CV - Marianne Miller
Transcription
CV - Marianne Miller
Bogen er udgivet med støtte fra Den Slovenske Ambassade i København i forbindelse med Sloveniens EU-formandskab 1. halvår 2008. Flere eksemplarer af denne bog kan bestilles på: www.saxo.com 1 FREDE MORTENSEN SLOVENIEN - historie, samfund, kultur 2008 2 Til Mart Vogel, f. Hepach 1934 – 2003 for inspiration, støtte og livslangt venskab Copyright Frede Mortensen 2008 Kopiering af bogen eller større dele af den er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra Frede Mortensen. Onlinepublicering eller omformning til elektronisk form er ikke tilladt. En overtrædelse af disse bestemmelser er strafbare og kan medføre et større erstatningskrav. ISBN 978-87-992343-0-1 3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning.………………………………………………………… 2. Lidt geografi ………………………………………………………. 3. Historie og selvstændighedsprocessen ………………………. 4. Det politiske system og den politiske udvikling frem til 2007.. 5. Statsborgerskab og mindretalsbeskyttelse…………………… 6. Økonomi og erhvervsliv.……………………………………….. 7. Lokalt selvstyre.………………………………………………….. 8. Kulturlivet…………………………………………………………. 9. Medier…………………………………………………………….. 10. Forholdet mellem stat og kirke………………………………… 11. Skole- og uddannelsessystemet.……………………………… 12. Sociale forhold.………………………………………………….. 13. Sundhedsvæsenet……………………………………………… 14. Udenrigspolitik og EU-medlemskab………………………….. 15. Litteraturfortegnelse…………………………………………… 16. Mere om Slovenien på internettet……………………........... 4 Indledning Ved udvidelsen af EU den 1. maj 2004 var otte af de nye medlemmer central- og østeuropæiske lande. Slovenien er det økonomisk og demokratisk bedst fungerende af disse, men ser paradoksalt nok ud til at være blandt de mindst kendte. Frem til selvstændigheden i 1991 udgjorde Slovenien den vestligste republik i det daværende Jugoslavien. Historisk og kulturelt har det altid været en del af Centraleuropa. Det var i et årtusinde først en del af Det Tysk-Romerske Rige og derefter af det habsburgske Østrig, før det i 1918 blev en del af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige. Bortset fra en kort periode i den tidlige middelalder har slovenerne aldrig haft deres egen stat. Alligevel har de formået at skabe og udvikle en slovensk kultur, der har sproget og litteraturen i centrum, og som har sit afsæt i en omfattende luthersk reformationsbevægelse i 1500-tallet. Det er karakteristisk for slovenerne, at de hæger om deres kultur. Men allerede længe før reformationen begyndte unge slovenere at tage uddannelse ved de kendte europæiske universiteter, derfor er den kulturelle udvikling i 5 Slovenien altid sket i et tæt og frugtbart samspil med kulturstrømningerne i Vest- og Centraleuropa. Løsrivelsen fra Jugoslavien var da heller ikke drevet frem af nationalisme og etniske modsætninger, men derimod af ønsket om demokrati. Slovenerne slap også med kun ti dages krig. Slovenien er langt det rigeste af de central- og østeuropæiske lande. Dets BNP/indb. er 60 % større end det polske og svarer til 80 % af gennemsnittet i EU. Allerede længe før selvstændigheden eksporterede slovenske virksomheder kvalitetsprodukter som hårde hvidevarer og farmaceutiske produkter til verdensmarkedet. Slovenien er forblevet et land med en rimelig social balance uden ekstreme forskelle mellem rig og fattig og er derfor også forblevet et uvoldeligt samfund. Det er mit håb at denne bog vil bidrage til at øge kendskabet til Slovenien og slovenerne. Landet er nu blevet en af vore partnere i EU, og det er trods sin beskedne størrelse en væsentlig brik i den europæiske mosaik. Slovenien har en stor samhandel med EU, men endnu kun i ringe grad med Danmark. Slovenernes relative velstand og landets politiske stabilitet burde gøre det til et interessant marked for danske eksportvirksomheder. Det er da også mange år siden, at Danfoss åbnede sin første fabrik i Slovenien. Landets smukke natur og den imødekommende befolkning gør det også til et interessant 6 turistland. Der er særdeles gode muligheder for besøgende, der ønsker at få et indtryk af landet og dets befolkning. Alle byer har en overkommelig størrelse, der giver gode muligheder for at møde slovenerne. Jeg har beskæftiget mig med Jugoslavien og Slovenien i over 30 år. Siden mit første besøg i Slovenien i 1972 har jeg været der mindst en snes gange. Jeg underviser om landet, har arrangeret kurser og ledet studiebesøg dertil. Nærværende bog bygger på omfattende litteraturstudier. De vigtigste titler er opført i litteraturfortegnelsen bag i bogen. Men som baggrund for bogen ligger naturligvis også de mange besøg og samtaler med slovenere. I 1993 havde jeg mulighed for at interviewe en række slovenske politikere og opinionsdannere. Gennem årene har jeg haft lejlighed til at møde universitetsfolk og folk fra kulturlivet, ligesom jeg har haft drøftelser med ledelse og arbejderråd i virksomheder. Jeg har gået i stald og mark hos den lille landmand i bjergene og bagefter nydt familiens gæstfrihed med te og kage i køkkenet. Disse indtryk har naturligvis også på forskellig måde præget bogens vurderinger. Det er umuligt her at nævne alle, der direkte eller indirekte har haft betydning for denne bogs tilblivelse. Men enkelte vil jeg gerne rette en særlig tak til. Det gælder mine mangeårige slovenske venner pens. museumsdirektør Jurij Bavdaž, Idrija og docent Bojan Hvala, Maribor Universitet, som hver på deres måde har haft uvurderlig betydning for mit førstehåndskendskab til Slovenien. Dels gennem mange samtaler og dels ved at give mig mulighed for at 7 møde et utal af slovenere og stifte bekendtskab med mange sider af det slovenske samfund. Dertil har en anden gammel ven og mangeårig kender af Slovenien pens. gymnasielærer Wolfgang Martin, Villingen, Tyskland også bidraget. Vi har over en årrække sammen besøgt alle mulige afkroge af Slovenien. Den, der har ydet det største bidrag i forbindelse med skriveprocessen, er en anden mangeårig ven, forfatteren Hørđur Bergmann, Reykjavik, der har gennemlæst hele manuskriptet, stillet mange kritiske spørgsmål og bidraget med mange konstruktive forslag til forbedringer. Hørđur har med sin store erfaring og sit indgående kendskab til det danske sprog haft meget stor betydning for bogens sproglige udformning. Jeg vil også gerne takke ambassadør Lars Møller, Bern (tidl. Ljubljana) for værdifulde samtaler, opmuntring og konkrete oplysninger. Tak skal også lyde til Frau Marion Jacobsen, Deutsche Bücherei Hadersleben for uvurderlig hjælp med fremskaffelse af litteratur fra tyske biblioteker. Højskolen Østersøen, Aabenraa har givet mig mulighed for gennem mange år at undervise om Slovenien og østeuropæiske forhold generelt. Tak til højskolen og de mange elever, der har deltaget i undervisningen med engagement og mange kritiske spørgsmål, som har tvunget mig til hele tiden at gennemtænke stoffet på ny. Til slut skal der lyde en tak til ambassadør Rudolf Gabrovec og presseattaché Peter Altus (Lange), Den 8 Slovenske Ambassade i København for godt, smidigt og behageligt samarbejde i forbindelse med bogens udgivelse. 9 Lidt geografi Areal: 20.273 km2 Befolkning: 2.009.000 Hovedstad: Ljubljana Sprog: Slovensk (slavisk sprogstamme) samt italiensk og ungarsk i mindretalsområder Kun halvt så stort som Danmark er Slovenien et af Europas mindste lande, men trods sin ringe størrelse rummer det alligevel nogle meget forskellige landskaber. Det meste af landet er højland, idet op mod halvdelen af landet ligger mere end 500 m over havet. Kun godt 7 % ligger mindre end 200 m over havet. Geografisk kan man inddele Slovenien i fire dele: 1. Alpeområdet i nordvest og nord, 2. De Dinariske Alper mod syd og sydøst, 3. Middelhavsområdet mod sydvest og 4. Den Pannoniske Slette mod øst. Alpeområdet udgør hele den nordvestlige og nordlige del af Slovenien og dækker godt 40 % af hele landets areal. Bjergene i dette område, der er de sydlige udløbere af Alperne, er ret høje. I de Juliske Alper helt mod nordvest ligger landets højeste punkt, Triglav, der når en højde på 2.864 m. Stort set hele dette område indgår i den 840 km2 store Triglav Nationalpark, der blev etableret allerede i 1924. Der bor kun 2000 mennesker i hele parkens område, der er underlagt en lang række meget strenge restriktioner for at beskytte den sårbare natur. Det er i øvrigt Triglavs tre tinder, der pryder det slovenske flag og våbenskjold. Geografisk strækker Alpeområdet sig så lang mod syd at både Ljubljana- og Celje-områderne regnes med. Store strækninger af bjergområderne er dækket af skov. Det andet store bjergområde udgøres af de nordlige udløbere af De Dinariske Alper. Området strækker sig i et bredt bælte fra den kroatiske 10 grænse i sydøst og næsten til den italienske grænse nord for Nova Gorica og dækker næsten 30 % af landets areal. Bjergene i dette område er knapt så høje som i Alpeområdet, men når dog på det højeste sted op på ca. 1.800 m. Betydelige dele af området er dækket af skove, som rummer mange vilde dyr, bl.a. den brune bjørn, der findes i skovene omkring byen Kočevje. En særlig landskabstype, karst, er meget udbredt i dette område. Karstlandskaber opstår i bjergområder, der består af bestemte typer kalksten, hvor regnvandet kan sive ned gennem sprækker eller porøse områder. I undergrunden opløser det efterhånden de blødere dele af kalken, og der dannes husrum, hvorefter det overliggende materiale på et tidspunkt styrter ned, og der dannes på den måde et meget særpræget landskab fyldt med disse karakteristiske ”gryder ”. Andre steder i karstlandskabet opstår der periodisk optrædende søer, hvor regnvandet fra større områder samles, indtil det i løbet af måneder langsomt siver ned i undergrunden. Den største af disse søer er Cerknica-søen, der i våde perioder når en udstrækning af ca. 25 km2 og er Sloveniens største sø. Middelhavsområdet længst mod sydvest optager ca. 10 % af landets areal. Det ligger lavere end De Dinariske Alper, men er i endnu højere grad præget af karstlandskab, som her især er karakteriseret ved de mange underjordiske grotter. I Middelhavsområdet er der sine steder 1-2 grotter pr. km2. Der er i hele Slovenien registreret over 7000 grotter. De opstår, hvor de letopløselige kalklag findes dybt under overfladen. De største og mest kendte er Postojna-grotterne, der ligger i De Dinariske Alper, men de mest imponerende er Škocjan-grotterne, der ligger i Middelhavsområdet, og som siden 1986 har været opført på UNESCO’s liste over verdens naturarv. I disse grotter kan man foruden drypstenshuler opleve et andet karakteristisk karstfænomen, nemlig den underjordiske flod. 11 Længst mod øst ligger Den Pannoniske Slette, som udgør 1/5 af Sloveniens areal. Her findes landets mest velegnede landbrugsområder med store flade strækninger og frugtbar jord. Flere steder i området findes der varme kilder, der udnyttes til termalbade. Andre steder udvindes der store mængder naturligt mineralvand. Området gennemstrømmes af den vandrige flod Mura, der er omgivet af store engarealer med sjældne planter. Bortset fra Middelhavsområdet har Slovenien fastlandsklima med forholdsvis kolde vintre og varme somre. I det indre af landet er vintrene lidt koldere og sommeren lidt varmere end i Danmark. I Middelhavsområdet er middeltemperaturen i januar 6 grader højere og i juli 3 grader højere end i Ljubljana. De Dinariske Alper giver læ for nordenvinden og samtidig nyder området godt af de milde vinde fra Middelhavet. På grund af bjergenes forløb er klimaskiftet sine steder meget brat. Det slovenske bosætningsmønster er meget spredt. Af alle EU-lande har kun Portugal en mindre del af befolkningen, der bor i byen. Til trods for landets veludbyggede erhvervsliv bor kun halvdelen af slovenerne i byen. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der i de seneste 20 – 25 år næsten ikke er sket nogen ændring i fordelingen mellem by- og landbefolkningen. I 1980 boede 48 % af befolkningen i byen. Dette tal er i 2002 kun vokset til 50,8 %. Slovenerne lægger vægt på at bo i eget hus og have god plads, så selv om de får uddannelse og arbejde i byen, bygger mange af dem alligevel hus på deres hjemegn og pendler derfra til deres arbejdsplads. Slovenien har heller ingen storbyer og større koncentrationer af byer. Hovedstaden Ljubljana har kun 275.000 indbyggere og den næststørste by, Maribor har 100.000. Resten af bybefolkningen bor i godt 100 byer, hvoraf næsten 85 % har under 10.000 indbyggere og kun to af de øvrige har tæt ved 40.000. 12 Sloveniens historie Det område, der i dag udgøres af Slovenien, er et gammelt kulturområde, hvis historie strækker sig tilbage til Romerrigets tid. Kystområdet har lige siden dengang været præget af Middelhavskulturen, mens det indre af landet igennem et årtusinde var politisk og kulturelt tæt forbundet med Sydtyskland og Østrig. Gennem næsten hele deres historie har slovenerne været under fremmed herredømme. Men til trods for, at de kun har udgjort et lille mindretal på 1 – 2 mio. mennesker, har de undgået at blive sprogligt og kulturelt opslugt af deres langt overtallige naboer. Det skyldes ikke mindst den lutherske reformation, som var med til at gøre slovenerne til en kulturnation med eget skriftsprog. Men allerede tidligere begyndte unge slovenere at tage uddannelse på universiteter rundt om i Europa. Det var en tradition, der fortsatte. De intellektuelle, der fra omkring 1800 førte an i den nationale vækkelse blandt slovenerne, havde af den grund et bredt europæisk udsyn, og derfor slog slovenernes nationale vækkelse heller aldrig over i nationalisme. Det er bemærkelsesværdigt, at selv de mest nationalt bevidste slovenere altid har haft blikket rettet mod Central- og Vesteuropa. Deres bestræbelser er gået ud på at udvikle den slovenske kultur, så den kunne måle sig med kulturen i det øvrige Europa og vinde anerkendelse der. Op igennem 1980’erne var det også frem for alt ønsket om demokrati, der udløste en national bevidstgørelse og førte til løsrivelse. Ikke omvendt. I et område, der omfattede dele af vore dages Slovenien, skabte en keltisk folkegruppe en statslignende enhed, der betegnes som kongeriget Noricum. I år 10 f. Kr. lod Noricum sig indlemme i Romerriget, som området i de følgende 400 – 500 år var en del af. Langs en vej, som romerne anlagde fra Triestområdet til den ungarske slette, byggede de 13 en række militære støttepunkter. Et af disse, Emona, lå der hvor hovedstaden Ljubljana senere opstod. Et andet lå, hvor Celje senere opstod. Ptuj, der blev grundlagt allerede i 69 e. Kr., har eksisteret lige siden og er områdets ældste by. I 500 – 600-tallet, efter Romerrigets ophør, indvandrede slaviske folkeslag, som er forfædrene til vor tids slovenere. De slog sig ned i et område, der strakte sig fra Adriaterhavet til langt op i vore dages Østrig. Her grundlagde de fra slutningen af 600-tallet en ”stat”, der blev kaldt Karantanien, og som havde sit centrum i nærheden af Klagenfurt i det nuværende Østrig. Karantanernes samfundsopbygning og styreform var bemærkelsesværdig. Samfundets øverste lag udgjordes af en ret stor gruppe af frie, selvejende bønder, Edlinger. Denne gruppe, der havde en særlig moralsk og politisk status i samfundet, valgte stammesamfundets hertug, som derefter blev indsat ved en særegen ceremoni, der fandt sted ved den såkaldte fyrstesten. På denne sten sad repræsentanten for de frie bønder og ledede ceremonien. Den kommende fyrste måtte i overværelse af de forsamlede frie bønder sværge på, at han ville respektere folkets vilje og forsvare dets rettigheder. Først efter at løftet var afgivet, overlod fribonden pladsen på fyrstestenen til den nye fyrste, som indtil da havde været klædt som en almindelig bonde. En sådan ”demokratisk” ceremoni, hvor fyrsten modtager sin magt direkte fra de frie bønder, kendes på den tid ikke andre steder i Europa. Den vakte da også så stor opmærksomhed i samtiden, at den er blevet beskrevet af adskillige krønikeskrivere op gennem middelalderen. Via en fransk filosofs beskrivelse nåede den Thomas Jefferson, der var hovedmanden bag den amerikanske Uafhængighedserklæring. I det slovenske område fortsatte ceremonien, der udspillede sig på slavisk, i ca. 700 år og ophørte først i 1414, meget længe efter at Karantanien havde mistet sin selvstændighed. De sidste århundreder havde den udelukkende ceremoniel betydning, idet det nu var de fremmede herskere, der bestemte, hvem der skulle være hertug. 14 Karantaniens selvstændighed ophørte allerede i 745, da fyrsten anerkendte Bayerns overhøjhed til gengæld for, at bayerne hjalp landet med at forsvare sig imod bestandige angreb fra de nordøstlige naboer. Kort tid efter begyndte udbredelsen af kristendommen. De fleste af missionærerne kom fra det irske ærkebispedømme i Salzburg, mens en anden gruppe kom fra patriarkatet Aquileia vest for Triest. Sidstnævnte var på den tid et magtfuldt ærkebispedømme, som havde en selvstændig stilling i forhold til Rom. Allerede et halvt århundrede senere blev området i kirkelig henseende delt mellem disse to ærkebispedømmer. I tilbageblik er det ikke uinteressant, at delingslinien kom til at forløbe tæt ved den nuværende grænse mellem Østrig og Slovenien. I de følgende århundreder kom området i stigende grad under tysk herredømme og blev underlagt det tyske feudalsystem. Det medførte, at hele landet efterhånden fordeltes som len til forskellige tyske adelsslægter samt ikke mindst til en række bayerske og østrigske bispedømmer. De frie slaviske bønder blev efterhånden opslugt af dette system, men bevarede alligevel i flere århundreder en vis selvstændig stilling. Resten af landbefolkningen blev gjort til livegne under de forskellige feudalherrer. På grund af den skarpe sociale deling af samfundet forblev de livegne slavisktalende, selv om feudalherrernes sprog var tysk. Det var kirken opmærksom på og oversatte derfor forskellige bønnetekster til slavisk. Disse tekster, der er fra omkring år 1000, er bevarede i form af de såkaldte ”Freising-manuskripter” og er de ældste kendte slaviske tekster skrevet med det latinske alfabet. Frem til sidste halvdel af 900-tallet var der en del forbindelse til slaverne i Böhmen og Mähren (Tjekkiet), men dette samspil ophørte efterhånden, da tyske kolonister i de følgende århundreder i stort tal bosatte sig i det nuværende Østrig. Denne kolonisering medførte også, at sproggrænsen 15 mellem tysk og slavisk gradvist rykkede mod syd, så den ved middelalderens slutning fulgte en linie fra Villach og lige nord om Klagenfurt. Her lå den til sidste halvdel af 1800-tallet. Afsondringen fra de nordlige slaviske naboer og sprogforskellene til de tyske feudalherrer betød, at det slovenske område fik en selvstændig sproglig og kulturel udvikling, der århundreder senere førte til en slovensk selvbevidsthed, og som spillede en betydelig rolle for den udvikling, der førte til selvstændigheden i 1991. Fra 962 blev det slovenske område en del af Det Tysk-romerske Rige og blev ad den vej knyttet politisk og kulturelt til Central- og Vesteuropa. Landet blev organiseret i forskellige markgrevskaber og udgjorde samlet et forsvarsområde mod ungarerne og kroaterne. Den sydøstlige grænse mellem Slovenien og Kroatien har i det væsentlige ligget fast siden da, altså i 1000 år. I de følgende århundreder hersker en række tyske bispedømmer og forskellige tyske adelige familier over størstedelen af området. Særlig dominante blev Habsburgerne, der i 1335 arvede det meste af det nuværende slovenske territorium. Bortset fra første halvdel af 1400tallet, da Habsburgerne i en periode fik konkurrence fra de magtfulde grever fra Celje, forblev Slovenienområdet helt frem til 1918 en del af Det Habsburgske Rige med hovedstad i Wien. Dog kom kystbyerne og baglandet fra slutningen af 1200-tallet i 500 år under Venedig, der på den tid var en magtfuld stat. I 1100-tallet begyndte der så småt en byudvikling i det indre af landet. I løbet af 1200-tallet fik byer som Kranj, Kamnik, Ljubljana og Maribor købstadrettigheder. Indtil da havde Ptuj i et årtusinde været områdets vigtigste by. Byernes befolkning begyndte at udvikle håndværk og handel som selvstændige erhverv, og da de var forholdsvis frie i forhold til feudalsystemet, udviklede de sig til en ny social samfundsklasse, der adskilte sig markant fra både adelen og de livegne bønder. 16 Håndværkerne og købmændene var som i de sydtyske byer medbestemmende i byernes styre. Det gjaldt dog ikke for kystbyerne Koper og Piran. Disse byer, der har rødder helt tilbage til oldtiden, kom som nævnt under Venedig. Her var det kun gamle overklasseslægter, der var repræsenterede i bystyret Reformationen og den slovenske kulturs fødsel 1500-tallet var en begivenhedsrig tid i slovensk historie. Der foregik gennem landet en livlig handel fra de tjekkiske, østrigske og ungarske områder til Italien, og det fremvoksende handelsborgerskab i byerne nød godt af landets strategiske beliggenhed. Bønderne langs handelsruterne hentede sig også en fortjeneste ved at medvirke ved transporten af varerne. Det var også en kulturel blomstringstid. De livlige forbindelser med naboområderne bragte også humanismens og den lutherske reformations tanker til Slovenien. Men det var tillige en tid med voldsomme bondeoprør og frygtelige tyrkiske plyndringstogter. Det Tyrkiske (Osmanniske) Rige havde de foregående 150 år bredt sig op over Balkan, så vestgrænsen af deres besiddelser var der, hvor Bosniens vestgrænse er i dag. Derfra foretog militære enheder allerede fra sidste del af 1400-tallet jævnligt plyndringstogter så langt mod vest som til det nordøstlige Italien. Disse togter gik ikke mindst ud over bønderne, som var de mest forsvarsløse. Deres feudalherrer havde ganske vist pligt til at forsvare dem, men den pligt levede de kun i ringe grad op til. Nogle steder byggede bønderne derfor selv forsvarsværker i form af høje ringmure omkring kirker, der lå på bakketoppe, hvorfra det var muligt at forsvare sig mod de ridende tyrkiske plyndringsmænd. Flere af disse gamle forsvarsværker eksisterer stadig. Det var først efter, at Habsburgerne fra 1530 begyndte at opbygge et forsvarsbælte, den såkaldte Militærgrænse, langs Bosniens vestgrænse, at de tyrkiske plyndringstogter aftog. 17 Bøndernes vrede mod feudalherrerne kulminerede i forbindelse med indførelsen af nye skatter og nye hoveriforpligtelser. Der kom en lang række bondeoprør, der begyndte i 1470’erne og fortsatte i de følgende 250 år, indtil livegenskaben blev afskaffet. En af de voldsomste opstande fandt sted i 1515, da omkring 80.000 bønder og andre undertrykte deltog. Denne og de andre bondeopstande blev slået ned med brutal militær magt, men flere af opstandene var så omfattende, at adelen ikke magtede at nedkæmpe dem alene og måtte have hjælp af en kejserlig hær. Ved borgen i Ljubljana står der en skulptur, der viser de forbitrede bønder bevæbnede med lange stænger, der i enden har monteret et kraftigt, krumt og spidst knivsblad. Men forholdene var ikke ens overalt, og ikke alle feudalherrer var primitive bondeplagere, og ikke alle livegne var totalt forarmede. Det er præsten og humanisten Primož Trubars (1508 – 86) livsforløb et tydeligt vidnesbyrd om. Trubar, der blev lederen af den protestantiske reformation i Slovenien, var søn af en livegen møller, men fik trods denne sociale baggrund mulighed for at studere teologi i Rijeka, Wien og Triest. Med støtte fra biskoppen i Triest blev Trubar drivkraften i en meget omfattende luthersk reformationsbevægelse, der strakte sig over de sidste tre fjerdedele af 1500-tallet. Denne protestantiske bevægelse fik ikke kun religiøs, men i meget høj grad også kulturel betydning. I overensstemmelse med Luther lagde Trubar vægt på, at mennesker skulle kunne læse om kristendommen på deres eget sprog. Men da et slovensk skriftsprog ikke fandtes, begyndte han at udforme et og anses af den grund for at være den slovenske nations fader. Indtil reformationstiden havde skriftsproget været tysk eller latin. I 1550 udgav Trubar de første bøger på slovensk, en ABC og en katekismus, og i det følgende halve århundrede udgav protestanterne i alt 50 bøger 18 på slovensk. 1584 udkom hele Bibelen i slovensk oversættelse af Jurij Dalmatin. Foruden gudstjenestebøger blev der også udgivet skolebøger. Protestanterne lagde i det hele taget stor vægt på undervisning. I 1564 udarbejdede Trubar en plan for en ny luthersk kirkeorganisation, som bl.a. indeholdt et forslag om, at præsten i hvert sogn skulle undervise børnene i at læse og skrive slovensk. De aktive deltagere i den omfattende protestantiske bevægelse var ikke kun en lang række slovenske kirkefolk, men også andre lærde, som bidrog med at skrive skolebøger og oversætte udenlandske værker til slovensk. De slovenske protestanter havde hele tiden tætte forbindelser til trosfæller i Tyskland. Særlig nære var kontakterne til protestanterne i Würtemberg. Mange af de udgivne bøger blev trykt i Tyskland, hvor Trubar også i lange perioder opholdt sig, når han af katolske kræfter blev tvunget til at flygte fra det slovenske område. Når reformationsbevægelsen kunne få et så betydeligt omfang, som den fik, hang det sammen med, at ikke blot de førende borgere i byerne, men også en del af adelen var bevægelsens drivende kræfter og støttede den politisk og materielt. Det er absolut med rette, at de slovenske protestanters videnskabelige og humanistiske indsats betragtes som det slovenske folks kulturelle fødsel. Det, som de skabte, blev fundamentet for al senere slovensk kulturudvikling. Trods den hårde skæbne, der efterfølgende blev bevægelsen til del, anerkendes deres indsats i dag fra alle sider. 1590 dør den habsburgske ærkehertug Karl, der havde tolereret de nye tanker. Men hans søn og efterfølger var en fanatisk katolik, som snart tog fat på at rulle den protestantiske reformation tilbage ved at forbyde protestantiske gudstjenester og skoler, hvorefter han med militær magt fordrev de protestantiske præster og brændte deres bøger. Man kan på den baggrund godt hævde, at modreformationen tog sin begyndelse i 19 det slovenske område allerede et kvart århundrede før 30-årskrigens udbrud. Næste runde i bekæmpelsen af protestantismen kom i slutningen af 1620’erne, da Habsburgerne havde nedkæmpet de tjekkiske protestanter og havde fået magt nok til at konfrontere adelen i Slovenien, som man i første omgang var gået uden om. Efter 1628 måtte alle adelige i Slovenienområdet, som ikke ville overgå til den katolske tro, udvandre. I løbet af to år udvandrede rent faktisk 750. 30 år tidligere var der udvandret en række intellektuelle. Det var derfor ikke blot den protestantiske bevægelse, der blev kvalt. Undertrykkelsen satte også en stopper for den slovenske sproglige og kulturelle udvikling i de følgende par århundreder. Dog udkom der i 1689 et bemærkelsesværdigt bogværk, som var på 3000 sider og rummede hele datidens viden om det slovenske områdes natur, topografi, etnografi og historie. ”Die Ehre des Herzugtums Krain” var skrevet på tysk af den berejste og lærde adelsmand Janez Vajkard Valvasor (1641 – 1693), som brugte store dele af sin formue på at få værket trykt. Reformperiode og bondefrigørelse For alle andre end de livegne bønder blev 1700-tallet en økonomisk fremgangstid, hvor der foregik et omfattende byggeri. Mange byer ændrede udseende og overalt skød barokkirker og –slotte op. Med Maria Theresias magtovertagelse i Wien i 1740 indledtes der en periode med gennemgribende reformer, der også kom Slovenienområdet til gode. Reformerne blev fortsat og udvidet under sønnen Josef II. Vi kender i Danmark slutningen af 1700-tallet som de store landboreformers tid med ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 som en central begivenhed. I Det Habsburgske Rige var der en lignende udvikling i gang. Siden 1600-tallet var forholdene for de livegne bønder 20 blevet stadig værre. Derfor var Iivegenskabens afskaffelse i 1781 uden tvivl den mest afgørende reform for den videre udvikling. Den gav bønderne deres personlige frihed, som en del af dem udnyttede til at vandre til byerne for at tage arbejde i manufakturerne. Der foregik i den samme periode en omfattende udbygning af vejnettet gennem det slovenske område fra Wien til Triest, og flodtransporten blev forbedret. Der blev iværksat en række andre tiltag til fremme af erhvervslivet, bl.a. indførtes der nye metoder og afgrøder, som øgede landbrugsproduktionen. I sidste halvdel af 1700-tallet blev minen i Idrija verdens største producent af kviksølv. Ved århundredets slutning havde minen ca. 1000 medarbejdere. Omkring 1750 begyndte tørlægningen af sumpene syd for Ljubljana, hvilket fik stor betydning for befolkningens sundhed. I slutningen af århundredet havde økonomien udviklet sig så meget, at den kunne bære en selvhjulpen slovensktalende middelklasse, hvis medlemmer selvbevidst gjorde sig til talsmænd for en national-kulturel bevægelse. En betydelig del af disse mennesker var veluddannede. De fulgte med i de europæiske politiske og kulturelle hovedstrømninger og sendte deres sønner til kendte universiteter i Göttingen, Tübingen, Wien og Paris. 1774 indførtes et treårigt alment skolevæsen. Alle børn skulle lære at læse, skrive og regne så godt, at de kunne blive dygtige landmænd, fabriksarbejdere og soldater. Selv om skole- og administrationssproget i Østrig var tysk, fik skolerne i det slovensktalende område i et vist omfang lov til at undervise på slovensk. Skoleloven af 1774 blev derfor også begyndelsen til den slovenske grundskole. Selv om indførelsen gik langsomt, blev skolerne alligevel en af grundpillerne i den slovenske nationale genfødsel, der foregik i de følgende årtier. Dertil bidrog også, at der nu for første gang siden reformationen 200 år tidligere kom gang i udgivelsen af bøger på slovensk. En gruppe intellektuelle var parate til at udnytte den nye reformtids muligheder. I 1784 blev en ny oversættelse af Bibelen igangsat. Allerede 21 i 1768 var der udkommet en slovensk grammatik, der især var møntet på at udvikle slovensk til et litterært sprog. 1788 og 1791 udkom i 2 bind den første slovenske historie udarbejdet på videnskabeligt grundlag. Den var skrevet på tysk, men ud fra en national, slovensk synsvinkel og lagde vægt på beskrivelsen af slovenernes civilisationshistorie og levevis. Forfatteren var en af de mest fremtrædende slovenske repræsentanter for oplysningens ideer Anton Tomaž Linhart (1756 – 1795). Napoleonskrigene berørte også det slovenske område, som i 1809 1813 blev en del af Napoleons Illyriske Provinser. Selv om det kun drejede sig om 4 år, blev der på det kulturelle område indført fornyelser, der fik varig betydning. I løbet af de fire år lykkedes det en fremtrædende slovensk intellektuel at få skrevet et sæt skolebøger til de slovensksprogede grundskoler, som Napoleon ønskede at fremme. Disse bøger, der dækkende mange forskellige fag, fik også på længere sigt stor betydning. Efter Napoleons fald kom det slovenske område igen under Habsburgerne. I marts 1848 udbrød der revolution i Wien ligesom mange andre steder i Europa. De revolutionære rejste krav om demokrati, national selvbestemmelse og ophævelse af feudalsystemet. Revolutionen tog slovenerne på sengen. De var totalt uforberedte på politisk handling. Men nyheden om oprøret i Wien bredte sig hurtigt, og i Wien, Graz og Ljubljana opstod der straks små organisationer af slovenske intellektuelle, der gik i gang med at udarbejde nationalpolitiske programmer. Det første blev udsendt af gruppen fra Wien, men alle koncentrerede sig om de samme tre krav: 1) De fire administrative enheder, hvor der boede slovenere, skulle sluttes sammen til et forenet Slovenien. 2) Her skulle skole- og forvaltningssproget være slovensk. 22 3) Det forenede Slovenien skulle ikke løsrives, men derimod have selvstyre inden for kejserriget. På trods af at programmet var udarbejdet i hast og under situationens pres, forblev det rettesnoren for slovenernes nationalpolitiske bestræbelser helt frem til 1. verdenskrig. I slutningen af 1700-tallet optræder betegnelsen slovenere for første gang. Med 1848-programmet begynder navnet Slovenien som betegnelse for området at give mening. Før den tid var der ingen formuleret ide om Slovenien som en samlet politisk enhed. Men i 1848 havde kravene om et forenet Slovenien ringe folkelig støtte. Det var de intellektuelles projekt. De havde til gengæld ingen svar på bøndernes sociale problemer. Blandt bønderne udløste begivenhederne i Wien et sidste bondeoprør med krav om feudalherredømmets afskaffelse. Dette krav blev opfyldt i september 1848. Bønderne blev dermed befriet for deres hoveriforpligtelser og afgifter til feudalherrerne og fik ret til at købe deres gårde til fastsatte priser, som de skulle afdrage over 20 år. Denne reform var afgjort det mest betydningsfulde resultat for Slovenien af begivenhederne i 1848. National vækkelse I de følgende årtier svækkedes Det Habsburgske Rige udadtil af de storpolitiske udviklinger i Europa, Preussens stigende magt og Tysklands og Italiens samling. Indenrigspolitisk vekslede perioder med autoritær centralisme med mere reformvenlige perioder. Fra 1860’erne oprettedes forskellige organer for demokratisk repræsentation, og i 1867 kom der afgørende forfatningsmæssige reformer. Riget deltes i en østrigsk og en ungarsk del med stor grad af selvbestemmelse inden for hvert område. De to dele omfattede dog begge en række andre folkeslag, heriblandt slovenerne, som forblev en del af Østrig. Disse begivenheder var med til at vække en politisk bevidsthed blandt slovenerne. I lighed med de store Samlingsbankemøder, som vi kender 23 fra 1840’ernes Danmarkshistorie, organiserede de nationale ledere blandt slovenerne i perioden 1868 – 70 en række udendørs politiske massemøder. Disse møder samlede for første gang slovenere i store tal fra både land og by og fra alle dele af det slovenske område. Det største samlede 25 – 30.000 mennesker. Møderne er blevet betegnet som en slags national folkeafstemning til fordel for et forenet Slovenien. For de slovenske nationale ledere var situationen i sidste del af 1800tallet meget kompliceret. Nationalismen tiltog iblandt den tyske befolkning, som gik ind for hele områdets germanisering. Skolevæsenet blev i tiltagende grad et nationalpolitisk stridsspørgsmål. I perioden skete der en udbygning af skolevæsenet, og de almene grundskoler bredte sig til alle dele af landet. Striden stod dog ikke så meget om de slovensksprogede grundskoler, men i så meget desto højere grad gjaldt den mellemskolen, gymnasiet og læreruddannelsen. Her stod kampen om, hvorvidt fremtidens ledende personer i samfundet skulle være slovensk eller tysk slovensksprogede orienterede. klasser. Men Enkelte steder indførelsen af kom der slovensk dog som undervisningssprog skete meget langsomt og under stor politisk modstand fra de regionale tyske kredse. Spørgsmålet var så kontroversielt, at et forslag om at indføre slovensksprogede klasser i gymnasiet i Celje bragte regeringen i Wien til fald i sommeren 1895. På grund af de tyske liberales modstand lykkedes det ikke at få oprettet et eneste statsligt, slovensksproget gymnasium. Men i 1904 blev et sådant oprettet af bispesædet i Ljubljana. Før 1. verdenskrig var situationen dog den, at 90 % af befolkningen kunne læse og skrive. Det gjaldt både den slovenske og den tyske. Når disse modsætninger voksede sig så store, hang det sammen med, at slovenernes nationale overlevelse næsten udelukkende var knyttet til sproget. Evnen til at læse slovensk var selve kernen i en persons slovenske identitet. I en bog fra 1992 om Jugoslaviens opløsning har kapitlet om Slovenien titlen ”Flere digtere end generaler”. Den titel er på 24 mange måder meget præcis. Det var frem for alt bøgerne og artiklerne af de mange skønlitterære og faglitterære forfattere, der op gennem 1800tallet meget bevidst skrev på slovensk, som i de år udgjorde rygraden i den slovenske kultur og var med til at skabe en slovensk identitet hos befolkningen. I første del af århundredet fik Sloveniens sin første store digter, France Prešeren (1800 -1849). I sidste del af 1800-tallet gør en lang række kunstnere og forfattere sig gældende. Den betydeligste var forfatteren var Ivan Cankar (1876 – 1918). Set i lyset af såvel modreformationen, som bremsede slovensksprogede bogudgivelser i ca. 200 år, og den efterfølgende modstand mod slovensksprogede skoler må den slovenske nationale vækkelse i 1800tallet kaldes både overraskende og imponerende. Det er samtidig særdeles bemærkelsesværdigt, at de slovenske kulturpersonligheder, der var drivkraften i denne udvikling, ikke var en gruppe snæversynede nationalister. Som det allerede havde været tradition i århundreder, havde de taget deres uddannelser på universiteter i Wien, Tyskland og Italien. De var derfor gennem deres virke med til at udvikle den slovenske kultur i tæt samspil med den generelle central- og vesteuropæiske kultur, som de selv var opdraget i gennem deres studier, og som de følte sig som en del af. På det økonomiske og erhvervsmæssige område skete der en hastig udvikling i de år. Byggeriet af en jernbane fra Wien til Triest (som den gang var en overvejende slovensk by) skred hastigt frem og var i 1846 nået til Celje og i 1849 til Ljubljana. Til sammenligning indviedes Danmarks første jernbane fra København til Roskilde i 1847. Bybefolkningen voksede, og der grundlagdes adskillige moderne fabrikker og store virksomheder inden for kul- og stålindustrien. Allerede århundreder tidligere var der begyndt en omfattende bjergværksdrift. Slovenien har haft rige forekomster af en lang række mineraler. Foruden kul og jernmalm var de betydeligste bly, zink og kviksølv. 25 Industriudviklingen var dog ikke kraftig nok til at opsuge overskudsbefolkningen på landet. Trods en betydelig udvandring førte overbefolkning til forarmelse af landbefolkningen. Landbrugene blev delt igen og igen for at skaffe livsgrundlag til flere. I 1902 havde 75 % af landbrugene under 10 ha. Fra 1890’erne stillede en gruppe socialt bevidste katolikker, de såkaldte kristne socialister, sig i spidsen for oprettelsen af kreditforeninger og andre andelsforeninger for bønderne. Disse foretagender fik stor betydning og bidrog på afgørende måde til at mindske de værste fattigdomsproblemer på landet. Politisk vækkelse Det var først i 1890’erne, at der kom egentlige, politiske partier. Hidtil havde de ledende slovenere koncentreret sig om 1848-programmets punkter. Dem var der stadig enighed om, og bekymringen for slovenernes fortsatte kulturelle overlevelse i konfrontationen med den voksende tyske nationalisme i Østrig deltes af alle. Men nye samfundsmæssige problemer begyndte at trænge sig på i form af fattigdom og sociale problemer både på landet og i byerne. Men også de ideologiske forskelle blev mere udtalte. Her drejede det sig især om modsætningerne mellem på den ene side de katolske og konservative kredse og på den anden siden de liberale og fritænkeriske intellektuelle. Det første parti, der blev grundlagt, var et katolsk parti, der normalt omtales som ”de klerikale”. Det var kulturelt konservativt, men samtidig meget socialt orienteret. Det var dette parti, der stod bag de omtalte andels- og kreditforeninger for landmændene. 1894 grundlagde partiet desuden den første arbejderforening, der egentlig var en katolsk fagforening for byarbejdere. I 1914 var der blevet oprettet over 450 arbejderforeninger med tilsammen 40.000 medlemmer. Disse aktiviteter fik meget stor betydning for medlemmerne og for samfundet, og de var med til at give de klerikale dominerende politisk indflydelse i de følgende fire årtier. Partiet havde tilslutning fra meget brede kredse i samfundet. 26 De fritænkeriske intellektuelle og byernes middelklasse af forretningsfolk stiftede et liberalt parti, som dog ikke fik større betydning. De var mest imod noget. Imod de klerikale og imod den tyske indflydelse, men de havde ingen politik, der sigtede på løsningen af tidens presserende samfundsproblemer. Det sidste parti, der blev stiftet i 1890’erne, var det socialdemokratiske. Det havde især tilslutning blandt arbejderne i de forskellige minedistrikter samt i Ljubljana og Triest, der dengang stadig havde en meget stor slovensk befolkningsdel. Partiet havde tæt forbindelse til det østrigske socialdemokrati, men det havde sin egen profil. Det fik tilgang af en række intellektuelle, som var socialt engagerede, men som ikke følte sig hjemme hos de klerikale. Flere af dem havde studeret på Karlsuniversitetet i Prag hos den senere tjekkoslovakiske præsident Thomaš Masaryk og var præget af hans humanistiske tanker. Hidtil havde den slovenske elite arbejdet imponerende med at udvikle sproget og litteraturen, men bortset fra skolevæsenet havde de ikke taget megen del i udformningen af samfundet. Grundlæggelsen af politiske partier og andre samfundsmæssige organisationer kan ses som de første tegn på en begyndende politisk bevidsthed hos bredere dele af befolkningen. Men det var endnu ikke for alvor gået op for hverken befolkningen eller politikerne, at forholdene i Europa i almindelighed og i Det Habsburgske Imperium i særdeleshed var under hastig forandring. I århundreder havde alle imperiets borgere i princippet haft lige muligheder, men siden 1848 havde den tyske nationalisme ændret den østrigske del til i realiteten at være en tysk stat, hvor der ikke var plads til ikke-tyske kulturfolk. Trods de voldsomme stridigheder om slovensksprogede skoler skulle der gå helt til efter århundredskiftet, før de slovenske politikere og intellektuelle var villige til at se skriften på væggen. Det lange politiske og kulturelle samliv havde skabt en samhørighedsfølelse med Østrig, som var meget stærk. 27 En række begivenheder i 1908 – 09 var imidlertid med til at ændre synet på det østrigske regime. Der var begyndt at komme sammenstød mellem unge tyskere og unge slovenere. I september 1908 blev to unge slovenere skudt af østrigske soldater under en demonstration i Ljubljana. Denne handling ophidsede alle dele af den slovenske befolkning, inklusive en lang række borgere, som ikke ellers var politisk aktive. Den var med til at bevidstgøre både befolkning og politikere om den ændring, der var sket i det østrigske regime. I 1909 stod den østrigske regering bag et par opsigtsvækkende politiske retssager i Kroatien, hvilket yderligere stemplede den i folks øjne. Alligevel fortsatte politikernes urealistiske drømmerier om slovensk selvstyre inden for Østrig, fordi de ikke kunne få øje på en alternativ fremtid for slovenerne. De var sig meget bevidste, at slovenerne var for få og for svage til at klare sig som selvstændige. Både fra Tyskland og fra Italien blev der kikket med begærlige øjne på det slovenske område. I 1912 fik den fastlåste tilstand gymnasieelever fra en lang række byer over hele det slovenske område til at danne illegale grupper, der opfattede sig som oprørere mod ”det etablerede”. Disse grupper påtog sig uden videre rollen som drengen i Kejserens Nye Klæder over for politikernes stadig mere luftige planer vedrørende Østrig og gik helt åbent ind for dannelsen af en uafhængig jugoslavisk (jugo = syd) stat. Året efter kom der endnu en anbefaling af, at slovenerne engagerede sig i dannelsen af et uafhængigt Jugoslavien. Den kom fra ingen ringere end Sloveniens mest ansete forfatter Ivan Cankar. Ved et møde i Ljubljana i april 1913 holdt Cankar en tale, hvori han rent ud sagde, at det officielle Østrig var blevet eksponent for tysk imperialisme. Derfor var den eneste fremtid for slovenerne at søge at danne en jugoslavisk forbundsstat sammen med Kroatien og Serbien. Det skulle udelukkende være en politisk sammenslutning, for en fælles jugoslavisk kultur eksisterede ikke og ville ikke opstå. Han pegede på de store kulturelle og civilisatoriske forskelle, som en tusindårig forskellig historisk udvikling havde medført. Egentlig lå slovenerne kulturelt set meget fjernere fra serberne, end de 28 lå fra østrigerne/tyskerne. Deres eneste kulturelle forbindelse til serberne var, at de begge talte et slavisk sprog. Cankar var sig således fuldt bevidst, at hans forslag ikke var en ideel løsning, men for ham at se var det den eneste mulige i den givne situation, hvis slovensk kultur og identitet skulle have en chance for at overleve. Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige Efter 1.verdenskrigs udbrud blev slovenernes problemer endnu større. I 1915 overtalte de allierede Italien til at gå med i krigen ved at love, at de efter krigen bl.a. kunne indlemme de vestlige dele af det slovenske område i Italien. Det førte straks til nogle meget blodige kampe ved floden Isonzo (slovensk Soča), hvor de slovenske tropper i den østrigskungarske hær kæmpede særligt indædt, fordi de her følte at de forsvarede deres fædreland mod at blive overtaget af italienerne. I løbet af efteråret 1918 gik Det Habsburgske Rige i hurtig opløsning og kapitulerede den 28. oktober. I august havde alle slovenske partier dannet et fælles Nationalråd, der i september begyndte at udøve regeringsmagt i Slovenien. Den 29.oktober proklamerede slovenerne sammen med kroaterne og serberne i Østrig-Ungarn, at de oprettede en fælles stat. Allerede natten mellem den 24. og 25. november aftaltes det at slutte denne stat sammen med Kongeriget Serbien i ”Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige”. Aftalen om sammenslutningen blev lavet i stor hast, og uden at væsentlige detaljer vedrørende den fremtidige stats politiske opbygning var aftalt, bortset fra at den serbiske konge skulle være konge for det nye land. Serberne var ivrige af deres egne grunde. De ønskede et Storserbien. På den slovenske side skyldtes hastværket, at italienske militære styrker den 3. november var begyndt at sætte sig i besiddelse af de vestlige dele af Slovenien, som de var blevet lovet af de allierede. De rykkede hurtigt frem, også længere end aftalt, og nærmede sig Ljubljana. I den situation var serberne de eneste, der militært ville kunne bremse italienerne. Der blev da også straks dannet militære enheder af især serbiske soldater, som 29 stoppede italienerne og drev dem lidt tilbage. Alligevel fik Italien ved fredstraktaten i Rapallo i 1920 tildelt mere af det slovenske område, end de var blevet lovet i 1915. Fastlæggelsen af grænsen til Østrig skete ved en folkeafstemning på samme måde, som tilfældet var med den dansk – tyske grænse i Sønderjylland. I afstemningszonen havde ca. 2/3 af befolkningen slovensk som dagligsprog, men ved folkeafstemningen i oktober 1920 stemte alligevel kun 41 % for, at zonen skulle være en del af den nye sydslaviske stat, mens 59 % stemte for fortsat tilhørsforhold til Østrig. Valgdeltagelsen var næsten 96 %. Statsgrænsen kom derfor til at ligge sydligere end sprog- og nationalitetsgrænsen. Årsagen til afstemningens udfald var dels nogle lokale økonomiske forhold, og dels at mange slovenere følte større tilknytning til Østrig end til Serbien. Til resultatet bidrog også, at de serbiske tropper som besættelsesmagt i afstemningszonen i tiden forud for afstemningen ved deres vilkårlige og hensynsløse optræden havde stødt mange slovenere fra at stemme for et tilknytningsforhold til en stat, hvor serberne var dominerende. Den officielle proklamering af ”Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige” skete den 1. december 1918. I overgangsperioden fra 29. oktober til 1. december 1918 var Slovenien i praksis forholdsvis selvstændigt, og reelt beholdt slovenerne en stor grad af autonomi helt frem til vedtagelsen af den fælles forfatning den 28. juni 1921. Det lykkedes i løbet af denne korte periode at danne en bred samlingsregering, som gennemførte en lang række love, der tog sigte på at overføre området til slovensk administration. Slovensk blev straks gjort til forvaltningssprog, og de østrigske embedsmænd blev erstattet af slovenere. Det lykkedes også i 1919 at få oprettet et længe ønsket slovensk universitet i Ljubljana. Gamle politiske modstandere viste en forbavsende evne til at samarbejde om at nå politiske resultater. Et forhold, som også sås lige efter selvstændigheden i 1991. 30 Den nye forfatning blev en stor skuffelse for de fleste slovenere og kroater. De havde ønsket en forfatning, der gav de enkelte folkeslag en stor grad af selvstyre, især inden for kulturelle og sociale områder. Men serberne ønskede en enhedsstat, og det lykkedes dem at få et knebent flertal for en meget centralistisk forfatning. Al magt kom fra nu af til at ligge hos en centralregering i Beograd. Imidlertid var slovenerne vant til at være et mindretal i en stor stat, hvor den væsentlige magt lå uden for deres område. Den erfaring og en forbavsende politisk moderation kom dem til gode i den nye centralistiske stat. I stedet for at gå i konfrontatorisk opposition, som kroaterne gjorde, gik de efter at få den indflydelse, der var mulig. I størstedelen af mellemkrigstiden var det katolske slovenske folkeparti og dets leder Anton Korošec helt dominerende i slovensk politik. Partiet fik igennem hele perioden omkring 60 % af stemmerne, mens de liberale som det eneste andet betydende parti lå på omkring 20 %. De liberale stod ret ensidigt som talsmænd for byernes erhvervsdrivende og velhavende borgerskab. Det slovenske folkeparti var på den ene side konservativt katolsk, men havde også en markant social profil, ikke mindst over for landbefolkningen. Partiet var ualmindeligt velorganiseret og var meget aktivt i igangsættelsen af en lang række frivillige organisationer lige fra de allerede nævnte andelsforeninger for landmændene til ungdomsforeninger, kulturelle og kirkelige foreninger. Korošec var en usædvanlig dygtig politiker, der var medlem af en lang række regeringer i Beograd. Man kan godt betegne ham som en opportunist på Sloveniens vegne. Han indgik et utal af kompromisser, men tabte aldrig sine mål af sigte. Med denne salamimetode lykkedes det ham på trods af den meget centralistiske forfatning at få skabt og opretholdt en stor grad af reel autonomi for Slovenien, selv om de slovenske mandater kun udgjorde 20 % af alle. Hans politik skabte selvfølgelig megen kritik, men han beholdt alligevel en bred folkelig opbakning. Når politikken overhovedet lod sig gennemføre, hænger det 31 sammen med Sloveniens ringe størrelse og dets beliggenhed langt fra Serbien. Det kunne aldrig blive en trussel mod Serbien. Samtidig spillede det en stor rolle, at Korošec havde så stor og vedvarende vælgerstøtte i Slovenien. På det kulturelle område skete der meget store fremskridt. Alle skoler på alle niveauer blev slovensksprogede. I 1921 var der 9 % analfabeter i Slovenien, men ved 2. verdenskrigs udbrud var der ingen. I samme periode steg antallet af gymnasieelever 2½ gang, mens antallet af elever i forskellige erhvervsskoler steg til det 5-dobbelte. Det nye universitet i Ljubljana begyndte i 1919 med 695 studerende. Dette tal var i 1938 vokset til 1964. Administrationssproget i det slovenske område blev slovensk, og der blev oprettet en lang række vigtige slovenske kulturinstitutioner: et nationalmuseum, et nationalgalleri og et nationalteater. 1928 oprettedes Radio Ljubljana, der sendte på slovensk. Det centralistiske styre hindrede heller ikke en god økonomisk udvikling i Slovenien. Fra at have været et underudviklet område i Østrig-Ungarn blev Slovenien nu det mest udviklede område i det nye kongerige. Der kom en vis industriudvikling. Lige før 2. verdenskrig tegnede industrien sig for 30 % af BNP. Der var i alt næsten 800 virksomheder, hvoraf 40 % hørte til inden for brancherne træ, tekstil og byggematerialer. Samtidig skete der en kraftig udbygning af elektricitetsforsyningen. Men selv om de nye industrier betød mange nye arbejdspladser, var det dog stadigvæk ikke nok til at opsuge overbefolkningen på landet. Mange måtte hutle sig igennem på meget små landbrug. De veletablerede andelsselskaber, der ydede lån til lavere renter end bankerne, var dog stadig til stor hjælp for landmændene i disse vanskelige år, men som i det øvrige Europa blev kriseordninger alligevel nødvendige i 30’erne. 32 Den relativt gode udvikling i Slovenien skete på trods af nogle meget vanskelige og ustabile politiske forhold i Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige. I 1929 indførte kongen diktatur og omdøbte landet til Kongeriget Jugoslavien. Alle politiske partier blev forbudt, men fortsatte alligevel i form af mere eller mindre lovlige dækorganisationer. Selv om Korošecs politik på mange områder var vellykket og sikrede en lang række fordele for Slovenien, blev det stadig vanskeligere for ham at manøvrere, fordi modsætningerne i samfundet og inden for hans eget parti skærpedes. Den erhvervsmæssige og kulturelle udvikling fremkaldte sociale og ideologiske opbrud. Industrialiseringen og 30’ernes økonomiske krise skabte nye sociale problemer, der krævede løsning. Byudviklingen og den bedre uddannelse medførte en øget sekularisering af samfundet. Samtidig med denne udvikling opstod der nogle meget fundamentalistiske og konservative bevægelser inden for den katolske kirke. I begyndelsen af 1930’erne rykkede Vatikanet og den katolske kirke politisk stærkt mod højre af frygt for den voksende anti-kirkelige kommunistiske bevægelse. Paven fordømte i 1931 i en rundskrivelse enhver form for socialisme, inklusive den kristne socialisme. Toneangivende katolske kredse var tillige mildt stemte over for den voksende fascisme. Disse politiske, ideologiske og sociale spændinger førte i Slovenien til sprængning af både det katolske og det liberale parti. Siden det katolske partis grundlæggelse i 1890’erne havde det haft en meget socialt bevidst fløj, som kaldte sig kristne socialister, og som var de aktive i organiseringen af fagforeninger. De havde derfor stor tilslutning blandt den voksende gruppe af byarbejdere, som de mente, at partiet svigtede under den økonomiske krise. Denne fløj brød i løbet af 30’erne ud af det katolske parti og dannede en selvstændig organisation. De kristne socialister var også blevet mere kulturelt-nationalt bevidste under indtryk af kongens diktatoriske styre, som førte til en endnu mere centralistisk politik fra Beograd. 33 Inden for det andet store parti, de liberale, skete der også en spaltning. De liberale havde i modsætning til det katolske parti hele tiden gået ind for en jugoslavisk enhedsstat. Nu brød en meget velanskrevet gruppe af nationalt og demokratisk sindede mennesker med partiet og dets centralistiske politik. Som reaktion mod de fascistiske og højreorienterede strømninger rykkede både denne gruppe og de kristne socialister gradvist mod venstre. I slutningen af 1930’erne var de i kontakt med den forbudte kommunistiske bevægelse, som i 1937 stiftede et ”selvstændigt” slovensk kommunistparti med et nationalt orienteret program. Som allerede nævnt kom ikke alle slovenere med i den jugoslaviske stat. Værst stillet var den store gruppe, der kom under Italien. Ikke mindst efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 blev den nationale og kulturelle undertrykkelse meget voldsom. Det resulterede i, at der enkelte steder blandt det slovenske mindretal opstod til dels bevæbnede grupper, som bekæmpede fascisterne. Heller ikke i Østrig og Ungarn var der gode forhold for mindretallene. I Østrig var der tosprogede skoler og slovenske kulturorganisationer, men det slovenske mindretal var alligevel hele tiden udsat for et vist fortyskningspres. Assimilationspresset mod mindretallet steg efter det autoritære styres indførelse i 1933 og blev yderligere udtalt efter nazisternes anneksion i 1938. I Ungarn blev det slovenske mindretal systematisk ungariseret, og der var følgelig ingen tosprogede skoler. 2. verdenskrig Den 6.april 1941 angreb Tyskland og dets allierede Jugoslavien, som blev nedkæmpet i løbet af knap to uger. De angribende lande delte derpå landet imellem sig, dog således at der i Kroatien og Bosnien oprettedes en ”selvstændig” kroatisk quislingstat, hvorved Slovenien blev isoleret fra det øvrige Jugoslavien. Slovenien selv blev delt mellem 34 Tyskland, Italien og Ungarn. Tyskland satte sig på den nordlige del, der grænsede op til Østrig, som siden 1938 havde været en del af Nazityskland. Italien besatte den sydlige del, der lå i forlængelse af det område, som Italien havde sikret sig efter 1. verdenskrig. Ungarn annekterede et område med blandet befolkningssammensætning helt mod nordøst, som grænsede op til Ungarn. Følgerne for befolkningen blev værst i den tysk besatte del. Her satte besættelsesmagten straks ind med en stærk undertrykkelse og kontrol med befolkningen, som hurtigst muligt skulle germaniseres. Man forbød enhver brug af slovensk i både skole-, kirke- og kulturliv. Ad flere omgange blev i alt godt 60.000 mennesker deporteret fra området og alle deres ejendele konfiskeret. Omkring en tredjedel, der især omfattede gejstlige og andre veluddannede mennesker, blev sendt til Serbien og Kroatien. De øvrige, der især omfattede bønder fra den sydøstlige del af det tysk besatte område, blev sendt til Tyskland som tvangsarbejdere. Ind i det område, hvor de havde boet, flyttede en gruppe tyskere, som siden 1300-tallet havde boet i en samlet tysksproget og tysk kulturel enklave i det sydlige Slovenien. Da dette område nu var under Italien, tvang nazisterne denne gruppe til at flytte til det nævnte område, hvorfra de efter krigen på ny blev fordrevet til Østrig eller Tyskland. Desuden flygtede ca. 17.000 mennesker fra den tysk besatte til den italiensk besatte del, hvor forholdene var betydeligt mildere for den slovenske befolkning, inkl. jøder. Italienerne gav området en slags indre selvstyre og lod de slovenske institutioner fortsætte. Alligevel blev 25.000 personer fra dette område interneret og sendt i koncentrationslejre. Ungarerne indlemmede straks det besatte område i Ungarn. Det betød en total kulturel undertrykkelse af alt slovensk. Ikke blot bynavne og gadenavne, men også personnavne (som i Italien) blev ændret og gjort ungarske. De unge blev udskrevet til soldater i den ungarske hær. De slovenske politikere reagerede på samme måde, som de danske gjorde i begyndelsen af 1940’erne. De forsøgte sig med en 35 samarbejdspolitik, som dog kun til en vis grad lod sig gennemføre i den italiensk besatte del. Politikerne mente, at en voldelig modstand ville være udsigtsløs, og at den frem for alt ville blive meget blodig. Andre grupper mente, at det var nødvendigt at gå til væbnet modstand, hvis man efter krigen skulle have en chance for at blive omfattet af de allieredes del af verden. De stigende politiske modsætninger, der viste sig gennem 1930’erne, kom til fuld og tragisk udfoldelse i første halvdel af 1940’erne, hvor Slovenien ikke blot kom til at opleve besættelse og modstandskamp, men også borgerkrig. I foråret 1941 var Slovenien præget af to konflikter, der i de følgende år blev vævet ind i hinanden. Der var voksende spændinger i befolkningen som følge af, at landet stod midt i en moderniseringsproces. Forskellene voksede mellem på den ene side de traditionelle, katolsk-konservative befolkningsgrupper og på den anden side arbejderne og de veluddannede unge i byerne, hvor udviklingen både materielt og mentalt løb stærkt. Som følge af den fremmede besættelse opstod der samtidig en uenighed om, hvorvidt man skulle yde aktiv eller passiv modstand mod besættelsesmagterne. Disse uenigheder udnyttede det lille nystiftede slovenske kommunistparti til at sætte dagsordenen. Sammen med de grupper, der var brudt ud af det katolske og det liberale parti, og som de allerede samarbejdede med, dannede de i foråret 1941 Befrielsesfronten, der fik tilslutning af mange unge, en del af arbejderne og de intellektuelle. Modstandsbevægelsen blev organiseret i den italiensk besatte del, fordi undertrykkelsen og kontrollen med befolkningen i den tysk besatte del var så intens, at det næppe havde været muligt der. Desuden var de intellektuelle i dette område enten blevet deporteret eller var flygtet til den italiensk besatte del. Befrielsesfronten ville kæmpe for at befri Slovenien. Men det viste sig hurtigt, at kommunisterne også havde en anden dagsorden: En omdannelse af Slovenien til en kommunistisk stat efter krigen. 36 To begivenheder bidrog til at tydeliggøre denne hensigt. I september 1941 vedtog Befrielsesfronten en udtalelse om, at de ville betragte alle modstandsgrupper, der ikke var en del af Befrielsesfronten, som fjender, der forrådte folket og de nationale interesser. De søgte med andre ord at tiltage sig monopol på modstandskampen. Selv om kommunisterne hurtigt tog ledelsen af Befrielsesfronten, var denne alligevel en koalition af de grupper, der havde stiftet den. Den 1. marts 1943 følte kommunisterne sig imidlertid stærke nok til at kræve, at de andre grupper nedlagde sig selv som selvstændige politiske grupper og på den måde i praksis lod sig opsluge af kommunisterne. Dermed forsvandt enhver rest af pluralisme fra Befrielsesfronten. Allerede fra begyndelsen havde medlemmer af Befrielsesfronten i en række tilfælde udøvet terror og overgreb mod dele af civilbefolkningen, som søgte at undgå at blive involveret i kampe og derfor ikke umiddelbart støttede dem. Disse angreb på ofte helt uskyldige borgere er en af Befrielsesfrontens meget mørke pletter. De terroriserede borgere var på mange måder under dobbelt pres, fordi de på den anden side ofte måtte undgælde, når besættelsesmagterne lavede gengældelsesaktioner efter partisanangreb. Der blev ganske vist sine steder dannet landsbyværn, men aldrig i et omfang, som virkelig battede. Det katolske folkeparti, som ellers på mange måder havde udviklet sig meget, stod i de år uden kompetent leder. Korošec døde pludseligt i 1940, og hans efterfølger blev dræbt af en bombe i forbindelse med det tyske angreb på Jugoslavien. Trods kommunisternes forsøg på at monopolisere modstandskampen blev der gjort forskellige forsøg på at danne borgerlige modstandsgrupper. Men da grupperne hverken havde fælles ledelse eller koordinerede deres aktiviteter, havde de kun ubetydelig slagkraft. Det blev for alvor tydeligt i efteråret 1943 efter Italiens kapitulation, som øgede Befrielsesfrontens magt betydeligt. Straks efter begyndte en 37 regulær borgerkrig, hvor Befrielsesfronten fuldstændig nedkæmpede de borgerlige modstandsgrupper, der var opstået. Denne situation gjorde de borgerlige desperate. De frygtede kommunisterne mere end noget andet. Derfor oprettede resterne af de nedkæmpede grupper sammen med andre den 15. september 1943 gruppen Domobranci (Hjemmeforsvaret), der samlede næsten alle antikommunistiske bevægelser, og som blev udstyret, trænet og ledet af SS. Med stærk symbolvirkning aflagde Domobranci i april 1944 og januar 1945 i overværelse af Ljubljanas katolske biskop og en SS-general og sammen med SS og den tyske værnemagt ed på at de ville bekæmpe kommunismen og de allierede. Den slovenske Befrielsesfront kæmpede under det meste af krigen meget selvstændigt og blev først fra november 1943 formelt en del af Titos Partisanbevægelse, selv om de lige fra begyndelsen havde arbejdet sammen med dem. Det blev i løbet af krigen tydeligt for de allierede, at det i det jugoslaviske område var Partisanerne, der ydede den største militære indsats mod tyskerne, og de blev derfor i juni 1944 officielt anerkendt af de allierede. Dermed mistede anti-kommunisterne, som ellers havde opretholdt kontakt med de allierede, enhver støtte fra disse. Den britiske regering krævede rent ud, at de forligte sig med Befrielsesfronten og ophørte med at bekæmpe denne og de allierede. Det nægtede de. Det fik skæbnesvangre følger ved krigens slutning, hvor Befrielsesfronten havde al politisk magt i hænderne i Slovenien. Domobranci og en række af deres civile støtter flygtede til de engelske besættelsesstyrker i det sydlige Østrig. De sendte dem imidlertid tilbage til Slovenien, hvor Befrielsesfronten begik deres værste krigsforbrydelse, idet de omgående likviderede de tilbagesendte. Det drejede sig om mindst 8600 personer. Måske betydeligt flere. Denne tragedie og de voldsomme modsætninger under krigen er først nu ved at blive endevendt af historikerne. Under det kommunistiske styre var de tabu. 38 Det kommunistiske Jugoslavien Ved et møde i Bosnien i november 1943 havde Befrielsesfrontens repræsentanter sammen med repræsentanter for Partisanerne fra de øvrige dele af Jugoslavien vedtaget en række politiske beslutninger om efterkrigstidens Jugoslavien. Landet skulle være ”en forbundsstat af ligeværdige nationer, som på basis af retten til selvbestemmelse, inklusive retten til udtræden, havde udtrykt deres vilje til at leve sammen” i en sådan fælles stat. Slovenien blev derfor ved krigens slutning et af forbundslandene i denne stat, der også kom til at omfatte størstedelen af de områder med slovensk befolkning, som efter 1. verdenskrig kom under Italien. Dog var der uenighed med stormagterne om Triestområdets tilhørsforhold. Problemet løstes først i 1954, hvor det besluttedes, at Triest by skulle forblive under Italien, mens oplandet mod øst og syd skulle høre til Jugoslavien. Slovenien fik derved en knap 50 km lang kyststrækning med den vigtige havneby Koper. Selv om det nye Jugoslavien ifølge forfatningen var en forbundsstat, var styret i begyndelsen ekstremt centralistisk og hierarkisk. Dog havde de enkelte republikker i vidt omfang selvbestemmelse på kultur- og skoleområdet. Slovenien var som før krigen den rigeste del af landet og havde det højeste uddannelsesniveau. I 1947 lå dets BNP/indb. 63 % over det jugoslaviske gennemsnit. Det nye styre nationaliserede alle industrivirksomheder og ligeledes en betydelig del af håndværksvirksomhederne. De private landmænd fik i begyndelsen lov til at beholde maksimalt 25-30 ha, som dog få år senere blev reduceret til 10 ha. I Slovenien med de mange små landbrug ramte indgrebet knapt så hårdt som andre steder. Så i 1954 var ¾ af landbrugsjorden stadig ejet af private landmænd, som dog i de første år var tvunget til at aflevere en del af høsten til staten til meget lave priser. Jugoslavien var det andet land i verden, der fik kommunistisk styre, så både ideologisk og i praksis efterlignede det nye styre Sovjetunionen. 39 Mange anti-kommunister blev i de første år chikaneret, arresteret og dømt for politiske forbrydelser. Men selv om den jugoslaviske ledelse bestod af ret fanatiske kommunister, var de ikke parate til uden videre at lade sig dirigere fra Moskva. De havde stort set selv befriet landet gennem partisankampen og havde ikke sovjetiske tropper stående på jugoslavisk jord, som det var tilfældet i nabolandene. De fastholdt deres selvstændige standpunkter i stridsspørgsmål med Sovjetunionen, som i 1948 udstødte dem af den kommunistiske familie. Bruddet fik store konsekvenser både på kort og langt sigt. På kort sigt skabte det betydelige økonomiske problemer for Jugoslavien, som netop havde vedtaget en femårsplan, der kalkulerede med store leverancer fra Sovjetunionen. Leverancer som nu ophørte. De økonomiske problemer blev dog mindsket af, at Jugoslavien i disse år modtog store økonomiske bidrag fra FN og USA, inklusive Marshall-hjælp. Opgøret med Sovjetunionen gav en øget folkelig opbakning til Tito og det jugoslaviske regime. Men inden for kommunistpartiet kom det til en udrensning af alle formodede sovjetsympatisører, hvoraf nogle blev sendt i arbejdslejre som den berygtede Goli Otok. På det ideologiske område tvang udstødelsen Jugoslavien til at finde sin egen udformning af kommunismen. Det blev til det såkaldte arbejder- selvforvaltningssystem. Grundideen var, at der gennem decentralisering overførtes beslutningskompetence til medarbejderne i virksomhederne. Det var fra begyndelsen meningen, at denne kompetence kun skulle omfatte det økonomiske område, men med tiden bredte den sig til andre områder. Skønt kommunistpartiet beholdt den egentlige magt, så var den mere diffus end i de andre kommunistiske lande. Arbejder-selvforvaltningssystemet var i begyndelsen begrænset af en stærk statslig styring, men alligevel gav det gode udviklingsmuligheder for den forholdsvis veludviklede slovenske industri. Fra 1954 til 1959 voksede det slovenske nationalprodukt med 50 %. 40 Samtidig skete der en kvalitativ udvikling inden for industrien, der blev mere differentieret og begyndte at fremstille mere komplicerede produkter, idet især maskin- og elektroindustrien og den kemiske industri udbyggedes. I begyndelsen af 1960’erne bremsedes Jugoslaviens økonomi igen, fordi systemet alligevel var for stift, og der kom flaskehalse forskellige steder. Der var voksende problemer med betalingsbalancen og en stærkt stigende udlandsgæld. Arbejdsløsheden voksede, fordi virksomhederne fik mulighed for at rationalisere og afskedige overflødige medarbejdere. Men samtidig åbnedes grænserne, så at alle, der ønskede det, kunne tage job som gæstearbejdere i Vesteuropa, som i de år havde stor mangel på arbejdskraft. Det mindskede arbejdsløsheden derhjemme, og samtidig sendte gæstearbejderne betydelige beløb hjem i udenlandsk valuta. Der skete også en vis udvandring fra Slovenien. Til gengæld kom der med tiden et betydeligt antal gæstearbejdere fra det øvrige Jugoslavien til Slovenien. Den mere diffuse rolle, som kommunistpartiet spillede i Jugoslavien, gav mulighed for samfundsmæssige debatter. Allerede fra 1950’erne kunne man ane liberale og konservative fløje inden for partiet. De konservative var ofte folk uden megen uddannelse, der havde skabt sig en position i partiet, fordi de havde udmærket sig i partisankampen, mens mange liberale var unge veluddannede, som åbent diskuterede samfundets udvikling. Især i slutningen af 1960’erne kom der intense debatter i Slovenien og Kroatien. Åbningen af grænserne havde givet både politikere og den brede befolkning gode muligheder for let og tit at besøge nabolandene og derfra hjembringe masser af oplysende tidsskrifter og nye ideer. De slovenske liberale kommunister ønskede at fremme markedsprincipper i økonomien og lave en langsigtet planlægning, der inkluderede miljøhensyn. I 1965 vedtoges der på forbundsplan en række reformer, som medførte en decentralisering af den politiske magt og gav et større råderum for markedskræfterne i økonomien. Kort tid efter valgtes den progressive 41 kommunist Stane Kavčič til leder af regeringen i Slovenien. Han gik straks i gang med reformer, der sigtede på at fremme de mest moderne sektorer som elektronik- og serviceindustrien med henblik på øget samarbejde med Vesteuropa. Regeringens mål var at skabe en markedsøkonomi med en social stat. Hans ideer blev dog for provokerende for de traditionelle kommunister, som i 1972 fik ham afsat og erstattet med en af deres egne. De liberale blev udrenset af partiet og samtidig strammes kulturpolitikken med afskedigelser af intellektuelle fra tidsskrifter og fra Ljubljana Universitet. Alligevel begyndte det, som Kavčič’s regering satte i gang at bære frugt, således at den slovenske industri i endnu højere grad blev dominerende både internt i Jugoslavien og med hensyn til eksport. I 1974 fik Jugoslavien en ny forfatning, som medførte meget store ændringer i selvforvaltningssystemet. Kommunistpartiets magt blev samtidig øget på en række områder, men alligevel betød den nye forfatning, at den politiske magt blev decentraliseret så meget, at de enkelte republikker, altså også Slovenien, blev næsten selvstændige på en lang række områder. Forfatningsændringerne indebar, at mange beslutninger blev lagt ud i kommunerne og helt ud i afdelingerne i de enkelte virksomheder. Selv om kommunistpartiet var aktivt overalt, betød det nye system, at et meget stort antal mennesker blev inddraget og fik erfaring med forhandling og beslutningstagen i komplicerede spørgsmål. Systemet var tungt og bureaukratisk, men i Slovenien med dets meget veluddannede befolkning fungerede det hæderligt, samtidig med at det gav demokratisk træning til en stor del af befolkningen. Det slovenske samfund udviklede sig i de følgende år kraftigt. Økonomien og levestandarden blev stadig bedre, og der var ingen arbejdsløshed. Man fik et godt socialt sikkerhedsnet, pensioner og et godt sundhedsvæsen. Velstandsniveauet i Slovenien nåede i slutningen af 1980’erne op på over det dobbelte af det jugoslaviske gennemsnit. Den nye forfatning tog højde for de meget store økonomiske og kulturelle forskelle mellem republikkerne, men der kom til at mangle en 42 central koordinering af økonomierne i hele Jugoslavien. Resultatet blev, at forskellene mellem republikkerne blev større, mens den samlede jugoslaviske økonomi gik tilbage, og den jugoslaviske udlandsgæld voksede katastrofalt. Sammenfattende kan man sige, at den jugoslaviske og slovenske historie i perioden fra 1945 til 1980’erne var præget af, at de politiske, økonomiske og kulturelle forskelle inden for Jugoslavien øgedes. Det var også en tid med store politiske udsving. Perioden fra 1945 til begyndelsen af 1950erne var præget af politisk undertrykkelse og en efterabning af det sovjetiske samfundssystem. Det var en barsk tid, der kostede dyrt både menneskeligt og økonomisk. Efter konflikten med Sovjetunionen begyndte eksperimenterne med selvforvaltningssystemet, som efterhånden bredte sig og fik meget indgribende indflydelse på både den samfundsmæssige og den forfatningsmæssige udvikling. Denne proces kulminerede med vedtagelsen af 1974-forfatningen, der for alvor gjorte Jugoslavien til en forbundsstat, hvor de enkelte republikker fik overordentlig stor selvbestemmelse. Man skal imidlertid ikke overse, at der ikke var tale om et demokratisk system. Det var altid i sidste instans det kommunistiske parti, der bestemte kursen. Partiet var dog en samlingsorganisation med mange fløje, også sådanne som i dag ville svare til Socialdemokrater, SF osv. De politiske forhold varierede meget alt efter hvilke grupper, der havde overtaget inden for partiet. På den ene side var der de doktrinære kommunister, der frem for alt ville bevare partiets absolutte magt. De så med skepsis på enhver politisk og økonomisk reform, der betød decentralisering af magten. Mange serbiske kommunister havde den holdning. Men kommunistpartiet rummede også mange progressive politikere, der ville reformere og modernisere systemet. Et flertal af de slovenske kommunister tilhørte denne fløj og kæmpede for mere decentralisering, 43 som både økonomisk og kulturelt var en fordel for Slovenien. Tito tilhørte ingen af fløjene, men formåede, mens han levede, at skære igennem, når han mente, at den ene af fløjene fik så megen magt, at det kunne true Jugoslaviens enhed eller det kommunistiske system, som begge for ham havde højeste prioritet. Som en del af Jugoslavien var Slovenien underlagt de overordnede partibeslutninger. Men til trods for det skiftende politiske klima formåede slovenerne at modernisere og udvikle deres økonomi, så den hele tiden lå langt foran alle de andre republikkers. Inden for kulturlivet var der en åbenmundethed og en sprælskhed, som jævnligt blev for vidtgående for de politiske magthavere. Men straffene til de skyldige blev aldrig mere alvorlige, end at man måtte have fornemmelsen af, at disse havde en vis forståelse hos indflydelsesrige folk. Denne forholdsvis tolerante holdning i det slovenske samfund hænger utvivlsomt sammen med, at Slovenien igennem hele sin historie har tilhørt Central- og Vesteuropa. Kraftigt medvirkende er sikkert også den kulturelle inspiration, som med grænseåbningerne i 1960’erne tilflød slovenerne fra den vestlige verden. Alt i alt lykkedes det Slovenien som delrepublik i Jugoslavien at udvikle sin økonomi og gøre værdifulde politiske erfaringer, som kom dem til gavn, da udviklingen i 1980’erne tog fart. Selvstændighedsprocessen I 1980 døde Tito og i årene lige før og efter døde flere andre af de gamle frontfigurer i jugoslavisk og slovensk politik. Disse dødsfald skete samtidig med, at Jugoslavien bevægede sig ind i en meget alvorlig økonomisk, social, politisk og forfatningsmæssig krise, fordi det politiske system var lammet, og nødvendige reformer derfor ikke kunne gennemføres. Forfatningen fra 1974 gav de enkelte republikker en så høj grad af selvbestemmelse, at det var vanskeligt at træffe fælles jugoslaviske beslutninger. 44 Samtidig blokerede kommunistpartiets magtmonopol for demokratisk funderede løsninger af problemerne. Det er ikke helt forkert, når nogle hævder, at Jugoslaviens opløsning i højere grad skyldtes mangel på demokrati, end det skyldtes nationale modsætninger. Udligningspolitikken spillede ligeledes en stor rolle. I den situation kom især Slovenien og Serbien i et stigende modsætningsforhold, idet Serbien ønskede at tackle Jugoslaviens problemer gennem at skabe en enhedsstat med et stramt autoritært og centralistisk styre i Beograd. Slovenien ønskede derimod at indføre demokrati og at løsne båndene mellem de enkelte republikker ved at omdanne Jugoslavien fra en forbundsstat til et statsforbund. Serbiens voldelige undertrykkelse af den albanske befolkning i Kosovo øgede kun den slovenske mistillid til serberne. Samtidig begyndte den samlede jugoslaviske økonomi at udvikle sig katastrofalt. Der var gennem en årrække oparbejdet en stor udlandsgæld. Renterne af denne tyngede stadig mere, og de internationale lånebetingelser blev mere stramme. Da regeringen i Beograd i 1983 efter krav fra Valutafonden krævede, at alle skulle afdrage efter evne uden hensyn til, hvem de oprindelige lån var kommet til gode, skabte det store spændinger. Det betød i praksis, at meget store økonomiske byrder ville blive lagt på Slovenien og Kroatien, som var de republikker, der havde store eksportindtægter i vestlige valutaer. Kravet forstærkede de to republikkers at stigende utilfredshed med, deres betalinger til udviklingsstøtte til de fattige republikker tilsyneladende ikke altid blev brugt til hensigtsmæssige udviklingsprojekter, men snarere til lokale prestigeprojekter eller endnu værre, at en del af pengene blev svindlet bort. Det var ikke kun de økonomiske problemer, der skabte modsætninger. Beogradregeringens ønsker om en centraliseret lovgivning vedrørende uddannelse, videnskab og kultur skabte mere offentligt røre og folkelig modvilje i Slovenien, end de økonomiske krav havde gjort. 45 I Serbien udarbejdede Serbiens Videnskabernes Akademi i 1986 et såkaldt Memorandum, der gav udtryk for ekstreme serbisk-nationalistiske og centralistiske synspunkter. Disse anskuelser blev grundlaget for serbisk politik, da Slobodan Milošević året efter valgtes til leder af det serbiske kommunistparti. Partiet holdt desuden strengt fast den traditionelle kommunistiske planøkonomi og bekæmpede enhver udvikling i retning af markedsøkonomi. I kraft af historien og de livlige forbindelser med Central- og Vesteuropa siden grænseåbningen i 1960’erne var den kulturelle åbenhed og nytænkning større i Slovenien end i resten af Jugoslavien. Op gennem 1980’erne foregik der en intens kulturel og politisk debat, som i betydelig grad havde stiltiende accept fra indflydelsesrige kommunister. Det gjaldt ikke mindst Milan Kučan, som i 1986 blev valgt til leder af det slovenske kommunistparti, der under hans ledelse opnåede en sjælden grad af folkelig accept. Allerede fra 1976 havde der i ungkommunisternes blad Mladina (Ungdom) været ført en meget åben debat om en lang række kontroversielle kulturelle og politiske emner. Fra midten af 1980’erne opstod der spontant en række NGO’er, der kritiserede kommunismen og argumenterede for retten til fri meningsudveksling og respekt for menneskerettighederne. Som det er fremgået af det historiske kapitel, er der en meget lang tradition for, at kulturpersonligheder spiller en fremtrædende rolle også i politiske sammenhænge. Frem til dannelsen af det første Jugoslavien i 1918 var ”de kulturelle udtryk på samme tid et surrogat for politiske viljestilkendegivelser og den vigtigste form for politisk liv", som vicekulturminister Jože Osterman udtrykte det i 1993. I 1980'erne spillede kulturpersonligheder også en stor og afgørende rolle i opgøret med det gamle system. De blev så at sige ophavsmændene til Sloveniens parlamentariske liv. Mange af dem kendte hinanden fra studietiden på Ljubljana Universitet, hvor de i slutningen af 1960’erne var med i det slovenske studenteroprør. 46 I 1982 grundlagde personer fra denne gruppe kulturtidsskriftet Nova Revija, hvor der i de følgende år førtes en intensiv samfundskritisk debat. Debattørerne i tidsskriftet var både af liberal, katolsk og socialdemokratisk observans. Samtidig foregik der en tilsvarende debat mellem mange intellektuelle, der var medlemmer af kommunistpartiet. Men diskussionerne bevægede hurtigt væk fra overvejelser om, hvordan man kunne ændre socialismen til at handle om, hvordan man kom ud af socialismen, og de kom dermed i høj grad til at dreje sig om demokrati og en slovensk national udvikling. En kulmination kom med udgivelsen i 1987 af det berømte nr. 57 af Nova Revija, som var et temanummer med titlen: ”Bidrag til Sloveniens nationale program”. Artiklerne i nr. 57 var en slags opsummering af de forrige års diskussion og fik vidtgående indflydelse på de følgende års udvikling frem mod demokrati og selvstændighed. Bidragyderne understregede Sloveniens forfatningsmæssige ret til selvbestemmelse og argumenterede for oprettelsen af en stat med vestligt demokrati baseret på markedsøkonomi, respekt for menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder. Programmet og dets forfattere blev fordømt af kommunistpartiet. Redaktøren af Nova Reveja, den senere slovenske udenrigsminister Demitrij Rupel, blev fyret, men ingen blev straffet. Synspunkterne i denne kulturelle og efterhånden stadig mere politiske debat, der fra midten af 80'erne førtes blandt de intellektuelle, bredte sig derfra ud i en bredere slovensk offentlighed og fremmede en åndelig og mental modning i befolkningen i forhold til demokrati. Det fik stor betydning for forløbet af selve selvstændighedsfasen i 1990-91 og for den senere rolige demokratiske udvikling. Kulturpersonlighedernes fremtrædende rolle afspejlede sig også meget tydeligt i det første slovenske parlament, der blev valgt i 1990. Her besatte folk fra kulturlivet så mange som 20 - 25 % af pladserne. Flere begivenheder gjorde slovenerne stadig mere fast besluttede på at sikre sig en form for uafhængighed med plads til demokrati og kulturel selvbestemmelse. I forsommeren 1988 blev tre journalister fra Mladina og 47 en underofficer arresteret og beskyldt for at have offentliggjort militære hemmeligheder. Den ene af journalisterne var den senere forsvarsminister og nuværende regeringsleder Janez Janša. Underofficeren, der arbejdede med kommunikation inden for den jugoslaviske hær, havde erfaret, at hæren overvejede at erklære Slovenien i undtagelsestilstand for at kunne kvæle den frie debat der. Det, følte han, var så alarmerende, at han lod sin viden offentliggøre. Han tilstod åbent og blev idømt 4 års fængsel. Hærens planer skabte selvfølgelig stor vrede i Slovenien. Det øgede kun vreden, at de arresterede blev dømt ved en militær og ikke ved en civil domstol, og at retssagen foregik på serbo-kroatisk og ikke på slovensk, skønt den foregik i Slovenien. Måske var det sidste kun en kluntethed fra hærens side, men det forværrede en i forvejen prekær situation. På et tidspunkt i 1989 bekendtgjorde Milošević, at han ville foranstalte en massedemonstration i den slovenske hovedstad Ljubljana af serbere, som skulle køres dertil i særtog og busser fra alle dele af Serbien. Lignende demonstrationer og magtopbud havde det serbiske styre netop med held brugt til at gennemtvinge forfatningsændringer i Vojvodina, Montenegro og Kosovo. I Kosovo var der desuden blevet brugt mere håndfaste metoder i form af politivold, der havde resulteret i adskillige dræbte. Slovenske myndigheder truede med at standse tog og busser, før de nåede frem, så demonstrationen blev aflyst. I stedet opfordrede serberne til handelsboykot af slovenske varer. "Nogle (læs: serberne) holdt op med at respektere de principper, som lå til grund for oprettelsen af efterkrigstidens Jugoslavien. Det fik slovenerne til at spørge, om deres plads fortsat var i en sådan stat", som et fremtrædende medlem af det reformerede slovenske kommunistparti udtrykte det i et interview i 1993. Endnu en begivenhed undergravede tilliden. I dec. 1990 lavede Milošević i samarbejde med den serbiske repræsentant i Den Jugoslaviske Nationalbank et kup, som betød at nationalbanken trykte ekstra penge, som Serbien manglede. Det drejede sig om et beløb svarende til 7 – 8 mia. danske kroner. Den påfølgende hyperinflation skadede især Slovenien og Kroatien med deres betydelige eksportindustrier. 48 I efteråret 1989 vedtog det slovenske parlament en række ændringer af den slovenske forfatning, der i høj grad tog sigte på at præcisere de paragraffer, der handlede om retten til selvbestemmelse og udtræden af forbundsstaten. Yderligere blev det vedtaget at ophæve kommunistpartiets magtmonopol og tillade flere partier. I januar 1990 trak det slovenske kommunistparti sig ud af sammenslutningen af jugoslaviske kommunistpartier og omdannede sig til et demokratisk venstreparti. I april 1990 holdes de første demokratiske valg med deltagelse af flere partier. Valget blev vundet af en gruppe partier, der var samlet i koalitionen ”Sloveniens demokratiske opposition” (DEMOS), som fik 54 % af stemmerne. Det tidligere kommunistparti fik 17 % og ungkommunisterne, som nu kaldte sig Det Liberal-Demokratiske Parti, fik 14 %. Ved det efterfølgende præsidentvalg blev kommunisternes leder siden 1986, Milan Kučan valgt med 59 % af stemmerne. I december 1990 annoncerede Slovenien og Kroatien, at de havde til hensigt at erklære sig uafhængige. Samtidig foreslog de, at de næste seks måneder blev brugt til at forhandle om, hvordan de fremtidige relationer skulle være til de øvrige republikker i Jugoslavien. Men da Serbien som nævnt ønskede en centralisering af magten i Beograd, førte forhandlingerne ingen vegne. Den 23. dec. 1990 blev der holdt folkeafstemning om Sloveniens selvstændighed. Valgdeltagelsen var helt oppe på 93,2 % og 88 % af alle valgberettigede stemte for uafhængighed. Den 25. juni 1991 erklærede Slovenien sig sammen med Kroatien uafhængigt. To dage efter gik den jugoslaviske hær til angreb for med magt at forhindre løsrivelsen. Det jugoslaviske militær bestod af to dele. Dels et almindeligt militær, som det kendes fra alle lande, og dels det såkaldte territorialforsvar, som sorterede under de enkelte republikker. Det slovenske territorialforsvar bed voldsomt fra sig, og det kom til en ti dage lang krig. Den ledende kraft bag det slovenske forsvar var den allerede nævnte Janez Janša, der er militærekspert og var den nye regerings forsvarsminister. EF sendte mæglere og fik skabt en våbenstilstand mod, 49 at de to lande udsatte iværksættelsen af deres uafhængighed i 3 måneder. Hæren blev trukket tilbage til kasernerne. Straks efter flygtede næsten alle slovenske soldater og et stort antal slovenske officerer fra den jugoslaviske hær og sluttede sig til den slovenske. Selv om det var forudset ved våbenstilstanden, kom det ikke til yderligere forhandlinger. Den 8. oktober efter udløbet af de 3 måneders udskydelse satte den slovenske regering uafhængigheden i kraft og satte ved samme lejlighed landets nye valuta TOLAR i omløb. Den 15. oktober forlod de sidste jugoslaviske soldater Slovenien. Da temanumret af Nova Revija udkom i 1987, var der ikke slovenske planer om total løsrivelse. Men man krævede Jugoslavien omdannet fra en forbundsstat til et statsforbund, en såkaldt konføderation. Centrale aktører hævder, at slovenernes meddelelse i december 1990 om, at de agtede at erklære sig uafhængige, havde til formål at blødgøre især serberne så meget, at de ville gå med til omdannelsen til en konføderation. Mere turde man ikke håbe på. Politisk set var Sloveniens vej mod uafhængighed en proces, som fik sin egen dynamik. Ingen vidste, hvor langt den ville løbe. Heller ikke de centrale aktører. Hver parts træk forstærkede den anden parts modtræk. "Selvstændighed var at gribe en mulighed, som vi øjnede, og som måske aldrig kom igen", som en fremtrædende politiker udtrykte det i 1993. Når processen endte med Sloveniens uafhængighed, skyldtes det især, at Serbien blokerede for en demokratisering af Jugoslavien. Det fik slovenerne til at drage den konklusion, at demokrati kun kunne virkeliggøres i et Slovenien, der var løsgjort fra Jugoslavien. Ønsket om demokrati var en væsentlig drivkraft i uafhængighedsprocessen. I en række interviews, som forfatteren i 1993 havde med fremtrædende politikere fra alle politiske lejre, var det påfaldende, at alle fremførte, at det især var kulturelle og dernæst politiske og økonomiske årsager, der drev selvstændighedsprocessen. I den rækkefølge. Det kulturelle indbefattede i 50 høj grad også den politiske kultur, hvor forskellene inden for Jugoslavien i disse vanskelige år viste sig at være lige så store som på andre områder. Man kan måske sammenfatte de slovenske holdninger på denne måde: Serberne hæmmede udviklingen i Slovenien, ikke så meget fordi de var fattigere og mere tilbagestående, men fordi de holdningsmæssigt og politisk modarbejdede en demokratisk og markedsøkonomisk udvikling, der ville føre Jugoslavien i retning af den vesteuropæiske politiske, økonomiske og kulturelle hovedstrøm, som det var og er slovenernes mål at blive en aktiv del af. Serberne trækker os væk fra Europa, som det ofte blev udtrykt. Ydermere var de slovenske politikere overbeviste om, at serbernes fremfærd ville føre til krig. En krig, de ville gøre alt for ikke at blive inddraget i. Helt undgik de som nævnt ikke krig, men de ”slap med” ti dage. 51 Det politiske system og den politiske udvikling frem til 2007 Som i alle andre stater er det politiske system i Slovenien præget af landets historiske erfaringer. Skønt mindre udpræget end i det øvrige Øst- og Centraleuropa har forskellene mellem land og by historisk været store. Befolkningen i afsides landsbyer og bjergområder var langt op i tiden meget traditionel og præ-moderne i tankegang og havde kun i meget ringe grad nogen forbindelse til de intellektuelle kredse i byerne og deres kulturelle og politiske debatter. Disse forskelle er i dag stort set forsvundet. På landet forblev den katolske kirke helt op til 2. verdenskrig den dominerende og samlende åndelige og sociale magtfaktor. Konservative kredse inden for kirken modvirkede i høj grad fremkomsten af selvstændige og selvtænkende samfundsborgere, der er forudsætningen for et moderne, velfungerende demokrati. Kirken kom også til at præge det slovenske samfund dybt med en korporativ tankegang, der ikke ser samfundet som bestående af individuelle borgere, men derimod af funktionelle grupper, der har hver deres plads og funktion i samfundet. Det er derfor også disse funktionelle grupper, der bør være repræsenteret i landets styre. Denne korporative kultur bygger på værdier som stabilitet, ligeværd, enhed, retfærdighed og solidaritet. Den slovenske korporatisme lægger stor vægt på, at flest mulige inddrages med henblik på at opnå kompromisser og forsoning mellem samfundets forskellige interessegrupper. Denne tankegang øver stadig i betydeligt omfang indflydelse på den slovenske politiske kultur. 1974-forfatningen og selvforvaltningssystemet var præget af disse tanker, og de er også til stede i den nye forfatning, hvor de først og fremmest kommer til udtryk i Nationalrådet (se senere). Men det er også karakteristisk, at forfatningens bestemmelser og andre procedurer tager sigte på at skabe konsensus, ligesom denne politiske 52 kultur ikke er uden indflydelse på, at de fleste regeringer siden selvstændigheden har bygget på brede koalitioner af partier. Et andet specielt træk ved Slovenien er, at der allerede i kommunisttiden, især i 1980’erne, opstod et civilsamfund bestående af en lang række foreninger, sammenslutninger, studiekredse osv., som det liberale kommunistiske regime lod udvikle sig. De aktive udgjordes af folk fra mange forskellige lejre som kritiske intellektuelle, skribenter, journalister, fagforeningsfolk, studerende, økologer og pacifister. I dag er der registreret 14.000-15.000 foreninger. Det er også værd at bemærke, at ingen yderligtgående partier har kunnet bide sig fast i Slovenien, som dog ikke har været helt forskånet for politiske skandaler. De største politiske uenigheder i det første årti efter selvstændigheden har haft rod i fortiden. De dybe traumer fra splittelsen under 2. verdenskrig og de efterfølgende massakrer er ikke helt glemt. Der har også været konflikter med tilknytning til den katolske kirke i perioden 1997 - 2004, da den katolske kirke i Slovenien havde en meget konfrontatorisk ærkebiskop, der begyndte at stille politiske krav på kirkens vegne. Men alt i alt har det politiske system med et stærkt parlament formået at gøre dette til stedet, hvor politiske stridigheder afgøres. Det slovenske styre fungerer i praksis som et samarbejdende og konsensussøgende folkestyre. Den nye forfatning blev vedtaget den 23. december 1991. Den lever op til alle de krav, retsstatsprincipper, der stilles til frihedsrettigheder, en demokratisk magtens forfatning: tredeling osv. Forfatningen uddyber og specificerer desuden de generelle principper ved f. ex. at have en særlig paragraf, der forbyder dødsstraf og en anden der forbyder anvendelse af tortur og nedværdigende straf. Forfatningen understreger, at Slovenien er en socialstat, der bekender sig til velfærdsstatens principper, ligesom der er en paragraf, der sikrer 53 borgerne retten til at leve i et sundt miljø og pålægger samfundet en forpligtelse til at beskytte naturen og den kulturelle arv. En af forfatningens længste og mest detaljerede paragraffer handler om beskyttelsen af det ungarske og det italienske mindretals rettigheder, som er meget omfattende. Bl.a. er de garanteret ét medlem hver i Nationalforsamlingen. Slovenien er en republik med en præsident, der vælges direkte af vælgerne for 5 år. Han kan kun genvælges én gang. Ved valget skal kandidaten have over 50 % af stemmerne for at blive valgt. Får ingen kandidat over 50 % af stemmerne, går de to kandidater med flest stemmer videre til en anden valgrunde. Præsidenten er landets statsoverhoved og øverstkommanderende for militæret, men har derudover kun ringe politisk magt. Dog kan præsidenten i kraft af sin personlighed have betydelig indflydelse som moralsk kraft. Præsidenten i landets første 10 år som selvstændig nation var Milan Kučan, der var den sidste leder af det slovenske kommunistparti, og som spillede en stor rolle i forbindelse med landets overgang til demokrati og selvstændighed. Han stillede op til præsidentposten som uafhængig kandidat og har i sin præsidentperiode hævet embedet op over partiinteresser og har på den måde været med til at styrke borgernes fællesskabsfølelse i et land, der mangler statstraditioner. Han afløstes den 1.1.2003 af den mangeårige statsminister Janez Drnovšek fra Det Liberal-Demokratiske parti. På grund af sygdom stillede Drnovšek ikke op ved præsidentvalget i 2007. Som ny præsident valgtes den tidligere FN-ambassadør Danilo Türk med 68 % af stemmerne i den afgørende anden valgrunde. Türk, der er professor i folkeret, var opstillet af centrum-venstrepartier. Parlamentet består af to kamre Nationalforsamlingen og Nationalrådet. Nationalforsamlingen er den lovgivende forsamling. Dens 90 medlemmer vælges for en 4-årig periode ved proportionalvalg. Det er under visse omstændigheder mulighed for, at der kan blive 54 udskrevet valg, før 4-årsperiodens udløb. Der er en 4 %’s spærregrænse. Dog er det ungarske og det italienske mindretal som nævnt garanteret hver ét medlem. Man kan stemme og vælges, når man er fyldt 18 år. Nationalforsamlingen står ifølge forfatningen forholdsvis stærkt i forhold til regeringen, men i praksis har regeringen mere magt end den formelt har ifølge forfatningen. Der har været opstillet et utal af partier, men flere af dem, der lignede hinanden, har sluttet sig sammen. Alligevel blev der ved valget i 2004 indvalgt 7 partier foruden de to mindretalsrepræsentanter. Følgende er de vigtigste partier, der har været valgt til Nationalforsamlingen: LDS Sloveniens Liberale Demokrati. Partiet er udsprunget af ungkommunisterne, men har siden selvstændigheden været et social-liberalt parti. Frem til valget i 2004 havde partiet bortset fra nogle få måneder - været med i alle regeringer siden selvstændigheden. Det har i disse tilfælde tillige haft statsministerposten. SKD Kristeligt Demokratiske Parti. Konservativt katolsk orienteret parti, der nu er opløst og indgår i SLS. SLS Det Slovenske Folkeparti. Partiet begyndte under navnet Slovenske Landmænds Forening, men har siden 1992 haft sit nuværende navn. Det er et borgerligt parti SDS Slovenske Demokratiske Parti. Oprindeligt er parti, der mindede om det tyske socialdemokrati, men partiet er siden rykket til højre og er blevet det førende borgerlige parti. Det minder om de kristeligt demokratiske partier i Tyskland og har da også indledt et samarbejde med det bayerske CSU. Efter valget i 2004 er partiets leder, Janez Janša, blevet leder af regeringen. ZLSD/SD Den Forenede Liste af Socialdemokrater. Det er det omdannede tidligere kommunistparti, som i dag er et velfungerende, parlamentarisk venstreorienteret socialdemokrati. Partiet tog i 2005 navneforandring til Socialdemokratiet SD. 55 Nyt Slovenien Højreorienteret kristeligt folkeparti, der er stiftet af Andrej Bajuk, der var statsminister i en borgerlig regering i 7 måneder i 2000. DESUS Pensionistparti, der ligger til venstre for midten og især repræsenterer pensionistinteresser SNS Sloveniens National Parti. Nationalistisk, anti-kommunistisk og med visse autoritære træk SMS Sloveniens Ungdoms Parti. Ved valgene siden selvstændigheden er valgene forløbet som det ses af tabellen Valg 1992 1996 % % Partier mand. mand. LDS 23,4 22 27,0 25 SLS 8,6 10 19,3 19 SLS + SKD SDS 3,3 4 16,1 16 SKD 14,5 15 9,6 10 Nyt Slovenien (ZLSD), nu:SD 13,5 14 9,0 9 DESUS 4,3 5 SNS 10,2 12 3,2 4 DS 5,1 6 ZS 3,7 5 SMS Mindretal 2 2 Andre 17,7 11,5 Total 100 90 100 90 Ved læsningen af skemaet skal man være opmærksom 2004 2000 % % mand. mand. 36,3 34* 22,8 23 6,8 7* 9,5 9 15,8 14 29,1 29 * 8,7 8 9,0 9* 12,1 11* 10,2 10 5,2 4* 4,0 4* 4,4 4 6,3 6 4,3 4 2 2 3,7 11,8 100 90 100 90 på, at valgloven blev ændret før valget i 2000. * = regeringspartier Valgdeltagelsen er faldende. Ved valget i 2004 var stemmeprocenten kun var på 60,5 %, mens den i 2000 var på 70 % og i 1996 på omtrent 74 %. Nationalrådet er en helt speciel slovensk institution, der er et direkte barn af Sloveniens korporative tradition. Rådet repræsenterer ikke borgerne som personer, men er derimod sammensat af repræsentanter for organisationer og samfundsorganer som erhvervslivet, lønmodtagerne, andre interessegrupper og lokalsamfundene. Alle disse 56 interessegrupper er nødt til at organisere sig for at opnå repræsentation i Nationalrådet, idet det er organisationerne, der vælger medlemmerne af rådet. Repræsentanterne for lokalområderne vælges af 22 valgmandskollegier, der er valgt af kommunerne vægtet efter deres størrelse. Valgene er således indirekte og gælder for 5 år. Sammensætningen fremgår af nedenstående skema. Repræsentanter for Arbejdsgivere Lønmodtagere Landmændene Håndværkerne Liberale erhverv Universiteter og højere læreanstalter Undervisningssystemet Forskningen Socialvæsenet Sundhedsvæsenet Kultur og sport Lokalområderne I alt Mandater 4 4 2 1 1 1 1 1 1 1 1 22 40 Nationalrådet har i det væsentlige kun rådgivende funktioner, men kan også øve direkte indflydelse. Det kan bl.a. fremsætte lovforslag og kræve at Nationalforsamlingen genbehandler et vedtaget lovforslag og vedtager det på ny. Endelig kan det under visse omstændigheder kræve en lov sendt til folkeafstemning. Regeringen. Statsministeren vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra præsidenten. Alle fagministrene skal enkeltvis godkendes af Nationalforsamlingen. Forfatningen bygger på det parlamentariske princip. Ingen regering eller minister kan forblive i sit embede, hvis han ikke støttes af et flertal i Nationalforsamlingen. Vedtagelsen af et mistillidsvotum til regeringen foregår i praksis ved, at Nationalforsamlingen med over halvdelen af samtlige medlemmer vælger en ny statsminister. Man kan altså ikke 57 vælte en regering uden i samme proces at have valgt en ny (konstruktivt mistillidsvotum). Slovenien har også en ombudsmand, der skal sikre, at staten, lokalforvaltningerne og andre offentlige myndigheder respekterer borgernes menneskerettigheder og de fundamentale frihedsrettigheder. Ombudsmanden vælges af Nationalforsamlingen med 2/3’s flertal og fungerer stort set på samme måde som den danske. Retsvæsenet er opbygget af distriktsretter, regionalretter, højere retter og højesteret. De to førstnævnte er førsteinstansdomstole, hvorfra domme kan appelleres til højere retterne og evt. videre til højesteret. Dommerne, hvis udnævnelse gælder til pensionsalderen, vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra Det Juridiske Råd. Dette råd består af 11 medlemmer. De 5 vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra præsidenten. Disse medlemmer skal komme fra kredsen af praktiserende advokater og juridiske professorer. De øvrige 6 vælges blandt dommerne ved landets domstole. Der er en særlig forfatningsdomstol, der består af 9 juridiske eksperter valgt for ni år af Nationalforsamlingen efter forslag fra præsidenten. De kan ikke genvælges. Forfatningsdomstolen er den højeste juridiske myndighed i spørgsmål om loves overensstemmelse med forfatningen, men også i spørgsmål vedrørende overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. Dens afgørelser er bindende for alle statslige organer Ved valget i oktober 2004 skete der tilsyneladende et vælgerskred i borgerlig retning. Men valget afspejler snarere, at Slovenien nu efter en 14-årig overgangsperiode er på vej til at blive et normalt parlamentarisk demokrati, hvor regeringer veksler med jævne mellemrum. I overgangsperioden spillede spørgsmålet om landets internationale anerkendelse og forankring en afgørende rolle for politikerne og 58 befolkningen. Dette kapitel føles nu tilendebragt med landets optagelse i såvel EU som NATO, som næsten alle partier stod sammen om. I de første adskillige år efter selvstændigheden var alle regeringer brede koalitioner i den forstand, at de havde deltagelse af partier, som står hinanden meget fjernt. Flere regeringer har haft deltagelse af såvel konservative partier som det tidligere kommunistparti. Ikke i alle tilfælde blev disse regeringer dannet på grund af parlamentarisk nødvendighed, men derimod ud fra et ønske om at inddrage flest mulige i ansvaret og indflydelsen på landets styre. Det er et forhold, der har været stabiliserende for landets politiske udvikling og klima i de første vanskelige overgangsår. En yderligere stabiliserende faktor var, at regeringslederen gennem hele denne periode var den vellidte leder af partiet LDS, Janez Drnovšek, der nu er Sloveniens præsident. Det første brud med denne politik kom, da det i 2000 lykkedes en gruppe borgerlige partier at danne regering. Den holdt dog kun i 7 måneder. Dens dannelse og politik havde kun lidt med Sloveniens aktuelle situation på det tidspunkt at gøre, men var derimod en direkte udløber af den voldsomme og tragiske konflikt, der splittede det slovenske samfund i årene 1943 – 45. Leder af regeringen var Andrej Bajuk, der er født i 1943 af forældre, som var tilknyttet eller sympatiserede med Domobrantci og flygtede for livet i 1945 sammen med andre af samme overbevisning til Argentina, hvor denne gruppe og deres efterkommere har boet siden, og hvorfra Bajuk for nogle år siden vendte tilbage til Slovenien. En måned efter regeringens tiltræden deltog Bajuk og flere ledende regeringsmedlemmer i en ceremoni, der hædrede dem, der havde samarbejdet med nazisterne under 2. verdenskrig. På den baggrund førte regeringen en højre-katolsk blokpolitik, der skulle gøre op med de tidligere regeringers politik. Men denne ensidige politik blev straffet af vælgerne. Ved det efterfølgende valg mistede de deltagende partier, inklusive Bajuks nydannede parti, Nyt Slovenien, en tredjedel af mandaterne. 59 Efter valget i efteråret 2000 kom der igen en regering ledet af Janez Drnovšek, der var regeringsleder frem til 1.1.2003, da han som nævnt blev valgt til præsident. Valget i oktober 2004 blev på flere måder skelsættende i slovensk politik. Det socialliberale parti, LDS, der siden selvstændigheden havde været det regeringsbærende parti og parlamentets største, mistede en tredjedel af sine mandater, mens det konservative Slovenske Demokratiske Parti, SDS, mere end fordoblede sit mandattal og blev parlamentets største parti. Valgresultatet var i første omgang overraskende for de fleste iagttagere, for den hidtidige regering havde ikke klaret sig specielt dårligt. En nærmere analyse viser, at der var tale om et sammenfald af en række årsager, hvoraf nogle stikker dybere end utilfredshed med den hidtidige regerings politik. Opnåelsen af de to højt prioriterede udenrigspolitiske mål, medlemskab af EU og NATO sås af mange som slutstenen på landets overgang til selvstændighed og optagelse i det internationale samfund. Derfor kunne man nu begynde at koncentrere sig mere om de almindelige indenrigspolitiske uenigheder, der karakteriserer ethvert demokrati. For det andet var der tydelige tegn på, at LDS efter 12 år som ledende regeringsparti var kørt træt og løbet tør for ideer. Samtidig havde det efterhånden tillagt sig en vis arrogant og bedrevidende facon, der stødte vælgerne. Det var også tydeligt, at vælgerne syntes, at der i al almindelighed trængte til fornyelse. Det er ikke godt for et demokrati, at det samme parti er ved magten i så mange år i træk. Uden at der direkte har været sager, så var der en voksende fornemmelse af kammerateri både ved stillingsbesættelser og på andre områder. Det til trods for, at Slovenien sammen med Estland figurerer som de mindst korrupte lande i Østeuropa. De ligger endda bedre end flere af de gamle EU-lande. For det tredje lykkedes det SDS ved valget i 2004 at fremstå som et troværdigt alternativ til LDS som ledende regeringsparti. Svagheden ved de forløbne års politiske liv i Slovenien var, at der manglede en 60 troværdig og kompetent opposition. De borgerlige partier var meget splittede og havde ledere, der ikke var samarbejdsorienterede. Derfor havde de hidtil ikke reelt kunnet true regeringerne eller give dem et kvalificeret modspil. For det fjerde faldt valgdeltagelsen fra ca. 70 % i 2000 til ca. 60 % i 2004. Det skyldes afgjort, at mange vælgere var utilfredse med LDS, men ikke har kunnet overvinde sig til at stemme på Janša og SDS. Endelig har det givetvis også spillet en rolle, at LDS mistede sin populære regeringsleder, da Janez Drnovšek i 2003 blev valgt til præsident. Efter valget dannede lederen af SDS, Janez Janša, en regering bestående af fire partier. Tre borgerlige og pensionistparties DESUS, der ligger til venstre for midten. Den borgerligt dominerede regering har dermed fravalgt det højreorienterede nationalistparti. Flere af partierne og personerne er gengangere fra den kortlivede regering i år 2000. Men det ser ud til, at den nye regering har lagt konfrontations- og demonstrationspolitikken fra 2000 på hylden. Alle synes at have lært af den efterfølgende vælgerreaktion. Janez Janša understregede således allerede i forbindelse med regeringens tiltrædelse, at det er den nye regerings forpligtelse at lægge vægt på de ting, der ikke deler Slovenien. DESUS har desuden fået følgende nedfældet i regeringsgrundlaget: ”fortiden må ikke splitte”. Regeringen har da heller ikke i den praktiske politik taget initiativ til afgørende brud med den hidtidige udvikling, men har bygget videre på den ud fra egne politiske ideer. Den har dermed også vist, at den ønsker at videreføre traditionen med det samarbejdende folkestyre. Man kan således se regeringsskiftet som sundhedstegn, der viser, at Slovenien har et normalt fungerende demokrati, hvor regeringer af forskellig farve veksler med jævne mellemrum, fordi de hele tiden trues af en kvalificeret opposition. Men den nye regering sidder med en meget grim sag, som dens partier selv har skylden for ikke for længst er løst. Det drejer sig om en gruppe 61 på godt 18.000 mennesker, som i 1992 ulovligt blev slettet af registret over personer med permanent opholdstilladelse, og som derfor i debatten går under betegnelsen ”de slettede”. Der er tale om personer med oprindelse i andre republikker i det tidligere Jugoslavien, der ikke inden fristens udløb havde søgt om slovensk statsborgerskab, hvilket de ellers i de allerfleste tilfælde ifølge loven ville have været berettigede til. Mange af dem havde boet mange år i Slovenien, og nogle var født der af forældre, som i Jugoslavienårene var flyttet til Slovenien. Mange var så integrerede, at de ikke havde gjort sig klart, at de tilhørte gruppen, der skulle ansøge om nyt statsborgerskab eller opholdstilladelse. Sletningen af dem skete rent administrativt på den dag, da udlændingelovens frist udløb. De pågældende fik ingen besked og opdagede derfor først deres situation, efterhånden som de henvendte sig til myndighederne i et eller andet ærinde. De fik så den besked, at de opholdt sig ulovligt i landet, og deres papirer blev stemplet ugyldige, så de reelt var retsløse. Der har i årenes løb i mange af disse sager været anvendt en bureaukratisk formalisme, der mere hører hjemme i totalitære end i demokratiske stater. Da ”de slettede” ikke udgjorde en bestemt gruppe, men bestod af isolerede enkeltmennesker eller familier, gik der lang tid, før deres situation blev en politisk eller juridisk sag. Men på et tidspunkt tog Forfatningsdomstolen fat på problemet og kikkede udlændingeloven efter i sømmene. I 1999 dømte domstolen loven forfatningsstridig, fordi den ikke angav opholdstilladelse. specifikke betingelser Parlamentet vedtog for at få permanent derpå en ny lov, som Forfatningsdomstolen i 2003 også dømte forfatningsstridig. Domstolen pålagde samtidig regeringen omgående at begynde at udstede opholdstilladelserne på grundlag af domstolens kendelse. Noget blev nået inden regeringsskiftet, men da de nuværende regeringspartier i oppositionstiden brugte alle midler for at forhindre de tidligere regeringer i at følge Forfatningsdomstolens kendelser, har 62 Janša-regeringen da også først i begyndelsen af 2007 taget konkrete skridt til at få forholdene bragt i orden. Sagen er alvorlig af flere grunde. Dels fordi den har gjort en lang række mennesker retsløse, men også i dybere forstand fordi den på baggrund af Forfatningsdomstolens kendelser ikke kun er et politisk problem, men også et forfatningsmæssigt. Det er en trussel mod retsstaten, hvis politiske uenigheder ikke bliver løst inden for forfatningens rammer og i respekt for de garanterede borgerrettigheder. Det er uholdbart, at politikere modarbejder Forfatningsdomstolen, som i forfatningen netop er oprettet til at være den øverste instans til beskyttelse af forfatningens bestemmelser. 63 Statsborgerskab og mindretalsbeskyttelse Befolkningsmæssigt er Slovenien et meget homogent land. Ved folketællinger kan borgerne give oplysninger om, hvilken etnisk gruppe de føler sig knyttet til. Men de er ikke på nogen måde forpligtede til det. Ved den seneste folketælling i 2002 erklærede 83 % sig som slovenere. 7 % erklærede tilknytning til en af de andre folkegrupper fra det tidligere Jugoslavien. De fleste af disse er personer, der har slået sig ned i Slovenien i løbet af de mange år, hvor landet var en del af Jugoslavien, men nogle er også flygtninge fra krigene i Bosnien-Herzegovina. 9 % af borgerne ønskede ikke at svare på spørgsmålet om etnisk tilhørsforhold. Næsten alle borgerne er velintegrerede i samfundet. Ca.98 % af befolkningen har slovensk statsborgerskab. I forlængelse af selvstændighedserklæringen blev alle, der var statsborgere i det tidligere Jugoslavien, og som boede fast i Slovenien, tilbudt slovensk statsborgerskab uden særlige betingelser, hvis de ansøgte om det inden for 6 måneder. Over 170.000 fik på den måde statsborgerskab. Men som tidligere nævnt kom en gruppe på godt 18.000 mennesker voldsomt i klemme, fordi de i februar 1992 uden videre blev slettet af registret over personer med permanent opholdstilladelse og fra den ene dag til den anden gjort både statsløse og retsløse. At denne sag efter flere domme ved Forfatningsdomstolen endnu ikke i begyndelsen af 2007 er bragt i orden, sætter en grim plet på Sloveniens ellers fine renommé på menneskeretsområdet. Ud over indvandrerne fra de øvrige dele af det daværende Jugoslavien findes der to meget små hjemmehørende (autoktone) mindretalsgrupper, nemlig den italienske og den ungarske. De er direkte nævnt i forfatningens artikel 64, der giver dem meget omfattende og specifikke rettigheder, som er sikret dem uden hensyn til deres antal. Det er en af de paragraffer, som alle de slovenske partier er stolte af at fremhæve. 64 Der er tale om meget små grupper. Ifølge personernes egne opgivelser i forbindelse med folketællingen i 2002 tæller det italienske mindretal 2.258 personer og det ungarske 6.243. Begge lever i grænseområderne til henholdsvis Italien og Ungarn. Den geografiske udstrækning af de områder, der er dækket af mindretalsbestemmelserne, er fastsat ved lov. I disse områder skal mindretallene være repræsenterede i kommunalbestyrelserne. Hvert mindretal har derudover som tidligere nævnt ret til at vælge et medlem af Nationalforsamlingen. Den mest håndfaste mindretalsbeskyttelse ligger i, at alle love og andre forordninger, der berører mindretallenes garanterede rettigheder og status kun kan vedtages, hvis mindretallenes parlamentsmedlemmer tilslutter sig. På disse områder er de med andre ord tillagt en vetoret. Det drejer sig fortrinsvis om sproglige og kulturelle rettigheder. I hvert af de to områder har slovensk og mindretalssproget samme status. Det betyder, at mindretallet har ret til at blive betjent på deres eget sprog hos de offentlige myndigheder, både de administrative og de juridiske. Enhver form for offentlig skiltning i de respektive områder er ligeledes på både slovensk og mindretalssproget. Også på skoleområdet mindretalsområderne skal er alle ligestillingen børn – helt både konsekvent. slovenske I og italienske/ungarske – ikke blot være to-sprogede, men også lære om hinandens historie og kultur Sådan har det i øvrigt været siden 1959! Alle børn i områderne går i de samme skoler. Men skolesystemerne er forskellige i de to områder. I det italienske område bliver alle børn, altså både dem, der tilhører mindretallet og de slovenske, undervist i både slovensk og italiensk fra børnehaveklassen og hele vejen op gennem grundskolen. Begge sprog er obligatoriske for alle. I det ungarske mindretalsområde er der en anden tradition. Her er alle skoler konsekvent to-sprogede. Der undervises ikke blot i ungarsk og i slovensk. Der undervises frem for alt på slovensk og på ungarsk. Igen er det alle børn, både de ungarske og de slovenske, der på den måde bliver to-sprogede. De går fra børnehaveklassen og hele vejen op 65 gennem grundskolen i de samme klasser, hvor begge sprog bruges som undervisningssprog. For at undervise i disse skoler skal lærerne bestå en særlig eksamen, der dokumenterer, at de er fuldstændig to-sprogede. Ordningen er tilsyneladende fuldstændigt accepteret og skaber ingen specielle problemer. Den har nu fungeret i over 45 år og giver børnene en ekstra kompetence og en ligeværdighed, der er med til at integrere mindretallet totalt. Hvis elever fra mindretallets grundskoler vil fortsætte undervisningen på gymnasieniveau uden for deres hjemområde, har de ret til at blive undervist i deres eget sprog, hvis mindst 5 elever kræver det. Men der er også gymnasier inden for mindretalsområderne. I 2002-03 var der i det italienske område 416 elever grundskolerne. 283 gik i italiensksprogede skoler på gymnasieniveau. I det ungarske område var der 987 børn i grundskolerne. I det to-sprogede gymnasium i Lendava ved den ungarske grænse var der 280 elever. Mindretallene har også deres egne radiostationer. De italienske begyndte allerede i 1945, og der er desuden en italiensk TV-station, der sender fra Koper, hvorfra dens udsendelser også kan ses af det italienske mindretal i Kroatien (Istrien). Denne station er ret enestående, idet den i de sidste 10-12 år har den også sendt programmer til det slovenske mindretal i Italien. Mindretallene har ret til at pleje forbindelserne til henholdsvis Italien og Ungarn. Forfatningen bestemmer desuden, at Slovenien skal ”give finansiel støtte og tilskyndelse til iværksættelse af disse rettigheder”. Endnu et mindretal er nævnt specifikt i forfatningen, nemlig romaerne (”sigøjnerne”). Der skønnes at være 7.000 – 10.000 i Slovenien. De lever spredt, men med en koncentration mod nord-øst og med spredte grupper langs den sydlige del af grænsen mod Kroatien. Der gøres et meget stort arbejde af regeringen i samarbejde med romaernes organisation for at integrere folkegruppen bedre i samfundet. Men romaernes levevis gør det vanskeligt at udmønte deres rettigheder og iværksætte sociale og undervisningsmæssige tiltag for dem. 66 Regeringens finansielle og anden støtte til mindretallene styres af Kontoret for Nationaliteterne, mens Nationalforsamlingen har oprettet en speciel Kommission for Nationale Folkegrupper. Ligesom der lever nationale mindretal i Slovenien, lever der også slovenske mindretal i nabolandene Italien, Østrig og Ungarn. Det drejer sig om 60.000 – 80.000 i Italien, omkring 50.000 i Østrig og 3.000 – 5.000 i Ungarn. I 2002 vedtog Italien en ny lov om beskyttelse af sproglige mindretal. Loven giver en række undervisningsmæssige, kulturelle og administrative fordele og lettelser for mindretallene, men lægger al magt og ansvar hos de lokale myndigheder, som skal anmode om at måtte bruge loven inden for deres område. Loven er i 2007 sat i kraft af myndighederne i delstaten Friuli Venezia Giulia, der grænser op til Slovenien, og hvor det slovenske mindretal lever. Der er udpeget 32 kommuner, hvor loven finder anvendelse. Her har mindretallet ret til at bruge sit eget sprog i kommunikation med myndighederne, og personlige dokumenter kan udstedes i tosproget udgave. I nogle af kommunerne kommer der ligeledes tosprogede skilte. I Østrig er forholdene for mindretallet generelt bedre og har udviklet sig på en rimelig god måde inden for de sidste 50 år. Der er tosprogede skoler, som i de senere år har fået stigende elevtal. Desuden fungerer en lang række kulturelle organisationer. Mindretallets muligheder for at gøre sig gældende er dog hæmmet af interne stridigheder. Der er en meget traditionel, ”nationalistisk” fløj og en mere moderne, samarbejdsindstillet fløj. Til valg stiller de dog op på enhedslister og har p.t. i alt 52 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Siden 1970’erne har der løbet en strid om opstilling af tosprogede byskilte. Det har nationalisterne i Kärnten med Jörg Haider i spidsen hidtil i vidt omfang forhindret på trods af flere påbud fra den østrigske forfatningsdomstol. 67 Siden 1990 har forholdene for det slovenske mindretal i Ungarn udviklet sig positivt. Ikke mindst efter at Ungarn i 1993 vedtog en lov om beskyttelse af etniske og nationale mindretal. Mindretallet udgiver en 14-dages avis. En slovensk radiostation sender en time dagligt. Der er også enkelte TV-programmer. Endelig er der også begyndt forskellige undervisningstiltag på slovensk. Men disse initiativer er vanskelige at omsætte i praksis. Dels fordi mindretalsområdet, der ligger i en trekant mellem den østrigske og den slovenske grænse, er fattigt og tilbagestående, og dels fordi der er mangel på uddannet personale. 68 Økonomi og erhvervsliv Selv om over halvdelen af Sloveniens befolkning ved anden verdenskrigs udbrud stadig levede af landbrug, så tegnede industrien sig dog for knap 30 % af BNP. Industriens ekspansion fortsatte efter krigen i det kommunistiske Jugoslavien. Men især i det første tiår efter krigen blev der spildt enorme ressourcer på grund af de regerende kommunisters vanvittige økonomiske politik, der mere var præget af ideologi og storhedsvanvid end af sans for produktivitet. Den slovenske industriudvikling er foregået meget decentralt, og virksomhederne er ofte i udpræget grad knyttet til deres lokalsamfund. De fleste medarbejdere kommer fra lokalsamfundet og bliver livet igennem i virksomheden. Samtidig er der ofte et meget tæt samspil mellem virksomhederne og kommunens ledelse. Dette samspil var på mange måder en integreret del i selve selvforvaltningssystemet, som indebar, at medarbejderne var med til at bestemme over brugen af virksomhedens overskud, hvoraf en del blev afsat til lokale offentlige opgaver som udbygning af skoler og børnehaver osv. Det kunne også dreje sig om, at man gradvis fik asfalteret vejene ud til nærtliggende bjerglandsbyer, hvorfra medarbejdere dagligt pendlede til virksomheden. Alt sammen i et tæt samspil med kommunalbestyrelsen. Mange virksomheder var både veldrevne og succesrige. Medarbejderne følte stor tilknytning til og medansvar for deres virksomhed og dens langsigtede udvikling. Men på den anden side indebar disse forhold også ofte, at de enkelte virksomheder og lokalsamfund kunne have en tilbøjelighed til at blive lukkede enheder, som havde nok i sig selv. De arbejdede tæt sammen indadtil, men i meget ringe grad udadtil. Samtidig blev disse lokale netværk mere og mere uigennemskuelige og kom i stigende grad til at minde om små selvstændige grå økonomier. Straks ved selvstændigheden stod landets politiske og administrative ledelse over for nogle meget store udfordringer på det økonomiske 69 område. Den første var indførelsen af den nye valuta TOLAR, som blev indført straks efter, at selvstændigheden trådte i kraft i oktober 1991. Det hastede meget med at blive løsgjort fra det jugoslaviske pengesystem, som var på katastrofekurs. Samtidig med den nye valutas indførelse vedtog parlamentet en række økonomiske love og andre reguleringer, bl.a. en lov der gjorde den slovenske nationalbank, Banka Slovenije, fuldt uafhængig af politisk indblanding. Det var i høj grad medvirkende til at give den nye valuta troværdighed og stabilisere dens kurs. Der førtes endvidere en stram økonomisk politik, der en overgang bl.a. indebar lønstop for alle offentligt ansatte, og samtidig holdt man et forholdsvis højt renteniveau. Den galopperende inflation blev bremset. Den 1. januar 2007 blev den slovenske Tolar udskiftet med Euro, da Slovenien som det første af de nye østeuropæiske medlemmer af EU blev medlem af Eurozonen. Som alle omstillingsøkonomierne oplevede Slovenien et fald i BNP, som fra 1989 til 1992 blev reduceret med ca. 20 %, hvilket dog var mindre end i en række andre østeuropæiske lande i de tilsvarende år. Samtidig steg arbejdsløsheden til næsten 140.000 i 1993. Fra 1993 begyndte det at gå fremad med en gennemsnitlig vækst i BNP i faste priser på godt 4 % pr i de følgende år. I 2005 voksede økonomien med 4,0 %. I 1997 var nationalproduktet igen nået op på 1990-niveauet. Udviklingen i overgangsårene ses tydeligt af nedenstående tabel: 1991 1992 1993 1994 1995 2000 2005 Realvækst i BNP Inflation % p.a. Arbejdsløshed % Reallønsindex (1990=100) - 8,9 117,7 -- - 5,5 201,3 8,3 2,8 32,3 9,1 5,3 19,8 9,1 4,1 12,6 7,4 4,6 8,9 7,0 4,0 2,5 5,8 77,0 76,0 84,5 87,6 91,5 105,4 118,0 Kilde: Slovenia (The World Bank 2004) s. xxvi / s. 298 samt Statistical Yearbook 2006 (Statistical Office of the republic of Slovenia). 70 Som udgangspunkt stod den slovenske økonomi da også ganske godt. Igennem hele perioden 1945 – 88 var den vokset hurtigere end i resten af landet, så det slovenske BNP/indb. i 1988 var på godt det dobbelte af gennemsnittet for hele Jugoslavien. Den efterhånden meget store industrisektor, som allerede i mange år havde været meget eksportorienteret, bidrog i slutningen af 1980’erne med 40 – 45 % af BNP. Markederne for den kvalitetsmæssigt svageste del af industrien var især resten af Jugoslavien og det øvrige Østeuropa, hvor disse virksomheder let kunne afsætte deres produkter, fordi disse trods alt i de fleste tilfælde var betydeligt bedre end lokale østeuropæiske produkter. Men Slovenien fik allerede fra 1960’erne også virksomheder, der producerede kvalitetsprodukter til verdensmarkedet, fortrinsvis Vesteuropa. Disse industrier havde de mest veluddannede medarbejdere og udviklede sig i et konstant samspil med deres vestlige kunder og samarbejdspartnere. I årene før selvstændigheden var Sloveniens eksport pr. indbygger næsten 2½ gange så stor som det jugoslaviske gennemsnit. De 8 % af befolkningen, der boede i Slovenien, stod for 20 % af den samlede jugoslaviske eksport, altså salg til lande uden for Jugoslavien. Selv med dette gode udgangspunkt betød overgangen til selvstændighed en voldsom økonomisk omstilling. Hidtil var 58 % af Sloveniens ”eksport” gået til det øvrige Jugoslavien. Som følge af bruddet og krigene faldt denne eksport væk. De samtidige omvæltninger i Sovjetunionen og Østeuropa i øvrigt betød at meget af eksporten til disse områder også faldt væk. Det er dog ikke det fulde billede, idet det gennemgående var forskellige virksomheder, der eksporterede til hhv. østlige og vestlige markeder. De ændrede forhold gik derfor i særlig grad ud over de virksomheder, hvis produkter fortrinsvis var blevet solgt til de østlige markeder, hvorimod de virksomheder, der eksporterede kvalitetsprodukter til Vesteuropa, ikke var berørt i samme grad. Da samtidig mange af de kriseramte virksomheder især lå i bestemte egne af landet, havde omvæltningerne 71 også et regionalt aspekt. Ikke mindst landets østlige dele blev hårdt ramt. Virksomheden TAM i Maribor med knap 9.000 medarbejdere er et illustrerende eksempel. Foruden busser og lastbiler fremstillede virksomheden tanks til den jugoslaviske hær. Sidstnævnte produktion ophørte naturligvis straks, men virksomhedens lastbiler og busser kunne heller ikke konkurrere på markedsvilkår. Andre vanskeligheder var indirekte og direkte følger af krigene i Kroatien og Bosnien, der fortsatte til 1995. Skønt krigen i Slovenien kun varede i 10 dage i sommeren 1991, blev den slovenske turistindustri voldsomt ramt, fordi turisterne, mens krigene rasede, var bange for at rejse til et område, der kunne forbindes med Jugoslavien. Den samme usikkerhed gjorde sig også gældende blandt potentielle udenlandske investorer, hvilket var en medvirkende årsag til at disse i de år holdt sig tilbage. Foruden disse tab af indtægter kom udgiften til de mange krigsflygtninge. I 1993 var der en overgang i nærheden af 100.000, hvilket svarer til 4 – 5 % af befolkningen. Det lykkedes Slovenien at komme igennem de svære år uden underskud på statsbudgettet. De meget store ekstraudgifter, der kom fra selve etableringen af den nye stat og i forbindelse med den voldsomme tilbagegang i økonomien, blev klaret ved udstedelse af forholdsvis højt forrentede statsobligationer, som bidrog til at fordele udgifterne over en længere periode, og som først forfaldt efter, at der på ny var kommet gang i økonomien. I forlængelse af selvstændigheden og den samtidige overgang til en vestlig form for markedsøkonomi var det nødvendigt at få afklaret ejerforholdene inden for erhvervslivet. I det tidligere Jugoslavien var virksomhederne ikke statsejede, men samfundsejede. Det betød i praksis, at de ingen formelle juridiske ejere havde. Forenklet sagt havde staten i sin tid ”foræret” virksomhederne til medarbejderne. Det betød ikke, at de fik ejendomsret til dem, men derimod at de fik driftsret. 72 Virksomhederne – efter 1974 var det endda virksomhedsafdelingerne – udgjorde kernen i selvforvaltningssystemet. De blev drevet af et demokratisk valgt arbejderråd og en direktør/direktion valgt af arbejderrådet. Disse basisorganisationer, som de officielt hed, blev i Slovenien for manges markedsorienterede vedkommende virksomheder. drevet Arbejderrådet som og normale direktionen disponerede inden for visse lovbestemte rammer over investeringer, overskud m.v. I de veldrevne virksomheder var investeringsgraden generelt høj. I Slovenien, hvor arbejdskraften er veluddannet, fungerede systemet mange steder rimeligt godt. Da man højst kunne vælges til arbejderrådet for to gange to år i træk, bevirkede systemet, at mange af medarbejderne fik skoling og erfaring med beslutningstagen gennem deltagelse i arbejderrådet. I de virksomheder, der fortrinsvis eksporterede til Vesteuropa, fik medarbejderne og ledelsen desuden forståelse for vigtigheden af kvalitets- og produktudvikling samt konkurrenceevne. Men der var også mange mindre effektive virksomheder, som det politiske system hidtil i praksis havde forhindret i at gå konkurs, selv når de kørte med underskud. Enten gennem ”lån og kreditter” fra de politisk kontrollerede banker eller ved at ”overtale” andre virksomheder til at overtage dem. Ved selvstændigheden i 1991 stod man groft sagt med tre forskellige grupper af virksomheder, 1) de fuldt konkurrencedygtige virksomheder, der eksporterede til verdensmarkedet, 2) de rimeligt gode virksomheder, der i forskellig grad havde behov for omstilling og produktudvikling, især som følge af bortfald af deres hidtidige markeder i det øvrige Jugoslavien eller i Østeuropa, og 3) de på alle måder skrotningsmodne virksomheder. På den baggrund kom privatiseringen i Slovenien til at forløbe på en anden måde end i de øvrige østeuropæiske lande. Flere øvede indflydelse på processen. Overgangen til nye ejerformer gav her anledning til en lang række spørgsmål: Hvilke formål skulle privatiseringen tilgodese? Drejede det sig først og fremmest om at få 73 tilført virksomhederne kapital? Denne måtte især komme fra udlandet. Var det ønskeligt? Hvilke rettigheder havde de ledelser og medarbejdere, som hidtil havde drevet virksomhederne, og som følte stor tilknytning til dem og ansvar for dem? Hvordan skulle man tilgodese tidligere ejere og deres efterkommere, som havde fået deres virksomhed konfiskeret af kommunisterne i 1945? Hvilken rolle skulle forhold som ”social retfærdighed”, ”fairness” osv. spille i processen? Under det hele lå der mange både åbenlyse og skjulte politiske dagsordener. De mange spørgsmål blev så intenst debatteret, at processen strakte sig over to år, så den endelige vedtagelse af privatiseringsloven først skete i november 1992. Forløbet er egentlig ganske typisk for politisk beslutningstagen i Slovenien. Trods store uenigheder og kriser ender det ofte med et kompromis, som mange partier kan acceptere, og som derfor er bredt legitimeret. Diskussionerne om privatiseringsloven forløb samtidig med forhandlingerne om den nye forfatning og fik på forskellig måde indflydelse på den parlamentariske udvikling i Slovenien. Forløbet er indgående beskrevet i en svensk doktorafhandling*), som tegner et billede af en lang og spændende demokratisk og erkendelsesmæssig proces. Afhandlingen viser tillige den afgørende betydning, som en gruppe slovenske intellektuelle og centrale personer i det liberaldemokratiske parti spillede med hensyn til både at formulere og formidle det endelige kompromis om privatiseringsloven. De intellektuelle formåede at nyformulere problemstillingerne og var derigennem med til at bryde fastlåste synsvinkler og tankemåder. Sammen med et dygtigt politisk håndværk ledte det frem til det endelige kompromis, der tog højde for de forskellige interessegruppers synspunkter og bekymringer. __________ *) Branka Likić Brborić: Democratic Governance in the Transition from Yugoslav Self- Management to a Market Economy. The case of the Slovenian privatization debates 1990 – 1992. Uppsala 2003 74 Hvad blev så det konkrete resultat? Første skridt i privatiseringsprocessen drejede sig om, at give virksomhederne juridiske ejere, som der kunne sættes navn på. Det skete forenklet sagt ved, at de omdannedes til aktieselskaber. Dog blev alle virksomheder, der leverede offentlige serviceydelser, og virksomheder, der var gået fallit, samt i første omgang, landbrug holdt uden for den generelle privatiseringslov. Næste skridt bestod i, at alle borgere fik udleveret et ”ejerskabscertifikat”, som varierede i værdi i forhold til personens alder. Børn op til 18 år fik et certifikat med en nominel værdi af 100.000 Tolar (700 Euro). Værdien forøgedes gradvist således, at personer over 48 år fik et certifikat, der lød på 400.000 Tolar (2.800 Euro). Certifikaternes samlede værdi svarede til 20 % af den beregnede værdi af ”samfundskapitalen”, dvs. den samlede egenkapital af alle samfundsejede virksomheder i landet. Ifølge privatiseringsloven skulle ejerskabet af de enkelte virksomheder fordeles på følgende måde: 10 % skulle gå til en national pensionsfond og andre 10 % til en såkaldt kompensationsfond, der skulle sørge for godtgørelse til de mennesker eller deres arvinger, som i sin tid havde fået deres virksomhed konfiskeret af kommunisterne. 20 % skulle sælges via investeringsfonde på det frie marked for rede penge eller ejerskabscertifikater. 20 % reserveredes til nuværende og tidligere medarbejdere i bytte for ejerskabscertifikater. Angående de sidste 40 % kunne virksomhederne selv vælge, om de ville sælge dem til medarbejderne med rabat på op til 50 % eller afhænde dem i fri handel, via auktion eller licitation. 75 Skemaet viser fordelingen i oversigtsform. Værdien af virksomheden 10 % til kompensationsfond til godtgørelse af tidligere ejere 10 % til pensionsfond for ældre og handicappede 20 % til salg via investeringsfonde til alle for ejerskabscertifikater eller penge 20 % til ”salg” til tidligere og nuværende medarbejdere for deres ejerskabs certifikater 40 % kunne den enkelte virksomheds besluttende organer vælge at sælge med rabat til medarbejdere eller sælge i fri handel via auktion eller licitation Den enkelte virksomhed fik således stor indflydelse på, hvordan den ville gennemføre privatiseringen i praksis. Det førte i forlængelse af de historiske erfaringer fra selvforvaltningssystemet til, at de fleste virksomheder valgte den interne privatisering, hvor medarbejderne overtog og købte over halvdelen af aktierne. I de største og mest kapitaltunge virksomheder var denne metode ikke mulig, så de hentede størstedelen af aktiekapitalen fra eksterne investorer. De største af disse blev investeringsfondene, samt pensions- og kompensationsfondene, som er halv-statslige. Mange succesrige eksportvirksomheder valgte den interne privatisering. Medarbejderne og ledelserne ønskede ikke at få eksterne aktionærer, som kunne tænkes at have forholdsvis kortsigtede økonomiske interesser. For dem var virksomhedens langsigtede overlevelse og indtjening de højest prioriterede mål. Samtidig bidrog metoden til samfundets sammenhængningskraft i en svær overgangstid, fordi den som indirekte resultat havde, at mange borgere tog et medansvar, som de var vant til fra selvforvaltningssystemet, og fordi den alt andet lige mindskede de sociale omkostninger ved privatiseringen. Der blev oprettet to regeringsorganer til at føre loven ud i livet: Kontoret for Privatisering, som rådgav og kontrollerede procedurerne i de enkelte virksomheder, og Udviklingsfonden, der blandt andet tog sig af de nødlidende virksomheder, der enten blev lukket eller reorganiseret, så 76 de kunne sælges. Det drejede sig om ca. 100 virksomheder, der tilsammen beskæftigede 10 % af samtlige beskæftigede i industrien. I forlængelse af den første privatiseringsfase forløber der nu en anden fase. Efter pres fra forskellige internationale organisationer ændrede Slovenien til omkring århundredeskiftet en række love, så der åbnedes op for en lettere adgang til udenlandske investeringer. I praksis er det imidlertid de enkelte beslutningstagere i virksomhederne og deres opfattelser, der får afgørende betydning. De slovenske direktioner har traditionelt haft stor indflydelse og har samtidig som allerede nævnt haft et tæt samspil med deres medarbejdere og andre netværk. Denne kombination beskytter virksomhederne mod fjendtlige overtagelser. Men den har også den bagside, at den holder konkurrenter ude. Samtidig sker der det, at handelen med aktier ofte bliver meget uigennemskuelig, så der åbnes mulighed for, at der kan foregå uregelmæssigheder. Det bør også nævnes, at det offentlige bureaukrati stadig er meget tungt. Der er behov for nye procedurer og for en bedre forståelse for moderne administrativ praksis. Begge dele kræver en omfattende efteruddannelse af såvel de administrative ledere som deres medarbejdere. Ellers er den anden fase af privatiseringen karakteriseret af to tendenser. Den første er, at de stærke, internt privatiserede virksomheder styrker ejerskabet ved at opkøbe flere egne aktier samt opkøber svagere virksomheder i andre lokalsamfund, hvorved de får en bredere forretningsbasis og spreder risikoen. Det medfører samtidig et opbrud i de meget snævre relationer inden for lokalsamfundene. Den anden tendens er, at en række virksomheder, der i mange år har indgået i joint ventures med udenlandske partnere, eller som har haft mangeårige snævre forretningsforbindelser til store udenlandske virksomheder, lader sig helt opkøbe af disse. Den udbredte skepsis over for udenlandske ejere er således ikke generel. Det drejer sig frem for alt om, hvem de nye ejere er. Er det folk, man har et vist kendskab til og føler, at man kan stole på? Hvis der er tillid til, at de nye ejere vil 77 opretholde og videreudvikle virksomheden, og at de respekterer den slovenske virksomhedskultur, forløber disse overtagelser normalt uden problemer. Det gælder f. ex. bilfabrikken i Novo mesto, som i 2004 blev helt overtaget af Renault. Samme år købte Goodyear de sidste 20 % af aktierne i dækfabrikken Sava. Blandt de større udenlandske investorer er også danske Danfoss, som har to fabrikker i Slovenien med tilsammen godt 1.400 ansatte, og som fortrinsvis fremstiller kompressorer til køleskabe og frysere. Den første fabrik blev købt allerede i 1992. Den har en slovensk direktør og har i de forløbne år mere end firedoblet antallet af medarbejdere. Taget under et kommer 2/3 af de udenlandske investeringer fra Østrig (40 %), Tyskland og Frankrig. Slovenske virksomheder investerer også i stigende grad i udlandet, ikke mindst i de jugoslaviske efterfølgerstater. En række store virksomheder er stadig i 2006 ikke blevet fuldt privatiseret. Det gælder bl.a. de store banker og det dominerende forsikringsselskab. Langsommeligheden skyldes bl.a., at man vil forhindre, at disse og andre nøglevirksomheder helt bliver overtaget af udenlandske ejere. Det vil man gøre ved, at staten i forbindelse med salg beholder en aktiepost på lidt over 25 %, som giver den kontrollerende indflydelse. Når privatiseringen går langsomt, skyldes det også, at de statskontrollerede pensions- og kompensationsfonde ejer betydelige aktieposter, som de ønsker at afhænde i takt med at de får brug for pengene til pensioner og kompensationer. Endelig har de skiftende regeringer, inkl. den nuværende haft svært ved at afgive den magt, der følger med et statsligt eller et halvstatsligt ejerskab via fondene. Den langsomme og gradvise privatisering er med til at bevare den sociale sammenhængningskraft i samfundet, men bremser på den anden side for en hurtigere produktivitetsudvikling. Trods dette har slovenske virksomheder hidtil klaret sig godt på eksportmarkederne. Den 78 nye regering, der tiltrådte i 2004, søger at fremskynde processen, men har ikke lagt op til en afgørende ændring. Det må tolkes som, at der eksisterer en vis politisk konsensus om den hidtidige linie. En række økonomer har på baggrund af de første ti års erfaringer lavet mange sammenlignende undersøgelser af, hvordan virksomheder med de forskellige ejerskabsstrukturer klarer sig. Det er nogle ret komplicerede regnestykker, fordi de skal tage højde for, at det som nævnt ikke var de samme typer af virksomheder, der blev intern privatiseret, som dem, der fik eksterne ejere. De sidstnævnte var som nævnt ofte store og kapitaltunge virksomheder, som det var umuligt for medarbejderne at overtage, og som derfor fik fremmede ejere. Disse virksomheder er karakteriseret af større dynamik og ekspansion end gennemsnittet. De internt privatiserede virksomheder førte i de første år en mere forsigtig politik og koncentrerede sig om, at rationalisere og konsolidere sig. En af grundene til dette var, at der indtil for nyligt har været stor træghed i de slovenske bank- og kreditformidlingssystemer, som gjorde det svært at få lån til omstruktureringer. Men tager man disse forskelligheder med i beregningerne, er der ingen tegn på, at ejerformen spiller nogen større rolle for virksomhedernes resultater. De internt privatiserede virksomheder klarer sig lige så godt i den internationale konkurrence som virksomheder med udelukkende eksterne ejere. Det hænger sandsynligvis sammen med, at medarbejderne i mange virksomheder allerede i selvforvaltningstiden var vant til at forholde sig til international konkurrence. Som eksempler på succesrige virksomheder, hvor medarbejderne har købt mange aktier, kan nævnes Gorenje, som producerer hårde hvidevarer, og som er Sloveniens største fremstillingsvirksomhed med over 8.000 medarbejdere. Ca. 10 % af Gorenjes aktier ejes af medarbejderne. En anden stor virksomhed er Prevent med 5.500 79 medarbejdere i Slovenien og 9.000 på verdensplan. Prevents hovedprodukt er sædebetræk til biler. Her ejer medarbejderne ca. 1/3 af aktierne. Ved udgangen af 2002 var ejerskabet af de privatiserede firmaer fordelt på følgende måde: Interne ejere (tidligere og nuværende medarbejdere samt ledere) 40 % Andre slovenske virksomheder 25 % Investeringsfonde 15 % Pensions- og kompensationsfondene 5% Udenlandske ejere 3% Andre, inkl. staten 12 % Siden 2002 er der kommet en større andel af udenlandske ejere. Allerede før privatiseringslovens vedtagelse i november 1992 skete der en del ”vilde privatiseringer” på et meget uigennemskueligt grundlag. Loven foreskriver en revision af disse privatiseringer, som i visse tilfælde var karakteriserede ved både korruption og kriminalitet. Et typisk forløb var, at der af direktionen og dets venner blev oprettet et parallelt firma. Ofte i samme bygning, med næsten samme navn og samme direktør. Forretningerne blev så langsomt dirigeret over i det nye selskab, mens man lod det gamle dø langsomt. Sideløbende overtog man de gode medarbejdere og købte aktiverne billigt ud af det gamle selskab. På grund af landets geografi med store bjerg- og karst-områder er kun 25 % af landets areal egnet til landbrug. Heraf kan det meste kun bruges til vedvarende græs, så det dyrkede areal svarer kun til 8 – 9 % af landets areal. Til sammenligning udgør det dyrkede areal i Danmark ca. 60 %. Kollektiviseringen af det jugoslaviske landbrug efter 1945, som skete i 2 faser, slog fejl, så det meste af landbrugsjorden forblev på private 80 hænder. Men for at komme ”storbønderne” til livs begrænsede kommunisterne de enkelte landbrugs størrelse til højst 10 ha eller 15 ha, hvis jorden var dårlig eller lå i bjergområder. I Slovenien ramte disse begrænsninger ikke særlig hårdt, da de fleste landbrug på grund af terrænet i forvejen var af begrænset størrelse. De landbrug, som var større end tilladt, fik det overskydende areal konfiskeret. Den konfiskerede jord blev udstykket til små husmandsbrug på højst 5 ha eller lagt sammen til store selvforvaltningslandbrug, hvoraf 80 % havde over 500 ha. Disse store landbrug blev især oprettet på den bedste landbrugsjord. Deres produktivitet og høstudbytter var da også omkring 50 % bedre end de private landbrugs. Der blev oprettet i alt godt 200 af disse brug, som drev 10 % af landbrugsjorden. Ved selvstændigheden var landbrugsstrukturen derfor generelt meget dårlig. Kun 8,6 % af de private landbrug havde over 10 ha landbrugsjord, som endda i mange tilfælde var spredt på flere parceller. Kun 1/5 af de private landbrug var heltidsbedrifter. Efter 1991 er der lovgivet om, at den konfiskerede jord skal gives tilbage til de oprindelige ejere eller deres efterkommere. Det er en meget kompliceret proces, da matrikeloptegnelserne i mange tilfælde ikke svarer til virkeligheden i landskabet. Foruden en lang række andre vanskeligheder medfører denne tilbagelevering en yderligere forringelse af landbrugsstrukturen. Man har på forskellig vis søgt at undgå en total opsplitning af de store selvforvaltningslandbrug. Der er desuden spontant indgået en lang række leje- og forpagtningsaftaler, hvor unge landmænd overtager driften af ældre landmænds jord. Der vil under alle omstændigheder ske ret store forandringer i de nærmeste år, da mange af de ca. 150.000 små landbrug ejes af ældre mennesker. Mange landbrug drives som deltidslandbrug, hvor familiemedlemmer, som bor i byerne, hjælper til ved høst. Slovenien er ikke selvforsynende med fødevarer. Nettoimporten svarer til ca. 3 % af den totale import. Det er især korn, sukker og grønsager, der importeres. 81 I forbindelse med EU-medlemskabet blev støtten til det slovenske landbrug lagt om. Den slovenske stat fortsætter med at støtte landbruget i overgangsperioden, men beløbet nedtrappes i takt med at støtten fra EU stiger fra 25 % i 2004 til 100 % i 2013. De beløb, der tilflyder landbruget, sigter ikke entydigt på at forbedre landmændenes indkomster. De tager i høj grad også sigte på miljøbeskyttelse af sårbare naturområder via bæredygtige driftsformer. Endelig ønskes den stigende ikke-produktionsafhængige støtte fra EU brugt målrettet til udvikling af landdistrikterne for at modvirke affolkning. Men alle ansvarlige er klar over, at der skal ske en kraftig forøgelse af den slovenske landbrugssektors konkurrenceevne, hvis de gode hensigter skal blive til virkelighed. 54 % af Slovenien er dækket af skov (i Danmark er det 12 %), men skovbrugets situation er ikke bedre end landbrugets. De to er i øvrigt tæt forbundne. Efter privatiseringen er 80 % af skovarealet ejet af 250.000 forskellige ejere. Heraf er en stor del små landbrug. Kun 15 % er statsskov. Selv om Slovenien har lang erfaring og stor viden inden for skovbrug, er det med denne struktur næsten umuligt at få et rationelt skovbrug. Så hvis de økonomiske og rekreative ressourcer i de enorme skovarealer skal udmøntes, er det nødvendigt, at der skabes en række store og sammenhængende skovarealer. Enten via en koncentration af ejerskabet og/eller gennem et meget tæt samarbejde mellem skovejerne. Slovenien er det rigeste af de nye, tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa. Dets bruttonationalprodukt pr. indbygger målt i købekraft svarede i 2005 til 82 % af gennemsnittet af EU-landenes. 82 Den overordnede struktur af landets økonomi fremgår af denne tabel: Beskæftigede 2006 i % 10,2 Primære erhverv Bidrag til BNP 2006 i% 2,8 (landbrug, minedrift m.v.) Sekundære erhverv 34,5 33.2 31,1 43,7 24,2 20,3 100,0 100,0 (fremstillingsindustri, byggeri m.v.) Tertiære erhverv (forretningsservice, turisme m.v.) Tertiære erhverv (sundhed, uddannelse, offentlig administration m.v.) Som tallene viser, er der stadig en del rationaliseringsgevinster at hente i både landbruget og industrien, som begge stadig beskæftiger forholdsvis mange i forhold til bidraget til BNP. Af de 25 – 49-årige er 93 % af mændene og 90 % af kvinderne på arbejdsmarkedet. Sammensætningen af eksporten vidner om omfanget af kvalitetsindustrierne. I 2006 var de vigtigste eksportprodukter: Biler 13,6 % Maskiner 11,5 % Elektriske maskiner og apparater 9,9 % Medicinske og farmaceutiske produkter 6,9 % Møbler og møbeldele 5,1 % I 2006 gik 68,4 % af eksporten til EU-landene. Staterne i det tidligere Jugoslavien aftog 16,3 % af eksporten. Målt på enkeltlande var de største aftagere Tyskland 19,7 % Italien 12,9 % Kroatien 8,7 % Østrig 8,7 % Frankrig 6,8 % 83 Der er et mindre underskud på betalingsbalancen svarende til ca. 1 % af BNP. Der er et stigende overskud på tjenestebalancen, hvor turisme og transportindtægter giver store bidrag. Det var dog først i 2001, at antallet af turister igen var på højde med niveauet fra før selvstændigheden. I 2005 kom der knap 1,6 mio. udenlandske turister, som gav hotellerne i alt 4,4 mio. overnatninger. 84 Lokalt selvstyre Lokalt selvstyre har en lang historie i Slovenien. Begyndelsen blev lagt allerede under Habsburgerne, der i årene efter 1848 gennemførte forskellige love om kommunalt selvstyre. I det kommunistiske Jugoslaviens selvforvaltningssystem spillede kommunerne også en central rolle. Den lokale identitet og bevidsthed er stærk, og der kan visse steder være en tendens til, at lokalsamfundene ser indad og er sig selv nok. Denne ”sognementalitet” har givet sig udslag i, at antallet af kommuner efter selvstædigheden er mere end tredoblet fra 62 til 210. Det er forholdsvis let at danne nye kommuner. Samtidig rummer forfatningen en meget generel formulering om, at staten skal overføre penge til kommuner, som på grund af ”utilstrækkelig økonomisk udvikling ikke kan klare sine forpligtelser”. Det har givet incitament til oprettelse af nogle meget små og økonomisk set særdeles svage kommuner i afsides egne. Kommunestrukturen er således meget uensartet. Halvdelen af kommunerne har under 5.000 indbyggere, som er den retningsgivende minimumsstørrelse. Den mindste har kun 342. 11 af de største kommuner, hvor 35 % af befolkningen bor, har status som bykommuner, der har særlige beføjelser og forpligtelser. En bykommune skal være på mindst 20.000 indbyggere og have en række sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige og kulturelle institutioner på et vist niveau samt opfylde visse andre krav. De største kommuner er hovedstaden Ljubljana med 267.000 indb. og Maribor med 111.000 indb. Kommunerne ledes af en kommunalbestyrelse, der kan have fra 7 – 45 medlemmer, og en direkte valgt borgmester, der også er leder af administrationen. Begge valg gælder for 4 år. I mindretalsområderne er der særlige valgordninger, der garanterer mindretallene repræsentation. 85 Kommunerne er ansvarlige for, at befolkningen har adgang til daginstitutioner for børn, grundskoler, sociale boliger, bibliotek, dagligvarebutik og bank. Forsyningsvirksomhed (vand, el. m.v.), miljøforanstaltninger og renovation samt det lokale vejnet sorterer også under kommunerne. Endvidere skal de sørge for social omsorg for ældre og handicappede. Bykommunerne er desuden ansvarlige for at administrere et netværk af skoler på alle niveauer, sundhedsvæsenet, inkl. sygehuse, offentlig transport, kultur (museer, teatre m.v.). Da en stor del af de små kommuner hverken har økonomiske eller administrative ressourcer til at løse mange af deres opgaver, må de samarbejde med andre. Det påhviler i den sammenhæng bykommunerne betydelige koordineringsopgaver. Desuden er der oprettet 58 såkaldte administrative enheder bestående af fra 1 til 15 kommuner, som administrerer regeringsopgaver i deres respektive områder. Taget under et går de vigtigste kommunale udgifter til: børnehaver og vuggestuer (15 %), grundskoler (12 %), renovation, kloakering, rensningsanlæg og andre miljøforanstaltninger (12 %) og veje (9 %). Forestiller man sig en tænkt slovensk gennemsnitskommune stammer dens indtægter fra følgende kilder % af kommunens indtægter Indkomstskat Formueskat, skat på fast ejendom + en lang række mindre afgifter og gebyrer Direkte overførsler fra staten i form af udlignings-/bloktilskud beregnet ud fra areal, vejlængder, antal børn og ældre m.v. Indtægter fra kommunale aktiver m.v. * 42 20 19 19 100 * bl.a. udlejning af jord, ejendomme, erhvervsarealer, som kommunerne fik overdraget i forbindelse med ophævelsen af selvforvaltningssystemet. 86 Det er dog kun ejendomsskatterne samt nogle smågebyrer, i alt ca. 10 %, som kommunerne selv er herrer over. Alligevel er de ikke altid overivrige efter at inddrive disse indtægter, da de fratrækkes udligningstilskuddet fra staten. Indkomstskatterne opkræves af staten, som derefter overlader 35 % deraf til kommunen. Den skitserede gennemsnitskommune findes ikke. I virkeligheden er forskellene mellem kommunerne meget store, dels på grund af de mange små kommuner og dels på grund af et meget forskelligt indtægtsgrundlag i landets forskellige dele. Det betyder, at enkelte kommuner får op til 95 % af deres indtægter fra staten. Blok- og udligningstilskuddene fra staten beregnes ud fra en såkaldt ”passende udgift pr. indbygger”, som parlamentet vedtager i forbindelse med den årlige finanslov. Men dette gennemsnitstal er så uhensigtsmæssigt, at det medfører, at nogle kommuner modtager langt mere end deres aktuelle udgifter tilsiger og andre modtager langt mindre. Systemet ansporer således ikke ”de heldige” kommuner til at økonomisere, samtidig med at det stiller andre i en næsten umulig situation. Det er dog især de reelt meget fattige kommuner, der nyder godt af systemet, der på den måde bliver en slags skjult egnsudviklingsstøtte. Den er dog både dyr og uhensigtsmæssig, da den ikke fører til nogen egentlig udvikling. Selv om Slovenien i sig selv er et lille land, er der meget store regionale forskelle, såvel geografiske som erhvervsmæssige. Skønt netop disse forskelle skaber et behov for regionale politisk-administrative enheder, har Slovenien hidtil kun haft to administrative niveauer, stat og kommuner. Forfatningen lægger op til, at der dannes et tredje niveau, men det har kommunerne hidtil med forfatningen i ryggen kunnet forhindre. I 2006 er forfatningen dog blevet ændret således, at staten fremover får større magt i forhold til kommunerne. Mangelen af regionale enheder, der kan varetage de enkelte landsdeles interesser, har haft mange uheldige konsekvenser. Der finder f.eks. 87 ingen regional planlægning sted, og det er derfor umuligt på en sammenhængende og rationel måde at hjælpe de vanskeligt stillede områder. Imens vokser de økonomiske, befolkningsmæssige og sociale forskelle mellem landsdelene hurtigt. En undersøgelse viser, at de såkaldte ”affolkningsområder” dækker 42 % af landets areal og rummer ca. 15 % af befolkningen. Affolkningen er størst i afsides bjergområder, som Slovenien har mange af. I mangel af en regional inddeling har Sloveniens Statistiske Kontor lavet sine egne såkaldte ”statistiske regioner”. Deres beregninger viser, at det østligste område er det fattigste, mens Ljubljanaområdet og kystregionen er de mest velstående. En opgørelse fra 2003 viser, at forskellen i indkomster mellem den rigeste region omkring Ljubljana og den fattigste længst mod øst er som 2:1. Trods økonomiske tilskud til de fattige områder er forskellen vokset. I 1996 var den 1,65:1. Til sammenligning er den tilsvarende forskel mellem Frederiksborg amt og Storstrøms amt i Danmark 1,27:1. På trods af – eller måske netop på grund af – den meget udbredte lokalbevidsthed har de slovenske kommuner ikke særligt store beføjelser. De kommunale udgifter udgør kun ca. 10 % af samtlige offentlige udgifter, mens til sammenligning kommunernes og de hidtidige amters udgifter i Danmark har udgjort halvdelen. Opsplitningen i de mange små kommuner, der i mange tilfælde mangler både økonomiske og administrative ressourcer, har således i praksis ført til at landet er særdeles centralistisk styret, selv om der er stort behov for en regionalt differentieret politik. Der er først håb om, at dette vil ændre sig, når man enes om en regionsopdeling. I 2008 vil egnsudviklingsstøtten stige fra 1 % til 1,5 % af BNP. 88 Kulturlivet De seneste 500 år har sproget og litteraturen været den kerne, der har bundet slovenerne sammen og givet dem en fælles identitet. Gennem de mange århundreder, hvor der ikke eksisterede en slovenske stat, var det forfatterne, der skabte slovenernes selvforståelse og gav udtryk for deres ambitioner. Slovenien var en kulturnation længe, før det blev en statsnation. Denne udvikling begyndte med den protestantiske reformationsbevægelse, der skabte det slovenske skriftsprog og dermed blev den første egentlige kulturskabende kraft i Slovenien. Efter modreformationens sejr blev den katolske kirke en dominerende faktor i den kulturelle udvikling. Dens indflydelse var mangesidig og pegede i forskellige retninger. På landet, hvor kirken i århundreder havde den altdominerende åndelige og kulturelle indflydelse, var den med til at fastholde befolkningens anti-moderne holdninger. I sidste del af 1800-tallet og igen i 1930’erne var konservative kredse i den katolske kirke meget aktive inden for kultur- og samfundslivet og bekæmpede udviklingen af et åbent, liberalt og demokratisk samfund. Men der har også været helt andre holdninger inden for den katolske kirke, som har sat deres præg på kulturen. Den fornemste repræsentant for disse holdninger var biskop Anton Martin Slomšek (1800-1862), der var biskop i Maribor (som frem til anden verdenskrigs afslutning var en overvejende tysk by) i den østlige og mere fattige del af landet. Skønt på mange måder konservativ igangsatte han her et åbent og forholdsvis frisindet folkeoplysningsarbejde med henblik på at løfte det sproglige og kulturelle niveau hos brede befolkningsgrupper. Han oprettede søndagsskoler, der formidlede basale læsefærdigheder, ikke mindst til piger. Han skrev en læsebog, der både var en skolebog og et helt lille leksikon for den slovenske landbefolkning. Hans væsentligste bidrag til kulturlivet var dog uden tvivl, at han i 1851 oprettede Hermagoras Forlag. Dette katolske forlag, der stadig eksisterer, udgav bøger af 89 praktisk talt enhver slovensk forfatter og desuden nyttige og belærende bøger for et bredt publikum. Frem til 1. verdenskrig fungerede forlaget nærmest som en bogklub, der i 1918 havde nået et medlemstal på 90.000, og som indtil da havde udgivet over 16 mio. bøger, inkl. skolebøger. Dets virksomhed spillede derfor også en stor rolle for det slovenske sprogs udbredelse i den østlige del af landet, hvor tysk i den periode stod stærkt. Slovenienområdet har siden Romerrigets tid ligget ved en korsvej. Derfor har folk i byerne langs de store færdselsårer, først og fremmest Ljubljana, hele tiden været i en levende kulturel vekselvirkning med de omgivende samfund. Men landets natur med mange bjerge betyder også, at der er store dele af landet, hvor folk bor i isolerede bebyggelser i bjergene og i afsides dale. Her kom der meget langt op i tiden ingen friske pust udefra, og befolkningen blev meget indadskuende og mistroisk. Alligevel er forholdene i Slovenien anderledes end i mange østeuropæiske lande, hvor storbyerne i århundreder ofte lå som isolerede enklaver, der havde meget ringe forbindelse med de omgivende, tilbagestående landområder. Dels er Ljubljana ikke særlig stor, og dels ligger der spredt ud over landet en række andre gamle byer, der i århundreder har været forbundne med de omgivende landområder. Langt tilbage i historien har der været tradition for, at unge søgte uddannelse. Allerede i de første 200 år efter grundlæggelsen af Wiens Universitet i 1365 var ca. 20 % af de studerende fra det slovensksprogede område. Adskillige gjorde karriere ved universitetet og nogle blev dekaner, rektorer m.v. Selv om de fleste i de første århundreder fik deres virke uden for det slovenske område, kom de alligevel til at betyde meget for dets videre udvikling, fordi de via deres familiære tilknytning skabte forbindelse mellem lærdomscentret og hjemlandet. 90 Der er god mening i, at den lutherske reformator Primož Trubar (1508 – 1586) som tidligere nævnt kaldes den slovenske nations fader. Det er skabelsen af det slovenske skriftsprog og reformationstidens mange bogudgivelser på slovensk, som al senere slovensk kulturudvikling bygger på. På den tid eksisterede de senere sproglige og nationale modsætninger ikke, og betydelige dele af adelen støttede som allerede nævnt den protestantiske bevægelse, skønt mange af adelsfamilierne var af tysk herkomst. Nyere forskning har vist, at mange af dens medlemmer på den tid også var slovenskkyndige, og noget tyder på, at en hel del af de bevarede slovensksprogede bøger overlevede modreformationens bogbrændinger, netop fordi de stod på hylderne i adelige biblioteker. Det er lidt af et under, at der igen opstår en slovensk litteratur efter de 150 - 200 års kulturel undertrykkelse, der fulgte modreformationen. Selv om der igennem hele perioden havde været unge, der studerede, var det først fra 1700-tallets reformperiode, at det igen blev et anseeligt antal. På den tid voksede velstanden, og der udviklede sig en selvhjulpen og selvbevidst middelklasse af håndværkere og bønder, der skabte grobund for en ny kulturel opblomstring. De havde økonomiske muligheder for at give deres sønner en god uddannelse, som de først og fremmest fik på universitetet i Wien, men også på andre kendte, europæiske universiteter. Flere af Sloveniens største digtere og folkeoplysere er netop sådanne middelklassesønner, der havde studeret i udlandet, og som senere vendte hjem og skrev på modersmålet. De bidrog til at knytte en forbindelse mellem de intellektuelle og bønder og håndværkere, som ad den vej blev fortrolige med tanker ude fra den store verden. Måske var det i virkeligheden heldigt, at slovenerne først ret sent fik deres eget universitet. Det tvang de unge til at søge uddannelse i udlandet, hvorfra de hele tiden bragte nye impulser hjem i en periode, hvor kommunikationen ikke flød så let og hurtigt som senere. 91 Da Ljubljana Universitet endelig blev oprettet i 1919, fik det fra starten en god standard, fordi de fleste professorater kunne besættes med velkvalificerede slovenere, som vendte hjem fra lignende stillinger ved udenlandske universiteter. Det betød ikke kun, at man fik en kvalificeret stab af lærere og forskere, men også at man fra starten havde kontakter til andre europæiske universiteter og dermed til den viden og de tanker, der gjorde sig gældende ud over kontinentet. I slutningen af 1700-tallet opstod der i Ljubljana de såkaldte ”Kredse”, der i nogen grad svarede til oplysningstidens franske saloner. Den mest betydningsfulde samledes om den fremtrædende og rige mineejer Žiga Zois (1747 – 1819), som selv var en lærd mand, der besad en omfattende litterær dannelse. Han fik stor betydning som igangsætter og inspirator for de mænd, der mødtes i hans Kreds, og som udgjorde det første kuld af slovenere, der forsøgte sig i digtekunsten. I de samme år foregik der en interessant udvikling i de nordlige og østlige dele af landet, Koroška (Kärnten) og Prekmurje. I disse afsides egne havde der lige siden reformationen levet små grupper af protestantiske bønder, der havde overlevet den katolske modreformations forfølgelser. De måtte selvfølgelig dyrke deres religion i det absolut skjulte, og de manglede bøger til deres gudstjenester. De protestantiske bøger var forbudte, og de fleste var blevet brændt. Det førte til en tradition for, at skriftkyndige bønder og håndværkere generation efter generation afskrev de værker, som de protestantiske forfattere havde skrevet i 1500-tallet. Disse såkaldte ”Bukovniki” (bogmænd) havde også derigennem bevaret evnen til at læse og skrive. Nogle oversatte også salmer. I tidens løb begyndte enkelte også at forsyne skrifterne med deres egne kommentarer og små bemærkninger om hverdagslivet. Disse bemærkninger voksede med tiden og endte med at blive selvstændige værker. Der kom digte. Selv om disse ikke nåede de store litterære højder, fik bogmændene betydning, fordi deres digte og beretninger drejede sig om deres egen erfaringsverden og 92 derfor stimulerede en litterær interesse blandt nye grupper af befolkningen, som deres digte talte til, fordi de beskrev en virkelighed, som de kunne forholde sig til. Den forholdsvis høje grad af læsekyndighed blandt Kärntens slovenske befolkning var en af forklaringerne på, den succes, som det nævnte Hermagoras Forlag fik. Fra slutningen af 1860’erne bredte de såkaldte læsekredse sig ud over området. De skaffede slovenske aviser og bøger og afholdt forskellige kulturelle og underholdende arrangementer. Foreningerne, der havde til formål at styrke det slovenske sprog, bredte sig fra de større byer til de mindre og i enkelte tilfælde endda til landsbyer. I slutningen af århundredet var der ca. 80 aktive foreninger. Sloveniens første store og betydningsfulde digter er France Prešeren (1800 – 1849), hvis digte er oversat til adskillige sprog. Prešeren stammede fra en velstående bondefamilie. Moderen var veluddannet og ambitiøs, så hun sørgede for, at sønnen fik en jurauddannelse fra Wiens Universitet. Det blev dog ikke som jurist, men derimod som digter, at Prešeren kom til at gøre sig gældende. Foruden at være en europæisk kendt digter på den tid spillede Prešeren en afgørende rolle for en kultivering af det slovenske sprog. Med sin kunstneriske skaberevne var han med til at forfine sproget, så det kunne udtrykke både videnskabelige og kunstneriske erkendelser på ethvert niveau. Han betragtes som den enkeltperson, der har haft størst indflydelse på udviklingen af det moderne slovenske skriftsprog. Prešerens digte fanger den melankolske sindsstemning, der ofte fremhæves som typisk for slovenerne. I litteraturen generelt møder man ofte handlingslammede personer, der har tilbøjelighed til melankoli og endda til selvmord. Slovenien har da også rent faktisk en høj selvmordsfrekvens. Men Prešeren repræsenterede også det mellemfolkelige i den slovenske kultur. Han havde den overbevisning, at et folk, der virkelig vil være frit, må åbne sin bevidsthed for alle menneskehedens kulturstrømninger. Et 93 folk, der ikke er i stand til at optage andre kulturers kreative værdier, vil forblive isoleret, mente han. Men samtidig holdt han fast ved, at det kun er ægte digtning og poesi med hjemlige rødder, der kan befri et folk fra dets mentale slaveri. Det 7. vers af Prešerens digt ”En skål for friheden” blev i 1991 valgt som det selvstændige Sloveniens nationalsang. Verset lyder således på slovensk og i dansk oversættelse: Žive naj vsi narodi, Længe leve alle nationer ki hrepene dočakat dan, som higer efter at opleve dagen ko, koder sonce hodi, hvor overalt solen lyser prepir it sveta bo pregnan, ufred af vor verden fordrevet bli’r, ko rojak så landsmænd prost bo svak, frie bliver alle, ne vrag, le sosed bo mejak! ikke fjender, kun naboer vi får! Oversættelse: Peter Altus Lange Man kunne godt ønske, at flere nationer havde en nationalsang med et lignende fredeligt indhold. Digtet er skrevet i 1844, men da var dets frihedsbudskab for stærk kost for den østrigske censur, så det kunne først offentliggøres i april 1848 efter martsopstanden i Wien. Den anden store slovenske forfatter er Ivan Cankar (1876 – 1918). Han var søn af en skrædder, og efter studentereksamen flyttede han til Wien for at studere ved det tekniske universitet, men opgav efter et par år, fordi han var blevet optaget af det litterære og kunstneriske liv i byen. Med korte afbrydelser blev han dog i Wien til 1909 og levede af at skrive. I modsætningen til Prešeren, der kun er kendt for sine digte, skrev Cankar også noveller, romaner og skuespil. Han var en meget produktiv og mangesidig kunstner, der bragte store fornyelser ind i slovensk litteratur i alle de genrer, han kastede sig over. Cankar var den første betydende dramatiker, der skrev på slovensk. En af hans vigtige inspiratorer var Henrik Ibsen, der sammen med August Strindberg har 94 øvet betydelig indflydelse på en række slovenske dramatikere. Cankars dramaer handlede om sociale, psykologiske og moralske problemstillinger i samtidens borgerlige samfund, og han bruger flittigt humoren og satiren til at blotlægge det slovenske borgerskabs hykleri og indadskuende holdninger. Foruden komedier skrev han også groteske og poetiske dramaer. Ivan Cankar betragtes som skaberen af den moderne slovenske prosa. Han var desuden en socialt engageret folkeopdrager, der søgte at vække sine landsmænd af selvundertrykkelsen, som stadig gjorde sig gældende. Selv om der var gået over et halvt århundrede siden feudalismens afskaffelse, var det en svær opgave at få de mest tilbagestående dele af landbefolkningen til at forstå værdien af oplysning og nye tanker. Cankar havde stor medfølelse med de store dele af befolkningen, som ikke mindst på landet levede under stor fattigdom, men han var ikke blind deres dumstædighed. I sine romaner beskriver han, hvordan mennesker, der påtog sig en oplysende opgave og ville mere end deres stilling direkte krævede af dem, risikerede ikke blot at blive modarbejdet, men også at blive stemplet og direkte udstødt af landsbyen. Det får titelpersonen i romanen ”Martin Kačur” at føle. Han er en meget idealistisk, men også meget frembrusende lærer, der bukker under og lider menneskeligt og personligt skibbrud i sine bestræbelser på at vække kulturel interesse hos de landsbyboere, han virkede iblandt. Ofte blev modstanden understøttet af præsten og andre myndighedspersoner, der ikke ønskede befolkningen vækket af deres dvale. Så kan mennesker så nemt få egne ideer og blive besværlige. Ivan Cankars litterære produktion er meget omfattende og flere af hans prosaværker er oversat til en række forskellige sprog. En enkelt af hans romaner er oversat til dansk under titlen ”En mand og hans ret”. I perioden fra 1930’erne til 1970’erne spiller digteren Edvard Kocbek (1904 – 81) en fremtrædende rolle i slovensk kulturliv og politik. Kocbek studerede romanske sprog og filosofi i Ljubljana, Berlin, Lyon og Paris. I 95 1930’erne var han redaktør og skribent ved forskellige katolske tidsskrifter, og det var i et af disse, at han i 1937 skrev en skelsættende artikel, der kritiserede den katolske kirkes samarbejde med fascisterne i den spanske borgerkrig. Artiklen blev anledningen til en splittelse blandt de slovenske katolikker. De dogmatiske fulgte de konservative strømninger fra Rom, mens de kristne socialister, som Kocbek blev leder af, gik deres egne veje. De var bl.a. påvirkede af Søren Kierkegaard og hans påpegning af den enkeltes ansvar. Som nævnt i kapitlet om Sloveniens historie førte splittelsen til, at de kristne socialister i 1941 tilsluttede sig partisanbevægelsen, mens de konservative katolikker endte som kollaboratører med de deraf følgende ulykkelige begivenheder under og efter 2. verdenskrig. Efter krigen fik Kocbek som fremtrædende partisan i en kort årrække en række høje politiske poster. Men han var ikke kommunist og forblev mere digter og kulturpersonlighed end politiker. Det førte da også til, at han igen fornærmede ”præsteskabet”, denne gang det kommunistiske, som var meget utilfredse med novellesamlingen ”Angst og mod”, som han udgav i 1951. Novellerne handler om de menneskelige følelser og reaktioner i krigssituationer. Nogle er modige og søger faren. Andre er feje og frygter faren. Men faren er de fælles om. Det var ikke den form for budskab, som de kommunistiske magthavere forventede af vicepræsidenten for parlamentet. Han blev derfor også gjort til førtidspensionist og fik udgivelsesforbud. Da han godt et årti senere igen fik lov til at offentliggøre en digtsamling, fik han landets højeste litterære udmærkelse for den. Kocbek kredser i sit forfatterskab om de svære menneskelige problemstillinger, der også prægede hans eget liv: angst og mod, skyld og udsoning, offer og bøddel, godt og ondt. I 1975 brød han endnu et tabu, idet han i et interview, der blev offentliggjort i en avis i Triest, talte åbent om partisanernes massakre i 1945 på de katolske anti-kommunister. Interviewet medførte naturligvis massiv politisk fordømmelse, men medvirkede også til en mere åben 96 diskussion og bidrog til den proces, der halvandet årti senere førte til opløsningen af det kommunistiske regime. Kocbek er som digter en central personlighed i Sloveniens kulturhistorie. Men han er det i endnu højere grad, fordi han i sin person, i sit liv og arbejde repræsenterer både katolicismen og kommunismen, som er de to hovedstrømninger, der i deres indbyrdes konflikt har formet mentaliteten i det moderne Slovenien. I 1938 udgav forfatteren Vladimir Bartol (1903 – 1967) romanen ”Alamut”, der handler om en meget brutal og kynisk muslimsk sekt i middelalderens Persien. Den blev dengang læst som et sindbillede på de nazistiske og fascistiske regimer, men vakte i øvrigt ikke megen opsigt. Bogen er de senere år blevet nyudgivet og oversat til en lang række andre europæiske sprog. Den er overordentlig vel researchet og opleves nu som en meget aktuel beskrivelse af det 21. århundredes muslimske fanatikere og af de menneskelige omkostninger ved den blinde religiøse fanatisme, som skruppelløse magtmennesker kynisk udnytter til egen fordel. Vitomil Zupan (1914-87), der var lidt yngre end Kocbek, kom også til at spille en vigtig rolle i afmytologiseringen af partisankrigen. Det skyldes især hans roman ”Menuet for Guitar”, der udkom i 1975, blev filmatiseret i 1980 og oversat til engelsk i 1988. Zupan havde som ikke-kommunist deltaget i partisankrigen, og Menuet for Guitar er tydeligvis skrevet på baggrund af hans personlige erfaringer derfra. Romanen er opbygget således, at der veksles mellem to handlingsforløb, der har en tidsmæssig adskillelse på 30 år. Hovedhandlingen beretter om hovedpersonens oplevelser under sin deltagelse i partisankrigen. Beretningen skildrer den isolation, som den ordinære partisan ofte følte, og hvordan nogle af deltagerne blev bidt af krigen, mens andre oplevede den som tåbelig. 97 Det andet handlingsforløb foregår under hovedpersonens ferie i Spanien tre årtier senere. På feriestedet møder han en tysker, der som værnemagtsofficer kæmpede mod partisanerne i Slovenien. De to kan altså godt have skudt på hinanden 30 år tidligere. Men under ferien i Spanien fører de lange samtaler om deres oplevelser som krigsdeltagere. Samtalerne viser de to forskellige menneskers forskellige perspektiver på den krig, de begge havde deltaget i på hver sin side. I diskussionerne optræder krigen først og fremmest i form af disse to menneskers subjektive og sanselige oplevelser. I romanen blev partisankrigen, der siden 1945 i skolerne og i propagandaen havde været prist som den ophøjede folkebefrielseskamp, revolution og kollektive historiske begivenhed, sat til diskussion, og der blev stillet spørgsmål ved, om der fandtes en sidste og endelig sandhed om den. Det var et meget provokerende synspunkt i 1975, og myndighederne søgte da også på enhver måde at miskreditere bogen, der kom samme år som Kocbek gav sit afslørende interview. Når to så kontroversielle budskaber kunne fremsættes uden, at deres ophavsmænd blev udsat for andet end verbale repressalier, viser det, hvor vide rammerne for debat trods alt var blevet i Jugoslavien, og hvor meget mindre meningsundertrykkelsen var end i de andre kommunistiske lande. Den mest fremtrædende forfatter i dagens Slovenien er Drago Jančar f. 1948. Efter jurastudier begyndte han som journalist, og i 1970’erne blev han fængslet i 3 måneder for at sprede ”fjendtlig propaganda”. 1987 – 91 var han præsident for slovensk PEN. Han skriver både romaner, noveller, essays og skuespil. Hans værker er oversat til en række andre europæiske sprog, og han har vundet flere slovenske og internationale litteraturpriser, deriblandt den europæiske pris for kortprosa, som han modtog i 1994. Drago Jančar er også efter Sloveniens selvstændighed forblevet en af sit samfunds kritiske røster, der ikke driver med strømmen. 98 Med det århundreder lange historiske fællesskab med Østrig er det ikke mærkeligt, at musikken spiller en stor rolle i Slovenien. Så meget mere paradoksalt er det, at Slovenien ikke har fostret kendte klassiske komponister. Den eneste, der findes almindeligt omtalt uden for Slovenien, er Jakobus Gallus/Jakob Petelin (1550-1591). Udøvelsen og nydelsen af musik blev derimod meget tidligt organiseret. Som et af de første steder i Europa dannede medlemmer af adelen og intelligentsiaen efter italiensk forbillede i 1701 et musikalsk selskab ”Academia Philharmonicorum”. Medlemmerne øvede og opførte især italiensk barokmusik. I 1794 afløstes selskabet af Philharmonisches Gesellschaft, som havde et orkester af professionelle musikere. Musiklivet blomstrede i årene op til 1. verdenskrig, men kom derefter først i gang igen i 1947 med gendannelsen af et slovensk filharmonisk orkester, som siden har nået international standard og har spillet i en lang række europæiske storbyer. Musiklivet nyder godt af Ljubljanas store kultur- og kongrescenter Cankarjev dom, der stod færdigt i 1984, og som foruden at lægge rum til koncerter med landets eget symfoniorkester også ofte danner rammen om koncerter med internationale orkestre. Cankarjev dom har et meget omfattende program med årligt flere hundrede koncerter og andre kulturelle arrangementer. Det politiske røre i 1980’erne var tæt forbundet med avantgardemusikgrupper, specielt den meget provokerende gruppe ”Laibach”. Grupperne brugte deres musik og sange til at udfordre og sætte spørgsmålstegn ved ethvert politisk, kulturelt tabu, det være sig kommunistpartiets myter eller slovensk indadvendt selvtilfredshed. De fik på den måde en ikke uvæsentlig indirekte politisk betydning. Som Eigtved og C. F. Hansen har præget bybilledet i København, har den slovenske arkitekt Jože Plečnik (1872 – 1957) gjort det i Ljubljana. Plečnik tog først en uddannelse som møbelsnedker og videreuddannede 99 sig derefter i 1890’erne til arkitekt i Wien, hvor han efter endt uddannelse åbnede sin egen tegnestue. 1911 – 21 var han arkitekturprofessor i Prag, hvorfra han vendte hjem for at blive professor ved det nyoprettede Ljubljana Universitet. Denne stilling beholdt han helt til 1956, og i denne lange periode berigede han tillige Ljubljana med sin arkitektur. Universitetsbiblioteket, der opførtes 1936 – 41, betragtes som hans hovedværk. Det er en meget særpræget 5 etagers bygning, hvis ydre har et spættet udseende, fordi den er opført af både røde mursten, glatte, grå betonsten og groft tilhugne sandsten og granitsten, der sidder uregelmæssigt spredt som fremspringende grå felter i det røde murværk. Bygningens stueetage er bygget udelukkende i grå, groft tilhugne sandog granitsten. Inden for hovedindgangen virker den meget monumental med en stor, bred stentrappe, der er omgivet af kraftige søjler i mørke, flammede stenarter, og som leder op til den store højloftede læsesal. Bygningen er fuld af mange detaljer lige fra hoveddørens hestehovedsmykkede dørgreb til udsmykkede indvendige døre samt møbler. Møbelsnedkerens sans for detaljer fornægter sig ikke. Biblioteksbygningen ligger lidt indeklemt. Mere iøjnefaldende i bybilledet står ”De tre broer” og ”Skomagerbroen” over Ljubljanicafloden i centrum af byen. Med broerne og flodbreddens stenfacader har Plečnik her skabt en både funktionel og smuk arkitektur, der bidrager til områdets på en gang travle og intime atmosfære. Ud over de nævnte har Plečnik stået for en lang række byggerier og restaureringsopgaver, inkl. flere kirker og en stor kirkegård. I de først 14 år af sin professortid i Ljubljana stod han desuden for restaureringen af slottet i Prag. En anden del af Sloveniens arkitektoniske kulturskatte er de mange kirker, hvoraf en betydelig del er opført i 1700-tallet. Modreformationen havde sejret, og den katolske kirke viste sin dominans med byggeriet af de store, rigt udstyrede barokkirker, der naturligt nok minder meget om de østrigske. Mange rige borgere opførte også palæer i denne periode. 100 I 1925 fik Slovenien sit Nationalgalleri i Ljubljana, og i 1948 oprettedes Det Moderne Galleri, som rummer kunst fra det 20. århundrede. Der findes desuden to gallerier af høj kvalitet, som ligger i de to små byer Slovenj Gradec og Konstanjevica na Krki. I et halvt århundrede har Ljubljana været arrangør af Den Internationale Biennale for Grafisk Kunst. En anden kulturel institution er Lipizzanerstutteriet, der blev oprettet af østrigerne allerede i 1580 med henblik på at avle heste til den spanske rideskole i Wien. Stutteriet har i dag ca. 200 heste og laver opvisninger af skoleridning af høj standard, hvilket gør det til en stor turistattraktion. Allerede i 1769 lavede minearbejderne i den lille by Idrija et teater, men det var først omkring 1890, at Slovenien fik sit første egentligt professionelle teater. I dag er der foruden teater-, opera- og ballethusene i Ljubljana og Maribor professionelle teatre i byerne Kranj og Nova Gorica. Desuden er der professionelle dukketeatre i hhv. Ljubljana og Maribor samt en række professionelle teatergrupper. I sæsonen 2003 – 04 blev der solgt i alt godt én million teaterbilletter. Der er desuden en meget stor amatøraktivitet på det kulturelle område. Over 100.000 mennesker deltager i sådanne aktiviteter, som i mange tilfælde når et ganske respektabelt niveau. Amatørgrupperne er spredt over alle dele af landet, og der er ca. 300 ”kulturcentre” i landdistrikterne. Aktivitetsområderne er især musik, korsang, teater, dukketeater og moderne dans. Den materielle folkekultur har skabt to objekter, der er karakteristiske for Slovenien. Det ene er en såkaldt ”kozolec” (engelsk: heyrack), der er en meget specielt konstruktion, som landmændene bruger til tørring af deres hø og tidligere tillige deres kornneg. Den findes i alle dele af landet og præger kulturlandskabet. En kozolec består af et antal betonpæle, som står på en række med nogle meter imellem hver. Pælene er forsynet med huller med 30 – 35 cm’s afstand. Gennem disse 101 huller er der stukket tykke, runde træstokke, og det hele er dækket af et saddeltag. Høet/negene hænges så til tørring på de vandrette træstokke. Det er meget arbejdskrævende, men er mange steder af klimatiske grunde den eneste reelle mulighed for at få afgrøderne tørret. Det andet karakteristiske objekt er nogle specielle bistader, hvis frontplader har påmalede udsmykninger, der ofte viser fine eksempler på en folkekunst, der har en lang tradition. Den slovenske stat har en meget bevidst kulturpolitik, og der bruges 0,8 % af BNP til kulturelle formål. Der ydes en betydelig støtte til et bredt spektrum af kulturelle aktiviteter og til kulturmindesmærker. Et af de støttede områder er bogudgivelser. Slovenien er et meget lille sprogområde. Kun godt 2 mio. mennesker taler og læser slovensk. Derfor er det forholdsvis dyrt at udgive bøger, men trods det har landet ca. 150 forlag, der tilsammen årligt udgiver ca. 3.500 bogtitler, hvoraf staten som led i kulturpolitikken støtter udgivelsen af de 250. Til sammenligning udgives der i Danmark ca. 10.000 bogtitler om året. Det er dog langtfra kun slovensk litteratur, der udgives. Der findes slovenske oversættelser af næsten alle de væsentlige værker i europæisk og amerikansk litteratur. Slovenerne køber altså mange bøger, men alligevel når de fleste bøger læserne via bibliotekerne, som alle er forpligtede til i deres samlinger at have original slovensk litteratur. I alt lånes der årligt ca.19 mio. bøger på de slovenske biblioteker, hvilket svarer til 11 bøger pr. indbygger i den læsedygtige alder. Undersøgelser har vist, at 60 % af befolkningen læser mindst én bog om året. Foruden universitetsbiblioteker m.v. er der 60 kommunebiblioteker og over dobbelt så mange specialbiblioteker, som har en samlet bogbestand på ca. 16 mio. bind. Sat i forhold til folketallet ligger udlånstallene lidt under de tilsvarende danske. Når slovensk litteratur er så forholdsvis ukendt uden for selve Slovenien hænger det ikke mindst sammen med sproget. Der er ikke mange uden 102 for Slovenien, der behersker slovensk, og det er derfor meget svært at finde kvalificerede oversættere. Det har resulteret i, at nogle slovenere selv har forsøgt at oversætte, hvilket ofte har gjort ondt værre, idet en dårlig oversættelse kan give udenlandske læsere indtryk af, at selve værket er dårligt, uden at det behøver at være tilfældet. Selvom geografien og meget konservative kredse inden for den katolske kirke har præget store dele af den slovenske befolkning og gjort den indadskuende, er det alligevel en selvbevidst, men åben udadvendthed, man oftest møder. De mest fremtrædende skribenter og kulturpersonligheder, som har været med til at give den slovenske kultur indhold og udtryk, havde som nævnt deres uddannelser og idealer fra fremtrædende europæiske universiteter. De var alle gennemsyrede af strømningerne i den centraleuropæiske kultur, men brugte deres skabende evner til at udvikle det slovenske sprog og det slovenske samfund. Det er da også karakteristisk for den nationalkulturelle udvikling i Slovenien, at den ikke skete i afstandtagen til den tyskeuropæiske, men derimod var drevet af en ambition om at vise, at slovenerne havde en kultur, der kunne måle sig med det øvrige Europas. Evnen til på samme tid at være nationalt bevidst og åben over for udefra kommende ideer og tanker har karakteriseret slovenske intellektuelle og gør det stadig, sådan som det i udpræget grad kom til udtryk i forbindelse med selvstændighedsprocessen, hvor mange intellektuelle spillede en central rolle i skabelsen af et demokratisk samfund. De har også spillet en betydelig rolle med hensyn til at skabe holdbare løsninger på problemer, der har splittet nationen. Selvom de er en integreret del af moderniteten, har de været i stand til at bygge bro til de meget traditionelle og stærkt lokalsamfundsbundne kredse i Slovenien. Den kulturelle udfordring i begyndelsen af det 21. århundrede er, hvordan slovenerne kan bevare deres identitet i en global verden, hvor den overvældende udfordring ikke kommer fra en tysk-østrigsk nationalisme, men derimod fra den globale kommercialisering af kulturen 103 og livet i det hele taget. Det er en udfordring, som slovenerne deler med alle mindre kulturnationer. Truslen mod kulturen kan komme fra en ureflekteret dyrkelse af alt, der kommer fra Vesteuropa/USA. Det er moderne, og vi skal være med på vognen. Men den kan også komme fra, at mennesker som reaktion på globaliseringen lukker sig inde og dyrker ”det slovenske” i en sådan grad, at man søger at afvise udefra kommende indflydelse. Begge tendenser findes, og begge er lige truende for kulturen. Dog kan man observere en helt ny, mere åben og positiv holdning til kulturindslag fra andre områder i det tidligere Jugoslavien. Udfordringen består således i på globaliseringens præmisser at fortsætte slovenernes århundredlange tradition for konstant at udvikle og nyformulere deres kultur og identitet i en evig vekselvirkning med den omgivende verden. Med denne tradition for hele tiden at indarbejde nye kulturelle elementer i deres egen kultur skulle de have gode forudsætninger for at tage de nye udfordringer op. Dilemmaet udtrykkes klart af en af Sloveniens førende kulturpersonligheder og fremtrædende digtere Aleš Debeljak (f. 1961). Efter adskillige års ophold og studier i USA bor han nu i Ljubljana med sin amerikanske kone og er leder af Center for Kulturelle og Religiøse Studier ved Ljubljana Universitet. I et essay fra efteråret 2003 siger han, at han som slovener med bred international baggrund og særdeles mange internationale kontakter gradvist har måttet indse, at ”det ville være umuligt at frigøre mig fra rigdommen af nationale kulturelle referencer…..”, fordi det er kendskabet til dem, der giver mig ”adgang til at værdsætte og integrere erfaringerne fra andre kulturelle traditioner”. Han understreger kraftigt, at de nationale traditioner ikke er bundet til nogen form for etnisk fundament, men har deres rod i det civile samfund af borgere i Slovenien, der uafhængigt af deres oprindelse bidrager med deres evner og talenter til udfoldelsen og udviklingen af kulturen i Slovenien. Civilsamfundet, kulturen og demokratiet hører sammen. ”Jeg er overbevist om, at bevarelsen af den kulturelle samvittighed i et 104 bredere civilt samfundsmiljø er nationalstat….”, siger Aleš Debeljak. 105 livsvigtig i en demokratisk Medier Den første slovenske avis, Ljubljanske Novice, udkom i perioden 1797 – 1800. I overensstemmelse med oplysningstidens tanker var avisen undervisningsmæssig og praktisk orienteret. Den kunne dog ikke klare sig økonomisk over for en større tysksproget avis, der udkom i Ljubljana. Den næste slovensksprogede avis, ”Nyheder for landmænd og håndværkere”, udkom fra 1843 til 1902. Allerede før 1914 blev der grundlagt mange aviser, hvoraf 48 fortsatte med at udkomme i hele mellemkrigstiden. Efter 2. verdenskrig blev der grundlagt nye aviser, som selvfølgelig måtte operere inden for de snævre grænser, som den kommunistiske censur tillod. Der var ingen fri presse, før Slovenien blev selvstændigt, men i 1980’erne opstod der efterhånden større spillerum for diskussion af samfundsspørgsmål. I dag er det slovenske avismarked Europas mest koncentrerede. Der udkommer i alt kun 7 dagblade. Fire af disse er store, seriøse aviser med hver sin profil. Dertil kommer en sensationsavis, der oplagsmæssigt er den største, samt en finans- og en sportsavis. Nedenstående tabel giver en oversigt over de enkelte dagblade: Udgives i Grundl. Oplag Slovenske Novice Delo (Arbejde) Dnevnik (Dagbog) Ljubljana Ljubljana Ljubljana 1991 1959 1951 100.400 70.800 64.000 Večer Primorske Novice Ekipa Finance Maribor Koper Ljubljana Ljubljana 1946 1947 1995 1996 51.400 23.000 21.500 14.800 Politisk observans Sensationsavis Uafhængig* Moderat venstreorienteret Venstreorienteret Uafhængig Sportsavis Erhvervslivets avis Kilder: Government Public Relations and Media Office 2005 og Worldpress.org 2005 * En del modstandere af den nuværende midt-højre regering mener, at den ændrede ejerstruktur afspejler sig i form af en regerings-konform medie-dækning. Delo var og er den mest landsdækkende avis. Den betegnes i dag som en uafhængig kvalitetsavis. Tre andre har hver deres del af landet, som de i særlig grad dækker. Dnevnik dækker især det centrale og vestlige 106 Slovenien. Večer, der udkommer i Maribor, er især avisen for den østlige del af landet. Primorske Novice, der udgives i havnebyen Koper, udkom indtil 2004 kun tre gange om ugen. Nu udkommer den seks dage om ugen som dagbladet for Primorska (kystregionen). Tabloidavisen Slovenske Novice blev introduceret allerede i 1991 af Delo. Den svarer til Ekstra Bladet og blev hurtigt landets største avis. Ekipa er en decideret sportsavis, mens Finance svarer til sit navn og er avisen for erhvervslivet. Det er bemærkelsesværdigt, at de 4 store, seriøse dagblade alle er ”gamle” aviser, der blev grundlagt længe før Slovenien blev selvstændigt. Skønt de således i mange år måtte udkomme med den tids mangel på redaktionel og journalistisk frihed, har de formået at omstille sig til at blive medier i et demokratisk samfund og bevare deres position. Det hænger sammen med flere forhold. Dels er de generelt ”gode” aviser, som deres læsere åbenbart er rimeligt tilfredse med. Dels spiller det sikkert en rolle, at de alle var med i kampen for et selvstændigt Slovenien. Det betyder ikke, at de har været fredet for konkurrence. Efter selvstændigheden var man fra konservativ side stærkt optaget af at få etableret et modspil til disse aviser, der havde overlevet fra det gamle regimes tid. Derfor grundlagde disse konservative kredse allerede i 1991 kvalitetsavisen Slovenec, som fik etableringsstøtte fra staten for ”at styrke pluralisme” i medieverdenen. Men avisen slog ikke an og måtte lukke i 1997. Samme skæbne overgik en anden ny avis, som lå på den modsatte politiske fløj. Foruden de nævnte mere eller mindre landsdækkende dagblade udgives der en lang række lokalaviser. Blandt de trykte medier spiller de to ugentlige magasiner ”Mladina” og ”MAG” en politisk rolle. Mladina (Ungdom) blev grundlagt allerede i 1943 som et blad for den kommunistiske ungdomsorganisation. I 1980’erne udviklede det sig imidlertid til det mest hvasse medium over for det 107 kommunistiske regime. Det skrev bidske og velunderbyggede artikler, som tog fat på alle tabuområderne og de ”hellige” kommunistiske symboler. Som nævnt i kapitlet om selvstændighedsprocessen spillede bladet en afgørende rolle i denne proces. Det er forblevet uafhængigt og politikere fra alle dele af det politiske spektrum frygter bladets skarpe pen. Det er, som det siges, ikke kun en vagthund, men en vagthund, der gø’r. Det har et oplag på 19.500. Magasinet MAG blev grundlagt i 1994 af en gruppe borgerligt orienterede journalister fra avisen Delo. Det har lidt bredere stofområder og er mere borgerligt orienteret end Mladina. Det udkommer i 14.500 eksemplarer. Blandt de lidt større ugemagasiner er også det katolske Družina (Familie), der har et oplagstal på 51.000 og Kmečki Glas (Landmændenes/landdistrikternes stemme), der udkommer i 30.600 eksemplarer. Endelig udkommer der godt 30 månedlige kulturelle tidsskrifter, der har et samlet oplag på omkring 80.000, samt 183 akademiske og faglige tidsskrifter. Som i andre lande stagnerer eller falder avisernes oplagstal. Informationsformidlingen overtages i stigende grad af de elektroniske medier TV, radio og internet. Praktisk taget alle husstande har TV. 51 % (2006) er koblet til internettet, og 844.000 er regelmæssige brugere. Radio-Television Slovenia er Sloveniens public service station. RTV Slovenija har to landsdækkende TV-kanaler, der sender fra Ljubljana. Slo 1 er en decideret public service kanal med stor bredde og lødighed i programmerne. Stationen producerer selv over halvdelen af programmerne. Den har et seertal på 26 %. Slo 2 er især en sportskanal, som ses af 9 %. RTV har desuden en regional station i Maribor, der sender til den østlige del af landet, og en afdeling i Koper, der sender til det italienske mindretal. 108 Den mest sete kanal (27 %) er den kommercielle POP-TV, der driver endnu en kanal. Derudover findes der en række regionale og lokale TVkanaler. RTV driver også tre landsdækkende og tre regionale radiokanaler samt en for hvert af de to nationale mindretal. Derudover er der over 70 regionale og lokale radiostationer, hvoraf nogle er kommercielle, andre ikke. RTV finansieres for 2/3’s vedkommende af licens. Reklamer og andre kommercielle indtægter står for godt 25 %, mens resten udgøres af diverse indtægter, hvoraf 1½ % betales af staten som støtte til udsendelserne for mindretallene. Indtil 2005 var RTV’s øverste myndighed RTV-rådet, der bestod af 25 medlemmer. Fem var udpeget af parlamentet og tre af medarbejderne. De øvrige var udpeget af landets vigtigste kultur- og uddannelsesinstitutioner, kirken samt de to nationale mindretal. Denne styreform med bred deltagelse fra det civile samfund har mødt megen anerkendelse fra internationale organer, der overvåger demokrati og pressefrihed. Alligevel har den nye regering fra efteråret 2005 ændret lovgivningen, fordi den mener, at det kun er på papiret, at det civile samfund er repræsenteret. De udpegende institutioner hævdes stadig at være præget af folk, der blev ansat i det tidligere styres tid, og at de udpegede personer derfor i virkeligheden er ”pampere” fra kommunisttiden og ikke reelle repræsentanter for det civile samfund. Den nye lov afskaffer RTV-rådet og erstatter det med et programråd og et tilsynsråd. Programrådet får 29 medlemmer, hvoraf parlamentet udpeger de 21. Seere og lyttere samt et betydeligt bredere udsnit af kulturelle, videnskabelige og andre institutioner og organisationer får indstillingsret. De sidste 8 medlemmer repræsenterer mindretallene, kirkelige organisationer, Det Slovenske Videnskabsakademi og de ansatte. Programrådet ansætter RTV-direktøren, der får stærkt udvidede beføjelser. 109 Tilsynsrådet får 11 medlemmer. Heraf udpeger parlamentet 5 og regeringen 4. De sidste to udpeges af de ansatte. Loven er blevet kraftigt kritiseret af både journalistorganisationer og Europarådet, fordi den rummer mulighed for, at den til enhver tid siddende regering og dens parlamentsflertal kan sætte sig fuldstændig på RTV’s styrende organer. Der er derfor fare for, at radio- og TVmedierne mister deres uafhængighed og bliver sårbare over for politisk pression. Slovenien har også sit eget nyhedsbureau (Slovene Press Agency, STA), der blev grundlagt få dage før landets selvstændighedserklæring i juni 1991. Bureauet har egne kontorer i Bruxelles, New York, Wien, Rom, Zagreb og Beograd. Det samarbejder med en lang række internationale nyhedsbureauer, men udsender også egne korrespondenter til at dække vigtige begivenheder. De store aviser er blevet privatiseret efter samme mønster som landets øvrige virksomheder. Der har været en del diskussion om det nye ejerskab, fordi de halvstatslige fonde har aktier i flere af aviserne. Konservative kredse har været bekymrede for, om det betød regeringskontrol ad bagdøren. Dog har den nye konservative regering fra 2004 ikke efter sin tiltræden været særlig ivrig efter at ændre disse forhold, men har derimod benyttet dem til selv at øve indflydelse via bestyrelsesposter på personaleudnævnelser. Men det er ikke kun den politiske elite, der truer den journalistiske frihed. Truslen kommer også fra det forhold, at de nye ejere betragter deres aktiekøb som en almindelig investering, der skal give størst muligt afkast. De har derfor ikke tilstrækkelig forståelse for journalistisk frihed og for avisens rolle i et demokratisk samfund. Det er også et problem, at de slovenske journalister er for dårligt uddannede. Journalist-uddannelserne ligger på universiteterne og får skyld for at være alt for teoretiske. Der er for lidt håndværksmæssig 110 træning. Det er også et problem, at der endnu ikke blandt fagets udøvere har udviklet sig en journalistisk etik og særlige professionelle normer for god journalistik. Det værste anslag mod den journalistiske frihed – og mod demokratiet – kom i februar 2001. En journalist fra avisen Večer i Maribor blev slået ned og livsfarligt massakreret uden for sit hjem. Det er den almindelige opfattelse, at overfaldet skyldtes, at journalisten havde afdækket et antal lokale korruptionssager, hvor førende erhvervsledere, selvstændige erhvervsdrivende og politikere fra regionen var involveret. Det gør sagen yderligere betændt, at den ikke er fuldt opklaret. Der tales om dårligt politiarbejde. En gruppe anholdte personer kunne ikke dømmes, da beviserne imod dem ikke var stærke nok til at holde i retten. På grund af sagens særlige karakter blev retssagen ikke gennemført ved den lokale domstol, men andetsteds i landet. Frifindelsen ved første instans blev appelleret, men den højere domstol stadfæstede frifindelsen. 111 Forholdet mellem stat og kirke Omkring 60 % af befolkningen bekender sig som romersk katolske, 2 % er ortodokse, 2 % er muslimer, og 1 % er protestanter. Bortset fra meget små grupper, der tilhører forskellige sekter, er resten uden religiøs tilknytning. De fleste protestanter bor i områderne tæt ved den ungarske grænse. I modreformationens tid tilhørte disse områder en ungarsk del af Det Habsburgske Rige, hvor der ifølge Wienertraktaten fra 1606 ikke måtte ske religiøs forfølgelse. De ortodokse og muslimerne er personer fra det øvrige Jugoslavien, som har bosat sig i Slovenien, mens det stadig var en del af Jugoslavien. Nogle muslimer er også kommet som flygtninge fra krigene i Bosnien-Herzegovina. Som tidligere nævnt dominerede de klerikale, som det katolske parti og dets organisationer blev kaldt, i overvældende grad samfundet helt op til slutninger af 1930’erne. Kirkens og det øvrige katolske samfunds politiske handlinger under 2. verdenskrig blev afgørende for forholdene for kirken efter 1945, hvor de klerikale og partisanerne/kommunisterne stod over for hinanden som dødsfjender. Domobranci og deres sympatisører, som kommunisterne likviderede efter krigen, udgjordes i omfattende grad af klerikale. De, der undslap likvideringerne, flygtede til udlandet, så der forsvandt en hel generation af katolsk orienterede ledere. Det kommunistiske regime forbød de fleste af kirkens aktiviteter bortset fra de rent religiøse. Religionsundervisningen i skolerne blev forbudt. Juledag blev en almindelig arbejdsdag. Præsterne og andre kirkelige personer kom under streng overvågning. Med årene blev kirkens forhold dog gradvis bedre. De mere liberale forhold i 1980’erne kom også kirken til gode. Det skyldtes også i høj grad det daværende overhoved for den slovenske katolske kirke, ærkebiskop Alojzij Šuštar i Ljubljana. Med sin kloge og moderate ledelse skabte han almen respekt og opnåede gradvise forbedringer for kirken allerede i den jugoslaviske tid. Efter 1991 fortsatte han som før og bidrog væsentligt til at få kirken gjort til en 112 accepteret del af det offentlige liv i Slovenien. Når hans politik lykkedes så godt, hang det også sammen med, at han ifølge eget udsagn skelnede mellem landets politik og den gejstlige opgave. Det var i fuld overensstemmelse med den nye forfatning, som i § 7 fastslår: ”Staten og religiøse grupper skal være adskilte. Religiøse grupper skal nyde lige rettigheder og have frihed til at udøve deres aktiviteter”. I § 41 garanteres den enkelte borgers religionsfrihed. Det selvstændige Slovenien er altså en demokratisk stat med fri religionsudøvelse og med en forfatningsmæssig adskillelse af stat og kirkesamfund. Det har konservative katolske gejstlige svært ved at acceptere. De ønsker at gengive den katolske kirke samme magt og position som i 1930’erne. De mener, at den katolske kirke skal have forret til at øve indflydelse på især skole-, kultur- og socialpolitik. Men det ønsker størstedelen af befolkningen, herunder de fleste katolikker, ikke. Generelt kan man sige, at der er en splittelse mellem de almindelige medlemmer af den katolske kirke på den ene side og en gruppe stridbare og magtsøgende højere gejstlige og andre konservative katolske grupper på den anden side. Denne konflikt blev skærpet meget, efter at Franc Rode i 1997 afløste Šuštar som ærkebiskop i Ljubljana. Rode tilhører kirkens mere militante fløj, og hans udtalelser og politik gjorde især de liberale partier i parlamentet meget vagtsomme. Meget tyder på, at han med sin aggressive sprogbrug og øvrige fremfærd tillige fik katolske troende til at distancere sig fra deres kirke. Efter at Rode i 2004 afløstes som ærkebiskop i Ljubljana af Alojzij Uran, der i sine holdninger ligger mere på linie med Šuštar, er forholdet mellem kirken og staten igen blevet bedre. I april 2006 blev den katolske kirke i Slovenien nyorganiseret, således at der nu er 6 bispedømmer mod før tre. Bispedømmet Maribor er blevet ophøjet til ærkebispedømme, hvorunder hører to nyoprettede bispedømmer i hhv. Celje og Murska Subota. Under ærkebispedømmet 113 Ljubljana hører foruden som hidtil bispedømmet Koper nu også det nyoprettede bispedømme i Novo mesto. Ved indvielsesceremonien for det nye ærkebispedømme understregede ærkebiskoppen, at den nye struktur ikke var et forsøg på at ”klerikalisere samfundet”, men derimod havde til formål at vitalisere kirkens og de troendes religiøse liv. Et meget ømtåleligt problem drejer sig om kirkens økonomiske forhold. Kirken har store finansielle problemer og klager over, at de endnu ikke har fået tilbageleveret de bygninger og den jord, som det kommunistiske regime fratog den i 1945. I forbindelse med nationaliseringerne konfiskerede staten de fleste af kirkens og klostrenes besiddelser. Det drejede sig om meget betydelige jordarealer, inkl. store områder med skov, nogle kirker og en lang række andre bygninger. Selv om der for længst er vedtaget love om tilbagelevering af konfiskeret ejendom til de tidligere ejere, har kirken ikke endnu fået tildelt alle sine tidligere besiddelser. Tilbageleveringen udgør et meget prekært politisk problem, fordi kirken efter en tilbagelevering vil genvinde meget af sin tidligere magt. Før 2. verdenskrig var den katolske kirke Sloveniens største jordbesidder. Juridisk står kirken ganske godt med sine krav, men de er politisk meget svære at opfylde, fordi der som nævnt er stærke konservative kræfter inden for kirken, som vil bruge den magt, der følger med økonomien, til at blande sig i politiske forhold. Det teologiske fakultet, som kommunisterne lukkede i 1952, blev genåbnet i 1992 og er nu igen en del af Ljubljana Universitet. Der eksisterer desuden katolske gymnasier samt enkelte andre religiøse skoler. Der gives ikke religionsundervisning i det offentlige skolevæsen. Det betød meget for de slovenske katolikker, at pave Johannes Paul II under sit besøg i Slovenien i 1999 helgenkronede den tidligere biskop i Maribor Anton Martin Slomšek. Slovenien er i øvrigt kendetegnet ved, at have usædvanligt mange kirker, nemlig ca. 2.850. Til sammenligning har Danmark med den dobbelte størrelse kun 2.123 kirkesogne. 114 I årene efter 1945 blev omkring 200 slovenske kirker ødelagt, og kun halvdelen er blevet genopbygget. Det er dog overraskende at konstatere, at der i løbet af den kommunistiske tid blev opført ca. 30 nye kirker, især i nye bydele. 115 Skole- og uddannelsessystemet Uddannelse har i århundreder været højt prioriteret i det slovenske område. Den første sekulære by-skole opstod allerede i middelalderen. Den protestantiske bevægelse i 1500-tallet var meget optaget af skolespørgsmål og udgav skolebøger. 1774 indførte østrigerne almen skolepligt, og i 1869 indførtes en obligatorisk 8 års grundskole for alle. De nationale bevægelser fra 1800 og frem havde i deres kamp for sproget skolepolitikken højest på dagsordenen. Biskop Anton Martin Slomšek (1800-1862) i Maribor gjorde en meget stor indsats for udviklingen af et skolevæsen og en folkeoplysning på slovensk for almuen i den mindre udviklede østlige del af Slovenien. Selv om uddannelse altid har været højt prioriteret hos byernes borgerskab og hos en stor gruppe dygtige og udadvendte bønder, så har der langt op i tiden været betydelige befolkningsgrupper – især fra mere afsides egne – der var præget af stor uvidenhed og modstand mod nye ideer. Landets geografi og eftervirkninger af feudalismen har begge medvirket til dette forhold, selv om der også fandtes feudalherrer, der fremmede oplysning blandt deres undergivne. Efter oprettelsen af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige i 1918 kom der slovensksprogede skoler overalt i det slovenske område, der blev en del af kongeriget. Det har der været lige siden, men især i efterkrigstidens Jugoslavien var skolevæsenet udsat for mange ændringer og omvæltninger. Efter et omfattende udredningsarbejde vedtog det selvstændige Slovenien den nuværende skolelov i 1996. I Slovenien hører børnehaverne under undervisningsvæsenet. De hedder ligefrem før-skoleinstitutioner. Det er frivilligt, om man vil sende børnene i børnehave, men kommunerne har pligt til at sørge for, at der er børnehaver til rådighed. De modtager børn fra 1 – 6 års alderen, men der er også børn i den aldersgruppe, der passes af uddannede dagplejemødre. Der er fra ministeriets side udarbejdet en undervisningsplan, som børnehaverne er forpligtet til at respektere. Den 116 er opdelt efter perioderne 1-3 år og 3-6 år og omfatter følgende 6 aktivitetsområder: bevægelse, sprog, tegning/formning, natur, samfund og matematik. Ca. 60 % af alle 1- 6-årige børn går i børnehave. Af de 5-årige er det 4/5. De fleste børnehaver drives af kommunerne, men der er også private børnehaver, der drives efter bestemte pædagogiske principper som f. eks. Waldorf, Montessori, Freinet m.fl., ligesom der findes katolske børnehaver. Til børnehaverne er der en indtægtsreguleret forældrebetaling, der varierer fra 10 til 80 % af omkostningerne. Forældre med meget lav indkomst er fritaget for betaling. Skolesystemet er opbygget med en obligatorisk 9-årig grundskole. Børnene begynder skolegangen som 6-årige. Efter grundskolen er der ved siden af det almendannende gymnasium et bredt udbud af ungdomsuddannelser. Den 9-årige grundskole er inddelt i tre 3-årige perioder. I løbet af de første to perioder rykker eleverne automatisk op i næste klasse. I den 3. periode skal de ved afslutningen af hvert skoleår have opnået en mindstekarakter i alle fag for at rykke op. I de sidste 3 år udbydes der en lang række fag, som eleverne kan vælge sig ind på. De skal vælge tre fag inden for de to områder: samfundsfag-humaniora og naturvidenskabelige-tekniske fag. I 8. og 9. klasse kan eleverne vælge mellem 3 niveauer i modersmål, fremmedsprog og matematik. Ved afslutningen af 9. klasse er der eksamen i disse tre fag samt i et naturvidenskabeligt og et samfundsvidenskabeligt fag. Alle skoler er forpligtede til at udbyde ”bekendelsesfri religionsundervisning med etik”, fremmedsprog og retorik. I de første tre år undervises eleverne af klasselæreren med hjælp fra en pædagog. Klasselæren kan fortsætte til 6. klasse, men underviser i så fald år for år i færre fag. Undervisningen overtages gradvist af faglærere. I 7. - 9. klasse er det kun faglærere, der underviser. 117 I forlængelse af den pligtige skoledag skal grundskolerne tilbyde specialundervisning, støtteundervisning til børn med specielle behov. Det kan være børn, som af forskellige grunde har svært ved at lære, men kan også være usædvanligt dygtige elever, som kan få særlige opgaver, der udfordrer dem og giver dem en dybere forståelse af pensum. Der er et meget lille frafald efter grundskolens afslutning, idet 98 % af eleverne fortsætter i en af ungdomsuddannelserne. Disse er særdeles veludbyggede med udbud på alle niveauer. For elever med de svageste forudsætninger er der en 2½-årig grundlæggende erhvervsuddannelse. Der er et bredt udvalg af håndværkeruddannelser, der normalt varer 3 år. De kan udbygges med kortere moduler, således at der er mulighed for af få uddannelse på mange niveauer inden for dette område. På gymnasieområdet er der to grupper af skoler, nemlig de tekniske gymnasier og de almene gymnasier, som begge varer 4 år. Mellem de forskellige uddannelser er der overgangsveje, så eleverne i princippet altid har mulighed for at komme videre til et højere trin i uddannelsessystemet. Fordelingen af elever mellem de forskellige uddannelser er med runde tal følgende: Grundlæggende erhvervsuddannelser (2½ år) 3% Håndværker uddannelser (3 år) 20 % Tekniske gymnasier (4 år) 40 % Almene gymnasier (4 år) 37 % Der er stigende tilgang til de 4-årige forløb. Selv om det lykkes at få næsten alle elever til at fortsætte med en ungdoms-uddannelse, kommer der alligevel frafald i løbet af uddannelsesforløbene. På de grundlæggende erhvervsuddannelser er det på 5 – 6 %, mens det er på 8 – 10 % på håndværkeruddannelserne, 118 men kun på 4 % i gymnasierne. Alt i alt får ca. 85 % af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Foruden de offentlige skoler findes der også privatskoler. Staten yder 85 %’s støtte til lærerlønninger og andre driftsomkostninger, men der gives ikke tilskud til investeringer og udstyr. Der er én privat grundskole (Steiner) og 6 private gymnasier, hvoraf 4 er katolske. I Slovenien spiller musikundervisning en fremtrædende rolle. Musikskoler, der giver musikundervisning på grundniveau, er en integreret del af uddannelsessystemet. Der findes over 50 musikskoler. De giver både musik- og danseundervisning og har 1/8 af alle grundskolebørn som elever, selv om der kræves en mindre egenbetaling. For særligt musikinteresserede elever findes der specielle kunstgymnasier, hvor kunstarterne spiller en fremtrædende rolle. På højeste niveau er der Musikakademiet i Ljubljana samt musikuddannelser på Ljubljana og Maribor universiteter. Der er også en meget omfattende frivillig voksenundervisning med aktiviteter, der spænder fra folkeuniversitetsundervisning til diverse hobbyaktiviteter. Det er de senere år blevet muligt for deltagerne at få deres opnåede kompetencer vurderet og dermed få et officielt papir på deres kunnen Lærerne uddannes som faglærere på universiteternes pædagogiske fakulteter, hvor de aflægger en teoretiske eksamen i deres fag på niveau som hhv. grundskole- og gymnasielærer. Efter et års pædagogikumstid skal de desuden bestå en praktisk-pædagogisk eksamen. Af skoleledere, benævnt direktører, kræves en særlig tillægsuddannelse i ledelse samt at vedkommende har været forfremmet som lærer, hvilket kræver opfyldelse af bestemte krav. Skolelederne ansættes for 5 år af 119 skolerådet, der består af repræsentanter for forældre, lærere og kommunen. I repræsentant. ungdomsuddannelserne Den enkelte har lederansættelse eleverne skal også godkendes en af ministeriet. Slovenien har tre universiteter. Ljubljana Universitet er grundlagt i 1919 og har 27 fakulteter og 50.000 studerende. På Maribor Universitet fra 1975 er der 9 fakulteter og 20.000 studerende. I 2003 kom Primorska Universitet i Koper til. Det har tre fakulteter og 4.000 studerende. I 2007 udvides Primorska Universitet med en afdeling i Nova Gorica. Den nye afdeling medfinansieres af et lokalt casino-firma. Endvidere har den slovenske regering et såkaldt Middelhavsuniversitet på tegnebrættet. Det skal især forske i interkulturel udveksling. Der findes desuden en del fag-højskoler, der svarer til handelshøjskolerne og ingeniørhøjskolerne. De højere uddannelser har en dobbelt struktur. Én retning, der varer 3 – 4 år og leder til bestemte jobs, der kræver en højere uddannelse. En anden decideret akademisk retning, der tager sigte på professioner, som kræver de højeste akademiske kvalifikationer, eller på en forskerkarriere. Den varer 4 – 6 år plus ekstra to år for at nå en Mastergrad og endnu 2 år for at nå en Doktorgrad. Begge retninger kan gennemføres på universiteterne, mens fag-højskolerne kun har den førstnævnte retning. I alt er over 40 % af de 19 – 23-årige i gang med en videregående uddannelse, og tallet er stigende. Af de 25 – 44-årige har 85 % en uddannelse ud over grundskoleniveau, heraf har 15 % en videregående uddannelse. Der foregår en livlig debat om nye akademiske titler, og hvad de gamle svarer til. Slovenerne er som østrigerne og tyskerne ret titelglade. Det er derfor alt andet end lige meget, hvilken titel de må bære fremover. 120 Sociale forhold Som i alle andre østeuropæiske lande skabte overgangen til fuld markedsøkonomi store sociale problemer, ikke mindst fordi arbejdsløsheden steg voldsomt. Problemerne blev dog mindre i Slovenien end i de øvrige overgangsøkonomier. For det første bidrog selve samfundsstrukturen til at mindske problemerne i overgangsperioden. Det slovenske samfund er meget decentralt. Der er få større byer, og mange mennesker bor fortsat på små landbrug, selv om de har fuldtidsjob som industriarbejdere. I den værste overgangsperiode i første halvdel af 1990’erne kunne produkterne fra de små landbrug tage toppen af de værste af de økonomiske problemer. De små landbrug gav desuden øgede muligheder for forskellige former for selv-beskæftigelse. For det andet blev der ført en forsigtig økonomisk politik, og for det tredje havde Slovenien en effektiv skatteforvaltning, som sikrede at skatterne blev betalt gennem hele omstillingsperioden. Endelig eksisterede der rimeligt velfungerende systemer til at administrere de sociale ordninger. I den første periode efter selvstændigheden øgedes de økonomiske og sociale forskelle. Lønspredningen blev større, og der opstod bedre muligheder for at starte som selvstændig, hvilket gav gode indtjeningsmuligheder for de dygtige og heldige. Men de uligheder, der kunne konstateres i de første år, er nu kraftigt reduceret, og Slovenien er igen et samfund med forholdsvis stor lighed. I 2003 udgjorde de samlede indkomster hos de 20 % af befolkningen med de højeste indkomster 3,1 gange så meget som hos de 20 % med de laveste. Det svarer til en lidt større indkomstspredning end i Danmark. Der er dog store regionale forskelle. I de nordøstlige egne af landet er fattigdommen langt mere udbredt end i resten af landet. Det smitter på dødeligheden, så gennemsnitslevealderen i øst er 2 – 3 år kortere end i den vestlige del af landet. 121 Et specielt problem udgør gruppen af romaer (sigøjnere), hvoraf de fleste har sociale problemer af enhver art. Samtidig er romaerne på grund af deres holdninger meget svære at hjælpe ud af deres fattigdom. Det er et særkende ved Slovenien, at der (stort set) ikke findes ghettoer med koncentration af fattigdom og deraf følgende problemer i form af vold og kriminalitet. Ofte bruger man tallene for forventet levealder og børnedødelighed pr. 1000 levendefødte som et mål for et lands sociale forhold. På begge områder ligger Slovenien på linie med Danmark Det giver også en fornemmelse af velstandsniveauet, at 80 % af husholdningerne bor i eget hus eller lejlighed, og at en tilsvarende procentdel har egen bil. Det sociale sikringssystem har rødder helt tilbage til tiden under Det Habsburgske Rige. De første sociallove blev vedtaget i 1887 og byggede på forsikringsprincippet, som habsburgerne havde kopieret fra Bismarcks Preussen. Op gennem tiden er systemet blevet ændret og udbygget, ikke mindst i selvforvaltningsperioden. Den nye slovenske forfatning fra 1991 garanterer i en række paragraffer borgerne et socialt sikkerhedssystem, og siden 1992 er der sket en løbende ændring og tilpasning af sociallovene, som grundlæggende bygger videre på det traditionelle forsikringsprincip, men også har elementer af almene skattebetalte ordninger. Finansieringen af forsikringsordningerne sker via obligatoriske bidrag fra lønmodtagerne og arbejdsgiverne samt de selvstændige (tysk model). Hvis der et år kommer uforudset store udgifter til en af ordningerne træder staten til og dækker underskuddet. De dyreste ordninger gælder alderspension, handicappension og pension til efterladte. Hertil betaler arbejdsgiverne 8,85 % og lønmodtagerne 15,5 % af bruttolønnen. 122 Som de fleste andre europæiske lande har Slovenien også problemet med en aldrende befolkning og et lavt fødselstal. Der bliver forholdsvis flere pensionister i de kommende år. Fra 1995 til 2010 vil andelen af personer over 65 år vokse med 30 %. Da pensionsalderen hidtil havde været meget lav, var man i 2000 nødt til at lave en pensionsreform, der gradvist sætter pensionsalderen op til 61 år for kvinder og 63 år for mænd. Samtidig beskæres pensionen. Fuld pension, der indtil reformen udgjorde 85 % af lønnen, sættes gradvist ned til 72,5 %, som opnås efter 40 år på arbejdsmarkedet. Med løn forstås i denne sammenhæng gennemsnittet af de fortløbende 18 år med højest indtjening reguleret for inflation. Pensionsforsikringen er obligatorisk for alle. Men selv med de nye strammere regler for pensionstildeling kan indbetalingerne til pensionerne ikke følge med udbetalingerne. Forskellen dækkes af staten og af den pensionsfond, der modtog 10 % af kapitalerne fra privatiseringen. Problemet er dog så stort, at denne løsning ikke slår til i længden. Man bliver derfor inden for en overskuelig årrække nødt til yderligere at hæve de pensionsaldre, der blev vedtaget i 2000. Slovenien skønnes at være et af de EU-lande, der får de største problemer i forbindelse med befolkningens aldring. Samtidig er pensionsalderen trods reguleringerne med 2000-loven stadig ret lav. Som led i pensionsreformen i 2000 blev der givet gode betingelser for at tegne en frivillig tillægspension, enten via arbejdspladsen eller på privat basis. Især arbejdsgivernes indbetalinger til de supplerende pensionsordninger giver meget fordelagtige skattefradrag. Det forventes, at disse tillægspensioner fremover vil komme til at omfatte en meget stor del af befolkningen. Der er også en særlig pension til efterladte, der var afhængige af afdødes indkomst. Gruppen er meget bredt defineret. 123 Endelig indførtes der i forbindelse med reformen en særlig statspension til en gruppe fattige ældre, som af forskellige grunde ikke hidtil havde været dækket af en pensionsordning. Trods ændringerne peger alle undersøgelser dog på, at pensionisternes økonomiske forhold generelt er blevet løbende forbedrede gennem de sidste 20 år. Der er imidlertid et stort behov for opbygning af et system, der kan sørge for pleje og anden hjælp til det stigende antal gamle. I de senere år er man begyndt at opbygge hjemmehjælpsordninger. Der eksisterer også plejehjem og bygges mange nye, men der er stadig stor mangel på pladser. Finansieringen sker efter tysk model; det vil sige familien betaler for plejehjemspladsen, ikke kommunen. Handicappension gives til personer, som er uden arbejdsevne. Pensionens størrelse afhænger af antal år på arbejdsmarkedet og antal år til alderspensionsalder, når pensionen gives. Pensionen er på mindst 45 % (48 % for kvinder) af gennemsnitslønnen i et givet antal år med den bedste indtjening reguleret for inflation. Der er også mulighed for delpension, hvis personen stadig har noget af sin arbejdsevne. Hvis en person bliver handicappet som følge af en arbejdsulykke eller en arbejdsbetinget sygdom, er ydelsen betydeligt større og ligger som minimum på ca. 80 % af gennemsnitslønnen i årene forud for ulykken. I tilfælde af en arbejdsulykke gives der desuden en midlertidig handicapydelse på 100 % af den hidtidige løn, indtil personen igen er arbejdsdygtig, eller der er bevilget en permanent handicappension. Denne ydelse finansieres af arbejdsgiverne gennem et bidrag på ca. ½ % af lønsummen. Slovenien har favorable barselsordninger. Moderen har et års barselsog børnepasningsorlov med fuld løn, evt. længere hvis barnet lider af et handicap. Faderen har ret til 15 dages barselsorlov med fuld løn. Disse orlovsydelser finansieres af sygeforsikringen. 124 Der lægges stor vægt på støtte til børnefamilier. Staten yder en engangsydelse til indkøb af tøj og andre nødvendighedsartikler til alle nyfødte. Forældre, der tjener mindre end gennemsnitsindkomsten i landet som helhed, får en børnefamilieydelse, som er stærkt indkomstgradueret, således at den laveste indkomstgruppe får 6 gange så meget som den højeste af de berettigede. Ydelsen gives til alle, der har børn under 18 år. Aldersgrænsen vokser til 26 år, hvis den unge studerer eller lider af et alvorligt handicap. Desuden er der generelt ekstra støtte til familier med mange børn og til familier med handicappede børn. Det er obligatorisk for alle slovenske lønmodtagere at være arbejdsløshedsforsikret. Bliver man arbejdsløs får man i de 3 første måneder udbetalt en arbejdsløshedsunderstøttelse på 70 % af den hidtidige løn. Derefter falder kompensationen til 60 %. Længden af den forsikrede periode afhænger af, hvor mange år den forsikrede har været medlem af forsikringen. Med 1 – 4 års medlemskab har man ret til dagpenge i 3 måneder. Denne periode vokser gradvist til 24 måneder for personer, der er over 55 år og har været medlem i over 25 år. Efter udløbet af den forsikrede periode kan den arbejdsløse i op til 15 måneder modtage en såkaldt arbejdsløshedsbistand, som er betydeligt lavere. Forsikringsbidragene fra arbejdsgivere og lønmodtagere er meget små, så 90 % af udgifterne er skattebetalte. Der er i Slovenien fastsat en såkaldt grundlæggende minimumsindkomst, som reguleres årligt i forhold til prisudviklingen. Mennesker, som uden egen skyld ikke er i stand til at skaffe sig denne minimumsindkomst, er berettiget til finansiel social bistand. Bistanden svarer til det, som personen mangler for at nå op på minimumsindkomsten. Ordningen er et sikkerhedsnet for dem, der 125 falder uden for forsikringsordningerne, og som enten ikke er i stand til at arbejde eller ikke kan få nogen form for arbejde. Serviceordninger og kontantydelserne til de allerfattigste betales over skatterne. Den økonomiske støtte til de langtidsarbejdsløse er ikke god. Undersøgelser viser da også, at over 1/3 af de arbejdsløse har indkomster, der ligger under den officielle fattigdomsgrænse. Til sammenligning gælder det samme kun for 5 – 6 % af pensionisterne. Det er de over 50-årige ufaglærte, tidligere ansatte i de nedlagte industri-virksomheder og miner, der betaler den største pris i disse omstillingsår. Mens der siden midten af 1990’erne er sket forbedringer for de fleste andre samfundsgrupper, er det gået modsat for de langtidsarbejdsløse. De samlede udgifter til social- og sundhedsvæsenet i Slovenien ligger på højde med gennemsnitsniveauet i EU-landenes før udvidelsen, dvs. 26 - 27 % af BNP. De fleste sociale ordninger styres af en art selvejende institutioner på samfundets vegne. Disse organer er bundet af præcise lovregler og kan betragtes som administrationskontorer uden egentligt selvstændige beføjelser. De kommende års udfordringer inden for socialområdet bliver at undgå en yderligere udstødning af de langtidsarbejdsløse. Forebyggende bliver opgaverne at få opkvalificeret den del af befolkningen, der enten ingen uddannelse har, eller som kun har en meget kort uddannelse, og som derfor har meget svært ved at få arbejde. 126 Sundhedsvæsenet i Slovenien Den første sygesikringslov trådte i kraft allerede i 1888, mens Slovenien var en del af Østrig. Den første sygekasse med obligatorisk sygeforsikring blev oprettet i 1889 i Ljubljana, hvorfra ordningen bredte sig ud over landet. Det nuværende system bygger videre på denne over 100-årige tradition. Alle med permanent adresse i Slovenien skal være tilmeldt den obligatoriske sygeforsikring, der finansieres af bidrag fra arbejdsgiverne, lønmodtagerne, selvstændige og andre, der ved lov er pligtige bidragydere. Arbejdsgiverne betaler ca. 7 % og lønmodtagerne ca. 6½ % af bruttolønnen. Arbejdsløse, pensionister og selvstændige har hver for sig betragtes særlige som bidragsordninger. en form for Arbejdsgivernes kompensation for ekstra bidrag behandling af arbejdsbetingede sygdomme og tilskadekomster hos medarbejderne. Oveni den obligatoriske sygeforsikring har 95 % af befolkningen tegnet en frivillig tillægsforsikring, der dækker den delvise egenbetaling, der kræves for visse ydelser, som den obligatoriske forsikring ikke dækker fuldt ud. Vaccinationsprogrammer samt andre forebyggelses- og sundhedsfremmeordninger er dækket fuldt ud af staten. Det samme gælder alle investeringer i sygehusene, der alle ejes af staten. Der findes også flere mindre, private klinikker. Den obligatoriske sygeforsikring dækker gratis lægehjælp og sygehusbehandling. For visse behandlinger og ydelser kræves dog som nævnt en supplerende egenbetaling. Denne varierer alt efter ydelsens art og kompleksitet. Ved behandling af ikke-sundhedstruende tilstande kan egenbetalingen komme op på 50 %. Ud over sygdomsbehandling dækker den obligatoriske sygeforsikring også sygedagpenge ud over de første 30 dage, der betales af 127 arbejdsgiveren. Sygedagpenge udgør 80 – 100 % af forrige års gennemsnitsløn i højst 12 måneder. Dog er der stramme regler, hvis fraværet varer mere end en måned. Den høje sats gælder i tilfælde af fravær, der skyldes en arbejdsulykke, mens de laveste satser gælder, når fraværet skyldes skader, der er sket i fritiden. Administrationen af sygeforsikringen er overladt til Sygeforsikringsinstituttet, der modtager de indbetalte forsikringsbidrag. Instituttet er en art selvejende institution, hvis opgave er at varetage den obligatoriske sygeforsikring for befolkningen og indgå kontrakter med hospitaler, praktiserende læger og andre, der leverer sundhedsydelser, samt med leverandører af apparater og hjælpemidler. Instituttet er styret af en bestyrelse, der er valgt af regeringen, arbejdsgiverne og de forsikrede, og er desuden nøje reguleret af statslig lovgivning. Selve sundhedsvæsenet er inddelt i tre niveauer. Det primære består af almenpraksis, der er organiseret i sundhedscentre/skadestuer (Health Care Centres), der dækker en eller flere kommuner. De ligger fordelt således, at der ingen steder er mere end 20 km til det nærmeste sundhedscenter. De er bemandede med en lang række forskellige grupper af sundhedspersoner (praktiserende læger, sygeplejersker, farmaceuter, tandlæger, fysioterapeuter, jordemødre m.fl.). De fleste praktiserende læger er privatpraktiserende, der har kontrakt med Sygeforsikringsinstituttet, og som lejer sig ind i sundhedscentrene, der er offentligt ejede. Det mellemste specialsygehuse niveau (f.eks. speciallægepraksis. består af psykiatriske Det øverste de almindelige sygehuse), niveau sygehuse, ambulatorier består og af universitetssygehusene, der er landsdækkende. Alle læger, sygeplejersker, farmaceuter m.v. skal være medlemmer af deres respektive selskaber (= obligatoriske foreninger), der er ansvarlige for specialisering, autorisation og overvågning af den professionelle 128 udøvelse af lægernes arbejde. Det er også disse Selskaber, der vælger sundhedsvæsenets repræsentant i Nationalrådet. Det slovenske sundhedsvæsen har en veludbygget klageadgang for patienterne. Ombudsmandsinstitutionen tager sig desuden også af sundhedsområdet. På visse områder er det slovenske sundhedssystem meget generøst, og det kniber med at få økonomien til at hænge sammen. Der kommer desuden hele tiden øgede udgifter som følge af de mange nye behandlingsmuligheder og de stærkt stigende medicinpriser. På samme måde vil det stigende antal ældre automatisk medføre et ekstra pres på sundhedsvæsenet. Der arbejdes derfor konstant på tilpasninger, så man kan bevare et godt sundhedsvæsen, som man kan betale. I den forbindelse har sundhedsvæsenet et stort behov for tilførsel af mere professionelle ledere, såvel på det organisatoriske som på det økonomiske område. 129 Udenrigs- og sikkerhedspolitik Som fuldstændig ny stat stod Slovenien i 1991 over for nogle helt særlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Den mest påtrængende bestod i at skaffe den nye stat international diplomatisk anerkendelse. Samtidig skulle man definere Slovenien som selvstændig stat i et internationalt miljø og lære at gebærde sig der. Der var ingen tidligere erfaringer at bygge på, og en ny stat har intet organ til at løse sådanne opgaver. Man stod derfor også med den konkrete opgave helt fra grunden at skulle opbygge et udenrigsministerium og et diplomatisk korps, der løbende kunne varetage landets interesser over for omverdenen. Endelig var det også vigtigt i bredere forstand at skaffe landet en plads i omverdenens bevidsthed. I flere år måtte man opleve, at selv veloplyste folk, inkl. journalister, forvekslede Slovenien med Slovakiet. En række udenrigspolitiske aktiviteter var dog allerede begyndt et godt stykke tid, før landet officielt erklærede sig selvstændigt. Parallelt med den tidligere beskrevne selvstændighedsproces var udenrigsministeren i den første demokratisk valgte regering fra 1990, Demitrij Rupel, i tæt kontakt med regeringerne i Østrig, Tyskland, Italien og USA for at skabe forståelse for, at slovenerne agtede at erklære sig uafhængige på grund af udviklingen i Jugoslavien. I maj og juni 1991 var han næsten konstant på rejse til en lang række lande i Europa, inkl. Skandinavien, for at tale slovenernes sag over for landenes regeringer. Under Tidageskrigen intensiveredes denne udadvendte virksomhed. Det slovenske informations- og propagandaapparat var meget effektivt og formåede i vidt omfang at få præsenteret de slovenske synspunkter i de internationale medier, hvilket fik stor betydning for udlandets reaktion og EU’s mægling. 130 Straks efter at Slovenien havde erklæret sig selvstændigt den 25. juni skrev udenrigsministeren til over 100 lande og bad om deres diplomatiske anerkendelse af den nye stat. Gennembruddet kom den 19. december 1991, da Island, Sverige og Tyskland gav Slovenien deres diplomatiske anerkendelse. Derefter fulgte den 15. januar 1992 anerkendelser fra de resterende af EF-landene, mens USA’s anerkendelse først kom den 7. april, da Slovenien allerede var blevet anerkendt af over 50 lande. Med disse anerkendelser i ryggen blev Slovenien i marts 1992 medlem af CSCE (fra 1994 OSCE) og i maj samme år af FN. Derefter fulgte i løbet af de næste 2-3 år medlemskab af en lang række internationale organisationer, hvoraf de vigtigste var Valutafonden (IMF) og Verdensbanken samt WTO. I 2005 havde Slovenien formandskabet for OSCE, og i 2006 – 07 er landet blevet betroet formandskabet for det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA. Allerede 4 år efter selvstændigheden var det således lykkedes Slovenien at blive anerkendt som stat og optaget som medlem i de fleste af de vigtige internationale politiske og økonomiske organisationer. De næste store udenrigspolitiske mål var at blive optaget i EU og NATO. Det kom af mange grunde til at tage betydeligt længere tid, fordi disse organisationer stillede den nye stat over for langt mere omfattende krav og deraf følgende smertefulde beslutningsprocesser. Som det rigeste og mest udviklede af landene i Central- og Østeuropa havde Slovenien de bedste forudsætninger for hurtigt at kunne leve op til EU’s optagelsesbetingelser. Men af samme grund var det umiddelbare økonomiske pres for medlemskab også mindre end i de øvrige tidligere kommunistiske lande. Desuden var tanken om snart at måtte opgive betydelige dele af den nationale suverænitet ikke tiltrækkende for en befolkning, der netop for første gang i et årtusinde oplevede, at de havde fået deres egen stat. Men de krige, der fortsatte lige uden for døren i dele af det tidligere Jugoslavien, overbeviste dog efterhånden størstedelen af det slovenske 131 samfund om, at det ville betyde større sikkerhed for landet at blive medlem af EU og NATO. Samtidig kunne Slovenien konstatere, at deres økonomiske forspring var begyndt at svinde ind på en række områder. Flere multinationale selskaber etablerede sig i Ungarn og andre østeuropæiske lande med veluddannet arbejdskraft. Derfra kunne de efterhånden levere varer af samme kvalitet som de slovenske til lavere priser. Da disse lande søgte optagelse i EU, begyndte slovenerne at indse, at de også af hensyn til deres økonomiske fremtid ville have fordele af et medlemskab af EU. Derfor søgte de om optagelse i 1996 i sidste øjeblik, hvis de ville med i det, der dengang så ud til at blive den første udvidelsesrunde. Der var dog endnu en grund til det sene ansøgningstidspunkt. Trods sine formelt gode forudsætninger for at opnå medlemskab var Slovenien ikke blevet indbudt til at søge om optagelse. Det skyldtes en strid med Italien, som blokerede for afsendelsen af invitationen. Striden havde rod i begivenheder, der fandt sted i tiden lige efter 2. verdenskrig, da mange italienere fra kystområdet blev udvist og deres ejendomme eksproprieret. Nu krævede Italien, at disse mennesker eller deres børn skulle have ret til at købe disse ejendomme tilbage eller i det mindste have ret til at købe ejendomme i området. De italienske krav gav imidlertid den slovenske regering problemer, fordi den slovenske forfatning direkte forbød, at udlændinge kunne købe fast ejendom i Slovenien. En tilladelse til italienerne ville derfor kræve en ændring af forfatningen. Det gik dog efterhånden op for slovenerne, at den pågældende paragraf i forfatningen under alle omstændigheder måtte ændres, hvis de ville med i EU, fordi dens indhold var i strid med EU-traktaten. Da EU gjorde dette helt klart for slovenerne, kom der gang i den politiske proces i det slovenske parlament, som vedtog at ændre den pågældende paragraf i forfatningen. Derefter var Slovenien straks med i førerfeltet frem mod medlemskab, som blev bekræftet ved en folkeafstemning i marts 2003, hvor 89,6 % stemte for medlemskab. Valgdeltagelsen var 60,4 %. Medlemskabet trådte i kraft 1. maj 2004, da 132 Slovenien blev optaget sammen med de ni andre ansøgerlande. I første halvår af 2008 overtager Slovenien som det første af de nye medlemslande formandskabet for EU. Slovenien har 7 medlemmer af Europaparlamentet, og landets forhandler under optagelsesforhandlingerne, Janez Potočnik er blevet EU-kommissær for videnskab og forskning. Den 21. december 2007 indtrådte Slovenien i Schengensamarbejdet. Den 30. marts 1994 underskrev Slovenien NATO’s Partnerskab for Fred som et første skridt på vejen mod fuldt medlemskab af alliancen, hvilket dog først blev en realitet ti år senere. Som det var tilfældet med EU, stillede også NATO en række krav til nye medlemmer af alliancen. Men kravene fra NATO var imidlertid af en sådan karakter, at det har fordret noget af en erkendelsesmæssig revolution hos både befolkning og politikere at opfylde dem. Som følge af den kolde krigs ophør skiftede NATO i de år karakter. Mens alliancen hidtil havde koncentreret sig om at være et værn imod traditionelle krigeriske handlinger rettet direkte mod medlemslandene, ville den fremover i højere grad koncentrere sig om at yde en fredsskabende, fredsbevarende og stabiliserende indsats i krigs- og kriseområder som Bosnien og Kosovo, men også længere væk. Ville Slovenien optages i NATO, måtte man altså indstille sig på at indgå i den type opgaver. Man måtte kort sagt fremover se forsvarsspørgsmålet i en meget større og mere kompleks sammenhæng end som det territorialforsvar, man netop med succes havde anvendt i Tidageskrigen. Både tankegang, problemstilling og materiel var allerede forældede. For slovenerne, som generelt aldrig har været tiltrukket af militære tiltag, var dette i første omgang et afskrækkende perspektiv, som det tog lang tid at indstille sig på. Alligevel endte det med, at parlamentet vedtog en 12-års plan, som fra 1998 til 2010 totalt vil omforme det slovenske militær, så det kan indsættes både i selve Slovenien, hvis det skulle blive nødvendigt, og 133 andetsteds i verden. Som led i omstruktureringen ophævede Slovenien værnepligten med virkning fra 2003, og man er nu i færd med at opbygge en professionel hær, der består af fleksible og mobile enheder, der hurtigt kan indsættes i NATO-operationer i forskellige brændpunkter. Der har allerede været udstationeret slovenske soldater i Bosnien, Kosovo og Afghanistan. Til at indgå i NATO’s hurtige udrykningsstyrke har Slovenien oprettet en allerede operationsklar specialdeling på 25 mand, der skal tage sig af oprensning efter eventuelle biologisk, kemiske eller atomare angreb. Selve medlemskabet af NATO trådte i kraft den 29. marts 2004, efter at det var blevet bekræftet ved en folkeafstemning, der fandt sted sammen med afstemningen om EU i marts 2003, hvor 66 % stemte for medlemskab. Den folkelige tilslutning til NATO-medlemskab var således tydeligt mindre end til optagelse i EU. Stemmeprocenten var på 60,3 %. Kampagnen bar, i modsætning til EU-kampagnen, præg af manglende saglig oplysning om omkostninger. NATO blev præsenteret som en del af det gode selskab, som Slovenien bare bør være med i. Som et af de første eksempler på en aktiv udenrigspolitik oprettede den slovenske regering i 1998 International Trust Fund for Demining. Fonden er en humanitær organisation, der har til formål at rydde de tidligere krigsområder på Balkan for miner og ueksploderet ammunition. Desuden tager fonden sig af fysisk og social rehabilitering af ofre for mineeksplosioner. Ofrene får lægelig behandling af anerkendte slovenske specialister og bliver forsynet med proteser m.v. Fonden modtager støtte fra en lang række organisationer og lande. Sloveniens eneste reelle udenrigspolitiske problem eksisterer i forhold til Kroatien. Til sikring af besejlingen af landets eneste havn, Koper, er det af afgørende vigtighed at få en aftale i stand med Kroatien om søgrænserne i Adriaterhavet og Triestbugten. Det har skabt mange problemer. En aftale, der blev indgået i 2001, kunne ikke opnå 134 vedtagelse i det kroatiske parlament. Siden har forhandlingerne nærmest været gået i hårdknude. Problemerne er ikke uoverkommelige, men især nationalistiske partier i Kroatien synes at blokere for en løsning. Der forhandles stadig. En anden sag, der forhandles om, er atomkraftværket i Krško i det østlige Slovenien, som Kroatien er medejer af. Problemerne her drejer sig bl.a. om, hvor affaldet skal deponeres på langt sigt. Som et lille land med begrænsede ressourcer er det ikke mindst på det udenrigspolitiske område nødvendigt at prioritere, hvor man vil lægge sine kræfter, og hvor man skønner, at man kan få mest indflydelse. Her har Slovenien valgt at være ”Balkanspecialisten”, der kan være formidleren mellem først og fremmest EU og de øvrige dele af det tidligere Jugoslavien. Med begivenhederne i 1990’erne in mente forekommer det at være en rolle, der er stort behov for. Set fra EU’s side udgør disse lande stadig en sikkerhedsrisiko, især på grund af den omfattende mafiakriminalitet, der udgår fra det østlige Balkan. På grund af sin beliggenhed er Slovenien en frontliniestat på mafiagruppernes transportruter til Vesteuropa og spiller derfor en nøglerolle i bekæmpelsen af denne trafik. På den anden side har staterne i det tidligere Jugoslavien en ikke uvæsentlig økonomisk betydning for Slovenien som samhandelspartnere. I direkte forlængelse af den historiske tradition er det officielt erklærede mål for den slovenske udenrigspolitik ”sikring af den nationale identitet og samtidig åbenhed mod verden”. Men, som vi har set, er udfordringen i at opretholde den balance blevet sværere i en globaliseret verden. Slovenerne har tydeligvis mødt betydeligt flere udfordringer på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, end de på forhånd havde forestillet sig. Netop som Slovenien og en række andre lande blev selvstændige, ændrede indholdet og betydningen af selvstændighed fuldkommen karakter. Slovenerne blev derfor hurtigt konfronteret med det paradoks, at de for at sikre deres selvstændighed hurtigt måtte 135 afgive noget af den igen til EU og NATO. Ikke mindst fordi sikkerhedsspørgsmålet også skiftede karakter fra fortrinsvis at dreje sig om territoriale trusler til at omhandle en diffus blanding af terrorisme, international kriminalitet og mafiavirksomhed. Sloveniens udenrigspolitik har siden selvstændigheden været meget styret af bestræbelserne på at skabe et politisk og økonomisk fundament for landets overlevelse som selvstændig stat. Men ud over presset fra disse konkrete udfordringer har politikken også været drevet frem af et psykologisk incitament. Det har i udpræget grad været vigtigt for slovenerne at blive accepteret som værende ”gode nok”. Historisk og kulturelt har Slovenien i århundreder været en del af Central- og Vesteuropa. En væsentlig drivkraft i selvstændighedsprocessen var ønsket om også at blive det i politisk og økonomisk forstand. Man opfattede derfor hvert medlemskab af en international organisation som et klap på skulderen. Som det i 2004 udtryktes fra officiel side, var ”medlemskabet af Den Europæiske Union en bekræftelse på, at Slovenien har været i stand til at nå sit mål om at blive en demokratisk, rets- og socialstat med en åben markedsøkonomi.” 136 Litteraturfortegnelse Listen omfatter de vigtigste kilder, der er anvendt. 1.) Bandelj, Nina: Negotiating Global, Regional and National Forces: Foreign Investment in Slovenia, East European Politics and Societies, Vol. 18, No. 3, 2004 2.) Bandelj, Nina: Particularizing the Global: Reception of Foreign Direct Investment in Slovenia, Current Sociology, May/July 2003 3.) Bartol, Vladimir: Alamut, Seattle 2004 4.) Bebler, Anton: Slovenia’s Smooth Transition, Journal of Democracy, 13,1, 2002 5.) Benderly, Jill and Kraft, Evan: Independent Slovenia, Houndsmills, Macmillan 1997 6.) Blaszczyk, Barbara et al.: Secondary Privatisation in Transition Countries, Basingstoke, (Palgrave, Macmillan) 2003 7.) Bojnec, Štefan: Privatisation, Restructuring and Management in Slovene Enterprises, Comparative Economic Studies, 41,4, Winter 1999 8.) Borak,N. and Pfajfar,L.: Inequalities in Income Distribution in Slovenia, Post-Communist Econimics, 14,4, 2002 9.) Brashich, Ranko M.: Land Reform and Ownership in Yugoslavia 1919-1953, New York 1954 10.) Bučar, Bojko, and Kuhle, Stein: Small States Compared: Politics of Norway and Slovenia, Bergen 1994 11.) Burkhardt, F, Eveno, C, and Podrecca, B (Red.): Jože Plečnik, London 1989 12.) Cankar, Ivan: Martin Kačur, Der Idealist, Ljubljana udg.1984 13.) Constitution of the Republic of Slovenia, Ljubljana 2001 14.) Cultural Policy in Slovenia, Council of Europe 1998 15.) Debeljak, Aleš: Cosmopolitanism and National Tradition: The Case of Slovenia, International Journal of Politics, Culture and Society, Vol. 17, 1, 2003 16.) Döbert, Hans: Die Schulsysteme Europas, Baltmannsweiler (Schneider Verlag Hohengehren 2002) 17.) Facts about Slovenia, Ljubljana 2005 og 2006 18.) Felicijan, J.: The Genesis of the Contractural Theory and the Instalation of the Dukes of Carinthia, Klagenfurt 1967 19.) Fultz, Elaine: 137 Pension Reform in Central and Eastern Europe, vol.2, Geneve 2003 20.) Good, David F.: The Economic Rise of the Habsburg Empire1750-1914, Berkeley 1984 21.) Gow, James and Carmichael, Cathie: Slovenia and the Slovenes, London 2000 22.) Griesser-Pečar, Tamara: Das zerrissene Volk, Slowenien 1941-1946, Wien 2003 23.) Harris, Erika: Nationalism and Democratisation: Politics of Slovakia and Slovenia, Aldershot 2002 24.) Hočevar, T.: The Structure of the Slovenian Economy 1848-1963, New York 1965 25.) Hösler, Joachim: Slowenien. Von den Anfängen bis zur Gegenwart, Regensburg 2006 26.) Jakubovski, Elke(ed.): Health Care Systems in Transition: Slovenia, The European Observatory on Health Care Systems, 2002 27.) Jørgensen, Lisbeth Balslev: Jože Plečnik – Illyriens arkitekt, Arkitekten, 1987 nr. 9 28.) Kirk, Tim: Limits to Germandom, Slavonic and East European Review, vol.69, 1991 29.) Lah Peter: Mass Media in Slovenia, Bochum 2004 30.) Lampe, John R.: Balkan Economic History 1550-1950, Bloomington 1982 31.) Likić Brborić, Branka: Democatic Governance in the Transition from Yugoslav Self-Management to a Market-Economy: The Case of the Slovenian Privatization debates 1990-1992, Uppsala 2003 32.) Lukšič, Igor: The Political System of the Republic of Slovenia, Ljubljana 2001 33.) Mencinger, Jože: Liberalization, privatization and the European Social Model. Country report: SLOVENIA (2006) 34.) Mitrović, Marija: Geschichte der Slowenischen Literatur, Klagenfurt 2001 35.) Mortensen, Frede: Slovenien: Et land i Centraleuropa, Højskolebladet nr. 36, 1993 36.) Mortensen, Frede: Slovenien: På vej mod demokrati, Højskolebladet, nr. 37, 1993 37.) Mortensen, Frede: Slovenien: Den økonomiske udvikling, Højskolebladet, nr. 38, 1993 38.) Mrak, Mojmir et al.: The Transition Process in Slovenia, Journal of International Relations And Development, March 2002 39.) Mrak, Mojmir et al.: Slovenia, World Bank, Washington 2004 40.) Møllgaard, Peter H.; 138 Danfoss compressors’ investment in Slovenia, København 1997 41.) Pieters, Danny: The Social Security System of the States Applying for Membership of the European Union, Antwerp 2003 42.) Plut-Pregelj, Leopoldina and Rogel, Carole: Historical Dictionary of Slovenia, London 1996 43.) Prasnikar, Janez and Gregorič, Aleksandra: The Influence of Workers’ Participation on the Power of Management in Transitional Countries: The Case of Slovenia, Annals of Public and Cooperative Economics, 73:2, 2002 44.) Prelovšek, Damjan: Jože Plečnik 1872 – 1957, Architectura Perennis, New Hawen & London 1997 45.) Prunk, Janko: Slowenien: Ein Abriss seiner Geschichte, Ljubljana 1996 46.) Prunk, Janko: A Brief History of Slovenia, Ljubljana 2000 47.) Slovene Ministry of Education and Sport: Quality Education for all Young People, , 2004 48.) Rogel, Carole: The Slovenes and Yugoslavism 1890-1914, New York 1977 49.) Simoneti, Marko et al.: Secondary Privatization in Slovenia, Warzaw 2001 50.) Study on the Social Protection Systems in the 13 Applicant Countries. Slovenia, Country Study, Gesellschaft für Versicherungswissenschaft und Gestaltung e.V., Januar 2003 51.) Suppan, Arnold: Deutsche Geschichte im Osten Europas. Zwischen Adria und Karawanken, Berlin 1998 52.) Swinnen, J, et al.: Agricultural Privatisation, Land Reform and Farm Restructuring in Central and Eastern Europe, Aldershot 1997 53.) Tomka, Miklos: Religion und Kirchen in Ost(Mittel) Europa, Ostfildern, (Schwabenverlag) 1999 54.) Vodopivec, Peter: Slovenes and Yugoslavia 1918-1991, East European Politics and Societies, Vol. 6,3, 1992 55.) Whitley, Richard et al.: Success without Shock Therapy in Eastern Europe: The Case of Slovenia, i Quack, Sigrid et al.: National Capitalisms, Global Competition, and Economic Performance, Amsterdam 2000 56.) Zupan, Vitomil: Minuet for Guitar, Ljubljana 1988 139 Mere om Slovenien på internettet LINK BESKRIVELSE 1. www.slovenia.info Officiel turistinformation 2. www.slovenien.dk Det Slovenske Konsulat i Århus 3. www.gov.si Republikken Sloveniens hjemmeside 4. www.matkurja.com/en Blandet information og søgemaskine 5. www.slovensk.com Dansk-slovensk tolkning og oversættelse 6. www.e-slovenscina.si Fjernundervisning i slovensk 7. evroterm.gov.si/slovar/ Gratis online ordbøger med slovensk 8. www.ljubljana.si/en Oplysninger om hovedstaden Ljubljana 9. www.rtslo.si Sloveniens stats radio og TV 10. www.preseren.net Side om nationalpoeten France Prešeren 11. www.drustvo-dsp.si/knji_nica/prevodi/prevodi.html Liste over oversatte slovenske værker 12. www.ijs.si/lit/leposl.html Udvalg af ældre slovenske værker 13. www.adria.si Direkte flyforbindelser til Slovenien 14. www.gorenje.dk Slovensk hvidvare producent 15. www.adria.dk Slovensk campingvogn producent 16. www.vinguiden.dk/vinkommentar/slovenien.html Artikel om slovenske vine 140 141