De overlevende fra Nordhavet
Transcription
De overlevende fra Nordhavet
Weekendavisen Faktisk # 39 25. september 2015 5 Kraken – kapitel 1. De fem mand, vi kunne skimte på kutterens agterdæk, var de overlevende fra Nordhavs-ekspeditionen. 27 mand var sejlet af sted om bord på Polarstjernen, kun fem vendte hjem i dag. Og vi vidste stadig ikke, om far var iblandt dem. De overlevende fra Nordhavet Af BENNI BØDKER LAYOUT: LENA THURMANN ILLUSTRATION: ANNIKA ØYRABØ J eg stod nede på havnen, den dag de overlevende kom i land. Nyheden var for længst nået hele byen rundt, og jeg var ikke den eneste, der var løbet af sted med det samme. Kajen summede af anspændte mennesker, der forsøgte at overdøve hinanden. »De kunne da i det mindste affyre en salut,« sagde Alvilda. »For hvem?« spurgte Marion. »For de døde?« Ingen af dem så på hinanden. Som alle andre havde de øjnene fast rettet mod den lille kutter, der huggede sig gennem vandet med kurs mod inderhavnen. »De er helte,« fortsatte Alvilda. »De fortjener en salut.« Men nu tyssede Abigael på dem, og de klappede straks i. Ét ord fra storesøster var som regel nok til at få os alle til at tie. I al fald indtil hun vendte ryggen til. Jeg kunne mærke, at folk kastede blikke i vores retning. Vi var ingeniør Nordstrøms børn. Alle kendte os. Alle vidste, hvordan vi så ud. Vi var også svære at tage fejl af. Mine fire søstre – Abigael, Marion, Alvilda og Melissa – lignede hinanden, bortset altså fra højden. Fire lyshårede piger med klare blå øjne, ens grønne kjoler og de falmede rester af sommerens fregner spredt ud over kinderne. Havde det ikke været for de kraftige, mørke øjenbryn, som vi alle fem havde efter far, ville ingen kunne se, at jeg var flokkens lillebror. Efternøleren Marius med det sorte hår og de brune øjne. »De har nået pakhusene,« blev der råbt længere fremme. »Jeg kan se dem om lidt.« Der blev tysset fra alle sider. Al snak på havnen ophørte. Der kom ikke en lyd fra værftet eller lastekranerne på Nordkajen, ingen larm fra trankogerierne eller vejerboden på Sønderkajen. Det var, som om vi var til begravelse. På en måde var det heller ikke helt forkert. De fem mand, vi kunne skimte på kutterens agterdæk, var de overlevende fra Nordhavsekspeditionen. 27 mand var sejlet af sted om bord på Polarstjernen, kun fem vendte hjem i dag. Og vi vidste stadig ikke, om far var iblandt dem. Alle maste på for at komme tættere på. Alle var lige så nervøse som mig og mine søstre. Vi blev kastet frem og tilbage mellem fortvivlelse og håb, mens vi stod på kajen og intet kunne se, og til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg skubbede mig igennem mængden, mens Abigael råbte efter mig: »Marius, du skal blive hos os!« Jeg forsøgte at orme mig helt frem. Jeg måtte se, hvem der var om bord på kutteren. Om far var med. Men foreløbig kunne jeg ikke skimte andet end det grønne flag, der var hejst i masten. Karantæneflaget vajede fra kutteren. Normalt betød det, at skibet skulle ligge for anker længere ude på grund af smittefare, men de måtte alligevel have fået lov at komme ind, og var gået med det samme. Det kunne ligne Abigael. Væk fra de medlidende blikke, folk sikkert allerede var begyndt at sende i retning af den nu forældreløse søskendeflok. Jeg burde også gå, men jeg kunne ikke bevæge mig. Stod bare som forstenet blandt alle de andre efterladte, der heller ikke vidste, hvad de skulle stille op. »Han er stadig derude et sted,« sagde jeg for mig selv. Jeg gentog det med sammenbidte tænder. Som en besværgelse. »Jeg ved det, han er stadig derude et sted.« Det var ikke mere end en uge siden, budskabet var kommet. Fem mand fra ekspeditionen var blevet samlet op af en fiskerbåd, der i en voldsom storm var drevet ud af kurs øst for Jan Mayen. De fem var døden nær. De kunne intet fortælle. Ikke andet end at de var de eneste overlevende fra Nordhavsekspeditionen, der var blevet sendt af sted for at foretage kartografiske og oceanografiske undersøgelser. Samt ikke mindst for at teste min fars nye opfindelse, dykkerkuglen Abramites II. Ingen vidste, hvad der var sket. Ingen vidste, hvorfor skibet var gået ned. Jeg så de fem mænd fra Polarstjernen blive ført i land, mens den første klokke begyndte at ringe. Snart fulgte de øvrige, og nu ringede hver af byens seks kirker uden stop og blandede sig med lydene af koner og børn, nysgerrige og ivrige journalister, der maste på for at komme hen til de overlevende. Også jeg forsøgte at spørge, hvad der var sket, men jeg blev standset med det samme. Ingen fik lov til at stille spørgsmål. Ingen fik lov til at omfavne deres kære. For så snart de fem mænd satte fod på land, blev de ført hen til en hestevogn, hvis kusk sad klar på bukken. »Hvor mange gange skal jeg sige det?« lød det bag mig. »Vi venter kun på dig.« Det var Melissa, der pegede bagud på søstrene, der åbenbart ventede utålmodigt. Hun rev mig i ærmet for at få mig med, men jeg kunne ikke andet end at stirre på hestevognen længere fremme. To politimænd fik med besvær folk til at gå til side, så vognen kunne bevæge sig hen over brostenene. Den kørte hastigt væk fra kajområdet, men jeg havde nået at få et godt kig på de fem mænd, inden de blev hastet over til vognen og gemt for nysgerrige blikke bag mørklagte ruder. Alle fem overlevende var iført spændetrøjer. Læs videre i næste uge, hvor vi bringer kapitel to i historien om Kraken. for nu blev stilheden brudt af et jubelskrig. Og med det samme hørte jeg også de første fortvivlede støn. Jeg maste mig forbi et ældre ægtepar, der knugede hinandens hænder. Der lød gråd og hulken blandt de ventende, og nu kunne jeg endelig også selv se. Se de fem skæggede mænd på agterdækket og se, at far ikke var en af dem. Ikke en af de overlevende. Jeg blev stående med blikket stift rettet mod kutteren, men der var ikke noget at tage fejl af. Så kastede jeg et blik bagud mod mine søstre, men kunne ikke få øje på dem. Måske de også havde set, at far ikke var om bord, Højtlæsning Hvis du er abonnent, kan du høre historien læst op på Lydavisen.dk KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN