docKOMMUNIKATION OM ENSOMME ÆLDRE KVINDER
download 
Report Transcription
KOMMUNIKATION OM ENSOMME ÆLDRE KVINDER
KOMMUNIKATION OM ENSOMME ÆLDRE KVINDER Henriette Bech Jørg Gøttler Roskilde Universitetscenter Master i Professionel Kommunikation Modul 1 - 2015 Vejleder: Claus Munch 1 INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning, problemfelt og relevans............................................................................. 3 Problemformulering ....................................................................................................... 5 Arbejdsspørgsmål .......................................................................................................... 5 Kommunikationsargumentation ................................................................................... 6 Teoretisk ramme ............................................................................................................ 8 Fænomenologisk tilgang ............................................................................................... 8 Livsverden ............................................................................................................................... 8 Forforståelser .......................................................................................................................... 9 Dervin og Sense-Making ............................................................................................. 10 Nouning og verbing .............................................................................................................. 10 Gaps og bridges .................................................................................................................... 11 Space-time ............................................................................................................................. 11 Alfred Schutz og livsverdenen i hverdagslivet ......................................................... 12 Horisont, tema og relevans .................................................................................................. 12 Metode ........................................................................................................................... 13 Undersøgelsesdesign ........................................................................................................... 13 Udvælgelse af repræsentanter for delmålgruppen - ensomme ældre kvinder ............... 13 Det kvalitative interview ....................................................................................................... 14 Interviewguide ....................................................................................................................... 15 Kreative metoder ................................................................................................................... 15 Minireception som kreativt greb .......................................................................................... 16 Transskribering ..................................................................................................................... 17 Meningskondensering .......................................................................................................... 18 Etik .......................................................................................................................................... 18 Præsentation af interviewpersonerne i målgruppeundersøgelsen ......................... 19 Analyse ......................................................................................................................... 19 Sygdom begrænser livsudfoldelse ............................................................................ 20 Mobilitet - kan ikke selv kan komme omkring .................................................................... 20 Fremtidshorisonten - det bliver kun værre ......................................................................... 22 Fra ægteskab til enkestand ......................................................................................... 23 På mandens præmisser på godt og ondt ........................................................................... 23 Så døde han, og man kan jo ikke snakke med væggene .................................................. 25 Ensomhed fylder meget............................................................................................... 27 Der er lys i hverdagen .................................................................................................. 30 Sådan ser de sig beskrevet i nyhedsmedierne ......................................................... 31 Sådan ønsker de sig beskrevet .................................................................................. 34 Konklusion .................................................................................................................... 35 Litteratur og kilder........................................................................................................ 36 2 Indledning, problemfelt og relevans Vi bliver flere ældre i Danmark. Antallet af personer over 65 år er steget med mere end 220.000 på 10 år, fra januar 2004 til januar 2014 og nåede dermed op på 1.026.734 (Ældresagen 2014). Dette gør det relevant at se på forhold, der knytter sig til gruppen af ældre. Ensomhed er et forhold, og en social situation, der oftere optræder blandt den ældre generation, jf figuren. Dette viser både 2010-tallene og de nyeste tal fra 2013. (Sundhedsstyrelsen 2014) Vores research foldede fænomenet ensomhed blandt ældre ud, så det fremstod stadig tydeligere som et stort og relevant problem set fra såvel den individuelle som den samfundsmæssige synsvinkel. Det gjorde det interessant for os at arbejde med emnet ensomhed. At ensomhed er et fænomen, der vedrører mange ældre, dokumenteres af Ensomme Gamles Værn, der har opgjort antallet af ensomme over 65 år i Danmark til mere end 65.000. (“Ensomme Gamles Værn 2013”). Vi vælger at fokusere på ældre kvinder som målgruppe, fordi flere kvinder er uønsket alene i alderdommen end mænd, som det også fremgår af figuren ovenfor. Andelen af ensomme kvinder er relativt meget større. Der er væsentlig flere enker end enkemænd i den ældre aldersgruppe. Ifølge rapporten: (DST 2012:13), er der blandt de 75-89 årige 71 procent kvinder, der er enlige, mod kun 36 procent af mændene. Ensomhed er, når ens relationer ikke dækker ens sociale behov Man skelner mellem ydre og indre omstændigheder som årsag til ensomhed. Ældre mennesker er ikke nødvendigvis ensomme blot fordi de ikke har mange sociale 3 kontakter, eller en dårlig økonomi eller enkestand. Vi fokuserer på selvoplevet ensomhed af forskellige årsager. Det kan være selvoplevet dårlig økonomi, selvoplevet dårligt helbred, selvoplevet ringe social kontakt, der er årsagen til oplevelsen af ensomhed. Det kan også være, at de oplever at være i sorg eller andet. Uanset alder rammer ensomhed bredt på tværs af køn, social baggrund, fagligt niveau, bopæl m.m. Ensomhed kan være kortvarig, langvarig og situationsbestemt. Det kan være man flytter, mister ægtefælle eller mister venner. (Marselisborg 2012:10). Ensomhed er forskellig fra alenehed. Alenehed er en objektiv størrelse. Det er tydeligt at se, når nogen ikke er sammen med andre. Alenehed kan både være selvvalgt og gavnlig for den enkelte. Ensomhed derimod, er en subjektiv følelse, og er aldrig selvvalgt. At ensomhed er en følelse betyder, at man ikke nødvendigvis kan se på andre, om de føler sig ensomme. To personer med samme antal relationer kan opfatte deres situation meget forskelligt, hvor den ene kan trives med en enkelt god ven, kan den anden i den grad savne sociale relationer. Langvarig ensomhed kan give lavt selvværd og skade udviklingen af sociale kompetencer, hvilket gør det vanskeligt at indgå i sociale fællesskaber. Langvarig ensomhed kan i sidste ende føre til psykiske lidelser og selvmordstanker, depression, angst og generelt dårligt helbred. Ensomme føler ofte afmagt, forladthed og fortabthed. I samfundet er ensomhed forbundet med tabu. Det er ikke let for den ensomme at komme til orde, blandt andet også fordi ensomhed kan være forbundet med skam og følelsen af egen utilstrækkelighed. (Marselisborg sept. 2012) Ensomhed handler om kvaliteten af relationer eller mangel på samme. ”Jeg ser det som at være en taber ikke at kunne håndtere sin ensomhed. Det er lidt som at bede om folks medlidenhed, hvis man skal have hjælp til det… (Ensomme Gamles Værn, citat fra en ældre ensom” (VIA 2014). Der dør hvert år ca.1.500 mennesker som følge af ‘svage sociale relationer’, heraf 1000, der er over 65 år. Rapportens tal fortæller også historien om sygdom og bekymring for sygdom hos personer med svage sociale relationer. Hvert år kan 10.000 hospitalsindlæggelser og mellem 200.000-250.000 kontakter til alment praktiserende læger tilskrives svage sociale relationer. Beregninger fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at svage sociale relationer netto koster det danske sundhedsvæsen 120-132 millioner kroner om året (SIF 2007: 293). I relation til problemet ensomme ældre foregår der en kommunikation i nyhedsmedierne, forskningsmiljøet, og social- og sundhedsmyndigheder m.m. Men det er også vigtigt, at 4 kommunikationen formår at beskrive de ensomme ældre på en måde, som de genkender. Efter research på Ensomme Gamles Værns (EGV) hjemmeside og læsning i rapporter om emnet ensomme ældre, tog vi kontakt til direktør i EGV Christine E. Swane. For at spore Christine E. Swanes tanker ind på et vigtigt og konkret kommunikationsbehov, stillede vi følgende spørgsmål: Hvis du og EGV fik 5 millioner kroner, der var øremærket til kommunikation, hvordan ville I så anvende dem? Christine E. Swane formulerede følgende kommunikationsbehov; “Vi har i EGV faktisk et konkret behov for at få mere viden om, hvordan ensomme ældre ønsker sig repræsenteret inden for den forskning og vidensformidling, som EGV står bag og deltager i”. Ud fra dette svar ser vi en kommunikationsopgave i at forsøge at skabe viden om, hvordan ensomme ældre ønsker at blive omtalt og beskrevet. Inspireret af dette vælger vi at fokusere på beskrivelsen af ensomme ældre i nyhedsmedierne. Ensomme ældre er ligeledes en delmålgruppe for nyhedsmedierne. Problemformulering Hvordan ønsker ældre kvinder med ensomhed i deres livsverden at blive fremstillet i nyhedsmedierne, og hvilken oplevelse har de af den måde, nyhedsmedierne skriver om ældre og ensomhed? Arbejdsspørgsmål Hvad indeholder de ældre kvinders livsverden, og hvilke oplevelser og erfaringer har de med ensomhed? Vi vil kende til de ældre kvinders livsverden med henblik på at opnå viden om, hvordan de ser sig selv. Vi vil gerne kende deres horisonter og erfaringer, herunder deres oplevelser med ensomhed. Vi ønsker at kende deres familieforhold og sociale forhold samt deres ønsker til fremtiden. Hvordan opfatter vores målgruppe den måde, medierne beskriver ældre og ensomhed? Vi vil gerne vide om de føler, at de bliver beskrevet på en måde, som de kan identificere sig med, og hvad de synes om beskrivelserne. Nyhedsmedier er meningsdannere, derfor forestiller vi os, at det ikke er ligegyldigt, hvordan nyhedsmediernes delmålgruppe ‘ensomme ældre’ beskrives. 5 Hvordan synes vores målgruppe at nyhedsmedierne bør beskrive ældre og ensomhed? Ud fra hvordan de opfatter sig beskrevet, og den viden vi har opnået ved at udforske deres livsverden samt ved direkte spørgsmål, vil forsøge at få et billede af, hvordan de kunne ønske sig at blive beskrevet i nyhedsmedierne. Kommunikationsargumentation Kommunikationen om ensomme ældre i forskning og vidensformidling synes at mangle reel indsigt i, hvordan ensomme ældre ser sig selv og ønsker sig beskrevet. Derfor antager vi, at det sandsynligvis også mangler i andre kommunikationssammenhænge, fx i nyhedsmediernes beskrivelse af ensomme ældre. Hvor videnskabsformidling er skrevet af forskere og fagfolk til andre med videnskabelig/faglig baggrund og indsigt, så er nyhedsgenren formidling af blandt andet videnskabeligt stof ‘oversat’ af journalister og kommunikationsfolk. Det er målrettet en bredere befolkning i massemedier ud fra enten interviews med eksperter eller selvstændig bearbejdning af stoffet. Altså en transmission fra fx læreanstalt til omgivelserne. Transmissionen fra forskningsformidling til nyhedsformidling kan betyde, at der i formidlingsprocessen er ting, der går tabt eller ting, der bliver udlagt på en bestemt måde. Der er særlige kendetegn for de forskellige genrer - videnskabsformidling og faglig formidling og nyhedsformidling. Der er forskellige skrivetraditioner inden for de forskellige videnskabelige paradigmer, og de er underkastet traditionelle restriktive genrenormer for indhold og form. Der er veldefinerede referencekrav til teori og metode. I den faglige formidling er normerne mere fleksible, og det er helt i orden at bruge både fagsprog og hverdagssprog. Når journalister formidler videnskabeligt eller fagligt stof, handler det om at gøre det nærværende og forståeligt for læseren. “Når man skal formidle, gælder det derfor om at transformere sin egen tavse viden til de fortællinger der har været med til at forme den… Set fra et formidlingsperspektiv er fortællingen imidlertid noget helt andet, nemlig en effektiv dåseåbner til læserens univers” (Becker Jensen 2001:187). Det niveau forskerne befinder sig på, og den detaljerede viden de skaber i det akademiske miljø, er ikke altid beregnet på andre niveauer. Den videnskabelige lære om fx forstoppelse er ikke nødvendigvis hverken nødvendig eller forståelig for en læser af sundheds tillægget i Politiken. Læseren er på et andet niveau, og har et andet formål end forskeren. 6 “It is in connecting with others who have views useful to self(…)that one develops a personal sense useful for directing one’s own step-taking” (Dervin 2003: 320).” Den faglige formidling bygger broer mellem vidensfelterne, og er forenklet, fordi detaljerigheden og fagtermerne ikke er interessant for den anden part. Det er en asymmetrisk proces, hvor afsender og modtager ikke har viden på de samme felter. Denne asymmetri kan sammenlignes med Dervins ’Gab’. “There is a yawning gap between institutional and researcher views and the world of the everyday. Sense-Making as an approach explicitly assumes that it is possible to bridge this gap by implementing alternative procedures” (Dervin & Frenette 2003: 237). Det skal forstås som en kløft, der er forbundet med sproget, altså en kløft imellem to vidensfelter. Formidling kan ses som Dervin gør, som broer mellem forståelsekløfter. Broen symboliserer mulighed for transport begge veje, fra forsker til publikum, fx via en journalist formidler, og tilbage igen. I forhold til emnet ‘ensomme ældre’ ser vi, at der i nyhedsmedierne anvendes begreber som ‘ufrivillig ensomhed’ i forbindelse med beskrivelse af forskning på området. Vores opfattelse er, at ord er med til at påvirke den virkelighed vi lever i. Derfor antager vi, at det ikke er ligegyldigt, hvilket sprog nyhedsmedierne anvender om begrebet ensomhed. Se fx artikel Ensomhed varer hele livet på DR, hvor der henvises til forskning på University of Chicago, hvor man anvender begrebet ufrivillig ensom i artiklen, (DR: 25 februar 2014). Man kan problematisere begrebet ‘ufrivillig ensom’, fordi det rummer muligheden for, at man kan være ‘frivillig ensom’ eller, at det kan være selvvalgt. Som ovenfor nævnt er ensomhed aldrig selvvalgt. Man kan spekulere over, hvilke konsekvenser ordet ufrivillig kan have. Man kan forestille sig, at det åbner op for muligheden af, at man kan gradbøje ordet ensomhed så det alt afhængig af belejlighed prioriteres mere eller mindre fra offentlig side, også fordi det koster penge at gøre noget ved. Sætningen ufrivillig ensom bliver således noget man kan relativere. Når vi vælger at fokusere på den måde nyhedsmedierne beskriver ældre ensomme mennesker på, hænger det også sammen med professor og kommunikationsforsker Brenda Dervins iagttagelser omkring journalistik. Brenda Dervin mener, at den journalistiske metodes grundlæggende svaghed er, at den er baseret på den klassiske transmissionsmodel for kommunikation, hvor man tror på, at budskaber kan pakkes ind, 7 sendes og pakkes ud, og derefter forstås og afkodes præcis som afsenderen havde planlagt det. Journalisten transporterer præcise billeder af en bestemt virkelighed til et publikum, som har en bestemt plads i det samfundsmæssige hierarki. I dette tilfælde om emnet ældre ensomme, som ikke har let ved at komme til orde i det offentlige rum. Brenda Dervin mener, at journalistikken ofte indtager en autoritær rolle, som tjener for magten, i dette tilfælde de, som kommer til orde ”The professional practices are still anchored in reality-transmission assumptions – that what journalistic communicating is about collecting and transmitting accurate pictures of reality(...)an attempt to systematize people so they fit in an orderly manner within systems” (Dervin 2003: 311). Dervin efterlyser en journalistik, der i sin metode er baseret på ægte dialog, ved metodisk at dække de forskellige synspunkter, som gør mennesker i stand til at danne deres egen mening. Vi ser på en målgruppe, som normalt ikke har en stemme i offentligheden og dermed i nyhedsmedierne, fordi der implicit i begrebet ensomhed er iboende isolation for den enkelte. Vi opfatter, at ensomme ældre kvinder på 75+ hører til en sådan gruppe. Teoretisk ramme I det følgende teoriafsnit vil vi beskrive nogle af de centrale teoretiske begreber, som vi er inspireret af. Fænomenologisk tilgang Vores videnskabsteoretiske tilgang til undersøgelsesprojektet er fænomenologisk. Fænomenologi er både en retning, en metode, en stil og en tænkemåde, der blev grundlagt som filosofisk skole i starten af det 20. århundrede af den tyske filosof Edmund Husserl (1859- 1938) (Brinkmann & Tanggaard 2015: 217). Selve ordet fænomenologi betyder 'læren om det, som viser sig'. Vi vil forfølge den fænomenologiske ambition om at belyse et fænomen, som det er i sig selv (Brinkmann & Tanggaard 2015: 218). Vi vil søge at komme bag om eventuelle forudindtagede opfattelser og generaliseringer om det sociale fænomen ensomhed, og komme "til sagen selv" (Brinkmann & Tanggaard 2015: 218). Livsverden Vi ønsker at møde den enkelte ældre kvindes beskrivelser af oplevelser, følelser og tanker i forskellige situationer i hendes liv med henblik på at få viden om, hvordan hun 8 ser sig selv og sin situation. Vi vil udforske hendes livsverden, den virkelige verden (Brinkmann & Tanggaard 2015: 219). Livsverdensbegrebet blev introduceret af Husserl, og skal forstås som vores konkrete virkelighed; den virkelighed vi er fortrolige med, når vi skal foretage valg og handlinger i hverdagen (Brinkmann & Tanggaard 2015: 219). Derfor er det vigtig at tage udgangspunkt i livsverdenen, når vi ønsker at beskrive og få viden om fænomener, fx ensomhed. “Livsverdenen - den verden, vi lever i og tager for givet - er en førvidenskabelig erfaringsverden. Det er derfor altafgørende at tage udgangspunkt i livsverdenen for at kunne beskrive fænomener, som de er" (Brinkmann & Tanggaard 2015: 219). Når vi synliggør viden om den enkelte kvindes liv og erfaring, er der i et fænomenologisk perspektiv ikke tale om egentlig ny viden, men om viden der er allerede var der, og som nu er blevet synliggjort (Brinkmann & Tanggaard 2015: 220). Forforståelser Vi er opmærksomme på, at på trods af vores ihærdige forsøg på at holde vores forforståelse ude i strakt arm, så består enhver behandling af materialet af valg og fravalg og dermed af vores subjektive selektering. Vi må forsøge at være opmærksomme på, hvilken betydning det har for resultatet, uden at ordet resultat skal forveksles med sandheden, men snarere som et billede på de fire interviewpersoners livsverden som de ser det i øjeblikket, og vores forståelse af det de udtrykker. Det er centralt i fænomenologien, at man aldrig må gå ud fra, at man ved, hvad andre tænker, føler eller ønsker, uanset hvor nære relationer, der er tale om (Brinkmann & Tanggaard 2015: 218). Man må spørge og lytte åbent, uden en forudindtaget forståelse. Vi vil således forsøge at forfølge det fænomenologiske ideal om at sætte vores almene og videnskabelige forforståelse i parentes (Brinkmann & Tanggaard 2015: 220). Derudover har vi også haft tanker og fordomme om ensomhed og ældre kvinder før vi gik i gang med projektet. Vi har nedskrevet forforståelser i forhold til emnerne ensomhed og ældre, og vil i hele undersøgelsesforløbet forsøge at være bevidste om vores forforståelser og forsøge at holde dem ud i strakt arm, når vi lytter til vores interviewpersoner. Vores interviewpersoner er eksperter i deres eget liv, og vi er interesseret i den viden, de kan give os. Vores personlige forforståelse i forhold til emnet ældre, ensomme kvinder bygger på kendskabet til familie, naboer og ældre i samfundet generelt. Det er vores opfattelse at ensomhed føles som en sorg, og at det er meget svært at leve isoleret. Alle mennesker har brug for nærhed. Det er også vores opfattelse at rigtig mange ældre har et godt liv, men at der er er en gruppe, som er meget ensomme og isolerede. Vi synes ikke, at de svageste ældre i samfundet bliver behandlet godt nok på alle måder. Dårlig mad og dårlig pleje. Det gælder både 9 plejehjem og hospitaler, hvor gamle mennesker er nedprioriterede. Vi forestiller os at det må være ensomt at mærke hvordan man bliver usynlig for resten af samfundet. Med udgangspunkt i de fænomenologiske principper vil vi anvende vores konkrete erfaringer inden for kommunikation. "De bedste og mest interessante fænomenologiske forskningsresultater opnås ved personligt tilrettede metoder, der bæres af åben undren og ægte nysgerrighed" (Brinkmann & Tanggaard 2015: 231). Vores fænomenologiske tilgang videreføres i anvendelsen af relevante teoretiske begreber fra fænomenologerne Brenda Dervin og Alfred Schütz i relation til kommunikation og hverdagslivet. Dervin og Sense-Making Vi benytter Brenda Dervins tanker om Sense-Making og dialogisk, modtagerorienteret kommunikation som udgangspunkt for vores kommunikationsforståelse. Det grundlæggende i Dervins tanke er, at kommunikationen forfejler sit mål, hvis den ikke tager udgangspunkt i, hvordan modtagerne fortolker deres livsverden og hvordan de agerer i situationer og komplekse sociale sammenhænge i deres hverdag (Dervin & Frenette 2003: 236). Traditionelt er mange kampagner udformet af medieeksperter, der skal overføre ekspertviden som en one-way kommunikation til en målgruppe, der er defineret ud fra overordnede parameter, fx demografiske (Dervin & Frenette 2003: 234). Derved sker der ikke en individuel orienteret henvendelse til den enkelte som i en dialog, men gives en fælles besked, som måske ikke opleves meningsfuld for nogen overhovedet. Dervins tilgang til dialogisk kommunikation udspringer af hendes Sense-Making begreb, der handler om, hvordan mennesker skaber mening i deres liv. Kommunikationen skal invitere til dialog ud fra et kendskab til modtagernes meningsdannelse i hverdagen i relation til det emne eller fænomen, der kommunikeres om. Nouning og verbing Et afgørende fokus hos Dervin er at undgå brugen af Nouns, Nouning. Nouns er navneord og betegnelser, som fastlåser en bestemt betydning af, hvad noget eller nogen ER. Nouns virker på den måde dømmende og kategoriserende, og afgør på forhånd, hvad der er problemet, og i forlængelse heraf også, hvad der er løsningen. I stedet foreslår Dervin, at man skal benytte en spørgende Verbing tilgang, hvor man spørger til og interesserer sig for, hvad mennesker GØR i forskellige situationer i deres liv for at skabe mening (Dervin & Frenette 2003: 236). 10 Dette åbner for en udforskning af menneskers livsverden og meningsdannelse i hverdagen. For at forstå en persons meningsdannelse (Sense-Making) gennem livet må man invitere og hjælpe personen til at fortælle om sin livsverden, og her fokusere på, hvad personen gør (Verbings) eller har gjort i forskellige situationer (Dervin & Frenette 2003: 237). Vi vil i vores interviewsamtaler med de ældre kvinder være bevidste om ikke at bruge nouning, men vedholdende bruge verbings for at høre om deres handlinger og oplevelser. Selv om kvinderne kommer på et dagcenter, og vi derfor kan have en begrundet formodning om, at de oplever eller har oplevet ensomhed, vil vi ikke på forhånd noune dem som ensomme. Vi vil ikke opfatte eller tiltale kvinderne som ensomme, det er deres egen fortælling, der afgør dette. Gaps og bridges Dervin har udviklet en metafor, som visuelt forklarer hendes Sense-Making teori. Den viser, hvordan mennesker i konkrete situationer skaber mening. Et menneske er på vej gennem livet, men må stoppe op i en situation, hvor det møder en kløft (gap) på sin vej. (Dervin & Frenette 2003: 238) Kløften er en forhindring, som symboliserer et problem, en forstyrrelse eller et dilemma. Kløften kræver en bro (bridge) for at kunne forceres. Broen er symbolet på den løsning eller beslutning (mening), som mennesket må træffe i den konkrete situation for at komme videre med sit liv. På den anden side af kløften, evaluerer mennesket, hvorvidt det var en god løsning, en god bro, der kan være gangbar, næste gang mennesket støder på samme type kløft. Vores hverdag er fuld af små og store kløfter, som vi bygger broer over. Dervin understreger, at når vi som individer står i en situation med en kløft, har vi masser af valgmuligheder i forhold til at bygge bro over kløften (Dervin & Frenette 2003: 238). Vi kan fx følge en rollemodels eksempel, gentage broen fra sidste møde med kløften, følge en leder eller en ekspert. Nogle gange tager vi en resolut beslutning, andre gange følger vi bare med strømmen eller lader vores mavefornemmelse vælge broen for os. Uanset, hvad vi vælger, vælger vi det, der giver mening i situationen. "Across the range of conditions humans face, it is assumed that every potential mode of gap bridging is useful in some context", (Dervin & Frenette 2003: 238). Space-time Sense-Making og brobygning sker både i tid og rum. Vi skaber mening hen ad vejen som tiden går, i de forskellige situationer vi kommer ud for, og vi prøver altid at forbinde vores fortid, erfaringer, fortællinger, minder, med vores nutid og fremtid, håb, drømme og planer. Kort og godt søger vi at skabe meningsmæssig sammenhæng mellem vores 11 tre horisonter; fortid, nutid og fremtid (Dervin & Frenette 2003: 239). Tilsvarende skaber vi mening, når vi bevæger os i rum, fra den ene kontekst til den anden; fx fra vores vante hverdagskultur til en for os uvant kulturs hverdagskultur, eller fra en seriøs erhvervskontekst til en uhøjtidelig fritidskontekst. Al kommunikation og meningsskabelse forudsætter kontekst: ”Context is something you swim in like a fish.You are in it. It is in you" (Dervin 2003: 130). Alfred Schutz og livsverdenen i hverdagslivet Vi inddrager fænomenologen Alfred Schutz’ (1899-1959) teoretiske begreber; livsverden, tema, horisont og relevans til at analysere og skabe overblik over indholdet i de interviews, vi gennemfører med vores fire ældre kvinder. Schutz videreudviklede livsverdensbegrebet efter Husserl til mere at handle om hverdagslivets verden, den altoverskyggende virkelighed. Det er den verden, vi fungerer i hverdagen, med dens struktur af alle mulige vaner, regler, principper og begivenheder. "Livsverden er både scenen og genstanden for vore handlinger og interaktioner" (Bech-Jørgensen 2005: 12). Vores livsverden er, ifølge Schutz, en common sense verden, hvor vi i hverdagen trygt stoler på vores erfaringer og viden, uden at tænke over hver lille handling, vi foretager. Vi gør det fordi det opleves som selvfølgeligt (Bech-Jørgensen 2005: 10). Vores erfaring og videnstammer dels fra den kultur, vi er opdraget og opvokset i, og dels fra de sociale sammenhænge og situationer, vi indtil videre har været igennem i vores liv. Horisont, tema og relevans Vores livsverdens centrum er vores eget 'her' og 'nu', men omfatter også fortiden og fremtiden, vores horisonter. Vi har alle en livsverden, der er fuld af temaer, som på den ene eller anden måde er vigtige for os og derfor har relevans for os. Temaerne kan både knytte sig til vores fortid, nutid og fremtid (Dahl 1993: 26). Relevansens horisont og strukturen af relevansen er åben for forandring, så det tema, der er relevant og vigtigt i dag, ikke nødvendigvis er det i morgen. Omvendt kan der på et øjeblik indtræffe en begivenhed, der gør et helt nyt tema relevant for os, selv om dette ikke var vigtigt eller havde relevans lige før. Tilsvarende har vi den viden, vi føler, der er relevant for os, og bekymrer os ikke om resten, medmindre en ydre eller indre begivenhed laver om på dette (Dahl 1993: 26). I kommunikationsmæssig sammenhæng betyder det, at hvis noget skal blive set, læst og opfattet af modtagerne, skal det have relevans for modtagerne. Det skal med andre ord give mening at beskæftige sig med det. Relevansen har tre former; hhv tematisk relevans, fortolkningsrelevans og motivationsrelevans. Når et tema eller fænomen har tematisk relevans, er det fordi det på en eller anden måde opleves som vedkommende i forhold til vores livsverden. Har temaet fortolkningsrelevans, vil vi beskæftige os 12 nærmere med det. Vi vil gå dybere ind i temaet og fortolke relevansen af det i relation til vores livsverden og horisonter. Hvis temaet har motivationsrelevans, har det relevans i forhold til vores faktiske mål og behov, og vi vil være motiveret til at handle på temaet (Dahl 1993: 26 og 33). Metode Undersøgelsesdesign Vi har valgt den kvalitative metode med eksplorative interviews frem for den kvantitative metode. Kvalitativ forskning interesserer sig for, "hvordan noget gøres, siges, opleves, fremtræder eller udvikles", hvorved der kan komme helt ny viden frem (Brinkmann & Tanggaard 2015: 13). "Man arbejder ikke med statistiske gennemsnit, men søger at forstå konkrete personer og sociale processer - hvordan mennesker tænker, føler og handler og bliver til i forskellige kontekster" (Brinkmann & Tanggaard 2015: 14). Kvalitative metoder er kendetegnet ved både at være eksplorative og fleksible i forhold til at gå i dybden inden for et afgrænset empirisk felt med få respondenter (Harboe, 2010: 47,48). Vi laver en kvalitativ målgruppeanalyse med repræsentanter for en delmålgruppe for nyhedsmedierne - ensomme ældre kvinder - og ikke en målgruppeanalyse, som skal sige noget om en stor population. Vores perspektiv er et andet. Vi vil finde ud af, hvordan delmålgruppen ønsker sig beskrevet i nyhedsmedierne gennem en analytisk generalisering (Brinkmann & Tanggaard 2015: 14). Vi har fravalgt fokusgruppeinterview og videooptagelse og prioriteret metoder, som vi mener egner sig bedst til at frembringe materiale, der understøtter vores problemformulering og videnskabsteoretiske afsæt. Udvælgelse af repræsentanter for delmålgruppen - ensomme ældre kvinder Vi har valgt fire ældre kvinder, som bor i Gentofte kommune, som er visiterede af kommunen til Dagcentret Tværbommen på grund af ensomhed og mangel på aktivitet i hverdagen. Det betyder, at vi kan gå ud fra, at ældre mennesker på dagcentre og daghjem føler eller har følt en vis grad af ensomhed. Vi valgte Gentofte Kommune fordi vi havde kendskab til Dagcentret Tværbommen. Vi ringede til daglig leder på dagcentret Tværbommen, Tina Søegaard. Vi fortalte om vores projekt. Tina Søegaard sagde, at de 13 har en gruppe kvinder, som kun kommer i centret af sociale årsager. Vi bad Tina om ikke at nævne ensomhed fordi vi ikke vil trække begrebet ensomhed ned over kvinderne. Det var hun indforstået med. Vores interviewpersoner er etniske danske kvinder på 75+. Vi vælger etniske danskere, fordi vi har fundet ud af, at ensomhed blandt ældre med anden etnisk baggrund behandles særskilt i de undersøgelser, vi har set. Vi er bevidste om, at der kan være forskellige sociale forhold i forskellige geografiske områder. Den selvoplevede økonomiske situation har betydning for, hvor ensom ældre føler sig (Marselisborg 2012: 35). Det kvalitative interview Inspireret af Brenda Dervin, har vi gennem åbne dialogiske spørgsmål søgt at skabe ny viden om, hvordan vores interviewpersoner ønsker sig beskrevet i nyhedsmedierne. Vi er interesserede i de ældre kvinders fortællinger og oplevelser, og valgte derfor en interviewform, som giver plads til samtale, og som derfor ikke er stramt struktureret. På den baggrund valgte vi det semistrukturerede livsverdensinterview, “der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener” (Kvale og Brinkmann 2009: 19). Vi ville vise empati ved gennem både kropssprog, tonefald og spørgsmål at skabe tillid, så interviewpersonerne slapper af. På den måde anvender vi os selv som forskningsredskab, (Kvale 1997:130,151). Hvert interview startede med en briefing om, hvorfor vi gerne vil tale med dem og for at skabe tryghed. Vi vil forsøge at undlade at anvende begrebet ensomhed, med mindre interviewpersonen selv bringer det på bane. Vi anlægger en indirekte indfaldsvinkel på det emne for, at det ikke er os, der definerer deltagerne som ensomme. (Se metodeafsnit om Dervin og nouning). Derefter vil vi følge en lille indledning i form af almindelig hyggesnak. Vi ønskede at få en samtale, som er inkluderende over for interviewpersonernes følelsesliv. Vi ønsker derfor at variere den intellektuelle-emotionelle dimension i forsøget på at opnå spontane emotionelle reaktioner på nogle overordnede emner, som fremgår længere nede i dette afsnit jf det semistrukturerede interview. I interviewsituationen er indbygget en magtstruktur blandt andet fordi, det er os der er initiativtagere og os, der styrer interviewet. Kvale og Brinkmann beskriver det asymmetriske magtforhold mellem interviewer og interviewperson, og de fremhæver, at interviewsituationen ikke kan forstås som en samtale mellem ligestillede parter (Kvale og Brinkmann 2009: 19). Der er nærmere tale om en relation, hvor vi som interviewere hovedsageligt styrer samtalesituationen gennem temaer og spørgsmål. Vi har foretaget 14 debriefing med en almindelig hyggesnak inden interviewet var slut. Det er vigtigt at interviewpersonen ikke føler sig plukket eller tom efter interviewet. Interviewguide Interviewguiden er udformet som en tilpasset, tematisk spørgeguide ud fra vores arbejdsspørgsmål jf (Kvale 1997: 134). Denne skulle gerne munde ud i et samtaleforløb med et naturligt hverdagssprog, som kan give interviewpersonen mulighed for at udfolde fyldig og varieret information, som vi kan udforske nærmere ved at spørge åbent ind fra flere vinkler. Som arbejdsspørgsmål er ‘hvorfor’ spørgsmål vigtige. Vi er opmærksomme på at typerne af spørgsmål har forskellige roller afhængig af, om det er arbejdsspørgsmål til den overordnede ramme eller, om det er til det direkte interview, hvor deskriptive spørgsmål som ‘hvordan’ og ‘hvad’ skal udfolde livsverden. Vi er ligeledes opmærksomme på, at der ikke er langt fra denne interviewform til det terapeutiske interview. Vores formål er netop ikke at skabe en forandring hos interviewpersonerne, men udelukkende at skabe viden (Kvale 1997:154). Vi medbragte få spørgsmål i interviewguiden som styringsredskab. Vi var bevidste om, at interviewers tavshed et langt stykke ad vejen er befordrende for dels at give plads til interviewpersonen og samtidig give lyst og incitament for interviewpersonen til at uddybe og komme med egne dybe formuleringer, (Kvale 1997:138). Ved anvendelse af tavshed som en struktureret del af interviewene er det vigtigt med kropsligt/visuelt nærvær i form af opmuntrende nik, god øjenkontakt, åbent kropssprog og små lyde som tilkendegiver, “jeg er med dig hele vejen”. Kreative metoder Vi har anvendt kreativ metode ved at vise de ældre kvinder tre billeder (se bilag). Billederne er valgt ud fra at kunne give forskellige associationer i forhold til, hvor kvinderne er i livet. “Samtaler omkring billeder fungerer som et effektivt betydningsforankrende ”redskab”, som åbner for nye erkendelser og giver mulighed for at bearbejde og udvikle både kollektive og individuelle erfaringer på en anden måde, end når man nøjes med at tale sammen” (Hee Pedersen 2004: 1). Christina Hee Pedersen beskriver, hvordan billedmateriale i empiriindsamlingen på afgørende vis kan udvide forståelser af kommunikationens kompleksitet og give konkret indsigt i, hvordan betydningsdannelse foregår som en kommunikativ praksis i dialogen. Altså vil billedmateriale kunne give forskeren en bedre forståelse af, hvordan en betragter danner mening om et emne. Anvendelsen af billedmateriale skulle åbne op for yderligere tanker og følelser hos kvinderne samt øge vores forståelse af begreber eller 15 temaer, som de frembragte. De kan måske understøtte dialogen og frembringe nye aspekter i samtalen. En af pionererne inden for visuel sociologi er Douglas Harper, som benævner anvendelsen af billeder og video i interviews som fotoelicitation: “The difference between interviews using images and text, and interviews using words alone lies in the ways we respond to these two forms of symbolic representation. This has a physical basis: the parts of the brain that process visual information are evolutionarily older than the parts that process verbal information.Thus images evoke deeper elements of human consciousness that do words; exchanges based on words alone utilize less of the brain’s capacity than do exchanges in which the brain is processing images as well as words. These may be some of the reasons the photo elicitation interview seems like not simply an interview process that elicits more information, but rather one that evokes a different kind of information” (Harper, Douglas. 2002: 13-26). Man har altså, ifølge Harper, muligheden for at få interviewpersoner til at anvende dels en større del af hjernen samt den del som er visuelt baseret, og ifølge Harper, vil det give anledning til at få flere og andre informationer og dermed mere viden. Christina Hee anvender metoden som en stram, struktureret, ikke fænomenologisk del af sin undersøgelse om fx køn, hvor hun tolker på, hvorfor bestemte interviewpersoner vælger bestemte billeder, og hvor hun tillægger de enkelte billeder betydningskoder, som skal sige noget om de mennesker, der vælger dem. Dette nærmer sig den terapeutiske form i vores optik. Vi har i stedet ud fra en fænomenologisk tilgang ladet de ældre kvinder uddybe, hvilke følelser eller tanker det bringer dem mhp at supplere deres tanker om et emne. Altså det, der kommer til syne for billedets betragter og heller ikke som i fx fotoelicitation ud fra en symbolsk repræsentation. Det talte ord er flygtigt og forsvinder, hvorimod billedet er materialiseret. Man kan tale om, at der er et verbalsprog og et billedsprog, hvor billedet har et mere omfattende indhold end et enkelt ord eller sætning; (Kjørup 1991: 64). Man kan sige, at det verbale sprog er lineært, hvor ordene kommer efter hinanden i fremdrift. Billedet derimod rummer muligheden for at blive læst i den rækkefølge man vælger, imens man kigger på det. Minireception som kreativt greb Som et led i en slags udvidet kreativ metode og inspireret af Kim Schrøders receptionsanalyse, lader vi vores interviewpersoner se overskrifter og underrubrikker fra avisartikler, som omhandler ældre og ensomhed. Det er altså ikke en receptionsanalyse. Vi ønskede de udtrykte deres forståelse og opfattelse og følelser af artiklens temaer og sætte det i relation til den måde, de opfatter sig selv på, samt den måde, de kunne ønske sig beskrevet, hvis anderledes. Den humanistiske og 16 samfundsvidenskabelige kommunikationsforskning har lige siden den positivistiske; ‘Uses and gratifications-retning vandt frem i 70’erne, understreget vigtigheden af at tage udgangspunkt i modtagerne i kommunikationstilrettelæggelse. Teorien indeholdt spørgsmålet: Hvorfor bruger folk medier, og hvad bruger de dem til? Antagelsen er, at modtagere spiller en afgørende rolle i kommunikationsforløb. De er ikke passive størrelser, som afsendere uden videre kan overføre information til. Tværtimod er vi som modtagere kendetegnet ved kun at interessere os for budskaber, der virker relevante eller brugbare i forhold til vores aktuelle livssituation (Schrøder et al. 2003:14 og 38, Dahlgren 1998:303). Derfor forventede vi, at kvinderne ville forholde sig til de budskaber i overskrifterne, som var relevante for dem. Dette harmonerer også med Shutz’ begreb tematisk relevans, (Dahl 1993:26). Transskribering Vi har optaget interviewene på bånd samt foretaget transskribering af alle fire interviews. Da vi er to i gruppen har vi interviewet hver to interviewpersoner. Når der i interviewene ikke er sammenhængende narrativ har vi sammensat i meningsfulde citater ved at springe ‘ikke meningsgivende’ tekst over. “Hvis man ignorerer transskriptionsproblemerne, brolægges interviewforskernes vej til helvede med udskrifter” (Kvale 1997: 167). Det refererer til, at en udskrift af en transskription af et interview er en transformation fra den mundtlige diskurs til den skriftlige diskurs. Altså en slags forstening af en levende samtale på forskerens præmisser, trukket ud af kontekst. Eller oversættelse af et sprog til et andet. Inden for den hermeneutiske tradition taler man derfor om traduire traittori = oversættere er forrædere. “Transskriptioner er ikke kopier eller repræsentationer af en oprindelig virkelighed, men fortolkningsmæssige konstruktioner...” (Kvale 1997:166). Med bevidstheden om at vi går den visse forræderrolle i møde med konstruerede replikker, der uundgåeligt munder ud i forræderiske transskriptioner, springer vi ud i det alligevel. “Hvis man som hovedpræmis for fortolkning accepterer, at betydningen afhænger af konteksten, er isolerede udskrifter et forarmet fortolkningsgrundlag” (Kvale 1997:168). Vi har selv transskriberet de fire interviews i deres helhed med bevidstheden om at opnå konsistens i udskrivningen, også begrundet i, at der allerede ved udskrivningen af interviewet sker en analyse (Kvale 1997: 170). Vi har transskriberet ordret. Latterudbrud, grin, host, ”hmm” og ”øh” er inddraget, når vi vurderer, at det kan have betydning for meningen. Pauser er som hovedregel ikke vist, men hvis der forekommer meningsgivende pauser, så er de markeret som tankestreger (----). Vi har markeret interviewpersonerne som IP og os selv som IW for interviewer. 17 Meningskondensering Da interviewene skulle have karakter af samtale, og vi ikke skulle lave en decideret fortolkning men snarere en analyse, har vi foretaget en meningskondensering af interviewene med henblik på at trække den viden ud, som besvarer vores problemformulering (Kvale,1997: 190). Vi er dog bevidste om, at der er elementer af fortolkning i alle processens trin. I meningskondenseringen har vi inddelt transskriberingen i temaer eller betydningsenheder, altså temaer som interviewpersonen og intervieweren har kredset om. Emnerne kan være bestemt af interviewguiden, men der er ofte afstikkere i den frie samtale. Vi har trukket de temaer ud, som kan være med til at besvare vores problemformulering. Vi har i først givet de overordnede temaer farver og derefter lavet en ny udgave med en mere detaljeret farvekodning. På den måde har vi hele tiden været dybt nede i empirien og ikke kun i en lille udvalgt kondensering. Vi har lyttet hele interviewet igennem, for at få en fornemmelse af helheden. Vi har prioriteret i materialet og lavet analyse på hver vores to interviews, og derefter har vi sammenskrevet og tilpasset i fællesskab. Vi har forsøgt at bestemme de naturlige betydningsenheder, sådan som de udtrykkes af interviewpersonenerne. Det har vi gjort så fordomsfrit som muligt. (Kvale 1997:192). Vi har ud fra kategoriseringen udtrukket mange citater og arbejdet videre med dem i dybden. Etik Vi er opmærksomme på ansvaret som interviewer, og at interviewsamtalen ikke må virke som en ”trojansk hest”, der via åbenhed i interviewet, kunne bringe os ind bag interviewpersonens personlige grænser, hvor der henvises til, at en interviewperson kan forføres til en større åbenhed end vedkommende måske er interesseret i (Fog 2004:215). Det er nok vanskeligt at undgå, men vi har forsøgt. Denne indirekte teknik hører hjemme i det terapeutiske interview, og bliver etisk tvivlsom, når den bruges i forskningsinterviewet (Kvale 1997:159). Vi er opmærksomme på at vores interviewpersoner kan føle sig (mere) ensomme efter den intensive opmærksomhed. Derfor er det vigtigt med en glidende ‘udgang’. Behandlingen af data er endnu en subjektiv selektering; Vi ser et etisk dilemma i forhold til transskriberingen, som vi også er inde på i afsnittet Transskribering. Omvendt kan vi ikke gøre andet end at forsøge gennem den gode fornemmelse for vores interviewpersoner, at give et billede, som ligger så tæt på de følelser og den livsverden, som de udtrykker, som muligt. Vi har valgt at anonymisere vores interviewpersoner, og 18 de blev oplyst, at de kunne trække sig ud af interviewet såfremt de ikke ønskede at deltage. Præsentation af interviewpersonerne i målgruppeundersøgelsen De fire ældre kvinder i undersøgelsen bor i lejlighed i Gentofte kommune, hvor gennemsnitsindkomsten generelt er højere end i resten af landet (DST 2014). “En selvvurderet dårlig økonomi øger ligeledes de ældres risiko for at blive ensomme, dog ikke så markant som et dårligt helbred eller at være enlig” (Marselisborg 2012: 34). Marselisborg undersøgelsen viste altså, at det er den selvoplevede økonomi, det selvoplevede helbred etc. som er afgørende for graden af ensomhed. Ingen af kvinderne i vores undersøgelse har nævnt dårlig økonomi som tema. Interviewperson A understreger og til dels D, at deres gode økonomi er en fordel. A er en 84-årig kvinde, der som 19 årig fik polio. Hun lå på hospitalet i 6 måneder og senere i et år pga tuberkulose. Det er nu 25 år siden, og hun begyndte at komme i Dagcentret Tværbommen for at få inspiration og møde nye mennesker. Hun blev enke for 20 år siden. B er 95 år og den af de fire interviewpersoner som fysisk klarer sig bedst, fordi hun ikke har nogen decideret sygdom, men en tøffende gang. B spiller klaver og Keyboard, samt tegner, og hun har arbejdet på kontor altid, indtil hun gik på pension. Hun er kommet på dagcentret siden hun blev enke for 15 år siden. C er 87 år. Hun blev døv på begge ører som 9 årig, og har siden kun kunnet høre svagt på det andet. Hun har altid gået lange ture i skoven og lavet masser af håndarbejde. Hun mistede sin mand få måneder efter, at de havde fejret guldbryllup. Hun virker som en stille og forsigtig type. D er 90 år. Hun er i dag næsten blind. Hun har svært ved at forholde sig til tidsperioder og årstal. Hun blev skilt fra den mand, hun fik sine børn med. Han var altid bortrejst i forbindelse med sit arbejde. Hun fandt siden en ny mand, som var hendes datters svigerfar. Hun er frisk i sit sprog og sin fremtoning. Analyse Analysen er opdelt i tre dele. En livsverdensdel og to kommunikationsspørgsmål, henholdsvis hvordan målgruppen ser sig beskrevet og ønsker sig beskrevet i 19 nyhedsmedierne. Vi har identificeret følgende overordnede temaer i empirien, som er fælles og fremtrædende i målgruppen, og som vi vil beskrive og fortolke (Kvale 1997:186); Sygdom begrænser livsudfoldelse, Fra ægteskab til enkestand, Ensomhed fylder meget og Der er lys i hverdagen. Efter hvert citat angives henvisning til de transskriberede interviews med henholdsvis et bogstav for interviewperson og linjenummer, fx (A:38). Sygdom begrænser livsudfoldelse Sygdom er et fælles tema, der 'nu' og 'her' præger livsverdenen og relevansstrukturen hos målgruppen både tematisk, fortolkningsmæssigt og motivationsmæssigt, men også i forhold til deres erfaringshorisonter og fremtidshorisonter (Dahl 1993: 26 og 33). Sygdommene medfører mange undertemaer og skaber forhindringer, kløfter, som målgruppen må håndtere på den ene eller anden måde (Dervin & Frenette 2003: 238). “Helbredet er det forhold, der har størst betydning for, om ældre oplever ensomhed. Risikoen for ensomhed forøges fem gange, hvis den ældre vurderer sit helbred som dårligt sammenlignet med, hvis den ældre vurderer sit helbred som godt” (Marselisborg 2012: 28). Mobilitet - kan ikke selv kan komme omkring Målgruppens fysiske mobilitet er begrænset, hvilket betyder, at de ikke på egen hånd kan tage hjemmefra. Dette er medvirkende til, at de kan føle sig isolerede og opleve ensomhed. Dog kan B, med sin alderssvækkede og tøffende gangart, selv tage bussen til Dagcentret Tværbommen. A har derimod større fysiske udfordringer: “Jeg har kun et problem og det er at jeg ikke kan komme nogen steder. Jeg kan ikke gå ud i en forretning. Jeg kan ikke komme rundt” (A:184). Når en indre eller ydre begivenhed pludselig indtræffer, som fx når sygdom bliver et afgørende tema i et menneskes livsverden, ændrer det pludselig horisont- og relevansstrukturen i en lang række temaer (Dahl 1993: 26). For A betyder det, at hun må lægge sit liv om, og hun begynder at komme i Dagcentret Tværbommen. C har tidligere været fysisk aktiv og glad for at gå ture, også lange gåture. Men nu er hun ikke længere i stand til det på grund af fysisk svækkelse: “...jeg gik lange ture i skoven … og det har jeg altid gjort … Nu kan jeg ikke mere” (C: 309). 20 Sygdomme og alderdomssvækkelse har givet de ældre kvinder mange problemer/kløfter at slås med gennem livet og nu (Dervin & Frenette 2003: 238) . Fælles for dem er da også, at de på forskellig vis danner broer over nogle af de mange kløfter, som sygdom har medført. Et eksempel ses, hvor A muligvis skaber mening ved at bygge bro over en kløft, der er relateret til hendes sygdom. (På spørgsmålet om, hvordan hun klarede at ligge på polioklinik i et halvt år uden at kunne bevæge sig): “Jamen det klarer man jo. Det var ikke besværligt det var det faktisk ikke. Jeg har også haft tuberkulose. Der var jeg væk i et år, og havde lige fået en datter. Syv måneder efter at jeg havde fået hende fik jeg konstateret tuberkulose. Så da lå jeg på et sanatorium i et år.... jeg har altid været glad for at ... være sammen med andre mennesker der havde de samme problemer som mig” (A: 163 og 176). A ser, at hun ikke er alene med lidelserne, og på den måde har hun måske skabt mening og lindring i sin situation ved at bygge bro over kløften ensomhed forårsaget af sygdom? Hun finder fællesskab og glæde i samværet med andre mennesker med en tilsvarende sygdom og skæbne. En bro som hun har kunnet bruge i både tid og rum, og fx i fremtidige behandlingssituationer (Dervin & Frenette 2003: 239). Man kan måske tale om, at der opstår en fælles horisont/opfattelse mellem to eller flere individer med samme lidelse, og at relationen mellem individerne ændres fra en ”du jeg” relation til en ”vi” relation? Med andre ord kan de skabe en fælles forståelse af et fænomen, her deres situation med samme sygdom (Dahl 1993: 22). Forudsætningen for kommunikation mellem to eller flere personer er gensidig deltagelse i hinandens indre og ydre tid, hvilket Dahl formulerer som “at blive ældre sammen” (Dahl 1993:28). Dahl refererer til Schutz analyse af kontakt, der knytter sig til begrebet fællesskab. Fællesskab som indebærer, at ‘man stiller ind på hinanden’ når man gør noget sammen. “Begrebet skal forstås som et indre fællesskab, hvor det man deler, er selve sin menneskelighed” (Dahl 1993:28). I kommunikationen mellem to eller flere parter bliver man ifølge Dervin nødt til at ‘flytte sig’ i forhold til sit udgangspunkt, hvis kommunikationen skal lykkes. Afsender af budskaber må tilpasse sin kommunikationsstil. Dervin taler om nouning og verbing som begreber, der kan bruges til at vurdere om afsender, gennem sin kommunikationsstil, evner at møde modtageren på modtagerens præmisser (Dervin & Frenette 2003: 236). Spørgsmålet er om de i virkeligheden ubevidst har ‘nounet’ hinanden som værende 21 patienter? Et gensidigt prædikat, som måske forstærker selvforståelsen af at være en syg person i modsætning til at være en person med en sygdom. Hvad sker der med hele ens identitet og liv, hvis man først og fremmest er en syg person? Så er der måske ikke så meget plads til også at være mor eller at indtage andre roller? Måske kan A og hendes sygdomsfæller springe nogle af disse præmisser over i mødet med mennesker, der i deres livssituation ligner dem selv så markant, med et så dramatisk fælles tema som følgerne efter polio kan være? Inden for gruppen af polioramte kan der altså være ting, som man ikke behøver at forklare, uddybe eller tage hensyn til. Set i bakspejlet ville det have været interessant at spørge dybere ind til omstændighederne for A’s, ifølge hende selv, relativt ukomplicerede forhold til det faktum at være lænket til en seng med en alvorlig sygdom. Fremtidshorisonten - det bliver kun værre Der er ingen i målgruppen der udtrykker positive forventninger til udviklingen i deres sygdomme eller for deres fysiske formåen i fremtiden. Måske hænger det også deres høje alder?. "... men så samtidigt så øh øh ja så forsvinder mit syn, ja altså jeg har både grøn og grå stær siger de" (D:342). D havde hørt om et indgreb på Glostrup Hospital, der måske kunne give hende et bedre syn. Håbet om helbredelse er et tema med både fortolkningsrelevans og motivationsrelevans for D. Hun vil selvfølgelig gerne have sit syn tilbage, og har derfor undersøgt og fortolket muligheden nærmere, og handlet på den information, hun fik (Dahl 1993: 26 og 33): "... jeg har været ude på Glostrup og der er ikke noget - de kan ikke gøre noget ... fordi jeg havde hørt noget med ... så må det bare blive - forhåbentlig - sådan som det er ... Så er det da sådan at jeg kan skimte (D: 1032). Skuffelsen er en kløft, som D bygger bro over ved at skabe mening i, at "hun da kan skimte" (Dervin & Frenette 2003: 239). C er helt bevidst om, at hendes svækkelse kun bliver værre i den fremtidige horisont. Men hun bygger bro over denne kendsgerning ved at fokusere på og skabe mening med det, hun kan (Dervin & Frenette 2003: 239): 22 “… Så længe man kan klare sig selv og gå i seng og stå op… så synes jeg det er godt" (C:800). Fra ægteskab til enkestand Fælles for de fire kvinder er, at de alle beskriver et liv i ægteskab som, på forskellig måde, var på mandens præmisser. På mandens præmisser på godt og ondt De fire kvinder i vores undersøgelse er alle over 84 år, og derfor kan vi antage, at både de samfundsmæssige, sociale magtstrukturer og de magtstrukturer, som er mellem to mennesker, her mand og kvinde, må have været underlagt normerne fra tiden, hvor de var unge. Den patriarkalske samfundsnorm som gjorde det naturligt, at kvinder fokuserede på det som samfundet og manden forventede af dem, nemlig mand, børn og husholdning. Kvinderne beskriver deres ægteskab retrospektivt og ud fra den tid de lever i nu: “I 1950’erne... stod kernefamilien centralt - et familieideal bestående af far, mor og børn. I idealfamilien arbejdede manden for at tjene penge til familiens underhold, mens kvinden gik hjemme, stod for husholdningen og børnenes opdragelse” (Kvindemuseet i Danmark). C's beskrivelser i relation til sin mand tyder på, at han var et solidt fundament og centrum i hendes livsverden; hverdagslivet, horisonter, handlinger og sociale liv (BechJørgensen 2005: 12). Hun virker stolt af sin mand og hans position; “...han havde sit eget kontor og en masse damer (ansatte) at passe på” (C:121). Og hun nævner flere eksempler på opnåede goder og sociale oplevelser gennem manden; boliger via hans arbejde, sommerhus fra hans forældre, båd i Horsens, hvor han var fra og loge-fester: “... Vi havde et godt ægteskab, det havde vi altså … vi var glade sammen, han var meget festlig … jeg er mere så’n tilbageholdende, men han var en festlig mand, det var han. Der skulle ske noget hele tiden … Og der var jeg jo så med i det hele (C:485). “Han var medlem af en loge, hvor pigerne, damerne, (ægtefæller) de også var med, sommetider ikk’? ... til fester og sådan noget, der var vi altid med” (C:495). B antyder, at hun blev i ægteskabet med en alkoholiker fordi det var normen. Hun havde et fuldtidsarbejde og var mindre afhængig af manden med egen karriere og indkomst. Alligevel blev hun i ægteskabet: 23 “Ja det har ikke været et godt liv for mig. Det har været et hårdt liv det har det. Også for børnene. Man holdt ud. Dengang sagde man altid at du har at blive hvor du kommer og man kan ikke rende fra sted til sted. I dag var man jo skredet (B:362). B skaber bro og mening i at blive i sit ægteskab ved at konstatere, at ‘man holdt ud’, og at ‘man sagde’ “du har at blive hvor du er kommet”. Altså hun gjorde måske det normen tilskrev? På den måde skal hun heller ikke bære hele ansvaret selv. Kløften ser vi som spørgsmålet om, hvorfor hun blev i et dårligt ægteskab? (Dervin & Frenette 2003: 238). Der er måske ikke noget svar, men hun skaber mening ved at fokusere på, at der også var gode minder og hun bygger bro over sin prioritering ved at perspektivere til, at selv de kongelige har problemer. “Jeg har mange gode minder også. Sådan er det jo. Ja sådan er livet. Du må ikke tro at de kongelige har det som blommen i et æg” (B:384). Hun konstaterer også, ‘at i dag ville man være skredet’. Det kunne betyde, at de magtstrukturer, som hun tilskriver nutiden, er helt anderledes end dengang, og hun forestiller sig, at hun under de forhold ville have prioriteret anderledes. Mennesket påvirkes af både indre og ydre årsager, som fx sociale magtstrukturer, som medvirker til at bestemme, hvilke forståelser og observationer, som får præference på et givent tidspunkt (Dervin & Foreman-Wernet, 2003: 5). Schutz opererer med tid, rum og sociale relationer, hvor fortiden anticiperende kan forbindes med fremtiden. Man kan sige at B indtog en bestemt position i tid, rum og socialt system, hvor hendes handlinger dengang kan beskrives som act, altså noget hun erindrer, at hun gjorde, men også som noget hun kan anticipere. Hun ser, hvad hun faktuelt gjorde, og nu kan hun også se, hvad hun kunne/ville have gjort i dag. Altså hun forbinder anticiperende fortiden med nutiden og fremtiden (Bech-Jørgensen 2005: 13,14 og 15). C stoppede med at arbejde som frisør, da de fik børn i slutningen af 1950'erne. Hendes livsverdens temaer, relevanser og horisonter ændrer sig, da de pludselig bliver en familie og får det ansvar og de praktiske opgaver, der følger med at få børn. Når man får børn, er der temaer, der holder op med at være relevante eller som ikke længere har samme horisont-relevansstruktur (Dahl 1993: 26), fx kan arbejde, uddannelse og personlig karriere blive droppet eller sat på stand by. Temaerne kan 24 blive relevante igen, fx hvis man får børnene passet eller når børnene kan klare sig selv. Steinar Kvale beskriver i sine seks analysetrin det fænomen, at en interviewperson under interviewet selv ser nye betydninger i, hvad de har oplevet eller gjort (Kvale 1997: 187). C kom aldrig i arbejde igen og tog ingen uddannelse, men har været hjemmegående. Måske oplever hun i interviewsituationen et behov for at retfærdiggøre og skabe mening i sine valg dengang ved at understrege, at det var det fornuftige at gøre fordi andet kunne ikke betale sig. Hun har tilpasset sig sin mand på bekostning af egen karriere. Måske bliver hun i interviewet opmærksom på, at dette ikke matcher nutidens normer? Det kan tænkes, at hun for ikke at risikere nouning og blive opfattet som en uselvstændig kvinde, foretager denne fornufts sense-making (Dervin & Frenette 2003: 236 og 238): "Såh ... Nej, da havde jeg ikke noget arbejde, da vi flyttede derud … det var dengang det ikke kunne betale sig at konen arbejdede ... Det hele gik over på mandens ... Ja, så holdt jeg op med arbejde" (C:76-88). Så døde han, og man kan jo ikke snakke med væggene De ældre kvinder i undersøgelsen er fælles om, at have oplevet den pludselige omvæltning og sorg det er at miste en ægtefælle, men på forskellige måder. Jorit Tellevo, sygeplejerske og projektleder ved Palliativt Videncenter på SDU, skriver, at ti års forskning siden 2004 har vist, at tab af ægtefælle er en af de mest belastende og stressende livsændringer, et menneske kan komme ud for (Tellevo 2014). “Det var derfor han døde. Han røg og malersyndrom, han var maler, og han drak øl med kammeraterne og tog med mesteren ud og drak efter fyraften og så kom han skidefuld hjem rent ud sagt” (B:357). Det er bemærkelsesværdigt, at B, som har beskrevet, at hun har levet i et dårligt ægteskab, hvor hun siger, at det har været meget hårdt, alligevel følte ensomhed, da hendes alkoholiske mand døde. Vi forventede, at hun ville udtrykke en vis lettelse. Professor emeritus E.M. Griffin taler om interpersonel kommunikation: “Unconditional positive regard is an attitude of acceptance that isn’t contingent on performance … Can I let myself experience positive attitudes toward this other 25 person - attitudes of warmth, caring, liking, interest, and respect” (Griffin 2009:50). Pointen er, at hvis to mennesker gennem empati er i stand til at indtage den position over for hinanden, så vil begge personer modnes, og de vil også kunne lide hinanden. Måske har B virkelig været i stand til overvejende at tilsidesætte sine egne værdier og mødt sin mand og hans verden uden fordomme. Eller måske er det en overlevelsesmekanisme, fordi hun føler, at det er hendes opgave, at blive hvor hun er uanset, hvor elendigt forholdet er. Men det er et gæt. “Den ene skal ikke sidde på den anden og kommandere. Jeg gav gerne efter altid for husfredens skyld” (B:387). Griffin illustrerer sin pointe gennem en stribe fra Steen og Stoffer: “We don’t understand what really causes events to happen. History is the fiction we invent to persuade ourselves that events are knowable and that life has order and direction. That’s why events are always reinterpreted when values change. We need new versions of history to allow for our current prejudices...” (Griffin 2009:50). Det kan altså ikke udelukkes, at B’s opfattelse af sit ægteskab og følelser ved sin mands død er farvet af den tid og kontekst hun står i nu samt et behov for, at hele den del at hendes liv skal give mening. En efterrationalisering. (På spørgsmålet om B følte sig ensom da hendes mand døde): “Hvad siger du? Ja det er da klart! Du er gift ikk? Tænk hvis du pludselig mistede din mand, så var du da også ensom … man kan jo ikke tale med væggene vel. Alle de der computere og tv og det – det er jo en stor opfindelse ikke, men det menneskelige moment er det vigtigste her i livet. Nærheden” (B:194 og 198). B har måske tidligt affundet sig med sin skæbne og været taknemmelig for den nærhed, hun kunne få? Og her kan vi selv se, hvordan vores egne fordomme og forforståelse farver vores opfattelse af B’s ægteskab. I princippet kan man ikke udelukke, at hun kan have haft ægte kærlighed i sit ægteskab på trods af modgangen. Fra det øjeblik kvindernes ægtefæller dør, ændres tema-, relevans- og horisontstrukturen i de efterladte kvinders livsverden markant i forhold til følelser, identitet, sociale relationer, praktiske forhold mm. (Dahl 1993: 26): 26 “ … så boede jeg jo så i huset der ikk’? … jeg vil ikke bo alene der, da der var gået et stykke tid, så fik jeg solgt huset i løbet af 3 timer” (D:260). Da manden dør, bliver livet med ham en del af de efterladte kvinders erfaringshorisont og er ikke længere en del af deres fremtidshorisont, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Man kan forestille sig, at de efterladte kvinders selvværd, selvtillid og identitet gennem relationen til manden stadig vil præge deres livsverden og fremtidshorisont. Måske viderefører kvinderne nogle af de traditioner og drømme, som de har haft med deres mænd. Ensomhed fylder meget De fire ældre kvinder i undersøgelsen beskriver alle, undtaget C, at de er ensomme. De kommer alle i dagcentret Tværbommen på grund af en eller anden grad af ensomhed. A, B og D er åbne omkring det og mere eller mindre bevidste om, hvad der er årsag og virkning. Måske er ensomhed for C et tabu, som hun kun indirekte erkender i interviewet? Fælles for dem alle er, at ensomhed især er knyttet til at være blevet enke og til sygdom, ligesom de kun har lidt eller ingen kontakt til familie. A og B er sjældent i kontakt med deres børn, mens C og D er i telefonisk kontakt med deres børn. “Helbredet forøger risikoen for ensomhed, fordi det begrænser den ældres muligheder for at udfolde sig, bl.a. socialt” (Marselisborg 2012: 8). A føler sig mest ensom i weekenden, hvor hun ikke går til behandling eller er i dagcentret: ”... Nu hvor jeg kan mærke at min krop ikke vil mere og har mange smerter. Jeg kommer ikke ud. Jeg føler mig isoleret. Jeg har også haft en knude i brystet. Jeg går til kontrol for alting hele tiden. Det er ensomt (A:300). Hun opdager nye betydninger og relationer i forbindelse med sin ensomhed i løbet af interviewet, hvor det går op for hende, at den sociale kontakt hun har, primært er knyttet til sundhedspersonale. (Kvale 1997: 187). Kvale beskriver, hvordan interviewpersonen opdager nye sammenhænge spontant uden fortolkning fra interviewerens side. A er måske blev inspireret til opdagelsen gennem et spørgsmål. (På spørgsmålet om hendes primær sociale kontakt består af sundhedspersonale): 27 “Ja --------------! og medarbejdere her (Dagcentret) det er rigtigt hvad du siger! ...Jeg er mest ensom i weekenden. Weekenden er rædselsfuld”. (A:304 og 306). “jeg ser ikke nogen for jeg har ikke nogen mere. Min mands familie er døde alle sammen (A:232). B beskriver en ensomhedsfølelse, som er kommet efter at hendes mand døde. Dødsfaldet får hende til at føle, at hele byen er død, efter at manden døde. Man kan sige, at den pludselige forandring som dødsfaldet indebærer, har ændret B’s horisonter og relevansstruktur, fordi det har ændret hendes opfattelse af samfundet omkring hende, så det også er blevet dødt og uden mening (Dahl 1993: 26): “... jeg har faktisk ikke følt mig ensom før jeg blev enke” (B:208). “Det er en meget død by. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Dengang min mand levede, det er selvfølgelig 14 år siden, der var der meget mere liv” (B:25). “Det der irriterer mig mest når jeg kører herud med bus er den ensomhed der er alle vegne. Der er jo ingen mennesker. Og når man kigger i vinduerne er der heller ingen mennesker” (B:18). “En selvvurderet dårlig økonomi øger ligeledes de ældres risiko for at blive ensomme, dog ikke så markant som et dårligt helbred eller at være enlig. Risikoen for at føle sig uønsket alene er halvanden gang så stor, mens risikoen for at føle sig alene sammen med andre er 1,9 gange så stor som dem med en god selvvurderet økonomi” (Marselisborg 2012:34). A siger at hendes gode økonomi har spillet en rolle for hendes velbefindende i det hele taget. Det har gjort hendes situation mere tålelig. Man kan måske sige, at hun bygger bro med sin gode økonomi over kløften med de mange smerter og afsavn i øvrigt (Dervin & Frenette 2003: 238): “Men det er jo godt at man havde det godt økonomisk osv. For ellers havde det været helt håbløst”. (A:262). (På spørgsmålet om D klarer sig med sin økonomi): ”Ja - uden sådan at spekulere så forfærdelig meget over det” (D:1131). 28 Vi antager, at alle fire kvinder har en relativ god økonomi, fordi de har været gift med mænd der alle arbejdede, og på den måde har de måske mandens pension ud over folkepension. Ingen af dem omtaler økonomi som et problem, heller ikke i forhold til at være begrænset i at komme ud. Tværbommen betyder meget for dem. A kommer en gang om ugen og B er der tre gange om ugen: “Ja jeg kan ikke undvære det. Det er mit andet hjem” (B:203). B beskriver at hun føler sig ensom når hun kommer hjem fra Tværbommen: “Det er en følelse når man kommer hjem efter at have været her fx Når man så kommer hjem til sig selv så føler man tomhed efter at have været sammen med mange“ (B:326). Vi interviewede kvinderne i dagcentret i en kontekst, hvor de oplever social kontakt, aktiviteter og liv omkring dem. Dette kan have gjort, at de i nuet, under interviewet, ikke havde følelsen af ensomhed så tæt på som hvis vi havde interviewet dem et andet sted, på et andet tidspunkt, fx hjemme hos dem selv. “… Kommunikation foregår altid i et samspil mellem dem som taler sammen i en specifik kontekst. Det betyder at kommunikation mellem mennesker altid er forankret i en kultur og i et fællesskab, hvilket har stor betydning for, hvordan vi kommunikerer” (Nordentoft & Ravn Olesen 2014: 8). Som nævnt er A, B og D åbne omkring deres ensomhed: “... på en eller anden måde er man jo altid ensom ind imellem” (D:864). C siger flere gange i interviewet, at hun ikke keder sig og ikke er ensom: “… jeg føler mig aldrig ensom, det gør jeg altså ikke … jeg har nok at tage mig til” (C:761). “... jeg er ikke den, der keder mig – aldrig keder jeg mig … Nej, det gør jeg ikke … Jeg gætter kryds og tværs, jeg læser meget og ser selvfølgelig også fjernsyn” (C:341). 29 Alligevel inkluderer hun sig selv i gruppen af ensomme på et tidspunkt i interviewet, hvor hun præsenteres for avisoverskriften “Ensomhed koster samfundet 132 millioner” og bliver spurgt, hvad hun tænker: “… ja, tænker jeg, det er jo mange penge, de ofrer på os” (C:603). Det kan være en fortalelse, at hun siger “os”, som refererer til “os, der er ensomme”? Det kan også være, hun er usikker på, hvad hun skal svare, og derfor ikke får sagt præcis, hvad hun mener? Vi forestiller os at ensomhed faktisk er et tema for C. Måske ikke lige nu i interviewsituationen på dagcentret, men i hendes livsverden og erfaringshorisont. Måske er ensomheden et tabu for C for at undgå nouning (Dervin & Frenette 2003: 236). Der er lys i hverdagen På trods af modgang i form af sygdom, ensomhed og tab af ægtefælle, beskriver de fire kvinder, at de har nogle interesser, og lyst til at blive stimuleret intellektuelt gennem musik, bøger, samtaler og fysiske udfoldelser. Det viser sig også ved, at de kommer i Dagcentret Tværbommen, hvor de møder venner og deltager i aktiviteter og udflugter. De ting, der fremgår i empirien, som peger på livslyst og ting de nyder fylder ikke særlig meget, hvilket sandsynligvis skyldes, at vi har udført interviewet med en ‘dagsorden’. Nemlig hele bagagen af problemformulering, arbejdsspørgsmål og interviewguide. I alle disse ting ligger fokus på temaerne Sygdom, Fra ægteskab til enkestand og Ensomhed. Selvom nedenstående citater er individuelle interesser, så har de dog til fælles, at det er afspejler ressourcer og positive elementer i en ellers vanskelig hverdag: “Jeg har gået til tegning og spil og jeg spiller meget klaver og keyboard. Jeg spiller mest efter gehør det er sjovest (B:154). (Kommentar til billedet af tre svømmepiger): ”Det er jo tre dejlige veninder der skal i svømmehallen og de nyder det. Og det gør jeg også når jeg går i svømmehallen (A:370). (A kommer her med en stærk positiv beskrivelse af både sin bagudrettede- og fremtidige horisont): Ja men jeg skal leve lidt endnu. Det elsker jeg” (A:373). 30 D har tidligere læst meget, men kan næsten ikke længere på grund i sit svage syn. Hun har i stedet blandt andet fundet glæde i at lytte til musik.: “Jeg kan meget godt lide klassisk musik, men jeg kan også godt li’ jazz” (D:375). ”Jeg hører meget opera og læser meget om kunstnere og om deres liv. Og så skriver jeg til vores avis. Vi har en lille avis heroppe i dagcentret… Når vi er på ture og hvad vi oplever. Små reportager og lidt humoristisk ind imellem” (A:325 og 329). D har et tema om vilje. Hun har fokus på at kæmpe og klare sig, og så vidt muligt ikke lade sig begrænse. På spørgsmålet om, hvordan hun kommer omkring med sit svage syn, svarer hun: “Altså skal det i hvert fald blive meget værre, før jeg vil lade mig stoppe … af det her” (D:1049). “Jeg glæder mig til hver dag … jeg sover godt nok længe, det må jeg indrømme … jeg kommer heller ikke i seng før halv et” (C:803). Sådan ser de sig beskrevet i nyhedsmedierne Vi præsenterede de fire kvinder i vores målgruppeundersøgelse for overskrifter og underrubrikker fra nyhedsmedierne Politiken, Ekstrabladet og dknyt.dk. Vi bad dem fortælle, hvilke tanker de fik. Teksterne valgte vi ud fra deres tydelighed med ord som ældrebyrde, omkostning, ufrivillig ensom m.m. B har klare holdninger til måden ensomhed og ældre bliver beskrevet på i overskrifterne. Hun perspektiverer til andre samfundsformer, hvor hun antyder, at Afrikanernes ældre lever sammen med deres familier og dermed, at de ikke er lige så ensomme, som vi er i Europa. (Avisoverskrift - Paven siger Europas sygdom er ensomhed): “Ja men det er det også. Hvad så med Afrika og de steder er de også ensomme eller er de ikke blevet så moderne så de lever isoleret rundt omkring som vi gør” (B:311). 31 A opfatter avisoverskrifterne på en anden måde. Hvor B mere ser det overordnede perspektiv, fokuserer A på fx pavens dagsorden ved at udtale, at ensomhed er en sygdom, og hun virker til at tage det personligt: “Hvad bilder du dig nu ind pave Franz du er da ellers klog nok. Hvor har han det fra. Er det en sygdom – er det noget psykisk” (A391). Måske handler det om, at A har så meget sygdom i sit liv, at hun ikke kan overskue, at hendes ensomhed også skulle være en sygdom? Ikke nok med at hun har alle de fysiske sygdomme - nu har hun også fået en diagnose med en psykisk sygdom i form af ensomhed. Hun skaber måske bro over kløften med endnu en sygdom ved at antyde at paven ikke er så klog. Hun føler tydeligvis, at udtalelsen er en nouning. (Dervin & Frenette 2003: 236). (Avisoverskrift - Ensomhed koster samfundet 132 millioner) “... ja, tænker jeg, det er jo mange penge, de ofrer på os”.(C:600). C og D reflekterer meget forskelligt på overskriften. Overskriften får måske C til at se sig selv som en omkostning og belastning for samfundet? Overskriften får derimod D til at se på ensomhed som et individuelt problem, som de ældre selv må gøre noget for at løse, fordi det ellers er et økonomisk problem for samfundet: “.. altså man kan jo heller ikke forlange af samfundet at de skal øh øh hvad hedder det - sørge for, at man - den ensomhed forsvinder. Man må jo selv søge ud ikke og der er masser kurser og hvad ved jeg” (D:719). (Avisoverskrift ‘Ældrebyrden er danskernes tabu’) “Jamen hvem synes vi er ældrebyrde. Det er jo spørgsmålet… Hvorfor siger de fx at vi er en ældrebyrde...Nu kan du se at de sparer penge ved ikke at give os hjælp… Jeg synes det er grimt at vi er en byrde. Der er ingen der er en byrde for hvad skal vi så fødes for. Så kan de jo ligeså godt skyde os” (B:306, 341 og 350): “Det ville hjælpe hvis de ikke brugte ord der er så stødende. Det er en grim måde at skrive på. Det har man jo sagt i mange år. At vi er en byrde” (B:352). “Ja det kan jeg selvfølgelig ikke lide. Man har jo selv betalt hele, hele ... igennem et langt liv … via sin skat til… Men - ældrebyrden - det vil jeg jo ikke sige… Det er lidt tyngende for de ældre at få påduttet” (D:1159 og 1178). 32 D udtrykker en uretfærdighedsfølelse mod begrebet, fordi hun føler, at hun selv har bidraget hele livet. Hun udtrykker også, at det påvirker hende følelsesmæssigt ved at sige, at det er tyngende. Både A, B og D udtrykker, at beskrivelsen af dem giver en negativ følelse, som de ser ud til at mærke personligt: “jamen det er vi også for nogle mennesker. Jeg kan ikke fortælle dig hvordan men nogle gange så snerrer de af os” (A:410). Det er tankevækkende, at fx nyhedsmediernes dækning med begreber som samfundet; forskere, journalister, politikere, institutioner m.m. anvender om en bestemt gruppe mennesker, kan opfattes fjendtligt af samme personer/grupper, og som ikke har samme mulighed for at komme til orde i medierne Dervin mener, at de mennesker, der sidder på magten også er dem, der kommer til orde i medierne. Inden for journalistikken formoder man, at magtens mennesker er de bedste til at gengive og kommunikere virkeligheden, typisk en bestemt virkelighed. Derfor bliver magtens mennesker brugt som nøglekilder, herunder også journalisterne selv: ”Differences in how individuals see and make sense of their worlds, differences in the very character of their”facts”(Dervin 2003: 309)”. (Avisoverskrift om at være ‘Ufrivilllig ensom’): ”Jeg synes ikke rigtig man kan sige at man kan være ufrivillig ensom… Det er en følelse...” (B319 og 326). “Nej det kan man ikke. Man kan vælge at være alene” (A:407). I en af Dervins ti ideer til den kommunikative journalistik siger hun, at journalistikken skal have mandat til at indføre praksisser, som fokuserer på og afdækker magtinteresser, personlige og øvrige interesser, både de åbenlyse og de skjulte, i den samfundsmæssige diskussion: ”It is at these sites of contest – between the individual and society, the apparent and the hidden, the personal and the political, the orderly and the muddled, the raw and the cooked – that important aspects of difference are made manifest” (Dervin 2003: 319). Man kan, som tidligere nævnt i denne undersøgelse, spekulere over, hvem der kan have en interesse i at kalde nogle ting noget bestemt? - en slags begrebs-nouning som 33 begrebet ‘ufrivillig ensom’ kan tolkes at være fordi, der iboende det begreb er muligheden for, at man også kan være frivilligt ensom. (Dervin & Frenette 2003: 238). Sådan ønsker de sig beskrevet Efter processen med livsverdensinterview og nyhedsoverskrifter spurgte vi ind til, hvordan de ældre kvinder ønsker sig beskrevet. B spørger interviewer om, hvad vi skal op i til eksamen? Interviewer svarer: “Jeg skal til eksamen i nogle teorier og teoretikere som mener, at for at kunne “Ja for hvert menneskes liv er forskellige. Det er meget svært at komme til en konklusion...” (B:348). (På spørgsmålet om, hvordan hun gerne ville beskrives, hvis nogen skulle skrive om hende og hendes ensomhed). ”Jeg tror det er svært at beskrive min ensomhed for andre for det bliver jo fortolket alligevel” (B:340). ”... folk (de ældre) er lige så forskellige som alle mulige andre … nogle er tilfredse med det som en anden en vil være skide utilfreds med” (D:1273). Her rammer B og D ned i noget væsentligt om kommunikation om mennesker. Dels at “hvert menneskes liv er forskelligt” og, at B forventer, at det er svært for andre at beskrive hendes ensomhed fordi “det jo bliver fortolket”. Måske siger B her, at en udenforstående vil fortolke hendes sandhed, og måske komme frem til noget andet? Det leder igen til Dervin som mener, at hvis journalistikken skal opfattes som ægte kommunikativ, så skal den indarbejde den dialogiske proces i sin metode og systematik. Det skal ske på en måde, så samfundsmæssig og menneskelig mangfoldighed bliver anerkendt som en styrke: ”The professional practices are still anchored in reality-transmission assumptions – that what journalistic communicating is about collecting and transmitting accurate pictures of reality(…)an attempt to systematize people so they fit in an orderly manner within systems” (Dervin 2003: 311). Altså hvis man skal kommunikere om ældre ensomme kvinder, så skal man interessere sig for deres livsverden og anerkende, at mennesker er forskellige. 34 På spørgsmålet om hvordan hun ønsker sig beskrevet reagerer A ved at vende papiret om med overskrifterne ned mod bordpladen, og hun laver et pludseligt emneskift: “Jeg har ikke rigtig noget svar. Henriette er et sødt navn. Jeg har en datter der hedder Birgitte Helene” (A:415). Det er vanskeligt at sige, hvad årsagen er, men der er et klart stemningsskift ved dette spørgsmål. Måske føler hun, at det er svært at beskrive sig selv, og går derfor i baglås? Man kan sige, at hun på den måde laver en bridge/gap handling, hvor kløften er det vanskelige spørgsmål og de følelser det medfører, og broen er det pludselige emneskifte. Dette manifesteret ved en fysisk handling (Dervin & Frenette 2001: 238). “De fleste de vil sige, at jeg er en glad … smilende person … Ja - og det er jeg nok også i det store hele, men jeg har da også mine … øh mørke “Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige … jeg føler mig aldrig ensom, det gør jeg altså ikke … jeg har nok at tage mig til og … alt det jeg kan, det gør jeg”. (C:760) Det er en øjenåbner, at de kun formulerede begrænsede svar, og vi tænker, at pilen peger på os. Vi forudså ikke, at spørgsmålet simpelthen er for abstrakt og for stort. Hvis vi havde interviewet fire direktører, forfattere eller politikere, så havde de måske haft en livsverdenshorisont som gjorde, at de kunne have en holdning til det. Man får svar som man spørger. Konklusion De ældre kvinder har ikke formuleret et svar på, hvordan de ønsker sig beskrevet i nyhedsmedierne. Ud fra empirien og vores analyser kan vi sige, hvordan de måske ønsker sig, beskrevet i nyhedsmedierne. Det er vores indtryk, at de ønsker at blive beskrevet med ord, som ikke er stødende og stigmatiserende som fx ældrebyrde. De ser ikke sig selv som en byrde, men snarere som mennesker med individuelle ressourcer og temaer som alle andre voksne. 35 De erkender næsten alle, at de oplever ensomhed, og at det er et problem. Men de er ikke kun ensomme, og de føler det i forskellige situationer og kontekster. De udtrykker også, at ensomhed er en følelse, som man ikke er herre over, selvom de også overvejende føler ansvar for selv at gøre noget for ikke at føle ensomhed. De er villige til at tage ansvar. De har temaer som fylder meget i deres livsverden. Sygdom, enkestand og ensomhed, men de fylder ikke lige meget hele tiden. Temaerne glider ud og ind i forskellige situationer og i tid og rum. Deres horisonter har nogle fælles træk. Men de fælles træk kan ikke stå alene i beskrivelsen af dem, som repræsentative for delmålgruppen ensomme ældre kvinder. Ud fra den viden vi har fundet i empirien, er det vores opfattelse, at de fire kvinder i målgruppeundersøgelsen også har ressourcer og lyst til livet. De har behov for at blive stimuleret intellektuelt på forskellige måder, hvilket de også selv sørger for at blive. De glæder sig over de muligheder, de har. De gør, hvad de kan på trods af modgang. De føler de har bidraget til samfundet. Vi fik et billede af, hvordan de oplever sig beskrevet i nyhedsmedierne, ud fra de avisoverskrifter vi viste dem. bryder sig ikke om den nouning, der ligger i begrebet ældrebyrde. De ser ikke sig selv som byrder. Udtrykket virker stødende på dem og det opleves som uretfærdigt, fordi de føler, at de har bidraget til samfundet hele livet. Litteratur og kilder Bech-Jørgensen, Birte (2005) “Alfred Schutz og hverdagslivet. Indledning”. Alfred Schutz: Hverdagslivets sociologi. En tekstsamling. Hans Reitzels Forlag. 7-20. Becker Jensen, Leif (2001): ‘Den sproglige dåseåbner’. 1.udg. RUC forlag. Dahl, Henrik (1993): “Har du overvejet at ændre hele dit liv”. Danske Sociologi nr. 1 1993. 20-34. Danmarks statistik (2014): “Størst disponibel indkomst i Gentofte”, http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml.aspx?cid=18971 Danmarks statistik (2012): 65+ Et portræt af de ældres liv, arbejdsliv og sociale situation, udgivet af. 36 Dervin, Brenda og Michelle Frenette (2003): “Sense-Making Methodology: Communicating Communicatively with Campaign Audiences”. Dervin, Brenda, Lois Formeman-Wernet with Eric Lauterbah (eds.): Sense-making methodology reader. Selected writings of Brenda Dervin. Creskill: Hampton Press. 233-249 Dervin, Brenda (2003): Practicing Journalism Communicatively: Moving from Journalism Practiced as Ideology to Journalism Practiced as Theorized Practice. Selected Writings of Brenda Dervin, Hampton Press. (s. 309-324). Dervin, Brenda (2003): Given a context by any other name: Methodological tools for taming the unruly beast. In B. Dervin & L. Foreman-Wernet (with E. Lauterbach) (Eds.). Sense-Making Methodology reader: Selected writings of Brenda Dervin (111- 132). Cresskill, NJ: Hampton Press. Dervin, Brenda & Lois Foreman-Wernet (2003): Sense-Making Methodology Reader. Selected Writings of Brenda Dervin. Cresskill, New Jersey. Hampton Press Inc. Dervin, Brenda & Lois Foreman-Wernet (2003). Rethinking communication: Introducing the Sense-Making Methodology. Reprinted in: B. Dervin & L. Foreman-Wernet (with E. Lauterbach) (Eds.), Sense-Making Methodology reader: Selected writings of Brenda Dervin pp. 3-16). Cresskill, NJ: Hampton DR (2014): Ensomhed Varer Hele Livet; artikel http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/25/221652.htm Ensomme Gamles Værn (2013): “Hvor mange ældre føler sig ensomme?” http://www.egv.dk/faq-alderdom,-ensomhed-og-fattigdom/hvor-mange-aeldre-erensomme.aspx Fog, Jette (2004): “Med samtalen som udgangspunkt” og Akademisk Forlag København (1994) 2. reviderede udgave Griffin E.M. (2009): “Mapping the territory (Seven Traditions in the field of Communication Theoty)”. A first look at communcation theory. 7th edition. Chapter 4, New York, McGraw Hill. 41-54. Harboe, Thomas (2010): “Metoder og projektskrivning - en introduktion”. Forlaget Samfundslitteratur, 2010. 37 Harper, Douglas (2002): “Talking About Pictures: A Case for Photo Elicitation.” Visual Studies 17 (1): 13–26). Hee Pedersen, Christina (2004): “Billedet som Anker:, Metodisk inspiration til kvalitativ kommunikationsforskning” Jacobsen, Brinkmann & Tanggaard. 2015: "11. Fænomenologi". Brinkmann & Tanggaard (red.). Kvalitative metoder. En grundbog. 2. udg. Hans Reitzels Forlag. 217239. Jacobsen, Brinkmann & Tanggaard. 2015: "Kvalitative metoder, tilgange og perspektiver: En introduktion". Brinkmann & Tanggaard (red.). Kvalitative metoder. En grundbog. 2. udg. Hans Reitzels Forlag. 13-24. Kjørup, Søren (1991): “Medier og mennesker”, Dansklærerforeningen i Viborg. Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2009): “InterView - Introduktion til et håndværk”. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave. Kvale, Steinar (1997): “InterView - Introduktion til et håndværk”. Hans Reitzels Forlag, 1997, 1. udgave. Kapitel 7, 8, 9, 11). Kvindemuseet i Danmark, et museum i Århus med samlinger og viden om kvinders liv og virke i den danske kulturhistorie. http://kvindemuseet.dk/dk/oplev/faste-udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-til-nutid/familie-ogarbejdsliv-/ Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence og Viden (2012): “Ældre og Ensomhed” Marselisborg - Center for Udvikling, Kompetence og Viden (2012): “Ensomhed blandt ældre: Myter og Fakta” Nordentoft, Helle Merete & Birgitte Ravn Olesen (2014): “Kommunikation i kontekst”, Munksgaard. Schrøder, Kim et al (2003): “Researching Audiences” Arnold London. Statens Institut for Folkesundhed (2007): ‘Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark’ 38 Sundhedsstyrelsen 2014. Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013 VIA University College, 19. november 2014: Foredrag om Succesfuld Aldring, http://www.viauc.dk/videreuddannelse/konferencer/Documents/Afholdte%20konferencer %2020 14/Succesfuld%20aldring/Christine%20Swane_%202014.pdf Ældre Sagen april 2014, Antal Ældre 2014, udgivet med Danmarks Statistik som hovedkilde Tellevo, Jorit (2014) “Når ægtefællen dør – en risikofyldt forandring i livet!”, artikel skrevet af , Jorit Tellevo, sygeplejerske og projektleder, Palliativt Videnscenter, SDU. Artiklen er udgivet i nyhedsbrev fra Dansk Gerontologisk Selskab 2014. http://gerodan.dk/nb/nyhedsbrev-nr-22014/nar-aegtefaellen-dor-en-risikofyldtforandring-i-livet 39
