Galgebakkeposten August 2013 40 års

Transcription

GalgebakkeP sten
Galgebakkeposten - jubilæumsnummer
Dette er et særnummer af Galgebakkeposten i anledning af Galgebakkens
40 års jubilæum.
Nummeret indeholder historier om livet på Galgebakken igennem 40 år.
Redaktionen vil gerne sige tak til alle bidragydere.
God læselyst
Redaktionen af dette særnummer:
Lars Messell (red. Ansv.), Vester 2-14, 25 62 24 42
Jytte Jørgensen, Torv 7-10, 43 64 49 76
Mikkel Messell, Øster 9-8, 22 29 40 88
Deadline for næste nummer af Galgebakkeposten:
Torsdag den 27. august 2013 kl. 19.00
Om Galgebakkeposten:
Galgebakkeposten udkommer 10 gange om året - i februar, marts, april, maj,
juni, juli, september, oktober, november og december.
Kontakt til Galgebakkeposten på: [email protected]
Tryk: ABC Tryk, [email protected]
2
Det bedste om Galgebakken
I dette særnummer af bladet fortæller vi om
Forord
4
Galgebakkens historie
Galgebakkens fødsel
Den store sten
Kakkelovnscirkulæret
Erling Olsen og aktivisterne
Vi vil ikke betale!
Galgebakken 1973-2013-2023
11
Strædeliv
Det var ikke tilfældigt
Skrænt 1 gennem 40 år
Pensionistliv
Galgebakken ER et pragtfuldt sted
Drøm og virkelighed
27
Det grønne miljø
De første 25 år
En time i haven med Kim
Bynatur
Bogloppen
De sidste 15 år
40
Mere Galgebakkenyt
60
Ikke noget ta’ selv bord (1996)
Historien om Kristianskirken (2002)
Altid om søndagen (2001)
Historien om høstfest og Galgenfuglen (2009)
Galgebakkens grønne landskab (2013)
3
Galgebakken 40 år -
set med beboerøjne og gennem beboerbriller
En bebyggelse har eksisteret i 40
år. Den er blevet 40 år gammel eller den er 40 år ung. Bygningerne er 40 år gamle, men bebyggelsen er nøjagtig så gammel, som
beboerne vil. Og med Galgebakkens beboere, uanset alder, er
bebyggelsen ung, stadig i voksealderen og i udvikling.
Fremtiden for bygningerne hedder
helhedsplan, som vil reparere på
de dårligdomme, der har hobet sig
op gennem årene. Men fremtiden
for beboerne i bebyggelsen er
den, som de selv vil være med til
at skabe. Fundamentet er det liv
og det samvær, der er groet op i
små og store sammenhænge, er
blevet til de traditioner, som alle
sætter pris på, eller til de traditioner, der har skullet aflives, fordi
de har udspillet deres rolle.
Tidens debat spejles i bebyggelsens tilblivelse og vækst - om
arkitektur, pædagogik, samvær,
kreativitet, oprør, politik, borgerligt eller ikke, "pænt", "smukt",
"grønt", og ikke mindst økonomi
og huslejestørrelse ...
Ved festlige lejligheder taler man
ikke om økonomi, men Galgebakkens historie er tæt vævet sammen
med økonomiske muligheder for
de mennesker, der bor og har boet
i bebyggelsen. Mange beslutninger er
taget med økonomien som stærk medspiller.
Galgebakkens beboere i dag er både
mange af de oprindelige indflyttere, det
er mange af de børn, der voksede op i
bebyggelsen, flyttede ud af den og kom
tilbage med deres børn, fordi de skulle
ha' lov til at opleve det trygge barndomsmiljø, de selv havde - og så er det
mange nye beboere, der har haft lyst til
at bo netop i dette tæt-lave bomiljø.
De 40 år fejres i august, hvor bebyggelsen står allerskønnest med den beplantning, der er mindst lisså vigtig som
bygningerne. En tidlig morgen på
Grønningen med de store gråpopler,
græsarealerne til fodbold, fest og kælkning, afgrænset af skråningen mod
Vester med fuglekirsebær og tjørn
rummer både en naturoplevelse i balance med de omkransende huse, giver
mulighed for erindring om mange festlige stunder for hele bebyggelsen og
blomstrer af aktivitet med børn og
voksne på vej til dagens arbejds- og
væresteder.
En tur gennem de mange stræder byder
på en oplevelse af den nære natur, der
er skabt af beboerne, med stor variation
og frodighed.
Dette særlige nummer af GalgebakkePosten ses med beboerøjne og gennem
beboerbriller. Det er ikke den bog om
4
Galgebakkens historie, som bebyggelsen kunne fortjene, men
dele af det puslespil, der er lagt af
mange, mange mennesker, der har
levet deres liv her i alle eller dele af de
40 år, og som har ønsker og ideer for
fremtiden.
Biba Schwoon
5
Hyldest digt til Galgebakken
Galgebakken – mulighedernes by
Du var så ny
Vort hus lugtede
af lak og regn og brædderne sprak
altså dem på gulvet.
Udenfor var brun jord
og gul grus overalt
også på det sprukne gulv.
Men inden vi fik talt til tre
var vi lykkelige
Lykkelige for det ”kom hinanden ved”
liv, der udspandt sig i
strædet hvor børnene forhørte
sig om aftensmadmenuen
og spiste, hvor det passede dem.
Og det passede dem også
at deres forældre og andre
snart skiftede grus ud med
jord og legeredskaber og skibe
tog form, og borde og bænke, hurra
6
Og nu står du der Galgebakken
og det hele er skiftet ud
fordi, forfald også er en del af livet.
Jeg er flyttet alene i en etværelses
En skønhed af et hus.
Udenfor er der stadig en
kommen hinanden ved.
Jeg er gået på pension
det er du ikke Galgebakken
du skal genfødes – snart.
Snart, til nye generationer
med nye håb og drømme
som du – Galgebakken
skal leve op til
husk det nu, livet er en drøm.
Du drømmetyder, Galgebakken.
Stå altid på hænder,
og tæer – pluk stjernerne ned.
På min kind, en tåre, en stjerne.
Spindelvævstynde tanker.
Marianne Brink
7
Galgebakken 73-2013 af Marianne Brink
8
9
Program for jubilæumsdagene
• Fotoudstilling om Galgebakkens historie i beboerhuset hele august
• Find Galgebakkens Jubilæum 2013 på Facebook,
Fredag 23. august
15.00 – 17.00 Bakkens Hjerte klub: musik, dans, pizza, mest for børn
• Stort telt på Grønningen:
18.30 –19.30 Officiel åbning af jubilæumsfesten.
19.30 –24.00 Musik
Lørdag 24. august
9.00 – 11.00 Fælles gratis morgenmad i teltet på Grønningen
13.00 ‐ ?
Petanque på petanquebanen ved den gamle pub
13.00 – 16‐00 Bakkens Hjerte: hoppepude, optræden, pizzaovn, musik
13.00 – 15.00 Hip hop workshop i beboerhuset
Stort telt på Grønningen:
13.00 – 16.00 Folkemusik, dans og danseinstruktion, sang
17.00 – 18.30 Festmiddag
18.30 – 24.00 Musik
24.00 ‐ 00.15 Nattesang under åben nattehimmel.
•
Søndag 25. august
• Stort telt på Grønningen:
9.00 – 11.00 Fælles gratis morgenmad i teltet på Grønningen
11.00 – 12.00 Børnebogsforfatterne Line Kyed Knudsen og Camilla
Wandahl læser op af deres nyeste romaner.
12.00 – 13.00 Gøgl, musik, sang og dans
13.00 – 14.00 Baunegårdens børn underholder
14.00 – 15.00 Mere for børnene.
10
Boligområdet i mit liv
Af Gert Nielsen, Vester 1-8 B
Galgebakken udgør en meget stor del af mit liv. Jeg har boet i det samme
hus fra start i 1973. Jeg har som politisk aktiv været med til at sikre, at
Galgebakken overhovedet så dagens lys. Jeg har som kommunalbestyrelsesmedlem og formand for teknisk udvalg været med til at behandle
bebyggelsesplanen og renoveringsplaner, og jeg har som direktør i Boligselskabernes Landsforening været involveret i de rammebetingelser, som
har været afgørende for Galgebakken. Sidst men ikke mindst holder jeg
uendeligt meget af Galgebakken. Derfor har jeg skrevet nogle artikler om
den bebyggelse, som har fyldt så meget i mit liv.
Galgebakken blev født da de nye tog magten i
kommunalbestyrelsen
Et dramatisk budgetforlig mellem S og SF betød, at der skulle opføres
lave almennyttige boliger i et område, der ellers var udlagt til parcelhuse og private rækkehuse. Det var de nye tilflyttere, som tog magten,
og den gamle borgmester Hans Nielsen gik af.
På det areal, hvor Galgebakken ligger i dag, skulle Trippendalsvej være
ført igennem helt ud til Herstedvestervej, og på begge sider af vejen
skulle opføres privatejede parceleller rækkehuse.
Det blev ændret ved et højdramatisk
budgetforlig i 1968, hvor de nye i
Socialdemokratiet stærkt sekunderet
af en helt ny lokal partibestyrelse
indgik et forlig med SF. Grundskyldpromillen blev sat op til maksimum, fordi det ville give indtægter
fra erhvervslivet, og det blev aftalt,
at der skulle udskrives en arkitektkonkurrence for en videreudvikling
af de almennyttige boligområder i
Albertslund Syd på arealet ved
Galgebakken.
Dramatikken skyldes, at det var
kulminationen på en konflikt mellem
de gamle kræfter i det gamle sogneråd og de nye kræfter fra de nye
tilflyttere, og den mangeårige borgmester Hans Nielsen tog konsekvensen og gik af. Han blev erstattet af
Sv. Aa. Madsen i 1968.
Gert Nielsen: Boligområdet i mit liv
11
Jeg var med som en del af den nye
socialdemokratiske partibestyrelse,
og vi var begejstrede for ideerne om
videreudvikling af de flotte arkitektoniske ideer fra Albertslund Syd.
En arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1969, og lige inden den
gamle kommunalbestyrelse gik af
ved kommunevalget i 1970 blev
resultatet offentliggjort med udpegning af vinderne fra arkitektgruppen
bestående af Jens Peter Storgaard,
Jørn Ørum-Nielsen, Anne ØrumNielsen og Hanne Marcussen. Ideen
om Galgebakken var født.
Synd for den gamle hædersmand
Det var nok mere beslutningen om
forhøjelsen af grundskyldspromillen
til maksimum end beslutningen om
byggeriet af Galgebakken, som førte
til borgmester Hans Nielsens afgang.
Det var konflikten mellem de nye
tilflyttere og de oprindelige gartnere
og fængselsfunktionærer, som havde
været grundstammen i den daværende Herstedernes Kommune, som
Hans Nielsen ikke længere kunne
spænde over. Grundskylden ramte
bl.a. gartnerierne, og Hans Nielsen
havde lovet de oprindelige beboere,
at den store byudvikling, han havde
igangsat, ikke skulle koste dem
penge.
Hans Nielsen selv var nemlig i høj
grad manden, der skabte det moderne Albertslund. Han var stifteren af
Vridsløselille Andelsboligforening,
VA. Det var som formand for VA, at
Hans Nielsen fik opført Læhegnet
med den berømte arkitekt Viggo
Møller Jensen som den kreative kraft
i et forstudie til det, der blev Albertslund Syds gårdhuse. Og tilsvarende
var det Hans Nielsen, som fik Banehegnet opført med den navnkundige
Steen Eiler Rasmussen som arkitekt.
Det var også Hans Nielsen, som
inviterede Peter Bredsdorff til at
tegne udkastet til en ny by ved
Albertslund – det nuværende
Alberslund Syd. Galgebakken var
sådan set bare kronen på Hans
Nielsens eget værk, men han kom
altså i klemme rent politisk, og det
var egentlig synd for den gamle
hædersmand.
12
Sådan landede den store sten på grønningen
Det er ikke den sidste istid, som har placeret Galgebakkens store sten
smukt knejsende på grønningen. Alternativet var at sprænge den i småstykker i den udgravning, hvor den blev fundet.
Jeg bor med udsigt til Galgebakkens
store sten fra mit køkkenvindue, og
jeg holder utroligt meget af den udsigt. Her har bebyggelsens børn
kravlet op og hygget sig, her har
årets studenter fra Galgebakken siddet og sunget så smukt, her har kreative kræfter siddet og spillet guitar,
her har enkelte unge også holdt mere
fest end godt er for min nattesøvn,
og her har enkelte geologistuderende
nøje eftersøgt spor fra den sidste
istid.
Men kun få ved, hvordan denne
gigantiske og meget smukke sten er
landet præcist der. Her er historien.
Stenen blev fundet under jordarbejderne, da Galgebakken skulle
opføres i 1972. Den lå placeret helt
oppe i det nordøstlige hjørne, hvor
en tunnel under Kærmosevej er
placeret meget tæt på Gammel
Landevej. Her løber også Københavns Kommunes hovedvandledning
fra Lejre, og derfor er tunellen f.eks.
ikke opført med ramper med ordentlige stigninger, fordi det simpelthen
var for dyrt at omlægge vandledningen.
Bortsprængning eller bevaring
Stenen blev fundet i udgravningen til
tunellen, og der var to muligheder.
Enten at sprænge den i mindre styk-
13
ker, så den kunne køres bort på en
lastbil, eller at bevare den og flytte
den til en ny placering i bebyggelsen
som et smukt vartegn. Men det ville
koste flere penge at bevare den og
flytte den til en ny placering.
Resultatet blev, at der blev udarbejdet en indstilling til kommunalbestyrelsen om at bevilge penge til
en bevaring, da byggesagens
økonomi ikke kunne bære den slags
udgifter. Sagen blev forelagt for
teknisk udvalg, hvor jeg var formand
på det tidspunkt, og vi bevilgede de
25.000 kr., som man mente var merudgiften ved en bevaring i forhold til
en bortsprængning på daværende
tidspunkt.
Det var bebyggelsens havearkitekt
Jørgen Vesterholt, som foreslog
placeringen på grønningen, og
stenen blev slæbt over byggepladsen
på nogle jernplader af en stor gravko.
Siden blev jeg nabo til stenen, men
det vidste jeg ikke at jeg skulle blive,
da jeg var med til at bevilge pengene
til bevaringen. Det er en beslutning,
som jeg er meget glad for i dag, fordi
jeg har noget så smukt at se på fra
mit køkkenvindue.
14
Da kakkelovnscirkulæret ramte Galgebakken
Mange tror, at det var arkitekterne, som opfandt de fleksible muligheder med opdeling af de store boliger i Galgebakken, men det var i
virkeligheden en nødløsning på et politisk indgreb fra regering og
Folketing.
Mange har berømmet de fleksible
muligheder for at opdele og udvide
boligarealet i Galgebakkens store
boliger ved fremleje af dele af
boligen eller ved at inddrage hidtidigt fremlejemål. Og det er ganske
vist, at det fungerer ganske godt –
nok bedst i de store gårdhuse, hvor
der er bedre adskillelse mellem
hovedlejer og fremlejer end i de
store rækkehuse.
Men kendsgerningen er, at sådan var
det ikke tænkt fra start. De store
gård- og rækkehuse på henholdsvis
128 og 129 kvadratmeter var tænkt
som en bolig for en familie. Men
med rimelig mulighed for adskillelse
opstod muligheden for også udlejningsmæssigt at opdele, da der
blev gennemført et politisk indgreb i
forhold til det almennyttige nybyggeri lige da Galgebakken skulle
gå i jorden.
Det var det såkaldte kakkelovnscirkulære, som ramte Galgebakken i
1972 kort før byggestart. Navnet på
cirkulæret henfører til tidligere tiders
skrabede byggerier, og det var et
øgenavn, som i arkitekt - og boligkredse blev knyttet til cirkulæret.
Frygten for tomme lejligheder
Det var frygten for de tomme lejligheder, som førte til kakkelovnscirkulæret. Der var i begyndelsen af
70´erne opstået betydelige udlejningsvanskeligheder i de nye almennyttige boligområder bl.a. i
Køge Bugt området, men også i
mange andre dele af landet. Samtidig
var datidens almennyttige boliger
præget af meget store boliger på 4 og
5 rum på 100 – 130 kvadratmeter, og
det gav en høj husleje.
Derfor blev der grebet ind politisk
ved at fastsætte maksimalpriser på
byggeriernes opførelsesudgifter og
15
på lejlighedernes størrelser, og det
skete ved det cirkulære, som blev
udsendt lige inden byggestart i
Galgebakken.
Ved en ordret fortolkning af cirkulæret ville Galgebakken ikke kunne
blive opført som planlagt og projekteret, og det ville koste en bondegård at projektere om og udsætte
byggestart.
Derfor gik VA´s daværende formand
Jens Maigård i personlig aktion i
forhold til daværende boligminister
Helge Nielsen for at få udvirket en
dispensation, og prisen blev, at der
blev lavet aftale om udlejning med
de særlige muligheder for at kunne
opdele boligerne ved fremleje.
At det var en nødløsning ses af den
kendsgerning, at den enlige eltavle
sidder i den del af de store gårdhuse,
som oftest bliver lejet ud, og at der
kun var en oprindelig brevsprække.
Men udviklingen har siden vist, at
det faktisk kan fungere ganske godt
med denne fleksibilitet.
Ikke den eneste hindring for
byggestart
Dispensationen omkring kakkelovnscirkulæret var ikke den eneste
hindring for at komme i gang med
byggeriet, der skulle overvindes. Jeg
var som udvalgsformand involveret i
utallige forhandlinger om bebyggel-
sesplanen og udformningen, og der
var mange forskellige meninger i
kommunalbestyrelsen.
Jeg indrømmer åbent i dag, at jeg
gjorde alt for at bære bebyggelsen
igennem, fordi jeg troede så meget
på projektet. Jeg havde således
adskillige medlemmer af teknisk
udvalg til særlige samtaler hos
arkitekterne på deres tegnestue i
Lille Strandstræde for at sikre tilslutning til planerne. Vi skulle overbevise kommunalbestyrelsens medlemmer om, at det var et godt projekt, og det var bestemt ikke alle, der
var enige.
Kritikere har siden beskyldt os for, at
vi drømte om et socialdemokratisk
tusindsårsrige, hvor alle havde det
godt med hinanden og kom hinanden
ved, men at vi i stedet fik det, som
de kaldte en bebyggelse fyldt med
kommunister. Her har den politiske
nuancering sluppet taget blandt disse
kritikere. De var slet ikke klar over,
at de organiserede kommunister i
Galgebakken udgjorde bebyggelsens
højrefløj sammen med socialdemokraterne, mens venstrefløjen
blev udgjort af en anden og meget
mere broget skare.
Sådan er der så meget i Galgebakken, som er anderledes, og som gør
det til et utroligt dejlig boligområde
at bo i. Her er liv og meninger.
16
Da aktivisterne blev omfavnet
af Erling Olsens repressive tolerance
Dette er også historien om en huslejeboykot, der sluttede, da aktivisterne fik et ”hold kæft bolsje” og om en minister, der for altid satte stop for
huslejeboykot som kampmiddel.
Boligpolitisk aktivisme var i en del
deres aktion mod de utætte tage i
år tæt forbundet med Galgebakken.
1978.
Det var her, at landets første store
såkaldte huslejeboykot så dagens lys,
men det var også her, at den sluttede,
da boligminister Erling Olsen elegant
fjernede enhver mulighed for at
benytte det kampmiddel. Her er historien om Galgebakkens boligpolitiske aktivisme oplevet indefra af en af
Det var dybest set yderst risikabelt,
aktørerne på myndighedssiden.
fordi den manglende deponering jo
I 1975 blev jeg ansat som politisk
betød, at mange familier oparbejdede
økonomisk konsulent i Boligselskaen stor gæld til boligforeningen. Hvis
bernes Landsforening. Kort efter
ikke der var kommet en løsning,
startede balladen om huslejestigninhavde de været på herrens mark med
gerne i dele af de nyere almennyttige
en gæld, de måske aldrig kunne afboliger, og det var min første store
vikle, fordi pengene var brugt. Her
arbejdsopgave i BL at forsøge at
var aktivisterne i Syd mere ansvarliskabe løsninger på det problem.
ge med deres deponeringsforening.
Her fik jeg mildest talt udfordringerne tæt på kroppen. Galgebakken førte Jeg boykottede ikke
an i kampen, og på et tidspunkt blev Jeg var valgt til kommunalbestyrelen huslejeboykot vedtaget og iværk- sen, og jeg var ansat som ledende
medarbejder i BL, så jeg kunne nasat. Det var stigningen i huslejen,
som blev boykottet, og der skete ikke turligvis ikke deltage i boykotten. Jeg
nogen deponering af det boykottede advarede på mange beboermøder
beløb, som det siden var tilfældet, da mod denne form for selvtægt, og jeg
de tagramte boliger i Syd igangsatte fortalte om BL´s utrættelige arbejde
17
for at skabe løsninger, men det var en sagde nej og bestilte i stedet for en
tale for døve øren.
megafon, så han kunne tale til demonstranterne.
Situationen var efterhånden kørt op i
en spids, og her gik min forgænger
Olsen gik så ned til de ophidsede
som direktør i BL og Landsbyggedemonstranter med en megafon med
fonden så ind og reelt indgik et forlig hænderne på ryggen, og da de havde
med aktivisterne om en særlig drifts- fremsat deres krav hev Olsen megastøtte, der havde karakter af et ”hold fonen frem og fortalte demonstrankæft bolsje”. At hvis de fik en minterne, at han nok skulle få pengene
dre indrømmelse med noget driftsfra dem, fordi han nu havde planlagt
støtte, så ville de slutte deres husleet lovindgreb, hvor skyldig husleje i
jeboykot.
almennyttigt byggeri som følge af
boykot var at sammenligne med skatJeg kunne så konstatere, at jeg havde
tegæld, som kunne inddrives via
et betydeligt beløb til gode i for meløntilbageholdelse. Så var det slut
get betalt husleje, jeg købte nye møbmed boykotbevægelsen.
ler for pengene og jeg viste kvitteringen på min arbejdsplads og sagde tak Kort tid efter blev Erling Olsen invifor møblerne.
teret til Galgebakken som taler ved
den årlige Sankt Hans fest. Olsen
Hele denne situation var imidlertid
stod og så på de utålmodige børn
uholdbar for det officielle Danmark,
med deres fakler, som de meget gerog det blev ikke bedre med deponene ville smide på bålet, og til alminringen i Syd i tagsagen. Der var tale
delig utilfredshed fra de sidste rester
om en form for civil ulydighed, som
af aktivister udtalte Olsen disse beikke kunne tackles.
rømte ord: ”Jeg føler mig som præsident Sadat, der kommer til JerusaErling Olsen bad om en megafon
lem. Jeg kommer med fred mellem
Aktivisterne kørte videre med aktioGalgebakken og Boligministeriet på
nerne, og de var bl.a. samlet til en
samme måde, som Sadat kommer til
stor demonstration i Slotsholmsgade
Israel med fred, og det vil vi besegle
foran Boligministeriet. Boligminister
ved at børnene nu tænder bålet”.
Erling Olsens ministersekretær
spurgte høfligt, om ministeren ønBålet blev tændt, aktivisterne sukkeskede at være bortrejst, når demonde endnu en gang, men måtte konstastrationen fandt sted, så han kunne
tere, at Olsen havde omfavnet dem
undgå pinlige episoder, men Olsen
med repressiv tolerance.
18
Vi vil ikke betale
da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger i 1970’erne
Af Ebbe Rand Jørgensen, fhv. boligaktivist
I foråret 1976 nægtede Galgebakkens beboere at betale en 4 procent
huslejestigning. Et flertal på et beboermøde sagde nej. Dermed var huslejeboykotten en realitet. De følgende næsten to år bakkede et flertal op
om boykotten, der efter en pause blev efterfulgt af en ny boykot. Det fik
alt sammen stor betydning ikke kun for husleje og økonomi, men også
det sociale liv på Galgebakken.
også beboernes levevilkår og muligheder for at betale huslejen. Det var
krisetider, Galgebakken var netop
indflytningsklar da oliekrisen startede i 1973.
Deres konklusion var klar, huslejestigninger var uansvarlige og risikerede at tvinge folk til at flytte væk
fra Galgebakken.
Et budgetbeboermøde havde nogle
måneder før afvist en 3 procent stigning og besluttet at ”fastfryse” husejen. VA's bestyrelse besluttede at
gribe ind og pålægge afdelingen en
stigning på 4 procent (som de kunne
efter vedtægterne).
Men sådan kom det ikke til at gå. En
gruppe beboere diskuterede huslejeboykot. Det handlede for dem ikke
kun om afdelingens økonomi men
De fandt også ud af at det – på lidt
længere sigt – handlede om langt
mere end de 4 procent. Administrationens tal viste at huslejestigningen
snarere burde være 15 procent, hvis
Galgebakkens økonomi skulle
hænge sammen. Et flertal af beboerne sagde nej til huslejestigningen og
boykotten var en realitet. De fortsatte
med at betale den gamle husleje på
et almindeligt girokort i stedet for de
girokort med den nye ”officielle”
husleje, som VA udsendte.
Ebbe Rand Jørgensen: Vi vil ikke betale
19
Køb Klassekampen
Hvordan fik de dog idéen, kunne
man spørge? Huslejen er steget
mange gange siden uden den slags
konsekvenser, også i krisetider.
Det kan være svært at give et entydigt svar, men jeg vil forsøge
alligevel. Der var i 70'erne en
tendens til at se det ”politiske” i
alting. Der var masser af såkaldte
vilde strejker, boligaktioner og husbesættelser mod ejerlejlighedsudstykninger. Den generation af
unge der flyttede ind i Galgebakken
og andre nye almene bebyggelser,
var helt med på at se på muligheder
for aktioner.
Der var også de mange små eller lidt
større venstrefløjspartier, som også
havde en vis tiltrækning i Galgebakkemiljøet. Det oplevede man
meget konkret når man lørdag formiddag skulle forbi vores beboerejede købmand på torvet efter brød
eller mælk. Avisen kunne man nå at
købe allerede inden man nåede ind
hos købmanden. Foran butikkerne
stod sælgerne af Land og Folk, Solidaritet og Klassekampen plus evt.
andre skrifter fra den yderste venstrefløj.
Galgebakken ikke alene
Huslejeboykot i det almene byggeri
bredte sig i de år med lynets hast. I
Albertslund Syd og Vest var over
2000 boliger ramt af alvorlige byggeskader. Her var beboerne allerede
startet på deres deponeringsaktion
under parolen. ”Vi vil ikke betale for
andres svigt og fejl”. De var vigtige
allierede, f.eks. da vi udskiftede flertallet i VA's bestyrelse. Det betød
meget at have en ”venligtsindet”
bestyrelse, der ikke truede lejerne
med udsmidning bare fordi de boykottede.
Der var også andre bebyggelser i
VA, der havde huslejeaktioner, f.eks.
Askerød og Hyldespjældet. Også
Hedemarken boykottede. Men det
var ikke kun i Albertslund og VA,
der var aktioner. Det skete mange
steder f.eks. i Farum Midtpunkt,
Måløv Park og Vejlby Vest i Århus.
Og så var der ikke mindst de mange
kollegier med huslejeboykot. Alt
sammen på grund af huslejerne, men
efterhånden også problemer med
byggefejl.
I en weekend i oktober 1976 mødtes
folk fra nogle af disse bebyggelser i
Kongsholmcentrets festsal for at
diskutere huslejeaktionerne og koordinere arbejdet. Der var stort behov
for at snakke sammen. Der var risiko
splittelse, fordi det i praksis endte
med at vi kæmpede om at få del i de
samme midler, f.eks. driftsstøtte fra
Landsbyggefonden.
20
Det var ellers ikke aktivisternes
ønske at lejerne selv skulle betale
gennem Landsbyggefonden. Så
hellere statsmagten. Nogle af os
tænkte, at vi måtte lægge hele
finansieringssystemet om med statslån måske kombineret med nationaliseringer af hele kreditsektoren og de
store byggemonopoler. Det var der
ikke enighed om, men det var en stor
diskussion.
Strædemøderne
Hvordan kunne det i det hele taget
lade sig gøre at organisere en huslejeboykot gennem flere år uden at
folk stille og roligt faldt fra?
Svaret er ”strædemøder”, ”stræderåd” og åbne aktionsgrupper. Og
samtidig et tæt samarbejde med det
valgte beboernævn (afdelingsbestyrelsen). Der blev gjort et
kæmpestort arbejde med at bygge en
organisation, der svarede til opgaven. Og en masse mennesker
gjorde en utrolig stor indsats.
Hvert eneste stræde i Galgebakken
holdt jævnligt møder om både boykot og en masse andre spørgsmål af
fælles interesse. Der blev valgt
stræderepræsentanter, som mødtes
en gang om måneden til et ”Stræderådsmøde”. Mellem disse møder
arbejdede en masse åbne aktionsgrupper.
Der var stadig en officiel struktur
med beboernævn, som tog alle de
vigtige beslutninger som hører til i
en boligafdeling. Men alle de store
beslutninger blev taget på beboermøder. De var gerne velbesøgte.
Demokratiet fungerede – nok bedre
end nogensinde. Da et beboermøde
vedtog at sende et spørgsmål om
fortsat aktion til urafstemning, udviklede vi et nyt koncept: Afstemningen skete i forbindelse med
strædemøder, men den var hemmelig
og også ikke tilstedeværende kunne
deltage i afstemningen. Og alt var
under minutiøs kontrol; der kunne
ikke snydes.
Kulturen på Galgebakken
Der opstod i de år en masse nye
aktiviteter, til dels på grund af boykotten, men også mere eller mindre
uafhængig af den. Strædespisning er
et eksempel; mange stræder havde
spiseklubber. Nogle eksisterede i
årtier (måske er de her endnu). Helt
naturligt fulgte andre fælles aktiviteter i forlængelse af strædemøder og
strædespisning. Der er skrevet flere
sange om hus-lejeboykotten på Galgebakken. Og mange af de lidt primitive duplikerede tryksager, der
blev udgivet, herunder GalgebakkePosten, er illustrerede med festlige
humoristiske tegninger.
21
Den socialdemokratiske regering forsøgte sig med et 3 måneders huslejestop i 1977. Det udskød blot huslejestigningerne i 3 måneder. Det
affødte denne kommentar fra Ole Espersen, tegner og beboer på
Galgebakken. (sakset fra bladet Lejeraktion, nr.3, januar 1977)
I samme periode opstod et nyt
musikmiljø på Galgebakken. Hver
søndag mødtes en række mennesker
til folkedans og musik. Helt i tidens
ånd, hvor der også politisk var en
søgen mod ”traditionerne” som et
alternativ til den herskende kommercielle kultur.
Støtte fra Landsbyggefonden.
Beboernes og aktivisternes drøm om
”fastfrysning af huslejen”, var ikke
så let at realisere. Vi ville gerne
skabe en ny boligpolitik, hvor alle
kunne få en rimelig bolig de kunne
betale. Vi måtte stille os tilfreds med
mere beskedne mål.
Efter knapt to års boykot fik vi i
1978 tilbud om et lån fra Landsbyggefonden på 4. millioner kr. til
nedbringelse af huslejen. Det var
ikke det vi drømte om, men på den
anden side var der for usikkert at
fortsætte boykotten, og noget havde
vi dog fået. Et beboermøde besluttede at stoppe boykotten.
22
Det skulle være midlertidigt, det lå i
kortene at vi ville starte igen, hvis
der ikke kom noget bedre på bordet.
De mange byggefejl, som Galgebakken var befængt med begyndte at
blive tydelige, så nu var det ikke kun
huslejen, der var problemet.
Deponering af huslejen
Sommeren 1979 blev der oprettet en
deponeringsforening. Denne gang
var det en total boykot; et flertal
deponerede hele huslejen.
Deponeringen sikrede at pengene var
der, når aktionen sluttede.
Den sidste huslejeaktion sluttede
med et nyt lån fra Landsbyggefonden. Det var nok til at beboerne sagde jatak. For mange (herunder undertegnede) var det uden begejstring.
Men nu var de politiske muligheder
ikke så gunstige. De fleste boykotaktioner var slut, folketinget gennemførte lovgivning der skulle forhindre
huslejeboykot, og flere af de som
tidligere havde støttet os, vendte os
ryggen. Vi lavede en demonstration
foran folketinget men fagforeningerne ville ikke være med.
Var det umagen værd?
Jeg mener at boykotaktionerne – på
den lange bane – har haft stor positiv
værdi for Galgebakken. Vi havde
ikke haft det samme sociale miljø,
hvis Galgebakken ikke havde været
igennem en meget politisk periode i
70'erne med huslejeaktioner, strædemøder og hvad deraf følger.
Lovgivningen med lån fra Landsbyggefonden til opretning af byggeskader er nok det vigtigste resultat af
huslejeaktionerne. Det er lejerne selv
der skal betale gennem Landsbyggefonden, og det var nok ikke det vi
drømte om. Det blev hverken til
statsfinansiering, eller nationaliseringer af finanssektoren og byggemonopolerne. Men de krav er stadig
aktuelle, mere end nogensinde.
23
GALGEBAKKEN
1973 – 2013 – 2023
Af Anders Staunsager Larsen, Lis Hjortsø, Susanne Messell og Lars Messell.
Galgebakkens 40 års jubilæum vil
blive fejret med fester og taler, hvor
alle de skønne nostalgiske minder
findes frem – også i dette særnummer – og sådan skal det være.
Det har været afgørende for de
færdige resultater, at der siden 2013
har været en lang række planlægningsmøder med beboerne om
den overordnede målsætning for
udeområderne, både stormøder og
møder i de nyetablerede stræde- og
kvarterråd. Desuden har der været
foredrag af fagfolk på feltet, bl.a. af
Jan Gehl (bog: ”Livet mellem husene” om samspil mellem form og liv)
og Niels Bjørn (bog: ”Arkitektur der
forandrer”, hvordan ændre gamle
blokbebyggelser).
Men i dette indlæg vil vi forsøge at
se ind i krystalkuglen: hvordan ser
fremtiden ud i vores landsby, Galgebakken? Hvordan vil det være at bo
her i 2023?
Hvordan har udviklingen ændret det
grønne og det sociale miljø?
Hvordan er disse ændringer sket, så
både nødvendige krav om overordnede hensyn til f.eks. klimatilpasning
og biodiversitet er blevet tilgodeset
samtidig med at beboernes medbestemmelse og ønsker er blevet
ligeværdigt inddraget?
Sidste, men ikke mindst:
Hvordan er alle de mange værdifulde
og nye resultater, som blev skabt i
bebyggelsens første 40 år – socialt
og landskabsmæssigt – blevet
videreført?
De to centrale spørgsmål ved forslag
til ændringer: HVORFOR –
HVORDAN er blevet stillet igen og
igen ved disse møder.
Helhedsplanens hærgen fra 2015 –
2018 var en naturkatastrofe, men den
gav mulighed for at skabe et endnu
mere unikt boligmiljø på Galgebakken.
Nu ser vi så – i år 2023 – de tydelige
fysiske forandringer. Kan vi lide
dem?
24
Fællesarealerne ligner i dag et
engelsk landskab. Det vrimler med
frugttræer og – buske af forskellig
slags og krydderurter og spiseligt
ukrudt. Også de nye skurtage er
blevet beplantet med grønne
vækster. Fuglene elsker det og menneskene elsker det. Med den tætte
beliggenhed op til Vestskoven
opleves Galgebakken mere og mere
som en del af skoven – af dyrene og
af menneskene!
Nå ja, alle legepladserne har fået
borde-bænke, så de voksne kan være
der med kaffe og madpakke og med
mulighed for godt netværk mellem
børnefamilierne. Vores legepladser
er blevet opdaterede, så de er mere
spændende. Det har Legepladsudvalget været med til.
I 2023 er der endelig kommet en
løsning på en del af transportproblemerne på Galgebakken.
En servicebus, så også folk med
barnevogn og rollator kan komme
nemmere til Albertslund Centrums
butikker, biograf og bibliotek.
Er fællesskab og privatliv to modsætninger?
Tendensen i 2013 kunne se ud som
om fine privathaver med høje hegn
var ved at tage luften ud af fællesskabet. Galgebakken blev i 1973
planlagt og indviet som et boligområde med muligheder for sociale
fællesskaber. Men da samtidig mange beboere både i 2013 og i 2023
deltager i vores traditionsrige aktiviteter: fastelavn, majfest, høstfest,
spisehus og meget mere, kan vi vel
konkludere, at de fleste beboere vil
begge dele.
Med mindre man altså har løst sit
transportproblem digitalt over Galgebakkens Intranet. (”Jeg skal på
biblioteket i eftermiddag – er der
nogen, der kan tage mig med?”) Den
digitale verdens muligheder er blevet
udviklet voldsomt siden 2013. Det er
blevet til glæde for alle, også de
ensomme og de mindre mobile beboere.
Lån fra Landsbyggefonden har
naturligvis ikke været nok til at klare
alt dette. Men heldigvis skete der jo
det, at Helle Thorning Schmidt i
2015 med nød og næppe blev genvalgt. Og omsider besluttede hun at
gennemtrumfe sit gamle løfte om at
gøre noget ved huslejestigningerne i
det almene byggeri.
I 2023 er der sat bænke op alle steder, hvor der er et godt uderum,
f.eks. ved Bogloppen på Genbrugspladsen, hvor man kan sidde og se på
livet på pladsen, mens man læser lidt
i sin nye bog.
Er der andre oplagte steder?
25
Galgebakkesang
i anledning af vores 40 års jubilæum!
Melodi: ” I skoven skulle være gilde”
På bakken, her er gilde
vi fejrer fyrre år.
med mænd og kvinder, milde,
vi har jo trygge kår.
Her lever stærke svage
trods alt i harmoni,
/ : Må vi få fremtids dage
som rigtigt vi kan li’/ :
Og børn og unge lærer
hvad mødre fædre vil
de løber rundt og leger
familier deler bil.
Og unge ældre trives
i god samhørighed
/ : Humøret genoplives
så meget få blir ked! / :
Snart får vi ny facader
må det gå rigtig godt,
så alle bliver gladere
og Galgebakken flot.
Så husene bli’r tætte
og sparer vort miljø
/ : Det vil os alle lette
når varmespild må dø!/ :
Ja, Galgebakken rummer
stor næstekærlighed,
beboernævnet summer
af demokratisk glæd’
og, GB-posten maler
med mange hånde ord.
/ : Vi skriver og vi taler,
og på hinanden tror! / :
Men det må ej miljøet
vi sætter det i top,
så kulden bliver optøet
det, varmer sind og krop!
Og Bakkens Horn os glæder
opløfter vort humør.
/ :Vi synger stadig bedre
og lever som vi bør! / :
Det tætte og det lave
er vores kendetegn,
vi dyrker hver sin have
som smykker vores egn.
Vi danner ni kvarterer
i fællesskabets ånd
/ : og ingen os generer
men rækker venligt hånd! / :
SkriBent, Neder 7-2A
26
Det var ikke tilfældigt …
Interview med Majse og Bjarne (Vester 2) om hvorfor de flyttede til Galgebakken med deres børn, og hvorfor de stadig bor her.
København tur-retur
og flytte til Albertslund. Det var bare
ikke lige min model. Jeg kendte kun
Albertslund som en trøstesløs betonforstad. Det var fordi jeg var
venstreorienteret og somme tider var
til møder i Albertslund Centrum.
 Majse
Jeg var 5 år, da Galgebakken blev
bygget. Vi boede i et parcelhus med
ligusterhæk i Elmehusene, og min
far kaldte Galgebakken for ”de rødes
højborg”. Men en af de gode ting
ved Galgebakken er faktisk, at det
ikke er en ghetto. Folk heroppe er så
dejligt forskellige.
 Majse
Jamen Albertslund er meget mere
end Albertslund Centrum, forklarede
jeg ham. Derfor tog jeg ham med ud
til min far og mor i Elmehusene,
hvor vi lånte et par cykler og cyklede
rundt og så på tingene. Bagefter ville
Bjarne gerne flytte til Albertslund,
for han havde set Badesøen, Vestskoven, det fantastiske cykelstisysstem, og livet i nogle af boligområderne. Det endte med at vi flyttede
til Kronens Kvarter.
Da jeg blev voksen og giftefærdig,
flyttede jeg til København, og her
ville skæbnen at jeg løb ind i Bjarne,
og så kom vores første søn, Rasmus.
Ham så Bjarne imidlertid ikke meget
til, for han havde arbejde på en
institution for vanskelige børn på
Amager, og der var altid meget
overarbejde.
 Bjarne
Ja, og så ringede Majse en dag til
mig på arbejde og sagde: ”Ved du
hvad, Rasmus er begyndt at gå!” Det
fik mig til at tænke, og da jeg kom
hjem, sagde Majse, at hun syntes jeg
skulle finde mig et mere familievenligt arbejde. Derfor sagde jeg mit
arbejde op og fik arbejde i Albertslund.
 Bjarne
Vi var med i Børnefestugen – dug på
græsset, regn og solskin, snobrødsdej
på fingrene, kisteglade unger.
Både Majse og mig var med i
beboeraktiviteter i Kronen, både
nogle af de aktiviteter der var der i
forvejen, men også aktiviteter som vi
selv var med til at sætte i gang. Det
var nogle spændende år.
Majse mente ligefrem, at vi ligeså
godt kunne rykke vores teltpæle op
27
Et smut til Fårevejle
Vi ringede til Albertslund for at høre
om vi eventuelt kunne få vores jobs
tilbage, og tænk, det kunne vi godt.
Så det var jo en rigtig god ting. Der
var bare desværre det mindre gode,
at vi hver dag var nødt til at køre 200
km for at nå ind til arbejdet i
Albertslund og hjem igen.
 Majse
Der var så bare lige det, at Rasmus
skulle til at starte i skole, og
distriktsskolen havde jeg ikke den
store fidus til. Desværre havde
kommunen netop lavet regler, der
gjorde det svært at vælge distriktsskolen fra. Derfor blev Bjarne og
mig enige om, at nu havde vi haft
nogle gode år i Albertslund, og nu
var det måske på tide at prøve noget
nyt. Ergo fandt vi nye jobs - i Fårevejle, og kom til at bo i en lille
landsby der hed Starklinte.
 Majse
Det fik vi dog også en løsning på, for
kommunen havde lavet en ny
ordning, ”Grøn Boliganvisning”.
Ordningen gik ud på, at hvis man var
ansat i kommunen og havde langt
mellem hjem og arbejde, ville kommunen tilbyde en bolig i Albertslund. Det grønne bestod i, at vi
sparede 100 liter benzin om ugen.
Fårevejle og Starklinte var noget
ganske andet end Albertslund og
Kronens Kvarter. Temmelig udkantsagtigt. Det viste sig at alle
vidste, hvem der boede hvor, og
hvad de havde af arbejde. Men de
snakkede aldrig sammen, de snakkede kun om hinanden.
Derfor flyttede vi til Galgebakken.
Derfor bor vi her endnu
 Majse
Lige fra dag 1 har vi elsket Galgebakken. Jeg havde min far med ude
at se på lejligheden, da vi skulle
flytte ind, og efter at han mistænksomt havde kigget, spurgte han
prøvende om vi ikke skulle have
plankeværk op ud til stien, så vi fik
lidt privatliv. Man kunne jo også
sætte plankeværk op ind til
naboerne, mente han.
 Bjarne
Vores jobs var en katastrofe. I Fårevejle havde man den filosofi, at daginstitutioner var et pasningstilbud til
børn, som deres mor ikke kunne
klare, og derfor var der ingen grund
til at lave noget særligt sammen med
dem - de skulle bare passes. Da jeg
foreslog på min institution, at vi
lavede en slags ”børnefestuge”, blev
min leder fuldstændigt paf. Aldrig
hørt om! Ikke her hos os!
Men det fik han ikke lov til at bestemme. Alle de forskellige mennesker så tæt på var godt – både for os
voksne og for vores børn.
28
 Bjarne
Nej, og de grønne omgivelser er
også vidunderlige. Løb en tur i Vestskoven, kælk en tur ned ad Kælkebakken, cykel ned og snak med en af
dine venner i den anden ende af
Galgebakken. Faktisk havde vi et
sommerhus i Sverige i nogle år, og
når vi så talte med de andre danskere
deroppe, så sagde de: ”Nå nu er i da
kommet væk fra storbyen!” Men det
var vi jo ikke, vi var bare kommet op
for at få nogle andre naturoplevelser
og så dyrke vores gør-det-selv trang.
Det kunne de ikke forstå.
Galgebakkens gode rygte.
Jeg har også indtryk af at dem der
flytter til Galgebakken i dag, er
familier med gods i. Nogle af dem er
vokset op heroppe i sin tid, og de
ved hvad der er at komme efter.
Andre flytter hertil på grund af
-------------------
 Majse
Men nu flytter Rasmus altså. Han
har fundet sig en kæreste, og han er
da også sådan en sød dreng.. Men
tænk, han flytter bare ned i den
anden ende af Galgebakken. Og så
bor vi pludselig et menneske mindre
i en stor, dyr lejlighed.
Huslejen er altså bare for høj, synes
jeg. Vi ved, at når folk flytter fra
Galgebakken, så er det på grund af
huslejen. Vi selv bliver boende, fordi
ikke kan undvære Galgebakken.
Majse og Bjarne havde lys i øjnene
og glade stemmer, da de fortalte mig
deres historie.
Lars Messell
29
Strædeliv gennem 40 år - Skrænt 1
Af Marina og Kirsten beboere i Skrænt 1 gennem næsten 40 år
Marina: Jeg sidder i min baghave, i
skyggen under æbletræet og nyder en
af de sjældne sommerdage med klar
blå himmel, lidt vind og varmen, som
jeg elsker. Her i Skrænt 1 føler jeg
mig hjemme. Jeg har boet her med
mand og børn i 38 år, fødte min
yngste datter her og genfundet det
fælleskab, den hjælpsomhed og den
solidaritet som jeg kendte fra mit
barndoms hjem i Argentina.
Kirsten: I haven over for går jeg og
vander blomster og følger to af
børnebørnene, der leger i strædet,
hvor de føler sig godt hjemme. Jeg
har boet på Galgebakken fra
byggeriets start. Som tilflytter fra
Vendsyssel var det meget svært for
mig at falde til i hovedstaden, men
Galgebakken blev det sted, der
gjorde, at jeg alligevel blev boende.
Her oplevede jeg det gode naboskab,
som jeg kendte hjemmefra, her ku´
jeg li´ at bo.
Efter en periode hvor vores egne
børn var flyttet hjemmefra myldrer
Strædet nu igen med børn. Nye
børnefamilier er flyttet ind og
30
børnene leger i strædet med deres
begejstring for pladsen foran husene,
luft og friheden fra biltrafikken.
Sandkassen er der stadigvæk som
samlingspunkt ved bænken, og
strædemøderne, stræde mad-dag i
Beboerhuset og stræde- gløgg til jul
er aktiviteter, som har overlevet alle
årene.
Det samme gælder strædefrokosten,
som dog har skiftet karakter og er
blevet til en strædearbejdsdag med
frokost. Før i tiden havde vi en
strædefrokost på en lille fælles plads
mellem to huse. Efter frokosten var
der rundbold for børn og voksne - og
grill og sang ved bål om aftenen.
Strædesangbøgerne, som vi havde
lavet til vores 1. maj
morgensammenkomster, blev delt
rundt, og her var et godt udvalg af de
”røde” sange” fra ”Bella Ciao”, ”Når
jeg ser et rødt flag smælde” til ”De
voksne kan også være bange”. Vores
voksne børn husker og mindes
specielt disse arrangementer og
fællesskabsfølelsen, som de har taget
med sig videre i livet.
Da vi flyttede ind boede diverse
politiske flamboyante venstrefløjs
politikere i strædet med et kæmpe
rødt flag i haven og der var to
venstresocialistiske kollektiver, hvis
beboere stemte dørklokker for at
mobilisere beboerne til
huslejeboykot.
Det var også i kvindebevægelsens
tid, og i Skrænt 1 tog vi dette meget
alvorligt. Vi kvinder skulle ikke kun
lave mad og passe børn, men vi ville
også deltage i fornyelse af
legepladser m.v. F.eks. var det – da
man besluttede at aflukke strædet af
hensyn til de små børn - kvinderne,
der byggede en af strædelågerne, den
såkaldte kvindelåge – ganske vist
lavet under kyndig vejledning af en
mand!!
Vi har de første mange år haft en
spiseklub, hvor vi spiste sammen en
gang om ugen, 3 huse sammen, med
en rotations ordning på 3 uger.
Her lærte vi at lave variationer over
hakket kød!!. Ind imellem blev der
dog serveret helt kød, en dag blev der
eksempelvis serveret kanin, på fransk
manér, og ungerne syntes det smagt
dejligt, indtil de spurgte om, hvad det
var, de spiste… Da løb de ud for at
se, om deres kaniner var i live (der
var en del kaninbure i strædet), eller
om de var blevet til gryderet.
Kaninerne levede, men børnene
spiste ikke mere den dag.
Børnene var strædets børn, de gik ind
og ud af de forskellige huse. De fandt
hurtigt ud af, hvad man måtte hvor,
og de brugte de voksnes
forskelligheder på den bedst
tænkelige måde. Da de skulle
begynde i den lokale skole, lærte vi
dem at cykle sammen og passe på
hinanden, og de voksne skiftedes til
31
at køre med dem, indtil de kunne
selv.
Hjælpsomheden i strædet i
forskellige sammenhænge har altid
været stor, hvad enten det har drejet
sig om børnepasning, hjælp til
praktiske ting både i akutte
situationer og mere generelt. F.eks en
arbejdsweekend hvor man hjalp
hinanden med at få malet facaderne.
Personligt oplevede jeg selv stor
hjælp, hvor mine børn blev bespist og
sendt i skole, og der blev lavet mad
til mig, den gang jeg lignede et
monster fra eventyrene med en gang
skoldkopper!!! (Marina)
Vi har oplevet og klaret mange både
glædelige og sørgelige begivenheder
i strædet, runde fødseldage,
bryllupper, kobberbryllupper,
sølvbryllup, studenter der blev fejret.
Fødsler, senest også af tvillinger!! Og
desværre også sygdomme og
dødsfald, de to sidste for ikke så lang
tid siden. Men vi står sammen og kan
regne med hinanden. Vi har
venskaber, lidt på kryds og tværs og i
forskellig grad, men det sikrer en
mangfoldighed og en bevægelighed,
som kommer alle til gode.
Strædemøderne er legendariske, fra
de hede diskussioner i
huslejeboykottens tid, over
problemer med parkeringspladsen til
mere stille og rolig planlægning af
fælles aktiviteter og indkøb til
strædets skur med fælles grej til
havearbejdet - referater fra knap 40
år dokumenterer og sætter gang i
minderne. . .
Vi går en tur i strædet, det ser fint ud,
vi passer på det. I dag er det vores
børnebørn, der leger med strædets
børn. Bl.a. derfor elsker de at komme
på besøg - og vi andre nyder, at
børnene igen løber ind og ud af
husene og skaber liv i det gode gamle
stræde.
Så tillykke med jubilæet
Galgebakken, og tillykke til os i
Skrænt 1.
32
Uddrag fra Strædereferat, Skrænt 1 den 11/11 1979
33
Pensionistliv på Galgebakken:
Af Inger Wilken, tidligere formand for Galgebakkens pensionistklub
blev så godt modtaget af alle i ”firkant-gården”.
Min mand og jeg havde i 1964 købt
en grund i Albertslund, men da der
ville gå ca. 4 år før vi kunne bygge
hus pga kloakering m.v. meldte vi os
ind i Vridsløse Andelsboligforening
(VA), med henblik på at leje et gårdhus, det blev nu ikke til noget.
Hver lørdag, hele sommeren, drak vi
morgenkaffe sammen i haven.
Kort tid efter flyttede min søn ind
med deres børn i Sten. Jeg nød at
være bedstemor med børnebørn så
tæt omkring mig.
Min adgangsbillet
til Galgebakken
Årene gik og vi nåede at bo i vores
hus i 4 år, så døde min mand og jeg
stod alene med 3 børn. Vores lave
medlemsnummer i VA kom mig nu
til gode. Jeg søgte et gårdhus, og fik
det.
Vi fik et beboerhus
Noget af det første der skete i tiden
efter at vi var flyttet ind, var at vi fik
bygget Beboerhuset.
Da der var indvielsesfest med vin
middag, sad jeg med familien på 1.
sal. Dengang var der ikke pleksiglas
for rækværket. Mit barnebarn Mimi
der var ca. 3 år, synes, at gelænderet
kunne bruges som støvleknægt.
Pludselig røg den ene sko ned og
landede på en ung mands tallerken
med bøf og bearnaise, han blev meget vred, og jeg og min søn Niels så
på hinanden ”hvem skal”, det blev
mig. Jeg gik ned og undskyldte: ”Det
skal aldrig ske mere”, men jeg nåede
kun halvvejs op, da den anden sko
kom samme vej. Heldigvis midt på
bordet, hvor der ingenting stod, så
jeg måtte ned igen, heldigvis tog den
søde familie det denne gang sagen
Der stod jeg så med 3 børn. Et gårdhus kostede dengang i 1980 10.000
kr. i indskud, og en månedlig husleje
på 2.500. incl. lys og varme. Dengang betalte ”vi” lys og varme kollektivt – meget har ændret sig siden.
Strædeliv i Over anno 1980
Jeg flyttede ind på Galgebakken i
Over 4-4a med mine 3 børn i 1980.
Mens jeg stod udenfor og ventede – i
regnvejr – på at der skulle komme én
og fremvise boligen, kom 3 svaner
flyvende lige hen over hovedet på
mig. Her bliver jeg glad for at bo,
tænkte jeg. Og det holdt stik. Jeg
34
fra den humoristiske side og det
endte med smil og latter.
imod. Den livlige debat som foregik
udenfor var helt forstummet, så jeg
måtte referere hvad der var blevet
sagt udenfor. Det endte med, at jeg
gik derfra som formand.
Børneliv dengang
Mine børnebørn voksede op og
havde et dejligt børneliv her på
Galgebakken. Når de store børn
legede forskellige boldlege hvor de
løb frem og tilbage, løb de små med
og troede at de var med i legen.
Ligeledes når pigerne hinkede, stod
de små og prøvede at hoppe på eet
ben. Da mit barnebarn Anders var 3
år gik han rundt og legede i de nærmeste stræder, det var trygt og godt.
Han havde en seddel med navn og
adresse fæstet med en sikkerhedsnål
på ryggen, så han altid blev hjulpet
hjem. Men det er ikke kun børnene
der har det godt på Galgebakken.
Det har de ældre også.
Det var jeg så i 15 år, og det har
været nogle herlige år – og er det
stadig – med mange gode ture samt
herlige frokoster hver torsdag og
Sankt Hans, jul og påske.
Efter 15 år var det så heldigt at Hanna fra Øster var villig til at tage over
– jeg var blevet for gammel. Hun
blev vores nye formand. Det gør hun
så godt, og ”vi” trives. Dog synes jeg
det er ærgerligt, at der ikke er mange
flere der tager imod det gode tilbud
som pensionistklubben tilbyder.
De lavede et spisehus
En af de ting jeg nyder meget er
spisehusene onsdag og fredag. Det er
helt fantastisk at så mange beboere
bruger tid og kræfter på at servere
dejlig veltillavet mad til os andre.
I ”gamle dage” da jeg flyttede ind
medbragte ”man” selv tallerkner,
kniv, og gafler i små kurve, og
”man” tog også selv opvasken med
hjem igen.
Da Pensionistklubben
ikke blev nedlagt
Da jeg gik på efterløn glædede jeg
mig til at deltage i de ting
pensionistklubben tilbød. Men så
læste jeg i GalgebakkePosten, at der
skulle være generalforsamling om
klubben, med kun eet punkt på dagsordnen ”nedlæggelse af Galgebakkens pensionistklub”. Jeg gik derover og stod i 10 min. og ventede på
formanden (vi var ca. 10-12 personer). Da formanden endelig kom og
fremlagde planen om nedlæggelsen,
var der ingen i ”salen” der stemte
Mens livet går videre
Jeg nyder at få en sludder med naboerne (det kalder jeg alle der bor her
på Galgebakken), jeg nyder også alle
de søde børn. Dem med masser af
35
sorte krøller og dem med gult silkehår. Jeg synes bare de vokser så hurtigt. Den ene dag får jeg lov til at
holde en lille spæd, og næste uge går
de selv rundt, de kan endda kravle op
af trapperne, måske triller de ned
igen, men slår sig aldrig (ikke særlig
meget).
børn. Når de er blevet gift og har fået
børn søger de tilbage hertil, hvor de
har haft det gode børneliv, og som
mange af dem selv siger ”verdens
bedste institution”.
Det var lidt om mine 33 år på Galgebakken.
Tillykke med Jubilæet fra ”alle os til
alle jer”, som Jesper Fårekylling
siger hvert år, Walt Disney sender
sine tegneserieshows.
Nu er mine børnebørn voksne, og er
flyttet fra Galgebakken. Men måske
en dag kommer de tilbage hertil. Jeg
har set det for mange af naboernes
36
Galgebakken ER et pragtfuldt sted
Da jeg flyttede ind på Galgebakken i
1988, havde jeg bestemt ikke planer
om at blive her ret længe.
Sikke en omgang hippi fis.
Alle var meget sociale og gik op i at
sortere deres affald, holde høns og
spise sammen. Og det var som om
alle kendte alle. En ny og anderledes
farlig verden for mig.
1) at jeg bor i Galgebakkens bedste
stræde
2) har verdens bedste naboer, der er
blevet til mine rigtige gode venner.
Vi spiser tit sammen , hygger os og
spiller brætspil osv.
3) bor 2 minutter fra vestskoven
Jeg startede i Neder 10, hvor jeg
havde virkelig søde naboer. Men det
var en rævegrav/tarm jeg boede i så
lysten til mere lys fik mig til at flytte
til en træbarak (D). Mine naboer der
var unge og festlige (læs larmende).
Så drev lysten til et separat
soveværelse og roligere omgivelser
mig over i en A2ér.
4) bor tæt på købmanden, vaskeri,
genbrugen og bussen.
Af mange grunde bor jeg her endnu.
Men de væsentligste er :
Galgebakken ER et pragtfuldt sted at
bo og nu er jeg selv blevet en hippi
der går op i affaldssortering og
socialt samvær, samt alt det andet
Galgebakken har at byde på.
Tillykke fra Lysette Øster
5) at jeg har ALT hvad jeg har brug
for her i mit smørhul
6) at jeg nu selv føler på egen krop
hvordan det er at kende "alle" på
Galgebakken.
http://vimeo.com/6639034 - dette er
et link til en hyggelig lille video om
Albertslunds tilblivelse. Når man er
11 minutter inde i videoen kommer
der ½ minut med Galgebakken.
Lysette Hansen, Øster 6-1 A
37
Drøm og virkelighed
December 2003
Jeg havde stemt mit sind efter det, at
jeg skulle holde jul hos min søster i
Watford, en by nordvest for London,
England.
På det tidspunkt havde jeg boet i min
VA-lejlighed i tre år, og faktisk var
jeg noget overrasket over, at der var
gået mere end det halve år, jeg
oprindelig havde tænkt mig at bo der,
før jeg med mit relativt lave
medlemsnummer ville søge mod
Galgebakken.
Nu var der imidlertid sket det, at jeg
af en medarbejder i VA-huset var
blevet opfordret til at revidere mine
planer, for ”Galgebakken er umulig
at komme ind i med de præferencer
du har. Der er ikke mange C3’ere, og
dem, der er, flytter der andre beboere
fra afdelingen ind i.” Lidt slukøret
var jeg gået med til at lade drømmen
fare og havde lagt billet ind på en
anden løsning. Galgebakken var
strøget og ”et mere realistisk”
boligønske noteret.
Så var det altså, at der i midten af
december 2003 dumpede et brev fra
VAs administration ind gennem
brevsprækken. Det var et tilbud om
en C3’er i Galgebakken. ”Nå, tænkte
jeg. For det første er du jo strøget
som liebhaver til tilbuddet, og, for
det andet, er du nummer 6 af dem,
tilbuddet er sendt til, så never mind.”
Jeg tænkte også, at jeg nok, rent
formelt, burde reagere på skrivelsen,
for jeg havde heller ikke lyst til at
falde ud af listen. Derfor tog jeg røret
en time inden deadline og ringede til
VA.
”Hej, jeg hedder Holger og har det
og det nummer i VA. Jeg har fået
tilbud om et rækkehus i Galgebakken. Jeg ved godt, at det er
umuligt at komme ind der, så jeg vil
bare kvittere for modtagelsen.”
”Ja, lad mig se,” sagde den venlige
kvindestemme i den anden ende. ”Vil
det sige, at du ikke er interesseret i
tilbuddet?”
Jeg begyndte at forklare alt muligt
om det, læseren allerede er indviet i,
og afsluttede med at sige, at jeg da
ville vise min aktive interesse.
”Lad mig lige høre,” sagde den
venlige kvindestemme, en anelse
mere bestemt, ”er du interesseret i
tilbuddet eller ikke?”
”Altså, det har længe været min
drøm at bo i Galgebakken, men I har
selv sagt, at jeg ikke kunne regne
med noget der.”
”Kan du give mig et entydigt svar: Er
du interesseret i tilbuddet eller er du
ikke interesseret i tilbuddet”, lød det
insisterende - med en snært af
”dummernik!” (implicit, forstås).
38
”Øh, jo da, det er jeg vel. Nej, jeg må
nok svare klart, at jeg er meget
interesseret i tilbuddet.”
”Tak! Så noterer jeg det her, og så
må du have en god jul!”
”Selv tak, og, og, i lige måde,” stammede jeg og blev siddende med
telefonen i hånden, indtil den ved sin
bip-bip-bip-lyd kaldte mig tilbage fra
den alternative bevidsthedstilstand,
samtalen havde forsat mig i.
Dagen efter dumpede endnu et brev
fra VA ind gennem brevsprækken.
Denne gang var det en lejekontrakt
til underskrift! Der var også
tegninger over rækkehuset.
To dage senere var jeg i Watford. Jeg
havde interessant læsestof med, men
af en eller anden grund kunne jeg
kun koncentrere mig om tegningerne
over min C3’er. Julen 2003 i Watford
blev en drømmejul.
Holger, Torv 1, 10A
39
Galgebakkens grønne miljø
– de første 25 år -
I 1973 blev Galgebakken bygget som en lille landsby der skulle have lov
at være sin egen. Byen blev bygget på den bakke, hvor herredets galge
stod i gamle dage og blev brugt til at hænge forbrydere, og det var derfor ganske naturligt at landsbyen fik det makabre navn Galgebakken.
Fra Galgebakken kunne man kigge
ned på en anden ny landsby. Landsbyen hed Hyldespjældet, og i Galgebakken kaldte man dem der boede
dernede for ”underhylerne”, fordi de
jo boede neden for bakken. Nede i
Hyldespjældet kaldte man dem der
boede oppe på Galgebakken for ”galebakkerne”, og det gjorde man fordi
beboerne på bakken var halvstuderede røvere som havde været
med i ungdomsoprøret i 1968. Gale
eller ej, fandt Galgebakkens beboere
i løbet af få år ud af at de var ”galgebakkere”, og derfor præsenterede de
sig på den måde når de talte med
fremmede.
stisk fremmedord, og de så ingen
grund til at sætte det grønne miljø på
dagsordenen, hverken på Galgebakken eller i kommunalbestyrelsen.
Galsindet hos galgebakkerne bestod i
at de altid brokkede sig, når de syntes at nogen lagde sten i vejen for
opfyldelsen af deres drøm. Derfor
kunne ingen være sikker på, hvornår
de brugte demokratiet til at beslutte
underlige ting. Deres demokrati
bestod i at de mødtes med jævne
mellemrum til beboermøder og tog
beslutninger om alt, som man anså
for væsentligt.
Når man kigger tilbage på de første
20-25 år af Galgebakkens historie,
kan man se at beboermøderne tog en
række beslutninger som også kom til
at betyde noget for det GRØNNE
miljø, selvom møderne blot handlede
om BOmiljøet og huslejeboycot for
at få en husleje der var til at leve
med.
De gale galgebakkere
I 1973 havde galgebakkerne ikke
fokus på det grønne miljø – de havde
fokus på BOmiljøet. De var flyttet
herop for at få opfyldt en drøm om at
bo et sted, hvor man kom hinanden
ved. For dem var profetier om at
kloden ville blive ubeboelig, hvis
ingen gjorde noget, ævle-bævle som
politikerne skulle tage sig af på Christiansborg. For dem var CO2 et my-
Her er den grønne historie om disse
første år, og det er ganske vist i følge
Benny Klausen, som har fortalt mig
historien (1).
Lars Messell: GALGEBAKKENS MILJØHISTORIE – DE FØRSTE 20-25 ÅR
40
Mulighedernes paradis
Galgebakkens første beboeres flyttede hertil i 1973, fordi nogen havde
skrevet ”Hvidbogen om Galgebakken”(2). I denne hvidbog fortalte
bygherren og boligselskabet at man
på Galgebakken kunne have både
privatliv og være med i et fællesskab.
Fusentasternes nederlag
Men på Galgebakken var der, viste
det sig, to grupperinger. Den ene
gruppe ville have reglementer og
bestemmelser om alting – det var
regelrytterne. Den anden gruppe
betragtede disse ting som det rene
djævelskab – det var fusentasterne.
Da de første 20 år var gået, måtte
fusentasterne se i øjnene at regelrytterne havde fået gennemført deres
politik, for på beboermøderne
diskuterede man ikke længere om
der skulle være et husordensreglement eller et husdyrsreglement,
nej man diskuterede hvor der skulle
sættes komma i reglementet.
Efter at være flyttet ind, opdagede de
at hvidbogen blot havde beskrevet
muligheder! De var nødt til selv som
nyindflyttere at finde ud af hvad de
skulle stille op med disse muligheder. Det stod faktisk på sidste side i
Hvidbogen:
Arkitekterne har afleveret en boligbebyggelse, som de tror bliver bedre
og smukkere af, at den tages i brug,
og at der bygges videre på den.
Boligforeningen har gjort op med sig
selv, at vedligeholdelsesproblemer
og lignende ikke skal stå hindrende i
vejen for beboernes udfoldelse og
præg af egen bolig. Tilbage bliver,
om den ene beboer vil lade den anden komme i gang. Om de sammen
eller hver for sig kan indrette sig i de
frie rammer, der er lagt. Om de kan
og vil respektere hinanden og hinandens miljø. Om trangen til ”pænhed” – trods alle planlæggernes
bestræbelser – vil virke bremsende
på denne udvikling hen imod en ny
opfattelse af kvalitet i boligmiljøet.
Der var nogen på Galgebakken som
ikke brød sig om de mange reglementer, fordi det ødelagde bynaturen, men heldigvis betød de
omfattende reglementer at de fleste
hundeejere samlede deres hundelort
op efter sig. Kampen om reglementer
satte sig fx spor i revyer på Galgebakken Det sang de en sang om i
Galgebakkens Revy 2009, som du
kan læse i en anden artikel i dette
blad..
Helt galt gik det dog ikke med bynaturen (3), for på et beboermøde i
1976 stemte galgebakkerne enstemmigt ja til at de grønne områder skulle vedligeholdes økologisk. De stemte ja for at få et BOmiljø der var i
41
pagt med naturen. Og i årene derefter besluttede de på beboermøder,
at der ikke skulle bruges pesticider i
byen, at fællesarealerne først måtte
plæneklippes, når mælkebøtterne var
afblomstret, og at driften helt skulle
holde fingrene fra de grønne områder i stræderne.
galgebakkere som bor ved siden af
hinanden forhandler sig frem til en
reglementeret løsning af problemer.
Og så fik Benny elmåler
Det var ikke lige beslutninger som
huede boligselskabet og driften, men
beboermødet havde jo talt!
Hanekylling til middag
Regelrytterne havde heller ikke helt
fået has på hønsene. Det var kun
blevet til en bestemmelse i husdyrsreglementet om at man ikke måtte
have haner i sin hønsegård, fordi de
galede så umanerligt hver morgen
når solen stod op. Men min gode
ven, anarkisten Benny, havde på
trods af reglementet anskaffet sig en
hane til sine fritgående høns. Han
halshuggede den først, da han en sen
aftentime hjemme i sin stue hørte et
brølende hanegal, som ikke kom fra
hans eget hønsehus. Han lukkede
vinduet op for at høre, hvor galet
kom, og lydtrykket fortalte ham tydeligt at det kom fra naboens åbentstående vindue. Naboen havde nemlig nederdrægtigt optaget hanegalet
fra Bennys hane på bånd, og nu afspillede han båndet for fuld udblæsning for åbent vindue, så Benny
kunne høre, hvor skrækkeligt det
lød. Dette er et eksempel på, hvordan
Med elektriciteten gik det imidlertid
ikke så godt. Ikke i første omgang i
hvert fald. Benny havde fx en 300
liter fryser stående i sit haveskur som
brugte en frygtelig masse strøm, men
det tænkte han ikke på, for fryseren
var jo god at have til når han en dag
slagtede en af sine geder, og strømmen blev jo betalt på Galgebakkens
fællesregning.
Først da regeringen i 1995 besluttede
sig for at alle familier i landet skulle
have en el-måler og betale privat for
den strøm de brugte (og Benny fik
en elmåler), kørte han sin fryser på
42
Tagrenovering og uldsokker
og skimmelsvampe
Med varmen var det imidlertid så
heldigt at det allerede i løbet af
80’erne viste sig at tagene i Galgebakkens huse var utætte og dårligt
isolerede, så det blev udnævnt til at
være en byggefejl som byen kunne
få et billigt lån til at udbedre, og det
betød at varmeregningen blev
billigere, selvom mange af husene
stadig var fodkolde og der var gode
vækstbetingelser for skimmelsvampe
i væggene.
Genbrugsgården. Den var pludselig
blevet for dyr i drift.
… og de gamle fik lys
Udendørsbelysningen blev en
elektricitetssag for sig. Et år på et
beboermøde vedtog man nemlig på
forslag fra Benny at lysene skulle
være slukket 14 dage omkring Sankt
Hans aften, så man kunne nyde natten, og den beslutning blev først
omgjort på et beboermøde ved årtusindskiftet efter at formanden fra
Galgebakkens Pensionistforening
havde fremført at det var meget vanskeligt for ældre mennesker med
svækket mørkesyn at finde vej, når
lyset var slukket.
Beboermøderne:
Ja til lavthængende frugter
Men lad os komme videre til de
sidste 15-20 år af Galgebakkens
grønne miljøhistorie. De første 20-25
år handlede om det, som Benny
kalder at ”plukke de lavthængende
frugter” på miljøområdet, dvs. gennemføre miljøting som ikke spillede
den store rolle i galgebakkernes
hverdag.
Genbrug blev gjort politisk
korrekt
Miljømæssigt kom elmålerne
således til at betyde meget, og det
gjorde det også at byen havde bygget
en Genbrugsgård hvor man kunne
aflevere sin udtjente fryser og være
sikker på at den freon der var i fryseskabet ikke blev sluppet ud i atmosfæren.
Kilder:
(1) Interview med Benny Klausen
Man oprettede også en tøjcafé.
(2) Vridsløselille Andelsboligforening:
Galgebakkens Hvidbog (1973)
(3) Jørgen Vesterholt: Galgebakken
1973-1983 – en bebyggelse og dens
friarealer gennem 10 år, Landskab nr. 7,
1983.
43
En time i haven med Kim
Under denne fristende overskrift
kunne fire heldige beboere i 2001
vinde et besøg med råd og vejledning i deres lille privathave fra vores
gode gartner Kim – som heldigvis
stadig er ansat her.
hendes, for det var kun kvinder, der
meldte sig til ”konkurrencen”, hvor
jeg med lukkede øjne udtrak den
heldige og bagefter skrev om
månedens besøg i Galgebakkeposten.
Kim har gennem årene jævnligt
skrevet i Galgebakkeposten om sit
og de øvrige gartneres arbejde på
Galgebakken. Hvad bliver der plantet eller fjernet og hvorfor. Jeg skrev
dengang i 2001, at ”Det betyder
utrolig meget for Galgebakken, at vi
har en gartner, som får ideer, prøver
dem af og fortæller om dem. Og
hans egen glæde over sit arbejde
smitter af: Vi får lyst til at gøre mere
ved vores stræder og ved privathaverne”.
Med Kim i haven
Nogle gennemgående råd fra Kim
handlede om beskæring af træer,
som var blevet for høje til de små
haver og som kom til at skygge hos
én selv og hos naboen. Udover højden skulle træerne også tyndes ud
over et par år, så de stadig voksede
harmonisk og ikke blev voldbeskårede på én gang. F.eks. det
store æbletræ: topskud og flere grene
skæres tilbage omkring Sankt Hans,
så træet bruger al sin saft og kraft på
frugtdannelse, altså på at få mange
æbler i vækst. Hvis man venter til
efteråret, går meget af træets energi
med at sætte nye topskud.
De her privathaver ser meget forskellige ud. Det er forskelligt, hvad
vi har tid, lyst og energi til – og ikke
mindst hvad vi ved om indretning af
den lille have i forhold til lys, skygge, jordbundsforhold og egnede
planter.
Kim foreslog terrasse og brede bede
til stauder og små buske, fordi han
syntes, de mindste haver egentlig var
for små til at have græsplæne i.
Ideen
Jeg fik dengang den idé at kontakte
vores driftsleder, som sagde god for,
at Kim måtte afsætte en time om
måneden i fire måneder til at besøge
en udvalgt beboer i hendes have. Ja,
En af vinderne sukkede over sin
græsplæne, som på 4 år var sunket
20 cm. Kim fortalte, at den høje
grundvandstand er årsag til fugtighed
og jord der synker flere steder på
44
Galgebakken. Hvis man ønsker at
have græsplæne, kan man i april og
maj friske den op med ”topdressing”,
en blanding af grus og kompost, som
rives ud over græsset. Bagefter et lag
supermuld (som vi af og til kan
hente på kompostpladsen) og så til
sidst et nyt lag græsfrø.
Hvordan dette håndteres af driften
ved jeg ikke, men husk, at der i vildnisset kan gemme sig en smuk klatrerose eller andet spændende, inden
det hele smides på kompostpladsen.
En naturhave med plads til et pindsvin og med buske, som både sommerfugle og fugle bliver tiltrukket af,
er ikke et vildnis, hvis man holder
væksterne i ave. Det er i øvrigt en
god idé og fuldstændig tilladt at gå
en tur rundt i stræderne og blive
inspireret. Der gemmer sig mange
muligheder for at være kreativ!
Da jeg besøgte den allerførste
vinder, var der en plakat på strædets
opslagstavle som fortalte, at strædet
var blevet kåret som Galgebakkens
smukkeste. (Over 10!). En af begrundelserne havde været, at strædet
havde bevaret mange af de oprindelige klatrehortensiaer. Prøv lige at
tælle i dit eget stræde: hvor mange
har I tilbage?
Nye ideer
Jeg ved, at mange dengang var kede
af, at de ikke nåede at få besøg af
Kim. Måske kan vi få arrangeret en
aften i beboerhuset med Kim som
fortæller om Galgebakkens haver og
sine mange erfaringer og med mulighed for at spørge ham om dit og
dat.
Når haven er et vildnis
To af vinderne var flyttet ind i haver,
der var meget forsømte med meget
knoldede og tilgroede haver med
masser af ukrudt, vildtvoksende
buske og træer både for og bag. I
Husordensreglementet står der, at:
En anden idé kunne være at invitere
til ”åbne haver”, som kunne inspirere
os andre og gøre os klogere. Dette
har været prøvet før.
ved fraflytning må udearealerne
ikke ryddes for græs, planter og
fliser eller have karakter af vildnis. Havens og boligens udeområder skal være umiddelbart anvendelige”…”Vildnis betyder, at
haven ikke er blevet passet, men
henligger som en tæt bevoksning
af planter, der gror vildt.
Endelig kunne vi måske gentage
konkurrencen ”En time i haven med
Kim”. Hvis han må og har lyst!
Susanne, Vester 2-14.
45
46
47
POUL EVALD HAR SKREVET EN ARTIKEL OM GALGEBAKKENS BYNATUR.
UNDERVEJS KOMMER HAN IND PÅ LIDT AF HVERT.
--------------------------------------------------------------------------------------
Bynatur på Galgebakken
Der var engang en strædestruktur
I 1982 da jeg flyttede herop, var
meget anderledes. Strædestrukturen
eksisterede. Den bestod i, at folk
holdt strædemøder i de ca. 90 stræder og sendt en repræsentant til det
såkaldte stræderåd, som formelt var
øverste myndighed i det lokale beboerdemokrati. Strukturen var inspireret at rådssocialismen, som den
eksisterede i korte glimt i forbindelse
med den russiske revolution og i
perioder i Tyskland og Italien.
Strædestrukturen var ineffektiv, påtaget og ikke særlig hyggelig, men
meget politisk korrekt. Ved siden af
havde vi en beboermødestruktur,
som efterhånden vandt over. Strædestrukturen uddøde lige så stille. De
sidste svage efterklange efter den var
ting som kvartersmøder, der nu vist
ikke afholdes mere.
Poul Evald: BYNATUR
48
Selvgjort var velgjort
Tiderne var til at man gjorde tingene
spontant, gjorde dem selv. Da jeg
fældede et træ ved gavlen, der var
blevet for voldsomt fik jeg fx skældud af en af bestemmerne, Poul Reynolds.
Det var også der midt i 80erne, at det
greb om sig med at hjemmekompostering. Min første
Kompostbunke lavede jeg på den
bare jord, hvilkEt jeg fik skældud for
af Benny Klausen. Berettiget nok.
Dengang var rotter i Galgebakken
ikke opfundet endnu.
sådan, at man kunne være social og
dyrke fællesskabet, når det var det
man ville, og være sig selv, når der
var behov for det.
Ovre i Skrænt havde min familie en
puddelhund, der hed Krølle, og som
nogen måske husker. Dengang som
nu havde man hunde og katte i Galgebakken. Stemningen omkring
husdyr var endnu ikke blevet så
hysterisk, som den er nu.
Pendulet har svinget fra det lidt for
anarkistiske til det overdrevent
bureaukratiske, hvor enhver grenafsavning helst skal drøftes i GAB,
eller i hvert fald i Grønt Udvalg,
inden man foretager sig noget Nu
svinger pendulet tilbage igen og så
fremdeles. Noget skal tiden jo gå
med.
Der stod en kamp mellem det kollektive og det individuelle, der af
mange helt fejlagtigt blev tolket som
en modsætning mellem venstre- og
højreorienteret. Behøver jeg at sige,
hvad man helst skulle bekende sig
til. Men jeg har altid været venstreorienteret – og individualistisk
orienteret, når det gjaldt løsning af
opgaver. Man får altså mere fra hånden, når man ikke først skal blive
enig med hele hønsegården, før man
kan foretage sig noget.
Min hund hed Krølle
Bortset fra det, så var Galgebakken
et dejligt sted for børnefamilier.
Børnene nød de frie omgivelser og
det grønne miljø, mine egne
inklusive. Man kan sige, at Galgebakken var – og er – så grim, at kun
en arkitekt kan elske den. Men bomiljøet er godt. Det har altid været
Poul Evald: BYNATUR
49
Naturen var og er mit hjertebarn
Naturen har jeg altid brændt for, og
efter at have arbejdet med den i
mange år ved jeg ikke så lidt om
den. Min kongstanke, som nok skal
blive realiseret, er at naturbevarelse
og biodiversitet skal være en del af
agendaarbejdet. Det agendaarbejde,
der også optager mig meget.
For mange år siden, da jeg skulle
vælge studieretning, stod valget
mellem noget samfundsfag og biologi. Jeg valgte det sidste, fordi jeg
har brændt for naturen siden jeg var
purk. Men det er gået lidt frem og
tilbage. Det var spændende at være
aktiv på venstrefløjen og i boligkampen den gang i 1970erene og
1980erne og senere. Men det kan
ikke slå naturen.
Trods den kluntede regering, er der
en stigende forståelse for, at tingene
skal løses i fællesskab. Ny liberalismens markedsfilosofi har ikke mere
substans end luften i mine døtres
pruttepuder dengang i 1980erne og
1990erne. Det er komisk, når man
skal prissætte et smil eller en god
vittighed. Strengt taget kan man ikke
prissætte sin egen død, da prissætningen forudsætter muligheden
for efterfølgende konsum af et eller
andet.
Misforstå mig ikke. Jeg har skam
læst Karl Marx’ kapitalen, den hele,
lige som jeg har læst Biblen. Begge
steder står der mange rigtige og fornuftige ting, som skal forstås og
tilegnes.
Markedet er elendigt til at indregne
omkostninger for natur og miljø.
Markedsliberalismen har det med at
undergrave sit eget grundlag. Hvis
naturgrundlaget for produktionen og
vores liv ødelægges, så kan det
egentlig være ret ligegyldigt med
markedsværdien af et eller andet.
Poul Evald: BYNATUR
50
Karl Marx og Landsbyggefonden
Det var noget senere, i den forrige,
borgerlige regerings første år, at
nogen prøvede at komme igennem
med, at beboerne i Galgebakken
skulle kunne købe deres lejligheder
som ejerboliger. Det var den sidste
store politiske konfrontation på Bakken. De glade nyliberalister tabte –
heldigvis. Galgebakkens sjæl er
stadig frihed i fællesskab.
altså også, fordi de var ansvarlige for
Galgebakken i sidste ende. Desuden
skulle man vise sig ansvarlige og
tænke på, hvad Landsbyggefonden
ville mene om vores ansvarlighed,
når vi skulle søge om lov til at låne
vores egne penge i Landsbyggefonden. Budgetbeskæringerne på især
henlæggelser, som Galgebakken
havde vedtaget, var på få millioner,
og ikke noget, der havde nogen som
helst betydning for Galgebakkens
økonomi på lidt længere sigt. Det
blev en principsag, der splittede Galgebakken, den sidste af slagsen. Jeg
lavede nogle fede alliancer hen over
midten, da jeg kritiserede denne
manglende respekt for vores beboerdemokrati.
Den sidste større politiske konfrontation i Galgebakken var dengang VAbestyrelsen underkendte budgettiltag
vedtaget af beboermødet og ved
urafstemning. Begrundelsen var den
henrivende, at vi var uansvarlige, og
at det godt nok var beboermødet, der
bestemte, men bestyrelsen gjorde det
På vej til stort beboermøde om salg af Galgebakken
Poul Evald: BYNATUR
51
Tilbage til naturen
Men tilbage til naturen. Der er en
voksende bevidsthed om, at vi skal
redde så meget af klodens biodiversitet og natur som muligt, inden
det er for sent. De elektroniske
medier har hjulpet os på vej. Mange
professionelle og amatører bidrager
til at få hold på, hvad vi har. Det er
den første forudsætning for at kunne
handle konstruktivt.
Dronningeriget er håndhævelsen af
natur- og miljølovgivningen det rene
wild west i flere jyske venstrekommuner. Albertslund er et dydsmønster. Måske har jeg bidraget lidt
til det.
Jeg kan hoppe rundt på tungen og
kende de fleste vilde danske planter
og mange fugle og svampe. Med
insekterne kniber det lidt. Der har vi
15-20 tusinde arter, som vi først så
småt er ved at få styr på nu. Vi
regner med ca. 30 000 forskellige
arter af dyr, planter og svampe. Af
blomsterplanter har vi ca. 1500. – I
et større og mere varieret land som
Sydafrika har de 25.000 arter af bare
blomsterplanter. Hvad der gemmer
sig i klodens regnskove, så længe de
er der, tør jeg slet ikke tænke på.
 Jeg kan hoppe rundt på
tungen og kende de fleste
vilde danske planter og
mange fugle og svampe.
Med insekterne kniber det
lidt.
På www.fugleognatur.dk, hvor
undertegnede bruger en del, undertiden for meget, af sin fritid, kan du
faktisk se en liste på mere end 400
arter dyr og planter, registreret i
Galgebakken, og 1300-1400 for hele
Albertslund, hvor der også kan genereres artslister for mere end 30 områder i kommunen. Aldrig før har
bevidstheden om at sikre naturværdierne været så høj, og aldrig før har
det stået så skralt til med dem. I ved,
hvad der sker ude i verden. Her i
Betalingsringen røg og regeringen,
især SF, blev til grin. En skam! Jeg
var ved sammen med andre at køre
en grundig og seriøs kampagne op
omkring den. Spildte kræfter p.g.a.
af den latterlige, amatøragtige regering. Har de intet lært af historien: få
de væsentlige ting gennemført de
første 100 dage, gem det populære til
senere, når valget nærmer sig.
Poul Evald: BYNATUR
52
Hvordan får vi mere natur i Galgebakken?
andre endnu større tåbeligheder, det
skal man ikke tage sig så meget af,
det er kun et overfladefænomen.
Og samlet set er nødvendigheden af
at søge fælles demokratiske løsninger på fælles problemer her og ude i
verden blevet endnu mere udtalt. Jeg
er socialist, som jeg har været det så
langt tilbage jeg kan huske.
Der er et mundheld, der taler om
ulve i fåreklæder. For Liberal Alliances vedkommende må man tale
om får i ulveklæder. Joakim B. Olsen er morsommere end Emil Fra
Lönneberg, når han hudfletter FattigCarina og Dovne Robert. Men det
han siger hænger ikke sammen. Problemet er ikke at producere løs til et
overfladisk marked, problemet er at
producere fornuftigt og bæredygtigt.
Hvor herligt med et lyslevende eksempel på utroværdig tegneserieliberalisme, som man kan forstå og forholde sig til.
Der er mange måder, Men dyrene
opfatter en betonbebyggelse som et
klippe- og bjerglandskab. Bl.a. hører
skimmelflagermusen, som er almindelig i
Galgebakken, oprindeligt hjemme i
bjergegne, men befinder sig fint her.
Det er bare et eksempel. Prøv at se
Galgebakken fra dyrenes og planternes side, så finder vi konstruktive
løsninger.
Det ser både mørkt og lyst ud. Mørkt
fordi det spidser til omkring natur og
miljø og vores livsbetingelser, lyst
fordi bevidstheden om nødvendigheden af fælles handling er stigende.
At det lige nu er politisk korrekt at
sige, at vi skal købe flere dimsedutter for at øge beskæftigelsen, og
Jeg er nok lidt yderliggående på
nogle områder, især natur og miljø,
men når man bor i Albertslund, lægger folk ikke så meget mærke til det.
God vind frem til næste jubilæum og
derefter.
Poul Evald
Poul Evald: BYNATUR
53
Bogloppen på Genbrugsgården
Jeg startede med at komme på Genbrugsgården kort efter at jeg flyttede
til Galgebakken i 2003, nu kunne jeg nærmest heller ikke undgå det, da
jeg bare skulle træde 3 skridt ud af døren for at være der (jeg boede i
Øster 9).
Som at række Fanden
en lillefinger
Kort efter blev jeg også en del af
Genbrugsgruppen fordi jeg kom med
forslag.
Et af mine konstruktive forslag gik
ud på at ”nogen” skulle rydde op i
bøgerne, der på det tidspunkt stod
tilfældigt på reoler, gulv mv. uden
nogen form for orden. Med sådan en
rodebutik var det jo klart, at beboerne bare afleverede bøger, og aldrig
kunne finde ud af, om der var bøger
som var værd at tage med hjemme
fra Genbrugsgårdens gratis bogbutik.
Og det blev så mig, der blev betroet
at bringe orden i bøgerne.
Jeg smed bøger ud
Jeg satte bøgerne i alfabetisk orden
efter forfatter ligesom på biblioteket
(de skønlitterære værker) og efter
emne (faglitterære bøger). Desuden
fik børnebøgerne deres egen reol.
der tilfældigvis kom en beboer forbi
som havde lyst til at tage hendes
roman med hjem.
Resten af bøgerne fik husrum
Da der på et tidspunkt ikke kunne
være flere bogreoler i lokalet, fordi
nogen af de andre i Genbrugsgruppen sjovt nok syntes at der skulle
være plads til andre ting, begyndte
Det gav den umiddelbare fordel, at
jeg kunne smide 9 eksemplarer af en
bestemt af Marilyn Frenchs romaner
ud, fordi 1 eksemplar var nok, hvis
54
jeg at bygge opad, hvilket viste sig at
ikke være nogen god idé: folk kunne
ikke nå bøgerne, eller jeg fik dem i
hovedet når jeg ville sortere dem.
De bøger som kun står en kort tid i
Bogloppen, fordi folk tager dem med
hjem, er:
 Halvgamle bestseller-forfattere Larsson, Marklund, Guillou,
Dan Brown, Nesboe, Arne Dahl,
Adler-Olsen, Follett
 Klassikere - Dickens, Hemingway, Pontoppidan, Dostojevsky
 Bøger som jeg ikke troede nogen
nogensinde ville interessere sig
for fx Det Bedstes forkortede
romaner, Ron Hubbards Dianetik
Heldigvis fik Genbrugsgruppen den
glimrende tanke at der skulle ansøges om penge hos GAB til en
skurvogn til indretning af en bogloppe, hvor jeg kunne sysle i fred
med mine bøger. Vi fik pengene, og
så gik vi i Ikea og købte nogle af de
gode gamle stigereoler, skurvognen
kom, reolerne kom op, og jeg flyttede bøgerne - og perioden falder
mærkeligt nok også sammen med, at
jeg havde ondt i ryggen.
Og så er der jo også:
 Stalins samlede værker
 Chaplin: Mit liv
 Edgar Allan Poe: Samlede
fortællinger: ”The Moustache
Growers Guide”
Efter sigende vil nogen male et
gavlmaleri på bogloppe-skurvognen,
men det er muligvis en vandrehistorie, nu må vi se.
Bogloppens bestsellere
Nå, når man igennem ti år har sorteret folks bøger, lægger man mærke
til nogle trends i, hvilke bøger der
kommer ind og hvad folk går med
igen. Der er passeret en ufattelig
mængde psykologisk-pædagogiskpolitisk litteratur fra 60-70´erne
igennem + massevis af leksika
(nogen røg direkte i containeren
sammen med Marylin French).
Ja jeg kan jo skrive mangt og meget
om bogloppen, men der skal også
være plads til noget andet i bladet, så
jeg slutter med Groucho Marx:
Jeg finder TV meget lærerigt. Hver
gang nogen tænder for apparatet,
går jeg ind i et andet værelse og
læser en bog.
Kasper Smith
bogorm
55
Galgebakkens grønne miljø
- de sidste 15 år -
I 1990’erne nærmer vi os imidlertid årtusindskiftet, og globalt udvikler
man en Agenda 21 strategi som går ud på at også byer og kommuner og
landsbyer og familier og det enkelte menneske kan gøre noget for det
GRØNNE miljø.
På Galgebakken betød det at der blev Agendagruppen på banen
Galgebakkens Agendagruppe blev
oprettet en lokal Agendagruppe (1).
oprettet i 1996. Oplysningerne om de
Med det resultat at Galgebakken i
første år af Agendagruppens virke er
2013 med sin Agendagruppe som
lidet fyldestgørende, men i år 2000
faneholder passer bedre på miljøet
fik boligselskabet Agenda Center
end førhen.
Albertslund til at undersøge, hvor
godt det gik med det lokale miljøarStatistisk set
bejde i selskabets boligafdelinger.
Tallene taler for sig selv (2):
Her fik miljøarbejdet på GalgeVandforbrug
bakken følgende skudsmål (3):
liter pr. person pr. døgn
1995
2012
Miljøarbejdet har med vekslende
styrke stået på siden slutningen af
80’erne. De aktive føler, at der er
alt for få engagerede …
156
110
El-forbrug
kWh pr. person pr.år
1995
2012
Det virker paradoksalt, at de engagerede føler, at der er et lavt
engagement i afdelingen, da
netop Galgebakken er kendetegnet ved, at relativt mange
beboere er engagerede – også i
miljø.
1.309
1.033
Varmeforbrug
MWh pr. 100 m2 bolig
1995
2012
26,8
17,6
Lars Messell: GALGEBAKKENS MILJØHISTORIE – DE SIDSTE 15 ÅR
56
 Hvordan det er gået med miljøet i
året der gik
 Hvilke hovedarbejdsopgaver
Agendagruppen vil arbejde med i
det kommende år
Højt at flyve – dybt at falde
I 2001 søgte Agendagruppen
bevilling fra Den Grønne Jobpulje i
Miljøministeriet til at ansætte en
miljømedarbejder. Han skulle hjælpe
gruppen med det lokale miljøarbejde. Og vi fik bevillingen.
Beboer der ta’r sig en lur
Gruppen fik ansat en kvindelig
miljøarbejder, som hed Yvonne. Hun
blev gruppens sappringspartner:
I årene siden da har Agendagruppen
fået stor opbakning i sit arbejde, og
Agendagruppens indsats har – tror vi
selv – været med til at beboere og
drift gjorde noget ved det grønne
miljø på Galgebakken.
 Indsamlede ekstern miljøfaglig
viden til brug i gruppen
 Undersøgte, hvad beboerne gjorde ved miljøet i dagligdagen, og
hvad de havde lyst til at gøre
mere
 Skrev om miljøspørgsmål i
GalgebakkePosten
 Udarbejdede projektforslag for
lokale miljøtiltag
 Styrkede samarbejdet med Agendagruppens samarbejdspartnere
Opbakning på beboermøder
Agendagruppens rolle har siden
1999 været at foreslå en årlig lokal
agendaplan på beboermødet. Disse
lokale agendaplaner er alle år blevet
vedtaget mere eller mindre enstemmigt af de fremmødte galgebakkere.
Hun kom til at bidrage til det lokale
miljøarbejde i en række projekter
som har betydning for miljøet på
Galgebakken den dag i dag:
Planerne har indeholdt oplysninger
om
 Målsætningerne i Agendaarbejdet
 Hvad Agendagruppen har
arbejdet med i året der gik
57
 Anskaffelse af kompostbeholdere
og hvordan man kan passe dem
 Dimensionering af Galgebakkens
nye vaskeri med en interviewundersøgelse blandt vaskeribrugere
 Indsamling af viden om, hvorfor
vi bruger så meget elektricitet
som vi gør
 Vandsparekampagne der ikke
virkede
 Vejledning i affaldssortering i
Galgebakkens nye affaldsøer
 og meget meget mere
Knud vejede 50-80 kg
Agendagruppen havde hvert år gået
rundt og talt reklamer nej tak skilte
på Galgebakken, og det fortsatte
gruppen med, selvom miljøarbejderen havde forladt os. Siden 2007
tydede tælleallene på at Galgebakken
kunne vigte sig af at have Albertslund-rekord i nej-takkere, men efter
de nye postkasser i 2012 er rekorden
forsvundet.
Miljøministeriets bevilling udløb
med udgangen af 2002, og så måtte
Agendagruppen finde anden finansiering af en lønnet arbejdskraft i
miljøarbejdet. Derfor forelagde
gruppen på budgetbeboermødet i
efteråret 2002 et forslag om at miljømedarbejderens løn i 2003 skulle
betales med huslejekroner. Og tænk!
Beboermødet sagde nej. Der var kun
et lille flertal på mødet for et nej,
men det kan man jo ikke bruge til
noget.
Undervejs i de årlige optællinger
kunne en beboer som hed Knud,
fortælle at han faktisk havde sagt jatak til reklamer siden han flyttede
ind i 1973 – simpelthen for at veje
dem, og se hvor meget papir der var
tale om. Han var nået frem til, at
reklamer udgør 50-80 kg papirspild
om året pr. husstand. 50 kg når man
siger nej-tak til lokalaviser, 80 kg
når man siger ja-tak til det hele.
I de følgende år – 2003 til 2005-6
stykker, gik arbejdet i Agendagruppen mere eller mindre i stå.
Gruppen kunne ikke finde sine egne
ben efter at miljøarbejderen var forsvundet, men den blev på en eller
anden måde vakt til dåd påny.
Der er langt mellem bilerne,
svineri i affaldsøerne, og
kompostbeholdere er blevet
genoplivet
Agendagruppen har talt biler mere
eller mindre en gang om året, og
58
Helhedsplanen
Ingen kender jo så fortsættelsen af
miljøhistorien, men den kommer jo
blandt andet til at handle om hvor
miljøgod helhedsplanen for Galgebakken bliver. Galgebakken har fået
bevilling til planen, og bulldozerne
kommer i 2016. Men hvad sker der
mon med det GRØNNE miljø?
optællingerne viser, at der stadig er
plads på Galgebakkens P-pladser,
fordi mange beboere klarer sig uden
bil eller bruger delebilsordningen i
Albertslund Delebil.
(1) Du kan finde materiale om en del
af de ting, der er beskrevet i denne
artikel på hjemmesiden for Galgebakkens Agendagruppe
www.galgebakkensagendagruppe.dk
Agendagruppen har sat skilte op i
affaldsøerne for at få beboerne til at
smide deres affald i de rigtige containere – uden særlig stor effekt.
Men den har også genoplivet døde
kompostbeholdere og på den måde
hjulpet en del beboere.
(2) Agenda Center Albertslund: Miljø-planer i VA’s boligafdelingerGalge-bakken (2000)
Agendagruppen: egne tal (2013)
Albertslund Kommune: Grønne
regn-skaber – Galgebakken, 2012
(2013)
Og endelig har gruppen skrevet
snesevis af artikler i GalgebakkePosten om miljø, og forhåbentlig har
mange beboere læst nogle af
artiklerne.
(3) Lars Messell: Festtalen i anledning af Galgebakkens 25 års jubilæum 1998, Kulturøkologisk Årbog
2000.
59
“Det er ikke noget ta-selv-bord”
(GalgebakkePosten 1996)
Sådan faldt ordene på et vist tidspunkt, da redaktionen den 6. november havde møde med Nævnet om
GalgebakkePostens fremtid. Ordene
faldt, fordi Nævnet så sig nødsaget
til at sige nej til flere Galgebakkeposter i år på grund af, at 1996bevillingen på 70.000 kr. var opbrugt. Derfor har vi fået finansieret
dette nummer af Galgebakkeposten
fra anden side, og vi håber, at der i
næste måned bliver en ekstrabevilling til udgivelse af et
decembernummer.
Vi synes, Nævnet har grebet
spørgsmålet om bladets økonomi
tåbeligt an. For det første har
redaktionen aldrig - eller i hvert fald
næsten aldrig - set regnskabstal for
bladets konto. Heller ikke selvom vi
har bedt om dem. Hvordan kan vi så
holde øje med, hvor mange penge
der er tilbage?
For det andet har vi nu fået regnskabet for 1996 at se og konstateret,
at der figurerer en ganske stor
betaling på regnskabet for blade
udgivet i 1995, men Nævnet vil ikke
give ekstrabevilling eller foretage
ompostering alligevel. Det er for
tumpet.
For det tredje er Galgebakkeposten
efter redaktionens mening en “fast
aktivitet”, dvs. man lukker den ikke
bare, fordi den er blevet dyrere end
forventet, men man forsøger at finde
pengene andetsteds i sit budget. Men
det vil Nævnet heller ikke. …
Med dette nummer af GalgebakkePosten har vi i øvrigt udnævnt en
ansvarshavende redaktør. Det blev
Birthe fundet ved lodtrækning. Det
var nævnets betingelse for at den
nuværende redaktion fortsætter.
Nævnet stillede betingelsen, fordi de
efter granskning af straffelov og andre tekster mente at vide, at når et
blad ikke har en ansvarshavende redaktør, vil ansvaret for perfide historier - og det er efter nævnet mening
sådanne historier der er ulideligt
mange af i Galgebakke-Posten - men
altså ansvaret for artikler i bladet vil
blive gjort gældende overfor artikelforfatteren og/eller udgiveren,
som efter Nævnets mening er
Nævnet.
Nævnet sagde på mødet, at de havde
tænkt sig at gå på beboermødet med
forslag om, hvordan bladet skulle
køres, og det kan vi kun bifalde.
Selvfølgelig er det beboerne, der har
det sidste ord at skulle have sagt.
Redaktionen
60
KENDER DU HISTORIEN OM KRISTIANSKIRKEN?
GalgebakkePosten 2002)
Galgebakkens store beboerhus er
opkaldt efter Kristian Klitgård.
I 70érne da det var sejt at gå med et
nøglebundt hængende i cowboybuksernes bæltestropper, havde
Kristian den absolutte og overbevisende førsteplads som mister
cool. Han havde mindst 50 nøgler
hængende og de raslede for hvert
skridt han tog.
husket. (Han er ikke død og borte,
men bare flyttet fra Galgebakken.)
Kristian er en éner og mange af hans
idéer er stadig en del af vores hverdag her i byen. Udover at få det store
beboerhus bygget, sørgede han for at
galgebakken blev bilfri, - fik en
nævnssekretær, - fik en udlånsHenrik (som hed Frank), - fik lys på
parkeringspladsen og en masse store
flotte sten på græsplænerne. Vi fik
mange klubber med tilhørende
lokaler , vi fik et grønt udvalg, og
årstidernes skiften blev fejret med
fester: fastelavn, Sct.Hans og juleaften i beboerhuset. Det kan slet ikke
lade sig gøre at skrive om de mange,
mange ting der skete omkring
Kristian i dette lille blad.
Kristian var Galgebakkens absolut
mest aktive beboer i årene 19741984, hvor han stod bag utallige
initiativer for ”landsbyens” beboere.
Det var egentlig håndværkerne der
byggede huset som først fandt på
navnet : ”Kristianskirken”.
Når man opholdt sig i bygningen før
den fik tag på ,virkede det høje bare
rum som et kirkerum, og Kristian
rendte rundt som ”tilsynsførende” og
blandede sig i alt. Hvad var mere
oplagt end at kalde huset for
Kristianskirken?
Men ligesom Christian d. 4. Ikke
byggede Rundetårn alene, havde
vores Kristian også en hird om kring
sig som var med til at virkeliggøre
hans drømme og idéer. Han skabte
et godt fundament som der stadig
bygges på, han var ikke bare cool,
han var rigtig fed ! (det betyder sej)
Inger Seerup
Til indvielsen af bygningen fik
Kristian overrakt et stort træskilt
med navnet malet på. Grunden til at
navneskiltet blev hængende var at
folk mente han fortjente at blive
61
Ting man godt ku’ tænke over
Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev, som indeholder
eksempler på, at vi her på Galgebakken måske ikke er så gode som vi
tror til at opføre os anstændigt.
AT TÆNKE SIG
Vi er meget glade for at bo i Galgebakken. Men vi bor i et pudsigt stræde. Vi har efterhånden boet her et par
år, men vi føler os ind imellem som
fremmede i ”vores eget” stræde.
nye generation, der er kedelige og
passer sig selv ...
At tænke sig … vi tænker over det.
OPSTRAMNING I
TØJBYTTEBODEN
Jeg tillader mig hermed at udtale mig
på egne vegne om folks oprydning
eller mangel på samme i tøjbytteboden (jeg håber ikke, at nogen tager
mig det ilde op – der var ikke så stor
tilslutning til tøjbyttemødet inden
jul).
nogle hilser aldrig.
nogle er endda
solide ansete aktive
galgebakkebeboere
med
et socialt renommé.
Ikke engang hvis man siger et meget
højt DAV eller HEJ, bliver der hilst
tilbage.
Vi er et bundt frivillige
der lægger et stykke arbejde
i tøjbytteboden.
Og så vidt vi ved, har vi endnu ikke
trådt nogen over tæerne …. Ikke at
man død og pine skal hilse, men når
man nu går tæt forbi hinanden
…såeh … er det ligesom oplagt og
på en måde kutyme i Galgebakken,
at man dog i det mindste hilser på
dem, der bor i samme stræde (vi har
dog før mødtes til strædemøder).
Ofte rydder vi op, så det ser indbydende ud på hylderne og bøjlerne.
Men i løbet af nul komma to kommer der denne hersens hvirvelvind,
så det bliver et værre sisyfosarbejde
for os og ikke særlig morsomt. Derfor ville det være rart om folk selv
kunne stramme op omkring at lægge
tøjet pænt på plads, hvis man har
haft med det at gøre og det er blevet
”uglet”.
Men det kan jo være, at vi har dårlig
ånde eller bor i den forkerte ende af
strædet, eller også er vi ikke markante nok i den brogede Galgebakkeforsamling, eller også tilhører vi den
Noget andet er, at UdlånsHenrik
gerne vil have de nøgler tilbage fra
dem, der ikke har mere at gøre med
tøjbytteboden.
62
MENINGEN MED
GENBRUGSPLADSEN
Angående tingene på genbrugspladsen, så har det vist aldrig været
meningen, at nogen som helst skulle
profitere af dem. Dog var jeg ude for
en hændelse, godt nok for et pænt
stykke tid siden.
mermarked til en salgsværdi af 150
kr.
Hvem stod i boden?
En galgebakkebeboer!
Jeg nåede desværre ikke at tale med
beboeren. Men jeg var godt gal i
skralden, men håber at det var en
engangsforeteelse … for hvor er
etikken og meningen ellers henne
med Galgebakkens genbrugsplads?
Jeg afleverede en ting med et bestemt hjemmelavet kendemærke på,
og ugen efter dukkede denne ting op
på et nærliggende stationært kræm-
Maria Thorn
Vester 2-8

Altid om søndagen
ideologiernes afgrund af parodisk
ekstase, i en opløsning af det individuelle i gruppens ens værende og
tænkende ego.
Solidariteten med Galgebakkens
Købmand er stor om søndagen. Thi
om søndagen handler Galgebakkebeboerne virkelig i vores butik.
Men der er den jo også suverænt
bedst og billigst.
Det forsvandt med ”Murens fald” –
men det gjorde tomheden ikke, ligeså lidt som det individuelle sansende
og tænkende vendte tilbage til ”hin
enkelte” igen. Kort sagt: For mange
pisser før end de skider – for at det
ikke skal støve.
Og det går hårdt ud over vores lille
gale butik.
I guder hvor var det dog forfærdeligt:
Vi drømmer om et sted
Der bliver blankt
Når det bliver brugt
Og hvor vi kan være sammen indeni
I 2000 gav Butikken igen et stort
underskud, og med dens ringe egenkapital er det ensbetydende med, at
den er lukningstruet.
- samleje i et køleskab?
Men således blev der altså sunget til
højmesse, sammen med tilsvarende
underlødigt frelst dansktop. En generation havde, som en bande lemminge lignende idioter, kastet sig i
Mange små lokalsamfund har kæmpet hårdt for at bevare deres lille
63
købmand / brugs, og de er gået ned
på trods af, at lokalbeboerne har lagt
meget store penge i dem for at forsøge at redde dem – ofte tusindvis af
kroner månedligt per beboer. En
sådan form for heroisme er unødvendig på Galgebakken. Købmanden
ville gå fint, hvis blot ”hin enkelte”
lagde højst tyve kroner om dagen i
Butikken. Når man tilligemed ved,
hvor mange der lægger rigtig mange
penge i den, af idealisme og holdning; men også af nød: Psykisk /
Galgebakkens Købmand kan ikke
konkurrere på pris med Netto & co –
kan end ikke købe ind til disse priser.
Men den kan konkurrere på den service, den nærhed – også miljømæssigt, den er. Og af et lille nærmarked
at være er den ikke alene billig, den
har også et meget stort varesortiment, hvad der er dyrt at have. Og
servicen: Ungen får sedlen med
hjemmefra – og får hjælp.
fysiske invalider, gamle; for disse er
Butikken et must – er det altså lidt
påfaldende. Fratrækkes disse langt
større indkøb end 5-600 kr månedligt
nødvendige i gennemsnitligt per
voksen beboer, kan kun én konklusion nås:
Vi vil altid kunne have en butik på
Galgebakken, og det er nemt at få
sådan én til at give et solidt overskud. Man skal bare bruge ”døgnerprincippet”: Væk med halvdelen af
varenumrene – mindst. Op med pri-
Ja, men stedet: det ligger jo lige midt
i Galgebakken.
Tag dog og brug det.
Tommy Andersen
Over 4/4A
Jo bedre ved muffen man er – des
mindre handler man i Butikken, og
kommer der altså kun af nød, har
glemt noget. Undtagen om søndagen
– selvfølgelig.
serne: Folk handler kun i snæver
egen interesse og af nød alligevel.
Men er det en sådan butik, I ønsker?
Næppe vel?
Men det får I – og det har I Fandenpuleme også fortjent.
Vi drømmer om et sted
Der bliver blankt
Når det bliver brugt
Og hvor vi kan være sammen…

64
Høstfest = høstens helligdag
På Galgebakken fejrede vi høstfest den 3. oktober. Her er historien om
hvad høstfester og Galgenfugle er for noget. Galgenfuglen er faktisk en
præmie, som man i gamle dage gav til ”fise-karlen”
Der er ikke så mange der fejrer høstens helligdag nu om dage. Men
engang var den en af årets mest skelsættende dage. Ikke nok med at det
var fridag og helligdag. Det var også
skiftedag på gårdene og tid til at
fejre høsten, både hjemme og i kirken. Kirken kommer ind i billedet,
fordi høstens helligdag også var
Mikkelsdag.
vægten viser himlens herligheder for
den stakkels sjæl, som så bliver
sendt derop. Det er mange kalkmalerier som beviser dette. Der er fx malerier i Tuse Kirke ved Holbæk og
Sanderum Kirke ved Odense. Kalkmalerier fra middelalderen hvor
Sankt Mikael var særlig populær.
Men også drager og djævle tager den
Mikael sig af. Det er nemlig ifølge
Det Nye Testamente ham der bærer
æren for, at djævelen og hans tilhængere blev smidt ud af himlen.
Mikkelsdag
Sankt Mikkel er en fordanskning af
Sankt Mikael, en af ærkeenglene.
Endda ham, der ifølge legenderne
vejer på en vægt om din sjæl er let
nok til Himlen - eller om du i stedet
skal den anden vej ned til Helvede.
Skiftedag
Men Mikkelsdag er mere end bibelhistorie. Det var også den dag, hvor
høstarbejdet helt indtil for 70-80 år
blev anset for officielt slut, og hvor
de ansatte på gårdene havde lov til at
skifte arbejdsplads, hvilket i praksis
Det går heldigvis i reglen godt.
Sankt Mikael er nemlig kendt for at
lægge en finger på vægtskålen, så
65
betød at flytte fra den ene gård til
den anden.
de kolde og mørke måneder, der
ventede forude. Det var nemlig ikke
nogen selvfølge, at høsten gik fint.
Arbejdet i mark eller hus ændrede
sig som regel ikke. Men der kunne
være endog særdeles store forskelle
på venligheden og maden hos dem,
som man tjente hos. Så Sankt Mikkelsdag var uden tvivl en dag, som
nogen så hen til med stor glæde.
Så når det skete, skulle det fejres. Og
overflod, frugtbarhed og taknemmelighed var de gennemgående temaer.
Fuglen og den fattige
Den mere folkelige fejring er næsten
forsvundet i vor tid. Men vi synger
stadig om den i visen fra 1868 Marken er mejet og høet er høstet, hvor
det blandt andet lyder:
Høstfesten
Men mest fejrede man at høsten var
forbi og afgrøderne behørigt sikret,
så mennesker og dyr kunne overleve
Roe lygter og fise-karle
Således med den sociale samvittighed i orden gik man i kirke og sang
tak til Gud, inden man tog hjem til
høstgilde.
Og nu går det hjemad …
med det allersidste læs
Rev vi marken let
Det er gammel ret
Fuglen og den fattige
skal også være mæt.
Et gilde af det store format, hvor det
gik løs med dans, mad og drikke i
ubegrænsede mængder, og hvor
børnene også var med. Børn, som i
forvejen havde sørget for belysningen: Udskårne roe-lygter, meget à la
Fuglen og den fattige nævnes altid
ved høsttide. For når man selv skraber til sig, skal der også være noget
til de knap så bemidlede, var filosofien, der i praksis betød, at man var
mindre nøjeregnende med at få alle
korn med hjem, når man efter ugers
slid kørte af sted med det sidste læs
under stor bevågenhed fra alle på
gården.
de græskar-hoveder, som er så populære i dag. Men i modsætning til i
dag hvor de uhyggelige hoveder
pryder trapper og altaner, blev roelygterne båret på lange stænger.
En holdning, der også betød, at man
gemte nogle af negene, som man så
kunne betænke både den fattige og
fuglene med tre måneder senere ved
juletid.
De første til at indtage dansegulvet
til høstfesten var i reglen fisemanden og fise-konen, som var den
66
karl og den pige, der var blevet sidst
færdige ude på marken. Fise som i
betydningen at fise den af, altså dovne.
Det var derfor heller ikke, i modsætning til fastelavnstidens kattekonge
og -dronning, en titel som nogen var
stolte af. Man fik heller ikke nogen
gaver eller blev hyldet, men blev
snarere drillet for sin langsomhed.
For karlens vedkommende kunne
han endda få den tvivlsomme ære at
få næste års fugleskræmsel i køkkenhaven opkaldt efter sig og her
finder vi så de historiske rødder til
Galgebakkens Galgenfugl. Det er en
fugl, som man dybest set giver til
årets fise-karl eller fise-pige.
Lars Messell
Free-lance på Galgebakkeposten

Galgebakkens grønne landskab
Galgebakken har dannet ramme om mange år af mit og min families liv.
Jeg kunne ikke ha' tænkt mig det anderledes, og de gange, vi har set os
om for at være sikre på, vi boede det rigtige sted, er vi vendt tilbage til
"vores bebyggelse" med ro i sindet og stor glæde over, at der findes så
dejligt et sted, egnet for både voksne og børn. Det er selvfølgelig afgørende, at det hus, vi bor i, har passet så godt til alle faser af vores liv.
Men uden Galgebakkens grønne landskab - og Vestskoven, som vi har
set vokse op, lige om hjørnet - havde vi ikke fundet os så godt tilpas.
67
Galgebakkens grønne
områder
betragtes stadig i dag, 40 år efter
deres etablering, af bl.a. fagfolk som
meget særprægede og smukke. Og
heldigvis deles den holdning af de
fleste af Galgebakkens beboere, der
lever i og med den beplantning, der
er så væsentlig en del af bebyggelsen. Fotografierne fra den første tid
viser os, hvordan en bebyggelse ser
ud, mens træer, buske og slyngplanter er små og spinkle, før de vokser
sig "store og stærke".
Den kommende helhedsplan for
Galgebakkens huse forventes her i
planlægningens år at kræve fældning
og fjernelse af en stor del af den
beplantning, der ligger tæt på husene. En del af 40 års planteliv vil
forsvinde og først langsomt retableres, når byggeriet er overstået. En
væsentlig del af planlægningen i
bebyggelsen er det derfor at kunne
bevare så meget som muligt af det
grønne på alle arealer.
Den første landskabsplan
Arkitektkonkurrencen om bebyggelsen Galgebakken blev vundet af et
hold unge arkitekter, der ønskede at
bygge videre på og forny både den
danske tradition for villa- og parcelhusområdet og det almene byggeri.
Deres navne er nævnt i Gert Nielsens
artikel om Galgebakkens tilblivelseshistorie. Men ikke mindst vigtig
for bebyggelsen var den tilhørende
planlægning af landskabet på det
store område.
Arkitekt og landskabsarkitekt Jørgen
Vesterholt var en del af konkurrenceholdet og fik meget stor betydning
for, hvordan bebyggelsen hurtigt
blev rar at bo i. Han fik indflydelse
på alle dele af det udendørs areal,
lige fra beplantningsplanen i alle
detaljer til karakteren af asfalten til
stierne, der med sit røde tilslag kom
til at finde samklang med den brune
beton med granittilslag fra Sverige.
Overfladen glitrer i spændet af nuancer fra lyserød til gult og er med til
at få betonelementerne til konstant at
skifte udseende efter vejrliget.
Det arkitektoniske oplæg til helheden Galgebakken består både af
bebyggelsesplanen for hele området,
af planerne for de enkelte bygningstyper og af beplantningsplanerne for
fællesarealerne, stræderne og de
private haver. Den nuværende landskabsplan, hvis første udgave blev
vedtaget i 2004, bygger stadig på
principperne om, at fællesarealerne
reguleres af beboermøder, stræderne
af strædebeboerne i fællesskab og
den enkelte privathave og beplantningen på husenes espalierer af den
til enhver tid boende lejer af boligen.
Udviklingen af
landskabsplanen
Det siger sig selv, at de mange beboere ikke altid har samme syn på,
68
hvordan træer og store buske skal ha'
plads i forhold til husene, til solen,
til bilerne. Når der f.eks. stadig står
høje popler på Galgebakkens parkeringspladser, har det baggrund i flere
lange debatter og beboermødebeslutninger, hvor emnerne: træernes
karakter og højde, skyggen for solen,
fugleliv, farlige træer med nedfaldende grene i stormvejr, pollennedfald og -klister på bilerne og økonomien i udskiftning til nye træsorter
har været på dagsordenen.
resserede fagfolk i samråd med kyndige og interesserede beboere, der
kan fremlægge større og principielle
beslutninger om ændringer for de
beboerdemokratiske organer."
Men ikke mindst vigtigt for Galgebakken gennem mange år har det
været, at vi i Driften har haft en dedikeret og fagligt meget dygtig gartner, der både har stået for udvikling
af den plejeplan, der hører tæt sammen med landskabsplanen - og med
'det grønne team' har stået for den
fysiske drift og pleje. Gartneren deltager sammen med beboermedlemmer i Grønt Udvalg, der på alle måder følger og bidrager til den løbende
udvikling af det grønne landskab.
Udvalget har reference til GAB og i
sidste ende til beboermøder. Galgebakkens landskabsplan revideres
hvert 3. år på budgetbeboermødet.
Her ligger den afgørende indflydelse
for alle beboere i bebyggelsen.
Den helt store udfordring kommer til
at ligge i forbindelse med helhedsplanen og de følgevirkninger, den vil
have for vores grønne landskab. Set
med det grønneste blik kan vi håbe,
at vi vil kunne benytte muligheden
for at tage nye beslutninger til at
gøre Galgebakken endnu grønnere.
Biba Schwoon
(medlem af GAB og Grønt Udvalg)
I landskabsplanens afsnit om den
overordnede udvikling står der, at vi
vil "bygge videre på den oprindelige
plans principper og arter og samtidig
arbejde hen imod det landskabsæstetiske helhedsbillede, som var indbygget i den oprindelige plan. ...
Driften og plejen af Galgebakkens
træer og buske skal ske under hensyntagen til dette og til udviklingen
af naturværdierne på Galgebakken.
Specielt for Galgebakkens landskabsplan er vekselvirkningen mellem de store åbne rum, de tilplantede
P-pladser, kvarterstræderne med
enkeltstående træer og den tættere
beplantning på henholdsvis støj- og
trafikvoldene og i stræder og privathaver."
Og videre: "Vigtigt for enhver landskabsplan er det, at den ikke stagnerer, men udvikles af kyndige og inte-
69
Galgebakke kontakter
GAB
Galgebakkens
Afdelings
Bestyrelse
Kontaktpersoner
til GAB udvalg
Formand:
Biba Schwoon
Sønder 1-1 b
43 64 79 80
23 43 39 09
bibaschwoon@
comxnet.dk
Byggeudvalg
GAB medlem
Biba Schwoon
Kasserer:
Jytte Jørgensen
Torv 7-10 a
43 64 49 76
30 13 49 76
Niels Keller
Over 7-8 a
43 62 45 00
keller.niels@
gmail.com
Leif Neergaard
Over 7-1 b
43 62 23 97
Birthe Y. Nielsen
Over 1-3
26 74 83 50
[email protected]
Jens Ellesøe Olsen
Over 8-2
20 75 70 30
jens.ellesoe@
comxnet.dk
Niels Wilken
Vester 4 – 1 a
40 41 05 45
niels@
wilkentryk.dk
26
IT Udvalg
GAB medlem
Steen Søndergaard
Legepladsudvalg
GAB medlem
Biba Schwoon
Trafikudvalg
GAB medlem
Leif Neergaard
leif.neergaard@
gmail.com
Annette Schrøder
Vester 8-7
23 81 83 53
[email protected]
Steen Søndergaard
Over 10-5
41 89 78 71
[email protected]
Suppleanter:
Bo Ragnvald
Øster 10-11
60 65 18 28
boragnvald@
gmail.com
Henrik Nordfalk
Torv 7-3
43 64 14 51
henriknordfalk@
yahoo.dk
Sidst ajourført August 2013
Økonomiudvalg
GAB medlem
Jens Ellesøe
Olsen
Kontaktpersoner
til øvrige
beboergrupper
Agendagruppen
Lars Messell
Vester 2-14
25 62 24 42
lokomohinken@
hotmail.com
Koret
Jette Rank
Vester 2-13
22 85 74 60
Grønt udvalg
Niels Enevold
Sønder 1–1 b
43 64 79 80
niels.enevold@
comxnet.dk
Brugergrupperepræsentant
Birthe Y. Nielsen
Over 1-3
26 74 83 50
Beboerhusgruppen
Dorte Brink
Mark 4–5b
43 64 07 25
Pensionistklubben
Hannah Saskow
Øster 10-10 a
30 20 28 08
Møde hver torsdag
kl. 13-16 i beboerhuset
Café-gruppen
Maiken Refby
60 76 7554
Filmklubben
niels wilken
Vester 4-1a
40 41 05 45
GALGEBAKKEPOSTEN
Udstillingsgruppen
Margit
Kristensen Klok
Sønder 2-2
21 28 93 03
& Hanne Skov
Skrænt 6-11 a
43 64 13 99
Bakkens Horn
Preben Iversen
Vester 5-4
22 51 06 80
Revygruppen
Kasper Smith
Vester 2–14 b
26 18 22 50
Petanque-gruppen
Steffen Stripp
Neder 8-1 a
23 29 69 28
Tøjcafè-gruppen
Nina Vestergaard
Vester 9-18 a
43 64 54 63
Genbrugsgruppen
Annette Schrøder
Vester 8-7
43 62 44 15
Galgebakkens
”Læsekræs”
Christine Laval
Hjæresen
60 10 68 07
[email protected]
Råd og hjælp til
At komme på
GBs it-netværk
Kristian Olesen
Vester 2-15
28365081
[email protected]
Galgebakkesteder
Karsten Kvisgaard
Øster 9-3
26 33 34 10
[email protected]
telefontider åbningstider
Ejendomskontoret. Øster 1–6 a
Tlf. 88 19 02 15. Fax 43 64 48 70
ejendomskontoret.galgebakken
@bo-vest.dk
Driftsleder Susanne Palstrøm
Driftsassistent Jan Allentoft
Kontorassistent Line Frylund
Tlf.-tid: mandag–fredag kl. 8.30 – 9.15, tillige
onsdag kl. 16-17
Træffetid: mandag–fredag kl. 8– 8.30, tillige
onsdag kl. 17-18
Vagtordningen: 70 21 51 34
Kan bruges uden for normal arbejdstid ved
alvorlige driftsforstyrrelser
BO-VEST. Malervangen 1
Galgebakke Posten
Mikkel Messell
Øster 9-8
22 29 40 88
galgebakkeposten
@hotmail.com
TV infokanalen
Findes på kanal 2 i din
TV-pakke (48,25 MHz)
Sidst ajourført Majt 2013
Rettelser, ændringer, ell.
tilføjelser til listen ?
Konítakt
GAB kontor og mødelokale
Øster 1–2 a. Tlf. 43 64 15 02
[email protected]
GAB sekretær Sten Hansen
Fast træffetid: onsdag kl. 17-18
- eller kig forbi. Jeg er som regel
på kontoret om eftermiddagen
Beboerudlånet. Torv 2-14 d
Udlån af beboerhus, værktøj og meget andet
Se listen på GB Postens bagside
Åbent: tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl.
16.30-18. Lørdag: kl. 10.30-11.30
Udlåner Henrik Jensen. Tlf. 43 64 70 75
Beboerhuset. Torv 2-12 a
Tlf. til køkkenet. 43 62 22 17
2600 Glostrup. Tlf. 88 18 08 80
[email protected] www.bo-vest.dk
Åbent: mandag, tirsdag, onsdag og fredag
kl. 10-14 og torsdag kl. 10-17
Genbrugsgården. Øster 7-11
ComX kundeservice. 70 22 22 29
Tøjcaféen. Sten 2-26
[email protected]
hverdage: kl. 9–17 andre dage: kl. 10–14
Galgebakkens hjemmeside:
http://www.gbakken.dk.
Kontakt til hjemmesiden:
[email protected]
Agendagruppens hjemmeside:
www.galgebakkensagendagruppe.dk
Kontakt til hjemmesiden:
[email protected]
Stort affald, miljøfarligt affald, genbrugsting
m.m.
Åben: Onsdag kl. 16-18. Søndag kl. 11-14
Åben: onsdag kl. 16-18. Søndag kl. 11-14
Aflevering af genbrugstøj KUN i åbningstiden
Affaldsøerne er døgnåbne
MEN KUN almindeligt husholdningsaffald,
IKKE møbler, tv’er, cykler, gulvtæpper,
akvarier, osv.
Cykelværkstedet. Sønder 1-5
Tlf. 28 35 03 01
Åbent: mandag til fredag kl. 13-18
Lørdag kl. 12-16
Købmanden. Torv 2-10 a
Tlf. 43 64 00 22
Åben: alle ugens dage kl. 8-19
GALGEBAKKEPOSTEN
27
Fra Beboerudlånet
Torv 2-14D. Tlf.: 4364 7075 (rev.: 01/09/12)
Åbnimgstid: Tirsdag - fredag Kl.: 16.30 - 18.00; Lørdag Kl.L 10.30 - 11.30
Du Kan låne følgende:
depositum kr./ Leje Pe. døgn kr.
Weekend = 2 x døgntakst
Beboerhus:
Fredag/lørdag & helligdage
Alle andre dags:
1000/1000
1000/ 500
Pub:
Fredag/lørdag & helligdage
Alle andre dags:
1000/ 500
1000/ 250
betaling er delt i to: Depositum & leje:
Depositum betales ved bestilling af Beboerhus/Pub, max 6 mdr. før brugsdato.
Leje skal betales sanest 3 uger før brugsdatoen. Ved afmelding inden 3 uger før
denne dato refunderes depositum. Ved
afmelding hhv: 2 & 1 uge før brugsdato refunderes depositum + hhv. 70% & 28% af
lejen. Benyttes lokalerne ikke, og afmelding
undlades, refunderes kun depositum. Når
Beboerhus/Pub afleveres, refunderes depositum, såfremt lokalerne er i orden. Aftal
gennemgang af huset ved betaling af leje.
Fadølsanlæg (Beboerhuset):
Fustager skal købes i udlånet, og bestilles
8 dage før brug.
Værksteder:
Autoværksted.
Stor lukket autohal.
Træværksted.
100/25
100/10
100/10
Værktøj, mm.:
Tilbehør såsom slibebånd, slibeskiver &
slibepapir samt klinger til stiksav mm. kan
købes til dagpris i udlånet.
Borde(80x120 cm.) & stole.
incl. trækvogn pr. gang: 200/10 & 3
(skal bestilles min. dagen før brug).
Boremaskine.(El.,alm.)
Bore-/skruemaskine.(Akku.)
100/10
100/10
Båndpudser.
100/10
Cykelanhænger.
100/10
Exentersliber.
100/10
Fadølsanlæg (mobiltanlæg).
100/10
(Fustager skal købes i udlånet,
og bestilles 8 dage før brug).
fliseskærer.
100/10
Græstrimmer.
100/10
Haveredskaber.
100/10
Hæftepistol.(El)
100/10
Hækkeklipper.(El)
100/10
Høvl.(El)
100/10
Klaverseler.
100/10
Portnøgle(kørselstilladelse
fås i udlånet).
300/ 0
Pressenninger(5x4m). pr. gang: 100/50
Rundsav.
100/10
Rystepudser.
100/10
Slagborermaskine(borehammer). 100/10
Stiksav.
100/10
Stige(5 ell. 6,2m).
100/10
Symaskine.
100/10
Sækkevogn.
100/10
Tapetafdamper.
100/10
Tapetbord(incl værktøj).
100/10
Trekantsliber.
100/10
Trækvogn.
100/10
Trillebør/kærre.
100/10
Tæpperenser.
100/10
Varmluftspistol.
100/10
Videoprojekter (+ evt. lærred).
200/50
Vinkelboremaskine.
100/10
Vinkelsliber.
100/10
Værktøj til nedtagning af espalier.100/10
Værktøj til slibning af terrazzogulv
i badeværelse (2 maskiner).
200/20
Weekend-børneseng. 100/10
GALGEBAKKEPOSTEN

Galgebakkeposten August 2013 40 års

Transcription

Similar documents

Politi: Flere friske spor efter brande - Handbjerghus Efterskoles

Doedsfald Praktisk Vejledning Til De Paaroerende 041214

læs her - Kommunistisk Parti i Danmark

Publikationen "Omdannelse af boliger til erhverv