docFrørup Aloe Vera Shop
download 
Report Transcription
Frørup Aloe Vera Shop
Summary This project takes its point of departure in George Brandes and his view of history, and how the role of the ‘great men’ fit with it. We have looked at earlier accounts of this view by established researchers, and found a missing emphasis on this particular aspect of Brandes view of history. Using the core sources, such as Brandes article in Tilskueren from 1890, and his later work on Cajus Julius Cæsar we have come to the conclusion, that Brandes view of History should be seen as a synthesis between the two different outlined views of Brandes view of history, that the great man is not only a resume of a period, nor is he a single unit great and independent of a time and place, but the synthesis of the two. Side 1 af 46 Indholdsfortegnelse Projektdesign........................................................................................................................................ 4 Motivation ........................................................................................................................................ 4 Problemfelt ....................................................................................................................................... 4 Afgrænsning ...................................................................................................................................... 5 Problemformulering ......................................................................................................................... 5 Metode ............................................................................................................................................. 5 Forskningen og historiografien ............................................................................................................ 8 Sven Møller Kristensen ..................................................................................................................... 8 Jørgen Knudsen ................................................................................................................................ 9 Jens Chr. Manniche ......................................................................................................................... 10 Brandes i det sene 1800-tallet ........................................................................................................... 12 Georg Brandes' liv – en indføring ................................................................................................... 12 Nationalismen ................................................................................................................................ 15 Radikalismen .................................................................................................................................. 17 Brandes' filosofihistoriske kontekst ................................................................................................... 19 Fremskridtstanken og opgøret med romantikken .......................................................................... 19 Den individualistiske Brandes ......................................................................................................... 22 Den tyske åndstradition og Brandes ............................................................................................... 23 Tilskueren, 1890: Det Store Menneske. Kulturens Kilde................................................................ 25 Cajus Julius Cæsar (1921) ................................................................................................................... 29 Side 2 af 46 Brandes' sene liv og forfatterskab .................................................................................................. 29 Cajus Julius Cæsar .......................................................................................................................... 29 Cæsar som politiker og hærfører ................................................................................................... 30 Cæsar som det gode og som udtryk for fremskridt ....................................................................... 30 Cæsar som eneren, den unikke, den udfordrede ........................................................................... 32 Cæsar som udtryk for Rom, den gode romer og den romerske tidsånd ........................................ 34 Delkonklusion ................................................................................................................................. 35 Cæsar som det store menneske ..................................................................................................... 36 Cæsar som eneren, den unikke, den udfordrede ........................................................................... 38 Cæsar som udtryk for romerånden og fremskridtsånden.............................................................. 39 Delkonklusion ................................................................................................................................. 41 Resultaterne ....................................................................................................................................... 42 Formidlingsovervejelser ..................................................................................................................... 45 Litteraturliste ...................................................................................................................................... 46 Side 3 af 46 Projektdesign Motivation Vores fælles interesse for tidligere måder at praktisere historieskrivning har rettet vores blik mod en af det 19. og 20. århundredes store litterære skikkelser, Georg Brandes. Som litterat og anerkendt kritiker var han indflydelsesrig, og selvom han rent fagligt ikke arbejdede som historiker, bidrog han ikke desto mindre til en almen historieforståelse gennem sine populærhistoriske biografier. Gennem disse biografiske værker udtrykkes naturligvis også Georg Brandes' eget historiesyn. Eftersom vi i sekundærlitteraturen ikke finder dybdegående beskrivelser af dette historiesyn, håber vi at kunne bidrage til denne forståelse ved at analysere et af hans større værker, nemlig Cajus Julius Cæsar. Det er interessant at se på et næsten hundrede år gammelt historiskbiografisk arbejde, som på helt fundamental vis adskiller sig fra nutidige måder at gå til historien på. Selvom det det populærbiografiske format i sin gengivelseskorrekthed ikke nødvendigvis skylder en så streng nøgternhed, som den akademiske historieskrivning gør det, så lader det alligevel til, at Brandes' måde at gå til den historiske fortælling er noget anderledes end alle de nutidige måder at gøre det på. Når historien ikke længere ses som en fremadskrivende, lineær udvikling, men som et væld af mulige ytringer og former, hvori består da pladsen for geniet, sådan som vi ser det udtrykt i Cajus, der fører masserne og forandrer historien i kraft af sin egen storhed? I kølvandet på postmodernitetens indflydelse synes der ikke længere plads til at basere historien og dens begivenheder på et enestående individs enestående bedrifter. Ud fra et nutidigt perspektiv må Brandes' måde at gå til historiens aktører derfor siges at være forældet – hvilket det i øvrigt også forekommer som, når man læser det i dag. Det er i dag selvfølgelig helt legitimt at skrive de store begivenheders historie, men den rendyrkede top-ned-tilgang til historien, der baserer sig på ét menneskes skaberkraft, er forsvundet. Indsat i en historiografisk ramme er Brandes' ”geniorientering” altså yderst interessant. Problemfelt Vi ønsker at undersøge og beskrive Georg Brandes historiesyn, som det kommer til udtryk i hans sene forfatterskab. Vi vil fokusere på de biografiske værker, herunder den omfattende behandling af Cæsar fra 1918. Herudfra vil vi undersøge, hvordan dette kan kobles til hans interesse for individuelle personer som repræsentanter for kulturen og historien. Vi vil ydermere sætte Side 4 af 46 historiesynet i perspektiv ved at relatere det til samtidens kulturelle og historiografiske strømninger, herunder historistisk og radikal historikertradition, som vi mener, han både skriver inden for og reagerer imod. Afgrænsning Vi vil afholde os fra at inkludere Brandes' øvrige store værker, men orientere os gennem sekundærlitteraturens behandling af brandeslitteraturen. Vi har valgt at fokusere på Cæsar-værket og bruge dette som repræsentativt nedslag for hans historiesyn. Vi vil således heller ikke behandle Brandes' liv i fuld udfoldelse, men holde os til, hvad der er relevant for projektets undersøgelsesområde. Forståelsesrammen er altså begivenheder i Brandes' tilværelse, der er relevante for at give bud på hans syn på historien. Vi forsøger ikke at påpege en mulig forandring i hans historiesyn, men vil i stedet hævde, at hans historiesyn kommer særligt til udtryk i det senere forfatterskab. Endvidere vil vi afgrænse vores orientering i forskningslitteraturen til primært at omhandle Jørgen Knudsen, Sven Møller Christensen og Jens Chr. Manniche Problemformulering Hvordan udtrykkes Georg Brandes' historiesyn i Cajus Julius Cæsar, og i hvilken grad kan dette ses som udtryk for den historieopfattelse, der baserer sig på de store personligheder og disses rolle i historien, sådan som vi hos Brandes første gang ser det udtrykt i Det store Menneske, Kulturens Kilde? Med udgangspunkt heri behandles følgende underspørgsmål: Hvordan står dette historiesyn i relation til udvalgte samtidige historiografiske orienteringer? Metode I projektet vil vi først gå historiografisk til værks, når vi orienterer os i forskningslitteraturen. Ved at tage udgangspunkt i litteraturen af Knudsen, Kristensen og Manniche vil vi både danne os en indgangsvinkel til læsningen og til forståelsen af læsningen. Det er ud fra dette historiografiske udgangspunkt, vi vil gå til analysen og forsøge at udlede Brandes' historiesyn. Herefter vil vi gennemgå den mulige baggrund (historisk, politisk og videnskabshistorisk) for historiesynet for herved at belyse årsagerne til hans perspektiver på historien. Senere vil vi som nævnt gå i dybden med Cæsar-værket for at belyse, hvordan historiesynet helt konkret kommer til udtryk, når man Side 5 af 46 underlægger det en nærmere undersøgelse. Gennem denne fortolkning er det vores intention at sammenholde resultater fra værket med forskningslitteraturen, og vi håber herved at kunne bidrage til forståelsen af Georg Brandes. Vi vil lægge vægt på og fremhæve udvalgte elementer i læsningen. Blandt andet vil vi fokusere på temaer omkring Cæsars fremstilling som hærfører og politiker, samt hvordan Brandes' forherligelse af Cæsar udtrykker sig meget tydeligt. I denne forbindelse kigger vi efter passager og vendinger, som fremhæver hans heroiske karakteristika (mod, ære, mildhed, kløgt osv.), og hvordan disse står i forbindelse til relationerne til den romerske hær og folk. Disse udlægninger af Cæsar er meget eksplicitte. Andre steder udleder vi mere implicitte budskaber, som fx når vi fremlægger den gennemgående forherligelse af Cæsar, der sker gennem hele fortællingen. Et eksempel herpå er omgivelsernes, både vennerne og fjendernes, enten positive eller ærefrygtige følelser over for ham. Vi vil kigge efter Brandes' fremstilling af Cæsars personlighed – hvordan han fremstår som både storslået individ og historiens drivkraft i én og samme karakter. Herudfra vil vi forsøge at forstå disse fremstillinger i forhold til Brandes' historiesyn og dettes tilknytning til det store menneskes rolle i historiens gang. Vi anvender her forskningslitteraturen, som kort behandler Brandes' syn på historien, men ønsker i øvrigt at forholde os kritisk og tilføje til forklaringen vedrørende forholdet mellem individet og historien. Det er således vores ønske at bidrage til den etablerede viden om emnet. Litteraturovervejelser Valget af Caius Julius Cæsar er sket af flere årsager. For det første mener vi, at det er et af de mere gennemarbejdede biografiske værker. Selvom dette ikke er en kildekritisk opgave, er det for det første værd at bemærke, at Brandes i vidt omfang skriver historien om Cæsar direkte fra kilderne, fx fra Ciceros brevvekslinger; han læser efter eget udsagn mange af teksterne på latin eller oldgræsk. For det andet benævner han Cæsar direkte i artiklen Det store Menneske, Kulturens Kilde fra tidsskriftet Tilskueren1 i 1890, hvori han også kritiserer tidligere udlægninger af Cæsar, bl.a. hos Theodor Mommsen. For det tredje finder vi det oplagt at behandle den såkaldte cæsarisme (der senere blev kendt som aristokratisk radikalisme), som Brandes var fortaler for 1 Vil fremover benævnes Tilskueren Side 6 af 46 (Knudsen 2004, 208). Hertil mener vi, at vi kan forsøge at koble hans syn på de store mennesker med hans syn på historien, og hvordan de store mennesker kommer til udtryk heri. Værket er som sagt udgivet i 1918, men projektet beskæftiger sig her med 2. udgave fra 1921, hvori enkelte rettelser er foretaget af Brandes selv. Vi har valgt at inddrage artiklen fra 1890, da vi kan anvende denne kilde som udgangspunkt for forståelsen af hans senere interesse for de store menneskers biografier. Jørgen Knudsen beskriver også, hvordan Brandes lige siden sin gymnasietid har været stor beundrer af Cæsar, samt hvordan han lod sig inspirere af Mommsens Römische Geschichte (1854-55) (Knudsen 2004: 275-297). Side 7 af 46 Forskningen og historiografien Sven Møller Kristensen En velkendt forsker i Georg Brandes’ liv og synspunkter er den danske litteraturhistoriker Sven Møller Kristensen. I hans biografiske værk Georg Brandes – Kritikeren, liberalisten, humanisten fra 1980 præsenterer han Brandes ud fra de i titlen tre nævnte perspektiver, hvoraf primært delen om Brandes som liberalist er af relevans for projektet. Det er værd at have in mente, at Kristensen både implicit og eksplicit giver udtryk for sin sympati for Georg Brandes, når han skriver om udvalgte aspekter af hans liv og forfatterskab. I bogens anden del, liberalisten, kommer Kristensen blandt andet ind på Brandes' genidyrkelse og hans syn på de store mennesker. Kristensen peger også på den velkendte relation til den tyske filosof Friedrich Nietzsche, men understreger også, at Brandes havde blik for de store mennesker forud for kendskabet til Nietzsche (Kristensen 1970: 88). I forhold til Nietzsches aristokratiske radikalisme understreges også Brandes egen stigende opbakning om aristokratiet, som udtrykt ved hans hjemkomst til København i 1883 (ibid.: 100-104). Alligevel understreger Kristensen, at læsningen af Nietzsche snarere var en bekræftelse af Brandes' egne tanker end en direkte påvirkning imod fokusset på de store mennesker. Det bliver ligeledes understreget, at Brandes' egen humanisme og retfærdighedssans (som bliver behandlet i Den individualistiske Brandes) var en direkte kritik af Nietzsches senere værker (ibid.: 111-113), og også senere (1890) skriver Brandes direkte om Nietzsche, at hans forestilling om overmennesket er en uvirkelig fremtidsfantasi. Om genidyrkelsen hos Brandes skriver Kristensen, at ”han pålægger de geniale personligheder en ideal og social forpligtelse til at virke for det almene kulturelle fremskridt” (ibid.: 95f), og fortsætter med at påpege Brandes' afstandstagen fra Hippolyte Taines2 syn på det store menneske som et samlet udtryk for et helt folk eller en hel tid. Kristensen begrunder denne afstandstagen med Brandes' stigende individualisme og skepsis over for flertallet og demokratiet (ibid.: 106ff). I bogen bliver synet på de store mennesker understreget som et udtryk for tidsånden og som historiens 2 Fransk naturalist, kritiker og historiker. Han underviste en årrække Brandes, og Brandes skrev sin disputats ”Den franske Æsthetik i vore Dage” under ham i 1870. Hans positivistiske indflydelse på Brandes og dennes betydning for historiesynet behandles undervejs i projektet. Side 8 af 46 formål (ibid.: 110), og det får derfor en udpræget rolle i hans historiesyn. Kristensen afslutter behandlingen af Brandes' syn på historien og relationen til historiesynet ved at forklare Brandes’ (forgæves) forsøg på at skabe og opretholde en liberalisme i Danmark, og ved hans misbilligelse mht. udviklingen i dansk nationalistisk politik fra midt 1800-tallet og op igennem starten af 1900tallet (ibid.: 129f). Overordnet set holder Sven Møller Kristensen fast i en ide om, at Brandes' syn på de store mennesker skal ses ud fra den politiske og idealistiske kontekst, hvori han stod, og understreger synet som et program, som modspil til samtidens udvikling i Danmark. Kristensen understreger, at Brandes' syn på de store mennesker kan ses i forbindelse med historien – i forlængelse af Brandes' individualisme og aristokratisme – men han undlader dog at gå yderligere i dybden med denne konklusion og gør ej heller meget ud af at udforske muligheden for Taines historiesyn. Jørgen Knudsen Blandt mange fortællinger om Georg Brandes’ liv og forfatterskab er særligt Jørgen Knudsens 2.756 siders ottebindsværk af særlig interesse, da det ikke blot gennemgår store og små, velkendte og nye aspekter ved Brandes’ liv, men fordi det også fremstår som næsten obligatorisk læsning, hvis man ønsker at bevæge sig ind på Brandes-forskningen. I forbindelse med projektets øvrige litteraturbyrde har det biografiske værk været skimtet og kun nærlæst i den forbindelse, hvormed de belyser Brandes’ syn på historien og de store personligheder. Knudsen fremhæver flere steder i sine bind den velkendte brevveksling og relation mellem Brandes og Nietzsche. Af denne relation skal særligt deres opfattelse af det storslåede individs rolle bemærkes. Knudsen fastholder, at selvom Brandes langt hen ad vejen ikke fulgte Nietzsches ”nihilistiske arrogance”, som Knudsen selv kalder det, havde han dog afspejlet sit fokus på de store mennesker, som allerede kom til udtryk i disputatsen, hvori han skrev imod Taines syn på geniet som ”resumé” af sin tid og i stedet fokuserede på geniet (og dennes vilje) som historieskabende (Knudsen 1994: 341ff). Knudsen understreger også i denne forbindelse Brandes' forbindelse til den britiske filosof John Stuart Mill (1806-1873) og hans kritik af ”middelmådigheden” (som vil belyses yderligere i Den individualistiske Brandes). Hertil understreges det, hvordan Brandes i sit essay om Side 9 af 46 Schopenhauer3 har fremhævet, at ”tidsånden opstår i ganske få hjerner eller i en enkelt hjerne og først efterhånden omspænder et helt folk” (ibid.: 342). Knudsen nævner, omend meget kort, hvordan Brandes' i Tilskueren, sammen med de senere biografiske værker udtrykker en kamp mellem den unikke ener, den udfordrede og nyskabende, og denne eners samtid – hvem præger hvem? (Knudsen 1994: 350ff & 360f). Han er både her og senere i sit liv i høj grad interesseret i individualismen og dens vigtighed i samtidens Danmark og udvikling. Denne diskussion bliver udfoldet hos Knudsen i Uovervindelig taber 1914-1927, hvori Knudsen refererer til Brandes’ debat med Harald Høffding i Tilskueren vedrørende de store mennesker som historiens kilde og formål. Da dette ikke fremgår andre steder, mener vi, at det derfor kræver en yderligere uddybning i projektet. Knudsen fremhæver yderligere Brandes' helte- og genidyrkelse kombineret med menneskeforagten i hans sene liv (1896-1914) som en ”trøst” i livet – en måde at finde et standpunkt i samtiden (Knudsen 1998: 573ø). Han skriver: ”Her forlader han sin tro på historiens egen lovmæssighed hen mod fremskridtet og indsætter geniet, den forfulgte og trodsige ener, som historiens virkelige drivkraft. Vi har set den private baggrund for dette omslag” (Knudsen 1985: 388ø). Knudsen fremhæver nogle sammenhænge mellem Brandes' udlægning af Cæsar og Brandes' syn på sig selv. Knudsen fremhæver nogle karaktertræk, som han mener, at Brandes ser sig selv dele med Cæsar, og udtrykker fx hans ønske om selv at være den loyale hærfører (Knudsen 2004: 16 & 46). Særligt fremhæves det, hvordan Brandes i sit senere liv føler sig forrådt af de yngre generationer, der ikke længere følger ham, og hvordan dette ’forræderi’ står som det frygteligste, og sætter tydeligt lighedstegn mellem det og forræderiet mod Cæsar (ibid.: 45). Ligeledes skriver Brandes om Cæsar, ”man skriver for at udtrykke sine idealer” (ibid.: 47), og ”Hvis man havde været Cæsar!” (ibid:. 443). Jens Chr. Manniche I et afsnit i Jens Christian Manniches Den Radikale Historikertradition (1981: 118-125) belyses Brandes' syn på de store mennesker kort. Selvom han skriver på baggrund af Sven Møller Kristensen, samt Harald Hues og Beth Juncker, belyser han alligevel et par for projektet frugtbare 3 Ude og Hjemme, 7. årg. nr. 365, Søndag d. 28. September 1884, s. 634-36 Side 10 af 46 pointer. Blandt andet skildrer han Brandes' store ”ideologisk frihedskamp” (som vil blive fremstillet i Den Individualistiske Brandes) og nævner i den forbindelse, at denne hænger sammen med hans opfattelse af ”ånden, mennesketanken, som den drivende kraft i udviklingen” (Manniche 1981: 120m). Han fortsætter og beskriver, hvordan Brandes ser de store individer som dem, der repræsenterer tidens mest avancerede og progressive ideer: ”deres betydning ligger i, at de virker som repræsentanter for almene ideer, humanitetsideerne, friheds- og fremskridtsideerne”. Dette skal forstås i sammenhæng med det store menneske som drivkraften og kilden til kulturen – og det er dem, som virker i og præger deres samtid. Denne heltedyrkelse hos Brandes skal ses i forbindelse med hans radikal-politiske ønske om, at det var de mest velkvalificerede, som skulle styre landet (ibid.: 122). Selvom Brandes ikke bliver yderligere fremhævet, og på trods af, at Manniche forholder sig til ham gennem andre forskere, er hans opsummerende forklaring af Brandes' syn på de store mennesker stadigvæk interessant set i sammenhæng med både Kristensen og Knudsen. I den behandlede del af Brandes-forskningen er det gennemgående tema forholdet til de store mennesker. Dette forhold kan ses i et samtidshistorisk såvel som samfundskritisk perspektiv, men gør sig også gældende for Brandes' historiesyn. De tre ovenfor nævnte forskere repræsenterer tre bud på historiesynet, men eftersom alternative historiesyn ikke behandles, vil vi nedenfor forsøge at bidrage til dette. Side 11 af 46 Brandes i det sene 1800-tallet I følgende udlægning af Georg Brandes' liv i det sene 1800-tallet, samt de formodede mest relevante strømninger i tiden, vil vi afgrænse os til udelukkende at belyse de aspekter af hans liv og påvirkninger, som har med en mulig forklaring på hans historiesyn at gøre. Vi vil i denne henseende derfor kun beskæftige os med hans mange rejser, møder og andre værker i den udstrækning, de er relevante for problemstillingen. Georg Brandes' liv – en indføring Georg Brandes var ikke blot en højt dannet person, men også en intellektuel i ordets egentlige forstand: Han var en dybt belæst litterat med et stort videbegær. Han søgte hele tiden at udvide sine horisonter med ny læsning, og han arbejdede meget af livet igennem på at forholde sig selvstændigt kritisk til de anliggender, der mødte ham på hans vej, i samfundet såvel som litteraturen – det være sig alt fra det fra videnskabelige perspektiver til moralske og religiøse spørgsmål eller mere kulturelle og litterære strømninger. Brandes fik foden indenfor som dagbladsanmelder og fik sin første artikel trykt i 1865. Senere kom han på Dagbladet, hvor han var fast anmelder indtil 1869. I tiden omgikkes han en lang række indflydelsesrige litterære skikkelser, heriblandt Casper Paludan-Müller (1805-1882) (Knudsen 1985: 82-86). I studieårene førte han liste over læste bøger, og i årene frem til 1865 blev det til 1217 titler, heriblandt Shakespeare, Homer og græske tragedieforfattere, Platon, Goethe, danske guldalderdigtere såsom Baggesen, Stafeldt og Oehlenschlæger, Christian Winter, Paludan-Müller, Herz, Sibbern, Heiberg og Hegel. Indgangen til det havde været Goethe, der inspirerede ham dybt, og han satte sig for at læse alt, hvad Goethe selv havde læst ifølge Dichtung und Wahrheit. Herigennem blev han ledt til Winckelmanns kunsthistorie og Lessings æstetiske skrifter, hvilket igen førte ham tilbage mod et af den romantiske skoles yndlingsområder: det antikke Hellas. (ibid.: 70). Han orienterede sig mod renæssancens forståelse for det antikke Grækenland, men tog afstand fra Winckelmanns, Goethes og Thorvaldsens Grækenland, som han betragtede som idylliseret. Under sine æstetiske studier påvirkedes han dybt af Hegel, men rystedes senere over den spekulatives metodes muligheder for fejltagelser: ”Samme metode, prist af alle som nøgle til universets gåder, giver således i to forskellige, men begge overordentligt kompetente hænder to Side 12 af 46 forskellige resultater.” (ibid.: 71-74). Citatet viser Brandes' skepsis over for det hegelianske værktøj, der næsten havde fået sit eget liv som følge af den længere tids udprægede brug af forskellige videnskabelige skoler med hver deres tolkninger. Forkærligheden for den hegelianske dialektiks abstraktioner gennemsyrede første halvdel af det 19. århundredes historiefilosofi og var ikke mindst i Danmark og Tyskland tilgrundliggende for meget af det lærde miljø, som Brandes voksede op og lod sig danne i. Brandes var altså flittigt læsende, men receptiv frem for produktiv. Dette skulle dog snart ændre sig, og Brandes blev sidenhen en næsten verdenskendt litteraturperson; en stjernestatus, der holder ved frem til i dag, og som vel nok bidrager til en del af æren for dette projekts interessefelt. Brandes skulle nemlig vise sig at blive en umådeligt indflydelsesrig kulturkritiker – en mand, som man lyttede til, uanset om man var enig med ham eller ej, og som man følgelig var nødt til at forholde sig direkte til. Springbrættet til hans berømmelse var dels hans optrædener i dagbladene, dels hans inspirerende forelæsninger, der var yderst velbesøgte, da det stod højest til. Emigrantlitteraturen kom ikke til verden som bog, men som tolv forelæsninger på Københavns Universitet fra november til december 1871, og de omtales hos Knudsen som yderst populære og desuden med mange kvindelige deltagere (ibid.: 231-4). Brandes havde nemlig en anden sag i sin mund: kvindesagen. Georg Brandes oversatte og skrev forordet til John Stuart Mills bog om ”Kvindernes Underkuelse” (ibid.: 121). Foruden kvindeemancipationen tilknyttes han typisk to andre ting: Nietzsche og det moderne gennembrud. I moderne litteraturhistoriske opslagsværker omtales han gerne som en person, der var en smule forud for sin tid på væsentlige områder, eller med andre ord del af det miljø, fritænkermiljøet, der i retrospektiv gerne betragtes som sådan. Brandes måtte strides med en rigid og snerpet moral- og sædelighedsfølelse i borgerskabet, et konservativt akademisk miljø og et – efter Brandes egen opfattelse – lidt for fattigt dansk kulturliv. Dette viser sig i de mange nutidige gengivelser af Brandes, hvor han ofte italesættes som en modernitetsforkæmper. Da det kgl. bibliotek i København holdt udstilling over Brandes i 2002-3, var det under titlen ”Udlængsler – da Danmark erobrede virkeligheden 1870-1890”, hvilket på mange måder taler for sig selv: Man associerer ham med et tidspunkt, hvor Danmark endelig formåede at sætte sig ud over sig selv og blive moderne i Side 13 af 46 en mere international forstand. Mange af de sager, han kæmpede for, er da også sidenhen blevet alment accepteret og må i nutidens samfund betragtes som uundværlige. I Brandes' egen tid var opfattelsen af ham dog noget mere tvetydig, og selvom han havde mange venner, havde han sandelig også mange modstandere, der absolut ikke tilskrev ham megen kredit. Mange af disse modstandere anklagede Brandes for hans gudløshed og darwinistiske fascinationer. Bl.a. hans relative moralsyn var en torn i øjet på teologerne. Han lagde sig da også flere gange ud med kristendommen. Han læste Feuerbach, der forklarede troen psykologisk ud fra menneskelige behov såsom håb og længsler, og prægedes i det hele taget af tidens polemik mellem videnskab og tro (ibid.: 88-89). Selvom han ikke gjorde ikke-tro til sin mærkesag, skinnede det alligevel igennem hos ham i forelæsningerne, hvilket registreredes hos biskop Martensen, der beskyldte forelæsningerne for at være ”ikke blot ateistiske og antikristelige, men også usædelige [...] Meget beklageligt ville det være, om han skulle opnå ansættelse ved universitetet. Vi har allerede nok af disse samfundet undergravende lærdomme i Brøchners forelæsninger (ibid.: 251). Med grundlæggelsen af først positivismen af Comte i 1830'erne og senere med Darwins Arternes Oprindelse fra 1859 opstod to videnskabsfilosofiske positioner, der begge lagde op til en fornyelse af debatten mellem tro og viden, og dermed en udfordring af de hegelianske positioner. Alle tre positioner havde dog ét til fælles: fremskridtstroen, og det er dén, Brandes holdt fast i: Videnskaben skrider frem ligesom historien, fra det enkle mod det komplicerede, fra matematikken over fysikken, kemien, biologien til sociologien (ibid.: 94-97). Også hos Hegel var fremskridtstanken vigtig, omend anderledes tænkt. I Forklaring og forsvar, der var et såkaldt forsvarsskrift, talte Brandes om guddommen som ånden, der åbenbarer sig i menneskelivet og historien, og at der i historien ikke gives nogen højere og mere guddommelig ånd end fremskridtets ånd. ”Fritænkeren er – det ved og føler han – på dens side. Men er han det, da er han på guddommens side og guddommen med ham. Ikke fritænkeren, men hans modstandere og fjender er derfor de sande ugudelige ligesom de sande umoralske; thi alt hvad hine forstår ved Gud: sandhed, frihed, den højeste menneskekærlighed er på hans side og ikke på deres” (Brandes citeret i Knudsen, 1985: 215). Alt i alt troede han på udvikling mod det bedre, og han kritiserede den danske modvilje mod at acceptere fremskridtstanken. Alt i alt troede han på udvikling mod det bedre, og han troede ikke mindst på individets drivkraft – det store individs evne til at formøble Side 14 af 46 masserne og derved drive og forandre historien. Arbejderspørgsmålet interesserede ham, men han var ikke socialist – snarere ”arbejderven” i betydningen ”kritisk over for borgerskabet”. Knudsen skriver: ”Den socialisme, han kunne få øje på, var et statsstyret system, der betød frihedens undergang, og det var han ikke med på. Han er liberalist og håber, at den frie konkurrence kan være lige så gavnlig på det økonomiske felt som den frie tanke kan på det kulturelle (Knudsen, 1985: 367-368). Vigtigt er det at nævne dette individ. Troen på geniet som folkets ledestjerne var i høj grad til stede hos Brandes – som sagt allerede inden mødet med Nietzsche. Snarere blev mødet med Nietzsche en bekræftelse af disse tanker, som han senere videreudviklede og pudsede af. ”Brandes benyttede stort set nietzscheanske modeller for at promovere en søgen efter noget, han følte der var behov for i tiden, og som gik som en rød tråd igennem den danske kritikers liv og indsats, altså at rydde marken for resterne af en repressiv moral og gå i gang med dannelsen af et samfund, der var mindre småborgerligt (filisteragtigt, som han udtrykte det med en vending som også Nietzsche benyttede)” (Harsløf 2004: 194). Men sandt var det da også, at Brandes var meget optaget af Nietzsches filosofi, og han forelæste i perioden april-maj 1888 over den i Danmark. Centralt er det blot at holde sig øje, at Brandes som nævnt allerede havde øje for store mennesker, før han fik noget som helst kendskab til Nietzsche. Ideen om det storslåede individ var allerede kommet til Brandes på baggrund af hans egne erfaringer. Efter at have været i selvvalgt eksil i Berlin fra 1877-1882 kom han hjem til en kaotisk politisk situation med et politisk partilandskab, han ikke kunne finde plads i. Ude af stand til at finde en politisk linje, han helhjertet kunne tilslutte sig, førtes han i ideologisk isolation, og her startede dyrkelsen af store mennesker. Bill-bo Egelund skriver: ”Brandes agiterede i disse år for politisk aktion; i sin grundlovstale 1884 erklærede han at han havde tabt troen på de demokratiske midlers effektivitet, og i en tale til de passive venstremænd i 1885 talte han direkte for væbnet oprør. Fra hans dagbog 1886 kan man se, hvordan forestillingen om det store menneske, der kan bryde barrierer ned, voksede; han beskriver sin egen tilbøjelighed til ”hero-worship” og sin fascination af ”geniet”” (ibid.: 402). Nationalismen Brandes' litteratur og kritik i sidste halvdel af 1800-tallet bar tydelige præg af nogle af de realhistoriske begivenheder, Danmark stod over for – Danmarks overgang fra enevælde til Side 15 af 46 demokrati, provisorietiden og ikke mindst de efterfølgende krige, som primært blev udløst af en indadvendt, snæver og nationalistisk tankegang. Brandes' kulturkritik og aristokratiske fascination byggede på en kritik af det nationalistiske samfunds politiske beslutninger (Thierry 1999: 32-33). Det kan ses i hans senere værker, hvor den aristokratiske radikalisme blev personificeret i ’de store personer’, hvis moral og vilje står som symbol og eksempel på almenvellets bedste. Der er mange faktorer, der giver Brandes inspiration til kritikken af det danske samfund og den nationalfølelse, der præger tiden. Historieskrivningen var i perioden stærkt præget af folket, folkeånden og nationen, som stod helt centralt i de patriotiske og romantiske skildringer, der prægede den danske historieskrivning (Mørch 1992: 237). Brandes havde holdt forelæsninger som dr. phil. på universitetet siden 1871 med ’Hovedstrømninger’, ”Det felttog mod ’det gamle Danmark’” (ibid.: 24). Dette projekt var ikke kun kulturkritik, men også en politisk kritik; den nationalliberale tankegang kom endnu engang i 1870 til at spille en rolle, da der var ønsker om en alliance med Frankrig i et desperat forsøg på at genvinde noget af det tabte Slesvig – en romantisk tanke, der utvivlsomt kunne have resulteret i elimineringen af Danmarks selvstændighed (ibid.: 24). Den romantiske tankegang, som havde præget dansk kultur såvel som politik, var gået hen og blevet en reel trussel mod Danmarks overlevelse, og det var dette grundlag, Brandes havde for at rette sin kritik mod landets magthavere, som i sidste ende skabte de modstandere, der kunne holde ham ude fra professoraterne. Professoratet i æstetik endte med at stå ubesat fra 1872-1892 blot for at undgå George Brandes. Brandes holdt fast ved ”Troen paa den frie Forskning og den frie Tanke” (ibid.: 25) og blev endelig efter systemskiftet i 1901 æresprofessor ved Københavns Universitet. Efter gentagne forsøg i 1870’erne på at blive ansat som professor i København gav Brandes endelig op og rejste til Berlin. Her blev han gift med en tysk kvinde og bosatte sig i Berlin med hende – et tegn på, at Brandes måske havde opgivet kampen for den bredere anerkendelse, der kunne føre til jobbet som professor. I Tyskland fik Brandes den anerkendelse, han havde ventet så længe på. Han var i forvejen en kendt person, og hans forelæsninger blev også dér talrigt besøgt. Især er det bemærkelsesværdigt, at den tyske kejserinde overværede en af hans forelæsninger, hvorefter han inviteredes til fest ved hoffet. Brandes fik her også mulighed for at tale med kejserinden, og han skriver i sine erindringer, hvor usandsynligt det ville have været at forestille sig ”blot det ringeste Side 16 af 46 medlem af kongehuset skulle indfinde sig til en af hans forelæsninger.” (ibid.: 30). Harald Høffding skrev efter Brandes død om ham; ”Han hører, i sin Forstaaelse af det Store, selv til de Store i Aandens Verden.” (ibid.: 47). Brandes' opgør med nationalismen kom særligt til udtryk i den kulturradikalisme, han kom til at repræsentere. I følgende afsnit vil vi kigge nærmere på kulturradikalismen omkring Brandes i 1800tallet. Radikalismen Perioden omkring radikalismen er henlagt til sidste tredjedel af det 19. århundrede (Manniche 1981: 115). ”Brandes’ radikalisme var en kulturradikalisme. Hans projekt var at skabe et fælles kulturgrundlag for ’hovedstadsintelligensen’ på den ene side, bønder og arbejderne på den anden, bygge bro mellem dem og forsone dem politisk i ånden fra 1848.” (ibid.: 121). Brandes' mål var således ikke at nedbryde samfundets grundlæggende politiske eller økonomiske strukturer, men at skabe oplysning af de lavere sociale lag og herigennem at skabe sin kulturradikalisme. Den kulturelle kamp, som fandt sted efter 1864-nederlaget mellem den kulturelle overklasse fra Højre og Venstre-bønderne, var dér, hvor Brandes forsøgte at skabe fælles grund. Højskolebevægelsen med sin folkeoplysende og dannende ideologi var en stor faktor for denne opgave. Brandes' forelæsninger fra 1871 satte i gang, hvad der senere er blevet kendt som det moderne gennembrud i dansk åndsliv. Det var kampen for den frie udfoldelse, åndeligt og samfundsmæssigt (ibid.: 118). De radikale var i starten centreret omkring brydninger i Venstre, der kom til udtryk i de københavnske akademikermiljøer. De radikale historikere var ligeledes påvirket af den radikale som den positivistiske strømning, og akademikerne kom til at spille en stor rolle for udbredelsen af den kulturelle radikalisme. ”Radikalismen er et udtryk for rationalitet, og det er grunden til, at akademikerne ’overalt betyder så meget for radikalismen’.” (ibid.: 126). Brandes talte om en ’ideologisk frihedskamp’ med henblik på ånden; ånden er her den mennesketanke, der er drivkraften for udvikling, og den underliggende proces, der kan påvirke, og påvirkes af, de højeste individer, der er med til at definere en periodes progressive ideer (Manniche 1981, s. 120). For Brandes var det genierne og deres ideer, der bestemte historiens forløb (ibid.: 121). Side 17 af 46 Med Viggo Hørups og Edvard Brandes' grundlæggelse af Politikken i 1884 fik den radikale venstrefløj et talerør, og i 1885 havde Edvard Brandes en karakteristik af en radikal politiker: En politiker, der ”tænker de politiske tanker helt ud, uden autoritetshensyn og uden menneskefrygt” (ibid.: 123). Og han var en politiker, der gik ind for en adskillelse af stat og kirke og havde troen på republikanismen, samt for en bevarelse af Danmarks selvstændighed uden brug af militære midler. Ligeledes skulle kvinderne ligestilles, socialt og økonomisk. Det moderne gennembrud og den kulturradikalisme, som George Brandes kom til at stå i spidsen for, var den dannende oplysning og samspillet mellem samfundets sociale lag, samt en kritik af tidens nationalprægede fokus. Den åndsfrigørelse og menneskefrigørelse, Brandes var fortaler for, stod i kontrast til den Højre-styrede provisorietid. Side 18 af 46 Brandes' filosofihistoriske kontekst Fremskridtstanken og opgøret med romantikken Der skal siges noget mere om Brandes’ opfattelse af historiens fremdrift og fremskridtstanken. Mod slutningen af 19. århundrede var det efterhånden åbenlyst, hvordan den tiltagende industrialisering førte åbenlyse fremskridt med sig. Ideen om udvikling fra primitivt mod komplekst var udbredt i tiden, ikke mindst som følge af den darwinistiske udviklingslære, som i øvrigt også gav brobund for en række vildfarelser såsom socialdarwinismen og frenologien. Fremskridtstankegangens sammenknytning med naturvidenskaben var igen knyttet til positivismen. Positivismens prioritering af empirisk-logisk viden frem for metafysiske og deduktive fremgangsmåder var på fremtog i tiden, og Brandes prægedes af disse tanker. En af de yderst indflydelsesrige empirister og positivister, der skulle komme til at indvirke på Brandes’ tanker, var Stuart Mill, der i 1843 skrev A System of Logic, som udformede de empiriske principper i et forsøg på at reformere det britiske samfund. Mill var desuden socialliberal og individualistisk orienteret, hvilket ses udtrykt On Liberty fra 1859 og The Subjection of Women. Brandes både oversatte og skrev forordet til sidstnævnte (Knudsen, 1985: 121). Inspireret af denne mand fremhævede Brandes de bemærkelsesværdige individer, hvis intellektuelle indflydelse kunne fungere som en slags drivkraft i historien (Manniche, 1981: 100). Når Manniche beskriver positivismen, benævner han direkte Georg Brandes som litteraturens positivist i Danmark (ibid.: 88). På en af sine mange rejser til Italien var Brandes kommet i kontakt med folk, der opfattede Mills filosofiske og politiske tænkning som den demokratiske liberalismes grundlag, og som var stærkt optaget af spørgsmålet om den sociale og politiske udvikling. Disse kritiske positivister, han her var i kontakt med, tog afstand fra “de traditionelle systemtro positivisters opfattelse af fremskridtet som en tilpasning til formodede samfundsmæssige naturlove uafhængige af individernes kunnen og villen og lagde samtidig vægt på betydningen af oplysning og på borgernes deltagelse i det offentlige liv” (Harsløf 2004: 53). Individets betydning for fremskridtet er altså afgørende i denne tænkning. Folk som Hippolyte Taine portrætterede kulturen i ”naturlige” forståelsesrammer som produkt af en række omstændigheder i et lovmæssigt indbyrdes forhold (Knudsen, 1985: 97-98), og selvom Brandes i sine unge år påvirkedes dybt af Taine, var netop dette spørgsmål om individets frihed det Side 19 af 46 definerende adskillelsespunkt, hvor han gjorde op med sin gamle læremester. Brandes købte ikke Taines “reduktion af den enkelte til produkt af diverse årsagsforhold”, og i denne afvisning lod han sig inspirere af Kierkegaards tænkning (ibid.: 414-15). Men selvom Brandes på mange måder var en fremtidsmand, var han ikke lutter nutids- og fremtidsorienteret – tvært imod. Hans syn på fremskridtstanken i forbindelse med dennes tilknytning til kulturel og åndelig udvikling led et knæk. Om dette skriver Knudsen: ”... man [bør] nok forstå hans reaktion [imod skuffelsernes tid] som ikke kun betinget af skuffelse over den rent politiske udvikling, men bredere som et opgør med selve tidens fremskridtsideologi […] at forestillingen om en historien iboende udvikling fra det ringere mod det bedre, fra det primitive mod det mere udviklede, er falsk” (Knudsen 1994: 337). Han var i højeste grad også tilbageskuende og længselsfuld. Han kan siges at have besiddet en slags utidssvarende romantisk længsel uden egentlig at være romantiker, og han så tilbage med kærlighed på renæssancens og antikkens store historiske skikkelser. Han var modernitetsrepræsentant og er kendt for opgøret med romantikken på dansk jord, men dedikerede samtidig meget af sin tid til at skildre denne. I Dansk Litteraturs Historie 1800-1870 står der: ”Ingen har stærkere og smukkere skildret romantikkens gennembrud i Danmark end den kritiker, der nærmest ”overnight” gjorde det af med den, nemlig Georg Brandes” (Mortensen/Schack 2008: 13). Her henvises med denne sætning til det moderne gennembrud, der jo netop på mange måder var et opbrud med romantikken. Samtidig havde hans store individualistiske fokus på de enestående skikkelser i historien et unægteligt romantisk islæt, og på den måde rummede han noget af den arv, han var med til at gøre op med. Under overskriften Længsel efter renæssancen og tab af fremskridtstro under det imperialistiske borgerskabs fremmarch giver Leo Tandrup et billede af, hvordan Brandes’ tro på fremskridtet led nederlag. Her ses en forbindelse til den ovenfor nævnte tilknytning til arbejderspørgsmålet og borgerskabskritikken. Vreden over “skinfriheden” og “skinliberalismen” som følge af opdelingen mellem de besiddende og de besiddelsesløse samt det åndsløse borgerskabs imperialisme fik ham til at miste den fremskridtstro, han ellers havde haft, og Tandrup knytter dette til “en dyb romantisk længsel efter den italienske renæssance” (Harsløf 2004: 76-77). Side 20 af 46 Al fremskridtstro var imidlertid ikke væk. Bevægelsen – udviklingen – fra klerikalismens forældede verdensbillede mod naturalismens historiserede billede af verden var en hjertesag for ham. I Frankrig og Paven fra 1893 skriver han: “Nu er imidlertid i Løbet af det sidste Aarhundrede Naturforskning og Historie blevet en Magt, der med en helt anden Myndighed end Staten [i Frankrig] har rejst sig imod Kirken. Natur- og Aandsvidenskaben i Forening har frembragt et Billede af Verden, der er forskelligt fra alle tidligere saadanne Billeder derved, at det er malt efter Naturen. Og for dette Billede af Verden er ikke blot de Udvikledes opmærksomhed, men Bønders og Arbejderes Opmærksomhed vakt i Frankrig som andensteds (...). Men imellem dette Billede og Kirkens er Uoverensstemmelsen iøjnespringende, uhyre, saa kolossal, at den ikke kan overses af Nogen (...)” (Brandes citeret i Harsløf 2004: 109). Bevægelsen væk fra kristendommen var et fremskridt, der måtte og skulle tages – og som allerede var igangsat i en irreversibel proces. ”Når præsterne er yndede ofre, er det naturligvis, fordi religionen for de naturalistiske forfattere fremstår som selve løgnens centrum”, skriver Knudsen (Knudsen 1994: 27). Allerede i sine yngre år skrev Brandes i sin dagbog: ”Hvad man ikke vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: det mest levende had til kristendommen; af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme mig Voltaire's ”Ecrasons l'infâme”. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben. Hvad Jesus selv angår da er det en meget smuk skikkelse, en slags mandlig Jeanne d'Arc. Men kristendommen! (...)” (Knudsen 1985: 194). Senere blev kristendomskritikken mere åbent udtalt, hvilket han på samme tid blev både hyldet og hadet for. Bølgerne gik højt i debatten mellem naturalisterne og teologerne. Politikeren og teologen D. G. Monrad sagde klart fra over for forfatteren og naturalisten J. P. Jacobsen og dennes darwinisme: “Har du vel overvejet, kære ven, hvilken indflydelse på opfattelsen af menneskelivet den anskuelse må få, at mennesket er skabt ikke i Guds, men i en abekats billede? Har du betænkt, hvor skønt denne anskuelse samvirker med vilde bevægelser, der går ud på at omstyrte de piller, hvorpå stat og familie hviler?” (ibid.: 238). Brandes var på naturalismens side i denne sag, hvorfor han også nødvendigvis måtte finde sine ærkefjender blandt teologerne, der frustreredes over “fritænkeriet”. Blandt fritænkerne blev han til gengæld værdsat og lyttet til. “Brandesianismen” var en kortlivet ideologisk bevægelse, der opstod omkring Brandes, og som var forløber for den aristokratiske radikalisme. Vennerne var mange, men fjenderne var det også (Harsløf 2004: 20-21). Side 21 af 46 Den individualistiske Brandes I forbindelse med John Stuart Mill og hans liberale værker og skrifter, som Brandes var dybt fascineret af (Kristensen 1970: 107ff), er det værd at belyse Brandes’ eget liberalistiske program knyttet med den individualisme, han senere forsøgte at fremme. Disse, sammen med retsideen som udtryk for den retfærdighed, han søgte, skulle manifestere sig i den danske radikalisme, selvom genidyrkelsen ikke havde nær den samme indvirkning (Manniche, 1981: 120). Manniche betragter Brandes’ liberalisme som et ønske om at ændre måden, hvorpå datiden betragtede samfundet, og ikke nødvendigvis et ønske om at ændre samfundet selv. Dette kan netop ses i sammenhæng med hans genidyrkelse og overvejelser omkring en aristokratisk styreform. Det er flere gange påpeget, at Brandes ikke var stor fan af demokratiet – at det blot var det bedste af de mulige alternativer – og at han har udtrykt, at et aristokrati ville have den bedste mulighed for at sikre en liberal og individualistisk tilgang for borgerne. Brandes lænede sig, som sagt, meget op ad Mills liberalistiske skrifter, som blandt andet omtalte befolkningsmajoriteten som middelmådig, og fremsatte endvidere i hovedværket, On Liberty, at individualitet var den eneste vej til fremskridt og udvikling. Brandes fastholdt, ifølge Sven Møller Kristensen, de store mennesker som en slags modvægt til denne middelmådighed (Kristensen 1970: 113), og i forlængelse af Mills reformatoriske skrifter ønskede han også at fremsætte bedre rammer for selvstændighed, frihed og selvudvikling for enkeltindividerne, fordi han betragtede det som betingelsen for fremskridt og forandring. Som dybest set individualistisk indstillet havde Brandes også allerede en årrække forinden gjort op med en anden af sine store inspirationskilder, nemlig Søren Kierkegaard, der var en vigtig inspirationskilde for ham. Kierkegaards krav om at stå inde for egne holdninger appellerede til ham. Han havde tidligt i karrieren brugt ham bl.a. i sit opgør med Taine. Han havde dog førhen rost ham: ”Taine blev mig modvægten mod tyske abstraktioner og tysk pedanteri. Igennem ham fandt jeg ind til mit eget inderste væsen, som den dansk-tyske universitetsuddannelse havde overdækket” (Brandes citeret i Knudsen 1985: 99). Hermed hentydes der til den tidligere nævnte hegelianske åndsforvirring. Med Kierkegaard i hånden gik han dog i sidste ende imod de deterministiske tendenser. Men Kierkegaards tendenser til at ville ophæve verden, om man så må sige, var ikke Brandes' kop te. Han ønskede ikke at opgive alt objektivt og vende verden ryggen til Side 22 af 46 fordel for inderlig, subjektiv sandhed. Kierkegaard var nok fascinerende og inspirerende, men det betød ikke, at han købte hele pakken. Han havde det ikke blot svært med kristendommen, men også i det hele taget med autoritetstroen (Knudsen 1985: 413-14). Og Kierkegaards strenge kristne opdragelse har også andre uheldige følger: ”En særlig beklagelig følge af hans opdragelse i den kristne tro er det, at han får en ”obskurantisk modvilje mod naturvidenskaben” som sin ene grænse, ”den fuldkomne mangel på sans for historiens udviklingsgang” som sin anden. Han må nemlig forkaste enhver historiefilosofi ”ud fra et forudfattet begreb om viljens frihed, der for længst er opgivet i enhver videnskabelig psykologi (ibid.:416). Helt og aldeles købte Brandes altså ikke den frie viljes tanke, men fortsatte endvidere med at kæmpe for den liberalistiske tanke igennem sit forfatterskab. Dog skal dette fokus på den enkelte alligevel fremhæves for at få et billede af Brandes: ”Overbevisningen om den enkeltes betydning, ansvar og opgave, synet på den enkelte som ikke kun sum af påvirkninger, men også den fra hvem påvirkninger kan udgår, nej skal udgå […]” (Knudsen 1988: 223f). Knudsen fremhæver dette af Kierkegaard arvede fokus, som en respekt for og tro på den enkelte, hvorfra det gode og livgivende skulle udgå. Den tyske åndstradition og Brandes Vi vil her holde os til en behandling af tysk åndstradition i den udstrækning, den er relevant for problemformuleringen. Georg Brandes sættes i forhold til den tyske historikertradition og dennes fokus på tidsånd. Dette sættes igen i forhold til den bredere historistiske måde at gå til historien, som repræsenteret ved Leopold von Ranke (1795-1886), herunder historismens fokus på filologisk metode. Historismen og meget af den øvrige tyske åndstradition skulle senere vise sig at påvirke den danske historieskrivning og historieforståelse hos bl.a. Paludan-Müller. I første omgang kunne historismen ses som en modreaktion til generaliseringer i både human- og naturvidenskaberne, da fortalere for retningen hævdede, at historiens fremtoninger måtte anskues individuelt og ikke sættes i overensstemmelse med en større formel (Manniche 1981: 45f). Det var nødvendigt og ønskeligt at beskrive begivenhederne wie es eigentlich gewesen, hvilket krævede enorme mængder empiri og en hertil knyttet kildekritik (Iggers 2005: 24ff). Selvom denne del af den historistiske tradition spillede en rolle i Georg Brandes' kritik af tidligere udlægninger af Cajus Julius Cæsar i Tilskueren – hvilket vil blive berørt i respektive kapitel – er det dog værd at fremhæve historismens idealistiske elementer. Side 23 af 46 Historismen foreskrev, at historien ikke alene kunne forstås ud fra de empiriske kilder, men at den også måtte sættes i relation til en indre kerne af bagvedliggende tanker og ideer (Manniche 1981: 46 & 51ff). Det var med andre ord ikke nok at klarlægge strukturer, forhold og kendsgerninger foruden en forståelse af en fundamental drivkraft eller ånd. Selvom denne metafysiske side af historismen ofte kom til udtryk i en religiøs karakter, var forståelsen heraf ikke nødvendigvis begrænset dertil. Den tyske Wilhelm von Humboldt, hvis vægtning af den filologiske metode fik stor betydning for Ranke, skelnede også eksplicit mellem virkelighedens egentlige væsen og fremtrædelsernes former (Erscheinungen), og det er muligt, at hvad Humboldt beskrev som ideerne, var, hvad Ranke beskrev som en tidsepokes herskende og gennemsyrende tendens i perioden (ibid.: 54-56). Ranke hævdede, at hver enkelt epoke har egen tendens og ideal, hvorved det er historikerens opgave at skelne imellem dem (ibid.: 66). Også hos Paludan-Müller kom denne historistiske metafysik til udtryk, når han fx i Machiavelli-undersøgelsen anvendte begrebet tidsånd, som træder frem og manifesterer sig i historien (ibid.: 86f). Når han skrev om Machiavelli og Fyrsten, forsøgte han at forstå værket ud fra Machiavellis personlighed, og han beskrev ligeledes, hvordan denne gav udtryk for Italiens åndsliv på daværende tidspunkt. Helt konkret formulerer Jens Christian Manniche om Humboldts synspunkt, ”at enhver menneskelig individualitet er en i fremtrædelsesformerne rodfæstet idé, ja hos nogle er dette så lysende, at ideen blot synes at have antaget individets form for at åbenbare sig i det” (ibid.: 54n). Hvad man kan forstå heraf, er en mulig forbindelse mellem en historisk periodes herskende tendens, ide eller ånd, som tager form i et eller flere enkelte individer. Det historiesyn, som kan menes at ligge til grund for disse beskrivelser, danner et midlertidigt grundlag for det, vi ønsker at belyse hos Brandes, når han talte om ”de store personligheder” og skriver sine biografiske storværker i det senere forfatterskab. Brandes skrev også i Essays. Fremmede Personligheder (1889: 142): ”Det glemmes, at det, man kalder Tidsaanden, fra først af opstaat i ganske faa Hjerner eller i en enkelt Hjerne. Den udgaar ikke neden fra, men fra Genier, omspænder saa efterhaanden et helt Folk og bruger nye Genier som sine Organer. Men saa demokratisk dens Væsen end er, af Udspring er den yderst aristokratisk”. Herved hæfter vi os ved disse begreber i forbindelse med historismen – ide, tendens og tidsånd – når vi vil forsøge at beskrive Georg Brandes historiesyn, som vi ser det komme til udtryk i hans artikel i Tilskueren fra 1890 og i hans senere værk Cajus Julius Cæsar fra 1918. Side 24 af 46 Tilskueren, 1890: Det Store Menneske. Kulturens Kilde I januar 1890 skrev Georg Brandes artiklen Det store Menneske, Kulturens Kilde i tidsskriftet Tilskueren. Særligt kommenterer Brandes selv denne artikel, i forordet til Samlede Skrifter I fra 1899: ”Under de langsomme Omformninger, mit Aandsliv har undergaaet, har enkelte Grundideer og Grundfølelser bevaret sig urokkelige i mit Sind som mit Væsens Granit. Først Frihedsideen og den lidenskabelige Kærlighed til Frihed, der har medført Afskyen for Dogmer og for al raa og oprørende Tvang paa Handlingernes som paa Følelsernes Omraade. Dernæst Retsideen og den ikke mindre lidenskabelige Dyrkelse af Ret og Retfærdighed, uden hvis Hævdelse ingen menneskeværdig Eksistens er mulig paa Jorden og som ikke desmindre i alle Lande og til alle Tider daglig trædes under Fødder. Endelig Troen paa ledende Aander, den oprigtige og gennemførte Genidyrkelse. Alle mine Skrifter uden Undtagelse er Udtryk for denne Kultus, som jeg særligt har udviklet i Afhandlingen ”Det store Menneske, Kulturens Kilde.” Tilskueren kan altså betragtes som en slags kulmination eller opsamling – og under alle omstændigheder meget repræsentativ at analysere på. Ved at analysere den kan vi selvfølgelig tyde et fortegn til den senere udfoldelse i Cajus, men endnu vigtigere kan det hjælpe til at forstå Cæsar-værket i en større historiografisk ramme, sådan som den kommer til udtryk fra Cæsars egen mund. Analysen danner fundament for den forestående analyse og giver et udtryk for Brandes' syn på historien, som – mener vi – bliver udfoldet i de større biografiske værker, han skriver i sit senere forfatterskab. Særligt de sidste tre linjer i citatet ovenfor, hvori ”Troen paa ledende Aander” og tilskuerartiklen knyttes til hinanden, er interessante for analysen her. Først et kig på indholdet. Brandes lægger ud med at svare på den længerevarende debat, han har haft med professor Harald Høffding. Man føres ind i en polemik mellem de to på baggrund af deres uenighed om fortolkningen af Nietzsche. Brandes er ikke imponeret over Høffdings evne til at forstå Nietzsches tænkning, og han beskylder ham for ””intellektuelt Hovmod” i Maaden, hvorpå han affærdiger Nietzsche.” (13). Ad disse veje ledes diskussionen over på store individer og disses formål i historien – og om de overhovedet kan siges at have sådan et formål. Diskussionen tager her en drejning mod en mere metahistorisk dimension. Brandes siger om Renan, Flaubert og Nietzsche, at de alle tre ”under forskellige Vendinger [har] fremsat den samme Tanke: ”Menneskehedens Formaal er det at frembringe store Mennesker. Frelsen vil komme fra de store mennesker”” (reference til s. 574 i Aristokratisk Radikalisme (13)). I forbindelse til denne udlægning knytter Brandes forbindelse med værdierne hos den aristokratiske radikalisme hos Mill, og hvad han Side 25 af 46 senere i artiklen forsøger at påvise med hensyn til store mennesker. Han lufter sine politiske synspunkter og udtaler sin foragt for demokratiet. Synspunkterne bærer en vis lighed med dem, som Mill har udlagt, hvor det er de få oplyste, dannede og kompetente, der skal lede og stå i spidsen for nationen. Han diskuterer forståelsen af ovenstående citat med en kritik af Høffding. Han afviser en opdeling af mennesket og menneskets gerninger: Leonardo da Vinci er Leonardo OG hans malerier, ligesom Goethe er “Goethe, hans Livsværk inklusive” (15n). Han understreger ligeledes, hvordan de store mennesker ikke gør, hvad de gør, for at opfylde noget bestemt formål – og gør her op med en deterministisk forståelse af mennesket. Sådanne udsagn om historiens mål kan kun bruges tilnærmelsesvis. Individet gør, hvad det gør, fordi det føler sig kaldet til det, men er alligevel ikke produkt af historien. Man kan her bemærke, at han både er søn af den tyske hegelianisme og af den britiske individualistiske liberalisme. . Cæsar bliver nævnt i artiklen i forbindelse med Mommsens tidligere behandling af Cæsar (Römische Geschichte (1854-55)), hvor Brandes i forlængelse af Høffding kritiserer en forherligelse af Cæsar som den fuldkomne diktator (15nff). Brandes indikerer allerede i denne artikel, at der ligger et behov for at behandle Cæsar særskilt, og at dette yderligere bør gøres mere historisk end æstetisk, som kritikken fra Høffding lyder (17m). Som vi senere vil udtrykke i analysen af Brandes' eget værk om Cæsar, er Brandes dog også selv yderst forherligende i forhold til Cæsar og hans bedrifter. Med udgangspunkt i Nietzsche udtrykker Brandes sin foragt for massetilgangen til historieskrivningen og urimeligheden af at skrive historien ud fra massernes synspunkt. “Hvad han vil protestere imod, er simpelthen det, at betragte Massedrifterne som Hovedsagen i Historien og alle de store Mænd kun som det tydeligste Udtryk for disse – en Protest, jeg kun for min Del har kunnet istemme, fordi jeg selv har udtalt den, før jeg kendte ham.” (19ø). Her udtrykker Brandes eksplicit, hvordan han selv ser på den store mands rolle i historien: Han er ikke blot udtryk for massernes tilbøjeligheder, men er mere end dette. Det store menneske kan ses som udtryk for en periode og udvikling eller som en særskilt størrelse, der træder ud af mængden og derved skaber drivkraft i historien. Brandes udtrykker i denne del af artiklen sin uvilje mod førstnævnte, mens han tydeligt støtter sidstnævnte. Dette ses ved hans måde at fremstille det store menneske som et individ, der både bruger masserne og samtidig sørger for at sikre dem. Det store menneske er som Side 26 af 46 autonom agent ikke blot udtryk for massedrifternes påvirkninger, men er på den anden side heller ikke uafhængig af dem. Tvært imod formår han at hæve sig over dem. “Når Massernes Lidenskaber komme i Bevægelse, vil det fornuftige Mindretal, endsige den fornuftige enkelte, blive overstemt, skudt til Side eller knust” (19). I kraft af massens karakter som masse opnår den en størrelse, der er større end blot summen af de enkeltindivider, der udgør den. Derfor har den også potentiale for farlighed over for de store mennesker; en farlighed, der tillige betinger dens brugbarhed som kraft i det store menneskes hånd, “som Redskab for hans Planer, deriblandt navnlig Planerne til dens eget Bedste” (20). Brandes skriver slutteligt i sin artikel, hvordan de store mennesker fremstår som den indirekte kilde til alles velfærd (det gode) (22-24). Han beskriver, hvordan de store mennesker er kilden til kulturen og fremskridtet i kulturen og historien, og dernæst hvordan kulturen er grundlaget og årsagen til al velfærd. Direkte skriver han, at velfærden (som er målet) på ingen måde kan nås uden om de store mennesker (23ø). Herigennem konkluderer han, at de store mennesker er formålet (24ø): “Det er Overbevisning om, at uden det højeste, yderst faatallige, Mindretals med yderste Anspændelse indvundne Kultur er ingen værdifuld Udvikling mulig, intet Fremskridt i Ordets egentligste Forstand. Uden de højeste Minoriteters Kultur synke Masserne i Aandløshed [...] Og da Mindretallet atter har de store enkelte at takke for sin Kultur, saa er det de store enkelte, hvis Frembringelse og Opretholdelse er Maalet”. Brandes gør her op med den forestilling, at historien styrer personernes formål og retning, men at de store mennesker i stedet fremtræder som en slags drivkraft for historien. Ved at være til og gøre, hvad de gør, både driver og beriger de historien, i hvilken de selv virker. Vi ser her mulige spor til hvordan Brandes måske overvejer eller planlægger at skrive om de store personer – særligt Cæsar som behandlet af Mommsen står ifølge både Høffding og Brandes som utilstrækkelig. Udlægningen af Nietzsche, samt den aristokratiske radikalisme viser et tidligt behov for den historiske behandling af de store mennesker og kan ses som et program inden for historien, som Brandes måske er ved at lægge an. Som det også senere vil fremgå, fejler Brandes dog dette i spillet mellem æstetikeren og historikerens udlægning af Cæsar, jf. kritikken af Mommsens tidligere værk. Opsamling Ud fra ovenstående har vi forsøgt at belyse mulige strømninger og faktorer, som – mener vi – kan Side 27 af 46 give en forståelse af Brandes syn på historien og de store mennesker. Vi har gennem behandlingen af den relevante forskning belyst et manglende fokus på Brandes' syn på de store mennesker og dette syn som repræsentant for hans historiesyn. Gennem udlægningen af de gennemgåede tematikker har vi forsøgt at give et nuanceret billede af Brandes' forhold til historien, og med inddragelse af Brandes' indlæg i Tilskueren er vi kommet tættere på behandlingen af denne tese. Den bagvedliggende ramme, samt arbejdet med artiklen i Tilskueren, kan dog ikke stå alene og må appliceres på et senere værk, hvis vores første tese angående Brandes' historiesyn skal kunne bekræftes. Vi vil i følgende afsnit kigge nærmere på værket om Julius Cæsar for derigennem at sige noget om historiesynet. Herefter vil dette arbejde med hans biografiske værk sættes i relation til denne baggrundsramme samt til den øvrige Brandes-forskning. Side 28 af 46 Cajus Julius Cæsar (1921) Brandes' sene liv og forfatterskab Det var i Brandes' sene liv, at han skriver biografierne om de store mennesker, Goethe (1914-1915), Voltaire (1916-1917), Julius Cæsar (1918) og Michelangelo (1921). Han havde gennem en længere periode udtrykt fascination for disse store ’enere’, og Cæsar-værket kan måske i lyset af Tilskueren spores længe at have været i vente. Brandes' valg af Cæsar og tidspunktet, han endelig valgte at skrive om ham, har antageligt haft samtidshistoriske faktorer. Brandes' kritik af verdenskrigen, dens meningsløshed samt dens hovedaktører kan ses i kontrast til det billede, han forsøgte at vise med Cæsar som repræsentant for den retfærdige, meningsfulde krigsførelse. ”Cæsars krige var meningsfulde nok til at sætte det meningsløse i relief i den krig der nu raser.” (Knudsen 2004: 275). Kritikken kan her ses af fx Kejser Wilhelm, som sammenlignet med Cæsar mangler legitimt grundlag for krigen. ”Og her i 1918 tegner han så sit portræt af den bedste af alle tyranner, ham for hvem alt lykkedes – indtil forrædere myrdede ham: Cæsar.” (ibid.: 281). Brandes' udlægning af Cæsar vil i det nedenstående blive analyseret med udgangspunkt i en kort redegørelse for værkets handling og opbygning. Som nævnt i vores indledende præsentation af metodeafsnittet, vil vi både fremhæve de eksplicitte og implicitte elementer i forbindelse med Brandes fremstilling af Cæsars personlighed, Cæsar som drivkraft i historien og den gennemgående forherligelse. Hertil kigger vi også efter skildringen af Cæsars relation til folket omkring ham. Cajus Julius Cæsar Værket, som er delt op i to bind, indledes med en ca. 40 siders ouverture, der fremhæver nogle centrale steder for det portræt, Brandes ønsker at give af Cæsar. Store bedrifter i Egypten – Gallien og Rom sætter rammen for de følgende kapitler. Efterfølgende begynder Brandes med en beskrivelse af forholdene i Romerriget før Cæsar og den allerede etablerede stuktur, Cæsar fødes ind i. Resten af bind 1 går på at udlægge Cæsar som politiker og nogle af hans tidlige bedrifter. Først i bind 2 tages der fat på Cæsars store erobringer, særligt felttoget i Gallien, og undertvingelsen af gallerne og germanerne får en detaljeret beskrivelse, hvor Brandes dybdegående fremhæver Cæsar som ’eneren’. Mod slutningen af bind 2 kommer Cæsars indtog i Side 29 af 46 Rom og borgerkrigens udbrud, hvoraf Cæsars triumf følger. Afslutningsvis kommer mordet på Cæsar og foragten for dennes mordere. Værket skifter sine kapitler mellem skildringer af politiske forhold i Rom og Cæsars bedrifter som hærføreren i felten. Disse skildringer udgør rammen, som Cæsar sættes ind i. Cæsar som politiker og hærfører I følgende del af gennemgangen af Cajus Julius Cæsar vil vi præsentere Cæsar, som Brandes skildrer ham, i forbindelse med hans rolle som politiker og hærfører. Ved at belyse disse eksplicitte aspekter af hans skildring af Cæsar er det vores hensigt at udlede generelle forbindelser til og udtryk for Brandes' syn på historien, samt til forbindelsen mellem denne og de store personligheder. Cæsar som det gode og som udtryk for fremskridt Som både politiker og hærfører bliver Cæsar fremstillet som et direkte og indirekte udtryk for det gode, og som et udtryk for fremskridt i historien. Hans bedrifter, gerninger og intentioner bliver beskrevet på en i høj grad forherligende facon, som også vil blive forsøgt udspecificeret med reference til konkrete passager i værket. Indledningsvis skriver Brandes: ”Cæsars Livsværk betegner det største Fremskridt, Menneskeheden nogensinde har gjort ved et enkelt Statsoverhoveds Initiativ.” (Brandes 1921: I, 26) 4. Denne fremstilling af Cæsars fremskridt går igen gennem hele værket og kommer blandt andet også til udtryk i udlægningen af Cæsars Agerlov (lex Julia agraria), som ikke kun udtrykker en gavmildhed mod trængende borgere, men også tillægges et ønske om at skabe flere velhavende indbyggere, som kunne beskattes og dermed igangsætte en økonomisk udvikling i Romerriget (I, 200m). Videre skal Cæsar også vise sig som Roms kulturelle fremskridtsmand, når Brandes beskriver, hvordan han ”[…] endelig tilgavns tilegnede sig den græske Civilisation, ja besluttede, i det Verdensrige, han grundede, at sammensmelte græsk Videnskab og Kunst med romersk Kløgt og Kraft” (I, 351m). Ydermere bliver Cæsars politiske virkning beskrevet i forbindelse med ophævelsen af Sullas' ”uretfærdige” love (I, 159 & 156n). I slutningen af værket konkluderer det endvidere, at Cæsars 4 I = bind 1 og II = bind 2 Side 30 af 46 gøren og formåen i tiden var drivkraften i udviklingen af Rom til det bedre (II, 359f), og understreger endvidere Cæsars store fjende Pompeius som inkarnationen af stilstand, passivitet og middelmådighed, i hvilken kontekst Cæsar (som udtryk for fremskridtet) er fortællingens helt (II, 237ø). Dette udtryk for et fremskridt går også hånd i hånd med den gentagende negative beskrivelse af samtidens statsvæsen og senat og den dertilhørende retfærdiggørelse af Cæsars diktatur. Generelt beskriver Brandes datidens Roms republik som både primitiv, korrupt og i forfald. Blandt andet formulerer han sig således: ”I ingen moderne Negerrepublik gaar det værre til ved offentlige Møder, end paa dette Tidspunkt i det republikanske Rom” (II, 80), og endvidere understreger han, at al politik blev afgjort ved vold og militærmagt, og endte derfor oftest i blod (II, 68 & 144). Ikke kun hans krig i Gallien forherliges, hvor hans felttog retfærdiggøres ved, at han ”ved sit Geni og sin Fremsynethed øjensynlig [har] skudt den Folkevandring, der gjorde Ende paa Romerriget og hidførte Middelalderen, 400 Aar ude i Fremtiden” (II, 63-65), hvor hans mulige personlige og egennyttige intentioner føres i baggrunden. Hans senere march imod Rom bliver beskrevet som en absolut nødvendighed, som blev begrundet i aristokratiets fald og Roms statsvæsens fulde opløsning (II, 80ff, 121-122). Endvidere bliver dette fokus imod Rom beskrevet som nødvendigt i kraft af hans, i Rom, fjenders falske rygter, egoistiske egennytte og umiddelbare ønske om at føre Rom i krig (I, 19m & 196f & 207 & II, 186). Endvidere, skriver Brandes, havde Cæsar droppet sin march imod Rom, ville det ”aandløse Anarki” have bestået, hvoraf hans angreb derfor var ”naturligt og berettiget”, og diktaturet derfor et nødvendigt onde (II, 191n & 222). Andre steder skriver han også, at Cæsar ønskede og direkte søgte om fred, medens fjenden (Pompeius m.fl.) gang på gang afslog dette hensigtsmæssige ønske (II, 202 & 236). I Cæsars fravær faldt Roms politik fra hinanden (II, 67mf). I beskrivelsen af hans krigsførelse bliver Cæsars velkendte stratetiske kundskaber fremhævet, og i denne forbindelse fremhæves og forherliges hans storhed og bedrifter yderligere. Både hans kampe i Gallien, Spanien, Afrika og Asien bliver fremhævet, og flere steder bliver det også påpeget, at følger man ikke Cæsars plan, må man nødvendigvis gå til grunde (I, 330ø). Hans sejre alene bliver ikke kun begrundet med hans strategiske væsen, men endvidere med hans personlighed, der både inspirerer tropper, fjenden og politikere i Rom, men også formår at skabe fred i de Side 31 af 46 områder, han indtager (I, 18ø & 183 & II, 12ff & 59ø), og hans tilstedeværelse synes at være påkrævet for en hærs værd. Også ønsket om fred bliver hos Cæsar understreget gentagende gange ved at beskrive hans ærgerrighed og retfærdiggørelse af krigene. Fx tolker Brandes en henrettelse af Veneternes storråd af Brandes med, at ”Cæsar maa have betragtet den som politisk nødvendig, som retfærdiggjort af Omstændighederne” (II, 75). Endvidere skriver han, at ”Han førte aldrig Krig for Krigens Skyld, af blot Ærgerrighed eller for at blænde de Hjemmesiddende i Rom. Han tabte aldrig det politiske Øjemed af Sigte.” (II, 21 & 219 & I, 188m). Forherligelsen af Cæsar som politiker og hærfører er gennemsyrende i værket, og det mangler ikke gode eksempler på Cæsars storhed, godhed og gerninger i fremskridtes tjeneste. Cæsar som eneren, den unikke, den udfordrede I forlængelse af Knudsens og Kristensens mest udlagte pointe om den store personlighed som eneren, drivkraften og det unikke i historien vil følgende afsnit forsøge at behandle Cæsars rolle som hærfører og politiker. Hvordan Brandes især lader Cæsar træde ud af sin kontekst som eneren, den atypiske og som den udfordrede, er igennem Cæsars storslåede mildhed set i forhold til en samtid præget af brutalitet, vold og mord. Brandes forklarer, hvordan Cæsar har været vant til at se blodsudgydelser, og fremhæver flere steder den generelle hverdagsbrutalitet (I, 135 & II, 175f). Men trods denne stærke mentalitet (eller ånd), som har hørt sig til romersk skik (I, 63-65), fremstår Cæsar som mild og tilgivende, og med en ualmindelig humanitet stod Cæsar ud fra mængden og romersk tradition. Brandes beskriver ham bl.a. som en blid og venlig person (I, 59). Blandt andet har Cæsar haft for vane (oftest) at skåne sine fjender efter deres nederlag, hvormed han også mange gange viser gallerne mildhed og respekt, når han har besejret dem (I, 31ø), og i nogle tilfælde giver dem romerrettigheder. Selv Dumnorix, hvem han senere pga. trodsighed må lade nedhugge, skåner han i første omgang (II, hhv. 17 & 109). Generelt forsøger Cæsar ved hjælp af inspiration og barmhjertighed at vinde sine troppers og fjenders hjerter (II, 44ø), og de gange, han tyer til faktisk vold eller drab, er det både af nødvendighed og endog i en mild forbindelse – som da han går fra at skulle decimere5 hele 9. legion for mytteri til i stedet kun at lade 120 soldater decimere (dvs. 12 5 : At lade hver tiende prygle til døde; almindelig strafmetode og udtryk for hærens ekstreme brutalitet. Side 32 af 46 døde) (II, 225). Brandes forklarer også den romerske ånd i henhold til økonomiske forhold, og han taler nedsættende om mange af datidens finansmænd, men fremhæver både implicit og eksplicit (I, 229 & 243m), hvordan Cæsar tager afstand fra dette fokus og ligeledes fra at gøre sig afhængig af andre (II, 189n) – og også her fremstår Cæsar unik i forhold til tiden. Især også Cæsars formåen på slagmarken bliver af Brandes afbildet som exceptionel (I, 24mf), når han især kæmper under ugunstlige forhold med sin hær i stort undertal og alligevel formår at sejre i stort set enhver henseende (I, 359). Han bliver også flere steder eksplicit sammenlignet med sine i Triumviratet ligestillede, Marcus Crassus og Gnaes Pompeius Magnus (lat.: den store). Her fremstilles han som værende mere beslutsom, målrettet og storslået end sine kollegaer, som kun søger deres egne personlige og egoistiske mål, imedens Cæsar derimod tager del i en større sammenhæng. Under borgerkrigen bliver også hans mindre, forenede, samlede og udelelige hær sammenlignet med Pompeius' store, mangfoldige, forskelligartede og delte hær, som igen skal understrege både hans evner i kamp, men som også kan tjene som metafor for de to giganters sindstilstand (II, 230). Brandes skriver i forbindelse med gallerkrigen om Cæsars målrettethed: ”Jeg for min Del vilde hellere være den Første blandt disse Folk end den Anden i Rom.” (I, 192). Som leder er Cæsar også unik, ikke blot som general, men også med sin ekstraordinære tilstedeværelse blandt sine tropper. Flere steder forklarer Brandes, hvordan Cæsar har trådt ned fra sin hest og blandet sig med sine tropper for at indgyde mod og for (enkelte gange) at lede slaget fra forreste kolonne (II, 373m), og flere steder er det denne personlige tilstedeværelse, som vinder slaget (fx 340m). Han forsøger endvidere at lade sin egne officerer gøre ham lig (II, 19). Brandes skildrer også, hvordan Cæsars veterantropper senere indtager Cæsars mentalitet og begynder at agere som ham (II, 256). Til slut bliver også hans mord tillagt både personlig og symbolsk værdi, eftersom Cæsar blev myrdet af flere end blot Brutus alene, som alle (Brutus inklusive) bliver beskrevet som misundere, ejesyge og forfærdelige (II, 390m). Brandes beskriver ligeledes i ouverturen Brutus som repræsentant for masserne (som vi har set bliver tillagt negativ værdi hos Brandes), medens Cæsar står for geniet og de få. Skildringen af hans død emmer af referencer til hans liv som Cæsar imod Side 33 af 46 de mange, Cæsar for folket, hvis personlighed siver ned til tropperne, hans venner og resten af befolkningen (I, 246). Cæsar som udtryk for Rom, den gode romer og den romerske tidsånd Følgende afsnit vil forsøge at belyse Cæsars personlighed, gerninger og formåen som et generelt udtryk for Rom, forestillingen om den gode romer og for tidsånden. Flere steder i værket bliver Cæsars personlige tilstedeværelse og inspiration hos tropperne og blandt folket ikke kun forklaret i forbindelse med hans unikhed, men også som et udtryk for romersk tidsånd eller strømning. Fx bliver det flere gange fremhævet, hvordan Cæsar fremstår som et udtryk for den gode leder og den gode romer, når han blandt andet vha. sin vundne respekt alene kan sætte sine tropper på rette kurs (I, 23), eller når han kæmper aktivt i kampene, som en hos tropperne jævnbyrdig kriger (I, 30ff & 40), hvormed ånd og ære hos tropper og leder bliver ét (II, 58). Brandes tilskriver her, og flere andre steder, konkrete beskrivelser af troppernes følelse og værdsættelse af Cæsar, hvilket dog ikke bliver underbygget med kildehenvisninger og tilsyneladende oftest består af formodninger. Dette er interessant her, eftersom det udtrykker en tendens, der senere vil blive belyst. Han skriver også: ”Cæsar blev for den romerske Menigmand den guddommelige Personlighed, Divus Julius, som forvandlede Alt” (I, 34m). Hertil kommer, at Brandes forklarer, hvordan Cæsars legat og senere fjende Titus Atius Labienus lader sine tropper inspirere ved at lade dem forestille sig, at de har Cæsar i spidsen (II, 164ø). Andre steder bliver det fremhævet, hvordan hans hær følger Cæsar (deres leder og/eller høvding) helt automatisk og naturligt (I, 348m). Folkets og troppernes relation til Cæsar bliver skildret overvældende positivt af Brandes, både når Cæsar indtager Gallien og ”romaniserer” dem, men også når han fortæller, hvordan folket jubler og hylder ham ved kendskab til enhver af hans sejre – særligt slaget v. Farsalos, hvor Pompeius bliver slået (II, 300). Endvidere bliver han også hjulpet af folket (omend i skjul), når han fx bliver underrettet om Pompeius skjulte flugt fra Brundusium, som ellers var for Pompeius (II, 203n). Ligeledes er det også interessant at lægge vægt på, hvordan det bliver beskrevet, at Pompeius' egne folk går over til Cæsar (II, 202), eftersom dette må indikere, at Cæsar (i højere grad) er udtryk for det Rom, som de romerske soldater kæmper for. Endvidere er også skildringen, hvor Cæsar Side 34 af 46 bliver forklaret som en læremester og faderfigur for Marcus Crassus’ søn, hvem han former og opdrager i sin hær (I, 283f). Flere steder fremhæver Brandes Cæsar som et udtryk for den sande romer og som et udtryk for alt godt ved Rom – hvad end det lader sig være mod, imperialisme, religionsfrihed, kløgt og ”Verdensborgeraand” (I, 31-33 & 38n). Sidstnævnte bliver blandt andet udpenslet, som tidligere nævnt, i hans forsøg på at adoptere traditioner, kultur og litteratur fra det antikke Grækenland (I, 351m), og når han lader mange galliske stammer bestå, efter han har besejret dem, og på den måde samler de mange småstater (I, 349ø). Det bliver også flere steder forklaret, hvordan Cæsar har set sig selv (direkte og indirekte) som repræsentant for Rom og romerske værdier, når han blandt andet sammenligner sig selv med tidligere ledere som Alexander den Store og Perikles af Athen (I, 63). I sin tale til senatet d. 5. december år 63 fremhæver og priser Cæsar Roms forfædre, traditioner, skikke og stoiske adfærd i forbindelse med retfærdig og mild straf, hvorved han også understreger en stor mands ansvar og rolle som inspiration for en befolkning (talen: I, 168n-172ø). I denne forbindelse bliver Cæsar både præsenteret som unik, men samtidig også som udtryk for tidligere og generelle strømninger hos Roms forfædre, som han i en senere tale til sine tropper fremhæver ved at lovprise hæder og lydighed samt sæder og skikke (II, 224f). På denne måde kan han blandt andet også menes at blive præsenteret som inkarnationen af det stolte Rom! Eksplicit skriver Brandes også, at Cæsar ”[…] paa den anden Side Folkevælden i Rom og i Roms mangfoldige Provinser, personliggjort i den eneste Mand, der kunne give den Sammenhold og føre den til Sejr.” (II, 259ø). Delkonklusion Ud fra ovenstående kan følgende fortælles om Brandes syn på Cæsar som stor personlighed forbindelsen med hans historiesyn. Flere steder i værket bliver Cæsars personlige tilstedeværelse og inspiration hos sine tropper (som hærfører) og blandt folket (som politiker) ikke kun forklaret i forbindelse med hans unikhed og som eneren, men også som et udtryk for romersk tidsånd eller strømning. Generelt lader Brandes Cæsar fremstå som en modsætning til samtidens tendenser; mild under brutale omstændigheder, barmhjertig i hårde tider, en beskytter og ej en hersker. Som en personlighed, der siver ned i og påvirker folket. Andre gange er han repræsentanten for hans folk og land, hvor Brandes også tillægger andre folkeslag deres store mennesker at være Side 35 af 46 repræsentanter for folkets værdier – som den også i værket anerkendte Vercingetorix for Gallien. Tillige er der endvidere tale om en vekselvirkning imellem udtryk for det enestående og udtryk for noget mere generelt. En dobbelthed, som både giver udtryk for den store personlighed som et enkeltstående udtryk for noget atypisk og enestående, men også som en repræsentant for generelle værdier og samtidsstrømninger. En dobbelthed, som vil blive belyst senere i vores konkluderende afsnit. Cæsar som det store menneske Mange steder igennem fortællingen skildres Cæsar som en enestående personlighed. Han fremstilles som et ypperligt menneske med særegne kvaliteter, der både er ærefulde og beundringsværdige i karakter. Han er et pragtfuldt individ af en fornem natur og ser sig for stor til at beskæftige sig med småligheder og bagateller, ligesom han også altid formår at omsætte idé til handling. Han beskrives af Brandes i storladne og hyldende vendinger: mægtig, fornem, kløgtig, modig (men ikke dumdristig), risikovillig og vindende derved, utrættelig og urokkelig. Med Brandes' poetiske ord: ”Cæsars Indre var fra hans Ungdom en Kraftsamler, en Art elektrisk Accumulator, i hvilken der ophobedes Energi, og hvor der efter hver Udladning oplagredes en ny med stedse stigende Styrke. Heri er intet synderligt Individuelt. Men i de skiftende Former af denne Energi ligger Selvegenheden” (Brandes 1921: I, 14). Denne fremstilling af Cæsar hænger sammen med fremhævelsen af hans geni. Han fremstilles (I, 19 & 23) som en fattet og overskuende hærleder, der altid bringer sine folk til sejr, også når de er stærkt i undertal og har alle odds imod sig. Han fremstilles som 'stor mand' og som civilisatorisk geni (I, 39 & 40) og som en mand af overmål (I, 357-58). Cæsar som en overperson, man ikke bør gå i vejen for, viser sig også i de frygtelige konsekvenser, det kan få, hvis man agerer ulydigt over for ham – som fx Curio må føle det, da han går uden om Cæsars bud og med for få styrker angriber fjenden og lider nederlag (I, 330). Cæsars barmhjertighed lægges der vægt på flere steder i fortællingen (I, 14, 20 & II, 59). Han udviser mildhed over for gallerne, da han overvinder dem og romaniserer Gallien (I, 30-31). Cæsar som barmhjertig skikkelse står naturligvis i forhold til tidens grusomhed. Cæsar er del af denne og bidrager til den, bl.a. med mange store gladiatorkampe, men alligevel som barmhjertig og besiddende en for tiden ”ualmindelig humanitet”, idet han ofte skåner fægterne. Grusomheden tilskrives den romerske tradition; Cæsar selv var fri for grusomhed, siger Brandes (I, 63-64). I Side 36 af 46 skildringen af tidens grusomme straffemetoder ser vi også en form for idyllisering af Cæsar: Han er ganske vist del af tidens måde at gøre tingene på, men undskyldes med, at han ikke var værre, end hvad der var almindeligt og forventeligt i tiden. ”Cæsar var ikke personligt grusom, men som Oldtidsromer overfor Barbarer ufølsom (I, 65). Når han afstraffede ulydighed i egne rækker, fx ved at hugge hænderne af oprørske soldater, var det nok en forfærdelig straffedom, men ikke værre, end hvad man kunne finde på gallisk side (I, 64). Et sted befaler Cæsar endda hænderne hugget af hele 2000 mand. Dette kalder Brandes dog for barberi, men tilskriver det ikke desto mindre romerne generelt at være sådan. ”Formaalet gør ikke dette grusomme Barberi undskyldeligt, og det har ingen moderne Forsvarer fundet. Romerne betragtede imidlertid fjendtligsindede Barbarer, som Korsfarerne sidenhen de Vantro.” (II, 181). På denne måde bruger Cæsar tidens barskhed og grusomme straffemetoder til at sætte kontekst omkring Cæsars afstraffelser (I, 66). Cæsar bruger oldtidens masseudryddelser som eksempel: ”Ideen var ikke for Oldtiden som oprørende som for os. Folke-Instinktet krævede undertiden slige Massemord.” (I, 86). Som kontrast til den forherligende fremstilling af Cæsar står den mindre forherligende fremstilling af barbarerne. Disse fremstilles som militærtaktisk underlegne, hvad de nok også har været, men den får lige en ekstra tand i fortællingen ”Germanerne vendte alle sammen om og tog Flugten. Som de Barbarer, de var, havde de sat Alt ind paa det første Stød: naar det mislykkedes, var Alt fortabt. De kendte ikke til at spare paa Kræfterne, forstod ikke anden Inddeling af Tropperne end den efter Folkeslag.” (II, 41 (se også 43)). Andre steder fremstilles barbarerne som utilregnelige (II, 91), og dette altså i 'æresløs' forstand, hvorfor man heller ikke kunne indgå alliancer med dem. Cæsar lader en masse tilfangetagne henrette, om hvilket Brandes siger: ”Dens Grusomhed er utvivlsom. Cæsar maa have betragtet den som politisk nødvendig, som retfærdiggjort ved Omstændighederne” (II, 75). Senere bruges germanerstammernes dårlige opførsel som undskyldning for romernes nådesløse nedslagtning af alle inklusive hele det civile folk. Alle, der ikke når at flygte, bliver nedsablet – men skyldes blot, skriver Brandes, at romerne var opbragte over barbarernes troløshed (II, 89-93). Et andet eksempel på dette: I forbitrelse over blodbadet i Oléans skåner romerne ingen, hverken kvinder eller børn eller gamle. Dette fremstiller Brandes ikke som nogen helt forfærdelig ting. ”Var Massemordet i Cenabum uhyggeligt, værre end dette Massemord, som ramte ganske andre end de dengang skyldige, kan det ikke have været. [nyt Side 37 af 46 afsnit] Dette er jo imidlertid den Form, i hvilken Retfærdigheden i hine Tider som i vore Dage plejer at aabenbare sig” (II, 156). Det er særligt i mødet med Roms fjender, at Cæsar fremstilles som helteskikkelse. Et eksempel på dette ser vi, da der indfinder sig en krise i tropperne på grund af frygt for de modbydelige barbarer, man har i vente. Cæsar viser her sit mod og sine lederevner ved roligt at tale opmuntrende til sine tropper, hvilket fremkaldte ”et fuldstændigt Omsving i Hærens Stemning” (II, 32). Hvad Cæsar her baserer sig på, fremgår ikke. Man må tage ham på ordet, og sådan er det ofte, når Brandes udtaler sig om, hvad der foregår i hovederne på de mennesker, der omgiver Cæsar. Cæsar som eneren, den unikke, den udfordrede Mange steder i fortællingen fremstilles Cæsar som unik og enestående – som individualist og geni. Som vi tidligere har nævnt, er Brutus repræsentant for masserne, mens Cæsar er repræsentant for geniet (I, 7m). I disse aspekter italesættes han som et menneske, der sætter sig ud over sin tid og sine omgivelser. Han beskrives som et menneske, der omdanner byrummet: ”Det var ikke, som det ofte siges, Branden under Nero, der omskabte Rom, det var den Sprængning af Pomoerigets og Murenes Dobbeltring, som iværksattes af Cæsar” (I, 53n). Set i lyset af den enorme indvirken på Roms historie, som Neros ombygning af Rom havde, synes det forkert at tilskrive Cæsar denne ære. Hvad han derimod synes mere sandsynligt at tilskrive Cæsar æren for, er hans forandring af tidsopfattelsen: ”Ikke blot den daværende verden, Landenes Grænser og Vilkaar, Rummet omkring ham, omformedes af Cæsars Geni. Det kom til at tage sig ud, som om selve Tidens Løb omdannedes af ham. En gammel israelsk Legende lader Josva standse Solens Gang over Himlen næsten en hel Dag. Cæsar ændrede i Virkeligheden Tidsregningen, saa han standsede Solens Gang 67 Dage. Han bragte Datidens astronomiske Forvirring (sic) til at høre op og indførte det Tidsmaal, der med en ringe Afvigelse gælder endnu” (I, 28). Vi ser her tydeligt, hvordan den legendariske fremstilling træder frem, og når Brandes udtaler sig sådan, er der naturligvis et poetisk element i det, der mest af alt fungerer som litterært virkemiddel. Dette ses også i et andet eksempel, hvor han i den sædvanlige episke stil skriver ”Havde Cæsar ikke den Tro, der flytter Bjerge, saa havde han den Vilje, der flytter Floder”. Han italesættes flere steder som opfindsom og nytænkende (II, 169) – og på denne måde som usædvanlig. Han er så enestående og selvstændig, at han endda er uden kammerater og venner. Side 38 af 46 ”Cæsar var en ensom Natur. Det er betegnende, at der endog fra hans Barndom og hans første Ungdom ikke tales om nogen som om hans Ven og Kammerat. Cæsar har aldrig havt nogen Kammerat. Han var som Ørnen, der flyver Alene” (I, 351). Dette er et blandt mange eksempler på fremstillingen af Cæsar som aldeles uafhængig og sig selv tilstrækkelig. Og ikke nok med det – andre må også støtte sig til ham, som når fx Crassus må støtte sig til Cæsar (II, 140). Med sætninger som ”Andre romerske Stormænd end Cæsar har vist ubøjelig Energi; Ingen har udvist Højsind som han” illustreres fremstillingen af Brandes som absolut enestående glimrende. Han besidder tilsyneladende kvaliteter, som ingen anden kan måle sig med. Romertiden kender ikke til ridderlighed i krig, hvorfor Cæsars mildhed blot er desto mere ekstraordinær (II, 95ø). Ved drabet på Cæsar kommer også én mod alle-tilgangen til udtryk. Nok myrdes der i flæng i det politiske Rom – det indtryk er svært ikke at få, når man læser bogen – men ved Cæsars mord føres dolken alligevel usikkert: ”Såret var let, da Dolken førtes saa frygtsomt” (II, 411). Cæsar som udtryk for romerånden og fremskridtsånden Cæsar fremstilles også som god romer og udtryk for romerånd. ”Han var den bedste romer af dem alle”, citerer Brandes Antonius for at have sagt efter mordet på Cæsar (I, 11n). Også som både modernitetens forkæmper i både Rom og Gallien (I, 30) og som verdensmand fremstilles Julius Cæsar, som fx når han – noget anakronistisk – kaldes for ”Menneskehedens Repræsentant” i den antikke verden i kraft af at have slået ”Roms Porte op for Verden” (I, 29ø). Denne italesættelse som både verdensmand og udtryk for den romerske ånd gøres flere gange: ”Cæsar er visselig et Udtryk for Romeraanden; dog er han ikke dens, men Menneskehedens Mand” (I, 16). Men forholdet til Rom går begge veje – Cæsar er heller ikke fattelig uden Rom (I, 347). Brandes går langt her. ”Alle hans Planer og Foretagender var udgaaede fra et verdensborgerligt Storsyn” (I, 33). Med dette henvises der til hans indlemmelse af kolonister i romerriget. Han tilskrives tilmed samme sted æren for at have opfundet den europæiske dagspresse: ”Cæsar, fra hvem det Forskelligste udgaar, er den europæiske Dagspresses Ophavsmand. Han stiftede som Consul Europas første Dagblad, idet han forordnede, at Udtalelserne saa vel paa Senatets som paa Folkeforsamlingernes Møder skulde protokolleres og offentliggøres” (I, 33). Brandes' argumenter for denne store påstand er ikke imponerende. Det synes direkte forkert at associere ham med europæisk dagspresse på dette grundlag. Side 39 af 46 Fremstillingen af Cæsar som verdensmand knyttes til noget, der kan smage en smule af det verdensborgerideal, som Brandes selv var så stor en fortaler for, omend det naturligvis ikke var hverken begrebsliggjort eller realistisk at tale om i antik tid: ”Han er maaske den første, der har undfanget Samvittighedsfrihedens Ide, som den nutildags forstaas. Statens ubetingede Neutralitet overfor enhver Cultus” (I, 38). Her henvises til Cæsars anerkendelse af jødernes rettigheder. Når Brandes udtaler sig på denne måde, lader han det være klart, at han ikke er bange for at trække direkte paralleller til nutidens verden. Der bliver bl.a. perspektiveret til nutidens finansielle systemer. Vi får her at vide, hvordan romerne på sådanne punkter var forud for vores egen tid: ”Det ses altsaa, at Romerne allerede halvandethundrede Aar før vor Tidsregning var langt forud for den moderne verden i at faa de smaa Kapitalister til at bringe deres Sparepenge fra Kistebunden til de store Statsforetagender” (I, 248). I forbindelse med Vercingetorix's overgivelse, som vi har set beskrevet ovenfor, nævnes det, hvordan Vercingetorix fængsles i seks år og dernæst henrettes. Hertil kommenterer Brandes på den manglende medlidenhed: Tiden var for det første grusom, for det andet faldt det ikke ”Cæsar, endsige Samtiden, ind, at en overvunden Fjende ikke mere er nogen Fjende” (II, 175). Men også her, som så mange andre steder i teksten, perspektiveres der til nutiden med det formål at sige noget om det manglende humanitetsfremskridt i løbet af alle de mange år fra antikken frem til i dag. Her henvises til Napoleons tilfangetagelse. Som sagt er dette et blandt mange eksempler på, hvordan Brandes bruger fortællingen og dens begivenheder til at kommentere på ting i nyere tid. Det lader på en måde til, at han på én og samme tid gerne vil vise os oldtidens umådelige brutalitet og barske vilkår og på samme tid gerne vil fortælle os, at vi ikke er så langt fra dem endda, som vi måske gerne tror om os selv. Det synes grusomt af Cæsar at fængsle og dernæst henrette en mand, som frivilligt møder op i hans lejr og overgiver sig til ham. Men Cæsar undskyldes med tidens måde at gøre det på. Her har Brandes helt ret. Når man studerer fortiden, må og skal man forstå dem ud fra tidens præmisser og lade være med at læse nutidig bagklogskab ind i deres gøren og laden. Mange gange i fortællingen siger Brandes helt retmæssigt, at man er nødt til at forstå, hvordan tiden er, og at oldtidens mennesker havde en anden måde at se på mennesket. Det er dog alligevel sjovt, at han i mange tilfælde ikke holder sig tilbage for at udtale sig fordømmende, når det kommer til de andre skikkelser i historien. Det er ganske enkelt dette forhold, som denne analyse ønsker at fremhæve: den konsekvente forskelsbehandling af Cæsar. Side 40 af 46 Gang på gang er han bare bedre, større, stærkere, modigere, og højere respekteret end de omgivende hærførere og politiske skikkelser, og til sidst er det svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at det i al sin forherligelse bliver en smule utroværdigt. Når Cæsar hugger hænderne af 2000 mand, så de kan vende tilbage som omvandrende eksempler på, hvad straffen er for ulydighed, kalder Brandes det ganske enkelt for barberi, men tilskriver det ikke desto mindre alle romerne at være sådan (II, 181). Sådan er det gang på gang. Når han er grusom, er det, fordi alle romere er sådan; han er i værste fald ikke værre end gennemsnittet, og han er i de fleste tilfælde langt bedre. Delkonklusion Cæsar var en usædvanligt succesfuld hærfører og meget indflydelsesrig politiker. Som hovedperson i bogen må den slags ting naturligvis fremhæves, og det sker så sandelig også. Vores konklusion her er, at der lader til at konkluderes større, end der er kildemæssigt belæg for. Meget af det baserer sig på Cæsars fremstilling af sig selv i Gallerkrigene, og det er svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at han ukritisk videreformidler den helteskildring, som Cæsar har ønsket at give af sig selv, og at Brandes dermed er blevet noget farvet af de kilder, han selv har brugt. Hans enestående karakter er utvivlsom; det har krævet ikke så lidt at være frontfigur i denne tid, hvor korruptionen, bagtaleriet og ikke mindst de interne myrderier i det politiske liv var overvældende mange. Men at han næsten skulle være den overperson, som han fremstilles som her, er det svært ikke at være kritisk over for. Ofte skriver Brandes, som om han har befundet sig inde i hovederne på soldaterne, når han skriver om, hvor ærefrygtige og beundrende de er over for ham. Kildemæssigt lader han simpelthen ikke til at have belæg for disse udtalelser. Mange referencer er udledt fra Cæsar selv eller Ciceros breve, og det er svært ikke at undre sig over, hvordan han kan vide, hvad alle de mange mennesker, der har omgivet ham, har tænkt, idet de ikke har efterladt sig skriftlige levn. Det overordnede indtryk af Cæsar som mægtigt menneske kan naturligvis sagtens udledes af de politiske skikkelsers fortællinger om ham. Disse var trods alt hans konkurrenter. Men ofte lader det til, at Brandes – næsten som et stilistisk overgreb – lader sig fortrylle af sin egen hovedperson og gør ham til en urørlig og i alle henseender enestående halvgud. Side 41 af 46 Resultaterne Vi har nu gennemarbejdet Georg Brandes’ tobindsværk om Julius Cæsar og har forsøgt at udarbejde og forklare, hvordan han lader Cæsar komme til udtryk i historien som tidens store personlighed. I denne forbindelse har vi fremhævet flere perspektiver, som hver især understøtter hans syn på relationen imellem det store menneske og dennes samtid, som både et resumé for tidsånden, men også som en atypisk og unik ener. Vi vil mene, at der mange steder er belæg for denne dobbelthed, som varierer og skifter igennem værket. I følgende vil vi sammenholde disse resultater fra bearbejdelsen af værket med Tilskueren og bruge det som et eksplicit udtryk for hans historiesyn; og til slut i forhold til den i starten af projektet præsenterede forskning. Førstnævnte vil kunne underbygge det implicitte syn på historien og de store mennesker i Cajus Julius Cæsar, medens sidstnævnte vil sætte resultaterne over for forskningen og evt. uddybe relationerne herimellem. Som vi har belyst i gennemgangen af Tilskueren, indikeres der allerede her et syn på historien og forbindelsen til de store mennesker som formål for den. Gennem et forsvar af den aristokratiske radikalisme giver han med andre ord udtryk for et syn på historien, hvormed det store menneske står centralt i sin samtid og driver denne ud fra vedkommendes tanker alene. Synet på det store menneske i denne artikel udtrykker et syn på historien, hvori individet træder ud af mængden og hæver sig over masserne som den atypiske og unikke ener. Dette menneskesyn har klart sin relation til Nietzsche, selvom det har været eksisterende allerede forinden. Men hvordan kommer det alternative historiesyn (det store menneske som ”resumé”) så til udtryk? Er der tale om en ændring fra artiklen i Tilskueren til hans senere biografiske værker? Eller er det blot et udtryk for et mere gendrivende perspektiv hos Brandes? Før vi konkluderer på dette, vil vi kort samle op på forskningen ved hhv. Sven Møller Kristensen, Jørgen Knudsen og Jens Christian Manniche for at drage paralleller mellem deres vurdering og udgangspunktet i Det store Menneske, Kulturens Kilde. Kristensen præsenterer Brandes som havende et historiesyn, der baserer sig på, at det store menneske skal forstås som drivkraften i historien, som et atypisk og unikt aspekt af dennes samtid – hvormed der er tale om, at det store menneske påvirker og driver historien, og ikke omvendt. Side 42 af 46 Han fremhæver ligeledes, at Brandes aktivt har taget afstand fra forståelsen af det store menneske som værende et resumé eller repræsentant for en ide eller tidsånd, i forbindelse med hans kritik af Taine. Manniche understreger denne vurdering af Brandes' historiesyn og fremhæver, hvordan det skal ses i relation til Brandes' radikalpolitiske program og hans hang til aristokratisk styreform. Han beskriver det store menneske som kulturens kilde. Både Kristensen og Manniche lægger sig tæt op ad Brandes' historiesyn i forbindelse med artiklen i Tilskueren, og uddyber ikke yderligere nogle alternative fortolkninger. Knudsen tilslutter sig også langt hen ad vejen denne forståelse af Brandes' historiesyn, når han blandt andet fremhæver' heltedyrkelsen og foragten for menneskeheden og masserne, samt hvordan Brandes senere liv har påvirket ham i retningen af hans biografiske værker. Ligeledes understreges det, hvordan Brandes, i forbindelse med sit essay om Schopenhauer, har udlagt, hvordan en tidsånd opstår i en eller få hjerner og derefter omspænder resten af folket. Det er dog interessant, at han benævner en dobbelthed i Brandes' biografier, når han i de afsluttende bind om hans liv skriver om kampen om at forstå det store menneske som enten kilden til eller produktet af et samfund Vi har forsøgt at udlægge Brandes' syn på historien og de store mennesker, og vi har i den forbindelse fundet belæg for at hævde, at der ikke udelukkende er tale om et syn, som retter sig imod det store menneske som eneren, den atypiske og som en kilde til fremskridt. Der er også flere steder i Cajus, som understøtter hans syn på det store menneske som et resume eller en repræsentant for en ide, en tidsånd eller en generel strømning. Forståelsen af Georg Brandes' historiesyn er altså ikke så entydig, som forskningen kan menes at give udtryk for, men kan forstås som en syntese eller vekselvirkning imellem disse to forståelser af de store mennesker. Dette kan også understreges i individualismen hos Brandes, udtrykt i hans politiske holdninger, kombineret med den tyske tradition og ide om en tidsånd, som kommer til udtryk i et eller flere store individer. Hans værk er også interessant i forhold til hans diskussion med Harald Høffding vedrørende, hvorvidt han skal opfattes som historiker eller æstetiker, om han i højere grad kan menes at være influeret af positivismens træk og ideer, som Manniche fremhæver, eller om han i virkeligheden ikke kan gøre op med den romantiske arv, han selv er med til at nedbryde. Når Brandes i samme værk både beskriver Cæsars enestående og unikke mildhed overfor Gallerne fjenderne på den ene Side 43 af 46 side, hans deltagen i en brutal tid på den anden, og samtidig lader Cæsar stå som udtryk for den romerske ånd, er det ikke nok at referere tilbage til det entydige historiesyn i Det Store Menneske. Kulturens Kilde (1890). Men i stedet at have for øje, at det alt i alt tyder på, at Brandes ikke kan forstås som en entydig skikkelse i forbindelse med synet på historien og de store mennesker, og måden hvorpå de fremstilles, men at han, ligesom Cæsar, måtte veje sine idealer imod realiteternes vilkår. Side 44 af 46 Formidlingsovervejelser I forbindelse med en mulig formidling af projektet har vi gjort os følgende overvejelser. For det første forestiller vi os, at projektets emne og metode kunne formidles for gymnasieelever på tværfaglig vis, i forbindelse med en præsentation af Georg Brandes historiske samtid og i forbindelse med Georg Brandes rolle i det moderne gennembrud. Selvom Georg Brandes’ liv og eftervirkning er velkendt og veldokumenteret, finder vi det stadigvæk aktuelt at uddybe hans syn på historien, for på den måde yderligere at belyse hans syn på de store mennesker. Hertil forestiller vi os, at projektet kan formidles i form af en faglig artikel, som forsøger at uddybe den tidligere forståelse af Brandes’ syn på historien og de store menneskers rolle i deres samtid, og på den led forsøge at (genop-)starte debatten om hans relation til tidens store personligheder. Specielt i en tid, hvor der ikke længere skrives denne form for ”historie”, er det spændende at se tilbage på en mulig tidligere tradition og evt. sætte den i relation til moderne kritisk historieskrivning – og endvidere se på, hvordan en sådan historieskrivning kan bruges i dag. Side 45 af 46 Litteraturliste Primærlitteratur Brandes, Georg (1921): Cajus Julius Cæsar I-II. Gyldendalske boghandel. Nordisk forlag. 2. udgave – den første udgivet i 1918. Brandes, Georg (1890): Det Store Menneske. Kulturens kilde. Tilskueren VII, januar, 1-25 Sekundærlitteratur Harsløf, Olav (red.)(2004): Georg Brandes og Europa. Det Kongelige Bibliotek. Museum Tusculanums Forlag. Knudsen, Jørgen (1985): Georg Brandes. Frigørelsens vej. 1842-77. Nørhaven Bogtrykkeri. Gyldendal. Knudsen, Jørgen (1994): Georg Brandes. Symbolet og manden. 1883-95. Nordisk Bogproduktion. Gyldendal, 327-377. Knudsen, Jørgen (1998): Georg Brandes. Magt og afmagt. 1896-1914. Nordisk Bog Center. Gyldendal, 571-578. Knudsen, Jørgen (2004): Georg Brandes. Uovervindelig taber. 1914-27. Nørhaven Book. Gyldendal, 16 & 46ff & 275-297 & 443f Kristensen, Sven Møller (1980): Georg Brandes. Kritikeren – liberalisten – humanisten. Nørhaven Bogtrykkeri. Gyldendal, 75-130. Manniche, Jens Christian (1981): Den Radikale Historikertradition. Jysk Selskab for Historie. Universitetsforlaget i Aarhus, 1-133. Mørch, Søren (red.)(1992): Danmarks Historie 10. Nordiske boghandel. Gyldendal, 237. Mortensen, Klaus P. & Schack, May (2008): Dansk Litteraturs Historie 1800-1870. Narayana Press. Gyldendal Thierry, Werner (1999): Georg Brandes. Værk og Skæbne. Nordisk Bog Censter. Spektrum. Side 46 af 46
