Første Slesvigske Krig. Den danske

Inge Adriansen og Jens Ole Christensen
Første Slesvigske Krig
1848-1851
Kort over den danske helstat efter Englandskrigene bestående af kongeriget
Danmark og hertugdømmerne Slesvig,
Holsten og Lauenburg. Trykt 1817 til
brug i skoleundervisningen.
Inge Adriansen og Jens Ole Christensen
Første Slesvigske Krig
1848 -1851
Forhistorie, forløb og følger
Sønderborg Slot – Tøjhusmuseet
Forord
Første Slesvigske Krig 1848-1851 er i den almindelige danske bevidsthed ofte trådt i baggrunden i
forhold til Anden Slesvigske Krig 1864. Men de to
krige hænger snævert sammen og skal forstås i sammenhæng. Første Slesvigske Krig er blevet karakteriseret som et oprør, en frihedskrig, en borgerkrig,
en dansk-tysk krig og en international konflikt – og
der er noget rigtigt i alle beskrivelserne, for det er en
kompliceret krig, der langtfra er entydig. Traditionelt
er krigen fra dansk side blevet set som et oprør i hertugdømmerne mod den legitime regering i København, og fra slesvig-holstensk side som en frihedskrig
båret af samme idealer som de øvrige europæiske
frihedsbevægelser i den revolutionsbølge, der i foråret
1848 gik over Europa. Denne lille oversigt over
krigens forhistorie, forløb og følger søger at se på
krigen med nye øjne. Den er skrevet ud fra et dansk
perspektiv, men med udblik til den slesvig-holstenske
side.
Selve krigen bestod primært af tre ’felttog’ i årene
1848, 1849 og 1850 afbrudt af to lange våbenstilstandsperioder. Den varede fra marts 1848 til februar
1851, hvor stormagterne kvalte den sidste rest af
revolutionsbølgen fra 1848. Krigen blev ført mellem
den danske hær på den ene side og den slesvig-holstenske hær samt styrker fra den preussiske hær og fra
den tyske forbundshær på den anden side.
Første Slesvigske Krig efterlod ingen sejrherrer.
Ganske vist havde slesvig-holstenerne tabt, men danskerne havde intet vundet. Det danske monarki blev
genetableret, men de problemer, der havde udløst
krigen, forblev uløste.
De slesvigske krige har været med til at præge den
nationale bevidsthed og give det erfaringsgrundlag,
som Danmark blev formet ud fra gennem mere end
et århundrede. Krigene har også givet anledning
til en erindringskultur både på dansk og tysk side i
grænselandet. Den vidtgående bearbejdning af fortiden, der er foregået her siden 1980’erne, afspejler sig
i de årlige mindedage og ceremonier. De er blevet til
levende udtryk for nutidens konstruktive samarbejde
mellem Danmark og Tyskland.
Ved at opridse hovedtræk af denne udvikling håber
vi at vække lysten til at få mere viden om den periode, hvor det moderne Danmark var i støbeskeen, og
til at besøge museer og slagmarker også syd for den
nuværende grænse.
Inge Adriansen
Sønderborg Slot
Jens Ole Christensen
Tøjhusmuseet
Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Krigens forhistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Trusselsbilleder og forsvarsplaner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Revolutionsbølgen 1848 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Helstatens sammenbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Bov, Slesvig og Dybbøl - 1848 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
De frivillige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Ekernførde, Kolding og Fredericia - 1849 . . . . . . . . . . . . . . . . . .
To stater – to forfatninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Den Tapre Landsoldat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Isted, Mysunde og Frederiksstad - 1850 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Helstatens genoprettelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Fra krig til krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Krigen i billedkunsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Krigen i digtekunsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Krigens mindesmærker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Krigen som erindringssted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Tidslinje og kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Museer, slagmarker og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
2
3
4
8
9
12
14
19
20
24
25
26
30
32
34
36
38
40
42
44
Bogen er udgivet på dansk, tysk og engelsk, og det har kun været muligt takket være støtte fra Alving Fonden, Helen og Ejnar Bjørnows Fond, Historisk Samfund for Als og Sundeved, Jyllands-Postens Fond, Konsul
Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Marinehistorisk Selskab / Orlogsmuseets Venner, Nikolai og Felix
Fonden, Oberst H. Parkovs Mindefond, Oticon Fonden, Selskabet Tøjhusmuseets Venner og Sydbank Fonde.
Vi takker varmt for disse bidrag.
Krigens forhistorie
Tyske Forbund, en løs sammenslutning af selvstændige fyrstestater med forbundsdag i Frankfurt, hvis
vigtigste opgave blev at opbygge en forbundshær og
udbygge et antal forbundsfæstninger. Forbundshæren og -fæstningerne skulle forsvare grænserne mod
Frankrig.
Freden i Wien i 1815 afsluttede den lange, ødelæggende, europæiske krigsperiode, der havde raset stort
set siden den franske revolution i 1789. Krigsårene
havde været kendetegnet af revolutionstidens ubegrænsede krig med helt uoverskuelige følger for stater
og samfund. Statssystemet skulle fremover skabe
sikkerhed og stabilitet gennem politisk balance og
samarbejde i stedet for militær rivalisering og krig.
Balancen mellem stormagterne skulle sikre systemet,
men Rusland og Storbritannien fik en særlig rolle i
kraft af deres militære og økonomiske ressourcer.
Den danske stat eller rettere det danske monarki,
også kaldet helstaten, var helt forskellig fra nutidens
Danmark. Det var en enevældig, flernational stat.
Den havde ved afslutningen af Englandskrigene
1801-1814 måttet afstå Norge til Sverige og bestod
herefter af to hoveddele, kongeriget Danmark samt
hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, og
havde to tyngdepunkter, henholdsvis København og
Kiel (se kortet på forsatsen). Det var ikke en stat eller
en nation i moderne forstand, men ’kongens riger og
lande’. Det, der bandt staten sammen, var først og
fremmest kongen og kongeslægtens arveret. De tre
hertugdømmer havde forskellig status, idet Holsten
og Lauenburg, men ikke Slesvig, indgik i Det Tyske
Forbund. Holsten og Lauenburg skulle bidrage med
et militært kontingent til den tyske forbundshær og
økonomisk til forbundsfæstningerne.
Det nye Europa skulle være fyrsternes Europa, ikke
folkenes. Nyordningen af Europakortet tog hverken hensyn til befolkningernes sprog eller nationale
tilhørsforhold. De liberale og nationale ideer, som
var udløst af de amerikanske og franske revolutioner,
blev udpeget som årsagen til alle krigsårenes ulykker.
De konservative europæiske stormagter, ikke mindst
Rusland, vågede i årene efter 1815 nidkært over, at
revolutionære tanker blev bekæmpet med alle midler.
Grundtanken i Wienerfreden var en militær og
politisk inddæmning af Frankrig – og af de liberale
og nationale ideer. Som et led i den militære inddæmning blev der skabt en ny stat, Nederlandene,
omfattende det nuværende Holland, Belgien og
Luxembourg, hvis grænser mod Frankrig blev omfattende befæstet. De tyske stater blev samlet i Det
Trods alle forsøg på inddæmning vandt liberale og
nationale ideer efter 1815 udbredelse i de europæiske
borgerskaber. De centrale forestillinger heri var, at
al magt måtte udgå fra folket og ikke fra enevældige
4
fyrster, og at man tilhørte en bestemt nation, det vil
sige et folk og et fædreland, der var kendetegnet af
fælles historie, sprog og kultur.
reformer. Udviklingen i Tyskland førte til pres for
at indføre forfatninger i forbundslandene, herunder
Holsten og Lauenburg, og i 1831 måtte Frederik 6.
give løfte om rådgivende stænderforsamlinger.
I løbet af 1820’erne og 1830’erne tabte de konservative stormagter i nogen grad deres faste greb om
udviklingen. I 1830 kom det til en ny revolution
i Frankrig og til uroligheder i flere tyske stater og i
Polen samt til Belgiens løsrivelse. Det gav rygstød for
de liberale kræfter og medførte flere steder liberale
De rådgivende stænderforsamlinger trådte i funktion
i 1834. Egentligt var det kun Holsten og Lauenburg,
der som medlemmer af Det Tyske Forbund havde
krav på at få en forfatning, men kongen ønskede ikke
at gøre forskel på helstatens forskellige dele, der alle
Skamlingsbanken i det nordlige Slesvig blev i 1840’erne ramme om en række dansk-nationale møder. Ved en fest her i 1844
blev den danske bevægelse i Slesvig knyttet sammen med den nationalliberale i kongeriget.
5
Fra slesvig-holstensk side blev det nationale spørgsmål knyttet sammen med tronfølgen. Alt tydede
på, at den oldenborgske kongeslægt ville uddø med
kronprins Frederik (Frederik 7.), og fra slesvigholstensk side blev det hævdet, at der gjaldt en
anden arveret til hertugdømmerne end til kongeriget. Helstaten ville hermed blive opløst, hvis kongeslægten uddøde. Christian 8. svarede i 1846 med
et såkaldt åbent brev, der hævdede, at arvefølgen i
kongeriget også gjaldt i hertugdømmerne. Det vakte
vrede blandt slesvig-holstenerne, også fra Tyskland
kom der vrede reaktioner. Spørgsmålet om et samlet
Slesvig-Holsten blev nærmest prøven på tysk enhed,
og regeringerne i Berlin og Wien kom under folkeligt
pres.
fik forsamlinger. Langsomt skete der en ’politisering’
af helstaten, hvor der opstod en offentlig opinion
samt en stadig mere markant presse.
Den franske revolution i 1830 blev fulgte af en
opblomstring af fransk nationalisme med krav om
en revision af Wienerfredens grænser. Det medførte
voksende spændinger mellem Frankrig og de tyske
stater. Napoleonskrigenes tyske nationale vækkelse
og drømmen om en tysk samling fik på ny vind i
sejlene. I de skandinaviske lande blev det århundredgamle fjendskab mellem Danmark og Sverige langsomt afløst af en sameksistens.
De nationale tanker blev i hele Europa en vigtig del
af de liberale kræfter. Helstatens liberale opposition
udviklede sig i 1840’erne til to stridende nationalliberale bevægelser, en dansk i København og en slesvig-holstensk i hertugdømmerne, med det nationalt
delte Slesvig som stridspunkt. De fremsatte begge
krav, der truede helstaten. Bevægelsen i København
krævede et ’Danmark til Ejderen’, efter grænsefloden
mellem Slesvig og Holsten. Bevægelsen i hertugdømmerne krævede et samlet Slesvig-Holsten og Slesvigs
optagelse i Det Tyske Forbund. Imod dette krav
kæmpede den danske bevægelse, der var opstået i det
nordlige Slesvig fra omkring 1840. Den understregede samhørigheden mellem kongeriget Danmark og
hertugdømmet Slesvig.
Det danske monarki begyndte for alvor at knage i fugerne, og det blev stadig mere tydeligt, at enevælden
ikke havde noget svar over for de nationale, politiske
og sociale modsætninger, der i stigende grad kom til
overfladen. I løbet af 1847 indså Christian 8., at der
måtte ske forandringer, og igangsatte et arbejde med
at formulere et forfatningsudkast. Ganske uventet
døde kongen imidlertid i januar 1848. Men forfatningsarbejdet fortsatte, og nogle få dage efter, at Frederik 7. havde efterfulgt sin far, blev der udstedt et
kongeligt reskript, der stillede en forfatningsændring
i udsigt. Umiddelbart så det ud til, at de nationalliberale bevægelser var kørt ud på et sidespor.
6
Dobbeltegen blev i 1840’erne et symbol for hertugdømmernes nære forbindelse. Det samme blev understreget i den slesvig-holstenske ’nationalsang’ Schleswig-Holstein meerumschlungen skrevet i 1844. De to studenter holder den slesvig-holstenske fane
(rød-hvid-blå) og den tyske enhedsbevægelses fane (sort-rød-gylden).
7
Trusselsbilleder og forsvarsplaner
man så fra Storbritannien, Rusland og Sverige. En
mindre del var placeret i Jylland og på Fyn og skulle
i første række bruges til forstærkning af styrken på
Sjælland, i anden række til forsvar ved de jysk-fynske
kyster. Endelig var en mindre del placeret i hertugdømmerne, hvor den primært skulle udgøre Det
Holsten-Lauenburgske Forbundskontingent.
Sikkerhedsmæssigt vandt den danske helstat meget
ved freden i Wien, men det europæiske system var
dog ikke helt uden mislyde. Der opstod hurtigt
spændinger mellem de to dominerende stormagter
Storbritannien og Rusland, og et af de steder, hvor
interesserne kolliderede, var i Østersøen. Begge
stormagter så det som afgørende, at kontrollen med
adgangen hertil gennem de danske stræder ikke faldt
i modpartens hænder. I Danmark – med Englands­
krigene og Københavns bombardement i levende
erindring – frygtede man en krig mellem de to
stormagter, og som følge heraf et britisk eller russisk
angreb mod Sjælland og København for at sikre sig
kontrollen med stræderne. Samtidig frygtede man, at
Sverige ville udnytte en sådan situation til et angreb
mod Sjælland. Derimod så man ikke nogen trussel
mod den jyske halvø, hvor Det Tyske Forbund havde
overtaget forsvaret af helstatens sydgrænse.
Flåden var under genopbygning efter katastrofen i
1807. Først og fremmest i form af et mindre antal
større skibe, rettet mod en tilsvarende svensk flåde,
men også i form af et større antal små kanonbåde til
kystforsvar.
Traditionelt havde Flåden udgjort forsvarets første
linje, som særligt Sjælland og København havde
været beskyttet bag. Men efter 1807 måtte fæstningsforsvaret overtage denne rolle, som det dog vanskeligt kunne udfylde. Befæstningssystemet gik tilbage
til Svenskekrigene i 1600-tallet og var forsømt og
forældet. Der fremkom i årenes løb utallige forslag til
udbygning og forbedring, ikke mindst til helstatens
hovedfæstning København. Men det lykkedes aldrig
at finde de fornødne midler.
Det danske forsvars tre dele, Hæren, Flåden og fæstningsforsvaret, var opbygget med dette trusselsbillede
for øje. Hæren var delt i tre dele, hvoraf hoveddelen
var placeret på Sjælland og rettet mod den trussel,
8
Revolutionsbølgen 1848
Stormen på Tuillerierne i Paris 23. februar
1848. Fra Paris bredte revolutionen sig som en
steppebrand til det meste af Europa.
Gadekampe
mellem borgere
og soldater i
Berlin 18.-19.
marts 1848. I
både Berlin og
Wien vaklede
grunden
faretruende
under konge
og kejser, og de
konservative
regeringer blev
sat skakmat.
9
Folketoget til Christiansborg 21. marts 1848, der førte
til dannelsen af en ny dansk regering i København
22. marts. En regering med et Danmark til Ejderen
som målsætning.
kræfter, der ønskede at skabe et Italien, et Tyskland
og et Polen, men splittende for nationalt sammensatte monarkier som det østrigske og det danske.
I februar 1848 brød en ny revolution ud i Paris. Den
greb hurtigt om sig, det kom til voldsomme uroligheder, og en ny republik blev udråbt. En bølge af
liberale og nationale revolutioner bredte sig hurtigt
til bl.a. Tyskland, Østrig, Italien, Polen – og Danmark; ikke mindst Berlin, Wien og Prag blev ramt af
voldsomme uroligheder. Den tyske forbundsdag forvandlede sig fra en grå fyrsteforsamling til selve revolutionens arnested med krav om liberale og nationale
reformer - og tysk enhed. Af stormagterne forblev
kun Rusland og Storbritannien næsten uberørt.
I marts 1848 nåede revolutionsbølgen den danske
helstat, hvor den gav nyt liv til oppositionen i både
kongeriget og hertugdømmerne. Det gærede af uro
i Kiel, Rendsborg og København, og det kom til
udtryk i en kædereaktion af møder og stadigt skarpere udtalelser. Den 11. marts blev der holdt et stort
politisk møde på Casino-teatret i København. Her
kom de liberale og nationale tanker til udtryk, og
ejderpolitikken blev kraftigt markeret. Ved et møde
i Rendsborg 18. marts blev der vedtaget krav om en
slesvig-holstensk fri forfatning og Slesvigs optagelse i
Det Tyske Forbund.
Revolutionsbølgen omfattede flere strømninger.
Den liberale strømning krævede indskrænkning af
fyrsternes magt, frie forfatninger samt borgerlige
rettigheder som trykkefrihed og forsamlingsfrihed.
Den sociale krævede reformer for de fattigste dele af
befolkningen, og den nationale krævede nationalstater defineret ud fra indbyggernes nationalitet. Den
nationale strømning virkede derfor samlende for de
En deputation rejste til København for at fremføre
disse krav for kongen. Men før den ankom, havde
nationalliberale i København afholdt endnu et møde
10
Proklameringen af den slesvig-holstenske regering
foran rådhuset i Kiel natten til 24. marts 1848.
En regering med et samlet Slesvig-Holsten som
målsætning.
på Casino 20. marts, hvori de afviste alle krav fra
Rendsborg-mødet og krævede en dansk-slesvigsk fri
forfatning, og underforstået en udskillelse af Holsten
og Lauenburg af helstaten. På mødet blev der vedtaget
en resolution, der indeholdt en slet skjult trussel om
revolution og krævede en ny regering – og et Danmark til Ejderen. Herefter tog begivenhederne fart.
Den 21. marts gik københavnske borgere med bystyret i spidsen til Christiansborg med resolutionen
fra Casino-mødet. Situationen var yderst anspændt,
men Frederik 7. valgte at give efter for kravene. Hermed brød det enevældige styre samme – og med det
helstaten. Den 22. marts blev der dannet en regering
i København med et dansk-slesvigsk nationalt samlingsprojekt som målsætning.
Natten til 24. marts blev der i Kiel dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne med et slesvigholstensk nationalt samlingsprojekt som målsætning.
11
Og den 24. marts om formiddagen blev Rendsborg
Fæstning overrumplet af slesvig-holstenerne ved et
dristigt kup. Fæstningen, der lå på grænsen mellem
Slesvig og Holsten, var næst efter København helstatens vigtigste og rummede både en stor garnison, et
stort tøjhus med militær udrustning – og hertugdømmernes pengekasse. I rask tempo tilsluttede hærenhederne i hertugdømmerne sig den slesvig-holstenske
side, undtagen en del officerer samt enkelte underofficerer og menige, der drog nordpå og tilsluttede sig
den danske hær.
Den slesvig-holstenske regering blev straks anerkendt i
Holsten og det sydlige Slesvig, mens det i det nord­lige Slesvig især var yngre embedsmænd og borgere,
der tilsluttede sig. Her var der mange kongetro sles­
vigere på landet, men også i flere af købstæderne. Der
var hermed to regeringer og to nationale samlings­projekter i helstaten, og begge gjorde højlydt krav på
Slesvig.
Helstatens sammenbrud
Helstaten var brudt sammen, og i stedet var der dannet to regeringer; den danske i Køben­havn og den
slesvig-holstenske i Kiel. Hermed var der to magt­
centre - og to uforenelige nationale projekter. Sammenbruddet trak nye skillelinjer imellem dansk og
tysk – såvel på det overordnede plan som på det helt
nære. Skellet mellem dansk og tysk gik undertiden
tværs gennem familier. I et brev fra april 1848 skildres det således: ”Her står jo mangen broder mod broder, fader mod søn.” Det gjaldt i høj grad for officerer.
Overrumplingen af Rendsborg Fæstning om morgenen 24. marts foregik uden et skud. Billedet viser en række af dagens begivenheder. Til venstre ankommer bevæbnede borgere fra byen, og i baggrunden til højre soldater og bevæbnede borgere fra Kiel
og Neumünster. Forrest til højre forhandler den slesvig-holstenske leder med den danske kommandant, der valgte at stille sit
mandskab frit, men selv at drage mod nord. Efter Rendsborgs overrumpling tilsluttede de øvrige garnisoner i hertugdømmerne
sig den slesvig-holstenske side.
12
Ved 1. Dragonregiment i Slesvig by valgte regimentschefen oberstløjtnant M.C.F. von Holstein at gå
mod nord til den danske hær med dele af regimentet.
Samtidig valgte hans søn, premierløjtnant A.C.F.H.
von Holstein, efter et højdramatisk sammenstød med
sin far, at blive i regimentet, der tilsluttede sig den
slesvig-holstenske hær.
Premierløjtnant H.C.L. Jenssen-Tusch fra 13. Linie Infanteribataillon i Fredericia organiserede fra
slutningen af marts dansksindede folkevæbninger
i Nordslesvig. Men en måned senere ankom hans
far, major G.F. Jenssen-Tusch, der havde valgt den
slesvig-holstenske side, som stedlig kommandant.
Han lod de våben, som hans søn havde udleveret,
indsamle og fik opløst væbningerne.
Som oftest fulgte officererne deres regimenter.
Det var tilfældet for prins Christian af Glücksborg
(Christian 9.). Han blev i dansk tjeneste som chef
for Livgarden til Hest, mens to af hans brødre blev
i deres holstenske regimenter, der tilsluttede sig den
slesvig-holstenske hær. To af hans andre brødre tjente
i preussiske regimenter, der deltog på slesvig-holstensk side, og en bror meldte sig som frivillig til den
slesvig-holstenske hær.
13
I den fremtrædende slesvigske adelsfamilie von
Krogh var der såvel dansk- og slesvig-holstensk nationale som helstatspatriotiske sympatier. I det danske
krigsministerium veg man i første omgang tilbage fra
at udnævne G.C. von Krogh til hærchef, fordi to af
hans brødre havde valgt den slesvig-holstenske side.
Men der var også helstatsfolk, der holdt sig helt uden
for de nationale bevægelser og med sorg så på det
had mellem dansk og tysk, som nu var opstået i Slesvig. Blandt disse var den gamle kniplingskræmmer
Jens Wulff, der i april 1848 skrev i sin dagbog: ”…
hele verden er som beruset, og den ulyksalige partiånd
hersker overalt, hvor nu desværre bliver fjende, hvad før
var ven. Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk
levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i
samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod
hinanden.” Holdninger som denne fandtes overalt,
men især i Nordslesvig, hvor tanken om opsplitning
af helstaten havde ringe tilslutning.
Bov, Slesvig og Dybbøl – 1848
Straks ved nyheden om revolutionen i Paris tog den
danske regering – med erfaringerne fra Englands­
krigene for øje – fat på forberedelser til at sætte
Københavns Fæstning og Flåden i krigsmæssig stand
samt til at mobilisere Det Holsten-Lauenburgske
Forbundskontingent. Men inden de militære forberedelser var gået rigtigt i gang, faldt regeringen.
Som et led i den nye regerings tiltrædelse blev der
22. marts dannet et krigsministerium og et marineministerium til afløsning af enevældens kollegier. Og
Det danske 5. Batteri (Batteriet Dinesen) (efter chefen kaptajn A.W. Dinesen) under kampen ved Bov 9. april 1848. Batteriet
deltog fra krigens første kamp ved Bov til dens sidste ved Mysunde 31. december 1850.
14
der blev udpeget politisk ansvarlige krigs- og marineministre. Regeringen og særligt krigsministeren
A.F. Tscherning lagde en kurs, der havde en militær
løsning af situationen i hertugdømmerne for øje.
I de sidste dage af marts indledte begge regeringer og
hære et kapløb om Slesvig. Den slesvig-holstenske
hær rykkede nordpå, hvor den gik i stilling ved
landsbyen Bov ved bunden af Flensborg Fjord, og
den danske rykkede sydpå; hovedstyrken fra Kolding
og den mindre styrke fra Als gennem Sundeved. Den
danske hær skulle med støtte fra danske flådestyrker
omringe og nedkæmpe den slesvig-holstenske hær,
inden den var konsolideret, og inden den tyske hjælp
kunne nå frem. Hermed sad man bevidst den preussiske advarsel overhørig.
I hertugdømmerne faldt hele forbundskontingentets
udrustning i slesvig-holstenernes hænder ved overrumplingen af Rendsborg den 24. marts, og i de
følgende dage oprettede den nye slesvig-holstenske
regering en egen hær af tropperne i hertugdømmerne, suppleret med frivillige.
Den 25. marts blev der givet ordre til at samle et
dansk korps ved Kolding, og et par dage senere ordre
om at samle et mindre korps på Als. Fra dansk side
valgte man, i takt med at nyhederne fra hertugdømmerne nåede København, at satse på dels at nedkæmpe slesvig-holstenerne, inden de kunne konsolidere
sig og få undsætning fra Tyskland, dels at besætte
Slesvig, før slesvig-holstenerne fik fodfæste her.
Fra slesvig-holstensk side søgte man omvendt at
vinde tid, men også at vinde fodfæste i Slesvig. Den
28. marts anmodede den slesvig-holstenske regering
Forbundsdagen i Frankfurt om Slesvigs optagelse i
Det Tyske Forbund, og der blev rettet henvendelse til
en række tyske stater om militær hjælp, særligt Preussen. Også Danmark henvendte sig til Preussen for at
søge opbakning, men blev mødt af en skarp advarsel mod at lade danske tropper rykke ind i Slesvig.
Preussen kunne ikke sidde den tyske folkestemning
overhørig, og en dansk indrykning ville medføre en
preussisk intervention.
Den 2. april meddelte Preussen i Forbundsdagen, at
man sammen med andre tyske stater havde påtaget
sig at hjælpe slesvig-holstenerne, og to dage senere
tilsluttede Det Tyske Forbund sig dette. Forbundet
lagde den militære og politiske udførelse i Preussens
hænder, og i dagene omkring 4. april rykkede preussiske styrker ind i Holsten.
Den 9. april angreb den danske hær den slesvig-holstenske i stillingen ved Bov. Den danske var talmæssigt overlegen, og den slesvig-holstenske hær måtte
hastigt trække sig tilbage til Rendsborg, men det lykkedes ikke at omringe og nedkæmpe den. Hermed
var situationen radikalt ændret. Borgerkrigen var en
realitet, den slesvig-holstenske hær var under konsolidering, og fra syd var overvældende forstærkninger
på vej fra både den preussiske hær og forbundshæren.
En international konflikt var på trapperne.
Den danske side var tvunget i defensiven og måtte
søge at vinde tid til at organisere og udruste en større
15
Danske soldater fra 2. Lette Infanteribataillon holder hvil, en underofficer og menige spiser af fælles fad. På begge sider meldte
flere yngre kunstnere sig som frivillige. Gennem deres gengivelser af oplevelser fra krigsårene kommer vi tæt på den menige soldat
og krigens hverdag.
hærstyrke og samtidig søge at fastholde mest muligt
af Slesvig – og om muligt søge hjælp udefra. Et sidste
forsøg på at nå en dansk-preussisk aftale glippede, og
fra 18. april var der krig mellem Danmark og Preussen og dermed Det Tyske Forbund.
Efter kampen ved Bov rykkede den danske hær
frem til en stilling vest for Slesvig by, lidt nord for
det gamle Danevirke. Her fik den til opgave så
vidt muligt at standse en tysk fremrykning uden at
risikere at blive fastholdt og nedkæmpet. Kunne den
16
danske hær ikke standse tyskerne her, skulle den føre
henholdende kamp fra stilling til stilling – fra Slesvig over Bov til Als – og i disse stillinger yde kraftig
modstand uden at sætte sin eksistens på spil. Fra Als
kunne den, med Fyn bagved, true en fremtrængende
hær i flanken. Den 23. april angreb en preussisk
hærstyrke den danske hær i stillingen ved Slesvig by.
Det udviklede sig til hårde kampe, som endte med,
at den danske hær trak sig nordpå.
hærstyrkerne og støtte deres operationer. I foråret
1848 indledtes desuden en dansk flådeblokade af
enkelte nordtyske havne, der skulle stoppe søhandelen herfra.
Under vejs nordpå gik den danske hær i kvarter i
Flensborg. En større tysk styrke, der var på vej sydfra,
overfaldt imidlertid en dansk forpost. Rygter herom
førte til panik, og den danske hær forlod i al hast
Flensborg. Overkommandoen opgav Bov-stillingen,
og førte hovedparten af styrkerne til Als. Kun kava­
leriet forstærket med en mindre infanteri- og artilleristyrke rykkede nordpå mod Nørrejylland. Forbundsstyrken fulgte efter til Sundeved, mens de preussiske
og slesvig-holstenske styrker rykkede nordpå.
Forsvaret af den jyske halvø kom nu til at omfatte to
dele, et flankeforsvar fra Als og et frontalforsvar ved
grænsen til kongeriget, dog primært omkring Kolding. Hermed skulle der vindes tid til at organisere
en større styrke og færdigorganisere den danske hær.
Flåden fik fornyet betydning i forsvaret under de to
slesvigske krige 1848-1851 og 1864 og opretholdt
søherredømmet i de danske farvande under begge
krige. Herved kunne den sikre øerne og særligt
København mod angreb og på den måde frigøre
hærstyrker til forsvaret af den jyske halvø samt flytte
17
I begyndelsen af maj rykkede preusserne over grænsen til kongeriget, og det kom til mindre kampe her,
der dog ikke kunne hindre preussernes fremtrængen
nordpå. Her begyndte de en udskrivning af en krigsskat som gengæld for den skade, som den danske
flådeblokade påførte den tyske side. Udskrivninger
og beslaglæggelser var en byrde for dem, der blev
berørt, men generelt ramte krigshandlingerne i begge
slesvigske krige kun i meget begrænset omfang civilbefolkningen – i modsætning til senere tiders krige.
For at overskære de tyske styrkers forbindelseslinjer
og true dem i flanken planlagde den danske overkommando et større, overraskende frembrud fra
Als, som man håbede ville føre til en tysk rømning
af Jylland. Samtidigt fik den preussiske overskridelse
af grænsen til kongeriget for alvor stormagterne
på banen, ikke mindst Rusland. Rusland ønskede
ikke en forskydning i preussisk favør i den vestlige
Østersø og truede direkte Preussen. Det lagde en
tydelig dæmper på den preussiske krigsførelse, og den
tyske øverstkommanderende fik ordre til at rømme
kongeriget. Der blev nu tale om et mindre dansk
fremstød for at erobre højderne ved Dybbøl - Dybbøl Banke - og derved styrke forsvaret af Als. Den
28. maj angreb den danske hær og overrumplede den
tyske forbundsstyrke, der blev trængt tilbage. Herefter tog den danske hær stilling foran Dybbøl Banke,
Preussiske gardere marcherer ind i Slesvig by den 23.
april 1848, efter at den danske hær har trukket sig
nordpå. Tropperne blev modtaget med jubel af hovedparten af befolkningen.
der blev et brohoved og flankestilling på det slesvigske fastland. Den preussiske overskridelse af kongerigets grænse førte også til, at Sverige-Norge sendte et
mindre korps til Fyn, mens et større korps blev holdt
i beredskab i Skåne.
Fra tysk side søgte man ved et angreb 5. juni at
erobre flankestillingen ved Dybbøl, men efter et
dansk modangreb måtte de tyske styrker trække sig
tilbage. Herefter gik krigen i stå, og i august blev der
efter pres fra stormagterne indgået en våbenstilstand.
Den skulle vare frem til foråret 1849, samtidig med,
at der blev ført internationale forhandlinger om en
fred. Både den danske og den slesvig-holstenske hær
skulle rømme Slesvig, dog var der fortsat danske
styrker på øen Als. På begge sider blev de fleste af soldaterne hjemsendt. Hertugdømmerne skulle styres af
en fællesregering, udpeget af Danmark og Preussen,
men den fik dog hurtigt slesvig-holstensk slagside.
18
Allerede i 1848 tegnede konturerne sig af en delingslinje mellem danske og tyske sympatier i Slesvig
nord om Tønder og syd om Flensborg. Tanken om
en deling af Slesvig blev overvejet af begge krigens
parter – og forkastet. På slesvig-holstensk side efter at Preussen og Det Tyske Forbund var gået ind
krigen. På dansk side efter at kampene i 1848 havde
gjort tanken umulig både i befolkningen og blandt
politikere. Det kom til udtryk i en sang til Frederik
7., fremført ved en tropperevy ved Vejle i september
1848. Heri blev en deling afvist med ordene:
”Det skal ej ske! Vi sværger her som mænd!”; ord som
kongen gjorde til sin politik. Delingstanken var
tillige umulig for hovedparten af de danske politikere og de nationale kredse i befolkningen. De anså
Slesvig som en del af den danske stat, der ikke kunne
opgives med den nationale ære i behold. De fleste
slesvigere, også de dansksindede, ønskede heller ikke
Slesvig delt.
De frivillige
Almindelig værnepligt blev først indført under Første
Slesvigske Krig. Indtil da hvilede soldatertjenesten
alene på bondestanden. Men hurtigt efter krigsudbruddet meldte der sig frivillige fra andre samfundsgrupper både på dansk og slesvig-holstensk side.
I løbet af krigsårene meldte der sig ca. 1.200 frivillige til den danske hær. Deres motiver var forskellige.
Nogle var især drevet af eventyrlyst, mens andre var
akademikere eller kunstnere fra det københavnske
borgerskab, der var opflammet af den nationale vækkelse. Blandt de frivillige på dansk side var der ca.
350 fra Island, Sverige-Norge og Finland, hovedpar-
Billede på slesvig-holstensk og tysk samhørighed 1848. Det
slesvig-holstenske frikorps fører den tyske fane.
ten dog svenskere og nordmænd. Også deres motiver
for krigsdeltagelsen var forskellige. Mange var skandinavister og havde deltaget i det store studentermøde i
København i 1845. Og nogle af dem fulgte nu op på
mødets vision om et samlet Norden ved at drage i krig
for Danmark. Visionen levede videre i tiden mellem de
to slesvigske krige, og i 1864 meldte en del af de nordiske frivillige fra 1848 sig på ny til den danske hær.
Der meldte sig også mange frivillige til den slesvigholstenske hær, i alt ca. 1.000 fra hertugdømmerne og
1.200 fra de tyske stater. Oprettelsen af den slesvigholstenske stat havde vakt begejstring hos mange
tilhængere af et frit og demokratisk Tyskland, og de
anså kampen for Slesvig-Holsten som en vigtig del
heraf. Ligesom i den danske hær var der mange unge
akademikere blandt de frivillige. De blev indrulleret i
særlige frikorps, hvoraf det mest berømte var ledet af
major L. von der Tann.
Billede på
skandinavisk
samhørighed
1848. De
skandinaviske
soldater
var ledsaget
af teksten
”Enighed gør
stærk”.
19
Ekernførde, Kolding og Fredericia – 1849
Træfningen ved Ekernførde 5. april 1849. Det danske linjeskib Christian 8. blev skudt i brand og sank, og fregatten Gefion
erobret. Begivenhederne blev fulgt af mange tilskuere.
20
Den 2. april 1849 udløb våbenstilstanden. Den
blev ikke forsøgt forlænget fra dansk side, da der
havde været stærk utilfredshed med den måde, dens
bestemmelser blev efterlevet. Den danske hær var
betydeligt forstærket. Helt fra krigens begyndelse
var der arbejdet på at organisere og udruste en større
hærstyrke ved at indkalde reserver. Men det var
tillige nødvendigt at øge udskrivningen af soldater
betydeligt.
danske flådes nyeste skibe. Politisk og militært var
træfningen betydningsløs, men moralsk virkede den
meget opmuntrende på den slesvig-holstenske / tyske
side og stærkt trykkende på den danske.
Den 13. april angreb og erobrede forbundstropper
flankestillingen ved Dybbøl, og 20. april angreb og
indtog den slesvig-holstenske hær overrumplende
Kolding - og overskred hermed grænsen til kongeriget. Et dansk forsøg på at generobre byen 23. april
mislykkedes, og den danske hærstyrke i Nørrejylland
blev trængt mod nord. Her blev en del af den indesluttet i den nyistandsatte Fredericia Fæstning, der
blev et dansk brohoved og flankestilling. Herefter gik
krigen mere eller mindre i stå.
Politisk var det dog kun muligt, hvis udskrivningen blev udstrakt til andre samfundsgrupper end
bondestanden, der hidtil havde båret krigsbyrden. I
efteråret 1848 blev det vedtaget at foretage ekstraordinære udskrivninger blandt de hidtil ikke værnepligtige, og det blev fulgt op af loven om almindelig
værnepligt i foråret 1849. En tilsvarende udvikling
fandt sted i hertugdømmerne.
Den revolutionære bølge var i foråret 1849 afgørende
på retur i Tyskland, og den passive tyske krigsførelse
i Danmark afspejlede dels dette, dels det konstante
stormagtspres især fra Rusland mod Preussen. Den
tyske forbundsstyrke stod uvirksom i Slesvig og
preusserne ligeså i Nørrejylland, tydeligvis for at
undgå kamp. Kun slesvig-holstenerne belejrede aktivt
Fredericia.
Der blev i foråret 1849 udrustet en større dansk
flådestyrke end i det foregående år, der muliggjorde
en mere omfattende støtte til den danske hærs operationer og en mere virksom flådeblokade af tyske
havne. Alle tyske forsøg på at bryde blokaden blev
afvist af den danske flåde, og den virkede efterhånden meget generende på de tyske havnebyers handel. Store dele af den tyske varetransport gik over
hav og floder, før jernbanerne kom til.
I denne situation udviklede den danske overkommando en dristig plan: Den danske styrke i Nørre­
jylland skulle trække den preussiske styrke langt
nordpå, mens resten af den danske hær dels bandt
den slesvig-holstenske hær ved Fredericia, dels
forbundsstyrken over for Als. Herved blev modstanderne spredt mest muligt. Dernæst skulle den danske hær ad søvejen samles i Fredericia og på Fyn og
Fra dansk side blev krigen indledt med en mindre
operation mod Ekernførde i begyndelsen af april for
at forsinke tyske tropper, der var under fremrykning
nordpå. Operationen førte til tabet af to af den
21
nedkæmpe den slesvig-holstenske hær. Hermed ville
det måske være muligt at afslutte krigen.
af den danske hær samlet i Fredericia og på det vestlige Fyn. Natten til 6. juli 1849 foretog den danske
hær et udfald fra Fredericia Fæstning. Det udviklede
sig til meget hårde kampe med store tab, men endte
med en dansk sejr over den belejrende slesvig-hol-
Den første del af planen lykkedes. Styrken i Jylland
blev udskibet fra Helgenæs på Mols og hovedparten
Danske soldater spiller kort i en lade på Als efter kampene på Dybbøl i april 1849. Trods billedets muntre tone var den langvarige og blodige krig en tung pligt for soldaterne og deres familier.
22
Dansk soldat fra 5. Linie Infanteribataillon skriver brev
hjem til familie og venner. De mange bevarede soldaterbreve
er vigtige kilder. Herigennem tegner der sig et ganske andet
billede af krigen end set gennem det københavnske nationale
borgerskabs øjne.
stenske hær. Sejren fik stor moralsk betydning i Danmark, men forandrede ikke den politiske situation og
kun i begrænset omfang den militære. Det var ikke
lykkedes at omringe og nedkæmpe slesvig-holstenerne, der kunne trække sig sydpå. Derimod lagde
sejren grunden til en dansk militær selvovervurdering
i visse dele af den offentlige opinion; en selvovervurdering, der så helt bort fra den centrale rolle, stormagternes pres havde spillet gennem hele krigen.
Få dage senere blev der efter hårdt russisk pres på
preusserne indgået en ny våbenstilstand, der kom
til at strække sig helt til sommeren 1850, og der
blev indledt egentlige fredsforhandlinger. Våbenstilstanden indebar dels, at Slesvig skulle regeres af en
dansk-preussisk-britisk bestyrelseskommission, dels
at Nordslesvig skulle besættes af svensk-norske tropper, Sydslesvig og Holsten af preussiske, mens Als og
Ærø fortsat skulle besættes af danske tropper.
23
To stater – to forfatninger
Krigsårene indebar gennemgribende samfundsændringer, der i høj grad var forårsaget af militære
behov både i kongeriget og i hertugdømmerne.
vælges ved privilegeret valgret, og det gav godsejerne
en stor indflydelse. Alligevel var grundloven, der blev
vedtaget 15. september 1848, den mest demokratiske
forfatning, der hidtil var blevet skrevet på tysk. Den
sikrede personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed,
forsamlingsret, lighed for loven og almindelig værnepligt.
I hertugdømmerne blev der i sommeren 1848 valgt
en grundlovgivende forsamling, der i løbet af kort tid
udarbejdede en grundlov for et selvstændigt SlesvigHolsten. Den garanterede borgerlige frihedsrettigheder og ret til dansk skole- og kirkesprog i Nordslesvig. Den indførte et parlament, hvor halvdelen af
parlamentets medlemmer skulle vælges ved lige og
almindelig valgret, mens den anden halvdel skulle
Også i kongeriget blev der, i efteråret 1848, valgt
en grundlovgivende forsamling, der i løbet af syv
måneder udarbejdede en forfatning, Danmarks Riges
Grundlov. Den gav lige og almindelig valgret til alle
mænd over 30 år med egen husstand og var dermed
en af samtidens mest demokratiske – selv om der
ikke var tale om demokrati i en moderne forstand.
Den sikrede personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed, forsamlingsret, lighed for loven og almindelig
værnepligt. Grundloven blev underskrevet 5. juni
1849 af Frederik 7. på årsdagen for kampen ved
Dybbøl i 1848, den mest markante danske sejr i det
første krigsår. Grundloven afspejlede, at man befandt
sig i en langvarig krig, hvor der var et stort behov
for at udskrive soldater. Derfor var det nødvendigt
at sammenknytte ret og pligt: Almindelig værnepligt
måtte følges af grundlæggende borgerlige rettigheder,
først og fremmest almindelig stemmeret.
Udsnit af mindeblad for underskrivelsen af den slesvigholstenske grundlov i september 1848.
24
Den Tapre Landsoldat
Traditionelt var landsoldater blevet ringeagtede som
bondeknolde. Men Første Slesvigske Krig ændrede
dette grundlæggende. Den almindelige værnepligt
blev indført i 1849, dog med en væsentlig undtagelse. Det var tilladt at stille en stedfortræder, der
blev betalt for det, og en del økonomisk bedrestillede
benyttede sig heraf. Den danske hær bestod i krigsårene 1848-1851 stadig helt overvejende af mænd fra
bondestanden, ikke mindst husmænd og landarbejdere.
Billede fra
skillingstryk med
1848’s største
slager Dengang
jeg drog af sted.
Landsoldaten
peger på sin fane
med ordene:
”… den har
tysken hånet og
trådt den under
fod”.
I sangen Dengang jeg drog af sted fra foråret 1848
hylder landsoldaten kampen for kongen, flaget, fædrelandet og modersmålet. Men i de mange breve og
beretninger fra jævne landsoldater skildres den langvarige, blodige og bitre krig helt anderledes: Den var
en tung pligt, der undertiden blev en økonomisk og
social katastrofe. I landsoldaternes verden dominerede truslen om at blive dræbt eller invalideret. Mange
af dem var religiøse og præget af det standsopdelte og
patriarkalske, enevældige samfund.
blev landsoldater opfattet som personificeringen af
fædrelandskærlighed og forsvarsvilje.
H.W. Bissens statue i Fredericia af Første Slesvigske
Krigs menige soldat udtrykker fortællingen om Den
Tapre Landsoldat. Den er sandsynligvis verdens
første monument, der hylder den ukendte, menige
soldat. Statuen blev afsløret i Fredericia 6. juli 1858
på årsdagen for udfaldet. Virkelighedens landsoldat,
der stod model for Bissen, hed Christian Christiansen og var husmand og landarbejder fra Tybjerglille
ved Næstved. Han var født i 1825 og døde i 1916.
Han deltog som soldat i udfaldet fra Fredericia og
stod model i vinteren 1849-1850.
Sejren ved Fredericia 6. juli blev af mange set i lyset
af den kun én måned gamle grundlov og bekræftede
den optimistiske tiltro til den unge nations egne
kræfter. Landsoldaterne blev nu symbolet på nationen; de var ikke mere kuede bondekarle, men selve
det frie danske folk – i al fald set med det toneangivende borgerskabs øjne. Fra at være ringeagtede
25
Isted, Mysunde og Frederiksstad - 1850
I 1850 var den europæiske revolutionsbølge et
overstået kapitel. Stormagterne var nu travlt optaget
af endnu en gang at stille tiden tilbage til før revolutionen. Efter langvarige forhandlinger pressede
de øvrige stormagter i sommeren 1850 Preussen
til at indgå fred med Danmark, hvortil Det Tyske
Forbund senere tilsluttede sig. Freden indeholdt
ingen løsning af de stridspunkter, der havde udløst
krigen, men var kun en ’simpel’ fred, hvor alle parter
forbeholdt sig sine synspunkter. Dog fik Frederik 7.
løfte om hjælp til at genoprette sin myndighed i hele
helstaten. I Slesvig fik han frie hænder til at gennemtvinge en afslutning af krigen, hvis ikke slesvigholstenerne ville nedlægge våbnene. I Holsten blev
Slaget ved Isted 24.-25. juli 1850 dramatisk skildret i samtidigt tysk billede.
26
Danske soldater sandsynligvis ved Danevirke i slutningen af 1850. ’Ånden fra 48’ fortog sig hurtigt, og den langvarige
krig fremkaldte en omfattende krigstræthed på begge sider.
den tilsvarende opgave pålagt Det Tyske Forbund.
Slesvig-holstenerne nægtede dog at acceptere freden.
styrke udrustet. Den danske hær stod nu igen udelukkende over for den slesvig-holstenske. Begge hære
var opbygget til det hidtil største niveau, men både i
hærene og i befolkningerne bredte en længe næret og
betydelig krigstræthed sig.
I foråret og sommeren 1850 blev hærene på begge
sider igen indkaldt, og på dansk side blev en flåde-
27
Belejringen og bombardementet af Frederiksstad i de første dage af oktober 1850 set fra slesvig-holstensk side.
Midt i juli rykkede den slesvig-holstenske hær ind i
Slesvig, hvor den indtog en stærk stilling i den sydlige del omkring Isted. Også den danske hær rykkede
ind i Slesvig og sydpå mod Isted. På slesvig-holstensk
side var der nu kun én mulighed tilbage, nemlig at
tilføje den danske hær et afgørende nederlag, hvilket
måske kunne vende situationen. Omvendt fik den
danske hær endnu en chance for at nedkæmpe den
slesvig-holstenske, og dermed afslutte krigen.
I dagene 24.-25. juli mødtes de to hære i slaget ved
Isted, der udviklede sig til meget hårde kampe med
store tab – blandt de blodigste i danmarkshistorien.
Men til trods for en dansk sejr glippede planen om
28
at omringe og nedkæmpe den slesvig-holstenske hær
endnu en gang. Heller ikke denne sejr forandrede
den politiske situation og kun i begrænset omfang
den militære.
Sidst på året 1850 var situationen således, at hverken den danske eller den slesvig-holstenske hær
kunne gennemtvinge en afgørelse. Ingen af forsøgene
herpå var lykkedes, hverken for den danske side ved
Fredericia og Isted i 1849 og 1850, eller for slesvigholstenerne ved Mysunde og Frederiksstad i 1850.
Begge krigens parter kom nu under voldsomt pres
fra stormagterne med Rusland i spidsen, der ønskede at stoppe borgerkrigen og slette de sidste spor
af den europæiske revolutionsbølge. Da de militære
muligheder var udtømte, måtte begge parter gå ind
på stormagternes krav. Den langvarige, blodige og
bitre krig var til ende – men de problemer, der havde
udløst krigen, var ikke løst.
Efter slaget ved Isted rykkede den danske hær frem
til Danevirke, som blev indrettet til forsvar med
feltbefæstning, bl.a. ved overgangsstederne Mysunde
og Frederiksstad. Slesvig-holstenerne rykkede tilbage
til Rendsborg; tiden var nu for alvor imod dem.
Forbundsdagen i Frankfurt arbejdede på at ratificere
freden i Berlin, hvilket ville efterlade slesvig-holstenerne helt alene. I september og oktober forsøgte
den slesvig-holstenske hær ved to voldsomme angreb
på Mysunde og Frederiksstad at fremtvinge et større
slag som et sidste forsøg på at vende situationen,
men uden held. Begge angreb blev afvist, og slesvigholstenerne måtte trække sig tilbage til Rendsborg
med uforrettet sag.
Krigen var kommet uventet i 1848 og havde så at sige
ramt dansk forsvar i ryggen. Men i løbet af krigsårene
blev der gjort en række erfaringer, som blev udgangspunkt for en operativ planlægning bygget op om et
flankeforsvar ved Dybbøl og Fredericia og et frontalforsvar ved Danevirke; erfaringer og planlægning
som kom til at præge krigen i 1864. Den danske hær
havde i kampene vist sig på højde med de tyske hære
og havde en række dygtige førere – en arv fra Frederik
6.s hær. Men Første Slesvigske Krig blev også kendetegnet af en række svagheder i dansk forsvar både
på det politiske og det militære niveau; svagheder
der ikke lod sig løse i den fragmenterede helstat, der
fremstod i årene mellem de slesvigske krige. Og som
ligeledes kom til at præge krigen i 1864.
Efter de voldsomme kampe i sommeren og efteråret 1850 var begge hæres kræfter udtømte. Danske
styrker blev stående ved Danevirke i vinteren 18501851. Politisk var det af hensyn til de tyske stater
og stormagterne ikke muligt for den danske hær at
rykke ind i Holsten, og militært rakte dens kræfter
ikke til at angribe og erobre Rendsborg Fæstning.
Også den slesvig-holstenske hær forholdt sig afventende. På begge sider bredte krigstrætheden sig nu
for alvor.
29
Helstatens genoprettelse
Efter indgåelsen af freden i Berlin i juli 1850 var
stormagterne for alvor trådt ind i forsøgene på at
afslutte krigen. Med Rusland i spidsen blev der gennemtvunget en international aftale som indebar, at
det danske monarki - helstaten - skulle genoprettes
i den form, det havde haft før 1848. Aftalen – Londonprotokollen – blev underskrevet i august 1850.
Og i årene 1851-1852 blev helstaten formelt gen­
oprettet.
De danske soldater fik en stormende modtagelse ved hjemkomsten til København i krigsårene, her i februar 1851. Der var rejst
æresporte med nationale tekster på indtogsruten.
30
Ved en ny international aftale - Londontraktaten – i
maj 1852 gennemtvang stormagterne, igen med
Rusland i spidsen, valget af en tronfølger, der skulle
efterfølge den barnløse Frederik 7., når han døde.
Valget faldt på Prins Christian af Glücksborg (Christian 9.), der således arvede opgaven med at holde
sammen på helstaten.
I vinteren 1850-1851 bankede Preussen og Østrig,
efter hårdt russisk pres, slesvig-holstenerne på plads.
I januar 1851 blev de tvunget til at nedlægge våbnene og opløse den slesvig-holstenske regering og
statsdannelse, og hermed afsluttedes krigen. I stedet
blev der indført et preussisk-østrigsk kommissærstyre
i Holsten og Lauenburg, som blev besat af preussiske
og østrigske tropper frem til 1852.
Helstaten var genetableret, men på det folkelige
plan kneb det, da de nationale spændinger var for
store. Befolkningen i det sydlige Slesvig, Holsten og
Lauenburg følte samhørighed med det tyske folk og
ikke med det danske. Grænsen for stat og nation var
således ikke sammenfaldende. De problemer, der
havde udløst krigen, var lige uløste – og uløselige,
skulle det vise sig.
Også den danske nationalliberale regering blev i
efteråret 1851 tvunget væk til fordel for en konservativ regering, som gik i gang med en rekonstruktion
af helstaten, bl.a. gennem indgåelsen af en række
internationale aftaler 1851-1852 med udgangspunkt
i tilstanden før 1848. Her lovede den danske regering, at der ville blive indført en fællesforfatning for
helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere
til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten
skulle være ligestillede. Som en følge heraf blev Holsten og Lauenburg i 1852 genindlemmet i helstaten.
Det blev nu altafgørende at skabe en ny fælles forfatning, der både kunne samle alle helstatens dele, og
tilfredsstille stormagterne – men det lykkedes ikke.
31
Fra krig til krig
Som følge af helstatens genoprettelse skulle der
skabes en ny fælles forfatning for alle dele af staten.
Efter et langt, kompliceret forløb fik den danske regering i 1855 gennemført en fællesforfatning med et
rigsråd, begge tosprogede og fælles for helstaten. Men
Rigsrådets første samling i 1856 endte i sammenbrud, hvor de nationale og politiske spændinger viste
sig uoverstigelige. Fra tysk side blev det kritiseret, at
fællesforfatningen havde været forelagt den danske
rigsdag, men ikke stænderforsamlingerne i Slesvig
Den mentale oprustning i tiden mellem de to slesvigske krige ses i denne tegning fra 1855. Den gengiver den klassiske myte
om den handlekraftige danske dronning, Thyra Danebod, der i 900-tallet lod voldanlægget Danevirke opføre som et værn
mod indtrængende fjender sydfra. Danevirke fik i årene mellem de slesvigske krige mytisk status som ’danskhedens’ grænse siden
tidernes morgen, og et militært og kulturelt bolværk mod Tyskland.
32
ejderpolitikken, dvs. en tættere tilknytning af Slesvig
til kongeriget. I marts 1863 blev der proklameret en
fællesforfatning, der kun skulle omfatte kongeriget
og Slesvig og dermed udskille Holsten og Lauenburg.
Selvom der ikke var tale om en regulær indlemmelse
af Slesvig i kongeriget, var forfatningen et klart brud
med de internationale aftaler fra 1851-1852, og den
bragte Danmark på kollisionskurs med stormagterne, de tyske stater og hovedparten af borgerne i
hertugdømmerne. Få var i tvivl om, at det ville ende
med krig, og i løbet af 1863 blev forberedelserne sat
i gang.
og Holsten. Forfatningen blev derfor afvist af den
holstenske stænderforsamling og erklæret for ugyldig
af Forbundsdagen i Frankfurt. Den danske regering
måtte i 1858 ophæve fællesforfatningen for Holsten
og Lauenburgs vedkommende. Endnu indgik Slesvig
ikke i forfatningskonflikten, men det skete snart.
Samtidigt var der sket en betydningsfuld ændring i
den europæiske magtbalance. Rusland havde i 1856
måtte erkende et alvorligt nederlag i Krimkrigen, og
dermed svækkedes det konservative, russiske greb om
europæisk politik.
Inspireret af Italiens samling blev den liberale sammenslutning Deutscher Nationalverein oprettet i 1859
med det formål at skabe tysk enhed ’nedefra’. Også
konservative kræfter som den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck arbejdede for tysk
enhed. Hans mål var en samling af de tyske stater
under preussisk ledelse og konservativt præget. Da
det slesvigske problem var en vigtig del af de liberales
folkelige mobilisering, ville en løsning heraf styrke
Bismarck og de konservative kræfter.
Fra 1857 havde de nationalliberale igen regeringsmagten i Danmark. Ud fra den opfattelse, at indrømmelser til Det Tyske Forbund og den holstenske
stænderforsamling blot førte til flere krav, blev helstatspolitikken opgivet omkring 1860 til fordel for
33
Den 13. november blev den nye forfatning vedtaget
af Rigsrådet. Men kongen, Frederik 7., nåede ikke
at underskrive den; han blev syg og døde uventet
15. november. Hans efterfølger, Christian 9., advarede indtrængende om, at Novemberforfatningen
ville føre til krig og ende med en katastrofe. Men
regeringen var under voldsomt pres af en ophidset
offentlighed, og til lyden af optøjer og demonstrationer i København blev den nye konge presset til
at underskrive forfatningen. I januar 1864 krævede
Preussen og Østrig, at Novemberforfatningen skulle
ophæves straks. Regeringen måtte afvise kravet. Der
var tilsyneladende kun en vej tilbage: Krig.
Krigen i billedkunsten
Første Slesvigske Krig 1848-1851 har været med til
at præge den nationale bevidsthed og give det erfaringsgrundlag, som Danmark blev formet ud fra
gennem mere end et århundrede, og på tilsvarende
vis blev den en vigtig del af den tysknationale sam­
hørighed i Slesvig-Holsten. Krigen er blevet skildret
i store livfulde slagmalerier (som forsidebilledet) og
mindre tegninger fra hverdagslivet i felten. Både i
Danmark og i Slesvig-Holsten meldte yngre kunstnere sig som frivillige og tog skitsebøgerne med i felten.
Blandt de danske frivillige kan nævnes F. C. Lund,
Carlo Dalgas og Johan Thomas Lundbye, der omkom ved et vådeskud i april 1848 på vej til fronten.
Flere lidt ældre kunstnere fulgte den danske hær som
bataljemalere, blandt disse malende krigskorrespondenter var Niels Simonsen og Jørgen Sonne. Også
på slesvig-holstensk side deltog en del kunstnere som
frivillige, bl.a. C.C. Magnussen og D.C. Blunck, der
i fællesskab samlede et lille frikorps. Blandt de mest
fremtrædende tyske kunstnere, der skildrede krigen,
var Georg Bleibtreu fra Düsseldorf og Feodor Dietz
fra München.
Kampen ved Bov 9. april 1848.
Udført af Georg Bleibtreu i 1850
i tysk ”wildromantisch” stil. Han
skildrer tyske studenter, der som
frivillige var ilet slesvig-holstenerne
til undsætning.
34
Reservesoldater fra 1848 på
march. Udført af Nicolai Habbe
i 1851 i dansk nationalromantisk stil. Han skildrer ’ånden fra
1848’ med lystige landssoldater
i et nationalromantisk landskab
med stendysse.
Slaget ved Isted 24.-25. juli 1850. Udført
af Jørgen Sonne i 1852 i historieberettende
stil. Han skildrer i fortættet form slutningen af det omfattende og komplicerede slag.
35
Krigen i digtekunsten
Paaskeklokken kimed mildt fra den danske Kyst,
meldte over Lande dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fanger Sejr igen.
Krigens begivenheder gav stof til talrige nye sange og
viser skrevet både af fremtrædende digtere og jævne
rimsmede. Skillingstryk med danske viser om de
forskellige kampe udkom i en jævn strøm, og en del
soldater havde dagbøger med i felten og indskrev her
de mest populære viser. På slesvig-holstensk side blev
der skrevet digte om den danske undertrykkelse, den
retfærdige krig og de faldne.
Over Thyras brustne Led Blod i Strømme randt,
Tysken maatte købe hel dyrt hvert Fjed, han vandt.
Vegen er for Overmagt liden Flok til sidst;
men af Danmarks Ære den haver intet mist’.
Carl Ploug 1848
Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted,
min Pige ville med,
ja, min Pige ville med.
Det kan du ej, min ven,
jeg gaar i Krigen hen,
og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen Fare, saa blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks Piger, de stole nu paa mig.
Og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Peter Faber 1848
I Natten klam og kold, bag Fredericia Vold
Forventningsfuld og taus staaer Danner-Hæren bold;
Paa Gaden er strøet Halm, man hører Fjendens Malm,
der tordner gjennem Byen og gjør Luften kvalm.
Soldatens Hjerte banker, han ved jo han skal frem,
han beder til Vorherre, han tænker paa sit Hjem.
Da lyder Bülows Bud: »Soldater vi skal ud!
at kæmpe for Konge og vort Land med Gud! «
See Fjenden er paa Flugt, han løber lige lukt
i Randsfjord ud og drukner i den dybe Bugt.
En Skare fløi mod Nord, men Størsteparten for
ad Erritsø og efterlod et dækket Bord.
Vi gav ham netop Tid at faae Bankekjødet med,
men Laurbærblade mangled’ – han kom saa fort afsted;
Hans hele Skyts og Tros vi førte hjem med os,
Og viste ham, at saadan kan de Danske slaas.
Adolf von der Recke 1849
Sort ser det ud, men almægtig er Gud,
dine Fjender til Lands, er og Fjenderne hans,
de er Fjender af Sandhed og Retten,
de er Fjender af Kærlighedsætten,
de har alle det værste tilbage,
thi end lever den Gamle af Dage!
N.F.S. Grundtvig 1848
36
Fra Als til Danevirke,
fra Sli til Ægirs dør
skal Danmarks løver springe
paa gyldengrund som før.
Hos angler og hos friser
i genfødt vennelag
skal synges kæmpeviser
om sejrens julidag!
Schleswig-Holstein, auf, erwache!
Rüste Dich zum Kampf und Streit!
Denn gerecht ist Deine Sache,
Schleswig-Holstein, auf, erwache!
Deine Waffen sind geweiht.
Worte können dich nicht retten,
Nein, dich rettet nur das Schwert;
Schwing es in die Eisenketten,
Nur das Schwert kann dich erretten,
wenn es rauschend niederfährt!“
Heinrich Zeise 1848
N.F. S.Grundtvig 1850
Slumrer sødt i Slesvigsk Jord!
dyrekøbt den blev ved eder,
Sommeren sit Blomsterflor
over eders Grave breder!
Mindet flyver som en Fugl
hen til Slesvigs grønne Vange,
synger dér fra Gravens Skjul
ensomt sine simple sange.
Seid willkommen, deutsche Waffenbrüder!
Tretet ein in uns’res Kampfes Glieder;
Schleswig-Holstein: Freiheit oder Tod!
Helft uns kämpfen, Brüder, helft uns siegen,
Lasset hoch die deutsche Fahne fliegen,
Sieg verkündend: golden, schwarz und rot!
Wir zu Dänemark? Aller Welt zum Spotte?
Nein, wir schwören’s bei dem ew’gen Gotte:
Lieber sterben, als der Dänen Knecht!
Anonym 1848
Skøn er døden, som I fik,
ingen skønnere der findes,
derfor vil med vaade Blik
heller ej vi eder mindes;
men hvor danske Hjerter slaa,
og hvor danske Toner klinge,
skal med Stolthed store, smaa
Fædrelandets Tak jer bringe!
Decke sanft sie, Schleswig-Holsteins Erde!
Deine Knechtschaft grub ihr frühes Grab;
Daß die Freiheit dir erstritten werde,
Tapf ’re Preußen, sankt ihr hier hinab;
Und der große Wurf, er ist gelungen
Sterbend habt ihr uns den Sieg errungen.
Sophie Dethleffs vermutlich 1848
H.P. Holst 1850
37
Krigens mindesmærker
Efter krigens afslutning i 1851 blev der rejst en
række mindesmærker for krigsbegivenhederne og for
de faldne. I løbet af de tre krigsår havde der været
betydelige tab. På dansk side var der omkring 2.100
faldne og 5.800 sårede. På slesvig-holstensk/tysk side
var der omkring 1.300 faldne og 4.700 sårede. De
faldne fra de større kampe blev begravet på nærliggende kirkegårde, hvor der blev rejst beskedne markeringer på massegravene. Efter de mange mindre
sammenstød og fægtninger blev de faldne begravet
uden kister nær kamppladsen på marker og i skove,
ofte uden markering af stedet. Den uværdige begravelse fremmede behovet for at rejse værdige mindesmærker.
Under krigen var der rejst nogle mindesmærker over
faldne slesvig-holstenere og tyskere med indskrifter,
som fra dansk side blev anset for krænkende. Derfor
blev de fjernet efter det danske styre var genoprettet i
1851 – men i 1864 blev disse mindesmærker genskabt.
I 1852 tog den danske feltpræst Erik Høyer Møller
initiativ til opsætning af obelisker og mindesten ved
de 25 største gravpladser i Slesvig. Projektet blev finansieret gennem en landsindsamling, og på stenene
blev indhugget: ”DENNE STEEN SATTE DET
DANSKE FOLK OVER TROFASTE SØNNER,
SOM HENGAVE LIVET FOR FÆDRELANDET”.
38
Det er første gang, det fremhæves som betydningsfuldt, at ’folket’ har medvirket ved en monumentrejsning.
Også andre mindesmærke-initiativer blev iværksat.
De to største massebegravelser, henholdsvis i Fredericia efter udfaldet 6. juli 1849 og i Flensborg
efter slaget ved Isted 24.-25. juli 1850, fik en særlig
udformning. På begge gravpladser blev der anlagt
’kæmpehøje’, da det blev anset for en værdig gravform for helte, og i tilknytning hertil skabte billedhuggeren H.W. Bissen kunstneriske udsmykninger.
Til kirkegården i Flensborg skabte han i 1860-62 den
store skulptur Istedløven, der skulle vogte krigergravene. Lige fra indvielsen blev den det mest omstridte
af alle danske monumenter. Bissen skabte også andre
nationale monumenter om Første Slesvigske Krig,
først og fremmest statuen Landsoldaten i Fredericia.
Krigen satte sine spor i de faldnes hjemsogne både i
kongeriget og hertugdømmerne. Der blev ophængt
mindetavler i kirkerne og rejst mindesmærker på
kirkegårdene.
Mindehallen på slagmarken i
Isted. Den blev opført i 1930.
Her skildres krigens forløb og
de faldne på begge sider bliver
mindet.
Istedløven på Flensborg Kirkegård. Monumentet blev
rejst her 25. juli 1862, nedrevet i 1864 og efter en lang
odyssé genrejst her i 2011.
39
Krigen som erindringssted
Et erindringssted rummer en koncentreret fortælling om fortiden, som en gruppe er fælles om.
Erindringssteder kan bl.a. være slagmarker, mindesmærker, museer eller mindedage. På årsdagene for de
vigtigste kampe i de to slesvigske krige afholdes der
fortsat både danske og tyske ceremonier. Af indlysende grunde er det nederlagene i Anden Slesvigske
Krig, der bliver mindet på dansk side, for der var
ingen egentlige danske sejre. Til gengæld er det
sejrene i Første Slesvigske Krig, der markeres i dansk
erindringskultur, mens det på slesvig-holstensk / tysk
side er omvendt.
Årsdagen for udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849
fejres hvert eneste år med en stor folkefest i Fredericia over to dage. Højdepunktet er en højtidelig og
festlig procession mellem tre af byens mindesmærker
med taler og musik undervejs. Den starter på Bülows
Plads, som har navn efter en af kampens ledende
generaler, hvis buste er anbragt i en triumfbue – landets eneste af sin art. Herfra går man i sørgemarch til
gravpladsen med de danske faldne. Med normal fart
fortsætter processionen til statuen af Landsoldaten,
hvor en politiker taler om et aktuelt emne med afsæt
Hvert år 6. juli bliver der lagt kranse og blomster i rigt mål
ved monumentet for Den Tapre Landsoldat i Fredericia, og
en soldat i uniform fra 1848-51 står denne dag æresvagt.
40
Hvert år 25. juli bliver der lagt blomster og kranse på Flensborg Kirkegård ved graven med faldne fra Isted-slaget. Chefredaktøren fra Flensborg Avis holder tale.
i landsoldaten som begreb. Her synges Dengang jeg
drog af sted, og i hurtigt tempo med munter musik
marcheres tilbage til Bülow-monumentet, hvor de
sidste taler holdes.
På kirkegården i Flensborg samles om formiddagen
danskere og dansksindede sydslesvigere ved den store
fællesgrav med ca. 500 faldne til en stilfærdig sammenkomst. Der nedlægges kranse fra den danske
hær, hvorpå repræsentanterne fra det danske krigergravstilsyn fortsætter til selve slagmarken og andre
gravpladser med danske faldne.
Slaget ved Isted 24.-25. juli er blevet markeret på
tysk side siden 1870’erne. På slagmarken blev der
opført en mindekirke og opkastet en høj med en
obelisk. I tilknytning hertil blev der senere opført en
mindehal. Hvert år er kampdagen blevet markeret.
Fra at være en ceremoni præget af tysk patriotisme
er det nu blevet en dag, der også er præget af det
grænseoverskridende samarbejde, og hvortil der ofte
indbydes danske talere. Der nedlægges kranse udvalgte steder på slagmarken.
Erindringskulturen er således ændret markant – fra
at være præget af en entydig fortidsfortolkning, der
skulle styrke det nationale fællesskab, er den blevet et
udtryk for nutidens gode dansk-tyske forhold. Den
samme udvikling er sket med markeringen af 18.
april 1864. Fortolkningen og brugen af erindringssteder ændres i takt med tidens behov.
41
De vigtigste begivenheder 1848 -1852
Borgerkrig, dansk-tysk krig og international
konflikt. Historien om Første Slesvigske Krig
1848-1851 er kompliceret, og rummer flere
konflikter og mange deltagere.
23.-24. februar 1848: Revolutionen bryder
ud i Paris og spreder sig hurtigt over store dele
af Europa.
11.-20. marts 1848: Kædereaktion af møder
og stadigt skarpere udtalelser. Det første
Casino-møde i København (11. marts),
Rendsborg-mødet i hertugdømmerne (18.
marts) og det andet Casino-møde i København (20. marts).
21. marts 1848: Folketoget til Christiansborg. Det enevældige styre bryder sammen –
og med det helstaten.
22. marts 1848: Der dannes en dansk
regering i København med et dansk-slesvigsk
nationalt samlingsprojekt.
24. marts 1848: Der dannes en slesvig-holstensk regering i Kiel med et slesvig-holstensk
nationalt samlingsprojekt. Rendsborg Fæstning overrumples af slesvig-holstenerne; i de
følgende dage dannes en slesvig-holstensk hær.
28. marts 1848: Den slesvig-holstenske
regering anmoder Forbundsdagen i Frankfurt
om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, og
beder en række tyske stater om militær hjælp,
særligt Preussen.
Marts 1848: I de sidste dage af marts indleder
de danske og slesvig-holstenske regeringer og
hære et kapløb om fodfæste i Slesvig.
22. januar 1849: Sammenstød i Brøns mellem bønder og slesvig-holstenske soldater på
skatteopkrævning.
2. april 1848: Preussen og andre tyske stater
påtager sig at hjælpe slesvig-holstenerne
militært. To dage senere tilslutter Det Tyske
Forbund sig dette.
5. april 1849: Kamp ved Ekernførde mellem danske orlogsskibe og slesvig-holstenske
kystbatterier.
9. april 1848: Kamp ved Bov mellem den
danske og den slesvig-holstenske hær; krigens
første egentlige kamphandling. Borgerkrigen
er en realitet.
18. april 1848: Preussen og Det Tyske Forbund træder ind i krigen på slesvig-holstensk
side.
23. april 1848: Slag ved Slesvig by mellem
den danske hær og preussiske styrker. Den
danske hær trækker sig til Als samt nord for
Kongeåen (grænsen til kongeriget).
28. maj 1848: Kamp ved Dybbøl mellem
danske styrker og forbundsstyrker. Dybbøl
Banke erobres som dansk brohoved.
5. juni 1848: Kamp ved Dybbøl mellem danske styrker og forbundsstyrker. Et tysk forsøg
på at erobre Dybbøl Banke afvises.
26. august 1848 – 2. april 1849: Våbenstilstand.
15. september 1848: Slesvig-holstensk
grundlov.
42
13. april 1849: Kamp ved Dybbøl mellem
danske styrker og forbundsstyrker, der erobrer
Dybbøl Banke.
23. april 1849: Kamp ved Kolding mellem
danske og slesvig-holstenske hærstyrker. Et
dansk forsøg på at generobre byen mislykkes.
5. juni 1849: Dansk grundlov.
6. juli 1849: Dansk udfald fra Fredericia.
Den slesvig-holstenske belejring brydes og
den slesvig-holstenske hær trækker sig sydpå.
10. juli 1849 – 2. juli 1850: Våbenstilstand.
2. juli 1850: Danmark slutter fred med
Preussen og senere Det Tyske Forbund. Borgerkrigen fortsætter.
24.-25. juli 1850: Slag ved Isted mellem den
danske og den slesvig-holstenske hær. Den
slesvig-holstenske hær trækker sig tilbage til
Holsten.
2. august 1850: Londonprotokollen indgås.
Stormagterne dikterer, at helstaten (kongeriget og hertugdømmerne) skal genoprettes.
12. september 1850: Kamp ved Mysunde. Et
slesvig-holstensk angreb afvises.
29. september – 4. oktober 1850: Kampe
ved Frederiksstad. En slesvig-holstensk belejring med bombardement og storm afvises.
31. december 1850: Kamp ved Mysunde. Et
slesvig-holstensk angreb afvises; krigens sidste
kamphandling.
Januar-februar 1851: Preussen og Østrig
tvinger slesvig-holstenerne til at nedlægge våbnene og opløse den slesvig-holstenske regering
og statsdannelse. Borgerkrigen er slut. Der
indføres et preussisk-østrigsk kommissærstyre
i Holsten og Lauenburg, som besættes af
preussiske og østrigske tropper frem til 1852.
1851-1852: Den nationalliberale danske
regering tvinges af stormagterne væk til
fordel for en konservativ, som går i gang med
en rekonstruktion af helstaten. Regeringen
indgår en række internationale aftaler, der skal
rekonstruere helstaten med udgangspunkt i
tilstanden før 1848.
1. februar 1852: Holsten og Lauenburg
bliver genindlemmet i helstaten, der hermed
formelt er genoprettet.
8. maj 1852: Londontraktaten indgås. Prins
Christian af Glücksborg (Christian 9.) vælges
som tronfølger.
Kortet viser de vigtigste
byer og slagmarker.
43
Museer, slagmarker og litteratur
Museer:
Tøjhusmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K
Orlogsmuseet, Overgaden oven Vandet 58, 1415 København K
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Sønderbro 1, 6400
Sønderborg
Dybbøl Mølle, Dybbøl Banke 7, 6400 Sønderborg
Historiecenter Dybbøl Banke, Dybbøl Banke 16, 6400 Sønderborg
Fredericia Museum, Jernbanegade 10, 7000 Fredericia
Idstedt-Gedenkhalle / Isted Mindehal, D-24879 Idstedt, Tyskland
Danevirke Museum, Ochsenweg 5, D-24867 Dannewerk,
Tyskland
Slagmarker:
De vigtigste steder, hvor der fortsat er spor, bl.a. i form af
mindesten:
Helgenæs på Mols, Fredericia Vold, Dybbøl Banke og Isted
Hede.
Litteratur:
Der findes ikke nogen samlet bibliografi over litteraturen om
Første Slesvigske Krig. Den danske militærhistoriske del frem til
1981 findes i:
Liebe, P.I. og E. Borgstrøm: Dansk krigshistorie i det nittende
århundrede 1800-1899. Det kongelige Garnisonsbibliotek,
København 1974. 2. rev. udgave 1981.
Af udvalgt især nyere litteratur kan nævnes:
Adriansen, Inge: De Slesvigske Krige i kulturlandskabet i Sønderjylland. 2013.
Ahlers, Jens (red.): Aufbruch & Bürgerkrieg. Schleswig-Holstein
1848-1851, bd. I-II. Kiel 2012.
44
Becker-Christensen, Henrik og Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands historie efter 1815. 2009.
Bjerg, Hans Christian og Ole L. Frantzen: Danmark i Krig. 2005.
Bjørn, Claus: 1848. Borgerkrig og revolution. 1998.
Bjørn, Claus og Carsten Due-Nielsen: Fra helstat til nationalstat
1814-1914. Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 3. 2003.
Christensen, Jens Ole og Rune Holmeå Iversen: Hæren - 400 års
danmarkshistorie. 2014.
Frandsen, Steen Bo: Holsten i helstaten. 2008.
Frantzen, Ole L. og Knud J.V. Jespersen (red.): Danmarks krigs­
historie, bd. 2. 1814-2008. 2008.
Frost, Søren J.C.: Fædrelandskærlighed i landsoldatens breve fra
Krigen 1848-51? 2008.
Glenthøj, Rasmus: 1864. Sønner af de Slagne. 2014.
Hansen, Hans Schultz: Hjemmetyskheden i Nordslesvig – den
slesvig-holstenske bevægelse, bd. I, 1840-1850. 2005.
Hansen, Hans Schultz: Nationalitetskamp og modernisering
1815-1918. I: Sønderjyllands historie efter 1815. 2009.
Iwitzki, Angela: Europäische Freiheitkämpfe. Das merkwürdige Jahr
1848. Berlin 1994.
Johansen, Jens: Krigen 1848-50. Et strategisk Overblik. I: Militært
Tidsskrift 1948.
Johansen, Jens: Krigen 1848-49-50. Kortfattet historisk Frem­
stilling. I: Tøjhusmuseets Bog om Treaarskrigen. 1948.
Noack, Johan Peter: Da Danmark blev Danmark. Fortællinger af
forhistorien til 1864. 2014.
Paulsen, Jørgen: Billeder fra Treaarskrigen 1848, 1849, 1850.
1952.
Paulsen, J. (red.): Tøjhusmuseets Bog om Treaarskrigen 1848-49-50,
bd. I-II. 1948-49.
Stolz, Gerd: Die schleswig-holsteinische Erhebung. 1996.
Vammen, Hans: Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik
1848-1864. 2011.
Inge Adriansen og Jens Ole Christensen:
Første Slesvigske Krig 1848-1851. Forhistorie, forløb og følger.
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og Tøjhusmuseet 2015.
© Forfatterne og udgiverne.
Layout: Finn Petersen, Museum Sønderjylland
Tryk: P. E. Offset
ISBN 978-87-87375-29-0
Illustrationer
Forsiden: Jørgen Sonne: Angrebet fra Dybbøl Bjerg 5. juni 1848. Malet 1849.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Lennart Larsen.
Forsats: Kort over den danske helstat 1817. Sønderborg Slot.
Titelblad: Træsnit af udfaldet fra Fredericia 1849, F.C. Lund 1852. Sønderborg Slot.
Forsidebilledet:
Den danske bataljemaler Jørgen Sonnes
billede af kampen ved Dybbøl 5. juni 1848
(se forsiden) er et monument over den nationale begejstring, ’ånden fra 48´, der greb
Danmark ved krigens udbrud – eller i al fald
det toneangivende nationale, københavnske
borgerskab. Det er det godes sejr over det
onde, i en nationalromantisk ramme. Sonne
kom til den danske hær i midten af juni
1848 og havde ikke selv overværet kampen,
men malede efter beretninger. Den oplevelse
af krigens virkelighed, som præger Sonnes
senere arbejder, mangler her. Billedet kan
sammenlignes med Sonnes billede af Dybbøl under belejringen i 1864 (se forsiden til
museernes hæfte om Anden Slesvigske Krig
1864), der er et monument over nederlaget.
Der er en verden til forskel på de to billeder
– og på Danmark før og efter de slesvigske
krige.
s. 5: Samtidigt billede 1844. Sønderborg Slot.
s. 7: Samtidigt billede 1848. Schleswig-Holst. Landesbibliothek.
s. 9: Samtidige billeder 1848. Sønderborg Slot.
s. 10: Tom Petersen. Det Kgl. Bibliotek.
s. 11: Hans Olde og Julius Fürst 1898. Schleswig-Holst. Landesbibliothek.
s. 12: Samtidigt billede. Sønderborg Slot.
s. 14: Niels Simonsen 1852. Sønderborg Slot.
s. 16: F.C. Lund 1849. Tøjhusmuseet.
s. 18: Samtidigt billede 1848. Sønderborg Slot.
s. 19: Samtidigt billede. Sønderborg Slot.
s. 19: D.G. Blunck 1848. Schleswig-Holst. Landesbibliothek.
s. 20: Samtidigt billede. Schleswig-Holst. Landesbibliothek.
s. 22: F.C. Lund 1849. Tøjhusmuseet.
s. 23: Niels Simonsen 1850. Tøjhusmuseet.
s. 24: Samtidigt billede 1848. Sønderborg Slot.
s. 25: Skillingstryk. Det Kongelige Bibliotek.
s. 26: Samtidigt billede. Sønderborg Slot.
s. 27: Niels Simonsen 1850. Tøjhusmuseet.
s. 28: Samtidigt billede. Schleswig-Holst. Landesbibliothek.
s. 30: F.C. Lund 1852. Sønderborg Slot.
s. 32: Lorenz Frølich 1855. Sønderborg Slot.
s. 34: Georg Bleibtreu 1850. Kunsthalle zu Kiel.
s. 35: Nicolai Habbe 1851. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
s. 35: Jørgen Sonne 1852. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
s. 38: Foto Eiko Wenzel. Sønderborg Slot.
s. 39: Foto. Sønderborg Slot.
s. 40: Foto. Sønderborg Slot.
s. 41: Foto Povl Klavsen. Flensborg Avis.
s. 43: Kort over Slesvig 1852. Sønderborg Slot.
SØNDERBORG SLOT
OG HISTORIECENTER
DYBBØL BANKE
www.museum-sonderjylland.dk/sonderborg
www.museum-sonderjylland.dk/dybbol-banke
www.tojhusmuseet.dk
www.orlogsmuseet.dk
Første Slesvigske Krig 1848-1851
giver en let tilgængelig oversigt
over krigens forhistorie og forløb
samt dens dybtgående virkninger
på en række felter.
Kort sagt, baggrundsviden om og
perspektiver på en krig, der forandrede Danmarks historie.
9
788787 375290