En fyrs fortælling

Transcription

En fyrs fortælling

Kapitel 4:
Vedtagelse, fortolkning og ugyldighed
• Henrik Udsen, TfR nr. 1/2006, Uagtsomhed som
aftalestiftende retsfaktum – et bidrag til den
aftaleretlige forpligtelseslære, s. 105-118 og s. 148150
• Kurt Grönfors, Avtalsgrundande Rätsfakta, 1993, s.
123-132
• Ole Hansen, Det entrepriseretlige
hjemmelsproblem – modsætningsforhold eller
fællesskab?, 2008, s. 81-120
• Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen,
Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 418425
• Bert Lehrberg, Omförhandlingsklausuler, 1999,
s.44-51
42
Tidsskrift for Rettsvitenskap 1/2006
Jon T. Johnsen: Hva ble Norge dømt for i Strasbourg?
Ruth Nielsen:
Princippet om ligebehandling af kvinder og mænd som et generelt
princip i kontraktretten
Henrik Udsen: Uagtsomhed som aftalestiftende retsfaktum – et bidrag til den
aftaleretlige forpligtelseslære
1
71
104
Litteratur:
Ingvald Falch: Rett til nett, s. 153. Johannus Egholm Hansen & Christian Lundgren: Køb og salg af
virksomheder. 3. utgave, s. 158.
Nye bøker innkommet til redaksjonen
161
43
1. Indledning
Genstanden for nærværende artikel er spørgsmålet om, hvornår løftegiver forpligtes af et løfte,
som ikke stemmer overens med hans reelle vilje, enten fordi han slet ikke ønsker at være
forpligtet af løftet eller fordi han ønsker at påtage sig en anden forpligtelse, end den der fremgår
af løftet. Formålet med artiklen er ikke at give svarene på, hvornår løftegiveren i forskellige
konkrete situationer forpligtes eller ikke forpligtes af løftet, men at påpege det eller de
bagvedliggende kriterier, som den konkrete vurdering må tage sit udgangspunkt i. Dette
spørgsmål har opnået fornyet aktualitet med fremkomsten af den digitale teknologi. Den
digitale teknologi konfronterer aftaleretten med vanskelige spørgsmål, som ikke uden videre
lader sig passe ind i de fra starten af det 20. århundrede hidrørende nordiske aftalelove, der
bygger på forudsætninger som ikke i alle henseender uden videre gør sig gældende, når aftale
indgås via digitale medier. Ved besvarelsen af disse spørgsmål bør man derfor tage
udgangspunkt i de bagvedliggende kriterier, der begrunder forpligtelse henholdsvis ikkeforpligtelse
frem for at forsøge en mere eller mindre anstrengt fortolkning af ordlyden af
aftalelovens bestemmelser.1
I forbindelse med tilblivelsen af aftaleloven blev det indgående debatteret, om man ved
udformningen af den aftaleretlig forpligtelseslære skulle tage udgangspunkt i hensynet til
løftegiverens vilje (viljesteorien) eller i hensynet til løftemodtagerens berettigede forventning
(forventningshensynet). Det er derfor nærliggende at rejse spørgsmålet, om disse hensyn kan
anvendes som grundlæggende kriterier for, om der i tvivlstilfælde skal pålægges en forpligtelse
eller ej. Dette spørgsmål er behandlet i afsnit 3. I afsnit 4 behandles herefter artiklens
hovedspørgsmål, om der kan identificeres andre kriterier, der kan danne grundlag for den
aftaleretlige forpligtelseslære. Indledningsvis redegøres kort i afsnit 2 for de centrale begreber
viljeserklæring og løfteerklæring.
2. Begreberne viljeserklæring og løfteerklæring
Der har særligt i den danske aftaleretlige teori aldrig været gjort store anstrengelser for at
fastlægge begreberne viljeserklæring og løfteerklæring, formentlig i erkendelse af at
begrebsfastlæggelsen ikke i sig selv kan føre til løsningen af konkrete problemstillinger. Det er
da også utvivlsomt, at analyser der anvender begreberne forskelligt ikke hermed er afskåret fra
at nå til samme resultat ved løsningen af konkrete problemstillinger, om nødvendigt ved at
anvende forskellige argumentationsmønstre. I den nedenstående analyse sondres imidlertid
mellem tilfælde hvor der foreligger henholdsvis ikke foreligger en viljeserklæring/
løfteerklæring – en sondring der forudsætter at en forståelse af begreberne er klarlagt. I det
følgende skal derfor kort redegøres for, hvordan disse begreber bruges i afhandlingen.
En løfteerklæring kan betegnes som en viljeserklæring, der retligt forpligter afgiveren, jf. Bryde
Andersen (2002), s. 502. Afgørende bliver således en fastlæggelse af begrebet viljeserklæring.
Ved en fastlæggelse af viljeserklæringsbegrebet er det væsentligt at bemærke, at begrebet
anvendes i aftalelovens kapitel 3 om ugyldige viljeserklæringer. Da det ikke forekommer
1 Om de konkrete aftaleretlige spørgsmål, som den digitale teknologi giver anledning til, henvises til
speciallitteraturen, se fx Udsen (2002), Karstoft, (2004), og Bryde Andersen (2005).
44
Ydelse og ansvar i længerevarende kontraktforhold
ønskeligt at operere med to forskellige viljeserklæringsbegreber (ét i og ét udenfor aftaleloven),
må begrebet fastlægges i overensstemmelse med aftalelovens brug heraf. Hverken aftaleloven
eller dens forarbejder indeholder imidlertid nogen definition af viljeserklæringsbegrebet, og
aftaleloven kan derfor i det højeste udgøre en ramme for, hvordan begrebet skal fastlægges.2
Med udgangspunkt i begrebets ordlyd kan det fastslås, at der skal foreligge en erklæring af en
vilje. Med erklæring menes i denne sammenhæng ikke blot et skriftligt dokument, således som
ordet nogle gange anvendes, men enhver form for fysisk manifestation af viljen, det være sig en
underskrift, et håndslag, et nik m.m. Det må kræves, at udstederen har haft vilje til den fysiske
manifestation, for at der foreligger en viljeserklæring, tilsvarende Stang (1935), s. 209 og Ussing
(1950), s. 44. Dette betyder bl.a., at en erklæring, der foregiver at give udtryk for en vilje,
begrebsmæssigt ikke kan betegnes som en viljeserklæring, såfremt udstederen har været udsat
for mekanisk tvang (ført pen). Tilsvarende hvis erklæringen er forårsaget af en fysisk
refleksbevægelse, som ikke har sit udspring i udstederens vilje. Ussing (1950), s. 44 giver som
eksempel herpå et nik på en auktion fremkaldt ved Sankt Veitsdans (nervelidelse der medfører
ukontrollerede bevægelser).
Når der tales om erklæring af en vilje, er det imidlertid ikke viljen til den fysiske
manifestation, som der sigtes til, men derimod viljen til en bestemt retsvirkning (skabelse,
udløsning eller bevarelse af rettigheder eller pligter). Der må med andre ord sondres mellem
erklæringsvilje og retsvirkningsvilje.
Det har i svensk aftaleretsteori været gjort gældende, at det er logisk umuligt at lade begrebet vilje
indgå i definitionen af viljeserklæringsbegrebet, fordi viljeserklæringen da blot bliver en erklæring om
vilje til at afgive en erklæring om vilje osv.; se Hägerström (1961), s. 101: «Men då är det också tydligt,
att den vilja i avseende å rättsliga förhållanden, som förklaras, har förklaringen själv till innehåll …
Viljeförklaringen skulle vara en förklaring angående viljan att avge just denna förklaring. Denna
förklaring … skulle i sin ordning vara en förklaring av viljan att avge den: in infinitum». Hägerströms
opfattelse synes at udspringe af en manglende sondring mellem erklæringsvilje og retsvirkningsvilje.
Hägerströms synspunkt er også imødegået i to nyere afhandlinger, Eng (1993), s. l ff. og Svensson
(1996), s. 67 ff.
Hvor en viljeserklæring forudsætter vilje til den fysiske manifestation (erklæringsvilje), kan
begrebet ikke forudsætte retsvirkningsvilje, hvis dette forstås således, at udstederen skal have
en subjektiv vilje til retsvirkningen. At det ikke kan være udstederens subjektive
retsvirkningsvilje, der er afgørende for, hvornår der foreligger en viljeserklæring, ses af
aftalelovens ugyldighedsregler (kapitel 3 om ugyldige viljeserklæringer), måske bedst
illustreret af reglen om voldelige tvang i § 28: Uanset om udstederen bliver tvunget til at
udfærdige viljeserklæringen uden vilje til dens retsvirkninger, foreligger begrebsmæssigt en
viljeserklæring (der efter bestemmelsen er ugyldig). Dette ændrer dog ikke på, at kernen i
viljeserklæringsbegrebet er den udtrykte vilje til at lade en bestemt retsvirkning indtræde –
viljeserklæringsbegrebet kan ikke defineres uden at inddrage retsvirkningsviljen. Med
afvisningen af den subjektive retsvirkningsvilje må i stedet anvendes en objektiv variant,
hvilket nøje stemmer overens med tankegangen bag tillidsteorien, jf. nedenfor. Det afgørende
bliver således, om erklæringen objektivt set er egnet til at give indtryk af udstederens vilje til en
bestemt retsvirkning. Er dette tilfældet, foreligger en viljeserklæring, også selvom erklæringens
indhold ikke er i overensstemmelse med udstederens reelle (retsvirknings)vilje.
Et ofte anvendt eksempel på en situation, hvor forpligtelsen ikke skulle have rod i en viljeserklæring
(når begrebet defineres ved subjektiv retsvirkningsvilje), er bilistens parkering på et betalingsområde
uden vilje til at betale, se f.eks. Madsen (1983), s. 21 og Bryde Andersen (2002), s. 236. Denne handling
vil dog i mange tilfælde give føje til at tro, at bilisten har vilje til at betale for parkeringen, hvorfor der
efter den begrebsforståelse der anvendes her foreligger en viljeserklæring.
Viljeserklæringen skal være egnet til at give den angivne erklærings-modtager en forventning
om udstederens retsvirkningsvilje. Hvis A meddeler B, at han har tænkt sig at give C et tilbud,
2
Se Udkast (1914), s. 64: «Nogen Definition af Begrebet Retshandel eller Viljeserklæring gives ikke;
Udkastet henholder sig til den almindelige opfattelse af Retshandelen som den Viljeserklæring, der
gaar ud paa at stifte, forandre eller ophæve Ret.»
45
Kapitel 3 Længerevarende kontraktforhold: Aftaletyper og hensyn
foreligger ingen viljeserklæring, blot fordi B får en forventning om, at A har vilje til at indgå en
aftale med C. Kun hvis ytringen er egnet til at give C denne forventning foreligger en
viljeserklæring (en meddelelse fra B til C om, at A vil give C et tilbud, er ikke egnet til at give C en
berettiget forventning).3
Endelig må det kræves, at der er identitet mellem den, der udfører den fysiske manifestation
(den reelle udsteder), og den angivne udsteder. Hvis A udsteder en falsk «viljeserklæring» i B’s
navn foreligger ingen viljeserklæring.
På baggrund af ovenstående kan en viljeserklæring herefter defineres som en fysisk
manifestation fra den angivne udsteder, der er egnet til at give erklæringsadressaten en
forventning om udstederens vilje til en bestemt retsvirknings indtræden.
Denne definition er i overensstemmelse med dele af den tyske teori, se herom talrige henvisninger hos
Svensson (1996), s. 17 ff., f.eks. s. 42: «Den rådande uppfattningen inom den ovannämda viljeteorin är
att viljeförklaringens innehåll, enligt huvudregeln, utgörs av vad motparten har fog att sluta sig till
som den handlandes vilja.» Definitionen ligger også tæt op ad Svenssons egen, a.st., bl.a. s. 13: «…en
person förklarat sin vilja om han sett till att en motpart har fog att sluta sig till att han har denna vilja.
I begreppet ‘ser till att’ inläggs därvid att avgivaren företagit en handling samt att han som ‘förståndig
person’ kunnat förutse vad motparten har fog att sluta sig till.»
Som anført ovenfor kan en løfteerklæring beskrives som en viljeserklæring, der retligt
forpligter udstederen, og en løfteerklæring kan herefter defineres som en fysisk manifestation
fra den angivne udsteder, der er egnet til at give erklæringsadressaten en forventning om udstederens
vilje til at forpligte sig.
I modsætning til Danmark og Sverige er viljeserklæringsbegrebet aldrig slået igennem i
Norge, jf. Hov (2002), s. 60 (uagtet begrebet også anvendes i den norske aftalelovs
ugyldighedskapitel). I stedet er det af Arnholm opstillede begreb dispositivt udsagn i vidt
omfang blevet anvendt. Arnholm definerer begrebet som udsagn der overfor den enkelte
adressat objektivt fremtræder som udsagn, der tager sigte på umiddelbart at udløse
retsvirkninger, se Arnholm (1969), s. 2 f. Der er næppe afgørende realitetsforskelle på Arnholms
begreb og den variant af viljeserklæringsbegrebet, der er opstillet her i afhandlingen; det er
herved værd at bemærke, at også Arnholms begreb bygger på objektiv retsvirkningsvilje, jf.
Arnholm, a.st., s. 3 f: «Bak et dispositivt utsagn ligger det normalt en hensikt hos avgiveren; han
ønsker å fremkalle nettopp de virkninger utsagnet gir uttrykk for. Men dette er for det første noe
man ikke alltid kan se av det som objektivt foreligger. Og det er for det annet noe som hverken er
eller bør være et ubetinget vilkår for at utsagnet skal få virkning efter sitt innhold. Man må
trekke en videre ramme for undersøkelsen. Det er nok at utsagnet som det objektivt foreligger,
fremtrer som et dispositivt utsagn» (fremh. i original).3. Viljes- og tillidsteorien som retsnorm
for hvornår en løfteerklæring forpligter den angivne udsteder?
3.1 Indledning
I sit udgangspunkt er der ikke tvivl om, hvornår en løfteerklæring forpligter udstederen: Når A
har en vilje til at påtage sig en aftaleretlig forpligtelse overfor B, og denne vilje erklæres til B,
forpligtes A i overensstemmelse med erklæringen. Problemerne opstår, hvis løfteerklæringen
ikke er udtryk for den angivne udsteders reelle vilje. Det eneste hidtidige forsøg i dansk aftaleret
på at opstille hvad der kan betegnes som en retsnorm for, hvornår løfteerklæringen binder den
angivne udsteder, strækker sig tilbage til starten af det 20. århundrede, hvor teorien drøftede om
det afgørende kriterium skulle være løftegiverens vilje (viljesteorien) eller løftemodtagerens
berettigede forventninger (tillidsteorien) (med begrebet retsnorm menes i det følgende
identifikation af et eller flere grundlæggende kriterier, som forpligtelsesspørgsmålet må tage sit
udgangspunkt i). Inden det vurderes om denne teoristrid resulterede i en brugbar retsnorm,
skal teorierne kort præsenteres.
Der er en klar parallel mellem på den ene side ønsket om at finde en retsnorm for, hvornår den angivne
løfteudsteder bindes i tiden før aftalelovens tilblivelse, hvor den manglende lovregulering af de
3
Hvis viljeserklæringen ikke er rettet til bestemte personer, men f.eks. er en salgsannonce i et
massemedie, er erklæringsadressaten omverdenen som sådan.
46
centrale ugyldighedsspørgsmål gav usikkerhed om retstilstanden og på den anden side et tilsvarende
øget behov i dag, hvor den digitale udvikling som nævnt har konfronteret aftaleretten med nye
vanskelige spørgsmål, hvis besvarelse i mange tilfælde ikke umiddelbart kan udledes af de
eksisterende aftaleretlige regler.
3.2 Historik
Efter den fra romerretten hidrørende viljesteori blev afgiveren af en løfteerklæring som
udgangspunkt kun bundet af denne, hvis den var i overensstemmelse med hans reelle vilje.
Løftegiveren kunne således som udgangspunkt fragå sit løfte, hvis han havde skrevet forkert i
erklæringen, bygget sit løfte på en urigtig forudsætning m.m. Viljesteorien fik naturligt nok en
stærk position i de retssystemer, der er baseret på romerretten, herunder navnlig tysk ret. I
slutningen af det 19. århundrede blev viljesteorien dog anfægtet af flere tyske teoretikere. Bähr
opstillede således i en artikel fra 1875, (s. 401) en ny forpligtelsesdoktrin, hvorefter løftegiveren
bliver forpligtet i overensstemmelse med, hvad der af løfteerklæringen fremstår som hans vilje
(uanset om dette ikke har været i overensstemmelse med løftegiverens reelle vilje). Denne
forpligtelsesdoktrin,der vandt tilslutning hos en række tyske teoretikere, blev benævnt «der
Erklärungstheorie». I Danmark benævnte Lassen teorien for tillidsteorien. Hermed indledtes
hvad der i tysk ret benævntes «der Theorienstreit».
Striden må i tysk ret siges at være faldet ud til fordel for tilhængerne af viljesteorien. BGB’s afsnit om
aftaleindgåelse (§§ 116 ff.) bygger således i sit udgangspunkt på (en variant af) viljesteorien. Efter §
119 har afgiveren af en viljeserklæring mulighed for at fragå viljeserklæringen, når denne
ikke stemmer med hans reelle vilje. Det er dog erklæringsafgiveren, der har bevisbyrden for at
erklæringen ikke stemmer overens med hans reelle vilje, og han skal svare negativ
kontraktsinteresse til den godtroende erklæringsmodtager, jf. BGB § 122.
Det netop beskrevne om udviklingen af den tyske teoristrid og udfaldet heraf er hentet hos
Svensson (1996), s. 36.
Teoristriden bredte sig til Danmark og det øvrige Norden, hvor den fortsatte frem til aftalelovens
tilblivelse. Udgangspunktet var dog her nærmest det modsatte af, hvad der gjaldt i Tyskland
ved stridens begyndelse. Det antoges således, at erklæringen og ikke viljen var det centrale
moment efter Danske Lovs regler om aftaleindgåelse (om end spørgsmålet næppe har været
overvejet af lovens fædre), jf. Lassen (1920) s. 101 og Ussing (1950) s. 154 f. med henvisning til
DL 5-1-1 til 4. Et standpunkt der også havde været teoriens foretrukne tilbage fra Ørsteds
forfatterskab. I overensstemmelse hermed var nogle af tidens mest betydningsfulde teoretikere
anført af Lassen og Stang, der med stor styrke argumenterede for, at det var løftemodtageren
berettigede forventning henholdsvis indholdet af erklæringen, der var afgørende for, om
afgiveren blev bundet. Dette blev, ikke overraskende, resultatet i nordisk ret.
Lassen (1917) s. 98 ff. Stang (1935) s. 254 ff. Henvisninger til øvrige nordiske forfattere der tog del i
debatten, kan findes hos Ussing (1950) s. 155 note 10.
Lassen og Stang havde ikke helt overensstemmende opfattelser af teorien. Lassen benævnte
teorien for tillidsteorien, idet årsagen til, at løftemodtageren skulle bindes mod hans reelle vilje, var, at
løftemodtageren skulle kunne knytte tillid til de lofter, som han modtog. Stang benævnte teorien for
erklæringsteorien, med den begrundelse, at det afgørende for vurderingen af, om erklæringsafgiveren
blev bundet, alene var erklæringen: Det afgørende var hverken hvordan løftegiveren mente at
erklæringen skulle forstås eller hvordan den konkrete løftemodtager forstod erklæringen, men
derimod alene hvordan erklæringenobjektivt måtte forstås – løftegiverens forpligtelse kan altså
udfindes alene ved at se på erklæringen.
På trods af denne tilsyneladende uoverensstemmelse (tillidsteorien fokuserer på løftemodtagerens
forventning, erklæringsteorien på erklæringens indhold) er der ingen realitetsforskel på de to teorier.
Årsagen hertil er, at tillidsteorien fokuserer på løftemodtagerens berettigede forventninger.
Løfteafgiveren forpligtes ikke, blot fordi erklæringen giver løftemodtageren en forventning, hvis
løftemodtageren ikke med rimelighed kunne udlede det forventede af erklæringen.
Den løftemodtager der fejlagtigt læser salgsprisen som 200 kr. i stedet for 2.000 kr., har ikke krav på
at købe det udbudte for 200 kr., uanset hvor oprigtige hans forventninger herom var. Tillidsteorien
opererer således med den tillid som løftemodtageren måtte opnå ved en objektiv forståelse af
erklæringen. Hermed smelter teorierne sammen.
47
Kun hvis en radikal variant af tillidsteorien blev lagt til grund, hvorefter det alene var
løftemodtagerens subjektive opfattelse af, hvordan løfteerklæringen skulle forstås, der var afgørende
for løftegiverens forpligtelse, ville der være en realitetsforskel på teorierne. Hverken Lassen eller
andre forfattere, der anvender begrebet tillidsteori, bruger det på denne måde – hvilket også ville gøre
teorien aldeles meningsløs.
Stang anerkender ikke, at teorierne har samme realitetsindhold, Stang (1935) s. 255 ff. I samme
retning Hov (1993) s. 29. Anderledes, og altså i overensstemmelse med det her anførte, Lassen (1920),
s. 31 note 5, Ussing (1950) s. 152 og Svensson (1995) s. 38.
Her anvendes betegnelsen tillidsteorien som fællesbetegnelse for tillids- og erklæringsteorien.
Teorien er også benævnt forventningsteorien, se Lynge Andersen mfl. (2002) s. 120.
Sammenfattende kan det således fastslås, at det teoretiske udgangspunkt i nordisk aftaleret i
tiden op til aftalelovens tilblivelse var, at løftegiveren blev forpligtet i overensstemmelse med den
tillid (forventning) som en fornuftig løftemodtager med rimelighed kunne udlede af løfteerklæringen.
Efter aftalelovens tilblivelse klingede debatten af. Fra en retsdogmatisk synsvinkel var de
væsentligste forpligtelsesspørgsmål nu afklaret i aftaleloven. Fra en retsteoretisk synsvinkel
var der i det store hele opnået enighed om, at forpligtelseslæren i sit grundsyn måtte bygge på
tillidsteorien.
3.3 Tillidsteorien som retsnorm?
Spørgsmålet er nu, om dette udgangspunkt kan anvendes som praktisk retsnorm for, hvornår
den angivne løftegiver bliver forpligtet af løfteerklæringen.
Indledningsvis skal det slås fast, at udgangspunktet (tillidsteorien) ikke kan bruges til at
deducere svaret på et hvert tænkeligt forpligtelsesspørgsmål. Det er ikke muligt at opstille en
enkelt regel, der kan give løsningen på alle eller dog hovedparten af de konkrete
problemstillinger, der kunne tænkes at opstå. Dette vil gælde tillidsteorien såvel som en hver
anden forpligtelsesteori.
Dette udelukker dog ikke, at tillidsteorien kan bruges som en generel retlig ramme for,
hvornår den angivne løftegiver bliver forpligtet, og det må vel også antages at have været et af
teoriens formål. Vender man blikket mod aftalerettens forpligtelseslære, må det dog erkendes, at
denne ikke lader sig indpasse i tillidsteoriens retlige ramme. Hele aftalerettens katalog af
stærke ugyldighedsgrunde (falsk, voldelig tvang, transmissionsfejl, visse tilfælde af
fuldmagtsoverskridelser m.v.) er eksempler på, at løftemodtageren ikke kan støtte ret på
løfteerklæringen til trods for, at erklæringen utvivlsomt giver ham en berettiget forventning
herom. At tillidsteorien må opgives som retlig norm, er erkendt af Ussing (1950):
«Men der er dog en Række Tilfælde, hvor dansk Ret ikke giver Løftermodtageren Ret i
Overensstemmelse med hans Forventning, skønt han var i begrundet god tro. Det maa derfor
hævdes, at heller ikke Forventningsprincippet opfylder det Krav, at give en i hovedsagen retledende
Vejledning om de i dansk Ret gældende Retsregler« (s. 26 f.).
»Retsordenen kan ikke ensidigt forfølge det Maal at skabe Tryghed for Løftemodtagerne. Den maa
tage Hensyn til, at Beskyttelsen for Løftemodtagernes gode Tro opnaas paa Bekostning af de Personer,
der forpligtes som Løftegivere. Derfor kan den ikke uden videre give en Person Ret som
Løftemodtager, fordi han med Føje tror, at den Erklæring, han modtager, er et Løfte, som er rettet til
ham af Løftegiveren. I et vist Omfang maa man med andre Ord her gennemføre Løsninger, der
stemmer med Viljesprincippet« (s. 41).
Skal en teori kunne fungere som retlig ramme, må det kræves at i hvert fald hovedparten af
mulige problemstillinger kan indpasses i rammen, og at teorien indeholder nogle generelle
retningslinjer for, hvornår en problemstilling ikke kan passes ind i rammen. Ud over at
væsentlige dele af forpligtelseslæren som nævnt ikke passer ind i tillidsteorien, er det
karakteristisk, at teorien ikke indeholder generelle overvejelser om, hvornår der skal brydes
med udgangspunktet og hensynet til løftegiveren (s manglende vilje) være afgørende. Teorien
hjælper således ikke retsanvenderen videre end til, at i nogle situationer, skal hensynet til
løftemodtagerens forventning veje tungest, og i andre skal hensynet til løftegiverens manglende
vilje veje tungest. Det må herefter afvises, at tillidsteorien kan anvendes som retlig norm for,
hvornår den angivne løftegiver skal forpligtes af løfteerklæringen.
48
4. Retsnorm på andet grundlag?
4.1 Metodiske overvejelser
I det følgende skal undersøges, om det er muligt ved en analyse af de aftaleretlige kilder at
udfinde en retsnorm for, hvornår en person bliver pålagt en aftaleretlig forpligtelse, når der ikke
eksisterer en løfteerklæring, som er i overensstemmelse med hans reelle vilje. Det kunne
umiddelbart forekomme naturligt at lade analysen tage udgangspunkt i aftalelovens
ugyldighedsregler, der regulerer hovedparten af de i praksis forekommende
ugyldighedstilfælde.
Der eksisterer imidlertid ingen umiddelbar erkendt retsnorm for aftalelovens
ugyldighedsregler. Det antages ofte, at aftalelovens ugyldighedsregler bygger på tillidsteorien,
se eksempelvis Jørgensen (1971) s. 35 og Lynge Andersen m.fl. (2002) s. 120, men som nævnt
ovenfor har tillidsteorien netop ikke karakter af en retsnorm.
I tråd med erkendelsen af at tillidsteorien ikke er en retsnorm, kan det i øvrigt diskuteres om
aftaleloven kan siges at bygge på tillidsteorien. Antagelsen, der ganske vist er i god overensstemmelse
med, at to af lovens mest markante arkitekter var Lassen og Stang, støttes ofte på en henvisning til
reglen i aftalelovens § 32, stk. 1. Ser man på der samlede katalog af ugyldighedsregler i aftaleloven, må
det dog erkendes, at det er en antagelse, der er undergivet så væsentlige modifikationer at man
vanskeligt kan sige, at aftaleloven generelt bygger på en tillidsteori.
Eftersom aftalelovens ugyldighedsregler ikke er indpasset i en umiddelbar erkendt retlig
ramme, må det forventes at teorien om og afgørelser efter disse regler heller ikke er baseret på en
retsnorm – i så fald ville afgørelserne blive truffet på baggrund af kriterier, som ikke havde
umiddelbar hjemmel i de anvendte retsregler.
Hvis det er muligt at finde en retsnorm for, hvornår der skal pålægges en aftaleretlig
forpligtelse, uagtet at der ikke eksisterer en løfteerklæring, der er i overensstemmelse med den
forpligtedes vilje, må det derfor antages, at denne retsnorm lettest kan udfindes gennem en
analyse af den del af forpligtelseslæren, der falder udenfor aftalelovens område. Det må
forventes, at det eller de kriterier der kan identificeres i en retsnormsanalyse vil være mest
synbar i denne del af forpligtelseslæren. Såfremt det er muligt at udfinde en retsnorm, kan det
herefter undersøges, om denne retsnorm også gælder indenfor aftalelovens område, uanset at
aftalelovens ugyldighedsregler ikke bygger på nogen umiddelbar erkendt retsnorm. Analysen
vil derfor tage udgangspunkt i forpligtelseslæren udenfor aftaleloven. Indledningsvis må der
foretages en opdeling af forpligtelseslæren indenfor henholdsvis udenfor aftaleloven.
4.2 Systematisering af ugyldighedstilfældene
Den del af ugyldighedslæren der omhandler viljesmangler, kan opdeles i to underspørgsmål
med forskelligt udgangspunkt: 1) Der eksisterer en løfteerklæring, som ikke er i
overensstemmelse med løfteudstederen reelle vilje. 2) Der eksisterer ingen løfteerklæring fra
den angivne løfteudsteder. I den første situation må det teoretiske udgangspunkt antages at
være, at udstederen af løfteerklæringen bliver forpligtet af erklæringens indhold, uanset om
dette ikke stemmer overens med hans reelle vilje – så langt kan tillidsteorien tiltrædes. I den
anden situation er udgangspunktet omvendt, at der ikke pålægges en aftaleretlig forpligtelse,
når der ikke foreligger en løfteerklæring.
En praktisk konsekvens af udgangspunkterne er, at det i den første situation er erklæringsudstederen
der har bevisbyrden for, at erklæringen ikke er i overensstemmelse med hans reelle vilje, mens det i den
anden situation er den, der ønsker at pålægge en anden en aftaleretlig forpligtelse, der har
bevisbyrden for, at denne anden part har udvist en forpligtende adfærd trods manglen af en
løfteerklæring.
Eftersom aftalelovens ugyldighedsregler forudsætter, at der foreligger en viljeserklæring fra
den angivne udsteder, er situation 2 ikke reguleret af aftaleloven. Spørgsmålet om, hvorvidt der
kan pålægges en aftaleretlig forpligtelse, når den forpligtede, ikke har afgivet en løfteerklæring,
skal altså afgøres af regler udenfor aftaleloven.
49
Hvis spørgsmålet er, om løfteudstederen bliver forpligtet af en løfteerklæring, der ikke er i
overensstemmelse med hans reelle vilje (situation 1), vil det afhænge af de nærmere
omstændigheder, om svaret skal søges i aftaleloven. Nogle situationer, f.eks. tvang og svig, er
omfattet af aftalelovens ugyldighedsregler, mens andre situationer, eksempelvis utilsigtet
afgivelse af en løfteerklæring, ikke er det. Da retsnormanalysen som nævnt vil tage
udgangspunkt i den del af forpligtelseslæren, der ligger udenfor aftaleloven, må situation
opdeles i de tilfælde, hvor aftaleloven finder anvendelse henholdsvis ikke finder anvendelse.
En sådan opdeling kan, for at øge overskueligheden, ske på baggrund af en gruppering af
ugyldighedstilfældene baseret på forholdet mellem løftegiverens vilje og erklæringens indhold.
Denne systematik tilvejebringer det bedste overblik over sondringen mellem
ugyldighedsgrunde i henholdsvis udenfor aftaleloven og deres indbyrdes forhold.
Først må der sondres mellem situationer, hvor løftegiveren har haft reel vilje til at udfærdige
erklæringen, og situationer, hvor dette ikke har været tilfældet. En reel udfærdigelsesvilje
foreligger ikke, hvis løftegiveren er blevet tvunget til at udfærdige erklæringen (aftl. §§ 28 og 29)
eller hvis en person har udnyttet løftegiverens svage position (aftl. § 31).
Løftegiveren har naturligvis vilje til at udføre den fysiske handling, der manifesterer løfteerklæringen
(ellers foreligger mekanisk tvang og dermed ingen løfteerklæring, jf. ovenfor), men når
bevæggrunden herfor er valget mellem at udfærdige erklæringen og blive udsat for klart retsstridige
ubehageligheder (som f.eks. fysisk vold), giver det ikke mening at tale om en reel (fri) erklæringsvilje.
Det må imidlertid erkendes, at ved § 29-tvang og ved udnyttelse vil der være en glidende overgang
mellem situationer, hvor erklæringen kan siges at være baseret på en reel erklæringsvilje og
situationer, hvor dette ikke er tilfældet.
Hvis der foreligger en reel udfærdigelsesvilje fra løftegiveren, bliver det næste spørgsmål, om
erklæringen er i overensstemmelse med hans forpligtelsesvilje på aftaletidspunktet. Er dette
tilfældet, vil der som udgangspunkt ikke opstå ugyldighedsproblemer. Udgangspunktet
fraviges dog, hvis løftet er baseret på løftegiverens urigtige antagelser om forhold af betydning
for løftets afgivelse. De ugyldighedsproblemer, der er forbundet hermed, behandles dels i den
ulovregulerede forudsætningslære og dels i specialreglerne i aftl. § 30 om urigtige antagelser
fremkaldt ved svig og § 33 om forudgående kendskab til omstændigheder og stridende mod
almindelige hæderlighed.
Hvis løftegiverens forpligtelsesvilje ikke er i overensstemmelse med erklæringens indhold,
må der sondres mellem den situation, hvor løftegiveren forudsætter henholdsvis ikke
forudsætter dette. Den første situation foreligger, hvis erklæringen har et andet indhold end
antaget af løftegiveren. Dette kan enten skyldes fejl ved udfærdigelsen af erklæringen eller fejl
ved forsendelse af erklæringen. I den første situation reguleres forholdet af aftl. § 32, stk. 1 om
erklæringsvildfarelse, og i den anden situation af aftl. § 32, stk. 2 om forvanskning. Det er med
andre ord under alle omstændigheder aftaleloven, der regulerer forholdet.
Den anden situation foreligger, hvor løftegiveren nok har haft en reel vilje til at foretage den
fysiske handling, der manifesterede løfteerklæringen, men ikke har haft vilje til at denne
handling skulle udmønte sig i nogen form for retsvirkning (dette udtrykkes ofte således at
løftegiveren ikke har haft retshandelsvilje). Denne situation foreligger for det første, hvor
løftegiveren har været opmærksom på, at der isoleret set forelå en løfteerklæring, men
erklæringen i sin kontekst ikke skulle opfattes som et løfte, f.eks. et gældsbrev udfærdiget til
undervisningsbrug eller et tilbud afgivet i spøg. Situationen foreligger for det andet, når
løftegiveren har foretaget en fysisk handling uden at være bevidst om at denne kunne opfattes
som en løfteerklæring. Dette gælder eksempelvis når auktionsgæsten vinker til en af sine
bekendte under auktionen, eller når en person mener at underskrive som vitterlighedsvidne
men i realiteten underskriver som kautionist. Fælles for alle disse tilfælde af manglende
retshandelsvilje er, at de må afgøres af ulovregulerede ugyldighedsregler.
Ovenstående problemstillinger har alle taget udgangspunkt i erklæringsudfærdigelsen.
Herudover kan der opstå ugyldighedsspørgsmål i forbindelse med erklæringsafgivelsen. Hvis
løftegiveren i brevform har udfærdiget et skriftligt tilbud men ikke ønsker at afsende det (f.eks.
fordi han vil overveje tilbuddet endnu engang), er spørgsmålet om han bliver forpligtet, såfremt
en tredjemand poster det for ham. Denne problemstilling betegnes ofte som spørgsmålet om
manglende afgivelsesvilje.
50
Endelig opstår der ugyldighedsspørgsmål, når løftegiveren har overladt det til en
fuldmægtig at indgå aftaler på hans vegne, og fuldmægtigen herefter overskrider sine
beføjelser. Fuldmagtsoverskridelse er som hovedregel reguleret i aftaleloven, dog opereres med
den såkaldte adfærdsfuldmagt, der ligger uden for aftaleloven. I disse tilfælde eksisterer der en
løfteerklæring fra løftegiveren i form af fuldmagten.
På baggrund af ovenstående systematisering kan analysen herefter opdeles i følgende tre
tilfældegrupper:
1.
2.
3.
Der eksisterer ingen løfteerklæring fra den forpligtede
Løfteerklæringen er ikke i overensstemmelse med udstederens reelle vilje; forholdet er ikke omfattet
af aftaleloven
Omfattende manglende retshandelsvilje, manglende afgivelsesvilje, forudsætningslæren
og adfærdsfuldmagten.
Løfteerklæringen er ikke i overensstemmelse med udstederens reelle vilje; forholdet er omfattet af
aftaleloven
Omfattende tvang, udnyttelse, svig, erklæringsvildfarelse, forvanskning og
fuldmagtsoverskridelse.
I de tre følgende afsnit (4.3, 4.4. og 4.5) behandles hver af disse tre tilfældegrupper.
4.3 Der eksisterer ingen erklæring fra den forpligtede
Udgangspunktet er som nævnt, at der ikke kan pålægges en aftaleretlig forpligtelse, når der
ikke foreligger en løfteerklæring. Dette udgangspunkt er undergivet visse modifikationer. For
det første besidder en række handlinger en sådan lighed med løfteafgivelse, at der pålægges en
aftaleretlig forpligtelse, selvom der ikke foreligger en løfteerklæring. Disse handlinger
benævnes ofte kvasidispositioner eller kvasiløfter (nedenfor afsnit 4.3.1). For det andet medfører
parters indbyrdes dispositioner (som altså ikke har karakter af løfteerklæringer) i nogle tilfælde
en pligt til at reagere overfor modparten, således at der pålægges en aftaleretlig binding, hvis
handlepligten ikke efterleves (nedenfor afsnit 4.3.2). For det tredje kan den forpligtedes adfærd i
forbindelse med tredjemands forsøg på uretmæssigt at indgå en aftale på hans vegne betyde, at
4.6 Sammenfattende konklusion
Det tillidsteoretiske fundament, som dansk aftaleret bygger på, har bevirket at
ugyldighedslæren i vidt omfang har fokuseret på løftemodtageren og hans forventninger.22
Analysen har imidlertid vist, at en vurdering af løftegiverens adfærd går som en rød tråd
gennem behandlingen af de forskellige grupper af ugyldighedstilfælde. Når løftegiveren ved
sin uagtsomme adfærd har givet løftemodtageren en aftaleforventning vil dette som
udgangspunkt medføre, at løftegiveren forpligtes, uanset om løftegiveren ikke havde vilje til
denne forpligtelse. I enkelte situationer, f.eks. ved falsk, vil dog kun grovere former for
uagtsomhed bevirke, at løftegiveren forpligtes. Tilsvarende er udgangspunktet, at løftegiveren
ikke forpligtes, hvis han ikke har handlet uagtsomt (et udgangspunkt der dog ikke kan antages
at dække de særlige ugyldighedstilfælde, der er omfattet af forudsætningslæren). Man kan også
udtrykke analysens resultat således, at den aftaleretlige forpligtelseslære i sit udgangspunkt
ligesom erstatningsretten bygger på en uagtsomhedsbedømmelse. Det synes at være i god
overensstemmelse med vores retstradition, at personer som udgangspunkt kun pålægges
forpligtelser mod deres vilje, hvis de har handlet på en anden måde, end man med rimelighed
kunne forvente af dem.
Viljes- og tillidsteorien ligger tættere på dette resultat end man umiddelbart skulle tro. Efter
viljesteorien bindes løftegiveren trods manglende vilje, hvis han ved grov uagtsomhed har
bibragt løftemodtageren aftaleforventningen, jf. Lassen (1920), s. 99. Løftegiveren forpligtes
22
Se f.eks. til illustration Adlercreutz (2002), s. 266: «Ussing, som är skeptisk mot teorierna, talar i
stället om förväntningsprincipen (s 26). Denna term har företrädet att naturligt fästa uppmärksamheten
på dels att löftemottageren i allmänhet får göra löftet gällande endast när han är i god tro, dels
omvänt att hans goda tro normalt skyddas.»
51
således af sin egen uagtsomme adfærd – det er alene et spørgsmål om, hvilken grad af
uagtsomhed, der skal virke forpligtende. I sine generelle overvejelser om
forpligtelsesspørgsmålet anfører Lassen, som repræsentant for tillidsteorien, følgende:
«Den retfærdige Ordning bliver derfor den, at Løftet i Tilfælde af god Tro hos Løftemodtageren er
forbindende trods Viljesmangel hos Løftegiveren, i alt Fald naar denne forsætligt eller uagtsomt har
fremkaldt den paagjældende Tillid hos Løftemodtageren. Men indrømmes først dette, maa man ogsaa
gaa videre. At paalægge Løftemodtageren Bevisbyrde for Uagtsomhed hos Løftegiveren vilde efter
det bemærkede stille ham for usikkert. Men det kan end ikke gaa an at tilstede Løftegiveren at slippe
for Løftet ved at oplyse, at han ikke har handlet uagtsomt. Ogsaa dette Bevis vil det kunne være for let
for ham at føre, selv om hans Paastand i saa Henseende er urigtig. Derimod bør han vistnok ikke
bindes, naar Tillidsvækkelsen ikke kan skyldes hans Uagtsomhed», a.st., s. 100f.
Når Lassen ikke vil lade løftegiverens adfærd være afgørende for forpligtelsesspørgsmålet, er
det således alene forårsaget af bevisovervejelser. Hvis det er bevismæssigt indiskutabelt, at
løftegiveren ikke har handlet uagtsomt, vil heller ikke Lassen lade ham være forpligtet.
(Lassens frygt for materielt forkerte resultater ved at pålægge løftegiveren bevisbyrden for, at
han ikke har handlet uagtsomt, forekommer i øvrigt ikke overbevisende – tværtimod må det
forventes oftest at være ganske vanskeligt at bevise, at der ikke er handlet uagtsomt.)
Analysens resultater er i god tråd med udviklingstendenser i nyere nordisk aftaleretsteori.
Grönfors anfører således i sin analyse af aftalestiftende retsfakta:
«Om motagarens intryck i god tro av viljeförklaringen år det som avgör, då kan detta lika vål
beskrivas som att avgivaren har en klargörandeplikt för att undgå avtalsrättslig bundenhet. Han borde ha
ingripit, annorlunda uttryckt, för att undanröja det intryck som mottagaren på goda skäl har fått. Ett
sådant krav på aktivitet innebär, att avtalsbundenhet i händelse av avgivarens underlåtenhet drabbar
som en sanktion. Dårmed har också viljeförkläringens stållning som ensamt och avgörande rättsfakturn
kompletterats med tanken på at avtalsbundenhet kan uppkomma även som en sanktion.
Samhällsperspektivet i betydelsen av den rättspolitiska helhetssynen tränger in på det område, som i
utgångsmodellen är helt reserverat för partsviljan» (1993), s. 124.
I samme retning Bryde Andersen (2002), s. 52:
«A’s subjektive forhold (‘vilje’, om man vil) afvejes dermed overfor B’s forventning om, hvilke
retsvirkninger en sådan markering indebar. Den integrerede afvejning minder i mange henseender
om den afvejning, der anlægges i den almindelige erstatningsret, når det drøftes, om en person er
culpaansvarlig (bonus pater-bedømmelsen). I begge tilfælde er der tale om at vurdere en person, som
det overvejes, at rejse en forpligtelse mod, i lyset af et handlemønster, man vil forvente på det
pågældende område.«
Analysen har betonet det afgørende i at fokusere på løftegiverens adfærd. De
forpligtelsesspørgsmål der ligger udenfor aftalelovens ugyldighedsregler bør derfor tage
udgangspunkt i en vurdering af løftegiverens adfærd. For de situationer, der er omfattet af
reguleringen i aftalelovens ugyldighedsregler, er spørgsmålet om inddragelse af løftegiverens
adfærd mere komplekst, da aftaleloven som nævnt ikke direkte tillægger det kriterium
betydning. Analysens konklusioner må dog føre til, at forpligtelsesspørgsmål, der ligger i
yderkanten af aftalelovens anvendelsesområde ikke uden videre anvender aftalelovens
ugyldighedsregler analogt eller griber fat i aftalelovens traditionelle figurer og
argumentationsmønstre, men i stedet tager sit udgangspunkt i løftegiverens adfærd.
Eksempelvis bør en analyse af, i hvilket omfang en løftegiver forpligtes af hans computers
fejlagtige løftedisposition, ikke basere sig på, om der foreligger en «viljeserklæring» fra
løftegiveren, om computeren kan betragtes som «fuldmægtig» for løftegiveren eller evt. som
«bud» der «forvansker» en meddelelse, men i stedet tage sit udgangspunkt i en vurdering af de
handlinger (og undladelser) som løftegiveren har foretaget.
Endeligt rejser analysens konklusioner det spørgsmål, om ikke løftegiverens uagtsomhed
kan begrunde en forpligtelse i situationer, hvor dette ikke følger af aftalelovens
ugyldighedsregler. Herom kan ikke siges noget sikkert, men reale grunde taler for et sådant
resultat.
52
Litteratur
Adlercreutz, Axel, Avtalsrätt, 12. udg., Lund, Juristförlaget, 2002
Almén, Tore og Eklund, Rudolf, Lagen om avtal och andra rättshandlingar på
förmögenhetsrättens område, 9. udg., Stockholm, 1968
Arnholm, Carl Jacob, Alminnelig avtalerett, Oslo, 1949
Arnholm, Carl Jacob, Lærebok i avtalerett, Oslo, Johan Grundt Tanum, 1969
Arnholm, Carl Jacob, Lærebok i avtalerett, 4. udg., Oslo, 1978
Aversten, David, Digital signatur och ansvarsproblem, Instituttet för rättsinformatik,
Stockholms Universitet, IRI-rapport 1998:2, 1998
Bryde Andersen, Mads, Grundlæggende aftaleret, 2. udg., København, Gjellerup, 2002
Bryde Andersen, Mads, IT-retten, 2. udg., København, Gjellerup, 2005
53
Avtalsgrundande rättsfakta
Kurt Grönfors
1993
Nerenius & Santérus Förlag
54
KAPITEL 9
FRÅN VILJEFÖRKLARING TILL
AVTALSGRUNDANDE
RÄTTSFAKTA
1. Utgångsmodellen
För etthundra år sedan var viljeförklaringen det självklara instrumentet för den avtalsfrihet,
som utgjorde grunden för hela kontraktsrätten. Ett harmoniskt viloläge rådde i hela systemet.
Viljeförklaringen var det element, som var nödvändigt men även tillräckligt för att ge upphov
till avtal så snart båda parters vilja sammanföll (“sammanstämmande viljeförklaringar”).
Därmed hade medborgarna fått i sin hand ett smidigt medel för att själva utforma sina inbördes
rättsförhållanden efter önskan. Samhället saknade skäl att ingripa annat än i rena
undantagsfall. Partsviljan tilldelades den centrala rollen.
Endast när det förelåg någon felaktighet i viljeförklaringen av typen svek, misstag, tvång
eller grovt ocker skulle avtalsfrihetens princip sättas åsido. Något skydd därutöver för
avtalande parter krävdes inte, ty friheten för den ena individen fick aldrig drivas längre än den
allmänna avtalsfrihetens ideologi medgav. Viljan sätter därmed automatiskt “en skranka för
sig själv”, som man gärna uttryckte sig med den tidens språkbruk.
2. Förändringar
En förutsättning för att denna utgångsmodell skall fungera friktionsfritt är givetvis, att
viljeförklaringens centrala roll bibehålls oförändrad. Så snart denna förutsättning brister kärvar
hela tankemodellen.
Inte ens AvtL är helt trogen viljeteorins idealmodell. Genom sin starkt tillitsteoretiska
uppläggning till skydd för affärslivet inför den en motkraft till avgivarens vilja, nämligen
mottagarens tillit till denna vilja. Det är genom denna tillits glasögon, som avtalssituationen
från begynnelsen skall betraktas. Visserligen resoneras som om viljeförklaringens
grundläggande roll därmed bibehålls – det är bara perspektivet som ändras från avgivarens till
mottagarens. Men därigenom har en viktig förskjutning i balansen faktiskt skett. Om
mottagarens intryck i god tro av viljeförklaringen är det som avgör, då kan detta lika väl
beskrivas som att avgivaren har en klargörandeplikt för att undgå avtalsrättslig bundenhet. Han
borde ha ingripit, annorlunda uttryckt, för att undanröja det intryck som mottagaren på goda
skäl har fått. Ett sådant krav på aktivitet innebär, att avtalsbundenheten i händelse av avgivarens
underlåtenhet drabbar som en sanktion. Därmed har också viljeförklaringens ställning som
ensamt och avgörande rättsfaktum kompletterats med tanken på att avtalsbundenhet kan
uppkomma även som en sanktion. Samhällsperspektivet i betydelsen av den rättspolitiska
helhetssynen tränger in på det område, som i utgångsmodellen är helt reserverat för
partsviljan.
Inte heller själva avtalsmekanismens utformning stämmer särskilt väl med
utgångsmodellen. Den med viljeteorin överensstämmande tanken på “sammanstämmande”
viljeförklaringar som upphovet till avtal följs visserligen i AvtL:s motiv, men då mera som en
läpparnas bekännelse. Mest avvikande är de svenske motiven med sina egendomliga
utläggningar om “dubbla självbindningar” – varje part förpliktar egentligen bara sig själv
genom sin egen viljeförklaring, det är bara själva “sammanstämmandet” mellan två
viljeförklaringar som grundar avtalet. Den nordiska löftesprincipen ligger också långt ifrån
55
den kontraktsprincip, som andra rättssystem har hyllat. Den naturliga utgångspunkten för
avtalsrättsligt tänkande är onekligen utväxlingen av två viljeförklaringar, en ömsesidig
bindning och därmed ensamvilja (consensus). De danska och norska resonemangen har en
utformning som är mera förenlig med tanken på ömsesidighet.
När situationer ganska nära kärnområdet för viljeförklaringar i klassisk mening “tolkas”
med hjälp av sådana instrument som tyst viljeförklaring och konkludent handlande, sker
denna operation med utgångspunkt i tillitsteorin. Det innebär att viljeelementet (avgivarens
vilja) uttunnas till stöd för medkontrahenten i omsättningens och handelns intresse. Detta
ingrepp innebär, annorlunda uttryckt, att ett sanktionselement som korrigerar används för att
motverka bristen i viljeelementet. Men det sker tyst och under täckmanteln av en ren
tolkningsoperation.
Allt detta är småsaker i jämförelse med den stora förändringen. De sinsemellan inte alltför
många och olikartade avtalstyperna för etthundra år sedan har ersatts av ett helt panorama
sinsemellan olika avtalstyper, där avtalsmekanismen inte låter sig reduceras till en enda enkel
modell. AvtL:s beskrivning av avtals ingående som (i huvudsak) sammanstämmande
viljeförklaringar lyfter visserligen fram utgångsmodellen men understryker det faktum, att
denna enkla modell inte är uttömmande. Tvärtom är den numera mindre ofta förekommande i
dagens praktiska rättsliv, i vart fall när det gäller avtal om stora ekonomiska värden. De
tillkommande nya avtalstyperna har samtidigt dragit åt varandra motsatta håll. På den ena
sidan finns schabloniserade massavtal, där själva avtalsmekanismen måste förenklas och tunnas
ut om den skall fungera i praktiker, och på den andra sidan individualiserade förhandlingavtal,
där bägge parter gemensamt är inblandade i avtalets uppbyggnad.
Motkrafterna blir här särskilt mäktiga. En schablonmässigt uttunnad viljeförklaring låter sig
visserligen utan svårighet döljas genom att “tolkas” som en viljeförklaring, men då aldrig i
samma mening som enligt utgångsmodellen. Däremot kan elementet av vilja tänkas förstärkt
genom att ett sanktionselement förs in som grund.
Ett förhandlingsavtal avviker från utgångsmodellen genom att gälla inte relationen mellan
två parters viljeförklaringar, som jämförs till omfattning och innehåll, utan ett genom båda
parters gemensamma insatser uppbyggt avtal som slutprodukt. Det är då bakomliggande
rättspolitiska hänsyn som medför avtalets rättsverkan jämte den vilja som situationen i och för
sig kan avspegla. Ju mer viljeelementet tunnas ut, desto mer förtätas sanktionselementet. Man kan
nästan läsa in en horror vacui i detta förhållande. Elementet av vilja och elementet av sanktion
kan ibland framstå som alternativa avtalsgrundande rättsfakta, ibland verka i samspel med
varandra.
Ett motsvarande synsätt har jag funnit vara fruktbart på fullmaktsrättens område, något som
jag tidigare nämnt i samband med behandlingen av transportavtalet (ovan 4.3). Till stöd har då
åberopats affärslivets behov att till sitt skydd kunna anföra det yttre intryck av behörighet som
en utomstående iakttagare med fog kan få. Fullmaktsverkan uppstår då på grund av
fullmaktsgrundande rättsfakta, dessa må bygga på en fullmaktsförklaring eller på andra yttre
kriterier som bygger upp ett välmotiverat intryck av att behörighet föreligger.
Trots att det vid avtals ingående inte gäller att av liknande skäl ingripa till skydd för någon
utanför stående tredje man utan bara intrycket två avtalsparter emellan, menar jag att det finns
goda skäl att anlägga samma synsätt på avtalsrättens område. Ett avtal kan uppkomma
56
Kapitel 9 Från Viljeförklaring Till Avtalsgrundande Rättsfakta
antingen på grund av “sammanstämmande” viljeförklaringar eller genom andra avtalsgrundande
rättsfakta. Att precisera sådana rättsfakta är en viktig uppgift för att kunna framställa en
användbar matris att läggas över nutidens brokiga rättsmaterial; detta är alltför heterogent för
att låta sig sammanfattas under en enda term, viljeförklaring.
När man kommer över till fall av utvidgad avtalsverkan, är det inte mycket av viljeelementet
som återstår. Till slut upphör det alldeles och avtalsverkan framstår helt och hållet som en
sanktion, vilande på rättspolitiska överväganden rörande sambandet med närliggande, redan
existerande avtal. Man eftersträvar exempelvis att korrigera annars tillämpliga regler för att
uppnå en “jämnhet i bedömningen” av fall, som egentligen skulle råka hamna på olika sidor
om gränslinjen, men ändå ligger mycket nära varandra vad beträffar intresseläget. Till slut
(ovan 7.8) bryr man sig inte ens om att anlägga någon rest av ett avtalsrättsligt perspektiv. Man
bara direkt använder avtalsrättsliga regler – så uppkommer avtalsverkan utan avtal.
3. En ny matris
Steg för steg har innebörden av partsviljans betydelse i olika avtalssituationer analyserats i den
föregående framställningen. Iakttagelserna har därvid klart visat, att viljeelementet och
sanktionselementet besitter olika styrka i olika typsituationer. Endast med en “mjuk”
utformning, som gör rättvisa åt detta påtagliga förhållande, låter sig det rättsliga materialet
sammanfattas utan att man våldför sig på det. Elasticiteten i botten möjliggör en
helhetsbeskrivning av läget. Man täcker därvid såväl viljeförklaringar som andra typer av
avtalsgrundande rättsfakta.
Det är knappast överraskande att även andra yttre omständigheter än viljeförklaringar i
vissa kombinationer med varandra erkänns ge upphov till avtalsverkan. Även i viljeteorin
finns en början till sådan samverkan. Vilka rättsfakta som godtas som avtalsgrundande och i
denna mening är relevanta måste fortgående preciseras genom insatser av rättsutvecklingen.
En anslutning till den objektiverande förklaringsteorin innebär också, att yttre rättsfakta
sådana som de är uppfattbara för en omdömesgill iakttagare får relevans. Man plockar alltså in
sådant som ingår i en helhetsbedömning av omständigheterna och lösgör sig därmed från ett
ensidigt beroende av partsviljan till förman för en rättspolitisk vägning av typfallen.
Även i svensk lagfarenhet före viljedogmens kulmen under senare delen av 1800-talet fanns
ett hänsynstagande till omständigheter utanför själva viljeförklaringen. Visserligen byggde en
sådan auktoritet som David Nehrman helt på viljeelementet. Avtalet, fastslår han, grundar sig
helt på “contrahentium fullkomliga överenskommande och samtycke, vilket de antingen själva,
eller genom laga fullmäktige förklara böre. Men felas samtycket är contractus kraftlös och utan
förpliktelse på den ena sidan, och således utan någon rättighet hos den andra.”205 Men redan
hos den praktiskt lagde Lars Tengwall framställs partsviljan som alldeles underordnad lagen.
“När kontrakter, som i lagen kallas föreningar, avhandlingar, äro så beskaffade som förnuft och
lag föreskriva, så lägger lagen härtill sin kraft: det som förut varit frivilligt, bliver sedan lika
nödvändigt som efterlevnaden av själva lagen. Detta utgör tro och lovens säkerheten, det ena av
lagens huvudsakeliga föremål.”206
Det är tydligen själva samspelet mellan viljeförklaringen och rättsordningen som ger
upphov till avtalsverkan, inte partsviljan i sig. Med dagens terminologi skulle man – med
reservation för alla sakliga skillnader mellan dåtid och nutid – kunna tala om ett “materiellt
avtalsparadigm”.207
En mera ändamålsenlig matris måste också i ett annat avseende göras bredare, nämligen när
det gäller tidsdimensionen i avtalsläran. Traditionellt nöjer man sig med att ta ut enbart ett tunnt
tvärsnitt ur tidsaxeln på en enda punkt och lägger detta på objektglaset som ett preparat, vilket
sedan analyseras i rättsvetenskapens mikroskop och föranleder bestämda slutsatser.
Tillvägagångssättet skymmer betydelsen av tidsdimensionen, som beträffande varje avtal
innebär en ofta långvarig utveckling i form av förhistoria, inledande förhandlingar i syfte att
småningom nå en överenskommelse osv. Med en sådan bredare matris, annorlunda uttryckt ett
längdsnitt, uppfattar man bättre innebörden av elementet partsvilja, som ökar i intensitet under
205 D Nehrman, Inledning til then swenska jurisprudentiam civilem (1729) s 156.
206 L Tengwall, Tvistemåls Lagfarenheten (1794) s 61.
207 Jfr T Wilhelmsson i Festskrift till Kurt Grönfors (1991) s 445 ff.
57
tidens gång, elementet sanktion som byggs upp genom upprepade handlingar, yttre
omständigheter som i vissa kombinationer med varandra resulterar i avtalsverkan och
liknande i tiden utspridda företeelser.
Mycket olämpligt är det att binda tillämpligheten av kontraktsrättens regler vid att avtal har
ingåtts enbart med AvtL:s traditionella modell anbud-accept. Efter tillkomsten av ett sådant
avtal kan viljeelementet ha uttunnats men starka rättspolitiska hänsyn ändå tala för att
tillämpa kontraktsregler – tag som exempel undertransportören vid omhändertagandet av
godset, men bedömningen skall då företas vid denna tidpunkt och inte vid
huvudtransportavtalets ingående.
Efterverkan kan bli motiverad utan att det någonsin har förelegat ett avtal i “egentlig”
mening, exempelvis i fall som betecknas som kvasikontrakt. Jämnhet i bedömning är då det
rättspolitiska motivet. Tunga rättspolitiska argument kan utlösa avtalsverkan, trots att
situationen inte ens innehåller några drag som är karakteristiska för avtalsförhållanden
(produktansvaret). Alla situationer behöver inte förses med avtalsstämpeln för att legitimera
tillämpningen av kontraktsrättsliga regler.
4. Funktionen
En bredare och mera nyanserad matris förlorar naturligtvis i tydlighet. Vad vinner man då på
förändringen? Det måste vara något betydelsefullt för att motivera ett matrisbyte.
För att kunna tjänstgöra som ett ändamålsenligt handtag till regelmassan måste matrisen
vara rimligt rättvisande. Den måste underlätta den juridiska analysen av olika situationer och
får absolut inte stå hindrande i vägen för en pågående och nödvändig rättsutveckling. I detta
avseende kan viljeförklaringen som enda avtalsgrundande rättsfaktum utöva en direkt skadlig
verkan. Den renodlar elementet av vilja och undertrycker det element av sanktion, som med
stöd av övergripande rättspolitiska överväganden – exempelvis skydd för vissa motintressen –
faktiskt har tillagts avtalsverkan eller åtminstone bör tilläggas avtalsverkan. Därmed försvåras
eller i värsta fall förhindras en rättspolitiskt önskvärd utveckling. Den ensidiga bindningen vid
partsviljan lockar till ett långtgående bruk av diffusa rättsfigurer av typen tyst viljeförklaring,
konkludent handling, hypotetisk viljeförklaring och mycket annat mer eller mindre mystiskt.
I dagens domsmotiveringar kan också avläsas en strävan efter direkta uttryckssätt, som
erkänner avtalsverkan på grund av sanktion och inte i förklädnad av viljeförklaring. Som
exempel ur senaste praxis kan anföras HD:s uttryckssätt i rättsfallet NJA 1992 s 243.
A hade uppfattat B som sin ekonomiske rådgivare och ansågs ha goda skäl för denna sin
uppfattning. Då B måste ha insett A:s inställning men ej tillkännagett någon annan mening,
ansågs ett uppdragsförhållande ha uppkommit mellan dem. Man kan lägga märke till att det
inte är tal om några konkludenta handlingar, ett uttryck som bara hade visat tillbaka på
viljeelementet. I stället är det fragå om det välgrundade intrycket som motparten hade undvikit
att undanröja – det är detta som direkt utlöser avtalsverkan som en sanktion.
Behovet av en ny matris illustreras också av det tidigare (6.2) behandlade avgörandet
Eniprodukter ND 1990 s 60 SveaHovR. För de faktiska omständigheterna hänvisar jag till den
tidigare givna framställningen. Här vill jag dröja vid den omständigheten, att det traditionella
avtalsmönstret kom att snedvrida hela analysen. Utgångspunkten var nämligen, att ett avtal i
traditionell mening aldrig hade ingåtts mellan ISAB och BGF. Biltransportören kunde därför
med avseende på återtransporten av containern inte hållas “ersättningsskyldig på
fraktavtalets grund”. Domstolen ansåg sig bunden vid hur parterna hade valt att lägga upp sin
talan; det hade ju klart aldrig förekommit några avtalsförhandlingar resulterande i en
överenskommelse mellan ISAB och BGF. Allt utgående från det traditionella avtalsbegreppet
med “sammanstämmande viljeförklaringar” som enda avtalsgrundande rättsfaktum.
Men transportavtalet är ett schabloniserat massavtal, där rättsutvecklingen redan har
erkänt omhändertagandet av godset för transport som direkt avtalsgrundande rättsfaktum. I
fallet hade lastbilstranspörteren BGF faktiskt tagit hand om containern för återtransport (och
därefter till yttermera visso utfört återtransporten). BGF hade därmed kvalificerat sig som
återtransportör. Det underliggande önskemålet om en jämn bedömning, oavsett situationens
karaktär av kontraktuell eller utomkontraktuell, kvarstår med oförminskad styrka. ISAB bör
därför erkännas ha möjlighet att på kontraktsrättslig grund rikta sitt krav direkt mot
biltransportören i dennes egenskap av återtransportör. Med den här uppställda matrisen hade
58
man inte hamnat i någon återvändsgränd – ett avtal om återtransport förelåg gentemot ISAB i
och med containerns omhändertagande för transport som direkt avtalsgrundande rättsfaktum.
5. Enhetlighet och mångfald
Bertil Bengtsson har i en mycket tänkvärd studie208 med beklagande konstaterat, att den relativt
klara och enkla civilrätten för 30–40 år sedan har förvandlats till en splittrad regelmassa. Där
förut ett antal centrala lagar (som AvtL, KöpL och SkbrL) dominerade förmögenhetsrätten och
tillhandahöll ledande principer, finns numera en mängd olikartade specialregler och en
mycket långt driven nyanserad reglering av alla möjliga rättsförhållanden, ständigt under
utveckling och omarbetning.
Samtidigt och oberoende av Bertil Bengtsson har Lena Sisula-Tulokas i en uppsats209 rakt ut
ställt frågan, om vi går mot en, splittrad avtalsrätt och ersätter något fungerande och beprövat med
någonting nytt och obestämt. Hon kommer till resultatet att allmänna avtalsrättsliga regler,
sådana som får sitt uttryck i KöpL, skall vara en grundmodell även för närliggande avtalstyper.
Men hänsyn till den speciella avtalstypens särdrag kan och bör föranleda avvikelse –
avtalstypens realiteter skall styra också då fragå är om långtgående differentiering, så lange
den är ändamålsenlig utifrån avtalstypens karaktär. Det kan även tänkas, att differentierade
lösningar kan verka modifierande på de allmänna principerna.
Självfallet vore det omöjligt att frysa den allmänna avtalsrättens innehåll på exempelvis
1950 års nivå och sedan låta den bli en tvångströja för all nytillkommande rättsbildning. För en
fortsatt utveckling måste beredas utrymme.
En utveckling av allmänna avtalsrättsliga regler i riktning mot ökad splittring är i själva
verket oundviklig. En högre grad av komplexitet i samhällsmaskineriet ger mera komplexa
rättsregler. För att inte alldeles förlora sig i en upplösning av själva strukturen ligger det vikt på
att man så precist som möjligt anger relevanta avtalsgrundande rättsfakta – en uppgift för både
rättstillämpning och rättsvetenskap. Härmed gör man rättvisa åt en alltmer nyanserad syn på
samspelet mellan viljeelement och sanktionselement i särskilda kombinationer med varandra.
Genom denna ökande flexibilitet jämsides med fasthållandet av krav på preciserade rekvisit,
som måste vara uppfyllda för att utlösa avtalsbundenhet, går det att bibehålla den samlande
uppgiften för den allmänna avtalsrätten, samtidigt som denna anpassas efter
rättsutvecklingen. Så har jag själv valt att gå till väga i min kommentar till AvtL genom att
urskilja olika modeller för avtals ingående vid sidan av lagmodellen anbud-accept, utan att
göra något stort rättsteoretiskt nummer av detta.
Men en balansgång är det hela tiden fragå om. När Manigk ersatte begreppet “rättslig
viljeförklaring” med begreppet “rättsligt verksamt förhållande” (ovan 4.3) tappade han
därmed greppet om hela avtalsrätten genom att i princip godta alla sådana situationer som
avtalsgrundande vilka erkändes som avtalsgrundande i praxis och auktoritativ doktrin – ett
meningslöst utplånande av alla gränser. Rättsföljden fick bestämma rättsfaktum och därmed
var cirkeln sluten.
Hur den här skisserade helhetssynen på läran om avtals ingående skall utvecklas vidare i
sina enskildheter kräver åtskilliga detaljstudier med insatser av fortsatt forskning och
rättsbildning. Syftet med denna bok har, som angivits redan i förordet, varit det övergripande
att måla upp den allmänna bakgrund jag utgått ifrån som ändamålsenlig vid min uppläggning
av kommentaren till AvtL. Varje försök till syntes kräver en efterföljande analys på åtskilliga
punkter med därav följande justeringar, för att dess funktionsduglighet skall kunna prövas.
208 “Om civilrättens splittring”, Festskrift till Kurt Grönfors (1991) s 29–46, omtryckt i samlingen 14
uppsatser 1983–1991 (1992) s 167 ff.
209 “Går vi mot en splittrad avtalsrätt?”, PJPT 1991 s 196–206.
59
Ole Hansen
Det entrepriseretlige hjemmelsproblem,
modsætningsforhold eller fællesskab?
Jurist- og Økonomforbundet
60
2. Fortolkningssituationen. Sprogets betydning
2.
Fortolkningssituationen. Sprogets betydning
Som indledningsvis beskrevet, betragtes aftalefortolkning ofte som et blandt
flere indarbejdede redskaber til afgørelse af tvister i kontraktforhold.3 Når det
skal vurderes, om fortolkningslæren udgør et egnet redskab til afgørelse af
entrepriseretlige typetvister, er det relevant at spørge, hvornår fortolkningslæren almindeligvis må antages at finde anvendelse ved afgørelsen af kontraktretlige tvister. Hvad kendetegner fortolkningssituationen?
Selv om det i dag forekommer almindeligt anerkendt, at fortolkningen i
vid udtrækning involverer en juridisk vurdering4 og dermed bør betragtes
som et selvstændigt hjemmelsgrundlag for afgørelsen af kontraktretlige tvister, spiller en forståelse af fortolkningssituationen som et sprogligt fænomen
tilsyneladende forsat en rolle i den kontraktretlige litteratur.
Det anføres således fortsat i almindelighed, at fortolkning finder sted i
tilfælde, hvor aftalen er uklar,5 eller at der hersker tvivl6 om forståelsen af
kontrakten.
Der redegøres sjældent nærmere for, hvad der må forstås ved uklarhed
eller tvivl, men denne alment anvendte beskrivelse af fortolkningssituationen
lader umiddelbart formode, at fortolkningssituationen er kendetegnet ved
forekomsten af et sprogligt-faktuelt fænomen. Fremstillingen af fortolkningen
som en – i hvert fald i sit afsæt ujuridisk afkodning af aftaleparternes ytringer
illustrerer indflydelsen fra den klassiske kontraktret: Aftalen er på en gang et
fysisk konstaterbart faktum og et retsgrundlag (jus), jf. ovenfor i Kapitel 2,
afsnit 2.1.1.
Forestillingen om rent sproglige kriterier for fortolkningen er da også helt
indarbejdet i fortolkningslæren, ikke blot som grundlag for klassisk objektive
fortolkningsteorier, jf. nedenfor under afsnit 5, men i fortolkningslæren i
almindelighed. De sproglige kriterier anvendes til at rubricere forskellige
former for fortolkningsvirksomhed:
3.
4.
5.
6.
Jf. ovenfor i afsnit 1.
Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 376, Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s.
325, Kurt Grönfors, Tolkning af fraktavtal, Sjörettsföreningen i Göteborg, 1989, s.
46., Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 368, E. Allan Farnsworth, Contracts, 4.
udgave, 2004, s. 439f.
Jf. Jens Schovsbo, Immaterialretsaftaler, fra kontrakt til status i kontraktsretten, 2001,
s. 255 med henvisning til Henry Ussing.
Jf. Henry Ussing, Aftaler, 3. udgave, 1950, s. 424, Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 320.
81
61
Kapitel 4. Fortolkning
Der sondres i den nordiske kontraktret i almindelighed imellem fortolkning i egentlig eller snæver forstand og udfyldning, idet fortolkningen herved
netop kendetegnes som orienteret imod teksten, det sproglige, og dermed i sin
kerne noget ujuridisk.7 Udfyldning udgør derimod en egentlig retlig virksomhed, fordi denne proces indebærer anvendelsen af baggrundsrettens regel i det
konkrete tilfælde, hvor det (efter fortolkning) må lægges til grund, at aftaleteksten ikke regulerer forholdet, altså når aftalen er tom.8
Det anerkendes i dag i almindelighed, at der ikke kan drages nogen skarp grænse mellem
fortolkning (i snæver, sproglig forstand) og udfyldning,9 men sondringen anvendes fortsat.10
Fortolkningssituationens anknytning til det, der umiddelbart synes accepteret
som rent sproglige kriterier, genfindes i de kontinentaleuropæiske retssystemer, f.eks. i tysk ret, hvor der sondres imellem på den ene side unklare eller
indholdsmæssigt zweifelhafte11 erklæringer eller aftalevilkår og på den anden
side lückenhafte12 aftaler, idet der i førstnævnte tilfælde bliver tale om at
fastlægge ordenes betydning, mens der i sidstnævnte bliver behov for såkaldt
ergänzende Vertragsauslegung, der involverer anvendelsen af baggrundsrettens retsregler.13 Endog større betydning har den rent sproglige kategorisering
af fortolkningssituationen i anglo-amerikansk ret. F.eks. beror anvendelsen af
den såkaldte parol evidence rule, der afskærer bevis for et andet aftaleindhold
end aftaleteksten umiddelbart giver udtryk for, bl.a. på, om aftaleteksten
fremstår som plain and clear eller om den er vague eller ambiguos.14 Her kan
udfaldet af tekstanalysen have vidtrækkende konsekvenser.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
Jf. Lennart Vahlén, Avtal och tolkning, 1960, s. 193.
Jf. Mads Bryde Andersen Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 321.
Jf. allerede Lennart Vahlén, Avtal och tolkning, 1960, s. 194.
Jf. Anders Møllmann, Certepartifortolkning – i nordisk og engelsk ret, 2007, s. 51f og
s. 83. Møllmann anerkender, at sondringen alene synes at tejne et pædagogisk formål,
men anvender begrebet supplering som betegnelse for den situation, hvor der ved fortolkningen »inddrages eksterne hensyn, dvs. momenter der ikke hidrører direkte fra
den konkrete aftale eller aftaleindgåelsessituation«, jf. s. 83.
Jf. f.eks. Karl Larenz og Manfred Wolf, Allgemeiner Teil des Bürgerliches Rechts, 9.
udgave, 2004, s. 509.
Jf. f.eks. Karl Larenz og Manfred Wolf, Allgemeiner Teil des Bürgerliches Rechts, 9.
udgave, 2004, s. 542.
Jf. Karl Larenz og Manfred Wolf, Allgemeiner Teil des Bürgerliches Rechts, 9.
udgave, 2004, s. 542ff.
Jf. – for amerikansk rets vedkommende – E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave,
2004, s. 461ff.
82
62
Også teorier, der betoner aftalefortolkningens normative karakter, og som
i øvrigt beskriver fortolkningen som relativt frigjort i forhold til aftaleteksten,
synes imidlertid som nærmere redegjort for nedenfor under afsnit 6.1 at definere fortolkningssituationen på grundlag af det, der synes at fremstå som rent
sproglige kriterier. For Lynge Andersen og Madsen adskiller fortolkningen
sig fra regulær aftalekorrektion derved, at fortolkningen i det mindste forudsætter, at »aftalen efterlader en vis rimeligt begrundet tvivl om aftalens indhold«.15
Anvendelsen af visse særlige fortolkningsregler antages i almindelighed at knytte an til
sprogtekniske kriterier. Et helt oplagt eksempel herpå er den såkaldte uklarheds- eller
koncipistregel. Det betragtes som en indarbejdet fortolkningsregel – der angiveligt lader
sig tilbageføre til romerretten (in dubio contra stipulatorem) – at uklare aftalevilkår skal
fortolkes imod koncipisten,16 og reglen fremhæves i øvrigt som havende en særlig fremtrædende betydning ved fortolknings af entrepriseaftaler, jf. nærmere nedenfor under afsnit
5.
I nogen grad beslægtet hermed er de ikke helt sjældne tilfælde, hvor en vurdering af
aftaletekstens klarhed tilsyneladende indgår som grundlag for afgørelser af, om en aftale
med det pågældende vilkår overhovedet er indgået.17
Spørgsmålet er imidlertid, om tilstedeværelsen af sproglig uklarhed eller tvivl
udgør en betegnende og dækkende beskrivelse af de tilfælde, hvor aftalefortolkningen vil kunne udgøre et selvstændigt hjemmelsgrundlag for tvistens
afgørelse. En afgrænsning af fortolkningssituationen på grundlag af rent
sproglige kriterier synes at indebære visse principielle teoretiske og praktiske
problemer.
Beskrivelsen af fortolkningssituationen som kendetegnet ved sproglig
uklarhed eller tvivl er behæftet med den svaghed, at selve konstateringen af,
om der foreligger en uklarhed, involverer fortolkning. Nogle forfattere opererer i konsekvens heraf med en et særligt for-fortolkningsstadium, der adskiller
sig fra den øvrige fortolkningsvirksomhed, og som har til formål at kortlægge
15. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 423.
16. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 404 og Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002,
s. 344.
17. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave 2002, s. 363ff og
Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave,
2006, s. 375 og s. 418ff.
83
63
det sproglige indhold af aftalen.18 Andre forfattere synes at bortse fra det
teoretiske problem, der ligger i definitionens cirkularitet.
Problemet synes at være, at beskrivelsen af fortolkningssituationen og
kategoriseringen af forskellige fortolkningstilfælde på grundlag af kriterier
som uklarhed, tvivl, tvetydighed etc. efterlader det indtryk, at helt klare,
utvivlsomme og utvetydige aftaler udgør det praktisk forekommende udgangspunkt.
Forestillingen om den fuldstændigt klare og udtømmende aftale (der således ikke ville begrunde anvendelsen af fortolkning som selvstændigt retligt
ræsonnement) synes at basere sig på en forståelse af sproget som en form for
spejlbillede af virkeligheden. En systematisering af fortolkningslæren på
grundlag af rent sproglige kriterier må således teoretisk set forudsætte, at en
kerne af fortolkningen lader sig reducere til en rent lingvistisk øvelse, og at
sproget i princippet kan anvendes fejlfrit og være repræsentativt for den virkelighed, som den givne ytring tager sigte på.19
Næppe nogen nutidig jurist vil formentlig tilslutter sig en sådan unuanceret forståelse af sproget,20 men centrale kontraktretlige ræsonnementer forekommer som nævnt fortsat baseret herpå.
Sproget kan utvivlsomt anvendes på en overordentlig nuanceret måde og
benyttes til kommunikation af endog meget detaljerede forestillinger om
f.eks. ting og begivenheder, der har fundet sted eller som forventes at finde
sted. Særligt skriftsproget udgør derfor i mange henseender formentlig fortsat
parternes klart mindst upræcise redskab til at fastlægge indholdet af den retlige relation, som aftalen indebærer, og dermed til at kontrollere vilkårene for
den udveksling af værdier, der er formålet med aftalen.
Men det forekommer utidssvarende at basere forståelsen af fortolkningssituationen på opfattelsen af sproget som et selvstændigt system, der ideelt set
18. Jf. f.eks. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 371 og Kurt Grönfors, Tolkning av
fraktavtal, Sjörettsföreningen i Göteborg, 1989, s. 38.
19. Jf. om repræsentationsteorier, Henrik Zahle, Praktisk retsfilosofi, 2005, s. 287 og
f.eks. Daniel G. Stroup, Law and language: Cardozo’s jurisprudence and Wittgenstein’s Philosophy, Valparadiso University Law Review, Vol.18, 1983-1984, s. 332ff
om correspondence theory.
20. Jf. f.eks. Stig Jørgensen, Kontraktsret, Bind 1, 1971, s. 168, der noterer sig, at »de af
parternes anvendte udtryk og begreber naturligvis ikke i sig selv har nogen retsvirkninger …« og Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s.
322f.
84
64
kan anvendes fejlfrit. Kontraktretlige regler bør formentlig baseres på en
forståelse af sproget som udpræget kontekstbestemt.21
Navnlig Ludwig Wittgensteins sene sprogfilosofiske studier betragtes som grundlaget for
moderne sprogforståelse. Wittgenstein beskrev sproget som et spil, hvorved betydningen af
hver ytring ses at afhænge af en underliggende forståelse om baggrund og kontekst.22 I tråd
hermed har såvel f.eks. Hart påpeget det juridiske sprogs kontekstbestemthed, der bl.a.
åbenbares derved, at forståelsen af juridiske begreber forudsætter eksistensen af et retssystem,23 men også f.eks. Dworkins opgør med positivismen er baseret på forståelsen af
sprogets indhold som bestemt ved dets brug.24 Nyere engelsk ret synes særligt gennem
Lord Hoffmann præget af sproglig kontektualisme.25
Aftaletekstens betydning synes således at afhænge f.eks. af, hvor aftalen rent
geografisk bliver indgået, hvem aftalens parter er (fagfolk eller lægmænd),
hvilken nationalitet eller kulturkreds, parterne tilhører samt hvad transaktionen går ud på. Denne forståelse af sproget som kontekstbestemt synes endog
mere velbegrundet i relation til ytringer, der tilsigtes at have et kontraktretligt
indhold, fordi de kommunikerende parter i disse tilfælde opererer inden for
rammerne af et til tider detaljeret netværk af retsregler, der indebærer, at
bestemte ord kan udløse vidtrækkende konsekvenser. Baggrundsretten afspejler samtidig de betingelser for at håndhæve aftalerne, som i samfundet i dag
stilles til aftalernes indhold og retsvirkninger, og som bl.a. indebærer en vis
beskyttelse af kontraktparter, der opfattes som svage, jf. ovenfor i Kapitel 2,
afsnit 2.2.1 om nyere kontraktret. Disse regler kan have et indhold på tidspunktet for aftalens indgåelse og et andet på tidspunktet for tvistens afgørelse.
Såvel den faktiske som den retlige kontekst spiller derfor en afgørende rolle
for den betydning, som det anvendte sprog må tillægges.26
Selv om det – med afsæt i den gængse forståelse af fortolkningssituationen
– forekommer nærliggende at antage, at tvister, opstået i konsekvens af en21. Jf. Henrik Zahle, Praktisk retsfilosofi, 2005, s. 289ff og Gerard McMeel, The construction of contracts, Interpretation, Implication an Rectification, 2007, s. 63ff og s.
72ff.
22. Jf. – om den sene Wittgensteins sprogforståelse – f.eks. Margaret Jane Radin, Reconsidering the Rule of Law I Boston University Law Review, 69, 1989, nr. 4, s. 797ff.
23. Jf. H.L.A. Hart, Definition and Theory in Jurisprudence, The Law Quarterly Review,
Vol. 70, 1954, s. 38ff.
24. Jf. f.eks. Louis E. Wolcher, Ronald Dworkin’s right answers thesis through the lens
of Wittgenstein, 29 Rutgers Law Journal, 1997-1998, s. 53.
25. Jf. Lord Hoffmann, The intolerable wrestle with words and meanings, South African
Law Journal, 1997, s. 658.
26. Jf. Henrik Zahle, Praktisk retsfilosofi, 2005, s. 289ff.
85
65
trepriseaftalens uklarhed eller tvivlsomme indhold, kan afgøres ved fortolkning, må det således erindres, at ingen entrepriseaftale kan antages at fremstå
som fuldstændig klar og med et utvivlsomt indhold, og at selve konstateringen af uklarhed eller tvivl ikke beror på en bedømmelse af ordene i sig selv,
men involverer hensyntagen til såvel den faktiske som den retlige kontekst,
hvori aftalen er indgået, og på tidspunktet for tvistens afgørelse.
Aftaleteksten har selvsagt fortsat en væsentlig retskildemæssig betydning,
og som redegjort for i afsnit 7 må fortolkningen definitorisk bevare en vis
anknytning til teksten. Hvis de her beskrevne reservationer over for reminiscensen af ældre tiders sprogforståelse imidlertid ikke haves i erindring, risikeres det at miste forståelsen for væsentlige retsregler og hensyn, der er afgørende for, hvorledes en fortolkningstvist afgøres.
3.
Den almindelige fortolkningslære. Fortolkningsspektret
3.1. Indhold
Når fortolkningssituationen – i konsekvens af sprogets kontekstbestemthed –
ikke lader sig adskille fra den retlige bedømmelse af tvisten, må vurderingen
af aftalefortolkningen som selvstændigt hjemmelsgrundlag for afgørelse af
entrepriseretlige typetvister forudsætte en undersøgelse af, hvordan aftaler
normalt fortolkes. Spørgsmålet er, hvilke kriterier, der normalt anses for bestemmende for fortolkningsresultatet, herunder hvilke kontraktretlige hensyn,
der anses for at kunne legitimere den konkrete afgørelse af fortolkningstvister. Det ligger uden for rammerne for denne afhandling at foretage en detaljeret undersøgelse af den kontraktretlige fortolkningslære og fortolkningspraksis, men i dette afsnit vil der imidlertid – jf. straks i afsnit 3.2 – blive
peget på tre centrale kriterier, der – med støtte i den almindelige fortolkningslære – må antages at udgøre yderpunkter i et retligt spektrum for aftalefortolkningen.
Med kriterier forstås i denne forbindelse de konkrete omstændigheder i sagen, som fortolkningsresultatet støttes på. Som det vil fremgå nedenfor, synes nogle af disse omstændigheder at kunne have en både faktuel såvel som en retlig karakter. F.eks. kan oplysninger
om parternes subjektive forhold på aftaletidspunktet anskues både som faktum i sagen og
som selve den regel, hvorefter tvisten skal afgøres. Det samme gælder den konkret foreliggende aftaletekst. Dette skyldes, at kontraktretten er baseret på forestillingen om selvregulering, og den klassiske kontraktrets betoning af opfattelsen af vilje og erklæring som
86
66
3. Den almindelige fortolkningslære. Fortolkningsspektret
faktuelle retsudløsende forhold, jf. også ovenfor i Kapitel 2, afsnit 2.2.1., indebærer en
sammensmeltning af faktum og jus.27
Med kontraktretlige hensyn forstås de værdier, som retsreglerne har til formål at beskytte. Disse værdier har en vis politisk eller ideologisk karakter og afspejler grundlæggende prioriteringer i samfundet. De kan være udtrykt direkte i de konkrete regler,28 men
ekspliciteres i de fleste tilfælde ikke. Overvejelser om formueretlige hensyn synes i almindelighed at nyde en stadigt større bevågenhed i den formueretlige litteratur,29 hvilket formentlig bl.a. er en konsekvens af svækkelsen af autonomiforestillingerne i den nyere kontraktret, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit 2.2.
3.2. Fortolkningsspektret
Der findes ikke et entydigt svar på, hvorledes aftaler fortolkes. Fortolkningslæren udgør formentlig en af de mest omdiskuterede30 og uhåndterbare dele
af kontraktretten. Regler for fortolkning er kun i begrænset grad lovfæstede
og hviler i høj grad på praksis- og teoriudviklede betragtninger, der ofte er
præget af liden grad af præcision,31 og divergerer fra retssystem til retssystem
og fra forfatter til forfatter. Endvidere er fortolkningslæren på flere punkter
præget af en ikke ubetydelig begrebsusikkerhed.
Kontraktretlige fremstillinger udpeger i dag i almindelighed ikke nogen
enkelt, dominerende retskilde for aftalefortolkningen. Fortolkningslæren
udlægges i stedet som redskab for systematisering og afvejning af flere forskellige retlige hensyn med afsæt i aftaleteksten og øvrige foreliggende omstændigheder omkring aftaleindgåelsen.32
Overordnet synes der imidlertid – i hvert fald i nordisk ret – at herske
enighed om, at navnlig tre kriterier dominerer aftalefortolkningen, nemlig (1)
overvejelser om aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet, (2)
27. Derimod synes den normale eller sædvanlige regulering af det omtvistede spørgsmål,
jf. nedenfor under 5 om normativ fortolkning, at tage mere entydigt karakter af jus.
Men den fortolkning beror i disse tilfælde også på faktuelle kriterier, så som f.eks. oplysninger om transaktionens indhold, dvs. kontrakttypen.
28. Jf. f.eks. aftalelovens § 36, stk. 1, der giver hjemmel for ændring eller tilsidesættelse
af en aftale, hvis det vil være »urimeligt eller i strid med redelig handlemåde« at gøre
den gældende. Bestemmelsens ordlyd adresserer forholdsvis direkte det behov for
censurering af uafvejede aftaler, som lå til grund for reglens gennemførelse, mens
f.eks. aftalelovens § 32, stk. 1 ikke indeholder henvisninger til den afvejning imellem
hensynet til løftegivers frie vilje og hensynet til forudberegnelighed og sikkerhed i
omsætningen, som reglen er udtryk for.
29. Jf. f.eks. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 459ff
om aftaleretlig argumentation.
30. Jf. Lennart Vahlén, Avtal och tolkning, 1960, s. 187.
31. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 325.
32. Jf. f.eks. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 370.
87
67
analyser af aftaleteksten og (3) indholdet af baggrundsretten og det, der i
øvrigt opfattes som det sædvanligt gode resultat.
Mads Bryde Andersen beskriver aftalefortolkningen på denne måde:
»(L)æren om aftalesupplering (handler) først og fremmest om den metode,
der skal anlægges, når et konkret aftalevilkår skal lægges til grund for retsanvendelse i lyset af de relevante fortolkningsmomenter« (min ændring og
tilføjelse i parentes – forfatterens kursivering). Bryde Andersen fremhæver
herefter bl.a. subjektiv fortolkning, lingvistisk fortolkning, retssystematisk
fortolkning og branchefortolkning som væsentlige »fortolkningsmetoder«.33
Lynge Andersen og Madsen fremhæver ligeledes parternes fælles interesse og aftalens ordlyd som centrale, relevante fortolkningsdata,34. For disse
forfattere er – som for bl.a. Stig Jørgensen og Kurt Grönfors35 – aftalefortolkningens udprægede orientering imod baggrundsretten i bred forstand
karakteristisk.36
Huser anskuer hovedfasen i fortolkningsprocessen som anvendelsen af
prioriterede fortolkningsstandarder, der – i varierende grad – i hovedsagen
lægger vægt på parternes mening og den anvendte sprogbrug37, men forfatteren anerkender, at fortolkningen er under stærk indflydelse af juridiske retningslinier, der synes at afspejle centrale kontraktretlige hensyn.38
Betoningen af de tre kriteriers betydning for fortolkningen genfindes imidlertid i nogen
grad også i udenlandsk ret.
Larenz og Wolf fremhæver som mål for fortolkningen bl.a. løfteafgiverens subjektive
vilje og modtagerens forståelse, men fremhæver også fortolkningens normative karakter.39
Aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet har generelt – blandt andet i
konsekvens af reglen om parol evidence – spillet en mere tilbagetrukken retskildemæssig
33. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 324 og s.
326ff. Mads Bryde Andersen nævner desuden kodificeret fortolkning, branchefortolkning og aftalt fortolkning som fortolkningsmetoder, og disse kan efter min opfattelse i det store hele opfattes som særlige udtryk for de tre førstnævnte fortolkningsmetoder.
34. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 388.
35. Jf. nærmere – om de to forfatteres betydning for udviklingen af normative fortolkningsteorier – nedenfor i afsnit 6.
36. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 376ff og s. 416.
37. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 64ff.
38. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 507ff.
39. Jf. Karl Larenz og Manfred Wolf, Allgemeiner Teil des Bürgerlichen Rechts, 9.
udgave, 2004, s. 509 og s. 512.
88
68
rolle i anglo-amerikansk kontraktret, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit 2.1.1. Oplysninger om
parternes fælles mening må dog – trods aftaletekstens dominerende retskildemæssige
stilling – ifølge Farnsworth fortsat antages at spille en rolle for fortolkningen af aftaler i
amerikansk ret40 og forfatteren fremhævder i øvrigt betydningen af hensyntagen til »Evidence of Course of Dealing, Usage and Course of Performance« som grundlag for aftalefortolkningen. 41 42
Af UNIDROIT Principles art 4.1 fremgår, at aftaler »shall be interpreted according to
the common intention of the parties«, og at hvis »such an intention cannot be established,
the contract shall be interpreted according to the meaning that reasonable persons of the
same kind as the parties would give to it in the same circumstances.« Disse omstændigheder omfatter ifølge art. 4.3, litra e og f »the meaning commonly given to terms and expressions in the trade concerned« og »usages.«
Disse nævnte tre kriterier forekommer at afspejle dels den klassiske kontraktrets konflikt imellem vilje og erklæring, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit
2.1.1, dels udviklingen i det 20. århundredes kontraktret, karakteriseret ved
samfundets stigende krav til aftalens indhold, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit
2.2.
I det følgende vil aftalefortolkning, der legitimeres ud fra overvejelser om
aftaleparternes subjektive (psykologiske, følelsesmæssige) forhold på aftaletidspunktet, blive karakteriseret som subjektiv fortolkning. Ofte fremhæves
parternes frie vilje og aftalefriheden som det bærende hensyn bag den subjektive fortolkning, hvilket har foranlediget visse forfattere til at hævde den
subjektive fortolknings forrang som et nærmest universelt kontraktretligt
princip, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.
Ved en objektiv fortolkningsteori eller en objektiv fortolkningsregel forstås i denne afhandling en teori eller en regel, der udpeger aftalens ydre udtryk, typisk aftaleteksten, som bestemmende for resultatet af fortolkningsprocessen, mens den bag udtrykket liggende subjektive mening eller hensigt ikke
tillægges selvstændig betydning for fortolkningen.
Ved objektiv fortolkning forstås altså en tekst- og ordlydsnær fortolkning,
altså en fortolkning knyttet til aftalens ydre udtryk.
Der er i den nyere formueret fra flere sider blevet peget på, at fortolkning
og anden regelanvendelse i stigende grad synes præget af orientering imod
40. Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 447.
41. Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 469ff.
42. Jf. om engelsk ret, Gerard McMeel, The Construction of Contracts, Interpretation,
Implication and Rectification, 2007, s. 54f. Smh. i øvrigt – om udviklingen af fortolkningslæren i engelsk ret – Anders Møllmann, Certepartifortolkning – i nordisk og engelsk ret, 2007, s. 23ff.
89
69
baggrundsretten eller standardisering i øvrigt,43 jf. også ovenfor i Kapitel 2,
afsnit 2.2. Denne udvikling er undertiden blevet beskrevet som en objektiveringstendens.44 En sådan regelanvendelse betegnes i fortolkningssammenhæng i denne afhandling som normativ for at understrege anknytningen til
baggrundsrettens regler.
Aftalefortolkning, der knytter an til baggrundsretten, eller det, der i øvrigt
må anses for en sædvanlig god regulering af den givne tvist, karakteriseres i
denne afhandling som normativ fortolkning. Den normative fortolkning er
værdibaseret i den forstand, at det bestemmende kriterium for fortolkningsresultatet udgøres af det omkringværende samfunds accept heraf: Aftalefortolkningen skal føre til et normalt eller sædvanligt resultat, der er (så vidt
muligt) stemmer overens med almindeligt gældende retsregler, – retsprincipper, sædvaner og kutymer på det omhandlede retsområde. Hensynet bag en
normativ fortolkning synes at være at afstemme den af parterne foretagne
regulering af transaktionen med det omkringværende samfunds værdier og
prioriteringer og at undgå fortolkningsresultater, der fremstår som tilfældighedsprægede, uafvejede eller urimelige, fordi sådanne resultater vurderes at
være til skade for aftaleparterne eller samfundet i sin helhed, jf. nærmere
nedenfor under afsnit 7.
3.3. Om den subjektive, objektive og normative fortolknings
indre forbundethed
Som allerede nævnt synes der – i hvert fald i nordisk ret – at herske enighed
om, at såvel parternes subjektive forhold som aftaleteksten og baggrundsretten og andre udtryk for det sædvanligt gode resultat er bestemmende for aftalefortolkningen.
Uanset de forskelligheder, der kendetegner de respektive fortolkningsmetoder, vil fortolkningen næppe heller kunne finde sted uden en eller anden
grad af hensyntagen til alle tre kriterier.
Aftalefortolkningen kan ikke baseres på rent subjektive kriterier. Et menneskes vilje, hensigt, forudsætning etc. er ikke et for omverdenen konstaterbart forhold på samme måde som indholdet af et brev eller en aktiv handling.
I det omfang aftalefortolkningen skal tage hensyn til aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet, er fortolkeren henvist til at gøre sig forestillinger herom.
43. Jf. f.eks. Jens Schovsbo, Immaterialretsaftaler, fra kontrakt til status i kontraktsretten,
2001, s. 33.
44. Jf. f.eks. Anders Møllmann, Certepartifortolkning – i nordisk og engelsk ret, s. 37.
90
70
Man kan tale om egentlig subjektivitet i de tilfælde, hvor en aftaleparts faktisk subjektive
forhold lægges til grund for et givet fortolkningsresultat. Et sådant resultat støttes i almindelighed af en række ydre omstændigheder, der sammenholdt med fortolkerens erfaringer
om menneskelig adfærd får karakter af bevis for viljens, hensigtens eller forudsætningens
tilstedeværelse hos aftaleparten.45
Man kan tale om uegentlig subjektivitet i de – hyppige – tilfælde, hvor den subjektive
fortolkning tilføjes et normativt element: Hvis det afgørende for fortolkningen ikke er, om
aftaleparten rent faktisk havde vilje til, at aftalen fik et givet indhold, men blot om den
pågældende burde have indset, hvad det nærmere indhold af aftalen var, sker fortolkningen
ret beset ikke længere ud fra forestillinger om aftalepartens psykologiske forhold. Det
legitimerende grundlag for fortolkningen er en vurdering af de ydre omstændigheder ud fra
en norm for agtpågivenhed.
Ej heller kan man forestille sig en aftalefortolkning baseret på rent objektive
kriterier. Det er ofte anført, at et objektivt erklæringsindhold ikke vil blive
tillagt retsvirkning, hvis det dokumenteres, at aftaleparterne på aftaletidspunktet havde en fælles mening – et subjektivt konsensus – der divergerer
herfra. Denne forholdsvis åbenbare konstatering udgør dog kun en begrænset
reservation i forhold til en rendyrket objektiv fortolkningsteori, dels fordi
sådanne situationer ikke ligefrem er kendetegnende for fortolkningssituationer i almindelighed, dels fordi denne subjektive konsensus i tilfælde af tvist
netop kun kan lægges til grund, fordi det i en eller anden form er kommet
mere håndfast til udtryk. Endelig vil det objektive udtryk skulle bedømmes af
fortolkeren selv.46
Af større betydning synes det at være, at en aftaleparts faktisk subjektive
forhold forsat udgør et centralt beskyttelsesværdigt hensyn i kontraktretten i
almindelighed, hvilket kommer til udtryk i andre dele af kontraktretten, f.eks.
i de klassiske kontraktretlige ugyldighedsgrunde, der regulerer grove tilfælde
af uoverensstemmelser imellem det, der i den konkrete situation findes at
kunne lægges til grund som løftegivers vilje, og det, der findes at udgøre
indholdet af erklæringen, jf. nærmere nedenfor i Kapitel 6, afsnit 2. Der vil i
almindelighed ikke kunne fremføres vægtige begrundelser for at beskytte en
part, der rent faktisk er i ond tro.47 Uanset det beskrevne behov for at knytte
an til mere konstaterbare fænomener som grundlag for retsanvendelsen vil
domstolene formentlig fortsat reservere sig den mulighed undtagelsesvis at
tillægge en parts mangel på vilje eller indsigt betydning på selv nok så spinkelt et grundlag. Den subjektive fortolkning kan – i ly af den fri bevisbe45. Jf. f.eks. Alf Ross, Om ret og retfærdighed, en indførelse i den analytiske retsfilosofi,
1953, s. 143.
46. Jf. Henrik Zahle, Praktisk retsfilosofi, 2005, s. 301 og s. 303f.
47. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 473.
91
71
dømmelse – udgøre et smidigt redskab for udøvelsen af et friere skøn med
henblik på opnåelsen af det, der betragtes som et konkret rimeligt resultat.48
Det er endvidere klart, at fortolkning af en aftaletekst ikke kan finde sted
på et objektivt grundlag uden samtidig inddragelse af normative aspekter.
Forestillingen om den værdineutrale aftaletekst, der udgør en afspejling af
virkeligheden, og som i fortolkningsprocessen lader sig afkode på rent sprogligt, ujuridisk grundlag, forekommer som redegjort for ovenfor i afsnit 2,
utidssvarende. Selv den mest tekstnære ordlydsfortolkning involverer et normativt element, fordi det nødvendigvis må vurderes, hvilken kommunikations- og forståelsesstandard, teksten skal bedømmes ud fra.49
Det forekommer imidlertid sjældent, at det ved fortolkningen af en aftale i
forbindelse med afgørelsen af en tvist må lægges til grund, at såvel parternes
subjektive forhold og aftaleteksten stemmer overens med baggrundsretten
eller det, der i øvrigt må betragtes som et sædvanligt godt resultat.
Mens der synes at herske nogenlunde konsensus om rammerne for fortolkningsspektret, hersker der i de kontraktretlige fremstillinger imidlertid
ikke enighed om, hvorledes de nævnte kriterier skal afvejes indbyrdes. Mens
nogle forfattere betoner den subjektive fortolknings forrang,50 fremhæver
andre ordlyden51 eller baggrundsretten52 som den principale retskilde for
fortolkningen og illustrerer derved i nogen grad forskellige opfattelser af
aftalens retlige kendetegn og af de prioriteringer, som de brydende hensyn i
kontraktretten er udtryk for.
Det er ikke denne afhandlings ærinde at tage stilling til prioriteringen af de
respektive kriterier for fortolkningen i almindelighed. Der er imidlertid grund
til at antage, at de respektive fortolkningsmetoder kan fremstå som mere eller
mindre legitime i den enkelte fortolkningssituation.
Ærindet i de efterfølgende afsnit er at vurdere, i hvilket omfang de respektive fortolkningskriterier i lyset af entrepriseaftalernes kendetegn fremstår
som egnede og legitime grundlag for fortolkningen og om de hertil knyttede
48. Jf. også Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 48, der
påpeger, at viljeshensynet tilsyneladende spiller en mere fremtrædende rolle i forbrugerretten.
49. Jf. feks. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 435ff og s. 455ff om den lokale og
normale standard for forståelse af en ytring.
50. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 326 og Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 378 og s. 381.
51. Jf. f.eks. Jan Ramberg og Christina Ramberg, Allmänn avtalsrätt, 7. udgave, 2007, s.
148, der anskuer aftalens ordlyd for »(e)n självklar utgångspunkt« for al aftalefortolkning. Jf. endvidere Geir Woxholth, Avtalerett, 6. udgave, 2006, s. 402.
52. Jf. Kurt Grönfors, Tolkning av fraktavtal, Sjörettsföreningen i Göteborg, 1989, s. 42.
92
72
4. Subjektiv fortolkning
fortolkningsmetoder udgør egnede redskaber til afhjælpning af det entrepriseretlige hjemmelsproblem.
4.
Subjektiv fortolkning af entrepriseaftaler
4.1. Nærmere om den subjektive fortolkning
Tanken om parternes fælles vilje som retligt kriterium præsenteredes i den
tidlige, rationalistiske naturret af især Hugo Grotius, der i den første del af det
17. århundrede formulerede en almindelig regel om det formløse løftes bindende kraft.53 Med naturretligt afsæt præsenterede franskmanden Robert
Pothier i 1761 en samlet fremstilling af obligationsrettten54 og hans arbejde
fik væsentlig indflydelse på indholdet af Code Civil.55 Den franske civilretskodifikation fra 1804 er et produkt af rationalismen og var baseret på bl.a.
den borgerlige franske revolutions frihedsidealer.56
I lovens artikel 1156 hed det – og hedder det fortsat – at der ved fortolkningen af aftaler må
søges efter parternes fælles hensigter snarere end at lade sig begrænse af ordlyden: »On
doit dans les conventions rechercher quelle a été la commune intention des parties contractantes, plutôt que de s’arrêter au sens littéral des termes.«
Under inddragelse af den overleverede romerret dyrkede især den tyske retsvidenskab i det 19. århundrede – den såkaldte historiske eller romanistiske
skole – repræsenteret af bl.a. Savigny, Pucta, Jhering og Windscheid – forestillingen om et enkelt abstrakt udgangspunkt, hvorfra juraen logisk lod sig
deducere, og konkrete retsregler lod sig opstille i sluttede systemer. I kontraktretten blev menneskets frie vilje (som i deliktsretten og i privatretten i
øvrigt) af romanisterne udpeget som selve reglernes retsgrund.57 Fra denne
53. Jf. om hovedværket »De Jure Belli Ac Pacis Libri Tres« fra 1625 f.eks. Stig Jørgensen i TfR1967s. 459 og Kevin M. Teeven, A History of the Anglo-American Common Law of Contract, 1990, s. 180.
54. M. Pothier, Traité des obligations, 1761. Om fortolkning anfører Pothier, at »We
ought to examine what was the common intention of the contracting parties rather
than the grammatical sense of the terms«, jf. Pothier on obligations (engelsk oversættelse af hovedværket), 1826, s. 47.
55. Jf. Franz Wieacker, Privatrechtsgeschichte der Neuzeit, 2. udgave, 1967, s. 341.
56. Jf. Konrad Zweigert og Hein Kötz, Einführung in der Rechtsvergleichung, 3. udgave,
1996, s. 84f.
57. Jf. Friedrich Karl Von Savigny, System des heutigen römischen Rechts, 3. bind,
1840, s. 258: »Denn eigentlich muss der Wille an sich als einzig wichtige und wirksame gedacht werden., und nur weil er ein inneres unsichtbares Ereignis ist, bedürfen
93
73
abstraktion deduceredes kontraktretten, herunder princippet om løftets bindende virkning. For romanisterne var løftet bindende for løftegiver, hvis – og
kun hvis – løftets indhold repræsenterede løftegivers vilje på afgivelsestidspunktet. Havde løftet fået et andet indhold, end villet af løftegiver, var denne
som det klare udgangspunkt ikke bundet.58
Dette viljesprincip understøttede naturligt en subjektiv lære om kontraktfortolkning: Målet for fortolkningen var løftegivers subjektive forhold på
afgivelsestidspunktet, og fortolkningsprocessen havde til formål at udfinde
løftegivers vilje.59 Hermed præsenteredes aftalefortolkningen som en form for
ujuridisk søgen efter tilstedeværelsen af nærmere bestemte psykologiske
forhold hos aftaleparterne. Viljen og dens afskygninger tog karakter af faktiske fænomener.
Allerede i sin samtid mødte de mest fremtrædende viljesteoretikere kritik,60 og selv om den
romanistiske retsvidenskab kom til at sætte afgørende præg på de tyske kodifikationstiltag
imod slutningen af det 19. århundrede, stod det klart, at viljesteorierne i deres rene form
måtte undergå modifikationer for at efterkomme de krav til forudberegnelighed og sikkerhed i omsætningen, som den hastigt omsiggribende samhandel mod slutningen af det 19.
århundrede førte med sig. En ensidig fokusering på viljeshensyn ville medføre en betydelig
usikkerhed for løftemodtager, der – i hvert fald i gensidigt bebyrdende retsforhold – ville
være uacceptabel.61
Ved kodificeringen af den tyske privatret i Bürgerliches Gesetzbuch (BGB), der ikrafttrådte år 1900, formuleredes den centrale bestemmelse om fortolkning af viljeserklæringer
dog som en klar subjektiv regel, hvorefter der ved »der Auslegung einer Willenserklärung
ist der wirkliche Wille zu erforschen und nicht an dem buchstäblichen Sinne des Ausdrucks zu haften«. Et forslag om en fortolkningsregel, hvorefter »Eine Willenserklärung
gilt in dem Sinne, den sie nach der Verkehrssitte hat« blev herved afvist.62
58.
59.
60.
61.
62.
wir dieses Zeichen, woran er von Anderen erkannt werden könne, und dieses Zeichen, wodurch sich der Wille offenbart, ist eben die Erklärung.«
Jf. f.eks. Bernhard Windscheid, Lehrbuch des Pandektenrechts, Bind 1, 7. udgave,
1891, s. 194ff. Jf. om viljesteorierne i øvrigt Werner Flume, Allgemeiner Teil des
Bürgerlichen Rechts, 2. Bind, Das Rechtsgeschäft, 3. udgave, 1979, s. 54.
Jf. f.eks. Bernhard Windscheid, Lehrbuch des Pandektenrechts, Bind 1, 7. udgave,
1891, s. 231.
Jf. Werner Flume, Allgemeiner Teil des Bürgerlichen Rechts, Bind 2, Das Reschtsfeschäft, 3. udgave 1979, s. 55 med henvisning til bl.a. Otto Bähr og Erich Danz som
repræsentant for en »Erklärungstheorie«.
Jf. Werner Flume, Allgemeiner Teil des Bürgerlichen Rechts, 2. Bind, 3. udgave
1979, s. 55.
Jf. Karl Larenz, Die Methode der Auslegung des Rechtsgeschäfts, 1930, s. 5.
94
74
af entrepriseaftaler
BGB § 133 er imidlertid blevet forstået således, at der uden for ensidige
skyldforhold må tages væsentlige hensyn til, hvorvidt denne virkelige vilje er
kommet til udtryk over for løftemodtager, og bestemmelsen skal desuden
læses i sammenhæng med § 157, hvoraf fremgår, at aftaler skal fortolkes
under hensyn til handelssædvane, og princippet om »Treu und Glauben«.63
Tysk64 – og næppe heller fransk65 – kontraktret kan i dag således ikke siges at
være præget af et entydigt subjektivt udgangspunkt for fortolkningslæren.
I det 20. århundrede – og især efter 2. verdenskrig – undergik de europæiske lande en hastig udvikling, der med socialstaternes etablering satte nye og
mere nuancerede rammer for kontraktretten, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit 2.2,
og nyere fremstillinger af kontraktretten har i almindelighed lagt afstand til
den klassiske kontraktrets begrebsanalytiske forsøg på at indkredse et enkelt
kriterium som afgørende for aftalepligtens indtræden.66
Opfattelsen af fællesviljen som et centralt legitimerende grundlag for aftalepligten består dog fortsat og afspejles i varierende grad i både teori og retspraksis. Som beskrevet i afsnit 3.2 er det imidlertid kendetegnende for nutidige fremstilinger af fortolkningslæren, at fortolkning beskrives som en afvejsningsproces, hvorfor prioriteringen af de forskellige kriterier for fortolkningen primært får karakter af et metodisk/systematisk valg. Betoningen af
viljesbetragtningernes betydning i kontraktretten forekommer dog hos nogle
forfattere klart mere udpræget end hos andre.
F.eks. opstiller Huser i sin doktordisputats fra 1983 – på baggrund af en
analyse af hovedsagligt norsk og nordisk retspraksis – en rangorden imellem
fire forskellige fortolkningsstandarder og fremhæver, at den »[d]en subjektive felles standard«67 må antages at have forrang frem for andre fortolkningsstandarder; et princip, som Huser anså for så alment, at det kunne betegnes
som »Verdensret«.68
63. BGB § 157 lyder således: »Verträge sind so auszulegen, wie Treu und Glauben mit
Rücksicht auf die Verkehrssitte es erfordern.«
64. Jf. f.eks. Bundesgerichtshofs dom trykt i Neue Juristische Wochenschrift, 1967, s.
673, hvori det udtaltes, at »Massgebend ist (…) nur der erklärte Wille, also nur das,
was als Wille für denjenigen erkennbar geworden ist, für den die Erklärung bestimmt
war«. (Min udeladelse i parentes).
65. Jf. Konrad Zweigert og Hein Kötz, Einführung in der Rechtsvergleichung, 3. udgave,
1996, s. 397.
66. Jf. allerede bemærkningerne hos Henry Ussing, Aftaler, 3. udgave, 1950, s. 21 og s.
22ff.
67. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 378 og s. 381.
68. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 381.
95
75
For Huser indebærer anvendelsen af den subjektive fælles fortolkningsstandard, at fortolkeren først må undersøge, om der imellem aftalens parter bestod en faktisk fælles mening.
»Dersom en slik finnes, legges denne til grunn«.69 Huser finder den fælles subjektive
standards forrang frem for andre standarder hjemlet i norsk højesteretspraksis og i øvrigt
begrundet i »to av de mest fundamentale prinsipper i vår avtalerett, nemlig at avtaler i
utgangspunktet frit kan inngås og at avtaler skal holdes«.70
Hovedtrækkene i Husers rangorden for fortolkningsstandarderne genfindes i
flere senere fremstillinger af fortolkningslæren.
Lehrberg fremstiller således aftalen som »ett instrument i partsautonomins tjänst«71 (forfatterens egen kursivering). Det anføres videre: »Avtalsinnehållet bör därför fastställas i
enlighet med parternas avsikter vid avtalsslutet«,72 og hos Lehrberg fremhæves da også i
konsekvens heraf, at »(r)eglerna om partsorienterad tolkning har i princip högre dignitet än
de regler som utgår från det uttryckta avtalsinnehållet«73.
Nogenlunde tilsvarende udpeger Bryde Andersen den subjektive fortolkning som den
»uden sammenligning sikreste metode til aftalefortolkning« og den tilkendes også hos
denne forfatter forrang.74 Krüger anfører, at »(o)verensstemmende partsforutsetninger eller
dokumentert enighed i vid forstand har (…) stor vekt og tyngde når kontraktsforholdet skal
tolkes, jf. Husers << partenes subjektive fellesstandard>>«75(forfatterens egen kursivering), og Krüger tilslutter sig denne fortolkningsstandards principielle forrang,76 selv om
denne forfatter ikke synes at tillægge det indre hierarki imellem den subjektive fortolkning
og andre former for fortolkning nogen større praktisk betydning.
Som anført søger ingen nutidige fremstillinger dog entydigt at tilbageføre
aftalepligten til parternes psykologiske forhold, idet det anerkendes, at andre
faktorer har indflydelse ved fortolkningen. En række forfattere forstår således
ved subjektiv fortolkning ikke kun en fortolkning, der tillægger parternes
faktiske subjektive forhold betydning, men tillige en fortolkning, der tillægger
det betydning, hvad aftaleparterne burde have indset, forudsat, etc. Viljesbegrebet strækkes vidt.
Tydeligt er dette hos Huser, der (subsidiært i forhold til den fælles subjektive standard)
opererer med en individuel subjektiv standard, der nærmere kan beskrives som en god tros-
69.
70.
71.
72.
73.
74.
75.
76.
Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 375.
Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 416.
Jf. Bert Lehrberg, Avtalstolkning, 4. udgave, 2006, s. 29.
Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 326.
Jf. Kai Krüger, Norsk Kontraktsrett, 2. udgave, 1991, s. 530.
Jf. Kai Krüger, Norsk Kontraktsrett, 2. udgave, 1991, s. 522.
96
76
eller partsculpavurdering.77 78 Tankegangen genfindes hos f.eks. Lehrberg, der lader sin
partsorienterede fortolkning omfatte en dolusregel.79
Først hvis anvendelsen af de sådanne subjektive standarder for fortolkningen ikke leder
til et »et endelig tolkningsresultat«,80 må grundlaget for fortolkningen findes andetsteds.
For nogle forfattere indebærer dette i første omgang en tekstanalyse81, der søger at knytte
resultatet til det blotte erklæringsindhold, for andre giver det anledning til overvejelser om
den almindelige eller normale forståelse af aftalen i et mere eller mindre bredt defineret
miljø.82 Flere fremstillinger fremhæver, at fortolkningen herefter ofte tager karakter af et
skøn under inddragelse af en række forskellige hensyn.83
Det kendetegnende for de nyere subjektive fortolkningsteorier synes således i
vid udstrækning at være fremhævelsen af partsautonomien og hensynet til
parternes frie vilje som ikke blot ideologisk grundlag for aftaleretten, men
som et praktisk teoretisk og metodisk udgangspunkt for fortolkningslæren.
Fælles synes således at være en hierarkisk beskrivelse af principperne for
fortolkningen, der har til formål så vidt (overhovedet) muligt at knytte et
konkret fortolkningsresultat an til viljen eller afskygninger heraf. Fortolkningen beskrives som en skematisk84 proces, der langsomt – ved mangel på
fodfæste i viljesbetragtningerne – bevæger sig fra overvejelser om parternes
subjektive forhold gennem analyser af det mere objektive erklæringsindhold
77. Ifølge Huser er denne fortolkningsstandards »reelle begrunnelse (...) at når den ene
part har opptrådt i strid med det almindelige lojalitets- og redelighetskrav i avtaleretten – ved forsettlig eller uaktsomt å unnlate å gjøre den annen part oppmerksom på at
han selv opfattet avtalen på en annnen måte enn sin medkontrahent – så er det rimelig
at konsekvensen blir den samme som om han hadde delt sin medkontrahents mening«, jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 417. (Husers kursivering, min udeladelse i parentes).
78. Huser betragter god tros-standarden som subjektiv »i dobbelt forstand«. For det
første, »fordi parternes »subjektive forhold« skal vurderes, og for det andre skal eventuelt den godtroende parts subjektive mening »legges til grunn«, jf. s. 430.
79. Jf. Bert Lehrberg, Avtalstolkning, 4. udgave, 2006, s. 44ff.
80. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 436.
81. Jf. f.eks. Bert Lehrberg, Avtalstolkning, 4. udgave, 2006, s. 81ff.
82. Jf. Kristian Huser, Avtaletolkning, 1983, s. 435 og s. 455 om henholdsvis den lokale
og den normale fortolkningsstandard.
83. Jf. f.eks. Kai Krüger, Norsk Kontraktsrett, 2. udgave 1991, s. 506 om fortolkningen
»vurderingsbetont, skjønsmæssig kompetanseutøvelse fra dommerens side«. Mads
Bryde Andersen udpeger i forholdsvis detaljeret form en række retlige hensyn, der efter forfatterens opfattelse – uden at der kan opstilles en (nøjagtig) indbyrdes prioritering – alle øver betydelig indflydelse i retsanvendelsen, herunder ved fortolkningen,
jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave 2002, s. 459.
84. Jf. f.eks. Husers noget komplekse diagram for aftalefortolkning i Kristian Huser,
Avtaletolkning, 1983, s. 369.
97
77
for til – som en sidste udvej – at tage karakter af en mere skønspræget vurdering.
Afgørelsen UfR2006s.1679H kan siges at støtte teorier om den subjektive fortolknings
forrang. Sagen omhandlede fortolkning af en aftale om produktansvarsforsikring i anledning af krav, rejst imod forsikringstageren, som følge af skader forvoldt ved en række
personers kontakt med asbest. Højesteret ræsonnerede således: »Der er ikke forelagt Højesteret oplysninger om, hvilke overvejelser parterne har gjort sig om betydningen af bestemmelsen om asbestdækning (…). Højesteret må derfor fortolke bestemmelsen på
grundlag af ordlyden.« (Min udeladelse i parentes og min kursivering).
Retspraksis giver dog meget sjældent eksempler på, at aftaleparternes faktiske subjektive forhold tillægges afgørende betydning ved fortolkningen. Dog kan nævnes
UfR2003s.23 H, der omhandlede en aftale om oversættelse af nogle tegneserier. Oversætteren krævede yderligere honorar i anledning af forlagets optryk af nye oplag. Landsretten
fandt det »godtgjort, at begge parter forudsatte, at oversættelsesaftalerne gav forlaget ret til
at genoptrykke oversættelserne i samme udgave uden sagsøgerens samtykke og uden
yderligere honorar«. Højesteret frifandt forlaget bl.a. under henvisning til landsrettens
begrundelse.
Mere almindeligt er det imidlertid, at overvejelser om aftaleparternes subjektive forhold får karakter af en god tros vurdering, jf. f.eks. UfR2007s.197H,
der omhandlede fortolkningen af en aftale om finansiering af nogle byggerier
for en privat bygherre. Den finansierende bank afskar imidlertid bygherren
fra at trække på den oprettede kredit under henvisning til, at de af bygherren
indgåede entrepriseaftaler ikke opfyldte betingelserne for lånetilsagnet. Højesteret frifandt banken bl.a. under henvisning til, at der ikke var grundlag for at
fastslå, at bygeherren »med føje« havde »fået den opfattelse, at hovedentreprisekontrakten var godkendt af banken«. 85
4.2. Det usikre grundlag for subjektiv fortolkning af entrepriseaftaler
Forestillinger om aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet vil
ofte i almindelighed udgøre et noget usikkert hjemmelsgrundlag for fortolkningen. Aftaleparternes viljer – eller afskygninger heraf – er flygtige, grundlæggende ukonstaterbare fænomener.86 Inddragelsen af psykologiske forhold
som kriterium for retsanvendelsen bygger på en form for dobbelt fiktion: Det
85. Jf. f.eks. også UfR2006s.2421H om fortolkning af en reassuranceaftale vedrørende en
værftskran. Højesteret lagde til grund, at »(r)eassurandørerne (…) ikke (havde) haft
mulighed for at indse, at kranen skulle være omfattet af dækningen …« (mine tilføjelser og udeladelser i parentes).
86. Jf. Alf Ross, Om ret og retfærdighed, en indførelse i den analytiske retsfilosofi, 1953,
s. 143.
98
78
postuleres dels, at retsanvenderen kan opnå indsigt i aftaleparternes psykologiske forhold, hvorved disse betragtes som virkelige på samme måde som
menneskers ydre handlinger, dels at denne indsigt kan omfatte et i forhold til
fortolkningstidspunktet historisk fænomen, nemlig parternes psykologiske
forhold på aftaletidspunktet.87
I almindelighed forekommer det desuden noget paradoksalt, når parternes
fælles forståelse – i overensstemmelse med subjektive fortolkningsteorier –
fremhæves som pejlemærke for fortolkningen og som legitimerende grundlag
for fortolkningsresultatet. Det karakteristiske for fortolkningssituationen er
således, at der foreligger en uenighed, eller i hvert fald en mere eller mindre
nærliggende mulighed for, at en tvist vil eller kan opstå. Fortolkningssituationen er således ikke udtryk for konsensus men for konflikt. Uanset om der på
et tidspunkt måtte have bestået enighed, er denne harmoni ikke længere til
stede i fortolkningssituationen. En aftalefortolkningslære, der forsøger at løse
den konflikt, som fortolkningssituationen er udtryk for ved hjælp af harmoniforestillinger, risikerer at miste blikket for en væsentlig del af sit eget formål;
at finde et legitimt grundlag for afgørelsen af den konkrete uenighed, jf.
ovenfor i afsnit 1. Fortolkningen fører til en afgørelse, der som regel vil gå
mindst en af paterne imod. Det forekommer mere realistisk, at fortolkningen
tager udgangspunkt i det mellem parterne bestående modsætningsforhold –
og ikke i en forestilling om, at dette modsætningsforhold ikke findes, eller at
det en gang ikke fandtes.
De almindelige svagheder ved de subjektive fortolkningsteorier forstærkes
i relation til entrepriseaftaler i konsekvens af disse aftalers faktiske kendetegn. Som redegjort for i Kapitel 3, afsnit 3.2 - 3.6. gør en række usikkerhedsmomenter sig særligt gældende i entrepriseforhold. Disse er i vid udstrækning allerede adresseret i den almindelige fortolkningslære som grundlag for vægtning af fortolkningskriterierne og valget af fortolkningsmetode.
Det forhold, at formålet med en aftale er frembringelse af værdier, der
ikke består på aftaletidspunktet,88 indebærer i sig selv, at parternes subjektive
forestillinger om det nærmere indhold af aftalen nødvendigvis vil være behæftet med større usikkerhed, end hvis aftalens formål er overdragelse af
f.eks. en ejendoms- eller brugsret til et allerede eksisterende aktiv.
Denne omstændighed har så meget desto større betydning i de mange
tilfælde, hvor projektet og udførelsen heraf er præget af en høj grad af tekno-
87. Jf. Henrik Zahle, Praktisk retsfilosofi, 2005, s. 303.
88. Jf. Kapitel 3, afsnit 3.2.
99
79
logisk kompleksitet.89 Det er – uanset alle moderne tekniske hjælpemidler –
meget svært at indse eller forstå det detaljerede indhold af et større bygge- og
anlægsprojekt, og det er jo netop ofte detaljerne – ikke hovedlinjerne – i projektet, der efterfølgende bliver genstand for konflikt.
Det forhold, at udveksling af ydelser ikke finder sted på én gang, men
derimod over en længerevarende90 periode – ofte måneder eller år, indebærer
desuden, at parternes subjektive forhold på aftaletidspunktet kan vise sig
særligt vanskelige at gøre sig forestillinger om, ligesom disse i almindelighed
må anskues i lyset af en række efterfølgende begivenheder.
Det udvekslingsforhold imellem parternes ydelser, som måtte være fastlagt på tidspunktet for entrepriseaftalens indgåelse, afspejles i praksis kun
yderst sjældent i det endelige økonomiske opgør imellem bygherren og entreprenøren, fordi især entreprenørens ydelse i reglen undergår en lang række
ændringer undervejs, ligesom frembringelsen påvirkes af en række forhold,
der på tidspunktet for aftalens indgåelse er mere eller mindre ukendte, så som
naturkræfter, myndighedskrav, mv.
Kendetegnende for i hvert fald større projekters gennemførelse er endvidere, at aftaler herom ikke indgås af enkeltpersoner. Udbud og tilbud udarbejdes under indsættelse af større organisationers arbejde, og i sådanne tilfælde
vil viden og indsigt i aftalens nærmere vilkår og de ræsonnementer, der ligger
til grund herfor, være fordelt blandt mange mennesker, hvilket gør forestillingen om en vilje eller en hensigt med aftalens indgåelse uplausibel.
Jo mere kompliceret indholdet af entrepriseaftalen er, jo større vanskeligheder må der i almindelighed forventes at vise sig, når det bevises, hvad aftaleparternes mening eller hensigt med et nærmere bestemt vilkår var. I det hele
må forestillinger om aftaleparternes faktiske subjektive forhold på aftaletidspunktet i entrepriseforhold af disse årsager formentlig i almindelighed betragtes som et usikkert hjemmelsgrundlag for fortolkning af entrepriseretlige
typetvister.
Der foreligger så vidt ses også kun få afgørelser, hvor fortolkning af entrepriseaftaler er
støttet på overvejelser om aftaleparternes faktiske psykologiske forhold. Som eksempel kan
dog nævnes KfE1978s.169VBA, der omhandlede mangler ved en tagkonstruktion, og hvor
89. Jf. Kapitel 3, afsnit 3.4, Tore Sandvik, Entreprenørrisikoen, 1966, s. 86, og Viggo
Hagstrøm, Entrepriserett, Utvalgte emner, 1997, s. 10.
90. Jf. Kapitel 3, afsnit 3.3. Mads Bryde Andersen tilkendegiver bl.a. i relation til længerevarende aftaleforhold visse reservationer i forhold til anvendeligheden af den subjektive fortolkningsmetode, jf. Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 329.
Smh. endvidere Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og Mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 427.
100
80
bygherren fandtes »med føje (…) at have påregnet« at entreprenøren havde haft kendskab
til materialernes anvendelighed.
Viljesforestillingernes betydning som legitimerende grundlag for aftaleforpligtelser er imidlertid en indgroet del af dansk kontraktret. Forestillinger om
aftaleparternes subjektive forhold er en indarbejdet og uundværlig bestanddel
af centrale kontraktretlige regler, herunder navnlig aftalelovens ugyldighedsgrunde, jf. f.eks. § 32, stk. 1.
Som følge af projektets kompleksitet og aftalevilkårenes detaljeringsgrad
og omfang, er risikoen for misforståelser betydelig, jf. også nærmere nedenfor under afsnit 5. Netop fortolkning baseret på bedømmelsen af, hvad en
aftalepart burde have forstået eller indset i relation til aftalens nærmere vilkår,
fremstår som et meget anvendeligt ræsonnement til brug for afgørelsen af en
entrepriseretlig typetvist. I det omfang sådanne betragtninger overhovedet
betegnende kan beskrives som subjektiv fortolkning, jf. bemærkningerne
ovenfor under 4.1, må det imidlertid erindres, at aftaleparternes faktiske subjektive forhold i realiteten er uden betydning herfor. Det afgørende er således
i stedet, i hvilket omfang den konkrete aftalepart, bedømt ud fra en retlig
standard for agtpågivenhed i en kontraheringssituation som den foreliggende,
burde have indset det nærmere indhold af aftalen. Fortolkningen tilføjes et
udpræget normativt element, jf. nærmere nedenfor under afsnit 6.
Voldgiftspraksis giver mange eksempler på sådan uegentlig subjektiv fortolkning. Fra
praksis kan f.eks. nævnes KfE 2004s.296VBA, der omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt
ekstra strøer under parketgulve i nogle plejeboliger var omfattet af aftalen. Voldgiftsretten
fandt, at da det måtte »være almen viden, at kørestole er almindeligt forekommende hos
beboere i plejeboliger« kunne entreprenøren »ikke gå ud fra«, at gulvene kunne lægges
med strøafstand som i almindelige boliger.91
Når aftaleparternes psykologiske forhold tillægges betydning, sker dette i
almindelighed kun tilsyneladende: Der er tale om uegentlig subjektivitet i den
forstand, at det afgørende ikke er, hvad parterne faktisk vidste eller forventede, men derimod, hvad parterne burde have indset eller forudset.
Når mere rendyrket subjektiv fortolkning alligevel lejlighedsvis spiller en
rolle, sker dette formentlig fortrinsvis i tilfælde, hvor det anses for dokumenteret, at der foreligger en helt åbenbar diskrepans imellem en aftaleparts
faktiske vilje og indholdet af den afgivne erklæring. Sådanne tilfælde vil efter
omstændighederne være omfattet af kontraktrettens klassiske ugyldigheds91. Jf. f.eks. også KfE1981s.52VBA, hvor bygherren »burde have indset« misforholdet
mellem en delpost for muldafrømning og arbejdets faktiske omfang.
101
81
regler, men grænsen imellem ugyldighedsreglerne og fortolkningen kan efter
omstændighederne være meget vanskelig at drage.
Som eksempel kan nævnes UfR2000s.60H, hvor et tilbud på udførelsen af en smedeentreprise ansås for uforbindende, idet det lagdes til grund, at entreprenøren havde misforstået
arbejdets omfang og systematikken i tilbudsblanketten. Højesteret fandt, at bygherren –
bl.a. henset til den lave tilbudspris – burde have indset dette, og bygherren fik derfor ikke
medhold i sit krav om erstatning, fordi denne havde måttet lade arbejderne udføre af en
anden – dyrere – entreprenør.92
Den usikkerhed i relation til de forhold og omstændigheder, hvorunder et
byggeprojekt realiseres, og de gener, der ofte får mere eller mindre indgribende betydning for arbejdernes gennemførelse, kan ligeledes aktualisere
overvejelser om aftaleparternes forudsætninger for indgåelse af entrepriseaftalen som et led i fortolkningen.93
Forudsætningsbetragtninger synes da også at være indgået som en del af grundlaget for
flere afgørelser fra Voldgiftsretten. I KfE 2000s.1VBA, der omhandlede mangler ved et
funderingsarbejde. Voldgiftsretten lagde til grund, at »således som projektet var udformet«
var det »forudsat«, at arbejderne skulle udføres i nøje samarbejde med tilsynet, hvorfor
ansvaret fordeltes i det indbyrdes forhold imellem entreprenøren og tilsynet.
Der synes imidlertid forholdsvis sjældent at være tale om hensyntagen til
aftaleparterne faktiske forudsætninger. Forudsætningsbetragtningernes betydning som grundlag for afgørelsen af tvister vedrørende jordbundsforhold er
udskilt til særskilt undersøgelse nedenfor i Kapitel 13, afsnit, 3.
5.
Objektiv fortolkning af entrepriseaftaler
5.1. Nærmere om objektiv fortolkning
Udviklingen af den ældre anglo-amerikanske kontraktret var præget af sit
kendetegnende afsæt i retspraksis og ikke i samme grad som i Kontinentaleuropa af retsvidenskabens teoridannelse. Muligvis derfor fik viljesdogmets
blomstring i den kontinentaleuropæiske retsvidenskab i forbindelse med industrialiseringen ikke samme gennemslagskraft i common law-systemerne.
92. Smh. omtalen af dommen nedenfor i Kapitel 6, afsnit 2 om aftalekorrektion på grundlag af aftalelovens § 32, stk. 1. Se endvidere omtalen af afgørelsen i Lennart Lynge
Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og Mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 176.
93. Jf. om forudsætningsbetragtningers betydning for fortolkningen f.eks. Mads Bryde
Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 355f
102
82
Disse påvirkedes dog af viljesteorierne,94 og der foreligger ældre afgørelser, der forekommer at være i god tråd med den samtidige kontinentaleuropæiske teoridannelse. I Cooke vs.
Oxley95 fra 1790 udtaltes f.eks., at »We ought to examine what was the common intention
of the contracting parties rather than the grammatical sense of the terms«. Fra midten af det
19. århundrede fandt – formentlig bl.a. i konsekvens af den øgede distancehandel – en vis
tilbagevenden til tidligere tiders formalisme sted, og der fastholdtes – under anvendelse af
visse ældre kontraktretlige doktriner – et for retspraksis mere håndterbart fokus på den
ydre manifestation af aftaleforholdet.96
Den klassiske common laws kontraktret anerkendte nok den forpligtende
adfærds karakter af frie viljeshandlinger, men tillagde – i forhold til overvejelser om denne viljes nærmere indhold – aftalens ydre udtryk, herunder det
skrevne ord – en helt fremtrædende autoritet som retskilde.
I modsætning til den kontinentaleuropæiske kontraktrets betoning af menneskets frie vilje og partsautonomien i kontraktretten som de bærende hensyn
bag regeldannelsen, fremhævedes i anglo-amerikansk kontraktret forudberegnelighed i omsætningen og markedets berettigede forventning om opfyldelse af gyldigt indgåede aftaler som det centrale kontraktretlige hensyn.97
Betydningen af parternes vilje som grundlag for aftaleindgåelsen spillede
således en tilbagetrukken rolle i forhold til det for aftaledannelsen grundlæggende krav om consideration, der indebar fokusering på spørgsmålet om,
hvorvidt aftaleforholdet udadtil fremstod som parternes gensidige påtagelse
af forpligtelser med det formål at opnå ret til netop medkontrahentens ydelser.
For at et løfte skulle være bindende, måtte der ifølge Langdell »be a physical act on the
part of the promisee (…) namely, giving or performing the consideration« og denne con-
94. Jf. Kevin M. Teeven, A history of the Anglo-American law of Contract, 1990, s.
179ff med henvisning til bl.a. Lord Mansfields votum i Kingston vs. Preston (2 Doug.
689, 99 Eng. Rep. 437) fra 1773, hvori bl.a. hed, at »the dependance, or independance, of covenants, was to be collected from the evident sense and meaning of the
parties«.
95. Jf. Cooke v. Oxley, (1790) 100 Eng. Rep. 785 (K.B.).
96. Jf. Kevin M. Teeven, A history of the Anglo-American law of Contract, 1990, s. 239.
97. Pollock beskrev grundlaget for fortolkningslæren således: »The nature of a promise is
to create an expectation in the person to whom it is made (…) It has, therefore, to beconsidered what the promisor did entitle the promisse to expect from him. Every
question which can arise on the interpretation af a contract may be brought, in the last
ressort, under this general form«, jf. Frederick Pollock, Principles of contract, 9.
udgave, 1921, s. 263.
103
83
sideration var »the thing given or done by the promisee in exchange for the promise«.98 I
forhold til dette ydre udtryk for aftalens forpligtende karakter var spørgsmålet om parternes
psykologiske forhold og fælles hensigt – deres mutual consent – helt subsidiært.99
Der opereredes i naturlig konsekvens heraf med et strengt objektivt udgangspunkt for aftalefortolkningen.100 Hensynet til løftemodtagerens berettigede
forventning førte således til en fokusering på aftaleteksten: Det hedder således hos Anson, at »Words are to be understood in their plain and literal meaning. This rule may lead to consequences which the parties did not contemplate, but it is followed …«101
Denne kendetegnende prioritering af aftaleteksten som retskilde tegnede et
billede af aftaleteksten som et empirisk grundlag under kontraktretten. Fortolkningen fremstilledes som en bedømmelse af aftaletekstens indhold, isoleret fra oplysninger om prækontraktuelle omstændigheder. Hjemmelen for
aftalernes retsvirkninger skulle findes inden for the four corners of the document.102 Kun hvis aftaleteksten frembød sproglig tvivl,103 kunne fortolkningen baseres på oplysninger om prækontraktuelle omstændigheder.
Anson beskrev the parol evidence rule således: »When men have put into writing any part
of their contract they cannot alter by parol evidence that which they have written. When
they have put into writing the whole of their contract they cannot add to or vary it by parol
evidence.«104
98. Jf. Christopher Columbus Langdell, A summary of the law of contracts, 2. udgave,
1880, s. 2 og s. 58. Se tilsvarende Oliver Wendel Holmes, The common Law, 1881, s.
227ff.
99. Jf. Christopher Columbus Langdell, A summary of the law of contracts, 2. udgave,
1880, s. 193.
100. Jf. Frederick Pollock, Principles of contract, 9. udgave, 1921, s. 264 med citat fra
dommen Fowkes v. Manchester and London Assurance Association fra 1863.
101. Dette strengt objektive udgangspunkt suppleredes ifølge Anson dog af et – subsidiært
– princip om, at fortolkningsresultatet bedst muligt skulle »effectuate the intention of
the parties«, hvis en sådan kunne udledes af »the whole of their agreemenet« (forfatterens egen kursivering) og stod i modsætningsforhold til »any particular words
which they may have used«. William R. Anson, Principles of the English law of contract, 16. udgave 1923, s. 328.
102. Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 464.
103. Jf. Gerard McMeel, The Construction of Contracts, Interpretation, Implication and
Rectification, 2007, s.113.
104. Jf William R. Anson, Principles of the English law of contract, 16. udgave 1923, s.
315.
104
84
Bedømmelsen heraf beroede i den klassisk anglo-amerikanske kontraktret på
en vurdering af selve aftaleteksten uden hensyntagen til forudgående omstændigheder, endsige aftaleparternes subjektive forhold,105 hvorved regler
baseredes på en teoretisk idealforestilling om aftalen som en klar, utvetydig
og udtømmende gengivelse af virkeligheden.106
I hvert fald i den første del af det 20. århundrede fastholdtes i almindelighed det objektive, næsten formalistiske afsæt for kontraktretten i angloamerikansk ret.
Willliston, der i USA var en af hovedmændende bag Restatement on contracts107, og var en
betydningsfuld repræsentant for denne objektivisme, fremhævede at »…if the parties have
made a memorial of their bargain (…) the law does not recognize their will, or (…) their
intent, unless it is expressed in, or may fairly be implied from, their writing.«108
Fra praksis kan nævnes Judge Hands håndfaste votum i sagen Hotchkiss v. National
Banks (1874), hvorefter aftaler i retlig henseende »(have) nothing to do with the personal,
or individual intent of the parties. A contract is an obligation attached by the mere force of
law to certain acts of the parties, usually words«.109
Den klassiske common laws objektive udgangspunkt for fortolkningen afspejles fortsat i anglo-amerikansk ret, men navnlig the parol evidence rule
fremstår i dag i en noget opblødt form.110
For fortolkningen fastholdes tilsyneladende fortsat et objektivt udgangspunkt111, men
fortolkningslæren fremstår i nogen grad påvirket af en nyere sprogforståelse og frigjort fra
tidligere tiders litteralisme.
105. Jf. Oliver Wendell Holmes, The Theory of Legal Interpretation, Harvard Law Review, 1899, Vol. 12, No. 6, s. 417f.
106. Jf. Oliver Wendell Holmes, The Theory of Legal Interpretation, Harvard Law Review, 1899, Vol. 12, No. 6, s. 417. Holmes anerkendte sprogets flertydighed i dets
praktiske brug, men bedømmelsen af, om en sådan tvivl forelå, skulle som nævnt finde sted i hovedsagen på grundlag af selve aftaleteksten.
107. I Restatement I (The American Law Institutes committee on Contracts, Restatement
of the Law of Contracts, 1932), § 20 præciseredes i relation til aftaleindgåelse, at »A
manifestation of mutual assent by the parties (…) is essential to its formation and the
acts by which such assent is manifested must be done with the intent to do those acts;
but (…) neither mental assent to the promises in the contract nor real or apparent intent that the promises shall be legally binding is essential«.
108. Samuel Williston, A Treatsie on the Law of Contracts, 3. udgave, 1961, Volume 4, §
600A, s. 286.
109. Hotchkiss v. National Banks, 88 U.S. 354 (1874).
110. Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 466ff og Gerard McMeel, The
Construction of Contracts, Interpretation, Implication and Rectification, 2007, s.
123ff.
105
85
Den meget omtalte engelske afgørelse fra House of Lords, Investors Compensation
Scheme v. West Bromwich Building Society112 fra 1997 indeholder Lord Hoffmanns opregning af fem principper for fortolkning af aftaler. Hoffmann anfører bl.a. følgende:
»Interpretation is the ascertainment of the meaning which the document would convey
to a reasonable person having all the background knowledge which would reasonably have
been available to the parties in the situation in which they were at the time of the contract.«
Om sprogets betydning anfører han imidlertid:
»The meaning which a document (or any other utterance) would convey to a reasonable man is not the same thing as the meaning of its words. The meaning of words is a
matter of dictionaries and grammars; the meaning of the document is what the parties
using those words against the relevant background would reasonably have been understood
to mean.«
Lord Hoffmann synes hermed tydeligt præget af nyere sprogteori, der ikke opfatter
sproget som bærer af et selvstændigt meningsindhold, men som udpræget kontekstbestemt.113
I Norden lagdes imod slutningen af det 19. århundrede afstand til viljesteorierne, således som de var formuleret af den tyske historiske skole. I Danmark
forholdt allerede forfattere som Aagesen og Goos sig kritisk hertil.114
Under hensyn til behovet for sikkerhed i samhandelen måtte synsvinkelen
vendes, og løftet måtte betragtes i den godtroende løftemodtagers perspektiv.115
I relation til spørgsmålet om aftaleindgåelse gjorde nordmanden Fredrik Stang sig med sin
erklæringsteori sig til talsmand for et ret markant objektivt standpunkt,116 mens det danske
medlem af aftalelovskommissionen Julius Lassen, i tråd hermed – men lidt mere forsigtigt
– formulerede en tillidsteori, der nok udpegede løftemodtagers begrundede tillid, som det
retsstiftende grundlag for aftaleforpligtelsen, men som netop ved fokuseringen på løftemodtagers subjektive forhold fortsat tydeligt trak på viljesteoriernes abstraktioner.117
111. Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 452 og Gerard McMeel, The
Construction of Contracts, Interpretation, Implication and Rectification, 2007, s. 89.
112. Jf. Investors Compensation Scheme v. West Bromwich Building Society, (1998) 1
W.L.R 896.
113. Jf. Jf. Lord Hoffmann, The intolerable wrestle with words and meanings, South
African Law Journal, 1997, s. 658. Smh. endvidere ovenfor under afsnit 2 og Gerard
McMeel, The Construction of Contracts, Interpretation, Implication and Rectification,
2007, s. 63.
114. Jf. A. Aagesen, Indledning til den danske Formueret, Forelæsninger, ved A.C. Evaldsen og C. Goos, 1881, s. 569.
115. Jf. Fredrik Stang, Innledning til Formueretten, 3. udgave, 1935, s. 246.
116. Jf. Fredrik Stang, Innledning til Formueretten, 3. udgave, 1935, s. 254.
117. Jf. Jul. Lassen, Vilje og Erklæring ved Afgivelse af Formueretlige tilsagn, 1905, s. 39.
Hos Lassen kom denne arv så meget desto tydeligere til udtryk i hans re-lancering af
106
86
Den fællesnordiske aftalelovs § 32, stk. 1 om erklæringsvildfarelse illustrerer
brydningen imellem løftegivers vilje og den berettigede forventning, som
erklæringen måtte vække hos løftemodtageren. I tråd hermed udpegede det
tidlige 20. århundredes nordiske teoretikere den godtroende løftemodtagers
forståelse af løfteerklæringen som fortolkningsprocessens legitime resultat.118
Blandt de nyere forfattere, der synes at knytte fortolkningen tæt til aftalens
ydre manifestation – typisk aftaleteksten – er det kendetegnende, at denne
anknytning til fortolkningsspektrets objektive pol i hovedsagen udgør et systematisk udgangspunkt for fortolkningslæren.119
Praksis giver løbende eksempler på afgørelser baseret på tekstanalyse.
Som eksempel kan nævnes UfR2006s.3316H, der omhandlede fortolkning af en aftale
om tilbagekøbspligt i et leasingforhold. Højesteret fastslog under henvisning til aftalens
ordlyd, at producenten ved leasingaftalens ophør var forpligtet til at tilbagetage den leasede
maskine, som den var og forefandtes og på det sted, hvor den befandt sig.120
5.2. Tekstanalysens svagheder
Sproget og aftaleteksten er formentlig parternes mest præcise (eller mindst
upræcise) redskab til at beskrive indholdet af den retlige relation, som aftalen
indebærer, med den hensigt at kontrollere vilkårene for den udveksling af
værdier, der er formålet med aftalen.121 Fortolkeren vil derfor naturligt og
legitimt forholde sig til aftaleteksten og det eventuelle øvrige indhold af kontraktmaterialet.
I lyset af de åbenbare vanskeligheder, som subjektiv fortolkning af entrepriseaftaler må antages at indebære, jf. ovenfor under 3.2, forekommer en
objektiv fortolkning, der tillægger aftalens ord en mere fremtrædende betydden forudsætningslære, der med sin udprægede fokusering på parternes psykologiske
forhold på aftaletidspunktet udvikledes som et smidigt redskab for opnåelse af hensyntagen til individuelle forhold, jf. Jul. Lassen i TfR1895s.294ff og Henry Ussing,
Aftaler, 3. udgave, 1950, s. 473.
118. Jf. Jul. Lassen, Haandbog i Obligationsretten, Almindelig Del, 2. udgave 1908, s. 302
og jf. Fredrik Stang, Innledning til Formueretten, 3. udgave, 1935, s. 450.
119. Jf. f.eks. Geir Woxholth, Avtalerett, 6. udgave, 2006, s. 402.
120. Smh. endvidere f.eks. UfR2006s.3175S, der omhandlede spørgsmålet, om angivelser
i servicebogen for en bil om interval for udskiftning af tandrem udgjorde en garanti.
Sø- og handelsretten lagde til grund, at servicebøgernes »tids- og kilometerintervaller for servicering af bilerne, herunder udskiftning af tandremme, (…) hverken i de
indledende tekster eller i angivelserne vedrørende det pågældende arbejde (var)
formuleret som en tilsikring«. Smh. også UfR2005s.1566H, hvor en goodwillklausul fortolkedes bl.a. under henvisning til aftalens ordlyd.
121. Jf. nærmere om sprogets kontekstbestemthed, ovenfor i afsnit 2.
107
87
ning i forhold til overvejelser om aftaleparternes subjektive forhold, desuden
at udgøre et mere sikkert grundlag for fortolkningen af entrepriseaftaler.
Entrepriseaftalerne indgås i almindelighed skriftligt og ofte på et særdeles
gennemarbejdet grundlag. Der ofres i almindelighed betydelige ressourcer på
udarbejdelsen af såvel juridiske vilkår som tekniske beskrivelser og tegninger. Tekst, tegninger og andet kontraktmateriale, f.eks. computerbaserede
3D-animationer, fremstår normalt i det hele som langt mere håndgribelige
kriterier for fortolkningen end de ofte meget usikre forestillinger om, hvad
entrepriseaftalens parter havde vilje eller hensigt til ved aftalens indgåelse.
Særligt den udbredte brug af standardvilkår udviklet i et samspil imellem
bygge- og anlægssektorens aktører – de såkaldte agreed documents – antages
i almindelighed at begrunde anvendelsen af en objektiv fortolkningsstil – i
hvert fald for så vidt angår disse dele af aftalen.122
Når fortolkningen af entrepriseaftaler alligevel næppe i almindelighed
fremstår som udpræget tekstnær, skyldes dette en række omstændigheder, der
ofte kendetegner kontraktmaterialet i den konkrete sag:
Kontraktmaterialet er i entrepriseforhold ofte særdeles omfattende. Aftalen vil i almindelighed ved siden af et eller flere sæt juridiske vilkår (Almindelige betingelser, Fællesbetingelser, Særlige betingelser, etc.) omfattende
tekniske beskrivelser, tilbudslister, tegninger og andre visualiseringer (f.eks.
digitale) af projektet. Kendetegnende for entrepriseaftalerne er således også
den betydelige sammensathed, hvormed kontraktmaterialet fremstår; et indtryk, der ofte forstærkes af den omstændighed, at materialet hidrører fra forskellige faggruppers involvering i projekteringsfasen. Ofte har både ingeniører, arkitekter, jurister og andre fagfolk i varierende grad taget del i udarbejdelsen af kontraktmaterialet.
Entrepriseaftalernes omfattende og sammensatte karakter afspejler bl.a.
det forhold, at den udførelsesproces, som entrepriseaftalen ideelt set skal
danne grundlag for at kontrollere, ofte er overordentlig teknologisk kompleks.
Ligesom det kan være vanskeligt at forstå eller indse det detaljerede indhold
af en entrepriseaftale, er det forbundet med betydelige vanskeligheder at
beskrive projektet og udførelsesprocessen.
Denne omstændighed forstærkes i de stadigt hyppigere tilfælde, jf. nærmere ovenfor i Kapitel 3, afsnit 2.2, hvor entrepriseaftaler indgås efter såkaldt
tidligt udbud, det vil sige på et tidspunkt, hvor større eller mindre dele af
projekteringen endnu ikke er tilendebragt. I det hele taget svækkes – ligesom
122. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 429f.
108
88
tilfældet er for så vidt angår den subjektive fortolkning – også den objektive
fortolkning af den omstændighed, at kontraktgenstanden i nutidens entrepriseforhold i større eller mindre grad fastlægges efterhånden, og at efterfølgende omstændigheder i det hele taget får betydelig indflydelse på udvekslingsforholdet imellem aftalens parter.
Entrepriseaftaler indgås ganske enkelt ofte på grundlag af et kontraktmateriale, der ikke kan beskrives som et harmonisk hele, men snarere som et forsøg på i fragmenteret, foreløbig form at markere et udgangspunkt for den
retlige relation.
For selv den rutinerede læser af entreprisekontrakter kan det kontraktmateriale, der ligger til grund for entrepriseaftaler, desuden forekomme ganske
uoverskueligt. Det er en kendsgerning, at entrepriseaftaler i praksis ikke blot
tilnærmelsesvist udgør eksempler på den klassiske kontraktrets idealforestilling om den klare, utvetydige, udtømmende aftale uden indbyrdes modstrid
imellem de enkelte dele eller afsnit, jf. ovenfor i afsnit 2 og afsnit 4.1. Kontraktmaterialet indeholder i almindelighed både fejl og udeladelser, uklarheder, gentagelser og selvmodsigelser. En række af den objektive aftalefortolknings traditionelle ræsonnementer, så som f.eks. modsætningsslutninger,
rangfølgebetragtninger eller søgning efter en indre konsistens imellem forskellige aftaledele eller vilkår, må i konsekvens heraf miste deres styrke.123
Særligt giver disse konstateringer grund til at overveje, hvilken betydning
den såkaldte uklarhedsregel må antages at have for fortolkningen af entrepriseaftaler. I flere tilfælde har Voldgiftsretten således fundet anledning til at
påpege, at udbudsmaterialet skal udformes klart og tydeligt, og at eventuelle
uklarheder i tilfælde af uenighed om arbejdernes omfang må komme bygherren til skade. Forestillingen om det ideelt set klare og utvetydige udbudsmateriale, der er i tråd med den klassiske kontraktrets aftaleforståelse, jf. ovenfor
under afsnit 2 og afsnit 4.1, udgør et ankerpunkt i dansk entrepriseret.
KfE1981 s.4VBA, hvor Voldgiftsretten udtalte, at »udbudsmaterialet ved en licitation bør
affattes logisk og lettilgængeligt, således at det giver tilbudsgiverne klare oplysninger som
grundlag for deres beregning af tilbudet på den forholdsvis korte tid, som er til rådighed
hertil. Uklarhed i udbudsmaterialet må derfor ved forståelsen af entreprisens omfang
komme bygherren til skade.« Tilsvarende formuleringer er indeholdt flere andre kendelser,
jf. nærmere i Kapitel 8, afsnit 4.2.
Krav til udbudsmaterialet om klarhed og utvetydighed fremgår af AB92, § 2,
stk. 1, og også i den entrepriseretlige litteratur er uklarhedsreglen blevet be123. Jf. f.eks. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave 2002, s. 334.
109
89
skrevet som en fortolkningsregel, der spiller en særligt fremtrædende rolle i
entrepriseforhold.124
Netop den hyppige forekomst af uklarheder, tvetydigheder, indbyrdes
modstridende kontraktbestemmelser, osv. kan naturligvis betragtes som årsagen hertil. Det er imidlertid problematisk at opstille en så entydig regel for
afgørelsen af fortolkningstvister, når de tilfælde, som reglen angiver at regulere, i virkeligheden er helt typisk forekommende – ja nærmest et almindeligt
kendetegn.
Lige så praktisk anvendelig, som uklarhedsreglen umiddelbart forekommer, lige så usikkert fremstår dens egentlige indhold da ved nærmere undersøgelse: Selv i de tilfælde, hvor en entrepriseaftale findes at være uklar, indebærer dette ikke uden videre, at aftalen skal fortolkes imod bygherren, der
almindeligvis er den, der har udarbejdet aftalevilkårene, jf. ovenfor i Kapitel
3, afsnit 2.2. Er uklarheden kendelig for entreprenøren, vil denne således efter
fast praksis125 ikke kunne gøre den gældende, og i grelle tilfælde vil bygherren ikke være bundet af sin fejl, jf. aftalelovens § 32, stk. 1 eller princippet i
denne bestemmelse.126
Som fremhævet i afsnit 2 indebærer anvendelsen af fortolkningsteorier,
der (udelukkende) søger at knytte fortolkningsresultatet tæt an til selve aftaleteksten, en vis risiko for, at fortolkningsprocessen herved kommer til at fremtræde som en ren tekstanalyse og at det for aftalefortolkningen afgørende
kriterium fremstår som rent sprogligt. Dette kan medvirke til, at væsentlige
præmisser for fortolkningsresultatet ikke tillægges vægt eller tilsløres.127
I lyset af entrepriseaftalernes faktiske kendetegn bliver det så meget desto
mere åbenbart, at uklarheden ikke fastslås på grundlag af en tekstanalyse
alene, men forudsætter, at fortolkeren forholder sig til, hvilke krav der i almindelig og i det konkrete tilfælde må stilles bl.a. til den udførlighed, som
bygherren – som koncipist – bør udvise ved udformningen af udbudsgrundlaget og til den agtpågivenhed, som entreprenøren bør udvise ved sin granskning af samme. Når bl.a. parternes varierende sagkundskab, den varierende
grad af fagteknisk og omfangsmæssig kompleksitet og det tidspres, der efter
omstændighederne hviler på parterne, tages i betragtning, bliver det åbenbart,
at fastlæggelsen af disse krav i det konkrete fortolkningstilfælde kommer til
at udgøre det centrale ræsonnement for fortolkningen. Uklarheden må være
særdeles kontekstafhængig.
124. Jf. f.eks. Erik Hørlyck, Entreprise og Licitation, 5. Udgave, 1998, s. 135.
125. Jf. nærmere nedenfor i Kapitel 8, afsnit 4.3.
126. Jf. nærmere nedenfor i Kapitel 6, afsnit 2.
127. Jf. Jan Hellner, Tolkning av standardavtal, Jussens Venner, Hefte 4, 1994, s. 272.
110
90
6. Normativ fortolkning
Det er således også i almindelighed kendetegnende, at uklarhedsreglen ofte finder anvendelse i aftaleforhold, hvor den ene part – koncipisten – også på anden måde synes at være
den anden aftalepart overlegen, jf. f.eks. Aftalelovens § 38b, der finder anvendelse i forbrugerforhold og f.eks. UfR2003s.2257Ø, der omhandlede fortolkning af en erhvervsevnetabsforsikring. Uklarhedsreglen finder dog også anvendelse i forholdet imellem to tilsyneladende helt jævnbyrdige parter, jf. f.eks. UfR2003s.618H, hvor uklarhed i en aftale imellem Københavns Havn og et rederi fandtes at måtte komme havnen til skade.
Uklarhedsreglens rolle i entrepriseforhold undersøges nærmere i Kapitel 8,
afsnit 4.2 om bygherrens prækontraktuelle forpligtelser.128
På trods af entrepriseaftalens almindelige ufuldkommenhed, tjener entrepriseaftalers vilkår, tegninger, beskrivelser etc. i det praktiske aftaleliv som
det primære redskab til formidling af viden om, hvad det er aftalen går ud på.
Når denne formidling i almindelighed også lykkes, skyldes det, at entrepriseforholdet i almindelighed er præget af parternes professionalisme og sagkundskab – bl.a. i konsekvens af den tekniske rådgivning, som parterne (særligt bygherren) ofte modtager. Bedømmelsen af aftaletaksten som retskilde
for afgørelsen af entrepriseretlige typetvister, må derfor i almindelighed antages at finde sted under hensyn til den viden og sagkundskab, som aktørerne i
sektoren vurderes at besidde.
Jo større vægt der ved fortolkningen lægges på denne sagkundskabs forståelse af aftalen og det projekt, der ønskes gennemført, desto mere må det
imidlertid forventes, at interessen svækkes for den konkrete aftaletekst og
dermed autoriteten bag de ræsonnementer, der støttes på tekstanalysen og
forestillingen om den fuldkomne aftale, jf. også nærmere nedenfor under
afsnit 6.
Norsk entrepriseret er i dag præget af en betydelig grad af formalisme, jf. nærmere nedenfor i Kapitel 5, afsnit 3.4 og Kapitel 11, afsnit 3.2.. Det er derfor ikke overraskende, at
væsentlige norske afgørelser af entrepriseretlige fortolkningsspørgsmål i vid udstrækning
er baseret på nuancerede tekstanalyser. Der består dog endvidere en vis forskel i hhv. den
norske og danske tradition i relation til udformningen af rettens præmisser.
6.
Normativ fortolkning af entrepriseaftaler
6.1. Nærmere om normativ fortolkning
Ved normative fortolkningsteorier forstås i denne afhandling teorier, der tager
udgangspunkt i den omstændighed, at aftalen tillægges retsvirkninger i kraft
128. Se også Kapitel 12, afsnit 4.3.2 og Kapitel 13, afsnit 4.
111
91
af samfundets anerkendelse af dens retligt forpligtende karakter. Den normative fortolkning tager derfor afsæt i den retlige kontekst, hvori aftalerne optræder. Fortolkningens resultat legitimeres i kraft af at være udtryk for et
normalt eller sædvanligt resultat.
Udviklingen af normative fortolkningsprincipper synes at have fundet sted
i takt med den samfundsmæssige udvikling imod slutningen af det 20. århundrede, der i mange retssystemer indebar øgede og nuancerede krav til
aftalerne som betingelse for at anerkende disse, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit
2.2.. Denne udvikling har således ligeledes indebåret en stigende anerkendelse af baggrundsrettens betydning for fortolkningsprocessen.129 De normative
teorier synes særligt repræsenteret i nordisk kontraktret.130
Et bidrag til udviklingen af en normativ fortolkningsteori ses hos Stig
Jørgensen, der i sin fremstilling af kontraktretten – efter en forholdsvis traditionsbunden indledende begrebsbestemmelse – foreslår den »mulighed« at
forstå fortolkningsregler som »materielle udtalelser om bevisbyrdens fordeling«131 (forfatterens egen kursivering). Fortolkningens opgave bliver ifølge
Stig Jørgensen hermed, at »tage stilling til, om parterne i det konkrete tilfælde
har foretaget dispositioner, som bevirker, at de normale retsvirkninger af den
kontrakttype, som man har kontraheret om, skal tilsidesættes til fordel for
specielle regler«.132
I tråd med denne betragtning anfører Lennart Lynge Andersen og Palle Bo
Madsen, at
»… retsvirkninger ikke udspringer af aftaleparternes vilje eller viljestilkendegivelser »i sig
selv«, men kun udløses i kraft af retsordenens regler om at tillægge viljeserklæringer aftalevirkning – eller om at indstifte aftalevirkninger på grundlag af anden konkludent adfærd
uden basis i egentlige viljestilkendegivelser«.133
I lyset af denne erkendelse peger forfatterne på, at fortolkningen af en konkret
aftale altid vil blive stillet i relation til baggrundsretten: »Fortolkningsreglerne og de udfyldende regler opstiller reelt en legal formodning for en bestemt
løsning (…). Hvis én af parterne påstår en anden løsning lagt til grund, må
129. Jf. Lennart Vahlén, Avtal och Tolkning, 1960, s. 203 og s. 260, hvor det anføres, at de
udfyldende regler tillige fungerer som fortolkningsregler, og at »vid val mellan olika
tolkningar den tolkning föredrages som överensstämmer med utfyllande rätt«.
130. Jf. Kai Krüger, Norsk Kontraktsrett, 2. udgave, 1991, s. 524.
131. Jf. Stig Jørgensen, Kontraktret, Bind 1, Aftaler, 1971, s. 168.
132. Jf. Stig Jørgensen, Kontraktret, Bind 1, Aftaler, 1971, s. 169.
133. Jf. Lynge Andersen og Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave 2006, s. 3770. Se
tilsvarende Kurt Grönfors i Avtal och omförhandling, 1995, s. 94.
112
92
det konkret sandsynliggøres, at det har været aftaleparternes mening at fravige de »normale« retsvirkninger for en aftale af denne type …«134(Forfatternes
egen kursivering).
Disse konstateringer danner grundlag for præsentationen af en fortolkningslære, hvis legitime mål er »så langt som muligt at harmonere med de
resultater, der tilstræbes ved andre retsregler«.135 Fortolkningen fremstilles
e.o. som en normativ adfærdsvurdering, der tilkender hensyntagen til rimelighed og billighed en fremtrædende rolle, og som reducerer parternes subjektive forhold og aftalens ordlyd til relevante fortolkningsdata på linie med
oplysninger om aftalens formål, om forudgående forhandlinger, efterfølgende
omstændigheder mv.136
En fremtrædende nordisk repræsentant for en normativ fortolkningslære er
Kurt Grönfors, der bl.a. med henvisninger til Stig Jørgensen samt Lynge
Andersen og Madsen har tilsluttet sig opfattelsen af fortolkningens nære relation til baggrundsretten og opstiller et forholdsvis koncist formuleret tolkningsskema: Fortolkningen fremstilles som en proces i form af en række
indbyrdes nærmere prioriterede undersøgelser, der som sine væsentlige elementer involverer eftersøgningen af en dispositiv retsregel – en normalløsning – og dernæst overvejelsen om, hvorvidt reglen »uppbärs av så starka
rättspolitiska skäl att den inte skall frångås i detta fall«. 137
Først herefter påbegyndes ifølge Grönfors en individuel tolkning af aftalen
under involvering af bl.a. tolkningsdata, der hovedsagligt består af en række
ydre omstændigheder.138 Hverken løftegivers eller løftemodtagers psykologiske forhold vurderes at spille nogen fremtrædende rolle i denne sammenhæng.139
Den normative fortolknings retlige karakter må i sin yderste konsekvens
indebære en opgivelse af forestillingen om et statisk, faktuelt og dermed ujuridisk fundament under fortolkningen, som såvel subjektive som objektive
fortolkningsteorier kan tages til indtægt for, jf. ovenfor under afsnit 4.1. og
5.1.140
134. Jf. Lynge Andersen og Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave 2006, s. 377f.
135. Jf. Lynge Andersen og Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave 2006, s. 379.
136. Jf. Lynge Andersen og Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave 2006, s. 388ff.
140. Såvel Stig Jørgensen som Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsens fremstillinger af fortolkningslæren indledes dog med gengivelser af en forholdsvis klassisk forståelse af fortolkningens anknytning til subjektive og objektive kriterier.
113
93
Den normative fortolkningslære repræsenterer altså i forhold til fortolkningsspektrets subjektive og objektive poler en relativ frigjorthed i forhold til
såvel viljesbetragtninger som aftaleordlyd, fordi den normative fortolkning
fokuserer på flere andre »fortolkningsdata« og dermed – som af Lynge Andersen og Madsen fremhævet – ofte indebærer en samlet vurdering af parternes adfærd i lyset af baggrundsretten. Hermed udviskes klassiske sondringer
imellem fortolkning og subsumption og fortolkning og udfyldning. Mere
principielle vanskeligheder frembyder imidlertid spørgsmålet, hvorledes den
normative fortolkningsvirksomhed med sin relative frigjorthed i forhold til de
klassiske kriterier for aftalefortolkningen afgrænses i forhold til aftalekorrektion.
Hos Lynge Andersen og Madsen påpeges, at fortolkningen udgør et af
flere retlige redskaber, der – i ønsket om opnåelse af et rimeligt resultat –
bringes i anvendelse af domstolene. Fortolkningen udgør således et retligt
virkemiddel, der »går hånd i hånd med især vildfarelsesreglen i aftalelovens §
32, stk. 1, og generalklausulen i aftalelovens §36«, hvilket indebærer, at fortolkningen kan være udtryk for »en >>skjult<< rimelighedscensur«: 141 »Acceptable konsekvenser af en tvivlsom kontrakt ses opnået ved en pragmatisk
fortolkning i retning af det sædvanlige og rimelige – hvorved man efter omstændighederne kan undgå en ellers nærliggende ugyldighedsproblematik«.142
Når fortolkningen finder sted med afsæt i fortolkerens – det vil sige det
omkringværende samfunds – opfattelse af, hvad der vil være et sædvanligt og
rimeligt eller godt fortolkningsresultat, og når fortolkningen fremstår som
forholdsvis frigjort fra aftaleteksten og i stedet involverer f.eks. vedtagelsesog korrektionsbetragtninger, får aftalefortolkningen karakter af en helhedsbedømmelse af den kontraktretlige relation imellem aftalens parter. Afgørende
synes at blive, om aftaleforholdet i relation til det omtvistede spørgsmål
fremstår i overensstemmelse med det, der må anses for at være sædvanlig god
aftaleskik på omhandlede område.
De foreliggende teorier om normativ fortolkning omtaler så vidt ses ikke en sådan standard for god aftaleskik. Begrebet synes dog at udgøre en rammende samlebetegnelse for
det retskildemæssige grundlag for en sådan sammensat bedømmelse af det konkrete aftale-
141. Jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave
2006, s. 419f.
2006, s. 421.
114
94
forhold i forhold til baggrundsretten, og hvad der i øvrigt måtte fremstå som en sædvanlig
god regulering af det omtvistede spørgsmål.
De nøjagtige rammer for denne – forholdsvis frie – fortolkningsvirksomhed
er ifølge forfatterne vanskelige at fastlægge. På den ene side må aftalelovens
§ 36 og aftalelovens øvrige ugyldighedsregler betragtes som de rette korrektionsredskaber i grellere tilfælde. På den anden side kan eksistensen af generalklausulen i § 36 ikke antages at afskære domstolene fra udøvelsen af korrigerende rimelighedsfortolkning. Det må dog ifølge forfatterne kræves, »at der
er noget at fortolke, dvs. at aftalen efterlader en vis rimeligt begrundet
tvivl«.143
Også Grönfors søger rammerne for den normative fortolkning ved hjælp
af en tekstanalyse, idet han allerede opfatter tilstedeværelsen af en oklarhet i
aftalen som kendetegnende for selve fortolkningssituationerne, det vil sige
som en forudsætning for anvendelsen af den normative fortolkning som kontraktretligt redskab.144
Det synes således at være karakteristisk, at normative fortolkningsteorier,
uanset den kendetegnende retliggørelse af fortolkningsprocessen, stadig søger
en vis støtte i mere klassiske fortolkningskriterier, eller i hvert fald med afsæt
i selve aftaleteksten som et rent faktisk fænomen at sætte visse rammer for
fortolkningen. Heri ligger for så vidt en fundamental selvmodsigelse – ordlydsfortolkningen omfatter i sig vidtstrakt hensyntagen til det sædvanlige og
det efter omstændighederne normale145 – men måske gives der ikke et mere
velegnet grundlag for opretholdelsen af sondringen imellem fortolkning og
aftalekorrektion, jf. nærmere nedenfor under afsnit 7.2.
Retspraksis giver løbende eksempler på normativ fortolkning. Som eksempel kan nævnes
UfR2006s.1189H, der omhandler fortolkningen af en aftale om registrering af domænenavne. Den selvejende institution Foreningen Dansk Internet Forum, der var administrator
af landekoden ».dk«, inddrog retten til anvendelse af adressen »co.dk« under henvisning
til, at navnet skabte forvirring ved brug af internetadresser. Sø- og Handelsretten lagde til
grund, at aftalerne med de enkelte domæneadresseindehavere havde karakter af masseaftaler, og fandt herefter »ikke, at der er grundlag for at antage, at der ikke skulle være mulig-
2006, s. 423.
144. Jf. Kurt Grönfors, Tolkning av fraktavtal, Sjörettsföreningen i Göteborg, 1989, s. 38
og s. 46.
2006, s. 390 med note 36.
115
95
hed for at foretage ændringer i aftalegrundlaget, når særlige grunde taler herfor.« Højesteret tiltrådte resultatet. Uden nærmere begrundelse for resultatet end henvisningen til aftalens karakter af masseaftale, synes afgørelsen således baseret på en opfattelse af, at det for
administrationen af landekodenavne er nødvendigt og hensigtsmæssigt, at vilkårene for
sådanne aftaler løbende kan justeres. Synspunktet har en vis støtte i praksis vedrørende
visse vilkårsændringer i længevarende kontraktforhold, jf. nærmere nedenfor i Kapitel 5,
afsnit 2.1.
Endvidere kan nævnes den meget omtalte dom UfR2000s.656H, der omhandlede en
aftale om at komponere musik til en ballet, der skulle opføres på Det Kongelige Teater.
Der tilkom i henhold til aftalen komponisten et bestillingshonorar på 100.000 kr, og en
nærmere fastsat tantieme pr. forestilling. Aftalen indeholdt ingen bestemmelser om
honorar ud over bestillingshonoraret for det tilfælde, at balletten ikke skulle blive opført.
Som følge af interne problemer på teatret blev balletten ikke opført. Højesteret lagde
bl.a. til grund, at det havde »formodningen imod sig«, at komponisten skulle have påtaget sig at komponere musik til den omhandlede ballet alene mod betaling af 100.000 kr.
og at »den forudsatte balance« imellem vederlaget og komponistens indsats derfor var
blevet »afgørende forrykket«. Komponisten tilkendtes et skønsmæssigt fastsat tillægsvederlag.146
6.2. Den normative fortolknings mulige anvendelighed som hjemmel
for afgørelse af entrepriseretlige typetvister
I en række henseender synes normative fortolkningsteorier – snarere end
subjektive eller objektive fortolkningsteorier – at tage højde for netop entrepriseaftalernes faktiske kendetegn.
De problemer, som entrepriseaftalens parter på aftaletidspunktet normalt
vil have med at overskue det detaljerede indhold af projektet, og de usikkerheder, der ofte efterfølgende vil vise sig i relation til beviset for parternes
overvejelser på aftaletidspunktet, jf. ovenfor under afsnit 4.2 og 5.2, spiller
ikke nogen kritisk rolle for en fortolkning, der overvejende knytter an til
normative kriterier.
Ej heller vil det spille nogen kritisk rolle for en normativ fortolkning, at
aftaleteksten ikke overordnet fremstår som et konsistent, harmonisk hele, der
giver et godt grundlag for tekstnær, analytisk bearbejdning, men derimod må
146. Dommen er omtalt flere steder i litteraturen i relation til bl.a. forudsætningssynspunkter og ligevægtshensyn, jf. f.eks. Mads Bryde Andersen i Avtalslagen 90 år, 2005,
Aktuell nordisk rättspraxis s. 377ff, Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen,
Aftaler og Mellemmænd, 5. udgave, 2006, s. 417 og Erik Hørlyck, Entreprenørvederlaget, 2002, s. 111ff.
116
96
betragtes som et ufuldkomment, fragmenteret forsøg på at markere et udgangspunkt for den retlige relation mellem entrepriseaftalens parter, jf. ovenfor under afsnit 5.2.
Anvendelsen af normative fortolkningsteorier synes i det hele taget fortrinsvis velbegrundet ved fortolkning af aftaler, der som entrepriseaftaler er
længerevarende, komplekse og hvor det endelige indhold af parternes ydelser
først finder sted efterfølgende.147
Når dette er tilfældet skyldes det, at den normative fortolkning ikke bygger
på forestillingen om et faktuelt og statisk udgangspunkt for fortolkningen i
form af enten tilstedeværelsen af nærmere bestemte psykologiske forhold hos
aftalens parter eller et nærmere konstaterbart ydre udtryk herfor. Hverken
parternes fælles vilje på aftaletidspunktet eller selve aftaleteksten opfattes
som det centrale legitimerende grundlag for fortolkningsresultatet, men derimod den regulering af aftaleforholdet, der må vurderes at være den normale
eller sædvanlige i den konkrete situation.
Som eksempel kan nævnes KfE2006s.223VBa, der omhandler forståelsen af en i en tilbudsliste anført pris for vejrligsforanstaltninger i form af afdækning med presenninger.
Voldgiftsretten tilsidesatte entreprenørens forståelse af bestemmelsen under henvisning til,
at dette ville føre til »en eksorbitant omkostning«. Voldgiftsretten lagde imidlertid ej heller
bygherrens forståelse til grund under henvisning til, at denne forekom »uklar«, og tilkendte
under hensyn bl.a. til entreprenørens »fortjeneste ved leverancen«, de afholdte udgifter mv.
et »passende« beløb for forbrug af presenninger.
I relation til fortolkning støttet på bedømmelse af aftalens »klarhed«, »entydighed«
henvises til det ovenfor under afsnit 2 og 5.2 anførte.
Voldgiftsrettens praksis giver mange eksempler på afgørelser, der umiddelbart synes
begrundet under henvisning til klassiske fortolkningskriterier, men som efterlader det
indtryk, at normative hensyn har spillet en afgørende rolle for fortolkningsresultatet, jf.
f.eks. nedenfor i Kapitel 11, afsnit 5.
I relation til mangelsbedømmelsen spiller det, der må anses for sædvanlig god kvalitet,
en afgørende betydning for de krav, der kan stilles til ydelsen, jf. AB92, § 30, stk. 1.148
Kravene til kvalitetsstandarders vedtagelse svækkes efter omstændighederne betydeligt. I
KfE2005s.52VBA havde en entreprenør påtaget sig at udføre et gulv i en lagerhal. Af
entreprenørens ordrebekræftelse fremgik, at tolerancen på gulvoverfladen skulle udføres i
henhold til udleverede anvisninger fra en truckleverandør, og i disse henvistes til en tysk
standard vedrørende gulve i smalgangsarealer. Den tyske standard foreskrev strenge tolerancekrav, hvor der skulle køres med styrede trucks. Bygherren fandtes at være berettiget
147. Dette er for så vidt ikke overraskende, idet de normative fortolkningsteorier netop
forekommer udviklet med bl.a. sådanne aftaleforhold for øje, jf. ovenfor i afsnit 6.1.
148. Jf. Erik Hørlyck, Entreprise og Licitation, 5. udgave, 1998, s. 279ff.
117
97
til at regne med, at den tyske standard var overholdt på hele arealet, idet det måtte have
påhvilet entreprenøren at søge afklaret, hvor sådan brug af gulvet skulle finde sted.
Den normative fortolkning giver således mulighed for at undgå, at fortolkeren
ikke underbygger fortolkningsresultatet med argumenter, der strækkes til det
yderste for at knytte en forbindelse til de konkrete parters subjektive forhold
eller til aftaleteksten i tilfælde, hvor kriterier ikke yder megen vejledning. Og
hermed kan sådanne afgørelser undgås, der kun tilsyneladende lægger vægt
på parternes subjektive forhold eller analyser af aftaleteksten, men som i
realiteten er baseret på en vurdering af, hvad parterne burde have indset,
skrevet eller handlet. Det normative element, der i øvrigt er en del af såvel
den subjektive som den objektive fortolkning, jf. ovenfor i afsnit 3.3, vil mere
åbent kunne adresseres og komme til udtryk, og der vil legitimt kunne henvises til, at helt andre forhold end viljesbetragtninger og tekstanalyser efter
omstændighederne spiller en afgørende rolle for fortolkningen.
Den normative fortolkning forekommer dog fortsat at være et forholdsvis
uudviklet og udetaljeret redskab for fortolkeren.
For eksempel forekommer det vanskeligt at foretage en nærmere konkretisering og systematisering af de omstændigheder, der er bestemmende for
fastlæggelsen af den normative fortolkningsstandard. Ud over baggrundsretten forekommer bl.a. det nærmere indhold af transaktionen (aftaletypen),
parternes status og deres adfærd i forbindelse med aftalens indgåelse at spille
en rolle for vurderingen af, hvad der må betragtes som et normalt eller sædvanligt fortolkningsresultat. Det forekommer imidlertid noget usikkert, hvorledes disse omstændigheder skal vægtes i forhold til hinanden og i forhold til
de mere klassiske kriterier for fortolkningen.
Den relative frigjorthed i forhold til forestillinger om parternes subjektive
forhold og i forhold til den blotte aftaletekst, som kendetegner den normative
fortolkning, rejser desuden vanskelige spørgsmål om aftalefortolkningens
retlige natur. Spørgsmålet er, hvorledes den normative fortolkning lader sig
afgrænse over for andre retlige ræsonnementer, således at aftaleparternes
fortsat sikres kontrol med de nærmere vilkår for transaktionen, jf. nærmere
nedenfor i afsnit 7.
118
98
7. Konklusion og reservationer
7.
Konklusion og reservationer
7.1. Opsummering
I ovenstående afsnit 2-6 er aftalefortolkningen blevet undersøgt nærmere med
henblik på vurdering af, om fortolkningen udgør et egnet redskab til afhjælpning af det entrepriseretlige hjemmelsproblem.
Det er konstateret, at den almindelige forståelse af fortolkningssituationen,
som karakteriseret ved forekomsten af uklarheder i aftalen eller tvivl om
dennes indhold, skaber grundlag for en forventning om, at der efter omstændighederne ved fortolkning kan etableres hjemmel for afgørelsen af entrepriseretlige typetvister. Det fremhæves imidlertid, at fortolkningssituationen
med anvendelse af en nutidig sprogforståelse ikke vil kunne afgrænses ud fra
analyser af aftaleteksten uden hensyntagen til aftaletakstens faktiske og retlige kontekst, hvilket vanskeliggør den nærmere vurdering af fortolkningens
anvendelighed som grundlag for afhjælpning af det entrepriseretlige hjemmelsproblem.
Afgørende synes at være, hvilke kriterier der udgør det legitimerende
grundlag for fortolkningsresultatet, og om disse kriterier lader kan identificeres ved fortolkning af entrepriseaftaler.
Navnlig tre kriterier synes til sammen at markere et retskildemæssigt spektrum for aftalefortolkningen. Aftaleparternes subjektive forhold på aftaletidspunktet, aftaleteksten og baggrundsretten, og det, der i øvrigt må betragtes
som et sædvanligt godt fortolkningsresultat, udgør anknytningspunktet for
henholdsvis subjektiv, objektiv og normativ fortolkning.
Subjektiv fortolkning af entrepriseaftaler vanskeliggøres betydeligt af flere
faktiske kendetegn ved nutidens entrepriseaftaler, herunder særligt parternes
vanskeligheder ved at forstå det detaljerede indhold af projektet og de ofte
begrænsede muligheder for at dokumentere aftaleparternes subjektive forhold
på aftaletidspunktet. Navnlig entrepriseaftalens ufuldkomne karakter skaber
problemer for anvendelsen af den objektive fortolkningsræsonnementer, der
er udviklet med afsæt i en ældre tids sprogforståelse. Disse betragtninger
underbygger således den i Kapitel 1, afsnit 2 opstillede første tese.
I stedet synes den normative fortolkning at fremstå som et almindeligt
egnet redskab til fortolkning af entrepriseaftaler, hvilket særligt skyldes den
normative fortolknings relative frigjorthed fra overvejelser om aftaleparternes
subjektive forhold og analyser af aftaleteksten.
Imidlertid fremstår normative fortolkningsteorier i dag fortsat som noget
uudviklede, og det er spørgsmålet, hvorledes grænserne sættes for den normative fortolkning i forhold til andre kontraktretlige ræsonnementer og således,
119
99
at parterne bevarer mulighed for individuel tilpasning af vilkårene for transaktionen.
7.2. Om grænserne for den normative fortolkning af entrepriseaftaler
Udpegningen af den normative fortolkning som en formodet egnet metode til
fortolkning af entrepriseaftaler rejser principielle spørgsmål om navnlig den
normative fortolkningslæres nærmere indhold og om fortolkningens nærmere
afgrænsning i forhold til andre kontraktretlige regler. Den normative fortolkningsmetode fremstår på flere felter mere uudviklet end den subjektive og
den objektive fortolkningsmetode.
For det første fremstår det som noget usikkert, hvorledes normative betragtninger indkredses og afvejedes i forhold til hinanden som grundlag for
afgørelsen af den konkrete fortolkningstvist. Selv om den normative fortolkning beskrives som relativt frigjort i forhold til aftaleteksten, er dette imidlertid ikke ensbetydende med, at fortolkningen er vilkårlig. I konsekvens af den
normative fortolknings anknytning til baggrundsretten, må det netop antages,
at baggrundsretlige regler må antages at spille en dominerende retskildemæssig rolle for fortolkningen, hvad enten disse fremgår af lovbestemmelser eller
er skabt på grundlag af praksis. I de tilfælde, hvor baggrundsretten ikke vurderes at regulere det omtvistede problem, bliver spørgsmålet, hvorledes det
afgøres, hvad der er et sædvanligt godt fortolkningsresultat. I mange af livets
forhold vil fortolkningen af en aftale i en sådan situation komme til at bero på
meget almene betragtninger om, hvad der i den givne situation fremstår som
et rimeligt resultat. I entrepriseforhold derimod, vil den normative fortolkning
ofte kunne finde støtte i standardaftaler, herunder særligt (i det omfang disse
kilder ikke allerede opfattes som omfattet af baggrundsretten) agreed documents, og i ekspliciterede standarder, sædvaner og kutymer for projektering
og udførelse af bygge- og anlægsarbejder. Dette materiale vil ofte kunne give
forholdsvis sikker støtte for betragtninger om, hvad der i den givne situation
vil være et sædvanligt godt fortolkningsresultat i entrepriseforhold og dermed
styrke disses legitimitet.
For det andet kan den nærmere retlige natur af den normative fortolkning
fremstå som usikker. Jo mere entydigt fortolkningen knytter an til de normative kriterier, jo mere synes fortolkningen imidlertid at tilpasse det individuelle aftaleforhold til det, som fortolkeren opfatter som en standard for god
aftaleskik, og jo mere tager fortolkningen karakter af aftalekorrektion, jf.
ovenfor under afsnit 6.1. Dette er ikke uproblematisk.
Aftalefortolkningen udgør definitorisk anvendelse af aftalen som grundlag
for at afgøre en tvist, ikke tilsidesættelse. Hvis fortolkningen alene knytter an
120
100
7. Konklusion og reservationer
til normative kriterier, vil fortolkningen ikke kunne skelnes fra aftalekorrektion, der definitorisk udgør kontraktrettens undtagelsesregel.149
Dette vil indebære en tilsidesættelse af aftaleparternes mulighed for at
tilpasse aftalevilkårene til deres individuelle behov og dermed fratage kontraktretten den karakter af selvregulering, der trods alt fortsat udgør kontraktrettens væsentligste kendetegn, jf. ovenfor i Kapitel 2, afsnit 2.3, og som
er et centralt redskab for skabelse og overførsel af værdier i samfundet. En
rent normativ fortolkning vil derfor medføre en nedbrydning af den almindelige kontraktretlige systematik.
Det må således antages, at fortolkningen i nogle tilfælde vil udgøre et
velegnet og fleksibelt hjemmelsgrundlag for afgørelsen, men at fortolkningen
dog må bevare en vis anknytning til det, der antages at have været aftaleparternes mening, og til aftaleteksten.
Det forekommer imidlertid vanskeligt præcist at afgrænse de situationer,
hvor aftalefortolkningen forekommer at udgøre en egnet hjemmel for afgørelsen, fra de situationer, hvor afgørelsen bør støttes på andre ræsonnementer.
Den nærmere undersøgelse af fortolkningssituationen i afsnit 2 har således
vist, at en traditionel afgrænsning af fortolkningssituationen til tilfælde, hvor
der foreligger sproglig uklarhed eller tvivl, forekommer utidssvarende og
skaber risiko for, at analyser af aftaleteksten kaster et slør over retskilderne
for afgørelsen af den konkrete fortolkningstvist.
Fastlæggelsen af grænserne for fortolkningen i det konkrete tilfælde synes
uløseligt sammenkædet med den retlige bedømmelse af tvisten i sin helhed.
Afgrænsning af de tilfælde, hvor aftalefortolkning forekommer at udgøre et
egnet hjemmelsgrundlag for afgørelsen af entrepriseretlige typetvister, bør
måske søges klargjort – så vidt det er muligt – med afsæt i fortolkerens perspektiv frem for i aftalens perspektiv.
Aftalefortolkning fremstår hermed som et muligt selvstændigt hjemmelsgrundlag for afgørelsen i tilfælde, hvor der foreligger en tvist imellem aftalens
parter (eller hvor en sådan tvist i hvert fald af den ene eller anden årsag forekommer nærliggende), og hvor genstanden for denne tvist ifølge aftalens
parter i et eller andet omfang knytter an til forståelsen af den konkrete aftaletekst, uden at denne nødvendigvis for en umiddelbar betragtning fremstår som
uklar eller behæftet med tvivl.
149. Jf. nærmere nedenfor i Kapitel 6, afsnit 6.
121
101
Når grænserne for den normative fortolkning ikke lader sig fastlægge ud
fra et enkelt kriterium, bliver det afgørende for fortolkningsresultatets legitimitet, at fortolkeren gør sig klart, om det valgte fortolkningsresultat opfattes
som udtryk for anvendelse af aftalen eller tilsidesættelse af denne, og at fortolkeren blotlægger sine ræsonnementer i denne henseende.
122
102
Aftaler og mellemmænd
5. udgave
Lennart Lynge Andersen
Palle Bo Madsen
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
113
INSTITUTET
FÖR RÄTTSVETENSKAPLIG FORSKNING
[CLXVI]
BERT LEHRBERG
OMFÖRHANDLIGSKLAUSULER
BETYDELSE
OCH RÄTTSLIG BEHANDLING,
TILLÄMPNINGSOMRÄDEN,
REKVISIT OCH RÄTTSFÖLJDER
URIDISK INSTITUTBIBLIOTEK
Københavns Universitet
NORSTEDTS JURIDIK
114
4.5 Avtalslagens ogiltighetsregler
Av avtalslagens traditionella ogiltighetsregler tar flertalet sikte på kvalificerat otillbörliga
förfaranden vid tillkomsten av ett avtal, som gör avtalet ogiltigt (28–30, 31 och 33 §§). Avtalet
skall ha tillkommit på grund av tvång (28–29 §§), svek (30 §), ocker (31 §) eller andra
omständigheter som gör att det strider mot tro och heder att göra avtalet gällande (33 §). Typiskt
sett är det medkontrahenten själv som stått för det otillbörliga förfarandet. När det i stället är
någon annan som utövat detta erfordras att medkontrahenten bort inse att avtalet tillkom
under inflytande av ett sådant förfarande som avses i någon av de olika paragraferna.
Undantaget är 33 §, där kravet på ond tro är skärpt, så att det i stället krävs att medkontrahenten
måste antas ha haft insikt om de förhållanden som gör att det framstår som otill-bötligt att
åberopa rättshandlingen.
Bestämmelserna i 32 § avtalslagen avser förklaringsmisstag (första stycket) och
förvanskning (andra stycket). Förklaringsmisstag är ett misstag som hänför sig till innehållet
i en avgiven viljeförklaring. Misstaget kan i praktiken bestå i felskrivning eller liknande, i
feltolkning av använda ord eller uttryck vilkas betydelse i och för sig är klar eller i en objektivt
sett felaktig tolkning av ett ord eller uttryck som är behäftat med viss oklarhet eller
tvetydighet.50 Misstaget är relevant och leder till ogiltighet endast om mottagaren insett eller
bort inse detsamma.
Regeln om förvanskning avser enligt sin lydelse sådana fall då en viljeförklaring har
befordrats genom telegram eller framförts genom bud. Frågan i vad mån bestämmelsen i 32 §
andra stycket kan tillämpas analogiskt eller e contrario på förklaringar som befordrats på
annat sätt, till exempel genom elektronisk kommunikation i form av telex, telefax eller e-post, är
omdiskuterad.51 Förklaringen är inte gällande mot en mottagare som inte är i god tro om
förvanskningen. Vill den som fått sin förklaring förvanskad genom telegraferingen eller oriktigt
49 Bristerna hos begreppet kontraktsbrott hänför sig närmare bestämt dels till svårigheterna att finna
en användbar definition som ger grundlag för en precisering av begreppets närmare konturer, dels
till de övertoner som är förknippade med själva ordet “kontraktsbrott”.
Svårigheterna att definiera vad som närmare bestämt avses med kontraktsbrott brukar leda till
definitioner som hänför sig till rättsföljdssidan, ungefär så här: “ett kontraktsbrott är ett haudlande
eller en händelse som leder till typiska kontraktsbrottspåföljder i form av hävningsrätt och
skadeståndsansvar”. Ett begrepp som är definierat på detta sätt kan uppenbarligen inte – som sä
ofta sker med just kontraktsbrottsbegreppet – användas som rättsfaktum i en rättsregel.
Övertonerna hos ordet “kontraktsbrott” ligger däri att uttrycket ger sken av att anknyta till att
en part har förbrutit sig mot något och därför är särskilt klandervärd. Parten har brutit mot avtalet
och förtjänar närmast ett straff. Kontraktsbrott kan emellertid bestå i förfaranden eller händelser
som inte alls framstår som på något sätt klandervärda. Enligt min åsikt bör man i stället för begreppet
kontraktsbrott på rättsfaktumsidan laborera med vederlagsförutsättningar hänförliga till
medkontrahentens prestation och andra kategorier av förutsättningar. Detta kan dock inte utvecklas
här.
50 Se närmare Lehrberg, Avtalstolkning s. 59–62, Ussing, Bristende Forudsætninger
s. 5 ff., densamme Aftaler paa Formuerettens Omraade s. 156 samt Vahlén, Avtal och tolkning
s. 39 f. och densamme, Formkravet vid fastighetsköp s. 188 f.
51 Det vanliga argumentet emot att stadgandet skulle kunna tillämpas är att parterne vid
elektronisk kommunikation får anses komma i direkt kontakt med varandra utan att det finns
någon mellankommande part (bud respektive telegrafist) till vilken felet kan hänföras (se Grönfors,
Avtalslagen s. 77 och Ramberg, Allmän avtalsrätt s. 198). Detta argument förefaller knappast helt
övertygande. Förvanskning vid telegrafering torde kunna uppkomma under själva överföringen,
till exempel till följd av fel på linjen. Från detta klara fall inom tillämpningsområdet for 32 § andra
stycket är det näraliggande att analogisera, når en förvanskning i samband med datorkommunikation
har motsvarande orsaker. Dessutom är det svårt att se vilken betydelse den mellankommande
parten skulle ha för relevansen och tyngden av de ändamålsskäl som uppbär stadgandet i 32 § andra
stycket. Avgörande bör vara att meddelandet har förvanskats vid överföringen mellan parterna.
115
återgiven av budet eljest inte att förklaringen skall gälla, har han att meddela mottagaren om
detta utan oskäligt uppehåll efter det att förvanskningen kom till hans kunskap. I annat fall är
forklaringen i förvanskat skick bindande gentemot en mottagare i god tro.
Samtliga berörda ogiltighetsregler har den betydelsefulla begränsningen att de hänför sig
till omständigheter i samband med avgivandet av anbud eller accept, dvs. vid avtalsslutet.
Därför kan det antas att de mera sällan blir tillämpliga när ett problem uppkommer i samband
med fullgörelsen av avtalet etc. och endera parten framställer krav på omförhandling. Å andra
IT-utredningen har dock i sitt betänkande ’Elektronisk dokumenthantering’ anslutit sig till den
här kritiserade ståndpunkten och något förvånande tillfogat bland annat att en tillämpning av 32 §
andra stycket skulle innebära en återgång till viljeteorin och stå i strid med stråvan att i omsättningens
intresse skydda godtroende medkontrahent. (SOU 1996:40 s. 132 f.) Av vikt är emellertid också att
överväga vilken lösning som är mest lämplig för elektronisk kommunikation som sådan. Bör den
uppmuntras, som sker genom en regel vilken likt den i 32 § andra stycket avtalslagen ger avsändaren
goda möjligheter att komma ifrån sin bundenhet, eller bör den stävjas genom en regel som skyddar
godtroende mottagare av ett förvanskat meddelande?
Utredningens betänkandet utmynnar i den avtalsrättsliga delen i en till sin omfattning mycket
liten ändring i en så undanskymd bestämmelse som 40 § avtalslagen, vilken är av intresse i detta
sammanhang. Bestämmelsen behandlar sådana fall då en part enligt lagen har att i eget intresse
meddela motparten sin inställning, vid äventyr att annars avtal anses slutet eller anbud antaget eller
rättshandling, som av honom eller å hans vägnar företagits, blir gällande mot honom. Paragrafen
har den betydelsen, att om meddelandet i fråga blir försenat eller inte kommer fram skall delta inte
leda till att avsändaren inte anses ha fullgjort vad som åligger honom, förutsatt att meddelandet
blivit inlämnat för befordran på post eller telegraf eller eljest avsänts på ändamålsenligt sätt. Nyheten
i Utredningens förslag är att det jämte att ett meddelande försenas eller inte kommer fram tilläggs
att meddelandet “förvanskas”. Ändringen verkar i princip önskvärd. Det kan dock tillåggas att 40 §
endast är tillämplig på sådana meddelanden som skall lämnas enligt någon av de bestämmelser som
med utredningens synsätt knappast någonsin kan tillämpas vid automatisk elektronisk
kommunikation (4, 6, 9, 19, 28 och 32 §§).
Av särskilt intresse är att utredningen menar att det, efter att den föreslagna ändringen i 40 §
genomförts, motsatsvis skall framgå att avsändaren bär risken för förvanskning av meddelanden
som inte omfattas av paragrafen (SOU 1996:40 s. 134). Tydligen menar utredningen att det av
motsatsslutet till 40 § skulle följa att avgivaren bär risken för att ett meddelande har kommit fram i
förvanskat skick. Detta kan emellertid vara korrekt endast när det gäller den fråga som regleras i 40
§, nämligen risken för att ett förvanskat meddelande inte kommit fram i oförvanskat skick. Med andra
ord kan inte avsändaren mot mottagaren, när 40 § ej är tilllämplig, åberopa ett meddelande, som
förvanskats under överföringen, i det skick som det befann sig i före förvanskningen. Av åndringen
i 40 § framgär däremot inte att avsändaren skulle bära risken för att ett meddelande har kommit fram
i förvanskat skick. Frågan om avgivaren är bunden av ett meddelande i förvanskat skick regleras i 32
§ andra stycket avtalslagen eller genom analogi (eller motsatsslut) till detta stad-gande och inte i 40
§. Något motsatsslut till 40 § kan därför inte göras i denna del.
Utredningen vill i praktiken ersätta stadgandet i 32 § andra stycket avtalslagen med en regel
som vid automatiserade elektroniska avtalsslut nästan undantagslöst lägger risken för att ett
meddelande kommit fram i förvanskat skick på avgivaren. Detta skulle innebära att avgivaren
kunde bli bunden av de mest besynnerliga och för honom ytterst oförmånliga avtal. En sådan regel
kan knappast motiveras med att det skulle gynna en ökad tillämpning av automatisk elektronisk
kommunikation vid avtalsslut om mottagaren av ett sådant meddelande prioriteras på avsändarens
bekostnad. I detta syfte skulle en mer nyanserad ansvarsfördeling vara att föredra. Till exempel
skulle det kunna införas en regel om att avgivaren inte blir bunden vid förvanskning, men däremot
blir förpliktad att ersätta mottagarens negativa kontraktsintresse, ifall den riskfördelning som i
gällande rätt följer av 32 § andra stycket inte anses lämplig.
Möjligen är det Utredningens avsikt att olägenheterna för avgivaren i mer flagranta fall skall
avhjälpas med tillämpning av 36 § avtalslagen. Det är emellertid högeligen osäkert om detta stadgande
alls skulle kunna tillämpas i aktuella fall, om utredningens uppfattning att ändringen i.40 § utesluter
en analogi till 32 § andra stycket blev gällande rätt. Visserligen gäller att ogiltighetsregler är kumulativt
tillämpliga och det skulle inte vara förenat med några speciella svårigheter att tillämpa 36 § parallellt
med 32 § andra stycket. Men förvanskning är en specialfråga och om lagstiftaren klargjort att han
vill lösa denna fråga på så sätt att avsändaren är bunden vid det förvanskade meddelandet, är det
tveksamt om en så allmänt hållen bestämmelse som 36 § avtalslagen kan rubba på denna
ansvarsfördelning.
116
sidan är det inte någon långsökt tanke att, när någon av de ogiltighetsgrunder som regleras i
avtalslagens ogiltighetsregler objektivt sett är för handen men ogiltighet ej föreligger på grund
av att medkontrahenten är i god tro, just detta kan ge upphov till ett problem som kan lösas
genom omförhandling. Tvånget, sveket, förklaringsmisstaget etc. kan ha fått till verkan att
avtalet fått ett innehåll som den drabbade parten får svårt att leva upp till. I sådana fall kan
förekomsten av ogiltighetsgrunden (om vilken medkontrahenten varit i god tro) vara ett etiskt
argument av betydelse vid parternas förhandlingar om hur den uppkomna situationen bör
lösas.
4.6 Förutsättningsläran
Förutsättningsläran fungerar i praktiken som ett komplement till avtalslagens
ogiltighetsregler, eftersom den möjliggör för en avtalspart att komma ifrån avtal på grund av
okända eller oförutsedda omständigheter (felaktiga förutsättningar) i större omfattning än vad
som följer av ogiltighetsreglerna. Det hindrar emellertid inte att förutsättningsläran rätteligen
är att klassificera som en utfyllande rättsregel, vilken bestämmer avtalsparters möjligheter att
frånträda avtal på grund av okända eller oförutsedda omständigheter, när frågan inte regleras
i avtalet.
Inom förutsättningsläran har man traditionellt uppställt tre olika rekvisit, som måste vara
uppfyllda för att en förutsättning skall kunna tilläggas rättslig betydelse (relevans).
Väsentlighetsrekvisitet innebär att förutsättningen skall ha inverkat bestämmande på den
rättshandlandes beslut att företa rättshandlingen. Förutsättningens felaktighet – den okända
eller oförutsedda omständighetenmåste ha fått sådana konsekvenser för avgivaren, att det kan
antas att denne inte skulle ha ingått avtal på samma villkor, ifall han hade kant till de
omständigheter han svävat i villfarelse om och/eller förutsett att (och hur) förhållandena
skulle utvecklas. Man talar här om ett hypotetiskt prov.52
Synbarhetsrekvisitet kräver att förutsättningens förhandenvaro och dess väsentlighet skall ha
varit synbara för rättshandlingens mottagare. Det innebär att mottagaren måste ha insett eller
bort inse, att förutsättningen fanns där och att den var väsentlig i ovan angiven mening.53
Sådana förutsättningar som normalt är för handen vid en viss typ av lötten (typförutsättningar)
får dock mottagaren normalt räkna med. På motsvarande sätt får mottagaren normalt räkna
Med Utredningens utgångspunkt att 32 § andra stycket avtalslagen inte är tillämpligvid
elektronisk kommunikation uppkommer inte något problem när det gäller samspelet mellan 32 §
andra stycket och 40 § avtalslagen vid sådan kommunikation. Däremot kan sådana frågor tänkas
uppkomma vid kommunikation genom telegram eller bud, som omfattas av 32 § andra stycket
(ändringen i 40 § blir ju generell). Och med den ståndpunkt som här intas – nämligen att 32 § andra
stycket är analogiskt tillämpligt – uppkommer motsvarande frågor även vid elektronisk
kommunikation. Problemen torde dock inte vara synnerligen stora. 32 § andra stycket och 40 §
avser olika innehåll hos rättshandlingen, dvs. i praktiken olika rättshandlingar. Det normala är att en
förvanskad viljeförklaring inte kan göras gällande enligt 40 § och inte heller är bindande enligt 32 §
andra stycket. Att en viljeförklaring blir bestående enligt endera av paragraferna är inte heller
iögonfallande.
Ett åtminstone till synes besynnerligt rättsläge – med alltför många bindande viljeförklaringar
för att juristen skall känna sig riktigt till freds – skulle uppkomma först om avgivaren var bunden av
sin förklaring i förvanskat skick enligt 32 § andra stycket och samtidigt kunde åberopa
rättshandlingen i oförvanskat skick enligt 40 §. Denna situation blir vanligare med utredningens e
contrarioslut, eftersom detta får till konsekvens att avgivaren vid automatisk elektronisk
kommunikation nästan alltid är bunden av sin viljeförklaring i förvanskat skick. I praktiken förtutsätter
dock nästan situationen att en rättshandling som fore förvanskningen var en reklamation efter
förvanskningen har blivit ett löfte, vilket torde vara mycket ovanligt. Någon stor olägenhet är det
inte heller att en situation kan uppkomma där en viljeförklaring genom förvanskning förvandlas till
två. (Mer intressant är den situationen att felaktigheter vid överföringen leder till att en avgiven
viljeförklaring mångfaldigas och framkommer som kanske tio likadana förklaringar, vilka samtliga
accepteras av mottagardatorn.)
52 Se närmare Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 5 med hänvisningar.
53 Se närmare Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 6 med hänvisningar.
117
med att en förutsättning som normalt är väsentlig (en typiskt väsentlig förutsättning) är det
också i hans fall.
Riskrekvisitet, eller den avslutande relevansbedömningen, innefattar de övriga
överväganden som måste göras för att frågan om en förutsättning skall tilläggas rättsverkan
skall kunna bedömas. Även dessa kan uppdelas i ett antal olika rekvisit. Av dessa är
godtrosrekvisitet i likhet med Väsentlighetsrekvisitet och synbarhetsrekvisitet nödvändigt för att
förutsättningen skall få åberopas. Rekvisitet innebär att avtalsparten inte vid avtalsslutet får ha
känt till att förutsättningen var felaktig. Som huvudregel kan han inte heller åberopa
förutsättningen om han bort inse att den var felaktig. Beträffande vissa förutsättningar (t.ex. vid
fel i köpt vara) har avgivaren (köparen) undersökningsplikt.54 Ett annat grundläggande rekvisit
är att en förutsåttning som huvudregel inte är relevant, om avgivaren själv orsakat att den slagit
fel.55
Även om de nu angivna fyra grundläggande kraven för relevans är uppfyllda är
huvudregeln att den rättshandlande själv står risken för sina förutsättningar. Övriga rekvisit
utgör särskilda relevansgrunder som kan leda till att en förutsättning i strid med denna
huvudregel tilläggs rättslig relevans.
Det är närmast en självklarhet att en förutsättning som avser mottagare ns fullgörelse av en
utfästelse eller förhandenvaron eller inträffandet av förhållanden som mottagaren garanterat
regelmässig är relevant. 56 Situationen kan uppfattas så att mottagaren genom sin
viljeförklaring tagit på sig ansvaret för avgivarens förutsättning.
En förutsättning som har stöd i mottagarens enuntiation – oriktiga uppgifter – är också som
huvudregel relevant på samma sätt som om det rört sig om en garanti. Uppgifter kan lämnas
uttryckligen eller genom s.k. enuntiativt uppträdande. I princip krävs att avgivaren har fog för
att lita på uppgiften eller att mottagaren förfarit vårdslöst.57
På samma sätt som enuntiationer behandlas inom förutsättningsläran sådana fall då en
förutsättning har stöd i en s.k. enuntiativ relevansgrund. Detta innebär att förutsättningen är
gemensam eller att den har stod i särskilda fakta (individuella relevansgrunder) eller i det
förhållandet att den svarar mot vad som är det normala i en viss typ av situation (allmänna
relevansgrunder)och att detta är synbart för mottagaren. Dessutom erfordras att mottagarens
tystnad, på motsvarande sätt som hans enuntiation, är ägnad att inge tillit. Avgivaren skall
med andra ord på grund av omständigheterna kunna lita på att mottagaren vet besked och
säger ifrån ifall allt inte är som det skall. Så kan vara fallet i den mån förutsättningen avser
omståndigheter som mottagaren har sådan överlägsen kunskap om, att avgivaren är hänvisad
till att lita på hans omdöme.58
Avgivaren kan få stå risken för mottagarens förutsåttning om han varit i ond tro om
förutsattningens felaktighet. Han har med andra ord insett eller bort inse att avgivaren
handlade under inflytande av en felaktig förutsättning, dvs. begick ett misstag. Det maste dock
ha varit culpöst att inte uppdaga misstaget och att inte upplysa om detta. Under speciella
omständigheter kan det vara försvarligt att inte upplysa om ett misstag.59
En förutsättning kan också vara relevant på den grunden att mottagaren culpöst, på sätt som
framstår som klandervärt i förhållande till avgivaren,60 orsakat dess bristande. Detta har dock
mindre principiell betydelse, eftersom mottagaren sällan är bunden av någon lojalitetsplikt
mot avgivaren efter avtalsslutet om inte förutsättningen är relevant på annan grund.61
54
55
56
57
58
59
Se närmare Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 8 med hänvisningar.
För det anförda, se Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 12.
För det anförda, se Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 9 med hänvisningar.
Se föregående not.
För det anförda, se Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 10 med hänvisningar.
Mottagaren behöver t.ex. inte upplysa om egna bevekelsegrunder och äger i viss
utsträckning, främst i affärsmässiga relationer och vid spekulationsavtal, utnyttja övcrlägsen
affärsskicklighet. Vid vissa typer av rättshandlingar, såsom betalning och massavtal, är
upplysningsplikten inskränkt. For det anförda, se Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 11 med
hänvisningar.
60 Culpabegreppet torde här ha en något annorlunda innebörd än när det auvänds som
rekvisit för skadeståndsansvar. För (övrigt utgår normalt ej skadestånd vid felaktiga förutsättningar
även om mottagaren varit culpös i den mening som här avses.
61 För det anförda, se Lehrberg, Förutsättnitigsläran kapitel 12.
118
I vissa fall är mottagaren inte lika skyddsvärd som eljest, därför att målet endast gäller frågan om han
skall få behålla en icke påräknad vinst som han genom att förutsättningen slagit fel gjort på
avgivarens bekostnad. Mottagaren drabbas då inte av någon förkast på grund av affären, om
avgivarens yrkande vinner bifall. Även hår torde för flertalet fall krävas att avgivaren haft visst – hur
starkt beror dock av omständigheterna – stöd för sin förutsättning eller att förutsättningen varit
gemensam. Åtminstone när det inte rör sig om en vederlagsförutsättning torde också krävas, att
förutsättningens felaktighet drabbat avgivaren hårt: dennes syfte med avtalet har förfelats eller han
har eljest lidit betydende skada.62
Den vanligaste rättsföljden når förutsättningsläran tillämpas är att avtalet förklaras oförbindande;
overksamt.63 Olika inskränkande jämkningar av förpliktelser kan också komma i fragå. Sådan
jämkning är dock, med hänsyn till de vanliga tvistesituationernas karaktär, åtskilligt mindre vanlig än
när 36 § avtalslagen tillämpas. En ny förpliktelse kan däremot inte grundläggas med tillämpning av
förutsättningsläran. Inte heller är det i regel möjligt att jämka en existerande förpliktelse i skärpande
riktning (“uppåt”), låt vara att resultatet torde kunna bli detsamma i vissa undantagsfall där ett
avtalsvillkors overksamhet leder till att en förpliktelse “återuppstår”.64 Skadestånd intill det positiva
kontraktsintresse kan inte heller utdömas enligt förutsättningsläran i traditioneli skepnad.
Av denna kortfattade genomgång, torde klart framgå att förutsättningsläran kan tillämpas för att
uppnå overksamhet eller jämkning av avtal endast i ett smärre antal undantagsfall av speciell karaktär.
Detta behöver dock inte nödvändigtvis betyda att ett åberopande av förutsättningsläran inte kan vara
av varde för en part som vill få till stånd en omförhandling även i andra fall. Det år nämligen ofta
svårt för parterna att i förväg bedöma huruvida förutsättningsläran skulle kunna tänkas bli tillämplig
eller inte. Redan ett visst mått av osäkerhet om rättsläget härvidlag kan vara tillräckligt for att
övertyga en part om att en omförhandling är att föredra framför en process, där utgången i viss man är
osäker. Om den part som vill uppnå en omförhandling skall bli framgångsrik måste han dock utveckla
sin argumentation i anslutning till förutsättningsläran på ett övertygande sätt, något som kräver goda
kunskaper om såväl de bakomliggande faktiska omständigheterna som de rättsregler och principer
som tillämpas inom ramen for förutsättningsläran.
62 For det anförda, se Lehrberg, Förutsättningsläran kapitel 10.
63 Eftersom det rör sig om utfyllning är det formellt korrekt att tala om overksamhet, ej ogiltighet. I
rättspraxis har dock ogiltighetsterminologin använts, t.ex. i NJA 1985 s. 178.
64 Se närmare Lehrberg, Förutsättningsläran s. 254–257 och densamme i JT 1990/91 s. 403 ff. med
hänvisningar. Jfr Kleineman i JT 1989/90 s. 522 ff.
65 Se NJA II 1976 nr 4 s. 249.
119

En fyrs fortælling

Transcription

Similar documents

Omdrejningsregulator varioflow 800 W

FertilityS FertilitySCORE Kit® - Billiga

God rejse - DSB Øresund

God rejse - DSB Øresund

3. Städjning av vargeringskarl

God rejse - februar 2014

Dansk världspatent sätter ny standard för djurskydd

ArrangÃ¶rer i SMS-âSymposiet