Stenaldermanden Harm Paulsen

Stenaldermanden – par excellence
Det her er ligesom min legeplads, siger
den skindklædte mand om Hjerl Hedes
stenalderboplads, hvor han viser
stenaldermandens kunne og viden.
Tekst:© Leif Madsen [email protected]
Foto: © Tommy Bay [email protected]
- Han må være en meget fotograferet mand, siger en bedstemor, der sammen med sit barnebarn har
fundet vej ned bag vandmøllen på Hjerl Hede. Det de kigger på er stenalderbopladsen og manden,
hun taler om, er Harm Paulsen, der er i gang med at flække flint.
Harm Paulsen er en af de førende arkæologer og mentorer indenfor begrebet eksperimentalarkæologi. Eksperimentalarkæologi betyder, at man analyserer og afprøver teorierne i praksis. Så finder
man et redskab fra fortiden, siger man ikke kun, at det sikkert er et redskab, man efterprøver også
dets brug og mulige betydning, inden man danner en teori om emnet.
Harm og Hjerl Hede
Harm Paulsen er tysker, født i 1944. Han har siden
1968 og til sin pensionering i 2009 arbejdet på
Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein.
Igennem 36 år, mere end halvdelen af mit liv, som han
siger, har Harm medvirket til levendegørelsen af stenalderbopladsen på Hjerl Hede. Stenalderbopladsen
blev opført i 1952, også som en form for eksperiment.
Teorierne om byggestil og liv blev efterprøvet. Men i
årene efter fik levendegørelsen mindre og mindre historisk præg af stenalderen.
- Så kom jeg farende ind fra højre, som en anden
engel fra fortiden og sagde: Det dur ikke, det dur ikke
og det dur heller ikke, fortæller Harm, - Med min erfaring kunne jeg fortælle om, hvordan det måtte have
været i stenalderen. Både de unge og de mere garvede lyttede til mig, og jeg underviste dem, så vi
kunne vise livet mere i overensstemmelse med stenalderens historiske virkelighed.
Om hvorfor han bliver ved med komme, siger Harm: - Jeg har mødt så mange mennesker her gennem årene, og det har udviklet sig til et fællesskab mellem venner. Vi sidder sammen om bålet, snakker og får måske en øl. Jeg fortæller og underviser og folk lærer at bruge deres hænder igen. - Mine
venner er her, min familie er her, min søn har mødt en pige her og de har nu fået børn. De kommer i
næste uge. Så kan vi sidde her og snakke om flint og diskutere stenalder. Det er meget bedre end på
et universitet i Kiel. - Det er ligesom et paradis for mig her.
Om sin følelse ved at komme til museet om sommeren fortæller Harm:
- Jeg kører altid af Jattrupvej, langs med Flyndersø. Og på et tidspunkt standser jeg bilen, står og
råber befriet mod himlen: Jeg er her!
Harm, stenalderen og eksperimentalarkæologien Vi kan udgrave deres redskaber og bopladser, og vi kan danne os vores teorier om det. Men vi kan
ikke udgrave menneskenes sjæl og viden. De har kendt til jord, lugte, vind og vejr. Klimaet har været
hårdt, men de overlevede, så de har fundet løsninger. - Vi har måske kun 2 % af deres viden om de
forhold, de skulle leve under. Vi kan kun lege stenalder.
Harm går i gang med at vise nogle af redskaberne og deres brug. Han viser, hvordan han fletter en
snor af tyndt, splittet bark. Den skal bruges til en fælde, der skal udstilles i Tyskland, hvor Harm i øjeblikket arbejder med en udstilling om jagt, fiskeri og at fange fælder.
Han viser, hvordan man flækker flint, hvordan stenaldermennesket kan have skudt med bue og pil og
hugget træ med en stenøkse. Hele tiden fortæller han levende og engageret om stenalderen, om sit
arbejde og sine passioner. Også oplevelser med de besøgende på Hjerl Hede og stenalderbopladsen, fortæller han historier. Hele tiden med humor og pointer.
Eksperimentalarkæologerne bliver udsat for kritik af nogle af deres kolleger, der ikke mener, at man kan få brugbar viden ved at eksperimentere med fundenes mulige brug og indflydelse på stenaldermenneskets
livsvilkår: Det er ikke eksakt viden, mener de.
- Hvis du tvivler på, at de havde en slags sko i stenalderen, så tag dine
egne af og løb gennem et brombærkrat. Så tvivler du ikke mere, siger
Harm om den kritik.