Du kan downloade magasinet her

Transcription

VIDENCENTER FOR DIAKONI OG PÆDAGOGIK
DiakoniIMPULS
OKTOBER 2015
S O C I A L D I A K O N U D D A N N E L S E N S
særlighed
14
AT BLIVE OG FORBLIVE
MENNESKE
8
Livskvalitet på afmagtens vilkår
Ø J E B L I K S B I L L E D E R PÅ
S O C I A LT F R I V I L L I G T
ARBEJDE
24
D E D I A K O N A L E
I N S T I T U T I O N E R
- en overset brik i det socialt
entreprenante spil
18
H J E M M E T S O M S O C I A LØKONOMISK VIRKSOMHED
MELLEM PRODUKTION OG
OMSORG
3
I dette nummer:
Kære læser…
Dette nummer af Diakoni-IMPULS indeholder, traditionen tro, lidt af hvert.
Tidligere korshærschef Bjarne Lenau Henriksen holdt i forbindelse med en temadag
på Diakonhøjskolen foredrag ud fra titlen
”At blive og forblive menneske - livskvalitet
på afmagtens vilkår”.
Dette foredrag er efterfølgende skrevet
sammen til en artikel, og dén kan du glæde
dig til at læse i dette nummer.
Du kan også glæde dig til at læse en række
artikler skrevet af undervisere på Diakonhøjskolen.
Artiklerne er forskellige, men der er fælles
træk, og de omhandler hver især temaer,
som underviserne er optagede af.
Bodil Lodberg fortæller om sit ph.d. projekt
- om hjemmets betydning i mødet med de
sociale udfordringer, der kendetegner den
moderne velfærdsstat.
Katrine Nygaard Graversen skriver, med
referencer til eget speciale, om socialdiakonuddannelsens særlighed.
Hanne Føns tager os med ind i det forsknings- og udviklingsprojekt, hun deltager i,
og som omhandler socialt entreprenørskab
og socialøkonomisk virksomhed.
Christina Brandt Moseholm Olsen giver en
række øjebliksbilleder på socialt frivilligt arbejde
med afsæt i eget speciale og egne erfaringer.
2
INDHOLD
Hjemmet som socialøkonomisk
virksomhed mellem
produktion og omsorg
Af Bodil Lodberg3
At blive og forblive menneske
- livskvalitet på afmagtens vilkår
Af Bjarne Lenau Henriksen8
Socialdiakonuddannelsens særlighed
Af Katrine Nygaard Graversen14
De diakonale institutioner
- En overset brik i det socialt
entreprenante spil
Af Hanne Føns18
Øjebliksbilleder på
socialt frivilligt arbejde
Af Christina Brandt Moseholm Olsen24
DiakoniIMPULS
www.diakonhøjskolen.dk
Tidsskriftet er gratis.
Udgives 2-4 gange årligt.
Oplag: 400
Sekretariat
Videncenter for Diakoni og Pædagogik
Diakonhøjskolen i Aarhus
Lyseng Allé 15
8270 Højbjerg
Danmark
Redaktion: Jens Maibom Pedersen
Og sådan kunne man blive ved!
Og det gør vi så
- i næste nummer af Diakoni-IMPULS.
Layout: Kristian Stokholm
God læselyst!
Tryk: Lasertryk A/S
/JMP
ISSN: 1903-7171
Foto omslag: everest via shutterstock.com
DiakoniIMPULS · Videncenter for Diakoni og Pædagogik · Diakonhøjskolen i Aarhus · diakonhøjskolen.dk/videncenter
Hjemmet som socialøkonomisk
virksomhed mellem
produktion og omsorg
Af
Bodil Lodberg
I Danmark har vi haft en lang tradition for at
kalde forskellige former for sociale institutioner og tilbud for hjem, pigehjem, børnehjem,
opdragelseshjem, soldaterhjem, højskolehjem,
plejehjem osv. Frem til januar 2018 er jeg i
gang med et Ph.D.-projekt, som skal undersøge, hvilken betydning fænomenet hjem har haft
i mødet med de sociale udfordringer, som kendetegner den moderne velfærdsstat. Hvilken
rolle har hjemmene spillet på både samfundsniveau i udformningen af socialpolitikken, som
institutioner lokalt og på mikroniveau for deres
beboere?
Hypotesen er, at der går en lige linje fra husstanden, som den kendes tilbage i historien og
omtales f.eks. i Luthers lille katekismus, frem
til fremkomsten af de mange hjem i løbet af
1800-tallet og videre til de moderne institutioner, som udvikler sig til ind i vores tid, men at
den forandring som sker med samfundet som
helhed både påvirker og påvirkes af hjemmenes opkomst og udvikling.
Luthers lille katekismus - hvorfor?
Jeg begynder med Luthers lille katekismus,
fordi det er gået op for mig, hvilken stor betydning den har haft på menneskers viden om og
opfattelse af kristendommen. Martin Luthers
lille katekismus er oprindeligt fra 1528 og er
i al sin enkelhed en udlægning af den kristne
tro: Hvordan vil Gud at vi skal leve? (De ti bud/
hustavlerne), Hvem tror jeg på? (Trosbekendelsen/ sakramenterne) og hvordan beder jeg til
Gud? (Fadervor, skriftemålet og andre bønner).
Den lille katekismus blev oversat til dansk
meget tidligt efter reformationen i 1536, den
indgår i kirkens bekendelsesskrifter (Nørregaard-Højen, 2001A)og det forordnes at den
skal formidles til ungdommen. Den er blevet
lært udenad af masser af unge mennesker, der
er blevet prædiket over den og sunget salmer,
som er skrevet over dens indhold. Børn har
lært at læse efter katekismen og har gentaget
dens indhold for at huske og lære deres lektier.
Katekismen må være det mest udbredte og
læste skrift i Danmark overhovedet og dens
indhold må have påvirket mennesker her i landet i deres forståelse af, hvordan man skal leve
som et kristent menneske.
Konfirmationen har været ekstremt udbredt,
og for at kunne blive konfirmeret skulle man
kende katekismens hovedstykker: De ti bud,
trosbekendelsen, fadervor, om sakramenterne og hustavlerne. De sidste er måske ikke så
almindeligt kendte, men handler om nogle råd
hentet fra det Nye testamente om, hvordan
man skal opføre sig overfor hinanden inden for
de forskellige livsområder: kirken, i det politiske
liv og husholdningerne. I Luthers lille katekismus og de mange forklaringer, som findes til
den, ligger nemlig den såkaldte trestandslære
gemt (Stenbæk, 1990/17). Den indeholder en
opfattelse af at samfundet består af 3 forskellige områder, og at alle mennesker deltager
enten som dem, der byder eller dem der lyder.
I kirkens område er det præsten og læreren,
der byder og menigheden og eleverne, der adlyder. I det politiske felt er det kongen og hans
mænd, der bestemmer og undersåtterne, der
skal adlyde. I husholdet er det husfaderen, der
3
er den øverste autoritet, men andre i husholdet kan også have autoritet f.eks. i forhold til
børn, eller tjenestefolk.
Den lutherske samfundsopfattelse i opbrud
De tre områder, stænder, kaldes med deres
gamle græske betegnelser: Ecclesia for kirken,
politia for det politiske område og oikonomia
for husholdet. Det er særligt oikos, som er interessant i vores sammenhæng. Oikos betyder
egentlig hus og oikonomia betyder de love som
gælder for huset, husholdning. Huset rummer
altså ikke blot familien, men både produktion
af livsnødvendigheder og dermed også en arbejdsplads for forældre og børn, karle og piger,
tjenestefolk osv. Trestandslæren kan beskrive
samfundet som helhed før industrialiseringen,
og selv langt op i 1900-tallet fandtes der stadig
store husholdninger, hvor produktion og socialt liv fandt sted under samme tag. Men i midten af 1800-tallet udfordres trestandslærens
samfundsopfattelse for alvor. I 1848 afskaffes
enevælden og monarkiets magt indskrænkes til
fordel for et folkestyre med en grundlov 1849.
Samtidig brydes den lutherske kirkes monopol
med religionsfriheden og muligheden gives for
at mennesker kan tilhøre andre religioner eller
være helt uden tro. Endelig sker de mest voldsomme opbrud måske i forhold til husholdet; i
kraft af kapitalismens indtog, urbaniseringen og
industrialiseringen som fuldstændigt forandrer
mange menneskers hverdagsliv.
Hjemmet og det sociale spørgsmål
I 1800-tallets slutning forstærkes uligheden
voldsomt. Arbejdernes løn stagnerer, mens
kapitalens andel af nationalindkomsten stiger
kraftigt. (Piketty, 2014) Det økonomiske – dvs.
produktionen, som tidligere hørte sammen
med husholdet, løsrives i kraft af kapitalismens indtog i produktionen fra den sociale
sammenhæng, så økonomien nu ikke længere tjener et socialt formål, men i højere grad
handler om optjening af formue til ejeren – ”for
egen vindings skyld”. Særligt i byerne efterlader det kvinderne tilbage uden produktion,
men med sociale opgaver i form af ansvar
for madlavning, børn, gamle. De uformuende
mænd må ”sælge deres arbejdskraft” – dvs.
underlægges en ny form for afhængighed –
4
ikke af herremænd eller husbonder, men af
den kapitalbesiddende del af befolkningen.
Og fordi disse mænd tjener for lidt, må også
deres fattige kvindelige familiemedlemmer ud
på arbejdsmarkedet. Det betyder, at kvinderne
får dobbeltopgaver, men ingen eller dårlige
muligheder for i deres egen husholdning at
”producere” sig til større velstand. Prostitution
er en af måderne, hvorpå kvinder kan skaffe sig
egne midler. Selvom det betragtes som moralsk anstødeligt giver det nogen en lettere vej
til bedre kår.
Kvinderne fra de økonomisk bedre stillede
familier får i perioden store udfordringer med
at få lov til at skabe sig en indtjening uden for
hjemmet. De bør, efter gængs opfattelse, blive
i hjemmet, passe gamle forældre eller gifte sig,
få børn og passe dem. Problemet er bare, at
der er et overskud af kvinder i befolkningen,
som på forskellig vis forsøger at få adgang
til det nye samfund, som er under udvikling.
De prøver at få lov til at undervise og udføre
sygepleje, men det får de kun lov til, hvis det
enten foregår hjemme eller hvis det sker under
stærkt organiserede forhold (f.eks. diakonissestiftelsen). Men på et område finder kvinderne
tilsyneladende en smutvej, nemlig gennem
oprettelsen af ”hjem” for andre, især børn. I
slutningen af 1800-tallet sker en eksplosion i
oprettelsen af forskellige typer af ”hjem”, og rigtig mange af dem oprettes og drives af kvinder.
Kvinder opretter hjem
I en oversigt (Skjerbæk, 1921)over institutioner
for børn og unge fra 1921, som både angiver
året for og hvem, der stod bag oprettelsen
af institutionerne, og hvem der aktuelt leder
stedet, kan man se at virkelig mange kvinder,
frøkener, figurerer. Ud af 23 anerkendte opdragelsesanstalter ledes 11 af kvinder og endnu
tydeligere bliver det når det handler om børnehjem. Af 99 anerkendte børnehjem ledes 68 af
kvinder og for 33 hjems vedkommende anføres
kvinder som grundlæggere, ofte adskillige årtier
tidligere. At kvinder har påtaget sig opgaven
som ”husholdere” for en større gruppe børn,
kan tolkes som et udtryk for en nødvendig
tilpasning til de nye sociale samfundsforandringer. Hjemmene kommer til at tilgodese flere
forskellige sociale behov. De bliver et tilbud
til de børn, unge og kvinder, som er blevet
overflødiggjort under ombrydningen af landbrugssamfundet og det nye liberale samfunds
kræsne behov for arbejdskraft. Der er et overskud af børn og unge, som ikke kan finde plads
i byerne, bl.a. fordi deres forældre arbejder
ude, eller er for fattige og dårligt stillede til at
tage vare på dem. Kvindeoverskuddet indebærer, at kvinderne har vanskeligt ved at skabe sig
et udkomme, når de udelukkes både fra ægteskab og uddannelse. Det at oprette et hjem må
have ligget i direkte forlængelse af samfundets
forventninger til kvinden, romantikkens forestilling om kvindens naturlige moderlighed og
De kirkelige vækkelser og det sociale
spørgsmål
Selvom kvindernes indskrænkede muligheder
spiller en rolle for udformningen af især de
hjem, som retter sig mod børn og kvinder, så
forklarer det ikke alene fremkomsten af de
mange sociale hjem i slutningen af 1800-tallet.
Bag mange initiativer stod religiøst motiverede
foreninger og grupper, som ud fra et kristent
livssyn ønskede at gøre noget for de forskellige
grupper, som manglede et ”hjem”: Sømænd,
soldater, tjenestepiger, unge tilflyttere til
de større byer, prostituerede, alkoholikere,
gamle og syge. Karin Lützen har i sin bog: Byen
tæmmes (Lützen, 1998) beskrevet
udviklingen i København og vist
betydningen af f.eks. Københavns
Indre Missions indsats mht. oprettelsen af forskellige slags hjem.
I mit projekt vil jeg prøve at se på
Århus som eksempel og undersøge hvilken rolle de religiøst
baserede initiativer har spillet for
den sociale udvikling og hvordan
samspillet foregår i dag. Udgangspunktet vil være oprettelsen af
Stefansforeningen i 1876 i Århus
(Andersen, 2009), som samler en
række forskellige provinsinitiativer
i en forening. Det sker for at skabe
øget opmærksomhed på de sociale spørgsmål, samle penge ind
og befordre dels diakonissesagen
og dels opgaven med at uddanne
gode kristne mænd til en gerning
for mennesker i nød. Stefansforeningen, diakonisserne, kvindehjælpen står bag meget af det
begyndende sociale arbejde i Århus-området
- omfanget, betydningen og motivationen for
arbejdet står det endnu tilbage at undersøge,
for at analysere hvordan udviklingen af de
konkrete hjem er foregået i samspil med det
offentlige og velfærdsstaten.
Bag mange initiativer stod religiøst
motiverede foreninger og grupper, som ud fra et kristent livssyn
ønskede at gøre noget for de forskellige grupper, som manglede et
”hjem”:
Sømænd, soldater, tjenestepiger,
unge tilflyttere til de større byer,
prostituerede, alkoholikere, gamle
og syge.
evner for børnepasning, måske forbundet med
en luthersk kaldsetik om at tage vare på den
opvoksende generation. Løsningen bliver at
skabe en hybrid mellem et hjem og en institution, eller man kunne sige, at disse hjem søger
tilbage til det klassiske hushold, som rummer
både familieliv i form af omsorg, opdragelse og
aktiviteter som undervisning og oplæring, samt
fysisk arbejde under samme tage. Hjemmet
tilbyder en accepteret ramme for kvindens
aktiviteter, så hun på trods af sine manglende
civile rettigheder (kvinder får først stemmeret i
1915 osv.), stadig tillades at stå som leder af en
stor husholdning med måske 40 børn eller 62
unge kvinder.
Hjem til Århus
1906 stiftedes kvindehjælpen i Århus (Søndengaard, 2006) på baggrund af et arbejde
som diakonissen Marie Johanne Jensen havde
påbegyndt flere år tidligere. For kvindehjælpens vedkommende var udfordringen kvinders
5
prostitution. Afskaffelsen af den offentlige
prostitution 1905 skabte for alvor en ny situation. Præstekonen fra Vor Frue Kirke, Ellen
Schepelern tager initiativ til de første arbejdsstuer, som efterhånden udbygges til egentlige
hjem, hvor kvinderne kan bo, lære husholdning
for at kunne begå sig som tjenestepiger og
husassistenter og få mulighed for at tage vare
på deres børn. Det er ikke et egentlig nybrud,
lignende foranstaltninger fandtes i København,
men i den jyske hovedstad bliver det en ret
omfattende indsats, som udfordrer tabuer og
dobbeltmoral. Kvindehjælpens institutioner
finansieredes fra 3 hovedkilder: godt halvdelen
af indtægterne på hjemmene (1915) kom fra
godtgørelse fra kommuner, 15 % fra andre
offentlige kasser og godt 30% kom fra hjemmenes egen produktion og indsamlede midler. 30
år senere i 1946 er omsætningen steget til det
10 dobbelte og elevbetalingen udgør da hovedindtægten, mens hjemmenes egen produktion
ikke er steget mærkbart.
På de 30 år der er gået kan det ses at det
”socialøkonomiske”/ selvfinansierende element
har mistet betydning for institutionernes opretholdelse. De stigende offentlige tilskud forskyder fokus fra institutioners virksomhed i den
samfundsmæssige kontekst til opdragelse og
uddannelse, som i stadig højere grad betragtes
som et offentligt anliggende. I det hele taget
sker der en forandring af statens rolle i kraft af
den stigende indflydelse, som det offentlige får
på det sociale område op gennem 1900-tallet.
Særligt socialreformen i 1933 flytter på balancen mellem offentlig indsats og privat filantropi,
så:
det i højere grad blev et samspil på statens præmisser. De private og filantropiske institutioner
blev i højere grad statslige agenter, som for at
gøre sig berettigede til de statslige tilskud måtte
tilpasse sig regler og kontrol. (Petersen, 2011, s.
743)
Gennem de forøgede tilskud skærpes kontrollen med selve indsatsen og de udadrettede
aktiviteter, som ikke længere er økonomisk
begrundede, men pædagogisk eller behandlingsorienterede mod det enkelte individ. Det
forandrer de tidligere socialøkonomiske hjem i
retning af moderne institutioner, hvor opholdet
ikke længere giver noget økonomisk afkast,
6
men vha. en pædagogisk indsats sætte barnet/beboeren i stand til at gebærde sig ”ude i
samfundet”.
Hjemmene underlægger sig de forandringer
som kendetegner det moderne samfund:
produktionen flyttes fra husholdet, hjemmeboende skal i højere grad uddannes gennem skolesystemet. Hjemmene skifter navn til opholdssteder, døgninstitutioner eller socialcentre, og
huser ikke længere medarbejderne under samme tag som beboerne. Kaldet som legitimering
af arbejdet afløses af professioner, de professionelle bor i dag adskilt fra deres arbejde, som
ikke længere er redning eller opdragelse, men
socialpædagogiske indsatser som f.eks. bostøtte, neuropædagogik eller inklusionsarbejde.
Ligesom de fleste andre almindelige hjem er
disse institutioner også blevet tømt for produktion og nødvendig selvforsyning.
Imod denne tendens og som en undtagelse går
væksten i antallet af socialøkonomiske initiativer, hvor det økonomiske aspekt igen prioriteres, som en del af den sociale indsats. Det er
et område med stor fokus fra både forskere og
aktører. Også på det felt er der inspiration at
hente fra de tidlige sociale pionerer, som selv
måtte skaffe midler til deres gode ideer.
Men selvom navnet hjem er gået tabt de fleste
steder, så er der stadig en opmærksomhed på
fænomenet: hjemlighed (jfr. (Winther, 2006)
(Højlund, 2009 59/60)m.fl. På mange institutioner og væresteder ses hjemlighed som en
vigtig grundlæggende forudsætning for oplevelsen af tryghed og tilhørsforhold, hvilke igen
er betydningsfulde for identitetsdannelsen hos
børn og voksne og for helingen af psykisk og
fysisk sygdom.
Det er mit projekt at forsøge påvise nye muligheder og sammenhænge i samspillet mellem
hjem, det sociale spørgsmål og samfundsudviklingen i det hele taget. Økonomi og vækst bør
sammentænkes så de udfolder sig for menneskers skyld og ikke på deres bekostning, for
et humant samfund skal kendes på, at der er
plads til og brug for børn, syge og udsatte.
Der er brug for bidrag til en samfundsfilosofi,
hvor hjem og hushold som oikos og oikonomia
kan indgå i det store billede, og ikke bliver sønderrevet mellem stat, marked og civilsamfund.
En tænkning i fællesskaber, som kan udvikle et
bæredygtigt og menneskeligt samfund, uden
ressourcespild eller selvtilstrækkelighed, men
hvor verden og mennesker betragtes som værdifulde og livs-nødvendige.
Litteraturliste
Andersen, F. (2009). Skt. Stefansforeningen: Dens
virke og udbredelse 1876-1920. Århus.
Dalby, L. (2002). Retledte Drenge? Filantropi og
opdragelse på opdragelsesanstalten
Bøggildgård 1830-1900. Viborg: udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland.
Hald, H. (1960). De kirkelige organisationer i
Velfærdsstaten. Folkekirkelige organisationers Fællesudvalg.
Højlund, S. (2009 59/60). Hjemlighed som velfærdsparadoks: om iscenesat autencitet i døgninstitutioner for anbragte
børn. Antropologi, s. 49-66.
Lützen, K. (1998). Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i
1800-tallets København. København:
Hans Reitzels forlag.
Nørregaard-Højen, P. (2001 B). Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, kommentar.
København: Anis.
Nørregaard-Højen, P. (2001A). Den danske
folkekirkes bekendelsesskrifter, tekst og
oversættelse. København: Anis.
Petersen, K. (2011). Børnesagen. Dansk Familiepolitik. I P. O. Petersen m. fl., Mellem
skøn og ret. Dansk Velfærdshistorie. Bd.2
1898-1933 (s. 643-758). Odense: Syddansk universitetsforlag.
Piketty, T. (2014). Kapitalen i det 21. århundrede.
København: Gyldendal.
Skjerbæk, O. (1921). Fortegnelse over institutioner til værn for børn og unge i Danmark.
København: Komiteen for nordisk
børne og ungdomsværn.
Stenbæk, J. (1990/17). To eller tre regimenter i
den lutherske kaldsetik? Religionsvidenskabeligt tidsskrift, s. 61-85.
Søndengaard, A. (. (2006). Lad ikke de faldne
blive liggende. Århus: Jysk børneforsorg/
Fredehjem.
Winther, I. W. (2006). Hjemlighed - kulturfænomenologiske studier. København: Danmarks Pædagogiske universitets forlag.
7
AT BLIVE OG FORBLIVE
MENNESKE
– LIVSKVALITET PÅ AFMAGTENS VILKÅR.
- fra en fængselspræsts dagbog.
Af
tidligere korshærschef
Bjarne Lenau Henriksen
Du går forbi mig
Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille
Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører
Vi gør ingenting
og en engel samler os op.
(Fra Inger Christensens digtsamling ”Lys”).
Gad vidst, om det er sådan, den indsatte oplever mig inde i cellens snævre stilhed: at jeg går
forbi ham, mens vi begge sidder over for hinanden; at han taler forbi sig selv, mens jeg ikke
hører, hvad han siger? Ingen af os tænker over,
at Inger Christensens poetiske engel samler
os op, mens vi ikke gør noget. Vi er der bare.
Sammen. Over for hinanden. Med den forskel,
at han skal være der. Men vil helst ikke. Jeg skal
ikke, men vil gerne. Som årene er gået, venter
jeg med at gå, indtil jeg fornemmer, at englen
er på vej for at samle os op.
Sådan tænker jeg næsten, når jeg tager hjem
efter min dag i arresten i Statsfængslet ved
Horserød. Jeg møder masser af livskraft,
livskunst og livsvilje hos Horserødarrestens
beboere. Humoren er hurtig, omsorgen er stor,
vreden let tilgængelig, ensomheden byder sig
til i flere farver og sprog. Den trives bedst, når
den er isoleret. Afmagten er til at føle på. Men
ikke altid. For håbet flyver rundt. Godt nok på
skrøbelige vinger. Men det flyver. Ligner en
8
illusion ind i mellem. Men selv en illusion kan
skabe liv. Midlertidigt.
Det, jeg foretager mig i arresten, kaldes på
kirkesprog sjælesorg. Jeg lytter mest og er ikke
sikker på, at jeg forstår alt det, jeg hører. Da
slet ikke dybden af det. Men jeg er i det mindste sammen med den indsatte. For en tid. Det
er det vigtigste. Ofte bliver tiden væk for os.
Jeg glemmer, hvor jeg er. Det gør den indsatte
undertiden også. Lige pludselig er vi et andet
sted. Begge to. Sammen. Hver for sig. Alt bliver
så intenst. Vi lever os ind samtalen og dens
sære og undertiden uhyggelige liv. Vi glemmer,
hvor vi er. Men vi ved, hvad det handler om.
Når alt bliver for svært og uforståeligt, kommer
den opsamlende engel i skikkelse af et ”high
five” og: vi ses!
Der drages ikke hurtige konklusioner. Det er
sjælesorg af den usikre, besindige og tænksomme slags. Der er ikke noget i vejen med tænksomheden, men den kan give bagslag og vende
tilbage som en boomerang med en kraft, som
kan slå omkuld. Selv er jeg sikker på, at Vor
Herre er fulgt med ind i cellen. Ja, han sidder
der allerede, når jeg kommer indenfor. Med
ham ved siden af og overfor behøver jeg ikke
at føre mig frem, som om jeg er noget særligt.
Hvad jeg jo heller ikke er. Jeg behøver f.eks.
ikke at dømme folk. Det er der andre, der tager
sig af. Fordømmelsen behøver jeg heller ikke
lægge kræfter i. For det må jeg ikke for Vor Herre, det kan jeg selv læse i Det nye Testamente.
At jeg møder angstprovokerende forbrydelser,
der kalder på min fordømmelse, er en udfordring, jeg må prøve at komme til rette med. I
hvert fald skal den holdes for sig selv.
Kanelstang, selvmord og Guds tilgivelse
Det er torsdag, også i arresten. Dagen med
fællesmøde med præsten. Kristeligt møde
tilsat en knivspids muslimsk indhold. Evangelisk
møde med servering: 2 store franskbrød med
Kærgården og pålægschokolade, 3 kanelstænger og stærk kaffe. Hvis vi kun er 10, er der
rigeligt til alle. Er vi 20, er der næsten nok, hvis
vi udviser brodersind. Så det gør vi. Der bliver
båret to håndskårne stykker kanelstang ind til
fangevogterne. De skal også mærke, at livet er
værd at leve.
Nogle dage kører samtalen på kryds og tværs,
ganske ustruktureret. Det ene ord tager det
andet, den anden sætning den tredje. Så lige
pludselig tales der intenst om selvmord. Der
har lige været et i et andet fængsel. Et par
af dem kender selvmorderen og undrer sig.
Faktisk er de rystede. En ting er at slå andre
ihjel. Det kan i visse kredse være nødvendigt
og ligefrem meriterende. Men at slå sig selv
ihjel. Med efterladt kone og børn! Så er man
langt ude. Det er forbudt, siger de muslimske
fanger. Fortabelsen følger lige efter. Selvmord
er forbudt, siger de kristne kriminelle. Men
hvordan er det, tilgiver Vor Herre, spørger de
mig? Et eller andet sted kender de Vor Herres
svagheder. Han bliver let mør, den kristne Gud.
Blød i koderne.
Det håber, jeg han gør, tilgiver altså. Faktisk tror
jeg det så meget, at jeg ikke kan se anden mulighed for Vor Herre, hvis han vil være sig selv
bekendt. En af de kriminelle kristne er hurtig
og kigger på sine muslimske medfanger: hvad
siger Allah til sine selvmordsbombere? Må de
godt dræbe sig selv? Jeg skynder mig at finde
Salme 22 og læser den langsomt op. Min Gud,
min Gud, hvorfor har du forladt mig? Der falder
ro over dem. Stemningen når ikke op til kogepunktet. Det må den helst heller ikke.
Kristen sjælesorg og Guds nærvær
Man bliver så glad for Gud, når man sidder
sammen med 20 menneskers massive, mangfoldige og meningsløse elendighed. Glæden
ved Gud stiger som ugen går, og jeg møder
fangerne på tomandshånd inde på deres
celle, hvor samtalen får en hel anden karakter.
Hvor elendigheden udspecificeres, fremstår
i dens ulykkelige renhed, bøjet i neon. Man
bliver så glad for Gud, når han løfter os hen et
sted, hvor vi godt tør sige ja til fortvivlelsen og
vedkende os vores livs meningsløshed. Man
bliver så glad for Gud, når man kan fornemme, at Han slæber rundt på alt det, der ikke
kan slæbes rundt på. Han tager det hele med.
Også dét der ikke er til at holde ud. Hedder det
sammenhængskraft eller bæredygtighed, det
med Gud?
Det med Gud og hans nærvær under samtalen
i cellen har fået folk til at spørge: hvordan kan
du dokumentere, at du udøver kristen sjælesorg? Svaret er sådan cirka, at tros- og fromhedsdokumentation er mig uendelig ligegyldig.
For jeg er, som nævnt, overbevist om, at Vor
Herre er sammen med mig, når jeg træder
indenfor i cellen, han har selv sendt mig derind,
og så kan han da ikke bare blive udenfor og
vente på mig! Det kan altså ikke gå helt galt.
Vor Herre skal nok sørge for, at den indsatte
får den hjælp af mig, som jeg nu bedst kan
give. Faktisk forkynder jeg altid evangeliet. Ind
imellem med ord.
Når et menneske er presset helt ned til bunden, er Vor Herre forbløffende sjældent langt
væk, selv om det altså ikke lige ser sådan ud.
Han dukker op nedefra i deres tanker i form af
vrede, tvivl og håbløshed. Skyld, skam og sorg
over for familie, venner og de mennesker, der
har været genstand for forbrydelsen leder også
hurtigt tankerne hen på Gud og den nåde,
tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed, han
påstås at være så fuld af. Vor Herre kan godt
være en samtale værd. Og lidt mere. Især er
han interessant, når han er langt væk og kun
har efterladt sig tomhed og meningsløshed.
Mit nærvær kan under gunstige forhold være
befordrende for mødet mellem fangen og Gud.
Han har slået sin kone ihjel. Vreden slog sammen med magtesløsheden og den ultimative
ydmygelse konen ihjel. Den affektive vold, som
det så psykologisk smukt hedder, og som aldrig
var hensigten, og hvor han, voldsmanden,
sidder med en kvæstet samvittighed fyldt med
skyld og skam og brækfornemmelser, kræver
en usentimental åben empati fra sjælesør-
9
geren, der skal kunne gå ind og forsøge at
fornemme og fatte den indsattes tragedie.
Tragedien er ikke kun forbeholdt ofrene, men
også gerningsmanden.
Jeg tænker på den norske fængselspræst Paul
Leer-Salvesen, som i essayet ”Kan et monster
sørge?” (fra ”Forbryteralbum, alternative fængselsbilleder”, SOCPOL 1988) fortæller om en
indsat som har dræbt sin kone, og som ud over
skylden og skammen sørger dybt over at have
mistet hende. For en udenforstående lyder det
som en selvmodsigende absurditet. Han har jo
selv slået hende ihjel. Så kan han da ikke sørge
over at have mistet hende! Hvad bilder han sig
ind? Men det kan han, med lige ret og på lige
fod med alle andre, der sørger over tab. Tilværelsen er modsætningsfyldt og absurd. Selvfølgelig kan et monster sørge. Næsten alle gør.
Skriftemålet med absolution, altså tilsigelsen af
syndernes forladelse, er ofte i brug. Jeg tilsiger
dig syndernes forladelse, du som har dræbt
din elskede og har bragt livslang lidelse ind i
dine børns, dit eget og mange andres liv! Gud
er midt i absurditeten. Med en ejendommelig
sammenhængskraft og indforståethed.
Anderledes er det at stå over for den instrumentelle vold, hvor den kriminelle har valgt denne
adfærd over for et medmenneske. Her dukker
min moralske afstandstagen øjeblikkeligt op,
for min opfattelse af et værdigt og respektfuldt
liv rummer ikke den instrumentelle vold. Jeg
lægger klar afstand, når jeg møder denne bevidst valgte og undertiden dødelige kommunikationsmetode. Når jeg tilmed møder den som
uprovokeret og tilfældig gadevold, endda som
hate-crimes, smuldrer min imødekommenhed
totalt, hvilket vel er en sund og hensigtsmæssig
reaktion.
Den går bare ikke. I hvert fald ikke, hvis jeg
vil operere som sjælesørger i arresten. Her
må jeg holdes fast på, at mennesket bagved
skal tages alvorligt. Lige som den indsatte har
krav på et ordentligt forsvar i retten, har han
også krav på et værdigt møde i cellen, også
med præsten. Enhver indsat har krav på at
blive set som det menneske, han nu engang
er med de forskellige dimensioner, han
rummer. Også her gælder det: ugerningerne
anerkendes ikke, men jeg skal evne at se bag
om dem og finde mennesket dér.
10
Jeg møder flere og flere indsatte med anden
etnisk baggrund end dansk. Det helt grundlæggende problem var og er sproget. Den
manglende mulighed for verbal kommunikation
mindsker i udstrakt grad udbyttet af samværet. Jeg siger selvfølgelig ikke så meget, men
min krop er mere anspændt. Det er unaturligt
ikke at kunne tale sammen med ord. Hvis den
indsatte kan enkelte engelske eller tyske gloser,
kan det give liv i samværet. Den umiddelbare
værdi af et samvær, hvor man bliver budt på te
og ellers bare sidder og ser venligt på hinanden et kvarters tid under ubehjælpsom gestikuleren, hvor vi forsøger at fortælle hinanden,
at solen skinner udenfor, kan være svær at se.
Men den er der! To mennesker, der vil hinanden det godt, går aldrig fejl af hinanden, også
selv om de ikke taler samme sprog. Er der
noget, der antyder et kristent tilhørsforhold,
et kors om halsen f. eks., beder jeg fadervor
og lyser velsignelsen på dansk. Det forstår den
indsatte fuldt ud, også selv om han ikke forstår ordene. Det mærkes på roen, der opstår i
cellen.
Fængselspræster opererer både tværkulturelt og tværreligiøst. Jeg bevæger mig ind i
en ukendt og uforståelig verden. Islam står
centralt i fængselsverdenen, da de fleste indsatte med anden etnisk baggrund er muslimer.
Mange er interesserede i en ordentlig dialog
om forholdet mellem islam og kristendom.
Det skærper kravene til min faktiske viden om
islam og, som det har vist sig, til min egen tro.
Jeg synes, jeg er meget bevidst om min kristne
selvforståelse og menneskesyn. Men når jeg
skal formulere mig over for et menneske med
en anden kultur og religion, skal jeg som sjælesørger bevæge mig ud af min fromheds trygge
indelukke og vedkende mig min egen skrøbelighed og usikkerhed.
En af de måske største udfordringer er mødet
med de ”sex-dømte”. Seksualitet er stadig en
tabubelagt side af menneskelivet. Forsynes den
med voldelig adfærd mellem gensidigt indforståede voksne, er den for mange vanskelig at
forstå. Går den voldelige adfærd derimod ud
over uskyldige mennesker, tager vi naturligvis
definitiv afstand og lovgiver imod den. Går den
ud over børn, kommer vi derud, hvor vores
vrede, had og hævnfølelse kan træde i karakter
på en sådan måde, at de er på niveau med
ugerningen selv. Sex-overgreb vækker under
alle omstændigheder voldsomme følelser.
Sex-krænkerne isoleres, lige meget hvor de
er. Det er en beskyttelsesforanstaltning. Både
i arresten og i det åbne fængsel. De er også
velkomne til gudstjeneste. Bare ikke sammen
med de andre. Det er for farligt for dem. Så de
har deres egen gudstjeneste. Den hemmelige
gudstjeneste. Hvor de får tilsagt deres synders
nådige forladelse. Uanset hvad. For sådan er
det med Gud: Han er uanset hvad.
Det dyrebare menneskeliv
Jeg skal hver dag arbejde med min kristne
forståelse af en række eksistentielle forhold.
Skam, skyld, sorg og tab er fremtrædende:
skammen over at være, som man er, skylden
over det man har gjort, sorgen over tabet af
kærlighed, mening, håb og menneskelig identitet.
Jeg skal hele tiden spændes op mod det kristne
menneskesyn og den kristne skabelses- og
forsoningsteologi med Guds barmhjertighed,
nåde og tilgivelse som forståelsesnøgle. Det
kristne menneskesyn er mit udgangspunkt:
Mennesket er resultatet af Guds bevidste skabervilje. Dets værdi står og falder udelukkende
med, at det er skabt og elsket af Gud. Denne
værdi er ikke til forhandling.
Det kristne menneskesyn er ikke naivt og enfoldigt. Det ved, at ondskaben er virkelighed.
Men den rokker ikke ved den tros-kendsgerning, at Gud har skabt verden, og at han står
ved den med kærlighed. Det dokumenterer
han ved at lade sin søn blive det menneske,
som lever den guddommelige kærlighed ud til
det yderste, dér hvor han bliver arresteret og
indfanges af magthavernes strukturelle vold,
som kan slå ihjel, som det passer den. Den
død er forsoningens højdepunkt, hvor Gud solidariserer sig fuldstændigt med sit ufuldendte
skaberværk.
Når jeg åbner celledørene, er det med Kaj
Munks ord (fra ”Ved Babylons Floder”, Danske
Prædikener, 1941) i tankerne:
”At vidne om Gud betyder jo ikke noget dogmatisk;
det er ikke begrænset til at holde Prædikener. At
vidne om Gud det vil først og fremmest sige, at
leve saadan, at Livet bliver dyrebart for andre og
det gode i dem styrkes.”
Den tro, der ikke søgte læ
Troen kan føre meget med sig. Troen kan føre
mange med sig. Troen kan føre mange meget
langt med sig, så langt væk at den aktuelle
jordiske virkelighed mister terræn og mening.
Troen kan overhale virkeligheden og lægge
sig tæt omkring den med ultimative krav og
normer, som fastholder virkeligheden i troens
absolutte univers af uimodsigelig og uigendrivelig sandhed.
Den type tro har været kendt i evigheder. Denne sikre sandhedsindehaver møder mennesker
med en smilende og imødekommende indbydelse: kom som du er, og bliv som os andre!
Ensporetheden er åbenbar. Fanatismen ligger
parat.
Denne type tro som udtryk for menneskets
individualistiske, narcissistiske selvoptagethed
rummer altid en latent risiko for totalitær bedreviden. Det er min erfaring efter 46 års arbejde blandt mennesker på livets yderste kant, at
enhver form for tro, der er bedst til bedreviden,
bør mødes med skepsis.
Denne type tro er ikke forbeholdt kristendommen, men finder vej til alle religioner, ideologier og også behandlingsverdenens utallige
terapeutiske strømninger. Den lever i bedste
velgående også i dagens velstandsramte Danmark, hvor udbuddet af frelsende fænomener
er legio. Det lønner sig altid at møde dem med
sund fornuft. Især i disse tider, hvor tro mere
og mere accepteres som drivkraft for en hvilken som helst hjælpeindsats.
Halfdan Rasmussen siger (i digtet ”Mellem
skygger” fra digtsamlingen ” Paa Knæ for Livet”,
1948): ”Giv mig den tro, der ikke søgte læ”. Den
sætning har jeg taget til mig. Den har sporet
mig ind på et trygt kærlighedsforhold til usikkerheden, åbenheden og uvishedens tro. Det
er måske den tro, der bedst kan bære med
på tabet, fortvivlelsen, håbløsheden og meningsløsheden, alt imens den læner sig op ad
afmagtens hærdebrede ryg.
Den tro, der ikke søgte læ, kommer igennem
angsten med angsten i behold, den lever sig
gennem håbløsheden med håbet i behold, og
den vedkender sig livets uforståelige mangfol-
11
dighed. Dens tilgang til livet er undrende, spørgende, undersøgende, videbegærlig, nænsom
og ydmyg. Det er den tro, der møder mennesket i øjenhøjde, også når det ligger ned. Den
bliver hos mennesket, også selv om det ikke
magter at rejse sig op. Muligheden for tab af liv,
tab af mening, tab af kærlighed og tab af håb er
livsvilkårene for den tro, der ikke søgte læ.
Vor situations fuldstændige umulighed
I den kristne tro er menneskelivet dyrebart,
fordi det er skabt af Gud, og fordi han lod
sin søn gå i døden for at tage det med ind i
opstandelsens ustandselige liv. Deri ligger en
suveræn status, som ingen kan tage fra os,
men som heller ingen kan præstere sig frem til.
I dagens Danmark kan man præstere sig frem
til at blive anerkendt som en værdifuld borger
ved at være effektiv, dygtig, omstillings- og
tilpasningsparat og have fast arbejde. Men i kristen forstand kan mennesket ikke præstere sig
frem til noget som helst, for det er på forhånd
anerkendt som Guds elskede skabning. Større
anerkendelse findes ikke. Man kan ikke stræbe
efter denne identitet. Man kan ikke gøre sig
fortjent til den. Til gengæld kan et menneske
aldrig fratages denne identitet.
Det stiller krav til os om at leve vores liv ud i
forholdet til vor næste, hvad enten han bor lige
ved siden af os, er hjemløs i storbyen, fange
i fængslet eller fattig og sultende i Afrika. For
ethvert nødstedt menneske medbringer et
håb, hvor diffust det end er. Håbet har det med
at knytte sig til andre mennesker. I det møde
er Gud på færde. Håbet er derfor aldrig den
blinde skæbnetro, som gør livet utilregneligt og
tilfældigt. Håbet: det er os med forbehold for
alle vore fejl og mangler, som kan få håbet til at
ligne en illusion.
Den store danske grafiker Palle Nielsen siger
et sted: ”Jeg skal aflægge en rapport om, hvad
jeg ser og om, at det, jeg ser, er vor situations
fuldstændige umulighed. I erkendelsen af den
situation ligger et håb”.
I sin kunst udtrykker han sin angst og afmagt
over for krige og katastrofer. Hans rapporter
er uhyggelige. Men håbet gemmer sig midt i
verdens undergang. Som en gådefuld virkelighed, siger han.
Den gådefulde virkelighed har håbet i sig. Også
12
det tabte håb. Også det fortabte håb. Jeg ser
det i min lille fængselsverden. Alle går vi og
leder efter det skjulte håb. Hver gang vi bare
aner skyggen af det, stiger blodtrykket, og vi får
farve i kinderne og liv i øjnene.
Når jeg knytter håbet til det menneskeliv, som
jeg har oplevet intenst i mit arbejde gennem
årene, har det med nærvær at gøre. Håbet er
her og nu. I mødet mellem mennesker. Det er i
det flygtige øjeblik, at vi lever livet. Derfor hører
håbet også til i det flygtige øjebliks nærvær.
Håbet flygter ikke fra livets smerte, men synker
ned i livet og bliver der, uanset hvad det er for
et liv. For mig er håbet uoverskueligt og uigennemskueligt.
Den håbløse kærlighed
Det holder hårdt at holde fast i håbet. Kærligheden f.eks., den er håbløs. For det meste.
Det er der evidensbaseret dokumentation for.
I hvert fald, når man sidder i arresten i Guds
faderlige varetægt og venter i én uendelighed
på sin dom. ’Kærligheden er mest af alt blevet
til jalousi og mistillid’, siger K. Den gør ondt ad
helvede til. Han er ved at runde de 20 og er en
ret rutineret elsker.
’Det tror pokker’, siger jeg, mens vi alle sammen
sidder ude i afdelingens køkken med kaffen og
kanelstangen. ’Hvis jeres kærester har det samme syn på mænd, som I har på piger, så boller
de da frisk og frejdigt udenom, alt hvad de kan,
mens I er så dumme at henslæbe livet herinde’,
siger jeg fromt. De ser surt på mig.
’Du er alt for gammel, Bjarne’, siger K. ’Du har
sgu aldrig været 20 og haft en kæreste, der gik
alene på diskotek med veninderne’. ’Det sidste
er rigtigt, men jeg har været 20. Og havde ikke
de store problemer med at score piger og holde fast i dem’ siger jeg beskedent.
De kigger vantro på mig. ’Er det rigtigt’? ’Ja, det
er’. ’Hvordan gjorde du’? ’Det var noget med, at
jeg fandt ud af, at piger ikke bare skulle tages
på brysterne, men også på ordet. Så fulgte alt
det andet med. Lige så stille og roligt’.
’Hvad var det for ord’? K er nysgerrig. ’Dem tager
vi i næste uge, når jeg kommer igen’. Torsdagen
er præstens dag i arresten, hvor vi alle kan være
sammen uden for cellerne. Jeg glæder mig til
de totalt tatoverede, muskuløse og pilskaldede
samtaler, hvor alle byder ind på godt og ondt.
De er der alle sammen torsdagen efter. Rygterne er gået: ’Scorekursus, vi skal på scorekursus!’. Jeg kalder det nu lyrik-cafe. Efter det
obligatoriske ritual med kaffe og kanel, lægger
jeg hårdt ud:
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
som Bærrene paa Hækken;
Om lidt er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Der bli’r helt stille. Ingen rør sig. Alle kigger på
mig. Undtagen L. Han er vred. Sådan noget
bræk. Det er ikke til at holde ud. Det er sgu da
ikke andet end angst, angst og angst oveni.
Præcis, siger jeg. Det er det, Emil Aarestrup
kaldte sit digt: Angst. Det er angsten for at miste det menneske, man er vild med. Der er ikke
noget så angstprovokerende som kærligheden.
For på et tidspunkt forsvinder den.
Jeg har fotokopieret angsten. Den ryger lige ned
i lommerne og med ind i cellen. Den skal læses.
Også fordi den er så smuk. ’For det er den jo’,
siger K, som godt vil have 2 kopier, så kæresten
kan få den ene. Vi håber på, at hun så ikke kan
finde ud af andet end at elske ham, når hun får
angsten og Aarestrup med i et brev.
Benny Andersen kan også det her. På en anden
måde. Sidste vers af ”Lille sang til Nina”:
Jeg ved, det ikke varer ved.
Du har en anden kær.
Men du har lært mig kærlighed,
du er mig evig nær.
Tavshed igen. Den går lige ind, den med, at det
ikke varer ved. For det gør det jo ikke siger P,
hvis kæreste har sagt op. Og fundet en anden. K. er der igen: ’det var fandens’. Og så en
pause: ’Det Benny Andersen siger, er det ikke:
hellere miste en elsket end miste dét at elske?’
Hellere miste en elsket end miste dét at elske!
Kærligheden er livet værd, tænker jeg, mens jeg
lukker dem ind i deres celler. Selv om livet er
håbløst. Man bli’r sgu fanget af det.
At møde et andet menneske og have blik for
dets særegenhed forudsætter, at vi er grebet af
kærligheden som en levende og guddommelig
kraft, hvor vi møder dette andet menneske
som netop en særegen person med en umistelig kostbarhed.
Sådan er det med den evigt skabende, elskende og frelsende Gud, som ikke er i stand til at
lade sit skaberværk være i fred, som ikke kan
lade være med at være til stede, som ikke kan
kunsten at holde sig på afstand, men som suger sit skaberværk til sig. Også når det er i den
yderste elendighed.
Det er måske den dybeste sandhed i den
kristne tro: Gud lever sig ud ude i den goldeste meningsløshed, dér hvor intet menneske
ønsker at leve. Dér, hvor alt synes tabt, fortabt
og forladt. Uden håb. Uden fremtid. Han er
derude. Men han giver ikke intetheden mening
og betydning. Man skal ikke søge ham dér. Men
når man kommer dér, er han der.
KAMPRÅB FRA NORD
Du som har dit hjem
på en ø i hjertet
og himmelrummets vidder,
et fortov under dine fødder:
Ræk mig nordlysene!
Jeg vil danse med den yngling
der holder på stjernerne.
Vi flår skindet af mørket
og skærer hovedet af elendigheden.
(Einar Már Gudmundsson)
Et bedre kampråb kan troen, der ikke søgte læ,
ikke få end: Vi flår skindet af mørket og skærer hovedet af elendigheden. For tabet lever
smertefyldt sammen med håbet. Derfor rækker
vi ud efter nordlysene og holder på stjernerne
-midt i mørket. I afmagt og håb.
Lige netop dér forbliver vi mennesker.
For alvor.
I virkeligheden.
13
Socialdiakonuddannelsens
særlighed
Af
Katrine Nygaard Graversen
Cand.pæd. i generel pædagogik, underviser på
Diakoni og Socialpædagogik.
Socialdiakonuddannelsen er en lille og enestående
socialpædagogisk professionsbacheloruddannelse,
som er placeret på en skøn grøn plet i Højbjerg.
Men hvad er det særlige ved uddannelsen egentlig?
Er det titlen? Højskolerammen? Historien? …Og når
det er sagt, hvad bidrager den med i forhold til at
uddanne til den pædagogiske praksis?
Jeg vil i denne artikel komme med bud på,
hvad der kendetegner socialdiakonuddannelsen, og hvilken berettigelse socialdiakonen har i det socialpædagogiske praksisfelt.
Min baggrund for at skrive denne artikel
er, at jeg i efteråret 2014 skrev et speciale
om det særlige i socialdiakonuddannelsens
uddannelsespraksis. Med målet om at lave
en empirisk undersøgelse af socialdiakonuddannelsen ønskede jeg at sætte fokus
på uddannelsens særlighed med blik for
uddannelsens bidrag til diskussionen om,
hvordan man uddanner kompetente praktikere til det pædagogiske felt.
”Hvad er en socialdiakon?”
Som studerende på professionsbacheloren i
Diakoni og Socialpædagogik (socialdiakonuddannelsen) kan man nogle gange møde spørgsmål i forhold til sin profession. ”Hvorfor læser
du ikke bare til pædagog?” eller ”hvad er det,
du særligt kan som socialdiakon?” er eksempler
på, hvordan nogle kan stille spørgsmål i forhold
til, hvad socialdiakonuddannelsens berettigelse
ligger i.
I Danmark er pædagoguddannelsen den største mellemlange uddannelse med ca. 15.000
studerende, og derfor vil socialdiakonuddan14
nelsen med sine ca. 220 studerende være
”lillebror” i den pædagogiske professionsfamilie. Udtrykket skal dog ikke give et billede af, at
lillebrorens bidrag er mindre kvalificeret end
storebrorens. Mine undersøgelser af socialdiakonuddannelsens uddannelsespraksis
viser tværtimod, at uddannelsen har en særlig
måde at bygge uddannelse op på, som kan give
studerende vigtige indsigter i forhold til menneskesyn, eksistens, fællesskab og det sociale
læringsrum.
Læringssamfundet udfordrer professionsbegrebets betydning
Selve ordet profession kommer af ”pro fessio”, ”jeg bekender”. Det er en ed, som novicer
aflægger i den katolske kirke, inden de træder
ind i munkeordenen. Professionsbegrebet er
oprindeligt knyttet til kaldet og til den offentlige
bekendelse til ”det gode formål” (Hjort, 2012:
54). I sin oprindelse har professionsbegrebet
en betydning, hvor kaldet til at arbejde med
mennesker er en ”hjertesag”, man bekender sig
til - mere end en videnssag, man ved noget om.
I en tid, hvor der i det pædagogiske felt er
fokus på at planlægge, udføre, dokumentere
og evaluere, kan orienteringen mod viden
og evidens komme til at skygge for et mere
værdiorienteret fokus. Det viser, hvordan
læringssamfundet udfordrer det oprindelige
professionsbegrebs betydning, idet det offentlige har implementeret en høj grad af kontrol
og evaluering i uddannelsesinstitutionerne,
hvilket underordner den enkeltes bekendelse
til pædagogikkens ”gode formål”.
Læringssamfundets mål om at kvalitetssikre lo-
kale uddannelsespraksisser tager afsæt i gode
hensigter om at udvikle pædagogisk praksis og
sikre høj faglighed. Bagsiden af de gode hensigter er tendensen til, at uddannelsen reduceres
til en målbar enhed. Udfordringen er i den
forbindelse, hvordan uddannelsen kan bevare
både kalds- og vidensdimensionen.
Diakonale begreber fastholder uddannelsens værdiorientering
Fra kristendommens tidligste udbredelse var
omsorg for de syge, fattige og udstødte en central del af kirkens virke, og denne omsorg og
tjeneste betegnes ”diakoni”. Kirken varetog den
pædagogiske opgave, før velfærdsstaten tog
over. Det betyder ikke, at diakoniens værdier
analysér og handl”. Mottoet er inspireret fra
Bibelens fortælling om, hvordan den barmhjertige samaritaner ikke kun ser et behov og
kender til, hvilke handlemuligheder han har.
Den afgørende del af mottoet er, at der handles, og at den barmhjertige samaritaner kender
sin pligt i forhold til at handle, når et menneske
er udsat. Denne pligt arbejdes der også med i
forhold til socialdiakonens professionsidentitet.
Socialdiakonen har udover sit pædagogiske
fagsprog således også andre faglige værdibegreber med sig. Værdierne tager afsæt i kristne
værdier, hvor kærlighed og ansvar for næsten
er i centrum. Uddannelsens fastholdelse af den
diakonale værdiorientering sker gennem den
diakonale undervisning og giver et fagsprog,
som indeholder vigtige begreber om
pligtfølelse og medmenneskelighed.
Et afgørende kendetegn for
socialdiakonuddannelsen er,
at socialpædagogikken
kombineres med diakoni og
diakoniens værdiorientering i
forhold til at fokusere på
medmenneskelighed, unikhed,
pligt og handling.
er forældet. Diakonien lever i bedste velgående i mange diakonale institutioner samt på
socialdiakonuddannelsen. I et tæt samarbejde
mellem institutioner og uddannelse diskuteres
og udveksles ideer til, hvordan diakonien og socialpædagogikken kan give de bedste rammer
og muligheder for socialt udsatte mennesker i
Danmark.
Et afgørende kendetegn for socialdiakonuddannelsen er, at socialpædagogikken kombineres
med diakoni og diakoniens værdiorientering i
forhold til at fokusere på medmenneskelighed,
unikhed, pligt og handling. I undersøgelser på
socialdiakonuddannelsen viser det sig, at disse
begreber særligt fremgår i fagsproget. I min
undersøgelse støder jeg i en undervisningssituation på et motto med følgende tre ord: ”Se,
Formelle krav kan fylde meget hos de
studerende
I undersøgelserne viser det sig, at flere
undervisere er optaget af en ”dannelsesside” i uddannelsen, som bygger på, at
den studerende skal drives af engagement og udvikle sig personligt i forhold
til at træde i karakter, stille sig kritisk
og oparbejde en faglig og professionel
dømmekraft. I den forbindelse viser
det sig, at det kan være frustrerende
for underviserne, at mange studerende
primært er rettet mod de formelle krav i
uddannelsen. Eksempelvis nævnes det,
at en oplægsholder efterlyste kritiske spørgsmål fra de studerende med et spørgsmål om:
”Tager I alt, hvad jeg siger for gode varer?”.
Her kan man passende overveje, hvorvidt den
samfundsmæssige orientering mod viden og
evidens præger de studerende, som virker
fokuserede på ”vidensdimensionen” i uddannelsen.
Skal studerende være tilskuere eller deltagere i uddannelsen?
Spørgsmålet i forlængelse heraf er: Hvordan
uddannes kompetente praktikere? Skal studerende tænkes som ”tomme kar”, der skal fyldes
på, eller ”løg” der skal vandes, så de spirer?
Svaret er ikke entydigt, og formentlig er der tale
om et både-og.
15
Hannah Arendt (1906-1975) er politisk teoretiker og placerer mennesket mellem fortid og
fremtid. I en af sine artikler om uddannelse
understreger hun, at uddannelse skal være en
beskyttelse af vores kultur og værdier. Det må
ikke være et risikabelt projekt, da det er fralæggelse af ansvar for at repræsentere verden
(Arendt, 1968: 192). Samtidig taler hun også
om, at vi i samfundet har brug for nye begyndelser gennem ”actions” for, at vi ikke lukker
øjnene for, hvad og hvorfor vi viderefører det,
vi gør.
Gert Biesta, professor i uddannelsesteori og
politik tager afsæt i Arendts handlingsbegreb
og argumenterer for, at vi skal have ”actions”
ind i uddannelserne. Det vil give uddannelsen
vigtige forstyrrelser, som tvinger uddannelser
til at tage chancer og være åbne for en særlig
dannelse af de studerende. Den studerende
skal ifølge Biesta både kvalificeres, socialiseres
og subjektiveres. Sidstnævnte indebærer, at
den studerende, jf. tidligere billede ses som
løget, der kan spire op, når det har fået tilpas
næring, vand og ilt. Med andre ord handler uddannelse ”ikke om at fylde en spand, men om at
tænde bål”, et citat Biesta fremhæver i sin bog
”Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik” (Biesta, 2014: 15). Biesta skriver følgende:
”Det, skolerne kan gøre – eller i det mindste skal
forsøge at gøre – er at gøre handling mulig, og
således skabe mulighederne for, at børn og studerende kan være subjekter, og opleve, hvordan det
er, og hvad det betyder at være et subjekt” (Biesta,
2014: 16)
Uddannelsen vil tænde bål
Biesta er fortaler for, at uddannelsen skal være
risikabel i den forstand, at den studerende skal
subjektiveres - lære at være subjekt i verden.
Denne del af uddannelsen vægtes også i
socialdiakonuddannelsen, som ønsker, at den
studerende ikke kun skal kvalificeres, men også
skal socialiseres og subjektiveres.
I praksis sætter uddannelsen socialisering på
dagsorden ved at skabe rammer for et socialt
læringsrum. I det sociale læringsrum prioriteres
fællessang, fælles måltider, temadage, praktiske gøremål mv. Socialiseringen overlades dermed ikke udelukkende til praktikinstitutionerne,
men varetages også på uddannelsesstedet.
16
Målet er, at den studerende skal indgå i et
fællesskab, hvor de er gensidigt forpligtet på
hinanden. I samarbejdet ”øves” den studerende som relationsarbejder, samtidig med at den
studerende opnår dannende kompetencer i
forhold til tilrettelæggelse og udførelse af praktiske opgaver i hverdagen. Socialdiakonuddannelsens fokus på en dannelse og praksis giver
mulighed for at ”tænde bål”, idet den studerende ses som subjekt og ikke kun som objekt
for læring. På den måde opstiller uddannelsen
rammer, som kan udvikle den studerende som
subjekt. Biesta peger i den forbindelse på, at
uddannelsen har brug for en forstyrrelsens
pædagogik:
”En forstyrrelsens pædagogik er ikke en ‘stærk’
pædagogik. Det er ikke en pædagogik, der på
nogen måde kan garantere sine ‘resultater’. Den
er snarere en pædagogik, der anerkender uddannelsesfeltets og pædagogikkens fundamentale
svaghed konfronteret med spørgsmålet om subjektifikation. Uddannelsens ontologiske svaghed er
på samme tid dens eksistentielle styrke, eftersom
det først er, når vi opgiver den idé, at menneskelig
subjektivitet på en eller anden måde kan skabes
af pædagogisk og uddannelsesmæssig vej, at der
åbnes op for, at unikhed kan komme ind i verden.
Det er dette, der er på spil i en forstyrrelsens pædagogik” (Biesta, 2011: 104).
Det særlige i socialdiakonuddannelsen
Men hvad er så ”det særlige” kort fortalt?
Socialdiakonuddannelsens særlighed ligger i
uddannelsens fokus på diakonale værdier som
næstekærlighed, unikhed og handling. Den
socialpædagogiske uddannelse og profession
tilføres på grund af den diakonale dimension
et perspektiv, hvor engagement og forpligtelse
over for medmennesket kommer i centrum.
Derudover ønsker uddannelsen at opstille
rammer, som giver gode betingelser for den
studerendes socialisering og dannelse hen
imod at blive en handlekraftig og erfaren relationsarbejder, der kan indgå i forskellige sociale
og praktiske arbejdsfællesskaber.
Bidrag til det pædagogiske uddannelsesfelt
Uddannelsen bidrager til diskussionen af,
hvordan de pædagogiske uddannelser uddanner kompetente praktikere ved at arbejde på
at skabe et socialt læringsrum på uddannelsesstedet, hvor den studerende dannes - og
med Biestas ord: socialiseres og subjektiveres.
Ønsket er, at den færdiguddannede pædagogiske praktiker med kærlighed til verden og til
medmennesket kan tage ansvar for og beskytte
barnet/brugeren/borgeren og verden. Socialdiakonuddannelsens bidrag er desuden at
beskytte og videreføre værdier fra diakonien,
som rummer vigtige elementer fra det oprindelige professionsbegreb om kald og bekendelse
til ”det gode formål”: at tage vare om sin næste
- sit medmenneske.
Den kompetente pædagogiske praktiker har
et stort ansvar i forhold til at værne om de
kommende generationer, som en dag skal
bære opgaven - at finde en ny vej mellem fortid
og fremtid. Socialdiakonuddannelsens fokuspunkter og nøglebegreber kan have afgørende
bidrag til, hvordan de pædagogiske uddannelser kan uddanne praktikere, som har en
dømmekraft, der rækker ud over fastlagte standarder. På den måde skabes en moddiskurs til
læringssamfundets fokus på viden og evidens,
så pædagogik ikke reduceres til teknik.
--Arendt, Hannah (1968). Crisis in Education. I H.
Arendt, Between Past and Future (s. 170-196).
USA: Penguin Books.
Arendt, H. (2005). Menneskets vilkår. (C. Dahl,
Ovs.) Gylling: Gyldendal.
Biesta, Gert (2011). God uddannelse i målingens
tidsalder. Aarhus N. Klim
Biesta, Gert (2014). Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik (1. Udgave udg.). (J. Wrang,
Ovs.) Aarhus N. Klim.
Hjort, Katrin (2012). Det affektive arbejde. Frederiksberg C. Samfundslitteratur
17
De diakonale institutioner
- En overset brik i det
socialt entreprenante spil
Af
Hanne Føns
Cand.pæd.pæd.psyk.
Underviser på Diakonhøjskolen
18
Torben drejer nøglen om og slår støttebenet ned
på knallerten. Han ser på uret 7.26, han kan lige
nå et hiv af en smøg. I kaffestuen er de fleste, af de
andre mødt ind, Julie er ved at pudse sine briller,
og Hans og Bjarne sidder og tjatter til hinanden. Hvad var det nu, John sagde, de skulle lave
i dag…Igår blev de færdige med at lægge en ret
stor indkørsel, de havde arbejdet på i de sidste to
uger - I dag står den vist på hækklipning - ikke just
Torbens livret!
Selvom opgaverne ikke er lige sjove, elsker Torben
sit arbejde. Han føler sig ”vigtig”, hver morgen
er der opgaver som venter på ham - og her får
han lov til at gøre tingene på sin måde og i sit
tempo. Men det bedste er, at han har fået venner,
nogle han også kan mødes med, når han har fri.
Torben er ikke længere ensom, men sådan har
det ikke altid været. Torben har haft en broget
skolegang med mange nederlag, faglige, men
også sociale. Han blev mobbet og ekskluderet fra
fællesskabet. Engang var der én som sagde; at
han var så uduelig, han aldrig ville få et arbejde…
Have og Anlæg opstod ud fra behovet for at
skaffe praktikpladser til gartneruddannelsen på
Det Ny Havredal. Erhvervsstyrelsen har i foråret
2015 godkendt Havredal Have og Anlæg som
registreret socialøkonomisk virksomhed.
Ovenfor gives et lille glimt fra hverdagen i
Havredal Have og Anlæg. Det er en afdeling
underlagt Det Ny Havredal. Kort beskrevet er
Det Ny Havredal et helhedsorienteret tilbud
for unge mellem 16-25 år med særlige forudsætninger, som har svært ved at passe ind i
traditionelle uddannelsestilbud typisk grundet
specifikke indlæringsvanskeligheder. Havredal
Artiklen vil bestå af tre dele: Først en begrebsafklarende del i forhold til nutidige begreber
ift. socialt entreprenørskab og socialøkonomiske virksomheder, dernæst en historisk del
i forhold til at belyse diakonale institutioners
historik og til sidst en afrunding som fokuserer
på, hvorledes diakonale institutioners virke,
som socialt entreprenante, har haft og stadig
Socialt entreprenørskab og socialøkonomiske
virksomheder, som Havredal Have og Anlæg,
er højaktuelle termer i dansk socialpolitik i dag.
Til trods for at Danmarks historisk har haft
socioøkonomisk virksomheder siden midten af
1800-tallet og frem, har der hverken tidligere
eller nu været tradition for at forbinde diakonale institutioner med sådanne virksomheder.
Det synes at være bemærkelsesværdigt, idet de
diakonale institutioners aktiviteter netop er opstået med det primære formål at skabe social
værdi for udsatte borgere.
Denne artikels bestræbelse er, at forsøge at
gøre opmærksom på de diakonale institutioners socialt entreprenante bidrag til løsningen
af sociale problemer.
forsat har indflydelse og betydning for løsninger i dansk social politik.
Jeg har været så heldig at stikke hovedet ind i
VIA-land, som deltager i et forskning- og udviklingsprogram løbende i 2015 med hovedoverskriften: ”Socialt entreprenørskab & Innovation
i ikke-offentlige tilbud”.
Sammen med to kollegaer, fra pædagoguddannelsen i henholdsvis Horsens og Viborg, udgør vi
en del af et større team. Omdrejningspunktet for
vores projekt er ”Det Ny Havredal”, og andre laver
projekter med tilknytning til andre institutioner.
Tillige har programmet etableret et samarbejde
med Roskilde Universitet i forhold til sparring.
Nye begreber i dansk socialpolitik
På den velfærdspolitiske scene i Danmark
vrimler det ind med nye termer som: Socialt
entreprenørskab, socialøkonomiske virksomheder og samskabelse. Flere politiske tiltag
vidner om disse termers aktualitet i Danmark
f.eks.: I 2012 kom socialøkonomi på finansloven, i 2012 blev der nedsat et udvalg for social
økonomiske virksomheder, i 2014 kom Lov om
registrerede socialøkonomiske virksomheder
og i 2014 opstod Rådet for Social økonomiske
virksomheder.
Velfærdsstaten er under pres i forhold til at
løse stadig større sociale opgaver med høj
kvalitet uden væsentlig flere ressourcer. Der er
fokus på beskæftigelsesfremmende tiltag og
arbejdsmarkedsintegration af socialt udsatte,
og endvidere debatteres udliciteringen af kernevelfærdsopgaver.
I det første årti i det nye århundrede har svaret
været øget topstyring (New Public Management), men denne løsning har mødt kritik, ikke
mindst pga. af mængden af dokumentations
krav, som frarøver ressourcer fra kerneopgaverne.
Velfærdsstaten er tvungen til at tænke nyt og
skabe løsninger ved at bryde op i gængse procedurer. Tankegangen kalder på civilsamfundets engagement, som er tæt forbundet med
forestillingen om den tredje sektor. Den tredje
sektor kan betegnes om frivillige non-profit-orienterede organisationer i samfundet.
Hensigten er at videreudvikle denne sektor ved
at skabe et attraktiv og innovativt samarbejde
mellem private virksomheder, offentlige organisationer og civilsamfundet, hvor alles ressourcer er i spil(Hulgård & Andersen, 2009).
Dette sigte afspejles eksempelvis i tilgangen
til borgerne i ”Kommune 3:0”. I kommune 3:0
anses kommunen som et fællesskab af ansvarlige, aktive samfundsborgere, hvor de ansatte
er optaget af at finde ressourcerne hos alle og
bringe mennesker sammen i meningsfulde fællesskaber. Heri ligger der mentale udfordringer
både for de ansatte i at invitere til inddragelse
og for den enkelte borger til ”at byde ind” i stedet for ”at kræve” (Weiss & Tonsberg, 2014).
Således kan der være tale om et muligt paradigmeskifte i dansk social politik fra New Public
Management til New Public Governance. New
Governance er en ”bottom up” bevægelse,
hvor borgerne tæt på velfærdsydelsen bliver
medskaber af disse og ideen, og producere
mere meningsfulde og værdifulde ydelser for
de implicitte borger - som står i kontrast til den
”top-down” styret New Public Management
strategi (Agger & Tortzen, 2015).
Indfangelse af begreber
Men hvad dækker termerne socioøkonomiske
virksomheder, socialt entreprenørskab og samskabelse mere præcist over i en socialpolitisk
kontekst. Begreberne kan være svære at begribe, da der ikke er konsensus om definitionen
af dem. I det nedenstående vil jeg dog forsøge
at indfange disse, dette tillige med ønsket om,
at kunne knytte tråde mellem socialøkonomisk/
socialentreprenante virksomheder og diakonale institutioners aktiviteter.
I både den offentlige og den akademiske debat
anlægges forskellige perspektiver på socialt
entreprenørskab. I internationale publikationer
defineres begrebet som regel gennem tre
faktorer: Social værdi, innovation og økonomisk aktivitet - som kan omskrives til: ”Social
Entreprenørskab er skabelsen af social værdi via
innovationer, der ofte indebærer en økonomisk
aktivitet”(Hulgård & Andersen, 2009: 6). Dog
skal definitionen sammenholdes med konteksten, da der næppe kan være tale om socialt
entreprenørskab, hvis organisationens primære mål ikke sigter på at skabe social værdi.
19
Social værdi spænder fra internationale organisationers mission om at forbedre adgang
til uddannelse, sundhed, rent drikkevand og
socialretfærdighed til merværdi i forhold til
den enkelte borgers livskvalitet (social inklusion, netværk, økonomi etc.).
På dette punkt adskiller socialt entreprenørskab sig tydeligt fra privat entreprenørskab på
det kommercielle marked (Hulgård & Andersen, 2009). Social værdi er succeskriteriet for
socialt entreprenørskab, mens kommercielt
entreprenørskabs mål er økonomisk værdiskabelse
I forhold til begrebet innovation henvises til
social innovation, der har fokus på, hvordan
innovation kan have sociale værdier som mål
eller anderledes formuleret: ideudvikling, der
bliver implementeret for at dække sociale behov.
Social innovation skal ses som et middel til at
nå et mål og ikke et mål i sig selv.
Økonomi henviser til økonomisk aktivitet, der
som regel er indlejret i socialt entreprenørskab og kan tage form af at producere goder
eller serviceydelser. Aktivteten betyder ofte, at
den sociale entreprenør påtager sig en økonomisk risiko, mens deltagerne opnår forbedrede levevilkår og private investorer kan aflæse
deres bidrag på bundlinjen.
Det civile samfund, skal forstås som fælleskaber, lokalsamfundet og den tredje sektor og,
kan tilføjes som et fjerde element til socialt
entreprenørskab, men kan dog ikke regnes
som et kriterie, som de tre ovenstående. Det
civile samfund har både historisk og aktuelt
en stærk tilknytning til socialentreprenant
aktivitet og er en ressource som i særlig grad
indgår i socialt entreprenørskab (ibid.).
Det civile samfunds bidrag vægtes ligeledes i
Andersens og medarbejderes definition af socialt entreprenørskab: ”Socialt entreprenørskab
kan defineres som skabelse af en social værdi
ved hjælp af innovation, hvor det civile samfund
indtager en prioriteret placering som producent
eller medproducent, og ofte har innovationen en
økonomisk betydning”
(Andersen et al. 2008: 8).
20
I forlængelse af civilsamfundets betydning, er
samskabelse også et begreb som er indlejret i
socialt entreprenørskab. I forhold til samskabelse kan der skelnes mellem to forståelser.
Demokratisk samskabelse fokuserer på, hvordan civilsamfundet og borgerne kan spille
en rolle som aktive partener i styringen og
udviklingen af velfærdssamfundet.
Anderledes skal effektivitetssamskabelse ses
som et svar på ressourceknaphed i den
offentlig velfærd og har sigte mod at finde
frem til, hvordan brugerne af den offentlige
ydelse bedst og mest effektiv kan biddrage til
at producere denne ydelse (Agger & Tortzen,
2015).Det er førstenævnte forståelse, som kan
tilskrives interesse i denne artikel.
Samskabelse dækker ligeledes over de engelske termer: co-creation og co-production.
Co-creation henviser til, at borgere inviteres
som aktive og autoritative samarbejdspartnere med offentlige professionelle myndigheder
(Pestoff, 2014). Begrebet tæt op af samarbejdsdrevent innovation med reference til
innovationsteorien og kan siges at skabe nye
løsninger sammen med mennesker, ikke for
mennesker (Agger & Tortzen, 2015). Co-production spænder bredere og relaterer sig til et
ligeværdigt samarbejde om at udvikle, gennemføre og evaluere velfærdsydelser (Pestoff, 2014).
I forhold til førstnævnte term Socialøkonomiske
virksomheder er tæt forbundet med socialt
entreprenørskab. De to begreber adskiller sig
dog ved, at socialøkonomiske virksomheder
er forankret i en europæisk tradition, hvor der
knytter sig demokratiske deltagelsesmuligheder for alle borgere, der kan bidrage til lokal
bæredygtig udvikling. Begrebet socialt entreprenørskab er derimod forankret i en amerikansk forståelse, som henviser til individuelle
ildsjæle, der drives af at gøre noget godt for
udsatte andre med en social innovativ tilgang.
Socialt entreprenørskab vægter således også
innovation som et kriterie, hvorimod innovation ikke indgår i kriterium for socialøkonomisk
virksomheder. Som konsekvens af den stigende globalisering, har de to begreber dog
nærmet sig hinanden (Hulgård, 2008, Hulgård
& Andersen, 2009).
Man har derfor også i Danmark taget betegnelsen socialt entreprenørskab til sig, hvorfor jeg vil benytte begge betegnelser i det
følgende.
Diakonale institutioners socialt entreprenante aktiviteter
Det, som jeg blev optaget af, da vores forsknings- og udviklingsgruppe skulle finde samarbejdspartenere i ikke-offentlige institutioner
var, at viden om de diakonale institutioners
entreprenante virke og værdigrundlag næsten
var fraværende i forskergruppen og i den litteratur, som var basis for vores viden.
Min mission blev således at skabe opmærksomhed om diakonale organisationers eksistens og mangeårige historik ind i en socialt
entreprenant tænkning. Det blev ligeledes motivationen for at skrive indeværende artikel.
Valget af ”Det Ny Havredal” som omdrejningspunkt for vores projekt, beroede derfor ikke
på en tilfældighed, men et vigtigt valg, ud fra
min optik.
”Det Ny Havredal” er organiseret under
Jysk Børneforsorg/Fredehjem, som er en
paraplyorganisation med stærke diakonale
rødder, der udbyder en lang række forskelligartede sociale tilbud. Jysk Børneforsorg/
Fredehjem er en fusion af Fredehjem og
Kvindehjælpen, de to organisationer blev
sammenlagt i 1984. Organisationens primære formål er at skabe udviklende pædagogiske tilbud af faglig og etisk kvalitet for udsatte
og vanskeligt stillede børn, unge og familier
igennem driften af en række selvejende
institutioner i samarbejde med offentlige
myndigheder og gennem oprettelse og drift
af socialpædagogiske alternativer1
Formålet med Jysk Børneforsorg/Fredehjem
afspejler tydelige socialt entreprenante
faktorer, såsom social innovation, via organisationens måde at oprette nye og anderledes
socialpædagogiske tilbud og ved at skabe
social værdi for borgerne i de sociale tilbud.
Det socialt entreprenante element kan spores
1
http://www.jyskborneforsorg.dk/om-foreningen/
langt tilbage i organisations historik, det har
dog fået meget lidt opmærksomhed i beskrivelserne af socialøkonomisk virksomhed i
Danmark.
I forhold til at gå det diakonale ærinde, vil jeg i
det nedenstående forsøge at lave et par historiske nedslag i forhold til Fredehjems historik.
Fredehjem blev oprettet af pastor J. Chr. Bertelsen(1872-1957) i begyndelsen af 1900tallet.
Hjemmet blev oprettet med henvisning til
ordene: ”Lad os frede om disse Piger, saa de kan
faa Lov til at blive Mennesker”. Pastor Bertelsens formål var at forbedre tilværelsen for
unge piger/kvinder. ”Fredning” kom dog også
senere til at gælde unge drenge og mænd, og
indebar en opmærksomhed rettet mod en
gruppe menneskers behov, som hidtil havde
været overset og udsat for foragt og overgreb.
I processen af etablering for det økonomiske
og ressourcemæssige fundament for Fredehjem, appellerede Berthelsen til de kirkelige
kredse, desuden startede han en landsindsamling og kontaktede de pågældende
piger(Andersen, 2012). Det var alle tiltag, der
har træk af samskabelsestanken.
Fredehjem blev hjem for den gruppe, vi i dag
vil kalde sent udviklede. Oprettelsen af Fredehjem var en særdeles innovativ løsning, da
den beroede på en ny tanke om, at voksne
skulle fungere som forældre og opdragere for
disse unge i et arbejds- og familiefælleskab.
Målet var at disse unge skulle tilegne sig kompetencer, så de senere kunne sendes videre
ud i livet, hvilket utvivlsomt skabte social værdi
for de ”fredede”.
Driften blev sikret af indtægter fra værksteder,
en vis grad af selvforsyning, lave personaleudgifter, vederlag fra det offentlige og private
indsamlinger (ibid.) Her kan trækkes linjer til
økonomiske aktiviteter, som er indeholdt i
socialt entreprenørforståelsen.
Socialt entreprenørskabs sammenspil med
de socialpolitiske vilkår
Det moderne diakonale hjælpearbejde kan
føres længere tilbage, og i lighed med den nutidige krise i det danske velfærdssamfund, som
kalder på nye løsninger, vidner historien om at
21
de diakonale socialt entreprenante initiativer
sker i tæt sammenspil med den socialpolitiske
situation, hvilket følgende er eksempler på.
Ophævelsen af stavnsbåndet (1788) og den
begyndende urbanisering, især i København,
fremkaldte nye sociale vilkår, og blev startskuddet for den moderne diakoni i begyndelsen af
1800 tallet. Tidligere sociale løsningsmodeller blev udrangeret og social innovation blev
nødvendig for at varetage de socialt udsattes
behov.
Der blev taget mange initiativer til social hjælp
med afsæt i diakonalt socialt arbejde.
Præsten Bone Falch Rønne (1764-1834) var
foregangsmand for fattigvæsnet, idet han
etablerede tilbud for fattige børn, ledige og et
hospital for syge og fattige i starten af 1800
tallet.
Samskabelse i vor tids forståelse, var også i
spil, da Rønne anså, at den sociale indsats ikke
alene kunne være kongens, men også kirkens
og menighedens ansvar - dog baseret på frivillighedens princip.
Biskop Harald Steins (1840-1900) formulerede et storstilet program, som tog udgangspunkt i følgende: ”Vi vil navnlig organisere
kærlighedens gerning i den store stad…”. Og ud
af dette program udsprang initiativerne til
nedenstående institutioner/organisationer
og som blev begyndelsen på den moderne
velfærdsstat:
Børnehjemmene Godthåb og Bethlehem,
Søndagsskolerne, KFUM (1878)og KFUK
(1889), studenterhjemmet (1892), KFUM`s
soldatermission, indenlandsk sømandsmission, Magdelenehjemmet for prostituerede
(1877), Lindevangshjemmet for straffede
kvinder (1877), Midnatsmissionen for bordellernes mandlige kunder (1880), Sct. Peders
gæstehjem - for farende svende (1884), Blå
Kors 1895. Initiativerne indeholdt både en
innovativ tankegang og skabelse af social
værdi(Stein, 1876).
Det sociale område blev i højere grad statens
rolle op gennem 1900-tallet, særligt ændrede
social reformen i 1933 balancen mellem den
offentlige indsats og privat filantropi.
De diakonale institutioners indsats blev dog
ikke sat ud af spillet, men fik en anden rolle i
22
det sociale arbejde, hvilke Haldor Hald (chef for
Kirkens Korshær) udtalelse i 1960 vidner om:
”Det offentlige må arbejde ud fra love, og love
forudsætter altid områder af en vis størrelse. Hvor
omhyggeligt loven end bliver udarbejdet og formuleret er livet dog så broget og mangfoldigt, at
der altid findes trangsformer, som ikke er dækket,
hvilket betyder at nødstedte ikke kan hjælpes.
Her er det klart, at der ligger en opgave for den
private hjælpeindsats.
Nye trangsområder dukker stadig op i synsfeltet.
De skabes af erhvervsmæssige, økonomiske, personlige og vel endnu flere faktorer.
En lovgivning for et nyt trangsområde kan
vanskeligt etableres, før dette er eksperimentelt
gennemarbejdet. I hvert fald har man et levende
indtryk af, at man er ængstelig for at gå i lag med
en lovgivning på nye områder, før man har et
erfaringsmæssigt materiale at støtte sig til.
Det betyder, at der altid vil være brug for en
pionergerning, et eksperimentelt arbejde. På dette
punkt har det kirkelige initiativ igennem tiderne
været meget virksomt.
En undersøgelse af oprindelsen til de forskellige
foranstaltninger til modvirkelse af nød, som vi
i dag kan glæde os over, vil ikke blive til nogen
skam for den kirkelige indsats”. (Hald, 1960, s. 4).
Ifølge Hald i 1960 blev de diakonale organisationers opgave således at være socialt entreprenante og afsøge nye områder og tiltag, som det
offentlige ikke havde fokus på eller erfaringer
med at løse. Da det sociale område primært
blev en offentlig opgave, lå udfordringen for de
diakonale organisationer i at være pionerer og
eksperimenterende på området.
Pionerindsatser på dette område tæller eksempelvis: Mødre-spædbørnehjem som bliver til
familiebehandling, eller Fredehjem, som udvikler sig fra at være rettet mod fysisk arbejde til i
højere grad at blive skole med uddannelse, som
siden knopskyder til specialskoler. Specialskoler
bliver senere til socialøkonomiske virksomheder.
De diakonale institutioner, som erfaringsbærere i det socialt entreprenante landskab
Ovenstående kan være et af mange mulige svar
på, hvorfor diakonale institutioner til stadighed
bliver ved med at være vigtige aktører i løsnin-
gen af sociale opgaver - og gennem mere end
200 år har bevaret deres eksistensgrundlag og
berettigelse, ved at være socialt entreprenante
og forgangsmænd i det sociale felt. Det vidner
de diakonale historiske linjer tydeligt om.
De diakonale institutioner har ikke mindst spillet en vigtig rolle for grupper af socialt udsatte.
Den unge mand, Torben fra indledningen, er
et godt eksempel på, hvordan Havredal Have
& Anlæg muliggør, at Torben både bidrager
og har fundet sig plads i samfundet - og ikke
mindst føler sig værdifuld. Han er ikke længere
en ”byrde” for samfundet, men er inkluderet,
ikke mindst på arbejdsmarkedet.
I forhold til den socialpolitiske situation vi i dag
står i, kan den diakonale historik og nutidige
indsats bidrage med erfaring på sociale innovative løsninger af socialpolitisk karakter.
De diakonale organisationer mangler i denne
forståelse dog opmærksomhed og anerkendelse, både politisk, i forskerverdenen og hos andre fagprofessionelle, for erfaringer fra deres
lange, ukuelige virke og indsats på det socialt
entreprenante område.
Mit håb er, at den viden, som vores projekter er
med til at afdække, kan være med til at synliggøre de diakonale institutioners, mere specifikt
”Det Ny Havredals særlige ”værditilskrivning” og
udvikle institutionens ”varemærke”. En synliggørelse, som jeg vurderer som essentiel, når
diakonale institutioner, i konkurrence med andre udbudssteder, skal legitimere deres plads
og værdi. Nok er de diakonale institutioner
anerkendte for deres virke, men er ikke synlige
som socialt entreprenante aktører.
En særlig tak til Bodil Lodberg for det diakonale
tilbageblik!
Litteraturliste
Andersen, F. (2012): Lad os frede om disse piger.
Forlaget Oligo
Agger, A. & Tortzen (2015): Forskningsreview om
samskabelse. UC Lillebaelt.
Hald, H. (1960): De kirkelige organisationer i
Velfærdsstaten. Folkekirkelige organisationers
Fællesudvalg.
Hulgård, L. og Andersen, L. L. (2009): Socialt
entreprenørskab i Danmark status 2009, Center
for Socialt Entreprenørskab Roskilde Universitet CSE Publications 06:09
Hulgård, L. (2008): Sociale entreprenører - En
kritisk indføring. Hans Reitzels Forlag
Pestoff, V. (2014): Co-production as Social Innovation in Public Service. Ersta Sköndal Högskola
Stein, H. (1876): Hvad vil den indre Mission? Otte
Foredrag om tro, virksom i Kjærlighed. Kjøbenhavn: Indre Missions Boghandel
Weiss, K. & Tonsberg, S. (2014): Fremfærd - et
magasin om fra KL og KTO om fremtidens velfærd
i kommunerne.
Jeg tænker, de diakonale organisationer med
fordel kunne inddrage de tidligere beskrevne
termer i denne artikel som knytter sig til socialt
entreprenørskab, både i deres skriftlige materiale, men også i den måde, de omtaler sig selv
på mundtligt.
Dette vil forhåbentlig vække omverdenen til at
se de diakonale organisationers ganske betydelige socialt entreprenante indsats på det
sociale område.
23
Øjebliksbilleder
på socialt frivilligt arbejde
Af
Christina Brandt Moseholm Olsen
Cand. Pæd. i pædagogisk antropologi.
Underviser på Diakoni og Socialpædagogik ved
Diakonhøjskolen.
”Hvordan fremtræder socialt frivilligt arbejde i en kristen kontekst, set med antropologiske briller? Og hvordan er tro relevant,
når der tales om fællesskab og forbundethed i frivilligt arbejde?” Det er nogle af
spørgsmålene, som artiklen vil besvare på
baggrund af indsamlet empiri. Spændingsfeltet mellem frivillighed og religiøsitet var
således omdrejningspunktet, da jeg indskrev mig som frivillig på et kristent værested hørende under Blå Kors Danmark.
Mest af alt et midlertidigt hjem
Et gammelt byhus danner rammen om, hvad
nogle mennesker anser for deres hjem - måske
det hjem de aldrig har haft eller altid drømt
om. Hjemløse, småkriminelle, voldsramte,
påvirkede og alkoholiseret mennesker, der alle
har dét tilfælles; at livet ikke altid har budt dem
velkommen og dagligdagen gør ondt, hvis man
er alene. For disse mennesker er værestedet
det nærmeste, de kommer et hjem.
”Stuen emmer af en stærk duft af kaffe, der har
stået længe på kanden. Stuen er hyggeligt indrettet med sort/hvid billeder af mennesker. I forlængelse af stuen er køkkenet, hvor et par mennesker
griner højtlydt over en stavblender, der ikke virker.
Klaveret bliver forsigtigt afprøvet af en lille kvinde
med krummet ryg. Jo længere, jeg bevæger mig
ind i rummet, springer røgen fra smøger mig i
ansigtet. Den kommer fra rygerummet, hvor flere
sidder og hygger. På endevæggen hænger et stort
blåt tæppe med ordene ’Jesus Lever’ ”.
Oplevelsen afleder en følelse af hjem og hjemlig hygge. Lederen udtrykker ”vi tilbringer så
mange timer her, så vi skal kunne slappe af”. Antropologen Susanne Højlund (2006) definerer
24
begrebet hjemlighed, som værende både det
ideologiske billede af hjem og vores individuelle
fortolkninger af hjem. Hjemlighed kan skabes
på steder, der ikke betegnes som ens hjem,
men i rum, hvor man opholder sig midlertidigt.
Det interessante i denne optik bliver så, hvordan ideen om hjem skabes i praksis på værestedet og hvorfor denne hjemlighedsstrategi er
vigtig i det frivillige arbejde?
Værestedets hjemlighed kan anskues som en
bestemt atmosfære, hvor hjemligheden fremkaldes af markører, så som duften af kaffe,
frisklavet mad og klaverspil. Hjemlighed danner således rammen om en hverdagsstrategi
på værestedet, hvor ønsket bliver at skabe
forudsigelighed og genkendelighed for stedets
brugere. Motivet for værestedets hjemlige
ramme kan ses som brugernes mangel på
samme og en isolering fra det omkringliggende samfund, som mange desværre føler. Et
underliggende ønske kan være, at hjemligheden kan fremme brugernes sociale identitet
og en mulig vej ind i samfundet. Blå Kors
Danmarks eksplicitte forventning til værestedets praksis er, at ”alle mennesker har brug for
nye muligheder, som giver håb…. en ny begyndelse ”. Forestillingen om hjemlighed skabes og
genskabes af frivillige gennem genkendelige
situationer så som ” det at spise morgenmad
sammen ”. Det at spise et måltid sammen
med andre, kan med antropologiske øjne ses
som bærere af middel og betydning (Jenkins
2007). Måltidet udligner den store forskel på
frivillige og brugere og skaber et genkendeligt
symbol for hygge på værestedet. Frivillige og
brugere indtager et morgenmåltid i fællesskab
og ligeværdighed; og det første der skal møde
brugerne er hyggen.
Den sociale arv skal brydes og der opstår en
søgen væk fra brugerenes ofte tragiske forhistorie i kraft af værestedets hjemlige omgivelser. Værestedet bliver herved en mindre
skræmmende version af samfundet. Og på
mange måder bliver hjemligheden synonymet
med den omsorg, som de frivillige skal videregive til brugerne. Hjemligheden skaber roen
og stabiliteten, som mange af brugerne ikke
oplever, og den afslappet stemning blive et led
i at undgå en anspændt stemning. For som en
frivillig fortæller ”når der er hygge og rolighed,
kan vi tit undgå det voldelige optrin”.
’Jesus lever’.. et religiøst ståsted
Et steds rammer danner betydninger for,
hvordan mennesker agerer og indbyrdes
interaktion organiseres (Goffman 2004). Det
gælder også værestedet, der med et kristent
fundament, udgør et forståelsessystem og
forklaringsmodel for, hvordan man kan forstå
verdenen; og i den sammenhæng være frivillig
på stedet.
Lederen beskriver levende, hvordan diakonien
fremtræder på værestedet. ”Guds nærvær er en
befriende motivation, en gave, som hver dag giver
mulighed for at udøve diakoni. Alle som kommer
her på stedet, skal føle sig set, hørt og talt til af Gud
”. Gud omtales af frivillige som en aktiv medspiller i hverdagen og italesættelser som ”vi har
alle et forhold til Gud og det smitter af på vores
arbejde” visualiserer, hvordan Guds nærvær er
betydningsfuldt og forståelsen af Gud konstruerer værestedets religiøse ramme. Den sproglige
retorik er medskabende af en konkretisering af
Gud i dagligdagen; også for brugerne.
Værestedets kristne ståsted understøttes af
de frivilliges indtagende i en kristen interaktion. Der bedes morgenbøn, holdes andagt og
sjælesorgssamtaler anses for et vigtigt element
i at yde omsorg, nærvær og genkendelighed for
brugerne. Majoriteten af kollektivet af frivillig
anser de kristne virkemidler som vigtige; dog
var der en mindre gruppe af frivillige, som ikke
deltog. For dem var det bare en del af hverdagen, med et islæt af unødvendighed.
Sjælesorgssamtaler og bøn - en mulig fornemmelse af Guds nærvær
En frivillig fortæller, hvordan sjælssorgssam-
taler er, ”når der sørges for brugerens sjæl. Vi
taler uden omsvæb om de hårde ting, for sådan
er virkeligheden. Jeg bringer konkret Gud ind i
samtalen, gør ham nærværende. Det er kernen
i sjælesorg, at sjælen heler. Gud er med i alt og
Gud kommer til brugeren gennem mig, for jeg har
Gud tæt på mig”. De frivillige personificerer Gud
og gør ham konkret i deres ordvalg. Bøn og
sjælesorg er religiøse praksisser, og de rituelle
handlinger genskaber værestedets kontekst,
men dygtiggør også frivillige i at opleve Gud.
Gennem bøn kan frivillige associere og sanse
Gud, da ”fadervor giver mig ro til at tage Gud
ind i min dag, så jeg har ham med i alt ”. Bøn
omdannes således til en emotionel handling,
der rettes mod Gud og i sidste ende kommer
brugerne til gavn.
Den amerikanske antropolog Tanya Luhrmann
(2004,2012) har undersøgt den rituelle handling ’at bede’ og hvordan kristne kan skabe
et intimt og virkeligt forhold til Gud igennem
bøn. Redskabet ’at bede’ som praksis, skaber
en større opnåelse af vished om Gud for de
frivillige. Effekten af at bede gentagende gange
vil motivere frivillige til at lægge dybere mærke
til emotionelle og kropslige fornemmelser i
sig selv; der i visse tilfælde kan beskrives som
Guds nærvær (Luhrmann 2012:47). Flere af
de frivillige er religiøst funderet i kraft af deres
barndom og opvækst. Det er genkendeligt og
naturligt for dem at bede og tale om Gud, som
et virkelighedsnært element i deres liv.
Det er ikke ligegyldigt, hvad vi har med os…
Det er ikke en fælleshed at tro på Gud for alle
frivillige. En frivillig pointerer ”det er vigtigt for de
kristne at bede, og jeg tror, at jeg taler på vegne
af flere frivillige, når jeg siger at det skaber en god
stemning, dog for nogen skal det bare overstås
og virker lidt uhåndgribeligt. Men jeg er heller ikke
kristen”. For denne skare af frivillige hersker
en ikke-religiøs identitet, som bevæggrund for
ikke at deltage i værestedets kristne praksis.
Erfaringsmæssigt og kulturelt ligger en kristen
livsførelse langt fra frivillige, som ikke deltager i
at bede; qua at deres identitet ikke er funderet
i et kristent miljø.
Pierre Bourdieus habitus begreb kan give en
mulig forståelse for, hvorfor nogle frivillige
deltager aktivt i at bede fadervor, hvorimod det
25
for andre bliver et irritationsmoment. Bourdieu(2007) forklarer, hvordan et menneskets
habitus er ’et produkt af historien og producerer
som sådan individuelle og kollektive praksisser’
(Bourdieu 2007;94). For de frivillige - både dem
som tror på Gud og ikke tror på Gud - betyder
det, at deres habitus sikrer en præsentation
af deres minder, erfaringer og oplevelser i et
samlet udtryk; der medvirker til måden de er
frivillige på.
Empirien fortæller, at frivilliges habitus er forskelliggjort på baggrund af, hvorvidt de har en
kristen forhistorie eller ej. Det er så at sige ikke
en deterministisk handling at visse frivillige er
inaktive i morgenbønnen, da gruppen af frivillige ikke er disponeret til at handle anderledes
(Ibid; 99). De kristne frivillige har i kraft af deres
religiøse habitus flere ressourcer til at mestrer
en religiøs kontekst som værestedets.
’At tro eller ikke tro på Gud ’ - et kollektiv af
troende og ikke-troende kristne
De frivillige fremstår i mange tilfælde som en
fælles enhed, hvor målet om at skabe omsorg
og genkendelighed for brugerne er fællesnævner; men dykkes der dybere ned i en forståelse
af værestedets kristne ramme og de frivilliges
forholdelse til Gud opleves et misforhold.
Kristendom betragtes som et symbolsk system
og tro organiserer et forhold mellem mennesker og omverden; og det at tro bliver en klar
påvisning af en hinsides Gud (Rubow 2000;30).
Med denne begrebsforståelse af tro opleves en
distinktion mellem de frivillige, trods en ellers
umiddelbar italesat fællesskabsfølelse.
Når der spørges ind til, hvad Gud og tro dækker
over synliggøres der forskelligartede betragtninger blandt de frivillige. Nogle frivillige er
eksplicitte i deres udlægning ”det at være kristen
er en del af mig, det afspejler hvem jeg er og hvad
jeg gør”, mens andre er mere private om tro ”jeg
kommer fra Indre Mission, så det kristne er altid
med mig, men det er jo ikke noget jeg render rundt
og taler om”. For nogle er troen på Gud ikke er et
relevant tema ”Gud betyder ikke noget for mig, jeg
er medlem af Folkekirken, men jeg tror ikke”, eller ”
jeg er på ingen måde kristen ligesom de andre, der
render rundt med et kors om halsen”.
Frivillige som bekender deres kristne tro
italesætter er stærk motivation og finder Gud
26
som referenceramme for deres hverdagsliv
og valget af frivilligt arbejde. Motivationen
begrundes reflektorisk med udsagn som ”jeg
er på værestedet for at hjælpe andre mennesker,
ligesom Kristus hjalp andre mennesker… den frivillighed, jeg indgår i her, er en dyb kristen omtanke
for at hjælpe mennesker i nød ”. Frivillige bruger
derved deres religiøse overbevisning til at begrunde valg og ageren i livet. Forskellen bliver
tydelig, når samme spørgsmål om motivation
stilles andre frivillige. Her udtaler en frivillige
”det er en berusende fornemmelse at hjælpe andre
mennesker. Vi er groft sagt de frie narkomaner,
fordi vi bliver afhængige af at komme her som
frivillige. Vi skal have det fix, der hedder ’at give
menneskelig omsorg’… det har intet med Gud at
gøre. Men nærmere min egen lykkefølelse”.
En individ-centreret forholdelse til motivationsspørgsmålet udgør for denne gruppe af
frivillige noget-for-noget princippets opfyldelse,
og frivilliges opnåelse af egen lykkefølelse og
frivilligt arbejde på cv’et; og gengældes gennem
et engagement som frivillig. (Mauss 2000;5862). Trods det faktum, at de ikke nikker genkendende til værestedets kristne ritualer. Denne
kendsgerning afleder en tydeliggørelse af frivillige, som er troende kristne og ikke-troende kristne.
Religiøst fællesskab - og dog et potentielt
ekskluderende rum.
Paradoksalt nok er flere af ikke-troende frivillige
medlem af Folkekirken, men et medlemskab
er heller ikke identisk med bekendelse (Rubow
2000). Måske ser de sig selv som værende kristne, men når deres tro bliver sat i kontrast med
mennesker med en stærkere og dybere funderet tro, så er ikke-troende kristnes tro ikke-eksisterende, men snare et produkt af samfundets
normer. Det religiøse fællesskab blandt de frivillige udgør kulturen og er meningsfulde aspekter af det frivillige arbejde. Men den kristne
tro bliver et omdrejningspunkt og synliggør, at
kollektivet af frivillige ikke deler en fælles tro på
Gud. De frivilliges habitus er bliver relevant og
virkeliggjort, da frivilliges habitus genererer praksissen og måden at være frivillig på; også på den
religiøse scene. Minoriteten giver udtryk for ”Jeg
kan godt føle, at jeg ikke er rigtig nok, fordi jeg ikke
er kristen…når der sker noget kristent er vi jo nogle,
som ikke er med”. Ikke-troende frivillige er således
ikke aktive i værestedets religiøse konstruktion,
da de ikke føler sig til rette i en kristen praksis.
Værestedet bliver til et socialt rum, der ikke er
tilgængeligt for alle, men kun for frivillige, der
deler troen på Gud som fællesnævner. Det
efterlader ikke meget spillerum til frivillige som
ikke tror og værestedets rituelle rum bliver i sidste instans til et redigeret rum, hvor flere typer
af habitus’er ikke kan hører hjemme.
Men glemmer vi for et øjeblik Gud og vender
blikket på fællesskabet i dét at være frivillige
blandt samfundets svageste mennesker; så er
der konsensus om ”at vi er alle i samme båd” og
den er i høj grad alt andet end imaginær.
En familie, der passer på hinanden
Hverdagen på værestedet optræder familiær,
når frivillige tilbringer mange timer sammen,
hygger over aftensmaden, taler om private ting
og i det hele taget ”hjemmer den”, som antropologi Ida Winther(2006) kalder det; når man
indtager et rum, så man føler sig hjemme. De
frivillige omtaler hinanden ”som en stor familie”,
og forklarer, at ”man knytter sig til stedet og får
skabt nogle bånd. Jeg har ofte haft det sådan at i
de perioder, hvor jeg ikke har været hernede som
frivillig mangler jeg noget… savner noget”. Flere
frivillige oplever en gensidig fællesskabsfølelse,
og til en vis grad afhængighed af stedet. En
fællesskabsfølelse, der bevidner om en tæt
forbundethed. Antropolog Janet Carsten (2000)
konkretiserer, hvorledes slægtsskab og forbundethed skabes gennem hverdagshandlinger,
som at spise sammen og kan gøre mennesker
til slægtninge - også mennesker som man ikke
bærer et biologisk slægtsskab med. De frivilliges forbundethed resulterer i, at de kan bevare
en kollektiv facade overfor brugerne, både i det
daglige, men også i konfliktløsninger.
Frivilliges gensidige afhængighed og forudsigelighed bliver et centralt element i deres arbejde. ”Vi, der er på arbejde, bliver nødt til at være
sikre på hinanden.. vi er afhængige af hinanden..
tager du min ryg, tager jeg din”. Empirien afspejler en klar forpligtelse mellem frivillige på ” at
ingen frivillige skal lide overlast på arbejdet”.
Artiklen kan forhåbentlig bevidne om, at frivillighed er en bevægelse og tilblivelsesproces, der
produceres og reproduceres i frivilliges indbyrdes relation. Samhørighed og en stærk fælles-
skabsfølelse binder frivillige sammen i håbet
om at skabe ’en god tid’ for samfundets udsatte.
Dog med en spæd antagelse om, hvor relevant
tro er for menneskers samvær. For et øjeblik fik
jeg lov til at være en del af nogle menneskers
færden, tanker, samvær og jeg nød det. Jeg blev
forundret, bevæget og revet med af stemningen. Jeg oplevede kærlighed, fattigdom, død,
varme, beruselse og umiddelbar gengældelse
af lykke. Skæbner jeg for altid vil mindes, blot
øjnene lukkes. Jeg tog det bedste med mig og
gik - for derefter at dissekere og opløse dets
indhold - for igen at samle det til et antropologisk blik på frivillighed. Af hjertet tak til lederen,
de frivillige, de hjemløse og narkomanerne - for
en åbenhed og vilje til at vise en smule af livet
på et værested.
_____________
Litteratur:
Bourdieu, Pierre. (2007): Den praktiske sans. Hans Reizels
Forlag
Carsten, Janet. (2000): Cultures of relatedness. New approaches to the study of kinship. In. Introduction: Culture of
Relatedness. Cambridge University Press.
Goffman, Erwing. (2004): Social samhandling og mikrosociologi - en tekstsamling. Jacobsen. H (red.) Hans Reizels
Forlag
Højlund, Susanne. (2006): Hjemlighed som pædagogisk
strategi. I. Ole Kristensen(red.) Mellem omsorg ogh metode
- tværfaglig studier i institutionslivet. Forlaget PUC Midt
Vest
Jenkins, Richard. (2007): Foundations of Sociology. Towards
a better Understanding of the Human World. Palgrave Macmillian. New York.
Luhrmann, Tanya (2004): Metakinesis: How Gods Become
Intimate in Contemporary American Spirituality. American
Anthropological Association. Vol. 106. No. 3.
Luhrmann, Tanya (2012): When God Talks Back - Understanding the American Evangelical Relationship with God.
Vintage Books. A Division of Random House. Inc. New York.
Mauss, Marcel. (2000): Gaven - gaveudvekslingens form og
logik i arkaiske samfund. Spektum.
Nielsen. B. Christina (2013) Frivillighedens Ånd - Et antropologisk studie om, hvordan socialt frivilligt arbejde praktiseres
og italesættes mellem frivillige på et kristent værested hørende
under Blå Kors Danmark. DPU.
Rubow, Cecilie (2000) Hverdagens teologi. Folkereligiøsitet i
danskers verdener. Forlaget ANIS. København
Winther, W. Ida. (2006): HJEMLIGHED - kulturfænomenologiske studier. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
27
DiakoniIMPULS
Næste nummer udkommer i 2016
- glæd dig!
Læs flere numre af Diakoni-IMPULS på
http://www.diakonhojskolen.dk/videncenter/
publikationer/
28

Du kan downloade magasinet her

Transcription

Similar documents

Vil du vide mere om HUMØRDANSERNE VEJLE, kan du kontakte

PRAKTIKPLADS – Afdeling for Økonomisk Diplomati

DIAKONbladet - Diakonforbund.dk

DEN MEDMENNESKELIGE SAMTALE

Motorisk kompetence og glæde ved bevægelse

Deltagerliste