Invitation og tilmeldingsblanket

Transcription

3
KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS
Nr.
September 2013
25. årgang
I dette nummer bl.a.:
• Portræt af en frivillig – samtale med Sven Aage Knudsen
• Formidling af følelser uden ord • Videnskabelig skabt legeplads til børn med handicap
• Samtale med LEV København om foreningens rolle fremover
LEV Københavns Kommunekreds
B E S T Y R E L S E N
Formand
Medlem af Handicaprådet
Danielle Pröschold, Tonemestervej 3, 2400 København NV
Tlf. 40 13 70 16 . E-mail: [email protected]
Næstformand
Anette-Marie Frimann-Jensen, Hvedevej 32, 2700 Brønshøj
Kasserer
Eva Gjøe, Højmosevej 10, 2400 København NV
Tlf. 39 66 18 56. E-mail: [email protected]
Sekretær
Birte Lynghøj, Ole Borchsvej 18, 2500 Valby
Bladsekretær
Egon Pedersen, Emdrupvej 139, 2400 København NV
Tlf. 39 69 38 06 . Mobil 20 85 38 06
E-mail: [email protected]
Webmaster
Per Jonasson, Panumsvej 21, 2500 Valby
Bestyrelsesmedlem
Gitte Svarre, Holmbladsvænge 1, 1., 2300 København S
Bestyrelsesmedlem
HB-medlem
Steen Stavngaard, Monrads Allé 46, 2500 Valby
Bestyrelsesmedlem
Vibeke Holscher, Apollovej 18, 2720 Vanløse
Tlf. 28 91 38 52. E-mail: [email protected]
Redaktør *)
Lasse Rydberg, Borgmester Jensens Allé 31 A
2100 København Ø . Tlf. 35 38 46 90
E-mail: [email protected]
Kritisk revisor *)
Mogens Rasmussen, Dublinvej 4, 2300 København S
Tlf. 32 58 98 94/61 79 98 94 . E-mail: [email protected]
* Er ikke medlemmer af bestyrelsen, men medlemmer af Kommunekredsen
I
N
D
H
O
L
D
En anden slags leder: Skal handicaporganisationerne se sig i en ny rolle
En samtale med Danielle Pröschold. – Af Lasse Rydberg . . . . . . . . . . . . . .
side
Portræt af en frivillig. Sven Age Knudsen i frivillighedens tjeneste
Af Lasse Rydberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
side 11
Formidling af følelser uden sprog. Hvordan kan mennesker uden verbalt
sprog formidle følelser. Af Lasse Rydberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
side 17
Videnskabelig skabt legeplads til børn med handicap. Af Lasse Rydberg . . .
side 23
Handicaprådet og Danske Handicaporganisationer i København
inviterer til valgmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
side 31
Julegaver fra LEV København – ansøgning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
side 33
Ny guide til forældre til børn med handicap . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
side 34
5
ANNONCER, SATS OG TRYK
Rosengrenen ApS · Hovedgaden 8 · Postbox 54 · 8670 Låsby
Tlf. 86 95 15 66 · kl. 8.30-12.00 og 12.30-15.00 · Mail: [email protected]
– hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet.
Udgivelsesplan
Her er der en oversigt over LEV Københavns udsendelser
samt deadline for aflevering af stof. Tag denne plan med
i jeres planlægning, så skaffer I jer adgang med
oplysning om arrangementer og lign.
Blad nr. 4
Vi skal have dit bidrag senest
1. november 2013
Udgives
primo december
Blad nr. 1
20. januar 2014
primo marts
LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS
W W W. L E V K K . D K
3
Skal handicaporganisationerne
se sig i en ny rolle
En samtale med Danielle Pröschold
Af Lasse Rydberg
Da jeg talte med Danielle Pröschold om den
leder, der skulle stå i dette nummer, udviklede samtalen sig til et interview, og vi blev
enige om at bringe det som en slags leder.
Udgangspunktet for samtalen var, at
Danielle Pröschold var bekymret over udviklingen i samarbejdet med Københavns
Kommune, med udgangspunkt i de store
problemer der var med sagsbehandlingen
i Handicapcentret.
Danielle Pröschold sagde her i bladet, da
hun tiltrådte som formand for LEV København, at det vigtige i det politiske arbejde
er dialog og samarbejde. Hun pegede på,
Fortsættes side 7
5
at der gennem hele LEVs historie har været
tradition for, at ledelse og forældre havde
brug for hinanden, hvis noget skulle lykke-s.
LEV har på en måde ikke oplevet sig som en
kamporganisation, idet stort set alle fremskridt der er sket, har bygget på et tæt samarbejde mellem politikere, embedsmænd
og handicaporganisationen. Nu udtrykte
hun en bekymring for, om dialog og samarbejde tabte til andre måder at kommunikere
med myndighederne og skaffe sig en slags
ret.
Danielle Pröschold siger: Igennem de
sidste to år har Handicaprådet (hvor Danielle Pröschold er medlem) haft problemer
med sagsbehandlingen i Handicapcentret
til debat. Hver gang kom kommunen med
nogle cases, der fortalte om sagsbehandlingen. Man havde tillige borgerrådgiveren
indkaldt til at orientere om, hvordan det
så ud med klagerne, deres antal, typen af
klager og desuden om der var en udvikling
i klagerne. Handicapcentret har været indkaldt til over for Handicaprådet, at fortælle
om deres indsats for at få centret til at fungere bedre. Det blev oplyst, at man havde
ansat en speciel indsatsgruppe, der gik ind
og arbejdede i den afdeling, hvor der var
mest brug for det, for at få bugt med alle
opgaver - bagefter kunne specialgruppen
bruges andre steder.
Disse møder har man afholdt i to år i
træk, uden at det egentlig har hjulpet, fortæller Danielle Pröschold.
Så oplever vi, siger Danielle Pröschold, at
der kommer en gruppe forældre, der klager
over sagsbehandlingen igennem pressen
– og pludselig sker der noget. De bliver
taget alvorligt, og det er godt nok. Man
opretter et ekstra forældreråd, hvor de får
adgang til at komme ind og indberette de
problemer, de står med. De får lovning på
det, vi andre har bedt om i mange år: At
sagsbehandlingen skal løses ved at tilføre
flere ressourcer.
Det forældrene opnåede var, at der blev
tilført 1,5 millioner kr. til områder til koordinerende sagsbehandlere, og at der vil
komme yderligere 4 millioner kr. i 2014.
Det har organisationerne bedt om i årevis.
Min anke går på, hvorfor tager man det
ikke lige så alvorligt når man går demokratiets veje. Hvorfor respekterer man ikke Handicaprådet når vi holder disse dialogmøder?
Forældregruppen siger det samme som vi
har sagt i de to forgående år.
Der kan stilles det spørgsmål, om der
mangler respekt for organisationerne. Kan
man tænke sig, at der er ved at opstå en
ny måde at se organisationerne på, bl.a. i
forbindelse med det skifte der er sket i synet
på handicappede, hvor det er blevet i orden
at sætte handicappedes livsforhold til diskussion på en måde, der ikke har været en del
af den politiske virkelighed i de sidste tres år.
Konflikterne i foråret med folkeskolelærerne og med de praktiserende læger,
fortæller en historie om at ”tæmme” organisationers magt.
I dette perspektiv må LEV København
stille spørgsmål til sig selv, om den skal se
sig i en anden rolle. Jeg fornemmer det er
den vej vi er på vej hen. Vi får mindre dialog
og samarbejde fremover. Jeg er ked af den
udvikling, jeg har altid stået for samarbejdspolitikken, som har været fantastisk for de
udviklingshæmmede.
Danielle Pröschold viser mig en udgiftsoversigt for udviklingshæmmede i Københavns Kommune, og peger på følgende tal
(se på næste side).
LEV København spørger:
Kan udgiften til forebyggende indsats for
ældre og handicappede variere meget?
Fortsættes side 9
7
Hvordan kan man forklare dette – og især,
hvordan ser den fremadrettede indsats ud?
Udgiften til tabt arbejdsfortjeneste er reduceret dramatisk. Hvordan vil kommunen
forklare denne ændring? Er der indført ny
bevillingspraksis?
Jeg håber, at dialog og samarbejde også
kan blive vores strategi, når det gælder
fremtidens mere barske forhold for handicappede, slutter Danielle Pröschold.
2009
Regnsk.
2010
Regnsk.
2011
Regnsk.
2012
Regnsk.
2013
Budget
Forebyggende indsats for
ældre og handicappede
19
16
18
9
0
Sociale formål –
tabt arbejdsfortjeneste
88
89
78
55
25
9
Portræt af en frivillig
Sven Aage Knudsen
i frivillighedens tjeneste
Sven Aage Knudsen
Af Lasse Rydberg
Da Sven Aage Knudsen havde overskredet
arbejdslivets udløbsdato og var en ældre
herre, inviterede han og hans kone Kate
i flere år KIFUs cykelhold op i deres sommerhus i Vejby, en træning op til motionscykelløbet ”Tour de Bornholm”. Sven Aage
cyklede de ca. 25 km til Hillerød for at hente
cykelholdet ved S-toget, ledsage holdet til
Vejby, og som afslutning på dagen fulgte
han så igen holdet tilbage til Hillerød, så
han således kørte 100 km for at deltagerne
på holdet kunne få en god oplevelse.
Denne historie kan læses i en skrivelse fra
handicaporganisationen LEV til Københavns
Kommune, hvor Sven Aage Knudsen indstilles til at modtage årets handicappris.
Sven Aage Knudsens indsats for handicappede er fortællingen om det frivillige
arbejde, der er et grundlag for udviklingen
indenfor handicapområdet, hvor aktive engagerede forældre har sat sig selv på spil,
for at der kunne skabes nye rammer og
muligheder for handicappede.
De fleste vil kende Sven Aage Knudsen
eller i det mindste genkende ham når de ser
ham, for han har i en menneskealder stillet
sig til rådighed med sin hjælpsomhed og i
en god stemning afviklet et utal af møder
og generalforsamlinger med sin venlige
myndige autoritet.
For et år siden døde Sven Aage Knudsens
yngste datter Christina af leukæmi, lige før
hun ville være fyldt 45 år. Christina var født
med Downs syndrom og fik en god tilværelse, ikke mindst fordi der i hendes liv var
Fortsættes side 12
11
en stærk bevægelse af forældre, der ønskede
at skabe forhold for deres børn, så nær det
normale som muligt.
Her midt i sommeren mødes det bofællesskab, hun har været medlem af i årtier,
hjemme hos Sven Aage og Kate, for først at
gå på kirkegården og herefter at spise frokost
og hygge sig i haven i Valby. En erindring
om, at også dette fællesskab er et resultat
af Sven Aages og andre forældres indsats.
Christina blev født på Øresunds Hospital,
hvor Øresundsskolen i dag holder til huse.
Hun så dejlig ud og forældrene glædede
sig til at få hende med hjem. Men den dag
de alle tre skulle hjem, fortalte man dem,
at hun ”ikke er kommet i trivsel”, hvad der
så end lå bag denne vurdering? Hun blev
overført til Blegdamshospitalet, hvor hun lå i
tre måneder. Her fik vi at vide, at hun havde
et handicap, men det forhindrede ikke Kate
i at sørge for at hun fik sin modermælk.
Christina kom hjem og på et tidspunkt fik
hun en plads i en normal børnehave, hvor
de var glade for hende. Men efter nogle
år følte børnehaven, at de ikke helt kunne
klare opgaven. Kristina fik plads i den første
børnehave, der var skabt under Åndssvageforsorgen, Børnehaven på Hvidovrevej.
Det var en traumatisk oplevelse at aflevere
Christina på Hvidovrevej, hun der var relativt godt fungerende skulle nu være sammen med nogle børn, der var hårdt ramt
af handicap. Det måtte man bide i sig og
ikke opgive, siger Sven Aage som oplevede,
at for Christina var det et godt ophold, for
hun huskede med glæde i mange år sit liv
på Hvidovrevej.
Sven Aage Knudsens deltagelse i det frivillige arbejde starter, da Christina er lille,
og man i en lidt forarmet og uset forsorg
har brug for forældres indsats. Her debuterer Sven Aage med at lave forældre/børn
arrangementer, Sankt Hans fest, juletræs-
12
fældnings tur m.m. - aktiviteter der ikke er
plads og økonomi til i institutionen. Det er
karakteristisk for det frivillige arbejde i årene
frem, at det er det der skaber nye rammer
og nye muligheder og mange gange også
nyt økonomisk råderum.
I kølvandet på Christinas færd i livet står
opgaverne parat som i eventyr, hvor man
skal løse meget for at komme videre over på
den anden side, men her synes den anden
side aldrig at komme. Fremtiden var brolagt
med opgaver, der ventede på den frivillige.
Da Christina kommer i skole (Skovagerskolen) stod Sven Aage og Kate, der begge
arbejdede, med et behov for en fritidshjemsplads til Christina. Men fritidshjem eksisterede ikke i forsorgen. Problemet ventede på
forældre, der kunne tage kampen op. Det
var deres behov, der skulle skabe grobund
for, at kommunerne der ejede problemet,
blev opmærksomme på, at der her var en
ny og ukendt opgave. Sven Aage Knudsen
kæmpede for sagen, og en af Danmarks
første fritidshjemsordninger med plads til 36
børn blev etableret i en af skolens pavilloner.
Fritidshjemmet blev sin egen institution med
bestyrelse og Sven Aage som den første formand. Derfra er der ikke langt til skolenævn
og senere skolebestyrelse.
Her startede Sven Aage Knudsens odyssé
i det frivillige arbejde, der har to forløb.
Det ene at være aktiv i de institutioner han
møder på vejen i livet, hvor der er behov
for en politisk indsats, for at de kan udvikle
og forny sig. Det andet er at medvirke til at
skabe nye muligheder for handicappede i
deres liv, med bolig og fritid.
Christina er i den generation af børn med
udviklingshæmning, hvor næsten alle kom i
børnehave og skole. Men også blandt dem
der næsten pioneragtigt blev i børnehaven
længere tid, for at afvente en udefinerlig
skoleparathed, kom senere i skole end an-
dre, og forlod den tidligere. Den generation
der ikke fik en lige så lang skoletid som de
jævnaldrende ikke-handicappede. Det var
en forældrekamp at skabe lige muligheder
og gøre opmærksom på, at udviklingshæmmede faktisk havde behov for undervisning
og uddannelse til det 21. år, som det fremgik
af forsorgsloven.
Skovagerskolen var en af de mange montageskoler der var rejst over hele landet indenfor en kort årrække. Sven Aage Knudsen
fortæller, at der var store problemer med
indeklimaet på disse skoler, der var utætte
med kulde, træk og gasopvarmning. Da der
i disse år blev vedtaget en ny arbejdsmiljølov var det oplagt, at personalet meldte
problemet til myndighederne. Det medførte at tilsynet anbefalede skolen lukket.
Sven Aage Knudsen blev sammen med en
anden forældre involveret i arbejdet med at
etablere skolen i en ledig stor fløj i en stor
kommuneskole. De blev medlem af byggeudvalget. Sven Aage Knudsen fortæller, at
det var en spøjs oplevelse at iagttage, hvor
modbydelige politikere kunne være, ikke
over for os forældre, der var de nærmest
fidele, men overfor medarbejdere og ledelse,
hvor de nærmest signalerede, at de skulle
”holde kæft”. På den anden side blev han
også opmærksom på, hvor vigtigt det var,
at forældre påtog sig opgaven at formulere
visionerne for fremtiden, formidle forbindelse mellem personale/ledelse og politikere.
Samspillet mellem politikere og forældre (og
brugere) er en nødvendighed for en sund
udvikling i forvaltningen af samfundets institutioner, ikke mindst for mennesker med
handicap.
Sven Aage Knudsen kommer i bestyrelsen
på Ungdomsskolen i Utterslev, bliver også
formand og støder på nye udfordringer.
Institutionerne og mulighederne ligger ikke
alle sammen forude, de skal formuleres og
skabes. Herfra starter den anden del af hans
frivillighedsarbejde.
Jeg spørger Sven Aage Knudsen, hvordan
det kunne kombineres med hans arbejde.
Han var en af de første EDB-eksperter i Danmark og var driftschef for EDB-anlægget
i et stort forsikringsselskab. Det var hårdt
fortæller han, det kunne være svært at være
hjemme, når Christina blev sat af med skolebussen. Han erindrer de mange, mange
gange han har ræset på sin cykel igennem
byen for i det mindste at komme samtidig
med bussen. Kate arbejdede i Nordsjælland,
så det skulle times – på en måde var de
blevet moderne forældre en lille generation
tidligere. Jeg fik lidt snor i mit arbejde, dels
havde man brug for mig, når systemerne gik
ned m.m. og dels viste man forståelse for,
at jeg havde et barn med handicap, men
også fordi jeg var der, når der var behov
for det - også uden for normal arbejdstid.
Christina er også den generation, der
skulle have sin egen bolig som voksen. De
store institutioner var lukket, og beboerne
flyttet ud. Forældrene var klar over, at hvis
deres barn skulle have egen bolig, måtte de
være aktive. Som noget helt nyt går Sven
Aage Knudsen sammen med en gruppe andre forældre til børn med Downs syndrom i
gang med selv at forberede et bofællesskab
for 5 unge. Det blev til et af de første bofællesskaber, der blev etableret i København for
unge med udviklingshæmning i et kartoffelrækkehus i Humlebyen ved Carlsberg. Kravet til boligstandarden steg hurtigt i årene
efter indflytningen, så snart var en bolig for
5 med ét toilet ikke en værdig bolig. Der
skulle skabes mere tidssvarende boliger, og
det var ikke nemt. Snart kunne det lade sig
gøre, snart ikke. Det er typisk, at forældre
selv skulle gå på opdagelse for at finde mulighederne, og var de fundet, var der altid
Fortsættes side 15
13
noget der kunne eller ikke kunne lade sig
gøre, ikke altid med en forståelig logik, men
det lykkedes. Når det lykkedes ser det ud
til, at det skyldtes forældres altså frivilliges
utrolige stædighed og næsten overnaturlige
tålmodighed.
Sven Aage Knudsen bliver faktisk aktiveret af andre, fordi han kan skabe resultater.
Man kan høre spørgsmålet: Hvor er dén, der
kan føre noget videre eller allerbedst skabe
fornyelse eller noget helt nyt. Han er som
vi nu ved aktiv cyklist og sportsmand. Sven
Aage Knudsen kom til at spille en stor rolle
for etableringen og udviklingen af idrætsaktiviteter for udviklingshæmmede. Det er ikke
her, aktiviteternes historie skal skrives, men
mange har været aktivt med til, at det er
blevet en succes. Men Sven Aage Knudsens
indsats kan godt stå for sig selv, den skygger ikke for andres store indsats, men hans
evne til at kunne skabe resultater, giver ham
en særlig plads i dette frivillighedsarbejde
sammen med hans sans for at gribe ideerne
og omsætte dem til konkrete aktiviteter.
I begyndelsen af 1990 kom Sven Aage
Knudsen som en af de første forældre ind i
arbejdet med at udvikle og lede en idrætsklub for voksne udviklingshæmmede, KIFU
(Københavns Idrætsklub For Udviklingshæmmede). Klubben, der har eksisteret i over 20
år, giver dens medlemmer mulighed for at
dyrke rigtig mange forskellige idrætter fra
fodbold, svømning, badminton, cykling,
stavgang for blot at vise lidt af klubbens
mangfoldighed. Medlemmerne deltager i
stævner rundt i Danmark og har bl.a. deltaget aktivt med et af de største hold til
Special Olympics. Sven Aage var formand
for denne klub i over 15 år og de seneste 10
år deltog han aktivt når cykelholdet var med
i handicapcykelløbet ”Tour de Bornholm”,
hvor han selv i en høj alder kørte med som
hjælper øen rundt, en tur på 100 km der
afslutter efter 75 km med ”bjergetapen”.
Idrætsskolen for udviklingshæmmede er
en anden aktivitet som Sven Aage Knudsen
har været med til at starte, og hvor han har
siddet som formand indtil for ganske nylig.
Han overtog opgaven sammen med andre pårørende med svømmeklubben, som
Mary Tøpholm skabte i 70’erne, hvor man
mødes om lørdagen og kombinerer det
sportslige med det sociale.
Rigtig mange kender Sven Aage Knudsen som musikant, når han stiller op med
sin harmonika ved festlige træf, her er han
meget synlig.
Andre kender Sven Aage i centerrådsarbejde, som fondsbestyrelsesmedlem, som
dirigent ved utallige LEV generalforsamlinger, i forældreforeninger m.m. Alle vegne
møder man Sven Aage eller historien om
ham, han har sat sit fingeraftryk på rigtig
meget, som udviklingshæmmede og deres
pårørende har glæde af i dag.
I 45 år har Sven Aage Knudsen arbejdet
som frivillig. Han er i dag 77 år gammel,
stadig et aktivt medlevende menneske, selv
om de mange bestyrelsesposter nu aftrappes med revisoropgaver. Han viser mig sin
cykel, en af de hurtige. Han og Kate er lige
kommet hjem fra en cykeltur i Jylland på
Den Skæve Bane fra Langå til Esbjerg – tre
etaper på 47, 44 og 30 km.
Hvad gør nogen så aktivt deltagende i det
frivillige arbejde? Meget tyder på at lønnen
ligger i det samvær, der er en del af at være
med. Sven Aage taler om den hamrende
gode stemning der er i arbejdet, hvor man
glæder sig til festerne, der er som en slags
belønning.
Sven Aage siger under samtalen følgende,
som er hans særlige motivation til at være så
meget tilstede: ”Hvis nogen syne,s jeg kan
gøre en indsats, så mener jeg det forpligter”.
15
Formidling af følelser
uden ord
Hvordan kan mennesker uden verbalt sprog formidle følelser?
Af Lasse Rydberg
Følelser er acceptable
Sidst jeg havde en samtale med musikterapeut Sigrid Hallberg om musikterapi til
voksne med multiple funktionsnedsættelser
(LEV bladet nr. 1. februar 2013), talte vi i slutningen af mit interview om dét at formidle
og kommunikere følelser uden brug af ord.
Der var i den pågældende artikel ikke plads
til at tage fat på dette emne, så vi besluttede
at mødes igen for at uddybe det.
På en varm sommerdag mødtes jeg
endnu engang med Sigrid Hallberg, som i
vores samtale lægger ud med at påpege, at
det generelt i samfundet er blevet mere normalt og acceptabelt at formidle følelser, end
det var for blot et par generationer siden:
”Det er blevet mere og mere normalt
blandt almindelige mennesker, at man for-
midler følelser. At man har problemer skjuler
man mindre, og at man går til psykolog
er noget, man mod tidligere er parat til at
formidle til andre. Det er blevet mere acceptabelt at udtrykke følelser og være mere
åben om den følelsesmæssige side af sit liv.
Det er ved at være lige så acceptabelt at gå
til terapeut som at gå til tandlægen”.
Jeg spørger hende, hvorfor der er sket
denne udvikling, og hun peger på, at en
mulig forklaring kan være, at mange har
erfaret, at det er godt at sætte ord eller
udtryk på deres følelser – at det kan være
med til at transformere en ubehagelig følelse
til en behagelig følelse.
Fortsættes side 18
17
At blive mødt i sine følelser
Sigrid Hallberg påpeger, at det er vigtigt for
de fleste mennesker at give udtryk for deres
følelser. Normalt udviklede mennesker gør
det typisk med ord eller handling. Men hun
påpeger, at det store spørgsmål i forhold til
mennesker med div. former for handicap
er, hvordan de uden verbalt sprog kan få
udtrykt deres følelser på hensigtsmæssig vis?
Hun mener, at det er et vigtigt spørgsmål, da det at blive mødt i sine følelser, dels
kan være med til at forandre en ubehagelig
følelse til velvære og dels giver os en følelse
af at være blevet set og hørt. For som hun
siger: ”Mennesker med div. former for handicap har jo det samme menneskelige behov
som os andre for at udtrykke følelser og blive
set og hørt i dem. Så det er da vigtigt at
beskæftige sig med, hvordan de får følelser
formidlet, når nu de ikke har det verbale
sprog som et kommunikationsværktøj?”.
Sigrid Hallberg vælger helt bevidst ikke
at tale om negative eller positive følelser. I
stedet skelner hun mellem behagelige og
18
ubehagelige følelser. For hende er følelser
følelser - som ikke er til bedømmelse om de
er slette eller gode. Det er ikke negativt at
være ked af det, men det kan være ubehageligt, og det er noget helt andet, siger hun.
Jeg ved godt, siger Sigrid Hallberg, at
vi lever i et samfund, hvor det forventes af
os, at vi er glade og har overskud - det er
det socialt acceptable. Og også det som er
mest behageligt for os selv. Men når vi ikke
er glade og har overskud, så håndterer vi
ofte vores følelser ved enten at snakke om
dem, eller at handle os ud af dem. Denne
mulighed er der mange med handicap, der
ikke har. Hvad gør man så, hvis man f.eks.
har en ubehagelig følelse? Hvordan får man
så formidlet, hvordan man har det? spørger
Sigrid Hallberg.
Følelser udtrykt i musikken
Sigrid Hallberg udtaler: ”Når jeg arbejder
med voksne udviklingshæmmede uden verbalt sprog bruger jeg min følelsesmæssige
og intuitive intelligens. Jeg mærker mig ind
på, hvordan klienten (det kalder hun dem,
red..) har det, om han er træt, urolig, rolig,
glad, ked af det, super aktiv m.m. Den følelse
jeg fornemmer, klienten er i, giver jeg et
musikalsk udtryk via en musikalsk improvisation med min guitar og min stemme. På
den måde kommer musikken til at afspejle
klientens følelsesmæssige tilstand.
Eksempelvis har jeg en mandlig klient,
som i en periode over nogle måneder har
været indlagt 4-5 gange på hospitalet med
lungebetændelse. Jeg fornemmede, at han
blev mere og mere ked af det for hver gang,
han blev indlagt.
Den pågældende klient har ikke noget
verbalsprog, og kan sprogligt ikke give udtryk for sine følelser. Fysisk har han også
meget ringe bevægelsesmuligheder – så
det er også svært for ham rent fysisk at give
udtryk for sine følelser. Derfor så jeg det i
musikterapien som min opgave at give ham
mulighed for på anden vis at kunne give
udtryk for sin tristhed i forbindelse med
indlæggelserne. Det gjorde jeg ved at synge
og spille musik for ham, som matchede hans
humør. Tristhed kan eksempelvis udtrykkes
ved at spille musik, der går i mol og som
er langsom og melodisk. Andre følelser har
andre musikalske parametre. Eksempelvis
kan glæde udtrykkes med musik, der går
hurtigt, er i dur og har en god rytme.
På den måde bliver musikken en slags
talerør for klienten”.
Sigrid Hallberg har flere gange oplevet,
at musikken, hun spillede for den mandlige
klient, ramte hans følelsesmæssige tilstand i
en grad, så han fældede en tåre. Da Sigrid
Hallberg fortæller om denne oplevelse til
pædagogerne på hans bosted, siger de,
at de sjældent har set ham græde. Hendes
tolkning af hans tårer er, at musikken har
afspejlet hans følelser og derved legimiteret
dem og vist ham, at der er plads til dem. At
han har mærket at ”jeg ser dig, det er OK
du har det sådan, og jeg kan godt rumme
dine følelser i musikken”. Som hun siger:
”I musikken giver jeg ham plads til at være
Fortsættes side 20
19
ked af det. Og så oplever jeg, at tristheden
forandrer sig - den transformerer sig og
bliver lettere.
Fra rationalitet
til kreativitet og intuition
Sigrid Hallberg afbryder sig selv og siger, at
der er brug for et sidespring i hendes og min
samtale - for at indkredse en pointe. Hun
fortsætter: ”Vi befinder os i en tid eller i en
tilstand, hvor dét, at vi er rationelle, er det
vigtigste. Det er ærgerligt, for mennesket
rummer mange andre bevidsthedsplaner
– at gå ind i et ’kreativt rum’ er et andet
bevidsthedsplan. Stor kunst skabes ikke i
en rationel bevidsthed, men i en kreativ
bevidsthed”. Sigrid Hallberg taler om en
intuitiv bevidsthed, en sjette sans, som en
måde at kommunikere på. At kommunikere
med mennesker uden verbalt sprog er at gå
ind i en kreativ og intuitiv bevidsthed, og
hun understreger, at der jo er tale om men-
20
nesker, der hverken er logiske eller rationelle
– så at tale rationelt og logisk til dem giver
ingen mening.
Hun siger, at et fjerde bevidsthedsniveau
er det følelsesmæssige. ”Mennesker med
handicap reagerer med en forståelse og lydhørhed, når jeg kommunikerer i det kreative,
det intuitive og det følelsesmæssige rum.
Om det er rigtigt, kan ikke sådan sættes på
en rationel formel. Det er en erfaring, jeg har
gjort mig, og som i stigende grad underbygges af udviklingen indenfor videnskaben.
Hvor vi i dag taler om mange intelligenser
f.eks. kreativ og intuitiv intelligens (Gardner),
om følelsesmæssig intelligens (Goleman)
og om hjerneforskningens neurobiologiske
afdækning af følelserne (Bauer)”.
Det evige spørgsmål
Sigrid Hallberg siger, at hun som behandler hele tiden stiller sig selv spørgsmålet:
Hvordan kan jeg være sikker på, at det jeg
fornemmer klienten føler, rent faktisk er det,
vedkommende føler?
Hvordan afgør du det, spørger jeg? Sigrid Hallberg svarer, at hun jo dels har taget
en femårig kandidatuddannelse, hvor hun
netop har beskæftiget sig med kropssprog
og følelsesmæssige udtryk, og at hun dels
vælger at stole på sin intuition. Nogle klienter er lette at aflæse - andre sværere,
men selv meget små bevægelser i ansigtet
fortæller om følelserne.
Sigrid Hallberg fortæller, at vi har såkaldte
spejlneuroner i hjernen, der gør, at vi helt
naturligt spejler hinandens følelser. Vi kender
det, når vi møder en, der sender os et stort
smil - det smitter.
Spejlneuroner er medfødte og evnen til
at anvende dem grundlægges i de første
leveår. Hele grundlaget for vores måde at
kommunikere på er skabt i den tidlige barndom – også vores evne til at kommunikere
følelsesmæssigt, kreativt og intuitivt. Men
den meget rationelle tankegang, som præger vores samfund, skaber hos mange tvivl,
om de kan stole på det, de mærker, sanser
og fornemmer. For i vores tid skal vi have
en rationel forklaring og et bevis for alting.
Sigrid Hallberg tænker, at mange nok er
bedre til at kommunikere følelsesmæssigt og
intuitivt, end de lige går og tror – men at
de blot mangler at stole på det, de mærker.
Hun runder vores samtale af med at sige,
at sammen med handicappede skal man
give sig selv lov til at kommunikere via andre
kanaler end det verbale, logiske og rationelle – eksempelvist kreativt og intuitivt.
Dette fordi mennesker med handicap og
uden verbalt sprog ikke selv er logiske og
rationelle og aldrig med ord vil kunne give
udtryk for ”jeg er ked af det i dag”. Til gengæld er de både følelsesmæssige, intuitive
og kreative – og det er i de ”rum” vi bliver
nødt til at møde dem.
21
Videnskabelig skabt legeplads
til børn med handicap
Det kunne være dansk råstof til eksport
Af Lasse Rydberg
I begyndelsen af august indviede Centerbørnehaven på Østerbro i København en
ny arkitekttegnet legeplads til de 38 børn
med handicap, som børnehaven har plads
til. Det interessante er, at legepladsen er
indrettet specielt til børn med spastiske
lammelser og beslægtede handicap som
muskelsvind og rygmarvsbrok. Langt de
fleste børn er afhængige af hjælpemidler
for at kunne komme rundt i deres verden.
Centerbørnehaven råder over 4.800
kvadratmenter inde- og uderum eller 126
kvadratmeter pr. barn. Deri lå der en ud-
fordring, at skabe et uderum der ikke satte
begrænsninger i børnenes aktiviteter, hvor
der er tænkt på alle de behov, man som
ikke-handicappet barn ikke forestiller sig,
man kan have.
Jeg besøger børnehaven den første
regnvejrsdag i mange uger og oplever en
gruppe børn iført regntøj, jublende glade
for at komme ud og lege i regnen. Legeplads er til alle vejrforhold og årstider. Jeg
bliver introduceret for legepladsen og de
ideer, der ligger til grund for den af leder
Fortsættes side 25
23
Inger Zapffe, souschef Helle Christiansen og
bestyrelsesformand Laura Thatt Amstrup.
Legepladsen har kostet 1,3 millioner kroner, hvor børnehaven selv over fem år har
sparet ca. en tredjedel sammen og Københavns Kommune bevilget resten.
Legepladsen er anlagt som en stor grøn
have med græs, træer og buske. Ved første
kig ud over haven tænker man, er det ikke
mere, men så snart man bevæger sig rundt i
have-/legepladsen ser man, hvor detaljerigt
den er gennemført. Jo mere jeg bevægede
mig rundt, jo mere imponeret blev jeg over,
hvor mange muligheder der er, og hvor
gennemtænkt hver eneste detalje er gennemført. Vi er vant til at de nye legepladser
i byen er råbende i deres udtryk med farver,
fantasirige legeskulpturer og overvældende
indrettede motionsbånd med drøm om
bjergbestigning eller junglevandring. Disse
legepladser er også rigtig gode, men det
går ikke, når det gælder at skabe legerum
for de børn der går i Centerbørnehaven,
de har brug for lige så meget fantasi, men
den må rette sig efter deres behov, og havelegepladsen i Centerbørnehaven kan mere
end måle sig med de berømmede nye legepladser i bl.a. Fælledparken.
Der er tre elementer, der danner
grundlaget for legepladsen:
• Tilgængelighed
• Overskuelighed
• Have for børn
Tilgængelighed
Det er grundlaget for legepladsen, at børnene selv kan bevæge sig rundt. Underlaget i haven der skrånede flere steder, så
børnene havde svært ved at stå stille fordi
kørestolen eller gangstativet trillede nedad,
måtte reguleres, ikke at der ikke skulle være
bakke, den skulle bare være sin helt egen.
En bakke med tre forskellige hældninger,
der rummer udfordringer og med to dobbeltbrede rutsjebaner. En anden bakke har
sin egen klatrevæg, ikke lodret, men skrånende op ad bakken med huller til de små
fødder. Frydefuldt at komme op over sin
egen højde, og må for første gang i livet
tage mod til at trille ned på den anden side,
og ”tit tit” opdage verdenen fra en anden
side – det skal prøves igen og igen.
Tilgængelighed betyder, at børnene har
mulighed for at komme rundt, uden at få
hjælp. Der er anlagt brede asfalterede veje,
hvor man ikke kan køre fast, få hjulene ned
i en junker. Det er vigtigt, for børnene kan
ikke råbe på hjælp, hvis de så at sige kører
galt. Det handler om at orientere sig om retFortsættes side 27
25
ning, den sorte asfalt og det grønne græs
fortæller om den lette vej rundt i verdenen.
Broen midt i haven er en udfordring, kræfter skal bruges for at komme op og andre
kræfter skal erfares på vejen ned. Broen er
også unik i den nye oplevelse, at det kan
gå op og ned. Legepladsen skal være i sin
grundplan: ”kom bare an” eller ”derudaf”.
Overskuelighed
To tredjedel af børnene har kognitive vanskeligheder. Der må ikke være for meget, der
forstyrrer øjet. Derfor er der ikke de visuelle
støjende legeredskaber, ud over en blå politibil og en rød ambulance, der står stille
naglet til jorden og er en fryd for mange af
børnene. Der er roligt og kun i deres fantasi
kører bilerne frem. Det manglende visuelle
giver ro men ikke mangel på muligheder.
Derfor er det en af de få legepladser jeg har
set, der ikke har sat unødvendige ting op
til at distrahere.
Sandkassen kan benyttes i sin egen sandhøjde og fra tre sandborde i forskellig højde.
Alle med hjælpemidler kan komme frem
selv og lege med sand. Det samme med
vandtrug, hvor alle børn kan udforske det
elskede vand.
bugner med æbler fra havens træer, buskene er næsten alle høstet for deres bær.
Der er højbede i forskellige højder til udforskning i smag og lugt. Det er også en
madhave.
Stierne fører rundt i haven og bag bakken, man kan være ”borte” og titte frem
igen.
I et hjørne af haven er der et overdækket
udekøkken. Mad betyder meget, når man
ikke spiser så meget, og endnu mere for at
få den rigtige mad, som man omtaler som
”mad til hjernen” (der er et forskningsprojekt for børn med spasticitet). At lave mad,
se mad blive lavet, smage og røre er vigtigt.
Da man desværre på grund af lovgivningen
ikke må have børn med i institutionskøkkenet, er legepladsens køkken med bålsted
et vigtigt oplevelses- og læringsrum.
Skabelsen af en legeplads
Egentlig er der tale om et forskningsprojekt.
Der har været et samarbejde med Helene
Elsass Centret, der er vidensbaseret internationalt. Nogle erfaringer er gjort og skulle
hentes, andre skulle udvikles. Legepladsen
er tegnet i samarbejde med arkitekt Lene
Nielsen fra Københavns Kommune, der har
en stor viden om legepladser for børn med
handicap. Børnehavens fysioterapeuter og
Fortsættes side 28
Have for børn
Have betyder træer, buske og græs, men
også steder man kan gemme sig lidt. Det
27
Helle Christiansen, Inger Zapffe og Laura Thatt Amstrup.
ergoterapeuter har med deres særlige viden
bidraget til at udvikle legepladsens elementer. Og det fornægtes ikke, at der er tale om
et pædagogisk projekt. Græsset skal vokse
sit sted i haven, det høje sommergræs, hvor
man kan gemme sig, lugte sommeren og
fange sommerfugle.
Legepladsen bliver også omtalt som et
træningscenter. Det er forståeligt. Men lad
legen tage overhånd.
28
Det kunne være dansk råstof til eksport
Jeg giver legepladsen 5 ud af 6 gynger (som
også er der). Den 6. gynge får de, når der
er udviklet en legende hule (ikke legehus
overhovedet), der er foranderligt gennem
året. For mig er denne legeplads lige så
interessant som de berømte legepladser, der
er opstået de seneste år. Børn med handicap
har nu også deres berømmelige legeplads.
29
Handicaprådet og Danske Handicaporganisationer
København inviterer til valgmøde
TIRSDAG DEN 22. OKTOBER KL. 19.00-21.30
PÅ KØBENHAVNS RÅDHUS, FESTSALEN
Sæt
X i kalenderen
Vi står overfor et meget vigtigt valg. Mennesker med handicap har i de senere år været
skydeskive i den politiske debat, fordi udgifterne til mennesker med handicap presser både
kommunernes budgetter og statskassen. Danmark har samtidig underskrevet FN’s Handicapkonvention og dermed forpligtet sig til at understøtte en positiv og ligeværdig udvikling
og sikre inklusion af mennesker med nedsat funktionsevne i alle dele af samfundet.
Vi er derfor meget interesseret i at høre Borgerrepræsentationens partier om, hvordan man
stiller sig til en række forhold, som har afgørende betydning for mennesker med handicap
i hovedstaden, bl.a. jobskabelse, sikring af gode boliger til unge såvel som ældre, sikring af
én indgang til kommunen, bedre sagsbehandling, af-bureaukratisering i tildelingen af hjælpemidler, frivilligpolitik, øget tilgængelighed, bedre transportmuligheder, øget anvendelse
af velfærdsteknologi, mere inklusion på uddannelserne og meget, meget mere.
Beskæftigelsesminister og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B), kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), gruppeformand for Dansk Folkeparti, Carl Christian Ebbesen
(O) og Enhedslistens teknik- og miljøordfører Morten Kabell (Ø), har allerede takket ja til
invitationen. Vi regner med at se veloplagte og diskussionslystne repræsentanter fra samtlige
Borgerrepræsentationens partier. Det endelige program med samtlige deltagere vil blive
sendt ud efter sommerferien.
Kom og debattér med kandidaterne - stil alle de spørgsmål du brænder efter svar på!
Alle er rigtig hjertelig velkomne.
Med venlig hilsen
Sven Knudsen, formand DH København og
Janne Sander, formand for Handicaprådet i Københavns Kommune
31
Julegaver fra LEV København
LEV København har tradition for at give kr. 150 til indkøb af en
julegave til beboere i Københavns Kommune, der ikke har pårørende.
Hvem kan søge:
Pædagoger med kontakt til udviklingshæmmede
uden pårørende.
Ansøgningen skal indeholde:
Navn, fødselsdag og bosted på beboeren.
Navn og telefonnummer på ansøger.
Om man ønsker at hente pengene på Sudbyvangs
julemarked eller privat.
Hvordan:
Hver organisation udpeger en koordinator og sender
ansøgningerne samlet til [email protected]
eller Dorte Mørk, Auroravej 41, 2610 Rødovre.
Pengene udleveres efter aftale med Dorte Mørk, tlf. 36 72 03 73.
Ansøgeren sørger for indkøb af gaven.
Se vores hjemmeside på
www.levkk.dk
33
Ny guide
til forældre til børn med handicap
Forældre til børn med handicap kan nu
hente råd og vejledning i den nye guide
”Forældre til et barn med fysisk eller psykisk
handicap”. Guiden udgives af Socialstyrelsen under Social- og Integrationsministeriet.
En ny guide skal give forældre til børn
med handicap overblik over, hvilke muligheder de har for at få støtte og hjælp til
de særlige behov og udfordringer, der kan
være, når man har et barn med et handicap.
Guiden indeholder blandt andet svar på
spørgsmål som:
- Hvor kan man henvende sig for at få
rådgivning og vejledning?
- Hvad skal man være opmærksom på i
forhold til barnets alder?
- Hvor kan man få mere viden om at have
et barn med handicap?
34
Tidligere social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger: ”Det er altid en stor
omvæltning at få børn, og hvis man så står
med den ekstra udfordring, at barnet har et
handicap, er det vigtigt, at forældrene på en
overskuelig måde kan få råd og vejledning
til, hvordan de kan håndtere de særlige
udfordringer. Jeg håber, at den nye guide
kan give svar på en række af de spørgsmål,
som forældrene står med”.
Hent eller bestil guiden ”Forældre til et
barn med fysisk eller psykisk handicap”
her: http://www.lev.dk/nyheder/2013/januar/ny-guide-til-foraeldre-til-boern-medhandicap.aspx
E-mail:
Telefon:
150 kr.
225 kr.
75 kr.
3.500 kr.
Landsforeningen LEV · Blekinge Boulevard 2 · 2630 Taastrup
Tlf. 3635 9696 · Fax 3635 9697 · E-mail: [email protected] · URL: www.lev.dk
Landsforeningen LEV er interesseorganisationen, der siden 1952 har arbejdet for at
forbedre udviklingshæmmedes vilkår.
By:
Postnummer:
Adresse:
Evt. samlevers navn (parmedlemskab):
Navn:
SKRIV VENLIGST MED BLOKBOGSTAVER:
*) Angiv her hvilket år du forventer at afslutte dit studie:
Undertegnede ønsker at blive medlem af LEV København
■ Alm. med blad
800 kr.
■ Guldmedlem med blad (pr. år)
5.000 kr.
Et Guldmedlem får ret til at bruge LEVs logo samt at blive nævnt på LEVs hjemmeside.
Firmamedlemskaber
Betal først, når girokortet modtages.
Årligt med blad
Årligt for par med blad
Årligt uden blad
Livsvarigt med blad (enkelt person)
Pensionist/studerende *)
■
■
■
■
300 kr.
425 kr.
175 kr.
3.500 kr.
800 kr.
300 kr.
■
■
■
■
■
■
Årligt med blad
Årligt for par med blad
Årligt uden blad
Livsvarigt med blad (enkelt person)
Årligt for forening med blad
Årligt abonnement
Medlemskontingent: sæt venligst X
Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup
Landsforeningen LEV
+ + + 24301 + + +
0893 Sjælland USF B

Invitation og tilmeldingsblanket

Transcription

Similar documents

Liste over regionale udviklingskonsulenter

Responshæmning og det orbitale frontostriatale kredsløb hos OCD

Støbte gummiemner - A.A.G. Aalborg Gummivarefabrik A/S

Legepladsens pædagogik

Grønnebakkens nyhedsbrev august2013.pdf

DANSK HANDICAP FORBUND Aarhus / Randers Afdeling

Udstillingshus: Hvidtjørnen 17, 8700 Horsens • 40

Leg med miljø - Den Grønne Guide i Allerød