full text - Taylor & Francis Online

Transcription

Med kroppen i terapi
- Et klinisk greb på kroppens videnskabsteoretiske status i en fænomenologisk,
narrativ og psykodynamisk tilgang
KØBENHAVNS UNIVERSITET
INSTITUT FOR PSYKOLOGI
Camilla Zacho Woetmann
Vejleder: Vanessa Ragans
Januar 2011
Antal typeenheder: 191.787 svarende til 80 normalsider
Abstract
Assumptions regarding the mind-body relation are reflected in the interventions and the terminology used by the therapist. In this dissertation I shall be investigating the implicit mindbody assumptions in two therapeutic approaches and after a thorough analysis I will turn to a
discussion of the clinical consequences. The phenomenology of the body, represented by
Maurice Merleau-Ponty, will serve as the theoretical framework throughout the scientific and
clinical discussions. This investigation aims at exploring the scientific assumptions regarding
the body in Narrative Therapy and Short-Term Dynamic Therapy and discussing the clinical
consequences from a phenomenological perspective. The contribution is to improve the reflections upon the mind-body relation among therapists by linking the implicit assumptions
and the surplus meaning of the body-terms to the bodily experiences of the client.
The parameters for analysis are anchored in K. B. Madsen’s Meta-theory of Psychology. Thus
the leading themes are: the philosophies of science, the ontology of the body, the epistemo logical status of the body and the surplus meaning of the body-terms. This will lead to a dis cussion with Cognitive Semantics on the metaphorical organization in the therapeutic interventions and the way the terminology structures the bodily experiences of the client.
Due to the constructivist view in Narrative Therapy, the theory does not address the ontology
of the body. Phenomenology challenges this focus on the object-body by emphasizing the felt
body, including emotions and motor impulses. In Intensive Short-Term Therapy the body is
conceptualized as a container –an entity holding objective psychic material. The consequences are an alienated and reified experience of the body. The implicit understanding of
the body in the selected approaches expresses itself in two main aspects: the dimension of
experience and the management of transparency. In short, the experience of the client turns
out to compromise the subjective aspects of the bodily experiences which are emphasized by
phenomenology.
Phenomenology itself is challenged in terms of developing post-dualistic body-terms but contribute by drawing attention to the importance of verbalizing the subjectivity of the body in
therapy. Operationalization of the phenomenological approach also implies theoretical and
practical difficulties. Thus, operationalization gives rise to reflections upon our conceptualization of the body in therapy.
2
Indhold
DEL 1
RAMMESÆTNING...................................................................................................... 5
Motivation og problemformulering............................................................................ 5
Opgavens præmisser................................................................................................ 7
Opgavens dele – hvilke greb foretages ..................................................................... 8
Feltets begreber og diskussioner ............................................................................ 10
Krop, affekter og opmærksomhed.............................................................................. 10
Sproget som strukturerende..................................................................................... 11
Metode - præsentation af K. B. Madsen................................................................... 12
DEL 2
OPGAVENS TEORETISKE AFSÆT.............................................................................. 14
Merleau-Pontys kropsforståelse.............................................................................. 14
M-planet - ontologiske metateser........................................................................... 15
Opgør med dualismen.............................................................................................. 15
Kroppens vej ud af det psykofysiske problem .............................................................. 16
Sammenhæng mellem kroppens fremtrædelsesformer................................................. 17
M-planet – epistemologiske metateser................................................................... 18
Perceptionen er fænomenverdenen som en kropslig handling ........................................ 18
Kroppen som adgang til viden om den anden .............................................................. 19
H-planet - sprogets kropslige oprindelse................................................................ 20
Sprogets oprindelse i kroppen og det affektive miljø ...................................................20
Terminologiens ontologiske referencer........................................................................ 21
Opsummering – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis ....................................24
Præsentation af analyseparametre......................................................................... 25
1) Hvad er teoriens videnskabsideal?......................................................................... 25
2) Hvad er kroppens ontologi?................................................................................... 25
3) Hvad er kroppens epistemologiske status i terapien? ................................................ 25
4) Hvad er kropstermernes ontologiske reference?.......................................................26
DEL 3
ANALYSER AF TERAPIRETNINGER........................................................................... 27
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi........................................................................... 27
Opsamling – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis ........................................33
3
Narrativ terapi........................................................................................................ 34
Opsamling – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis ........................................40
DEL 4
KROPSFORSTÅELSENS BETYDNING ........................................................................ 42
FOR PRAKSIS.......................................................................................................... 42
Sproget som handlingsanvisende............................................................................ 45
Præsentation af den kognitive semantik ..................................................................... 45
Beholdermetaforens oprindelse ................................................................................ 46
Beholdermetaforens praktiske konsekvenser............................................................... 47
Den narrative metaforbrug .......................................................................................48
Handlingsmetaforenes konsekvenser for klientens kropsoplevelse .................................. 49
Et fænomenologisk bidrag til terapiernes kropsterminologi ............................................ 49
Kropsforståelsens praksisimplikationer.................................................................. 52
Oplevelsen af den aktuelle krop................................................................................. 52
Narrativ praksis som et gørensfællesskab................................................................... 52
Inddragelse af den aktuelle krop i den narrative terapi ................................................54
Den aktuelle krops status i IDK ................................................................................. 55
Inddragelse af oplevelsesdimensionen i IDK ................................................................ 57
Terapiernes forvaltning af gennemsigtigheden ............................................................. 58
En praktisk udlægning af den fænomenologiske kropsforståelse ....................................59
DEL 5
AFSLUTNING........................................................................................................... 66
Et kritisk ophold...................................................................................................... 66
Terminologiske udfordringer...................................................................................... 66
Kropsoplevelsens kongruens med ontologien ............................................................... 67
Kravene til den terapeutiske holdning ......................................................................... 68
Sprogfilosofiske problematikker ................................................................................ 68
Konklusioner........................................................................................................... 70
Afsluttende perspektiver......................................................................................... 73
LITTERATUR............................................................................................................75
4
RAMMESÆTNING
Motivation og problemformulering
Ideen til mit speciale har taget form i en studenterdrevet terapeutisk praksis, hvor metodefriheden har motiveret brugen af forskellige terapeutiske retninger. De fleste nyuddannede terapeuter har hensigtserklæringer om at se på det hele menneske og at inkludere både krop,
følelser, relationer, tanker og en diakron tidsforståelse, og i praksis anvender de fleste også
en eklektisk stil med inddragelse af forskellige perspektiver og interventioner for at imødekomme en forståelse af mennesket som både subjekt og objekt. Når vi derimod i supervisionssammenhænge taler om sammenhængen mellem klientens følelser og erkendelser, eller
hvordan vi opnår viden om klientens problemstillinger, bliver det tydeligt, at især narrativt og
psykodynamisk inspirerede folk har helt forskellige oplevelser af, om det er sproget eller
kroppen, der er adgangen til viden og i hvor høj grad klienten forventes at være gennemsigtig for sig selv. I supervisionssammenhænge lader alle til at antage en naturlig sammenhæng
mellem krop og psyke, men det er mindre tydeligt, hvori sammenhængen består og hvordan
vores terminologi er motiveret heraf. Idet de terapeutiske interventioner hviler på en række
videnskabsteoretiske antagelser om det psykofysiske problem, er det min overbevisning, at
en tydeliggørelse heraf, kan motivere en bedre refleksionskultur. Igennem en opmærksomhed
på vores kropstermer og kropsforståelse vil vi kunne navigere mere i overensstemmelse med
vores videnskabsideal og dermed praktisere vores foretrukne terapiform. Undersøgelsen vil
derfor have et praktisk sigte med et budskab til terapeuten om at blive opmærksom på
sprogets og interventionernes konsekvenser for klientens kropsoplevelse.
En undersøgelse af det psykofysiske problem i forskellige teorier kan med fordel tage udgangspunkt i en kropsfænomenologisk optik. Kropsfænomenologien anskuer kroppen som
både subjekt og objekt, hvorved både epistemologien og ontologien kvalificerer den som diskussionspartner med kropsforståelsen i terapi. Igennem metadiskussionerne med kropsfænomenologien vil de valgte terapiretningers kropsforståelse stå tydeligere frem, hvorefter en klinisk diskussion af kropsforståelsen i praksis, er interessant.
Motivationen herfor er et led i bestræbelserne på at undgå polariserende enten-eller tænkning og den udbredte tendens til tilhængeri, som let medfører, at videnskabelig erkendelse
kun bliver et spørgsmål om konsensus eller om tilslutning til et paradigme (Lauridsen 2006).
Sagen er, at der vel næppe er nogen terapeuter eller forskere, som ikke med rette vil hævde,
at de er humanister og gå ind for at betragte mennesket som andet og mere end et objekt.
Tilsvarende er der næppe mange terapeuter med respekt for klienten og psykologien som videnskab, der ikke går ind for både at studere mennesket objektivt-empirisk og subjektivt-fænomenologisk (Lauridsen 2006). Imidlertid er det ikke alle, der kan spænde over hele feltet,
5
og selvom de fleste terapeuter arbejder eklektisk og dermed ikke tilslutter sig et enkelt tera peutisk paradigme, er det af både teoretisk og praktisk interesse at føre de videnskabsteoretiske antagelser ud i sin praktiske yderlighed. For at tilstræbe en konkretisering i det kliniske
greb, vil jeg se bort fra skoledannelser og i stedet fokusere på specifikke repræsentanter for
en terapeutisk retning. For ikke kun at foretage en videnskabsteoretisk kondensering og dermed forbryde mig mod min kliniske interesse, vil jeg åbne de diskussioner, som heraf følger
omkring konsekvenserne for praksis. Dette bliver en undersøgelse af, hvordan terapiernes
kropsforståelse kommer til udtryk i praksis, samt hvordan terapeutens terminologi om kroppen strukturerer klientens oplevelse af sin egen og terapeutens krop. Dette bringer mig til
følgende problemformulering:
Med afsæt i kropsfænomenologien, undersøges udvalgte terapiretningers udlægning af kroppen ud fra en videnskabsteoretisk optik. Konkret undersøges terapiernes antagelser og sprog om kroppen og derpå hvilken betydning, det har for prak sis.
Således vil undersøgelsen indebære en kritisk analyse af alment accepterede sprogliggørelser
af kroppen i udvalgte terapiretninger samt en problematiserende undersøgelse af sammenhængen mellem den teoretiske kropsforståelse og de terapeutiske interventioner. Bidraget vil
hermed være en åbning af en refleksionskultur omkring den kropsforståelse, man som terapeut arbejder med - motiveret af de konsekvenser sprogbrugen og interventionerne har for
klienten.
6
Opgavens præmisser
Tekster om forholdet mellem krop og psyke indledes almindeligvis med en mere eller mindre
detaljeret gennemgang af René Descartes’ (1596-1650) metodiske tvivl og rationalistiske filosofi, som implicerer en ontologisk adskillelse mellem krop og sjæl. Derefter vil man finde en
understregning af, at dette skarpe skel ikke længere er holdbart samt en efterlysning af tilgange til det psykofysiske problem, som i højere grad betragter de to elementer som et sammenhængende hele (Køppe 2004). Min interesse for den psykofysiske grundlagsproblematik i
psykologien motiverer en sådan skitsering, men en overskridelse af dualismen har været en
ambition, der er gentaget gennem flere hundrede år (ibid.). Jeg anser dette slag for vundet
af tidligere entusiaster og har derfor i sinde at gå anderledes til værks.
Præmissen for undersøgelsen er en indføring i det psykofysiske grundlagsproblem og at lade
de metateoretiske diskussioner tage form som praktiske konsekvenser for klienten. Ved at
lade fænomenologien være den teoretiske ramme, kommer terapiretningernes videnskabsteoretiske antagelser til at stå tydeligere frem, end hvis de blot blev præsenteret på deres egne
præmisser. Zahavis indledning til Fænomenologi (2004) har motiveret følgende argumenter
for at anlægge et fænomenologisk greb på en klinisk undersøgelse: Fænomenologien 1) har
gennemlevet en renæssance de seneste år 2) Kan tydeliggøre kroppens ontologiske og epistemologiske status i terapiretningerne igennem sin teori om den kropslige eksistens 3) kan
hjælpe med at befri videnskaberne fra en indbildsk fænomenologisk undersøgelsesmetode,
igennem kritikken af positioner som intellektualisme og empirisme 4) Har en række videnskabsteoretiske analyser af relativt formel og teknisk art 5) inspirerer til at lade sin komplekse
kropsforståelse blive draget ud i sin praktiske yderlighed (Zahavi 2004:7f). Hermed er fænomenologien kvalificeret som teoretisk ramme og som repræsentant vælges den franske fænomenolog og filosof, Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), herefter forkortet MP. Zahavi påpeger MP’s nuancerede forståelse af fænomenologien, og derudover har utallige andre påpeget
MP’s enorme indflydelse samt muligheden for at anvende hans meta-psykologiske elementer
til en syntese i psykologien (Giorgio 1974:54). Gennem dette valg afgrænser jeg mig fra lø bende at tage stilling til kropsfænomenologiens gyldighed. Havde jeg valgt dette, ville jeg i
samme bevægelse begrænse muligheden for at se MP’s tanker i sin yderste konsekvens og
nødvendiggøre diskussioner om, hvorvidt kroppen er udgangspunktet for terapi. I stedet vil
jeg belyse, hvordan kroppen er sprogliggjort og afspejlet i de terapeutiske interventioner og
først afslutningsvist problematisere kropsfænomenologiens anvendelig som diskussionspartner i en undersøgelse med et klinisk sigte.
Qua valget af det kliniske perspektiv, afgrænser jeg mig fra at diskutere kropsforståelsen indenfor en samfundsmæssig ramme, og kroppens samfundsmæssige indlejring vil blive ude ladt på bekostning af dens status i psykoterapi.
7
Opgavens dele – hvilke greb foretages
Overordnet er specialet konstitueret af følgende metodiske og teoretiske tilgange:
•
En videnskabsteoretisk metateori, som anvendes til at generere analyseparametre.
•
En kropsfænomenologisk tilgang, som udgør den teoretiske ramme.
•
En klinisk psykologisk tilgang med udgangspunkt i to udvalgte terapiretninger.
•
Et kognitivt semantisk greb på kropstermernes praksisimplikationer.
•
Et kritisk og problematiserende perspektiv på kropsfænomenologiens præmisser.
Del 1
Det første greb, der foretages i opgaven er et metodisk greb, der igennem anvendelse af K.
B. Madsens Systematologi, muliggør en rekonstruktion af terapiretningerne ud fra hensigten
om at udbrede kropsforståelsen. I afsnittet om metodeovervejelser vender jeg tilbage til,
hvordan jeg genererer analyseparametre og anvender Systematologien.
Del 2
Det metodiske greb vil indledningsvist foretages på kropsfænomenologien. MP, som har be skæftiget sig indgående med kroppen, og hvis tilgang peger i en anden retning end traditionelle videnskaber, vil blive analyseret og anvendt som undersøgelsens teoretiske ramme.
Hans dynamiske kropstermer og betragtninger om kroppen som både subjekt og objekt vil
blive gennemgået med henblik på at gennemgå de dele af hans teori, som kvalificerer den
som diskussionspartner med terapiretningerne.
Del 3
I opgavens del 3 vil der foretages en rekonstruktion af to udvalgte terapiretninger. Rekonstruktionen vil tage form som en besvarelse af de genererede analyseparametre og blive tydeliggjort gennem en problematisering af MP. Herved udbredes terapiernes implicitte videnskabsideal og kropsforståelse, der har konsekvenser for klienten i den pågældende terapi.
Valget af terapiretninger er baseret på et krav om aktualitet og udbredelse samt videnskabsteoretisk bredde, hvorved de forventes at bidrage meningsfuldt til en diskussion af krop pens status og kropstermer ud fra de af K.B. Madsen og MP motiverede analyseparametre.
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi, herefter forkortet IDK, er en forholdsvis ny terapiform, om
hvilken det er sagt, at det er den mest betydningsfulde udvikling inden for psykoterapi, siden
Freud opdagede det ubevidste (Malan 1992). Patricia Delle Selva Coughlin præsenterer en
klar og overskuelig fremstilling af metodens teoretiske og praktiske aspekter, hvorfor hun vil
være den primære repræsentant for tilgangen. En materialistisk og fundamentalistisk kropsforståelse har inspireret denne terapiretning, der har en række interventioner med et kropsligt fokus (Turner 1992).
8
Den anden terapiretning vil være den narrative terapi, præsenteret af Michael White. White
er kendt som grundlæggeren af den narrative praksis, som blev grundlagt i 1980erne. Den er
i dag en yderst udbredt metode blandt klinikere og betragtes som en effektiv og meget etisk
terapeutisk praksis (Holmgren i White 2008). Indlejret i denne terapiform er Foucaults tankegods om magt og diskurser, hvorved en forståelse af kroppens ontologi som værende et re sultat af sociale processer og en diskursiv magt forventes udledt (Turner 1992). White har
ikke et sprog om kroppen, og kropsforståelsen må derfor udledes gennem interventionerne
og de metateoretiske antagelser, som White udlægger for sin narrative praksis.
Del 4
Efter at have foretaget ovenstående rekonstruktion med afsæt i MP’s kropsforståelse, foretages en praksisorienteret problematisering af terapiernes kropsforståelse. Hvor opgavens del
3 favner en udbredelse af de metateoretiske antagelser i teorierne, vil opgavens del 4 i højere grad fokusere på de metodiske greb, som foretages i terapien. Dette motiveres indledningsvist af de sproglige vendinger, som benyttes af terapeuterne om klientens problematikker. Til en diskussion af dette inddrages Lakoff og Johnson og den kognitive semantik. De på peger, at metaforer er handlingsanvisende og bidrager derfor med en belysning af kropstermernes praktiske konsekvenser. Paul Ricoeur inddrages for en kort bemærkning i denne diskussion for at tilføje en affektiv dimension til metaforbrugen i terapi.
Dernæst vil de metoder, som udspringer af teoriernes kropsforståelse blive diskuteret med
udgangspunkt i MP’s kropsfænomenologiske optik. Hans tanker om gennemsigtighed vil kunne udfolde en diskussion om tilgængeligheden til klientens vanskeligheder, og med hans ontologi kan terapiernes inddragelse af klientens aktuelle kropsoplevelse, problematiseres. Efter
at have været diskussionsparter igennem den kliniske del af opgaven og peget på uhensigtsmæssige måder at sprogliggøre og inddrage kroppen på, er det oplagt at angribe hans egen
teori fra praksis og forsøge at operationalisere hans kropsforståelse som en opfordring til terapeuten.
Del 5
Slutteligt bliver opgavens egne præmisser genstand for en kritisk diskussion for at belyse de
teoretiske og praktiske begrænsninger forbundet med at anvende fænomenologien som diskussionspartner. Herefter følger en opsamling på undersøgelsens vigtigste elementer samt af sluttende refleksioner.
9
Feltets begreber og diskussioner
Krop, affekter og opmærksomhed
Kroppen er det centrale omdrejningspunkt for undersøgelsen, og med kroppen menes den
kropsfænomenologiske forståelse ved MP, der uddybes senere. Qua undersøgelsens teoretiske ramme, vil bevidsthed, krop og subjekt dermed henvise til samme ontologiske entitet,
hvorimod subjektforståelse vil henvise til den definition af både kropsforståelse, bevidsthed
og subjekt som er at finde i den pågældende teori. MP tydeliggør sin kropsforståelse ved at
indføre begrebet, egenkrop, men for nemheds skyld vil MP’s begreb egenkrop her sidestilles
med krop. Hvor der menes noget andet, vil det tydeliggøres med termen, kropsforståelsen.
Det affektive område er centralt for MP’s kropsforståelse og har ligeledes en fremtrædende
plads i nutidig psykoterapi, så for at kunne diskutere inddragelsen af affekter i de to terapi retninger, er det nødvendigt med en definitionsmæssig klarhed (Hougaard 1998). MP henviser ofte til begæret og påpeger, at begæret er knyttet til en intentionalitet, både ved at være
biologisk, relationelt og dermed motiverende for mine foretrukne oplevelser (MP 2006). Det
er med denne indkredsning for øje, at jeg inddrager psykoanalytikeren og udviklingspsykologen Daniel Stern, fordi han med sine begreber om affektiv afstemning, tværmodalitet og vitalitetseffekter åbner for en almengørelse af begæret og en tydeligere definition af affekter,
end det er at finde hos MP. Sterns begreb, vitalitetsaffekter, er sammenlignelig med MP’s affektive miljø samt begær, idet vitalitetsaffekter er universelle og allestedsnærværende følelseskvaliteter. Stern skelner mellem kategorielle affekter, som lader sig indfange i sproget,
og vitalitetsaffekterne, som er en følelsesmæssig intensitet og den levede og bagvedliggende
subjektive oplevelse. Om de opleves eller ej, er vitalitetsaffekterne tilstede som den bagvedliggende kvalitet i al alle oplevelser som dynamiske fornemmelser af noget brusende, eksplosivt, flygtigt, pulserende eller bølgende. Vitalitetsaffekterne er uløseligt knyttet til vitale funktioner såsom vejrtrækning, sult, opvågnen, afføring etc. men er ligeledes knyttet til omverde nen gennem den kropslige manipulation, som spædbarnet er udsat for under amning, skiftning o.s.v. (Stern 2000). Dermed indebærer Sterns definition også den intentionalitet, som
MP understreger, og når begrebet, affekter anvendes i det følgende, vil det være i betydningen af vitalitetsaffekter som her udlagt. Følelser samt affektive miljø vil blive brugt i samme
betydning med mindre andet angives.
Når affekter inddrages i interventionerne, sniger bevidsthed sig ind med spørgsmålet om,
hvorvidt om klienten 1 er bevidst om sine affekter. Men idet bevidsthed og krop her er brugt i
samme betydning, vil opmærksomhed anvendes i betydningen af at fokusere og selektere
den perceptuelle erfaring. Opmærksomhed er den tematiserede bevidsthed i forgrunden af
vores bevidsthed, i tråd med den gestaltpsykologiske anvendelse af begrebet (Leder 1990).
1
Klient anvendes som samlet betegnelse for subjektet, der henvender sig i terapi, velvidende at de
selekterede terapiretninger har andre betegnelser.
10
Sproget som strukturerende
Sproget er den primære berøringsflade i IDK og den narrative terapi. I den psykodynamiske
tradition bliver sproget og metaforen anvendt til at afsløre ubevidste mønstre, og i den narrative tradition afslører sproget en plotstruktur, som er identitetsskabende (Benveniste 1977,
White 2006). Sproget spiller altså en vigtig rolle i begge terapiformer om end på helt forskellige måder, der afspejler det komplicerede møde mellem sproget og mennesket, som involverer både kulturen, historien, biologien og den individuelle stil (ibid., Andkjær Olsen 2001).
I psykoterapi har sproget været den primære kontaktflade mellem terapeut og klient siden
Freuds arbejde med klientens frie associationer. Han kaldte sågar sin metode for the talking
cure, der betyder en helbredelse gennem sproget (Benveniste 1977, Andkjær Olsen 2001).
Denne kobling mellem sprog og terapi, krop og verden henter yderligere inspiration hos MP,
som også forstod fænomenologien som en sprogfilosofi (MP 1962/1999/2006). Han er ikke
alene om at forstå mødet som både sprogligt og kropsligt: Psychotherapy can be considered
a way of constructing meaning out of an encounter between two bodies: that of the client
and that of the therapist (Shaw 2004). Indenfor fænomenologien, den kognitive semantik og
embodymentteorierne er der en fælles antagelse om, at tænkning og erkendelse er kropsligt
betinget (Køppe 2004:140). Socialvidenskaberne hviler derimod på en fælles antagelse om,
at sproget og diskurserne skaber kroppen og dens betingelser igennem sociale praksisser
(Rønn 2006, Christensen 2002). Det er indenfor dette spændingsfelt, mellem psykofysiske og
sprogfilosofiske problemstillinger, at diskussionen om kropstermernes betydning for praksis,
finder sted. Hertil knytter sig diskussionen om, i hvor høj grad, sproget er definerende for vores væren, tænkning og handlinger (Collin 2003). Centrale teorier i denne sammenhæng er
den kognitive semantik, præsenteret ved Lakoff og Johnson, den hermeneutiske fænomenolog Paul Ricoeur samt Finn Collin, som bidrager med et overblik over de øvrige teoriers place ring i denne komplekse diskussion.
Om end det ville være oplagt at udfolde Foucaults tanker om magt og diskurser, vil undersøgelsen afgrænse sig fra hans teoretiske position. Et bidrag fra hans erkendelsesteoretiske
konstruktivisme ståsted kunne have udfoldet den narrative terapis videnskabsideal samt peget på sprogets skabende magt, men det ville samtidig være at forbryde sig mod en kropsfænomenologisk teoriramme (Collin 2003). Ved at gå ind i problemstillingen omkring sproget
på fænomenologisk grund, i opgavens del 4, er det muligt at indkredse, hvordan de i terapien
anvendte kropstermer er strukturerende af klientens tanker og handlinger. Hensigten er således at kvalificere en refleksionskultur – motiveret af den betydning, sprogbrugen har for klienten.
11
Metode - præsentation af K. B. Madsen
K. B. Madsen har udviklet en videnskabsteoretisk metode, Systematologien, som jeg finder
relevant at anvende til frembringelsen af analyseparametre. Når jeg vælger Madsen er det for
at kunne elaborere kropsforståelsen indenfor videnskabsteoretisk forskellige terapiretninger
og bringe den på sammenlignelig form, idet han har en systematisk måde, hvorpå en teori
kan blive rekonstrueret. Derudover støtter han en undersøgelse som denne, der har til formål
at eksplicitere teoriers implicitte kropsforståelse: …modern psychologists very seldom construct explicit propositions about the psycho-somatic problem. There remains thus only the
possibility of inferring their implicit conception of the problem, and this can be accomplished
not only by their use of explanatory terms with surplus meaning, but also from their arguments about methods and descriptive language… (Madsen 1975:33). K. B. Madsen finder det
dermed også vigtigt at få frembragt psykologers stillingtagen til det psykofysiske problem og
har udviklet Systematologi til samme formål (ibid.). Madsen påpeger, at videnskabelige teorier udgør et system af viden på forskellige planer, som både kan genereres empirisk og rationelt og derfor må undersøges forskelligt (ibid.).
Madsen deler en videnskabelig teori ind i tre planer: metaplan (M-plan), hypoteseplan (Hplan) og dataplan (D-plan). De 3 lag er kendetegnet ved, at den viden de formidler, er blevet
til på forskellige måder, den er beskrevet med forskelligt sprog, og den har forskellige formål.
Hver plan indeholder en række kategoriseringer, som er anvendelige for en grundig analyse
af en teori, men Madsen fremhæver selv, at hans teori kan bruges selektivt (ibid.). Det skal
dog indvendes, at de tre lag ligeledes kan placeres på et kontinuum. Dataplanet benytter et
deskriptivt sprog, hypoteseplanet et eksplanatorisk eller fortolkende og metaplanet et hypotetisk sprog i de filosofiske hypoteser (Madsen 1975). Det er derfor principielt muligt at diffe rentiere de tre planer i en videnskabelig fremstilling ud fra deres sprog og abstraktionsgrad,
men i praksis kan det være vanskeligt, fordi dataplanet eksempelvis kan indeholde vældig
abstrakte deskriptive termini. Hvor jeg afgrænser mig fra umiddelbart relevante dele af hans
teori, vil det blive begrundet. I forsøget på at rekonstruere de udvalgte teorier ud fra Systematologien, er det ambitionen at kondensere nogle spørgsmål, som kan indfange de relevante elementer af MP’s kropsforståelse og bringe teorierne på sammenlignelig form …–svarende til at brøker bringes til fælles nævner, når man regner med dem. (Madsen 1975:159) –
Kropsforståelsen i teorierne er udgjort at deres besvarelse af analyseparametrene.
I det omfang, rekonstruktionen er loyal overfor den oprindelige teori, forventes den at tjene
flere formål: 1) et videnskabsteoretisk, idet mit problem skriver sig ind det psykofysiske
grundlagsproblem 2) et pædagogisk i kraft af den begrundede og gennemskuelige struktur 3)
et praktisk budskab til terapeuten.
I det følgende skitseres Madsens tre planer, som er baggrunden for de analyseparametre, der
genereres gennem analysen af MP – om end ikke alle forventes at blive relevante:
12
M-planet:
Dette plan udgøres af teoriens filosofiske hypoteser og de metateoretiske og metodologiske argumenter for en videnskabelig fremstilling. De filosofiske hypoteser opdeles i 1) naturfilosofi/ontologi –
herunder a) det psykofysiske problem, b) menneskets natur og c)
årsagsproblemet, 2) erkendelsesfilosofi/epistemologi samt 3) videnskabsideal
H-planet:
En stor del af psykologiens objekter er ikke-observerbare. Dette indebærer, at en psykologisk fremstilling må indeholde en del formuleringer, hvori der indgår termer, som refererer til ikke-observerede
eller ikke-observerbare objekter. Sådanne termer kaldes ofte hypotetiske termer. H-termini har, udover den deskriptive mening, en
ekstramening. Klassifikation af H-terminis ekstra-mening kan være
i forhold til deres a) ontologiske reference b) variablernes form og
virkning. Videnskabelige hypoteser kan klassificeres efter a) ontologi b) epistemologi c) kompleksitet d) testbarhed.
D-planet:
Dataplanet karakteriseres af deskriptive termer og indeholder beskrivelser af observerede eller observerbare objekter. Dataplanet
kan opdeles i 1) det abstrakte dataplan, og 2) det konkrete dataplan.
(Madsen 1975).
13
DEL 2
OPGAVENS TEORETISKE AFSÆT
Merleau-Pontys kropsforståelse
En præmis for denne undersøgelse er en erklæret postdualistisk kropsforståelse, præsenteret
ved MP, der i sit hovedværk Perceptionens fænomenologi (1962) udfolder en fænomenologi
om kroppen. Begreber herfra udfordrer den sædvanlige dikotomi imellem krop og bevidsthed
og udbreder i stedet en forståelse af kroppen som mere end blot biologi. MP trækker på den
filosofiske side på Husserl, Heidegger, Sartre, og på den psykologiske front trækker han på
tanker fra folk som Koffka, Köhler, Freud og Piaget (Giorgi 1974). Igennem hele MP’s forfatterskab er det afgørende for ham at overvinde dualismen indenfor en fænomenologisk ramme (MP 1962). Ordet fænomenologi kommer fra græsk, phenomenon, og betyder det, der viser sig eller det givne. Fænomenologien har til hensigt at genfinde den verden, som er tilstede forud for vores refleksion –den oplevede verden (Zahavi 2003, ibid.). Oplevelse skal
ikke forstås som rent subjektivt; den oplevelse MP taler om placerer sig i en relation mellem
mennesket og verden. Denne overskridelse af subjekt-objekt er karakteristisk for fænomenologien og har rødder tilbage til fænomenologiens grundlægger, Husserl, som indførte intentionalitetsbegrebet, der defineres som en bevidsthedsmæssig rettethed mod noget (MP 1962).
Dette begreb er ligeledes væsentligt for MP, der beskæftiger sig med kroppens intentionalitet
og knytter denne til kroppens subjektivitet. En præcisering og diskussion af intentionalitetsbegrebet indenfor MP’s kropsforståelse er udenfor undersøgelsens rammer. I stedet er det
interessant at forsøge at fremskrive en forståelse af, hvori den kropslige subjektivitet består,
fordi det særligt er her, kropsfænomenologien kan bidrage til de udvalgte terapier.
Det afgørende for MP er kroppens centrale placering i verden, og hans udgave af fænomenologien kaldes derfor kropsfænomenologien. Han udlægger en eksistentiel fænomenologi om
kroppen, og det er denne bemærkelsesværdige position, som kvalificerer ham som en oplagt
diskussionspartner med terapiernes kropsforståelse. Hermed afgrænser analysen sig fra store
dele af MP’s arbejde, som eksempelvis vedrører hans politiske stillingtagen i Humanisme og
terror og hans tanker om den animalske verden i Nature samt hans interesse for æstetik og
kunst, udtrykt i teksten, Maleren og filosoffen (Thøgersen 2004). Det er i stedet hans eksplicitte metateser om subjektets kropslige forankring i verden, og efter denne korte introduktion vil hans kropsforståelse blive analyseret ud fra Madsens M- og H-plan (Madsen
1975).
14
M-planet - ontologiske metateser
Metaplanet er en teoris filosofiske antagelser i en videnskabelig fremstilling, som ofte er implicitte og derfor kræver en grundig analyse. Det er af stor vigtighed at få de filosofiske hypo teser ekspliciteret, da de udgør en vigtig del af videnskabens styrende forudsætninger (Madsen 1975). De filosofiske metateser omfatter hovedsageligt ontologiske og epistemologiske
overvejelser, og derudover værdifilosofiske hypoteser. Den empiriske forskning og metodologien er i Systematologien en del af M-planet, men den vil ikke blive genstand for særlig behandling, da den lader sig udtrykke i videnskabsidealet. Det er således MP’s videnskabsideal,
ontologi og epistemologi om kroppen, som jeg i det følgende kondenserer.
Opgør med dualismen
MP indleder flere af sine værker med en omfattende stillingtagen til sit videnskabsideal. Det
er af afgørende betydning for ham, at en teori gør op med den Kartesianske adskillelse mel lem subjekt og objekt. Madsens klassifikationer spænder fra den logiske empirisme til hermeneutikken. Det videnskabsidealer, der henholdsvist vægter forudsigelser og forståelser, og MP
gør igennem sit opgør med dualistiske udlægninger af det psykofysiske problem op med begge disse videnskabsidealer. MP’s videnskabsideal er i stedet fænomenologisk. Idealet er, ifølge MP at finde det nærvær, som kendetegner subjektets naive kontakt med verden. Med andre ord at genfinde den verden, der er givet, før refleksionen (MP 2006). Fænomenologi henviser til en verden som uadskillelig fra subjektet og således en postdualistisk ophævelse af de
to klassiske epistemologiske strømninger, empirismen og rationalismen (MP 1962, Zahavi
2003). MP’s videnskabsideal lader sig dermed klassificere som kropsfænomenologisk, og når
han selv skal beskrive sin placering indenfor fænomenologien, som han anser for at være den
dominerende filosofiske retning i det 20. århundrede, påpeger han både metoden og genstanden. Fænomenologien er bannerfører for inddragelsen af førstepersonperspektivet og for
en ophævelse af ting-for-sig og ting-for-mig (Rønn 2006). Genstanden er fænomenet, som
det umiddelbart viser sig og fremtræder for os, og det er i perceptionen samt vores praktiske
omgang med verden, at fænomenerne fremtræder på forskellige måder. Således ophæves distinktionen mellem fremtrædelse og virkelighed, som betyder en kategorisk afvisning en toverdenslære (MP 1962, Zahavi 2003, Rønn 2006). MP’s fænomenologiske videnskabsideal er
hermed indkredset, herunder genstanden og metoden, og det er herefter naturligt at bevæge
sig videre i Madsens M-plan og undersøge MP’s ontologiske metateser.
15
Kroppens vej ud af det psykofysiske problem
Årsagsproblemet er en del af de ontologiske hypoteser, fordi det implicerer en stillingtagen til
verdens struktur og oprindelse. I filosofiens historie er der fremsat forskellige varianter af dualistiske naturfilosofier, og MP forkaster alle traditionelle løsninger på det psykofysiske problem, som har opprioriteret den objektive del af kroppen. De traditionelle løsninger, som MP
opponerer imod, kan med Madsen karakteriseres som den Kartesianske vekselvirkningshypotese, epifænomenalismen og materialismen (Madsen 1975). For MP er det vigtigt, at alle disse løsninger frariver mennesket den oplevede verden og gør kroppen til et tænkt fænomen
frem for et levet fænomen. Han ønsker at lave, hvad der flere steder kaldes en kropslig vending, og dette medfører en tilbagevenden til menneskets eksistens (Thøgersen 2004). Et vigtigt begreb i denne forbindelse er permanens, som påpeger kroppen som et konstant, vedvarende forhold ved min eksistens, der først og fremmest har en permanens, fordi jeg ikke kan
adskille mig fra den (MP 1999/MP 2006). MP giver et eksempel: Jeg ser et kirketårn fra mit
vindue, men jeg kan ikke se resten af kirken. Denne begrænsning fortæller mig dog, at jeg
fra et andet sted ville kunne se resten af kirken. Pointen med eksemplet er, at kroppen på tvinger mig et inkarneret – kødeligt - perspektiv, som er en ontologisk betingelse for mine
oplevelser i verden (MP 2006). Således indeholder en beskrivelse af kroppens ontologi for MP
en understregning af dens tilhørsforhold til naturen: It is one of the things, and in circuit with
other things (MP 2003:222). Men kroppen er mere end natur og permanens. Dette mere skal
findes i MP’s kropsskemabegreb, der karakteriserer kroppens indstilling til sin omverden (MP
1962/2006). Med indstilling mener han rettetheden mod en mulig opgave i form af en følelsesmæssig parathed eller motorisk indstilling, der giver en konstant reference til handlingens mål (MP 1999/2006). Kroppens subjektivitet og socialitet skal findes i situationsrummeligheden, som knytter kroppen til sine omgivelser. Kroppen er altid deltagende i en situation og er dermed i højere grad karakteriseret som et jeg kan frem for et jeg tænker. En anden måde at forstå MP’s ontologi er, at kroppen er en form for gestalt, hvor helheden går forud for delene og har en sammenbindende kraft. Pointen er, at kroppen har en bevidsthed i
sig, og at bevidsthed og krop er uadskillelige, knyttet til væren-i-verden (MP 2003). Hermed
kan hans naturfilosofi læses som en form for pluralisme (Madsen 1975). Pluralismen findes i
mange udgaver med det tilfælles, at verden består af forskellige lag eller niveauer, som svarer til de forskellige grundvidenskaber (Rønn 2006, Christensen 2002). På hvert højere plan
findes helhedsfænomener, som ikke kan reduceres til et lavere plan. Ifølge Køppe bør enhver
antireduktionistisk niveauteori begrebsliggøre, hvordan de enkelte niveauers entiteter er dannet og forholder sig til hinanden (Køppe 1990). Dermed må relationerne mellem permanen sen og sproget, situationsrummeligheden og affekterne udfoldes (Madsen 1975, MP 2006).
Ambitionen er nu at kondensere sammenhængen mellem MP’s kropsniveauer –her kaldet
fremtrædelsesformer (MP 1999, Lauridsen 2006).
16
Sammenhæng mellem kroppens fremtrædelsesformer
Nært beslægtet med videnskabsidealet og de psykofysiske hypoteser er spørgsmålet om determinisme versus indeterminisme, som er polerne i det, Madsen betegner som årsagsproble met. Årsagsproblemet handler om baggrunden for kroppens aktuelle fremtrædelsesform, og
hertil kan Madsen ikke bidrage med andet end en klassifikation af teorien som en niveauteori.
Derimod kan Lauridsen med fordel inddrages, fordi han på udvidet form beskæftiger sig med
sammenhænge indenfor niveauteorier, der ønsker at beskrive frem for at forklare eller forudsige. –Men hvordan kan der findes årsager og sammenhænge indenfor MP’s helhedsontologi?
Det er til besvarelse af dette spørgsmål, at Lauridsen indfører begrebet, fremtrædelsesformer, som tilføjer, at diskussionen ikke heraf bliver lettere. MP’s teori er fænomenologisk i den
forstand, at noget fremtidigt udgør forklaringsbasen (Lauridsen 2006). En teori med noget
fremtidigt som forklaringsbasis kaldes for teleologisk, og teleologiske forklaringer kan opdeles
i intentionelle og finale. Hvor intentionelle forklaringer henviser til hensigter og formål som
bestemmende for menneskers handlinger og væremåde, viser finale forklaringer hen til beslutninger, valg og endemål. Lauridsen klassificerer forklaringsmodellerne således:
Kausale forklaringer:
Teleologiske forklaringer:
Substantielle (årsag)
Intentionale (formål)
Funktionelle (grund)
Finale (endemål)
(Lauridsen 2006:59)
Motorikken kan tjene som et undersøgelseseksempel:
MP forstår kroppen som subjektiv i sine mindste dele, og eftersom kroppen og dens bevægelser er den mindste entitet, må hvert øjeblik i en bevægelse favne hele bevægelsens udstrækning (MP 2006): Min hånd er igennem armens bevægelse bekendt med sin slutposition 2. Dermed er der en final teleologisk forklaring i MP’s forståelse af bevægelsen, som henviser til et
konkret tids- og stedbundent slutmål (Lauridsen 2006). Men når perceptionen er en aktiv
handling, og bevidstheden er ontologisk sammenfaldende med kroppen, er der i bevægelsen
også en intentionalitet: Formålet med min håndsbevægelse er at trykke en anden i hånden.
Ydermere er bevægelserne igangsat af den biologiske krop, som igennem tilknytningen til naturen også har en kausal indflydelse på bevægelsen (ibid.): – Min arms bevægelser er begrænset af dens anatomi og jeg er derfor nødt til at række hånden fremad for at trykke den
anden i hånden. Med MP’s forståelse af motorikken bliver stimulus-respons paradigmet således afløst af en cirkulær relation mellem stimulus og respons. De er gensidigt determinerende: min sansning kommer ikke tidsligt før motorikken, de er samtidige. Med ovenstående
analyse er der både en intentionalitet og finalitet tilstede og dermed to former for teleologiske forklaringer, samtidig med at kroppen med sin biologiske udstrækning er underlagt en
2
For at bevare det kliniske greb igennem opgaven og med en hensigt om at konkretisere oplevelses
perspektivet, udleder jeg hypotetiske førstepersonbeskrivelser af forskellige teoretiske positioner igennem opgaven. De bliver alle kursiveret.
17
kausal forklaringsramme. Sproglige betydningsdannelser kan dermed påvirke min aktuelle
kropslige tilstand ved at ændre på mine affekter, handlinger eller motoriske udtryk, men
mine ord eller tanker er ligeledes betinget af kroppens permanens. –Hvilket i sin yderlighed
betyder, at sproget for MP ikke er tilstrækkeligt for at ændre min oplevelse af mig selv, ratio naliteten må kropsliggøres, fordi subjektet er situeret gennem kroppens deltagelse i situatio ner. Dette er særligt tydeligt i begrebet om situationsrummelighed, kropsskema og den aktuelle krop, som både henviser til formål, endemål og grund – sidstnævnte begrebsliggjort som
den tilvante krop. –Kroppen er både subjekt og objekt og dermed under indflydelse både indefra og udefra (MP 1962/2003/2006).
MP’s ontologi er hermed klassificeret som en niveauteori eller en pluralisme-teori, hvor ver den består af mange lag eller niveauer (Madsen 1975, Christensen 2002). Den emergente
interaktionisme er en pluralisme-teori, der af flere betragtes som den mest acceptable
løsning på det psykofysiske problem (Køppe 1990, Lauridsen 2006, Christensen 2002). Den
kaldes blandet andet for en niveauteori og er en moderat materialistisk teori, som tilbyder en
forklaringsramme for det forhold, at psykiske tilstande opstår som særligt psykiske tilstande
af fysiske hjernetilstande uden at være helt identiske hermed.
Ved at lade motorikken tjene som et konkret eksempel på Lauridsens klassifikationer, har MP
besvaret årsagsproblemet. Som det kort blev foregrebet, er det af afgørende betydning for
forholdet mellem ord og følelser i terapien. Herefter følger spørgsmål omkring kroppens epistemologiske status hos MP.
M-planet – epistemologiske metateser
For at udlede kroppens rolle i erkendelsen af andre subjekter, er det meningsfuldt at indlede
med en skitsering af kroppens perception af fænomenverdenen.
Perceptionen er fænomenverdenen som en kropslig handling
Et af de mest fundamentale problemer inden for epistemologien er forholdet mellem erkendelsens resultater og erkendelsens objekter, med andre ord forholdet mellem viden og virkeligheden (Madsen 1975). MP tager afstand fra både realismen og idealismen, som i Systematologien beskrives som de traditionelt epistemologiske ekstremer. En teori om kroppen er,
som MP siger, allerede en teori om perception (MP 1962:203). Når MP afdækker, hvordan
subjektet opnår erkendelse og viden om verden, så er det hans udgangspunkt, at subjektet
er en kropslig eksistens, og at bevidstheden er forankret i kroppen: Alt hvad jeg ved om verden, ved jeg i kraft af de erfaringer, mine sanser giver mig. Men hvordan får jeg viden om
fænomenerne gennem sansning? Til dette svarer MP, at ingen mental fortolkning af genstanden er nødvendig, idet genstandenes iboende betydning taler direkte til den betydningsdannende krop. Eksempel: Kruset indgyder med sin hank og rummelighed en gribe- og drikke-
18
funktion, som min krop er fortrolig med: Kroppen omgiver mig således med en verden, der
af sig selv taler til mig og indføjer sig i mine tanker og har en dialog direkte med min krop –
hvorved ophavet til erkendelse hverken skal findes i verden-for-sig eller verden-for-mig men
derimod i denne naturintentionelle matrix. Jeg er med hans egne ord ”…thrown into nature”
(MP 1962:246). Summarisk udtrykker MP sin fænomenologiske epistemologi på følgende
måde: Verden indføjer sig direkte i den åbne og betydningsdannende krop (MP 1962).
Kroppen som adgang til viden om den anden
I tråd med det praktiske sigte, er det af interesse at undersøge, hvordan terapeuten erkender
og opnår viden om klienten. MP beskæftiger sig i Perceptionen, den anden og dialogen
(1999) med spørgsmålet: Hvordan optræder den anden som den anden? I dette spørgsmål
ligger en antagelse om, at vi er født ind i en social verden, at den anden utvivlsomt eksiste rer, og at solipsismen derfor ikke er en mulighed. Næste spørgsmål er således, hvor den anden er til stede? MP påpeger, at jeg ikke kan placere den anden i en bestemt lokalitet i ver den, fordi den anden allerede er i verden i kraft af subjektiviteten. Det betyder, at den anden
ikke fremtræder frontalt for mig på samme måde som en ting. Jeg kan gribe den andens krop
som en materiel ting, men jeg kan ikke gribe subjektiviteten (MP 1962/1999). Kroppen gør
den anden synlig for mig, ligesom min krop gør mig synlig for den anden, og dermed erken der jeg, at den anden har en beslægtethed med mig. At den anden er forskellig fra mig, opdager jeg i kraft af, at den anden sanser mine handlinger fra en position, der ikke er min
samt igennem den andens handlinger, som jeg ikke selv ville udføre. Det kan forbavse mig at
opdage denne nye stil, som ikke er min egen, og MP siger, at det er igennem forbavselsen, at
den anden udspaltes (MP 1962). Formålet med at uddybe disse erkendelsesfilosofiske overvejelser er, at kroppens centrale placering har betydning for, hvad jeg kan erkende om den
anden. Sagt lidt forsimplet: Hvad betyder kroppens epistemologiske status for, hvad jeg ikke
kan vide?
Når kroppen er født ind i en natur, begrænses den af naturens geofysiske rammer (MP 2003).
Jeg kan ikke percipere, vide, erindre eller tænke noget, som ikke har været indlemmet i mit
kropsrum, som er mit ontologiske udgangspunkt. For at vende tilbage til et tidligere eksempel: havde jeg befundet mig et andet sted end i vinduet, havde jeg kunnet se andet end blot
kirketårnet (MP 2006). Dette forekommer måske banalt men er ganske centralt og har omfattende konsekvenser: mit kropsrum kan aldrig blive totalt, idet rummet og tiden, som jeg
er en del af, altid indeholder ubestemte horisonter. I tråd hermed begrænses min oplevelse
af min egen og den andens bevidsthed. MP kritiserer Descartes’ analogiargument og den
intellektualistiske antagelse om, at subjektet er gennemsigtigt for sig selv. Min krop er i verden, før jeg tænker noget om den. Når et andet menneske har adgang til at præge min bevidsthed og dermed påvirker mig, er min bevidsthed ikke helt gennemsigtig for mig selv (MP
1962). MP konkretiserer pointen ved at påpege kroppens forhindring af, at jeg oplever den
andens vrede eller sorg: ”For him these situations are lived through, for me they are display19
ed.” (ibid.:356). Man kan således erkende den anden, men den anden er uigennemsigtig,
hvorfor den andens oplevelser ikke er fuldt tilgængelige. En forglemmelse heraf kan betyde,
at den anden forholder sig objektiverende og herigennem giver en smertelig oplevelse af ikke
at have et fællesskab. Det kan ligeledes betyde, at man prøver at tænke sig selv ind i den
anden, eksempelvis hvis vi gennem opofrelse foregiver en stræben efter den andens velbefindende uden en opmærksomhed på, at interessen oprinder i os selv (ibid.).
For MP er gennemsigtighed ikke mulig - jeg finder mig selv i historien. Konflikter kan således
både ses i lyset af analogiargumentet, jf. Decartes, og objektivering, jf. Sartre.
Opsamlende påpeger MP kroppen og dens subjektiviteten som baggrund for, at jeg bliver opmærksom på både min beslægtethed med og forskelllighed fra den anden. Idet min krop er
udgangspunktet for min erkendelse, er min mulige viden begrænset af de geofysiske rammer,
som min krop er underkastet (MP 2003). Kombineret med, at min krop er født ind i en social
verden og således er under påvirkning af andre, er både jeg og den anden uigennemsigtige
for mig. Det er vigtigt for MP, at vi kan glemme vores egen og dermed den andens uigen nemsigtighed i en form for oplevet solipsisme, hvilket vil blive diskuteret i opgavens del 4.
En uddybning af forholdet mellem sprog og krop, som udspringer af de epistemologiske an tagelser om, at kroppen begrænser min viden, knytter sig til Madsens H-plan.
H-planet - sprogets kropslige oprindelse
Hypoteseplanet er den del af en videnskabelig fremstilling, som indeholder hypoteser, og hypoteser skal forstås som forudsætninger og altså ikke som præmissen for en logisk deduktion
(Madsen 1975:71). MP’s teori indeholder i lille omfang påstande om verden, som er formuleret således, at de er testbare, men hans teori indeholder en række hypotetiske termini om ikke-observerbare variable. Her vil et lille udsnit af de hypoteser, som er at finde i MP’s optik,
blive analyseret, og idet ambitionen er at diskutere de praktiske konsekvenser af terapeuternes sprogbrug, vil hans sprogfilosofiske hypoteser om forholdet mellem sprog/krop og
tanke/tale være i fokus. Ligeledes vil hans kropsbegreber blive genstand for en analyse af
deres ontologiske reference (ibid.).
Sprogets oprindelse i kroppen og det affektive miljø
I MP’s teori har sproget sin oprindelse i en kropslig gestus. Talen er forankret i kroppen, og
det er både i kraft af bevægelser af struben, tungen og læberne og den symbolske mening,
som kroppen indstifter i verden (MP 1962/1999). På spørgsmålet om, hvorfor mennesket udtrykker sig gennem talen, svarer MP: Begæret. - Begæret motiverer kroppen til at udtrykke
sig, skriver MP og bringer således en vigtig pointe i ambitionen om at undersøge kropsforståelsen i to samtalebaserede terapiretninger (MP 1962). I denne forbindelse distingverer MP
mellem det den konstituerede tale (1962) og det erobrende sprog (1999). Den konstituerede
tale giver sproget en instrumentel værdi som et informationssystem med etablerede betyd -
20
ninger, der indgår i rutinemæssig kommunikation, hvortil der ikke er knyttet nogen følelser. I
det erobrende sprog er kroppen og det affektive miljø derimod tilstede som motivation (MP
1999). De to former for tale har således forskellig sammenhæng til kropslighed og affektivitet. Denne distinktion bliver anvendelig i den senere analyse, hvor de forskellige terapiretninger har forskellig vægtning af klientens sprog og det affektive miljø.
Hos MP er talen tankens fuldbyrdelse: Jeg bliver således bekendt med min tanke gennem
sproget. Ordet giver tanken mulighed for at eksistere i en sanselig verden og giver den i den
forstand en kropslighed (MP 1999). Disse overvejelser følger MP op med overvejelser omkring, hvordan talen bringer mening fra mig til den anden. Ved at fuldbyrde sin egen tanke
gennem sproget, gør man sin tanke tilgængelig for lytteren. Der er ikke en lineær kausal proces fra afsender til modtager. For MP er alle deltagerne i en kommunikation modtagere af en
mening fra det talte ord, også den der taler: Taleren tænker ikke, før han taler, og ikke engang, mens hans taler; hans tale er hans tanke. (MP 2006:145). At tale er dermed ikke udelukkende et initiativ, der tilhører den talende, og at lytte er ikke at underlægge sig den andens initiativ, idet vi begge som talende subjekter genoptager og foregriber ordenes iboende
mening (MP 1999).
Sproget har vist sig at befinde sig mellem det natur- og menneskeskabte og er dermed ud tryk for en tvetydighed. I den forbindelse er det væsentligt at fremhæve en uoverensstem melse i MP’s teori. Nogle steder fremhæver han, at ordet bærer mening, og at sproget der med er strukturerende, og andre steder taler han om det et prærefleksivt Cogito. MP bliver i
Det synlige og usynlige (1999) selv opmærksom på den uoverensstemmelse, der er at finde i
hans forfatterskab, hvor han i nogle passager er optaget af, at vores erfaringer altid er styret
af sproget, og i andre hævder en førsproglighed i kroppens fortrolighed med verden (MP
1999). Selvom MP selv senere i sit forfatterskab er forbeholden overfor sin indføring af Det
Tavse Cogito, vil denne undersøgelse blive baseret på en accept af dette. Den prærefleksive
krop vil være knyttet til både motorikken og det affektive miljø. Selvom termen, Det Tavse
Cogito viser sig at være problematisk, peger han hermed på den tavse krop, som i Perceptionens Fænomenologi er primær i forhold til sproget. Sproget har imidlertid også vist sig som
andet end en sekundær fremtrædelsesform, for som ovenfor beskrevet, åbner samtalen for
nye betydningsdannelser hos den lyttende. Sproget kan dermed også være af betydning for
vores kropsoplevelse, og fordi denne antagelse ikke er i strid med den materialistiske udlægning af MP, vil den være baggrunden for at undersøge kropstermernes praktiske konsekvenser i opgavens del 4. Efter at have præciseret min placering i den uoverensstemmelse, der er
at finde i MP’s sprogfilosofiske hypoteser, vil hans kropstermer blive genstand for analyse.
Terminologiens ontologiske referencer
I MP’s forfatterskab præsenteres et væld af kropstermini, som overvejende henviser til ik ke-observerbare egenskaber ved den fænomenale krop. Et udvalg af disse vil blive genstand
21
for en analyse ud fra en anvendelse af Madsens klassifikationer af termini ud fra deres onto logiske reference (Madsen 1975).
Kropsskemabegrebet er et eksempel på hypotetisk term, som henviser til en ikke-observerbar viden om kroppens aktuelle placering i det fænomenale handlingsfelt. Kropsskema har
traditionelt været brugt i betydningen af en global plan over min krop, og det kan derfor lyde
som et kognitivt begreb, der dækker over en organisation af forskellige dele. Med Madsens
klassifikationer, kan kropsskemabegrebet således siges at have en fysiologisk ekstramening,
som refererer til en kognitiv struktur (Madsen 1975). Dette er imidlertid ikke MP’s hensigt
med dette begreb, som han i stedet knytter til den græske betydning, holdning. AT kroppen
bebor rummet og har en situationsrummelighed er udtryk, der gang på gang dukker op i MP’s
forfatterskab (Thøgersen 2004, MP 1962/1999/2006). Det er et udtryk, som har en transitiv,
overskridende betydning, som metaforisk henviser til kroppens intime og anonyme måde at
tage verden i besiddelse. Beboelse handler almindeligvis om et menneskes blivende ophold i
et hus, og det er denne vanemæssige og permanente måde at være til stede i verden på,
som MP med disse termini, ønsker at henlede tankerne på. Der er tale om både et ydre og indre forhold mellem min krop og rummet og dermed både om en fysiologisk og mentalistisk
ekstra-mening (Madsen 1975).
Når MP har en antidualistisk ontologi, er det interessant at opdage, at nogle af hans hypotetiske termini i deres ekstra-mening forbryder sig mod denne optik. Det tydeligste eksempel er
Det tavse Cogito. Hans ambition hermed er at udfordre det Kartisianske Cogito og fremhæve
oplevelsen frem for tænkningen, og valget af termini er derfor påfaldende. Cogito betyder
netop et jeg, der tænker og indskriver sig dermed i en intellektualistisk ontologisk reference.
Den samme udfordring lurer i passager, hvor termini som subjekt og objekt anvendes om
kroppen, der ifølge hans ontologi helt overskrider denne adskillelse. Han er opmærksom på
denne udfordring: Ønsker man metaforer, er det mere rammende at sige, at den sansede
krop og den sansende krop forholder sig til hinanden som ret og vrang, eller som to segmenter af et og samme cirkelgennemløb…som i de to faser er én og samme bevægelse. (MP
1999:228f). Uddraget er fra en passage, hvor han diskuterer konsekvenserne af at sige, at
kroppen har to sider/lag. Det vil for MP betyde en forfladigelse af det, som sameksisterer i
den levede krop. For at overskride en adskillelse mellem subjekt og objekt, indfører han begrebet, eksistens. Om kroppens eksistens og væren-i-verden knytter han imidlertid ord som
bevidsthed og objektiv (MP 1962, MP 1999), som henholdsvis har en mentalistisk og fysiologisk ekstra-mening. Med denne tvetydighed i hans H-termini understreger han tvetydigheden
i kroppens grundvilkår, men problemet er her, at fænomenerne dermed lader sig beskrive parallelt frem for at blive forenet. Dette er blot en tvetydighed i de ontologiske referencer i MP’s
kropsforståelse og ikke et udtryk for en fundamental-ontologisk dualisme. Afslutningsvist skal
det påpeges, at hans kropsforståelse kræver, at han helt forlader det Kartesianske sprog og i
stedet anvender H-termini med en neutral ontologisk reference eller med både en mentali-
22
stisk og fysiologisk reference, som er tilfældet med kropsskema-, beboelse- og permanensbegrebet.
Inden udgangen af MP-analysen er det vigtigt at få ordnet et væsentligt terminologisk problem, nemlig sammenblandingen begreber og termini, som er meget almindelig men gør dis kussionen af forholdet mellem vores kropsforståelse og sprogliggørelse af kroppen meningsløs. Madsen sondrer mellem begreb, term og objekt, som forholder sig således til hinanden:
Kilde: Madsen 1975:75
Begreber er en betegnelse for psykologiske strukturer, som formodes at fungere hos afsender
og modtager i en kommunikation. Begreber er således den subjektive, præsproglige forståelse. Eftersom det her er kroppens status i udvalgte terapiretninger, som undersøges, vil begreber her blive erstattet med kropsforståelse. Kropsforståelse er som nævnt defineret ved
teoriernes svar på de genererede analyseparametre og dækker over den forståelse af kroppen, som ligger implicit og som en del af teoriens M-teser. Når kropsforståelsen udtrykkes, er
det i form af termini. Termini er en betegnelse for de talte eller skrevne ord, der anvendes
som sproglige udtryk for kropsforståelsen. Det er teoriernes termini om kroppen, herefter
kropstermer, som klassificeres efter deres ontologiske reference. Begreber og termini står i
forhold til et tredje element, nemlig objektet, som termen refererer til, og som begrebet er
en perception eller kognition af. Objekter er abstrakte ideer eller konkrete objekter og kan
være oplevelser, hændelser, processer, strukturer eller delstrukturer, hvoraf nogle ikke er mulige at observere. Eksempelvis er det muligt at observere kroppen men ikke kroppens permanens. Selvom denne model ved første øjekast kan synes dualistisk i sin sondring mellem forståelse og objekter, er det ikke tilfældet, for som Madsen påpeger, omfatter objekterne variable som oplevelser og indre processer, og de reciprokke forhold underbygger loyaliteten
overfor MP’s ontologi. I opgavens del 4, hvor de praktiske konsekvenser af terapeuternes kropstermini diskuteres, er det således den konstituering der finder sted fra sproget, gennem
kropsforståelsen og til vores oplevelser, objekter, (højre om i trekanten) som udbredes.
23
Opsummering – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis
MP’s videnskabsideal er fænomenologien, som han forsøger at radikalisere ved at forholde sig
kritisk til sine filosofiske forgængere og påpege, hvor de ikke lykkes med at gøre op med dualismen. Ifølge MP bør fænomenologien være en kropslig vending. Den kropslige vending går
ud på at indsætte kroppen, som et uomgængeligt ontologisk udgangspunkt, der har forskellige fremtrædelsesformer med både kausale og teleologiske forklaringsrammer i sig. Kroppen
er for MP en gestalt, en tvetydighed. Kroppen er mere end summen af dens fremtrædelsesformer, fordi den er vores adgang til viden om verden. Tvetydigheden indebærer en gensidighed afhængighed mellem det givne og det skabte, mellem subjekt og objekt, mellem det reflekterede og ureflekterede, mellem det synlige og det usynlige (Skårderud 1998:14). Kroppen kan ikke splittes mellem natur og kultur, fordi den er både sprogligt og affektivt konstitueret. Den fænomenologiske dobbeltbevægelse skal findes i hans interesse for subjektets erfaringer og dets tanker om den: ”På den ene side stiger fænomenologien ned mod naturen, og
på den anden side føres den mod personernes og tankernes verden.” (MP 1999:189) MP undgår at placerer sig i én af de to traditioner ved at søge det fundamentale, og søge at kortlæg ge det præteoretiske, der knytter sig til menneskers handlinger, erfaringer og tanker. Når
denne ambition omsættes til praksis, er den første udfordring at operationalisere terapeutiske
interventioner baseret på en svært teoretisk optik. Terapien må have til formål at konkretisere kroppens tvetydighed og etablere klientens naive tilknytning til verden. Dette fordrer både
et sprogligt og et nonverbalt fokus i terapien. MP’s terminologi må konkretiseres og operatio naliseres for at tydeliggøre, hvilke praktiske konsekvenser, hans optik fordrer, og hvordan de
strider mod de to andre terapiers interventioner. Terapeuten må anlægge et undersøgende
og beskrivende greb på samtalen for at leve op til den fænomenologiske metode. Ydermere
må terapien indebære interventioner, der knytter sig til klientens præsproglige krop, for både
motorik og affektivitet er væsentlige aspekter af den aktuelle krop hos MP. Igennem diskussionerne med terapiretningerne, vil MP kunne anvendes som kritiker af kropsløse interventioner og herigennem vil konkrete MP-inspirerede anbefalinger til terapeuten fremkomme. Den
aktuelle krop vil igennem diskussionen være central, og betydningen heraf vil være den her-og-nu gestaltede krop med både motoriske impulser, følelser og tanker. –Fremtrædelsesformer som ifølge denne udlægning af MP er en del af klientens krop, selvom klienten ikke er
opmærksom herpå. MP’s optik er på mange områder kompatibel med gestaltterapien, hvor
fokus er på oplevelsesperspektivet, den affektive krop, den nonverbale kontakt og relationer
(Mann 2010). Hvor den MP-udlagte terapi trækker på gestaltterapeutiske teknikker, vil det
fremgå men ikke blive kontektstualiseret indenfor en gestaltterapeutisk ramme, da det her er
MP’s kropsforståelse, som er i fokus.
24
Præsentation af analyseparametre
Igennem udlægningen af MP’s kropsforståelse, som var inspireret af Madsens analysemetode,
blev de dele af MP’s teori, som kvalificerer ham som diskussionspartner med terapiretninger,
kondenseret. Nu vil analysen af MP danne baggrund for udarbejdelsen af analyseparametre.
Analyseparametrene vil genereres med udgangspunkt i Madsens klassifikationer og tage form
som spørgsmål, der både tjener formålet at kondensere terapiernes kropsforståelse samt at
bidrage med en ensartet struktur (Madsen 1975).
M-parametre
Metaplanet indebærer de implicitte videnskabsteoretiske antagelser, som udgør en vigtig del
af videnskabens styrende forudsætninger og derfor må ekspliciteres (Madsen 1975). MP forholder sig imidlertid eksplicit til sit videnskabsideal, som blev karakteriseret som fænomenologisk. For at forstå terapiretningerne på deres egne og erklærede præmisser, vil de indled ningsvist blive stillet følgende spørgsmål:
1) Hvad er teoriens videnskabsideal?
Opgavens præmis er en eksplicit stillingtagen til det psykofysiske problem, hvorfor den antidualistiske kropsforståelse af, at kroppen både er subjekt og objekt, er blevet udbredt. Lige ledes blev kropsfænomenologiens stillingtagen til årsagsproblemet kondenseret for at karakterisere den tydeligere som en niveauteori og tydeliggøre sammenhængene mellem kroppens
fremtrædelsesformer. Hermed muliggøres en diskussion af kroppens ontologiske status i terapiretningerne og giver et kropsfænomenologisk afsæt til at diskutere den krop, som er at finde i den terapeutiske stol men som ikke er tydeligt til stede i de terapeutiske tilgange:
2) Hvad er kroppens ontologi?
I forbindelse med de epistemologiske metateser, skitseres kroppens rolle i perceptionen af sin
omverden med henblik på at udlede antagelserne om kroppens perception af den anden.
Madsen regner ligeledes den epistemologiske status - forholdet mellem erkendelsens resulta ter (viden) og erkendelsens objekt (virkeligheden) - til de epistemologiske spørgsmål (Madsen 1975). Dette gav anledning til at undersøge, hvordan erkendelserne er begrænset af
kroppens biologiske udgangspunkt. Derpå må terapiernes også spørges:
3) Hvad er kroppens epistemologiske status i terapien?
25
H-parameter:
Idet undersøgelsen har til formål at indkredse kropsforståelsen i to terapiformer baseret på
samtale, blev MP’s sprogfilosofiske hypoteser fremlagt. I tråd med de steder i hans forfatterskab, hvor han mener at radikalisere fænomenologien igennem et kropsligt udgangspunkt, vil
kroppen her forstås som primær i forhold til sproget. Terapierne har ikke eksplicitte antagelser om forholdet mellem krop og sprog, hvorfor dette tema ikke bliver en del af analysen
men derimod en del af diskussionen i del 4. Afsættet til denne diskussion bliver en analyse af
deres kropstermer. Til trods for MP’s egne terminologiske udfordringer, anser han det for væsentligt, hvilke ord, vi vælger om kroppen: …alt, hvad der siges om den sansende krop, får
betydning for opfattelsen af det sanselige som helhed, verden, som den er den del af. (MP
1999:229). Det sidste analyseparameter vil derfor lyde:
4) Hvad er kropstermernes ontologiske reference?
Afslutningsvis bemærkes, at analyseparametrene indebærer en overvægt af M-parametre og
et fravær af spørgsmål til teoriernes D-plan til trods for, at MP tilstræber brugen af deskriptive termer (MP 1999, Madsen 1975). Når D-planet alligevel er fravalgt, er det fordi det i praksis er svært at skelne mellem de abstrakte deskriptive termini og hypotetiske formuleringer.
Inspiration fra D-planet vil indgå i den samlede forståelse uden et specifikt analyseparameter.
De genererede analyseparametre er således:
M-plan:
H-plan:
26
DEL 3
ANALYSER AF TERAPIRETNINGER
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi
Traditionel psykoanalyse foreskriver et langvarigt terapeutisk arbejde med hyppige sessioner,
der givetvis indebærer udgifter, som kun et fåtal har råd til. Det har motiveret udviklingen af
forskellige former for korttidsterapier, hvoraf den kendteste er udviklet af Habib Davanloo,
kaldet Short-term Dynamic Psychotherapy (STDP) (Malan 1992). Det er en terapiform udviklet gennem de seneste 50 år af folk som Sifneos og Malan, der har haft det erklærede formål
at udvikle en effektiv terapiform, der kan skabe forandringer indenfor en tidsramme, man tid ligere har anset for at være helt urealistisk (Davanloo 2000). I terapien anvendes teknikker,
der ikke er egnede til alle klienter. Terapien er derfor baseret på en prøveterapi, der har til
formål at undersøge patientens egnethed til dynamisk psykoterapi. Vurderingsmetoderne
omfatter en systematisk evaluering af patientens jeg-funktion, patientens reaktioner på prøvetolkninger, påvirkelighed af interventionerne og en kortlægning af forsvar (Della Selva
2001, Davanloo 2000). Davanloos arbejde er af Malan blevet omtalt som den vigtigste udvikling i psykoterapien siden opdagelsen af det ubevidste (Malan i Della Selva 2001).
STDP deler, med sine rødder i psykoanalysen, en række antagelser med Freud omkring ubevidst konfliktmateriale. Den kraft, som modvirker erindring og genoplevelse af pinefulde
hændelser, navngav Freud, modstand. STDP har til formål at omgå, formindske eller fjerne
modstanden, således at patienterne kan nå terapeutiske mål. Genstanden i terapien er den
psykiske konflikt mellem patientens stræben efter at få det godt og stræben efter at undgå
det, der gør ondt (Della Selva 2001, Davanloo 2000). Antagelserne knyttet til den intrapsykiske konflikt har rødder tilbage til Freuds neuroseteori om, at neurotiske symptomer skyldes
en indre konflikt mellem et driftsønske og et forbud samt den anden angstteori, der knytter
forekomst af angst med advarslen om et forekommende traume. (Benveniste 1977, Davanloo 2000, Della Selva 2001). Den anden angstteori knytter angsten til tilknytningsforhold, og
udover at udgøre begyndelsen til objektrelationsteorien, er den baggrunden for, at Malan har
tilføjet persontrekanten til teorien (Malan 1992).
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi, herefter forkortet IDK, er den danske oversættelse af terapiformen, fremsat af Patricia Coughlin Della Selva i bogen Intensiv Dynamisk Korttidsterapi
(2001). Della Selva tager udgangspunkt i Davanloos teknikker og lader dem passere en pædagogisk … smeltedigel, hvorudfra den er kommet frem i en smidigere, men ellers uændret
og tilsyneladende lige så virkningsfuld form (Malan i Della Selva 2001:14). Dette er baggrunden for at anvende Della Selva som primær repræsentant for IDK.
27
IDK tager ikke eksplicit stilling til sit videnskabsideal, hvorfor en analyse af terapiens metoder
er nødvendig for at få udbredt de metateoretiske antagelser. Som nævnt, byger IDK på en
hypotese om, at forsvarsmekanismerne er adgangen til driftslivet og dermed terapeutisk effekt, og dette indebærer en metodisk reduktionisme – subjektet decentreres i delelementer
med henblik på at analysere helheden. Den metodiske reduktionisme er ikke ensbetydende
med en ontologisk reduktionisme og forbryder sig således ikke på denne baggrund mod et
fænomenologisk videnskabsideal. Spørgsmålet er, hvilke metoder der i terapien anvendes for
at undersøge patienten i terapi. Davanloos teknikker spænder fra nysgerrig udspørgen til på pegninger af forsvar og kan dermed karakteriseres som både induktive og deduktive metoder. Della Selva udtrykker en ambition om at forholde sig åbent og ikke-konkluderende til pa tienterne, hvorved hun udtrykker et ønske om at gå teorifrit og fænomenologisk undersøgende til patientens problemhistorie (Della Selva 2001). Når hun eksempelvis siger: ”Har du
lagt mærke til at du smiler, mens du fortæller det?...Jeg spekulerer på, om det er et forsvar,
for det lyder ikke særlig morsomt.” (Della Selva 2001:52), er det imidlertid eksempler på
kausale sammenhænge og deduktive slutninger, som ikke er i overensstemmelse med målet
om fænomenologisk undersøgelse. Terapien hviler på hypoteser om ikke-iagttagelige størrelser som eksempelvis det ubevidste og dets forsvar, som efterprøves og tilbydes som tolkninger i terapien. -IDKs videnskabsideal er således ikke entydigt. Terapeuten lytter og forstår
patientens tale, hvorved der anvendes fortolkningsprincipper hentet fra et hermeneutisk videnskabsideal men distancerer sig i andre tilfælde fra patienten og betragter denne som objekt, hvorved adfærd og tale forklares på naturalistisk vis. Madsen påpeger dette som et
eksempel på et sammensat videnskabsideal og slutter, at der således er en dialektisk veksel virkning mellem hermeneutisk fortolkende og naturvidenskabeligt forklarende aktivitet. Dersom fortolkning ikke giver analytikeren forståelse, må der skiftes til det naturalistiske plan,
som senere omsættes til fortolkninger og resulterer i forståelse. Med MP billiges det kombinerede videnskabsideal, men i hvor vid udstrækning, han vil tilslutte sig de anvendte metoder,
diskuteres senere. For nu er det vigtigste, at IDK’s videnskabsideal er sammensat af naturvidenskabelige og hermeneutiske videnskabsidealer.
Kernen i psykiske konflikter er spændingen mellem patientens stræben efter at få det godt og
stræben efter at undgå det, der gør ondt (Davanloo 2000, Della Selva 2001). Freud kaldte
denne undgåelse mod at erindre og genopleve pinefulde oplevelser for modstand og fandt, at
det var den største forhindring mod en vellykket behandling. Davanloo adskiller sig, med sine
radikale metoder til at konfrontere modstanden, fra Freuds psykoanalyse (ibid.). I IDK findes
en uomgængelig biologisk krop, der er ontologisk manifesteret gennem drifterne og den kon fliktfyldte spænding mellem angst, forsvar og den motoriske impuls. Davanloo har identifice-
28
ret tre bestanddele i følelser, som må være til stede for, at en patient kan siges at være i
kontakt med oplevelsen af en følelse, og herigennem afsløres en flig af IDK’s løsning på det
psykofysiske problem: For at være i følelseskontakt må kognitive, fysiologiske og motoriske
elementer være til stede. Det kognitive element indebærer en præcis beskrivelse af følelsen:
jeg er vred, den fysiologiske omfatter de fysiske fornemmelser: jeg er varm, som ledsages af
det motoriske elements mobilisering af en impuls: jeg har lyst til at slå (Davanloo 2000). Implicit ligger således en antagelse om, at en patient kan have fysiologiske og motoriske kom ponenter af en følelse, som vedkommende ikke kan beskrive men som alligevel er ontologiske realiteter. –Dette kan forstås som en form for kropsligt ubevidste (Køppe 1990). Kroppen
har for IDK et permanent og kødeligt udgangspunkt, som tangerer MP’s kropsforståelse, der
efterlader subjektet uigennemsigtigt for sig selv. For MP har gennemsigtigheden også at gøre
med kroppens indlejring i fænomenverdenen, som kroppen via kropsskemaet er uløseligt forbundet med. Driften karakteriseres af Freud ved sin kilde, mål og objekt (Køppe 1990:175).
Kilden er indre somatisk, målet er altid tilfredsstillelse og objektet er måden, hvorpå driften
kan nå sin spændingsudløsning. Drifternes ontologi er dermed sammenlignelig med MP’s situationsrummelighed og kropsskemabegreb, som henviser til kroppens konstante henvisning til
sin omverden og tildeler kroppen både subjektive og objektive egenskaber (MP 1962). IDK
arbejder ikke eksplicit med denne udlægning af Freuds driftsbegreb, men forsvaret, angsten
og impulsen er kropslige elementer, som også skal forstås som rettede mod omverdenen:
”Forsvarene er ikke afgrænsede enheder i psyken, og de kan ikke forstås alene, men kun
gennem deres funktioner” (Della Selva 2001:75). Opsummerende har kroppens ontologi således flere niveauer i sig med teleologiske forskelle, ligesom det er tilfældet hos MP, og næste
spørgsmål bliver da, hvordan årsagssammenhængene er at finde i IDK.
I det brogede landskab af psykodynamiske terapiretninger, gør IDK sig særligt bemærket i
det intensive arbejde med forsvar og modstand, som terapeuten identificerer og konfronterer
(Malan 1992, Christensen 2002). Med vel beskrevne teknikker til dette bevæger terapeuten
sig direkte ind i patientens intrapsykiske konflikt, og bliver dermed også bekendt med den
angst, forsvaret dækker over samt de følelser, som findes længere nede i systemet. Disse tre
komponenter forholder sig til hinanden som hjørnerne i en trekant, hvor impulser og følelser
er det nederste hjørne, der illustrerer dem som drivkraften i det intrapsykiske system. Dette
kaldes konflikttrekanten. Både forsvar, angst og følelser har som nævnt fysiologiske og motoriske komponenter, der kan være mere eller mindre oplevede hos patienten. Malan har koblet
endnu en trekant til teorien, som kaldes persontrekanten. Her er terapeutrelationen og overføringer i det ene hjørne, nutidige figurer i det andet og figurer fra den dynamiske fortid i nederste hjørne af trekanten for at illustrere den udviklingsmæssige rækkefølge (Malan 1992).
29
Konflikttrekanten
Angst
Forsvar
Persontrekanten
Terapeut/overføring
Impuls/følelse
Nutidige figurer
Figurer i dynamisk fortid
Della Selva 2001:23
IDK baseres således på to trekanter, der peger på den intrapsykiske konflikt og dens kompo nenter samt på den centrale betydning, den interpersonelle sammenhæng har for den oplevede psykiske konflikt (Della Selva 2001). IDK kan hverken siges at være entydigt deterministisk eller indeterministisk, idet teorien bygger på Freuds inspirationskilder fra både naturvidenskaben og humanvidenskaben, og komponenterne i trekanterne kan ikke klassificeres
som hypoteser, der siger noget om sandsynligheden for en bestemt hændelse (Madsen
1975). Men i den udstrækning, at følelsen/impulsen i bunden af trekanten er en dirigerende
og retningsgivende virkning på adfærden, uagtet patientens kontakt med den, må teorien siges at være systemintern deterministisk. Indeterminismen medieres af patientens indsigt i
trekantens hjørner og især kontakten med følelsen/impulsen, da forsvaret og angsten hermed mindskes eller helt forsvinder, og den kausale sammenhæng opløses. Med Madsen, vil
impulser/følelser og figurer i fortiden derfor i højere grad lade sig klassificere som dynamiske
variable, som har en aktiverende og energimobiliserende virkning på adfærden (Madsen
1975). Hjørnerne i bunden af trekanterne er altså ikke årsager men derimod grunde til hændelser i det intrapsyksiske system. Trekanterne samt de nævnte komponenter i en følelse implicerer en hierarkisk forståelse, og med Lauridsen kan denne forståelse klassificeres som en
funktionel forklaring. –En form for kausal sammenhæng, der er karakteriseret ved sin funktion (Lauridsen 2006).
Sammenlignet med MP’s ontologi, er klientens sproglige og intellektuelle forståelser af endnu
mindre betydning i IDK. Selvom indsigt og følelsesgennembrud ændrer patientens intrapsykiske system, er de nederste hjørner i trekanterne dirigerende og i mindre grad begrænsede af
andre fremtrædelsesformer (ibid).. Her er et sammenfald med MP’s kropsforståelse, hvor der
både er en kropslig subjektivitet, som betinger oplevelser og dermed bliver en dirigerende
variabel samt et motorisk og sprogligt niveau, som udspringer af den biologiske krop men
spørgsmålet er da i hvor høj grad, at følelserne/impulserne er dirigerende og dermed begrænsende. Selvom årsagssammenhængen her også er funktionel og i nogen grad nærmer
30
sig en pluralisme og niveauteori, er der ikke en ligeså tydelig intentionel forklaringsramme
som hos MP. Sproget er af mindre betydning og ved at have to adskilte trekanter, knyttes impulserne ikke direkte til omgivelserne, som hos MP. En klassisk determinisme kan tilgangen
ikke tilskrives, for som Køppe indvender mod røster, som kritiserer psykoanalysen for at have
opstillet en deterministisk personlighedsteori, udøves determinationen altid af størrelser, der
ikke tilhører det, der determineres (Køppe 1990). Det decentrerede menneskesyn betyder, at
det bevidste og ubevidste er ontologisk sammenfaldende, og determinationen må da karakte riseres som systemintern.
Det væsentlige omkring IDK’s ontologi kan summarisk siges at være en krop med fysiologiske, motoriske og kognitive komponenter, som er funktionelt rettet mod omverdenen i form
af en driftsmæssig tilfredsstillelse. Der er tale om en systemintern determinisme, hvor fortiden og impulserne er dirigerende eller energimobiliserende og dermed mindre begrænsede af
de øvrige konfliktuelle komponenter. Især adskiller den sig fra MP’s ontologi ved at være mindre karakteriseret af intentionalitetsbaserede forklaringer – den aktuelle krop henviser i højere grad tilbage til en biologisk og udstrakt krop end til en fremtidig betydningsdannende krop.
Hvordan dette hænger sammen, bliver mere tydeligt, når kroppens rolle i erkendelsen, undersøges.
IDK har en ambition om at bidrage med praktiske definitioner på eksempelvis forsvar og
modstand. Den kan dermed karakteriseres som en instrumentalistisk metateori, der refererer
til …instrumenter eller værktøjer, hvis funktion blot er at producere forklaringer og forudsigelser.. (Madsen 1975:62).
Della Selva refererer Davanloo for at formane IDK-terapeuter om ikke at bygge på antagelser
men at afprøve hypoteserne og basere diagnostiske overvejelser på patientens reaktioner un der interventionerne (Della Selva 2001). Evaluering foretages med udgangspunkt i konfliktog persontrekanterne, der beskrives som vurdering af trekantens hjørner (Della Selva
2001:57). Selvom undersøgelsen dermed tilstræber en åben og fænomenologisk spørgeteknik, baseres denne på de to trekanter, hvis hjørner er operationelt defineret, og terapeuten
udvikler derfor hypoteser, der efterprøves gennem samtalerne. Hvor terapeutens vej til erkendelse således er af en intellektuel vej, er vejen for klienten i højere grad knyttet til krop pen. –den driftsdefinerede krop. Ud fra en kropsfænomenologisk optik kunne de erkendelsesfilosofiske overvejelser således anfægtes for ikke at inddrage uigennemsigtigheden, der begrænser terapeutens adgang til patienten. IDK indebærer her en objektiverende holdning
overfor patienten, som til trods for betoningen af overføringerne, ikke adresserer det arbejde,
som foregår i kontakten og værensfællesskabet mellem terapeut og patient. Dermed kan IDK-terapeuten med MP kritiseres for at glemme sin egen og patientens uigennemsigtighed, og
det medfører, ifølge MP, uheldige konsekvenser, som jeg vender tilbage til i opgavens del 4.
31
En anden pointe vedrører motorikken. IDK anser motorikken for at være en central del af følelseskontakten og tildeler hermed den handlende og bevægende krop en rolle, som er sam menfaldende med MP’s epistemologi. IDK imødekommer motorikkens centrale erkendelsesteoretiske placering ved at opfordre klienten til sprogligt at formidle de handlemæssige impul ser. Eksempel: Så du føler dig meget varm og optændt. Hvis den energi og varme blev rettet
mod mig, hvordan ville den så se ud? (Della Selva 2001:39). I dette eksempel opfordres patienten til at billedsætte impulsen og igennem forestillingsevnen forstærke oplevelsen af følel ser (Davanloo 2000). IDK erklærer selv at være en indsigtsorienteret terapi (Della Selva
2001:69), men hvis indsigten skulle knyttes til kroppen, ville MP kræve et skridt videre i retning af et jeg kan frem for jeg tænker. Ved kun at forvalte motorikken på et sprogligt niveau
unddrages kropsskemaet og de motoriske impulser på det præreflekterede niveau, som kræver andre veje end de sproget (MP 1962).
Kroppens epistemologiske status er dermed i IDK underlagt terapeutens hypoteser om de to
trekanter samt en sproglig formidling af de motoriske impulser. Hermed unddrages det
præsproglige niveau, og de deduktive slutninger forbryder sig mod den oplevelsesorienterede
og deskriptive tilgang, tilstræbt af MP. Terapeuten opnår således viden om patienten gennem
overføringer samt hypoteser om funktionelle sammenhænge i konflikttrekanterne. Sidstnævnte forbryder sig mod en oplevelsesorienteret og deskriptiv tilgang, som tilstræbt af MP.
Et centralt kritikpunkt fra MP knytter sig ligeledes til gennemsigtigheden, som forvaltes ud fra
en forventning om, at klientens ubevidste impulser er tilgængelige for terapeuten.
IDK anvender både i teorien og terapien en række kropstermer, som ud fra Systematologien
vil klassificeres ud fra deres ontologiske reference.
Terapiens formål formuleres som at låse det ubevidste op (Della Selva 2001), og nøglerne
hertil er en række værktøjer, formuleret af Davanloo (Davanloo 2000). Tidens nye videnskab,
arkæologien, kan meget vel have inspireret til ideen om det ubevidste som tilgængeligt gennem et målrettet gravearbejde (Hougaard 1998). Selvom formuleringen ikke nødvendigvis
implicerer en lås placeret på en horisontal flade, kan en række andre eksempler lede tankerne hen på en arkæologisk udgravning: …følelser og impulser er tæt på overfladen (Della
Selva 2001:38), Neden under smerten og sorgen er der…. (ibid.:40) og …og endnu dybere
var der positive følelser og en længsel efter nærhed (ibid.:42). Ekstrameningen refererer her
til en naturvidenskabelig praksis, hvor der søges efter materielle objekter. Kroppen bliver således i IDK sprogliggjort som en dyb og materiel beholder, der indeholder lag af materielle
objekter og dermed en sandhed, der er uafhængig af dens beskrivelse. –En to-verdenslære
(Lauridsen 2006, Christensen 2002).
Værd at bemærke er ligeledes tilgangens valg af betegnelsen, patient. Patient har ikke en entydig ontologisk reference men derimod en gængs betydning af en person, som i en hospitalssammenhæng bliver genstand for et naturvidenskabeligt videnskabsideal. Patientbeteg32
nelsen understøtter med sin naturvidenskabelige reference forståelsen af kroppen som en objektiv størrelse, der igennem analyser og typificeringer lader sig forklare. En anden term med
en fysiologisk ontologisk reference er det intrapsykiske system, der henviser til Freuds energiøkonomiske forståelse af kroppen, der ligesom intrapsykisk natur, forebyggelse af følelsesmæssig kontakt, forsvarsbarriere, kanalisering af angst, reaktiv vrede, at komme til bunds i
vanskeligheder, stræben efter at få sandheden frem (ibid.32) har tydelige naturvidenskabelige referencer. Det humanistiske videnskabsideal afspejles ikke så tydeligt i kropstermerne
som empirismen og fysiologien, og konsekvenserne heraf bliver taget op i del 4.
Opsamling – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis
Hermed er IDK blevet rekonstrueret efter analyseparametrene og på centrale områder blevet
sammenholdt med MP’s kropsforståelse. IDK har dybe rødder i psykoanalysen, hvilket afspejles i teoriens videnskabsideal, som er en vekselvirkning mellem naturalistisk forklarende og
hermeneutisk fortolkende principper. Terapeuten udspørger på fænomenologisk vis patienten
om problemhistorien og anvender sin teori om forsvarstyper og det intrapsykiske system til
at kortægge de to trekanter. Hermed underkastes patienten en deduktiv metode, som forbryder sig mod et den fænomenologisk deskriptive metode, og dette vil, ifølge MP, få konsekven ser for patientens oplevelse af egen krop. –Kroppen er i IDK sæde for angst, modstand og
forsvar, og terapeuten slutter, at der herunder gemmer sig nogle følelser og impulser, selvom
patienten ikke er i stand til at opleve dem i det aktuelle øjeblik. I IDK findes således et krops ligt ubevidste, som er energimobiliserende og dermed betinger patientens handlinger, ord og
angst. Tæt knyttet til epistemologien er gennemsigtigheden, som har at gøre med kroppens
inddragelse i erkendelsen. Motorikken kommer udtryk gennem sproget, og selvom vi med MP
kan bifalde inddragelsen af motorikken, kan den manglende inddragelse af klientens egen
forståelse have uhensigtsmæssige konsekvenser. Hos MP findes også et præsprogligt niveau i
kroppens permanens og kropsskema, som har mange ligheder med det ubevidste hos IDK;
den centrale forskel mellem de to teorier er forvaltningen af uigennemsigtigheden. Oplevelsesdimensionen og en åbenhed overfor klientens egen forståelse er, med afsæt i MP’s on tologi, i ringe udstrækning en del af IDK. Klienten bliver mødt af terapeutens kropstermer
med fysiologiske referencer og hypoteser om forsvarets placering i kroppen. Hermed kan klienten udvikle et fremmedgjort og objektiverende forhold til sin krop. Konsekvenserne af kropsforståelsen og kropstermerne i IDK er i sin yderlighed, at patienten oplever sin krop som
en objektiv beholder med driftsmæssig materiale, der kun er mulig at begribe gennem terapeutens tolkninger. Hermed er diskussionerne i opgavens del 4 foregrebet, hvor IDK’s praktiske konsekvenser drages ud i sin yderste konsekvens.
33
Narrativ terapi
Den narrative terapi blev grundlagt i starten af 1980erne i Australien af Michael White (19502008), som i samarbejde med David Epston udviklede en innovativ terapiform, de benyttede
til børn og deres familier. Deres arbejde var inspireret af den systemiske terapi, som er en
samlebetegnelse for terapeutiske skoledannelser i vækst de seneste år, både i Danmark og
internationalt. Der skelnes ofte mellem første og anden ordens kybernetik, som begge er
udviklet i opposition til dominerende psykoanalytiske traditioner. Hvor første ordens kyberne tikken anvender kybernetiske metaforer og anser familier for at være systemer, der kan have
interne vanskeligheder, som terapeuten kan producere korrekte og objektive beskrivelser af,
er anden ordens kybernetikken i højere grad knyttet til den socialkonstruktionistiske strømning i psykoterapien (Hougaard 1998). Den narrative terapi er udsprunget af anden ordens
kybernetikken i arbejdet med familier og er med White og Epston udviklet i en individuel te rapeutisk retning. Den narrative tilgang tilbyder den systemiske tænkning en række psykologiske begreber og lader sig guide af poststrukturalistisk og dekonstruktivt tankegods hentet
fra flere forskellige intellektuelle traditioner som idéhistorikeren Michel Foucault og psykologen Jerome Bruner. En central antagelse er, at livet er multihistorielt, og at identitet er socialt konstrueret i en narrativ struktur. White og Epston anser vores identitet for at være skabt
gennem relationer og de historier, vi inviteres ind i samt den mening, historierne udtrykker
(White 2006/2008). Der kan fortælles mange historier om vores identitet eller handlinger, og
det er de historier, der opnår dominans, som bliver til vores levede erfaringer. Det er antagelsen i narrativ terapi, at personer henvender sig i terapi, når en historie har fået domi nans. Når man har for få og for tynde konklusioner om sig selv, begrænses handleevnen, og
for at opnå forandring må personen få adgang til de implicitte historier. Begrebet tynd konklusion står således i modsætning til det at tykne de foretrukne fortællinger, som er formålet
med den narrative praksis. Narrativ terapi er ikke en manualiseret terapiform, og vi skal ikke
foranlediges til at tro, at den kan defineres udtømmende, skriver Allan Holmgren i forordet til
Kort over narrative landskaber (White 2008:11). Således påpeger han, at traditionen hviler
på sproget og har brug for eksempler for at lade sig beskrive, idet terapien såvel som teorien
hviler på sproget alene og ikke henviser til nogen ontologisk virkelighed. Til dette kan knyttes
en bemærkning om, at narrativ terapi i dag er et bredt orienteret felt, der både har repræsentanter indenfor den psykoanalytiske og konstruktivistiske tradition. Fælles for dem er, at
genstandsfeltet er fortællingen, og at førstepersonsperspektivet fastholdes, men derudover
hviler de på forskellige videnskabsteoretiske traditioner og benytter dermed forskellige metoder. Idet White betragtes som grundlæggeren af den narrative terapi og har en detaljeret be skrivelse af sine interventioner, som vil blive yderligere diskuteret i del 4, er han repræsentant for den narrative tilgang, der nu bliver analyseret ud fra de genererede analyseparametre.
34
Den narrative tradition har sine rødder i den psykoanalytiske metode med sproget som den
primære kontaktflade og livshistorien som genstand, men adskiller sig i sit videnskabsideal
fra IDK. Den narrative praksis er opstået i en tid, hvor tanker om konstruktivisme og kulturrelativisme har været dominerende. Dermed indskriver teorien sig i det kritiske videnskabsideal, der har udviklet sig blandt samfundsvidenskaberne, og som har det erklærede formål at
beskrive og fremstille herskende samfundsnormer i et kritisk lys (Madsen 1975). I terapien
afspejles det kritiske ideal i de mangfoldige interventioner, der har til formål at dekonstruere
personens normer og problemmættede historier. Normer anses for at tale om sig selv som
sandheder og blive til en social kontrol, som igennem diskurser udøver magt over folks liv.
Heri ligger en indflydelse fra Foucaults tanker om magt, diskurser, stemplingsprocedurer og
etikettemekanismer (White 2006). Terapien hviler imidlertid ikke på en hensigt om at forudsige og forklare de diskursmæssige magtforhold i klientens historie men handler derimod om
at omskrive og tykne klientens historier. Hermed repræsenterer den narrative terapi et skift
fra den blotte dekonstruktion til en mere konstruktivt skabende optik, der indebærer et ønske
om frigørelse (Christensen 2002). White kalder sig i den forbindelse for kritisk konstruktivist,
idet han anser sig for at være medforfatter til klientens nye fortælling. Når Madsens kritiske
videnskabsideal ikke indfanger den narrative terapis videnskabsideal, kan Collin med sine
klassifikationer af den konstruktivistiske tradition, bidrage (Collin 2003):
A) Fysisk virkelighed
1) Erkendelsesteoretisk
konstruktivisme
Vores videnskabelige viden
om den fysiske virkelighed er
en konstruktion
2) Ontologisk
konstruktivisme
Den fysiske virkelighed er en
konstruktion af vores videnskabelige viden om den
B) Samfundsmæssig og menneskelig virkelighed
Vores videnskabelige og dagligdags viden om den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion
Den samfundsmæssige og
menneskelige virkelighed er
en konstruktion
-af vores videnskabelige viden om den
-af vores dagligsdagsviden
om den
- af sådanne abstrakte størrelser som ”epistemer” mm.
Kilde: Collin 2003:24
Den danske filosof, Finn Collin, giver en indføring i de centrale konstruktivistiske positioner og
igennem sit firefeltsskema en mulighed for at klassificere dem. Hvor White tager kraftig afstand fra strukturalismen, essenstænkning og i stedet fremhæver, at vores identitet er skabt
gennem relationer, sproget og sociale praksisser, afslører han en ontologisk konstruktivisme
35
om den sociale virkelighed. Vores samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion og fænomenerne er kontingente, hvilket vil sige lokalt og historisk variable.
Næste vigtige spørgsmål, vi må stille White fra Collin vedrører, hvem eller hvad, der frembringer den sociale virkelighed, og for White er det de store og de små fortællinger, som er
de væsentlige konstruktioner. Konstruktøren af de samfundsmæssige diskurser er abstrakte
størrelser, såkaldte epistemer, hvorimod konstruktøren af de personlige narrativer er det enkelte subjekt. Således er én dimension af Whites konstruktivisme klassificeret, og det har
placeret ham som ontologisk konstruktivist af den sociale virkelighed 3 (White 2006, Collin
2003). –Det er, ifølge Collin, almindeligt at hævde den sociale virkelighed som konstrueret,
hvorimod det er mere radikalt at opfatte den fysiske virkelighed som en konstruktion. Hvor
Epston advarer mod at tabe den objektive virkelighed helt af syne, er det ikke entydigt, om
White placerer sig indenfor den epistemologiske eller ontologiske konstruktivisme, hvad den
fysiske virkelighed og dermed kroppen angår. Måske er det også et udtryk for en notorisk
modvilje mod at blive fanget i bestemte ismer, som vi ser det hos Foucault, der også kan repræsentere begge af disse konstruktivismeformer (Collin 2003).
Opsummerende kan videnskabsidealet hos White dermed siges at hvile på en poststrukturalistisk forståelse af, at vores identitet er skabt gennem relationer, og at epistemer har en
magtfuld påvirkning af vores personlige narrativer. Subjektet er udgjort af sproglige og sociale praksisser, som i samarbejde med en medforfattende terapeut kan konstruere nye og rigere fortællinger om sit liv (White 2006/2008). Den sociale virkelighed betragtes dermed som
en konstruktion, og hvad den fysiske virkelighed angår, tilbydes få argumenter for ikke at forstå denne som en konstruktion af vores videnskabelige viden om den. –Når teorien nu er ble vet klassificeret indenfor en ontologisk konstruktivisme, er det nu naturligt at undersøge
kroppens ontologi indenfor den narrative terapi.
Kroppens ontologi skal ses i lyset af terapiens videnskabsideal. Metoderne hviler på en kritik
af realisme og essentialisme, hvorved subjektet konstrueres gennem sproget. Kroppen er
som følge heraf også kontekstafhængig og betinget af sociale sammenhænge (Christensen
2002, Skovlund 2002). Det ontologiske spørgsmål berøres for så vidt ikke i den narrative tilgang. Denne retning klassificeres af Skåderud som antifundamentalisme og hertil har MP følgende kommentar: The organism is not a constructum. It has an interior that is not in the
image of our “I think” and which we can understand only by bastard representations. (Skåderud 1998, MP 2003:83) Kroppen er for MP ikke blot et sproglig konstrukt, som knytter sig
til en kritisk rationalistisk videnskabsteori, idet en del af kroppen er invariant og permanent.
MP afviser, ligesom White, sandhedsbegrebet men påpeger, at kroppen er indlejret i verden
3
Her anvendes Collins klassifikation, som svarer til den retning, der andre steder kaldes for socialkonstruktivismen eller konstruktionismen, som knytter sig til konstruktionen af den indre personlige og sociale verden (Rønn 2006:57)
36
som et biologisk væsen og dermed ikke kan reduceres til sprog og tanke. Kroppen stivner i
det narrative som objekt og bliver en tavle, hvorpå diskurserne kan skrive sin skrift (Skåderud 1998). Således falder kroppens ontologi indenfor den materialisme og essenstænkning,
som den narrative praksis kategorisk afviser. White afviser hermed eksistensen af anonyme
prærefleksive betingelser,
Hvor spændingsfeltet hos MP er mellem biologien og sproget, er det i narrativ optik mellem
individuelle og sociale aspekter. Når årsagsproblemet skal adresseres i den narrative terapi,
vil forklaringerne dermed henvise til samfundsmæssige frem for biologiske betingelser. White
beskæftiger sig ikke med sandsynligheden for forekomsten af en bestemt adfærd men betragter diskurserne som indflydelsesrige, og det er derfor muligt at diskutere placeringen på
determinisme-indeterminisme skalaen (Madsen 1975). Samfundets normer og diskurser yder
betydelig magt over individers personlige narrativer, men samtidig vægtes agensbegrebet,
som henviser til det autonome og frie menneske (White 2006). Hermed eksisterer en dob belthed i konstruktivismens narrativ (Skovlund 2002). I kraft af narrativets plastiske karakter,
er det arbitrært og relativt på den ene side og determinerende, styrende og stigmatiserende
på den anden side (ibid.). Skovlund påpeger, at konstruktivismen på denne baggrund ikke
har en egentlig terapeutisk henvisning om, hvordan det er muligt at bryde med den ydre de termination (ibid.:34). White kommer imidlertid med sådan et bud: Når en person henvender
sig i terapi med en række tynde identitetskonklusioner, bemærker den narrative terapeut ved
at lytte til det fraværende men implicitte i personens historier, at et problem aldrig har hundrede procent indflydelse (White 2008). Terapeuten fremmer agentheden og bryder hermed
den systemeksterne determination. Imidlertid står spørgsmålet om, hvorfor nogle historier
opnår dominans, ubesvaret hen (Skovlund 2002).
I MP’s optik er subjektet ligeledes indlejret i en intersubjektiv verden, men for ham er vores
subjektivitet kendetegnet ved en præsproglig og kropslig væren, som er begrænsende for vo res sproglige og abstrakte betydningsdannelser: Således bringer refleksionen sig selv i sikkerhed i en usårlig subjektivitet forud for væren og tid. Men dette er en naivitet, eller om
man vil, en ufuldstændig refleksion over noget ureflekteret…det virkelige skal beskrives og
ikke konstrueres eller konstitueres (MP 1999:20). Eksempelvis vil personen i terapi ikke blive
opmærksom på de motoriske og affektive tilstande, som ligger til grund for de ord og historier, vedkommende fortæller – for den affektive, motoriske og impulsive krop er udelukkende
et resultat af ordene, hvorimod den hos MP har førsproglig primat. At der udelukkende er te leologiske forklaringer på folks historier og dermed kun en systemekstern determination, gør
kroppen til en kontekstafhængig og sprogligt struktureret størrelse. Ud fra denne skitsering
af kroppens ontologiske status, forventes kroppens epistemologiske status også at være
knyttet til sproget. – Det vil nu blive undersøgt nærmere.
37
Den erkendelsesteoretiske status – som ifølge Madsen er forholdet mellem viden og virkeligheden – er indlejret i videnskabsidealet, som indebærer en epistemologisk relativisme. Ord er
lig med verden og er hverken præsentationer eller instrumentelle (Madsen 1975). De historier, personen bringer med sig i terapien udgør personens identitet. Vejen til forståelse gennem
sproget, men ikke ud fra en instrumentalisme, der ville anvende ord som en hensigtsmæssig
afbildning af virkeligheden (ibid.). –I den narrative praksis er identiteten den samlede mængde af fortællinger. Dermed er det ikke terapeutens opgave at finde den sande eller mest præcise forståelse af personen i terapi, for gyldigheden af en historie vurderes på baggrund af
dens anvendelighed. Teorien har således en pragmatisk karakter, der ikke beskæftiger sig
med årsagerne til, at bestemte historier er dominerende i et menneskes liv (Madsen 1975,
White 2006). Terapeuten får viden om personen, der henvender sig i terapi, igennem de hi storier, vedkommende bringer om sig selv og sine problemer. Imellem disse historier ligger
implicitte potentielle historier, som terapeuten kan bringe frem ved at lytte dobbelt og dermed blive opmærksom på personens initiativer og værdier. Alle beskrivelser indeholder en
dualitet, og terapeutens opgave er at være opmærksom på det usynlige i personens fortællinger. Eksempel: Hvilket humør forsøger denne depression at undertrykke? Eller: Hvilke
værdier nægter du at opgive som her afspejlet i din vrede? Disse spørgsmål har til hensigt at
henlede opmærksomheden på den viden og de færdigheder, som personen har udviklet for at
håndtere svære tider. –For herigennem at tykne og udbrede rigere historier om personens liv.
Heri ligger en afstandtagen til terapi baseret på at udbrede de svære følelser eller historier.
Igennem den dobbelte lytning, er terapeuten delvist rettet mod noget udenfor subjektet. Det
samme er tilfældet med eksternaliseringsteknikker, der har til hensigt at adskille problemet
fra personen. Eksempel: Hvornår kom tristheden ind i dit liv? Hermed skabes en refleksiv distance mellem subjektet og problemet, og personen forventes at blive frigjort fra totaliserende identitetskonklusioner (White 2006/2008). Under både den dobbelte lytning og eksternaliseringsteknikkerne forholder terapeuten sig intellektuelt til personen i terapi, der ikke bliver
mødt i sin oplevelse af at være trist. Tænkning alene er adgangen til alternative fortællinger,
der hverken kræver motoriske eller følelsesmæssige aspekter. For MP er perception en kropslig handling, og han vil derfor kunne påpege, at den narrative terapeut ikke har fokus på klientens uigennemsigtighed eller oplevede måde at være til stede på.
Det er påfaldende, hvor høj grad af gennemsigtighed, både terapeut og personen i terapi forventes at have. Begge forventes at have fuld adgang til sine problemmættede historier om
sig selv, og det må bygge på en antagelse om, at det er muligt at blive bekendt med den indflydelse, normer og diskurser har på identitetskonklusionerne. For MP er det vigtigt ikke at
glemme sin egen uigennemsigtighed, og de praktiske konsekvenser heraf, vil blive udfoldet i
opgavens del 4.
38
Sprogets formgivende egenskaber viser sig både i de ødelæggende diskurser og i terapeutens
medforfatterskab. Kroppens epistemologiske status er dermed knyttet til rationaliteten og forestillingsevnen. Hverken følelser eller motorik er en del af erkendelsesprocessen. Fortællingerne er både genstanden for terapeutens opmærksomhed og værktøjet til at skabe
forandringer hos klienten (White 2006, Collin 2003, Christensen 2002). Når sproget er så
centralt, er det af stor betydning, hvilke begreber White anvender i sin teori (White 2008).
White er opmærksom på vigtigheden af terapeutens ordvalg og siger at, Spørgsmålet om
metaforer er yderst vigtigt. Alle metaforer der tages op i udviklingen af eksternaliserende
samtaler, er lånt fra særlige diskurser der giver anledning til konkrete forståelser af liv og
identitet. (White 2008:49). Han har tilmed udarbejdet en liste over metaforer, som mennesker har brugt til at definere håndteringen af deres problemer samt anført den ontologiske
reference. Listen er lang og indeholder et væld af metaforer, og mest iøjnefaldende er det, at
metaforen henviser til den handling, personen har foretaget i forhold til sine problemer. Den
narrative terapeut fremmer således et sprogbrug, der implicerer en agenthed og et initiativ
hos personen. Kamp- og konkurrencemetaforer frarådes, idet de kan føre til kamp eller konkurrence i den terapeutiske samtale (White 2008). Således foregriber White den diskussion,
som ligger i opgavens del 4 omkring de praktiske implikationer af sprogbrugen i terapi. Dette
er helt i tråd med det konstruktivistiske afsæt og betyder endvidere, at der ikke i teorien er
nogle hypoteser om årsagerne til personens problemer, som der eksempelvis er i IDK. Her er
forståelsen, at en række diskurser har opnået dominans i personens liv, og det gælder derfor
om, gennem forhandling, at finde en mere hensigtsmæssig måde at forstå og dermed opleve
problemerne på. De hypotetiske termini om personens krop og problemer er således til forhandling og er ikke at finde i teorien bag den narrative praksis. Kropstermerne som er at finde i teorien er eksempelvis: konstruktioner, landkort, genforfattende, genmedlemsgørende,
stilladsering, der tilsammen henviser til en forståelse af subjektet som agent, en del af et
fællesskab og som potentiel initiativtager til at indtage en højere position med overblik over
de mange mulige fortællinger. –En klassifikation efter Madsens Systematologi af disse begreber er ikke mulig.
Derimod er et interessant begreb, som den narrative praksis også anvender, kartharsisbegrebet, som traditionelt betyder renselse eller tømning for følelsesmæssig energi (Hougaard
1998). White hævder at benytte termen i klassisk fortand og knytter følgende formål til kat harsisoplevelsen: at få et nyt perspektiv på sit liv og sin identitet; genopdage oversete
aspekter af sin egen fortid; få et nyt forhold til forskellige livsmål og værdier, man sætter
højt; give ny mening til oplevelser i sit liv, som man ikke tidligere har forstået; give en fortro lighed med viden om livet; begynde at tage et skridt i sit eget liv man ikke før have overvejet; og at tænke ud over rutinemæssige tankebaner (White 2008:203). Katharsisbegrebet
kan klassificeres som en hypotetisk termini med en mentalistisk ekstramening, om end der i
39
den oprindelige betydning af ordet impliceres en krop og nogle følelser. Whites definition indeholder flere intellektuelle operationer og en mindre tydelig følelsesmæssig komponent.
En sidste bemærkning om sprogbrugen i narrativ terapi er omkring personen i terapi, som
ikke kaldes klient men slet og ret, personen i terapi (White 2006). I dette valg ligger en række etiske overvejelser og en tilstræbelse af ligeværdighed og symmetri i relationen. Hermed
undgås stigmatiseringer, problemhistorier eller positioneringen af en alvidende terapeut, som
i denne optik ville være forstærkende for uønskede fortællinger og adfærd. Der tilstræbes
derimod en relation, hvor forhandling og en induktiv metode er i fokus.
Opsamling – fra videnskabsteori til kroppens status i praksis
Videnskabsidealet i den narrative terapi kan forstås som kritisk og ontologisk konstruktivistisk, idet både den sociale og fysiske virkelighed igennem interventionerne viser sig at være
sprogligt distribuerede (Madsen 1975, Collin 2003). Det ontologiske spørgsmål vedrørende
kroppen berøres ikke, og kroppens ontologi må ud fra interventionerne karakteriseres på
baggrund af sin agenthed, kontekstafhængighed og sproglighed. MP skildrer en hypotetisk
samtale mellem en videnskabsmand og en filosof, som er relevant i denne sammenhæng: Videnskabsmanden siger: ”Du tror, du tænker for alle, for altid”, hvortil filosoffen bemærker:
”Hvor taler du selv fra, når du siger dette?” (MP 1999:144). MP’s pointe med dialogen er, at
videnskabsmanden sætter sig udenfor historien og dermed gør sig skyldig i selvsamme akt,
som han beskylder filosoffen for. Den narrative optik kan således problematiseres i sin teorifrie og kropsfrie videnskabsteoretiske optik. At sige, at der ikke er nogen sandhed er også
at tale fra et sted fra, hvor man forholder sig til denne sandhed. Med MP’s kropsforståelse bliver det nemlig tydeligt, at subjektforståelsen i narrativ optik ikke indebærer nogen biologiske
betingelser eller kropslig permanens. Epistemologien implicerer, at det kun er muligt at opnå
viden gennem sproget, og at sproget også er det eneste, vi kan opnå viden om. Hermed har
følelserne og motorikken ingen rolle i erkendelsen, som den har hos MP, hvilket betyder, at
terapeuten kun møder personen i terapi gennem de personlige fortællinger. Når sproget i den
narrativ terapi er handlingsanvisende, tilstræber terapeuten et metaforvalg med et tydeligt
handlingsperspektiv. Ud fra et fænomenologisk perspektiv vil en klient derpå få en oplevelse
af at have en krop, der ikke i sig selv har nogen subjektivitet – fordi de kropsløse termer re ducerer kroppen til at være reaktioner på sproglige konstruktioner. Både MP og White hævder
at tilstræbe et oplevelsesperspektiv, men deres helt forskellige ontologi knytter ikke de sam me aspekter til den subjektive oplevelse. For White er den knyttet til fortællingen og for MP
til den præsproglige krop, som også indebærer motorik og følelser. At den narrative praksis
ikke integrerer hele den aktuelle krop i oplevelsesperspektivet har betydelige konsekvenser
for kropsforståelsen hos personen i terapi. Det samme er tilfældet, når terapeuten ved at eksternalisere og lytte dobbelt fjerner fra sig værensfællesskabet.
En praktisk konsekvens af epistemologien har at gøre med gennemsigtigheden. I narrativ terapi forudsættes en fuldstændig gennemsigtighed hos både klient og terapeut.
40
Den afspejler en rationalistisk opfattelse af det menneskelige subjekt som helt gennemsigtig
for sig selv med en frihed til at vælge frit mellem alle tænkelige historier. Denne strider imod
opfattelsen af, at meningen er optagelig uden en konstrueret historie, som MP mener. Den
narrative terapi kan dermed ikke anvende klientens tonefald, gestik eller kropssprog og inddrager heller ikke det affektive miljø hos terapeuten. Hvad det betyder for klientens kropsoplevelse og hvordan fænomenologien kan bidrage til den narrative praksis, vil blive uddybet i
del 4.
41
DEL 4
KROPSFORSTÅELSENS BETYDNING
FOR PRAKSIS
Videnskabsteoretisk konstituerer psykologien sig omkring en forklaring af det psykofysiske
problem, og den måde, psykologien betragter forholdet mellem krop og psyke har således
betydning for teoriens genstandsfelt og terapiens metoder (Rønn 2006, Madsen 1975). MP’s
kropsforståelse har dannet baggrund for en undersøgelse af kropsforståelsen i to terapiformer, som har vidt forskellige videnskabsteoretiske idealer og dermed meget forskellige ontologiske samt epistemologiske antagelser om kroppen. Terapiernes kropsforståelse er blevet
problematiseret gennem MP’s optik, hvorved deres antagelser nu står tydeligt frem. Formålet
hermed er at drage kropsforståelsen ud i sine yderste praktiske konsekvenser fra klientens
førstepersonperspektiv. At angribe teorierne fra praksis er i tråd med undersøgelsens kliniske
sigte og formålet om at forbedre terapeuters refleksioner omkring kroppen og kropstermerne.
For at kunne tydeliggøre de praktiske forskelle mellem narrativ terapi, IDK og kropsfænomenologien, inddrager jeg her en sondring af Keller og derefter Wilbers AQAL-model, som
hver især bidrager til bestræbelserne om at få overblik over teoriernes relative placering i
psykologien.
Keller sondrer mellem 3 genstande, psykologien traditionelt arbejder med, og hvis hans term
indre erstattes med krop4, bidrager han med en nyttig klassifikation: Keller skriver, at der i
terapien kan arbejdes med 1) en privat krop, som er personens diskursive erfaring og reflek sion, som den pågældende i sagens natur har et privilegeret forhold til. Denne tilhører en rationelt motiveret, bevidst reflekterende og ansvarligt handlende person 2) en mytisk krop,
som er dybere, mere dunkelt og udgjort af emotionelt meningsfulde eller konativt dramatiske
strukturer. Disse dunkle og mytiske strukturer er tilgængelige gennem fornemmelser og
analytisk afdækning. Personen styres af begær, emotionel hengivelse og angst eller 3) en
funktionel krop, hvor de dybere strukturer og processer opfattes som perceptuelle, mobile,
ekspressive og funktionelle. -Knyttet til biologien og mere elementært og kropsnært end det
private indre (Keller 2001:539).
IDK, narrativ praksis og kropsfænomenologien kan læses som repræsentanter for hver deres
kropsforståelse, som Keller sondrer imellem. IDK kan qua uigennemsigtigheden og den systeminterne determination knyttet til driftslivet siges at arbejde med en mytisk krop.
4
Kellers sondring er oprindeligt mellem et privat indre, et mytisk indre og et funktionelt indre (Keller
2001)
42
Driftslivet i IDK er imidlertid også kropsnært og ekspressivt, hvorfor den også kan karakteri seres som funktionel. Narrativ praksis arbejder i højere grad med den private krop. Selvom
White ikke anvender termen, krop, og sandsynligvis nødig vil lade sig karakterisere med termer som privat, indre eller krop, er hans subjektforståelse knyttet til diskursiv erfaring, rationel refleksion og fuld gennemsigtighed. MP’s krop er derimod særdeles perceptuel, funktionel
og knyttet til biologien (Keller 2001, Della Selva 2001, White 2006/2008, MP 1962). Diskus sionen af gennemsigtigheden i terapierne, i opgavens del 4, skal ses i lyset af denne son dring. -Hvor der hos MP og IDK er en uigennemsigtighed knyttet til henholdsvis den perceptuelle baggrund og driftslivet, er subjektet i den narrative terapi helt gennemsigtigt for sig
selv. –Konsekvenserne heraf vil blive taget op til diskussion med MP.
Ken Wilbers kvadrantmodel AQAL (2008) tydeliggør, hvordan teorierne paradigmatisk placerer sig i forhold til hinanden. AQAL står for All Quadrants, all-levels, all-lines, all-states, alltypes. Kvadranterne repræsenterer de fundamentale perspektiver i alle aspekter/holoner eller
videnskaber, således også i psykologien (Wilber 2008). Wilber har opdaget, at kvadranterne
afspejler sig i sprogsystemers jeg, det, vi, de, som kombineret med den horisontale sondring
mellem det individuelle og kollektive, manifesterer virkeligheden (ibid.). AQAL-modellen ser
således ud:
Indre individuel
Ydre individuel
Perceptioner, tanker,
Adfærd, målbar fysi-
følelser, vilje, ”jeg”
ologi, ”det”
1
2
Indre kollektiv
Ydre kollektiv
Intersubjektivitet,
Naturbetingelser,
sprog, kultur, fælles
samfundsmæssige
værdier ”vi”
strukturer, ”de”
3
4
Kilde: Wilber 2008
-min oversættelse og nummerering
IDK’s kropsforståelse udtrykker igennem beholdermetaforen, de deduktive metoder og konflikttrekanten et ydre individuelt perspektiv, tilhørende kvadrant 2. Den narrative praksis har
fokus på sproget og de samfundsmæssige betingelser, som hører til i kvadrant 3 og 4. Kroppen er imidlertid ikke beskrevet indefra men derimod som et resultat af de ydre betingelser,
hvorfor kropsforståelsen i narrativ terapi er placeret i kvadrant 4.
43
MP’s kropsforståelse kan karakteriseres som en niveauteori, og ved at inddrage både perceptioner, adfærd/kød, socialitet og natur, dækker hans teori alle kvadranter – formuleret igennem undersøgelsen som kroppens forskellige niveauer, aspekter, dele, fremtrædelsesformer
eller perspektiver (Wilber 2008, MP 1962/1999/2003).
1
2
IDK: Kroppen som af-
IDK: Kroppen som
fektivt centrum
beholder
--------------
--------------
MP: Kroppen som
MP: Kroppens
perceptuelt centrum
kød/adfærd
3
4
Narrativ: Kroppen
Narrativ: Kroppen
som sprogligt formid-
som betinget af dis-
let
kurser
--------------
--------------
MP: Kroppen som
MP: Kroppen som en
socialt indlejret
del af naturen
Hvor teorierne nu er åbnet fra toppen, så at sige, er det tid til at diskutere deres interventionsmæssige konsekvenser. Diskussionen vil med afsæt i det sidste analyseparameter indkredse betydningen af kropstermerne for klientens kropsoplevelse. Lakoff og Johnson samt
Ricoeur inddrages for at uddybe koblingen mellem kropslig erfaring og sprog.
Efter det kliniske greb på terminologien, vil terapiernes respektive interventioner blive diskuteret – også med udgangspunkt i klientens oplevelse. Diskussionen vil tage udgangspunkt i
centrale temaer hos MP, som de to terapiretninger igennem analysen har vist sig særligt uenige omkring: Oplevelsesaspektet, den aktuelle krop og gennemsigtigheden. MP vil anvendes
til at problematisere terapiernes interventioner, og slutteligt vil hans egen optik blive draget
ud i sine praktiske konsekvenser for at blive undersøgt for sin anvendelighed.
44
Sproget som handlingsanvisende
I del 3 blev terapiernes ontologiske referencer analyseret med udgangspunkt i Madsens klassifikationer, og det blev tydeligt, at IDK primært anvender termer med fysiologiske referencer, og at narrativ praksis henter sine termer fra et handlingsperspektiv. Her vil koblingen
mellem sproget og kroppen blive uddybet, gennem inddragelsen af den kognitive semantik.
Præsentation af den kognitive semantik
Den kognitive semantik ved Lakoff og Johnson i Hverdagsmetaforer (2002) kan bidrage til en
udbygning af kropstermernes ontologiske reference med henblik på at diskutere betydningen
for praksis. At undersøge sprogets oprindelse for at pege på sproget som handlingsanvisen de, er netop Lakoff og Johnsons projekt. De tilbyder en erfaringsbaseret tilgang, som afviser
både objektivismen og subjektivismen og dermed er i tråd med MP’s videnskabsideal. Deres
genstand er sproglige fænomener og betydninger (Lakoff og Johnson 2002). De hævder, at vi
i vores daglige tale og tænkning er metaforiske, og at metaforen 5 er et af de vigtigste redskaber til at forstå det svært tilgængelige: vores følelser, æstetiske oplevelser, moralske præmisser og åndelige opmærksomhed. Metaforen er for Lakoff og Johnson ikke et rent sprogligt
fænomen, idet den udspringer af vores levede erfaringer samt strukturerer vores tanker og
handlinger. Netop denne pointe er væsentlig for terapeuter, som med deres valg af kropstermer skaber en struktur for klientens oplevelser i terapien. Hvordan struktureringen foregår,
kan anskueliggøres med et eksempel hentet fra Lakoff og Johnson på, hvordan krigserfaringer strukturerer diskussioner i den vestlige verden: Vi siger eksempelvis, at mine argumenter blev skudt i sænk, kritikken ramte plet, dine påstande kan ikke forsvares og konceptualiserer herigennem diskussion som en krig, der udkæmpes mellem parterne (ibid.:7). Dette er
et eksempel på en strukturel metafor, som vi bruger til at organisere vores oplevelser i en
sammenhængende helhed. Vi kategoriserer dermed vores erfaringer med en vis systematik,
som har sin oprindelse i kroppen. Det vigtige er, at vi ikke blot taler om diskussioner som om,
de var krige; vi lever faktisk diskussionen som en krig og taber, angriber og forsvarer således, at diskussionens struktur afspejler begrebsmetaforen, krig (ibid.). Igennem denne meta forbrug forhindres vi i at indgå i en diskussion som eksempelvis en dans og dermed opleve
andre måder at diskutere på. - Ved at koble ét aspekt til et begreb, skjules andre po tentielle
aspekter af vores erfaringer (ibid..). Idet terapiernes kropstermer ikke dækker alle aspekter
af den fænomenologiske krop, kan den kognitive semantik pege på de handlemuligheder og
den kropsoplevelse, klienten tilbydes i de to terapiformer.
5
Metafor anvendes for at være tro mod den kognitive semantik men er sammenfaldende med term,
idet den er det sproglige udtryk for forståelsen.
45
Beholdermetaforens oprindelse
IDK har, som nævnt, en beholdermetafor i deres terminologi, og beholdermetaforen er et
eksempel på en ontologisk metafor. Ontologiske metaforer tjener det formål at tale om noget
– i dette tilfælde kroppen - som en entitet. Idet vi er fysiske væsener, afgrænset og adskilt
fra resten af verden ved overfladen af vores hud, giver beholdermetaforen os en naturlig forståelse af ind- og udorientering og giver os mulighed for at forstå ind- og udskillelse, inklusion og afgrænsning samt andre spatielle abstraktioner (Lakoff og Johnson 2002). At vi i vo res sprog anvender beholdermetaforer, anser Lakoff og Johnson for at være i tråd med vores
kropslige erfaringer: Vi oplever os selv som entiteter, adskilt fra resten af verden – som beholdere med et indre og ydre. (Lakoff og Johnson 2002:72). MP vil ikke være enig i, at vi oplever os selv sådan, idet hans epistemologi indebærer, at vi oplever os selv udefra lige så vel
som indefra, og at vi er kroppen i højere grad end vi er i kroppen, som beholdermetaforen
udsiger. Hvorfra kommer da denne indre-ydre distinktion, som findes tydeligt i IDK’s sprogbrug? Keller kommer med et bud herpå og undrer sig endvidere over psykologiens ukritiske
overtagelse af indre-ydre dikotomien (Keller 2001). Keller ser, ligesom Lakoff og Johnson en
tendens til at lave en sproglig skelnen mellem indre og ydre men anser ikke vores kropslige
erfaringer som baggrunden. –Keller forholder sig dermed til den komplicerede kobling mellem
sprog og verden og placerer sig mere ideologisk til de dualistiske kropstermer, som han anser
for kulturelt betingede (Collin 2003, Keller 2001). Keller er dermed uenig med Lakoff og Johnson i, at indre-ydre distinktionen har en kropslig oprindelse og påpeger, at den er et levn
fra moderne vestlig filosofisk kultur, hvor der både i sproget og teorierne har været en Kartesiansk adskillelse af krop og psyke (Keller 2001). Keller inddrager MP i sin undren over
hverdagssprogets berigelse af indre-ydre distinktioner, fordi han i MP’s optik finder en uddybning af, at vi kun undtagelsesvist erfarer kroppen som et fysisk afgrænset rum. Keller påpeger kort sagt, at indre-ydre dikotomien ikke er en ontologisk grundbetingelse men en kulturhistorisk konstruktion. Hvor Lakoff og Johnson påpeger subjektets oplevelse af at være en afgrænset entitet og forklarer beholdermetaforen med vores erfaringer, er det dermed tvivlsomt, om MP vil acceptere en forklaring af hans dualistiske termer med en henvisning til subjektets hverdagserfaringer. Ontologiske metaforer som beholdermetaforen skaber en terminologi om kroppen som en fysisk afgrænset størrelse, der er mulig at kvantificere og årsagsforklare.
Hvis MP læses med Kellers synspunkt, er hans ontologi overensstemmende med vores
hverdagserfaringer – klienten oplever ikke sin krop som en beholder, og IDK’s terminologi til byder dermed en kropsforståelse, som i kropsfænomenologisk forstand, er vældig uhensigts mæssig (Keller 2001, Lakoff og Johnson 2002, MP 1999).
46
Beholdermetaforens praktiske konsekvenser
Hvis beholdermetaforen er en kulturel konstruktion, vil beholdermetaforen i IDK være i direkte strid med klientens erfaringer.
Klienten i IDK vil igennem terapeutens kropstermer forventes at omstrukturere sin kropsoplevelse i tråd med beholdermetaforen og forstå sin krop som kvantificerbar, årsagsbestemt og
afgrænset fra sin omverden (Lakoff og Johnson 2002, Keller 2001).
Klienten i IDK bliver igennem de konfronterende metoder samt beholdermetaforen opmærk som på sine affekter men ikke på sin umiddelbare integration mellem verden og kroppen -beholdermetaforen understøtter ikke, at jeg er ude i de meningsfulde omgivelser. At der i teorien arbejdes med en konfliktog persontrekant understreger denne symbolske skelnen mellem inter- og intrapsykiske processer, som i kombination med beholdermetaforen skaber en
forståelse hos klienten af ikke at have kropslig adgang til verden. Med andre ord udhuler
denne sprogbrug og kropsforståelse i IDK den subjektive krop, fordi den ontologiske beholdermetafor og de to trekanter henviser til en objektiv krop, der kun har en indirekte interak tion med omgivelserne. Det indirekte består således ikke i en kropslig perception, som vi finder hos MP, men i højere grad en intellektuel forståelse og bearbejdning. Klienten kan på
baggrund af denne indre-ydre distinktion i sproget forventes at strukturere sine erfaringer på
baggrund af en objektiv krop. Den epistemologiske koldbøtte kunne fra et førstepersonsperspektiv beskrives således: Jeg skal forstå mig ved at bruge den teori om mig, som jeg får af
dig. Jeg skal lære om mig - udefra og ind. Dette i modsætning til et selvindlevende selvfor hold. Du hjælper mig med at møde mig selv og min før utilgængelige krop. At lave en sådan
metaforisk henvisning til et lukket rum i klienten kan betyde, at klienten føler sig fremmedgjort i forhold til sig selv og er prisgivet en sandhedssøgen ned i de dybeste og mest utilgængelige lag. Et problem ved denne måde at tale om kroppen er således den anledning, det gi ver terapeuten for at have en sand viden om klientens krop, som ikke er tilgængelig for klien ten selv. Hermed undergraves den fænomenologiske oplevelse, og der skabes særlige
magtstrukturer omkring kroppen, hvor terapeuten får en særlig autoritet. Sådanne
magtstrukturer ligger i enhver teori om kroppen, kunne man indvende, men problemet er, at
man indenfor IDK vil være utilbøjelig til at anerkende en anden oplevelse og i stedet forklare
den med modstand.
En anden konsekvens er, at klienten kan opleve en spaltning mellem sine følelser og sit intellekt. De nederste følelseslag beskrives snarere som stabile strukturer end som processer
(Malan 1992). Davanloo og Della Selva installerer et dualistisk skel mellem mig og min krop
eller mellem de invariante drifter og subjektiviteten med det aktive valg. Igennem IDK’s terminologi om kroppen kommer terapeuten næsten uvægerligt til at skelne mellem kroppen
som det irrationelle og emotionelle som modsætning til det autonome selv, der foretager rationelle beslutninger og handlinger. Måske fordrer følgende eksempler en oplevelse hos klien-
47
ten af, at kroppen kun indeholder alt det irrationelle, og at det kræver en intellektuel operation at få den til at opføre sig mere hensigtsmæssigt: Så i kroppen mærker du angst og lægger dermed afstand til dine følelser ved at være anspændt, undgå øjenkontakt og tale med
en lav og kontrolleret stemme. Er du klar over at du gør det? Er det egentlig det, du vil?
Kroppen bliver her konceptualiseret på måder, der binder den til barndommen, seksualiteten,
begæret, naturen, fortiden, vores socialitet samt vores mangelfulde og handikappende, men
automatiserede funktionsmåder (MP 1999). IDK’s terminologi kan dermed i sin yderlighed
give denne oplevelse hos klienten: Jeg lærer om mig ved at bringe det, der er mig - nedefra
og op i lyset, hvorfra jeg så kan tage det intellektuelt bearbejdet ind igen. Min krop er mig
fremmed, og den vil mig det tilsyneladende ikke godt. Beholdermetaforen er i IDK tæt knyttet til de spørgsmål og interventioner, som vedrører processer i kroppen, og det betyder, at
klientens krop bliver beholder for irrationaliteten snarere end intellektet, og at det kræver en
refleksiv operation at få adgang til den irrationelle krop.
Selvom terapeutens kropsforståelse kan indeholde meget mere end de her udlagte metaforer,
vil det, at terapeuten overhovedet bruger et ord som krop, der er så rodfæstet i traditionelle
og dualistiske diskurser, kunne skabe en utilsigtet kropsoplevelse hos klienten. På fænomeno logisk grund må man prøve at sprogliggøre krop, relationer og psyke som mere indre forbundne og fra starten gensidigt konstituerende, således at de ikke blot har et ydre, intellektuelt og tolkende forhold til hinanden (MP 1999, Sampson 1998). Et forsøg på dette vil følge
efter en anvendelse af den kognitive semantik på den narrative terapis kropstermer.
Den narrative metaforbrug
Hvor placerer det den narrative praksis, som ikke begrebsliggør subjektet som en afgrænset
entitet men derimod som socialt indlejret? I sin liste over metaforer, som personer i eksternaliserende samtaler har brugt om sine handlinger, fremgår handlingsaspektet som centralt.
Eksempler på metaforiske udtryk er: Reducere problemets indflydelse, Vriste sit liv ud af problemets hænder, Trodse problemets krav og Fratage problemet dets magt (White 2008:50). I
hvert af disse tilfælde tillægges problemet menneskelige egenskaber, og der er således tale
om en ontologisk metafor, som Lakoff og Johnson kalder personifikation, hvor agenthed, marionetdukker og empowerment er de respektive udtryks overordnede kategorier (Lakoff og
Johnson 2002). Handlingsaspektet udspringer af bevægelses- og aktivitetsegenskaber og har
derudover et defineret formål om at manipulere problemet. Hermed struktureres klientens
erfaringer efter et jeg kan, som er en væsentlig del af både MP og Whites subjektforståelse,
men hvor handlingen hos MP udspringer af en motorisk handlende krop, udspringer den hos
White af en tænkende bevidsthed – der grundet de kropsløse termer vil være en immateriel
krop. For en IDK-terapeut uden samme opmærksomhed på metaforbrugen, ville en kamp- eller konkurrencestemning i den terapeutiske alliance være et udtryk for en konfrontation med
48
modstanden og således værd at tilstræbe (Davanloo 2000). I narrativ terapi er sprogbrugen
mere fremadstræbende og handlingsorienteret (White 2008).
Handlingsmetaforenes konsekvenser for klientens kropsoplevelse
Klienten i narrativ terapi bliver ikke opmærksom på sin krops udstrakthed og de muligheder,
som kroppen har for at give klienten viden om verden og sig selv. Hermed opnår klienten
ikke en integreret oplevelse af sig selv som en udstrakt og permanent krop, som er uvilkårlig
og dekontekstualiseret. Selvom den subjektivitet, som er at finde i teorien altså ikke benægtes at være kropslig, er kroppen ikke en del af det benyttede sprog i terapien, og klienten oplever dermed, at terminologien og historierne er langt væsentligere end at bringe opmærksomheden på følelser eller motorik. Den narrative terminologi kan derfor føre til en oplevelse
hos klienten af, at kroppen er betinget af sproget, og at følelserne blot afhænger af, hvilke
identitetskonklusioner og historier, der tænkes eller fortælles: Jeg skal forstå mig selv på
baggrund af, hvad jeg tænker om mig selv, og alle mine historier er tilgængelige for mig. Jeg
kan frit vælge mellem alle tænkelige historier om mit liv, for mine erfaringer har kun den
mening, som jeg beslutter at tillægge dem. Min krop og mine følelser er et resultat af de tan ker og fortællinger, jeg gør om den, og det er mit ansvar at skabe de mest berigende for tællinger. Min krop er reaktiv i den forstand, at den skabes på baggrund af sproget. At kroppen og affekterne ikke bliver italesat i terapien kan således betyde, at klienten får et objektiverende forhold til sin krop. Kroppen bliver, ligesom i IDK, en beholder – ikke for psykisk
konfliktmateriale men for samfundsmæssige betydninger og sproglige praksisser i terapien.
Kroppen – både klientens egen og terapeutens - kan af klienten opleves som en form for projektionsflade eller tegnbærer, som ikke er en vigtig del af den terapeutiske bedring. Klienten i
den narrative terapi bliver dermed i ringe udstrækning opmærksom på sin krop og dermed
sin egen mulighed for at blive bekendt med sit permanente og invariante udgangspunkt, som
giver direkte adgang til omverdenen.
Opsummerende kan Lakoff og Johnsons bidrag siges at være en systematisk udfoldning af te rapiernes kropstermer, som på hver sin måde strukturerer klientens kropsoplevelse uhensigtsmæssig i forhold til MP’s optik (Lakoff og Johnson 2002, MP 1999). MP har indtil nu været anvendt som kritiker, så nu vil hans egne kropstermer blive forsøgt operationaliseret i
samarbejde med Ricoeur.
Et fænomenologisk bidrag til terapiernes kropsterminologi
Hvis termerne, som Lakoff og Johnson påpeger, har sin oprindelse i vores erfaring, kan terapeutens anvendelse af eksempelvis beholdermetaforen ikke forventes at ændre på klientens
egen oplevelse af at være en afgrænset størrelse med et indre og ydre. Så er IDK-terapeuten
overladt til at reproducere klientens kropsforståelse gennem beholdermetaforen, og den narrative terapi er blevet bekræftet i, at essenstænkningen i samfundet er en magtfuld diskurs,
49
som det er deres opgave at yde modmagt til. Hvis begreberne derimod har deres oprindelse i
en kulturhistorisk kontekst, som Keller og MP mener, kan MP’s optik læses som en form for
sproglig etik: Hvis vi som terapeuter igennem sproget ønsker at fremme klientens oplevelse
af at være uløseligt knyttet til sin omverden gennem kroppen, må vi forsøge at bruge et
sprog, der indeholder en neutral eller dobbelt ontologisk reference – og altså i mindre grad
ontologiske metaforer. Vi må tilstræbe, at vores sprog er sammenfaldende med vores ontologi. I det følgende vil jeg lade MP’s optik bidrage med en sproglig etik om, hvordan terapeuter
kan skærpe deres opmærksomhed på sproget og lade fænomenologien supplere terapierne
med en postdualistisk spørgeteknik og terminologi.
Ud fra den kognitive semantik fremstår den narrative metaforbrug som et væld af personifikationer, hvor handlingsperspektivet anvendes med henblik på at styrke klientens oplevelse
af agenthed. Den adfærdsmæssige subjektivitet er selvsagt også væsentlig for klientens kropsforståelse, men spørgsmålet er, hvordan den narrative terapi kunne integrere en opmærksomhed på sproget, som også inddrager det affektive. –Og dermed klientens kropsskema,
som er en væsentlig del af klientens egen kropsoplevelse. I undersøgelsen heraf er Lakoff og
Johnson ikke de bedste bidragsydere (Køppe 1990). De kan anfægtes for at være ensidigt
kognitive og ikke sætte strukturelle metaforer ind i et udviklingsmæssigt, personlighedsmæssigt, socialt eller kulturelt perspektiv (ibid.). Dermed savnes i høj grad en elaborering af det
affektive og sociale aspekt i den kognitive semantik (ibid.:150).
For at inddrage en affektiv integration i historiefortællingen og udbygge sprogets tilknytning
til kroppen i den narrative terapi, kan både Ricoeur og MP supplere. Paul Ricouer (19132005) var en fransk filosof, der er kendt for at kombinere fænomenologisk beskrivelse med
hermeneutisk fortolkning (Grøn 1982). Hans sprogfilosofi er relevant i denne sammenhæng,
idet han har en række centrale pointer om metaforer og med både sine fænomenologiske og
narrative tilgange kan bidrage til spørgsmålet om, hvordan den narrative terapi kan inddrage
krop og følelser mere i terapien. Ricoeur fremhæver, at der i metaforens reference ligger store erkendelsesmæssige potentialer. Metaforen kan fremhæve det, han kalder virkelighedens
dybdestruktur (Ricoeur 1997). Herved minder hans teori om MP’s erobrende sprog, der er
tale med afsæt i det affektive miljø, og Ricoeur kan bidrage med et bud på, hvordan terapeuten tilstræber en erobrende tale. Ricoeur beskriver, hvorledes det gennem mødet med en metaforisk beskrevet situation bliver muligt, ikke blot at forstå den, men at opleve den, og heri
ligger en følelsesmæssig involvering, der giver en katharsisk effekt. Som grundlag for den
emotionelle del af sin metaforteori argumenterer Ricoeur for, at der er en korrespondance
mellem perceptionen, følelsen og tanken: ”Følelsen er tanken, der bliver gjort til vores.” (Ricoeur 1997:293). For at en tanke kan blive kropsligt integreret, skal den altså ifølge Ricoeur
også føles, og det kan metaforen hjælpe os med. For at sikre sig, at metaforen indebærer en
følelsesmæssig involvering hos klienten, må terapeuten således tilstræbe, at klientens beskrivelser bliver til ved hjælp af nye metaforer. At klienten fortæller en ny historie med brug af
50
nye metaforer vil dermed bringe den katharsiske effekt, som både White og Ricoeur beskriver. Heraf er det fremkommet, at det ikke blot afhænger af termernes handlingsmæssige reference, men at den narrative terapeut med fordel kan tilstræbe de metaforer og historier i
terapien, som involverer klientens følelser. Måske er det også det, White mener med berigelse, men når han kun lytter efter ordene, kunne man med rette spørge, hvorfra han så
ved, om klienten benytter sig af et erobrende sprog. En måde at inddrage klientens kropsskema og affektive tilstand kunne være gennem spørgsmål som: Hvordan føles det kropslige
initiativ lige nu? eller Når du fortæller om din chef, kan jeg se, at dine ben spjætter lidt, hvad
har dine ben lyst til at gøre? eller Prøv et øjeblik at give slip på alle ord og læg mærke til,
hvad det lige nu betyder for dig, at du har taget dette nye skridt i dit liv. På denne vis ville
terapeuten ikke forbryde sig mod det handlingsorienterede perspektiv men blot integrere
kroppen som udgangspunkt for initiativet og dermed gøre klienten opmærksom på kropsskemaet. –Uden at objektivere kroppen med ontologiske metaforer. Ligeledes ville spørgsmål
som disse kombinere den opadstræbende bevægelsesmetafor med en nedadgående og der med igennem sproget integrere en følelsesdimension i terapien. Terapien er, ifølge MP’s krop sforståelse, nødt til at beskæftige sig med kroppen som et meningsbærende og meningsgivende subjekt, der fungerer på helt andre præmisser end det bevidste, diskursive subjekt –
fordi menneskets praktiske kunnen stikker langt dybere, end hvad man klart kan gøre rede
for i en diskursiv refleksion over egne praktikker.
Orienteringsmetaforen er interessant, fordi den er særdeles forskellig i de to terapiretninger:
Hvor orienteringsmetaforen i IDK angiver en retning nedad i de intrapsykiske lag, kan den
narrative praksis i højere grad betegnes som en opadgående bevægelse i kraft af spørgsmål
med stigende refleksionsniveau, hvorved klienten opnår en refleksiv platform og nogle højdepunkter, hvorudfra livets landskaber kan betragtes. I begge tilfælde kan retningsangivelsen
risikere at pege på en mere sand struktur eller mere rigtig forståelse og dermed anlægge et
normativt perspektiv på klientens udvikling. En måde at anvende MP’s ontologi på i et terapeutisk øjemed ville være at anvende orienteringen, ud eller med. Terapeuten kunne tilbyde en
sådan måde at tænke på hos klienten ved eksempelvis at sige: Hvor skal vi på opdagelse i
dag?, Skal vi prøve at bevæge os i den retning sammen – så lad os gå langsomt frem, start
med at fortælle mig, hvordan det har været at være genert gennem så mange år? eller
”Hvad er du opmærksom på lige nu? Herigennem angives en retning, der på fænomenologisk
vis ville undersøge klientens problemhistorie samtidig med, at kroppen både er en naturlig
del af kontakten og forståelsen af, hvad der sker i terapien.
Dette ville også være et alternativ til beholdermetaforen i IDK. I stedet for at tale om, hvad
der er i kroppen, kan terapeuten spørge: Hvad sker der med dig lige nu? eller Hvordan føles
det at fortælle mig det? eller intervenere med Okay, du er midt i den nu, så vi skal ikke bare
tale om angsten men gå lidt på opdagelse i denne tilstand, mens du føler den, hvorved kroppen og subjektet, angsten og viljen smelter sammen. Igennem en sådan terminologi bliver
51
kroppen både sæde for rationelle og irrationelle aspekter af subjektet. For at tydeliggøre
kroppen som andet end forsvar og angst, kan IDK-terapeuten med fordel spørge tydeligere
ind til, hvordan følelserne opleves kropsligt: Hvordan mærker du lige nu glæden ved at være
blevet sat fri, som du før beskrev? for at bidrage til erfaringer med, at kroppen vil klienten
det godt, og at kroppens vej til indsigt er umiddelbar frem for betinget af analyser og intel lektuelle operationer. Dette kunne tydeliggøres med at spørge til, hvordan klienten oplever
det, der sker i terapien og gerne gennem et erobrende og metaforisk sprog, som MP og Ricoeur påpeger. Ligeledes kan klientens oplevelse af at have en betydningsdannende krop, som
er rettet mod sin omverden være at appellere til dette, jeg kan, ligesom den narrative terapi
gør: Hvad har du lyst til lige nu? Vis mig vejen, vi skal gå, så skal jeg nok følge efter dig.
Hermed kan MP’s forståelse af kroppen læses som en opfordring til terapeuten om at tilstræbe en metaforbrug og ontologiske referencer, som indeholder alle aspekter af den fænomenologiske krop. Til trods for hans egne terminologiske udfordringer, kan han bidrage meningsfuldt til de to terapier.
Kropsforståelsens praksisimplikationer
Efter at have undersøgt de praktiske konsekvenser af terapiernes kropstermer, vil deres
øvrige interventioner blive genstand for diskussion. Dermed vil de videnskabsteoretiske
antagelser blive bragt i deres yderste konsekvens med MP som diskussionspartner. Det er
den almene krop, som MP hyppigst beskriver den, der vil være i fokus, hvorved der ikke vil
blive sondret mellem specifikke klientgrupper.
Oplevelsen af den aktuelle krop
Ifølge MP er den kropslige oplevelse fænomenologiens genstand. Som han definerer oplevelse, henviser den både til klientens aktuelle følelser, motoriske impulser, fysiologiske processer og sproglige forståelse. MP skelner i denne forbindelse mellem værensfællesskabet og
gørensfællesskabet, hvor værensfællesskabet indebærer hele denne definition af oplevelsen,
og gørensfællesskabet kun omfatter dialogen (MP 2006). Denne sondring vil blive forsøgt
operationaliseret yderligere for at diskutere terapiernes inddragelse af den aktuelle krop. For
at integrere dette perspektiv i IDK og narrativ terapi, vil jeg lade MP supplere terapiretninger ne med kropsfænomenologiske interventioner.
Narrativ praksis som et gørensfællesskab
I den narrative praksis er sproget eneste berøringsflade mellem klient og terapeut, og igennem en vægtning af handlingsorienterede metaforer, er det den fremadrettede og sprogligt
betydningsdannende krop, som får opmærksomhed. –Og dermed i mindre grad den relationelle og affektive del af den aktuelle krop. MP vil ikke være enig med White i, at sproget er
eneste berøringsflade mellem klient og terapeut, som i deres perception af hinanden gennem
52
kroppen vil optage betydning om hinandens aktuelle kropsskema på et præsprogligt niveau.
Den præsproglige aktuelle krop er, som nævnt, knyttet til værensfællesskabet. En praksisforståelse af værensfællesskabet er de berøringsflader af ikke-sproglig kommunikation, hvor klient og terapeut mødes: kropssprog, toneleje, følelsesmæssig kontakt og blikkontakt.
Ved kun at anerkende dialogen som kontaktflade mellem klient og terapeut, kan den
narrative praksis karakteriseres som et gørensfællesskab. White tager eksplicit afstand fra
værenstermen, idet han mener, at ordet skaber, hvad det nævner, og at det dermed
ontologiserer (White 2006). Hvis klienten fortæller at være depressiv, vil terapeuten ikke
fokusere på oplevelsen af denne men i stedet lytte efter initiativer og undtagelser: Som
terapeut er det vigtigt at være varsom med at bidrage til en totalisering af problemerne,
d.v.s. definere problemerne på en helt igennem negativ måde. Denne totalisering af
problemerne bunder i en dualistisk, enten-eller-syn… (White 2008:52). Hermed tager White
afstand fra en dualisme, men spørgsmålet er, om det er den samme enten-eller-tænkning,
som MP tager afstand fra. Hvor MP tager eksplicit afstand fra en ontologisk reduktionisme og
dualisme, anerkender han oplevelsen af en oplevet solipsisme, oplevelsen af at være i
besiddelse af sandheden og må derfor også forventes at anerkende oplevelsen af at føle sig
helt
igennem
utilstrækkelig.
Den
narrative
terapeut
vil
derimod
igennem
eksternaliseringsteknikker adskille problemet fra personen ved at skabe en refleksiv distance
til klientens præsenterede problem. Kroppen fremstilles dermed som en enten føjelig eller
gørende modstand overfor magten. Klienten er til at begynde med føjelig overfor de
dominerende diskurser og vil formentlig i terapien blive mødt med en modmagt til klientens
oplevelse af at være depressiv. Eksempelvis kunne klienten blive opmærksom på, at
tristheden er et initiativ eller en handling i retning af at imødekomme nogle værdier, som ikke
lige nu bliver forvaltet i klientens liv. Hermed unddrages den måde, hvorpå depressionen
gestalter sig lige nu. I det omfang, at klienten faktisk oplever problemet og måske endda
oplever at være problemet, bliver den aktuelle kropsoplevelse ikke inddraget i terapien, og
terapeuten er uopmærksom på værensfællesskabet med klienten.
Problemet med oplevelsesdimensionen i gørensfællesskabet er også, at terapeuten ikke er
opmærksom på betingelserne for klientens fortalte historier. Vi ved, at klientens aktuelle
historier er under indflydelse af diskurser og terapeutens medindflydelse, men man kan
undre sig over, hvad der aktualiserer historierne netop nu. –For hvis diskurserne har
indflydelse på de tilgængelige historier hos klienten, hvad er det så, som motiverer ordvalget
og de selekterede historier ud af de mulige? Konsekvensen heraf kan være, at klienten ikke
oplever
sine
ord
som
integrerede
i
en
krop
og
bliver
opmærksom
på,
hvordan
sammenhængen er mellem følelser og ord. Dette kan betyde, at klienten oplever sin krop
som reaktiv og passivt modtagende af de fortællinger, som skabes i terapien. –En
objektiveret krop, som kræver en sproglig omvej for at få viden om sig selv og omverdenen.
Oplevelsen for klienten kunne være: Det er igennem historierne, at jeg opnår din anerkendelse, og dermed bliver en væsentlig del af min væren ikke set af dig eller forstået bedre af
53
mig. Igennem de alternative fortællinger, som du tilbyder mig, får jeg en bedre oplevelse af
at være mig, men min opmærksomhed på mine egne og andres følelser er ikke forandret.
Mine bevægelser er mig derfor stadig fremmed, og hvis jeg har en ubehagelig følelse, må det
være fordi, jeg ikke har formået at konstruere en positiv identitetskonklusion. Når de umiddelbare oplevelser reflekteres og tematiseres gennem diskursive figurer og perspektiverende
baggrunde for rationelle subjekt-objekt relationer, vinder vi ifølge MP kun en begrebslig klar hed og oplevelse af personlig ansvarlighed – på bekostning af en ekspressiv-perceptuel rigdom (Keller 2001:549). Med MP bliver de såkaldte righoldige historier for den narrative tera peut gjort en smule fattigere, så at sige. Fordi rigdommen i MP’s optik ligger i at blive i væ rensfællesskabet og en opmærksomhed på hele klientens aktuelle krop.
Narrativ terapi kan karakteriseres som et gørensfællesskab ved kun at være baseret på
samtale. Dermed unddrages klientens præsproglige aktuelle krop samt værensfællesskabet i
den terapeutiske kontakt, som udgøres af kropssprog, gestik, toneleje, følelsesmæssig
kontakt, blikkontakt m.v. Dermed bliver klienten ikke opmærksom på de kropsoplevelser,
som ledsager historierne og bliver heller ikke nysgerrig for at undersøge betingelserne for
selektionen af de aktuelle historier. Kravet til refleksivitet stiger, og klienten kan opleve, at en
fortsat tristhed skyldes manglen på righoldige historier. Ved ikke at være opmærksom på
værensfællesskabet, bliver den præsproglige kontakt og klientens aktuelle krop degraderet til
at være reaktive.
Inddragelse af den aktuelle krop i den narrative terapi
Narrativ praksis forringer således klientens aktuelle kropsoplevelse ved ikke at inddrage den
kropslige eksistens og følelserne som baggrund for de fortalte historier og ved slet ikke at
skabe opmærksomhed omkring den nonverbale kontakt mellem klient og terapeut. Med MP
kunne man tilføje den narrative praksis en her-og-nu opmærksomhed på den aktuelle krop
ved at lade ordenes ophav i et affektivt miljø blive en integreret del af terapeutens opmærk somhed.
Ifølge MP, er det følelserne og kroppen, som knytter historierne til en værdidimension (MP
1962, Thøgersen 2004). Idet den narrative terapeut tilstræber en værdimæssig kortlægning,
ville en følelsesmæssig opmærksomhed, ifølge MP, fremme klientens forståelse for sine værdier. Måske er det ligefrem her, at svaret på, hvorfor nogle historier foretrækkes frem for an dre, skal hentes? Spørgsmålet om, hvorfor nogle historier opnår dominans frem for andre
står ubesvaret hen i den narrative praksis, og selvom dette forbryder sig mod det konstruktivistiske videnskabsideal, kan en permanent og affektiv krop forklare denne del af det uløste
årsagsproblem i den narrative terapi (Skovlund 2002). –Og måske samtidig imødekomme
den oplevelse, klienten har af at være en både historieproducerende og følelsesmæssig krop.
For at tilføje et værensfællesskab og en opmærksomhed på den ikke-sproglige betydning,
kunne terapien suppleres med empatiske ytringer, pauser med stilhed og her-og-nu spørgs 54
mål såsom, Hvordan er det lige nu for dig at fortælle mig om det, Prøv at lægge mærke til,
hvad der sker med dig, mens vi sammen undersøger undtagelserne. Hermed ville klienten
have mulighed for at integrere en opmærksomhed på de førsproglige aspekter af sin aktuelle
krop, som ifølge MP er så afgørende.
Den narrative terapi skulle for at inddrage værensfællesskabet stille spørgsmål som, Hvordan
føles det at tænke sådan?, Beskriv for mig, hvad du lige nu oplever. Endnu måde at inddrage
oplevelsesdimensionen kunne være at opfordre klienten til 10 gange at starte en sætning
med, Lige nu er jeg opmærksom på…. for at gå på opdagelse i øjeblikket og bringe opmærksomheden på motoriske impulser, øget hjertebanken, temperaturforskelle, selvundergravende
tanker, en vigende blikkontakt, en følelse af desperation o.s.v. Hvilken relevans har disse oplevelser, ville en narrativ terapeut med et teleologisk og værdimæssigt sigte sikkert spørge.
Hertil kunne MP svare, at sådanne beskrivelser bringer klienten ind i værensfællesskabet og
skaber en opmærksomhed på den aktuelle krop, som den gestalter sig i øjeblikket med både
kropsskemaet, situationsrummeligheden og permanensen. –Hvorved nærværet og den naive
kontakt med klientens væren genetableres.
Den aktuelle krops status i IDK
I IDK er her-og-nu oplevelsen og værensfællesskabet en større del af terapien end i narrativ
praksis. IDK-terapeuten arbejder med værensfællesskabet gennem overføringerne, hvor den
følelsesmæssige kontakt i relationen inddrages. Spændingen mellem terapeut og klient er i
centrum, hvorved klientens kropslige udtryk bliver genstand for terapeutens opmærksomhed.
Terapeuten bliver i værensfællesskabet under den fænomenologiske udforskning af klientens
konflikttrekant, og terapeuten inddrager både klientens motoriske, fysiologiske og følelsesmæssige her-og-nu gestaltninger ved at inddrage kroppen aktivt i sin spørgeteknik. Når terapien når fasen, hvor der skal etableres adgang til de ubevidste følelser ved at lægge pres på
forsvaret, appellerer terapeuten til den del af klienten, som gerne vil være fri af gamle mønstre og konfronterer modstanden og forsvaret. Konsekvensen for klientens kropsoplevelse
kan være uhensigtsmæssig ud fra et fænomenologisk perspektiv: Kroppen spaltes gennem
identifikationen af forsvarets og angstens placering i muskulaturen til at være sæde for den
undergravende del af klienten. Eksempel fra en af Della Selvas udskrifter:
1
Patient: Jeg er virkelig nervøs ved at være her. Jeg har spekuleret på det og jeg vil virke-
2
lig gerne åbne mig, men jeg bliver angst.
3
Terapeut: Hvad mærker du af angst?
4
Patient: Rastløshed.
5
Terapeut: Indeni?
6
Patient: Spændt i bryst og i mine arme. Jeg er spændt fast.
7
Terapeut: Der er megen muskelspænding. Er der andet?
8
Patient: Jeg bliver roligere.
55
9
Terapeut: Det er ikke angsten, er det? Når du bliver rolig, er det et helle for angsten.
10 Patient: Mine tanker giver sig også til at vandre. Især når jeg er sammen med folk. Det
11 sker ikke, når jeg er alene, har jeg lagt mærke til.
12 Terapeut: Så angsten har at gøre med at være sammen med andre mennesker,
13 som for eksempel at være her sammen med mig. Hvornår begyndte angsten?
14 Patient: For et par dage siden, da det gik op for mig, at jeg havde lyst til at komme her
15 og være mere åben.
16 Terapeut: Så der er noget med at være åben over for mig, som gør dig angst, og når du
17 mærker angst, lægger du afstand følelsesmæssigt –ved at undgå øjenkontakt, være
18 anspændt, selv din stemme er lav og kontrolleret, der er ingen følelser, og dine tanker
19 vandrer, du bliver ret uklar. Er du klar over det?
Efter at have foretaget en tolkning af konflikttrekanten i overføringen med særlig opmærksomhed på de benyttede forsvar, benyttes pres for at vende jeget mod forsvarene:
21 Terapeut: Så nu må vi se, hvad du kan gøre med distancen til følelserne sammen med
22 mig.
23 Patient: (er tavs og kigger på gulvet)
24 Terapeut: Du er tavs, kigger væk og sukker –du holder afstanden
25 Patient: (løfter hænderne i vejret)
26 Terapeut: Nu sætter du dig i en hjælpeløs taberstilling. Kan du se, hvordan det skaber en
27 barriere mellem dig og mig?
(Della Selva 2001:92ff)
Udover at denne udskrift demonstrerer beholdermetaforen (linje 5) samt tolkningen af konflikttrekanten (16-19), er det et afsæt til at diskutere den kropsoplevelse, interventioner som
disse kan give klienten.
Den yderste konsekvens af en objektiverende og deduktiv metode er, at terapeuten sætter
sig udenfor klienten og påberåber sig status som tilskuer. Hermed gør terapeuten klienten til
sit råderum på vegne af sin teori om driftslivet og kausalrelationer. Klienten vil som følge her af formentlig opleve en fremmedgørelse og et objektiverende syn, som måske igangsætter
mere modstand og angst. Dette er en midlertidig fase i terapien, som har at gøre med at
vende jeget mod dets forsvar og at skabe en intrapsykisk krise. Men selvom IDK integrerer
overføringerne og dermed værensfællesskabet i den terapeutiske relation, vil MP forventes at
være kritisk overfor denne metode. Sagt lidt forsimplet betragtes det i IDK som værende te rapeutens opgave, på det rette tidspunkt og i passende doser, at forklare klienten om dennes
intrapsykiske univers, så klientens opfattelse kan blive bragt i overensstemmelse med den
teoribaserede opfattelse af kroppen. Klienten kan på denne baggrund komme til at føle, at
der er en sandhed om vedkommendes indre krop, som kun terapeuten kender til.
56
Selvom IDK dermed inddrager den aktuelle krop, forbryder terapeuten sig mod værensfællesskabet, når der gribes til deduktive slutninger og kausalrelationer. Hermed får klienten en oplevelse af, at adgangen til kroppen betinges af terapeutens tolkninger.
Inddragelse af oplevelsesdimensionen i IDK
I ambitionen om at udbygge værensfællesskabet og oplevelsesdimensionen i IDK, tages afsæt i session-udskriften ovenfor. I de interventioner, hvor terapeuten analyserer forsvaret,
vender jeget mod dets forsvar og dernæst konfronterer forsvaret, er det af helt afgørende
betydning at inddrage klientens aktuelle oplevelse – ikke bare i form af den forsvarsprægede
krop men også den forståelse og betydning, klienten selv knytter til overføringerne. I den udstrækning, terapeuten arbejder deduktivt ud fra sin liste med forsvarstyper, gøres vold mod
det fænomenologiske princip, og klienten vil i værste fald strukturere sine egne tanker efter
de objektiverende tolkninger. Det er ikke spørgsmålet om tolkning som sådan, der adskiller
IDK fra en MP-optik, for i begge teorier er kroppens aktualitet også betinget af nogle strukturelle mønstre knyttet til naturen. –Det springende punkt mellem IDK og MP er graden af
åbenhed overfor klientens oplevelse. For MP er det af afgørende betydning at være i her-og-nu kontakten, og det vil for IDK-terapeuten kræve, at han/hun sætter sine antagelser,
fordomme og teoretiske konstruktioner i parentes for med disciplineret naivitet at forholde
sig så åbent som muligt til klientens handle- og oplevelsesunivers. I eksemplet ovenfor skulle
terapeuten sætte sine antagelser om, at roen er et helle for angsten (9) i parentes og i stedet
udforske, hvad roen er et udtryk for og hvad den tilbyder af nye muligheder. Eksempelvis ved
at spørge: Hvad sker der med angsten, når du mærker roen? eller Du siger, at du har haft
lyst til at komme her og være mere åben –og at du nu har svært ved at være det. Jeg kender ikke til dine yndlingsmåder at undgå at være åben på. Men hvad tror du, der ville ske,
hvis du lige nu gav slip på dine muskulære spændinger? Hermed kunne oplevelsesdimensionen integreres uden at forlade IDK’s teoretiske grundlag (Della Selva 2001). Terapeuten må
nysgerrigt udforske klientens oplevelse og betragte sine egne forståelser som sekundære til
klientens. Eksempelvis gennem gentagne, Lige nu lægger jeg mærke til…. –interventioner,
som foreslået til den narrative terapeut.
En anden måde at bringe oplevelsesdimensionen ind i IDK og samtidig gøre klienten mere
bekendt med kroppens socialitet, kunne være at bringe persontrekanten ind i rummet, så at
sige. –Eksempelvis gennem den klassiske gestaltterapeutiske Den tomme stol-teknik, som
Fritz Perls udviklede ud fra en antagelse om, at man ikke kan aflive fjenden in absentia – han
skal bringes ind i rummet (Mann 2010). Hvis klienten finder det okay at forestille sig, at en
person fra sin fortid eller nutid bringes ind i rummet, har klienten mulighed for at gennemføre
en dialog med den imaginære person. På denne vis kobles sproget med følelserne samtidig
med, at der arbejdes hen imod et følelsesgennembrud, som er målet i IDK. Ved at lade sig
inspirere af gestaltterapeutiske teknikker, bliver klientens egen oplevelse inddraget på bekostning af terapeutens tolkninger.
57
Efter nu at have diskuteret oplevelsesdimensionen og inddragelsen af den aktuelle krop igennem en operationalisering af teoriernes kropsforståelse, vil endnu et centralt tema, gennemsigtigheden, blive diskuteret.
Terapiernes forvaltning af gennemsigtigheden
Igennem analysen af kroppens epistemologiske status, blev det tydeligt, at terapierne
forholder sig vældig forskelligt til graden af gennemsigtighed. Terapeuten i den narrative
terapi forventer fuld gennemsigtighed hos klienten, og IDK-terapeuten antager en høj grad af
uigennemsigtighed, som minder om de ubevidste eksistensvilkår hos MP. MP advarer, som
nævnt, om de vidtrækkende konsekvenser det har at betragte subjektet som gennemsigtigt
for sig selv (MP 1962), og her vil jeg give et bud på de uhensigtsmæssige konsekvenser, han
taler om.
Klienten er i IDK uigennemsigtig for sig selv qua utilgængeligheden til driftslivet. IDK-terapeuten er opmærksom på, at adgangen er begrænset af mere eller mindre udviklede forsvarslag. - Teorien anerkender dermed også terapeutens uigennemsigtighed (Malan 1992).
White tager afstand for denne forvaltning med afsæt i konsekvenserne for klienten: Klientens
handlinger vil som følge af antagelser om indre tilstande blive til overflademanifestationer af
det essentielle selv, som er identitetens ontologiske centrum. Klienten vil derfor opleve at
være internt determineret og ikke have agentheden til at ændre på sin struktur. Derudover vil
det virke isolerende på klienten, hvis livshistorie ikke er i sammenhæng med andres livshisto rier og samtidig fratvinge klienten oplevelsen af at være forskellig fra andre, idet overflademanifestationerne blot er et resultat af sociale normer og selvbeherskelse (White 2006).
For White har det således store omkostninger for klienten, når der i terapien arbejdes med en
høj grad af uigennemsigtighed. Hos MP er kroppen også uigennemsigtig for sig selv, men det
er i lige så høj grad tilfældet hos terapeuten, hvorfor deres præsproglige aspekter af kroppen
må forvaltes med en nysgerrighed, åbenhed og respekt. MP ser dermed de samme konsekvenser af IDK’s teoretiske forvaltning af uigennemsigtigheden som White.
I den narrative praksis forudsættes de problemmættede historier at være fuldt tilgængelige
for klienten. Fortællingerne har fuld transparens for betydningsindholdet, og klienten stilles
derfor spørgsmål om problemets natur, baggrund, samarbejdspartnere og strategier. MP
hævder, at enhver teori om, at mennesket har et gennemsigtigt forhold til sig selv vil ende i
en solipsisme6. Hvis en anden person har adgang til at præge mine historier, vil min
bevidsthed ikke længere være tilgængelig for mig selv i et indre gennemsigtigt forhold.
Klienten
er,
ifølge
White,
både
præget
af
samfundsdiskurser
og
af
terapeutens
medforfatterskab, og denne indflydelse må karakteriseres som et ydre forhold til min
6
Solipsisme betyder jeg alene på latin og dækker over den opfattelse, at jeg alene eksisterer, og at alle
fænomener, inklusiv andre mennesker, er en del af mine bevidsthedstilstande (Grøn 1982).
58
bevidsthed. Her støder vi således på et paradoks i den narrative terapi: Når terapeuten og
samfundet har indflydelse på klientens historier, mister klienten sin gennemsigtighed, da man
ikke både kan have et indre og ydre forhold til sin bevidsthed og stadig være gennemsigtig
for sig selv (MP 1962). Hvorledes forholder den narrative terapeut sig til denne ydre
påvirkning? I det omfang, at subjektet og dermed problemerne er under indflydelse af
diskurser, må de forventes at være en væsentlig del af terapiens genstand. –Dette er
imidlertid ikke tilfældet. Man kan derfor kalde denne gennemsigtighed for en pragmatisk
gennemsigtighed, idet den ikke afspejler en erkendelsesteoretisk gennemsigtighed men blot
er en metode, som anlægges for at fremme klientens oplevelse af agenthed (White 2006).
Men hvad med terapeutens gennemsigtighed? Terapeutens erklærede (og på baggrund af
teorien, forventede) formål med sine spørgsmål er at bidrage til rigere identitetskonklusioner.
Men terapeutens egne historier må ligeledes forventes at være under indflydelse af
omverdenen. Konsekvensen heraf er, at terapeuten intervenerer og interesserer sig for
områder, der afspejler sine egne fortællinger, og den pragmatiske gennemsigtighed skjuler
denne indflydelse. Det kunne eksempelvis forholde sig sådan, at terapeuten tidligere har
oplevet sig selv som handlingslammet og igennem supervision har udviklet en ny forståelse
af den værdi, der lå bag. Hvis klienten kommer med en tilsvarende historie, vil initiativet bag
de negative identitetskonklusioner om handlingslammelse måske være af særlig stor
betydning for terapeuten. Ved at fokusere på klientens initiativer (som til forveksling ligner
terapeutens egne), vil terapeuten også få genforfattet sin historie i en handlingsorienteret
retning. MP siger, at man ved at tænke sig selv som gennemsigtig for sig selv kommer til at
tænke sig selv ind i den anden og finder sig selv i historien (MP 1999).
Med MP kan vi
forklare nødvendigheden af denne gennemsigtighed med den manglende terminologi om
kroppen og interventioner, der sigter mod værensfællesskabet og klients præsproglige krop.
Men hvordan kan terapeuten på fænomenologisk grund validere et udsagt, når både den narrative og IDK-terapeuts metoder afvises – enten på baggrund af en pragmatisk gennemsig tighed eller en sandhedssøgen? Spørgsmålet handler om, hvordan en operationalisering af
MP’s kropsforståelse vil se ud, når subjektet også i hans optik er uigennemsigtigt for sig selv.
Hans optik har her været anvendt som en kritik af terapiernes forvaltning af gennemsigtigheden, og den vil nu blive forsøgt udlagt som en MP-inspireret terapi – hvor værensfællesska bet, oplevelsesdimensionen, den aktuelle krop og uigennemsigtigheden forvaltes i overensstemmelse med kropsfænomenologien.
En praktisk udlægning af den fænomenologiske kropsforståelse
En MP-inspireret terapi må handle om at hjælpe klienten med at genfinde den verden, som er
givet før refleksionen og som kendetegner den naive kontakt med verden. Formålet med terapien må være at give klienten en oplevelse af at have den krop, som er at finde i MP’s
59
optik. Det indebærer eksempelvis, at kroppen ved noget, som endnu ikke er formuleret i kli entens tanker. Ved at blive opmærksom på sin motorik, sit toneleje, sin kropsholdning og
sine følelser, kan klienten måske opdage, hvordan vedkommendes barndom eller ægteskab
er og dermed igennem en oplevelse af at være krop opnå forandringer. MP’s ontologi er vanskelig at operationalisere, idet han lægger op til en eksistensform og en subjektivitet, som er
præsproglig og præteoretisk. Nedenstående er et bud på, hvad vi som terapeuter stiller op
med prærefleksiviteten i praksis. Interventionerne er motiveret af diskussionerne af terapiernes kropstermer, inddragelse af den aktuelle krop og oplevelsesaspektet samt forvaltning af
gennemsigtigheden. Nedenstående overskrifter er anbefalinger til terapeuten, der ønsker at
arbejde ud fra MP’s kropsforståelse samt et forsøg på en operationalisering af hans teori. Opsummerende kan kropsfænomenologien læses som en opfordring til terapeuten om at:
Anvende teorifrie kropstermer med neutral eller dobbelt ontologisk reference
Kropsskemaet, situationsrummeligheden, permanensen, værensfællesskabet og den aktuelle
krop er termer, som udgør terapeutens baggrundsviden om kroppens ontologiske og epistemologiske status. At tale om Det Tavse Cogito til klienten vil være at gå ind i et teoretisk
rum frem for at blive i her-og-nu oplevelsen. Selvom klienten forud for terapien er opmærk som på sin krop, er det næppe tilfældet, at klienten i sin hverdagsoplevelse støder på Det
Tavse Cogito – MP’s termer må på fænomenologisk vis tilpasses klientens begrebsverden og
dermed adskille sig fra de teoretiske kropstermer.
En forvaltning af MP’s kropstermer kunne være en opmærksomhed på de ontologiske referencer i klientens termer; med andre ord, hvordan klienten sprogliggør sine oplevelser af at
være subjekt og krop. I tilfælde af, at klienten har en udpræget objektiveret måde at forholde sig til sin krop på og eksempelvis fortæller: Jeg er sygemeldt og har været det i lang tid,
selvom jeg gerne vil arbejde. Problemet er, at min ryg er stiv, og det begrænser mig meget.
ville terapeuten blive opmærksom på, at klienten objektiverer sin krop og ikke oplever, at
kroppens stivhed kan hænge sammen med nogle følelser eller sociale aspekter. Min krop virker ikke, giver kroppen en fysiologisk ontologisk reference og kan derfor med fordel suppleres med, du er stiv i ryggen eller måske endda du holder dig stiv i ryggen for at undersøge,
om kroppens stivhed er et udtryk for nogle forhold på arbejdspladsen, som endnu ikke er
blevet sprogliggjort. Terapeuten må sprogliggøre kroppens subjektivitet ved at tilbyde en
strukturering af at være krop og med sin krop frem for i sin krop. Desuden må terapeuten:
Sætte sin teoretiske viden i parentes
Den fænomenologiske metode indebærer terapeutens accept af klientens oplevelser af sig
selv og verden uden vurdering, metodisk tvivl eller skepticisme (Zahavi 2003). Den fænomenologiske attitude hverken ophæver eller betvivler klientens beskrivelser. Terapeuten må
sætte sine teorier, vurderinger og tvivl til side for, at kontakten mellem klient og terapeut er i
60
fokus frem for klienten i sig selv. Terapeuten har fra MP’s side ingen teori om psykiske proble mer eller deres ætiologi; det er igennem en nysgerrig undersøgelse, at klienten bliver gjort
opmærksom på sin krop. Terapeuten må åbent og teorifrit udforske klientens relationssammenhænge, dominerende historier og oplevede betingelser. Terapeuten kan derfor hente inspiration fra Ernesto Spinelli, der i sin fænomenologiske tilgang har videreudviklet den eksi stentielle terapi og tilføjet en fænomenologisk analyse (Spinelli 1998). Hermed tages afstand
fra en terapeutisk stil, som er konfronterende, aktiv og styrende, for ifølge MP er det væsentlige at finde i værensfællesskabet. Værensfællesskabet kan omsættes til praksis ved at fokusere på den nonverbale kontakt, og at terapeuten undersøger nysgerrigt og induktivt med en
åbenhed overfor klientens oplevelser og forståelser. I stedet for forklaringsmæssige interventioner, må terapeuten dvæle sammen med klienten i de oplevelser og virkelighedsfænomener,
der udspiller sig i terapien. Den fænomenologiske udforskning indebærer dermed ikke tolkninger, hvorfor-spørgsmål, konfrontationer, fokus på implicitte initiativer, handleplaner eller
spørgsmål med en refleksiv distance til følelserne. I stedet indebærer det en vægtning af talepauser, empatiske ytringer og et fokus på de følelser og kropsoplevelser, som klienten mærker her-og-nu. Formålet hermed er, at klienten på sigt bliver i stand til at være opmærksom
på sig selv uden nødvendigvis at skulle inddrage et andet menneskes analyser, som i IDK, eller medforfatterskab, som i narrativ terapi. Terapeuten må ydermere:
Skabe opmærksomhed på den præsproglige kontakt i værensfællesskabet
En måde at bringe opmærksomhed på den præsproglige kontakt er, at terapeuten er opmærksom på egne kropsoplevelser og –perceptioner i terapien. At værensfællesskabet i kropsfænomenologien kan operationaliseres gennem terapeutens adressering af egne kropslige
reaktioner, er en pointe, andre udleder af MP’s optik. Eksempelvis skriver Shaw i en artikel
om terapeutens somatiske fænomener i det terapeutiske møde: …the analyst’s bodily reactions are an important part of the picture: The body is an organ of information. This echoes
Merleau-Ponty’s view in that understanding our life world starts as an embodied experience.
(Shaw 2004:272). Shaw finder, at terapeuter på tværs af deres erklærede teoretiske retnin ger anvender kropslige oplevelser til at navigere i den terapeutiske kontakt. Det er også
interessant, at der bliver rapporteret flere ubehagelige end behagelige kropsoplevelser. Shaw
slutter i forlængelse af Leder, at: The body stands out at times of dysfunction only because
its usual state is to be lost in the world (Leder 1990:160 i Shaw 2004:283). I forlængelse af
både Shaw og MP, kan psykoterapeuter drage fordel af mere træning i at bemærke egne kropsoplevelser.
I Shaws undersøgelse hævder terapeuter, som i IDK, at kunne mærke klientens ubevidste
impulser: What I was doing, I think, was picking up the unconscious body memory of the client (Shaw 2004:284). I tråd med den tidligere diskussion om klientens objektiverede, tingsliggjorte og fremmedgjorte kropsoplevelse, er dette en uhensigtsmæssig forvaltning af terapeutens uigennemsigtighed. Terapeutens egne reaktioner muliggør derimod en udforskning af
61
den terapeutiske kontakt og det intersubjektive rum mellem klient og terapeut, som MP kalder værensfællesskabet (MP 1962, Shaw 2004). En anbefalet måde at gøre dette på er at
spørge til klientens kropslige tilstand i det øjeblik, terapeuten selv mærker kropslige forandringer: Hvad sker der med dig, mens du fortæller mig det? Terapeuten må derudover være
bekendt med sin egen uigennemsigtighed og tilstræbe en fortrolighed med betydningen af
egen historie og kontekst (Shaw 2004).
En anden operationalisering af MP’s præsproglighed kan være, at terapeuten fokuserer på klientens kropssprog, stemmeføring, toneleje, gestik, åndedræt og blikretning. Eksempel: Jeg
bliver opmærksom på, at dit åndedræt ændrer sig, når du taler om din veninde eller: vi sidder begge lidt uroligt med benene nu og har begge lagt armene over kors. Hvad ville du
gøre, hvis du skulle forstærke de impulser? Her tilstræbes ikke en intellektuel forståelse af,
hvorfor begge sidder anderledes i stolen men en undersøgelse af, hvordan den opleves.
Sproget kan føre terapien steder hen, hvor værensfællesskabet unddrages, som det er tilfældet i narrativ terapi, der bliver til et gørensfællesskab, hvor hverken terapeutens eller klientens følelser eller impulser inddrages. At formidle kropsoplevelser gennem sproget er en præmis i en samtalebaseret terapi, der stiller krav til terapeutens evne til at observere og formidle sine iagttagelser i et nøgternt og beskrivende sprog, jævnfør den fænomenologiske metode. Heraf rejser sig et centralt spørgsmål: Kan vi som terapeuter overhovedet stole på
sproget? Talen er en kropslig gestus og oplevelse og kan også vække følelser -men som her
udlagt, har ordene vist sig blot at være en sekundær fremtrædelsesform, fordi der bag ordene er en krop, som eksisterer uden sprog. En mere radikal operationalisering af MP’s ontologi
vil derfor være en terapi med langt mindre tale. I så fald skulle terapien tage udgangspunkt i
åndedræt, motorik og følelser og i mindre grad historie og sprog.
Eksempel: Terapisessionen starter med, at terapeuten guider klienten gennem en opmærksomhed på fødder, åndedræt, muskulære spændinger, kontakten til stolen, tanker og de
ledsagende følelser. Klienten fortæller om en følelse af tristhed og bliver opmærksom på sine
sammensunkne skuldre, en klump i halsen, sin lave stemme og en impuls til at krumme sig
sammen. Terapeuten bliver her sammen med klienten, og de udforsker sammen kropslige
forandringer. Terapeuten oplever selv en sitren i benene og en begyndende irritation og henleder klientens opmærksomhed på, at klientens ben også ryster en smule. Igennem yderlige re undersøgelse, kan klienten mærke en følelse af intens vrede, startende i benene og med
ledsagende muskulære spændinger i overkroppen.
Terapeuten spørger, hvad benene har lyst til, og da de har lyst til at trampe, opfordres klien ten til at stille sig op, stampe i gulvet og bare være opmærksom på, hvad der sker imens.
Igennem en forstærkning af trampebevægelserne, bliver vreden tydeligere, og klienten fortæller at være enormt vred over, at dømmende tanker skal forårsage sådan en tristhed, og
uden at gå nærmere ind i, hvor tankerne stammer fra eller er et udtryk for, bliver terapeuten
62
ved med at blive i den præsproglige kropsoplevelse. Klienten beskriver at have en klump i
halsen, og terapeuten opfordrer klienten til at lege lidt med at sige nogle lyde sammen med
trampebevægelserne. Lydene bliver til en råben, og ordene bliver måske til en verbal udskældning af en forælder eller nær relation, som er knyttet til de dømmende tanker. Terapeuten må opfordre klienten til at råbe eller skælde ud, kigge vredt den imaginære person, sparke, slå eller reagere på andre aktuelle kropslige impulser. Først til slut i terapien kobles
sproget, forståelsen og en beskrivelse af grundene til tristheden, vreden etc., motiveret af
klientens forandrede kropsoplevelse og egne beskrivelser.
Således kunne et eksempel se ud på en operationalisering af MP’s prærefleksivitet. Præreflek siviteten kan konkretiseres ved, at terapeuten forstår klientens sprog og tanker som en form
for social tilpasning, der kan være falsk, og at der i kroppen findes en sandhed. –Sandhed
forstået som en oplevelse, der er anderledes end den, tankerne motiverer. Måske er det her,
MP’s permanensbegreb skal findes – i klientens oplevelse af at være til stede med sig selv
uden de mange tanker om sig selv. Permanensbegrebet knytter sig dermed både teoretisk og
praktisk til prærefleksiviteten og præsprogligheden, fordi det har at gøre med klientens eksistens og aktuelle kropsoplevelse. Klienten er her åben overfor verden, forholder sig nysgerrigt og ikke dømmende til sig selv og har fuld opmærksomhed på sine nuværende motoriske
impulser og følelser samt tonelejet, gestikken og kropssproget, uden at fjerne sig fra nuet i
en søgen efter forklaringer. Sådan kan formålet om at genfinde den naive kontakt med verden, konkretiseres, og hvordan terapeuten etablerer et fokus på det præsproglige i værensfællesskabet, kan operationaliseres som i ovenstående eksempel. Inspiration til at inddrage
fænomenologiske interventioner kan findes indenfor den bioeksistentielle terapi, grundlagt af
Olav Storm Jensen, hvis kropsforståelse ikke vil blive uddybet her. Det interessante er imidlertid, hvordan MP også her bliver udlagt som baggrund for at inddrage den præsproglige
krop i terapien. Tankerne og sproget betragtes som et resultat af falske spejlinger og kan
dermed være virkelighedsforvrængende (Storm Jensen 2002). Igennem motoriske øvelser og
især aggressionsarbejde er det muligt for klienten at bryde igennem falske selvbilleder og
mærke den kropslige sandhed om forholdet til en person eller situation (ibid.). Hvis motorik ken og gestikken er vejen til erkendelse, må et mere bevægelsesorienteret fokus inddrages
som supplement til samtalen. Eksempelvis kan terapeuten opfordre klienten til at observere
og undersøge følelsesmæssige og motoriske reaktioner på bestemte, af terapeuten formule rede, spørgsmål, emner eller problemer.
Terapeuten kan gøre klienten opmærksom på sin brug af stemme og toneleje og måske opfordre klienten til at undersøge, hvordan det vil være at foretage ændringer, når der tales om
specifikke emner.
Hvor permanensen og prærefleksiviteten her er forsøgt operationaliseret, rejser sig spørgs mål om sprogets rolle i terapien. Kroppens subjektivitet indebærer både en intellektuel for-
63
ståelse i tankeform og den præsproglige som her udlagt. Koppens tvetydighed kan konkretiseres ved at:
Skabe en dialog i et erobrende sprog med terapeuten
I MP’s kropsforståelse er sproget væsentligt, fordi der i ordet ligger en mening, som er direkte optagelig for lytteren. Det erobrende sprog har udgangspunkt i følelserne i modsætning til
det konstituerede sprog, som er rutinemæssige ytringer med færre følelser tilknyttet. Terapeuten må derfor facilitere en dialog i et erobrende sprog – for at sikre sig, at klienten ikke for tæller en historie, som er blevet fortalt mange gange før. En måde at tilstræbe et erobrende
sprog kunne være at opfordre klienten til at fortælle på en anden måde end sædvanligt,
eksempelvis ved at spørge til følelser: Hvordan var det for dig at få den besked? kropsskema:
Kan du huske, hvordan du sad på stolen, da du fik det at vide? eller situationsrummelighed:
Hvilken stemning oplevede du mellem jer under samtalen? På den måde kan historien måske
blive fortalt i det, MP kalder et erobrende sprog.
I en MP-terapi er sproget og fortællingerne således nødvendige dele af terapien men ikke til strækkelige. Vi må kropsliggøre rationaliteten og tilstræbe, at klienten bliver opmærksom på
sine kropslige oplevelser under samtalen. Slutteligt må terapeuten:
Inddrage situationsrummeligheden igennem den aktuelle kropsoplevelse
Subjektets medfødte socialitet betyder, at terapien må have et relationelt fokus. Situationsrummeligheden er en term, som MP knytter til kroppens kontekstualisering. –Kroppen er situeret gennem deltagelse i situationer. Denne teoretiske hypotese er langt fra radikal og er
også at finde i både narrativ terapi og IDK. Situationsrummeligheden er imidlertid mere knyttet til kroppen end det var tilfældet i narrativ terapi og IDK, så spørgsmålet er nu, hvordan
situationsrummeligheden kunne blive forvaltet i praksis.
Det må handle om at gøre beskrivelserne konkrete og knytte dem til den aktuelle krop. Terapeuten må opfordre klienten til at gå på opdagelse i øjeblikket gennem spørgsmål som:
Hvordan føles det at tænke sådan om din ungdom? På denne måde kan situationsrummeligheden forvaltes. Klienten fortæller måske om en oplevelse, der har været særligt vanskelig,
og i sådan et tilfælde, må terapeuten tilstræbe en konkret beskrivelse og spørge ind til kropsoplevelser undervejs. Når kroppen i MP’s optik altid er situeret og har en medfødt socialitet,
må terapien handle om at give klienten oplevelsen af at være kropsligt til stede i sine relatio ner og situationer og igennem denne oplevelse skabe en terapeutisk forbedring.
Terapien hviler dermed på det gestaltterapeutiske forandringsparadoks: change occurs when
one becomes what he is, not when he tries to become what he is not (Beissner 1970 i Mann
2010:62) En måde at intervenere med situationsrummeligheden kunne derpå være som i gestaltterapien, hvor den konkrete situation eller person bringes ind i rummet. Klienten kan opfordres til at iscenesætte sin vrede, enten ved at slå i en sækkepude uden ord, verbalt udtrykke sin vrede overfor en imaginær far i rummet eller ved at fortælle terapeuten om,
64
hvordan vreden føles i kroppen netop nu. Det behøver måske ikke at være så verbalt som i
gestaltterapien, for idet talen og tanken er det samme hos MP, kan en mindre scenevant klient også profitere af at forestille sig at tale til personen. Dette er ud fra antagelsen om, at
klienten ikke møder andre gennem en intellektuel fortolkningsakt, men igennem sin krop.
Det vigtige er, at forståelsen og grundene til den her-og-nu gestaltede vrede mod far, ikke
tager fokus fra at være i vreden og undersøge, hvad den betyder for motorik, toneleje, følelser og handlinger. Altså hvordan i stedet for hvorfor. Imens klienten fortæller om en situation, kan terapeuten også bede klienten om lige at give slip på ordene et øjeblik og blot være
opmærksom på sin krop - for at bringe den i forgrunden og integrere flere aspekter af kroppen. I det hele taget må terapeuten facilitere en opmærksomhed på følelserne, åndedrættet,
eventuelle muskelspændinger, tonelejet og motorikken og kombinere øvelser med disse
aspekter af klientens aktuelle krop med de rent spørgetekniske interventioner. Terapeuten
kan også spørge ind til den konkrete situation igen efter gestaltterapeutiske eller be vægelsesbaserede øvelser: Prøv et øjeblik at forestille dig at være midt i konflikten med din
bror igen – hvordan opleves situationen fra det sted, du er nu? – For at give klienten en oplevelse af situationen fra et nyt sted. Hermed ville situationsrummeligheden blive bragt i sin
praktiske yderlighed. Ved at arbejde med de følelser og impulser, der dukker op undervejs,
vil situationen opleves anderledes, og klienten vil opleve en berigelse – som White også til stræber, men ifølge MP må berigelsen knytte sig til en affektiv, fysiologisk og motorisk forandring, som opnås gennem oplevelsesorienterede interventioner.
65
DEL 5
Afslutning
Som afslutning på undersøgelsen af kroppens status i psykoterapi, vil opgavens egne præmisser blive problematiseret. Under dette kritiske ophold er det oplagt at se på begrænsningerne ved at inddrage kropsfænomenologien som diskussionspartner samt begrænsningerne
ved at føre MP’s teori ud i sine yderste praktiske konsekvenser. Efter en kritisk stillingtagen til
undersøgelsens metode og betydningen heraf for resultatet, vil opgavens væsentligste elementer blive opsamlet for derefter at blive perspektiveret.
Et kritisk ophold
Efter at have anvendt MP som diskussionspartner, både i teori og praksis og have forsøgt en
operationalisering af hans egne kropstermer, er det nu tid til et kritisk ophold. Jeg vil nu samle op på centrale indvendinger mod MP’s optik for at tydeliggøre, at hans udlægning af kroppen har nogle teoretiske udfordringer, og at det ikke er uden problemer at drage terapeutiske
konsekvenser af hans kropsforståelse.
Terminologiske udfordringer
MP’s radikalisering af fænomenologien foregår i en diskussion med Descartes, Husserl og
Sartre, og denne metode skaber terminologiske problemer for ham. Ved at tage afsæt i forgængernes sprog, formår han ikke at overskride dualismen og hænger dermed selv fast i roden af de problemer, som hans forgængere også kæmpede med (Thøgersen 2004). Her vil
hans terminologiske udfordringer og især konsekvenserne for praksis blive belyst.
MP peger på tvetydigheden ved menneskets eksistens og taler om vores væren som en term,
der overskrider adskillelsen mellem subjekt og objekt, men idet hans sprog om eksistensen
og kroppens egenskaber bærer præg af både idealisme og dualisme, tvinges han i sin terminologi til at vælge side. Igennem indføringen af Det Tavse Cogito opprioriteres den subjektive
side, hvilket ikke stemmer overens med hans videnskabsideal og ontologi om kroppen. Denne terminologi får konsekvenser for terapeuten, der ikke har nogen postdualistiske kropstermer til rådighed. Hvor den forsøgsvise operationalisering af MP’s terminologi blev udlagt, blev
det tydeligt, at terapeuten ikke igennem kropsfænomenologien bliver rustet til at møde klienten med neutrale ontologiske referencer i sine kropstermer. Den bedste konkretisering var du
er i stedet for din krop er for at understrege den kropslige subjektivitet. En anden mulighed
er, at terapeuten anvender både subjektive og objektive kropstermer for at lade sproget
afspejle tvetydigheden og klientens egen subjekt-objekt tænkning. Hermed kan hans terminologiske vanskeligheder læses som en opfordring til terapeuten om at betragte det som sin
66
dedikerede opgave at dechifrere klientens kropstermer og supplere, hvor andre ontologiske
referencer er nødvendige.
Men selvom terapeuten igennem fænomenologien kan blive opmærksom på kropstermerne
og tilstræbe en opmærksomhed på tvetydigheden, er det vanskeligt at basere en terapi på en
terminologi, som har så dybe rødder i den Kartesianske dualisme.
MP indfører termen, egenkroppen, for at omgå de traditionelle betydninger af ordet, krop. I
denne undersøgelse har egenkrop været sidestillet med krop, men det har vist sig problema tisk, fordi de to terapiformer ikke har en fænomenologisk kropsforståelse. Narrativ terapi har
slet ingen kropsbegreber, og når IDK taler om kroppen er det i en materialistisk udlægning,
der ikke indebærer alle MP’s aspekter af kroppen. Det har således vist sig problematisk at
diskutere kropsforståelsen ud fra termen, krop – både med en ontologi uden kropstermer og
en ontologi med tydelige kropstermer. Måske ville det have været klarere, hvis det var subjektforståelsen, der var blevet undersøgt med henblik på at diskutere konsekvenserne for klientens kropsoplevelse. Hermed ville en del af de terminologiske forviklinger om ordet krop
være undgået, og diskussionen kunne have centreret sig mere om, hvordan klienten oplever
sin egen og terapeutens krop, hvilket her blev sidestillet med MP’s ontologi. Ydermere ville
det være fordelagtigt at basere en undersøgelse på udvalgte kropstermer, som eksempelvis
værensfællesskabet, den aktuelle krop og prærefleksiviteten, som har vist sig at være de termer, der adskiller sig mest fra de to andre terapiformer og som derfor kunne være inter essant at operationalisere yderligere. Når krop og subjekt er sammenfaldende, er denne
selvsagt genstanden for terapien. Problemet med ordet krop er, at det taler om sig selv som
adskilt fra subjektet, og ifølge MP er denne oplevelse uhensigtsmæssig. MP tager selv stilling
til problemet senere i sit forfatterskab, men uagtet hans egen opmærksomhed på problemet,
er det vanskeligt at udlede en terapi af hans optik – idet han selv og andre fænomenologer
påpeger sproget som handlingsanvisende.
Kropsoplevelsens kongruens med ontologien
Selvom fænomenologien måske nok beskriver vores momentane oplevelse af, at krop, bevidsthed og verden smelter sammen, peger flere fænomenologer på, at det langt fra altid er
sådan, vi oplever vore krop. Leder påpeger, at kroppen træder i forgrunden for opmærksom heden, når noget ikke fungerer, vi oplever smerte eller vi bliver udfordret på vores kropslige
evne. Leder kalder dette for kroppens dysappearance og understreger hermed, at vi i adskillige situationer oplever en indre-ydre adskillelse (Leder 1990). Der rejser sig ud fra Leders fæ nomenologi flere spørgsmål til MP. Dels er det spørgsmålet, hvordan vi subjektivt oplever at
være krop i verden, og hvordan dette ændrer sig i forskellige kontekster. At vi er situeret for skelligt både kulturelt, historisk og samfundsmæssigt må give anledning til, at vi lever vores
krop forskelligt – MP’s egen ontologi begrænser terapiens generaliserbarhed.
Derudover er det ikke entydigt, hvordan vi terapeutisk bør strukturere klientens kropsoplevelse; er det samme mål for forskellige klientgrupper, eller afhænger det af deres respektive
67
subjektivitet, kropslighed, kropstermer. Udover at terapeuten kan være opmærksom på klien tens kropstermer og skabe fokus på den præsproglige krop, er det uklart, hvordan vi som terapeuter skal begrebsliggøre graden af oplevet fænomenologi. Terapiens formål har vist sig at
være baseret på en etik om, at klienten bør hjælpes til en oplevelse, der er overensstemmen de med ontologien. Når denne ambition skal tilvejebringes i terapi, bliver det tydeligt, hvor
vanskeligt og paradoksalt det er at basere en prærefleksiv terapi på en teori med MP’s filosofiske tyngde.
Kravene til den terapeutiske holdning
Den MP-udlagte terapi stiller høje krav til terapeutens måde at være til stede i terapien på,
der i højere grad knytter sig til kreativitet og kropsoplevelser end til forvaltningen af en teori.
Det er set før i den humanistiske tradition med eksempelvis Rogers, hvis ideologiske krav til
terapeutens indstilling handler om konsistens og empati (Hougaard 1998). Terapi hviler generelt i en moralsk matrice, og det er derfor ikke særligt for en fænomenologisk tilgang at
have en indbygget moral (ibid.). Men i en MP-udlagt terapi ligger en vældig stor opgave i at
tilvejebringe betingelserne for, at alle aspekter af klientens kropsoplevelser får tildelt opmærksomhed – og den foreskriver ligeledes en holdning, som er vanskelig at sætte på klart
teoretisk begreb. Kropsbegreberne i MP’s optik er svære at operationalisere, og igennem det
konkrete ovenstående forsøg, fremkom eksempelvis termer som kroppens aspekter, fænomenologiske eksperimenter, legende metoder, der både mangler en klar indholdsmæssig definition samt en interventionsmæssig anvisning. –For hvordan formår terapeuten at tage udgangspunkt i klientens aktuelle krop og inddrage øvelser, som udspringer af her-og-nu oplevelsen?
Her foregribes et andet problem, som har at gøre med kravet om at sætte sin teori i paren tes. Med MP kunne White blive kritiseret for at lytte dobbelt, men det samme vil gøre sig
gældende for en MP-inspireret terapeut: Ved at bemærke de fraværende kropstermer, distancerer terapeuten sig fra værensfællesskabet og klientens oplevelse. Spørgsmålet er, om det
overhovedet er muligt som terapeut at sætte al viden i parentes. Hvad så med den viden, terapeuten har om kroppens ontologi, som ikke er overensstemmende med klientens beskrivelser? Terapeuten vil befinde sig i et kropsfænomenologisk dilemma imellem at acceptere dualistiske kropstermer eller anvende en deduktiv metode. At terapeuten er nødt til at have en
teori bag terapien og herigennem distancerer sig fra kontaktfladen er et dilemma, som generelt knytter sig til fænomenologiske metoder (Hougaard 1998) men er ikke desto mindre meget problematisk hos MP, når hans termer angribes fra praksis.
Sprogfilosofiske problematikker
Som tidligere beskrevet, er der flere problemer knyttet til MP’s ontologiske hypoteser om for holdet mellem sprog og virkelighed, tanke og krop. Nogle steder siger MP, at meningen ikke
68
kan skilles fra ordet, og at ordet dermed skaber virkeligheden. Med denne formulering synes
han næsten at foregribe nogle af konstruktivismens grundteser (Collin 2003). Andre steder
taler han om et præverbalt Tavst Cogito, som beskrives på en måde, der nærmer sig IDK’s
ubevidste og dermed en strukturalisme, der decentrerer subjektet (Grøn 1982, Thøgersen
2004). Han er dermed ikke selv entydig i sin teori, og det skaber vanskeligheder, når den skal
operationaliseres. I denne undersøgelse accepteres hans indførelse af Det Tavse Cogito og
dermed en materialistisk udlægning af hans optik. -Vel vidende at det er vældig problema tisk. Problemerne har optrådt på forskellig vis. I opgavens del 4 blev MP’s konstruktivistiske
metateser draget ud i sin yderste konsekvens for at undersøge konsekvenserne af terapiernes kropstermer. Men hvori består klientens subjektivitet, hvis klientens kropsoplevelse ude lukkende betinges af terapeutens sprog? I det hele taget hviler undersøgelsens præmis på
MP’s sprogfilosofiske dilemma – for hvis jeg anerkender en ontologisk krop, hvis subjektivitet
knytter sig til både motorik, følelser og perception, hvorfor har terapeutens kropsterminologi
så indflydelse på min kropsoplevelse? At undersøge sprogets betydning var ikke i strid med
MP’s optik men var i tråd med hans mere kollektive teori, hvor opgavens del 5 i højere grad
indfanger kroppens subjektivitet fra et individuelt perspektiv.
I diskussionen af gennemsigtigheden blev det ligeledes vanskeligt at præcisere, hvori uigennemsigtigheden består og hvordan den kan forvaltes i terapien. En operationalisering kan,
som beskrevet, være en inddragelse af mindre samtalebaserede øvelser, men en konsekvens
heraf er, at klienten bliver spaltet på samme vis som i IDK. I IDK blev kroppen sæde for det
irrationelle, og forståelsen og intellektet blev sidestillet med klientens vilje til forbedring. Her
er det omvendte tilfældet: Kroppen er sæde for viljen til forbedring, og tankerne er misvisende som resultat af noget, man kunne fristes til at kalde en kulturel forurening. Over tid gen nem en sådan terapi, kan klienten udvikle en selvkritik: hvis jeg ikke er opmærksom på min
præsproglige krop, er jeg ikke fuldt tilstede eller rigtigt tilstede. For at undgå dette, må terapeuten støtte og anerkende klienter, hvis kropsoplevelser er mindre tilgængelige i, at det er
helt forståeligt og acceptabelt. En forglemmelse heraf vil stride mod forandringens paradoks,
som også er en vigtig del af MP-terapien.
69
Konklusioner
Den fænomenologiske krop, som defineret af MP, har været omdrejningspunkt igennem un dersøgelsen af den implicitte kropsforståelse i narrativ terapi og IDK. Ved at generere en
række videnskabsteoretisk funderede analyseparametre, blev de tre teorier bragt på sammenlignelig form, og det blev muligt at diskutere terapiernes kropstermer samt kroppens ontologiske og epistemologiske status.
MP’s tilbyder med sin optik en kropslig vending inden for filosofien og psykologien, på et fænomenologisk grundlag. Den kropslige vending går ud på at indsætte kroppen, som et uomgængeligt ontologisk udgangspunkt, der har forskellige fremtrædelsesformer med både kausale og teleologiske forklaringsrammer i sig. Kroppen er for MP en gestalt, en tvetydighed.
Tvetydigheden afspejler fænomenologiens dobbeltbevægelse. Fænomenologien er både interesseret i menneskers erfaringer af en naturlig verden og dets tanker om verden. På den ene
side stiger fænomenologien ned mod naturen, og på den anden side føres den mod personernes og tankernes verden. (MP 1999:189). MP undgår at placere sig i én af de to traditioner
ved at søge det fundamentale, og det, der ligger nedenunder en teoretisk adskillelse mellem
en erfaringsverden og en tankeverden. Han søger at kortlægge det præteoretiske, der knytter sig til menneskers handlinger, erfaringer og tanker. –Den præteoretiske verden, før den er
tænkt i begreber. Fænomenologien placerer sig mellem objektiviteten og subjektiviteten og
dermed mellem en adfærdsmæssig kausalforklaring og en udforskning af refleksionen. Dermed placerer han sig også på sin vis mellem IDK og narrativ terapi, som på baggrund af vidt
forskellige videnskabsidealer, kropstermer og interventioner kan anfægtes for ikke at inddrage værensfællesskabet, permanensen, det præsproglige og den aktuelle krop.
IDK har dybe rødder i psykoanalysen, og det afspejles i teoriens videnskabsideal, som er en
vekselvirkning mellem naturalistisk forklarende og hermeneutisk fortolkende principper. Terapeuten udspørger på fænomenologisk vis og anvender sin teori om forsvarstyper og det intrapsykiske system til at analysere og kortægge de to trekanter. Epistemologien indebærer
en høj grad af kropslig uigennemsigtighed, som sprogliggøres som en dyb og materiel behol der, der indeholder lag af materielle objekter og dermed en sandhed, der er uafhængig af
dens beskrivelse. Terminologien udhuler, ifølge MP, den subjektive krop, fordi den ontologiske
beholdermetafor og de to trekanter henviser til en objektiv krop, der kun har en indirekte
interaktion med omgivelserne. Det indirekte består således ikke i en kropslig perception, som
vi finder hos MP, men i højere grad en intellektuel forståelse og bearbejdning. Problemet op står i forlængelse af den pointe, den kognitive semantik bidrager med, at vores metaforer er
handlingsanvisende. Beholdermetaforen er en ontologisk metafor, som tilbyder en erfaring af
vores krop som en objektiv entitet, der er afgrænset fra sin omverden. Når IDK laver sådan
en metaforisk henvisning til et lukket rum i klienten, kan klienten føle sig fremmedgjort i forhold til sig selv og prisgivet en sandhedssøgen ned i de dybeste og mest utilgængelige lag.
70
Beholdermetaforen er i IDK tæt knyttet til de spørgsmål og interventioner, som vedrører pro cesser i kroppen, og det betyder, at klientens krop bliver beholder for irrationaliteten snarere
end intellektet, og at det kræver en refleksiv operation at få adgang til den irrationelle krop.
Oplevelsesdimensionen og en åbenhed overfor klientens egen forståelse, er, med afsæt i MP’s
ontologi, i ringe udstrækning en del af IDK, og det er uheldigt, hvis klienten skal lære at
møde sig selv uden terapeutisk indgriben. For at inddrage oplevelsesdimensionen mere i IDK,
må terapeuten inddrage klientens aktuelle oplevelse – ikke bare i form af den forsvarsprægede krop men også den forståelse og betydning, klienten selv knytter til overføringerne. Terapeuten må på fænomenologisk grund sætte sine antagelser og hypoteser i parentes for med
disciplineret naivitet at forholde sig så åbent som muligt til klientens handle- og oplevelsesunivers. Hvis oplevelsesdimensionen skal operationaliseres indenfor IDK’s videnskabsideal kan
gestaltterapeutiske teknikker eller og en nysgerrig udforskning af klientens aktuelle oplevelser, inddrages.
Kropsforståelsen i den narrative terapi skal ses i lyset af de poststrukturalistiske og ontolo gisk konstruktivistiske antagelser, teorien hviler på. Det ontologiske spørgsmål vedrørende
kroppen berøres ikke, og kroppens ontologi må ud fra interventionerne karakteriseres på
baggrund af sin rationalitet, kontekstafhængighed og sproglighed. Den narrative optik kan
således problematiseres for sine manglende kropstermer, og at subjektforståelsen ikke indebærer nogen præsproglighed og biologisk permanens. Den kognitive semantik påpeger, at
valget af metaforer skjuler mulige erfaringer ved en praksis, og igennem fravalget af kropstermer, vil klienten således ikke integrere kropsoplevelser med fortællingerne. Konsekvensen
for klienten kan være en oplevelse af, at kroppen er betinget af sproget, og at følelserne blot
afhænger af, hvilke identitetskonklusioner og historier, der tænkes eller fortælles. Kroppen
bliver, ligesom i IDK, en beholder – ikke for psykisk konfliktmateriale men for samfundsmæssige betydninger og sproglige praksisser i terapien. En anden konsekvens af kun at basere te rapien på dialogen og sproget er, at den præsproglige kontakt ikke tildeles nogen opmærk somhed. Terapien kan med MP karakteriseres som et gørensfællesskab og dermed unddrages
klientens aktuelle krop, som udover sproglige betydninger, udgøres af motorik, følelser, åndedræt, gestik, toneleje og blikretning. Dermed bliver klienten ikke opmærksom på de kropsoplevelser, som ledsager fortællingerne, og de er af væsentlig betydning for at etablere klien tens kontakt til den verden, som er givet før refleksionen og som kendetegner den naive kontakt med verden. For at inddrage oplevelsesdimensionen og værensfællesskabet i den narrative terapi, må terapeuten udforske den nonverbale del af terapien ved at stille spørgsmål til
fortællingernes ledsagende kropsoplevelser, holde pauser og intervenere med opmærksomheder på klientens aktuelle krop, eventuelt motiveret af terapeutens egne kropsoplevelser.
Knyttet til epistemologien er en fuld gennemsigtighed hos både klient og terapeut. Den rationalistiske opfattelse af, at subjektet er helt gennemsigtigt for sig selv kan i praksis betyde, at
71
terapeuten finder sin egen historie i klientens, og at klienten ikke bliver opmærksom på de
affektive betingelser for at selektere de præsenterede fortællinger.
Når MP’s kropsforståelse er teoretisk ramme om kropsforståelsen i terapi, bliver det således
tydeligt, at forvaltningen af især den aktuelle krop, oplevelsesdimensionen, værensfællesskabet, permanensen og uigennemsigtigheden forbryder sig mod fænomenologiske principper.
Disse kropstermer repræsenterer den mere vellykkede del af MP’s terminologi, for når han
søger at udvikle et antidualistisk sprog, er det uheldigt, når han eksempelvis indfører Det
Tavse Cogito, som med sin mentalistiske ontologiske reference, har rødder i en Kartesiansk
dualisme. Til trods for MP’s egne terminologiske udfordringer, kan hans bestræbelser anvendes som en sproglig opmærksomhed på de kropstermer, vi som terapeuter anvender. Klienten har ikke sin krop, klienten er sin krop, og følelserne er ikke nede i kroppen men er en del
af klientens væren. Når MP’s terminologi og sprogfilosofi operationaliseres, har terapeuten
således en opgave i at være opmærksom på egne termer og klientens sprog, som må indeholde både fysiologiske og mentalistiske referencer eller metaforer, som strukturerer klientens kropsoplevelse i overensstemmelse med den kropsfænomenologiske ontologi.
En yderligere operationalisering af kropsfænomenologien er en fænomenologisk udspørgende
metode, hvor terapeuten sætter sin viden i parentes og åbent udforsker klientens oplevelsesunivers. Heri ligger et højt, måske urealistisk, krav til terapeuten, som forventes at praktisere
teorifrit på baggrund af en kompleks og filosofisk orienteret teori, og spørgsmålet er også,
om det kan forbedre kropsoplevelsen, som terapien samtidig tilstræber. For at imødekomme
værensfællesskabet og den aktuelle kropsoplevelse, må samtalen suppleres af nonverbale
øvelser, der sigter mod de motoriske impulser, følelserne, fysiologiske forandringer som ånde dræt og temperaturforskelle, blikkontakten, kropssproget og gestikken. Hermed radikaliseres
den materialistiske udlægning af MP’s optik, hvor kroppen betragtes som primær i forhold til
sproget. Interventionerne er sammenlignelige med metoder i gestaltterapien og den bioeksistentielle terapi, der suppleret med terapeutens adressering af egne kropsoplevelser, kan forstås som den praktiske udlægning af især værensfællesskabet, den aktuelle krop og prærefleksiviteten. Hvad så med sproget, kan terapeuten med rette spørge. Forståelse af sprog og
tanker må være udtryk for en social tilpasning, ligesom vi ser det med diskurserne i narrativ
terapi, og at kroppen bærer sandheden igennem sit permanente og invariante udgangspunkt
– som konkret udledes gennem bevægelse, følelsesarbejde og oplevelsesorienterede teknikker. Problemet er imidlertid, at kroppen her taler om sig selv som adskilt fra subjektet og
lader sig spalte fra intellektualiteten og rationaliteten. Når MP’s kropsforståelse drages ud i
sine yderste konsekvenser, er det således ikke uden problemer. Problemerne er, at formålet
om at genfinde den naive kontakt med verden fordrer en terminologi og nogle interventioner,
som spalter kroppen fra den sproglige betydningsdannelse, og at klientens kropsoplevelse så ledes afspejler MP’s sprogfilosofiske dilemma.
72
Afsluttende perspektiver
Afslutningsvist vil Wilbers AQAL-model endnu en gang blive inddraget (Wilber 2008). Denne
gang med det formål at kontekstualisere vanskelighederne forbundet med at anlægge et klinisk greb på MP’s kropsforståelse. -Samt at perspektivere undersøgelsens resultater.
Kroppen fra et indre, individuelt perspektiv: Fænomenologien fortæller os, at terapien
må handle om at bringe klienten til en oplevelse af at være kropsligt forankret i verden, med
en krop der både har subjektive og objektive fremtrædelsesformer. Hvis vi som terapeuter
skal kunne arbejde frem mod denne oplevelse af at være fænomenologisk krop, må vi være
åbne overfor, at kroppen kan opleves som adskilt mellem indre og ydre. Både Leder og Lakoff
og Johnson anser de dualistiske kropstermer for at have en kropslig oprindelse, og den pointe
blev hurtigt affærdiget med MP’s ontologi. Vi er som terapeuter stillet overfor en vanskelig
opgave, der handler om at undersøge, hvorvidt klientens termer afspejler vedkommendes
kropsoplevelse eller sociale tilpasning – og MP’s optik tilbyder ikke umiddelbart nogle metoder til at undersøge dette forhold.
Bidraget fra undersøgelsen er en appel til terapeuter om at reflektere over deres antagelser
vedrørende krop-psyke relationen. Fra det indre individuelle perspektiv handler det om at
operationalisere sammenhængen mellem tanker og følelser. De er begge kropslige fremtrædelsesformer, der ofte forvaltes som forskellige entiteter, med den spaltede og objektiverede
kropsoplevelse til følge. Ydermere må terapeuter træne evnen til at adressere egne kropsoplevelser i terapien for bedre at kunne navigere i den præsproglige kontakt.
Kroppen fra et ydre, individuelt perspektiv: Adfærd og fysiologi er ligeledes en del af det
kropslige subjekt, og terapeuten er derfor stillet overfor en opgave om at inddrage åndedrættet, bevægelser, temperaturforskelle, muskelstivhed m.m. i samtalen. En operationalisering
af MP’s optik ligner til forveksling teknikker fra gestaltterapien og den bioeksistentielle terapi.
Alligevel kan fænomenologien pege på vores biologiske niveau og appellere til at arbejde videre med at forstå kroppen indefra og udefra – ikke bare i form af handlingsorienterede metaforer men også en opmærksomhed på kroppens fysiologiske dybde, som er en integreret
del af subjektet og væsentlig for at etablere vores naive kontakt med verden.
Kroppen fra et indre, kollektivt perspektiv: Sproget har en kropslig oprindelse og kan
derfor afsløre en dybdestruktur – det er der enighed om på tværs af psykodynamiske, konstruktivistiske og fænomenologiske tilgange. Spørgsmålet er, hvad dybdestrukturen består
af, og hvordan terapeuten skal vægte ordenes referencer. Der er fremkommet et par sproglige anbefalinger til terapeuten om at føre en dialog i et erobrende sprog og at anvende teorifrie kropstermer. Alligevel er det i begrænset omfang, at MP’s optik kan bidrage til forståelsen af klientens indlejring i en kulturel sammenhæng. Når MP taler om intersubjektivitet
73
og situationsrummelighed, er det primært fra et indre individuelt perspektiv og dermed om,
hvordan jeg oplever andre subjekter og erkender deres forskellighed fra mig – i mindre grad
et indre perspektiv på min krop som en del af det kollektive: En stor del af fænomenologien
om kropsliggørelsen er uhyre individualistisk og har ikke erkendt fuldt ud, at den subjektive
oplevelse er kropsliggørelsen i høj grad er medieret af social oplæring, sprog og den sociale
sammenhæng. (Turner 1992:194). En terapi, der ønsker at knytte subjekt og krop meningsfuldt sammen må dermed bero på en teori om kroppens indlejring i kulturen.
Kroppen fra et ydre, kollektivt perspektiv: Vi må som terapeuter anerkende, at kroppen
er under indflydelse af både naturmæssige og samfundsmæssige betingelser. Samfundets
diskurser strukturerer vores tanker om kroppen og dermed vores erfaringer, men kroppens
permanens er ligeledes begrænsende for vores mulige betydningsdannelser. Kroppens objektivitet må også inddrages i terapien, fordi den er af betydning for det ydre kollektive perspektiv, som betinger klientens aktualitet. Dermed må terapeuten facilitere en undersøgelse
af klientens betingelser og samtidig tilstræbe en terminologi, som understøtter subjektiviteten - hvilket har vist sig udfordrende, både for teorier med en konstruktivistisk, hermeneutisk
og fænomenologisk videnskabsideal.
74
Litteratur
Andkjær Olsen, O. 2001: Sproget og Det ubevidste i Psyke & Logos nr. 2, årgang 22, 2001:
Økologisk Psykologi, Dansk Psykologisk Forlag, s. 771-799 (26)
Benveniste, E. 1977: Bemærkninger om sprogets funktion i Freuds analyse i Johansen, J. D.
1977: Psykoanalyse, litteratur, tekstteori, Borgens forlag, s. 155-172 (15)
Bloom, D. 2009: The Phenomenological Method of Gestalt Therapy: Revisiting Husserl to discover “Essence” of Gestalt Therapy i Gestalt Review 13(3), s. 277-295 (20)
Boadella, D. 1997: Embodiment in the Therapeutic Relationship I International Journal of
Psychotherapy vol. 2, issue 1 (10)
Collin, F. 2003: Konstruktivisme, Roskilde Universitetsforlag, s. 9-34 (24)
Davanloo, H. 2000: Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy, Wiliey (230)
Giorgio, A. 1974: The Meta-Psychology of Merleau-Ponty as a Possible Basis for Unity in Psychology I Journal of Phenomenological Psychology, nr. 5:1, 1974 (fall), (22)
Grene, M. 1976: Merleau-Ponty and the Renewal of Ontology i Review of Metaphysics, 29:4,
juni, s. 605-625 (22)
Grøn, A. 1982: Fransk filosofi I det 20. århundrede i Vor tids filosofi –engagement og forståelse, Politikens forlag: København, s. 329-390 (60)
Keller, K. D. 2001: Miljøpsykologiens fordomme og den kropslige fornuft i Psyke og Logos
22(2), s. 537-555 (17)
K.B. Madsen 1975: Systematologi: Sammenlignende Videnskabsteori, Munksgaard (155)
Lauridsen, P. 2006: Tro og viden i personligheds- og religionspsykologisk belysning, s. 1-12
og 57-67 (23)
Lakoff, G. og Johnson, M. 2002: Hverdagens Metaforer, Hans Reitzels Forlag (250)
Leder, D. 1990: The absent body, The University of Chicago Press: Chicago s. 11-102 (89)
75
Malan, D. H. 1992: Individuel psykoterapi og den psykodynamiske videnskab, Hans Reitzel:
København, s. 20-350 (320)
Mann, D. 2010: Gestalt Therapy – 100 key points and techniques, Routledge: New York, s. 173 (72)
Merleau-Ponty, M. 1962: Phenomenology of Perception, Routledge&Kegan Paul:London (399)
Merleau-Ponty, M. 1999: Om sprogets fænomenologi, Gyldendal: København (263)
Merleau-Ponty, M. et al. 2003: Nature, Northwestern University Press:Illinois s. 203-284 (80)
Ricoeur, P. 1976: Interpretation Theory, discourse and the surplus of meaning, Texas University Press: Texas (95)
Ricoeur. P. 1997: Den metaforiske proces i Hansen, P. K. et al. 1997: Billedsprog, Center for
Æstetik og Logik: Viborg, s. 277-298 (21)
Rønn, C. 2006: Almen videnskabsteori for professionsuddannelserne, Alinea (274)
Sampson, E. E. 1998: Establishing Embodiment in Psychology I Stam, H. J. 1998: the Body
and Psychology, SAGE: London, s. 30-54 (19)
Shaw, R. 2004: The embodied psychotherapist: An exploration of the therapists' somatic
phenomena within the therapeutic encounter i Psychotherapy Research 14:3, 271-288 (14)
Skårderud, F. et al. 1998: Kroppstanker –kropp, køn idéhistorie, Universitetsforlaget: Oslo, s.
7-19 og 51-73 (31)
Storm Jensen, O. 2002: Krop, selv og virkelighed - Skal vi snakke om selvet eller være os
selv? I Bertelsen, P. et al: Vinkler på selvet - En antologi om selvbegrebets anvendelse i psykologien, Klim: Århus, s. 119-146 (27)
Sørensen, T. 2010: Kroppen i metaforen i Lunn, S.: Fra kromosomer til metaforer, Dansk
Psykologisk forlag:København, s. 197-212 (11)
Turner, B. S. 1992: Kroppen i Samfundet – teorier om krop og kultur, Hans Reitzel: København, s. 9-43 (34)
76
Zahavi, D. 2003: Fænomenologi, Roskilde Universitetsforlag (83)
White, M. 2006: Narrativ praksis, Hans Reitzels Forlag, s. 9-200 (190)
Wilber, K. et al. 2008: Integral Life Practice, Integral Books: Boston, s. 67-98 (27)
Antal normalsider opgivet: 2923
Litteratur, som tidligere er opgivet:
Christensen, G. 2002: Psykologiens Videnskabsteori, Roskilde Universitetsforlag
Della Selva, P. C. 2000: Intensiv dynamisk korttidsterapi – Teori og teknik, Hans Reitzels Forlag
Hougaard. E. et al. 1998: Psykoterapiens hovedtraditioner, Dansk Psykologisk Forlag,
Køppe, S. 1990: Virkelighedens niveauer. De nye videnskaber og deres historie. Gyldendal
Køppe, S. et al. 2004: Kroppen i Psyken, Hans Reitzels Forlag
Merleau-Ponty, M. et al. 2003: Nature, Northwestern University Press:Illinois, s. 123-200
Merleau-Ponty, M. 2006: Kroppens Fænomenologi: Det lille Forlag s. 1-170
Thøgersen, U. 2004: Krop og fænomenologi. En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi 1. udgave. Systime, Århus s. 7-200
Spinelli, E. 1998: Terapi, Magt og Mystification –en afdækkende analyse, Hans Reitzels Forlag: København
Stern, D. 2000: Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels forlag A/S
White, M. 2008: Kort over narrative landskaber, Hans Reitzel: København
77

full text - Taylor & Francis Online

Transcription

Similar documents

Brugsanvisning Klikletten

Emotions-Fokuseret Terapi – essens og praksis - EFT

Informationsfolder om Skolebestyrelsens arbejde for Stengård Skole

Løsningsbaseret coaching

Kompetencer - Gestaltterapi og Kropsterapi

EKSTERNALISERING I GRUPPER

Artikel om mig som lysarbejder