Omlægning af bus i Ny Nørup og Bredsten
Transcription
Omlægning af bus i Ny Nørup og Bredsten
Pressemeddelelse 30. november 2015 Omlægning af bus i Ny Nørup og Bredsten Den 13. december 2015 skifter Sydtrafik køreplan for en række busruter. Rute 43 kommer til at køre ad motortrafikvejen direkte mellem Vejle og Billund, og det rammer borgerne i Bredsten og Ny Nørup. DSB og Sydtrafik ændrer køreplaner den 13. december – og for at det fremover skal gå op i en højere enhed, er det nødvendigt med ændringer. Når rute 43 bliver lagt på motortrafikvejen bliver Bredsten ”kun” betjent af ruterne 143, 214 og 217, og i Ny Nørup er det alene 143, der skal klare betjeningen. ”Vi har valgt at opgradere rute 43 til en hurtigere rute, fordi den skal passe med øget lufttrafik i Billund Lufthavn og øget togdrift i Vejle,” forklarer Lars Berg, direktør for Sydtrafik: ”Samtidig øger vi antallet af afgange om lørdagen på rute 143, men det er klart, at man kan opleve det her som en forringelse, fordi rute 43 nu ikke betjener Ny Nørup og Bredsten. Det er en politisk beslutning, som er truffet i samarbejde med Region Syddanmark ud fra principperne om regional buskørsel.” DSB skifter køreplan – og Sydtrafik justerer tider Både bus og tog skifter køreplaner i Syd- og Sønderjylland den 13. december. DSB har valgt at tænke sin køreplan forfra med mere strukturerede og gennemskuelige køreplaner, og Sydtrafik har som en naturlig følge tilpasset køreplaner for alle busser, som i dag hænger sammen med togafgange. ”Vi har benyttet lejligheden til justere busruter og tider, når vi alligevel har haft fingrene i køreplanerne. Det skulle samlet set optimere vores regionale bustrafik, samtidig med at det passer bedre med toget. Vi har samtidig tilført ca. 18.000 køretimer mere i køreplanerne, så en stor del af vores regionale busruter har fået væsentlig flere timer til gavn for passagerne, ” siger Lars Berg, direktør i Sydtrafik. Sydtrafik opfordrer generelt borgerne til at tjekke Rejseplanen eller Sydtrafik.dk, hvor de nye køreplaner allerede nu er tilgængelige. Sådan ser det ud efter 13. december Rute 143 får flere afgange lørdag. Her øges fra 8 til 11 afgange. Rute 43 kører direkte fra Vejle til Billund Lufthavn uden stop. Bredsten vil fortsat være betjent af ruterne 143, 214 og 217. Ny Nørup af rute 143. Sydtrafik opfordrer til, at passagerne tjekker rejseplanen og Sydtrafik.dk For flere oplysninger Jesper Lunau, presseansvarlig, [email protected] eller 7660 2519 Sydtrafik vil være et kunde-, markeds- og samarbejdsorienteret trafikselskab, der drives omkostningseffektivt med høj produktivitet og med fokus på innovation og udvikling. Sydtrafik kører årligt med 21 millioner passagerer i den jyske del af Region Syddanmark. Spørger man passagerne, så var 89% tilfredse eller meget tilfredse med deres bustur i 2015(analysebureauet Wilke).