5 råd til den gode hverdag i kirken Af Conny Hjelm og Connie

5 råd til den gode hverdag i kirken
Af Conny Hjelm og Connie Yilmaz Jantzen, Center for Diakoni og Ledelse, Filadelfia.
En sognekirke er ikke hvilken som helst arbejdsplads. Det er naturligvis en arbejdsplads i den forstand, at
den danner ramme om professionelle ansattes indsats, og derfor også må fungere efter nødvendige regler,
principper og aftaler for at dette kan lade sig gøre. Men kirken er meget mere end en arbejdsplads. Den er
samtidig en ramme for sognebørns og menighedens åndelige og sociale liv, og mange steder også for
engagerede frivilliges indsats. Så i kirken kan vi ikke trække en klar grænse mellem os som organisation og
omverdenen, som man vil kunne på mange andre arbejdspladser. Kirken skal hver eneste dag rumme
omverdenen – og mere end det: Modtage den med åbne arme. Det kan skabe paradokser i hverdagen som opstår, fordi de behov man kan have som menighed og frivillige ikke altid er de samme, som man har
som ansat. I den kirkelige hverdag handler det altså om, at acceptere paradokserne og finde gode løsninger
på dem i stedet for at bekæmpe dem. Vores råd til den gode hverdag i kirken tager udgangspunkt i nogle af
de paradokser vi hyppigst er stødt på i Folkekirkens sogne.
Rum hinanden i fællesskabet men bevar fokus på kirkens opgave
De værdier, som gerne skal præge samarbejde, samvær og fællesskab i kirken, må naturligvis udspringe af
et kristent menneskesyn, hvis vi skal være troværdige både indadtil og udadtil. Det betyder, at der skal
være vide rammer for fællesskabet og den gensidige respekt og omsorg for andre. Men bliver fællesskabet
grænseløst og uden rammer, og bliver hensynet til den enkelte vigtigere end fællesskabet, så risikerer vi at
tabe målet af syne. Og hvad enten man er frivillig eller ansat er målet først og fremmest at bidrage til at
kirken løfter sin opgave på bedst mulig måde.
Hold fri når du holder fri! Og respekter så vidt muligt, andre når de har fri.
Folkekirken er befolket med mange ildsjæle – frivillige såvel som ansatte – som er dybt engageret. Kunsten
er naturligvis at holde balancen mellem det store engagement og tid til at lade op, hvile ud og lade sig
inspirere af ting, som ligger ud for kirken. Ingen arbejdsgiver er tjent med en ansat som aldrig holder fri, og
den frivillige ildsjæl varer sjældent, hvis hun brænder sit lys i begge ender. Hvis du har svært ved at lægge
arbejdet fra dig når du kommer hjem, så overvej, om der er nogle ritualer eller aktiviteter der kan hjælpe
dig. Et bestemt stykke musik du hører på vej hjem i bilen. En god lang cykeltur, en tur med hunden eller
noget helt fjerde.
Nej! Hjælp! Pyt! Lær dem selv og respekter de tre vigtige ord hos andre
Stresseksperter vil hævde, at noget af det vigtigste, når vi skal undgå stress og dårlig trivsel er, at vi lærer
tre små men vigtige ord. Nej. Hjælp. Pyt.
Nej: At vi trods et stort engagement lærer at sige nej, når vi ikke magter en opgave, enten fordi vi ikke har
tiden eller kompetencerne til at løfte den.
Hjælp.: At bede om hjælp er nødvendigt, hvis vi kan mærke, at vi er overvældet af arbejdet, og har brug for
aflastning eller bare hjælp til at komme videre. Er man vant til at arbejde meget alene med sine opgaver,
kan det være svært at bede om hjælp, men rigtig ofte vil man opleve at det både er givende og
inspirerende at være flere om at løfte.
Pyt: Mange mennesker i kirken er drevet af en stærk ansvarsfølelse og vil gerne gøre det så godt som
muligt. Men fra tid til anden lykkes ting ikke helt så godt som vi havde håbet på. Det skal vi lære af, men
ikke lade os gå på af. Udvikling og nytænkning kræver at vi prøver ting af, og risikerer at det ikke lykkedes.
Vær fleksibel men kend din kerneopgave
I en travl dagligdag kan der hurtigt opstå nye situationer, som kræver at man giver en ekstra hånd for at få
det løst. Det kan være en pludselig kirkelig tjeneste, sygdom hos en kollega eller frivillig, nye opgaver fra
ministeriet eller noget helt tredje. Giv en hjælpende hånd, når det kræves, men brug det aldrig som en
undskyldning for, at dine kerneopgaver ikke bliver løst. Så er det bedre at sige nej.
En medarbejder i dag forventes at være fleksibel og klar til forandringer – nogen steder langt udover det
rimelige. Men ingen medarbejder kan i dag forvente at arbejdets indhold forbliver konstant og uforandret
over lang tid – dertil er der alt for meget bevægelse i omverdenen, og udvikling, som vi selv skaber.
Kunsten er at møde forandringerne åbent – men også være konstruktiv kritisk, når det er nødvendigt, så
nye tiltag får den bedst mulige virkning i praksis.
Bliv gode til at være uenige, når der er vigtige ting, der er behov for at diskutere
Skal man udvikle og forny sin kirke er det nødvendigt at kunne rumme forskellige synspunkter og uenighed.
En kirke hvor vi altid er enige om alt kan være vældig behagelig, men kan også risikere at stå i stampe og
ikke forny sig. Målet er ikke uenighed for uenighedens egen skyld, men at lade holdninger brydes åbent, og
sammen finde løsninger som alle – måske ikke kan være enige om – men i det mindste acceptere.