Ege-Ekspeditioner - Johannes Larsen Museet

Transcription

Ege-Ekspeditioner - Johannes Larsen Museet
Pressemeddelelse:
Ny udstilling:
Ege-Ekspeditioner
Johannes Larsen Museet 6. september 2015 til 3. januar 2016
Udstillingsåbning: 5. september kl. 15. Ole Lejbach og Jens Blendstrup vil være til stede.
Udstillingen åbnes af Kertemindes borgmester, Hans Luunbjerg.
De er landets ældste levende eksistenser. Komplekse biologiske unikummer og hjem for både
sjældne insekter og overnaturlige væsner. De graver deres rødder dybt ned i vores kulturarv og
folkesjæl og sætter vores egen tid i verden i perspektiv. Danmarks gamle egetræer.
Kunstneren Ole Lejbach og forfatteren Jens Blendstrup har været landet rundt og opsøgt disse
gamle ege. Sammen har de skabt en udstilling, som nu vises på Johannes Larsen Museet i
Kerteminde.
Leder af Johannes Larsen Museet, Mette Ladegaard Thøgersen:
”Udstillingen er endnu et eksempel på det frugtbare møde mellem kunst og natur,
som Johannes Larsen Museet skal være skueplads for. Blendstrup og Lejbach giver i
deres tekst og tegninger et nyt blik på et stykke dansk kultur- og naturarv fuldt af
skønhed, humor og poesi, og vi håber, at udstillingen også giver anledning til mange
udflugter til de gamle egetræer i vores landskaber”.
For snart fem år siden begav forfatteren Jens Blendstrup og kunstneren Ole Lejbach ud på det, der
skulle vise sig at blive en rejse gennem et stykke dansk kulturarv. Rejsen førte Ole Lejbach og Jens
Blendstrup ind under barken på de danske ege og gav dem mulighed for at skildre de ældgamle
eges knortede eksistens. I store blyantstegninger har Ole Lejbach indfanget dramaet i egetræernes
stammer og grene, og Jens Blendstrup har med stor uforudsigelighed, humor og dybde pustet liv
og personlighed i hvert af de i alt næsten 60 træer.
Populær udstilling i nye rammer
Før Johannes Larsen Museet har Ege-Ekspeditioner været vist på Fuglsang Kunstmuseum på
Lolland, som melder om stor interesse fra publikum (i alt har næsten 8.000 set udstillingen, hvilket
var et godt stykke over besøgstallet i den tilsvarende periode året før). Og også anmelderne har
taget godt imod egetræerne (jf. fx Weekendavisen: ”Voldsomt inspirerende” og Politiken: ”Det er
genialsk”).
Nu slår Ege-Ekspeditioner for en tid rødder på Fyn, hvor udstillingen vises i en ny fortolkning med
et tematisk fokus og suppleres af vældige dyreskildringer af kunstneren John Olsen og et
håndbygget seks-en-halv meter langt, tjæreduftende vikingeskib skabt af egetræ fra Kertemindes
nærliggende skove. Desuden vises et tværsnit af et 200-årigt enormt egetræ fra
Lundsgaardskoven. Man kan selv tælle årringene og fornemme storheden i egetræets lange liv.
Blendstrups og Lejbachs ekspeditioner kan opleves på en film, der vises i udstillingen, og
lyttestationer vil supplere tegningerne og teksten på væggene med Blendstrups levende
oplæsninger fra bogen.
Udstilling og bogudgivelse er støttet af Nordea Fonden og skabt i et samarbejde mellem
kunstnerne og Johannes Larsen Museet, Fuglsang Kunstmuseum og KunstCentret Silkeborg Bad.
Tag med på Ege-Ekspedition!
I kort køreafstand fra Johannes Larsen Museet kan gæster med fordel opsøge nogle af de samme
egetræer, som Blendstrup og Lejbach har fortolket. Således kan Broløkkeegen og Hverringeegen
ses nord for Kerteminde, og de flotte ege ved Ladegårdssøen tæt ved Nyborg Slot er også en
udflugt værd. Desuden er der en lang række arrangement i forbindelse med udstillingen, hvor
publikum selv kan komme på forskellige former for ekspeditioner til egenes verden.
Egeekspedition: udstilling og udflugt til Hverringes gamle ege
Johannes Larsen Museet. Søndag den 13. september kl. 13
Ole Lejbach og Jens Blendstrup viser rundt i udstillingen og til Hverringes ege.
Artist talk: Ole Lejbach og Jens Blendstrup
Torsdag den 17. september kl. 19
Mød kunstnerne bag udstillingen.
Egeekspedition: Vandretur i Lundsgaardskoven
Søndag 27. september kl. 10.30 – 11.30.
Med godsejer Rudolf Iuel og bådebygger Rasmus Budde Jensen.
Familiecafé: Kan du puste dit eget egetræ?
Johannes Larsen Museet. Søndag den 27. september kl. 13-15
Vi laver skæggede, skæve, grove, forelskede og flove egetræer.
Efterårsferie: Tegn træer og byg vikingeskibe
Johannes Larsen Museet. 13.-15. oktober kl. 11-15
Workshop med Ole Lejbach og tømrer Arne Jensen
Foredrag: Fra skibsfund til sejlende rekonstruktion
Vikingemuseet Ladby. Torsdag den 22. oktober kl. 16.30
Ved skibsrekonstruktør Vibeke Bischoff.
Familiecafé: Hvordan tegner man et egetræ?
Johannes Larsen Museet. Søndag den 25. oktober kl. 13-15
Workshop med kunstner Ole Vedby.
Temaaften: Ege-Ekspeditioner
Johannes Larsen Museet. Torsdag den 12. november kl. 16.30
Foredrag ved Jette Bogø og Helle Seerup fra Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.
Familiecafé: Byg dit eget vikingeskib af egetræ
Johannes Larsen Museet. Søndag den 29. november kl. 13-15
I løbet af hele udstillingen inviterer museet alle interesserede til at deltage i en stor
tegnekonkurrence, hvor man skal tegne sit helt eget egetræ. Vinderen udvælges af Blendstrup og
Lejbach og modtager et signeret diplom og en fin gave. I museets butik kan man blandt andet
erhverve et kit til hjemmelavet ege-snaps af spåner fra selv samme træ, som er anvendt til
rekonstruktionen af Ladbyskibet, og i museets café, ”Kaffehuset”, kan man nyde en
frokosttallerken med inspiration fra skoven samt lækre ”træstammer” til kaffen.
Udstillingskatalog
Jens Blendstrups tekster og Ole Lejbachs tegninger er samlet i et flot bogværk på over 200 sider.
Tegninger og tekster er suppleret af fotografier af egene, og bogen indeholder desuden to artikler
om henholdsvis egetræets betydning i kunsten og dets biologiske status. Artiklerne er skrevet af
cand. mag. i kunsthistorie Jacob Helbo Jensen fra Fuglsang Kunstmuseum og cand. silv. Peter Friis
Møller fra Skov & Naturrådgivningen. Bogen kan erhverves for 149 kr.
For yderligere information og materiale, kontakt:
Afdelingsleder Mette Ladegaard Thøgersen
Tlf. 29 71 07 67
[email protected]
Kommunikationschef Troels Malthe Borch
Tlf. 23 96 06 07
[email protected]
Johannes Larsen Museet, Møllebakken 14, 5300 Kerteminde
www.johanneslarsenmuseet.dk
Åbningstider: september-oktober: tirs-søn kl. 10-16, november-februar: tirs-søn kl. 11-16