De forsvundne ansigter

Af S7nne Hust
Den 22. juli 2012
Hvem bestemmer, om du er stærk eller svag?
Hvad det vil sige at være stærk eller svag? Hvad er en svag gruppe? Hvad vil det sige at være ’ressourcestærk’? Vi har behov for et gentænke de:e modsætningspar for at rydde op i den grumsede debat om fleksjob og før@dspension. Ellers kommer vi aldrig @l at forstå livsvilkårene for de mennesker, det handler om. I debatten om den nu aftalte reform af fleksjobordningen, gives der ofte udtryk for et syn på handicappede, hvor man opdeler i ’ressourcesvage’ og ’ressourcestærke’ personer. De stærke er ’velformulerede’, ’taler godt for sig’ osv. Man opfatter de ‘stærke’ fleksjobbere som personer, der i virkeligheden nok kunne arbejde lidt flere timer, ’tage sig lidt mere sammen’ osv. Alt imens man retfærdiggør reformen ved at sige, at man giver ’de svage’ fleksjobbere mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet og være en del af fællesskabet. Fra stærk eller svag til stærk og svag. På overfladen ser det vældig generøst ud – man taler op til de stærke og beder dem om at bære en større byrde, så man kan hjælpe de svageste og få dem med i fællesskabet. Problemet er, at man bruger en forældet måde at opdele grupper i ’stærke’ og ’svage’. Det er ikke entydige kategorier. Min påstand er, at langt de fleste fleksjobbere både er stærke og svage – alt efter hvilken situation, de befinder sig i.
Lad os tage et kig på to typer af fleksjobbere – der findes lige så mange forskellige typer, som der findes fleksjobbere. Men jeg laver disse to beskrivelser for at vise, at opdelingen i stærke og svage er mere kompleks end som så. Beskrivelse af ’stærk’ fleksjobber:
Helene. Mor til 2. 38 år gammel. Lang videregående uddannelse. Har diagnoserne ADHD, OCD og generaliseret angst. Blev bevilget fleksjob som 36-­‐årig efter et forløb på to år – fra indstillingen til den endelige bevilling. Arbejder 20 timer om ugen i en større, international virksomhed. Bor i lejlighed. Deler udgifterne med sin mand, som arbejder i staten. Helene har det godt med sit arbejde og er vellidt af sine kolleger. Når hun holder sine 20 timer, kan hun få tingene til at hænge sammen. I perioder med spidsbelastninger bliver hun derimod nemt stresset. Det giver sig udslag i en større fejlprocent i arbejdsopgaverne, hun arbejder langsommere og har pludselig svært ved ting, hun plejer at at have styr på. Fysisk får hun ledsmerter, hovedpine og svimmelhedsanfald. Hendes OCD-­‐
symptomer bliver tydeligere og hun bruger den tid hun har til overs, efter samvær med sine børn, til at udføre tvangshandlinger. I meget stressede situationer får hun angstanfald og isolerer sig – kan i flere dage ikke gå uden for en dør og er derfor nødt til at sygemelde sig. Socialt har hun ikke mange venner og føler sig ofte ensom. De bedste relationer har hun på arbejde i faglige sammenhænge. Beskrivelse af ’svag’ fleksjobber. Annette. Nedslidt på grund af mange tunge løft i hjemmeplejen. 47 år gammel. Har gennemgået flere operationer, hvoraf den seneste var en fejloperation. Lider af kroniske og konstante smerter og er bevilget til fleksjob 12 timer om ugen. Hun har dog et ønske om at arbejde endnu færre timer. Bor i villa og forsørges af sin mand, som er direktør i eget firma. Annette har mange smerter, og det kan tydeligt ses på hendes kropssprog. Hun halter på det ene ben, er meget skæv i ryggen og det ses i hendes ansigt, at det slider på hende at have konstante smerter. Annette er ikke økonomisk afhængig af et fleksjob, da hendes mand kan forsørge dem begge -­‐ de har også luft i økonomien til flere rejser årligt. Men hun vil gerne ud og bidrage til samfundet – hun er et socialt væsen og trives bedst, når hun får dagligt input fra andre mennesker. Hun har gode venner og er sammen med dem, når overskuddet tillader det. Beskrivelserne giver et meget lidt entydigt billede af fleksjobbernes daglige udfordringer. Begge er stærke i nogle situationer og svage i andre. Men en bestemt gruppe fleksjobbere bliver i øjeblikket positioneret som ’ressorcestærke’ for at retfærdiggøre en reform, der på ingen måde er hverken retfærdig eller anstændig. Kan I ikke bare tage jer sammen?
Mange oplever at blive mistænkt for, om de overhovedet er berettiget til deres fleksjob. Fordi det for mange er et usynligt handicap, de kæmper med, er der ikke meget forståelse at hente hos omgivelserne. For det kan jo ikke ses – og så er det der jo nok heller ikke? Vi risikerer at blive kigget skævt til, når vi går tidligt fra arbejde eller efterspørger specifikke hensyn. For hvorfor tage særlige hensyn, når nu det ser ud til, at vi bare er som alle de andre? Kan vi ikke bare tage os sammen, smøge ærmerne op og lade være med at pive? Har vi egentlig ikke bare har fået os en diagnose, fordi vi er forkælede og giver for let op? Mit svar er, at der vil altid være mennesker, der ikke tager ansvar for deres eget liv. Det gælder ikke for en bestemt gruppe, det gælder på tværs af alle aldre og samfundslag. Men her vil jeg så faktisk vove den påstand, at det er de færreste inden for netop denne gruppe, der ikke ønsker at tage ansvar for deres egen livssituation. Det at kæmpe med næb og klør og få det bedste ud af vores livssituation, er blevet grundvilkår for langt de fleste af os. I mødet med andre – meget forskellige fleksjobbere – har jeg erfaret, at hvis vi har én ting til fælles i denne brogede gruppe, så er det et grundlæggende ønske om at bidrage til fællesskabet. Engagementet og drivkraften mangler ikke. Det står bare sjældent mål med kræfterne og evnerne. Flødeskum og tag-­‐selv bord
I debatten har der været udtalelser så som: “Nu skal flødeskummet tages ud af de sociale ydelser” og “Vi skal holde op med at betragte samfundet som et tag selv bord, som vi ikke selv skal bidrage til (begge citater af Karen Hækkerup, men retorikken har været den samme under det borgerlige reformforslag). Men lad mig lige slå én ting fast – det er absolut ikke let at blive visiteret til fleksjob. Det er ikke noget, man bare kan gå ned at trække i en automat, fordi man har det lidt svært. Alle muligheder for at blive på arbejdsmarkedet på normale vilkår skal være udtømte. Man skal igennem et hav af undersøgelser, og det kræver meget overhovedet at udsætte sig selv for en sådan granskning af en hær af sagsbehandlere, læger, fysioterapeuter, psykologer, psykiatere osv. Derfor forekommer sådanne udtalelser at være decideret mangel på viden og et udtryk for manglende respekt. Personligt har jeg endnu ikke mødt en eneste fleksjobber, der ikke meget hellere ville arbejde på normale vilkår, hvis det var muligt. Tro mig, vi vil meget gerne bytte vores funktionsnedsættelse for en 37 timers arbejdsuge og at være fri af ‘systemet’. Vi kan faktisk godt lide vores arbejde
Teorien om, fleksjobbere som konsekvens af reformen vil arbejde flere timer, er en illusion. Man kalkulerer med, at vi vil arbejde flere timer, fordi det kan betale sig økonomisk. Men vi behøver slet intet incitament Mange af os arbejder allerede mere, end de timer vi er visiteret til. Fordi vi gerne vil bidrage, og fordi vores samvittighed gør, at vi har svært ved at gå, før vi har løst vores opgaver. Og – tro det eller ej – fordi vi godt kan lide vores arbejde! Det er incitament nok. Det, man risikerer, ved at forsøge at presse os ud i flere timer, er tværtimod at vi bliver dårligere, hvis vi arbejder mere, end vi reelt kan klare. De timer vi har er fastsat på baggrund af en meget grundig arbejdsevneafklaring, og det er der ikke grund til betvivle. Hvorfor skulle en højtlønnet fleksjobber have større sandsynlighed for ’at få det bedre’ og dermed lægge flere timer på arbejdspladsen – end en lavtlønnet fleksjobber? Svaret fortaber sig desværre i reformtågen.
Godt at være stærk, men ikke for stærk
Jeg nægter at leve op til tesen om, at jeg er en ‘stærk fleksjobber’, der bare kan ‘tage mig lidt mere sammen’. For det er så unuanceret en tese. Men hvis det er sådan jeg bliver set, hvad skal jeg så stille op? Skal jeg ’tale mindre godt for mig”? Lyde lidt dummere, end jeg er? Se mindre checket ud, når jeg er til møde med kommunen? Vi skal være så stærke, at vi kan bidrage til fællesskabet, men vi må ikke være for stærke. For så har vi jo ikke noget problem, og så kan vi jo bare ‘tage os sammen’.
Fremfor at acceptere diverse tivlsomme etiketter, som beskriver min tilstand, vil jeg langt hellere insistere på at leve op min eget ønske om at være et stærkt menneske, der tager ansvar for mit eget liv og min udvikling. Jeg har et behov for tage mig godt ud, når jeg er ude blandt mennesker – jeg sætter en ære i at have en viden om tingene og at kunne argumentere godt for mine synspunkter. Jeg insisterer på, at jeg både kan være stærk og svag. Jeg insisterer på, at vise min sårbarhed og bede om hjælp i de situationer, hvor jeg er svag, og bidrage der, hvor jeg er stærk. En svaghed at vise sin styrke?
Gruppen ‘Stop fleksjobreformen’ på facebook tog initiativ til at møde beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen i foråret 2012 for at give udryk for deres bekymring. Som man kunne frygte, blev en gruppe fleksjobbere igen fremhævet som ‘stærke’ ved følgende bemærkning fra Mette Frederiksen: “Du taler i hvert fald godt for dig, og det er jo et bevis på, at vi har rigtig mange, der er stærke i ordningen”. Det fulgte hun op med argumentet op, at denne gruppe godt kunne arbejde flere timer.
Man kan blive nervøs for, om det gavner eller skader ens sag at protestere mod forringelser af vores levevilkår. Men vi kan jo heller ikke bare sætte os ned og acceptere uhyrlighederne, blot fordi vi risikerer, at at nogen spiller ‘stærke’-­‐kortet? Vi mobiliserer et overskud af tvingende nødvendighed. Det handler om overlevelse. Hvorfor skal vores motiver betvivles, blot fordi vi gør brug af vores stemme? Ironisk nok bliver vores styrke til en svaghed. En ny gruppe at hakke på – de mentalt overvægtige
På mange måder er det et besynderligt menneskesyn, der ligger til grund for reformen. Den måde der bliver talt om gruppen af fleksjobbere . Den måde vi bliver opdelt i ’stærke’ og ’svage’. Den måde vi bliver talt om som mennesker, der har mæsket sig ved et overdådigt, sønderjydsk kagebord og blevet mentalt overvægtige -­‐ og ikke længere gider rejse sig for vores daglige brød. I visse liberale fora bliver vi endog omtalt som ‘blodsugende igler’. De funktionsnedsættelser, der gør mennesker berettigede til fleksjob og førtidspension, findes i alle samfundslag. Forudsætningerne for at leve med det er selvfølgelig forskellige, men her er ingen nemme kategoriseringer. Den simple opdeling bliver lavet for positionere grupper over for hinanden og dermed retfærdiggøre bestemte interesser. Den indgåede aftale om reform af fleksjob og førtidspension er tydeligt eksempel på en interesse om at spare. Det indrømmes dog også – men man forsøger at fremhæve de mere ædle motiver som det bærende i et forsøg på at argumentere for, at reformen er solidarisk. I den retorik bliver syndebukkende de, som mæsker sig i det overdådige tag selv bord og udviser en ucharmerende form for krævementalitet. Men vis mig lige, hvor de mennesker findes. Jeg genkender ikke beskrivelsen. Forfejlet Robin Hood retorik
Et overset tema i debatten er den åbenlyse diskrimination. For det første: Hvorfor skal en fleksjobber med lang videregående uddannelse opleve de største økonomiske konsekvenser af reformen? Hvordan kan det påstås at være retfærdigt eller rimeligt? Hvis almindelige, højtlønnede mennesker i Danmark -­‐ som den enste gruppe -­‐ pludselig blev frataget over en tredjedel af deres indkomst, ville der opstå en revolution. Man ville simpelthen ikke finde sig i det, og gruppen ville være stor og magtfuld nok til, at politikerne ikke ville turde gennemføre et så markant og upopulært. Sådan et privilegium har gruppen af fleksjobbere ikke. For det andet: Konsekvensen for lavtlønnede fleksjobbere bliver også bliver mærkbar – så at de skulle blive specielt tilgodeset som ‘de svage’ og taget særligt hånd om, er svært for mig at se. Reformen bliver retfærdiggjort ved en i mine øjne noget tynd Robin Hood retorik. Både den ‘stærke’ og den ‘svage’ fleksjobber bliver taber i reformen, om end den økonomiske konsekvens på kort sigt bliver større for den højtuddannede. Jeg er klar over, at der krise. Jeg er klar over, at de fleste beslutninger bliver taget i EU, og at vi her i Danmark er nødt til at følge trop i den kollektive nedskæring af velfærden i Europa. Det er en helt anden og meget interessant diskussion, som nedprioriteres på den politiske dagsorden. Det ville ellers kunne skabe en reel prioriteringsdebat om, hvilke samfund vi ønsker i Europa – og om der virkelig kun er én vej. Talen om ’solidaritet’, ’ret og pligt’, ’de bredeste skuldre bærer det største læs’ osv. lyder sympatisk og tillokkende -­‐ men hvorfor ikke blot sige det, som det er? Der er ikke penge til alt, og de penge der er, vil man hellere bruge på andre områder end på de udsatte grupper. Derudover vil der om blot få år vil der være endnu færre velfærdsydelser til alle grupper i samfundet. Det ville være en trist udmelding, ja – men det ville i det mindste være mere ærligt. Og ærlig talt: Jeg synes vi har fortjent bedre.