Stinna er på vej til OL Til hest har jeg fire ben!

Transcription

Stinna er på vej til OL Til hest har jeg fire ben!
Stinna er på vej til OL
Stinna Tange er
ikke spændt fast på
hesten. Hun kravler
selv op og holder
balancen gennem
alle øvelser i både
trav og galop.
Der er altid højt humør i bilen til og fra
ridning. Med madkurven imellem sig sidder mor og datter og hygger sig og griner
sammen hver eneste dag.
4
Hjemmet 31 · 2011
Til hest har jeg fire ben!
Stinna Tange er født uden
ben. Men det forhindrer
hende ikke i at hente stribevis
af medajler til hest. „Når jeg
rider, er jeg jo ligesom alle
andre“, siger hun. Hun vandt
sølv til verdensmesterskabet
for handicappede ryttere og
stiler nu mod OL i London.
– Hej, hej, kom nærmere!
En køn ung pige med langt
lyst hår vinker muntert til os fra
stalden, da vi ankommer til
Thorup Sportsrideklub øst for
Odense.
Det er 17-årige Stinna Kastrup Tange, der er ved at gøre
sin hest klar til dagens træning. Hendes mor, Heidi
Kastrup Tange, kigger ud
fra sadelrummet, hvor hun
er ved at ordne noget
udstyr.
Men Stinna klarer selv
det meste. Ligesom alle
andre unge ridepiger er
hun meget selvstændig.
Den eneste forskel er, at
hendes krop stopper cirka 15
centimeter under navlen.
Stinna er født uden ben og
sidder derfor i kørestol. Men
det har ikke forhindret hende i
at nå til tops inden for ridesporten.
Lægerne var ellers ikke særligt optimistiske, da Stinna var
lille. De mente ikke, at hun
nogensinde ville komme op at
sidde. Måske med lidt held i en
speciel siddeskål.
– Men jeg besluttede, at det
skulle være løgn, og gemte siddeskålen langt væk. Og så trænede vi selv Stinna op til at
kunne sidde, fortæller Heidi.
Stinna har to brødre, Marck
på 22 og Rasmus på 15 år. Familien bor i et almindeligt parcelhus, der med vilje ikke er gjort
specielt handicapvenligt, kun
dørtrinene er fjernet.
– Vi har indrettet det sådan,
for Stinna skal jo netop lære at
klare sig i et helt almindeligt
hus, forklarer Heidi, som er skilt
fra Stinnas far og har et fuldtidsjob som leder af et plejecenter.
Stinna klarer selv transporten
til og fra gymnasiet med taxa og
bybus. Hun går i 1. g. og vil gerne læse jura, når hun er blevet
student.
Hun har ingen smerter pga. sit
handicap, og hendes fremtidsdrømme og hverdag ligner alle
andre unge pigers. Hun glæder
sig til at tage kørekort, hun shopper med sine veninder og hygger
sig med fester i weekenderne.
– Stinna er aldrig blevet pakket ind i vat, fortæller Heidi. Når
vi har været på ferie, har hendes
brødre kastet rundt med hende
og smidt hende i poolen, ligesom alle andre børn.
Derfor har Stinna heller aldrig
opfattet sig selv som handicappet.
– En dag i første klasse havde
de snakket om handicappede i
skolen, og da Stinna kom hjem,
spurgte hun forbavset: „Mor, er
jeg handicappet?“
Ingen ben – er
ingen hindring.
Stinna klarer
det meste omkring hesten
selv.
Med sine stærke arme griber
Stinna fat om
sadlen og hiver
sig selv op at
sidde i den.
Snøvs kan godt være lidt fræk over for andre ryttere. Men han
passer godt på Stinna.
Bevæger sig til hest
På alle hverdage kører Heidi
og Stinna sammen ud til Stinnas
hest, Labbenhus Snøvs. Heidi
kører bilen, og så renser hun
hove, spænder gjord og giver
hesten hovedtøj på.
Nu er Snøvs klar, og Stinna
sætter sin eldrevne kørestol i
bevægelse og trækker sin hest
ud til ridebanen. Her hjælper
Heidi lige med at få Snøvs til at
stå stille, mens Stinna sidder op.
Hun trykker på knappen, der
hæver sædet, og med sine
stærke arme griber Stinna så
simpelthen fat om sadlen og
hiver sig selv op og vrikker sig til
rette. Så snart hun er i sadlen,
breder et stort smil sig i hendes
ansigt.
– Jeg elsker bare at ride! Det er
mit liv! udbryder hun og sætter
hesten i gang.
Forbavsede spørger vi, om
hun da ikke skal spændes fast?
– Nej da, det har jeg ikke været, siden jeg var helt lille! fortæller hun og griner højt.
Stinna begyndte at ride, da
hun gik i børnehaveklasse.
Familien havde nogle venner,
hvis søn gik til handicapridning
og havde stor glæde af det. Så
Stinna tog med – og en rytter var
født!
– Fra første gang jeg sad på en
hest, vidste jeg, at det er det, jeg
vil, siger Stinna.
– Når jeg sidder på hesten, har
jeg pludselig fire ben og kan
komme af sted overalt. Så er jeg
fuldstændig ligesom de andre!
Farten og de
vuggende bevægelser til hest
gør Stinna helt
høj. Og hun har
vundet rigtig
mange medaljer
i dressur.
Og samværet med hestene gør
Stinna i godt humør hver eneste
dag.
– Det giver så meget overskud!
Selvfølgelig er hun faldet af
mange gange. Det gør alle ryttere jo. Men ridningen har styrket hendes muskler så meget, at
hun har fået en helt fantastisk
balance i kroppen. På den måde
er ridning den allerbedste træning for hende.
Næste mål: OL
For tre år siden fik Stinna
hesten Snøvs, og samarbejdet
med hendes nuværende træner
begyndte.
Hun blev godkendt som handicaprytter og begyndte at ride
stævner for handicappede. Det
har indtil videre bragt hende
med til både et europamesterskab og verdensmesterskabet i
Kentucky, hvor Stinna sikrede
det danske hold sølv ved at
vinde hele tre medaljer. Og her i
sommer har hun desuden vundet tre gange guld til Nordisk
Mesterskab for handicappede
ryttere. Det næste mål er at
komme med til OL i London i
2012. Og med den vilje, Stinna
lægger for dagen, skal det nok
lykkes. – Min nærmeste konkurrent er en englænder på 37 år.
Han har jo 20 års erfaring mere
end jeg. Men jeg agter at give
ham kamp til stregen, siger
Stinna og blinker.
Derfor er det også vigtigt at
træne seriøst mindst fem gange
om ugen. Og Snøvs skal passes
og have det som blommen i et
æg.
Da Stinna kom ud til ham i
dag, var hun lidt bekymret, for
han havde trukket lidt på et forben dagen før. Men det viste sig
bare at være en sten i hoven, der
har trykket. Nu er der ingenting.
– Det er virkelig alfa og
omega, at man har den helt rigtige hest, siger Stinna.
– Snøvs kan alt det, han skal
kunne – og så er han virkelig en
kammerat! Han kan godt være
superfræk, når min træner rider
på ham. Men med mig er han
altid sød. Vi skal til London sammen os to, siger hun og giver
Snøvs et stort kys på mulen. t
Af Kirsten Winding
winding@
newmail.dk
Foto: Pia Burmølle
Hansen og privat
Hjemmet 31 · 2011
5