Læs dommen her

B100900F - VGB
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
DOM
Afsagt den 15. april 2015 af Østre Landsrets 6. afdeling
(landsdommerne Sanne Kolmos, Peter Mørk Thomsen og Morten Ruben Brage (kst.)).
6. afd. nr. B-1009-14:
A
(advokat Karsten Høj, besk.)
mod
Forsikringsselskabet TRAFIK G/S
(advokat Jan Wittenborn)
Glostrup Rets dom af 10. marts 2014 (BS 10B-2352/2013) er anket af appellanten,
A
med påstand som for byretten om, at Forsikringsselskabet TRAFIK G/S tilpligtes
at anerkende, at
A
erstatningskrav som følge af færdselsuheldet den 24. au-
gust 2009 ikke er forældet.
Indstævnte, Forsikringsselskabet TRAFIK G/S, har påstået stadfæstelse.
Procesbevillingsnævnet har meddelt
A
fri proces til ankesagen.
Procedure
A
har for landsretten i al væsentligt procederet i overensstemmelse med såly-
dende påstandsdokument:
-2-
”…
ANBRINGENDER:
1. FAL § 29, stk. 5.
Hvad angår anvendelsen af forsikringsaftalelovens § 29, er det korrekt af Retten i Glostrup lagt til grund, at den finder anvendelse, når der er tale om direkte
hæftelse, som her i medfør af færdselslovens § 101, sammenholdt med § 108,
stk. 1. Det er sagens parter enige om.
Derimod er det også på dette punkt en forkert anvendelse af reglen sammenholdt med foreliggende faktum, når Retten når frem til, at særreglen i § 29, stk.
5, 2. punktum, ikke finder anvendelse.
FAL § 29, stk. 5, 1. pkt. betyder, at forældelsesfristen ved den blotte ”anmeldelse” af skaden er foreløbigt afbrudt. FAL § 29 er således en ”lempeligere”
måde at sikre en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen end de muligheder,
der er for foreløbig afbrydelse i FÆL kap. 5. Den ensidige anmeldelse af nok.
Det er herefter alene forsikringsselskabet (Trafik), der kan bringe den foreløbige afbrydelse til ophør. Det kan de gøre ved enten at afvise kravet helt eller
delvist eller ved at imødekomme dem. Derefter løber der en tillægsfrist på 1 år,
jf. FAL § 29, stk. 2, svarende til efter FÆL kap. 5. Det er ikke sket i nærværende sag.
Når 3-årsfristen i § 29, stk. 5, 2. pkt. ikke er udløbet inden, der er sket endelig
afbrydelse af forældelsesfristen ved nærværende sagsanlæg, er kravene ikke
forældede. Resultatet i den indankede dom er forkert, og begrundelsen for resultatet er åbenbart i strid med både reglens ordlyd og i særlig grad forarbejderne.
Forarbejderne til FAL § 29, stk. 5
Der er i forarbejderne udtrykkeligt gjort op med den del af Retten i Glostrups
begrundelse, der angiver, at der skal være fremsat et krav af en ”en vis bestemthed”. Det er en eklatant misforståelse.
Det er korrekt, at FAL-udvalget i betænkning nr. 1423/2002 havde anført, at
der bør stilles krav om, at et blot skaden er anmeldt men også, at der er fremført et konkretiseret krav. Det blev imidlertid udtrykkeligt afvist af Justitsministeriet i lovforslag nr. 166 2006/2007 …
Alle forfattere er enige i, at forarbejderne til bestemmelsen fører til, at anmeldelse af ”skaden” (her færdselsuheldet) udgør en foreløbig afbrydelse af den 3årige forældelsesfrist, der kun kan bringes til ophør af selskabet ved at afvise
krav i anledning af skaden. Det har Trafik ubestridt ikke gjort.
Der ville endvidere kunne indtræde forældelse 3 år efter, at Trafik første gang
bad om oplysninger til bedømmelse af krav i anledning af den af dem anerkendte skade. Den frist udløb imidlertid først den 7. juli 2014, og da nærværende retssag er anlagt et år tidligere den 11. juli 2013, er krav i anledning af
skaden ikke forældet.
-3-
Trafik har bortset fra resultatet i den indankede dom intet, der støtter deres
synspunkt.
2. Foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen som følge af forhandling,
FÆL § 21, stk. 5.
Det gøres endvidere gældende, at der må anses for at være indledt forhandling
om størrelsen på
erstatningskrav, og at det dermed udgør en foA
reløbig afbrydelse af forældelsesfristen i medfør af reglen i § 21, stk. 5.
Det afgørende for, om der må anses for indledt forhandlinger er, om A
(kreditor) herefter må antages ikke at have haft rimelig anledning til at
anlægge retssag.
Forsikringsselskabet Trafik har ikke på noget tidspunkt efter deres brev af 7.
juli 2011 meddelt, at de anser forhandlingerne for afsluttede eller på andet
grundlag (f.eks. fordi
ikke fremsendte det, som man havde bedt
A
om og eller fremsendte det for sent) meddelt
at de ikke ville
A
honorere de krav, der følger af de fremsendte oplysninger.
Tværtimod fremgår det af brev af 20. oktober 2011, bilag 7, at Trafik beder om
yderligere oplysninger for at kunne bedømme
krav på erstatA
ning for personskade i form af komplet kopi af
journal hos
A
egen læge. Det gentages i brev af 5. december 2011 …
Fra det tidspunkt og frem til 13. september 2012, hvor lægejournalen fremsendes til Trafik, har Trafik ikke meddelt, at forhandlingerne anses for ophørt, og
derved er tillægsfristen på 1 år i medfør af FÆL § 21, stk. 5, ikke begyndt at
løbe. Selv hvis man måtte mene, at fristen er begyndt at løbe, fordi A
for sent fremsender lægejournalen, er der fortsat ikke på det tidspunkt,
da Trafik påberåber sig forældelse, … forløbet mere end 1 år.
Retten i Glostrup har foretaget en forkert juridisk vurdering.
Retten i Glostrup har foretaget en forkert juridisk bedømmelse af det foreliggende faktum, når de i begrundelsen i dommen, side 4 i afsnit 2 og 3, anfører,
at forudsætningen for, at der er indledt forhandlinger om erstatningens størrelse
er, at der er fremsat et konkret opgjort krav (hvilket der i øvrigt var) for, at der
er tale om så konkrete forhandlinger, at det medfører en foreløbig afbrydelse af
forældelsesfristen.
I nærværende sag "giver det sig selv", at der forhandles, ellers savner det mening, at Trafik bruger en lang periode og accepterer og udtrykkeligt anmoder
om at få fremsendt en lang række oplysninger, der alene har til formål at bedømme dels berettigelsen af kravene (årsagssammenhæng m.m.) og dermed
også størrelsen af de mulige krav. Erstatningsansvaret var jo anerkendt.
Man kunne spørge sig selv, hvilket andet formål fremsendelsen af disse oplysninger skulle have, når erstatningspligten allerede er anerkendt?”
A
har under hovedforhandlingen desuden gjort gældende, at synspunktet i
relation til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., også var fremme under byrettens
-4-
behandling af sagen, og at forsikringsselskabet i sin procedure for byretten har forholdt sig
til denne bestemmelse.
Forsikringsselskabet TRAFIK G/S har for landsretten i al væsentligt procederet i overensstemmelse med sålydende påstandsdokument:
”Appellanten var den 24. august 2009 udsat for en tilskadekomst, da appellanten blev påkørt af et hos indstævnte forsikret motorkøretøj.
I forhold til et normalt/forventeligt forløb adskiller sagens faktum sig ved, at
appellanten ikke rettede henvendelse til indstævnte i umiddelbar forbindelse
med færdselsuheldet. Dette må ellers i sådanne sammenhænge være forventeligt, særligt når der henses til, at kommunen relativt tidligt i det efterfølgende
forløb udbetalte sygedagpenge til appellanten, svarende til at sygedagpenge
blev udbetalt i perioden 14. september 2009 til 13. december 2009. Det er ubestridt, at appellanten modtog sygedagpenge i den nævnte periode.
Baseret på denne oplysning, kan det derfor ved vurderingen af sagen lægges til
grund, at appellanten umiddelbart efter færdselsuheldet havde helbredsmæssige
følger efter dette, at appellanten var bekendt med disse, og at appellanten på
daværende tidspunkt kunne have opgjort krav over for indstævnte.
Sagen har således et helt særegent faktum, hvilket landsretten – som byretten –
bør tillægge betydning ved afgørelsen af sagen, jf. nedenstående bemærkninger:
1.
Hovedreglen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4 og
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1.
Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 4, at forældelsen begynder at løbe fra
skadetidspunktet, svarende til i denne sag den 24. august 2009.
Forældelse af de krav, som appellanten måtte kunne rejse i medfør af erstatningsansvarslovens regler, herunder godtgørelse for varigt mén og/eller svie og
smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab m.m.,
indtrådte 3 år efter skadetidspunktet, svarende til den 24. august 2012, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4.
Sagen blev anlagt den 11. juli 2013, hvorfor appellantens mulige krav som udgangspunkt er forældede.
Samme udgangspunkt fremkommer ved anvendelsen af forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 1, hvoraf følger, at krav omfattet af forsikringsaftaleloven forældes
efter de almindelige regler om forældelse. Der er således ikke i udgangspunktet
forskel på de to loves fastsættelse af tidspunktet for forældelsens indtræden.
Det var i øvrigt ikke hensigten med den seneste ændring af forsikringsaftalelovens § 29, at der herved skulle indføres en modifikation i forhold til det efter
forældelsesloven gældende forældelsestidspunkt.
-5-
Af lovforarbejderne til bestemmelsen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1,
fremgår blandt andet: ”Det foreslås, at krav i anledning af forsikringsaftalen
som udgangspunkt forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. stk. 1. ’Krav i
anledning af forsikringsaftalen’ omfatter alle krav, der vedrører og/eller udspringer af aftalen. Reglen har således et videre anvendelsesområde end den
gældende § 29, stk. 1, der alene omfatter krav, der er ’grundede i forsikringsaftalen’. Den foreslåede regel omfatter også krav, der opstår i kraft af lovgivningen og støttes på indholdet af forsikringsaftalen. Som eksempel på krav, der
opstår i kraft af lovgivningen, kan nævnes skadelidtes krav mod ansvarsforsikringsselskabet efter færdselslovens § 108, stk. 1”.
Det gøres derfor gældende, at hensigten med ændringen af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, ikke i udgangspunktet var at hjemle en forlænget forældelsesfrist for appellanten, men blot at rette anvendelsesområdet til i forhold til forældelsesloven af 2007.
Det gøres samlet gældende, at appellantens eventuelle krav mod indstævnte
som udgangspunkt [var] forældede forud for sagens anlæg, den 11. juli 2013,
jf. såvel forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, som forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 1.
Forældelse indtrådte den 24. august 2012.
2.
Undtagelserne, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5, og forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 5.
Den eneste mulighed for at appellantens eventuelle krav mod indstævnte alligevel ikke er forældede opstår herefter udelukkende, hvis appellanten kan
godtgøre, at betingelserne for at anvende bestemmelsen i forældelseslovens §
21, stk. 5 og/eller forsikringsansvarslovens § 29, stk. 5, var til stede.
Det er ubestridt, at appellanten først den 5. juli 2011 … rettede henvendelse til
indstævnte vedrørende tilskadekomsten den 24. august 2009. Henvendelsen
skete via en af appellanten dengang antaget advokat. På dette tidspunkt var der
således gået næsten to år efter skadens indtræden.
Henvendelsen på vegne appellanten indeholdt intet konkret krav om betaling af
godtgørelse og/eller erstatning for følger efter færdselsuheldet, men blot et forbehold for at fremsætte krav svarende til alle de erstatnings- og godtgørelsesposter, der ville kunne have relevans i medfør af erstatningsansvarslovens regler. Eneste bilag var skadestuejournalen af 24. august 2009.
Det gøres gældende, at appellanten og dennes daværende advokat på dette tidspunkt havde mulighed for at opgøre og burde have opgjort eventuelle krav mod
indstævnte. Det bemærkes, at appellanten havde været sygemeldt siden færdselsuheldet.
Det gøres gældende, at indstævnte på henvendelsestidspunktet ikke havde oplysninger, som kunne danne grundlag for en relevant vurdering af, om appellanten kunne have berettigede krav som følge af tilskadekomsten den 24. august 2009.
-6-
Indstævnte kunne på daværende tidspunkt blot konstatere, at uheldet var omfattet af færdselslovens bestemmelse om objektivt ansvar for motorkøretøjer,
hvorfor indstævnte den 7. juli 2011, svarende til to dage efter henvendelsen/anmeldelsen, meddelte appellantens daværende advokat, at indstævnte anerkendte erstatningspligten ”for skader opstået som følge af uheldet” ….
I samme brev kunne indstævnte konstatere, at der for appellanten var taget forbehold for erstatningskrav, hvorfor indstævnte udbad sig et antal dokumenter,
som kunne belyse appellantens helbredstilstand og arbejdsevne.
De ønskede oplysninger modtog indstævnte med brev af hhv. 5. oktober 2011
…, 19. oktober 2011 …, 11. november 2011 … og 28. november 2011 … .
Fælles for korrespondancen mellem parterne i denne periode var, at appellantens daværende advokat blot fremsendte materialet uden at forholde sig til indholdet heraf, og uden at der på nogen måde indledtes forhandlinger om størrelsen af de eventuelle erstatningskrav, som materialet måtte berettige til. Appellantens daværende advokat forholdt sig derimod blot afventende.
I brevet af 28. november 2011 …, opfordredes indstævnte ydermere til at bekræfte, at indstævnte havde modtaget samtlige ”de i skrivelsen af 7/7-2011 begærede bilag”. I brev af 5. december 2011 … meddelte indstævnte, at indstævnte fortsat manglede en komplet journal fra appellantens læge.
Herefter lå sagen helt stille frem til den 13. september 2012 – svarende til mere
end tre år efter tilskadekomsten – på hvilket tidspunkt, appellantens daværende
advokat fremsendte lægejournalen til indstævnte (…). Heller ikke i dette brev
forholdt appellanten sig til det fremsendte materiale og undlod ligeledes fortsat
at fremsætte krav mod indstævnte.
2.1 Forældelseslovens § 21, stk. 5.
Appellanten har under sagen gjort gældende, at der er sket foreløbig afbrydelse
af forældelsesfristen, og at appellanten ikke havde anledning til at anlægge
retssag, jf. herved forældelseslovens § 21, stk. 5.
Det gøres herover for gældende, at det påhviler appellanten at bevise, at der i
lovens forstand blev indledt forhandlinger mellem parterne. Dette bevis er ikke
ført.
Det gøres gældende, at konkrete forhandlinger omfattet af forældelseslovens §
21, stk. 5, kun anses for at være indledt, hvis der har været tale om konkrete
forhandlinger om størrelsen af appellantens mulige erstatnings-/godtgørelseskrav. Dette er helt oplagt ikke tilfældet i nærværende sag, hvorfor forældelsesfristen ikke kan anses for at være foreløbigt afbrudt forud for den 24. august
2012.
Indstævntes synspunkt understøttes af Karnov-note nr. 181 og 183 til bestemmelsen, hvori det anføres:
”Bestemmelsen hjemler en tillægsfrist i tilfælde, hvor der indledes realitetsforhandlinger om kravet mellem parterne.”
-7-
og
”Der skal være tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet eller grundlaget for dette, således at kreditor har føje til at antage, at det ikke er
nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse… Forældelsen
udskydes herefter ikke, hvis skyldneren under forløbet indtager en afvisende
holdning til kravet… Det samme gælder, hvis skyldneren ikke tager stilling til
kravet, men blot anfører, at han vil overveje eller undersøge dette.”
Bo von Eyben anfører i ”Forældelse efter forældelsesloven af 2007”, side 933:
”Realiteten er, at man overhovedet ikke kan tale om forhandlinger, når skyldneren stadigt og konsekvent afviser kravet. Det samme gælder naturligvis, når
skyldneren forholdet sig passivt over for et fremsat krav, uanset hvor meget
kreditor rykker for en reaktion. Der skal nu engang to til at forhandle. Der foreligger heller ikke forhandling, hvis skyldneren helt undlader en stillingtagen.
Forældelsen udskydes således ikke, hvis skyldneren blot meddeler, at han vil
undersøge sagen eller overveje kravet el. lign. Kreditor må i denne situation
søge at fremprovokere en stillingtagen til kravet eller dog til spørgsmålet om
udskydelse af forældelsen.”
Det gøres gældende, at appellanten, der i hele forløbet var repræsenteret ved
advokat, i enhver henseende forholdt sig passivt i forhold til de elementer, som
kunne begrunde en tillægsfrist i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5, og at
parterne på intet tidspunkt i forløbet forhandlede om konkrete opgørelser af
krav mod indstævnte, hvilket udgør den væsentligste forudsætning for, at en
tillægsfrist i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5, kan komme på tale.
Endelig gøres det gældende, at konsekvensen af, at forhandlinger ikke kan anses for at være indledt, selvsagt har den retsvirkning, at der ikke har været behov for at meddele appellanten, at indstævnte anså ikke-eksisterende forhandling som værende afsluttede.
2.2 Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt.
Appellanten har under sagen gjort gældende, at der i forsikringsaftalelovens §
29, stk. 5, 2. pkt., findes en særlig undtagelsesbestemmelse, hvorefter forældelse af appellantens krav først indtrådte 3 år efter den 7. juli 2011, hvor indstævnte anerkendte erstatningspligten … .
Det følger af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt.: ”Hvis selskabet anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse, indtræder
forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom”.
Appellanten har i ankestævningen anført, at sagens faktuelle forløb er 100 %
sammenfaldende med de forudsætninger, der lægges til grund for denne bestemmelse. Dette bestrides, idet det, som ovenfor anført, må lægges til grund,
at appellanten i modsætning til, hvad der må anses for at være sædvanligt,
venter næsten to år med at anmelde over for indstævnte.
-8Af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår blandt andet: ”Desuden foreslås
i stk. 5, 2. pkt., en særregel, der angår den situation, hvor en dækningsberettiget skade anmeldes, men hvor den sikrede ikke har givet selskabet tilstrækkelige oplysninger til, at selskabet kan foretage en erstatningsopgørelse. Det foreslås, at forældelse i den situation indtræder 3 år efter selskabet meddelelse
om, at det anerkender, at kravet er berettiget, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse”.
Det gøres herefter gældende, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt., er
tænkt som en absolut særregel/undtagelse til hovedreglen om, at forældelse
indtræder 3 år efter skadens indtræden, jf. omtalen ovenfor.
Det må følge af almindelige regler om lovfortolkning, er denne regel derfor
næppe tiltænkt en rolle, som den regel, der afgørende skal forrykke en mangeårig fast praksis om, at forældelse i personskadesager indtræder 3 år (tidl. 5 år)
efter skaden, hvorfor anvendelsen af og fortolkningen heraf må underlægges en
indskrænkende fortolkning.
Formålet med indførelsen af bestemmelsen var derimod, at lovgiver ville
undgå en situation, hvor de skadelidtes krav kunne være forældede efter forsikringsaftalelovens regler uden at være forældede efter forældelseslovens regler,
og omvendt.
Det gøres herudover gældende, at bestemmelsen i sin helhed indeholder en forudsætning om, at der fremsættes et eller flere konkrete krav, som forsikringsselskabet kan forholde sig konkret til.
Appellanten har, som ovenfor anført, på intet tidspunkt fremsat et konkret opgjort økonomisk krav om indstævntes betaling af en bestemt godtgørelse
og/eller erstatning, hvorfor indstævnte på intet tidspunkt har haft anledning til
at anerkende (eller afvise) noget kravs berettigelse.
Det bemærkes, at appellantens eventuelle krav – uanset indholdet af forsikringsaftalelovens § 29. stk. 5, 2. pkt., vil være erstatningskrav uden for kontraktforhold, hvorfor det til støtte for, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2.
pkt., ikke finder anvendelse i nærværende sag, videre skal anføres, at der notorisk må være forskel på, at et forsikringsselskab anerkender, at færdselslovens
§ 108, stk. 1, jf. § 105, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, tilsiger at et forsikringsselskab
hæfter over for en skadelidt på objektivt grundlag for de skader den skadelidte
måtte være påført af det hos forsikringsselskabet forsikrede motorkøretøj, og
den situation, hvor der over for forsikringsselskabet fremsættes et konkret krav
om betaling af en bestemt godtgørelse og/eller erstatning, jf. herved erstatningsansvarslovens regler herom.
Som anført, er nærværende sag særegen derved, at appellanten venter næsten to
år før, appellanten kontakter indstævnte vedrørende skaden.
Hvis appellanten får medhold i de fremsatte synspunkter vedrørende forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt., opnår appellanten den helt utilsigtede
fordel, at forældelsesperioden reelt forlænges fra de forudsatte tre år fra skadetidspunktet til konkret ca. fem år. Det er intet sted i forarbejderne til bestemmelsen anført, at dette var hensigten med indførelsen af bestemmelsen.”
-9-
Forsikringsselskabet TRAFIK G/S har under hovedforhandlingen desuden gjort gældende,
at der er tale om et nyt anbringende, når
A
i påstandsdokumentet henviser til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., og at landsretten ikke bør tillade
A
at fremsætte dette anbringende.
Landsrettens begrundelse og resultat
Forsikringsselskabet TRAFIK G/S har for landsretten protesteret imod, at
A
i
påstandsdokumentet har gjort gældende, at sagen skal bedømmes også i lyset af bestemmelsen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., idet forsikringsselskabet har anført, at
der er tale om et nyt anbringende.
Landsretten bemærker, at
A
synspunkt om, at forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 5, 1. pkt., skal anvendes på det faktum, der er tilvejebragt af parterne, er en juridisk
betragtning, som retten normalt af egen drift vil inddrage i bedømmelsen af sagen. Det
fremgår af gengivelsen af parternes procedure i byrettens dom, at synspunktet i øvrigt har
været fremme under sagens behandling i byretten, og landsretten finder derfor ikke grundlag for at afskære
A
fra at gøre synspunktet gældende for landsretten.
Som anført af byretten, følger det af forældelseslovens § 2, stk. 4, og § 3, stk. 1, at krav på
erstatning for personskade forældes efter 3 år, der regnes fra skadestidspunktet.
Efter forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, er udgangspunktet ligeledes, at krav i anledning
af en forsikringsaftale forældes efter reglerne i forældelsesloven. Bestemmelsen i § 29, stk.
1, gælder også krav, der opstår i kraft af lovgivningen og støttes på indholdet af forsikringsaftalen, herunder – som i denne sag – skadelidtes krav mod ansvarsforsikringsselskabet efter færdselslovens § 108, stk. 1.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2 til 6, indeholder imidlertid nogle undtagelser til de almindeligt gældende bestemmelser i forældelsesloven, jf. forsikringsaftalelovens § 29, stk.
1, jf. forældelseslovens § 1. Bestemmelserne i § 29, stk. 2 til 6, er indført med henblik på at
skabe en særlig nem adgang til afbrydelse af forældelse ved krav mod forsikringsselskaber
i anledning af skader, og bestemmelserne skal ses i lyset af, at det ikke er hensigtsmæssigt,
- 10 -
at forsikringstagere og sikrede skal være opmærksomme på, at der kan indtræde forældelse
efter reglerne i forældelsesloven, mens en sag er under behandling i et forsikringsselskab.
Det følger derfor af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., at hvis en skade er anmeldt
til et forsikringsselskab inden udløbet af forældelsesfristen, så indtræder forældelse af det
krav, som skaden gav anledning til, tidligst 1 år efter forsikringsselskabets meddelelse om,
at det helt eller delvist afviser kravet.
Skaden, der indtrådte den 24. august 2009, blev anmeldt til forsikringsselskabet den 5. juli
2011, hvorfor forældelse af det anmeldte krav ikke indtrådte før tidligst 1 år efter forsikringsselskabets afvisning af kravet. Forsikringsselskabet afviste først kravet ved brev af 18.
september 2012, og sagen blev anlagt ved byretten den 11. juli 2013. Sagen er derfor anlagt inden for den tillægsfrist på et år, der i medfør af § 29, stk. 5, 1. pkt., begyndte at løbe
fra den 18. september 2012.
Uanset bestemmelsen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., gælder der efter samme
bestemmelses 2. pkt. dog en absolut forældelsesfrist på 3 år fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet anerkendte, at der forelå en dækningsberettiget skade, men hvor skadelidte
blev anmodet om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse.
Forsikringsselskabets anerkendelse af erstatningspligten skete ved brev af 7. juli 2011. Sagen, der blev anlagt den 11. juli 2013, er således indbragt for retten inden udløbet af den
absolutte forældelsesfrist i § 29, stk. 5, 2. pkt., hvorfor
A
krav heller ikke af
denne grund er forældet.
A
krav mod forsikringsselskabet er derfor ikke forældet, hvorfor
A
påstand tages til følge.
Efter sagens udfald, og da
A
er meddelt fri proces, skal forsikringsselskabet
betale sagens omkostninger for begge retter til statskassen. Efter oplysningerne om sagens
anslåede værdi, der på nuværende tidspunkt er meget usikker, sammenholdt med sagens
omfang, forløb, varighed og karakter fastsættes sagsomkostningerne for begge retter til
90.000 kr., der tillige indeholder den afgift, der skulle være betalt til retten, såfremt der
ikke var fri proces.
- 11 -
T h i k e n d e s f o r r e t:
Forsikringsselskabet TRAFIK G/S skal anerkende, at
A
erstatningskrav
som følge af færdselsuheldet den 24. august 2009 ikke er forældet.
I sagsomkostninger for byretten og for landsretten skal Forsikringsselskabet TRAFIK G/S
inden 14 dage betale 90.000 kr. til statskassen.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 15-04-2015
Vicky Grenaa Bodi
Kontorfuldmægtig