Læs ti taler fra Thorning fra 2005 til 2015

Transcription

Elektronisk reprint fra www.socialdemokratiet.dk
Socialdemokratiet
formand Helle Thorning-Schmidts 1. maj-tale 2005
Medmenneskelighed og solidaritet er drivkraften og den røde tråd i
Socialdemokraternes kamp for et bedre og mere retfærdigt samfund. Og kampen er
nødvendig, indtil den dag hvor alle mennesker har lige muligheder, den samme frihed
og tør tro på fremtiden...
1. maj 2005
(det talte ord gælder)
Forleden dag var der en, der spurgte mig, om jeg havde holdt 1. maj-taler før. Jo, det har jeg,
kunne jeg berolige vedkommende med. For nok er jeg ny formand for Socialdemokraterne,
men jeg har dog talt ved 1. maj arrangementer før. Faktisk over det meste af landet.
Jeg tror endda, at jeg har den uofficielle Danmarks-rekord i 1. maj-møder: for et par år siden
blev det til 1.200 tilbagelagte kilometer. I dag kan jeg ”nøjes” med 800 kilometer, selvom jeg
er blevet partiformand.
Men hvad er det, der får os til at fare ud af fjerene, før solen står op? ”Hvad har I gang i, og så
endda på en søndag” – vil nogen spørge?
Svaret er enkelt: vi fejrer 1. maj. Og jeg glæder mig hver gang. For mig er 1. maj både en
højtidelig og en hyggelig dag. Jeg synes, det er en fantastisk tanke, at mennesker overalt i
verden fra Borup til Barcelona, fra Ribe til Rom i dag fejrer arbejdernes internationale
kampdag.
For mig har det altid været noget særligt, det at vide, at vi er en del af det stærke
internationale fællesskab. Det giver os en helt særlig styrke som parti og bevægelse. Første
maj er dagen, hvor vi bekræfter vores solidaritet med andre mennesker, og hvor vi forsvarer
fællesskabet.
Medmenneskelighed og solidaritet er drivkraften og den røde tråd i Socialdemokraternes kamp
for et bedre og mere retfærdigt samfund. Og kampen er nødvendig, indtil den dag hvor alle
mennesker har lige muligheder, den samme frihed og tør tro på fremtiden. Det gælder både
herhjemme, og det gælder ikke mindst i kampen for retfærdighed for alle mennesker på
kloden.
Vi er et rigt land, men vi er ikke os selv nok. Vi vil aldrig vende ryggen til verden. Vi vil gå
foran. Derfor kan vi ikke være bekendt at stille ulandsbistanden på stand by. Derfor skal vi
hæve den danske ulandsbistand.
Men vi kan ikke nøjes med at betale os til større solidaritet. Der skal handling til.
Vi har et helt konkret ansvar, når indiske arbejdere med fare for helbred og liv skal ophugge
vores asbestbefængte færger. Vi har et helt konkret ansvar, når danske virksomheder i
udlandet forhindrer arbejdere i at organisere sig.
For vi hænger sammen i et fællesskab, der både forpligter og giver håb om, at vi kan forandre
til det bedre. Det er et langt sejt træk, men vi vil bruge vores indflydelse til at gøre op med
urimelige livsbetingelser og markedskræfternes frie spil.
Det er også pejlemærkerne for samarbejdet i EU. Netop solidariteten er nøgleordet i EU’s
udvidelse, som fejrer sin første fødselsdag netop i dag. Udvidelsen er en flot manifestation af
et helt Europa, hvor generationer før os har bekriget hinanden på frygteligste vis.
I år - 65 år efter at 2. verdenskrig brød ud - står Danmark overfor et meget vigtigt valg. Til
september skal vi stemme om EU’s forfatningstraktat.
Traktaten giver et bedre sæt spilleregler for samarbejdet. Og det er der hårdt brug for, når vi
skal tackle den uhyggelige kriminalitet over landegrænserne og den forfærdelige terrorisme i
verden.
Jeg synes, det giver stof til eftertanke, at modstanden mod traktaten først og fremmest findes
hos det yderste højre, der aldrig har haft lyst til at sætte hegn om markedskræfterne.
Jeg forstår heller ikke nej-sigerne på venstrefløjen. De efterlyser med rette et slagkraftigt og
progressivt modspil til supermagten USA. Men hvor tror man, den skal komme fra – hvis ikke
det skal være fra EU?
Traktaten giver ikke mere union. Traktaten giver bedre union. Den er fyldt med gode
socialdemokratiske mærkesager om ligestilling, åbenhed, nærhed og demokrati.
Derfor er der ingen tvivl i mit sind: jeg anbefaler alle at stemme JA i september. Jeg ved godt,
at ikke alt i EU er godt, men EU er Danmarks vigtigste internationale fællesskab. Og fællesskab
er nøglen til større solidaritet og retfærdighed.
Også herhjemme er fællesskabet svaret på den utryghed, mange mennesker oplever.
Jeg tror, der er mange mennesker, der synes, at verden går lige lov stærkt i øjeblikket. Lige
meget om det handler om teknologi, kultur eller viden, kan det være svært at følge med for os
alle sammen.
I en tid med bestandige forandringer er det samfundets opgave at give den enkelte tryghed og
den ballast, der skal til for at klare forandringer og indrette sig på en ny verden.
Især to udfordringer presser sig på. Det ene er globaliseringen. Det andet er, at vi bliver flere
ældre og færre yngre. Begge ting vil sætte velfærden under pres, hvis vi blot lader stå til.
Vores velfærd bygger på danskernes dygtighed og arbejdsomhed. Det har gjort, at vi indtil nu
har kunnet klare os – og klare os godt – også i den internationale konkurrence. Derfor er det
også høj beskæftigelse, dygtige medarbejde og uddannelser af høj kvalitet på alle niveauer, vi
skal klare os på i fremtiden.
Den globale konkurrence om at producere bedst og billigst er blevet skærpet. Derfor kræver
det handling nu, hvis vi skal sikre danske arbejdspladser i fremtiden. Socialdemokraterne har
en række klare bud.
Vi vil tilbyde uddannelse til alle. De 25 procent af en ungdomsårgang, der i dag ikke får en
kompetencegivende uddannelse, skal med på vognen. Hver eneste ung skal have en garanti
for at få uddannelse – alternativet er det sørgelige skridt mod endnu en tabt generation.
Sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne vil vi skabe yderligere rettigheder, så alle på
arbejdsmarkedet løbende kan blive efterudannet. Vi vil oprette 10.000 flere
voksenlærlingepladser. Vi vil genoplive hjemmeserviceordningen, som regeringen har udsultet.
Vi vil sikre, at ældre ledige uden uddannelse får et servicejob i kommunerne – der er hårdt
brug for deres indsats i omsorgen for vores børn og gamle.
Vores svar på globaliseringen kræver et stærkt samfund – kort sagt et velfærdssamfund, som
giver den enkelte tryghed til at tackle forandringer.
Vores mål er at give hvert enkelt menneske lige muligheder og frihed. Velfærdssamfundet er
vores middel. Og midler skal altid tilpasses morgendagens udfordringer, hvis de skal gøre
fyldest i fremtiden.
Bruger vi fortidens midler på fremtidens udfordringer, forfejler vi vores mål. Hvis vi ikke sikrer
vores velfærdssamfund, vil sammenhængskraften blive svækket. Og vi ved, at det er de
mennesker der har størst behov for fællesskabet, der kommer til at betale prisen.
Velfærdssamfundet bliver i de kommende år udfordret af et i virkeligheden glædeligt faktum.
Vi får – heldigvis – langt flere ældre. Og vi lever længere.
Men desværre kommer der også færre unge ind på arbejdsmarkedet. Dem, der skal på
arbejdsmarkedet nu, kommer til at løbe stærkt, hvis vi fortsat skal have råd til velfærden. Hvis
vi vil undgå, at vores børn kommer til at knokle endnu hårdere, end vi gør i dag, må vi få flere
ind på arbejdsmarkedet.
Nogle af svarene kender vi. Vi skal forlænge vores allesammens udløbsdato ved at undgå, at vi
bliver ødelagt og slidt af at gå på arbejde. Vi skal sørge for, at mennesker med en anden etnisk
baggrund får plads på arbejdsmarkedet.
Og vi skal måske spørge, om flere kunne blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Eller om
retten til efterløn skal reserveres til dem, der har slidt hårdest og længst tid på
arbejdsmarkedet.
Spørgsmålene er svære. Det er derfor, jeg ønsker, at vi i god tid skal tage en åben debat om
netop fremtidens velfærd.
Slaget om efterlønnen i 1998 har lært os, at vi skal undgå ændringer, der kommer som en tyv
om natten. Enhver må vide, hvad de har at regne med, når de bliver ældre. Vi vil ikke have
hovsaløsninger. Det er derfor, jeg har foreslået, at der ikke skal være ændringer for dem over
40 år, og at vi tager diskussionen i god tid.
Jeg er blevet valgt som formand for Socialdemokraterne, fordi jeg har vist vilje til at tage også
de svære diskussioner.
Det var os socialdemokrater, der satte dagsordenen, da vi skabte velfærdssamfundet. Nu skal
vi også sætte dagsordenen for de ændringer, der er nødvendige, for at velfærdssamfundet
også holder i de kommende generationer.
Vi er ikke bange for diskussion. Vi vil inddrage alle, der vil være med. Og vi vil tale op til
vælgerne. Vi vil ikke ligesom regeringen sende alle svære diskussioner i udvalg, kommissioner
og råd. Lige meget om det handler om globalisering, struktur eller velfærd. Regeringens svar
er det samme: I udvalg med det, så tager vi diskussionen næste år.
Jeg synes, man undervurderer danskerne, når nogen påstår, at vi ikke både kan bekæmpe
nutidens nedslidning og udstødning på arbejdsmarkedet og samtidig diskutere, om alle også i
fremtiden skal have ret til efterløn.
Hvis vi ikke fremtidssikrer velfærdssamfundet, bliver snakken om solidaritet et skalkeskjul for
egoistiske generationer, der ikke tager ansvar for fremtidens svage. Så bliver solidaritet en
tom frase, hvor de mennesker der har mest behov for fællesskab forbliver ufrie, og så vokser
ulighederne. Med et Danmark, som brækker over til følge.
Desværre ser vi allerede kimen til det delte Danmark i dag. Og det til trods for, at Danmark er
et rigt land med en stolt tradition for solidaritet - ikke mindst takket være Socialdemokraternes
indsats gennem det meste af sidste århundrede. Et samfund med en høj grad af lighed og
frihed.
Men nu går det den forkerte vej. Fællesskabet er på retur, og der er tegn på øget opsplitning i
vores samfund. Vi ser det på boligområdet, på arbejdsmarkedet, i folkeskolen og på
sygehusområdet.
Tiden er inde til at sætte fokus på nye former for fattigdom og nye former for ulighed, som
ødelægger den enkeltes chance for at skabe sig et godt liv. Alt for mange mennesker er i dag
holdt udenfor arbejdsmarkedet. Og tallet er vokset under den borgerlige regering. Den læner
sig op af markedskræfterne og er blottet for konkrete udspil til, hvordan vi får et mere åbent
arbejdsmarked, så flere kan være med.
Mange af dem, der ikke er med på holdet i dag, er indvandrere. Regeringen har totalt forsømt
at tage fat på integrationsopgaven. En stram udlændigepolitik er det eneste, regeringen
fokuserer på. Og derfor halter den.
Vi går derimod på to ben. Vi vil og kan begge dele – både den stramme udlændigepolitik og en
sammenhængende integrationspolitik, der favner arbejdsmarkedet, skolen, uddannelser,
boligområdet og når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.
Da regeringen tiltrådte, løb 10-årige indvandrerdrenge rundt og lavede drengestreger. Nu er de
14 år. Drengestregerne er skiftet ud med vold og kriminalitet. Nye 10-årige knægte risikerer at
følge i deres fodspor. Gør vi ikke noget, bliver deres fremtidsudsigter ikke lysere, og splittelsen
mellem ”dem og os” vil vokse.
Det handler jo helt grundlæggende om, at vi skal give alle en chance – uanset deres baggrund.
Det kalder på vores solidaritet. Ikke bare, når vi mødes for at fejre 1. maj, men alle 365 dage
om året. Det er både det enkle og det svære budskab.
Det er enkelt, fordi sådan føler vi. Det er, hvad vi mener, og hvad vi kæmper for. Det er svært,
fordi vilkårene hele tiden forandrer sig. I disse år i form af globalisering, flere ældre og ny
fattigdom. At det er svært skal ikke afholde os fra at tage fat på udfordringerne.
Vi er valgt til at tage ansvar, også når det er besværligt. Kun hvis vi sidder med hænderne i
skødet og lader stå til, bliver det uoverkommeligt. Sådan er det ikke med os. Vi har valgt en
kurs, hvor vores værdier om frihed, lighed og solidaritet stadig er det grundlæggende for os.
Men hvor vi også tør tage debatten om, hvor samfundet skal bevæge sig hen.
Jeg håber, at I vil være med til at fortsætte diskussionen. Rigtig god 1. maj.
Det er dejligt at være her i dag sammen med jer på en historisk dag!
For 120 år siden begyndte 1. maj traditionen og blev en mærkedag for vores bevægelse og vores
idealer - idealerne om frihed, om lighed, og om fællesskab.
Og det er en ære for mig at stå her i dag og repræsentere de idealer.
På 1. maj taler vi om forskelle i politik, og i år er det nemt.
Efter næsten fem år med en borgerlig regering er det efterhånden gået op for de fleste, at der er to
visioner for fremtidens velfærd - at der er to visioner for fremtidens Danmark.
At Danmark har et valg.
Socialdemokraterne har en klar politik, der bygger på vores idealer - og vi er kommet med vores
visioner for, hvordan vi vil skabe større frihed, mindre ulighed og et stærkere fællesskab.
Det er vi stolte af.
Men allerførst kan jeg fortælle, at jeg har været på jagt.
Jeg har været på jagt efter regeringens visioner for velfærd - og selv om jeg har kigget i deres
velfærdsoplæg, så har det ikke været nemt at få ram på noget, der ligner velfærd.
Der er mange elementer i regeringens oplæg, som vi er enige i, og sagtens kan skrive under på. Men
der er altså også nogle alvorlige problemer og mangler:
Når regeringen taler om velfærd, så betyder det åbenbart.
- At regeringen vil halvere dagpengene for de ufaglærte mellem 25 og 29 år.
- At de vil tage dagpengene fra de ledige over 55.
- At de vil skære i de unges studiestøtte.
Så de vil skære ned. Det har vi forstået. Men hvor er deres visioner for velfærd?
Har de nogen visioner for, hvordan velfærden skal se ud i fremtiden?
- Vi har foreslået nødvendige reformer - og vi har fremlagt visioner for velfærden - hvordan vi vil
skabe større frihed, mere lighed og stærkere fællesskab.
Det har de ikke!
For det kan de ikke!
Det kan de ikke, for regeringens og Dansk Folkepartis vision for fremtiden - den handler ikke om at
styrke fællesskabet! - og den handler ikke om at bekæmpe ulighed!
Deres vision er skattelettelser - der sjovt nok skal komme lige før et valg!!
KILDE: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3839728/helle-thorning-schmidts-tale/
De forsømmer vores fælles velfærd for at bruge pengene til en skattelettelse.
Vi vil en anden vej, vi vil investere i velfærd og mennesker.
Vores vision handler om at tro på fællesskabet - om ikke at svigte - om at få alle med.
Og vi tror, at vores vision vil sejre. For os betyder velfærd to grundlæggende ting, der skal være i
orden.
Velfærd er vores fælles goder, børnehaver, skoler, sygehuse, ældrepleje - alt det, der samler os - det
som alle har brug for.
Der må investeres i den velfærd - investeres i de goder, et rigt samfund som vores må have styr på ting som alle har brug for - ting, der giver reel frihed, mere lighed og større fællesskab.
Regeringen og Dansk Folkeparti begrænser og forsømmer den fælles velfærd, der skal samle os.
Og den anden del af velfærden - det er noget, jeg må sige har manglet i debatten om velfærd i
Danmark.
Lad mig sige det, så ingen er i tvivl:
For os er der ingen velfærd, når vi ikke har alle med. For os er dét helt afgørende.
Når regeringen ikke tænker de ledige, de nedslidte, de udstødte med i deres velfærdsoplæg - jamen
så taler de ikke om velfærd!
Vi siger: Når nogen bliver holdt udenfor, så forringes velfærden - uanset hvor rige, vi er som
samfund.
Vi siger: Velfærd er, når alle er med.
Vi siger mere velfærd - ikke flere skattelettelser.
Så der er et valg i dansk politik.
Og regeringen har også et valg. For vi står klar til at forhandle med dem.
Vi vil være med, fordi velfærden tilhører os alle. Derfor er det vigtigt, at aftalen er en bred aftale,
ikke kun højrefløjens.
Hvis vi er med, så ved danskerne, at deres politikere er gået sammen om noget holdbart. Det er
vigtigt, fordi det giver tryghed.
Men bolden ligger hos regeringen. Og vi har set flere gange, at de helst klumper sig sammen på
højre side af banen med Pia Kjærsgaard.
Velfærdspolitik er ikke blokpolitik. Og regeringen må nu vise at den kan samarbejde. Vi står nemlig
klar.
Vi står klar til at tage ansvar og sætte socialdemokratiske fingeraftryk, så Danmark kan få en
velfærdsreform i stedet for kun en spareøvelse.
Til forhandlingerne kæmper jeg for, at regeringen ikke bruger dagpenge som pisk overfor de ledige.
Regeringen vil halvere dagpengene til de 25-29årige. Men Socialdemokraterne siger: Det afgørende
for dem er, at de får arbejde eller uddannelse, de kan gå i gang med!
Jeg vil kæmpe for, at de, der er lidt oppe i årene, får et arbejde, frem for at regeringen tager
dagpengene fra dem.
Jeg vil kæmpe for, at vi bruger den rigdom, vi har i dag til at skabe muligheder - ikke uligheder.
Når vi beder flere om at arbejde længere, fordi vi lever længere, så skal der faktisk være et arbejde så skal de kunne få et arbejde.
Vi vil ikke skære i dagpengene for folk, der ikke har et andet tilbud.
Vi vil ikke piske på folk, der reelt ikke kan flytte sig. Men vi vil meget gerne piske regeringen!
For de har muligheden for at gøre det anderledes. Sammen med os.
Sammen med os kan de være med til at skabe reelle muligheder - konkrete muligheder, som er så
vigtige for den enkelte - og for fællesskabet?
Det drejer sig om praktikpladser, om læse-stavekurser, om penge til erhvervsskolerne, hvor
lærerfrie timer er almindelige, og eleverne falder fra i massevis.
Det drejer sig om at holde gebyrerne i ro på efter- og videreuddannelser, folk tager i deres fritid.
Det drejer sig om at gøre noget ved nedslidningen. Især nedslidningen af kvinder i det offentlige.
Det er et stort problem, som vi må tage fat på.
Når vi beder flere om at arbejde længere, så skal vi også sørge for at der er jobs - og tilpasse
arbejdspladserne de ældre.
Vi må have et samfund med muligheder, hvor mennesker ikke kommer i klemme.
Vi vil muligheder - ikke uligheder.
Midt i danmarkshistoriens største forbrugsfest lader regeringen og Dansk Folkeparti uligheden
vokse!
De har sågar en socialminister, der synes at mere ulighed er godt for Danmark!
I år og i fjor kom der turbo på huspriserne - men der kom også turbo på, hvor mange familier, der
blev smidt på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen! Også familier med børn!
Det er ikke i orden.
Anders Fogh har ellers sagt, at regeringen sætter mennesket før systemet.
Men jeg spørger:
Har regeringen sat mennesket før systemet, når de straffer de arbejdsløse i stedet for at skabe
muligheder? Sætter regeringen virkelig mennesket før systemet, når de nægter at give børn i
flygtningelejre tålelige forhold?
Nej. Statsministeren har med velkendt stædig stejlhed nægtet at gøre noget ved problemerne.
Dansk Folkeparti mener, at hvis børnene vil have fodboldstøvler, så kan de få dem i de lande, de
skulle hjem til.
Her ser vi pisken igen - denne gang vendt mod børnene.
Jeg spørger: Hvor er barmhjertigheden? Og hvor er menneskeligheden? Hvor er visionerne?
Det er oprørende.
Men ret skal være ret. For regeringen har da sat i hvert fald ét menneske før systemet.
Nemlig forbrugerministeren. Det er rørende.
Regeringen har beskyttet ham. Dansk Folkeparti - har støttet ham, da han skar ned på kontrollen
med maden.
Forbrugerne bliver taberne. Sådan beskytter regeringen de svageste.
Hvordan kan det komme bag på regeringen igen og igen, at når de skærer i bevillingerne, så går det
udover kvaliteten?
Hvor mange eksempler skal vi se, før de får hænderne op af lommen?
Arbejdsmiljøet bliver ikke ordentligt tjekket, skatten bliver ikke inddrevet og forbrugerne skal finde
sig i råddent kød.
Man får en stærk fornemmelse af, at regeringen reelt er helt ligeglad - indtil det står i avisen.
Der er et valg i dansk politik. Og det er blevet meget klart, hvad det valg handler om.
Det er blevet klart, at det er os socialdemokrater, der har den positive vision for Danmarks fremtid.
Vi vil ikke skræmme eller splitte befolkningen. Vi vil samle den.
Vi har som parti og som bevægelse en fortælling om frihed, lighed og fællesskab. Den fortælling
har - sammen med frisind og tolerance - været Danmarks varemærke i mange år.
Danmark har skabt respekt omkring sig ved at vise, at rigdom velfærd og retfærdighed kan gå op i
en højere enhed. Og ved at gå forrest i kampen for større global lighed.
Da Nelson Mandela efter mange års frihedskamp kom til Danmark som præsident for det nye
Sydafrika i 1996, sagde han tak til danskerne. Han sagde:
"I er et folk, som ikke kunne nøjes med jeres egen frihed, men kæmpede for vores, som om det var
jeres egen".
Kære venner. Vi kan igen blive det Danmark som havde verdensrekord i at bekæmpe fattigdom og
uret.
Vi kan igen blive en stormagt, når det gælder miljø og grøn energi, hvis vi vælger visionerne og
griber mulighederne.
Vi kan igen bruge vores særlige danske stemme til at styrke FN og EU som fredens projekt - til at
arbejde for en verden baseret på regler - ikke magt.
Jeg tror på, at vi kan nå langt - rigtig langt - fordi vi har en uopslidelig fortælling om et samfund,
hvor alle får lige muligheder, og hvor der er sammenhold om at løfte de svageste.
Hvis vi vælger den vision, i stedet for skattelettelser.
Hvis vi vælger et velfærdssamfund, der forbinder toppen og bunden.
Forbinder de unge generationer med de ældre.
Forbinder de nye og de gamle danskere.
Forbinder Danmark med verden.
En vision, hvor der er fællesskab og mennesker, der trives.
Det er dét velfærd handler om!
Det er dét 1. maj handler om!
Og den vision vil vi aldrig svigte.
GOD - FØRSTE - MAJ
Det talte ord gælder!
Hvor er det dejligt at være her og fejre 1. maj sammen med jer. Og der er nok at samles
om. Efter mere end fem år med blokpolitik fra Venstre, de konservative og Dansk
Folkeparti bliver der mere og mere at kæmpe for.
Vi vil kæmpe for solidariteten, vi vil kæmpe for sammenholdet, for fællesskab og for
friheden. Det er de værdier, velfærdssamfundet er bygget på. Og det er netop med rod i
de værdier, at vi insisterer på et velfærdssamfund for alle - et velfærdssamfund for hele
Danmark.
Det kan godt være, at den kamp, vi kæmper nu, ikke ligner den, vores forgængere
kæmpede. Men lad jer ikke bilde ind, at der ikke er noget at kæmpe for – tværtimod.
Uligheden vokser i vores samfund, og vi har en regering, der ikke mener, at det er et
problem.
Vi har et velfærdssamfund, der er blevet svigtet i mere end fem år, mens der er sket en
eksplosion i de private forsikringsordninger.
Vi kan gøre det bedre. Vi vil ikke passivt se til, mens danskerne opdeles i et A og et B-hold.
Vi vil have alle med på A-holdet.
Vi har alle ret til at få en velfærd og en sundhedsbehandling i verdensklasse – uanset
indholdet i vores pengepung. Dét, kære venner, er netop kernen i vores danske model.
Regeringens vej, den kender vi – de har hidtil valgt at give mange milliarder i
skattelettelser i stedet for at investere dem i velfærd.
Det er det, de har gjort – det er det, de vil blive ved med at gøre.
Nu er statsministeren så tilsyneladende blevet meget optaget af den offentlige sektor og
de offentligt ansatte.
KILDE: http://www.dr.dk/Nyheder/Service/2007/05/01070051.htm
Jeg ved ikke med jer. Men jeg tror ikke, det er dybfølt. Det er de samme mennesker, der
talte varmt om minimalstaten og talte hånligt om de offentligt ansatte.
Kan I huske, da socialministeren sagde, at det ikke kostede de ansatte noget at smile lidt
mere. Eller da statsministeren hånligt talte om rundkredspædagogik.
Når statsministeren pludselig interesserer sig for de offentligt ansatte, er det ikke, fordi han
holder af de offentligt ansatte eller den offentlige sektor. Det er ene og alene, fordi han er
presset til det.
Men det handler om, at de vil ride stormen af, så de kan vende tilbage til deres gamle
politik hurtigst muligt.
Flere skattelettelser, mere udlicitering, flere private forsikringsordninger. Vi kender den vej
alt for godt – og det er derfor, at vi siger klart og tydeligt nej til mere af det samme fra
regeringen og Dansk Folkeparti.
For dem handler velfærd ikke om hjerteblod, men om taktik for at de kan beholde magten i
Danmark.
Så lad jer ikke snyde, når regeringen pludselig får nye holdninger.
De mener det ikke.
Statsministeren glemte sine fine principper om Irak, da den hjemlige opinion vendte.
Pludselig skulle de danske styrker hjem. Da vi havde sagt det en måned tidligere, gik vi
terroristernes ærinde.
Og nok så bizart så vi en regering, der pludseligt forsøgte at iklæde sig lånte grønne fjer,
når det gælder miljø- og klimapolitikken.
Troværdigt er det ikke, og jeg kan konstatere, at for denne regering gælder det, at man
højest kan regne med den lige frem til næste meningsmåling.
Vi Socialdemokrater vil en anden vej.
Vi vil investere i velfærden. Vi ved, at det koster penge at udvikle velfærden i Danmark. I
stedet for bare at sige, at det nok ikke kan lade sig gøre og lade stå til, så vil vi kæmpe for,
at det sker. Vi vil føre en politik, hvor det bliver muligt at investere i velfærd.
Derfor siger vi også nej til skattelettelser, indtil velfærden i Danmark er så god, som
danskerne kræver, at den skal være.
Penge alene gør det ikke. Vi skal fortsat turde reformere samfundet, så vi sikrer
arbejdskraften og velfærdssamfundets udviklingsmuligheder i en sund samfundsøkonomi.
Men jeg bliver nødt til at sige det lige ud til vores statsminister:
Anders, du kan ikke blive ved med at bilde os ind, at vi kan få mere velfærd for mindre. Du
er gennemskuet, Anders.
Velfærd koster, og derfor forventer danskerne tiltrængte investeringer i velfærden, så vi
kan rette op på de svigt, du har stået i spidsen for i mere end fem år.
Kære Anders, den politik, som du sammen med Dansk Folkeparti har stået i spidsen for i
mere end fem år, har spillet fallit. Der er brug for en ny kurs for Danmark.
Tiden er nu inde til at tage danskernes velfærd et stort skridt fremad. Danskerne skal have
tillid til den offentlige sektor.
Vi vil indføre klare velfærdsrettigheder.
Vi vil give de små børn ret til et sundt måltid mad om dagen
Vi vil give vuggestuebørnene flere voksne omkring sig.
Vi vil give de døende ret til enestue og give hver enkelt patient en sikkerhed for for, at de ikke
skal ligge på en gang på et hospital.
Socialdemokraterne vil kæmpe for, at danskernes hverdagsliv fungerer. Det har vi altid
gjort.
Og vi vil kæmpe for, at danskernes arbejdsliv bliver bedre og mindre presset. Vi ved, at
mange knokler, og vi ved, at det er svært at få arbejde til at rime på familie.
Samtidig oplever mange, at der er for få muligheder for at skifte spor og uddanne sig i
retning af nye og mere spændende arbejdsopgaver.
Derfor er tiden inde til at gå nye veje. På fremtidens arbejdsmarked må vi sørge for, at
systemerne indretter sig efter den enkeltes behov – ikke omvendt.
Skal vi ikke indføre en ”tidsbank”?
Det er ikke noget nymodens pjat. Det er en ordning, der tillader den enkelte at levere en
ekstra indsats i perioder, hvor det kan lade sig gøre. Og til gengæld holde fri i de
opsparede dage, uger, måneder eller ligefrem år, når andre behov eller muligheder melder
sig. Eksempelvis for at passe børn, tage orlov – eller en helt ny uddannelse.
Det lyder logisk – og har været foreslået mange gange. Men hidtil er det blevet ved
snakken. Mit forslag er, at vi bryder isen ved at lade den offentlige sektor gå foran.
Vi ved, at 200.000 offentligt ansatte går på pension inden for de nærmeste år. Vi har mere
end nogen sinde brug for en offensiv rekrutteringsplan, der sikrer nye hænder i stedet.
Den opgave kan ikke løses med små tekniske tilpasninger.
Den bør bygge på et stærkt budskab om, at det er den offentlige sektor, der tilbyder de
mest moderne vilkår for familieliv og personlig udvikling.
Hvorfor skulle det ikke være sådan, at man som ansat i den offentlige sektor kunne tage
opsparet frihed med sig fra det ene job til det andet – på tværs af stat, regioner og
kommuner? Det ville være en nyskabelse. Lad os komme i gang med at skabe den
tidsbank – lad os komme i gang med det nu.
Gratis mad i børnehaver, enestuer og tidsbank. Hvad bliver det næste, tænker de
borgerlige. Det kan ikke lade sig gøre.
Vi kender kun sangen fra de borgerlige partier alt for godt, når vi Socialdemokrater tænker
visionært og ambitiøst for vores velfærd. Omkvædet er altid, at Socialdemokraterne
kommer med overbudspolitik.
Det hørte vi på, da vi ville have arbejderklassens børn i skole, da vi kæmpede for en 8
timers arbejdsdag, da vi ville afskaffe revselsesretten, og vi hører det igen nu, hvor vi vil
øge undervisningspligten til 12 år, så alle får en chance.
Det er den sædvanlige smøre tilsat diverse undskyldninger for, hvorfor intet kan lade sig
gøre, hvorfor de selv lader stå til, hvorfor vi danskere skal lade os nøje med det
næstbedste. Men det har vi aldrig ladet os skræmme af, og det vil vi aldrig lade os
skræmme af.
For mig er politik ikke for de skræmte eller for pessimister.
Der er nok at tage fat på, hvis man har modet til at give danskerne velfærdsrettigheder –
og det mod har vi Socialdemokrater.
Det er den slags rettigheder, som det kun er rimeligt at give de danskere, der passer deres
arbejde, betaler deres skatter og i det hele taget gør deres til, at vi kan leve i et rigt og godt
samfund.
De gør deres – velfærdssamfundet skal gøre sit til, at de kan blive ved med at gøre det.
Det er den fornyede aftale, vi vil lave mellem velfærdssamfund og de borgere, der lever i
det.
Det er det, vi Socialdemokrater altid har kæmpet for, og som I kan regne med, at vi bliver
ved med at kæmpe for.
I alt for lang tid har de offentligt ansatte måttet føle sig som jaget vildt. De offentligt ansatte
har måttet lægge øre til mange hårde ord om deres indsats. Jeg kan godt forstå, hvis
mange har haft svært ved at holde fast i deres engagement i det daglige arbejde.
Jeg har et budskab til jer alle sammen – de offentligt ansatte gør et fantastisk arbejde,
uden dem kunne vores samfund ikke fungere. De fortjener vores respekt og vores tak.
Jeg har et særligt budskab til de offentligt ansatte: I skal vide, at de offentlige ansatte kan
regne med os socialdemokrater – vi ved, at uden jer så går det ikke. Vi vil aldrig skælde ud
over, at I giver jeres mening til kende – og jeg vil aldrig hånligt kalde jer en bande
socialistiske ballademagere.
Nu er der så startet 3-partsforhandlingerne om de offentligt ansatte, og der er brug for
forbedringer.
Der er brug for bedre efteruddannelse, bedre rekruttering og bedre fysiske rammer. Og så
er der brug for flere hænder, bedre normeringer; der er simpelthen brug for flere
ressourcer til velfærden i Danmark.
Uden penge lever vi ikke op til de fine ord – lommeuld kan ikke finansiere den danske
velfærd. Det ved I – det ved vi!
Netop på denne 1. maj, hvor vi står sammen og fejrer den solidaritet, som er et afgørende
fundament for det danske samfund, skal vi se ud i verden.
Der er hårdt brug for at forny solidariteten mellem os i den rige verden og de fattigste på
vores klode. Vi ser, at fattigdommen stadig deler verden. Mens vi øger vores velstand, så
presses det afrikanske kontinent i knæ i armod og sygdom.
Lad mig sige det lige ud:
Vi gør ikke, hvad vi kan, og hvad vi bør gøre for at hjælpe dem, der skriger på vores hjælp.
Vi skal øge vores ulandsbistand.
Vi skal give den tredje verden bedre muligheder for handel, end vi gør det i dag.
Vi skal sikre dem adgang til den livsnødvendige medicin, som millioner af HIV- og AIDS
ramte har brug for.
Før VKO flertallet kom til, var Danmark forrest i verden og et lysende eksempel til
efterfølgelse for de rige lande, der fedtede med pengene og ikke levede op til deres
ansvar.
Det lys fik VKO slukket, da de sparede på hjælpen til de fattigste mennesker på denne
klode. Det var en skammelig beslutning, og den vil blive lavet om, så snart vi igen kommer
i regering.
Vi vil ikke spare på hjælpen til de fattigste mennesker.
Der handler det om solidariteten i praksis. Det er netop det, der er ånden på denne 1. maj.
Lad mig slutte med at vende til bare til den hjemlige debat.
Nedtællingen er i gang. Vi nærmer os hele tiden den valgdag, hvor vi skal have gjort op
med VKO og deres borgerlige blokpolitik.
Vi vil kæmpe for, at Danmark kan få en regering, der ikke baserer sig på et parti, hvis
pæne facade krakelerer mere og mere, for hver dag der går.
Socialdemokraterne og jeg har fået mere end nok af den blokpolitik, der har præget
Danmark i mere end 5 år. Vi vil vise danskerne, at politik i det moderne samfund ikke
styres af smalle flertal, der blæser på det store mindretal.
Vi ønsker et Danmark, der kan tale sammen hen over hækken og hen over midten i dansk
politik.
Når vi kommer til, vil vi gøre op med blokpolitikken og genskabe det brede samarbejdende
folkestyre.
Der er arbejde, der venter, der er et samfund, der fortsat skal udvikles og reformer, der
skal gennemføres. Når vi Socialdemokrater får magt som vi har agt, vil vi invitere alle til at
få indflydelse – alle til at være med i arbejdet.
Der er ikke plads til borgerligt sløvsind – hænderne skal op af lommerne, ærmerne skal
smøges op. Danskerne forventer politikere, der både arbejder og samarbejder. Dét
arbejde går vi gerne i spidsen for.
Der er mange, der spekulerer på, om valgdagen kommer tidligt eller sent. Jeg håber, den
kommer tidligt, for vi Socialdemokrater brænder efter at møde vælgerne, og vi brænder
efter igen at stå i spidsen for en regering i Danmark.
Danmark har brug for en ny regering.
Vi insisterer på at styrke velfærden i hverdagen for danskerne.
Vi skal have gjort op med det asociale kontanthjælpsloft og starthjælpen, der skaber
fattigdom i stedet for løsninger.
Vi skal gøre op med fattigdommen.
Vi skal ikke finde os i stigende ulighed i Danmark – vi skal ikke bare sige ”nå!”, når
uligheden igen viser sit grimme ansigt i vores land. Vi siger nej til fattigdom i Danmark.
Det er på høje tid at vi stopper den ”nå!-følelse”, som jeg fornemmer, har spredt sig i
landet de sidste godt fem år.
Det er ikke ligegyldigt, når vi oplever, at der ikke er råd til at anbringe udsatte børn i
slutningen af året, fordi kommunerne mangler penge.
Det er ikke ligegyldigt, når vi oplever, at syge voksne og deres børn nedbrydes, mens de
sidder i årevis og venter i udsendelseslejre her i landet. Vores pligt er at bygge disse
mennesker op – ikke bryde dem ned.
Det er ikke ligegyldigt, når ældre mennesker ikke får den pleje, de skal have, eller når vi
hører eksempler på at syge, måske døende mennesker ligger på gangene på vores
hospitaler.
Det er ikke ligegyldigt, hvis ældre mennesker er utrygge ved at gå alene på gaden, eller
hvis forældre er bange for at lade deres børn gå alene hjem fra skole.
Det er ikke ligegyldigt – hverdagen er ikke ligegyldig. Livet er ikke ligegyldigt. Vi kan ikke
bare sige ”Nå!”, når vi oplever uretfærdigheder og svigt. Vi må gøre noget ved det – også
selv om det kan være svært. Det middelmådige er aldrig godt nok for Danmark. Derfor har
Danmark brug for en ny regering.
Tak for ordet. God 1. maj
Sammen når vi vores mål!
Helle Thorning-Schmidts 1. maj-tale
1. maj 2009 kl. 8:00
(Det talte ord gælder.)
Første maj er en mærkedag. Det er en dag vi fejrer i hele landet. Det er en dag, hvor vi samles om vores
historie. Men det er mere end noget andet en dag, hvor vi fortæller om vores drømme for fremtiden.
Vi er drevet af optimisme og viljen til at sikre, at dét Danmark, vi efterlader til vores børn, er bedre end det
samfund, vi overtog fra vores forældre. Vi ved, at de beslutninger, vi tager i dag, får betydning for i
morgen. Det er aldrig ligegyldigt at tage ansvar. Ansvar for vores ældre. For vores børn. For vores miljø.
Og ansvar for fællesskabet. Ja vi skal tage ansvar for hinanden.
Derfor er det afgørende, at vi får et nyt flertal i Danmark. Regeringen er træt og forvirret. Først sagde den,
at der ikke var økonomiske problemer. Nu kan den ikke finde ud af at løse dem.
Men der er problemer i Danmark. Og det er ved at være alvorligt. Danmark står midt i den værste
økonomiske opbremsning siden Anden Verdenskrig. Over 1.000 mennesker mister hver uge jobbet - uden
udsigt til at få et nyt. Eksporten er gået i stå. Ordrebøgerne er tomme. Larmen på byggepladserne er
forstummet.
I skal ikke tro på dem, der siger, det driver over til sommer. Og I skal ikke tro på dem, der siger, at det
egentligt er meget sundt, at arbejdsløsheden stiger lidt. Og I skal slet ikke tro på dem, der siger, at det er
bedre at se tiden an før vi handler. Vi har brug for handling nu. Lige nu. Før krisen bider sig fast.
De seneste måneder har jeg været rundt i mange dele af Danmark. Overalt har jeg oplevet en vilje til at
smøge ærmerne op og tage fat. Jeg har besøgt bygningsarbejdere på Amager, der var sendt hjem. Jeg har
talt med slagteriarbejdere i Holstebro, der må se alle deres arbejdspladser forsvinde. Og jeg har talt med
maskinarbejdere i Århus, der savnede trængslen i kantinen.
De ved, at det bliver et langt sejt træk at få økonomien tilbage på sporet. Og de er parate til at tage slæbet.
Ikke bare for deres egen skyld, men også for hinandens skyld.
Ikke én eneste af dem, jeg har mødt, har sagt til mig: Det er der ikke noget at gøre ved, og lad os vente på
at det driver over.
Alle har sagt: Lad os komme i gang med at skabe nye job. Og de har ret. Det er den vilje og det fællesskab,
der skal få os ud af krisen. Hvis danskerne får en mulighed for at knokle på, vil de gribe den.
Derfor har jeg fremlagt en plan for, hvordan vi skaber nye job. Vores plan er enkel og bygger på sund
fornuft.
Der er nu, hvor håndværkere går ledige, at vi skal ordne de daginstitutioner og skoler, der står og forfalder.
Det er nu, vi skal modernisere de danske sygehuse. Og det er nu, vi skal give vores ældre tidssvarende
plejehjem.
Vores offentlige bygninger, vores veje, vores kloakker. De skriger på vedligeholdelse. Lad os dog få det
ordnet og holde folk i arbejde. Hvor svært kan det egentlig være!
Men vi skal også være ærlige. Når krisen er slut, ser Danmark anderledes ud. Det er ikke alle, der kan få et
job magen til det, de havde før. Der er job der forsvinder ud af Danmark, og de kommer ikke igen.
Derfor skal vi kunne noget mere og andet. Det er min ambition, at det er et klogere Danmark, der kommer
ud på den anden side af krisen. Mere veluddannet, mere klar til at konkurrere med resten af verden.
Derfor er det nu, vi skal gøre plads på skolebænken til alle dem, der aldrig fik en uddannelse.
Men det kræver, at vi tænker nyt.
For selv om det kan være fristende for den fyrede medarbejder på Danish Crown at tage en uddannelse, så
skal hun jo forsørge sin familie samtidig. Regningerne skal betales. Og derfor skal mennesker, der
pludselig står med en fyreseddel, have en særlig håndsrækning.
Jeg er overbevist om, at det er bedre at tage en uddannelse end at sidde passivt på dagpenge. Vi vil skabe
nye uddannelsespladser til dem, der nu får en fyreseddel.
Tilbuddet er enkelt: Hvis du er et voksent menneske, der har mod på at tage en af de uddannelser
samfundet har mest brug for, så må du gerne tage den på højeste dagpenge. Det er et målrettet tilbud til
dem, der aldrig fik en uddannelse eller til dem, der vil sadle om og tage en ny uddannelse.
Det er retfærdigt, og det er sund fornuft. Det er, hvad den enkelte ledige har brug for. Og det er, hvad
Danmark har brug for.
Vi tror på, at det er den hårdtarbejdende dansker, der skal bringe os ud af krisen. Og vi ved, at hvis vi gør
hvert enkelt menneske dygtigere og vedligeholder vores værdier, så skaber vi det bedste fundament for en
sund og konkurrencedygtig økonomi.
Vi tror faktisk så meget på fremtiden, at vi vil investere i den. Det er vores vej ud af krisen.
Regeringen har en anden vej: De tror, at vejen ud af krisen er den selv samme, der førte os ind i den; mere
lånefinansieret overforbrug og mere liberalisering af bankerne.
Rådet fra regeringen er: Brug af pensionsopsparingen, overbelån dit hus, brug flere penge. Regeringen
tror, at det er de mest velstillede danskere, der ved endnu mere forbrug, skal få Danmark ud af krisen.
De bedst stillede får gigantiske skattelettelser. De er ligeglade med, at de underfinansierede skattelettelser
giver et gigantisk hul i statskassen og betyder, at vi sender regningen til kommende generationer.
Regeringen satser - med deres nye skattereform på, at bankdirektøren, der må nøjes med en løn på 2,5
millioner kroner om året og 150.000 kroner i skattelettelse, vil forbruge mere og arbejde mere til gavn for
alle. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke sikker på, at vi ønsker, at bankdirektørerne arbejder mere.
Det er de få bedst stillede, der skal give os et nyt opsving. Regeringen har valgt sin kurs. Tiden er inde til,
at Danmark vælger en anden.
Vi ved, at det er helt almindelige pligtopfyldende mænd og kvinder, der skal bygge fremtidens Danmark.
Et Danmark hvor fællesskabet giver hver enkelt en chance. Hvor vi er veluddannede og parate til
fremtidens benhårde konkurrence.
Vi har store ambitioner på Danmarks vegne: Vi vil være et stærk, rigt og sundt samfund, der har råd til
velfærd til alle.
Vi vil have et Danmark, hvor der ikke er 60.000 børn, der lever i fattigdom.
Vi vil have et Danmark, hvor flere og ikke færre unge får en uddannelse.
Vi vil have et Danmark, hvor det er diagnosen og ikke pengepungen, der styrer vores sundhedsvæsen.
Og vi vil have et Danmark, hvor man ikke bare accepterer, at antallet af familier, der bliver sat på gaden
stiger og stiger.
Det Danmark kan vi få. Det er inden for rækkevidde. Danmark har brug for en ny og ærlig regering uden en
skjult ideologisk dagsorden.
Danmark har brug for et nyt flertal, der træffer de valg, som forhindrer at arbejdsløsheden bider sig fast.
Vi danskere er optimistiske og fulde af gå-på-mod. Vi skal have et nyt flertal, der skaber vækst og tro på
fremtiden.
Regeringen er kørt trætte i ansvaret. Socialdemokraterne har aldrig været mere parate til at løfte det
ansvar.
I dag mødes vi for at fejre vores historie og de mennesker, som har skabt den. Men vi mødes også
for at diskutere, hvilken vej Danmark skal tage ud af krisen. Og Danmark er i krise:
Staten er på vej mod et underskud på 100 milliarder kroner.
Arbejdsløsheden er fordoblet på ét år.
Virksomheder lukker i et omfang, vi aldrig før har set.
Flere og ikke færre børn vokser op i fattigdom.
På landets sygehuse bliver der delt fyresedler ud og ikke skulderklap.
Ja, man forstår jo egentlig godt, at regeringen hellere vil på ferie end passe sit arbejde.
Vi socialdemokrater brænder for at komme på arbejde for Danmark.
Vi brænder for at få et nyt flertal og komme i gang med at løse problemerne.
Men jeg er også nødt til at sige til jer, at det ikke bliver en let opgave.
Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har soldet årtiers hårdt arbejde op.
Jovist kom finanskrisen udefra. Men det gjorde de ufinansierede skattelettelser ikke.
Jovist slås andre lande også med modgang. Men Danmark var et af de første lande, som gik i røde
tal. Og vi bliver et af de sidste lande, som kommer i sorte tal.
De valg, som regeringen har truffet, har været dyre for Danmark.
Da vi skulle lægge til side, brugte de penge på skattelettelser til bankdirektører og landbruget. Og da
vi skulle investere målrettet i arbejdspladser, skød de med spredehagl.
Derfor er der en regning på 24 milliarder kroner. Den skal betales.
Mit vigtigste budskab i dag er meget klart: Et nyt flertal har en hovedopgave, der overskygger alt
andet. Genopretning af dansk økonomi.
Og det er en opgave, som kræver ydmyghed og klar tale. Et nyt flertal vil føre Danmark trygt
gennem den økonomiske krise. Vi har brug for økonomisk ansvarlighed.
For vi ved alle sammen, hvem der kommer til at betale, hvis samfundets kassekredit er overtrukket.
KILDE: http://politiken.dk/indland/politik/ECE961665/dokumentation-laes-helle-thornings-tale/
Det gør velfærden og de af vores medborgere, som har det sværest.
Regeringen har valgt. I løbet af få uger ryger de første fyresedler ud i kommunerne. Og i løbet af
efteråret begynder prikkerunderne i staten.
Titusindvis af offentlige ansatte står til at blive fyret. Alligevel siger Lars Løkke Rasmussen og Pia
Kjærsgaard, at det ikke vil betyde noget for vores velfærd.
De tror, at ulighed og dårligere service skaber rigdom og tryghed. De tror, væksten kommer med
enorme skattelettelser til de rigeste og nedskæringer på folkeskolen og ældreplejen.
Det er deres vej.
Et nyt flertal står for en anden vej ud af krisen.
Vi kommer ikke med gyldne løfter.
Vi siger det, som det er: Vi kommer til at bede befolkningen om at bidrage til at få Danmark tilbage
på sporet. Og vi gør det med en viden om, at alle har noget at bidrage med. Alle er vigtige. Alle kan
og skal bruges.
Vores unge brænder for at komme i gang. Men de kan ikke få en praktikplads eller arbejde, og vi
skylder dem en chance.
I 1980erne tabte vi en stor del af en generation, fordi vi ikke handlede i tide. Det må ikke ske igen.
Danskerne er verdens mest arbejdsomme og solidariske folkefærd. Ingen tvivler på, at velfærden
koster. Og vi ønsker at betale. Derfor er tiden også kommet til, at vi investerer i vores velfærd.
Vi har fremlagt et præcist skatteudspil, hvor vi krone for krone fortæller, hvordan vi styrker de
offentlige finanser og styrker skoler, hospitaler, og forbedrer de ældres økonomi.
Et nyt flertal fortæller vælgerne før et valg, hvad de kan vente sig af skatten. Der skal være
fuldstændig tryghed om lønmodtagernes indkomstskat og boligejernes økonomi.
Tusk, fusk og lusk er for de borgerlige.
På samme måde vil vi fortælle vælgerne, at vi kommer til at prioritere. Vi kommer til at bruge hver
eneste krone med omtanke og med respekt.
Vi skal ikke købe kampfly, når der er et kæmpe i hul i kassen.
Det skal være slut med at overbetale de private sygehuse.
Og selvfølgelig skal de planlagte skattelettelser ikke gives, før pengene passer.
Men vi kommer også til at spørge os selv: Hvad kan jeg gøre for Danmark?
For vi har hver især et ansvar for, at økonomien hænger sammen. Vores fællesskab er ikke stærkere,
end vi selv gør det til. Det personlige ansvar har aldrig været vigtigere.
Man kan ikke både synes, at der mangler penge i sygehusvæsnet, og så glemme at dukke op til den
aftalte behandling. Det er dyrt, og en mangel på respekt overfor andres tid og vores fælles
ressourcer.
Og man kan ikke både brokke sig over, at det offentlige skal spare, og samtidigt undlade at betale
skat eller snyde samfundet.
Og man kan ikke brokke sig over, at der skæres ned på uddannelserne, og så samtidigt undlade selv
at møde op til timerne.
Alle har et ansvar.
Udfordringen er så stor, at hverken besparelser eller prioriteringer alene kan føre Danmark tilbage
på vækstsporet. Vi bliver nødt til at arbejde os ud af krisen.
Det betyder, at vi skal investere i mennesker.
De ufaglærte, som presses ud af arbejde, skal have mulighed for at tage en uddannelse. Og vi skal
sanere i erhvervsstøtteordningerne, så vi skaber vækst og nye grønne job og ikke papirbunker i
ministerierne.
Vi vil fremrykke offentlige investeringer. For det er nu, hvor så mange håndværkere går ledige, at
vi skal renovere vores skoler.
Vores mål er at sætte skub i Danmark. Vi kan gøre det i fællesskab. Og på en måde hvor vi ikke
siger: Du må klare dig selv, dig har vi ikke råd til.
Der er nogle, som har en næsten religiøs overbevisning om, at man kan løse alle problemer i dansk
økonomi, hvis man afskaffer efterlønnen. For dem er det et trylleord, der åbner alle porte.
Det er en form for åndelig dovenskab, som pudsigt nok høster mange skulderklap hos de bedst
uddannede, men som bygger på en ufattelig dårlig hukommelse.
Husk på, at vi allerede har lavet en velfærdsreform.
Da jeg blev formand for Socialdemokraterne for fem år siden, sagde jeg, at jeg ville ændre i
efterlønnen. Og det gjorde jeg og et bredt flertal.
Resultatet er et af de skrappeste og mest robuste pensionssystemer i den vestlige verden.
Og reformen betyder, at de mænd og kvinder på 40 år, som i dag arbejder som frisører,
sosuassistenter,
sygeplejersker, slagteriarbejdere og lagermedarbejdere først kan regne med at gå på
efterløn, når de bliver 64 år.
Afskaffer vi efterlønsordningen, må man håbe, at de er glade for deres arbejde. For de kommer til at
være der, til de er næsten 70.
Jeg er stolt af efterlønsreformen fra 2006. Den var rigtig og den var modig.
Men det skal siges helt klart: Nu må klapjagten på fremtidens efterlønsmodtagere slutte.
Vi skal ikke have et Danmark, hvor prisen for ufinansierede skattelettelser er, at almindelige
mennesker skal knokle sig sønder og sammen.
De borgerlige bryder sig ikke om efterlønnen. Fair nok. Men så bør de også sige det inden valget.
Alt andet er vælgerbedrag.
Det er ikke midt i den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, at ansvarlige politikere
spiller med mærkede kort og krydsede fingre.
Det er nu, vi sammen træffer afgørende valg.
Jeg har tillid til, at befolkningen er parat til en ny samtale om vores fælles udfordringer. Men det
kræver ærlighed og klarhed.
Med sin vanlige sans for at tviste det danske sprog har statsministeren sagt, at oppositionen har en
hemmelig skuffeplan.
Jeg ved ikke, hvordan en skuffeplan ser ud. Men statsministeren ved jo, hvad han taler om.
Kan I huske dengang han var indenrigsminister? Dengang hev han en plan op af skuffen, som hed:
Strukturreform. Den gennemførte han med Dansk Folkeparti.
Kan I huske dengang han var sundhedsminister? Dengang hev han en plan op af skuffen, som hed:
Overbetal de private hospitaler. Den gennemførte han med Dansk Folkeparti.
Og kan I huske dengang han blev finansminister? Det første han gjorde var, at åbne skuffen og hive
en plan op, der hed: Skattereform. Den gennemførte han også med Dansk Folkeparti.
Lars Løkke er danmarksmester i skuffeplaner. Og ved I hvad – den titel kan han få lov at beholde
for sig selv.
Socialdemokraterne og SF vil om kort tid fremlægge noget, som regeringen ikke har: Nemlig en
sammenhængende økonomisk politik.
Vi vil fremlægge en plan, som bygger på målet om, at vi får væksten tilbage til Danmark, og at vi
styrker fællesskabet.
Det er en plan, som bygger på realisme og en sikker viden om, at vi i Danmark aldrig har været
bange for at tage fat.
Det er en plan for, hvordan et nyt flertal vil forandre Danmark.
Tænk på, hvad vi kan udrette på 5 år eller på 10 år?
Tænk på, hvad et nyt flertal vil betyde for vores ønske om at gøre Danmark til verdens førende
klimanation.
Tænk på, hvordan et nyt flertal vil bekæmpe den ulighed, som betyder, at 50.000 børn vokser op i
fattigdom.
Og tænk på, hvordan vi kan skabe et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle.
Det flertal jeg ønsker at stå i spidsen for – bliver et flertal, som vil komme på benhårdt arbejde fra
dag et. Det kan ikke være anderledes. Det skal ikke være anderledes.
Det næste valg vindes af dem, der bedst er i stand til at fremlægge et konkret bud på prioriteringer
og reformer, der lukker hullet i statskassen og skaber ny vækst.
Næste valg vindes af dem, der kan få den hårdt arbejdende familie, pensionisten, den studerende og
virksomhedslederen til at stoppe op og tænke: Ja, der er en anden vej for Danmark.
Jeg ved, at det er indenfor rækkevidde, at vi kan forandre Danmark sammen. Danmark har brug for
et nyt flertal og en ny retning.
Socialdemokraterne er parate til at forandre Danmark og påtage os ansvaret. Lad os sammen gøre
det til virkelighed ved næste valg.
Kan I have en god 1. maj.
Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale
2011
(Det talte ord gælder)
Krisen og VKO har været et dyrt bekendtskab for Danmark.
Vi har mistet 180.000 private arbejdspladser.
Der er blevet slået hul i statskassen.
Og væksten er stadig lav.
Hvor andre ville handle, så har regeringen valgt det, den kalder nulvækst. Nulvækst i den offentlige
sektor. Nul nye initiativer. Nul nye job. Nul investeringer. Danmark er sat i stå.
Så er der sikkert nogen, der tænker, at det da egentligt er skønt, at regeringen har valgt at gøre nul. For
så laver den i det mindste ikke flere ulykker efter 10 år med den ene dårlige beslutning efter den anden.
Men Danmark har brug for handling. Og vi har brug for handling nu.
Regeringen taler meget om Danmark i år 2020. Det er skam fint nok at tænke frem.
Men tag ikke fejl. Det vigtigste år i dansk politik er ikke 2020. Nej, det er 2011.
Det Danmark, vi får i 2020, afhænger af de beslutninger, vi tager i 2011.
Det er i år, vi beslutter hvor meget uddannelse danskerne skal have i 2020.
Det er i år, vi beslutter hvor sunde vi skal være i 2020.
Og det er i år, at vi giver dansk erhvervsliv det rygstød, som skal skabe vækst og velstand i 2020.
Sætter vi gang i økonomien og får flere i arbejde nu, kan vi skabe ny velstand.
Med færre arbejdsløse bliver udgifterne til dagpenge og kontanthjælp mindre, og indtægterne til den
fælles kasse bliver større.
1
Investerer vi i sundhed og forebyggelse nu, får vi færre syge og mere livskvalitet. Det giver ingen
mening, at over halvdelen af de nyuddannede sygeplejersker står uden job, mens andre ikke kan passe
det job, de har, fordi de venter på en operation.
Styrker vi uddannelse og forskning nu, kan vores unge bedre konkurrere med jævnaldrene fra resten af
verden. De skal mestre den nyeste teknologi nu – ikke når fastnettelefonen er sendt på museum.
Og sikrer vi integrationen nu, ja, så får vi færre udgifter til indvandrerkvinder på overførselsindkomst og
kan øge udbudet af arbejdskraft med titusindvis af hænder.
Det er nu, vi skal sikre Danmarks velstand. Ikke om 10 år.
Regeringen siger, den har en plan. Men den siger så meget.
Kan I huske, hvordan vi sidste år fik vi at vide, at det lysnede, og at regningen var betalt?
Det var dengang, at det var børnefamilierne, de arbejdsløse, de studerende og de ansatte i kommunerne,
som skulle betale regningen.
Der gik et halvt år. Så viste det sig, at ikke alle bilag indgik i regnskabet.
Det kom som en kæmpe overraskelse for regeringen, at olien i Nordsøen på et tidspunkt slipper op, og at
der kommer flere ældre. Regningen var dobbelt så stor.
Nu har regeringen så en ny plan. Denne gang er det efterlønsmodtagerne og folkepensionisterne, som
skal betale.
Husk. Det handler om mennesker.
Til den 31-årige postmedarbejder siger Lars Løkke, at hun skal være på arbejdsmarkedet, indtil hun
bliver 71 år. Det er mange år med at flytte tunge bokse, skæve arbejdstider og lange vagter.
2
Til den 53-årige murer, som havde planlagt at skulle på pension som 65-årig, siger Lars Løkke, at han
lige må snuppe to år til.
Og tag ikke fejl. Dansk Folkeparti er parat til at gå hele vejen med Lars Løkke.
Det ender med en Pia.
Og hvad er så prisen for, at Dansk Folkeparti bryder alle sine løfter, forringer folkepensionen og skærer i
SU’en?
Svaret er lige så simpelt, som det er forunderligt: Grænsekontrollen skal genindføres.
Det er da en flot trøst for de 470.000 mennesker, som troede, de vidste hvornår de skulle på pension, at
vi nu skal vise pas ved grænsen i Padborg og sidde i kø på Øresundsbroen. Særlig når man tænker på, at
de kriminelle nok skal finde vej ind til en af landets mange kyster, hvis det er det de vil.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Pia Kjærsgaard skal have for at stemme for flere tvangsudliciteringer og
nedskæringer i hjemmeplejen. Skal den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år? Eller skal vi endelig
have det forbud mod paraboler?
Dansk Folkeparti prøver at få det til at se ud som om, det er åh så svært at løbe fra alle løfter. Men hvis
det er så svært, kan de jo bare sige nej.
De kunne lade være med at stemme for regeringens nedskæringer og skattelettelser.
De kunne sige nej til, at det er folkepensionister og de arbejdsløse, der skal betale for deres egen
forfejlede økonomiske politik.
Der er andre veje for Danmark end at skære ned og give skattelettelser.
Lad mig sige det helt klart, så det ikke kan misforstås: Socialdemokraterne vil ikke afskaffe efterlønnen.
Vi vil ikke forringe folkepensionen.
3
Vi står ved vores aftale fra 2006. Og det er dybt beklageligt, at regeringen og dens støtter har sat kursen
mod at bryde det klokkeklare løfte, vi gav danskerne i 2006.
Danmarks problemer bliver ikke løst af, at vi afskaffer efterlønnen. De kan kun løses ved, at vi får en ny
regering.
Tiden er kommet til at sige farvel til Løkkes hovsa indgreb og Pia Kjærsgaards luner. Tiden er kommet
til et nyt flertal, som er sammen om Danmark.
Et flertal, hvor vi siger tingene, som de er. Og hvor vi ikke tøver med at stille krav til hver enkelt af os.
Et flertal, som bygger på værdier, som er lige så stærke, som de er simple.
Rettigheder og pligter følges ad.
De bredeste skuldre skal bære mest.
Alle har et ansvar for at bidrage til fællesskabet.
Og alle har et ansvar for at gøre det yderste for at forsørge sig selv og sin familie.
Vær ikke i tvivl: Der er markant forskel på regeringens og S-SFs økonomiske politik. Men den største
forskel handler om, hvilket Danmark vi ønsker.
Tror man på et Danmark, hvor man nidkært modsætter sig, at millionærer og banker bidrager lidt mere
til fællesskabet, men hvor man uden tøven er parat til at forringe folkepensionen for helt almindelige
lønmodtagere. Ja, så kan man trygt stemme på VKO.
Tror man på et Danmark, hvor de der har fået mindst af samfundet, selv skal betale for deres uddannelse,
og hvor unge får skåret i deres SU, så skal man stemme på VKO.
Og tror man et på Danmark, hvor rettighederne for lønmodtagerne systematisk bliver udhulet, så kan
man med søvngængeragtig sikkerhed stemme på VKO.
Men ved I hvad? Det er ikke det Danmark, jeg tror på.
4
Danmark er et fantastisk land. Det er land, hvor alderdom ikke er det samme som fattigdom. Det er et
land, hvor pengepungen ikke bestemmer, om du får behandling på et sygehus. Og det er et land, hvor
vores børn har gratis adgang til uddannelse.
Vi har alle sammen grund til at ranke ryggen over det, vi har opnået. Og det Danmark vi har skabt. Og
særligt en smuk 1. maj som i dag.
For det var ikke sket uden solidaritet mellem almindelige mennesker.
Det var ikke sket uden ofre og svære valg.
Og det var slet ikke sket, hvis vi ikke havde gjort det i fællesskab.
De store spring fremad for Danmark er sket i fællesskab. Hvor politikerne lytter til lønmodtagerne og til
erhvervslivet og alle andre samfundsinteresser.
Det er det Danmark, jeg tror på. Det er det Danmark, jeg vil passe på.
Jo, krisen har gjort os fattigere. Alt for mange har mistet deres job. Mange har måttet gå fra deres hjem.
Og endnu flere er stavnsbundne til deres hus. Forbrugsfesten er slut. Helt slut.
Men vi er først for alvor et fattigt samfund, hvis holder op med at bekymre os om hinanden. Hvis vi
bliver et samfund, hvor vi ikke passer på hinanden eller taler sammen, så har vi mistet det, som gør
Danmark til noget særligt. Vi skal have alle med. Og vi skal have alle med, inden det er for sent.
Jeg er dybt bekymret. Jeg er bekymret for, at vi er ved at tabe en generation af unge på gulvet. Jeg er
selv vokset op i firserne. Det var dengang, vi talte om ungdomsledighed, langtidsledighed,
praktikpladsmangel, tvangsauktioner og adgangsbegrænsning. Det var en tid, hvor modløshed blev til
rodløshed.
Da de unge i min generation havde brug for en uddannelse eller et job, fik de et nummer til
arbejdsløshedskøen. Det var der, hvor alt for mange blev hængende på kanten af fællesskabet i stedet for
at blive en del af fællesskabet. Alt for mange kom aldrig rigtig med.
5
I dag skal vi sige til hinanden: Det ikke må ske igen.
Derfor skal vi rulle nedskæringerne på uddannelserne tilbage.
Derfor skal vi have en praktikpladsgaranti.
Og derfor skal vi have væksten tilbage i år.
Denne 1. maj er der en gruppe af mennesker, som jeg gerne vil sende en særlig hilsen. Det er nogle
mennesker, vi ikke hører meget til. De optræder ikke i X-factor. De passer dårligt ind på Paradise Hotel.
Og i en tid, hvor kampen om opmærksomheden er benhård, er de lette at overse. Men ikke i dag. Til de
mange mennesker som er på kontanthjælp, vil jeg sige, så det ikke kan misforstås: Socialdemokraterne
har ikke glemt jer.
Det er en af regeringens helt store svigt, at vi efter en periode med vækst og enorm velstand fortsat har
over 130.000 mennesker på kontanthjælp.
Ingen kan være i tvivl om, at det er hårdt at være på kontanthjælp. Pengene er små. Kravene er store. Og
sådan må det også være. For rettigheder og pligter skal følges ad.
Målet med kontanthjælp er at give en vej tilbage til et liv, hvor indkomst er noget, man tjener og ikke
noget man får. Men vi Socialdemokrater vil aldrig sige til et menneske; Du bare må klare dig selv. Dig
glemmer vi.
Nej. Vi insisterer på, at alle skal med. At vi har brug for alle. Det gælder også for de mange
kontanthjælpsmodtagere, der glider længere og længere væk fra arbejdslivet.
Det job, de havde, røg. Dagpengene løb ud, hvis de overhovedet var forsikrede. Og nu venter et liv på
passiv forsørgelse med alt for stor risiko for at hænge fast. For den barske sandhed er: At jo længere tid
en person har været væk fra arbejdslivet, jo længere er vejen tilbage.
Og det er helt forkert, når vi nu ved, at vi om ganske få år kommer til at mangle arbejdskraft. Så hvorfor
vente med at handle?
6
VKO tror, som Fritz og Poul, fuldt og fast på en ting. De velstående vil kun arbejde, hvis de får
skattelettelser. De fattige vil kun arbejde, hvis de bliver mere fattige.
Men vi er ikke i tvivl. Fattigdom er ikke vejen til job. Tværtimod. Fattigdom skubber mennesker ud af
fællesskabet.
Noget af det første, vi gør, er at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Fattigdom hører ikke
hjemme i Danmark. Hverken i 2011 eller i 2020.
Derfor skal vi have et opgør med den passive forsørgelse og aggressive ligegyldighed, som regeringen
har stået i spidsen for.
Derfor skal alle kontanthjælpsmodtagere, som kan arbejde, allerede efter den første måned have retten
og pligten til aktivering. Vi har brug for deres arbejdskraft. De har brug for at komme hurtigst muligt i
job. Vi har brug for hinanden.
Derfor skal alle unge kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse under 30 år fremover kunne henvises til
en uddannelse.
Der vil helt sikkert være nogen, som synes, det lyder hårdt og som nye krav. Og de har ret. For vi skal
stille krav. Det værste, man kan gøre mod et menneske, er at vende ryggen til. I det øjeblik vi holder op
med at tro på, at alle har noget at give, giver vi slip på hinanden. Og jo, vi stiller krav. Men det største
krav vi stiller er, at vi ikke svigter, fordi det er nemmest.
Vi vil insistere på, at hele Danmark kommer med ud på den anden side af krisen. Og det Danmark er et,
vi kan genkende. Fordi det bygger på netop vores værdier.
Og det er det, folketingsvalget handler om. Hvad er det for et Danmark, vi vil have.
I ti år har Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard arbejdet dag og nat på et Danmark med større skel.
Med dybere kløfter mellem befolkningsgrupper.
7
Det er nu, vi kan vælge en ny kurs. Det er nu, vi skal sikre muligheder for de mange. Det er nu, vi skal
sikre et helt Danmark. Det er nu, vi skal gøre det, som har gjort Danmark til et fantastisk land – nemlig
at løfte i flok.
Kan I have en rigtig god 1. maj.
8
Det bliver heldigvis 1. maj hvert år.
For 1. maj er en dag, hvor vi samles for at vise at fællesskab og solidaritet er vigtigt.
Vi mødes for at understrege, at hvert enkelt menneske er noget helt særligt.
Og sidst men ikke mindst samles vi for at minde hinanden om, at Danmark er et fantastisk land.
Derfor er 1. maj en helt særlig dag. I år er dagen anderledes end sidste år. Den er også anderledes
end for to og tre år siden. Ja faktisk er det den bedste 1. maj i 10 år.
For Danmark har fået en ny regering. 10 år med VKO, var 10 år for længe.
For Danmark skal være et land med tryghed for den enkelte. Hvor der altid er en chance til. Og hvor
vi investerer i mennesker. Danmark skal tilbage på sporet.
Den nye regering gør en forskel. Vi har gennemført en kickstart, som holder hånden under danske
arbejdspladser. 8000 i år. Og 8000 næste år.
Vi renoverer skoler, børnehaver og almene boliger. Vi investerer i veje og jernbaner.
Vi har sat en stopper for opførelsen af meningsløse grænsebomme omkring Danmark.
Vi har fået en ny balance i udlændingepolitikken. De tider er slut, hvor regeringen hoppede, når Pia
Kjærsgaard sagde hop.
Vi tror ikke på, at staten skal bestemme om voksne mennesker kan blive gift med hinanden i en
kirke. Derfor bliver det den 15. juni muligt for bøsser og lesbiske at blive viet i en kirke.
Vi tror ikke på, at Danmark bliver rigere ved, at vi straffer familier, der får flere end to børn. Derfor
har vi fjernet loftet over børnechecken, så ingen børn er mindre værd.
Vi har sikret bedre muligheder for uddannelse til dem, der har fået mindst uddannelse.
For et år siden skulle man betale for at komme på seks ugers svejsekursus eller for at få
truckcertifikat. I dag kan man komme i uddannelse gratis i seks uger som faglært eller ufaglært på
samtlige AMU-kurser.
Vi har gjort livet vanskeligere for dem, der forsøger sig med social dumping. I Danmark skal man
arbejde til den aftalte løn og under ordentlige vilkår.
Vi har gjort op med uligheden i sundhed. Slut med skattefradraget på sundhedsforsikringer.
Vi har stået i spidsen for den bredeste, grønneste og mest perspektivrige energiaftale i
danmarkshistorien. Det er en aftale, der giver arbejdspladser og som bringer Danmark tilbage i det
grønne førersæde.
KILDE: http://politiken.dk/indland/politik/ECE1611655/helle-thorning-schmidts-1-maj-tale/
Et af de første lovforslag vi præsenterede var at hæve den kriminelle lavalder. For denne regering
sender ikke børn i fængsel.
Vi har sikret, at der fra næste år bliver flere voksne i daginstitutionerne.
Den kollektive trafik bliver løftet med en milliard kroner. Om året. Til billigere billetter og bedre
materiel.
Og vi har sikret flere tusinde ekstra skolepraktikpladser, så de unge får en uddannelse og en hverdag
at stå op til.
Vi er en regering, der gør en forskel.
Alle initiativer er fuldt finansierede, for vi har også øget samfundets indtægter. Pengene passer.
Regninger er noget vi betaler. Ikke noget vi løber fra. For vi ved, hvem der kommer i klemme, hvis
bundlinjen ikke stemmer. Nemlig de mennesker som har allermest brug for en hjælpende hånd og et
stærkt fællesskab.
De mennesker svigter vi ikke.
Punkt for punkt. Dag for dag arbejder vi på at bringe Danmark videre efter 10 år med VKO.
Så jo, der er meget at rette op på.
Derfor er det også vigtigt at bruge 1. maj på at fortælle nøgternt og uden omsvøb, hvor Danmark
står.
Da krisen ramte os, var Danmark ikke ordentligt forberedt. I årene efter krisen faldt vores samlede
indtjening i Danmark med over 8 procent. Vi mistede 175.000 arbejdspladser.
Overalt i landet måtte almindelige mennesker veksle deres lønseddel med en fyreseddel.
Virksomheder, der før var livsnerven i det lokale samfund, drejede nøglen om. Utryghed afløste
tryghed.
Der var nogen som påstod, at der var sat to streger under regnestykket. Der er også nogen, som tror
på julemanden.
Men lad mig sige det helt klart.
Da det blæste så vi, at dansk økonomi ikke var så stærk, som vi havde fået at vide. Vores
konkurrenceevne var ikke vedligeholdt. Hvor andre lande blev bedre, blev vi dyrere.
Vi glemte, at vi som et lille land altid skal være lidt flittigere end andre. At vi altid skal være lidt
dygtigere end andre. Hvis vi vel og mærke vil have et samfund, hvor alderdom ikke skal være det
samme som fattigdom, med fri og lige adgang til sundhed og gratis uddannelse i verdensklasse til
vores børn. Og det vil vi.
Vi fik skattelettelser, der ikke var råd til. Vi fik velfærd, der ikke var finansieret.
Vi glemte, at Danmark er noget helt særligt, som vi alle sammen skal hjælpe med at passe på.
Det var dyrt for os alle sammen.
Den velstand, vi nu har tabt, betyder, at der er mindre råd til velfærd. De arbejdspladser, som
forsvandt, kommer ikke igen. Det er de barske realiteter.
Derfor står vi med en fælles opgave. Vi må og skal skabe flere private arbejdspladser i Danmark. Vi
må og skal have væksten tilbage. Vi må og skal sikre, at vi bliver flere der arbejder og færre der
holdes uden for.
Kun på den måde kan vi skabe velstand nok til at investere i vores børns uddannelse, i omsorgen for
de ældre og i behandlingen til de syge.
Det er regeringens altoverskyggende mål.
Det er ikke en umulig opgave. Langt fra. Men ingen skal sige, at det bliver let. Der findes ingen
snuptagsløsninger. Kun ved en samlet kraftanstrengelse kommer vi videre.
Vi skal forvente mindre end vi plejer og forlange mere af hinanden end vi gjorde. Derfor kommer vi
også alle sammen til at give den en ekstra skalle.
Det kan ikke være anderledes. Krisen er så alvorlig, at det ikke nytter noget at stille sig over i
hjørnet og sige "at det må andre klare".
Derfor er der også en dag som 1. maj grund til at anerkende dem, som igen og igen går forrest.
Nemlig helt almindelige mennesker, som ved, at mådehold er en vej til sammenhold.
For få uger siden fik vi resultatet af de private overenskomster. Danske lønmodtagere har endnu
engang vist viljen til at holde igen. For de ved, at det koster arbejdspladser og tynder ud i
ordrebøgerne, hvis lønnen stiger mere i Danmark, end i de lande vi konkurrerer med. De ved, at det
er nu, de skal passe på vores fælles fremtid.
De skal vide, at de er med til at løfte et stort ansvar på et vigtigt tidspunkt. Og de skal vide, at deres
beslutsomhed og vilje til at gå forrest er en stor inspiration for os alle sammen.
Hvis plaststøberen kan bide tænderne sammen, så kan overlægen også. Hvis kasseassistenten kan
spænde livremmen ind, hvem kan så ikke?
Det er nu, vi skal vise, at vi har rygraden til at passe på det velfærdssamfund, som vores forældre
skabte. Det er nu, vi skal vise evnerne til at forny de bånd mellem mennesker, som det tager
generationer at knytte, men få år at trevle op.
Gør vi det, har vi alle forudsætninger for, at Danmark bliver verdens stærkeste fællesskab. Og det
vigtigste ved det fællesskab er, at alle er med. At alle har en chance for at bidrage. At man aldrig får
en kold skulder, når man har brug for en hjælpende hånd.
Vi har brug for alle i Danmark.
Derfor er mit vigtigste budskab i dag, at de unge skal have en chance. Vi skal have alle med.
Ingen gruppe er blevet ramt hårdere af krisen i Danmark end de unge. Da de var klar til at finde et
job, blev døren smækket i. Da de - fulde af livsglæde og energi - skulle tage fat på deres voksenliv,
fik de at vide, at der ikke var brug for dem.
På få år er antallet af danskere under 30 år, som lever af kontanthjælp eller dagpenge, steget til
70.000.
Jeg husker selv fra 1980erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide,
at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at
ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre.
Vi blev kaldt no-future generationen.
Titusindvis af unge blev aldrig en del af arbejdsfællesskabet. Det var dyrt for samfundet. Men den
højeste pris blev betalt af dem, som fik et knæk og aldrig kom videre. Deres drømme blev ikke
foldet ud. Deres håb blev gemt væk. Den energi og livskraft - som unge heldigvis altid har - blev
ikke brugt.
Det må ikke ske igen.
Et Danmark, hvor vores unge går uden arbejde, er et fattigt Danmark. Et Danmark, hvor vores unge
ikke bliver dygtigere, får det sværere i fremtiden.
Derfor har regeringen fra dag ét gjort, hvad vi kunne for at sikre de unge enten et job eller en
uddannelse. Flere praktikpladser og kickstart. Og vi stopper ikke der.
Vi er nødt til at tage større skridt. Vi er nødt til grundlæggende at få sat gang i dansk økonomi. Få
skabt den fremdrift og stabilitet der gør, at når væksten vender tilbage, bider den sig rigtigt fast.
For vi ved, at det altid er de unge, der bliver ramt, når væksten går i stå. Det er altid de unge, der
betaler prisen, når man stifter gæld i stedet for at spare op.
Og vi kan ikke være det bekendt overfor de unge; først skal de kæmpe for at få et arbejde, og
derefter giver vi dem en kæmpe velfærdsgæld i arv.
Det er derfor vi skal i gang med reformer. Ikke for reformernes egen skyld. Ikke for at kunne sætte
to streger under i år 2020.
Nej. Når vi skal i gang med at modernisere Danmark, handler det om at skabe de samme
muligheder for vores unge for velstand og velfærd, som vi selv har haft.
De skal have uddannelse, arbejde, muligheder, frihed. Det kan de kun få, hvis vi handler ansvarligt
nu.
Ambitionerne er store.
Skatten skal ned på arbejde for helt almindelige lønmodtagere. Unge på kontanthjælp skal enten i
uddannelse eller job. Og pengene i det offentlige skal strække lidt længere.
Vi vil skrue på hver eneste skrue, der gør vejen fra forsørgelse til arbejde kortere. Vi vil vende hver
en sten, der kan styrke virksomhedernes mulighed for at konkurrere. Og vi vil række hånden ud til
alle, der vil være med.
Vi stiller ikke med ultimative krav. Bortset fra et enkelt. Nemlig at vi ikke giver slip på den
solidaritet, som binder Danmark sammen.
En solidaritet mellem ung og gammel. Mellem rig og fattig. Mellem rask og syg. En solidaritet som
bygger på den simple værdi, at alle mennesker har noget at bidrage med.
Vi står foran nogle svære år. Vi skal slås for at få nye arbejdspladser. Vi skal knokle for at betale
vores fælles regning.
Gør vi det, er jeg overbevist om, at hjulene begynder at dreje hurtigere rundt. At virksomhederne
igen vil hyre i stedet for at fyre. At der bliver råd til, at vores børn får den bedste skolegang, at vores
ældre får den rette omsorg. Og at vi kan beholde velfærdssamfundets kronjuvel - den fri og lige
adgang til sundhed.
Når vi mødes næste år til 1. maj, er vi ikke i mål. Langt fra. Men vi er et skridt tættere på et mere
fair Danmark. Og vi er kommet nærmere på et Danmark, der igen er i arbejde.
Kan I have en god 1. maj
Endelig, endelig, endelig blev det 1. maj.
Lighed, frihed og solidaritet.
Lige muligheder, uanset hvor man kommer fra. Frihed for den enkelte til at folde sit liv ud.
Solidaritet mellem mennesker. Det er vores værdier. Det gjaldt i går. Det gælder i dag. Og så langt
øjet rækker.
Det er dét, som driver mig. Det er dét, som Socialdemokraterne har bygget på i generation efter
generation. Det er den røde tråd i regeringens arbejde.
Andre på den politiske scene diskuterer hvordan og på hvilket tidspunkt i valgperioden, man skal
gennemføre revolutionen. Dem om det.
Men en ting er sikkert: Det bliver uden Socialdemokraterne. Og ved I hvad, jeg er overbevist om, at
det også bliver uden danskerne.
Kære venner.
Vi står midt i en ny virkelighed. Hvor pengene er få. Men behovet for forandringer store.
Arbejdspladser og virksomheder flytter. Vores børn skal regne med, at deres arbejdsliv først slutter,
når de er over 70 år gamle. Og de skal regne med, at den konkurrence, de møder fra deres
jævnaldrende i resten af verden, bliver benhård.
Kort sagt: Jorden kalder. Vi har en opgave at løfte. Vi har et ansvar overfor dem, som kommer efter
os. Den opgave har vi Socialdemokrater og vores venner i regeringen taget på os.
Og ved I hvad. Det kan godt være en lidt ensom oplevelse.
På den yderste venstrefløj er svaret, at mens man venter på revolutionen, så skal man bare bruge
nogle flere penge. Offentlige penge forstås. Tusindvis af kroner mere i SU. At arbejdstiden skal
sættes ned for os alle sammen.
Når vi siger, at Danmark har et problem med vores konkurrenceevne, siger man bare: Visse vasse,
det kan ikke passe. Det lyder sørme meget højreorienteret og reaktionært at gå op i, hvordan
erhvervslivet har det.
Men jeg anerkender fuldt og helt, at mange danske virksomheder har det hårdt. Det er et problem,
som tillidsmænd og -kvinder har inde på livet overalt i Danmark. De er bekymrede for deres
arbejdspladser. De er bekymrede for, om de også har et arbejde om et og fem år.
Jeg forstår dem. Det er deres job, som er på spil.
Så jeg sætter mig ikke over i et hjørne med armene over kors og siger, at det med de sure tider, det
er noget, som nogle økonomer har opfundet.
Nej, jeg og regeringen gør alt, hvad vi kan for at gøre virksomhedernes vilkår bedre. Så de kan
konkurrere. Så de kan sikre arbejdspladser.
KILDE: http://politiken.dk/indland/politik/ECE1958153/helle-thorning-schmidts-tale-1-maj-2013/
På samme måde er de borgerlige faldet ned i gryden med ideologisk snæversyn og gamle
automatreaktioner. Deres svar er nedskæringer. Og skattelettelser til de rigeste familier i Danmark.
Jo større, jo bedre.
De tror, at den offentlige sektor er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Men de vil helst
ikke tale så højt om det.
De har derimod travlt med at indrykke annoncer i avisen om, hvor dygtige de var.
De glemmer blot at fortælle, at de i 00’erne var mere optagede af, at det så rigtigt ud end at gøre det
rigtige. Det rigtige for Danmark.
Men man kan ikke spinne sig ud af krisen. Der kommer ingen nye arbejdspladser ud af personlig
forfængelighed.
Så jo, det kan godt være lidt ensomt at være regering i Danmark. Og tro mig, det giver knubs sådan
at blive skudt på. Fra højre og venstre. Fra morgen til aften. Dag ud og dag ind.
Men ved I hvad, det passer mig fint.
For jeg er overbevist om, at det er bedst for Danmark, når det er os, som er i førersædet.
For Socialdemokraterne gør en forskel.
I år har over 250.000 af vores fattigste pensionister fået en økonomisk håndsrækning. Ældrechecken
er hævet med 4.500 kroner. Det kan mærkes. Det giver tryghed for vores ældre.
Vi gør en forskel.
Vi siger klart og tydeligt til de enlige forsørgere: Jo, dine børn har brug for, at du er i arbejde. Vi har
brug for, at du er i arbejde. Derfor hæver vi fra 1. januar beskæftigelsesfradraget ekstra for den
enlige forsørger.
Det er fair.
Vi gør en forskel.
For to år siden sagde jeg 1. maj: Vi vil ikke parkere mennesker på kontanthjælp. Og slet ikke de
unge. Nej, vi vil stille krav. Ikke for at genere. Men fordi vi kærer os om hinanden. Nu sker det. Vi
afskaffer ganske enkelt kontanthjælpen for unge under 30 år uden uddannelse. De skal i uddannelse
eller gøre en nytteindsats. Så hurtigt som muligt.
Det er solidaritet med de unge.
Vi gør en forskel.
Gennem næsten 10 år blev de private hospitaler forgyldt af den borgerlige regering. Det er slut. Og
det er slut med skatterabatter på sundhedsforsikringer. Vi står fast på den frie og lige adgang til
sundhed.
Vi arbejder målrettet på at forbedre omsorgen for den gruppe danskere, hvor et tungt sind formørker
selv den mest solrige dag.
Vi gør en forskel.
Spørg de olieselskaber i Nordsøen, som skal finansiere elektrificeringen af tognettet og
timemodellen mellem vores landsdele, om de kan mærke, der er kommet en socialdemokratisk
regering. Mon ikke de kan. Nu, hvor de skal betale 27,5 milliarder kroner til den kollektive trafik.
Vi gør en forskel.
Og derfor er det en god 1. maj.
I dag ved vi, hvor dyb krisen er. Den har kostet langt over 100.000 arbejdspladser i den private
sektor. Pengene mangler i vores fælles regnskab. Der er røde tal på bundlinjen.
Men det kan jo først og fremmest mærkes for den enkelte, der ikke længere er en del af
arbejdsfællesskabet. For familierne, der oplever utryghed og usikkerhed.
Lad mig sige det helt klart: Mangel på arbejdspladser er først og sidst en menneskelig udfordring.
Arbejde giver værdighed. Arbejde giver fællesskab. Arbejde giver selvstændighed.
Men vi må aldrig glemme, at alle kan blive ramt af arbejdsløshed. Og det er et fælles ansvar at
hjælpe de mennesker, der bliver ramt af ledighed. Ligesom det er et fælles ansvar, at vi taler
ordentligt til hinanden. Jeg vil ikke acceptere, at mennesker bliver set ned på, fordi de står uden
arbejde.
Vi skylder vores unge, at de kommer med. Vi skylder vores ledige, at de kommer tilbage i job.
Men vi står også ved en skillevej. For vi er nødt til at forstå, at vi har brug for at skabe flere
arbejdspladser i den private sektor.
For at citere tidligere finansminister Palle Simonsen, så er problemet ikke, at den offentlige sektor
er for stor. Problemet er, at den private sektor er for lille.
Vi har brug for, at der bliver skabt ny velstand til ny velfærd.
Vi skal have dansk økonomi i balance igen. Den offentlige sektor skal støtte den private bedre.
Det har været regeringens mål fra dag ét.
De sidste 30 år har der ikke været et tidspunkt, hvor der har været flere offentlige investeringer end
i 2012. Og vi fortsætter i år. Broer, veje, jernbaner. Boliger bliver renoveret. Gårdanlæg bliver
istandsat. Kloakker bliver fornyet.
Overalt i Danmark bliver der investeret i at skabe arbejdspladser.
I sidste uge indgik regeringen en stor aftale med et bredt flertal i Folketinget om en vækstplan for
Danmark.
Vi gik til valg på at bryde med 10 års blokpolitik. Det er lykkedes. Det er ikke længere et parti i
Folketinget, der beslutter alt. Kan I huske, at når Pia Kjærsgaard sagde hop, så hoppede den
borgerlige regering? Det er slut.
I dag arbejder vi sammen om at finde løsningerne. Man får ikke alt, hvad man ønsker sig. Men
fælles løsninger er stærke løsninger.
Det gælder også for vækstplanen, som er en plan på mere end 90 milliarder kroner.
Venstre har kaldt det en fin lille plan. Mon ikke Løkke snart skulle fremlægge sin egen plan? Så kan
vi jo selv afgøre, hvad der er stort og småt i Løkkes verden.
I min verden er det godt, at virksomhederne får bedre mulighed for at fastholde og skabe
arbejdspladser.
Når vi afskaffer Løkkes lastbilsafgift, er det godt for de produktionsvirksomheder, som ligger uden
for de store byer.
Når vi sænker spildevandsomkostningerne, er det godt for virksomheder, som bruger meget vand.
Det giver arbejdspladser på vores slagterier.
Når vi øger momsfradraget for hotelovernatninger, giver det arbejdspladser på hotellerne.
Når vi investerer en milliard kroner i voksen- og efteruddannelse, får tusindvis af mennesker
mulighed for at blive dygtigere.
Når vi investerer i kystsikring og bruger penge på at rive faldefærdige boliger ned, er det godt for de
områder, som har langt til Rådhuspladsen i København.
Og når selskabsskatten kommer ned på niveau med Sverige, sætter vi et værn op for at beskytte
danske arbejdspladser. Og det bliver mere attraktivt for en virksomhed at slå sig ned i Danmark.
Men vi sænker selskabsskatten på vores måde. Ingen skattelettelse til bankerne og Nordsø-olien.
Alle skal bidrage. Også bankerne.
Med vækstplanen får vi råd til en lille vækst i den offentlige sektor. I 2020 vil der være 10.000 flere
ansatte i det offentlige. Vi har brug for dem. For vi har brug for en stærk offentlig sektor.
Hvad vil Venstre?
Indtil videre ved vi kun, at Venstre vil have nulvækst, sikre at de rigeste familier undgår at betale
arveafgift, og så vil de have billige sodavand. Ok. De fik billige sodavand, og det kan være fint nok.
Men det bliver ikke med os, at arveafgiften for de rigeste bliver afskaffet. Og nulvækst er ikke vejen
frem for Danmark. Nulvækst er Venstre vækst.
Vi vil en anden vej.
Vi vil have råd til at investere i uddannelse, i vores ældre og i sundhed. Vi har brug for, at der bliver
investeret i fællesskabet. Investeret i mennesker.
Frem mod 2020 vil Socialdemokraterne og regeringen bruge omkring 25 milliarder kroner mere på
vores velfærd. Venstre vil bruge 0 kroner ekstra.
Vi gør en forskel.
Kære venner.
Der er en gruppe, som vi skylder en særlig indsats. Vores børn.
Prøv at tænke tilbage på den nysgerrighed og de røde kinder hos jeres børn den første dag i skole.
Den lille hånd, som holdt ekstra hårdt i mor og far på vej ind til det store eventyr, som hedder
skolen.
Tænk på, hvor meget jeres egen skolegang har betydet for, hvem I er i dag.
Folkeskolen er vores alle sammens. Men den er mest af alt børnenes.
Derfor er det ikke til at bære, at der i hver eneste skoleklasse sidder 3-4 elever, som ikke lærer det,
de skal kunne, når de går ud af skolen.
Det er rigtig, rigtig mange børn.
De børn, som kommer mest i klemme, er de børn, der kommer fra hjem, hvor forældrene selv havde
svært ved at få greb om det med at lære.
Det skal vi have ændret. Vi vil gøre en forskel.
Derfor skal folkeskolen have et løft. Vi skal have engelsk fra første klasse. Børnene skal have flere
dansk- og matematiktimer. Og de skal bruge mere tid sammen med deres lærere.
Men det skal ikke kun være mere af det samme. Skolen skal have nye aktiviteter. Hvor børnene får
rørt sig. Hvor de lærer på en ny måde.
På den måde får vi en sammenhængende skoledag.
I mandags stoppede lockouten af lærerne. Det var en skarp faglig konflikt. Og til sidst var
regeringen nødt til at gribe ind. Det ville ikke være ordentligt overfor 9. klasse og 10. klasses
eleverne, hvis deres afgangsprøver gik op i lockouten.
Det er ikke alle, som var enige i, at konflikten skulle stoppe. Til lærerne vil jeg gerne sige: I er
dygtige, og vi har brug for jer til at gøre en god skole bedre.
I en faglig konflikt bliver tonen hård. Også hårdere, end den behøver.
I mandags så vi alle sammen, hvor glade børnene var for at komme tilbage i skolen. På samme
måde som vi så, at lærerne var glade for at være sammen med deres elever igen.
Nu skal vi have en skole, hvor børnene lærer mere. Det er en opgave vi kun kan løse sammen.
Lærerne, skolelederne, eleverne, forældrene, kommunerne og os på Christiansborg. Sammen har vi
ansvaret for, at skolen er et godt sted at lære og et godt sted at være.
Det kræver noget af os alle sammen. Men jeg er overbevist om, at det vil lykkes. Det skylder vi
hinanden. Og ikke mindst vores børn.
Regeringen har haft ansvaret i halvandet år.
Og vi er slet ikke færdige med at sikre Danmark i en svær tid.
Vi har så meget, vi skal nå endnu:
Vi skal styrke kampen mod social dumping. Vi skal ikke acceptere lønninger på 50-70 kroner. Man
skal kunne leve af sin løn.
Vi skal have lighed i sundheden. Hvorfor skal de rigeste leve 10 år længere end dem, der har
mindst?
Vi skal have den bedst uddannede generation i Danmarks historie.
Kære venner.
Vi når kun vores mål, hvis vi rækker ud efter dem i fællesskab. Og kun hvis vi først og sidst tænker
på, hvad der er bedst for Danmark.
1. maj er godt i gang.
Det er en dag, som er fuld af historie. Vores historie. Men det er også en dag, som rummer svarene
på fremtidens udfordringer.
Nemlig frihed, lighed og solidaritet.
Kan I have en fortsat god 1. maj.
Kære alle sammen,
Det er en særlig 1. maj i år. For det er en dag, hvor vi socialdemokrater kan ranke ryggen og sige:
Danmark er tilbage på sporet.
Vi påtog os en opgave. Vi ville have Danmark trygt gennem krisen. Med vores ordentlighed og
vores fællesskab i behold. Og vi har leveret.
Efter fem år med modgang og snigende modløshed er der sket et stemningsskifte.
Virksomhederne tror på fremtiden. Eksporten har aldrig været større.
Sidste år steg beskæftigelsen med 20.000. Arbejdsløsheden er den laveste i fire år.
Det er godt for vores fælles husholdningskasse. Men det er først og fremmest godt, at vi får flere
med i arbejdsfællesskabet.
Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet det går bedre. Vi kan igen begynde at investere lidt mere i
vores velfærd. Det er ikke noget, som er kommet af sig selv. Nej, det er kun muligt, fordi vi har haft
viljen til det hårde arbejde og de svære valg.
I sidste uge var jeg i Horsens og besøge et center for ældre med demens. Det er en frygtelig
sygdom. Tænk ikke længere at være det menneske man var. Tænk at opleve sin ægtefælle, mor eller
far langsomt glide ind i en tåge af glemsel, forvirring og frygt.
I Horsens mødte jeg plejepersonale, som knokler for at give de ældre et værdigt liv. Med omsorg,
respekt og stærk faglighed. Det er nogle af de mest dedikerede mennesker, jeg har mødt i lang tid.'
De fortjener vores anerkendelse.
Og hvor er jeg glad for, at vi har fundet en milliard kroner ekstra til vores svageste ældre.
På samme måde mærker vores børn nye tider.
Efter sommerferien åbner vi dørene til en ny folkeskole. Alle børn skal lære mere. De skal have
flere timer og en ny sammenhængende skoledag.
Laveste arbejdsløshed i fire år. Bedre omsorg for vores svageste ældre. Ny folkeskole.
Ved I hvad? Det kan vi faktisk godt være bekendt.
Det viser, at vi har truffet de rigtige valg.
Og det viser, at vi socialdemokrater gør en forskel. For uden os var det ikke sket.
Kære venner.
KILDE: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4830366.ece
Jeg ved godt, at der til tider står en meget høj sø om Socialdemokraterne. Jeg ved godt, at alle ikke
har været enige i alle beslutninger. Og jeg ved godt, at det ikke er alle, som har lyst til at få en selfie
med kaptajnen.
Men det er ikke nu, vi skal blive søsyge. Resultaterne af vores hårde arbejde er ved at vise sig.
Så ja - det er en god 1. maj.
Men er vi i mål? Slet ikke. Vi er altid utålmodige. Vi er altid i gang. For os er der altid mere at gøre.
Under krisen mistede vi langt over 100.000 arbejdspladser.
Det var dyrt for Danmark. Der er en økonomisk regning, der skal betales. Men de menneskelige
omkostninger har også været store.
Når arbejdsløsheden rammer som et lyn fra en klar himmel, er det ikke bare den økonomiske
tryghed, som bliver udfordret, man mister også en plads i arbejdsfællesskabet.
Og husk nu på, at det er alle, som kan blive ramt. Et medlemskab af Liberal Alliance er ikke en
forsikring mod at miste sit job.
For os socialdemokrater er det altid en fælles opgave at sikre fuld beskæftigelse.
Og det er derfor, vi hele tiden har haft blikket stift rettet mod at få gang i hjulene, så der igen
kommer nye arbejdspladser.
Vi har i disse år det højeste niveau for offentlige investeringer i 30 år. Vi forbedrer
virksomhedernes vilkår. Og om kort tid fremlægger vi nye vækstinitiativer. Vi bliver ved.
Vækst er den bedste kur mod arbejdsløshed. Men vi insisterer også på, at mennesker, som har
mistet deres arbejde, bliver behandlet ordentligt og respektfuldt.
Man må aldrig bare blive et nummer i rækken.
For naturligvis er alle arbejdsløse selvstændige mennesker med egne erfaringer, evner og drømme.
Ingen borgere skal parkeres i et beskæftigelsessystem, som bygger på en ide om, at de ledige selv er
skyld i deres situation. Ingen borgere skal mødes med regler, som er til for reglernes skyld.
Nu siger vi stop til den meningsløse aktivering. Slut med at finde din indre ugle og med at bygge
spagettitårne. Nu skal den ledige i centrum.
Det betyder også, at man som arbejdsløs skal have rigtige valg.
Og for mange ufaglærte har det aldrig været en rigtig mulighed at tage en uddannelse.
Måske var der ikke en læreplads, da folkeskolen sluttede. Måske rakte tålmodigheden ikke som
teenager. Måske var der ikke råd. Eller måske var tiden bare en anden.
Tiden er kommet til at flytte penge fra meningsløs aktivering til meningsfuld uddannelse.
Det skal være lettere at gå fra ufaglært til faglært. Det giver bedre muligheder for at få et job. Og
uddannelse giver større tryghed.
Vi skal give flere mulighed for at blive voksenlærlinge. Og det skal være muligt at tage uddannelse
på 80 procent af dagpengene.
Hvert år vil vi bruge 500 millioner kroner ekstra på uddannelse. Det betyder at 16.500 ufaglærte kan
få en uddannelse i løbet af de næste 5-6 år.
Det er dét en socialdemokratisk ledet regering gør. Det er dét jeg vil.
Investere i mennesker og tage ansvar for hinanden.
Alle skal med.
Vi skal sikre alle børn, uanset baggrund, en god uddannelse.
Vi skal sikre vores frie og lige adgang til sundhed. Det skal altid være dit cpr-nummer og ikke
pinkoden på dit dankort, du skal huske hos lægen.
Og vi skal sikre et trygt og værdigt liv for vores ældre. De har slidt og slæbt for os andre. Det er kun
ret og rimeligt, hvis vi betaler tilbage.
Så vi bliver ved. Vi bliver ved med at skrue på håndtagene i Danmarks maskinrum.
Men vi gør det på vores måde. Vi tror på et Danmark med tryghed for den enkelte, netop fordi vi
møder forandring i fællesskab.
Derfor skal vores unge ikke parkeres på kontanthjælp. De skal i arbejde eller i uddannelse. Det sker
nu.
Derfor skal olieselskaberne have ens skatteregler i Nordsøen. På den måde får vi råd til at investere
28 milliarder kroner i vores kollektive trafik. Det sker nu.
Og derfor har vi afskaffet VKO’s fattigdomsydelser, som betød at børn voksede op i fattigdom. Nu
falder antallet af familier, som bliver tvangsudsat af deres eget hjem.
Lad mig sige det helt krystalklart: vi vil have et Danmark, hvor der er plads til alle. Og brug for alle.
Det er derfor, vi er socialdemokrater.
Men vi kan kun alt det vi vil, hvis vi hele tiden har blikket rettet mod, om der er styr på økonomien.
For vi kan kun række ud efter stjernerne, hvis vi står på et solidt grundlag.
Derfor er det også så vigtigt at holde fast. Vi kan ikke risikere, at Danmark igen kører i grøften.
For det er jo det, som er på spil i den kommende tid.
Dansk Folkeparti siger, at de peger på Venstre, fordi man i nullerne havde et godt samarbejde.
Kan I huske det?
Skattekroner var med til at finansiere, at nogen hoppede over i køen hos lægen.
Der blev givet skattelettelser på flere hundredetusinde kroner til de rigeste danskere.
Og i stedet for at have styr på økonomien sagde man: går-den-så-går-den.
Jo, det kan godt være, at det var et super samarbejde for Dansk Folkeparti og Venstre med tætte
personlige relationer og store varme følelser.
Og det kan godt være, at det var et visionært samarbejde for alle dem, som tror på et samfund som
bygger på en ideologi om, at jo mindre jeg hjælper andre, jo mere kan jeg hjælpe mig selv.
Men ved I hvad: Det var ikke et godt samarbejde for Danmark.
Det er det samarbejde Venstre og Dansk Folkeparti vil fortsætte.
Og sker det, er der grund til at være bekymret for, om vi kan holde Danmark på sporet.
For hvad er det Venstre og Dansk Folkeparti tror på?
Lad os starte med Venstre – det er jo stadig det største parti af de to.
Venstre tror på to ting.
Venstre tror på skattelettelser og nulvækst.
Den ene dag skal arveafgiften ned. Den næste dag skal beskæftigelsesfradraget op. Den tredje skal
olieselskaberne betale mindre i skat. Og nå ja. Det skal bankerne også. Skattelettelser i toppen.
Venstre kan ikke lade være. Så ser vi Venstres politiske fosterstilling. Alle problemer kan løses med
skattelettelser.
Der er bare et problem. Vi må ikke rigtig høre, hvor pengene skal komme fra. Altså udover
besparelser på de arbejdsløse. Og gennem nulvækst i velfærden.
Venstre vil nulstille vores fælles velfærd. Det betyder færre offentligt ansatte. Det betyder dårligere
mulighed for at tage os af vores ældre.
Men fair nok. Når man tror på nulvækst så langt øjet rækker, så er det fordi man mener, at den
offentlige sektor altid er en del af problemet. Og aldrig en del af løsningen. Så simpelt er det.
Tvivlsomme skattelettelser og nulstilling af velfærden.
Hvem var det, der sagde, at der ikke er forskel i dansk politik?
Claus Hjort har engang sagt, at Venstre og Dansk Folkeparti har et stærkt værdifællesskab.
Det er så en af de få gange, Claus Hjort har haft ret. Helt ret.
For hemmeligheden er, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, ligesom de andre.
Hvem var det, der fandt på at halvere dagpengeperioden?
Hvem var det, der gav de største skattelettelser i nyere tid?
Og hvem var det, som gennem ti år med ansvaret fuldstændig undlod at gå op imod social
dumping?
Det var Dansk Folkeparti.
Og derfor vil jeg til enhver tid vælge en hvilken som helst konkret forbedring for danskerne end nok
så mange ”Tulliarder” på taget.
Dansk Folkeparti har en mærkesag, og det er, at Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister.
Så man kan vel sige, at Dansk Folkeparti står for det største slagtilbud i dansk politisk historie: Få
to for en. For en stemme på Dansk Folkeparti er også en stemme på Venstres nulvækst og
skattelettelser.
Kære alle.
Danmark er et fantastisk land, som vi skal passe på. Krisen har været hård. Også urimelig hård for
mange.
Men vi er tilbage på sporet. Arbejdsløsheden er den laveste i fire år. Økonomien har det bedre end
længe. Pengene passer igen.
Med bedre muligheder for vores børn og unge. Med flere nye arbejdspladser. Med omsorg for vores
ældre. Uddannelsesløft til de ufaglærte.
Det er nu, vi skal holde kursen. Der er så meget, vi skal nå. Der er så meget, vi vil.
Kan I have en god 1. maj.
Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale 1. maj 2015
(Det talte ord gælder – talen er klausuleret indtil den påbegyndes)
Kære alle sammen.
Danmark er et særligt land.
Vi har hinandens ryg. Solidaritet er ikke et fremmedord. Det er en stærk værdi.
Hvis du bliver syg, går du til lægen uden dit dankort. Vores børn får en god og gratis uddannelse.
Lønmodtagerne har ordentlige vilkår. Og alderdom er ikke det samme som fattigdom.
Ja, vi har skabt et fantastisk land.
Og vi har gjort det sammen. Med Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen i front. Det er det Danmark,
du kender.
Det er det, vi fejrer i dag. Den 1. maj. Vi er godt på vej ud af de lange skygger fra de borgerliges dødssyge
blokpolitik. Vi er godt på vej ud af krisen.
For hvad er status efter knap 4 år med en socialdemokratisk ledet regering?
Det skal jeg sige jer:
Vi har haft vækst i seks kvartaler i træk. Budgetter er noget vi holder. Også når det er svært.
Og vigtigst: Arbejdsløsheden falder. Beskæftigelsen stiger.
I stedet for at uddele flere fyresedler, uddeler virksomhederne nye lønsedler. Der er kommet over 30.000
nye job.
Før mistede vi arbejdspladser. I 22 måneder er nye kommet til.
Mennesker kommer i arbejde.
Og for helt almindelige lønmodtagere kan det bedre betale sig at arbejde i dag, end da vi havde en borgerlig
regering.
Vi er Socialdemokrater. Og vi gør en forskel.
I 2011 overtog vi ansvaret efter Lars Løkke Rasmussen og 10 år med VKO.
Vi var et af de lande, som blev ramt hårdest af krisen. Hvorfor?
Sandheden er, at de borgerlige ikke magtede at tage ansvaret for Danmark.
For hemmeligheden om de borgerlige er, at de er bedre til at bruge penge end til at holde budgetter.
Virksomhedernes konkurrenceevne blev forsømt. Arbejdsløsheden steg.
De rigeste fik enorme skattelettelser. Almindelige lønmodtagere fik multimedieskatten. Fællesskabet slog
revner.
Lad det være helt klart: Vi vil ikke have Lars Løkke Rasmussens Danmark tilbage.
Vi skal ikke sætte vores resultater over styr.
En af de ting jeg er gladest for er, at vi har afskaffet Venstres fattigdomsydelser. Betyder det noget?
Ja. I dag bliver færre familier sat på gaden, end da Lars Løkke Rasmussen havde ansvaret. Færre børn
vokser op i fattigdom.
Sådan skal det være i Danmark.
Men vi er slet ikke i mål. Vi er i gang med at investere i vores fælles sundhed. Bedre kræftbehandling. Så
flere overlever.
Der er ansat over 7.000 flere læger, sygeplejersker og andre på vores hospitaler.
Og kære venner. Fra 1. september gælder behandlingsgarantien også psykiske lidelser. Slut med at
forskelsbehandle fysiske og psykiske sygdomme.
I Danmark må du aldrig stå alene, hvis sygdom rammer. Og det er Socialdemokraterne garanten for.
For i modsætning til Venstre har vi ikke nulvækst.
Nulvækst er en spændetrøje på vores velfærd. En spændetrøje som år for år strammer til.
Der er jo en grund til, at Venstre ikke vil kalde barnet ved sit rette navn.
Nulvækst fungerer på en rigtig fiffig måde.
Det første år mangler der 3 milliarder kroner. Man fyrer hist og pist i den offentlige sektor. Det næste år
mangler der så 6 milliarder kroner. Så sparer man måske på skolebøgerne. Det tredje år er det 9 milliarder
kroner. Det fjerde år er det 12 milliarder kroner.
Er det nu de ældre eller de syge, der skal spares på?
Svaret blafrer i vinden. En rigtig Løkke-model.
Men det mest fantastiske er, at de borgerlige siger, at de vil bruge flere penge på sundhed.
Altså samtidig med at de har nulvækst. Samtidig med at Dansk Folkeparti vil bruge så mange milliarder, at
julemanden bliver arbejdsløs. Samtidig med at Liberal Alliance og de konservative vil give historiske
skattelettelser til de rigeste. Og Venstre vil have en boligjobordning til solen brænder ud.
Kære venner.
Det hænger jo ikke sammen. Selv et par spenderbukser kan revne. Lad nu være med at bruge flere penge
end I har. Danskerne skal ikke betale flere af Løkkes regninger end de allerede har gjort.
Ret skal nu også være ret. For Venstre har faktisk fremlagt enkelte forslag til, hvordan der skal skaffes
finansiering.
Selvfølgelig skal der spares på fradraget til de tusindvis af lønmodtagere, der betaler deres faglige
kontingenter. Der er nogen, som siger, at Venstre er et lønmodtagerparti. Der er også nogen, som siger, at
der ikke har været mennesker på månen.
Men det vigtigste i Venstres økonomiske skuffeplan er, at der skal skæres i kontanthjælpen.
Man har oven i købet indrykket dyre annoncer i hele landet. Her fortæller man om, hvordan familier på
kontanthjælp får 454.000 kroner om året. Altså før skat.
Man forsøger at tegne et billede af, at man lever i sus og dus på kontanthjælp.
Ved I, hvor mange familier det handler om?
Det skal jeg sige jer: 1000 familier. Og mange af de mennesker og deres børn har det ikke let.
Det er dem, som Venstre fører kampagne mod.
Kære Venstre. Kære Lars Løkke Rasmussen. Hvor småt kan det blive?
I kan ikke være det bekendt.
Vi skal ikke have et Danmark, hvor man driver klapjagt på de mest udsatte i vores samfund.
Vi skal stille krav til hinanden. Men vi skal gøre det på en ordentlig måde. Med respekt og værdighed.
Derfor har vi gennemført en kontanthjælpsreform. Unge skal ikke gå rundt på passiv forsørgelse. Det virker.
Antallet af unge på kontanthjælp falder.
De snakker. Vi handler.
Danmark er tilbage på sporet. Og her skal vi blive. Det kræver en sikker hånd på rattet. Det kræver vækst og
flere arbejdspladser. Og vel og mærke i hele Danmark.
Derfor har vi oprettet en togfond. Derfor har vi målrettet afgiftslettelser til virksomheder udenfor de store
byer. Derfor fremlægger vi om kort tid nye initiativer, som sikrer vækst i Danmarks yderområder.
Hele Danmark skal med.
Nu er tiden kommet til, at vi udbygger vores velfærd. År for år.
Der bliver ikke tale om luksus. Vi skal stadig vende hver krone i den offentlige sektor. Men vi kan fastholde
og forbedre det Danmark, vi kender og holder af.
Det betyder også, at vi skal sikre lønmodtagernes tryghed.
Tryghed handler om ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og tryghed handler om et emne, der optager os
socialdemokrater, nemlig vores dagpengesystem.
I 2010 fik Kristian Thulesen Dahl en ide. En rigtig dårlig ide. Over en omgang flæskesteg ændrede han
sammen med Lars Løkke dagpengesystemet. Siden har over 50.000 mistet deres dagpenge. Man må håbe,
at det var en god flæskesteg.
Socialdemokraterne stemte imod. Vi førte valgkamp for at ændre det. Men flertallet ville det anderledes. Vi
har gjort alt, hvad vi kunne for at afbøde konsekvenserne af Thulesen Dahl reformen.
For os er det meget simpelt: Arbejdsløshed er ikke den enkeltes problem. Det er et fælles problem. Sådan
har det altid været for os socialdemokrater.
Derfor vil jeg også sige det helt klart; Socialdemokraterne ønsker et nyt dagpengesystem.
Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Og derfor skal de nytænkes.
Vi skal have et dagpengesystem, hvor færre falder ud, og hvor der er mere tryghed. Og kære venner, det får
vi.
Men vi siger også klart, at vi har de penge, vi har. Dagpengesystemet må ikke blive dyrere. Og målet må
altid være, at man er så kort tid på dagpenge som muligt. Ikke mindst når man har en regering, der sikrer en
solid vækst. Det bedste dagpengesystem er en stærk økonomi.
Og vi siger nej tak til flere hovsaløsninger og blokpolitik. Et nyt dagpengesystem skal være robust og holde
længe. Derfor ønsker vi et dagpengesystem, der bygger på et bredt flertal. Det skaber tryghed.
Vi vil gøre det ordentligt.
Derfor kommer vi heller ikke til at fremlægge et fikst og færdigt forslag til et nyt dagpengesystem.
Vi ønsker resultater. Ikke politiske paradeforslag.
Og derfor vil jeg også sige til vores venner i SF og Enhedslisten: Er det ikke på tide, at I stopper med at sige,
at det er socialdemokraterne, der ikke ønsker et nyt dagpengesystem. Når nu alle ved, at
dagpengesystemet er Kristian Thulesen Dahls ansvar.
Er det ikke på tide, at I fortæller danskerne, at lønmodtagerne er bedst tjent med, at det er
Socialdemokraterne, som sikrer et nyt dagpengesystem. Og at det ikke skal være Løkke og Thulesen Dahl –
der som Knold og Tot – skal forsøge at rydde op efter sig selv?
Jeg synes, at svarene giver sig selv.
Kære venner.
1. maj står i resultaternes tegn. Vi sagde, at vi ville føre Danmark gennem krisen med vores solidaritet og
ordentlighed i behold. Vi er godt på vej.
Men vi er ikke i mål. Det afhænger nemlig af det kommende valg.
Meget er på spil. De borgerlige står klar med nulvækst og et overflødighedshorn af tvivlsomme
skattelettelser. Lønninger på tysk niveau. Brugerbetaling hos lægen. Nedskæringer på SU’en.
Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte?
De kan ikke vente med at komme i gang med deres eksperiment med Danmark.
Liberal Alliance vil fyre 90.000 i den offentlige sektor. De konservative vil stoppe alt og alle.
Hvad med Dansk Folkeparti? Ja hvad med dem? De vil sige hvad som helst. De vil mene hvad som helst. Den
ene dag er de for. Den næste dag er de imod.
Men husk nu på; Dansk Folkeparti har én og kun én mærkesag, og det er, at Lars Løkke skal være
statsminister i Danmark. En stemme på Kristian Thulesen Dahl er en stensikker stemme på Lars Løkke.
Og Venstre. Ja vi ved jo, at de er godt klædt på til valgkampen. Og ellers vil de være, som de plejer.
De vil skræmme i øst og i vest. Vi vil høre halve sandheder og hele løgne. Det har vi prøvet før.
Men Venstre kan bare komme an. Danmark er tilbage på sporet. Her skal vi blive.
Danmark er et fantastisk land. Vi skal have alle med.
Vi skal have bedre sundhed og ikke mere brugerbetaling. Vi skal have danske lønninger til danske job og
ikke social dumping.
Vi skal have den bedst uddannede generation og ikke urimelige adgangskrav. Vi skal give mennesker på
kontanthjælp en udstrakt hånd og ikke en kold skulder.
Vi skal have vækst og ikke nulvækst.
Vi skal holde fast og ikke eksperimentere med slingrekurs.
Vi er socialdemokrater. Og vi gør en forskel.
Vi skal videre med det Denmark, du kender.

Læs ti taler fra Thorning fra 2005 til 2015

Transcription

Similar documents

Drømmen om en skolereform - Jyllands

190514 - Dagtilbudsdistrikt Kildevangen

Søndermarkskolen, Vorup 27. oktober 2014

Læs her hvordan Socialdemokraterne vil fortsætte arbejdet mod

Jørgen Goul Andersen (pdf) - SAMFunderviser.dk

BRIDAS FLANGES - norm

Norsk Stableford d. 23. oktober 2012

Løkke 2.0 - Altinget