Fra håndskrevne breve til Facebook

Fra håndskrevne breve
til Facebook
Om brevgenren fra 1700-tallet til i dag
Bakkehusmuseet 2014
Tekst: Rikke Lagersted-Olsen
Foto: Ole Akhøj og Stuart McIntyre
Indhold
4
Forord
5
Hvad er brevet for en genre?
6
Antikkens breve
8
Middelalderens og renæssancens brevskrivning
10
Det naturlige brev – genren skifter karakter
11
Romantikkens breve
13
Brevskrivning i Danmark
14
Bakkehussamlingens brevskrivere
20
Brevskrivning i dag og sociale medier
23
Hvordan skal brevgenren forstås?
25
Supplerende litteratur
3
Forord
”Fra håndskrevne breve til Facebook” er et undervisningsforløb om brevskrivning, som er udviklet af
Bakkehusmuseet til brug i gymnasieskolen. Forløbet kan dog også anvendes af folkeskolens ældste
klassetrin. Udgangspunktet for forløbet er Bakkehussamlingen, som er en samling af ca. 12.000 breve,
manuskripter og andre dokumenter, som præsenteres i Bakkehusmuseets internetbaserede database,
www.bakkehussamlingen.dk. Databasen rummer ikke alene skanninger og transskriptioner af
samlingens originale dokumenter, men også noter, kommentarer, emnebeskrivelser og biografier, der
formidler dokumenterne. Samlingen består først og fremmest af breve, skrevet af en række centrale
personer og forfattere med relation til ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek, heriblandt H.C.
Andersen, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg.
Igennem undervisningsforløbet får eleverne mulighed for at arbejde med det historiske materiale ved
hjælp af databasen, og IT blandes herved med traditionel undervisning. De lærer at bruge databasens
muligheder for informationssøgning og lærer at anvende kildematerialet på en kritisk måde. Samtidig
giver det historiske materiale anledning til en diskussion af moderne kommunikation og brugen af
digitale platforme, hvilket også afspejles i projektets titel.
Brevet opnåede som litterær tekst og som privat meddelelsesform sin storhedstid i Europa i 1700- og
1800-tallet, hvilket er sammenfaldende med den periode, hvorfra Bakkehussamlingens materiale
stammer. Samlingen rummer både rejsebreve, kærlighedsbreve, venskabsbreve og
forretningsorienterede breve. Fælles for størstedelen af disse breve er, at de er skrevet i privat
øjemed, fra én person til én anden, og at de sjældent er tiltænkt publikation. Undervisningsforløbet vil
derfor primært fokusere på privatbrevet som genre og diskutere forholdet imellem afsender og
modtager, afsenders selviscenesættelse i brevene, brevenes komposition, sprog og retorik.
Projektet er særligt velegnet for undervisningen i fagene historie og dansk, og det rummer flere
opgavemuligheder, hvor de to fag kombineres (se projektets lærervejledning). Brevene giver en unik
mulighed for at arbejde med både litteratur, sprog, kommunikation og medier, som er klassiske
grundelementer i bekendtgørelsen for danskfaget. Men de rummer også muligheder for historiefagets
arbejde med kildekritik. Flere forfattere fra den danske kanonliste er repræsenteret i samlingen, og
man kan derfor kombinere arbejdet med enkelte forfatterskaber med genre- og periodestudier.
Dette kompendium giver en beskrivelse af, hvad brevet er for en genre, hvordan og hvorfor man har
skrevet breve fra antikken til moderne tid og hvordan breve kan analyseres. Til sidst perspektiveres
der til moderne kommunikationsformer og digitale platforme som e-mail, sms, Facebook, Twitter m.m.
4
Hvad er brevet for en
genre?
Helt op til 1900-tallet anvendte man segl til at
lukke konvolutterne, for at sikre brevenes
indhold mod uvedkommende læsere. Var
lakseglet brudt ved modtagelsen, så vidste
modtageren, at nogen havde læst det under
forsendelsen.
Et brev formidler et indhold fra en afsender til
en modtager, og i den forstand er brevgenren
et kommunikationsmedie. Et brev kan både
være en enkeltstående tekst, eller være del af
en større tekstmængde, en brevveksling.
Et brev udgør typisk en slags skriftlig dialog,
fordi afsender ofte forventer et svar fra
modtager, stiller spørgsmål, som modtager skal
tage stilling til, eller giver rum for debat i sit
brev. Brevskrivning aktiverer derfor afsender
og modtager på en anden måde end andre
tekster, fordi der etableres et fællesskab
imellem dem. Fællesskabet mellem de to parter
giver som regel brevene en stemning af
ægthed, spontanitet og intimitet.
Kamma Rahbeks segl og stempel. Med stemplet lavede man et
aftryk i en klat flydende voks på brevets konvolut, og dette aftryk
kaldes segl. Det var kun tilladt brevets modtager at bryde seglet.
Breves funktion er at etablere netværk imellem
mennesker, og brevskrivning er derfor en
social handling. I modsætning til mange andre
teksttyper har den skrivende som regel et
konkret billede af, hvem der skal læse brevet.
Selvom brevene blev forseglet, var det dog ikke
altid sikkert, at brevet kun blev læst af den
modtager, hvis navn stod på konvolutten. Fra
1600-tallet og frem blev det nemlig opfattet
som prestigefyldt at skrive gode breve, og
breve blev derfor sendt rundt og læst af mange
personer, hvis det blev vurderet til at være
særlig godt.
Nogle breve er personlige, mens andre er
professionelle. Personlige breve kan være
breve til venner og familiemedlemmer,
fødselsdagshilsener, postkort m.fl.
Professionelle breve kan være breve med et
retsligt indhold, en kontrakt, et testamente
eller lignende.
Udover at fungere som
kommunikationsmedium kan breve fungere
som litteratur. Et brev behøver altså ikke at
være afsendt for at få betegnelsen ”brev”.
Litterære breve kan være komponeret efter et
litterært eller poetisk mønster og fx være
skrevet på vers, men de kan også være
litterære i den forstand, at enten afsender eller
modtager er fiktive personer. Litterære breve
er et godt eksempel på brevtyper, som ofte er
skrevet med henblik på offentliggørelse. De kan
have karakter af små afhandlinger, essays,
rejsebreve, poetiske breve o. lign.
Ifølge dansk ret er det forbudt at åbne andre
folks breve, medmindre brevets modtager har
givet sin tilladelse, og loven om
”brevhemmelighed” er til for at sikre og
beskytte folks privatliv. Derfor kan det virke
ekstra intimt, hvis man får lov til at læse andre
folks breve.
”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den,
som uberettiget bryder eller unddrager nogen et
brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller
optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.”
Intentionen med breve kan være meget
forskellig. Udover at berette om hverdagens
begivenheder, kan breve bruges til at udtrykke
afsenders filosofiske tanker, de kan bruges i
opdragende øjemed, fx i forsøget på at danne
modtageren åndeligt eller intellektuelt, eller de
Straffelovens § 263, stk. 1
5
kan bruges til at give udtryk for følelser og
lidenskaber.
Antikkens breve
Breve inviterer os ofte med ind bag kulisserne,
hvor vi hører om følelser og personlige
begivenheder, der bringer os tæt på afsenders
privatliv. Som medie formidler brevet alle disse
tanker og oplevelser, og brevet skaber dermed
et intimt link mellem afsender og modtager.
I oldtidens Grækenland blev breve først og
fremmest brugt som diplomatiske redskaber
under forhandlinger, men der findes også
eksempler på breve, som indeholder
oplysninger af mere personlig karakter. Et brev
blev typisk udformet som en dialog mellem
afsender og modtager, og både sprogligt og
indholdsmæssigt skulle det leve op til tidens
formelle krav om klarhed og entydighed.
Billedsproget måtte dog gerne være præget af
skønhed. Forskellen på breve og andre tekster
var, at brevene skulle indeholde en indledning
og en afslutning, hvori afsender hilste
modtager.
Retorikken øvede stor indflydelse på
brevgenren og for at udforme et godt brev,
måtte man følge forskrifterne for veltalenhed.
Brevenes komposition mindede ofte om taler,
der på samme måde blev komponeret efter
særlige, retoriske regler. I skolerne blev
brevformen tit anvendt som redskab i
undervisning indenfor fagene stilistik og
grammatik. Det handlede ikke så meget om at
skrive egne breve, som at mestre en særlig stil.
Ligesom jeg-personen i en god roman, kan
afsenderen blive en jegfortæller, der beretter
om sit eget liv. Brevskrivning kan dermed også
være en måde, hvorpå afsenderen kan
iscenesætte sig selv.
Udover at give et indblik i brevskrivernes
private tanker og følelser kan breve være
interessante for en bredere offentlighed. Dette
gør sig især gældende, hvis en eller begge
brevskrivende er offentligt kendte personer,
der i brevform omtaler vigtige historiske
begivenheder, politiske handlinger og lignende.
De kan fortælle om tanker og motiver bag de
handlinger, som har påvirket den historiske
gang og det offentlige rum, eller de kan give et
stemningsbillede, som supplerer den saglige og
nøgterne beskrivelse af et handlingsforløb.
Brevskrivning kan tage sig forskellig ud, når
man betragter den på forskellige tidspunkter i
historien og på tværs af kulturer, og derfor kan
det være interessant at dykke ned i
brevskrivningens historie for at få et billede af,
hvad det er for en genre, og hvordan breve er
blevet brugt igennem tiden.
Stilistik er læren om sprogets stilmæssige
virkemidler, dvs. ordvalg, sætningsopbygning,
metaforer, rytme.
Fra Grækenland blev brevgenren overleveret
til romerne, og særligt brevgenrens muligheder
for at gengive personlige oplevelser, blev
dyrket i antikkens Rom.
Brevene blev enten skrevet på voksbeklædte
trætavler, som man ridsede bogstaverne ind i,
eller de blev skrevet på papir eller pergament
med pen og blæk. Der eksisterede endnu ikke
et postsystem i Rom, så brevene blev sendt
med private budbringere, hvilket ikke altid var
en sikker forsendelsesform.
Brevpung af tekstil med form af konvolut.
6
Forfattere og filosoffer skriver breve
Seneca skrev alle sine breve, kaldet Epistulae
morales ad Lucilium, til én bestemt modtager,
Lucilius, som var fuldmægtig på Sicilien under
den romerske kejser Nero. Disse breve havde
et filosofisk indhold, som havde til formål at
danne læseren i moralsk forstand. Seneca
beretter i brevene om hverdagsbegivenheder,
men begivenhederne er gerne valgt, fordi
Seneca mente, at de kunne lære læseren noget.
Brevsamlingen er derfor komponeret efter et
pædagogisk mønster, hvor brevene læses
sammenhængende fra begyndelse til slutning.
Blandt de mest berømte romerske
brevskrivere er forfatteren Marcus Tullius
Cicero (106-43 f.Kr.), som udover breve skrev
politiske og juridiske taler samt teoretiske
værker. Han skrev omkring 1.000 breve
igennem sit liv, og hans breve er en righoldig
kilde til vores forståelse af samtidens
historiske begivenheder. Da Cicero døde i 43
f.Kr., blev hans breve samlet og udgivet af den
frigivne slave Tiro.
Filosoffer og forfattere benyttede altså brevene
til at beskrive og undersøge både filosofiske,
historiske og samfundsrelaterede spørgsmål.
Deres breve har derfor lige så stor værdi, som
traktater eller andre former for teoretiske
skrifter. Nogle forfattere skrev deres breve på
vers, hvilket styrkede brevenes litterære
karakter.
I sine litterære breve bruger poeten Ovid (43
f.Kr. – 18 e.Kr.) flere steder fiktive afsendere.
Det gælder bl.a. de såkaldte Heltindebreve
(Epistulae Heroidum), hvor heltinder og
mytologiske figurer henvender sig til den
elskede. Ovid er forfatteren, men ikke
afsenderen af brevene. Brevenes poetisk skær
styrkes ved brugen af vers og metriske
mønstre, som denne epistel nr. 1 fra Penelope
til Odysseus:
Ciceros breve blev hurtigt berømte og
inspirerede andre forfattere, heriblandt Plinius
den Yngre (ca. 61 - 113 e.Kr.) og L. Annaeus
Seneca (ca. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.).
Plinius var politiker, og han udviklede
brevgenren i litterær-kulturel retning. Han
skrev breve til betydningsfulde personer som
historikeren Tacitus og den romerske kejser
Trajan, og brevene blev senere udgivet. Flere af
dem minder om essays, og de handler om alt
fra den politiske administration i Romerriget,
til juridiske og militære spørgsmål. Nogle af
brevene havde en dybere personlig karakter og
blev skrevet til venner og bekendte. I Plinius’
breve etableres der hurtigt et intimt forhold til
læseren, og han skrev malende og indlevende,
som i denne beskrivelse af onklens død under
vulkanen Vesuvs udbrud i august 79 e.Kr.:
”Dette, min sløve Odysseus, er skrevet af din Penelope,
et brev fra dig er mig ikke nok: kom selv!”
Paulus’ breve
"Man kunne høre kvinders skrig og børns gråd og
mænds stønnen: Nogle kaldte på deres forældre,
nogle på deres ægtefælle, og de kunne kun kende dem
på deres stemmer. Nogle jamrede over deres ulykke
og andre over deres naboers ulykke; nogle ønskede
sig døde af frygt for døden, og mange opløftede deres
hænder mod himlen; en stor del mistede troen på alle
guderne og var overbeviste om, at den sidste time var
kommet og jordens undergang og den varslede nat
var kommet. Nogle forstørrede faren ved at forestille
sig allehånde indbildte rædsler. Andre fortalte, at alle
huse i Misenum var faldet sammen og brændte; det
var alt sammen urigtigt, men mange troede på det.”
I den kristne tradition er apostlen Paulus (1.
århundrede e.Kr.) en af de store brevskrivere,
og i Det nye testamente findes en række på 13
breve fra omkring år 55 e.Kr., som tilskrives
ham. Paulus’ breve er ikke alene en kilde til
hans eget liv, hans åbenbaringer og hans
omvendelse til kristendommen, men de er også
en kilde til hans teologi. Kirkefædre som Paulus
brugte typisk brevgenren, når de skulle
henvende sig til de kristne menigheder, når de
skulle udveksle tanker med hinanden, eller til
belæring af læserne.
Plinius den Yngre: ”Epistel nr. 20, bog 4”.
7
brevene udelukkende var tiltænkt en bestemt
modtager. Man skelnede ikke på samme måde
som i dag mellem offentlige og private breve,
og typisk blev brevene læst op for større
forsamlinger enten på klostrene eller ved
adelens sammenkomster.
Langt størstedelen af både de officielle, de
religiøse og de poetiske breve blev skrevet på
latin.
Middelalderens og
renæssancens brevskrivning
De romerske breve fik stor betydning for
middelalderens og renæssancens brevskrivere.
I middelalderen blomstrede brevgenren
primært i klostrene, blandt adelen og i
statsadministrationen. Statsadministrationens
udbygning bevirkede, at juridiske, politiske og
andre former for officielle breve fik stor
betydning. Brevene blev nemlig brugt til at
dokumentere juridiske og politiske
beslutninger samt ved indgåelse af
forretningsforbindelser. Disse breve kunne
indeholde oplysninger af indenrigspolitisk eller
udenrigspolitisk betydning, kontraktforhold
mellem konge, adel og kirke, gavebreve eller
testamenter.
Renæssancen (1400-1600):
Genopdagelsen af antikken i denne periode fik
afgørende betydning for kunst, videnskab og
filosofi. Individet blev sat i centrum og
verdensbilledet udvidedes, dels med Kopernicus’
opstilling af det heliocentriske verdensbillede, hvor
solen blev universets midte, dels med
opdagelsesrejsende som Coloumbus. Martin Luther
oversatte Biblen til tysk, og Reformationen
gennemførtes i flere europæiske lande, heriblandt
Danmark (1536).
Bogtrykkerkunsten blev opfundet i Tyskland og fik
afgørende betydning for mangfoldiggørelsen af
skrifter samt for befolkningens læsning.
Ved siden af de juridiske og erhvervsrettede
breve, blev der udgivet en lang række religiøse
breve, og mange kristne mystikere brugte i
middelalderen brevgenren til at udtrykke sig
om deres religiøse oplevelser og syn.
Mystikerne dyrkede en særlig åndelig form for
kristendom, hvor den troendes forening med
det guddommelige var i centrum. Foreningen
skete bl.a. igennem ekstase, meditation m.m.
I løbet af 1500-tallet blev de første breve
skrevet på modersmålet. Brevgenren blev på
dette tidspunkt stadig opfattet som en seriøs
litterær genre, der beskæftigede sig med
alvorlige emner af samfundsmæssig og religiøs
karakter. Kravene til god brevskrivning var
høje og derfor steg behovet for håndbøger, som
kunne vejlede den brevskrivende i, hvordan
breve skulle komponeres.
Middelalderen (1050-1536):
I Danmark såvel som i det øvrige Vesteuropa
spillede den katolske kirke og paven i Rom en
afgørende rolle for samfundet.
Magten i samfundet var primært fordelt mellem
kirken og kongen, og monarket blev efterhånden
konsolideret som styreform i Danmark. Mange nye
byer grundlagdes og befolkningstallet steg markant.
Agerbrug blev den dominerende landbrugsform,
hvilket medførte større vækst. Der skete et boom
indenfor handel og håndværk, og
handelsforbindelserne mellem Danmark og
Tyskland styrkedes. Både kirken og den høviske
kultur ved hoffet inspirerede til digtning, og de
primære kilder fra perioden er religiøse skrifter og
krøniker.
De første afhandlinger om brevskrivning
Selvom brevskrivningen stadig var domineret
af formelle krav til form, sprog og indhold,
begyndte den langsomt at antage mere frie
former i renæssancen. Brevenes emnekreds
udvidedes, og man gav i stigende grad udtryk
for sine egne tanker om samfund og hverdag på
en ny, personlig måde. I renæssancen
genopdagede man antikkes brevskrivere. Den
italienske lyriker Francesco Petrarca (130474) og den hollandske humanist Erasmus af
Rotterdam (1469-1536) var nogle af periodens
mest berømte brevskrivere, og de var begge
dybt inspireret af både Cicero, Seneca, Plinius
og Ovid.
Blandt adelen og ved hoffet vandt brevgenren
også frem, og her dyrkedes først og fremmest
de poetiske breve og kærlighedsbreve. Der var
ikke tale om private breve i den forstand, at
8
I 1522 skrev Erasmus af Rotterdam bogen De
Conscribendis Epistulis, på dansk Om
brevskrivning. Idealet for ham var antikkens
brevskrivning og ideen om stilens enkelhed,
naturlighed og personlighed. Erasmus mente,
at breve skulle minde om private samtaler.
Brevskrivning var omfattet af mange regler, og
det blev derfor mere og mere nødvendigt at få
udgivet brevbøger, som de brevskrivende
kunne skelne til, når de skulle komponere
breve, titulere hinanden og vælge den rette stil
og brevtype.
Brevpung af læder med broderi.
Titulering
Tituleringer, dvs. måden at tiltale hinanden på,
var et andet vigtigt aspekt af brevskrivningen,
og titulering optager hele 118 sider i Placius’
håndbog. Breve skulle både indledes og
afsluttes med tituleringer af typen ”højstærede
herre”, ”ridder”, ”højlærde”, ”tugtige ungmø”,
”frue” osv., men tituleringer kunne også indgå i
brevets indholdsdel. Tituleringen var et udtryk
for høflighed, men den var også med til at
opretholde det sociale hierarki imellem
brevskriverne. Det havde stor betydning, om
man kaldte hinanden du eller De, og frue eller
frøken, fordi titlen og tiltalen af den anden
afspejlede ens stand og det sociale hierarki.
Tilhørte man adelsstanden, blev man tituleret
på én måde, tilhørte man bondestanden, blev
man tituleret på en anden måde. Giftermål
havde ligeledes stor betydning for tituleringen.
Brevbøger beskriver dels de små lommebøger, hvori
man opbevarede breve, dels de såkaldte
mønsterbøger, der indeholdt eksempler på
forskellige brevtyper, som den brevskrivende kunne
bruge som inspiration for egen brevskrivning.
Der udkom efterhånden også bøger om
brevskrivning på dansk som fx bogen Efter nu
brugelig Maade vel indrettede Breve-Bog. Den
blev udgivet af tyskeren Johann Günther
August Placius i 1742 med et dansk forord af
udgiveren L.H. Lillie. Bogens første del
indeholdt en række forskrifter for, hvordan
man som brevskriver skulle opbygge sit brev,
og senere blev der givet en række eksempler
på breve, som andre brevskrivere kunne tage
ved lære af.
Brugen af titler var omfattende, men titelsystemet blev i løbet af 1700-tallet mere
indskrænket. Langt op i 1900-tallet var det dog
stadig almindeligt at tiltale hinanden med
”De/Dem”, før man var blevet dus. Selv nære
venner kunne vedblive med at kalde hinanden
”De/Dem”, hvilket man ser et godt eksempel
på, i et brev fra Christiane Oehlenschläger til
svogeren K.L. Rahbek i 1829.
Brevet er skrevet kort efter at Christianes
søster, Kamma, var død, og i brevet forsøger
hun at trøste Kammas efterladte mand.
Stil og tone
Placius skelnede mellem forskellige stillejer: 1.
den høje skrive- og talemåde, 2. middel
skrivemåde og 3. den lavere eller nederste
skrivemåde. Den høje skrivemåde passede sig
for poetiske værker og var fyldt med citater og
referencer til mytologi og andre poetiske
værker. Brevskrivning hørte til middel
skrivemåde. Det karakteristiske for denne
skrivemåde var, at man udtrykte sig naturligt
og ligefremt uden at virke højtravende eller
grov.
9
Idealet for 1700-tallets privatbreve var
begrebet naturlighed. Med naturlighed mentes
en særlig tone og stil i brevene, som var
stemningsbåret og knyttet til det private og
intime på en anden måde, end man tidligere
havde set. Brevskiverne gjorde op med
tidligere tiders stive og formelle tone og med
de mange regler og forskrifter. Det nye
naturlige skulle inddrage følelserne i langt
højere grad. Helt private var brevene imidlertid
ikke, og ofte blev de ikke kun skrevet med
henblik på at blive læst af én person, men på en
hel kreds af venner og bekendte. Disse breve
kunne have karakter af intime betroelser, men
måtte samtidig have litterær karakter med
anvendelse af poetiske vendinger, metrik og
lignende.
Knud Lyne Rahbek, 1814
Pastel af Chr. Horneman (Bakkehusmuseet).
På konvolutten tiltaler Christiane ham ”Hr.
Etatsråd Rahbek”, men brevet indledes med
ordene: ”Kiæreste Rahbek”. Igennem hele
brevet tiltaler hun ham med ordene ”De/Dem”,
mens hun afslutningsvis skriver ”Deres
hengivne Søster / Christiane Oehlenschläger”.
Tiltalen ”De/Dem” kan virke distancerende på
den moderne læser, men sådan var det
formentlig ikke tænkt. At titulere hinanden
med De/Dem var et udtryk for respekt, og
samtidig understreger Christiane sin nærhed til
Rahbek ved at underskrive sig som hans søster.
Selvom antallet af privatbreve steg markant,
blev der stadig skrevet breve, som havde en
fagligt funderet profil, indeholdende alt fra
litteraturhistorie og filosofi til politik og
økonomi.
Brev, samtale og salonkultur i Frankrig
Opblomstringen af det naturlige brev i 1700tallet og de idealer, der blev knyttet til
privatbrevene, skal findes i 1600-tallets
franske salonkultur. I de parisiske saloner
dyrkede man samtalen som en kunstform, og
gæsternes evne til at mestre sprog og stil under
samtalerne spillede en afgørende rolle.
Samtalerne blev ikke kun ført mundtligt, men
også skriftligt, og salongæsterne videreførte
ofte de mundtlige dialoger i brevform.
Christiane Oehlenschläger
Silhuet af F.L. Schmitz (Bakkehusmuseet).
1600-tallets salon var et sted, hvor kunstnere,
videnskabsfolk og andre intellektuelle mødtes for at
diskutere, læse op, spille musik og på anden vis
underholde sig med hinanden. Deres samvær blev
typisk ledet af en salonværtinde. Med tiden fik
fornøjelses- og underholdningselementet en mere
underordnet betydning i salonerne, mens lærdom,
litteratur og kunst kom til at spille en større rolle.
Eftersom de færreste kvinder fik en egentlig
uddannelse, blev salonerne et af de få steder, hvor
kvinder kunne tilegne sig viden og dannelse.
Det naturlige brev – genren
skifter karakter
I løbet af 1700-tallet begyndte brevgenren at
forandre sig. Fra de formelle og alvorlige breve,
der omhandlede politiske, forretningsmæssige
eller kirkelige emner, blev brevene i stigende
grad fokuseret mod brevskrivernes personlige
og følelsesmæssige oplevelser. Brevene fik
dermed en mere privat og intim karakter.
10
Samtalen var vigtig, fordi man igennem den
kunne portrættere sig selv og hinanden. Man
begyndte at iagttage sig selv ”udefra”, dvs. se
sig selv igennem samtalepartnerens øjne, og
man var derfor meget bevidst om, hvordan
man tog sig ud for andre både mentalt og
fysisk.
Madame de Sévigné
Marie de Rabutin-Chantal, også kaldet Madame
de Sévigné, var en af de mest berømte
kvindelige brevskrivere i Frankrig. Hun skrev
over 1200 breve igennem sit liv, herunder en
lang række personlige breve til datteren,
Francoise Marguerite.
Francoise Marguerite flyttede hjemmefra, da
hun giftede sig, og Madame de Sévignés ofte
tårevædede breve til hende handler om
morens afsavn. Til trods for det stærkt
følsomme og private udgangspunkt, er brevene
fyldt med litterære kvaliteter. Selvom de var
stilet til datteren blev de afskrevet og læst af
Sévignés vennekreds, og de kom dermed til at
fungere som en slags halvoffentlige breve.
Breve blev ofte læst op ved salonerne, og
brevskriverne var derfor ikke kun fokuseret på
den enkelte brevmodtager, men også på
hvordan deres brev ville blive modtaget i det
større fællesskab. Flere af brevvekslingerne
blev senere udgivet, og en del skrev endda
deres breve med offentliggørelse som mål.
De franske præciøser
Da Sévigné døde i 1696, blev de første af
hendes breve udgivet. De blev hurtigt en stor
succes, og i flere lande, heriblandt Danmark,
blev Madame de Sévigné et stort forbillede.
I 1600-tallet udgjorde den gruppe af kvinder,
som gik under betegnelsen præciøser, et særligt
univers indenfor den franske salonkultur.
Præciøserne lagde stor vægt på, at
omgangstonen i deres saloner var dannet, og at
man kunne udtrykke sig forfinet om emner
som kærlighed, følelsesliv, behag og forførelse.
Kærlighed var et hyppigt samtaleemne, og med
kærlighed mente man ikke den fysiske og
erotiske drift, men en åndelig og følsom
størrelse.
Ordet ”præciøs” kommer af fransk ”précieux”, og
det betegner noget, der er forfinet og kunstfærdigt.
Præciøserne optrådte ofte selv som kunstnere,
og de dyrkede litterære genrer som brevet,
dagbogen og selvbiografien. Deres litterære
mål var at fremstille et følsomt billede af jeget,
dvs. den skrivende selv, men også at få et dybt
indblik i andres følelsesliv.
Kvinder var ofte afskåret fra at beskæftige sig
med emner af politisk, økonomisk og
videnskabelig art, fordi de var henvist til
hjemmet og intimsfæren, men med det nye
fokus på følelser, natur og intuition, fik
kvinderne nu en mulighed for at gøre sig
gældende som kunstnere. Mange af tidens
kvindelige forfattere debuterede derfor ofte
som brevskrivere, før de begyndte at udgive
andre værker.
Norsk vandfald, 1826
Akvarel af J.M. Calmeyer (Bakkehusmuseet).
Romantikkens breve
I sidste halvdel af 1700-tallet brød
romantikken igennem i Europa. Digterne satte
nu fokus på begreber som følsomhed,
naturlighed og inderlighed samt dyrkede
individets isolation fra det øvrige sociale liv.
Man mente, at følsomhed gjorde mennesket i
stand til at erkende virkeligheden på en mere
intuitiv og umiddelbar måde, og den var derfor
et godt alternativ til fornuftens erkendelse af
verden.
11
Brevromaner var særligt populære i 1700- og
1800-tallet, og i modsætning til brevgenren,
der i stor stil var domineret af kvindelige
brevskrivere, var brevromanerne typisk
skrevet af mandlige forfattere.
Romantikken: 1800-1870
I oprør mod oplysningstidens tiltro til den
menneskelige fornuft, dyrkede romantikerne
følelseslivet, kærligheden, poesien, fantasien og den
kunstneriske skabelseskraft. Ideen om, at alt i
verden er gennemstrømmet af en og samme ånd
blev central indenfor kunst og videnskab.
I Danmark er romantikken næsten sammenfaldende
med guldaldertiden, og i denne periode får
diskussionen af den nationale arv, herunder den
danske natur, sproget, historien, religionen og folket
stor betydning. Skikkelser som Adam
Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og
H.C. Andersen var dominerende i den danske
litteratur.
Richardsons Pamela
Den engelske forfatter Samuel Richardsons
brevroman Pamela fra 1740 var den mest
berømte i perioden. Den handler om den unge
tjenestepige Pamela, der modstår sin herres
tilnærmelser og forførelsesforsøg. På grund af
modstanden ender Pamela med at blive
belønnet og heltindegjort.
Brevet blev i romantikken betragtet som en
særligt velegnet genre, når jeget skulle
udtrykke sine subjektive oplevelser.
I romanen folder fortællingen om Pamela sig
ud igennem de fiktive breve, hun sender til sin
far, og den fortælles dels som en dialog mellem
to eller flere personer, dels som en monolog.
Dialogformen havde den fordel, at læserne
kunne indleve sig i fortællingen, som om det
var et drama, de overværede nu og her, mens
monologformen havde den fordel, at de
beskrivende kunne beskrive og analysere deres
egne følelser.
Ofte havde de fiktive brevskrivere ikke et fuldt
overblik over sig selv og den situation, de var i
færd med at beskrive, hvilket betød, at læserne
typisk kunne gennemskue handlingerne og
personerne bedre end romanfigurerne.
Brevformen havde ydermere den fordel, at
fortælleren kunne gemme sig bag ved de fiktive
brevskrivere, sådan at læserne ikke vidste,
hvilken romanfigur fortælleren identificerede
sig med. I stedet blev læserne præsenteret for
flere forskellige personers synsvinkler på én
gang.
Brevromaner
I 1700-tallet blev brevromanen introduceret
som genre, og her var der tale om romaner
med et handlingsforløb fortalt i brevform.
Brevromanerne kunne enten være skrevet med
udgangspunkt i en bestemt persons breve, fx
romanen Den unge Werthers Lidelser, eller de
kunne være baseret på flere forskellige fiktive
personers breve, fx romanen Farlige
forbindelser af den franske forfatter Pierre
Choderlos de Laclo fra 1782. I Laclos roman er
der tale om to forførere i det franske hofmiljø,
som over et længere tidsrum skriver saftige
breve til hinanden om deres forskellige
forførelser og samtidig udpensler deres
strategier for nye erobringer.
Den tyske forfatter J.W. Goethe udgav Den unge
Werthers Lidelser i 1774. Romanen handler om
titelfiguren Werther, som forelsker sig
lidenskabeligt i den gifte kvinde, Lotte. Werther og
Lotte indleder et platonisk forhold, som dog må
afbrydes til sidst pga. Lottes mand, Albert. Werther
ender med at begå selvmord pga. ulykkelig
kærlighed.
Romanen udkom på tysk i 1774 og blev oversat til
dansk allerede i 1776. Romanen blev imidlertid
forbudt i Danmark, fordi man mente, den kunne
have en farlig indvirkning på unge.
Pamela blev en af 1700-tallets bestsellere og
måtte genudgives fem gange alene indenfor det
første år. Den blev samtidig oversat til flere
andre europæiske sprog og fik dermed en
endnu større læserskare.
I Danmark tjente den blandt andet som
inspirationskilde for forfatteren Johannes
Ewald, da han skrev romanen Levnet og
Meeninger i årene 1774-78.
12
Ludvig Holberg, 1752
Litografi af O.H. Ladhe (Bakkehusmuseet).
Johannes Ewald foran højen ved Elben, 1900
Tegning af Knud Larsen (Bakkehusmuseet).
I Levnet og Meeninger skildrer den unge fortæller sin stormende
forelskelse i den unge pige Arendse. Her ses han på rejse til
Tyskland.
Postvæsen og forsendelse
På Holbergs tid begyndte brevgenren at ændre
karakter. Forandringerne skyldtes dels
udviklingen af postvæsenet, dels inspiration fra
salonkulturen.
I 1700-tallet kunne man enten sende breve
med posten eller med et bud. Postvæsenet var
imidlertid hverken særligt udbygget eller
indrettet til forsendelse af private breve. Der
var kun få postruter, og de fulgte typisk
handelsvejene, hvilket gjorde det både
omstændeligt, dyrt og usikkert at poste breve.
Først omkring 1750 blev dele af
postudbringningen fra posthusene sat i system
med ansættelse af få, men faste ”brevdragere”.
Den første postudbringning var udelukkende
fokuseret på at få bragt breve ud fra
hovedstaden. Skulle man sende breve rundt til
private personer indenfor byens mure, måtte
man selv sørge for udbringningen. De
velhavende havde derfor særlige folk ansat til
at bringe posten ud.
Brevskrivning i Danmark
Holbergs epistler
Langt størstedelen af de breve, der blev skrevet
i Danmark indtil midten af 1700-tallet, var af
offentlig karakter og blev typisk skrevet på
latin.
Under inspiration fra antikkens brevskrivere
udgav Ludvig Holberg, som en af de første
velskrivende danske brevskrivere i perioden
fra 1748 til 1754 en lang række breve under
titlen Epistler. Værkets længere titel er Epistler,
befattende adskillige historiske, politiske,
metaphysiske, moralske, philosophiske item
skiemtsomme Materier, og af denne titel
fremgår det, at brevene ikke var private, men
var skrevet til et offentligt publikum. Formålet
med dem var at oplyse og skabe debat blandt
læserne.
Flere af brevene havde nærmest karakter af
poetiske, essay-lignende eller videnskabelige
dokumenter. Af og til berettede Holberg dog
også om sig selv som privatperson ved at
fortælle om sin levevis, sit helbred, de bøger,
han læste, og meget andet.
13
passede til indholdet. Hvis man fx ville beskrive
en hverdagsbegivenhed, skulle man finde en
stil, som matchede disse begivenheder.
Gellert gav i værket en række eksempler på,
hvordan et godt brev skulle skrives, og for ham
havde brevets komposition helt afgørende
betydning. For at opnå en god komposition
måtte brevskriveren vide fra begyndelsen,
hvad der skulle meddeles i brevet, og det var
således ikke kun indholdet, men også måden,
hvorpå det blev formidlet, som afslørede, om et
brev var godt eller dårligt.
Stempel og segl.
I løbet af 1800-tallet udvikledes postsystemet i
retning af det, vi kender i dag, med frimærker,
postkasser og udbringningssystem.
Udviklingen havde afgørende betydning for
brevgenrens udvikling, eftersom den
regelmæssige udbringning gjorde det lettere at
sende breve.
Bakkehussamlingens
brevskrivere
Teoretikeren C.F. Gellert
I løbet af 1800-tallet forandredes
brevskrivningen i Danmark, og langt flere
kvinder begyndte at skrive breve. Antallet af
privatbreve steg, og brevene fik en friere og
mere personlig form end tidligere.
Den bog, der fik størst betydning for
brevskrivning i Danmark, var Breve, tilligemed
en praktisk Afhandling om den gode Smag i
Breve. Bogens forfatter var den tyske digter og
lærebogsforfatter Christian Fürchtegott Gellert
(1715-1769), og værket blev oversat til dansk i
1762 af Jacob Baden (1735-1804).
Gellert skrev igennem sit liv en lang række
breve, og disse kom siden til at danne
grundlaget for hans teoretiske værk om
brevskrivning. Gellert mente, at brevet ideelt
set skulle minde om den mundtlige samtale.
Derfor skulle det ikke domineres af
højtravende formuleringer i skøn skrivestil,
men ligesom samtalen være præget af
naturlighed og frihed:
Penneholder af pap, udfærdiget af Kamma Rahbek.
Kamma Rahbeks breve
”Den som vil skrive breve smukt, må ikke skrive såvel
som enhver taler, men som en person ville tale uden
tvang i omgang, der fuldkommen havde
veltalenheden i sin magt, der talte smukt, uden at
hans udtryk gik så vidt fra andres, at denne forskel
straks blev øret mærkelig.”
Den danske brevskriver Kamma Rahbek (17751829) var gift med litteraten, forfatteren,
tidsskriftredaktøren og meningsdanneren
Knud Lyne Rahbek. Sammen med sin mand
skabte hun i sit hjem, Bakkehuset, en form for
litterær salon, hvor mange af romantikkens
forfattere mødtes for at underholde sig, læse op
af egne og andres værker og få litterær kritik.
C.F. Gellert, 1762
Det handlede altså om at udtrykke sig naturligt
og dermed fri for tvang, hvis ens brevstil skulle
kunne beskrives som smuk. Med naturlighed
mentes, at man skulle bruge formuleringer, der
Kamma Rahbek var en af samtidens flittigste
brevskrivere, og hun brevvekslede med en lang
14
række personer igennem sit liv, dels
familiemedlemmer, dels venner. Næsten alle
hendes breve kan betegnes som ”private breve”
i den forstand, at de er skrevet af hende som
privatperson til en anden privatperson, og som
udgangspunkt ikke har været beregnet til
udgivelse.
Blandt hendes brevvekslinger er der særligt to,
som stikker ud ved deres intimitet og
personlige karakter: brevvekslingen med
teologen J.P. Mynster (1775-1854) og
brevvekslingen med bibliotekaren og
historikeren Chr. Molbech (1783-1857). I
begge tilfælde var der tale om et følsomt
venskabsforhold.
Chr. Molbech, 1820
Litografi af M.P. Hansen (Bakkehusmuseet).
Allerede fra begyndelsen definerede de to
brevskrivere, hvordan deres forhold skulle
være: Chr. Molbech, der var yngre end Kamma,
indtog rollen som den unge lærling, der skulle
opdrages af den ældre veninde. I et af Molbechs
breve fra 1813 omtaler han hende som sit livs
direktrice eller instruktør. Kamma fik rollen
som den litterære figur Natalie, der kendtes fra
en af periodens berømte romaner, W. Goethes
Wilhelm Meisters Læreår fra 1796. Natalie er i
Goethes roman den følsomme kvinde, som
hovedpersonen Wilhelm Meister forenedes
med i et åndeligt kærlighedsforhold. Hun er en
harmonisk, kærlig idealfigur, der endnu ikke
har fået erfaring med livets erotiske sider.
Kamma fik i form af Natalie samme ideelle
karakter i brevvekslingen med Molbech.
Brevvekslingen mellem Kamma Rahbek og Chr.
Molbech varede ca. to år, indtil den ebbede ud
omkring foråret 1814. Deres venskab
forandrede sig herefter fra at være dybt
personligt til at blive mere formelt.
Molbech gav i et af sine breve udtryk for, hvor
let det var at fortælle om sig selv til Natalie i
stedet for at skrive til Fru Rahbek. Den
litterære figur fungerede altså som et dække
over Kammas og Molbechs virkelige følelsesliv,
og figuren kunne bruges til at udtrykke det
følelsesliv, de ellers ikke kunne fortælle andre
om. Den var en åbning mod det, man skulle
lægge bånd på, og samtidig kunne de igennem
den iscenesætte deres egen personlighed.
Kammas opdragelse af Molbech gik ud på at
forme ham som menneske og få ham til at opnå
en form for indre harmoni. Molbech var ofte
præget af melankoli og tungsind, og han så
derfor mødet med Kamma som en mulighed for
at slippe ud af sine stemninger. De sider af
Kammas personlighed, som blev værdsat af
Kamma Rahbek, 1805
Silhuet af F.L. Schmitz, (Bakkehusmuseet).
15
Molbech, var hendes evne til at udtrykke
varme, inderlighed og medfølelse:
at gemmes i det tillukkede rum i bordet – langt
mindre i noget af de åbne. -”
Brev fra Chr. Molbech til Kamma Rahbek, 13. aug. 1813.
”Jeg mærker alt for vel, hvorledes tiden dagligt tærer
på min ungdoms idylliske natur, af hvis sentimentale
lyksalighed næsten intet mere er tilbage; og den
romantisk, episke natur, som fortrænger hin, trykkes
igen af for mange lænker, til at den kunne ret levende
bryde frem. Hvad bliver det da til? (…) Vil det ikke
klæde godt for den geniale Fru R. [Kamma Rahbek],
at træde op i et sådant drama (…)? – Ak, men De er
vist alt for god dertil; thi, med Deres tilladelse, det
forekommer mig, som De med alt Deres geni er en af
de koner, for hvis kvindelige hjerte, jeg kaster mig
dybt i støvet.”
Ved siden af brevvekslingen var Molbech en
hyppig gæst hos Kamma på Bakkehuset, men
brevvekslingen fik et selvstændigt liv, som
rakte ud over deres fysiske møde. Den
mundtlige samtale imellem dem erstattede
ikke brevene. Molbechs søn, som også hed
Christian, har beskrevet, hvordan deres breve
behandlede dybe personlige og følsomme
emner, som slet ikke egnede sig til den
mundtlige samtale. Deres korrespondance var
derfor heller ikke rig på faktuelle oplysninger
om litterære og kulturhistoriske begivenheder,
som andre brevvekslinger fra samme tid er,
men den giver et følsomt indblik i de to
brevskriveres personlighed og karakter.
Brev fra Chr. Molbech til Kamma Rahbek, 22. marts 1813.
Selvom Kammas brevveksling med Molbech
betegnes som ”privat”, så er deres breve ikke
private i moderne forstand. Molbech viste ofte
sine breve fra Kamma til sin far og søster, fordi
de var så smukke.
Molbech sendte af og til brevene til Kamma
straks, andre gange skrev han på det samme
brev over flere dage. Ofte tog han selv det
skrevne brev med sig ud til Bakkehuset og
afleverede det personligt til Kamma ved
besøgets slutning. Han kunne også finde på at
tage brevet med sig tilbage og først aflevere det
til hende en anden dag.
Deres breve indeholdt ofte ”situationsbilleder”,
hvor ting, personer eller begivenheder fra
omgivelserne brød forstyrrende ind i
skriveprocessen, men samtidig blev en del af
det skrevne indhold. Dette var med til at
dramatisere skrivesituationen, som i følgende
eksempel, hvor Christian Molbech undskylder
sit forsinkede svar til Kamma pga. diverse
afbrydelser:
” – Men lige til nu har jeg på biblioteket [Det Kgl.
Bibliotek, hvor Chr. Molbech arbejdede] forgæves søgt
nogle rolige minutter for i det mindste at takke Dem
for Deres inderlige, uforanderlige godhed, da jeg vist
ikke kommer til at besvare noget af alt, hvad den har
ladet Dem sige mig.
Som jeg ventede, gik det. Næppe havde jeg sat mig
ned for at skrive, forend vort bud kom fra arkivet for
at lukke biblioteket, og da jeg ikke havde mine nøgler
med mig, måtte jeg forføje mig bort, og efter at have
spist, hen i Deichmanns boglade, for dog endnu i
eftermiddag at få sagt Dem et par ord, jeg nødvendig
må sige. – Denne bagvendte brevskrivning, som jeg
ikke lidt ærgrer mig over, er da også en følge af at
være eksileret [her i betydningen send bort] til
Christianshavn. – De vil let kunne forestille Dem, at
hvad jeg kan skrive her på dette fremmede sted, med
dårligt blæk og dårlig pen, ikke engang kan fortjene
Hjørnestuen på Bakkehuset, der fungerede som litterært mødested
på Kamma Rahbeks tid.
Bakkehussproget
Brugen af kæle- og øgenavne er meget
karakteristisk for Kamma Rahbeks breve, og
den udsprang ikke alene af Kammas eget
sociale liv, men af hele Bakkehuskredsens
jargon og sprogstil. Navngivningen kaldes
derfor for Bakkehussproget og dækker over en
16
række navne og udtryk, som primært var kendt
af personkredsen i Kammas salon. Når nye
forfattere skulle præsenteres for kredsen på
Bakkehuset, måtte de lære Bakkehussproget at
kende.
hvoraf det sidste var navnet på Adam
Oehlenschlägers søster Sophie:
”Alt hvad jeg nu kunne fortælle dig, som kan fornøje
dig, er om brylluppet / jeg mener Krudttårnets / og
dertil vil jeg ufortøvet ile. I lørdags aftes klokken 7
blev de viet i Frederiksberg kirke af Liebenberg, fost
nok, og den øvrige del af aftenen tilbragte vi hos
Pålekom. Der var ingen andre end Madam Møller,
Kommisionæren, Jomfru Prosphain, Adagio og jeg.”
Kammas tildeling af kælenavne udsprang
typisk af samtaler eller af de besøgendes
udseende. Hun kaldte fx forfatteren Adam
Oehlenschläger for Adagiospilleren, fordi han
mindede hende om en musiker, hun engang
havde set, mens Oehlenschlägers far, den
tyskfødte Joachim C. Oehlenschläger, blev kaldt
Pålekom, fordi han udtalte ordet ”publikum” på
denne måde.
Brev fra Kamma Rahbek til Christiane Heger 12. juli 1802.
Udover ironi havde navngivningen den
betydning, at Bakkehusets kreds blev bundet
sammen. Kun de indviede kunne tyde navne og
vendinger til forskel fra udenforstående, og i
brevvekslingerne skabte det sproglige
fællesskab en særlig intimitet imellem afsender
og modtager.
Adam Oehlenschlägers ”Hundeposter”
Joachim C. Oehlenschläger, 1785
Oliemaleri af Peder Faxøe (Bakkehusmuseet).
Tegning fra Adam Oehlenschlägers ”Hundepost”.
Mens forfatterens Adam Oehlenschläger (17791850) opholdt sig på sin udenlandsrejse, skrev
han en lang række breve hjem til venner og
bekendte, ikke mindst til sin forlovede
Christiane Heger. En del af disse breve havde
en ganske særlig karakter og var forsynet med
en lille tegning i sidehovedet, som typisk
forestillede en lille hund.
Kammas mand, K.L. Rahbek, blev bl.a. kaldt for
Egernet pga. sin røde hårpragt og sin hang til at
nippe af kanariefuglenes frø. Selv gik hun
under navnet Bocca-Mèla, hvilket er
betegnelsen for et lille væseldyr, som elsker
honning.
Bakkehusnavnene kunne også være
udsprunget af de besøgendes handlinger. Chr.
Molbech fik navnet Den ottekantede, fordi han
havde beskrevet en kunstfærdig æske med
disse ord og selv havde en ”kantet”
personlighed.
Brevene bærer betegnelsen Hundeposter, en
betegnelse, som Oehlenschläger gav dem under
inspiration fra den tyske bog Hesperus oder 45
Hundsposttage, skrevet af forfatteren Jean Paul
i 1795. Jean Pauls bog handler om hunden
Spitzius Hoffmann, som svømmer til en ø med
en flaske i munden, indeholdende en række
breve.
I følgende brev fra Kamma Rahbek til søsteren
Christiane indgår der flere Bakkehusnavne,
heriblandt Adagio, Pålekom og Krudttårnet,
17
Oehlenschlägers Hundeposter var en slags
spøgefuld avis, som handlede om de
mennesker, han traf på sin rejse.
”højen” ved Bakkehuset (dvs. Valby Bakke)
hyldes, en vise, der henvender sig til lægen Ole
H. Mynsters børn, samt to tyske digte.
I flere af brevene blander Oehlenschläger
oplysninger af faktuel karakter med fiktive
beretninger, og det fremgår derfor ikke helt
tydeligt, hvad der er sandt, og hvad der er
opdigtet. I en af Hundeposterne skiver han til
Kamma Rahbek, at han er glad for, at Kammas
bror Carl er blevet ansat som bibliotekar i
kronprins Chr. Frederiks bibliotek, men i stedet
for at tale selv, lader han hunden tale for sig:
”Hunden fornøjer sig meget over at Carl er blevet
allernådigst bibliotekar eller hvad det er, hos Hans
Majestæt – han håber, at alle de bøger som han ruller
op i Herkulanum komme i biblioteket;”
Brev fra Adam Oehlenschläger, Bologna april 1809.
I andre breve blandes brevskriverens og
hundens beretninger sammen, så der nærmest
er to fortællerstemmer på samme tid.
En af Adam Oehlenschlägers ”Hundeposter”.
Hundeposterne var samtidig domineret af
Bakkehuskredsens sproglige univers, og de
indeholdt en række opdigtede personnavne,
som kun Bakkehuskredsens medlemmer
forstod.
I brevene henvises der til både hunde og katte,
der hver især besidder forskellige egenskaber,
og brevskriveren leger med sproget på en
spøgefuld måde, som besværliggør læsningen.
Oehlenschläger referer til hunden, som om den
er med ham på rejse, og fra Rom skriver han fx
således:
Adam Oehlenschläger, 1809
Tegning af brødrene Riepenhausen (Bakkehusmuseet).
”Forleden ville det forbandede bæst [hunden] bilde
mig ind at en stor løve, var en hund, der var klippet
ud som en løve; herover blev jeg meget forbitret, og
sparkede hunden for Rombussen, så den faldt ud i
Tiberstrømmen[flod i Rom].”
Da Oehlenschläger vendte hjem fra sin
dannelsesrejse i november 1809, fortsatte han
med at sende Kamma Hundeposter, og den
sidste blev skrevet 29. juli 1828, et halvt år før
Kamma Rahbek døde. Af Kammas svar til
Oehlenschläger efter modtagelsen af
Hundeposten i 1828 fremgår det, hvordan
brevene blev opfattet af modtagerne: de var
først og fremmest ment som spøg og
opfordrede til munterhed.
Brev fra Adam Oehlenschläger, Bologna april 1809.
Den første Hundepost blev skrevet i januar
1806 i Berlin og foruden en sammenhængende
tekst indeholder brevet både et digt, hvori
18
H.C. Andersens rejsebreve
H.C. Andersen (1805-1875) tilbragte store dele
af sit voksne liv på rejser, og faktisk følte han
sig allermest hjemme, når han var ude for at
opleve verden. Rejserne tilfredsstillede hans
nysgerrighed og kurerede ham for hverdagens
rastløshed. Hans mange rejsebreve har stor
betydning, ikke alene giver de os et subjektivt
stemningsbillede af lande, folk,
transportformer, klædedragter, landskaber,
bygningsværker osv., vi får også et indblik i
Andersens personlighed.
Andersens breve er sansemættede billeder fra
rejserne, som denne beskrivelse fra en togrejse
i 1841:
H.C. Andersen
Litografi efter maleri af Em. Bærentsen (Bakkehusmuseet).
Andersen skrev i 1840 skuespillet Mulatten,
der blev opført på Det Kgl. Teater i København,
og inspirationskilderne til dette skuespil
beskriver han netop i nogle af rejsebrevene,
som dette fra Paris i 1843 til hans
københavnske veninde Helene Balling:
”Som de interessanteste punkter af hele rejsen, må jeg
imidlertid fremhæve min dampvogns rejse på
jernbanen mellem Magdeburg og Leipsig, det er 16
mil og disse kørte vi på 3 1/4 time. Det var som en
flugt med fuglene. Den ene by rykkede den anden
nærmere! Genstandene tæt ved jog forbi, som et
snurrende rokkehjul og dog havde hele farten intet
ubehageligt [ved sig]; jeg kunne læse, men før jeg fik
en halv side læst var vi altid ved en ny stad. O, det er
just en flugt jeg ynder!”
”Fra den ene soire [aftenunderholdning] drager jeg i
den anden og ser næsten daglig en eller anden af
Paris’ berømte personer; Victor Hugo har vist mig
flere små opmærksomheder og Alexander Dumas,
forfatter til Kean og Gabrielle de Belisle, fører mig
meget om. Alfred de Vigni og Marmier er ligeså
elskværdige. I Madam Rybaulds soireer, (hun har
skrevet den lille fortælling der gav mig stof til
Mulatten), seer jeg de fleste teaterdigtere.”
Brev fra H.C. Andersen til Helene Balling, 22. februar
1841.
På rejserne mødte Andersen berømte
komponister, sangere og skuespillere og han
giver et levende øjebliksbillede af lokale
begivenheder som fx karnevallet i Rom og
andre fænomener, som ikke alene fremstod
fremmede og eksotiske for samtidens læsere af
brevene, men også fungerer som en vigtig
nøgle til at forstå Andersens eget forfatterskab.
Brev fra H.C. Andersen til Helen Balling, 18. april 1843.
Andersen skrev en lang række værker, der tog
afsæt i hans egne rejseoplevelser, heriblandt
værkerne Skyggebilleder og En Digters Bazar
fra 1842, fortællingen I Sverrig fra 1851 og
rejsebeskrivelserne I Spanien (1863) og Et
Besøg i Portugal 1866, som blev udgivet i 1868.
I brevene omtaler Andersen af og til tilblivelsen
af sådanne værker, eller man kan finde
beskrivelser af hans rejseoplevelser, som
senere genfindes i hans værker. På den måde
kan breve være en righoldig kilde til
oplysninger om tilblivelsen af forfatteres
værker.
19
myndigheder, hvor formidlingen skal gå hurtigt
og være effektiv.
Ved særlige lejligheder kan man få et
håndskrevet brev, men da hyppigheden af
sådanne breve er begrænset, forbindes
håndskrevne breve gerne med noget
personligt, privat, følsomt og til dels
eftertænksomt.
Brevskrivning i dag og
sociale medier
I dag sendes der fortsat maskinskrevne breve
og ved særlige lejligheder også håndskrevne
breve, men i takt med den digitale udvikling
erstattes disse klassiske brevformer i stigende
grad af nye brev-, forsendelses- og
kommunikationsformer. E-mail, sms og sociale
medier som Facebook, Twitter, Instagram,
Pinterest, LinkedIn m.m. er brevtyper og
platforme, som vi alle bruger næsten dagligt, og
de er med til at forme vores hverdag.
Hvor ofte og hvordan vi bruger de forskellige
kommunikationsformer er ofte afhængig af
alder, temperament og interesser.
Sms og mobil kommunikation
Den første sms blev sendt den 3. dec. 1992, og
siden har den mobile kommunikationsform
bredt sig i hele verden. Særligt fra slutningen af
1990’erne hittede sms-kommunikationen, idet
sms nu blev en del af teleselskabernes
udbudstjenester.
I begyndelsen var det typisk unge, som brugte
de korte tekstbeskeder, og gruppen af 13-24
årige fremstår også i dag som de mest smsaktive. Det er endnu uvist, om smskommunikationen har toppet, eller om brugen
vil stige. Efter smartphonens udbredelse synes
der at være en tendens til, at smskommunikationen afløses af web-baserede
platforme som Facebook, Instagram m.fl.
E-mail
E-mail er en forkortelse for electronic mail, og
de første e-mails blev sendt allerede i 1965,
dvs. flere år før internettet blev opfundet. Emails er den brevform, der minder mest om
tidligere tiders, klassiske brevformer, og de
første e-mails fulgte også de traditionelle
konventioner for brevskrivning. Den store
forskel fra både håndskrevne og
maskinskrevne breve er, at e-mails sendes
digitalt.
I takt med den elektroniske udvikling og
brugernes erfaringer med nye medier har email-kommunikationen udviklet sig, og e-mails
er blevet en særlig genre. Selvom forsendelsen
foregår digitalt, indeholder e-mailen stadig
flere elementer, som minder om det klassiske,
postforsendte brev. Man skal kende og anføre
modtagerens adresse i e-mailtekstens hoved,
hvilket svarer til konvolutten, og herefter er
der et indholdsfelt med den egentlige besked.
Typisk indledes e-mailen med en indledende
hilsen og afsluttes af en hilsen og eventuelt
afsenders signatur, men ved længere
korrespondancer med den samme person, kan
indledende og afsluttende hilsen nogle gange
udelades, sådan at afsender går direkte til
hovedbudskabet.
Sms-beskeder havde oprindeligt visse
begrænsninger såsom lille skriftstørrelse, få
grafiske virkemidler og kort tekstmængde, men
moderne smartphones giver nye muligheder
for at skrive længere tekster med brug af
diverse grafiske virkemidler og billeder. Der er
samtidig mulighed for at dele video- og lydfiler
på en helt ny måde.
Sociale medier
Sociale medier er en bred betegnelse for online,
netværksbaserede medier, som forbinder
forskellige brugere. Klassiske nyhedsmedier
som tv og aviser formidler typisk et budskab
fra én afsender til et stort publikum, hvorimod
de sociale medier formidler ét budskab fra
mange til mange.
Fælles for de sociale medier er
netværksstrukturen. Netværket udgøres af
brugernes profiler, som indeholder navn,
E-mails bruges typisk i den hverdagslige
kontakt både med familie, venner og offentlige
20
billeder og tekster, og her er det muligt for
brugerne at kommunikere med hinanden. Via
profilerne kan man tale med hinanden og følge
hinandens præsentationer og færden på
platformen. Mange har flere profiler på
forskellige sociale medier og dermed mulighed
for at fremvise forskellige sider af identiteten.
Brugerne af de sociale medier responderer
aktivt på de budskaber, de modtager, og de er
dermed også med til at skabe nyheder og
budskaber på nettet. Det gratis leksikon,
Wikipedia, er et klassisk eksempel på en online
platform, hvor brugerne deler viden med
hinanden.
Skærmbillede af Bakkehusmuseets Facebook-profil. I dag er det
ikke kun private brugere, som anvender Facebook, mange
institutioner og virksomheder bruger platformen til at brande sig
selv og deres produkter.
Twitter
Facebook
Det sociale netværk Twitter blev grundlagt i
2006, og her kan brugerne dele egne og
hinandens opdateringer, såkaldte tweets, som
typisk kan bestå af maksimalt 140 tegn.
I 2004 stiftede Mark Zuckerberg Facebook - en
online platform, som formidler tekst, billeder,
lyd og video mellem brugerne.
Siden stiftelsen har Facebook fået mange nye
funktioner, heriblandt applikationer som spil
og konkurrencer. Netop applikationerne er
med til at understrege Facebooks profil som en
underholdende og bruger-aktiverende
platform, der hele tiden søger at få folk til at
blive hængende i længere tid. Det anslås, at der
i dag er omkring 3,4 mio. brugere alene i
Danmark.
Kendetegnende for Twitter er, at netværket
bruges af mange politikere og journalister.
Brugerne engagerer sig i den daglige
nyhedsstrøm og diskuterer politiske
begivenheder.
Facebook bruges typisk til at meddele sig i kort
og hurtig form, men kommunikationen på
Facebook har også en vigtig social funktion.
Ved at følge med i vennernes beskeder og
opdateringer på Facebook, er man en del af et
fællesskab, som hele tiden skal plejes.
Twitter fik bl.a. stor omtale i forbindelse med
Det Arabiske Forår, fordi man mente, at denne
platform havde haft afgørende betydning for
udvekslingen og formidlingen af de
begivenheder, som udspillede sig i de arabiske
lande.
Facebook har mange ligheder med sociale
platforme som Instagram, Pinterest og
Snapchat, men på de to sidste platforme er det
billedsiden, som er det primære. Her deler
brugerne billeder fra deres hverdag i albums,
som vennerne/følgerne kan se, og på den måde
skaber man sin identitet i kraft af det visuelle.
Blogs
En blog er en slags personlig hjemmeside, som
er søgbar for alle, men drives af en enkelt
person. Blogs har mange ligheder med
dagbøger, fordi en blog løbende opdateres med
nye tilføjelser af både tekstuel og visuel
karakter. Det nyeste vises som regel øverst,
sådan at læserne præsenteres for det aktuelle
først. Derefter har man mulighed for at scrolle i
arkivet nedefter.
21
Det interessevækkende er bloggernes
subjektive vinkel. I modsætning til
professionelles anmeldelser og vurderinger
giver bloggerne deres uforbeholdne mening til
kende, og for mange brugere bliver bloggerne
en repræsentant for dem selv. Bloggerne bliver
dermed eksperter på nogle specifikke områder
og nogle gange opstår de gode historier på
blogs, før de formidles i andre medier.
Blogs føres af såvel professionelle som
amatører og de er ofte et dynamisk sted, hvor
brugerne ikke alene kan følge bloggerens
betragtninger over alt fra mode og nyheder til
hverdagsbegivenheder, men også selv kan
kommentere indholdet.
”Blogosfære” er oprindeligt en amerikansk
betegnelse, som betyder netværket mellem flere
blogs. Mange bloggere henviser til andre blogs via
deres blog og på den måde opstår der et netværk
mellem bloggerne.
Selviscenesættelse
Sociale medier kan bruges til at styrke
fællesskaber, men det er også et vigtigt
redskab, når vi iscenesætter vores identitet. På
Facebooks væg kan vi fx dele billeder, tekster
og statusopdateringer med andre, og vi kan
kommentere hinandens opdateringer. For
mange har det stor betydning, hvilket
profilbillede man vælger, hvad man skriver i
sine statusopdateringer, hvem man er venner
med og hvem der tagger én på hvilken måde.
Det store spørgsmål er, hvad man har lyst til at
dele med andre? Vil man gerne have
ekskæresten til at vide, hvem den nye kæreste
er, vil man gerne orientere kollegaerne om,
hvad man har lavet i sommerferien eller på
sygedagen, og vil man gerne følge med i, hvor
mange mål, naboen scorede til træning? Nogle
opdateringer har vi kontrol over, men meget
har vi ingen kontrol over, fordi Facebook
ligesom andre sociale medier er ”co-creative”,
dvs. vi skaber og udvikler helheden i fællesskab
og på frivillig basis.
De tre største kategorier indenfor blogosfæren
er: den politiske blog, modebloggen og
hverdagsbloggen. Den politiske blog kredser
om politiske temaer og skrives af bloggere, som
har en finger på pulsen indenfor det politiske
liv. Her tager man som regel udgangspunkt i en
dagsaktuel politisk nyhed, som vinkles på en
subjektiv måde ud fra bloggerens politiske
ståsted.
Modeblogs føres af professionelle eller
”almindelige” mennesker, som anbefaler nye
modekollektioner og giver anbefalinger.
Dygtige modebloggere kan spille en central
rolle kommercielt ved at brande særlige
tøjmærker på deres blogs. Selvom mange
bloggere ikke tjener penge på deres blogs, kan
der følge forskellige fordele med, når en
blogger brander et produkt kommercielt.
Omdrejningspunktet for hverdagsbloggere er
hverdagslivet, og her får brugerne mulighed for
at komme helt tæt på nogle mennesker, som
formår at formidle deres hverdagsoplevelser
på en interessant måde. De kan handle om alt
fra børneopdragelse, håndarbejde og mad til
koncertoplevelser, boganbefalinger m.m
Vi skriver også typisk kun tekster, eller
uploader billeder, vi gerne vil dele med andre,
og de mange små billeder, albums eller
tekstopdateringer skaber et fragmenteret
billede af, hvem vi er. Det er så op til vores
venner/følgere at sætte det sammen til et hele.
Langt de fleste vil gerne skabe et billede af sig
selv som en sej, spændende, festlig eller glad
person, og derfor fortæller vi primært de gode
historier fra vores liv.
Fælles for alle blogtyperne er, at bloggerne
typisk skriver personligt og vedkommende
med udspring i en særlig interesse, som
brugerne deler. Der deles ud af egne erfaringer
og bloggeren får mulighed for at iscenesætte
dele af sit liv. Af og til kan blogs afsløre så
personlige detaljer om bloggerens liv, at
grænsen mellem offentlighed og privatliv
nedbrydes.
De sociale medier åbner nye muligheder for at
komme tættere på andres privatliv, og der er
en stigende tendens til, at folk fortæller mere
åbenhjertigt om, hvad de spiser til aftensmad,
hvilke drinks de foretrækker i byen, hvilke
22
koncerter de går til, hvilke partier de stemmer
på og viser billeder af deres børn i
svømmepølen. Vi kommer tæt på hinandens
hverdagsliv, og de sociale medier tilbyder os en
mulighed for at komme ind bag kulissen på en
hidtil uset måde.
Graden af sammenblanding af vores private og
vores offentlige liv varierer fra person til
person, men fælles for brugen af de sociale
platforme er, at de anvendes som fælles
referenceramme i det sociale liv og som vores
fælles hukommelse.
Selvom vi har mulighed for at slette eller ”aftagge” opdateringer og billeder, så husker
nettet de ting, der er blevet lagt ud, og derfor
kan det have betydning, hvad der får lov at
slippe ud om os på længere sigt. Facebook ejer
samtidig rettigheden over de billeder, vi
uploader, ligesom de også har ret til at
bortcensurere billeder eller opdateringer, som
kan vække anstød i fx moralsk, seksuel eller
politisk henseende.
Selv i de lidt mere primitive sms-beskeder, er
det muligt at indsætte symboler ved hjælp af
almindelige tegnsætningstegn:
:-) = jeg griner, :-( = jeg er ked af det, :-x = lille kys, <3 =
hjerte eller @--^-- = en rose
Nogle af disse forkortelser er lette at
gennemskue, mens andre kun er tilgængelige
for dem, der kender de særlige koder. På
samme måde som Kamma Rahbeks
Bakkehussprog er teksternes betydning kun
tilgængelige for de særligt indviede, og dem der
er del af det kreative sprogfællesskab.
Det uformelle sprog i moderne
kommunikationsformer kommer også til
udtryk ved brug af slang i beskederne, eller ved
at afsender blander forskellige sprog i samme
besked fx ”ciao” i stedet for den mere
traditionelle danske afslutning ”vi ses” eller
”venlig hilsen”. Man kan derfor tale om en form
for ”Globespeak” i beskederne, hvor det enkelte
sprogs muligheder udvides under kreativ
inddragelse af andre sprog.
Sprog og symboler
Sproget i sms-beskeder og i de sociale medier
er ofte en blanding af skrift- og talesprog.
Talesproget er med til at underbygge
tekstformernes uformelle, hurtige og
hverdagslige præg. Generelt bruges der ikke
lang tid på at finde de rette formuleringer, læse
korrektur og sætte kommaer, og sætninger
skrives ofte, som de udtales. Der er flere
forkortelser, og skriften er mere kreativ bl.a.
ved inddragelse af forkortede ord, bogstaver,
tegn og symboler.
Forkortelserne retter sig ikke kun efter
skriftsprogets formaliserede forkortelser som:
”bl.a.”, ”fx”, ”eks.”, men knytter også an til
personligt opfundne forkortelser som ”Aftn”
for aften, ”JED” for Jeg elsker dig eller ”HGD” for
Hvordan går det.
Hvordan skal brevgenren
forstås?
Når man skal analysere breve, kan man gribe
det an på forskellige måder. Man kan enten
vælge at analysere et enkelt brev eller se på en
samling af breve. Når man vælger at analysere
en brevveksling, kan man få et større indblik i
modtagers og afsenders personlighed, og man
kan finde ud af, om korrespondancen udvikler
sig igennem længere tid.
Med de sociale mediers udvikling er det blevet
muligt at anvende såkaldte emotikoner, dvs.
symboler, som udtrykker en sindsstemning og
følelse.  = smiley er et klassisk eksempel på et
emotikon, som fortæller modtageren vha. et
tegn, at afsenderen griner eller glæder sig over
noget.
Brevet som skriftlig kilde
Breve kan afsløre mange ting om den
brevskrivende, fordi breve som regel tager
23
udgangspunkt i personlige oplevelser fra
hverdagen, følelser eller er skrevet i en bestemt
stil, som passer til afsenders personlighed.
Breve kan derfor være en central nøgle, når vi
skal indhente oplysninger af biografisk art.
Breve kan imidlertid også bruges som kilder,
når vi skal beskrive en litterær periode, eller
samfundsforhold og sociale relationer i
historisk sammenhæng.
kender hinanden, og er der særlige traditioner,
som synes at have påvirket brevskrivningen?
Ofte kan der være faktorer i omgivelserne, som
påvirker den, der skriver brevet, og derfor kan
det være nyttigt at have kendskab til
brevskrivningens omstændigheder ved
analysen. Der kan herske særlige
genrekonventioner indenfor en familie- eller
vennekreds, som gør, at man skriver til
hinanden på en særlig måde, der kan herske en
særlig kommunikationskultur i et samfund, som
påvirker brevskrivningen, og der kan være
forskellige fysiske eller psykiske
omstændigheder, som influerer på
skriveprocessen. Den brevskrivende kan have
skrevet sit brev under tidspres, uden
tilstrækkelig tid til at finde de rette
formuleringer eller læse korrektur, eller brevet
kan være forfattet, mens han/hun var præget
af en særlig sindsstemning, som påvirkede
brevets ordlyd og indhold. Brevskrivendes
uddannelse kan også få betydning for brevets
indhold.
Alle disse elementer må derfor tages i
betragtning, når man vil forstå et brev eller en
brevveksling.
I Bakkehussamlingen findes en længere
korrespondance mellem digteren Adam
Oehlenschläger og hans forlovede Christiane
Heger, og deres brevveksling giver et godt
indblik i, hvilke problemer 1800-tallets unge
stødte på i forbindelse med forelskelse,
forlovelse og giftermål. Selvom et par var
forlovet, kunne de ikke nødvendigvis være
alene, og muligheden for at sende den elskede
et privat brev, som ikke blev læst af andre, blev
derfor en kærkommen måde, hvorpå de kunne
udtrykke deres dybere følelser, længsler og
sorger. Oehlenschlägers forlovelse med
Christiane varede i flere år, og undervejs valgte
den unge digter at drage ud på en lang
dannelsesrejse, som betød, at brevet blev deres
eneste mulighed for at kommunikere med
hinanden.
Eftersom breve er subjektive kilder til
historiske begivenheder og til biografiske
oplysninger, må man som læser og fortolker
forholde sig kritisk til indholdet. Brevenes
afsendere kan huske forkert, eller bevidst
ønske at slette og glemme vigtige oplysninger,
når egne eller historiske begivenheder
beskrives.
Brevskriverens kontekst
Når man analyserer et brev, er det ikke alene
vigtigt at se på brevets komposition, sprog og
forholdet mellem afsender og modtager i det
enkelte brev, man må også se på genren som
helhed og forsøge at forstå, hvad det er for en
kultur, brevskrivningen udspringer af. Er det et
litterært brev, som er målrettet en bred
offentlighed, et belærende brev, eller et privat
brev, skrevet mellem to forelskede parter? Er
det et officielt brev, hvor de brevskrivende ikke
24
Supplerende litteratur
Alenius, Marianne: Brev til eftertiden. Om Charlotta Dorothea Biehls selvbiografi og andre breve,
København, 1987
Arto-Haumacher, Rafael: Gellerts Briefpraxis und Brieflehre. Der Anfang einer neuen Briefkultur,
Paderborn, 1994
Boye, P.H.: Om Karen Margrethe Rahbeks Brevvexling og hendes Correspondenter, København, 1881
Braams Valore, Peter: Hundeposter. Oehlenschlägers breve, Frederiksberg, 1999
Braams Valore, Peter: Guldaldertidens kvinder. Om Frederikke Brun og Kamma Rahbek, Frederiksberg,
1989
Burns, Axel: Blogs, Wikipedia, Second Life and Beyond, New York, 2008
Dahlerup, Verner (udg.): Holbergs breve, København, 1922
De Laclos, Choderlos: Farlige Forbindelser, København, 1989
De Staël, Madame: Litteraturen og samfundet, oversat af Robert L. Hansen, København, 1973
Dreyer, Kirsten: Kamma Rahbeks brevveksling med Chr. Molbech, bind 1-3, København, 1993
Ebbesen, Anna og Haug, Astrid: Lyt til elefanterne. Digital kommunikation i praksis, København, 2009
Finkenhagen, Johannes: Anmerkninger over den Kunst at skrive et godt Brev, udgivet af F****,
København, 1749
Fjord Jensen, Johan m.fl.: Dansk Litteraturhistorie, bind 4, København, 1983
Gellert, Christian Fürchtegott: Breve tilligemed en Praktisk Afhandling om Den gode Smag i Breve,
oversat til dansk ved M. Jacob Baden, København, 1762
Hansson, Stina: Svensk brevskrivning. Teori och tillämpning, Göteborg, 1988
Hjarvard, Stig: Det selskabelige samfund, Frederiksberg, 2005
Jensen, Jakob Linaa og Tække, Jesper (red.): Facebook. Fra socialt netværk til metamedie,
Frederiksberg, 2013
Jørgensen, Jens Chr.: Om breve, København, 2005
Kristensen, Jane og Riber Christensen, Jørgen: Medietid 2.0, København, 2009
Liebst, Bente m.fl.: Hjertets breve. Kvinders brevlitteratur i Danmark, Tyskland og Frankrig 1650-1920,
1988
25
Liebst, Bente: ”Kamma Rahbeks breve – den specifikke lystfølelse ved den sande diskurs om
lystfølelsen”, i: Årbog for kvindestudier ved AUC 1984, Serie om kvindeforskning nr. 18, Aalborg
Universitet, 1984
Lund, Anne Katrine: Breve i brug. Fjernkommunikative genrer i retorisk perspektiv, Ph.D.-afhandling,
Københavns Universitet, 2000
Lundbo Levy, Jette m.fl.: Litteraturhistorier, København, 2003
Mølgaard Andersen, Michelle: ”Sms – sprog og betydning”, 2012
Møller Jensen, Elisabeth red.: Nordisk Kvindelitteraturhistorie, bind 1, 1993
Normann Jørgensen, Jens og Quist, Pia: Unges sprog, København, 2008
Pass, Nadja: Sociale medier, København, 2012
Pedersen, Sigfred: Den paulinske korrespondance
Placii, Johan Günther August: Efter nu brugelig Maade vel indrettede Breve-Bog, i hvilken findes en
tydelig og tilstrækkelig Underretning saa vel om Danske Breves og deres Skrive-Maades Beskaffenhed i
Almindelighed, som om hvert Slags Breve i Særdeleshed; ikke mindre gives grundig Oplysning ved en
Mængde af vel udarbeydede Exempler paa alle forekommende Leyligheder, tillige med de inden og uden
paa Brevene nødvendige Danske og Franske Titulaturer, 1742
Richardson, Samuel: Pamela I-II, London, 1969
Scott Sørensen, Anne (red.): Nordisk Salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 17801850, Odense, 1998
Thiele, Just Mathias: Af mit Livs Aarbøger bind 1, 1917
Thrane, Lotte: ”Den romantiske brevveksling” i: Som runer paa blad, København, 1996
Wroblevski, Otto B.: Bakkehus-Sproget, særtryk af Museum, 1896
www.bakkehussamlingen.dk
26