Stinna er på vej til OL Til hest har jeg fire ben!
Transcription
Stinna er på vej til OL Til hest har jeg fire ben!
Stinna er på vej til OL Stinna Tange er ikke spændt fast på hesten. Hun kravler selv op og holder balancen gennem alle øvelser i både trav og galop. Der er altid højt humør i bilen til og fra ridning. Med madkurven imellem sig sidder mor og datter og hygger sig og griner sammen hver eneste dag. 4 Hjemmet 31 · 2011 Til hest har jeg fire ben! Stinna Tange er født uden ben. Men det forhindrer hende ikke i at hente stribevis af medajler til hest. „Når jeg rider, er jeg jo ligesom alle andre“, siger hun. Hun vandt sølv til verdensmesterskabet for handicappede ryttere og stiler nu mod OL i London. – Hej, hej, kom nærmere! En køn ung pige med langt lyst hår vinker muntert til os fra stalden, da vi ankommer til Thorup Sportsrideklub øst for Odense. Det er 17-årige Stinna Kastrup Tange, der er ved at gøre sin hest klar til dagens træning. Hendes mor, Heidi Kastrup Tange, kigger ud fra sadelrummet, hvor hun er ved at ordne noget udstyr. Men Stinna klarer selv det meste. Ligesom alle andre unge ridepiger er hun meget selvstændig. Den eneste forskel er, at hendes krop stopper cirka 15 centimeter under navlen. Stinna er født uden ben og sidder derfor i kørestol. Men det har ikke forhindret hende i at nå til tops inden for ridesporten. Lægerne var ellers ikke særligt optimistiske, da Stinna var lille. De mente ikke, at hun nogensinde ville komme op at sidde. Måske med lidt held i en speciel siddeskål. – Men jeg besluttede, at det skulle være løgn, og gemte siddeskålen langt væk. Og så trænede vi selv Stinna op til at kunne sidde, fortæller Heidi. Stinna har to brødre, Marck på 22 og Rasmus på 15 år. Familien bor i et almindeligt parcelhus, der med vilje ikke er gjort specielt handicapvenligt, kun dørtrinene er fjernet. – Vi har indrettet det sådan, for Stinna skal jo netop lære at klare sig i et helt almindeligt hus, forklarer Heidi, som er skilt fra Stinnas far og har et fuldtidsjob som leder af et plejecenter. Stinna klarer selv transporten til og fra gymnasiet med taxa og bybus. Hun går i 1. g. og vil gerne læse jura, når hun er blevet student. Hun har ingen smerter pga. sit handicap, og hendes fremtidsdrømme og hverdag ligner alle andre unge pigers. Hun glæder sig til at tage kørekort, hun shopper med sine veninder og hygger sig med fester i weekenderne. – Stinna er aldrig blevet pakket ind i vat, fortæller Heidi. Når vi har været på ferie, har hendes brødre kastet rundt med hende og smidt hende i poolen, ligesom alle andre børn. Derfor har Stinna heller aldrig opfattet sig selv som handicappet. – En dag i første klasse havde de snakket om handicappede i skolen, og da Stinna kom hjem, spurgte hun forbavset: „Mor, er jeg handicappet?“ Ingen ben – er ingen hindring. Stinna klarer det meste omkring hesten selv. Med sine stærke arme griber Stinna fat om sadlen og hiver sig selv op at sidde i den. Snøvs kan godt være lidt fræk over for andre ryttere. Men han passer godt på Stinna. Bevæger sig til hest På alle hverdage kører Heidi og Stinna sammen ud til Stinnas hest, Labbenhus Snøvs. Heidi kører bilen, og så renser hun hove, spænder gjord og giver hesten hovedtøj på. Nu er Snøvs klar, og Stinna sætter sin eldrevne kørestol i bevægelse og trækker sin hest ud til ridebanen. Her hjælper Heidi lige med at få Snøvs til at stå stille, mens Stinna sidder op. Hun trykker på knappen, der hæver sædet, og med sine stærke arme griber Stinna så simpelthen fat om sadlen og hiver sig selv op og vrikker sig til rette. Så snart hun er i sadlen, breder et stort smil sig i hendes ansigt. – Jeg elsker bare at ride! Det er mit liv! udbryder hun og sætter hesten i gang. Forbavsede spørger vi, om hun da ikke skal spændes fast? – Nej da, det har jeg ikke været, siden jeg var helt lille! fortæller hun og griner højt. Stinna begyndte at ride, da hun gik i børnehaveklasse. Familien havde nogle venner, hvis søn gik til handicapridning og havde stor glæde af det. Så Stinna tog med – og en rytter var født! – Fra første gang jeg sad på en hest, vidste jeg, at det er det, jeg vil, siger Stinna. – Når jeg sidder på hesten, har jeg pludselig fire ben og kan komme af sted overalt. Så er jeg fuldstændig ligesom de andre! Farten og de vuggende bevægelser til hest gør Stinna helt høj. Og hun har vundet rigtig mange medaljer i dressur. Og samværet med hestene gør Stinna i godt humør hver eneste dag. – Det giver så meget overskud! Selvfølgelig er hun faldet af mange gange. Det gør alle ryttere jo. Men ridningen har styrket hendes muskler så meget, at hun har fået en helt fantastisk balance i kroppen. På den måde er ridning den allerbedste træning for hende. Næste mål: OL For tre år siden fik Stinna hesten Snøvs, og samarbejdet med hendes nuværende træner begyndte. Hun blev godkendt som handicaprytter og begyndte at ride stævner for handicappede. Det har indtil videre bragt hende med til både et europamesterskab og verdensmesterskabet i Kentucky, hvor Stinna sikrede det danske hold sølv ved at vinde hele tre medaljer. Og her i sommer har hun desuden vundet tre gange guld til Nordisk Mesterskab for handicappede ryttere. Det næste mål er at komme med til OL i London i 2012. Og med den vilje, Stinna lægger for dagen, skal det nok lykkes. – Min nærmeste konkurrent er en englænder på 37 år. Han har jo 20 års erfaring mere end jeg. Men jeg agter at give ham kamp til stregen, siger Stinna og blinker. Derfor er det også vigtigt at træne seriøst mindst fem gange om ugen. Og Snøvs skal passes og have det som blommen i et æg. Da Stinna kom ud til ham i dag, var hun lidt bekymret, for han havde trukket lidt på et forben dagen før. Men det viste sig bare at være en sten i hoven, der har trykket. Nu er der ingenting. – Det er virkelig alfa og omega, at man har den helt rigtige hest, siger Stinna. – Snøvs kan alt det, han skal kunne – og så er han virkelig en kammerat! Han kan godt være superfræk, når min træner rider på ham. Men med mig er han altid sød. Vi skal til London sammen os to, siger hun og giver Snøvs et stort kys på mulen. t Af Kirsten Winding winding@ newmail.dk Foto: Pia Burmølle Hansen og privat Hjemmet 31 · 2011 5