Brugervejledning Aros Sirio EVO 1500-3000
Transcription
Brugervejledning Aros Sirio EVO 1500-3000
Indhold 1. Pattedyr 7 Pindsvin 7 Muldvarp 8 Flagermus 10 Skimmelflagermus 11 Hare 12 Egern 14 Rødmus 15 Ræv 16 Odder 18 Rådyr 20 Kronhjort 22 Spættet sæl 24 Marsvin 26 2. Fuglene 29 Skarven 30 Knopsvanen 32 Svanejagt 33 Kortnæbbet Gås 34 Ederfugl 36 Havørn 38 Viben 40 Havternen 42 Sortspætte 44 Sanglærken 44 Stær 46 Nattergal 48 Spætmejse 49 3. Krybdyr og Padder 51 Hugorm 51 Snog 52 Stålorm 54 Skovfirben 54 Markfirben 55 Padder 56 Lille Vandsalamander 56 Stor vandsalamander 57 Springpadder 58 Spidssnudet frø 58 Grøn frø 58 Klokkefrø 60 Løvfrø 60 Skrubtudsen 61 4. Fisk 63 Ål 64 Torsk 66 Rødspætte 67 Sild 68 Fiskeri af sild 69 Laks 70 Ørred 72 Gedden 74 Fjæsing 75 Havtobis 76 Aborre 77 Trepigget hundestejle 78 Snæbel 79 5. Insekter 81 Majflue 82 Den store grønne løvgræshoppe 83 Blå mosaikguldsmed 84 Almindelig skøjteløber 86 Stor spiralvårflue 87 Nældens Takvinge 88 Syvplettet Mariehøne 89 Eremit 90 Dobbeltbåndet svirreflue 90 Den røde skovmyre 92 Honningbien 94 Stor Sabelhveps 96 6. Mange slags dyr 99 Tøffeldyr 99 Vandmand 100 Dødningehånd 101 Regnorm 102 Blåmusling 104 Sort skovsnegl 105 Grå bænkebider 106 Strandkrabbe 107 Søstjerne 108 Kugletusindben 109 Korsedderkop 110 Skovflåt 112 7. Naturtyper 115 Stenrev 116 Lavvandede kystnære områder 118 Strandenge 120 Kystklitter og klitheder 122 Indlandsheder 124 Søer 126 Vandløb og kilder 128 Ferske enge 130 Overdrev 132 Bøgeskov 134 Skov på våd bund 136 Højmoser 138 Hjemmesider 140 Bøger 140 Naturhistorisk Museum, Århus 140 Tidsskrifter 140 Skema 141 Materialer 142 Stikordsregister 143 A. Pindsvin i ro. Piggene ligger ned. Hoved og bug har hår. Lille øre. Sort snude med følehår. B. Et pindsvin ruller sig sammen og danner en kugle med 5000-7000 strittende pigge. Kun snuden ses, men den er normalt på undersiden. Ræv, grævling, stor hornugle og musvåger kan slagte pindsvinet fra bugen. (A. Shapenko. Dreamstime.com). 1. Pattedyr Vi hører til pattedyrene, der også omfatter pindsvin, flagermus, hjorte, sæler, hvaler, ræve og mange andre. Alle pattedyr føder levende unger, der patter mælk af deres moders patter (bortset fra næbdyr og myrepindsvin). Moderen passer sine unger, til de kan klare sig selv. Alle har hår, og huden er dækket med et hornlag. De kan selv opretholde deres legemstemperatur. Næsten alle pattedyr har tænder, Pindsvin (Erinaceus europæus) Video s. 141 Set fra pindsvinets synspunkt er villabyerne bygget specielt til det. Der er åbne græsplæner, hvor der er regnorme fremme om natten. Der er dækning under buske, blade i dynger om efteråret til at sove i, græsbunker, udhuse og kompostbunker, samt æbler til at slukke tørsten i. Også ude i naturen foretrækker pindsvin et afvekslende landskab, og det kan disse dyr finde i alle del af landet. Mange giver pindsvin en skål mælk om aftenen og har fornøjelsen af at se det drikke. Kun hundene er sommetider et problem. Når hunden snuser til pindsvinet, kan det gøre et hop, så hunden får piggene i snuden. Pindsvinets pigge er en slags hår, de er rørformede og afstivet med lister indeni. De udskiftes efterhånden. Pindsvin har også almindelige hår. De sidder især på hoved, ben, bug og forkrop. Tænderne bruges til at bide og til at sønderdele byttet. Pindsvinet lever mest af snegle, insekter, larver, regnorme og andre smådyr, men det kan også æde en redefuld museunger, fugleæg eller ådsler. Planteføde er kun en lille del af kosten, f.eks. æbler. Der er føde nok fra april til september eller oktober. I vinterhalvåret går pindsvinet i dvale, gerne i en stor bunke blade, under en tæt busk eller i en grenbunke. Forinden har den ædt sig fed, hannen er kommet op på 1000-1500 gram, hunnen et par hundrede gram mindre, for hun er ikke så stor som ham. Når vinteren er forbi, har de mistet ca. ⅓ af vægten. Under vinterdvalen følger legemstemperaturen omgivelsernes temperatur, så pindsvinet ikke skal forbrænde fedt for at varme sig op. I april kommer pindsvinet ud. Nu æder det lystigt af forårets vrimmel af snegle, orme og insekter. Det forbereder sig på formeringen, hvor begge køn er meget aktive. C. Pindsvinet har mange spidse tænder i munden. (Zooologia Danica. Pattedyr). En god månedstid omkring St. Hans kan man høre hannernes snøftende lyde om aftenen og først på natten, det er som om de lukker damp ud. Det sker, når de møder en hun, og lydene bliver ekstra kraftige, når der er flere hanner om en hun. Pindsoen er gravid i 6 uger, så føder hun 4-5 (2-9) unger i en rede lavet af strå i et skjul. Ungerne er nøgne og blinde og lever af moderens mælk. Piggene kommer kort tid efter fødslen. To uger gamle åbner de øjnene. I 4 ugers alderen følger de deres mor ud for at fange dyr og æde. I 6-ugers alderen opløses familien. Ungerne klarer selv vinteren, men hvis de ikke fik fedt nok på kroppen før dvalen, vågner de og går ud for at finde føde. Der er ikke meget at finde om vinteren, og sådanne unger dør ofte af sult. Pindsvin forsvarer ikke territorium, der kan godt være flere pindsvin i samme haver. Men de undgår hinanden. Pindsvin bliver ofte kørt over. De er langsomme, og selv om de løber over en vej, kan de ikke altid undgå bilerne. Men bestanden af pindsvin har det godt. De er fredet. D. Hund angriber pindsvin og kradser i jorden for at komme under pindsvinet. Men det lykkes ikke. 1. PATTEDYR A. Muldvarp. Snuden er lang og bevægelig og ender i en skive med næseborene. Lange følehår sidder på snuden. Munden findes under snuden. Øjnene er skjult i pelsen, de er 1 mm brede. Hænderne er graveskovle med solide kløer, der kradser jorden løs. (Martin Pawinski. Dreamstime.com). Muldvarp (Talpa europæa) Video s. 141 Muldvarpen er den perfekte gravemaskine. Selve navnet betyder: den der varper (= kaster) jorden op. Den graver gange i jorden, og muldvarpen passer i dem som et stempel i en cylinder. Intet rager ud fra muldvarpens legeme, der er ingen ydre ører, ingen synlig hals. Kun forbenene rager ud til siden, de er selve graveredskabet, idet de ender i et skovlblad, dannet af håndfladen og fingrene. Yderst er der en slags greb, dannet af kløerne. Håndfladen er gjort bredere af en ekstra knogle, den ligner en finger, men er en forbening i en sene. Kraftige muskler bevæger hænderne. Hvis man aer en muldvarp, opdager man, at den kan aes lige godt fremefter og bagud. Hårene står nemlig lodret og er så tæt pakkede, at der ikke kommer jord ind mellem dem. Hovedet løber ud i en spids, den ender i en tryne. Her sidder næseborene omgivet af en meget følsom hudskive, der hele tiden bevæger sig for at afsøge omgivelserne for føleindtryk. Temperatur og fugtighed kan den også sanse. Lugtesansen er fin, den kan lugte byttedyr gennem 5-10 cm jord. Muldvarpen har også følehår på snuden, de svarer til knurhår på en kat. De er stive, men bøjes nede i huden, når de rører ved noget. De er vægtstænger, der overfører berøring til følesansecellerne ved hårets grund. Der er også følehår mange steder i pelsen, så muldvarpen kan føle sin gangs sider. Halen bærer også følehår, der bruges, når den bakker. Selvom muldvarpen færdes i sine mørke gange det meste af tiden, har den øjne, og de er blå, ca. 1 mm i diameter. Man ved ikke, om de kan se noget, udover at sanse om dyret er i lys. En gang imellem forlader den nemlig sine gange for at drikke dug eller vand fra pytter og for at hente redemateriale. Muldvarpens gangsystem er ofte omkring 200 meter langt. Det består af kortere gange, der er forbundet, tilsammen danner de en labyrint, men muldvarpen ved, hvor den er henne. I yngletiden kan hannen lave en lang, næsten lige gang i sin søgning efter en hun. Muldvarpernes gangsystemer kan forbindes, men træffer to muldvarpe hinanden, jager den ene den anden væk. I blød og løs skovjord, hvor ingen maskiner kører, kan muldvarpen bore sig igennem uden at lave muldskud. Men i hårdere jord, f.eks. på græsmarker og pløjede arealer er det nødvendigt at fjerne jorden fra gangene ved at presse den op og ud på overfladen. Så dannes et muldskud, og de kan danne lange rækker, der viser hvor gangene forløber. Både denne jord og eventuelle sten kan beskadige mejetærskernes skærebord og andre høstmaskiner. Desuden kan jorden blive blandet i de plantedele, B. Kranium med 44 tænder. De er spidse og kan holde godt fast på levende regnorme og larver. Nederst ses et skematisk snit gennem en muldvarperede. (Zoologia Danica. Pattedyr). der skal blive til ensilage, og så bliver køerne syge, når de æder den. Derfor bekæmper landmændene muldvarpen med gift, sakse og fælder. Også golfbaner og villahaver kan lide under muldskud. Men i skoven er man glad for muldvarpen, for gangene giver fin udluftning af jorden til gavn for træernes rødder. Mosegrisen graver gange med muldskud ligesom muldvarpen, og de kan benytte hinandens gange. Man kan se, hvem der bebor et gangsystem. Er det mosegrisen, så er der mange 6-7 cm brede huller ned til gangen mellem muldskuddene, mens muldvarpen ikke har dem. Muldvarpen finder regnorme, insektlarver og andre dyr under sin afpatruljering af gangene. Regnorme har stive børster, der vender bagud, og derfor æder muldvarpen dem fra hovedenden, mens den holder ormen mellem hænderne. Samtidigt presser den jorden inde i regnormen ud. Når muldvarpen fanger flere regnorme, end den kan æde, bider den hovedet af dem og gemmer dem i en bunke. Så længe regnormen mangler hovedet, kan den ikke bore sig gennem jorden, men den dør ikke og er derfor frisk, når muldvarpen bliver sulten. Skulle muldvarpen dø, får ormene nyt hoved og kan gå ud i jorden igen. Muldvarpen har flere reder i gangsystemet, de er foret med blade og strå, her sover den. Den har ca. 3 aktivitetsperioder og 3 hvileperioder på et døgn. Muldvarpen bygger undertiden store muldskud ½ meter høje og 1 meter brede. Her har den en rede. Så store redebygninger laver den mest på enge, der kan blive oversvømmet. Muldvarpen er aktiv året rundt, om vinteren må den dybere ned, fordi regnorme kan overvintre i 1 meters dybde. I april parrer muldvarpene sig. Hunnen er drægtig i 4 uger og føder 2-7 unger i maj-juni. Hun dier C. Muldvarpens pels er sort, og hårene sidder så tæt, at der ikke kan komme jord ind i pelsen. Da hårene står lodret, kan muldvarpen gå fremad og baglæns i sin gang uden at mærke modstand. Følehår på halen sladrer om, hvad muldvarpen møder, når den bakker. dem, og når de er 4-6 uger gamle, begynder de at gå på jagt i moderens gangsystem. En månedstid senere bliver de jaget ud. Nu begynder en farlig tid, for de unge har ikke kræfter til at grave dybt, men laver gange i overfladen, hvor de kan jages af rovdyr og fugle, f.eks. hejre, stork, natugle og musvåge. I løbet af efteråret er de udvoksede, men de når først den fulde vægt og bliver kønsmodne det følgende år. Muldvarpen findes over næsten hele landet, men har endnu ikke nået det sydvestlige Thy. Desuden mangler den på nogle øer, f.eks. Mors, Fanø, Ærø, Læsø, Samsø, Amager og Bornholm. Muldvarpen må bekæmpes, hvor den gør skade. D. Muldvarpeskud. Dens gange markeres af rækker af skud. De er kommet efter at græsplænen blev slået sidste gang, og de skal fjernes, inden man slår græsplænen igen. 1. PATTEDYR A. Flagermusskelet med hud og krop. 2- 5 er fingrene, de udspiler vingerne. Flyvehuden omfatter også halen og benene. (Efter Glenstrup 1967, ændret). Flagermus (Chiroptera) Hvis et menneske skulle forvandle sig til en flagermus, skulle alle fingre undtagen tommelfingeren vokse sig meget lange og tynde, og de yderste fingerled bliver tynde som tråde, fig A. Også mellemhåndsknoglerne, der danner håndryggen hos os, skulle blive lange og slanke. Alle disse knogler skulle ligge inde i en flyvehud, der udspændes og foldes sammen omtrent som en paraply. Benene skulle drejes i hofteleddet, så fødderne kom til at vende bag ud, og storetåen kom til at sidde yderst. Både ben og hale skulle sidde inde i flyvehuden. Ørerne skulle vokse enormt. Tænderne foran i munden skulle blive spidse, og kindtænderne laves om til sakse. B. Flagermus i flugt. Tommelfingrene peger frem. Munden er åben, idet dyret udsender lyde for at få ekko. (Endeavour, Vort Lands Dyreliv 1949) 10 Flagermusene i Danmark flyver mest om natten, kun i højsommeren er natten så kort, at de må ud, mens det endnu er lyst, fig. B. De er glimrende flyvere, der meget hurtigt kan skifte kurs. Nogle af arterne flyver med fuldstændig sikkerhed mellem grene og blade, hvor de kan fange insekter. Ofte tager de insektet med halehuden, hvorefter de samler det op med tænderne og sønderdeler det, inden det synkes. Alt dette sker, mens de flyver. Det går så hurtigt, at øjet ikke kan følge med. Flagermus har øjne, men når de jager og finder vej i mørket, bruger de lyde. Lydene kommer tilbage som ekko fra planter, huse og insekter. Flagermusene kan beregne retning og afstand til insektet. Et øjeblik senere er både retning og afstand ændret, fordi begge flyver, og insektet har måske skiftet kurs, fordi det har hørt flagermuslyden. Hjernen arbejder så hurtigt, at flagermusen hele tiden kan følge med. Flagermusene udstøder deres lyd som korte skrig med pauser i mellem, det giver orientering nok, mens de flyver. Men når et insekt kaster lyden tilbage, følger skrigene tæt på hinanden, for nu skal flagermusen følge insektets kurs nøje. Formodentlig fortæller ekkoet, om det er en bille, en sommerfugl eller noget andet. Flagermus sover om dagen, gerne mange sammen. De hænger i træerne, og hovedet vender nedefter. Det kan ske under barkflager, i hule træer, i huse under taget, i huler og under broer. Hunnerne samler sig i ”barselsstuer”, hvor de føder, og hvor ungerne opholder sig, mens moderen jager insekter. Hannerne sover også mange sammen. Om efteråret parrer flagermusene sig. Men der sker ingen befrugtning før til foråret. Sæden bliver blot liggende i æggelederen. Flagermus føder 1 unge, sjældent 2 i højsommeren, hvor der er flest insekter. Det er en meget lav formeringshastighed. Den opvejes af, at flagermus bliver gamle, op til ca. 25 år, så de når alligevel at få mange unger. Dødeligheden for de voksne er lav. Der er som oftest insekter nok om sommeren, og der er ingen fjender, der er specialister i at æde flagermus. Der er fundet 17 arter flagermus i Danmark. Nogle er udbredt over hele landet, andre er sjældne; ofte er de strejfere fra store bestande andet sted på Jorden. Flagermus er fredet. Den største skade er, at deres ekskrementer kan samle sig inde under sovepladserne i husene. Skimmelflagermus (Vespertilio murinus) Skimmelflagermusene har sine sommerkolonier i 1-2 etagers huse i landsbyer eller udkanten af byerne. Vinterkvarteret er i højhuse i København eller andre store byer, ofte på 14.-16. etage på hospitaler eller hoteller. Den bor kun i huse i Danmark. Verdens tætteste koncentration af skimmelflagermus er i Nordøstsjælland. I resten af landet er der få kolonier, f.eks. i Århus. Man kan se, om der er skimmelflagermus i huset, for deres ekskrementer findes der, hvor de flyver ud. Desuden kan man høre dem larme i kolonien. Døde eller døende unger kan findes nær huset. Om efteråret kan man høre en høj, tikkende lyd, der kommer ovenfra om aftenen. Det er hannerne af skimmelflagermus, der samler sig om høje bygninger i byerne og kalder på parringsvillige hunner. Lyden er på 14 kHz og kan høres af yngre mennesker. Skimmelflagermusen jager sommerfugle ved gadelygter, især de blå-hvidt lysende, der belyser motorvejene. I sommeraftener jager de myg og andre insekter, der har masseforekomster ved eller over de store nordsjællandske søer. Det er tiden hvor ungerne vokser op, og det passer med, at flagermusene bor på landet om sommeren, fordi der er så mange insekter. Skimmelflagermusen overvintrer i frostfrie steder på høje huse, f.eks. luftkanaler, bag plader og i murværk, hvor de kan kravle ind. Hvis der bliver frost på opholdsstedet, prøver de at finde et varmere sted, og så kan de forvilde sig ind i folks beboelse. C. Skimmelflagermus har hvide hårspidser, så den ser ud, som om den er angrebet af skimmel. (Hans Baagøe) Skimmelflagermusen kan flyve langt, over 1000 km, om det skal være. De fleste fund uden for Nordøstsjælland skyldes strejfende eller trækkende dyr. Hvor boede skimmelflagermusen, før mennesket bygede høje huse og kirker? Sandsynligvis på stejle og lodrette klippevægge. Derfor er det usandsynligt at den boede i Danmark, før kirker og borge blev bygget i Middelalderen. D. Skimmelflagermus. Bagbenene peger opad, og foden vender bagud. Vingerne er foldet sammen. Kloen sidder på tommelfingeren. (Naturhistorisk Museum, Århus). 1. PATTEDYR 11 A. Løbende hare. De lange bagfødder sættes ned foran forfødderne, der afsætter runde spor. (E. Artmann. Dreamstime.com). Hare (Lepus europæus) Video s. 141 Der ligger en harekilling på jorden foran dig, fig. C. Den ser dig, men du ser den ikke. Den rører sig ikke og de store, klare øjne er stille. Du går et skridt nærmere og skræver over den uden at bemærke det. Harekillingens kamuflage virker. De brunlige, grålige og mørke farver i pelsen ligner ikke noget særligt, så der er intet at lægge mærke til. Det vigtigste er, at harekillingen ikke kaster en markeret skygge, og at den er helt stille. Mennesker og alle dyr, der bruger synet, er meget agtpågivende over for bevægelser, også når vi ikke ser direkte på tingen. Vi retter straks øjet mod det, der rører på sig, og ser, hvad det er. Det er derfor, at mange dyr beskytter sig ved at være helt stille, og det er også derfor, at der er blinklys på biler. Haren føder 1-4 killinger. De er pelsklædte og kan se straks efter fødslen. Moderen lader dem die hver dag kort efter solnedgang, ellers opholder hun sig steder, hvor hun kan få nok at æde og producere mælk med 17% protein og 23% fedt. Så kan killingerne vokse hurtigt. Når de er to uger gamle, B. Harens spor i sne. Lange bagfodsspor, runde 12 begynder de at æde grønt, og fire uger gamle må de klare sig selv. I løbet af få måneder er de blevet voksne, men de kan først begynde at formere sig næste år. Allerede få dage før fødslen kan hunnen parre sig igen. Efter fødslen kan nye fostre vokse i hendes livmoder, og 7 uger senere føder hun et nyt hold killinger. 3 eller 4 kuld bliver det til, og der kan findes killinger fra marts til september, undertiden senere. Hvis vejret bliver dårligt i længere tid, mens hun er gravid, kan hun ikke skaffe føde nok, og så opløses et eller flere af fostrene i livmoderen. Haren udstrækker altså sin ungeproduktion over godt halvdelen af året, og det giver sikkerhed for at nogle overlever. Dødsrisikoen for killinger er stor, de kan dø af sygdomme, og de kan ædes af krager og rovfugle, der ser dem bevæge sig fra luften. Harerne hører hjemme i landbrugslandskabet. I 1940’erne var de fleste landbrug små og havde forskellige afgrøder, vintersæd (hvede elle rug), vårsæd (byg eller havre), græsmarker med kløver til køer og heste, roer til køer og måske en mark med ærter, gulerødder eller kartofler. Der var ukrudt, som nåede at sætte frø, og der var levende hegn mange steder. Her kunne harerne finde føde og sovepladser hele året. Hvis alt var snedækket, åd de bark, f.eks. af frugttræer, der døde, hvis haren gnavede barken hele vejen rundt om stammen. Jagtudbyttet i 1944: 480.000 harer i hele Danmark. I 2008 var jagtudbyttet under 100.000, for landbruget har ændret sig. Korn og vinterraps dækker enorme arealer, markerne er meget store, mange hegn er fældet, og græsmarkerne er små. Roerne er forvundet mange steder, og ukrudtet med dets frø er sprøjtet væk. Harerne har ikke nær så gode muligheder som før. De er ikke truede af udryddelse, men antallet er faldet overalt undtagen på Bornholm. Det er tydeligt, at haren hører til på landbrugsjord. Den indvandrede først til Danmark, da landbruget kom til landet for 6000 år siden. Harerne holder af åbent land, så derfor kan de også leve på heder og klitter. Disse landskaber er skabt af Middelalderens landbrug. Haren er mest fremme om natten og i skumringen. Alligevel er det let at se, om der er harer i et område, for der ligger deres ekskrementer, små kugler, 1,5-2 cm i diameter. Man ser også harens sæde, altså hvilepladser. De ses ofte i græs, her er det trykket ned. Haren bruger ofte den samme hvileplads mange gange. Haren æder sin føde to gange. Første gang ender det ufordøjelige i blindtarmen. Her fordøjes cellulose og andet ved hjælp af bakterier, der producerer vitaminer og andet godt. Indholdet af blindtarmen går derpå ud i tyktarmen og videre ud gennem tarmåbningen. Det bliver straks ædt af haren og derpå går det gennem fordøjelseskanalen igen. Her optages de værdfulde stoffer. Resten forlader tarmen som ekskrementer. Harens store ører drejer sig efter lyden, når de hører noget nyt. Øjnene er store og sidder på siden af hovedet. Derved kan den se næsten hele horisonten uden at dreje hovedet. Hvis den ser en fjende, lægger den sig først ubevægelig. Hjælper det ikke, så løber den. Den kan komme op på 80 km i timen over korte strækninger, og 50 km i timen over en længde på 1 km. fig. A. Så farer den af sted med store spring, for de lange fødder på bagbenene giver et kraftigt afsæt, fig. E. Den kan pludselig lave et spring til siden, så sporet afbrydes, eller den kan slå en cirkel og komme tilbage til sit eget spor. Det forvirrer ræve og hunde, der bruger næsen til at følge sporet. Det dufter nemlig af hare, for en hare kommunikerer med andre harer ved at afsætte dufte fra kirtler, hvor den træder. Harens spor er lette at kende, fig. B. Der er ikke spor efter trædepuder, for det har den ikke. I stedet er fodens underside beklædt med elastiske hår. Haren sætter også spor, når den gnaver bark af træer. Dens tænder er skarpe, fig. D, og mærkerne ses tydeligt på træet. Haren sover ikke vintersøvn, der er åbenbart altid noget spiseligt at finde, f.eks. i hegn, skovbryn og villahaver. Haren findes over hele Danmark. C. Harekilling. Ørerne er korte, øjnene er store, og følehårene på snuden er lange. Den sidder stille. (Aguirre mar. Dreamstime.dk). D. Kranium. Der er to knivskarpe fortænder både i over- og undermunden. De sliber hinanden, når haren tygger, så de altid er skarpe. De vokser hele livet. (Zoologia Danica. Pattedyr). E. Harens bagben er meget store. I lårene sidder de muskler, den bruger, når den springer. (P. Mikoska. Dreamstime.com). 1. PATTEDYR 13 A. Egern med busket hale og lange hår på ørerne løber op ad en træstamme, idet den slår kløerne i barken. (Kornwa. Dreamstime.com). Egern (Sciurus vulgaris) Video s. 141 Der er noget ved egernet, som gør, at de fleste mennesker bliver glade, når de ser det. Pludselig ser man det løbe ned af en træstamme med hovedet forrest, så op, over på den anden side og væk. Lidt efter kigger det frem, som om det spørger: ”Er du der endnu”. Så op i trækronerne og i et spring over til nabotræet. Måske drejer den i luften for at lande præcist, det kan den store hale klare, for den bruges som ror. Egernet kan æde knopper på nåletræer, og hvis endeknoppen bliver bidt af, vokser træet skævt, og så har egernet gjort skade. Det kan også tage æg fra B. Egern betragter verden opmærksomt. Ved det mindste tegn på fare springer den op i det nærmeste træ. (Mazzur. Dreamstime.com). 14 fuglereder, f.eks. fasaner, men den skade er begrænset. Det går heller ikke af vejen for at æde insekter. Om efteråret laver egernet vinterforråd, især af nødder, bog og agern. De gemmes under bark eller i jorden. Egernreder er almindelige, men svære at få øje på. De bygges gerne nær stammen på grantræer, og derved er det næsten umuligt at se dem nedefra. Der bygges en stor rede og en del mindre reder, hvor den kan sove i sikkerhed. Egern har territorier, hvor de kender alle muligheder. Hanegern må gerne færdes på andre hanners territorier. Derimod forsvarer hunnen sit territorium mod andre hunner, men ikke mod hannerne. Ungerne fødes i den store rede. Det kan ske fra begyndelsen af marts til august. Den tilgængelige fødemængde bestemmer, hvornår det sker. Hunnens graviditet varer 39 dage. Der fødes 3-7 unger. De er nøgne og blinde. Øjnene åbnes 4-5 uger efter fødselen. Når ungerne er 9-10 uger gamle, forlader de reden og klarer sig selv. De bliver kønsmodne 1 år gamle. Egernet har ikke mange fjender. Duehøgen kan se det fra et udkigspunkt og tage det i et styrtdyk. Skovmåren kan forfølge egernet i træerne eller tage det i reden, mens det sover. Men skovmåren er sjælden. Kat og ræv kan overrumple egern på jorden. Mennesket hørte tidligere til fjenderne, idet egern blev regnet for et skadedyr, fordi det gnaver topskud af nåletræer og kan tage fasanæg. Skaden er sjældent stor, og siden 1990 er egern fredet. Men C. Egern. De to fortænder i over- og undermunden sliber hinanden knivskarpe, når de passerer hinanden. (Zoologia Danica. Pattedyr). egernjægerne sagde: ”Det er bare en rotte med en busket hale”. Samtidigt med at egernet blev jaget, skete der ganske mange udsætninger i skovene, fordi egernet er sympatisk. Bornholm havde ingen egern, men i 1886 blev der udsat svenske egern, og de klarer sig godt. Der er også sket udsætninger i Jylland og på Sjælland. De udsatte egern har undertiden anden pelsfarve end det røde, danske egern, nemlig grå og sort. I dag findes egern over næsten hele Danmark. Det er en gammel indvandrer, de ældste knogler er fra 9500 år før vor tid. Tidligere skød man egern om vinteren for at få dens lækre, varme vinterpels. Den blev kaldt gråværk og blev båret af rige folk. Egernhår blev brugt til pensler af kunstmalere. Egern hører til gnaverne sammen med mus, rotter og bævere. De kendes på fortænderne, der kaldes gnavertænder, fig. C. D. Egern med nød. Den bruger forpoterne som hænder. (I. Besedin. Dreamstime.com). E. Rødmus. Den er 8-12 cm lang med en hale, der er ca. halvt så lang. Den har rødlige hår. Dens ører er store, øjnene kulsorte, snuden med næseborene er omgivet af lange ”knurhår”, der bruges som føleredskaber. (V. Vishnevskiy. Dreamstime.com). Rødmus (Myodes glareolus) Der findes mus overalt, og de spiller en stor rolle som føde for de fleste rovdyr og rovfugle. Musene er små, de er mange, fordi de er planteædere, og de formerer sig stærkt. Når planterne er 1. led i fødekæden, og mus er 2. led, så bliver museæderne 3. led. Af 100 kg planter bliver der 10 kg mus, der igen ernærer 1 kilo rovdyr. Den har gnavertænder ligesom egernet, fig. C. Efter fortænderne følger et tandløst stykke, og så kommer kindtænderne, der bruges til at findele føden. Rødmusen lever af mange slags planteføde: Hasselnødder, bog, agern, kirsebær med sten, grønne planter, frugter og bark. I de år, hvor bog og agern er rigelige, forplanter rødmusen sig også om vinteren, så der bliver mange næste år. Rødmus er et skovdyr. Den lever også på fugtig bund med pilebuske. Rødmusen er god til at klatre i træer. Visse år æder de meget bark; de begynder i en grenvinkel og arbejder sig opefter. Den kan ødelægge barken på unge ege, juletræer (normannsgran), og bøge og derved gøre skade. Rødmus graver gange nede i jorden, helt ned til ½ meters dybde. Her hviler den, og om efteråret fylder den gangene med forråd af hasselnødder, bog, agern og kirsebærsten. Den sover ikke vintersøvn. Den bygger rede lige under jorden eller på jordoverfladen. Hunmusen forsvarer sit territorium mod andre hunner. Efter parringen er hunnen gravid i 18 dage, og så føder hun 3-6 unger (min. 2, max 9). Ungerne forlader reden efter få uger, og så kan hun få et nyt kuld unger. Ungerne kan yngle i deres første leveår. Rødmusen findes over det meste af landet. Dog mangler den på Bornholm og en del andre øer, samt i Thy og dele af Vendsyssel. Den bekæmpes undertiden i planteskolerne. 1. PATTEDYR 15 A. Ræven er på størrelse med en glathåret foxterrier. Men pelsen fylder så meget, at ræven ser meget større ud. Vægt: Hun 6,5 kg, han 8 kg i gennemsnit. Max. levealder 10-12 år, hvor den ikke jages. (G. Gaffney. Dreamstime.com). Ræv (Vulpes vulpes) Video, lyde s. 141 Den røde Mikkel ræv med sin lange hale er blevet almindelig i byerne, fig. A. København har haft ræve i mange år. Århus har haft mange ræve siden ca. 1990. Det samme er sket i London og andre storbyer. Men hvorfor finder ræven byerne så tiltrækkende? En årsag er, at villakvarterernes ældre haver har mange buske og træer, samt uforstyrrede pletter med sol til hvilepladser. Der er fred en stor del af tiden, for folk er på arbejde og børnene er i skole, og der er ikke jagt. Der er masser af fugle og fugleunger, samt mus i mængder. Rotter tager ræven også. Der er frugt og insekter, som også kan ædes. Nogle steder kan ræven også komme til affaldet. Affald i plasticsække skal være indelukket i kasser eller bag net, ellers bliver det ædt af ræve og rotter, der spreder affaldet. B. Rævens tandsæt.(Zoologia Danica. Pattedyr). 16 Ræven er faktisk altædende. Hvis den får fat i mere mad, end den og dens unger kan æde, bliver det gravet ned til senere brug. Når ræven bemærker en mus, står den stille. I det rette øjeblik springer den højt op i luften og falder ned på musen, fig. C,D), der dræbes med de lange hjørnetænder, fig. B. En høne bliver også dræbt med hjørnetænderne. De store fjer bides af, flere ad gangen med kindtænderne. Knogler og sener klippes over med rovtænderne, der virker som en saks. Det, der skal tygges, behandles af de bageste kindtænder, der har knuseflader ligesom vore kindtænder. Fortænderne bruges til at bide kød af knogler, til plukning af frugt m.v. Der skydes 40.000 – 60.000 ræve om året; det sker i skovene og i landbrugslandet, hvor det kan ske uden risiko for andre mennesker. Desuden dræbes 20.000 – 30.000 ræve årligt i trafikken. Ræven graver en tunnel i jorden på nogle meters længde. Her sover den, især i dårligt vejr. Tunnellen udvides til en kedel, hvor rævehvalpene fødes og vokser op. Ræve bor ofte i grave, som en flere år gamle, og hvorfra der er to eller flere udgange. Et ordsprog siger: ”En klog ræv har altid to udgange”. Ved den form for rævejagt, der hedder gravjagt, er der to eller tre jægere, og de bruger en eller flere hunde. Det kan være foxterrier (fox = ræv) eller C. Ræven har fundet en mus under sneen og springer på den. (C og D: V. Kirsanov. Dreamstime.com). D. Ræven er landet på musen og holder den fast med poterne og snapper efter den. gravhunde (rævegrav). Disse hunde går gerne ned i en rævegrav og jager ræven ud. Hundene skal ikke angribe ræven, men genere den, så den forlader graven. Hundene er trænet, sommetider i en kunstig rævegrav med en ræv: Hundene skal lære at komme op med få minutters mellemrum, og de skal lære, at de ikke må slås med ræven. Desuden skal de lystre kommandoer. Mens hunden er nede, står jægerne parat ved udgangene. Når ræven kommer ud, skydes den, og hunden får ros. Måske bliver den også belønnet ved at få lov til at ruske den døde ræv. Ræve jages på mange andre måder. Januar og februar er rævenes parringstid. Om aftenen og natten kan man høre hannernes gøen, når de vil tiltrække en hun. Graviditeten er 52-53 dage, og ungerne fødes i marts. Et kuld er på 4-7 hvalpe, min. 1, max. 12. De fødes med en fin pels. Deres øjne åbnes, når de er ca. 11 dage gamle. Den første tid får de kun mælk, senere får de også opgylpet, halvt fordøjet kød. Både moderen og faderen skaffer føde. Mens moderen dier, forlader hun nødigt ungerne og fodres af faderen. Når ungerne er 4-5 uger gamle, søger de udenfor. Her leger de, også om dagen, og her fodres de med fugle, mus og andet bytte. De lærer at behandle det rigtigt. I juni flytter hele kuldet ofte til en ny grav. I september-oktober spredes familien. Dog bliver nogle af de unge, især hunner, i familien. Ræve lever i par eller i familier. De er sociale og danner flokke, hvor det gamle par stadigvæk yngler, mens de unge er der, men uden at yngle. Skulle moderen dø, kan en af de unge overtage hendes rolle. Ræve markerer deres territorier, men de jager ikke andre ræve bort. Markeringen sker dels med urin, der har en speciel duft, dels med afføring, der lægges et synligt sted, f.eks. på en træstub. Markeringen fortæller fremmede ræve, at der er ræve i området, og måske også hvilken ræv, der har sat sit mærke. Hunde bruger deres urin og afføring på samme måde. Der er ræve næsten overalt i Danmark. I isvintre går de over isen og kan komme til øer uden ræve. Netop rævefrie øer er af stor betydning for måger, terner, skestore, andefugle og vadefugle. Et enkelt rævepar kan forhindre fuglene i at yngle. Derfor skydes rævene, når de opdages i fuglekolonier. Ræven har levet i Danmark siden Istidens ophør. De ældste knoglefund er 9500 år gamle. Ræveskind fra dyr, der er skudt om vinteren, er tætte og varme. De har altid været brugt til beklædning. E. Spor af ræv til venstre, og hund. Den sorte linie mellem de yderste trædepuder skærer de øverste trædepuder hos hund, men ikke hos ræv. Der er også spor efter kløerne. 1. PATTEDYR 17 A. Odderen har fanget en fisk under vandet. Nu ligger den på en sten og æder fisken. Pelsen er stadigvæk våd, og hale og bagben er under vandet. Halen en trykket sammen fra side til side, så den kan bruges til svømning. (M. Blajenov. Dreamstime.com). Odder (Lutra lutra) Video s. 141 Odderen lever mest af fisk, som den fanger ved at dykke. Den er stor, godt en meter lang med hale, fig. A. Pelsen består af varmeisolerende uldhår inderst og lange dækhår yderst. Dækhårene danner et vandtæt lag, og når de er våde, klæber de sammen i spidsen som en pensel til vandfarver og får odderen til at se ud, som om den er dækket med pigge. Pelsværk af odder blev regnet for det bedste fra danske dyr i gamle dage. B. Odder, kranium. Den store kam på issen er fæste for de kraftige kæbemuskler. De leverer et kraftigt bid. (Zoologia Danica. pattedyr). 18 Odderen har svømmehud mellem tæerne, og den ses i spor i fugtigt sand. Når dyret svømmer, bugter kroppen og halen sig fra side til side, og bagbenene bruges som ror, fig. C. Den finder fisk under vand, også når det er usigtbart på grund af ophvirvlet mudder og sand. Om natten finder den fiskene med de lange varbørster på snuden, fig. D. De er følsomme for vibrationer og kan føle en svømmende fisk på nogen afstand. Hvor meget den bruger synet under vand, vides ikke. Odderen har et rovdyrtandsæt med store hjørnetænder i over- og underkæbe til at dræbe med, fig. B. Små fisk som hundestejler og fiskeyngel ædes under vandet, større fisk æder den på land. Ædepladserne røber odderens tilstedeværelse, her er skæl, fiskeknogler og andre rester. Den piller kødet af benene med fortænderne, og fisken klippes i bidder med kindtænderne. Odderen tager sjældent store fisk, hovedparten er 10-15 cm lange, ål dog op til 25 cm. En odder æder 1-1,5 kg fisk dagligt, altså 400-500 kilo om året. Den tager også frøer, krebs og små pattedyr. Hanodderen tåler ikke andre hanner på sit territorium, og det kan strække sig 10 km langs et vandløb. Det kan overlappe to territorier for hunner med unger. Mærkningen sker med duftstoffer i urin og afføring, der er næsten sort og indeholder fiskeben. Afføringen anbringes synligt og er et godt tegn på odderens tilstedeværelse. Hunnen kan komme i brunst året rundt. Hun er gravid i 2 måneder og får 2-3, undertiden 5 unger. De fødes i et skjul. f.eks. en rævegrav, under trærødder ved vandløbets bred eller i en hule med indgang under vandet. De dier moderen i op til 4 måneder. Når de er 2-3 måneder gamle får de deres første svømmetur, og de lærer hurtigt at fange fisk. Men de bliver hos moderen til de er 1 år gamle. Odderen kan fiske både i søer, åer og i saltvand. Omkring 1960 fandtes den i alle landsdele. Men så satte tilbagegangen ind, og omkring 1980 var der kun oddere omkring den vestlige Limfjord. Bestanden blev anslået til 200 individer, og der blev slået alarm, fordi det frygtedes, at den ville uddø i Danmark. I Tyskland og andre steder i Europa var tilbagegangen også stor. Der var flere årsager til tilbagegangen. En årsag var, at de fleste åer blev reguleret, så de lignede kanaler, og rørskov og træer langs disse vandløb blev gravet bort. Så gik fiskene meget tilbage og odderen mistede skjulesteder og føde. Forureningen har også fordrevet odderen fra flere vandløb, især fordi den slog mange fisk ihjel. Også trafikdrab spillede en rolle. Bekæmpelse af odder fandt sted, især ved D. Odderen æder en fisk. Den bruger sine forpoter lige som vi bruger hånden. (I.B. Shejbal. Dreamstime. com). dambrug, hvor den rigtigt kunne gøre skade. Men den bekæmpelse havde foregået i over 100 år og spillede ikke nogen stor rolle. Mange oddere druknede i fiskernes ruser. Det offentlige forbød al bekæmpelse. Fiskerne skulle indsætte en rist i ruserne; den var billig og nem og hindrede ikke fisk i at gå ind, mens odderen pænt måtte blive udenfor. Der blev lavet broer (banketter) til oddere, hvor vandløb gik under vejene for at undgå trafikdrab, og det har hjulpet. Fra 1980’erne er vandløbene blevet meget bedre. Spærringerne er fjernet, hvilket har været godt for fiskene. Mange åer er genslynget, og der er igen kommet rørskov og træer lange vandløb. Forureningen er blevet væsentligt formindsket. Nu er odderen udbredt over det meste af Jylland, og der er fundet nogle få i Vestsjælland. Det har virkeligt haft en god virkning at hjælpe odderen. Odderen hører til mårfamilien indenfor rovdyrene. C. Odderen svømmer ved at bevæge halen og kroppen fra side til side ligesom en fisk. (Hixson. Dreamstime. com). 1. PATTEDYR 19 A. Råbuk græsser anemoner. Den er ved at fælde den grå vinterpels, der falder af i store partier. Neden under kommer den rødbrune sommerpels frem. Det hvide spejl på bagpartiet rejser hårene, når dyret skræmmes. Det advarer de andre rådyr. Rådyr (Capreolus capreolus) Video s. 141 Det er en forunderlig oplevelse at stå ved et ganske ungt rålam en dag i juni. Det kan ske i et skovbryn eller en lysning i skoven med høje planter, buske og solpletter på skovbunden. Opdagelsen sker pludseligt, måske i det øjeblik man er ved at træde på den lille. Den bevæger sig ikke, men ligger der med sine store øjne og lystplettede pels, og man kan i ro og mag se på den, fig. F. Rør den ikke, for så lugter den af menneske og det kan dens moder ikke lide. De små lam fødes omkring 1. juni. Moderen æder meget frisk grønt, for hun skal producere rigelig mælk. Hun giver lammene mælk til ud på efteråret, selvom de snart begynder at æde planter. Lammene går sammen med hende indtil næste sommer, hunnerne længere end hannerne. Når tiden for næste års fødsel nærmer sig, jager hun sine unger bort. De kan sagtens klare sig selv. Parringen sker i august. Hannen driver hunnen af sted inden parringen, og ofte løber de rundt om en busk i snævrere og snævrere cirkler. Sådan en nedtrampet sti kaldes en heksering. Hun er kun brunstig én dag, og da bliver hun bedækket adskillige gange af den samme han. Æggene befrugtes, men de bliver liggende uden at vokse; fostrenes vækst går først i gang omkring nytår. Når rådyret 20 har denne forlængede drægtighed, som den kaldes, hænger det sammen med, at parringslegen kræver meget energi og skal foregå, når der er rigelig føde. Det samme gælder drægtighed og fødsel. Hannerne (bukkene) bærer en opsats, og det svarer til geviret hos de andre hjorte, fig. C. Hanlige rålam får en opsats hen på efteråret. Den er bare 0,5 – 3 cm høj. Den fældes mod slutningen af året, og kort efter vokser to nye, lange takker frem. Inderst består de af ben, yderst af hud med talrige blodkar. Det hele er dækket med korte hår og føles som fløjl. I april-maj er opsatsen færdig, og så skal alt det bløde (basten) på opsatsen væk. Dyret fejer med opsatsen i grene og kviste, og i løbet af et par timer eller dage er basten slidt af. Ejeren afmærker sit territorium ved at føre sin opsats op og ned i grene og kviste. De knækker og et duftkirtelsekret overføres til dem. Bukken kan også skrælle bark med sine fortænder i underkæben. Det lyse ved skinner og mærkes med duft. Duftmarkeringen kan være nok til at skræmme andre bukke væk. Hvis det ikke er nok, kan synet af en stor buk med en flot opsats måske gøre det. Ellers må der kamp til. Rådyr er mest aktive ved solopgang og solned- C D B B. Råbuk i sommerdragt. Det er en gaffelbuk. C. Opsats fra 1-årig spidsbuk, 2-årig gaffelbuk og 3årig seksender. (Zoologia Danica. Pattedyr). gang. De drager gerne fra skov og hegn ud på de åbne marker, hvor de æder det grønne korn og græsmarkernes græs og kløver. Herved gør de lidt skade. Det er værre i skovene, hvor rådyrene æder unge, friske skud af nåle- og løvtræer. Herved kan de ødelægge en bevoksning af unge træer fuldstændig. Derfor indhegner skovejeren nyplantninger med et 2 meter højt vildthegn, for så højt kan rådyret ikke springe. Skaderne på unge træer var en af årsagerne til, at rådyr blev udryddet de fleste steder i Danmark i den første halvdel af 1900-tallet. En anden årsag var en for hård jagt. Rådyrene fik det bedre efter 1960’erne, og bestanden er steget så meget, at der skydes 100.000110.000 om året, uden at bestanden går ned. I 1940’erne var jagtudbyttet 15.000 årligt. Rådyrene plejes, i hårde vintre får de foder. De jægere, der har lejet jagten i et område, holder øje med antallet af rådyr og indretter sig, så de kun skyder overskuddet af dyrene. Rådyr i god ernæringstilstand vejer 20-22 kg, undertiden helt op til 30 kg. Rådyr og andre hjorte, ko, får og ged er drøvtyggere. De æder en mængde planter på kort tid. Derpå søger de et roligt sted, hvor de ligger og tygger al føden, inden de synker den igen, fig. D. Drøvtyggernes ben ender i en klov, fig. B, E. Den svarer til vore negle. Faktisk går drøvtyggerne på fingerspidserne. E D. Kranium af rådyr. Der er kun fortænder i undermunden, ingen hjørnetænder, men kindtænder i overog underkæben. (Zoologia Danica. Pattedyr). E. Spor. På fugtig jord synker kloven ned, så også bagtæernes klove afsætter spor. Kloven spredes ud. Til højre ses spor på tør jord. Kloven er samlet. F. Nyfødt rålam. Det kan gå samme dag, det bliver født. De lange ben gør, at det kan nå op til yveret. Når moderen forlader sine to eller tre lam, ligger de stille i græsset. De hvide pletter på kroppen ligener solpletter, og dyret er godt kamufleret på den måde. (E. Isselée. Dreamstime.com). 1. PATTEDYR 21 A. Kronhjort hævder territorium ved at brøle højt. Den er ophidset og har slået om sig med geviret, så der er planter på det. (David Hughes. Dreamstime.com). Kronhjort (Cervus elaphus) Video, lyde s. 141 Kronhjorte er store dyr, og de færdes i flokke, især hvor der er noget godt at æde. De holder af landbrugets afgrøder; kartofler sparkes op, roer rives hele op, og raps og korn ædes, mens det er grønt, og selve kornet trækkes af stråene. Jo, landbruget bereder et natligt festmåltid for kronhjortene. Landmanden betaler, og prisen kan godt være 100.000 kr. eller mere for en enkelt landmand. Hvad skal landmanden gøre? Der findes elektroniske apparater, der skræmmer hjortene væk. Der er også brug for at skræmme hjortene bort fra nyplantninger i skove og plantager. Dyrene elsker friske skud og kan spolere alle de unge træer, fig. D. Nogle steder river hjortene bark af grantræerne i B. Kronhjort og hind. (Micromann. Dreamstime. com). 22 lange strimler, og det ødelægger dem. Hjortene æder græs i skovene og moserne og lyng på hederne. Hjortene er farlige i trafikken. Hannerne vejer i gennemsnit 150 kg, max 320 kg, fig. A. Hunnerne ca. 100 kg. De er omkring 2 m lange. En bil, der kører ind i så stort et dyr, får store skader, og de, der er i bilen, kan blive dræbt. Der gøres forsøg på at lave et skræmmesystem, så hjortene holder sig væk, når der kommer biler. Kronhjort smager godt, og for 300-400 år siden var dens kød så vigtigt i kongens husholdning, at han erklærede alle kronhjorte for sin ejendom. De, der skød en hjort uden kongens tilladelse, betalte store bøder eller blev hængt. I slutningen af C. Kronhjortens gevir gror. Det er dækket med bast. Klovene ses tydeligt. D. Kronhjort æder frisk løv så højt, den kan nå. Hvor der er kronhjorte, kan man se langt gennem skoven.(Clinton Moffat. Dreamstime.com). 1700-tallet blev skaderne på markene så store, at regeringen besluttede, at kronhjortene skulle udryddes, undtagen i dyrehaver. Jægerne skød, hvad de kunne, og i 1854 var alle Sjællands hjorte og i 1872 alle Fyns udryddet. Jyllands hjorte gik tilbage, men nogle godser ville bevare jagten, og fra de dyr stammer Jyllands store hjortebestand. Den voksede langsomt, men da Vestjyllands nåletræsplantager blev store i 1900-tallet, fik hjortene et godt levested. Nu er der også en bestand på Sjælland. Der er stor forskel på han og hun. Hannen er større end hunnen og bærer gevir fra juli til februar-marts, fig. E. Så fældes det, og et nyt og større vokser frem, dækket med bast (hud med hår og blodkar), fig. C. Det fejes i juli og er klar til brug. Det vejer 6-8 kg og er meget solidt. Geviret bruges til at imponere andre hanner, men det får først betydning i brunsttiden, når parringerne skal ske. Indtil da færdes hannerne i flokke (rudler) af vekslende størrelse. I brunsttiden i september - oktober ændres hannernes adfærd. Hver hjort forsøger at samle så mange hinder om sig som muligt for at parre sig med dem, fig. B. Andre hanner prøver at tage hinderne fra ham. Først truer han dem, og hvis de ikke viger, farer han frem mod dem. Det kan ende med slagsmål. Begge hjorte brøler højt og slår hinanden med geviret, fig. A, F. De mange spidse takker kan give store sår. Det mest risikable øjeblik er, når den underlegne hjort giver fortabt og vil flygte, for da kan den få et slag, som river dens side op. I forbindelse med brunsten søler hjorten sig i mudder, der er gjort stærkt stinkende af urin og afføring. Sølepladserne er trådt op, og der er aftryk af hjortens krop. Han bruger megen tid på at brøle, og det kan høres vidt omkring. Hinden kan kun parres nogle få timer. Så får hannen lov til at bestige hende. Hver parring varer kun E. Kronhjortegevirer. Jo ældre de bliver, jo større bliver geviret. Det ender med en krone af takker øverst. (Zoologia Danica. Pattedyr). få sekunder, men gentages mange gange.Hannen æder ikke i brunsttiden, den taber måske 20% af sin vægt. Efter brunsttiden samler hjortene sig igen i rudler uden fast sammenhold. Hinderne og kalvene danner egne rudler, der ledes af en gammel erfaren hind. Hun har selv en kalv og ofte en datter fra forrige år, og de er bundet til hinanden hele livet. Ofte består rudlen af hinder, der er i familie med hinanden. Førerhinden bestemmer, hvor de skal æde, og hvornår de skal hvile eller sætte sig i bevægelse. Rudlen er et godt forsvar mod rovdyr, som en gang truede kalve og hinder, nemlig ulv, jærv, bjørn, los med flere. Kronhjorten er indvandret til Danmark for ca. 10.000 år siden. Der er mange fund af knogler og takker i oldtidens bopladser, for hjorten har altid været vigtig til fremstilling af redskaber. F. To kronhjorte slås. Sommetider kan de ikke komme fri af hinanden, og så må de begge dø af sult. (M. Pateman. Dreamstime.com). 1. PATTEDYR 23 A. Sæler ved havet. Den forreste sæl ”leger banan”, en hvilestilling, de tit indtager. Sæler hviler i flok. Spættet sæl (Phoca vitulina) Video s. 141 Nyttig – forhadt – forfulgt – næsten udryddet – sød og nuttet. Dette er sælernes historie i Danmark og mange europæiske lande. Oldtidens folk fangede både spættet sæl og gråsæl. Det ved man fra affaldet, hvor gråsælernes knogler er mere almindelige end spættet sæls. Skindet blev brugt til tøj og fodtøj, syet sammen med tråd fremstillet af sener fra musklerne. Hertil brugtes en nål, lavet af en bensplint. Spækket kunne spises. Fedt fra smeltet spæk, kaldet tran, blev brugt til belysning (en væge i en skålfuld spæk). Tran blev også brugt til at smøre læder i, så det blev smidigt. I Oldtid og Middelalder var sælen nyttedyr. Da fiskerne gik over til at bruge ruser og bundgarn, blev sælen en fjende. Nettet i redskaberne var lavet af tråde. Når redskaberne havde fanget fisk, kom sælerne. Ikke alene åd de fiskene, de rev også huller i nettene, så fiskene slap ud eller blev skambidt. Der er mange klager over sælerne, allerede fra 1600-tallet. I 1800-tallet blev geværer alminde- B. Sælens kranium. Tænderne er spidse, gode til at gribe fisk med og sønderrive dem. Men de tygges ikke. (Zoologia Danica. Pattedyr). 24 lige, og fiskerne tog fat på at udrydde sælerne, støttet af Staten, der udbetalte skydepræmie for hver dræbt sæl fra 1889 til 1927. Det virkede, gråsælen blev udryddet, og den spættede sæl sjælden og sky. I 1977 blev sælerne fredet, og bestanden steg hurtigt fra ca. 2000 i 1976 til 12.000 i 2006. Spættet sæl tilbringer 25% af tiden på land, mest på sandbanker og kyster på ubeboede øer, fig. A. De kan tælles fra luften om sommeren. I juni-juli går hunsælerne på land for at føde, og de 4 uger ungerne dier, er de på land det meste af tiden. Ungen fødes med en pels, der ligner de voksnes, og den kan svømme og følge sin moder lige fra fødselen. Det er af betydning, fordi der kan komme højvande, hvor sælernes sted bliver oversvømmet. Ungen fanger ikke fisk, før den er 4 uger gammel. I den alder jager moderen den bort, og den må klare sig selv. I hele den tid ungerne dier, holder moderen sig tæt til sin unge. Hun kender den på lugten. Bliver de skilt fra hinanden under en storm, eller fordi turister har skræmt sælerne ud i vandet, så ligger ungen på stranden og hyler i lang tid. Moderen søger efter den og undersøger alle hylerne, indtil hun finder sin egen. Hvis du hører en hyler, så hold dig væk, selv om du bliver rørt til tårer. Bliver du ved den, tør moderen ikke gå i land, og så er ungen fortabt. Der fødes kun én unge. Den vejer 10 kg ved fødselen, mens moderen vejer 100 kg. Ungen får mælk med 50% fedt, og på 4 uger tager den så meget på, at den ender med at veje 30-35 kg. Når ungen skal klare sig selv, skal den være fed. Fedtet aflejres i et tykt lag under huden på krop- C. Sælens krop er strømlinet. Bagest ses bagbenene. De kan spredes som en vifte og bruges under svømningen. Den hviler på de forreste luffer, der har kløer. På hovedet ses de store øjne og øreåbningen. pen. Det kaldes spæk, og det er så varmeisolerende, at en sæl på sne ikke smelter den. Derfor kan sæler opholde sig i iskoldt vand, uden at det generer dem. Kort efter fødslen parrer sælerne sig i vandet, så det ser man ikke. I juli-august går sælerne på land for at fælde pelsen og få en ny. I sommervarmen bliver huden så godt opvarmet, at hårene kan gro ud. Også på andre tider af året går sælerne på land. Sælerne finder al deres føde i vandet. Det er fisk af mange slags, f.eks. torsk, sild, ørred og rødspætte. Sælen er hurtig i vandet, den svømmer ved at bugte bagkroppen fra side til side; bevægelsen forstørres af de bageste fødder, der virker som dykkernes svømmefødder, fig. C. Når sælen er lige foran fisken, skyder den pludselig hovedet langt frem ved at rette rygraden ud, smækker kæberne sammen og sluger fisken hel, hvis den ikke er for stor. Tænderne duer kun til at holde byttet fast, de kan ikke tygge, fig. B. Sælens forben kaldes luffer; de lange fingre er indesluttet i fælles hud, fig. C, D. De bruges som ror under svømningen. Sælen kan dykke ned til 150 meter og blive nede 5-10 minutter. I den tid bruger den ilt fra de iltbindende molekyler hæmoglobin i blodet og myoglobin i musklerne. Sælkød er meget mørkerødt, næsten sort, fordi der er så meget myoglobin i dem. Vi har også de to globiner, men ikke så meget som sælen. Sæler kan høre under vand, selvom øregangen med trommehinden er lukket; den bruges kun, når sælen er på land. Når den er neddykket, går lyden gennem en knogle direkte til det indre øre, og sælen kan høre lyde op til 60 kHz, mens menneskets øvre grænse er 20 kHz. Mange fisk og andre havdyr udsender lyde, og lyd går hurtigere og længere D. Sælens varbørster er stive føleredskaber, der bruges under vandet og i mørke. Pelsen er spættet. E. Svømmende sæl stikker hovedet med varbørsterne op for at ånde. gennem vand end luft. Øjnene kan bruges under vand, men selv blinde sæler er i god foderstand, så synet er ikke absolut nødvendigt. Sandsynligvis kan sæler opfange trykbølger fra svømmende dyr med varbørsterne, fig. D, E. 1. PATTEDYR 25 A. Model af marsvin Mørk ryg, lys underside. Luffe ved brystet. Stor mund med tænder. Ryg- og halefinne. (fotograferet af E. Holm i NaturBornholm). Marsvin (Phocoena phocoena) Marsvinet er en lille hval, omtrent så lang som et menneske, men lidt lettere, omkring 50 kg. Fra små både ser man tit, hvordan det kommer op, og viser sin blanke sorte ryg med rygfinne. Det pruster, idet det puster luft og vanddamp ud af næseboret, så ånder det og dykker igen. Ofte ser man det igen efter 2-3 minutter, men det kan dykke 12 minutter, hvis det skal dybt ned, helt ned til 50 meter eller mere. Marsvinet er glat med lys bug og sort ryg, ligesom mange fisk, fig. A. Det gør den svær at få øje på nede i vandet, især for de fisk, den jager. Munden har omkring 100 tænder, som den griber fisk og blæksprutter med. Byttet sluges helt. Marsvinet svømmer op mod 20-30 km i timen ved at føre ha- len op og ned. Den vandrette halefinne forstørrer bevægelsen. Den kan springe ud af vandet som dens slægtning, delfinen, men gør det sjældent, fig. C. Rygfinnen er en slags køl, der hindrer rulning, mens lufferne bruges både som højderor og sideror. Lufferne svarer til forben hos andre pattedyr. Øjnene er store. De bruges ikke alene om dagen; om natten er der mange lysende dyr i vandet: fisk, blæksprutter, gopler, morild med mere. Alle tandhvaler orienterer sig ved at udsende lydbølger fremefter og modtage ekkoet i ørerne. Lydbølgerne når langt ud, og marsvinet kan bedømme afstanden til en fisk nøjagtigt og høre, hvad det er for en slags fisk. Spækhuggeren, den store tand- B. Marsvinefangst i Gamborg Fjord. LFiskerne slår i vandet med grene. Bådene har drevet marsvinene ind på lavt vand, hvor de slagtes. (Wisbechs Almanak 1878). 26 hval, æder gerne marsvin; de kan identificere de lyde, spækhuggeren udsender for at finde dem og flygte. Marsvinet kommunikerer med sine artsfæller med lyde. De kan gå meget længere i vand end i luft, så dyrene kan finde hinanden på stor afstand. Det har stor betydning for moder og kalv, for de holder sammen 1 år eller længere. Marsvin kan optræde i flokke, der samles og adskilles igen. Omkring en fiskestime kan marsvinene samarbejde om at trænge den ind mod kysten eller tvinge den til at samle sig i en klump. Så er der lejlighed til et stort måltid. Marsvin æder mange slags fisk, f.eks. sild, torsk, tobis, kutling, makrel, ål og rødspætte. Marsvin kan blive over 20 år. De bliver kønsmodne i 3 års alderen. Hunnerne føder 1 unge (kalv) hvert eller hvert andet år. Det sker fra midt i juni til midt i juli. Ungen er ca. halvt så lang som moderen, 70-85 cm. Den dier 5 - 8 måneder og går så over til at æde fisk. Mælken indeholder ca. 40% fedt, så ungen vokser hurtigt. Fedtet ligger som et tykt lag spæk under huden. Det er varmeisolerende. Ungen bliver hos moderen i et år eller mere, ofte svømmer den over hende, lige bag hendes hoved. Så er ungen dækket. Mange hunner parrer sig igen ca. 1 måned efter fødslen. Disse hunner føder 11 måneder senere. En hun kan altså give die, samtidigt med at hun er gravid. Marsvinene finder næsten overalt i havet omkring Danmark; der er flest omkring Fyn. Tidligere var der mange marsvin i Østersøen, men bestanden er gået meget tilbage. Truslen mod marsvinet er store fiskenet (nedgarn), der hænger som en kilometerlang spærring et stykke under overfladen. Hvis et marsvin bliver viklet ind i det, drukner det, og flere tusinder går til hvert år. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvordan man undgår denne bifangst. Dog er der flere eksempler på, at en lydskræmmer (pinger) kan skræmme marvinene væk fra fiskegarnene. I mange hundrede år, indtil omkring 1900, var marsvinefangst vigtig. Den største fangstplads var Gamborg Fjord ved Middelfart. Jagten foregik fra november til januar. På det tidspunkt optrådte der store flokke i Lillebælt, fig. B. De døde marsvin blev skåret op, og spæklaget blev smeltet i store gryder, så det rene fedt (tran) blev udskilt fra bindevæv og kødrester. Kødet blev også kogt af og gav noget tran. Tran var højt værdsat. Den fineste kvalitet blev brugt til gadebelysning og anden belysning. Noget tran blev brugt til at smøre på læder, så det blev blødt og smidigt. C. Trænede marsvin kan ses i Fjord&Bælt i Kerteminde. Marsvinet forsøger at røre den røde kugle. D. Sådan ser man marsvin, når man møder dem på havet. Fig. C og D er fotograferet i Fjord&Bælt, Kerteminde. Marsvinefangsten i Danmark holdt op omkring 1900, fordi tran var blevet billigere på grund af hvalfangsten i Nordatlanten, og fordi mineralolie (petroleum) var blevet billig og god til belysning. Desuden kunne marsvinejægerne tjene mere ved fiskeri. 1. PATTEDYR 27