infrastruktur og økonomisk udvikling langs vestkysten

Transcription

infrastruktur og økonomisk udvikling langs vestkysten
Forord
Af redaktør Marie Bach
Blandt de mange begivenheder, der tilsammen dannede mosaikken i det sydsjællandske museumsbillede 2003, er
der særlig grund til at fremhæve én,
nemlig sammenlægningen af Køng Museer, beliggende i landsbyen Køng mellem Næstved og Vordingborg, og Sydsjællands Museum.
Manøvren fandt sted i begyndelsen
af året efter ønske fra Vordingborg Kommune. På alle niveauer har der efterfølgende været arbejdet bevidst hen imod
en forening af de to virksomhedskulturer. Processen er foregået og foregår fremdeles udfra en målsætning om at bringe
det bedste fra begge institutioner med
ind i den fælles fremtid. En positiv og
mærkbar virkning af sammenlægningen bestod i, at museet allerede kort efter
kunne ansætte historiker Gerd Malling
og dermed atter fik udvidet inspektørgruppen.
Flere af museets venner gjorde sig
efter udgivelsen af det sidste nummer af
Kulturhistoriske Studier den ulejlighed
at kommentere bogen og fremkomme
med konstruktive forslag. Nogle udtrykte ønske om, at bogens indhold i
lighed med tidligere årgange måtte blive
sammensat af flere mindre artikler enten
om vidt forskellige emner eller relateret
til et bestemt tema. Tak til dem der gjorde
sig den ulejlighed at reagere! På den baggrund er det så meget desto vigtigere at
forklare, hvorfor opfordringen her i første omgang alligevel blev siddet overhørig. Og til beroligelse kan siges, at
idéerne vil blive bragt med over i arbejdet med næste års udgave.
Sagen er imidlertid den, at vi netop
her i året for sammenlægningen, kom
undervejrs med at konservator og museumsinspektør Charlotte Paludan fra
Kunstindustrimuseet i København lå
inde med en omfattende, næsten færdigskrevet artikel om Køng Fabrik 17741804 – de første 30 år af fabrikkens
eksistensperiode. Tekstilerne fra Køng
og fabrikkens historie er et emne, der
har optaget Charlotte Paludan gennem
mange år, og som ekspert på området
har hun bl.a. æren for, at Køng er repræsenteret i monografien Damask og Drejl
– et hovedværk om dækketøjets historie
i Danmark. Da Charlotte Paludan oven i
købet generøst var indstillet på at lade
disse seneste studier, der bringer os i tæt
kontakt med Niels Rybergs idéer, dagligdagen på virksomheden og hele landsbyens udbygning publicere i Kulturhistoriske studier, var det utænkeligt ikke
at tage imod tilbuddet og sige tak til.
For eftertiden og i forhold til kommende udbygningsplaner i Køng er det intet
7
mindre end en gave, at vi hermed kan
præsentere en dybtgående fremstilling
af fabrikseventyret i dets første årtier.
Flere andre kolleger og kollegiale institutioner samt private personer er vi
ligeledes tak skyldige. De mange illustrationer er fremdraget på Brahetrolleborg, Danmarks Landbrugsmuseum på
Gammel Estrup, Det kongelige Bibliotek,
Dragør Lokalarkiv, Espe, Frederiksborg
Museet, Kunstindustrimuseet, Møns Museum, Nationalmuseet, Statens Museum
for Kunst og Victoria & Albert Museum
m.fl. som hver især har udvist stor beredvillighed. Tak til alle, herunder ikke
8
mindst Dr. phil. Thorkild Kjærgaard for
hans bistand vedrørende de landbrugsfaglige dele af Charlotte Paludans manuskript.
Årbogen indledes med en kort artikel
af museumsinspektør Gerd Malling,
hvori hun redegør for tilblivelsen af
Køng Museer og projektets første år. I
lighed med sidste år afsluttes skriftet
med Årsberetningen for Sydsjællands
Museum. Heraf vil det fremgå tydeligt,
at der udover de nok så spændende nye
tiltag i Køng har været en hoben andre
aktiviteter på programmet i 2003.
Køng Museer
– en historisk redegørelse
Af museumsinspektør Gerd Malling
Landsbyen Køng havde sin storhedstid,
dengang hestevognene regerede. Her
afsatte bønderne deres varer og indkøbte det, de behøvede. Her var de håndværkere, oplandet havde brug for, her
boede landarbejdere og funktionærer
fra herregården Øbjerggaard, et par
hundrede meter op ad alléen mod nord.
Når det gik frem for landbruget, gik det
fremad for Køng. Et vendepunkt var
jernbanen, som kom 1870. Kun fire kilometer fra Køng voksede stationsbyen
Lundby sig langsomt større og tog førertrøjen fra Køng. Senere kom selvbinderen og efter 1950 de små grå Ferguson
traktorer. Mekaniseringen af landbruget
var i skred. Den førte til afvandring fra
landdistrikterne. Endelig voksede privatbilismen, der undergravede detailhandlen på Køng Bygade. Til sidst kom bølgen af landbrugssammenlægninger også
til de store ejendomme – avlsbygningerne på Øbjerggaard var ikke længere
som hidtil ramme om en stor landbrugsproduktion. Køng var ved at tabe
pusten.
Politiken sætter Køng
på dagsordenen
I juli 1990 bragte dagbladet Politiken et
indlæg om landsbyen Køng og det stor-
slåede kompleks af fredede, men nu truede bygninger, der stod tilbage som
minde om Niels Rybergs nationale industrieventyr fra 1780erne – Gammel
Øbjerggaard, Hospitalet og Spindeskolen. Den lokale presse fulgte op på
sagen ved at spørge forskellige borgere,
om de ville gøre noget for Køng. Blandt
de adspurgte var daværende postassistent Eva Jørgensen. Svaret var: ”Ja, hvis
det er muligt”. Når hovedstadspressen
rykkede ud så massivt, måtte også de
centrale myndigheder reagere. Skov- og
Naturstyrelsen, der dengang forvaltede
fredningslovgivningen, indkaldte Eva
Jørgensen samt daværende leder af Sydsjællands Museum, Lars Buus, og ejeren
af Gammel Øbjerggaard, Holger Tillisch, til møde. Til stede var også Styrelsens mand på stedet, arkitekt Jesper
Herbert Nielsen. Resultatet blev, at Skovog Naturstyrelsen stillede midler til rådighed til en begyndende renovering af
de fredede bygninger.
Den selvejende institution
Køng Museer
Sydsjællands Museum gled snart ud af
arbejdet, fordi de økonomisk-juridiske
forhold omkring ejendommene ikke
kunne håndteres inden for museets
9
”Dette er hærværk” – Dagbladet Politiken den 24.7. 1990. Tegning: Jørgen Villumsen.
rammer. Man søgte en organisationsform, der åbnede mulighed for at inddrage både offentlige og private midler.
I 1992 stiftedes en selvejende institution,
som senere fik navnet Køng Museer. I
den første bestyrelse sad daværende
borgmester Elvar Thomsen, Eva Jørgensen, der i mellemtiden var blevet medlem af byrådet, foruden Holger Tillisch,
Vagn Nielsen og Poul Erik Rønje.
Bestyrelsen vedtog, at den første opgave skulle være en restaurering af
Gammel Øbjerggaard som kompleksets
10
centrale og mest betydningsladede bygning. Den var, som nævnt, ejet af Holger
Tillisch, der i sin tid havde fået bygningen i bryllupsgave. Hospitalet var i bedre
stand end selve gården og i øvrigt ejet af
en fond, Niels Ryberg oprettede i 1796.
Spindeskolen var privat ejet, beboet af
ejeren, og således ikke umiddelbart en
del af projektet. Spindeskolen blev
senere i forløbet købt af den selvejende
institution, men er stadig beboelse. Juridisk blev forholdene ordnet således, at
den selvejende institution Køng Museer
fik brugsret over bygningerne. Amt og
kommune var med i projektet, mens
Skov- og Naturstyrelsen repræsenteredes ved den tilsynsførende arkitekt på
restaureringen. Arbejdet skulle delvis
udføres som et beskæftigelsesprojekt for
ledige i Vordingborg Kommune. Det
betød bl.a., at der kunne søges lønmidler fra den statslige Socialfond til en daglig leder. Lokale håndværkere, der fik
de forskellige entrepriser, forpligtede
sig til at anvende ledige i den udstrækning, det var muligt, og således at disse
blev opkvalificeret. Tanken var god, og
den virkede efter hensigten, projektet
skred fremad.
Et vendepunkt
I 1994 skete der to ting: Den første var,
at Eva Jørgensen tog orlov fra sit arbejde i postvæsnet, i første omgang for et
år og så et år til. Hun skulle lede arbejdet på stedet og ikke mindst påtage sig
at skaffe fondsmidler. Hun ”regerede”
fra en nu legendarisk rød skurvogn. Det
næste der skete var, at Eva Jørgensen
sammen med bestyrelsen skaffede projektet en bred folkelig forankring. Den
17. august indkaldtes til borgermøde
med henblik på dannelse af en støtteforening for Køng Museer. Der kom 70
mennesker til kaffe i forsamlingshuset,
en del langvejs fra. Støtteforeningen,
der senere er vokset til 150 medlemmer,
blev dannet. Man forestillede sig, at når
alle bygninger var sat i stand, skulle der
ansættes en kunsthåndværker til at lede
et arbejdende museum for damaskvævning og stedets historie i almindelighed
samt et forsorgsmuseum, foruden at
drive butik og mødelokaler. Støtteforeningen skulle udbrede kendskabet til
stedet og dets historie. Medlemmerne
skulle medvirke til at støtte økonomisk,
Formand for Køng Museer, Eva Jørgensen.
Foto: Fotoflex.
blandt andet ved at skabe aktiviteter
omkring huset. Efter den store interesse
borgerne havde vist for sagen, kom der
for alvor skub i byggeriet. En del af
arbejdet skete i samarbejde med AMUcentret i Næstved. I stedet for værkstedsundervisning i Næstved blev undervisningen forlagt til Køng. Det blev
bl.a. til et fint nyopført værkstedshus,
som vi daglig har glæde af. Efter de to
år med Eva Jørgensen ved roret blev dr.
phil. Per Ole Schovsbo ansat som leder.
Han satte sig til rette i skurvognen i september 1997. Det blev således ikke en
kunsthåndværker, men en fuldt befaren
akademiker, der stillede skarpt på udredningen af stedets historie og som –
uden at opgive idéen om et arbejdende
museum – bestræbte sig på at skabe en
klassisk kulturhistorisk museumsattraktion.
11
I forbindelse med indvielsen i oktober 1999 blev det meddelt, at man ville
byde på professionelle udstillinger, arbejdende værksteder og i det hele taget
fungere som et værested for lokalområdet. I virkeligheden blev det til en blanding af galleri, arbejdende værksteder,
café, forsamlingshus og en lille plancheudstilling om stedet. Det mest markante kulturhistoriske tiltag var indlånet af en, til gengæld højst bemærkelsesværdig, væv med hulkortbaseret mønstersætning fra omkring år 1800, en
såkaldt jacquard-væv, der har sin oprindelse i Køng. Støtteforeningen gjorde
sig umage for at give stedet fylde og
samle penge ind. Man syede dragter,
som de har set ud i 1700-tallet, og hjalp
med diverse arrangementer, der var
meget populære, ikke mindst fortællende omvisninger og dramatiske optrin.
Det er erfaringsmæssigt nemmere at
skaffe penge og sammenhold til at få et
sted op at stå, end det er at drive en
institution dag ud og dag ind. Lønmidlerne til ledelsesfunktionen løb ud. Per
Ole Schovsbo måtte forlade Køng januar 2000, efterladende et fint forskningsarkiv og et velordnet administrativt system. Eva Jørgensen tog igen over for en
tid, indtil hun foråret 2000 blev afløst af
Birgit Storm, hvis baggrund borgede for
en styrkelse af stedets aktiviteter indenfor musik, teater og gallerivirksomhed,
men især kunsthåndværk. Atter blev
Køng Museer dog indhentet af økonomiske vanskeligheder, og Birgit Storm
måtte efter en ihærdig og påskønnet indsats forlade sin post.
Køng Museer en del af
Sydsjællands Museum
Endnu engang blev det Eva Jørgensen,
der trådte til som leder og drivkraft på
12
museet. Enden på første kapitel af Køng
Museers historie blev stedets inddragelse i et samarbejde med Sydsjællands
Museum, og dermed i et større interkommunalt museumssamvirke. Initiativet blev bakket op af Vordingborg Kommune, der dels forøgede sit bidrag til
det kommunale museumssamvirke, dels
gik ind på at yde et særligt driftstilskud
til Køng Museer. Til gengæld blev der
stillet krav om ansættelse af en faguddannet museumsinspektør. En sådan tiltrådte juli 2003. Balancegangen mellem
gallerivirksomhed med salgsudstillinger på den ene side og kulturhistorisk formidling på den anden side er slut. Men
det er en del af aftalen, at det særlige folkelige engagement, der er så vital en del
af Køng Museers historie, skal videreføres. Køng Museer er et regelret kulturhistorisk museum, en afdeling for nyere
tid under Sydsjællands Museum, men
idéen om det levende, arbejdende museum med folkelig forankring er fremdeles
udgangspunktet for det daglige virke.
Fremtiden
Det første spørgsmål angående fremtiden
er, om Køng Museer skal være én afdeling blandt flere for nyere tid eller simpelthen afdelingen for nyere tid under
Sydsjællands Museum. Lige nu går stemningen tilsyneladende i retning af, at
kræfterne i Vordingborg samles om middelalderen. Det skal de for at opnå forstærket synergieffekt med den nationale
attraktion efter europæisk målestok, som
Gåsetårnet, Valdemarernes vidt berømte
borgruin, allerede er. Meget taler således for, at nyere tid kommer til at ligge i
Køng, hvor man vil man kunne opnå en
lignende positiv effekt ved at sammenholde bygninger, landskab og samlinger
fra det 17. til det 20. århundrede.
Øbjerggaard, hovedbygning.
Øbjerggaard, staldbygning.
Øbjerggaard, mejeri.
Hovedbygningen, Gammel Øbjerggaard.
Køng Kirke.
Spindeskolen. Foto Bjarne Kleis.
13
Køng Hospital.
Hospitalet, inteniør. Foto Bjarne Kleis.
Hospitalet, inteniør.
14
Hvis det bliver fremtiden, må Køng
Museer have flere kvadratmeter, for
ellers er stedet ikke stort nok til at fungere som selvstændigt udflugtsmål. Ej
heller vil vi kunne udnytte de enestående muligheder, der allerede nu synes at
åbne sig. Derfor er det, der ligger for
som det først fornødne, at færdigrestaurere Hospitalet.
Køng Fabrik 1774-1804
1. del
Af museumsinspektør Charlotte Paludan
Introduktion
Køng Linnedfabrik blev grundlagt af en
af sin tids mest navnkundige mænd,
handelsmand og konferentsråd Niels
Ryberg, 1725-1804. En indgående undersøgelse af denne mands levned foreligger i Aage Rasch’s bog, Niels Ryberg. Fra
bondedreng til handelsfyrste. Allerede bogens titel antyder hvilken eventyrlig karriere, han skabte sig; men den fortæller
også om hans indsats for at ophjælpe
Danmarks erhvervsliv på flere områder,
blandt andet i forbindelse med fabriksvirksomheden i Køng.
Alle beretninger om Niels Ryberg,
såvel samtidige som senere, nævner hans
medynk og omtanke for de fattige som
et væsentligt karaktertræk; det synes
også at have været ledetråden i hans
bestræbelser indenfor fabriksvæsenet,
hvor det efter alt at dømme næppe har
været udsigten til egen fortjeneste, der
drev ham. En sådan fik han ikke og havde næppe ventet den. En virksomhed,
der kunne brødføde et antal mennesker,
og som derved kunne danne forbillede
for andre virksomheder, var hans mål,
og dette mål indfriedes, som det følgende
skal vise.
Niels Ryberg var bondesøn fra landsbyen Ryberg i Salling, og han havde
som sådan kun udsigt til et stavnsbun-
Niels Ryberg, malet 1782 af Jens Juel. Ryberg er
her omkring 57 år gammel og i sin fulde velmagt med en stor og blomstrende virksomhed.
Fabriksdriften i Køng er indledt få år forinden.
Privat eje. Foto: Pernille Klemp.
det liv. Han rømte derfor som 14-15-årig
til Aalborg, hvor han kom i handelslære
hos en morbroder. Ti år senere i 1750 tog
han til København, hvor han oprettede
en låneforretning, og da han i 1754 gik i
kompagniskab med Handelshuset Thygesen, fik han den fornødne kapital til
at gå ind i større forretninger. Bemær-
15
kelsesværdig er den tillid, han allerede
da nød hos regeringen, der hurtigt
begyndte at benytte sig af hans handelstalent. I 1760 overdroges det ham at
videreføre Det islandske Kompagni for
Kongens regning, og senere blev han
medlem af direktionerne for både Det
vestindiske Handelsselskab og Det asiatiske
Kompagni, alt imens han udvidede sit
eget handelshus. Det var i handelens
såkaldt ”florissante periode”, at Rybergs
handelskompagni nåede en førende position, og hans enorme formue grundlagdes.
Vigtigt er det dog også – i forbindelse
med den senere fabriksvirksomhed i
Køng – at nævne, at han så tidligt som i
1759 var blevet meddirektør ved De fattige Børns Opfostringshus på Christians-
havn og i 1771 indtrådte i tremandsdirektionen for Den almindelige Plejeanstalt, som var navnet på den af Struensee indførte nye organisation af fattigvæsenet. Denne omfattede de tidligere
institutioner, Børnehus, Vajsenhus, Opfostringshus m.fl. og havde hovedsæde
i Almindeligt Hospital i Amaliegade,
der siden 1769 havde været plejestiftelse
og arbejdsanstalt for fattige. Ryberg
overtog ledelsen af fabriksdriften og
arbejdshusene, idet han mente, at fattigdommen kunne afskaffes ved at befolkningen vænnedes til fabriksarbejde;
derved kunne man ophjælpe industrien,
og man ville samtidig spare mange
penge for landet og skaffe levebrød til
en mængde ledige, fattige mennesker.
Den tyske merkantilistiske forfatter,
Almindeligt Hospital i Amaliegade, der opførtes i 1766-1769 som plejestiftelse og arbejdsanstalt for fattige mennesker. Her lod Ryberg indrette en lærredsfabrik i stor stil med hørbehandling, spinderi og linnedvæveri. Overfor lå Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen. Farvelagt tegning af H.G.F. Holm, ca.
1848. Københavns Bymuseum.
16
Johann Heinrich Gottlob von Justi, som
både Ryberg og Struensee utvivlsomt
havde læst, havde i 1758 fastslået, at det
påhviler staten at holde befolkningens
hænder beskæftiget 1.
På Almindeligt Hospital lod Ryberg
indrette et lærredsmanufaktur i stor stil
under ledelse af den skotske linnedvævemester John Gordon med en hegleskole til hørbehandling, ledet af englænderen Arthur Howden, og med et
blegeri under den irske mester James
Hamilton Moore; de var alle indkaldt af
Ryberg for at gøre produktionen teknisk
og økonomisk forsvarlig. Virksomheden
var allerede efter to år ganske anselig,
idet der i året 1773 var over to tusinde
fattige beskæftiget med spinding, mens
der i væveriet var to svende, der havde
23 drenge fra Opfostringshuset til oplæring. Alligevel svarede produktionen
sig ikke, og fabrikken måtte nedlægges;
men ud af det fejlslagne projekt opstod
et nyt foretagende, Linnedmanufakturet i
Køng 2.
Forudsætninger for oprettelse
af en landfabrik
En væsentlig grund til nedlæggelsen af
Plejeanstaltens fabriksvirksomhed var
vanskeligheden med at få råmateriale.
Det viste sig for bekosteligt at bringe
den indenlandsk avlede hør til København; det havde været Struensees forlangende i forbindelse med planerne
om fabriksdrift, at råmaterialet skulle
avles her i landet, og heri var Ryberg
heller ikke uenig 3. Imidlertid havde det
vist sig, at den danske hør ydermere var
af dårlig kvalitet, og Ryberg indså nødvendigheden af at forædle selve materialet både ved en forbedret avling og
gennem en regulering af den videre
behandling. For at nå dette mål ville det
være nødvendigt at oprette virksomheder ude på landet, hvor hørrens rette
dyrkningsmåde kunne vises for bønderne. Af disse betragtninger udsprang
Rybergs tanke om selv at oprette en
såkaldt landfabrik, hvor hans teorier
kunne gennemprøves 4.
Disse teorier og tanker delte Ryberg
med en tysk indvandrer, Christian Gottfried Voelker, der skulle blive leder af
Rybergs nye virksomhed. Han var født i
1746 i Arnstadt i Thüringen 5, men havde siden 1760 opholdt sig i Holsten. Fra
1773 ledede han som administrator
Heinrich Dirchsens Glanslærred- Kattun- og Drejls Fabrik i Husum i hertugdømmet Slesvig. Da ejeren ikke mere
selv kunne drive den, havde Voelker i
1777 søgt at overtage den, hvilket ikke
lykkedes, da han ikke kunne skaffe
interessenter, dvs. folk, som ville præstere et indskud. Samme år søgte han om
dansk statsborgerskab; men ansøgningen blev afslået med den begrundelse, at
han ikke var i besiddelse af en fabrik 6. I
december samme år søgte han Kommercekollegiet om visse begunstigelser i
forbindelse med anlægget af en glanslærredfabrik i Husum eller i byen Slesvig og fremlagde her planer om at indføre spundet garn fra Plejeanstaltens
Fabrik og fra Fattigspinderiet i Husum.
Dette sidste havde han selv været med
til at oprette i 1772. Voelker havde tillige
indhentet underskrifter fra en række købmænd, der var villige til at aftage hans
varer til de priser, han havde kalkuleret.
Han bad ikke om indførselsforbud for
tilsvarende produkter, da han mente at
kunne konkurrere med de udenlandske
varer på pris og kvalitet. Derimod ønskede han støtte til anlæggelse af et farveri og et blegeri. Den 7. februar 1778
sendte Kollegiet sagen videre til stathol-
17
deren i Slesvig med en anbefaling af, at
sagen blev fremmet, og i juni samme år
tilkendegav man Voelker, at man ville
støtte ham, når han havde fået etableret
fabrikken 7.
Voelker havde således i en årrække
beskæftiget sig med linnedindustri; han
kendte Plejeanstalten og uden tvivl også
Ryberg selv, hvis svigerfader, Frederik
Wilhelm Otte i 1757 havde grundlagt en
linnedfabrik i Slesvig. Gennem sit arbejde i Slesvig-Holsten havde Voelker erfaret, hvorledes Danmark forsynedes med
linnedvarer udefra, og han mente, det
var urimeligt, at Danmark, der var så
velegnet til høravl, skulle importere sådanne varer. Landet måtte tværtimod
selv kunne frembringe tilstrækkeligt,
ikke alene til eget brug, men også til
eksport 8.
Den første, der havde vist forståelse
for hans tanker var Niels Ryberg, der
allerede i 1757 under en rejse til Normandiet og Bretagne havde set, hvorledes fabrikationen af klæde og lærred
her var udviklet til fuldkommenhed.
Især var han blevet imponeret over den
hør, som blev avlet der 9. Da den omtalte
tyske forfatter von Justi i sin afhandling
i 1758 gjorde opmærksom på, at der var
lande, der ikke havde stor høravl enten
på grund af efterladenhed eller på
grund af vejrligets uegnethed, således i
Norden, skønnede Ryberg, at det næppe
var vejrliget, der hindrede den danske
høravl, men dårlige vaner 10.
Hvornår Ryberg og Voelker først fik
lejlighed til at udveksle tanker vides
ikke; men det er sandsynligvis sket,
allerede mens Voelker var ansat ved
fabrikken i Husum. I 1764 havde Ryberg
giftet sig med en datter af borgmesteren
i Eckernförde, Friedrich Wilhelm Otte,
der som nævnt også var grundlægger af
en linnedfabrik i Slesvig 11. Gennem sin
svigerfader kan Ryberg meget vel have
fået impulser til fabriksvirksomhed og
har muligvis her hørt om den virksomme unge mand i Husum, der senere
forgæves forsøgte at blive selvstændig,
Kort over Sjælland og Møn. Udsnit med Køng og Øbjerggaard omtrent i centrum. Stukket af G.N.
Angelo, 1803. Gengivet efter Gregers Begtrup, 1803.
18
Dyrkningsliste eller ”Sædeskifte” for Køng hovedgårdsmarker, 1778, trykt i Avis for Bønder 1780-81,
sp. 115-116. Gengivet efter Thorkild Kjærgaard, 1996, s. 78.
bl.a. med en linnedfabrik i Slesvig. For
at afprøve sine idéer købte Ryberg i
1774 godset Øbjerggaard i Vordingborg
Rytterdistrikt og begyndte udskiftning
af godsets jorder, samtidig med at høravl blev iværksat 12.
For at høravl skulle blive rentabel,
måtte der gennemgribende reformer til.
Hele landbruget måtte lægges om, fordi
afgrøderne efter den almindelige dyrkningsmåde var så små, at der ikke var
mulighed for at dyrke hør, som ville
19
tage plads op for et års levnedsmiddeleller foderhøst. På Øbjerggaard foretoges denne reform, da man her, som et af
de første steder i landet, indførte vekseldrift. Dvs. at det indtil da sædvanlige,
monotone dyrkningssystem, hvor brak
og kornafgrøder afløste hinanden, og en
trediedel eller mere af den dyrkede jord
lå brak, skiftedes ud med et mere varieret og intensivt system. Heri indgik foruden korn først og fremmest kløver, en
højtydende foderafgrøde med fremragende jordforbedrende kvaliteter. Heri
kunne også efter behov indpasses andre
afgrøder som roer kartofler og handelsafgrøder – hør for eksempel. Ved
indførsel af vekseldrift trængtes brak
kraftigt tilbage, fra en trediedel til en
femtedel eller en sjettedel, eller i visse
tilfælde endnu længere ned. Således
netop på Øbjerggaard, hvor kun en
niendedel af jorden herefter lå brak,
nemlig på skift én af de marker, hvori
gårdens jorder ved dyrkningomlægningen var blevet opdelt. De øvrige år
avledes rug, hvede, kløver og hør 13.
I 1776 indsendte Ryberg som fabriksdirektør ved Plejeanstalten en plan til
Kongen, dvs. til regeringen, om en videre udvikling af fabriksvæsenet i Danmark, hvori han redegjorde for fordelene ved linnedfabrikation. Med hørren
ville man få et ekstra råmateriale, hvis
forarbejdning kunne give arbejde til ledige hænder og højne levefoden hos bønder og husmænd. Men Ryberg påpegede,
at forarbejdningen skulle ske efter forbedrede metoder, for således som det
hidtil var gjort her i landet, gik næsten
en trediedel af råmaterialet til spilde på
grund af uvidenhed. Når først håndværket var godt, mente han, måtte varerne
også nemt kunne afsættes, eftersom forbruget af fine lærreder og drejler i Danmark, Norge og Slesvig-Holsten beløb
sig til et par tønder guld årligt, som nu
gik ud af landet. (Se side 52).
Linnedvarer kunne desuden henlægges, hvis konjunkturerne var dårlige,
uden frygt for, at de ville fordærves som
madvarer eller gå af mode som silketøjer. Tilmed var arbejdslønnen for linned-
Gammel Øbjerggaard, bygget 1781-82 til bolig og kontor for inspektør Voelker, formentlig efter tegning af Georg Erdmann Rosenberg (P.O. Schovsbo). Foto: Marie Bach.
20
Hørhegle af engelsk type, karakteriseret ved lange, elastiske, polerede ståltænder. De blev indført fra
England, indtil man blev i stand til at fremstille dem her i landet. Denne, med 10 cm. lange tænder, har
været i brug ved Køng Fabrik fra 1829. Foto: Dansk Landbrugsmuseum, Gammel Estrup.
varer 4-10 gange så stor som materialeværdien, mens råsilke vurderedes til 2/3
og råuld til 1/4 eller 1/3 af den færdige
vares værdi. Der var altså mest arbejdsløn at fortjene ved lærredsfabrikation,
og dette skulle udnyttes til fordel for
landets egne indbyggere. Desuden var
importen af hør og hamp meget store
poster i Københavns omsætning af
østersøiske varer, og der var derfor
megen valuta at spare ved at fremme
den hjemlige produktion 14.
Alle disse overvejelser havde overbevist Ryberg om fordelene ved en landfabrik, og dette var forudsætningen for, at
han begyndte sit store reformarbejde på
Øbjerggaard gods. Han brød dermed
afgørende med den hidtidige regel herhjemme, at tekstilindustri skulle være et
byerhverv. Manden, der skulle realisere
Rybergs plan om en sådan landfabrik, var
Voelker. Han blev ansat som inspektør
og tog fra 1778 ophold på Øbjerggaard 15.
Allerede den 1. november samme år
indviedes den første spindeskole i landsbyen Køng, og året efter oprettedes end-
nu en spindeskole i nabolandsbyen Ring.
Disse to skoler kom til at danne forbillede for mange lignende skoler rundt om i
landet, hvor børn blev undervist i fabriksmæssigt spinderi. På samme måde
var en fabriksmæssig hørbehandling indført, da en af Howdens oplærte svende
fra Plejeanstalten, Johan Peter Stenbach,
var blevet ansat som heglemester. Det
var hensigten, at forbedre råmaterialet i
alle led af behandlingen, således som
det allerede havde været gjort på Plejeanstalten, og at udbrede disse forbedrede metoder i hele landet 16.
Fabriksmæssigt spind
Det fabriksmæssige spinderi er en forudsætning for, at garnet bliver ensartet,
uanset om det spindes det ene eller det
andet sted. Det fabriksmæssige spinderi
afhænger på sin side af den fabriksmæssige eller regelmæssige hegling, der sker
på engelske hegler med lange, elastiske,
polerede ståltænder. Disse hegler har
forskellig finhed (dvs. tæthed i tænder-
21
Talhaspe til at afhaspe det spundne garn til fed.
For hver omgang haspen går rundt, drejes det
lille tandhjul på siden et hak frem; efter 20 omgange angiver en knæklyd, at et fed er afhaspet.
Talhaspen forebyggede fejltælling. Øster Starup
sogn, 1800-1860. H. 68 cm. Foto: Dansk Landbrugsmuseum, Gammel Estrup.
nes anbringelse), hvorefter de mærkes
med nr. 1, 2, 3 o.s.v. Tændernes tæthed
er bestemmende for hørrens egnethed
til – efter heglingen – at spindes grovere
eller finere, således at jo højere nummer
hørren er heglet på, des finere kan den
spindes. Efter denne egnethed betegnes
den med ”strenge”, som angiver garnlængden i forhold til garnets vægt eller,
hvor mange fed pr. pund, den bør
udspindes til. Et højt strengetal svarer
altså til størst finhed.
Mangor forklarer metoden som følger: ”Når Hørren hegles først over No. 1
og siden over No. 2, da er det Hør til
11/2, 2, 21/2 Strenge, over No. 1 og 3 er
[det] til 3 og 4 Strenge; over No. 1 og 4
er [det] til 5 og 6 Str. osv.” Tallene virker
ikke logiske, så andre forhold – såsom
hørrens beskaffenhed, der kan variere
22
fra år til år – må være medvirkende til
udkommet ved heglingen.
Garnlængden bestemmes ved Talhaspen, der er en garnvinde, som har 86
danske Tommer i Omkreds. På haspen
er der et lille hjul med 120 Takker; ved
hver omgang haspen drejes, passerer
hjulet en fjeder eller hage, hvori en tak
griber fat, så hjulet selv drejes og efter
120 omgange giver en knækkende lyd,
hvorfor den også benævnes en knækhaspe. Når 120 omgange er passeret, er
430 alen garn afhaspet fra tenen, hvilket
benævnes et knæk eller – almindeligvis
– et fed. Feddets størrelse blev tidligere
for det meste bestemt på slump. 12 fed
garn udgør en streng.
”Naar man altsaa siger, at et Pund
Hør er heglet til 2 Strenge, betyder det,
at det, efter at det er heglet først paa Nr.
1 og derefter paa Nr. 2 af Heglerne, er af
den Finhed, at det kan spindes til 24 Fed
eller Knæk =2 Strenge. Siger man, at Spinderen har spundet et Pund 5-Strenge
Garn, betyder det, at hun har spundet et
Pund til 60 Fed, d.v.s. over dobbelt saa
meget i Fed eller Længde som et Pund
2-Strenge Garn. Det, at spinde Hørren
til en bestemt Finhed efter dens Beskaffenhed, kaldes fabriksmæssigt Spind” 17.
På hegleriet blev hørren bundtet
pundevis, og på hvert bundt blev angivet vægten og hvor mange strenge, det
var heglet til. Den danske haspe havde
på dette tidspunkt samme omkreds som
den skotske 18. Det må altså antages, at
den metode, som af Howden var indført
ved Plejeanstalten i 1772, videreførtes –
blandt andre steder – i Køng af den af
Howden oplærte heglemester Stenbach,
og herfra udbredtes den som den almindelige og fastslåede metode i hele
landet. En – som det skulle vise sig – rentabel høravl var nu indledt ved Øbjerggaard.
Spinde-Taxt, trykt i 1782 for Det patriotiske Selskab i Næstved til opsætning i Selskabets spindeskoler
efter model fra spindeskolen i Køng. Taksten viser den fastsatte betaling for spundet hør og blår, beregnet efter finhed eller antal strenge pr. pund, således at der betales 6 skilling for 1 streng til et pund og
20 skilling pr. streng, når der går 13 strenge til pundet. Taksten øges for hvert fed garn, der medgår
udover strengetallet. Gengivet efter Gregers Begtrup, 1803.
De første år
Fabrikkens første spæde begyndelse
belyses af et lille skrift, udgivet af en rejsende, der besøgte Øbjerggaard i sommeren 1780. På dette tidspunkt fandtes
kun forstadierne, dvs. spindeskolerne
og hegleriet, men det bebudes, at ”næste Aar agter Eieren at bygge et Huus til
en Væver, hvorved da Indretningen
naaer sin Fuldkommenhed.” Den besøgende bedømmer desuden anlægget ”til
at distinguere sig derved, at det vil blive
bestandigt” 19. I betragtning af, hvor
mange fejlslagne forsøg, der tidligere
var gjort på at skabe fabriksdrift i Danmark, er denne profeti bemærkelsesværdig, og den antyder, at foretagendet
fra begyndelsen har virket overbevisende; men der blev også satset mere, end
det måske var almindeligt, og Ryberg
havde langt større planer, end den besøgende formentlig kunne drømme om.
23
Spindeskolen i Køng, opført i 1778 som pendant til den rytterskole, der lå på den modsatte side af alléen
mod Øbjerggaards avlsgård. Foto: Nationalmuseet 1939.
Spindeskolen i Køng havde alene det
første år fra november 1778 til 31.
december 1779 været besøgt af 36 piger
i alderen 4-10 år, hvoraf ingen havde
spundet før. Desuden oplærtes 9 gamle
koner, der dels spandt på skolen, dels
hjemme, og hvoraf en skulle være spindemoder i Ring det følgende år; to
andre havde indtil da levet af tiggeri. På
et år var der i skolen spundet 184 pund
fint hørgarn og betalt 42 rigsdaler 3
mark 5 1/2 skilling i spindeløn, og for 81
pund, spundet af de gamle, var der
betalt 17 rigsdaler 2 mark 20. I gennemsnit betød det over 1 rigsdaler pr. barn
og næsten 2 for hver af de gamle.
De to spindeskoler var opført ved de
to byers skoler, fortalte den rejsende;
begge bestod af en stue så stor, at omtrent 40 spindersker kunne sidde der
med deres rokke. Ved siden af var der et
24
kammer og et køkken til den kone, der
underviste, samt et garnmagasin. Når
børnenes læsetimer var forbi, gik pigerne i spindestuen, hvor de spandt indtil
aftensmaden. De fleste kom så tilbage
og spandt til klokken 10 eller 11 om
aftenen. Hvert barn fik betaling for,
hvad det spandt efter en trykt tabel eller
”Spindetakst”, der var ophængt på
væggen. Undervisningen blev varetaget
af to koner, der havde lært at spinde fabriksmæssigt ved Plejeanstalten i København. Den besøgende iagttog i sommeren 1780 nogle og tyve pigebørn, beskæftiget med at spinde, i hver af
skolerne. For at opmuntre dem var der
udsat præmier, og en stor mængde garn
på garnmagasinet vidnede om deres
flid 21.
Over for spindeskolen i Køng på den
anden side af gaden var der bygget et
Indskrifttavle på Køng Spindeskole, indsat i 1780:
Lad denne Skole og af dig velsignet være / Til
Fædrelandets Vel, at Bondens dotter lære / Der
dueligt Spinderi og det fortsætte maae / naar de
som Mødre selv et Huus skal forestaae / Forældre, stræbsom Sind og Gudsfrygt ene leder / Til
sand Lyksalighed, til Velstand , Agt og Hæder /
Lad Eders Börn ey forsömme Skolerne / Til
Ansvar staaer I Gud for slig Forsømmelse / A°
1780 N.RYBERG. Foto: Bjarne Kleis.
heglehus. Heglemesteren, Johan Peter
Stenbach, var som nævnt oplært af
Howden ved Plejeanstalten i København. Han kunne ernære sig af sin profession, siges det, idet han ikke alene
heglede for de to spindeskoler, men
også for folk på egnen, som havde indset fordelen derved; for Stenbach leverede dem mindre blår og mere hør, end de
selv ville være i stand til at få med deres
sædvanlige hegler og ved den gamle
metode. Stenbach var håndværker og
ikke teoretiker. Han havde på Plejeanstalten fået undervisning i begyndelsesgrundene i regning, men havde dog
ikke udvist nogen lyst til at fortsætte 22.
Som følge af de to skolers gode fremgang havde Voelker foreslået nogle af
Næstveds beboere at medvirke til linnedspinderiers anlæg og videre udbredelse på Sjælland, hvilket resulterede i
oprettelsen af Det næstvedske patriotiske
Selskab den 20. juni 1780. Voelker påtog
sig selv posten som rejsende skole-
inspektør, mens amtmanden i Vordingborg amt, Johan Rudolph Bielke, valgtes
til forstander for selskabet. Ryberg, der
fra begyndelsen støttede selskabet økonomisk, valgtes til æresmedlem. Gennem dette selskab blev snart et vidt forgrenet net af spinderier etableret. Den
kongelige plakat af 4. august 1780
”Generalplan for Linnedspinderiers Oprettelse og Udbredelse i de danske Provindser” må ses i lyset af Rybergs og
Voelkers umiddelbart forudgående bestræbelser 23.
Spindeskolen i Køng ligger stadig på
samme sted som en af de få bevarede
bygninger fra denne første tid. På en lille
tavle, indfældet i skolens mur, læses følgende indskrift:
LAD DENNE SKOLE OG AF DIG
VELSIGNET VÆRE
TIL FÆDRELANDETS VEL, AT
BONDENS DOTTER LÆRE
DER DUELIGT SPINDERIE OG DET
FORTSÆTTE MAAE,
NAAR DE SOM MØDRE SELV ET
HUUS SKAL FORESTAAE.
FORÆLDRE, STRÆBSOM SIND OG
GUDSFRYGT ENE LEDER
TIL SAND LYKSALIGHED TIL VELSTAND, AGT OG HÆDER.
LAD EDERS BØRN EY FORSØMME
SKOLERNE.
TIL ANSVAR STAAER I GUD FOR
SLIG FORSØMMELSE.
A[nn]0 1780
N.RYBERG.
Indskriften, der, som det ses, er underskrevet af Ryberg, er formentlig forfattet
af ham selv som et modstykke til den
tavle, der sad på den overfor liggende
læseskole, som var en af de af Frederik
IV opførte rytterskoler, og som derfor
bar den for disse skoler sædvanlige ind-
25
skrifttavle med en kort latinsk tekst,
efterfulgt af den danske ”Thi yder jeg
min Tack og breder ud DIT Navn. Og
bygger Skoler op de Fattige til Gavn.
Gud lad i dette Værck DIN Naades Fylde kiende, Lad denne min Fundats
bestaa til Verdens Ende, Lad altid paa
min Stoel Een findes af min Æt, som
mener DIG, MIN GUD og DISSE SKOLER rett” 24.
Rybergs indskrift, der med ”og” i
begyndelseslinjen, kædes sammen med
rytterskolens, har en lignende form og
et tilsvarende indhold, begyndende
med en bøn til Gud om velsignelse og
om skolens beståen i kommende generationer, og sluttende med en formaning til forældrene om at holde deres
børn i skolerne. Yderligere har Ryberg
sat sit symbol, Nordstjernen, over tek-
sten, modsvarende kongesymbolet på
Rytterskolens tavle. Rybergs indskrift
har derfor næppe været oplevet som
noget særlig mærkværdigt. Men der var
sikkert ikke mange af beboerne i landsbyen, der forstod omfanget af Rybergs
plan. Herpå tyder en udtalelse fra Voelker flere år senere: at bønderne stadig
troede, at dette fabrikanlæg kun skulle
være for denne generation og mente, at
det derefter skulle nedlægges 25.
Skolen i Ring var ikke opført i grundmur som de to skoler i Køng, men i egebindingsværk og mur, og den havde
stråtag. Den bestod af 15 fag og var indrettet til læse- og spindeskole med værelser og to køkkener til skolemesteren
og spindemoderen. På loftet var der
indrettet magasin til hør og garn, og en
udbygning var indrettet til bragehus 26.
Den gamle skole i Ring, malet af L.A. Ring, 1886. De fleste sjællandske landsbyskoler var stråtækte bindingsværkshuse som denne, der ikke var opført i mur som skolen i Køng. Spindeskolen fandtes ofte i forbindelse med læseskolen – når det kunne lade sig gøre gerne under samme tag. Nationalmuseets Billedsamling.
26
Voelker
Den egentlige drivkraft i virksomhedens oprettelse og drift var Voelker. En
indgående beskrivelse af denne mand
har den ukendte besøgende ved godset
også leveret: ”Jeg har aldrig seet et Menneske meere oplivet af god og nyttig
Enthusiasme end denne Voelker. Han
logerer paa Öeberregaard; han besøger
daglig Spindeskolerne, og lever i fortrolig Omgang med Bønderne, som han
om Aftenen forelæser Aviser og hvad
nyttige og fornøielige Skrifter han kan
bekomme. Derved haver han vundet
deres Fortrolighed 27.”
Udover at få bønderne til at dyrke
hør søgte Voelker at lære dem vandafledning og at grøfte deres jorder. Om
vinteren holdt han ”læseselskab”, hvor
han oplæste Landhusholdningsselskabets udsendte præmielister og ellers af
relevante bøger, såsom Esaias Fleicher’s
Agerdyrknings Katekismus, trykt på Det
Kgl. Danske Landhusholdnings Selskabs bekostning 28.
Billedet er dog sikkert idylliseret. Før
det kom så vidt havde der været store
vanskeligheder at overvinde, og i virkeligheden varede det endnu mange år,
før bøndernes uvilje mod det nye var
overvundet. Mangor forklarer, at almuen her, som almindeligvis hvor den var
vornedpligtig, var mistroisk over for
grundejeren og troede, at der lå noget
ufordelagtigt skjult i indbydelsen til at
lade børnene lære at spinde uden omkostninger for forældrene og endog få
betaling for, hvad de spandt og dertil fri
varme og lys. Derfor ville bønderne i
begyndelsen ikke lade deres børn gå i
spindeskolen, og mange følte sig stødt
over, at ”fremmede” skulle komme at
lære dem noget. Men takket være Voelkers tålmodighed blev deres uvilje overvundet, og landmanden fik efterhånden
stor interesse for spindeskolerne. Allerede i 1782 kunne Voelker fortælle om børnenes flittige besøg i spindeskolen 29.
Høravlingen
Om det daglige arbejde ved godset og
det nye anlæg fortæller Voelker selv i tre
breve fra 1780-81 til den fremtrædende
nationaløkonom Christian Martfeldt 30.
Han havde i 1760’erne på Rybergs bekostning gjort en 7-årig rejse bl.a. til De
vestindiske Øer og blev ved sin hjemkomst i 1769 medstifter af Det kongelige
Landhusholdningsselskab, hvor han bestyrede sekretærposten i 18 år 31.
Med Martfeldt korresponderede Voelker bl.a. om høravl i anledning af en af
Landhusholdningsselskabet udsat præmie i året 1780 32. I det første brev klager
han over, at udbyttet på grund af tørken
kun har været mådeligt. Det var på 300
lispund ialt på hele godset, og deraf var
17 lispund avlet af én mand alene. En
anden bonde havde sået 9 skæpper hørfrø; men han var ikke blevet færdig med
rødningen og måtte røde igen til næste
år.
Det var bonden Ole Jensen af Vintersbølle, der, som den eneste af godsets
bønder, havde det nødvendige kvantum
til at opnå Landhusholdningsselskabets
præmie på 50 rigsdaler. Hans udbytte
var 16 lispund og 8 pund rå, skættet
hør, der var opnået af en udsæd på 8
skæpper frø. Halvdelen heraf var foræret af Ryberg, der i 1779 havde uddelt 15
tønder hørfrø til godsets bønder, den
anden halvdel var af mandens egen forrige afgrøde 33. Den skættede hør var
blevet heglet til 11/2 à 2 strenge, altså en
temmelig grov kvalitet.
Voelker skrev, at Ole Jensens kone
fortjente at komme til København og få
præmien overrakt af Kronprinsen. I
27
Skættemaskine med 4 skættearme Den er antagelig af den type, som omtales af inspektør Voelker i brevet
til Martfeldt den 26. februar 1781 og i Adresseavisen 1780 som ”saakaldede skotske Skiette-Maskiner”, som
Ryberg havde indkøbt til høravlingen i Køng. Dansk Landbrugsmuseum, Gammel Estrup. Foto: Forfatte-
overensstemmelse med gammel tradition var det nemlig også i dette tilfælde
konen på gården, der stod for arbejdet
med hørren. Selv om bonden forestod
markens dyrkning, betragtedes udbyttet af hørmarken som kvindernes, da
arbejdet med forædlingen i reglen var
kvindernes sag 34. At konen selv skulle
stille op for at modtage udmærkelsen
var dog ikke nogen selvfølge, og Voelkers udtalelse udtrykker netop den fordomsfrie ligefremhed, som han blev
rost for. Ole Jensen – eller hans kone –
belønnedes med 50 rigsdaler, et beløb,
der i virkeligheden var udsat af Niels
Ryberg på Voelkers foranledning, men
som uddeltes gennem Landhusholdningsselskabet, for at æren skulle synes
større. Voelker selv fik tilkendt den større sølvmedalje som ”overordentlig
Belønning” for sin virksomhed, blandt
andet som rådgiver for lensgreve Moltke ved forbedringer på hans godser Bregentved, Tryggevælde og Alslev 35.
Den præmie, som Landhusholdningsselskabet havde udsat, var blevet bekendtgjort i såvel Adresseavisen som i
et lille skrift, udsendt fra Øbjerggaard
den 19. april 1779, med anvisning på
dyrkning af hør. Den anonyme forfatter
kan næppe være andre end Voelker 36.
28
Bekendtgørelsen lød, at ”De Bønder paa
Øebierregaards Gods, som nu uden
Betaling gives det fornødne Hørfrøe til
Udsæd, og som i Aaret 1780 samt paafølgende 4 Aar avler hver for sig 16 Lpd.
reen skiættet Hør, gives i præmie 2 Specie-rigsdaler og den, som avler 10 Lpd.,
1 Specie-rigsdaler foruden, hvad de for
indeværende og paafølgende Aaringer
af Det kongelige LandhuusholdningsSelskab kan vente”. Men Voelker bad nu
Martfeldt om, at man næste år ville betænke nabobønderne med en præmie,
da ”de ellers aldrig mere ville tro ham”.
De havde måske gennemskuet, at det
var Ryberg og ham selv, der stod bag
præmietildelingen.
Høravlingen som helhed var imidlertid ikke tilfredsstillende, som Voelker
skrev til Martfeldt. Han mente, at det
ville være nødvendigt at sende en karl
til udlandet for at lære hørberedning til
gavns. Han skulle så opkøbe bøndernes
hør på marken og selv tilberede den.
Desuden skulle han oplære en dreng fra
hver af godsets landsbyer til samme
virksomhed. Voelker opkastede her overfor Martfeldt tanken om et egentligt
høravlingsinstitut ved fabrikken; men
det blev først realiseret ved en kongelig
resolution af 19. december 1804 37.
En sådan karl var imidlertid allerede
udset af Ryberg, som i 1777 havde sendt
en dreng fra sit gods på Fyn til oplæring
hos Howden på Plejeanstalten. Denne
dreng, Henning Schroll, der var søn af
gartneren på Frederiksgave, havde ligesom Stenbach modtaget undervisning i
regning, og med betydeligt bedre resultat. Af regnelærerens indberetning ses,
at han har været en dygtig elev. Han
sendtes i 1779 til Westphalen, Flandern
og Holland samt Skotland for at studere
hørberedning, og vendte hjem i 1782.
Fra november samme år ansattes Schroll
som heglemester ved Køng Fabrik for
sammen med Jens Munk at forestå høravlingen, efter at Stenbach var overgået
til Det næstvedske patriotiske Selskab
den 12. juli 1782 38.
Det tredie brev til Martfeldt fra den
26. februar 1781 handler om en skættemaskine, som Voelker havde ladet fremstille efter en beskrivelse, fremskaffet af
Frantz Dræby, der var sekretær i Kommercekollegiet. Voelkers maskine var
dog ikke blevet helt efter forskriften, da
man manglede det rette træ, som skulle
være let og dog hårdt 39. Hvordan maskinen har set ud, er ikke ganske klart,
men der må være tale om en mekaniseret form for skættestol, måske med flere
blade, drejet af et hjul. En sådan omtales
ved fabrikken i 1787 (se side 67) den var
formentlig taget i brug året før, da Ryberg ifølge Adresseavisen havde ladet
fremstille 40 såkaldte skotske skættemaskiner til bøndernes brug, for ”ei at
vedblive den ellers i Sjælland brugelige,
men skadelige Skjette-Maade” 40.
Ligesom på håndskætten var skættebladene på maskinen flade på den ene
side og konvekse på den anden; men i
Køng, forklarede Voelker, skættede man
med den runde side, hvorved hørren
bedre udskilte sig og skæverne faldt fra,
Håndskætte og skættefod var de redskaber, som
blev benyttet i Køng og alle andre steder, før
skættemaskiner, som vist på side 28, blev indført. Foden, der er et glat høvlet egebræt med en
indskæring, er fastgjort i en træklods, der skal
stå urokkeligt fast. Hældningen indstilles, så
den passer til skætterens håndelag. Arbejderen
bør sidde på et sæde, der ligeledes må stå fuldstændig fast og er afpasset i højden, så den rette
arbejdsstilling opnås; små gruber graves i jordgulvet til støtte for hans hæle. Skætten (skættehånden) skal være af fast, sejt og tørt træ, som
ikke splintrer eller kaster sig. Stik af G.L. Lahde,
gengivet efter J.G.Rafn, 1806. Det kgl. Bibliotek.
Foto: KB.
mens de klemte sig sammen, når man
brugte den flade side. I Øbjerggaardskriftet fra 1779 beskrives håndskætten
som cirkelagtig i tværsnit, lidt mindre
end 18 tommer. Den største kraft af slaget med dette redskab rammer der, hvor
det gør mindst skade, dvs. hvor den
tykkeste del af hørren hænger. Hørrens
ender, der løfter sig ved slaget, kan ikke
sno sig omkring eller følge med op med
bladet på grund af skættens polerede
sider. I Thüringen, fortalte Voelker, havde
29
de ikke andre skætter end dem, man
brugte her i landet, og som så ud som
en bajonet (dvs. fladt på den ene side og
trekantet på den anden). I Thüringen
havde de dog den fordel, at hørren kunne tørre i solen, så de kunne bruge træplejle til at slå skæverne itu med – dvs.
til bragningen. Dette forekom ham at
give taverne en vis blødhed. Herhjemme måtte hørren i reglen tørres i ovne.
Væveriets oprettelse
Efter at de to grundlæggende virksomhedsgrene, høravlingen og spinderiet,
var blevet etableret, var tiden inde til at
satse på det egentlige mål, linnedvæveriet. Den anonyme besøgende, der inspicerede stedet i sommeren 1780, oplyser, at man det kommende år agtede at
bygge et hus til en væver. Som til de to
andre virksomheder hentede man også
denne gang en sagkyndig person blandt
Plejeanstaltens tidligere medarbejdere,
hvoraf mange må være blevet ledige
ved dennes nedlæggelse samme år. Det
var den kun 18-årige væver, Iver Christian Thorning, som var blevet oplært
hos den skotske mester John Gordon,
der nu fik til opgave at oprette et væveri
på godset. Voelkers indberetning i 1786
regner væveriets oprettelse til 1781.
Allerede i 1782 ledede Thorning et ”væveseminarium”, hvor bønderdrenge lærte at væve lærred efter den skotske
metode 41.
Disse væverdrenge kom hovedsageligt fra godsets landsbyer, nogle dog fra
de byer, hvor Det næstvedske patriotiske Selskab havde skoler. Niels Ryberg
havde som medstifter af selskabet tilbudt, at der fra hver af disse byer måtte
sendes en dreng til oplæring i vævning.
Dels kunne disse drenge så selv opvæve
det garn, der blev spundet i de respekti-
30
ve skoler, dels kunne de efter endt læretid nedsætte sig i deres hjemegn og derved udbrede linnedhåndværket. Også
Grev Reventlow havde sendt en dreng
til oplæring fra sit gods, Brahetrolleborg
på Fyn 42.
En ny plakat af 14. december 1782
”Angaaende visse Foranstaltninger til at
udbrede og almindeliggøre en fuldkomnere Vævningsmåde af Lærreder, samt
de i denne Hensigt bevilgede Præmier
for Danmark” må igen være foranlediget af Rybergs og Voelkers umiddelbart
forudgående bestræbelser i denne retning. Men denne gang oplyses det ikke,
hvem præmierne tilfaldt.
Det omtalte væverhus lå overfor rytterskolen vis à vis hørmesterens hus for
enden af gårdspladsen. Fra 1782 flyttedes væveriet til to nyopførte, fritliggende sidelænger til hovedbygningen, det
nuværende Gammel Øbjerggaard, hvor
Voelker havde bolig.
Tidligst fra året 1783 er der dog tale
om egentlig fabriksdrift. Den første
regnskabsbog for væveriet, Calculations
Bog over alt vævede Lærred, Dreyel, Damast etc. fra Fabrikens Begyndelse, er påbegyndt den 30. oktober 1783 og blev
ført til udgangen af året 1786 – måske er
det først da, ved bogens afslutning, at
man har turdet tale om ”fabrikken”. På
titelbladets inderside er indført en
vævertakst, dateret den 12. november
1787, hvilket må være datoen for bogens
arkivering; den er underskrevet af både
Ryberg og vævemester Cochrane, som
skal omtales senere. Herunder har Ryberg selv tilføjet: ”Denne Bog indeholdeholdende [sic.] gl. Calculations Sager
Authoriseres for Efterkommere til evig
Erindring om det store Forehavende.
Konferensraad Ryberg”. Efterskriften beviser, at Ryberg var bevidst om, at dette
var noget enestående, og dén er sikkert
Titelbladet til protokol med produktionslister for
Køng Fabrik for perioden fra 31. oktober 1783 til
12. november 1787, ”Calculations Bog over alt
vævede Lærred, Dreyel, Damast etc. fra Fabrikens
Begyndelse”.
Foliostørrelse.
Håndskriftsamligen. Det kgl. Bibliotek. Foto:
KB.
årsag til, at bogen af pietetsfølelse er
blevet bevaret blandt de få ting i fabrikkens arkiv fra perioden 43.
Protokollen, der blev ført af Voelker,
indledes med overskriften: ”Mester
Thorning har vævet, leveret og efter
hans Specificationer bilagt ved hvert
Aar Regnskab, og beregnet og angivet
efter følgende Maade. Calculen er forfærdiget af Voelker.” Herefter er afregningen indført i rubrikker, hvor dato,
varesort, vævningsmåde og -finhed,
strengens tal, længde, vægt og kalkule
angives.
Men Mester Thorning afregnede kun
for ét år til den 30. oktober 1784, og det
må antages, at han forlod fabrikken til
Bagsiden af titelbladet med en vævetakst, indført
af Voelker ”Taxten for Fremmede for Drejel og
Lærred hver Stykke oplagt 66 al og betales –”.
Sorterne er ”Breed Drejel for 2 Folk. Serviette
Drejel. Lerred paa Frijsk Maade”, hvorunder
hver kategori opføres med ”Rennings Tal” og
priser i ”Rdlr. Mk. S.” Herunder er tilføjet: ”Foruden betales 1 Skilling meer for hver Streng at
spole som er under 6 Strengs Fiinhed, men over
denne Fiinhed betales 11/2 Skilling meer for hver
spoled Streng – Voelker.” – Datoen for arkiveringen: Kiöng d 12te November 1787, er underskrevet af Johan Cochrane og af Niels Ryberg
med hans egenhændige tilskrift: ”Denne bog
indeholdeholdende [distraheret] gl Calculations
Sager Authoriseres for Efterkommere til evig
Erindring om det store Forehavende. Konferendsraad Ryberg”. Foto: KB.
skiftedag den 1. november. Forholdet
mellem ham og Voelker havde fra
begyndelsen været spændt, og det er
formentlig grunden til hans afrejse –
samme årsag i øvrigt, som efter sigende
fik Henning Schroll til at forlade virk-
31
eller rør, gennem hvilke kædetrådene
enkeltvis passerer. Strengens tal var 38,
dvs. at der var brugt 38 strenge garn
eller 456 fed af et 3 strengs garn, altså en
temmelig grov kvalitet. Stykkets længde
var 36 alen (22,6 meter). Omkostningerne
ved fremstillingen var opstillet som nedenfor.
Lærredet blev mærket med bogstavet Ø
for Øbjerggaard på stykkets ene ende.
Hvert af de 82 stykker, der afregnedes af
Thorning, blev forsynet med dette mærke, som antagelig blev påført med et
stempel.
I Thornings tid blev der næsten kun
vævet almindeligt lærred, ialt 131 stykker
eller 4.716 1/4 alen, for størstedelen efter
den skotske metode, men for de sidste
stykkers vedkommende efter ”frisisk
Maade” 46. Herefter vævedes alt lærred
efter frisisk og alt drejl efter skotsk måde.
Kun for fem stykkers vedkommende
anføres, at de er vævet af dansk hør.
Nu var det jo hensigten med fabrikken, at den hovedsageligt skulle forsynes med indenlandsk hør; den ringe
anvendelse af dansk hør tyder på, at
avlen endnu ikke var tilstrækkelig.
Voelker oplyste da også i et brev til amtmand Bielke, at Howdens fætter var
rejst til Riga for at købe hør og havde tilbudt at gøre indkøb også for Køng
Fabrik. Voelker havde gennem ham fået
100 skippund for et beløb, der med den
”dårlige” kurs lød på 3.500 rigsdaler.
somheden. Efter at have anstillet nogle
forsøg med høravling, rejste Schroll
atter på Rybergs regning til Holland og
Skotland og blev væk til 1790 (se side
68). Begge mænd var senere at træffe i
tjeneste hos Grev Reventlow, der ønskede at oprette et tilsvarende manufaktur
på Brahetrolleborg – Thorning allerede
fra 1785, Schroll fra 1790 44.
Væveriets produktion
I følge kalkulationsbogen var det første
stykke, som blev afregnet, et stykke lærred, vævet ”efter skotsk Maade” eller
den forbedrede vævemåde. Dette betyder for det første, at garnet var sorteret
efter vægt til hvert stykke, således at
man til det samme stykke tog garn af
ens vægt, og for det andet, at man
beregnede antallet af tråde i rendingen
efter, om lærredet skulle være 900, 1000
eller 1100 – indtil 2000 tråde bredt, så at
man da efter strengens tal (antal fed pr.
pund) vidste, hvad hele rendingen eller
”reden” vejede. Det samme foretoges
med islætten, så at hele stykkets vægt
var beregnet på forhånd, dog fraregnet
den stivelse, ”sletten”, som man smører
over rendingen for at styrke den under
vævningen. Ved denne nøjagtighed ville
man opnå det jævneste vævearbejde 45.
Dette første stykke lærred holdt 1200
tråde i bredden eller 1200 ”rør”, således
kaldet efter vævekammens mellemrum
Kalkulationsbogens priser
38 Strenge spolet Garn
Vaskning, balbining (spoling)
36 Alen at væve à 5 Sk.
Mesterløn = 20 %
I alt
32
Rigsdaler
Mark
Skilling
6
1
1
9
1
11
4
1
5
4
5
4
6
2
4
12
9
5
Serviet med damaskmønster nr. 1: Strøbuketter. Bort med blomsterfeston er vundet omkring knippestave
og indvævet N.RYBERG / ESQ / KIÖNG 1784. Mål: 85 x 104 cm. Kunstindustrimuseet, 37/1957.
Foto: Ole Woldbye.
Samme år importeredes 100 pakker hollandsk hør til 1500-1600 rigsdaler. Pakkernes omfang kendes dog ikke; men at
Voelker selv syntes indkøbet i Riga var
dyrt, ses af hans slutbemærkning: ”Gud
bevare os for Voelker, vil De sige” 47.
Foruden lærredet afregnede Thorning fire stykker i den mere komplicere-
33
de drejlsvævning; men om mønstrene i
disse oplyses intet. Den vanskeligere
teknik belønnes med lidt mere i løn til
væveren, hvorved også mesterlønnen er
steget lidt, så at hvert stykke kom på
131/2 rigsdaler. Disse fire stykker drejl
blev til 48 servietter – det første dækketøj i fabrikkens produktion. Endelig
afregnedes der i ét tilfælde lærredstørklæder. Men for disse blev der ikke
lavet kalkule, derimod noteres det, at de
”kom til København”, måske for at forevises for Ryberg. Tørklæderne var et forsøg, der ikke blev gentaget i den tid, der
omfattes af kalkulationsbogen. To andre
stykker nr. 40 og 48 afregnes ikke, men
”kom med væven til Cockrane”. Her
optræder igen navnet på den mand, der
sammen med Ryberg signerede kalkulationsbogen (se side 30) og som snart
skulle få stor betydning for fabrikken.
Cockrane må altså i 1784 være kommet
til Køng og er blevet installeret med en
væv et sted i byen for senere at overtage
ledelsen af væveriet efter Thorning.
Den nye vævemester, den 38-årige
John Cochrane, var skotte ligesom Plejeanstaltens vævemester John Gordon.
Ved folketællingen i 1787 kaldes han
mester ved fabrikken. Han var gift med
Margareth Laren, og de havde to børn,
James på tolv år og Ryberg på tre år,
født det år, familien kom til Køng.
Drengens opkaldelse efter Niels Ryberg
fortæller mere end mange ord, hvilken
agtelse mesteren har næret overfor
fabriksejeren 48.
Den første afregning i Cochranes navn
er indført den 4. maj 1784 og omfattede
ti stykker. I mærkningen af varerne blev
gårdens navn nu udskiftet med bynavnet Kiöng, hvorefter alle stykkerne mærkedes med I.C. for mesteren, Kiöng samt
nummer. Fra denne dato giver kalkulationsbogen flere oplysninger. Dels er væ-
34
verens navn nu anført ud for hvert stykke,
og dels anføres også et mønsternummer,
dvs. at hvert nyt mønster, der optoges i
produktionen, fik sin nummerbetegnelse.
Der var nu oplært fire drejlsvævere, som
afregnede de ti stykker drejl med ialt
otte forskellige mønstre, samt et stykke
håndklædestof; men desværre er der
ingen holdepunkter for at identificere
disse første mønstre. De 10 stykker blev
til 141 servietter og 25 kaffeservietter.
De fire drejlsvævere var Jesper Larsen, Laurs Hansen og Jeppe og Andres
Olsen. To af dem holdt snart op med at
arbejde på fabrikken, mens Laurs Hansen og Andres Olsen fortsatte. Laurs
Hansen erhvervede senere hus i Køng
by for at væve hjemme (se side 81). Ved
næste afregning den 6. november samme år var der ni drejlsvævere; det vil
sige, at der i løbet af det halve år var tilkommet syv, og man fornemmer, hvorledes iveren har grebet væverne – for
lærredsvævernes vedkommende til at
forsøge den vanskeligere teknik, og for
drejlsvæverne til at prøve nye mønstre.
En spore var det selvfølgelig, at væverlønnen var højere for drejl end for lærred. Men lærredsvævningen var stadig
langt den største del af produktionen.
Den udskiltes imidlertid delvis fra fabrikken i Køng, da man allerede fra
1785 lod væve lærred hos Linnedvæverlavet i København, som det fremgår af
kalkulationsbogen.
Stykkerne holdt mellem 33 og 38
tommer i bredden, hvilket svarer til en
forskel på 15-16 cm. mellem de bredeste
og de smalleste stykker. Endnu var man
ikke begyndt at indrette kammen eller
rendingstallet efter en fast vævebredde,
hvorfor et stykke på 1200 tråde ville
variere i bredden efter garnets tykkelse
og kammens tæthed. Først i april 1786
blev det fastslået, at lærredet skulle hol-
de 35-36 tommer i bredden og drejlet
33-34 tommer, uanset kvaliteten.
Damask
Med damaskvæveren John Cochrane’s
ansættelse som mester blev der mulighed for at udvide produktionen med
endnu en varetype. Cochrane begyndte
straks at oplære nogle af væverne i sin
kunst, og samme år, i november 1784,
kunne væveren Peder Olsen junior
afregne det første stykke damask med
mønsterbetegnelse nr. 1. Af dette stykke
blev der 30 servietter.
Stykket må være blevet færdigt mellem den 6. og 24. november. Den 1.
november skete nemlig den halvårlige
afregning eller indføring i bogen, og
den 6. afsendtes de færdige varer til
København. Herimellem var der ikke
damask; men den 24. ekspederedes en
forsendelse til hovedstaden indeholdende noget drejl og de 30 damaskservietter. Det har sikkert været både Voelker
og Cochrane magtpåliggende at vise
Ryberg dette nye resultat, hvorfor stykket er blevet afregnet separat, og herefter er servietterne kommet med særligt
bud til byen. Mønstret består af små
blomsterbuketter, omgivet af en bort
med stave, omvundet med bånd og en
blomsterfeston. Ved den ene ende ses
den indvævede betegnelse: N. RYBERG
/ ESQ[UIRE] / KIÖNG 1784.
Peder Olsen kan følges i kalkulationsbogen som en hurtigt opstigende
stjerne. Han afregnede kun én gang lærred og derpå et stykke drejl, inden han
gav sig i kast med damaskvævning. I
folketællingen den 1. juli 1787 var han
22 år gammel og kaldes fortsat væverdreng, skønt han allerede i 1784 som 1819-årig har været en habil damaskvæver. Peder Olsen vedblev nu at væve
Detalje af borddug med samme mønster som
servietten afbildet side 33 og med indvævet navnetræk. Kunstindustrimuseet, 150/1969.
Foto: Ole Woldbye.
damask, og ved næste afregning den 26.
april 1785 leverede han to stykker med
samme mønster på tilsammen 73 1/2 alen.
Af disse stykker blev der 43 servietter.
Peder Olsen modtog i præmie 3 mark.
Præmier blev ligesom i spindeskolerne
hyppigt givet ved væveriet, især for
opsætning af nye mønstre. For damask
var væverlønnen desuden 14 skilling pr.
alen – 9 skilling mere end for drejl.
Af disse damaskservietter er 26 kendt.
De to bærer foruden det vævede navnetræk et kronet monogram FC og årstallet 1836 broderet i det ene hjørne, betegnende Arveprins Ferdinand og Prinsesse Caroline. Ifølge overleveringen skulle
dette dækketøj have været en gave til
arveprinseparret fra Frederik 6. Ryberg
må derfor i sin tid have skænket Kronprinsen et sæt som bevis på fabrikkens
formåen 49.
Dette første damaskmønster vævedes i flere omgange, først af Peder Olsen
sammen med Per Peersen, der også
havde vævet drejl, og senere vævede de
sammen damaskmønster nr. 2, samtidig
med at to andre vævere, Frederik Calve
og den tidligere nævnte Andres Olsen,
gik i gang med nr. 1, som denne gang
35
Damaskserviet med en stærkt forenklet gengivelse af Køng-mønster nr. 1 og indvævet navnetræk: L. KJELLERUP / AALBORG 1802 for
storkøbmanden Lauritz Kjellerup i Aarhus, død
i Aalborg 1823. Servietten er vævet i krydskiper-binding og må være udført i et værksted i
Aalborg efter en patron eller vævning fra Køng.
Mål: 84 x 881/2 cm. Ejer ukendt. Foto: John Bec-
var en dug. Det var en overordentlig
stor dug med 128 tommer i bredden,
svarende til godt 3,30 meter, og med en
længde af 11 1/4 alen eller ca. 7,2 meter.
Dugene krævede en tomandsvæv, da én
mand ikke har kunnet nå fra side til side
for at indslå og modtage skyttelen,
hvorfor der også er to ved afregningen.
Her blev der givet præmie for hvert af
stykkerne. I november 1785 afregnedes
endnu to duge.
Mønster nr. 1 kendes i dag tillige fra
to garniturer, hvoraf det ene, en dug
med 24 servietter med den indvævede
inskription, skal have tilhørt konferentsråd Frederik Adam Müller, der var
jævnaldrende med Niels Ryberg og formentlig en god ven af ham. Det andet
garniture, bestående af en dug og 19
servietter, mangler inskription og er i
øvrigt efter alt at dømme ikke vævet på
Køng Fabrik (se side 86f) 50.
36
Mønstret er hurtigt blevet populært,
og produktionen fortsatte i en årrække.
Det er også blevet kopieret ved andre
fabrikker, således i Aalborg i 1802 og
ved Vadstena fabrikken i Sverige så sent
som i 1830’erne. I det første tilfælde
drejer det sig om en ret ubehjælpsom
kopi med en indvævet mærkning ganske som på Rybergs damask, her med
navnet L.KJELLERUP / AALBORG 1802.
Den har tilhørt storkøbmand, skibsreder og etatsråd Lauritz Kjellerup i Århus, død i Aalborg i 1823, og er sandsynligvis udført af en Aalborgvæver 51.
Denne serviet er bevis på, hvor hurtigt
indflydelsen fra Køng udbredtes i landet,
sådan som den oprindelige tanke var.
Også dengang havde hver fabrik sine
egne mønstre, men moderne damaskmønstre kunne ikke fås her i landet af
mangel på mønsterdesignere. De køngske damaskmønstre blev indkøbt fra
England, hvorfra Ryberg indforskrev alt
til damaskvævningen undtagen selve
vævene. Det sidste mønster indkøbtes i
1789 og kostede 50 pund sterling 52.
Damask-mønster nr. 2 kan også bestemmes; det kendes i adskillige eksemplarer, forsynet med forskellige, indvævede navnetræk og alle med betegnelsen KIÖNG 1786. Både dette mønster
og mønster nr. 3 blev vævet første gang
i 1785; men ingen eksemplarer med dette årstal kendes. Imidlertid oplyser kalkulationsbogen, at mønster nr. 2 i 1786
fremstilledes med indvævede navnetræk for Lorch, Maria Vett, Ryberg, Rohse og Moltke i den nævnte rækkefølge.
Der kendes i dag enkelte servietter med
navnene MARIA SOPHIA VETT og
NIELS RYBERG samt et helt garniture
med navnet SOPHIA HEDWIG MOLTKE. Desuden findes enkelte servietter
uden vævet navnemærkning, men stadig med fabriksnavnet og årstallet 1786.
Serviet med damaskmønster nr. 2 med stor blomsterbuket i en krans af sammenbundne vinranker, mindre hjørnebuketter og blomsterfeston langs kanten. Indvævet: KIÖNG 1786. Broderet navnemærkning
FMH / 24 for Frederikke Margrethe Harboe, gift med grosserer Jens Harboe (1757-1824). Mål: 84 x 98
cm. Kunstindustrimuseet, 14/1956. Foto: Ole Woldbye.
De sidste er mærket med broderet
FMH/24 for Frederikke Margrethe Harboe, født Christensen, der i 1790 ægtede
grosserer Jens Harboe i København 53.
Maria Sophia Vett var datter af direktøren for Det østersøisk-guineiske Han-
37
delsselskab, etatsråd Jørgen Didrik Vett,
og både han og Jens Harboe har formentlig hørt til Rybergs omgangskreds.
Stykkerne med navnetræk for Lorch,
Vett, Ryberg og Rohse, indeholdende 12
servietter til hver, blev alle vævet af
væveren Bend Hansen, der kom til
fabrikken i 1785. Også navnet Damkier
blev indvævet på 34 servietter af mønster nr. 2. Af Moltke-servietterne blev
der fremstillet 24 stykker, vævet af
Laurs Hansen, som kendes fra væveriets begyndelse. Han var nu en øvet
damaskvæver efter at have vævet mønster nr. 3 året før og i januar 1786 nr. 4.
Det kan således konstateres, at der allerede i væveriets sjette år var fire damaskmønstre i produktion. Samme år
var der også vævet 6 bordduge af mønster nr. 2, hver 114 tommer (knapt 3
meter) brede og 12 alen (godt 7 1/2 meter)
lange, sandsynligvis som komplettering
til nogle af servietbestillingerne. Der
vævedes også bordduge i de andre
damaskmønstre, således 7 af nr. 1, 6 af
nr. 3 og 4 af nr. 4, ialt 25 duge; de holdt
alle samme bredde; men længden kunne variere fra 9 til 12 alen.
Det Moltke’ske dækketøj, en dug og
24 servietter, blev vævet på bestilling af
grevinde Moltke til Bregentved, hvis
datter Bertha blev gift med Frederik
Adeler til Adlersborg den 1. juli 1786.
Brudens initialer BM er broderet på
hvert stykke; dækketøjet kan have
været bestemt til bryllupsmiddagen, for
derefter at indgå i Bertha Moltkes
udstyr, siden det bærer hendes pigenavn og ikke hendes ægtefælles navn.
Men det kan fastslås, at til denne begivenhed kom dækketøjet ikke i brug,
eftersom det endnu ikke var færdigt.
Servietterne afregnedes først henimod
midten af juli, hvortil der måtte beregnes mindst en måneds blegning.
38
Dette mønster er ligesom nr. 1 opbygget symmetrisk på hver side af et
midterfelt. I nr. 1 er dette ganske smalt, i
nr. 2 er det bredere og udfyldes af en
central buket med en rose og en passionsblomst. Passionsblomsten går igen
i bortens festoner og ses også i blomsterranken i mønster nr. 1. Men mens mønster nr. 1 virker homogent i sin komposition, synes nr. 2 at være sammenstykket af flere elementer: midterbuketten er
således et mønster for sig, der har været
lidt for bredt til midterfeltet, så at den
venstre gren synes afkappet efter en
usynlig linje. Buketten er indesluttet i en
halvkrans af vindrueranker, sammenbundet forneden med en sløjfe. De
sammenbundne palmegrene over hvert
hjørne ser stive og amatøragtige ud og
er muligvis indkomponeret af Cochrane
selv.
Denne opbindingsmåde, der kombinerer et midtfelt med et andet mønster,
gentaget spejlvendt på hver side, kaldes
med en fransk betegnelse ”armure bâtard”. En sådan opbinding blev udbredt
i det 19. århundrede, da maskiner kom i
almindelig brug, men forekommer kun
sjældent i det 18. århundrede. Den kendes dog fra engelsk dækketøj, ligesom
der også her forekommer mønstre, der
er sammenstykket af forskellige elementer. Et helt mønster af en så uens tegning er næppe blevet hjemkøbt i dyre
domme, så det er sandsynligt, at
Cochrane, efter sit hjemlands skik, har
sammenstillet løse mønsterdele til en
komposition. Midterbuketten såvel som
vindrueranken kan tænkes at være sådanne indkøbte enkeltmønstre.
Damaskmønster nr. 3 kendes ikke.
Det blev vævet tre gange i 1785 af Laurs
Hansen, og det følgende år blev mønster nr. 4 gentaget tre gange af samme
væver. Det er muligt, at to damaskservi-
Sophie Hedevig Moltke, Bregentved, malet af Peder Als, o. 1766. Grevindens navn findes 20 år senere
indvævet i dækketøj af damask, da hun i juli 1786 skal holde bryllup for sin datter, Mål: 90 x 74 cm.
Espe. Foto: Erik Bredahl.
etter med enkedronning Juliane Maries
kronede monogram og årstallet 1786
kan være af Køng-produktion, og således identificeres med mønster nr. 4 54.
Det må dog i så fald undre, at man ikke
har benyttet lejligheden til at indvæve
dronningens navn. Det er et fint og let
mønster i en sammenhængende kompo-
39
Portræt af Niels Ryberg. Kobberstik af G.L. Lahde,
1797 efter Jens Juels maleri ”Det rybergske familiebillede” gengivet side 56. Dette stik er efter
al sandsynlighed brugt som forlæg for en damaskserviet med Niels Rybergs portræt, som er
registreret i privat eje, men nu er forsvundet. Et
stik som dette kan uden problemer omsættes til
et patronmønster. Mål: 95 x 81 mm.
sition, karakteristisk for senklassicismen. Bindingen er lidt løs, men hørren
er blank og af fineste kvalitet.
Mindst ét damaskmønster endnu
fandtes ved fabrikken i denne periode,
eftersom det er oplyst, at det sidste
mønster blev indkøbt i 1789; men fremstillingen heraf kan ikke spores i kalkulationsbogen, der afsluttedes to år tidligere 55. Hertil kommer endnu et mønster,
der er blevet registreret i Nationalmuseet før 1913; det var en damaskserviet med indvævet portræt af Niels
Ryberg, og som derfor blev henført til
hans egen fabrik. Servietten er siden
40
forsvundet, og end ikke et fotografi findes. Portrættet var utvivlsomt vævet
efter G.L. Lahde’s kobberstik fra 1797,
stukket efter ”det rybergske familiebillede” af Jens Juel 56.
Efter kalkulationsbogens udløb med
udgangen af året 1786 kan produktionen ikke længere følges så nøje, og intet
mønster kan identificeres med sikkerhed, fordi man synes at være ophørt
med at lade fabrikkens navn indvæve i
det finere dækketøj. De her omtalte
damaskmønstre må også anses for at
udgøre en prestigemæssig produktion
med henblik på en snæver kundekreds,
hovedsageligt indenfor Rybergs egen
bekendtskabskreds; i hvert fald forhandledes de ikke som fabrikkens øvrige varer.
I december 1787 indrykkede Voelker
en bekendtgørelse i Adresseavisen, at
Kjøng Fabriks Oplag i København var
blevet forsynet med varer, blandt andet
drejls-damask og damask med atlaskgrund 57. Damasken leveredes i garniturer, bestående af en dug med 12, 18 eller
24 servietter, og mønstrene på disse var
nellike, jasmin og roser og egeblade. Disse
tre mønstre, der vævedes med atlaskgrund, tyder på, at der er tale om en
vare, som i dag benævnes damask-drejl,
betegnende damaskvævning med små
rapporter, som kunne væves på et mindre antal skafter end det egentlige
damask. De har i hvert fald ikke noget
at gøre med det ovenfor omtalte, signerede damask fra 1784-1786. Mønstrene
kan være indkøbt; men det er mere
sandsynligt, at de har været medbragt
af Cochrane. Imidlertid blev Egeblade –
formentlig i moderniseret tegning – et af
fabrikkens mest populære mønstre, og
vævedes til Kongehuset, i hvert fald fra
midten af det 19. århundrede og måske
tidligere. Også et moderniseret nellike-
Stor annonce og priskurant for Køng Fabriks varer, indrykket af inspektør Voelker i Københavns
Adresseavis den 24. og 31. december, 1787. Annoncen begynder under overskriften Bekiendtgiørelse
nederst i venstre spalte. Det kongelige Bibliotek.
41
Striber med roser
Snefog
Skakbræt
Halv diamant
Slange
Gennemskårne diamanter
6 drejlsmønstre: ”Striber med roser” (der må have set ud omtrent som dette), ”snefog” (det kunne have
forskellige fnugstørrelser), ”skakbræt”, ”halv diamant” (afledt af engelsk ”diamond”), ”slangemønster” (identificeret efter tysk mønsterbog; findes også i Køng-mønsterbog), og ”gennemskårne diamanter”. Foto: Damask- og drejlundersøgelsen, Den gamle By, Kunstindustrimuseet og National museet.
42
T.v. serviet med ”nordstjerne” i hjørnet. T.h. ”kastkæp” som er et mønster med aner tilbage til 1700tallets begyndelse, her gengivet fra en serviet. Privateje. Den gamel By, nr. 166:68. Foto: Karin Munk.
mønster optræder i fabrikkens senere
produktion. (Illustration side 89 og 90).
Selv om det sidste damaskmønster,
som nævnt, blev indkøbt i 1789, fortsatte produktionen af damask dog et stykke ind i 1800-tallet, idet Brun-Juul i sit
leksikon fra 1807 skriver, at ”Det Rybergske Drejlsmanufaktur i Kjøng leverer meget fine og skjønne Damaster, der
udmærker sig ved smagfulde Mønstre”.
Det tilføjes, at de leveres i forskellige
mål, alt efter bestemmelse, fra 5 kvarter
til 3 og 4 alens bredde, og at de sidste
væves på en tomands-betjent væv.
fremfor det eksklusive damask. I kalkulationsbogen forekommer der ingen
navne på drejlsmønstre så lidt som på
Drejl
Det første drejl, der fremstilledes ved
fabrikken, blev som nævnt allerede
afregnet i Thornings tid, dvs. før den 1.
november 1783. Drejl blev efter et par
års forløb den vigtigste vare i fabrikkens
produktion. Ved at være mønsterbærende kom det til at karakterisere produktionen mere end det anonyme lærred,
og som følge af den langt større mængde og udbredelse tegnede det fabrikken
Nellikemønsteret er eksempel på ”drejlsdamask”,
som betegner mindre firgurmønstre i gentaget
rapport. Det er her vævet med striber til et
håndklæde fra 1800-tallets midte. Mønstret har
dog nyklassicistisk form; det findes i en mønsterbog, udført i Køng i 1820’erne, og er antagelig identisk med det annoncerede fra 1787.
Udsnit, ca. 15 x 15 cm. Privat eje. Foto: Karin
Munk.
43
damaskmønstre, kun numre. Igennem
de knapt fire år, hvor produktionen kan
følges, var der ved siden af de fire
damaskmønstre blevet sat 25 drejlsmønstre i produktion. Der havde i samme
tidsrum været 16 drejlsvævere, hvoraf
de otte én eller flere gange vævede
damask.
Drejlet, der næsten udelukkende anvendtes til dækketøj, synes i de fleste tilfælde at have haft borter i kanten. Kun i
enkelte tilfælde nævner kalkulationsbogen at et stykke var uden bort. Borterne
indebærer, at stykker, beregnet til servietter, med bestemte mellemrum har haft
en dobbelt tværbort med plads til ombuk, så kanten efter afklipning kunne
sømmes.
Med hensyn til mønstrene hjælper
Voelkers annonce atter med til at give et
indtryk af produktionens art. Her nævnes en række af de klassiske drejlsmønstre som skakbræt, striber med roser, rosemønster, ottespidsede stjerner og kastkæp,
det sidste med nordstjernen som hjørnemotiv, samt perspektivmønster. Men der
nævnes også mønstre, som virker mindre velkendte, som halv diamant, gennemskårne diamanter, slangemønster, stjer-
44
ne med Kongens scepter, liden stjerne med
drejlsgrund, kinesisk frugt, krystalmønster
med flere, ialt en snes mønstre. Annoncen nævner endvidere drejl med kniplingsmønster, snefog og kløverblade, hvoraf i hvert fald de to sidste kendes fra
fabrikkens senere produktion. Endelig
nævnes der et par mønstre, som efter
beskrivelsen at dømme har været med
kombineret opbinding, såsom stjerner
med bygkorn og små stjerner med drejls
rosenkæder.
Kastkæp er et mønster, som kendes
fra tyske mønsterbøger før midten af
1700-tallet 58. I Køngs produktion fik det
et særkende ved at kombineres med en
nordstjerne i hjørnerne. Denne stjerne
indgik også i Rybergs våbenskjold, som
han fik udført i 1783 til brug for sin skydeskive. Skjoldet er opdelt på tværs og
har i nederste felt en palme, symboliserende såvel den ostindiske som den
vestindiske handel, mens nordstjernen i
det øverste felt stod for den færøske og
islandske handel (se side 61). Da Ryberg
i 1767 fik tilladelse til at oprette et oplag
på Færøerne, var det et lille skib ved
navn Nordstjernen, der første gang gik
med varer hertil 59. Motivet kan derfor
Dugens mål
bredde x længde
Antal
servietter
Pris:
fra
til
Knap 3 alen x 41/2-6
alen
12
13 Rdlr. 11 M.
1 Skill.
16 Rdlr. 5 M.
12 Skill.
31/2 alen x 5-6 alen
12
16 Rdlr.
14 Skill.
18 Rdlr.
15 Skill.
4 alen x 5 alen
18
20 Rdlr. 4 M.
16 Skill.
27 Rdlr. 4 M.
5 Skill.
5 alen x 12 alen
24
40 Rdlr. 4 M.
12 Skill.
Kløverblade i ”drejlsdamask”, er her brugt i en
serviet, der ifølge traditionen stammer fra forpagteren på Løvenborg. Samme mønster kendes
fra dækketøj, vævet på Brahetrolleborgs vævefabrik i 1795, ligesom det findes i en mønsterbog
fra Køng. Kunstindustrimuseet, 3/1968. Foto:
Ole Woldbye.
have haft betydning af en slags varemærke for fabrikken, jævnfør spindeskolens tavle, men det synes dog ikke at
have været brugt på alle varer. Som
brevsegl brugtes skjoldet endnu i 1817
af sønnen Johan Christian Ryberg 60.
Det kan være problematisk ud fra
annoncens ordlyd at forklare udseendet
af de forskellige typer varer. Hvad Voelker betegner som ”drejls-damask” er
næppe det samme, som vi i dag benævner ”damask-drejl”, det vil sige mønstre
med damask-tegning, altså med krumlinede, skævvinklede figurer, men med
korte og smalle rapporter i hyppig gentagelse som drejl. Betegnelsen skal snarere forstås som drejl, vævet i atlaskeller satinbinding, hvilket måske ikke
var det sædvanlige dengang. I BrunJuul’s vareleksikon fra 1807 forklares
damask således: ”I Almindelighed et
figureret Tøi med kipret- og AtlasGrund… På Retten af Tøiet ere Blomsterne taftagtige og Grunden atlasagtig,
paa Vrangen derimod finder det
omvendte Sted… Blomsterne eller Figurerne dannes ved Rendingstraadene
[ved hjælp af trækværket]. Da Trækket
altid indrettes efter Mønsteret, saa følger, at man kan væve Damasker af et
hvilket som helst Mønster… da Figurerne i Dreielet altid dannes af Isletten ved
Hielp af Fodskammelen.” Heraf følger
muligheden for i damask at lave krumlinede og skævvinklede mønstre, mens
drejlets mønstre altid er retlinede og
retvinklede.” 61. Ved at sammenholde
annoncens tekst med leksikonets synes
det klart, at Voelker med ”damask”
mener varer, vævet i atlask- eller satinbinding, og med krumlinede mønstre;
men i små rapporter, mens der ved
”drejls-damask” forstås varer, ligeledes
i satinbinding, men med retvinklede
mønstre, dannet ved hjælp af fodskamlen, men med den for damask karakteristiske atlask- eller satingrund.
Drejlet leveredes ligesom damasken i
garniturer, bestående af dug med servietter, i forskellige størrelser som vist i
skemaet på modstående side.
Man har således kunnet vælge frit
mellem de anførte mønstre indenfor
hver størrelse, og prisforskellen mellem
sæt af samme størrelse kan skyldes
enten en kvalitetsforskel eller at nogle
mønstre kostede mere end andre. Foruden i garniturer kunne drejl også leveres i hele stykker i bredder på 6 til 7 1/2
kvarter for priser af mellem 14 rdlr. 8
skilling og 26 rdlr. 3 mark eller i 3 1/2
kvarter brede stykker til håndklæder til
10 rdlr. 1 mark 13 skilling. Desuden var
der dobbelt brede stykker til håndklæder af særlig fin kvalitet med kniplingsmønster eller i særlig tæt og kraftig kva-
45
litet med mønstrene snefog og kløverblade. Samme mønstre vævedes til teduge
i to størrelser: 6x8 og 7x10 kvarter.
Det har vist sig vanskeligt at finde
eksempler på disse tidlige drejlsmønstre. Varerne var som nævnt mærket på
enden af hvert helt stykke; men når dette blev delt op til duge eller servietter, er
mærkningen gået tabt. Daterede stykker
fra denne periode dukker også sjældent
op, dog findes en serviet med et mønster af runde bomber, der bærer enkedronning Juliane Maries monogram og
årstallet 1790. Mønstret er formentlig
identisk med det i annoncen benævnte
”snefog”. På dette tidspunkt var fabrikken netop begyndt at levere det meste
af kongehusets forbrug af dækketøj;
men regnskaber over leverancer til enkedronningen er ikke bevaret.
Også ”kløverblade” kan bestemmes
med rimelig sikkerhed, da det forekommer på flere stykker, hvoraf et er dateret
1795. Det pågældende stykke er en serviet, vævet på Brahetrolleborgs vævefabrik på Fyn; men et sammenfald af
mønstre i disse to fabrikker er sandsynligt efter Thornings antagelse der 62. Det
samme gælder en serviet fra 1793, hvis
mønster kan forbindes med det i annoncen som halv diamant eller gennemskårne
diamanter benævnte. Denne betegnelse,
der er afledt af engelsk diamond, kan
være indført af John Gordon for et i
øvrigt almindeligt kendt mønster. Generelt må det nok antages, at både mønstervalg og betegnelser ved fabrikken
har været af engelsk afstamning. Mønstret slanger kan dog gennem en ældre
tysk mønstersamling bestemmes til lodrette zig-zag-striber. I slægt med dette er
muligvis kniplingsmønster, afledt af det
tyske ”gezäckelten Arbeiten” (takket
mønster), idet ”takker” er en gammel
betegnelse for knipling 63.
46
Lærred
Selv om både damask- og drejlsvæveriet gjorde fabrikken megen ære, var det
dog lærredsproduktionen, der var grundlaget for dens eksistens. Desuden var det
som nævnt Rybergs plan, at Danmark
skulle forsynes med hjemligt producerede lærreder i stedet for importerede. For
at dette mål kunne nås, måtte produktionen af lærred udvides betydeligt,
langt ud over fabrikkens egen kapacitet.
Begyndelsen til storproduktion var
gjort med oprettelsen af Det næstvedske
patriotiske Selskabs spindeskoler; men
Køng Fabrik var ikke i stand til at opvæve garnet, som derfor hobede sig op i
lageret. For at afhjælpe situationen havde Voelker den 6. og den 20. juli 1785
indrykket følgende annonce i Adresseavisen: ”I Mangel af Vævere nødsages
jeg at bortsælge en Del spundet Garn,
som i de af Det patriotiske Selskab i
Nestved oprettede Spindeskoler er forarbejdet.”
Annoncen besvaredes den 19. september og atter den 19. oktober af det
københavnske linnedvæverlavs oldermand, Mathias Köhlert, som følger: ”Da
Hr. Voelker i Kiöng har ladet averteres i
Aviserne, at i Mangel af Vævere var han
nødsaget at bortsælge Endel spundet
Linnedgarn, saa finder jeg mig paa Linnedvæver Laugets Vegne her i Staden
aarsaget at bekjendtgjøre for dem, som
maatte finde Lyst til at købe dette Garn,
men paa Grund af ovenmeldte Avertissement kunne frygte ej at kunne faa det
vævet, at en betydelig Del Garn ved
Lauget kan blive imodtaget og vævet
som Linnedarbejde bør behandles ved
Vævning, naar Arbejdslønnen er saaledes, at Mesteren kunde have en billig
Betaling for Deres Arbejde og Redskab.”
Köhlert var forbavsende længe om at
reagere på Voelker’s nødråb, hvis man
skal tro, at korrespondancen mellem
dem kun er sket gennem avisannoncer.
En anden aftale var imidlertid hurtigt
kommet i stand med vævemester Caspar Köhlert på Christianshavn; men
hans bror, oldermanden, kan have haft
en interesse i offentligt at melde ud, at
lavets vævere kunne få så meget arbejde, de ønskede.
Kalkulationsbogen viser, at der fra
den 25. november 1785 til nytår blev
afregnet 30 stykker lærred og sengelærred fra Köhlert på Christianshavn. Men
det var ikke lavets vævere, der således
fik arbejde gennem Kjøng Fabrik. Caspar Köhlert havde i stedet engageret
konerne i Dragør til at opvæve garnet.
Her havde den kvindelige befolkning
længe ernæret sig ved væveri, mens
mændene var på søen, således at der
fandtes både kapacitet og redskaber for
hånden 64.
Lavet fandt sig imidlertid ikke i denne
konkurrence udefra og fik idømt Köhlert en mulkt på 4 rigsdaler. Den 15.
februar 1786, altså kun få måneder efter
den første afregning med fabrikken,
ansøgte han i Kommercekollegiet om
fritagelse for denne mulkt, som var tilkendt ham af Linnedvæverlavet ”for at
have givet Dragøerne Garn at væve i
Commission fra Inspekteur Voelker”.
Han bad desuden om tilladelse til at
fortsætte denne praksis, idet det drejede
sig om en ”Fabrik-sag”, hvoraf lavet
ikke på nogen måde kunne fornærmes.
Han forklarede, at Voelker havde bedt
ham væve et bestemt kvantum garn til
en bestemt pris, og han havde straks
gennem oldermanden, der var hans
bror og kompagnon, spurgt lavsvæverne, om de ville tage det, men de fandt
prisen for ringe. Da han så havde ladet
det væve i Dragør for den fastsatte pris,
Blegemarker på Dragør Sydstrand 1902. Bemærk træpindene, som fastholder og udspænder lærredsbanerne ved hjælp af løkker af bændler, som blev syet langs lærredets kanter. Ufaglærte kvinder og pigebørn fik arbejde med syningen. Metal kunne ikke bruges, da det ville ruste og skade lærredet. Foto i
Dragør Lokalarkiv.
47
Strandgade i Dragør omkring 1900. Det forreste
hus i rækken, hvor tag og vinduer endnu ikke er
moderniseret, er typen på et beboelses- og vævehus fra omkring 1800. Dragør Lokalarkiv, J.nr.
1993/142.
fik han besked af lavet om at nedlægge
dette arbejde og ikke understøtte ”Fuskere paa Landet”. Kommercekollegiet
resolverede, at lavets monopol ikke
strakte sig videre end til at gælde for
stadens egne indvånere og derfor ikke
burde kunne hindre linnedfabrikationens almindelige fremgang på landet.
Man videresendte den spegede sag til
Magistraten, der frikendte Köhlert for
mulkt, men ikke ville ophæve lavets
monopol 65.
Derefter bad Fabrikdirektionen om
en fuldstændig redegørelse for lavets
beskaffenhed og udsendte sluttelig på
48
trods af magistratens og lavets protest
den melding, at Linnedvæverlavet ikke
ansås at have nogen ”fortrinlig duelighed”, som kunne gøre opretholdelsen af
lavsrettighederne fornøden. Man mente
derimod, at monopolet dels var til
hinder for husfliden og dels opretholdt
en alt for høj arbejdsløn, så at spinderiernes garn vanskeligt kunne opvæves.
Det endelige resultat var en kongelig
plakat af 22. maj 1788, der påbød linnedvæverlavet i København ikke at
optage flere mestre, men fastslog, at
enhver, der søgte om lavsrettighed skulle indgive ansøgning om et kongeligt
privilegium, hvilket – efter tilstrækkelig
bevisførelse for vedkommendes duelighed i den fabriksmæssige vævning af
lærred, drejl og damask – ville kunne
forventes bevilget 66. Hermed var lavet i
praksis ophævet og fabriksmæssig vævning stadfæstet i stedet, hvilket må ses
som et væsentligt resultat af Rybergs og
Voelkers bestræbelser.
Caspar Köhlert fortsatte imidlertid
kun for en tid at være formidler mellem
fabrikken i Køng og væverne i Dragør,
hvor fabrikken snart oprettede egne
vævestole og senere også fik egne blegemarker, der kom til at bestå til ind i det
20. århundrede 67.
Den driftige Köhlert lod i 1788 opføre
et hus i Dronningensgade på Christianshavn og købte snart efter nabohuset.
Samme år fik han et lån på 5000 rigsdaler fra Fabrikfonden og bevilgedes toldfrihed på råmaterialer, når disse anvendtes til fremstilling af lærreder til
Kanalkompagniet eller anden offentlig
handel. Endelig opnåede han frihed til
at lade disse varer væve hvorsomhelst,
han fandt det fordelagtigt, uden om
lavene 68. Han opbyggede hurtigt en
blomstrende virksomhed og fik i 1797
sammen med broderen Mathias og svo-
Københavns Adresseavis den 20. juli 1785. Voelkers annonce om salg af garn blev bragt på forsiden,
øverst t.v. Det Kongelige Bibliotek.
geren Jacob Ehlert, der også var linnedvæver, Kommercefondens understøttelse til et forsøg med høravl, som de
havde begyndt på Amager, samt til rokke og hasper til et spinderi i Dragør. I
1804 fik de tillige privilegium på et heg-
leri 69. Der var ikke tale om et konkurrerende foretagende, da alt må være sket i
forståelse med fabrikken i Køng, hvilket
fremgår af, at Ryberg selv forstrakte
Köhlert med et lån 70. Tværtimod kunne
væveriet i Dragør, der nu blev drevet
49
som en del af Køng Fabrik, og som regnedes for at være af en ikke ringe betydning, tænkes at have nydt godt af Köhlerts virksomhed 71.
Lærredsvarerne
Lærredsfabrikationen omfattede adskillige sorter, men nøjere specifikation savnes fra de tidligste år. Af nogle af de i
1785 afregnede stykker lærred blev der
fremstillet duge og servietter.
Köhlerts afregninger til fabrikken
viser både lærred og sengelærred, de
sidste af 48 tommers bredde (1,25 m). I
Voelkers annonce i Adresseavisen juleaften og nytårsaften 1787 opregnes følgende sorter: brede til sengelagener,
rare og ublegede lærreder uden appretur, snørliv-lærred og endelig platilles
royales, der ligesom sengelagnerne havde en bredde af 5 kvarter. Platilles var
egentlig et böhmisk produkt, der havde
sit navn efter den måde, hvorpå det var
sammenlagt (plat = flad). Det var et
glat, bleget og fladt sammenlagt lærred,
som solgtes under betegnelserne platilles simples og platilles royales, de sidste
var ombundet med papirbånd og med
et rødt bånd, forsiret med figurer i bladsølv 72.
Fabrikationen af platilles royales blev
påbegyndt i 1787. Voelker omtalte dem i
et brev til amtmand Bielke i Vordingborg, hvori han fortæller, at han havde
bedt Ryberg forsøge at forevise de få
færdige stykker for skræddere og hvem
som helst. Han følte selv, at de nok kunne gå uden tab, især, mente han, når de
stempledes med ”sådan et nydeligt
mærke”. Dette mærke (stempel), måske
til båndets sølvforsiring, bad han om at
få sendt tilbage. – ”Ikke sandt?”, skrev
han, ”de samme [mennesker] giver gerne
for stemplets skyld 20 skilling for 5/4
50
bredde af smukt linned, som just er
egnet til særke og skjorter for fruentimmer og mandfolk.” Godt en uge efter
skrev han optimistisk: ”Går platillerne
og jeg får en fond af Det østersøiske
Compagni, saa vil jeg være entrepreneur”, og i november lidt mere usikkert:
”Alt afhænger af platilles royales og at
de ville være lidt flittigere i Dragøe, thi
der er endnu 400 kæder eller 800 Stykker uforvævet i Kjøbenhavn” 73. Voelkers
uro kom sikkert af, at de måtte være
færdige til det planlagte salgsfremstød
på juleaftensdag. Hans forventninger til
platillerne slog til, i hvert fald fortsattes
fabrikationen deraf; derimod gjorde
Voelker ikke alvor af drømmen om at
blive selvstændig entreprenør.
I 1793 annoncerede Voelker igen, og
nu var der flere sorter lærred på listen:
Lærred, dito fine, dito til lagener og platilles; desuden ”saakaldede hiemmegiorte Lærreder”, altså ialt 5 sorter, alle i
forskellige længder og bredder efter
behag, det hjemmegjorte dog kun i én
bredde 74. Nu havde man altså fraveget
den i 1786 indførte regel, at alle lærreder skulle holde 35-36 tommer i bredden (se side 34f.); man beregnede naturligvis stadig varernes bredde forud,
men havde blot udvidet sortimentet
med flere bredder. Kvaliteten af lærredet bedømtes på trådtætheden, og efter
reglerne ved Brahetrolleborg, som rimeligvis også var gældende i Køng, skulle
der altid være 1 à 2 tråde mere pr. tomme i islætten end i kæden 75.
Snørlivslærredet, som nævnes i annoncen i 1787, var en helt ny vare. Produktionen var blevet påbegyndt samme
forår, og den 12. maj kunne Voelker
meddele, at det første stykke snart var
færdigt, hvorefter han ville kunne kalkulere prisen. Den 7. juni sendte han
den første prøve til sin ven, amtmand
Hyldest til Linnedfabrikation. En kvindelig genius med en arne i form af en søjle vedligeholder ilden og
peger mod lærredet, der er ophængt mellem træer. Forneden to à tre hørneg og et stykke lærred på græsbleg. En stork ved søjlens fod symboliserer måske de fugtige områder, der er nødvendige til hørrens rødning og lærredets blegning. Tegnet af Johannes Schandorff (1767-1825), der arbejdede som silhuettør
og som brogetmaler på Den kgl. Porcelainsfabrik. Kobberstik af G.L.Lahde. Stikket kendes ikke som
titelkobber på Det kgl. Bibliotek, men må være udført til sådant brug. Næppe nogen anden end Niels
Ryberg ville have bekostet et sådant arbejde. Den kgl. Kobberstiksamling.
Bielke, og snart efter omfattede produktionen to sorter: det gule til 7 skilling pr.
alen og det hvide til 6 skilling pr. alen.
Begge slags holdt 2 alen i bredden og
var temmelig stift; det var vævet af
groft hørgarn i kæden og et godt sejlgarn i skuddet. I 1790 blev bredden heraf opgivet til 7 kvarter, altså 1/4 alen
mindre end de første, og i 1793 til kun 6
kvarter eller 1 1/2 alen. Det kostede da 1
rigsdaler pr. alen 76.
At dømme efter udtrykket ”det nu
brugelige Snørliv-Lærred”, som Voelker
anvendte i priskuranten, var det en ny-
modens vare, som her blev introduceret.
Snørliv havde sammen med den mere
”naturlige silhuet”, som hørte til den nye,
klassicistiske damemode, vundet frem
som afløsning for den tidligere modes
stramme korsetter med indsyede stivere.
Omkring 1780 var brugen af linneddynevår trængt igennem hos den velstillede del af befolkningen sammen
med andre linnedvarer som for eksempel gardiner; men først fra 1790 nævnes
5 kvarter brede dynevår blandt fabrikkens varer, og uden at dets udseende
beskrives nærmere. Andetsteds nævnes
51
det, at produktionen på denne tid omfatter rødstribede lærreder, og endelig i
1793 var sortimentet forøget med klare
(gennemsigtige), stribede og figurerede
lærreder til gardiner til priser mellem 2
mark 10 skilling og 3 mark 10 skilling
pr. alen 77.
Forbruget af hørlærred var på denne
tid enormt, og dækketøjet af drejl og
damask var som nævnt kun toppen af
en i øvrigt bred produktion af lærreder,
beregnet for den videst mulige kundekreds. I 1782 gjorde lægen Christian
Elof Mangor, en meget interessant beregning over forbruget af linnedvarer i
Danmark, opstillet efter befolkningsklasser, som blev refereret i 1795 af C.
Pontoppidan: ”De danske Staters Fornødenhed og Trang til Linned” 78:
”Danmark har i Europa [med Island, Norge
og Slesvig-Holsten] over 2 Millioner Mennesker.
1/20 af dem, den fornemme Klasse, bruger dagligt Manchetskjorter, Natskjorte,
Halsklude, Støvlemanchetter, Lommetørklæder, Lagener, Haandduge, Dækketøj,
Gardiner, linnede Dynevår m.m. – eller aarligt, efter allerknappeste Beregning, de store
med de smaa, i det ringeste for 20 Rdlr. =
2.000.000 Rdlr.
1/20 af dem, den fornemme Middelstand,
bruger det samme, men for en ringere Pris,
altsaa hver for 10 Rdlr.=
1.000.000 Rdlr.
2/20, de jævne Borgerfolk, nogle af Gejstligheden, Forvaltere, Forpagtere o.A. som bruge næsten alt det samme, og desuden Fruentimmerne Lærredstørklæder og -Forklæder,
noget deraf grovere, enhvers ansat for 7
Rdlr. 3 Mk.=
1.500.000 Rdlr.
16/20, de ringere Haandværkere, Soldater,
Matroser og Almuen. De beregnes for hver
to Skjorter til 3 Mk. Stykket, et Lagen til 3
52
Mk. Klude, Buxer, Tørklæder, Dug, i det
ringeste til ialt 3 Mk. (Dynevår, Omhæng,
Foer til Klæder etc. uberegnet) ialt 2 Rdlr. =
3.000.000 Rdlr.
I alt
7.500.000 Rdlr.
Her er dog intet beregnet til Betræk, Møbler, Bomuldstøj etc. – intet for det, som Ildebrand og Søen aarligt opsluge.”
Det årlige forbrug af lærred af forskellige sorter beløb sig altså ifølge Mangors
beregning, der kan sidestilles med moderne markedsundersøgelser, til 7-8 millioner rdlr., og det var penge, som for
langt den største del gik ud af landet.
Det må have været dette vældige beløb,
der også havde foresvævet Ryberg, da
han i 1776 indsendte sin betænkning om
udbredelse af linnedindustrien i Danmark, og det var her, han havde villet
sætte ind med sit program, hvorved en
stigende andel af disse penge skulle
kunne omsættes til arbejdsløn for landets egne indbyggere (se side 20). Derfor måtte produktionen i Køng, som
skulle være foregangsstedet, omfatte
flest muligt af de gængse sorter.
Følgende oversigt på næste side over
væveriets produktion i de første 10 år,
det vil sige fra maj 1780 til den 31. juli
1790 blev trykt i 1795 i Pontoppidans
Magazin 79. Lærredet opgives i stykker
uden angivelse af mål; men et gennemsnit af 35 alen pr. stykke kan fastslås ud
fra afregningerne i kalkulationsbogen.
De sidst tilkomne sorter som dynevår
og gardinstof figurerer dog ikke i denne
oversigt.
Selv om meget lidt af fabrikkens produktion fra denne første tid er bevaret,
og det derfor er vanskeligt at foretage
en bedømmelse af varernes kvalitet, er
der dog overleveret mange vidnesbyrd
om, at de var både smukke og gode.
Voelker antog selv, at de i kvalitet og
pris ville svare til indkøbsprisen i Hamborg for tilsvarende varer 80. Til amtmand Bielke skrev han, at han glædede
sig til at vise ham og amtmandinden sit
linned- og dækketøj (Leinen- und TischZeug), der var rigtig smukt 81. Også en
udsending fra Kommercekollegiet, Matthias Lunding, bemærkede ved sit
besøg på fabrikken i 1787, at ”Lærrederne saavel som Dreilerne vare efter mit
Skønnende godt vævede og en Deel
særdeles fiine. Der var mange fortræffelige Mynstere”82. Året efter udtalte Voelker sig atter om varerne: ”Vore finder
dog mere Bifald end mange andre, uden
dog at dadle de Brahe-Trolleborgske”,
og i 1806 meddeler han økonomen L.M.
Wedel, at ”Kjøng Fabrique leverer sær-
deles gode Vare, skjønt noget dyrere
end de udenlandske, men ogsaa noget
bedre i Boniteten. Her kan faaes alle
Sorter især ypperlige fine drejler og
Lærreder …83.
Varernes afsætning
Den voksende produktion og den i
varerne indestående kapital gjorde det
snart nødvendigt at tænke på afsætningen. I året 1786 udgjorde produktionen ialt 620 stykker lærred, 27 stykker
drejl og 105 + 39 stykker drejlsservietter
med duge samt 29 stykker damask, der
blev til 372 servietter og 24 duge – ialt
820 stykker, der tilsammen indeholdt
27.659 1/2 alen 84.
Det første fremstød blev gjort med
Voelker’s flere gange omtalte bekendt-
Væveriets produktion 1780-90
Lærreder
Platilles
Rødstribede Senge Lærreder
3.648 Stykker
Drejl
Halvduge
Bord Servietter
Bord Duge
Kaffe Servietter
Halvbredt
Haandklæder
1.769 Stykker
11.932
697
213
157
-
Damask
Bord Duge
Bord Servietter
Kaffe Servietter
119 Stykker
3.270
24
-
Blaarlærreder
Snørlivslærred
Resterlærred
Traad
49 Stykker
567 Alen
1.624 Alen
248 Pund
53
gørelse i Københavns Adresseavis under
den 24. og 31. december 1787, om at
Køng Fabriks oplag i København var
blevet forsynet med nye varer. Herpå
fulgte en egentlig priskurant med den
udførlige beskrivelse af varerne, som er
omtalt ovenfor (se side 41). Annoncen
sluttede med Voelker’s direkte opfordring til publikum om at købe disse
varer fremfor udenlandske, da ”Kiendere af saadanne Vare ville kunde indsee,
at de i Bonitet overgaa de udenlandske”. Han anførte videre, at priserne var
sat så lavt som muligt i håb om en hastig
afsætning, hvorved flere af den fattige
landalmue kunne sættes i arbejde med
at dyrke, hegle og spinde hør. Endvidere
at Fabrikken fremstiller drejls dækketøj
i hele sæt efter opgivet mønster, eller
hvis det drejer sig om supplering af eget
dækketøj, kan enkelte duge og servietter i et antal af mindst 12, fremstilles.
Men garnet dertil leverer fabrikken selv.
Til slut bemærkede han, at man allerede
havde haft ”nogen Afsætning i Udlandet”, hvormed han indirekte påpegede,
at varerne var konkurrencedygtige.
Det ser da også ud, som om annoncen har bragt fremgang i afsætningen,
for det følgende år kunne Voelker konstatere, at varernes afsætning var gået
temmelig godt, og at også nordamerikanerne påskønnede dem. Men i samme
åndedrag klagede han over den skadelige huseren af fremmede lærredskræmmere, der tog borgerret og købte sig usle
huse, men i øvrigt opholdt sig den meste
tid i udlandet hos deres familier. De
Niels Rybergs gård i Store Kongensgade, husnr. 36. Maleri af J. Rasch og H.H. Eegberg, omkring
1750. Nationalmuseet.
54
Rulle- og foldeværelse for linnedvarer. I baggrunden en lærredsbane ophængt ved taljer under loftet,
hvor det efterses og måles og derpå foldes på et langt bord. Forinden fæstnes trådender o.l. Til venstre
en rulle, hvormed lærredet ved mekanisk kraft presses til en fast rulle, til højre stempling af de foldede
eller rullede varer. William Hincks, Set of twelve Plates, illustrating the Production of Linen in Ireland, 1791. Victoria & Albert Museum, Print Collection.
gjorde fabrikvæsenet og købmændene
mere skade, end man skulle tro, fordi de
kunne sælge billigere – ikke havde butiksleje og kunne få lang kredit i udlandet. Der var stor omsætning i handelen
med lærred, som jo var en nødvendighed for alle; men fortjenesten derved
førte disse folk ud af landet. Voelker
foreslog derfor eksportpræmier både
for udførsel til provinsen og til udlandet
til befordring af eksporten og handelen
med danskproducerede varer 85.
Den 22. juni 1785 sendtes 37 stykker
drejl og lærred fra Køng Fabrik til
Ryberg, dvs. til hans magasin i Store
Kongensgade 86. Herfra kunne varerne
fordeles enten til videre forhandling
gennem et af kompagnierne eller til
udsalget.
Selv om Ryberg gennem sit handelshus, der i forvejen drev lærredshandel,
havde mulighed for at afsætte denne
del af produktionen, så måtte i hvert
fald damask og drejl først søges afsat
indenlands. Men til trods for Voelkers
tilfredshed med markedet, blev ikke alt
afsat straks, og det var store investeringer, der lå bundet i disse varer, fordi
produktionstiden fra hørrens såning til
den færdige, blegede vare lå på disken,
var tre år 87.
Den første forhandler af varerne fra
Køng Fabrik var den i annoncen nævnte
klædekræmmer Magnusen på Amagertorv, som havde dem i kommission. Fabrikken havde desuden et magasin, et
såkaldt oplag i hovedstaden, sandsynligvis i Rybergs gård i Store Kongensgade
55
Jens Juel. Det Rybergske Familiebillede fra 1796. Niels Ryberg, hans søn Johan Christian og svigerdatteren Engelke Charlotte, f. Falbe, malet under ophold på Rybergs gods på Fyn med hovedgården Frederiksgave i baggrunden. Mål: 253x3361/2 cm. Statens Museum for Kunst.
nr. 36, hvor han i 1783 havde erhvervet
de to tilstødende huse til magasinplads.
Her opholdt Voelker sig i fem ugers tid
omkring årsskiftet 1787/1788, altså på
det tidspunkt, da han indrykkede annoncerne i Adresseavisen. Han havde i
den tid arbejdet i ”sit magasin” til klokken 11 om aftenen med at emballere alle
linnedvarer og bortskære de ikke gode
stykker 88.
Året efter annoncerede Voelker atter
med Fabrikkens ”Lærreder, Dreiler og
Damaskes-Dækketøi af forskellige Sorter og Fiinhed”, hvormed oplaget hos
Klædekræmmer Magnusen på Amagertorv var forøget 89. De to første varetyper
56
solgtes alenvis eller i hele stykker. Selv
om det ikke anføres solgtes dækketøjet
naturligvis i hele sæt, bestående af dug
med tilsvarende servietter, men formentlig solgtes også duge eller et antal
servietter separat.
Fra 1790 fik fabrikken sit eget udsalg
på Børsen, hvor Ryberg takket være sine
gode forbindelser i Kommercekollegiet
havde fået lov til at leje et lokale. Her
havde Kommercekollegiet allerede i
1738 oprettet Det almindelige Varemagasin, og der var således tradition for
udsalg af finere manufakturvarer på
dette sted 90. Her husedes fabrikkens
udsalg helt frem til 1822. Kræmmer
Detalje af malerlærredet på ”Det rybergske
Familiebillede”, set på bagsiden ved blændrammen. Lærredets ujævne struktur viser, at det er
håndspundet og –vævet. Lærredet er ét helt
stykke og ikke øget, som Juel havde for vane, selv
i mindre billeder.
Magnusen varetog fortsat salget på den
nye adresse indtil sin død 1806, samtidig med at han drev sin egen forretning
på Amagertorv 91.
I 1793 gjorde Magnusen i Adresseavisen opmærksom på, at et stort parti nye
varer var indkommet fra Voelker til
hans udsalg på Børsen. Atter fremhævedes deres gode og forsvarlige kvalitet
fulgt af en priskurant for lærreder,
blandt andet platilles, drejls- og damask-dækketøj, drejl i alenmål og håndklæder af drejl i smal bredde (7/8 alen)
og klare, stribede og figurerede lærreder
til gardiner samt snørlivslærred. Især
bemærkes her de klare gardinstoffer,
som var nye i produktionen. En vare,
som ikke nævnes, er malerilærred –
måske fordi det ikke fandtes som en
særskilt betegnelse på en tid, da der
fandtes så mange sorter at vælge imellem. Varen optræder specifikt i fabrikkens produktion i 1820’erne. Det er dog
værd at notere, at det store maleri, ”Det
rybergske Familiebillede” fra 1796, er
malet på ét stykke lærred uden sammenføjninger, og det ville være naturligt
og i overensstemmelse med Rybergs
holdning, om det var produceret til formålet på en af fabrikkens brede væve 92.
Magnusen reklamerede også med
andre varer, som han havde i kommission for andre manufakturer, f.eks. klæde fra Moss Klædefabrik i Norge, og i
1796 tilbød han gulvtøjer, sadeldækkener, skaberakker og waltrapper fra fabrikant Kjær i Odense. Alt forhandledes
fra Børsen; men disse varer optrådte
ikke i samme annoncer som de køngske
og på en langt mindre fremtrædende
plads i avisen, hvor annoncen for Køngs
produkter stod på første side, lige under
avisens hoved 93. Muligvis havde fabrikanterne gennem henvendelse til Ryberg fået lov til også at have deres produkter i kommission her. En anden
mulighed er, at Magnusen allerede selv
havde overtaget lejemålet, selv om dette
først anføres i Vejviseren fra 1799.
Når fabrikken allerede i 1787 havde
afsætning til så fjerne lande som Nordamerika, hang det sikkert sammen med,
at Det rybergske Handelshus selv sendte skibe hertil. Niels Ryberg blev i 1778
udnævnt til meddirektør i Det vestindiske Handelsselskab, der havde til formål at drive handel i Europa og alle
øvrige verdensdele undtagen Kina og
57
det fjerne Østen; men som navnet siger,
var handelen navnlig rettet mod De
vestindiske Øer 94.
Også Kanalkompagniet, som oprettedes i 1782 i forbindelse med anlægget af
Eiderkanalen, fik efterhånden en betydelig handel med lærreder leveret af
danske fabrikker, og opretholdt et betydeligt lager af alle slags råmaterialer til
samme fabrikker. I 1788 udførtes gennem Kanalkompagniet for 18.000 rigsdaler danske lærreder til Vestindien; det
er sandsynligt, at en del af dette stammede fra Køng. Kompagniet blev ophævet allerede i 1792, og dets handel med
råmaterialer og færdige manufakturvarer
blev overdraget til Den danske Manufakturhandel 95. Som storforbruger af lærreder ville militæretaten være en ønskelig
aftager; men den modtog ikke leverancer fra Køng Fabrik i Rybergs tid.
Derimod var Kongehuset allerede fra
1787 blandt fabrikkens kunder, da en
bestilling må være afgivet dette år. Den
18. juli 1788 rykkede Overhofmarskallatet for ”det forlængst bestilte Lintøj til
Hoffet, som er lovet færdigt til sidst
afvigte Paaske” 96. Hverken bestillingen
eller svaret på rykkeren findes; men i
hvert fald fik forsinkelsen ingen indflydelse på fremtidige leverancer til hoffet.
Den efterlyste levering indgik først den
6. januar 1789 i oldfruens inventarium,
der her for første gang nævner Voelker
som leverandør. Navnet Køng Fabrik
forekommer hverken her eller siden i
inventariet. Denne første leverance bestod af 16 fine drejls-taffelduge og dertil
48 dusin servietter, 12 grove drejls bordduge og dertil 24 dusin servietter samt
72 drejls skænkeduge (korte duge til
buffetter og sideborde) 97.
Fra nu af var fabrikken leverandør af
næsten alt dækketøj til hoffet med store
årlige bestillinger. Indtil 1796 blev disse
58
stilet direkte til Voelker; men herefter
gik bestillinger og vareleverancer gennem udsalget i København. I perioden
fra den første levering i 1789 til 1800
leverede Køng Fabrik, i følge oldfruens
lister, ialt 194 taffelduge, 609 dusin fine
servietter, 428 dusin grove servietter, 54
bordduge og 477 skænkeduge. Fra 1797
leveredes endvidere sengelinned og
andet, såsom 36 dusin håndklæder, 20
dusin viskeduge, 12 par fine lagener og
22 par dito pudevår.
Foruden æren af at have disse leverancer kunne fabrikken nyde den økonomiske sikkerhed, der fulgte med disse store, årligt tilbagevendende bestillinger. Til gengæld fik fabrikken nu en
anden vanskelighed at kæmpe med: fra
en for ringe produktion og afsætning
førtes den nu i den modsatte grøft, idet
den rivende produktion medførte, at
garnproduktionen langt fra kunne holde trit med væveriet. Ryberg måtte derfor i større udstrækning end hidtil fravige princippet om kun at bruge dansk
garn og søge om toldfrihed eller toldnedsættelse på importeret hørgarn. I
året 1800 så han ikke anden udvej end at
standse sine vævestole på Amager for
en tid på grund af mangel på garn 98.
Det dækketøj, der leveredes til Kongehuset bestod udelukkende af drejl;
men en beskrivelse af mønstrene savnes, så fremdeles kendes kun de i annoncen fra december 1787 nævnte mønstre. I 1790 anskaffedes der til hofholdningen 12 damask taffelduge med
servietter og skænkeduge, som leveredes af Købmand Wasserfall & Sønner,
og som sandsynligvis var importeret fra
udlandet. Firmaet leverede også noget
drejl og såkaldte Wahrendorfer-lagener.
Damask anskaffedes ikke igen før 1795,
da kræmmer Magnusen leverede 6 taffelduge med 12 dusin servietter, mens
det sædvanlige parti af drejls dækketøj
modtoges fra Voelker. Det er sandsynligt, at de sidste damask-garniturer også
var af udenlandsk oprindelse, eftersom
Magnusen handlede med importerede
varer ved siden af de køngske. Som
nævnt gik leverancerne fra Køng herefter gennem ham; men han leverede ikke
mere damask til hoffet, og mærkeligt
nok synes der slet ikke at være indkøbt
damask dækketøj til hofholdningen
mellem 1795 og 1821, altså i godt 25 år 99.
Anlæggets drift
Kalkulationsbogen, der har været en
vigtig kilde til de foregående afsnit,
giver udelukkende oplysning om én
produktionsgren, nemlig væveriet. Derimod er en ”Tabel over Manufakturernes Tilstand ved Udgangen af Aaret
1785”, som Kommercekollegiet lod udarbejde, en kilde til oplysning om produktions- og ansættelsesforhold ved
hele anlægget, her kaldet ”Konferentsraad Rybergs Hegle- og Væverianlæg
paa sit Gods” 100.
Hegleriet havde da 8 heglemestre og
svende samt en læredreng; ved væveriet
var ansat 2 mestre og 23 læredrenge.
Antallet af spindere, der arbejdede direkte for fabrikken, men hvoraf de fleste
spandt hjemme, var 370. Der var 14 spolere og bobinere og endelig 3 betjente og
arbejdere. Ialt beskæftigede fabrikken
425 mennesker inklusive fabrikørens
familie, der havde 4 medlemmer. Nogle
af de ansatte var indkaldt udefra, men
de fleste var fra landdistriktet, og en
mængde mennesker havde fået beskæftigelse med arbejde, som ikke fandtes
før.
Fabrikøren var, som vi ved, John
Cochrane, hvis familie bestod af hans
kone Margaret og de to sønner, James
og Ryberg. De to vævermestre var formentlig lederne af de to vævervinkler
og fungerede vel som undermestre.
Damaskvæveren Peder Olsen, hvem
fæsteprotokollen i 1797 betegner som
vævemester, har sikkert været den ene
af dem. Med hensyn til de øvrige ansatte kan man med hjælp af supplerende
kilder udrede visse navne, hvilket skal
gøres i sammenhæng med omtalen af
landsbyens udbygning, s. 85ff.
Tabellen rummer desuden en opgørelse over redskaberne, som omfattede 9
hegler og 22 vævestole. Derimod blev
de talhasper og spinderokke, der var i
brug hos de 370 spindere ikke nævnt.
Spinderokkenes antal har været noget
mindre end antallet af spindere, da man
i skolerne arbejdede ved totenede rokke, mens der af talhasper kun behøvedes nogle stykker ved hver skole. De
fleste redskaber til vævene indkøbtes i
England, hvorimod selve vævestolene
var fremstillet her i landet, nogle måske
oprindeligt til Plejeanstaltens fabrik 101.
I 1782 havde Ryberg fået tilladelse til
at indføre 6 hegler fra Skotland, og i
1785 indførtes endnu en fin hegle herfra; samme år fik Ryberg lov til at indføre tre kasser engelske væveredskaber,
som ikke kunne forfærdiges her i landet. Antagelig var der heriblandt flyveskytteler, da det må have været omkring
dette tidspunkt, at et sådant redskab
introduceredes ved fabrikken (se side
81). Samme år indførte Ryberg endnu
en-gang hegler, og ved årets udgang ejede fabrikken som nævnt 9 hegler. I 1788
importerede Ryberg atter hegler, denne
gang 5 styk. fra ”Liets” [Leeds?]. Også
Voelker drev import, idet han i 1785
indførte 2 hegler til den anselige pris af
12 rigsdaler 102.
Importen af disse forskellige redskaber havde undertiden voldt store van-
59
skeligheder, hvorover Ryberg beklagede
sig til amtmand Bielke allerede i forbindelse med de første heglers indførelse i
1782. ”Efter megen Beden erholdt jeg
endelig Tilladelse til at faa de seks Hegler ind fra Skotland”, skrev han og fortsatte: ”Ja, vist var det godt, om Deres
Højhed paa Selskabets Vegne [Det næstvedske patriotiske Selskab, hvor amtmand Bielke var formand] vilde gøre en
Forestilling til Kammeret [Toldkammeret] om disse to Poste, for at man ey skal
have nødig at betle derom hver Gang” 103.
Disse ansøgninger om import var
imidlertid kun en sidste hindring på
vejen, for det var forbundet med større
vanskeligheder at få tekstilredskaber ud
af Storbritannien, hvor der var strengt
udførselsforbud – netop for at forhindre
konkurrence fra andre lande. Derfor var
der formentlig tale om udsmuglede redskaber. Det danske importforbud var
begrundet af, at man ville beskytte de
danske heglemagere mod konkurrence
fra udlandet; men da de danske hegler
var gammeldags og ikke egnede sig til
det fabriksmæssige hegleri, så var det –
på baggrund af statens interesse for at
ophjælpe industrien – lidet logisk, at
forbudet blev opretholdt på dette område. Det er derfor forståeligt, at Ryberg
fandt tolden irriterende og gerne så, at
sådanne hegler kunne fremstilles her i
landet. Da det i 1783 lykkedes for en
københavnsk instrumentmager, Anton
W. Cotzand, at fremstille ”engelske hegler”, fik han ganske uventet tilkendt en
guldmedalje som påskønnelse fra et
anonymt medlem af Det næstvedske
patriotiske Selskab. Man skulle tage
meget fejl, om dette medlem ikke var
Niels Ryberg. En sådan fremgangsmåde
var karakteristisk for ham, som det sås i
forbindelse med Landhusholdningsselskabets præmier.
60
Voelker bestilte straks 4 hegler hos
Cotzand, som derefter forpligtede sig til
at levere alle de hegler, som Det næstvedske patriotiske Selskab skulle bruge.
Dog forbeholdt han sig, at han ikke
skulle konkurrere med de priser, som
firmaet Shaw & Wiltson tog, da han var
nødt til at påregne de omkostninger,
som indretningen af værkstedet til den
nye produktion ville medføre 104.
Tabellen fra 1785 oplyser videre om
produktionen i de forskellige afdelinger,
at der i årets løb var heglet 25.878 pund
hør og 12.933 pund blår, hvoraf der var
spundet 4.504 pund hørgarn. I væveriet
var fremstillet 10.196 alen drejl, damask
og fint og middelfint lærred, hvortil der
var forbrugt 1.161 pund indenlandsk
avlet hør og 27.650 pund udenlandsk.
Disse tal viser, at den danske hørproduktion udgjorde en forsvindende lille
del af det samlede kvantum, der var
behov for til væveriet. De to spindeskoler i Køng og Ring producerede kun lidt
over 1/6 af det samlede forbrug af garn,
mens den største del leveredes af Det
næstvedske patriotiske Selskab. I 1786
ønskede Ryberg at stoppe Øbjerggaards
leverance af hør til skolerne, men det
blev ikke til noget med det første 105.
Om importen af råhør til fabrikken
giver andre kilder oplysning. I august
1786 ansøgte Ryberg om toldfrihed for
bestilte partier af hør fra Riga og Rotterdam. Ansøgningen blev støttet af Kommercekollegiet, der anbefalede, at en
sådan blev givet på samme vilkår som
til de to andre fabrikker, Brahetrolleborg
og Gudumlund, med toldfrihed for et
vist kvantum pr. vævestol, dvs. 600 pund
pr. stol, og desuden toldnedsættelse på
potaske og redskaber. Ryberg ønskede
imidlertid at få godtgørelse af tolden på
2 pund råhør for hvert pund garn, som
blev spundet deraf her i landet, med
den begrundelse, at han forsynede ikke
blot sine egne vævestole, men også andre
væve på landet og på Amager med
garn. Da ikke alle brugte lige meget, og
garnet blev spundet dels på spindeskolerne, dels af spindere rundt om i distriktet og på Amager, ville det blive
umuligt at bestemme, hvor meget netto
af udenlandsk råhør, der anvendtes til
hver væv årligt. Rybergs forslag blev
godtaget mod, at Voelker hvert år skulle
afgive en beediget erklæring om, hvor
meget hør, der var blevet spundet 106.
Da man almindeligvis regnede med,
at omkring halvdelen af råhørren spildtes ved heglingen og faldt i blår, vil det
sige, at Ryberg i realiteten ønskede og
fik toldfrihed på al importeret hør til
væveriet, mens blåren blev bortsolgt 107.
I øvrigt tvivlede han ikke på, at den
fremmede tilførsel ville aftage i trit med
høravlingens udbredelse herhjemme.
Men høravl fik af forskellige grunde
aldrig den udbredelse i Danmark, som
Ryberg håbede på og regnede med.
I forbindelse med tilladelsen anviste
Toldkammeret de bestemte lossesteder,
hvortil varer til fabrikken kunne føres.
Det var dels Københavns havn, hvorfra
varerne måtte videretransporteres over
land, dels anløbsstedet Dybsø, beliggende 1 mil fra Køng.
Frem for alt tjener de førnævnte
tabeller til vidnesbyrd om den forbavsende fremgang, fabrikken havde haft,
fra det håbefulde anlæg, som den ålborgensiske rejsende beskrev i 1780, med
14 piger i spindeskolen, en heglemester
og en væver i udsigt, til den frugtbare
virksomhed, som nu udfoldede sig.
Udviklingen må virkelig have svaret til
Rybergs og Voelker’s forventninger –
om ikke oversteget dem; men til trods
for fremgangen var fabrikationen ikke
rentabel. Der var investeret store sum-
Rybergs våbenskjold. Det kongelige Danske
Skydeselskab. Foto: Bredo Grandjean.
mer i anlægget, og selv om spinderi og
væveri var i god gænge, var afsætningen stadig ikke så godt organiseret, at
den indestående kapital kunne cirkulere
så hurtigt, som det var nødvendigt for
at have likvide midler at sætte i nye
materialer og arbejdsløn.
Hvad det havde kostet Ryberg personligt at skabe denne virksomhed, har
han selv redegjort for i sin ansøgning til
Kongen den 7. november 1786 om et lån
på 40.000 rigsdaler af den fond, der var
stillet til rådighed til fabriksvæsenets
udbredelse på landet: Hele anlægget
med bygninger, inventar og redskaber
havde kostet 20.000 rigsdaler, og dertil
var der i hørfrø, rå hør, blår, spundet
garn samt lærred og drejl investeret
mere end 25.000 rigsdaler. For det sidste
beløb var der dog sikkerhed i varerne.
De 40.000 rigsdaler skulle bruges til
fremdeles at holde fabrikken i gang
samt til at udbrede lærreds- og drejlsvævningen blandt bønderne i deres
egne huse og gårde. Desuden ønskede
Ryberg at anlægge et blegeri. Til støtte
for ansøgningen anførte han som bevis
for den nytte, anlægget allerede havde
61
bevirket: at folkemængden var tiltaget
så betydeligt, at der på hans gods det
sidste år var blevet svaret en skat, der
var dobbelt så stor som fra andre godser
med samme hartkorn 108.
På grundlag af ansøgningen bevilgede
Kollegiet ham i 1786 et lån fra Det østersøiske Kompagnis fond, også kaldet
Industrifonden, på 30.000 rigsdaler, som
skulle tilbagebetales med 4% om året
(1200 rigsdaler). Det var en betingelse,
at han fremdeles skulle vedligeholde og
udvide linnedmanufakturet, og som
sikkerhed forlangte Kollegiet 1. prioritets pant i fabrikken med dens redskaber, råmaterialer og færdige varer samt
2. prioritets pant i hele Øbjerggaard
gods. Desuden skulle Ryberg årligt
aflægge beediget regnskab for fabrikkens drift. Det sidste var ham dog så
meget imod, da han følte det som et tillidsbrud, at han bad om fritagelse for
offentlig kontrol, hvilket derpå blev
imødekommet med begrundelse i hans
personlige anseelse og velkendte pålidelighed. Men det blev tilføjet, at en sådan
frihed ikke ville blive givet til andre
entreprenører.
Kapitalen blev på grund af Rybergs
personlige sikkerhed udbetalt på én
gang, skønt almindelig praksis var, at
sådanne understøttelser blev udbetalt i
mindre portioner. Ryberg skulle inden
tre år have anvendt hele summen i linnedfabrikken. Ikke over en tiendedel af
beløbet måtte anvendes på den døde
fonds forøgelse, d.v.s. på inventarium
og bygninger, hvor kapitalens forrentning ikke ville komme regnskabet til
gode. Entreprenøren var selv ansvarlig
for, at den kapital, der stod i materialer
eller varer, ikke formindskedes på
grund af varernes eller materialernes
ringe beskaffenhed, men at disse var af
en sådan bonitet, at der til stadighed var
62
værdier deri for det beløb, de stod
anført for i bøgerne. Kollegiet forlangte
dog en ”balance” med værdiangivelse
af fabrikkens bygninger, inventar, råmaterialer og beholdningen af færdige og
ufærdige varer. Man overvejede endogså at forpligte ham til at fabrikere varer
for en vis sum årligt, men indså, at det
på grund af skiftende konjunkturer var
umuligt at stille et sådant krav 109.
Fritagelsen for at aflægge regnskab
hindrer desværre en sen eftertid i at studere fabrikkens udvikling nærmere i de
følgende år. Men Voelker havde allerede, som det var blevet forlangt, affattet
en beretning og et detaljeret regnskab
for fabrikkens drift i det forløbne år,
afsluttet pr. 31. december 1786 og indsendt til Kommercekollegiet 110. Kun halvandet år efter udfærdigede han en
beretning til Det næstvedske patriotiske
Selskab om fabrikkens drift fra 1. januar
1787 til 1. maj 1788 111, og endelig giver
en rejsedagbog, ført af den tidligere
omtalte embedsmand i Kommercekollegiet, Matthias Lunding, der besøgte
fabrikken i september 1787, et udmærket førstehåndsindtryk af fabrikken 112.
På grundlag af disse tre kilder kan der
skabes et detaljeret billede af den efterhånden omfattende virksomhed og dens
personer i disse år, suppleret med oplysninger fra Voelker’s korrespondance
med amtmand Bielke, fra fabrikkens
første kalkulationsbog og fra Øbjerggaards fæsteprotokol 113. Virksomheden
falder naturligt i fire grene: 1. høravlen
og høravlingsinstituttet, 2. spinderiet, 3.
væveriet og 4. blegen. Hertil kom driften af hovedgården, som her holdes
udenfor. Endelig er der en 5. gren,
udsalget i København, hvorom de
nævnte kilder dog ingen oplysning
giver, og som derfor må belyses på
anden måde.
Køng Fabrik 1774-1804
2. del
Høravlen og
Høravlingsinstituttet
Øbjerggaard gods blev i løbet af få år
helt indrettet på hør- og kløveravl 114.
Størstedelen af den indenlandsk avlede
hør, som blev anvendt ved fabrikken,
var dyrket på gårdens marker, og ved
slutningen af 1786 var høravl tillige
udbredt blandt bønderne på deres egne
marker. Der var dette år blevet sået 31
tønder hørfrø på hovedgårdens brakmark, og det var så meget, som godsets
husmænd med deres kvinder og børn,
som udgjorde henved 100 familier, kunne avle, brage, hegle og spinde ved
siden af deres arbejde for gårdmændene, fastslog Ryberg 115.
Selve avlen, der omfattede en række
processer fra såning, rivning og lugning
til ruskning, røgling og rødning, var
den del af arbejdet, som foregik i marken; den efterfølgende tørring skete i
hørtørrehuset, mens de øvrige processer, der var nødvendige for at gøre hørren tjenlig til at spindes til garn, foregik
i hørhuset. Her blev den riplet (hvilket
skete inden rødningen), braget, skættet
og heglet og derpå bundtet og sendt til
spinding på godsets to spindeskoler
eller ved Det næstvedske patriotiske
Selskabs skoler, der i 1785 talte 10-11
stykker med ialt 835 spindersker 116.
Tre neg eller ”hobe” af hør. Hørren høstes ved at
”ruskes” dvs. trækkes op med rod i håndfuldevis. Seks håndfulde danner en ”skrank”, der
ombindes og derefter sættes til tørre seks og seks
sammen i ”hobe”. Herunder en knevle, som er et
bræt med 22 lange tænder, hvormed det tørre,
modne hørfrø afrives. Stik af G.L. Lahde til G.
Rafn,1806.
63
Voelker påpegede i sin store annonce i
Adresseavisen i december 1787 (se side
41), at man gjorde sig til regel ikke at
hegle hørren finere, end den kunne tåle,
og ved spindingen ikke at udstrække
den over sin evne. Han mente hermed,
at dersom varerne ikke var så fine eller
tynde, som man kunne ønske, så var
det, fordi fabrikken hellere leverede
stærke, velbehandlede varer end de
finere kvaliteter, som hørren i virkeligheden ikke egnede sig til. Dette gjaldt
ved behandlingen af såvel den danske
som den importerede hør. I 1786 var der
således fra Riga indført 18.344 pund
råhør, som beredtes ved fabrikken. Blåren, der blev tilovers ved heglingen,
blev bortsolgt, da der næsten kun blev
spundet hørgarn ved skolerne 117.
Arbejdet i marken blev ledet af hørberederen Jens Munk, der ved folketællingen i 1787 var 34 år gammel, og
udførtes i øvrigt af godsets husmænd.
Ved instituttet var ifølge Voelkers beretning i 1786 ansat en heglemester og 6
husmænd, mens Kommercekollegiets
tabeller for 1785 opgav 8 heglemestre og
-svende samt en læredreng (se side 59).
Den nævnte heglemester var den i 1782
ansatte Henning Schroll; men den tidligere ansatte Peter Stenbach, der var
oplært hos Howden på Plejeanstalten,
vendte tilbage til Køng den 1. september 1787, efter at Henning Schroll var
rejst udenlands igen (se side 29 og 68).
Stenbach kunne hegle hør på nr. 6, fortælles det, og han havde heglet hør til 1
rigsdaler pr. pund. Desuden havde han
selv avlet hør, der var lige så god som
den bedste udenlandske 118.
Høravlingen og -behandlingen havde i 1787-88 en forøget arbejdsstyrke på
tilsammen 24 personer. Husmændene
arbejdede dagligt hele året enten ude i
marken eller hjemme ved hørmøllen
64
fraset et par måneder om sommeren,
hvor de passede deres egne jordlodder.
Hørren blev som nævnt avlet på
Øbjerggaards brakmark, og avlen blev
drevet for hørberederens egen regning,
idet han svarede en vis afgift i forpagtning af denne mark. Desuden opkøbte
han i omegnen bøndernes hør på marken, hvorefter han lod den brage og
skætte på møllen.
De øvrige ansatte ved hegleriet kan
for nogles vedkommende spores gennem
folketællingen. Der var den 20-årige
Christopher Andersen og den 23-årige
Anders Hansen samt husmændene
Niels Andersen og Niels Hansen, henholdsvis 38 og 54 år gamle. Sidstnævnte
var tillige hestemøller, dvs. at han arbejdede ved den hestetrukne hørmølle.
Både heglemesteren og husmændene
havde om sommeren to à tre måneder fri
til at varetage deres egne jordlodder 119.
For at få strået tilstrækkelig tørt til
den videre behandling var der blevet
bygget et tørrehus med ovn. Dette hus
nedbrændte tidligt på året 1786, endnu
inden en brandtaksation havde fundet
sted, sammen med hørhuset og den nye
hørmaskine. Ved en ny taksationsforretning i oktober samme år var det nedbrændte blevet genopført og retableret 120.
Tørrehuset var naturligvis overordentlig brandfarligt, fordi huset skulle
fyldes med hørstrå, alt imens der fyredes kraftigt i en ovn. Ved genopførelsen
tog Ryberg og Voelker derfor alle forholdsregler, dels ved at lægge det så
langt som muligt fra de øvrige bygninger, dels ved at opføre det i brandmur
med massive murstens hvælvinger og
jernstænger i stedet for bjælker til at
hænge hørren på. Desuden forsynedes
huset med luger, beklædt med jernblik
(formentlig menes der luger med skodder, som var beklædt med jernblik). Til
opvarmningen installeredes en bilæggerovn af jern.
Huset må have været meget avanceret og moderne, for i 1810 blev dette tørrehus og maskinerne fremhævet som
forbilledlige og publiceret i håb om, at
de skulle blive efterlignet andre steder.
Således søgte Landhusholdningsselskabet, ved at udlove præmier, at opmuntre bønderne til at opføre hørtørreeller svedehuse til fælles afbenyttelse i
landsbyerne efter den ”Schroll’ske og
Voelker’ske Maade”. At dømme efter
den tegning og beskrivelse af huset,
som blev vist her, synes det at være det
samme hus, som opførtes i 1786, og det
kan kun have undergået mindre forandringer – om nogen. Voelkers beskrivelse heraf lyder: ”Inden i dette hvælvede Huus binder 7 Jern Stænger denne
Brand Muur meer sammen, og oven paa
dem ligger Lægder, hvor Hørren ligger
paa, ligeledes staaer Stiger ved Siden af
Muuren forsynet med Lægder, hvor
Hørren lægges paa. Ved Enden af Huuset er et Vindue, uden for forsynet med
en Jern dør, og Huusdøren er inden i
beslaget med Jern Plader, saa i Fald naar
Bilægger Ovnen var saa heed og noget
af Hørren kunne tændes, saa kan kun
[blot] lukkes de trende dørre og Ilden
kan ingen viidere Skade foraarsage, end
at Hørren, som er i Huuset ulmer i
Aske; dette mødede (hændte) mig for 14
dage siden og mit heele Tab var 9 Lispund Hør i Straae, omtrent 1 1/2 Lispund
vare skiettet. At dampen kan komme
ud, er i begge Ender af Huuset ovenpaa
Trækhuller. Bygningen ligger 32 Alen
fra Brag Møllen, og naar den [hørren] er
tørt, fører Konerne den i deres Forklæder til Mølle Huset…”. Voelker fremhævede også her sine gode erfaringer med
huset, for når man tørrede hørren på
denne måde, undgik man ikke alene, at
Hør-tørrehuset i Køng med grundplan, tegnet af
Johan Gottfried Voelker i 1810. Bygningen var
genopført efter en brand i 1786 og ved samme
lejlighed flyttet et stykke ud i marken, for at en
gentagelse ikke skulle true andre fabriksbygninger. Den blev opført i grundmur og forsynet
med tegltag af hensyn til brandsikkerheden. Gengivet efter Landhusholdningsselskabets Skrifter,
bd. 2, tavle 2. Det Kongelige Bibliotek.
husene nedbrændte, men tillige at hørren blev ”stegt”, hvilket ellers ofte var
tilfældet. Lærred af sådan overhedet
hør kunne nemlig ikke blive fuldkommen hvidt, ”thi naar det og paa Blegen
med Victriol Olie tvinges til at være
hvidt, saa faaer det sin guule Skier i
Vasken igien”.
65
Hørbryde af hollandsk model til bragning af hørren. Den skal stå på fire ben, c-c, som er fastgjort i klodserne, b-b. Heri er indsat tre smalle
brædder på højkant, dannet som knivblade,
mens to andre ”knivblade”, fastgjort i klodserne,
e-l, passerer imellem de første, når armen sænkes ved hjælp af to små valser, h, i opstanderen,
i. - g er et håndgreb, og k er en kile til at drive
opstanderen fastere i klodsen. Bragen, der helst
skal være af bøgetræ, skal stå fuldkommen fast,
hvorfor dens ben nedgraves i gulvet og dens
bagende fastgøres i mur. Det kræver en del kræfter at betjene den. Stik af G.L. Lahde til G.Rafn,
Den indendørs hørberedning skete
først i hørhuset, der var et 20 fags bindingsværkshus med tegltag og med
bræddegulv i hele huset, mens ellers
jordgulve var almindeligt i værkstederne. Her var indrettet riple- brage- og
skætteværksteder, mens heglingen foregik i det såkaldte ”Hørmagasin”.
Dette hørmagasin var en toetagers
kolos af 11 fag i længden og 6 fag i bredden, hvis øverste etage var beklædt med
brædder og indrettet med kamre, mens
underetagen rummede magasin for den
ubehandlede og tildels behandlede hør.
Hegleriet disponerede på dette tidspunkt over 9 hegler. I 1786 blev huset
tegltækket og forsynet med en tilbygning på 7 fag, der indrettedes til sorterekammer og med flere værelser til instituttets folk.
66
Matthias Lundings skitse af valserne på bragemaskinen og skættedelen på hørmøllen i Køng.
”Ved et af en Hest dreven Hjul, blev dreven 1)
en Brage Maschine, der knusede Hørren og
bestod af 3 Valser med udstaaende Kanter. Hørren blev stukket ind mellem Nr. 1 og 2 og kom af
sig selv ud mellem 2 og 3, hvilket blev igientagen saa tidt som nödvendig var. 2) en Skiætte
Maschine. Paa 1 blev den bragede Hør hængt,
og saa blev den af de vertical gaaende Vinger
skættet og dersom det ey var nok eller den skulde
beredes til meget fiin Hør blev den bragt under
3) stampemaschinen”. Gengivet efter Matthias
Lundings rejsedagbog, 1787. Privat eje.
I det før nævnte hørhus fandtes hestemøllen, der pr. 12. januar 1786 forsikredes i Den almindelige Brandkasse 121.
Denne hestemølle, som blev trukket af
to heste, bestod af et stort, lodret stående
hjul, som drev tre maskiner, en brageen skætte- og en stampemaskine med
fire hamre. Bragemaskinen var ”et cylinderværk” der bestod af tre valser med
udstående kanter, som vel skulle forhindre hørstråene i at skride ud. Herpå blev
hørren knust ved at den blev trukket gennem valse nr. l og 2 og af sig selv kom
ud mellem nr. 2 og 3. Dette blev gentaget,
til hørstænglerne var helt knust. Den bragede hør kom dernæst i skættemaskinen,
der havde tre vertikalt gående vinger,
som slog skæverne og blåren af. Hvis
denne behandling ikke var nok, eller hvis
hørren skulle beredes særlig fint, blev
den anbragt under stampemaskinen 122.
Hestemøllen havde blandt andet
afløst den håndtrukne skættemaskine,
som Voelker omtalte i sit brev til Martfeldt i 1781 (se side 29), som blev trukket med håndkraft. Denne hestemølle
var formentlig i brug til 1806, da den
afløstes af en mere tidssvarende123, Voelker omtalte i samme brev til Martfeldt
også en træplejl, som brugtes i hans
hjemland til den soltørrede hør, og som
gav hørren en vis blødhed, men som
man ikke kunne bruge i Køng – måske
fordi hørren her ikke kunne soltørres.
Denne træplejl synes at have fundet sin
erstatning med stampemaskinen.
Selv foretrak han, at hørren blev braget, så snart den kom tør fra marken; og
havde man ikke tid til at skætte den,
kunne man roligt lægge den til side en
kortere tid, da den fugtighed, den igen
ville antage, ikke skadede den, men snarere bevirkede, at skæverne løste sig
nok så godt ved skætningen. Denne behandlingsmåde havde han lært af en
franskmand fra Amiens, Monsieur Bralles, som på anbefaling af Kejser Napoleon
havde gjort nogle meget omhyggelige
undersøgelser 124.
Irsk hørmølle, 1791. Det store, nedsænkede hjul, der drives af et vandhjul, som ses udenfor, aktiverer
både en brage med valser (til højre) og en skættemaskine (i det tilstødende rum). Hørmøllen i Køng, der
var hestetrukket, drev tilsvarende brage- og skætteindretninger. Bemærk de stive hørknipper yderst til
højre og den rene, skættede hør, som kvinden bærer og nu skal levere til hegleren. William Hincks. Set
of twelve Plates illustrating the Production of Linen in Ireland, 1791. Victoria & Albert Museum,
Print Collection.
67
Voelker fremhævede fordelen ved at
skætte på møllen fremfor på den måde,
som var den mest udbredte, at koner
med smalle skættetræer af form som
bajonetter med ulige kraftige slag huggede taverne over og gjorde hørren
mere blåret end nødvendigt. Med hensyn til brydningen var fordelen ved
maskinen den, at hørren ikke behøvede
at ligge så længe i vand for at rødne
som normalt, da den fart, som skættearmene havde, gav kraft nok til at skille
skæverne fra taverne 125.
Det var hørmøllen, der i 1789 forårsagede uenigheden mellem Henning
Schroll og Voelker; for da Schroll var
vendt hjem fra Holland, havde han tilbudt Ryberg sin tjeneste, og fik ansættelse i Køng for sammen med Jens
Munk at lede høravlingen og den skotske hørmølle. Han havde fundet hørmøllen uhensigtsmæssig, hvorfor han
tilbød Ryberg at ville rejse til Skotland
for at undersøge, om hørmøllerne måske var blevet forbedret. Dette bifaldt
Ryberg, og med anbefalingsskrivelse fra
Howden rejste Schroll nu til Skotland.
Han deltog i Edinburgh i en forsamling
af kyndige hørfolk og havde her anført
sine indvendinger mod hørmøller, som
han i det hele taget fandt uhensigtsmæssige. Han havde vundet bifald hos
en del af forsamlingen, mens andre, der
stillede sig positivt til hørmøller, fremførte deres grunde. Resultatet blev
imidlertid, at Schroll ved sin hjemkomst
meddelte Ryberg, at han ikke kunne
indlade sig med at bruge hørmøllen i
Køng, men foretrak håndskætning på
den hollandske måde. Således kom han
i 1791 til at aflægge sin prøve på Brahetrolleborg i stedet for på Køng 126.
På Amager behandledes hørren ligesom i Køng i et tørrehus; men den blev
derefter anbragt i en svedestue, hvor den
68
lå og dampede, hvorved den skulle
vinde i blødhed og olieholdighed. Voelker anså denne behandling for overflødig; når forholdene tillod at tørre hørren
i solen, foretrak han dette. På Øbjerggaard fulgte man i øvrigt Rafn’s anvisninger på dyrkning, men kun indtil rødningen. Herefter kombinerede man den
hollandske og den skotske behandling
på en måde, som Voelker havde fundet
frem til som mest passende for Norden 127.
Så snart hørstrået var rusket og inden
det blev lagt til rødning, blev det bragt
til høravlingsinstituttet for at riples,
d.v.s. afrivning af frøet. Hertil benyttedes en jernkam af udseende som en
grov hegle med 22 firkantede, spidse
tænder, hvorigennem hørren blev trukket, så frøene kunne springe af 128.
Frøet brugtes dels til udsæd på godset, dels til salg, og der var en ikke ringe
eksport til udlandet. I 1786 havde Voelker sendt 2 tønder hørfrø til Bremen,
hvor man havde fundet det bedre end
det østersøiske frø. Det følgende år havde man fra Bremen forlangt så meget,
man kunne få, og der var da afsendt 30
tønder. Ofte kom skibene fra Østersøen
ikke rettidigt frem på grund af is i farvandene, så at såtiden blev forpasset,
mens det danske frø kunne sendes allerede i oktober eller tidligt det følgende
forår. Forhandlerne i Bremen havde
bedt om, at man i Køng ville sætte et
østersøisk stempel på frøet, da de forventede, at det så ville være lettere at
afsætte; men det ville Voelker på ingen
måde gå med til, da ”vor[t] Frø er og
maa være bedre end fra Østersøen” 129. I
1789 tilbød Voelker gennem Adresseavisen hørfrø til de hjemlige godsejere og
proprietærer, ”skulde Nogen have Lyst
strax at giøre smaae Forsøg med Høravl, saa kan jeg tiene dem med godt
dansk Frøe af sidste Aars Avl til 9 Rdlr. 2
Håndskætning og –hegling af hør i et irsk værksted, 1791. Bemærk de tre hegler af forskellig finhed på
samme bræt.William Hincks. Set of twelve Plates illustrating the Production of Linen in Ireland, 1791.
Victoria & Albert Museum, Print Collection.
Mk. pr. Td.; men da maatte de melde sig
inden 4 Uger; thi ellers sendes det udenlands, da Fremmede allerede kiender
dets Godhed og derfore søger det” 130.
L.M. Wedell berettede i året 1806, at
det køngske hørfrø allerede var bekendt
i Westfalen og Skotland, og dersom det
blot kunne nå frem til såtiden, ville der
ingen tvivl være om dets afsætning.
Han tilføjede, at siden man havde begyndt høravl på Øbjerggaard, havde
bønderne avlet så meget, at de ikke
mere købte hørfrø, men var begyndt at
sælge frø selv til købmanden og endog
at sælge heglet hør til købstæderne 131.
Det frø, som ikke blev anvendt til
udsæd og ikke blev solgt, blev presset
til olie. I 1789 søgte Ryberg om tilladelse
til at indføre en hollandsk model til en
hørfrømølle, og det var formentlig denne, der endnu i 1825 forefandtes i hørhuset og i inventariet dette år betegnes
som ”en af ælde ubrugelig liden oliemølle” 132.
At høravlen var så vidt fremskredet,
skyldtes blandt andet, at Landhusholdningsselskabet på ny i 1785 og atter i
1786, i lighed med præmieudlovningen
i 1780, havde udsat følgende præmier:
a) 50 rigsdaler til den gårdmand på
Øbjerggaard Gods, som i året 1786 på
sine egne jorder avler den meste og
bedst bearbejdede hør, dog i det mindste 12 lispund ren hør, skættet på den
69
skotske måde, som man allerede er bekendt med på dette gods. - b) 50 rigsdaler
til den gårdmand i Vordingborg Amt,
som i år ligeledes avler og på samme
måde skætter og behandler den bedste
og meste hør, dog ikke mindre end 12
lispund ren hør. De, der søgte præmien,
skulle forsyne sig med en attest om hørrens godhed og rette skætningsmåde
hos inspektør Voelker. - c) 100 rigsdaler
for hver af de første fem læse- og spindeskoler, som i årene 1785 og 1786 måtte
blive opbygget fra nye i Vordingborg
amt. - d) 50 rigsdaler årligt i 10 år for
den af disse fem skoler, som først blev
færdig og forsynet med inventar, og når
det var godtgjort, at 30 pigebørn her frivilligt undervistes i kristendom, læsning, skrivning og spinding på samme
måde, som i Øbjerggaards skoler. Pengebeløbet skulle anvendes til skolemesterens og spindelærerindens løn og andet
nyttigt. Disse præmier blev bekostet af
”en oprigtig Fædrelandets Ven” 133.
Når Landhusholdningsselskabets præmie indenfor denne kategori blev udsat
alene for Vordingborg amts vedkommende, og den første endog indenfor
Øbjerggaards gods, skyldtes det ikke
kun, at man her var længst fremme med
høravlingen, men sikkert nok så meget,
at det var Ryberg selv, der igen stod bag
belønningerne og betalte præmierne
incognito. Belønningsprincippet havde
han med held indført i virksomhedens
første år, fordi han mente, at de navnlig
i begyndelsen var nødvendige, mens de
senere, når hele nationen var indstillet
på hørindustrien, ikke mere behøvedes.
Landhusholdningsselskabet videreførte
idéen, da det begyndte på sine almindelige præmieuddelinger 134.
Voelker overtalte to gårdmænd i Køng,
Rasmus Peersen og Hans Hendriksen,
til, mod løfte om at få præmien overrakt
70
af Kronprinsen selv, at beså deres brakmark med hør; men de tilsåede dog kun
en del af den. Rasmus’ hør blev kun
middelmådigt avlet og høstet og i hørberedningen slet behandlet; men han fik
alligevel for 17 rigsdaler 10 skilling ud
af det, og Voelker betalte ham 24 rigsdaler derfor til opmuntring, fordi han ikke
kunne opnå præmien. Voelker tilrådede
ham at bruge instituttets hørmølle i
fremtiden, eftersom ”de danske Arme
endnu ikke er elastiske nok til at svinge
Hørren uden at beskadige den”. Ikke
desto mindre var den brugbare del af hørren, som var resultatet efter skætningen,
så fin, at Voelker ønskede, at der havde
været 1000 lispund deraf. Den anden
bondes hør var ikke blevet færdig til
tiden, så han fik heller ingen præmie 135.
Men i 1789 fik et par bønder tilkendt
35 rigsdaler for brakmarkernes tilsåning
med hør, og disse præmier var igen
udsat af Landhusholdningsselskabet, og
betalt af Niels Ryberg. I 1791 fik endelig
arvefæster Jakob Hess i Køng tilkendt
25 rigsdaler i præmie for samme indsats, på samme måde udsat af Selskabet
og betalt af Ryberg 136.
I 1789 agiterede Voelker direkte i
Adresseavisen for at godsejere og proprietærer på Sjælland, skulle indføre
høravl på deres brakmark. Han tilbød
selv at bistå som rådgiver og indbød
eventuelle interesserede til at sende en
”duelig Karl” i lære hos hørberederen i
Køng. Han rådede dem til at indrette
hørmøller, og helst med vandkraft, hvis
der var mulighed derfor, og igen fremhævede han den ”elastiske Skjætte” på
møllen som mere fordelagtig end håndskætningen 137.
I øvrigt var Voelker endnu i 1788 ikke
ganske tilfreds med behandlingsmåden
ved instituttet, hvilket især må have
gjaldt heglingen, ”thi skiønt den [Hør-
ren] nu brages og skjættes paa en Mølle,
saa er vi endnu ej kyndige i den fine
Behandling” 138.
I modsætning til Matthias Lunding
var Voelker overbevist om høravlens
nytte. Lunding nævner, at 56 tønder
hørfrø (Voelker opgav 31 tønder), var
sået på hovedgårdsmarken i 1787 og
forventedes at give 14 skippund ren hør.
En tønde land hovedgårdstakst sattes
dengang til 10 rigsdaler årligt afkast.
Lunding opgjorde, at et skippund hjemmeavlet hør ville være højst 35 rigsdaler
værd, 14 skippund altså 490 rigsdaler –
”og saa var der tilmed megen Umage
med Hørrens Behandling”. Men Lunding gjorde sig åbenbart ikke klart, at
der var tale om brakmarken alene. Voelkers oplysninger giver et helt andet billede: ”Høravl kan ej nok recommanderes og opmuntres. Øbjerggaards frie
Hovedgaards Taxt er 59 Tønder Hartkorn, og på den 10’ende Del deraf, paa
Brakmarken, bliver vundet for Staten 8à 900 Rdlr. uden Hinder for Korn- og
Kvægavl… Man kan ej bedre Vinterkorn end efter Hørren ønske sig, og der
siges, at Øbierregaards Rugmark skal
være den bedste i Landet”. Voelker sluttede i højstemte toner: ”Naar de 10’ende
Dele af de frie Hovedgaards Taxter blev
besaaet med Hørfrøe, hvilket i Almindelighed kunde ske i Sjælland, Øerne og en Deel af Provindserne ved indbyrdes Fælleskabs Ophævelse og Indretning i Kopler som i Holsten, – O,
hvilket lykkeligt Dannemark!” 139. Rybergs og Voelkers høravlsteorier havde
nu bevist deres rigtighed.
Spindeskolerne
Fra godsets to spindeskoler i Køng og
Ring, hvis oprettelse havde været begyndelsen til det stadigt voksende fa-
briksanlæg, havde spinderiet udbredt
sig på egnen, så at der i følge tabellen
fra 1785 var 370 spindere, hvoraf de
fleste arbejdede hjemme. Hørren fik de
udleveret af inspektør Voelker, og de
betaltes for, hvad de leverede af færdigt
spind. Læremoderen i hver af skolerne
lønnedes fast med ca. 50 rigsdaler årligt;
desuden lod Voelker en kone gå omkring i byen for at lære de gamle et
bedre håndelag, og hun fik ligeledes
fast gage. Dertil kom, at der hos degnen
i nabobyen Hammer var oprettet et
spinderi for gamle, hvor både mænd og
koner hentede hør til spinding, og herfra fik også en invalid pige fra Gavnø
hør at spinde for fabrikken. Der var
endelig nogle gamle husmænd, der
spandt for Det næstvedske patriotiske
Selskab. Fra fabrikken udleveredes kun
god spindehør, da blårgarn ikke benyttedes ved væveriet, og blåren bortsolgtes som nævnt direkte fra høravlingsinstituttet 140.
Ifølge Voelkers beretning var der i
året 1786 blevet spundet 3.443 3/4 pund
garn ved godsets to skoler, af de øvrige
spindere i sognene 3.066 pund og ved
Selskabets skoler 9.713 3/4 pund. Mængden af garn var for det pågældende år
ialt 16.223 1/2 pund, som vel at mærke
var spundet i de timer, som var til overs
fra agerdyrkningen. Det følgende 1 1/2 år
fra 1. januar 1787 til 1. maj 1788 var
garnproduktionen ved skolerne i Køng
og Ring 5.788 pund ved 435 spindere,
og ved Selskabets skoler 15.360 pund
ved 1264 spindende 141.
For at holde en væv i gang behøvedes 10 à 12 faste spindere; altså kunne
en stor skole med 40 børn, der jo kun
spandt den halve dag, knapt vedligeholde to væve. Til et væveri med 20
væve behøvedes der således mindst 10
skoler. Men med de mange, der spandt
71
uden for skolerne, tilligemed leverancen
fra Det næstvedske patriotiske Selskab,
der i 1786 holdt 11 spindeskoler i gang,
var tilgangen af spundet hørgarn stor
nok til at holde fabrikken forsynet 142.
På Selskabets sommerforsamling i
1785 vedtoges det, at Ryberg, d.v.s. fabrikken, skulle forsyne selskabet med
hør – enten dansk eller udenlandsk – og
modtage det spundne garn tilbage mod
betaling af spindeløn efter taksten. Denne kontrakt fik tilbagevirkende kraft fra
1. juli 1784 143. Afregningen af garn fra
Selskabet vedblev i en årrække, og det
betød i realiteten, at fabrikken holdt
skolerne i gang ved at levere hørren og
betale spindelønnen, samtidig med at
skolerne var nødvendige for at forsyne
fabrikken med indenlandsk garn, hvilket jo var den grundlæggende idé.
Ordningen gjaldt uindskrænket frem
til juli 1788. Ryberg havde ganske vist i
januar 1787 meddelt, at han ikke længere
kunne forsyne skolerne med hør eller
tage garnet tilbage; men Voelker skrev
senere, at Ryberg ville lade ham modtage
det indtil ovennævnte dato, hvorover
han udtrykte stor lettelse 144. Men det
synes, som om skolerne nu producerede
mere, end fabrikken kunne opvæve,
hvorfor det overskydende garn måtte
søges afsat andetsteds. Man forsøgte at
få en ordning med Det østersøiske
Kompagni om leverancer af råhør og
aftagning af spundet garn; men hvorvidt den kom i stand, ses ikke. Imidlertid var Voelker i denne henseende fortrøstningsfuld, da der var udsigt til, at
lærlingene i løbet af få år ville være
udlærte og dermed, når de nedsatte sig,
ville være med til at forbruge garn:
”saaledes kommer vi stadig nærmere
vort Maal” 145.
Spindeskolen i Køng, der jo var den
første af sin slags, var bygget i grund-
72
mur med 9 fag i længden og havde tegltag 146. Ved sin indretning blev den et
forbillede for de øvrige skoler, der
opførtes efter følgende forskrift: Spindestuen skulle være 5-6 fag stor med et
areal af 96-140 kvadratalen (36-56 kvadratmeter) og med 4 1/2 alen (knapt 3
meter) til loftet, for at luften ikke skulle
blive kvalm, når så mange sad og
spandt ved olielamper. Gulvet skulle
være af træ – ikke lerstampet – for at
rokkene kunne stå fast, og for at det
ikke skulle være for koldt. Vinduerne
skulle være 3-4 fag høje og forsynet med
trækruder. Rokkene, hvoraf der kunne
være op til 40, skulle være opstillet med
en gang imellem. Af inventar skulle der
desuden være lamper at spinde ved og
små lygter til børnene at se ved på
hjemvejen om vinteren. Der skulle yderligere være en reol til hørren og en til
det spundne garn, begge med rum til de
forskellige sorter, en vægt med lodder
og fire garnstænger til at hænge de
afhaspede bundter på. Endelig skulle
der være en fil, en oliekrukke (til forsyning af lamperne) og et lager af rokkesnore, bomuldsvæger, koste, sand (til
gulvet), blår samt fedt til at smøre rokkene med. I gården skulle der være et
vandhus (toilet) til børnenes brug. Spindemoderen skulle have et sengekammer, et køkken og et spisekammer samt
to borde i spindestuen. I spindetiden
måtte læremoderen ikke beskæftige sig
med sit eget, men skulle være i spindestuen og vejlede børnene, opmuntre dem
og udbetale dem deres spindeløn 147.
Læremoderen i Køng var i 1787 Ane
Birgitte Calve, der var gift med damaskvæveren Frederik Calve. Hun må have
afløst den første læremoder, Itke Sophie
Brendstrup, der omkring 1778 som enke
var kommet til Køng fra Plejeanstalten;
hun havde i sit første år uddannet lære-
moderen i Ring og ansattes senere ved
spoleriet (se side 24). I 1780 fik begge
spindemødre 40 rigsdaler i årlig løn
plus naturalier i form af brændsel og
andet. Fem år efter var lønnen steget til
50 rigsdaler, men i november 1787 forandrede Voelker deres faste gage til en
accord om betaling pr. streng spundet
garn, ”da det vilde anspore deres Flid” 148.
I skolen i Køng var der 30-40 rokke,
de såkaldte skotske rokke, hver med fire
tene, beregnet til to børn ved hver, og
lige så mange [dobbelt så mange] træstole eller skamler samt 3-4 hasper 149.
– Der er dog uoverensstemmelse i tallene, da antallet af rokke ikke svarer til
antallet af børn, dersom der skulle være
to ved hver rok. Det er formentlig en
misforståelse, at den 4-tenede rok har
været i almindeligt brug, da alle andre
oplysninger omtaler 2-tenede rokke – og
det var sikkert ikke engang til alle børn.
Den skotske rok var en opret hørrok, ikke
at forveksle med skotrokken, der mest
brugtes til uldspind, men i Irland vistnok også til hør 150. Den 2-tenede rok, der
synes opfundet i England før 1600, fandt
først i slutningen af 1700-tallet udbredelse i Skotland, altså stort set samtidig med
dens ibrugtagning ved spindeskolerne
her. Det kan næppe være sket før 1780,
da en københavnsk dame fik sølvmedalje for ”opfindelsen” af en sådan rok 151.
Rokkene blev sandsynligvis fremstillet på egnen; i hvert fald anmodede
Voelker i 1787 om, at hans dygtige rokkedrejer måtte få amtmandindens rok
forevist, for at han kunne udføre tilsvarende til Døtre Opdragelses Anstalten i
København, på hvilke Voelker havde
modtaget en kommission. I 1788 kritiserede han den københavnske rokkedrejer,
Schwartz’s rokke for at være for stive 152.
Man får her et indtryk af, hvor udbredt
og omfattende Voelkers engagement var.
2-tenet rok, som blev indført ved Plejeanstalten
og brugtes ved Køngs spindeskoler. Spinding af
fint, jævnt spind med begge hænder samtidigt
måtte indøves tidligt; men også hørren måtte
være meget godt heglet. Gengivet fra J.G. Krünitz, 1799.
I Køng var der, som nævnt, i det første år, 1778-79, 36 piger i spindeskolen,
mens 9 gamle spandt i skolen eller
hjemme. I 1782 var antallet af børn i det
første halvår dog kun 33; men de havde
spundet 75 pund garn, og 35 gamle i
sognet havde spundet 211 pund. Ring
Skole havde fra oprettelsen 25 piger, og
i første halvdel af 1782 spandt de nu 36
piger her tilsammen 76 pund garn. I det
hele var der fra oprettelsen til den 30.
juni 1782 i disse to skoler spundet 2.132
pund garn og indtjent spindeløn på 472
rigsdaler. Denne indkomst var – på lidt
nær – ny på godset. Af børnene havde
ét alene tjent over 8 rigsdaler og to
andre havde tjent over 4 rigsdaler 3
mark hver. Mange af børnene havde
73
spundet 6-, 7- og 8-strenge garn, ja, én
endog 9-strenge garn. Af konerne havde
én haft næsten 5 rigsdaler på et halvt år,
og adskillige over 3 rigsdaler. I 1787 var
der i gennemsnit omtrent 17 daglige elever i spindeskolen i Køng. De spandt
om eftermiddagen og gik på læseskolen
om formiddagen. Samtidig var der 90100 unge og gamle i landsbyen, som hentede deres hør og afregnede garn her 153.
Lunding fremholdt spindeskolen i
Ring som den bedste af alle skolerne.
Her var der i 1787 præsteret et pund
hør, der var spundet til 16 strenge til en
spindeløn af 19 mark. Det var spundet
af en 16-årig bondepige. Der var i øvrigt
spundet 4-, 6-, 8-, 10- og 12-strenge
garn, og der blev årligt spundet 9 – à
10.000 pund garn til en spindeløn af 34.000 rigsdaler. Der var dagligt henved
20 spindere i skolen, hvoraf nogle var
små piger på kun 5 år. Desuden spandt
250 unge og gamle hjemme. Spindemoderen her, Bolette Holst, lærte tillige
børnene at sy, og enkelte lærte hun også
at læse og regne 154. Hun var gift med
skolelæreren, Ditlev Bolandt, hvilket
var i overensstemmelse med den kongelige plakat af 30. august 1781, der anbefalede, at spindemesterinderne helst
skulle være skoleholdernes hustruer, og
med plakaten af 9. februar 1785, der
foreskrev, at spindeskolerne så vidt
muligt skulle forenes med læseskolerne,
og opsynet dermed deles mellem skoleholderen og dennes hustru.
Før anlægget af disse to spindeskoler
havde spinderi ikke været praktiseret
meget på egnen. Kun få gamle havde
kunnet ernære sig heraf – således en
eller to, der spandt for Vordingborgs
væverlav – og der havde ikke været
mulighed for at oplære de unge. Nu
spandtes der derimod i et distrikt af 1 1/2
mil i diameter. Voelker havde gerne vil-
74
let oprette et seminarium for spindelærerinder, hvor de ikke alene skulle lære
at spinde godt, men også hvordan de
skulle omgås sjællandske bønderbørn.
Dette havde voldt ham selv den største
vanskelighed og den var kun gradvist
blevet overvundet; men senere kunne
han danse rundt i spindestuen med sine
”flittige piger” og tage de mindste på
skødet – men ikke uden at folk undrede
sig over hans fremmedartede væsen 155.
Børnene begyndte med først at spinde
blår for at øve sig og få det rette håndelag, men så snart de kunne spinde hør,
skulle de have en lille præmie, der bestod i silkebånd, kridthuse og lignende
ting, og siden fik de spindeløn. De flittigste blev skrevet op på ”Ærens Tavle”,
og havde de gentagne gange udmærket
sig, fik de til deres konfirmation et
klædningsstykke. Mens børnene spandt,
underholdt de hinanden med historier
og viser, og det var spindemoderens
opgave at bremse usædelige historier og
bekæmpe overtro. Hun skulle en gang
om året i fasten samle pigerne og tage
dem til gudstjeneste 156.
På et af Selskabets møder blev det
foreslået at en poet skulle digte nogle
spindeviser, som kunne underholde
børnene og afløse sange af mere tvivlsom værdi. I Rybergs hjem, hvor spindeskoleprojektet uden tvivl ofte var
samtaleemne, kom teologen H. Christian
Bunkeflod, som her inspireredes til at
skrive en samling spindeviser. De blev
trykt i 1783 på foranledning af Niels
Rybergs søn, Johan Christian Ryberg og
uddeltes på godsets spindeskoler. Også
Det næstvedske patriotiske Selskab indførte dem straks, og snart var spindeviserne i alles hænder 157.
Grunden til den hurtige fremgang for
Rybergs skoler var for en stor del præmiesystemet, som han mente, især i be-
gyndelsen ville være nødvendigt. Senere,
når spinderiet var blevet en almindelig
udbredt næringsvej, skulle det ikke
mere være påkrævet. Landhusholdningsselskabet fulgte hans eksempel;
men derimod kunne Voelker ikke overtale proprietærerne i Det næstvedske
patriotiske Selskab til det samme, skønt
det kun drejede sig om en ringe sum, og
det tillige var bestemt i Selskabets love 158.
Indtil 1790 leverede spinderierne henimod 20.000 pund garn årligt, heraf
Ring alene – ifølge Lunding – 9 à 10.000
pund; men derefter begyndte det at gå
tilbage. Årsagen var almindeligvis den,
at forældrene fæstede deres børn bort,
når de var 9-10 år gamle, og så kom de
først i skole igen det sidste år, før de
skulle konfirmeres. Når børnene ikke så
ofte kom i læseskolen kom de heller ikke
i spindeskolen. Udskiftningen, havde
desuden medført, at mange børn fik en
meget lang vej til skole, og vejene var
ofte ufremkommelige for dem om vinteren. Det var ellers navnlig om vinteren,
at børnene kunne spinde, mens det kun
var lidt om sommeren. Voelker efterlyste allerede i 1788 en forordning, der
påbød skolepligt 2 à 3 gange om ugen
og bad amtmand Bielke udvirke en
sådan i Kancelliet. Han mente, at når
spindeskoler fandtes ved læseskolerne,
burde forældrene også være forpligtede
til at sende deres ukonfirmerede døtre
derhen, og de bønder, der tog ukonfirmerede børn i deres tjeneste, skulle ligeledes forpligtes til at lade dem gå 2-3
dage om ugen i begge skoler. Bøndernes
ulyst dertil var imidlertid så stor, at børnenes fortjeneste ikke var tilstrækkelig
opmuntring, endskønt 9-10 års børn i
den korte tid af året, de gik i spindeskolen, kunne tjene 4-5 rigsdaler; dette kunne efter Voelker’s opfattelse ikke være
uden betydning i en fattig familie. At
Titelblad til teologen H.C.Bunkeflods Spindeviser fra 1783, hvis trykning blev bekostet af Niels
Ryberg. Citat af Horats: Favete linguis! Virginibus puerisque canto. (Vogt Jeres sprog (mod
usømmelig tale!) Jeg synger (tit og ofte) for de
unge kvinder og drenge). Det kgl. Bibliotek .
børnene lærte at spinde fabriksmæssigt,
regnede forældrene dog ikke for noget;
tværtimod mente de, at det fine spind
ødelagde håndelaget for det grove, og
andet havde de ikke brug for. Omvendt
bestod ulempen for skolerne deri, at de
piger, der gjorde groft arbejde hjemme,
fik ru hænder, så de ikke kunne spinde
det fine garn 159.
Af Øbjerggaards fæsteprotokol fremgår klart, at det voldte vanskeligheder
at få børnene i skole, for i alle fæstebreve, der udstedtes på godset efter 1786 er
indføjet følgende bestemmelse, som fæs-
75
teren måtte underskrive: ”Indfæsteren
tilpligtes at lade sine Børn flittig undervise i Læse- og Kristendomskundskab
samt i Spindeskolen i Kjøng…” med
udsigt til fortabelse af fæstet, hvis påbudet ikke overholdtes. Denne forpligtelse
var standardformular i fæstebrevene
helt til 1816, hvor spindeskolen i Køng
synes at være ophørt – foreløbig for 8 år.
Som det fremgår af spindetaksten,
betaltes der mere for fint spind end for
grovere, og mange følte sig af den
grund fristet til at spinde hørren finere,
end den var heglet til. Men Voelker sørgede for streng kontrol, og kunne derfor
i 1787 bekendtgøre, at man havde gjort
sig til regel ikke at hegle hørren finere,
end den kunne tåle og ikke ved spindingen udstrække den over dens kræfter 160. Men der var alligevel mange, der
i god tro gjorde sig umage for at spinde
fint, fordi de ikke forstod meningen
med fabriksmæssig behandling, og derfor blev skuffede eller vrede, når den
ventede spindeløn ikke udbetaltes.
Der kunne også være vanskeligheder
af modsat art. I den første del af 1793
var der spundet særlig lidt, fordi hørren
det år var af slet kvalitet, så den ikke
kunne spindes til så mange strenge, som
den var takseret til. Denne vanskelighed
blev afhjulpet ved, at Voelker dels lod
taksten reducere, dels lod hørren omhegle. Disse ting var da heller ikke de
afgørende hindringer for spinderiernes
vækst 161. De må snarere søges i det forhold, at Selskabet kun fik etableret 11
skoler af de i plakaten fra 1780 forudsatte 14 skoler, der skulle til for at opnå statens understøttelse. På trods heraf var
der flere gange givet ekstraordinære tilskud til Selskabet, og alligevel viste produktionen sig både mindre og dyrere
her end ved Den statslige Spindedirektions skoler. Voelker var af den opfat-
76
telse, at Selskabet i begyndelsesfasen
manglede en tilbørlig understøttelse, da
dets indtægter alene beroede på medlemmernes vedvarende velvillighed 162.
I løbet af århundredets sidste tiår ophørte én for én af spindeskolerne under
Det næstvedske patriotiske Selskab, og
til sidst var manglen på spundet garn
katastrofal. Væveriet i Dragør måtte af
denne årsag nedlægges i en periode fra
år 1800, og for at kunne sætte dette ikke
ubetydelige anlæg i gang igen ansøgte
Ryberg om fri indførsel af fremmed garn,
indtil de indenlandske spinderier igen
blev i stand til at afhjælpe manglen. I
forvejen havde fabrikken i Køng toldfrihed på fint, fransk hørgarn til vævning
samt på fremmed hør, som man på
fabrikkens regning lod spinde ved skolerne. For ikke at skade de foranstaltninger, der fra statens side var gjort for
at opmuntre linnedspinderierne, mente
Kommercekollegiet ikke at kunne imødekomme Rybergs ansøgning fuldt ud;
men i betragtning af, at arbejdslønnen
ved garnets vævning og varernes blegning var ganske betydelig, så ville man
tilstå ham en temporær lettelse ved at
nedsætte tolden fra 4 til 3 skilling pr.
pund garn af 1-3 strenges finhed. Denne
lettelse skulle dog også komme andre entreprenører med ”regelmæssige” (fabriksmæssige) linnedmanufakturer til gode
163
. Det drejede sig om to andre anlæg,
og der kan kun være tale om Brahetrolleborgs på Fyn og Gudumlund Linnedfabrik ved Aalborg.
I 1801 oprettedes den sidste spindeskole under Øbjerggaard gods. Den opførtes i Vintersbølle og skulle bestyres af
blegemester Charles Burd, der samme
år optog et lån på 100 rigsdaler hos
Ryberg 164. Men spinderierne tiltog ikke
væsentligt igen, og i 1809 opløstes Det
næstvedske patriotiske Selskab.
Det var dog ikke gået helt sporløst
hen over egnen, at Selskabet i 28 år havde undervist og oplært pigebørn fra
deres sjette til femtende år i at spinde
godt hørgarn i forskellig finhed og efter
strenge. Et brev fra amtmand Bielke fra
1801 fortæller således, at 20 års erfaring
havde vist, at de børn, som tidligt var
blevet holdt til spindeskolen, nu efter at
de var blevet mødre også selv tidligt
holdt deres egne børn til ”vindskibelighed”. Selskabet havde søgt at udbrede
brugen af rokke med to tene og havde
fået den indført i tre af sine skoler, hvor
Bielke selv havde set børn i alderen 6-8
år, der kunne spinde lige så godt og hurtigt med begge hænder, som folk i
almindelighed gjorde med én. Andetsteds fortælles det, at egnen mellem
Præstø og Næstved udmærkede sig ved
en udbredt duelighed til at spinde fint
og jævnt linnedgarn på totenede rokke –
og det i op til det dobbelte kvantum på
samme tid som ved rokke med én ten 165.
Denne færdighed holdtes stadig ved
lige på Øbjerggaards nu tre skoler, der
fortsat leverede garn til væveriet, ligesom en del af husmandskonerne fortsatte med at spinde for fabrikken. Men der
var også en del, der så deres fordel ved
at spinde for bønderkoner, da disse gerne gav mere i spindeløn, og – hvad der
ikke var uden betydning – et stykke mad
ved afleveringen. Desuden var de så fri
for ulejligheden med at haspe garnet 166.
Spindeskolerne kom således i det lange
løb til at gavne husfliden mere end fabrikvæsenet, og Køng Fabrik gik mere og
mere over til at bruge importeret garn.
Væveriet
Væveriet var langt den dyreste anlægsgren, da udgifterne her langt oversteg
de to andres tilsammen. Dels lønnedes
væverne højere end de øvrige arbejdere,
og dels havde garnet, som forarbejdedes her, allerede gennemgået behandling ved de andre anlæg, så at prisen
herpå indeholdt størstedelen af lønomkostningerne ved disse, foruden hvad
der kunne løbe på af told og fragt 167.
De ansatte ved væveriet var i 1786
den tidligere omtalte vævemester, John
Cochrane, og to svende (andetsteds kaldet vævemestre, (se side 59). Den ene af
disse var kommet i maj og var rejst igen
inden årets udgang, mens Peder Olsen
som nævnt må antages at være den
anden. Væveren Frederik Calve, der
nævnes i kalkulationsbogen fra 1785,
kan muligvis have afløst den bortrejste;
ved folketællingen i 1787 blev han som
den eneste betegnet som svend ved
fabrikken. Desuden var der ved væveriet 23 lærlinge, hvoraf de tre var frie
drenge, det vil sige sønner af selvejerbønder, mens 12 var drenge fra Øbjerggaard og Frederiksgave godser. Af disse
lærlinge blev i hvert fald de ni antaget
på én gang, den 1. maj 1787, iblandt
dem en kvinde, Maren Jensdatter. Disse
ni var endnu i 1826 ansat ved fabrikken,
idet de da er nævnt i en liste over fabrikkens folk med angivelse af dato for
ansættelsen 168.
De øvrige otte drenge var fra Rygaard,
Bregentved, Løvenborg, Gerdrup, Engelholm, Gisselfeldt, Tybjerggaard og Krengerup. På de første seks af disse godser
havde Det næstvedske patriotiske Selskab skoler og kunne derfor benytte
Rybergs tilbud om at sende en dreng til
oplæring, for at de senere kunne etableres på de respektive godser og opvæve
disse skolers garn (se side 30 og 72). I
1788 var antallet af drenge fra andre
godser 11, og i 1789 blev det i Adresseavisen bekendtgjort for de proprietærer,
som ønskede at indføre væveri blandt
77
bønderne på deres godser, at fire drenge,
der var konfirmeret, kunne modtages i
lære ved fabrikken 169. Lærlingen fra
Brahetrolleborg omtales derimod ikke
efter 1782, så formentlig har han ikke
udstået sin læretid.
Ved udgangen af maj måned 1790 var
46 bønderdrenge blevet udlært ved
Køngs Væverseminarium som ”duelige
Svende og Mestre”. Fra Øbjerggaard
gods var 15 udlært, fra Frederiksgave
seks, fra Christianssæde på Lolland tre
og fra Løvenborg to, mens de ti følgende
godser havde fået én udlært væver tilbage: Gisselfeldt, Bregentved, Lundbygaard, Gaunø og Thybjerggaard på Sjælland, Skjørringe, Krenkerup og Gierdrup
på Lolland, Rygaard på Fyn og Gudumlund Fabrik under Lindenborg ved Aalborg. Endvidere var der udlært en
dreng fra Haderslev by og en fra Kongsberg i Norge. Af andre udlærte taltes
otte uden for bondestanden 170.
Cochrane havde i 1786 en gage af 260
rigsdaler, opnået gennem sit provenue
på 20% af hvert stykkes omkostninger –
dog ved damaskvævningen 30%. De to
svende, hvoraf den ene kun havde
været ansat i 7 måneder, havde fået 86
rigsdaler tilsammen. Hvis det antages,
at den ene svend har fået omkring 3/4 af
dette beløb, ville det svare til en årsgage
på godt 64 rigsdaler, og det synes en
ringe løn i forhold til f.eks. en spindemoder. Sammenholdt med en oplysning
fra 1787 om, at en svend kunne tjene
omtrent 24 skilling om dagen ved tomands- eller fløjskyttelsvæve, svarende
til en årsløn på 78 rigsdaler, synes beløbet også lavt 171. Men usikkerheden er
for stor til, at man kan slutte noget om
svendenes løn.
De 3 frie drenge havde fået tilsammen 103 rigsdaler, mens de øvrige 20
drenge tilsammen fik 860 rigsdaler; den
78
flittigste af disse havde alene tjent 140
rigsdaler. Det er altså ikke muligt på
grundlag af Voelker’s tal at få et klart
billede af indtægtsniveauet for den enkelte ansatte i væveriet, fordi der vævedes på akkord – også af svendene – så at
sygdom og fravær kunne give store
udsving i indtjeningen. De frie drenge
havde imidlertid mulighed for en bedre
fortjeneste, da de var fritaget for hovedgårdsforpligtelser, mens det påhvilede
godsets drenge og nogle af væverne, der
havde fæstehuse, at gøre høstarbejde og
andet sæsonarbejde ved godset.
Foruden de ansatte arbejdede to vævere, Johan Wensted og Katarine Wenstedsdatter, i Næstved for fabrikken om
vinteren, når de ikke kunne få noget at
væve for byens borgere, og desuden lejlighedsvis væveren Jacob Tevø i Vordingborg. I Dragør var der omtrent 80 vævekoner i arbejde, når de ikke kunne få
noget at væve i byen, og til dem var der
betalt 837 rigsdaler, indbefattet vævemester Köhlerts provision, mens de andre
udenbys vævere havde fået 77 rigsdaler.
Det gav en samlet udgift til væverløn på
2.272 rigsdaler det pågældende år.
I væveriet arbejdede der foruden
væverne 3 små drenge som dragsvende,
det vil sige mønstertrækkere ved damaskvævene. De gik i skole, når væveren satte ny rending op og slettede. Før
jacquardmaskinens opfindelse måtte de
snore, ofte flere hundrede, der løftede
mønsterskellene, trækkes med håndkraft ved et særligt system på siden af
væven. Overalt i Europa benyttedes børn
til dette arbejde, og Voelker’s oplysning
om, at de tillige lærte at læse, skal derfor ikke opfattes som en afbigt for at
lade børnene arbejde, men som understregning af, at man her lod husmandsbørn få undervisning. Skolepligt fandtes
ikke, og ved at beskæftige børnene,
håbede man at afhjælpe det udbredte
betleri 172. Smådrengenes fortjeneste på
tilsammen 42 rigsdaler indgik i de samlede væveudgifter.
Andre kategorier af arbejdskraft ved
væveriet skal sluttelig nævnes: Ved den
ene svends bortrejse var en husmand
trådt til og havde vævet et stykke lærred færdigt, hvilket tyder på at svenden
er ophørt brat. Husmanden må have
været væver selv og har formentlig haft
en væv hjemme. Af kalkulationsbogen
fremgår det, at der i 1786 var 3 kvindelige
vævere; men Voelker nævner dem mærkeligt nok ikke i sin indberetning fra
samme år, skønt han gerne udfordrede
fordomme og helst så lavsvæsenet afskaffet.
Der er i indberetningen opført en forholdsvis stor post på 633 rigsdaler for
kogning, spoling og balbining, der for
størstedelen har været optjent af de 14
spolere og balbinere; folketællingen 1787
nævner enken Itke Sophie Brendstrup
som den, der forestod spoleriet. Hun
var 43 år, tidligere spindemoder samt
mor til en af væverdrengene, og hun fik
ry for at arbejde med nidkærhed. 13 år
senere, år 1800, fik hun på grund af
alder og svaghed ophold i Køng Hospital, hvor hun endnu levede i 1824, 80 år
gammel. Desuden nævner folketællingen 5 piger i alderen mellem 15 og 21 år
samt den 74-årige Ane Siverts som piger
ved spoleriet, hvilket kun var ialt 7 –
alle kvinder 173. Disse sørgede for at opspole garn og overføre dette til balbiner
(bobbiner), som løbende skulle anbringes i væverens skyttel til udskiftning af dem, der løb tomme.
Garnkogningen, hvortil der brugtes
dansk bøgeaske som lud, foregik i et
hus langt ude i marken – formentlig af
hensyn til brandfaren – og udførtes af en
ung bondekarl, som skal omtales senere.
Der var i året 1786 kogt 21.000 pund
garn 174. Fra 1790 flyttedes denne proces
til Vintersbølle, hvor der indrettedes
vaskehus og blegeri.
Endelig var der for året 1786 en post
på 661 rigsdaler til forefaldende udgifter, bl.a. kæmning eller ritning, og til
smådrenge, som havde til opgave at
række væveren tråde til kammen. Dette
arbejde kaldtes ”at lange tråd” og foregik ved opsætningen af hver ny kæde
på væven. Det var altså et arbejde af
begrænset varighed i modsætning til
mønstertrækkerens arbejde. Til ritning
hentedes de drenge, der var flittigst i
skolen; dette blev sikkert betragtet som
en præmie, da der var en lille fortjeneste
forbundet hermed. I samme post indgik
udgifter til slette (stivelse), til redskabernes vedligeholdelse og til præmier
og desuden til tørveskær, tilkøring af
vand og brændsel til fabrikken, samt til
en nattevægter, til folk på kontoret og til
inspektøren.
Inspektørens gage, som man ville
vente at finde øverst i regnskabet, indgår her i en fælles post af vanskeligt
kontrollable udgifter. Hvor stort et beløb, der kunne blive plads til indenfor
denne sum, er det umuligt at gennemskue – formentlig også for embedsmændene i Kancelliet, for hvem indberetningen var bestemt. Sin egen løn omtalte
Voelker med den forblommede tilføjelse, at inspektøren ”behøver noget
artig, da han sysler med den fattigste
Stand og gerne vil opholde sit surt
født[e] Barn”, hvormed han hentyder til
fabrikken. Ved en anden lejlighed omtalte han Det næstvedske patriotiske Selskab med samme vending (se side 102).
Væveriet var indrettet i de to sidelænger til Gammel Øbjerggaard, der
blev opført i 1782 og blev takseret i
brandkassen 1784. De var opført i grund-
79
Nogle af John Kay’s forbedrede vævestole og redskaber, patenteret i 1732, 1738 og 1745. Øverst
en bred lærredsvæv med to mands betjening,
idet den ene slår skyttelen ind, og den anden
modtager den, hvorefter skellet skiftes, og skyttelen sendes den modsatte vej. Væverne synes at
arbejde stående med en planke som støtte bagtil.
Skyttelen, der er bådformet og hvælvet i bunden
for at give så lidt modstand som muligt, når den
løber over det sænkede trådsæt fra side til side,
skal slås ind med en vis kraft. Tramperne er anbragt ude i siden, så væverne ikke træder modsat
hinanden, men så den, der ikke har skyttelen,
kan skifte skellet. I midten en såkaldt fløjskyttelsvæv til lærred, hvor skyttelen, der løber i en
skinne, aktiveres af én mand ved hjælp af snoretræk. Væveren arbejder her siddende på en
bænk. Skyttelen har torpedoform for at glide let
gennem skinnen, som ses forstørret under
væven. Nederst en trækvæv med overbygning af
hollandsk model. Overbygningen var nødvendig
til mønstertrækket i mere kompliceret drejl på
mange skafter, og blev også benyttet i Køng.
Gengivet efter trykt adresse med opfordring til
pengestøtte for John Kay’s efterkommere af
31.marts 1845. Victoria & Albert Museum,
Print Collection.
mur og tækket med tegl, og havde ifølge Per Ole Schovsbo antagelig afvalmede gavle i lighed med hovedbygningen.
Hver af de to bygninger bestod af 16 fag
og havde hængeværk, hvilket viser, at
de var indrettet med ét stort rum i hele
bygningens længde 175. Loftet ovenpå
væveværkstederne var beklædt med
brædder og indrettet med reoler med
rum til hør og garn.
Vævestole og vævning
I 1785 var antallet af vævestole 22, og
Voelker opgav året efter samme antal af
lærreds-, drejls- og damaskvæve. Heraf
var de to, en damask- og en drejlsvæv,
såkaldte tomandsvæve, da de var for
brede, til at én væver kunne nå at slå
80
skyttelen ind fra den ene side og modtage den ved den anden. Disse var beregnet til bordduge, der skulle væves i fuld
bredde uden sammensyninger. En anden
lige så bred væv til lagenlærred var den
såkaldte fløjskyttelsvæv, som var betjent
af én mand ved hjælp af fløj- eller flyveskyttelen. Denne skyttel var meget tungere end de almindelige, da den var
beslået med jern; den løb på fire hjul i
en skinne og kunne ved hjælp af en snoreanordning slås igennem fra side til
side i sin skinne, hvori den blev liggende, mens skellet skiftedes 176.
Flyveskyttelen var opfundet af englænderen John Kay i 1733, men den
vandt kun langsom udbredelse, skønt
den betød en vældig forøgelse i produktionen, da én mand ved hjælp af denne
kunne væve ikke blot, hvad to ellers
kunne gøre, men en trediedel mere på
samme tid, fordi den ene hånd nu hele
tiden var fri til at slå bommen til med.
Men da spinderierne var indrettet på
levering til de almindelige væve, opstod
der i England hurtigt arbejdsløshed på
grund af garnmangel, og den nye opfindelse blev lagt for had af væverne 177.
Men flyveskyttelen krævede også en
dygtig arbejder, der kunne omstille sig,
fordi den betjenes med et andet tag end
den sædvanlige skyttel og da også en
bedre væv end de almindelige, der ikke
behøvede at stå aldeles lodret; brugen af
flyveskyttel forudsatte, at alle vævens
dele var i vinkel, og det krævede igen,
at væveren forstod at indstille den og
kunne se fejlene og rette dem. Væve af
denne slags, hvis bygning var særlig
solid, kaldtes ”engelske” 178. Fløjskyttelsvæven i Køng var sandsynligvis den
første af sin slags her i landet, siden den
i 1787 omtales af Lunding som et særsyn. Den er sikkert blevet indført på fabrikken af Cochrane, der har kendt den
fra sit hjemland. På fløjskyttelsvæven
kunne der væves i en bredde op til 3-3 1/2
alen, mens der på de to tomandsvæve
kunne væves op til 5 alens bredde 179. Tomandsvævene må have været i brug siden
begyndelsen af 1785, da der afregnedes
4 alen bredt drejl, vævet af de to vævere
Jørgen Jørgensen og Andres Olsen.
I 1787 var vævenes antal stadig 22,
men Voelker påtænkte nu at oprette
endnu en stor og tre små væve, og havde udset garnkogeren, ”en ung, ferm
Bondekarl fra Godset” til at være mester
for dem. Året efter er planen sat i værk,
idet en væver nu var etableret som husmand i eget hus med 4 væve, af hvis
samlede værdi han årligt svarede 4% i
rente, og, ifølge Voelker, ”dog med sin
Familie leve meget vel” 180.
Damaskvæveren Laurs Hansen fæstede i 1793 et hus i Køng bygade og fik
indrettet sig med en fuldt monteret
drejlsvæv og en komplet lærredsvæv.
Den første fik han fra fabrikken, den
anden overtog han fra vævemesteren
Peder Olsen. Drejlsvæven opregnes i
fæstebrevet i alle sine bestanddele, der
var: 6 stolper, 18 håndgreb med snore, 1
trisse simpel, 18 trisser, 18 lange snore,
18 harnisk-skafter, 18 små snore, 10 store blylodder, 5 skamler, 6 tværskamler
med snore, 4 jernbolte, 10 vinkler, 1 bom,
1 underløber, 1 brystbom, 10 kammeskafter, 1300 søller, 2 kammelader, 720
milbe 720 lingos, 1 spandstok med jernbeslag, 1 jernbolt til underløberen, 8
dusin trisser (196 stk). Af lærredsvævens bestanddele nævnes kun underløberen, garnbom, brystbom, kamlade og
sædebræt. Af andet inventar opregnes 1
spolerok, l garnvinde, endnu 3 jerngreb,
3 trisser og 3 lange snore, 3 harniskskafter og 3 små snore 181.
Drejlsvæven kan udfra sine bestanddele bestemmes som en væv med kom-
81
bination af dragrustning og harniskrustning, d.v.s. med håndtag over væveren
til hævning af mønstret som ved dragrustning, og med harnisksnore, der gik
op over en stor trisse foroven (benævnt
trisse simpel) i stedet for en ekstra bom.
Den havde 18 mønsterskafter, og de fem
skamler viser, at grundbindingen har
været 5-skaftet satin De 6 tvær- eller
sideskamler kan have været ekstra drejlsskafter. De 10 blylodder brugtes til at
holde mønsterskafterne nede; da der
var 18 skafter, må flere af dem have
arbejdet sammen, så de kunne dele lodder. Kamladen var den ramme, hvori
skafterne blev knyttet, inden væven
blev sat op. De gamle vævere brugte
nemlig ikke løse søller, men knyttede
deres skafter i en ramme til hver kvalitet. De havde forud bestemt tætheden
pr. tomme på hvert enkelt skaft og knyttede søllerne fast i denne fastsatte tæthed (den engelske måde). Disse søller
kunne altså ikke flyttes, og derfor forandrede væveren ikke så tit sine kvaliteter.
Her var der to kamlader, altså en til
hver af de to slags søller, nemlig de korte med lange øjer til de fem satinskafter,
og de lange med små øjer til de 18 mønsterskafter. For hver aftrapning i et mønster krævedes der et nyt mønsterskaft;
således kunne der på denne væv væves
drejl på 18 dele eller damaskdrejl med
18 mønsterskafter 182, Til gengæld kan
man ikke på grundlag heraf bedømme
kvaliteten af det, Laurs Hansen vævede;
af kalkulationsbogen fremgår det, at
han var blandt de første, der vævede
drejl. Han havde afregnet mønster nr. l,
2, 3, 5, 6, 8 og 19, før han som den første
vævede damaskmønster nr. 3 og senere
vævede servietter med Rybergs og
Moltkes navne. Laurs Hansen må have
været en af fabrikkens bedste vævere.
Den lærredsvæv, der opstilledes i huset
82
var formentlig beregnet for en svend
eller lærling. Laurs Hansen havde i
øvrigt lov til at oprette flere væve; men
han var forpligtet til kun at væve for
fabrikken, så længe den udleverede
ham kæder. Dette viser, at alle kæder
blevet skåret på fabrikken.
I april 1788 var antallet af vævestole i
fabrikken stadig 22; men nu nævnes
det, at der i Dragør og i landsbyerne
(Køng og omliggende landsbyer) var
156 væve igang. I alt arbejdede altså nu
178 vævestole for fabrikken, heraf 70 i
Dragør, og 86 i lokalområdet 183.
Lunding beretter samtidig, at der i
den højre sidelænge (øst?) var 14 væve,
hvoraf de 12 var til lærred og drejl og de
to til snørlivsdrejl. I den venstre længe
(vest?) var der 8 væve, hvoraf de 5 var
almindelige lærreds- og drejlsvæve, 2
to-mandsvæve til henholdsvis damask
og drejl samt fløjskyttelsvæven. Denne
sidste væv kan have givet dette værksted navnet ”Det engelske værksted”, et
navn, der kendes fra en senere tid i Vintersbølle, og som givetvis skriver sig fra
den tid, da man talte om ”engelske
væve”. I væveriet var der desuden tre
maskiner af en speciel indretning til at
slå kæden på. Voelker taler i 1788 om
”rennemøllen”, hvorved to personer var
beskæftiget 184. Der er muligvis tale om
John Kay’s forbedrede trendemaskine;
men disse køngske maskiner omtales
ellers ikke nærmere nogetsteds.
Her findes mærkeligt nok ingen omtale af mindre damaskvæve til servietter, som må have været i fuld gang på
dette tidspunkt, thi ”naar man har en
Dugvæv maae man ogsaa have tvende
smaae Væve for at skaffe de fornødne
Servietter”, fastslog vævemester Christian Hansen. Mange år senere berettede
han, hvordan man for at få plads til
damaskvævene med deres høje over-
Vævestol og trendemaskine, bestående af tre dele, som svarer til den af Voelker i 1788 omtalte ”rennemølle”, hvorved to personer var beskæftiget; den her viste betjenes af kun én mand, der ved et bord drejer et hjul, hvorfra en drivrem langs gulvet drejer trendvinden, som fyldes fra spolerne, der løber i en
ramme, en for hver tråd i kæden. Det kan have været praktisk, at en ekstra arbejder holdt øje med spolerne og skiftede dem ud, der løb tomme. I Køng var denne maskine ligesom her anbragt i væveværkstedet. William Hincks, Set of twelve Plates, illustrating the Production af Linen in Ireland. Victoria &
Albert Museum, Print Collection.
bygning havde måttet grave gulvet 1/2
alen dybere ned i det ene værksted med
det resultat, at der ofte stod vand på det
om vinteren 185.
Kravene til arbejdets udseende og
beskaffenhed var strenge, hvis man kan
slutte ud fra de halleregler, der i 1786
var i brug ved Brahetrolleborgs væveri,
hvor Ivar Thorning jo var blevet vævemester efter at have forladt Køng Fabrik. I Køng fandtes ingen hallemaskine; men de uskrevne regler her var
næppe lempeligere end de nedfældede
på Brahetrolleborg, hvorfor disse skal
refereres: 1) Ved afregningen måtte alle
stykkerne være omhyggeligt efterset og
alle trådender og knuder skulle være
afklippet. 2) Dersom der under væv-
ningen var iagttaget grove tråde, skulle
disse straks være klippet af, og ved
eftersynet blev der for hver sådan grov
tråd, der var indvævet længere end 1/2
alen, fratrukket 2 skilling af arbejdslønnen. 3) Var der opstået en ujævnhed i
vævningen, som f.eks. tynde steder,
eller kanterne brækket, måtte arbejdet
pilles op, til fejlen kunne rettes, og hvis
ikke, eller hvis der var huller, opstået
ved at flere tråde var sprunget på ét
sted og de ikke var jævnt sammenbundet, eller ved at gløder var faldet ned fra
lampen, måtte væveren bøde en rigsdaler for hvert. 4) Skete dette for lærlinge,
der endnu ikke arbejdede for løn, blev
de straks taget fra væven og sat til at
spole for de andre i nogen tid. 5) Bøder-
83
ne samledes sammen og brugtes til præmier for dem, der udmærkede sig, f.eks.
den, der havde vævet mest i en uge,
eller den, der havde vævet noget af særdeles god kvalitet. Til gengæld var det
fabrikørens pligt at udlevere det rigtige
garn af ensartet finhed og sørge for, at
arbejderne havde brugbare og egnede
redskaber 186.
Fabriksdriftens velsignelser
Væveriet var, som anført, den dyreste
anlægsgren; dets samlede lønudgifter
for året 1786 var 3.566 rigsdaler og 15
skilling, mod 633 rigsdaler, 1 mark og 6
skilling ved høravlingsinstituttet og
2.965 rigsdaler, 1 mark og 7 skilling ved
spinderierne. De samlede udgifter for
fabriksdriften opgjorde Voelker til 7.164
rigsdaler, 5 mark og 10 skilling. Men det
var ikke disse tal, Voelker egentlig ville
vise. Han fratrak nemlig nu de beløb,
som var gået ud af bedriften, f.eks. som
lønning til spindere uden for godset, til
væveren i Næstved og til konerne i Dragør, så at den endelige sum blev 3.804
rigsdaler, 1 mark og 8 1/2 skilling, hvilket
han betegnede som den kapital, der på
et år var vundet på 224 tønder land bøndergods – alene ved fabriksdrift og
uden hindring for agerdyrkning. Dette
var Voelkers, og dermed også Rybergs
budskab til Kommercekollegiet, og
Voelker afsluttede sin beretning i højstemte toner: ”Gud give, at alle Godser
var deres Fælledsskabs Ophævelse saa
nær som det er imellem Mand og Mand
skeet her i faae Aar; saa vilde, hvor
Mueligheden var [der]til, ved Holsteenske Indretninger (kopler) Hør-Avl paa
Brak Marken uden Hinder for Korn-Avl
eller Qvæg-Avl, til Fordeel for Staaten
og Proprietaire, mange Tønder Guld blive i Landet”.
84
Ganske vist var der importeret 18.344
pund råhør fra Riga, der med told og
fragt havde kostet 2.980 rigsdaler, 5
mark og 7 skilling; heraf var ved heglingen blevet udskilt en del blår, som
igen var solgt for 481 rigsdaler, 3 mark,
8 skilling, mens det resterende beløb på
2.499 rigsdaler 1 mark, 15 skilling, var
bundet i de færdige varer. Til gengæld
var der for hele landet vundet hegleløn,
spindeløn, væverløn og blegeløn samt
kørselspenge til et beløb af 9.630 rigsdaler, 3 mark og 15 skilling.
Ved denne specielle regnskabsopstilling har Voelker – i ren merkantilistisk
ånd – udelukkende ønsket at belyse
fabrikkens samfundsgavnlige virke. En
balance er ikke opstillet, og vi er afskåret fra på dette grundlag at bedømme
fabrikkens økonomiske stilling, da der
ikke oplyses noget om afsætningen eller
de kalkulerede salgspriser. Derimod kan
produktionen og dermed varemængden
ses af skemaet på modstående side.
På grundlag af udgifterne og produktionen kan man danne sig et indtryk
af balancen: Ved sammenlægning af
udgifter til lønninger og til importeret
hør opgjorde Voelker produktionsomkostningerne for året 1786 til 9.630 rigsdaler. Produktionen for samme år
udgjorde 27.659 1/2 alen lærred, drejl og
damask. For at udgifterne ved produktionen skulle balancere med indtægten
måtte altså hver alen sælges for ca. 1/3
rigsdaler (2 mark). Almindeligt lærred
kostede på den tid 1 mark 14 skilling pr.
alen, så havde hele produktionen bestået af lærred havde det set dårligt ud;
men en trediedel var finere varer, der
kunne sælges for højere priser, nogle
endog for langt mere, så der er god
mulighed for, at balancen var acceptabel, vel at mærke, hvis alle varer blev
solgt. Men hertil kom etableringsudgif-
Produktion
1781-1785
året 1786
Lærred i stk.
Drejl i stk.
do. i stk.
do. i stk.
do. i stk.
Damask i stk.
do. i stk.
340
27
2 (25 kaffeservietter)
115 (2563 servietter)
24 (114 duge)
15 (309 servietter)
5 (8 duge)
620
27
Ialt
528 stk. svarende til
18.488 1/2 alen
eller 19.609 strenge.
820 stk. svarende til
27.659 1/2 alen
eller 25.864 strenge garn.
ter, penge, der stod i bygninger og redskaber. Heri havde Ryberg investeret
20.000 rigsdaler, og det er usandsynligt,
at også denne sum kunne forrentes gennem produktionen. Med den stærke
vækst i denne, som fremgår af skemaet
ovenfor, var der dog stadig håb om, at
fabrikken virkelig med tiden skulle give
overskud.
Af skemaet fremgår, at der var vævet
mere end en halv gang så meget dette
sidste år end i de foregående fem år tilsammen, og produktionen for 1785 alene, der opgives til 10.196 alen, viser, at
der også i dette år var vævet mere end i
de foregående 4 år tilsammen 187. Der
har altså været grund til Voelkers optimisme.
Landsbyens udbygning til
fabriksby
Efterhånden som nye læredrenge kom
til, blev pladsen i de to værksteder for
trang, og da man også havde behov for
at oprette flere vævestole, fik nogle af
væverne installeret væv hjemme. Allerede i januar 1784 fik en væver kontrakt
på et nyt hus, og nogle år senere havde
105 (2082 servietter)
39 (98 duge)
16 (372 servietter)
13 (24 duge)
den før omtalte væver som den første
nedsat sig som husmand med 4 væve
hjemme. Han var oplært ved fabrikken,
og Voelker var tilfreds med, at han var
blevet udlært og havde nedsat sig ”uden
de ceremonier, der bruges i lavene”.
Væveren, der svarede renter af huset og
vævene, levede meget godt, og det ville
han også have kunnet klare, selv om
han havde skullet tjene i landmilitsen
de få uger om året, det forlangtes; men
han gik fri, da han ikke var stor nok,
skrev Voelker; det vil sige, at manden
må have været lille af vækst 188.
I november 1788 fæstede den 58-årige
husmand Jens Nielsen Væver fra Ring
på samme måde et hus på 9 fag, hvor
han skulle oprette 4 à 6 vævestole, der
bestandig skulle væve for fabrikken, så
længe han forsynedes med garn herfra.
Han skulle i øvrigt have betaling efter
fabrikkens takst, og inden udgangen af
året 1790 skulle han tilbagebetale et lån
på 10 rigsdaler, som var givet ham af
Ryberg til vævenes indretning. Som en
sidste bestemmelse skulle Jens Nielsen
først væve et par hele stykker på fabrikken for at få det rette håndelag. Denne
væver, der kom til fabrikken udefra,
85
havde forud været landsbyvæver i Ring
og har muligvis måttet give sig ind
under fabrikken for at overleve. I 1802
købte han fæstehuset for 120 rdlr. hos en
af de efterhånden mange vævere, der
havde et hus i fæste, iagttog en besøgende en del år senere i 1806, at 5 vævere
her arbejdede for fabrikken 189.
Efterhånden som Øbjerggaards jorder var blevet udskiftet, og gårdene flyttet ud, var beboelseshusene i byen blevet forladt. Nogle var blevet liggende,
andre blev nedrevet og nye huse opført
på tomterne, og disse huse fæstedes nu
bort til væverne og andre håndværkere,
der havde deres arbejde ved fabrikken,
således at byen mere og mere fik præg
af fabriksvirksomheden. Der var desuden ifølge Wedel blevet opført et særligt hus til væverfolkenes soveværelser.
I maj 1787 havde endvidere væveren
Laurs Pedersen fra nabobyen Kostræde
fæstet et 6-fags hus i Køng på de vilkår,
at han opfyldte og efterlevede sin profession. Kontrakten var opsigelig med
et halvt års varsel fra begge parters side,
og på grund af denne omstændighed
fritoges han for at betale indfæstning, et
engangsvederlag, der betales ved uopsigelige fæstekontrakter. I november 1790
fæstede damaskvæver Peder Pedersen
det hus på 9 fag af mur og bindingsværk, som Frederik Calve indtil da havde beboet, for 10 rdlr. i årlig afgift. Det
blev ham tilladt at oprette så mange
væve, han ville, men på den betingelse,
at han kun måtte væve for fabrikken og
modtage betaling herfor efter fabrikkens
takst plus de fastsatte tillæg. Disse tillæg,
der blev givet til de vævere, der vævede
hjemme og holdt sig selv med varme og
lys, var 1/5 af væverlønnen + 1 skilling
for hver spole garn, der var opvævet 190.
Frederik Calve, der formentlig var af
tysk afstamning og født omkring 1757,
86
begyndte at arbejde som drejlsvæver for
fabrikken mellem 1. maj og 1. november
1784. Han var som nævnt gift med spindemoderen i Køng, Ane Birgitte Calve,
og havde, som ovenfor anført, fæstet et
hus i byen, som han forlod i 1790 for at
fæste et andet. I 1793 henvendte amtmand Bielke sig til Voelker for at få en
væver til Kongsted, en landsby under
godset Lystrup, og Voelker anbefalede
Calve med den begrundelse, at han
vævede fint og godt, og at hans kone
var flittig og både spandt og syede godt.
Der var kun den hindring, at han skyldte
20 rigsdaler, og han ville ikke få lov til at
rejse fra byen, før de var betalt, så dette
beløb måtte ubetinget gives ham i forskud 191. Til december samme år forlod
Calve sit andet fæstehus i Køng. Om
han kom til Kongsted vides ikke; men i
1801 træffes Ernst Frederik Kalve – samme mand eller en søn(?) – som jordløs
husmand og drejlsvæver i landsbyen
Tuse ved Holbæk. I 1809 nævnes han
som vævemester ved en linnedfabrik i
Tuse under Løvenborg, der ejedes af
slægten Løvenskiold. Ved nedlæggelsen
af spindeskolen i Tuse i 1790 indrettedes
huset til væveri 192.
Den tidligere baron, geheimeråd
Severin Løvenskiold, der var død i 1776,
var svoger til amtmand Bielke; hans
hustru, Charlotte Hedevig Numsen, beholdt godset indtil 1789, da hun overdrog det til sønnen, Carl Michael
Løvenskiold til Vognserup, der som
medlem af Det næstvedske patriotiske
Selskab allerede i 1781-82 havde oprettet spindeskoler i Tuse og Kundby 193.
Måske kan man henføre et damaskgarniture på Hørbygaard ved Tuse til
dette væveri 194. Mønsteret er det køngske damaskmønster nr. 1 fra 1784, men
uden det indvævede ejer- eller fabriksnavn. Frederik Calve havde selv vævet
Køng Hospital fra sydvest. Hospitalet blev opført 1793 som ældrebolig for fabriksarbejdere og med en
sygestue for byens beboere. Nationalmuseets fotosamling. Foto: Hugo Matthiesen.
dette mønster i Køng (se side 35) og kan
meget vel have haft det med sig, måske
i form af en serviet. Også ublegede afklip, evt. med fejl, kunne udmærket tænkes at have være overladt til væveren.
Samme år som Frederik Calve rejste,
i 1793, havde også væveren Hans
Andersen fra Gisselfeldt forladt fabrikken for at nedsætte sig på sit hjemsted.
Han blev af Det næstvedske patriotiske
Selskab udstyret med redskaber og hør
for 59 rigsdaler; heraf havde han dog
selv betalt 5 rigsdaler og 4 mark 195.
Det hus i Køng bygade, som Frederik
Calve sidst forlod, bestående af 7 fag
med jernkakkelovn og en lille have, blev
straks bortfæstet til væver Laurs Hansen, som nedsatte sig med en fuldt monteret drejlsvæv og en komplet lærredsvæv (se side 81). Allerede efter tre år, i
1796, bortfæstedes huset atter, så Laurs
Hansen var da muligvis død.
Den nye fæster var væver Anders
Olsen af Vintersbølle; men vævene fulg-
te ikke med i fæstemålet, da Olsen
vævede på fabrikken. Det blev ham derimod pålagt, at dersom han selv til sin
tid skulle anskaffe sig en eller flere
væve, da at lade disse arbejde alene for
fabrikken, så længe den forsynede ham
med garn. Selv skulle væveren, så
længe han vævede, være fritaget for de
to årlige høstdage, som de andre husmænd måtte gøre på hovedgården.
Samme pligter og rettigheder fik damaskvæver Peder Olsen, da han i 1798
fæstede et 9-fags hus i Køng, hvor han
havde lov til at oprette flere væve. Han
havde i sit hus sin søster, Sidse Olsdatter, som også vævede. Folketællingen
1801 oplyser, at hun ”væver og får almisse til sine børn”.
Hospitalet
I samme tidsrum opstod der imidlertid
spørgsmål om forsørgelse både af de
gamle og veltjente fabriksfolk i deres
alderdom og af folk, der på anden måde
87
blev uarbejdsdygtige. For at hjælpe de
dårligst stillede lod Ryberg i 1793 opføre
et hospital for godsets fattige, hvis fundats blev konfirmeret den 15. juni 1796.
Huset opførtes i 11 fag grundmur med
tegltag og indrettedes med syv værelser,
hvoraf de seks havde spisekammer og
køkken samt bilæggerovne, mens det
syvende værelse havde en vindovn. Til
huset hørte en have samt et hus med
bageovn og inddelinger til brændsel. I
de fem af hospitalets værelser skulle ti
personer have bolig, to sammen i hvert
værelse, mens et værelse skulle tjene
som sygestue både for lemmer og for
syge fra sognet, når de var angrebet af
smitsom sygdom eller ikke fik fornøden
pleje hjemme. Det sidste værelse var en
storstue, hvor beboerne kunne ”samles
til bøn og selskabeligt arbejde”. Hospitalet skulle nyde frit brændsel og 120
rigsdaler årligt, fordelt med 10 til hver
af beboerne og 20 til medicin og forplejning. Beboerne skulle være fritaget for
ekstra skatter og der var tillige ydet
dem fri begravelsesplads på Køng kirkegård. Sidste punkt i bestemmelserne
fastslog, at fundatsen aldrig måtte kunne
ophæves af nogen senere ejer af Øbjerggaard 196.
Væveren Christian Hansen
I august 1793 havde væversvend Christian Hansen fået overladt den nu afdøde hørbereder Jens Munk’s hus i fæste
mod at han giftede sig med enken, den
35-årige Karen Madsdatter, og årligt
betalte 24 rigsdaler i fæsteafgift. Til
huset, der havde sidebygninger, hørte
både have og vænge. Christian Hansen
forpligtedes til at holde sine børn – med
enken overtog han to – i læse- og spindeskole og dertil følge med på klapjagt,
når han blev tilsagt. Til gengæld havde
88
Det kgl. Landhusholdningsselskabs store prismedalje af sølv, indstiftet 1769. Revers med indskriften: FLIIDS OG VINDSKIBELIGHEDS
BELØNNING TIL FÆDRELANDETS BEDRE
FLOR. Den uddeltes på Kongens fødselsdag den
29. januar. Mål: 62 mm. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. Foto: Nationalmuseet.
han lov til at oprette så mange væve i sit
hus, som han ville; men han måtte intet
væve for andre eller for sig selv, undtagen til eget forbrug, så længe han blev
forsynet med garn fra fabrikken. Foruden den gængse vævertakst for svende
skulle han til godtgørelse for lys, slette
m.v. have 1/5 af væverlønnen i tillæg på
betingelse af, at han selv holdt sine redskaber ved lige. Endelig måtte han ikke
vægre sig ved at tage imod sådanne sorter garn eller mønstre, som mesteren
ville give ham. Hvad angik ”platilles
royales”, som han kunne lade lærlinge
væve, betaltes der for dette 4 skilling pr.
streng opvævet garn. Hansens fæstebrev var udstyret med en lejekontrakt
på tre drejlsvæve.
Christian Hansen, der var født på
godset i 1770, var blevet antaget som
lærling ved fabrikken den 26. april 1785
og blev udlært som svend i 1790. Samme år var han rejst til København, hvor
han dels var på Kunstakademiet – antagelig i tegneklassen – og dels på Manchesterfabrikken, en bomuldsfabrik, der
i 1779 var blevet anlagt ved Blegdammen af den svenske fabrikant Charles
Axel Nordberg, og hvor der i 1783 var
blev oprettet en appreturafdeling. Herfra var Hansen i 1791 vendt tilbage til
Køng, hvor han efter to år fik foden
under eget bord og bestyrede fem væve
for egen regning 197.
Christian Hansen viste sig hurtigt at
leve op til Voelker’s forventninger og
tillige at være i besiddelse af teknisk
snilde, idet han i 1793-94 indførte nogle
tekniske forbedringer på drejls- og flyveskyttelsvævene. Af denne årsag fik
han tilkendt Landhusholdningsselska-
På John Kay’s ”forbedrede væv”, ser det ud som
om bindingsskafterne sidder under kæden, mens
den høje overbygning til optrækket af de lange
mønstersøller er bortskaffet. Der må være tale
om en lignende ”opfindelse”, da Christian Hansen indrettede de nye vævestole. Gengivet efter
samme blad som illustration side 80. Victoria &
Albert Museum, Print Collection.
Nellike
Rosenknop
Kaprifolie
Kløver
Christian Hansens nye mønstre var sandsynligvis i begyndelsen blot en modernisering af fabrikkens
ældre forråd af drejlsdamask fra det stive kløver- og nellikemønster, vist side 43 og 45, til en mere naturalistisk tegning. Andre mønstre er forenklinger af blomster i det første damask fra 1784, f.eks. nellike,
rosenknop, kaprifolie, og kløver. Køng mønsterbog. Kunstindustrimuseet.
89
bets 1. sølvmedalje, som overraktes ved
Selskabets højtidelige præmieuddelingsmøde den 29. maj 1795 i nærværelse af
Kronprinsen 198. Det oplyses, at Hansen
havde indrettet to vævestole til drejlsvævning, som vel i det væsentlige lignede de bedste, engelske væve. Men han
havde gjort adskillige meget gode og
nyttige forandringer, af hvilke den vigtigste var, at vævningen på hans store
væv kunne forrettes af én person, mens
de store engelske krævede to personer;
desuden kunne hans væv, til forskel fra
de engelske, meget høje væve, opsættes
i almindelige landsby- og bondehuse,
uden i øvrigt at tabe noget i driften.
Landhusholdningsselskabets journal oplyser, at Hansen havde indsendt en
meget god tegning af en vævestol med
målestok og de behørige grundtegninger og profiler; men denne findes desværre ikke mere i sagen 199.
Det er derfor svært at vide, på hvilken måde disse forbedringer var epokegørende. Flyveskyttelen kendtes ved fabrikken og var allerede i brug i 1787, da
Lunding besøgte stedet (se side 81); At
de store lærredsvæve kunne betjenes af
én mand, har derfor ikke i sig selv været
en sensation; men i Hansens tilfælde var
der tale om en drejlsvæv, og det kan formodes, at indretningen af denne med
flyveskyttel har været epokegørende.
Den anden forandring, der reducerede
højden, har haft stor betydning, da man
begyndte at flytte drejlsvæve ud i landsbyhusene og lade væverne væve hjemme hos sig selv.
Hansens forandring af vævene medførte ifølge hans egen oplysning tillige,
at der kunne væves drejl på flere skafter
end før, hvilket medførte, at han måtte
tegne nye drejlsmønstre. Her synes hans
kundskaber fra Kunstakademiet at være
kommet ham til gode, i hvert fald var
90
Mønsteret egeblade er formentlig, ligesom eksemplerne side 89, omdannet fra et formalistisk – nu
ikke kendt – egeblad til dette mønster, der også
findes i Køng mønsterbogen. Kulturhistorisk
Museum, Randers. Århus. Foto: Karin Munk.
han i stand til at komponere mønstre,
som vandt bifald hos publikum. Men
for fabrikken var den økonomiske gevinst alligevel begrænset, for herefter
kunne hverken damaskerne eller de
gamle drejlsmønstre, hvoraf der var for
40.000 rigsdaler på lager, sælges mere,
og de måtte afsættes med tab i udlandet
under krigen flere år senere 200.
I 1798 blev Christian Hansen af Ryberg udnævnt til mester for hele vævefabrikken med underliggende, mindre
værksteder. Cochrane må altså på dette
tidspunkt være ophørt som vævemester;
da kirkebøgerne for Køng er gået tabt,
kan det ikke ses, om han var død. Lunding havde 10 år tidligere beskrevet
ham som flink til sit arbejde, men noget
forfalden til drik. Hansen afløste ikke
direkte John Cochrane; imellem dem
synes der at have været endnu en mester,
idet skifteprotokollen nævner en vævemester Unmack, hvis kone døde i Køng
i 1799. Også Lütken nævner ham; men
intet yderligere vides om ham 201. Chris-
tian Hansen virkede som mester for
fabrikken til sin død i 1829.
Tyske fabriksfolk
I året 1800 fæstede væveren Johan Christoffer Michael Langenhan, der som
kun 17-årig var ankommet til fabrikken
den 1. november 1791, den afdøde Peder
Pedersens hus efter at have betalt enken
et større beløb for at fraflytte det. Langenhan var endnu i 1828 væver ved fabrikken. Han var en af de udenlandske,
formentlig tyske vævere, som i 1790’erne kom til fabrikken. Muligvis var de
blevet indbudt af Voelker, der i april
1788 havde været en tur i sin hjemby
Arnstadt for at få overdraget en arv
efter sin fader 202.
Efter dette tidspunkt optræder fire
vævere med tyskklingende navne blandt
fabrikkens folk, Apel, Sontag og Schneider samt den førnævnte Langenhan.
Georg Apel antoges som læredreng 14
år gammel den 29. september 1799. Han
var sandsynligvis beslægtet med Gottfried Jacob Apel, der ved folketællingen
i 1801 var 26 år og arbejdede som skriver ved fabrikken. Georg Apel arbejdede ligesom Langenhan endnu i 1828 ved
fabrikken og kaldtes nu ved navnet Jørgen; han blev den første af flere generationer af vævere, der fulgte fabrikken til
dens ophør i 1906.
De udenlandske vævere har sikkert
været fordelagtige for Voelker på den
måde, at de kunne tilføre fabrikken en
bedre standard både teknisk og arbejdsmæssigt, selv om nogle af dem kun var
drenge ved ansættelsen. Afgørende var,
hvilke normer de havde set i deres
hjemland; Voelker kunne slutte fra sig
selv, idet han som kun 11-årig, var kommet hjemmefra til den holstenske fabrik.
De danske vævere var alle første gene-
ration i faget og kunne som sønner af
fæstebønder og husmænd ikke have
samme indsigt i et håndværk med dets
krav om kunstfærdighed og akkuratesse. De fleste kunne end ikke skrive
deres eget navn, men måtte underskrive
med ført hånd, som det anføres i fæsteprotokollen.
Andre håndværkere
Foruden væverne og de øvrige fabriksmæssigt beskæftigede, som spindere og
hørberedere, havde flere håndværkere
fast udkomme ved fabrikken. Allerede i
1780 var et hus på 8 fag blevet indrettet
til beboelse for en snedker, i 1786 blev
der opført et hus til en rokkedrejer, og i
maj 1787 blev et hus i Køng By – muligvis det samme – givet i fæste til en 30årig husmand, Peder Diderichsen fra
Fyn mod en afgift på 10 rigsdaler på
betingelse af, at han udførte og vedligeholdt alt drejerarbejde, der behøvedes
ved fabrikken, gården og godset mod
en billig akkord 203.
Samtidigt fæstede murermester Søren
Nielsen et hus i en af de nedlagte Køng
gårde mod at påtage sig alle murreparationer ved samtlige til Øbjerggaard
hørende bygninger. Herfor ville Ryberg
betale ham en årlig løn på 70 rigsdaler,
og han var til gengæld forpligtet til af
sig selv at holde alle huse i forsvarlig
stand og skulle for egen regning lønne
håndlangere, mens alle materialer –
undtaget de, der medgik til kirken –
skulle blive anskaffet og besørget frit til
ham. I 1790 skrev Voelker, at kontrakten
ikke blev overholdt tilfredsstillende; men
det ses ikke, at han blev fyret eller fraflyttede huset. Tværtimod blev hans hus
først i 1822 overtaget af en af fabrikkens
vævere, der havde ægtet murermesterenken, som nu var indehaver af huset.
91
Samtidigt med rokkedrejerens hus
opførtes i 1786 et hus på 11 fag til jordemoderen, som også ansås for at være en
nødvendig person ved både gård og
fabrik 204. Samme år omtalte Voelker sin
møllebygger i forbindelse med en hakkelsemaskine, der blev installeret på
gården; samme møllebygger kan have
været konstruktør på hestehjulet i høravlingsinstituttet; men han var næppe
fuldt beskæftiget ved fabrikken 205. Det
var derimod snedkeren, den tidligere
nævnte Peder Didrichsen, der i 1801 fik
husmand og drejer Hans Christensen til
hjælp til varetagelsen af fabrikkens drejerarbejde. Af andre håndværkere, som
havde arbejde ved fabrikken, omtalte
Voelker smeden, der var nødvendig til
bl.a. vedligeholdelse af redskaber, og
som i 1791 fæstede et hus i byen, mens
rebslageren boede i Næstved. Dertil
kom fabrikkens to fast ansatte kontorfolk samt natvægter og fragter 206.
Som følge af de beskæftigelsesmuligheder, som fabrikken gav, voksede folkemængden i Køng i løbet af en snes år
med over 200 mennesker, idet befolkningstallet i 1774 var 477 personer, mens
det i 1788 var 723. Ligeledes var der ved
Rybergs overtagelse af godset mange
fattige, mens der nu næsten ingen tiggere var mere, fordi de kunne få underhold ved fabriksarbejdet 207.
Byens plan
Med hospitalets opførelse var landsbyen Køng for såvidt udbygget som den
ikke undergik flere bygningsmæssige
forandringer i Niels Rybergs levetid.
Men så var der også udover fabrikkens
bygninger opført 25 nye huse i byen og
på hovmarken 208. Byen var nu ganske
præget af fabriksvirksomheden; de fleste
bygninger var bygget før 1786, og blev
92
ved to taksationsforretninger dette år
forsikret i brandkassen 209. Denne bebyggelse lå grupperet omkring den lange
bygade, som var en del af Næstved-Vordingborg landevej. Midt i byen syd for
vejen lå Gammel Øbjerggaard, hvis
hovedbygning på 18 fag med kvist over
6 fag, tjente til bolig for inspektør Voelker. De to sidebygninger, der rummede
vævervinklerne, var hver på 16 fag, inddelt i 9 fag vinduer, hvilket har givet
meget lys. Disse to bygninger var blevet
opført i 1782 i massiv grundmur og var
teglhængte. For enden af dem, ud mod
vejen, lå to beboelseshuse til fabrikkens
folk. De var opført i 1785 i egebindingsværk, hvert 9 fag langt og med stråtag.
Det vestlige beboedes af hørmesteren,
det østlige husede vævemesteren, senere
spoleriet. På den modsatte side af landevejen, vest for lindealléen, der førte til
Øbjerggaard avlsgård, lå spindeskolen,
opført allerede i 1778 i 9 fag grundmur
med tegltag som pendant til den eksisterende rytterskole på østsiden af alléen.
Længst mod vest i byen var i 1784
opført et 11 fags hus i mur og bindingsværk med stråtag, kaldet ”Hørmagasinet”. Den underste del af det var indrettet til hegling og til hørmagasin, den
øverste del var beklædt med brædder
og indrettet med kamre. Denne bygning
blev året efter forsynet med en 7 fags tilbygning, der indrettedes med et sorterekammer og med flere værelser til fabriksfolkene. Hele huset var ved samme
lejlighed blevet tækket med tegl.
Hestemøllen befandt sig i et 20 fags,
teglhængt bindingsværkshus, opført igen
i 1786 efter branden, der tidligere er
omtalt (se side 64-65), og ved denne lejlighed udbygget med en 5 fags tilbygning på nordsiden. Dette hus var beliggende nord for landevejen, overfor
Hørmagasinet og 50 alen herfra i den
Køng By og Sogn efter Matrikelkort 1806
➝
19
10
9
16
8
7
5
7
17
3
4
18
2
12
12
11
6
2
13
1
14
15
15
Plan over Køng Fabriksby efter afsluttet udbygning, 1798.
Bygninger tilhørende fabrikken er angivet med følgende numre:
1. Gammel Øbjerggaard, Inspektørbolig og kontor
2. Væveværksteder, litra A og B, opført 1782
3. Hørmesterbolig, opført 1785
4. Spolehus, senere murermesterbolig, opført 1785
5. Spindeskole, opført 1778
6. Rytterskole
7. ”Hørmagasinet” med hegleri, sorterekammer og soverum, opført 1784 og 1785
8. Hørmøllehus, opført 1785/1786
9. Ikke i brandtaksationen. Antagelig et heglehus
10. Hørtørrehus
11. Udhus
12. Udhus
13. Vævemesterens bolig, opført 1785
14. Pisé- eller jordhus, 1798
15. Hestestalde og vognporte for fabrikken og inspektøren
16. Marketenderi, bevilling 1785
17. Udhus
18. Hospitalet, opført 1793
19. Avlsgården, Øbjerggaard, opført 1778
93
nordligste del af spindeskolens grund
var hørtørrehuset opført med en tværbygning til skorsten, alt i massiv grundmur med hvælvinger og teglhængt.
Endelig var et hus af 11 fag bindingsværk med tegltag blevet opført i 17851786 øst for hovedbygningen til bolig for
vævemesteren, og i 1793 var hospitalet
opført i den østlige ende af bygaden.
I den vestligste ende lå gæstgiverhuset, en 9 fags bygning i bindingsværk
med stråtag og en 8 fags sidelænge. I
juli 1785 fik Ryberg bevilling til at drive
værtskab og marketenderi for fabriksfolkene. Denne bevilling bortfæstedes i
1797 sammen med bygningen til karlen
Bendt Hansen, der i flere år havde været
i Rybergs tjeneste. Han skulle slippe for
indfæstning og afgifter til Ryberg, men
betale skatter og offentlige afgifter samt
brandforsikring og holde bygningerne
ved lige. Her skulle fabrikkens arbejdere
kunne købe madvarer, hvortil råvarerne
sikkert for en stor del leveredes fra
Øbjerggaard. Derimod blev det ham
forbudt, mod fortabelse af fæstet, at
have ”siddende Krohold for Fabrikkens
Folk”. Samtidig med bortfæstningen
søgte Ryberg om en udvidet bevilling til
at beværte rejsende; men først den 14.
marts 1801 fik han en udvidet værtshusbevilling for Køng Kro 210.
I 1797 blev der gjort forsøg på godset
med jordhuse, bygget efter forskrift af
franskmanden Cointeraux. Byggemåden
skal ikke her beskrives nærmere; men
forsøget bør nævnes for så vidt, som et
af husene en snes år senere indrettedes
til væverværksted 211.
Byggevirksomheden behøver ikke at
have kostet voldsomme summer, eftersom Ryberg havde eget teglværk og kalkovn på Frederiksgave; værket havde i
1785-86 en produktion på ca. 100.000
sten. I 1790’erne indrettedes også en
94
teglovn i Køng, hvor der med tørv
brændtes 30.000 teglsten ad gangen 212.
Tømmer var der ikke noget af på godset; men Ryberg har uden tvivl kunnet
skaffe det til en-gros-pris. Desuden har
en del af tømmeret fra de gamle staldbygninger og udhuse kunnet genanvendes enten i de udflyttede gårde eller i de
nyopførte huse i Køng. Murermesteren
var ansat ved fabrikken og havde hus
på dens område. Alene teglstenene til
tagene har måttet importeres, da der
kun var få steder i Danmark, hvor de
kunne fremstilles; mest sandsynligt
kom de fra Lübeck, hvorfra Danmark
importerede en anselig mængde 213.
Tegltagene, der blev anvendt på produktionshusene for at hindre spredning
af ilden ved ildebrand, har været et særkende for byen. Det må være synet af
disse røde tage og de mange huse i
grundmur, der slog Matthias Lunding,
da han i 1787 besøgte Køng og beskrev
byen som ”et Miniatur af Christiansfeldt”. Anlægget blev i forbindelse med
en omprioritering forsikret i Brandkassen
– efter en taksationsforretning den 3.
november 1796 – for 23.430 rigsdaler 214.
Øbjerggaards avlsgård havde for såvidt ikke noget med fabrikken at gøre,
da den blev drevet for sig af en forvalter, Christoffer Holsten; men da hovedgårdsmarken og høravlen herpå henhørte under avlsgården, var der naturligvis et stærkt sammenfald af interesser
mellem fabrik og gård. Avlsgården, der
lå for enden af alléen, som førte mod
nord fra Gammel Øbjerggaard, var
opført i 1778 og blev dette år takseret i
brandkassen for 7.830 rigsdaler. Den
bestod af en stor tværbygning på 38 fag
i bindingsværk og mursten og med stråtag, der var indrettet til lo og lade. Nord
for denne var gårdspladsen, omgivet af
5 mindre, lignende bygninger. Dog hav-
Blegeriet i Vintersbølle 1833-34. T.h. opdæmningen, hvorfra vandet sluses ned over vaskehusets vandhjul. På engen ud mod bugten ligger lærred på bleg. Møns Museum. Tegner ubekendt.
de to af disse teglstenstag og tjente til
henholdsvis bolig for forvalteren og til
fæstald med mejeri og folkeværelser. De
øvrige bygninger var beregnet til fæog hestestald, kærnemølle, vognremise
m.v.215 En hovedbygning var ikke opført
på dette tidspunkt.
I 1798 var udbygningen af landsbyen
til fabriksby for så vidt færdig, og
Ryberg ønskede nu at afvikle Øbjerggaards godsforpligtelser ved at udparcellere jorderne og give hver beboer
ejendomsret på deres lodder, således at
avlsgården alene kunne drives som hørgård, dog med produktion af fødevarer
i en vis mængde til fabriksbyen. Ryberg
ansøgte derfor om at måtte ombytte
Fabriksfondens 2. prioritet i godset, som
var til hinder for skødernes udformning, med en 1. prioritet i Køng Kirke,
der nød 400 tønder hartkorns tiende,
anslået til 10.000 rigsdalers værdi. Da
Ryberg på dette tidspunkt havde afdraget omtrent halvdelen af lånet fra 1786,
blev antegningen imødekommet 216.
Blegeriet i Vintersbølle
Det hedder sig, at et blegeri allerede i
1777 var blevet indrettet i Vintersbølle
skov ved Vordingborg Bugt 217. Dette
blegeri må dog være blevet anlagt uden
forbindelse med den senere opvoksende
linnedfabrik i Køng, thi denne begyndte
først sin produktion i 1780. Imidlertid
indgik Ryberg allerede den 27. juni 1780
en aftale med bønderne i Vintersbølle
om at afstå græsningen i skoven, uden
tvivl med henblik på at indrette en blegeplads her, og i 1787 omtales blegemesteren sammen med sine hjælpere, som var
ialt 4 personer 218.
95
Stedet var ganske ideelt, idet en stor
eng strakte sig ud til Vordingborg Bugt,
på de tre sider værnet af skovklædte bakker, der beskyttede den mod støv fra landet, samtidig med at de holdt på fugtigheden og gjorde luften rig på ilt. I skoven lå en stor sø, Hulemosesø, hvis afløb,
ved hjælp af en opdæmning, først drev
en vandmølle ved vaskeribygningen og
derefter afgav vand til blegdammen 219.
Da Ryberg i sin ansøgning om understøttelse i 1786 oplyste, at han agtede at
anlægge et blegeri, kan dette forklares
med, at et sådant endnu ikke var blevet
etableret i Vintersbølle; men det er mere
sandsynligt, at Ryberg havde et fabriksmæssigt blegeri efter den skotske metode i tankerne. Blegerier efter skotsk og
irsk måde var anlagt ved vandfald og
blev drevet med maskiner; mens den
hollandske blegemåde, der dengang var
den almindeligste her i landet, foregik
på en flad eng og var helt underkastet
vejrliget. Ved begge blegemåder anvendtes ”græsbleg” (udlægning af lærredet på græsmark) 220.
Først en del år senere synes Ryberg at
have fundet den rette mand til at iværksætte denne plan. Det var den skotske
blegemester, Charles Burd, der omkring
1795 kom til Vintersbølle for at anlægge
det blegeri, som L.M. Wedel i 1806 omtaler som ”en Bleg efter den engelske
Maade”.
I Vintersbølle brugtes herefter importeret potaske som kali eller lud, mens
der ved de danske blegerier i reglen
anvendtes bøgeaske 221. Matthias Lunding iagttog i 1787, at man brugte simpel bøgeaske som lud ved garnkogningen. Men om der var tale om en blegeproces i forbindelse med kogningen,
oplyses ikke, og en anden behandling
kan være taget i anvendelse i de mellemliggende år.
96
Charles Burd, der ved folketællingen
i 1801 var 30 år gammel, var gift med
den 27-årige Mary Johnston. Han har
altså været omkring 25 år gammel, da
han kom til Vintersbølle, hvor han forestod blegeriet indtil sin død i 1823. Hans
enke udbad sig da en pension af statskassen, eftersom staten nu havde overtaget fabrikken; men det blev afslået
med den begrundelse, at hendes mand
havde arbejdet i en privat virksomhed;
hendes sag henvistes til De deputerede
for Finantserne, hvorigennem hun opnåede en mindre understøttelse 222.
Før fabrikken på denne måde fik sit
eget tidssvarende blegeri, var alle varer
blevet sendt til Haderslev for at blive
bleget. Her havde blegemesteren John
Moore efter Plejeanstaltens nedlæggelse
fået overladt gården Godthaab til anlæggelse af en blegeanstalt efter irsk
mønster. Den kom i stand allerede i
1781 og blev drevet med fordel. Da han
ønskede sig et anlæg på Sjælland, fik
han i 1784 overladt Esrum Mølle, som
staten havde købt på auktion i 1780, tillige med betydelige pengelån. Her
anlagde han med hjælp af indkaldte
engelske arbejdere til at indrette maskineriet et godt blegeri. Godthaab Blegeri
blev nedlagt, og det blev senere også
Esrums – måske som følge af, at Køng
Fabrik fik sit eget blegeri 223.
I 1790 sendte Voelker et stykke drejl
og et stykke lærred til blegning i England, muligvis for at sammenligne kvaliteten heraf med den, som Moore praktiserede her; men resultatet af denne
prøve kendes ikke 224. Foreløbig vedblev
dog Moore at forestå blegningen af
fabrikkens varer.
Forsendelsen til Haderslev betød,
foruden den tid der medgik til transporten, også store ekstra udgifter, som måtte indkalkuleres i varepriserne. Voelker
regnede det dog for en slags fordel, fordi det gav nogle folk arbejde med forsendelse og transport; desuden lå dette
blegeri, som Schovsbo har anført, på
vejen til afsætningsmarkedet i Hamborg
225
. Men i det lange løb kunne afstanden
naturligvis ikke accepteres, og da et parti køngske lærreder og drejler i 1789
blev ødelagt her eller under transporten, var målet fuldt. Ryberg beklagede,
at han, som følge heraf, ville få vanskeligt ved at overholde sine forpligtelser,
blandt andet overfor hoffet 226.
Arbejdet ved blegen begyndte i det
tidlige forår eller sidst i april og foregik
uafbrudt til det tidlige efterår. Så snart
varerne var hankede, det vil sige forsynet med stropper langs ægkanterne med
passende intervaller, hvormed stofbanerne skulle holdes udspændte på blegen,
blev de lagt i blød for derefter at koges
med potaske og siden skylles. Derefter
måtte de straks lægges på blegen for at
tørres, da de ville rådne ved at henligge
våde. Mens varerne lå på engen, måtte
de gentagne gange overrisles eller
byges. Om vinteren kunne der ikke bleges, fordi man ikke kunne lægge tøjet
ud, uden at det blev jordslået 227.
Ved blegeriet arbejdede Vintersbølles
husmænd og deres koner i dagleje. Til
en af disse husmænd blev der i 1801
oprettet et fæstebrev på et hus, på betingelse af, at han til alle tider skulle være
rede og villig til at arbejde for gængs
betaling, såvel ved skovarbejde som ved
blegeriet. En husmand ved navn Jens
Olsen, søgte i november 1826 sin afsked
med pension efter at have arbejdet ved
Vintersbølle Bleg i henved 28 år.
Bebyggelsen i Vintersbølle omfattede
et stuehus i 13 fag, der antagelig tjente
som bolig for blegemesteren. Øst herfor
var et tørrehus på 11 fag i to etager. Begge
bygninger var opført i bindingsværk
med stråtag i år 1800. Tørrehuset var på
grund af sin højde en usædvanlig bygning på landet, men var karakteristisk
for blegerier og tøjtrykkerier, hvor man
havde brug for at ophænge hele stoflængder. Under taget af et sådant tørrehus var der almindeligvis lemme, som
man åbnede efter vindretningen; jo højere bygning des mere og des stærkere
vind kunne den opfange. Endelig forefandtes en vaskemaskine, som ikke blev
nærmere beskrevet 228. Den må have befundet sig i et særskilt vaskehus ved
vandmøllen, og der er grund til at tro, at
den var identisk med den vaskemaskine, som endnu fandtes, da anlægget i
1825 overdroges til Kommissionen for
De militære Uldmanufakturer, og som i
inventariet, der udarbejdedes ved samme lejlighed, opgives at være en snes år
gammel og beskrives som ”en VaskerKumme med to Hamre, som drives af et
Vandhjul” 229.
Under en fortegnelse fra 1806 over
forskellige agerdyrknings- og andre
redskaber, som blev fremstillet i Frederiksværk, nævnes en vaskemaskine til
en pris af 45 rigsdaler og en dito til at
drives med vand til 120 rigsdaler 230. Det
kan formodes, at Vintersbølle Bleg havde fået sin maskine herfra.
Fra slutningen af det 18. århundrede
rådede blegeriet også over en meget
moderne stampe- og kalandermaskine,
kaldet en bitlemaskine (efter den engelske betegnelse, beating-mill), til varernes efterbehandling. Foruden at spare
arbejdskraft kunne maskinen tilføre
varerne en højere glans, end ruller og
mangler kunne give. En sådan maskine
blev endnu i 1835 omtalt som ny i Tyskland, og blev i Wahrendorf omgærdet
med stor hemmelighed, selv om den altså var i brug i Vintersbølle fra slutningen af 1790’erne 231.
97
Ryberg og Voelker
Det var disse to mænd, der i løbet af 2025 år førte deres tanker og idéer ud i
livet gennem oprettelsen og udviklingen af Køng Fabrik, Niels Ryberg som
økonomisk drivkraft og igangsætter,
Voelker som praktisk rådgiver og daglig
administrator. Da Voelker i 1778 kom til
Køng, var han endnu kun 32 år gammel.
Han var oprindeligt bogholder, men
kaldte sig også en enkelt gang for købmand; han drev i vid udstrækning hørhandel, men formentlig kun for fabrikkens regning. Hans foretagsomhed og
idérigdom byggede på et helhedssyn,
som var årsag til, at han samtidig med
de to spindeskoler, som han oprettede
på godset, og den begyndende udskiftning af godsets jorder også udkastede
planen om at oprette landspinderier for
en kreds af jordbesiddere og embedsmænd på egnen, og derefter påtog sig
inspektionen over spindeskolerne. At
disse initiativer tidsmæsigt faldt sammen med den kongelige plakat af 4.
august 1780, som udlovede støtte til
sådanne projekter, var dog næppe tilfældigt; her spores, som Aage Rasch
anfører, Rybergs fingeraftryk 232.
Som formand for det således opståede Næstvedske patriotiske Selskab udnævntes amtmanden over Vordingborg
Amt, kammerherre Johan Rudolph Bielke, der som en af de ivrigste støttede
Voelker’s idéer, mens Ryberg på grund
af sin økonomiske støtte udpegedes til
æresmedlem. I Bielke, der selv stammede fra Holsten, fandt Voelker i de følgende år en faderlig ven, skønt de var
næsten jævnaldrende. En række åbenhjertige breve fra Voelker til Bielke som
selskabets formand, indeholder mange
detaljer fra det daglige liv, der tjener til
forståelse af Voelkers væsen. De afslører
ham som et samvittighedsfuldt og nær-
98
tagende og humoristisk menneske. Selv
karakteriserede han sig som ”et ærgerrigt og muntert temperament” 233.
Den 5. oktober 1780 var Niels Ryberg
blevet udnævnt til konferentsråd af
Kongen, der ønskede at vise sit behag
ved den gavmildhed, han havde udvist
ved spindeskolers oprettelse og de øvrige indretninger, han havde besørget ”til
Flidens Udbredelse” på sit gods. Konferentsråd titlen var den højeste, der normalt blev givet til ikke adelige, og Ryberg opnåede den i en alder af 55 år 234.
Alt imens havde Voelker forgæves
søgt påskønnelse fra den danske stat,
første gang, da han i 1777 havde planer
om at overtage den kattunfabrik i Husum, hvor han var administrator, og derfor søgte om statsborgerskab. I november 1781 søgte han atter om indfødsret
og om ansættelse som kongelig inspektør ved linnedspinderierne i Sjælland
med en fast årlig gage. I sin ansøgning
beskrev han, hvorledes han i 22 år havde skaffet sig kundskab om lærredsfabrikker og var blevet overbevist om
deres nytte, og forklarede, hvor fordelagtige de ville være for Danmark. Samme bestræbelser havde vist sig at bære
frugt i store europæiske lande som Rusland, Preussen og Østrig, hvor der netop dette år (1781) var gjort begyndelse
med meget store anlæg til lærredsfabrikkers befordring. Han påpegede, at
det var Ryberg, der som den første havde indset det rigtige i hans plan og havde oprettet spinderier på Øbjerggaard
med det bekendte gode resultat. Gennem Det næstvedske patriotiske Selskab
ønskede Voelker nu at få denne sag
udbredt i hele bondestanden. Sin ansøgning begrundede han dels med den
rene iver, han nærede for planens
iværksættelse, dels med den omstændighed, at han selv var for fattig til at
føre den ud i livet. Ansøgningen støttedes af Kronprinsen, men desuagtet forblev den resultatløs. Endelig søgte han i
1782 endnu engang om fast løn som
inspektør for Det næstvedske patriotiske
Selskab. En sådan synes, ifølge Mangor,
at være stillet ham i udsigt, siden mange
ville ”glæde sig ved at høre, at Regieringen ikke agter at lade denne, for
Danmark saa nyttige, Enthusiasme udslukkes ved Næringssorg”; men heller
ikke denne gang synes der at have
været realiteter bag løfterne 235.
Skønt både fabriksanlægget og Selskabet – i hvert fald i begyndelsen –
havde så stor fremgang, synes Voelker i
de følgende år at blive mere og mere
skuffet og modløs over de vanskeligheder, han havde at slås med, især over
bøndernes modvilje og den ringe påskønnelse, man gav ham fra officielt
hold. I begyndelsen aflæses dog både
optimisme og humor af brevene: ”Som
De måske har hørt”, skrev han, ”optrådte jeg i begyndelsen som doktor
iblandt befolkningen, fordi jeg mente,
at hvis man i denne egenskab kan
vinde arabernes gunst, så kan man vel
også således vinde den sjællandske
nations, og jeg har just derved nået en
stor del af min hensigt” 236. Voelker hentydede hermed til den videnskabelige
ekspedition til ”Det lykkelige Arabien”
i årene 1761-67, hvor lægen Christian
Cramer ved sin lægegerning skaffede
deltagerne arabernes velvilje. Voelkers
”lægegerning” i Køng resulterede i
øvrigt i, at det bekendte ”Kjøngs Plaster” blev fremstillet ved fabrikken som
et biprodukt efter en anvisning, som
han havde medbragt fra sit hjemland,
Thüringen.
Den iver, hvormed Voelker var gået
ind for spindesagen, og vanskelighederne med at vinde bønderne for samme,
er tidligere omtalt (se side 27). Selv
skrev han, ”hvor megen møje, det koster, at fuldende det påbegyndte og bevare R[yberg]s venskab, kan Deres Højvelbaarenhed næppe tro. Meget foretager R[yberg] sig uden om mig, som ikke
stemmer overens med min patriotiske
plan, hvor min plan dog var den første
ledetråd. Jeg trak mig gerne ud, hvis
ikke hans patriotisme også kom os [Selskabet] til nytte, og jeg ikke udsatte mig
for at give indtryk af utaknemmelighed.
– Det nyanlagte væveri skulle alene
være drevet under min opsigt, thi så
megen kendskab har jeg, og for megen
nærtagenhed har jeg også, til at en ganske uerfaren dreng skal give os forskrifter” 237. Det var den tidligere omtalte
unge væver, Iver Thorning, der ved
Plejeanstaltens nedlæggelse var blevet
sendt til Køng, og her anføres grunden
til det spændte forhold mellem de to,
der førte til Thornings afrejse i 1784.
Det væverseminarium, som efter planen skulle oprettes på godset til oplæring af Det næstvedske patriotiske Selskabs drenge, havde Thorning også
først modsat sig at lede; men på en rejse
til København var han blevet talt til rette af Ryberg og havde måttet indvilge i
at oplære Selskabets drenge i 4 år og
købstadsdrenge i 6 år mod en godtgørelse på 50 rigsdaler for hver. Herefter
synes han at være blevet mere omgængelig, ”skønt det”, efter Voelkers opfattelse, ”ikke smagte ham”. Kort forinden
havde Thorning forlangt, at Selskabet
skulle være forpligtet til at levere garn
til ham, og at han ikke skulle have lærlinge fra selve Køng. Men ”han fandt sig
nu filosofisk deri”, og Voelker kom en
tid ganske godt ud af det med ham, indtil forholdet atter forværredes 238.
Den omtalte uoverensstemmelse med
Ryberg skyldtes vel snarere den store
99
afstand og deraf følgende mangelfulde
kommunikation end egentlig ubetænksomhed fra Rybergs side. I almindelighed udtrykte Voelker stor hengivenhed
for Ryberg, og han plejede på sine rejser
til hovedstaden at logere i Rybergs hus.
Desuden holdtes Det næstvedske patriotiske Selskabs københavnske møder
hos Ryberg 239.
Voelker giver på dette tidspunkt
udtryk for at være økonomisk trængt.
Således havde han ”udgifter og sled
sine klæder” på sine rejser rundt for at
inspicere Selskabets spindeskoler for et
beløb, der ti gange oversteg det årlige
bidrag fra Selskabet, og han var dertil
bevidst om, at hans munterhed var med
til at skaffe dette mange medlemmer 240.
Et halvt år senere, efter 4 års ophold i
Køng, var hans sindsstemning yderst
mismodig. Han klagede over, at Grev
Schimmelmann som finansminister lod
ham friste en kummerlig tilværelse og
betroede Bielke, at han nu snart var
træt, og at byrden var blevet ham for
tung, da han altid skulle yde, men ikke
havde udsigt til noget ordentligt udkomme og hele tiden blev holdt hen.
Tilmed var han flere gange blevet kaldt
til ministeren og havde selv måttet
afholde udgifterne til den både lange og
besværlige rejse 241.
Lægen Christian Elof Mangor, der
som medlem af Det næstvedske patriotiske Selskab må have kendt Voelker personligt, skrev, ”hvor let han, der har lært
Handelen, kunde i disse for Handelsmanden saa fordeelagtige Tiider, faae
Levebrød og vist overflødigere Levebrød
ved Handelen, end ved denne møysommelige Bane, han vandrer paa, dersom ei
hans ædle Enthusiasme, holdt ham bunden til denne hans Favoritsag” 242.
Voelkers indberetning til Kommercekollegiet af 31. december 1786 oplyser,
100
Heinrich Ernst Schimmelmann, 1747-1831,
finansminister efter regeringsskiftet 1784 og fra
1788 medlem af statsrådet. Portrættet, malet af
Erik Pauelsen, viser ministeren omkring det
tidspunkt, da Voelker mødtes med ham. Brahetrolleborg. Foto: Det nationalhistoriske Museum
på Frederiksborg.
at han fik gage som inspektør ved
fabrikken; men gagens størrelse holdt
han skjult. Det må dog formodes, at han
ud over sin gage havde fri bolig og til
dels kost på Øbjerggaard. Af Det næstvedske patriotiske Selskab lønnedes han
ikke, hvorfor han den 9. november 1782
havde indsendt et andragende til Kommercekollegiet om en årlig gage, begrundet med, at han ”tilvejebragte Staten nyttige Borgere og Lærreder, som
ellers maatte købes udenlands”. Kollegiet sendte andragendet, der var ledsaget af amtmandens anbefaling, til Fabrikdirektionen med anmodning om at
hjælpe sagen 243. Voelker var nu urolig
for, at Schimmelmann skulle ”komme
anstigende” med 400 rigsdaler årligt,
hvilket man ikke kunne klare sig for,
når man bestandig skulle være på rejse;
thi hans embede fordrede omgang med
mennesker, og sådan omgang fordrede
penge, da ikke alle var fordomsfri 244.
Ryberg takkede amtmanden for hans
støtte 245: ”Megen Tak for at De har formaaed Deres kiære Frue med hendes
Frue Søster til at tale for Voelker til
Geheimeraad Schimmelmann, for at vi
dog kunde beholde denne gode Mand”.
Kammerherre Bielke var som før nævnt
gift med Frederikke Numsen, datter af
feltmarskal Michael Numsen; hendes
søster Magdalene var gift med Severin
Baron Løvenskiold til Løvenborg. Søstrenes moder havde været hofmesterinde hos Kronprinsen, der kaldte hende ”Mutter”, og hendes to døtre har
derfor uden tvivl haft stor anseelse og
indflydelse. Moderen døde i 1795 som
dekanesse på Vallø.
Ved en kongelig resolution af 19. maj
1783 blev det endelig bestemt, at Selskabet, når det holdt 14 skoler i gang, skulle
have 300 rigsdaler årligt til en inspektørs løn, foruden rejsepenge på 15 rigsdaler for hver skole, der skulle besøges
to gange årligt 246. Med et mindste antal
af 14 skoler ville Voelkers gage være
nået op over 500 rigsdaler årligt, hvilket
sikkert ville have tilfredsstillet ham;
men på grund af Selskabets betingelser
blev understøttelsen alligevel ikke givet.
For de regler, som Fabrikdirektionen
havde opstillet for spindeskolers understøttelse var ikke i overensstemmelse
med Det næstvedske patriotiske Selskabs statutter. Disse fritog proprietærerne, som havde oprettet skolerne, for
alt regnskab og tilsyn; skolerne blev
drevet efter Selskabets særlige praksis,
og Selskabet kunne derfor ikke overdra-
ge Fabrikdirektionen nogen indflydelse
på skolernes indretning og drift, hvorved proprietærerne ville blive tvunget
til at aflægge regnskab for hver deres
skole, mens direktionen på sin side ikke
kunne overdrage en del af sin fond til
Selskabets frie disposition 247. Voelker,
der således kom i klemme mellem de to
institutioner, skrev mismodigt: ”Skulle
vi give efter eller indlade os på en entreprise, så går de fleste af vore proprietærer, og så sidder vi med hjælpen uden
skolerne”. Han fortsatte: ”Jeg vil bestemt bidrage af alle kræfter, men jeg vil
og kan ikke være slave af Selskabet, og
det kan ikke ske med vore nuværende
statutter. Med en anden forstander vil
[man] måske ikke mere tage hensyn til,
at jeg var den første og gav mig så
megen sur møje dermed. Men min ånd
kan nu engang ikke være bundet, hvis
den skal have gavnlig indflydelse” 248.
Voelker vedblev altså at arbejde for
spindeskolerne ulønnet, og hans resignerede udtalelse fra denne tid, om at
han velsagtens kunne få lov at vente
endnu i 6 år, tyder på, at han var begyndt at arbejde for et spindeskole selskab allerede i 1778, eller at han regner
Køng Spindeskole med i Selskabet. Indimellem blusser hans temperament op,
som når han rasende skrev: ”Nej, nu
ikke mere S[chimmelmann]! således
narrer man børn, men hele nationens
sorgløshed falder tilbage på Dig! Ministeren tænker vel, at jeg ikke er et menneske, men en ridehest” 249.
Forholdet mellem Ryberg og Schimmelmann var på dette tidspunkt ikke
det bedste, og det kan naturligvis have
været medvirkende til, at ministeren
ikke sørgede for Voelkers gage. Grunden
var formentlig, at Ryberg havde været
højt anskrevet i Struensee’s regering,
hvor han havde været valgt til medlem
101
af Kommercedeputationen. Schimmelmann delte ikke de reformtanker, som
Ryberg og Struensee havde udformet 250.
Imidlertid var hoffet på Christiansborg – antagelig ved søstrene Numsens
intervention – blevet optaget af sagen
og havde, med Kronprinsen i spidsen,
indmeldt sig i Det næstvedske patriotiske Selskab med tilsagn om årlige, personlige ydelser. Ryberg glædede sig
over det overraskende udfald, som han
mente måtte være til stor opmuntring
for Voelker, selv om han hellere havde
set, at beløbet var blevet betalt af ”den
kongelige Kasse”, dvs. af statens midler,
nærmere betegnet gennem Fabrikdirektionen, hvis fond var stillet til rådighed
af Rentekammeret 251.
Men hoffets positive tilkendegivelse
fremmede ikke Voelkers sag. Et ophold i
brevrækken hindrer os i at følge sagen,
indtil Voelker i maj 1786 skrev, at han
igen havde været hos Schimmelmann,
efter at han på ny havde ansøgt om at
måtte tillægges en gage på 600 rigsdaler
årligt for sine ”Forretninger” ved Det
næstvedske patriotiske Selskab. Bielke
havde støttet ham, da han på Selskabets
vegne også ønskede at få sagen afklaret,
og det fælles fremstød resulterede tilsyneladende i den omtalte audiens.
Om den tillid, Voelker nærede til
ministeren, siger følgende passus en
del: ”De ædle udtryk angående vor
Ryberg skulle jeg nok hemmeligt have
afluret for i hans ansigtstræk at have
bemærket noget.” – Voelkers formuleringer er ikke altid helt gennemskuelige; men meningen må være, at hvis
Schimmelmann havde udtalt sig imod
sin egentlige opfattelse, ville Voelker
have bemærket det. – Han fortsætter:
”Den gode R[yberg] måtte lide, da
G[erner?] skulde lide. S[chimmelmann]
har trukket K [ronprinsen?] ind i mørke,
102
og så må han vel også selv igen trække
ham ud, hvis han ellers på en eller
anden måde vil tilegne sig følelse i sjælen. R[yberg]s skrift er visselig godt
skrevet” 252. Skriftet, som Voelker hentyder til, kendes ikke.
Heller ikke denne gang kom der
noget ud af Voelkers møde med Schimmelmann. Han havde til stadighed økonomiske vanskeligheder, han klagede
over sit helbred og led af mareridt.
Værst var det, at forholdet til Selskabet
nu ikke mere var godt. Det ser ud, som
om han var blevet bagtalt af et af dets
medlemmer og beskyldt for bedrageri,
og han tænkte nu alvorligt på at forlade
landet. Til Bielke, som også må være
blevet ramt af beskyldningerne, skrev
han fortvivlet: ”Dem beklager jeg af mit
ganske Hjerte, thi jeg ved, at De med
ædel Følelse understøttede Sagen, og
med Smerte vil vi begge ved vor Afrejse
se Ruinerne af vort svært fødte Barn og
græde derover, som Venner af det ulykkelige Danmark. – Gud hjælpe os, jeg
tror vi er forbandede – 30 Mark skulle
der være på vor Samvittighed, og den
eneste Hjælp til en national Industri,
jager man væk, og hader den, der
stræbte for Fædrelandet…” 253. Det var
kort tid efter denne tildragelse, at Voelker lavede sin omfattende indberetning
til Kommercekollegiet, som i hvert fald
må have skaffet ham oprejsning i en
misere, der drejede sig om en fejl på 30
mark.
Ryberg havde derimod på sin side
forsøgt at knytte Voelker fastere til godset, idet han i august 1786 havde tilbudt
ham hele godset i forpagtning ”på gode,
dog stille Conditioner”, hvilket måske
betyder, uden tinglyst kontrakt. Voelker
havde også straks kunnet antage tilbudet, hvis han ikke havde følt sig forpligtet overfor sin ven Bielke til at afvikle
Selskabet, og derfor hellere ville vente
til maj det følgende år med at tiltræde
forpagtningen. Voelker blev altså på
godset og betroede nu Bielke, at han
mest savnede en god kone med lidt forstand i hovedet 254.
Med hensyn til forpagtningen trådte
den åbenbart i kraft på de ”stille konditioner” i 1787. Da overtog Voelker hele
administrationen af Øbjerggaard gods,
Køng Fabrik og Vintersbølle Blegeri. Fra
dette tidspunkt begyndte han at føre en
hoveriprotokol, for at udskrivningen til
de såkaldte hovdage skulle blive retfærdig 255. En egentlig forpagtningsaftale
blev dog først indgået i 1798.
Med hensyn til at finde en kone lykkedes det også, da han det følgende år
ægtede den 22-årige Hedvig Margaretha Friedericia Otte. Hun var yngste datter af kancelliråd Otte til Krieseby ved
Flensborg og kusine til Rybergs i 1767
afdøde kone. Brylluppet fandt sted i
Krieseby den 7. juli 1787. Til Bjelke, som
var indbudt til brylluppet, skrev Voelker, at han fik en god kone, stemt efter
hans eget gemyt, øm og forstandig og
med et smukt hjerte og kendskab til en
sparsom økonomi 256. Det var kun et par
måneder efter brylluppet, at Lunding
besøgte ægteparret og berettede, at
Voelkers boede meget godt og havde en
behagelig udsigt gennem en allé til
Øbjerggaard (her menes avlsgården).
Voelker selv betegnede han som en dygtig, vittig og patriotisk mand ”skønt han
var sachser”, og hans kone som ”et
meget behageligt fruentimmer”.
Huset blev istandsat og indrettet til
familiebeboelse i forbindelse med giftermålet. Alle rum maledes lysegrå i overensstemmelse med klassicismens smag;
kun køkkenet var gult. Endnu findes
paneler og stuk i salen fra den tid, da
Voelkers boede her 257.
Niels Ryberg. Miniature, malet af C. Hornemann,
ca. 1803-04. Mål: 72x58 mm Handels og Søfartsmuseet, Kronborg.
I september følte Voelker sig overvældet af sine forretninger og følte sig
tillige træt af at skulle tage stilling i alle
detaljer; men dog ville han ikke svigte
”barnet”. Med udgangen af året 1787
trådte Voelker alligevel tilbage fra Det
næstvedske patriotiske Selskab. Fabrikken lagde efterhånden fuldt beslag på
hans tid, og efter sit giftermål var han
vel også mindre indstillet på inspektionsrejser. Han afsluttede sin gerning
ved Selskabet med nogle betragtninger
over dets virke og status og sluttede disse med at udmale, hvad Danmark ville
kunne drive det til på høravlingens
område med formindskelse af fattigdom til følge og sluttede opgivende:
”Men Gud hjælpe os! – endnu kan Dannemark ey bruge fyrige Genies, som
ønsker Fædrelandet Vel, naar de ey vil
kvæles i deres eget blod , som en stor
Gerner eller blive forvildret i hoved[et]
som en M[artf]eld” 258. Hermed trak
Voelker en parallel mellem den sørgeli-
103
ge skæbne, der havde ramt to af landets
fremragende mænd, der begge havde
lidt under manglende forståelse for
deres tanker, og sin egen, som han syntes, mislykkede kamp for høravlingens
almindelige udbredelse.
Med godsets bønder havde Voelker
undertiden sammenstød, og særligt hos
Ring-bønderne havde han svært ved at
finde forståelse. Han ønskede, at deres
karakter ville være lidt mere fintfølende, så de kunne opfatte, at han ville
deres bedste, selv om han ikke straks
kunne afskaffe deres pligter. Men da tre
bønder i Ring gjorde klagemål til
Ryberg, og denne gav dem delvist medhold, ramte dette Voelker hårdt 259.
Nogle af fabriksfolkene var Voelker
også raget uklar med. Thorning og
Schroll havde tidligere forladt fabrikken
på grund af samarbejdsvanskeligheder,
men da en anden af fabrikkens vævere,
Chresten Ovesen, øjensynligt var taget i
lære mod sin vilje, skrev Voelker:
”Chresten har jeg Intet foreholdt og har
i Forvejen aftalt med Mesteren, at han
kun skal opmuntre ham til Arbejdet, da
jeg, på Grund af Virksomheden, selv
glemmer det; og lader jeg ham ogsaa
høre for det, saa ville han hellere gaa
Soldat eller Matros eller tjene hos en
slem Bonde, og siger jeg, at han skal
have Slag, saa kommer han straks og
siger, at han har fortjent dem og modtager dem. Sådan er han, og oprigtig talt
et Bevis på et endnu ikke ganske fordærvet Hjerte. Ville han blot retskaffent
lære noget, så ville det være godt for
ham” 260.
Den massive modvilje, som Voelker
måtte kæmpe imod, kunne næppe undgå at påvirke hans fra begyndelsen
muntre sind, og det ”uforskrækkede
Mod, der behøves overfor de sjællandske Forhindringer.” Allerede i 1780
104
skrev han: ”Jeg kan som en Fremmed
her i Landet for Gud i Himlen bevidne,
at det ikke er noget under, hvis Lykken
ikke er vore danske Bønder bedre; thi
selv de Gode stiller sig, naar man vil
vise dem noget, imod det. Intet Under,
naar de mindre ædle Proprietærer mister Modet til at hjælpe dem mere.” Selv
kunne han konstatere, at egnens folk
(almuen) ønskede, at fabrikken skulle
ophøre, og mente, at oplæring til fabriksdrift skulle være for denne generation alene og ikke fortsætte derudover 261.
At opbygge en virksomhed som
Køng Fabrik måtte selvfølgelig kræve
stor arbejdsmæssig indsats, stor tålmodighed og måtte også indimellem give
skuffelser; men Voelkers bestræbelser
lykkedes dog i det store og hele, og han
kunne trods alle sorger se en blomstrende virksomhed omkring sig. Opmuntringer havde han også fået, og det må
have tilfredsstillet ham meget, at han
kunne hente en pjece hjem fra bogbinderen, hvori han selv, Ryberg og
Amtmand Bielke blev fremhævet for at
have gavnet Danmark lige så meget
som en Jan de Witt havde gavnet Holland 262. Langt om længe fik Voelker
også den virkelige påskønnelse, han
higede efter, da han i 1813 blev udnævnt til ridder af Dannebrog.
Efter at Voelker havde trukket sig tilbage fra Det næstvedske patriotiske Selskab, ophørte hans breve til kammerherre Bielke – i hvert fald blev de ikke
mere arkiveret ved Selskabet – så det er
herefter ikke muligt at følge ham selv
eller fabrikken så detaljeret. I foråret
1788 havde han modtaget meddelelse
om sin faders død og rejste, som ovenfor nævnt, til hjembyen for at få sin arv.
På dette tidspunkt har han sikkert ikke
mere overvejet at forlade landet eller
Køng, hvor han nu havde sin kone, og
et barn var i vente. Den 25. august 1788
fødtes datteren Frederikke Ernestine
som det eneste barn i ægteskabet. Hun
døde ugift 29 år gammel og overlevedes
af begge sine forældre. Af gravskriften
over hende, ”Bar taalmodig det fra Livets
Morgen paalagte Kors, under hvilket
Aanden opdroges til sit rette Hjem,
hvortil den indgik, da Støvbeklædningen nedlagdes den 18. April 1818 (Rom
8,18)” synes at fremgå, at hun havde et
medfødt fysisk handikap 263.
Den 30. november 1791 fik Voelker
en tønde land af Køngs kirkejord i fæste
på livstid. Dette jordstykke skulle være
fritaget for hoveri, landgilde og andre
afgifter udover skatterne, fordi Ryberg
forventede, at han ville gøre forsøg
med forbedrede mose- og engjords afvandings- og dyrkningsmetoder til
eksempel for andre. Ryberg ville da
godtgøre ham alle omkostninger, som
anvendtes på jordens forbedring samt
til stengærder eller levende hegn. Af
hans indberetning til Rentekammeret i
1804 ses, at han virkelig eksperimenterede med denne jord, idet han nu ikke
fulgte sin tidligere plan om at have hør
på brakmarken. Han såede nemlig det
første år havre i grønjord (jord, som første gang pløjes efter at have ligget i
græs), havde næste år kartofler i gødet
jord, derpå vinterkorn, men dette år
(1804) hør, det fjerde år byg med kløver,
og derpå ”hvilede” det i to år med kløver 264. På hovedgårdens 13 marker, der
var på 13 à 18 tønder land hver, ønskede Voelker, at en mark årligt dyrkedes
med hør, hvilket kunne tyde på, at der
gik 13 år mellem hver hørafgrøde på
samme mark, men dette fremgår ikke
sikkert 265.
Forpagtningen blev derfor i 1790
overdraget til Johan Thomas Neergaard
til Benzonslund, mens Christoffer Hol-
sten fik en gård i arvefæste. I 1794-95
indgav Neergaard en beretning om
Øbjerggaards høravl til landøkonomen
Gregers Begtrup, som aftrykte den i sin
prisopgave 266.
Af denne beretning fremgik det, at
den rene fordel af høravlen beløb sig til
mellem 17 og 20 rigsdaler årligt pr. tønde land. Høravlen var en forpligtelse i
Neergaards forpagtning; men skønt han
var kendt som en duelig landmand,
kunne han dog ikke – ved siden af den
almindelige avling og hollænderiet
(kvægavl med mejeri) – klare at have
den nødvendige tid og opsigt med en
industrigren, som forlangte særlig indsigt, og hvis produktionsomkostninger
var større end ved den øvrige avl. Hvor
fordelagtig høravlen end var, så havde
den dog ikke givet så stort udbytte, som
hvis den havde været passet af en mand
med særlig interesse derfor, hvilket
kunne ses ved sammenligning med
Schrolls beregning fra Brahe-Trolleborg,
hvor den rene gevinst havde været fra
20 til 45 rigsdaler årligt pr. tønde land.
Også Neergaard må have næret stor
hengivenhed for Ryberg, hvilket gav sig
udslag i, at han, ligesom Cochrane, opkaldte sine børn efter Ryberg’ske familiemedlemmer. En dreng, født i 1796, fik
navnet Niels Ryberg Neergaard, og en
datter, født året efter, opkaldtes efter
Rybergs unge svigerdatter Engelke
Charlotte Falbe. Neergaard opholdt sig
kun i Køng til 1798, da Voelker tog over,
og forpagtede senere Korselitze 267.
Da Voelker nu overtog bestyrelsen,
var det, fordi der skulle ske store forandringer. Ryberg var et par og halvfjerds
år gammel, og det må have ligget ham
på sinde at få sikret fabrikkens fremtid.
Den 29. november samme år tinglystes
ved Vordingborg Birketing 33 selvejerskøder til bønder i Køng, Ring og Lund-
105
Mindestøtte med indskriften: HELLIGET DEN
ÆDLE NIELS RYBERGS MINDE AF VENSKAB. Rejst af Voelker ved Ny Øbjerggaard,
senere opstillet på Gammel Øbjerggaards gårdsplads. Foto: Bjarne Kleis.
by Torp, efter at Ryberg havde fået Kongens tilladelse til at ombytte det 2. prioritetspant i Øbjerggaard med en 1. prioritet i fabriksanlægget og i Køng Kirke
som sikkerhed for de tilbagestående
16.800 rigsdaler af lånet fra 1786 268. I
1795 havde Ryberg allerede solgt et par
gårde i Køng til folk uden for bondestanden, og endelig solgtes 225 tønder
land af hovedgårdsjorden til præsten i
Raklev. Der var nu kun 32 tønder hartkorn agerjord tilbage under godset foruden fabriksanlægget, og dermed var
Øbjerggaards eksistens som hovedgård
ophørt. I 1802 meddelte Ryberg Danske
Kancelli, at han ville opgive hovedgårds
106
rettighederne for Øbjerggaard, bl.a. retten til sigt- og sagefald, hvilke han overlod Kongen, som efter Rybergs eget forslag overlod bestyrelsen deraf til amtmand Bjelke 269.
Det tilbageblevne, Øbjerggaard med
32 tønder land agerjord og Køng Fabrik
samt Vintersbølle Blegeri, var det, som
Voelker nu forpagtede. Dette var en helhed, som skulle styres samlet, og som
ville gøre fabrikken selvforsynende med
hør, som skulle avles på de 32 tønder
land i vekseldrift med korn og kvægfoder, så at gården tillige kunne forsyne
sine egne og fabrikkens folk med levnedsmidler, hvilket var nødvendigt på
grund af Køngs afsides beliggenhed 15
kilometer fra købstad.
Økonomisk havde Øbjerggaard næppe båret sig. Ryberg købte i 1774 godset
for 30.500 rigsdaler. Fra 1793 til 1801 frasolgte han jord for ca. 57.000 rigsdaler;
men af ansøgningen fra 1786 fremgår
det, at anlæggets drift indtil da havde
kostet ham 20.000 rigsdaler. Understøttelsen på 30.000 rigsdaler, der tildeltes
ham i 1786, var kun et – omend fordelagtigt – lån, og dertil kom, hvad han
havde ofret på forbedringer, såsom
kanalanlæg, udflytning af gårde m.m.
Men målet var nået derved, at fabriksdriften nu var sikret, og Ryberg kunne
gå rolig i sin grav. Han døde i København den 29. august 1804, 78 år gammel.
Bekendtgørelsen om dødsfaldet udløste nærmest landesorg, for landet havde mistet en af sine største velgørere.
Det berettes, at alle skibe i havnen af
alle nationer flagede på halv stang.
Økonomen Wedel gav ham følgende
minde: ”Han har gjort meget for Staten
som Handelsmand og har sadt mange
Hænder i Arbejde ved andre Fabriquer,
han hjalp adskillige Fattige og lod unge
Mennesker rejse Udenlands for at lære;
som Godsejer gjorde han store Ting her
og i Fyen for Bøndernes Velfærd. Han
var elsket af alle Retsindige, thi han var
klog, god, sindig, omgjængelig, ærlig;
og han var en Christen” 270. I en lille
lund ved Ny Øbjerggaard rejstes en
mindestøtte med indskriften ”Helliget
den ædle Niels Rybergs Minde af Venskab.” At dømme efter ordlyden synes
den kun at kunne være rejst af Voelker.
Støtten er nu flyttet til gårdspladsen foran Gammel Øbjerggaard.
107
Ordforklaring
Atlask
Balbine
Balbining
Blår
Brage = bryde
Brystbom
Bygkornsdrejl
Damask = linneddamask
Damask-drejl
Drejl I
Drejl II
Drejl III
Drejls-damask
Dækketøj
Flyveskyttel
Garnbom
Glanslærred
Halle
Hartkorn
Hegle
108
Vævemetode, hvorved stoffet får en glat og blank overflade; se satin-binding.
Spole med skudgarn, der anbringes i skyttelen.
Spoling af skudgarn.
De strideste hørtaver er affald efter skætningen, derfor også kaldet skætteblår. Det hegles og spindes til et groft garn til sækkelærred o.l. Hegleblår, affald fra heglingen, spindes til blårgarn.
Knække hørstråene efter rødningen.
Fast bom eller valse foran væveren, hvorover det vævede stof føres til
den underliggende tøjbom, hvorpå det oprulles.
Simpel væveteknik, hvor der dannes ”korn” i vævestrukturen. Væves med
lærredsbund og er derfor ikke samme slags drejl som det satinvævede.
Et, i reglen ensfarvet, hvidt stof, vævet i satin-binding med figurmønstre.
Figurerne ses taftagtige eller matte på blank satingrund på retsiden,
omvendt på vrangen. Figurerne dannes af kædetrådene ved hjælp af
trækværket i væven, mens grunden dannes af skafterne og fodskamlerne;
herved er det muligt at fremstille krumme og skævvinklede mønstre
(Brun-Juul).
Nutidig betegnelse for mønstre med damask-tegning, dvs. krumlinjede
og skævvinklede, men med korte, smalle rapporter som drejl.
Linneddrejl. Et ensfarvet, geometrisk mønstret, hvidt stof, vævet i satinbinding. Adskiller sig fra damask (se dette) ved at mønstrene er retlinjede
og retvinklede. I drejl dannes figurerne af islætten eller skuddet. På fodskamlerne trædes altid grundbindingen, og deraf følger, at mønstret, når
det ligger i skuddet, dvs.drejl, må følge opbindingsrapporten, da man ved
at træde anderledes vil ophæve bindingen (Brun-Juul).
Stof af linned i kiperbinding o.a., f.eks. bygkornsdrejl (se dette), allemandsdrejl.
Drejlsbinding = kiperbinding.
Betegnelse brugt af Voelker – betydning uklar, muligvis mener han drejlsdækketøj.
Bordlinned, se linned.
Se side 181.
Den bageste bom, hvorom kædetrådene rulles ved vævens opsætning.
Gammel dansk for chintz. Glittet og som regel trykt lærred. Ved glitning
gøres stoffet glat og blankt med voks.
Instrument til kontrol af de vævede lærreders kvalitet og mål.
Se mål og vægt.
At finkæmme taverne fra den skættede hør.
Hegle
Islæt
Kamlade
Kastkæp
Kattun
Klæde
Kvarter
Kæde
Lingos
Linned
Lærred I
Lærred II
Mark
Milbe
Platilles royales
Reden
Resterlærred
Rigsdaler
Riple
Ritte = rør
Ruske
Røde
Røgle
Rør
Satin-binding
Skaft, bindingsskaft:
Redskab med lange elastiske ståltænder.
Se skud.
Slagbom, hvori kammen eller ritten fastspændes.
Drejlsmønster med grupper af stave, vinkelret på hinanden.
Trykt bomuldsstof.
Stoffer af kæmmet uld.
Almindelig brugt forkortelse for en kvart alen.
Tråde, der går på langs i vævningen, vinkelret på skudtrådene. På væven:
alle de tråde, der er opspændt mellem kædebom og tøjbom.
Ikke opklaret.
Alt vævet udstyr af hør eller bomuld, bleget eller ubleget, men sjældent
farvet, jvf. bordlinned, kropslinned, sengelinned. I ældre tid altid af hør
(oprindelig lin).
Hørlærred. Hørstof, vævet i lærredsbinding. I dag bruges ordet i lagenlærred, som væves af bomuld.
Lærredsbinding. Den enkleste vævemetode, også kaldet toskaft, hvor trådene binder over en og under en.
Se mål og vægt.
Ikke opklaret.
Finere lærredssort, se side 50.
Det afmålte sæt af kædetråde til en væv.
Restlærred. Det, som bliver tilbage efter afskæring af stykker (Rawert,
Linnede Varer).
Se mål og vægt.
Afrive hørfrøet ved at trække strået gennem en kvevle.
Vævekammens lameller. Afstanden mellem disse bestemmer kædens tæthed, der angives med et nummer. Lamellerne fremstilledes af spanskrør.
Høste hørren ved at trække en håndfuld stængler op med rod.
At lægge hørstrået i vand, så at plantekødet forrådnes.
Stakke hørstrået, eller sætte det i hobe.
Af spanskrør, se Ritte.
Grundbinding, der anvendes ved vævning af damask og drejl.
Løfteanordning (træk) for grupper af kædetråde. Enhver væv har mindst
to skafter; antallet er proportionalt med bindingens kompliceringsgrad.
109
Skaft, mønsterskaft
Skilling
Skud
Skyttel
Skætte
Spandstok = sprøde
Spinding
Slette
Slette
Stampe
Streng
Sølle
Trend
Trisse
Underløber
Vitriol olie
Wahrendorfer lærred
Mål, vægt og mønt
Overordnet løftesystem, der kombinerer bindingstrækket med mønstertrækket i figur- og mønstervævning som damask.
Se mål og vægt.
Tråde, der går på tværs i vævningen, vinkelret på kædetrådene.
Bådformet glider, indeholdende garnspolen, hvorpå skudtråden er opspolet.
Slå de itubrudte plantedele, skæverne, af hørstrået, så taverne blottes.
Stok med nål i hver ende, hvormed vævekanterne holdes udspændt i
samme bredde under vævningen.
Sammensnoning af taver til et garn eller en tråd.
Stivelse, hvormed de opspændte kædetråde overstryges, for at styrke
dem under vævningen.
Påstryge slette.
Bearbejde med hamre af træ (stamper).
Se side 22.
Nål med øje, hvorigennem kædetrådene er trukket enkeltvis i væven. – At
sølle: trække kædetråde i søløjerne.
Se kæde.
Garnrulle.
Tværbjælke mellem vævens to midterste stolper, hvortil skamlerne eller
tramperne er fæstet.
Svovlsyre, som bruges til fremstilling af klor-kalk, der var blegemidlet i
den kemiske blegning (venligst oplyst af ingeniør-docent Erik Jensen).
Kramlærred eller ordinært, tyndt, bleget lærred. Ringere blegning end
Bielefeldter lærred (Rawert).
1 alen (62,77 cm)
1 lispund
1 rigsdaler
1 sletdaler
1 speciedaler
1 tønde (hartkorn)
1 tønde land
110
2 fod à 12 tommer.
16 pund à .. skæpper (17,3 liter).
6 mark à 16 skilling = kurantmønt.
4 mark à 16 skilling = 1 krone.
1 rigsdaler.
(Begtrup, II s. 23: Middeltallet af Areal til Td.
Hartkorn er efter Udskiftningen 9 Tdr. Land
geometrisk).
0,5516 ha.
Forkortelser i noterne:
afd.
ark.
bil.
brj.
brkp.
byf.
D&D
Da.S.
Dir.f.Stg. og D.s.F.
EA
Efterretn.
Forest.
Ft.
gen.
indk.
inv.
Journ.
kam.
KB
K.F.
Kkl.
Komm.f.milit. Uldman.
KSA
LAF
LAS
LHS
NBO
NKS
NPS
Næstv.
O.hofmarsk.
pk.
PM
RA
reg.
regnsk.
resol.
Rtk.
sj.
tax.
Ty.S.
Vordb.
Øbg.
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
=
afdeling
arkiv
bilag
brevjournal
brevkopi
byfoged
Damask- og drejls-registrering, Kunstindustrimuseet.
danske sekretariat
Direktionen for Statsgælden og Den synkende Fond.
Erhvervsarkivet, Århus
efterretninger
forestilling
folketælling
generalindkomne
inventarium
journal
kammer
Det kongelige Bibliotek
Køng Fabrik
Kommercekollegiet
Kommissionen for de militære Uldmanufakturer
Københavns Stadsarkiv
Landsarkivet for Fyn
Landsarkivet for Sjælland
Landhusholdnings Selskabet
Næstved Byfoged afd.0.
Nye kgl.Samling (KB)
Det næstvedske patriotiske Selskab.
Næstved
Overhofmarskallatet
pakke
pro memoria
Rigsarkivet
register/registratur
regnskaber
resolution
Rentekammeret
sjællandske
taksation
tyske sekretariat
Vordingborg
Øbjerggaard
111
Noter
1.
2.
Nyrup, 1798, s. 5, 9, 11-12. – Rawert, 1844, s.
24. – Rasch, 1964, s. 13-14, 25, 67, 185, 189,
263-266. – Justi, 1758, s. 74: ”da es einem
Statte daran liegt, die Hände der Menschen
zu beschäftigen”
Mangor, 1782. Trykt dedikation til Niels
Ryberg: “Det er Dem, som fra Ruinerne af
Plejeanstalten reddede Ideen om Linnedspinderier i Danmark og forplantede dem
paa Landet. Det er denne Idee, som er Frøet
til vort Selskab, og Landspinderier blev vort
Selskabs Formaal. Var ikke De, saa var Selskabets Virkekreds i saadan Hast ej blevet
saa stor. Ja hvor meget vor Selskab skylder
Dem, veed De selv neppe saa got som jeg; i
det ringeste veed Landet det ej, men Eftertiiden vil nok fortælle det. Derfor være dette,
skiønt matte, Skilderi Dem tilegnet…” –
Nyrup, 1798, s. 14. – Rawert, 1844, s. 25, 2728. – Rasmussen, 1940, s. 24, 32, 50-66.
3.
Rawert, 1844, s. 27.
4.
C. Pontoppidan, II, 1793, s. 293: Et embedsbrev fra direktionen for Den almindelige
Plejeanstalt til Kommercekollegiet af 3. 4.
1779 anbefaler at flytte spinderierne ud på
landet.
12.
LA. NBO. NPS. ark. 1780-1809, Voelker PM
af 24. 5. 1788. – Nyrup, 1798, s. 28. – Rasch,
1964, s. 234, 324-326.
13.
Anon., 1781, s. 11 (dyrkningsliste for Ring) –
Thorkild Kjærgaard, 1991, fig. 19 (sædskifte i
Køng, 1778). – RA. Kkl. 1773-97, Div. (895)
Sager vedk. Linned- og sejldugsmanufaktur
m.m. 1765-97, Voelker, Efterretn. d. 31.12.
1786. – LAS.NBO.NPS. ark. 1780-1809, Voelker, PM. af 24. 5. 1788. – Rafn, 1806, s. 5. –
Om landbrugets omlægning, se Thorkild
Kjærgaard, 1991, s. 50-85 et passim.
14.
RA. Kkl. 1773-97, (895) Div. Sager Linned- og
sejldugsmanufaktur vedkommende m.m.
1765-97, Ryberg, betænkning af 3.1.1776; –
Justi, I 1758, s. 59: “Je mehr ein Material eine
mühsame und öftere Bearbeitung erfördert
ehe eine vollkommende Waare daraus wird,
desto Mehr Menschen finden dadurch… Beschäftigung und Unterhalt. Von dieser Art
ist gewiss Flachs”. – Nyrup, 1798, s. 16-20. –
Rasch, 1964, s. 114, 233-234.
15.
Tidspunktet er udledt af inskriptionen på
mindestøtten over Voelker 1819: I 41 år virkede han for Omegnens Gavn. – Rawert, 1844,
s. 30, nævner dog året 1777.
5.
Gravsten over Voelker på Køng Kirkegård,
1746-1819. – Statstidende 1819, nr. 86.
16.
Mangor 1782, Fortale, s. 105. – Nyrup, 1798,
s. 24. – Rawert, 1844, s. 30-31.
6.
RA. Kkl. 1773-97. Ty S. (783), Deutsch. Exped.
Prot. 1777-78, nr. 11, 109. – Ibid. Da.S. (510)
Journ. 1776, Litr.G, nr. 680. – Ibid. Da.S.(511)
Journ. 1777, Litr.H, nr. 132. – Ibid. 1735-71.
Ty.S. (192-93) Privileg. og Koncess.Prot.
(Heinrich Dirchsen fik privilegium 1765, som
fornyedes for et interessentskab 1767). –
Mangor, 1782, Fortale + note.
17.
Mangor, 1782, s. 64-65 (note). – Penia 1806, s.
189-91 (optryk af Mangors forklaring).
18.
Mangor, 1782, s. 65, note. – Rawert, 1831-34,
artiklen ”Linnedgarn”, I, s. 595. (Dog siges her,
at det for Danmark er bestemt, at haspen
skal være 84 1/2 tomme i omkreds, og dermed
forandret i forhold til de 86 tommer, som forlangtes af Det næstvedske patriotiske Selskab).
19.
Anon. 1781, s. [3], 5.
20.
Mangor, 1782. Fortale. – Borries, 1942, s. 398399. – R. Nielsen, 1926, s. 4.
21.
Anon. 1781, s. [3],7. – Iflg. Mangor (jf. note 20)
var det dog kun den ene, der havde lært på
Plejeanstalten, den anden var oplært i Køng.
22.
Anon. 1781, s. 5. – KSA. Kbhs Fattigvæsen,
pk. 136, den 20.1.1779: ”Johan Peder Steinbach havde begyndt at regne, men har ingen
Lyst at vedblive.”
7.
RA. Kkl. 1773-97. Da.S. (511), Journ. 1777,
Litr.H, nr. 132. – Ibid. Ty.S. (803) Journ. 1778,
nr. 1, 36, 100. – Ibid. Ty. S. (783), Deutsch.
Exped. Prot. 1777-78, nr. 11 (7.2.), 109 (13.6.)
– Ibid. Da.S. (520) Journ. 1781, Litr.R, nr. 923
(14.11.), (522) 1782, Litr.T, nr. 1070 (dec.).
8.
Mangor, 1782, Fortale. – Rawert, 1844, s. 30.
9.
Rasch, 1964, s. 232-233.
10.
J.H.G. von Justi. 1758, s. 60-61. – Nyrup,
1798, s. 16–17, 20.
11.
Wobeser, 1920, s. 22-23, 52-53.
112
23.
Mangor, 1782, Fortale (nævner Spindekommissionens instruks “formedelst den store
Overensstemmelse, som er i den med Selskabets Plan”), s. 38. – Adresseavisen, 1780
nr. 125, d. 26.7. – Adresseavisen, 1780, nr. 141,
d. 23.8: Referat af “Placat angaaende Lærredsmanufacturer”.
24.
Balslev Jørgensen, 1980. s. 120-122. – Skov,
1964, s. 328.
25.
LAS.NBO.NPS ark. 1780-1809. Voelker, PM
af 24.5. 1788.
26.
LAS. Brandtaksationer. Vordb. amt. Øbg. nr.
49. 1780, 25.1.
27.
Anon., 1781, s. 6
28.
Fleicher, 1780. I forordet hedder det: “Selskabet ønsker i øvrigt, at disse Blade maatte
gøre megen Nytte og jo før jo hellere blive
Land-Almuen kendte, hvorfor det og agter
ydermere ved Præmier at belønne dem, som
paa nogen mærkelig Maade maatte se Kundskaben herfra iblandt Almuen udbredt”. –
Mangor, 1782, Fortale.
29.
LAS.NBO.NPS ark.1780-1809. Voelker, d. 16.
7. 1782 – Adresseavisen, 1780, nr. 56 pkt. 166:
“Dette har samme driftige unge Mand [Voelker] meget lykkelig sat i Værk, i hvor mange
Fordomme, som almindelig møder ved
Almuen til den faar bedre Lys, han end har
maattet bestride.” – Mangor, 1782, Fortale +
note, s. 83 + note, giver udtryk for samme
opfattelse, som Den anonyme Rejsende (se
note 27). – Borries, 1942, s. 362.
30.
KB. NKS 1355, 2°. Voelker, d. 9. 10. 1780, d.
17. 11. 1780, d. 26. 2. 1781.
31.
EA. LHS ark. Journ.+ sag, 1779/419,
1780/83, 437. – Dansk biografisk Leksikon:
Martfeldt. – Borries, 1942, s. 362.
32.
C. Pontoppidan, 1793, s. 300-301: Plakat af
4.8. 1780 angående ”Nogle Foranstaltninger
og tilstaaede Præmier i Hensigt til en bedre
Tilberedning og Forarbejdelse af de til Lærredsmanufacturerne fornødne raae Materialer for Kongeriget Danmark”.
33.
Adresseavisen, 1780, nr. 56, d. 4.4. pkt. 166.
34.
Hofman (Bang), 1990-91, I, s. 276: “Hørren
hos Bonden skættes endnu af Fruentimmerne…”, II, s. 164: “Manden saar Hørren og
behandler den i Marken; men har han skaf-
fet den i Hus, da overlades den videre Behandling til Fruentimmerne”.
35.
EA. LHS ark. 1769-1807, s. 293, Journ. 1780 +
resol. nr. 83. – LHS, Skrifter, bd. 5, 1797, fortale [uden side].
36.
[Voelker], 1779, s. 14-15. – H.Ehrencron-Müller, Forfatterlexikon, Kbh. 1924-35, nævner
Niels Ryberg som formodet forfatter. Hans
medvirken gjaldt dog kun selve udgivelsen,
som det også fremgår af Adresseavisen nr.
56, d. 4. 4. 1780, pkt. 166: “En liden Afhandling, som Voelker af andre Skrifter havde
uddraget og som paa Hr.Etatsraadens Bekostning blev trykt og uddeelt blandt Bønderne, blev lagt til Grund for Dyrkningsmaaden”. – Adresseavisen, 1780 nr. 79, d. 12.
5., nr. 125, d. 26. 7. pkt. 38, har følgende ordlyd angående præmieuddelingen: 50 Rdlr.
for den Gaardmand af Øeberregaards Gods,
som i 1780 paa sine Jorder efter behørig
Attest avler den meeste og bedst forarbejdede Hør, som i det mindste maae være 12
Lpd. reen Hør, skiettet paa den skotske Maade, som paa dette Gods allerede er giort
bekiendt.
37.
RA. Kkl. 1797-1816 (1220). Produktions- og
Fiskerifagets Sekretariat, Forest. og kgl. res.
1800-1810.
38.
KSA. Kbh.s Fattigvæsen, pk. 136, d. 20. 1.
1779: ”Henning Schroll, der formedelst Kopper var 8 Ugers Tid paa Sygestuen, har regnet Reg. de Tri i hele Tal og Proport. Ex tvende Gange”; d. 2. 4. 1779: ”Schroll har lært
Addition og Subtr. i brudne Tal”. – RA. Rtk.
Fynske Landvæsens Hørsager 1829-35. Howden til Kkl. d. 23. 9. 1790 (indlæg i Schroll’s
regnsk. 1824, nr. 1808); – LAS.NBO. NPS
ark., Voelker, d. 12.11. 1782. – Mangor, 1782,
s. 103, 105-109 (Steenbachs instruks). – Pilegaard, 1956, s. 53-55.
39.
Bedst egnet er valnøddetræ, der dengang –
som nu – var vanskeligt at skaffe. Oplyst af
Lise Warburg.
40.
Adresseavisen, 1780, nr. 56, d. 4. 4. pkt. 166.
41.
Jørgensen, 1943, s. 32. Her oplyses, at Thorning udgik som lærling fra Plejeanstalten. –
Wedell, 1806, s. 285 (her bruges betegnelsen
“Væver-Seminarium”; omtalen grunder sig
på fra Voelker indhentede oplysninger). –
LAS. NBO. NPS ark. Voelker, d. 16. 7. 1782. –
RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. Linned- og sejldugsmanufakt. m.m. 1765-97,
Voelker, Efterretn. om K.F. d. 31. 12. 1786.
113
42.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, d. 12. 11. 1782.
– Mangor, 1782, s. 109.
57.
Adresseavisen, 1787, nr. 274 d. 24. 12.; nr. 277
d. 31.12.
43.
KB. NKS. 2277, 2° Kalkulationsbog for Køng
Fabrik.
58.
Kirschbaum, 1740.
59.
Rasch, 1964, s. 170-171, 376.
44.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, d. 12. 11. 1782.
– Pilegaard, 1956, s. 101.
60.
KB. Privatark. 5498. J.C. Ryberg til stiftsamtmand F.J.C. Güldencrone, 1817.
45.
Mangor, 1782, s. 65 (note). – Penia, 1. Aarg.
1806 s. 189-191 (Blandede Efterretninger).
61.
Brun-Juul, 1807, ”Damask”.
46.
Frisisk Maade? Den til kalkulationsbogen
hørende journal, hvortil der henvises, er
ikke bevaret. (Frisisk må her være synonymt
med hollandsk. Hollandsk lærred betegnes
af Brun-Juul som “det fineste, bedste og fortrinligte af alle Sorter Lærred.” Han omtaler
dog ikke nogen specifik vævemåde).
62.
Oxenvad, 1989, s. 150.
63.
Kirschbaum, 1740, (Afsnit: gezäckelten Arbeiten).
64.
Lindgren, 1767, sp. 192. Her oplyses, at Dragør omfattede 2 gårde og omtrent 400 huse,
hvis indbyggere for største delen bestod af
skippere, lodser og andre søfarende, og hvis
koner næsten alle ernærede sig af vævning,
mens mændene var til søs.
65.
RA. Kkl. 1773-97. Da.S.(529)(676) Journ. + sag
1786 Litr.AA nr.344. – Ibid. (530) Journ. 1786
Litr. BB nr. 687, 926. – Ibid. Da.S. (685), Journ.
sag. 1787, Litr. CC nr. 361. – Lavet henviser til
Plakat af 22.9.1784, hvorved Københavns indvånere forbydes at lade deres lærreder, drejler
og dynevår væve hos andre, end dem, som er
mestre i “Lin-Væverlauget”.
66.
Kkl. 1773-97. Da.S. (685) Journ. 1787, Litr.CC
nr. 361. – Ibid. Da.S. (445) Forest. og kgl.
resol. 1788, nr. 15.
67.
RA. Kkl. 1797-1816, Industri- og fabriksfagets
sekretariat (1409) journ. 1797, nr. 675.
68.
RA. Kkl.1773-97. Da.S. (445) Forest.og kgl.
resol. 1788 nr. 33.
69.
RA. Kkl. 1797-1816, Industri- og fabriksfagets
sekretariat (1409) kgl. resol. og ekspeditioner
1797 nr. 675. – C. Nyrop, 1896, s. 300.
70.
LAF. Frederiksgaves godsark. Privatregnskaber 1765-1819. (En renteindtægt fra Köhlert
d. 1.6. og d. 11.12. 1801).
71.
RA. Kkl. 1797-1816. Industri- og fabriksfagets
sekretariat (1340) Forest. og resol. 1800, nr.
12 (“Den ikke ringe Betydenhed af Væveriet
paa Dragøe”).
72.
Rawert, 1831-34, art. “Linnede Varer”, Platilles, s. 577. (denne lærredssort var oprindelig bestemt for det spanske marked,
hvorfor de måtte se prangende ud). – Krü-
47.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, d. 31. 5. 1783.
Den fineste sort Riga-hør hed “Rakitscher”.
48.
Ft. 1787, Køng sogn.: Cochranes alder opgives til 41 år. Kirkebogen gik tabt ved
brand i 1859.
49.
Kunstindustrimuseet, nr. 37/1957, nr. 150/
1969. Nat.Mus. 1200/1957 v, 2249-2250/
1957. – Krarup, 1964, s. 80, fig. 48. – Paludan,
1989, s. 76. – Elna Mygdal, 1919, [uden side].
50.
Oxenvad, 1966, kat. nr. 31. – D & D reg. nr.
188/1.
51.
Elisabeth Thornam, 1938, s. 101, pl. 51; – Aalborg-servietten, som John Becker lod fotografere, tilhørte da Frk. Gerda Lützhöft.
Efter hendes død, har det ikke været muligt
at opspore den.
52.
53.
RA. Finansark. (35) Komm. f. milit. Uldman.
Øbg. og K.F., 1823-40. Journ.sag. 1826, Hansen, PM af 24. 1.
Eksemplarer: Den gamle By nr. 194-195:1968
(Niels Ryberg), nr. 1054/1969 (uden navn);
Nat.Mus. nr. 1273/1965 (Niels Ryberg) og nr.
426b/1-2 (Maria Sophia Vett); Kunstindustrimuseet nr. 14/1956 og 16/2000 (Kiöng og
Niels Ryberg); – Ellen Andersen, 1947, s. 490
(Sophia Hedwig Moltke).
54.
Nationalmuseet, 62/1905 a-b, H.420.
55.
RA. Finansark. Dir.f.Stg. og D.s.F. Øbg. Og
K.F., Journ.sag,1826. Hansen, PM d. 24. 1.
56.
Mygdal, 1913, s. 174. – Nyrup, 1798, s. 42.
114
nitz, 1799, 76. Theil, art. Lein und Leinwand, s. 666-667. (De bömiske platilles royales var ombundet med mørkeblåt bånd af
tre fingres bredde og prydet med sølvkroner).
88.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, d. 5. 1. 1788. –
Rasch, 1964, s. 89.
89.
Adresseavisen 1789, nr. 20 d. 24. 1.; nr. 25 d.
3. 2.
73.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, d. 20.10. 1787:
”Unterhemden für Frauentimmer und Mandvolk”, d. 1. 11. og d. 7. 11. 1787.
90.
RA. Kkl. 1773-97. Da.S. (537), Journ. 1790, nr.
53; – Ibid. (539) Journ. 1791, nr. 19, 52, 61, 202.
91.
74.
Adresseavisen, 1793, nr. 19 d. 25. 1.; nr. 26 d.
1. 2.; nr. 33 d. 8. 2.
Kbh.s Vejviser 1790-1822. (Magnusen nævnes fra 1799 som indehaver af butikken på
Børsen, men opføres samtidig som handlende på Amagertorv).
75.
RA. Kkl.1773-97. Da.S.(687) Journ.sag. 1787,
Litr. DD, nr. 594.
92.
76.
LAS. NBO. NPS ark. Voelker, d. 12. 5. og d.
7. 6. 1787. – Dreyer, 1790, s. 163. – Paludan,
1979, s. 76. – note 74.
Dette så meget mere, som Juel, iflg. chefkonservator Henrik Bjerre, ellers var meget
sparsommelig og ofte brugte sammenstykkede lærreder selv til små billeder.
93.
Adresseavisen, 1793, nr. 19 d. 25. 1.; nr. 26 d.
1. 2.; nr. 33 d. 8. 2.; 1793, nr. 229 d. 23. 9.;
1796, nr. 11 d. 15. 1., nr. 198 d. 2. 8.
94.
Rasch, 1964, s. 184-185.
95.
Rawert, 1850, s. 492.
96.
RA. O. hofmarsk.ark. Korrespondance protokol D 3 (3. jan. 1788-29. sept. 1789).
97.
RA. Reviderede regnsk. O.hofmarsk.ark.
Slots- og Haveregnsk., Christansborg Slots
Oldfruestue, Inventarie regnsk. 1781-1823.
98.
RA. Kkl. 1797-1816. Industri- og fabriksfagets
sekretariat (1340) Forest. og res. 1799, nr. 363;
1800, nr. 12.
99.
I 1794 brændte Christiansborg Slot; men
Oldfruestuen, der befandt sig i kælderen,
synes ikke at være ramt af ilden i nævneværdig grad. Listerne over, hvad der blev fortæret af ilden, nævner kun, hvad der har været
i brug rundt om på slottet. I året 1800 blev
intet dækketøj anskaffet. Det kan skyldes
oldfruen, jomfru Thuras afgang. Hun afløstes samme år af madam Tofte (ad note 97).
77.
Dreyer, 1790, s.[5], 163. – Adresseavisen, 1793,
nr. 19 d. 25. 1.; nr. 26, d. 1. 2.; nr. 33, d. 8. 2.
78.
C. Pontoppidan, III [1795], s. 233-235 [fejlpagineret, skal være 249-251] (Ved folketællingen 1787 var folketallet i kongeriget Danmark kun 840.045 personer (Fr.Thaarup, 1794,
s. 446), hvorfor befolkningen i såvel Norge
som Slesvig-Holsten, Island og Færøerne må
være medregnet. (Thaarup, 1794, s. 444, anfører for 1769 det samlede befolkningstal:
1.937.956). – Mangor, 1782, samme beregning,
s. 24-26).
79.
C. Pontoppidan, III, [1795], s. 376.
80.
RA. Kkl.1773-97. Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Voelker, Efterretn. d. 31. 12. 1786.
81.
LAS.NBO.NPS ark. Voelker, d. 28. 11. 1786.
82.
Paludan, 1979, s. 77.
83.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker d. 5. 1. 1788.
– Wedel, 1806, s. 288.
84.
RA. Kkl. 1773-97. Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Voelker, Efterretn. d. 31. 12. 1786.
85.
LAS.NBO. NPS ark. Voelker, PM d. 24. 5.
1788. – Handels-Tidender 1788, II, s. 431.
86.
KB.NKS, 2277, 2° Kalkulationsbog for K.F.
87.
RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Ryberg, PM af 7. 11. 1786.
100. RA. Kkl. 1773-97. Div.(891-892) Tabeller over
manufakturernes tilstand 1785-1786.
101. RA. Finansark. Dir.f.Stg. og D.s.F., Øbg. og
K.F., journ. sag. 1826, Hansen, PM af 24. 1.
102. RA. Gen.toldkam.1779-91.Kbh.s Sjæl. Toldkontor, journ.sag. 1785, Litr. O, nr. 4, nr.
1062, nr. 2185; Ibid. 1788 Litr. R I, nr. 933; –
Kkl.1773-97, Da.S.(529) journ. 1785, nr. 389; –
Kkl. 1773-97, Div. (891) Tabeller over manufakturernes tilstand 1785.
115
103. LAS.NBO. NPS ark., Ryberg, d. 2. 11. 1782.
120. LAS. Sj.stiftsamts Brandreg. 1761-87, Brandtax. Vordb. amt. Pk. 13, Øbg., 1786.
104. LAS.NBO. NPS ark. Cotzand, d. 19.8. 1788.
105. RA. Kkl. 1773-97, Da.S.(530) 1786, Litr. BB nr.
1078.
106. RA.Kkl. 1773-97, Da.S.(680) Journ.sag. 1786
Litr.BB nr. 870. – Ibid. (682) Journ.sag. 1786,
Litr.BB nr. 1116. – Gen.toldkam.sj.kont.
journ. 1786 nr. 2532 (d. 5. 12.); – Rasch, 1964,
s. 235.
107. Begtrup, 1803 II, kap. XIX.
108. RA. Kkl. 1773-97. Div.(895), Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Ryberg, PM af 7.11. 1786; Kkl. 1773-97. Da.S.
(443) Forest. og resol. 1786, nr. 62 (d. 12. 12).
109. RA. Kkl. 1735-1816. Efterladte embedspapirer. Generalkrigskommisær Chr. Ewalds papirer (2144) IX nr. 99, forest. og resol. af 27.
12. 1786; – Kkl. 1773-97. Da.S. (683) Journ.
sag. Litr.CC. 1787, nr. 26. Ryberg PM af 16. 1.
110. RA. Kkl. 1773-97. Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Voelker, Efterretn. af 31. 12. 1786.
121. LAS. Sj.Stiftsamts Brandreg. 1761-87, Brandtax. Vordb.amt. Pk. 13. Øbg., 1784, 1786. –
RA. Kkl. 1773-97 Div. (891) Tabeller over
manufakturernes tilstand 1785. – Wedel, 1806,
s. 285.
122. Paludan, 1979, s. 77.
123. Rafn, 1806, s. 64.
124. EA. LHS ark. journ. og sag 1810 nr. 293,
Voelker, PM af 21. 12. 1810. (De sidst anførte
erfaringer om hørbehandlingen havde Voelker ikke i 1780’erne). M. Bralles nævnes for
hampeforsøg i Søndags-Aftens-Læsning for
8.7. 1810. (formentlig Abbé Brulles, The Mode
of cultivating and dressing Hemp. [u.st.] 1790).
125. Søndags-Aftens-Læsning, 1810 nr. 27 d. 8. 7;
nr. 49 d. 2. 12;
126. RA. Kkl. 1797-1816. Produktions- og fiskerifagets Sek. (1304-1306), Fiskeri- og handelsplantejourn. 811 nr. 819.
111. LAS.NBO. NPS ark. Voelker, PM af 24. 5.
1788.
127. Rafn, 1806, s. 7-31 (Rafns anvisninger omfatter processerne indtil heglingen). – SøndagsAftens Læsning, 1810, nr. 27 d. 8. 7. – Samme, 1811 nr. 11, d. 17. 3.
112. Paludan, 1979, s. 76-80.
128. Paludan, 1979, s. 78.
113. Øbg.s fæsteprotokol. Øbg. godsark.
129. LAS. NPS.ark. Voelker, Nogle efterretn. om
Selsk. i Nestved, d. 5. 2. 1788.
114. C. Dreyer, 1790, s. 163.
115. RA.Kkl. 1773-97. Div.(895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Ryberg, PM af 7. 11. 1786; Voelker, Efterretn.
d. 31. 12. 1786.
116. R. Nielsen, 1926, s. 19.
117. RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Voelker, efterretn. d. 31. 12. 1786.
118. RA. Kkl. 1773-97. Div. (891) Tabeller over
manufakturernes tilstand… 1785. – LAS.
NPS ark. Voelker, Efterretn. om K.F. d. 24. 5.
1788. – Handels-Tidender, 1788, II, s. 429. –
Adresseavisen 1789, nr. 20 d. 24. 1., nr. 25 d.
3. 2. – Paludan, 1979, s. 77.
119. Ft. 1787. Køng sogn – LAS. NPS ark. Voelker,
Nogle Efterretn. om Selsk. i Nestved, d. 22.
8. 1786.
116
130. Adresseavisen, 1789, nr. 20, d. 24. 1.; nr. 25,
d. 3. 2.
131. Wedell, 1806, s. 287.
132. RA. Gen.toldkam. sj.journ. 1789 nr. 2253. –
RA. Finansark. 1660-1848, Statsgældsdir.,
Ejendomme i Østifterne, Øbg. og K.F. 182340, Pk. V (911). (Bil. litr.A-H. 1825); – Rasch,
1964, s. 243.
133. Adresseavisen, 1785, nr. 192, d. 11. 10. pkt.
84. – Samme, 1786, nr. 267, d. 29. 12., pkt. 94.
134. LAS. NPS. ark. Voelker, d. 16. 7. 1782; Ryberg,
PM af 21. 12. 1786; Voelker, Nogle efterretn.
om Selsk.i Nestv. d. 5. 2. 1788.
135. Ibid. Voelker, Nogle efterretning d. 5. 2. 1788,
(Balantz over Rasmus Peersen Høravl 1787).
136. LHS Skrifter, Bd. 7, 1804, Fortale s. XII, s. XXXI.
137. Adresseavisen, 1789, nr. 20, d. 24.1.; nr. 25, d.
3.2.
138. LAS. NPS ark., Voelker, Nogle efterretn.om
Selsk. i Nestv. d. 5.2. 1788 og PM af 24.5. 1788.
139. LAS. NPS ark. Voelker, Nogle efterretn. om
Selsk. i Nestv. d. 5. 2. 1788 og PM af 24. 5
1788. – Paludan, 1979, s. 78.
140. RA. Kkl. 1773-97, Div. (895), Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Voelker, Efterretn. om K.F. d. 31. 12. 1786.
141. RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsman. m.m. 1765-97, Voelker,
Efterretn. d. 31. 12. 1786 – Ibid. (891) Tabeller
over manufakt. tilstand... 1785. (Tabellen
afviger fra Voelkers efterretn. med mængden af spundet hør, som her angivet til 4.405
pund). – Handels-Tidender, 1788, II, s. 429.
142. RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Voelker, Efterretn. d. 31. 12. 1786. – Ibid. Div.
(891) Tabeller over manufakturernes tilstand… 1785. – Mangor, 1782, s. 80-81, note.
143. Adresseavisen, 1785, nr. 157 d. 29. 8. – RA.
Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linnedog sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97, Voelker, Efterretn. d. 31. 12. 1786; – LAS. NPS ark.
Voelker, d. 1. 11. 1787.
144. RA. Kkl. 1773-97. Da.S. (685), journ. 1787, litr.
CC, nr. 270.
151. LHS Skrifter, bd. 5, 1797, Præmier, uddelte i
1780: ”Bodil Margrethe Jerke i Kjøbenhavn
fik den mindre Sølvmedalje for Opfindelse
af en totenet Spinderok”. – Baines, 1977, s.
149-152.
152. LAS. NPS ark. Voelker, d. 28.10. 1787, d. 5. 1.
1788. – Ved ”for stive” skal sikkert forstås, at
indtrækket var for stærkt med deraf følgende for ringe udligning, så at der blev for lidt
drej på tråden. Til fint linnedspind behøves
en høj snoningsgrad. (Venligst oplyst af Lise
Warburg).
153. Mangor, 1782, Fortale. – Paludan 1979, s. 79.
154. Paludan, 1979, s. 79. – Spindemoderens fulde navn var Bolette Anna Cathrine Holst.
155. LAS. NPS ark. Voelker, d. 16. 1. 1780, d. 16. 7.
1782.
156. Mangor, 1782, Fortale, s. 54-55, 59-60, 68. –
Bunkeflod, 1783. (Spindeviserne udkom 4
gange i løbet af 20 år. Det første oplag tryktes på Rybergs Bekostning). – Borries, 1942,
s. 398.
157. LAS. NPS ark. Voelker, d. 11. 3. 1783. – Mangor, 1782, s. 68. – Bunkeflod, 1783. – Handelstidender, 1788, I, nr. 28, s. 219, “de nette,
nydelige Spindeviser, som vi have Bunkeflod og Conferentsraad Ryberg at takke for…
og da disse Sange ere i alles Hænder, vil jeg
ikke tale mere om dem”.
145. LAS. NPS ark. Voelker, d. 20. 10 og 1. 11.
1787; PM af 24. 5. 1788.
158. LAS. NPS ark. Voelker, d. 16. 7. 1782.
146. LAS. Brandtaks., Vordb. Amt, pk. 13. Øbg.
nr. 47, 1780, d. 25. 1.
159. LAS. NPS ark. Voelker, Nogle efterretn. om
Selsk. i Nestv. d. 5.2. 1788; – Ibid. Lund,
Forest. af 17. 3. 1794; – Paludan, 1979, s. 79.
147. NPS, Love, Sorø 1781, s. 14. – Anon. 1781; –
Mangor, 1782, s. 59-60, 119-121, (Fortale: Indretningen [i Køng Spindeskole] var, som den
nu er i Selskabets Spindeskoler). – Borries,
1939-42 s. 395-96.
148. Ft.1787; – LAS.NPS ark. Voelker, d. 17. 11. 1787.
149. Mangor, 1782, s. 120. – Begtrup, 1803, II,
s.158-160 – Lorenzen, 1969.
150. Venligst oplyst af Lise Warburg. – Skotrokke
synes dog at have været i brug også til hør,
f.eks. i Det næstvedske patriotiske Selskab,
Forhandlingsprotokol, 1807: ”...ved Skot og
Toeteenes Rokke at Spinde godt Hørgarn.”
(Skotrokken kunne ikke være 2- eller 4-tenet).
160. Adresseavisen, 1787, nr. 274, d. 24.12, nr. 277,
d. 31.12.
161. LAS.NPS ark. Lund, Forest. af 17. 3. 1794.
162. RA. Kkl.1773-97, Div.(895) sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. Anon.,
rapport om NPS spindeskoler (u. dato). –
Handels-Tidender, 1788, II, s. 431.
163. RA. Kkl. 1797-1816, Industri- og Fabrikfagets sekretariat (1340) forest. og resol. 1800,
nr. 12, d. 18. 3. – Rawert, 1850, s. 486.
164. LAF. Frederiksgave godsark., Rybergs priv.
regnsk. 1765-1819.
117
165. LAS. NPS ark. Wulf, d. 13. 2. 1808; Bielke, d.
4. 3. 1801. – Bärens, 1808, s. 155. – Lütken,
1839, s. 311. – Lorenzen, 1969, s. 84-86.
nufaktur m.m. 1765-97, Voelker, Efterretn. d.
31. 12. 1786. – Horner, 1920, s. 56.
177. R. Broby-Johansen, 1942, s. 229.
166. LAS. NPS ark. Lund, forest. af 17.3. 1794.
178. Rawert, 1844, s. 79-81.
167. Afsnittet bygger hovedsagelig på: RA. Kkl.
1773-97, Div.(895), Sager vedk. linned- og
sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97. Voelker,
efterretn. af 31. 12. 1786.
168. Som note 167. – RA. Finansark. Dir. f. Statsg.
og d.s.Fond 1816-48, V. Sager vedr. Øbg. og
K.F., 1826, nr. 13.
169. Ra. Kkl. 1773-97, Div.(895) Sager vedk. linned- og sejldugsman. m.m. 1765-97, Voelker,
efterretn. af 31. 12. 1786. – Ibid. (891) Tabeller
over Manufakturets tilstand ved udg. af året
1785. – LAS. NPS ark. Voelker, PM d. 24. 5.
1788. – Handels-Tidender 1788, II, s. 431. –
Adresseavisen, 1789, nr. 20, d. 24. 1., nr. 25,
d. 3. 2. – Dreyer, 1790, s. 163.
179. Paludan, 1979, s. 77.
180. Pontoppidan II 1795, s. 373. Paludan 1979 s.
77.
181. Øbg.s fæsteprotokol.
182. De tekniske betegnelser og væveindretningen er venligst forklaret udledt af damaskvæveren John Becker.
183. Handels-Tidender, 1788, II, s. 428. – Pontoppidan, III [1795], s. 373. – Rawert, 1850, s.
486.
184. Handels-Tidender, 1788, II, s. 429. – Paludan,
1979, s. 79.
170. C. Pontoppidan, III, [1795], s. 375.
171. RA. Kkl. 1773-97, Div.(895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Voelker, efterretn. d. 31.12. 1786. – Paludan,
1979, s. 77. – Rasch, 1964, s. 233, nævner, at
16 skilling var normal dagløn for en ufaglært. (24 sk.= 11/2 mark pr.dag = 9 mark pr.
uge à 6 dage = 11/2 rigsd. pr. uge = 78 rigsd.
pr.år à 52 uger, helligdage ikke fraregnet).
172. Nyrop, 1798, s. 21-22.
173. RA. Kkl. 1773-97, Div. (891) Tabeller over
manufakt. tilstand v. udg. af året 1785. – RA.
Finansark. Kontoret for Statsaktiverne (911),
Sager vedr. Øbg. og K.F., pk. V. [Pensioner]
Moltke, Præstø A.s kontor, d. 31.1. 1824 –
Ft.Køng, 1787.
174. RA. Kkl. 1773-97. Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Voelker, efterretn. af 31. 12. 1786. – HandelsTidender, 1788, II, s. 429. – Paludan, 1979, s.
77-78.
185. RA. Finansark. Dir.f.Stg. og Den synkende
Fond, Øbg. og K.F., Hansen, PM. af 24.1. 1826.
186. RA. Kkl. 1773-97. Da.S. (1787) journ.sag litr.
DD nr. 594.
187. RA. Kkl. 1773-97. Div.(985) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97.
Voelker, efterretn. d. 31.12. 1786. – Ibid. (981982) Tabeller over manufakturernes tilstand,
1785 og 1786. (De to tabeller er for det Køng’ske anlæg identiske; hvis man ikke havde
fået årsopgørelsen ind, brugte man tallene
fra det foregående år. Derfor gælder kun
tabellen for 1785).
188. Øbg.s fæsteprotokol. – Voelker, indberetning
af 20.7. 1788 til Fabrikdir. (Ekstrakt i Pontoppidan III [1795], s. 372-376).
189. L.M.Wedel, II 1806, s. 286: “Et simpelt Fæstehuus, hvor 5 Folk væver” – Øbg.s fæsteprotokol.
190. Øbg.s fæsteprotokol.
175. LAS. Brandtaxation, Øbg. 1784 – Arkitekt
Jens Christian Varming takkes for oplysning
om konstruktionen med “hængeværk”. –
Paludan, 1979, s. 76-77, 79. – P.O. Schousbo,
1998, s. 86 (afvalmede gavle).
176. Ryberg anfører 24 vævestole i sit PM af 7. 11.
1786; men han kan huske forkert, da han jo
ikke opholdt sig på stedet. - RA.Kkl. 1773-97,
Div. (895), sager ang. linned- og sejldugsma-
118
191. LAS. NPS. ark. Voelker d. 11. 2. 1793. – KB.
NKS, 7722 2°, Kalkulationsbog for K.F.
192. Ft. 1801, Tuse By, Tuse hrd. Holbæk amt. –
RA.Kkl 1797-1816 Tabellariske indberetn.
1809. – R. Nielsen, 1926, s. 22.
193. Mangor, 1782, s. 121. – Louis Bobé, 1964, s.
60-64. – R.Nielsen, 1926, s. 10-11.
194. D & D, nr. 188/1.
327. – Wedel, 1806, s. 285-286. – Rasch. 1964,
s. 235.
195. LAS. NPS. ark. Voelker d. 31. 1. 1793.
196. LAS. Sj.reg. 1797, nr. 656. – Wedel, 1806, s.
286. – Rasch, 1964, s. 333-334.
197. Øbg.s fæsteprotokol. – RA. Finansark., Dir. f.
Stg. og D. s.F., Journ.sag., Hansen, betænkn.
af 18. 1. 1828. – Nyrop, 1896, s.188-189.
198. LHS Skrifter, nr. 7, 1804, s. LV.
199. EA. LHS ark., Kunstkommis. journ. 1795, nr.
25. – Adresseavisen, 1795, nr. 276, d. 29. 9.
(præmielisten nr. 256).
200. RA. Finansark. Dir.f.Stg. og D.s.F., Øbg. og
K.F., Journ.sag. 1826, Hansen, PM af 24. 1. –
Kom.f. Øbg. og K.F., 1828, brkp. d. 22. 10.
201. Ibid. Hansen PM af 24. 1. 1826. – Overformynderiregnskaber 1794-99. Øbg., Fortegn.
o. sluttede skifter, 1799, ”Vævermester Unmarcks Hustru i Kjøng død... udbetalt Arvemiddel til Datteren 60 Rdlr.” – Lütken, 1839,
s. 326.
211. Begtrup, 1803,II, s. 15 (et “smukt piséhus” er
bygget i Køng og indrettet til to husmandsfamilier). – RA. Finansark. 1660-1848, 5. Statsgældsdir., Ejendomme i Østifterne. Øbg. og
K.F. Pk.V.(911) Invent.,1825. Nyrup, 1798, s. 31.
212. LAS. Matrikelarkivet. Matr. Prot. 3803, s.71.
– Nyrup, 1798, s. 31. – Rasch, 1964, s. 310311. – Schovsbo, 1998, s. 93.
213. Stenene blev fremstillet på Lüneburger Heide
og bragtes hertil som returlast fra Lübeck.
Venligst oplyst af arkitekt Jens Christian
Varming.
214. LAS. Brandtax. 1796. – Paludan, 1979, s. 76.
215. LAS. Vordb.Stiftsamts Brandreg. 1761-87,
pk. 13. Øbg. nr. 42, 1778.
216. RA. Kkl.1735-1816. Efterladte embedspap.
Generalkrigskommisær Chr. Ewalds papirer
(2144) IX. 99, forest. + resol. af 8. 5. 1796.
217. J.P. Trap, IV, 1, 1955, s. 102.
202. RA. Finansark. 1660-1848. Dir.f.Stg. og D. s.F.
1816-48. V. Sag.vedr. Øbg. og K.F., journ. sag.
1826, nr. 13. – LAS. Næstved Byfoged. Afd.
O, NPS. ark. Voelker d. 8. 3. og 12. 4. 1788.
203. Øbg.s fæsteprotokol. – LAS. Vordb. Stiftsamts brandreg. 1761-87, pk. 13, nr. 60, 47. –
Ft. 1787, Køng – Handels-Tidender, 1788, II,
s. 429.
204. LAS. Vordb. Stiftsamts brandreg. 1761-87,
pk. 13, nr. 60.
218. RA. Finansark. Kontor for statsaktiverne.
Øbg. og K.F., afsluttede regnsk., pk. V. (911),
Rtk. til Den Kgl. Dir. f. Stg. og D. s. F., d. 12. 2
1825. – LAS. Vordb. Amtsstue. Vordb. Birketing, justitsprot. 1780-83. – Handels-Tidender, 1788, II, s. 429. – Ft. Køng, 1787.
219. LAS. Matrikelsark. Indberetn. 1804. Vordb.
Landsogn, matr. nr. 5 i Vintersbølle; – Sandberg, 1951, s. 9, 11.
220. Pontoppidan, III. [1795], s. 294.
205. LAS. Næstved Byfoged. Afd. O, NPS. ark.
Voelker 1786.
206. LAS. Næstved Byfoged. Afd. O, NPS ark.
Voelker, PM af 24. 5. 1788. – Handels-Tidender, 1788, II, s. 429.
207. RA. Kkl. 1773-97, Div. (895) Sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m. 1765-97,
Ryberg, PM af 7. 11. 1786. – Handels-Tidender, 1788, II, s. 430. – Rasch, 1964, s. 331-332.
208. Wedel, 1806, s. 286.
209. LA. Sjællands Stiftamts Brandregister 176187, Brandtax., Vordb. Amt, pk. 13.
210. Øbg.s fæsteprotokol. – Kkl. 1797-1816. Industri- og fabriksfagets S.(1409) Journ. 1797, nr.
221. Wedel, 1806, s. 286.
222. RA. Finansarkivet f. milit.Uldman., brevkopi
1825, juli.
223. RA. Kkl. 1773-97, Div.(895) Sag. vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m., Moore,
PM af 20. 7. 1796. - Thaarup, 1824, s. 25-26.
224. Rasch, 1964, s. 240.
225. LAS. Næstved Byfoged. Afd.O, NPS ark.,
Voelker, PM. af 24.5. 1788. – Schovsbo, 1998,
s. 89.
226. RA. Kkl. 1773-97. Div. (895) sager vedk. linned- og sejldugsmanufaktur m.m., Moore,
heri Ryberg. – Rasch, 1964, s. 240.
119
227. RA. Dir.f.Stg. og D.s.F., Chr. Hansen, PM. af
17.1. 1824.
244. LAS. Næstved Byfoged. afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 12. 11. 1782.
228. L.M.Wedel, 1806, s. 286.
245. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Ryberg, d. 2. 11. 1782.
229. RA.Finansark.(911), Komm.f.de milit. Uldman og K.F., Pk. V, invent. 1825. – brkp.
1827, d. 22.3.
246. RA. Kkl. 1773-97. Da.S. journ.Litr.T, 1782-83,
(d. 19.5.)
230. Økonomiske Annaler 1806, s. 109.
247. Rawert, 1850, s. 478.
231. Industriforenings Tidende, 1840, nr. 18. (Bitlemaskinen er en detail afbildet og beskrevet
i Gray, 1804.
248. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker, d. 31. 12. 1784.
232. ”Placat, angaaende nogle Foranstaltninger
og tilstaaede Præmier, i Hensigt til en bedre
Tilberedning og Forarbejdelse af de til Lærreds-Manufacturerne fornødne raae Materialier, for Kongeriget Danmark” af 4.8. 1780.
233. LAS. Næstv. Byfoged, afd.O, NPS. ark. 17801809. Voelker d. 16.7. 1782. – Bielkes fader,
Chr. Henrik C.F. Bielke, 1706-79, var hofmester på Glücksborg, hans broder Henrik C.
Bielke, 1739-89, blev i 1772 amtmand i Tønder.
234. Rasch, 1964, s. 272.
235. RA. Kkl. 1773-97, Da.S.(510), Forest.+ resol.
1776, litr. G, journ.sag, nr. 680; – Samme
(511), do. 1777, journ. sag, nr. 132 (statsborgerskab); – Samme 1781, journal + resol.prot.
nr. 923. (indfødsret); samme, 1782, sag, nr.
1070 (løn som inspektør). 1078. – Mangor,
1782, Fortale, note.
236. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 16. 1. 1780.
237. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 12. 11. 1782.
249. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker d. 28. 12. og 31. 12. 1784.
250. Nyrup, 1798, s. 8-9. – Rasch, 1964, s. 137.
251. LAS. Næstved Byfoged., afd.O, NPS ark.
Ryberg, d. 3. 5. 1785. – Adresseavisen, 1785,
d. 29. 8: Ved Det Næstvedske Patriotiske Selskabs sommerforsamling… blev fremlagt
skrivelse
af
28.
maj
d.
å.
fra
Hs.Excell.Geheimeråd og Overhofmarschal
Numsen, hvorved tilkendegives Hs.
Maj.Kongens og hele det kongelige Huses
allerhøjeste og højeste velbehag for Selskabet med løfte om årlig støtte fra Kongen selv
med 200 Rdlr., Enkedronningen med 100
Rdlr. Kronprinsen med 100 Rdlr., Arveprinsen 60 Rdlr., Prinsesse Sophie Frederikke 40
Rdlr., Prinsesse Louise Augusta 40 Rdlr.
Samt de fleste af hoffets damer og herrer.
252. RA. Kkl. 1773-97, Da.S. (529) journ. 1786, nr.
36, 71. – LAS. Næstved Byfoged., afd.O,
NPS.ark. Voelker, d. 12. 5. 1786.
253. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 12. 10. og d. 28. 11. 1786.
254. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 22. 8. 1786.
238. LAS. Næstved Byfoged., afd.O, NPS. ark.
Voelker, d. 23. 4. og 31. 5. 1783.
255. RA. Rtk.Hoveriefterret. Præstø Amt. 2485, 113.
239. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 29. 2. 1780 og udat. PM.
256. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 2. 6. 1787. – Wobeser, 1920, s. 52.
240. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 16. 7. 1782.
257. Per Ole Schovsbo har i 1998 forestået en bygningsarkæologisk undersøgelse af Gammel
Øbjerggaard. Afdækningen af malingslag
viser, at husets oprindelige farver var gammelrosa i den østlige ende og mosgrønt i den
vestlige. Den lysegrå farve (3. malingslag),
der er ensaret i alle rum, kan med stor sandsynlighed tidsfæstes til Voelkers giftermål.
Paneler og stuk har kunnet rekonstrueres
efter fotografier, taget i 1930’ erne.
241. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 30. 12. 1782.
242. Mangor, 1782, Fortale (note).
243. RA. Kkl. 1773-97. Da.S.journ.litr.T, 1782-83
nr. 1070; ibid. 1783, (d.11.1.).
120
258. LAS. Næstved Byfoged, afd. O, NPS. ark.
Voelker, d. 29.9. 1787; Voelker, Nogle Efterretninger og Selskabet i Nestved, d. 5.2.
1788; P.M. af 24. 5. 1788. Disse to indberetninger er de eneste af Voelkers skrivelser i
dette arkiv, der er skrevet på dansk. Den
øvrige korrespondance er på tysk og uddrag
herfra er gengivet i forfatterens oversættelse
og nutidig retskrivning. Henrik Gerner (174187) regnedes i sin samtid for en af de største
tekniske begavelser, Danmark havde haft.
Han ledede bygningen af 14 linieskibe, 10
fregatter og 17 mindre krigsskibe. Det mentes, at personlig forfølgelse og mangel på
anerkendelse fra officielt hold var grunden
til hans tidlige død. Christian Martfeldt
(1728-90) var en betydelig statsøkonom og
handelskyndig, se s. 27. Han døde sindssyg.
259. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker, d. 12. 4. 1788.
260. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker d. 29. 9. 1787.
261. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker, d. 28. 3. 1780, d. 2. 3. 1788; PM af 24.
5. 1788.
262. LAS. Næstved Byfoged., afd. O, NPS ark.
Voelker, d. 2. 5. 1786. – Schiøt, 1786. – Jan de
Witt, 1625-1672, hollandsk statsmand. Den
omtalte pamflet er ikke fundet.
263. Ph. Borries, 1939-42, s. 323. – Romerbrevet,
kap.8,18, ”Thi jeg holder for, at den nuværende tids lidelser ikke er at regne imod den
herlighed, som skal åbenbares på os.”
264. Øbg. Fæsteprotokol. – RA. Rtk. Efterret. om
Øbg. af 18. 12. 1804.
265. Inddelingen må derfor være forandret i forhold til 1780. (se s. 19)
266. RA. Kkl. 1773-97. Da.S. sj.reg. 1797, nr. 656.
Begtrup, 1803, s. 158-160.
267. Danmarks Adels Årbog, 1915, s. 352.
268. RA. Kkl. 1773-97. (1338) Fabriksfagets Forest.
+ resol. 1798, nr. 24.
269. Sigt- og sagefald: Ra., Kkl.Da.S. 2.dep. registrant 1802, nr. 801 + bil. – Rasch, 1964, s.
328-331.
270. Rasch, 1964, s. 353. – Wedell, 1806, s. 288.
121
Litteratur
Adresseavisen:
Andersen, Ellen:
Anon. [Fr.v.Buchwald ?]:
Se Kjøbenhavns … Adresse-Contoir
”Dækketøjet på Langesø”. Lensbaron Hans Berner Schilden-Holsten’s
Slægtebog, H.Berner Schilden-Holsten (udg.) III, 1.halvbind. København 1947, s.481-494.
Efterretninger fra en Rejsende om Indretningerne saavel med et Linnedspinderie, som fornemmelig med Agerdyrkningen paa Øberregaard i Sjælland
i Vordingborg Amt. Aalborg, 1781.
Baines, Patricia:
Spinning Wheels Spinners and Spinning. London 1977.
Becker, John:
”Væveteknik” Damask og drejl. Dækketøjets historie i Danmark. (udg.
Charlotte Paludan, Bodil Wieth-Knudsen), København, 1989, s. 17-31.
Balslev Jørgensen, Lisbeth, Hakon
Lund, Hans Edvard Nørregaard
Nielsen:
Begtrup, Gregers:
Bobé, Louis:
Borries, Philipp:
Broby-Johansen, Robert:
Brun-Juul, Svend:
Bunkeflod, H.C:
Bärens, Joh.Hendr.:
Dalgaard, Hanne Frøsig:
Dansk biografisk Leksikon:
Det kongelige danske Landhuusholdnings-Selskabs Skrifter:
Det Nestvedske
patriotiske Selskabs Love:
Dreyer, C:
Dræbye, Frants:
Fleicher, Esaias:
122
Magtens Bolig. Danmarks Arkitektur. Bd. 5, København 1980.
Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Sjælland og Møen. Bd. I-II.
København, 1803.
”Løvenborg” Danske slotte og herregårde. (Aage Roussel red.) 2. udg.
bd. 3. København 1964, s. 47-66.
”Sognet omkring Kongsø (Køng)”. Historisk Samfund for Præstø Amt,
1939-1942. Aarbog, Ny Række, Bind 1. Næstved, 1941-42, s. 301-468.
”Væveriteknikkens Revolutionsperiode. De store Opfindere og
Udviklingen til Dato”. Textilarbejderen. Dansk Textilarbejderforbunds
Blad. Nov. 1942, nr. 11. Kbh. 1942, s.228-234.
Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexicon. I-III,
Kiøbenhavn, 1807-1812.
Forsøg til Viser for Spindeskolerne i Sjælland. Kjøbenhavn 1783.
” Lide Uldfabrikanterne derved Tab, at Fattigvæsnet har Spinderier
og Væverier?”. Penia. 3. Aarg. Kjøbenhavn, 1808, No 10, s. 145160.
Hør som husflid. Nationalmuseet, 1980.
3. udg. København 1979-1984.
Bd.5, København, 1797; Bd. 7, København, 1804.
Sorø 1781.
Breve til en udenlandsk Ven om Danmark. Sorø, 1790.
Forsøg til Høravlingen og dens Tilberedelse efter den Hollandske, Irlandske
og Scotske Maade. Kiøbenhavn, 1778.
Agerdyrknings-Katekismus. København, 1780.
Fontenay von Wobeser, H.:
Eckernfördes Blütezeit und die Familie Otte. Eckernförde, 1920.
Handels-Tidender:
Handels-Tidender og andre, især indenlandske Efterretninger. 1788-98.
Gray, Andrew:
Hofman (Bang), Jacob Aall:
Horner, John:
Justi, Johann Heinrich
Gottlob von:
Jørgensen, J.O. Bro:
Kirschbaum, Johann Michael:
Kjærgaard, Thorkild:
Kjøbenhavns… Adresse-Contoir:
Krarup, Rigmor:
Krünitz, Johann Georg:
Lindgren, Jonas (udg.):
Lorenzen, Erna:
Lütken, Otto Diderik:
Mangor, Christian Elof:
The experienced Mill Wright or a Treatice on the Construction of some of
the most usefull Machines with the latest Improvements. Edinburgh 1806.
Odense Amt beskrevet 1843. I-II. Finn Stendal Pedersen (udg.), Odense,
1990-91.
The Linen Trade of Europe during the Spinning Wheel Period. Belfast, 1920.
Vollständige Abhandlung von denen Manufakturen und Fabriken, Erster
Theil, welcher die allgemeinen Grundsätze und Betrachtungen in sich
enthält. Koppenhagen 1758.
”Tiden 1730-1820.” Axel Nielsen (red.), Industriens Historie i Danmark.
Bd.II. København 1943.
Neues Bild- und Musterbuch zur Beförderung der edlen Leinen- und Bildweberkunst in 178 Mustern auf 74 Kupfertafeln herausgegeben. Heilbronn
und Rothenburgh ob der Tauber, 1771.
Den danske revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning. København 1991.
Kjøbenhavns Kongelig allene priviligerede Adresse- Contoirs Efterretninger.
”Tekstilsamlingens vækst”. Kunstindustrimuseet. Virksomhed 1954-1959,
København 1960, s.73-90.
Oeconomisch-technologische Encyclopädie, oder allgemeines System der
Staats- Stadt- Haus- und Landwirtschaft wie auch der Erdbeschriebung,
Kunst und Naturgeschichte in alphabetischer Ordnung. 76. Theil, Leinwandmanufactur, Berlin, 1799.
Dannemark’s Speil eller Efterretning om den Verdslige Stand. For Aaret
1767. Sorø [1767].
”Rokke med 2 tene.” Arv og eje. Årbog for dansk kulturhistorisk Museumsforening, 1969, s.83-92.
Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i øekonomisk Henseende, 13. Præstø Amt. Kjøbenhavn 1839.
Efterretning om Nestveds Patriotiske Selskab. Kiøbenhavn, 1782.
Mygdal, Elna:
”Af Dækketøjets Historie”. Tidsskrift for Industri, 1913, s.157-186.
Mygdal, Elna:
”Lidt om Dækketøj”. Vore Damer, 1919, nr. 15.
Mygdal, Elna:
Nielsen, Axel og J.O.Bro-Jørgensen:
Nielsen, R:
Nyrop, Camillus:
”Dækketøj før og nu”. Skønvirke. Maj-Juni, 1915, s. 76-94.
Industriens Historie i Danmark. Bind II, Tiden 1730-1820. København 1943.
”Næstveds patriotiske Selskab”. Historisk Samfund for Præstø Amt.
Aarbog. Næstved, 1926, s. 3-26.
Niels Lunde Reiersen og de danske Silkefabrikker. Et Mindeskrift. København, 1896.
123
Nyrup, Rasmus og Lahde,
Gerhard Ludv.:
”Niels Ryberg” Samling af fortjente danske Mænds Portraiter med biografiske Efterretninger, Bd.I. København, 1798, s. 1-42.
Oxenvad, Niels:
Damask og drejl i fynsk eje. Odense 1966.
Nyrup, Rasmus:
Oxenvad, Niels:
Paludan, Charlotte: (udg.).
Paludan, Charlotte:
Penia eller Blade for Skole- IndustrieMedicinal- og Fattigvæsen:
Pilegaard, Jens:
Pontoppidan, Carl:
Pram, C.H.:
Rafn, Carl Gottlob:
Rafn, Carl Gottlob:
”Hans Christian Bunkeflod” [Nekrolog] Ny Minerva. Januar-Marts,
København, 1806, s. 314-326.
”Fynske damask- og drejlsvævninger” Damask og drejl. Dækketøjets
historie i Danmark. (udg.Charlotte Paludan, Bodil Wieth-Knudsen).
København 1989, s. 140-163.
”Matthias Lundings rejsedagbog, 1787”. Kulturminder, 3. Række. Bd.2.
København 1979, s. 7-108.
”Kjøng Fabrik” Damask og drejl. Dækketøjets historie i Danmark. (udg.
Charlotte Paludan, Bodil Wieth-Knudsen) København 1989, s.76-101.
Kjøbenhavn 1806-13.
”Høravlingsinstituttet paa Lykkenssæde”. Fynske Aarbøger. Historisk
samfund for Fyns Stift, V 1, Odense, 1956, s. 52-153.
Magazin for almeennyttige Bidrag til Kundskab om Indretninger og Forfatninger i de kongelige danske Stater. I-III. 1792-[1795].
”Tale paa Kongens Fødselsdags-Høitid 1811 for et Selskab i Kjøbenhavn, med oplysende Anmærkninger”. Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter. 7. Aarg., København, 1811.
Om Høravlens Vigtighed for Danmark, dens Tilstand paa Høravlingsinstitutet Lykkenssæde i Fyen; samt om Hørrens bedre Dyrkning og Behandling
i dette Institut fremfor andensteds i Danmark. Kjøbenhavn, 1803. [Optrykt
i] Det kongelige danske Landhuusholdningsselskabs Skrifter, Bd. 7, Kjøbenhavn 1804, s. 10-38.
Vejledning for Bonden til at dyrke Hør og bearbejde den indtil Heglingen.
Kjøbenhavn, 1806.
Rasch, Aage:
Niels Ryberg. 1725-1804. Fra bondedreng til handelsfyrste. Aarhus, 1964.
Rawert, Ole Jørgen:
Almindeligt Varelexicon…Kjøbenhavn, 1831-34.
Rasmussen, R.P.:
Rawert, Ole Jørgen:
Rawert, Ole Jørgen:
Sandberg, Peter Ferdinand:
Schovsbo, Per Ole:
Schiøt, Carl Gusta:
124
Almindelig Hospitals Historie 1769-1892. København 1940.
Beretning om Linnedvæveriets, fornemmeligen Linnedhuusflidens nuværende Tilstand i de danske Provindser. Kjøbenhavn, 1844.
Kongeriget Danmarks industrielle Forhold fra de ældste Tider indtil Begyndelsen af 1848. Kjøbenhavn, 1850.
Fra barndommens land. Århus, 1951. [Duplikeret].
”Øbjerggård og Køng Fabrik. Niels Rybergs anlægsarbejder i Køng
1778-86”. Kulturhistoriske studier. Sydsjællands Museum, 1998, s. 6995.
Landsfaderens Fortrin for Erobreren. Tale paa Hans Majestets Kong Christian
den Syvendes Fødselsdag den 29.Januarii 1786. Holden i det Kgl. Lærde og
Skov, Erik:
Søndag-Aftens-Læsning:
Thorman, Elisabeth:
Thaarup, Frederik:
Thaarup, Frederik:
Thaarup, Frederik:
Trap, J.P.:
Voelker, Christian Gottfried:
Warburg, Lise:
Wedel, Lago Matthias:
Wieth-Knudsen, Bodil:
Wilkens, Jul. Fr. Chr. Em. (red.):
typographiske Selskab i Odense. Odense 1786.
”Øbjerggaard”. Danske slotte og herregårde. (Aage Roussel red.) 2.udg.
bd.5: Sydsjælland. København 1964, s. 325-330 .
Et Ugeskrivt,… 1809.
Svenskt duktyg i damast. Stockholm, 1938.
Bidrag til det danske Monarchies Statistik. Kjøbenhavn, 1794.
Samlinger om Fædrelandets Produkter, Manufakturer og Fabrikker,
Næringsveje, Skibsfart og Handel, I-II. Kjøbenhavn, 1812-1813.
Kort Veiledning til Kundskab om Fabrik- Manufaktur- og Haandværksindustrien og Laugsvæsenet. Kjøbenhavn 1824.
Kongeriget Danmark. Bd.IV, 1. København, 1955.
Anviisning paa hvilken Maade man kan avle den bedste Hør. Øebjerregaard, den 19. April 1779.
Spindebog. København 1974.
L.M. Wedel’s indenlandske Rejse, 1799-1804. I, Kjøbenhavn, 1803. II,
Odense, 1806.
”Anden dækketøjsmærkning”, Damask og drejl. Dækketøjets historie i
Danmark. (Charlotte Paludan, Bodil Wieth-Knudsen red.) København
1989, s. 240-259.
”Kjøngs Fabrik, Holmegaards Glasværk.” Quartalsberetninger for Industriforeningen. Kjbh.1844, s. 50-53.
125
126
Årsberetning 2003
Af museumschef Keld Møller Hansen
Forord
Nye udstillinger, aktivitet, et museumssamvirke, en ny afdeling for nyere tid
samt ikke mindst planlægning af fremtiden og travlhed på alle områder kom til
at præge Sydsjællands Museum i 2003.
Museerne tvinges i disse år til at revurdere deres rolle i samfundet og tænke ad nye veje. Tidligere tiders opfattelse af museernes eksistensberettigelse
står for fald. Om vi ønsker det eller ej, så
er museerne tvunget ud i konkurrence
med et voksende udbud af fritidsoplevelser samtidig med, at vi skal forholde
os til en helt ny kulturpolitik.
Allerede før den ny museumslov
trådte i kraft, gik der rygter om en afløser
– en såkaldt kulturarvslov. Intentionen
med en kulturarvslov, som forventes at
ligge parat i 2004/2005, vil på længere
sigt være at samle al forskning, formidling og bevaring af kulturmiljøet samt
genstande herfra under én fælles lov.
Politikernes krav i forlængelse af sådan
en lov vil være færre lokalmuseer til fordel for større, regionale kulturenheder.
Slagkraftige enheder, der kan fungere
som troværdige og publikumsrettede
videnscentre. For at klare det øgede
pres og imødegå den negative udvikling, som museerne allerede har mærket
gennem besparelser og øget bureaukratisering, har Sydsjællands Museum valgt
at blive en sådan samlende regional kulturenhed.
Museerne i regionen tilbyder hver
især noget ekstraordinært, som kun kan
opleves her. De rummer en særlig stedets ånd og en række rekreative kvaliteter, der i sig selv gør dem attraktive.
Samtidig omfatter Sydsjælland og Møn
et af Danmarks mest naturskønne områder med et væld af kulturmiljøer og kulturlandskaber – lige fra den allerældste
stenalder op til i dag.
Et museumssamvirke skal gennem
øget markedsføring og PR puste nyt liv
i formidlingen af kulturhistorien. Ved at
konsolidere og synliggøre museerne, får
de i langt højere grad karakter af kulturelle samlingssteder. Til sammen giver
de en både overordnet og detaljeret fremstilling af egnens historie til gavn for
såvel fastboende som turister. Herved
støttes samtidig op omkring den definerede tværkommunale politik på museumsområdet for kommunerne: Langebæk, Møn, Præstø og Vordingborg. Idéen til et museumssamvirke blev forelagt
de fire Kommuner i februar måned 2003.
Vordingborg kommune støttede, som
127
den eneste, op omkring idéen med et
kontant årligt bidrag til styrkelse af
samvirket og bevilgede desuden et årligt
driftstilskud til Køng Museer, der som
de første indgik i museumssamvirket.
Køng Museer blev, efter en række
positive møder og forhandlinger mellem de to institutioner med Vordingborg Kommune på sidelinien i juni
måned 2003, en del af Museumssamvirket under Sydsjællands Museum. Køng
Museers ramme og museale udgangspunkt er de tre fredede bygninger: Gammel Øbjerggaard, Spindeskolen og Hospitalet. Bygningerne i Køng står som et
sidste memento om det fabriksanlæg til
hørproduktion og forædling, som blev
etableret i årene 1774 til 1790. Køng
Museer kan rose sig af en overordentlig
duelig støtteforening, hvis medlemmer i
årets løb viser rundt, optræder, væver,
passer butik og ved festlige lejligheder
serverer kaffe og kage. Som ny museumsinspektør og ansvarlig for Køng Museer ansattes pr. 15. juli historikeren Gerd
Malling.
Også andre viste i årets løb interesse
for Museumssamvirket, bl.a. Naturvejlederen ved Præstø Fjord og Thorvaldsensamlingen på Nysø. Naturvejlederen
ved Præstø Fjord er fra årsskiftet blevet
en del af Museumssamvirket.
På mange måder blev 2003 et godt år
for museet. Mange ny initiativer på for-
128
midlingsområdet med bl.a. en ny udstilling om jægerstenalderen, aftenåbent i
forbindelse med kulturnatten, særudstillinger og Vordingborg festuge samt
ikke mindst ”fornøjelige borgdage” har
tilsammen betydet en mærkbar fremgang i besøgstallet på lidt over 10%.
Det blev også et godt år for undersøgelsesvirksomheden, der jo er grundstenen i meget af formidlingen. Masser af
arkæologiske undersøgelser, både i by
og på land og studier i nyere tids kulturhistorie, demonstrerede atter områdets kulturrigdom.
Og så var det også i 2003, at planlægningen af et nyt middelaldermuseum til
afløsning af det nuværende museum blev
igangsat. Ved et møde med repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen, Vordingborg Kommune, Vordingborg Erhvervsog Turistforening, Arkitektfirmaet Arp &
Nielsen samt Middelaldercenteret i Nykøbing blev afklaret bemyndigelser og
begrænsninger i et kommende projekt
samt begyndende idé-dannelse. Museet
har siden arbejdet videre med planerne
og i løbet af foråret 2004 vil en overordnet plan i form af et skitseforslag og en
handlingsplan blive præsenteret.
Der er meget mere at fortælle om
2003 – og det står på de efterfølgende
sider.