Servicedeklaration - Rusmiddelcenter Skive

Transcription

Fytokemi & fytofarmakologi G 1.2
Kompendium. Vol. I
Ken Lunn & Hans Wohlmuth
Skolen for Medicinsk Urteterapi
(The Danish School of Phytotherapy)
2. udgave
© 1998 Ken Lunn
Mangfoldiggørelse af indholdet af dette kompendium eller dele heraf er ikke tilladt uden forudgående aftale med Ken Lunn. Dette forbud gælder
både tekst og illustrationer og omfatter enhver form for mangfoldiggørelse, det være sig ved trykning, duplikering, fotokopiering, båndindspilning
m.m.
Fytokemi & fytofarmakologi
Side 1
Indholdsfortegnelse
Forord ..................................................................................................................................................4
Oversigt over højere planters metaboliske processer .........................................................................5
Fytosyntese .......................................................................................................................................... 6
Lysreaktionen ................................................................................................................................6
Mørkereaktionen ........................................................................................................................... 6
Kulhydrater .......................................................................................................................................... 7
Strukturelle kulhydrater ................................................................................................................ 7
Cellulose ................................................................................................................................... 8
Pektin ........................................................................................................................................ 8
Gummi ......................................................................................................................................8
Slimstoffer ................................................................................................................................8
Polysakkarider til oplagring ......................................................................................................... 8
Stivelse ......................................................................................................................................8
Inulin ........................................................................................................................................ 9
Glykosider ................................................................................................................................9
Fenol forbindelser ...............................................................................................................................10
Usammensatte fenoler ...................................................................................................................10
Salicylater ................................................................................................................................11
Kumariner ................................................................................................................................13
Polyfenoler (sammensatte fenoler) ............................................................................................... 14
Flavonoider .............................................................................................................................. 14
Flavoner .............................................................................................................................. 15
Flavonoler ..........................................................................................................................15
Flavononer ..........................................................................................................................15
Isoflavoner ..........................................................................................................................15
Anthocyanider ....................................................................................................................15
Catechiner ..........................................................................................................................15
Garvestoffer .............................................................................................................................. 16
Kinoner .....................................................................................................................................20
Hydrokinoner ...................................................................................................................... 20
Antrakinoner ....................................................................................................................... 20
Terpenoider .......................................................................................................................................... 22
Monoterpener ................................................................................................................................22
Sesquiterpener ...............................................................................................................................23
Triterpener .....................................................................................................................................23
Steroide forbindelser ........................................................................................................................... 24
Fytosteroider ................................................................................................................................. 24
Hjerteaktive glykosider ................................................................................................................. 24
Saponiner ....................................................................................................................................... 26
Steroide saponiner ...................................................................................................................27
Triterpenoide saponiner ........................................................................................................... 28
Kvælstofholdige forbindelser ..............................................................................................................30
Glukosinolater ...............................................................................................................................30
Alkaloider ......................................................................................................................................31
Aminoalkaloider ....................................................................................................................... 33
Alkaloider hvori kvælstoffet sidder i en ringstruktur ..............................................................34
Pyridin alkaloider ....................................................................................................................34
Piperidin alkaloider ................................................................................................................. 34
Tropan alkaloider ..................................................................................................................... 35
Kinolin alkaloider ....................................................................................................................36
Isokinolin alkaloider ................................................................................................................ 36
Kinolizidin alkaloider ..............................................................................................................39
Indol alkaloider ........................................................................................................................ 39
Side 2
Indhold
Pyrrolizidin alkaloider .............................................................................................................40
Purin alkaloider ....................................................................................................................... 40
Cyanogene glykosider ...................................................................................................................43
Fedt, fede olier og voks ....................................................................................................................... 45
Fedtsyrer og glycerider ................................................................................................................. 45
Fedt og fede olier ..........................................................................................................................46
Voks ............................................................................................................................................46
Bitterstoffer ..........................................................................................................................................47
Svar på hyppige spørgsmål ................................................................................................................. 48
Indeks (urter) ........................................................................................................................................ 50
w
Side 3
Forord Vol I
Forord til 1. udgave
Interessen for planternes aktive indholdsstoffer kendetegner såvel fytoterapien som farmacien. Den
omfatter de mange komplekse kemiske stoffer, som dannes af planten og udviser en farmakologisk
virkning. Indenfor den farmaceutiske branche undersøges planterne for at finde fysiologisk virksomme stoffer, som siden udnyttes i fremstillingen af lægemidler. Mange af de lægemidler, som
anvendes i dag, er oprindeligt udvundet af, eller udviklet på baggrund af, stoffer fundet i planter,
f.eks; aspirin, digoxin, atropin, morfin og andre opiater. Oftest anvendes isolerede (dvs. enkelte)
indholdsstoffer i fremstillingen af lægemidler, og i mange tilfælde produceres de oprindeligt naturlige stoffer syntetisk.
Indenfor fytoterapien anvendes, til forskel herfra, hele plantedele. Baggrunden for denne praksis er,
at den enkelte plante indeholder en afbalanceret sammensætning af virksomme stoffer, der i sin
helhed er bestemmende for plantens specifikke helbredende virkning.
Planternes aktive indholdsstoffer dannes ved en række metaboliske processer, som har fælles oprindelse i fotosyntesen. Hver plantegruppe har sin egen karakteristiske metaboliske profil, hvilket
forklarer, hvorfor der er generelle terapeutiske ligheder mellem planter, som er nært beslægtede.
Denne viden danner grundlag for såvel en forståelse som en kategorisering af de mange lægeurter,
som anvendes i praksis.
Den følgende tekst udgives i to dele. Vol I giver et overblik over de vigtigste farmakologisk aktive
indholdsstoffer og deres oprindelse, samt en introduktion til de forskellige indholdsstoffers farmakologiske virkning. I Vol II foretages en klassifikation af lægeplanterne baseret på farmakologiske
egenskaber og terapeutisk anvendelse.
Forord til 2. udgave
I 1. udgave havde der indsneget sig en del sproglige fejl i teksten. Disse er blevet korrigeret i
indeværende udgave. I øvrigt har jeg tilføjet et indeks over de urter, der omtales i teksten. Indekset
er udarbejdet af Vibeke Ib, og jeg vil gerne takke hende for dette initiativ.
Ken Lunn, København 1999
w
Side 4
Lys
Autotrofe planters
hovednæringsstoffer:
Glykosider (Glykoner)
Kulhydrater
Kuldioxid & vand
CO2 + H2O
Glukosinolater
FOTOSYNTESE
Monosakkarider
CH2O-(P)
Askorbinsyre (C vitamin)
Alkaloider
Aminosyrer
NH3
Proteiner
Cyanogene glykosider (aglykoner)
Citrat
cyklus
ATP
Biokemisk energi
Acetyl CoA
Steroide forbindelser
Steroler
Fytosteroider
Kuldioxid
Vand
Nitrat
Sulfat
Fosfat
Fenol forbindelser
Pyruvat
Porfyriner
(Pigmentstoffer inkl. klorofyl)
Hjerteaktive glykosider
(aglykoner)
Saponiner:
Steroide saponiner
Triterpenoide saponiner
Polysakkarider:
Strukturelle:
Cellulose
Pektin
Slimstoffer
Gummi
Polysakkarider til oplagring:
(Fruktose)
(Glukose)
Inulin
Stivelse
CO2
H2O
NO-3
SO24PO34-
Shikimiksyre
stofskiftet
Salicylater
Kumariner
Kinoner:
Antrakinoner
Terpenoider:
Monoterpener
Sesquiterpener
Diterpener
Sesterterpener
Triterpener
Tetraterpener
Acetat
mevalonat stofskiftet
Malonyl CoA
Side 5
Oversigt over højere planters metaboliske processer
Fedtsyrer
Garvestoffer (Tanniner):
Hydrolyserbare
Kondenserede
Flavonoider:
Flavoner
Flavonoler
Flavononer
Isoflavoner
Anthocyanidiner Catechiner
Fotosyntese
Kapiteloversigt
Fotosyntese
Lysreaktionen
Mørkreaktionen
Som nævnt i introduktionen er fotosyntesen en grundlæggende kemisk proces, selve grundstenen
for livets eksistens. I dens simpleste form kan fotosyntesen opstilles ved følgende reaktionsformel:
CO2 + H2O → (CH2O)n + O2 + H2O
Kuldioxid + Vand → Kulhydrater + ilt + vand
Reaktionen forgår i planterceller, som indeholder klorofyl. Klorofyl er et grønt pigment (et porfyrin).
Som hovedregel forgår processen i planternes blade, hvor celler med klorofyl danner et fotosyntesevæv.
Fotosyntesen kan anskues som to sammenkædede og interafhængige reaktioner; lysreaktionen og
mørkereaktionen.
Lysreaktionen _____________________________________________________
Under lysreaktionen dannes ved hjælp af lysenergi (sollyset) ATP (adenosin tri-fosfat) fra ADP
(adenosin bi-fosfat). ATP er den primære energikilde i både dyrelivets og planternes metabolisme.
ATP kan beskrives som naturens 'valuta', og mange metaboliske reaktioner i naturen sker på bekostning af ATP. Under fotosyntesens lysreaktion dannes også en biokemisk reducerende faktor,
NADPH (reduceret nicotinomid adenin dinucleotid fosfat). Elektroner til dannelsen af dette stof
kommer fra vandets hydrogen atomer.
Mørkereaktionen __________________________________________________
Under mørkereaktionen anvendes NADPH og ATP, dannet under lysreaktionen, samt hydrogen
ioner (H+) fra vand og atmosfærisk kuldioxid til dannelse af kulhydrater med fosfat- (P) grupper. I
denne biokemiske reaktion anvendes NADPH som den reducerende faktor.
Generelt _________________________________________________________
Ovenstående reaktionsformler giver en oversigt over fytosyntesens reaktioner. Det med det reaktive fosfat forbundne kulhydrat, som dannes ved processen, er i virkeligheden indbygget i et større
kulhydratmolekyle, D-fruktose 6-fosfat. Dette stof er udgangspunktet for en lang række metaboliske processer i planten, som resulterer i dannelsen af de vigtige farmakologisk aktive indholdsstoffer.
Side 6
w
Kulhydrater
Kapiteloversigt
Kulhydrater (poly- og monosakkarider)
Strukturelle kulhydrater
Cellulose
Pektin
Gummi
Slimstoffer
Polysakkarider til oplagring
Stivelse
Inulin
Glykosider
Kulhydrater er naturlige stoffer med den generelle formel:
(CH2O)n
Det er 'n' tallet, dvs. antallet af (CH2O) enheder, som afgør stoffets kemiske egenskaber. Indenfor
fytokemien møder man de følgende kategorier af kulhydrater:
Monosakkarider, disakkarider, oligosakkarider, polysakkarider
Monosakkarider er kulhydratmolekyler, som indeholder 5 eller 6 kulstofatomer, hhv. pentoser og
heksoser. Under fotosyntesen dannes monosakkaridet D-fruktose 6-fosfat,en heksose sukkerart
med en fosfatgruppe bundet til det sjette kulstofatom.
Fruktose-6-fosfat
Polysakkarider (poly = mange, sakkarid = sukker) er opbygget af flere monosakkarid enheder eller
monomerer (monomer = enhed). Når to sukkermolekyler er forbundet kaldes strukturen et disakkarid.
Almindelig melis (sukrose) er et disakkarid opbygget af glukose og fruktose. Ordet oligosakkarid
beskriver et polysakkarid opbygget af kun få monosakkarider, typisk 2-10. Polysakkarider kan
også indeholde andre stoffer, f.eks. uronsyrer.
Kulhydrater spiller mange roller hos planter. Nogle anvendes i opbygningen af plantens struktur,
andre som energilagre m.v. I det følgende afsnit beskrives de, for fytoterapeuten, vigtigste kulhydrater.
w
Strukturelle kulhydrater
Kulhydrater, såsom polysakkarider, indgår i planternes struktur som bygningsmateriale. De hyppigst forekommende stoffer af interesse for fytoterapeuten er; cellulose, pektin, gummi og slimstoffer.
Side 7
Kulhydrater
Cellulose _________________________________________________________
Cellulose er det primære stof, som indgår i planternes cellevægge. Det er et polysakkarid, som er
opbygget af sammenkædede glukosemolekyler. Over 7000 glukosemonomerer indgår i kæden.
Kemisk set ligner cellulose stivelse. Forskellen mellem de to stoffer består i en anden binding
mellem glukose monomererne. Cellulose er det hyppigst forekommende organiske stof i naturen.
Pektin ___________________________________________________________
Pektin er opbygget af monomeren D-galakturonsyre. Pektinet indgår i cellevægsstrukturen, hvor
det fungerer som lim og binder planternes celler sammen i en vævsstruktur. Modne frugter bliver
blødere, fordi pektikstofferne mister deres virkning. Pektin anvendes i fremstillingen af marmelade,
hvor den virker gelédannende (gør marmeladen stiv).
Gummi __________________________________________________________
Gummi beskrives som regel sammen med slimstoffer pga. de to stofgruppers kemiske lighed. I
virkeligheden er stoffernes fysiske karakter imidlertid meget forskellig. Slimstoffer er, som det
fremgår af navnet, 'slimede', mens gummi er mere klæbrige.
Gummi er polysakkarider, hvor der kan indgå heksoser såvel som pentoser og uronsyrer. I planter
findes gummi i cellevægsstrukturen og som reparationsmateriale andre steder i planten.
I farmacien anvendes gummi som fortykningsmidler samt som hjælpestoffer i emulgeringsprocesser.
Som eksempler kan nævnes guargummi fra frøet af den indiske plante Cyamopsis tetragonolobus,
tragant fra Astragalus spp. (Astragel arter), og acacia gummi fra træet Acacia senegal.
Slimstoffer _______________________________________________________
Man kan diskutere, om slimstoffer i virkeligheden kan kaldes strukturelle polysakkarider. De findes
i størst mængde i nogle planterødder, men også i andre plantedele, hvor deres hovedfunktion er at
opsuge og oplagre vand. Slimstoffernes struktur ligner gummis (se ovenfor).
Planter, som indeholder meget slim, anvendes terapeutisk som emollierende (blødgørende) og
laksative midler (se endvidere afsnittet vedrørende antrakinoner). Slimstoffer findes i terapeutisk
mængde i f.eks.; Althaea officinalis radix (Læge-Stokrose rod), Plantago psyllium semen (Loppefrø), og Ulmus fulva cortex (Elmebark).
De to sidstenævnte urter, P. psyllium semen og Ulmus fulva cortex, kan ligesom Linum usitatissimum
semen, anvendes som laksantia (afføringsstimulerende midler). Den farmakologiske betegnelse for
disse urtepræparater, ‘rumopfyldende laksantia’ (eng. 'bulk laxatives'), beskriver meget fint deres
virkningsmekanisme. Slimstofferne i planterne absorberer vand og danner en tyktflydende, klæbrig
masse, der øger den fækale volumen og udfylder tarmen, samtidig med at deres høje indhold af
slimstoffer hjælper ved at blødgøre afføringen. Virkningen af disse urter er meget blidere end virkningen af de antrakinonholdige laksantia, men resultatet ses som regel først efter 2-3 dages behandling (se også afsnittet om antrakinoner).
w
Polysakkarider til oplagring
Nedenstående polysakkarider fungerer som energilager i planterne. De oplagres i forskellige plantestrukturer og plantevæv til senere brug. Glukose, fruktose og andre sukkerstoffer indgår i dannelsen af disse stoffer.
Side 8
Kulhydrater
Stivelse __________________________________________________________
Stivelse er et komplekst sukkerstof, opbygget af to polysakkarider; amylose og amylopektin. Som
tidligere nævnt ligner stivelse kemisk set cellulose. Begge stoffer nedbrydes til glukose, som således er den monomere enhed, som indgår i både amylose, amylopektin og cellulose.
Stivelse findes i planterne i form af 'stivelseskorn'. Koncentrationen af stivelse er højst i jordstængler
(rhizoma) og rodknolde. Kornene har forskellig form afhængigt af plantens art, hvilket udnyttes i
farmakognostiske sammenhænge i forbindelse med bestemmelse af urtedroger.
Inulin ___________________________________________________________
Inulin er et polysakkarid, opbygget primært af sammenkædede fruktose monomerer med få glukose monomerer, placeret i enderne af kæden. Inulin findes i store mængder i roden af bestemte
planter, ofte tilhørende Asteraceae tidl. Compositae (Kurvblomstfamilien). Det anvendes farmakologisk indenfor ortodoks medicin i forbindelse med nyreanalyser.
w
Glykosider
Glykosider er ikke en stofgruppe i sig selv. Ordet beskriver en kemisk forbindelse mellem et stof og
et sukkermolekyle. Sukkerdelen, som er opbygget af mono- eller oligosakkarider, kaldes i denne
sammenhæng en glykon. Aglykon er betegnelsen for den del af forbindelsen, som ikke består af et
sukkermolekyle. I øvrigt benævnes glykosider, hvor glykonen består af glukose, ofte glukosider.
Bindingen mellem glykonen og aglykonen forekommer altid mellem en hydroxyl- (OH) gruppe på
glykonen og et oxygen- (O), sulfur- (S) eller nitrogen- (N) atom på aglykonen. Betegnelserne Oglykosider, S-glykosider og N-glykosider beskriver bindingens struktur.
I planter findes mange indholdsstoffer som glykosider og senere i denne tekst beskrives nogle af de
vigtigste farmakologiske glykosider; glukosinolater, cyanogene glykosider og hjerteaktive glykosider. Dog skal det nævnes, at mange andre stoffer, omtalt i teksten, også findes som glykosider i
planterne, selvom det ikke nævnes her.
Glykosider kan spaltes, hvorved glykonen og aglykonen frigøres. Denne reaktion er af stor farmakologisk vigtighed, og sker som regel i fordøjelseskanalen efter indtagelse af lægeurter, som indeholder glykosider.
w
Side 9
Fenol forbindelser
Fenol forbindelser
Kapiteloversigt
Fenol forbindelser
Usammensatte fenoler
Salicylater
Kumariner
Polyfenoler (sammensatte fenoler)
Flavonoider
Garvestoffer
Kinoner
Denne gruppe beskriver de mange planteindholdsstoffer, som indeholder rester af en fenolstruktur.
Fenol
Fenol forbindelser udspringer af en stofskifteproces kaldet shikimiksyrestofskiftet. Denne proces
findes i alle højere plantearter. Dannelsen af nogle fenol forbindelser omfatter endvidere produkter
af andre metaboliske processer i planten. F.eks. indgår metabolitter fra acetat-mevalonat stofskiftet
i dannelsen af flavonoider og nogle kumariner (furanokumariner).
Der kan opstå megen forviring vedrørende kategorisering af fenol forbindelserne og deres oprindelse. Dette skyldes fenolernes komplekse opbygning og struktur. I nedenstående tekst bestræber
vi os på at gøre kategoriseringen så overskuelig som mulig.
Fenol forbindelser kan opdeles i to hovedkategorier; de usammensatte og de sammensatte fenoler.
w
Usammensatte fenoler
De usammensatte fenoler består af en enkelt fenol enhed. I denne gruppe finder vi bl.a. thymol, et
aromatisk stof, som findes i den æteriske olie af Thymus vulgaris (Timian), euginol, som findes i
olien af Eugenia caryophyllata (Nellike) og Cinnamomum zeylanicum cortex (Kanel bark), samt
som aglykon-delen af glykosiden gein, som findes i roden af Geum urbanum (Feber-Nellikerod).
Thymol
Side 10
Euginol
Fenol forbindelser
Både thymol og euginol har bl.a. bakteriedræbende egenskaber. Euginol virker endvidere lokalt
bedøvende og anvendes i behandlingen af tandpine. Tandlægernes klinikker har ofte den karakteristiske duft af euginol.
I det følgende beskrives salicylaterne og kumarinerne, som er to vigtige grupper af usammensatte
fenol forbindelser. Kinonerne er en anden gruppe fenol forbindelser, som bør nævnes her. Kinoner
kan bestå af én eller flere fenol enheder og beskrives i indeværende tekst under gennemgangen af
sammensatte fenol forbindelser.
Salicylater ________________________________________________________
Salicin, det første salicylat, som blev isoleret (1829), fandt man i Pilebark, og slægtsnavnet Salix er
ophav til navnet salicylat. Den mest anvendte form for salicylater i ortodoks medicin er acetylsalicylsyre, et stof, som ikke forekommer i naturen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det, blandt alle de mange forskellige former for molekylære strukturer af salicylsyreforbindelser, som findes i naturen, er salicylsyredelen, som er den
farmakologisk aktive del.
Salicin er en glykosid, som findes i barken af Salix spp. (Piletræer):
Salicin
I 1860 blev salicylsyre fremstillet af fenol:
Salicylsyre
Acetylsalicylsyre, en kemisk modificeret form af salicylsyre med færre bivirkninger, blev taget i
brug i 1899 under handelsnavnet 'Aspirin':
Acetylsalicylsyre (aspirin)
Acetylsalicylsyre er et af de mest solgte smertestillende midler, og kan fås i håndkøb (f.eks. Magnyl,
Albyl, Aspirin).
Side 11
Fenol forbindelser
Farmakologiske egenskaber af salicylater
w Analgetiske (smertestillende) egenskaber
Det menes, at denne virkning skyldes, at salicylsyre griber ind i de perifere smertereceptorers
funktion og hæmmer syntesen af de prostaglandiner, som sensibiliserer nervereceptorenderne.
w Betændelseshæmmende egenskaber
Salicylsyres betændelseshæmmende egenskaber skyldes en reduktion af den kapillære permeabilitet samt evnen til at stabilisere lysosomer, hvilket forhindrer sidstnævnte i at afgive destruktive (nedbrydende) enzymer. Der forekommer ligeledes en hæmning af prostaglandinsyntesen.
Sidstnævnte proces er medvirkende til at formidle den betændelsesforårsagende reaktion.
w Feberstillende egenskaber
Salicylsyre bevirker karudvidelse (eng. vasodilation) af det kapillære netværk i huden, hvilket
medfører øget svedafsondring og varmetab fra kroppen i sygdomstilstande, hvor der forekommer feber. Denne virkning menes at være et resultat af salicylsyres påvirkning af hypothalamus.
w Hæmning af trombocytaggregation (sammenklumpning)
I forholdsvist små doser, forårsager salicylsyrene endvidere en formindskelse i trombocytternes
evne til at koagulere, et værdifuldt terapeutisk redskab i forbindelse med sygdomstilstande karakteriseret ved trombedannelse, dvs. blodpropper i hjerne og hjerte.
w Forøgelse af urinsyreudskillelsen
Ved indgivelse af relativt høje doser salicylsyrer, hæmmes tilbageabsorptionen af urinsalte i de
proksimale nyretubuli, hvilket medfører en øget udskillelse af urinsyre.
De generelle virkninger af salicylater menes nu at skyldes deres evne til at hæmme biosyntese og
frigørelse af prostaglandiner.
På trods af disse udmærkede terapeutiske egenskaber har farmaceutisk fremstillede salicylater væsentlige ulemper, nemlig deres virkning på maveslimhinden og centralnervesystemet (CNS). Ved
oral indgift, kan salicylaterne forårsage inflammation af maveslimhinden, ulceration og blødninger.
Dette skyldes, at salicylater griber forstyrrende ind i den normale gastriske pH, ved at hæmme
feedback-mekanismen. Høje terapeutiske doser af salicylater over længere tid kan endvidere medføre CNS-forstyrrelser såsom svimmelhed, kvalme, opkastning, konfusion (forvirring), tinnitus (øresusen) og lejlighedsvist psykose.
Den traditionelle, empirisk baserede, anvendelse af mange fytoterapeutiske plantepræparater, kan
nu forklares videnskabeligt som en effekt af indholdet af salicylater. Mange af de skadelige bivirkninger ved den terapeutiske anvendelse af isolerede salicylater ses imidlertid ikke, hvis man anvender plantepræparaterne i deres helhed. Virkningen af den hele plante er generelt mindre aggressiv
og ‘mere i balance’ med kroppens egne mekanismer og med de øvrige indholdsstoffer i plantedrogen.
De vigtigste lægeplanter, som indeholder salicylater i virkningsfulde mængder, inkluderer:
w Salix spp. cortex (Pilebark)
Pilebark indeholder estere af salicylsyre. Disse estere omdannes til glykosiden salicin i tyndtarmen, hvor miljøet er basisk:
Estere → salicin
Bakterier i tyktarmen producerer enzymer, som hydrolyserer salicin og frigør aglykonen saligenin:
Side 12
Fenol forbindelser
→
Salicin
Saligenin
Saligenin optages og oxideres til salicylsyre i blodet og i leveren. Salicylsyre er det farmakologisk aktive stof. En konsekvens af dette er, at Pilebark er langsomt virkende; nogen salicylat
virkning kan ikke forventes før 6-10 timer efter indtagelse. Denne meget forsinkede virkning
står i stærk modsætning til acetylsalicylsyre, som i stor udstrækning optages fra maven og derfor
er meget hurtigt virkende.
På grund af den langsomme virkning er Pilebark uegnet som akut smertestillende middel (mod
f.eks. hovedpine), men er velegnet som inflammationshæmmende middel ved gigtsygdomme og
andre mere kroniske betændelsestilstande.
Pile arter med særligt højt salicylat indhold omfatter Salix daphnoides (Pommersk Pil), S. purpurea
(Purpur-Pil) og S. fragilis (Skør-Pil).
w Filipendula ulmaria (Alm. Mjødurt)
I F. ulmaria forekommer de fleste af salicylsyreforbindelserne i form af glykosider, primært
spiraein (glykosid af salicylaldehyd) og monotropitin, også kaldet gaultherin (glykosid af
metylsalicylat). For begges vedkommende er sukkerdelen, primoverosyl, en disakkarid glukose6-β-xylosid glykon.
Salicylaldehyd
Metylsalicylat
Trods salicylaternes førnævnte bivirkninger på maveslimhinden, er F. ulmaria specifikt indiceret
i behandlingen af halsbrand og mavesår. Urten har en syrenedsættende samt helende virkning på
slimhinden. Dette er et af de tilfælde, hvor man endnu ikke har fundet en farmakologisk forklaring på urtens virkning i sin helhed.
w Gaultheria procumbens aetheroleum (Vintergrønolie)
Vintergrønolie indholder 98% metylsalicylat. Den anvendes som lokalt muskelopvarmningsmiddel (eng. rubefacient) i linimenter.
w Populus tremula cortex (Bævreasp bark)
Denne urtedroge indeholder salicylalkohol og har bl.a. inflammationshæmmende og
antireumatiske egenskaber.
Kumariner _______________________________________________________
Kumariner optræder i naturen som glykosider. De findes i særligt store mængder i planter fra
Leguminosae (Ærteblomstfamilien) og Gramineae (Græsfamilien). Det er kumariner, som giver
nyslået græs dets karakteristiske duft.
Ved fermentation af planter, som indeholder kumariner, dannes et stof kaldet dikumarol. Dikumarol
kan forekomme i dyrefoder, oftest som et resultat af dårlig behandling af Trifolium spp. (Kløver
arter). Dikumarol virker antikoagulerende og kan forårsage blødninger.
Side 13
Fenol forbindelser
Kumarin
Mange kendte aktive indholdsstoffer er derivater af kumarin, f.eks:
Umbelliferon
Et almindeligt indholdsstof, som findes i planter af Umbelliferae (Skærmblomstfamilien) og
Solanaceae (Natskyggefamilien). Umbelliferon har svampedræbende egenskaber.
Khellin, visnagin og visnadin
Optræder i Ammi visnaga (Khella) fra Umbelliferae. Disse stoffer tilhører en undergruppe af
kumariner kaldet furanokumariner. Forskning i furanokumarinet khellin har vist, at det har en afslappende effekt på den glatte muskulatur, resulterende i en krampeløsende virkning på
koronararterierne, bronkierne, mavetarmkanalen, galdevejene og urinvejene. Visnadin har vist sig
at have en mere specifik virkning på koronarkarrene end khellin. Dette stof forårsager en udpræget
karudvidelse (eng. vasodilation) af koronarkarrene.
Aeskuletin
Aglykonen af glykosiden aeskulin fra Aesculus hippocastanum (Hestekastanie). Aeskuletin virker
styrkende på karsystemets endotel.
Bergapten
Fra olier af bergamot eller Ammi spp. Stoffet fremmer virkningen af UV lys på huden og anvendes
til at fremme bruningseffektiviteten af solen.
w
Polyfenoler (sammensatte fenoler)
Sammensatte fenoler eller polyfenoler, er forbindelser, hvori der indgår flere fenol-enheder. Denne
gruppe omfatter bl.a. flavonoiderne, garvestofferne (tanninerne) og kinonerne.
Flavonoider ______________________________________________________
Flavonoiderne, undertiden kaldet bioflavonoider, er en af de største grupper plantepigmenter. De
optræder hyppigst i højere planter, og findes navnligt i yngre plantevæv såsom blade og blomster.
Som navnet antyder, er flavonoider ofte (men ikke altid) gule (det latinske flavus betyder gul), og
som farvepigmenter i blomster kan de spille en rolle for tiltrækningen af bestøvende insekter. Mange
flavonoider har en bitter smag, hvilket kan beskytte planter mod at blive spist af planteædende dyr.
Endvidere mener man, at flavonoider i planter spiller en vækstregulerende rolle.
Flavonoider er normalt opløselige i både vand og ethanol, men er uopløselige i organiske opløsningsmidler.
Den terapeutiske værdi af flavonoider og det brede spektrum af farmakologiske virkninger, som
forskellige flavonoider udviser, er en relativ nyopdagelse, og der foregår i øjeblikket megen forskning på dette område.
Flavonoider optræder ofte som glykosider, og flavoner, flavonoler, flavononer, isoflavoner,
antrocyanadiner og catechiner er forskellige klasser af flavonoide aglykoner. Alle flavonoider er
baserede, mere eller mindre, på en flavon-struktur. Flavonoider har deres oprindelse i både shikimiksyre stofskiftet og som produkter af acetat-melavonat stofskiftet.
Side 14
Fenol forbindelser
Flavon-struktur
De vigtigste flavonoider inkluderer:
Flavoner
Apigenin (glykosider: apiin og apigenin-7-apiosylglukosid), som findes i Apium graveolens (Vild
Selleri) og Petroselinum crispum (Persille), og luteolin, som findes i Equisetum arvense (AgerPadderok).
Flavonoler
Quercetin (glykosid: rutin), som findes i Fagopyrum esculentum (Boghvede), Sambucus nigra
flores (Alm. Hyldeblomst), Viola spp. (Viol arter) og Filipendula ulmaria (Alm. Mjødurt).
Flavononer
Hesperitin (glykosid: hesperidin). Glykosiden hesperidin er en bestanddel af citrin, som er en blanding af flavonoider, som findes i citrusfrugter og Capsicum spp. (Peberfrugter). Hesperidin findes
også i mange andre planter.
Isoflavoner
Disse stoffer er isomerer af flavoner og udviser steroid-lignende farmakologisk virkning. Isoflavoner
findes i nogle Leguminosae arter (Ærteblomstfamilien), f.eks. genistein (glukosid: genistin) fra
Trifolium pratense (Rød-Kløver) og Sarothamnus scoparius (Gyvel).
Anthocyanidiner
Man mener, at anthocyanidiner stammer fra flavonol prækursorer. Pelargonidin (glukosid: pelargonin)
findes i Crataegus oxyacanthoides (Alm. Hvidtjørn).
Catechiner
Catechinerne er baseret på flavonoler. De findes i Crataegus oxyacanthoides (Alm. Hvidtjørn).
Farmakologiske egenskaber af flavonoider
Quercetin (glykosid: rutin) og hesperitin (glykosid: hesperidin) var nogle af de første flavonoider
med farmakologisk aktivitet, som blev beskrevet. Oprindeligt troede man, at der var tale om et nyt
vitamin (vitamin P), men senere blev det klart, at dette ikke var tilfældet.
Generelt reagerer flavonoider synergistisk med vitamin C, og i planter forekommer de næsten altid
sammen med dette vitamin.
Følgende liste giver et overblik over de mange egenskaber, som tillægges flavonoider:
w Krampeløsende
Apigenin i Apium graveolens (Vild Selleri), Petroselinum crispum (Persille), Chamomilla recutita
(Vellugtende Kamille), Agrimonia eupatoria (Alm. Agermåne) og mange andre:
Liquiritigetol i Glycyrrhiza glabra radix (Lakridsrod).
Side 15
Fenol forbindelser
w Inflammationshæmmende
Mange flavonoider virker inflammationshæmmende. De hæmmer histaminfrigivelse fra mastceller og basofile leukocytter. Det gælder:
Apigenin (se ovenfor), quercetin i Ginkgo biloba (Ginkgo), Chamomilla recutita (Vellugtende
Kamille), Crataegus oxyacanthoides (Alm. Hvidtjørn), Agrimonia eupatoria (Alm. Agermåne)
og mange andre planter.
w Virushæmmende virkning
Quercetin og mange andre flavonoider.
w Østrogen-lignende virkning
Genistein i Trifolium pratense (Rød-Kløver), Glycine max (Soyabønne) m. fl.
w Anti-hyaluronidase virkning
Quercetin og hesperitin. Disse flavonoider reducerer kapillærskørhed og permeabilitet (vitamin
P står for permeabilitet). Hesperitin har været anvendt i behandlingen af forhøjet blodtryk og
vævsbeskadigelser forårsaget af radioaktiv bestråling. Quercetin og hesperitin beskytter i kraft
af deres anti-hyaluronidase aktivitet endvidere mod spredning af infektioner.
w Anti-oxidant virkning
De fleste flavonoider; vigtige eksempler er quercetin og silymarin i Silybum marianum (Marietidsel).
w Antihepatotoksisk virkning
Silymarin kompleks bestående af silidianin, silicristin og silybin i Silybum marianum tilhører en
ny gruppe af stoffer, som hedder flavonolignaner. Silymarins antihepatotoksiske virkning er i
hvert fald delvis en følge af silymarins anti-oxidant virkning. Silymarin forøger virkningen af
superoxid dismutase og glutathion peroxidase enzym systemerne.
w Tumorhæmmende virkning
Quercetin.
w Sedativ virkning
Kava-pyroner i Piper methysticum (Kavarod).
Garvestoffer ______________________________________________________
Garvestoffer er vidt udbredte i planteverdenen og kendes fra de fleste plantefamilier. Nogle familier
er særligt rige på arter med betydeligt garvestofindhold, f.eks. Rosenfamilien (Rosaceae). Garvestoffer er normalt koncentreret i særlige plantedele såsom bark, rødder, rhizomer, blade eller frugter,
og garvestofindholdet i en given plante kan variere betydeligt med årstiderne. Galler, som dannes
omkring insektæg, der er blevet lagt i blade, har et særligt højt indhold af garvestoffer.
Garvestoffer spiller formentlig en rolle som plantebeskyttelsesmidler. De virker hæmmende på
bakterier og svampe, og deres astringerende (sammentrækkende) smag og fordøjelseshæmmende
virkning tjener formodentlig til at gøre planten mindre tiltrækkende fødeemner for planteædere.
Garvestoffer virker også allelopatiske, dvs. de hæmmer væksten af andre (konkurrerende) planter.
Garvestoffernes struktur udgøres af komplekse fenol forbindelser, som indeholder mange hydroxyl- (-OH) grupper. Det er disse hydroxylgrupper, bundet til aromatiske ringe, som er ansvarlige
for garvestoffernes virkning.
Garvestoffer findes i to former; hydrolyserbare og kondenserede. De hydrolyserbare garvestoffer
er opbygget af fenolsyremolekyler forbundet til et monosakkarid (som regel glukose) og dannes
Side 16
Fenol forbindelser
ved shikimiksyre stofskiftet. Disse garvestoffer kan spaltes, hvorved de frigiver pyrogallol, som er
en toksisk usammensat fenol forbindelse.
Typisk hydrolyserbart garvestof (kinesisk garvestof fra Rhus spp. (Sumach arter))
Kondenserede garvestoffer er som strukturer meget mere stabile end de hydrolyserbare garvestoffer. De er polymerer, opbygget af sammenkædede flavonoider, typisk flavoner. Der indgår som
regel 15-20 flavon-enheder i strukturen.
Her bør endvidere nævnes en anden gruppe stoffer; procyanidinerne. Disse stoffer er opbygget af
sammenkædede flavonoider på samme måde som de kondenserede garvestoffer, men den monomere enhed består af catechiner i stedet for flavoner. Procyanidiner er således catechin oligomerer
indeholdende 2-8 catechin-enheder per molekyle. Procyanidiner er vigtige indholdsstoffer i Crataegus oxyacanthoides (Alm. Hvidtjørn).
Typisk kondenseret garvestof opbygget af sammenkædede flavon-enheder
Side 17
Fenol forbindelser
Garvestoffer udfælder en række stoffer i opløsning, hvilket vil sige, at de danner uopløselige forbindelser
med disse stoffer. Dette medfører bl.a. dannelsen af bundfald i nogle væsker, f.eks. nogle tinkturer. Det
er evnen til at danne uopløselige forbindelser med andre stoffer, især proteiner, som er helt afgørende for
garvestoffernes fysiologiske virkning.
De følgende stoffer udfældes af garvestoffer:
w Proteiner (inkl. gelatine)
w Jern-, kobber-, tin- og blysalte
w Mange alkaloider
w Visse glykosider
Garvning er en proces, som omdanner dyrehuder til læder, som er et betydeligt mere hårdført og
modstandsdygtigt materiale. I garvningsprocessen koges huderne, hvorved der sker en omdannelse af kollagen til gelatine. Garvestofferne danner efterfølgende uopløselige forbindelser med
gelatinemolekylerne i huden. Resultatet er læder.
Garvestoffernes farmakologi
Garvestoffer er vandopløselige og endvidere opløselige i alkohol og glycerol (glycerin). Glycerol
har en stabiliserende virkning på garvestoffer og virker således som en slags konserveringsmiddel.
Når garvestoffer danner forbindelser med proteiner, kan disse proteiner ikke længere nedbrydes af
proteolytiske enzymer. Er der tale om proteiner i føden, resulterer processen i en fordøjelseshæmmende virkning. Er der tale om proteiner i slimhinderne, fås en astringerende (sammentrækkende) effekt. En forståelse af garvestoffernes virkning på proteiner er således central for
forståelsen af garvestoffernes terapeutiske egenskaber, specielt i fordøjelseskanalen.
Resultatet af garvestoffers virkning på hud og slimhinder minder en hel del om garvningsprocessen,
hvorved huder omdannes til læder; garvestoffernes denaturering af proteinerne resulterer i en slags
barriere, som er vanskeligt gennemtrængelig for andre stoffer og mere hårdfør overfor kemiske og
fysiske påvirkninger, såvel som overfor bakterie- og svampeangreb.
Garvestoffernes astringerende virkning på slimhinderne medfører:
w Forhøjet tonus
w Nedsat cellulær sekretion
w Nedsat permeabilitet
w Nedsat følsomhed i nerveender i slimhinden
w Inflammationshæmmende virkning
Ved sår virker garvestoffer blodstandsende. De befordrer dannelsen af sårskorpe og nedsætter
derved infektionsrisikoen. Mindre forbrændinger kan behandles med astringerende midler, hvorved garvestofferne hurtigt forsegler det blotlagte væv. Tidligere anvendtes garvestoffer i udstrakt
grad i ortodoks medicin i behandlingen af alvorlige brandsår.
Garvestoffer virker overvejende lokalt og optages kun i ringe omfang fra tarmen.
Garvestoffers generelle egenskaber:
w Astringerende:
Anti-diarré (forstoppende)
Inflammationshæmmende
Hæmmer cellulær sekretion
Katarhæmmende
Blodstandsende
Infektionshæmmende
Regulerer tarmfloraen
Side 18
Fenol forbindelser
Visse garvestoffer besidder endvidere andre egenskaber, bl.a:
w Reducerer kolesterol niveauet i blodet
w Anti-oxidant virkning ("Free radical scavenger")
w Mutationshæmmende
w Leverbeskyttende
w Kapillærstyrkende
w Befordrer kroppens evne til at have C vitamin i behold
w Kan reducere tungmetallers giftighed
Generelle indikationer for astringerende midler:
w Inflammation af slimhinder, navnlig i fordøjelseskanalen, inklusive:
Gingivitis (tandkødsbetændelse)
Stomatitis (mundbetændelse)
Pharyngitis
Tonsillitis
Mavekatar
Mavesår og sår på tolvfingertarmen (mildt astringerende midler)
Enteritis
Colitis
Divertikulitis
Hæmorider (lokalt)
Diarré (symptomatisk; identificer og behandl årsagen; diarré med feber eller blødning
må ikke stoppes med garvestoffer eller på anden vis).
w Hiatus hernie
w Hyperchlorhydria (vær opmærksom på, at andre indholdsstoffer i planten kan stimulere
produktionen af mavesyre)
w Conjunctivitis (især Euphrasia officinalis)
w Mindre sår og forbrændinger
Mulige bivirkninger ved indtagelse af garvestoffer:
w Kan hæmme optagelsen af proteiner, vitaminer (A, B1), jern, kalcium, magnesium m.fl.
w Forstoppelse
Generelle kontraindikationer for astringerende midler:
w Forstoppelse
w Hypochlorhydria
w Ringe absorbtion (især svagelige eller meget syge patienter)
w Jernmangel og andre vitamin- eller mineral mangeltilstande (garvestoffer bør ikke gives
sammen med jernpræparater eller mad)
w Lever- eller nyrelidelser (gælder kun de hydrolyserbare garvestoffer)
'Overførte' eller 'refleksbetingede virkninger af astringerende midler:
Som nævnt i det ovenstående, er garvestoffernes astringerende virkning hovedsagligt et lokalt
fænomen. Indenfor fyterapien anvendes betegnelsen 'astringerende' imidlertid også i en anden betydning. Af fytoterapeuter anvendes betegnelsen således endvidere til at beskrive de særlige
‘astringerende-lignende’ egenskaber af visse ‘organspecifikke’ midler. F.eks. vil fytoterapeuter ofte
tale om Glechoma hederaceas (Korsknaps) ‘astringerende virkning på de øvre luftveje’. Det, der
beskrives i denne sammenhæng, er plantens slimhindeudtørrende egenskaber og selvfølgelig ikke
dens ‘garvende’ virkning efter lokal påførelse på luftvejenes slimhinder. Denne ‘overførte’
astringerende virkning er et almindeligt erkendt fænomen blandt fytoterapeuter, og hovedparten af
Side 19
Fenol forbindelser
de implicerede planter indeholder også ofte garvestoffer. Der kunne muligvis være tale om en
fysiologisk medieret overført (eller refleksbetinget) respons, som initieres i mavetarmkanalen efter
indtagelse af midlet. Dog foreligger der ingen videnskabelige beviser for denne teori.
Som eksempler kan nævnes nedenstående lægeplanter og deres organspecifikke aktiviteter;
Capsella bursa-pastoris (Hyrdetaske)
Astringerende virkning på livmoderen
Sambucus nigra (Alm. Hyld)
Astringerende virkning på de øvre luftveje
Euphrasia spp. (Læge-Øjentrøst)
Astringerende virkning på de øvre luftveje
Kinoner __________________________________________________________
Kinoner er overskriften for en stor gruppe indholdsstoffer af forskellig biosyntetisk oprindelse. De
stofgrupper, vi som fytoterapeuter er interesserede i, er hydrokinoner og antrakinoner.
Hydrokinon
Antrakinon
Hydrokinoner
Hydrokinoner optræder i naturen som glykosider. Arbutin er en sådan glykosid, som findes i
Arctostaphylos uva-ursi (Hede-Melbærris) og Calluna vulgaris (Lyng). Begge disse urter har en
antiseptisk virkning på urinvejene, som skyldes deres indhold af arbutin. I tarmsystemet spaltes
arbutin af tarmfloraen, og aglykonen hydrokinon metaboliseres til glukuronat og sulfat estere.
Disse stoffer udskilles gennem urinvejene, hvor de udøver den antiseptiske virkning.
Antrakinoner
Antrakinoner og derivater heraf optræder som glykosider i mange planter, især i Rubiaceae (Krapfamilien). Planter, som indeholder antrakinoner, har en laksativ (afføringsstimulerende) virkning.
De fleste af disse planter er kendte laksantia (afføringsstimulerende midler) i ortodoks medicin,
f.eks. Sennesbælge, som stadig er et hyppigt anvendt middel imod forstoppelse.
Planter i denne gruppe af interesse for fytoterapeuten er:
w
w
w
w
w
w
w
w
w
Cassia senna fructus (Alexandria Sennesbælge)
C. senna folia (Sennesblade)
C. angustifolia fructus (Tinnevelly Sennesbælge)
Rhamnus purshiana cortex (eng. Cascara bark)
[R. cathartica fructus (Vrietorn frugt)]
Rhamnus frangula cortex (Tørstetræ bark)
[Aloe barbadensis et spp. Aloe arter)]
Rheum palmatum radix (Læge-Rabarber rod)
Rumex crispus radix (Kruset Skræppe rod)
Farmakologiske egenskaber af antrakinoner
Antrakinon-holdige planter udøver deres laksative virkning ved at forøge peristaltikken, navnlig i
tyktarmen. Der har gennem tiden været fremsat en række forskellige teorier, som søger at forklare,
hvordan disse stoffer virker i kroppen. Den mest sandsynlige forklaring er følgende:
Som tidligere nævnt optræder en betydelig del antrakinoner som glykosider, dvs. bundet til et
sukkermolekyle. I dette tilfælde er der tale om såkaldte beta-glykosider, som menneskets fordøjelsesSide 20
Fenol forbindelser
safter og enzymer ikke er i stand til at hydrolysere. Antrakinon-glykosiderne passerer derfor uændret gennem maven og tyndtarmen til tyktarmen, hvor de hydrolyseres (dvs. sukkermolekylet
fraspaltes) af enzymer produceret af bakterier i tyktarmen. De frie antrakinoner (aglykoner), som
frigøres gennem denne proces, hæmmer reabsorberingen (genoptagelsen) af vand fra tyktarmen,
og forårsager en afsondring af vand og elektrolytter fra tarmvæggen. Det er det øgede vandindhold
i tyktarmen, som forårsager en øget peristaltik.
Frie antrakinoner (aglykoner) indtaget gennem munden har ingen laksativ virkning. Det skyldes
formodentlig, at de omdannes kemisk i fordøjelseskanalen, inden de når tyktarmen.
Store individuelle forskelle ses i patienters sensitivitet overfor disse stoffer. Det er sandsynligt, at
disse forskelle i al fald i en vis udstrækning skyldes forskelle i tyktarmens bakterieflora.
Antrakinon-holdige planter, navnlig de stærkt virkende, kan forårsage mavekneb. For at forebygge
denne uønskede bivirkning gives disse urter altid sammen med et godt karminativ, f.eks. Zingiber
officinalis (Ingefær), Foeniculum vulgare (Fennikel), Carum carvi (Kommen) eller Chamomilla
recutita (Vellugtende Kamille).
Planter indeholdene glykosider baseret på antrakinonen emodin (f.eks. Rheum spp.) giver sur urin
en gulbrun farve, mens basisk urin kan farves rødlig til violet.
Antrakinon-holdige laksantia bør bruges i et begrænset tidsrum og normalt kun i tilfælde, hvor
andre midler såsom Linum usitatissimum semen (Hørfrø) eller Plantago ovata semen (Loppefrø),
øget vandindtagelse, fiberrig diet og motion har vist sig virkningsløse overfor forstoppelse.
Hørfrø og Loppefrø er laksative midler med en noget anden virkningsmekanisme end
antrakinonerne, idet de optager vand og udvider sig i fordøjelseskanalen. Det er denne udspilning
af tarmen, som udløser peristaltiske bevægelser. Disse frøs høje indhold af slimstoffer hjælper
endvidere ved at blødgøre afføringen (se afsnittet om slimstoffer).
Bemærk: Antrakinonholdige planter er normalt kontra-indikerede ved svangerskab.
w
Side 21
Terpenoider
Kapiteloversigt
Terpenoider
Monoterpener
Sesquiterpener
Triterpener
Terpenoider er en gruppe forbindelser baseret på isopren-enheden (C 5H8). Kategoriseringen foretages på grundlag af antallet af isopren-enheder i strukturen.
Isopren-enhed
w
w
w
w
w
w
Monoterpener
Sesquiterpener
Diterpener
Sesterterpener
Triterpener
Tetraterpener
(C10H16)
(C15H24)
(C20H32)
(C25H40)
(C30H48)
(C40H64)
2 isopren-enheder
3 isopren-enheder
4 isopren-enheder
5 isopren-enheder
6 isopren-enheder
8 isopren-enheder
Terpenoider syntetiseres ved acetat-mevalonat stofskiftet og danner i øvrigt grundlag for syntetiseringen af mange andre stoffer bl.a. steroider, saponiner, gummi og komponenterne i æteriske olier.
I mange lægeplanter, der anvendes som 'bitterstimulerende' midler, skyldes de bitre egenskaber
mono- og sesquiterpener. Det gælder bl.a. Cichorium intybus (Cikorie), Gentiana lutea (Gul Ensian), Artemisia spp. (Bynke og Malurt arter) m.fl. (se kapitlet om bitterstoffer).
De mindre mono- og sesquiterpener er, med undtagelsen af iridoiderne, flygtige stoffer, som tit
findes som komponenter i æterisk olie. Man mener, at disse stoffers funktion i planten er at tiltrække eller frastøde insekter. Monoterpener er generelt bakteriehæmmende og nogle udviser ligeledes anthelmintiske og svampedræbende egenskaber. Mange planter, som har karminative egenskaber, indeholder monoterpener. Det menes, at monoterpenerne virker afslappende på fordøjelsessystemets glatte muskulatur, idet de har en lokal refleksvirkning på nerveenderne i fordøjelseskanalen. Forskning har også vist, at nogle monoterpener, navnlig limonen, citronellol, geraniol og
limonen har en sedativ virkning på centralnervesystemet (CNS).
Monoterpener
w Menthol
Udvundet af Mentha x piperita (Pebermynte). Påføring af menthol på huden virker afkølende
samt mildt bedøvende. Menthol virker også lokalt karudvidende. Denne kombination af egenskaber gør menthol velegnet som ingrediens i muskellinimenter.
w Kamfor
Udvundet af Cinnamomum camphora. Dette stof virker lokalt kredsløbsstimulerende
('rubefacient'). C. camphora aetheroleum anvendes i dampbadspræparater samt i inhalationsdråber til luftvejslidelser.
Side 22
Terpenoider
w Thujon
Findes i bl.a. Salvia officinalis (Salvie), Thuja occidentalis (Thuja) og Tanacetum parthenium
(Matrem). Thujon er et relativt toksisk stof, som forårsager spasmer i den glatte muskulatur.
Thujon er således abortfremkaldende.
Sesquiterpener
w Azulen
Azulen findes kun i små mængder i naturen, men produceres som artefakt ved dampdistillation
af urtedroger i produktionen af æterisk olie. Azulen findes som chamazulen i den æteriske olie af
bl.a. Chamomilla recutita (Vellugtende Kamille), og som guaiazulen i Guaiacum officinale
(Pokkenholt). Det er azulen, som giver den æteriske olie af C. recutita dens karakteristiske blå
farve.
w Bisabolol
Findes i den æteriske olie af bl.a. Chamamilla recutita (Vellugtende Kamille).
Både azulen og bisabolol virker inflammationshæmmende.
Triterpener
Triterpener er meget almindelige i planteriget, hvor de optræder som estere og glykosider.
Triterpenerne findes bl.a. som alifatiske molekyler i nogle planteolier (fede olier). Indenfor fytoterapien er den mest interessante triterpenoide forbindelse, det pentacykliske molekyle, som således
består af 5 sammenhængende ringe. Det er i denne form, triterpener kan optræde som saponiner
(pentacykliske triterpenoide saponiner). Saponiner findes i; Glycyrrhiza glabra (Lakrids), Aesculus
hippocastanum (Hestekastanie), Primula veris (Hulkravet kodriver) m.fl. (se afsnittet om steroide
saponiner).
w
Side 23
Kapiteloversigt
Fytosteroider
Hjerteaktive glykosider
Saponiner
Denne stofgruppe har sin oprindelse i terpenoiderne fra acetat-mevalonat stofskiftet. De indholdsstoffer, som indgår i gruppen, er alle baseret på steroidskelet-strukturen.
Steroidskelet
Planter producerer mange forskellige steroide forbindelser. De præcise biologiske funktioner i planterne er endnu uafklarede, men det menes, at nogle steroide forbindelser spiller en rolle for kontrollen af planternes metaboliske aktiviteter, mens andre fungerer som beskyttelsesmidler imod sygdomme, insekter og planteædere.
Fytosteroider _____________________________________________________
Fytosteroider er overskriften for en samling forskellige steroide forbindelser i planter, som har en
'steroid-lignende' farmakologisk virkning i kroppen. Steroider af fytokemisk oprindelse har således
træk til fælles med menneskelige hormoner. Mange af disse planter anvendes i fytoterapien, bl.a.
Chamaelerium luteum (Helonius luteum) (Sump Nellike), Salvia officinalis (Salvie) og Humulus
lupulus (Humle).
Farmakologiske egenskaber af fytosteroider
Fytosteroiders præcise virkeningsmekanisme på den menneskelige fysiologi er et område, hvor der
i øjeblikket sker megen forskning. Én mulighed er, at kroppen anvender fytosteroider som byggesten i metabolismen af menneskelige hormoner. En anden mulighed, som ikke udelukker den første,
er, at fytosteroider, pga. deres lighed med de menneskelige hormoner, kan sætte sig på cellereceptorer
uden at have en fysiologisk virkning, og dermed blokere cellen for stimulation af kroppens egne
steroide hormoner. Resultatet er i dette tilfælde en hæmmende virkning på hormonernes aktivitet.
Hjerteaktive glykosider _____________________________________________
Disse glykosider virker specifikt på hjertemuskulaturen. Kemisk set er de steroider og er således
beslægtede med steroide hormoner og steroide saponiner. På grund af deres unikke virkning på
hjertet behandles denne gruppe af aktive planteindholdsstoffer som en gruppe for sig.
Hjerteaktive glykosider inddeles i to grupper baseret på, hvorvidt lakton-ringen, som sidder bundet
til steroidskelettet, indeholder 4 eller 5 kulstofatomer. Sukkerdelen af glykosiden (glykonen) er
bundet til kulstofatom nummer 3 og kan indeholde op til tre sukkermolekyler:
Side 24
Cardenolid
Bufadienolid
Cardenolider er fra et medicinsk og farmakologisk synspunkt den vigtigste gruppe hjerteaktive
glykosider. Disse stoffer findes i planter såsom Digitalis purpurea og D. lanata (Fingerbøl), Nerium oleander (Nerium), Convallaria majalis (Liljekonval) og Strophantus spp. (Afrikansk Lian
arter).
Bufadienolider er mindre udbredte i naturen end cardenoliderne, men findes f.eks. i nogle medlemmer af Liliaceae (Liljefamilien). f.eks. Urginea maritima (Strandløg), og Ranunculaceae
(Smørblomstfamilien), f.eks. Helleborus spp. (Julerose). Bufadienolider har taget navn efter slægtsnavnet Bufa (tudser), fordi lignende aktive steroider findes i parotis (ørespyt-) kirtlen hos tudser.
Pulveriseret tudseskind blev anvendt som et middel i behandlingen af peritonealt ødem (som følge
af hjerteinsufficiens), indtil Fingerbøl blev taget i anvendelse i 1785.
Farmakologiske egenskaber af hjerteaktive glykosider
Hjerteaktive glykosider har to hovedvirkninger på hjertet:
w Positiv inotrop virkning: en forøgelse af hjertemuskulaturens kontraktionskraft, således
at en større mængde blod passerer gennem hjertet med hver kontraktion.
w Kronotrop virkning: regulerer puls og hjerterytme (medfører normalt langsommerepuls).
Resultatet af disse virkninger er en øget hjerteeffektivitet.
Den farmakologiske virkning af hjerteaktive glykosider afhænger af hele glykosiden, både aglykonen
og glykonen (hvilket er usædvanligt). Den direkte virkning på hjertemuskulaturen er forårsaget af
aglykonen, men glykonen øger glykosidens opløselighed i blodet samt dets evne til at fæstne sig til
hjertemuskulaturen.
Den primære virkningsmekanisme er baseret på disse glykosiders evne til at øge koncentrationen af
kalcium-ioner i hjertemuskelcellerne. Til trods for, at digitalis-glykosider har været de mest anvendte lægemidler for hjerteinsufficiens i over 200 år, er deres virkningsmekanisme stadigvæk ikke
fuldt ud klarlagt.
Kalcium virker synergistisk med hjerteaktive glykosider, og det kan være farligt at give kalciumtilskud til patienter, som tager hjerteaktive glykosider.
I moderne medicin anvendes i dag overvejende to isolerede hjerteaktive glykosider:
w Digitoxin
Udvundet af Digitalis purpurea og Digitalis lanata (Fingerbøl arter).
w Digoxin
Som kun udvindes af D. lanata
Digitoxin metaboliseres i leveren og har en halveringstid på 7 dage, hvorimod digoxin hovedsagligt
metaboliseres i nyrerne og har en halveringstid på 36 timer.
Den terapeutiske dosis for hjerteaktive glykosider ligger meget tæt på den toksiske dosis, og dansk
lovgivning forbyder fytoterapeuter og andre behandlere med undtagelse af læger at ordinere disse
stoffer eller planter, som indeholder dem.
Side 25
Bivirkninger er hyppige hos patienter, som tager digitalis-præparater, og inkluderer kvalme, opkastning, appetitløshed, diarré, hovedpine, døsighed, snurren i fingre og fødder. Synsforstyrrelser
såsom glorier omkring objekter og grøn- eller gulfarvning af synsfeltet kan også forekomme. Symptomer på alvorlig toksicitet inkluderer hallucinationer, desorientering, forvirring, langsom, hurtig
eller uregelmæssig puls.
Det er af største vigtighed at opretholde kroppens normale kalium-niveau hos patienter, som tager
hjerteaktive glykosider. Dette er af særlig betydning, fordi disse patienter meget ofte også tager
vanddrivende midler, der normalt forårsager kalium-tab. Fytoterapien har det ideelle vanddrivende
middel i denne situation, nemlig Taraxacum officinale folia (Mælkebøtte blad), som har et meget
højt indhold af kalium og derfor øger kroppens kalium-indhold samtidig med, at den har en vanddrivende effekt.
Saponiner ________________________________________________________
Saponiner er vandopløselige og har sæbeagtige egenskaber. Navnet stammer fra det latinske sapo,
som betyder sæbe. Når saponiner blandes med vand og blandingen rystes, dannes et sæbelignende
skum. Disse sæbeagtige egenskaber er blevet udnyttet op gennem tiderne, hvor planter med højt
indhold af saponiner har været brugt som sæbeerstatning. Nogle planter anvendes stadig på denne
måde, navnligt til at vaske meget gamle og sarte stoffer, f.eks. Saponaria officinalis (Sæbeurt).
Saponiner forekommer i planter som glykosider, og aglykonen kaldes ofte en sapogenin. Saponiner
(som glykosider) hydrolyseres af syrer, hvilket medfører frigørelse af sapogenin plus forskellige
typer af sukker.
Fytokemisk set, opdeles saponiner i to grupper, baseret på sapogeninens kemiske struktur; de
steroide saponiner og de triterpenoide saponiner (det korrekte navn er pentacykliske triterpenoide
saponiner). I planter syntetiseres steroide saponiner fra steroler (sædvanligvis kolesterol), mens
triterpenoide saponiner har deres oprindelse i triterpenoide prækursorer og derfor strengt taget
hører til gruppen af terpenoider (se også afsnittet om terpenoider). I teksten omtales de triterpenoide
saponiner alligevel i dette afsnit sammen med de steroide saponiner pga. deres lignende farmakologiske aktivitet.
De fleste triterpenoide saponiner indeholder mindst en carboxylgruppe (-COOH) og er derfor syrer. Glykonen (sukkerdelen) sidder på kulstof nummer 3.
Steroide saponiner har aglykoner med en steroidstruktur. Glykonen (sukkerdelen) sidder på kulstof nummer 3.
Steroidt saponinskelet
Triterpenoidt saponinskelet
Saponin glykosider har hæmolytiske egenskaber og er yderst giftige, hvis de indsprøjtes i blodbanen. Når de indtages gennem munden, hydroliseres de imidlertid i fordøjelseskanalen inden optagelse finder sted, og eftersom sapogeniner ikke er hæmolytiske, er der ingen risiko for hæmolyse
Side 26
forbundet med indtagelse af saponiner gennem munden (bortset fra ved blødende mavesår). De
hæmolytiske egenskaber varierer meget for de forskellige saponiner; saponinerne i Panax ginseng
(Ginseng) mangler bogstavelig talt hæmolytiske egenskaber, mens saponinerne i Phytolacca spp.
(Kermesbær) er stærkt hæmolytiske.
Saponiner er yderst giftige for fisk og andre koldblodede dyr, og mange kulturer verden over har
brugt saponinholdige planter som fiskegift. Saponinerne dræber fiskene, men er ugiftige for mennesker, så fisken kan spises uden risiko.
Farmakologiske egenskaber af saponiner
Saponinernes farmakologiske egenskaber varierer meget, som det vil fremgå af det følgende. Alle
saponiner udøver imidlertid (i varierende grad) en lokal virkning på slimhindeme i fordøjelseskanalen, når de indtages gennem munden. Denne lokale virkning kan bedst beskrives som en mild
irritation af slimhinderne. Resultatet af denne stimulering er:
w Øget optagelse gennem slimhinden som følge af forøget blodforsyning til slimhinden. Undersøgelser har demonstreret øget optagelse af aktive planteindholdsstoffer, allopatiske mediciner, kalcium og silicium, men virkningen er formodentlig universel.
w Saponiner forårsager endvidere, ved en form for refleksbetinget virkning, muligvis formidlet
via en embryologisk nerveforbindelse mellem slimhinderne i fordøjelseskanalen og luftvejene, produktion af tyndtflydende slim fra slimhinderne, når slimhinderne i fordøjelseskanalen
stimuleres. I luftvejene resulterer dette i ekspektoration, i urinvejssystemet i diurese (urinudskillelse. Saponiner forekommer således ofte i planter med ekspektorerende
(slimløsende) virkning. Vigtige ekspektorerende lægeurter, som indeholder saponiner, inkluderer; Verbascum thapsus (Filtbladet Kongelys), Primula veris radix, (Hulkravet Kodriver), Viola odorata (Marts-Viol), Bellis perennis, (Tusindfryd), Polygala senega
(Senegarod) og Urginea maritima (Strandløg).
Mange saponiner har endvidere inflammationshæmmende egenskaber. Denne virkning er imidlertid
ikke en følge af den lokale virkning i fordøjelseskanalen, men forårsages af sapogeninerne, som
optages fra fordøjelseskanalen. Gode eksempler på inflammationshæmmende lægeurter indeholdende saponiner er Stellaria media (Fuglegræs), Aesculus hippocastanum, (Hestekastanie), Solidago
virgaurea (Gyldenris), Dioscorea villosa (Vild Yams) og Scrophularia nodosa (Knoldet Brunrod).
Det er i forbindelse hermed vigtigt at huske på, at de fleste 'saponin-holdige' lægeplanter indeholder
steroide saponiner, og de inflammationshæmmende egenskaber kan således også skyldes den steroide
virkning.
Undersøgelser har vist, at mange saponiner kan reducere indholdet af kolesterol i blodet. Det
gælder f.eks. Trigonella foenum-graecum (Bukkehornsfrø) og Glycyrrhiza glabra radix (Lakridsrod). Temmelig store mængder er dog nødvendige for at udøve denne virkning.
En del almindelige fødevarer indeholder saponiner, f.eks. tomat, asparges, rødbede, havregryn og
visse bælgfrugter.
Steroide saponiner
Steroide saponiner er mest almindelige i enkimbladede planter, men de findes også i nogle
tokimbladede. Følgende er eksempler på familier og slægter, som indeholder steroide saponiner:
w Enkimbladede:
Dioscoreaceae;
Liliaceae;
Dioscorea
Trillium, Ruscus, Yucca
w Tokimbladede:
Fabaceae;
Scrophulariaceae;
Trigonella
Digitalis
En række Dioscorea arter indeholder steroide saponiner inklusive dioscin, som giver aglykonen
Side 27
diosgenin. Diosgenin var det oprindelige råmateriale, som blev anvendt i den farmaceutiske industrielle fremstilling af semisyntetiske steroide hormoner (f.eks. binyrebarkhormoner og kønshormoner) og andre steroide forbindelser af medicinsk interesse. Progesteron var det første hormon, der blev produceret i et laboratorie i 1940'erne. Diosgenin anvendes stadig som råmateriale i
den farmaceutiske industri.
Galeniske præparater af Dioscorea villosa (Vild Yams) har en krampeløsende og inflammationshæmmende virkning, navnlig i mavetarmkanalen og på de indvendige kvindelige kønsorganer. D.
villosa afslapper de indre organers glatte muskulatur og øger blodgennemstrømningen af de perifere væv. Urten anvendes i behandlingen af reumatiske betændelsestilstande, bl.a. rheumatoid arthritis,
tyktarmsbetændelse, kramper, dysmenoré, livmodersmerter og smerter i æggestokkene.
Triterpenoide saponiner
Triterpenoide saponiner findes overvejende i tokimbladede planter, f.eks:
Fabaceae;
Asteraceae;
Apiaceae;
Primulaceae;
Phytolaccaceae;
Polygalaceae;
Caryophyllaceae;
Glycyrrhiza
Solidago
Bupleurum
Primula
Phytolacca
Polygala
Stellaria
Saponinernes generelle egenskaber, beskrevet i begyndelsen af dette afsnit, gælder også for
triterpenoide saponiner.
Glycyrrhiza glabra
G. glabra (Lakridsrod) er et eksempel på et fytoterapeutisk middel, som indeholder triterpenoide
saponiner. Lakridsrod indeholder mere end et dusin forskellige triterpenoide saponiner, hvoraf den
vigtigste er glycyrrhizinsyre (eng. Glycyrrhiz(in)ic acid), som udgør 2-6 % og optræder som en
blanding af sine kalium og kalcium salte. Denne blanding kaldes glycyrrhizin. Glycyrrhizin smager
overordentligt sødt.
Glycyrrhizinsyrens sapogenin kaldes glycyrrhetinsyre. Når Lakridsrod indtages peroralt (gennem
munden), omdannes glycyrrhizin til glycyrrhetinsyre i mavetarmkanalen, og det er glycyrrhetinsyre,
som optages i blodet.
Mange engelske tekster anvender ordene 'glycyrrhizin, glycyrrhizic acid og glycyrrhizinic acid'
synonymt.
Saponinerne i Lakridsrod virker inflammationshæmmende, ekspektorerende, emollierende og virushæmmende (glycyrrhizin: udvortes og i mavetarmkanalen). Saponinerne indvirker også på niveauet
af visse hormoner og har derfor en hormonlignende effekt:
w Mineralkortikoid (aldosteron-lignende) virkning; forøger Na+ og Cl-, hvorimod K+ formindskes. Dette medfører væskeretention (og derfor kontra-indikationer såsom ødem og
forhøjet blodtryk).
w ACTH-lignende virkning (adreno-cortico-tropt hormon, kortikotropin fra hypofysens forlap); stimulerer sekretion af binyrebarkhormoner.
w Hæmmer nedbrydningen af binyrebarkhormoner (inkl. kortison), aldosteron og progesteron
(hæmmer enzymerne 5-β-reductase og 11-β-hydroxysteroid dehydrogenase).
Kliniske undersøgelser har vist, at glycyrrhizinsyre og glycyrrhetinsyre reducerer helingstiden for
mavesår, tilsyneladende ved at forøge slimproduktionen i maveslimhinden. Det er interessant, at
Side 28
særlige præparater, som kun indeholder 3 % af det normale glycyrrhizin indhold, også har vist sig
effektive i behandlingen af mavesår og sår på tolvfingertarmen.
Forskning i G. glabra begyndte i 1940’erne, da en hollandsk læge bemærkede en positiv virkning
på mavesårspatienter, som en lokal farmaceut behandlede med et ekstrakt af G. glabra. Man opdagede, at glycyrrhizinsyre og dennes aglykone glycyrrhetinsyre udviste en signifikant betændelseshæmmende virkning. Som et resultat af denne forskning, udvikledes et farmaceutisk præparat kaldet ‘Carbenoxolon’, som blev det primære terapeutiske middel i den ortodokse/konventionelle
behandling af mavesår i 1960’erne. Yderligere undersøgelser af G. glabra pegede på, at det ikke
kun var virkningen af glycyrrhizinsyre, som var gavnlig i behandlingen af mavesår. Præparater af G.
glabra, fra hvilke dette indholdsstof var blevet fjernet, havde stadig en signifikant terapeutisk effekt på udviklingen af mavesår. Dette resultat understøttedes af kliniske forsøg, der blev udført for
at sammenligne virkningen på mavesår af deglycyrrhiziniserede G. glabra præparater og ‘Cimetidin’,
et farmaceutisk produkt brugt i den ortodokse behandling af mavesår. Under disse forsøg udviste
de deglycyrrhiziniserede præparater en ligeså effektiv terapeutisk virkning som det farmaceutiske
middel.
w
Side 29
Kvælstofholdige forbindelser
Kapiteloversigt
Glukosinolater
Alkaloider
Aminoalkaloider
Alkaloider hvori kvælstoffet sidder i en ringstruktur
Pyridin alkaloider
Piperidin alkaloider
Tropan alkaloider
Kinolin alkaloider
Isokinolin alkaloider
Kinolizidin alkaloider
Indol alkaloider
Pyrrolizidin alkaloider
Purin alkaloider
Cyanogene glykosider
Glukosinolater
Glukosinolater (på dansk sennepsolieglykosider) forekommer i omkring et dusin plantefamilier,
som alle er tokimbladede. Man kender cirka 70 forskellige stoffer fra denne gruppe. Den vigtigste
plantefamilie, hvori glukosinolater optræder, er Brassicaceae (Korsblomstfamilien, tidligere kaldet
Cruciferae). I planter spiller glukosinolater spiller utvivlsomt en vigtig rolle som kemisk værn mod
planteædere og navnligt mod patogene mikroorganismer såsom bakterier og svampe.
Glukosinolater er glykosider af nedenstående struktur, hvor R kan være enten en alifatisk (en kulstofforbindelse, hvor atomerne er sammenkædede) eller en aromatisk (en kulstofforbindelse, hvor atomerne danner ringe) gruppe:
(X+ er ofte K+)
Glukosinolater er afledt af aminosyrer og har i sig selv hverken smag eller lugt. I planter findes
glukosinolater altid sammen med et enzym (myrosinase), som er i stand til at hydrolysere dem. I
sundt, ubeskadiget plantevæv er glukosinolaterne imidlertid isoleret fra dette enzym, dvs. de forekommer i forskellige celler. Når plantevævet bliver beskadiget mekanisk eller bliver angrebet af
mikroorganismer, insekter eller andre planteædere, så frigøres enzymet og reagerer med
glukosinolaterne, og den følgende hydrolyse (eller tilsvarende) finder sted:
R-N=C=S repræsenterer en gruppe af stoffer kaldet isothiocyanater, og det er denne type stoffer
(dvs. i virkeligheden hydrolyseprodukter af glukosinolater), der giver sennep, peberrod, radiser
Side 30
osv. deres skarpe smag. Det er også isothiocyanaterne, som er de farmakologisk aktive indholdsstoffer i disse planter.
Farmakologiske egenskaber af hydrolyserede glukosinolater:
Udvortes:
w Lokal forøgelse af blodgennemstrømningen (rødme, varme)
w Bakteriehæmmende virkning
w Svampehæmmende virkning
w Sennep og peberrod kan (med forsigtighed) anvendes udvortes som omslag eller kompres på
brystet eller ryggen ved luftvejslidelser og hoste samt på kronisk betændte led, f.eks. ved gigt
og reumatisme. I tilfælde af sidstnævnte forøges blodgennemstrømningen i det underliggende
væv, hvilket medfører bedre iltning og ernæring af cellerne samt mere effektiv fjernelse af
affaldsstoffer.
Indvortes:
w I små doser; stimulering af fordøjelsen
w I større doser; fordøjelsesirritation, betændelse og opkastning
w Kredsløbsstimulerende virkning
w Bakteriehæmmende virkning
w Svampehæmmende virkning
w Hæmmer produktionen af skjoldbruskkirtlens hormoner
w lsothiocyanater udskilles dels via lungerne, dels via nyrerne, og kan derfor anvendes ved
luftvejsinfektioner og bihuleinfektioner (samt teoretisk set ved urinvejsinfektioner).
Korsblomstfamilien omfatter alle kålplanterne, f.eks. hvidkål, rødkål, broccoli, rosenkål og blomkål, og det er i den forbindelse værd at være opmærksom på, at alle disse grønsager ligesom
peberrod, brøndkarse, radiser etc. virker hæmmende på produktionen af skjoldbruskkirtelhormoner.
Omend denne virkning ikke er meget stærk, bør den tages i betragtning, når patienter med
skjoldbruskkirtellidelser gives kostvejledning.
Stærk sennep og især friskrevet peberrod er stærke kredsløbsstimulerende midler. Peberrod er
også meget anvendt ved høfeber og bihulebetændelse. Friskrevet peberrod er langt at foretrække
ved behandling af disse lidelser.
Eksempler på planter som indeholder glukosinolater:
Brassicaceae:
w Armoracia rusticana (Peberrod)
w Nasturtium spp. (Brøndkarse)
w Sinapsis spp. (Sennep)
w Brassica oleracea (kål, broccoli, rosenkål, blomkål m. fl.)
w Cochlearia officinalis (Læge-Kokleare)
w Capsella bursa-pastoris (Hyrdetaske)
w Raphanus sativus (Radise)
Tropaeolaceae:
w Tropaeolum majus (Nasturtium)
w
Alkaloider
Alkaloiderne er en meget stor gruppe af planteindholdsstoffer, som produceres af aminosyrer. Andre prækursorer kan dog også indgå. Alkaloiderne har spillet en vigtig rolle i medicin, mystik,
Side 31
ritualer, kriminalitet og mange andre sider af den menneskelige tilværelse gennem årtusinder. Nogle
af de allerstærkeste lægemidler, vi kender, er alkaloider, f.eks. morfin,, og dødelige gifte såsom
stryknin og nikotin har været anvendt til at ombringe både mennesker og dyr op gennem tiderne.
De fleste af os indtager regelmæssigt alkaloidet koffein i form at te, kaffe eller chokolade.
Det er vanskeligt at give en fuldstændig entydig definition af et alkaloid, men følgende kriterier
beskriver de fleste alkaloider:
w Alle alkaloider indeholder kvælstof (N) såvel som kulstof (C) og brint (H). De fleste indeholder også ilt (O). I de fleste alkaloider er kvælstoffet placeret i en ringstruktur.
w De fleste alkaloider er planteprodukter (selvom der også findes alkaloider produceret af dyr
og bakterier såvel som syntetiske alkaloider).
w De fleste alkaloider er basiske (pH værdi over 7).
w Mange alkaloider har mere eller mindre dramatiske virkninger på dyr og mennesker.
Fysiske egenskaber
Alkaloider optræder i planter i tre forskellige former; som frie alkaloider, som salte og som kvælstofoxider. En plante vil ofte indeholde en blanding af disse former. Opløseligheden af de forskellige
former varierer:
Form
Opløslighed (hovedregel)
Frie alkaloider
Ringe vandopløselighed
God opløselighed i alkohol og organiske opløsningsmidler
Alkaloide salte
God vandopløselighed
Kvælstofoxider
God vandopløselighed
Der er undtagelser til disse opløselighedsregler, f.eks. koffein, som er et frit alkaloid med en god
vandopløselighed.
De fleste alkaloider er enten hvide eller farveløse, men der findes nogle få farvede alkaloider, f.eks.
berberin som er stærkt gult og findes i Berberis vulgaris (Berberis) og Hydrastis canadensis (Guldsegl), og sanguinarin, som er kobberrødt og findes i Sanguinaria canadensis (Blodurt).
Alkaloider er hovedsageligt krystallinske stoffer. Nogle få er dog flydende ved stuetemperatur,
bl.a. nikotin, som findes i Nicotiana tabacum (Tobak) og i mange andre planter i små mængder, og
coniin, som findes i Conium maculatum (Skarntyde).
Udbredelse i planteverdenen
Over 6000 alkaloider er blevet isoleret fra planter. De fleste forekommer i blomsterplanter, hvorimod de er sjældne i mere primitive planter. Nogle af de vigtigste plantefamilier, som indeholder
alkaloider, er listet nedenfor:
Enkimbladede:
w Liliaceae
w Amaryllidaceae
Liljefamilien
Narcisfamilien
Tokimbladede:
w Apocynaceae
w Papaveraceae
w Fabaceae
w Solanaceae
w Berberidaceae
w Ranunculaceae
w Boraginaceae
Singrønfamilien
Valmuefamilien
Ærteblomstfamilien
Natskyggefamilien
Berberisfamilien
Ranunkelfamilien
Rubladfamilien
Side 32
w Asteraceae
w Euphorbiaceae
Kurvblomstfamilien
Vortemælkfamilien
To familier af stor betydning i fytoterapien indeholder meget få alkaloider, nemlig Rosaceae (Rosenfamilien) og Lamiaceae/Labiatae (Læbeblomstfamilien).
Gruppering af alkaloider
Baseret på placeringen af kvælstofatomet (eller kvælstofatomerne), inddeles alkaloiderne i to hovedgrupper; aminoalkaloider og alkaloider, hvori kvælstoffet sidder i en ring.
Aminoalkaloider
I disse alkaloider sidder kvælstoffet ikke i en ringstruktur, men i en aminogruppe.
Efedrin
Et vigtigt middel, både indenfor fytoterapien og i ortodoks medicin, er efedrin, som er afledt af
aminosyren L-fenylalanin. Efedrin findes i slægten Ephedra. Arten Ephedra sinica har været anvendt i kinesisk medicin i årtusinder (Ma-huang).
Efedrin
Efedrin er et såkaldt sympathomimeticum, dvs. dets virkning i kroppen svarer til en stimulering af
det sympatiske nervesystem. Virkningen er meget lig adrenalins virkning (efedrin virker, når det
indtages gennem munden, hvorimod adrenalin kun virker ved indsprøjtning). Efedrin har således
følgende egenskaber:
w
w
w
w
w
w
Stimulerer centralnervesystemet
Forhøjer blodtrykket (hypertensiv)
Forøger pulsen (i de fleste tilfælde)
Virker sammentrækkende på perifere blodkar
Øger blodforsyningen til hjernen, hjertet og store skeletmuskelgrupper
Virker afslappende og udvidende på bronkierne
Galeniske præparater af Ephedra har lignende, men ikke identiske virkninger som ren efedrin,
f.eks. er Ephedra sveddrivende. Ephedra anvendes i fytoterapien i behandlingen af asthma, høfeber, nældefeber og andre overfølsomhedstilstande. Kontra-indikationer er forhøjet blodtryk, hjertebanken, blodpropper og andre hjertesygdomme, glaucoma og søvnbesvær. Dansk lovgivning
forbyder fytoterapeuter og andre behandlere med undtagelse af læger at ordinere dette stof eller
planter, som indeholder det.
Pseudoefedrin
Pseudoefedrin er nært beslægtet med efedrin, men findes kun i meget små mængder i Ephedra.
Pseudoefedrin anvendes i ortodoks medicin ved rhinitis, forkølelse og bihulebetændelse. Det hæmmer produktionen af slim/katar ved at sammentrække blodkarrene i slimhinden.
Kolchicin er et uhyre giftigt alkaloid fra Colchicum autumnale (Høst-Tidløs). Kolchicin anvendes
i ortodoks medicin som symptomatisk middel imod urinsyregigt.
Side 33
Alkaloider hvori kvælstoffet sidder i en ringstruktur
De fleste alkaloider tilhører denne hovedgruppe, som er inddelt i en række undergrupper, baseret på
de enkelte stoffers kemiske struktur. Gruppen omfatter:
w
w
w
w
w
w
w
w
w
Pyridin alkaloider
Tropan alkaloider
Kinolin alkaloider
Indol alkaloider
Purin alkaloider
Pyridin alkaloider
Pyridin alkaloider er afledt af L-fenylalanin.
Nikotin
Nikotin er utvivlsomt det bedst kendte alkaloid i denne gruppe. Nikotin er vidt udbredt i
planteverdenen, men findes oftest i meget små mængder i planter. Hovedleverandør af nikotin er
Nicotiana tabacum (Tobaksplanten).
Nikotin er et olieagtigt stof. Det indeholder ingen iltatomer.
Pyridin struktur
Farmakologiske virkninger af nikotin:
w Kontraherer blodkarrene (navnlig perifere blodkar) og medfører dårligt blodomløb.
w Øger pulsen
w Øger risikoen for hjertekredsløbssygdomme (når det ryges).
w Kræftfremkaldende
w Inhaleret, forårsager nikotin lammelse af cilia i luftvejene, hvilket medfører kongestion,
tobakshoste og andre lungelidelser.
w Uhyre stærk CNS gift. Anvendes i landbruget som insekticid; akut giftighed 10 gange
DDT’s.
w Nikotin optages nemt gennem huden. 'Green tobacco sickness' kendes fra arbejdere, som
høster tobak. Symptomer er kvalme, svimmelhed og afkræftelse.
Piperidin alkaloider er afledt af L-lycin.
Piperidin struktur
Lobelin
Lobelin fra den Nordamerikanske Lobelia inflata (Lobelia) virker muskelafslappende og stimulerer respirationscentret. Lobelia virker ekspektorerende i små doser, men forårsager opkastning i
Side 34
store doser. Lobelia præparater er ikke tilgængelige for fytoterapeuter eller andre naturbehandlere
i dag, men spiller en fremtrædende rolle i plantemedicinens historie, idet denne plante var en af de
mest anvendte af de tidlige fytoterapeuter (Thompsonianerne og Physiomedicalisterne) i Nordamerika. Lobelia har været anvendt i behandlingen af asthma, kronisk bronkitis, allergi og som en
almen muskelafslappende medicin. Lobelin har en vis strukturmæssig lighed med nikotin og binder
til de samme receptorer som nikotin. Dette udnyttes ved at give tobaksrygere, der forsøger at holde
op med at ryge, lobelin-holdige præparater til at dæmpe nikotin-trangen.
Coniin
Coniin findes i Conium maculatum (Skarntyde). Det er et yderst giftigt alkaloid, og hverken coniin
eller Skarntyde anvendes i fytoterapien eller den ortodokse/konventionelle medicin nu til dags.
Forgiftningssymptomer er en brændende fonemmelse i mund og hals, tungelammelse, pupiludvidelse,
svimmelhed, opkastning, diarré, krampe og følelsesløshed. Døden indtræder som følge af lammelse
af åndedrætsorganerne.
Coniin
Skarntyde er en Skærmplante, som kan forveksles med en række andre lægeplanter og spiselige
arter fra samme familie (Apiaceae), f.eks. Daucus carota (Vild Gulerod), Anthriscus sylvestris
(Vild Kørvel) og Coriandrum sativum (Koriander).
Tropan alkaloider
Tropan alkaloider er afledt af L-ornithin.
Lovgivningen har gjort lægeplanter, som indeholder tropanalkaloider utilgængelige for fytoterapeuter og andre naturbehandlere i Danmark. En række af disse planter er imidlertid enten berømte
eller berygtede, og de isolerede alkaloider anvendes stadig i ortodoks medicin.
eller som 3D tegning
Tropan struktur
Belladonna alkaloider
Disse tropan alkaloider er opkaldt efter Atropa belladonna (Galnebær). Gruppen omfatter tre
indholdsstoffer; atropin, hyoscyamin og hyoscin (scopolamin) (faktisk er stoffet 'atropin' ikke et
selvstændigt stof, men en blanding af optiske isomerer af hyoscyamin), som også forekommer i
andre natskyggearter såsom Datura stramonium (Pigæble) og Hyoscyamus niger (Bulmeurt).
Belladonna alkaloiderne er acetylcholin antagonister, dvs. de hæmmer funktionen af neurotransmitteren acetylcholin, som findes i alle parasympatiske nerver. Resultatet er en hæmning af de
parasympatiske funktioner; alle fordøjelsesprocesser hæmmes, fra spytdannelse til mavesyresekretion
og motilitet, kramper og spasmer i den glatte muskulatur afslappes, svedkirtler og andre kirtler
med ydre sekretion hæmmes i deres funktion, pupillerne udvides og pulsen øges. Atropin og
hyoscyamin er CNS stimulanter og hallucinogene i større doser, hvorimod hyoscin hæmmer CNS's
aktivitet.
De nævnte planter har spillet en stor rolle i tidligere tiders heksekunst og magi på grund af deres
Side 35
hallucinogene egenskaber og har også været meget anvendt i lægekunsten i behandlingen af asthma,
kolik, kramper, diarré og udvortes til reumatiske led.
Atropin
Atropin anvendes i dag af øjenlæger til at dilatere pupillen, og gives også inden fuld bedøvelse til at
udtørre slimhinderne i de øvre luftveje og således forhindre, at spyt og slim løber ned i lungerne
under bedøvelsen.
Hyoscin
Hyoscin anvendes mod søsyge i form af et plaster, der fæstnes bag øret, på vristen eller et andet
sted på kroppen, hvor huden er relativt tynd. Hyoscin frigives gradvist fra plasteret og optages
gennem huden.
Kokain
Kokain er et andet tropan alkaloid, som anvendes medicinsk. Kokain udvindes af bladene fra
Erythroxylum coca og nærtbeslægtede arter. Disse op til 5 meter høje buske stammer fra østskråningerne af Andesbjergene, men dyrkes nu også i andre områder, f.eks. Indonesien. Kokablade
tygges af indianerne i Andesbjergene som et stimulerende middel, der undertrykker sult og træthedsfølelse. Kokain, udvundet af bladene, er vidt udbredt som narkotikum i den vestlige verden. Kokain
er uhyre vanedannende. Nu til dags anvendes kokain medicinsk næsten udelukkende som et lokalt
bedøvende middel ved øre-næse-hals operationer.
Kinolin alkaloider
I planter afledt af aminosyren L-tryptofan.
Kinin
Det mest berømte stof i denne gruppe er kinin, som udvindes af barken af det Sydamerikanske træ
Cinchona succirubra og andre nærtbeslægtede arter. Disse træer gror i Andesbjergene i 10003000 meters højde. Barken af disse træer (Kinabark eller Perubark), og senere isoleret kinin, var
det første virkeligt effektive middel imod malaria. Kinabark blev introduceret i Europa i 1600-tallet
af spaniolerne. 'Indian tonic water' blive introduceret i kolonitidens Indien som et forebyggende
middel imod malaria. Drikken indeholder kinin.
Kinolin struktur
Kinins virkningsmekanisme imod malaria protozoen Plasmodium er interessant. Kinin hæmmer
DNA replikationen og derved celledelingen i Plasmodium.
Kinidin er nært beslægtet med kinin og anvendes i ortodoks medicin i behandlingen af hjertearytmier
og ventrikulære ekstrasystoler.
Denne gruppe af alkaloider er den vigtigste i plantemedicinen, og den omfatter også nogle af de
væsentligste alkaloider, der anvendes i ortodoks medicin, nemlig opium alkaloiderne. Indol alkaloider er afledt af L-triptofan.
Isokinolin struktur
Side 36
Protoberberiner
Denne undergruppe inkluderer stoffer som hydrastin, berberin og berbamin, der spiller en vigtig
rolle i flere lægeplanter, f.eks. Berberis spp. (Berberis) og Hydrastis canadensis (Guldsegl).
De forskellige protoberberiners farmakologiske hovedegenskaber er følgende:
Berberin
w Galdedrivende
w Aktiverer makrofager
w Øger blodforsyningen til milten
w Antibiotisk (Staphylococcus spp., Streptococcus spp., Vibrio cholerae, Chlamydia spp.,
Salmonella typhi, Giardia, Candida)
w Inflammationshæmmende
w Stimulerer livmodermuskulaturen
w Hypotensiv (dyr)
w Sedativ (dyr)
Berbamin
w Stærkt antibakteriel (Staphylococcus aureus, Escherichia coli, Streptococcus viridans,
Pseudomonas aeruginosa, Salmonella typhi).
w Stimulerer produktionen af leucocytter og blodplader ved iatrogen leucopenia (dyr).
w Anvendt i Kina med nogen succes i behandlingen af patienter med leukopenia forårsaget af
kemo- og strålebehandling.
w Anvendt i Kina i behandlingen af essentiel hypertension.
Hydrastin
w Galdedrivende
w Virker stimulerende på livmodermuskulaturen
w Hypotensiv (dyr)
w Sedativ (dyr)
Berberin, berbamin og hydrastin findes i følgende lægeplanter:
berberin
berbamin
hydrastin
Berberis vulgaris
+
+
-
Berberis asiatica
+
(?)
-
Mahonia aquifolia
+
+
+
Hydrastis canadensis
+
-
+
Alkaloiden palmitin optræder i små mængder i Berberis vulgaris og Jateorrhiza palmata. Palmitin
virker stimulerende på livmodermuskulaturen og har endvidere anticholinesterase virkning (dvs.
stimulerer den parasympatiske funktion, inklusive fordøjelsen).
På grund af disse stoffers stimulerende virkning på livmodermuskulaturen, er brugen af planter,
som indeholder dem, kontra-indikeret ved graviditet. I øvrigt angiver lovgivningen i Danmark
retningslinier vedrørende den mængde, der må anvendes af disse stoffer.
Opium alkaloider
Opium udvindes af de umodne kapsler af Papaver somniferum (Opiumsvalmue). Opium har været
anvendt i flere tusinde år. Dets brug menes at være begyndt i Lilleasien for derfra at spredes østpå.
Side 37
Foruden opium, producerer Opiumsvalmuen også birkes, som er frøene indeholdt i kapslen. Birkes
indeholder ingen eller uanseelige mængder af alkaloider. Opium er en blanding af omkring 40
forskellige alkaloider, blandet med organiske syrer, proteiner, sukkerstoffer, fedtstoffer, harpiks,
gummi og slimstoffer.
Morfin
Morfin anses normalt for at være det vigtigste opium alkaloid. Rå opium indeholder mellem 3-23 %
morfin. Morfin er et af de allerstærkeste smertestillende midler, vi kender. Det virker hovedsagligt
på smertecentret i storhjernen. Morfin øger også tonus i mavetarmkanalen og kan anvendes til at
stoppe diarré. Det nedsætter stofskiftet og hæmmer åndedrættet. Morfin er uhyre vanedannende,
og en gradvis større dosis er nødvendig for at bibeholde en given smertestillende virkning.
Heroin
Heroin er et semisyntetisk alkaloid, som ikke forekommer i naturen. I medicinen bruges heroin
sparsomt som smertestillende middel og til at undertrykke hoste.
Kodein
Kodein udgør 0,2-3,0 % af råopium, men megen morfin omdannes til kodein i farmaceutiske laboratorier (kodein er kemisk identisk med morfin bortset fra en enkelt -CH3 gruppe, som morfin
mangler). Kodein anvendes i udstrakt grad som smertestillende middel. Det forøger virkningen af
andre smertestillende midler, f.eks. acetylsalicylsyre, og blandes derfor ofte med disse (f.eks.
Kodimagnyl). Kodeins virkninger minder meget om morfins; det nedsætter stofskiftet, hæmmer
hoste og er forstopppende, men er langt mindre vanedannende end morfin.
Andre typer isokinolin alkaloider
En række andre isokinolin alkaloider falder udenfor de ovennævnte undergrupper.
Chelidonin
Chelidonin er et af omkring 20 forskellige alkaloider i Svaleurt (Chelidonium majus). Stoffet virker
krampeløsende på den glatte muskulatur (inklusive bronkospasmer), og har antitussiv (hostestillende), antibakteriel, vanddrivende samt en mild hypotensiv virkning.
C. majus anvendes primært til galdelidelser i den vestlige fytoterapi. I Kina anvendes den imidlertid
også i behandlingen af luftvejssygdomme såsom kighoste og bronkitis. Lovgivningen har gjort C.
majus utilgængelig for fytoterapeuter og andre naturbehandlere i Danmark.
Emetin og cephaelin
Emetin og cephaelin har ekspektorerende og emetiske egenskaber. Findes i roden af Cephaelis
ipecacuanha (Ipecacuanha rod).
Ipecacuanha sirup anvendes i mindre doser som ekspektorerende middel og i større doser som
brækmiddel ved forgiftninger. Emetin er foruden ovenstående egenskaber aktiv overfor protozoen
Entamoeba histolytica, som forårsager amøbedysenteri.
Sanguinarin
Sanguinarin har ekspektorerende, bakteriehæmmende og virushæmmende egenskaber. Stoffet findes i Sanguinaria canadensis (Blodurt), Chelidonium majus (Svaleurt) og Papaver somniferum
(Opiumsvalmue).
Boldin
Boldin har galdedrivende egenskaber og stimulerer endvidere mavesekretionen. Boldin øger desuden udskillelsen af urinsyre, har en sedativ virkning og har i øvrigt været anvendt som ormemiddel. Boldin findes i Peumus boldo (Boldo), en lægeplante, som anvendes i behandlingen af
lever- og galdelidelser.
Side 38
Kaldes også lupin alkaloider. Afledt af L-lysin.
Kinolizidin struktur
Spartein
Spartein er et flygtigt, flydende alkaloid, som forekommer i Sarothamnus scoparius (Gyvel). Spartein nedsætter konduktiviteten i hjertemuskulaturen, virker hæmmende på respirationen og har en
oxytocin-lignende virkning. Gyvel kan hæve blodtrykket og må aldrig anvendes ved forhøjet blodtryk eller under graviditet. Lovgivningen har gjort S. scoparius utilgængelig for fytoterapeuter og
andre naturbehandlere i Danmark.
Indol alkaloider
Denne gruppe indeholder en række stoffer, som er fysiologisk yderst aktive. Indol alkaloiderne er
afledt af L-triptofan.
Indol alkaloid struktur
Denne gruppe omfatter bl.a. de 'psykodeliske' stoffer, LSD ('lysergic acid diethylamide') og psilocin.
Nedenstående er en liste over de farmakologisk mest vigtige indol alkaloider.
Ergotamin og ergometrin
Ergometrin virker kraftigt sammentrækkende på livmodermuskulaturen (oxytocin-lignende virkning) og anvendes stadig til at sammentrække livmoderen efter fødslen og derved nedsætte risikoen for blødning. Tidligere var ergometrin meget brugt til at sætte fødslen igang og til at stimulere
veerne (oxytocin anvendes nu i stedet).
Ergotamin virker sammentrækkende på livmoderen, og kontraherer endvidere de perifere blodkar.
Ergotamin anvendes overvejende i behandlingen af migræne, ofte i kombination med koffein.
Begge førnævnte stoffer findes i Claviceps purpurea (Meldrøje), en svamp, som gror på rug (Secale
cereale). I tiden før sprøjtning med svampemidler var Meldrøje et alvorligt problem, fordi det var
vanskeligt at adskille Meldrøjen fra rugkernerne. Meldrøje indeholder forskellige indol alkaloider,
men de, som har spillet den største rolle i medicinen, er ergometrin og ergotamin.
Kronisk Meldrøje forgiftning kan medføre gangræn (St. Antonius Ild). Dette problem var udbredt,
indtil forbindelsen mellem Meldrøje og de alvorlige symptomer blev klarlagt i midten af 1600tallet.
LSD
LSD ('lysergic acid diethylamide') er et syntetisk indol alkaloid, som er nært beslægtet med Meldrøje alkaloiderne. LSD har en meget stærk hallucinogen virkning.
Psilocin og psilocybin
Disse indol alkaloider findes i svampe tilhørende slægten Psilocybe (Nøgenhatte). Deres virkning
minder meget om LSD’s. Indianere i Mellemamerika har brugt denne type svampe i ritualer genFytokemi & fytofarmakologi
Side 39
nem de sidste 3000 år.
Rauwolfia alkaloider
Denne gruppe indol alkaloider udvindes af de underjordiske dele af den asiatiske busk Rauwolfia
serpentina og nærtstående arter. Alkaloiderne reserpin og ajmalin anvendes i ortodoks medicin.
Reserpin anvendes i behandlingen af essentiel hypertension og som sedativ ved visse neuropsykiatriske
lidelser. Ajmalin anvendes i behandlingen af hjertearytmier.
Vinblastin og vincristiin
Catharanthus roseus (= Vinca rosea) er en lille busk, hjemmehørende på Madagaskar, som indeholder omkring 90 forskellige indol alkaloider. Vinblastin og vincristin anvendes som
kemoterapeutiske stoffer i behandlingen af visse kræftsygdomme, bl.a. leukæmi og Hodgkin’s sygdom (lymfekræft).
Denne type alkaloider kendes fra plantefamilierne Boraginaceae (Rubladfamilien), Fabaceae
(Ærteblomstfamilien) og Asteraceae (Kurvblomstfamilien). Pyrrolizidin alkaloider er afledt af Lornithin.
Pyrrolizidin struktur
Pyrrolizidin alkaloidernes giftighed varierer overordentligt meget, både hos mennesker og dyr. Hos
mennesker, forårsager forgiftninger en tilstand kaldet veno-okklusiv sygdom, hvor blodkarrene i
leveren blokeres med blødning og vævsnekrose til følge. I alvorlige tilfælde er tilstanden dødelig.
Pyrrolizidin alkaloider er desuden blevet beskyldt for at være kræftfremkaldende. Beviserne for
dette er imidlertid diskutable, og der eksisterer i hvert fald ét dyreforsøg, som viser det stik modsatte, nemlig at planten Symphytum officinale (Lægekulsukker), som indeholder disse stoffer, virker hæmmende på kræft.
Flere lægeplanter er blevet forbudt af myndighederne på grund af deres indhold af pyrrolizidin
alkaloider, både i Danmark og i andre lande. De bedst kendte eksempler er Symphytum officinale
(Lægekulsukker) og Tussilago farfara (Følfod). I nogle lande er S. officinale stadig tilladt til udvortes brug.
Der er yderst få veldokumenterede eksempler på forgiftning af mennesker og husdyr med S. officinale,
til trods for at denne lægeplante har haft udbredt anvendelse i umindelige tider ved en række lidelser og også har været dyrket som foderplante. Fodringsforsøg med rotter har demonstreret toksicitet i ekstremt høje doser, som - hvis de omregnes til et voksent menneskes vægt - svarer til en
dødelig dosis på 66300 blade, hvorimod 16800 blade ikke ville have nogen effekt. 890 blade dagligt
i 9 uger ville medføre nedsat leverfunktion.
S. officinale har været anvendt i behandlingen af knoglebrud (både indvortes og udvortes), mavesår, udvortes sår, gigt og mange andre lidelser. Plantens enestående helende egenskaber skyldes
primært stoffet allantoin (som ikke er et alkaloid) og det store indhold af slimstoffer.
Tussilago farfara kan indeholde små mængder af de relativt ugiftige pyrrolizidin alkaloider senkirkin
og tussilagin, hvorimod Petasites hybridus (Rød Hestehov), en nærtbeslægtet plante og andre arter
af samme slægt (Petasites), indeholder det giftige seneciocin.
Purin alkaloider
Denne gruppe omfatter alkaloider, som findes i kaffe, te, kakao og cola, nemlig koffein, teofyllin og
teobromin.
Side 40
Purin struktur
Mange almindelige drikke, som indtages i den vestlige verden, indeholder purin alkaloider, navnlig;
kaffe (Coffea spp. ), te (Camellia (Thea) sinensis) og kakao (Theobroma cacao), samt drikke
fremstillet af Kolanødder (Cola spp.) såsom Pepsi, Coca-cola m.fl. Disse alkaloider udviser en
stimulerende effekt på centralnervesystemet (CNS), har en hjertekredsløbsstimulerende virkning
samt en afslappende effekt på den glatte muskulatur. Purin alkaloider findes også i et populært
brasiliansk urtemedicinsk produkt, kaldet Guarana, fremstillet af de knuste frø af brasiliansk kakao
(Paullina cupana).
Camellia (Thea) sinensis indeholder både koffein og teofyllin. Coffea spp., Paullina cupana og
Cola spp. indeholder primært koffein, mens Theobroma cacao hovedsageligt indeholder teobromin.
Koffein
Teofyllin
Teobromin
Xanthiner
De førnævnte indholdsstoffer anvendes alle indenfor ortodoks medicin, hvor de går under betegnelsen xanthiner. Farmakologisk set, forstår man ikke helt, hvordan de udøver deres virkning. De
to mest sandsynlige forklaringer peger dels på en virkning på neurotransmitter-niveau, hvor de
menes at dæmpe overførslen af information, og dels på en virkning på cellenivau, hvor xanthinerne
fremmer den intracellulære koncentration af cAMP (cyklisk adenosin monofosfat) ved at hæmme
enzymet phosphodiesterase. cAMP igangsætter intracellulære processer som respons på hormonel
stimulation af cellerne.
Xanthinerne anvendes i ortodoks medicin i behandlingen af hjerteinsufficiens, asthma, migræne
samt i tilfælde af overdosis med CNS- (centralnervesystem) dæmpende psykofarmaka.
Xanthinerne virker ligeledes vanddrivende. Dette skyldes sandsynligvis deres hjerteaktivitet, som
medfører øget slagvolumen og dermed øget blodtilførsel til nyrerne.
På grund af koffeinholdige drikkes fremtrædende plads i vores kultur, er dette alkaloid og dets
virkninger yderst velundersøgt.
Nedenfor følger et resumé af den mest interessante viden om koffein:
w En typisk kop kaffe indeholder 75-125mg (60-300mg) koffein, hvorimod en typisk kop te indeholder 30-40mg og en kop chokolade 5-40mg.
w Koffein nedbrydes i leveren og har en halveringstid på 3 - 4 timer hos voksne raske mennesker,
hvorimod halveringstiden hos nyfødte er omkring 80 timer. (Det menes, at koffein kan overføres
i modermælken). Halveringstiden er fordoblet hos kvinder, der tager P-piller, og i den sidste del
af svangerskabet.
w Koffein optræder i modermælken. Irritabilitet og dårlige sovevaner hos spædbørn kan således
være forårsaget af moderens koffein-indtagelse (den meget lange halveringstid for koffein hos
Side 41
spædbørn betyder, at koffeinforgiftning kan optræde som følge af moderens relativt moderate
forbrug).
w Koffein i lav til medium dosis (svarende til 1-2 kopper kaffe) stimulerer centralnervesystemet,
medfører hurtig og klar tankegang og reducerer mental træthed og søvnighed. Større doser
(svarende til 2-3 kopper kaffe og derover) har en negativ indvirkning på koncentrationsevne,
tankevirksomhed og muskelkoordination og kan medføre hjertebanken, søvnløshed, kvalme,
ængstelighed og hovedpine.
w Koffein stimulerer skeletmuskulaturen, forøger musklernes sammentrækningsevne og reducerer muskeltræthed.
w En undersøgelse af 4500 mennesker viser, at hyppigheden af hovedpine forøges med øget koffein-indtagelse. Samme undersøgelse viser, at søvnløshed forøges med øget koffein-indtagelse.
w Koffein har en positiv inotrop og positiv kronotrop virkning på hjertet; små doser kan nedsætte
pulsen, mens større doser øger pulsen.
w Koffein virker sammentrækkende på blodkar i hjernen. Denne effekt menes at være årsagen til,
at koffein virker lindrende på visse typer migræne.
w Koffein kan forårsage en moderat forhøjelse af blodtrykket, normalt udvikles dog tolerance
overfor koffeins hypertensive virkning.
w En klar sammenhæng mellem koffein og hjerteinfarkt er ikke blevet påvist, selvom i hvert fald én
undersøgelse peger på en forbindelse.
w Koffein øger både total kolesterol og LDL kolesterol i blodet.
w Koffein stimulerer sekretionen af mavesyre og pepsin; en undersøgelse har vist, at kaffedrikkere
har en 72 % større risiko for at få mavesår eller sår på tolvfingertarmen.
w Koffein øger stofskiftet. 500mg kan øge stofskiftet med 10%-25%.
w Koffein øger udskillelsen med urinen af de følgende mineraler: fosfor, kalium, magnesium og
kalcium.
w Kaffeindtagelse op til en time efter et måltid kan reducere optagelsen af jern med op til 39 %.
w Koffein hæmmer frigørelse af histamin og serotonin fra mastceller.
w Forekomsten af PMS (præmenstruelt syndrom) øges med øget koffein-indtagelse.
w Betydelig daglig koffein-indtagelse (svarende til 3 kopper kaffe eller mere) nedsætter chancen
for at blive gravid.
w En sammenhæng mellem koffein og lav fødselsvægt er ikke blevet påvist; sammen med cigaretrygning fører koffein-indtagelse imidlertid til en yderligere reduktion af den gennemsnitslige
fødselsvægt.
w Koffein-indtagelse øger risikoen for spontan abort. En undersøgelse af 3000 kvinder har vist, at
en daglig koffein-indtagelse på 150mg fordobler risikoen for spontan abort sidst i første trimester
og i andet trimester. Hos kvinder, som tidligere har haft en spontan abort, forøges risikoen fire
gange.
Koffein-indtagelse er kontra-indikeret ved følgende tilstande:
w Graviditet og amning
w Osteoporosis
w Betændelse af spiserøret med refluks (refluksesophagitis)
w Mavesår og sår på tolvfingertarmen
w Enhver betændelsestilstand i mavetarmkanalen
Side 42
w
w
w
w
w
Højt kolesterol indhold i blodet
Forhøjet blodtryk
Psykiatriske problemer
Søvnbesvær
Ængstelse og angstneurose
w
Cyanogene glykosider
Cyanogene glykosider er glykosider, som frigør hydrogencyanid (HCN eller blåsyre), når de
hydrolyseres. HCN, som er en luftart ved stuetemperatur, er en irreversibel enzymhæmmer, som
hæmmer cellulær respiration. HCN er yderst giftig og dødelig i relativt små doser.
Cyanogene glykosider kendes fra over 2000 forskellige plantearter tilhørende over 100 forskellige
familier. Disse stoffer er, med andre ord, vidt udbredte i planteverdenen. Det må formodes, at disse
glykosider tjener som et kemisk forsvarssystem i planterne. På grund af deres giftighed beskytter
de sandsynligvis imod både større planteædere og mikroorganismer.
Til trods for hydrogencyanids store giftighed, så spiser vi dagligt planter, som indeholder små
mængder cyanogene glykosider. De findes i frøene (kernerne) af stenfrugter såsom ferskner, abrikoser, blommer og kirsebær, samt i æblekerner, mandler og hørfrø. Prunus amygdalus var. ducis
(Alm. Mandel) indeholder kun små mængder, hvorimod Prunus amygdalus var. amara (Bittermandel) indeholder betydelige mængder og kan være giftig i større doser. Marcipan, som overvejende er fremstillet af Alm. Mandel, Bittermandel og abrikoskerner, er en potentiel kilde for betydelige mængder hydrogencyanid, og der er derfor fastsat en maksimal grænse for det totale tilladte
indhold af hydrogencyanid (50mg/kg i 1978).
Amygdalin (også kendt under navnene laetril og vitamin B17) er et cyanogent glykosid, som findes
i mandler, Prunus serotina (Vild Kirsebær) og i mange andre planter tilhørende Rosaceae (Rosenfamilien). I sundt, ubeskadiget plantevæv er amygdalin (ligesom andre tilsvarende cyanogene glykosider) fysisk adskilt fra den type enzymer, som forårsager hydrolyse af cyanogene glykosider.
Disse enzymer tilhører en gruppe kaldet betaglukosidaser. Hvis plantevævet derimod beskadiges,
f.eks. ved at en planteæder begynder at tygge planten, eller hvis planten angribes af en mikroorganisme, så frigøres enzymerne og kommer derved i direkte kontakt med de cyanogene glykosider,
der som en følge heraf hydrolyseres.
Reaktionen mellem amygdalin og de tilsvarende enzymer forløber som følger:
Side 43
Farmakologiske egenskaber af cyanogene glykosider
Til trods for disse stoffers store giftighed kan de i meget små mængder have terapeutiske egenskaber:
w
w
w
w
w
w
Krampeløsende
Sedativ
Bedøvende
Øger aktiviteten af det parasympatiske nervesystem
Stimulerer fordøjelsen
Anti-cancer (amygdalin terapi - kontroversielt)
Lægeplanter som indeholder cyanogene glykosider
w Prunus serotina cortex (Vild Kirsebær)
Indeholder amygdalin (se ovenfor). Giver 0,07-0,16 % hydrogencyanid ved hydrolyse.
Vigtigste hostehæmmende fytoterapeutiske middel (bemærk at hostehæmmende midler kun er
indikerede under særlige omstændigheder). Har endvidere fordøjelsesstimulerende og
astringerende egenskaber.
w Linum usitatissimum semen (Hørfrø)
Indeholder det cyanogene glykosid linamarin. Hørfrø giver omkring 25mg hydrogencyanid pr.
100g frø (svarende til 0,00025 %). Hørfrø kan anvendes som afslappende ekspektorerende
middel, men anvendes også hyppigt som mildt afføringsmiddel.
w
Side 44
Fedt, fede olier og voks
Kapiteloversigt
Fedtsyrer og glycerider
Mættede fedtsyrer
Umættede fedtsyrer
Flerumættede (polyumættede) fedtsyrer
Fedt og fede olier
Voks
Denne stofgruppe er karakteriseret ved, at alle stoffer primært er opbygget af fedtsyrer.
Fedtsyrer syntetiseres med udgangspunkt i acetat-melavonat stofskiftet. Man har fundet over 200
forskellige plantefedtsyrer. I naturen findes de fleste fedtsyrer i form af fede olier, fedt eller voks.
Forskellen mellem fedt og fede olier er, at fedt har en fast konsistens ved stuetemperatur. Voks,
som også har en fast konsistens ved stuetemperatur, har en anderledes kemisk struktur end fedt.
Fedtsyrer og glycerider _____________________________________________
Fedtsyrer består af uforgrenede kulstofkæder (alifatiske strukturer), hvori der indgår en carboxylgruppe (-COOH). De fedtsyrer, som forekommer i naturen, indeholder et lige antal kulstofatomer.
Fedtsyrer kan kategoriseres efter arten af kulstofbindinger i; mættede, umættede eller flerumættede
fedtsyrer.
Mættede fedtsyrer
Mættede fedtsyrer er opbygget af sammenkædede kulstofatomer, hvor der ikke indgår dobbeltbindinger mellem C-atomerne.
Umættede fedtsyrer
Umættede fedtsyrer er opbygget af sammenkædede kulstofatomer, hvor der indgår enkelte dobbeltbindinger mellem C-atomerne.
Flerumættede fedtsyrer
Flerumættede fedtsyrer er opbygget af sammenkædede kulstofatomer, hvor der indgår flere dobbeltbindinger mellem C-atomerne.
Af de vigtigste flerumættede fedtsyrer bør nævnes linolsyre, CH3(CH2)4CH=CH-CH2-CH=CH(CH2)7-COOH (se ovenstående figur), og linolensyre, CH3-CH2-CH=CH-CH2-CH=CH-CH2CH=CH-(CH2)7-COOH. Begge er essentielle kostfaktorer, som kroppen ikke selv kan danne. LinolFytokemi & fytofarmakologi
Side 45
og linolensyre indgår i opbygningen af kroppens cellemembraner samt i dannelsen af prostaglandiner.
Frø fra Borago officinalis (Hjulkrone) og Oenothera spp. (Kæmpenatlys arter) indeholder store
mængder γ−linolensyre (GLA).
Stearin, CH3(CH2)16COOH, er en mættet fedtsyre, som anvendes indenfor fytopterapien i fremstillingen af præparater, f.eks.; cremer, pessarier og salve.
Fedt og fede olier __________________________________________________
Fedt består hovedsageligt af glycerider, som er estere af fedtsyrer og glycerol. Glycerider findes
som mono-, di- og triglycerider, betegnelser, som beskriver, hvor mange fedtsyremolekyler, der
indgår i strukturen.
Det fleste naturlige glycerider har forskellige fedtsyrer bundet til de tre hydroxyl- (OH) grupper
ved esterbindinger og er derfor triglycerider.
Kriteriet, som afgør, hvorvidt en substans er fedt eller fed olie, er antallet af mættede fedtsyrer. Fedt
indeholder flere mættede fedtsyrer.
Fedt og fede olier findes i størst mængde i frø og mesokarp (den mellemste del af frugtvæggen),
hvor de fungerer som energilager.
Indenfor fytoterapien anvender man fedt og fede olier i fremstillingen af fytofarmaceutiske præparater. De hyppigst anvendte olier er mandel- og hvedekimsolie. Hvedekimsolie er en meget fedtet
gulfarvet olie, som har et højt indhold af de fedtopløslige vitaminer A og E.
Voks_____________________________________________________________
Voks er opbygget af forbindelser mellem fedtsyrer og alkoholer. Alkoholerne, som findes i voks, er
lange kæder af alkohol estere.
Planter producerer voks i form af et sammenhængende lag af cutin som belægning på ydersiden af
epidermiscellernes ydervæg. Dette lag, kaldet cuticula, beskytter planten mod bakterier og svampeangreb og kontrollerer transpirationen ved at danne en vandtæt 'hud' på plantens overflade. Indenfor fytoterapien anvendes forskellige typer voks i fremstillingen af fytofarmaceutiske præparater, f.eks. cremer, salver, pessarier. De to vokstyper, som oftest anvendes til disse formål, stammer
imidlertid ikke fra planter, men fra dyr, nemlig bivoks og lanolin. Lanolin (vandfrit) kan optage
vand, er fedtopløseligt og kan derfor anvendes som emulgeringsmiddel i fremstillingen af salve.
w
Side 46
Bitterstoffer
Kapiteloversigt
Bitterstoffer
Denne gruppe omfatter mange forskellige former for kemiske stoffer, men de fleste bitterstoffer,
som forekommer i planter, er monoterpene iridoider. I planter optræder de almindeligvis som glykosider og benævnes ofte 'bitterglykosider'.
Planter som indeholder monoterpene bitterstoffer:
w Cichorium intybus (Cikorie)
w Gentiana lutea (Gul-Ensian)
w Lactuca villosa (Gift Salat)
w Valeriana officinalis (Baldrian)
Sesqui- og diterpener kan også have bitteregenskaber.
Planter som indeholder sesquiterpene bitterstoffer:
w Artemisia spp. (Malurt og Bynke arter)
w Cnicus benedictus
w Ginkgo biloba (Tempeltræ)
Planter som indeholder diterpene bitterstoffer:
w Marrubium vulgare (Alm. Kransburre)
w Jateorrhiza palmata (Calumba)
Nogle alkaloider kan også være bittertsmagende, især protoberberiner (se kapitlet om alkaloider).
Hos nogle planter skyldes bitteregenskaberne særegne kemiske forbindelser. Det gælder f.eks. bitterstofferne i Humulus lupulus (Humle), humulon og lupulon, som er syrer afledt af phloroglucinol,
med isoprene sidekæder.
Bitterurter anvendes ofte indenfor fytoterapien, hvor de har en stimulerende virkning på fordøjelseskanalen. Bitterstofferne stimulerer bitterreceptorerne på tungen, hvilket menes at medføre stimulation af nervus glossopharyngeus (kranialnerve nr. IX). Dette medfører en reflektorisk respons i
nervus vagus (kranialnerve X). Nervus vagus innerverer fordøjelseskanalen og stimulerer peristaltikken, enzym- og mavesyreproduktionen.
For at bitterurtepræparater kan udøve deres virkning, er det nødvendigt, at de smages. Derfor
ordineres de i lidt vand inden måltider. Bitterstimulerende egenskaber er grunden til, at man traditionelt drikker bittersnaps ved store frokoster.
w
Side 47
Svar på hyppige spørgsmål
Hvad er et atom ?
Et atom er den mindste enhed af et grundstof. I naturen eksisterer de fleste atomer sammen med
andre atomer.
Hvad er et molekyle ?
Et molekyle er en atom-struktur opbygget af flere atomer. F.eks. består vandmolekylet af bindinger mellem 2 brint- (eller hydrogen) atomer (symbol; H), og 1 ilt- (eller oxygen) atom (O).
H2O er den kemiske betegnelse for vand og formlen repræsenterer ét vandmolekyle.
Hvor mange bindinger kan atomer have til andre atomer ?
Atomer indgår i forbindelser, når de danner molekyler. Der er bestemte regler for, hvor mange
bindinger et bestemt atom af et stof kan have. Der kan også forekomme dobbeltbindinger mellem atomerne.
C (Kulstof / carbon)
O (Ilt / oxygen)
H (Brint / hydrogen)
S (Svovl / sulphur)
N (Kvælstof / nitrogen)
4 bindinger
2 bindinger
1 bindinger
2 bindinger
3 bindinger
Hvordan læses diagrammer af molekylære strukturer ?
Et komplekst molekyle er svært at repræsentere ved en simpel formel, som tilfældet er med vand
(se ovenfor). I stedet anvendes et strukturdiagram.
Dette diagram viser, hvordan atomerne sidder i strukturen. Indenfor biokemi er det normalt at
undlade at indikere kulstofatomer (C) og de brintatomer (H), som er bundet til dem. I ovenstående diagram er der 6 kulstofatomer, ét i hvert hjørne af sekskanten. Fem af disse er bundet til et
brintatom (H). Det øverste kulstofatom i ringstrukturen er bundet til en hydroxyl- (OH) gruppe
i stedet for et brintatom (H). Hvis man vil vise ovenstående som en formel, vil den se sådan ud;
HOC6H5.
Hvad betyder alifatisk ?
I en alifatisk molekylær struktur er kulstofatomerne placeret i en kædestruktur.
Hvad betyder aromatisk ?
I en aromatisk molekylær struktur er kulstofatomerne placeret i en ringstruktur.
Hvad er en alkohol (OH) ?
Alle molekyler, hvori der indgår en fri OH-gruppe, klassificeres som en alkohol.
Hvad er en syre (COOH) ?
Alle molekyler, hvori der indgår en fri COOH-gruppe, klassificeres som en syre.
Hvad betyder carboxyl ?
Carboxyl er den kemiske betegnelse for syregruppen -COOH.
Side 48
Svar på hyppige spørgsmål
Hvad betyder hydroxyl ?
Hydroxyl er den kemiske betegnelse for alkoholgruppen -OH.
Hvad er en ester ?
En ester er en binding mellem en hydroxyl- og en carboxylgruppe, hvorved der frigøres vand.
R1-COOH + OH-R2 → R1-COO-R2 +H2O
R-COO-R udgør esterbindingen. R1-gruppen er bundet til kulstofatomet, som endvidere har en
dobbeltbinding til et af de to iltatomer samt en enkeltbinding til det andet. Det sidste iltatom er
endvidere bundet til R2-gruppen.
Hvad er hydrolyse ?
Hydrolyse er en spaltningsreaktion, hvor en esterbinding spaltes ved tilføjelse af H2O. Herved
frigives en hydroxyl- og en carboxylgruppe (det modsatte af ovenstående reaktion).
Hvad er en reduktionsreaktion ?
En kemisk reduktionsreaktion er en reaktion, hvorved der dannes et stof med en negativ ladning. Dette stof kan miste sin negative ladning i den modsatte proces, oxidationsreaktionen. De
to processer går under den fælles betegnelse 'redox' (reduktion - oxidation) systemet.
w
Side 49
Indeks (urter)
Acacia senegal ............................................................ 8
Aesculus hippocastanum .............................. 14, 23, 27
Agrimonia eupatoria .......................................... 15, 16
Aloe spp. ............................................................. 15, 16
Althaea officinalis .....................................................20
Ammi visnaga ............................................................32
Anthriscus sylvestris ..................................................35
Apium graveolens ......................................................28
Arctostaphylos uva-ursi ............................................32
Armoracia rusticana .................................................31
Artemisia spp. ..................................................... 22, 47
Astragalus spp. ............................................................ 8
Atropa belladonna .....................................................35
Bellis perennis ...........................................................27
Berberis asiatica .......................................................37
Berberis vulgaris ................................................ 32, 37
Borago officinalis ......................................................46
Brassica oleracea ......................................................31
Calluna vulgaris ........................................................20
Camellia sinensis (Thea sinensis) .............................41
Capsella bursa-pastoris ..................................... 20, 31
Capsicum spp. ...........................................................15
Carum carvi ............................................................... 21
Cassia angustifolia .................................................... 20
Cassia senna ..............................................................20
Catharan thus roseus ................................................40
Cephaelis ipecacuanha ............................................. 38
Chamaelerium luteum ...............................................24
Chamomilla recutita .............................. 15, 16, 21, 23
Chelidonium majus ................................................... 38
Cichorium intybus .............................................. 22, 47
Cinchona succirubra .................................................36
Cinnamomum camphora ...........................................22
Cinnamomum zeylanicum .........................................10
Claviceps purpurea ................................................... 39
Cochlearia officinalis ...............................................31
Coffea spp. .................................................................41
Cola spp.....................................................................41
Colchicum autumnale ...............................................33
Conium maculatum ............................................ 32, 35
Convallaria majalis ..................................................25
Coriandrum sativum ..................................................35
Crataegus oxyacanthoides ................................ 16, 17,
Cnicus benedictus .....................................................47
Cyamopsis tetragonolobus .......................................... 8
Datura stramonium ................................................... 35
Daucus carota ...........................................................35
Digitalis lanata ......................................................... 25
Digitalis purpurea .....................................................25
Dioscorea villosa ............................................... 27, 28
Equisetum arvense ....................................................15
Erythroxylum coca ....................................................36
Eugenia caryophyllata ..............................................10
Euphrasia spp. .................................................... 19, 20
Fagopyrum esculentum ............................................. 15
Filipendula ulmaria ........................................... 13, 15
Foeniculum vulgare ..................................................21
Gaultheria procumbens ............................................. 13
Gentiana lutea .................................................... 22, 47
Geum urbanum ..........................................................10
Gingko biloba ............................................................47
Glechoma hederacea .................................................19
Glycyrrhiza glabra ........................... 15, 23, 27, 28, 29
Glycine max. ........................................................... 167
Guaiacum officinale ..................................................23
Helleborus spp. ......................................................... 25
Helonius luteum ........................................................24
Humulus lupulus ................................................. 24, 47
Hydrastis canadensis ......................................... 32, 37
Hyoscyamus niger .....................................................35
Jateorrhiza palmata ..................................................47
Lactuca villosa ................................................... 40, 47
Linum usitatissimum...................................... 8, 21, 44,
Lobelia inflata .................................................... 34, 35
Mahonia aquifolia .....................................................37
Marrubium vulgare ................................................... 47
Mentha x piperita ......................................................22
Nasturtium spp. ......................................................... 31
Nerium oleander........................................................25
Nicotiana tabacum ............................................. 32, 34
Oenothera spp. ..........................................................46
Paullina cupana ........................................................41
Panax ginseng ...........................................................27
Papaver somniferum .......................................... 37, 38
Petasites hybridus .....................................................40
Petroselinum crispum ................................................15
Peumus boldo ............................................................38
Phytolacca spp. .................................................. 27, 28
Piper methysticum .....................................................16
Plantago ovata (Plantago psyllium) semen ......... 8, 21
Polygala senega ........................................................27
Populus tremula ........................................................13
Primula veris ...................................................... 23, 27
Prunus amygdalus .....................................................43
Prunus serotina cortex ............................................. 43
Ephedra sinica .......................................................... 33
Side 50
Indeks
Raphanus sativus .......................................................31
Rauwolfia serpentina ................................................40
Rhamnus cathartica ..................................................20
Rhamnus frangula .....................................................20
Rhamnus purshiana ................................................... 20
Rheum palmatum ................................................ 20, 21
Rhus spp. ...................................................................17
Rumex crispus ...........................................................20
Salix daphnoides .......................................................13
Salix fragilis ..............................................................13
Salix purpurea ...........................................................13
Salix spp. ............................................................. 11, 12
Salvia officinalis .......................................................12
Sambucus nigra .................................................. 23, 24
Sanquinaria canadensis ..................................... 32, 38
Saponaria officinalis .................................................26
Sarothamnus scoparius ............................................. 15
Scrophularia nodosa .................................................27
Secale cereale ............................................................39
Silybum marianum ....................................................16
Sinapsis spp. ..............................................................31
Solidago virgaurea ............................................. 27, 28
Stellaria media ..........................................................27
Strophantus spp. ........................................................25
Symphytum officinale ................................................40
Tanacetum parthenium ..............................................23
Taraxacum officinale .................................................26
Theobroma cacao ......................................................41
Thuja occidentalis .....................................................23
Thymus vulgaris ........................................................10
Trifolium pratense .................................. 13, 14, 15, 16
Trigonella foenum-graecum ......................................27
Tropaeolum majus .....................................................31
Tussilago farfara .......................................................40
Ulmus fulva ................................................................. 9
Urginea maritima ............................................... 25, 27
Valeriana officinalis ..................................................47
Verbascum thapsus ....................................................27
Viola odorata .............................................................27
Viola spp ....................................................................15
Zingiber officinale .....................................................21
Side 51

Servicedeklaration - Rusmiddelcenter Skive

Transcription

Similar documents

janka brinell

Blok 4 - Foreningen for Naturressourcestuderende

Årsberetning 2012

Oxoid Salmonella Latex Test [DA]