Info nr. 3 2013 - Filskov

Udviklingsprojekt fra Bupl., og Sl´s udviklingspulje
2010-2011
Sandplay-værksted som tilbud til
udviklingshæmmede borgere.
Ved Sandplayterapeut Linda Michaelsen
og beboere fra Majvænget, Århus.
Mailadr.:[email protected]
Mobil nr.:26178224
1
Rapport Sandplay– udviklingsprojekt v/BUPL & SL
1. BAGGRUND FOR PROJEKTANSØGNINGEN
Se bilagene: 1.a. Temadag maj 2009
1.b. Artikel fra Susanne, Sølund
1.c Se projektansøgning s.1
1.d. Sandplay-pædagogikuddannelsen
2. FORMÅL / MÅL
2.a. Projektets formål (bilag1c)
3. TEORETISKE REFERENCER
3.a. Jung, Kirsten Drotner, Øvreide, Stern og Neumann
3.b. Neumans udviklingsfaser
3.c. Anskuelsen af terapi versus pædagogik.
4. METODEN SANDPLAYTERAPI
4.1. Generel introduktion til metoden sandplayterapi
4.2. Generelt om sandplayværkstedet / rummets opbygning
5. UDVIKLINGSPROJEKTETS SANDPLAYTERAPIER
5.1. Terapeutens, beboernes og pædagogernes opgave.
5.2. Pædagogernes beskrivelse af de udvalgte beboere
5.3. Beboernes brug af Sandplay–værkstedet – analyse og projektreflektion
5.4. Beboernes indhold i sandplayen - analyse og projektreflektion
5.5. Brug af logbog
6. ANALYSER
6.1. Lisbets analyser 1 + 2
6.2. Videoanalyser 2 stk
6.3. Analyse af logbog.
7. EVALUERING
7.1. Pædagogens rolle/opgave i/udenfor sandplayrummet.
7.2. Pædagogens rolle/opgave i projektforløbet
7.3. Organisering og mødestruktur
7.4. Om terapisessionerne versus dagligdagene
7.5. Fokusgruppeinterview (bilag 7c) = pædagogernes midtvejs- og slutevaluering
7.6. Fokusgruppeinterview (bilag7c) = ledelsens midtvejs- og slutevaluering
8. KONKLUSION
8.1. Projektets første målsætning
8.1.A. Kontakt, nærvær og tryghed i relationen
8.1.B. Respekt for den udviklingshæmmedes eget udtryk og den symbolske
skabelse.
8.1.C. Hvordan forskellige følelsesmæssige udtryk håndteres og containeres
8.2. Projektets anden målsætning
8.2.A. Undersøgelse af forandringer i den udviklingshæmmedes nære relationelle
forhold
8.3. Projektets tredje målsætning
8.3.A. Om følelsesmæssige bedring
9. PERSPEKTIVERING
9.1. Kan sandplayværkstedet være en velegnet ny pædagogisk metode, som er aflastende for den
udviklingshæmmedes indre pres og kaos og bringe mere ro i sindet og glæde ved livet, samt
være udviklende for iboende ressourcer?
10. MANUAL TIL PÆDAGOGISK SANDPLAY-VÆRKSTED
11. LITTERATURLISTE
2
1. Baggrund for projektansøgningen
Baggrunden for projektansøgningen er en interesse i at udbrede sandplaymetoden relevante steder i
samfundet – et særligt felt er at undersøge, hvorvidt mennesker med nedsat funktionsevne kunne
have gavn af Sandplay, så de på én eller anden måde kunne befrugte deres livskvalitet.
Vedlagt er kopi af afholdt temadag maj 2009 (bilag 1a)
Vedlagt kopi af specialpædagogiske konsulent Susanne Hollund i Sølunds interne fagblad. (bilag 1b)
I nedenstående udsnit fra projektansøgningen redegør vi for projektets baggrund og idè til dets
udførelse. (bilag 1c)
”I det pædagogiske arbejde med de udviklingshæmmede, har det altid været en stor udfordring at
forstå, få indsigt i og svar på den frustration, der ligger til grund for deres atypiske adfærd. De
udviklingshæmmede kan have psykiatriske problemstillinger, misbrugsproblemer, tab, omsorgssvigt
og overgreb, udover de fysiske handicaps. Den udviklingshæmmedes udviklingsalder kan samtidig
være meget varierende og kan gøre det svært for dem, at sammenholde og overskue deres oplevelser.
Herudover vil de ofte have begrænsede sproglige evner.
Derfor er der igennem tiden blevet søgt efter muligheder og metoder til at hjælpe den
udviklingshæmmede med at gøre sig forståelig og blive forstået, samtidig med at man bibeholder
respekten for den udviklingshæmmedes komplekse forhold.
Siden november 2008 er lederne fra Dansk Sandplay Institut i Danmark mødtes med en række ledere,
konsulenter og medarbejdere fra 4 kommuner: Århus, Skanderborg, Favrskov og Nordjylland.
Medarbejdere fra henholdsvis Landsbyen Sølund i Skanderborg, Sødisbakke i Nordjylland,
Bofællesskabet Majvænget bocenter Syd i Århus og Bofællesskabet Hindhøjen i Hinnerup. Vi mødtes
for at drøfte om nogle af de udviklingshæmmede borgere kunne have glæde af Sandplay.
Vi har arbejdet med tanken om, at udviklingshæmmede borgere som har svært ved at udtrykke deres
følelser via det talte sprog, kunne tilbydes Sandplay og drage nytte heraf.
Vi ved, at almindelige familier som er i krise har stor glæde af Sandplay-terapi, for eksempel har
Skanderborg og Horsens kommune i 11 år anvendt Sandplay-terapi, som et tilbud i deres familiehuse.
Vores arbejde mundede ud i, at lederen af Dansk Sandplay Institut, Rita Ebbesen, psykoterapeut MPF,
blev inspireret til at lave en særlig uddannelse for socialpædagoger, der arbejder indenfor
specialområdet. Denne uddannelse er nu overdraget til ”Midtjysk Center for Terapi og Udvikling”.
Uddannelsen består af 21 dages undervisning fordelt over 1½ år og man bliver uddannet til
Sandplaypædagog (se bilag 1.d )
Arbejdsgruppen afholdt også en konference i Landsbyen Sølund, hvor vi præsenterede Sandplayterapi, planerne og rammerne for Sandplay-pædagogik uddannelsen. Denne særlige udgave af
Sandplay henvender sig til pædagoger indenfor specialområdet Voksen Handicap. (Se bilag 1a med
billeder og præsentation af konferencen, afholdt 6. Maj 2009.)
Efter projektets afslutning forestiller vi os, at bostederne tilbyder nogle pædagoger at tage Sandplay –
pædagogik-uddannelsen og indretter Sandplayrum på bostederne. (se manual for
sandplaypædagogikmetoden afsnit 10)
Vores hypotese er, at når mennesker med særlige behov får mulighed for at arbejde i Sandplayværkstedet og får den specifikke kontakt i en kontinuerlig, tryg ramme, vil der ske en vækst på den
enkeltes præmisser – til udvikling af personens kerneidentitet.
Ved hjælp af figurerne (symboldannelsen) og aktiviteten i sandet, kan personen udtrykke, stemninger
og finde aflastning for indre pres, kaos - uden brug af det verbale sprog – men ved brug af det
symbolske sprog.
Den indre psykiske dialog og sandplayterapeutens nærvær sætter gang i forbindelse mellem hjerne og
krop, kalder på mange sanser og rammer samspillet mellem venstre- og højre hjernehalvdele. Det
afgørende er, at brugeren får ro med sig selv, kan arbejde i egen rytme, i en tryg ramme.
3
Erfaringen er, at aflastning for indre pres giver nye vækstmuligheder”.
Midtjysk Center for sandplay og psykoterapi har udviklet en efteruddannelse for pædagoger,
sandplay-pædagogik. pædagogisk metode indenfor Sandplay, som i højere grad hviler på legens effekt,
det narrative og den aktive pædagogiske relation. Sandplay-pædagogik, er et praktisk anvendeligt
værktøj, som giver den udviklingshæmmede nye handlemuligheder i hverdagen. ( bilag 1d)
2. Formål.
Citat fra projektansøgning:
”Formålet med projektet vil således være at undersøge om Sandplay-værkstedet kan være en velegnet
ny pædagogisk metode til den udviklingshæmmede borger”.
Kan metoden virke aflastende for den udviklingshæmmedes borgers indre pres og kaos og
bringe mere ro i sindet og glæde ved livet, samt være udviklende for iboende ressourcer?”( bilag 1c, s
2)
Vi vil således undersøge hvordan Sandplay kan støtte udviklingshæmmedes trivsel og udvikling.
Vi vil undersøge hvordan der i selve sessionen skabes:
- kontakt, tryghed og nærvær i relationen.
- respekt for den udviklingshæmmedes eget udtryk og den symbolske skabelse.
- håndtering og containing af forskellige følelsesmæssige udtryk.
Vi vil yderligere undersøge:
- Om der sker forandringer i forhold til den udviklingshæmmede borgers nære relationsforhold.
- Om den udviklingshæmmede borger får det bedre følelsesmæssigt.” (bilag 1c, side 3)
3. Teoretiske referencer
Sandplay har sit teoretiske grundlag forankret i blandt andet Jungs analytiske psykologi, der
beskæftiger sig med mødet mellem det bevidste og det ubevidste sind, arketyper og symbolverdenen,
de kreative healende kræfter. Dette grundlag vil være fundamentet i projektet i de analyser der angår
beboernes billeder og udvikling.
Jungs analytiske psykologi beskriver også komplekser som følelsesladet indhold i det ubevidste – og
det er her vi ser teorien som central i forhold til udviklingshæmmedes kompleksitetsramte - og
traumatiserede liv. Netop forholdet mellem det indre liv og den ydre verdens realiteter er
spændingsfeltet, hvor mennesker med udviklingshæmning har store konflikter og er personligt
psykologisk svært belastede.
Analytisk udviklingspsykologi – Jung
Den dybdepsykologiske bevidsthedsmodel (bilag 3a)
Det bevidste og ubevidste sind:
I ”Det bevidste” indenfor dybdepsykologien betragtes Jeget (egoet) som centrum i bevidstheden. Et
centrum, der først og fremmest rummer et aktuelt tænkende og følende Jeg.
Jeget lagrer hukommelse, følelser, tanker og evner og er i stand til at aktivere disse, når det ønsker
det.
4
Det ubevidste er de dele af psyken Jeget kun momentvis har kontakt med fx når personen drømmer
eller ved intuitive indfald. Børn begynder deres liv i den ubevidste tilstand og vokser så at sige ind i
bevidstheden.
Ifølge Jungs arbejde med blandt andet individuationsprocessen, kan store dele af de ubevidste lag
blive bevidstgjorte så Jeget og dermed personligheden kan vokse. Det ubevidste kan korrigere den
bevidste indstilling på en konstruktiv måde.
I det Ubevidste er der både konfliktstof og kreative dynamikker.
Det, at der er kreative dynamikker iboende i os, anser jeg som en vigtig grundsten i Jungiansk
psykologi, da det åbner muligheder for vækst og selvhelende kræfter i Sandplay.
Bevidstheden opdeles i det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste:
Det personligt ubevidste omfatter indhold der ikke er direkte tilgængeligt for Jeget - som stammer fra
personens komplekser fx mindreværdskomplekser, men som er fortrængt eller glemt, fordi de ikke
stemte med omgivelsernes forestillinger og moralbegreber.
Det kollektivt ubevidste har spor af menneskehedens typiske reaktionsmåder gennem tiderne af
almenmenneskelig natur, uden hensyn til historisk eller etnisk oprindelse. Heri ligger vores specielle
evner til at danne billeder i hjernen, vores tids- og rumopfattelse, farverne og instinkter. Alle de
medfødte skabeloner, som vi har fælles med alle andre mennesker uanset køn og race, nu, tilbage og
frem i tiden. Disse fælles skabeloner kalder Jung for Arketyper.
Arketyper
Jung bruger begrebet Arketype til at forklare den dannelse, der sker i disponeringen i Det kollektive
ubevidste. Han mener, at Arketyperne tvinger os mennesker til iagttagelse af de dybere lag af en mere
universel karakter. Det omfatter på én gang hele psyken og ligger samtidig som en kerne midt i
psyken.
Personlighedsstrukturens komplekser.
Oprindelsen af et kompleks skal både findes i de ydre årsager og den indre disposition.
Jung mener: ”at det ikke kun er omgivelsernes skyld at man får et kompleks men, at man også kan
have en disposition i ens karakter til at danne dette” (P. Grønkjær, 1994, s.5).
Grundlaget for at et kompleks dannes kan være en chokerende eller en følelsesmæssig pinlig
oplevelse.
Kompleks-begrebet kan ses som en gruppering af følelsesladet indhold i det ubevidste. Man kan
kende et kompleks på dets følelses - tone, hvor det kan have meget affektive handlinger.
For at undgå dette skal man undgå at identificere sig - og lære om hvordan man kommer i forbindelse
med dem og ideelt set kunne adskille dem fra sin Jeg – følelse.
Jeget
Jeget er vores hus, bærer af vores identitet og den del vi går ud i verden med. Jung beskriver Jeget:
”som en magnet, der trækker indhold ud af det ubevidste og indtryk til sig fra omverdenen” (s.64.
2.afsnit Grønkjær 1994). Jeget opnår en bestemt følelses, en tone der dannes ud fra psykiske og
kropslige impulser. Jeget er omgivet af mere eller mindre kraftige driftimpulser. Jeg styres af
kontakten af Selvet. Jegets primære energikilde er ”viljen”. Via Jeg – funktionerne kan man have
gavn af at lære sine grænser at kende.
Persona
Personaen (maske/facade) ligger i at mennesker generelt anstrenger sig yderst meget for at leve op til
egne og andres forventninger (det sociale samspil)og mister, så at sige, at ”være sig selv”.
5
Man kan ikke undvære en Persona, da den er vigtig at gøre brug af i samspillet med andre. Men det er
lidelsesfuldt, hvis man i for høj grad konstant skal leve op til andres forventninger og ikke længere er i
kontakt med, hvem man selv er.
Skyggen
Skyggen tilhører de personlige bevidsthedslag. Den dannes ved at Jeget sorterer i det psykiske indhold
(det onde, falske og grimme) blandt impulser, der er upassende og ikke passer med Jeg-bevidsthedens
identitetsfølelse.
Indholdsmæssigt består Skyggen af aggressioner og seksuelle impulser og kan give neurotiske
symptomer, destruktiv – og/eller en pervers adfærd.
Skyggen opviser også en række kvaliteter, normale instinkter, hensigtsmæssige reaktioner,
virkelighedstro sansninger og kreative impulser.
Modsatkønnetheden - Anima/animus
Modsatkønnetheden (Anima/ Animus) hører til de kollektivt ubevidste lag i psyken der består af
psykisk fortrængt indhold, der både baserer sig på et psykisk kompleks og medfødte, instinktive
arketypiske mønstre.
Bestemt af kønsrollerne i samfundet samt forældres opdragelse sker udviklingen af vores
Anima/Animus samt vores senere valg af partner og som Jung siger: ”kan man gifte sig med sin egen
værste svaghed”! Man tillægger det modsatte køn indhold, som man ikke kan udfolde i sit eget liv.
Individuation
Begrebet individuation betyder ifølge Jung: ”Personligheds-eller selvudvikling”.
Denne udvikling sker fra en ensidig identifikation med Jeget frem mod erfaringen af Selvet.
Individuationen sker ved at Jeget bliver konfronteret og bevidstgjort om de sider psyken der består af:
persona, skyggen, anima/animus og arketyperne og der bliver gjort plads til fortrængte impulser.
Det afgørende for individuationen er at den foregår i dialog med andre mennesker og forandringen
hos den enkelte kun sker ved fornyelse af indstillingen.
Bevidstgørelse af Skygge
Mange mennesker skiller sig af med sin skygge, fordi den forbindes med noget ubehageligt. Det
betyder, at man mister forbindelsen til sin kropsfornemmelser og funktioner. Det handler imidlertid
ikke om, hvordan man kommer af med skyggen men om - hvordan Jeget kan leve med Skyggen.
Det kan være ved almenmenneskelige følelser og reaktioner på angst, forholdet mellem kønnene,
forhold til forældre, fader- og moderfigurer, had, kærlighed, fødsel og død, det lyse og mørke princip
og så videre.
Integration af Anima og Animus
For at opnå bevidstgørelse om sin modsatkønnethed, må man erfare den som indre instanser stedet
for, at man projicerer den ud på sine omgivelser. Denne bevidstgørelse vil bevirke en større
indlevelse, intuition og forståelse.
Erfaringen af selvet
Selvet ses som Arketype for hele psykens totalitet og centrum, der ordner og strukturerer det bevidste
og ubevidste indhold og sender det videre til Jeget.
Selvet kan gå udenom Jeget og er kar for guddommelig nåde.
6
Symbolverden og æstetisk sansning:
Symbolet betyder som begreb: ”at passe sammen”. I Sandkassen arbejder det bevidste og ubevidste
sammen om at vælge figurerne samt at placere dem i Sandkassen og forsøger herved, at få dele i det
indre system til at ”passe sammen”, ”kompensere og balancere” og ”rumme og forene”.
Ifølge jungiansk analyse har ethvert psykologisk udtryk - det være sig drømme, fantasier eller
overføringsreaktioner - en underliggende mening, som endnu ikke er forstået og bevidstgjort hos det
enkelte menneske. Der er noget ukendt i det symbol vi vælger, noget vi har vanskeligt ved at forstå.
Men ved at få adgang til symbolet aktiverer vi vores egen helbredende kraft og kan hermed rette op på
det, der går skævt. I jungiansk psykologi anses symboler som forvandlingsmuligheder - da de giver
adgang til ressourcer, som findes nede under de personlige traumer og forladthedsfølelser.
Symboler kan opfattes som noget intenst levende i sindet; de bliver til, udvikler sig og dør, når deres
dybere betydning er forstået. De bruges til at finde sig selv i de eksistentielle grundvilkår (symbioseseparation) samt i livets overgangsfaser og iboende kriser. Dette gælder også for sociale symboler, der
sammenknytter en gruppe, en nation eller en hel kulturel tradition, som fx kristendommens symboler i
den vestlige verden.
Forudsætningen for at man kan styrke jeg/selv aksen er at der er en symbolsk holdning tilstede.
Det betyder en lydhørhed over for - og accept af indhold fra det ubevidste.
Når symbolikken fungerer får man en æstetisk oplevelse – hvilket sker ved at man henter arketypisk
materiale fra det kollektive ubevidste. Jung har udtrykt, at der kun foreligger et virkeligt symbol, når
der er behov for at udtrykke: ”hvad tanken ikke kan tænke – eller hvad der kun kan anes eller føles”.
I Jungs bog ”Mennesket og dets symboler” beskrives en symbolsk holdning som en kvalitet, der viser
sig i æstetik. Det leder mig hen til at beskrive min forståelse at de æstetiske processer da jeg forstår at
det er her, vi henter healing.
Æstetiske processer - Kirsten Drotner
De æstetiske processer bevæger sig ind og ud af den konkrete virkelighed og vi vil gerne belyse
beboernes oplevelse af sig selv i de tre niveauer, da vi formoder at det kan fortælle os om deres egen indsigt.
Kirsten Drotner har i bogen ”At skabe-sig selv”, beskrevet: ”Den æstetiske proces tre niveauer” og
om disse niveauer siger hun, at der overordnet sker en indre omtolkning i løbet af processerne:
– Individuelt niveau (jeg - mig). Her eksperimenterer man med sin egen identitet. Der opstår
en følelsesmæssig intensitet da man veksler i en blanding mellem progression – regression,
angst/smerte – lyst og leg - alvor. Man kan udtrykke denne intensitet stærkere end man plejer
og udvider herigennem sit udtryksregister.
– Socialt niveau (jeg - du). Følelser, ideer og fornemmelser bliver et offentligt anliggende
gennem samtale. Der kan opstå refleksioner og det kan blive til en fælles læreproces.
– Kulturelt niveau (jeg -verden). Beskrives som forholdet mellem jeg og verden, hvor man
forholder sig til sin omverden og man tolker modsætninger.
Niveauerne kan ses både som adskilte og sammenhængende.
7
Den triangulære situation i samtalen – Haldor Øvreide
For at finde den bedst mulige start på Sandplay er det vigtigt at gøre sig overvejelser om den
betydning kontakten og det relationelle samspil har for de implicerede parter og i særdeleshed for
Beboeren. Derfor har vi valgt at dykke ned i teorien om den Triangulære samtale .
Haldor Øvreide har i sin bog ”Samtaler med Barn” bygget sin teori og metode op omkring
udviklingsstøttende kommunikation og udviklet begrebet Triangulering.
Ud fra psykologiske undersøgelser og teorier har man - for at finde den bedste adgang til barnets
møde med andre mennesker - set nøje på dets udvikling fra det blev født.
Helt fra spædalderen ser man barnets kommunikationsevne som en iboende biologisk kapacitet,
hvoraf barnet kan indgå i et ”rytmisk dialog baseret samspil”. (s.49)
Den voksne kan ligeledes indstille og tilpasse sig barnets signaler.
Den voksnes indtoning hjælper barnet til at kende sig selv. Formidlingen giver en intim jeg–du –
kontakt. De kommunikerende opnår en gensidig følelse af at have fælles oplevelse/ forståelse og
mening med andre.
Heraf udledes at barnet for at det bedst kan udvikle sine kommunikationskompetencer er afhængig af
sociale svar af en given kvalitet.
Social triangulering handler om at omsorgspersonen, (pædagogen) opmærksomt følger barnet
(beboeren) til Sandplay og desuden befinder sig i lokalet under terapien – ind i den nye sociale
situation.
Det formodes at Beboeren får gavn af den information og forberedelse han/hun får af den kendte og
trygge relation med pædagogen – når han/hun møder terapeuten.
Pædagogen løfter Beboeren ind i den nye dialog og den indtoning, der i forvejen er skabt imellem de
to kan understøtte den nye relation. Det vil sige, at der her åbner sig en ny dialogmulighed med en
tredjeperson (terapeuten) og denne dialogmulighed bliver kædet sammen med de selv-andre-billeder
beboeren i øvrigt har.
Skal mødet lykkes er det centralt at beboeren kan observere og opleve, at der er et afklaret og
gensidigt anerkendende forhold mellem de personer han/hun er sammen med.
Positiv forventning vil derfor understøttes af et tillidsfuldt forhold mellem de to voksne. I denne
situation – mellem Pædagog og Terapeut.
Det leder os hen til nødvendigheden af at pædagogen har lidt kendskab til arbejdet i sandet og den
teori og praksis Sandplay bygger på.
Derudover er det centralt at pædagogen i en vis grad kan rumme de vanskelige temaer som beboeren
bringer op via sin fortælling i Sandplay. ”Specielt det at den voksne (pædagogen) er opmærksom på
og bekræftiger barnets (beboerens) oplevelse af vitalitet og subjektplacering - styrker en selvvalgt og
en selvstændig samarbejdsvilje hos barnet (beboeren)”.
8
De fem relationsdomæner - Daniel Stern.
Udviklingshæmmede er ikke aldersvarende psykologisk - og socialt set, hvilket betyder at
terapeuten/pædagogen må evne at rumme, spejle og stimulere beboeren ud fra den enkeltes
udviklingspsykologiske trin. Derfor har jeg valgt at inddrage en del fra Sterns udviklingspsykologi om
”De fem relateringsdomæner”.
Stern er professor i udviklingspsykologi ved universitetet i Geneve. Hans udgangspunkt er at børn
tilbage fra fødslen har flere evner og færdigheder end man tidligere har ment og mener at de kan
skelne sig selv (sit selv) fra andre mennesker.
Fornemmelse af et ”emergent selv” – 0-2 mdr.
Barnet får i denne fase en opblomstrende organisering hvor det ikke kun oplever sine oplevelser som
usammenhængende.
En forælder til sit spædbarn må have høj grad af fysisk og psykisk nærvær. Hun må være opmærksom
på, hvad der forandrer, fascinerer og stimulerer barnets amodale (sanseoverføring fra en sanseamodal
til en anden) gennem stemmevariation, synsindtryk, (øjenkontakt), smag-lugt- og berøringsoplevelse.
”Når omsorgspersonens og barnets svingningsnerveceller synkroniseres, opstår der udover det
nuværende øjeblik også nuøjeblikke og mødeøjeblikke”.
Ved et emergent (opstående) øjeblik gives der en spontan oplevelse af at en handling aktiverer
tidligere erindringer, samtidig med at den former erindringerne på en ny og kreativ måde.
(”Fra interaktion til relation”, ved Susan Hart og Rikke Schwarts side 118).
Stern taler om at barnets tanker, perceptioner eller motoriske mønstre skaber nogle følelser der kaldes
”vitalitetsaffekter”. Det består af nogle flygtige kvaliteter som: flydende, brusende, eksplosiv,
svævende osv. Måden de rummes på af den voksne bliver meget afgørende for spædbarnets
selvfornemmelse. Følelser som sorg, vrede, afsky, overraskelse m.v. opleves mest særskilt mens
vitalitetsaffekterne knyttes mere generelt i de oplevelsesnuancer der er.
Alle erfaringer forbindes med grader at lyst – og ulyst og her optræder den hedoniske tone, der kan
afstemme hvor behagelig eller ubehagelig følelseskvaliteten er.
Opsamling.
Angående terapeutrollen fortæller teorien mig at et mødeøjeblik kun kan opstå, hvis terapeuten
optræder autentisk og kan justere sig i forhold til beboerens affektive tilstand.
Terapeuten må kunne rumme både de følelser, der kommer til udtryk samt svinge med i de
vitalitetsaffekter, der opstår under Sandplay. Hun må fornemme de stemningslejer, toner og følelser,
som beboeren kommer i kontakt med.
Det betyder at terapeuten må:
Følge kroppen - vejrtrækning/bevægelse/rytme/hastighed/tid/tempo. Afstemme. Dvæle.
Spejle lydene/ordene – det der siges/udtrykkes, gentage, bygge på
Følge sandet/figurerne – gengive, spejl, indleve, parabol
Ikke have projekter, skabe tillid.
Fornemmelse af et”kerneselv”. 2-3 op til 7-9 mdr.
Her sker der forandring i ens selvoplevelse og afhængighed af den andens nærvær og handling. Barnet
bliver klar over, at det er adskilt fra moderen. Det oplever selvfornemmelse der betyder: at have
kontrol over egne handlinger, have egne følelsesudtryk og fornemmelse af kontinuitet.
9
I denne proces sigtes der mod at udvide barnets muligheder. Barnet og den voksne kigger sammen,
undersøger og lader sig fascinere. ”Relationen levendegør materialet”.
Stern opererer med fire selvoplevelser i Kerneselvet: (S.130).
1. Selvhandling - barnet får en oplevelse af at være ophav til egne handlinger – ikke andres.
2. Selvsammenhæng – barnet har en fornemmelse af at være en ikke–fragmenteret fysisk helhed
- afgrænset fra omverdenen.
3. Selveffektivitet – barnet oplever strukturerede indre følelseskvaliteter eller affekter.
4. Selvhistorie – barnet har en fornemmelse af noget vedvarende, en kontinuitet med en fortid.
Alle fire selvoplevelser indgår i fornemmelsen af et Kerneselv.
Opsamling: Det er vigtigt at terapeuten ikke har projekter på beboerens vegne men kan dvæle der
hvor processen er lige nu. Ikke ”skubbe på” - men flyde. Støtte og bakke op om handlingen. ”Jeg er
med i det du gør” og bakker op om historien.
Fornemmelse af ”det subjektive selv”. 7-9 op til 15 mdr.
Barnet fornemmer at det selv har et sind og andre mennesker har deres sind. Barnet begynder at
tillægge andre følelser og fornemme om de er i overensstemmelse med egne følelser. Det spejler i høj
grad – ”gør efter”. Barnet og omsorgspersonen har fælles opmærksomhed mod noget udenfor dem
selv og er hinandens opmærksomhed bevidst. Meget foregår i et ordløst univers. Der peges: ”se” og
det bekræftes at: ”jeg har set det, du har set”!
Følelsesafstemning sker, når omsorgspersonen kan aflæse barnets følelsestilstand – og det gør at
barnet får mulighed for at udvikle fornemmelsen af at det kan føle noget lignende som andre.
Fællesarrangement, nysgerrighed og opdagerglæde stimulerer barnet til at gå videre. At vise barnet:
”se hvad jeg vil”.
For at opfange barnets intentioner må der være en parathed hos den voksne. Barnet gives en
følelsesmæssig vurdering – som det overtager som sin egen måde at forholde sig på.
Følelsesmæssig afstemning
Gennem en følelsesmæssig afstemning udvikles barnets indre liv. Følelser bliver virkelige og barnet
vil kunne sætte ord på dem. De følelser der ikke deles eller forbydes udtrykt bliver mere diffuse.
Barnet kan lære en balance mellem, hvilke følelser det kan dele/ikke dele med andre. Det er
nedslående for et barn at dele noget, der ikke bliver hørt, taget imod eller afvist. Det kan skyldes
fejlafstemning eller hvor den voksne fejlvurderer barnets følelsestilstand eller ikke kan finde sammen
indre tilstand hos sig selv, over-eller undermatcher barnets intensitet, timing eller adfærdsform.
Bedst er det når barn og voksen i fællesskab undersøger og udforsker noget sammen. Hvor
samhørighed betyder at dele barnets oplevelse uden at ændre, hvad det udtrykker eller mener.
Opsamling: Der er god mulighed for at udvikle ”Det subjektive selv” i Sandplay. Barnet peger på
figurer når det finder nogle og reagerer følelsesmæssigt afhængigt af temaet: fx farlige dyr eller de
onde mod de gode og lignende.
 Terapeuten må kunne rumme de følelser, der kommer op. Ligeledes må terapeuten holde af at
udforske og undersøge sammen med barnet i dets oplevelser af verden og gøre klart: ”Nå, sådan
har du det med den….”. Eller ”Jeg er med” eller spørge om: fx ”hvordan er den løve? – hvad
syntes du om fuglen”? Dette for at følelser bliver udtrykt.
10
Fornemmelse af ”et verbalt selv”.15-18 mdr. og frem.
Brug af sproget betyder benyttelsen af symboler hvor ”noget står for noget andet” og dette begynder
barnet at tilegne sig. Barnet forestiller sig både noget som er sket og som aldrig er sket. Dette
bearbejdes i legen hvor scenen fra virkeligheden blandes med fantasi – for eksempel ønsket om en
anden retning.
 Barnet begynder at se sig selv udefra. For eksempel - tænker og fortæller om sig selv
 Siger jeg/mig
 Bliver klar over sit køn
 Indgår i gensidige erfaringer med en anden.
Barnet udvikler empati og kan udtrykke det sprogligt. Sproget har også sine begrænsninger, da det
ikke er alle oplevelser vi kan sætte ord på. Barnet bliver klar over sin adskilthed og ensomhed.
I starten er sproget mest benævnende og udvikles til at være mere betydningsdannende. Heri opstår
fortællingen.
”Fortælling handler om at vælge, sortere og kombinere erfaringer i et forløb, således at der dannes en
meningsfuld sammenhæng”. (Brodin & Hylander 1997,s.93)
Den voksne tilbyder verbal spejlning i at barnet bliver tydeligere overfor sig selv. Det at den voksne
viser interesse, lytter og stiller spørgsmål stimulerer børns fortælling. Fortællingen er en måde at
eksperimentere og skabe på. For at barnet kan fortælle må det være klar over den årsagskæde og det
tidsforløb der findes. Des bedre det fortællende selv er til at formidle erfaringer fra de andre aspekter
af selvet, desto tydeligere bliver vi for os selv og andre.
Opsamling: Da samforståelsens domæne er at delagtiggøre hinanden i følelser og hensigter er
spejlningen af barnets sprog vigtigt.
Erfaringer eller overvejelser står til rådighed i kommunikationen mellem barn og omsorgsperson hvor
tanker, holdninger og erfaringer er forskellige. Begge parter stiller sig søgende og udforskende til den
andens erfaringer og overvejelser.
1. Lytter uden at afbryde
2. Spørger og er reelt interesseret i svar
3. Formidler egne erfaringer, følelser og overvejelser
4. Åben for at ændre mening og holdning
5. Åben for at lade sig overraske så ny indsigt kan få plads
6. Spejler udtrykket, det sagte og følelserne med ord: ”Nåh, det kunne du li´”! ”Du
ser trist ud”! ”Hvordan er det for dig?”
Det er vigtig at fremhæve at forholdet mellem terapeut og beboer/klient er asymmetrisk hvilket
betyder at terapeuten, i videst omgang holder sin egen privates færd tilbage.
Der kan skabes en ”trialog” hvor terapeut og beboer er fælles om at forstå, hvad Sandbilledet vil
fortælle.
Terapeuten kan gå foran i at rette opmærksomheden mod et fælles fokus ved at pege på nye
muligheder og sammenhænge og sætter rammerne. Beboeren er i ”den søgendes rolle”. Terapeuten er
vejledende. Beboer og terapeut funderer fælles over et problem, en klage som beboeren har italesat.
Sandkassen og figurerne giver nye muligheder og blandt andet chancen for at skabe et smukt,
ressourcested.
Beboeren kan få bekræftet sine kreative kompetencer og de æstetiske udtryk, der kommer ud af
arbejdet med Sandbilledet – samtidig med at beboeren føler sig forstået og påskønnet. Dette kan give
glæde og selvkærlighed.
11
Viser beboeren vrede eller andre eksplosive følelsesudtryk kan terapeuten bakke op ved at acceptere
og bekræfte disse gennem tale, resumé, forklaring og samtidig give verbal forståelse.
3.b. Udviklingsfaser – Eric Neumann.
Det udviklingspsykologiske perspektiv er vigtigt for at forstå normaludviklingen og den
udviklingshæmmedes forskel i alder på dåbsattest og så den psykologiske alder.
Det centrale hos Neumann er at han knytter de udviklingspsykologiske faser sammen med den
symbolske verden (bilag 3b B.Thannel) Neumanns faser hjælper til at kunne placere symbolerne i de
forskellige udviklingstrin, og har således stor værdi for analysen af sandbillederne.
3.c. Anskuelsen af terapi versus pædagogik.
I teoriafsnit vedrørende Jungs dybdepsykologi er der blandt andet beskrevet at Jung i sin analytiske
psykologi lægger vægt på at mennesket som udgangspunkt har iboende selvreparerende kræfter.
Denne betragtning, som jeg også anser som en smuk livsfilosofi, vil jeg i dette aktuelle projekt tage
med mig i mødet med de udviklingshæmmede og vil arbejde på at regulere forventningerne her
igennem.
I projektet er målet at udvikle Sandplay som en pædagogisk metode. Da mit udgangspunkt vil være at
arbejde terapeutisk vil jeg nærmere definere:
- Terapi som, ”anerkendelse af at det ubevidste kobler sig sammen med det bevidste sind”. I
sandplayterapi er figurerne og sandet med til at fremkalde stof i det ubevidste. Der tages
udgangspunkt i menneskets eksistentielle ønske om at blive ”sig/sit selv”.
-
Pædagogik taler med/til bevidsthedsniveauet og der er som udgangspunkt et
opdragelses/udviklingsmål.
Det vil sige at der i pædagogikken er andre mål for arbejdet med Sandplay. Her bliver der tale om et
værksted = sandplayværkstedet, men hvor der på grund af symboldannelsen, også her vil hentes
indhold fra Det ubevidste:
”Forudsætningen for at man kan styrke jeg/selv aksen er at der er en symbolsk holdning tilstede”. Det
betyder en lydhørhed over for - og accept af indhold fra det ubevidste og i dette tilfælde figurerne og
sandet, der tilsammen indgår i symboldannelsen - virker selvreparerende og healende.
I terapien fremkalder og tillader man emotioner og kropslige fornemmelser at komme til udtryk – her
er det traumer og kriser af hver en art, der styrer fordybelsen, hvorimod i det pædagogiske arbejde er
det legen der er den drivkraft – med de emotioner og kropslige fornemmelser, den fremkalder.
4 . Metoden sandplayterapi. (Uddrag fra Dansk Sandplayinstitut v. Rita Ebbesen).
4.1. Generel introduktion til metoden sandplayterapi. (Bilag4.a.)
Dette udviklingsprojekt anvender metoden fra sandplayterapi, fordi den byder på
udviklingsmuligheder for den udviklingshæmmede hvor kreativitet og symboliseringer er fundament.
Netop i legens drivkraft ligger det pædagogiske udviklingspotentiale.
Fra Dansk Sandplayinstituts hjemmeside forklares terapimetoden som følger:
”Sandplay er på en gang aflastende og udviklende. Det særlige ved at arbejde terapeutisk med sand,
vand og figurer er, at man kan udtrykke sig selv og gennem symboliseringen få adgang til dybere lag i
psyken. Billedet som fremkommer, giver mulighed for dialog mellem det rationelle og irrationelle i
psyken og udfordrer nænsomt både det intellektuelle og kropslige forsvar. Derudover kan processen
12
fordybes ved en "trialog", dvs. at klient og terapeut er sammen om det fælles tredje, nemlig det som
udfoldes i sandet.
Sandplay som terapeutisk metode er udviklet i 1950`erne af analytiker Dora Kalff. Hun skabte den
form for Sandplay vi nu anvender på baggrund af C. G. Jungs teorier om de ubevidste, kreative
kræfter i menneskets psyke”.
4.2.Generelt om Sandplayværkstedet/rummets opbygning.
I Sandplay- rummet er der to Sandkasser. En med vådt sand - der i betydningen aktiverer en større
dybde end med det tørre sand og desuden lettere kan formes. Kassen med tørt sand har en kvalitet af
at være let, luftigt, raffineret og ”bevæges af vinden”. Kasserne kan hæves/sænkes og er på hjul.
Der er reoler med rummelig plads til en masse figurer. Figurvalget må gerne præsentere ”hele verden”
– forstået på den måde at man forsøger at finde figurer fra følgende kategorier (frit citeret fra Dansk
Sandplayinstitut):
”Det vegetative” – som alt grønt/blomster, kogler, skaller, fjer/grene m.m.
”Den menneskelige verden” – alle aldre/folkeslag.
”Fantasiverdenen”: eventyrfigurer/alfer/hekse/drager/prinsesser/prinser/konger m.m.
”Dyreverdenen”: Pattedyr/husdyr/fortidsdyr/krybdyr/insekter/fugle/fisk m.m.
”Den åndelige verden”: Engle/guder/bibel/kors/
”Universet”: sol/måne/stjerner/ild/vand m.v.
”Den ydre verden”: Huse/alle slags transportmidler/tårne/broer m.v.
”Ting”: /Fliser/rør/glimmerting/lys/hjerter/madvarer/krukker/skovle/si/stofrester/skind/net/sten m.v.
Ved indretning af Sandplaylokalet må der gerne være god plads (omsorgspersonen sidder et par meter
fra sandkasserne), godt lys ind på figurerne, ikke for mange ting(billeder) udenoms, da der er rigeligt
på hylderne.
5. Udviklingsprojektets sandplayterapier: (bilag 5.a-g.(h.som vedhæft) og 7.a)
5.1. Terapeuten, beboeren og pædagogens opgave i forbindelse med Sandplaysessionen.
Settingen: Det særlige som psykoterapeut i forhold til normalsessioner er for det første, at beboeren er
udviklingshæmmet ofte traumatiseret og nogle har også psykiatriske lidelser – og altså udenfor
normalområdet. For det andet har beboeren sin pædagog/kontaktperson med. Det vil sige at terapeuten
somme tider forholder sig til én person - nemlig beboeren og til andre tider til pædagogen – eller til
deres relation.
Terapeuten har brug for supervision. Hertil blev Rita Ebbesen fra ”Dansk Sandplayinstitut” tilknyttet.
(bilag5.g). Meningen med supervisionen var løbende at blive klar over egne overføringer/ modoverføringer samt faglige og personlige spørgsmål. Supervisionens indhold handler også om samarbejde
med pædagogen/omsorgs-/kontaktperson.
Egen erfaring med målgruppen: Voksne udviklingshæmmede samt deres organisationen var ny for
mig fra starten af projektet. Jeg havde kun arbejdet med udviklingshæmmede børn, da jeg var ganske
ung.
Jeg har to års erfaring med Sandplay med børn indenfor normalområde og er for tiden/på ny, ved at
tilegne mig en grundlæggende viden om de tidligste psykologiske udviklingstrin.
Jeg har mange års arbejde som dramalærer - hvorfra jeg har indsigt i at indleve mig og ”lege med”.
13
Til sidst vil jeg nævne mit mange års uddannelse/arbejde som psykoterapeut, hvormed jeg har erfaring
i arbejdet med traumatiske temaer, det relationelle og det eksistentielle indhold livet i øvrigt.
Beboerene er fra Bofællesskabet Majvænget (§ 85-institution), Aarhus.
Alle 3 udvalgte beboere er udviklingshæmmede, traumatiserede og to har psykiatriske diagnoser.
”I bostedets profil lægges der vægt på, at beboerne får mulighed for at leve et selvstændigt liv. Med
udgangspunkt i beboernes individuelle behov og ressourcer tilrettelægges en hverdag præget af
tryghed, nærhed, udfordringer og oplevelser. Det sociale liv mellem beboerne søges tilgodeset ved
hjælp af forskelligartede aktiviteter. Alle beboere benytter skole eller aktivitetstilbud i dagtimerne.
Stedet arbejder på at have et udbygget og tæt samarbejde med forældre/pårørende”. (Fra Majvængets
hjemmeside)
Pædagogen: har to funktioner: at støtte beboeren før/undervejs/efter Sandplay og dels at følge op på
terapisessionerne i hverdagene, blandt andet ved arbejdet med logbogen - der formodes at kunne
fremme rummet for beboerens refleksioner over Sandplay – processen?
Samarbejdet mellem terapeut og pædagog
Terapeuten noterer sædvanligvis undervejs. I projektet her aftalte vi, at pædagogerne skulle notere, så
terapeuten kunne koncentrere sig om kontakten med beboeren. Dette ændrede vi på, da beboerne
havde brug for pædagogernes fysiske nærvær.
Peder skrev for mig mens Dea var i Sandplay - så her kunne jeg koncentrere mig mest om hende og
hendes proces (fulgte hende tæt, viste figurer, støttede sprogligt/kropsligt).
Lise var mest knyttet til Else men hun var tillidsfuld i hendes fortællinger og sagde blandt andet til
mig den sidste gang: ”jeg har aldrig åbnet mig så meget for noget før”.
Med hensyn til min kontakt med beboerne blev jeg påvirket af, når jeg skulle notere en del af tiden.
For eksempel mistede jeg lidt kontakt med Lise (øjenkontakt, at følge Lises arbejdede i sandkassen og
med hende rundt ved hylderne, dvæle), da jeg har måttet notere mere end med de andre to beboere.
Med hensyn til Birte blev der anvendt så få figurer at det at notere ikke fyldte ret meget. Her blev min
egen personlige træning blev at give mig hen til kaffen og rundstykket i samvær med Jan og Birte og
give det værdi.
5.2. Pædagogernes beskrivelser af de udvalgte beboere og deres historie
Deas historie: Dea er meget lys/mørk i sit sind. Hun kæmper med alt det hun ikke kan få opfyldt i sit
liv og hun vil rigtig mange ting.
Moderen var et psykiatrisk tilfælde der fik det dårligere og dårligere undr graviditeten med Dea så
fødslen afleverede hun Dea, der kom på et børnehjem. Der var kontakt de første år - så sivede det ud
og der var ikke noget siden.
Dea var udsat for overgreb både af den ene og den anden slags både som barn og voksen. Der var ikke
ansatte nok på børnehjemmet til at drage omsorg for børnene. Hun er flyttet mange gange i livet.
Dea siger om sig selv at hun er begrænset men Peder siger at hun samtidig også er en ”sangfugl”. Går
gerne rundt med dukke eller tøjdyr, som hun sover med.
Går meget op i boligmagasiner – hun har forskellige ting, som hun går op i - hun tænker rigtig mange
tanker.
Dea kom tæt på det normale, da hun blev annekteret af en familie. Hun boede hos en kernefamilie, i 1
½ år og dem har hun stadigvæk kontakt med. De har en handicappet datter. Det er igen en krise for
Dea, da de ikke kan have hende længere.
Per var en gammel kæreste, hvor Dea også kom tæt på det normale og de boede sammen indtil han
døde af kræft. Han var lettere udviklingshæmmet og han kunne nogle ting, som gjorde, at de kunne få
14
hverdagen til at fungere - med hjælp fra Pers mor. Dea er en, der kravler hel ind under huden og det
har Pers mor ikke kunnet magte, så efter Pers død så Dea ikke meget til moren.
Dea viser ikke de onde sider frem – hun er medicineret og hvis hun ikke var det, ville hun
sandsynligvis være indlagt på psykiatrisk hospital.
Birtes historie:
Birte kommer fra Viby hvor hun har levet sit liv. Hendes forældre havde en bagerbutik. Det forlyder,
at Birte sov imellem far og mor indtil hun var voksen og flyttede hjemmefra. Familien har betydet
rigtig meget for Birte. Forældrene er døde for mange år siden og nu er er kun en bror tilbage og
dennes kæreste – han er 60 år. Birte ser hans børn 2-3 gange om året. Hun vil gerne se familien mere.
Per var hendes kæreste – han lå meget ned inde hos sig selv. Birte rendte ærinder, vaskede tøj etc. for
Per. Det var ikke et ligeværdigt forhold, men hun fik en fornemmelse af at være noget for nogen. Per
døde for 3½ år siden. Derefter er hendes status i gruppen blevet noget ringere. Hun have en status ved
at være Pers kæreste – han havde status. De andre var bange for ham da han var truende i sin adfærd.
Birte har ikke fået det bearbejdet. Hun har svært ved at sætte ord på. Hun er nok præget af det samt så
meget andet, der er sket i hendes liv!
Birte arbejder på et værksted hver dag i 3½ time, hvor hun bliver hentet og bragt. Fritiden bruger hun
til at høre dansktop, se tv. Og drikke kaffe.
Det sidste år har hun været meget svag – det har været et spørgsmål om liv eller død – hun har været
indlagt en 4-5 gange med dårlig hjerte. Desuden har hun Osteoporose, dårligt blodomløb i benene.
Birte er meget vanskelig at forstå, da hendes stemme/sprog er uklar og har således svært ved at
kommunikere med omverdenen ligesom hun har svært ved at kommunikere med de andre beboere og
ofte misforstår deres hensigter.
I forhold til personalet er hun meget klæbende og vil helst have en medarbejder for sig selv. Hun er
omsorgsfuld for kontaktpædagogen.
På et tidspunkt har hun drukket en del – vi har oplevet, at folk har kørt hende hjem, fordi de har fundet
hende nede i byen – hun får en pille, som hun tror på er antabus. Til særlige lejligheder får hun et glas
vin.
Lises historie:
Lise har boet hjemme i en familie med 4 søskende. Hun har ADHD, som hun får retalin for.
Lise kommer fra et kaotisk hjem. To brødre har også ADHD og børnene har slås rigtig meget.
Lise var sen til at gå og meget passiv, mor var bekymret. Lise har 4 søskende hvoraf de tre har
problemer med ADHD og misbrug. Storesøsteren og Lise har været tætte på hinanden også
aldersmæssigt. Senere får hun en lillesøster, som er den eneste, der fungerer normalt. Storesøsteren er
narkoman og har 4 tvangsfjernede børn, som Lise tager vare på i sin fantasi.
Lise har en papfar, som hun ikke synes har forstået hende. Der har været kampe og han har efter Lises
udsagn slået mor og Lise.
Lises biologiske far døde for 10 år siden. Hun så ham ikke efter at hun var 3 år. Der var noget
hustruvold og noget alkohol ind over. Hun har det stadigvæk svært med den far men hun har hørt, at
han godt kunne lide hende. Moderen har fortalt at han har været med til et indbrud og andre
voldsomme historier. Lise har et drømmebillede af ham.
Den voksne pige, Lise er 25 år, men udviklingsmæssigt svarende til 3 år. Tyk, sød og blød, men også
vred over, at hun ikke kan styre sit liv og over at hun ikke har en mor, som hun altid kan ringe til og
hvor ingen aftaler er blevet holdt. Mor har også børnebørn at se til.
I 2007 flytter Lise på Majvænget. Lise har brug for meget omsorg og giver omsorg, hun vil gerne
kravle ind under huden på folk.
Hun scorer mange point på, at hun er køn og glad, ejer mange ting og er aktiv.
15
Hun har en kanin, som hun har omsorg for. Hun har svært ved at have tætte relationer og har derfor
kortvarende kæresteforhold samt venskaber.
Lise har taget mange piller. Hun har sagt at hun ville drukne og dø og ingen vil savne hende. Hun har
været indlagt og været til udpumpning hvilket hun via medicin har fået lidt mere styr på. Hun skriver
ind imellem et brev om selvmord, hvor der snakkes om det bagefter.
Hun trøstespiser, men vil også gerne have frugt.
Lise har drømt om at blive gift og få et barn men er lige i år blevet steriliseret efter moden
overvejelse. Lise siger: ” jeg kan ikke bære, at det skal gå mig ligesom storesøster”. Lajla har svært at
slippe den drøm – har en kæreste en gang imellem, men svært ved at være i et forhold i længere tid –
socialt har hun det rigtig svært.
Det er svært at finde et arbejde til Lise og hun siger: ”hvad er min fremtid og hvorfor kan jeg ikke
vide, hvad jeg skal”?
5.3. Beboernes brug af Sandplay–værkstedet – analyse & projektreflektion.
Beboernes brug af sandet:
Angående beboernes brug af sandet kunne jeg se at Lise brugte både vådt og tørt sand – næsten hver
gang. På et tidspunkt siger hun selv om den våde sandkasse: ”Her er min familie – de er på den onde
side – fordi jeg ikke ville holde jul med dem og min stedfar blev sur”!
Dea arbejdede mest med begge sandkasser og ville ofte ikke se ned i den våde sandkasse efter at
billedet var færdigt – for det indeholdt nogle traumatiske oplevelser”.
Birte valgte kun det tørre sand hver gang.
Et eksempel fra supervision på arbejdet i/med sandet er at: ”lade beboeren mærke/sanse sandet (evt.
sammen med pædagog/terapeut – holde i hånden eller anden støtte) i længere tid. Terapeuten kan i
starten vise hvad sandet kan (grave ned, bakker, stier) og mærke forskellen på det våde og tørre sand.
Pædagogen kan arbejde med. Det er centralt at denne tilgang til sandet foregår i et lavt tempo og
værens-tilstand!
Dea var den eneste der rørte og formede sandet.
Beboerens brug af figurer:
Lise var meget til de største Dinusaorus, rovdyr – som tigre, gorillaer og senere pattedyr.
Birte valgte mest blomster, mennesker, mad/kaffe, møbler og de sidste gange var der fornyelse: Hvidt
føl, høvding, kriger og et barn.
Hvorimod eventyrfigurer, krystaller og andet pynt, soldater, krigere næsten ikke blev anvendt.
Beboerne går til hylderne med figurerne på meget forskellig måde.
Lise var mest fokuseret på dyresymbolerne, som hun tog dem jævnt og rytmisk op i sandkassen.
Dea var meget lang tid om at finde den initierende første figur. Herefter flød det mere frit for hende.
Birte formår ikke selv at tage figurerne men peger og har brug for at terapeuten tager den udpegede
figur fra hylderne. Hun udviklede sig således, at hun efter de indledende gange så hun selv kunne
tilegne sig figurerne fra hylderne. Supervisionen 29.9.10., hjalp denne proces på vej:
Birte er som en spæd. Kan ikke selv finde tingene. Kigger/peger/rækker ud.
Arbejde med ”det gode” og lade barnet selv benævne smerten ved savnet. Terapeuten nævne:
”Bemærk at du har holdt til det”. ”Til Birte kan du hjælpe hende ved at tage en tom bakke og foreslå
at du som t. kan tage fx tre hunde som hun kan vælge imellem”.
Supervision og min efterfølgende reaktion den 20.8.10
Jeg spørger Rita om: ”Er der for mange figurer i Sandplayrummet for de udviklingshæmmede”?
16
Rita fortæller at mange psykologer i legeterapi vælger en enkel sandkasse - og ramme med få figurer mens Sandplayrummet for hende repræsenterer ”hele verden” – den verden som beboerne alligevel er
en del af. Vi snakker om at beboeren ikke så nemt kan sortere i indtryk, kan mangle overblik, have et
manglende filter som andre mennesker. Måske handler det om, hvordan man får introduceret rummet,
sandkassen og figurerne! Rita foreslår at man kan undersøge figurerne uden at skulle noget bestemt!
Gå med rundt – komme i kontakt – undersøgelse – at undres - hvad tænder de på og tager afstand fra
m.v.? Denne form for gennemgang kræver afventning og væren.
Til denne målgruppe var Sandplaylokalet for småt (med skråvæge og tre store mennesker)og for
klemt. Der var for mange figurer på hylderne til at de udviklingshæmmede kunne overskue det – især
i starten. Jeg fandt på at samle en kategori i hånden eller i en kurv som de kunne vælge iblandt og det
fungerede godt.
Der var gulvtæppe på gulvet, hvilket viste sig ikke at være funktionelt til nogle af beboerne, når de fx
spildte kaffe på grund af motorikken.
5.4. Beboernes indhold i Sandplayen - analyse & projektreflektion:
Generelt er mennesket både nysgerrigt og har modstand, når man starter i en æstetisk proces og dette
gælder også i Sandplay. Det er herfor vigtigt som terapeut/pædagog, at kunne rumme modstanden.
Italesætte fx ”det er helt nyt for dig” eller ”ja, det er lige vanskeligt at vide hvad man vil starte med”.
Inden for psykoterapi arbejder man sædvanligvis med at klienten og terapeuten har en kontrakt, hvor
der kan formuleres en et ønske for arbejdet - der giver en retning for terapien.
Mit udgangspunkt i arbejdet med de udviklingshæmmede var, at jeg for det første ikke vidste i
hvilken grad beboerne kunne tænke/mærke og formulere, hvad der var ønskeligt for dem at arbejde
med. Der er generelt mange hensyn at tage ud fra deres handicap og høje psykiske belastningsgrad.
Mine terapeutiske overvejelser gik på om Sandplayterapi i værste fald kunne forstærke deres psykiske
belastning og i værste fald ende med en psykose. Eller om bearbejdningen af et problem i bedste fald
ville skabe indsigt og eventuelt forløses i den sidste del af terapien?
Efter de første to gange med Sandplay, havde både pædagogerne og jeg oplevelsen af at to af
beboerne manglede en retning. Eksempelvis var de var ikke spontane ligesom de fleste børn der
kommer i Sandplay, men stod og ventede på at jeg skulle sige præcist til dem hvad de skulle gøre!
Min grundlæggende holdning er at det er bedst ikke at styre indholdet i Sandplay.
Pædagogerne og jeg snakkede om, hvordan de kunne forberede beboeren på Sandplay. De kunne for
eksempel sige til beboeren, at der var mulighed for at tage noget op – noget som de var kede af, vrede
over, et tema og lignende.
Eksempler på dette:
Birte: ”Birte valgte at arbejde med sit savn - da hun ofte savnede nogle af de der havde været hende
nær og nu var døde. Birte ville ikke tale om følelsen her og nu, men sagde at hun var ked af det nogen
gange. Efter tre gange med dette tema ville hun ikke omkring det mere og i øvrigt fandt pædagogen
og jeg (i supervision hos Rita, Lisbets analyse og Fokusgruppedag) frem til at det Birte havde mest
brug for var den helt nære tilknytning og snak ved mødet med Jan og mig(selvom hun havde svært
ved at gøre sig forståelig). Vi besluttede således at drikke kaffe og spise rundstykker hver gang og
give mindre tid til sandbilledet”.
Rita (Supervisor) foreslog at jeg ved tomrum (dem opstod der flere af) med Birte kan sige: ”Nu tager
jeg en snak med Jan, mens du drikker din kaffe færdig”.
17
Dea: Peder og jeg havde snakket om at han kunne afsøge et problem/ønske fra Dea - på vej til
Sandplay, i bilen. Men at starte snakken allerede på vej til Sandplay gik vi væk fra igen, da Dea blev
alt for emotionelt overvældet og kunne næsten ikke klare at bringe temaet op igen i sessionen.
Supervision den 8.11.10.:
Jeg fortæller, at Dea er i psykisk ubalance, allerede når hun ankommer i Sandplayrummet og ikke kan
nøjes med at nævne et tema/problem for Peder - når hun bliver spurgt - men fortæller hele historien
med det samme og bliver meget emotionel.
Rita konkluderer, at Dea arbejder for meget i dybden lige nu. Rita siger: ”Jeg foreslår at Peder ikke
længere ”varmer op” med Dea i bilen for at finde indhold til Sandplay. Det bliver for kraftigt for Dea!
Hun kan nok ikke holde til mere lige nu, skal have lov til at springe over en gang med Sandplay - så
hun lige falder til ro igen Må ikke presses”. (Det tager jeg mig af efterfølgende).
Rita foreslår at jeg siger til Dea: ”Du har arbejdet rigtig meget – klart at du må hvile dit sind lidt,
sådan at der bliver plads til noget nyt. Du er rigtig sej – jeg ved godt hvor dybt det rører og hvad det
gør ved en”!
Dea fortsat: Derefter kom hun uden på forhånd at vide hvad hun skulle bringe op. Men da hun først
stod foran sandkassen vidste hun, hvad hun havde brug for at fordybe sig i - oftest traumatiske
oplevelser fra hendes barndom (der blev udtrykt i det våde sand) og noget livgivende, frit (i det tørre
sand). Dea ville nærmest ikke se i den våde sandkasse bagefter og ville heller ikke have billedet
printet ud.
Min oplevelse med Dea var, at der ofte ikke var tid nok. Hun blev psykisk drevet af et emne fx
”møbelkøb” og kunne snakke meget længe om det, hvilket krævede et stort nærvær af Peder og jeg.
Ofte var jeg optaget af ”at komme i gang” ved sandet og det tror jeg til tider generede Dea. Det er en
balance i al Sandplay - dette med hvordan tiden skal deles op i samtale og selve Sandplayen?
Lise: Lises arbejde var meget præget af ”her og nu” oplevelser. De komplekser der kom frem var
kendte tilbage i historien. Fx ”ingen vil ha mig”, ”mobning”, ”seksuelt overgreb”.
Lise ville altid have Elsa med ved armen og var meget nær med hende. Hun viste de fleste figurer helt
op i øjnene på Elsa og skulle bekræftes. Lise havde også personlige opgør med Else. Samtalen før og
efter var meget vigtig og uddybende for Lise – kan kalde det ”før-og-efterkontakten” skulle etableres.
Jeg gav ofte forslag til Lise om at hun kunne lave et frit sted/et sted, hvor der var rart at være - i den
anden kasse eller finde et beskyttelsesdyr - sådan at Lise bedre kunne rumme det smertefulde,
voldsomme og til tider traumatiske indhold.
Efterfølgende Supervision:
Hvor god ide det er at lede efter et tema for Sandplayen? Ritas erfaring er at man sætter ”hovedet på
arbejde”, når man beder klienten om et tema. Rita spørger om, hvem der er afhængig af temaer? Kan
for eksempel Lise og hendes pædagog (Elsa) og jeg udholde at være uden en bestemt retning eller
mål?
5.5. Brug af logbog
Beboerne fik en logbog(bilag 5.a.s.4) hver fra starten af projektet. Ideen var at undersøge om den
kunne anvendes som en metode til pædagogen i at støtte beboeren med at følge op på
Sandplaysessionerne – Vi ved af erfaring, at sandbillederne arbejder videre i psyken og her er
logbogen en god anledning for pædagogisk arbejde med yderligere selvreflekteren og forståelse af
egen proces.
18
Jeg sendte kontinuerligt billederne til pædagogerne som de skulle printe ud - både nær/fjernbilleder.
Pædagogen kunne også hjælpe beboeren med yderligere at finde billeder (ugeblade) som knyttede sig
til fx stemningen.
Pædagogerne fik følgende overvejelser ved intromødet vedrørende logbogen: ”Det er væsentligt at
disse processer ikke bliver terapi, men et udgangspunkt der er støttende i det relationelle og
pædagogiske arbejde. Billedet kan bruges til samtale uden pædagogiske tolkninger. De
udviklingshæmmedes fortælling får lov til at stå uden pædagogiske interventioner ud over at containe.
6. Analyser
Lisbets Myers analyserede alle beboernes billeder, som hun fik tilsendt inden vi mødtes til to
Fokusgruppedage. De er baseret på beboernes sandbilleder og terapeutens objektive beskrivelser af
processen(bilag6d) i hver Sandplay. Der blev taget til referat på fokusgruppemøderne af Lisbets
analyser.
Desuden baseres analyserne på to videooptagelser som terapeuten foretog med SandplayEndelig analyseres en beboers logbog.
6.1. Lisbet Meyers analyse af billederne (1/10.11.2010)
Birte Dette er et psykisk barn på ca. 7 år – udgangspunkt i moder jord –
Samler sig om et bord – indeni har vi nogle objekter – objektrelationsteorier – fælles for dem her er, at
de ikke har en konstant objektkonstans- Når der ikke er en indre mor og far, så flytter dæmonerne ind.
Med alle hendes sygdomme og skavanker, så er hun måske nødt til at markere en anderledes hed i at
de står op.
13.8.10. Billede er plante -riget – det vegetative. Så kommer der et stort rum, men der er noget. Der er
Per, så det kvindelige og mandlige. Så lampen er terapeuten, det at få lys på noget.
25.8.10. Far og mor håndværker – de er lidt ude af tiden - men så er der et skab eller et lille bord med
et lys. Så selvom hun siger, at det her er mor og far– Per han var robust – han kunne give hende noget.
Indeni hende, er han blevet til en objektkonstans – en omsorgsgiver.
Ryggen – den her ømme ryg. Kroppen er sindets hus. Når der er meget galt med kroppen, så er sindet
på overarbejde. Rygge forbinder det nedre liv med det øvre liv. Hun er blevet faldet i ryggen så
mange gange. Hun kvitterer med at være vanskelig. Hun magter ikke at udtrykke sig. Hun er rigtig
glad for musik. Bruger hun musikken, når hun ikke kan bruge ordene?
24.9.10. Billedet er rammet ind af det vegetative. Der sidder de gamle ned – grandparents/ arketyper.
De sidder ned her. Hvis det havde været det her barn på 6-8 år – for der er et healende potentiale – der
er noget der er klar til at komme i gang. Men hun er ikke et barn. Hvis man lukker hul et sted, så
kommer der et andet. Kroppen er træt.
8.10.10. Der har vi to par – det ene er et brudepar. Symbolikken med parrene fordobler sig. Der er
ingen servering. Der er en kirke. Hvordan har hun det med gud? Nej – hun har ikke noget med det.
Hun er glad for at komme på kirkegården. Ned til Pers grav. Hun mistede Per, som døde af kræft.
Men hun mistede også status i beboergruppen. I dette billede er der lidt distance.
19
22.10.10. Nu kommer det lidt tættere på. Hun lå i smørhullet mellem forældrene. Brugt som
prævention. Holdt i en kunstig barndom. Hun blev der til hun var 20 år. Hun sanser jo ting.
Bror Henning ser hun kun til højtider – ca. 3-4 gange om året. Broderen vil ikke arve Birte.
Hun placerer sig midt imellem –
Fra det vegetative til det animalske – hvidt dyr.
Tror hun har en dødslængsel. At blive forenet med Per. Genfødselstænkning.
5.11.10. Valgt det blå – det er vegetativt, men der er ikke nogen have – det er ligesom på vej. Der er
mulighed for at sidde ned. Kaffekopper på bordet. Kaffen står i sandet. Er hun ved at blive bevidst
om, at de er skilt ad? Giver det mening?
Jan: Godt at få lidt mere psykoanalytisk på det. Birte er knyttet meget til Jan.
Jan er blevet mor/Pererstatning. Så når Jan ikke er på arbejde, så bliver alle hendes andre tab
reaktiveret.
Lisbeth: Vigtigt at væbne sig med tålmodighed. Med alt det hun har. Der skulle hun i sandkassen hver
dag i fem år. Jeg tror, at det giver lindring at have den tur sammen med Jan – balsam. For hende er det
en voldsom kreativ proces.
Vigtigt at nyde kaffen sammen – tage et rundstykke med(brystet). Det der bliver reproduceret er den
store mor og den store far. 20 min. Kaffe og 15 min. med Sandplay. Hun må lave det, som hun har
lyst til uden at tage temaer op.
----------------------------------------------------------------------------------------------Peder: Der er for mange ting på hylderne – det er uoverskueligt. Det er overvældende. Hvordan lave
et optimalt sandplayrum? Figurerne støjer, hvis de kommer for tæt på hinanden.
Lise
13.8.10. 1.billede. Billede af ferie – billede af arbejde, som hun var ked af.
Hun fylder sit rum ud. Det virker ikke så velovervejet. Diffust. Feriebilledet er et typisk ADHDbillede. Hendes budskab er – se så lidt der hænger sammen for mig.
2. billede. Der er mere ro – vegetativt. De gamle – to og to og to. Hun samler på totaller. Så er der en
her og en her. Polerne mellem det mandlige og det kvindelige – det tarzan - agtige og det skrøbelige.
Hun har også en spiseproblematik. Hun har et frygteligt spisemønster.
Hun får meget opmærksomhed. Hun flirter. Kender spillet.
Hun længes efter at være par. Men hun kan ikke. Der er de lukkede muslinger. Vi kan ikke se, hvad
der indeni.
Linda: Hun griner meget, når hun stiller figurerne. Noget kan være et forsvar. For at bløde lidt op.
Hun mildner situationen. Lidt drillende. Det er en passiv aggression.
Hun har taget nogle store beslutninger, f.eks. at blive steriliseret.
25.8.11. Barndomsfamiliebilledet. Med mere ro. Hun er nr. 2 ud af 5. Mor har også ADHD
problematikken. Hun har været med på indbrud. Den yngste klarer sig rigtig godt. Søsteren har 4
børn, der er tvangsfjernet. Tæt forbundet familie. Lillesøster der klarer sig rigtig godt. Stedfar der ikke
kan holde fingrene fra hende.
20
Et barn der er født i kærlighed, har meget med sig. Børn der produkt af kaos eller voldtægt, har det
med sig.
Når der ikke er en objektkonstans, så skifter de dem ud f.eks. stedfaderen som hun p.t. ser positivt på.
Billede 2. med dyr der passer på hende. Dinosaurus er meget primitive. Hvordan kan et insekt holde
øje? Guldløven er dyrenes konge. Jomfru Maria er en klassiker - holder øje. Der er ikke sammenhæng
mellem de andre dyr, så hendes forsvar hænger ikke sammen. Lise siger selv, at dyrene er hendes
kræfter, der kan hjælpe hende med at sige fra. Hun kan mobilisere sin kraft.
Cadeau at du er en gorilla(Elsa) - En genvejstast!
13.9.10. Lise har det ikke godt i en praktik.
Hun vil gerne lære at tackle sin vrede. Hendes mål.
Hun var på sit arbejde i tre dage.
Så kommer der den ene repræsentant for hendes vrede efter den anden.
At være kontaktperson for hende, så bliver man placeret i et meget ambivalent felt. De danser meget.
Så fik hun en sjæler med Jørgen.
24.9.10. Lise er ked af at skulle tilbage til hendes gamle arbejde – aktivitetscenter.
Det er det mest harmoniske billede af dem alle – fredfyldt – det sker også noget –
Næste billede – Dyrepark – forbindelse med underverden – det eneste fredelig dyr er giraffen – den
kan finde ud af at være med rovdyrene. Den kan nå de træer, som de andre ikke kan. Slangen vil lege.
Hun bruger kræfter på at holde hendes stærke primitive kræfter i skak.
Der er blevet taget sig meget af hende efter voldtægten. Spørgeskema – det er jo sådan som jeg altid
har det – holder sig væk fra andre socialt. Hun var glad for hjælpen.
Hun gik op i retfærdighed – at politiet tog hende alvorligt. Det er grundlæggende ting, om man har ret
til at være i livet.
8.10.10. Lise er blevet voldtaget samme nat – men det fortæller hun ikke. Lettet når vi går fra
terapien. Om aftenen bløder hun. Kommer på skadestuen.
Voldtægtsbillede – fra en gammel voldtægt.
Hun putter hatte på gorillaens hoved. Mildne. Det er noget med ikke at kunne se det helt i øjnene.
Det ensomme sted oppe i hjørnet. Mange voldtægstofre får aldrig snakket om det.
Hun siger: at den her er for lille, den må slet ikke være med nogen steder. Det er mig. (måske også
ønsketænkning) Ønsketænkning med nogen fra en anden verden – alfer – de kan flyve og være i
luften og hun er bare gumpetung.
22.10.10. Der vil hun ikke ind i rummet. Griner meget.
Her viser hun alt, hvad hun har i potten.
Det at Elsa viser, at hun kan tåle mosten – det er vigtigt, fordi alle andre relationer er gået i stykker.
Slangen ligger udenfor rigtig og forkert. Optræder i alle skabelsesmyter. Den er ikke ond, men den
frister. Djævelen er forklædt. Sidder på lægestaven og samtidig giftig. Symbol på rigtig og forkert.
Symbol på mandlig seksualitet, når den er udstrakt, når den er rullet sammen, så er det det kvindelige.
Der er rigeligt med slanger her. Komme af med den der slange der intimiderede hende. Alle hattene=
at bide hovedet af al skam. Det er en oral trøst som hun søger. Fylde hullet indeni ud. Mætte sig selv –
det lindrer. Den lille elefant. Den er lidt ”dumbo - agtig”. De vilde dyr bliver mindre. Der er noget nyt
21
på vej. Tror at der er noget nyt på vej. Tror at den er meget central. Se mig. Se den del af mig, der har
været gemt i alle de stormfulde billeder.
5.11.10. Fødselsdag og barnedøb. Hun har været med til søsterens fødselsdag. Det er lidt depressivt.
Masser af liv med barnedåben. Meget store blomster der falder i øjnene. Par i farver. Temaer der ofte
ytrer sig i eventyr. Lille baby og nonne på vej væk(det er Lise) beskyttet af noget. Er der noget i
hende, der gerne vil være nonne? Også et billede på, hvor fyldt hun bliver, når hun er til sådan nogen
ting. Det er vigtigt for hende at have en betydning.
Skosymbolikken – skoen rummer det seksuelle. Hun har forvekslet følelsesmæssig næring gennem
seksualitet. Vi snakkede om det at passe på sig selv.
Hun plejer ikke at have en kontaktperson i over et år. Hun har et kannibalistisk islæt – hun kan æde
mennesker op.
Hun har et spændende indre landskab. Hun er bange for at blive forladt af dig. (Elsa) Den eneste måde
hun kan undgå det er selv at forlade ved at sige, at jeg snart skal have en anden kontaktperson.
Grundlæggende tema er at blive forladt.
Fremtid: Aflastende. Der hvor hun ikke skal være i forsvar. Der vil hun kunne få aflastning.
Opgaven: - må gerne være: leg med det. Giv en æstetisk oplevelse eller skabende arbejde - healer
noget af det, der gik i stykker en gang.
(Til Lise) Prøv lige at mærke, hvordan du har det og lav det. Holde sig selv ud.
Dea
13.8.10. Frit skabende.
Hun regredierer hele tiden – helt uhæmmet - og lever ud og ind af sin regression.
Uddifferentieret spredning – men også åbninger – alt med åbninger og lukninger har noget at gøre
med noget meget tidligt. Hun er skindød ved fødslen mv. Moderen er psykisk syg med psykotiske
træk. Hun er skadet. Men hun er god til at symbolisere. Hun forsøger i billedet at fylde ud, men det er
meget barnligt. Hun er træt af, at hun ikke kan lukke sin dør. Det er en åbning.
Hun har en oral og anal problematik. Hun tisser og skider ufrivilligt. Det står åbent. Hendes krop
symboliserer det for hende. Hun er udenfor kontrol med hvad hun tager ind og hvad der kommer ud.
Der er hun virkelig forstyrret. Se hvor mange huse, som hun har med. Ishuset, pandekagehuset. Huset
er kroppen. Et sted der rummer eksistensen. Huset er oftest symbol på kroppen.
Linda læser op – uglen er inspiration til at komme i gang – skønt billedet med det vegetative, det
animalske mv. Dette billede kan sagtens være lavet af en velfungerende 15 årig. Hun udlever ikke
sine aggressioner, men hun symboliserer det. Det vil jeg skide på. Hun siger, at hun ikke kan mærke
det. Tænk at have så fraspaltet kontakt med kroppen, at hun ikke kan mærke, at hun har tisset. Hun
har været uren hele sit liv. Hun har også en angst for lukkede døre. Hun har alle de her kropslige ting.
Hun forsøger desperat at formilde, at der er noget, der ikke er i orden. Så er hun jo kommet langt. Nu
boet 5 år på Majvænget. Skal sættes i gang med alting. Nogle få gange rydder hun selv op i køkkenet
for at få anerkendelse fra os. Hun er lille og hendes netværk er lille. Anerkendelse holder ikke længe,
så hun køber sig en adgangsbillet ved at rydde op.
Billede med en beskyttelse
Det er godt for hende at have hænderne i sandet.
Der mangler lidt møblement i det indre miljø. Hun vil elske at indrette et helt slot. Hun har svært ved
at stille sig med noget. Hun vil gerne flytte rundt. Vil gerne flytte til noget større. Da Peder overtog
hende som kontaktperson, lavede han nogle aftaler om, hvornår de kan flytte de store ting.
22
24.9.10. At flytte er håbet om at være et helt menneske. At hver dag kunne indrette et nyt rum i et slot.
Hun har ingen steder, der kan rumme hendes identitet. Ikke en gang hendes krop. Derfor flytter hun
rundt med tingene.
Hun elsker sin seng – det er livmoderen, hvor hun forsøger at genetablere livet i en livmoder. Barnet
bliver først til, når forældrene kan knytte sig til barnet. Hun er virkelig ramt. Forbavsende at se, hvor
mange ressourcer som hun har. Hvordan hun genererer håb ved at flytte rundt på tingene i hendes liv.
25.8.10. Billedet med stenen – der er en fyldt-ud-hed der. Det er der også på billedet den 22.9.10. hos
plejefamilien. Det er nogen, der gerne vil hende. Nok til at der er en kontinuitet.
Der var hun 1½ år. Hvor hun kom langt ud psykisk og snakkede om selvmord.
De havde mange børn selv og havde et handicappet barn. De ses med hende stadigvæk.
8.10.10. Billedet med temaet: skolehjemmet – pandekagehuset god og ond – nonne er god og ond –
hekse og nogle bonderøve – de var slemme ved mig. De skulle bare ned og ryge. Hun skal have noget
sut og røgslør. Hun er helt gul af nikotin og spandevis af kaffe. Hun nulrer med filtrene.
Billede 2. (Frit) med alle børnene. Det er rigtig vigtigt for hende, at hun ikke drukner i sit eget indre
univers. Toilettet det er godt at komme af med det man har brug for det rigtige sted. Kontrol over sit
nedre liv – instinkt liv – så hun kan mærke, når hun har brug for det. Det forudsætter, at barnet indeni
er vokset – mennesker der soler sig – de kender ikke hinanden. Hun har brug for at sole sig. Hun kan
huske datoer. Spørger fremmede om deres navn og fødselsdag, så kan hun åbne en snak om det.
Peder: Klart lindrende også på sigt healende.
Lisbeth: Iboende kraft i alt liv - at ville livet. Når hun siger, at et af billederne virkede stærkt, så har de
jo været vidner. Hun skal tilbage til fødselsøjeblikket – når hun lægger sig under dynen, knuger sit
kæledyr, holder om cigaretter, så er hun i kontakt med det.
Linda: Hun skal ikke varme op i bilen på forhånd (med Peder på vej til Sandplay) – så bliver det for
kraftigt psykisk. Hun har arbejdet meget med gamle traumatiske ting. Linda læser op af sine papirer.
5.11.10. Billede over et trygt sted –
Lige fra begyndelsen har hun været fejlplaceret – ingen har villet have hende – brugt kræfter på at
gøre oprør mod det. Slugt, brækker sig, tisset og skidt på – som er uangribelig, fordi hun er skyldfri –
men når hun kan sørge på den her måde, så er det vigtigt både at blive trøstet og skubbe – det var jo
dengang, hvordan skal vi så gøre det godt for dig lige nu? Hun arbejder med et negativt morkompleks,
der siger spar to. Krukkerne med blomsterne (den 22.10.10) der er det varmt og dejligt. På trods af,
hvad hun har blevet mødt med, så er hun tillidsfuld. Hun er selvdestruktiv. Men hun vil jer jo gerne.
15.11.10
Vil ikke lave noget sandbillede. Har snakket med Peter i bilen om, at hun vil snakke med moderen.
Mor: hvis du taber den tallerken, så får du en røvfuld. En anden oplevelse, er at moderen lige har gjort
toiletter rent, så hun må ikke bruge dem og hun skal holde sig. Hvad er Føtex? Det sted skal dække de
basale behov – en ikke identificeret mor – der kan dække alle hendes behov. Hun er blevet bortvist –
det er et lindringssted. Nu skal hun længere væk for at købe cigaretter.
Hun har stjålet bukser i Føtex – overlagt – for at få stillet hendes sult. Kan hun skaffe sig noget uden
at skulle betale?
Hvordan kan hun nogensinde få en oplevelse af at nogen vil hende?
23
Hun skal tikke og bede om det hele.
Hun er hele tiden på vagt – det er døden ikke at blive set. Hun bliver skinddød af det.
Hvis man ikke når at hilse på hende, så vender hun tilbage og spørger til det. Det er stærkt, at hun vil
reparere på det.
Hun kan lide voldsomme film. Hver gang at hun gør noget ind i en katastrofe - så kan hun lindre sin
egen katastrofe. Det er et grundlæggende behov at søge lindring.
Hun er ikke interesseret i en logbog. Ikke interesseret i de gamle billeder. Det er ovre. Hun vil ikke
mærke det igen. Ligesom hun ikke kan mærke, at hun tisser i bukserne. Hun vil have det gjort færdigt
og komme videre. Ligesom slottet med at gøre et rum færdigt, også komme videre.
Vigtigt at hun ved, at nogen passer på billeder/hendes ting og komme videre.
--------------------------------------------------------------------------------------------------Lisbeth: Det er et rigtig godt arbejde, som I laver med dem.
Peter: De har brug for stabilitet – objektkonstansen – at vi ikke rokerer.
Lisbeth: De lever i nogle oprindelige og primitive følelser- overføringer på jer er fysiske og
følelsesmæssige.
Så længe der er en flig af leg, så er der noget at arbejde med – for det er i legen at symboldannelsen
dannes.
Peder. Vi kan ikke registrere ændringer hos beboerne men de er lidt mere lettet, når vi tager derfra.
Dea bliver lindret og får tændt noget håb.
Lisbeth: Det er et fristed – med kontakten og opmærksomheden – lidt mor og far.
Umiddelbare kommentarer:
Peder: Det er skønt at høre en der sætter så mange ord på mange af de ting som vi står i. Det er
berigende. Det er da noget, der flytter noget i mig og i beboeren. Kommer ny forståelse og indsigt –
men hun er rimelig godt beskrevet i forvejen. Det er bare at få det udbygget og få en forståelse på det.
Jan: Fint med analytisk del på billeder. Birte er i den tunge ende. Det er ikke så meget nyt i det i
forhold til Birte. Der er mere kød på den terapeutiske del med Dea og Lise. Det er en god landing at få
det her på det. Det ligger positivt og godt.
Elsa: Det gode er at få sat det symbolske på Lise. Det er godt/skidt at se det grundlæggende inde i
hende. Da hun kom, fik hun medicin for depression. I dag bliver hun medicineret for ADHD.
Lisbeth: Hvis man kikker på et hus, der har været udsat for et jordskred. Hun har nogle lemlæstelser
på sin sjæl, som gør at hun er mere tryg i kaos. Derfor producerer hun den. Forstærkning. Det
destruktive er mere velkendt. Kan man ikke få det på den gode måde, så må man få det på den onde.
Hvordan får hun betydning? Det får hun gennem benspænd. Når hun har kæmpet mellem fem
søskende om at få opmærksomhed. Hvordan blive set? Der er gode øjeblikke på billederne. Hun er
lydhør for invitationer.
Birte har et fattigt indre liv.
Lisbet: Man skal være tålmodig i forhold til denne målgruppe og sætte ambitionerne ned. Man kan
lindre.
Linda: opsamling - lindrer lige umiddelbart, men svært at se ændringer.
24
Lisbets Meyers billedanalyser 2/2.2.2011
Lisbeth om Birte (psykologisk alder 2-5 år/pædagog Jan). Jan vurderer, at Birte har et lidt højere
konfliktniveau. Lisbeth trækker op, at hun får gode oplevelser – og det spændende er om analyserne
viser om hun måske får omlagt erindringsspor. Samlet set vurderer Lisbeth, at de smertefulde
erindringsspor lægges om. Hun har en god vilje - til samling.
19.11.2010 : Fødselsdag symboliserer hendes eksistens, hun er altså blevet til. Fejrer, symboliserer,
arketypisk nadver. Personerne er navngivne. Billedet kunne symbolisere selvet. At være sig selv. Hun
arbejder i tørt sand. Dem, der ikke har fået noget navn (Else er med 19.11.2011)
3.12.2010: Hun står på stolen, (Per = døde kæreste NU: er det Jan, der står på stolen) = objektkonstans
(det gode objekt)
Guldstøvlerne ”er fine tøfler” ((konflikt denne morgen med Lise, hvor hun ikke vil have sko på))
Sko /støvler er det kvindelige køn – længes efter at blive rørt ved/taget sig af. (Selve foden er fallisk)
Markerer sit savn. Hendes jordforbindelse er svag. Sengen har betydning (har ligget mellem mor og
far = at fungerede som kyskhedsbælte for dem).
Hun har en godhed (laver kun konflikter, når hun bliver provokeret)
Lav status i gruppen – også indeni.
17.12.2010: kommer ind i den magiske felt. Krigeren er der igen: en vigtig del af overlevelsesviljen
(Kongen, elskeren, krigeren og magikeren er ideelt alle 4 tilstede)
Alt er en stor handling for hende. Følelser, er det, der fylder mest. De 2 fugle: hende og Per
(turtelduerne). Hun skiller det logiske og det ulogiske i billedet.
Afrundende: Sandplay er et godt rum for hende. Trygheden i forhold til Jan er væsentlig. Hun bliver
lettere til at udtrykke sig. Der hører noget til. Ideelt set handler det om, at kunne rumme, acceptere,
reflektere OG udtrykke det. I udtrykket, laver man en restrukturering (ikke af det kognitive) men af
det følelsesmæssige.
Hun har evindelig brug for Sandplay som et udtryksrum.
Birte har båret forældrenes manglende seksualitet/intimitet (aggression skal der til, for at kreere nyt
liv).
Birtes broder er ikke på banen overhovedet
I de sidste billeder er der megen progression. I de første billeder er der meget regression.
Dea
Udviklingsovervejelser fra Peder: Trægt lokkes til at gå i gang med billederne. Det trælse, vil hun
ikke se på /eje billederne af. Hun vil have alt over på den gode side.
Du; Peder er depot(skal bære det for hende). Hun er struktureret i et modersavn. Den kollektive mor
(=hospitalet) kommer til at repræsentere den store moder. Når mor var fraværende, søger hun ud
andre steder. Hun spalter savnet fra og lægger det hos Peder.
Billedet er produceret efter hendes hospitalsindlæggelse. Der var et personale, der gave hende tid og
som var søde og venlige. Hun kom fra et børnehjem. Hun blev ikke drillet her.
16.11.2010: Hun har ressourcer i forhold til at organisere. Hun har 2 læger (= et potentiale til at heale
sig/ hun har nogle til at arbejde for sig). Alle børn har deres læge/sygeplejeske. Masse farver
17.12.2010 Frank vikar var med. Hun har haft lungebetændelse/træt. Hun har holdt jul mange steder
i sit liv. Hun vil nu gerne lave billeder af jul: Kvinden = mor.
25
Højtid er nogens fødselsdag/genfødselsdag = en indre højtid for fejringen af hendes selv … TRIST.
Hun kommer i forbindelse med sin tristhed over de erfaringer hun har med sig, Alt er formindsket.
Hendes faktiske jul på Majvænget var hun jo syg. Julen er pinefuld for beboerne.
07.01.2011 Børnehjemmet, hvor de bliver sendt i seng uden mad. Sandet gøres vådt (mudderhullet)
Lisbet påpeger hendes tyngende skyld & skam. At lege i mudder medfører, at vi får skældud. Det
griner alle af. Mudderet er primitive følelser. (vandet er tårer/tis en forudsætning for vækst / moder
Jord gør sig klar til at blive dyrket. Det vegetative forberedes. Erindringen om at blive straffet
forløses, da hun ser, at man kan grine af det – og at alle synes, det er for dårligt af de voksne, at de
skælder ud.
Det er rigtigt, at hun er blevet dårligt behandlet
14.01.2011 Her er der en differentieringsproces i gang. Hun skulle forstødes fra plejemoderen efter
voldtægten fra den dreng, der er det andet plejebarn hos familien (skal, slemt) ”Vi kan ikke have dig
boende mere”)
Hun vil lave noget rart: nogle er alene, nogle er også sammen (hun er kategoriserende). Venlige dyr
for sig, og instinkter og følelser. Der er både det vegetative og det animalske. De 2 der går i
bøgeskovens skygge har noget sammen. Børnene går selv og de står spredt. Elefantungen SKAL
ikke stå alene. Der er unger ved alle dyrene. Girafdelen = krybbespil
Billedet er fuldt af fine ressourcer.. ”Se, hvor er der dejligt!”
Hun kan måske bedre rumme de problemer hun har, især af relationel art. Kan ikke af sig selv lave
relationer – de er afhængige!
Ovenpå lungebetændelsen (når man ikke udtrykker sig, har ens immunforsvar det dårligt)
Hendes forsvar er ødelagt og hun har en mega livskraft, da hun ikke bukker under. Hun tåler at være
så afhængig. Hvis Peder taler lidt hårdt, bliver hun urolig. Hun siger så ”Er du sur?”
Hun tager fat i én” Jeg skal lige snakke med dig! Hun har ressourcerne til at gå frem i relationerne.
Hun klistrer = et billede ((adhæsive)) hun vil vise, hvor sulten hun er, og at hun har kærlige følelser.
Hun vil ikke runde af. Har jo et problem med forladthed, og hun laver disse tvangsprægede ritualer
med at runde af og runde af og runde af. Hun har brug for pædagogisk støtte til at runde af.
Fint med et hegn beskyttelse af såvel det menneskelige som det dyriske.
Hun ville jo nok begynde at arbejde med det relationelle, hvis hun skulle fortsætte med Sandplay.
Peder har lavet fint stolearbejde med hende, så hun lærer at sætte grænser / hegn op.
Hun reflekterer over andres urimelighed og træner at sige fra - og i det hele taget at træne at blive skilt
fra (afskeder) sig ordentlig farvel. At flytte om symboliserer det at alle erindringer i det indre rum, står
bare alle flyttekasser i stabler. Lisbeth afslutter til pædagogerne: Hun ansætter jer til at se, hvor rodet
der er indeni, og at I er hendes flyttemænd/indretningsarkitekter.
Lise
Vedrørende politisagen: han har fået en påtale. Hun er blevet hørt og set og har fået nogle
psykologsamtaler. Hun er udsat for at nogle mænd vil mere med hende, end godt er for hende. Hun
var ikke gået fra ham.
Elsa fungerer som projektions - container for Lise med det, som hun laver i sin kasse. Hun har brug
for at Elsa er med. Det Lise har sagt. Jeg har aldrig åbnet mig så meget før, siger Lise til Elsa. Trods
hendes svage mentaliseringskræfter. Har rigtig gode ressourcer. Åbnet sig meget og ordene er måske
luftige, og så er det godt med symbolerne, som hun holder i hånden. Hun er glad for sin logbog.
”Min bog bliver aldrig vist til min mor, vel?” siger hun til Elsa.
26
19.11.2010: Mange vilde dyr, og der er ikke mad til dyrene. Alle de største dyr finder hun. Jeg er
selv dinosaurussen, med den lange hals, der kan nå noget, som de andre ikke kan. Elsa ligger på en
sten og sover. Gorillaen kommer (leger borte/tit-leg). Løveungen. Stolt af det nye tøj. Smart og
forførende kontrast til det med voldtægten. Hun kan nemt komme til at seksualisere kontakten. Hun
vil ikke bruge videoen (jeg er for tyk)
Du er blevet en sjælefører for dem (siger Lisbet til Linda)
Billede.2. Meget poetisk billede. Jeg er selv Peter Plys, siger Lise. Forsøg på at differentiere det
mandlige, der står stærkt her, repræsenteret ved kongen krigeren elskeren og magikeren + ung dreng
og monster. (=dårlige erfaringer med stedfaderen) Hun får at vide at stedfaderen er vred over at hun
ikke vil hjem til jul. Så skal hun ikke komme mere, siger han. Hun besøger nu moderen, når han ikke
var hjemme. Hun er voldsomt æreskrænket på sin skrøbelige ære? hun har en voldsom SKAM at
være anderledes og over at være den, hun er. Alle søsterens børn er tvangsfjernet. Hun fylder sit rum
ud og de kan æde hinanden, når hun er i indre konflikter. Dyrene repræsenterer det tidlige instinktliv,
det, der kommer før det menneskelige.
Bro -bygning, Åkander vokser på vandet. Det interessante (løveungen er nød - jeget = den runde er
skærmende for det runde nød-jeg. Fjer og fugle hører til luften (=luftige følelser og tanker)
Brændpunktet er en bro, parathed til at slå fra sig =(en krigerkvinde under broen).
((hun har mødt en mand i telefonen = HÅB.))
Lises arbejde er kantinegruppen 2 dg om ugen. Prikkerunde tager vist nok hendes kontaktperson. Så
vælter hele hendes verden – hun går i seng udsigtsløst liv.
3.12.2010 Elsa har gjort noget forbudt – godt.
Bjørnen er Jan Tigeren er Elsa. Løven er pædagogerne, der skælder ud. De bestemmer mere, end jeg
vil have. Trodsalder. . Hun lægger bomben til allersidst. Lise tester om Elsa kan holde til hende.
Isbjørnen er politimand. Hun skal beskyttes imod lyset /solen (=bevidstheden) hun slører hoved sagen tanken, det mentale. Heksen er på kanten. Løvefaderen….Hun vil så gerne have de to verdner
(indre og ydre) forbundet!
3. billede samme dag: en ressourcekasse med konjunktion på stranden. Forenet af det mandlige og
det kvindelige med døden overfor. Meget modsætningsfyldt med et ønske om at kunne forene .
Psykisk styrke er jo der, hvor vi kan operere med et både og.
Døden siger noget om hvor farligt det er. Hun står alene. Kæmpe hår på de elskende (=
Det erotiserende er farligt!
Hun lærer af Elsa at skille sig ad fra …
17.12.2010: Rent dyr, nu mange fisk (hun har i virkeligheden mange konflikter med faderen ) Grøn
dino holder vagt, mis i kurven er moderen , Gorillaen er Elsa der er gal på stedfar, fisken én på
kanten, hvalpene er onde er onde. Hvaler og haj skal over til de onde. Aberne skal ikke høre noget.
åkanden, der skal flere blomster. Den hvide lille blomst på missen i kurven + en fisk.
Det interessante: hvis hundehvalpene er onde, er det mor, der står og kigger på at hun bliver krænket.
((Lise siger, at hun selv er kattekillingen med al den kærlighed hun får…) Det er svært at ville både
det onde og det gode samtidig!
Logbøgerne er rigtig gode, hvis hun har kognition til at bruge den. Lise har glæde af sin bog
7.1.2011: Er ej kommet i gang med arbejde (vandskade) utilfreds med at vente. Har besøgt mor uden
stedfar. Lise siger at det med kæresten ikke gør dem til rigtige kærester.
Bordet: kattene skal derop, sådan at hundene ikke kan nå dem. Lilleføl - (hun lever sig helt ind i det).
Bananer fordeles rundt om til dyrene (sidst var det fisk, nu er det bananer)
27
Fra vilde forhistoriske dyr TIL husdyr. Konflikterne udspilles nu mellem husdyrene/tamdyrene
((tættere på vores bevidsthed)) jo bedre kan vi styre dem
Hun kunne nok begynde med at differentiere og kategorisere , hvis hun fortsatte med Sandplay. Meget
primitivt OG noget tilgængeligt.
14.1.2011: Rigtige fine ordentlige liv + dino og gorilla. Lise har et velordnet sted indeni, som Elsa
repræsenterer (Lise vil med hjem). En besked om at det kan åbnes mere og mere (nøglerne på
bordet! Den lille elefant er forundret.
Hvis man skal lave Sandplay med H-mennesker, skal der være en omsorgsperson, som skal være
rejsefører gennem billederne. De to mariehøns (Jomfru Marias små høns) Små spirituelle dyr.
Fine fremmede geishakvinde. Det er én, der kommer med fred. I den her er det onde nu blevet til en
heks. De skammer sig. Skammer sig over at være den krop hun er, hun skammer sig over at være i
den dysfunktionelle familie. Hun vil have kattens pels.
Hun har brug for hjælp til at styre de forskellige verdner.
Afrundende: At hjælpe Lise af med skammen ved at lege med de vilde dyr er fint
6.2. Videoanalyser
22.10.10 Analyse af videooptagelsen med Dea hvor jeg ser på: ”Hvordan der i Sandplay skabes
kontakt, tryghed og nærvær i relationen og respekt for beboerens eget udtryk samt hvordan jeg og
pædagogen kan håndtere og containere forskellige følelsesmæssige udtryk. Hertil bruger jeg Sterns
teori om ”De fem relateringsdomæner” samt egne erfaringer og refleksioner.
Desuden vil jeg analysere, hvordan beboerens udvikling er via den æstetiske proces tre niveauer.
Dea Sandplay den 22.10.10: Dea fortæller først om Føtex, er meget ked af det, så hun må ud og ryge.
Imens hun er væk taler Else (vikar for Peder) om at det er hårdt for Dea at blive afvist og det er noget
hun har med sig helt fra fødslen. Else vil gerne have noget supervision, da det er tunge ting der
kommer op i lokalet.
Dea kommer ind i lokalet: ”Hvad snakker i om”? Jeg fortæller Dea at Else og jeg snakkede om hvor
rørt vi bliver af det Dea fortæller. Elsa supplerer med at ”ja, jeg bliver meget rørt”.
Dea: ”rører det dig det jeg fortæller til Linda”? Else nikker.
Linda: ”Jeg bliver også rørt Dea”.
Dea: ”Jeg også – at jeg fortæller dig – hvad du hører”.
Analyse: I denne situation er det som jeg ser det, Deas ”Subjektive selv” der mest kommer i spil.
Dea spørger til noget hun fornemmer, måske følte hun sig lidt adskilt/ensom. Der sker en
følelsesafstemning – jeg og Elsa ”føler noget for dig” og det sætter vi ord på. Elsas og min
følelsesmæssige vurdering bliver legaliseret og Dea oplever at hun har ret til at føle og være som hun
er. Vi accepterer Deas historie uden at ville ændre den.
Linda: ”Så er du ved at være klar. Nu har du fået smøg og kaffe”! Dea står med koppen i hånden tager øjenkontakt med mig: ”ja, jeg er en kaffesøster”.
Linda: ”Ja, det er du og med trang til røg”. Vi ler sammen.
Analyse: ”Det verbale selv” er i spil. Jeg bekræfter Dea – uden at vurdere - om hun drikker eller ryger
for meget og der skabes en følelsesafstemning. Vi er fælles og jeg spejler Dea sprogligt.
Dea går til sandet. Vi står overfor hinanden med hænderne spredt hvilende på sandkassens kant. Vi
ser kort på hinanden og ned i sandet.
28
Linda: ”Kan du mærke hvordan sandet skal være”? Dea laver cirkler med begge hænder og siger:
”også for at bløde lidt op”! Samtidig vipper hun fra side til side på fødderne. Der går et stykke tid med
dette.
Dea:” Hvad søren ska` man tage fat på”?
Linda:”Jaah?” Lang pause og Dea fortsætter med samme bevægelser.
Dea: ”Vi har snakket om mange ting”. Dea nævner forskellige temaer og nævner nogle der larmede på
afdelingen…
Analyse: Jeg oplever at Dea er i fornemmelsen af det ”Emergente selv”, hvor der opstår et nuøjeblik
og et mødeøjeblik imellem os undervejs i pausen, hvor der mest er fysisk tilstedeværelse.
Jeg formoder at mit spørgsmål om Dea kan mærke hvordan sandet skal være, forstærker indfølingen!
I dette øjebliks opståen opstår ”den hedoniske tone” , hvor Dea forsøger at afstemme det
følelsesmæssige ubehag som både sker gennem ikke at vide, hvor hun vil tage fat samtidig med at
temaerne hun tænker over - giver ubehag og er næsten ubærlige. Denne indtoning er jeg sammen med
hende i - med ro, dvæle, spejle (jeg gynger lidt med).
Dea har fortalt hvem hun savner og jeg foreslår hende at lave et billede med dem hun savner og et
andet billede (peger på det tørre sand) af ”en god støttende mor herovre. Noget hvor du får det du
mangler nu – som du ikke fik den gang”.
Dea: ”Min plejemor - der fik jeg det jeg ikke fik fra min egen mor”!
Vi taler om hvad det ellers er at Dea mangler i sit nuværende liv.
Analyse: Mit forslag om at lave et billede med de personer Dea savner - er ud fra et tidligere ønske
om at hun gerne vil bearbejde disse savn – fordi sorgen og forladtheden stadig fylder.
Ideen med billedet i det tørre sand er decideret traumebehandling. Det består i at starte med at Dea
ligger grundstenende til en ressourcegivende ”Arketypemor” - der blandt andet kan tilføre Dea den
egenomsorg hun ikke helt kan give sig selv i dag samt give mulighed for at traumet om den tabte mor
kan heles.
Dea er omkring ”det verbale selv”, hvor vi begge er i spil med tanker, holdninger og erfaringer.
Selvfølgelig med udgangspunkt i Deas fortælling hvor hun nævner forskellige temaer og vi taler
længe om, hvad hun savner i sit nuværende liv. Der vælges, sorteres og kombineres erfaringer og
dette skulle være med til at give en meningsfuldhed sammenhæng!
Dea viser en selvindsigt da hun siger at: ”Min plejemor – der fik jeg det jeg ikke fik fra min mor”!
Her sætter hun historien ind i en årsagskæde og jeg bakker hende op kropsligt/verbalt.
Dea kigger på hylden af ting: ”Sig mig har du cigaretter? Lyder meget begejstret.
Linda: ”Ja da”!
Dea: ”Hvad, har du haft dem længe”? Øjenkontakt.
Linda: ”Ja, de har været der hele tiden”.
Dea: ”Jamen, dem er jeg da helt....griner…havde du dem første gang jeg var her. Øjenkontakt.
Linda: ”Ja – og Dea her er 117 ting så hvordan skulle du og jeg så få øje på dem? Smiler til Dea.
Dea: ”Nu snakkede vi lige om Menthol – og- så…
Dea sætter dem en i sandet. Vi ser begge på den.
Dea: ”Nej den passer ikke til billedet”. Hun går over til det tørre sand: ”Her kan jeg lave lidt sjov og
glæde”.
Linda: ”Ja”.
Dea: ”Så kan jeg lægge cigaret her – neeej… Nu syntes jeg vi skal finde en mor.
29
Linda peger: ”Der er nogen her”.(Nogle gange er der for mange figurer for Dea så derfor hjælper jeg
hende lidt). Dea ser på hylden ved siden af.
Linda: ”Nååh…der er også nogle der”! Jeg bøjer mig sammen med Dea ind mod hylden for at se
figurerne.
Analyse: Dea springer impulsivt fra det tunge til noget glædeligt. (Tænker at cigaretten er som en sut
for hende)! Jeg går med hende i hendes oplevelse og støtter hende i oplevelsen af det ”Verbale selv”.
Både følelsesmæssigt, i indtoning, kropsligt og med ord: ”Ja da”. Jeg viser min interesse og er med i
Deas glæde (dog ikke helt så begejstret) Her kunne jeg yderligere have fordybet kontakten ved at sige:
” Ja, det kan du lide”.
Jeg kommer med forslag til figurer og ser at hun kan skille sig fra mig (mit forslag) og kigge på en
anden hylde. (Måske er den opbakning jeg gav inden med til at Dea føler sig tryg til at gøre egne
valg?) Jeg støtter Dea i at hun selv vælger og et kan give hende en oplevelse af at ”hun kan selv”.
Teoretisk set kan handlingen relateres med Deas ”fornemmelse af et kerneselv, have fornemmelser
over egne handlinger, være adskilt fra moren (mig), og have ret til sine egne følelsesudtryk”.
Delkonklusion: Dea bevæger sig mest i ”Det verbale selv” hvor hun kan se sammenhæng og årsag og
jeg støtter hende både affektivt afstemmende og regulerende (Stern). Jeg er til stede i de første af
Sterns selvudviklende domæner primært gennem ord – men også med mimik.
Dea gør brug af Elsas støtte - specielt i starten og får bekræftelse herfra - ligesom at samspillet
mellem Elsa og jeg tænkes at have en gavnlig virkning. Vi supplerer med følelsesudtryk og ord.
Jeg benytter mig af at skabe ”omstemning” - specielt når der optræder et traume hos Dea og kan
således gøre det lettere for hende at bære smerten og tale om chokket.
Videoanalyse ud fra den æstetiske proces’ tre niveauer.
Individuelt niveau: Jeg nævnte tidligere at Dea bearbejder en traumatiske oplevelse i den ene
sandkasse og det rare/sikre og aflastende i den anden kasse.
Undervejs bakker jeg hende op i den følelsesmæssige intensitet hun er inde i ved at jeg kan rumme og
være vidne til det hun beskriver og viser. Jeg giver plads til at hun kan udtrykke det
følelsesmæssigt/verbalt og ikke mindst symbolsk hvori figurerne bliver aktører i en æstetisk
sammenhæng i billedet. Dea får herved plads til at eksperimentere med sin egen identitet. For
eksempel siger hun da hun starter med billedet i det tørre sand: ”Vi leger at jeg fylder år. Der kommer
min mor (finder en figur og placerer den i sandet) – en god mor - plejemor” Her taler hun om sig selv
i anden person og leger at der sker noget godt.(I modsætning til hendes egen mor i det våde sand).
Det sociale niveau: Følelser, ideer og fornemmelser bliver et offentligt anliggende gennem samtale.
Det våde sand: Dea fortæller at hendes mor havde beskyldt hende for noget hun ikke havde gjort.
(Hun finder figurerne og sætter dem i sandet) Dea siger at hun sagde: ”Nej det har jeg altså ikke mor”!
Linda: ”Det lyder ikke rart sådan at blive beskyldt”.
Dea: ”Ja, tænk at sige sådan noget, når jeg ikke har været så meget sammen med hende”!
Det tørre sand: ”Dea siger fortsat: ”Drikker en kop kaffe. Vi hygger os i weekenden, har det godt, god
mad, ser Tv”. Jeg siger: Lyder godt”. Dea taler videre om huset. Hun finder et hus og siger: ”Det
symboliserer rigtig godt det hus”. Dea ved at vi leger og hun er klar over at hun symboliserer.
Jeg spørger: ”Er det dit drømmehus”? Dea nikker. Senere siger hun at der skal være blomster i en
krukke. Jeg peger på forskellige. Dea siger: ”Dem vil jeg ikke have – de er kunstige”! Dea ligger
30
grønt græs. Jeg siger: ”Nu er det rart at kigge på. Dea: ” Varmt og dejligt”. ”Rart, rare billeder”.
”Fantasi”.
Kulturelt niveau: Dea beskriver forholdet mellem sig selv og verden og jeg bakker op. Hun tolker
modsætninger for eksempel - forskellen mellem den gode mor og onde mor. Mellem hvad der er godt
i livet og hvad der giver hende smerte.
Skabelsen af sandbilledet og samspillet med pædagogen og jeg gør det muligt for Dea at bevæge - og
udvikle sig i en æstetisk proces. Hun får eksperimenteret med drømmehuset, vælger en blomst som
hun siger: ser kunstig ud. Hun får bevæget sig fra fortid til nutid. Hun ved, hvordan der skal se ud
omkring huset og jeg går med i processen om at finde ”det helt rigtige”.
Videoanalyse af Lises sessioner ud fra Stern
Lise Sandplay den 22.10.10.
Lise er blevet voldtaget og har anmeldt det til politiet. Nu venter hun på svar. Lise er også meget
påvirket af at hendes bredbåndsforbindelse ikke virker.
Lise: Jeg er sygemeldt – det er på grund af det med politiet og anmeldelsen. Trækker ud.
Linda: Er du tilfreds med at du gjorde det? Anmeldte ham? (Forsøg på at få Lise til at
reflektere)
Lise: Jaa – men
Linda: Fylder det stadigvæk?
Lise: Ja, jeg ved at jeg skal læse rapporten.
(Linda lytter)
Linda: Det går langsomt…
Lise: Det 14 dage siden.
Linda: Kender godt til alt dette med kontorer – tager lang tid.
(Deler egne erfaringer)
Pause
Linda: Hvad vil du gerne have ud af det?
Lise: Ved ikke – have noget at vide
Linda: Og når du går her og venter sætter du alt andet væk - og bliver vred, frustreret og ked af det?
Lise: Ja
(Jeg fornemmer at jeg ikke skal spørge mere,
måske fordi det rammer den uudholdelige ventetid)
Linda til Elsa: Hvad gør i for at Lise udholder denne tid? .
(Følelsesmæssig afstemning)
Else: Lise går til svømning.
Linda: Ja, og i kommer herop – det er jeg glad for
Lise skifter emne der handler om at hun ikke kan få bragt bredbåndsforbindelsen i orden.
Elsa siger: Jeg godt kan forstå Lise for nu havde hun lige glædet sig. Og hun har selv ringet og fortalt
at det ikke virker.
(Følelsesmæssig afstemning).
Linda: Flot Lise.
Analyse: I denne indledende del er vi alle tre mest indenom Lises fornemmelse for hendes ”Verbale
selv”. Lise tænker og fortæller om sig selv og siger ”jeg” om sig selv.
Lise udtrykker adskilthed, der hvor hun forholder sig til det uudholdelige i at vente på resultatet af
rapporten. Hun vil have noget at vide! Her får hun skabt en betydningsdannende fortælling.
Vi er alle tre i spil med tanker, holdninger og erfaringer. For eksempel siger Elsa: ”Det kan jeg godt
forstå” - eller jeg siger: Kender godt til…”
31
Jeg er med til at stimulere Lises fortælling ved at spejle verbalt - ”Fylder det stadigvæk”? og
stimulerer derigennem hendes fortælling. Desuden støtter jeg Lise i at reflektere over sig selv: ”Hvad
vil du gerne have ud af det”?
Jeg forsøger at få Lise til at reflektere over, om hun er tilfreds med at have anmeldt fyren der voldtog
hende, men får ikke et direkte svar. Set tilbage tror jeg at det ikke var Lises optagethed - men hun
mere ønskede klarhed over hvad der sker fra nu af!
Opsamlende kan siges at jeg spørger, viser interesse og formidler egen erfaring. Jeg peger på
muligheden for at: ”rumme smerten og adskiltheden og samtidig være optaget af livet i øvrigt.
Elsa giver omsorg til Lise gennem en fysisk, støttende tilstedeværelse. Støtter fornemmelsen af ”Det
subjektive selv” og får skabt samhørighed
Linda: Hvad siger du til at lave noget i sandet, Lise?
Lise hvisker til Elsa. Vi hvisker alle tre.
Linda hvisker til Lise: Hvad hvisker du?
Lise hvisker: Elsa skal med. Vi griner.
De rejser sig sammen og går til hylderne.
Analyse: Da jeg spørger Lise om hun vil lave noget i sandet skifter hun karakter og stemningsleje. Mit
gæt er at hun er lidt genert – hun hvisker til Elsa – vil gerne have Elsa med. ”Mor skal være nær, når
Lise bevæger sig ind i en ny handling” – det er mit gæt.
Både terapeut og pædagog rummede og justerede sig ind i Lises stemningsskift. ”Vi hvisker, nikker,
har øjenkontakt og får skabt tillid til det næste Lise skal i gang med!”
Lise er her i fornemmelsen af ”Det emergente selv” – hun hvisker, det bliver sjovt, det opstår et nuøjeblik med en flydende kvalitet. Jeg fornemmer både lyst – og ulyst hos Lise.
Lise: Tager en stor dinus. Ser farlig ud”.
Linda: Din gode ven? Smiler.
(Lise har før anvendt de store Dinuser)
Lise sætter den langsomt.
Linda: Står den godt der?
(Refleksion)
Lise: Mmmm
Tager hunløve med unge
Lise: Se,se se.
Tager en flodhest og knurrer op mod Elsa
Lise laver sjov med en gorilla som hun tager op mod Elses hoved.
De griner sammen.
Linda: Det er store dyr!
Lise stiller de to største tigre front mod hinanden.
Linda: De står tæt- æder de hinanden?
Lise: Mmmm (Som ja)
Linda: De slås?
Lise: Mmmmm-jah
Tager en gorilla ovenpå Dinus men den falder ned. Vi kigger sammen.
Linda: Hov, den er for slatten
Lise tager tingene i en rytme – får øje på en blomst.
Linda: Skal jeg tage kurven hen til dig?
(Det subjektive selv- Jeg bekræfter at jeg ser Lises
optagethed).
Analyse: Lise er mest i fornemmelsen af sit ”Kerneselv” men også i ”Det subjektive selv”.
Kerneselvet viser sig ved, at Lise har kontrol over egne handlinger. Hun vælger suverænt selv
figurerne og hvor de skal stå – ”selvsammenhæng”. Hun har ret til at være i verden og vælge det der
føles rigtigt! Hun tillægger og mærker de følelser som figurerne ser ud til at have. Meget aggression i
32
starten og senere nogle mere blide og rare udtryk. Hun har kontrol over følelsesudtrykkene og det er
centralt for Lise at Elsa og jeg rummer disse.
Terapeuten/jeg skubber ikke på men flyder med. Legaliserer Dinus kraft ved at sige: ”Din gode ven”!
Jeg understøtter Lises handling for eksempel ved: ”Står den godt der”?
Det Subjektive selv viser sig ved at mange af Lises handlinger foregår i et ordløst miljø understøtter af
lyde som: ”Grrr…”
Elsa støtter Lise ved at stå fysisk tæt, vrænger ansigt, når Lise svinger dyr op mod hende, siger Uhhh
og Lise morer sig. Der udtrykkes: ”Jeg har set det du har set” , hvilket er Elsas aflæsning når Lise
peger og viser.
Jeg er med Lise, når jeg går med helt hen til reolen og stirrer på fx rovdyrene sammen med Lise- går
med hen til sandkassen – ser hvor Lise sætter figuren – giver tid til at dette sker. Derudover sætter jeg
ord på der indirekte siger: ”Jeg har set det du har set”. For eksempel ved: ”Den er for slatten”, ”æder
de hinanden”?
Lise: Mmmm
Tager kurven – lægger en stor gul blomst på hovedet af Dinus
Lise: En solhat
Sætter den på hovedet af en Dinus.
Linda: Åh, hvor er den sød!
Lise fortsætter med at ligge blomster på hovederne.
(Det emergente selv)
Linda: Kan du godt lide blomster?
(Det verbale selv)
Lise: Ja
Linda: De får blomsterhatte alle sammen.
(Jeg har set…sammenhængen)
Analyse: Indimellem har Lise opmærksomheden på ”Det emergente selv” – da hun på en flydende,
stille og gyngende facon tager en figur og sætter den præcist i sandet. Der er til tider ”stille øjeblik”
og pludselig har Lise (ved de store dyr) en eksplosiv energi.
Der opstår ”Nu-øjeblikke” som pædagogen og jeg støtter Lise ved at gengive, spejle, indleve og støtte
ordene ved at gengive dem eller nikke.
Lise har ofte direkte øjenkontakt med Elsa, sjældnere med mig.
Lises stemningsleje svinger sig op og måske er det udtryk for vrede overfor den/de mænd der har
forvoldt hende skade! Stern siger, at der ved et ”emergent opstående øjeblik” gives en spontan
oplevelse af, at en handling aktiverer tidligere erindringer, samtidig med at den former erindringerne
på en ny og kreativ måde. Lise får plads til at udtrykke aggressionen på nye måder for eksempel har
hun forskellig vrede lyde til de forskellige dyrearter.
Lise tager kurv med slanger. Løfter den op og siger Tzzzzz som er de farlige.
Lise til Elsa: Den tisser se… Tager den næste slange mod Elses hoved
Lise: Grrrr
Lægger den bag tiger
Lise: ikke bide i halen!
Linda: Kan du li dem Else? Holder den næste slange op i Elses hoved.
Elsa: Ikke specielt
Vi griner
Lise tager krokodillen
Lise: Den spiser Else
Lise finder en lille plyskat: Nåh se Else og viser den til Else.
Finder to mere: Nåh, de er søde!
Lise er færdig med Sandplay.
Analyse: Lise tager herefter fat på en mere direkte konflikt som hun engang har haft med Elsa.
Jeg tænker, at alt den støtte Lise har fået inden giver hende modet til (overfor den person hun måske
er allermest knyttet til), at melde ud at der har været noget som ikke var i orden for hende.
33
Elsa er åben for snakken og lytter og stiller spørgsmål og Lise falder til ro.
Samtalen handler om hvad der skal ske bagefter. Lise kommer ind på et par gange Elsa har været sur
på Lise og de vender det med hinanden.
Lise går over til at lave sjov med Elsa over at hun tager bilen i stedet for at cykle. Der er en god
stemning og det er noget Lise fortæller til mig.
Elsa siger at det var godt at få snakket om to gange hvor hun blev vred på Lise. Lise er i godt humør
Samlet set er de fleste af domænerne i spil hvor de glider ind og ud af hinanden, hjulpet af den tætte
relation mellem pædagogen, der er i stand til at hjælpe Lise med at bære det ubærlige. Ligesom at min
funktion som terapeut åbner og afstemmer den rejse Lise er på i rummet.
Videoanalyse ud fra den æstetiske proces’ tre niveauer.
Individuelt niveau: Lise er i stand til at eksperimentere med sin egen identitet, hvor hun periodevis
skifter mellem angst/smerte – lyst – leg og alvor. Jeg anerkender hendes valg: ”Det er store dyr…æder
de hinanden”. Lise sætter en blomst på hovedet af Dinus og jeg siger: ”den er sød”.
Socialt niveau: Flere steder undervejs bliver følelser og fornemmelser vendt. Lise beskriver hendes
følelser og hendes fornemmelser udtrykkes med figurerne. I indledningen drejer sig om temaet med
politiet, Bredbånd der ikke virker og det at Lise må vente. I Sandkassen kommer de aggressive, farlige
dyr frem og i modsætning små katte.
Lise vender tilbage til en konflikt der har været engang mellem Elsa og hende. Jeg hjælper Lise med
spørgsmål om, hvordan det var for hende og hvordan det var for Elsa. Begges oplevelser og
synspunkter rummes.
Kulturelt niveau: Lise har en holdning om at fyren der har voldtaget hende skal have en straf. Hun
lærer noget om livet – at det ikke er helt enkelt at straffe en og at tingene tager tid.
Min overordnede oplevelse er at det har været vigtigt for Lise at lære at nuancere de oplevelser hun
har med andre mennesker, da hun oftest overdriver og kun kan se tingene fra hendes egen side. Elsa er
også en stor støtte til at nuancere Lises til tider sort/hvide syn. For eksempel ved at Elsa ofte fik
forklaret hvordan tingene helt konkret hang sammen: At der havde været vandskade i et køkken, så
det var derfor Lise ikke kunne starte. Lise ofte troede at det var på grund af hende selv at hun ikke
kom ud og fik et arbejde.
6.3. Analyse af logbog (Bilag 6a)
Dea var, som tidligere beskrevet af pædagogen ikke interesseret i at anvende logbogen: ”Peder skulle
bare lægge billederne derind og passe på den for hende” - Dea ville ikke se dem eller klistre dem ind.
Birte havde glæde af sin bog og Jan hjalp hende med at rive (i stedet for at klippe) billederne før
indsættelse. De talte lidt om dem men indholdsmæssigt fyldte det ikke meget.
Derfor har jeg valgt at bruge Lises logbog som baggrund for analysen, da hun var den der arbejdede
mest med den. Hun fik Elsa til at skrive uddybende kommentarer udfor billederne.
Analysen foretager jeg ved at sammenligne indholdet i bogen med mine objektive beskrivelser.
Lises logbog: Lise har fået sat billeder/kommentarer ind i bogen. Udover helbilleder tog jeg
nærbilleder af figurer, som jeg intuitivt fornemmede at Lise kunne have glæde af at have. Hjemme
dikterede Lise Elsa, hvad hun skal skrive ud for de enkelte billeder.
Lises kommentarer til billederne i Sandplay og i logbogen:
34
Den 13.8. Sandplay, vådt: ”Lise tager gorillaen op mod Elsa (noget der skete næsten hver gang) og
grinte: ”Det er dig Elsa!”
Logbog: Billedet i tørt sand beskriver konkret en ferie sydpå, hvor Lise rejste med sin familie. Lise
fortæller om hvem de enkelte familiemedlemmer er og hvad de laver.
Det våde sand handler om Lises arbejde, hvor de tager på tur til skov og vand. Den store gorilla giver
Lise teksten: ”Det er min kontaktperson derhjemme”.
Analyse: Det viser at gorillaen har en central plads igennem hele projektet og hvor værdifuld Elsa er.
Lise siger min kontaktperson og jeg ser gorillaen som en kraftfuld, stærk, magtfuld der kan holde til
meget men som også er respektfuld.
Den 25.8. Sandplay i vådt sand: ”Lise har haft en stedfar fra omkring 3 års alderen der har slået Lises
søskende, hende selv og moren. Især når han var fuld hvilket ofte skete. Lise siger at alle i familien
har fundet sig i det. Lise har ønsket at moren forlod ham men de bor stadig sammen.
Lise fortæller at hun er blevet slået og set ned på i hele barndommen og det kommer frem efter
Sandplayen at stedfaren stadig slår Lise på skulderen – når han er fuld. Lise siger at han kan finde på
at komme ind på værelset hvor hun sover og slå til hende. Lise kommer sjældent hjem mere”.
Logbog: ”Lises tekst siger: ”Dette billede forestiller min mors hus og os der boede i det, da jeg var
barn. Der var blomster og buske i haven”. ”Min mor gjorde ikke rigtig noget når min stedfar slog mig.
Det gjorde han når han blev rigtig sur. Jeg blev meget ked af det og jeg husker ikke at nogen trøstede
mig. Hvis jeg ellers var ked af det gik jeg til min storesøster. Jeg trøstede mine mindre søskende”.
Analyse: I logbogen uddyber Lise hendes forhold til hendes stedfar og får både en ny erkendelse af
mors rolle, kan udtrykke hendes ked af det hed (det gjorde hun ikke i Sandplay) og snakker om den
dybere kontakt med hendes søskende. Lise beskriver at der var blomster i haven som jeg tænker kan
have været lindrende hjælp til Lises psyke og svære oplevelser!
Sandplay i tørt sand: Lise siger om Mariafigur: ”hun giver kærlighed”. ”Dyrene siger til stedfar at han
skal holde sig væk, løven viser hvor gal den”.
Logbog: Om Jomfru Maria: ”Hun våger over mig”.
Om dyrene: ”De andre dyr er min egen kraft og styrke, så jeg kan sige at jeg ikke vil og de kan hjælpe
mig med at gå væk fra de der er onde”
Analyse: Mariafiguren bliver tilført en ekstra kvalitet som en der passer på Lise.
Med hensyn til forholdet til stedfaren taler Lise mere om hendes egen kraft og styrke, at hun nu kan
sige fra og endog fjerne sig. En lille krølle på dette er at Lise vælger ikke at tage hjem i julen!
Den 13.9. Logbog: Vådt sand: ”Her er jeg i Hestehaven. Jeg står og ser på to ansatte som jeg følte
mobbede mig”. ”Det var farligt og dyrene skulle hjælpe mig og heksen i mig selv skulle blive vred og
sige at - det vil jeg ikke finde mig i”.
Min egen krokodillekraft og Elsa står bag mig og skal hjælpe, når det bliver så svært”.
”Jeg er selv hende den seje midt i billedet”.
Tørt sand. ”Her har jeg lavet den gode oplevelse. Vi holder fest. Min ledsager Hanne er med. Vi
dansede meget og jeg fik en sjæler med Jens”.
Sandplay vådt sand:
7.Flodhest
Står mellem de to kamphaner (griner)
8.Løve
Vise/knurre – vred!
9.Heksen
Siger at jeg ikke vil ha…..
10.Krokodille
Vred – bider i rumpen
(bider kontaktperson bagi)
35
Analyse: I Sandpay udtrykker Lise nogle primitive impulser mens i logbogen reflekterer hun over sit
indre: ”heksen i mig selv” – der viser at Lise her er bevidst om heksens kraft i hende og den kan hun
bruge til at sige, at hun ikke vil finde sig i det!
Den 24.9. . (Ingen objektive data, analyse - men igen taler Lise om sin kraft).
Logbog. Tørt sand. ”Det er Frederiksbjerg, hvor jeg skal tilbage for at arbejde. Jeg havde ikke lyst
men står her mellem (nævner navne) og den dejlige have uden om”.
Vådt sand. ”Dyrene vil ind på Frederiksbjerg i stedet for at stå i Zoologisk have – for derinde syntes
de at det er meget sjovere. Dyrene er også min kraft. Giraffen kan nå de træer som ingen andre kan”.
Den 8.10. Logbog. Tørt sand. (Efter voldtægt)”Her er dyrene der holder sammen og dem i den anden
kasse er udenfor. Her er der en der bliver holdt helt udenfor. Her er der en er holder øje, men da de
bliver ved med at slås kommer der en mere og hjælper. Den der holder øje (pædagogen) giver mig
frugt og mad. (Der står den mindste tiger og spiser af maden) Den her er alt for lille og må slet ikke
være med nogen af stederne ---det er mig!”
Sandplay:
4.To tigre
I dag går det galt…
5.Alfekvinde på hest
Dyrepasser…passer på alle
6.Gepard i tørt sand
Den er ked af det…alene
7.Alfemand på hest
Han passer på her (den våde)…og hun passer på de andre
8.Bord med frugt/kager
Det er til alle
Lise lægger frugt til geparden og andre
Analyse: Lise siger i Sandplay om geparden at den er ked af det - alene og i logbogen siger Lise ”står
den og spiser af maden (fra pædagoger)”. Lise siger nu et den er alt for lille og ikke må være med
nogen af stederne og erkender til sidst:” at det er mig”. Mens Lise i Sandplay beskriver figuren
(geparden) som noget udenfor sig selv kommer hun i logbogen nærmere sin følelse af isolation og
ensomhed.
Den 22.10. (I dårligt humør) Logbog: ”Ved ikke helt hvad det var jeg lavede men jeg var lettet
bagefter”.
Analyse: Sjovt nok arbejdede Lise med slanger der symboliseres som noget meget tidligt og
derudover er der rigtig mange figurer (dinosaurus) der udtrykker meget aggression i sandkassen. Lise
siger om sessionen: ”Jeg husker ikke andet end at jeg var lettet”. Det er efter min mening interessant!
Den 5.11. Logbog. Tørt sand. ”Her er jeg til barnedåb hos min kusines dreng – det er mig der går med
barnevognen. Her er min familie. Det var rart ved bordet. Løverne sørger for at der er ro til festen.
Sandplay:
9 .Dame
”moster – nogen gange god – nogen gange ond. Hun har en mand der ikke er sød.
Drikker –
og bliver ond”
Analyse: Lise beskriver et familiemedlem der ikke er rart at være sammen med og beskriver i
logbogen at løverne sørger for at der er ro til festen, hvilket kan vise at Lise er under et vist pres, når
hun er sammen med familien og har brug for at berolige sig selv. Løverne er vel hendes forsvar, hvis
nogen skulle finde på at komme for tæt på. Jeg ser det som at Lise igen får en ekstra dimension på ved
brug af logbogen.
Den 19.11. Logbog. Tørt sand. ”Her har vi den gode og onde verden. Hestene i midten holder øje med
de to verdener. Jeg er selv i den gode (Peter Plys). Fjeren ligger på regnbuen, fordi der sku være
skygge – solen var for stærk.
36
Analyse: Det viser sig at Lises kommenterer i logbogen, er udover det hun sagde da hun lavede
sandbillederne. Mens Lise lavede det første billede, var hun næsten tavs.
Nu er det som om hun ser billedets helhed med et tema om ”den onde og gode verden”. Lise
benævner igen sig selv som værende ”den gode” men med som jeg ser det et lille nød-jeg.
Den 17.12. Vådt sand.” Her er min familie – de er på den onde side fordi jeg ikke vil holde jul med
dem og min stedfar blev sur”.
Tørt sand. ”Her er den gode side – Majvænget. Pædagogerne og Jørgen sidder på hesten. Jeg ligger i
kurven (plyskatten i kurven) og får kærlighed – fiskene.
(Nærbillede med kat):”Her er jeg med fred og kærlighed”!
Det er tydeligt, at ved arbejdet med logbogen, fordyber huns sig yderligere. Hun kan gå fra symbolet
i kassen direkte til kræfter i sit eget indre, hvilket er en udvidelse af hendes selvforståelse. Hun kan
gå fra megen stor aggression til at tæmme den - ved at tale om den, således at hun frisættes til at
kunne håndtere de forhold, der er i livet i øvrigt. Alt dette bliver båret i den støttende og nærværende
kontakt som hhv terapeut og pædagog byder på.
7. EVALUERING
7.1. Pædagogens rolle/opgave i/udenfor sandplayrummet.
I projektets bestræbelser på at give de tre pædagoger kendskab til Sandplay afholdt vi en introdag i
juni 2010, (bilag 7a.) med oplæg om Jungs psykologi. Desuden valgte vi at pædagogerne selv prøvede
Sandplay: ”De får hver en sandkasse og laver en fortælling af den beboer de er kontaktperson for –
ved brug af figurerne, forskellige sider af personligheden/adfærd”. Samtidig fik vi pædagogernes
beskrivelse af den beboer de var kontaktperson for.
Oprindeligt var det meningen at pædagogen havde omsorgsrollen for den udviklingshæmmede i
Sandplay: ”Pædagogen sidder neutralt, lyttende og responderer kun, hvis terapeuten eller brugeren
henvender sig til ham/hende”. (Litteratur.: Haldor Øvreide ”Samtaler med børn”). Herunder pasning
og pleje - eksempelvis toiletbesøg, Dea der måtte ned og ryge midtvejs, kaffe der blev spildt,
lommetørklæde m.m.) Desuden forlader omsorgspersonen lokalet sammen med beboeren og følger op
på - og er støttende ved efterreaktioner fra beboeren.
Fra supervision den 29.9.10 afklares det, hvordan pædagogens tilstedeværelse skal være: ”Den
tilstedeværende omsorgsperson må være orienteret og ikke mystificeret”.
Et dilemma kan være om pædagogen kan klare de skildringer og emotioner der kommer op under
Sandplaysessionen? For eksempel, da Dea ikke kunne udholde at være i Majvænget - fordi en anden
beboer råbte det meste af tiden og Dea ville flytte hurtigst muligt! Eller når beboerne fortalte at en af
pædagogerne skældte ud! Eller da Lise var blevet voldtaget – herefter blev en af pædagogerne tilbudt
Supervision - som hun glad tog imod.
Et andet spørgsmål der også rejste i supervision var: hvordan tages der hånd om hvad pædagogen har
brug for? Hvordan får man pædagogen ind i det terapeutiske rum? Det viste sig at være vigtigt at
terapeut og pædagog mødes imellem gangene. Hvad skal dagsordenen være?
Pædagogenes rolle blev gradvist justeret på grund af beboernes forskelligheder i deres arbejde i
sandkassen eksempelvis:
• Lise ville have Elsa helt tæt på fysisk/psykisk, så Elsa rejste sig og stod op, fuldt nærværende
og Lise kunne tage lige støtte sig eller tage fat i Elsa. Elsa skulle med op alle gangene og var
tydelig omsorgsperson for Lise.
37
•
•
Dea fortalte så meget undervejs at jeg ikke kunne nå at notere - så det tog Peder sig af. Den
aftale jeg havde lavet med Peter var ikke optimal for Deas for det blev på bekostning af
manglende nærhed/nærvær mellem Dea og ham.
Birte ville gerne have Jan med op de fleste gange og han var også vigtig som ”tolk” til de ting
Birte ville fortælle om.
7.2. Pædagogens rolle/opgave i projektforløbet (Bilag 6a.b.c.)
De oprindelige aftaler er beskrevet i ansøgningen (bilag 1C).
Af afvigelser har der været følgende: Projektet kom først i gang med beboerne i starten af august 10., i
stedet for marts, da det tog tid at finde de beboere man mente kunne have gavn af Sandplay og var
interesserede. Desuden at finde de pædagoger der havde interesse for projektet. Udsættelsen blev
accepteret af SL´s udviklingsafdeling.
Introdagen den 2.maj.10, blev startskuddet på projektet. Til dette deltog de tre pædagoger, der var
tilknyttet projektet, Linda (terapeut) samt Marie (sekretær og vejleder). (Bilag7a.)
blev pædagogerne præsenteret for hvordan de kunne registrere (skema i bilag7b.)og reflektere
undervejs i Sandplayrummet, samt lave et kort referat bagefter som skulle sendes til terapeuten en af
de nærmeste dage efter.
Heraf pædagogens egen refleksion:
1. Hvad mærker jeg selv mens beboeren arbejder i lokalet?
2. Ser jeg noget nyt eller noget jeg ikke havde forventet fx sprogligt/udtryksmæssigt?
3. Hvordan er samspillet mellem terapeut og bruger? Hvad syntes de om samspillet – gør/kan
terapeuten noget anderledes?
Referatskrivning i sessionen blev droppet igen efter et par gange med Sandplay, da pædagogerne var
draget ind i så meget andet undervejs i sessionen - desuden kom det frem fra Lisbet Myers, at hun kun
kunne bruge objektive beskrivelser af processen i skabelsen af billedet.
Det ville alligevel have været gavnligt, hvis pædagogerne havde brugt tid på at reflektere omkring
nogle af disse spørgsmål bagefter - men de virkede så presset arbejdsmæssigt at jeg ikke kunne
fastholde det som et must!
Brug af Iagttagelsesskema:
Om iagttagelse af beboernes udviklingsproces.
”Projektet indfører iagttagelsesskema til registrering af beboernes mulige udviklingsproces. Skemaet
skal udfyldes imellem de enkelte terapisessioner”. (bilag5a s.3)
Det viste sig at skemaet ikke kunne udfyldes. Pædagogerne kunne ikke spore større forandringer på så
kort tid og mente heller ikke at det var brugbart, så vi droppede det.
7.3. Organisering og mødestruktur (bilag 5a-5f)
Møder om Sandanalyse, Fokusgruppeinterview(bilag7a), evalueringer, projektmøder hvor systemets
forskellige interessenter genererer projektets kvalitet, møder om metoder for brug af logbog,
iagttagelsesskema: Der har været introdag i juni 10. vedrørende de anvendte metoder i projektet.
I august 2010 var der et møde vedrørende ressourcestyring af pædagogernes mandetimer mellem
Inga, Jørgen og Linda. Der har været en uformel midtvejsevaluering mellem samt Inga og Linda (2
timer i okt.1o) - en undersøgelse af hvorvidt sandplayen understøtter/forstyrrer de mål, som
institutionen arbejder hen imod.
38
Derudover ”Fokusgruppedag” den 10.11.10. og den 5.2.11 (bilag 5a.f.) der også blev brugt til at
opsummere, hvordan det gik og hvilke relevante erfaringer de involverede havde fået. Disse løbende
evalueringer blev baggrunden for justeringer i projektet.
Linda har mødt to af pædagogerne en eftermiddag for at afklare diverse spørgsmål med hensyn til
beboeren i Sandplay og de spørgsmål der trængte sig på.
7.4. Om terapisessionerne versus dagligdagene
Overordnet kunne hver beboer modtage Sandplay tolv gange. Der var et par afbud på grund af
sygdom. Enkelte gange havde pædagogerne fri eller der var sygdom, så en vikar måtte træde til. Det
gik udemærket, da det oftest var en af de tre der i forvejen var tilknyttet projektet.
Der var problemer med parkeringsforhold omkring Sandplayrummet/huset/byen, der besværliggjorde
den oprindelige plan om, at jeg skulle have en halv time mellem hver session til at reflektere og skrive
i. Desuden følte pædagogerne sig presset af organiseringen: hvem kørte først, hvem var der som vikar
på afdelingen og andet? Dette stressede til dels mig, så jeg enkelte gange ikke var så nærværende som
jeg kunne have ønsket mig.
I forhold til beboernes belastningsgrad blev de 12 gange samlet set et alt for kort forløb i Sandplay.
De ville gerne have fortsat og Dea og Lise græd den sidste gang over at skulle stoppe.
De tre udvalgte beboere der fulgte projektet var udviklingsmæssigt meget forskellige og jeg måtte
tilpasse samvær og metode derefter: ”For eksempel kunne Birte ikke selv gå hen til sandkassen i
starten, så jeg satte den ene sandkasse ned, kørte den hen til hende og jeg spurgte hvilken figur hun
ville have i sandet. Birte pegede og jeg gav den til hende”.
Peder noterede, mens Dea var i Sandplay - så her kunne jeg koncentrere mig mest om hende og
hendes proces (fulgte hende tæt, viste figurer, støttede sprogligt/kropsligt).
Lise var mest knyttet til Elsa, men jeg oplevede at Lise var tillidsfuld overfor mig i hendes
fortællinger og sagde blandt andet til mig den sidste gang: ”jeg har aldrig åbnet mig så meget for
nogen før”.
7.5. Fokusgruppeinterview.(bilag7a.) = pædagogernes midtvejs- og slutevaluering.
Har I (pædagoger) fået nogen nye indsigter i beboerens følelsesliv og iboende ressourcer?
Udsagn fra pædagogerne om den beboer, de er kontaktperson for:
Elsa: ”Det at jeg er med i projektet med gør at jeg er mere opmærksom på Lise – gøre det mere
bevidst end man ellers gør – være jeg-støttende og anerkendende. Har opdaget, hvordan jeg tager et
panser på, hvis Lise kravler for meget ind mig. Jeg ser på hende med nye øjne. Der er ikke kommet
noget nyt frem om hende. Hendes start på livet er en stor forklaring på hendes personlighed og
adfærd.
Jeg har fået øje på et par ressourcer hos Lise - ved at hun magter at balancere mellem det onde og det
gode og hun kan godt komme ud af det med støtte. Jeg vidste ikke, at hun var så stærk til at
symbolisere. Hun rolleleger også. Hun siger, at sådan en kasse skulle vi have her”.
Elsa fremhæver ”Lise har brugt de gode billeder til at fastholde det positive i hendes liv og hun har
fundet styrke i de stærke figurer”.
”Vi (de i projektet tilknyttede pædagoger) har fået en dybere fællesforståelse af hendes problem”.
Elsa ”Når vi laver logbogen, så taler vi om billederne. Det er en gave at være med i og det giver én
som pædagog et andet rum, hvor man kan parkere det og sige, at det kan du tage op i Sandplay”.
Peder: ”Dea har ikke sagt noget derinde, som jeg ikke har hørt i forvejen. Jeg oplever at det gør hende
godt og hun er lettet, når hun forlader Sandplay. Hun har selv en oplevelse af, at hun kan bruge det.
39
Hvad der er hvad, er svært at sige. Jeg oplever trygheden i hende ved at vi skal ind til Sandplay. Det
betyder meget for hende”. ”Mit syn er stadigvæk lidt det samme. Hun er svær at få med til noget. Det
er positivt, at hun glæder sig og gerne vil med derind. Det er på hendes betingelser. Positivt at opleve
at hun glæder sig til en aktivitet”.
Jan: ”Fint at finde frem hvad min beboer skal i Sandplay - at vi skal rumme hendes langsomhed”.
”Birte har fundet sin høvding/kriger frem (figurer) - og hun er ellers mest til Morten Kock film.
Ændrer det noget ved jeres relation, det der sker i sandplaylokalet?
- ”Det forstærker. Nu deler jeg alt det trælse som hun har været udsat for”.
- ”Når vi laver logbogen, så taler vi om billederne. Det er en gave at være med i. Det giver én
som pædagog et andet rum, hvor man kan parkere det og sige, at det kan du tage op til
Sandplay”.
- ”Jeg har fået et tættere forhold til hende og en større mulighed for at kunne arbejde med
hende i accepten af de svære vilkår hun har og har haft og tænker: ”hvordan kommer hun så
videre”!
- ”Mere obs., på hvordan jeg kan støtte Lise efter Sandplay og kan derefter bedre rumme og
støtte hende i hendes historie”.
Ændrer noget følelsesmæssigt i jer?
- ”Det rører mig, at nogen kan gøre sådan ved et andet menneske. Når jeg sidder og noterer, så
er der plads til at mærke det skrækkelige”.
- ”Man bliver lige mindet om – at hold da op, hvor har de meget (i bagagen)”!
- ”Jeg havde nogen gange svært ved at finde min rolle ved at beboeren er kommet med noget
vanskeligt - som jeg ikke kunne forholde mig til. Men frirummet for hende til at fortælle om
sin egen verden var godt. Godt for beboeren frit at sige hvordan hun oplever det”.
Har i kunnet mærke hvad symbolerne gør ved jer?
- ”Jeg har kunnet mærke om beboerens fokus har været rettet på mig igennem valget af figurer”.
- ”Jeg har tænkt over: hvorfor er jeg fremstillet i beboerens billede og hvordan jeg bliver
fremstillet som person”?
- ”Jeg er blevet rørt. Har fået klump i halsen over at høre om beboerens barndom - hvad
samfundet har budt disse mennesker. Nu sparer vi igen. Jeg har mærket det. Mærker de
overgreb hun skildrer”.
- ”Har fået essensen at se i beboeren”.
Beboernes egne oplevelser af Sandplay:
Peder siger at Dea har oftest ikke ønsket at reflektere over det på forhånd. Peder spurgte som
eksempel en gang Dea om hun havde et tema. Dea fortalte noget fra en traumatisk oplevelse i hendes
barndom og da de kom til Sandplayrummet var hun drænet. Dea som eks. er så skadet at hun skulle
dyrke Sandplay resten af livet – men hver gang hun har været af sted er lindret.
Dea svinger sig op til at fortælle om hendes historie næsten hver gang og er ofte meget træt bagefter.
Glædet sig hver gang til Sandplay”. Dea har sagt: ”Jeg glæder mig. Vi skal til Sandplay og Peter du
skal”.
Jan fortæller at Birte har glædet sig hver gang: ”Ind til hende damen”! Komme ind og være os tre.
Birte har ikke anvendt logbogen. Men de har siddet sammen og revet billeder. (Steinerteknik).
40
Lise siger, at hun aldrig har åbnet sig så meget for noget i sit liv. Hun har brugt de enkelte figurer ind i
dagligdagen Fx missen i kurven. Hun har haft nogle uoverensstemmelser med familien, usikkerhed
med job, en voldtægt – men har altid været meget lettet, år hun er gået derfra. Hun har generelt vist
større følelser gennem billederne som hun er blevet forløst af”. Det har været legalt for Lise at
fortælle hendes egen historie uden at skulle kæmpe-argumentere eller ændre den undervejs. Ser jeg
som et reelt frirum!
Kan beboeren nemmere gøre sig forståelig?
- Generelt har det fremmet deres evne til at føle/blive forstået.
- Lise har erfaringen med sig: ”at nu er det gået godt” og har fået mere mod til at gøre sig
forståelig - sige til og fra.
- Dea har lært bedre at kunne sætte grænser
Kan beboerne bedre klare pres og kaos?
Else siger: ”Måske bliver der mindre kaos fordi Lise var lettet når hun gik”!
Kan den enkelte reflektere over sig selv?
Kirsten: Har i et system som i reflekterer beboernes udvikling ud fra?
”Vi går efter vores sunde fornuft. Kuno Beller. Udviklingsbeskrivelse. Neurokursus for år tilbage.
Neuroskreening.”Det er derfor de beboere gør som de gør”. Højre hjernedel -bedre forståelse for
pædagoger af hvad der foregår. Beboerne er så sammensatte. Man må tage sit umiddelbare indtryk og
gå efter det. Der er psykiatri og tidlig skade samt 3-4 gange handicap - så man kan ikke sætte dem i en
bestemt skala. Der er ikke mere ressourcer til at gå ind i de store overvejelser. Det gjorde man
tidligere. Samlede viden ud fra iagttagelser og delte disse på personalemøder. Det er slut nu.
Hvordan har registreringsskemaet virket?
Peder: Der er så meget der krydser sig ind. Der er mere ro på den kone.(Dea) Kan ikke krydse af.
Jan: Det er svært at udfylde.
Elsa: Er ikke sikker på at det kan måles. Kuno Beller tager for lang tid at udvikle derfor er det
urealistisk at anvende. Vi var med i et projekt: ”Kan det nytte” - kiggede på ressourcer den gang.
Peder: Hvordan lave handleplaner ud fra noget - det er svært at måle fordi det svinger.
De andre pædagoger på afdelingen har ikke kunnet sige noget om beboernes udvikling. For eksempel
var der en psykotisk kvinde, der fyldte ved vores møder over en tid.
Det nærmeste er, at det er godt at det healer, at hun glæder sig og er lettet når vi går.
Jan: Steiner putter ikke folk ind i kasser!
Alle tre pædagoger svarer at skemaet ikke er anvendeligt – med alle de psykiske barrierer…
Hvordan kan i som pædagoger analysere Sandbilleder i jeres kommende praksis i institutionen?
Vedrørende symbolerne: Kan i tænke jer frem til fx hvad betyder dette særlige hus, dyrets væsen,
funktion, det selvfabulerende…der er ikke noget der er rigtigt?
Pædagog: Er det vigtigt at man kan analysere?
Kirsten: Man kan gå i gang med at undersøge hvad man selv og beboeren syntes…
Stol på fornemmelsen selvom i kan lave fejl. Have mod.
Pædagog: Jeg tænker at jo mindre sprog de udviklingshæmmede har des sværere er det!
Kirsten: Et godt råd til jer – det er godt at turde være sammen med det der viser sig.
Pædagog: Det vil være vanskeligt for ham og han vil være meget påpasselig med at gøre det. Vil
gerne have en efteruddannelse.
Kirsten: Hvordan kan i analysere det der er i kassen?
41
Pædagogerne siger at de ikke kan og de alle tre vil behøve uddannelse.
Kirsten: Er i overraskede over det i ser?
Pædagog: Nej. Det lyder rigtigt det Lisbet siger i.f.t. billederne. Vi vil trænge til efteruddannelse.
Linda: Kunne i eventuelt spørge til hvad de enkelte figurer betyder?
Jan: Vi kan godt spørge. Birte vil ikke kunne svare.
Else: Fx ved logbog har jeg spurgt åbent: hvad tænker du med denne? Jeg vil ikke styre oplevelsen for
meget. Vil ikke tolke. Kan ikke se de lag som Lisbet kan. Der hvor jeg er vidne kan jeg byde ind.
”Den store forskel på blot at gå i kasserne selv som beboer og så at have et højtideligt rum - er
rammen, at i sandkassen er der en ramme indenfor hvilken, der er total frihed til at tage det sværeste
op”.
Peder afrunder med: I Sandplay ser jeg at findes noget mere end ord mellem beboeren og mig.
Anerkendende kommunikation. Figurer/ord der understøtter. Dea som eks. er så skadet at hun skulle
dyrke Sandplay resten af livet – men hver gang hun har været af sted er lindret.
Kan bruge det at lave et positivt billede til sidst - så man slutter af med ressourcer til sidst.
Pædagogen er ikke terapeut men får en anden indsigt i beboeren ved at være med i terapien.
Et pædagogisk Sandplay-værksted: Hvilke ideer har I til sådan et sted?
- ”Hvis vi havde et rum, så kunne man have et rum, der kun var til det med en sandkasse, også
skulle dyrene/tingene stå der på hylder. Lad dem lege med det”.
- ”Brug af naturmaterialer”.
Organisering og mangler i forløbet:
Skulle have haft en times samtale med Linda hver anden måned for blandt andet at afklare
omsorgsrollen samt beboerens trivsel i og udenfor rummet.
For dårlige parkeringsforhold omkring lokalet.
Pædagogerne har brugt fridage for at kunne deltage.(Timer de får på et andet tidspunkt). Det blev
presset af og til – derfor større fleksibilitet med tidspunkter.
De har ikke bemærket ledelsen for Bocenteret i projektet.
Manglet at snakke mere med de andre personaler om beboernes udvikling.
Der skulle være afsat tid til billeder/skrive. Skulle stjæle tiden - tid der går fra beboerne!
Gruppemøder fyldte andre beboere.
Ville gerne have præsenteret projektet for de andre i huset.
7.6. Fokusgruppeinterview.(bilag7c) = ledelsens midtvejs- og slutevaluering.
Da ledelsen ikke kunne deltage i midtvejs- eller slutevalueringsmøderne er dette ikke med i rapporten.
Ledelsen har givet tilsagn om at redegøre skriftligt for deres evaluering på dagen, hvor projektet
fremlægges 25.2.2011.
Denne evaluering bliver ukommenteret vedlagt som bilag i projektet her.
Da ledelsen ikke har nået at sende evalueringen er de blevet bedt om at sende den direkte til Bupl., og
Sl.
42
8. KONKLUSION
Konklusionen vil som sin hovedopgave forsøge at give svar på de spørgsmål, som projektet havde til
hensigt at undersøge. Altså hvad var mål med projektet.
Jeg vil således opsamle og konkludere, hvad projektet siger om, hvordan Sandplay kan støtte
udviklingshæmmedes trivsel og udvikling.
8.1. Det første mål er at undersøge hvad der sker i selve sandplaysessionen, projektet sætter sig
for at undersøge hvordan,
8.1.A. kontakt og nærvær skaber tryghed for udviklingshæmmede som grundlag for det arbejde,
udviklingshæmmede laver i sandplay.
Vores hypotese er, at når mennesker med særlige behov får mulighed for at arbejde i Sandplayværkstedet og får den specifikke kontakt i en kontinuerlig, tryg ramme, vil der ske en vækst på den
enkeltes præmisser – til udvikling af personens kerneidentitet. Det er vigtigt at terapeuten ikke har
projekter på udviklingshæmmedes vegne, men kan dvæle der, hvor processen er lige nu. Ikke ”skubbe
på” - men flyde, - støtte og bakke op om handlingen. ”Jeg er med i det du gør” og bakker op om
historien. Samtidig giver det tryghed at den sociale triangulering, hvori pædagogen i den nye sociale
situation bliver vidne og måske bærer.
Terapeuten gik i sessionen foran i at rette opmærksomheden mod et fælles fokus ved at pege på nye
muligheder og sammenhænge. Den udviklingshæmmede var i ”den søgendes rolle”. Terapeuten var
vejledende. Udviklingshæmmede og terapeut funderede fælles over et problem, en klage, et ønske
som de udviklingshæmmede italesatte.
Tilgangen til sandet var meget forskelligt hos de udviklingshæmmede og kun en af dem havde lyst til
at røre ved og forme sandet. Men terapeuten viste i starten, hvad sandet kan og dette skabte en tryghed
for den udviklingshæmmede.
Vedrørende frit valg af figurer viste det sig at det var vigtigt at såvel terapeut som pædagog
anerkendte den udviklingshæmmedes eget valg.
Nærværet i kontakten gav mulighed for at den udviklingshæmmede kunne følge sin egen rytme i valg
af figurerne. Opbakkende støtte i form af hjælp til fokusering af valg indenfor forskellige kategorier,
hvor jeg fx trækker alle 8 slags heste ud, således, at den udviklingshæmmede kan vælge netop den,
hun ønsker. Denne metode er udviklet til netop denne målgruppe.
De udviklingshæmmede havde meget brug for deres kontaktperson/pædagog i sandplayrummet.
Denne tilknytning inde i sandplayrummet fremmer objektkonstansen og er således tryghedsskabende
for udviklingshæmmede arbejde med fordybelse i billederne. Fordybelsen har i flere tilfælde ført til at
udviklingshæmmede har kunnet problematisere uforløste forhold i relationen til sin kontaktperson –
jfr. Lises gorilla, og Birtes kriger.
Pædagogen hjalp igennem forløbet den udviklingshæmmede med at ”bære det ubærlige” i deres
relation. Alle pædagogerne har fået en dybere forståelse for den udviklingshæmmedes problem, som
fremmer pædagogens empatiske dybde i sin professionalisme, hvor det imødegår at man forfalder til
at blive projektiv emotionel. Konkluderende for relationen udviklingshæmmede-kontaktperson viser
sandplaymetoden at styrke kontakten og nærværet og være tryghedsskabende for begge parter.
8.1.B. projektet sætter sig for at undersøge er hvordan, der skabes respekt for den
udviklinghæmmedes eget udtryk og den symbolske skabelse i sandplay.
At tillade sit eget udtryk og symbolske skabelse i at manifestere sig er vel nær den lykkeligste tilstand
vi kan opnå, mener jeg! Det fremmer trivsel og udvikling på alle niveauer.
43
I Sandplay skete det overordnet ved at (det triangulære) terapeuten /pædagogen viste den
udviklingshæmmede ”her er noget vi støtter op om og holder af at udforske og undersøge sammen
med dig - i din oplevelse af verden og gøre klart: ”Nå, sådan har du det med det”. -Eller ”Jeg er med”
eller spørge om: fx ”hvordan er den løve? – hvad syntes du om fuglen”? - Eller legede med når den
udviklingshæmmede pegede på figurer eller fandt nogle og reagerer følelsesmæssigt afhængigt af
temaet: fx farlige dyr eller de onde mod de gode og lignende. Således understøtter terapeutens
anerkendelse den udviklingshæmmedes evne og mod til eget udtryk og viljen til at kreere i
sandkasserne.
Pædagogerne siger at de mangler viden om den symbolske dannelse, der sker i billedet. De behøver
uddannelse for at kunne forstå symbolernes betydning og kunne anvende det i sammenhæng med
deres øvrige pædagogiske arbejde.
8.1.C. projektet sætter sig for at undersøge er hvordan forskellige følelsesmæssige udtryk håndteres
og containes i sandplay.
Angående terapeutrollen fortæller teorien mig at et mødeøjeblik kun kan opstå, hvis terapeuten
optræder autentisk og kan justere sig i forhold til udviklingshæmmedes affektive tilstand.
Terapeuten må kunne rumme både de følelser, der kommer til udtryk samt svinge med i de
vitalitetsaffekter, der opstår under Sandplay. Jeg fornemmede de stemningslejer, toner og følelser,
som de udviklingshæmmede kommer i kontakt med og justerede mig i høj grad i forhold til de
udviklingshæmmedes affektive tilstand. Min udfordring med netop denne målgruppe udvidede min
evne til at fungere som parabol, hvor jeg rummede og containede de forskellige følelser og blev bedre
og bedre til ikke at have projekter på deres vegne.
Af hensyn til personaleressourcerne på bostedet gav jeg efter for at afholde de 3 terapier umiddelbart
efter hinanden, hvilket stressede den triangulære situation, så jeg ofte manglede tid til refleksion og
forberedelse.
Vedrørende den udviklingshæmmedes udvidede selvforståelse, hvor eksempelvis en
udviklingshæmmede trækker betydningen fra en figur i kassen (en heks) ind til sig selv i arbejdet med
logbogen og rummer sine egne følelsesmæssige sider ved at sige: ”heksen i mig selv” – jeg vil ikke
finde mig i det!”(en mobbesituation, som hun bearbejdede denne dag). Citat fra logbog: ”Det var
farligt og dyrene skulle hjælpe mig og heksen i mig selv skulle blive vred og sige at det vil jeg ikke
finde mig i!”
Vi ser hvordan den udviklingshæmmede begyndte at kunne håndtere de mest ekstreme følelser
(selvdestruktivitet, forladthed, morderisk raseri og magtesløshed og anden form for sorg og smerte.)
8.2. Det andet mål, projektet sætter sig for at undersøge er, om der sker forandringer i forhold til
den udviklingshæmmede borgers nære relationsforhold.
8.2.A. Pædagogen løfter den udviklingshæmmede ind i den nye dialog og den indtoning, der i
forvejen er skabt imellem de to kan understøtte sandplayprocessen. Det vil sige, at der her åbner sig
en ny dialogmulighed med en tredjeperson (terapeuten) og denne dialogmulighed bliver kædet
sammen med de selv-andre-billeder de udviklingshæmmede i øvrigt har.
Det har vist sig nødvendigt at pædagogerne havde brug for mere kendskab til arbejdet i sandet og den
underliggende teori som Sandplay bygger på. De fremhæver i evalueringen, at udviklingshæmmede
viser, at de generelt i relationer er blevet mere klar på urimeligheder, der bliver begået mod dem. De
udviklingshæmmede er ligeledes tydeligere til at forstå egne behov. De udtrykker det at sige til og fra
med større selvautoritet. Som en pædagog udtrykker det, har sandplay virket såvel lindrende som
healende på de udviklingshæmmede.
44
8.3. Det tredje mål, projektet sætter sig for at undersøge er om den udviklingshæmmede borger
får det bedre følelsesmæssigt.
8.3. Det forekommer mig, at følelser som skam og skyld er de mest fremtrædende belastende følelser,
som de udviklingshæmmede, viser i billederne. De lidet under at være anderledes og danner
kompenserende strukturer i bevidstheden i form af nød-jeg. Det får afgørende betydning for de
udviklingshæmmede, at deres erindringer om straf og efterfølgende følelse af skam og skyld forløses.
De ser, at man kan tale om det, vise det, hente opbakning fra de to voksne i lokalet til at rumme det.
Dette er det tydeligste forhold, der fremmer deres følelsesmæssige bedring. De udvikler mere
selvaccepterende nød-jeg. De bærer dermed fornyede håb for det at fungere som udviklingshæmmet
og have et godt liv. Konkluderende har de udviklingshæmmede stor gavn af sandplayterapien som
aflastende aktivitet, hvor deres gamle smertespor lægges om.
En anden vigtig faktor for bedringen af det indre følelsesliv er erfaringerne med at terapeuten
autoriserer den udviklingshæmmede som den bedst vidende, forholder sig som vidne og med-levende
i de processer som den udviklingshæmmede laver i sandbillederne. Dette styrker kerneselvet, som
styrker kontrollen over egne handlinger.
9. PERSPEKTIVERING
”Formålet med projektet var at undersøge om Sandplay-værkstedet kan være en velegnet ny
pædagogisk metode til den udviklingshæmmede borger”.
9.1. Kan metoden virke aflastende for den udviklingshæmmede borgers indre pres og kaos,
bringe mere ro i sindet og glæde ved livet, samt være udviklende for iboende ressourcer?
Vi ser projektet konkludere ,at Sandplay virker mere og mindre aflastende for alle 3 beboeres
oplevelse af og udtryk for indre pres og kaos.
Det er så en diskussion hvorvidt sandplay anvendt som pædagogisk værksted – og ikke som i
projektet her i en terapeutisk klinik – ville kunne afstedkomme samme effekt for de
udviklingshæmmedes udvikling.
Peder har sagt at ”Dea oplever, at hun har ret til at føle og være som hun er. Vi accepterer Deas
historie uden at ville ændre den”. Både den triangel vi har skabt og den kontakten i samtalen har
betydning.
Her kunne vi så perspektivere nødvendigheden af pædagogernes kompetence til at lede et
sandplayværksted. Man kunne spørge om, allerede, hvad den pædagogiske profession har af
kompetencer for egen evne - til at skabe en nærværende kontakt i relationen til sin bruger uanset
kvaliteten af det udtrykte. Kan pædagogen indleve sig i den andens kreative udfoldelse og samtidig
styre sit eget begær? Kan pædagogen arbejde struktureret og respektere værkstedets forskellige
rammer (sandkassens, tidens osv…)? Sker dette, mener jeg, at den æstetiske proces i sig selv er
fremmende for udvikling.
Det er også spændende, hvordan pædagogens refleksioner over legen (her sandkasse-kreationerne)
kan anvendes i det pædagogiske arbejde. Der er jo netop ikke tale om et terapeutisk forløb men en
pædagogisk praksis, hvor det undersøges hvorvidt sandplayværkstedet kunne være en bevidst
reflekteret metode for pædagogernes interventioner.
45
I arbejdet med sandbilledet kan den udviklingshæmmede få bekræftet sine kreative kompetencer og
de æstetiske udtryk, der kommer ud af arbejdet med Sandbilledet – samtidig med at beboeren føler sig
forstået og påskønnet. Dette kan i sig selv give glæde og selvkærlighed.
Viser den udviklingshæmmede vrede eller andre eksplosive følelsesudtryk kan pædagogen bakke op
ved at acceptere og bekræfte disse gennem tale, resumé, forklaring og samtidig give verbal forståelse.
Jeg tror på at Sandplay-værkstedet er brugbart som en pædagogisk metode fremover, der kan bringe
ro i sindet ved de fortællinger der udtrykkes i sandet, i leg og kreativitet som pædagog og
udviklingshæmmet kan dele med hinanden. Der arbejdes også her med mødet mellem det bevidste og
ubevidste, da den udviklingshæmmede vil komme til at bearbejde dynamikken i arketyperne, grave
ned i sandet, ”finde sine skygger” og projicere dem ud på figuren.
I Sandplay kan det være lettere til at udtrykke sig da det er ordløst og udtrykke sig gennem
symbolverdenen. ”Der er noget i sandkassen der hører til mit liv – jeg står her og ser mig selv udefra –
dette skaber jeg - og den anden hjælper mig” Den terapeutiske proces elementer: at kunne rumme,
acceptere, reflektere og udtrykke det, kan efter min mening rummes indenfor den pædagogiske
praksis. Såfremt det sker, laver man en restrukturering af det følelsesmæssige..
Projektet konkluderede at Sandplay i et tilfælde udover at aflaste det indre pres, også skabte en
individuationsproces med indre forandringer, nemlig hos Lise - hvor vi ser, at hun samlet set har fået
omlagt nogle ”smertefulde erindringsspor og at hun i Sandplay får gode oplevelser, har en god vilje
(brug af krigeren der er en vigtig del af overlevelsesviljen) til at samle sig – ligesom hun kan finde
håb. Her er tale om reel ressourceudvikling.
Pædagogen er grundfæstet i pædagogisk teori om leg & udvikling. Projektet eksperimenterede med
terapeutrollen for at undersøge, om terapimetoden kunne justeres ind i en meningsfuld sammenhæng
med pædagogprofessionen. Kunne der blive en ny kreativ metode for pædagoger, der arbejder med
borgere, som er udviklingshæmmede. Da deres belastningsgrad er høj og særdeles kompleks, kunne
deres trivsel og udvikling således bedres, hvad angår deres evne til at udtrykke sig og styrke deres
selvfølelse.
Det viste sig, at pædagogerne savnede endnu mere introduktion, løbende supervision, organisatoriske
rammer for kollegial dialog.
Udviklingsprojektet kunne måske have haft gavn af, at pædagogerne faktisk fik øvet/erfaret sig i et
sandplayværksted, hvor terapeuten så kunne fungere som vidne og supervisor.
Man kunne også forestille sig en anden model, hvor pædagogen tager med til terapierne et antal
gange, hvorefter pædagogen arbejde videre i sandplayværkstedet derhjemme i institutionen.
Endvidere er udviklingsprojektet meget lidt informativ vedrørende, hvordan projektet finder de
egnede beboere til Sandplay. Hvilken målgruppe indenfor de udviklingshæmmede er
mest/mindre/ikke egnede til metoden? Hvad skulle kriterierne være?
46
10. Manual til pædagogisk Sandplay – værksted.
Sandplayværkstedet skal være i et rum for sig, hvor der er space og fred.
Pædagogen er sammen med beboeren om Sandplay.
To kasser: en til tørt sand og en til vådt sand.( Kan evt. bruge frugtkasser, bedrollers eller lignende
med en rektangulær størrelse. Bedst er dog at få lavet trækasser med blå bund/sider – der fx kan blive
til hav - eller sømiljø.)
Tilgangen til sandet må foregå nænsomt, da ikke alle udviklingshæmmede bryder sig om at røre ved
sandet. Det kan gøres legende: pædagogen kan vise vej ved at si sandet, grave ned, viser forskel på,
hvad vådt og tørt sand kan. Tage den udviklingshæmmedes hånd og fx lige :”Borte tit – ”find min
hånd”!
Der er hylder med figurer, der repræsenterer hele verden.
Figurerne dækker ideelt set alle faser i Neumans udviklingspsykologi (se bilag 3.b) .
Her er et udpluk af projektets mest eftertragtede figurer: Store Dinosaurusser, rovdyr som: tigre, løver,
bjørne, krokodille, flodhest. Desuden husdyr – små pelsdyr, dyrefamilier. Blomster, træer og grønt.
Møbler, kaffestel. Mennesker, frugt/mad/fade, huse, biler. Naturmaterialer som: sten og grene. Fisk,
muslinger. Pynte/glasstene, krystaller. Hellige symboler som: Jomfru Maria, Jesus. Grønne måtter,
broer.
Figurerne kan købes billigt på loppemarkeder, genbrugsforretninger, legetøjskæder eller annoncere
det i institutionen (hvor mange har børn). En god ide kan være at inddrage beboerne i indkøbene, så
ved man også lidt om deres smag!
En ide er at have en kasse med små spande, sier, river og skovle til de beboere der mest er i et tidligt
udviklingsstadie
Der er således tale om figurer med vidt forskellig valeur, størrelse og kvalitet.
Det kan være en god ide at bruge en tom kurv til indsamling af de figurer.
Et fotografiapparat til at fotografere hvert enkelt sandbillede, så man senere kan arbejde med et forløb
- og tilføre de ud printede billeder ind i Logbogen.
Der kan eventuelt arbejdes med konkrete konflikter fra dagligdagen. Kommer beboeren ind i
opgivelse/afmagt kan han/hun finde en støttende figur, hvor man kan forstærke ressourcen ved at
benævne hvad den kan.
Det vigtige er at lade beboeren selv kreere indholdet, hvad enten han/hun vil tale om det eller blot gå i
gang med at lave billedet.
Udgangspunktet vil altid være:
 legens kreative udfoldelse
 give tid til fordybelse gennem nærvær, nu-øjeblikke, pauser og accept af stemninger.
 støtte den udviklingshæmmede i at udtrykke de impulser, han/hun får.
 rumme og måske forstærke de følelser figurerne og dermed beboerne udtrykker i sandkassen.
 være medlevende i historien/det narrative som bliver fortalt, men bruge Sterns domæner til at
forstå, hvilken støtte, der er den rigtige i nuet.(se afsnit 3.a.)
 at oplevelserne kommer til udtryk som ”den æstetiske proces` tre niveauer” (se afsnit 3.a.) .
47
11. Litteraturliste:
“The Child”. Erich Neuman.
London 1973. Karnac
“Fra Interaktion til relation” – Stern s.109-164. Susan Hart/Rikke Schwartz.
Kbh. 2002. Hans Reitzels forlag
”At blive sig selv”. Marianne Brodin og Ingrid Hylander.
Kbh. 1999. Pædagogisk bogklub
”Symbol, analyse, virkelighed”. Afsnit: ”Sandkassen- et psykisk værksted”.
Kbh. 2001. Lindhart og Ringhof
”Mennesket og dets symboler”. C.G.Jung.
Kbh.1901. Lindhart og Ringhof
”C.G.Jungs analytiske psykologi”. Preben Grønkjær.
Kbh. 2002. Gyldendal
”At skabe-sig selv”. Kirsten Drotner.
Kbh. 1993. Gyldendal
Bilag 3a.
jUNG PERSMODEL nød og sund.ppt
48