Se listen over de 62 danske EM-deltagere her
Transcription
Se listen over de 62 danske EM-deltagere her
Leder: Fagre nye verden Eu mellem krig og fascisme Læserbrev Anmeldelse af “Forklædt som nazist” Digt Systematisk tortur i Bahrain Hilsen fra Horserød Tavs om FN-konvention EU-formandskabet i krisens skygge Fascisme som styreform i Afrika Kalender Grundloven versus Terrorloven Til Justitsministeren Pest over Europa Er foråret kommet til Vestsahara? Terrorlove stempler modstandsbevægelser Kampen om mediestøtte Nr 1 2012 Fagre nye verden. Da Sovjetunionen gik under, blev vi lover den evige fred. Endelig var vi sluppet af med kommunisterne. Fredsdividenden ville blive udbetalt. Har nogen set den? Da DDR blev annekteret, lovede forbundskansler Kohl befolkningen ”blomstrende haver”. De visnede, da valget var overstået. Hverken vi eller de fik den evige fred eller de blomstrende haver. Vi fik krig efter krig – en ufredelig verden hvor imperialismens lov om ”del og hersk” er det styrende dogme. I stedet for ”de blomstrende haver” fik – ikke blot den tyske befolkning – men vi alle, Frau Merkel. Vor tids Jernkansler! En uskøn dame i uskøn forening med IMF, Verdensbanken, tysk monopolkapital og EU. Parolen er den gammelkendte: ”Deutschland über alles”. Det har vi alle måttet sande under denne foreløbig sidste – men ikke dén sidste – kapitalistiske krise. Sandheden er, at det er det kapitalistiske system, der er i krise – endnu engang. Systemet vakler under sin egen uformåen, indbyggede modsætninger, begærlighed, brutal magtfuldkommenhed og imperialistiske ambitioner. Men regningen for kapitalens skalten og valten sendes som sædvanlig til befolkningerne. I disse dage oprulles den græske tragedie for os alle til skræk og advarsel – men også til eftertanke. Så galt kan det gå. Tiden er inde til, at vi alle – ikke blot det kæmpende græske folk – mobiliserer den nødvendige modstand mod EU’s angreb på de europæiske befolkninger. Aviserne, tv og øvrige medier taler om den græske aftale. Men der er ikke tale om en aftale – men om et diktat. Pressions af værste slags. Først satte man demokratiet ud af kraft. Dernæst afsatte man statsministeren, dernæst indsatte man sin egen ”forvalter”, hvis opgave var at tvinge EU’s, finanskapitalens og Tysklands politik igennem uden hensyn til det græske folk. Grækenland er sat under administration. Grækenland er nu et protektorat under EU, som Bosnien-Herzegovina, Kosovo og andre med dem. Ofrene – det græske folk - taler man ikke om. Vi vil ”hjælpe jer”, lød det fra EU, mod at I foretager følgende nedskæringer, ellers kan i gå bankerot til marts. ”I bestemmer selv”: Spar 24,5 milliarder kroner = 1,5 % af landet Brutto National Produkt på velfærdsydelserne. Derudover skal landets ”regering” i juni fremlægge en spareplan for yderligere nedskæringer frem til 2015 på 74,3 milliarder kroner. Dernæst skal 150.000 offentlige job skæres væk over fire år, heraf 15.000 i 2012,- og minimalløn på 5.570,- kr. pr. måned skal reduceres med 20 til 30 %. Pensionsalderen sættes op og pensionerne ned. Disse nedskæringer følger efter de allerede gennemførte nedskæringer, som på nuværende tidspunkt allerede har ført til fattigdom, arbejdsløshed og umyndiggørelse af det græske folk. Grækenlands fremtid afgøres herefter i EU og Berlin. Frau Merkels ”hjælp” er Sammenlignelig med den støtte, rebet giver den hængte. Imens anbefaler den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt og hendes forbundsfæller, SF og de radikale – i uskøn forening med de borgerlige partier – at Danmark tilslutter sig den ”fælleseuropæiske finanspagt”. Ingen er i tvivl om – heller ikke hos statsministeren og hendes venner i regeringen – at en tilslutning vil betyde suverænitetsafgivelse jævnfør Grundlovens § 22. Alligevel mener regeringen ikke, at det er aktuelt med en folkeafstemning. Man er helt åbenlyst bange for et nej fra befolkningen. Det har den gode grunde til. Men det berettiger dem ikke til endnu engang at sætte Grundloven og demokratiet ud af kraft. Det danske folk har krav på at blive hørt, inden de sælger os og vort land til finanskapitalen og Frau Merkels Neuropa. Kulturpolitisk tidsskrift Udgives af Foreningen Antifascistisk Forum. Ledelse: Formand og politisk redaktør: Anton Nielsen. Kasserer: Dennie Ditzel. Medlemmer af redaktionen: Ansvarshavende redaktør: Flemming Hybert. ([email protected]) - Henning Jacobsen, Lilli Rodeck, Tonny Warming, Tue Magnussen. ISSN nr. 1903-5152. Medlemskab/abonnement: 200 kr. pr. år (4 nr.) Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk EU mellem krise, krig og fascisme Af Henning Jacobsen Kapitalen er i krise. Som så ofte før slås kapitalis- i Afghanistan og som nu også stortrives i Irak og men som hyæner om de stumper, som er tilbage. Libyen). Som så ofte før er det ikke et kønt syn. Det er en Historiens slutning – eller et nyt 1914 i vente? virkelighed, hvor arbejdere fra alle lande sætter Efter den europæiske kontrarevolution blev historien livet på spil – i den daglige udbytning på arbeerklæret afsluttet. 1000-årsriget var i vente og kapijdspladserne, på slagmarken for EU’s og USA’s talismens fredsduelighed blev interesser eller som ofre for stadig hårdere under- forsikret. EU og NATO rykkede mod øst. Hvad der trykkelse, ikke mindst når antikapitalisme krimi- ikke var lykkedes Hitlers militærmaskine, skulle naliseres. EU’s løfter om slaraffenland nu sikre. Men historien var ikke slut. Som enhver klassebevidst arbejder ved, I løbet af 80’erne gik store dele af verden til højre. er kapitalismens faste følgesvend krise - og krig og Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reafascisme, når det påkræves for at nedkæmpe folk, gan i USA var frontfigurer i opgøret med fagforesom ikke makker ret og som står i vejen for kapininger og andre elementer af solidaritet og velfærd i talens akkumulation. To felttog mod Irak, ét mod hjemlandene og mod socialisme og anden modstand Afghanistan og ét mod Libyen har foreløbigt været mod imperialismens interesser overalt i Verden. muliggjort i den Nye Verdensorden. Heller ikke på Over Grenada, Falklandsøerne og Panama faldt imBalkan kunne det gå hurtigt nok. Opløsningen af perialismens bomber. Andre steder, som ved Afghan- Jugoslavien var EU’s imperialistiske svendestykke. istans og Nicaraguas grænser, trænedes terrormilitser Med kombinationen af løfter om EU’s økonomiske til kamp mod socialismen. Med forskellige midler slaraffenland, diplomatisk manøvredygtighed og sejrede kontrarevolutionen så endeligt i Afghanistan, opmuntring til revanchisme blandt forsmåede nationNicaragua – og til sidst også i Østeuropa. alister i ikke mindst det tidligere Østrig-Ungarske Undervejs fodredes befolkningerne i Vesten med nye Kejserrige samt med NATO’s ”humanitære bomber” fjendebilleder. I takt med socialismens tilbageslag blev også Jugoslavien underlagt den Nye Verdensorerstattedes frygten for ”det kommunistiske spøgelse” den. i nogen grad med frygten for de fremmede og i dag med frygten for islamisk terrorisme (ikke mindst for Nyt højreskred de selvsamme terrorister, som blev bragt til magten Som læserne bekendt er der i hele EU sket et skred, hvor direkte fascistiske, racistiske og antisemitiske synspunkter er kommet til hæder og ære igen. I Danmark er det fremmedfjendske og højrepopulistiske Dansk Folkeparti indtil sidste Folketingsvalg kun gået frem. I Letland marcheres der med regeringens accept til støtte for gamle SS-veteraner. I Tyskland er fremmed-frygten og hadet eskaleret til direkte fascistisk terror og mord på udlændinge. Men tilbage til en anden af Tysklands gamle allierede, det tidligere Østrig-Ungarske Kejserrige: I Østrig stod nu afdøde Jörg Haider, søn af to medlemmer af det nazistiske parti og selv en åbenmundet beundrer af det 3. Rige, i en årrække i spidsen for det tysk-orienterede ”Østrigske Frihedsparti”, FPÖ. FPÖ blev opsplittet i to dele i 2005. Men begge dele af det splittede parti er fortsat repræsenteret i det østrigske parlament, Nationalrådet, med FPÖ’eren Martin Graf, der også er medlem af højrefløjens militante og mensur-fægtende studenterforbund Olympia, som parlamentets 2. næstformand. I Ungarn, hvor socialistiske og kommunistiske symboler blev forbudt i 1993, har vore dages Pilekors- folk længe marcheret uhindret og bedrevet deres hadefulde propaganda mod jøder og sigøjnere. Den nuværende erklæret konservative regering har fået godkendt nye love, som yderligere strammer kontrollen med landets medier, men også med den ungarske centralbank. Især det sidste har fået EU på banen. Hér bekymrer man sig ikke om forbud mod kommunistisk virksomhed i Ungarn og andre lande, men begrænsninger i kapitalens uhindrede styring af medlemslandene går naturligvis ikke an. Drang nach Osten I et andet hjørne af det tidligere Østrig-Ungarske Kejserrige, Kroatien, hvis løsrivelse fra Jugoslavien med alle midler blev bakket op af EU, har man netop tilbagebetalt gælden til EU med folkeafstemningen den 22. januar, hvor Kroatien besluttede at tilslutte sig EU, hvilket forventes at ske i juli 2013. Naturligvis med bl.a. en varm anbefaling fra den i Haag krigsforbryderdømte tidligere kroatiske general, Ante Gotovina, som dagen før folkeafstemningen udtalte, at Kroatiens plads er i den Europæiske Union. Ikke overraskende, kunne man sige. Krage søger mage og krigsforbrydere ligeså. Tyrkiet har længe forhandlet om optagelse i EU. Hér betyder forfølgelse af kurdere eller benægtelse af krigsforbrydelser mod også det armenske mindretal ikke alverden. Det gør derimod de nye skræmmebilleder om truslen fra islam, som indtil videre har afholdt EU fra at gå afgørende videre i optagelsesforhandlingerne. Men de gamle fjendebilleder er ikke glemt. Det sidste århundredes antikommunisme lever i bedste velgående og stikker straks sit hoved frem, når folk forsøger at gå til modstand mod den armod og de krige, som kapitalens krise fremkalder. Så er vi alle i samme båd og skal som i Ungarn og Grækenland forsvare kapitalens rettigheder, ikke arbejderklassens. Se der går min klasselærer! Der var engang. Sådan starter jo alle eventyr og således også dette fra Digterens egen hjemby Odense. ”Min” klasselærer (Hr. Helveg) var en ældre herre (i mine øjne), som forstod sig på dansk, engelsk, historie, religion, geografi, kunst og var også en habil sløjdlærer. Han var en som man havde respekt for - og ikke var bange for. En person som man trygt kunne stole på næsten som ens forældre bare lidt anderledes; på den gode måde. Og der - der midt på trappen stod han. Med en flot poleret - skinnende violin på sin venstre arm. ” l Østen stiger solen op og spreder guld på sky” Vi var alle lidt benovede; men sang dog med - mere højlydt for hver dag!! Han tog hele klassen (28 stk.) med hjem til sig for at vise os sin store hobby - Chinchillaer! Vi blev meget glade og stolte over at blive vist den tillid! Sådanne lærere findes også i dag - men de får desværre ikke lov til at udøve deres fag på samme måde. Det er jo sparetider. Men som Hr. Helveg sagde: ”l skal jo lære og forstå - så kan l udforske verdenen bagefter! og så tog jeg den på tomlen til Paris”. Og det er ganske vist!!! Brian Mørk Jensen Nielstrupvej 38 Odense SV Antifascistiske Hamburg havne-event 18.- 20. maj 2012. FIR har sammen med “Venner af de Internationale Brigader, Spanien 1936-39” arrangeret en tur til Hamburg, for at udvile vore forbindelser med antifascistiske organisationer i det Nordtyske område. Du/I får mulighed for at opleve hvad ikke er forundt alle, via vore kontakter får du indsigt i en historisk og dramatisk periode i tysk og i det hele taget i den europæisk arbejderklasses historie. Pris: Kr. 1350,00 til 1700,00 inkluderer togrejse København-Hamburg retur; 2 overnatninger på hotel – 5 minutter fra hovedbanegården - i dobbeltværelse med eller uden bad/toilet på værelset + morgenmad. Tilmelding inden 16. marts til Allan Christiansen, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd; Mail: [email protected] tlf.: 20 83 03 52 Anmeldelse Af Klaus Haase Undercover hos højreekstreme i Århus Det var i 2008, at den tidligere elitesvømmer Charlotte Johannsen valgte at gå undercover hos de højreekstreme grupperinger i Århus, som hun gennem 8 måneder udspionerede. Motivet for den unge kvindes modige eksperiment var, at en af hendes nære venner var blevet overfaldet og tæsket af de højreekstremistiske White Pride, der er en Hooligangruppe omkring fodboldklubben AGF. Det blev der en bog ud af, i samarbejde med den journalistiske researchgruppe Redox, som arbejder med at belyse og dokumentere den ekstreme højrefløj i Danmark. En modig ung Kvinde At det er Charlottes tidligere baggrund som elitesvømmer, der har givet hende den selvdisciplin og psykiske styrke der skal til, for at spionere i den fremmedhad og had mod anderledes tænkende samt venstreorienterede. Er man for eksempel klædt ”anderledes” i det Århusianske natteliv, eller er man af udenlandsk herkomst, kan man risikere at få tæsk. Når de røde demonstrerer, bliver de overfaldet, og der er gentagne gange udøvet hærværk mod de rødes forsamlingssteder. Nemt at være højreekstremist i Århus I et interview med DR januar 2010, hvor hun er gået under jorden med hemmelig adresse, nævner Charlotte, at det bestemt ikke er svært at være højreekstrem nationalist i Århus. De holder til på værtshuse, går til fodboldkampe, og holder vilde fester med sprut, stoffer og racistisk musik. Samtidig færdes de hjemmevant på de lokale værtshuse i Århus. Inde i løvens hule– hvor ”der holdes øje med Danmark …” Charlotte når helt ind i den politiske inderkreds af de højreekstreme. Hun bliver medlem af Vederfølner, der officielt præsenterer sig som en nationalkonservativ politisk forening, hvori der sidder fremtrædende medlemmer af White Pride. Vederfølner er en egentlig politisk og ideologisk politisk forening, som officielt erklærer at ”de holder øje med Danmark”. Naturligvis ud fra et nationalistisk grundlag. De afholder de såkaldte ”Vintersolhvervsfester” og vilde julefrokoster. Et dobbeltliv overvåget af PET Det er et nervepirrende dobbeltliv Charlotte lever. Hun tager med mellemrum på hemmeligt besøg hos en repræsentant fra Redox og aflægger rapport om hvordan hendes projekt skrider frem. På et tidspunkt bliver hun opsøgt af PET, der gennemfører en såkaldt ”præventiv samtale” med hende. De forsøger forgæves at overtale hende til at trække sig fra projektet. ekstreme højrefløj i Århus, kan være en af forklaringerne på, at hun formåede at komme helt ind i inderkredsen. Samtidig finder hun det magtpåliggende at afsløre de grupper, der er med til at fremme En god og nødvendig bog Det er en tankevækkende bog, skrevet i et godt sprog, med assistance fra to skribenter med tilknytning til dagbladet Information, der har været behjælpelige med at formidle hendes historie. Bogen fortæller om en verden, der indimellem kan virke nærmest surrealistisk. Den fortæller om nogle nationalister, der angiveligt vil fremstille mennesker, som vil en anden verden, ”renset for indvandrere og røde”. Den handler om unge mennesker, som demonstrer råhed, had og foragt. Enhver spions dilemma er, at involvere sig med sine medmennesker, samtidig med at bevare en følelsesmæssig distance til dem, de infiltrerer. Dette dilemma står Charlotte i, hvad angår en af de højreekstreme personer Morten, som hun indleder et forhold med. Charlotte formår ikke hele tiden at bevare distancen, samtidig er hun dog meget ærlig omkring situationen. Mortens og Charlottes forhold er en væsentlig drivkraft i bogen. Samtidig pumper hun Morten for oplysninger. Han udnyttes i sagens tjeneste. Bogen kan allerede købes i kiosker som pocketbog. Den henvender sig absolut til læsere, som ikke nødvendigvis er involveret i antifascistiske og antinationalistiske bevægelser. Den er skrevet medrivende og bevægende. Charlotte formår at gøre emner som hun har investeret så meget i, til noget alment, der kommer os alle ved. CHARLOTTE JOHANNSEN: ”FORKLÆDT SOM NAZIST” En århushistorie” Fortalt til Gertsen og Gjerding, Informations Forlag. At Coca-Cola har succes, er noget, som vi alle ved. Ja, jeg har hørt, at de endda har købt en stat i Afrika. Et firma har et vist format, når det kan købe sig en stat - tænk blot, hvis lidt af den profit gik til at gøre landet frit. Men fagforeninger og sligt gør ikke noget firma rigt. Så diktaturet Swaziland forbliver nok et naziland. ERWIN NEUTZSKY-WULFF Systematisk tortur i Bahrain Af Tue Magnussen Årsdagen for opstanden i Bahrain udløste nye demonstrationer mod kongehuset. På trods af, at en kommissionsrapport bestilt af styret selv dokumenterede overgrebene under nedkæmpelsen af demonstrationerne sidste år, er kun få blevet stillet til ansvar, og menneskerettighedsaktivister, som den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja sidder stadig fængslet efter han i april fik en livstidsdom. Samtidig med nyhedsbrevets deadline er det præcis et år siden, at befolkningen i Bahrain gjorde oprør mod monarkiet og det sunni-muslimske dynasti, som har siddet tungt på magten i den lille østat de sidste 200 år. Befolkningen i Bahrain har fået nok af kongen og kongefamiliens totale dominans. I Bahrain har stemningen været spændt siden det arabiske forår i februar 2010 nåede til Bahrain. På et-årsdagen strømmede mange af landets shiamuslimer ud i gaderne i protest. Årsdagen er nemlig forbundet med stærke følelser. I de sidste par måneder har der næsten dagligt været gadekampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Mindst 40 mennesker er blevet dræbt i kampene, skrev den arabiske nyhedsstation Al Jazeera. Andre kilder tegner et billede af, at alene i februar og marts 2010 kostede oprøret 35 bahrainske demonstranter, fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet. I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og siden har myndighederne gennemført en klapjagt mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister landet over. I de sidste par måneder har der næsten dagligt været gadekampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Mindst tyve mennesker mere er siden blevet dræbt som følge af myndighedernes overdrevne brug af vold. Men der er heller ikke taget noget skridt til retsforfølgning for tortur selvom regeringen har en konventionsmæssig pligt. Bestilt arbejde 23. november 2011 offentliggjorde Bahrains Uafhængige Undersøgelseskommission, (BICI), sin over 500-sider lange rapport om menneskerettighedskrænkelserne begået under styrets nedkæmpelse af de folkelige demonstrationer i landet. Undersøgelsen, som er bestilt af kongefamilien selv, blev udarbejdet af en række førende internationale menneskerettighedseksperter, og den dokumenterede omfattende og systematiske overgreb i landet. Konklusionerne fra BICI er ikke blevet draget i tvivl af styret i Bahrain, men alligevel er der kun taget få og minimale skridt for at efterkomme BICI’s anbefalinger. Til trods for løfterne om at sikre retfærdighed er i alt kun otte politimænd - fem af dem pakistanere, en fra Yemen og to bahrainske statsborgere - blevet stillet for en domstol sigtet for menneskerettighedskrænkelser. Endnu er ingen blevet anklaget for at have afgivet tortur-ordrer om brug af tortur, og der findes stort set ingen offentlig information om, hvordan myndighederne i praksis undersøger anklagerne om overgreb. Mange kilder forventede i forvejen voldsomme protester på årsdagen. På den ene side står oppositionen, som kræver demokrati og reformer. Demonstranterne er hovedsageligt shia-muslimer, ligesom størstedelen af den samlede befolkning på 525.000. 70 procent af befolkningen er shiaer. På den anden side står kong Hamad bin Isa Al Khalifa og hans sikkerhedsapparat. Kongen har meldt ud, at han især ikke på årsdagen vil tolererer protester, og han havde beordret tusinder af sikkerhedsstyrker på gaden. Opposition forbudt På trods af de omfattende protester nægter kongen at anerkende, at der overhovedet eksisterer nogen bred opposition. Faktisk indrømmer han, at det er forbudt ifølge landets grundlov: ”Der er ingen opposition i Bahrain. I hvert fald ikke i betydningen: en bred blok. Sådan noget findes der ikke mulighed for i vores konstitution. Der er blot tale om folk med forskellige synspunkter, og det er en god ting”, udtalte kongen i et interview med det anerkendte og respekterede tyske magasin Der Spiegel. Shiaerne protesterer mod kongedømmet og kongefamiliens omfattende magtmonopol, og mod at det næsten er umuligt for shia-politikere at opnå betydningsfulde poster i det politiske system. Oppositionsgrupper har opfordret tilhængere til at mødes på ”Perlepladsen” i hovedstaden Manama. Pladsen har stor symbolsk betydning for demonstranterne, fordi den for et år siden fungerede som ”samlingsplads” for oprøret, der hårdhændet blev nedkæmpet af en tilkaldt militærstyrke fra nabolandet Saudi-Arabien. Modstanderne af kongen og hans regering opholdt sig op til årsagen i lidt over en uge på en stor plads i landsbyen Mughsha. Her har de blandt andet udført en stor sit-in-protest. ”Sit-in-protesten viser befolkningens modvilje mod at vende tilbage til, hvad landet var før den 14. februar . Der er ikke en chance for, at Bahrain kan fortsætte med den her diskrimination”, sagde Shaikh Aai Salman, generalsekretær for det største oppositionsparti Al-Wefaq, ifølge nyhedsbureauet IPS. Dansk statsborger livstidsdømt Situationen i Bahrain har et par markante danske fingeraftryk. Om det skyldtes dårlig rådgivning, uvidenhed eller om det var tilskyndet at den nære alliance med USA, som i årevis har været total tavs om menneskerettighedssituationen i Bahrain, vides ikke men Dronning Margrethe bidrog på sin måde til det arabiske forår ved at besøge Bahrain og roste kongefamilien og uddelte endog en orden. Den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja blev ifølge Amnesty International op til årsdagen indlagt på et hospital i Bahrain efter flere dages sultestrejke. ”Han har sagt, at han vil sultestrejke ”til frihed eller til døden”, kunne Ole Hoff-Lund, der er pressechef i Amnesty International, oplyse. Abdulhadi Al-Khawaja har boet i Danmark i en årrække, efter han fik politisk asyl og senere dansk statsborgerskab. Siden en demonstration mod styret i Bahrain i april 2011 har han siddet fængslet og er idømt en livstidsstraf. Samtidig er hans datter Zainab Al-Khawaja, der også er dansk statsborger og menneskerettighedsaktivist, blevet fængslet efter at hun havde deltaget i en fredelig demonstration mod styret. ”Hun er en af de mest ihærdige aktivister i Bahrain, og hun har gang på gang stillet sig op foran politistyrkerne og krævet politiske reformer og ytringsfrihed. Hun har været fængslet flere gange, fordi hun er en intens kritiker af systemet”, siger Ole Hoff-Lund. Hendes søster - og Abdulhaldi Alkhawajas anden datter - Maryam Al-Khawaja, der arbejder for Bahrains center for menneskerettigheder, skrev i en mail til Ritzau, at hun er meget bekymret over sin fars situation. ”Vi, familiemedlemmer og hans kollegaer, er yderst bekymrede over hans fortsatte fængsling og sultestrejke især på baggrund af hans tidligere erfaring med tortur. Vi er bange for, at hans hurtigt forværrede tilstand vil kunne blive fatal”, skriver hun i mailen. Klapjagt mod kritikere Amnesty International har igangsat en global underskriftskampagne for de fængslede fredsaktivister. ”Vi opfordrer den danske regering til at kritisere styret i Bahrain og få udenrigsministeren og kongen i tale, så vi kan besøge fangerne og få dem stillet for en retfærdig domstol”, siger han. I Bahrain og i en række andre lande, herunder Danmark, var der 14. februar demonstrationer for at markere et-årsdagen for årsdagen for det folkelige oprør i Bahrain. Alene i februar og marts 2011 kostede oprøret 35 bahrainske demonstranter, fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet. I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og siden har myndighederne gennemført en klapjagt mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister landet over. Mindst tyve mennesker mere er siden blevet dræbt som følge af myndighedernes overdrevne brug af vold. På et-årsdagen for oprøret gentog Amnesty sin opfordring til kongen af Bahrain om at leve op til sine egne løfter om at sætte en stopper for de fortsatte overgreb mod kritikere af styret og retsforfølge de ansvarlige for den omfattende tortur i fængslerne. ”Indtil vi ser samvittighedsfanger blive løsladt, og de ansvarlige for overgreb blive retsforfulgt, er det svært at anse styrets løfter om at forbedre menneskerettighedssituationen for andet end et PR-stunt”, siger Hadj Sahraoui, vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika i Amnesty International, der fortsat modtager rapporter om anholdelser og overgreb mod kritikere af styret. Blandt de fængslede kritikere af den bahrainske kongefamilies 230-år lange styre er den danske statsborger og prominente menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja. Mishandling Abdulhadi er for nylig blevet indlagt på hospitalet, , efter han har sultestrejket imod myndighedernes behandling af kritikere af styret. Hans familie frygter, at sultestrejken kan ende fatalt for Abulhadi, der i forvejen befinder sig i en kritisk helbredstilstand, efter han har været udsat for omfattende tortur i fængslet. Abdulhadi al-Khawaja blev i april anholdt i sin lejlighed af maskeret civilklædt politi, som sparkede døren ind, mens familien spiste middag. Under anholdelsen brækkede Abdulhadi kæben, som følge af de grove æsk, han fik på stedet. Siden har Abdulhadi været udsat for systematisk tortur, seksuel mishandling tog anden nedværdigende behandling. Han blev sammen med 13 andre oppositionsfolk stillet for en militærdomstol uden civile rettigheder, og han har fået en livstidsdom, som senest blev stadfæstet ved en appelsag i september. Appelsagen varede i alt fem minutter, har Abdulhadis familie fortalt Amnesty. På årsdagen 14. februar 2012 blev det symbolske monument fra Perlepladsen genopført på Rådhuspladsen i København under en demonstration arrangeret af dansk-bahrainere i Danmark. Trods kulde og slud var der også filmforevisning, billeder, taler og andre aktiviteter i tre timer til støtte for kampen for menneskerettighederne i Bahrain. Hilsen fra Horserød. Anton Nielsen, Statsfængslet v. Horserød Det er for mig en lidt uvant situation at sidde bag gitteret. Men som man siger: Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget. I mit tilfælde har det givet mig tid og mulighed for at tænke lidt over tingene. Både den tid der er gået -- og ikke mindst den tid der kommer: Hvad skete der, og hvad vil vi nu? Tankerne falder naturligt tilbage til retssagen mod Horserød-Stutthof Foreningen, og anklagerens vilde påstande. Egentlig kan man sige, at udfaldet af retssagen var afgjort på forhånd: I justitsministerens og statsadvokatens pressemeddelelse inden retssagen erklærede de, at Horserød-Stutthof Foreningen og jeg var ”en fare for rigets sikkerhed.” Dermed blev retssagen en formalitet. De dømte os på forhånd, inden vi overhovedet havde sat vores fod i Københavns Byret. Men i retssalen fremturede anklageren, Jakob Buch-Jepsen, alligevel med nye anklager. Blandt andet sagde han: ”De havde ond hensigt.” Manden er ikke for klog, tænkte jeg dengang. Siden må jeg indrømme, at netop den nederdrægtighed har gået mig meget på. Men jeg slog det hen: Hvad kan man forvente sig af en stud - andet end et brøl! Vi har aldrig haft onde hensigter. Tværtimod! Det vidste han udmærket godt, selvom alle midler tages i brug for at sværte en politisk modstander. Men hvor mange andre ved det? Måske er tiden inde til at vi forklarer os – ikke af hensyn til vores mange fjender, men af hensyn til vores kommende medkæmpere. Så - hvad gør vi? Hvad er det vi vil? Hvordan gør vi det? Hvad er målet? Og hvordan kommer vi videre nu? Det er, hvad mine breve fra fængslet handler om. De giver sig ikke ud for at være »svaret«, blot et udtryk for nogle tanker – mere eller mindre sammenhængende – som jeg har gjort mig, mens jeg afsoner straffen for mine »onde hensigter.« Rejs jer og gå med! Dette er en opfordring til kamp! Til kamp mod uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen, racehadet og udbytningen. Mod monopolerne og deres politiske redskaber i EU, Verdensbanken og IMF, som i disse år sender hele nationer ned i den sociale massegrav. Mod krigen og dens politiske, ideologiske og økonomiske bagmænd. Mod de nyfascistiske tendenser som spreder sig som en pest i Europa – inklusive Danmark. Dette er en opfordring til kamp! Til kamp mod uretten. Mod undertrykkelsen, diskriminationen, racehadet og udbytningen. Mod monopolerne og deres politiske redskaber i EU, Verdensbanken og IMF, som i disse år sender hele nationer ned i den sociale massegrav. Det er en kamp for jorden og menneskehedens overlevelse i en verden, hvor et tryk på en knap kan udslette alt liv på vor klode – hvis vi da ikke inden kvæles i vort eget skidt og uforstand, og dermed har gjort livet umuligt for alle levende mennesker. Det er en kamp for menneskeværd – et anstændigt liv for alle mennesker og et reelt demokrati – til forskel for det skindemokrati vi har nu. Et Danmark for folket – ikke for profitten Det angår os alle – ung som gammel, kvinde som mand: Gå med i kampen for en bedre fremtid. Ti ikke, magten tales gennem din lukkede mund. Så derfor: Luk munden op og bryd stilheden og passiviteten. Det gælder os alle: Rejs jer! Politik er for alvor en sag til at den alene kan overlades til politikerne. Erfaringerne fra de sidste ti år taler deres tydelige sprog herom. Det er en kamp for livet med stort L. Det er en kamp for friheden. Det er vor tids frihedskamp. Derfor: Rejs jer – tiden er knap, og der er meget, som skal genopbygges – og nyt som skal skabes. Der bliver brug for alle hænder og dristige hjerner. Lad kunsten blomstre. Skriv for folket. Gør op med historieforfalskere og de falske profeter. Der bliver brug for al den kreativitet vi kan mønstre i opgøret med mørkemændene og deres tusmørkesamfund. Sæt farve på tilværelsen. Mal byen rød, nej brug alle palettens farver, og brænd de sorte mørklægningsgardiner. Lad kærligheden og fantasien blomstre. Giv livet en chance. I fællesskab kan vi vinde vort land tilbage, så: Folkets vilje bliver landets lov. Hvad Nu? Først af alt må vi gøre os klart, at der forestår et stort – meget stort – overbevisningsarbejde. Mange er så indoktrinerede, at de ikke kan skelne løgn fra sandhed. De er så indsyltede i småborgerlighedens falske normer, at de ikke kan se ud over deres egen næse. De er politisk nærsynede. Grunden hertil er den enkle, at de aldrig har hørt andet end magthavernes udlægninger og forklaringer, som alene har det formål at lulle dem til ro og passivitet. De er ofre. Men de er ikke døde. De kan og skal vækkes politisk til live. Det er en af vore opgaver. Eventuel oprørsspire – politiske dissidenter – ordnes her til lands enkeltvis og helst uden for megen postyr. De skal bag tremmer. Ikke mere oprør med dem – håber man. Men det går ikke altid som præsten præker – og tak for det. Det er en god ting, at der fortsat er mennesker, som står fast og har deres meningers mod. Men det er fortsat et særsyn i dagens Danmark. Anderledes i de højere politiske luftlag. Der ser vi politikere holde brandudsalg på tidligere politiske holdninger. Og det netop nu, hvor der er brug for en smule socialistisk tænkning og praksis. Efter 10 års brutalt højrestyre stiller man sig i kø ved den politiske håndvask og afsværger sig enhver tilknytning til socialismen. Man kan ikke se deres bagdel for bare skosåler, når de løber fra deres tidligere løfter og holdninger. Solidariteten er for længst gået fløjten for et par ministertaburetter. Nogen undre sig sikkert over det tilsyneladende skred i holdninger, det er der ingen grund til. Det har været under vejs længe. Men for de som stadig står ved deres meninger, og stadig ønsker at arbejde for at ændre samfundet, er det pine død nødvendigt at gå mod den strøm af politisk spin, opportunisme og opblæst arrogance, man benytter sig af, når folket skal bedrages. Vi skal skaffe os ørenlyd i det skingre politiske kor. Og det er ingen nem sag. Men gør vi det ikke, får vi meget svært ved at slå igennem med vore synspunkter, og det er nødvendigt, for at vi kan blive flere. Og bliver vi ikke flere – og meget mere synlige i offentligheden – bliver det nemt for vore fjender at ignorere og ”overse” vores bevægelse, og ikke mindst vores krav om et reelt demokrati. De vil udstille os som farlige terrorister uden for pædagogisk rækkevidde. Alternativt som landsbytosser, som ikke kan tages alvorligt. Sker det, ender vi som den enlige svale, og den gjorde som bekendt ingen sommer. Opgaven er at skabe en folkelig bevægelse til forsvar for demokratiet, byggende på solidaritet. En bevægelse som samler brede kredse af befolkningen.. En bevægelse – der ikke blot har til opgave at tilbagerulle de sidste 10 års reaktionære lovgivning, men sætter en ny demokratisk dagsorden. En dagsorden og en politik, som med tiden har kraft og opbakning til at rokke ved samfundets fundament. Som har kraft til at vende den politiske strøm i vort land. Men en betingelse for at det kan lykkes er, at vi såvel tale som skrift udtaler os, så alle kan forstå, hvad vi mener. Vi skal være krystalklare i vore udsagn og vore holdninger. Der må aldrig kunne rejses tvivl om, at vi mener, hvad vi siger! Derfor må vi fra starten ud til offentligheden. Opgaven er, at få stadig flere til at forstå kampens nødvendighed. Men vi skal også være klar over, at for mange mennesker vil det være første gang, de engagerer sig politisk. De vil have svært ved at overse konsekvenserne, og mange vil være bange for, at PET kommer efter dem – hvad de muligvis også gør. Et resultat af terrorlovene. Vi kan kun vinde – og mindske deres angst for at deltage – ved argumentets styrke, ved at tale til den sunde fornuft, og ved at vise dem sammenholdets styrke. Mål og midler. Tre ting er uomgængelige i opbygningen af en bevægelse: 1/ At organiserer bevægelsen. 2/ At give inspiration til bevægelsen – og 3/ At give bevægelsen mål og retning. Nogen vil sikkert mene, at det er lidt skematisk, men jeg mener, at der vigtigt at holde sig for øje. Det er ledetråde i arbejdet. Dette være sagt indledningsvis. Om kampens nødvendighed er der ingen tvivl – i hvert fald ikke hos mig. Kampen kan tage mange former – men mål og midler skal passe sammen. Det er udgangspunktet. Jeg har igennem efterhånden et halvlangt liv deltaget i aktiviteter og aktioner af den mest forskellige slags (udenomsparlamentariske aktiviteter.) Hver gang har vi måttet afveje forholdet mellem det vi, vi ville gøre opmærksom på, og demonstrations/ aktionens form. Ville den blive forstået af andre, og dermed gavne sagen, eller var det kun os selv, som syntes, at det var så fantastisk? Hvis det kun var os selv, som syntes, at det var genialt, og alle andre rystede på hovedet – så drop den og find på noget andet. Kort og godt: Lad fantasien spille, men hold hovedet koldt! Sådan skrev den gamle franske modstandsmand Stéphane Hessel i sin henvendelse til den franske ungdom. ”Gør Oprør” var pjecens titel. Lad mig tilføje, at det her til lands altid er et plus med et stænk humor. Kan man få smilet og latteren over på vor side, er meget vundet. Ud fra samme tankegang følger en række forslag til aktiviteter – nogle er allerede i gang. Lad mig yderligere slå fast: Jeg er tilhænger af ”den civile ulydlighed”. Under de nuværende forhold mener jeg, at ”ikke-vold” må være vort aktivitetsmæssige grundlag. Og rigtig brugt er det et knivskarpt politisk våben. Nu er det jo ikke sådan at forstå, at den væbnede kamp ikke kan være nødvendig. Det ville være mærkeligt, i og med at jeg som formand for Horserød Stutthof Foreningen, som er udgået af modstandsbevægelsens væbnede kamp. Jeg vil også erindre om, at det var solidaritet med palæstinensernes væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt, som sendte mig til Horserød. Men hver ting til sin tid. Men nu og her i Danmark, anser jeg ”den civile ulydighed” som det stærkeste våben. Vi skal ikke søge konfrontationen for konfrontationens skyld. Vi skal samle ikke sprede. Den antifascistiske kamp og kampen mod terrorlovene. Først af alt må vi intensivere samlingen af de antifascistisk kræfter, så der der bliver fælles fodslag – i ord som i handling. Dernæst må vi på alle planer styrke samarbejdet med antifascister i hele Europa. Sæt menneskerettighederne øverst på dagsordenen som modstykke til terrorlovene. Sæt pres på den nye regering for en uvildig gennemgang af terrorlovene. Målet: Terrorlovene skal skrottes. Men det er ikke gjort med det. Intet kommer af sig selv, derfor må presset nedefra øges. De skal ikke have lov at smutte i målet. Her bliver der i høj grad brug for ”civil kurage”, mod og civil ulydlighed. For de kan vedtage alle de love de vil, vi giver os ikke. Den internationale solidaritet mellem mennesker lader sig ikke stoppe af en kriminel lovgivning. Med digteren Rudolf Nielsens ord: ”Før vi tramper ned og skaffer vej i lovens paragraffer er vi trælle alle mand. Rejs al kraft som klassen ejer - tværs igennem lov til sejr. Støt os den som kan! Støt os alle mand.” Så vold fra vor side duer ikke. Vi vil øjeblikkelig blive hængt ud i borgerpressen – som læses af de fleste – som gadedrenge, ballademagere og voldsmænd. Lad politiet om volden. De er alligevel bedre til det, end vi er. Vores opgave er at kaste grus i samfundsmaskineriet. At få folk til at tænke og handle. Til at sige NEJ. Til at nægte at følge trop. Samfundet er ikke indrettet på mennesker, som siger NEJ! Nu og her – gå til modstand. ”At skabe er at gøre modstand. At gøre modstand er at skabe.” Solidaritet med alle kæmpende folk. Forstærk solidariteten med det palæstinensiske folks frihedskamp. Pres den danske regering til at stå fast på oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, uanset hvad EU beslutter sig for. Støt ”Boykot Israel-kampagnen. Israel kalder demonstrationer mod Apartheidmuren ”ikke voldelig terrorisme”. I den sammenhæng et forslag til eftertanke: Hvad med at lade dem smage deres egen medicin. Murersvende og murerarbejdsmænd: Vi har før før muret porte til, det kan vel gøres igen? Adressen kan I finde i telefonbogen – se under ambassader. danskere”. Det kan man ikke – man må vælge side. Det er klassekampens præmisser. Den fjerde statsmagt – Presse og medier. Den sociale kamp. Kampen mod krisen og dens følger og den sociale kamp er en kamp mod det kapitalistiske system, hvor kriser kommer og går. Spekulanter, børshajer og banker forgyldes, og samfundets dårligst stillede betaler – det er krisens lov. Det drejer ikke kun om kroner og øre, men omsociale forringelser og indskrænkninger – eller helt fjernelse af tidligere tilkæmpede rettigheder. Om en stigende arbejdsløshed og kampen mod den. Det er en eksistenskamp. Det er klassekamp. Før i tiden arbejdede stærke kræfter på oprettelsen af det man kaldte ”en social modstandsbevægelse”. Om det skal være navnet i dag, kan man altid diskutere. Det er mindre væsentligt. Men der er stadig mere brug for en samling i den sociale kamp, som aktivt sætter sig op mod en politik, som på få år har ført til reel fattigdom i Danmark. Kampen for arbejde skal forstærkes. Det er ikke blot de arbejdsløses problem, det er alles problem – og dermed alles kamp – ikke mindst fagforeninger og forbund. Man kan ikke klare den med mundsvær og fine udtalelser – man må op på barrikaderne. For i dag er det mig – i morgen dig! Grundlæggende er den sociale kamp – som før sagt – en kamp mod det kapitalistiske system, som sætter profitten over mennesket. Et opgør med udbyttersamfundet trænger sig på.. Førnævnte Stéphane Hessel har fat i noget af det i sin lille pamflet ”Gør Oprør”: ”Oprettelsen af et ægte økonomisk og socialt demokrati forudsætter, at de store finansielle og økonomiske magtgrupper udelukkes fra økonomistyringen.” Det burde den nye regering skrive sig bag øret – ikke mindst Socialdemokratiet og SF – som har så travlt med at erklære, at ”de vil være regering for alle I ytringsfrihedens misbrugte navn har man her til lands lov til at lyve lige så tosset, man vil. Og det gør man. Det er en del af den ideologiske kamp – kampen om sjælene om man vil. Når løgnen er gentaget tilstrækkelig mange gange, fremstår den som den evigt gyldige sandhed. Det har man lært af Göbbels. Så skal vi det til livs er læserbreve – som i øvrigt kun sjældent bliver optaget – ikke nok. Vi må gå anderledes militant til værks. De er tykhudede. Nemt har det aldrig været, og nemt bliver til heller ikke i fremtiden. Det overrasker næppe nogen. Man kan jo begynde med demonstrationer og aktioner mod dem, når de bliver taget i en åbenlys løgn. Det gælder ikke blot den skrevne presse, men også tv, radio og ikke mindst politikere. Hæng dem ud i offentligheden, afslør dem – gør dem til grin. Her et forslag til eftertanke: Gå op redaktionerne og slå i bordet. Nægter man os adgang, så stil højtalere op foran bladhusene og tv-byen. I første omgang lader de som ingenting – eller Pudser politiet på os – men i anden, eller tredje, eller tiende omgang kommer de ud af deres elfenbenstårn for at lufte deres forargelse. Det er kun dem, der har lov til at krænke andre mennesker. De har ifølge dem selv patent på halve sandheder og hele løgne. På fordrejelser og bagvaskelse – det står i ”grundloven” - så kom ikke her. Hvad os angår, så kan det endelig være, at vi kom i avisen,. Det samme gælder skamløse politikere. Musik skal der til, skrev min ven Tuba-Karl til mig her i fængslet. Og det har han ret i. Musik på morgenkvisten foran deres hjem for eksempel. ”Råb det fra tagene”, som salig pastor Harald Søby formulerede det. Til eftertanke. Men der skal mere til – aktiviteterne skal speedes op og presset nedefra øges, hvis vi skal slå igennem lydmuren Her kan besættelse af offentlige institutioner – sågar ministerier som misbruger deres magt – blive aktuelt. Send delegationer til Folketingets udvalg, hver gang de løber fra deres løfter. Ikke én delegation – men mange. Stil jeres spørgsmål og kræv konkrete svar. Find Jer ikke i udenomssnak. Stil dem til ansvar for deres gerninger. Ofrene for krisen og den førte politik skal ind på de bonede gulve. ”Er det nu ikke for skrapt det her,” vil nogen sikkert indvende. Nej, det er det ikke. Under dække af krisen forarmer man befolkningen.. Så det er rent selvforsvar. Vi må bruge de få midler vi har til rådighed for at imødegå den uhæmmede klassepolitik. Måske vil nogen indvende: Vi har jo lige fået en ny regering, skal vi ikke lige se, hvad de gør? Selvfølgelig skal vi det. Men man skal erindre sig, at de tre partier, som udgør regeringen, alle har stemt for det meste af den forrige regerings neddrægtige politik. Så nogen grundlæggende ændringer til det bedre, som ikke bare er lapperier, skal man ikke forvente sig, hvis ikke der lægges et konstant og stigende pres på dem fra befolkningens side. Husk efterlønnen er allerede solgt, og de arbejdsløses vilkår forringes med Socialdemokratiets, de radikales og Sf’s stemmer. Kom frem i lyset. På nær nogle få forfattere, som har markeret sig positivt i forbindelse med Danmarks krige, er det ikke meget vi har set til de intellektuelle i de sidste år. Men vi har brug for Jer – og kampen er kun lige begyndt. Gå i folkets tjeneste. Vis nye veje. Tænd lys i en mørk tid. Vi ved I kan – I har gjort det før. Forfattere, kunstnere, filmmagere, komponister, sangskrivere og sangere med flere: Kom ud af starthullerne og vis Jeres talenter – vi ved i kan. Nogle skridt tilbage i tiden – til 1974. Da skrev nu afdøde forfatter, Jesper Jensen, som er blevet brugt til overskrift til mine breve fra Horserød. Den blev første gang spillet og sunget ved de arbejdsløses demonstration den 26. november 1974. 150.00 arbejdsløse og arbejdende var samlede foran Christiansborg i vrede mod Hartling-regeringens sote arbejderfjendske politik. Her er teksten, som også passer til krisens Danmark anno 2011: ”Inde bag koncernes facader Sjakre de med os og vores liv Vi er arbejdskraft man mader som et profitabelt tidsfordriv. Rejs Jer og gå med. Vi kræver menneskeværd. Ikke flere ord men handling nu og her.” Tavs omAf FN Konvention Tue Magnussen. Regeringens arbejde for menneskerettighederne internationalt er mere præget af passivitet end aktivisme? Da regeringen trådte til i oktober 2011 understregede den i sit regeringsgrundlag, at den internationalt ville arbejde for at fremme menneskerettighederne. Men regeringens politik har siden dens tiltræden været præget af et fravær af mere konkrete udspil bortset fra, at man droppede en selvstændig kommissionsundersøgelse af CIA-flys overflyvning af Danmark på vej til hemmelige fængsler med terrorsigtede og nu skønmaler sikkerhedssituationen på baggrund af de mange års krigsførelse i Afghanistan. Regeringen har også været tavs om initiativer på menneskerettighedsområdet under det standende danske formandsskab af EU, herunder om fremme af FN’s konventioner. Det gælder også FN’s konvention mod tvungne forsvindinger. Da Helle Thorning i februar i år besøgte Obama i det Hvide hus lignede det mere et høflighedsvisit end danske krav til USA. Efter alt at dømme var rungende tavshed om såvel Tillægsprotokollen til FNs konvention mod Tortur og FN’s konvention mod tvungne forsvindinger. Det lignede mere et høflighedsvisit end danske krav til USA. Konventionen er fortsat ikke særlig kendt på vore hjemmelige breddegrader, selvom Folketinget i foråret 2011 behandlede et beslutningsforslag fra oppositionen, hvor folketingsmedlem Line Barfoed (EL) forgæves forsøgte at få VKO-regeringen til snarest at foretage en dansk ratifikation. Forbud mod tvangsforsvindinger Kort fortalt har konventionen stor lighed med FN’s konvention mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, som FN vedtog i 1984. Den nye FN-konvention definerer en tvungen forsvinding og forpligter de deltagende stater til at forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger. Den understreger et absolut forbud mod tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges hverken i krig eller under nødret. Tvangsforsvindinger er både i fredstid og i krig en forbrydelse, og de ansvarlige skal retsforfølges. Samtidig forbydes hemmelige fængsler og nok så vigtigt at overføre personer til lande, hvor de risikerer tvangsforsvinding. TVUNGNE FORSVINDINGER hører til dagens orden i mange tredjeverdenslande. Men forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har sat menneskerettighederne under pres. Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger er en international forbrydelse og at de ansvarlige for, at et menneske forsvinder, skal drages til ansvar. Danmark har ikke ratificeret Også den danske stat har pligt til at retsforfølge formodede ansvarlige for en tvungen forsvinding, når overtrædelsen er begået på dansk område – også i udlandet på danske militærbaser. Konventionen er også aktuel, når CIA bruger dansk luftrum til CIA-transporter, og man kan håbe, at den kan blive et godt redskab til endelig at få sat punktum for CIA’s overførsler af terrormistænkte til torturvenlige stater. Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) underskrev i 2007 konventionen. Nu er der gået fem - man fristes til at sige fem lange år siden den danske underskrift, og Danmark har stadig ikke ratificeret konventionen. I mellemtiden er konventionen trådt i kraft. Det skete lillejuleaften, den 23. december, 2010. Efter Danmarks eksamen i Geneve i maj 2011 accepterede regeringen at ratificere konventionen. Det er positivt, men uden den tidligere danske regerings mangeårige smøl kunne Danmark, som det 20. og udslagsgivende land have markeret sig internationalt. Regeringsgrundlaget kunne være en god lejlighed til at melde ud, at man vil arbejde for en snarlig dansk ratifikation og fremme af konventionen fra det øvrige EU under EU-formandskabet. Det ville have klædt den ny regering, hvis man havde fremsat en lov herom eller i det mindste medtaget ratifikationen i regeringens lovgrundlag. Især EU-formandskabet bør man få sat gang i ratifikationsprocessen. Man kan håbe og opfordre Enhedslisten til hurtigt at genfremsætte beslutningsforslaget. Det ville have været godt at have fejet for egen dør, inden man overtog EU’s formandskab, men nu må det danske formandskab bør sætte sig som mål at få alle EU-landene til at ratificere konventionen. Tue Magnussen er cand.mag. og med i redaktionen af Antifacistisk Forum, samt bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og den Danske Helsinki - komite for Menneskerettigheder og tidligere koordinator (19992011) for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). EU-formandskabet I krisens skygge Af Flemming Hybert Der er ingen tvivl om, at vi overtager Formandskabet i en historisk vanskelig Periode. Vores formandskab vil stå i Krisens tegn. Ovenstående løfterige erklæring blev fremsat af Helle Thorning-Schmidt da danmark ved årsskiftet blev formand for EU. Enkelte vil måske mene, at Danmark som formand kan øve indflydelse på den krise som så voldsomt udspiller sig, også på den europæiske arena. Det vil ikke ske. Danmark er snarere kommet i rollen som trækdyr, spændt for de toneangivende EU landes vogn, dvs. Frankrig, Tyskland og ikke mindst finanskapitalens. Disse nævnte aktører er jo uden sammenligning dem, der træffer de helt afgørende beslutninger når det gælder krisen og EU`s fremtid. Finanspagtens, der betegnende nok rimer på finansmagten, er et helt aktuelt og fatalt eksempel på denne rangorden i EU. Den højt besungne ”selvregulerende markedsøkonomi” har, på trods af, hvad systemets tro medløbere ellers har forklaret, vist sig ikke at holde vand. Tværtimod! Derfor gøres der nu en del anstrengelser for at vælte en fejlslagen økonomisk politiks byrder over på dem, der hverken har haft lod eller del i spekulanternes festligheder. Til dette forehavende er EU i spil som et vægtigt instrument. Massive problemer Den globale finanskapital er, bl.a. som resultat af mangelen på et synligt, klart og slagkraftigt politisk alternativ, gået grassat i grådighed. Det har udløst en verdensomspændende økonomisk krise, der har ramt EU-landene hårdt og forårsaget store økonomiske problemer. Som resultat skal den sagesløse befolkning – arbejdende som pensionister - nu smage nedskæringens pisk. Det har naturligt nok fremkaldt store demonstrationer flere steder, især i Sydeuropa. Og værst i Grækenland, hvor gældsfælden og kravene fra EU (læs Angela Merkel og Sarkozy), har medført vedtagelse af love og stramninger, hvis konsekvens medfører byrder og besparelser der rammer befolkningen i massivt omfang. Lønreduktioner på mere end tyve procent og masseafskedigelser i den offentlige sektor er blot nogen af ingredienserne. I Spanien, Portugal og Italien, hvor problemstillingen og gældskrisen er sammenlignelig med Grækenland, er samme medicinering dikteret. Som middel til at gennemføre de omfattende indgreb, har det været nødvendigt sine steder, at sætte ”normale” demokratiske procedurer ud af kraft. Såvel i Grækenland som Italien er der således blevet indsat teknokratiske regeringer, hvis demokratiske baggrund nærmest er ikke eksisterende. Budgetter til tjek i EU Det er altså på en højst turbulent baggrund, at det danske EU-formandskab udspiller sig. Men det er en bunden opgave, hvor Danmark forventes at udfylde bukserne til Merkel og Sarkozy`s fulde tilfredshed. Selv har regeringen præsenteret et slags prioriteret 4-punkts katalog, for EU-formandsskabet, hvor første punkt ”Et ansvarligt Europa” understøtter større og udvidet magt til EU. I punktet hedder det: ”- Der skal styr på økonomien i Europa ved at de enkelte lande holder styr på deres budgetter. - Danmark vil støtte arbejdet med eurolandenes finanspagt, som blev aftalt under EU-topmødet 9. december, og som skal inddæmme gældskrisen ved at lægge landene i strammere budgetmæssige tøjler. - Implementeringen af det europæiske semester, som er en seksmåneders periode hvert åt, hvor medlemsstater sender deres nationale budgetter til tjek hos EU.” Som det fremgår af ordlyden har regeringen altså på forhånd hægtet sig fast på principperne i Finanspagten - eller som den rettelig hedder: ”Traktat om stabilitet, koordinering og styring i den økonomiske og monetære union”. Finanspagten indebærer, at de omfattede eurolande, men også tilsluttede ikke eurolande, fratages råderetten over egne samfundsanliggender, tvinges til at føre en stram økonomisk politik, hvor statens årlige budgetunderskud højst må udgøre tre procent af BNP og statsgælden højst 60 procent. Budgetreglerne skal efter traktatens ordlyd gøres til bindende lov. Hvis reglerne overtrædes kan de enkelte lande idømmes bøder af EU- domstolen. I den sammenhæng har det stor interesse, hvordan den varslede budgetlov i Danmark bliver skruet sammen. Eksempelvis er det fra regeringen side oplyst, at de såkaldte overførselsindkomster – herunder pensioner – nu skal reguleres. Skal det så – må man spørge - ske helt efter finanspagten krasse nedskæringsintentioner? Traktatens bestemmelser svinebinder kommende regeringers mulighed for at føre en politik, der stemmer overens med de forhold som en given situation betinger. Hvilket igen betyder, at det bliver mere end vanskeligt, at sætte ind med foranstaltninger til velfærd, bekæmpelse af arbejdsløshed og kriser eller for den sags skyld kickstart af dansk økonomi. Sagt på en anden måde: Fremtidens danske regeringer og folketing tvinges til at føre borgerlig økonomisk politik. Samfundsmæssig kontrol Men vil hele projektet med finanspagt overhovedet ha` den angiveligt tilsigtede virkning? Det er der ikke noget der tyder på. Medicinen er i al sin gribende enkelhed blot mere af det samme. Systemets krise/ Kapitalismens krise lader sig ikke styre. Kriser er netop systemets iboende og lovmæssige fænomen. Det er derfor lig med, at sætte ræven til at vogte gæs, når de, der har forårsaget krisen også inkluderes i løsningen af krisen. Finanskapitalen og bankernes anarkistiske skalten og valten skal stoppes. Det er ikke spareøvelser, der savnes. Derimod samfundsmæssig kontrol. Det er da et alment demokratisk problem, når banksektoren, som råder over formuer flere gange større end enkelte landes BNP og forvaltet af en håndfuld bestyrelser og direktioner, fremdeles kan underminere samfundsøkonomien. Det er ligeledes ganske tankevækkende, når flere fremtrædende EU- økonomer og politikere raden rundt udtrykker store betænkeligheder ved pagten, ja selv borgerlige politikere i såvel indland som udland lægger kraftig afstand til pagten. Eksempelvis siger lederen af de britiske konservative i EU-parlamentet, Martin Callanan om Helle Thorning-Schmidts anbefaling af finanspagten: ”Dermed binder hun på udemokratisk vis Danmark til en stram borgerlig finanspolitik i mange år frem”. Og Videre siger han ”Men hvad er så meningen med at have parlamentsvalg? Når alle alternativer til den økonomiske politik er sat til side, og vælgerne under alle omstændigheder bliver tvunget til den samme politik. Uanset hvem de stemmer på”. Snigende suverænitetsafgivelse Det er en skandale og et demokratisk problem, når regeringen og folketingsflertallet reelt ser bort fra den omstændighed, at befolkningen har sagt nej til euroen. Sagen er jo, at dette flertal, hvis det får magt som agt, dermed ad snuskede bagveje indlemmer Danmark de facto i eurozonen, hvor kun selve euromønten som betalingsmiddel er undtaget. Det er heller ikke i orden, at spørgsmålet om suverænitetsafgivelse gøres til genstand for diverse kunstgreb og prokuratorkneb, hvor regeringens jurister, som på forhånd er taget i ed, melder grønt lys for traktattilslutning, og fred og ingen fare. Ligesom det heller ikke er betryggende, når skiftende ministre bagatelliserer traktatens forskellige elementer, f.eks i spørgsmålet om bødestraf ved budgetoverskridelser eller manglende behørig lovgivning. Mod bedre vidende gøres muligheden for, at blive indklaget for EU-domstolen til noget hypotetisk. Det er da beskæmmende at en regering, der er kommet til verden på bl.a. forventninger om et opgør med tidligere regeringers lemfældige omgang med sandheden, tilsyneladende fortsætter i samme spor. Underskriftindsamling Men det sidste ord i den sag er ikke sagt. Mange gode kræfter har sat sig for, at forhindre udsalget af dansk selvstændighed. Det gælder flere fremtrædende kunstnere. Det gælder politikere og politiske partier af vidt forskellig observans. Og ikke mindst Folkebevægelsen mod EU, der har sat en omfattende underskriftindsamling iværk, hvor kravet lyder: ”Det ”Det kan godt være, at regeringen vil tilslutte Danmark til EU`s finanspagt uden at spørge danskerne – men det får ikke lov at ske i stilhed!”. Klassens duks Det er helt nødvendigt, at den snigende integration i storkapitalens EU bringes til ophør, at de stadige tilpasninger og indordninger åbent eller skjult modvirkes effektivt. Siden 1972, hvor Danmark blev medlem – dengang EU hed EF – har Danmark optrådt som klassens duks. og tilnærmet vores land storkapitalens egentlige og overordnede mål, om en stadig snævrere union. Forskellige vedtagne forordninger og dekreter har alle virket i den retning. Iøjnefaldende er undermineringen af dansk arbejderklasses rettigheder. I takt med udbygningen af arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, er løn og arbejdsforhold blevet stækket mærkbart. På det sidste - i tråd med filosofien om, at det er i krisetider, at tilbagerulning af demokratiske rettigheder skal gennemføres, har EU-kommissionen lanceret et forslag, om kraftig begrænsning af fagbevægelsens strejkeret. Altså et eksempel af mange på vejen mod likvidering af Danmark nationale selvbestemmelsesret. Forud for afstemningen i 1972 fremførte EF tilhængerne det lokkende slogan: ”For den daglige husholdnings skyld”. I den nuværende situation forekommer det relevant, at regeringen bruger EU-formandskabet konstruktivt, og siger nej til finanspagten: For den daglige selvbestemmelses skyld. Traktaten træder efter planen i kraft når den er godkendt af 12 eurolande. dvs. den 1. januar 2013. Men Danmark er jo ikke et euroland og behøver derfor ikke at tiltræde pagten. Foreløbig har Tjekkiet og England besluttet sig for ikke at gøre det. Det danske formandskabs muligheder for at gøre noget alvorligt ved kapitalismens krise er som allerede antydet mere end beskedent. Beslutningerne træffes andetsteds. Regeringen bør derfor tone rent flag og erkende, at formandskabet mest er til pral og indvortes brug. Passende bør regeringen derfor ta` konsekvensen, og indtage et standpunkt, der er i overensstemmelse med befolkningens interesser. Fascisme som styreform i Afrika Af Lilli Rodeck Senegal i Vestafrika, som var det borgerlige demokDet såkaldte demokrati viste sig hurtigt at være et ratis fyrtårn i Afrika, oplever i disse dage en voldskalkeskjul for et brutalt styre, hvor drab og forsvinsom ændring. Senegals forfatning giver præsidenten dinger blev en del af Gambias hverdag. Ytringsfri2 valgperioder. Men den nuværende 85 årige præsiheden blev undertrykt og pressefriheden blev udsat dent har fået forfatningskommissionen til at anerkfor flere angreb fra præsidenten. Avisen The Point ende, at han stiller op for 3. gang. Den internationalt i Gambia blev udsat for mord 2004 på deres cheberømte musiker Yussuf Ndour, som er socialist, og fredaktør Mr. Deyda Hydara. Målet var at stoppe som havde anmeldt sit kandidatur, fik underkendt avisens kritiske linje. Men avisen udkommer stadig lige nok underskrifter, så han ikke kan stille op d. 26. hver dag. februar i år. Præsidenten i Senegal har nære forbindelser til Præsident Jammeh startede sin karriere som en fattig præsidenten i Gambia. Gambia, som er Afrikas oberst. I dag er han landets rigeste. Han ejer nu en mindste stat, og som er på størrelse med Jylland farm, som beboerne og tvangsudskrevne soldater har siden 1994 væres styrret jernhårdt af Dr. Jampasser. Og mange af de forbedringer, som blev meh, som væltede den tidligere præsident ved et lovet, er ikke sket. Uligheden mellem rig og fattig er ublodigt militærkup. Formålet med kuppet var en enorm. Og for mennesker på landet er udviklingen bekæmpelse af korruption. usynlig. Gambia ligger ud til Atlanterhavet og præsidenten har gennem årene opbygget områder for rige I begyndelsen af Jammehs regeringstid var befolkog turister langs kysten, så de oprindelige beboere ningen glade, da der hurtigt blev sat et stop for den blevet presset væk. Beboelsen langs kysten er så dyr, værste valutasvindel og politiets korruption. Mange- at kun de absolut rigeste kan bo der. I Bakau, som len på ris, som havde præget den tidlige præsidents ligger på et næs mellem Atlanterhavet og udløbet af regeringstid, ophørte. Kuppet blev i 1996 erstattet af Gambiafloden findes de flotteste hoteller, FN’s dyre et ”demokrati”, hvor Dr. Jammeh vandt en overvælhovedkvarter for Gambia og Ambassader. Den oprindende sejr. delige by presses af høje huslejer. Så flere og flere huse forlades og forfalder. Den korruption, som skulle bekæmpes, er vendt tilbage i stor stil. De fleste politibetjente supplerer deres lave løn med selvopfundne lovovertrædelser. Den barske virkelighed for betjente og andre lønarbejdere er, at lønningerne er så lave, at de ikke kan dække de reelle omkostninger til husleje, mad og transport. Den eksisterende fagbevægelse er styret af præsidenten og hans parti. Det betyder, at der ikke findes organisationer, som kæmper for lønninger, som folk kan leve af. Under den tidligere præsident var lønninger relativt højere, men tilsyneladende stiger lønninger ikke i samme takt som priserne. Det betyder, at selv folk med uddannelse har svært ved at opbygge et godt liv. Før kuppet var de fleste gambianere afslappede i forhold til religion. Folk levede i harmoni, og arbejdsliv var vigtigere end bønner og faster. Kun på landet opretholdt man Islams bønnerytme. Men efterhånden som forarmelsen spredte sig blev religion mere betydningsfuld. Islam er nu tydeligt i hverdagsbilledet. Moskeer bygges overalt nu. Ny kristne sekter missionerer aggressivt overalt i byområderne. Man kan sige, at brød erstattes af tro og underkastelse. Ved valget november 2011 blev det manglende borgerlige demokrati tydeligt. Præsidenten holdt valgkampagne i flere måneder, men oppositionen fik kun 11 dage inden valget. Denne begrænsning var ukendt for befolkningen, så mange undrede sig dybt over den manglende politiske udmelding fra oppositionen. Præsidenten brugte også skamløst Islam i valget. Han fortalte via plakater, at han var guds udvalgte. Militær og politi blev tilsvarende brugt for at sikre, at evt. vælgere, som kunne tænke sig at stemme på oppositionen, forstod at uanset valgresultatet, ville præsidenten stadig hedde Jammeh efter valget. Den daglige undertrykkelse medfører, at der verden over findes flygtninge fra Gambia. Bl. a. bor der lige nu en Gambiansk forfatter i Danmark som gæst i ”åbne byer”, som beskytter forfattere og journalister, som kommer fra lande, hvor ytringsfriheden undertrykkes og deres liv trues. Det kan virke besynderligt, at Danmark har en flygtning fra et land, hvortil der hver vinter sendes mange turister. Gambia er ikke det eneste land i Afrika, hvor drab, vilkårlige fængslinger og forsvindinger foregår. Faktisk er det ved at være svært at finde lande, hvor almindelige menneskerettigheder overholdes. Næsten overalt findes der magtfuldkomne eller magtivrige ledere, som gladelig undertrykker deres egen befolkning for at fremme indtjening for dem selv og deres ligemænd. Overalt på det afrikanske kontinent undertrykkes fagbevægelser og ytringsfrihed. Næsten overalt findes der politiske fanger, tortur og ulighed for loven. Senegal var i Vestafrika undtagelsen fra normen, som nu forsvinder d. 26. februar. Dette kontinent, som var menneskehedens vugge, plages af krige, børnesoldater, grov udnyttelse af den lokale befolkning og tyveri af rigdomme. Vi er vidne til kineseres ”tyveri” af frugtbar landbrugsjord, europæiske firmaer, som snyder de afrikanske stater for skat og som uden skam bruger landes befolkninger som forsøgsdyr for medicinalindustrien. Gambia, hvor hårdt styret end er for befolkningen, er en ren novice i forhold til Swaziland, som styres af en konge med rettigheder, som kan kaldes middelalderlige. Swaziland har fængslerne fulde af politiske fanger, som oplever tortur i en sådan grad, at det er svært at forstå fornuften i overgrebene. Også Swaziland har turister. Den demokratiske Republik Congo, Uganda, Somalia og Sierra Leone har kæmpe problemer omkring brug af børnesoldater. Man anslår, at 100.000 børn deltager i konflikter med våben i hånd. Disse børn, som skulle være fremtiden, får ødelagt deres liv, inden det kommer i gang. Andre børn bruges som billig ellers gratis arbejdskraft. En stor del af kakaodyrkningen drives ved hjælp af børneslaveri. Alle disse overgreb mod børn er med til at fastholde de afrikanske lande i fattigdom. Selv Sydafrika, som er meget rigt, har store problemer. Da Apartheid faldt, havde ANC en forgyldt chance for at opbygge et mere retfærdigt samfund. Men desværre lod man sig besnakke af økonomiske rådgivere, som kun havde det mål at sikre kapitalens frihed og markedets uindskrænkede magt. Det har betydet, at for mange beboere i de sorte bydele er ændringen fra det hvide styre frem til i dag meget lille. Fattigdommen er stor, kriminaliteten og udbredelsen af HIV og AIDS er med til at fastholde befolkningen i elendighed. Ser man på vilkårene for borgerne i de forskellige nationer i Afrika, ser det sort ud. Overalt høster store multinationale virksomheder store profitter, enten ved brug af billig arbejdskraft, manglende skatteindbetaling eller dumping af dårlige varer. Våbenproducenterne af håndvåben har gyldne tider. De mange væbnede konflikter skaber fine muligheder. Krigene giver de rige lande en mulighed for at opkøbe råvarer, så som guld, diamanter, kakao m.m. til dumpingpriser. Gambia har ingen råstoffer. Befolkningstallet er lille og det betyder, at ingen finder grund til at bekæmpe det pseudodemokrati, som har hersket siden kuppet 1994. Den eneste vej til forandringer i denne lille stat er uddannelse. Og heldigt nok kommer de fleste børn i skole i dag. De højere uddannelser skal foregå i udlandet, og man kan håbe, at der ad den vej kommer nye ideer og kræfter, således at dette lille land en dag kan få en lysere fremtid. Alle børn i verden har krav på og ret til skolegang. Og kan man fra den rige verden ikke finde på anden hjælp, kunne de understøtte skoler og uddannelser. Netop de studerende er i Swaziland den største politiske kraft i kampen mod et kongehus, som gennem generationer har mishandlet landets egen befolkning. Afrika har store politiske forbilleder, Patrice Lumumba, Kwame Nkruma og Walther Sisulu, mænd som drømte om et rigt og frit kontinent. Og en dag vil den drøm nok gå i opfyldelse, men først må udnyttelse og religiøst betinget oprør erstattes med klassekamp! Kalender Film Bombeattentatet i Søllerødgade i København den 16. marts 1992, hvor Henrik Christensen fra Internationale Socialister Mistede livet, markeres på tyveårsdagen med premiere på en Dokumentarfilm. Premieren finder sted fredag den 16. marts i Kulturhuset Støberiet på Blågårdplads i København. Demonstration 16/3 kl. 17:00 på Blågårdsplads Til minde om bombeattentatet mod Internationale Socialister og mordet på Henrik Christensen d. 16/3 1992. Demonstration Århus d. 31/3 kl. 13:00 English Defence League kommer til Århus. English Defence League skaber splittelse og vil sprede had og vold i smilets by. De forfølger anderledes tænkende og hetzer specielt muslimer. Vores budskab er et budskab om sammenhold, demokrati og mangfoldighed. Vi vil benytte denne dag til at skabe en folkefest, for at markere flertallets modstand mod højreekstremisme og racisme. Kvindernes internationale kampdag 8/3 Se opslag i presse og/eller Modkraft. Grundloven versus terrorloven. Af Anton Nielsen Hvad gælder her til lands? Danmarks Riges stund. Med vort kendskab til Østre Landsret ændrer Grundlov eller terrorloven? Det er forståeligt, at det næppe noget – måske tværtimod. mange kan være i tvivl. Se nu bare Københavns Byrets dom over ROJ-TV. Hvad var det der skete Bagmændene? og hvorfor? Hvem står bag dette forsøg på at Ja, udover den tyrkiske regering med statsminister knægte ytrings- og pressefriheden? Erdogan i spidsen, er det et sammenrend af denne klodes højrekræfter – inklusive villige danske Dommen over ROJ-TV er et bestillingsarbejde. En justitsministre, som er klar til at lade Grundloven tak for hjælpen. Da Tyrkiet stemte for Anders Fogh sættes ud af spillet til fordel for den af dem indførte Rasmussen til jobbet som NATOs generalsekretær, terrorlov. forpligtede man sig til at lukke TV-stationen. Noget Grundloven § 77 siger klart: ”Enhver er berettiget for noget er princippet. En lokumsaftale er det blevet til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, kaldt! dog under ansvar for domstolene. Censur og andre Hele optakten beviser det. Således havde forhenforebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny værende justitsminister, Lars Bafoed møder med den indføres.” tyrkiske ambassadør inden retssagen. Det skulle være klar tale, men åbenbart ikke i 2012. Og hele retssagens forløb beviser det. Forsvareren Men det er ikke desto mindre, hvad der sker! Men blev nægtet at føre sine vidner, mens anklageren her er det ikke loven, der taler – men magten. havde frit spil til at fremlægge sine fra Tyrkiet fremsendte ”beviser” eller måske diktater, som alene Magtens repræsentanter er i denne sammenhæng: tjente det formål, at fremstille ROJ-TV som talerør som tidligere nævnt Tyrkiet. Men mange andre har for PKK, der som så mange andre frihedsbevægelser interesse i at ROJ-TV lukkes. Udover Anders Fogh er på EU’s og USA’s terrorlister. Løgn og fordrejet Rasmussen, der som tak for hjælpen blev udset til pladsen som generalsekretær for NATO, drejer det jura fra enden til anden. Byretten var dog ikke i stand til, at inddrage station- sig også om Tyrkiets medlemskab af EU. På trods ens sendetilladelse, hvilket var bagmændenes egent- af utallige, konkrete, beviser på brug af tortur mod lige mål. Det kan alene Radio-TV nævnet, som ikke politiske modstandere, mener man fortsat, at Tyrkiet hører hjemme i EU. Og det er sikkert rigtigt! mindre end fire gange har haft ROJ-TV på dagsordenen, men intet har haft at indvende mod stationens EU er officielt modstandere af tortur og fængsling, når det drejer sig om deres politiske modstandere. sendinger og vægtning af stoffet. Formanden for Ellers kan man gøre, hvad man vil. Som CIA’s hemnævnet blev nægtet at vidne i retssalen. Man forstår melige torturfængsler er et eksempel på. hvorfor. Alligevel siger Byretten, at ROJ-TV ”har fremmet PKK’s virksomhed... derfor idømmes de 40 dagbøder af 65.000,- kroner = To millioner sekshundredetusinde kroner. Sagen er nu anket til Østre Landsret af forsvareren.. Hvornår den kommer for, vides ikke i skrivende Den tyrkiske stats undertrykkelse politisk, sprogligt og fysisk af det kurdiske mindretal i Tyrkiet, ligner det armenske folkemord i 1915, hvilket man fortsat fornægter. Der er intet ændret. Undertrykkelsen fortsætter. Men det er ikke tyrkerne, som bestemmer farten – de er bare spændt for vognen. Stormagternes vogn. USA’s og NATOs vogn. De parerer ordre, som den danske regering og Københavns Byret. Det drejer sig om stormagtspolitik. Oprørsbevægelser som PKK skal slåes ned! Koste hvad det koste vil. Også selv om man dermed sætter demokratiet ud af kraft, som vi ser det i sagen mod ROJ-TV og de foregående sager mod solidaritetsbevægelser, som satte sig op mod systemet. I den kamp har de mange forbundsfæller, fra USA og CIA til PET og den danske regering, som gerne foregriber begivenhedernes gang. Man kan ikke vente – derfor sagen mod ROJ-TV. Enhver opposition skal slås ned. Med loven i hånd – som man normalt gør det her til lands. Fra 1940-erne til dags dato. Efter dommen – er man i fuld gang med at forberede de næste skridt. Satellitterne lukkes for ROJ-TV og de økonomiske midler indefryses med samme motivering af Danske Bank. Alle midler tages i brug.. Metoderne er de samme fra gang til gang. Vi har set det før. Man afskærer kommunikationen og indefryser de økonomiske midler. Målet er uændret, at sætte en stopper for organisationens virksomhed. Eventuele oprørsspirer skal kvæles i starten. Men de tager fejl! Så nemt er det ikke! Vi har som sagt set det før; For eksempel i forbindelse med sagen mod den tamilske humanitære organisation TRO, (Tamails Rehabilitatiun Organisation) som i 2008 fik sine sparsomme midler – beregnet til hjælp for de nødstedte efter tsunamiens hærgen på Sri Lanka – frosset inde. Ren humanitær hjælp. Konfiskationen af TRO’s midler blev i retten begrundet som følger:” I sagen blev fremlagt en oversat vision af dekret nr. 13.224 om terrorfinansiering, der er udstedt af den amerikanske præsident. ”Dekretet vedrører indefrysning af formuegoder og forbud mod transaktioner med personer, der begår, eller truer med at begå eller støtter terrorismen.” Det er samme dekret som nu anvendes mod ROJ-TV og som Danske Bank benytter sig af efter at have indefrosset Tv-kanalens midler. Man har foretaget dette skridt, for ikke at blive mistænkt for at yde støtte til en terrororganisation. Banken skriver som begrundelse med lidt andre ord det samme ”Da banken ønsker at sikre sig mod utilsigtet at understøtte pengestrømme, som kan opfattes som medvirken til terrorisme, har vi set os nødsaget til at spærre Deres konto.” Samme forklaring kommer fra EUTELSAT, som efter dommen i Byretten, har lukket for ROJ-TV’s udsendelser: ”... for ar undgå at pådrage sig et strafansvar for medvirken til terrorstøtte, lukkes kanalen.” Man har siden fået en aftale med en græsk kanal – men den har en mindre rækkevidde.” Hvem har mon skrevet teksten? Banker, satellitselskaber og politikere foregriber den endelige dom. De kan åbenbart ikke vente. Sagen handler om magt, og de er udsat for pression fra de højeste steder i magtens hierarki. Det er sagen, og det er en alvorlig sag. Justitsminister Morten Bødskov udsendte den 11. januar i år en pressemeddelelse, overskriften var: ”I anledning af ROJ-TV sagen.” Heri skriver ministeren, at” hvis der er huller i lovgivningen, så er ministeren indstillet på at lukke dem.” ”Jeg hverken kan eller vil forholde mig til den konkrete sag (ROJ-TV)” udtalte han nogle dage senere (18. januar) i folketingssalen. ”Hvis det ikke er at tage stilling til en konkret afgørelse, så ved jeg sådan set ikke hvad det er,” sagde Pernille Skipper fra Enhedslisten samme dag. Sagens kerne Den 13. januar siger medie-juristen Olaf Jørgensen til Dagbladet Arbejderen: ”Det her er meget alvorligt. Det kommer bag på mig, at en dansk justitsminister er klar til at indføre censur på baggrund af en byretsdom og pres fra en tyrkisk minister.” Han fortsætter”... jeg forstår ikke, hvilket hul i lovgivningen, ministeren taler om. Der er ikke noget hul i lovgivningen.” Han henviser til grundlovens § 77, hvori fastslås: “Enhver har ret til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Så det drejer sig om meget mere end penge – det gør det naturligvis også – men det drejer sig først og fremmest om demokratiets fremtid. Eller rettere sagt resterne af det. Kampen står om ytringsfriheden. Om grundloven versus terrorlovgivningen. Om de politiske magthaveres forhold til demokratiet. Og i den forbindelse også om overholdelse af de internationale konventioner, som vi har underskrevet, som f.eks. den Europæiske Menneskerettighedskonvention § 10 stk. 1 ”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser...” Vi er her ved sagens kerne. Grundloven og menneskerettighederne underordnes terrorlovgivningen. Det er, hvad det drejer sig om i sagen mod ROJTV. Munden skal lukkes på en for det kurdiske folk vigtig tv-sender. Ytringsfriheden skal bastes og bindes - og helst helt fjernes. De anklages og dømmes efter terrorlovgivningen. Tyrkiet er et eksempel på en sådan politik. Hundrede af journalister sidder for øjeblikket i landets berygtede fængsler. Ikke et eksempel til efterfølgelse. Demokratiet er ikke eksisterende i Tyrkiet. I Danmark hænger det i en tynd tråd, som kan briste, hvor når det skal være. Derfor må kampen mod den eksisterende terrorlovgivning forstærkes. ELLINIKI HALIVURJIA - GRÆSK STÅLINDUSTRI (115 dages strejke fortsætter) SOLIDARITET MED DE STREJKENDE STÅLARBEJDERE Siden den 31. oktober har arbejderne på den græske stålfabrik ELLINIKI HALIVURJIA strjeket, fordi de nægter at acceptere ledelsens afskedigelse af 45 kolleger og en lønnedgang på ca. 30% til ca. 400 euro pr. måned. Der er tale om en strategi, der bliver mere og mere udbredt blandt arbejdsgiverne, som for egen vindings skyld udnytter konsekvenserne af kapitalismens krise. Stålarbejdernes strejke har affødt en stor solidaritetsbevægelse, nationalt såvel som internationalt. Vi opfordrer den danske fagbevægelse, med dens historiske traditioner for at solidarisere sig med kolleger i andre lande, til aktivt at støtte de græske stålarbejdere ved at formulere støtteudtalelser og ved at yde økonomiske bidrag til deres kamp, som er en del hele arbejderbevægelsens kamp. Støtteudtalelser kan sendes til: [email protected] Økonomisk støtte kan sendes til: GREEK NATIONAL BANK KONTONR. 200/623301-52 IBAN GR4001102000000020062330152 BIC or Swift Code: ETHNGRAA Åbent brev: Til justitsminister Morten Bødskov samt partiformændene og de retspolitiske ordførere for Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten For godt en måned siden blev formanden for Horserød-Stutthof Foreningen frigivet efter at have afsonet en dom på to måneders fængsel. Hans forbrydelse bestod i at støtte en palæstinensisk bevægelse, som kæmper mod Israels besættelse. Det er kun en enkelt af en række afgørelser ved danske domstole, som slår fast, at enhver form for støtte til organisationer på EU’s terrorliste er ulovlig, også selvom der er tale om støtte til konkrete humanitære projekter. I forarbejdet til den danske terrorlov blev der skelnet mellem på den ene side terror og på den anden side modstand mod en besættelse. Den skelnen har de danske domme fejet til side. Dermed er der sket en kriminalisering af international solidaritet. Vi er modstandere af terror, men gør opmærksom på, at ifølge FN har ethvert folk ret til at kæmpe imod aggression og besættelse. Det er et problem, at de danske terrorlove i praksis gør det ulovligt at støtte bevægelser, som gør brug af denne ret. Det er efter vores mening med til at understrege behovet for at få gennemført en uvildig evaluering af de danske terrorlove, som udover kriminalisering af solidaritetsarbejde også har betydet en voldsom stigning i overvågningen af os alle sammen. Inden folketingsvalget støttede politikere fra Radikale, SF og Enhedslisten kravet om en uvildig revision af terrorlovene. Mange enkeltpersoner og organisationer har rejst dette krav blandt andet den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, Amnesty International, Advokatrådet, Retsikkerhedsfonden, Retspolitisk Forening og juraprofessor Eva Smith. Vi opfordrer den nye regering til at sikre den uvildige undersøgelse af terrorlovene, som den tidligere regering afviste at gennemføre. Venlig hilsen Enhedslisten Tårnby, Kommunistisk Parti Amager, Danmarks Kommunistiske Parti Amager samt Kommunistisk Parti i Danmark Amager og Amagerland. Pest over Europa. af Anton Nielsen I 1933 – året hvor Hitler tog magten i Tyskland - skrev socialdemokraten Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa”. En advarsel mod fascismen. Samtidig opfordrede Demitrof, formand for Komintern – Kommunistisk Internationale – til dannelsen af en enhedsfront mellem socialdemokrater og kommunister i kampen mod nazisme. Det afviste socialdomokraterne. Seks år senere brød den anden verdenskrig ud. Situationen i dagens Europa minder på mange måder om situationen i 30-erne – ny-fascister og nazibøller er igen på march. ”Die Fahne hoch – SA marshiert...” Mens antifascister, fredsforkæmpere og antimilitarister slæbes for retten og dømmes for for at udvise solidaritet med mennesker, som kæmper for deres frihed, marcherer nyfascister igen i gaderne. Her nogle eksempler fra fascismens arnesteder år 2012. Europæiske billeder – fascimens arnesteder år 2012. Østrig: ”Wien, Wien und nur du allein, du Stadt meine Träume sein...” Til det store bal på slotet Hofburg i Wien havde studentersammenslutningen – Burschenschaften – inviteret 3000 gæster. Æresgæster var ifølge dagbladet Politiken (4.feb):” Ungarns Jobbik-parti, det belgiske Vlaams Belang, Sverrigedemokraterne og franske Front National. Aftenens dronning var forkvinden for sidstnævnte parti, Marine Le Pen, som valsede ud på gulvet i en lang sort kjole.” Marina Le Pen ligger for øjeblikket ifølge meningsmålingerne nr. 3 i kampen om præsidentposten, og haler dag for dag ind på den nuværende præsident Sarkozy. ”Aftenens store tale” – refererer Politiken - ”blev holdt af ”studenten”Heinz-Christian Strache, som er formand for det ultrahøjreorienterede Østriske Frihedsparti – Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ, hvis formand tidligere var Jörg Heider). Heinz-Christian Strache – som var erklæret nazist i sine unge dage – har en reel mulighed for at blive Østrigs næste kansler. Dagbladet Kurier har netop offentliggjort en meningsmåling, der giver FPÖ 28 procent af stemmerne ved det næste valg – det samme som Østrigs største parti, Socialdemokraterne. I Østrigs nuværende Nationalråd leder Strache en gruppe, som har næsten 15 procent af pladserne efter en succesrig fremmedfjendsk kampagne, der bl.a. kørte på slogannet ”Wien darf nicht Istanbul werden” (Wien må ikke blive et Istanbul)” Når orkestret holdt pause kunne de mange deltagere slukke tørsten med et glas ”Hitler-Wein” eller ein Vorarlberger ”Schnaps vom Führer” som kan købes hos internetkøbmanden Roland Marte fra Götzis (Vorarlberg) – medlem af SOS Heimat – Nationale Platform für Ôsterreich. Samtidig meddelte de østrigske antifascister blad – Der neue Marnruf – at det højreekstreme tidsskrift ”Aula”- som står FPÖ nær – har igangsat en kampagne mod tidligere kz-fanger, som betegnes som ”en landeplage”. Samtidig har man sat turbo på omskrivningen af historien. Anne Frank blev ikke myrdet, gaskamrene er en skrøne osv. osv.. Vi kender det også her i landet. I 2011 har fangeorganisationerne for Mauthausen, Auschwitz og Ravensbrück sendt en omfattende redegørelse til stadtsanklageren i Graz, med krav om, at tidsskriftet Aula og dets redaktør og udgiveren ”Verbands Freiheitlicher Akedemiker” stiles ansvar for deres handlinger og dømmes for deres nazistiske. agitation. Tyskland – blodspor i sneen. I februar 2011 fandt der en antinazistisk demonstration sted i Dresden. 20.000 antifascister demonstrerede anført af præsten fra Jena, Lother König. ”Det er vor borgerpligt, at demonstrere mod nazisterne”, sagde han. Det har siden ført til, at han er blevet udråbt til delstaten Sachsens fjende. Først blev han anklaget for at ville danne ”en kriminel forening”. Det er imidlertid opgivet. Det skyldes ikke mangel på beviser, siger delstatens statsadvokat, men at straffen for ”særlig svær forstyrrelse af den offentlige orden, er højere..” Tiltalen og den senere voldelige ransagning af præstens hjem, ses af politikere fra flere partier, at myndighederne i Sachsen har et problem med, at se til højre. ”Forfølgelsen af König er kontraproduktiv for opgøret med højreekstremismen. ”Vi opfordrer myndighederne i Sachsen til at trække anklagen tilbage,” siger socialdemokraten Uwe Höhn – en af de 30 højtstående politikere der åbent kritiserer myndighederne. ”Vi ser anklagen mod Lother König som en politisk proces, og vi har indtrykket af, at myndighederne ser bedre venstre øje end med højre,” skriver de – og hentyder hermed til den tyske efterretningstjeneste i bedste fald halvhjertede og i hvert fald fejlslagne efterforskning af de ti mord – de såkaldte Dönermord – som blev begået over en periode på 10 år af den nynazistiske gruppe – Nationalsocialistisk Undergrund. Medlemmerne af ”Nationalsozialistiske Untergrund” stammer alle fra Jena. De står bag de ni mord på indvandre og én politibetjent, og var alle kendt af pastor Lother King, som i mere end tyve år har advaret mod den voksende nynazime. Morderne – hvoraf de to begik selvmord, da de blev afsløret – var bl.a. medlemmer af det tæskehold, som har terroriseret ham, hans familie og mange andre i Jena. Nu siger overborgmesteren i Jena at, hvis man havde lytet til hans advarsler i tide, kunne det værste måske være undgået. En noget sen erkendelse, men dog en indrømmelse – som dog ikke forhindrer nabodelstatens anklagemyndighed i at trække pastor Lother König for retten anklaget for terrorisme. Ungarn: Nyfascismen ved magten Det højreradikale parti, Fidesz og dets leder Viktor Orban sidder tungt på magten med det nyfascistiske parti, Jobbik og Den Ungarske Garde – stormtropperne – i ryggen. Forgængeren var det nazistiske Pilekorsparti, som have magten i Ungarn fra 15. oktober 1944 til januar 1945, hvor de blev drevet vestpå af Den røde Armé. I 1956 dukkede de op igen, efter at have opholdt sig i træningslejre nær München siden 1945. De stillede sig i spidsen for kontrarevolutionen i 1956, og som sædvanlig fulgte tøjlesløs brutalitet og massemord i deres kølvand. Ofrene var som sædvanlig kommunisterne. Nu er de tilbage under nyt navn – Jobbik-partiet. Allierede med det højrenationalistiske regeringsparti, Fidesz. Sammen har de mere end totrediedele af pladserne i parlamentet, og kan gøre hvad de vil. Og det gør de! Samtidig med at Jobbiks stormtropper – Den ungarske Garde - paraderer i gaderne. Nye love ser dagligt dagens lys. Grundloven er ændret, så den fremover sikrer den fascistiske magt over landet. Nationalbanken er privatiseret osv.. Valgloven er udvidet til at omfatte ungarske mindretal i nabolandene. Det omfatter de ungarske mindretal i Rumænien og Serbien. De imperialistiske stormagtdrømme spøger igen, og skaber berettiget uro hos naboerne. Stor-Ungarn er målet. Det fremgår klart af udtalelser fra formanden for det Ungarske Folkeparti i Transsylvanien, som kalder ”inddragelsen af ungarske mindretal i Ungarns politiske liv et andet og vigtigt og logisk skridt i retning af ”national samling.” Han tilføjede, at ”loven indirekte kan støtte autonomi bestræbelser for transsylvanske ungarer.” Kulturen står også for skud. Budapest Nye Teater overtages af fascisterne. Skuespillere og instruktører er fyret. I slutningen af denne måned overtager to racistiske og antisemitiske instruktører ledelsen af teatret. Overførselen af teatret til det yderste højre, har allerede ført til voldsomme demonstrationer med sammenstød mellem politi og antifascistiske demonstranter. I denne sammenhæng har man igangsat en hetz mod vor kammerat Vilmos Hanti, formand for Den Antifascistiske Organisation for tidligere Fanger og Modstandsfolk i Ungarn (MEASZ) og præsiden for den internationale fange og modstandsorganisation – Fédération Internationale des Résistants – Association Antifasciste (FIR). Grunden er, at Vilmos Hanti har protesteret mod den tiltagende nazificering af det ungarske samfund. anden verdenskrigs partisaner. De fungerer – trods offentlig benægtelse – stadig i bedste velgående. Imens går en racistisk klapjagt ind på Romaerne, som betragtes som persona non Grata. Der er tale om en brutal og hensynsløs etnisk udrensning i strid med alle internationale konventioner. I 2008 sendte Simon Wiesenthal Centrets direktør, Efraim Zuroff en klage til den kroatiske præsident, Stjepan Mesic i anledning af begravelsen af Dinko Sakic – en af lederne i den fascistiske Ustasâ-stat. Ved begravelsen holdt den kroatiske Dominikanske præst, Pater Vjekoslav Lasie en tale for afdøde, hvori han blandt andet sagde: ”Den ret som anklagede Dinko Sakic anklagede også Kroatien og det kroatiske folk” og ”enhver kroat bør være stolte af Sakic navn.” Kroatien. Ustasâ – nyt medlem af EU Franjo Tudjman – Kroatiens præsident (død i 1999) – var af profession historiker. Hans store idol var Dobroslav Paraga, der i sin tid stiftede ”Det kroatiske Retsparti”. Partiet var forløberen for Anté Pavelic’ fascistiske Ustasâbevægelse – Hitlers allierede under 2. verdenskrig. Samme Franjo Tudjman udtalte offentligt at: ”Ustasâ staten” - Hitlers kroatiske allierede – var et udtryk for ønsket om, at kroaterne om at genvinde selvstændigheden efter århundrede.” Han gav dermed de kroatiske fascister det blå stempel – og anerkendte samtidig den stadig aktivt arbejdende såkaldte neo- Ustashism, som den dag i dag er en del af det politiske højre i Kroatien. Blandt de nye organisationer, som har sit udgangspunkt og ideologiske baggrund i neo- Ustahismen er ”Kroatisk Defence Force” (Hrvtske obrambene snage, HOS) en paramilitær gruppe, som tog model efter de italienske fascister – Sortskjorterne. De var nogle af bagmændene bag ødelæggelsen – sprængningen - af monomenter rejst til ære for anden Og de og deres ligesindede har frit spil. Kroatien har ingen love mod den såkaldte historiske revisionisme eller Holocaust-benægtelse. Så siden Tudjman er historien blev flittigt omskrevet. Man har – i lighed med andre Holocaust-benægtere – søgt at reducere antallet af ofre for Ustasâs barbari, ikke mindst i udryddelseslejren, Jasenovac, hvor mere end 600.000 mennesker – jøder romaer og serbere blev myrdet på den mest bestialske vis. Danmark: ”Nazismen var en smuk tanke...” Et radioprogram på den licensbetalte ”Radio24syv” (18. jan. 2012) gav fri taleret til en stærk antisemitisk lytter – Peter fra Østerbro og medlem af den højreekstreme gruppe - ”Danmark Frit”. Ytringerne blev bakket op af programmets gæst i studiet, Michel Doddis. Den stærkt antisemitiske prægede ordveksling varede flere minutter. ”Nazismen var en smuk tanke” slog de to fast, uden radioværten greb ind. (Kristeligt dagblad) I den følgende udgave af programmet dagen efter genudsendte studieværten – for at det ikke skulle være løgn – samtalen og gav ”en slags undskyldning”, hvor han påberåbte sig ”ytringsfrihed” og udtalte, at han ikke kunne ”sidde og være politisk korrekt linjedommer.” Det var bare fyrværkeri Den 20. januar i år droppede politiet anklagerne om fremstilling af bomber i sagen mod Lars Agerbak, fra det højreekstreme ”Danmarks Nationale Front”. Al snak om terror og fremstilling af af sprængstoffer var droppet, da Agerbak kom for retten den 23. februar. Anklageskriftet omfattede nu kun om ”overtrædelse af våbenlovens mildere bestemmelser, tyveri og fremstilling af fyrværkeri.” Bomben i Søllerødgade Fredag den 16. marts er det 20-årsdagen for bomben i Søllerødgade, som dræbte medlem af Internationale Socialister, Henrik Christensen. Politiet oprettede et ti-mands efterforskningsenhed, til at forestår efterforskningen. PET indgik i efterforskergruppen. Af ikke oplyste grunde stoppede efterforskning, og sagen blev henlagt som uopklaret. Den 16. marts 2012 gennemføres en mindedemonstration. Den afgår fra Blågårdsplads klokken 17.00 og går til Søllerødgade. Nazimøde i Århus den 31. marts. Danish Defence League er den 31. marts værter for 10 europæiske Defence League-grupper, anført af English Defence League. Højreekstreme, antiislamistiske grupper fra hele Europa kommer til Århus til, hvad organisatorerne beskriver som starten på en europæisk bevægelse. Mødet er ifølge Stephen Le3nnon – grundlæggeren af EDL – at ”er den første rigtige europæiske begivenhed”. Der forberedes i øjeblikket demonstrationer mod Defence League-gruppernes møde. Derfor – ryd kalenderen den 31. marts og tag til Århus. Carl Scharnberg 1. Hører du nogen kalde på store og stærke mænd så er det tiden at samle alle de svage igen. 2. Den der ikke tør vælge ad hvilken vej han vil gå ender som sten i den trappe som de stærke træder på. 3. 3. Den der vælger at kæmpe trods vished om nederlag ved at andre vil følge så svage bli?r stærke en dag. Er foråret kommet til Vestsahara? Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt I mange Nordafrikanske og Arabiske lande, har det såkaldte ”Arabiske Forårs” krav om demokrati og økonomisk omfordeling lydt højest fra disse landes unge. Pressen har dækket protesterne i Egypten, Libyen og Tunesien tæt. Men også det marokkanskbesatte Vestsahara har oplevet et ”forår”, hvor især de unge kræver at Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, fører en mere konfronterende linje overfor Marokko, samt at de unge får mere indflydelse på Vestsaharas eksilregering, der i over 30 år har opereret fra flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet. Nogle unge taler endog for igen at gribe til våben, da de ikke mener at den fredelige tilgang gennem FN, der har været ført siden våbenhvilen i 1991 mellem Marokko og Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawierne, fører til noget. De unges Saharawiers frustration er ikke blot en problem for dem selv eller Marokko, men også for en hel region der ligger lige på den anden side af Middelhavet. Så hvis man i Europa ikke tager konflikten alvorlig på baggrund af den ulovlige besættelse eller Marokkos gentagne menneskerettighedsovertrædelser overfor Saharawierne, bør man gøre det fordi man ikke ønsker en optrappet konflikt eller krig, med de dertil hørende flygtningestrømme, lige syd for EU’s grænser. Det var i lyset af denne tilspidsede situation at Polisario i slutningen af december holdt sin 13. udøvende kongres, med deltagelse af over 2000 delegerede, herunder 300 udenlandske ambassadører, politikere, Ngo’er m.m. fra bl.a. Spanien, Europarlamentet, Sydamerika, Sydafrika, og den Afrikanske Union. Kongressen sendte blandt andet et brev til Marokko, hvori man opfordrede til ”refleksion over mere end 36 års besættelse af Vestsahara, der har undermineret Marokkos egen udviklingsmuligheder, og landets integration i Maghreb-regionen”. Man erklærede også, at Vestsaharas tidligere koloni-magt, Spanien, der reelt serverede Vestsahara på et fad for Marokko i 1975, ”er medansvarlig for situationen i Vestsahara”, i et brev til Spaniens statsminister Mariano Rajoy. Kongressen, der vedtager retningslinjerne for Polisarios politik i de næste fire år samt vælger Polisarios ledelse, viste dermed med al tydelighed, at man ønsker mere handling fra de implicerede parter, for at sikre den FN-sanktionerede folkeafstemning om landets tilhørsforhold, som Marokko har forhalet siden den skulle have været afholdt i 1992, og som med al sandsynlighed vil føre til Vestsaharas uafhængighed.Der var til tider divergerende opfattelser om ideer og planer under kongressen, som det ofte er i frie, ærlige, og demokratiske diskussioner”, siger Polisarios repræsentant i Danmark Abba Malainin, som var med til kongressen, ”men der var hele tiden enighed om det centrale spørgsmål, nemlig Saharawiernes ret til selvbestemmelse og uafhængighed”. ”Kongressen imødekom de unges krav om en mere konfronterende linie ved at styrke de unges deltagelse i den politiske beslutningsproces - bl.a. blev præsidenten af Saharawiernes nationale studenterråd valgt ind i af Polisarios ledelse. Desuden har man fra Polisarios side sikret at man ikke til stadighed forlader sig på de igennem mange år frugtesløse FNforhandlinger. ”Indtil videre fortsætter man forhandlingerne gennem FN”, siger Abba Malainin, ”samt styrker den fredelige Intifada i de besatte områder af Vestsahara. Men samtidigt styrker vi også Saharawiernes hærs kapacitet, selvom en militær løsning altid vil være en sidste udvej for os. Kongressens slutdokument erklærede derimod, at ’den fortsatte Marokkanske besættelse er en medvirkende årsag til spændingerne, samt en trussel imod fred, sikkerhed, og stabilitet i regionen.’” Såfremt vi i Danmark og Europa ønsker at undgå at denne ”sidste udvej” bliver uundgåelig fordi de unge Saharawier, ligesom andre unge i Nordafrika, føler de intet har at tabe, bør vi altså være langt mere lydhøre overfor Saharawiernes krav til os ved kongresser som denne. Her krævede man nemlig blandt andet at firmaer – heriblandt danske – må respektere international lov, ”ved ikke at være direkte eller indirekte involveret i tyveriet af Saharawiernes rigdomme”. Og her kunne den nuværende danske regering i første omgang starte med at presse på for at EU ikke forlænger den fiskeriaftale med Marokko, som ulovligt tillader europæiske fiskere at fiske ud for Vestsaharas kyster. Den tidligere VK-regering stemte senest imod en forlængelse af denne fiskeriaftale, men den nuværende regering gav den 20. januar grønt lys for, at EU kan forhandle en ny fiskeriaftale med Marokko på plads. Terrorlove stempler modstandsbevægelser af Tue Magnussen Få afskaffet terrorlisterne: De fører til mere krig og terror, og ødelægger fredsmægling. ikke ved at udråbe den ene part som terrorister. Kun ved at parterne sætter sig sammen, kan der skabes en fredsløsning. EU’s og USA’s stempling af modstandsbevægelser som »terroristiske« har ført til uskyldige ofre, alvorlige brud på menneskerettighederne, og har skadet arbejdet for fred over hele verden. Fra Zimbabwe til Indien bruges ”terror” som grundlag for forfølgelse af opposition og nationale mindretal, som f.eks. kurderne, som udråbes som terrorister og - med terrorlovgivningen - trues med at få lukket ROJ-TV, den kurdiske kultur- og nyhedskanal, der sender med tilladelse fra København. Sri Lankas regering og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre havde i 2006 sat sig ved forhandlingsbordet og anerkendt Norge som neutral fredsmægler. Men kort efter blev De Tamilske Tigre sat på EU’s terrorliste. Efter terrorstemplingen trak EU-landene, Danmark, Finland og Sverige, sine fredsobservatører ud af Sri Lanka. Kort efter måtte Norge droppe sit mæglingsforsøg - og så brød borgerkrigen ud. Sammen med bl.a. FN-forbundet har DDHK advaret herom og opfordret regeringen til, via FN og EU, at arbejde for at terrorlisterne bliver afskaffet. Det er og bør indgå i evalueringen af anti-terrorlovgivningen i forbindelse med den universelle periodiske bedømmelse af Danmark i 2011 og det er tillige vigtigt at regeringen, at regeringen bruger det danske formandskab for EU til næste år til at rejse en debat om, hvor vidt terrorlisterne er den rigtige måde at bekæmpe terrorisme på. EU’s terrorlister er mellemstatslige, men i henhold til folkeretten bestemmer Danmark selv, om vi vil bakke op om terrorlisterne eller ej, Konflikter løses Sri Lankas regering opfattede terrorstemplingen af De Tamilske Tigre som et grønt lys til at gå i offensiven og angribe de tamilske områder. Parterne var faktisk i gang med at forhandle fred, men så udpegede EU og USA den ene part som terrorister. Et generelt problem ved terrorlister er, at ingen kan give et bud på, hvad skal der ske med de organisationer, der står på listerne. Skal de bekæmpes, eller skal vi behandle dem som en part, som vi skal finde en løsning sammen med. En stat kan bruge en terrorlistning til at fremme sine egne magtinteresser Kampen om mediestøtten af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen Går det som Mediestøtteudvalget ønsker, vil Danmarks eneste røde dagblad, Arbejderen, miste sin støtte. Det er nu op til regeringen at sikre, at støttekronerne i realiteten kommer til at bidrage til at styrke den demokratiske debat og sikre alsidigheden og mangfoldigheden. »Ytringsfrihed er en grundlæggende ret i det danske samfund. Set fra et demokratisk synspunkt er det ikke i orden, at staten via sin styring af mediestøtten vil regulere, hvilke typer af ejerkredse, som kan modtage støtte til at ytre sig via deres medier«. Således skriver Arbejderen i det høringssvar om den såkaldte mediestøtterapport, som blev afleveret til kulturministeren lige efter nytår. Mediestøtterapporten, som kommer med forslag til, hvordan fremtidens mediestøttekroner skal fordeles, blev offentliggjort kort før valget. Nu har vi som bekendt fået en ny regering. Som en af sine første handlinger besluttede kulturminister Uffe Elbæk (R) at sende rapporten i offentlig høring. Rapporten om fremtidens offentlige mediestøtte, er udarbejdet af et udvalg med den tidligere konservative finansminister, Henning Dyremose, som formand. Derudover har udvalget bestået af to forskere og otte repræsentanter for de trykte, elektroniske og digitale medier. Blandt andet har formanden for Dansk Journalistforbund samt formanden for Danske Dagblades Forening deltaget i udvalget. I rapporten foreslås den nuværende støtte på 350 millioner kroner, som dagbladene får til distribution af papiraviser, omlagt til en produktionsstøtte, som både dagblade, netmedier og mobile medier skal have adgang til. Forslaget om at omlægge distributionsstøtte til produktionsstøtte, som også elektroniske medier kan få adgang til, er ganske fornuftigt og har længe været tiltrængt. Det er en naturlig konsekvens af den teknologiske udvikling. Det springende punkt er imidlertid, hvordan denne produktionsstøtte skal fordeles. Ifølge forslaget skal mediestøtten gives enten på baggrund af redaktionelle omkostninger eller redaktionelle årsværk. Et støtteberettiget medie skal have mindst tre eller fem redaktionelle medarbejdere, mindst halvdelen af fladen skal være redaktionelt indhold, og mindst halvdelen af det redaktionelle indhold skal behandle politik og samfund. De store får mere Forslaget betyder, at begge de store mediehuse, JP/Politiken og Berlingske, vil få omkring fire millioner kroner mere i støtte end de gør i dag, mens gratisaviserne står til at miste 28 millioner kroner. Også Information og Kristeligt Dagblad vil tabe penge efter de nye kriterier, men her er der lagt op til en særordning for mindre dagblade, som sikrer dem samme støtte som i dag. Til gengæld falder Arbejderen, som i dag får omkring 1,7 millioner kroner, helt ud af ordningen. Det skyldes, at Dyremose-udvalget foreslår, at der indføres et såkaldt ejerskabskriterium, som betyder, at medier ejet af politiske partier ikke længere kan få støtte. Det er et tilsyneladende objektivt kriterium, som rammer alle aviser, som er udgivet af politiske partier. I virkelighedens verden er der kun et eneste tilbage, nemlig indeværende dagblad. Også blade eller tidsskrifter, udgivet af interesseorganisationer som fagforeninger, kan komme i farezonen. Det er udvalget dog ikke helt enig om. Men der er enighed om, at Arbejderen som et partiejet dagblad ikke længere bør have støtte. Demokratistøtte Mediestøtteudvalget fremhæver i sin rapport, at mediestøtte primært bør betragtes som demokratistøtte, som skal bidrage til at fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning, styrke demokratisk debat i samfundet og sikre alsidighed og mangfoldighed i det danske mediebillede. Det er store ord. Men det er bemærkelsesværdigt, at udvalgets forslag om at indføre et såkaldte ejerskabskriterium lægger op til det modsatte, nemlig at indskrænke alsidigheden og mangfoldigheden. Og at udvalget i øvrigt selv påpeger i rapporten, at det danske mediebillede »er kendetegnet ved en øget koncentration i ejerskabsforholdet«. I dag har vi som de to store koncerner JP/Politikens Hus, som udgiver tre landsdækkende dagblade, 51 lokale ugeaviser og på nettet har 18 specialiserede sites, og Berlingske Media, som ejer 17 dagblade, 44 lokale ugeaviser og 28 specialiserede sites på nettet. Og blandt de øvrige medier fusioneres på livet løs – på Fyn, i Midtjylland og Nordjylland. De mange mindre dagblade er godt på vej til at blive få store. Der rejser i høj grad spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at demokratistøtten opfylder sit formål. Betyder det blot flere penge til de nuværende store kommercielle mediehuse – eller betyder det nytænkning og mere plads til god og seriøs journalistik og alternative medier? Hvis mediestøtte skal være demokratistøtte, må det have et reelt indhold og ikke blot være ord, som siges ved festlige lejligheder. Det bliver nu op til den nye regering at sikre, at støttekronerne i realiteten kommer til at bidrage til at styrke den demokratiske debat og sikre alsidigheden og mangfoldigheden. Kritiske røster Blandt de kommentarer og høringssvar, der er kommet, er der flere, som forholder sig kritiske til ejerskabskriteriet. Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS, skrev i en kommentar i Berlingske den 11. oktober: “Dyremose-udvalget har nemlig lagt stor vægt på, at staten ikke skal give erhvervsstøtte, men derimod ’demokratistøtte’. På den baggrund forekommer det mærkværdigt, at et af udvalgets modeller på forhånd udelukker at støtte medier tilknyttet politiske partier og andre af folkestyrets centrale grundpiller som fagforeninger og brancheorganisationer. Den kontante konsekvens er blandt andet, at dagbladet Arbejderen og fagbladet Ingeniøren mister deres nuværende distributionsstøtte. Derimod vil magasiner som Se & Hør og Dagens Medicin, der ikke får statsmidler under de gældende regler, med et par redaktionelle justeringer kunne indkassere et pænt millionbeløb fra det offentlige. Thi mens medie-ejere, der promoverer politiske synspunkter i det gedulgte, kan få kontanthjælp, udelukker man andre, der er ærlige nok til politisk og organisatorisk at tone rent flag. Det er betænkeligt. Især når vi betænker, at de danske dagblade, der både efter den nuværende og alle de foreslåede støttemodeller modtager over en milliard kroner årligt i subsidier, for langt de flestes vedkommende er vokset ud af politiske partier. Siden har bladhusene lagt parti-tilknytningen i mølpose. Men holdnings-politiske er aviserne da stadigvæk, så hvorfor skal deres meningskonkurrenter diskrimineres” Det er et godt spørgsmål, som Anker Brink Lund stiller. Svaret venter vi stadig på. Manipulerende eller naiv? Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, har afgivet et syv sider langt høringssvar om mediestøtterapporten, som han er stærkt kritisk overfor. I svaret kommer han blandt andet ind på »Ejerskab som støttekriterium«. Frands Mortensen skriver: »I forhold til, at de nye støtteformer er designet til at støtte produktion af redaktionelt indhold, optræder der i udvalgets anbefalinger et ejendommeligt kriterium: ejerskab. Udvalget vil sikre, at »uddelingen af statens støttemidler [sker] på baggrund af entydige, gennemsigtige kriterier, som ikke påvirker den redaktionelle frihed« (s. 27). Der skal gælde et armslængdeprincip, »hvilket vil sige, at politikerne afstår fra detailstyring af de økonomiske midler« (s. 26). Udvalget har omtolket dette, der angår statens rolle, til »et skærpet krav til publikationens uafhængighed«, der skal sikres via dens ejerforhold: politiske partier og offentlige institutioner må ikke være medejere af publikationen. Der skal udelukkende gives støtte til »uafhængige medier og ikke til fremme af særinteresser« (s. 40). Dette er enten manipulerende eller naivt. Begrebet »uafhængige medier« sigter alene til mediets afhængighed af staten, som armslængdeprincippet skal begrænse. »Fremme af særinteresser« er et mål for samtlige medier, der ikke er pålagt en public serviceforpligtelse. Et mediehus, der er ejet af en kapitalfond, søger at fremme sine ejeres særinteresser, hvad et partidagblad også gør. Hele pointen med den demokratiske offentlighed er at lade de forskellige opfattelser brydes for derved at nå til en forståelse for det fælles bedste. At udelukke nogle aktører i den demokratiske debat fra at modtage mediestøtte, fordi de har organiseret sig på en bestemt måde (partidannelse er negativt, stiftelse af kapitalfonde er positivt), er i praksis det samme som at udelukke bestemte politiske synspunkter.« Hvad mener politikerne? Forhandlingerne om fremtidens mediestøtte skal gøres færdig i dette forår. I løbet af februar forventes et udspil fra regeringen og i marts går forhandlingernes sandsynligvis i gang. Arbejderen kæmper naturligvis for at bibeholde vores støtte. Men også andre medier har mange penge og mange interesser på spil. Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, har foreslået, at støtten til de store mediehuse skal reduceres, som foreslået af blandt andet Konkurrencestyrelsen. Det kan der jo være mange fornuftige grunde til. For nylig kom det frem, at JP/Politikens Hus, som blandt andet udgiver Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken, i 2011 har haft et overskud 239 millioner kroner før skat. Per Clausen foreslår blandt andet, at virksomheder, der skal sikre deres aktionærer kommercielt afkast, ikke skal kunne få del i den mediestøtte, der er møntet på at give publicistisk afkast til danskerne et forslag, der ikke mindst ville gøre ondt på Berlingske Media, der er ejet af børsnoterede Mecom. Koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media, tager ikke overraskende afstand fra forslaget fra Per Clausen, som hun kalder “Enhedslistens Robin Hood” og hun mener oven i købet at være i stand til at vide, hvilken avis som er Per Clausens foretrukne: “Man forstår godt, at det virkelig er fjernt for Per Clausen at tænke klart, når hans foretrukne avis, Arbejderen, er ejet af Kommunistisk Parti, og hans værste fjendebillede tilsyneladende er Berlingske koncernen ejet af et børsnoteret britisk selskab,” skriver Lisbeth Knudsen på sin blog og fortsætter: “ Sammen med de øvrige regeringspartier er Per Clausen i gang med at forberede en reform af mediestøtten. Det er der bestemt brug for. Tiden er løbet fra den gamle distributionsstøtte fra før Internettets og opfindelsen af iPad’en. Et udvalg under ledelse af den tidligere konservative finansminister, Henning Dyremose, fandt frem til et godt kompromis i efteråret. En nyfortolkning af mediestøtten og et forslag om at erstatte distributionsstøtte med produktionsstøtte og linke støtten direkte op på den demokratiske opgave, som medierne har.” Senere skriver koncernchefen: ”Pilles der ved den nuværende mediestøttes fordeling, så skal der ikke meget til, før vi kommer til at se avislukninger i Danmark. Det har en demokratisk konsekvens. Robin Clausen er ligeglad.” Om Robin Clausen er ligeglad må være op til Per Clausen at svare på. Det har jeg nu intet sted set ham give udtryk for – lige som han heller intet sted har givet udtryk for, at Arbejderen er hans foretrukne avis. Men det er da rigtigt, at Per Clausen ikke støtter, at Arbejderen skal miste sin mediestøtte gennem det såkaldte ejerskabskriterium, som Lisbeth Knudsen altså gør. Der er nemlig avislukninger og så er der avislukninger... Så meget for Henning Dyremoses gode kompromis. Mediestøtteudvalgets anbefalinger * Dagbladenes nuværende distributionsstøtte på omkring 350 millioner kroner omlægges til en produktionsstøtte. * Både papir- samt net- og mobilbaserede medier samt uafhængige fagblade får adgang til at søge mediestøtte. Det kræver dog at de opfylder flg. kriterier: – mindst tre eller fem redaktionelle medarbejdere. Udvalget nævner begge muligheder – mindst 50 procent redaktionelt indhold, hvor mindst en tredjedel skal være egenproduceret – dækker politik og samfund inden for enten sundhed, erhverv, kultur, naturvidenskab eller teknologi i mindst halvdelen af det redaktionelle indhold * Mediestøtten gives på baggrund af enten redaktionelle omkostninger eller redaktionelle årsværk. Den består af en hovedordning, som alle støtteberettigede kan opnå, samt en supplementsordning for dagblade, der vil tabe penge ved ændringen, såsom Information og Kristeligt Dagblad. Derudover oprettes en innovationspulje til både trykte medier og netmedier på mindst 12 millioner kroner. * Der indføres et “ejerskabskriterium”, som betyder, at medier, ejet af politiske partier eller offentlige institutioner, ikke kan få støtte. Det diskuteres, om ejerskabskriteriet også skal omfatte medier, ejet af fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger. Mediestøtteudvalgets sammensætning Udvalget har bestået af en formand, to forskere og otte repræsentanter for de trykte, elektroniske og digitale medier: • Henning Dyremose, formand • Mogens Blicher Bjerregård, Dansk Journalistforbund • Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening • Christian Kierkegaard, Danske Specialmedier • Marianne Bugge Zederkof, Radioerne • Morten Helveg Petersen, Foreningen af Danske Interaktive Medier • Holger Rosendal, Digitale Publicister • Maria Rørbye Rønn, DR, til februar 2011 – herefter Martin Præstegaard, DR • Vagn Petersen, de regionale TV 2-virksomheder • Ida Willig, lektor, ph.d. • Johann Roppen, professor, dr.polit. Irak: Skaberne af ro og orden sniger sig væk!