet. Håkons saga
nævner dog et forudgående
offer, og eyrbyggja og Adam af
Bremen peger på at gudebillederne har været tilstede i gildesalen. Til gengæld antyder
Fadlan kun det efterfølgende
måltid. Til sammen kan de dog
give et indtryk af kulthandlingernes forløb. En sådan sammentænkning er besnærende,
og måske ikke urimelig. Dog
skal vi huske på forskellene i
tid, geografi og kontekst, sagakilderne og Fadlans beskrivelse imellem.
Noget tyder på, at hvordan
kulten præcist har taget sig
ud, og hvilke ritualer man har
udført, har varieret betragteligt fra egn til egn, samt over
tid. Fx tyder arkæologien på,
at kulten i høj grad er foregået
udendørs i lunde og ved søer
i jernalderen. Men i løbet af
jernalderen, og vikingetiden,
tyder det på at dyrkelsen i stigende grad foregik indendørs
i en slags gildesal. Et andet
eksempel kan være, at man
et sted har fundet tegn på at
man har ofret forskellige landbrugsredskaber i en sø, mens
man et andet sted har fundet
rester af en bygning hvor der
er blevet ofret spinderedskaber, ildstålsamuletter og forskellige dyr. Dog synes der at
være nogle elementer, som med nogen rimelighed kan siges at gå igen. I sagaerne beskrives gudebilleder, blodoffer, madoffer, festmåltid og
øldrikning i forbindelse med
gudedyrkelsen. Dette er dog
skrevet flere hundrede år ef-
ter kristendommens indføring,
og således i en ganske anden
kontekst end den førkristne. Dog synes arkæologien at give
nogen støtte til ideen om at
gildesale skulle have en kultisk
funktion, at man har ofret dyr,
værktøj, våben, smykker og
madvarer. Der er også fundet
gudebilleder af træ fra jernalderen, fx ved Broddenberg og
Rude Eskildstrup i Danmark og
Braak og Possendorf i Tyskland. Disse er fundet i moser,
omgivet af offergaver, og i fx
Broddenberg var gudebilledet
placeret på en stendynge. Hamad ibn Fadlans beskrivelse
indeholder også elementer,
som umiddelbart passer godt
sammen med sagaernes beskrivelser såvel som arkæologien. Særlig interessant ved
hans beskrivelse er, at den
tilsyneladende er en samtidig
øjenvidneberetning, og den er
skrevet i et forholdsvis objektivt sprog. Det kunne meget
vel være den måske bedste historiske kilde til førkristen gudedyrkelse, vi har. Fadlan beskriver gudebilleder, madoffer,
slagteoffer og nævner noget
der antageligvis er et kultmåltid. Fadlan skriver også noget
om hvad meningen med gudedyrkelsen var – nemlig tanken
om do ut des. En ide som også
findes beskrevet i nordiske, litterære kilder, herunder havamal. Hvis vi sætter fokus på
tilbagevendende, og tilsyneladende udbredte elementer
i kulten, og lader detaljer og
varierende indslag stå i baggrunden, kunne det vi står
med være noget i retning af:
Gudebilleder, madofre, rituel
slagtning og et offermåltid.
»I sagaerne beskrives
gudebilleder, blodoffer,
madoffer, festmåltid og
øldrikning i forbindelse
med gudedyrkelsen.«
Hvis vi tager disse beskrivelser, som med nogen rimelighed kan sandsynliggøres som
værende udtryk for overrod-
Asedyrkelsens
ritualer
i kilderne og i dag
nede elementer i førkristen
kult, som udgangspunkt, kan
vi sammensætte et moderne
ritual med samme elementer. Tror vi på sammenhængen, er
det så muligt at efterligne vore
hedenske forfædre – eller i
hvert fald tilnærme os det. Men en ting er muligheden
for at efterligne forfædrene. Noget andet er meningen med
disse handlinger og muligheden for nutidig forståelse og
relevans.
Hvor skal vi så lede efter en
mulig mening med de forskellige elementer i kulten? Vi har
mytologien, som vi kender
fra middelalderens litterære
kilder. En mulighed er at se
på myte og kult som en slags
teori og praksis, hvor myten
fortæller noget om kulthandlingens mening. Det kan vi
gøre på en konkret måde, hvor
vi forsøger at koble bestemte
myter til bestemte handlinger,
men vi kan også gøre det på
en mere overordnet, abstrakt
måde. Det sidste kunne indebære at tage myterne som udgangspunkt for at forstå nogle
mere generelle ideer om hvad
guder er, og hvad forholdet
mellem guder, verden og mennesker er. Også dette kan måske belyse kulthandlingernes
mening. Der er dog grund til
at tro, at en sådan tilgang i sig
selv er utilstrækkelig. De gennemgående
kultelementer,
der er indkredset ovenfor, er
ikke unikke for skandinavisk
polyteisme, men synes også at
kunne genfindes mere bredt i
det førkristne Europas religiøse skikke. Gudebilleder, ofre
og kultmåltider fandtes også
hos romerne ved middelhavet, i det slaviske Østeuropa
og keltiske Vesteuropa. Nok
kan der have været mere eller mindre særegne træk ved
detaljerne og sammensætningen af disse elementer i Norden, men de er samtidig ikke
noget der adskiller Norden
skarpt fra kulturerne i resten
af Europa (eller helt andre
steder i verden, for den sags
skyld). Det betyder ikke, at det
er omsonst at lede efter en lokal skandinavisk mening med
handlingerne, ud fra mytologien, men det betyder dog, at
vi også må regne med, at disse
elementer nok også har været
meningsbærende i sig selv. Det er derfor også relevant
at afdække en mulig mening
med handlingerne i sig selv,
såvel som relevant at se på
den sociale kontekst for disse
handlinger. Vi kan således ikke
regne med, at kult og myte
til enhver tid har løbet parløb
gennem deres historie. På forskellige steder, til forskellige tider, kan forskellige myter have
givet mening til kultmåltidet
og slagteofferet, og dertil kan
handlingerne have båret deres
egen mening, uden at have en
særlig myte knyttet til sig.
»En mulighed er
at se på myte og kult
som en slags teori og
praksis, hvor myten
fortæller noget om kulthandlingens mening.«
Meningen med handlingerne:
Religionsvidenskabeligt set,
kan man tale om flere typer
ofre:
Votivoffer er gaver man giver
til guderne for at få deres velvilje eller takke dem for noget.
Do ut des (jeg giver, så du skal
give) handler om at etablere
gældsforhold, hvor man søger at forpligte guderne til at
gengælde en gave med en tjeneste eller ydelse af en eller
anden art.
Do ut abeas, dvs. jeg giver så
du ikke behøver tage fra mig,
eller så du bliver væk. Dette er
typisk rettet mod farlige magter, hvis indflydelse man ikke
ønsker.
Kommunionsoffer, hvor offeret har til formål at forene
mennesker og guder. Offermåltidet kan være af denne
type, hvor menneskene deler
mad og drikke med guderne,
og man tænker at guderne er
deltagere ved begivenheden. Mad og drikke bliver her et
medium som forbinder mennesker og guder.
At give gaver
Vi kan se, at man sandsynligvis i høj grad har forholdt sig
til guderne ved at give dem
noget, hvad enten det er mad
og drikke, dyr eller kostbare
genstande. Vi får også at vide,
at formålet med gaverne, i
hvert fald nogle gange, var at
få noget igen, eller for at takke
for noget man har fået. Bagved synes altså at ligge en ide
om at kunne behage guderne,
og derved opnå deres velvilje,
eller måske at kunne forpligte
guderne ved at sætte dem
i gæld til en selv. På samme
måde kunne man stå i gæld til
guderne, og være forpligtet til
at give dem gaver. Her har vi
at gøre med nogle grundlæggende sociale mekanismer
angående gensidighed, gavmildhed, gæld og gengældelse. Hos købmanden i Fadlans
beskrivelse ønskes god handel
til gengæld for gaven til guden,
og idet købmanden får dette,
gengælder han det med en
yderligere gave til guden. Det
bliver direkte fortalt at denne
er købmandens intention med
handlingerne. »… til dette hører dog
også et »bedre ubedet
end overblotet«. Man
kan åbenbart give for
store gaver.«
I Viga Glums saga fortæller en
Frejdyrker, at han tidligere har
givet Frej mange gaver, som
Frej har gengældt, og at han nu
giver denne okse med samme
mål for øje. Dette princip udtrykkes i Havamal som »gave
er gjort for gengæld«. Med til
dette hører dog også et »bedre
ubedet end overblotet«. Man
kan åbenbart give for store
gaver. Hvorfor det kan være et
problem, forstår vi måske hvis
vi ser på de socialpsykologiske
mekanismer for gavegivning
Nr. 1 · 1. årgang · 15
mellem mennesker. Hvis en
bedre bemidlet person giver
en mindre bemidlet en gave
der er så stor eller kostbar,
at modtageren umuligt kan
gengælde den, bliver modtageren sat i en gældsposition,
som han ikke kan komme ud
af igen. Ved at give og modtage, skabes en ubalance mellem de to parter, som genoprettes når gaven gengældes. Når dette er umuligt opstår
et kronisk ulighedsforhold. Dertil kan modtagelsen af en
alt for står gave udstille eller
ydmyge modtageren. En gave
kan således ikke kun bruges til
at skabe velvilje og etablere et
venskabsforhold, men også til
at demonstrere overlegenhed,
etablere ulighed og til at ydmyge. Således kræver gavegivning – for at det kan virke til at
etablere gode relationer, velvilje og gensidighed – at man
tager højde for økonomiske
forhold og social status. Gavegivning må overholde nogle
sociale spilleregler. Hvordan
kan vi så forstå det i relation til
gudedyrkelse? Kan man sætte
guderne i en urimelig gældsposition? Det virker usandsynligt, da guderne vel per
definition kan give mennesker
mere, end vi kan give dem. »… en ide om,
at man overførte det
menneskelige
på gudemagterne, …«
Men måske en for stor gave
udtrykker overlegenhed fra giverens side, hvilket måske udfordrer det forhold, at guder
vel er at betragte som stående
over mennesker. Forstået sådan, kan en for står gave være
en slags overmod? Yderligere
synes udvekslingen mellem
guder og mennesker også at
være kontinuerlig, således at
man bliver ved med at give og
modtage. En for stor gave kan
måske sætte barren så højt, at
tilbederen efterfølgende ikke
kan opretholde den? En mere
pragmatisk tolkning kunne
16 · Nr. 1 · 1. årgang
være, at man ikke skal give
mere end man har råd til, for
ikke at komprimitere sin egen
økonomi.
Disse aftaler om udveksling
af tjenester, guder og mennesker imellem, ser ud til både at
kunne have en meget konkret
karakter (at bede om noget
bestemt), og at være mere
overordnet (at bede om lykke
og fremgang i det hele taget). Om de store offerfester hos
Håkon Jarl skålede man fx for
kongens magt og for år og
fred.
»… en grundlæggende
teologisk tanke i
polyteistisk religion
– at guddommelige
kræfter forstås ud fra
en menneskelig
begrebsverden …«
Kendetegnende for disse
handlinger, og den mening der
synes at ligge i dem, er at de
bygger på måder, mennesker
forholder sig til hinanden på. Det er velkendte sociale principper og mekanismer. Dette
falder godt i tråd med en ide
om, at man overførte det
menneskelige på gudemagterne, således som vi også ser
at guderne har menneskelig
skikkelse, agerer på menneskelignende måder, og har
menneskelignende
sociale
strukturer (familie, slægtsforhold, konflikt, krig) i myterne. Også kultisk er gudemagterne
menneskelignende ved at man
henvender sig til dem i form af
antropomorfe gudebilleder. Her ligger måske en grundlæggende teologisk tanke i polyteistisk religion – at guddommelige kræfter forstås ud fra en
menneskelig begrebsverden,
og at det er på disse præmisser, mennesker interagerer
med guderne. Vi kan måske
tolke myten om verdens skabelse af urjættens krop, identificeringen af en menneskelig
krops dele og verdens komponenter, som gudernes indstiftelse af denne præmis: Verden
forstås med det menneskelige
som udgangspunkt og ramme. Den del af verden, guderne
skaber for mennesker, er også
det der er omkrandset af øjnevipper – dvs. øjet. Herved kan
vi måske forstå menneskets
verden, som værende det vi
kan »se« i bred forstand, dvs. det vi kan sanse og erkende. Og det altså på vores menneskeligheds præmisser – herunder guderne selv.
Ideologisk teater
En måde at forstå kulten på,
er som en slags forestilling
eller teater, igennem hvilket
et verdensbillede eller ideologi bliver udtrykt. Hvis disse
handlinger er et »ideologisk
teater«, hvad fortæller det
så? Der er en træfigur med
menneskelignende træk. Der
slagtes et dyr, og dele af det
gives til figuren. Resten tilberedes og indtages i fællesskab,
sammen med en alkoholisk
drik. Ovenfor foreslog jeg en
forståelse af offerhandlingen
som værende forbundet med
visse sociale mekanismer. Som
sådan kan offerhandlingen og
kultmåltidet ses som en iscenesættelse af nogle sociale
forhold – nødvendigheden af
gensidighed og magtforhold. Forestillingen fortæller om
en ulighed, idet en overmenneskelig instans skal behages
for at sikre lykke og fremgang. Livets gang er i hænderne på
noget større end mennesket
selv. »Der slagtes et dyr,
og dele af det gives
til figuren. Resten
tilberedes og
indtages i fællesskab,
sammen med en
alkoholisk drik.«
Et sådant magtforhold blev
måske i førkristen tid også
udtryk ved at en autoritetsperson forestod kulthandlingerne. I en eller anden udstrækning ser dette ud til at
have været forbundet med
Hvis kulthandlingen er at betragte som »ideologisk teater«, hvori nogle basale ideer
om verden og mennesket
udtrykkes, må vi også stille
spørgsmålet, og dette teater
er noget vi ønsker at deltage
i? Ved at handle på den måde
kulten foreskriver, påtager
man sig også et verdensbillede. Ritualer er ikke blot muligheder for at udtrykke en
ide. De er også det medium
med hvilket en ide påvirker
deltagerne. Med et udtryk
fra socialvidenskaberne, kan
man tale om en disciplinering. »Kan vi acceptere
ideen om gavegivning
og gengæld som
konstituerende for menneskeligt samværd?«
Vi må så spørge os selv hvilke
ideer om verden og mennesket, vi ønsker at skabe, indføre og formidle gennem nutidige ritualer. I førkristen tid
har ritualer og myter ganske
givet været forbundet med
datidens samfundsstrukturer
og magtforhold. Ideen om sa-
kralt kongedømme er et fremtrædende eksempel herpå. Vores situation er dog en anden. Mange samfundsforhold
er vidt forskellige fra den tidlige middelalders, og vi er ikke
interesserede i at genindføre
fortidige sociale strukturer. Vores interesse er vel at etablere en historisk funderet polyteistisk religion i en moderne
kontekst. I de kultelementer,
jeg har uddraget af kildematerialet ovenfor, er detaljer i
de respektive beskrivelser i
vid udstrækning sorteret fra,
og kulten indhold reduceret
til nogle centrale elementer:
Gudebilledet, gaven til guden, det fælles måltid. Med
disse følger også nogle basale
ideologiske forhold: Det menneskelige udgangspunkt for
forståelsen af verden og guddommelighed, nødvendigheden af gensidig udveksling,
eksistensen af magtforhold. verdens
skabelse
af urjættens krop
sekulære magtinstanser –
det var familiens overhoved
i hjemmet, høvdingen i lokalområdet og i national sammenhæng kongen. Denne forbindelse mellem
magt og kult, ser vi måske
tegn på når trønderne lægger
pres på den kristne konge til
at deltage i kultmåltidet i Håkons saga. Vi kan måske ligefrem tænke på kulthandlingen
som en iscenesættelse af et
minisamfund. Det er muligt at
hallen eller lunden hvor kulten
har udfoldet sig, blev opfattet
som et mytisk mikrokosmos. Selve kulthandlingerne består
i den ritualiserede opførelse af
basale, sociale forhold – gavegivningen, gengælden og den
venskabsrelation og gensidige
forpligtelse dette opretter,
samt etableringen af et magtforhold mellem høvding og
folk, guder og mennesker.
kelighed så fjern. Det radikalt
nye indslag er måske nærmere
det mytiske element der indføres med gudebilledet. Gensidigheden og magten udspilles allerede i nutidige sociale
praksisser der ligner kultmåltidet, såsom den almindelige
julemiddag.
»… vi er ikke
interesserede i at
genindføre fortidige
sociale strukturer.«
Specifikke ideer, som knyttede
sig hertil i fortiden, men ikke
længere er aktuelle eller ønskværdige (såsom kongemagt
og blodhævn), er forsøgt udeladt. Spørgsmålet er i stedet,
om dette skelet af en ideologi
er acceptabelt og forståeligt i
en moderne kontekst. Kan vi
acceptere at forstå de kræfter
det råder over lykke og fremgang i menneskelige termer,
dvs. antropomorfe guder? Kan
vi acceptere ideen om gavegivning og gengæld som konstituerende for menneskeligt
samværd? Kan vi acceptere
at være underlagt en magtinstans? I et socialpsykologisk
perspektiv må de to sidste
elementer – gensidighed og
magt – betragtes som værende gældende, sociale vilkår i
moderne samfund. Måske er
kultens ideologi på disse punkter, på et abstrakt, strukturelt
niveau, ikke vores sociale vir-
Litteratur:
Andrén, A. (2005) Behind Heathendom: Archaeological Studies of Old
Norse Religion. Scottish Archaeological Journal Vol 27(2) 105-138.
Ewing, T. (2008) Gods and Worshippers in the Viking and Germanic
World.
Tempus Publishing.
Gebaur, G. & Wulf, C. (2001) Kroppens
Sprog – Spil, ritualer, gestik. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S,
København.
Gunnell, T. (2001) Hofs, Halls, Godar
and Dwarves: An Examination of the
Ritual Space in the Pagan Icelandic
Hall. Cosmos 17, 3-37.
Kure, H. (2010) I Begyndelsen Var Skriget – Vikingetidens myter om skabelsen. Gyldendal.
Montgomery, J. (2000) Ibn Fadlan and
the Rusiyyah. Journal of Arabic and Islamic Studies 3.
Simek, R. (1993) Dictionary of
Northern Mythology. D.S. Brewer,
Cambridge.
Steinsland, G. (2005) Norrøn Religion
– Myter, riter, samfunn. Pax Forlag
A/S, Oslo.
Nr. 1 · 1. årgang · 17
Hedensk filmanmeldelse:
Chihiro og Heksenene
To vigtige japanske fænomener præger denne
film: tradition og fornyelse.
Japanernes traditionelle religion, Shintō, er på mange
måder det, man kan forestille
sig den traditionelle nordiske
religion ville have udviklet sig
til, hvis ikke kristendommen
havde haft sit indtog. Når asatroende kigger ud over egne
religiøse grænser retter blikket sig oftere mod Indien og
de hinduistiske traditioner,
mere end noget andet. Det er
nok på grund af den gamle indoeuropæiske forbindelse, at
asatroende er tilbøjelige til at
lade sig inspirere derfra. Men
kigger man på strukturerne i
japansk religion kan man finde
flere lighedspunkter med nordisk religion, end noget andet
sted: den mytologiske verden
er også delt ind i »riger« eller
»verdner«, ligesom vores er
delt ind i Asgård, Midgård og
Jætternes hjem (nogle gange
kaldet Udgårdene); japanerne
har mange forskellige slægter
af guder og deres ord for overnaturlige væsner, kami, slægter vores ord vætte på. Ligeledes former fortællingerne om
guderne sig som myter, der
minder meget om dem vi kender fra hjemlige himmelstrøg. Særligt kami-begrebet er vigtigt og interessant for Shintō,
fordi det bygger på en forestilling om, at der findes guder eller »vætter« overalt. På
den måde har japanske floder,
skove og bjerge for eksempel
alle sammen en kami. Kami er
måske bedst oversat til »stedets (eller tingens) sjæl«. Et
velkendt men ofte overset eksempel på denne tænkning er
indeholdt i Japans mest kendte bjerg, Fuji (Japansk: Fuji-san
18 · Nr. 1 · 1. årgang
= Hr. Fuji), som japanerne ærer
og respekterer – og sælger en
masse turistbilleder af. Vores
hjemlige vætter, nisser, huldrer, skogsrå, elver og trolde er
på mange måder samme koncept. I mytologien og folkloren
fungerer de som stedsånder,
der bor i landet, højen, bjerget
eller i sten, træer og skove.
»Der er to episoder i
filmen, som for os er
vældig interessante.«
Chihiro og Heksene handler
om en lille pige, der skal flytte
til et nyt sted med sin mor og
far. Det er en børnefilm, men
den har helt bestemt kvaliteter som appellerer til voksne,
blandt andet dens rige mytologi. På vej til det nye hjem
skyder familien genvej igennem en skov. I skovbrynet ligger en masse miniaturehuse i
en bunke. Chihiro, spørger sin
mor hvad det er, og hun forklarer at det er helligdomme
som folk tror, at der bor kami i. Inde i skoven kommer den lille
familie til en mystisk ventesal. De kan ikke køre videre, så de
går igennem den og kommer
ud på den anden side, hvor
der ligger noget som ligner
en forlystelsespark. Det viser
sig at ventesalen er en port til
den anden verden. Forlystelsesparken ligger rundt om et
kæmpe badehus som ejes og
styres af en sur gammel heks. Badehuset servicerer millioner af kami, der kommer der
for at få sig en smule wellness. I forlystelsesparken sætter
Chihiros forældre sig ned for
at spise, og det er her vi opda-
ger at der er noget galt: de bliver til grise i heksens stald. Nu
skal jeg ikke afsløre for meget,
men for at redde forældrene
tager Chihiro job i badeanstalten. Her møder hun et væld af
forskellige traditionelle japanske mytologiske væsner.
Der er to episoder i filmen,
som for os er vældig interessante. Den første handler om
et væsen, som heksen først
tror, er en stink-gud: en kæmpe, slimet, brun-grå skabning. Den kommer til badehuset
for at blive renset, og i første
omgang forsøger de at holde
den ude, men det lader sig
ikke gøre. Chihiro er stadig ny
og skal prøves af, så da stinkguden kommer ind, får Chihiro
bøvlet med at bade den. Med
møje og besvær får hun badet
den, men der sker ikke noget;
den er stadig lige ulækker. Det
er først når Chihiro opdager at
der sidder noget fast i guden,
at det går op for heksen at den
ikke er en stink-gud. De binder
et reb fast om det der stikker
ud, og alle trækker til. Ud kommer en cykel. De fortsætter
med at trække, og pludselig
vælter det ud med skidt og affald: køleskabe, indkøbsvogne,
bildæk og vejskilte – alt hvad
man finder på bunden af en
forurenet flod. Væsnet viser
sig at være flod-kami og i taknemmelighed giver han dem
guld i lange baner. Chihiro er
dagens helt. »… men endnu mere
vigtigt: Chihiro får
flodgudens respekt!«
Episoden skildrer det unikke
forhold mellem tradition og
fornyelse i den japanske kultur. Floden fyldes med skrald
fra menneskenes aktiviteter
»Den ansigtsløse er et
væsen som tager
karakter efter sine
omgivelser og derved
spejler verden.«
Den anden vigtige episode
handler om et underligt væsen som forfølger Chihiro i
badehuset. Den er kommet
ind fordi hun i venlighed har
inviteret den. Væsnet er mere
eller mindre usynligt, og det
hjælper Chihiro da hun skal
bade flodguden. Den japanske betegnelse for væsnet
er en ansigtsløs. Den giver
hende en badepolet, så hun
kan få et stærkt urtebad til at
rense flodgudens bassin med. Denne polet tager hun imod,
men da han kommer igen med
en hel håndfuld, siger hun nej
tak, for hun skal jo kun bruge
en. Derpå forsvinder han og
de andre poletter falder til jorden. Efter flodguden er blevet
renset, dukker væsnet op igen. Denne gang er det i forbindelse med en frø (badeanstaltens
arbejdere er frøer), der midt
om natten går ind til bassinet
for at se, om der skulle være
noget guld tilbage. Den ansigtsløse kommer frem og giver ham masser af guld. Han
bliver grådig og vil have mere,
men bliver i stedet spist af den
ansigtsløse. Der er ingen der
opdager dette, for da de ser
at den ansigtsløse har masser
af guld, bliver de alle sammen
grådige og søger at servicere
ham, så de kan få guld i drikkepenge. Væsnet udvikler
sig til et grådigt monster, der
vokser og vokser. Den bliver
så grådig at den begynder at
spise arbejderne i badeanstalten. Til sidst sendes Chihiro
ind til væsnet. Han forsøger at
give hende mad og guld, men
hun tager ikke imod det. Hun
spørger ham, om han har familie og venner og hvor han
kommer fra, men han kan ikke
svare. Det eneste han kan sige,
er at han er ensom. Derpå udbryder han, at han vil have
Chihiro, og en dramatisk jagt
gennem badeanstalten påbegynder. Chihiro får lokket ham
ud og væk, og sammen tager
de toget ud for at finde heksens søster. Den ansigtsløse er
blevet god igen. Den ansigtsløse er et væsen som tager karakter efter sine omgivelser og
derved spejler verden. Modsat idealet for mennesker har
han ikke familie, venner eller
noget oprindelsessted. Disse
tre elementer er nemlig det,
der opfylder et menneske og
skaber dets personlighed. Den
ansigtsøse er en tom (næsten
usynlig) skal, der opfyldes af
andres begær. Konfronteret
med Chihiro, der er et godt
menneske med familie, venner og hjemstavn (det hun
savnede da de skulle flytte),
bliver den ansigtsløse uskadeliggjort. Han er moralitetens
spejl, og den vigtige moralske
lære som demonstreres i Chihiro er selvfølgelig mådehold
og omtanke.
Chihiro og Heksenene formår
at blande traditionel japansk
mytologi med en moderne
verden. Filmen er et udtryk
for en levende, moderne polyteistisk religion og mytologi. Den fortæller om forholdet
mellem guder, mennesker
og mytologiske væsner, og
den fortæller os at det onde
kommer af en mangel i den
enkelte; det gode kommer af
at have familie, venner og et
hjem: identitet. På den måde
sætter Chihiro og Heksene en
standard for, hvordan man kan
opfatte sig selv som menneske
i en verden, der er beboet af
mange forskellige væsner. Shintō
har
noget at sige
og det skal fjernes på en eller anden måde. Dette sker i
badehuset, hvor menneskebarnet er den der opdager
problemet. De andre væsner
– som jo hører til den anden
verden – er ikke i stand til at
gennemskue problemet. Med
Chihiros hjælp renses flodguden og han giver dem alle
sammen guld som belønning –
men endnu mere vigtigt: Chihiro får flodgudens respekt!
Det er det højeste et menneske kan opnå. Episoden er en
fortælling om vores forhold til
naturen: Hvordan mennesket
lever sammen med en natur
der har sjæl og ånd. Budskabet
lægger ganske åbenlyst vægt
på en mere økologisk måde at
tænke på.
»… kan vi asatroende
måske finde en bedre
inspirationskilde til udfoldelsen af vores eget
religiøse liv.«
Chihiro og Heksene giver et
indblik i hvordan en moderne
ikke-kristen kulturs verdensbillede og selvforståelse ser
ud, helt uafhængigt af den
new-agekultur som gennemstrømmer de hedenske europæiske religioner. I Chihiro
og Heksene, ligesom i Shintō
som helhed, kan vi asatroende måske finde en bedre
inspirationskilde til udfoldelsen af vores eget religiøse liv. Hvor new-age er et påfund
hvis udvikling påbegyndtes
i 1880-erne og som næsten
eksklusivt bygger på moderne
kristen mysticisme, er Shintō
en mere end tusind år gammel
tradition, som har udviklet
sig i samspil med samfundets
teknologiske udvikling. Chihiro
og Heksene viser at Shintō har
noget at sige om den moderne
verden, og ikke bare – som så
mange nyreligiøse bevægelser
– vender den ryggen og kigger
indad.
Nr. 1 · 1. årgang · 19
Med baggrund i permakulturen, kommer derfor her en
betragtning omkring bæredygtighed og kultpladser. Formålet med denne artikel er at
åbne op for tankerne, og inspirere, ikke at komme med en
færdig løsning.
Et av vore mål i Nordisk Tingsfællig er at etablere kultpladser rundt om i landet, og et af
punkterne i vores kodex er at
vi går ind for bæredygtighed. Disse to vigtige punkter bør i
vores optik kombineres, således at vi i vore handlinger svarer til vores ord. Vi skal også
have en bæredygtig tilgang
til økonomi, når vi udvælger
vores første sted. Det er ikke
bæredygtigt for vores økonomi at købe jord ved stranden i nordsjælland, og det er
hverken bæredygtigt for vore
medlemmers rejsebudget eller for naturen (unødigt meget og lang transport) at købe
jord i det yderste nordvestjylland. En helhedsvurdering, der
både tager hensyn til vores
fælles økonomi og hvor vore
medlemmer hører hjemme,
peger unægtelig på Fyn som
det mest bæredygtige sted at
starte. »Permakultur, er et
desingredskab,
med hvilket du kan
designe alt fra din
altankase til dit liv, …«
Når vi får adgang til et stykke
land, og skal til at etablere
kultpladser er det vigtigt at vi
først laver en helhedsvurdering af stedet, og sammenholder det med hvad vi vil bruge
stedet til. Her er det vigtigt
at vi stiller os selv en række
spørgsmål, og besvarer disse,
før vi laver en plan for stedet.
Permakultur, er et desingredskab, med hvilket du kan designe alt fra din altankase til dit
liv, over køkkenhave, arbejdsog familieliv, økosamfund osv. Permakulturen kræver at du
20 · Nr. 1 · 1. årgang
Permakultur;
bæredygtige
kultpladser
Martin P. Hansen var af sted på Permakulturcertifikakursus i august i år. Kurset foregik i Finland, og varede i tolv
dage; 72 undervisningstimer. Helena
Valorinta tog permakulturcertifikat i
København i 2000. Vi har talt meget
om hvordan permakulturen kan hjælpe os i Nordisk Tingsfællig med at leve
op til punktet i vores kodeks, der siger
at vi går ind for bæredygtighed.
af de fem elementer, hverken
lokalt eller globalt, indenfor
projektets sandsynlige levetid.
3. at designet i videst muligt
omfang sammenbinder ressourcekredsløb og fokuserer
på udvekslingen mellem projektets del-elementer, frem for
at fokusere på de enkelte elementer, hver for sig.
4. at der etableres en forsvarlig affaldshåndtering, hvor ethvert spildprodukt bliver til en
nyttig ressource andetsteds.
5. at projektet i sin formgivning og design tager udgangspunkt i permakultur-principperne, inklusive kant-effekt,
zoner og sektorer, naturens
organiske mønstre, stacking,
småt-og-intensivt, biologiske
fremfor mekaniske ressourcer,
flerfunktionalitet.
6. at projektet også økonomisk
viser sig vedvarende levedygtigt.
tænker i helheder, i vedvarende systemer, og i bæredygtighed på alle fem planer. De
fem planer, eller elementer,
som permakulturen opererer
med er jord, vand, luft, energi,
og organisation (ånd). Permakultur bygger på tre kardianlpunkter:
• omsorg for jorden
• omsorg for mennesker
• frit bevægelige og ligeligt
fordelte ressourcer
Permakultur søger at arbejde
med naturen og ikke imod
den, at skabe kredsløbssystemer, der producerer mere
energi end de forbruger og
at sammenbinde stofkredsløb
lokalt, så ressourcerne bliver
i området. Alting bør have
mindst tre funktioner, og alting bør får sine ressourcer fra
mindst tre steder.
Vi vil lige citere Poul Erik Pedersen, en af Danmarks di-
plomholdere indenfor permakultur:
Som sådan etablerer permakultur en situation for menneskeligt underhold (en kultur),
der er permanent bæredygtig,
set udfra en klassisk økologi-forståelse. (»Økologi«, af
græsk Oikos-logos = læren om
naturens egen ressourcehusholdning).
7. at projektet forholder sig til
de sociale relationer, den menneskelige trivsel og den lokale
selvbestemmelse, det lokale
demokrati, på en sådan måde
at der også her kan tales om
en ressourceopbygning.
8. at projektet forholder sig
konstruktivt og udvekslende til
sine omgivelser, ved inddragelse af en omgivende bioregion
med en veldefineret udstræk-
For at et projekt kan defineres
som fuldbyrdet permakultur,
må det forudsættes:
1. at der foreligger et helhedsdesign, på baggrund af en
økologisk analyse, der forholder sig til alle fem elementer.
(Jord, Vand, Luft, Energi, Organisation).
2. at det kan sandsynliggøres,
at projektet vil medføre en
opbygning af ressourcer – generelt set – og ingen udpining
af ressourcer indenfor nogen
Har du grundviden om permakultur,
giver denne bog mange yderligere fif.
ning, og medvirker til at etablere en regionalt bæredygtig
selvforsyning i samarbejde
med andre aktører indenfor
bioregionen.
Det er selvfølgelig store krav
at stille, men permakulturen
sigter også højt, og langt ud
i fremtiden. I praksis må der
af og til lempes på kravene
for overhovedet at få et projekt etableret, og for at kunne
kommunikere det forståeligt til
omverdenen.
Det primære formål med en
kultplads er jo at kunne udføre ritualer der. Det kræver
som sådan kun et forholdsvis
uforstyrret sted. Men når vi nu
vil have en kultplads er det jo
ikke for at opfylde minimumskravene, det er jo for at etablere et sted af overflod, hvor vi
tager hen, vel vidende at vi har
det hele der. Så hvad kunne
vi tænke os? Skov, vandløb,
kilde, bålsted, hytte med diverse sove, bade, køkken og
toiletfaciliteter. Hvad gælder
selve kultpladsen, og bålsted, har vi et helt enestående
forbillede i Yggdrasilskoven i
Silkeborg. Vores gudestøtter
er lavet i en anderledes stil,
men har de fleste af os ikke en
forestilling om en tilsvarende
kultplads, bare med vore gudestøtter?
Yggdrasilskoven
mangler dog alle indendørsfaciliteterne som man kunne
drømme om, og det synes vi,
vi skal være påpasselige med
være muligt at etablere det. Det er vigtigt at vi fra start af
har sikret os at det vi vil etablere, også er tilladt at etablere. Her skal vi også overveje om vi
vil have en tømmerhytte med
masseovn, eller et 0-energihus, eller måske en kombination af begge.
Permakulturens absolutte grundviden
kan læses i denne bog, der også findes
på dansk
En konkret vurdering af stedet
kan selvfølgelig først gøres når
vi står med det konkrete stykke jord for hånden. Det vi kan
gøre nu, er at finde ud af hvilke
spørgsmål vi skal stille, hvilke
forhold vi skal undersøge. Er
der f. eks. åbne marker lige op
til, der gør at der blæser kraftigt? Så bør vi etablere vindlæ,
i form af levende hegn. Her
kan vi plante hurtigvoksende
pil og birk, men disse kræver
meget vand, og vil tage vand
fra øvrige planter såfremt der
ikke er tilstrækkeligt. Omvendt er begge disse træsorter gode at plante, såfremt det
er et fugtigt område vi har fået
fat i. Nødde- og frugttræer vil
give god mening at plante,
som læ, da der så ville være
endnu en funktion med dem,
nemlig muligheden for at spise frugterne. Frugttræer tåler
dog dårligt hård vind, og bør
derfor plantes i næste række,
efter de hurtigvoksende pil. Men både pil og frugtræer er
noget vi får glæde på kort sigt,
hvis vi etablerer et sted der
skal holde de næste både en
og to hundrede år, bør vi også
plante træsorter der vil have
vokset sig store til den tid. Egetræer er oplagte for dette. Et vindlæ er altså ikke blot et
vindlæ, der ligger flere overvejelser i det end som så. Vi kan også overveje muligheden for at etablere en skovhave, der også kunne producere
et beskedent omfang af grøntsager. Så er vi dog ude i at nogen bør passe stedet og tilse
det jævnligt. Noget der også
ville være ønskværdigt ud fra
at sikre stedet mod eventuelle vandaler. Også her er der
mange ting at overveje, men
»Alting bør have
mindst tre funktioner,
og alting bør får
sine ressourcer fra
mindst tre steder.«
at undvære. Hvis det skal være
for alle medlemmer, skal også
ældre, funktionshæmmede og
småbørnefamilier tilgodeses. Og det kræver sovepladser,
toilet og bade forhold, og ordentligt køkken. Som vi ser
det, behøver det ikke at være
der fra start af, men det skal
det ville være bæredygtigt
at f.eks have en mindre bolig
der kunne udlejes til f. eks en
studerende, mod pasning og
tilsyn af området, i stedet for
traditionel husleje. Nu har vi ikke noget jord endnu, men vi har hinanden og vores organisation. Mens vi leder
efter egnet jord, og opbygger
det fornødne kapital, kan vi
overveje hvordan vi organiserer os selv mest bæredygtigt. Det har været en stor del af
»Det vi kan gøre nu,
er at finde ud af hvilke
spørgsmål vi skal stille,
hvilke forhold vi skal
undersøge.«
overvejelserne da vi skabte
vores organisationsform, at
etablere noget der var langtidsholdbart, og funktionelt. Hvor alle kunne få lov til at
bidrage efter evne, samtidig
med at nogen havde ansvaret
for ting blev udført. Når vi arrangerer blót og andre sammenkomster, bør vi overveje
om det vi gør, er bæredygtigt. Vi bør også overveje det, når vi
»taler« sammen på forumet,
når vi kommer med forslag
til fremtidige projekter, i det
hele taget hver gang vi foretager os noget. Alting vi gør, kan
udsættes for permakulturens
spørgsmål og overvejelser, og
ved at gøre det, øver vi os i
den bæredygtige tankegang. I
vores tilfælde betyder at sikre
at projektet forholder sig til
de sociale relationer, den menneskelige trivsel og den lokale
selvbestemmelse, det lokale
demokrati, på en sådan måde
at der også her kan tales om
en ressourceopbygning, også
at vi husker at inkorporere
magterne, og forholde os til
dem, som en del af helheden i
vores projekt. Det er en måde
at sikre såvel vores beståen
som vore kommende kultpladser. Et imponerende æbletræ til inspiration for kommende visioner.
Kilde: Speifensender, commons.wikimedia.org
Nr. 1 · 1. årgang · 21
Både i England, Tyskland og
Danmark var der i 1800-tallet
interesse for førkristen religion og mytologi, ikke mindst
blandt kunstnere. De nuværende moderne hedenske religioner ser dog hovedsageligt
ud til at have taget form som
bevægelser der forstår sig selv
som religioner i den sidste
halvdel af det 20. århundrede. Startskuddet for opblomstringen af disse religioner var
nok i høj grad fremkomsten
af wicca i England i 1950erne. Mange ritualformer og ideer i
moderne hedenske religioner,
tager afsæt i wicca. Det gælder fx brugen af en rituel cirkel
og fejringen af 8 årlige højtider. Idet wicca er den største,
mest indflydelsesrige, og på
sin vis ældste af de moderne
hedenske religioner, kan det
være relevant at se nærmere
på wiccas gudsforståelse og
liturgi, ikke mindst fordi elementer heraf kan spores i moderne asedyrkelse.
Historie
Wicca tog sin begyndelse med
englænderen Gerald Brosseau
Gardner. Gardner havde boet i
Østen igennem en længere periode, hvor han interesserede
sig for den lokale befolknings
religion, samt samlede på eksotiske knive. Han vendte dog
tilbage til England og bosatte
sig i Christchurch ved New
Forest. Gardner interesserede
sig for okkultisme, var i besiddelse af en samling af rituelle
remedier fra The Hermetic
Order of the Golden Dawn,
og blev også medlem af Ordo
Templi Orientis. Han mødte
i den sammenhæng Aleister
Crowley ved et par lejligheder. Gardner havde også forbindelse til en gruppe Rosenkreuzere
i Christchurch. Det var i denne,
sidstnævne, sammenhæng at
han skulle være kommet i kontakt med en gruppe hekse (et
såkaldt »coven«). Ifølge Gardner selv, fik han det indtryk
at deres ritualer var gamle, og
han satte disse i forbindelse
22 · Nr. 1 · 1. årgang
Wicca:
Betydning
for moderne
hedensk
religion
og asatro
De moderne hedenske religioner (nyhedenskab, neopaganisme) opstod ikke ud
af et tomrum, men ser ud
til at have deres baggrund
i kulturelle strømninger der
går tilbage til 1800tallet.
med den middelalderlige heksereligion, med rødder helt
tilbage til stenalderen, som
egyptologen Margaret Alice
Murray havde beskrevet i sine
bøger The Witchcult in Western Europe og The God of
the Witches. Gardner mente
dog at ritualerne havde huller,
fordi ting var blevet glemt gennem tiden, og satte sig for at
fylde disse ud. Gardners redegørelse for sin opdagelse af en
autentisk heksereligion med
forbindelse til middelalderen
er ikke nødvendigvis troværdig. Det er dog muligt at han
oprigtig troede på denne udlægning. Uanset hans egen
overbevisning, er historien dog
problematisk. Murrays teori
om at de hekse man forfulgte
i 16. og 17. århundrede skulle
være videreførere af en førkristen religion som dyrkede en
hornet gud og en trolddomsgudinde, regnes ikke længere
for troværdig. Dels var der
alvorlige problemer med Murrays forskning, dels har vi i dag
adgang til langt mere kildemateriale end Murray, og hendes
teori finder ikke megen støtte
heri. Det må betragtes som
sandsynligt at Gardner mere
eller mindre skabte heksereligionen og dens ritualer som
vi kender dem. Under alle
omstændigheder kan der ikke
være tale om en førkristen re-
ligion, eller middelalderlig for
den sags skyld. Oprindelsen er
nærmere at finde i Romantikken (Hutton).
Gerald Gardner udgav i 1949
den korte roman High Magic’s
Aid i hvilken han beskrev en
heksereligion i middelalderen,
helt i tråd med Murrays teorier. Romanen indeholdt beskrivelser af indvielsesritualer
til religionen. Gardner udgav
efterfølgende to stykker faglitteratur om emnet – Witchcraft
Today og The Meaning of
Witchcraft. Her beskrev han
heksereligionen som en ældgammel religion fra antikken,
som blev videreført i hemmelighed, trods omfattende forfølgelser, helt op til moderne
tid, og at han selv var indviet
i denne religion. Denne religion må betragtes som afsæt
for den mangfoldighed af hedenske heksereligioner der i
dag praktiseres i Europa, USA
samt i flere andre lande. Navnet wicca blev ikke brugt af
Gardner, men han kaldte til
tider religionens tilhængere
»the Wica«, hvilket senere
blev brugt som navn for selve
religionen, med en mindre
ændring af stavemåden. Allerede i 1960erne fik Gardners
heksereligion
konkurrence. Alex Sanders fremførte sin
egen tradition, som dog åbenlyst var baseret på Gardners
ritualer, og ikke adskilte sig
nævneværdigt fra dem. En
anden udfordring kom fra Robert Cochrane, som påstod
at videreføre den autentiske
heksereligion, som Gardner
blot efterlignede. Cochranes
liturgi og mytologi var langt
mere ulig Gardners end Sanders’ var, men centrale elementer var ikke desto mindre
sammenfaldende, og det virker sandsynligt at Gardner var
udgangspunktet for Cochranes ideer. Gardneriansk wicca
blev bragt til USA af Raymond
Buckland, som siden lancerede sin egen gren af religionen,
kaldet Seax Wica. I det føl-
gende tager jeg udgangspunkt
i Gardners heksereligion, selvom religionen har udviklet sig,
og forgrenet sig i retninger der
til tider afviger betydeligt fra
udgangspunktet. Dette fordi
Gardners ideer og ritualer ikke
desto mindre er udgangspunktet og udgør noget i retning af
en »oprindelig« version af ritualerne og gudsforståelsen. Kerneideerne er da også bevaret i mange tilfælde.
»… en kvindelig guddom får forrang for den
mandlige og verdenshjørnet nord gøres til
den helligste retning …«
Wicca er religionshistorisk interessant, fordi den på flere
punkter vender traditionelle,
vestlige modpoler på hovedet,
og på kreativ vis nytolker forskellige begreber. Det gælder
fx en nytolkning af betydningen af betegnelsen »heks«, at
natten og kvindekønnet tilskrives positiv betydning, en kvindelig guddom får forrang for
den mandlige og verdenshjørnet nord gøres til den helligste
retning. Dertil knyttes nøgenhed og seksualitet til religiøsitet på måder der afviger fra
traditionel religion og konventionel, vestlig kultur, og den
traditionelle distinktion mellem magi og religion ophæves.
Myte og gudsopfattelse
Kernemyten i wicca er fortællingen om Gudindens nedstigning til dødsriget. Gardner gengiver myten i både
Witchcraft Today og The Meaning of Witchcraft, og fortæller at den indeholder essensen
af heksenes tro. Myten beretter at heksenes Gudinde ville
kende alle mysterier og drog
til dødsriget. For at komme
gennem porten må hun afklæde sig og blive bundet. Hun
kommer da foran Døden, og
spørger ham hvorfor han forårsager at alt hvad hun holder
af må visne og dø. Døden er
dog magtesløs overfor skæb-
nen, men fortæller at han giver mennesker hvile så de kan
blive stærke og vende tilbage. Han beder dog Gudinden blive
hos sig, hvilket hun afviser. Da må hun føle Dødens pisk,
og hun accepterer, knæler og
modtager piskeslag. Da føler
hun kærlighedens smerte, og
Døden hilser hende med rituelle kys. Døden indvier så Gudinden i de mysterier som kun
kan opnås på denne måde:
Kærlighed, død og genopstandelse i en ny krop er de største begivenheder i livet. For
at fuldbyrde kærligheden må
man blive genfødt sammen
med sin elskede, men dette er
kun muligt hvis man dør og bliver klar til en ny krop, og idet
man lever må man også dø, og
uden kærlighed er dette ikke
muligt. Gudinden elsker Døden og de bliver ét.
Denne myte fremstår som
nært forbundet med Gardners
indvielsesritual, og refererer
direkte til elementer af det. Myten fortæller at en ide om
genfødsel er central for heksereligionen, og at kærlighed
og død er nødvendige for at
opnå indsigt. Der er ikke tale
om traditionel østlig reinkarnation, som det kendes fra
buddhisme og hinduisme med
karma og nirvana/moksha. Formålet med genfødsel er at
kunne genfinde sine elskede
og elske dem igen.
Noget andet som fremgår, er
betydningen af køn og seksualitet. Wicca har to guddomme
– en gudinde forbundet med
magi og en hornet gud forbundet med død og genopstandelse. Gardner giver ikke udtryk
for at disse to guder omfatter
alle guder, skønt en række
gudinder identificeres med
heksegudinden. Polariteten
mellem mand og kvinde spiller
en central rolle i wiccaritualerne. Der bør være lige fordeling
af kønnene i par i en heksegruppe. Seksuel symbolik går
igen i ritualerne, og kønnenes
forening er tilbagevendende,
som også myten beskriver. Verden forstås som grundlæggende bestående af komplementære modsætninger, og al
skabelse og aktivitet er et produkt af deres interaktion, hvad
enten det er mand og kvinde,
gud og gudinde, himmel og
jord, ild og vand, kniv og bæger, lys og mørke, liv og død. Denne kønnethed medfører
også at en mand altid indvier
en kvinde, og omvendt.
Gudinden er mest fremtrædende i ritualerne. Hendes
karakter og forhold til sine tilbedere beskrives i Gudindens
Befaling (The Charge of the
Goddess). Dette er en tekst
fra Gardners liturgi, skrevet
af Gardner med flere lån fra
Charles Lelands »Aradia – Gospel of the Witches«, Aleister
Crowley, og efterfølgende
redigeret og omskrevet af
Doreen Valiénte (som blev
medlem af Gardners gruppe
i 1953): Gudinden opfylder
sine tilbederes ønsker, og de
skal ære hende ved fuldmåne
og lære trolddom af hende. Hun giver frihed, og som tegn
derpå skal tilbedelsen foregå
nøgen og være glædelig. Gudinden er kærlig og livgivende,
og forlanger intet offer. Hun
identificeres med stjernehimlen, vand, den grønne jord og
menneskers begær. Hun er altings sjæl og giver alting liv, og
findes også i tilbederen selv,
hvor man også må finde hende, før man kan finde hende i
den ydre verden.
»Gudinden opfylder
sine tilbederes ønsker,
og de skal ære hende
ved fuldmåne og lære
trolddom af hende.«
Gudinden beskrives ofte som
trefoldig, hvilket vil sige at hun
har tre aspekter: Maiden, Mother, Crone. Dvs. hun omfatter alle faser af livet. Guden
er nærmere tofoldig, idet han
både er dødens herre, såvel
som genopstandelsens. Den
hornede gud forbindes også
med den vilde natur, dyr og
solen. Han er Gudindens gemal, såvel som hendes søn. Årets cyklus opfattes som en
fortælling om forholdet mellem Guden og Gudinden. Ved
midvinter føder Gudinden Guden. Til foråret er han en ung
mand, og møder Gudinden
som den unge mø og bliver
hendes elsker. Guden ældes
og må dø/ofres når sommeren
går på hæld (som personifikation af kornet), hvorved han
bliver dødens herre. Gudinden
er dog med barn, og genføder
ham ved næste midvinter.
»Årets cyklus opfattes
som en fortælling om
forholdet mellem Guden
og Gudinden.«
Enhver mand opfattes i princippet som manifestation af
Guden, og enhver kvinde Gudinden. Dette kommer dog fuldt
til udtryk i et ritual hvor heksegruppens ypperstepræstinde
bliver den legemliggjorte Gudinde. Ritualet bygger på polaritet, ved at ypperstepræstindens
mandlige partner, ypperstepræsten, påkalder Gudinden ned
i ypperstepræstindens krop. Ideen er at ypperstepræstinden
bliver »besat« af Gudinden, og
at denne taler igennem hende. Det er ved denne lejlighed at
ypperstepræstinden fremsiger
(oplæser) Gudindens Befaling
og åbenbarer sit væsen. Ifølge
Janet Farrar (A Witches’ Bible)
kan dette være forbundet med
en slags trancetilstand.
Liturgi
Wiccas ritualer er beskrevet i
Skyggernes Bog – en tekst som
enhver nyindviet skal kopiere i
hånden. I gardneriansk tradition er det Gardners egen bog
der er den oprindelige, som
kopieres videre. Den er i princippet hemmelig, men så godt
som alt indholdet i Gardners liturgiske tekst er offentliggjort. En stor del af det kan findes i
Janet og Stewart Farrars A
Witches’ Bible. Nogle af indviNr. 1 · 1. årgang · 23
elsesritualerne udgav Gardner
selv i sin roman i 1949. Hovedindholdet består af:
• Ritual til at kaste en magisk
cirkel
• Ritual til at nedkalde Gudinden i ypperstepræstinden
(herunder teksten Gudindens Befaling)
• Indvielse 1. grad (herunder
myten om Gudinden og
Døden)
• Indvielse 2. grad (følger
samme skabelon som 1. grad)
• Indvielse 3. grad (også
kaldet Det Store Ritual –
rituelt, symbolsk samleje)
• Velsignelse af rituelt måltid
(vin og kage)
• Årstidsriter (midvinter,
imbolc, forårsjævndøgn,
beltane, midsommer, lammas, efterårsjævndøgn,
samhain)
• Indvielse af rituelle redskaber
• At rejse magisk kraft
• Ritual til at lukke den magiske cirkel
Janet og Stewart Farrar og
Doreen Valiénte samarbejde
i 1980erne om at identificere
kilderne til indholdet af Gardners liturgi. Indvielsesritualerne er baseret på frimurernes
indvielsesritualer. Cirkelritualet, og det at sænke en rituel
kniv ned i et bæger med vin
(i det rituelle måltid og Det
Store Ritual), er baseret på
ritualer indenfor såkaldt ceremoniel magi, som Gardner
kendte det fra Golden Dawn
og Ordo Templi Orientis. Indvielse af redskaber følger også
en model fra ceremoniel magi. I High Magic’s Aid gengiver
Gardner detaljeret ritualer fra
rennaissancens store trolddomsbog The Key of Solomon
(som ligger til grund for Golden Dawn og Ordo Templi),
såvel som et hekseritual. Det
er muligt på baggrund heraf,
såvel som cirkelritualet som
det beskrives i Skyggernes Bog
at sammenligne hvordan den
ceremonielle magi og Gard24 · Nr. 1 · 1. årgang
Eksempel på et wiccaalter. Kilde: Wiccan_altar_(0), commons.wikimedia.org
ners heksereligion udførte ritualer. I begge tilfælde tegnes
en cirkel på jorden og man går
rundt med et rituelt sværd og
markerer nøje cirklen på jorden. Dernæst påkaldes ånder
ved de fire verdenshjørner
ved at tegne pentagrammer i
luften med sværdet. Vand og
røgelse indvies og bruges til
at rense cirklen. Dog er ritualet i wicca mere enkelt. Den
magiske cirkel i wicca har således ganske tydeligt sit forlæg i den ceremonielle magi
fra renaissancen, blot i en
forenklet form. Brug af pentagrammer som symbol, og
en sammenkædning mellem
de fire verdenshjørner og de
fire elementer videreføres fra
ceremoniel magi. Denne form
for magi bygger på jødisk-kristen tradition, og rationalet i
det er, at man i stedet for at
forlade sig på bønner til Gud,
kan fremmane forskellige ånder og dæmoner, som man så
kan smigre eller tvinge til at
opfylde sine ønsker. Formålet
med cirklen er at beskytte magikeren mod disse dæmoniske
kræfter. Men her ligger også
forskellen på Gardners ritualer
og den ceremonielle magi, han
har baseret dem på: I heksereligionen har cirklen til formål
at holde på den kraft, heksene
opbygger inde i cirklen. Det
foregår ved at danse, eller andre teknikker der stimulerer
sind og krop. Kraften bruges
så til at udøve magi, eller som
gave til Gudinden og Guden. »Her fungerer cirklen
altså også som
symbolsk dødsrige.«
De forskellige remedier som
bruges i wicca har også rod
i ceremoniel magi – rituelle
knive, stave, pentagrammer,
røgelseskar mm.
I sin grundform er Gardners
liturgi således langt hen af vejen en kopi af standardritualer som de kendes i fremtrædende okkulte selskaber med
afsæt i ceremoniel magi, dæ-
Bidrag til
neopaganismen
magisk
kraft
ogdødsrige
symbolsk
monologi, jødisk-kristen mystik og frimureri. Han tilfører
dog nye tolkninger til handlingerne. Udover at forstå cirklen
som beholder for magisk kraft,
indtager den også en anden,
mere symbolsk betydning i
forbindelse med indvielsesritualerne. Som sagt er der nær
sammenhæng mellem myten
om Gudinden og indvielsesritualet. Myten ser ud til at være
en forklaring af ritualet, og følger ritualets gang, trin for trin. Ligesom Gudinden ved Dødens port skal afklæde sig og
bliver bundet, bliver den kommende heks ført nøgen, bundet og med bind for øjnene til
grænsen af den magiske cirkel,
og skal bestå en udfordring for
at kunne træde ind i cirklen. Resten af ritualet foregår inde
i cirklen, ligesom Gudinden i
myten efterfølgende opholder sig med Døden i dødsriget. Her fungerer cirklen altså
også som symbolsk dødsrige. I overensstemmelse hermed,
omtales cirklen i wicca som
værende mellem verdner. At
være i cirklen er at være adskilt fra det almindelige liv, og
være i en anden tilstand, hvor
magi og mystik råder, og man
kan påkalde gudernes tilstedeværelse. At træde ind og ud
af cirklen er en symbolsk rejse
til dødsriget, hvor man møder
Gudinden (i form af ypperstepræstinden), og hvor mand og
kvinde, liv og død (alle modsætninger måske?) bliver forenet
– symbolsk udtrykt ved at en rituel kniv stødes ned i et bæger
med vin, som alle drikker af.
Wicca fremstår som et produkt af ritualer og ideer fra ceremoniel magi og okkulte selskaber, Murrays teori om de
historiske hekse som tilhængere af en frugtbarhedskult og
Gardners egne ideer og kreative nytolkninger. Dertil poetiske lån fra Aleister Crowley,
Rudyard Kipling, samt Doreen
Valiéntes tilføjelser og om-
skrivninger. I et bredere, historisk perspektiv kan der drages
forbindelser til Romantikkens
digtere og protopaganistiske
grupper i første halvdel af
det 20. århundredes England. Fremadrettet har wicca også
præget den videre udvikling
og opblomstring af moderne
hedenske religioner. Til tider i
form af direkte lån af wiccansk
liturgi eller ideologi. Dertil er
sammenfald også forventelige
idet andre moderne hedenske
religioner, såsom druidisme
og asatro, også må antages
at have deres historiske afsæt
i Romantikkens flirteri med
det førkristne, ligesom wicca. Tyskland gennemgik en lignende periode med stor interesse for germansk hedendom
og protopaganistiske bevægelser, og i Danmark kan man
fremhæve Oehlenschläger og
Grundtvig.
Visse elementer i wicca kan
måske i særlig grad udpeges
som wiccas bidrag til den bredere neopaganisme:
Den rituelle cirkel
Ideen om at religiøse og magiske handlinger skal indledes
med at markere et symbolsk
rum, i form af en cirkel, samt
påkaldelse af ånder eller guder
ved de fire verdenshjørner,
som forbindes med de fire elementer, er vidt udbredt i moderne hedensk praksis. Som
beskrevet, er formålet med en
sådan cirkel oprindeligt at beskytte magikeren mod de dæmoner han fremmaner, men
får i wicca en ny betydning,
som beholder for magisk kraft
og symbolsk dødsrige i relation til myten om Gudinden. Cirklens betydning i asatroen
er tilsyneladende at være en
måde at stå på og en måde at
markere ritualets begyndelse
og slutning. En ny tolkning af
cirklen i asatroen kan være,
at cirklen forestiller et solhjul. Det er dog ikke desto mindre
uklart hvilken mening der i så
fald ligger i det. Det såkaldte
Nr. 1 · 1. årgang · 25
solhjul er hovedsageligt knyttet til bronzealderens religion,
og synes ikke at spille nogen
rolle i senere germansk og
skandinavisk religion. Kildemateriale som kan belyse førkristen kultpraksis, giver ikke
umiddelbart en kontekst for
denne rituelle struktur.
Betydningen
af indvielse
Brugen af rituelle remedier,
såsom knive, stave mm. Spiller en stor rolle. Disse er hentet i den ceremonielle magi, i
ligesom i den kontekst, skal
de indvies før de kan bruges
rituelt. Har kan ligge en mulig
baggrund for den rituelle indvielse af forskellige redskaber
og objekter i asatroen, fx ved
at holde en torshammer eller
edsring over objekterne, og
sende »kraft« eller energi ind
i dem. Brugen af en magisk
cirkel er på sin vis beslægtet
med ideen om betydningen
af indvielse, idet cirkelritualet
udgør en slags indvielse eller
renselse af et sted, hvorved
det (midlertidigt) dedikeres til
rituel brug.
Betydningen
af påkaldelse
Karakteristisk for wiccansk
tale om guder er, at man kan
»arbejde med« eller »bruge«
forskellige guder. Dette vil
afhænge af hvilken type ritual man laver, eller hvilket
resultat man forsøger at opnå
med magi. Hvis det drejer sig
om kærlighedsmagi, vil man
således påkalde eller bruge
gudenavne der opfattes som
kærlighedsguder. Det kan
være gudenavne af græsk,
keltisk, nordisk, sumerisk eller
ægyptisk oprindelse, alt efter
udøverens præference. Guder
for således status som en slags
redskaber som man benytter
for at opnå bestemte resultater. Udvælgelsen af gudenavne kan være baseret på magiske forbindelser til bestemte
fænomener, elementer, urter,
stjernetegn mm. De fremstår
26 · Nr. 1 · 1. årgang
således mere som underlagt
den magiske dagsorden, end
som en guddom der er genstand for tilbedelse. Måske
også karakteristisk er, at guder
skal påkaldes. »… en samlet rituel
kalender med otte
højtider ser dog ud
til at være Gardners
nyskabelse.«
Det er i kraft af heksens påkaldelse, at en gud bliver nærværende eller tilgængelig. I
traditionel wicca ved at ypperstepræstinden bliver besat af
Gudinden. Her er måske tale
om lighedstræk med den ceremonielle magi, som ritualerne
også bygger på. Her består
omgangen med overnaturlige
væsner netop i, at de fremmanes og bortvises af magikeren. Dette er direkte bevaret i påkaldelsen af verdenshjørnerne, men måske også tilstede
i omgangen med guder. Disse
forestillinger har nok mere
forbindelse til kristne ideer
om at djævelen kan påkaldes,
og at dette er nødvendigt for
hans virke, end de har forbindelse til førkristne, polyteistiske forestillinger om tilbederens forhold til guderne.
De otte højtider
Otte årlige årstider, bestående
af jævndøgn og solhverv, samt
de fire keltiske højtider imbolc (1. feb.), beltane (1. maj),
lammas/lughnasadh (1. aug.)
og samhain (1. nov.), er udbredt blandt mange moderne
hedninger. Der er grund til at
betragte wicca som ophav til
denne rituelle kalender, da
denne specifikke sammensætning af højtider ikke eksisterede før de blev etableret af
Gardners gruppe i 1950erne. De ældre dele af Gardners liturgi indeholdt kun ritualer for
de fire keltiske højtider, men i
begyndelsen af 50erne er solhverv og jævndøgn blevet tilføjet, og teksten til ritualerne
for disse nye fire blev forfat-
tet af Valiente. De fire keltiske
højtider betragtes som førkristne af oprindelse, og har
stadig betydning i Irland i dag. Dertil genfindes de samme
tidspunkter som religiøse højtider i den katolske kirke i form
af kyndelmisse, Valborgsaften,
lammas og allehelgensaften. Tilføjelsen af jævndøgn og
solhverv til en samlet rituel
kalender med otte højtider
ser dog ud til at være Gardners nyskabelse. Når præcis
samme kalender findes i asatroen, er der således grund til
at betragte wicca som forlæg. Mistanken bestyrkes idet man
i asatroen kan finde den samme skelnen mellem fire store
og fire mindre højtider i denne
kalender. Det tyder ikke på at
en sådan rituel kalender, med
disse otte højtider, har været
kendt i førkristen tid, hverken
blandt keltiske eller germanske folkeslag.
Litteratur:
Buckland, R. (1974) The Tree – The
Complete Book of Saxon Witchcraft.
Samuel Weiser, Inc.
Buckland, R. (1995) Buckland’s Complete Book of Witchcraft. Llewellyn
Publications.
Cunningham, S. (1997) Wicca – A
Guide for the Solitary Practitioner.
Llewellyn Publications. (findes også
på dansk med titlen Lær at forstå og
praktisere Wicca)
Farrar, J. & S. (1996) A Witches’ Bible
– The Complete Witches’ Handbook.
Phoenix Publishing.
Jones, E.J. & Cochrane, R. (2001) The
Roebuck in the Thicket – An Anthology of the Robert Cochrane Witchcraft
Tradition. Capall Bann Publishing.
Gardner, G.B. (1949) High Magic’s
Aid. Godolphin House 1996.
Gardner, G.B. (1954) Witchcraft Today. Mercury Publishing.
Gardner, G.B. (1959) The Meaning of
Witchcraft. Mercury Publishing.
Harvey, G. (1997) Listening People
Speaking Earth – Contemporary Paganism. Wakefield Press. C. Hurst &
Co. Ltd., London.
Hutton, R. (1999) The Triumph of the
Moon – A History of Modern Pagan
Witchcraft. Oxford University Press.
Murray, M.A. (1931) The God of the
Witches. Paperback: Oxford University Press. Faber & Faber, Ltd., 1970.
Bokanmeldelse av
»The History of Runic Lore«
Svensken Johannes Bureus
Runekalender og liste over
Dalarna-runene, og ordspråkene eller versene knyttet til
disse runene (1599), Islendingen Arngrímur Jónsson opplisting av runenes navn fra
1609, Danske Ole Worms runedikt fra 1636, og Islendingen Runólfur Jónsons runedikt fra 1651. Alle presenteres
både med avbildning av den
orginale teksten, deskribering
i moderne bokstaver, og med
engelsk oversettelse, så man
selv kan sitte og sammenlikne, med gammel dansk og
svensk, og islandsk som ligger
nær opptil norrønt. Alle disse
runeversene bygger på 16 futharken. I 1703 kommer den engelske
runologen George Hickes ut
med det anglosaxiske runediktet for 29 runer, som sammen
med Wilhelm Grimms, en av
brødrenes, liste over de gotiske bokstavnavnene fra 1828
gir et grunnlag for å rekonstruere navnene på runene i den
eldre 24 futharken. »Her gis ingen
tolkninger, ingen halvførdøyde meninger,
ingen overfladiske
newagetilpasninger …«
I boka gis det en sammenlikning av navn og betydning av
runene i de ulike versene, der
likheter og forskjeller påpekes,
og det diskuteres i begrenset
grad runeversenes autentisitet og forekomsten av navn
Så er den her. Den ultimate
boka om runenes betydning. Dette lyder ganske
pretensiøst, men forklaringen er rett og slett at den er
ultimat fordi den inneholder
hele grunnlaget. Nesten alt
vi vet om runenes navn og
symbolske og magiske betydning stammer fra pionerene innen runeforskning,
og de siste 300 årene(!) har
det skjedd lite interessant
på den fronten.
på gamle og nye guder, og der
stopper det. Bokas mangel er
også den styrke. Jeg sitter igjen
med tusen spørsmål. Men... hvorfor er det sånn? Hva betyr det? Hvorfor er de forskjellige? Hva er sammenhengen?
Forfatteren gir ikke noe svar,
og de gamle pionerene er for
lengst døde. Svaret finner jeg
neppe i det jeg alt har av bøker om runemagi, som forsvinner ut ved første anledning. Med denne boka har jeg et
like godt eller bedre grunnlag
enn noen amerikansk selverklært runeekspert til å tyde og
få innsikt i runenes betydning. (De er stort sett basert på
Hickes 29-futhark, og kjenner
i liten grad til de tre nordiske
diktene)
Her gis ingen tolkninger, ingen
halvførdøyde meninger, ingen
overfladiske newagetilpasninger til steiner, tarotkort, planeter og farger. Her er bare
opphavet,
utgangspunktet,
selve grunnlaget. Og det er
opp til deg og meg å studere
de ulike versene, samle trådene, gruble, lure og prøve. Prøve å fange en liten bit av
helheten, systemet og sammenhengen. Jeg synes jeg kan
høre volven hviske: »Vet du
hvordan du tyde skal?«
Forfatteren har kastet ut et
agn, vekt en nysgjerrighet, og
man biter på, spent på hva
som skjuler seg i historiens
dunkelhet. Reisen har begynt.
Nr. 1 · 1. årgang · 27
Stjernerne og den nordiske mytologi
Historisk har stjernenes posisjoner på himmelen, til ulike tider av natten og året, vært viktige redskaper i å holde rede på årstidene og viktig når man navigerte på havet.
For å holde rede på stjernene,
ble de satt sammen i grupper
som dannet bilder på himmelen. For å lettere huske bildene og hvor de står i forhold til
hverandre ble historier knyttet til bildene. Stjernehimmelen deles inn i
88 »offisielle« stjernebilder,
og de faste grensene mellom
disse ble satt av den Internasjonale Astronomiske Union
i 1929. De fleste navnene på
stjernebildene kommer fra
gresk og romersk fortellertradisjon, mens en del enkeltstjernene har arabiske navn. Stjernebilder som ikke er blant
disse 88 bildene kalles gjerne
astrismer for å skille det, men
jeg vil i teksten under kalle alt
for stjernebilder. Den samiske stjernebildetradisjonen lever fortsatt, og
her er mange av historiene
spesielt knyttet til jakt. Når
det kommer til nordiske navn
på stjernebildene derimot er
mytene og materiale langt
magrere. Noen få myter er det
riktignok, og noen flere navn. Her er en liten oversikt.
Vi får begynne med begynnelsen: Snorre forteller i sin Edda
om hvordan Odin og brødrene
hans drepte urjotnen Ymir og
satte skallen hans som en hvelvingen over verden. På denne
festet de gnister fra Muspelheim som kunne lyse ned på
menneskene om natten. Dette
ble til de kjente stjernene og
stjernebildene. Friggs spinnetein er et gammelt navn på Orions belte som
har holdt seg helt opp i moderne tid. På denne teinen spant
Frigg skyene over Midgard. I
middelalderen ble teinen byttet ut med et mer moderne
28 · Nr. 1 · 1. årgang
spinneredskap, rokken. Noen
kaller den også for Frøyas rokk. Orions belte har også blitt kalt
Fiskene av kystfolk, og hvilken
av de tre stjernene som var
klarest ble brukt til å varsle
godt eller dårlig fiske. »Tor brøt av den
blåfrosne tåen og
kastet den på
himmelen, der ble
den til en stjerne.«
Et stjerne med en skikkelig
myte knyttet til seg er historien om Aurvandils Tå. Både
Saxo og Snorre forteller om
Aurvandil som var gift med
volven Groa. Aurvandil var
på tur sammen med Tor til
Jotunheimen, og på vei tilbake
måtte de krysse den iskalde,
giftige elven Elivigar. Tor bar
Aurvandil på ryggen, men
Aurvandil forfrøs en tå. Tor
brøt av den blåfrosne tåen og
kastet den på himmelen, der
ble den til en stjerne. Deretter kjempet Tor mot Jotnen
Rungne og leirkjempen Mokkurkalve, og her fikk Tor brynesteinen til Rungne i panna. Groa synger galder for å få den
ut, men da Tor fortalte henne
om turen hans med Aurvandil,
og at Aurvandil snart kommer
hjem, ble hun så glad at hun
helt glemte galdrene sine og
Tor ble sittende der med brynet fast i panna. Stjerna Aurvandil nevnes
også med sitt engelske navn i
et gammelt engelsk, kristent
dikt: »Christ I Eala Earendel,
engla beorhtast, ofer middangeard monnum sended«, »O,
Earendel den lyseste av engler
over Midgard sendt til menneskene.«
I »Ringenes Herre« gir Galadriel Frodo »the star of Eärendil«
og et er tydelig hvor Tolkien
har hentet inspirasjon fra. Det
er alltid morsomt når gamle
myter dukker opp i populærkulturen. Aurvandils tå er antagelig den blå stjerna Riegel i
stjernebildet Orion. Mælkevejen.
Kilde: 636px-Milky _Way _on_horizon_montage, commons.wikimedia.org
Fra engelske himmelstrøket
har vi også det anglosaksiske
runediktet fra 1100 tallet som
forteller om Tyrs stjerne:
»Tiw is a guiding star; well
does it keep faith with princes;
it is ever on its course over
the mists of night and never fails.« Nordstjerna, som
var så viktig for navigeringa
til sjøs, var kjent som Leidarstjerna. Kanskje dette er den
samme stjerna. På det store
internettet finner jeg også en
henvisning til at polarstjerna
var kjent som »Odins øye«,
men ettersom jeg ikke klarer å
finne noen kilder som bekrefter dette, får vi ta det med en
klype salt. En mystisk påstand har vi fra
den spansk-arabiske handelsreisende Abraham ben Jacob,
også kjent som al-Tartuschi. Han forteller fra sitt besøk i
Hedeby på 950-60 tallet, at
»innbyggerne dyrket stjernen Sirius, og kun et fåtall var
kristne.«
I følge den Islandske myteinteresserte historikeren Finn
Magnusson (1781-1847), skulle denne stjernen (Sirius) være
kjent under navnet »Lokebrenna« dvs. »brent av Loke«,
eller »Lokes fakkel«. En som
definitivt blir brent av Loke finner vi i denne myten:
Basert på kvadet Haustlong av
skalden Tjodolv den kvinverske, forteller Snorre om jotnen Tjatse som i ørneham tok
oksen fra gudene da de var på
utflukt og drar med seg Loke
hengende i en stav. Loke lokket Idun til å bli tatt til fange,
og forvandlet til en valnøtt blir
hun deretter reddet av samme
person. Han flyr av gårde med
valnøtten i klørne og med Tjatse hakk i hæl. I det Loke flyr
over muren til Åsgård tenner
gudene opp et stort bål som
Tjatse flyr rett inn i. Fjærdrakta
hans tar fyr og når han faller
ned blir han straks slått i hjel
av gudene. Videre går historien
»Vikingerne skal vist
ha syntes at syvstjernen
lignede en flok høner,
og kalt dem for Friggs
hønseflokk.«
om datteren Skade som kreve
oppreisning for sin myrdede
far. Hun ender opp gift med
Njord, og får en god latter av
Lokes sprell. Til slutt forvandler
Odin Tjatses øyne om til stjerner og kaster dem opp på himmelen. Dette kan være Castor
and Pollux fra stjernebildet tvillingene, og disse finner du om
du krysser fra høyre »forhjul«
til venstre »bakhjul« i Karlsvogna (fra Megrez til Merak) og
fortsette i den retning. Et gammelt norsk stjernebilde
brukt av kystfolk opp til i dag,
dog uten mytologisk referanse, er Skumringstrekanten
med stjernene Deneb, Vega
og Altair, som ligger i mellom
stjernebildene Svanen, Lyra og
Ørna.
To andre stjernebilde jeg desverre ikke har funnet noen
brukbare kilder på, er Fenrisulvens gap. Dette V-formet stjernemønsteret i stjernetegner
Tyren er vanligvis kjent som
Hydraene. Her finner vi den
røde kjempestjernen Aldebaran som er kjent som tyrens
røde øye. Pleiadene er i Norge
kjent som syvstjernene, og det
er nok også et gammelt navn. Vikingene skal vist ha syntes
at syvstjernen lignede en flok
høner, og kalt dem for Friggs
hønseflokk. Det siste stjernebildet jeg vil
nevne er det som fra gresk tradisjon er kjent som Storebjørn,
men som i Skandinavia kalles
Karlsvogna, og her er det flere
ulike teorier. Den vanligste er
at den er kalt opp etter Karl
Nordisk Tingsfællig
den Store, men Karl (eller kar)
kan også bety rett og slett »en
mann«. På færøysk er nemlig stjernebildet «Lillebjørn»
kjent som Kvinnevogna. Navnet »Karl« er fra sagaene
oftest en Odinkenning, og i
Nederland refererte man på
1500-tallet til »sevenstarre of
de Woenswaghen« »de syv
stjernene i Odins vogn«. I Sigerdrivamål vers 21 står det:
(Ivar
Mortensson-Egnund
overs.)
Kvad dei riste på skjold, sam
stend fyre strålande guddom
på Årvaks øyra på hjul som
rullar under Rognes vogn, på
Sleipnes tenner og på sledebandi. Rogne skal være en Odinkenning, og dette verset skulle da
kunne referere til dette stjernebildet. Personlig har jeg alltid tenkt at dette er Tors vogn. I den svenske »prosaiske krøniken« fra 1400 står det ifølge
Jacob Grimm: »Thor statt naken som ett barn, sju stjerner i
handen och Karlewagnen« Tor
er definitivt den mest kjente
vognkjørende guden. Helt til slutt kan jeg fortelle at
melkeveien ble kalt for vintergaten, et navn den fremdeles
har på moderne svensk. Skulle
noen kjenne til flere stjernebilder med navn i gammel eller lokal tradisjon vil jeg gjerne
høre om det. Da er det bare å finne frem
stjernekartene folkens, kle seg
varmt og gå ut en klar natt for
å finne stjernebilder, tær og
øyne på nattehimmelen. Kilder
www.vikinganswerlady.com/stars.
www.heimskringla.no
www.northvegr.org
www.arild-hauge.com
www.matnat.uio.no/evu/skolelab/
fys0200/.../did_stjerner.ppt
http://nordnorsk.vitensenter.no/himmel/stjerner/stjernebilder.php
ht tp://novastronomi.wordpress.
com/2009/09/01/stjernehimlen-iseptember-2009
Les mer i: Storaker 1923 »Rummet i
den norske folketro«
For dagens stjernekart: http://www.
astronomi.no/stjernekart/kart.html
Om Nordisk Tingsfællig
I Nordisk Tingsfællig lægger vi vægt på de handlinger, det
enkelte menneske begår. Som mennesker er vi ansvarlige
for vores nærmiljø og samfund, og det er alene af andre
mennesker, man som person dømmes. De fælles værdier
der binder os sammen, er blandt andre familien, venskabet
og gæstfriheden.
De centrale mytologiske tekster - eddadigtene, Snorres Edda
og i nogen grad »Danmarkskrøniken« af Saxo Grammaticus informerer om guder og helte, kosmos og verdensbillede og
giver os inspiration i vores religiøse liv. Denne litteratur samt
flere andre kildetekster, er udtryk for en særegen, nordisk
tradition, som Nordisk Tingsfællig læner sig op ad i religiøst
øjemed.
www.nordisktingsfaellig.dk
Nordisk Tingsfælligs medlemmer afholder selv ritualer i over
Det betyder, at kulten og religionsudøvelsen er mangeartet,
og at Nordisk Tingsfællig ikke er involveret direkte i medlemmernes personlige ritualer. Nordisk Tingsfællig vil ikke og kan
aldrig komme til at blande sig i den måde, du blóter på eller
afholder andre ritualer. Vores officielle ritual er tingsritualet,
der afholdes hvert år, når vi samles til storting.
• et trossamfund hvor selve den rituelle handling, og muligheden for at udøve denne, er i fokus.
• et stærkt netværk for mennesker der dyrker den nordiske religion i Danmark.
• et trossamfund, hvor service for det enkelte medlem prioriteres, og hvor religion og politik holdes adskilt.
Nr. 1 · 1. årgang · 29
Redaktionens spørgsmål til Helena
Kan man nå guderne med kroppen?
Det er et spændende spørgsmål – for hvad menes egentlig
med at nå guderne med kroppen?
Jeg mener at vi lever i en fysisk verden hvor vi nærmest
er vores krop, mens Regin og
de andre væsner i vores mytologi befinder sig i en åndelig
verden. Som jeg ser det er det
yderst svært at nå guderne
så længe vi har kroppen med,
hvis man med »nå« mener at
»møde« guderne. Lad mig forklare hvad jeg mener. Ved et almindeligt blót
ønsker vi at vores budskab skal
nå frem til guderne; vi ønsker
at blive hørt. Det er en måde
at nå Guderne uden nødvendigvis at møde dem. Her bruger vi vores krop til at udføre
blótet, og den er en velintegreret del af os og det vi gør. Hvis vi derimod mener at nå
guderne i forstanden, at se og
mærke dem og have en eller
anden form for dialog, hvor de
også svarer os, så mener jeg
ikke, at vi kan gøre det i vores
fysiske verden. Her ville jeg
prøve at frigøre mig fra kroppen – men jeg ville bruge min
krop til at gøre dette. Jeg mener nemlig at jeg må
prøve at gå ind i den åndelige
verden for at møde guderne,
og så kan jeg ikke tage min krop
med. En fysisk krop kan ikke
eksistere i en åndelig verden. Samtidig er jeg meget bundet
til min krop, jeg kan ikke bare
sætte mig ned og meditere mig
til et besøg i den anden verden. Der findes dem der gør dette
uden problemer, men jeg er alt
for funderet i min krop. Jeg er
nødt til at gøre noget med min
krop for at kunne »forlade«
den. Synge, danse, lytte til monotone trommerytmer, sulte,
tørste, fryse – eller svede. Det,
jeg taler om, er at sætte kroppen i en form for trance, så min
sjæl kan forlade den for et kort
øjeblik. Hvis nogen af jer f.eks. har
været til technofest i 90’erne
Freja af John Bauer 1882-1918. Kilde: John Bauer-Freja, commons.wikimedia.org
30 · Nr. 1 · 1. årgang
og danset natten lang – uden
stoffer – så kender i fornemmelsen af ikke at styre sin
krop mere, men nærmest
bare følge med mens den
danser selv. Det samme kan
ske i den fælles sejdsang hvor
sangen pludselig synger af sig
selv og man dårlig kan kende
sin egen stemme mere. Det
er den fornemmelse jeg taler
om: fornemmelsen af at kroppen kører på egen hånd og
man egentlig bare ser på. Dem
af jer der har prøvet det, ved
hvad jeg mener. Når man befinder sig i denne tilstand kan
sjælen ifølge min erfaring tage
på rejse – og så er mødet med
magterne en mulighed.
Der findes gamle afprøvede
teknikker, som sejd, udesidning, gjaldr og fra andre kulturer kender vi svedehytten,
trommerejsen, faste og trancedans for at opnå dette. Jeg
har på nær gjaldrsang prøvet
de metoder, jeg har nævnt,
og kan sige at de virker. Når
kroppen har gennemgået nok
»prøvelser« og det føles som
om man ikke mere hører sammen med den, så tager sjælen
på rejse, hvilket i min erfaring
gør mødet med magterne muligt. Det er dog altid vigtigt, at
man har formålet med mødet
klart for sig, så ikke man farer
vild eller spilder tiden. Men
det er en helt anden samtale,
som vi ikke skal komme ind på
her.
Vi kender også fænomenet at
møde guderne i drømme. Det
opfatter jeg også som en situation hvor krop og sjæl kan
være kortvarigt separeret, og
hvor mødet derfor er muligt. Men jeg ser dette som den
omvendte situation, nemlig
hvor guderne af en eller anden
grund vil i kontakt med os.
Min pointe er, at man i min
optik ikke kan nå guderne med
kroppen, men man kan bruge
kroppen for at muliggøre et
møde med magterne.
På besøg hos Samfundet
Forn Sed, Sveriges årsting
Via Facebook modtog vi en invitation til Forn Sed,
Sveriges årsting lørdag 4/6 2011. Vi var selvfølgelig både glade og beærede over den, og da tinget
skulle finde sted lidt udenfor Lund i Skåne, besluttede vi straks at vi ville prioritere at komme
med til Tinget.
NTFs udenrigsansvarlige Martin, koordinator Helena og vores unger tog færgen fra Grenå
til Varberg og kørte så sydpå
til Skåne. En rejsevej der sparede os adskillige timer i bil, og
kostede det samme som brooverfarterne ved Storebælt og
Øresund ville have gjort. Efter
et par stop undervejs til frokost og for iskage ankom vi til
Humlamaden udenfor Veberöd
i Skåne. Sådan hed området
hvor den lejede spejderhytte lå.
Vi blev mødt med glade tilråb fra kendte hedninge, som
vi tidligere havde mødt ved
IASC, den internationale asatro sommerlejr på Mols i 2009. Selve
tingsforhandlingerne
skulle finde sted dagen efter
om lørdagen, så denne aften
stod i hyggens tegn med både
snak, latter, mad og drikke og
ikke mindst spillemandsmusik.
både frisk og smuk, og efterhånden som de andre stod op
spredte sig også den gode fællesskabsfølelse. Selve tinget
startede først efter frokost,
så der var rig mulighed for at
udvikle venskaberne med vore
fæller.
Da vejret var både smukt og
lunt foregik tingforhandlingerne udendørs, under et
stort træ. Først de sædvanlige
formalia med godkendelse af
det forgangne års arbejde. Her viste det sig at Samfundet
Forn Sed ikke kun har en økonomisk revisor der tjekker kassererens arbejde; de har også
en »virksomhedsrevisor« der
tjekker bestyrelsens samlede
arbejde. De ser efter hvordan
man har håndteret de forskellige sager der har været i løbet
af året, om man gennemført
sidste års tingbeslutninger og
om man har fulgt vedtægterne. Denne virksomhedsrevisor
vælges blandt medlemmerne. Det skal være et betroet medlem der har godt kendskab til
trossamfundet og dets formål,
men som ikke er direkte involveret i bestyrelsesarbejdet. Se, det var en post der imponerede mig. Begge revisorerne havde lavet en kort skriftlig
rapport hvor man kommenterede det der var blevet udført,
kom med både ros og kritik,
samt forslag til hvordan sager
kunne have været håndteret
bedre. De leverede m.a.o. ikke
kun en godkendende underskrift, det var i begge tilfælde
en gennemgang med yderst
relevante kommentarer. Det
gav en helt anden mening og
ikke mindst substans til at få
regnskab og virksomhed revideret.
De forskellige bestyrelsesmedlemmer sidder for to år, og
halvdelen af bestyrelsen var på
valg. Valgforordningen havde
nogle forslag; der blev talt frem
og tilbage om det og derefter
blev forslagene godkendt med
to spørgsmål til Tinget; kan vi
Folk blev budt velkommen efterhånd som de dukkede op
fra forskellige dele af Sverige. Vi blev behørigt præsenteret
for alle der kom, som trosfæller og gæster fra Danmark. Det
var virkelig fristende at blive
hængende den halve nat og
nyde det gode selskab, men vi
besluttede at det trods alt ville
være bedst at gå forholdsvis
tidligt til køjs. Det var en god beslutning; den
svenske sommermorgen var
godkende NN som ny XX? Nogen imod? Og da der ikke var
nogen imod, fandt ordstyrerne
de nye personer valgt til bestyrelsen. Der var også et par
forslag man skulle tage stilling
til, men ellers forløb tinget med
diskussion om hvad Samfundet
Forn Sed skulle koncentrere
sig om i det kommende år. Det
endte ud med følgende fokusområder:
Skikken i offentligheden
Samfundet Forn Sed og rådet
skal fortsat aktivt arbejde for
at have en stemme i det offentlige rum. Det sker ved tilstedeværelse i de sociale medier på nettet, hjemmesiden
skal fortsat udvikles, ligesom
man skal lægge ting ud på den
youtube-kanal, man har skabt. Endvidere skal man forny den
trykte information man har.
Man skal ligeledes være synlige i medier som radio, TV
og aviser. Rådets medlemmer
skal deltage hvor de kan, for
at sprede kendskabet til Samfundet Forn Sed og den gamle
skik. Der pointeres dog at det
skal foregå på lødig vis og sammenhængen skal være seriøs. En af rådets opgaver er også at
stå til rådighed for skoler, andre uddannelsesinstitutioner
og forskere der har spørgsmål
af forskellig karakter.
Efter tinget har Rådsgoden
Martin Domeij skrevet følgende artikel til SVT Debat (SVT;
Sveriges Television): http://svtdebatt.se/2011/06/trots-kyrkans-forfoljelser-idag-hyllarvi-asatroende-freyja-och-tor/
(det er dog SVT der har formuleret overskriften til artiklen).
Forlagsvirksomhed
Samfundet Forn Seds nye bestyrelse, eller Rådet, som de kalder det.
Mimers Källas Forlag er SamNr. 1 · 1. årgang · 31
fundet Forn Seds forlagsvirksomhed. Man har tidligere
udgivet bogen Ord om sed, en
samling af de tekster man tidligere har skrevet til Sveriges
Radios P1 morgenandagt. Her
er det nemlig ikke kun søndagsgudstjeneste, men andre
trosretninger har på skift holdt
i dette, herunder bl.a. Samfundet Forn Sed. En ny bog er på
vej. Den hedder På gudarnas
stigar af Johan Sundström. En
tredje bog er også på vej, men
er dog stadig i planlægningsfasen. Den hedder Blotboken. (Her i parentes vil jeg lige
nævne at Johan Sandströms
diktsamling »På gudarnas stigar« er udkommet nu, og beskrives således: Johan Sandström bjuder läsarna på en
vandring längs slingriga stigar;
stundtals bland mosstäckta
stenar och gamla, mörka träd
och stundtals under surrande
elledningar. Han blandar hudnära naturupplevelser med filosofi och strofer som för tankarna till koaner i sin enkelhet,
och hela tiden skimrar gudarnas närvaro – som värmedallring över vägen eller så stiger
de fram och möter oss, ansikte mot ansikte. I På gudarnas stigar möter vi en hednisk
poet med musik i språket och
en okonstlad närhet till livets
stora och små ting.)
Bogen »På gudarnas stigar«
kan bestilles her:
http://booksondemand.e-butik.se/?artnr=2297
Lokal Aktivitet
Samfundet Forn Sed og rådet
skal også remover forsøge at
stimulere de lokale aktiviteter. Ved Tingets afvikling havde
Samfundet Forn Sed to blot-
32 · Nr. 1 · 1. årgang
ne. Der bliver også tilberedt
en tallerken til Guderne, med
noget af hver ret. Tingforhandlinger i det fri.
grupper tilsluttet, og et tredje
var på vej. De mente der var
potentiale for at vokse ad denne vej. De har også i det forgangne
år indført et årligt blót mere,
udover Vårblótet ved Gamle
Uppsala i påsken, nemlig juleblótet i Gøteborg. Man vil arbejde på at der skal blive flere
årligt gentagne blót som Samfundet Forn Sed arrangerer
rundt om i landet. Økonomi
Rådet skal aktivt søge nye veje
for at styrke Samfundet Forn
Seds økonomi, bl.a. har tinget
pålagt dem at undersøge bidrag, stipendier o. lign.
Der belv selvsagt også valgt en
ny bestyrelse, eller råd, dom
det hedder hos Samfundet
Forn Sed. Ny formand er Erik
Otterberg og ny næstformand
er Emma Hernejärvi. Den nye
kasserer hedder Rune Forssén, og Alexander Bågenholm
blev indvalgt som almindelig
rådsmedlem. Martin Domeij
blev genvalgt til rådsgode ligesom Markus Skogsberg blev
genvalgt til rådet. Birka Skogsberg, Nathalie Otterberg, Gunnar Creutz og Saga Sunniva
Berg var ikke på valg og sidder
dermed fortsat på sine poster.
Efter tinget var der blót, hvor
vi gerne havde deltaget. Dog
var børnen trætte og vi måtte
forlade selskabet for at lægge
dem i seng. Derfor gik vi desværre glip af indvielsen af tre
nye goder. Som en del af blótet
sværgede Henrik Hallgren, Erik
Otterberg og Markus Skogsberg en højtidelig ed angående deres virke som goder. De
fik blomsterkranse på hovedet
som tegn på deres nye status. Det var tydeligt, udfra den
måde vi efterfølgende fik det
beskrevet, at dette var en stor
begivenhed. Samfundet Forn
Sed har allerede en gode og
to gydjer der er viede til dette
på samme måde. Rådsgoden
Martin Domeij, rådsgydjen
Birka Skogsberg og tidligere
rådsgydjen Sylvia Hild. Efter tingblótet var det sammenskudgilde, hvor vi bidrog
til det bugnende festbord med
en frugttærte. Der er med
fuldt overlæg at blótmåltidet
er et sammenskudsgilde. På
denne måde sikrer man at alle
bidrager til blótet, og den mad
man medbringer, bliver en del
af det man deler med Guder-
En anden tradition de også har
i Samfundet Forn Sed, er at
deltagerne bidrager til underholdningen ved blótmåltidet
med et digt, en sang, en historie, eller hvad man nu vil bidrage med. Man skriver sit navn
og sit bidrag på en seddel, der
blev lagt i en kurv. I aftenens
løb blev der trukket sedler op
af kurven, og læst op. Når ens
navn blev læst op var det tid
at fremføre det man havde på
hjertet.
Der var flere smukke sange, og
digte der blev fremført, men
også drabelige beretninger. Det var en rigtig god aften i
gode venners lag.
Næste morgen hjalp vi alle
med oprydning og rengøring
og en efter en, drog vi alle
hjemad igen. For vores del,
besøgte vi familie på vejen, og
på den måden blev den lange
køretur langt mere behagelig.
Forn Sed Sveriges flotte Frejastøtte.

PDF klik på denne tekst for at downloade Kildevæld nr 1

Transcription

Similar documents

LITTERATURENS VEJE - 2. udgave, 12. oplag

Fejlretter – Aktivering af Fejlretter