Katalog over reformtiltag

Transcription

Morten Nissen, Kathrine Vitus, Andrew M. Jefferson, Esben Houborg og Liselotte Ingholt
Utopiarbejde – udkast til en forskningsmetode
Nicht um die Konservierung der Vergangenheit, sondern um die Einlösung der Vergangenen
Hoffnung ist es zu tun (Horkheimer & Adorno, 1969: 5).
Sammenfatning
I dette kapitel anskues forskning først og fremmest som en praksis, der udfoldes i tid. Kapitlet udspringer
af et forskningsprojekt, der handler om forskersubjektivitet, og som bruger tekster om mulig fremtidig
forskning som data. Dette kaldes utopi-arbejde, til forskel fra vores inspirationskilde, nemlig Frigga Haug’s
erindringsarbejde. I begge tilfælde arbejdes med dekonstruktion / ideologikritik af tekster, som forskerne
selv har skrevet, og hvor de selv er hovedpersoner. Vendingen fra erindring til utopi giver anledning til
nogle almene overvejelser om subjektivitet, håb og kritik, særligt i videnskaben. Den artikuleres derefter
også videnskabsteoretisk. Til sidst opsamles kapitlets analyser i en beskrivelse af, hvordan vi har tænkt os at
gøre mere konkret.
Introduktion
I dette kapitel vil vi præsentere et utopiarbejde som en forskningsarbejdsmetode. Det drejer sig om et
utopiarbejde, som vi blot lige har taget fat på. Det betyder, at artiklen i højere grad er en programerklæring
end en konkret metodeanvisning. Vi vil i artiklen først beskrive rammerne for dette utopiarbejde og
begrunde, hvorfor vi finder det væsentligt for vores forskningspraksis. Derefter vil vi præsentere det
teoretiske grundlag for vores utopiarbejde. Vi slutter artiklen af med en mere konkret beskrivelse af de
aktiviteter, som vi aktuelt arbejder med som led i utopiarbejdet.
Artiklen udgør et af de første produkter fra et forskningsprojekt ved navn Mixed Methods and Implementation
Workshops (MMIW), som igen er en mindre del af forskningscenteret SUBSTANce – Subjects and Standards
(se http://substance.ku.dk). SUBSTANce udforsker, hvordan subjekter og standarder danner1 hinanden på
forskellige praksisfelter. En af de teser, som vi forfølger, er, at vi også selv, som kritiske og refleksive
samfundsforskere, uvægerligt deltager i sådanne standardiserende og subjektiverende processer. Blandt
1
Det begreb om ’dannelse’, som her bringes i spil, er ikke hentet specielt fra pædagogikkens diskussioner om målsætninger
for pædagogisk praksis. Sådan som vi bruger begrebet, peger det bredt på tilblivelse, konstituering og udvikling. Det er
særligt vigtigt til forståelsen af subjektivitet. Der findes stærke traditioner (i blandt andet sociologi, antropologi og
psykologi), der tager udgangspunkt i, at subjekter ’altid-allerede’ er dannet, og kun udvikler sig gennem en læring, for
hvilken de selv er refleksive aktører. For andre – hvortil altså denne tekst bør regnes – er tilblivelse en nøgle til subjektivitet.
Nissen, Vitus, Jefferson, Houborg & Ingholt
andet derfor indgår refleksive empiriske videnskabsstudier som del af SUBSTANce. Dvs. forskning, der
handler om forskning, som den udfoldes i praksis – af os selv.
MMIW tager således forskning op som et særligt praksisfelt for empiriske studier. Som navnet angiver,
stiller vi skarpt på arenaer, hvor meget forskellige standarder krydser hinanden og indgår i dannelsen af
udøverne: Dels dér hvor videnskab søges gjort relevant i andre slags praksis, som for eksempel ved
implementering af metoder i praksisfelter. Dels også der, hvor det samtidig fordres, at man forbinder
meget forskellige former for videnskab og forskellige former forskningsmæssig relevans (som for eksempel
ved anvendelsen af mixed methods). ’Implementering’ henviser til, at forskningens viden og fund omsættes
i en praksis, som derved forandres, fordi den ledes af nye erkendelser. ’Mixed methods’ betegner typisk en
kombination af forskningsmetoder, oftest en blanding af kvalitative og kvantitative metoder.
Begrebet metode er delvist synonymt med begrebet standard, idet begge peger på logikker, som regulerer
praksis. Men begrebet ’standard’ er – sådan som det bruges i vores projekt og i de videnskabstraditioner,
som vi trækker på – bredere, dels fordi det også rummer de logikker, som er indbygget i praksis uden at
være beskrevet (i redskaber, kropsholdninger, implicitte idealer m.v.), dels fordi det også fremhæver en
aktuelt omsiggribende og omdiskuteret problematik, nemlig standardisering (se nærmere hos for eksempel
Bowker & Star, 1999; Busch, 2011; Jensen, 1983; Mol, 2008; Timmermans & Berg, 2003).
I MMIW udforsker vi, hvordan vi danner os selv som forskere, formidlet af forskningsstandarder, med
særligt henblik på de brudflader, som træder frem i forbindelse med mixed methods og implementering.
Det gør vi mere konkret ved, at a) vi taler om emnet på en række seminarer, b) vi skriver korte essays, der
blandt andet diskuteres under disse seminarer, og c) vi analyserer de tekster og lydfiler, der herved
frembringes.
De essays, som vi skriver og arbejder med, handler om mulig fremtidig forskning. De fremstiller således
utopier. Det er derfor, vi kalder det utopi-arbejde.
Hensigten med denne artikel er at skitsere og begrunde dette utopiarbejde som metode. Vores håb er,
gennem arbejdet med teksten her, og gennem de reaktioner, som den fremkalder – hos os selv og hos
andre – at få udvirket en fremstilling af en arbejdsmetode. Vi håber, at denne arbejdsmetode kan bruges
som en slags projektintern rettesnor og senere en baseline, hvormed vi efterfølgende kan se tilbage på
noget, som vi har udviklet os videre fra. Måske kan den også være et bidrag til den mere almene debat om
humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder, blandt andet ved at synliggøre de paradokser og
dilemmaer, som forskning og forskningssubjekter navigerer i mellem metoder og standarder.
Videnskabelig arbejdsmetode og standard
Allerede her støder vi ind i et paradoks. Et af projektets udgangspunkter er, at der ofte opstår et gab
mellem idealiserede metodebeskrivelser og videnskabelig hverdag. Det er let at enes om, at komplekse
forhold må forstås ved at tage forskellige / blandede metoder i anvendelse, og at videnskabelig viden må
have en form for relevans. Det er heller ikke svært at opstille ideelle fordringer til, hvordan det bør gøres
UFÆRDIGT UDKAST – MÅ IKKE SPREDES ELLER CITERES ENDNU
~2~
(se for eksempel Baum, 1995). Men når vi i en konkret praksis anskuer sådanne ideelle metoder som
standarder, bliver det straks vanskeligere. Det viser sig nemlig, at metoderne også hænger sammen med
praktiske forhold, som sjældent nævnes i metodebøgerne – blandt andet sådan noget som økonomiske
prioriteringer, karrieremuligheder og møjsommeligt opbyggede arbejdspladskulturer og arbejdsklimaer, der
nogle gange er plaget af uenigheder, spændinger og magtspil. Når den slags forhold træder ind i synsfeltet,
kan det skabe problemer og stridigheder, fordi de konkrete forhold får betydning for, hvad standarden
konkret må indebære.
Dette er et alment forhold ved standarder. Selvom intentionen med standardisering er at disciplinere den
konkrete praksis, og selvom dette faktisk også i en vis udstrækning lykkes, så bliver der altid en substantiel
rest tilbage, som ikke lader sig disciplinere eller rumme inden for den pågældende standard. Denne rest kan
ikke fjernes, fordi den er forudsat i selve standardens begreb. Hvordan, og hvor stor den rest er, kan ikke
afgøres endeligt, da en sådan afgørelse i sagens natur også kun kan foretages ved hjælp af en ny idealiseret
beskrivelse; en målestok, der selv må omsættes i en konkret (måle-) praksis, osv. ad infinitum. Man kan
altså ikke slutte fra standarden til dens konkrete anbefalinger og effekter inden for rammerne af standarden
selv (inklusive standarden for standardens anvendelse osv.). Men ligesom det gjaldt Xenons berømte pil,
som faktisk nåede sit mål trods tankeeksperimentets uendelige halveringer af afstanden, så gælder det også
her i forskningen, at der løbende foretages afgørelser, som lukker gabet mellem den abstrakte standard og
den konkrete situation.
Det kan synes selvmodsigende at opstille og begrunde vores utopiarbejdsmetode. Ville det ikke være mere
konsekvent at vente til MMIW-projektet er færdigt, og da samle op på, hvad vi faktisk gjorde, og hvad der
faktisk skete – eller beskrive de idealer, der herskede? Dette ville svare til de fleste empiriske
videnskabsstudier (’science and technology studies’), som holder sig langt væk fra at sige noget om, hvad de
forskere, de studerer, burde gøre. Ved nærmere eftertanke er dette imidlertid også selv en metode, så det
løser ikke rigtig problemet.
Vores tilgang er i stedet kendetegnet ved at ville arbejde refleksivt med forskning som praksis, mens den
udøves. MMIW-projektet – der selvfølgelig kun er én af de mange forskelligartede forskningspraksisser,
som vi hver for sig deltager i – er karakteriseret ved en problematisering af bestemte aspekter ved vores
forskningspraksisser. Vi forventer, at denne problematisering får implikationer for vores igangværende
forskningspraksis (herunder selvfølgelig for MMIW-projektet selv). Disse implikationer prøver vi ligeledes
at medreflektere. I vores arbejde (inkl. arbejdet med at reflektere disse implikationer) bruger vi en metode,
som også medreflekteres og modificeres fra start til slut.
Beskrevet som forskningsmetode er utopiarbejdets nærmeste forfader – eller måske mere korrekt, formoder – det ’erindringsarbejde’ (Erinnerungsarbeit, memory work), som blev udviklet af Frigga Haug og
hendes kolleger fra 1970’erne og frem (Haug, 1980; 1997; 1999; 2000; 2002; 2003), og som senere er taget
op af feministisk inspirerede forskere såvel i udlandet (Davies & Gannon, 2006; Del Busso, 2007;
~3~
Langdridge et al, 2012) som herhjemme (Krøjer & Hutters, 2008; Mørck, Carlsen, Grøndahl, & Cramer,
2011).
Kapitlet begynder således i erindringsarbejdets tradition med dens problemstillinger omkring kritik,
erindring og kollektivitet. Da erindringsarbejdet rummer en almen tilgang til forholdet mellem subjektivitet
og temporalitet, fører disse overvejelser over i en diskussion af utopier og håb, hvor vi mest har ladet os
inspirere af den tyske filosof Ernst Bloch og den amerikanske antropolog Cheryl Mattingly. Den temporale
forståelse af forskning udfolder vi derefter, især med Bruno Latours videnskabsteori. Til sidst vender vi
kort tilbage til vores projekt om utopiarbejde for at pege på de konkrete aktiviteter, vi her tager fat på.
Frigga Haugs erindringsarbejde
Erindringsarbejde er arbejde med erindringer. Men det er ikke erindring (eller hukommelse), der er den
egentlige genstand for forskningen, og der er ikke tale om, at man ved at skue tilbage opnår en distance til
sin egen praksis, der gør den objektiv og værdineutral.
Opskriften på erindringsarbejdet er kort fortalt således: Deltagerne i erindringsarbejdet er alle medforskere
på lige fod2. De skriver en kort historie om et tema, som de har besluttet i fællesskab. Disse tekster
analyseres herefter af alle deltagere (inkl. forfatteren) ved brug af litteratur- og ideologikritiske redskaber,
som især stiller spørgsmålstegn ved, hvordan teksten etablerer subjektpositioner. Analysen informeres
sideløbende af en tilsvarende kritisk læsning af kunstneriske, populære og videnskabelige fremstillinger af
temaet.
Et særligt træk ved denne erindringsarbejdemetode er foreningen af ideologikritik med dekonstruktion af
tekster. Haug forbindes ikke ofte med Derrida. Hun refererer ikke til ham, men hun bruger faktisk termen
’dekonstruktion’ (Haug, 2002: 67). Den måde, hun læser tekster på, hvor deres ubestemtheder,
dobbeltheder og modsigelser åbnes op, ligner på mange måder Derrida’s. Selvom marxistisk ideologikritik
ofte (i postmoderne læsninger) hævdes at forudsætte et essentielt og givet subjekt, så er projektet her at
udvikle modeller for, hvordan subjektivitet er blevet til og kulturelt formidlet. Det aktive og (som vi skal se
nærmere på nedenfor) på en vis måde givne subjekt for denne proces er et kollektivt realiseret førsteperson-perspektiv. Det er os (som kollektiv), der dekonstruerer os selv (som individer).
Under inspiration fra blandt andet Gramsci (1991) udgås fra den centrale tese, at bevidstheden dannes
spontant i og med den common sense, som gennemsyrer hverdagsliv, populærkultur og videnskab, og som
opretholder et givent hegemoni – og at dens udforskning derfor på én gang må indeholde en selvkritik og
en kulturkritik.
2
I praksis udelukker det dog ikke, at nogle deltagere påtager sig særlige opgaver. Således henviser Haug, som forbillede for
sit eget arbejde, til Gramsci’s begreb om ’organiske intellektuelle’, der påtager sig intellektuelt arbejde, men forbliver en
organisk del af arbejderklassen.
~4~
Det er måske værd at bemærke, at ’kritik’ ikke her skal opfattes som en dogmatisk afvisning eller en
reduktionistisk sociologisk forklaring af ’forkerte’ tænkemåder – som det blandt andet fremstilles (og med
rette kritiseres) af Bruno Latour (2004; 2005). Kritik er snarere at omfortolke tænke- og handlemåder ved
at sætte dem ind i andre og mere almene sammenhænge, for på den måde at åbne for nye
handlemuligheder. Kritik er snarere selvoverskridelse end dogmatik. Har man læst nogle af Haugs eller
Davies’ oprindelige tekster, er det også svært at se, at kritikkens uomgængelige (for eksempel feministiske)
’normativitet’ skulle stå i modsætning til en åben horisont for selvdannelse.
Frigga Haug var en del af bevægelsen kritische Psychologie alias Berlinerskolen, men med sit ideologikritiske
fokus udviklede hun et alternativ til blandt andet Holzkamps og Dreiers (Holzkamp, 1983; Dreier, 2008)
mere social-fænomenologiske drejning af denne tradition – hvilket også gør det forståeligt, at hendes
arbejde senere blev taget op af en poststrukturalist som Bronwyn Davies.
Den ideologikritiske problematik formuleres også ’psyko-dynamisk’, som et problematisk selvforhold.
Haug skriver således i en kommentar til Christa Wolf’s Kindheitsmuster
Mens det gælder for al kritisk teori i bred forstand, at problematikken om erindring og befrielse
bestemmes som en proces, hvorom der kæmpes, brydes, og arbejdes, så dukker der her, hos den
første kvindelige forfatter, et ekstra problem op, som bliver afgørende for det senere
erindringsarbejde. De erindrende og glemmende subjekter er selv indlejret i deres egen historie, på en
sådan måde, at det ikke kun handler om nu at tilkæmpe sig en erindring om ubeskadigede drømme og
håb. Man gør snarere selv modstand mod denne intention, som en person, der tager del i egen
undertrykkelse og endda profiterer af den
(Haug, 2002: 37. Se herom også Levine, 1997).3
Denne ’psyko-dynamiske’ problematik om ’selvfjendskab’, som Haug her tilskriver Christa Wolf’s
forfatterskab, var en fremtrædende side af kritische Psychologie i 1970’erne, som blev givet langt mindre vægt i
Holzkamp’s, Dreier’s og andres senere fokus på dagligliv og livsførelse.
I MMIW søger vi med erindrings- og utopiarbejdet at etablere rammerne for en art ideologikritisk
dekonstruktion i forhold til vores egne forskningspraksisser og -subjektiviteter, bl.a. som de konstitueres og
reproduceres gennem standarder.
Erindring
Erindringsarbejde er hverken psykoterapi, psykoanalyse eller psykologi i almindelig forstand. Det begreb
om erindring, som Haug m.fl. byggede deres metode på, har meget lidt tilfælles med psykologiens begreb
om hukommelse (og er dermed også helt forskelligt fra en problematik om, hvordan hukommelse
forvrænges patologisk). Psykologiens begreb om hukommelse bygger dybest set på en tekstlig metafor: En
3
Alle citater fra udenlandske tekster er oversat til dansk af os.
~5~
bestemt erfaring indskrives på hukommelsens vokstavle og hentes frem igen, gentages i mere eller mindre
forvrænget form (Middleton & Brown, 2005). Den idé stammer blandt andet fra Platon, der sjovt nok
udviklede den i forbindelse med en afvisning af tekstens autenticitet som erindring: Den hukommelse, der
tilsyneladende styrkes med eller endog bæres af tekst, er måske nok mere korrekt; men den er kun en bleg
og mekanisk kopi af den virkelige fortid, og den er død, for man kan ikke spørge ind til den i en levende
dialog (Derrida, 1981; Plato, 2009). Derrida viser, hvordan Platon med sin tekst på én gang etablerer en
fremmedgjort tænkemåde og drømmen om dens overskridelse. Den samme bevægelse kan vi genfinde i
psykologien. Igennem hele psykologiens historie har der været forskellige forsøg på at begrebssætte
hukommelse alternativt, som noget levende, kontekstbestemt, praktisk, kropsligt, dynamisk, emotionelt
osv. – men hele tiden alligevel med dén implicitte forudsætning om indskrivning og gengivelse, der
overhovedet konstituerer problematikken som hukommelse (se blandt andet Wagoner & Gillespie, in
press). Altså forsøg på at begrebssætte hukommelsen kritisk, men stadig psykologisk, i denne forstand.
Det er centralt, at Haug m.fl. overskrider rammerne for en sådan ’kritisk psykologi’. I erindringsarbejdet
bliver hukommelsens tekstlige form ikke søgt erstattet af noget mere levende, men så at sige eksotiseret,
Verfremdet (Brecht, 1982): Fremstillet som noget, der fremtræder tydeligt og kan forandres. Det er
erindringens tekstlighed, der er stillet frem som objekt for det analytiske arbejde. Hensigten er på ingen
måde at skaffe denne fremmedgørende standard af vejen, for at nå ind til eller at frigøre en mere autentisk
erindring. Hensigten er derimod at etablere en arbejdsproces, hvor deltagerne arbejder med de måder,
hvorpå de danner sig selv, sådan som denne selvdannelse er formidlet. Det er dette, der er genstanden for
forskningen.
At være bevidst om sig selv som person rummer at kunne konstruere en fortælling, som knytter udvalgte
fortider og bestemte mulige fremtider sammen. I denne konstruktionsproces indgår tekster sammen med
andre artefakter (for eksempel billeder) som vigtige elementer (Middleton & Brown, 2005). Erindring er en
social praksis, som indgår i vores løbende skabelse af, hvem vi er. Den er ligesom andre sociale praksisser
formidlet af redskaber, dvs. den anvender dem som midler og lader sig forme af, at den gør dette.
Erindringstekster er i Bakhtin’s forstand intertekstuelle, dialogiske og heteroglossiske (Bakhtin, 1986; 1988).
Når vi således i MMIW producerer erindringstekster, er det med henblik på at iagttage, hvordan de citerer
og svarer på andre tekster og gengiver komplekse konstellationer af stemmer – samtidig med at de både
indgår i og kan være med til at rykke ved de fortællinger, hvormed vi danner mening i vores
forskningspraksisser og i andre projekter, som vi engagerer os i.
Kollektivet
Denne proces er både kollektiv og individuel. Også kollektiver danner og gendanner sig selv med deres
fortællinger, deres erindringer, projekter og håb – eller med et andet ord, deres ideologier (Alexander, 2002;
Anderson, 1991; Billig, 1991, Žižek, 1994). I det moderne samfund træder den individuelle dannelsesproces
frem på en særlig måde, blandt andet fordi vi her har kollektiver, hvis deltagere indgår med vidt forskellige
baggrunde, præmisser og forhistorier, og fordi en stadig mere central problematik for individer er at danne
~6~
en unik og samtidig anerkendt identitet. Det betyder ikke, at individuelle dannelsesprocesser er uden
forbindelse med de kollektive, men at relationerne imellem disse processer bliver komplekse på nye måder.
Ikke mindst træder det forhold frem med stadig større vægt, at individer kan bevæge sig imellem og melde
sig ind og ud, eller blive smidt ud, af kollektiver, mens det fylder mindre end førhen, at det enkelte individs
liv umiddelbart afhænger af et bestemt kollektivs liv.
Erindringsarbejdet kobler sig på disse kollektive og individuelle processer. Det giver samtidigt mulighed
for, at deltagerne forholder sig til processerne i en kritisk selvdannelsesproces.
Sådan som erindringsarbejdsmetoden har været praktiseret, er det primært kollektivet, der dekonstruerer og
udvikler deltagernes individuelle erindringer, og ikke så meget omvendt. Metoden ser dermed ud til at
forudsætte et ’vi’ af en bestemt art: En gruppe af individer, som ikke har været en del af hinandens liv så
længe, og som heller ikke er så vigtige som relationer for hinanden i fremtiden, eller mere præcist: en
gruppe af individer hvis eventuelle mere forpligtende og omfattende relationer til hinanden kan, men ikke
nødvendigvis må, vokse frem fra gruppen. Som det første indledende skridt definerer disse individer sig
med en bestemt (om end ofte vagt bestemt) ’kritisk-emancipatorisk’ identitet. Fællesskabet så at sige
konstitueres med ’frie’ individuelle trosbekendelser.
Men det konstitueres også med erindringsarbejdet selv. Det kan antropologisk betragtes som en form for
’definerende ceremoni’ (Myerhoff, 1992); et overgangsritual, som konstituerer såvel kollektiv som
deltagere. Ved at være med til at dekonstruere deres erindringstekster positioneres deltagerne på ny som
selvansvarlige og refleksive, i samme bevægelse som de etablerer en refleksiv distance (og måske lægger
afstand) til det selv, som de har fremstillet i teksterne – og til det selv, der skrev dem. Processen bevæger
sig i et spændingsforhold mellem underkastelse og anerkendelse i forholdet mellem kollektiv og deltager
(Nissen, 2010). Kollektivet defineres samtidig som ikke bare arbejdende med denne proces, med (mere
elleer mindre højtsvungne) emancipatoriske målsætninger, men også som dragende omsorg for deltagerens
aktuelle personlige udvikling i den. Parolen gælder altså også omvendt: Det politiske bliver personligt, også
som genstand og mål for kollektivet.
Et problem er dog, at hvis hele denne dobbelte konstituering af kollektivet og individet skubbes ud af
erindringsarbejdets refleksive synsfelt, bliver de grundlæggende relationer (for eksempel de magtforhold,
som enten udtalt eller uudtalt styrer in- og eksklusion) nemt autoritære: Hvad regnes for at være ’rigtigt’
kritisk? Hvad er ideologi, og hvad er videnskab? Osv. Set i relation til vores MMIW utopiarbejde vil det her
være væsentligt at være opmærksomme på den blindhed, som dermed potentielt gendannes: netop en
blindhed overfor de standarder, vi selv danner og dannes med, og som vi gennem selve utopiarbejdet gerne
vil overskride. Derfor er det et særligt problemfelt for os at fastholde kollektivets selvdannelsesproces som
både mål og genstand, i højere grad end det har været beskrevet i erindringsarbejdets tradition.
~7~
Stjerneskud, håb og andre fremtidsforestillinger
Erindringsarbejdets første kontekst var bestræbelsen på at forstå ’kvindelig samfundsmæssiggørelse’ kritisk.
De (blandt andet kønsbestemte) individuelle dannelsesprocesser, som erindringer - og dermed også
erindringsarbejde – indgår i, kan imidlertid også undersøges med og formidles af tekster om mulige
fremtider. I et projekt, som beskrives i Haug’s bog Frauenformen (1980), blev en gruppe unge mennesker sat til
at skrive essays med temaet ”En dag i mit liv om 20 år”, og det projekt blev gentaget et par årtier efter
(Haug & Gschwandtner, 2006).
Hvor det blev sammenfattet som nedslående i 1980, at piger stadig tænkte sig i familie og måske en smule i
kvindeerhverv, mens drenge så sig selv ude i verden, uden familie, så ærgrede det forskerne tyve år efter, at
de unge slet ikke så ud til at forestille sig nogen radikale forandringer. I epilogen fortæller Haug, i en
klassisk pædagogisk-emancipatorisk genre, hvordan hun bagefter diskuterer denne kritik med en
skoleklasse, som pludseligt og overraskende engagerer sig i at finde alternativer til denne resignation – men
da er det for sent for Frigga Haug selv. Bogens sidste sætning lyder sådan:
Da nogle af dem gik i gang med – i tankerne – at indrette alternative læringsværksteder, måtte jeg
forlade klassen. Bagefter skrev de et kort brev til mig med denne klage: ”Det var alt for kort. Du må
komme igen”. Det kunne jeg ikke, og jeg kunne heller ikke gå til andre klasser og/eller diskutere med
lærerne. Derfor er projektet stadig ved sin begyndelse. Nogen må føre det videre.
(Ibid.: 160).
Når vi her foreslår at vende Haugs metode fra fortiden til fremtiden, er der imidlertid dybere
forbindelseslinjer end blot dette, at hun, erindringsarbejdets opfinder, også har beskæftiget sig med
fremtidsforestillinger og i citatet ovenfor opfordrer os til at gå videre ad den vej.
En af Haug’s centrale inspirationskilder i den tyske kritiske teori var Ernst Bloch (1967; 1995; Marvakis,
2006). Bloch udfolder i sit hovedværk Håbets Princip en praksisfilosofi og en utopiernes kulturhistorie.
Blandt marxister blev han ofte kritiseret for ’subjektivisme’ fordi han rettede søgelyset mod det
anticiperende aspekt ved praksis og bevidsthed – det endnu-ikke-værende, det tilblivende, som vi selv er
impliceret i, og endda det endnu-ikke-bevidste, det anede. Det er dette fokus, der gør ham interessant for
vores utopiarbejde.
’Utopi’ er hos Bloch ikke nødvendigvis utopisk i dagligdags forstand. Begrebet betegner mere alment
fremstillinger af det ikke-værende, det mulige, i lyset af dets relevans. Som sådan kan analysen netop rettes
kritisk mod forskellige slags utopisme, hvor idealbilleder projiceres fra livet og adskilles fra det jordiske.
Dette kalder Bloch for abstrakte utopier. Blochs modbegreb om konkret utopi betegner heroverfor
forestillingen om det reelt mulige, det latente som viser sig som tendens i historien, og som danner begrundet
håb. Konkrete utopier er altså ikke en idé om at realisere utopier på et afgrænset sted (som for eksempel
’utopiske kommuner’, ’gaderum’ eller lignende). Man kan tværtimod se Bloch’s diskussion som en forløber
for Foucault’s senere (1986) begreb om heterotopi, der netop peger på de modsigelser og paradokser, der
~8~
opstår, når abstrakte utopier (som for eksempel himmelsk fred eller miljøterapeutisk metode) definerer
konkrete steder (som henholdsvis kirkegårde eller døgninstitutioner).
Bloch’s skelnen mellem abstrakte og konkrete utopier kompliceres af, at anticipationer og håb, som alle
betydninger, rummer netværk af implikationer og forudsætninger. Som Marx skrev (i Kapitalens 1. bog),
har bygmesteren (i modsætning til bien) en forestilling om huset i sin bevidsthed (og på sit tegnebræt) før
han bygger. Men denne forestilling implicerer altid en lang række andre forestillinger, for eksempel idéer
om, hvilket liv der skal leves i huset. Arkitekttegningen må nødvendigvis være abstrakt, ikke kun fordi den
som byggeplan altid revideres i det konkrete møde med virkeligheden, når huset faktisk bygges (Axel, 2011;
Suchman, 1987), men også fordi den rummer et – muligvis radikalt – udkast til et fremtidigt liv. Ideen om
en måde at bo på implicerer også en forestilling om blandt andet sundhed, livsudfoldelse, livskraft, som
arkitekten kan yde bidrag til ved, at tegningerne udpeger sådanne idealer som reelt mulige, også selvom de
er radikalt krævende (Jensen, 2013).
Håb er således langt mere righoldige end det, der fra ét bestemt praksisperspektiv kan vurderes som et
sandsynligt udkomme. Cheryl Mattingly bruger i sine analyser af narrativer og håb i mødet mellem
sundhedsprofessionelle og fattige sorte patienter i USA begrebet ’blues hope’:
Den form for håb, som biomedicin og bioteknologi kan give (eller tjener til at love i en eller anden
fremtid) er kun en lille del af det samlede billede af håb fra disse familiers perspektiv. Dette er genren
blues hope. Det er bemærkelsesværdig hvor ofte patienter eller deres familier fremstiller håb som en
rejse, der kræver ikke bare en forandring af kroppen, men en forandring af en persons, en families,
eller endda et helt fællesskabs liv som helhed (Mattingly, 2010: 73-4).
De transformationer, som Mattingly’s informanter beretter om, kan endda rumme religiøse forestillinger
om liv efter døden. Blues hope fremhæver, hvordan håb altid rummer en dialektisk bagside af fortvivlelse.
Dette er en ganske anden måde at håndtere håb på end den, der i sundhedspsykologien tematiseres som
’the just right hope’ (sml. Johannesen, 2011), altså fremtidsforventninger, der prognostisk bedømmes som
realistiske, men tilpas motiverende. Kontrasten ligger ikke så meget i, at her skiftes fra de professionelles til
patienternes perspektiv, men mere i, at blues hope peger på mulige fremtider, der implicerer radikale
forandringer. ’Genren’ kan som sådan i høj grad også genfindes hos professionelle, som i praksis ofte
etablerer utopier om for eksempel rationel og sund livsførelse eller konsekvent selvansvarlighed hos
brugerne, eller om fordomsfrit samarbejde mellem kolleger. Og som, ikke mindst, gennem den faglighed,
der begrunder denne praksis, identificerer sig med større teknologiske, kulturelle og politiske utopier – for
eksempel om anerkendelse af samfundets udstødte, lighed gennem uddannelse, eller dødens og lidelsens
afskaffelse.
Enhver kulturform, herunder alle former for hverdagsliv og dertilhørende genstande, kan analyseres i dette
lys, og Bloch’s hovedværk er en tour de force igennem kulturhistoriens ’forgangne forhåbninger’ (med
Horkheimers ord i artiklens indledende citat). Når man artikulerer de idealer eller standarder, som
~9~
udformes eller impliceres i forskellige kulturformer, indskriver man dem, som Horkheimer viser, i en
fortælling, der selv retter sig mod en mulig fremtid, hvori disse forgangne forhåbninger kan ’indfries’.
Det er derved, at artikulationen giver mening – også som vi praktiserer den gennem essayskrivning i
MMIW utopiarbejdet. Målet med vores analyse er således ikke alene at forankre idealer og standarder i
forskellige historiske aktørers praksis og bestræbelser, men samtidigt også i vores egne. Det er i kraft af
analysens egen rettede, om man vil: ’normative’, ’håbets princip’, at det er muligt at få øje på – at
problematisere, men dermed også anerkende – utopiske aspekter ved praksis som noget ’endnu-ikkebevidst’. Dette er en særlig temporal side ved det mere almene fænomen, at enhver forskning i subjektivitet
er intersubjektiv, altså fremstiller ikke bare forskningsdeltagernes, men også forskernes, subjektivitet.
Utopi, metode og kritik
Cheryl Mattingly’s arbejde (1998; 2010) skriver sig ind i en omfattende diskussion af begrebet ’håb’ i aktuel
antropologi (Crapanzano, 2003; 2004; Miyasaki, 2003), som vi endnu kun har snuset til, og som i
varierende grad trækker på Ernst Bloch. Hendes analyser af, hvordan der skabes håb og fællesskab i
sundhedsvæsnets praktiserede fortællinger (’emergent narratives’) er i vores læsning kompatible med Haugs
og Blochs tilgange – ikke mindst fordi Mattingly også viser, hvordan hendes informanter bakser med,
trækker på, indbygger og omarbejder de såkaldte ’kanoniske fortællinger’, som er magtfulde som common
sense i sundhedspraksis.
Med sit antropologiske udgangspunkt ser Mattingly ikke helt i samme grad som Haug og Bloch sin egen
forskningspraksis som produktivt impliceret, men snarere som med-lidende. Til gengæld har vi hele den
antropologiske bevidsthed om situerede begivenheder og tykke fortællinger med i bagagen (som den
ligeledes kendes fra Geertz, 1973). Håb og fællesskab dannes ikke ved et knips med fingrene i et frit
svævende rum.
Dette er vigtigt, fordi netop dét er fristelsen, når man arbejder med utopier og håb som ’metode’. Sådan ser
det for eksempel ud til at være tænkt i den ’løsningsfokuserede terapi’ (de Shazer, 1991). Her bruges
’mirakel-spørgsmålet’: ’Hvis du i morgen vågner op og dit problem er løst ved et mirakel, hvordan vil du så
opdage det?’ Pointen er (ligesom i narrativ terapi), at beskæftigelsen med drømme og håb er anerkendende
og selv-anerkendende, fordi det skaber en positiv fortælling, i stedet for at identificere klienten med
problemfortællingen. Enkeltheden i denne mekanisme lægger op til en tilsvarende enkelhed i vurderingen
af indsatsen: Hvilken effekt har den intervention, overfor hvilke typer klienter, problemer, diagnoser? Med
det spørgsmål (som de Shazer selv rejser: de Shazer & Berg, 1997) gøres fortælling og håb til en årsag med
en virkning; og relationen mellem årsag og virkning bliver ikke begrebet, men blot målt, eller endda blot
postuleret. Det ser praktisk og jordnært ud, men faktisk ender vi i den abstrakte utopi: Miraklet forbindes
ikke med hverdagslivet på anden måde end som et ideal, terapeuten og klienten skal leve op til. Selv hvis
det virker, er vi reelt tilbage ved den tautologi, der kendes fra 12-trins-fællesskaber som Anonyme
Narkomaner: ”It works – if you work it”.
~ 10 ~
Metode-begrebet kan altså løsrive håbet fra sin kontekst og (utilsigtet) vende det om til en
ansvarspålæggelse. Den samme problematik kan genfindes i de ’fremtidsværksteder’, som har været meget
anvendt i dansk aktionsforskning (Aagaard, Nielsen, & Olsén, 1999; Jungk & Müller, 1987). De udspringer
ligesom erindringsarbejdet af en ambitiøs politisk-pædagogisk tradition, som vi ikke skal gøre os til
dommere over her i sin helhed. Men i vores optik er der også her en fare for, at utopien konstrueres som
abstrakt ideal, der knyttes tilbage til hverdagslivet i en pragmatik, som lader bestående hegemonier urørt.
Sekvensen er nemlig, at en kritikfase efterfølges af en utopifase, hvor fantasien slippes løs, hvorefter man
går på kompromis i en realiseringsfase. Trods et grundlæggende kultur- og samfundskritisk udgangspunkt
tænkes således i en form for katharsisk emancipation af en autentisk fantasi, der pragmatisk må tøjles med
en struktureret form og et realiseringskrav.
Selvom erindringsarbejdets tradition, fra Haug og frem, har meget at takke den kritiske teori for, så er den
også et vigtigt nybrud og opgør, præcis på dette punkt. I den kritiske teori bæres utopien til syvende og
sidst af en menneskelighed, der tænkes som en naturkraft, som står overfor samfundets totaliserende
maskineri. Jo mere denne katharsiske humanisme problematiseres, desto mere står der i denne
forståelsesramme kun fortvivlelsen tilbage – som det ikke mindst kan læses i hovedværket Oplysningens
Dialektik (Horkheimer & Adorno, 1969). Heroverfor står Bloch’s konkrete utopier, som netop artikulerer
det menneskelige som reelle historiske tendenser (hvilket på ingen måde udelukker, at man kan spørge efter
et naturgrundlag for disse tendenser). Erindringsarbejdet sigter således ikke mod emancipation fra
kulturens byrde i denne forstand (som Bloch ville kalde ’småborgerlig-privat’), men snarere mod en kreativ
og produktiv forandring af de kulturer, hvormed vi danner os selv.
Man kan sige, at både løsningsfokuseret terapi og fremtidsværksteder mangler netop det, som Haug, Bloch
og Mattingly på forskellige måder udfolder og som vi søger at medtænke i vores utopiarbejde: Kritikken,
ikke bare af vores eksisterende situation som forskersubjekter, indlejret i karriereforløb, organisationer,
magtspil m.m., men først og fremmest af den ideologi, vi selv umiddelbart tænker i, når vi opstiller utopier.
Science in the making
Et fokus på forholdet mellem metode og kritik er i særlig grad relevant i vores felt, som vrimler med
kortslutninger mellem forskningens hverdagspraksis og abstrakte metodologiske idealer, som de enkelte
forskere, med karrieren som indsats, skal (få det til at se ud som om de kan) leve op til.
Dette forhold er på mange måder udspændt temporalt. Vi forskere fremstiller i høj grad os selv og søger
anerkendelse gennem beskrivelser af fremtidigt arbejde – ikke bare i de stadig flere og stadig vigtigere
projektbeskrivelser (som vi vender tilbage til nedenfor), men også i den videnskabelige praksis’
’maskinrum’. Dette har betydning for, hvordan vi kan fremstille utopiarbejde som metode. I en
praksisbaseret epistemologi er videnskab nemlig, sådan som vi skal se, netop en produktion af idealer, som
i første omgang må være abstrakte, og som meget ofte forbliver abstrakte – uanset at denne
idealproduktion er en praksis blandt andre, og tager konkret form af en fremstilling af prototyper, der taget
for sig selv er ligeså sanselige og jordnære som arkitektens tidligere omtalte tegninger og papmodeller.
~ 11 ~
Her kan vi lære af den franske videnskabsteoretiker Bruno Latour4. Han opfordrer til at vi betragter
’science in the making’ (Latour, 1987), og ikke lader os narre af de etablerede virkeligheder, som
forskningen ser ud til at arbejde med, når man ser tilbage på den. Tilbageskuende er forskningens objekter
’black-boxed’, gjort til urørlige naturgenstande, idet de er anerkendt som præmisser for videre forskning og
anden praksis.
Men videnskab handler hele tiden om at opsøge vækstlag, hvor nye kends-gerninger, arte-facts, kan skabes,
med ny slags 'natur', som leverer ’constraints’ – altså noget objektivt, der protesterer og gør modstand – på
nye måder, og samtidig rummer nye kulturelle idealer og forpligtelser. Videnskab er ikke en isoleret og
perifer aktivitet, men derimod noget, som i praksis udføres af ’hærskarer’ af mennesker, og som er dybt
integreret i det moderne samfund.
Når videnskaben beskrives som en praksis blandt andre praksisser, kan det se ud som om, at det kun er af
hensyn til den beklageligvis nødvendige debat med dualisterne, at man overhovedet bruger begreber som
’repræsentation’, ’objektivitet’ m.v. I nogle metodologier for kritisk samfundsvidenskab afvises disse
begreber da også mere eller mindre (Alvesson & Sköldberg, 2009; Kvale, 1996). Det forhold, at man er
henvist til igen og igen at afvise dem, kunne imidlertid give anledning til mistanke om, at de rummer
spørgsmål om forskningens særkende og standarder, som man ikke uden videre kan komme udenom.
I en praksisbaseret epistemologi bliver disse begreber ikke afskaffet. De tænkes i stedet temporalt.
Forskningens objekter ses som modeller, der fremstilles til at repræsentere aspekter ved praksis – også
kaldet standarder – på nye måder (interessering og hvervning). Gennem fremstilling af modeller etableres
henvisning til hidtidig praksis (translation), samtidig med, at de standarder, der henvises til, netop løsrives
(abstraheres) og indskrives i modellens medie (inscription device). Derved kan modellen pege på, hvordan
disse standarder kan udfoldes på nye måder i nye praksisser. Eksempelvis bliver bestemte praksisser med
rusmidler diagnosticeret og indskrevet i behandlingsinstitutioners journaler som en individbåren
’afhængighed’, der igen kan samles i populationer til statistikker, hvormed man kan evidensbasere
interventioner og begrunde folkesundhedsmæssige tiltag (se for eksempel Pedersen, Hesse, & Bloomfield,
2011). Eller (andre aspekter ved) de omtrent samme praksisser kan formuleres som ’deltagelsesformer’, der
beskrives kvalitativt og begrunder ændrede pædagogiske rationaler på ungdomsuddannelser (se for
eksempel Ingholt, Sørensen, Axel, & Frank, 2012; Sørensen, Ingholt, & Frank, 2012).
Netop fordi det særlige ved disse modeller er, at de ikke føjer sig ind i den givne praksis, med en allerede
given relevans, men derimod skaber nye relevanser, er de abstrakte ligesom arkitektens tegning af ikke bare et
hus, men en levevis. I præcis dette moment er videnskaben noget helt for sig selv, og måderne, hvorpå vi
regulerer og udvikler videnskabelig praksis, er orienteret mod det moment.
4
Den måde, hvorpå vi lærer af Latour her, er bl.a. igen inspireret af Uffe Juul Jensen (1992) og Isabelle Stengers (1997).
~ 12 ~
Latours begreb om ’science in the making’ kan altså også opfattes i den betydning, at det netop er her, i
skabelsens moment, at videnskaben er noget særligt.
Når dette særlige udfolder sig i akademia, kan forskerfællesskaber ofte få en ’esoterisk’ karakter. Med
forskningens specialiserede modeller kan de abstrakte begreber her få et eget liv, der er løsrevet fra verden
udenfor. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke længere har subjektiv betydning og værdi. Uanset om de
kun får betydning ved at definere karrierer og identiteter for forskere i et lukket ’elfenbenstårn’, eller om de
viser sig at opnå en bredere relevans udenfor universitetskontorerne, er de aldrig noget i sig selv alene.
Forestillingen om værdineutralitet, som i en dualistisk forståelse sikrer ’objektivitet’, harmonerer ikke med
en praksisbaseret epistemologi som Latours. Men når vi forstår videnskaben som en praksis blandt andre,
kan vi genfortolke den temporalt, som udtryk for at relevans ikke aflyses, men derimod suspenderes for at
blive omdannet. Når et større kollektiv skal tage stilling til, hvad nye muligheder (artefakter, teknologier,
standarder) betyder for det, så etableres en arbejdsdeling mellem videnskabsfolk og andre aktører, der får
denne metamorfose til at se ud, som om videnskaben alene sigter mod en sand gengivelse (der så
’forurenes’ af subjektive interesser). Den etablerede ’objektive sandhed’ er imidlertid ikke den endelige og
autoritative spejling af givne ting i naturen, men en troværdig ny måde at knytte erfaringer til muligheder –
en måde, som bliver troværdig netop ved sin fremstilling af objekter og aktører, som ikke er vilkårlige, men
som gør modstand og stiller krav.
Når vi i MMIW reflekterer over de essays, som vi forinden har produceret hver især, så reflekterer vi over
vores forskellige forskningserfaringer, sådan som de er indskrevet i teksterne. Netop som følge af denne
fælles refleksion åbnes op for en overskridelse af erfaringer på tværs af nogle ganske forskelligartede
forskningspraksisser og metoder.
Med Uffe Juul Jensens ord sigter vi mod en form for objektivitet, som ikke består i at abstrahere fra det
subjektive, men ”kommer til udtryk i vore vedvarende bestræbelser på at overskride en lokal og tidsbunden
videnskabelig praksis” fordi vi har ”en historisk viden om vores standarders (og dermed vores begrebers og
teoriers) begrænsede gyldighedsområde, og dermed en viden om, at der er sider ved verden, der ligger
udenfor denne bestemte praksis’ rækkevidde” (1992, 116-7). Det er i denne overskridelse, at det objektive
kan forstås som konstrueret i praksis og stadig som noget, der gør modstand.
Teori og praksis
Men hvad er det nærmere, i den videnskabelige praksis, som muliggør en stadig overskridelse af lokale
standarder? Et svar kan være: Teori og praksis.
Teori: I en lokal og tidsbunden standard kan begreber forblive ureflekterede i deres netværk af indbyrdes
bestemmelser, fordi deres betydning forankres i lokale henvisningsforhold. Men videnskaben overskrider
sådanne lokale standarder ved at semantikken reflekteres systematisk som relativt løsrevet fra lokale
traditioner, men til gengæld forbundet i de videnskabelige traditioners kunstige sprog – som den da netop
føjer nye forbindelser og bestemmelser til. Denne reference til teoretiske traditioner skal vel at mærke ikke
~ 13 ~
opfattes som en sanktioneret ’skole’, men som en åben refleksion af, hvordan begreber er
modsigelsesfyldte, gensidigt bestemte, og under udvikling.
Praksis: Når objekter reflekteres som momenter ved standarder, tænkes de i forhold til aktørpositioner, mål
og midler, som en mulig praksis, hvis relevans er ikke-selvfølgelig, og altså både kan overføres til og
reflekteres i konkrete situationer. En sådan refleksion rummer en stadig udpegning, konkretisering og
afprøvning af forpligtelser og vilkår. Videnskabens rolle er her (udover at fastholde, problematisere og
genetablere den teoretiske konsistens) at konstruere måder, hvorpå nye former for praksis kan reflekteres i
deres mulige relevans og implikationer for alle de aktører, der derved bliver ’genstridige’ medforskere.
I begge disse henseender er den demokratiske dialog et centralt redskab – som dels udfolder sig i
forskerfællesskaber, dels i bredere og snævrere fora af berørte aktører, inklusive den almene offentlighed –
og dels også i de institutioner for forskning og uddannelse, som muliggør former for formidling mellem forskning
og offentlighed, der på én gang er komplekse og stabile. Det sidste er vigtigt at fremhæve i en tid, hvor
universiteter og højere læreanstalter (samt de professioner, som definerer sig ved deres uddannelser) mister
deres ’selvfølgelige’ formidlerrolle, og nye former for videnskabelig offentlighed med nye slags relevans
etableres, på meget forskellige præmisser, af industri, brugergrupper, ’New Public Management’ m.v.
Praktisk konklusion: Idealet, objektet og genren
I ovenstående har vi fremstillet en forpligtelse, som peger frem mod det, som vi vil slutte denne artikel
med, nemlig en konkret beskrivelse af de aktiviteter, som vi inspireret af de ovenfor præsenterede
overvejelser – underlagt en lang række andre vilkår og forpligtelser, som vi ikke har kunnet rumme af
hensyn til artiklens omfang – har sat os for. Forpligtelsen er at søge at forene et refleksivt ’science in the
making’ perspektiv med en stadig demokratisk selvoverskridelse, i arbejdet med utopier som formidling af
forskningsstandarder og (individuel og kollektiv) forskersubjektivitet.
I første omgang har vi konstitueret os som en gruppe af forskere, der allerede i udgangspunktet
repræsenterer ret forskellige tilgange, traditioner og baggrunde (i form af uddannelse, foretrukne teoretiske
referencer, empiriske og praktiske felter m.v.); nærmere bestemt forskellige nok til, at den ’kritiskemancipatoriske’ fælles identitet, som vi definerer os ved, er prekær og emergent, og dermed måske lettere
at få øje på.
Vi har foreløbig holdt et par seminarer, hvor vi har indkredset centrale problematikker og standarder i
vores forskningspraksis ved skæringspunktet mellem deskriptiv og interventionsmæssig brug og med fokus
på dannelse af forskersubjektivitet. Disse seminarer har vi optaget på lydfiler og sammenfattet som
grundlag for det videre arbejde.
I dette materiale kan man følge tilblivelsen af en relativ konsensus om den problematik at etablere en
(individuel og kollektiv) anerkendt forskerposition, som muliggør udfoldelse af en forskning, der forener
teoretisk og empirisk nysgerrighed med en praktisk relevans, der er reflekteret og nyskabende. Det lyder
som noget, alle vil kunne tilslutte sig; men i vores erfaring ser dette ud til ofte at måtte etableres fra en
~ 14 ~
position som kritisk outsider, hvis orientering mod de høje idealer kan tage sig ud som en lyst, vi forfølger,
under barnlig bortseen fra institutionernes pragmatiske realiteter. Denne ’profane’ fremstilling af
identitetsdefinerende idealer bliver yderligere accentueret af den inkonsistens overfor institutionelle
forpligtelser, der er forbundet med karrierestrukturens individualisme. Navnlig når de akademisk og de
praktisk orienterede forskerkarrierer på mange måder trækker i forskellige retninger. Involvering i de
organisatoriske processer, der enten er nødvendige for at realisere lovende perspektiver, eller blot må til for
at sikre egen ’overlevelse’, ser ud til at indebære en fare for tab af kontrollen med forskningens retning og
mening, og også med hvordan hverdagen kan ordnes. Ikke sjældent synes en løsning på sådanne
modsigelser at bestå i ’midlertidigt’ at arbejde dobbelt, for at imødekomme både den ene og den anden
slags krav. Det er blandt andet i sådanne prekære situationer, at det tilsyneladende oplagte, at samtænke og
samarbejde standarder fra forskellige forskningstraditioner (kvalitativ og kvantitativ, mixed methods), viser
sig som en meget kompliceret problematik.
På den baggrund har vi aftalt det næste seminar over to dage i sommeren 2013. Her vil vi tage hul på det
egentlige ’utopiarbejde’, idet vi skal arbejde med tekster, hvormed vi fremstiller mulig fremtidig forskning.
Følgende e-mail sekvens er oplæg til dette møde:
Vi aftalte også, at en måned inden mødet har vi alle hver for sig skrevet og udsendt et essay på ca. 10
sider med en forestilling om en mulig og ønsket forsknings/forsker-gerning/-hverdag/-situation/organisering/-indhold/-relevans.
Der er med essay-genren lagt åbent op – og altså ikke bundet til genren projektbeskrivelse (for
eksempel det behøver ikke, men kan godt, være stillet op som forløb). Og åbent på den måde at man
selv vægter mellem de nævnte stikord/aspekter af forskning/forskersubjektivitet.
Vi snakkede om, at selvom det fremstiller det ønskede og mulige, så kan det også være brugbart at
mane monstrene frem – det vi kæmper imod, og/eller det, som vi ser som problematisk tendens i os
selv.
I instruktionen nævnes, hvordan vi ’ikke er bundet til genren projektbeskrivelse’. Der er selvfølgelig, med
så løse rammer, mange genrer, som vi ikke er bundet til. Men det er ikke tilfældigt, at det er denne, der
nævnes.
I takt med, at forskningsmidlerne vokser og relativt flyttes fra faste grundbevillinger til strategiske og
tidsbegrænsede midler, skrives der projektbeskrivelser som aldrig før. De læses og bedømmes i lukkede
fora, som mere eller mindre stramt styres efter formelle kriterier, og som i større eller mindre omfang
standardiseres og automatiseres som et aspekt ved ’New Public Management’. Ofte argumenteres for
sådanne formaliseringer netop med henvisning til, at de demokratiserer processen ved at overvinde
esoteriske tendenser. Omtrent på samme måde, som evidensbaseret praksis inden for en række andre
områder af den offentlige sektor lanceres som demokratisk formel, der skal bryde overlægens eller
overlærerens irrationelle magtmonopol. Og hér som dér rejser sig en debat om alle de implikationer, som
~ 15 ~
disse abstrakte udkast fører med sig – når de omsættes i konkret praksis (Thorgaard, Nissen, & Jensen,
2010).
Vores ærinde her er ikke (i hvert fald ikke i første omgang) forskningspolitisk, forstået som udvikling af
gennemarbejdede forslag til, hvordan denne genre burde forandres; men vores utopiarbejde kan ikke
undslippe en dialogisk, intertekstuel relation til den genre. Når vi udforsker og dekonstruerer
forskersubjektivitet ’in the making’, ved brug af tekster om fremtidsforestillinger, så er de magtforhold, der
almindeligvis gennemsyrer sådanne tekster, selvfølgelig helt centrale og kan ikke uden videre annulleres selv
med en nok så esoterisk kollektivitet. Projektbeskrivelsens genre eksotiseres ved, at vi udvikler spørgsmål
til vores essays. Spørgsmål som med samme ret kan og måske burde stilles til projektbeskrivelser. Det kan
være spørgsmål som: Hvordan fremstiller vi os selv som ’u-/realistiske’? Hvilke aktører er værd at nævne
og hvordan? Hvilke standarder må beskrives og argumenteres, og hvilke kan tages for givet? Hvordan
bidrager teksten til at konstituere forskerfællesskaber? Hvordan rummer teksten fantasier, der tildækker
modsigelser?
Beslutningen om at ville ”mane monstrene frem” er imidlertid et brud med genren ’projektbeskrivelse’, der
åbner for en anden form for kritisk læsning end den, der etableres med dens gængse distribution, hvor det
er den bedømmende læser, der – med forskellige slags motiver – fremmaner monstre til devaluering af visse
projektbeskrivelser (’manglende redegørelse for metode’, ’uigennemførlighed ’ osv.), når andre skal
belønnes. Kritikken er her indbygget i fremtidsscenariet, også selvom dette derefter underkastes kritik.
Det er en kritik, der nødvendigvis må rette sig mod de former for vilkår og forpligtelser, som dem, vi selv
fremskriver, definerer sig i modsætning til eller forskellige fra – men dermed også både retter sig mod
tendenser i andres og egen praksis. Det er også en kritik af de modstande, vi støder på i os selv –
individuelt og kollektivt – og mod de fantasier, som vi skriver os ind i eller skaber.
Det betyder dog ikke, at vores utopier skal behandles og vurderes med en abstrakt målestok om
selvudleverende ærlighed, der indsættes i en moralsk renselsesproces. Med det kritiske arbejde med
forhåbninger vender vi om på forløbet i forhold til de kanoniske genrer for selvfremstilling og til brugen af
håb og utopi som metode, hvor kritikken rettes mod det fortidige (og delvist nutidige) selv, mens håbet
blot anerkendes som fikspunkt for det derigennem rensede subjekt – eller med andre ord, sanktioneres
som en ny ideologisk fantasi.
Også her består selvfølgelig et dialogisk forhold til det kanoniske. Selvom teksten fremmaner en fremtid, er
den jo altid skrevet i en fortid, som man kan lægge passende afstand til. Og vi må naturligvis også håbe på,
at vi således bliver klogere i processen. Men et nøglepunkt bliver derfor, hvordan vi kan forstå
kontinuiteten og bruddene mellem de subjektpositioner, som hele processen fremstiller, i deres relation til
standarder, som (qua standarder) er relativt stabile. Forskning er en fortsat erkendelsesproces, og den kan
ikke forstås som en simpelt kumulativ opbygning; men den giver heller ikke mening, hvis den skrives i
sand.
~ 16 ~
Vi er som sagt helt på det rene med, at også den nærværende tekst er et udkast, en fremstilling af en mulig
metode. Som fortidsskrevet og fremtidsbeskrivende må den altid læses som usamtidig, og alligevel som
fremstillende sin egen relativt stabile temporalitet, med Bakhtin og Latour en ’kronotop’, hvis Janus-hoved
kigger både bagud og fremad.
Referencer
Aagaard, K., Nielsen, B. S., & Olsén, P. (1999). Demokrati som læreproces. Frederiksberg: Roskilde
Universitetsforlag.
Alexander, J. C. (2002). On the Social Construction of Moral Universals. The 'Holocaust' from War Crime
to Trauma Drama. European Journal of Social Theory, 5, 5-85.
Alvesson, M. & Sköldberg, K. (2009). Reflexive Methodology. New Vistas for Qualitative Research. London: Sage.
Anderson, B. (1991). Imagined Communities. London: Verso.
Axel, E. (2011). Situeret projektering i et byggeprojekt. Nordiske Udkast, 37, 97-117.
Bakhtin, M. M. (1986). Speech Genres & Other Late Essays. Austin: University of Texas Press.
Bakhtin, M. M. (1988). The Dialogic Imagination. Four Essays. Austin: University of Texas Press.
Baum, F. (1995). Researching public health: Behind the qualitative-quantitative methodological debate.
Social Science & Medicine, 40, 468.
Billig, M. (1991). Ideology and Opinions. London.
Bloch, E. (1967). Das Prinzip Hoffnung. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.
Bowker, G. & Star, S. L. (1999). Sorting Things Out. Classification and its Consequences. Cambridge,
Mass./London: MIT Press.
Brecht, B. (1982). Über experimentelles Theater. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.
Busch, L. (2011). Standards - Recipes for Reality. Cambridge, Mass: MIT Press.
~ 17 ~
Crapanzano, V. (2003). Reflections on Hope as a Category of Social and Psychological Analysis. Cultural
Anthropology, 18, 3-32.
Crapanzano, V. (2004). Imaginative Horizons. An Essay in Literary-Philosophical Anthropology. Chicago, London:
University of Chicago Press.
Davies, B. & Gannon, S. (2006). Doing Collective Biography. Berkshire, UK: Open University Press.
Del Busso, L. (2007). Embodying Emotions in Heterosexual Relationships: A Participant-Researcher's
Reflections on doing memory work with a group of feminist women. The Psychology of Women Section
Review 9 (2):35-40.
Derrida, J. (1981). Plato's Pharmacy. In B.Johnson (Ed.), Dissemination (pp. 61-171). Chicago: University of
Chicago Press.
Derrida, J. (1994). Specters of Marx: The State of the Debt, the Work of Mourning & the New International. New
York: Routledge.
Dreier, O. (2008). Psychotherapy in Everyday Life. Cambridge, Mass, New York: Cambridge University Press.
Foucault, M. (1986). Of Other Spaces. Diacritics, 16, 22-27.
Geertz, C. (1973). The Interpretation of Cultures. Selected Essays. New York: Basic Books.
Gramsci, A. (1991). Fængselsoptegnelser i udvalg. København: Museum Tusculanum.
Haug, F. (1980). Frauenformen. Alltagsgeschichten und Entwurf einer Theorie weiblicher Sozialisation. Berlin:
Argument Verlag - Argument Sonderband 45
Haug, F. (1997). The other Anxiety. On the Genderedness of an Emotion. Ref Type: Online Source. 3012-2011: http://www.friggahaug.inkrit.de/documents/angst-englischi4.pdf.
Haug, F. (1999). Female Sexualisation. A Collective Work of Memory. London: Verso.
Haug, F. (2000). Memory-work as a Method of Social Science Research: A Detailed Rendering of
Memory-Work Method. Ref Type: Online Source. 30-12-2011:
http://www.friggahaug.inkrit.de/documents/memorywork-researchguidei7.pdf.
~ 18 ~
Haug, F. (2002). Vorlesungen zur Einführung in die Erinnerungsarbeit. The Duke Lectures. Hamburg: Argument
Verlag.
Haug, F. (2003). Lernverhältnisse. Selbstbewegungen und Selbstblockierungen. Hamburg: Argument.
Haug, F. & Gschwandtner, U. (2006). Sternschnuppen. Zukunftserwartungen von Schuljugend. Hamburg:
Argument Verlag.
Holzkamp, K. (1983). Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/Main; New York: Campus Verlag.
Horkheimer, M. & Adorno, T. W. (1969). Dialektik der Aufklärung. Philosophische Fragmente. Frankfurt/M: S.
Fischer Verlag.
Ingholt, L., Sørensen, B. B., Axel, E. og Frank, V. A. (2012). Rusmidler på teknisk skole. Forebyggelse,
fællesskab og faglige rammer. Nordic Studies on Alcohol and Drugs. Vol. 29, 467-484.
Jensen, U. J. (1992). Humanistisk sundhedsforskning. Videnskabsteoretiske overvejelser. Udkast, 20, 113131.
Jensen, U. J. (1983). Sygdomsbegreber i praksis. Det kliniske arbejdes filosofi og videnskabsteori. København:
Munksgaard.
Jensen, U. J. (2013). Menneskenes bolig - sygdomskim eller sundhedskilde? Folkesundhedens dilemma. In
S.Brock (Ed.), Folkesundhed. Perspektive på dansk samfundsmedicin (pp. 131-154). Århus: Philosophia.
Johannesen, N. (2011). Smertens socialitet. Bidrag til nye forståelser af det lidelsesfulde i liv med kroniske smerter.
København: Københavns Universitet, Institut for Psykologi.
Jungk, R. & Müller, N. (1987). Future Workshops: How to create desirable futures. London: Institute of Social
Inventions.
Krøjer, J. & Hutters, C. (2008). Kollektivet som korrektiv - fortælleværksteder som kritik af neoliberalt
selvarbejde. Tidsskrift for Arbejdsliv, 10, 72-88.
Kvale, S. (1996). InterViews. An Introduction to Qualitative Research Interviewing. London: Sage.
~ 19 ~
Langdridge, D., Barker, M., Reavey, P. & Stenner, P. (2012). Becoming a Subject: A Memory Work Study
of the Experience of Romantic Jealousy. Forum: Qualitative Social Research, 13:2, art. 5
Latour, B. (1987). Science in Action. Cambridge. Mass.: Harvard University Press.
Latour, B. (2004). Why Has Critique Run out of Steam? From Matters of Fact to Matters of Concern.
Critical Inquiry, 30.
Latour, B. (2005). Reassembling the Social. Oxford: Oxford University Press.
Levine, M. G. (1997). Writing Anxiety: Christa Wolf's "Kindheitsmuster". Diacritics, 27, 106-123.
Marvakis, A. (2006). Vom Nutzen der Philosophie Ernst Blochs für eine emanzipatorische Psychologie.
Forum Kritische Psychologie, 43-55.
Marx, K. (1970). Kapitalen. København: Rhodos.
Mattingly, C. (1998). Healing Dramas and Clinical Plots. Cambridge: Cambridge University Press.
Mattingly, C. (2010). The Paradox of Hope: Journeys Through a Clinical Borderland. Berkeley / London:
University of California Press.
Middleton, D. & Brown, S. D. (2005). The social psychology of experience: Studies in remembering and forgetting.
London: Sage.
Miyasaki, H. (2003). The Temporalities of the Market. American Anthropologist, 105, 255-265.
Mol, A. (2008). The Logic of Care. Health and the Problem of Patient Choice. New York: Routledge.
Myerhoff, B. (1992). Remembered Lives: The Work of Ritual, Storytelling, and Growing Older. Ann Arbor:
University of Michigan Press
Mørck, L. L., Carlsen, H. B., Grøndahl, A., & Cramer, C. (2011). Etik i kollektivt biografiarbejde med
mødre til 'børn i vanskeligheder'. Nordiske Udkast, 40, 39-55.
~ 20 ~
Formateret: Engelsk (USA)
Nissen, M. (2010). Det syge selv, fortællingen og overgivelsen. In S.Brinkmann (Ed.), Det diagnosticerede liv sygdom uden grænser (pp. 226-253). Aarhus: Klim.
Pedersen.M.U., Hesse, M., & Bloomfield, K. (2011). Abstinence-orientated residential rehabilitation of
opioid users in Denmark: Do changes in national treatment policies affect treatment out-come?
Scandinavian Journal of Public Health, 39, 582-589.
Plato (2009). Phaedrus. Internet Classics Archive [On-line]. Available:
http://classics.mit.edu/Plato/phaedrus.html
Feltkode ændret
de Shazer, S. (1991). Putting Difference to Work. New York: W.W. Norton & Co.
de Shazer, S. & Berg, I. K. (1997). 'What Works?' Remarks on research aspects of Solution-Focused Brief
Therapy. Journal of Family Therapy, 19, 121-124.
Stengers, I. (1997). Power and invention. Situating science. Minneapolis, USA: University of Minnesota Press.
Suchman, L. (1987). Plans and Situated Actions: The Problem of Human-machine Communication. New York:
Cambridge University Press.
Sørensen, B. B., Ingholt, L. & Frank, V. A. (2012). Fortællinger om hash på tekniske skoler: Elevernes
perspektiver. In: H. V. Dahl & V. A. Frank (eds.). Cannabis – forbrug, interventioner og marked i
Danmark. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Thorgaard, K., Nissen, M., & Jensen, U. J. (2010). Viden, Virkning og Virke. Forslag til forståelser i
sundhedspraksis. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Timmermans, S. & Berg, M. (2003). The Gold Standard. The Challenge of Evidence-Based Medicine and
Standardization in Health Care. Philadelphia: Temple University Press.
Wagoner, B. & Gillespie, A. (in press). Sociocultural mediators or remembering: An extension of Bartlett's
repeated reproduction method. British Journal of Social Psychology
Žižek, S. (1994b). The Spectre of Ideology. In S.Zizek (Ed.), Mapping Ideology (pp. 1-33). London / New
York: Verso.
~ 21 ~
Formateret: Engelsk (USA)
~ 22 ~

Katalog over reformtiltag

Transcription

Similar documents

DETAIL-FORUMS 50-ÅRS JUBILÆUMSFEST MED GALLAMIDDAG & PRISUDDELING

Projektleder til unikke projekter med d specialmaskiner o

Hannah Arendt om revolution

Vissenbjerg - Log ind