docHENT bogen her
download 
Report Transcription
HENT bogen her
Langelændere Personlige beretninger af og om langelændere gennem artikler bragt i Foreningen for Langelænderes medlemsblad Langelænderen side 1 af 89 FORORD Følgende artikler af og om langelændere, har været bragt i Foreningen for Langelænderes medlemsblad - Langelænderen. Oplægget var at medtage omtalen af enkelpersoner og deres beretning fra Langeland. Det er imidlertid en noget flydende begrænsning. Så finder du artikler, der ikke er med i dette bind, men som burde være det, hører jeg gerne fra dig - evt. pr. e-mail: [email protected]. På de efterfølgende sider er en indholdsfortegnelse med angivelse af siden, hvor artiklen er. Bogen bliver jævnligt opdateret. Sidst 12. juli 2014 med sidste medlemsblad nr. 640. Det er nu også muligt at linke direkte fra indholdsfortegnelsen (klik eller berøring på skærm) til de enkelte artikler. God fornøjelse Arne Navne side 2 af 89 Indholdsfortegnelse WARDINGHAUSEN - LANGELANDS GØNGEHØVDING ..................................................................................... 7 LANGELAND 1659 ........................................................................................................................................................... 7 EN PRÆSTEFAMILIES SKÆBNE ............................................................................................................................... 8 RUDKØBING - CA. 1740 ................................................................................................................................................... 8 PRÆSTESØNNEN DER BLEV GRØNLANDSMISSIONÆR ................................................................................... 9 RUDKØBING - CA. 1750 ................................................................................................................................................... 9 DAGBOG 1844 ............................................................................................................................................................... 11 RUDKØBING - 1844 ........................................................................................................................................................ 11 LEJERMÅL I LINDELSE ............................................................................................................................................ 12 LINDELSE – CA. 1845 ..................................................................................................................................................... 12 ENARMET SOLDAT SKABTE FRYGT I NORDENBRO ....................................................................................... 13 NORDENBRO – CA. 1850 ................................................................................................................................................ 13 KRISTIAN HENRIKSEN .............................................................................................................................................. 15 NORDENBRO - 185X....................................................................................................................................................... 15 BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 18 LØKKEBY - 185X ........................................................................................................................................................... 18 GULDGRAVER FRA LOHALS ................................................................................................................................... 19 LOHALS 1851-1945 ....................................................................................................................................................... 19 TRANEKÆR-DRENGEN DER BLEV ”FADER” TIL ALASKA’S LANDBRUG ................................................. 20 TRANEKÆR 1851-1931 .................................................................................................................................................. 20 DE DØDE TVILLINGER .............................................................................................................................................. 21 LONGELSE – OMK. 1872................................................................................................................................................. 21 HØSTEN.......................................................................................................................................................................... 23 SØNDENBRO - 188X ....................................................................................................................................................... 23 GILDER OG GILDESKIKKE ...................................................................................................................................... 23 SØNDENBRO CA. 1885 ................................................................................................................................................... 23 EN LANDARBEJDERS LIVSSKILDRING ................................................................................................................ 25 SYDLANGELAND – 1884 - .............................................................................................................................................. 25 BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 28 TRYGGELEV - 189X ....................................................................................................................................................... 28 TANTE LINE .................................................................................................................................................................. 28 FÆBÆK - 189X ............................................................................................................................................................... 28 HALLINGGADE I HUMBLE ....................................................................................................................................... 29 HUMBLE – OMK. 1895 ................................................................................................................................................... 29 DEN FØRSTE SKOLEDAG ......................................................................................................................................... 29 HUMBLE - 1891 ............................................................................................................................................................. 29 DEN AFTEN BLEV DET SENT FØR VI SOV ........................................................................................................... 30 BØSTRUP – 189X ........................................................................................................................................................... 30 EN DAG I AKSMARKEN ............................................................................................................................................. 31 LINDELSE - 1898............................................................................................................................................................ 31 side 3 af 89 NOGET VED MUSIKKEN ........................................................................................................................................... 32 RUDKØBING - OMK. 1900 .............................................................................................................................................. 32 DYRSKUET I GAMLE DAGE ..................................................................................................................................... 33 RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 .......................................................................................................................... 33 BEDSTEMOR ................................................................................................................................................................. 34 TORPE, SKRØBELEV/TRYGGELEV - OMK. 1900 .............................................................................................................. 34 PER .................................................................................................................................................................................. 36 TORPE, SKRØBELEV - OMK. 1900................................................................................................................................... 36 MED HESTEVOGN PÅ JULEINDKØB ..................................................................................................................... 36 RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 .......................................................................................................................... 36 LUDVIG SÅ MEKANIKKENS MULIGHEDER ....................................................................................................... 37 RUDKØBING - OMK. 1900 .............................................................................................................................................. 37 DA OSTEKNIVEN BLEV TIL ..................................................................................................................................... 38 TULLEBØLLE - 1902 ...................................................................................................................................................... 38 UDDRAG AF JUL OMK. 1900 ..................................................................................................................................... 39 LONGELSE SØNDERSKOV - 190X ................................................................................................................................... 39 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 40 HAUGBØLLE - 190X ....................................................................................................................................................... 40 JULEN 1904 .................................................................................................................................................................... 41 RUDKØBING / SØNDENBRO 1904 ................................................................................................................................... 41 JULETRÆSFEST 1912 ................................................................................................................................................. 42 TRYGGELEV - 1912 ........................................................................................................................................................ 42 ET LIV MED SPADE OG SKOVL .............................................................................................................................. 42 BØSTRUP - 191X ............................................................................................................................................................ 42 KULTUREL INDVIELSE ............................................................................................................................................. 43 TRYGGELEV - FRA OMK. 1918-1979 .............................................................................................................................. 43 LANGELANDSK PIGES SKÆBNE ............................................................................................................................ 44 TRYGGELEV - FRA OMK. 192X ....................................................................................................................................... 44 MED KIRKEN SOM NABO ......................................................................................................................................... 45 BØSTRUP- FRA OMK. 192X ............................................................................................................................................. 45 UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 46 BAGENKOP - OMK. 1920 ................................................................................................................................................ 46 BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 46 BØSTRUP 192X .............................................................................................................................................................. 46 BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 47 DAGELØKKE - 192X ....................................................................................................................................................... 47 MIN BARNDOM PÅ LANGELAND ........................................................................................................................... 48 HAUGBØLLE 192X ......................................................................................................................................................... 48 UDDRAG AF “SPREDTE ERINDRINGER” ............................................................................................................. 49 TULLEBØLLE - 192X ...................................................................................................................................................... 49 DA MOSEN GAV INDTÆGTER. ................................................................................................................................ 49 RUDKØBING - 1928 ........................................................................................................................................................ 49 EN JULESOLSTRÅLEHISTORIE .............................................................................................................................. 49 side 4 af 89 FORENINGEN – OMK. 1935 ............................................................................................................................................. 49 BRANDEN PÅ BØSTRUPVEJ 20 ................................................................................................................................ 50 BØSTRUP - 1932 ............................................................................................................................................................ 50 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 51 RUDKØBING - 193X ....................................................................................................................................................... 51 UDDRAG AF “EN FERIEDRENGS OPLEVELSER”............................................................................................... 51 STOENSE - 193X............................................................................................................................................................. 52 UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 52 TULLEBØLLE - 193X ...................................................................................................................................................... 52 FERIEDRENGEN .......................................................................................................................................................... 52 LONGELSE – 193X ......................................................................................................................................................... 52 BARNDOMSMINDER .................................................................................................................................................. 53 HAUGBØLLE - 193X ....................................................................................................................................................... 53 UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 55 HUMBLE - 193X ............................................................................................................................................................. 55 EN RUDKØBINGDRENGS ERINDRINGER ............................................................................................................ 55 RUDKØBING 193X ......................................................................................................................................................... 55 FRA FORSOMMER TIL SNESTORM ....................................................................................................................... 57 FRAGTSEJLADS 1937 ....................................................................................................................................................... 57 UDDRAG AF “VI LEGEDE PIPPE..” ......................................................................................................................... 57 TRANEKÆR - 1938 ......................................................................................................................................................... 57 EN HOUNING ................................................................................................................................................................ 58 HOU 193X...................................................................................................................................................................... 58 MIN BARNDOM I RUDKØBING................................................................................................................................ 59 RUDKØBING 193X ......................................................................................................................................................... 59 TAG MED EN ÅRGANG 1939 PÅ EN RUNDTUR I DET BAGENKOP DER VAR. ............................................ 61 BAGENKOP 1939- .......................................................................................................................................................... 61 BARNDOMSMINDER FRA BAGENKOP.................................................................................................................. 62 BAGENKOP 1939- .......................................................................................................................................................... 62 EN DEJLIG BARNDOM ............................................................................................................................................... 64 NORDENBRO 1936-1946 ................................................................................................................................................ 64 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 65 BØSTRUP 193X ............................................................................................................................................................. 65 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 65 FÆBÆK - 194X ............................................................................................................................................................... 65 MED TOGET FRA SØNDENBRO TIL RUDKØBING ............................................................................................. 66 SØNDENBRO-RUDKØBING 194X .................................................................................................................................... 66 MIN MORS LYSBILLEDER ........................................................................................................................................ 68 KÆDEBY - CA. 1943- ..................................................................................................................................................... 68 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 69 RUDKØBING 194X ......................................................................................................................................................... 69 I FORSAMLINGSHUSET I MAGLEBY .................................................................................................................... 69 MAGLEBY 194X............................................................................................................................................................. 69 side 5 af 89 DRENGEÅR PÅ LANGELAND 1940 - 45 .................................................................................................................. 71 RUDKØBING - 194X ....................................................................................................................................................... 71 MAJDAGE 1945 ............................................................................................................................................................. 74 SYDLANGELAND 1945 ................................................................................................................................................... 74 MIN BARNDOMS JUL I BAGENKOP ....................................................................................................................... 75 BAGENKOP 1948-1953 .................................................................................................................................................. 75 JULEN 1949 .................................................................................................................................................................... 76 RUDKØBING - 1949 ........................................................................................................................................................ 76 BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 76 RUDKØBING - 195X ....................................................................................................................................................... 76 MINDER FRA DEN GAMLE KØBMANDSGÅRD ................................................................................................... 78 RUDKØBING - CA. 1954 ................................................................................................................................................. 78 MIN LANGELANDSKE BARNDOM .......................................................................................................................... 80 SPODSBJERG - 195X ....................................................................................................................................................... 80 LANGELANDSBROEN .................................................................................................................................................. 82 RUDKØBING 1960-1962 .................................................................................................................................................. 82 EN SAGAKVINDE FRA LANGELAND ..................................................................................................................... 83 TULLEBØLLE 196X ........................................................................................................................................................ 83 INTERVIEW .................................................................................................................................................................. 84 RUDKØBING - 196X ....................................................................................................................................................... 84 EN OPLEVELSESRI FÆRGETUR ............................................................................................................................. 86 NORDLANGELAND - 1963 .............................................................................................................................................. 86 UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 87 TULLEBØLLE - 196X ...................................................................................................................................................... 87 GRÆSKARDAMEN! ..................................................................................................................................................... 87 VESTERBY MARK - CA. 1980- ........................................................................................................................................ 87 side 6 af 89 Wardinghausen - Langelands Gøngehøvding Langeland 1659 Af Arne Navne Mange af dem der har aner på Langeland tilbage i 1600-tallet, har måske stødt på slægten Wardinghausen. En kærkommen gave til slægtsforskere, da kirkebøgerne ofte mangler her, og man er overladt til personer, som på den ene eller anden måde har gjort sig så bemærket, at andre har skrevet om dem. Dette gælder også for H.C. Wardinghausen, der er min tip6 oldefar. Den følgende artikel er en samling af beretninger om familien Wardinghausen og forholdene på Langeland i sidste halvdel af 1600-tallet. Hans Christoffer Wardinghausen Han var født 19. juni 1635 i Rendsborg i Tyskland, hvor faderen hed Johannes Wardinghausen (1603-1675). Hans havde 3 søskende, Christian, Joachim og Gert, hvis senere voksenliv ikke er kendt. H.C. Wardinghausen fik en militær uddannelse og nævnes i 1658 som løjtnant i Hans Adolph Buchvalds rytterkompani, hvor han havde 51 mand under sig. Han lå dengang på Samsø. Samme år udnævnes han til kaptajnløjtnant i oberst Körbers regiment. Körber var dengang kommandant i Nakskov, og havde desuden befaling til at ordne Langelands forsvar. Det var ved den lejlighed, at Wardinghausen kom til Langeland og blev tilknyttet krigskommissær og landsdommer Vincents Steensen på Stensgård. Svenskekrigen 1657 - 60 Den danske konge hed dengang Frederik III, der regerede landet fra 1648- 1670. Han erklærede i 1657 Sverige krig. Det fik den svenske konge, Karl Gustav, der på det tidspunkt lå med sin hær i Nordtyskland, til at drage mod København. På grund af en hård isvinter, kunne dette ske via Langeland på tilfrosne bælter. Det blev en hård tid for langelænderne, da hæren efterlod sig et land, der var forpint og udplyndret. Da hæren nærmede sig København, indgik kongen i 1658 en fredsaftale, med tab af Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt Bohus og Trondheim i Norge. Det var ved den lejlighed kong Karl Gustav skænkede Langeland som et grevskab til Corfitz Ulfeldt. Svenskerne beholdt dog en mindre hær på Langeland, som imidlertid blev fordrevet inden svenskerne brød den indgået fredsaftale, og nu ville give Danmark det endelige dødsstød. Det var ved denne sidste aktion, at bl.a. kaptajnløjtnant Wardinghausen kom til Langeland, og var med til at fordrive de sidste svenskere og efterfølgende forsvare øen mod nye svenske angreb. De langelandske bønder deltog aktivt i øens forsvar med adelen i spidsen. ”Langelands nationalhelt”, den tapre landsdommer Vincent Steensen til Stensgård fandt heltedøden, mens hans trofaste officerer, hvoraf den berømteste var kaptajn Wardinghausen, førte langelænderne til flere afgørende sejre. Øen måtte dog overgive sig, og svenskerne blev først standset ved København, som de forgæves belejrede. Ved fredsslutningen i 1660, fik Danmark- Norge både Trondheim len og Bornholm tilbage, men ikke de øvrige tabte områder fra fredsaftalen i 1658. Langelands Gøngehøvding Wardinghausen blev til sidst hårdt såret, man mente dødeligt, og faldt i svensk fangenskab. Men han kom sig, og efter krigen tog han igen til Langeland og giftede sig med sin ungdomskæreste, Maria Dorthea Nissen. Wardinghausen afløste sin svigerfar som inspektør ved grevskabet, og han omtaltes som en god mand, der lånte de forarmede bønder en del penge, som han aldrig fik tilbage. Efter krigen var de ruinerede gårde omtrent værdiløse, men Wardinghausen forventede atter bedre tider og købte derfor Polleholm i Lindelse, en gård i Kædeby og en i Simmerbølle - alt i alt 25 tdr. hartkorn. Polleholm nedarvedes i hans efterslægt i 140 år. Wardinghausen blev, efter svigerfaderens død, tolder i Rudkøbing til sin egen død i 1695. Han var meget afholdt af langelænderne - både i krig og fred. Han var kundskabsrig, klog, hjælpsom, en livsglad langelænder og man glemte ikke, at han hørte til de trofaste kæmper. Derfor fik han tilnavnet ”Langelands Gøngehøvding”. Skiftesamlinger efter ham viser at han, trods sin store børneflok, de dårlige tider og sin store velgørenhed, havde forstået at arbejde sig frem til velstand. Han efterlod sig landejendomme med i alt 20 tdr. hartkorn, en større gård i Rudkøbing, et større fartøj og et pragtfuldt indbo, hvor der særlig nævnes en del smykker af guld og sølv. Boets midler på 2466 rd. deltes mellem enken og børnene. Wardinghausens efterkommere Som nævnt blev Wardinghausen gift med Maria Dorthea Nissen, der var datter af tolder og inspektør ved Grevskabet Langeland, Thomas Nissen. I periode 1666 til 1689 fik de 10 børn (5 drenge og 5 piger). Thomas Wardinghausen (1666-1707) blev i 1706 ansat som assistent ved Det Kgl. octr. Dansk- Vestindisk-Guinesiske Kompani og udgik i november samme år med skibet Christianus Qvitus til fortet Christiansborg i Guina, hvor han senere døde. Han efterlod sig ingen børn. Hans Christoffer Wardinghausen (1667-1708) blev medejer af Polleholm, som han senere solgte, og ved hans død kunne hans gæld ikke dækkes. Han efterlod sig en søn, født udenfor ægteskab, der døde som ung. Christian Henrich Wardinghausen Født 1671 og blev senere skibsredder, men led store tab under de svenske kapringer i 1710, hvor han mistede et skib ved Møn med fødevarer for over 3000 rd., og et skib i Nordsøen med en ladning til en værdi af 1500 rigsdaler. Han efterlod sig en søn, der døde barnløs. Dorothea Cathrine Wardinghausen Født 1673. Hendes mand var præst i Simmerbølle. Han døde fattig og hun fragik arv og gæld efter ham. De havde 13 børn, som de efter de tiders urimelige skattelove måtte betale familieskat for. Da manden dør, fik hun kun ringe pension af efterfølgeren pastor Peder Pedersen, der var gift med hendes datter, og som sad i side 7 af 89 lige så ringe kår. Datteren dør tidligt, og efterlader sig flere små børn. I 1726 boede Dorothea som fattig præsteenke i Rudkøbing. Elisabeth Marie Wardinghausen Født 1675 og gift med Peder Hansen der var lærer og hører ved latinskolen. De fik ingen børn. I 1704 købte de en gård i Simmerbølle af kaptajn Wardinghausens enke, altså hans svigermor Maria Dorthea Nissen. Efter mandens død blev Elisabeth boende på gården i en årrække. Hun flyttede derefter til Rudkøbing, hvor hun vedblev at være enke. I 1726 kalder hun sig en fattig enke i slet stand. Charlotte Amalie Wardinghausen Født 1678 og var kun 24 år, da hun blev enke første gang. Ved skiftet efter Hans Steffensen var boets overskud på 97 rbd, der deles imellem enken og børnene. Hun bliver gift igen med enkemand og birkedommer Erich Erichen fra Hou. De får ingen børn sammen. I 1726 boede hun som fattig enke i Rudkøbing. Hun fortalte dengang, at hendes mand var meget rig, da han var birkedommer, indtil han blev fuldmægtig hos salig Grev Friderich v. Ahlefeldt. Der lod han bygge nogle skibe, hvortil han udlagde af sine egne midler, hvorfor Greven gav ham to steder på Hou - afgiftsfri på livstid. Charlotte havde ventet, at greven skulle give hende det ene sted på livstid. Men han bortbyttede disse steder med herregården Nygård, og man fratog hende alt gods og formue. Augusta Margrethe Wardinghausen (1680-1743) blev gift med Niels Iversen, der var proprietær til Østergård, hvorfra slægten Klæsøe nedstammer. N. Iversen udstykker Guldborg i Illebølle og solgte hovedparcellen til sin broder, Kierud Iversen. Men Niels beholdt dog den store, jordegne gård og var en velhavende mand. Augusta dør 1743 og efterlader sig 10 børn. Friderich Wardinghausen (1680-1709) var først handelsmand i Rudkøbing, hvor han ejede en gård, men flyttede derefter til Bergen i Norge, hvor han døde. I hans dødsbo var der en del fine klæder, sølvknapper mm. Gården i Rudkøbing og hans løsøre blev solgt ved auktion for 407 Rbd., men hans gæld var 351 Rbd. Overskuddet blev skænket hans moder til hjælp til hendes alderdom. Fridrich efterlod sig ingen børn. Sophie Gertrud Wardinghausen (1686-1759) blev gift med Hans Lauritsen Schibbygger, der var skibsbygger i sin ungdom og blev en velhavende mand. Efter vielsen købte han Polleholm af sin hustrus slægtninge og boede der til sin død i 1758. Sophie døde 1759. Nicolaj Wardinghausen Født 1689 opholdt sig en tid i Rudkøbing, men er formodentlig død i Rusland. I krigen mod Sverige 1709-20 tjente han kongen som søkaptajnløjtnant og gik derefter i moskovitisk tjeneste. Han efterlod sig en søn, der var købmand i København, og fra ham nedstammer slægten Wardinghausen. Den eneste gren af Wardinghausens efterslægt, der har bevaret stamfaderens navn og slægtsnavn. Henvisninger Bidrag til Langelands Historie af Vilh. Lütken (1909 genoptrykt 1979). Oplysninger betræffende Rudkøbing Kjøbstad af P. Rasmussen (1849). Langelands sognes personalehistorie og stedbeskrivelse af Harald Kiers. Hans Christopher Wardinghausen af Carlin Klæsøe (1946). Arne Navne (Langelænderen 619 - 2011 En præstefamilies skæbne Rudkøbing - ca. 1740 Hans Sørensen Fabricius blev født i Fåborg den 28. marts 1696. Han var søn af Anne Lauridsdatter og Søren Jørgensen Smed, der var kirkeværge og smed i Fåborg. Ordet Fabricius menes at være en latinisering af faderens efternavn. Hans blev teologisk kandidat og var nogle år huslærer, dels i Strømsø i Norge, dels i København. Han søgte flere præstekald rundt om i landet og fik i 1725, efter anbefaling fra fyrsten af Glücksburg og den tyske hofpræst, Georg Conradi, som 29 årig præstekald i Rudkøbing og Skrøbelev. Fra 1751 blev han også provst for Langelands Nørre Herred og beholdt begge kald til sin død den 28. november 1755. Der hørte dengang et større landbrug til embedet, herunder en gård i Lejbølle og præsten havde investeret over 200 Rdl. til istandsættelser og forbedringer af den store præstegård. Hans Fabricius havde flere gange genvordigheder med sin kapellan, Anders Wulff. Den ene gang måtte han klage til biskoppen over, at kapellanen havde antaget nogle børn til konfirmationsforberedelse, som var nægtet konfirmation på Strynø på grund af for ringe kristendomskundskaber. En anden gang gik klagen på, at kapellanen havde givet anledning til ”formasteligt og uanstændigt Optrin” i Skrøbelev kirke, ved at have antaget to til at prædike i kirken samtidig. Heraf var den ene tilmed en gymnasiast. Præsten havde da også fået biskoppens billigelse til at uddele alvorlig irettesættelse og idømme de formastelige bøder. Hans var gift to gange. Det første ægteskab var med Marie Jensdatter Achton, der var præstedatter fra Frørup. De fik 6 børn inden Marie døde som 31 årig. Andet ægteskab var med Else Cathrine Ursin, der var datter af byskriver Jacob Ursin, København. Med hende fødtes i alt 8 børn inden Hans Fabricius selv døde 59 år gammel. Det sidste ægteskab varede 16 år og der må have været adskillige mindreårige børn i hjemmet da faderen døde. Et af disse børn var Otto, der var det fjerde barn i andet ægteskab. Otto blev senere berømt som missionær og grønlandsforsker. I et mindeskrift for sønnen Otto Fabricius med titlen: ”Biskop Dr. Theol. OTTO FABRICIUS ”Et side 8 af 89 Mindeskrift i Hundredåret for hans Død” har Bjørn Kornerup også bragt en udførlig omtale af præstens, altså faderens levned. Han betegnes her som en særdeles velstuderet mand, ud fra den omfattende bogsamling, der fandtes i præstegården. Mange af bøgerne var på tysk eller latin. og det var ikke kun teologiske emner, der interesserede præsten, men også mange naturhistoriske titler og geografi, samt rejsebeskrivelser fandtes i præstens bibliotek. Udover den store bogsamling betegnedes præsten som en mand af solid velstand. I skifteforretningen efter hans død er optalt et meget stort og kostbart bohave. Skifteretten har blandt meget andet noteret et egechatol, et forgyldt spejl med seks lampetter, 10 læderbe- trukne stole, samt to lænestole. Desuden en skænk og 12 ryslæderstole, samt en masse damaskduge med servietter. Der var ligeledes en masse sølvtøj, bl. a. sølvkaffekande, vurderet til 43 rigsdl., te- og chokoladestel, ligeledes i sølv m.m. Der var også adskilligt udstyr, som for den tid ikke var almindeligt, såsom en stok i ibenholt med sølvbeslag, et mikroskop, fem par ”glarøjne” og andre specielle genstande, ligesom hans præsteklæder med fløjlsopslag blev betegnet som statelige. I kælderen var der foruden et lager af ”saltemad” også en ”god forsyning af øl og brændevin” samt et brændevinsanlæg. I avlsbygningerne var der de almindelige redskaber og vogne til landbruget, samt af dyr - seks køer, en tyr, fire kalve og kvier, to svin og tre heste. Efter Hans Fabricius’ død skulle det hele gøres op, og allerede samme dag, som præsten var død, mødte herredets ældste præst fra Tranekær op for at registrere indboet og forsegle, hvad der skulle forsegles. Dette var normalt provstens opgave, men her var det jo netop provsten, der var død. Bøgerne blev solgt i København, mens alt det øvrige indbo blev solgt på auktion ca. 10 måneder senere. Det hele indbragte over 1.000 rigsdl., men samtidig myldrede kreditorerne frem, i alt 54 med fordringer af mange slags. Da det hele var gjort op viste det sig, at der var aktiver for i alt 2.068 rigsdl. 4 mark og nogle skill. Men passiverne udgjorde 2.461 rigsdl. 1 mark og nogle skill. Herunder var der en gæld på 967 rigsdl. til amtstuen og en arvepart, som ikke var betalt. Der var altså en væsentlig større gæld, end aktiverne kunne indfri. Enken, der kun var knap 40 år, måtte som følge deraf fragå arv og gæld, og med sine mindreårige børn leve i kummerlig fattigdom, da præstens efterfølger ikke kunne betale den aftalte enkepension, der dengang skulle udredes af kaldet. Efter en klage til Provsteretten blev hun dog tilkendt 50 Rdl. som var 1/8 af kaldets indkomster. Af dødsboet fik enken kun lov til at beholde en seng og en dragkiste på fod, som hun selv havde medbragt i ægteskabet. Sine gamle dage tilbragte hun hos sønnen Otto og døde i København 1785. Knud Erik Hansen (Langelænderen 615 - 2011 Præstesønnen der blev grønlandsmissionær Rudkøbing - ca. 1750 I Langelænderen nr. 615 bragtes en artikel om en præstefamilies skæbne i Rudkøbing. Heri blev der omtalt en søn fra præstens andet ægteskab. Følgende artikel handler om denne søn. Otto Fabricius Otto blev født den 6. marts 1744. Barndommen har sikkert tegnet sig lyst i den store præstegård. Drengen viste meget tidligt gode skolekundskaber og fik hjemmeundervisning af en student, der boede i præstegården. Familien var bekendte af grønlandsforskeren og præsten Hans Egede, der ofte kom på besøg i præstegården, og hans fortællinger har sikkert inspireret drengen. Trods faderens pludselige død da Otto var 11 år, fik han som 18 årig en universitetseksamen i 14 fag, og det var ganske naturligt, at han skulle følge i faderens fodspor med en teologisk eksamen og præstegerning og flere eksaminer fulgte de følgende år, såvel i naturhistoriske - som teologiske fag. Missionær i Grønland Som 24 årig blev Otto Fabricius 1768 udsendt som missionær til Frederikshåb i det sydlige Grønland. Frederikshåb blev dengang betegnet som et meget vanskeligt sted at besejle. Stedets historie melder om flere forlis og ved anlæggelse af kolonien i 1742 gik det skib ned der skulle landsætte kolonisterne og alle omkom. Det gik ikke meget bedre med det næste skib, der kom med proviant. I kolonien blev der nogle år senere op- ført en bygning i egebindingsværk med mur af sten og tørv til alle funktionærerne. Der var en stue til købmanden og et kammer til missionæren med lås og lukke. Desuden var der tre kamre til betjente og andre danske, der havde arbejde med varer og lign. i kolonien. Fabricius foretrak dog for det meste at leve meget spartansk blandt de indfødte i deres huler og hytter i de fem år han opholdt sig der. Han deltog i deres hverdag og lærte på den måde at forstå deres sprog og tænkemåde samt deres liv som fangere. Han studerede også naturen og dyrelivet ned til mindste detalje. Dette var ofte meget besværligt, da han ikke var i besiddelse af andet udstyr, end hvad han selv kunne frembringe. Det skete oftest ved, at han deltog på lige fod med grønlænderne i deres jagt og fangstrejser. Hans studier af fisk og andre dyr, såsom sæler og hvaler i vandet foregik ofte ved, at han sejlede ud i kajak, hvorved han kunne komme tæt på dyrene og betragte dem over længere tid. Som naturforsker må side 9 af 89 Otto i de år have samlet en enorm samling af skriftligt materiale til senere bearbejdning. Desforuden passede han sin gerning som udstedets præst og missionær og omvendte og døbte mange hedninger til kristendommen. Det skete dog ikke uden problemer, da han her kom i en slags konkurrence med de tyske Herrnhutter, der materielt havde meget bedre vilkår for at omvende grønlænderne. Herrnhutterne stræbte efter, at beholde deres omvendte samlede, medens Otto Fabricius prøvede at få sine døbte til at flytte til nye bopladser med bedre fangststeder, og han flyttede ofte med dem til nye hytter. Det var heller ikke problemfrit på andre måder, og Fabricius skulle tage nogle svære beslutninger, som han nævner i sine indberetninger. Hvad skulle han sige til en mand, der ønskede at blive døbt til kristendommen efter at have dræbt en landsmand, eller måske endda et familiemedlem? Eller en mand, som har to koner, der endda er søstre og han ikke vil skille sig af med en af dem? Han ønskede og søgte også om at få sendt nogle materialer derop til at rejse en kirkebygning til de døbte. Det blev dog kun til et primitivt hus, bygget af tørv og sten, da hans ideer ikke vandt genklang i København. Otto Fabricius var heller ikke glad for den levevis som andre udsendte udfoldede med druk og usædelige udskejelser, med klammerier og masser af slagsmål. Mens han befandt sig i området skete det, at på grund af dårlige besejlingsforhold, kunne forsyningsskibet med varer fra Danmark ikke anløbe Frederikshåb i to år efter hinanden. Det medførte en enorm mangel på varer til udstedet. Fabricius tog dog opgaverne så alvorligt, at tilknytningen til grønlænderne blev endnu tættere. Han sendte også flere klager hjem over missionsselskabets tilsyneladende mangel på omsorg for de udsendte missionærer. I 1773 lykkedes det for forsyningsskibet at anløbe Frederikshåb. Otto Fabricius’ helbred havde lidt under de primitive forhold og han søgte om at komme hjem med skibet, og han forlod det land, som han havde ofret så meget. Efter en meget stormfuld rejse kom han til København sidst i oktober. Præstegerning Fra november 1774 fik Otto Fabricius præstekald i Drangedal i Norge. For første gang fik Fabricius også eget hjem og i 1775 giftede han sig med Anne Dorthe Ziege, der var norsk, og sidst på året kunne han døbe deres lille datter, Else Cathrine. Foruden sin præstegerning fortsatte han sine mange påbegyndte aktiviteter, og noget af det første blev udgivelse af en grønlandsk grammatik og ordbog. Præstekaldet i Norge skabte dog aldrig nogen større tilfredshed for Fabricius, og allerede efter fem år søgte han til Danmark og fik embede i Hobro, der ligesom Drangedal var et mindre embede på ca. 450 sognebørn. Da embedet var meget lille, var indtægterne det også. Desuden havde han nu overtaget forsørgerpligten over sin gamle mor, foruden pension til sin forgængers enke. Det blev derfor et kortvarigt job og allerede et par år senere flytter familien til et ledigt embede i Rise på Ærø. Dette var dobbelt så stort, som de tidligere embeder. Foruden at flytte fra embede til embede havde Fabricius fået tid til færdiggørelse af sit store zoologiske værk: Fauna Groenlandica, der udkom 1780. Det var et så stort og banebrydende arbejde, at det blev kendt over hele jordkloden. Det var affattet på latin, som Fabricius også mestrede. Værket, der er på 468 sider, anvender navnesystemet efter Linné og beskriver 473 dyrearter (132 hvirveldyr og 341 lavere stående arter). Ca. 130 af disse arter var hidtil ukendte. Han begynder med Homo Groenlandus, hvilket i de tider må betegnes som et dristigt skridt af en teolog. Værket bringer oplysninger om dyrenes udbredelse i Grønland, deres føde, forplantning og livsvaner, samt om deres fangstmetode og anvendelse. Fabricius ønskede at blive på Ærø, men han var nu så kendt en person, at man fra forskellige sider ønskede ham til hovedstaden, og han blev tilbudt det eftertragtede embede som præst ved Waisenhuset, hvor pastor Krøll netop var død. Waisenhuset blev oprettet under Frederik IV i 1727 og var gennem mange år centrum for udgivelser af kirkeligt arbejde, støttet af forskellige privilegier. Fra 1783 var Fabricius præst ved det meget ansete embede, dog ikke uden problemer, da der var flere andre i Waisenhusdirektionen, der ville være med til at bestemme, og Struense havde endda en periode ophævet stiftelsen. Ud over de kirkelige handlinger, medførte kaldet nogle forpligtelser med undervisning af grønlandske studerende og indberetninger om deres lærdom. Også med hensyn til de anbragte børn i stiftelsen, fik han pålagt opgaver. I 1787 blev der afsløret noget, - der i de tider - nærmest var en forbrydelse, nemlig at de forældreløse børn i stiftelsen bandede. Fabricius insisterede på, at de pågældende skulle straffes ”følelig på skolen med riis”, mens andre ville give en advarsel. Der var også andre gnidninger mellem præsten og direktionen, blandt andet omkring hans boligforhold. I årene ved Waisenhuset fik Fabricius udrettet en lang række handlinger i form af skriftlige afhandlinger, ligesom han ofte deltog i diskussioner omkring andres teologiske arbejder, såvel mundtligt som skriftligt. En af de heftigste diskussioner drejede sig om en revision af den katekismus, der var gældende før den, vi andre kender. Den oprindelige (”Pontoppidans Forklaring”) var på 227 tæt trykte sider og meget omstændelig. Dens rette titel var: ”Sandhed til Gudfrygtighed udi en enfoldig og efter Muelighed kort, dog tilstrækkelig Forklaring over sal. Morten Luthers liden Catechismos”. Han deltog ligeledes i debatten om det private skriftemåls afskaffelse, idet det blev anset som en byrde for præsterne uden at gavne menigheden. Hans zoologiske studier fortsattes gennem hele livet. Selv i årene inde på stenbroen kunne han finde småkravl og andet, der på den tid endnu ikke var ”opfundet” af andre. Der kom også politik ind i præstegerningen og Fabricius var ret konservativ i alle henseender. Han var tilhænger af den uindskrænkede enevælde og hævdede, at regeringen er en helligdom, som man skal vogte sig for, at røre ved. Han var stadig meget ihærdig og gennem årene havde han nu samlet et bibliotek på 1.150 skrifter og bøger. side 10 af 89 Fabricius blev dog aldrig helt tilfreds med sit job ved Waisenhuset og søgte efter andre embeder. Efter et par ansøgninger blev han præst ved Frelsers kirke på Christianshavn 1789, et kald han beholdt til sin død. I årene ved Frelsers Kirke var Fabricius særdeles aktiv med udgivelse af teologiske arbejder. Han evnede at skrive nogle salmer på grønlandsk. Endvidere fuldførte han et arbejde med oversættelse af Det ny Testamente og adskillige andre værker, der var påbegyndt af Poul Egede. I årene omkring Englands bombardement af København, blev kirken inddraget som lazaret for sårede. Om embedet ved Frelsers Kirke var bedre vides ikke, men Fabricius klagede over sine knappe kår, der ikke mindst skyldtes en stor børneflok, som han anfører det i en ansøgning. I 1803 fik han et løntillæg på 200 Rdl. Og blev samtidig udnævnt til professor i teologi. Også på anden måde begyndte hædersbevisningerne at værdsætte den mand, der havde ofret sig så grundigt. Han blev udnævnt til at: have Sæde, Stemme og Underskrift for de grønlandske Sagers Vedkommende og den 31. juli 1815 modtog han Dannebrogsordenens Ridderkors. Anden Påskedag 1818 højtideligholdt Fabricius sit 50 års jubilæum som præst ved en gudstjeneste, hvor han talte over den samme tekst som ved sin første prædiken i Grønland, nemlig Peters Fiskedræt. Der blev i dagens anledning sunget en sang, forfattet af B. S. Ingemann og af kongen blev han udnævnt til at føre en Biskops Titel og Rang, ligesom han blev hædret med den theologiske doktorgrad. Privatmanden Otto Fabricius Hans privatliv blev stærkt præget af hustruens død i 1785. Hende havde han måske tre børn med, hvoraf et var død som mindreårig. Han ægtede derefter Anne Gunhilde Heinet, der var født 1762 i Tranekær som datter af Hans Ditlev Heinet, Vestergård. Med hende fødtes 10 børn, hvoraf de fem døde før 7 års alderen. Otto Fabricius’ helbred havde under de primitive forhold i Grønland fået et alvorligt knæk og i hans alderdom var han skrøbelig, ligesom det kneb med stemmeføringen ved gudstjenester. Han døde den 20. maj 1822, 78 år gammel, og blev begravet på Søndre Kirkegård den 28. med meget stor deltagelse. Igen havde B. S. Ingemann forfattet en sang til denne lejlighed – ”Til Hvile i den stille Grav”. Hans enke døde 12 år senere og blev begravet ved siden af. Kilder: De omtalte begivenheder og andre data er samlet af forfatterne Bjørn Kornerup, SchultzLorentzen og Ad. S. Jensen i værket: Biskop Dr. Theol. Otto Fabricius – Et mindeskrift i hundredåret for hans død 1923. Mona Kristensen: Mundtlige oplysninger. Kirkebog for Rudkøbing Købstad. Knud Erik Hansen (Langelænderen 617 - 2011) Dagbog 1844 Rudkøbing - 1844 - Onsdagen d. 25de. stod vi op som sædvanlig, hvorpaa jeg gik ned og gjorde Alt istand. Derpaa gik jeg op og gjorde mit Tøi istand, klædte mig paa og vandrede til Kirke. Fra Melson fik jeg Offer til Præst og Degn, 1 Rdl til hver. Da jeg kom ind i Kirken saae jeg Onkel som lukkede mig ind i hans stoel. Efter endt Gudstjeneste saae jeg indenfor hos Onkels, hvor jeg blev opvartet med Æbelskiver. Til Middag hjemme fik vi Suppe og Kjød. Strax efter Maaltidet bad jeg Melson om jeg maatte gaae ud og efter given Tilladelse begav jeg mig paa Veien til Hans Tinghuus, som jeg havde lovet at besøge i Julen, han boer lidt udenfor en Landsby, gl.Skrøbelev knap 1/2 Miil fra Rudkjøbing. Da jeg kom ud til hans sted, som jeg naaede ved flere Gange at spørge mig for, traf jeg ham ikke hjemme, men hans Pige viste mig en Gaard ikke langt derfra ved Navn Pudselykke, som han var gaaet hen til, hun viste mig tillige en Gjenvei over nogle Grøvter og Gjerder, jeg skulde gaae for at komme nærmere til den. Jeg sprang rask afsted og naaede snart Gaarden. Jeg traf ogsaa snart Hans, som sad og langede til et godt Sulemadsfad. De bød ogsaa mig, men jeg betakkede mig. For dog ikke at bære Julen ud spiste jeg en Æbleskive. Da jeg havde seet mig lidt om der, gik jeg med Hans hjem, her var imidlertid kommen en Mand med noget Bivock han vilde sælge Hans. Vi kom paa Tale derom, og han viste mig hvorledes Bierne lagde deres Celler, tilsidst forærede han mig ogsaa et Stykke Bivock for at jeg skulde have det til Erindring om ham. Senere gik jeg ud med ham i Værkstedet, her Blandede han noget sammen til mig og forærede mig et Plaster og noget Flydende i en lille Flaske, jeg skulde smøre de Steder, hvor der ei var Hul. Tillige forærede han mig nogle saakaldte Marietidsler, det er temmelige store Blomster besatte med særdeles lange Pike. Senere fik jeg Æbler og Smørrebrød, og nødte de mig til at drikke lidt Kaffe. Jeg var ogsaa ude at see hans Stald, som var meget net, hvor han havde en Ko og en Griis Udi, i hans Have stod et stort Sviin, somskulde slagtes Dagen efter, det andet skal fedes hele Vinteren. I Haven saae jeg ogsaa Stænglerne af Marietidslerne, de var omtrent saa store som en fuldvoxen mand. Da det begyndte at mørkne begav jeg mig endelig paa Veien hjemad med mit Stykke Vox, 2 Marietidsler og en Deel Æbler. Jeg gik rask hjemad og naaede endelig, ligesom Maanen var kommen op, Rudkjøbing. Da jeg kom stod P. Bays Børn her netop og ventede med Ængstelighed paa at jeg skulde komme hjem, for at de kunde komme til at see Laterni Magicaet som jeg strax maatte vise dem. Derefter var jeg oppe paa Kammeret med alle 3 Børn og forærede dem hver noget Sukkerstads til at fare hjem med. Senere ud paa Aftenen dansede vi Francaiserne og derefter Hamborg, etc. 0g tilsidst legede vi Blindebuk saa jeg faldt og sprængte mit ene Buxelaar fra den ene Søm til den anden, hvorpaa vi holdt op dermed. Tilsidst spiiste vi til Aften Vildand og side 11 af 89 Kage, og endelig til allersidst spilte Helt (butikssvenden) og jeg Dam til vi gik i Seng. Gotlieb Gudmund Petersen (Langelænderen nr. 505 - 1994) Lejermål i Lindelse Lindelse – ca. 1845 Da Lindelse Kirke var ny engang 1100-tallet, havde den intet tårn, sakristi eller våbenhus - og skibet havde et fladt træloft. Som de fleste andre såkaldte romanske kirker i vor del af landet fik den så engang i senmiddelalderen udskiftet træloftet med murede hvælvinger og fik efterhånden de nævnte tilbygninger. Den tunge konstruktion holdt i mange år, men så skete der formentlig det, at murene begyndte at slå revner, og murstenene begyndte at falde ned. Kvalificeret lejermål I 1845 tog man den konsekvens, at skibets hvælv blev erstattet af en pudset tøndehvælving af træ. En af de håndværkere, der arbejdede på kirken samme efterår, var murersvenden Peder Madsen Mortensen fra Pederstrup ved Longelse. Han stiftede bekendtskab med Ane Cathrine Christensdatter, der boede i et af kommunens fattighuse på Herslev Mark lidt nord for byen. Det fik konsekvenser cirka 9 måneder senere, idet hun fødte en lille dreng 30. juni 1846. Sogneforstanderskabet i Lindelse mente, at sagen skulle angribes fra to sider. Dels ville man rejse en faderskabssag overfor den udlagte barnefader, så han kunne blive dømt til at betale børnebidrag - det var vigtigt, for moderen var jo almisselem, der blev forsørget af kommunen, som så ellers også ville komme til at have ekstraudgifter til den lille nye. Dels var man også ude efter moderen, som man ville have anklaget for hor - eller kvalificeret lejermål, som var den præcise juridiske betegnelse. Brevet til von Schmidten I sidstnævnte øjemed skrev formanden for sogneforstanderskabet sognepræst Christopher Octavius Gede til herredsfogeden for Langeland Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten for at få ham til at tage sagen op. Gede stammede fra København, var 43 år gammel og havde haft embedet som præst i Lindelse Sogn siden 1842. Han skrev: "Bemeldte fruentimmer er ikke en ung person, der i uerfarenhed er lokket til at begå et fejltrin, hun er så vidt vides over 40 år gammel og har en voksen datter på omtrent 20 år. Det barn, hun nu har bragt til verden, er efter angivelse det sjette, og efter hvad der er opgivet, har ethvert af børnene en forskellig fader. Hun er således endog på det løsagtige Langeland et ualmindeligt eksempel på liderlighed, og, uanset den byrde hun ved sin liderlighed pådrager sognet, er den af hende givne forargelse vistnok af den natur, at den ikke bør gå uænset hen. Sogneforstanderskabet har derfor anset det for sin pligt at anmelde hendes forhold for deres velbårenhed som politimester, med anmodning, at hun vorde anset med den straf, loven i dette tilfælde måtte tilsige". De fædrene ophav Forhørsretten blev sat på rådhuset 28. august. Den anklagede var selvfølgelig indkaldt og måtte redegøre for sine forhold. Hendes ældste barn hed Kristine Nielsen, hun var født 24. december 1824. Her havde faderen daværende ungkarl Niels Jørgensen søn af en gårdmand i Haugbølle betalt "opfostringsbidrag". Den næstældste var blevet døbt Christen Mikkelsen. Han døde fjorten dage gammel. Faderen til dette barn var selv siden afgået ved døden. Det tredje barn var blevet født 7. juni 1832 og døbt Christiane Frederikke Christensen. Her var nuværende gårdmand fra Oure Christian Larsen blevet udlagt som fader. Nummer fire var også en pige, hun var født 21. februar 1836. Hun hed Hanne Kirstine Hansen. Faderen til dette barn var den afdøde dyrlæge Hansen i Tranekær. Marthe Christensen blev født 19. januar 1841. Her havde den udlagte barnefader dyrlæge Bagge i Lindelse unddraget sig faderskabet ved at sværge sin uskyld. Nu var der så den lille nye - Morten Pedersen Christensen. Strafeftergivelse Ifølge gammel lovgivning kostede en forbrydelse som Ane Cathrines en bøde. Som almisselem var hun selvfølgelig aldeles uformuende, og så var der formelt udsigt til et ophold i tugt- og forbedringshuset i Odense. Det var ingen myndigheder interesseret i - slet ikke pastor Gede og de øvrige sogneforstandere i Lindelse, der ville få et problem med forsørgelsen af den nyfødte og de 3 andre hjemmeboende børn. Rutinemæssigt sendte herredsfogeden via amtmanden så en ansøgning om strafeftergivelse til de centrale myndigheder. Ligeså selvfølgeligt kom svaret. Det hedder i et brev dateret 15. oktober 1846 fra "Danske Kancelli" til amtmanden for Svendborg Amt - angiveligt fra den enevældige konge Christian 8.: "At Vi efter den af dig derom gjorte indberetning samt de Os i øvrigt oplyste omstændigheder allernådigst ville have fruentimmeret Ane Cathrine Christensdatter af Stielundshuset i Lindelse Sogn på Vort land Langeland eftergivet den straf, som hun for 6 gange at have begået lejermål med 6 forskellige mandspersoner efter loven har gjort sig skyldig til at lide, imod at hun hensættes i fængsel på vand og brød i 7 dage." - de syv dage var oven i købet delt i to af en såkaldt mellemdag, hvor hun blev sat på fri fod. Faderskabssagen Ane Cathrine havde fået den afklapsning, som det formentlig hele tiden havde været side 12 af 89 sogneforstanderskabets hensigt, at hun skulle have. Ligesom at hun selvfølgelig ikke kunne regne med at slippe så let ved en eventuel gentagelse. Så var der faderen tilbage. Han indrømmede, at han havde haft et forhold til Ane Cathrine, men han påstod, at dette rent tidsmæssigt ikke passede med hendes graviditet. Da han derfor skulle sværge sin uskyld, svigtede hans mod imidlertid. Han blev dømt til at betale 8 rigsdaler årligt i barnets første 10 leveår og 6 rigsdaler i de fire følgende. Det økonomiske problem løste sig dog for faderen, idet lille Morten døde af mæslinger 3. november det følgende år, 1 1/4 år gammel. 4 dage senere blev han begravet på Lindelse Kirkegård. Noter: 1. At en mand er "udlagt" som barnefader betyder, at dette er moderens påstand. Han skal så ydermere indrømme faderskabet eller af andre årsager idømmes et ansvar. Claus Schou (Langelænderen nr. 560 - 2003) Enarmet soldat skabte frygt i Nordenbro Nordenbro – ca. 1850 Nogle mener, at danskerne vandt over slesvigholstenerne i borgerkrigen 1848, 49 og 50. Her er historien om en af taberne. Han var langelænder. De tysksindede i Slesvig og Holsten havde gjort oprør for at løsrive hertugdømmerne fra det danske monarki. Dette var sket i forbindelse med politiske uroligheder i såvel Danmark, Slesvig-Holsten som i det øvrige Europa. Den nye danske krigsminister A. F. Tscherning fik mobiliseret en hær på 11.000 mand. Der var en del frivillige, men de fleste af soldaterne var værnepligtige fra landbobefolkningen - denne befolkningsgruppe havde dengang stadig som den eneste værnepligt. I april 1848 rykkede den danske hær ned gennem Sønder Jylland i deres røde uniformsjakker med hvide remme overkors på brystet, højpuldede hatte med kokarder og blå bukser. En mindre del af styrken blev i mellemtiden sejlet til Als. Den danske hær stødte sammen med den noget mindre slesvig-holstenske ved landsbyen Bov ved Flensborg. Det blev en dansk sejr. Næste gang hærene mødtes, havde slesvig-holstenerne fået undsætning fra Preussen og fra en tysk forbundshær, og styrkeforholdet var nu helt til tyskernes fordel. Det skete ved et blodigt slag ved Slesvig by. Ved den lejlighed fik Tscherning lejlighed til at se, hvorledes de sårede blev behandlet. Han "kunne ikke undlade at ytre nogen tvivl, om der ikke var gået noget rask til værks med at afsætte lemmer." Anden slags helbredelse havde man ikke tid til, hævdede lægerne. Danskerne trak sig tilbage dels til Als og dels op gennem landsdelen. Sidst i maj gjorde danskerne fremstød over Alssund via et brohoved på Sundevedsiden, den 28. maj blev der kæmpet ved Nybøl. Tyskerne lavede en modoffensiv, ved kampene ved Dybbøl den 5. juni var 5. Linie Infanteri-Bataillon (senere kaldet Sjællandske Livregiment) i forreste række. På dansk side var der 100 døde og 280 sårede. Det var formentlig ved Dybbøl, at soldat nummer 130 fra 5. Linie InfanteriBataillons 2. kompagni blev såret i højre arm. Om man kunne have undgået at amputere armen ved skulderen kan ikke siges, men krigen var helt forbi for Christen Larsen Bromand fra Magleby på Langeland. Krigshandlingerne fortsatte til 26. august, hvor der blev indgået en våbenhvile på 7 måneder. Spækhøkerbevillingen Hjemme i Magleby sogn fik den 27-årige krigsinvalid 5 rigsdaler månedligt i pension fra staten. I begyndelsen af 1849 blev han gift med den et år ældre Anne Larsdatter og søgte kommunen om bevilling som spækhøker i sognet. Desuden var sogneforstanderskabet - den tids sogneråd - så venlige at skaffe det unge par et par værelser som fribolig i kommunens nyoprettede fattigarbejdsanstalt ved Nordenbro, mens ansøgningen endnu var uafgjort. Spækhøkerbevillingen drejede sig om tilladelse til at have udsalg i mindre portioner af smør, flæsk, rugbrød, øl, kogeærter, hjemmegjorte lys, hjemmebrygget eddike, tørfisk, spegesild fra Bagenkop såvel som soda, olie, tran, salt, tobak, kaffe og sukker. Sogneforstanderne havde ikke overvældende tillid til Christens evner som forretningsmand og var kun indstillet på, at han skulle have en midlertidig bevilling på et år. På den anden side var Christen, hans kone og deres eventuelle børn forsørgelsesberettigede i Magleby kommune, derfor gik man alligevel positivt ind i sagen. Ansøgningen blev sendt til herredsfogeden Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten, som med sin indstilling sendte den videre til den endelige afgørelse hos amtmanden for Svendborg amt. Von Schmidten lagde ikke fingrene imellem i sin kommentar: "da ansøgeren er mig bekendt som en til drik og svir i høj grad forfalden person, vil det vist være såre betænkeligt at tilstå ham den attråede bevilling". Som det var forudsigeligt blev amtets afgørelse negativ: "Ansøgningen kunne på grund af omstændighederne ej bevilliges". Husspektakel I løbet af de følgende måneder gik det op for Anne, at manden hun havde giftet sig med ikke længere var den samme, som hun havde lært at kende før krigen. Christen var blevet bitter, han begyndte at drikke tæt og blev ofte voldelig overfor hende, ligesom han ofte generede de øvrige i anstalten. Opsynsmanden og sogneforstanderskabet forsøgte sig med formaninger, men det hjalp ikke. En foreløbig kulmination på problemerne fandt sted lørdag 16. marts 1850. Efter at have drukket sine rede penge op havde Christen solgt sin langpibe til træskomand Rasmus Christiansen i Nordenbro for 8 mark og også drukket side 13 af 89 en del af disse penge op. Hen under aften kom han hjem, endnu mere beruset end han plejede. Anne var ved at lave mad. Det uundgåelige familieskænderi udartede sig. Christen smed gryden med kogte kartofler efter hende og smadrede derved nogle tallerkener. Anne flygtede ud af værelset ud på gangen, ind gennem et rum overfor, hvor beboeren, den 58-årige fallerede tømrer Jakob Møller, så forbavset til, og videre ind i et rum, der blev beboet af den yngre men gangbesværede Frederik Krøl, hans kone og børn. Anne fik sat slåen for døren, inden Christen et øjeblik efter var fremme og sparkede på døren med sine tunge træsko og forsøgte at bryde den op, mens han råbte: "Luk op, jeg vil have min kone". Frederik Krøl, der ikke var nogen modig mand og allerhelst ville blandes helt udenom stridighederne, svarede, at han ikke havde Christens kone. I første omgang gik Christen, men kort efter kom han tilbage igen ret sikker på, at han var blevet narret. I mellemtiden havde Frederik Krøl fået Anne ud ad vinduet ud til vejen, hvor hun tog flugten ind mod Nordenbro. Da Frederik Krøl åbnede døren, hvor slåen faktisk allerede var blevet ødelagt ved Christens første angreb, blev han mødt med et slag i brystet, men slog igen med den karte, som han havde bevæbnet sig med og vægrede sig med sin krykke. Frederik Krøls kone løb efter hjælp, men anstaltens opsynsmand var allerede på vej hidkaldt af spektaklet, og han formåede at få skilt de stridende. Bod og bedring Anne Larsdatter var væk i et par dage, men kom igen tilbage om mandagen. Dagen efter holdt formanden for sogneforstanderskabet forpagter Fritz Hunderup fra Holmegård og sognefogeden Niels Pilegaard fra Nordenbro forhør på anstalten for at få opklaret, hvad der var sket. Først ville Christen ikke udtale sig til de to, men da protokollen var underskrevet, dukkede han op og var indforstået med at forklare sig. Han bekræftede det, vidner allerede havde fortalt, men lovede bod og bedring: "Han fortrød, hvad der var passeret og bad om, at dette måtte tilgives ham, idet han lovede at slig uorden ingensinde mere fra hans side skulle finde sted og at han herefter ville føre et ordentligt og kristeligt levned, i særdeleshed afholde sig fra svir og druk". Formanden og sognefogeden tilgav - det var vel også nemmere end at gå videre til politiet med sagen. I maj måned var den gal igen. Da sogneforstanderskabet holdt møde i skolen i Nordenbro, dukkede Christen op to gange i stærkt beruset tilstand. Sogneforstanderne fik begge gange lempet ham ud "ved at vise ham den overbærenhed, man viser fulde folk". Da han dukkede op tredje gang ved slutningen af det langvarige møde, var han mindre fuld, men mere ondskabsfuld. Hunderup måtte simpelthen smide ham ud af lokalet. Derefter fortsatte han sit råberi ude på vejen. Man kan gætte på, at fornærmelserne har drejet sig om sogneforstandernes uformåenhed i almindelighed og den manglende spækhøkerbevilling i særdeleshed. Sogneforstanderskabet anmeldte sagen til politiet, idet man ønskede, at Christen blev straffet. Den nye herredsfoged og politimester Hans Carl Sager (- von Schmidten var i mellemtiden afgået ved døden -) lod ham slippe med en alvorlig påtale. Hustruvold Nogle måneder senere flyttede Anne Larsdatter fra sin voldelige mand ind til en veninde i Nordenbro, hvis mand var fraværende, idet han var tjenestekarl i Haugbølle i Humble sogn. Sammen med en møllersvend fra Kinderballe mølle opsøgte Christen en aften de to kvinder, og forsøgte at tvinge dem til at servere brændevin. Da dette ikke lykkedes, kastede de to drukkenbolte sten ind gennem vinduerne. På et senere tidspunkt måtte kvinderne flygte fra huset af frygt for at blive overfaldet af Christen. Dette lykkedes dem ikke, da Christen næste gang dukkede op, men da nåede gårdmanden Hans Pilegaard og mølleren Mathias Mogensen at befri kvinderne fra overgreb. En aften midt i december kom Christen atter, han slog Anne i hovedet med en kalkkost og sparkede hende, efter at hun var faldet omkuld. Han slog hendes rok i stykker og trampede på resterne. Sognefogeden Niels Pilegaard, der også var sogneforstander, henvendte sig til sin overordnede, politimester Sager, for at få stoppet Christen. Noget som også provokerede sogneforstanderne var, at Christen havde saboteret undervisningen i skolen i Nordenbro, så lærer Jeppesen havde været nød til at afbryde undervisningen. Sager kaldte i et svar til sogneforstanderskabet det skete for "private fornærmelser", og ville ikke tage affære, ud over at give Christen et pålæg om at holde sig fra sin nu fraseparerede kone. Sogneforstanderne klagede til amtmanden, som dog gav politimesteren medhold. Frosset ihjel Et af de problemer, sogneforstanderskabet havde med Christen, var naturligvis den uorden, han skabte på arbejdsanstalten. Derfor blev han sagt op, men fik med kommunens hjælp fra 1. maj 1851 husly hos husmand Niels Nielsen i Nordenbro - senere boede han til leje hos en anden husmand. Han var tilsyneladende ikke længere det store problem for sogneforstanderne. I de følgende år nævnes han i alle tilfælde ikke længere i sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol. I hvor høj grad, han var et problem for sin tidligere kone eller andre, må stå hen i det uvisse. Givetvis var han stadig et problem for sig selv. Om morgenen 18. februar 1861 blev Christen Larsen Bromand fundet frosset ihjel på en mark. Han blev 39 år gammel. Noter: "Sogneforstanderskaber" blev indført med en forordning i 1841. I forbindelse med en lovændring i 1867 blev de "omdøbt" til sogneråd. 1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling. En landarbejders årsløn kunne svare til 100 rigsdaler. Nogle borgere i landet fik mange gange mere andre væsentlig mindre ligesom i vore dage. Claus Schou (Langelænderen nr. 555 - 2002) side 14 af 89 Kristian Henriksen Nordenbro - 185x Nordenbro Vestermark Følgende beretning er gengivet som Kristian selv har skrevet den. Kilde: Magleby-Bagenkop Lokalarkiv. Efter opfordring af flere venner og ved at læse en lille bog med titel, betragtninger nr. 2 over arbejdernes kaar paa landet, navnlig husmandens i Fyns stift. Tillader jeg mig at opskrive en historisk beretning om mit liv og virksomhed i den tid jeg kan mindes. Jeg beder først mine læsere, som muligen måtte faa min ringe skrivelse i haand for at læse, at undskylde min meget fejlende skrift, da jeg ikke har skrevet ret meget, og intet lærdt deraf siden min skoletid der ophørte 1844, og dengang forstod meget lidt skriverig, dels paa grund af smaa lære gaver, og dels af skoleforsømmelse. Jeg er født af fattige forældre med en talrig børneflok, fra mit syvende aar begyndte je at komme ud mellem fremmede som plogkører omkring til bønderne. Da jeg blev lo1/2 aar kom jeg ud for bestandigt at tjene for mit brød, undtagen en vinter til konfirmasionen da min fader sagde mig at jeg skulde hjem for at gjenvinde lidt af den forsømte skolegang. Jeg blev konfirmeret den 8. april 1844, rejste derefter igjen ud at tjene, jeg erholdt en løn første aar af 14 rd, det var en høj løn i den tid, men jeg var ogsaa øvet godt i aldt mit arbejde som dreng, jeg tjente fremdeles ved landbrugs arbejde, der altid har været min vigtigste opgave og er det endnu. Da jeg var 22 aar blev jeg udskreven til soldat, men blev fri paa grund af lodtrekning, og til held for mig blev jeg af det aars mandskab, der var fri for begge krige nemlig 1848 og 1864. Den højeste løn jeg opnaaede var 60 rd for et aar, og uagtet jeg kaldte den stor havde jeg ikke sammensparet meget, da jeg ikke havde mindste hjelp fra hjemmet, men derimod jevnlig ydte lidt hjelp. Da jeg var 2l1/2 aar stiftedes bekendtskab med en pige af samme alder, der ligeledes var født af fattige forældre, og ej heller havde mindste hjelp fra hjemmet, og maatte endda tjene for 8 rd det første aar og endda som 18 a 2o aar for 12 a 14 rd for et aar. I min tjeneste tid befattede jeg mig ikke meget med husflids arbejde, dels fordi jeg aldrig hørte tale om saadant eller saa andet, end at sove paa bænken eller i kakkelovnskrogen og skulle der tidsfordrivs arbejde til de mange lange vinteraftener, da gjaldt det kortspil, de saakalte pimbe kroer og andre forlystelses steder, eller andre slags bysladder, ja til de stykkeste og græmeste steder sammenkomster til al uterlighed. Men alt dette kunne jeg Gud ske lov ikke finde behag i men hensidde 3 a 4 timer hver aften ledig, det kunne jeg ikke udholde og skønnede at jeg var pligtig at virke i mit kald saa godt jeg formaaede, ved at skifte plads kom jeg til en gudfrygtig enke, der ynde meget at jeg læste i en god bog i min fritid, jeg kjøbte da efterhaanden flere gode bøger som jeg dengang havde baade nytte og fornøjelse af saavel som endnu i min senere stilling, de sidste af mine tjeneste aar, benyttede jeg min fritid, til at lave askillige smaa ting der skulle bruges i en simpel husholdning, saasom stole skamler garnvinder og andre nyttige ting. Jeg lavede ogsaa plejel, halmvender, river strygespaaner, og andet mere som en tjenestekarl bør anskaffe sig. Om vinteren havde jeg flere aar laant bøger af sognets læseforening. Da jeg var 27 aar, syntes jeg at faa mere lyst til at arbejde for mig selv end for andre, ihvor vel jeg skønnede, at jeg havde mere sorgløse dage, end jeg ville faa som husmand i simple kaar. Den 1. september 1856 fæstede jeg en jordlod 2 td land stor paa Nordenbro vestermark, i Magleby sogn paa Langeland, under stamhuset Alefelt. Den kostede mig 4o3 rd i afstaaelse og indfæstning samt forpligtede mig til at opføre 10 fag egebindings hus paa jordlaaden, der kostede 500 rd, foruden mit eget arbejde, der bestod i at mure hele huset, samt i forening med en anden mand at tække det samt forud at lægge grunden, samt forpligtede mig til at svare en aftækt til fratrædersken og dennes datter deres levetid til værdi omtrent 7o rd, og tillige at reparere 5 fag af det gamle hus paa byggepladsen i byen der kostede mig mindst 50 rd, til enkernes fri afbenyttelse deres levetid, samt svare af hus og haugen der er l skp land. Den 2. november 1856 indgik jeg ægteskab med føromtalte pige, vor hele sammensparede formue bestod i 500 rd af penge, foruden klæder og bohave, der ved første asuranse beløb sig til 400 rd. Da vi havde bygget de foranførte 10 fag hus blev vor gjeld endda over 500 rd, ti samme aar vare bygningsmaterialerne meget dyre. Jeg gav til esempel 5 rd 2 skilling for et tylt 5 alens granfjelle. Hertil kommer ogsaa at jordloden jeg havde modtagen var saa forsømt, og tillige de tre første aar vi boede her vare saa ualmindelig tørre, at vi kun avlede 8 a 9 td korn om aaret, saa jeg hvert aar til 1. november, som er betalingstid for aftækt, maatte kjøbe l eller flere skp korn til den, endskønt jeg ikke havde solgt det allermindste. Det første efteraar vi boede her, kom min kone i en meget haard syge, der saaledes borttog hendes helbredog kræfter, at ingen af dem ere vente tilbage igjen som før, men er bestandig temmelig svagelig. Jeg saa nu, at skulle jeg nogensinde have et ordentligt udbytte af jordloden, da maatte jeg tage fat paa arbejdet med alvor, uagtet jeg allevegne var i gjæld, skulle betale kunde ikke, thi det er ikke saaledes med en fattig husmands gjæld, som med ejendom, hvor der er fast pant, hos fæste husmanden er der jo forresten ingen pant, uden der ogsaa er en kausionnist. Min gjæld var for største delen løs, som man kalder det, naar der ikke er pant, men den er næsten den strengeste at have. Jeg maatte nu som før sagt, tage fat med alvor og fik snart arbejdet jorden temmelig godt istykker, et gode indeholdt den dog. Den var ikke just afkræftet endskøndt der før jeg modtag den ikke groede meget andet end græs og ukrudt, loden bestod af fire stykker langs igjennem, saa at vandet ikke kunde løbe oven af den, paa en fures dybde, af mangel paa afledning, jeg fik først lov hos min nabo til at grave over hans lod, hvor vandet skulle løbe, derefter fik jeg det nødvendigste dræjnet, der fandtes flere steder side 15 af 89 furestumper, en alen lange efter fjerde pløjning, paa den der laa til græs, da jeg modtog loden, og den maatte jeg lade ligge igjen første sommer, da der ikke var lagt noget til græsning. Jeg gav mig til at mergle, og paa 4 aar havde jeg overlagt hele loden et temmeligt tykt lag med min trillebør, og efter mit eget og forstandige landmænds skøn med udmærket god kalkmergel, men den kostede mig meget og anstrengende arbejde, ti jeg tog den paa flad jordsmon, hvor jeg opkastede den af dybe huler 3 a 4 alen, den var tillige saa haard, at den ikke kunne graves, men maatte brydes løs med en spids hakke, og saa kastes op med en skovl, jeg har trillet i længste maal indtil 90 fv, ja endogsaa merglet en bakke i hver ende af loden paa grund af særegen omstændigheder, har jeg to steder merglet om igjen, og givet den et saa svært lag, saa jeg næsten frygtede for at ødelægge den, men istedet for avlede jeg derefter 20 fold, saa det næsten synnes mig, at jord, der ikke er udpint for næringsstoffer har godt af en stor del mergel, faa aar efter at jeg modtag loden, avlede jeg et aar 17 td 2 skp istedetfor fra først 81/2 td. I et og et halvt år havde vi ingen brønd, men hentede det fornødne vand hos en af vore naboer, da som foran bemærket de tre første år vi boede her, vare ualmindelige tørre, og der rundt omkring blev mangel på vand, så blev det samme også tilfælde med vor nabo. Jeg spurgte mig for hos mine andre naboer, men fik alle steder et afvisende svar. Til sidst traf jeg en husmand temmelig langt borte, der gav mig tilladelse til at hente en spandfuld til mad og drikke hver morgen før jeg gik ud på arbejde, men den tid kom snart, da de også måtte sige mig nej. Nu begyndte jeg at tænke over, hvad det var at mangle vand, og ej kunde få det allernødvendigste i hvor jeg end hørte. Vi begyndte just at høste og jeg skulde vere hos min pløjemand så meget som muligt, så der ikke kunde være tid til at søge efter vand, dog det kunde ikke undværes, jeg kunde heller ikke tænke mig hvor det var at få. Jeg begyndte da en eller to timer, hver morgen før jeg gik til mit arbejde at grave i den østre ende af min lod tet op under en bakke, men først efter en uges anstrengende morgenarbejde nåede jeg til min store glæde at få det nødvendige til at slukke vor tørst med, senere om efteråret gravede og med sten satte jeg en brønd der på stedet, 41/2 alen dyb, så behøvede vi ikke at tørste mere, thi der blev på l0 dage omtrent 3 al vand, og det omtrent af bedste kvalitet, nu kunne jeg til gjengjæld meddele mine naboer alt det de behøvede, og det svandt andda slet ikke. Dette skete det mellemste af de tre tørre år vi havde, altså 1858, siden har vi aldrig manglet sunt og godt vand. Jeg mærkede snart at mine udgifter bleve for store efter mine indtægter, men at formindske mine udgifter lod sig ikke let gøre. Jeg måtte altså se at forstøre mine indtægter. Jeg skulle arbejde hos min pløjemand når han behøvede mig, for en dagløn af 2 skilling om sommeren når mine pløjedage vare endte, der vare ansatte til den tid, da man ellers fik den største dagløn og om vinteren behøvede han mig ikke meget. Jeg klagede for ham, at jeg ikke kunde forskaffe mine udgifter med den fortjeneste, ti jeg måtte jo arbejde meget hjemme, dersom jeg vilde have noget ordentligt af min forsømte lod. Men jeg fik til svar, at han ikke kunde betale bedre, thi daglønnen var ikke højere for andre. Men adspurgte mig derpå om jeg ikke havde lyst til at være stenhukker, hvortil jeg igjen gav til svar, at jeg nok kunne lide det arbejde, men kunne ikke begynde derpå, da jeg manglede penge til det dyre værktøj, og aldrig havde den mindste øvelse, ja neppe havde set det. Ja verktøj vilde han hjælpe mig til så meget, at jeg kunde begynde, og øvelse kunne jeg let forskaffe mig selv, når jeg først fik begyndt derpå. Der er et gammelt ord der siger, det er lettere at sige end at gjøre og det måtte jeg også sande, jeg modtog tilbudet, fik verktøjet og begyndte at arbejde med det, men stenhukkerarbejdet er meget fortrædeligt, når man hverken kender arbejdet eller verktøjet, jeg har arbejdet mange dage i de første år uden at fortjene det aller mindste, ja tilmed ødelagde jeg meget på verktøjet, foruden at jeg intet fortjente, mangen gang var det fordærvet ved smedens formudentlig ligegyldighed så det tit var så trist for mig, at jeg var ved at opgive det hele stenarbejde, men tænkte jeg, så skal du jo igjen til daglejer arbejde og har spilt flere år. Undertiden kom der en stenhukker til egnen at arbejde, jeg forsøgte at komme til ham, men de vilde ikke tage mig med til deres arbejde, jeg forstod på dem, at når de øvede mig, ville jeg tage arbejdet fra dem for eftertiden, jeg måtte altså tage fat selv som jeg kunde, og ved udholdende tålmodighed, nåede jeg omsider at arbejde mig ind i sagen.. Men jeg må tilstå at have givet store lærepenge, uagtet at jeg ikke har stået i lære. 1864 den 5. oktober fik jeg ved at køre sten op af en hule, mit ene ben brækket, jeg forstod ikke selv at behandle det, hvorfor jeg lod hente en pragtiserende læge dertil, og uagtet han besøgte mig l0 gange, blev det endda så dårlig, at jeg var 6 måneder uden mindste erverv, og de næste 6 måneder måtte jeg endda slæbe mig frem ved en krykke og en kjæb, så jeg heller ikke tjente ret meget, og først efter 3 år kunne jeg nogenlunde arbejde igjen, det var mig et hårdt tryk i mine forud så trange kår, endskønt godhjertede medmennesker rakte mig en hjælpsom hånd, da jeg modtog 25 rd i frivillige gaver, så var tilbagegangen alligevel stor. 1866 døde en mand i byen, der havde sin jordlod langs siden af min, han havde flere gange sagt til mig, at når han ikke længer kunne arbejde for sin pløjning skulle jeg have hans jordlod. Begge lodderne er lange og smalle, og kun en smal jordbalk imellem dem, jeg må tilstå at jeg mange gange har set med lyst efter at få den. Da manden døde ville enken snart af med jorden og tilbød mig den først, jeg ville gerne have tøvet nogle år med at modtage den, men så at jeg ikke kunde få den, dersom jeg ikke tog den straks, da der var mange efter den, jeg var altså jord begjærlig, som man kalder det, til at lade den gå fra mig, dersom jeg kunne blive den betroet, thi jeg havde i forvejen omtrent 2oo rd gjæld på mig. Den 15. september 1866 fæstede jeg den omtalte lod, men da jeg var en del svekket på lemmer, og altså også på arbejdskræfter, så såe det temmeligt streng ud for os, men herren har altid hjulpen, den sidste lod kostede mig i afståelse og indfæstning 450 rd samt at bygge et stykke hus til det jeg bebor 150 rd, og endda reparere det i byen som enken bebor 50 rd, således voksede min gjæld op til omtrent 900 rd, så jeg ved ikke selv, hvorledes jeg kunne blive så meget side 16 af 89 betroet, jeg ved meget vel, at i de 18 år jeg har boet her, havde jeg havt meget bedre af et hus med hauge til som jeg kunne have betalt, men jeg har altid tænkt ved mig selv, dersom jeg kunde i min ungdoms og mandoms tid, virke således med det mig betroende pund, at jeg i alderdommen, om gud forunder mig at leve den, kunde få det nødvendige ophold ud deraf, uden at falde fremmede til byrde da vilde det blive mig en sand glæde. Jeg forpligtede mig til at svare en aftækt til den sidste enke til en værdi omtrent 65 rd årlig, sålænge hun lever, og tillige vedligeholde huset, samt svare af hus og hauge for hende, sidstnævnte er omtrent l1/2 skp land det må bemærkes, at den første enke er død, så at jeg kun har hendes datter at svare ophold til altså nu kun to at opholde, foruden min egen familie. Den sidste jordlod er 21/2 td land stor, den var meget udpint for næringstoffer, fuld af skadelig vand og sten, ja også en del udkrudt, især følfod. Den forrige mand var gammel, boede lang borte fra den, og havde intet videre syn for jordbrug i marken og dertil kom den omstændighed, at loden er som før bemærket lang og smal og tillige løber der en offentlig vej, langs mit igjennem den, og endda med flere slemme bugter, så det er meget til ulejlighed ved pløjning. Jeg søgte først at få den drægnet fuldstændig, derved gjør den dette beliggenhed af vejen ikke så megen skade nu og den side, der støder til min forrige jordpløjer jeg nu tværs over ud til vejen den meste deraf. Den sidste lod er ikke mærklet uden halvdelen endnu, da jeg ikke har kunnet skaffe gjødning i så strækkelig mængte som jeg ønskede, og især, da den ikke var vandt til at pløjes uden 4 a 6 tommer dyb, jeg har nu tilsidst pløjet den mindst l0 tommer, og undertiden mere, en del er gravet med greb mindst 12 tommer, både første og sidste lod har fået en del jordblanding, der er afgravet på vendestykkerne, langsmed vandløb, af grøftevolde og andre steder, langsmed vejen der går igjennem marker sirka 50 fv langt, har jeg, på vejrabatten opgravet l alen bredt og 14 a 16 tommer dybt, og trillet på jorden til blanding, da det var meget gjøningsrig jord, og så igjen dog med heste, fylt det af en nærliggende bakke, som jeg snart vil omtale, jeg har rundet rabatten af hele marken igjennem, for at få det afskovlede, at legge det på jorden, det er næsten som simpel gjøning, men det er slemt til at gjøre ageren uren, det bør at sættes i en bunke et årstid først, i det sydøstlige hjørne af marken er et mosehul jeg har fylt endel op, af en nærliggende bakke, hvori der er en mærgelgrav har jeg taget det øverste og dårligste at fylde med, i den vestre ende er der også en bakke, men så stenet at vistnok en fjerdedel af masen er sten, den er omtrent l skpl stor, den allermeste er gjennemgravet således: jeg begyndte fra neden at kaste ud, og kom snart l a l1/2 al i dybden, også 2 al, jeg hakkede det fra under så det faldt ud selv, samlede alle sten af der var så store som et hønseæg, og kastede dem tilbage og fylden skovlede jeg ud. De sten jeg ikke kunne bære kløvede jeg istykker og bar dem op eller væltede på to træstænger, også bagefter var stenene anvendelige, dels til stengjærde, bro og andre ting, endel af det dårligste både sten og fyld formåede jeg en gårdmand til at tage og fylde på en ujevn bivej, der går forbi bakken, og fører til hans gård. Jeg var undertiden gjenstand for latter og spot af forbigående, der sagde til mig, at jeg måtte mangle arbejde, men jeg tror det vil nok lønne sig godt med tiden, enten jeg så skal leve og høste frugten deraf, eller det bliver andre, før var det ikke meget værd, da jeg flere gange har sået den, men ikke høstet synderlig mere end jeg har sået, den har allerede fået endel blanding, og er dobbelt så god som før, øst under samme er der et mosehul med 3 al dyb tørv, der grov jeg en grav, omtrent 50 kb alen stor, fylte den af bakken, da jeg gjennemgravede den, og igjen tørven op det gjennemgravede, vejrabatten fylte jeg også af bakken, tørven op med heste og fylden ned med skupkæren. Med hensyn til sten i jorden, da var der en rigelig andel, jeg ved ikke hvormange jeg har taget op men jeg ved nok hvormeget jeg har udrettet med dem, der er også flere endnu. Jeg lagde først grund til l0 fag hus udvendig, og skillerum, og mange af dem var så store som vi kunne køre med to gode heste, da jeg dengang ikke kunde slå dem istykker, og ej havde penge til at betale med når det kunde undgås, men grave dem i jorden det kunde jeg nok. Jeg satte den føromtalte brynd 40 kb. alen mur. Der var et vandhul på loden, det forstørrede jeg og satte med sten 60 kb alen mur. Jeg har på hegn omkring marken opsat 40 fv. stenhegn 7 kvarter højt, og det halve nyt, resten omsat, og levere halvdelen af stenene. Jeg har senere sat mig en brynd ved huset 40 kb alen mur. Lagt grund til 6 fag hus til deri sidste lod, gravet en dam og sat med sten ved huset til småkreatur omtrent 50 kb. alen. Sat 25 fv stenhegn l al højt omkring min have sat en svinestimur 24 kb alen. Brolagt omtrent 50 favne kvadrat og har sten til lige så meget igen. En bunke kløvede og skutte sten fra de to sidste år henligger endnu sammenkørte, omtrent 80 læs. Mange steder ere nogle satte ind i grøftevolde, hvor der er tagne op derved for at spare på kørsel og arbejde, alle dem som ere sælgelige såsom trappestene, ledpæle, gravsten, brynddæk til kreaturstalde, og andet mere, ere tildannede og solgte, og det bliver mange læs. Engang overladt til en nabo 9 læs brosten, alle føromtalte sten ere tagne op af begge loderne, jeg ansætter dem til 32o læs, men jeg tror endda det er for lavt ansat. Min have har jeg forstørret, den er l1/2 skp land, da jeg har tænkt at anlægge en god plet med kommen, hegnet deromkring er plantet med naver, hvidtjørn, skovæblebuske, avnbøg, alt til hæk. Jeg har 12 frugttræer, som jeg har opelsket af kærner, og nogle af dem har båret frugt i flere år. Jeg har sået et stykke med tjørnbær til mine hegn. Ved huset har jeg plantet en del pil og popler i hegnet en del pil der hukkes ved bunden. Jorden har jeg den meste tid dreven som de fleste andre med 3 a 4 modne afgrøder efter hinanden, men for to år siden dannede jeg den om fra 6 til 7 skifter og bruger den nu således, 2 år til kløver og græs. Til rodfrugter bliver dels grundgravet en alen dybt, dels grundpløjet, også om foråret gravet 16 tommer dybt til såningen. Jeg ved nok det er for dybt før første grøde, ti der kommer så megen mager jord ovenpå, men efterhånden gavner det nok, blot dygtigt med gødnings fabrikasionen. I år har jeg avlet, såvidt jeg har kunnet erfare det, 7 td 2 skp rug, 12 td 4- skp byg, 5 td l skp blandkorn, 2 tdl side 17 af 89 skp vårhvede, 5 skp hørfrø, 18 td kartofler, 37 td runkelroer, 78 td guleroer, 3 td pestinaker, 4oo stk hvidkål, 4oo stk grønkål, 2 td sikorieroer. Vort kreaturhold er i almindelighed 2 malkekøer og tillægs kalv hvert år, 2 får, l a 2 svin, jeg har staldforer de 16 timer om døgnet hele sommeren, såvidt der kan skaffes dertil. Med hensyn til udkrut, da er følfoden den værste jeg har, men den er dog snart borte, jeg troer at have erfaret, at den bedste måde at udrytte den på , er bestandig at pille blomsten af efterhånden som den kommer frem, thi når det blæser og den er moden, da flyver den omkring på ageren. Jeg har også før givet mine, børn en skilling for en lille kurvfuld af rødder at pille op om foråret før såningen, men jorden var blød, ved modtagelsen var den sidste lod, et tønde land deraf, temmelig stærk besat deraf, så det har kostet megen ulejlighed at få dem udryddet. Min mødding har jeg brolagt, og rendesten omkring den, samt nedgravet en tønde under foden af huset således, at den overflødige urin går deri fra kostalden, og tages op fra uden, men der er endnu meget tilbage at ønske ved den, thi gødningen er en haveartikkel, som nok er værd at opofre noget på, jeg kører i reglen gødningen af 3 gange om året. Vi har havt 5 børn, hvoraf det yngste og mellemste er døde, så vi nu kun har 3, den ældste er 14 år den yngste er 7 år. 1872 den 13. november, da havet gik over sine grænser, nåede det også til os, dog kun i marken, jeg syntes det var interesant, at irindre de efterlevende slægter om en sådan begivenhed, især da vi bo i en dal mellem mange store bakker, så ingen ubekendte kan tænke, at der kan komme vandflod ind fra søen. Jeg satte da en tildannet sten med følgende indhukket læsning. Minde om vandflodens højde den 13. november 1872. Nu vil jeg slutte med det faste håb til herren, at han hjælper fremdeles, som han har hjulpen hidtil. Kristian Henriksen (Langelænderen nr. 557/558/559 – 2002/3) Barndomserindringer Løkkeby - 185x Der var ikke noget der hed juletræ dengang - først senere fik vi juletræer på min barndomsegn. Og der var heller ikke gaver eller juleknas. Men derfor var julen alligevel årets største højtid, præget af lys - tællelys, som vi selv støbte i træforme. Juleaften fik vi suppe samt et stort tykke ribbenssteg og medisterpølse. Hertil kom store mængder af æbleskiver. Alt sammen blev det anbragt på en tallerken, og da vi naturligvis ikke kunne spise det alt sammen juleaften, ja, så blev hver tallerken stillet hen på hylden ved ovnen, og så gik vi og spiste af det i helligdagene, når vi havde tid. Julegaver fik vi ikke, men dyrene fik et ekstrafoder, og de mange mennesker, som kom og bad om lidt hjælp i form af mælk, brød og sul, gav vi også lidt ekstra, når julen nærmede sig. I mit hjemsogn, Tullebølle, var der dog kun få, som havde det så småt, men der kom adskillige fra andre sogne, og vi hjalp dem så langt, vore evner rakte. Vi havde jo ikke så mange penge, men dem vi havde, varede til gengæld noget længere. Vi skulle heller ikke ud og købe ind - for vi lavede det hele selv. Fritiden var ikke noget problem - for vi havde ikke meget af den. Om aftenen samledes vi om tællelyset, og vi unge piger kartede og spandt, mens de unge mænd læste eller lavede husflidsarbejde. Næsten al husgerådet lavede vi selv, så man behøvede aldrig at sidde med ledige hænder. Bøgerne fik vi oppe fra grevskabets private bibliotek, og der blev læst ikke så lidt i de lange vinteraftener. Forresten kan jeg huske, at de unge mænd også efter slagtningen havde en anden syssel om aftenen. Der var jo ikke noget der hed hakkelsesmaskine, så karlene blev sat til at hakke kødet med en økse - det blev lidt grovere, end vi nu kender det, men det smagte godt alligevel. Om folk var gladere dengang ved jeg egentlig ikke men de var mere tilfredse. Kårene var små, men kravene til livet var det også. Man var ikke forvænt, men nøjsom og taknemlig for det daglige brød. Folk siger tit, at det må ha’ været en forfærdelig tid dengang, men vi, der kendte den, syntes den havde mange gode sider. Man var ikke så fortravlet og udadvent som nu. Jeg kan huske da soldaterne kom hjem fra krigen 1864. De blev fejret med nogle minderige fester, men ellers var stemningen jo ikke ligefrem strålende efter prøjsernes fremgang. Jeg husker også, da Frederik VII døde. En mand kom ind i skolen og fortalte det, men vi fik ikke fri, det brugte man ikke i de tider. Af og til blev der holdt gilde, og i forvejen gik der en “gildesbyder” rundt til de forskellige hjem og bød til gilde. Det var også ham, der var skaffer ved festen, og på hans skulder hvilede ansvaret for, at alt gik til, som det skulle, så det var en betroet stilling at være “gildesbyder”. Folk, der var inviteret med til gildet, sendte “skikning” - det betød simpelthen, at de stillede med æg, smør mælk og fløde, ja, sommetider også med høns i gildehuset. Og denne fremgangsmåde anvendte man, uanset om det var bryllup eller begravelse, man skulle til. Til de tidligste barndomserindringer hører bl.a. en rejse til Sjælland. Jeg var ikke engang kommet i skole, da rejsen foregik, men da rejser ikke var hverdagskost, husker jeg mange enkeltheder. Vi kørte først med hest og vogn fra Tullebølle til Lohals, hvor vi entrede en robåd, som skulle føre os til dampskibet - dengang var der jo ikke havn. Bølgerne gik meget højt, og min mors kusine, Marie, blev meget bange og råbte: “Vi drowner!” Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og far skammede hende ud for hendes angst, men han blev da selv en smule søsyg, før vi nåede Korsør. Maren Hansen (Langelænderen nr. 37 - 1955) side 18 af 89 Guldgraver fra Lohals Lohals 1851-1945 Rasmus Andersen blev født den 6. august 1851 i Østerhuse ved Lohals hvor hans forældre ernærede sig på et mindre landbrug. Rasmus var andet barn i en søskendeflok på fire. Vandet omkring nordenden af Langeland tiltrak Rasmus og han sejlede ofte med sin farbror, der med båden ”De syv Søskende” sejlede landbrugsprodukter og andre varer såsom telefonpæle mellem de nærmeste havne. Båden er nu hjemmehørende i Haderslev under navnet ”Jensine” og er dermed Danmarks ældste sejlførende skib. Efter konfirmationen sejlede Rasmus med forskellige både og kom både til Grønland og England. I England afmønstrede han ”Kongen af Danmark, hvilket var et stort held for ham, idet den på vej tilbage til Danmark med en last kul forliste med kaptajn Niels Olsen og hele besætningen på 20 mand. Det var ved juletid 1870. Efter nogle år på langfart blev Rasmus træt af det hårde liv til søs og gik i land i San Francisco 1874. Her ændrede han sit fornavn Rasmus til Robert, som han kaldtes resten af livet. Alt dette og det følgende har forfatterne Jesper Bosse Jønsson og Michael Helt Knudsen beskrevet i bogen: GULDGRAVEREN Danskeren der fandt Kong Salomons Miner Bogen bygger på forfatternes studier og Robert Andersens egne beretninger, som blev samlet af hans hustru, Käthe og udgivet i 1938 med titlen: Jorden rundt efter Guld. Prospekting i Californien Den første tid på land var Robert Andersen beskæftiget ved landbruget og ved bygning af jernbaner. Ved banebygning var han en overgang leder af et arbejdshold på 50 kinesere ved sprængning gennem bjerge til de mange banestrækninger, der blev anlagt i den tid. Der var i de år stor interesse for at søge efter guld og sølv overalt og i tusindvis af yngre mennesker rejste langt for at deltage i disse eventyr. Robert Andersen blev også grebet af dette liv og forsøgte sig som prospektor flere steder i det vestlige Amerika. Sammen med en kollega fra banebyggeriet rejste de til Arizona, hvilket var en vovelig affære, da de risikerede indianeroverfald når som helst. Senere opholdt Robert Andersen sig i Colorado ved byen Leadville, hvor han for første gang fandt en sølvåre, som han lod registrere og kunne dermed betegne sig som mineejer. Tre år senere er han i Calico i Mohaveørkenen, hvor han køber en mine af en polak, et køb som han senere konstaterede som et godt køb. Det var dog et ubehageligt klima med over 45 grader om sommeren og han lader arbejdet hvile i de varmeste perioder. I disse perioder tager han bl. a. på sejlture i Den Californiske Havbugt og holder lidt ferie. Efter seks gode år afhænder han minen i Calico, da der går rygter om store mineralfund andre steder. Diamanter i Afrika Der var næsten dagligt forlydender om store fund et eller andet sted i verden og Robert Andersen tager med et skib til Kapstaden i Sydafrika og videre med den nyanlagte jernbane nordpå til fund af diamanter. Der var over 50.000 diamantgravere med til udgravning af diamanter. Robert beskriver i sine erindringer om umenneskelige arbejdsformer og sikkerhedskontroller for at sikre at diamanterne kom i de ”rigtige lommer”. Han fortsætter hurtigt med postvognen, trukket af muldyr til Witwatersrand, hvor nogle af verdens største guldfund er fundet. De fandtes dog i små mængder over så store arealer, at det kun var store koncerner, der kunne investere i dette arbejde. Arealet er senere bebygget til byen Johannesburg, opkaldt efter to embedsmænd, der opmålte til anlæg af byen. Kong Salomons Miner Robert Andersen rejste tilbage til Amerika og var en tid bestyrer på en mine i Mexico. Her læste han Sir Rider Haggards bestseller om Kong Salomons Miner. Salomon var søn af David i Det gamle Testamente og det fik igen eventyrlysten frem hos drengen fra Lohals. Han tog en hurtig beslutning og rejste igen via Kapstaden til det sydlige Afrika og længere nord på til Matabeleland (det nuværende Zimbabve) mellem Limpopofloden og Victoriasøen. Mens hvide eventyrere i Amerika hele tiden skulle være på vagt overfor indianerangreb, så var det i Afrika den indfødte sorte befolkning, man skulle tage sig i agt for. Der havde i årevis været krige mellem dem og de hvide kolonisatorer og det var også 1885 størstedelen af Afrika blev koloniseret af fem europæiske lande. Efter adskillige forhandlinger og godkendelser tog Robert Andersen spaden frem og begyndte sin projekting med et par hjælpere. Ved en tilfældighed fattede han interesse for et areal med meget løs jord. Der havde været gravet tidligere, og efterhånden som de kom længere og længere ned var Robert Andersen overbevist om at have fundet de legendariske miner fra Det Gamle Testamente. Her var han ejer af fem miner i 18 mdr. Hans helbred havde lidt af malaria nogen tid, og en læge havde tilrådet ham at forlade landet. Det var i 1895 og det var et held at han rejste, idet der umiddelbart efter blev iværksat et voldsomt angreb mod alle af hvid race. Australien lokker Efter nogle måneders rekreation i London, hvor han fulgte med i børsnoteringerne for miner, tog han med skib til byen Perth i det vestlige Australien og videre 500 km øst for denne by. Her var der tidligere fundet store mængder guld, bl. andet af Kristoffer Bendixen fra Humble. Robert Andersen rejste dog hurtigt videre, en transport der foregik på dromedarer, som var velegnede i det tørre klima. Trods en aktiv indsats lykkedes det ham ikke, at finde noget ædelt metal i Australien, og han valgte at tage med skibet igen, nu til Vancouver i Canada. Det var nu maj måned 1897. Klondike Indtil nu havde Robert Andersen mest opholdt sig i tørre og varme områder, så det var helt nye eventyr han nu begyndte på. Guldfund i Klondike, et område på 2.500 kvadratkilometre nord for 64. breddegrad, havde igangsat verdens største ”guldfeber”. Robert var klar over, at det var vigtigt at komme dertil som en af de første for at sikre sig gode arealer. Klondike ligger i side 19 af 89 grænseområdet mellem Canada og Alaska og ikke langt fra Britisk Colombia. Efter grundige overvejelser om ”det var noget at bruge tid på” efter den nærmest mislykkede tur til Australien, satte han dog kursen mod Klondike. Det var en besværlig rejse, dels med en lille færge langs kysten, dels 40 km bjergvandring over høje pas med indianerhjælp og videre ca. 800 km på selvbygget tømmerflåde på søer og floden Yukon. Robert Andersen oplevede en sand guldfeber med masser af svindelnumre både i området men også i Seattle og London, hvortil han skulle rejse for at ordne licensforhold og lignende. Robert Andersen fortæller i sine erindringer, ”at det var vigtigt at betale den rette mand på det rette tidspunkt”. Kulden gav store problemer for minearbejdet. Der skulle fældes mange træer til optøning af den tilfrosne jord. Udvaskning af guldet fra den opgravede jord kunne kun foretages i kort tid om sommeren når der var rindende vand til rådighed. Trods de barske forhold lykkedes det langelænderen at få sat en minedrift i gang og han var på et tidspunkt en af de største mineejere i Klondike. Mens arbejdet i minerne kørte regelmæssigt i Klondike med ca. 50 ansatte, fik Robert Andersen igen lyst til at se nye græsgange og han foretog en rejse til Peru, Honduras og Nicaragua. Det blev i nogen grad en turistrejse for at se på natur og ikke så meget prospekting. En rejse, hvor han endnu en gang nær havde mistet livet. Hjemme igen I 1906 havde Robert Andersen fået nok af at jagte metaller og han solgte alle sine aktiver og rejste mod sit hjemland. Det var samme år som San Francisco blev ødelagt af et stort jordskælv med 452 dræbte og tusinder husvilde efter at det meste af byen nedbrændte. Der går dog nogle år inden man finder ham på en fast adresse i Danmark, nemlig på Østerbro i København. De to forfattere har ved hjælp af studier og kontakter til Robert Andersens familie beskrevet eventyrerens otium. Han gifter sig 1914 i Kastelskirken med sin 33 år yngre husbestyrerinde Käthe på dennes 30 års fødselsdag. Robert Andersen døde i 1945 94 år gammel og Käthe i 1961 77 år gammel. Bogen er interessant læsning fra første til sidste side om et fantastisk spændende, men farefuldt liv lohalsdrengen har levet. Knud Erik Hansen (Langelænderen 624 - 2012) Tranekær-drengen der blev ”fader” til Alaska’s landbrug Tranekær 1851-1931 Mange unge langelændere er gennem tiderne udvandret og har gjort stor karriere, både for dem selv og for landet, hvor de kom fra. Denne artikel handler om en af disse, som er fra Tranekær. I Danmark Den 26. juni 1851 fødte enlig mor Jørgine Hansen på Jesbjerggård i Tranekær sogn en dreng, der blev døbt Carl Christian Jørgensen. Barnets far - cigarmager Carl Jørgensen - var indkaldt til krigen 1848-51 og var sandsynligvis faldet før Carl’s fødsel. De første barneår tilbragte drengen sammen med sin mor, der en tid tjente på en gård i Bammeskov. Da Carl var syv år blev Jørgine gift med Hans Nielsen, der også tjente på gården. Han nedsatte sig senere som hjulmand i Snøde. Dette ægteskab varede dog kun kort tid, idet Jørgine døde allerede da Carl var 14 og Jørgine bare 44 år. Efter konfirmationen kom Carl i gartnerlære på Steensgård på Nordlangeland, og senere på Glorup slot på Østfyn, der på det tidspunkt havde en af landets fineste haver. Carl var meget interesseret i at læse og fik udlængsel, som tusindvis andre unge fik det i de år. Hos en lærerinde på Glorup lærte han sig at tale engelsk og som 21 årig tog han springet og rejste til Amerika, hvor han straks tog arbejde som gartner. I Amerika Da Carl som nævnt var meget interesseret i at læse, blev han optaget på et landbrugsuniversitet i Michigan, og for at tjene til opholdet underviste han i en dansk koloni, og fik job som medredaktør ved et tidsskrift. Allerede to år efter sin eksamen fik han som 39 årig job som professor ved et landbrugsuniversitet i Texas, og efter få år fik han tilbud om et professorat i Tokyo i Japan og igen efter fire år tilbage til USA. Under sit ophold i Japan havde han studeret landets kulturplanter indgående og han bevirkede at den japanske sojabønne kom til dyrkning i Staterne. Senere blev han ansat ved Landbrugsministeriet i Washington og var på flere studierejser, bl. til hans fædreland, hvor han studerede og skrev afhandling om ”Den røde danske Malkerace”, samt om ”mejeribruget i Danmark”. Dette var et led i Carl’s - der nu havde taget navneforandring til Charles Christian Georgeson kommende store opgave, nemlig at undersøge mulighederne for landbrugsdrift i Alaska. Dette var i høj grad blevet aktuelt efter tilstrømning af tusindvis af håbefulde guldgravere fra alverdens lande. Transport af fødevarer og andre fornødenheder var besværlig og meget dyr fra det øvrige USA og Canada. Der var dog mange og store problemer med landbrugsdrift ved den nordlige beliggenhed, hvor vækstsæsonen ofte kun er et par måneder og jorden tilfrossen det meste af året. Charles gjorde store anstrengelser for at finde egnede plantearter, der var tilstrækkelig hårdføre, ligesom han forsøgte med mange dyrearters egnethed, bl. a. Caribou en amerikansk rensdyrrace, samt nogle fjerkræarter. Han så et forbillede i Finland, der har en beliggenhed, som i nogen grad kan sammenlignes med Alaska. Han bevirkede oprettelse af flere forsøgsstationer og efter sit bryllup med Margaret Thompson Lovett boede de selv i Sitka, hvor den første forsøgsstation blev etableret. Det var et område, hvor frugtavl var en mulighed. Charles var optimist og havde en drøm om, at mange af de tusinder guldgravere ville slå sig ned som farmere i området, men det var langt fra alle, der havde sådanne tanker. Langt de fleste var enlige mænd og mange af side 20 af 89 dem tog så meget land at de kunne bygge en hytte til overvintring og ellers ikke mere. Jorden var de fleste steder meget besværlig at oparbejde. Der kunne være op til 2-3 m fjedrende lag af mosser, nedliggende buske og træer som skulle fjernes, før der kunne dyrkes landbrugsplanter. Det var ikke alle forsøgsstationerne der fik den betydning Charles havde håbet. Nogle af dyreforsøgene mislykkedes på grund af sygdomme hos dyrene, såsom tuberkulose, der var meget udbredt. I perioder var der også voldsomme epidemier af smitsomme sygdomme hos de tilkommende hvide indvandrere, som også i mange tilfælde bragte smitte til de oprindelige beboere, der på det tidspunkt overvejende bestod af ca. 60.000 indianere og eskimoer. En enkelt af stationerne blev nedlagt efter et vulkanudbrud, hvor et tykt lag aske dækkede hele området. Oversvømmelser og skovbrande var ligeledes med til at forhale, eller kuldkaste drømmene. Jernbanen hen over Alaska blev anlagt i den tid og bosættelserne skete overvejende langs denne, hvor der oprettedes handelssteder og andre nødvendigheder for et samfund. Charles var en aktiv planteforædler og skribent og har skrevet afhandlinger og årsrapporter om mange af hans projekter, bl. a. om pæreavl, grønsagsdyrkning, rensdyravl og korthornskvæg. Han har også lagt navn til en jordbærsort, der var velegnet til det barske klima. Det var nok en nødvendighed med omfattende skribentvirksomhed for at skaffe bevillinger til de store projekter, der af andre syntes ugennemførlige. Charles Christian Georgeson tilbragte sit otium i Seattle, hvor han – som en påskønnelse for sin store indsats – fik besøg af Amerikas præsident, Warren Harding, der interesserede sig meget for det arbejde, som Charles havde sat i gang i de barske egne tæt på den nordlige polarkreds. Charles døde i 1931. Han besøgte sin barndomsegn da han var på studietur til Danmark, men da var der sket så store ændringer, at han ikke kunne genkende ret meget af det han så. Barndomshjemmet var fjernet og den vej - han kunne huske - var flyttet. Senere fik han rejst en mindesten for sin mor og hans adoptivfar på kirkegården ved Snøde kirke. Kilder: Mona Kristensen: Jesbjerggårds historie i Tranekær sogn Dansk Biografisk Leksikon Langelands Avis 19. og 20. juni 1951 Knud Erik Hansen (Langelænderen nr.628 - 2012) De døde tvillinger Longelse – omk. 1872 Før 1919 blev ikke alene rollen som dommer i første instans, men også som politimester bestridt af en såkaldt "retsbetjent" med titel af by-, herredsfoged eller nogen gange med titel af birkedommer. Retsbetjentarkivet På Langeland - såvel som de fleste andre steder i landet - blev embederne som byfoged i købstaden og herredsfoged for de nærliggende landdistrikter varetaget af den samme person. De skriftlige referater af retsbetjentens indledende forhør i en sag skulle lægges til grund for, om amtmanden for det givne amt skulle rejse en sigtelse. Selve retssagerne var også meget skriftligt orienterede. De to ovennævnte forhold betyder, at det såkaldte "retsbetjentarkiv" på "Lands-arkivet for Fyn" bliver en særdeles interessant historisk kilde. Indenfor dansk arkivvæsen eksisterer der desuden en regel, der gør at "personfølsomt" materiale yngre end 80 år som f.eks. i de efterfølgende "dommerarkiver" og "politi-mesterarkiver" er utilgængeligt. De enkelte sager i "retsbetjent-arkivet" er i sig selv spændende at læse, men de fortæller som regel også en hel del om mere almene leveforhold. Sagerne handler selvsagt om det værste af det værste i samfundet. Man kan læse om mord, voldtægt, fødsler i dølgsmål og fosterdrab. Det langelandske retsbetjentarkiv er ikke forskelligt fra andre. Fortrinsvis handler sagerne selvfølgelig om mere almindelig vold og tyverier. Fattigfolk i Longelse Følgende historie fra Longelse viste sig ikke at være kriminel - i hvert tilfælde ikke i almindelig forstand. Et er dog sikkert. Historien bag nummer 36/1872 er mindst lige så tragisk som de andre numre i herredsfoged Hans Carl Sagers tykke protokol. Husmand Peder Mogensen og konen Laurentine Christine Hansen boede i et lille hus i Gåseris på Nørre Longelse Mark. Han arbejdede på den nærliggende Longelse Møllegård. Hun var hjemmegående, var 30 år og havde allerede barslet 7 gange. Den 7. gang i februar 1872 havde hun født tvillinger et barn af hvert køn. Pigen og særlig drengen var små og svagelige. Dette blev forstærket af, at moderen ikke havde mælk nok. Hun forsøgte i det mindste at få den ene af dem til at die, men det lykkedes slet ikke, og mælken svandt helt bort. I juni vejede pigen kun 8½ pund, og den meget svagelige dreng, der i ansigtet nu lignede en gammel mand, vejede mindre end 8 pund. Mod aften Spædbørnene havde i stedet for modermælken vænnet sig til at spise forskellige slags grød og brød med kogt mælk fra en af ægteparrets to køer. Det kunne f.eks. dreje sig om sagovælling, byggrødsvælling og sød grød eller rugbrød med kogt mælk på. Laurentine købte rugbrød hos bageren i Longelse, som i øvrigt også var sognefoged - altså havde en lokal politifunktion. Hvedebrød købte hun af to forskellige brødkoner, der jævnligt kom forbi - dengang gik sådanne omkring og solgte deres produkter. Mandag 10. juni spiste tvillingerne godt. De fik mælk med gammelt rugbrød i. Laurentine havde ikke været rask i den senere tid, og om tirsdagen måtte hun blive i sengen. Hendes svigermor enken Maren Pedersen, der boede i nærheden, var hos hende det meste af dagen, og hjalp side 21 af 89 hende med de mange børn. Nabokonen kiggede også forbi. På et tidspunkt havde Laurentine den spæde pige oppe hos sig i sengen. Da var den lille meget lattermild. Men svigermoren og Maren bemærkede også, at tvillingerne på et tidspunkt svedte meget stærkt. Om eftermiddagen købte svigermor hvedebrødskringler af brødkonen Bodil fra Spodsbjerg, da sidstnævnte kom forbi på det ene af sine to ugentlige besøg. Børnene var på det tidspunkt noget urolige og ville ikke spise noget, men om aftenen spiste de til gengæld godt af kringlerne opløst i kogt mælk. Døden Peder Mogensen kom hjem fra arbejde mellem 8 og 9. Klokken 10 gik ægteparret til ro, efter at konen havde svøbt og lagt tvillingerne i vuggen ved siden af forældrenes seng. De to lå med ryggen til hinanden, således at drengen havde ansigtet ind mod forældrenes seng, hvor konen lå yderst og manden ind mod væggen. Hen på natten var drengen vågen og klynkede på sin sædvanlige svage måde. Laurentine gav ham sutteflaske. Han drak en lille smule og faldt atter i søvn. Klokken ca. 4½ ville ægteparret atter stå op, fordi Peder skulle på arbejde. Han skrævede fra deres seng over i en anden, fordi konen og vuggen hindrede ham i at komme den direkte vej ud på gulvet - alkovesenge var almindelige på dette tidspunkt. Peder sad og var ved at trække strømperne på, da Laurentine, som havde rejst sig på albuen, pludselig udbrød, at drengen var død. Fråden stod ud af munden på den lille. Laurentine tog det lille lig op, og ville så se, hvordan det stod til med pigen, og opdagede, at også hun havde fråde om munden - og var død. Stadigt tidligt om morgenen gik Peder tværs over øen for at hente embedslæge Christian Røse i Rudkøbing, så denne kunne foretage det behørige ligsyn. Da de to nåede tilbage, var dødsstivheden allerede indtrådt. Røse undersøgte børnene, men kunne ikke afgøre dødsårsagen. Hjemme i Rudkøbing meddelte lægen politiet, hvad det var sket, men understregede, at han ikke havde grundlag for at mene, at der var sket noget kriminelt. Myndighederne går i gang Herredsfoged Sager måtte også mene, at det var højst besynderligt med de to samtidige dødsfald - også fordi domstolen i Rudkøbing i marts havde afsluttet en lignende sag, hvor et par spæde tvillinger var omkommet under mystiske omstændigheder - også i Longelse. Dels besluttede Sager sig for i hemmelighed at indhente oplysninger om forældrene fra præst og sognefoged i Longelse, dels ville han have Røse til at foretage en obduktion af ligene. Røse ville ikke obducere, det skulle i givet fald foregå sammen med en anden læge - og dette skulle ikke være sygehuslægen Gudmund Ravnkilde!! Man fornemmer en modsætning mellem de to langelandske læger - som i øvrigt begge var uerfarne med hensyn til at obducere. Sager skrev til sin overordnede amtmanden for Svendborg amt Ludvig Brockenhuus-Schack. Sager redegjorde for den øjeblikkelige situation og spurgte endvidere, om han på dette grundlag skulle gå i gang med et forhør. Hvis amtmanden vurderede, at der skulle obduceres, så bad Sager ham om at telegrafere direkte til den øverste embedslæge for stiftet stiftsfysikus Frederik Krebs i Odense - for så at få ham til Rudkøbing og ud fra de almindelige retningsregler at foretage obduktionen sammen med Røse. Svarene indløb i de næste to dage. Præst og sognefoged havde kun godt at sige om Peder og Laurentine. Sognefogeden havde dog ikke optrådt mere hemmeligt, end at han havde spurgt alle naboerne. Sager fik det svar, at forældrene var "velansete og skikkelige folk". Derimod ville amtmanden have, at der blev foretaget et forhør, samtidig havde han også inddraget Krebs. Fredag 14. fik herredsfogeden et telegram fra sidstnævnte, der ville foretage en obduktion næste morgen kl. 8. Sager skulle sørge for at forældrene bragte ligene til Rudkøbing. Et par timer senere ville han foretage forhøret. I 1869 blev han som embedsmand også "borg-mester" i Rudkøbing og skulle lede det valgte byråd. I 1869-72 var han indvalgt i folketinget tilknyttet "Højre". Desuden har han sikkert været en holden mand. Men på trods af alt dette forekommer han at have haft nogen forståelse af de sociale forhold. Obduktion Krebs og Røse gik i gang. Jeg skal forskåne læseren fra direkte citater fra obduktionsrapporten, men det siger sig selv, at sommervarmen ikke havde gjort sagerne bedre. Der var ikke ydre tegn på, at børnene havde lidt overlast. Lungerne viste, at de ikke var blevet kvalt. Derimod var begges maver noget opløste på en måde, der tydede på, at der var sket en forgiftning, men de to læger var usikre i forhold til, hvordan dette var sket. Derfor blev dele af de to børns lever og fordøjelsessystem lagt i hver to krukker, fyldte med alkohol og forseglede. Krebs tog de fire krukker med hjem til Odense, hvor han opsøgte apoteker Gustav Lotze på Løveapoteket og bad ham om at foranstalte en kemisk undersøgelse. På apotekets laboratorium åbnede lægen og apotekeren på behørig vis igen krukkerne, hvorefter Lotze gik i gang med saltsyre, klorkali og svovlbrinte. Men det var ikke muligt for ham at påvise, at der havde været et indhold gift i de to børns maver - som f.eks. arsenik. Krebs konkluderede, at forgiftningen så måtte være udviklet af de fødemidler, børnene havde indtaget, "at de to børn var døde af den sygdom, som kaldes "maveemollition", og at denne sygdom formentlig er fremkaldt ved en for deres spæde alder upassende næring" - han gjorde dog opmærksom på at tvillingerne samtidig kunne have lidt af en mere almindelig sygdom. Det er sandsynligt, at børnenes maver ikke har kunnet fordøjet den føde, de fik. Men i bagklogskabens lys er det vist temmelig forvrøvlet, at fødemidlerne ligefrem skulle have fremkaldt en forgiftning - hvis de da ikke indeholdt bakterier eller ligefrem var fordærvede. Som så mange andre spørgsmål i retsbetjentens protokol såvel som i livets andre forhold, så må tvillingernes død nok henregnes til de ubesvarede. side 22 af 89 Claus Schou (Langelænderen nr. 566 – 2004) Høsten Søndenbro - 188x Høsten står for mig som en tid med liv og glæde. At der også blev arbejdet strengt, er en sag for sig; men glæden over høsten, det at være med til at bringe markens afgrøde i hus, overskyggede alle andre følelser. Ofte blev vi ved med høstarbejdet til langt ud på aftenen, endnu når det gjaldt om at få marken bundet op, eller at få tømt marken for sæd, hvis det så ud til regnvejr. Levemåden, der altid var god, var særlig ekstra i høsten, og der vankede ikke sjældent æbleskiver eller rødgrød udenfor de sædvanlige spisetider. Når det sidste korn blev mejet - dengang altid med le blev der "klappet for kål". Høstfolkene sneg sig med deres leer om i haven, stillede sig udenfor spisekammervinduet og gav sig til at stryge på leerne, og så kom mor ud med kager og snaps. Man kaldte det at "klappe for kål", fordi det skulle betyde, at det kom til at gå ud over kålen, dersom ikke høstkarlene blev budt på en forfriskning. Om aftenen var der "kålgilde" bestående af andesteg og rødgrød. Når "den gamle", d.v.s. det sidste neg blev bundet, blev der budt på punch om aftenen; så var det værste overstået. Hjemkørslen betragtedes nærmest som en leg. Størst var festlighederne dog, når "den gamle" blev kørt hjem, d.v.s. det sidste læs kørtes af marken. Det var høstens højdepunkt. Da var der en egen glad stemning over hjemmet. Far hejste flaget på bakkens top, så det kunne ses over hele byen, at vi var færdige med høsten, og glæden derover var ikke mindre derved, at vi som regel var først færdig i byen. Den yngre og yngste del af gårdens mandskab var med ude i marken, og når det sidste neg var stukket op til ham der lagde læsset, kravlede vi alle op på vognen, og så gik det i flyvende fart op på den højeste bakketop, hvorfra vi lod skingre hurraråb lyde ud over byen. Når jeg nu tænker på den sidste høstdag, forekommer det mig, at det altid var stille og strålende solskin på den dag, og at stranden henlå som et flimrende og glimrende spejl. I hvert fald husker jeg bestemt en sådan sidste høstdag, og det er rimeligvis den, der har sat sig så fast i min hukommelse, at jeg bilder mig ind, at de alle var sådan. Hvilken følelse af befrielse og tryghed kom der ikke over sindet, når det sidste læs var inde, når hestene var spændt fra og sluppet ud i marken, og vi - pyntede samledes om det veldækkede bord, hvor samtalen gik muntert. Far og vor høstmand - i mange år vor nabo Kristen Thygesen - drøftede høstudbyttet og høstens forløb, og vi andre gav vort ord med i laget efter bedste evne. Det blev som regel sent, før vi skiltes; nu var der jo intet at haste efter. Men når vi endelig brød op, var det med en følelse af velvære og tilfredshed med sig selv og hele verden. Hvor var det behageligt at lægge sig i sengen ovenpå den sidste høstdag, uden bekymring for, hvordan vejret skulle blive den næste dag. Karl Elnegaard (Langelænderen nr. 549 - 2001) Gilder og gildeskikke Søndenbro ca. 1885 Bryllupper og begravelser Ved bryllupper og begravelser blev der sendt “gildesbyder” omkring til hele “gildeslaget”. Ud over denne kreds blev ingen bedt med, lige med undtagelse af fjerne boende slægtninge. Det var en selvfølge, at der ved et bryllup ikke var selvbudte. Derimod kunne ved begravelser nok komme uindbundne for at følge den afdøde til graven. Gildesyderen var i min barndom altid Hans Væver. Jeg ser ham endnu med langskødet frakke, sort hat og paraply i hånden, stille sig op indenfor døren og røgte sit ærinde. Han blev selvfølgelig budt at sidde ned, men før indbydelsen til gildet var afleveret, satte han sig under alle omstændigheder ikke ned. Hvad enten det nu gjaldt bryllup eller begravelse, så blev der altid fra de indbudte sendt „skikning“ til gildesgården. Nogle dag før gildet skulle stå, kom en pige fra hver gård med bidrag til festen. Pigerne, der var i stiveste helligdagsstads, blev beværtede, før de gik hjem igen. Gaverne bestod altid af fødevarer: Levende eller slagtet fjerkræ, smør, fløde, æg mm. Det var ikke småting, det drejede sig om. Udgifterne for dem, der skulle gøre gildet, blev på denne måde holdt nede. Skulle der bruges oksekød eller flæsk, så slagtedes en gris eller en ko hjemme, eller man købte alt hos slagteren. En passende tid før gildet skulle stå, var „kokkekonen" blevet hentet, for at kunne begynde med at tilberede retten. Så længe hun var inden døre, „dansede“ husets kvindelige personale „efter hendes fløjte“. Hendes herredømme var næsten uindskrænket. Det var jo for en væsentlig del hende, husets gode navn og rygte var afhængig. Det gjaldt om, at der intet var at udsætte på maden. I min barndom og første ungdom var der både formiddags- og eftermiddagsgilde ved begravelser. Om side 23 af 89 formiddagen bestod traktementet af koldt bord med øl, snaps og kaffe. Det var ofte i en „løftet“ stemning folk drog til kirken. Det skete vist mere end en gang, at en del af følget ikke var særlig andægtige under præstens tale i kirken eller ved graven. Jeg mindes dog et par gange, at jeg har hørt om lidt usømmelige optrin ved begravelser. Et af dem - makaber til pietetsløs - var det følgende. En mand fra byen var død. Ved hans jordefærd havde man, som det var skik - og med tilbøjelighed en til løftet stemning - „kigget meget dybt i snapsglassene“. Kisten skulle – på en eller anden måde - ud af huset. Da dørstolperne i forstuen sad for tæt ved hinanden, kunne kisten ikke komme denne vej ud og måtte derfor løftes ud gennem et vindue på husets bagside, hvor der befandt sig en mødding. Just tabtes kisten i møgbunken. Strækningen til kirkegården blev til et forhindringsløb. Forbi huset gik der et lille vandløb. Da ligbærerne skulle krydse vandløbet, gav en af mandfolkene slip på kisten, hvis ikke det var to af dem. En kvindelig slægtning, ikke helt ædru mere, lod sig henrive til følgende udråb: “Smider i ham nu igen!“ Endelig fik man kisten læsset på vognen, og toget satte sig i gang. Efter et stykke vej opdages det, at det lille sorte trækors, som sattes på graven, blev glemt. En af mandfolkene måtte tilbage efter det. Da han atter nåede følget, faldt han så uheldigt, at korset brækkedes midtover. Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Der var gerne en lille højtidelighed i hjemmet, før kisten førtes bort. Skolelæreren var mødt og sang en eller to salmer, bistået af mere eller mindre sikre stemmer. I almindelighed indskrænkede højtideligheden sig dertil. Kun ganske undtagelsesvis blev der holdt en tale i hjemmet. Det var først, da lærer Bondesen i 1891 kom til Magleby, at denne skik blev almindelig. Under sangen i hjemmet henstod liget i åben kiste. Når den første salme var sunget, blev låget lagt på. Senere blev det skik at lukke kisten, før følget kom. Efter at jordefærden var endt på kirkegården, kørte vognene i skarpt trav tilbage. Sidst kom ligvognen. Oprindelig kastedes graven til i overværelse af hele følget. Senere overlades det til lejede folk. Når graven var kastet til, blev skovlene lagt i kors oven på, mens de, der havde fyldt graven, tog huen af for at holde den for ansigtet et øjeblik. Ved eftermiddagsgildet blev der spist og drukket godt. Hvis det var et dødsfald, der gik familien nær til hjerte, var det ikke opbyggeligt med denne gildestummel bagefter. Stemningen blev holdt nede så meget som muligt. Ved begravelsesgilder passede man nøje på ikke at komme til at klinke med glassene, men nøjedes med at „nikke og drikke“. Efterhånden ændredes de gamle skikke og vedtægter for begravelser. Indbydelsen skete mest gennem aviserne, og de andre store gilder faldt væk. Kun når en af de rigtig gamle var død, fulgte man nogenlunde de gamle skikke. Ved bryllupper samledes før vielsen alle de indbudte ligeledes i gildesgården og blev beværtet, for derefter i et stort optog at følge brudeparret til kirke. Det kunne undertiden være et meget langt vogntog, der fulgte efter brudeparrets vogn. Det hørte sig dengang til, at brud og brudgom kom på samme tid. At de kom hver for sig og bruden til sidst, blev skik først senere hen. Hjemkørslen fra kirken foregik i sammen orden som udkørslen. Dem, der var nærmest i familie med brud og brudgom, kørte nærmest brudevognen. Efter hjemkomsten forestod der gildesbyderen et strengt arbejde med at få gæsterne bænket. De var næsten ikke til at få til bords. Det blev anset for upassende, at komme på den første anmodning. Der skulle nødes og nødes den ene gang efter den anden. Undertiden ligefrem ledes op rundt omkring gården og halvvejs slæbes til bordet som et lam til slagterbænken. Måltidet bestod gerne af suppe, kød, steg og kage. Til suppen fik man rødvin, til kødet og stegen snaps, til kagen sødvin, kirsebærvin eller gammel fransk vin. Som regel var vinen noget værre stads, der næppe havde noget med den ædle drue at gøre. Når kagen skulde spises, blev der delt noget papir omkring til at tørre knive og gafler af med. Var måltidet omsidder til ende, spredtes gæsterne i hus og gård. Måske gik de en tur i marken, hvis vejret var til det. Eller de gik en vending med naboerne hjem. Når man atter var samlet, blev kaffen serveret. Ved mørkets frembrud tog dansen sin begyndelse. Et bryllup kunne - lige så lidt som et begravelsesgilde endes på en dag. Et andendagsgilde hørte altid med, sommetider også et trediedagsgilde. Fastelavn Jeg mindes dunkelt, at jeg, som halvvoksen, har set et forsøg om genoplivning af fastelavnsridningen. Der kom en skare pyntede unge karle med høje hatte ridende ind i gården og sluttede op på en lang række. Der blev holdt tale og sunget: “Til ære for den mand, som her” Fortsættelsen husker jeg ikke mere, derimod en stump af melodien, der var langsom og drævende med mange sløjfninger. Rytterne beværtedes med æbleskiver, klejner og punch, måske også med en dansk dram. Derefter red de videre. Førend de drog af sted, sang de følgende sang hvis første vers var: Alle forend til afsked sige: Hurra for manden, som husfader er! Og hans mandinde æres bør tillige, Fordi hun denne yndling haver kær! Gud dem velsigne med lykke og held! Det er vort ønske! Ha’ tak og lev vel! Gildet forsatte i flere dage, hvorved det stod i en eller anden gård, som ejeren stillede til rådighed. Ungdomsgilder Ungdomsgilderne holdtes altid i hjemmene. Havde der været dans i én gård, skulle der også være i en anden, og så fremdeles hele omgangen rundt. Der blev holdt en mængde danseballer i disse tider. Mine to ældste søskende var engang til dans hver eneste aften og nat en hele uge igennem. Ballerne varede for det meste til den lyse morgen. Ved disse danseballer opvartedes der med smørrebrød. Senere på aftenen fik man kaffe og punch, som var meget brugt dengang. side 24 af 89 Når man så var samlet om bordet med den dampende boule, istemte man det kendte skålvers „Og dette skal være“ osv. for manden og konen, for børnene, for selskabet og så fremdeles. Sjældent var der nogen, der mandede sig op til en tale. Der var gerne to musikanter ved et sådant dansegilde, og de var anbragt i en krog i stuen bag et bord, hvorpå deres noder lå på. På væggen hængte trælysestager med stearinlys. Når først den træge tid var overstået, blev der danset med liv og lyst. Sommetider dansedes i skjorteærmer. Så fik man alle de turestykker, først og fremmest Langelands „Nationaldans“, „Den gamle berliner“, „Jysk på næsen“ (=Jysk polonæse), „Det lille f“,“Kongens have“, „Kontrasejre“, „Syvespring“, „Pigernes fornøjelse“, „Fingerpolka“ og „Tyrolervals“. Støvet stod tyk og tæt under det lave bjælketoft, og gennem de åbenstående vinduer trak der en varme- og støvtåge ud i det fri. Efter en sådan gildesnat var de dansendes halse og næser tilklistrede indvendigt med støv, og der kunne gå flere dagen hen, før eftervirkningen efter sådanne baller fortog sig. Blandt andet var man næsten altid hæs oven på et sådant gilde, rimeligvis fordi der var gennemtræk i dansestuen, og også fordi man slugte alt det grimme støv. Musikanterne blev betalt af de dansende herrer. Men hvor meget de fik for en nat, må jeg ikke kunne sige. Arbejdet var i hvert fald strengt, hvis ikke sundhedsfarligt. Jeg husker tydeligt 3 musikanter, nemlig Jørgen Petersen, Jakob Jensen og Rasmus Kræmer. De har ganske vist ikke fået noget knæk af de mange spillenætters træk og støv. Gilderne forsvandt efterhånden. Forsamlingshusene gav gilderne i hjemmene dødsstødet. Æde-, vallermis- og bylaugsgilder De såkaldte „ædegilder“, en slags omgangsgilde, florerede som i fordums dage. Var man først blevet indbudt et sted, måtte man gøre gengæld, og så var svikmøllen gående. Det var navnlig i slagtetiden, at disse ædegilder holdtes. En gammel bylaugsgilde holdtes den 1. maj, „skøn Valborgsdag“. Det kaldtes „vallermis-gilde“, en fordrejning af „Valborgs messe“. Oprindelig har det sikkert været et slags bystævne, hvor byens fælles sager behandledes. Vallermisgildet må altså ses som et levn fra fællesskabets tid. Den gamle vallermisgildeprotokol findes i Langelands museum. Det sidste af den slags gilder blev holdt i min fødegård. Det var skik, at deltagerne – udelukkende mænd – skulle nedsvælge en halv pægl brændevin til velkomst. Det var en hård kur, og mange søgte at knibe udenom. Men der blev holdt nøje regnskab med det. Det siger sig selv, at stemningen var højrøstet med det samme. Det følgende år skulle Jørgen Rasmussen Pranger holde gildet. Men han nægtede det, og dermed var vallermisgildernes tradition endt. Karl Elnegaard (Langelænderen 636 og 637 i 2014) En landarbejders livsskildring Sydlangeland – 1884 - Mine forældre var tjenestepige Ane Marie Rasmussen født i Brandsby, Humble sogn, 6. juli 1861. Min far var tjenestekarl Christian Baltzer født i Tryggelev Fodslette sogn 25. december 1859. De arbejdede begge på herregården Hjortholm i Fodslette. Jeg blev født anden påskedag, 14. april, 1884 i et lille gammelt hus i Fodslette, der kaldes "Ladesmedhuset" og beboes af Mette og Hans Mogensen. Jeg var ikke særlig velkommen. Meningen var, at mine forældre skulle have været gift først i maj, men jeg mødte før den beregnede tid, 3-4 uger for tidligt, og vejede kun 11/2 kilo. Grunden hertil var, at min mor, der var malkepige, blev sparket af en ko. Mine forældre blev så gift og købte et lille hus i Brandsby ved mosen der hedder "Dagsmosen". Her gik så mine barneår sammen med 5 søskende. Min far blev gårdbestyrer på en mindre gård. Lønnen var ikke stor, 300 kr. årlig samt græsning til et får. Efterhånden som børneflokken voksede, kneb det både med mad og tøj, særlig det sidste da vi nåede den skolepligtige alder. Men så tog min mor igen fat på malkningen på Hjortholm. Hun gik 4 km og malkede 26-28 køer 2 gange dagligt for 50 øre pr. dag. Vi sultede ikke, men levemåden var meget spartansk. Margarine var den gang ikke i handlen. Engang imellem købte vi 1/2 kilo smør af en husmandskone som kærnede selv, men ellers fik vi mest fedtebrød. Når det så endda var dansk svinefedt, men det var der ikke altid råd til. Købmændene handlede med amerikansk svinefedt. Det hverken lugtede eller smagte godt, men så smeltede mor det om, kom løg og timian i og så gled det ned. Ellers var kosten grød, vælling, pandekager og godt med rugbrød. Jeg var kun 6-7 år, da jeg begyndte at hjælpe til med at tjene lidt. Jeg kørte hesteomgang ved bøndernes tærskemaskiner. Betalingen var 25 øre pr. dag og kosten, men så var arbejdsdagen også 10-11 timer. Vi tærskede ved lygte både morgen og aften. Jeg havde 56 bøndergårde at skifte med, så jeg var sjælden ledig de dage jeg ikke var i skole. Efterhånden voksede mine søskende også til, og vi stablede tørv om sommeren og samlede aks efter høsten. Så blev der foder til høns m.m. og det hjalp jo alt sammen på budgettet. Udover de almindelige lege kendte vi ikke noget til fornøjelser. Lysbilleder, biograf og juletræ kendte vi ikke til. Ja, det skete jo vi smykkede en grangren med nogle æbler og 4-5 overskårne tællelys, men vi savnede ikke disse fornøjelser så meget. Om vinteren havde vi side 25 af 89 jo mosens is og de høje bakker at køre på, og om sommeren fiskede og sejlede vi i den. Vi havde jo heller ikke langt til den friske Østerstrand og de store skove ved Hjortholm med skovmærker, anemoner, vilde hindbær og jordbær. Min skoletid begyndte som for alle andre ved 7 års alderen. En ABC brugte jeg ikke. Jeg lærte mig selv at stave i de blade der var for hånden, men det var jo ikke mange. Langelands Avis og Ølandenes Dagblad blev omdelt en gang imellem - særlig op mod valg. Vi holdt Ugens Nyheder, men vi var 6 om den, så nyhederne var ikke nye, når vi fik den. Min første skoledag glemmer jeg aldrig. Jeg havde temmelig langt, og da min mor ikke kunne gå med mig, fik hun en pige på 12 år til at gå med. Vi havde i dagens anledning fået en god madpose med æg og puddersukker på. Ane og jeg var de sidste der kom, så jeg kom derfor til at sidde nederst med 11 nye drenge foran mig. Vi blev indskrevet, og så skulle læreren høre hvad vi kunne med hensyn til læsning. Det gik ikke allerbedst, de fleste kunne til nød stave sig frem. Da turen kom til mig, rejste jeg mig og læste hele første side af Luthersk Katekismus for ham. Læreren så lidt på mig, tog mig så ved hånden og satte mig øverst blandt de nye drenge, en plads jeg holdt hele skoletiden. Spørges der om, hvad vi lærte i skolen dengang, var det ikke meget mod hvad der læres nu. I Humble Skole, hvor jeg gik i hele min skoletid, var der 2 lærere og skolen var inddelt i 4 klasser. De mindste børn i første og de ældste i fjerde klasse og vi gik i skole hver anden dag. Første og anden klasse den ene dag og tredje og fjerde den næste. Vi skiftede hver halve dag, således at førstelæreren havde os om formiddagen til sang, religion, dansk og retskrivning. Andenlæreren til geografi, bibelhistorie, regning og gymnastik. Bøgerne var almindelig bibelhistorie, Luthersk Katekismus, geografi, landkort, sproglære, den lille tabel og Chr. Hansens regnebøger - 1., 2. og 3. del. Om min konfirmation og forberedelserne til denne, er der ikke så stort at sige. Jeg gik til præst en gang om ugen i et halvt år. Vi blev kun afhørt om forskellige skriftsteder og salmevers, og det samme blev vi afhørt om på selve konfirmationsdagen. Konfirmationsfest og gaver var jo ikke almindeligt dengang - i hvert fald ikke i de små hjem. Jeg fik en ny salmebog med mit navn i forgyldte bogstaver. Ved overhøringen var jeg nervøs. Mine hænder var svedige og navnetrykket på bogen gik væk. Det var jeg meget ked af, men der var ikke noget at gøre - glansen var gået af Sankt Gertrud. Så var barndomstiden forbi, jeg skulle ud at tjene. Jeg fik plads på en mindre gård til en løn af 60 kr. årlig. Jeg var den første der skulle ud blandt fremmede fra vort hjem. Mor græd da jeg drog af sted, skønt jeg ikke skulle ret langt væk, men jeg var jo den ældste, og den der havde passet på de andre, når hun og far var på arbejde, så de ville jo savne mig. Min bagage voldte ingen besvær. Et par dagligbukser, en bluse og et par træsko var alt. Ja, det vil sige, mor havde lagt en kam, et lille spejl og en lille buket skovmærker i. Dem kunne jeg hænge op i mit kammer, for jeg ikke skulle glemme hende. Pladsen og forholdene jeg kom i var som mange andre den gang. Arbejdstiden var lang - 11 til 12 timer og under tiden mere, men kosten var god og rigelig. Vi måtte op ved 5 tiden, så arbejdede vi i stalden med heste og køer i halvanden times tid. Så fik vi davre, der bestod af stegeflæsk, øllebrød og kaffe, og så fik vi en pakke mad med, som vi spiste ved 9 tiden. Middag fra 12 til 13.30 - og så fik vi mellemmad ved 16.30 tiden. Fyraften kl. 19 i marken, men på mindre gårde skulle vi gerne lave noget ved kreaturerne, så det var sjælden fyraften før kl.20. Jeg skiftede kun plads 3 gange fra mit 14. til 20. år. Løn og arbejdsforhold forandredes ikke synderligt i disse år. Lønnen steg til 80 kr. årligt. Sådan var lønforholdene omkring 1902 og arbejdstiden var fra 5.30 til 19.00. Tjenestepigerne på landet havde endda længere arbejdstid end karlene. Det var dengang almindeligt at pigerne malkede, og skulle derfor op ved 4-tiden om morgenen. I høsten måtte de med i marken og binde op bag karlens mejetøj, og der skulle en rask pige til at følge en karl. Pigerne hjalp også til med at køre sæden ind. Om efteråret og vinteren hjalp de til med tæskearbejdet. Når de lange vinteraftner kom, kartede og spandt de eller stoppede strømper. Så først ved 9-10 tiden om aftenen havde de fyraften. Af forlyster var der i 90-erne ikke mange for de unge. Der var jo ingen forsamlingshuse. Hvis der engang imellem var dans, måtte det holdes i loen, eller hvis en bonde havde en storstue de kunne låne. Det skete undertiden at omegnens karle og piger blev budt til høstgilde på herregårdene. Her var jo plads nok, man dansede gerne i mejeriet, hvor der var flisegulv. En gang imellem skete det i strenge vintre, at der blev arrangeret kanetur med bal om aftenen. Fastelavnsridning med efterfølgende bal var dog almindeligt. Når der afholdtes bal, skete det på den måde, at karlene bød pigerne, og de mødte så op med en madkurv. Karlene sørgede for musik og drikkevarer. Entréen var for det meste 50 øre, som gik til musikken og lokale, og man kunne godt more sig under disse mere snævre forhold. Julen havde 3 helligdage og nytår 2, men det var ikke almindeligt med baller ved disse. Derimod blev der altid holdt fest og bal ved pinse. Der var jo danseplads i skoven. Jeg husker, at en dansk afdød minister, P. Munck, engang i en valgtale sagde: "Landarbejderne var den klasse, der alle dage havde haft den længste arbejdstid, den laveste løn og de ringeste kår her i Danmark". Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på de boligforhold, der så sent som i 1890 beboes under. Min oldemor, som døde for 64 år siden, boede i et lille hus i Brandsby. Hun hed Maren, hendes søster Inger boede i den anden ende af huset. Huset var meget lille. Min oldemor havde en meget lille forstue, og kun en stue som både var opholdsstue og sovekammer. Stuen var knapt 4 meter i kvadrat, det var stampet lergulv, hvor rotterne bestandig brød igennem. Der var kun 2 små vinduer med blyindfattede ruder, der gav et meget sparsomt lys. Stuens bohave var fattigt. Der fandtes en alkoveseng, et lille bord, to almindelige træstole samt en lidt større træstol med en halmmåtte i sædet. Der var en åben kakkelovn og ved siden af denne hang på væggen en pyramide, hvorpå der stod 34 par kopper og hendes kaffedåse. Ja, og så havde hun sin rok. Maren var for stolt til at tage hjælp af sognet. Hun kartede, spandt og strikkede for folk. Hun tjente side 26 af 89 derved til føden til det sidste, hun var kun syg få dage før hun døde. Jeg skal her lige med et par ord forsøge at illustrere det slid og den ringe betaling landarbejderne fik før århundredeskiftet. Jeg havde fået fri en høstdag i august 1898, og var gået hjem til mine forældre. Her fik jeg at vide, at de var på høstarbejde på Hjortholm. De høstede hvede, der var slået ned af tordenregn og lå som den var tromlet. Tillige med mine forældre arbejdede der omkring ved 20 mænd og deres koner. Når mand og kone arbejdede godt begge i 11-12 timer, kunne de for mejning med le, opbinding og stille negene i hobe, tjene 3 kr. pr. dag. Men så kort før og lige efter århundredeskiftet 1900, begyndte der at blæse en anden vind over landet. Der blev bygget højskoler og der blev flere aviser og ugeblade. De unge begyndte at få interesse for aftenskoler, husflidsskoler og gymnastik. Skjoldborgs og Aakærs bøger afløste Ingemanns og Thyregods. Det Radikale Venstre stiftes og dets presse begyndte at udkomme og blev daglig gæst i mange langelandske hjem. Det var særlig husmænd og landarbejderene, der begyndte at rejse hovedet og lytte efter de nye toner. Husmændene fik deres eget blad, Husmanden, og i 1902 byggedes Kærhave Husmandsskole ved Ringsted. Jeg skrev i 1903 en artikel i Husmanden, om større løn, bedre værelser og mere ret, navnlig med henblik på den uretfærdige tyendelov. I 1904 rejste jeg til Sjælland som karl hos afdøde radikale Ferdinand Nielsen, Odsherred, der var folketingsmand og redaktør af Afholdsbladet Folkevennen. Jeg var på session i Nykøbing, blev taget til Teknisk Afdeling, men fik frinummer, og skønt jeg blev budt 300 kr. for at tage ind for en anden i 7 måneder, afslog jeg det, jeg var lige blevet forlovet med en ung pige fra Merløse egnen. Jeg fik herefter plads som forkarl på Søtoftegård ved Ringsted for en løn af 280 kr. årlig. Her på Sjælland havde den radikale presse allerede godt fat. I Holbæk udkom Holbæk Amts Venstreblad, og i Ringsted Venstres Folkeblad med Niels Bransager som redaktør. I sidstnævnte blad skrev jeg også artikler om tyendeforhold, med det resultat, at jeg fik en del venstrebønder på nakken. Jeg og min kæreste rejste så til Langeland. Hun som tjenestepige og jeg som fodermester. I 1907 stiftedes den første Tyende- og Landarbejderforening i Tryggelev-Fodslette, hvor jeg blev valgt til formand. Men at organisere landarbejdere og tjenestekarlene dengang var ikke let. De gifte arbejdere turde ikke fordi arbejdsgiverne så sagde dem op fra deres pladser. Og tjenestekarlene rejste fra plads til plads, og var ikke let at holde styr på, så efter 11/2 år måtte vi opløse den. Så stiftede jeg en ny i Humble, men her gik det heller ikke længe. I 1909 blev Marie og jeg gift. Vi fik købt et lille godt grundmuret hus ved Rørslykke Mose, Tryggelev. Men jeg fik snart at mærke, at det at ville organisere sine klassefælder, blev unådigt modtaget af bønderne. Der var kun få dages arbejde at få og kun til 125 øre pr. dag. Efter godt 5 år måtte vi give op og sælge vort hus. Vi rejste så til Hjortholm som malkefolk, det var et hårdt slid. Jeg arbejdede i kostalden foruden at malke 25 køer 2 gange daglig, min kone malkede samme antal 2 gange daglig. Vi tjente 31/2 kr. pr. dag tilsammen. Her var vi 21/2 år, så rejste vi til Snaremose på Midtlangeland. Jeg var her med til at oprette Lindelse Landarbejderforening, som består endnu. Næste år, 1912, oprettedes Longelse Foreningen og her var jeg formand i 13 år. Men stadig var det ikke muligt at få hævet lønnen og sænket arbejdstiden. Lønnen var 21/2 kr. pr. dag og som fodermester fik jeg 1300 kr. for et år. Så skete det i 1918, at Landbrugets Arbejdsgiverforening blev stiftet for hele landet, og den langelandske arbejdsgiverforening blev medlem af denne. Nu fik arbejderne på landet øjnene op for det også var nødvendig for dem at blive organiseret, nu ved samarbejde med Dansk Arbejdsmands Forbund og Socialdemokratisk Forbund og Presse. Det første der skete, og som fik den største betydning, var at landarbejderne oprettede deres Arbejdsløshedskasse. Der skete hermed dette, at hvis en arbejder blev uenig med sin arbejdsgiver, og af en eller anden grund blev sagt op, så havde han sin understøttelse og behøvede ikke at henvende sig til kommunen om hjælp.Det varede derfor ikke længe før vi kom i forhandling med arbejdsgiveren om løn, bedre boliger og arbejdstid. Jeg var valgt til kredsformand og på et møde i Svendborg blev jeg valgt til repræsentant for fodermestrene for Fyn og Langeland. Jeg var til møde i København, hvor Arbejdsgiverne på Langeland var gået ind på de samme vilkår overfor deres arbejdere som i det øvrige land. Jeg husker da jeg kom hjem fra København, at gårdejeren kom ind i stalden næste dag og fortalte, at her på Langeland havde de vedtaget overenskomsten, men sagde han: " Jeg har endnu ikke udregnet hvor meget du skal have i løn nu, men det har du vel?" "Ja", svarede jeg, "for tiden får jeg 1400 kr. for et år, men efter den nye overenskomst skal jeg have 2800 kr. pr. år." Han svarede: "Havde jeg vist det havde du ikke fået fri til at rejse til København". Jeg trøstede ham med, at det havde ikke blevet anderledes alligevel. Arbejdernes lønninger var steget til det dobbelte, fra 21/2 til 5 kr. pr. dag. De første halve snes dage var der rykind i vort hjem, med forespørgsler om det var rigtigt, at arbejdstiden var forkortet og daglønnen var steget til det dobbelte. Min kone har altid været gæstfri og de dage kostede hende mange kopper kaffe. Vi var på Snarremosegård i 4 år og efterhånden havde vi fået 7 børn. I 1921 rejste vi til Torpe Møllegård i Skrøbelev. Her var 45 malkekøer foruden ungkvæg og svin og lønnen var 4500 årlig. I 1924 blev jeg valgt til hovedstyrelsesmedlem af forbundet, og var det i en halv snes år. Jeg har mange minder om gode kammerater fra disse år. Formanden var afdøde folketingsmedlem Oscar Levinsen. En meget dygtig mand og prægtig kammerat. Også Landarbejderbladets gamle redaktør, Marius Olsen fra København og landbrugsminister Jens Smørum korresponderede jeg engang imellem med. Jeg fik efterhånden mange tillidsbestillinger og da jeg vedblev med at være fodermester, kunne jeg ikke holde til det, men måtte tid efter anden afvikle disse. Jeg var jo ude til mange møder, og der var mange uger, hvor jeg næsten ikke fik søvn. side 27 af 89 Skal jeg nævne nogle af de fester jeg har været med til, skal her nævnes, at ved Landarbejderforbundets 25 års jubilæumsfest i 1933, fik jeg tillige med 3 andre gamle pionerer overrakt et guldur med årstal og initialer. I 1946 fik jeg ved en højtidelighed i Landøkonomisk Forening overrakt Landhusholdnings Selskabets sølvmedalje for flid og dygtighed som fodermester gennem 25 år på Torpe Møllegård - samt 2 diplomer. Æren for dette arbejde tilkom jo ikke mig alene, idet min kone havde været med gennem alle årene. Hun kom ud at tjene da hun var 10 år, og måtte hjælpe til med at malke både morgen og aften. Da hun fyldte 55 år, havde hun malket i 45 år. Desuden har hun haft 11 børn og hjemmet at passe, så vi har begge altid haft nok at tage os til. Nu er vi begge slidt op og får aldersrente, men vi bor frit i det gamle fodermesterhus under Hjortholm så længe vi vil. Om politisk skal jeg blot sige, at det ikke har interesseret mig så meget. Jeg har haft rigeligt i det rent faglige. Men i min ungdom var jeg radikal. Der var jo ingen socialdemokrater og heller ikke presse dengang. Så var det jo omkring 1917, at landarbejderne blev organiseret, og så voksede det socialdemokratiske parti og presse. Dette parti er nu det største her på øen, og dets presse har også en god udbredelse her, og jeg tilhører partiet. Om forholdene før og nu vil jeg sige, at der er sket mere i de sidste 70 år end man kan samle i en kort beretning. Det er tiden fra tællepråsen til atomforskningens tidsalder. Børn har det langt bedre end før, og de gamle fattiggårde er væk, og erstattet med gode hjem for gamle, udslidte mennesker der savner pleje. Og jeg vil slutte med at sige: At vi der har set og oplevet de fremskridt der er sket både kulturelle, sociale og faglige, kan være stolte af, at vi har været med i en periode, hvor der er sket mere til gavn for arbejdere og småfolk - ja, hele samfundet, som i nogen anden tidsrum i vor historie. Så har vi jo dog ikke levet livet helt forgæves. Jens Baltzer (Langelænderen nr. 545 - 2001) Barndomserindringer Tryggelev - 189x Da det, som man forstår, var småfolk, der boede omkring Tryggelev mose, måtte børnene, og især da drengene, tidligt være med til at tjene til føde og klæder, som det dengang hed sig. Mit job begyndte med at luge roer, hjælpe til med høsten etc. på Lykkesholm. Man blev ikke skånet. Op før en vis mand fik sko på, og fyraften når man ikke mere kunne se det, man arbejdede med. Det værste for mig var, når der om efteråret skulle trækkes roer op. Det var så koldt og vådt om morgenen, at man var gennemblødt til skindet, før den første række var til ende, men det til trods var det bare at hænge i. Omsider fik jeg dog fast arbejde på Mejerigården hos fru Andersen, der efter mandens død havde engageret Markus Nielsen som forkarl. Det blev et hårdt job, der dog af samme grund ej heller varede ret længe, hvorefter det blev pastor Brøndsted, der skulle bruge min arbejdskraft, idet jeg skulle gå pigerne, Marie og Hanne, til hånde i køkkenet samt stable bøgeknuder op bag kakkelovnen i præstens "studerekammer". Der skete imidlertid ting, som jeg ikke kunne finde mig i, så resultatet blev, at jeg kom til bager Th. Nielsen, hvor jeg blev glad for at være, da både mester og madmor var gode og rare mod mig - en af mosens forhutlede drenge. Og jeg befandt mig så godt der, at jeg siden kom i lære. Jeg mindes, som var det i går, min konfirmation, som de rare mennesker "gjorde" for mig. Skønt jeg nok var den fattigste blandt samtlige konfirmander, var jeg dog den, der var flottest kørende til Fodslette kirke. En flot jagtvogn forspændt to dejlige røde fukser, med sølvpletteret seletøj - som jeg selv havde poleret - kørte mine værter og mig den lange vej til kirken, og selv var jeg så fin, at ingen andre konfirmander kunne være finere, syntes jeg selv da, så paven kunne ikke være mere stolt end jeg. Da vi var tilbage, lavede mester og hans frue et lille gilde for min mor, mine søskende og jeg, så jeg var rørt til tårer over så megen godhed. Jeg, som var ved at betragte mig selv som en af dem, der ikke duede til noget, et udskud, som bare var i vejen allevegne. Men mine velgørere, herlige bager Nielsen og frue, pillede efterhånden mindreværdskomplekserne af mig, og ved deres og lærer Nielsens hjælp genvandt jeg min tabte tillid til mig selv ihukommende deres ord: "Du kan - blot du har viljen!" H. C. Hansen (Jubilæumsbladet 1995) Tante Line Fæbæk - 189x Et af mine kæreste barndomsminder knytter sig til smedjehjemmet i Fæbæk, hvor tante Line boede med sine forældre. I huset gik tante Line stille og puslede inde som ude i haven og passede sine gamle forældre. Bedstefar spøgte med os børn, tog os op på sine knæ og red ranke. Søde, milde bedstemor havde altid et godt og kærligt ord til os. Tante Line havde nok at gøre. Hun passede sine forældre til det sidste, da de i flere år lå til sengs og ikke kunne stå op mere. Bedstefar døde i år 1900, da min søster og jeg gik i skole hos tante Line. Hun holdt nemlig skole for os mindre og større børn. Hun lærte os, inden vi kom i skole, at læse, skrive og regne samt at sy, strikke og brodere. Vi betalte en krone om måneden for undervisningen, og da vi blev lidt større, side 28 af 89 lærte hun os hardangersyning, fladsyning og engelsk syning. Tante Line var et kærligt menneske. Hun forærede stof til de fattige børn. Der skulle ikke være forskel på, hvor børnene kom fra. Skoletiden hos Tante Line startede altid med en bøn og sluttede med det lille salmevers "Klokken slår". En gang om ugen læste hun en forsat historie for os af "Kirkeklokken", mens vi sad med vores håndarbejde. Vi glædede os altid til at høre fortsættelsen næste gang. Om sommeren når det var fint vejr, fik vi lov til at sidde ude i haven på den lille plæne under det store æbletræ. Børnene var glade for tante Line og hun fik gaver af dem. Små platter, lysegrønne tekopper eller tallerkener købt hos købmand Thomsen i Fæbæk. Da bedstemor døde i 1911, måtte tante Line holde op med at holde skole. Hun var overanstrengt af at passe sin mor gennem flere års sygeleje. Seks af Tante Lines søskende var udvandret i 90'erne til Amerika. De sendte hende nu en billet og hun tog derover. Et halvt år tilbragte hun i staterne bl.a. i Racine, Wisconsin. Da hun kom hjem, havde hun sin brordatter, Mae, med sig, og den unge amerikanerin 49de gjorde et stort indtryk på Fæbæks piger bl.a. på grund af sit tøj. Det var en stor oplevelse for tante Line at være i USA, og vi hørte gerne om det. Og vi nød at se de mange billeder, som hun havde med hjem. Efter sin amerikatur begyndte tante Line at holde møder for unge piger. En gang om ugen kom vi fra hele omegnen til hende. Hun havde haft travlt hele dagen med at forberede aftenen. Jeg husker de lange borde med hvide duge og de skinnende stålamper. Vi begyndte altid med en bøn, og tante Line læste et stykke fra bibelen og talte med os om det. Så sang vi salmer, som vi skiftedes til at vælge. Tante Line trak mannakorn fra en skål, og vi talte om de skriftsteder. Mens vi strikkede, læste hun højt for os. Under 1. Verdenskrig strikkede vi strømper til soldaterne. Mens tante Line bryggede kaffe, dækkede vi bord, så hinandens håndarbejde og havde det morsomt med hinanden. Aftenen sluttede med en bøn. Allesammen var vi glade for møderne i tante Lines lille, spartanske men hyggelige hjem. Om sommeren cyklede vi til grundlovsmøde i Baronskoven i Tranekær, hvor præsten holdt tale. Efter den pakkede vi vores madpakke ud og spiste i det grønne. En anden gang cyklede vi til et møde i Hov kirke for at høre pastor Anton Bast fra København. Lige til tante Line blev syg, holdt hun sine møder, og havde den glæde, at hendes stuer var fyldte hver gang. Hun var god og kærlig ved os alle, og hun bad for os. I efteråret 1921 døde hun. Hun har betydet meget for mig, og jeg tør sige for mange andre. Velsignet være hendes minde. Marie Eriksen Rasmussen (Langelænderen nr. 506 1995) Hallinggade i Humble Humble – omk. 1895 Fra sogneskellet mellem Humble og Fodslette er en lang vej til skolen i Humble, vel godt en halv mil, og for langt at gå hjem til middag. Jeg var derfor ikke så sjældent hjemme til middag med andre drenge, der boede nærmere ved. Hmd. Jens Gudbjerg, der boede i Hallinggade, havde tre drenge, som jeg tit var med hjemme - Kristian, Julius og Karl. Og jeg har spist mange pandekager og drukket mange kopper kaffe hos den lille raske Line Gudbjerg. Og jeg kan ikke nævne Hallinggade, uden at tænke på "Sarabrønden", den lille dam, der lå ved vejen med sin grønne andemad tyst og stille som en grav. Her skulle der en gang være druknet en ung pige, der hed Sara - deraf navnet. Men - jeg kan ikke slutte denne artikel uden at nævne en af Hallingegadens populæreste skikkelser, smeden Martin Kristoffersen. Ja, nu er han død, men dengang var han i sin bedste alder. "Stoffersmeden" kaldte vi ham; han var kendt over en stor del af øen for sine økser og snitteknive og der findes endnu i mange huggehuse en økse, der er stemplet med et stort tydeligt MK, der borger for, at bedre økse til at gå gennem træet og holde "biddet" findes ikke. Vi drenge fik tit en sludder med Martin. Han havde en egen fornøjelig måde at fortælle på, og vi fik lov til at prøve hans hammer på ambolten og trække i den store blæsebælg. Jeg har haft mange fornøjelige timer hos Martin i skoletidens middagsstunder. Han hører med til min skoletids gode minder. Ja, der er mange minder fra skoledagene. Mindet lader som ingen ting - er dog et lønnet kildespring. - og det er blot det jeg har forsøgt at øse af her. Jens Baltzer (Langelænderen nr. 563 - 2003) Den første skoledag Humble - 1891 Ja, hvem husker vel ikke sin første skoledag - Det gør sikkert alle, ligesom vi ventede med spænding på, at den skulde oprinde. Naturligvis, der var jo adskillelige forberedelser at træffe først. Man skulle lære at kende bogstaver, både store og små, og sætte dem sammen, så de dannede ord. Det var nu ikke så nemt, og det var heller ikke lige morsomt. Mor hjalp mig om dagen, når hun havde lidt tid tilovers, og far om aftenen, når han havde tid og lyst til det. Hjemme havde vi det sparsomt med læsning, det var jo ikke så almindeligt med ugeblade, dagblade og bøger som nu. Men jeg lærte alligevel at læse i det vi havde. En ABC har jeg aldrig ejet. Det var en stor dag for mig, da jeg for første gang fik lov at komme med til Rudkøbing, hvor vi skulle købe side 29 af 89 skoletaske og bøger. Og det var jo ikke alene turen til den store by, som jeg aldrig havde set, jeg glædede mig til, men jeg var meget spændt på, om jeg fik en taske eller et tornyster - som jeg havde set andre drenge have. Turen til byen tog godt to timer. Vi var kørende i stiv vogn og havde ti tdr. byg med fra gården, hvor far var avlskarl. Vejlængden var godt 2 mil så det kunne ikke gøres hurtigere, hestene blev sat ind hos en købmand, der så vidt jeg husker hed Erik Melson, hvor kornet også blev afleveret. Her i købmandsgården spiste vi vor medbragte smørrebrød, og så gik turen ud for at købe skolerekvisitter. Vi gik ind hos en sadelmager i Østergade, så vidt jeg husker hed han Tillebæk, og her var udvalg nok af både tornystre og tasker. Men de første var for dyre. Der var to tasker af passende størrelse, en sort og en brun. Far mente bedst om den sorte og troede nok, den blev den stærkeste, men jeg syntes bedst om den brune - og den fik jeg så - den kostede 2 kr. Hos en boghandler købte vi en katekismus og en bibelhistorie. Så havde jeg ikke brug for mere, da vi hos købmanden hjemme havde købt griffelhus, grifler og den lille tabel til ti øre. - Og videre udstyr havde jeg ikke brug for foreløbig. Næste dag efter Rudkøbing-turen havde jeg travlt med at "pakke sager", som det hedder, det forsøgte jeg mindst tyve gange. Og endelig oprandt den store dag, da jeg skulle møde i Humble Skole. Jeg havde fået et sæt nyt gråt tøj, syet af den lille Hans Jacob Skrædder, der boede i et lille gammelt hus i Katrinebjerg Skov. Sømandskasket med blank skygge, rem og to gule knapper, nye grå hjemmestrikkede strømper, og fjedresko med fem små knapper på hver side. Jeg syntes selv, jeg var fin, måske også en smule vigtig, da jeg med den nye brune taske over skuldrene fulgt af mors gode ønsker stod klar til den første tur ad skolevejen. Jeg kunne også se på mor hun var glad over at kunne sende mig så pænt af sted. Som regel var der et større barn med de mindre den første skoledag, men da jeg ingen ældre søskende havde til at gå med mig, havde skrædderens Ane lovet at gå med første dag. Jeg skød genvej forbi "Tolmodighedsgården"s marker, og ved stenten indtil Laus Johnsens mark stod Ane og ventede mig. Jeg havde fået ti store rundtenommer mad med, fem med brunt puddersukker og fem med hakket æg. Det fortalte jeg Ane, da jeg havde hilst. Hun skulle have det halve og det var hun godt tilfreds med. Vi nåede skolen, som de skulle til at begynde. Der var hen imod en snes nye børn, der sammen med mig skulle til at begynde deres skolegang. Jeg kom til at sidde nederst af drengene, der var en syv-otte stykker. Der var to lærere - gamle Jørgensen og en anden lærer der hed Clausen. Der var fire klasser, de mindste børn gik i første og de største i fjerde klasse. Og vi skiftede lærer hver halve dag. Vi fremviste vor koppeattest og blev indskrevet i skolens protokol af gamle Jørgensen. Nogle af os havde en enkrone og andre en tokrone med, som vi afleverede til læreren - med en hilsen fra vore forældre - naturligvis i håb om, at Læreren ville påskønne det og behandle os godt. Efter morgensalmen begyndte undervisningen, og snart kom turen til os syv-otte nybegyndere og det gik nu ikke lige godt. Vi skulde læse den første sætning i Luthers Katekismus, der begynder med, hvad der frem for alt skal ligge os på hjerte. Jeg havde lært at læse rent, og jeg læste hele siden ned, før læreren stoppede mig. Han kiggede lidt på mig, tog mig så ved hånden og sagde: - Kom her, du lille dagmosedreng, du skal ikke sidde nederst. Han flyttede mig øverst af det kuld af drenge, der var mødt den dag. - Og den plads holdt jeg gennem de syv år, skoletiden varede. Min første skoledag gik godt, og Ane fulgte mig hjem. Hun skulle have en skilling og aftensmaden, fordi hun havde været med mig. Vi fik risvælling, og mens vi spiste, fortalte vi naturligvis vidt og bredt om dagens begivenheder. Jeg tror nok, at jeg pralede så mange gange med, at jeg var bleven flyttet op, at mor blev ked af det og for at tale om noget andet spurgte, om vi havde haft mad nok med. Ork jo - Det slog godt til, sagde Ane. - Ja, sagde jeg og skævede efter hende, men du åd nu al æggemaden Ane! Hun blev spruttende rød og var nær blevet kvalt i vællingen. - Det er ikke sandt, Jens, jeg tog kun fire! Nå ja, sagde jeg nedladende det er også lige meget, for jeg kan lige så godt lide sukkermad. Og dermed var den strid endt. - Og min første skoledag vel overstået. Jens Baltzer (Langelænderen nr. 552 - 2002) Den aften blev det sent før vi sov Bøstrup – 189x Børnene købte julegaver i Bøstrup - de voksne tog helt til Rudkøbing. For 100 år siden var en juleindkøbstur fra Egeløkke til Rudkøbing en af de store begivenheder for forpagterfamilien på Egeløkke. Den var dog kun for voksne, børnene måtte nøjes med en tur til den lokale købmand. Gordra Nielsen, født Fabricius, har nedskrevet sine erindringer om julen i 1890'erne: En stor begivenhed var fars og mors tre mils køretur til købstaden Rudkøbing på juleindkøb. De startede i bælgmørke om morgenen, indpakket som til Nordpolen, vi fulgte årvågne alle lyde inde fra børneværelset, åh! hvor jeg husker den stemning lysskæret inde fra soveværelset, hvor far og mor hviskende trak i stadstøjet, kaffekoppernes klirren fra spisestuen, røgen fra fars søndagscigar, "de sortes" trav over stenbroen mors hurtige, men kærlige: "Farvel småbørn, skik jer nu vel!" - og så kuskens knald med pisken der betød, at nu blev turen til virkelighed. Lykkelige puttede vi os så ned i dynerne og pludrede videre om alle julens forventede herligheder. Det blev en lang dag, og jublen var stor, når vognen ved aftenstide atter rullede for døren, og vi havde far og mor i god behold med alle deres pakker, som hurtigt af de voksnes velvillige hænder blev båret ind i gæstekammeret, så det blev kun en gættekonkurrence side 30 af 89 for os på pakkernes form at ane indholdet; nå, vi trøstede os med, at når mor fik overtøjet af, kom hun frem med de traditionelle honningkager, så helt snydt blev vi ikke. Den aften blev det sent, før vi sov! En anden dag blev det vor tur at gøre juleindkøb. Det skete oppe hos købmanden i Bøstrup; der var også brevsamlingssted, så han var vor gode bekendt og tog meget vel imod os. Flere dage før havde vi tømt sparebøsserne under stor spænding - i de tider var små penge store penge - vi fik 2 øre for et UG i skolen, 1 øre for et UG-, og havde vi en to-krone hver at købe for, var vi meget stolte! Hvor husker jeg den hemmelighedsfulde stemning, der fyldte os, når vi trådte ind i den julepyntede butik - det var en hel forsmag på juleaften: Lys, gran og glimmer og mange herlige ting strålede os i møde. Jeg mindes vor beundring - særlig for et konkyliesmykkeskrin foret med rødt silke - til mor f.eks., men vore penge var for små, de skulle række til mange gaver. Der var ligesom fremmede landes eventyrglans over det skrin! Købmanden var i besiddelse af stor tålmodighed, vi havde så svært ved at vælge mellem alle herlighederne, og nu som voksen mindes jeg ofte med munterhed den hjælpsomme købmands atter og atter gentagne spørgsmål: "Skal det være til yngre børn - eller måske til ældre konfirmerede børn?" Gorda Nielsen, født Fabricius (Langelænderen nr. 551 - 2001) En dag i aksmarken Lindelse - 1898 Det var en strålende smuk septembermorgen omkring 1898. Solen var lige tittet frem over skoven i øst. Bøgens blade var begyndt at blive gule og brune – og drattet til jorden, mens eg og aks endnu stædigt holdt fast ved den grønne kåbe. Der lå dug overalt i græsset, og hen mellem bakkedrag og over mosens lavninger hang morgentågen og bølgede, somme steder kun i mandshøjde; den steg langsomt højere og højere – for til sidst at forsvinde helt i æteren. Det tegnede til at blive en smuk dag, så mild, blid og stille, som en dansk septemberdag kan være det. I den lille landsby begyndte livet at røre på sig. Ud fra de små, stråtækkede femfags landarbejderhuse kom flere og flere frem, mest mænd og større børn, de fleste med en pose eller sæk under armen. Der skulle samles aks på herregårdens hvedemark. Lidt længere op på dagen rykkede næste hold ud fra de små huse, det var konerne og de mindre børn, der nu drog af sted. Det tog jo altid lidt tid, før de kunne komme af sted. Der skulle smøres mad og fyldes kaffe og saftevand på flasker. Der skulle ryddes lidt op i stuen, så der ikke var alt for uryddeligt, til man kom igen; det kunne jo gerne træffe at blive lidt sent, for det gjaldt om at hænge i de første dage efter indhøstningen, mens der var flest aks, og vejret var godt. Nå, men endelig var man klar, den mindste var puslet godt ned mellem dynerne i barnevognen, der var en almindelig trækvogn, en fjellekasse med skrå sidder på to hjul, en stang med en tværpind til at trække i. Mor og et af de største af børnene tog fat i tværpinden som hest, de mindre hængte bag i, og så gik ”toget” ud til aksmarken. Marken hed ”Eget”, en stor mark med et højt stengærde på den ene side, og op langs stengærdet havde man så sit tilholdssted eller lejrplads ved spisetiderne. Der var godt og vel en halv snes arbejderfamilier til at samle aks den dag, og der var omtrent lige så mange trækvogne, så hver families ”boplads” var så at sige markeret ved en trækvogn. Efterhånden som konerne kom ind i marken, trak de op langs stengærdet og placerede sig. De mindre børn fik så en tom sæk at sidde på og lidt at lege med, og de større fik en pose på maven til at samle aksene i. De største af børnene fik en kniv eller saks, fastgjort i en snor, til at skære aksene med, og snart var arbejdet i gang over hele linien af 50-60 mennesker, mænd, kvinder og børn spredt ud over agrene, for at opsamle de gyldne aks, og for at bjærge deres høst hjem. Konerne holdt sig nærmest gærdet for at have opsigt med de mindste børn. Der var mange aks. Hveden var under en tordenbyge gået tidligt i leje, og høsten havde været meget besværlig, det meste var høstet på akkord af gårdens husmænd, koner og børn, og mange steder hvor høstriven var gået på skrå over renerne, lå der hele lag af afbrækkede aks, så man lagde sig på knæ og samlede. Aksene samledes op i den højre hånd og lagdes over i den venstre, til man fik så mange, som hånden kunne spænde om. En sådan håndfuld aks kaldes for en ”dukke”, og mest morsomt var det at samle 4-5 sådanne, før stråene blev skåret fra, for så fyldte det så rart, når det blev puttet i på en gang. Når poserne blev fulde, tømtes de af i en af de medbragte sække, og snart vidnede talrige sække rundt om på marken om, at arbejdet gik flinkt. Men børn er nu engang børn, og den tid på dagen, der var ventet med størst længsel, var alligevel middagspausen. For at mor havde noget godt i kurven det vidste man; der var nok både pandekager med æblegrød eller stegte pærer til – og hvedekage med brunt farin på, og så var der saftevand og en flaske kaffe; men den skulle mor have, ja, far fik vel nok en tår også, han var jo med i dag, fordi det var søndag, ellers havde han jo ikke tid. De andre dage var han på gården. Tolv rungende slag fra gårdens hovedbygning forkyndte, at det var middag. Forventningerne til mors kurv skuffede ikke, og den blev tømt med god appetit. Vi holdt en lille times middag, og nogle af børnene gik på opdagelsesrejse langs hegnene; der var masser af blåbær og brombær. Ja, og lige på den anden side af gærdet og vejen lå jo den lille skovbakke kaldet ”Faurbjergskoven”, hvor der over lågerne var opstillet kæbebenene af en hval. Det må have været en ordentlig kammerat – de var halvanden alen tykke ved roden og lige så høje som et hus. Og gik man videre, kom man ad snørklede gange op til ”Tårnet” på bakken, fra hvis platform der kunne ses helt over til Lolland på den ene side og omtrent til Ærø på den anden. side 31 af 89 Men nogle af børnene blev liggende nede ved de ældre for at høre på deres snak. Et par af familierne havde kaffekedel med; der blev samlet kvas, et par flade sten sat på kant og tændt ild under kedlen, og snart bredte en liflig kaffeduft sig i den klare septemberluft. Og der blev kaffe nok omtrent til alle de voksne – for det var nu engang sådan med de fleste småfolk, at de giver andre, så længe de har selv. Alt får jo en ende – også en middagspause – og snart var man i gang igen. Om eftermiddagen kom der en del unge ud og hjalp til, det var voksne børn fra de forskellige hjem, der havde frisøndag og ville ud og give mor et nap med at få bjerget lidt til hønsene og grisen. På deres snak kunne man forstå, at de havde taget nøddedag og kom igen i morgen (den gang var det almindeligt at få en fridag efter høst, som kaldes nøddedag, beregnet til at plukke nødder i). Der var én ting, som disse unge i særlig grad talte om og drøftede, når de kom sammen, det var, at de ville til Amerika. Og når der særlig blev talt om det den dag, var noget af grunden vel den, at der mellem disse unge var én, der havde været en tur – og nu ville af sted igen. Vi større drenge så og hørte med beundring på ham. Det lød så morsomt, når han talte, det var som tungen lå dobbelt i munden, og udtrykkene ”Well” og ”Ålrøjt” blev brugt tit, og så røg han tobak af en pibe, hvis hoved var lavet af en majskolbe, og brugte brunt skråtobak, der var sødt og i plader. Mærkværdigt nok er forholdene blevet sådan, at 12-14 af de børn, der den dag var i aksmarken, nu bor i Amerika. Der blev samlet mange sække aks en sådan dag, og der blev god brug for trækvognen, da vi skulle hjem. Nu samles der ikke aks mere af nævneværdig betydning. Den maskinelle udvikling indenfor landbruget har medført, at dette arbejde er ophørt. Selvbinderens vinger fører kornet ind på det roterende sejl, hvorefter det bindes og kommer ud som faste neg. Der spildes ikke meget her. Og når kornet er stillet i rækker, køres der med hesteriven på langs mellem disse, og når negene er kørt hjem, rives hele marken på tværs, så der ikke er noget at pille efter her. Derfor har den gamle sang om, at rive marken let, da det var gammel ret, at fuglen og den fattige skal også være mæt, ikke mere den samme gyldighed og klang, som for 30-40 år siden. (Skrevet i 1939) Jens Baltzer (Langelænderen nr. 535 - 1999) Noget ved musikken Rudkøbing - omk. 1900 Langeland har gennem tiderne fostret mange personligheder. En af disse er Frederik SchnedlerPetersen. Han blev født i Rudkøbing d. 16. februar 1867 som den næstsidste af en børneflok på 10. Forældrene var købmand og gæstgiver Johan Frederik Petersen og Rasmine Martine f. Löve. De havde nogle år drevet købmandsbutik og gæstgiveri i Mads Lange's gård, Østergade 4, men var dog inden Frederik kom til verden flyttet til Sidsel Bagersgade nr. 9, hvor de boede til leje og drev et gæstgiveri. Det specielle mellemnavn fik lille Frederik fra en af fadderne, nemlig skovfoged Schnedler på Fårevejle. Frederik var meget lille og svag ved fødselen og flere fra familien mente, det ville være bedst, om Vorherre ville tage ham til sig, men moderen bad for sønnen og denne bøn blev hørt. Det var en meget musikalsk familie og der blev sunget og spillet meget i hjemmet. Flere søskende spillede til fester i byen og allerede som 6-årig blev Frederik inddraget som trommeslager ved skyttelaugets julebal, da en ældre bror måtte overtage en sygemeldt musikers instrument. Det har sikkert været trange kår for den børnerige familie. Faderen døde allerede som 50-årig i 1876 og inden de seks yngste var blevet konfirmeret. Moderen fortsatte som gæstgiver og sammen med de ældste børn opretholdt de familien. På det tidspunkt, hvor faderen dør, spiller et par af børnene for en danseskole, og dennes leder var meget tvivlrådig om musikken den dag, Johan lukkede sine øjne, men: "Selvfølgelig kommer mine børn og spiller" var Rasmines svar. Frederik blev som dreng sammen med et orkester inviteret til Broløkke for at spille for grev Christian Ahlefeldt-Laurvig. Greven blev meget begejstret for det unge talent og bevirkede, at han med sin far, greven på Tranekær og en gruppe langelænderes hjælp kunne få musikundervisning og som 14-årig kom han til Slagelse for at studere violinspil og som 17-årig blev han optaget på Det kongelige Musikkonservatorium. Men allerede året før, altså som 16-årig havde Schnedler sin første egen koncert. Det var i Teathersalen i Rudkøbing, hvor han ifølge Langelands Avis høstede megen ros. Efter et par års studier i Paris og Berlin, var han en periode koncertmester i Berlins Koncerthaus, hvorefter han vendte hjem og blev kapelmester ved Marienlyst og Sommerlyst's koncertsale, Under opholdet i Berlin, lærte han sin tilkommende, Bergljot Sverdrup fra Nordnorge, at kende og de blev gift i Rudkøbing d. 22. november 1894 og året efter fødtes deres eneste barn, Gunnar. Schnedler betegnede selv tiden ved Marienlyst som 7 gyldne år. Han skriver i sine erindringer "Et Liv med Musik", at han komponerede en Marienlyst-March til ære for ejeren, slagtermester Anders Jensen, men da han hørte sin søn fortolke den ved øvelserne derhjemme besluttede han, aldrig mere at komponere. Dirigenttiden De følgende år spillede Schnedler i flere orkestre og han fik sin dirigentdebut som sygeafløser for Georg Lumbye i Tivolis' Koncertsal. Lønnen for en aftens dirigentarbejde med forudgående prøver var dengang 5 kr. I årene 1903-05, under Finlands kamp for selvstændighed fra det russiske herredømme, var Schnedler i Åbo. Her høstede han - både som violinist og som kapelmester meget stor anerkendelse. Han blev omtalt som gesandt for dansk musik, såsom Langeside 32 af 89 Müller, Gade, Hartmann og gjorde især Carl Nielsen og H. C. Lumbye's musik særdeles populær. Han ledede også operaerne "Don Juan", "Bajazzer" og "Faust" med så stor popularitet, at folk strømmede til Åbo med særtog fra hele Finland for at overvære disse opførelser, der blev gentaget flere gange ud over de planlagte. Gennem disse år var Schnedler jævnligt gæstedirigent ved forskellige orkestre herhjemme og fra sæsonen 1909 fast leder af Tivoli's Koncertsalsorkester. I Tivoli var der i 1902 blevet indviet en stor flot koncertsal med plads til 45 musikere og 1200 gæster i et østerlandsk præget palads med løgformet kuppel og et par "minarets-tårne". Det var et motiv, der både med - og uden illumination, var yndede postkortmotiver. Den flotte bygning blev for øvrigt sprængt i luften i 1944 af Schalburgkorpset, der var en gruppe danske håndlangere for den tyske værnemagt. Det var en hævnakt mod den danske modstandsbevægelses ødelæggelse af våbenfabrikken "Dansk Industrisyndikat", der leverede våben til besættelsesmagten. Schnedler-Petersen var meget bevidst om at give Tivoli's gæster et varieret repertoire i musikkens verden. Han havde mange førsteopførelser af helt ny musik med unge solister, specielt nordiske kunstnere. Hans opfattelse var ikke udelt blandt publikum og mange mente, at koncertsalens musik var blevet "for tung". Tidligere havde det især været H. C. Lumbyes lettere genre, der havde domineret. Men Schnedler stod fast og pointerede: At det var et musikhus med restaurant og ikke en restaurant med musik. Han blev da også med årene meget populær og foruden i Tivoli, blev han også kapelmester ved de københavnske palækoncerter 191231, som Københavns kommune afholdt. Det var med mange solister fra såvel Danmark som udlandet. Fra 1910 oprettede han "De unges Aften" i Tivoli. Her fik unge lovende musikere og dirigenter lov til at prøve kræfter med vilkårene uden for de beskyttede læreanstalter. Nye tider I 1925-26 fik Schnedler problemer, idet Danmarks Radio begyndte at sende musik hjem til folk. Ikke alene sendte de den samme musik, som Tivoli var så berømt for, men de "stjal" mange af de bedste musikere, da radioen kunne betale bedre lønninger, end hr. Schnedler, der skulle have økonomi i sit arbejde. Som om det ikke var problemer nok, så kom på nogenlunde samme tid Jazzmusikken, der var en torn i øjet på Schnedler. Han betegnede det som "helligbrøde" at udsætte klassiske temaer for jazzrytmer, og han betegnede også jazzen som ødelæggelse af musik, men som han et andet sted er citeret for: Det er en kamp mod vindmøller og orkesterforeninger blev nedlagt på stribe. Ved Tivolis' 75 års jubilæum modtog han ridderkorset af Kong Chr. d. 10., ligesom han også blev dekoreret med den norske St. Olavs-orden. Når man læser om Schnedler, ses det kun sjældent, at han har oplevet større nederlag. Det er sket et par gange ved ansøgning om nyt arbejde. For eksempel blev han vraget uden begrundelse som koncertmester i Stockholm. Årsagen fik han senere i en Stockholm-avis og den lød: Det vil være en skandale, at ansætte den danske kapelmester Schnedler-Petersen, der har en norsk kone. Det var på det tidspunkt, hvor unionsfællesskabet mellem Norge og Sverige blev opløst. Foruden at være orkesterleder og dirigent gennem et langt liv, interesserede ægteparret sig meget for gamle musikinstrumenter. De holdt mange koncerter med nogle af disse, og han kunne spille på 22 forskellige instrumenter, hvoraf nogle var fra 1700-tallet. Efter at have dirigeret 50.000 numre, hvoraf 843 var førsteopførelser, blev Schnedler-Petersen pensioneret i 1935 efter 27 år på podiet. Afskedskoncerten i Tivoli var så stort et tilløbsstykke at der skulle bruges 5 biler for at transportere alle blomsterbuketterne hjem til lejligheden. Den populære Schnedler fortsatte som gæstedirigent og bl.a. dirigerede han både kor og orkester ved Rudkøbings 750 års byjubilæum i 1937, hvortil vor forening havde arrangeret tur. Frederik Schnedler-Petersen døde af en dobbeltsidig lungebetændelse d. 6. april 1938 og blev bisat fra Holmens Kirke. Ved en mindekoncert i Tivolis koncertsal havde komponisten Poul Schierbeck udarbejdet en komposition til minde om den "store langelænder" Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 556 - 2002) Dyrskuet i gamle dage Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900 Den største folkefest på Langeland om sommeren har altid været dyrskuet, særlig i gamle dage. Nu er der jo mange andre fester, som ikke kendtes den gang, og der har altid været let adgang til at komme til dem med de færdselsmidler, vi har haft de senere år. Det var der ikke i gamle dage, da var det kun hestekøretøjer, der kendtes. Dyrskuedagen har altid været imødeset med stor forventning, særlig af ungdommen. Når dagen var fastsat, og det havde stået i aviserne, kan det nok være, der blev travlhed for syersker og skræddere, til den dag skulle alle have nyt tøj, det var gerne en fast regel, så der blev syet både nat og dag for at nå at få det hele færdigt til tiden. Det var gerne en dag i juni måned, der var fastsat, så det var i sommerens skønneste tid. Når den oprandt med klart vejr og solskin, var der glæde over hele linien; var det regnvejr, sank humøret jo nogle grader, men blive hjemme var der ikke tale om; alle, der på nogen måde kunne undværes hjemme, skulle med - både børn, unge og ældre. De rigtig gamle blev hjemme og måtte passe kreaturer og hvad der ellers var; det blev så lagt til rette i forvejen så godt som muligt. Klokken hen ad 8 begyndte vognene rigtig at køre ud alle steder fra, enkelte var kørt tidligere, og de der skulle trække med dyrene, måtte op midt om natten, eller også blev dyrene ført op dagen før, de skulle jo hvile ud og se godt ud på dyrskuet. Fra herregårdene kom store char-a-banc'er med 14-15 personer på vognene, store kraftige heste for og en god solid kusk på kuskesædet; det måtte der jo til sådan en dag, da det vrimlede med køretøjer, og det ikke altid var side 33 af 89 lige skikkelige heste. Der var tit hele rækker af vogne på den tid på vejene, og var det tørt vejr, lå der en støvsky om alle de kørende. Det var en stor dag for Rudkøbing, både for de handlende, for restaurationer og ikke mindst for gårdskarlene i købmandsgårdene. Når vi kom ind i sådan en gård over middag, stod vognene i rækker stillet sammen som sild i en tønde. Der vankede jo så gode drikkepenge til karlen, men han havde også rigeligt mas med at få spændt for alle de forskellige køretøjer, så at hver fik de rette heste og vogne. Købmændene havde gerne god handel. Alle skulle have noget med dem hjem, og mange unge, der skulle have ny stads, købte det gerne dyrskuedagen, da de skulle til byen alligevel. Det hørte til sjældenhederne, at folk kom derop dengang. For børn var det et helt eventyr at drage til Rudkøbing, for mange blev det vist ikke til mere end én eller to gange i skoleårene. At se alle de store butiksvinduer, og alt det der var udstillet, var en hel oplevelse. Vi stod som fortryllet foran Magda Jørgensens legetøjsforretning. Da vi havde sparet sammen på vore småskillinger længe i forvejen, kunne vi nå at få en lille ting i forretningen til 25 eller 50 øre og endda lidt tilovers til godter. Da vi fik at vide, at vi ikke kunne få godter dér, stilede vi lige over til Gustav Knudsens store købmandsforretning og blev meget forbavset, da vi heller ikke dér kunne få hverken chokolade eller brystsukker! De viste os smilende over til S. P. Hansen, hvor vi fik det forlangte, men vi sagde da vi kom hjem, at det var småt, at vi ikke kunne få alting i sådan en stor forretning, når vi hjemme i Tryggelev, både hos købmændene Wandel og Gorm Nielsen kunne få "alle forskellige slags". Vi fik jo så at vide, at i byerne havde de hver sin slags at handle med, og hos Gustav Knudsen var det tøj og den slags. Så blev vi så meget klogere. Dyrskuet blev dengang holdt på en mark ved Fredskoven. Den lille idylliske Fredskov ser vi ikke mere, fordi dyrskuet nu er flyttet til en plads ved byen. På vejen ned til skoven var flere telte og boder, hvor vi kunne købe mange forskellige slags, nogle med bagværk, formet som mænd, koner, hjerter og forskellige dyr, dem var der vældig rift om; alle skulle have noget med hjem, både til børnene og til dem der passede hjemmene, og den slags bagværk og ligeledes honningkager var meget yndet. Der stod også tit børn ved vejen, når vi kørte hjem, og råbte på "Markedskab". Blev der kastet lidt ud til dem, råbte de hurra, fik de intet, kunne de godt råbe noget mindre pænt. Ved vejen til skoven sad også altid en gammel mand med et træben og spillede harmonika. Lidt længere nede stod en kone og drejede lirekasse for en mand, der var blind, det var også en af deres store dage. De kunne vel nå at få samlet en ganske god skilling sammen, men alligevel; hvor trist, at de skulle udstilles og tigge på den måde. Godt at der nu er bedre kår for invalider. Ved indgangen til skove solgtes billetter. Så snart vi kom indenfor skoven, begyndte alt gøglet. Den første vi stødte på, var gerne Chresten Jyde. Han havde et bræt med forskellige figurer og en terning. Vi kunne sætte en 2 øre på en af figurerne; kom det billede frem, vi havde sat på, havde vi vundet det hele - kun den ene 2 øre skulle manden have til sin fortjeneste. Der var en vældig søgning af børn og de helt unge, det var jo ikke så dyrt, og det var en mand, der forstod at samle folk. Han råbte ustandselig: "Ræven, skytten, hunden og jomfruen", når de billeder manglede indsats - "er jomfruen ikke 2 øre værd i dag, hun er pyntet, hvad er hun så værd i morgen når hun går i køkkenet"? Eller når der kun manglede en mand , råbte han: "En mand, en mand - den sidste mand kan også vinde"! Det var en mand der var kendt af alle i de år. Hans spil siges at være havnet på museet i Rudkøbing. Længere omme i skoven var karrusel og gynge, kraftprøve og meget andet. Desuden var der en stor dansesalon i skoven, som var fyldt med dansende om eftermiddagen og om aftenen. På pavillonen i skoven var der også dans i en stor sal. Fra skoven kunne vi gå lige ud på dyrskuepladsen. Der var mange smukke dyr at se på. Det var altid om formiddagen, vi skulle derud. Til middag blev dyrene gerne trukket bort. Der var mange telte, nogle til beværtninger andre til forlystelser, cirkus, panorama og meget andet. Midt på pladsen var bygget tribune, dér sad musikorkesteret og spillede. Om eftermiddagen var der et mylder af folk. Kom vi fra dem vi fulgtes med, var det næsten ikke til at finde hinanden igen. Vi kunne til gengæld træffe mange bekendte sådan en dag. Der var jo folk fra hele øen, så vi traf tit nogen, vi ikke havde set i flere år. Det var en dag, hvor der blev brugt mange penge. Nogen fik jo varer og glæde for pengene, andre brugte deres til druk og udskejelser, og blev somme tider rodet ind i noget, de bittert fortrød, når rusen var borte. Men for de fleste var det en glædesdag med mange forskellige oplevelser, som huskes endnu mange år efter. H. K. , Tryggelev (Langelænderen nr. 525 - 1998) Bedstemor Torpe, Skrøbelev/Tryggelev - omk. 1900 Bedstemor var født 24. november 1842, hun var den ældste af 9 søskende. Forældrene havde et mindre landbrug, så kårene var meget beskedne. Faderen døde tidligt, vist nok ved et ulykkestilfælde, men dengang var der ingen hjælp eller erstatning, så det gjaldt om at klare sig igennem ved egen hjælp og nøjsomhed, og det satte sit præg for hele livet. Børnene kom tidligt ud at tjene, 4 rejste som helt unge til Amerika, som mange her fra landet gjorde dengang for at skaffe sig en bedre levevej. Bedste kom tidligt ud at tjene, kom tidligt til at stå på egne ben og hun havde en god vilje til at tage fat. Hun havde også sin egen mening om tingene, langt forud for datidens kvinder hvor mange dengang var undertrykte og underkuet. Bedste kunne hurtigt ranke sig og forfægte sine meninger. Hun var lille, mager men stærk. Nu må I huske, at hvad jeg skriver, er efter hukommelsen og hvad hun selv fortalte til mig. Hun var på en gård i Illebølle, der var 3 piger, 3-4 karle, røgtere og et par husmænd, der boede i huse i side 34 af 89 nærheden af gården med deres familie. Det var en proprietærgård. Manden hed Anders Lind Johansen, kun kaldt Anders Lind. Han var en temmelig hård mand, men meget retfærdig. Han var blandt de første der gav tjenestefolkene fri om aftenen, ellers sad pigerne og kartede og spandt om aftenen. I det hele taget var arbejdet jo helt anderledes dengang både for karle og piger. Pigerne malkede 3 gange om dagen, de hjalp til i marken, bandt op efter le, kørte korn ind, læssede og spredte møg og sådan med det hele. I løn fik de et pund uld, som var til deres eget tøj, og til jul et sigtebrød, øl og bagte brød. Senere fik bedste gode økonomiske kår at leve under, og hun havde en åben hånd og hjerte overfor os. Jeg husker stadig hendes stolte og knejsende gang, når hun 2 gange om året vandrede til byen for at hæve renter. Da vankede der gaver og opfyldelse af vore ønsker, men altid indprentede hun os, at vi skulle spare til vore gamle dage, og hun lagde grunden til vor velstand ved at anskaffe "bøgerne" og af og til sætte en 5 kr. ind. Ja, hvor var de gamle dog nøjsomme. Bedste regnede det ikke for noget at gå de 20 km. ud til os, og somme tider bærende på en kurv på hver arm. Her var pærer, æbler, stikkelsbær, blommer eller fastelavnsboller op til fastelavn, men ikke at forglemme alt hvad hun kom med til jul. Når hun skulle hjem kørte vi hende med de brune heste, men kun den halve vej. Mor syntes det var langt nok for hestene, for de skulle jo vejen hjem igen, og bedste havde tiden for sig. Bedste havde et dejligt hus, helt anderledes og finere end vor gamle gård, hvor der altid var så meget arbejde. Der var bræddegulv over det hele, højt til loftet, pæne vinduer med lange blonde gardiner og blomster i vinduerne, røde pelargonier og geranier. Der var hvidskurede gulve med fint strøet sand. I hverdagsstuen, som vi sad i, var der rullegardiner, det ene med Frederiksborg Slot, det andet med Rosenborg Slot. Der var sengen, den store brede med et bjerg af tykke, uldne og varme dyner med fyld af gåsefjer, omhyggeligt redt med tæppe over. Så var der bornholmeren og den store kakkelovn, hvor der blev fyret med bøgebrænde. Der sad vi børn, når vi var på besøg, og spillede brus med bedste. Jeg husker ikke spillet mere, men der var konge, dronning, dullen og spids, der stadig skulle huskes. Så fik vi stegte æbler, tørrede pærer, nødder og syltede kirsebær, både lyse og mørke. De var i store stenkrukker og holdt sig fint uden mug - hvor de dog smagte. På den anden side af gangen var der 2 pæne dagligstuer. Også her var bornholmer, dragkiste med tæppe over og med mange sjældne ting. Her var vaser og figurer, og så var der chatollet med alle de små og store skuffer med de mærkeligste ting, og inderst inde alle værdipapirerne, der var sammenlagt og gemt omhyggeligt, der var meget for videbegærlige børn at efterse. Så var der haven, der var noget for sig selv, næsten som i H. C. Andersens eventyr. Der var næsten ikke det træ eller blomst der ikke var der, og bedste passede det selv. Der var modne røde stikkelsbær og de gule blommer stod lige udenfor bryggersdøren ved siden af brønden, hvor vandet blev trukket op i en spand med en brøndkrog - der var altid godt vand. Her var tidlige sommeræbler, røde Calvin, flere slags pærer, Grev Moltke, Napoleon, og mange gemmeæbler til hele vinteren. Foran huset var blomsterbede - det begyndte med vintergækker, Dorthealiljer, gule og blå krokus, aurikler, kodriver, påske- og pinseliljer, hyacinter, klytra, røde og hvide roser, mange slags grønt, Lammeøre, Ambra, Hjertensfryd, stribet græs og så var der røde Fuchsia, som jeg syntes helt er udgået. Om sommeren havde vi altid urtekoste (blomsterbuketter) med hjem. Bedste havde oplevet krigene 1848 og 1864, og hun havde talt med folk, som havde været med. Hun var meget nationalsindet, og talte om Dybbøl og Dannevirke. Hun så soldater komme såret og nedslået hjem, og hun var ikke til at rokke i troen på, at vor danske konge (Frederik 7.) var blevet forgivet i Slesvig og så kom den tyske Christian 9. (Europas svigerfar) til. Han gav tyskerne Sønderjylland - soldaterne måtte ikke slås for fædrelandet. Sådan talte befolkningen, når de kom sammen, der manglede aldrig samtaleemner. Her kom ofte en mand om aftenen, han havde været med i krigen og fortalte altid om oplevelser derfra, imens han røg på sin lange pibe og drak kaffe. Bedstemor var ikke så lidt overtroisk eller måske kom det af religiøsiteten blandt almuen. Der måtte ikke skæres hul på et brød, uden der blev slået kors på det, så blev det drøjt. Man måtte ikke begynde et fast arbejde om mandagen, og 13 til bords er ikke lykke. Når uglen tuede om aftenen varslede det ondt vejr. Vi måtte hverken strikke eller sy mellem jul og nytår, for så fik mange dårlige fingre i året der kom. Køerne måtte ikke starte med at komme på græs om mandagen, så blev der megen sygdom blandt kvæget. Et år gjorde vi det her på gården, og fik mund- og klovsyge om sommeren. Vi har ikke gjort det siden. Senere flyttede bedste ud til os, og hun gjorde vel nok meget arbejde og aldrig det lette. Var tidligt oppe om morgenen og hjalp til med at malke, vaske storvask, hjalp til med slagtning, pille ænder, stoppe strømper, strikke uldne vanter til os alle, pudse fodtøj og meget andet. Hun længtes tit efter sit hyggelige hus, men nu havde hun jo vort hyggelige selskab. Bedste var næsten aldrig syg, og blev hun lidt sløj, så fik hun stræk kaffe med kandis og så tog hun et par slurke af en af sine flasker, for hun lavede selv sin medicin. Vi havde nord for vore marker et langt stendige, et gammelt hovhegn, og der på sydsiden plukkede bedste sin medicin, som hun satte på flasker i spiritus. Der var rejnfangknopper, perikum, og malurt. Husløg groede på taget, det var til "brændt skade". Efter høst gik bedste ud og plukkede brombær på sydsiden af samme hovhegn. Det var en fin tur med solskin og klar luft i september med stok til at trække rankerne ned og et par stykker ostemad. Hun gik om formiddagen og kom hjem midt om eftermiddagen med kurven fyldt med dejlige sorte bær, og det gjorde hun flere gange hvert efterår. Jeg tror også hun nød at sidde i solen og spise sin mellemmad og nyde den friske luft. Senere, da alderen gjorde sig gældende, sad hun mest ude i varmen og stoppede og strikkede, men uden briller, for bedste havde aldrig anstrengt øjnene med håndarbejde eller læsning, hendes virke lå på andre felter. Skrevet 1965 af side 35 af 89 Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 521 - 1997) Per Torpe, Skrøbelev - omk. 1900 Endnu en beretning af Hansigne Nielsen, Kræmmergården i Tryggelev. Skrevet i 1965, men fortællingen, som er fra Torpe, Skrøvelev sogn, er fra starten af 1900-tallet. Ikke langt fra min bedstemoder boede en lille ældre mand, og hvis renlighed og hygiejne havde noget på sig, så passede det i alt fald ikke på ham, og han blev næsten 100 år. Han boede i et lille hus med en lille tilbygning, hvor der var et får og lidt høns. Mon han dog nogen sinde havde været vasket? Han gik altid i et mørkt jakkesæt og en stiv, sort hat på hovedet. Kom man indenfor, var der noget at se. Væggene og overalt var der fyldt med ure, klokker, bornholmerværker og bøsser i alle størrelser og faconer, og meget andet, for Per var nemlig fast stamgæst ved alle auktioner langt omkring, og så var han handelsmand. Hos Per var der noget af en smugkro. Der kom unge karle om aftenen, de ville handle og bytte, men de sad også og drak snaps og øl. Dengang var en bajer 3 pægle og kostede 18 øre. Senere blev det til ½ bajer på 1½ pægl og den kostede 9 øre. Så begyndte gårdmændene også at komme, de sad og drak små sorte, det var kaffe med brændevin, eller tevandsknægte, det var vist med rom og sukker. Til sidst blev det for galt og Per blev meldt til politiet. Politiassistenten kom derud og skulle tale ham tilrette, men der var ingen vegne at komme med Per. Senere måtte politiet derud igen, men han blev også budt på et par genstande. Da betjenten fik øje på et drikkekrus, som hønsene drak af, det var antik kobber fra en auktion, fik han det med under trøjen - der var ikke mere at tale med Per om. Når det var kold vinter med sne og frost, tog Per fåret ind hos sig i den ene alkove, som der var halm i, og der fik det lam inde, ellers var de nok frosset ihjel i det utætte skur, hvor det trak ind overalt. Per havde noget så attråværdigt for os børn som rød sodavand. Når vi fik hver 10 øre, løb vi derhen, og fik en der rigtig kunne bruse. Var Per i rigtig godt humør, kunne der godt vanke et dejligt stykke mad med røget lammelår, det smagte vel nok. Alle hans madvarer var i bordskuffen. Gårdmændene skovede brænde for Per, så holdt han "skovgilde" for dem. De fik kogt torsk med sennep, som var malet i et fad med en stor kugle. det var en kras sennep, men den kunne godt spises med ske med en snaps til hver skefuld. Ud på aftenen fik de punch, vi syntes det var skrap kost. Ja, nu er huset sløjfet med jorden for mange år siden. Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 518 - 1997) Med hestevogn på juleindkøb Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900 Hansigne Nielsen, Østerskov, fortæller om juleindkøb i Rudkøbing i de gode gamle dage. Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af fodposen med min julebog under armen og sov godt, indtil vi kørte ind af vor egen port, skriver Hansigne Nielsen, Kræmmergården, Østerskov, i afslutningen af en barndomsskildring af en juleindkøbstur til Rudkøbing omkring århundredeskiftet. Beretningen er en af de beskrivelser af dagliglivet på Langeland førhen, som Hansigne Nielsen på opfordring har skrevet. - Det var altid en festdag når vi to gange om året skulle til Rudkøbing, det var til jul og til dyrskue.. Derudover kunne der indtræffe noget særligt, f.eks. valgdag som foregik på torvet. De to og en halv mil, der var til byen, var en lang vej at køre i åben vogn, især til jul når det var koldt, men vi så hen til dagen længe i forvejen og glædede os. Det var ikke just et fint køretøj, der var jern omkring vognhjulene, der raslede værst når vi kørte på den dårlige landevej. Men hestene var førsteklasses, et par dejlige brune jyske hopper, der var så flinke. Vi tog af sted tidligt på formiddagen, og naboerne havde lovet at se til gården, mens vi var borte, for det blev en heldagstur. Fodpose af fåreskind Nå, vi kom til vogns, iført varme frakker og med fodpose, der var syet af fåreskind med ulden indad, så den var varm at sætte benene i. Den havde været inde ved komfuret, så den blev godt gennemvarm til vi skulle køre. Far havde en kørepisk ved siden, det var ikke for at slå hestene, det gjorde han aldrig, men det hørte sig til, og så også lidt flot ud. Nu gik det så fremad i luntetrav, fodgang op ad bakkerne. Vi holdt ingen hvil undervejs, men vi havde selv smørrebrød med, her kan man roligt sige, at vi havde madkurv med, for maden var i en flettet kurv med låg. Når vi øjnede bygningerne i Rudkøbing, begyndte jeg at synge, det var spændende at komme til byen - alt det der dog skulle opleves på den dag. Bedeposen og madkurv Vi holdt ind i Frands Havemanns købmandsgård, der hvor Andelsbanken nu ligger. (Red.: Bag Brugsen i 1999). Der kom straks en gårdskarl og tog imod hestene, spændte fra, og gav dem vand af et stort vandtrug, der stod i gården. Vi havde foder med til dem, bedepose med hakkelse og havre. Vi gik ind i en stor stue i købmandsgården, den var beregnet på landboerne, når de kom til byen. Vi bar på side 36 af 89 lågkurven med maden, og ude på bordet var stillet øl i krus til maden, og tobak i en stor kasse, så mændene kunne stoppe deres pibe. Nu var vi velforsynet til at gå i byen, hvor der var mange folk på julehandel. Min mor gjorde store indkøb af kolonialvarer i købmandsgården. Da hun sjældent kom til byen, gjaldt det om, at få noget med hjem. Bagefter gik hun ud i byen og købte forskelligt ind. Vi havde brug for bl.a. tøj- og malervarer. Far og jeg gik også på indkøb, først i boghandlen, han skulle have papir, regnskabsbog, almanak og julelæsning. Han købte et hæfte, der hed Julerose, og jeg fik et der hed Børnenes Juleroser. Udenpå dette var der tre piger i danske, svenske og norske nationaldragter og inden i gode fortællinger, nogle præget af krigen i 1864, hvor Danmark led det smertelige nederlag, hvad de ældre ikke kunne glemme. Min historiske og nationale følelse, blev tidligt vakt, også efter de voksnes samtaler. Så vidt jeg husker, var denne min første julebog, den var mig meget kær, og jeg har den endnu. Hestene løb lidt stærkere hjemad Før vi tog hjem skulle vi ned i Nørregade hos bager Michelsen og drikke kaffe. Vi fik en kande kaffe på bordet, og hver af os fik to femøres wienerbrød, det kostede 25 øre for hver. Bager Michelsen og hans kone sad med ved bordet og snakkede, og ville også gerne høre nyt fra landet. Min mor købte også en pose wienerbrød og nogle særdeles gode små sodakager til to øre stykket med hjem. Vi skulle dog også have lidt godt hjemme, dagen efter sådan en stor dag. Vi kom så tilbage til købmandsgården med vore pakker, vi længtes hjem, det gjorde hestene også. Vi fik spændt dem for vognen, og jeg mener, gårdskarlen fik 25 øre for hver hest, så det må have været betalingen. Nu var det begyndt at mørkne, og hestene løb lidt raskere til. Det gjorde de altid, når det gik hjemad. Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af fodposen med min julebog under armen og sov godt, indtil vi kørte ind af egen port. Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 537 - 1999) Ludvig så mekanikkens muligheder Rudkøbing - omk. 1900 I 1995 havde vort medlem og journalist Peter Schmidt følgende artikel i Fyns Amts Avis. Johan Cornelius Weidemann, rebslager i Rudkøbing, var ikke i tvivl om, hvad hans søn, Ludvig Petersen efter moderens fødenavn - Weidemann skulle være som voksen: Rebslager som faderen, der videreførte farbroderens rebslageri. Rebslagerier var der flere af i enhver købstad på den tid. Navnet Reberbanen er stadig et minde om, at her lå et rebslageri, som dog ophørte omkrig det tidspunkt, da førnævnte Ludvig så dagens lys i 1879. Initiativrig Ludvig voksede op med reb, kom da også, efter konfirmationen, i lære hos faderen, hvor han snart viste nogle ganske særlige initiativer. Han var endnu kun lærling, da han opfandt et grimeværk, der kunne producere to grimer på samme tid som det hidtil havde taget at producere en. Og grimer var der brug for overalt i datidens samfund, hvor hestene stadig var vigtigste trækkraft. Produktionen af grimer , var nok et biprodukt på rebslageriet, men der har dog været tale om en ganske stor produktion. Op mod en snes drenge kom efterhånden i arbejde - grimedrenge blev de kaldt. På valsen i Tyskland Ludvig havde altså vist sine egenskaber til at sætte noget i gang, da han som udlært rebslager tog et par år på valsen. Turen bragte ham rundt i Europa og på et tidspunkt til et rebslageri i Mannheim i Tyskland. Arbejdsproceduren var her som hjemme hos faderen i Rudkøbing: Det hele foregik pr. håndkraft. Men en afdeling af det store rebslageri fangede unge Ludvigs interesse specielt, nemlig den, hvor man nu havde indført mekanikken. Det var spændende for den unge dansker, og han havde vel allermest lyst til at blive på, denne tyske fabrik, hvis ikke lige han havde fået øje på en annonce i "Deutsche Seiler Zeitung". Her søgte en konsul Ditlev Lauritzen en direktør til et nyt mekanisk spinderi i Esbjerg. Ludvig søgte, fik stillingen, og gik straks i gang med at købe maskiner. Snart var fabrikken i gang og i god gænge. Alligevel var der mange pengesorger for den unge direktør, for ejeren, konsul Lauritzen brugte alle de penge, han overhovedet kunne skrabe sammen til at bygge nye skibe for. Den ide blev i øvrigt senere til Rederiet Lauritzen. Hjem til Rudkøbing Ludvig blev træt af de evindelige pengesorger. Skulle han endelig have dem, kunne han lige så godt have dem på egne vegne. Derved blev det. Han sagde sin stilling op og rejste hjem til Rudkøbing. I foråret 1912 startede han så sin egen bindegarnsfabrik på Nørrebro. Det kunne ikke være meget mindre i starten. Han havde kun en pige til medhjælp og meget simple maskiner. Selv cyklede han rundt og solgte sine garner. Men driftig var han og godt må det have gået, for allerede i 1914 købte han nogle magasinbygninger, Grevskabet ejede i Nørregade, og fortsatte sin fabrik der. Mørke skyer Der skulle imidlertid ikke gå længe før mørke skyer samlede sig over Ludvigs fabrik: Ude i Europa var første verdenskrig i gang. Snart var det slut med råvarer - sisal. Gode råd var nu mere end dyre. Ludvig Weidemann fandt snart på råd. Spindemaskinerne blev lavet om, så de nu kunne spinde garn af papir! En besværlig proces, men den lod sig gøre. Først blev papiret, der kom hjem i store ruller, gjort vådt i et vandbad. Derefter kørte det gennem spindemaskinerne og nu skulle det så tørres igen. Det foregik på side 37 af 89 gasværket og ikke sjældent skete, der gik ild i fabrikationen. Der fulgte fredelige tider og Ludvigs opfindsomhed var stor. Han udviklede og fik patent på et særligt nøgle til selvbindere, der var bedre end konkurrenternes. Han solgte en del licenser til Tyskland og for de penge, han derved fik ind, købte han stadig nye maskiner. Produktionen voksede og voksede. Nu fandt Ludvig Weidemann, at det efterhånden var tiden at tage næste generation med ind i firmaet, først den ældste søn, Paul, der havde været i købmandslære, siden også den anden søn, Knud, der var bankuddannet. Brand og udflytning Så den 23. april 1936 gik det galt. Fabrikken i Nørregade nedbrændte til grunden. Weidemann fandt, at skulle han nu starte et tredie sted, skulle det også være et sted. udenfor byen, hvor der var udvidelsesmuligheder. Af sognerådsformand Peder Rasmussen købte han et større areal i Peløkken og allerede i december samme år kunne den ny fabrik tages i brug. Årene, der fulgte, kan med nutids sprogbrug kaldes for industrieventyr for L. P. Weidemann og sønner. Gamle Ludvig var i 1939 i Amerika, hvor hans produkter nu også var efterspurgte. Hjemkommet købte han straks store partier råvarer. De nåede dansk havn den 8. april 1940 og blev transporteret til Rudkøbing pr. lastbil. Dagen efter var Danmarks grænser til den store verden lukket og skulle være det i fem år. Også under denne krig begyndte fabrikken at spinde papirgarn. I årene efter freden steg eksporten år for år. Sit højdepunkt nåede virksomheden, da den kørte med 3 holds skift og beskæftigede 80 mand. Hård konkurrence En lang række af de lande, der tidligere havde været eksport til, begyndte nu deres egen produktion ofte også med statslig støtte og under alle omstændigheder nyere maskiner. I Peløkken kørte man endnu med de maskiner, der var blevet installeret ved fabrikkens ibrugtagen i midten af trediverne. Gamle Ludvig ville gerne investere. Og det gjorde han så i en række forskellige givtige forretninger. Men investeringer i ny teknik lå ham fjernt. Han havde bygget det hele op fra bunden. Han så sin virksomhed toppe. Han blev en af de helt store matadorer på Langeland. Han oplevede også at se virksomheden på retur, selvom indtjeningen stadig var ganske pæn. I februar 1962 døde han. En umulig opgave Nu stod næste generation, sønnerne Knud og Paul Weidemann, så og skulle løfte arven. En umulig opgave. De to brødre så måske muligheden i at lade tredie generation være med til at føre bindegarnsfabrikken ind i det næste årtusinde. Knud havde sønnen Torben, Paul sønnen Ulrik, begge udlærte i virksomheden. Efter et kortere ophold i Belfast vendte Torben tilbage til virksomheden i Peløkken. Hans far, Knud, døde i 1979 og kort tid efter vendte så Ulrik tilbage til virksomheden. Han havde i en række mellemliggende år læst på teknikum i Odense og siden virket på Danfoss. Fætrene Torben og Ulrik kørte nogle år parløb med Ulriks far, Paul, som nu firmaets "old man". Efter nogle år trak Torben sig så efter eget ønske tilbage fra virksomheden. Ulrik stod nu alene med ansvaret. Det var ikke ideer, han manglede. Hvad det angår, lod han ikke bedstefaderen noget efter. Murskaller, lerduer, høstbindegarn af rene naturprodukter. Det gav håb om millionordrer, flere arbejdspladser. Det blev ved håbene. Stadig stærkere konkurrence ude i verden, stadig nedskæring af arbejdsstyrken på fabrikken. Sat fra styret Så blev Ulrik Weidemann sat fra direktørstillingen efter, hvad der må kaldes en intern revolution i virksomheden. For tre år siden kom den bestyrelse så til, der nu skulle redde, hvad reddes kunne i L. P. Weidemann Aktieselskab. Konkurrencen var for hård. Maskinparken håbløst forældet. I September i år (1995) udsendtes så meddelelsen om, at virksomheden blev søgt afhændet. Det er lykkedes. Tilbage af den virksomhed, gamle Ludvig skabte, bliver navnet. Det er kendt ude i verden. Nye mennesker er kommet til. Måske bliver en lille del af virksomheden fortsat på Langeland. Men det, rebslagersønnen skabte, dets storhed og fald, vil blive husket længe. Peter Schmidt (Langelænderen nr. 554 - 2002) Da ostekniven blev til Tullebølle - 1902 Det er nu snart min 85 Aars Fødselsdag og hermed oprinder der egentlig en rund Dag i min fattige Tilværelse. Men det skulde for Resten have været i Fjor, altsaa 1949, da var det nemlig 50 Aar siden Mor og jeg kom hertil. Men det blev der altsaa ikke noget af. Min Skyld var det nu ikke. Det er altsaa nu saa længe siden, at kun de ældste af os kan mindes det. Jeg har nu den Fordel frem for Saxo at jeg i levende Live kan skrive min egen Krønike, medens min Hukommelse endnu er O. K. I Saxo’s Krønike har uden Tvivl indsneget sig adskillige (skal vi kalde dem) Unøjagtigheder. De Begivenheder, han skildrer, var jo sket Aar før hans Tid. Men det var altsaa min egen Krønike og ikke hans, som jeg her vil prøve at fortælle lidt om. Af spændende begivenheder maa nu den venlige Læser ingen vente sig. Det hele var nu saa lige ud af Landevejen. Ja saa fanger vi an: Straks efter at vi var kommet hertil og jeg var begyndt at arbejde, kom Aksel Jensen fra Tranekær Mejeri og Pilegaard fra Tullebølle Mejeri med nogle tilsyneladende forhistoriske Redskaber, som havde til Opgave at findele Ostemassen. Det var Jernrammer, hvorpaa der var loddet staaltraad med temmelig uregelmæssige Mellemrum. De blev brugt og var nødvendige ved Fabrikation af dansk Schweizerost, som til en Begyndelse Aksel Jensen og Pilegaard var de eneste her paa Langeland der lavede. Men disse side 38 af 89 Instrumenter kunde ikke holde. Traadene gik løse og jeg var nærmest ked af at man brugte hver anden Dag for at reparere dem og engang henstillede jeg til dem, at jeg lavede et Sæt efter mit eget Hoved. Det maatte jeg saa inderlig gerne have Lov til. Jeg lavede saa et Sæt til hver af dem. Efter et Par Dage kom de til mig og de var ovenud begejstrede over mine Osteknive: De er sørenrensemig gode, de er lige det, vi trængte til. Ved du hvad? Du skulde sætte dem paa Mejeriudstillingen i Odense, der skal snart være Smør og Osteudstilling, og saa skriver vi derover og bestiller Plads. Og vi, som har prøvet dem indestaar for, at de er gode. Jeg lavede altsaa et Sæt efter alle Kunstens Regler og sendte dem derover og rejste selv derover den Dag Udstillingen aabnede. Jeg stod hele Dagen med mine fattige Osteknive og solgte Hovedkød, som man siger og blev mere og mere ked af Situationen. Der kom mange fine Herrer, som tog dem i Haanden og undersøgte dem og satte dem pænt paa Plads igen. Farvel og Tak. Der kom ogsaa en pæn og venligt udseende Mand, som jeg heller ikke kendte, men som jeg senere fik at vide, var Overassistent Lund. Han saa ogsaa paa dem og spurgte saa: Hvad er de godt for? De bruges til at findele Ostemassen i Karret efter at den er ”løbet”. Han saa paa mig med et noget tvivlende Smil og gik uden videre Kommentarer. Jeg var efterhaanden blevet inderlig ked af det hele. Jeg, som havde hele Værkstedet fuldt af Arbejde og havde saa travlt, jeg stod her og drev en hel Dag væk til ingen Verdens Nytte. Jeg lovede mig selv, at det skulde jeg sikkert aldrig mere. Jeg rejste hjem om Aftenen med mine fattige Osteknive, inderligt ked af det. Der var intet Haab om at indvinde den spildte Tid for jeg arbejdede altid 18 timer i Døgnet, baade Søndag, Helligdag og Hverdag – ikke for at tjene Føden, det kunde jeg sagtens – men det ulykkelige var, at jo mere Arbejde jeg lavede, desto mere fik jeg. Men det er vist bedre, at jeg holder mig til Sagen. Det var altsaa de Osteknive, jeg skulde fortælle om. Nå! Jeg var saa paa Værkstedet paany og var nogenlunde faldet tilbage i de vante Folder, da der saa en 3 til 4 Dage efter, jeg var kommet Hjem, kom et Brev fra en Laurits Andersen og Co i Odense – kender ham ikke, hvad mon han vil, skylder ham i hvert Fald ingen Penge. Endelig brød jeg Brevet og læste. Jeg ville ikke tro mine egne Øjne og læste det en Gang til; saa for jeg ned til vor Mor: Her skal du se – naa! paa det tidspunkt kunde hun endnu ikke læse eller tale dansk (først Børnene lærte hende det): Her er et Brev fra Odense. Han skriver kort og godt: ”Vi har bemærket Deres Osteknive paa Smørudstillingen og synes godt om dem og spørger Dem hermed om De kan tænke Dem at overlade os Eneforhandlingen af dem for hele Landet”. Naa! af med Arbejdstøjet, det værste Snavs vasket af, af sted til Odense, Kontrakt skrevet. Eneforhandling – ikke sælge andre end mine, og det gælder endnu den Dag i Dag. Naa, saa fik vi jo travlt, Mor og jeg; om Aftenen - efter at Ungerne var kommet i Seng, - hjalp vor Mor mig i Værkstedet, vi havde hele Natten til vores Raadighed, og i Nattens Stilhed lød Hammerslagene, saa somme paastod, at de kunde høre mig helt ned til Lykkeby. Og saa var Spillet gaaende. Paa én Gang blev mit Navn kendt paa alle osteproducerende Mejerier i Landet og saa kom Bestillingerne på Ostekarrene, det ene efter det andet. Alt dette skete i det Herrens Aar 1902. Da var de nuværende Ejere af Virksomheden langt fra født endnu. Naa! de stakkels Osteknive – vil somme mene – er det dog ikke Værd at gøre saa meget Væsen af. Men hvad saa med ham, der lavede den første Æske Tændstikker? Vi byggede dog med paa den voksende Ø. PS: Dansk Schweizerost er et andet navn for emmentaler, der i Danmark siden 1952 er navngivet Samsøost. Den originale Schweizerost blev fremstillet med en diameter på en meter og vejede omkring 85 til 100 kg. Den blev bedst, når der blev anvendt råmælk. Lagringstiden var ca. ¾ år og kendetegnet ved store huller og en let nøddekernesmag. Jeg har ikke kunnet finde et billede af Hammerums osteknive, men de kan beskrives nogenlunde sådan: En tynd metalramme, der passer ned i et ostekar. På den ene er der monteret et antal vandrette knive og et par håndtag, så de kan trækkes på langs af karret og skære ostemassen i vandrette lag. På den anden ramme sidder knivene lodret, så massen skæres lodret. På den måde kan vallen sive jævnt af hele ostemassen samtidig. Chr. Hammerum (Langelænderen 629 - 2013) Uddrag af jul omk. 1900 Longelse Sønderskov - 190x Juleaften samledes hele familien. Nogle steder var der også indbudt et par naboer. Vi tilbragte altid juleaften på nabogården. Det var en gammel tradition, der var ældre end jeg. Denne aften formede sig i mine barneår nøjagtig ens fra år til år, så jeg endnu kan se dem lyslevende for mig. Lad os lige gå ritualet igennem! Ved femtiden tog bedstemoder mig i hånden, og vi vandrede i mørkningen hen til nabogården. Her blev vi sammen med gårdens beboer bænket i dagligstuen om en terrin "kløsesuppe", og efter at denne var vederfaredes retfærdighed, fik vi oksesteg med syltede græskar, kirsebær og stikkelsbær. I aftenens anledning blev der brugt forskærerkniv og -gaffel. Til daglig gik det knapt så appetitligt til, idet gårdkonen da brugte fingrene, der var godt sorte efter at have rodet i komfuret. Hun tildelte da hver især et stykke sul, som hun flåede fra hinanden, mens fedtet rendte ned ad fingrene og over hele hånden. Efter stegen fulgte der æblekage og lagkage. Det var vist den eneste aften på hele året hvor brændevinsflasken ikke var på bordet. Gårdmanden nøjedes med et par enkelte afstikkere til spisekammeret i aftenens løb, og efter hver tur duftede han så velbehageligt! Efter spisningen gik man over til den åndelige føde. Salmebogen kom frem, og juleevangeliet blev læst. Et par julesalmer blev sunget, og man sad stille en stund side 39 af 89 for at fordøje. Nu var der lagt bund til, at man kunne gå i kirke en af helligdagene. Når folk i vore dage fylder kirkerne ved juletid, tror jeg, det er, fordi de virkelig føler trang til at gå i kirke; men når de omkring århundredskiftet gik i kirke omtrent hver helligdag, skyldtes det skinhellighed, eller også fordi de var bange for præsten, der ikke undså sig for at nævne folks navne fra prædikestolen, når der var blevet lidt for længe mellem besøgene! At gårdmanden til daglig drak og svovlede, kunne jeg tage - men da jeg læste juleevangeliet, og han sad med tårer i øjnene, da røg min barnetro! Det var måske godt det samme. For nu kom kortene frem, og der blev stillet et fad med æbleskiver og et med æbler på bordet. Der blev spillet "firkort", til begge fade var tomme, og der var sendt nogle æbleskiver ned til "kløserne" og oksestegen, så også de kom til selskab juleaften. Til slut serveredes der kaffe med klejner og andet hjemmebag. Når vi derefter ikke kunne "rokke med ørerne", var klokken blevet henad ti, og det var blevet tiden, at vi sagde: "Glædelig jul og tak for i aften!". Men inden afskeden fik bedstemor fyldt sin kurv med diverse levninger, så vi kunne leve højt i et par dage. Det var den måde man gav gaver på i mine drengeår, og den var ikke dårlig. Laurits Hjelmbjerg (Langelænderen nr. 511 - 1995) Uddrag af barndomserindringer Haugbølle - 190x ....Allerede dengang, det var før Humble fik bank, apotek elektricitetsværk, fortorv o.s.v., og da man endnu stavede Humble med b, det er der i øvrigt en del, der gør endnu, da havde datidens raske humbledrenge, begyndt at få byfornemmelser, og vi andre derude fra overdrevene fra Kædeby og Haugbølle var i deres øjne bønder, og når vi bønderdrenge derude fra skulle til købmand, så skulle vi helt ind til Humble for at købe de varer, som vi var sendt i byen efter, og det blev jo regnet for en længere tur den dag, vi skulle til Humble. Det traf sig da ikke sjældent, at der skete flere små træfninger mellem os børn, vi var jo gerne flere i følge, hvilket vi fandt sikrest, da vi jo også skulle gennem kvarteret hvor Kædeby station lå, og hvor man også allerede dengang, havde begyndt at få mindre byfornemmelser. Disse små sammenstød mellem os drenge var selvfølgelig ikke andeledes eller alvorligere, end det er, eller i hvert fald var den gang, at hvor raske drenge mødtes, der skulle de helst prøve deres opsparede kræfter. Og som det gik, når vi var til købmand, sådan gik det også, når vi om aftenen gik fra danseundervisning hos skorstensfejer Nielsen i forsamlingshuset. Humble-drengene havde da, særlig når der var sne, barrikaderet sig i nærheden af købmand Koch for at give os derude fra overdrevet en ordentlig omgang. Vi slap jo altid igennem, selv om der nu og da fandt sammenstød sted, der som regel faldt ud for Humble, fordi de var flest.’ Men nu er der jo det at sige til det, at til dans gik der jo også piger, og det traf sig netop i de år, at vi ude i Haugbølle og Kædeby havde nogle særlig kønne piger - hvad man sikkert også har endnu - og jeg har en lumsk mistanke om, at det var disse kønne piger, som vi drenge fulgtes hjem med, at Humble-drengene misundte os, og at det var grunden til, at vi skulle have klø. Og en anden mere alvorlig erindring vil jeg også driste mig til. I årene op til 1910 traf det sig nu og da, at Humble Husmandsforening holdt sommermøde ude på Skovlebjerg, og jeg mindes her at havde hørt flere af datidens store politiske fører. Når man havde lejret sig deroppe på denne sydlangelandske skønne udsigtsplet, kunne man, medens man hørte på talerne, lade blikket løbe horisonten rundt og se milevidt omkring. Og medens manden på talerstolen talte om kultur og fremskridt, om fred på jord, om kærlighed til hjem og jord, kunne ens øjne følge den store, stolte tyske kejserflåde spejlende sine majestætiske kanoner i den af sommersolen blanke sø, på et af sine den gang mange øvelsestogter ned gennem Langelandsbæltet og Østersøen. Kun få år efter blev den sommersøndags stolte syn til den grusomste virkelighed, og nu mange år efter gærer det atter omkring os på en langt grufuldere måde, end det gjorde dengang. Af andre ting fra min barndom i Humble, kan jeg nævne, at Langelandsbanen dengang var ved at blive anlagt. Hans Andersens gule vogne fra Humble Elnegårds blå omnibus fra Bagenkop var endnu dengang de eneste samfærdselsmidler, der fandtes på øen udover cyklen. Bilerne var lige begyndt at komme frem, men det var endnu dengang noget, man så skeptisk til. Flyvemaskinen kendte man ikke, selv om man havde begyndt at tale om disse uhyrer, Radio og fjernsyn var i hvert fald helt ukendt endnu dengang. ......I øvrigt skete der i min skoletid betydelige omvæltninger i undervisningen. Man var lige gået over til kroner og øre fra rigsdaler og skilling, og vi gik fra alen og tommer over til metersystemet og kilo i stedet for pund og km i stedet for mil. Endvidere blev der en kort tid indført stejlskrift, hvor vi skrev med flade pennekafter, hvilket bevirkede, at flere af os aldrig fik lært at skrive pænt. Undervisningen bestod i øvrigt mest i at læse katekismus, salmevers, danmarkshistorie og regning, mest efter den lille tabel. Den lærdom børn fik overalt i de tider, var selvfølgelig ikke på højde med, hvad børnene lærer i dag, men til gengæld var skolevæsenet billigere og tilfredsheden større den gang, end tilfældet er i dag. ....I roetiden og i høsttiden arbejdede jeg, ligesom andre børn, rundt om på egnens gårde. Arbejdstiden var kl. 56 om morgenen til kl. 7-8 om aftenen og lønnen var dengang for sådan en knægt 25 øre om dagen og selvfølgelig kosten, der absolut ikke var luksuspræget. Til gengæld spiste vi jo mad 5 gange om dagen, davre, frokost, middag, mellemmad og aftensmad, og til maden fik vi hjemmebrygget øl. ....Om søndagen gik jeg i søndagsskole på “Carlseje” hos et par ældre, adelige frøkner. Blandt mine søndagsskolekammerater var en datter af greven på Vestergård, Ursula Ahlefeldt Laurvig, nu stiftsdame på Valø Slot. Ursula - også kaldet søster - var næsten altid side 40 af 89 ridende på en lille ponyhest, og det var selvfølgelig en stor oplevelse at få lov til en ridetur på Ursulas pony. ....Det var en frostklar, hundekold vinterdag med nyfalden sne omkring år 1907-8, at vi skolebørn i Øster Kædeby skole lavede oprør ved at demonstrere mod skolelæreren. Det er altså ikke nogen ny opfindelse med alle de skoledemonstrationer, vi er vidne til i vore mere moderne tider. Årsagen var, at vi på grund af kulden blev siddende i skolestuen i frikvarteret og spiste vore medbragte fedtemadder med spegepølse og gammel ost. Så det er forståeligt, at luften i lokalet, i forbindelse med den tørvefyrede kakkelovn, ikke gav den allerbedste odeur. Gamle lærer Knudsen, der den dag var i dårligt humør, beordrede os derfor ud i kulden for at få frisk luft, vi kunne jo løbe en lille tur, sagde han. Hele flokken løb så - uden overtøj - ad landevejen mod Lindelse, og da vi nu, trods kulden, var kommet i gang, enedes vi om, uden hensyn til at frikvarteret for længst var forbi, at fortsætte. Fra Lindelse drejede vi ned gennem Hennetved og forbi herregården Frederiksberg, hvor vi mødte proprietær Beck, der med sin kæp truende forsikrede os, at vi skulle få en ordentlig endefuld, når vi kom hjem. Da vi efter et par timers forløb kom tilbage til skolen, var lærer Knudsen selvfølgelig meget opbragt. Han stod inden for døren og tog imod os, idet han gav os hver et ordentligt rap med spanskrøret, og så var den demonstration forbi. Chr. V. Madsen (Langelænderen nr. 105, 106 og 107 - 1970) Julen 1904 Rudkøbing / Søndenbro 1904 Hvor tiden dog gik langsomt de sidste dage før jul. Dagene syntes væmmeligt lange, før skolen endelig lukkede sine døre i, så vi kunne få den længe ventede juleferie hos vore bedsteforældre i Søndenbro. Vore bedsteforældre var forlængst afdøde snedkermester Karl Hansen og hustru, Søndenbro. Men endelig oprandt dagen, da vi skulle afsted, og vi, min ældre broder og jeg, mødte i god tid i købmand Bendixens gård, nu Veie’s, hvor omnibussen holdt og var læsset med et utal af pakker i alle mulige størrelser, der var anbragt oven på selve ladet af vognen, Passagererne begyndte så småt at indfinde sig for at tage plads inde i selve vognen, hvor der kunne være ca. 10 voksne mennesker på sæderne, og kneb det lidt med pladsen til os børn, blev vi anbragt på knæet af en kraftig bondemand eller hos en stout fisker fra Bagenkop. Det første stykke af turen blev der ikke læsset ret mange pakker af; det var først, da vi nåede ud omkring Lindelse, der blev fart i tingene. Da vi nåede Lindelse Kro, blev vognen kørt ind i kroladen, hvor krokarlen stod klar med foder og en spand vand til hestene, og passagererne stod også af, og flere gik ind i krostuen for at indtage en forfriskning. Vi drenge løb over vejen ind til bedstemoders søster, gift med Peter skomager som han kaldtes, og kaffekedlen kogte snart på komfuret og snakken gik livligt, og der spurgtes om nyt fra byen.. Turen gik videre, Kædeby og Humble nås, og nu kan vi snart se ende på turen. Nu drejer vi ved Brolykke, bedstefaders arbejdssted. Han var på sine ældre dage fyrbøder på Brolykke mejeri. Så er vi ved Røjle og så Søndenbro ved købmand Jørgensen. Nu er der ikke langt igen, nu ved bødker Jørgen Drejø Hansen, bedstefaders broder. Og endelig kommer der et lille svingende lys forude, det er bedstemoder på vej ned til vejen for at modtage os, og hendes kærlige stemme lyder. “Har De et par knejte til mig, Jens?”. Jens er forlængst afdøde købmand Jens Andersen, Fakkebjerg, som kørte bussen 2 gange om ugen den lange vej til Rudkøbing. Det var dejligt at komme ud og strække benene og komme ind i varmen til bedstefader, som bred og jovial sad i sin lænestol for enden af bordet, som stod dækket med den herligste mad af bedstemoders eget fabrikat. Snakken gik livligt over bordet mellem min broder og bedstefader, som var meget interesseret i skibsfarten på Rudkøbing Havn. Nu lyder der træskotramp på stengulvet ude i bryggerset. Det er vore fætre og kusiner, som også skal ind og hilse på “Rutkøvig dreene”, og da vi er mætte og tilfredse, bliver vi inviteret ind til vor onkel og tante (mine bedsteforældre boede i aftægtsenden af stuehuset), vi skal ind og se, hvad vore fætre havde fået, siden vi var her sidst, og hvad de havde af hjemmelavet skyts til nytårsaften. Men aftenen går hurtigt for os, og så lyder bedstemoders stemme. “Nu skal i i seng, drenge”, og jeg tør vel nok sige, at vi sov ind i forventning om, at der ventede os en dejlig juleferie. Der er endnu et par dage til juleaften, men de går hurtigt for os; vi løber rundt til naboer og bekendte for at hilse på mine gode venner, smedesvenden og lærlingen fra forrige år. Juleaften tilbringes inde hos onkel og tante, hvor der er samlet et anseligt antal personer om det veldækkede aftensbord, og hvor maden består af den gode traditionelle gamle kødsuppe med peberrodssovs, så stærk, at den drev vandet ud af øjnene på en. Der er ingen mangel på deltagere til dansen omkring juletræet, der er 6 voksne og 8 børn, så vi har nemt ved at spænde om træet. Julehelligdagene går hurtigt for os med besøg hos familie og venner sammen med bedstefader, og den længe ventede nytårsaften nærmer sig hurtigt for os i forventning om, at der altid sker lidt mere spændende ude på landet end i byen. Jeg vil lige beskrive en samtale mellem 2 halvvoksne drenge, der står og er ved at brænde et stort hjemmelavet kanonslag af: “Ve’ hu’ ette futte?”. “Næ; hu’ ve’ ette”. “Har du lave heie rejdi?”. “Ja, je’ har da lave teni (minetråden) dovelt”. “Ja, så mo hu’ da gou”...alt imens de bakkede på deres halvlange piber. Jeg fik lov at se “udyret”. Teni vå lavet a dovelt uldgarn. Men alting får en ende, også juleferien. Ingvar Petersen, Herslev (Langelænderen nr. 123 1972) side 41 af 89 Juletræsfest 1912 Tryggelev - 1912 I min skoletid har jeg kun været til et eneste juletræ, det var i Tryggelev gamle skole. Lærer Møller satte sig i spidsen og fik dannet en komité til at hjælpe sig. Det var alle de bedrestillede i sognet, der ydede bidragene, og det hele formede sig på en smuk og festlig måde. Fru Kjær på Tryggelevgaard var søster til lærer Møller, hun og hendes voksne døtre hjalp til, både med at klippe til juletræet og ordne det hele. Der blev ydet så store bidrag, at der foruden udgifterne til træet, kaffe og kage, kunne blive til en lille gave til alle skolebørnene. Det skulle foregå ved lodtrækning, vi skulle gribe i "Lykkens pose". Deri var numrene lagt, og gaverne stod på bordet ved siden af. Det var for størsteparten forklæder til pigerne og lådne uldhuer til drengene, men foruden var der også penalhuse, pengepunge og perlekranse til pigerne og andet forskelligt. Det kan nok være, der var glæde og spændt forventning mellem os børn, da vi aldrig havde været til juletræ før, i hjemmene var det kun hos de bedrestillede. Fattigfolk havde det ikke. Da aftenen oprandt, stod vi forventningsfulde stuvet sammen i skolegangen og ventede på det store øjeblik, da træet var tændt, og vi måtte komme ind. Endelig gik døren op, og med lærer Møller i spidsen gik vi alle i kreds rundt om træet, idet vi sang salmen: “Her kommer, Jesus, dine små". Vi stod betagne og så på det smukke træ, der var pyntet med hjerter og net klippet af kulørt papir, kulørte lys prydede grenene, stjernekastere kendtes ikke dengang, men der hængte små sukkerfigurer omkring på grenene. I poserne var der godter, og efter at vi havde gået rundt om træet flere gange og sunget de gamle kendte julesalmer, blev poserne så plukket og delt ud. Vi fik hvert et hjerte, et net og en sukkerfigur. Dernæst kom så den spændende lodtrækning. Komitéen hjalp til med det hele. Det varede ikke længe, før posen var tom og gaverne uddelt til de glade modtagere. Jeg fik en 3-dobbelt, gul perlekrans med silkebånd til at binde i nakken. Om det havde været ægte perler, kunne jeg vist ikke være blevet mere glad. Jeg ville ikke bytte med et forklæde, selv om det var mere nyttigt, og af den gode slags tøj, som folk vist gerne i vore dage ville ønske, der kunne købes en del af. Enkelte byttede med hverandre, men de fleste beholdt det, de havde fået. Træet blev nu båret ud, og så begyndte dansen. De voksne dansede med børnene og disse blev delt i flere hold, som så var inde i lærerens lejlighed og drikke kaffe, så kunne dansen fortsætte i skolen. H. K. (Langelænderen nr. 29 - 1982) Et liv med spade og skovl Bøstrup - 191x Leon Nielsen, der er bror til vort medlem Grethe Nielsen i København NV, ville gerne som ung have været ude som sømand på de store have, men det blev til et liv på landjorden. Jeg er født på Langeland i 1911, så jeg er altså 88 år. Min far havde et mindre landbrug i Bøstrup. Vi var 6 børn derhjemme. Som dreng var det min lyst at komme ud at sejle. Det var nok kommet i blodet på mig, fordi vi i skolestuen i Bøstrup havde et landkort hængende på væggen. De sorte pletter på landkortet På kortet kunne man se, at i Afrika og andre steder var der store områder, der var markeret med sort. "Det er de steder, der endnu ikke er opdaget", fortalte læreren. "Jamen, hvad så med Livingstone og Stanley?", spurgte vi. "Det kan godt være, de har været der", var svaret, "men de opdagede jo ikke de store områder, I ser på kortet. De gik nærmest den lige linie hen til det sted, de ville opdage." Holger Rosenberg Jeg var en ivrig læser og særlig af bøger og fortællinger om rejser i de fremmede lande. Mange af de ældre kan sikkert huske Holger Rosenberg, der skrev i Familie Journalen. På en eventyrlig måde fortalte han om steder og mennesker, han havde besøgt i de varme lande, som vi kaldte dem. I vor tid kan man med flyver komme ud til dem, mens det dengang kunne tage måneder. Jeg kan huske, at Rosenberg skrev, at der ikke var nogen steder, hvor han kunne købe billet til Afrika. Billetter måtte købes undervejs, eller også måtte han forhandle med kaptajnen om prisen, når han skulle med en fragtdamper. Der var et andet blad, jeg holdt af at læse, det var "Vi Børn". Når jeg var færdig med at læse det - det gjorde jeg flere gange - gemte jeg det. Hjemme i Marstrup har jeg stadig et par årgange liggende. Juleskibene Med den interesse jeg havde for rejser, kan det ikke undre, at jeg sagde til min far, da jeg var blevet konfirmeret, at jeg ville være sømand. Jeg havde lige været på cykel til København sammen med to onkler. Der så vi to amerikanerbåde ligge i havnen. Den ene var Frederik VIII, to skorstene, 12.000 registertons. Den anden var lidt mindre, navnet husker jeg ikke, 10.000 registertons. De blev kaldt for juleskibene, fordi de sejlede dansk-amerikanere hjem, så de kunne fejre jul sammen med deres danske familier. At komme på langfart, det var noget for mig! Ud at søge arbejde "Jamen, det er du alt for klejn til", sagde min far, "vi må finde noget andet arbejde til dig" - sådan blev det. Det blev først til lidt arbejde her og der, indtil jeg en dag cyklede til min onkel i Odense for at spørge, om han kunne skaffe mig arbejde. Det kunne han ikke, så jeg cyklede videre til en anden onkel. Det var Gustav Schlei, der var mejerist i Sdr. Vilstrup. Der er sikkert nogen derude der kan huske ham. Han skaffede mig side 42 af 89 arbejde ved landbruget. Sådan begyndte mit arbejdsliv i Sønderjylland, og her har jeg boet siden. Arbejdspladser Alligevel er det mærkeligt, at jeg, med det ønske jeg havde i min ungdom, resten af mit liv kom til at arbejde på landjorden. Mest med skovl og spade som arbejdsmand, men også som traktorfører ved vejanlæg, kabellægning og meget andet. Vi arbejdsfolk skulle kunne lidt af hvert, selvom vi ikke har studeret. Først som 60-årig fik jeg inderdørs arbejde som lagerarbejder hos Poul Christiansen & Søn. Det var en god arbejdsplads. Kone og børn Jeg bor alene nu. Min kone døde for 9 år siden. Med hende fik jeg 9 børn, 7 piger og 2 drenge. Hun klarede arbejdet derhjemme og tog sig af børnenes opdragelse. Alt det var jeg for træt til, når jeg kom hjem fra arbejdet, der ofte lå langt fra hjemmet. Løvsaven Nogen egentlig hobby blev der ikke tid til, men jeg havde stor fornøjelse af at lave løvsavsarbejde. Mange ældre ved sikkert, hvad det er, og nogle har måske selv prøvet det. Med en ganske tynd savklinge, der var spændt fast i en holder, kunne man i krydsfiner save smukke ting som lampeholdere, lysestager og bogstøtter, der blev malet med guld- eller sølvbronze. I Familie Journalen var der hver uge en side med tegninger, som man kunne kalkere over på krydsfineret. Jeg har lavet brugsting til køkkenet, dukkehuse med møbler til pigerne og ting til pynt i stuen. Nu bor jeg alene i lejet bolig i Marstrand, hvor der hører en lille have til. Jeg har ikke kræfter til at tage mig af den som før, men jeg kan lide at sidde oppe ved huset og se børnene lege nederst i haven, hvor der vokser store træer. Jeg kommer på Daghjemmet, bl.a. for at få behandlet mit dårlige knæ. Hørelsen er heller ikke for god. Det kniber også med synet, men på det sidste er det blevet lidt bedre. Hvordan det er sket, ved jeg ikke, nu kan jeg da læse lidt igen. Poul Skotting (Langelænderen nr. 538 - 2000) Kulturel indvielse Tryggelev - fra omk. 1918-1979 Der var mange gode grunde til at komme hos mine bedsteforældre. Først og fremmest var det et meget levende og rart hjem at komme i. Mine bedsteforældre var Anna og Christian V. Madsen, som allerede i 1918 ankom fra Langeland til København, Valby, hvor de boede igennem alle årene, i Skolegade ved Tingstedet, i en treværelses med en dejlig udsigt til det lille torv med de små hyggelige basarbygninger. (Nogle er i dag borte). Min morfar sad som regel i den lille stue og læste aviser. Han holdt adskillige aviser. De lå op ad formiddagen på gulvet i entreen med mavebind på. Der kom så vidt jeg husker både Langelands Avis, Langelands Folkeblad og Fyns Tidende. Desuden Politiken og Ekstra Bladet. Det var her jeg lærte at læse avis. I sofaen ved siden af min bedstefar. Vi kunne sidde længe og tyre aviser. Søndag formiddag sad min bedstefar godt plantet i spisestuen ved spisebordet med oprullede skjorteærmer og redigerede, klistrede, målte og klippede til Langelænderen. Man var vel ikke typograf for ingenting. Der var meget hjemmearbejde, der blev grebet an fra det samme bord. Han var i en lang årrække korrekturlæser ved Shultz' Forlag. Det var alvorligt stof, som skulle være helt efter bogen, nemlig lovstof. Det er først gået op for én meget senere, at han også selv var en flittig skribent. Han har jo udfærdiget talrige klummer til navnlig Folkebladet, men naturligvis især til Langelænderen. Hvor han kunne finde plads til det i den hyggelige lejlighed, ophobede der sig aviser. Det har nok voldt min kære bedstemor lidt hovedbrud ind imellem. Det var jo kun en lille treværelses som de rådede over. Da mine bedsteforældre var yngre, rejste de meget. De har været blandt de første europæere efter anden verdenskrig, som rejste det nye Europa tyndt. Han havde altid sin trofaste Anna ved sin side. Hun har spillet mange roller i den gode mands liv. Husmor, mor til de to døtre de fik, Gudrun og Inge, sekretær, værtinde og altid trofast ved hans side til de utallige arrangementer i Langelandsforeningen. Altid husker man hende, som nydelig, beskeden og med de rette ord til lige nøjagtig den rette person og lejlighed. Ingen mand kunne ønske sig en hustru mere trofast og imødekommende end hende. Skal jeg udtale mig helt personligt om hende, så vil jeg sige, at hun var fantastisk. Hun kunne bare det hele. Også på hjemmefronten. Lige fra at kokkerere den dejligste mad i køkkenet til at male og fernisere, når det trængte. Og så må det ikke forglemmes at omtale hendes rolle og metier som autodidakt dameskrædder, som det hed dengang. Hun anskaffede sig på et tidligt tidspunkt en trædesymaskine. Her udfoldede hun sig næsten som en kunstner. Hun syede de flotteste rober til damerne i Valby. Kreationerne blev svøbt i brunt indpakningspapir og bragt til damernes hjemadresse. Først af de to døtre og siden af børnebørnene. Alt det tøj vi pigebørnebørn gik og stod i, var syet af vor bedstemor. Som teenager stillede man sig ved en blok og tegnede løseligt den ny kjoles facon. Så trådte hun lidt tilbage og så op og ned ad én. Dernæst greb hun en udgave af Politiken fra i går og så gik det derudaf med en saks. På under fem minutter havde hun klippet et mønster (det køber folk i dyre domme i dag). Så kom stoffet under saksen og endelig kom turen til symaskinen. Sådan en ny kreation tog det hende ikke længe at skabe. Egentlig tror jeg godt, at han var klar over, hvor dygtig hun var. Men han havde jo mange jern i ilden den gode foreningsmand. Han var en glimrende skribent og en meget dygtig taler. Der var så mange ting, der skulle ordnes og så mange tanker, der skulle materialiseres. Han var ikke vandmand for ingenting. (Hvis man tror på den slags). Folk i vandmandens tegn, gør som regel opfindelser og nyskabelser. Det var hele tiden hans mål. side 43 af 89 Han var også stærkt politisk interesseret. Der blev altid diskuteret politik i det hjem, meget og længe. Min bedstefar var en god og trofast socialdemokrat. Der var ingen andre partier, som nogensinde skulle erobre hans kryds. Det fik han sig nogle inderlige diskussioner med sine svigersønner om. Men han havde et fint forhold til dem begge. Og døtrene Gudrun og Inge forgudede han sammen med min bedstemor, for ikke at tale om os børnebørn. Man kørte altid på første klasse, når man ankom til Skolegade 2. Alle de ønsker det overhovedet lod sig gøre at opfylde, blev til virkelighed. Mine første teaterbesøg foregik med bedstemor i hånden og så af sted til Elverhøj eller Coppelia. Der blev abonneret igennem alle årene på to stk. pladser allerøverst i galleriet, så det var nødvendigt at være udrustet med en teaterkikkert for at se, hvad der foregik på scenen. Men det gjorde intet. For heroppe var der jo den fineste udsigt til den vidunderlige prismelysekrone, der hang øverst i teatret. Lidt længere nede i Skolegade lå en gammel rytterskole og her var der indrettet et lille filialbibliotek. (Det er der stadig). Turen gik mindst en gang om ugen med den nyoprettede S-togslinie fra Hvidovre Station til Valby Station og så videre til biblioteket, så læsehesten ikke kom til at kede sig. Dernæst op ad trapperne for at vise alle de fine bøger jeg havde lånt til mine bedsteforældre. Bogskabet var bestemt heller ikke helt tomt hos min bedstefar. Han elskede at læse og han var meget stolt af at have været god ven med Morten Kork. Det fortalte han ofte. "Min gode ven Morten", som han sagde. "Han har været her i Skolegade adskillige gange." De kom jo ofte i godt selskab. Det er ikke en, men flere gange min bedstemor har fortalt, at hun havde prins Knud til bords. "Ham får jeg gerne som bordherre", sagde hun med et beskedent smil. "Han er såmænd så flink, han kunne ikke gøre en flue fortræd." De to passede vist godt sammen ved et selskab. Om min bedstemor kunne man bestemt sige det samme. Sød og beskeden. Som teenager er det altid rart at have en god line til sine bedsteforældre. Det er ikke altid, at det er så nemt med sine forældre. De var begge meget søde til at lytte og til at hjælpe. Jeg har altid følt, at jeg fik al den støtte og hjælp jeg kunne få hos de to mennesker. De kom selv begge fra beskedne kår. Men de levede aldrig over måde, så der var altid en skilling at hente, når man virkelig havde behov. Det er svært for mig at bedømme min bedstefar som foreningsmand, men det var godt gået, at han både fik Håkon medaljen og fortjenstmedaljen i guld. Det var uforglemmeligt at opleve den store flotte fest i KBhallen, hvor han fik den overrakt, Hele salen var stuvende fuld og vi børnebørn fik lov til at gå op på scenen og overrække ham en buket. Det så faktisk ud som om han blev allergladest for os og buketten. Det var tider før TV og andre medier fik taget i folk. Den slags kommer nok aldrig tilbage. Det at skabe noget, være sammen om et formål, ser desværre ud til at have ret så besværlige kår i dag. Men dengang var der så mange, som kom fra provinsen til hovedstaden og som ikke rigtigt følte sig hjemme i den store by. For dem blev hjemstavns-foreningerne det gode samlingssted de manglede med alle de kulturelle aktiviteter, som kunne referere til deres hjemegn og i dette tilfælde, Langeland. Lise Muusmann (Langelænderen nr. 565 - 2003) Langelandsk piges skæbne Tryggelev - fra omk. 192x En dag i maj 1913 sagde en smuk ung pige ved navn Bertha på 19 år farvel til sine forældre på Tryggelev Mose. Hun havde truffet samme beslutning som tusinder af andre unge danskere, bl.a. hendes to brødre, Carl og Ingvard; nemlig at søge lykken ved at udvandre til Amerika. Den 15. maj gik hun om bord på det 9.939 registertons store dampskib "Hellig Olav" i Københavns havn. Det var forsynet med 9.600 hestekræfter og havde en besætning på 231 personer. Det medtog 953 passagerer, hvoraf 382 var danske. Foruden Hellig Olav var der 3 andre skibe, der sejlede mellem Skandinavien og New York, overvejende med udvandrere. Hvordan livet har formet sig om bord, kan der nu kun gisnes om. Ifølge papirerne for rejsen, blev der af fødevarer indladet bl.a. 11.700 kg kød og flæsk, 2.000 kg klipfisk, 18 tønder kartofler og 10 tønder spegesild samt 460 hl øl. Passagerlisten indeholdt 34 gifte mænd og 76 koner. Af ugifte var der 434 mandfolk og 308 fruentimmer. Der var 110 børn, hvoraf 14 benævnes pattebørn, dvs. under 1 år. 8 af passagererne på denne tur var fra Langeland. Efter optagning af passagerer i Norge og 13 dages sejlads ankom skibet til øen Ellis Island i "Det forjættede land" den 28. maj. Langt de fleste udvandrere blev sat i land på denne ø, der ligger i Hudson-floden, kun få minutters sejlads fra New York. Formodentlig er Bertha hurtigt rejst videre til midtstaten Nebraska, hvor hendes brødre befandt sig. Hun har sikkert haft arbejde fra ankomsten, idet brødrene, der var udrejst nogle år forinden havde lovet at skaffe hende beskæftigelse. Carl havde "taget land" og bygget en farm nær en naturlig kilde i det nordøstlige Nebraska, nær byen Jackson. Bertha blev et par år senere gift med en immigrant fra Fyn. Han var udrejst via Liverpool i England. Det blev ikke noget lykkeligt ægteskab. Han havde sjældent arbejde, og alt som kunne omsættes til drikkevarer blev straks omsat. Som nygifte boede de i en primitiv jordhule, hvor Bertha fødte de første af deres 6 børn. Da det blev mere og mere sjældent at manden kom hjem, forbarmede broderen Carl sig over hende, og byggede et mindre træhus til hende. Det var ca. 2 gange 3 meter; det vil sige, nogenlunde den størrelse, som en dansk lænkehund ville synes passende. Her boede Bertha så med sine 5 børn, idet det ældste døde i 3-års alderen. Bord og siddepladser var lavet side 44 af 89 således, at de kunne klappes sammen når der skulle redes op for natten på den beskedne gulvplads. Da der ikke var noget socialt sikkerhedsnet for immigranter, eller mulighed for at passe et arbejde for en enlig med 5 børn, levede de i den yderste fattigdom og elendighed. Indkomsten var begrænset til, hvad brødrene kunne afse af madvarer og lignende, samt hvad der eventuelt kunne tjenes ved at gå til hånde ved markarbejde på nærliggende farme. I november 1927 bukkede Bertha under og døde af lungebetændelse fra sine 5 børn. Hun blev kun 33 år gammel og børnene blev sat i pleje hos naboer og andre i omegnen, hovedsagelig af skandinavisk herkomst, idet faderen nægtede enhver forpligtelse for deres liv. En af pigerne var kommet i pleje hos en familie, for hvem hygiejne endnu ikke var opfundet. En dag da Carl kom på besøg og så, at pigen ikke havde været vasket i månedsvis, tog han hende resolut under armen med sig hjem og hun kom aldrig tilbage. Der er nok andre lignende oplevelser om immigranter, for hvem det er gået galt, og man må være lykkelig for, at der i nutiden er et vist sikkerhedssystem. Da jeg første gang besøgte "Guds eget land" og dermed mødte mine 10 fætre og kusiner med familier "owerthere", gjorde det et stærkt indtryk, at høre om fasters skæbne og se det "hus" hun havde boet i. Hendes forældre og hjemmeblevne søskende har sikkert aldrig kendt sandheden om Berthas liv, og det var nok også det bedste, for de kunne jo intet gøre fra Tryggelev for at hjælpe hende. Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 559 - 2003) Med kirken som nabo Bøstrup- fra omk. 192x Dette interview har været bragt i Kirkebladet for Tullebølle-Tranekær-Bøstrup Kirkesogne og vi har fået tilladelse til at bringe det. For en del mennesker spiller kirken og kirkegården en ganske speciel rolle - nemlig som arbejdsplads. Et af de mennesker, der kan huske Bøstrup kirke som arbejdsplads rigtig langt tilbage, er Valborg Jespersen, der i 1923 sammen med sin familie flyttede ind lige over for kirken. Valborgs far havde solgt sin købmandsforretning i Lejbølle for at overtage jobbet som graver og det var et job, der involverede hele familien. Dengang var graverjobbet meget anderledes end i dag, for min far skulle ikke passe kirkegården. Han skulle grave gravene og passe kirke og ringning, men selve gartnerarbejdet var der andre, der tog sig af. Man var heller ikke på fast løn, det var nærmest provisionslønnet og man kunne slet ikke leve af det. Derfor havde familien også et landbrug ved siden af. Der var 12 tdr. land og noget af det lå der, hvor den nyeste del af kirkegården nu ligger. Der havde vi dyr gående og der var også en brønd, så vi kunne vande dyrene. Brønden er der faktisk endnu, fortæller Valborg. Kulstøv og natarbejde. Da Valborgs far begyndte ved kirken, var hun 12 år. Hendes lillebror var seks, men der var brug for hele familien i arbejdet. Der skulle for eksempel gøres rent i kirken og dengang var der jo ikke noget, der hed støvsuger. Der var stengulv under bænkene og træ ned ad midtergangen, husker Valborg. Og så lå der et gammelt tæppe, der skulle fejes med en kost, det var altså noget af et arbejde. Noget af det, der gjorde rengørinsarbejdet til et temmelig stort projekt var det, at kirken dengang rummede et gammelt kulfyr. Det stod inde i kirken mellem døren og orglet, men kullene skulle bæres ind fra kirkens anden ende, hele vejen igennem sakristiet og ned gennem kirken. Man kan nok forestille sig, hvad det kunne blive til af kulstøv undervejs. Sådan et gammelt kulfyr skulle jo startes i god tid og det var ikke nok at trykke på en knap. Til søndags-gudstjenesten fyrede far op lørdag aften og så skulle han over et par gange i løbet af natten for at sikre sig, at det gik som det skulle. Det var altså ikke alt for sjov, hvis han kom hjem om natten og sagde: Den er gal, nu er der røg i hele kirken! Så betød det nemlig, at min mor og jeg måtte lade dyner være dyner og bare se at komme over i kirken. For så skulle alle bænke tørres af for sod, før kirkegængerne kom, fortæller Valborg. Valborg har også mange gange fungeret som ringer. Det er en af de ting, der overhovedet ikke har forandret sig. Dengang som nu måtte man op ad alle trapperne for at ringe manuelt fra tårnet. Jeg har ringet mange gange til begravelser, for da var der brug for min far ved graven og en eller anden skulle jo passe klokken. Anna bedsteveninde Men Valborg fik også på anden måde en nær tilknytning til kirken. Præsten var dengang pastor Hansen og Valborg blev bedsteveninde med præstens jævnaldrende datter Anna. - Jeg har leget meget med Anna i den gamle præstegård og vi blev også konfirmeret sammen. Så blev Anna sendt til Zahles skole, for hun skulle have en uddannelse og vi mistede forbindelsen nogle år. Men Anna genoptog kontakten og vi skriver stadig sammen den dag i dag, fortæller Valborg. Efter konfirmationen fik Valborg job i præstegården og det blev helt spændende, for hun var med til at flytte ind i den nybyggede, nuværende præstegård i 1927. Jo, jeg har været med til at flytte ind og jeg skurede alle de nye gulve dengang og der var mange. Levende lys Pyntning af kirken hørte også med til familiens job. Vi pyntede også dengang til begravelser, bryllupper og til alle højtider, fortæller Valborg. Nu nærmer jule sig med hastige skridt og Valborg husker også godt juletiden fra dengang. Vi havde to juletræer i kirken ligesom i dag med levende lys og jeg har mange gange tændt lysene. Anderledes var det, at lysekronerne i midtergangen også havde levende lys, for der var jo simpelthen ikke elektricitet i kirken dengang. Så man skulle stå der på en stige og tænde lys og det måtte ikke foregå før i side 45 af 89 allersidste øjeblik, så lysene kunne holde gudstjenesten over. Jeg kunne altså ikke li' det, fortæller Valborg, især ikke det med juletræerne, for alle folk sad og kiggede på. Det kan da godt være, at min fars og dermed hele familiens job satte et vist præg på vores egen jul, for der var jo hele tiden noget, der skulle passes ved kirken. Men vi tænkte såmænd ikke så meget over det. Vi indrettede os bare, fortæller Valborg, der dog godt kan huske, at hun altid var hjemme i julen. Vi var jo på arbejde og ville familien se os, så skulle det foregå her hos os. Kirken består Da Valborgs bror Poul voksede op, blev han også en god gravermedhjælper og da han giftede sig og stiftede eget hjem i Lohals, passesde han i mange år hvervet som graver ved kirken i Hou. Valborg giftede sig også og graverjobbet i Bøstrup overgik til andre hænder. I dag bor Valborg stadig i huset over for kirken. Meget har forandret sig siden den dag i 1923, da hun flyttede ind. Dengang var der ikke alene den gamle præstegård, der var ogå forpagterboligen med med jord og haven, hvor der nu er parkeringsplads. Og der var grisestalden, hvor der nu er sognehus. Også menneskene har forandret sig. For Valborg, der nu har rundet de 89, må se i øjnene, at der ikke er mange af de gamle venner tilbage. Men kirken ligger stadig strunk og uforanderlig og den udsigt kan Valborg fortsat nyde fra sin stue. Samtidig kan hun jo holde et godt øje med den nutidige graver, Torben og sikre sig, at han bestiller noget. - Og det gør han og han gør det rigtig flot, forsikrer Valborg. Valborg Jespersen (Langelænderen nr. 551 - 2001) Uddrag af interview Bagenkop - omk. 1920 Ebba Pryds Christensen har haft sin barndom i Bagenkop før og efter første verdenskrig. Barndomshjemmet i Bredgade, der dannede rammen om fiskerfamilien, blev stedet hvorfra Ebba og hendes 7 søskende oplevede Bagenkop. En familie med 8 børn var helt almindelig dengang, men Ebba mindes, at der var to familier, der havde hver 18 børn. Hvordan forældrene skaffede penge til de faste udgifter, har altid været en gåde for mig, fortæller Ebba, for selv om kravene ikke var store, så var den daglige fangst fra de små både meget begrænset. Dengang var en kasse sild om dagen en fin fangst, men der var mange dage om året, hvor det var umuligt at komme på havet med de små både. Spegesild var ofte dagens ret, og fra hendes bedstefar, der havde en gård i Bagenkop by, fik de kartofler, men ellers var der ikke de store muligheder for at få en varieret kost. Indvielsen af Bagenkop kirke i julen 1920 var en stor oplevelse. Der kunne da ikke være en smukkere kirke i hele verden. Ebba husker især begravelserne i Bagenkop, hvor det dengang var en begivenhed der optog hele byen. Hendes bedstefar havde den hestetrukne ligvogn, som kørte efter et optog, hvor foreningsfanerne dannede front, efterfulgt af unge fiskere i matrostøj og efter ligvognen kom så følget. Foran optoget blev der strøet blomster, der dog straks blev fjernet, når optoget var passeret. Pigerne havde ikke samme bevægelsesfrihed som drengene. Som pige måtte man ikke gå ned til havnen. Det har nok mere været miljøet end faren ved vandet, der var skyld i det, for de kunne alle svømme fra de var tre år og fik da også lov til at gå ned og bade alene. Fritiden foregik på den vej, hvor man boede, og der var da også nok af børn. Kun en gang om året kom man udenfor sognet, og det var ved den årlige udflugt med skolen. Her kørte alle skolebørnene i hestevogne til Lindeskoven i Lindelse, og når de kom hjem fra turen, glædede de sig allerede til næste års udflugt. Hver aften når det blev mørkt, samledes børnene i hjemmet til mørkningstime. Her sad familien i mørket, og der blev snakket, sunget og fortalt historier. På den måde sparede man petroleum til lampen, og som ekstra gevinst fik man noget samvær, som mange familier forsømmer i dag. Ebba Pryds Christensen (Langelænderen nr. 83 1992) Barndomserindringer Bøstrup 192x Vort medlem, Elvira Hansen født Rasmussen, fortæller her om nogle barndomsoplevelser fra sit fødehjem, Lisestedet på Emmerbøllevej 22. Hendes forældre var Karoline og Christian Rasmussen, og hun havde en søster, Anna, der senere flyttede til Bøstrup. Foruden at passe landbruget med 3-4 køer og nogle få grise, kørte far en fragtrute til Rudkøbing, derfor havde vi altid et par lette, velfodrede heste. Hver tirsdag morgen kørte far hjemme fra. Han havde forskellige stationer undervejs, ofte hos købmænd og smede langs ruten. Folk kom ikke så tit til byen den gang, og de budskaber han fik med, var af højst forskellig art. Havde man på en gård slagtet en kalv, blev skindet rullet sammen, og far fik det med, og solgte det på garveriet for 2 kroner, hvoraf han fik 25 øre for sin ulejlighed. Omkring terminerne havde far tit mange penge med - især for ældre folk. Også at indsætte og hæve penge på folks sparekassebøger, var ofte fars opgave. Han havde også en kasse på vognen til æg, som blev købt kontant og videresolgt i Rudkøbing. Når far hen på eftermiddagen kom til Rudkøbing, blev hestene opstaldet i en købmandsgård til næste dag, og han begyndte så på sine forretninger. Efter at have overnattet på købmandsgården, gjorde han side 46 af 89 forretningerne færdige næste morgen inden hjemturen begyndte. Far havde et godt humør og kunne lide en lille spøg. En gang kom en gammel kone hen til hans vogn, da han holdt udenfor en smed, hvor der var samlet en del mennesker. Konen havde arvet et par gamle briller, og det var udmærket, for nu kunne hun da læse avisen. Men den ene brillestang manglede, og så ville hun da gerne have far til at købe en ny stang, Ja, det kunne han da, og han ville tage brillerne, men konen protesterede: "Du skal kun købe en ny stang. Du kunne jo risikere at tabe brillerne undervejs". Far mente ikke, han kunne få en stang der passede, uden at have brillerne med, og forsikrede, at han ville gemme dem omhyggeligt sammen med de penge og bankbøger, han allerede havde fået betroet. Konen gav sig. Far snuppede brillerne, lettede sig lidt og skubbede dem ind under sig, satte sig med et bump og sagde: "Se, når jeg sidder på dem, kan jeg da ikke tabe dem". Så slog han et smæld med pisken og kørte bort. Næste dag da far kom tilbage fra Rudkøbing, var der igen samlet en del mennesker ved smeden, og de fik efter tur, hvad de havde bestilt. Konen fra i går stod ret fortabt lidt tilbage. Far begyndte så småt at køre, men så standsede han og tog brillerne frem. De var i god stand og havde fået en ny stang. "Prøv dem", sagde far. Konen strålede: "Hvad skylder jeg Christian"? "Ingenting, jeg har haft morskab nok for de penge". Og væk var far. Foruden at køre fragtrute, delte far en mælketur med naboen. Det medførte, at mor havde meget at lave, bl.a. med at passe kreaturet og os to småpiger, og med farfar og farmor på aftægt. De var udslidte og kunne ikke hjælpe mor meget. De opholdt sig ofte på deres værelse, hvor der altid var dejligt varmt, og hvor også deres seng stod. Jeg yndede at smutte ind til dem og få farmor til at fortælle. Her er en af hendes fortællinger: "Jeg var vel 33-34 år, jeg boede hjemme og havde lært at sy. Far var smed i Lejbølle, han blev kaldt "stubsmeden". Han var også anset som tandudtrækker og som selvlært dyrlæge. Han havde lavet tænger og instrumenter, så han kunne skille en kalv ad i en ko, hvis fødslen var gået helt i stå. En dag fik far den ide, at det kunne være lige så godt, om jeg blev gift. Nu var der jo et lille fæsteledigt sted i Fuglemosen. Det kunne vel også købes, og far havde lidt på kistebunden. Han vidste, at der i Præstetoftestedet i Lykkeby gik tre ugifte sønner. Deres far havde også en skilling i baghånden, så hvad om han tog ud og friede for mig til en af dem? Jah, det kunne han jo godt, bare helst ikke ham, der var skrædder. Da far kom der ud, var der kun skrædderen tilbage, de to andre var lovet bort. Nå ja, så friede han til skrædderen og fik ja. Du spørger, hvad jeg dog sagde til det? Se, det var jo sådan set ikke min sag. Far havde ordnet det, så jeg sagde tak - og der kan du da se, min pige, at det er gået helt godt. Peter var måske ikke så skrap, men han var nu god nok. Jeg fik da eget hjem og har aldrig manglet til føde og klæder. Så fik jeg jo Christian, jeres far, og nu har jeg jer to og kan se udkommet for Peter og mig, så længe vi lever. Jo, far vidste nok, hvad han gjorde." De er borte nu, de to skæbnehengivne mennesker, og mor fulgte dem i en ret ung alder. Min søster og jeg skiftedes til at holde hus for far, til vi stiftede egne hjem. Så fik han Sofie Kodlobey som husholderske de sidste år, han var i Fuglemosen. Sofie var et kapitel for sig. Hun var en af de polske roepiger, der strandede her i Danmark ved 1. Verdenskrigs udbrud 1914, kun 1516 år gammel. Hun stred sig gennem tilværelsen, her i et fremmed land, ved hårdt arbejde, uden nogen form for indslusningshjælp eller ungdomsydelse, men kun ved sine hænders arbejde. Det danske sprog havde hun mest tilegnet sig i herregårdenes folkestuer. Hun havde lært sig at læse dansk, men ikke at skrive det. Hun var aldeles ikke ubegavet og havde lært sig altid at bruge en lille smule mindre, end hun tjente, om det så var aldrig så lidt. Da Sofie i en moden alder tog plads hos far, var hun indstillet på at få lidt lettere arbejde. Hun var godheden selv, både overfor far og for mig, når jeg kom hjem på besøg, og hun var bundærlig. Sofie havde temperament og ville gerne bestemme, og da far også "var selv hjemme", kom det af og til, til meningsudvekslinger. Men alt i alt var samarbejdet tilfredsstillende for begge parter. Sofie lærte at dæmpe sit sprog og sit temperament så meget, at da far ikke længere havde brug for hende, rejste hun til København. Her havde hun forskellige pladser, indtil hun faldt til i et herskabshjem, hvor man forstod at værdsætte Sofies trofasthed og de bevarede forbindelsen med hende, da hun på sine ældre dage skabte sig et hyggeligt hjem. Her boede hun til sygdom tvang hende på plejehjem. Jeg havde forbindelse med Sofie til hendes død, og hun havde sørget for, at der var rigeligt på hendes bankkonto til, at hun kunne komme i jorden med manér og for egen regning. En tapper kvinde med en høj moral var nået til vejs ende. Grundet fremskreden alder, solgte far 1949 sin ejendom og flyttede op i "Skomagerhuset", som han havde købt. Her boede han alene og havde nogle gode år. Han døde 1956 i Virum under et rekreationsophold hos min mand og mig. Elvira Hansen (Langelænderen nr. 518 - 1997) Barndomserindringer Dageløkke - 192x Det var i Dageløkke, jeg trådte mine barnesko. En lille landsby med ca. 20 huse, et teglværk, en lille fragt-, fisker- og trafikhavn, en gård, et husmandssted og købmand med gæstgiveri (kro), det der nu er Dageløkke kro. Det var i Fæbæk skole, jeg fik mine skolekundskaber, indskrevet i april 1924. Vi havde kun een lærer og var delt i to klasser, og gik derfor kun i skole hveranden dag. Den første lærer jeg havde hed Thomsen, som jeg havde i vist nok to år, så kom han til Bøstrup skole som førstelærer. Derefter fik vi Hjalmer Lund Johansen, han var en god lærer, som jeg og Georg Arildslund tit talte side 47 af 89 om, da han og hans søskende også har haft ham. Vi havde en stor grusplads som legeplads, hvor vi tit spillede langbold. Nogle gange kom Johansen ud og var med, han gav bolden op, når vi skulle slå. Vi havde også gymnastik derude. Sidst i tyverne var vi (skolen) på tur til København med Johansen og hans kone som ledere. Vi boede på en skole og var på en del besøg, Zoologisk Have, Rundetårn, Familie Journalen m.fl., og var alle enige om, at vi havde en god tur, men vi hørte ikke noget om Langelandsforeningen dengang. Da vi kun gik i skole hver anden dag, var der jo en del fritid. Nogen tid blev brugt ved havnen, der blev brugt af en 5-6 fiskere, men der var også en del trafik af mindre fragtskibe, træskibe med en eller to master. De sejlede bl.a. med korn og foderstoffer, kom med kalkmergel til landmændene og lastede mursten og tagsten fra teglværket. De sejlede med mange ting, bl.a.grise. Een dag om ugen kom de fra gårdene med grise der skulle på slagteriet i Svendborg. Grisene blev læsset af om formiddagen i en indhegning med et lille hus. Der kom så en damper og lagde til ude ved pakhuset, og så blev grisene drevet ud ad molen (vejen) og ombord i damperen, der var næsten altid nogle af os drenge, der var med. Sidst i tyverne blev der bygget en mole (bølgebryder) ud fra havnen. Der skulle rammes pæle ned, men først skulle der slås søm i dem, mange, det var noget for os drenge at være med til, vi har vel også tjent en lille skilling ved det. Vi drenge gik meget i vandet om sommeren fra den yderste, nordre side af havnen. Så fik vi da lært at svømme. Da jeg var 12 år, begyndte jeg at sælge ugeblade Dansk Familieblad og Familie Journalen. Jeg fik startet en rute og kørte rundt med bladene til kunderne. I nærheden af hvor vi boede lå Dageløkkegård, 70 td. land, to karle, en tjenestedreng og en fodermester til 30-40 køer, som han og konen malkede. Jeg tilbragte megen tid på gården, gik derop når jeg havde lyst, snakkede med karlene og hjalp til hvor jeg kunne. Bl.a. når de såede korn, så gik jeg med en kæp og rensede "tude", dem som kornet løb gennem ned i jorden, eller løftede dem, hvis noget slæbte med. Også i høsten hjalp jeg med, og når de skulle tærske. Den sidste sommer jeg gik i skole, arbejdede jeg i 21 dage og tjente 42 kroner, det var flot, dem købte jeg konfirmationstøj for. Lønnen for en tjenestedreng var dengang 100-125 kr. for et halvt år med kost og logi. Jeg blev konfirmeret i oktober 1931 og kom ud af skolen, men da der var fuldt mandskab på Dageløkkegård, kom jeg til Bukkegården at tjene. Den ligger bag Tressebølle, der var 100 td. land, 2 karle og så lille mig. Jeg fik et spand heste at passe og køre med i marken, pløje og harve o.l. Det gik fint, jeg havde jo øvet mig. Jeg begyndte at gå til gymnastik i Bøstrup forsamlingshus, var med til 3 såkaldte Hovedkredsfester (to gange i Tranekær og en i Ristinge), hvor gymnastikforeninger fra hele øen mødtes en gang om året til udendørs opvisning. Vi har også sejlet til Strynø og givet opvisning, det var en herlig oplevelse. I to år var jeg med til fastelavns-ridning, hvor vi red rundt til gårde og småbyer. Der var en vogn med musikere, og to klovne løb rundt med raslebøsser og samlede ind til et eller andet formål. Om aftenen var der bal på Snøde Kro, men så var jeg også træt næste dag. Ejler Steensen Piil (Jubilæumsbladet 1995) Min barndom på Langeland Haugbølle 192x Grethes familie har sat hende stolen for døren og "tvunget" hende til at skrive om sin barndom i tyverne og trediverne. Vi takker familien for initiativet og Grethe fordi vi må bringe det. Jeg er født og opvokset på Langeland, hvorfra jeg har mange gode minder. Min far var telefonarbejder og kom fra Stenstrup på Fyn. Min mor kom fra Mols og var i huset i Longelse, hvor de to traf hinanden. Da jeg var 1 år købte de et hus i Haugbølle (Blandebjerg). I den periode var min far, der gik under navnet Alfred Skovhaver, tit arbejdsløs. Han arbejdede som jord- og betonarbejder, når der var noget, men det blev jo også vinter, hvor de ikke kunne komme i jorden, og så var det ud og slå sten til skærver som en anden Jens Vejmand. Vi blev en stor familie, det blev til 10 søskende, og da jeg var den næstældste, var der hele tiden brug for mig som barnepige. Vi måtte alle være med til det daglige, mens min mor tog ud som kogekone, bl.a. på Lindelse Kro, og hun tog også ud og vaskede for folk. Tidligt om morgenen eller i nattens muld og mørke stod hun op og cyklede til Skovsgaard og var malkekone der. Der var 20 køer. Senere kom hun nærmere hjemmet og malkede på en nabogård hos en, som hed Poul Petersen. Jeg var ikke ret gammel, før jeg kom med i roemarken, når min mor lugede roer. Hun hakkede så roer, mens vi børn kravlede på vores knæ bag hende og tyndede ud. Der skulle jo penge hjem. Om efteråret havde vi kartoffelferie, der hjalp vi også til. Bondemanden pløjede kartoflerne op med en plov, og vi lå så og samlede dem op. Betalingen fik vi i kartofler. Jeg husker ikke helt, men jeg tror hver 4, række var til os, så på den måde havde vi kartofler til hele vinteren. Da jeg var 12 år kom jeg i huset i Hennetved. Der var en syg kone, der skulle passes og 3 børn, der skulle i skole. Herudover skulle der gøres rent og laves varm mad til aften, og jeg skulle også passe min skolegang. Stor var jeg jo ikke og i dag forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne nå alt dette. Men én ting fik jeg da lært, og det var at lave spegesild med løgsovs 4 gange om ugen, men jeg har heller ikke lavet det siden. For dette fik jeg 15 kr. om måneden. Da konen døde flyttede jeg hjem igen. Jeg kom så til at arbejde hos en gartner, som var nabo til os. Det var to søskende, der havde gartneriet og de var meget flinke. Her kunne jeg passe min skole, hvor jeg trods alt side 48 af 89 klarede mig godt. Jeg gik i skole hver anden dag i Kædeby. Jeg husker en lærer, som hed hr. Knudsen og en lærerinde der hed frk. Skalbjerg. Så blev det tid til konfirmation, og derefter kom jeg ud og tjene i Kædeby Haver hos Theodor Skov. Der lærte jeg mange ting. Jeg var der i 4 år og syntes så, jeg skulle prøve noget nyt. Jeg kom først til Tåsinge og siden til Haslev på Sjælland, hvor jeg traf min mand. Jeg holdt dog forbindelsen ved lige med familien Skov, og selv efter jeg blev gift, besøgte jeg dem med min mand og vores barn. Langeland glemmer jeg aldrig, selv om det måske ikke virker som en god barndom, så har jeg mange gode minder derfra. Grethe Pedersen, (Langelænderen 544 – 2000) Uddrag af “Spredte erindringer” Tullebølle - 192x Cyklerne var nok det største fremskridt på landet overhovedet dengang, og selv om jeg nok ikke kan huske de første, så kan jeg da huske, at det blev almindeligt, og der var mange sjove scener, når en ældre dame skulle lære balancen og nærmest var halvdød af skræk over den enorme fart. Da landevejen Rudkøbing-Lohals fik en gang tjære, blev der rigtig gang i det, og de første rutebiler, som lignede en Storm P-model, begyndte at køre. En aften spurgte karlene om de måtte tage op og se lysbilleder (den tids biograf), de tog mig med og var faktisk en rigtig film, den hed "Intet nyt fra Vestfronten", altså en film fra 1. verdenskrig. Jeg sad på stangen hos karlene, og det gjorde jeg også, da de engang tog mig med til flyveopvisning, en rigtig stor oplevelse. Vore skolelærere var et kapitel for sig, de var de absolutte eneherskere, og disciplinen var streng, mødte vi dem i byen uden for skoletid, så ve' den, der ikke tog kasketten af og det skete ikke så sjældent, at spanskrøret kom frem, som regel kom det heller ikke længere, for så holdt det sjove jo op. Sådan var den tid. Vore lærere var absolut ikke onde, men vi havde engang en vikar, han står stadig for mig som den skinbarlige ondskab. (Han blev senere ansat ude sydpå). 8-10 år gammel fik vi selv cykler, og det var der mange, der gjorde, så snart flød hele skolegården med cykler, og vi måtte sætte dem ind hos bekendte i skoletiden for en tid. Kommunen købte så et stykke mark, som blev legeplads og boldbane, og der kom et cykelskur. Det var vores første idrætsanlæg her. Karl Sørensen (Jubilæumsbladet 1995) Da mosen gav indtægter. Rudkøbing - 1928 Følgende beretning er fra tiden omkring 1928, og stammer fra Rudkøbing Mose, som dengang ejedes af Grube, der boede i det sidste hus ned til mosen. Om vinteren, når mosen frøs til, blev isen "høstet" og gemt til om sommeren, hvor bl.a. mangel på kulde til madvarer og lignende gjorde isen til en salgsvare. Til dette arbejde indkaldte Grube et par drenge og fem husmænd, hvoraf de tre mødte med hest og vogn. En mand var ude på isen, hvor han med en sav, der bestod af en lang klinge med et håndtag i den ene ende, savede de store isflager fri. De to drenge rutschede derefter isen ind til bredden, hvor der stod en mand og huggede isen i mindre stykker. I skrænten ned til mosen var der i forvejen bygget et træhus, der var isoleret med et tykt lag tang. Døren var stængt, og der var lavet hul i taget. Husmændene med hestevognene læssede nu isstykkerne på deres vogne og køre dem op på skrænten, hvorfra isen blev kastet ned gennem hullet i taget.. Når huset var fyldt op, blev hullet omhyggeligt dækket til med tang, og isen lå nu godt isoleret under det tykke lag af tang. En husmand med hest og vogn fik 10 kr. pr. dag, og drengene fik 3 kr. Det var jo ikke den store dagløn, men det var sikkert en kærkommen indtægt midt om vinteren. Når sommeren begyndte, læssede Karl Grube sin hestevogn med is, lagde våde sække over og kørte til Rudkøbing, hvor han solgte en spand is for 25 øre. Senere på sommeren, når der kom åkander i mosen, lagde han åkander oven på isen, og solgte dem til folk der syntes det var flot med en åkande i en glasskål. Efterhånden som isen forsvandt i det tangbelagte træhus, blev pladsen udlejet til slagterne fra Rudkøbing, som hængte hele slagtede dyr derind. Isen kunne holde sig det meste af sommeren, og Grube kunne derefter håbe, at det ville blive en god kold vinter igen. Ejvind Navne (Langelænderen nr. 67 - 1989) En julesolstrålehistorie Foreningen – omk. 1935 Virkelighedsskildring, skrevet julen 1966 af vort afdøde æresmedlem H. C. Hansen Det var i en halv snes år mit job, som kasserer i Foreningen for Langelændere i København, at hente kontingent hos medlemmerne, hvorved jeg fik et indgående kendskab til alle de rare mennesker og til de side 49 af 89 problemer, som enkelte kunne komme ud for. I 30'erne var det især galt for mange af medlemmerne, der ligesom mange andre havde svært ved at skaffe til det daglige brød under arbejdsløshedens svøbe. Det var, før velfærdsstaten Danmark var en kendsgerning, og da kunne det knibe for enkelte at afse kr. 2.25, som da var det beskedne kvartal kontingent, og jeg oplevede da følgende: I en af Nørrebros sidegader boede i en lille kvistlejlighed på 5. sal en familie, bestående af mand, kone og to børn. Manden, en brav langelænder, arbejdsmand, havde i to år været uden arbejde, men kontingentet til foreningen skulle skaffes. Var det ikke disponibelt, hed det: "Undskyld, vi kan ikke undvære pengene i dag, men i næste uge har vi dem, Hansen, så hvis du kommer på Nørrebro, er du velkommen hos os. Jeg ved godt, det er drøjt at skulle tage trapperne til 5. sal to gange for at få de par kroner, men vi har dem ikke i dag". Når dette løfte var afgivet, blev det holdt, vidste jeg, og derfor respekterede jeg ham og entrede gerne trapperne til 5. sal endnu en gang. Da vi nærmede os jul, fortalte jeg på et bestyrelsesmøde om familiens kamp for føden, samt for at skaffe kontingentet, og henstillede at yde familien et bidrag fra foreningens fond i anledning af julen og som en anerkendelse for trofast medlemskab. Der blev omgående bevilget et mindre beløb, men dog stort nok til, at familien kunne fejre jul uden at ængstes for at skaffe penge til mad, og jeg fik opgaven at overrække dem beløbet. Endskønt det snart er 35 år siden, erindrer jeg endnu tydeligt familiens glade ansigter, da jeg kom med det beskedne beløb. Disse fire par smilende øjne, der strålede af glæde ved udsigten til at kunne fejre julen ligesom andre mennesker med et lille juletræ og med god mad. Manden så forlegent fra konen til mig og udbrød: "Vi har vel ikke noget, så vi kan byde Hansen et stykke mad?" "Nej, vi har ikke andet end et lille stykke spegepølse og en bid ost, og det er ikke noget, vi kan være bekendt at byde på." "Det tænkte jeg nok, men jeg kan da hente os hver en øl!" "Lad mig så få lov til at gi' dem, sa' jeg og gem du pengene til julen, og kan I spise af jeres mad, kan jeg også." Øllet blev hentet, og spegepølse samt ostemaden serveret. Det smagte fortræffeligt. Mens de spiste, fortalte de om deres kvaler for at få socialhjælpen til at slå til, og jeg beundrede deres kamp for at holde hjemmet oppe. Under samtalen foreslog jeg dem at komme til andespil i foreningen, hvilket skulle foregå i en af de nærmeste dage inden jul, men dét kunne der ikke blive råd til, mente de. Jeg blev imidlertid ved at opmale så lysende udsigter for gevinst til dem, at de til sidst lovede at komme, og som sædvanligt holdt de deres løfte. De placerede sig ved bordet, som jeg passede, og da jeg kom med kortet og tilbød dem et hver, og de hørte prisen - fem kroner for to - så' manden: "Så kommer du til at hjælpe mig, lille mor, for så har jeg ikke nok." "Gi' du mig dem, du har", sa' jeg, "så får du to kort af mig." Og således blev det. Det viste sig, at fru Fortuna var velvillig stemt for dem begge, idet den ene vandt en gås, den anden en and. Da kom de begge og trykkede mig i hånden, før de gik hjem med byttet. Deres øjne strålede, og han sa': "Nu kan vi rigtig fejre jul, lille mor - det er mange år siden, vi har fået andesteg til jul, og gås er det nu da aldrig bleven til." Og jeg glædede mig lige så meget ved deres held som de selv! Den lille (Langelænderen nr. 565 - 2003) Branden på Bøstrupvej 20 Bøstrup - 1932 Grethe Nielsen skriver her om en hændelse, der skete da hun var 2 år. Ikke fordi hun selv kan huske den, alt er blevet hende fortalt. En dejlig sommerdag i 1930 skulle vi ud til bedstefar og bedstemor i Helletofte. Jeg er sikker på, at far har striglet hesten "Bus" fint den morgen, måske lakeret hovene sorte, han kunne godt lide, at hans hest så godt ud. Tørret støv af ponyvognen, så alt var klart til søndagsturen. Mor har vasket og strøget ungerne, Ove og jeg, iklædt mig en fin kjole (2 år), og har jeg haft så meget hår på hovedet, at der kunne sidde en sløjfe, har jeg fået en rød sløjfe i. Efter middagen og et lille hvil har vi så startet diligencen ud til Helletofte. Som sædvanlig var det hele familien, der var samlet til eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi har sikkert hygget os. Kvinderne hjalp til i køkkenet, mændene gik en tur i marken og hyggede sig med en øl på verandaen bagefter. Ungerne her og der og alle vegne, med et vågent øje fra køkkenvinduerne og fra fædrene på verandaen. Så er der blevet spist dejlig bedstemor-mad, drukket kaffe, mændene har fået sig et slag kort, mødrene og bedstemor snakket og så blev det tid til at tage hjem. Min onkel var ved at stoppe kone og børn ind i bilen. Far gik ind i loen og hentede "Bus" for at spænde den for vognen, da Chr. Johansen "Liselund" i susende fart kommer ned ad vejen (nogen har sagt på motorcykel, andre har sagt på cykel) og råbte til far: "Dit hus brænder Laurits Nielsen". Min far nærmest falder sammen og taber tømmerne ud af hånden, alle er dybt chokeret. Den første der reagerer er min onkel, slagteren, han springer hen til bilen og nærmest slæber min moster ud, griber fat i min far og stopper ham ind i stedet for. Mor reagerer med at kravle op bag i bilen, og så kører de. Hesten trækkes ind i loen igen og børnene kommer ind i bedstefars hus, hvor de store græder og de små vræler. De forstår ingenting af al den hurlumhej, kun at far og mor er kørt uden dem. side 50 af 89 Hjemme i Bøstrup ser det ikke godt ud. Ilden har godt fat i huset, der havde bindingsværk og stråtag. Tililende naboer har gjort hvad de kunne. Aksel Jønsson, fyrbøder på mejeriet, var gået i seng. Det fortælles, at han kom i tøjet så hurtigt, at han fik bukserne bagvendt på. Vi har ikke haft mange ting i det gamle hus, men der var et hjørneskab i stuen, det bar Aksel ud. Grisene i udhuset kom også ud ved naboernes hjælp. Hesten stod heldigvis godt hjemme hos bedstefar. Far rendte ind i huset nogle gange for at få noget tøj, men det var håbløst. Til sidst måtte folk nærmest holde på ham, det blev for farligt. Kort efter faldt taget også ned. Det blev en lang nat, og det var en træt far, der tidligt næste morgen gik på mejeriet for at passe sit arbejde der. Min ældste bror, der tjente hos en gårdmand i Helletofte, har fortalt, at han og denne gårdejer gik brandvagt derover den første nat efter branden. Inger Holstebro, der var datter af gartneren på Egeløkke og var en stor pige på det tidspunkt, har fortalt mig, at det hun tænkte mest på var, at nu brændte børnenes legetøj, og det gjorde det. Mine to søstre, Asta og Else, der var 12-14 år mistede deres legetøj, og de var så store, at de ikke fik noget nyt. Ove og jeg, der var små, led ingen nød. Vi fik jævnt ting og sager fra vore store søstre til jul og fødselsdage. Nu var familien hjemløs. Far, mor og fire børn, de største var ude og tjene. Mor og tre børn kom til Snøde hos min onkel, der som den hjælpsomme mand han var, straks åbnede sit hus. Jeg blev hos bedstefar og bedstemor, men ikke ret længe, de kunne ikke styre mig blev der sagt. Far flyttede ind hos slagter Hansen i Bøstrup. Derfra kunne han både passe sit arbejde på mejeriet, og være med til at rydde op på tomten. Efter otte dage hentede far hesten, der længtes hjem og troede vist, at far havde glemt den. Den var så glad, at den galopperede op ad den smalle vej fra bedstefars hus. Da de kom til Bøstrup, var skuffelsen tydelig at se i dens adfærd, der manglede noget der. Heldigvis havde slagteren en ledig bås, hvor "Bus" flyttede ind resten af sommeren. Medens vi boede i Snøde, sad mor altid ved symaskinen. Der blev købt ruller af stof. Mor syede sengetøj, tøj til børnene, skjorter til far og kjoler til sig selv, foruden gardiner til det nye hus. Asta og Else fortsatte deres skolegang i Bøstrup. Asta gik til "præst", og blev konfirmeret medens vi boede i Snøde. Moster og onkel skulle den dag til fest i deres familie, men som den rare onkel han var, kom han ind med en steg til mor, som hun kunne lave, for at gøre dagen lidt festlig for hendes familie. Det skal lige tilføjes, at min onkel aldrig ville have en skilling for den tid mor og os unger boede derude. Det gik hurtigt med at bygge det nye hus op. Det var færdigt inden vinteren kom. Vi flyttede hurtigt ind, derefter gik far i gang med at male vinduer og døre, ja alting ordnede han selv. De første flere år havde vi ikke overflod af møbler, kun det nødvendigste, men med årene kom det til at ligne et hjem igen. Grethe Nielsen (Langelænderen 534 – 1999) Uddrag af barndomserindringer Rudkøbing - 193x Julen hjemme var herlig. Vi børn var altid med til at pynte juletræet, som blev købt hos fru Meyer i Nørregade. Vi havde en gammel tradition med kræmmerhuse, idet disse blev lukket på en særlig måde og blev ophængt i spidsen, kun guld- og sølvpapir. Når papiret var indkøbt, samledes vi fem børn med vore forældre omkring spisebordet til det store klippe- og klisterarbejde. Når de efter en uges tid var tjenlige til fyldning, oprandt den gode dag, hvor der skulle købes fyld. Altid blev der fyldt efter et bestemt ritual, nederst konfektrosiner, så en paranød og en krakmandel (Filippine), konfekt og til sidst en figen, som skulle borge for, at intet faldt ud efter lukningen. Så blev spidserne forsynet med kinesertråd - klar til ophængning. Selve juleaften var naturligvis et af årets højdepunkter for os alle med julesalmer, det tændte træ og julegaverne ikke mindst. Nytårs aften var en dejlig aften også. Vi spillede altid tallotteri med små og rare gevinster. Når det var forbi, var der nok at se på nede på torvet, som vel var et af byens samlingssteder nytårsaften. Der var vist en del "originaler" i Rudkøbing dengang nogle af dem husker jeg helt tydeligt, men dem vil jeg springe over her. En sjov hændelse var det, når trommeslageren kom og gav meddelelser om diverse begivenheder. Byjubilæet i Rudkøbing i 1937 nåede jeg også at opleve fra vore vinduer. Herfra kunne man forresten også se, hvad der gik i biografen overfor. I øvrigt havde vi selv en stor sal bag kontorerne i stueetagen, som blev lejet ud til biograf i nogle år. Ofte, når vi legede i haven, så vi operatøren komme for at prøvefilme, og vips - sad vi derinde og kiggede med. Elisabeth Bay (Jubilæumsbladet 1995) Uddrag af “En feriedrengs oplevelser” side 51 af 89 Stoense - 193x Når min onkel trak de 7 køer ud, skulle jeg muge ud. Det gjorde jeg også fint, og strøede tørt sand på gangen, men jeg syntes at det skulle se fint ud, og gav den så meget sand, at den blev helt hvid. Da min onkel så det, blev han sur over at jeg havde brugt alt det sand, men herregud - vi hentede det nede på stranden ved Stoense Havn. Mange år før havde min bedstefar en biindtægt ved at hente sand ude på revlerne, når det var ebbe. Han havde 2 heste, nordbakker, der var vant til at gå dernede, så de kunne trække et stort læs. Men når bønderne kom for at købe et læs, kunne de ikke få nok på vognene, så når de kom hen på brinken, kunne hestene ikke trække det op, så de måtte læsse det halve af igen, og så blev bedstefar sur. Jeg har også prøvet at luge roer sådan en varm sommerdag. Det var hårdt, og jeg husker engang, det var meget varmt, hvor mine kusiner og jeg gik ned og badede i frokosten. Vi havde ingen ur, men så stod onkel oppe på klitten og råbte:" Middagsstunden er forbi, roerne venter". Jeg husker også, når købmand Hegermann kom i sin åbne bil og tog imod varebestillinger og fik æg med hjem, og han havde et kræmmerhus slik med til os. Han havde været min fars sidekammerat i skolen, så han skulle høre hvordan far havde det. Hvad jeg heller ikke glemmer, var når margarinemanden kom. Han var så langelandsk og sagde:"Go'dav Lis, ska' du ha' novet ma'garine i dav". Sjovt at sådan noget dukker op mens man sidder her og skriver. En stor oplevelse var det også at komme til fødselsdagsfest hos Anna og Axel. Pigerne kom med det ene fad kager efter det andet, og jeg sagde ikke nej, og snart var tallerkenen fyldt med kager. Til sidst kunne jeg ikke spise det, men pigerne blev ved med at byde rundt, og det grinede de af mange år efter, når vi igen besøgte Anna og Axel. Hos dem så jeg for første gang i mit liv et das med 2 huller ved siden af hinanden, hjemme havde jeg aldrig set andet end toilet med træk og slip. Senere på aftenen fik de voksne Annas hjemmebryggede gammelt øl, som må have været stærkt, for de kom i stemning. Jeg fik desværre aldrig smagt det. Vi var også hvert år på besøg hos min tantes familie, Carl Bay, ved stranden i Snøde Udflytter. Efter kaffen gik mændene på markvandring og damerne på havevandring. Når det blev mørkt, kom pigerne ind med petroleumslamper, det var en oplevelse, når man aldrig havde set det før. De boede også alene langt nede ad en sidevej, så det havde nok været for dyrt at få el lagt derned. Dengang fik man frugtgrød at gå hjem på, det brugte man alle steder dengang. Og så hjem med hestevogn i mørke, det var en oplevelse. Poul B. Nielsen (Langelænderen nr. 510 - 1995) Uddrag af interview Tullebølle - 193x Ja, vi var mange børn derhjemme, men far var jo snedker, så han byggede nogle store senge, så vi kunne ligge to i hver seng. Om vinteren var der ind imellem så koldt i soverummene, at der lå iskrystaller på dynen. Om aftenen fik vi en mursten omviklet med papir med i seng, som havde ligget og varmet i ovnen. Vi sloges altid om at være nærmest stenen, mens den var dejlig varm. Feriedrengen Longelse – 193x Vort medlem, Otto Krüger, var i mange år feriedreng hos sin tante i Nørre Longelse. Fra disse ophold har han skrevet en beretning på ca. 30 A-4 sider, hvoraf vi her bringer hans beretning om tiden i og omkring Longelse Kirke. Den samlede beretning, "Det lange land", samt en beretning fra et gensyn med Langeland i 1993, vil Otto gerne sende til interesserede, hvis han bare får materiale- og portoudgifterne betalt. Otto har også optaget en video på ca. 20 min., der omhandler 12 kirker på Langeland. Også her hører han gerne fra interesserede. Adressen er: Otto Krüger, Marksvinget 13, Nejede, 3400 Hillerød. Telf. 48 28 72 15 Hver morgen skulle solen "ringes" op. I god tid var tante gået hjemmefra, hun var virkelig pertentlig med at overholde de rigtige tider for denne ringning. Onkel Vi gik i skole i Tullebølle Skole. Det var dengang, der var kakkelovn i skolestuen og lokummer i gården og man skulle have skiftesko med om vinteren. Generelt havde vi nogle strenge lærere, men jeg husker da, at der var en af dem, der løb på skøjter med os om vinteren. Bodil Jørgensen (Langelænderen nr. 514 - 1996) Christian har sikkert haft jobbet før, og efter hans død, har det været naturligt for min tante, at hun overtog det. I mange år passede hun arbejdet godt og omhyggeligt, men med alderen blev det hende for meget. Det må have været strengt arbejde om vinteren, når der var højt med sne. En sommermorgen, når fuglene sang, og vejret var godt, så var det jo ingen sag. Turen op ad trapperne, inde i kirketårnet, krævede også nogle kræfter for tante, men for mig var det en oplevelse, en oplevelse med et islæt af lidt uhygge. Det var før der blev lagt el. ind i tårnet, så der var temmelig mørkt og skummelt på de to etager man skulle passere, før man nåede op til klokken. De store grønne luger i tårnets sider blev åbnet, og den friske luft strømmede ind til os. Her var man oppe over trætoppene, så der var en fantastisk panoramaudsigt til alle verdenshjørners herligheder. Mod vest havde man overblik over hele Nørre Longelse, og i baggrunden lå den smukke mølle. Nord side 52 af 89 og syd var også utrolig smukt, men vendte man sig mod øst, så var det nok den smukkeste af alle fire muligheder. Her så man igen ud over trætoppene, ud over den hvidkalkede skole, skovene og helt ud over Langelandsbæltet. Det blå bånd, der her skiller Langeland og Lolland, kan man ikke se sig mæt i, det var et uforglemmelig syn. Herfra så man også færgerne mellem Spodsbjerg og Nakskov, men der kom også mange handelsskibe igennem bæltet. Tante kendte jo denne udsigt, for hende var det hverdag, nu skulle hun bare have klokken i gang. På gulvet under klokken lå en kraftig stok, en tvedelt tyk gren. Denne stok havde stor betydning, når klokken skulle lyde rigtigt. Stokken blev anbragt inde i klokken, så klokkekneblen blev holdt ud til siden, d.v.s. at stokken hvilte på klokkens inderside i den anden ende. Så begyndte tante at hive i klokketovet, og klokken kom i svingninger. Pludselig, når klokken havde fået det rigtige udsving, så faldt stokken ud af klokken og ned på gulvet og den ønskede ringning begyndte. Holdt man så bare rytmen ved at trække i torvet, ja så gik det hele af sig selv. Intet er vel mere beroligende end at høre en kirkeklokke ringe, og det er det samme både morgen og aften, det lyder altid smukt i vore ører. Engang kom der lidt uorden i antallet af bedeslagene. Det var Reimer, der talte forkert, men det blev straks bemærket af tante, da han vendte slukøret hjem fra kirken. Tante skulle nok følge med i det hele, vi morede os over uheldet, det kunne jo nok tilgives. Efter en middagssøvn, med efterfølgende kaffe, spadserede tante igen op på kirkegården. Det var et fuldtidsjob, der var rigeligt at lave hele dagen. De mange gange skulle rives og de talrige hække omkring gravene skulle jo også klippes. Dengang havde man ikke en elektrisk hækkeklipper, det hele foregik med en god solid hækkesaks, der skulle gode armkræfter til dette arbejde. Det hændte, at Martha og jeg på vore cykler kørte op til kirkegården med eftermiddagskaffen til tante. Så fandt vi et sted, hvor der var læ for vinden, og her sad vi så og nød kaffen. Tante kunne fortælle mange ting om de mennesker, der lå begravet her. Langt de fleste havde hun jo lært at kende gennem et langt liv og arbejde her på kirkegården. Hun skulle have haft en medalje for sit store arbejde her. Det var skam også en sjælden kirkegård. Her var intet overladt til tilfældighederne. Alle gravsteder var passet og plejet, ja man forledes til at tro, at de hver dag fik en overhaling med rive og saks. Her fandtes ganske simpelt ikke et vissent blad på gangene, eller en vissen blomst på gravstederne. Ikke så underligt at alle beundrede denne velholdte kirkegård. Tit gik jeg rundt og læste navnene på gravstederne, men det var kun ganske få, jeg havde kendt og mødt, alligevel følte jeg det som et savn, at de ikke var her mere. Det der rørte mig mest, var nok når det var et barn, der lå begravet her. Så gik mine tanker til dets forældre, hvor må de have haft det svært. Engang imellem når jeg ikke lige selv kunne finde på noget at beskæftige mig med, så hændte det, at tante bad mig give hende en hjælpende hånd. Det kunne være at sætte de nye salmenumre op på tavlerne om lørdagen, så kirken var klar til næste dags morgengudstjeneste. Først cyklede jeg hen til præstegården, hvor jeg fik en seddel over salmenumrene, og så kørte jeg op til tante for at sætte dem op på alle tavlerne. Det kunne også hænde, at jeg gik på opdagelse inde i kirken. Der var ikke en krog eller hjørne i den kirke, uden jeg kendte det. Bag alteret, i præstens sakristi, bag orglet og sandelig også oppe på prædikestolen. Mon ikke også at jeg der har løftet armene, som præsten gjorde, men dog uden at opløfte min røst, det hele skulle jo gå så stille af som muligt. Da kirken og kirkegården, som de fleste steder, ligger ret højt, så fremkom der også en nydelig opkørsel til kirkegårdslågen eller porten, det var en tremmeport. Man kunne køre op fra begge sider, og i midten var der et lille anlæg med en stor flagstang og en kampesten til minde om Genforeningen i 1920. Otto Krüger (Langelænderen nr. 526 - 1998) Barndomsminder Haugbølle - 193x Mine forældre var så privilegerede, så de fik lov at bygge 2 nye huse og bebo dem fra starten. De sluttede deres liv i et ældre hus i Humble. De blev gift i 1926, hvor de byggede et hus i Tarup i Odense. Min bror blev født her i 1927, i øvrigt den dag klokken første gang gik til 24, den 15. maj 1927. 1929 søgte de om statsjord, og fik det ved en udstykning fra Vestergård i Haugbølle. Her byggede de så en statsejendom, som så blev vores hjem de næste 30 år, min bror ejer den nu. På mine forældres 5-års bryllupsdag blev jeg så født en dag kort før jul. Vi havde centralvarme fra komfuret, det var ikke almindeligt dengang med centralvarme. Jeg har kun været udsat for kakkelovne, medens jeg var ude at tjene. Vi havde lys fra en mølle på taget, når det blæste havde vi meget lys, samtidig blev en hel masse akkumulatorer opladt. Hvis vi havde en lang periode uden blæst, kunne pærerne kun lyse svagere. Hvis vi skulle have lys fra elværket, skulle der trækkes en meget lang ledning. Jeg husker ikke, om det var for dyrt, eller om det slet ikke kunne lade sig gøre. På den tid var der ikke så mange, som havde elektrisk lys. Jeg har haft en dejlig barndom, hvor det, at man var med til alt, gav os et naturligt forhold til livet og dyrene omkring os. Jeg husker tydeligt, hvor interesseret jeg var i at prøve at malke. Jeg var ikke ret gammel, og jeg fik lov til at prøve det. Siden lærte jeg det, og nu var det pludselig en pligt i pressede situationer, og så var det ikke nær så sjov. Jeg var også med i marken med hestene, og det var dejligt. Jeg lærte også at læsse et læs korn, så det ikke gled ud, og det blev mit faste arbejde, når kornet skulle køres ind. Jeg husker også, at vi havde rug i marken. det var så langt, så det ikke kunne høstes med selvbinder, så det skulle høstes med slåmaskine, og så gik de voksne bagefter og bandt det op. Jeg var ret lille side 53 af 89 indtil jeg blev konfirmeret, så jeg kunne ikke binde det op, men jeg kunne køre med slåmaskinen og høste det, og ved enden stod der så en voksen person, som skulle træde kniven op, jeg var ikke tung nok til at kunne gøre det, jeg var vel 11-12 år. Vi var med ved roelugning og andre ting. Det var ikke altid lige morsomt. Vi havde mange år et stort stykke med tomater, og der skulle tages sideskud mindst en gang om ugen, og senere skulle de plukkes, jeg var ikke vild med tomater dengang, jeg syntes, at der var alt for meget arbejde med dem. Vi havde også mange løg i marken, de skulle hakkes, tages op og lægges til tørring, og det værste, de skulle pilles inden vi kom af med dem. Det var et frygteligt svineri. Under krigen og lige efter havde vi tobak i marken. Disse planter skulle også holdes rene, og siden skulle bladene plukkes, og vi skulle passe på, at der ikke kom huller i bladene, for så kunne de ikke bruges til cigarer. Når vi så havde fået kørt dem hjem, skulle de syes på snore og hænges op under taget i hjelmen, hvor de skulle hænge og tørre. Om aftenen kom der en del unge mennesker for at få dem syet på tråde, så var der liv og glade dage. Efteråret sluttede med en tobaksfest i loen. Senere skulle de bindes sammen i bundter, og så skulle de afleveres på toldboden Rudkøbing. Min far lavede også tobak af disse blade, men først skulle de "syltes", de blev stænket med noget min far havde, derefter blev de pakket i en zinkkasse, som var emballeret for at fugten ikke skulle kunne trække ind i den, derefter blev den pakket dybt ned i møddingen, så den kunne sætte varme. Efter nogen tid, kunne den igen komme op, og så kunne tobakken bruges, bl.a. til cigarer. Vi kendte en rigtig cigarmager, som hed Winther, han boede i Nørregade 19 i Rudkøbing, han rullede mange cigarer til os, og mange røg disse med velbehag. Jeg kom en hel del hos denne familie Winther, for under krigen gik togene ikke hver dag, og der kørte ikke mange tog, så når jeg skulle til tandlæge, så tog det en hel dag, og så var det jo rart at have nogen at besøge i Rudkøbing, indtil toget igen kørte den anden vej. Engang imellem havde vi også hør i marken. Det blev rusket op og lagt fladt ud på marken, det skulle "rødne". Så blev det bundtet i neg og kørt hjem, og far havde lavet en slags rive af søm, ca. 1 meter. På denne skulle frøene og rodnettet så rives af, det støvede godt. Så blev det igen bundtet, og sendt til en hørfabrik, jeg mener, at den lå i Kolding, og vi fik så duge, lagenlærred, viskestykker og stof i metermål hjem. Vi kunne jo ikke købe noget dengang. Jeg kan huske, at jeg fik en kjole syet med broderier på. Børn gik ikke til så meget, som i vore dage. Vi kunne heller ikke få dæk til vore cykler, så det var noget forfærdeligt noget, det vi kørte på. En gang om ugen gik jeg på broderiskole hos fru maler Sørensen i Humble, det har jeg i øvrigt glæde af den dag i dag. Vi lærte al slags syning, også kunstbroderi, det foregik på en ramme. Jeg husker tydelig den 9. april 1940. Dengang hørte vi ikke radio hele dagen, som vi gør nu, vi havde et krystalapparat, og det var der kun en, som kunne høre på, så det var ikke om morgenen. Vi undrede os over alle disse flyvemaskiner, som ustandselig fløj over vores hoveder. Jeg husker, at det var en meget klar solskinsdag. Jeg sad ude på en sten på gårdspladsen og spiste min morgenmad, for at se alle disse fly. Jeg havde ca. 300 meter til skole, så det var ikke så langt de første år. Efter første time kom lærerinden, Dagny Pedersen, grædende ud til os, og sagde, at tyskerne havde overfaldet Danmark, så vi skulle gå hjem igen. Vi var ikke klar over, hvad det egentlig betød, men vi fornemmede, at det var meget alvorligt. På vejen hjem fulgtes jeg med Erik Hansen fra Vestergård, (han bor nu i på Knakgården i Longelse) og vi talte om, at nu blev der nok krig i Danmark, og måske var vores fædre allerede blevet indkaldt til at møde i krig, og det følte vi begge var meget alvorligt for hjemmene. Ellers mærkede vi ikke meget til krigen på Langeland, og slet ikke i barneverdenen. Dog husker jeg endnu en episode fra den sidste dag af krigen, den 4. maj 1945. Da havde vi fået en "rigtig" radio, men den virkede ikke i de dage, så vi gik hen til naboen, Mads Ole Sørensen, for at høre den engelske presse når klokken var 20.30. Vi havde slagtet gris den dag, så jeg skulle hjælpe mor med slagtningen. Dengang var der meget arbejde med en slagtning, for vi havde ingen frysere, så klokken blev mange, inden vi var færdig med dette arbejde, vi kunne jo ikke lade det ligge til næste dag på grund af varme og fluer. Jeg fik lov at gå med far hen til naboen, d.v.s. far var gået, så jeg skulle skynde mig, men da jeg kom ned til vejen, så jeg, at der kom 2 mænd med nogle store kapper gående på den anden side af mine forældres ejendom. Da mor var alene hjemme, ville jeg se efter, om de nu gik forbi, for de så meget underlige ud. Jeg gemte mig og holdt øje med dem. De stoppede op ud for hver ejendom, men gik dog videre ud imod i Kædeby Haver. Jeg nåede hen og hørte frihedsbudskabet i radioen, og stor var vores glæde. Disse mænd, som jeg havde set, var russiske flygtninge, som var kommet gående ude fra flydedokken, som var gået på grund ved Påø om eftermiddagen. Senere så vi en hel del til disse flygtninge. Nogle blev indkvarteret på Rudkøbing Skole, og nogle blev indkvarteret på realskolen i Humble. Dem i Humble var franskmænd, de kom ud og hjalp os med hø og markarbejde, vi kunne ikke tale med dem, men de ville gerne hjælpe. Det gjorde deres ventetid mere interessant. Jeg kom et år for tidligt i skole, for der var ingen børn at lege med omkring os - kun drenge. Så allerede på et tidligt tidspunkt fik jeg lært at arbejde selvstændigt. Vi gik flere år i samme klasse, så hvertandet år arbejdede jeg sammen med de store, og hvertandet år arbejde jeg alene, men med det samme stof som dem der var gået en klasse op. Det var jeg meget glad for. Det sidste år havde jeg aftenskolens pensum. Min bror kom i realskole, og det var også meningen, at jeg skulle det, men det var ikke til at få dæk til cyklen, og vi havde over 6 km til skolen, så jeg ville ikke derop, også fordi de andre elever drillede mig med, at jeg nok skulle på realskolen. Det var ligesom lidt finere, så det skulle jeg i hvert fald ikke, det er nok den eneste gang, som jeg ikke skulle have haft lov til at bestemme. Det har ærgret mig mange gange siden. Til gengæld har jeg næsten gået i skole siden. Jeg husker også, da jeg skulle tage indvoldene ud på en høne første gang, det passede mig ikke, men jeg skulle side 54 af 89 lære det, så far blev stående ved siden af, indtil det var gjort. Jeg tror ikke, at der er mange store børn i dag, som kan gøre dette, men jeg har dog gjort det mange gange siden, så det var godt, at jeg fik det lært. I min skoletid gik jeg sammen med børnene fra Langø. De 2 ældste var lidt yngre end mig, men vi kom meget sammen, og det gør vi endnu. Så vi var til fødselsdag på Langø, som vi var det hos alle de andre, men jeg husker nok disse fødselsdage specielt. Vi fik altid chokolade eller kakao med fødeskum i, det var forfærdeligt. Dengang havde jeg lært, at man tager, hvad der kommer på bordet, i dag drikker jeg det ikke. Det var heller ikke almindeligt, at vi fik det dengang, for vi kunne ikke få kakao eller chokolade, men på Langø fik vi det. Engang vi var derude til fødselsdag i september, blev det højvande, så vandet stod over dæmningen, som jeg i øvrigt var lidt bange for at køre på, der var jo vand på begge sider og ingen rækværk. Valdemar måtte så spænde hestene for mælkevognen, læsse cyklerne på vognen og køre os over på land. Vi kunne ikke se vejen, men hesten kendte vejen. Man havde også telefontrådene at se efter. En sådan tur glemmer vi aldrig. Grete Kristiansen, Botofte (Langelænderen nr. 5211997) Uddrag af interview Humble - 193x Hele skolegangen foregik i Humble skole; de første par år hos frk. Østergaard, senere hos Carlin Klæsøe. Oda husker Klæsøe som en rar lærer, som børnene ofte hjalp med havearbejde, såsom æbleplukning m.m. Når klassen var på udflugt, var det med Klæsøe foran på sin sofacykel, og alle ungerne bagefter. En alvorlig ulykke fra den tid står helt klart i Odas erindring; det var et frygteligt tordenvejr, hvor 2 unge københavnere blev dræbt af et lyn. Ellers var barndommen tryg, trods de små kår familien levede under. Dengang blev børnene sendt ud at sælge mærker (Dybbøl, Gigtmærker og andre), og Oda fortæller, det var en svir at komme til Skovsgård, for der vankede der altid kage eller andet mundgodt, og frk. Fuglede købte som regel resten af mærkerne. Oda indskyder lige, at engang fik hun fjernet polypper hos Dr. Bjørnson i Humble uden bedøvelse, siddende på hendes mors skød. Hun fortæller også, at børnene i Humble skole ofte var i "krig" med dem på realskolen, og engang var dem fra realskolen drevet på flugt op i kirken, hvor de gemte sig. Det endte nu ikke så godt, og senere indkasserede Oda en "rigtig regulær røvfuld" af sin mor, der var god bekendt af en af modstandernes mor. Oda Jørgensen (Langelænderen nr. 513-1996) En rudkøbingdrengs erindringer Rudkøbing 193x ”Langelænderen” har bedt mig om at fortælle om barndommens tid fra Rudkøbing, hvor jeg er født (i 1928) og vokset op. Mit barndoms- og fødehjem var et af de yderste huse på Bellevue, dengang helt i udkanten af byen, tæt på stranden, og hvor markerne og et tidligere teglværk med lergrav grænsede op til husene. Meget er nu forandret, men når jeg kommer til Rudkøbing, går jeg altid en tur hen ad den gamle vej, forbi husene og prøver at genkalde mig, hvem der boede der, da jeg var dreng. Billeder, minder om personer, om hændelser, begivenheder af denne og hin art melder sig. I dag vil jeg først lade erindringerne gå tilbage til min skoletid. Jeg begyndte i en Pogeskole, som havde til huse i Ramsherred. Jeg tror nu nok der var to af slagsen, Asylet og Pogeskolen, hvor vi 5-6 årige børn under en frøkens ledelse fik den indledende lærdom - og sandelig også lidt med på vejen om passende og god opførsel. Der var dog også i pogeskolen ganske god tid til lege. Lærdommen bestod i en indledende indføring i stavning og skrivning. Skrivningen foregik med griffel på skifertavle. Det tør nok siges, at min generations oplevelse af tekstbehandling har været vidtspændende, fra griffel til PC’er. Den ”rigtige” skolegang foregik i to skoler, i den gamle skole, som lå lige overfor kirken, og hvor vi gik de første fire år. Derefter kom vi så til Kastanievej på den nye skole - som den hed dengang, selv om den så vidt jeg husker blev opført i 1920. Den gamle skole var virkelig en gammel skole. Kakkelovnsfyret, ovnene blev passet af pedel Barfoed, som i fyringssæsonen gik sin runde med kulspanden flere gange om dagen og lagde i ovnene. I skolegården var der et stort valnøddetræ, hvor pedellen, når tiden var inde, tog sig af at samle valnødderne op i ”timerne”. Hvis vi var heldige, blev der lidt nødder til os børn i frikvartererne. Men her var det absolut den stærkestes ret der gjaldt i tildelingen af disse nødder. Skolegangen var købstadsskolens, ligesom også skolerytmen var købstadens. Middagsstunden var lang. Vi gik hjem - som jo var det almindelige i de fleste af byens husstande - spiste varm mad til middag. Af lærerstaben vil jeg blot nævne nogle enkelte, som ægteparret hr. og fru Larsen, alle lærerne blev dengang tiltalt med hr. og lærerinderne med fru eller frøken. Han var tillige viceinspektør på den gamle skole. Samme hr. og fru Larsen foretog for øvrigt en længere udenlandsrejse, som gik helt til Rom. Det var dengang i trediverne noget af en begivenhed, som hele byen tog del i gennem lærerparrets rejsebreve til Langelands Folkeblad. Ak ja - dengang udkom der hver dag fire aviser i Rudkøbing; Langelands Folkeblad, Langelands Avis, Langelands Socialdemokrat og Langelands Tidende. Her var det radikale Folkeblad vel uanset side 55 af 89 abonnenternes partifarve nok den mest udbredte og mest læste avis. Den gammel skoles bygninger ligger lige overfor kirken. Og det gav i min skoletid lejlighed til at følge lidt med i, hvad dér skete - begravelserne foregik jo fra kirken. I mine tidlige drengeår var der endnu i byen en meget smuk rustvogn, forspændt med to heste, selve vognen var med baldakin, som blev båret af stænger med kunstfærdige udskæringer. Til tider mødte også ligbærerlauget op ved begravelserne, til lejligheden iført sort diplomatfrakke og høj silkehat. Mange år senere kom jeg selv som præst til at forestå en begravelse i Rudkøbing Kirke. Afdøde var en god gammel bekendt, hende og hendes mands hjem var næsten som mit andet hjem i mine drengeår. Gennem årene holdt vi forbindelsen ved lige. Da hun døde i sin høje alderdom, opfyldte jeg hendes ønske om til sin tid at forestå hendes begravelse. Vores skolegang sluttede på den nye skole. Rudkøbing Skole blev i min tid ledet af overlærer Ravn. En ret så myndig person, men også en god og inspirerende historielærer. Skoletiden var vel ikke altid rosenrød, men husket tilbage fik vi en god og kvalificeret undervisning. Noget, vi elever i situationen måske ikke helt skønnede på. Senere i mit videre levnedsløb har jeg mange gange sandet, at vi i Rudkøbing Skole fik en ganske solid lærdomsplatform, som var god et bygge videre på. Udflugter hørte også skoletiden til. I de små klasser kom vi en tur til Spodsbjerg med Langelandsbanen. I de større klasser husker jeg udflugter til Ærøskøbing, hvor det var en af de lokale færger, der var lejet til turen. I slutningen af trediverne blev det skik, at skolens ældste klasse kom på tur til Stockholm. En sådan tur blev ikke mig og mine jævnaldrende til del, idet udenlandsrejser for skolen, og i øvrigt alle andre udflugter ophørte i krigsårene. Krigen bragte mange omvæltninger i det ellers så rolige bysamfund. På et tidspunkt ophørte skolegangen i den gamle skole, alle eleverne blev samlet på den nye skole, der var ikke brændsel nok til at opvarme begge skoler. I de hårde vintre i fyrrene blev skolen lukket, når det var allermest koldt, kun eksamensklasserne gik i skole. Alle andre fik fri. Og der var muligheder nok for at få fritiden til at gå. Der blev kælket og kørt på slæde på Møllerbakken. Her kunne der virkelig komme gang i den ned ad den krogede, ret så stejle bakke. Skøjteløb foregik på Vejlen, lidt udenfor byen ved Fredskoven. Strandisen blev flittigt brugt i isvintrene, også til andet end skøjteløb. Der var en livlig, og ikke helt ufarlig trafik, af gående og cyklende, lastbiler og kaner på isen, der bandt øerne sammen. Rudkøbing er eller måske var en søfartsby. I min barndom udgjorde havnen en central del af byens liv. Der var udover paketten en fast dampskibsforbindelse til København. Mange skibe på den traditionelle småskibsfart, indenrigs- og østersøfarten, var hjemmehørende i Rudkøbing. Der var altid liv og aktivitet på havnen. Færgerne ikke at forglemme, der skulle sejles, når man skulle fra og til øen. Gik rejsen til København, så sejlede man med Sydfynskes ”Tranekær” fra Rudkøbing til Korsør med anløb i Lohals. Fra Korsør gik rejsen så videre med tog dengang som nu. Også havnens liv og skibsfarten blev stærkt berørt af krigen. Mange blev ramt af krigsforlis. Der var hjem, der mistede en familiefar, en søn eller bror på havet. Således også i mit hjem, hvor en bror omkom ved krigsforlis i Nordsøen i krigens allerførste tid. En anden bror sejlede i allieret tjeneste under hele krigen, ham var vi så at sige uden livstegn fra i disse lange og mørke år. Krigens gru mærkedes - besættelsen med tyske tropper på øen, overflyvninger af engelske og amerikanske fly på vej til Tyskland. Nogle styrtede ned, tydeligst husker jeg en engelsk bombeflyver, der styrtede ned ved Siø. Det var omkring min konfirmationsalder. Der var konfirmation to gange om året i Rudkøbing Kirke, forår og efterår. Vi gik til præst hos provst Thelle. Til at begynde med i konfirmandstuen i Rudkøbing Præstegård, et prunkløst lokale vidt forskelligt fra vores dages konfirmandstuer med bekvemme møbler og alskens undervisningshjælpemidler. Provsten klarede sig med ordet alene, og aldeles godt husker jeg den sidste del af konfirmationsforberedelsen, der foregik i kirken, for der var ikke brændsel til at varme konfirmandstuen op. Måske var fritidsmulighederne ikke så mange, men der var gymnastikforening og boldklub, sejl- og roture og naturen med skov og strand. En yndet tur for mig og mine kammerater var at gå strandlands syd for Rudkøbing, følge kysten helt til Lindelse Nor og så gå hjem igennem Fårevejleskovene. Skov og Tolneborgs Danseskole hører også barndommen til. Danselærerparret kom fra Svendborg, og havde deres skole i Ørstedspavillonen i Rudkøbing. Mange Rudkøbing-børn lærte dansetrin der, også jeg, men stjerneelev blev jeg aldrig. En stor begivenhed var Rudkøbings 650 års jubilæum som købstad. Bymøllen var illumineret, der var megen festlighed i byen, blandt andet blev der spidstegt en okse på Torvet, festlighederne sluttede med et stort festfyrværkeri på havnen. To brande i byen husker jeg også, det var, da den gamle Frøavl og Bindegarnsfabrikken brændte. Mine forældre cyklede meget, og det blev til mange søndagsture sammen med dem ud på øen. For det meste ad de små veje, som min far holdt meget af. Han kendte og kunne fortælle om mange steder i Rudkøbings opland. I badesæsonen var Spodsbjerg og Stengade meget populære turmål. Engang imellem gik søndagsturen også til Tåsinge med færgen til Vemmenæs. Der var også ved sommertid en udflugt, hvor flere familier pakkede madkurvene og sejlede til Stenodden eller til Lindelse Nor. Naboerne, som var fiskere, sørgede for fartøjer og sejlads. Jeg fulgte jo også ganske godt med i naboernes daglige arbejde, de havde stejleplads udenfor vores vinduer og bådebroer ved stranden, hvor de også havde deres fartøjer liggende. En sejltur, hvor drengene var med, hørte også til. Igen åbnes erindringens blik. En sejltur en dejlig sensommerdag til Lindelse Nor, hvor min far og jeg var med Naboen, der skulle hente noget grej der. Da vi kom hjem og gik i land, stod vores anden nabo meget alvorsfuld på bådebroen, og bragte det budskab, at nu var krigen brudt ud. Den krig, der blev til 2. verdenskrig. side 56 af 89 Dette var lidt spredte glimt fra min barndom i Rudkøbing. Meget andet kunne fortælles om byen, erhverv, foreningsliv, hvem der havde deres liv og gerning i byen. Men det falder ligesom udenfor de erindringer, som huskes fra en drengs opvækst fra han var 5-6 år og til konfirmationsalderen. Flemming Hansen (Langelænderen nr. 527-1998) Fra forsommer til snestorm Fragtsejlads 1937 Fra foråret 1935 til foråret 1937 sejlede jeg med damperen "Dorthea" fra Marstal. Vi sejlede med træ, kul og jernmalm. Vi har lastet og losset i Arkhangelsk i Sovjetunionen, i Frankrig, Spanien, England og i flere andre lande. Rederiet hed "Hans Christensens rederi", det havde syv skibe, og "Dorthea" var for øvrigt det største. Jeg startede som letmatros og blev senere matros. Som det fremgår, lavede jeg også tømmerarbejde ombord. Når vi gik gennem den norske skærgård, havde vi lods hele vejen. Min første tur gennem skærgården var i de sidste dage i maj 1935. Vi var lidt for tidligt på den og lå til ankers ud for Honningsvåg den 28. maj, på min fødselsdag - i en halv snestorm. Hvis vi gik ud i det nordlige Ishav før 5. juni, ville vi ikke kunne få isbryderhjælp uden selv at skulle betale, men senere ville den være gratis, hvis det blev nødvendigt. Der var godt nok en del is, men da ikke mere end vi selv kunne gå igennem. Det er mærkeligt, at man på nogle få dage kunne komme fra en dejlig forsommer og ind i en snestorm. På denne rejse til Arkhangelsk i september havde vi tåge hele vejen igennem Ishavet, det var strengt at skulle høre på dampfløjten både dag og nat. Ved middagstid d. 22. 9. skete det, som ikke måtte ske. Jeg stod til rors, pludselig råbte udkigsmanden forude, samtidig med han slog på klokken. I tågen kunne det godt ligne en bunke tømmer, men det var altså en flad klippe. Der blev slået bak omgående, men det hjalp kun lidt. Med et ordentligt brag og tre store hop sad Dorthea med næsen helt oppe i luften. Vi havde i lang tid hørt en anden damper, der tudede lige i vores kølvand, så lige så snart vi var grundstødt, gav styrmanden faresignalet med dampfløjten. Tro mig eller ej, tågen lettede så hurtigt, at vi så den anden damper dreje rundt. Efter den første forskrækkelse fik skipper og styrmand en snak og blev enige om, at skipper skulle over og snakke med dem på den anden damper, som var blevet liggende på stedet. Vi satte en jolle i vandet, matrosen Rasmus og jeg roede skipper over til det andet skib. Der blev omgående smidt en lejder ud over siden, og skipper gik ombord. Der blev lavet den aftale, at den anden damper skulle hale Dorthea af grunden, og man begyndte straks at rigge wirer til. Da vi var kommet halvvejs tilbage, rejste skipper sig halvt op i jollen og sagde, nu vælter den - når vi roede, sad vi jo med ryggen til - vi fik hurtigt drejet hovederne og så, Dorthea glide sidelæns og blive liggende halvt på siden. Vi fandt frem til, at vi havde fået en stor læk i bagbords side. Da vi så fik taget bundplankerne op, viste det sig, at der var sprunget nogle nagler, og at et par pladehjørner var blevet revet fra hinanden. Det var en temmelig stor lækage, men ikke værre end at pumperne kunne klare det. Skipper og styrmændene blev enige om, at vi skulle sejle videre, og den anden damper fik et praj. Det varede ikke længe inden den passerede os, det var en finne - noget større og hurtigere end Dorthea, så den så vi ikke mere til. Vi lå 8 dage i Arkhangelsk, og i den tid skete der en hel masse. Vi fik med det samme en dykkerbåd på siden. Dykkeren lå og rodede nede under bunden og fandt ud af, at der ikke var revet hul ind til ballasttankene. Der blev så sat et par store bolte i dér, hvor naglerne var sprængt. Jeg fik et par store møtrikker, som jeg skulle skrue på indvendig, når dykkerne havde sat boltene i. Andenstyrmanden forklarede mig, at jeg nu skulle lave et dæk over lækagen, og at der bagefter skulle støbes med cement ovenpå. Jeg mente, at det ville blive vanskeligt, da plankerne skulle skæres skrå i begge ender, men der var ikke så meget mere at snakke om, det var jo faktisk en ordre. Dækket blev lavet af l½” planker. Da det efter meget arbejde var overstået, blev vi tre mand sendt ned i lasten igen, det var Hans Skov, Paul Pettersen og jeg. Der blev firet både grus, cement, vand og et par skovle ned til os. Vi var godt trætte, da vi havde fået det hele dækket til og faet stampet cementen sammen. Nu skulle det så hærde et par dage. Karl Hansen (Langelænderen nr. 603-2009) Uddrag af “Vi legede pippe..” Tranekær - 1938 Sommeren 1938 var en herlig sommer. Solen skinnede ufortrødent fra en skyfri himmel hver dag, men det gjorde den nu næsten altid om sommeren, da jeg var dreng. Sommeren 1938 var en særlig sommer. Det var den sommer, jeg fik en ny cykel af min far, og det var oven i købet en Hamlet. Jeg fik ikke cyklen, fordi far følte en ubændig trang til at give sin eneste søn sådan et vidunder. Jeg fik den, fordi min far, der var cykelhandler, ikke kunne sælge den. Cyklen var en såkaldt halvracer med smalle dæk, smal sadel, halvskærme og M-styr. M-styret fik jeg dog ikke med, for "knægten skal sgu' ikke fare rundt og lege Willy Falck Hansen". Jeg havde denne pragtfulde cykel i 28 år. Så solgte jeg den for to pund kaffe, og det har jeg faktisk fortrudt. Som ny hørte den til i den dyre side 57 af 89 ende. Den kostede omkring 130 kroner, og den var åbenbart lidt for avanceret for den tids unge. Sommeren 1938 gik jeg og ventede på at fylde 12 år en dag i oktober, og det lykkedes da også, men sommeren som sådan gik bare, mens vi unger daskede rundt i Tranekær og omegn. Omegnen kunne for eksempel være stranden ved Åsø, der også dengang var et yndet badested. Der var en anløbsbro, hvor der af og til kom lastskibe, og i nogle år blev broen også benyttet af færger som "Tranekær" og "Mjølner" på ruten Rudkøbing-Korsør. Et år var vi på skoleudflugt til Christiansminde ved Svendborg, og det foregik med skib fra Åsø. Som tiden er gået, har jeg aldrig været ude for at blive forvekslet med Tarzan, og som dreng var jeg et skravl med astma. Det indebar blandt så meget andet, at jeg ikke måtte gå i vandet, og jeg måtte heller ikke spille fodbold. Det var to forbud, der passede skidt til en drengs lyster. Ved stranden kunne jeg snyde mig til at soppe lidt i vandkanten på de meget varme dage, og på fodboldbanen kunne jeg ind imellem bruges som bagstopper, når der var træning. Der var ikke net bag målene, så en bagstopper havde nok at se til med at hente bolden i buskads og brændenælder. Mit hjem midt i Tranekær var tidligere realskole, og i baggården lå en gymnastiksal. Her spillede vi lidt badminton, og som til al anden sport var snedker Asger Saabye den bedste. Gymnastiksalen blev også brugt til at vise stumfilm, og det var her jeg mødte Fy og Bi første gang. En gang var jeg aktivt involveret i en artistoptræden i gymnastiksalen. En fupmager kom til byen. Han bildte os ind, han rejste rundt for at optræde, og vi var ret imponerede. Han fik adgang til gymnastiksalen, og min mor gav ham dels noget at spise og dels nogle ark skrivepapir og en blyant. Fupperen lavede nogle "plakater", som vi børn fés rundt i byen med for at få dem op i butikker, ligesom vi satte nogle op på telefonpæle med tegnestifter. Som tak fik vi gratis adgang til den fantastiske optræden om aftenen. Jeg husker ikke så meget af, hvad fupperen præsterede, men jeg husker dog, at han udførte et meget farligt nummer, hvor han lavede store kræmmerhuse af aviser. Han satte ild til kræmmerhusene og balancerede med dem på panden. Det var fantastisk, og aviserne havde han i øvrigt nasset hos mor. I en krog ved gymnastiksalen havde naboens søn Arne, min søster Lilly og jeg et bassin, som vi kaldte det. Vi havde gravet en kasseret vaskekedel ned og lavet et arrangement med blomster omkring. Om foråret gik vi ud i slagterens mark ved Åsøvej og fangede salamandre, og vi hentede haletudser i de gamle tørvehuller syd for Flådet. Frode Jørgensen (Jubilæumsbladet 1995) En Houning Hou 193x Houbo, født norden for skovene (1929), derfra min verden går. Det var en kold og klam decemberdag, der blev min fødselsdag, noget af en vraggris - blev holdt i live med rissuppe, har min mor fortalt mig. Det første jeg husker var, at jeg faldt i møddingpølen. En ikke særlig morsom oplevelse, men en situation der blev prentet i min hjerne, så jeg aldrig glemmer den oplevelse. Jeg husker også, fra der blev tærsket korn med plejl og til nutidens mejetærskere. Plejlen var en kort stok med en lang læderstrup, som man svang over hovedet og ned på kortnet, der var lagt ud på lo-gulvet. Derefter blev halmen rystet af. Korn og avner blev skilt ved at kaste det på en speciel måde. Senere fik man en aflægger, en hestetrukken slåmaskine, som lagde kornet i bunker, når man høstede det. Så var det noget nemmere at binde kornet i neg, så det kunne stilles op i hobe til tørring, det kaldes at sætte kornet i arnested, det vil sige 20 neg i hver. Man fik også en hesteomgang og et tærskeværk. Hesteomgangen var et system, hvor et nedgravet gearhjulsystem var sat ned i en grav og påmonteret en lang stang, hvor der blev forspændt en hest til at trække systemet rundt. Fra gearudvekslingen gik der en lang aksel ind til et andet gearudvekslingssystem, hvortil der kunne sættes forskellige maskiner til for at blive trukket. I dette tilfælde var det en tærskemaskine, og dette var en mægtig revolution. Men den helt store revolution kom, da man i 1935 fik petroleumsmotor. Når halmen kom ud af tærskemaskinen blev den samlet og bundtet med håndkraft for at blive sat hen på staldloftet til senere foderbrug. Året efter fik man en halmpresse med bindeapparat. Men udviklingen gik stærkt, så der kom hurtig en selvbinder, og der kom en halmpresser. Alt sammen noget der gjorde det lettere for datidens landmænd. Der var jo altid besætninger af køer, grise og høns på alle landbrug - store som små. Derfor var enhver rationalisering et fremskridt. Skoletiden var noget med i skole hver anden dag, og når jeg ikke var i skole, var det bare hjem for at hjælpe med bedriften. Men jeg husker også en udflugt til Nyborg, der foregik med en fiskerbåd fra Lohals. Det var en stor oplevelse for en houbo at se Nyborg Slot og igennem Landporten. Til slut endte turen ved Nyborg Strand, hvor hele klassen blev fotograferet af en kanonfotograf. I Nyborg Havn lå en helt ny esbjergkutter, som senere blev minesprængt, og man fik fortalt, at hele besætningen var omkommet. Turen med fiskerbåde gav mig stærke ønsker om at komme til søs, når jeg blev voksen, men det kunne mine forældre slet ikke tænke sig. Far havde mange offentlige tillidshverv, bl.a. sognerådsformand for det daværende Snøde, Stoense og Hou sogn, med de opgaver det fulgte med sig. Og det gjorde, at de nok regnede med, at jeg skulle overtage ejendommen efter dem. Anden Verdenskrig startede med al den grusomhed der fulgte, men for os drenge var det også en spændende tid. Forholdene var jo ikke så slemme på Langeland som så mange andre steder. Men Langeland var jo et strategisk vigtigt sted, fordi næste alle flyvninger med bombemål til Tyskland gik denne vej. Min far skrev side 58 af 89 dagbog over de observationer han gjorde, og lidt af disse er kommet med i bogen "En dråbe i havet" som udkom i 1994. Dog vil jeg godt omtale en situation, hvor vi var et par drenge, der en dag gik en tur til stranden, som vi så tit gjorde det, og hvor vi fandt en dykkerdragt. Vi var klar over, at et sådan fund kunne udløse en dusør, hvorfor vi meldte fundet til sognefogeden, som så tog sig af sagen. Det gav en dusør på 60 kr. til hver, hvilket virkelig var mange penge på det tidspunkt. Jeg blev konfirmeret i 1944, men det blev der ikke gjort så meget ud af. Da vi var kommet hjem fra kirke, var der spisning for den nærmeste familie. Dagen derpå måtte jeg op og ud for at save brænde. Og sådan gik tiden hver dag. Nu hvor jeg var konfirmeret, var det mig og min mor der måtte passe bedriften. Men min drøm om at komme til søs blev ved med at kredse om mine tanker. Da jeg så var en 17-18 år fik jeg mulighed for at komme til at hjælpe en bundgarnsfisker ved navn Frederik Larsen, også kaldet Rendeskrædder. Det smagte lidt af søen, men var jo ikke det jeg ønskede. Det var jo svært, fordi det der hjemme jo også skulle passes, og arbejdet var nødvendigt på grund af økonomien. Tillidshverv gav jo ikke noget særligt på det tidspunkt, så derfor måtte jeg hjælpe til på gården. Men bare det at komme lidt ud blandt andre var jo da lidt opmuntring. Der blev fortalt mange stærke og gode historier. Nogen mere saftige end andre. Der var for eksempel een med Frederik Larsen. Han havde aldrig været en af de hurtige, men engang sad han i et ledhul i et markskel, hvor naboen kom forbi. Han spurgte Frederik om, hvad han sad der efter, hvortil han svarede, at han sad og ventede på en hare. Naboen sagde, at der kommer sku' ingen hare så længe du sidder der, hvortil Frederik svarede: "Haren har sku' ikke længere til mig, end jeg har til ham". Tiden kom hvor jeg skulle ind og aftjene min værnepligt, og med sognefogedens hjælp kom jeg ind til marinen. Jeg skulle stille i Arresødal den 11. jan. 1950, det var et forfærdeligt snevejr med storm og hvad dermed følger. Passagererne på færgen til Korsør var alle søsyge, og havde travlt med at holde sig fast. Jeg kom derover og fik den almindelige grundskole. Derefter var jeg i Rødvig til den 23. maj. Så på Søværnets kaserne på Holmen i en kort tid som disponibel mandskab. Jeg husker tydeligt en episode hvor jeg var på vagt, og der blev ringet fra vagtstuen, at flaget skulle hejses. Klokken var ca. 4 morgen, og jeg satte flaget med huen på, og skildvagten med hænderne i lommen. Det var stik imod reglementet. Jeg kom ombord på en minestryger i Frederikshavn hvor vi lå og strøg miner mellem Skagen Rev og Læsø. Senere var jeg på øvelsestur til Norge. Her blev jeg så søsyg, at man rolig kunne havde smidt mig udenbords, uden jeg på nogen måde havde gjort modstand. Og vi var ledsagerskib for Dannebrog den 5. juli igennem Limfjorden. Her skete det, at jeg som ordonnans blev sent over på Dannebrog med et brev til vagtchefen. Hele havnepladsen var fyldt med mennesker, der ventede på, at Majestæten skulle komme fra Rebildfesten. Jeg løb op af den røde løber for at bringe mit ærinde, men der blev omgående grebet ind, og spurgt hvad jeg skulle. Jeg var meget befippet og meddelte, at jeg skulle aflevere dette brev. Det var med at komme op og aflevere brevet med honnør, og så komme væk igen i en fart. På et senere tidspunkt i september anløb Dannebrog Frederikshavn, hvor jeg var med i en jubelrulle til ære for Kong Frederik, Dronning Ingrid og de 3 prinsesser. Den 4. november blev jeg hjemsendt, en hel del oplevelser rigere. Hjemme igen fortsatte det i samme rytme med at passe ejendommen, men så sker der pludselig noget. En familie var om sommeren kommet til et sommerhus , der lå i nærheden af mit hjem, og de havde deres tjenestepige med. De hentede mælk og æg hos os. Jeg var jo ikke bedre end andre unge mænd var, så derfor fik jeg hurtig kontakt med tjenestepigen. Jeg husker, at jeg i starten var meget genert, men det må jo ikke havde betydet så meget, for vi blev ved at holde kontakten ved lige. Hun skaffede mig en plads på Sjælland, hvor jeg var i et år, men kom så atter hjem. Elsa kom med til øen, og fik plads på Charlottenlund Gods. Vores forhold holdt, og i 1956 blev Elsa og jeg gift, og flyttede ind på gården sammen med mine forældre. Det er ikke noget jeg i dag vil beklage, men det er heller ikke noget jeg vil anbefale til nogen. Der var godt nok 2 lejligheder med fælles køkken, men 2 generationer sammen kan kun være belastende for begge parter. Otto Nielsen, Hou (Langelænderen 526 – 1998) Min barndom i Rudkøbing Rudkøbing 193x Jeg har aldrig kunne fordrage København, måske fordi jeg kom hertil på en skæv måde, pludselig var jeg der. På et familieråd blev jeg spurgt om, hvor jeg ville være, hos min mor, som jeg næsten ikke kendte, eller blive hos mine bedsteforældre. Hvad svarer et barn blandt alle disse voksne, - det må I bestemme, men inderst inde ønskede jeg at komme tilbage til Rudkøbing. I København fik jeg eget værelse, men alligevel græd jeg mig ofte i søvn, København var mig så fremmed. Mine bedste barndomsår tilbragte jeg hos mine bedsteforældre, som jeg kom til som ca. 5-årig. De boede dengang i Østergade 26 i smøgen, der lå også et snedkerværksted, Johansen hed han og ham besøgte jeg ofte, han var så rar, siden hen har jeg altid holdt meget af duften af savsmuld og nysavet træ. I huset boede på 1. sal 3 søskende, Rasmussen, en bror og to søstre, disse søskende havde en pogeskole om formiddagen. Den yngste legede også sanglege med os nede i gården, men da han døde, var det forbi med pogeskolen. Signe Rasmussen, som den anden søster hed, var en elskelig gammel dame, som vi måske i dag ville kalde lidt af en original, hun brugte at svøbe sig i sjaler og strikkede trøjer, selv varme sommerdage. Når jeg sad nede i gården og legede købmand, kunne hun finde på, at hejse en tallerken ned til mig med pandekager og syltetøj i en broderet mulepose. I samme hus boede side 59 af 89 familien Herakind. De havde ung pige i huset, een af dem hed Oda, hun var god til at finde på lege, som deres søn Preben og jeg kunne lege, vi legede ofte i haven bagved huset. Preben lærte en dreng Axel at kende, og jeg lærte en pige Bente City Christensen at kende, så Preben og mine veje skiltes. Bente og jeg fik lov at spille top i slægtsgården, som lå ved siden af nr. 26. Østergade nr. 26 blev solgt til købmand Jansen, vi måtte flytte, lejlighederne skulle bruges til lager. Vi flyttede ned i Nørregården over porten. Der var mange børn at lege med både i baghuset og mellemhuset. Jeg nød at have alle disse børn at lege med. Jeg husker en dreng der hed Poul Eriksen, som boede lige ved siden af os. Vi børn havde fundet ud af, at danne en klub. Poul bestemte at vores møder skulle gå på skift i vores hjem, så sagde Poul, sikkert ikke for at såre mig, men af hensyn til mig, at hos mig kunne vi ikke være, jeg boede jo hos mine bedsteforældre, men jeg blev ked af det, jeg følte mig udenfor. Klubben blev vist ikke til noget. Bedstemor var god til af finde på, gummibolde var umulig at få, dem lavede hun til mig af en korkprop som hun omviklede med gamle silkestrømper, som blev klippet i strimler og så broderede hun dem i forskellige farver, de blev virkelig flotte og kunne også hoppe lidt. Skolen var af den gammeldags slags, men man lærte noget til forskel til de københavnske. Vi havde en naturhistorielærer Olsen, kaldet Nolle, en kedelig person, jeg oplevede hans sadisme en dag. Nolle var en kraftig mand, med en temmelig stor bagdel, så da jeg var i pjattehjørnet, sagde jeg til min sidekammerat: "Hvis jeg nu havde en flitsbue, kunne jeg med en pil ramme ham lige bagi". Så fnisede vi, det opdagede han, så han tog mig lille pige på 9 år, og med sine grimme pølsefingre nev han mig i begge kinder og vred mig ned mod gulvet, det gjorde meget ondt, der sad 2 mærker på begge kinder, jeg turde næsten ikke gå hjem; men jeg hørte ikke eet ord fra mine bedsteforældre, men en skoleveninde, Anny Mortensen (Sørensen), som jeg har haft den store glæde at have forbindelse med i alle disse år, fortalte mig, at min kære bedstefar var blevet så vred over den behandling, jeg havde været udsat for, at han var gået på skolen og forlangt "Nolle" fjernet. Desværre var min bedstefar død, da jeg fik dette at vide, så jeg kunne ikke takke ham. Men jeg har også dejlige minder om en lærer Lange, som vi bl.a. havde i sang. Vi i 5. klasse var slået sammen med 2. mellem. Lange skulle høre vores sangstemmer og kaldte en dreng fra 2. mellem op og synge solo. "Hvis nu der er nogen der ler af dig", sagde Lange, "bliver det den næste, der kommer op". Jeg havde forventet en dyb drengestemme, fordi han var en stor kraftig dreng, men så sang han med en nærmest sopran. Jeg måtte ned under skolepulten, helt ødelagt af grin, det havde Lange set og vinkede mig op. Nu var det min tur, benene rystede under mig. Syng "Jeg er havren" forlangte Lange. Bagefter fortalte mine skolekammerater, at jeg havde stået og svajet i takt til Langes violinspil. Lange roste min sang, og fik mig med i skolekoret, det gav mig også mod til at fortsætte som 15-årig i København hos en sangpædagog der var uddannet hos kammersanger Herold. Jeg lærte meget af ham, derfor kom jeg med i Solbyscenen, en børne/ungdomsscene, hvor flere af vores skuespillere er startet, jeg forblev dog amatør, som jeg har haft mange oplevelser med. Alt dette kan jeg takke lærer Lange for. En meget sørgelig oplevelse, som prægede mig i mange år efter, var da en skolekammerat, Kirsten Johansen, døde bare 8 år. Vi piger i klassen skulle være blomsterpiger og strø blomster på vejen til kirkegården. Vi havde fået den besked, at vi skulle gemme nogle blomster til at drysse ned over kisten i graven, men jeg havde for mange, så lærer Mayer, som stod der, rømmede sig. Da jeg var den sidste, var jeg nød til at vende bunden i vejret på blomsterkurven. Hendes stakkels mor måtte man holde tilbage, hun ville kaste sig i graven, det glemmer jeg aldrig. Krigen husker jeg ikke så meget af. Dog husker jeg tyskerne tog Ørstedspavillonen. De første som kom, var nogle unge soldater i flotte nypressede uniformer, så når jeg gik til skolen gennem parken, turde jeg næsten ikke gå forbi. Soldaterne gjorde mig nu ikke noget, men det var nok fordi jeg havde nejet for den høje officer, troede jeg. Vi børn hørte af og til rygter, bl.a. at disse unge soldater skulle til østfronten og nogle af dem havde skudt sig med en lyddæmpet pistol. Senere kom der nogle ældre soldater. Jeg tror det var fordi de havde børn derhjemme, at de gerne ville lege med os; en vinterdag hvor jeg var på vej hjem fra skole gennem Ørstedsparken, blev jeg og nogle andre børn fanget af disse tyskere, jeg skreg og løb, da jeg blev "sulet" (vasket i sne). Nogle dage senere blev jeg i Nørregården standset af nogle store drenge. Nu skulle jeg have bank, disse drenge forstod jo mere af den alvorlige situation landet befandt sig i. "Nej", protesterede jeg, "jeg har ikke leget med tyskerne, men de fangede mig og sulede mig". Drengene troede mig, så jeg slap med skrækken. Efter krigen, som havde kostet mange mennesker livet, skulle der afsløres en mindesten på skolen, og skolekoret skulle synge. Skolen var lukket den dag, men koret skulle komme, det var meget højtideligt. Nogle dage senere gik jeg sammen med Kirsten Bondo Pedersen. Jeg var benovet, tænk Kirstens bror Preben var frihedskæmper, men vi gik nu mere i gaderne fordi vi samlede autografer fra franske og russiske krigsfanger, som det vrimlede med. De boede på vores skole, så jeg gik om eftermiddagen i den gamle skole på Kirkepladsen. Russerne var utrolig fingernemme. Bedstemor fik en ring lavet af en mønt, stenen var af tandbørsteskaft, den var virkelig pæn. Desværre var min barndom i Rudkøbing snart slut, men jeg kunne fortælle i dagevis, om alt det jeg oplevede i Rudkøbing. Men jeg havnede i hovedstaden , hvor mine bedsteforældre senere flyttede til. Der skulle gå mange år, før jeg kom tilbage for et meget kort besøg. Den kønne sejltur mellem Rudkøbing og Svendborg var nedlagt, broen var kommet. Når der er noget fra Langeland i TV, især fra Rudkøbing, sidder jeg klistret til skærmen, så da byen fyldte 700 år, ringede jeg til turistforeningen, for nu måtte der da komme noget, men nej. Hvor blev jeg skuffet da dansk TV kun lige antydede byens jubilæum, måske kun fordi Dronningen var der. Når side 60 af 89 sådan en begivenhed ikke bliver vist, så kan jeg bedre forstå, at man sjældent ser noget derfra. Når jeg tænker tilbage på de dejlige år, med alle de søde legekammerater, legekammerater jeg aldrig fik i København, så takker jeg dem for alle de lyse dage de gav mig. Så har man noget at tænke tilbage på, her i min sensommer på Østerbro i København. Alis Zenia Bach Petersen (Langelænderen 529 1998) Tag med en årgang 1939 på en rundtur i det Bagenkop der var. Bagenkop 1939- Jeg vil prøve at tegne et billede af Bagenkop, som jeg husker byen da jeg var barn. Der er jo som alle andre steder sket store forandringer, Størstedelen af byens borgere var beskæftiget ved fiskeriet, der lå nogle enkelte bondegårde i selve byen, men flere små i udkanten. Jeg vil begynde min erindringstur ved det vi kaldte Holmes hjørne, navnet stammede fra en stor gård der hed Holmegård der tjente min mor som ung pige, gården blev senere til Langelandsfortet. Det første jeg far øje på da jeg går ned mod byen, er spiret på Bagenkop Kirke. På venstre side lå et enkelt hus, og fodboldbanen, ellers er der ingen bebyggelse før jeg når cementfabrikken, som lå på højre side. Bossen på fabrikken fungerede også som sognefoged, han viede min mor og far i 1941. Herfra ligger husene tæt i byen. Jeg vil stoppe op de steder, hvor jeg har minder fra. Jeg går forbi huset, hvor familien Skytte boede, de var musikere, far, mor og søn, de spillede op til dans på kroen. Går videre, forbi vejen der fører op til Fredsbjerg som blev skænket Bagenkop af lensgreve F. Ahle-feltLaurvig år 1920. Her har vi så slagter Bucks forretning, han slagtede selv dyrene i et baglokale. Ved siden af bor mælkemanden Viggo, som med sin hest Darling kørte rundt i byen med mælk. Han boede sammen med sin far og mor, som havde en lille kolonialbutik, hesten stod på stald i bryggerset. Hvis vi efter lukketid skulle gå ad bagdøren skulle vi først forbi hesten, der næst køkkenet, hvorfra der så var indgang til butikken. Mellem slagteren og mælkemanden gik en lille lukket vej op til kirken og kirkegården, her regerede Laurits Borre, en ældre rar mand. Vi var ofte med ham oppe i tårnet og ringe solen ned, det var højt oppe og med udsigt over hele byen. Døren til kirken var aldrig låst, så vi begyndte selv at gå derop uden Laurits viden, han blev meget vred da han opdagede det. Jeg er nu nået til bageriet, hvor Sylvest og Dagny sørgede for byens brød, og deres sønner bragte morgenbrød ud til byen om søndagen. Overfor bageren og ved siden af lå der bondegårde. På venstre side lå sæbehuset, Tatol, hvor vi unge piger købte vores første nylonstrømper og make up. Larsens elog lampeforretning lå på hjørnet af vejen hen til Bagenkop Station, hvor toget kørte nogle gange om dagen til Rudkøbing. Hvis rejsende skulle videre til Fyn, var der herfra, færge til Svendborg. Gik turen til Sjælland, kørte der fra Rudkøbing rutebil til Lohals, hvorfra der så var en færge til Korsør. En rejse til København tog en hel dag. Videre passerer jeg en skotøjsbutik og skrædderen som altid sad på bordet foran det store vindue og syede. Her overfor har vi Bagenkop Kro, her afholdtes bal, dilettant, andespil, juletræsfest og karneval, både for børn og voksne. Lidt længere henne lå så gadekæret dammet kaldte vi det. Her løb vi om vinteren på skøjter, lavede glidebaner, og trak hinanden på slæder. På den modsatte side havde Kristine Rath en trikotage forretning. Lidt længere nede af gaden havde Jenny Rath et lille udsalg fra slagteriet i Rudkøbing. Hun var en midaldrende lille fiks og humørfyldt dame, der trippede rundt på høje hæle. Jeg går nu forbi barbe'ren og kan se Brugsen, her skilles gaden i et Y. Jeg husker svagt den ældre brugsuddeler, mest han datter og søn som tog over efter ham, Karen og Hans. Her blev kaffen malet og vejet af mens vi ventede. Mel, sukker og gryn blev også vejet af i pund. Sirup og petroleum blev målt af i beholdere vi selv havde med. Brun sæbe blev klasket op på et stykke papir l pund vær så god. Det hele blev langet over disken, prisen blev regnet ud med blyant på en lap papir. Appelsiner var der kun til jul. Jeg går til højre mod havnen, forbi vejen ned til dreet den bedste badestrand i Bagenkop, der lå vi næsten i vandet hele sommeren. Her er så det Røde hus, det var foderstof til landbruget, og samlingsstedet for fiskerne når det ikke var fiske vejr, her stod de så - med deres cykler, og drøftede livets glæder og besværligheder, indtil konerne havde maden parat derhjemme. En grå bygning ved siden af var salg af brændsel, der kunne hentes en sæk kul eller koks på en trillebør. Det var Lorentzen der stod for det. Nu er der frit udsyn over havnen med de mange fiskerbåde, her var også de to fiskehuse, der modtog fisk fra bådene til videresalg, Salgsforeningen, og Thorvald Larsens fiskeeksport, der arbejdede min far. Så er der filetfabrikken hvor min mor arbejdede. Jeg fortsætter min tur og er nu i Strandgade, her var der rigtig mange børn, vi havde gode og glade timer med leg. Her boede også Emilie og Harald Hansen, som hver dag kørte ud på landet med friske fisk. Her er så mit barndomshjem, et lille hus med fire små rum, efter nutids forhold, her var vi far, mor og fem børn. Lidt længere henne boede familien Lorentzen hvor moderen Ebba var syerske, hun syede tøj for hele byen. Jeg standser lidt op og kan i tankerne godt se hende derinde bag ruden, hvor hun altid sad ved sin symaskine. På hjørnet hvor Strandgade går ud i Bredgade, lå Mary og Åge Pihls brødudsalg, med slik og tobak, om foråret når de første is kom, kostede en ispind 15 øre, det var en stor dag. Der var også en telefon, hvorfra man kunne ringe, f.eks. til doktoren ved sygdom og hjemmefødsel, så kom han på besøg. Det var meget få der selv havde telefon. Ad Bredgade går jeg forbi skomageren Evald, der forsålede både vores sko og træsko, som kunne forsåles mange gange. Ved købmand Alfred Hansen går en lille lukket vej til Emmy Hansens frisørsalon, alle de tunge og varme dimser vi fik i håret til en permanent, det brændte og var så tungt at vi næsten ikke kunne holde hovedet lige. Her boede også fru Godtfredsen, som var så ferm til at plukke vildænder, at hun plukkede for folk. Der var mange vildænder ved side 61 af 89 Bagenkop. Jeg går nu op ad Skolegade, her boede Ella, hun vaskede for folk, og gik altid med et stort sort gummiforklæde. Der overfor ligger den lille skole hvor vi gik 1. og 2. klasse. Videre når jeg til Hansignes brødudsalg, dernæst den store skole, hvor der også var bibliotek, der gik vi til og med 7. klasse, tre timer om dagen. Jeg går tilbage til Bredgade og går til venstre, og hen ad markvejen der førte til mosen, en idyllisk tur, med kornmarker på højre side, og et gammelt stengærde med en masse vilde blomster, på venstre side. Jeg husker at vi der, på en tur med skolen i et naturfag, skulle samle blomster, tilbage på skolen, skulle vi så finde dem i bogen og skrive navnene op på dem. Jeg går tilbage og går ned ad Stormgade til klinten, som nok er det højeste punkt i Bagenkop. Her kunne vi på kælken få god fart på. Jeg runder hjørnet og er på Klintevej hvor min bedstefar boede, han havde et lille skur bag i haven, hvor han røgede fisk, som han solgte. Nu kommer jeg til endnu en lukket grusvej, der fører op til stranden, hvor vi til påske byggede et bål op af sten, en lille gryde og tændstikker havde vi med hjemmefra, samt alle de malede æg vi om morgenen havde fundet i haven, så var det bare om at finde nogen pinde, så vi kunne få dem kogt. For enden af vejen lå der et lille husmandssted i røde sten. Her boede Kristine, en sød ældre dame, hun havde kun én ko, den hed Rosa, og nogle høns. Vi gik tit op til hende, så fik vi lov til at hjælpe hende med at give koen roer og hø, det kunne vi godt lide. Jeg vil lige indskyde her, at jeg mange år senere har været så heldig, at jeg sammen med mine to søstre, gennem et bureau, kunne leje det nu Gule hus på klinten i en ferie, det var jo ændret helt ,der var blandt andet blevet soveværelse der hvor koen havde haft sin plads. Jeg går tilbage og til venstre op ad Sluppen, hvor Alfred boede, han delte hver dag Langelands Avis ud, samt ugeblade til de faste holdere. Jeg går videre og da Sluppen munder ud ved havnen, vil jeg her slutte min tur i det Bagenkop, som jeg husker var. Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 571 2004) Barndomsminder fra Bagenkop Bagenkop 1939- Jeg er årgang 1939 - voksede op i Bagenkop i 40-erne og først i halvtresserne. Vi var 5 søskende, to drenge og tre piger hvoraf jeg var den ældste. Jeg var 7 år, da min sidste lillebror blev født. Jeg husker vi var kommet i seng om aftenen, da far kom ind i værelset, og sagde til mig, hvis du lægger et stykke sukker i vinduet til storken, kan det være den kommer med en lillebror eller lillesøster til os i nat. Jeg skyndte mig at lægge sukker i vinduet. Næste morgen var sukkeret væk og hos mor lå en sød lillebror. Jeg var overbevist om, at storken havde været der. Bagenkop var dengang en lille travl by med masser af liv, og mange børns glade råb og latter i gaderne. Der var mange børn på den tid. Vores legeplads var gaden, havnen og stranden - ja, vi var allevegne. På gaden legede vi mest kædetagfat, rundbold og pip: "Nå kå i båår pip ier - så ska jee nok hit eir". Vi kunne møde gamle Mathilde, der hver dag besøgte sin mands gravsted på kirkegården. Mens hun gik strikkede hun, garnnøglet havde hun i forklædelommen. Det kunne sommetider falde ned på vejen og trille langt bagefter hende, inden hun opdagede det. Der var altid mennesker på gaden, på vej et eller andet sted hen, enten til en af de mange små butikker i byen eller til havnen. Biler var der ikke. Mælkemanden kørte hver dag gennem byen med hest og vogn, han ringede ind i mellem med en klokke, så man kunne høre hvor han var på sin rute. Kvinderne myldrede ud med kander og krukker og købte mælk "i løs mål". Hesten hed Darling, den hørte med til bybilledet, vi børn beundrede den, men på afstand, vi måtte ikke røre den - den bed, sagde mælkemanden, så vi kunne nok holde fingrene fra den. Det var en sorgens dag, da den i fremskridtets navn blev slagtet og udskiftet med en bil. Der var to hjemmesyersker, som syede tøj til os, oftest var det tøj der blev syet om fra voksen til barn. Vi fik da også sommetider noget nyt og færdigsyet, det var gerne pr. postordre fra Daells Varehus, der var så kendt og brugt her i byen, at når de ældste skoleklasser var på tur til København, var Daells Varehus noget af det første de skulle se. Havnen med fiskerbådene BYENS HJERTE det var den vi levede af. Det var en daglig kamp for vore forældre at få det hele til at løbe rundt, selv om de sled i det fra morgen til aften. Der var jo mange børn, der skulle have føde og klæder. Far arbejdede ved fiskerhusene, hvor bådene lossede deres fisk, når de havde været på havet. Dér i husene blev fisken skåret op, renset og lagt på is i trækasser. Disse trækasser blev repareret igen og igen. Der stod et par mænd fast ved havnen og ordnede det. Når kasserne ikke kunne repareres mere, kunne vi få dem til kakkelovnen, de lugtede lidt, men gav en god varme. Sidst i 40erne blev der bygget en filetfabrik. At filetere fisken var kvindearbejde. Mødrene til de største børneflokke, også mor, greb kniven og gik på fabrikken, der var hårdt brug for de penge de kunne tjene. Børnene blev overladt til sig selv. Den ældste pige havde så ansvaret for de mindre søskende. Hun blev en lille reservemor, skønt hun mange steder kun var 9-10 år, så det gik jo som det bedst kunne. Der var et par strenge isvintre i 40erne. Vi kunne gå langt ud på isen fra stranden af, et godt stykke ude var der hugget våger i isen til vildænderne. På kanten af disse våger lå vi børn på maven og smed brød ud til dem. Men mange af dem døde af sult og kulde. Vi syntes det var synd, og tog mange af de halvdøde med hjem, og lagde dem i kasser med halm ude i tørvehuset. På et tidspunkt havde vi så mange, at det blev far for meget, han kunne vel se at de ikke kunne overleve, så han slog dem ihjel. Det blev vi meget kede af. side 62 af 89 Nu var det ikke bare is, men også masser af sne, alle mænd, der ellers arbejdede med fisken, var ude at skovle sne. Den blev skovlet op af siderne af de i forvejen smalle gader, så der kun blev en smal sti at gå på. Det var underligt for os børn, da snebunkerne var så høje, at vi ikke kunne se over dem. Det virkede så tyst og lydløst når vi gik der. Det røg voldsomt op af skorstenene. Folk fyrede på fuld kraft, alt hvad der overhovedet kunne brænde kom i kakkelovnen, tørvesmuld blandet med petroleum og fiskegarn der havde været i tjære, så det var en sort røg der kom af det. Det var meget koldt - mest om fødderne. Vi havde kun gummistøvler og der var altid mindst et hul i sålen. Vi havde såler af pap at ligge i, men sneen kom jo ind i støvlen alligevel. Der kom hver vinter en uldkræmmer, som solgte varmt undertøj, store tykke underbukser med elastik i benene, undertøj med lange ærmer og uldsokker. Det var ikke dyrt, han havde sine vare i en bylt på nakken. En sjov lille episode fra krigens slutning i 45. Da var jeg 51/2 år, Jeg har vel hele dagen kunne mærke glæden og spændingen hos mine forældre og vore naboer. Det må have været hen imod aften, det var dog stadig lyst. Mine 3 søskende og jeg var kommet tidligt i seng. Mor og far skulle over til havnen og fejre dagen sammen med alle fra byen. Jeg kunne ikke sove, sad i vinduet og så alle dem der gik mod havnen. Resolut gik jeg i skuffer og skabe, fandt en sommerkjole, sikkert ikke nystrøget, et par store uldvanter og hoppede ud af vinduet og på bare tæer til havnen. Er det sommer eller vinter i maj? Den er ikke nem for et barn. Jeg løb noget rundt ved havnen inden jeg fandt far og mor. Jeg blev straks fulgt hjem af en meget stram mor og indkasserede nogen "smæk i møllen" så snart vi var kommet indenfor døren. Ja, hænderne sad løst på forældrene dengang. Fiskerne kunne efter krigen få en drittel smør i deres garn, så gav de ud til venner og bekendte. Jeg kan ikke huske, at vi har fået noget, men jeg var ofte med en veninde hjemme, der fik jeg sigtebrød, det smagte bare så godt. Jeg fortalte mor hvor godt deres sigtebrød smagte, meget bedre end vores. Det kunne mor ikke forstå, for vi købte brødet det samme sted, det var nok bare en ide jeg havde, sagde hun. Meget senere fandt jeg ud af, at det var smørret der gjorde det. Om sommeren var der ikke så meget arbejde ved havnen, da var det som daglejer ved landbruget pengene skulle tjenes. Det var roerne og høsten. Så var der kartoffeloptagningen om efteråret, det var mest mødre og børn der klarede det. Jeg mindes disse kolde og blæsende dage, hvor vi kravlede på knæerne frem og tilbage ad de endeløse rækker i den våde jord. Vi fik kartofler som betaling. Far var med til at grave tørv for en landmand i en mose som ikke er der mere, og som en del af lønnen kunne han lave nogen til sig selv. Da skulle mor og vi børn hjælpe til, vi vendte tørvene når de var faste, det gjorde vi med en slags rive. Senere skulle de stables i en rundkreds for at tørre og så kunne de køres hjem. Jeg syntes det var rigtig hyggeligt hele familien var sammen. Når vi havde været hjemme og spise til middag, blev mor hjemme for at rydde op, mens vi gik i mosen igen, hun kom så om eftermiddagen med kaffe og sigtemadder. Det var skønt at sidde i det grønne og få kaffe godt med sukker og mælk. Det blev transporteret i sodavandsflasker pakket ind i avispapir for at holde sig varm. Et par gange hver sommer besøgte mor og os børn bedstemor og bedstefar i Haugbølle (der kom mor fra). Vi glædede os helt vildt i mange dage før vi skulle af sted. Vi tog toget fra Bagenkop til Kædeby og gik så til Haugbølle. Bedstefar arbejdede på Vestergård, det havde bedstemor også gjort, men var så tidligt plaget af gigt, at hun næsten ikke kunne gå. Huset de boede i tilhørte Vestergård. Det lå for foden af bakken hvor der var en mølle. Omkring den var der sat et lille rækværk op, det måtte vi ikke komme indenfor. Vi kunne godt lide at løbe op ad stien og sidde og kigge på møllen, den knirkede og knagede, når den kørte rundt. Det var mest spændende, når mors yngre brødre også var hjemme. De turde godt gå indenfor rækværket, så tog de fat i en møllevinge, vi skulle så se hvem der kom højest op inden de slap. Haugbølle Mølle brændte senere, jeg husker ikke årstallet. Det var sjovt at se når bedstefar trak en spand op af brønden, der kunne være frøer og salamander i. Vores anden bedstefar, som boede i Bagenkop, besøgte vi tit, der skulle ikke så megen forberedelse til, der kunne vi bare dumpe ind, når vi havde lyst. Han sad altid ved spisebordet med sin avis, hans ur tikkede meget højt, det snakkede vi børn tit om, for det gjorde vores ikke. Når vi kom fik vi hans brødskorper, dem skar han af, for han havde ingen tænder. Vi kunne godt lide dem, "brødringe" kaldte vi dem. Somme tider havde han også stegt æbler i ovnen, men han havde mange børnebørn der besøgte ham, så det var dem der kom først, der fik de gode sager. Hvis vi var for mange og larmede, blev han vred og smed os ud, det var ikke noget vi tog os så meget af, det varede sjældent længe før vi var der igen. Derhjemme havde vi gæs, ænder og høns, ikke mange men sådan til husbehov. Vi skulle hver dag sommeren igennem plukke en stor kurv fuld af tornpil til gæssene, det var surt, men det skulle vi og det gjorde vi. Et år fik vi en lille gris, den skulle slagtes når den blev stor. Den var så kær, vi børn snakkede til den, kælede og klappede den og skreg som grisen selv, da den blev slagtet. Vi fik aldrig mere en lille gris. Jeg blev konfirmeret i 1954 og kom ud og tjene på en gård ved Humble. I 1958 rejste jeg fra Langeland. Det Bagenkop der var dengang findes nu kun i erindringerne. "De gode gamle dage", var de nu så gode? De var nok mere enkle, der var ikke så meget at skulle tage stilling til. Vi var ikke så oplyste om hvad der skete ude i den store verden, vi levede i vort eget lille univers. Mit barnebarn på 8 år spurgte mig en dag: "Mormor, er det rigtigt, at da mor var lille var der ikke farve på fjernsynet?" "Ja det er rigtigt, - men da jeg var lille var der slet ikke fjernsyn". "Orv, hvad lavede i så om aftenen?" Udviklingen og fremskridtet holdt i 60erne selvfølgelig også sit indtog på Langeland. Bagenkop voksede, mange nye huse blev bygget, en stor færgehavn Tyskland tur/retur - toldfrie varer, mange turister - det forandrede byen totalt. Jeg besøger gerne byen hver sommer, men kan gribes af vemod. Set med mine øjne virker den før så travle by død. Ingen glade børns råb og latter i gaderne, der er side 63 af 89 kun plads til bilerne. Børnene leger bag stakittet i parcelhusets have. De mange små butikker er lukkede. Brugsen er der stadig, den er udviddet og har alt det de små butikker handlede med før. Indtil sidste sommer var der dog liv ved havnen. Nu hvor færgen ikke sejler mere, er der også tomt der. Jeg håber og ønsker for Bagenkop, at der atter kommer gang i færgehavnen. Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 540 2000) En dejlig barndom Nordenbro 1936-1946 Jeg er gentagende gange blevet opfordret til at skrive noget om min barndom på Langeland, en periode på godt 10 år. Min far var "Baberi" - Johannes Ren i Nordenbro. Mit navn er Birgit Jonna Ren, nummer 2 i en søskendeflok på 5 - Bendt, Birgit, Conny, Laila og Palle. Vi boede flere steder, men det jeg bedst husker er fra Landevejen og Sædballe. Det var jo en rolig og tryg tilværelse, også selvom der var krig. Jeg gik i Nordenbro skole, hos lærer Chr. Ruthner, som jeg også kom hos udenfor skoletiden. I starten gik vi kun i skole hver anden dag - den lille og den store klasse. Inde i klasseværelset stod den store kakkelovn, som var en utrolig god varmekilde. Vores "gymnastiksal" var en udendørsplads lige overfor skolen. Der var en balancebom, nogle ribber og så ikke mere, men vi kunne da dyrke forskellige boldspil. Om sommeren kom jeg ofte med både Hr. og Fru Ruthner til vandet, og det var ude ved Fredmose Strand. Vi sang altid når vi kørte, fru Ruthner havde en dejlig sangstemme. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom der så meget, måske fordi deres egne 2 børn var blevet voksne, og så var jeg glad for at gøre noget for andre - det har forfulgt mig også senere i livet. Min far havde mange fætre og kusiner på Langeland, og det var dem der trak for at fa mor og far derover! Om vinteren var der altid meget sne -tro det eller lad være! Vejen ned til Broholm ser jeg stadig for mig, hvor sneen var gravet ud i blokke og stablet meget meget højt op, helt op til telefontrådene eller elledningerne. Vi kunne også løbe på skøjter på gadekæret, der lå ved siden af hjemmebageren ned mod Sædballe, som jo er væk for flere år siden. Det var også en ganske almindelig ting, at flere vogne og andet blev slæbt ud på gadekæret nytårsaften. Vores juleaften var noget helt særligt. Som hos alle andre fik vi dejlig okse-kødssuppe og peberrodssovs. Vi gik i kirke i Tryggelev, der var vist noget om, at far ikke var så glad for præsten i Magleby Kirke. Når vi kom hjem fra kirke spiste vi, og så skulle far altid ud på Vestegnen for at klippe den syge dreng - og altid, mens far var derude, kom julenissen - vi var store før vi fandt ud af sammenhænget. Som forståeligt nok, var der mange munde at mætte, så derfor var der en stor have med mange grøntsager. Der var også en stor hønsegård, ænder og altid en gris til opfedning. Jeg kan stadig høre dem skrige, når den blev slagtet. Mor og far dyrkede også tobak, nogle store flotte blade som blev trukket på en tynd ståltråd og hængt op på loftet til tørre. Der blev lavet mange cigarer, men hvordan de smagt, aner jeg overhovedet intet om, men der kom mange mennesker og købte dem. Under krigen blev min far også sendt på arbejde for tyskerne. Han blev sendt til Bagenkop for at være med til at skære fisk op. Jeg kan ikke fortælle hvor mange forskellige retter, der kan laves af torsk, men der er mange. Min mor var god til at lave forskellige retter, og ingen børn var særlige kræsne - spis hvad der bliver sat på bordet, og ellers er du ikke sulten. Der var mange børn i næsten alle hjem, så der var altid nogen at lege med, og med 3 små søskende var der jo altid noget at se til. Kan huske, at vores nabo, en stor tømmermesters datter, var enebarn, og det syntes jeg var misun-delsesværdi, men på den anden side kunne jeg godt se, at det også måtte være kedeligt. En af vores lege om sommeren gik ud på at fange små markmus, og dem holdt vi fanget i små glas og legede, at det var vores husdyr, nøjagtig som vi havde en hel stribe af "håldkræer" -hul sten med en snor i, det var jo ikke som i dag med legetøj i kassevis. Engang fik jeg i julegave en stor dukke fra familien i København, og inden juleaften var ovre, havde min lille søster bidt næsen af dukken, men jeg elskede den dukke højt, og den "levede" længe. Når vi var i byen var det næsten altid sådan, at børn sad i køkkenet og spillede spil, og de voksne sad i stuen og spillede kort og talte voksensnak, som vi børn dengang ikke blandede sig i. Der var ikke TV og ikke særlig meget i radioen, men der var en serie i radioen, "Familien Hansen", som vi gerne hørte. Min mor og far var også med til at spille dilettant ude i Magleby Forsamlingshus, hvor vi også gik til gymnastik om eftermiddagen. Ja og vi gik derud, for under krigen havde vi ingen cykler, før der var en cykelsmed, der fik sat træringe på vores cykler, gummi var der jo ikke til at få. Angående julen havde vi jo ikke meget strøm, og der var heller ikke opfundet kalenderlys. Nej, læreren tegnede et juletræ på tavlen den l. december, og så blev der hverdag tegnet et lys, indtil sidste dag inden vi gik på juleferie. Selvfølgelig bagte vi de traditionelle småkager og under krigen lavede vi også konfekt, fløde/marcipan karameller af kartofler og havregryns-konfekt, som jeg stadig laver - nu i en alder af 74 år. Vi mærkede som sagt ikke meget til krigen, og dog kan jeg huske, at vi fra mine forældres hus kunne se, hvordan det brændte i Nordtyskland. På det allersidste af krigen, kom der mange flygtninge til øen, men det er en anden historie. Mine forældre havde utrolig mange venner og alle min fars fætre og kusiner. Deres venner var købmænd, bageren ved møllen, slagter Brølle's og skomageren og en hel masse flere, l - 2 gange om sommeren kørte vi til skov og strand, det var en rigtig god og glad dag med boldspil og vandgang, og den gang tænkte man ikke på, om man var tyk eller tynd, der var man som man var. Kan også huske at min mor fik et par flotte skosandaler i rødspætteskind, men desværre kom min mor ud i regn og torden, og det kunne skosandalerne ikke holde til. De gik helt fra hinanden og der var jo ikke som i dag mulighed for bare at købe nyt, for pengene var små, og der var ingenting at købe, det var jo på grund af krigen. Som jeg side 64 af 89 husker det, havde vi en rigtig dejlig barndom, desværre flyttede vi fra Langeland i 1946. Jeg har været der flere gange siden - især på sommerferie, men også flere gange som voksen og glæder mig altid til at komme derned, især efter min nevø, Anders Gade-gaard, er gået i gang med slægtsforskning - UHA, hvor har vi faet mange slægtninge på Langeland. Birgit Ren (Langelænderen 609-2010) Uddrag af barndomserindringer Bøstrup 193x Nogle af lærerne fra Husmandsskolen i Odense mødte jeg i mit hjem. Engang kom en lærer, som syntes at vi børn skulle være med i det daglige arbejde på den måde, at vi fik nogle høns, der skulle være vores egne. Vi skulle selv passe dem, notere hvad de spiste og hvor mange æg de lagde. Vi kom så med i en konkurrence og kunne vinde præmier for bedste resultater. Det måtte da lige være noget for mig, mente han. Jeg klemte mig ind i den fjerneste krog i køkkenet og skulle bestemt ikke have noget klinket. Jeg var rædselslagen for at komme for nær en høne, og så kunne han ellers lokke med præmier, og jeg ved ikke hvad. En anden lærer var Munkegård. Han havde med havebrug at gøre. Han rejste også meget, især til Tyskland, derfra hjembragte han smukke billeder, som han viste som lysbilleder i de forskellige foreninger samtidig fortalte og forklarede han. Han lavede også selskabsrejser, og var på den måde foregangsmand som rejseleder. I 1923 var han involveret i en togulykke i Tyskland, og fik ødelagt sine ben, jeg husker ham kun med stok og chauffør til sin flotte bil. Engang fik min bror og jeg en tur til Lohals og tilbage igen, og det gik sandelig hurtigt. Det meste vi kendte til bil, var nok "Marianne", slagter Petersens bil, og den kørte mere adstadigt. Grethe Nielsen (Langelænderen nr. 514 - 1996) Uddrag af barndomserindringer Fæbæk - 194x Så kom krigen, og jeg kom i skole i Fæbæk. Vor lærer hed Hjalmar Lund Johansen, og jeg tænker med stor taknemlighed på ham, for det han fik puttet ind i hovedet på mig, de syv år jeg gik i skole. Især når jeg i dag oplever, hvad de skolesøgende børn i løbet af ti år når at få stoppet ind. Vi var inddelt i en "Lilleklasse" og en "Storeklasse", hvilket ikke havde noget med antal elever i klassen at gøre, men med alderen. De små gik i skole om eftermiddagen og de store om formiddagen. Oprykning fra lille- til storeklasse foregik henholdsvis efter tredje eller fjerde år, afhængig af hvor modtagelig man havde været. Jeg mener at kunne fastholde, at klassekvotienten i samtlige 7 år gennemsnitlig var 30. Vi havde en dygtig lærer, der følte sit arbejde som et kald og dermed samfundgavnende - det var ikke kun et levebrød. En god hjælp var måske også, at vi alle kom fra hjem med to forældre, der havde lært os, at vi skulle yde før vi kunne byde, og vi skulle lyde før vi kunne nyde - kort sagt - opdraget til at tie stille når voksne talte til én, og det gjaldt især de steder, hvor man blev sendt for at lære noget. Jeg mindes ikke på noget tidspunkt uro i klassen af længere varighed, end det tog læreren at banke blyanten advarende mod bordpladen, så var der ro. Læreren var også kordegn, og det hændte, der var begravelse i skoletiden. Vi blev grundigt sat ind i, hvad vi skulle udføre, regne nogle stykker, skrive en genfortælling og lign., og inden han drog til kirken, åbnede han døren ind til privaten, hvor vi havde fået at vide, at hans kone holdt et "vågent øre" med os, og det virkede. Det første år i skolen skrev vi på tavle. Når vi havde hjemmeopgaver måtte vi pakke tavlen ind, ofte i avispapir, for ikke at det skrevne skulle blive gnedet ud, når tavlen blev stoppet ned i tasken til bøgerne. Der var naturligvis ikke toiletter, men lokummer, og skulle der vaskes hænder foregik det under vandposten, lige ved indgangen til skolen. Klasseværelset var kakkelovns-opvarmet, og brændslet var tørv. Der var selvfølgelig også nogle pinde til at tænde op med, og jeg beundrede læreren for, at der altid var tændt op om morgenen, så betids at varmen også var begyndt at brede sig når vi mødte. Der var jo ikke pedel til den slags. I lærerboligen, der var sammenbygget med skolen, var der en kælder, og den blev under krigen indrettet til beskyttelsesrum, som vi da også fik indøvet at gå ned i - godt der aldrig blev brug for, at vi skulle derned. I lilleklassen var der ikke så meget hjemmearbejde, men det der var blev kontrolleret. Fejl blev påtalt, og var et regnestykke ikke fyldestgørende med mellemregninger, så måtte man op næste dag til tavlen og gøre rede for, hvordan man var kommet til facit. Så det med at skrive af fra ældre søskende, kom man ikke langt med hos Johansen. I storeklasse var kravene selvfølgelig større. Hjemmeopgaver kørte således, at vi havde et hæfte hjemme, og et andet var så til rettelse. Der blev rettet såvel for stavefejl som tegnsætningsfejl, og karaktererne var herefter. Når det drejede sig om stile o.lign., blev det rettet med rødt blæk - så det var ikke noget, man kunne snige sig fra. Regnestykkerne blev gennemgået således, at var facitstregerne ikke lige lange og parallelle - så var det ikke fejl, men uorden altså sjusk. Som tiden gik, begyndte jeg at hjælpe min far lidt på hans arbejde (luge roer m.v.). Det endte med, at jeg blev "fast" i gartneriet på Nedergård. Der var en gartner, 2-4 mand og så var vi to drenge. Det meste var side 65 af 89 "puslearbejde", som en rask dreng kunne klare, så jeg fik mine ferier og fridage fuldt besat med "erhvervspraktik", som dog var mod betaling. Da jeg som 10-årig rykkede op i storeklasse, fik jeg hele eftermiddagen til rådighed, så der kunne jeg rigtig komme på arbejde. Arbejdsdagen gik normalt dengang til kl. 18, i høst noget længere. Jeg blev sat til større projekter og begyndte at bruge heste til bl.a. at hesterive, hvilket var at rive en mark, efter at kornnegene var fjernet. Så var der en masse løse strå, der samlet kunne give mange tønder korn. Som 12-årig blev arbejdet mere krævende, bl.a. at køre med trespand for ploven (altså tre heste i spandet), der var jo ikke så mange traktorer dengang. Omgangen mellem herregårdskarlene bevirkede nok, at jeg hentede en del "point", som jeg senere kunne anvende i det praktiske liv, og som også har været godt at have i ballasten senere i livet. Jeg kunne godt spinde en længere ende om Nedergård, som forblev arbejdsplads for min far i 30 år, men vil her blot nævne én hændelse. Den dag tror jeg aldrig jeg vil glemme. Den 3. maj 1945 var jeg ude at harve på en afsides liggende mark bag Rørskov, helt ude ved kysten. Det var først på eftermiddagen, og RAF begyndte at beskyde og bombe de tyske skibe, der lå op gennem bæltet langs Langeland. Ude på vandet, lige ud for den mark jeg gik på, lå et af disse skibe, der blev taget under behandling. Kuglerne piftede langs klinten, der fik støvet på marken til at rejse sig, og bomberne udsendte nogle høje hyl og brag. Hesten blev sky m.m., og jeg blev bange. Jeg vidste jo egentlig ikke hvad det var, men det lykkedes mig at få hesten beroliget og spændt fra, og vi trak over i den lille lund på marken ca. 150 meter fra klinten. Hvad jeg følte og gennemgik, kan jeg ikke beskrive. Jeg vil tro det hele varede 20 min., men det føltes virkelig langt. Da jeg ikke længere hørte maskinlarm i luften, kun af og til nogle fjerne bump, vovede jeg mig ud af lunden, og så sort røg væltede op af skibet ude på vandet, og jeg kunne se røg stige op andre steder ude på bæltet. Jeg turde ikke være derude længere og gik hjem til gården, og satte hesten på plads. På gården var alt roligt, så jeg luskede rundt ved stalden til fyraften, og jeg tror ikke, der var nogen der opdagede, at jeg "skulkede". Den 5. maj om morgenen afslørede forvalteren, hvem han egentlig var, idet han mødte i uniform fra Den Kgl. Livgarde. Han blev kaldt Krarup, om det navn var rigtigt, ved jeg ikke, men jeg ved, at der har været en officer i hæren med det efternavn. Han gik rundt og takkede alle for deres loyalitet over for ham, og så rejste han. Den 5. maj efter morgensang og bøn i skolen, gik vi ud til flagstangen, hvor også lærerens familie var med, og der fik vi af en bevæget lærer at vide, hvad der var hændt. Hvor godt det var, og at vi derfor skulle hejse Dannebrog i et frit land, og så fejredes dagen med, at vi holdt fri fra skolen den dag. Erik Arildslund (Jubilæumsbladet 1995) Med toget fra Søndenbro til Rudkøbing Søndenbro-Rudkøbing 194x Det var altid Rudkøbing, aldrig Humble, der var målet for vore indkøbsture, så den eneste tur til Humble på cykel sammen med min mor, jeg husker, var et besøg hos læge Bjørnson, der havde sin praksis her. Jeg skulle have trukket en kindtand ud. Det var ikke morsomt, og på hjemvejen måtte vi stå af cyklerne, fordi jeg havde det dårligt. Jeg havde meget ondt af mig selv. Når vi undtager tandlægebesøgene, var det morsomt at komme med til Rudkøbing. I krigens år og frem til 1947, hvor vi købte bil, var vi med toget. Det var jo en lang rejse, de 23 km, og det tog over 1 time. Alle stationerne var selvfølgelige holdepladser, og ind imellem var der trinbrætterne, de små, beskedne træskure med en fast bænk som siddeplads, men der skulle toget kun holde, hvis nogen skulle stå af, eller hvis nogen havde hejst signalet og skulle med. Først var der Røjle trinbræt og så Magleby trinbræt, derefter Nordenbro st. - så Østerskov trinbræt, Tryggelev st., Nørreballe trinbræt og så Humble st., der var lidt større, og hvor der altid skulle en del folk af eller på. Så kom Helsned trinbræt, der lå, hvor landevejen skar banelinjen, og herfra husker jeg engang, vi med toget kørte forbi, og der kom en trivelig kone halsende hen mod holdepladsen. Hun var kommet for sent, men toget holdt og bakkede tilbage og tog den smilende kone med. Nu kom den mindre Kædeby st., så Hennetved trinbræt og Lindelse st., Vindeby trinbræt, Illebølle st., Snaremose trinbræt, Longelse st. og nu Skrøbelev st., som blev passeret af den jernbane, der gik tværs over øen fra Rudkøbing til Spodsbjerg. På denne korte strækning har jeg aldrig været med. Der var der kun 1 station, nemlig Krogsbjerg. Her var en bekendt stationsforstander, og det var et agtet erhverv. Det kunne man også se på de forskellige stationer undervejs, når stationsforstanderen kom ud og tog mod toget, at de selv var fuldt bevidste om deres position. Efter Skrøbelev var der to trinbrætter, Møllemose og Peløkke, og det sidste brugte vi altid, når vi siden med toget skulle besøge dem i Rifbjerg. Endelig nåede vi Rudkøbing, men det hed en banegård og havde restauration. Mellem Bagenkop og Rudkøbing var der således 19 holdepladser, så det er klart, at toget ikke kunne nå op i fart mellem disse. Alle trinbrætter var selvfølgelig placeret et strategisk sted ved en vej, men er nu for længst væk, efter at jernbanen blev nedlagt i 1962. Den var blevet indviet d. 4. oktober 1911. Togpersonalet kendte sikkert alle folk på Sydlangeland - og omvendt. Togføreren var Lille Sørensen, der var gift med Claudius´ datter Lydia, og konduktøren, der kom og klippede billetterne, hed Bach. Han var fra Ryomgård og kendte derfor særligt far og for og morbror Niels. Hvis vi var med morgentoget, kunne vi opleve det særlige klientel, der daglig frekventerede Langelandsbanen, dels realskoleeleverne til hhv. Humble eller Rudkøbing og dels de unge piger, der havde en kontorplads eller elevplads i Rudkøbing. side 66 af 89 Oftere så vi dem nok på hjemvejen med toget hen mod aften, men når de kom ind, tog de hjemmevant kupéen i besiddelse hver på deres mere eller mindre støjende måde. Navnlig var pigerne et studium værd, for det var da utroligt, som disse bondepiger på kort tid kunne forandre både sprog, attituder og påklædning, blot fordi de nu blev bypiger. Min foragt voksede med årene for begge disse kategorier, og min hengivenhed for bondelandet og miljøet her blev næsten et mantra. Var det trods eller misundelse? Jeg vælger at tro, det ikke var nogen af delene. Det var altid en lang tur med toget. Et goddag og et farvel til Fogedgården var det, når toget kørte gennem Rosenlunds og vore marker, og måske var der nogen at vinke til dernede i haven eller udenfor porten. Rudkøbing Når vi var med toget til Rudkøbing, var det for det meste for at handle. Vel ankommet til staden var der jo et stykke at gå fra banegården og op til Torvet, så vi gik ad de gamle brostensbelagte gader, først Vinkældergade, der skar Ramsherred, og hvor vi til begge sider kunne se langt ad den smalle gade med de mange små, sammenbyggede huse. Her fortalt mor mig, at da hun som ung tjente hos slagter Jensen i Rudkøbing, var der ingen, der kunne lide at gå gennem Ramsherred, for her blev man overbegloet af alle de koner, der stod på trappestenene og sladrede. Af de forretninger, der lå ud til Torvet, var fotograf Harald Knudsen den eneste interessante, for vi skulle altid se, om der var nogen, vi kendte, udstillet i vinduerne eller i smøgen. Så var der jo neden for Torvet et stort bindingsværkshus med en høj, meget speciel fortrappe, hvor man kunne gå op til den ene side og ned til den anden. Det skulle jeg gerne prøve, indtil Mor engang stoppede det med bemærkningen om, at så troede ”de” bare, de fik fremmede. (Det var præstegården). Som en afslutning på Torvet var amorinbrønden, et springvand, placeret. Her overfor lå det høje hus med den stejle trappe, hvor materialisten havde til huse. Veie hed han, og her havde mor af og til ærinde. Enkelte gange gik vi ind i sidegaden, Sidsel Bagersgade, for her lå en lille hatteforretning, og måske skulle mor have ny pynt til sin sommerhat. Længere nede ad hovedgaden, Østergade, der gik ud fra Torvet, var vi tit inde ved Østerby, en manufakturforretning, som havde finere varer end Valdemar Juel, som vi nok kun kom hos, fordi det var gamle venner. Mor var altid ude efter strømpegarn, og som gammel kunde kunne man være heldig de første krigsår. Her i nærheden købte far også altid arbejdstøj og -jakker hos Stærke, som forretningsindehaveren hed, men der var jeg aldrig med inde. Det var jeg derimod ved Jens Winther, en gammel og anset manufakturhandel længere nede ad hovedgaden. Jeg mindedes Winthers, da TV sendte ”Matador” og viste Damernes Magasin, noget af den samme højtidelige belevenhed og indretning med hylderne på væggene, fyldt med stofruller, som kommisen elegant kunne svinge ud på disken og med sin meterstok nøjagtig afmåle det ønskede antal meter - og lidt ekstra - og med sin buede saks klippe ind i stoffet og med et ”ritsch” rive det trådlige af. Oftest skulle mor have 2 meter bomuldsstof til et nyt forklæde, men også andet stof i metermål købte vi her. Aldrig fik vi konfektionssyet tøj. Mor syede det meste selv, og ellers havde vi jo andre muligheder. Der var to yngre medhjælpere, Barchager og Poul Jensen, tror jeg, de hed. Mads Winther selv, stor og stout kom ud fra sit kontor i baggrunden af den lange, smalle og mørke butik og underholdt sig med kunderne. Jeg har før nævnt, at det kunne tolkes som en gensidig ære at frekventere de samme forretninger år ud og år ind. Det gjaldt ikke mindst her. Jens Winther var for øvrigt grundlæggeren af Rudkøbing Museum og en meget kendt og agtet person, navnlig i lokalhistorisk regi. Der er opkaldt en gade efter ham, Jens Winthersvej. Så var der jo boghandler Brandt lige i nærheden, men de eneste bøger, vi købte, var ”Svikmøllen” og ”Blæk sprutten” til jul. Måske havde vi ærinde hos skindhandleren, et par nye handsker eventuelt, - eller hos Kaalund, isenkræmmeren, eller hos Moses oppe ved amorinbrønden, hvis vi skulle købe gave til nogen. Det var en blandet forretning med gaveartikler. Kjoleforretninger og skotøjsbutikker i byen så vi kun udefra. Vi havde jo i Tryggelev skomager Larsen, som med sin elskværdige og fornemme facon fuldt ud levede op til, hvad man kunne forvente af en forretningsdrivende. Der kunne også være andre ærinder i Rudkøbing, især for min mor, hvis hun f.eks. skulle have masket strømper op eller en tur ind til foddamen og få skåret ligtorne, men alle disse ærinder var selvfølgelig ikke på én gang. Noget særligt var juleudstillingen, som kunne være et mål i sig selv. Det var kun i december, og den i vore dages øjne beskedne udsmykning var nok til at imponere datiden. Længe kunne vi stå og beundre en nisse, der uafladelig nikkede med hovedet i et udstillingsvindue eller et snelandskab på vat med et lille tog, der kørte rundt og rundt. Alligevel kunne Rudkøbing ikke tage duften af det, de to søndenbrokøbmænd kunne præstere i deres vinduer op mod jul. Men det bedste ved en Rudkøbingtur var, når vi gik ind hos bager Pedersen i Østergade og skulle have eftermiddagskaffe. Først kom vi ind i butikken, hvor vi bestilte, og så gik vi ind i det lille og mørke konditori, to rum, et mod gården og et mod gaden, og det kunne i miniformat minde om jernbanerestaurationen i ”Matador” med de mørke paneler og højryggede stole. Mørkt og tæt og småt var der herinde, men bænket om bordet nød vi kaffen med et stykke smørkage eller et stykke wienerbrød med chokoladeglasur. Vi var jo ikke vant til købebrød, så dette var en luksus. Senere kom der endnu et konditori længere nede af gaden, bager Heide. Det var lidt større og lysere og mere moderne; om kagerne var bedre her, ved jeg ikke, men der var ikke det samme miljø som hos bager Pedersen. Kager, ja, jeg husker engang, vi besøgte Kirstine Elnegård (Otto og Gustas datter) i en lejlighed her i byen, og der gik bud efter flødekager. Da de kom på bordet, syntes jeg, de så kedelige ud i forhold til bagervinduernes. Det var vandbakkelser, og da sagde Villy, den ældste af drengene: ”Mor, der er fløde i”. Jeg begreb det slet ikke, for min opfattelse af fløde var den flydende væske, jeg kendte hjemmefra. Hvad angår pengeinstitutter, Langelands Sparekasse og side 67 af 89 Langelands Bank, var det altid far, der besørgede ærinder her. Jeg har aldrig været der. Det skete da også, vi havde ærinde på det gamle apotek ved Gåsetorvet med statuen af H.C. Ørsted, men nu var vi også godt trætte i fødderne af at gå på brosten og med sko! Hjemkommen efter en Rudkøbingtur var det altid spændende at vise frem og få vist, hvad vi nu havde handlet os til. Det var aldrig de store mængder, men jeg husker en gang, mor selv havde været i Rudkøbing og vendte hjem med flere meter flonel, som hun havde købt til en ny natkjole til sig selv. Det var vanskeligt at få fat i bomuldsstoffer, og måske har Winther fundet det frem bag disken. Almindeligvis var flonel til natkjoler og pyjamas stribet i diskrete farver, men dette stykke stof var brunt i bunden og med de flotteste blomsterranker i gult og rødt, farverigt og strålende var det. Her i dagligstuen præsenterede hun smilende den gode fangst for far og mig, der sad ved bordet, men de voldsomme udladninger fra far var en dilettantscene værdig. Ikke tale om, at han ville dele seng med en kone i sådan en natkjole. Det rettede hun sig efter, og eftersom der var rigeligt med stof, kunne der blive en lun vinterkjole til både Gudrun og mig. Dem syede mor så, og resultatet blev de kønneste kjoler, - min blev skolekjole i flere år, men der blev så ingen ny natkjole i denne omgang til min mor. Ingrid Jensen (Langelænderen 605-2009) Min mors lysbilleder Kædeby - ca. 1943- Min storebror og hans familie boede tidligere i et hus i Kædeby. Mit barndomshjem er en gård i Kædeby Haver. I 1996 byttede min bror med vores efterhånden gamle forældre, så de kom op at bo i Kædeby, og bror Theo overtog gården. Min far døde pludseligt i 2006. Mine forældres søde gamle ”Gule Labrador” Viggo var død året før, og nu sad mor, der med årene var blevet noget dårligere, helt alene tilbage. Oppe på væggen og i vindueskarmen kunne billederne fra børnebørnenes giftermål og af oldebørnene selvsagt ikke stille meget op med en efterhånden noget ringe ældrepleje, smagløse og dårligt tilberedte kommunale færdigretter og DR´s evindelige genudsendelser. Ude fra gården lånte min kone Britta og jeg nogle kasser med kassetter med lysbilleder samt en lille kuffert med en fremviser. Det er min mors. Vi kunne ikke få låset kufferten op. Men en dag vi havde mor på besøg, løste hun problemet med den genstridige lås. Selvom det efterhånden var mange år siden, at hun havde åbnet kufferten, havde hun det stadig i fingrene. En aften så Britta og jeg lysbilleder. Det var mærkeligt og rørende på den måde at se sin barndom passere revy. Billederne viste den store velplejede have med dens prægtige blomster, kaffeselskaber med tanterne, rejser til Harzen og senere så langt væk som til Østrig; de store slørugleunger, der var blevet udruget og opfostret i dueslaget, og som nu blev vist frem af min unge far for naboens ukendte ”feriepige” og mig som firårig. Landbrugets udvikling Der var også en del billeder, der fint illustrerer dansk landbrugs udvikling, de forestillede de søde og flotte ”jyske” heste; plukning af asier, samling af disse, inden de blev kørt op på ”Langelands Frugtindustri” i Rudkøbing, Fordsontraktoren, der trak selvbinderen eller via remskive og fladrem kunne trække tærskeværket. Der var også billeder af den sølvgrå bugserede Claasmejetærsker med et skærebord på 8 fod og store ballondæk. Billederne var fra sidst i 50-erne til engang i første halvdel af 60-erne. På mors billeder er det altid godt vejr – der skal jo være tørvejr for at høste, og som regel skinner solen, når man vælger at fotografere. Udviklingen går selvsagt langt videre. I sit digt ”Tallene” fortæller Knud Sørensen, at i 1942 var der 456.000 heltidsbeskæftigede i landbruget, mens tallet i 1975 var faldet til 161.000. I samme tidsrum formindskedes antallet af arbejdsheste fra 583.000 til 13.000. Antallet af traktorer forøgedes samtidigt med 183.000. Knud Sørensen konkluderer, at traktorerne sammen med anden mekanisering gjorde 295.000 mand og 570.000 heste overflødige. Siden er udviklingen fortsat. Tørvegravning og høstarbejde Min gode ven Karl Hansen skriver i en note til en artikel om tørvegravning i den langelandske kulturhistoriske årbog ”Øboer 2005”: ”Efter tørvesæsonen kunne man altid få høstarbejde på de store gårde – jeg kom til herregården ”Hjortholm” i tre år. I 1943 kom jeg pga. mangel på karle til at køre med hestespand no. 12, hvilket passede mig glimrende, da jeg altid har været meget glad for heste. På det tidspunkt jeg kørte med heste på ”Hjortholm”, var der stadig 12 spand, men desuden var der 4 traktorer; en Deutz, en Munktell, en Stock og en Fordson. Det viser, at der stadig var mange heste, og der var rigtig mange gårde, som ikke havde traktor overhovedet.” ”I alt var der 8 husmænd, 12 karle og ca. 50 løsarbejdere på høstarbejde på herregården”, fortæller han i artiklen ”Et arbejdsliv” i ”Øboer 2004”. Vi bor i dag i en lejlighed i ladegården til den langt større herregård ”Brobygård” i Sønder Broby på Fyn. Her bliver høsten klaret af 3 mand, en Claasmejetærsker med et skærebord på 30 fod, en firhjulstrukken traktor og en kornvogn. Egne erindringer Der er også mange af mine erindringer, der ikke er billeder af: den lille svinestald med de skrigende dyr, der fodres. Det store åbne kar der med valle fra mejeriet og druknede fluer. Store rolige varme røde køer, der strigles, fodres og malkes. Den nymalkede fede mælk, der blev drikkekar fra plastiklitermålet efter en tur gennem ”mælkekøleren”. De hundrede gule daggamle kyllinger, der boede under ”kyllingemoren”, og som hurtigt fandt ud af at rende ud og forsyne sig fra ”drikketårnet” og truget med foder. Der er også erindringer, jeg gerne kunne være foruden, og hvor der altid er gråvejr: Fedegrisens sidste skrig, side 68 af 89 boltpistolen, strålen af blod fra den ophængte krop, slagterens behændige snit, der frigjorde indvoldene. Hangrisene i et kuld, der blev kastreret efter få dage og den gennemtrængende lugt af kreolin. En syg ko, lugten af betændelse, en dødfødt kalv samt leg på halmloftet over kostalden og fundet dér af et ildestinkende, indtørret kattelig. Langt tilbage i tiden: i huggehuset hænger ”tomandssaven” og fåresaksene. Det er vist mere end hundrede år siden, at de er blevet brugt, og de passende træer og dyr var her – men det er en helt anden historie. Danmark var omkring 1960 et ”nøjsomhedssamfund”, landbruget var i langt højere grad end i dag bæredygtigt og med en bedre etisk standard såvel i stald som på mark. Dette skyldes ikke, at datidens landmænd var mere tænksomme og hensyntagende end nutidens, men udelukkende at de ikke havde det produktionsapparat, vi kender i dag, som betyder en alt for intensiv udnyttelse i staldene og ødelæggelse af biodiversiteten i det åbne land og i havet såvel på grund af et omfattende forbrug af sprøjtegifte og gødning som fjernelse af de levende hegn. Det virker næsten som, hvis en skytte fra 30- årskrigen blev udstyret med en automatriffel – farlig for sig selv og sine omgivelser. Landmændene, deres organisationer og de borgerlige politikere er selvfølgelig hovedansvarlige for miseren, men mange andre spiller også en uheldig rolle, f.eks.: Forbrugerne der efterspørger de billigste produkter, forbrugerrådet der gør netop en lav pris til den væsentligste kvalitet. Endda naturfredningsforeningen, der åler landbruget for at være ”på støtten” - det er selvfølgelig rigtigt at erhvervet ikke er nær så samfundsøkonomisk vigtigt som tidligere, men indirekte gør man jo på den måde et erhvervs økonomiske styrke og ikke dets miljømæssige rolle til det afgørende. Det er denne egentlig ret defensive holdning, der kommer til udtryk, når foreningen accepterer landbrugets og andre erhvervs eskapader i almindelighed, bare vi får genskabt et par åbugtninger og gjort plads til bæver og hasselmus. Claus Schou (Langelænderen 612 - 2010) Uddrag af barndomserindringer Rudkøbing 194x I øvrigt erindrer jeg fra drengeårene, når der var dyrskue. Godstoget ankom med de mange dyr fra gårdene, og når de var kommet vel ned fra toget, blev de trukket hen til dyrskuepladsen, som lå bag skolen på Kastanievej. Bagtroppen var en hale af glade børn, som på denne "højtidsdag" havde fri fra skole. Jeg husker, da tyskerne i 1940 kom til Rudkøbing og overtog Ørstedspavillonen, lige ved siden af vores legeplads i Ørstedsparken. De første år gik de fremmede syngende gennem byen til Fredskoven, hvor de havde skydeøvelser. Efter nogle år blev de unge tyskere sendt til fronten, og gamle, tyske mænd kom herop i stedet - da sang de ikke mere. Da den tyske flydedok strandede ved Påø med franske og russiske krigsfanger, måtte vi flytte fra vores skole på Kastanievej og forsætte undervisningen forskellige steder i byen, hvor der kunne skaffes midlertidig plads. Det var russerne, der fik lov til at flytte ind på skolen, for de var værst medtagne. Da de efterhånden kom til hægterne, blev de inviteret på besøg i Rudkøbingensernes hjem - også i mit hjem, Strandgade 11. Vores gæst hed Gustav, og han havde været fyrbøder på den russiske statsbane. Han lavede stråskrin, ringe med isatte strimler fra tandbørster, og træarbejde, f.eks. et bræt med hakkende høns med flotte haler - desværre er alle disse ting gået til med årene. Disse russere var flinke og taknemmelige mennesker. Efter 4-5 måneder rejste de med færgen til Svendborg og videre til Rusland. Så vidt jeg ved har ingen hørt fra dem siden, og det undrede mange - der kunne vel være forskellige årsager, bl.a. Stalins udrensninger - hvem ved. Verner Arndt Hansen (Jubilæumsbladet 1995) I forsamlingshuset i Magleby Magleby 194x Gymnastik Det med at gå til gymnastik var ikke bare en idræt. Det havde noget at gøre med folkeligt arbejde, en udløber af de folkelige bevægelser ligesom foredrag, folkehøjskole og de folkelige sange. Det er nok ikke tilfældigt, at de første idrætsskoler var gymnastikhøjskoler, og at man på højskolerne for øvrigt tit kunne tage delingsføreruddannelsen, der kvalificerede til at komme ud og lede gymnastik i foreningerne. Den ville jeg også gerne have haft på Vallekilde, men de to timers arbejde, jeg havde dagligt for at betale halvdelen af opholdet, lå samtidig med teoritimerne i gymnastik, så det blev ikke til noget. Nå, men tilbage til barndommen. Det at gå til gymnastik stod i høj kurs derhjemme, modsat anden idræt, såsom håndbold, der hørte under boldklubben. Gymnastikforeningen med dens folkelige arrangementer blev klart bakket op, og far havde da også en fortid som ivrig og dygtig gymnast. Det første, jeg oplevede indenfor dette område, var, at jeg var med Far og Mor til gymnastikopvisning i forsamlingshuset, og jeg må åbenbart have været vrangvillig indstillet over for dette at gå til gymnastik, for jeg husker, de sagde til mig bagefter: ”Nu vil du da gå til gymnastik”. Og det ville jeg så. Min søster Gudrun skriver i sit brev til mig fra Ryslinge i foråret side 69 af 89 1941: ”Det er vel nok sjovt, du har begyndt at gå til gymnastik”. Jeg syntes nu ikke, det var så sjovt, men jeg gik alligevel troligt til gymnastik al den tid, jeg husker. Det var meget begrænset, hvad der var at komme ud til, bortset fra skolen, og det alene var en anspore. Mine veninder gik jo også til gymnastik, så var der da altid noget at mødes om. Jeg blev aldrig særlig ferm til det, ikke til det med spring, ellers blev jeg vist en habil gymnast. Men der var jo ikke megen succes i de stående øvelser, hvorimod springene let dominerede både træning og opvisning. Vi gik til gymnastik i Magleby Forsamlingshus, bortset fra foråret 1945, hvor huset blev brugt til indkvartering af krigsfangerne fra flydedokken. I denne periode holdt vi til i en sidefløj til Broløkke i et stort rum i hovedbygningen, de kaldte kornmagasinet. Det var jo sommer og ikke nødvendigt med opvarmning. Det var altid en ung pige, der ledede gymnastikken, og det var da forfriskende i sammenligning med de lærere, vi havde i skolen. Gudrun ledede også børneholdet en kort periode, men det var ikke min livret. Ruth ”Vandmøller”, søstrene Minna og Inger Broegård husker jeg også som ledere. Det var Ollerupgymnastik, og Inger ville gerne have mig på Ollerup, der faktisk var et ret populært sted for langelænderne, men det var ikke lige mit ønske. Vi gik til gymnastik en gang om ugen sidst på eftermiddagen. Når lederen kom og låste fordøren op til forsamlingshuset, kunne vi komme ind i salen. Jeg kan næsten lugte stedet endnu, hvor dunsterne fra andres besøg svagt kunne anes i den tørre luft, og hvor støvet dansede i striberne, hvor eftermiddagssolen kom ind af vinduerne. Her under stod de mørkt lakerede bænke med ryglæn, hvor vi satte os og klædte om. Måske havde vi haft den mørkeblå gymnastikdragt på hjemmefra under kjolen, men gymnastiksko skulle vi da også have på. ”På to rækker, træd frem”, lød det snart. Hver øvelse havde sin kommando, men snart lærte vi også den terminologi. Vi var et stort hold. De kom helt fra Gulstav, Vognsbjerg, Vesteregnen og enkelte fra Bagenkop, hvor gymnastikforeningen ellers ikke havde så mange medlemmer. - Jeg har tit tænkt på, hvor langt de forskellige måtte cykle for at komme til Magleby mod mine 1½ km. Vi trænede jo til hovedkredsfesten om sommeren og til andre tider til opvisningen lokalt, som kunne finde sted forår eller efterår. Den bestod af fire hold, et småpigehold, et drengehold, et pigehold og et karlehold. Det var en stor aften i forsamlingshuset. Alle gymnasterne samledes ude i de tilstødende lokaler, mens vi ventede på, at publikum skulle indfinde sig. Ventetiden gik med at øve på sangene til indmarch og udmarch, nogen man kunne gå i takt efter. ”Stræk din fod”, ”Jeg er børn af sol og sommer”, ”I alle de riger og lande”, ”Ja, vi mødes alle unge”. Endelig blev døren til salen åbnet, og vi kunne marchere ind med fanebæreren forrest. Det gungrede i de gamle gulvbrædder, mens duften af sved og sæbe bredte sig som et luftigt underlag for den taktfaste sang. Publikum havde rejst sig og blev stående så længe, til der var hilst med fanen, og nu skulle hvert hold for sig vise, hvad de kunne, karleholdet til sidst. På dette tidspunkt havde vi børn for længst fundet en tilskuerplads oppe på balkonen, hvor vi opmærksomt fulgte sceneriet. Det flotteste var karlenes spring og deres dragter med de lange, hvide benklæder og den hvide, ærmeløse undertrøje. De unge pigers dragter var lyseblå, vores var mørkeblå. Til sidst en gentagelse af indmarchen, og nu havde folk også klappet nok, men der ventede forinden endnu en ceremoni, hvor hver af lederne fik overrakt en gave, som gymnasterne havde samlet ind til. Det var jo frivilligt arbejde, og nu faldt denne påskønnelse, samt en takketale fra foreningens formand og endnu en klapsalve, inden fanen igen blev bragt til hilsen inden udmarchen. En svævende følelse af fællesskab og forventning kunne ved sådan en lejlighed nemt opveje de ikke altid lige spændende træningstimer. - Der var jo altid nogle helte efter sådan en aften, både blandt piger og karle. Men ikke den dyrkelse, vi skulle se langt senere. Det sidste år, jeg gik på småpigeholdet inden konfirmationen, havde Maja Larsen fra Gulstav og jeg fået til opgave at købe gaven til Inger Broegård, vores leder. Vi tog med toget til Rudkøbing og vidste ikke, hvad vi ville, men hos Moses, en forretning med gaveartikler, fandt vi et stort, flot fad af metal med grønmeleret overflade, hvor der i midten var indlagt første vers af Hans Hartvig Seedorf Petersens digt om de nordiske lande og med en tegning af fem flyvende svaner oven over. Sidste linje ”…fem frie fugle, svanerne fra Norden”. Det var lige noget, der gik ind i min poetiske sjæl. Danseskole Mens gymnastikken var en stadig tilbagevendende disciplin, var danseskolen mere periodisk og af kortere varighed. Men også her kom der børn fra hele sognet, undtagen Bagenkop, til Magleby forsamlingshus, og vi var i et fællesskab af både piger og drenge. Jeg skriver i en stil først i fyrrerne om danseskolen, at vi er 90 børn. Det var jo ganske imponerende. Danselæreren var Leo Justbjerg, en høj, slank mand med mørkt, krøllet hår og et pokeransigt. Vi lærte alle de gamle danse, samt enkelte mere moderne, og det var sjovt. Jeg husker en enkelt episode fra denne tidlige tid. Vi skulle lære en dans, der hed ”Jysk på næsen”, og den krævede måske en smule behændighed, fordi man skulle hele tiden hurtigt rundt med et halvt og et helt polkatrin. Det var åbenbart svært for de fleste, for pludselig standsede Justbjerg dansen og sagde, at der kun var ét par, der dansede den rigtigt, og nu kunne det par så vise os andre hvordan! Han sagde ikke, hvem det var. Da dansede et bestemt par ud i den tro, at det var dem, men det blev en snublende forestilling. Justbjerg afbrød dem følgende og gik så hen til min partner og mig og bad os vise dansen. Det var Jørgen Thuriner fra Vesteregnen, en høj, slank dreng noget ældre end mig, jeg dansede med. Det var jo en stolt fornemmelse, som jeg med vanlig beskedenhed skjulte. Men jeg var meget glad for at danse med ham og to drenge mere fra Vesteregnen, brødrene Arne og Kaj Skrædder. De var sjove og flinke. År senere var det en danselærerinde, der afholdt danseskole, men det blev aldrig så sjovt som de første år. Hver sæson sluttede gerne med et afdansningsbal, og proceduren mindede om gymnastikopvisningen med fælles indmarch og forældrene som kødrand. side 70 af 89 Efter opvisningen var der fri dans. Men som vi havde lært på danseskolen, opholdt drengene sig i den ene langside af salen og pigerne i den anden. Jeg kan se for mig endnu drengene kure hen over gulvet, skævende til hinanden for at komme først hen til den pige, de ville byde op. Selvfølgelig skete det med et buk, som vi havde lært, både som inklination og som afslutning, hvorefter pigerne nejede. Lige så formelt gik det til, når vi ellers var til dans, som f.eks. skolejuletræet. Jeg husker ikke, om jeg var blandt de eftertragtede, men bænkevarmer var jeg heller ikke. Det værste var Seksturen, for her kom drengenes vildskab til fuld udfoldelse. Hvis der manglede drenge, kunne to piger godt danse sammen, men det så man aldrig to drenge gøre. Pigerne var også de mest danselystne og dansede ofte sammen, to og to, hvor den ene så førte, altså dansede som herre. Det kunne jeg nu også godt lide, altså det at føre damen. Jeg har altid siden ment, at den bedste motionsform var dans, også folkedans, og jeg har altid elsket at danse. Dilettant Ellers var den store vinteroplevelse dilettantforestillingen i Magleby forsamlingshus som regel i februar. Det var gymnastikforeningen, der stod for det, og i hvert fald kunne jeg komme til at se forestillingen to gange, en til generalprøven lørdag eftermiddag og så til aktionærbal tirsdag aften, hvor vi børn, hvis forældre var aktionærer, somme tider fik lov at komme med. Jeg husker nogle af stykkerne endnu. ”Når bønder elsker”, ”Brødrene Østermanns huskors” og ”Det gamle guld” står tydeligt med enkelte scener. Det var her som andre steder tit de samme mennesker, der besatte de forskellige roller, og de fik en helt speciel status i min verden. Men der var da også udskiftning, særlig blandt de unge deltagere, og her måtte mejeristerne på Søndenbro og Nordenbro mejerier ofte lægge person til. Det var altid maler Klemmensen, Magleby, der instruerede, og det var han i høj grad værdsat og agtet for. Jeg kan let genkalde mig stemningen i forsamlingshuset i salen, efterhånden som den fyldtes, og tilskuerpladserne blev besat. Bedst var det jo at komme i god tid, så man kunne komme op foran på en af de forreste rækker. Der var nok at fordrive ventetiden med. Dels kunne man snakke med sidemanden og kommentere de folk, der kom, og det tøj de havde på, om det mon var nyt og moderne, hvad det sjældent var i disse krigsår og efterkrigstider, og dels var der jo det, der foregik bag scenetæppet, hvor en eller flere af aktørerne ofte vovede et øje ved tæppekanten, eller hvis der var et lille hul i scenetæppet. Kunne man kende dem ud fra det glimt, man så? I hvert fald måtte de kunne kende nogen, for hvorfor ellers vinke, om end diskret? Så sad vi da der og ventede på, at klokken skulle ringe og lyset i salen slukkes. Når den ringede tredje gang, gik scenetæppet langsomt op, og forestillingen begyndte. At se kendte mennesker udfolde sig på scenen har altid været en fornøjelse i sig selv. Sad vi tæt nok på, kunne vi tydeligt se sminken på deres ansigter, de røde læber og de sorte streger til rynker, og tit kunne vi også høre suffløren, der sad i en kasse ved tæppets forkant. Der var som regel tre akter i et stykke, og mellemakterne, hvor der atter blev tændt lys i salen, gav anledning til endnu en snak og en vurdering af de optrædende, mere end af stykket. Der var som regel nogle særlig markante figurer i disse dilettantstykker, og det var tit de samme personer, der spillede disse roller. Hvis det var et stykke af Jeppe Åkjær, optrådte der gerne en bestemt type, der på sin egen hældørede facon var et hip til missionsfolkene, når han eller hun kom med sine klicheer og spillede hellig. Det var så mit første møde med Indre Mission, og det var absolut negativt. Siden i Okslund og Vejrup fik jeg et noget mere nuanceret billede af denne retning, men man må sige, at jeg var forhåndsindtaget, og det var dilettantstykkernes skyld. Et dilettantstykke sluttede altid med, at samtlige optrædende stillede sig på række og leverede en slutsang, undtagen i ”Det gamle guld”. Da var slutscenen den, at den gamle bonde, spillet af maler Clemmensen, sad ensom og tankefuld alene på scenen og fingerede ved den gamle guld i form af en stor guldkæde, mens tæppet ganske langsomt gik ned. Det var meget rørende. Og så tændtes lyset igen, stemningen var brudt. Der var opbrud, bænke og stole blev fjernet fra midten af salen, og en fra bestyrelsen gik og strøede sæbespåner, så dansegulvet kunne blive tilpas glat, og nu spillede Ramus´s eller Skyttes orkester op til dans. Døren ved siden af scenen gik op, og aktørerne viste sig omklædte og afsminkede. Der var ingen tvivl. De var aftenens absolutte midtpunkt. Som en slags helte, der hjemvendte fra krigen modtog folkets beundring, indtog de dansegulvet og bar endnu noget af stridens glamour over sig – og nød det, mens de gav hinanden de første pligtige danse, inden de blandede sig med folket. Hvilke drømme kunne det ikke medføre for en pige som mig, mens jeg i tiden derefter ganske sikkert fandt mine idoler blandt dilettanterne. Tænk at komme til at spille en af elskerrollerne engang. Det var så en af mit livs skuffelser, at den drøm aldrig skulle gå i opfyldelse. Ingrid Jensen, Bramminge (født i Søndenbro 193) Langelænderen 614 - 2010 Drengeår på Langeland 1940 - 45 Rudkøbing - 194x Følgende artikel var bragt i Øboen uge 45/1995. Vi har fået forfatterens, Henning Jensen, Brøndum Kirkevej 6, Hvidbjerg, Spøttrup, tilladelse til at bringe den i Langelænderen. Den 9. april 1940 stod jeg på bagtrappen til vores hus, Teglbakken 9 i Rudkøbing og så de tyske flyvemaskiner komme ind over byen sydfra. Maskinerne fløj lavt og langsomt. Endnu synes jeg, jeg kan huske en person, der stod i en åben dør oppe i en af maskinerne. side 71 af 89 Jeg var lige fyldt 8 år og forstod ikke, at jeg var vidne til en udløber af en verdenskrig. Isvintre Om vinteren gik jeg sammen med mine to morbrødre over isen til Strynø og husker, at da vi atter vendte tilbage til kysten ved Bellevue, føltes temperaturen nærmest tropisk - på trods af, at sneen knagede af frost under vore fødder! En forårsdag, efter at isen var brudt op, så jeg Siøbåden komme ind med en død mand. Han var forsvundet om vinteren under cykling på isen fra Langeland til Tåsinge. Jeg samlede kul og koks på havnen. Det eneste sted, vi fyrede til hverdag, var i komfuret i køkkenet. Vi var fire brødre derhjemme. Om natten sov vi to i hver seng, hvorved vi let kunne holde varmen. Vi havde kun råd til at købe en enkelt sæk brændsel af gangen. Jeg hentede det på en slæde, som min far havde lavet. Vinterglæder Denne slæde kørte jeg meget med om vinteren. Man stod med let skrævende ben og stagede os frem med en "isgajd" (som vi sagde). En rigtig isgad (som det staves) er en kraftig stang med en jernpig i den ene ende. Men jeg måtte klare mig med et kosteskaft med et søm i. Det sjoveste for mig om vinteren var at køre i bobslæde på Møllebakken. Der var mange flotte, hjemmelavede bobslæder på Møllebakken de år. En bobslæde var to slæder sat sammen med et brædt således, at man siddende på den bageste slæde ved hjælp af nogle snore kunne styre med den forreste. Der kunne sidde mange børn på en bobslæde. Selv lavede jeg min egen udgave, der ganske enkelt bestod i, at jeg lagde mig på mine brødres slæde og holdt min egen, mindre slæde foran mig, så jeg kunne styre med denne direkte med armene. Hvis vi ikke var på Møllebakken, løb vi på skøjter på Vejlen. En enkelt vinter havde jeg fået fat i skøjter, men havde desværre kun gummistøvler at skrue dem fast på, så de faldt ustandselig af. På Vejlen om vinteren viste nogle af byens voksne sig at være de rene kunstskøjteløbere. Det ville jeg også gerne selv være, men det var ikke nemt med de gummistøvler. Søbadeanstalten Om sommeren var det "søbadeanstalten" der trak. Her kom "vandhunde" i alle aldre og af begge køn. Kønnene var behørigt adskilt, men svømmede man et stykke ud, kunne man få et glimt af en næsten bar dame i dameafdelingen. Det sagde andre i hvert fald. Bortset fra det, var det en velordnet "anstalt" under bademester Stæhrs stilfærdige, men myndige ledelse. Var man ikke fuldbefaren svømmer, kunne man låne nogle cylinderformede zinkdunke (med stive læderremme), som man dels kunne spænde på ryggen, dels holde foran sig under svømningen. Jeg tror dog, at alle børn fra Rudkøbing blev fuldbefarne svømmere efterhånden. På søbadeanstalten kunne vi øve os i svømning og dykning på alle niveauer, tage solbad i sandkassen og skylle efter med brusebad. det var et dejligt sted. Da jeg senere var rejst fra øen, undrede det mig, når nogen spurgte, om jeg kunne svømme. De kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne gå! Dristig sejltur Min far ejede den mindste og mest fladbundede pram i hele Rudkøbing. Som 12-årig brændte jeg efter at sejle med sejl. En dag, hvor det rigtig blæste, hejste jeg et hundetæppe på en åre på prammen, og da vinden var sønden, strøg jeg fra Bellevue mod nord og kom hen forbi Rudkøbing havn. Bølgerne viste sig at være enorme. Værre var det, at "Storfærgen" fra Svendborg kom imod mig nordfra, og at jeg ikke kunne styre prammen, fordi den manglede køl. At kæntre og falde i vandet var jeg ikke bange for, jeg var sikker på, jeg kunne svømme, men jeg var ikke glad ved udsigten til at beskadige Storfærgen! Skæbnen viste sig dog nådig og lod mig stryge tæt forbi færgen, oven i købet på den rigtige side. Tegneserier Blandt klassekammeraterne i skolen var "Skipper Skræk-bladet" tirsdagens centrale begivenhed. Den foretrukne serie var "Prins Valiant". Mens jeg gik i 4 klasse, levede jeg for en tid i Prins Valiants verden. Ove fra Kulkompagniet var selvskreven som Prins Valiant, og ham tilfaldt det derfor også at bestemme, hvem vi andre skulle være. Vi lavede sværd og skjolde af træ og krydsfiner og byggede en borg af gamle køkkenskabe. Nogle lavede hjælme af pap. Tøjet tænkte vi os til. En dag, hvor jeg var på vej hjem i fuldt ridderudstyr, mødte jeg "Røde Kristian", der tillod sig at grine. På stedet udfordrede jeg ham til sammen med sine folk at komme til vores borg næste dag og slås. Desværre glemte jeg at sige det til de andre, og da Kristian kom (blandt andet i følge med stærke Gunnar Pandekage), havde vi nær fået prygl. Heldigvis kom Prins Valiants storebror til undsætning og besnakkede "Røde Kristian", der lod nåde gå for ret. Men i mange år måtte jeg tåle hans ironiske blikke, når jeg mødte ham. Skolen Da jeg kom i skole, opdagede jeg, at jeg kunne det hele! Det havde jeg lært på Asylet i Ramsherredsgade hos frøken Hansen, som jeg desværre aldrig fik takket ordentligt. Foruden til læsning og regning syntes jeg, at jeg var god til tegning, idet jeg med lukkede øjne kunne tegne Skipper Skræk. En dag konkurrerede min sidemand og jeg i en tegnetime om, hvem der kunne tegne den flotteste hest, men drengen foran sladrede til tegnelæreren. Denne rev mit papir i stykker og gav mig klø med pegepinden. Men sidemanden slap, selv om hans hest var ligeså flot som min. Tegnelæreren gik altid og svirpede i luften med sin pegepind, mens han på sit københavnske tungemål råbte, at vi skulle tegne. Ved synet af min hest råbte han med gråd i stemmen, at når han nu gjorde så meget for, at jeg skulle få lært at tegne ordentligt, så skulle jeg ikke sidde og tegne heste! Vi havde nemlig fået et hæfte med ternet papir. På siderne til venstre var påtrykt tegninger, som regel af fugle. På siderne til højre skulle vi tegne efter fuglen, tern for tern. Blev tegningen godkendt, måtte man farvelægge den, men det har jeg vist aldrig prøvet. Købmand Svan Jeg var bydreng efter skoletid i forskellige forretninger. Mit første job som bydreng havde jeg i Ahlefeldtsgade hos købmand Svan, som drev en mønsterværdig butik med en utrolig orden i alle ting. Når der ingen kunder var i butikken, sang han som nogen operasanger, mens han vejede poser og pakkede kurve, som jeg derefter side 72 af 89 skulle køre rundt med på ladcyklen og aflevere til kunderne. Efterspurgte varer En købmand havde en vis nøglestilling i disse år, fordi tobaksvarer var meget efterspurgte. Jeg lærte tidligt, at der var cigarer og cerutter, hvor både ombladet og dæksbladet var af papir, mens den indre kerne dog var af granuleret, dansk tobak. Men der var også cerutter, hvor det kun var ombladet eller dæksbladet, der var af papir, og de var selvfølgelig meget bedre. Jeg mener, der i nogle år også fandtes cigaretter med oversøisk tobak i. De bedre tobaksvarer lå dybt inde i en skuffe i disken og blev hentet frem i den dybeste diskretion til kunder, der havde gjort sig særligt fortjent. Nogle gange måtte de dog vente til andre kunder havde forladt butikken. Min far havde lært sig at rulle cigarer af dansk tobak, og de må have været gode, for der kom en del arbejdskammerater og hentede dem. Engang fandt jeg på Spodsbjergvej en hel karton ægte Gøteborg-snus, som jeg var så dum at aflevere på Politikontoret. Endnu mere dumt var det, at jeg cyklede til Longelse og fortalte min yndlingsonkel, som holdt meget af Gøteborg-snus, hvad jeg havde gjort. Han hørte på mig med lidende udtryk i ansigtet, men sagde ikke noget. Da jeg senere ville hjælpe ham med at læsse roer af, fik jeg en i nakken, men det var jo nok et tilfælde. På den anden side kan det jo godt være, at han netop denne dag ikke var så omhyggelig med ikke at ramme mig, som han plejede? Mere heldig var jeg med en rund, rusten genstand, som jeg fandt på stranden ved Bellevue og tog med hjem for at undersøge nærmere. Min mor befalede mig straks at få "det öwtyske" ud af huset. Uden for huset bearbejdede jeg den alligevel. Da jeg lidt senere kunne komme ind i køkkenet og fremvise en dåse, der indeholdt fint og rent oversøisk kakaopulver med en fantastisk duft, fik piben en anden lyd. Luftalarm Mens jeg gik i femte klasse, var jeg bydreng hos Grundsøe, mælkehandleren i Østergade. Hver morgen hentede jeg en snes flasker morgenmælk på en stor, tohjulet trækvogn og strøg rundt og satte flaskerne af på folks trapper. En tidlig morgen var vejen dækket af nogle mærkelige strimler, der var sorte på den ene side og blanke på den anden. Jeg tog en strimmel op, undersøgte den og stak den tankeløst op til tungen. Ved morgensangen i skolen sagde de, at den kunne være livsfarligt at røre disse strimler. Resten af dagen gik jeg derfor - uden at sige det til nogen - og ventede på at dø. Men efter et par dages forløb, forlød det til min lettelse, at der var tale om staniolstrimler, som de engelske flyvere havde kastet ud for at forvirre tyskerne og deres antiluftskyts. Tiden var præget af sirenens stigende og faldende lyd. Sådan lød den rigtige luftalarm i modsætning til "forvarsel", der var to lange toner efter hinanden. Det var uhyggeligt med luftalarm, men det var vist kun på skolen, man kom i beskyttelsesrum. De bunkers, som min far havde været med til at støbe, har jeg aldrig set indefra, hvad der vist ikke er så mange i Rudkøbing, der har. Nogle minutter efter luftalarmen kunne vi tit høre den dybe, summende lyd af flyvemaskiner højt oppe i luften. Heldigvis havde de aldrig til opgave at kaste bomber over Langeland, men engang faldt der alligevel enkelte ved en fejltagelse. Jeg husker ikke hvor eller hvornår, men jeg husker, jeg så et bombekrater fra en "sprængbombe". En dag, hvor der ellers ikke var luftalarm, kom jeg gående ved havnen og blev vidne til en fantastisk luftkamp hen over Tåsinge. Nogle jagermaskiner dykkede ned og fløj lodret op osv., mens luften genlød af maskingeværsalver. Det var vist ved den lejlighed, der faldt en engelsk bombemaskine ned og en del af besætningen reddede sig i land på Tåsinge og Langeland. Desværre blev de vist senere fundet af Tyskerne. Nogle kammerater kom med stumper af aluminium i lommen. Det var rester af flyvemaskinen, der var spredt vidt omkring. Tyskerne Tyskerne havde i det sidste krigsår kaserne i Ørstedspavillonen. I parken eksercerede drenge og gamle mænd. De kiggede langt efter os skolebørn, når vi gik forbi. Jeg havde ondt af dem. Men de nåede vist aldrig at komme i krig. Ved hegnet stod tit en lærd udseende dreng, lidt ældre end mig. Han var ivrig efter, at udspørge tyskerne. Nogle troede vist, han var sympatisør, men han var bare en specielt videbegærlig dreng af den slags, man i dag ville kalde en "nørd". Han hed Jørgen Schleimann. Der var en tiltalende tysk marinesoldat, som var på hat med de fleste, og som tit gik tur med en dansk pige, hvis familie jeg kom med mælk til. Parret holdt sammen i krigens sidste år og så meget lykkelige ud sammen. Ved befrielsen skød han sig. Jeg håber meget, at pigen ikke blev klippet i befrielsesrusen, men jeg er bange for, at "langelændere" ikke er klogere end andre. Min russiske ven Kort efter befrielsen strandede flydedokken ved Påø. Rudkøbing skole blev brugt til at huse de franske og russiske krigsfanger, der var ombord. Vi, der gik i 3. mellem fik klasseværelse i Odd-Fellow-logen i Ahlefeldtsgade. Jeg indledte bekendtskab med Alexander, en ung ukrainer, som jeg skaffede en cykel og tog med rundt på Langeland, hvor vi blandt andet besøgte en del af min familie. Vi talte tysk sammen, og jeg var hans tolk, når han ville snakke med andre danske. Ingen af os mærkede nogen større aldersforskel. Han var rødhåret og fregnet og ikke meget højere end jeg. Vi blev gode venner, men jeg husker ikke, han nogensinde talte om hverken fortiden eller fremtiden. Da russerne skulle rejse sidst på sommeren, gav jeg ham nogle adresserede kovolutter med, men hverken jeg eller - så vidt jeg ved - andre på Langeland modtog breve eller andre oplysninger om russernes videre skæbne. Siden har jeg læst, at Stalin betragtede russiske soldater, der blev taget til fange, som desertører. Alexander var cirka 20 år i 1945. Måske blev han ikke meget ældre? Måske findes han ikke i andres erindringer end min? At være krigsbarn Hvad betød det at være krigsbarn i Rudkøbing? Måske betød krigen, at vi i Rudkøbing netop havde det mere fredeligt, end vi ellers ville have haft, fordi udviklingen stod lidt i stampe. Måske var man flinkere ved børn, fordi der trods alt var krig? side 73 af 89 Selvom vi ikke så meget til krigen, blev det alligevel nok til, at vi kunne forstå, at krigen også kunne komme til os. Personlig kan jeg ikke lade være med at sætte begivenhederne i eks-Jugoslavien sammen med det, jeg ved om 2. verdenskrig, herunder måske især om almindelige danskeres adfærd. Kunne også langelændere under bestemte forhold komme i situationer, hvor de ville slå deres naboer ihjel? Uanset svaret bliver jeg altid glad, når jeg møder en langelænder. Udviklingen bragte mig væk fra øen, og jeg kommer nok ikke til at bo der igen. Men langelænder er og bliver jeg, ja måske mere og mere med årene. Så kom ikke og sig noget ondt om langelændere til mig, især ikke om dem sydfra, som er langt de bedste. Det ved jeg, for derfra stammer min familie. Henning Jensen (Langelænderen nr. 516 - 1996) Majdage 1945 Sydlangeland 1945 Det var, ligesom krigen rykkede nærmere dette forår. Det gjorde den jo også, og der blev talt meget om tyske flygtninge og tvungen indkvartering. Der var i disse dage kommet et par skibe ind i Bagenkop havn med tyske flygtninge, og rygtet løb, at her kunne man for et stykke flæsk bytte sig til tøj, bomuldsstof, som var blevet en udpræget mangelvare. De første majdage var luftbombningerne intensiveret. Der havde været megen uro med overflyvning om natten, og jeg husker tydeligt, at en af disse morgener var luften helt tåget af røg, der var drevet mod nord over Østersøen efter nattens bombning af Kiel og andre nordtyske byer. Solen kunne ikke rigtig bryde gennem dette røgdække, og det var meget forstemmende, for man vidste godt hvorfor. Flere engelske flyvemaskiner var skudt ned ved de langelandske kyster, og så vidste vi jo, der også var dræbte flyvere. Den 4. maj om aftenen var min Far cyklet til Vognsbjerg for at se en nedskudt flyver ud for kysten, og for, Erna (vores pige) og jeg gik derhjemme tidligt på aftenen og havde lukket op for den engelske presse. Da den var ved at være forbi, var der et kort ophold, hvorefter speakeren kom med den berømte meddelelse: ”Montgomery meddeler, at de tyske tropper i Holland, Belgien, Norvesttyskland og Danmark har overgivet sig, gentager”. Vi fattede øjeblikkelig budskabet og lettede og glade, som vi blev, kunne vi ikke vente med at fortælle Far det, så Erna og jeg tog vore cykler og kørte til Vognsbjerg for at overbringe ham det glade budskab. Dagslyset var aftagende, og det var næsten i tusmørket, vi kom ned ad vejen til Føllesbjerg, hvor vi så Far i snak ned en af områdets prominente personer, jeg husker ikke hvem. Nu var vi jo opdraget til ikke at afbryde voksne i en samtale, så lidt tøvende kom vi frem med vores ærinde. ”Krigen er forbi”, husker jeg, vi sagde. De to mænd gav hinanden hånden og lykønskede bevæget hinanden, og vi cyklede hjem igen. - Nu var karlene imidlertid også kommet hjem og ind i køkkenet. Far fik fat i en flaske vin, Mor hentede glas frem, vi skålede, og Far kyssede i alles påsyn min Mor. Alene det var noget usædvanligt. Stemningen var euforisk, som om at nu var alle problemer løst. Men det skulle jo vise sig ikke at være tilfældet. Hvad krigen havde gemt på, vidste vi ikke, og endnu en tid kunne vi leve i beruselsen. KRIGSFANGER En stor begivenhed skulle indtræffe i disse befrielsesdage, og ingen på Sydlangeland glemte den siden. Den 4. maj om eftermiddagen strandede en flydedok med krigsfanger ved Påø strand nær Skovsgård ved Lindelse. Om bord var 800 russiske og 600 franske mænd, der kom fra tysk krigsfangenskab, og som efter en lang march fra fangelejren var blevet udskibet i nordtysk havn. Under et bombeangreb på Østersøen havde kaptajnen på slæbebåden kappet trosserne til flydedokken, og så drev den nordpå, stadig under fare for de stadige bombeangreb. Da de gik på grund ved Påø, vidste de ikke, hvor de var, men det var som at komme i Paradis, skulle nogen af dem siden have udtalt, da de erfarede nyheden samme aften om, at krigen var slut, og også med tanke på den venlige behandling, de fik. Nu var der jo hurtigt brug for indkvarteringsmuligheder, og bl.a. Magleby forsamlingshus blev brugt til formålet. De kvinder, der var med i ”Danske Kvinders Beredskab”, var i første omgang dem, der tog sig af forplejningen, bl.a. grevinde Ahlefeldt-Laurvig på Nordenbrogård. Andre husker jeg ikke, men der var nok til at fylde køkkenet i forsamlingshuset og få de store gryder i sving. Hvorfor og hvordan det blev muligt for mig at kigge ind i salen, husker jeg ikke, men jeg husker synet og lugten. Madrasser bredt tæt ud over gulvet, hvor mændene sad og kiggede smilende på os nysgerrige, der stod i døren, og lugten, som jeg siden har genkendt som lugten at våde, uldne ikke helt rene vanter. Disse nu forhenværende krigsfanger kunne frit bevæge sig i omegnen og gå ture, hvor vi børn kunne møde dem og lokke dem til at skrive i vore poesibøger. En formiddag havde Far mødt tre franskmænd ude på vejen og budt dem med ind i haven. Han kunne selvfølgelig ikke tale med dem, men ved hjælp af fingersprog har det været muligt at kommunikere lidt. Mor og jeg kom til, og de viste os billeder af deres familier, som de ikke havde set siden krigsudbruddet, og forærede os nogle af disse billeder. De er nok blevet beværtet med æblemost, men jeg husker det ikke. Far fotograferede dem foran den lille stenhøj, og nu tog den ene af franskmændene en lille ting op af lommen. Det var et lille, rødt fløjlshjerte med lyseblå bagside og på forsiden broderet med lyseblå sting diagonalt, og vi forstod, han ville forære mig det. Han forklarede en masse, vi ikke forstod, og tog noget jord fra rosenbedet og smuldrede det ved siden af hjertet. Jeg tænkte, at mon han ville sige, at denne lille gave ikke var mere værd end jord? Men jeg fik i hvert fald hjertet og beholdt det. I løbet af en måneds tid blev det muligt for franskmændene at rejse hjem, og senere på sommeren modtog vi et brev fra ham, der gav mig hjertet, og vi side 74 af 89 fik det oversat. Andre fik også livstegn fra de nu hjemvendte franskmænd. CITAT: ”20. nov. 1945. I Erindring om de gode Dage og den hjertelige Velkomst, vi nød på Deres yndige Ø Langeland sender jeg Dem disse Linier. Meget ofte tænker jeg på den Indbydelse, De gav os, den Dag, De så venligt lod os komme ind i Deres nydelige hjem, for at fotografere os og lade os smage på Deres dejlige Æblemost. Jeg vil heller ikke glemme den lille Tur, De tog med os ud mellem Deres blomstrende Æbletræer, der mindede os om vort kære Frankrig...mine bedste Hilsener til Deres Familie og særlig til Deres lille Datter fra den franske Krigsfange, som gav hende et lille Hjerte indeholdende fransk Jord”. De russiske krigsfanger måtte blive her det meste af sommeren, dog ikke i forsamlingshuset. De blev samlet i Rudkøbing på skolen, og mange af dem etablerede snart et forhold til befolkningen, for der var ikke mange forbehold over for disse fremmede. Mange af dem udviste et vist fingersnilde og lavede fine husflidsting af strå og træ eller smykker af metal. Gennem bekendte fik Far fremstillet to fingerringe af en sølvtokrone, som han ofrede til anledningen, en til Gudrun og en til mig. Vore initialer blev indgraveret på pladen, der i min ring havde form som et hjerte. Sidst på sommeren skulle russerne så sendes hjem. Blandt den folkemængde, der stod ved færgen for at vinke farvel, var også min Mor og mig. Bagefter refererede min Mor til en bemærkning fra en dame, der stod lige bag os: ”Ja, om syv år er der russere på skolen igen.” Den forstod jeg slet ikke.” Blandt nyhederne fra avis og radio var, at Montgomery kom til Danmark for at lade sig hylde som befrieren, også hans soldater selvfølgelig. På deres triumftog landet rundt skulle de også komme til Bagenkop, og det gav anledning til en sand folkevandring. Den 23. maj skriver jeg lakonisk i min dagbog: ”Englænderne til Bagenkop. Nede og se dem”. Det var en dag med gråvejr og blæst, alle havde stillet sig op ved indkørslen til byen for at modtage dem. Men man kan ikke sige, det var en jublende folkemængde, så både vejret og modtagelsen var nok lidt grå, da de endelig kom kørende i deres jeeps. Og snart var det forbi, og hverdagen kunne fortsætte. Rationeringen fortsatte, varemanglen fortsatte, men der var alligevel denne sommer en fornemmelse af, at et tryk var lettet. Mindegudstjenester, sammenkomster, taler og sange var bestandig i befrielsens tegn. Alfred Voigt, Nordenbro havde indbudt til en sådan aften, der samlede fuldt hus i hans lade, og Karen, hans kone, havde bagt og lavet kaffe til alle disse mennesker. Jeg husker tydeligt den aften og den taler, han havde skaffet, en ungdomsskoleforstander fra Nordjylland. I sit foredrag må han have talt om befrielsen, for han sagde følgende, der i den grad bundfældede sig i mig: ”Stjernerne har tændt deres lys over Danmark”. Ingrid Jensen (Langelænderen 611 - 2010) Min barndoms jul i Bagenkop Bagenkop 1948-1953 Julen ændrede sig ikke mærkbart for os børn i perioden 1948 til 1953. Julen i Bagenkop begyndte den 1.dec. når byens store juletræ ved Brugsen tændtes. Vi var der, alle byens børn, store som små, lige fra de indledende forberedelser til opstillingen af træet og senere til det store øjeblik da det blev tændt. Vi tog hinanden i hænderne og løb rundt om træet og sang, højt fra træets grønne top, og ellers alle mulige sanglege. Vi var der hver eneste aften lige til spisetid, sommetider fik vi lov til at gå derhen igen bagefter. De store deltog ikke i legen, de var der bare. Det var samlingsstedet i hele december. De smukt pyntede forretningsvinduer" Juleudstillingen" skulle vi jo også se på. Vi trykkede næserne flade ved Købmand Alfred Hansens store butiksruder i Bredgade. Alle de store og dejlige legesager, vi ønskede jo det hele, og kunne næsten blive uvenner, hvis en anden ønskede det samme som en selv. Det var som vi troede der kun var en ting af hver, hvad der måske også var. Det var nok ikke så mange af os der fik de store og dyre ting. Når der forsvandt en ting fra vinduet kunne vi blive helt ked af det, hvem var mon den heldige der skulle have den. Tatol i Hovedgaden havde ligeså store vinduer. Der var også fine sager at kigge på, sæbe i fine æsker, halskæder og armbånd. I Brugsen var der stillet en stor bred hylde op i etager også med alskens ting og sager, men det kunne vi kun kigge på når vi var inde at handle. Men når det så blev juleaften havde vi glemt de store ønsker og drømme, og blev glad for de små ting vi fik. Nogen af de ting jeg fik og selv gav, husker jeg bedre end andre. Et år op mod jul havde jeg hjulpet med at gøre rent i skolen og kirken, jeg havde tjent lidt penge. I Brugsen havde jeg set en stabel asietter, jeg vidste dårlig nok hvad de skulle bruges til, men jeg ville give mor to af dem til småkager. Jeg var stolt da jeg kunne gå ind for at købe dem. Så skete der det, at der var en anden kunde som ville købe tolv, og det var lige det antal der var, men jeg kom først, ekspeditricen vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, hun kiggede tvivlrådigt på mig og spurgte hvad jeg skulle bruge to stk. til, jeg svarede , at dem skulle mor have i julegave til småkager. Jeg fik dem, de blev pakket fint ind. Jeg tror jeg var en 10 11 år, jeg havde lidt en fornemmelse af, at jeg havde vundet, det var ikke så tit børn gjorde det dengang, det er nok derfor jeg kan huske det. Selvfølgelig havde vi også en julekalender, vi fem søskende skiftedes til at åbne, og var ved at vælte over hinanden for at se hvad der var bag lågen. Hurtigt fik vi da også regnet ud hvem den heldige var, der skulle åbne juleaftens låge, hvor der så vidt jeg husker ,altid var et juletræ. Men lige spændende var det. Lillejuleaften hængte vi vores strømpe på sengekanten, hvis vi havde været søde kom nissen og puttede noget i. Vi kunne simpelthen ikke sove, så spændte var vi, mon der ville være noget i vores strømpe næste morgen, da var det også juleaften. Vi lå og snakkede og pjattede, mor måtte flere gange ind og skælde ud " kan side 75 af 89 der så snart blive ro her". Omsider faldt vi da også i søvn, men vågnede meget tidligt om morgenen ( for at tømme strømpen for slik ) Vi var med far ude at sætte fod på juletræet. Det var mor der pyntede det, mens vi så på. Gåsen blev sat i ovnen på komfuret, hvor der blev fyret kraftigt den dag, der skulle også koges rødkål, der bredte sig en vidunderlig duft i hele huset. Vi skulle have sodavand til maden, i skabet på loftet lå der julegaver. Vi kunne næsten ikke holde ud at vente og var nok temmelig umulige. Det endte næsten hvert år med at vi blev beordret " tag jeres tøj på og gå ud og leg et par timer " Pladsen var jo trang i det lille hus, med fem unger farende forvildet rundt, kunne mor ikke komme til nogen steder. Men endelig oprandt da juleaften hvor vi spiste gåsesteg. Vi fik altid æblekage til dessert. Vi dansede om juletræet, dernæst gaverne, som oftest var fra Daells varehus, så til sidst godteposen. Jeg husker kun en gang at have fået en blød pakke til jul. Jeg var 14 år, det var sidste år jeg gik i skole. Alle pigerne fra min klasse skulle have nylonstrømper på til juletræsfesten, som hvert år blev holdt på Bagenkop kro tredje juledag. Jeg spurgte mor om også jeg måtte få det. - men nej, det kunne der ikke være tale om, det havde vi slet ikke råd til, det kunne jeg godt glemme alt om. Det var jeg selvfølgelig knust over, skulle jeg virkelig have sportsstrømper på, når alle de andre kom i fine tynde strømper, det var næsten ikke til at bære, jeg følte mig meget udenfor. Meget overrasket og glad blev jeg da jeg pakkede min julegave op. Nylonstrømper og hvad dertil hører. Jeg følte mig meget flot og voksen, da jeg gik til julefest det år. Edith Philipsen. f. Hansen (Langelænderen nr. 544 – 2000) Julen 1949 Rudkøbing - 1949 Han var 6 år og boede i udkanten af Rudkøbing. En dag først i december var han på vej ned til hans bedsteforældre, der boede ca. 500 meter fra hans eget hjem, og på broen over Langelandsbanen så han et lokomotiv med godsvogne på vej mod Spodsbjerg. Det var altid en yndet fornøjelse at stå midt på broen, når røgen fra lokomotivet væltede op og indhyllede hele broen i røg. Da denne røg forsvandt begyndte det at sne. At det blev snevejr op til jul, var en naturlig ting for drengen, for i hans korte liv syntes han ikke at have oplevet andet. Tankerne fra sidste års oplevelser kom frem i hovedet på ham. Det var en stor fornøjelse at se det netop passerede lokomotiv komme brusende med den store sneplov foran, og skubbe sneen ned i grøften, og hermed frembringe en stor snedrive som, når man kælkede ned af den stejle skråning, gav en behagelig afslutning på en kort men hurtig kælketur. Pludselig kom han på andre tanker, da han på lang afstand så sin bedstefar i færd med at spænde hesten foran jumpen. Selvom turen ville gå forbi drengen, ville han ikke gå glip af noget, så en hurtig løbetur blev starten til køreturen over til smeden i Peløkke. Her skulle hesten broddes, så den kunne stå fast på vejen, når den blev dækket af sne. Ventetiden i smedjen var altid spændende med essen, ambolten med den store hammer og alt værktøjet. Smeden, som drengen syntes var en meget stor mand med forklæde, tog roligt fat i hestens ben og slog broddene fast. Juleaften, som i år skulle holdes hos bedsteforældrene, var selvfølgelig meget spændende, og tiden op til denne aften gik meget langsomt. Bortset fra kagemanden, som han fik lov til at forme når der blev bagt småkager, og kuglerne som skulle trilles når marcipanstykkerne blev til, så var det især de voksne, der havde travlt. Lillejuleaften faldt der dog ro over alle, og der blev prøvesmagt og hygget, og inden drengen gik i seng, skulle strømpen hænges op for enden af sengen, for så kom julemanden og fyldte strømpen op med æbler, appelsiner og slik. Juleaftens dag var endnu længere, og drengen skulle tilfældigvis lige ned til bedsteforældrene for at sige daw, og for at se om man kunne få et glimt af juletræet, men det var svært, for det var en af overraskelserne, som først måtte ses, når der skulle danses om træet. Om eftermiddagen kom hele familien, undtagen bedstemor som skulle stå for maden, om bord i kanen, og hesten med bjælder på seletøjet blev spændt foran. Herefter gik turen til julegudstjeneste i Simmerbølle kirke. Det var ikke nemt for en dreng på bare 6 år, at sidde stille i så lang tid, men der var mange mennesker, så tiden gik med at se på dem. Da gudstjenesten var færdig, var det blevet rigtig mørkt, men bedstefar havde sørget for fakler på kanen, så hjemturen blev en oplevelse som ikke glemmes. En af dem der kommer frem hver jul. Arne Navne (Langelænderen nr. 94 - 1993) Barndomserindringer Rudkøbing - 195x Når man har tilbragt mere end 80% af sin fritid, fra man var 5 år og 15 år frem, ved og omkring lystbådehavnen i Rudkøbing, kan det vist godt siges, at det har præget ens barn- og ungdom. Starten var ikke den store succes, da det viste sig, at jeg ikke var vild med at få hovedet under vandoverfladen, men efter et ufrivilligt fald, på den forkerte side af bolværket i Marstal Havn, vendte billedet, og jeg blev en rigtig vandhund. Det var i øvrigt på min 7-års fødselsdag, den 25. juli 1950, og faldet, det grønne vand, min fars hurtige greb i mit hår og hans trussel om en røvfuld hvis jeg begyndte at græde, står stadig klart for mig. side 76 af 89 Glæden ved vandet gjorde sikkert, at jeg allerede i 1951 fik min første båd. Det var en redningsjolle, hvor agterenden var knust. Prisen var 3 bajer til den vognmand, der kørte jollen hjem i vor baghave, hvor foråret gik med bukning af nye spanter, nitning med kobbernitter og meget andet. Malingen var anderledes dengang. Bunden skulle have en gang mønje, og malingen blev købt som pulver, der så blev blandet med olie, tørrelse og terpentin. Jollen blev anbragt ud for asfaltfabrikken lidt nord for lystbådehavnen (omkring det sted hvor Hotel Skudehavnen ligger i dag). At det var skønt for en knægt på 8 år at være sin egen herre ude på det "store vand", kan alle vist godt forstå. I 1955 kom min far i besiddelse af tegningerne til en optimistjolle, de havde bare den fejl, at alle mål var i engelske tommer, så der måtte investeres i en ny tommestok. Så i foråret 1956 blev "badekarret Chap" søsat, som den første af sin art i Rudkøbing. Året efter fulgte William Gerlin med endnu en optimistjolle, og sammen fik vi en tur til et optimist-stævne, der blev afholdt af Politiken og Hvidovre Sejlklub, i København. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, da det også var mit første møde med hovedstaden. I den første sejlrunde nåede jeg ikke at finde hverken startlinie, bøjerne der skulle rundes eller mållinien, men ved at lægge mig midt i flokken, kom jeg da rundt, og placeringen blev også "midt i flokken". Efter konfirmationen i 1957 blev der penge til en ringjolle med sejl (1500 kr. plus optimistjollen). Her fik jeg en sejlkammerat, Egil Rasmussen, og sammen købte vi i 1960 en ældre skærgårdskrydser i Odense. Den fik udskiftet jernspanterne, fik et par nye bord, nyt dæk og kahyt samt meget mere, så det var et held, at vinteren sluttede midt i februar, så vi kunne nå at komme i vandet til pinse. Denne båd, "Kate", blev solgt i 1964, jeg rejste fra Langeland, og hermed stoppede min tid som lystsejler. Når man i dag, 30 år efter, kommer ned til Rudkøbing Lystbådehavn, er det ikke for meget at sige: "Det er nu ikke som i gamle dage". Hvis man placerer sig et bestemt sted i den ældste del af lystbådehavnen, lukker øjnene halvt i, så kan minderne dog stadig få frit løb. Kølhalingen - klargøringen af skibene om foråret startede så snart man kunne holde ud at være udenfor. Man startede dog med at samles i en flok, og fik talt om tingene, for var der en der havde problemer, ja så havde alle problemer. Glasfiber var dengang noget man lagde om gamle både, hvor træværket var ved at give op, så der var rigeligt at se til med at vedligeholde skibene. Der var dog tid til, med passende mellemrum, at holde fælles pauser, og højdepunktet kom, når damerne kom på deres cykler med madkurve på styr og bagagebærer. Så samledes alle i "graven" mellem skinnerne til ophalervognen. Hyggen og fællesskabet blev plejet. Et problem opstod, når skibene skulle have sidste gang maling - lakeringen. Vejrforhold, temperatur og aftale med de andre om, at nu måtte der ikke komme støv i luften, var nogle af problemerne, men også det at "lægge" lakmalingen på var en kunst. Et strøg for meget, og det blev bare striber. Det at sætte bådene i vandet, var også fælles arbejde. Havnen krævede, at en af deres folk skulle passe det hånddrevne spil, og med diverse pauser kunne det godt tage flere timer at søsætte et skib. Et år blev det os unge et nummer for meget, så en kasse øl til havnearbejderen bevirkede, at vi fik håndtagene til spillet, og i løbet af 3 timer havde vi sat 4 både i vandet. De ældre så på, og mente selvfølgelig det var hasarderet, men sagde ikke noget. Bådene skulle i vandet og være klargjort til pinsemorgen, hvor man kl. 6 stod ud af havnen mod det valgte mål for morgenkaffen. Det kunne være Vemmenæs Kro, Strynø Kro eller helt til Thurø. Her startede sæsonen. Livet på kajen var helt specielt. Der blev talt om vejr og vind, om andre personer, og var der problemer med motoren, ja så stod der en hel kødrand på kajen og fulgte slagets gang. Engang fik jeg liv i forsamlingen. Jeg sejlede rundt i havnen med min optimistjolle, var ikke så erfaren, og da jeg kunne tænke mig at lægge ind til broen, blev kursen sat mellem 2 af de fortøjede både, hvor afstanden var mindre end 2 meter. Tænkt på hvordan jeg fik standset jollen havde jeg ikke, men opdagede, at der havde jeg vist et problem. Jeg lagde roret helt i borde, og jollen snurrede rundt på en tallerken, og sejlede bare ud af båsen igen. Glad var jeg, men det tog nogen tid, inden der faldt ro over forsamlingen igen - især hos min far. Man lærte at sejle ved gode råd, efterhånden som det gik galt, men et år blev det havnefoged Godtfredsen for meget, så der blev arrangeret aftenskole i søfartsregler og navigation. Efter 1958, da vi havde fået et klubhus, holdt Julius, som var gammel sømand og ellers skipper på grevens båd, kursus i splejsning m.m. Sejladsen var selvfølgelig det primære, og her kunne fortælles om mange skønne ture. Aftenturene gik gerne til sydsiden af Siø eller stranden ud for Kragholm, hvor det blev til en badetur, aftensmad med efterfølgende kaffetår. I week-enderne var der mange muligheder, og ud over at bade og spise blev det gerne til nogle skønne gåture, og det var sjældent, vi var mindre end 3-4 skibe. Det er et kapitel, der er meget svært at gå i gang med, da det vil blive langt, så det må stå som et minde, for os der deltog. Arne Navne (Langelænderen nr. 517 - 1996) side 77 af 89 Minder fra den gamle købmandsgård For nogle år siden skrev vort medlem Ulla Arndt under denne titel om sin læretid hos firmaet Brdr. Justesen i Rudkøbing. Vi har af Ulla fået lov til at bringe den interessante artikel her i vores blad Jeg har længe haft i tankerne at bidrage med lidt nostalgi vedrørende ”Tingstedet” – et stykke kultur midt i byens hjerte, som tiltrækker både fastboende og turister. En aften i juni, over en kop kaffe i ”Risteriet” med de gamle emaljeskilte, blå kaffekander og urtepotter med pelargonier i de smalle vindueskarme, bliver min tid i købmandsgården fra 1956 – 1961, Brdr. Justesen, kolonial en-gros så nærværende, og jeg får lyst til at ord på mine minder. Forretningsfører Rich. Rasmussen ansatte mig i april 1956 som kontorelev. Personalet på kontoret var sælgeren Christian, kontorassistenten ”Manser”, kontorassistenten Gerda og netop udlærte kontorassistent Ingrid. På lageret var lagerforvalter Carl Weeke Rasmussen, ekspedienten Leif, lagermedhjælper og gårdmand Clausen, vareturschauffør Kresten, lærlingen Axel og bydrengen Tom, som kørte ærinder på en ”Long John”. Kundekredsen var købmænd på Langeland, Ærø og Tåsinge. Efter netop afsluttet skolegang, 16 år gammel, fik jeg lært at indordne mig arbejdsgangen og den lange arbejdsdag, som var fra kl. 8-17.30, (ingen kaffepause) – en time middag. Lørdag fra kl. 8 – 14, ingen middag (stadig ingen kaffepause). Desuden lærte jeg hurtigt at se ud til at være meget travlt optaget, for ellers lød det fra døråbningen mellem ”chefens” kontor og vores: ”Frøken Hansen – har De noget at lave?” Jo, jeg havde da masser at lave (ellers fik jeg det i alt fald). antikvitetsforretning. ”Chefens” ene fod, som viste sig at være kraftig forstuvet, var omviklet med bind og gaze i rigelig mængde – a, la kaptajn Vom – og med stort besvær blev han placeret i sin armstol bag skrivebordet. En sæk med kaffebønner blev hentet i risteriet, som støtte under bordet for det dårlige ben. I en god uges tid, mens foden fjælede sig på kaffesækken, var personalet fredet for Rasmussens energiske færden ud og ind ad døren mellem kontor og lager, bjæffende ordrer til alle sider. De rette kaffe-blandinger Den næsten udlærte lærling, Axel, som nogle gange havde været med til kafferistningen, blev betroet at brænde de rette Santosog Columbia blandinger, mens ”chefen” var inhabil. De mange købmænd måtte under ingen omstændigheder løbe tør for kaffe. Dengang var kundeservice i højsædet, og fra små købmandsforretninger ringede man ofte – somme tider kort før lukketid – og ville have et par poser kaffe sendt med fragtmand eller færge. Clausen cyklede en eftermiddag, som Artiklens forfatter: Ulla Arndt så mange gange før, til Marstal-færgen med kaffe til en kunde på Ærø, men færgen var ved at lægge fra kaj. Clausen forsøgte at springe om bord, men forfejlede springet og kom i klemme mellem færge og broklap. Han blev dræbt på stedet. Politiet kom op i gården med den sørgelige besked, og det var svært for os at fatte den meningsløse ulykke. Clausen havde jo lige løbet rundt, travlt beskæftiget – vi kunne ikke forstå, at vi aldrig mere skulle se den lille pligtopfyldende, altid venlige mand. Jeg faldt efterhånden godt til i min læreplads, for naturligvis havde Rich. Rasmussen også sine gode sider – for eksempel var han meget retfærdig og gjorde ikke forskel på sit personale. Tweeddragt og højhælede sko Iført tweeddragt og højhælede sko, som for øvrigt var vanskelige at manøvrere med på gårdens toppede brosten, fandt jeg min plads i denne stressede, men velorganiserede ”voksenverden”. Rich. Rasmussen ”svævede over vandene”, men heldigvis kørte af og til på ordreture hos kunderne – og altid om tirsdagen til Tåsinge. Når bilen med Rasmussen bag rattet kørte ud gennem porten, trak alle vejret lettet, og på lageret blev et par konservesdåser med pølser åbnet og varmet over en primus, hvorefter et lille mellemmåltid og en hyggesludder brød hverdagens travlhed for en stund i forvished om, at ”chefen” befandt sig på Vemmenæsfærgen mellem Langeland og Tåsinge. Rasmussen brændte selv kaffen i risteriet. Den vidunderlige kaffeduft mindes jeg stadig. En morgen kom han humpende op over gården, tungt støttende sig til sin kones arm. Rasmussen og hans kone, Hanne, og sønnen Torben ovenover Pilegaards købmandsforretning – nu ”Tingstedets” I byen hver lørdag aften Min begyndelsesløn var på 150 kroner om måneden (eksempelvis fik en udlært 700 kroner) – så det var nødvendigt for en lærling at bo hjemme. Der var ikke noget at rutte med, men mine venner var i samme situation, og alligevel var vi i byen hver lørdag, enten i Ørstedspavillonen, hvor Orloff og Willy spillede, eller i Jazzklubben, der havde til huse på Hotel Rudkøbing. For pigernes vedkommende kunne et glas Cherry Heering holde en hel aften, mens drengene købte nogle få øl. Den deraf lettere beruselse havde de startet op i hjemligt regi tidligere på aftenen med ”Old Vega Bottle” – en ildesmagende brun dansk wermouth – og købmandsbajere. Jeg mindes ikke, at der blev julepyntet i købmandsgården, men jeg husker tydeligt julevarernes ankomst – herligt duftende appelsiner, store partier mandler, svesker og rosiner i løs vægt, og dadler og Rudkøbing - ca. 1954 side 78 af 89 figner i samme pakninger som i dag. Desuden nødder, marcipan og andre julegodter. Cacao-orm i julechokoladen Juletravlheden, som startede midt i november, fortsatte helt frem til juleaftensdag, og i alle weekender i december var vi på arbejde både lørdag og søndag eftermiddag - uden betaling forstås – men dette forhold blev dog ændret, jeg tror i mit sidste læreår. Personalet fik i julegave en stor spånkurv fyldt med kolonialvarer, og så vidt jeg husker, en flaske rødvin. At julen nærmede sig, medførte et job, som jeg ville have nægtet at udføre i dag – men dengang gjorde man, hvad man fik besked på. Ude på lageret i chokoladerummet blev flotte chokoladeæsker af ældre dato sorteret fra og anbragt på et stort bord midt i chefens kontor. Kontoreleven eller lagerlærlingen blev udstyret med en lille blød pensel – æskerne blev åbnet, og alle chokoladestykkerne efterset for små hvide kakao-orm. Var disse til stede, blev penslen flittigt benyttet og småkræet lempet ud af de før så trygge boliger. Derefter blev chokoladen igen lagt ned i de smukt forede æsker, som blev tapet til. Gården blev brugt som holdeplads for de nord- og sydlangelandske fragtbiler to eftermiddage om ugen og da var der en livlig trafik af folk, som afleverede fragtgods. Også Brdr. Justesen benyttede fragtmændene Oluf og Helge, hvis kunderne havde glemt bestillinger til de faste vareture, som Kresten kørte. Hver formiddag indtil klokken ca. 10.30 stod alt på gloende pæle. Varerne skulle pakkes og fakturaerne udregnes og vedlægges, og kunderne kunne ringe i sidste øjeblik og bestille endnu et par ting, som de gerne ville have med ordren. Kresten lå i fast rutefart mellem lager og kontor, og han råbte, at nu kunne han altså ikke vente længere – vognen var læsset – nu måtte han have de papirer. Han sendte opgivende blikke mod de travle fingre på regnemaskinerne, og ”chefen” trak sig ydmygt tilbage til sit kontor og blev bag lukket dør, indtil Kresten var draget vel af sted med varebilen. Så dukkede Rasmussen atter frem på arenaen og indtog sin retmæssige rolle som købmandsgårdens general. Som i et drømmesyn Hvis jeg i disse år – som i et drømmesyn – kunne have skuet ind i fremtiden, og set mig selv sidde i gården ved et lille grønmalet træbord, hvor på der stod en bakke med Madam Blå og et stykke Præstegårdskage, eller et krus køligt fadøl – eller gennem vinduerne i risteriet, bag røde pelargonier, havde set mig siddende velbehageligt tilbagelænet med et glas irsk kaffe i hånden – eller set trappen foran indgangsdøren forvandlet til musiktribune i lune sommeraftener og ditto lørdage –ja, så ville jeg have virret med hovedet og knebet mig hårdt i armen. Hvor er det dejligt at se gården vedligeholdt og bevaret. Den fremtræder så levende og er dog i pagt med det oprindelige, som værnes pietetsfuldt Ulla Arndt (Langelænderen 640 – 2014) side 79 af 89 Min langelandske barndom Spodsbjerg - 195x Jeg er født på en gård ved Stenlille på Sjælland. Vi havde noget familie på Langeland og kom af og til på ferie på øen. På sådan en ferie så min far en gård, der mest af alt mindede om en ruin, men gården lå skønt ved en lille skov og med udsigt over vandet. I dette så min far en masse muligheder, og det viste sig også senere at blive alle tiders sted for mange mennesker. Far og mor solgte gården på Sjælland og drog af sted mod Langeland den 13. oktober 1950. Vi sejlede fra Korsør til Lohals med en lille færge der hed ,,Mjølner”. Alle vores møbler og ting havde vi ]ejet en jernbanevogn til, så de kom over Fyn med færge fra Svendborg til Rudkøbing og videre med Langelandsbanen fra Rudkøbing til Spodsbjerg, og da banen gik lige igennem de marker, der hørte til gården vi købte, var det meget nemt, for toget stoppede bare midt på marken, og så fik vi alle vores ting læsset af. Mange af byens børn kom og hjalp med at bære. Det viste sig senere, at det var en fordel for os at banen gik igennem vores marker. Dengang skulle man jo altid tage toget fra stationen for at komme til Rudkøbing. Hvis så ikke der var så mange med toget, når vi skulle hjem, og det var en flink togkonduktør der kørte toget, stoppede han toget på marken, så vi kunne komme af; det har jeg prøvet nogle gange. Det var noget af en opgave at komme til den såkaldte ruin, som engang havde været kgl. privilegeret kro. Ukrudtet foran gården var meget højt. For mig på 4 år føltes det som en jungle. Den ene ende af stuehuset havde næsten lige været brændt, og skorsten og andre ting var ikke genopbygget, men det var et spændende sted at gå på opdagelse i, og så var der udhuset, hvor der var stald, værksted, op til flere gammeldags wc'er med spand og trælåg, garage og et vaskehus med en gruekedel, der skulle tændes op i når man skulle vaske. Derfra gik der en trappe op til et høloft, hvor nisserne boede. Hvert år til jul, lillejuleaften, blev der sat risengrød op på loftet til nisserne, og dyrene fik et ekstra godt foder, for lillejuleaften er dyrenes juleaften. En gang sagde min far og mor, at nisserne gik rundt oppe på loftet. Jeg kravlede op ad stigen og kiggede. Og ganske rigtigt, henne i hjørnet i halmen var der to nisser, der dansede rundt. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det var to tøjnisser, hvor far havde lavet et eller andet snoretræk på, så de kunne danse. Auktioner Far, mor og min mors bror, som boede hos os, fik efterhånden ryddet op og bygget om. Far kunne mure og tømre, så der blev lavet en masse værelser, for nu skulle der være pensionat. Mor skulle lave mad, selv om hun aldrig havde lavet mad til mange mennesker. Far tog til alle de auktioner der var på Langeland. Det var altid fastelavnsmandag, og for det meste foregik det på Landmandshotellet, som dengang lå i Østergade i Rudkøbing. Og så blev der købt ind, gamle jernsenge, toiletmøbler, servantestel, tangmadrasser, lamper, porcelæn, bestik, stole, borde, malerier, kasser med ting, som han ikke anede hvad der var i, men sikkert et eller andet der kunne bruges. Det var altid spændende at se, hvad der blev kørt ind i gården efter at far havde været på auktion. Jeg har selv et meget gammelt glassmykkeskrin fra en af disse auktioner. Markerne blev plantet til med alle slags grøntsager, jordbær, roer, kartofler og korn, og dengang måtte man hjælpe til, selv om man var barn. Jeg har været med til at plante mange tusind porrer med en plantepind, renset rosenkål i massevis, som blev solgt til en grønthandler, der så kørte rundt og solgte dem igen. Mange af byens folk kom også og købte. Til alle jordbærrene var der dog flere folk til at plukke. Kartoffelferie Når det blev efterår, fik vi en uges ferie i skolen ligesom i dag, men dengang kaldte man det for kartoffelferie. I rigtig gamle dage blev det kaldt for kakkelovnsferie (jeg ved ikke hvorfor). Her skulle de fleste børn ud at tage kartofler op, og jeg kan huske, at jeg fik hver 7. spand selv. Så blev det senere regnet ud, hvad de var værd i penge. Om efteråret skulle vi børn i byen også ud med roelygter. Det var jo mere sjovt, end dengang man i foråret gik og lugede roerne. Det fik man ondt i ryggen af, men det med roelygter var spændende. Vi udhulede dem, skar øjne, næse og mund ud, en stump stearinlys i, roetoppen på, og så gled vi af sted i mørke om aftenen, bankede lidt på folks vinduer, og så satte vi roehovedet frem. Vi troede folk blev lidt bange. At høste var også lidt strengt. Det var tungt at løfte negene med en høtyv, når kornet skulle køres ind. At købe mælk var dengang ikke det store problem, for hver dag kom mælkemanden kørende rundt til hvert hus. Han havde to heste, der trak en vogn, hvorpå der stod mælkejunger med haner på. Så kom hver husstand ud med sin kande, eller hvad man nu havde, og fik tappet mælk deri. Det var rigtig mælk med et tykt lag fløde ovenpå. Senere fik vi et mælkeudsalg, nu var mælken på flasker. Der var også en bager, der kørte rundt og solgte brød fra Longelse Bageri. Oversvømmelsen I 1953 ved nytårstid oplevede Spodsbjerg en grim oversvømmelse. Det stormede så meget, at vandet gik ind over diget. Vandet steg og steg i gaderne natten igennem. Hele byens befolkning var ude og lægge sandsække for at stoppe vandet. Min bror og svigerinde, som på det tidspunkt boede i en lejlighed i den anden ende af gården, var meget nervøse. Min svigerinde havde dagen før født en søn, og hun lå nu i barselsseng. Hun spurgte konstant: “Hvor langt når vandet op nu?” Det stoppede dog, da det nåede helt op til hvor flagstangen stod på Færgegårdsalléen. Nede i byen sejlede folk rundt i joller. Nu var jeg efterhånden blevet så gammel, at jeg skulle begynde i skolen. Dengang blev man altid indskrevet den 1. april, det år man blev 7 år, og det foregik i Nr. Longelse Skole. Det var min søster, der indskrev mig. Hun var nogle år ældre, så det var i orden, far og mor havde jo travlt. Dengang gik man også i skole om lørdagen. Der var 3 kilometer til skolen, men jeg cyklede. Dog har jeg mange gange gået, for det var en gammel cykel jeg side 80 af 89 havde, med gamle dæk. Jeg synes altid jeg punkterede, når jeg skulle fra skole. Hvor har jeg mange gange lånt en pumpe på gården, der lå i nærheden af skolen. Vi var altid 5-6 stykker, der fulgtes ad i skole. Så kørte vi rundt og hentede hinanden. I en periode spillede vi meget 31. Det hændte tit, vi var kommet så tidligt hos hinanden, at vi lige kunne nå et par spil, inden vi kørte videre til skole. Om vinteren, når der var meget sne, måtte vi jo gå, men vi havde det sjovt alligevel, selv om vi skulle gå både frem og tilbage. Dengang var der meget mere vinter end der er i dag, så vi var tit ude at kælke på en stor bakke i Pederstrup. Mange løb også på skøjter dengang; der var en sø ved Ankerhus, som blev meget benyttet. Skole med stråtag Vores skole var en rigtig landsbyskole med stråtag. Der var tre bygninger (det er dér, hvor Ø-Værkstedet er i dag) den med de to klasseværelser, lærerens og lærerindens bolig, en gymnastiksal, og så en gammel bygning med drengenes og pigernes toiletter samt rum til brænde og tørv, som der blev fyret med i kakkelovnen i skolestuerne. Det var sådan nogle store kakkelovne, der gik næsten helt op til loftet. Vi gik totre klasser sammen, og det fungerede fint. Noget ingen af os kunne lide særlig godt, var når vi skulle skrive salmevers af. Det var noget så kedeligt og unødvendigt. Hvis ikke man kunne sine lektier godt nok, kunne man risikere at komme til at sidde efter. Var man for fræk, det var nu mest drengene, fik vi nogen i nakken med en blyant, og de blev sendt over i gymnastiksalen. Så kunne de stå der og kede sig. Om efteråret havde vi noget der hed forældreaften. Vi skulle vise gymnastik, alle vores bøger blev lagt frem, så alle kunne se hvordan man skrev, alt vores håndarbejde, som vi havde lavet i årets løb, blev lagt frem. I den ene skolestue kunne man købe kaffe og sodavand inden man skulle hjem. Til jul blev der i skolestuerne pyntet med guirlander, som alle eleverne var med til at lave, og så blev der øvet til en julekomedie, som den største klasse skulle vise, når der blev holdt stort juletræ. Om efteråret, hvis det var rigtig godt vejr, fik vi somme tider lov til at komme på skovtur. Så stillede vi op på en lang række i skolegården, skolens fane blev taget frem, og vi gik til Knarkgården, som lå tæt på skolen. Der fik vi lov til at gå i skoven, hvor vi så skulle have naturlære ved at finde forskellige blomster og andre ting. Vi fik også lov til at lege forskellige lege på deres eng, inden turen gik tilbage til skolen. Eksamen dengang foregik på den måde, at skolenævnet, som bestod af nogle sognerådsmedlemmer, kom på besøg på skolen. De skulle overvære de forskellige fag, og ud fra det de så og hørte, gav de os karakterer. Det var noget nemmere for eleverne dengang end det er i dag. Efter 7 år kunne man gå ud af skolen, eller man kunne vælge at gå videre i Rudkøbing eller Humble skole. De fleste dengang fik et arbejde, når de blev konfirmeret. Man glædede sig lidt til det, men mange, tro det eller ej, de græd, når de forlod skolen og sagde farvel til de to lærere de havde haft i 7 år. Kartofler til 40 Selv om man gik i skole, skulle man være med til at arbejde derhjemme. Der var efterhånden blevet meget at lave med pensionatet. Der kom en masse københavnere og fynboer for at holde sommerferie. Vi havde cirka 40 fastboende gæster. De kunne ikke alle sammen bo hos os, men så lejede folk i byen deres værelser ud, og så spiste de hos os. Mor lavede mad, min søster serverede for gæsterne, og jeg skrællede alle kartoflerne hver dag, hele sommeren, det var flere spande; jeg har stadig skrællekniven. De fleste feriegæster kom rejsende med toget. Så blev gårdens trillebør vasket, den havde lige været brugt til at køre grisemøg ud på møddingen med, men nu skulle den bruges til at hente gæsternes kufferter i. Der blev lagt en ren sæk i den, og så gik min morbror til stationen og bød gæsterne velkommen til Langeland. Min mor tog altid et pænt hvidt stivet forklæde på, når der ankom nye gæster. Nogle gæster kom også med færgen, som dengang sejlede fra Nakskov. Når færgen lagde til, foregik det på den måde, at en mand som havde to heste, var fast ansat til at trække landgangen til og fra færgen med hestene, det er næsten ikke til at forstå i dag. På grund af alle disse feriegæster skulle en masse sengetøj vaskes, og det foregik i vaskehuset på gammeldags måde. Bagefter blev tøjet hængt ned på en tørreplads nede i skoven. Der var meget langt at gå med alt det tøj, men dengang havde folk tid nok. Samtidig kunne man lige kigge og snakke lidt med grisene, som gik frit ude i en indhegning ved tørrepladsen. Tøjet skulle så senere hentes ind, stryges og rulles. Alle disse feriegæster blev altid meget fine venner, lige meget hvilken landsdel de kom fra. Om aftenen foregik der altid en eller anden form for leg i den store have. Det var både børn og voksne - der blev grinet, pjattet og hygget, alle havde det sjovt. En af de allerstørste begivenheder for københavnerne var, når der skulle fødes små grise. Når det var ved at være tid, veg de ikke fra grisestalden, de satte et skilt op på døren, hvor der stod fødestue, og om det så var om natten, blev de oppe for at være med til fødslen og hvis de kunne få lov at hjælpe til, var de utrolig stolte bagefter. Når gæsterne skulle rejse var alle lidt vemodige. Hvis de skulle med toget, stod vi altid ude i marken og vinkede til dem med viskestykker, det blev en fast tradition. Langelandsbanen blev desværre nedlagt i 1962. Imellem nogle af de københavnere der kom, var en dreng som synes det var et helt paradis, han var landet i. Han gik altid ude i køkkenet, hvor han med sit friske københavnersprog gjorde indtryk på min far og mor, og dem der arbejdede der. Når nu han alligevel var der, kunne han lige så godt lave noget. Han blev sat til at køre alle byærinderne, hente morgenbrød, slagtervarer og købmandsvarer, og plukke bær blev han også sat til. Selv om han ikke kunne lide at plukke bær, gjorde han det alligevel, for far og mor havde sagt til ham, at hvis han ville, måtte han komme som feriedreng hvert år. Det ville han gerne. Hvert år kom han på ferie i 7 uger. Han blev sendt af sted fra Københavns Hovedbanegård med et ferietog, som udelukkende havde børn med, som skulle på landet og være feriebørn. De havde alle en snor om halsen, med et skilt med navn og adresse på hvor de skulle hen. ,,Teltpladserne” Der kom flere og flere turister til øen, så min far mente, at nu skulle der ske noget nyt. Alt det jord vi havde rundt om ,,gården”, måtte kunne bruges på en anden side 81 af 89 måde end til grøntsager, så der blev sået græs, små træer og læhegn. Han lavede et skilt med teksten ,,Teltpladser”, og det satte han op ad et træ ved vejen, og så kunne folk køre ind der og slå deres telt op. Den første dag kom der 3 telte. Min far byggede en bygning i skoven med nogle toiletter og håndvaske. Jeg tror det var den allerførste campingplads på Langeland. Systemet var meget enkelt på pladsen: Find dig en plads. Min far tog rundt om aftenen og krævede penge op, han gik fra telt til telt (dengang var der ikke campingvogne) og fik en snak med alle, det kunne tage en hel aften, far hyggede sig med det. Senere blev pladsen udvidet, og der blev bygget flere toiletbygninger, der blev indført lejrpas, og der kom love og regler, som skulle overholdes. I dag er det en stor flot campingplads, som ligger direkte ved vandet. Noget som var en begivenhed i min barndom var, da fjernsynet kom. I Spodsbjerg var det købmand Prydsgaard der først fik et, og alle i byen blev inviteret på skift ind og se fjernsyn. Alle snakkede om, hvor utroligt det var, at man kunne se alt. En meget populær udsendelse hed ,,Kvit eller dobbelt”. Den ville alle gerne se, men købmanden kunne ikke huse hele byens befolkning. Det tænkte far og mor lidt over, de havde jo plads, så de købte et fjernsyn, som blev sat op på en hylde højt oppe i en af stuerne, så alle kunne se, det var en succes. Da Dronning Margrethe blev 18 år, var der over 100 gæster tæt pakket i stuen for at se det. Vi fik travlt med at sælge kaffe, lagkage og sodavand. Jeg kan huske, at et stykke lagkage kostede 25 øre og en sodavand 75 øre. Det helt store rykind fik vi dog, da Langelandsbroen blev indviet i 1962. Hver eneste lørdag og søndag kom der masser af gæster fra Fyn, der lige skulle have kaffe eller mad, og der kom flere og flere løse turister. Nu var det ikke et pensionat mere, men en kro da vi også havde fået spiritusbevilling . Min Langelandske barndom var slut, en ny epoke begyndte, der gik 6 år med en masse gode og sjove kro-oplevelser. Feriedrengen blev jeg gift med, vi flyttede til Sjælland og fik to drenge. Måske en dag vender jeg tilbage, man ved aldrig, jeg har jo haft en god langelandsk barndom. Man siger jo: En gang øbo, altid øbo. Eva Petersen (Langelænderen nr. 524 - 1998) Langelandsbroen Rudkøbing 1960-1962 Fly under Langelandsbroen Jeg vil starte med at fortælle om en episode, fra dengang brobuen var færdigstøbt. Da var jeg gået op på toppen af den. Det kunne man godt, hvis man turde og havde gummisko på, så man ikke gled. Medens jeg så stod oppe på toppen af buen, kom der en jetjager forbi brobyggeriet. Da piloten fik øje på mig, fløj han op i luften og kom så tilbage i et angreb med kurs imod mig. Jeg husker, at jeg tænkte, hvor længe tør jeg blive stående og trodse hans angreb. Jeg kunne jo havde lagt mig fladt ned på maven, jeg tror nok at han angreb mig 2 gange. Han sluttede af med at flyve imellem de 2 bropiller, der stod omkring sejlruten for Siøfærgen. Flyvehøjden har kun været ca. 20 meter over vandoverfladen. Inde fra byggeledelsens kontor, havde de iagttaget episoden, som blev anmeldt. Nogen tid efter kom der også en auditør for at tale med mig. Jeg husker, at jeg senere ærgrede mig over, at jeg glemte at fortælle om, hvor lavt flyet var fløjet imellem bropillerne. Broen som arbejdsplads Jeg har tilbragt rigtigt mange timer sammen med ”brobisserne” i skurvognene, og snakken der blev ført dér, var ikke for ”sarte sjæle” Da jeg dengang var ”jomfru” (18-19 år), var jeg jo et taknemmeligt offer for at blive overdænget med gode råd om, hvorledes en kæreste skulle ”overtales” til sex. Den normale arbejdsdag startede ved 7-tiden. De dage hvor der forestod store støbninger, der ikke måtte afbrydes, kunne det godt blive rigtigt sent. Jeg husker dog ikke, at det har varet til over midnat. Mit job på broen bestod i stor udstrækning på at være ”ved hånden” og tilstede, hvis en maskine ikke virkede. Så når der var store støbninger opholdt jeg mig i formandsskuret på det flydende støbeanlæg, og der var min opgave stort set ikke andet, end at holde støbeformanden med selskab. Han hed Gregersen, og var en meget barsk fyr, der jagede meget med folkene. Man sagde, at han om morgenen skulle havde drukket 10 øl, før han var omgængelig. Når vi om morgenen sejlede ud til støbeanlægget, var Gustavs Jolle lastet med mindst 3 kasser øl til Gregersen himself. Han var også flink til at dele ud af sit lager af øl, når der kom gæster til støbeanlægget, men på en sådan lang dag, drak han mindst 50 øl samt var kæderyger. Formand Gregersen og sjakbajs Åge var nogle garvede brobisser, der også havde været med til at bygge den gamle Lillebæltsbro og Oddesundbroen. Gregersen endte sine dage ved en drukneulykke ved byggeriet af Svendborgssundbroen. Jeg husker også, det var ved at gå galt for ham, da vi en nat sejlede ind til den gamle havn i Rudkøbing, hvor han faldt i vandet, da han stod af jollen, som drev ud fra bolværket. Til alt held for ham var der ingen strøm, som i Svendborgsund, og vi fik ham godt op på kajen. Den eneste afholdsmand, som jeg husker fra broen, var tømrerformand Knud Vægter, han drak altid sodavand. På trods af at der blev drukket meget på arbejdspladsen, husker jeg ikke noget om, at der skete nogen ulykker som følge af beruselse. Det var i min lærlingetid, at jeg arbejde på broen. Da jeg opdagede, at min mester tog svendeløn for mig, spurgte jeg ham, om jeg ikke kunne få lidt løntillæg. Det var nemlig således, at ingen af svendene samt mester selv, ønskede at arbejde på broen. Løntillægget blev afslået, og det blev så til, at der skulle ansættes en ny svend til broarbejdet. Dette gik bare ikke, da svenden ikke kunne stå for fristelserne med den lette adgang til øl. Broledelsen forlangte så, at få mig tilbage som pladselektriker, de gav mig så lidt tillæg til min løn under bordet. Jeg tror nok det var noget der lignede et par kroner. side 82 af 89 Jeg synes, at der var et godt kammeratskab blandt folkene. Jeg tror dog, at det var således, at mange almindelige håndværkere undgik denne arbejdsplads, da den var for barsk. Lønnen var selvfølgelig højere end hos håndværksmestrene i Rudkøbing. Folk gik i deres eget arbejdstøj, men fik dog udleveret regntøj. Arbejdsstyrken bestod mest af ufaglærte arbejdsmænd samt faglærte tømrere, som Monberg & Thorsen medbragte, altså folk der kendte til arbejdet fra andre store anlægsprojekter. Først over broen Som tiden nærmede sig den dag, hvor det sidste brofag skulle sejles ud til broen, fik jeg idéen om, at jeg ville være den første, der gik fra Langeland til Siø. Da jeg var bange for at få ”konkurrenter” og nogen ville forpurre min plan, holdt jeg naturligvis planen for mig selv. Da så dagen oprandt, og jeg stod ved flået, der skulle sejle bro bjælken ud, spurgte folkene, om jeg ikke ville sejle med ud? Hvortil jeg svarede: ”At jeg skulle ud ved enden af broen, for at være den første, der havde gået fra Langeland til Siø”. Dette trak de lidt på smilebåndet over, og jeg cyklede så ud til Langelands-enden af broen, og klatrede ned af det tårn, som skulle bruges til at hejse bro bjælken op til kørebanen. Da de så var helt inde til elevatortårnene og skulle til at fortøje, blev jeg spurgt om jeg så ikke ville gå over bjælken, men det ville jeg ikke før den var gjort landfast, for så kunne mit forehavende jo ”benægtes”. Da folkene var klar til at begynde ophejsningen, gik jeg over til det andet elevatortårn og kravlede så op til brobanen. Da jeg kom frem til afspærringen ved Siø, fortalte jeg så glad til folk der stod der, at jeg var den første, der havde gået fra Langeland til Siø. Blandt de fremmødte var der en journalist, som omgående så muligheden for en god artikel, og han interviewede og tog billeder af mig. Næste morgen, da jeg mødte på arbejde, kom min mester mig spørgende i møde og fortalte, at jeg var kommet på forsiden af avisen, og at det da vistnok var noget uofficielt, jeg havde gjort. Rigtigt nok så bragte avisen næste dag det officielle billede, hvor amtsvejinspektøren og en ingeniør fra broledelsen mødtes midt på brofaget, men gårsdagens hændelse blev ikke dementeret, kun benævnt som uofficiel. Leif Elnegaard (Langelænderen 635 - 2013) En sagakvinde fra Langeland Tullebølle 196x - 2013) Den aften forlod vi så hus og hjem og begav os til sognets yderste sted, et lille, idyllisk hus i skovkanten. I min erindring lå sneen altid højt dengang, og frostklare stjerner blinkede på himlen. Så vi trængte til at komme ind i varmen, men vidste, at med til traditionerne for denne specielle aften hørte et beskedent opvarmet hus. Man måtte være af vikingeæt for at kunne overleve i så kolde omgivelser - og det var da også just, hvad værtinden var. I den lille entré bød hun os velkommen, ikke i blomstrende vendinger, men roligt og værdigt. Og så forløb aftenen ellers ens fra år til år: Først gik vi rundt og hilste godaften, så placerede mændene sig i den bagerste stue, hvor de straks gik i gang med at ordne verdenssituationen; i den mellemste tog kvinderne plads, og her gjaldt snakken juleforberedelserne. Efter en times tid på denne måde blev der budt til bords i den forreste stue, hvor den hvide dug var pyntet med små grankviste, brune bøgeblade og røde bær. Den skoldhede chokolade blev skænket op i fine, gamle kopper, og det var en fryd at skue den tykmavede chokoladekande med dens gyldne løve hvilende trygt på hanken. De lette boller belagt med et tykt lag smør blev budt omkring, og efter chokoladen fulgte varm, stærk kaffe, lun kringle fyldt med alskens godt; vanillekranse, finskbrød, brune kager og klejner manglede heller ikke. Alt sammen friskbagt af kogekonen, der befandt sig i køkkenet, men som hverken lod sig se eller høre. Det gode traktement forhøjede stemningen og stuetemperaturen et par grader, og nu kom Højskolesangbogen frem. "Ind under jul" passede godt, men heldigvis fulgtes den af "Julen har bragt" og "Dejlig er jorden"; Jonas Lies vemodige sang kalder jo på en melankoli, der ikke rigtig egnede sig til den lystige atmosfære, der prægede hele aftenen. Margrethe Jensen hed fødselsdagsbarnet og var en kendt skikkelse i sognet. Deltog i alt, hvad der med en forslidt betegnelse kaldes det folkelige liv; møder i præstegården, hvor hun stod for kaffebrygningen, der var en omstændelig affære, dengang kaffemaskinen endnu ikke havde holdt sit indtog. Og opvasken bagefter snød hun sig naturligvis ikke fra. Til den årlige ydre-missions-basar i forsamlingshuset var fiskedammen hendes domæne, og før bankospillet (bemærk årets eneste!) til Røde Kors aftenen gik hun fra dør til dør og bad om gevinster. Hun solgte Dybbølmærker, hentede og bragte sydslesvigske feriebørn på rette sted og havde gjort et ihærdigt indsamlingsarbejde til byggeriet af Grundtvigskirken. Som en påskønnelse fik hun tilsendt et adgangskort til dens indvielse i september 1940 og deltog gerne - skal vi gætte på, at det har været for egen regning? Hver søndag indtog hun sin faste plads i kirken, og alle kirkegængere vidste, at først når hun rejste sig og gik ud, var gudstjenesten forbi. Begrebet dårligt vejr anerkendte hun ikke; kun en snestorm formåede at holde hende hjemme. I kolde vinterdage omsluttede en "pipaluk" hendes rødkindede ansigt; det var en spids hætte, der kom på mode i de strenge krigsvintre og som regel var syet af to lag tykt klæde; det inderste lag bøjet om, så det dannede kant og særlig smart, hvis det var ternet. I sjældne tilfælde kunne hætten være pelsforet og danne en flatterende kant. Men som alle moder dukkede den op for en tid og forsvandt i glemsel igen bare ikke hos Margrethe Jensen. Mode eller ikke-mode betød ingenting for hende. Hun var både i bogstavelig og overført forstand en dame, der satte sin hat som hun side 83 af 89 ville. Også hendes hvide lærredshat ved sommertide, når solen bagte fra en skyfri himmel. Færdedes altid på eller med sin cykel, for det hændte, at en stejl bakke tvang hende til at stå af og trække den - ikke op men ned! Ja, ja, det er ikke et dusinmenneske, jeg forsøger at beskrive. På den tid benævnedes vores bibliotek en sognebogsamling og befandt sig i to lavloftede, mørke stuer i en tilbygning til det forhenværende kommunekontor. Den bogsamling bestyrede frk. Jensen, og dér kunne hun træffes to gange om ugen med brillerne på næsen og kartotekskassen stående foran sig på et simpelt fyrretræsbord. Nogle få loftlamper forsøgte at lyse så meget op, at bogtitlerne kunne tydes, og der herskede en livsalig ro, som voksne mennesker, der ønsker at fordybe sig i bøger, sætter pris på. Det passede ganske til frøken Jensens temperament, som ikke kunne klare alskens halløj. Børn i flok, som det senere er blevet almindeligt på biblioteker, havde gjort hende uduelig til det arbejde og dermed frataget hende det beskedne bidrag til hendes i forvejen beskedne indtægt. Men da hun nærmest foragtede materielle goder, i hvert fald komfort, klarede hun sig godt, og ingen har nogensinde hørt et beklagende eller utaknemligt ord komme over hendes læber. Jeg tror ikke, hun følte sig ensom, men jeg ved, at hvis hun gjorde, ville hun skamme sig ved at fortælle det til nogen. At hun ikke formåede at omgås børn i flok, var dog ikke lig med manglende interesse for dem. Især naboernes tog hun sig af, og de kunne lide at komme på besøg hos hende og få en kage og har utvivlsomt fornemmet den samme hjemlighed, som vi voksne gjorde. I sin fritid holdt hun af håndarbejde, især knipling, og mange store piger fik et fint lommetørklæde med kniplingskant foræret til deres konfirmation. En tidlig martsdag i 1969 sad hun ved sit kniplebræt, da en af nabokonerne kikkede ind. Stuen forekom hyggeligere end sædvanlig, fordi der for en gangs skyld var lagt godt i kakkelovnen. "Måske er Margrethe begyndt at blive lidt kuldeskær på sine gamle dage", tænkte naboen, men det har nok været influenzaen, der var på vej. Nogle dage efter blev den gamle dame syg og måtte gå til sengs. Naboerne skiftedes til at gå ind og hjælpe hende og tilbyde lidt varm suppe eller andet, der gør godt i den situation. Og en morgen lå Margrethe Jensen så død i sin seng, sovet stille ind, værdig til det sidste. Vi sang hende ud fra hendes kyske soveværelse, hvor den lukkede kiste stod, og hvor solen strømmede ind gennem de lette, hvide gardiner, der var trukket for vinduerne. Præsten holdt en kort tale og citerede Kingos salmelinjer "Jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørligt dyrke". Mere behøvedes ikke som karakteristik af Margrethe Jensen. Efter højtideligheden i kirken blev hun sænket ned i graven mellem sine forældre. Et liv var levet til ende, og jeg tror, Margrethe Jensen er det nærmeste, jeg har været en sagakvinde. Lise Christoffersen (Langelænderen 530 – 1998) Interview Rudkøbing - 196x Ja, jeg er født i Rudkøbing den 2. april 1954 og er datter af Eva og Pehr Kellgren. Desværre døde min far, da jeg var 10 år, men jeg husker tydeligt mine ture med ham, når han kørte efter grise. Vi stod op kl. 3.30 - jeg har vel været 5 år dengang - og det at komme ud i denne kæmpelastbil som lugtede meget stærkt af gris og køre sammen med far midt om natten, det var den vildeste luxus, syntes jeg. Vi fik en stor madpakke med i en skotøjsæske, husker jeg. Grisene blev kørt til slagteriet. Lige ved slagteriet lå badeanstalten, hvor vi gik til svømning tirsdag og torsdag. Dengang var der ikke så meget snak om miljø, forurening og den slags. Vi svømmede glade rundt i det røde vand (blod) og glædede os over, at det var dejligt varmt. Når vi rigtig skulle på badetur med børnehaven, foregik det i Spodsbjerg, ja, det var det rene Mallorca for os. Vi kørte altid i købmandens folkevognsrugbrød, hvor vi børn sad bagi på træølkasser. Det var vist ikke helt lovligt, men det tænkte vi ihvertfald ikke på. Min morfar solgte fisk/grønt/ost og på turene rundt til de store godser, gårdene og de mindre steder stiftede jeg for 1. gang i mit liv bekendtskab med handel og økonomi. Det har jeg nu ikke taget meget ved lære af. Jeg husker disse ture med stor glæde, da det føltes som en slags udforskning af øen med alle de forskellige steder, vi kom hen. Børnehaven hos frk. Erskov er da også en tid, jeg mindes som en rigtig rar tid. Især tiden, hvor vi var blevet så store, at vi fik lov til at gå hen til købmanden og hente de bestilte varer - så vankede der jo altid lidt mundgodt. Men så begyndte du at gå i skole? Ja - det vil sige - det første år gik vi i Asylet. Det var det, der i dag svarer til børnehaveklassen. Vi syntes alle sammen, at det var utrolig spændende sådan at få lov til at prøve at gå i skole, og frk. Jensen var en ganske god leder, som vi havde stor respekt for. Senere, da jeg startede med at gå i Rudkøbing skole, var det stadig obligatorisk at gå i skole om lørdagen. Men efter skoletid måtte vi løbe på rulleskøjter i skolegården, vi måtte bare ikke løbe på landkortet, så det gjorde vi selvfølgelig heller ikke. Kan du huske jernbanen på Langeland? Ja, det kan jeg. Min moster og onkel boede i Illebølle, og jeg havde også en faster og onkel i Bagenkop. Det var vidunderligt at pakke sin taske og tage på ferie hos familien sydpå. Dengang føltes afstandene meget større og der skulle virkelig planlægges, når man skulle rundt på øen. Jeg husker også den sidste tur med færgen. Jeg var glad for at broen kom, for det lykkedes mig altid at blive søsyg på den korte tur på 25 minutter fra Rudkøbing til Vemmenæs. Jeg husker min barndom som en tid med uendelig mange muligheder og masser af tid. Fx. boede der i side 84 af 89 Ahlefeldtsgade en snedkermester og hans kone. De havde 12 børn og langt over 20 børnebørn. Hvis jeg ikke havde nogen at lege med, gik jeg altid derhen og ringede på og spurgte, om der var nogen børn, jeg kunne lege med i dag. Det var der tit. Men ellers var der også børn i alle gaderne, Reberbanen, Ahlefeldtsgade og Nørrebro. Jo, der var tit "gang i den". Fx. husker jeg engang min kusine og jeg legede Svend Gynge og Kulsoen på hjørnebageriets tag efter en biograftur. Vi var jo godt camoufleret, så "Basse" vidste ikke, det var os, så han ringede efter politiet. Min farmor og farfar var ikke helt tilfredse med dette indslag, da de var nærmeste naboer, og det var dem, der havde haft os med i biografen. Min farmor spillede i mange år klaver i biografen, - det var før der kom tonefilm - så det indebar jo en vis ærefrygt for dette instrument. Som store piger og langt hen i voksenalderen måtte mine kusiner og jeg da også synge til, mens farmor spillede. Det var mest Violer til mor - Judex - There's a long way o.s.v. De sidder stadig i blodet og en sjælden gang hører man dem da endnu i Jørn Hjortings udsendelser. Der var ikke så mange biler dengang, og dem der var, tog meget hensyn til os børn, sådan husker jeg det ihvertfald. Jeg husker min barndom som en meget rar tid og med et godt sammenhold os børn imellem. En del af os holder da også stadig kontakt med hinanden, og det er - mener jeg - meget værdifuldt at have "de gode gamle" omkring sig. Hanne Kellgren (Langelænderen nr. 508 - 1995) side 85 af 89 En oplevelsesri færgetur Nordlangeland - 1963 En mandag formiddag i februar 1963 var vi 4 knægte fra Tranekær ( Leif – Niels – Henning –Ole i 15 års alderen) der cyklede til Lohals hvor vi skulle med motorfærgen ”LUNDEBORG” kl. 12.15 til Lundeborg på Fyn. Det er flot solskinsvejr og let frost da vi cykler ombord på færgen som afgangens eneste passagerer. Efter at vi har sat cyklerne kommer skipper og spørger om vi har travlt ? - vi svarer nej. Efter et lille øjeblik siger han: - Der er fugle på vandet i dag, så sejlturen vil nok tage lidt længere tid – Vi ligner nogle store spørgsmålstegn, men der bliver ikke fortalt mere. Vi går op i kahytten ovenover dækket, finder et bord og får købt billetterne. Halvvejs ude i Langelandssund mellem Langeland og Fyn kommer skibsføreren hen til os og siger at vi skal gå med ud i styrehuset. Han forklarer hvordan roret virker og siger så til mig - hold sådan om roret og drej sådan om lidt når jeg gør tegn fra dækket - han og nogle af de andre går nedenunder, samtidig bliver motorlyden svagere, lidt efter er de på dækket og kommer frem i forstavnen på færgen sammen med maskinmesteren, som er kaldt op fra maskinrummet, og nu har dagens 2 mands besætning – skipper og maskinmesteren – hvert et jagtgevær i hånden. Hvad mon der nu skal ske??? Efter et øjebliks venten bliver der givet tegn, jeg drejer som aftalt roret mod højre, færgen begynder nu at dreje i en stor bue – der står jeg alene i styrehuset, med et ror i hånden og en færge cirklende på vej mod Lundeborg??? Efter et par minutter stikker de jagtgeværerne ud gennem koøjerne og begynder at skyde edderfugle og får ram på en 7-8 stk., vi sejler stadigvæk rundt i cirklen og ender næsten hvor vi startede. Bovporten bliver åbnet, bådshagerne er taget frem og så samles der edderfugle op og smides på dækket. Bovporten lukkes, skipper kommer op og overtager roret fra mig, motorlyden bliver højere igen, sejlretningen ændres så til kurs mod Lundeborg. Efter ca. 5 minutters sejlads tager skipper kikkerten – ser mod Lundeborg havn – og bemærker så: Der er endnu ingen ventende passagerer eller biler på kajen, jeg får kikkerten ser mod havnen og ser heller ikke nogen der venter. Så bliver kikkerten rettet mod havoverfladen som undersøges, der ses en flok edderfugle mere. Jeg bliver så bedt om at sejle endnu en runde, skipper går hurtigt på dækket, kalder på maskinmesteren, de går så igen mod koøjerne med jagtgeværerne, der skydes flere edderfugle og efterfølgende opsamling. Motorerne stoppes helt og medens færgen flyder videre, samles de 2 besætningsmedlemmer og vi 4 knægte på dækket for at beundre dagens fangst på en 11-12 edderfugle. Skipper og maskinmester samler fuglene sammen og stuver dem ned i maskinrummet. Samtidig får vi at vide, at vi endelig ikke må fortælle det til nogen! Men helt klart vejr og solskin – ja, så kunne alle både på Langelandssiden og Fynssiden se hvad der foregik på Langelandssund, og mon ikke der var nogen i Lohals og omegn der skulle have en edderfugl i gryden. Bovporten blev lukket, færgens motor startede op og vi sejlede til Lundeborg, sejltiden som normalt var på ca. 40 minutter, varede noget over en time – en anderledes og spændende færgetur, en oplevelse rigere. Vi cyklede hurtigt videre til Vejstrup Ungdomsskole og færgen sejlede retur (lidt forsinket) til Lohals med de der ventede på overfart – 1 bil og et par cyklister – samt edderfugle i maskinrummet. En oplevelse fra dengang hvor tiden ikke var helt afgørende og hvor man ikke stillede for mange spørgsmål - men spændende var det. M/F Lundeborg kom fra værft i Nyborg i 1932 og var det man blandt søfolk kalder ”et uheldigt skib”. En uheldsramt færge der var udsat for 2 brande og 1 kæntringsulykke. Færgen var normeret til 11 personbiler, ca. 60 passagerer og min. 3-mands besætning. Færgen sluttede helårssejlads i 1963, pga. Langelandsbroens åbning i 1962. Man fortsatte med sommersejlads fra 1964 til 1968. I 1975 blev færgen sænket ved Rantzausminde, Svendborg. Ole Steen (Langelænderen 618 2011) side 86 af 89 Uddrag af barndomserindringer Tullebølle - 196x Når høsten var kommet i hus, lavede vi selvfølgelig huler med lange gange på høloftet, hemmelige huler og i laden sprang vi ned fra loftsbjælkerne højt oppe under taget og landede i kornet. Det har nok virket højere, end det egentlig var, fordi vi var børn. Jeg er heller ikke helt sikker på, om vi måtte. Men det var sjovt og føltes lidt farligt. Jeg holdt meget af at være med til at høste. Det var dejligt at være med til at bruge sine barnekræfter. Og det var sjovt og spændende at vi fik lov til at køre traktoren. Jeg tror, at det var en Ferguson. Jeg kunne godt li’ at der var ting, som vi skulle hjælpe til med, såsom at hakke roer, selv om det ikke var altid, vi gad. Vi fik endda penge for det. Var det 10 øre for de korte rækker og 25 øre for de lange? Så var det jo bare om, hvem der kunne nå flest rækker, og når vi var færdige, cyklede vi ned til Blomsholm Strand og gik i vandet, hvis det havde været varmt i roerne. Så føltes det endnu bedre at komme i vandet, end hvis vi ikke skulle have været i roerne først. Jeg har altid interesseret mig meget for dyr og fandt derfor livet med dyrene på gården spændende. Engang var vi alene hjemme på gården en aften, hvor Sofie s forældre skulle ud. Vi havde fået instrukser om, hvorledes vi skulle være "jordemødre" hos en so, der skulle fare. Imidlertid gik det sådan, at der i kuldet var en lille pattegris, der var mindre end de andre og derfor ikke havde så nemt ved at komme til patterne. Vi syntes, det var synd for den, og tog den med ind og med op på værelset og med i seng, så den kunne få varmen og vi forsøgte at få noget mælk i den. Jeg kan ikke huske, om det var med en dukkesutteflaske eller af en teske. Men jeg mindes, at vi ikke var helt så populære, som vi troede, da Sofie s forældre kom hjem. For nu var det jo ikke sikkert, at soen eller de andre grise ville kendes ved den lille pattegris, når den ikke lugtede ligesom dem, men af os menneskebørn. Om den overlevede husker jeg desværre ikke. Vi følte dog, at vi havde gjort vores bedste. Så trådte The Beatles, The Rolling Stones, Elvis Presley og Cliff Richard ind i vores liv. Ikke bogstaveligt selvfølgelig, men med deres beat/rockmusik og sange om kærlighed, og dermed vågnede vores interesse for drenge og forelskelser. Det var en ny og spændende tid i vores unge pigesind. Og sammen med Sofie skete der altid noget. Hun udviklede hurtigt en fin evne, der resulterede i, at vi altid befandt os midt i "verdens navle," hvor vi mødte andre unge, så vi fik mulighed for at udvikle nye venskaber af begge køn. Også i den periode af min ungdom kom Nørrevang til at danne rammen om en dejlig tid. Vores nye drengebekendtskaber var altid velkomne. Det skete et par gange, at vi fik udenø's pennevenner, drenge selvfølgelig. De kom og besøgte os på knallert og havde telt med og så fik de lov til at slå det op i haven hos Sofie - mens vi fik strenge ordrer om at blive på værelset om natten. Jo - det var en sjov og følsom tid. "Lykken var" når man kom til at sidde bag på knallerten hos den, man var mest forelsket i. Men det var alligevel ligesom om, vi var for unge til at være kærester. Sommerlivet var uforpligtende, sorgløst og spændende. Elisabeth Kyndby Holm (Langelænderen nr. 511 1995) Græskardamen! Vesterby Mark - ca. 1980- En sognefortælling fra Vesterby Mark af Iben Friis Jensen, medlem af kirkebladsudvalget for Fuglsbølle kirke Selvfølgelig kender vi godt Evas navn: Eva Ottesen, Vesterby Mark 2. Men for de fleste er hun Græskardamen. Og det er ikke tilfældigt, for i 32 år har hun dyrket og solgt sine græskar ved vejkanten. -Nej, der er sgu ingen, som sylter dem mere, korrigerer Eva. - Folk køber dem til græskarhoveder. Som folk siger: Hvor kan man ellers få legetøj til sit barn for en ti'er? - Men i år ser det skidt ud med græskarrene. Ikke engang augusts varme kan få dem til at modne - der skal et par måneders godt vejr til, mener Eva om sine planter, der fylder hele jordstykket ud mod vejen, og som også breder sig mellem solsikkerne i haven. Enkelte græskarplanter har endda snoet sig op i et æbletræ! Græskarrene er Evas lille hobby. Eller rettere: Ordet hobby bruges ikke af hende. Det er bare sådan. Ligesom alle strømperne hun stadig strikker til sine tre sønner. Eller de seks høns, som hun stønner over, fordi de hver eneste dag leverer seks varme, nylagte æg. Eller som de atten duer. Kattene. Og hunden. Haven er Jørgens, siger Eva Ottesen om sin prydhave, som sønnen, der er gartner, holder i beundringsværdig orden. Eva Ottesen, blev født i huset på Vesterby Mark - som dengang hørte til Stat-ene. Det er snart 79 år siden. Men også Evas mor er barnefødt i huset i 1886, så i familien har bygningen sin egen historie. Da min mand levede, gik jeg hjemme og passede børnene og vores fire køer og ene gris, siger Eva om livet fra dengang Henry Ottesen hver morgen snuppede cyklen ned til sin arbejdsplads. Han var tømrer i Bagenkop. For Eva er gamle dage de gode dage. Det var dengang der lå en brugsfilial på Søndre landevej og en købmand i Stat-ene. En hjulmand var der også... jo, der var flere forretninger i Stat-ene, siger Eva, der som de andre Stat-ene-børn gik i skole i Fuglsbølle - først to år hos lærer Clausen og frøken Jørgensen i forskolen - siden fire år i de store klasser. side 87 af 89 I dag er det ikke just blevet nemmere at bo her - men jeg klager ikke, siger Eva Ottesen. Sammenholdet er heller ikke længere så stærkt, men det giver hun nu også sig selv skylden for. For hvad kender hun egentlig til alle de nye, de tilrejsende, som hun kalder dem, der er flyttet ind i de gamle huse omkring hende? Hun har dog en bror, som også bor på Vesterby mark, en bror på Bønneløkke og en søster i Ormstrup, ligesom Evas sønner bor i nærheden. Jørgen bor sammen med sin mor på Vesterby mark, Hans bor i Skrøbelev og Poul i Kædeby. Kun datteren Ellen er flyttet væk fra Langeland og har bosat sig i Tønder. Eva Ottesen (Langelænderen nr. 563 - 2003) side 88 af 89 side 89 af 89
