Ribe og København – skolegang og studier Sic

Ribe og København – skolegang og studier
Sic transit gloria mundi – Således forgår verdens storhed
Ribe var den by, som Brorson sammenlagt levede længst i. Byen var stedet for de
fleste af hans år i embedet som gejstlig, først som stiftsprovst, dernæst som biskop,
men det var også her, hans skolegang begyndte. Ribe var i de år, hvor Brorson
boede i byen både som skoledreng og senere biskop, en lille og meget fattig by. Fra
vikingetid og middelalder havde den ellers været en af Danmarks rigeste byer på
grund af den vestgående handel. Det var her, kristendommen ved Ansgars mission
fæstede rod, og herfra, skibe fra England, Frankrig, Frisland, Nederlandene og
Flandern sejlede til kysten, og endnu omkring år 1600 var Ribe en af de tre største
skatteydere i landet.
Men katastroferne havde regnet ned over byen i løbet af 1600-tallet, som er den
værste tid i Ribes historie. Det begyndte med de store stormfloder i 1615, 1622 og
værst i 1634, hvor 8.000‑10.000 mennesker druknede langs Vadehavskysten ved
springfloden den 30. oktober, som ramte byen og kysten i nattemørket. De
gentagne stormfloder skyllede markeringerne til indsejlingen til Ribe væk og
forårsagede, at sejlrenderne sandede til, så de større skibe ikke længere kunne gå
ind i åen. Byens råd kæmpede for at udbedre skaderne, men til sidst gav man op,
fordi hverken pengene eller mandskabet strakte længere. For oven i
naturkatastroferne fulgte i 1643 og 1659 svenskernes hærgen. Én ting var kampene
og volden mod befolkningen, som de svenske soldater førte med sig, men det
værste var dog pesten i 1659, som slog en tredjedel af Jyllands befolkning ihjel. „Der
blev så stille i Jylland,“ som historikeren Palle Lauring skrev. I Ribe døde 900 borgere
ud af 3500, og derudover døde flere tusind bønder, der havde søgt tilflugt i byen i
håb om beskyttelse mod svenske plyndringer og mord. De lå ofte og døde i gaderne,
og mange er blevet begravet i massegraven foran Sct. Catharinæ Kirke midt i byen.
Ligklokkerne har ringet flere gange om dagen i byens kirker, og præsterne
opfordrede i bønner og prædikener Ribes borgere til at tage de syge bønder ind i
deres hjem. Efter disse hårde slag kom byen aldrig rigtig på fode, og
befolkningstallet faldt og faldt, så det i 1735 var på sølle 1300 – kun halvt så mange
som i Tønder.
Hvordan så Ribe da ud på Brorsons tid? Kom man fra nord, så man først galgen
bygget af 17.000 røde mursten. Den ragede godt op i det træløse og
sandflugtsplagede marskland og var i 1735 blevet repareret af byens fire
murermestre og to kalkslagere. Her regerede byens bøddel, Gotfried Gutschlag, der
ved siden af sin metier som bøddel også var natmand med den opgave at fjerne
affald og selvdøde dyr, hvad han dog ofte nægtede. En død hest lå således i 1742
midt i Nørreport og spærrede udgangen i flere dage og generede med sin stank. I en
død handelsby er der intet hastværk.
Inden man kom ind i byen, passerede man også byens losseplads og mødding,
rakkerkulen, som var placeret der, hvor den var i sikkerhed for oversvømmelser
under stormfloder. Nørreport og Sønderport var de to indfaldsveje til byen. Fra 1730
var de lukkede på søn- og helligdage, indtil aftensangen i byens to kirker var forbi.
Kun præster, der skulle ud til deres sognekirker på landet, måtte forlade byen. På
hovedgaden, der var præget af studedrifterne ad drivvejen fra nord til syd, lå alle de
store købmandshuse med gavl mod gaden. Her lå også apoteket ejet af Hieronimus
Carstensen, der drev vin- og spiritusudsalg og krostue, hvor byens bedrebemidlede
borgere samledes til sang og bægerklang. Torvet ved domkirken var byens hjerte.
Her blev de store markeder holdt i maj og september. Her lå katedralskolen
nybygget og prægtig i 1724, her boede byens præsident Worm, og her lå brønden
med „kagen“, som var den pæl, byens lovovertrædere blev pisket ved eller bundet
til – til spot og spe. Her lå også i Brorsons tid 1. Fynske rytterregiments
hovedkvarter. Uden for dette stod træhesten og gabestokken, hvor ikke alene
soldater blev straffet, men hvor også for eksempel musketer Brunses kone i foråret
1746 skulle stå to timer om formiddagen og to timer om aftenen i tre dage som straf
for klammeri med en anden kone fra byen. To eskadroner ryttere med familie lyste
op i byen. Rytternes uniformer bestod af rød frakke med mørkegrønne opslag og
mørkegrøn vest med hvide knapper. Dertil bar de en trekantet sort hat med
sølvbånd.
Modsat dette farverige og livlige element i byens liv var begge kirker faldefærdige. I
1735 måtte man rive domkirkens store Mariatårn ned, fordi murene var revnet på
alle fire sider.
Skolegang
Brorsons skoletid fra 1709 til 1712 var præget af nye reformer, kulde og vold.
Drenge fra katedralskolen iført deres lange brune kapper, som stod foran godtfolks
døre ind under aften og sang, havde indtil 1705 været et ganske almindeligt syn i
Ribe som over hele Danmark. Men dette tiggeri hørte ifølge konge og regering ikke
til i en oplyst tid. Nu skulle skoleelevernes liv reformeres. Eleverne fik derfor et
pengebeløb, som de selv skulle holde hus med, til gengæld blev alt nedværdigende
tiggeri forbudt – for skoleelevernes egen skyld forstås. Intentionerne var gode nok
og har sikkert virket mange steder, men de virkede bestemt ikke i Ribe. For særlig
rigets fattige egne var hårdt ramte under den udgiftskrævende krig, som Danmark
siden 1701 havde deltaget i for at få Skånelandene tilbage. Den Store Nordiske Krig,
som gjorde Tordenskjold rig og berømt, gjorde om muligt Ribe endnu fattigere, og
skolebyen sank i anseelse hos de forældre, som skulle sende deres børn derhen.
Beløbene til skolebørnene udhuledes af inflationen, og da Brorson og hans brødre
første gang satte deres ben i den forfaldne renæssancebygning, som lå lige over for
domkirkens vestindgang, var der kun 27 skolepoge indskrevet. En af lærerne, som
havde bolig på første sal i skolen, gik gennem det rådne gulv og kom slemt til skade,
mens Brorson var elev. Det er uvist, om der var penge til reparationer. Til
sammenligning hævdede Sjællands berømte reformationsbiskop, Peder Palladius,
som havde været elev på Ribe lærde skole i begyndelsen af 1500-tallet, at der
dengang var 700 elever – i de samme bygninger. Det har føltes rungende tomt og
koldt for de to brødre, Broder og Hans Adolph, da de trådte ind i skolen på hjørnet
af Skolegade og Grydergade, hvor skolens bygninger bredte sig. I dag står der i
gården bag den senere skole fra 1724 endnu en rest af den gamle skole – her har
Brorson måske siddet i en bygning, der var nogenlunde i stand, men ellers er
sporene af fordums storhed og forfald forsvundet. Brorson har ikke selv skrevet om
sin skolegang, og når man ser på hans livs mange og store sorger, er tiden bag
pulten sikkert blegnet. Men andre har åbnet for et glimt ind i den barske tid.
Den 29. januar 1709, året, hvor Brorson begyndte i skolen, sendte skolens rektor,
Henrik Bhie, et nødråb til kongen på vegne af sine elever, som er hjerteskærende i al
sin saglighed. Han beretter, at de fattige elever ikke har mad nok, men har måttet
søge ud på landet for at tigge hos bønderne „udi den allerhårdeste og
strengeste vinter“ for at „få noget til livets ophold“. De var nu kommet tilbage til
Ribe, og mange af de små havde forfrysninger i hænder og på fødder. Men på trods
af dette kunne de „på landet ingen hjælp forvente“, fordi det også her var sådan, at
ingen fattige måtte tigge. To år senere, den 19. oktober 1711, sendes et nyt nødråb,
som indirekte giver et indblik i skolebarnets psykologiske udvikling. Bhie skriver, at
pengene, som børnene får til mad, langtfra strækker. Dertil kommer, at børn ikke er
egnede til ved ugens begyndelse at få kostpenge, for de bliver fristet til at bruge
dem på alle mulige andre ting i byens kræmmerboder, og så må de sulte i ugens
sidste dage.
Tolv af de fattigste elever spiste dog ved „Kongens bord“, som det hed om maden på
Sct. Catharinæ Klosters hospital. Men kokken snød børnene for mad og skænkede
kun meget tyndt øl, som man drak i stedet for det yderst sundhedsfarlige vand.
Kokken gav dem ikke, hvad de havde ret til, heller ikke efter at rektor Bhie personligt
havde stået i kokkens køkken og konfronteret ham med bedrageriet. En samtidig
skoleelev skrev i et erindringsdigt om, hvor mange gange han var trådt ind i
spisesalen „med våd og frossen fod“, mens kulden hvinede ham i næsen. En anden
skoleelev husker i et digt (her tillempet til nutidssprog), hvordan dagene i
katedralskole, by og kloster gik:
Jeg gik fra første barnsben
i skolen, som jeg skulle.
Jeg led af ris og ferle, slag og stryg
samt anden straf.
Jeg gik ofte tørstig i seng.
Min føde var temmelig tynd.
Min halve søvn fik jeg sjældent.
Jeg led af frost, kulde og anstrengelser.
(Kornerup, s. 108‑9)
Selv Charles Dickens kan i sine rørende beskrivelser af Oliver Twist og andre fattige
børns forhold i fortiden ikke fremstille nøden, de små led, mere klart.
Det var ikke alene i forhold til mad og drikke, at eleverne var udfordrede. De levede
et anstrengende liv, som man skulle have et godt helbred for at stå igennem. Derfor
havde skoleeleverne, der ofte kom langvejsfra for at få deres uddannelse, en
forening, som de betalte til i deres armod – dog ikke en forening til forbedring af
mad og mod fysisk afstraffelse, men en begravelsesforening!
Skoledagen begyndte for den unge Brorson ved solopgang. Maden på klosteret blev
serveret kl. halv fem om sommeren og kl. halv seks om vinteren. Det var under straf
forbudt at tale andet end latin, mens man spiste. Bagefter var der
morgengudstjeneste i domkirken eller Sct. Catharinæ Kirke kl. seks, som eleverne,
organisten, de lavest rangerende præster og en af skolelærerne meget ofte var de
eneste deltagere i. Her sang man Davids salmer fra Det Gamle Testamente, læste op
fra Det Nye Testamente og bad dagens bønner. Derefter var der kl. otte skolegang til
klokken 10.10, hvor den første pause blev forkyndt af skoleklokken fra Rytterspiret
på domkirken (som det sker den dag i dag for byens nuværende elever i
katedralskolen). Fra kl. 12 til 13 var der sangøvelser i domkirken under ledelse af
kirkens organist og en lærer, som i Brorsons skoletid overøste hinanden med
fornærmelser i elevernes påhør. Sangøvelserne afløstes af mere undervisning på
latin. Kl. 15 om vinteren og 16 om sommeren afsluttedes så skoledagen med
aftensang i domkirken, en gudstjeneste, der svarede til morgenens, dog lidt bedre
besøgt og et par gange om ugen med prædiken. Hvis man vil forestille sig
gudstjenestens form og indhold, så er det, der kommer tættest på, den endnu
fungerende evensong i den angelsaksiske kirke.
Så var skoledagen slut, men lektierne skulle nu læres udenad. På Brorsons tid hed
lærere nemlig hørere. Det var meget sigende. For en hører skulle høre, om eleven
kunne sine lektier udenad – hvis ikke, vankede der af ferlen, denne
overdimensionerede grydeske, der hver dag dansede på elevernes rygstykker.
Ferlen, symbolet på lærdom, var lærerens kendetegn, som brødrene i deres skoletid
i Ribe stiftede bekendtskab med; måske allerede en morgen, hvor Brorson som
skræmt pode af kedsomhed har ridset sine initialer ind i en af korstolene i Sct.
Catharinæ Kirke eller i kannikestolene i domkirken og er blevet opdaget. Denne
graffiti er i dag fredet og kan stadig ses på korstolene i begge kirker.
Om søndagen deltog eleverne som kor i gudstjenesten i byens to kirker eller som
løbedegne i omegnens kirker, hvilket gav lidt ekstra til det daglige brød. Som
løbedegn sang man for på salmerne, man bad indgangs- og udgangsbøn og hjalp
med at forberede de praktiske ting ved gudstjenesten. På Brorsons tid lod omegnens
mere dovne præster de ældste elever prædike, og derfor var halvstore drenge på 17
‑18 år på prædikestolene ikke et sjældent syn for de ofte få lokale bønder, som
søgte kirken i for eksempel Hygum og Darum. I løbet af ugen supplerede eleverne
også deres sparsomme løn med mad eller rede penge ved at synge ved
begravelserne, som der i disse år var mange af. Hvordan Brorson husker sin skoletid,
er svært at sige. Da brødrene forlod skolen i 1712, forestod der store forandringer
for Ribes skolevæsen, da rektor Falster trådte til samme år. Med denne nye rektor,
som både Nicolai og Broder kom til at undervise hos på katedralskolen, blev
pryglestraffene afskaffet og en ny pædagogik indført.