Referat fra Børneårsmødet 2015 - Det socialt udsatte barn Afholdt på

Referat fra Børneårsmødet 2015 - Det socialt udsatte barn
Afholdt på Hotel Nyborg strand 22. oktober 2015
Velkomst v. Niels Chr. Barkholt:
Hvilken praksis vil vi gerne se i fremtiden?
o Visionen er at arbejde direkte med børnene og familierne. Vi vil have forløb, der ikke
tænker i foranstaltninger, men hvor vi som socialrådgivere arbejder sammen med
pædagoger og forældre.
o Der efterlyses et decideret nyt mind-set, og en bevidstgørelse af den faglige viden.
o Nye former for anbringelser – de skal være mere fleksible.
o Forældre og netværk skal i arbejdstøjet, forløbene skal være mindre klientgørende og de
skal være ude i almen området.
o Vi skal arbejde mere smidigt, men vi skal have god tid til det – vi skal m.a.o. køre efter
Herning/Sverigesmodellen.
o Socialrådgiverne skal agere myndighedspersoner, og pålægges færre proceskrav og
kontrolsystemer.
o Fagpersonale skal ”sættes fri” til at arbejde i marken.
Det kommunale paradigmeskift v. Lisbeths Zornig Andersen
Et helikopterperspektiv over det kommunale sociale innovationslandskab for udsatte børn. Hvor
sker lovende nybrud og hvad er erfaringerne?
o
o
o
o
o
o
o
o
Haderslevreformen – her har man delt kommunen op i fysiske regioner, hvor der er en
direktør pr. region, således at man kan arbejde tværfagligt.
Børnetandplejen opruster ift. spotning af udsatte børn.
Kolding Sygehus – fokus på børn som pårørende, når forældrene er syge.
Herningmodellen – mere tid til sagsbehandlerne og familierne.
Region Hovedstaden – børn til udsatte fysisk syge forældre får tilknyttet psykologer og
socialrådgivere. ( dog står tilbuddet overfor at lukke )
Børnehusene – huse hvor man centrerer indsatsen for børn, der er blevet krænket eller
udsat for vold.
Skandiamodellen – svensk model til beregning af, hvad det koster at hjælpe f.eks. et udsat
barn her og nu, versus samfundets udgifter til barnet igennem et livsforløb, hvis det ikke får
hjælp.
Familierådslagning i Fåborg-Midtfyn kommune. Samler familie og netværk (herunder skole
etc.) og taler om, hvad der er godt for barnet. Hvem kan byde ind med hvad.
Pernille Almdahl, Holstebro – forældretræning som forebyggelse, Familie med hjerte
o Et tilbud til samtlige borgere, hvor de kommende forældre samles i grupper ud fra termin.
Fra gravid til barnet er ca. 1 ½ år gammelt, på tværs af uddannelsesniveau, økonomi etc.
o 92% gennemfører, 98% takker ja. Hvilke 2% dukker ikke op? – tit fædre der ikke dukker op
eller fordi familien er ved at flytte.
o De udsatte oplever at være del af fællesskab, og de vil gerne bryde med det, de selv har
oplevet som barn.
o Man får tidligere dialog og tidligere samarbejde med familierne samt mulighed for at
fortælle dem, hvem der kan hjælpe dem med hvad.
o Fædrene efterspørger involvering. De ønsker at blive spurgt om, hvad de kan hjælpe med
som far.
o Det er et dynamisk projekt – det har udviklet sig meget. Man har inddraget frivillige.
Bydelsmødre er også inddraget – specielt i forhold til kvinder med indvandrerbaggrund.
1
o
o
o
Virksomheder giver deres medarbejdere fri, så de kan komme til møderne, hvilket giver
virksomhederne mere stabile familier.
Familierne kommer til møderne, men projektet går også meget langt for at få dem med –
henter og bringer etc.
Projektet vandt ”En god start på livets” pris 2013.
Anne Eriksen fortæller om, hvad et forældrekursus kunne have gjort
Anne pointerer, hvor vigtigt det er, at det er normalt – at alle får tilbuddet, så man ikke føler sig
stigmatiseret. Hun oplever, at forældretræning og tidlig indsats kan forebygge anbringelse.
Hans Søgaard, Stifter af Broen
o Handler om at få børnene ud af betonklodserne.
o Arbejder sammen med familievejledere og ungevejledere.
o Børnene oplever at have noget at stå op til, nogen at mødes med.
o De går mere op i deres sport end mange andre. De skal blive ved den sport ,de har valgt –
rigtig mange af dem er gået videre på landshold etc. Til dem har de en elitepulje.
o 20 afdelinger landet over. De støtter ca. 3000 børn.
Enna Pehadzic
Enna er landsholdspiller i basket og er blevet støttet af Broen, siden hun var 13. Hun er datter af
bosniske flygtninge og ville ikke have haft råd til at forfølge basketdrømmen uden Broen. Til
sommer tager hun til USA for at læse og spille basket - hun har fået fuldt scholarship til college i
fire år.
Integrationsindsats i Børnehøjde
Abbas Garbia og Lisbeth Zornig Andersen fortæller om, hvordan det civile Danmark vågner i
forbindelse med flygtningeindsatsen.
o Abbas fortæller om sin egen families vej til Danmark fra Libanon og grunden til, at de
flygtede. Faren var fængslet i Syrien under Assad den ældre – blev tortureret. Men har fået
psykologbehandling.
o Er vokset op i Rødby – hans forældre har selv aktivt opsøgt naboer etc., så de kunne lære
dansk, og børnene kunne blive integreret.
o Der er en anden retorik i dag. God integration sker ikke på Christiansborg, men ude i
befolkningen. Han pointerer, at det var smart at vokse op i et lille samfund, så der var en
nærhed og ikke frygt for de fremmede.
o Abbas var glad for at gå i skole – voksede op med meget gode lærere, der troede på ham.
Anerkendelse og ligeværdighed. Også hans råd til fagpersoner i dag – stille krav da det
opbygger selvtillid. Eleverne ønsker krav.
o Abbas gik til sport, og forældrene var engageret i foreningen. Anbefaler at invitere
flygtningene ind i foreningslivet.
Bettina Beyer, Sådan arbejder Kolding med en samlet handlingsplan for den udsatte familie.
o De arbejder på tværs af forvaltninger og sektorer.
o Deloitte er inde over for at måle på diverse aspekter af indsatsen.
o Hver familie har en casemanager.
o Holder netværksmøder – tværfagligt team med alle behandlere etc. – foregår hos familien.
o I starten meget lange møder, men nu bruger vi ikke særligt lang tid. Nu har vi alle samme
indgangsvinkel. I starten meget stram mødestruktur, men nu er der skabt en relation, så
man begynder at spørge hinanden om råd. Nu begynder biofam. f.eks., at spørge plejefam.
om råd – hvad kan Josephine f.eks. lide at spise, hvornår går hun i seng, lide at se i tv.
2
o
o
o
o
o
o
o
o
Fælles indsatsplan - man må ikke rent lovgivningsmæssigt lave en fælles handleplan.
Kolding har en selvværdsstrategi. Det man kan, skal man selv og det man ikke kan, får
man hjælp til. Det handler om at stoppe klientgørelsen ( så folk ikke glemmer, at de kan
noget) – anerkendende tilgang. Bag ethvert problem ligger en knust drøm.
Det frigiver nogle ting. Forældrene skal i arbejdstøjet. Vi er som fagpersoner ikke
nødvendigvis klogest. Vi arbejder rigtig meget med at inddrage, men det kan være svært at
få lov i det tværsektorielle.
Det er familierne, der afholder mødet – de starter møderne, de må afbryde og stille
spørgsmål. Det er inspireret af Fåborg-Midtfyn.
Projektleder og medarbejdere vil gerne, at børnene deltager i mødet, men det er ikke
lykkedes endnu, selvom de har lavet flere tiltag. Forældrene er bange for, at børnene skal
høre om deres problemer og mærke stemninger – men som Bettina Beyer siger, har de jo
oplevet det hele. Kolding oplever, at børnenes tilstedeværelse regulerer forældrenes
følelser. Casemanager følger altid op.
Vi har været for dårlige til at hjælpe de forældre, der har fået et barn anbragt, men nu har vi
fokus på at øge forældrekompetencer og forældrenes indbyrdes kommunikation.
Fokus på job og uddannelse – fordi det er der, man bryder den sociale arv. Jobdelen skal
fylde 30-40% af indsatsen.
Beder netværk og familie om at overveje, hvad de kan tilbyde.
Katja Vitke fortæller om sine oplevelser med indsatsen.
o Katja blev krænket som barn (ca. 10 år), og der gik et år, før det blev sagt. Hun har været i
pleje, haft det dårligt, pjækket etc.
o Bliver gravid som 18-årig og flytter for sig selv – her kommer hun på mor/barn-hjem, og der
bliver iværksat en masse ting – familiekonsulenter osv.
o Nyt forhold med vold, stoffer og kriminalitet og får et barn til. De to store børn bliver
anbragt. Får et for tidligt født barn. Bor på krisecenter.
o Katja bliver en del af projektet og får hjemgivet den store pige.
o Hun er meget glad for sin casemanager og for netværksmøder. Casemanageren hjælper
hende med at blive hørt. ”Nu kan jeg nøjes med at gå til èn”, fortæller hun lettet.
Uddeling af Hannah-prisen v. Peter Mygind
Hovedpointe: ”I er autoriteter i andres menneskers liv – og det er så sindssygt vigtig at opleve, at
der er et menneske, der tror på en”.
Vores prismodtager er en, der tror på andre mennesker. Du gør en forskel.
V. Hanna Andresen
Grunden til at Leif Dam Christensen skal have prisen: ”Leif har gået i Skovparken i Kolding i 21 år
og taget sig af børnene. Han startede med en skurvogn, men i 2005 fik han bygget et rigtig fint
hus. Børnekontakten”.
Kit Broholm, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Sådan forebygger vi alkoholproblemer i
børnefamilier
o Mange af de mest belastede børn kommer fra familier med psykisk sygdom el.
Alkoholproblemer.
o Noget af det vigtigste er, at vi begynder at italesætte, at det ikke er noget privat at have et
alkoholproblem. At italesætte det i det offentlige rum, hver gang man møder forældre, der
drikker. Bryd tabuet. Tag ansvaret for at gribe ind – vi har alle et ansvar.
o Min kongstanke: på alle uddannelser, hvor man i fremtiden skal have med mennesker at
gøre, skal man undervises i, hvad alkohol gør ved børn og familier, og hvem man som
fagperson kan henvise til etc.
3
o
o
o
o
o
o
Man skal tale med forældrene – henvise dem til familieorienteret alkoholbehandling. Men
det er svært.
Vi har kigget på nogle sager, men det er SÅ svært for socialrådgiverne at se det. Når mor
siger, at jeg bager kage, er det svært at se igennem det. Man burde systematisk spørge til
alkoholvaner. Det er som regel ikke forældrene, der ikke vil snakke om det, men
sagsbehandlerne.
Tidlig opsporing og det skal ligge i alle vores grunduddannelser.
Tidligere var det blot den afhængige, der kom i behandling, men nu ved vi, at det at tage
hele familien i behandling har en effekt på den afhængige og derved hele familien.
Familieorienteret alkoholbehandling – familierne er utroligt glade for det.
Selv når de unge er flyttet hjemmefra, tager de ansvar for forældrene. Så forældrene SKAL
stadig inddrages.
Lotus Turéll, At vokse op som barn i et socialt højstatushjem med svære
misbrugsproblemer.
o Lotus fortæller om at blive forladt fysisk og emotionelt.
o Hun fortæller om, om da det går op for hende, at hun har brug for hjælp. Da er hun 23. Hun
hørte at, hvis børn og unge ikke får hjælp, kan de opleve udviklingsforstyrrelser og blev
bange for, at det var for sent ikke at blive udviklingsforstyrret, blive god mor, få gode
relationer – bl.a. til mænd.
o Hvordan spotter man en pige som Lotus? Skæve reaktioner. Når pigerne og drengene
sloges for sjov, involverede jeg mig og tog parti. Jeg frøs – kunne ikke rejse mig fra stolen,
når det ringede ud. Kunne ikke ligge og slappe af i gymnastikstimerne – lå som en pind
med knyttede næver.
o Se på kroppen. Man bliver så dygtig til at dække over mange ting, men kroppen og
finmimikken sladrer ikke.
o Var tit ved lægen med diffuse smerter. Altid haft enormt dårlig tænder – når kroppen er i
akut stress tilstand (permanent), så æder kroppen sine egne vitaminer og mineraler, så
man blandt andet selv danner karies.
Sophia Ziegler, Sikkerhedsplaner
Sophia er selv tidligere anbragt, brændt barn, uddannet socialrådgiver.
o Sikkerhedsplaner er en forebyggende foranstaltning. Det er en helhedsorienteret indsats
med inddragelse af netværk – det er de langvarige relationer, der betyder noget. Det er
familien, der selv har interesse i at være der.
o Man laver konkrete aftaler for barnets hverdag – anbringelse i hjemmet.
o Hvad gør vi, hvis familien/barnet ikke overholder aftalerne.
o Terapeutisk proces med forældrene, hvor børnene sammen med forældrene ord sætter ord
på, hvilke problemer der er.
o Det er en familiebaseret løsning som tager udgangspunkt i lige netop denne families unikke
situation.
o Ikke kun metode til fysisk sikkerhed, men også trivsel og udvikling.
Simone Petersen, om at have en sikkerhedsplan.
o Mor til et anbragt barn. Nadja bliver tvangsfjernet, da hun er seks uger. Der blev lavet §50
undersøgelse ud fra et møde. Hun har meget lidt samvær.
o Bliver gravid og flytter fra Tårnby til Københavns kommune. Tårnby har planlagt at fjerne
barn nr. 2., men Københavns kommune sætter sikkerhedsplan op, hvilket Simone oplevede
som meget positivt.
4
o
o
o
o
o
o
o
Hun har møde en gang om måneden med kommune og netværk, hvor der uddeles
karakterer fra 0-10. Hvis man fik 0 ville barnet blive anbragt. Simone er glad for
karaktergivningen, da hun føler, at det giver hende en mulighed for at følge med i sin
situation.
Kommunen ville gerne, at hun skulle arbejde med at f.eks. snakke med Jasmin, de spæde
datter, foran kommunen.
Kommunen stillede krav om, at hun ikke kunne bo med sin kæreste, da de skændtes for
meget. Hun flyttede på krisecenter.
Simone fik tillid til teamet af familiebehandlere og sagsbehandlere.
I dag har hun ingen relation til sin 4-årige datter.
Sikkerhedsplanen for den yngste datter er blevet lukket – hun trives og har det godt.
På spørgsmålet om, hvordan Simone oplevede det at hendes netværk blev inddraget,
svarer hun: ”Det var dejligt, at nogle jeg kendte godt og stolede på blev inddraget”.
Sophia Ziegler, Sådan gennemføres den gode børnesamtale
o Det handler om, hvordan vi hører barnet. Udvis tillid og ydmyghed.
o Større samarbejde – inddrage de studerende noget mere.
o Sophia fortæller om sit BA-projekt, en fortællebog for børn, der har været under en
sikkerhedsplan.
o Vi kan have tonsvis af metoder, men det at snakke med børn handler ikke nødvendigvis om
uddannelse, men om indlevelse og interesse.
o Det hjalp med at få en dreng til at åbne op at tage en god gåtur rundt om søerne - i
modsætning til at sidde statisk ved et bord. Giv tid og plads, og vær ikke bange for at
tænke lidt ud af boksen hvad stedet for samtalen angår.
Steffie Boyschau
Steffie fortæller om den dag, hvor misbruget bliver afsløret i 2001. Steffie afhøres i seks timer på
en politistation. Før det var der var ingen, der spurgte Steffie eller hendes søskende om, hvordan
de havde det. Hun kom aldrig til børnesamtale.
På spørgsmålet om, hvordan man skulle have spurgt til en pige som hende, svarer Steffie: ”Stil
konkrete spørgsmål - hvad sker der derhjemme? Hvad er der galt? Etc.”. Der burde være have
været masser af incitamenter til at spørge, da Steffie tit ikke kunne ikke sidde ned, ingen
madpakke havde med, og hun faldt i søvn i skolen.
Karen Glistrup foreslår fra salen, at man måske mere skal fortælle børnene, hvad man ser og
fortælle dem ”at jeg tænker på dig, bekymrer mig for dig”. De direkte spørgsmål kan let få barnet til
at føle, at det skal svare rigtigt.
Anders Højen, Sådan løfter vi læringen
o Det handler om at forbedre sprogtilegnelsen for dem, der har brug for det. Løsning: mere
og bedre sprog.
o Sprogtilegnelsen starter allerede, mens vi er spæde ved at vores forældre taler til os.
o Børn i hjem med mange bøger har lettere ved at tilegne sig sprog. I bøgerne kommer man
væk fra her og nu-situationer til Kina, mejetærsker etc.
o Rim – noget er det samme, men noget er forskelligt. Man lærer at skille ordene ad, men
man får også lettere ved at lære at læse.
o Man får fortrolighed med bøger og lærer lyd til bogstav-korrespondance.
o Når man starter i skolen, har den boglæsende et forspring, som den ikke-boglæsende
aldrig indhenter – statistisk set.
5
o
o
o
Hvordan styrker man sprogstimuleringen hos de ikke så gode forældre? Man når børnene
gennem daginstitutionerne – Vi lærer sprog – kommer på emuportalen.
Stil åbne spørgsmål til børn: hvad synes du om, hvad tror du. Sproget bliver bedre, når vi
bruger det.
Mål, krav og test.
Bettina Smed, Mønsterbryderprogrammet
Se de meget udførlige slides i vedhæftede slideshow og gå eventuelt ind og tryk like på Huset
Zornigs facebookside, så kan du følge med i, når programmet kommer.
Michella Ermark
Spiseforstyrret i 16 år. Michella har været i praktik i Huset Zornig i et år, hvor hun har været tæt
knyttet til både Lisbeth og Bettina samt deltaget i og bidraget til diverse møder og projekter.
Michella er flyttet i egen lejlighed, har opgraderet sin praktik fra to timer ugentligt til 15+ og er pt.
ved at sætte et teaterstykke op om spiseforstyrrelser.
Morten Enghave, Securitas
Projekt go-for-it er et CSR-projekt, hvor Securitas’ medarbejdere fungerer som mentorer for socialt
belastede unge mennesker. De har haft utroligt stor succes med det. Se de meget udførlige slides
i vedhæftede slideshow.
Sarah Libra Locc Johansen afsluttede med sangen ”Smerten i mig”. Hvis du har lyst til et genhør,
kan du finde den på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=C1TMt2v2N-E
Huset Zornig siger tak til alle for en dejlig dag.
6