OLIVER - Augustiana

Veje der krydses
Crossroads
OLIVER
Skulpturer og raderinger
Odense Valgmenighed 2015
Three Cultures, 2006
2
Introduktion til udstillingen ”Veje der krydses”
Når to veje mødes, er der også to veje at gå. Så
et vejkryds, en korsvej, er det sted, hvor man
kan mødes eller hvor man skilles.
Disse betydninger ligger i det engelske ord:
CROSSROAD. Og derfor hedder den udstilling,
som Odense Valgmenighed med glæde byder ind til: ”Veje der krydses”, eller på engelsk
’Crossroads’, for kunstneren Perry Oliver har alle
aspekter med i sine skulpturer. Oliver er fra USA,
men har levet de sidste 45 år i Andalusien i Sydspanien. Han er optaget af, hvordan vi kan leve
sammen i forskellige kulturer og forskellige religioner uden at blive fjendtlige overfor hinanden.
At tro og at have en tro er at have tillid, - til Gud
og til mennesker. Men ikke nødvendigvis at ville
have ret eller skulle have ret.
Oliver lever og arbejder i Andalusien. Det var
den sidste provins i Spanien, hvor de muslimske maurere havde hjemme, inden de blev fordrevet af kongeparret Isabella og Ferdinand i
1492. Næsten samtidig blev alle Spaniens jøder
fordrevet. Derfor er Andalusien et særligt sted
i Europa, for her har jødedom, kristendom og
islam levet side om side i århundreder, inden
den katolske kongemagt slog til med sværd og
udrensning.
Når vi på dansk i 2015 bruger ordet ”korsvej”, så vil det kunne forstås på flere måder.
Ja, vore veje skilles ved selve ordet, fordi vi forstår det forskelligt.
Der er en særlig kristen fromhedstradition, hvor
man vil forstå ordet ’korsvej’ som den lidelsesvej, Jesus gik langfredag. Han gik, siger man,
med tværbjælken til korset ad Via Dolorosa ud
til sin henrettelse på Golgata. Denne lidelsesvej
blev til et religiøst symbol, som man husker ved
en årlig gudstjeneste i den romersk-katolske kirke. I alle katolske kirker har man små billeder
på begge langsider med i alt 14 ”korsvejsstationer”, som man langfredag vandrer forbi, mens
man gør ophold ved hver ”station”. Her læses
et stykke fra Jesu lidelseshistorie og der holdes
en lille meditation, også over den lidelse, der er
i verden nu.
Med blandt andet denne langfredagstradition
kom ordet ”korsvej” til at få en symbolsk betydning, nemlig som et billede på den modgang, et
menneske kan komme ud for, hvor der er lidelser og smerte.
Men ordet korsvej betyder jo også ganske enkelt et vejkryds. I folkeeventyrerne står hovedpersonen tit ved en korsvej. Et sted, hvor der
skal træffes en beslutning om, hvilken vej man
skal gå. Man kan gå lige ud eller til højre eller til
venstre. Tit er den lille helt eller heltinde i eventyret i stor tvivl om, hvilken vej, de skal vælge. Men
så er der gerne en gammel mand eller en gammel kone eller måske et lille dyr, der kan hjælpe.
Så at ’stå ved en korsvej’ er et kendt dansk billede for det at skulle træffe et valg.
Oliver Perry er skulptør og grafisk kunstner. De
skulpturer og kobberraderinger, der udstilles i
Odense Valgmenighed har korsform som gennemgående motiv. Men det er kors, der er åbne,
for korset er åben for fortolkning. Det er kors,
der er organiske; ja, som var de levende. Det er
kors, der næsten har menneskeskikkelse, for tro
og tillid handler om mennesker og vores liv med
hinanden. Alle disse kors er åbne i deres form.
Ofte er det ”i fraværet” af materiale, at korsformen træder frem. Korsene er runde i formen og
på vej, for her er der ingen fjendtlighed, men en
solidarisk vandren side om side med hinanden.
Kors- skulpturerne udstilles sammen med Olivers grafik. Her mødes kors, davidstjerne og
halvmåne i en dynamisk harmoni. Det er udtryk
for en tillid til, at Gud omfavner sine mennesker
på de veje, vi krydser gennem livet.
Inger Hjuler Bergeon
Januar 2015
3
Three cultures V, 2006 | 1:1
4
Oliver: En mand og stålet
”Lad os glemme tingene og kun
give opmærksom til forholdene”.
Georges Braque
Oliver begyndte at lave skulpturer for femten år
siden med en intens passion til at materialisere
lagene af grafikerens blæk, som i en ren bevægelse sprang af papiret, til en plade af metal.
Hans første arbejde med plader af stål var en
direkte, ubrudt transposition af hans raderinger;
det var tilstrækkeligt, ikke kun teknisk, at løse
problemet med rumligt design. Materialet pålægger dets lov, og han, der lærer tilegner sig,
men der er mere i materialet, der bestemmer
retningen af vores muligheder. Fra udviklingen af
nogle stykker, vi kan sige i en bogstavelig oversættelse, begyndte levende former af stål at gro
frem. Olivers valg af materiale til hans værker
blev da definitive.
Vægten, tilstedeværelsen, den direkte lighed
i lagene af planer gjorde stålet til materialet for
hans første udforskning i skulpturer. Det kunne
være sket som hos Chillida, der begyndte hans
rejse med stål før noget andet materiale, der
havde hørt amboltens kalden med en nødven-
dighed til at bøje det sorte materiale med den
rene kraft fra en hammer. Oliver søgte efter en
metode, hvor stålet ville tilknytte sig til ham,
som var han ankommet fra et andet sted, en
fremmed i et hjemland af jern for at blive en indbygger i de hemmelige rum af vindens hjørner,
lade det træde ind i hans egen fædrene kultur
af at tegne, modellere og samle mulighederne
af et møde, båndet mellem et hårdt mørkt uhyre og en mand, der omfavner lyset. Kravene fra
uhyret kom hurtigt i crescendo og gik, som hos
Chillida, ind i et helligt rum, alt imens Oliver gik
ind i labyrinten. Og han gjorde det, som fornyligt
selvproklameret Martin Chirina, en sortsmed af
kunst, ved at sætte sin egen fod ned i rummet
af skulpturer. Ligesom Chillida holder fast, eller
omfavner det tomme rum, helliggør det, så skaber Oliver former, der omfavner hans åbne rum.
net refleksion ” en skulptur er ikke alene ét udtryk, de er mange udtryk”. Et afgørende spring
imod en symbolsk form; alle udtrykkene i et, alle
linjerne er kun én formation. De valgte motiver
er ekstremt rige og komplekse, når de tages ét
for ét, eller set sammen i et unisont hele: korset,
den sekskantede stjerne og den halve måne.
Fernando de la Rosa, kunstmaler
Málaga 2014
Oliver har været i stand til at give form til hans
billedsprog i skulpturerne med afsæt i de rumlige forhold, der er skabt i hans grafiske arbejde,
hvor en veludviklet dynamik med kraftfulde konstruktioner og kompositionelle mekanismer tilegner sig strukturen og balancen i deres kombinationer. Maleren og skulptøren Antonio Lopez
siger i en tilsyneladende simpel om end klarsy-
Henvisning: Den fulde tekst kan læses bagerst i kataloget.
5
Three Cultures I, 2014 | 1:1
6
Cross and crossroads, 2014
7
Wandering Star, 2014
8
Open Crescents, 2014
9
He, his Cross VIII, 2010
10
He, his Cross XI, 2012
11
Cross of the Perfect Couple, 2008
12
Pause, 2008
13
Toward Cross II, 2010
14
Crescent, 2008
15
Lateral Cross III, 2008
16
Cross with Cross, 2009
17
Toward Star II, 2014
18
Inner Star II, 2008
Open Star II, 2014
19
Three Cultures VII, 2006 | 1:1
20
Large etching of Three Cultures, 2012 | 1:2
21
He, his Cross, 2008
22
Toward Cross, 2006
23
Open Cross, 2011
24
She, her Cross, 2010
25
Assembly of Stars, 2006 – 2008
26
Procession, 2009 - 2010
27
Introduction to the exhibition “Veje der krydses - Crossroads”
When two roads are crossing, there are two
ways to go. So a road cross, a crossroad, is a
place where one can meet, or where one separates. These meanings are inherent in the English word “Crossroad”, so that is how to define
the title of the exhibition which Odense VM has
the pleasure to invite for “Veje der krydses”, or
in English “Crossroads”, because Oliver, the
artist, has all aspects included in his art. Oliver
is from USA, but has lived the past 45 years in
Andalusia of Southern Spain. He gives attention
toward how we can live together in different cultures and different religions without being hostile
to each other. To believe and to have Faith is to
have confidence – in God and in Human Beings.
But not necessarily to demand one’s own Right,
nor to be Right.
Oliver lives and works in Andalusia. This place
was the last Region in Spain where the Muslim Moorish had their homes, before they were
expelled by the Royal couple Isabella and Ferdinand in 1492. Almost simultaneously all Spanish Jews were expelled. That makes Andalusia
a special place in Europe, because throughout
centuries the Judaism, Christianity and Islam lived here side by side, before the Catholic Kingdom hit against them with the sword and purge. When we in Danish in 2015 use the word
”Crossroad”, it can be understood in multiple
ways. Yes, our roads separate by the word itself,
because we understand it differently.
28
There is a special Christian tradition of piety,
where the word “crossroads” is to be understood as the Road of Sufferings, which Jesus
walked on Good Friday. In a saying, he walked with the cross-beam for the cross via Dolorosa all the way to his execution at Golgotha.
This suffering-road became a religious symbol
to be remembered at an annual service in the
Roman-Catholic Church. All Catholic churches
have small images on both sides with the 14
“crossroad stations” to walk by on Good Friday.
Reading pieces of the Passion of Christ, with a
brief meditation, as well for the world’s sufferings
today. Among other traditions of this Good Friday the word “Crossroad” became significant
symbolically as an image of human suffering,
which we might experience, where suffering
and pain exist. But the word ”crossroad” also
means very simple a cross road. In folk tales the
protagonist often stands at a crossroad, a place
where one has to make a decision: which way
to go? One can go straight, or to the right, or to
the left. Often the little hero in a fairytale in a big
forest doubts which way to choose. But often
then an old man, or an old woman, or perhaps a
little animal is able to help. Standing by a Crossroad is a well-known image for being obliged to
make a choice.
Oliver is a Sculptor and Graphic Artist. These
sculptures and etchings exhibited in Odense
Valgmenighed have the form of crosses as a
continuous motive. But it is Crosses that are
open, because the Cross is open for an interpretation. It is Crosses which are organic, yes,
like they were alive. It is Crosses which almost
have the shape of Human Beings, because Faith and Confidence is about human beings and
our lives together. All these crosses are open in
their form. Often it is in the absence of material
that the Cross shape appears. The Crosses are
formed embracing, on their way, because here
is no hostility, instead there is a solidarity wandering side by side with each other.
The Cross-sculptures are exhibited together
with Oliver´s Graphics. Here meets the Cross,
Star of David and the Crescent Moon in a dynamic harmony. This is an expression of confidence that God embraces his Human Beings
on roads that we all cross throughout our lives.
Inger Hjuler Bergeon
Januar 2015
OLIVER: a man and the steel
Let us forget the things and
only attend the relationships.
Georges Braque
Oliver came to sculpture fifteen years ago with
the intense desire to materialize in a sheet of
metal the layers of printmaker´s ink that, in pure
movement, were jumping off the paper. His first
work with sheets of steel was a direct, unbroken transposition of his etchings; that was sufficient — and not only technically — to resolve
the problem of spatial design. The material imposes its law, and he who learns submits, but
there is more in the material that determines the
direction of our options. From the development
of some pieces, we might say in a literal translation, living forms of steel began to grow. Oliver´s
choice of material for his work then became
definitive. The weight, the presence, the direct
analogy in layers of planes, made steel the material of his first adventure in sculpture. It could
have happened to Chillida who began his journey with steel before any other material, having
heard the call of the anvil with an urge to bend
the glowing black material by the pure force of
the hammer. Oliver looked for a method where
the steel would adapt to him, as if he was arriving from another place, a stranger in a ferric
homeland, to become a resident in secret alcoves at the corners of the wind, letting it enter
into his own ancestral culture to draw, model,
and assemble the possibilities of an encounter,
Oliver has been able to give form to his imagery
in sculpture departing from the spatial relationships created in his prints, where dynamics
with forceful constructional and compositional
mechanisms were developed, assimilating the
structure and balance in their combinations.
The painter and sculptor Antonio Lopez says
in an apparently simple yet lucid reflection. “A
sculpture is not only one image, they are many
images”. A decisive leap toward symbolic form;
all the images in one, all the shapes in only one
formation. The selected motifs are extremely
rich and complex taken one by one and when
not, then seen together in unison: the cross, the
six-pointed star and the half moon.
the volumes of emerging forms or deep within
the diminishing space of shadows, not unlike
they do in the blocks and bands interwoven
in the canvases of Sean Scully. In the mission
with sculpture, Oliver crosses two concepts,
two opposing complimentary questions, like the
two transversals of the same cross: the object
and the idea; the physical reality of the material is crossed by the imaginative impulse of the
idea in a new conceptual play that gives birth
to new artistic creatures to delight our aesthetic
sensibility, placing us at the same crossroad as
its path through a human world. Right there is
where it is to cross the forms; the sculptor has
to make a decision, as if the forms were paths
where each one concentrates the energy of
change: the form that will be chosen and the
one to be abandoned. Both are transformed
in one singular form; the options become welded by the choice and the direction continues
ahead. To select is to give form, to renounce the
void, which in a way, converts all other possibilities into the unknown. The element defines itself
by the sureness of the selection; nonetheless,
the image that comes forth sways or stabilizes
which seems to engender new versions of itself.
In the poetry of signs, Oliver accepts the syncretism of the cross with its crossing of concepts which confront themselves in the crossroad. Crosses and crossroads are pathways that
our sculptor already had traveled in the graphic
work. His paths alternated in black and white,
advancing and withdrawing in bands between
With natural ease and without aesthetic or formal
fuss, Oliver intends to give the sculpture room
for all the imaginative in Being that, as human
beings, lives in the uncertainty of a crossroad,
like relationships it lives between space and its
mass, or more precisely, between the idea and its
own self as an image. Oliver says: I see friendship
the bonding between a hard dark beast and a
man who embraces the light. The demands of
the beast were rapidly in crescendo and, like
Chillida, went into the sacred space as Oliver
went into the labyrinth. And he did it as recently
auto-proclaimed Martin Chirino, blacksmith of
art, by putting his own foot into the spaces of
sculpture. If Chillida holds onto — or embraces
— empty space, sanctifying it, Oliver designs
around his open spaces.
29
as a crossroad. All are important for what they
contribute. There are perpendicular ones, intense
but do not last long. There are the almost parallel ones with their two arms side-by-side to the
horizon and beyond. In between these there are
many distinct kinds, and each relationship gives
and receives according to its nature.
In the sculpture “He, his Cross” (2008) the man
converts into cross, or is it that the cross has
become a man…? The weight of the symbol
has been bent-over in the image, giving-in to
the demands of plasticity, making the cross
carry itself with human resignation. They are not
two but instead only one in its duality, as we are
ourselves, when the friend returns to us our own
reflected image. How essential this indispensable reflection is for oneself.
In the realm of the cross, we cannot avoid
that the symbol multiplies in analogies due to
the form and function that is conferred upon it
in different cultures, for instance the Christian.
The cross owes its shape to sacrifice, hence it
has the human form, and seeing the cross evokes the image of Man, who adopts the shape
of the cross to which he remains nailed. Oliver
casts together man and cross in one image, full
of symbolism, humanizing the structure, giving
it an Otherness, duplicating it as a reflection,
where the very act of dying is traced as the figure´s own image. To the spectator these “acts”
of the cross suggest the intangible presence of
the element of “time”, simultaneously inducing
30
a sensitivity to the “breath of life” in the material, separating it from the geometry which, when
distilled, yielded that hyper cubic cross (tesseract) of Salvador Dalí, a profoundly valid crossroad
of art and mathematics, with which art approaches the fourth dimension, like the distant echo
of some painters who followed the steps of cubism upon an esoteric-mathematical promise.
In brief, it is the acting upon an inner life of the
material that converts the form to endow it with
a symbolic dimension. In some instances, this
dimension is embodied in the anthropomorphic.
With masterful drawing, in some of his pieces,
Oliver approaches a simplified structure with
which he adopts a surprisingly lively and expressive anatomy. We can see this wonder of artistic
sensibility in the series “He, his Cross VIII” (2010)
and “He, his Cross XII” (2012). In the interplay
that combines elements of a cubic body, as
might have been conceived by Léger or Malevich himself, the volume is simplified into the minimum of elements that can be articulated with
which to endow the body with movement and
drama. That situation does not alter one bit the
grace of these prostrated beings nor the sober
elegance of their concentration under the weight
of their own crosses. In his assembly “Procession” (2009-10), four pieces of the same series
make a procession in front of a tall and graceful
mast-like cross, one that rises above them and,
at the same time, inclines its “head” downward,
a clear allusion to the agony of Christ. In the
work “Cross and Crossroad” (2014) the figure of
an elongated cross (Christ) enters into a space
formed itself by a cross. This reverberating form,
this “provocative reflection” supposes for the artist a “crucial” encounter with the origin and the
theme of his crosses, manifesting simultaneously the poetic roots and introspective nature of his
work. Both scenes can be seen or interpreted
from multiple perspectives, but, as great works
of art will do, they leave a resonant echo in the
memory of a profound breath of life.
From a subjective approach, the existence of
“the cubist” in the sculpture of Oliver does not
pursue geometric speculation or the playfulness of a purely aesthetic dance, but instead it
is the discovery and construction of volumetric
elements that are complimentary in space and
in form; a good fortune of rhyme (remembering
Juan Gris) in which a productive dialogue is obtained by duplicating or multiplying. With the
dismembering of the theme in sculptures like
“Assembly of Stars” (2006-2008), “Inner Star”
(2012) or “Open Star” (2014), Oliver shows us at
once the multiplicity of form and the complexity
of idiom that articulates them, inviting the spectator to reconstruct, to recompose the visual
structure that restores a vision of its origin, as a
poetic rhyme does, returning to the final image
an echo of its first words. In this way, the spectator, who is immersed in the language, creates
subjective associations and accepts the playfulness in the rhythm that is created in the dialogue
with an interactive acceptance between imagination and reality.
To the extent that these signs enjoy a profound
symbolic essence, crosses, stars, and crescent
moons are lifelike as images and, by consequence, are alive in the mind of the spectator,
their meanings carved by the associations and
analogies of ancient cultures with their religious and philosophic roots. With this exercise in
sculpture, Oliver renews these associations and
analogies, illuminating and discovering unusual
aspects of the symbol by the invention of new
shapes. The half-moon reposing on its own
reflection in “Open Crescents” (2014) not only
speaks to us of the reflection in collective silence, but also about the necessity of the Other,
and only in the concurrence of this Other are we
able to connect to our own selves. This poetic
fragmentation we see revitalized in works like
“Inner Star” (2012) or “Pause” (2008), where
there is a balance between possibilities of openness and disintegration of form, converting the
points of a broken star into a “butterfly”.
Considering that the theme is constructed and
is articulated from the aforesaid symbols, these
sculptures of Oliver keep alive the bond between the object and the idea that sustains it,
that which has been termed by the academics
of symbolism as common rhythm, existing between two fundamental planes: of reality and of
imagination. This rhythm is not “a sensitive order in time”, but rather constitutes an element of
cohesion — and of coherence — between the
two planes, between the two orders of language. The rhythm is the result of a vital and com-
municative tension that is transmitted between
the image or the object created and the idea
that upholds the reality. Accordingly, the rhythm
can be understood as a series of methods or
established values between various elements
that have the same vital aspect, but it can also
be considered as a spatial similarity or formal
resemblance. In a broader sense, the meaning
and sensation of rhythm in the work is explained by the existence of something that reminds
and awakens an associative mental state. In this
case, the established rhymes — or methods —
let Oliver show us some of the connections that
exist between the symbol with its significance
and the objects it creates, whose appearance in
our imaginary world illuminates for the first time
unexpected analogies and associations.
idea. We are not the material, of which we are
made, but instead we are that of which we are
not made, that which we make ourselves as Human Beings; and, in reality, we identify ourselves
as part of the universe, which is what we are all
made of.”
Fernando de la Rosa,
painter
Apart from a certain monumental aspect, there are pieces among the sculptures of Oliver
that possess with secrecy the simplicity of a
talisman. Not only in small format work, like
“Crescent” (2008), but in those with elements of
great weight and complexity, like “Open cross”
(2011), the design of exterior space appears full
of mass when the rest is an inner space, which
constitutes the true essence of the form. Braque
said : the fortuitous reveals the existence. We
see the light because obscurity exists; we only
comprehend the light in the absence of it from
the spark that illuminates from within. It happens
when we find ourselves in front of a sculpture by
Oliver. The presence of spaces makes us realize that everything is a dual construcción of the
31
Oliver: En mand og stålet
”Lad os glemme tingene og kun
give opmærksom til forholdene”.
Georges Braque
Oliver begyndte at lave skulpturer for femten år
siden med en intens passion til at materialisere
lagene af grafikerens blæk, som i en ren bevægelse sprang af papiret, til en plade af metal.
Hans første arbejde med plader af stål var en
direkte, ubrudt transposition af hans raderinger;
det var tilstrækkeligt, ikke kun teknisk, at løse
problemet med rumligt design.
Materialet pålægger dets lov, og han, der lærer
tilegner sig, men der er mere i materialet, der
bestemmer retningen af vores muligheder. Fra
udviklingen af nogle stykker, vi kan sige i en bogstavelig oversættelse, begyndte levende former
af stål at gro frem. Olivers valg af materiale til
hans værker blev da definitive.
Vægten, tilstedeværelsen, den direkte lighed
i lagene af planer gjorde stålet til materialet for
hans første udforskning i skulpturer. Det kunne
være sket som hos Chillida, der begyndte hans
rejse med stål før noget andet materiale, der
havde hørt amboltens kalden med en nødvendighed til at bøje det sorte materiale med den
rene kraft fra en hammer. Oliver søgte efter en
metode, hvor stålet ville tilknytte sig til ham,
som var han ankommet fra et andet sted, en
fremmed i et hjemland af jern for at blive en indbygger i de hemmelige rum af vindens hjørner,
lade det træde ind i hans egen fædrene kultur
32
af at tegne, modellere og samle mulighederne
af et møde, båndet mellem et hårdt mørkt uhyre og en mand, der omfavner lyset. Kravene fra
uhyret kom hurtigt i crescendo og gik, som hos
Chillida, ind i et helligt rum, alt imens Oliver gik
ind i labyrinten. Og han gjorde det, som fornyligt
selvproklameret Martin Chirina, en sortsmed af
kunst, ved at sætte sin egen fod ned i rummet
af skulpturer. Ligesom Chillida holder fast, eller
omfavner det tomme rum, helliggør det, så skaber Oliver former, der omfavner hans åbne rum.
Oliver har været i stand til at give form til hans
billedsprog i skulpturerne med afsæt i de rumlige forhold, der er skabt i hans grafiske arbejde, hvor en veludviklet dynamik med kraftfulde
konstruktioner og kompositionelle mekanismer
tilegner sig strukturen og balancen i deres
kombinationer. Maleren og skulptøren Antonio
Lopez siger i en tilsyneladende simpel om end
klarsynet refleksion ” en skulptur er ikke alene ét
udtryk, de er mange udtryk”
Et afgørende spring imod en symbolsk form; alle
udtrykkene i et, alle linjerne er kun én formation.
De valgte motiver er ekstremt rige og komplekse, når de tages ét for ét, eller set sammen i
et unisont hele: korset, den sekskantede stjerne
og den halve måne.
I tegnenes poesi accepterer Oliver synkretismen af korset, en sammensmeltning med dets
krydsning af koncepter, der konfronterer dem
selv i en korsvej. Kors og korsveje er veje som
vores skulptør allerede havde rejst i det grafiske
arbejde. Han vej vekslede i hvid og sort, rækkende frem og trække sig tilbage i bånd mellem mængden af former, der dukkede op, eller
dybt i rum af faldende skygger, ikke ulig med de
blokke og bånd, der er vævet ind i hinanden på
lærredet af Sean Scully.
I sin opgave med skulpturer krydser Oliver to
koncepter, to modsatte komplimentære spørgsmål, som de to transversale linjer af det samme kors: objektet og ideen; den fysiske realitet
af materialet er krydset med forestillingen om
ideens impuls i et nyt konceptuelt spil, der føder nye kunstneriske skabelser til fryd for vores
æstetiske følsomhed, placerer os på den samme korsvej som dets vej gennem en menneskelig verden. Lige der, er det at krydse formerne;
kunstneren må tage sin beslutning, som var
formerne en vej, hvor hver enkelt koncentrerer
energien af forandring. Formen, der bliver valgt,
og den, der bliver kasseret. Begge transformeres til en enkelt form. Mulighederne bliver svejset
sammen gennem valget, og retningen fortsætter
fremad. At vælge er at give form, at give afkald
på tomheden, der på en måde konvertere alle
andre muligheder ind i det ukendte. Elementet
definerer sig selv gennem overbevisningen i valget, ikke desto mindre, udtrykket, der kommer
frem enten svajer, eller stabiliseres, hvilket ser ud
til at skabe nye versioner af dets selv.
Med naturlig lethed og uden æstetisk, eller formelt besvær, Oliver har til hensigt at give skulp-
turen rum til alle forestillinger i Væren, der som
mennesker, lever i en ubestemmelighed af korsveje, lige som forhold lever mellem tomhed og
dets substans, eller mere præcist, mellem ideen
og dets selv som et udtryk. Oliver siger: ” Jeg
ser venskaber som en korsvej. Alle er vigtige,
hvad de bidrager med. Der er nogen, de er vinkelrette, intense, men de holder ikke længe. Der
er de nærmest parallelle med deres to arme side
om side til horisonten og ud over denne. Imellem disse er der mange distinkte slags, hvert
forhold giver og modtager ud fra dets natur. I
skulpturen “He, his Cross” (2008) konverterer
manden til kors, eller er det korset, der bliver til
en mand? Vægten af symbolet er blevet bøjet i
udtrykket, overgivet til kravet om foranderlighed,
gjort korset til korsbærer med menneskelig resignation. De er ikke to, men er i stedet kun én
i dets dualitet, som vi selv er, når vennen returnerer til vore eget reflekterede selvbillede. Denne
uundværlige refleksion er essentiel for én selv.
I korsets verden kan vi ikke afvise, at symbolet
formerer sig i ligheder på grund af formen og
funktionen, der tillægges i forskellige kulturer,
som i den Kristne. Korset skylder dets form til
opofrelse, derfor har det den menneskelige
form, og synet af korset vækker billedet af en
mand, der antager form som et kors, hvortil
han forbliver naglet. Oliver støber mand og kors
sammen til ét udtryk, fuld af symbolisme, menneskeliggør strukturen, giver det en andethed,
gengiver udtrykket som en refleksion. Alle er i
den samme akt af at være døende i den præcise
forfølgelse af sin egen figur. For tilskueren foreslår disse bevægelser af korset det uhåndgribelige nærvær af elementet Tid, samtidigt indgiver
det en følsomhed for en bestemt ”Livsånde” i
materialet, adskiller det fra geometrien, som, når
det er destilleret, gav det over-kubiske kors af
Salvador Dalí, en dybtgående sand korsvej af
kunst og matematik, med hvilken kunst imødegår en fjerde dimension, som på en måde det
fjerne ekko af nogle malere, der fulgte trinene i
kubismen på et esoterisk-matematisk løfte.
Kort sagt, det er handlingerne og det indre liv
af materialet der konverterer formen til at tilføre
en symbolsk dimension. I nogle tilfælde er denne dimension indlejret i det menneskelignende.
Med mesterlig tegning imødegår Oliver i nogle af
hans værker en simplificeret struktur, hvormed
han overraskende adopterer en levende og udtryksfuld anatomi. Vi kan se dette vidunder af
kunstnerisk følsomhed i serien ”He, his Cross
VIII” (2010) og ”He, his Cross XII” (2012). I mellemspilet der kombinerer elementer af kubisk
krop, som måske er udtænkt af Léger, eller Malevich selv, er omfanget af elementer simplificeret til et minimum, der kan artikuleres for hermed
at tilføre kroppen bevægelse og drama. Den situation forandrer ikke det mindste den elegante
ynde i disse bøjede væsener. Heller ikke den
sobre elegance af deres koncentration under
vægten af deres eget kors. I hans samling ”Processionen” (2009 – 2010) udgør fire stykker fra
den samme serie en procession foran et højt og
yndefuldt mastlignende kors, der rejser sig over
dem og på samme tid hælder sit hoved nedad,
som en klar hentydning til Kristi kval.
I værket ”kors og korsvej” (2014) træder figuren af et langstrakt kors (Kristus) ind i et rum
formet af sig selv ved et kors. Denne rungende
form, denne ”provokerende refleksion” antager
for kunstneren et afgørende møde med det oprindelige og temaet af hans kors, der samtidigt
manifesterer sig med de poetiske rødder og den
indadvendte natur i hans værker. Begge scener
kan ses, eller fortolkes fra mangfoldige perspektiver, men, som store kunstværker gør, efterlader de en resonans, et ekko i erindringen af et
dybtgående åndedræt af liv. Fra en subjektiv tilgang, eksistensen af “kubisten” i Olivers skulptur forfølger ikke en geometrisk spekulation, eller
leger en rent æstetiske dans, men er i stedet en
opdagelse og konstruktionen af rumfangets elementer, der er komplimentære i rum og i form;
et godt held af rim (huskende Juan Gris) i hvilken
en produktiv dialog er fremstillet ved gengivelse,
eller mangfoldighed.
Ved opsplitning af temaet i skulpturerne som i
”Assembly of Stars” (2006 – 2008), ”Inner Star”
(2012), eller ”Open Star” (2014), viser Oliver os
på en gang mangfoldigheden af form og kompleksitet af formsprog, der artikulerer dem, tilskueren inviteres til at rekonstruere, til at komponere den visuelle struktur, der genopretter
den oprindelige vision, som et poetisk rim gør,
vender tilbage til det endelige udtryk med ekko
af dets første ord. På denne måde skaber til-
33
skueren, der er fordybet i sproget, ens egne associationer og accepterer legen i rytmen, der er
skabt i dialogen med en fælles accept imellem
forestilling og virkelighed.
I den udstrækning at disse tegn nyder en dybtgående symbolsk essens, kors, stjerner og halvmåner er livagtige i udtrykkene og som konsekvens er levende i bevidstheden hos tilskueren,
deres betydninger graveret med associationer
og ligheder af fortidens kulturer med deres religiøse og filosofiske rødder. Med denne øvelse
i skulpturerne fornyer Oliver disse associationer
og ligheder, belyser og opdager usædvanlige
aspekter i symbolerne ved at gå ind i nye former. Halv månen hvilende på sin egen refleksion
i “Open Crescents” (2014) taler ikke alene til os
om refleksionen i kollektiv stilhed, men også om
nødvendigheden af den Anden, og kun i samstemthed med denne anden er vi i stand til at
knytte os til vort eget selv. Denne poetiske fragmentering ser vi genoplivet i værkerne som ”Inner Star” (2012), eller ”Pause” (2008), hvor der
er en balance mellem mulighederne af åbenhed
og opsplitning af formen, konverterer punkterne
i en knækket stjerne til en ”sommerfugl”.
I betragtning af at temaet er konstrueret og er
artikuleret ud fra de førnævnte symboler, Olivers
skulpturer holder liv i båndet mellem objektet
og ideen, der opretholder det, som må fastlægges af den akademiske symbolisme som fælles
rytme, eksisterende imellem to fundamentale
planer: virkeligheden og forestillingen. Denne
34
rytme er ikke ”en følsom rækkefølge i tid”, men
konstituerer snarere et element af samhørighed
– og en sammenhæng – imellem de to planer,
imellem de to rækkefølger af sprog. Rytmen er
resultatet af en levende og kommunikativ spænding, der er overført imellem udtrykket, eller det
skabte objekt og ideen, der opretholder virkeligheden.
I overensstemmelse hermed kan rytmen forstås som en serie af metoder, eller etablerede
værdier imellem forskellige elementer, der har
det samme levende aspekt, men det kan også
overvejes som en rumlig lighed, eller formel lighed. I en bredere forstand, meningen og fornemmelsen af rytme i værkerne er forklaret ved
eksistensen af noget, der minder og vækker en
associative mental tilstand. I dette tilfælde, de
etablerede rim, eller metoder – lad Oliver vise os
nogle af forbindelserne, der eksisterer mellem
symbolet med dets betydning og de objekter,
det skaber. Deres tilsynekomst i vores forestillings verden belyser for første gang uventede
ligheder og korrespondancer
Udover et bestemt monumentalt aspekt, er der
værker imellem Olivers skulpturer, der hemmeligt antyder enkeltheden af en talismand. Ikke
kun det lille format, som ”Crescent” (2008),
men i de elementer af stor vægt og kompleksitet, som ”Open Cross” (2011). Skabelsen af
det ydre rum fremstår fyldt af substans, når resten er et indre rum, der konstituerer den sande
essens af formen. Braque sagde: ”det tilfældige
viser det eksisterende”. Vi ser lyset, fordi dunkelheden findes. Vi forstår kun lyset i fraværet
af det, fra gnisten der oplyser indefra. Det sker,
når vi finder os selv foran en skulptur af Oliver.
Tilstedeværelsen af rum gør, at vi erkender, at
alting er en dobbelt konstruktion af ideen. Vi er
ikke det materiale, som vi er gjort af, men i stedet det, som vi ikke er gjort af, der, hvor vi gør
os til mennesker, og i virkeligheden, identificerer
os selv som en del af universet, som er det, vi
alle er gjort af
FERNANDO DE LA ROSA,
kunstmaler
PERRY OLIVER
Perry Oliver er født I Pennsylvania, U.S.A. (1941). Gennem hans rejser i 1968
kom han til Nerja på den sydlige kyst af Spanien. Han blev i landsbyen, og
hans liv som kunstner begyndte her. En ven introducerede ham til raderings
teknikken, og han udviklede sig som grafisk kunstner gennem mange år. Det
billedsprog blev grundlaget for hans første skulptur (1999). Han byggede sit
skulptur-atelier i Frigilianas bjerge. Senere blev også trykke-atelier indrettet
der. Til sidst (2010) blev ”cortijo´en” hjem for Oliver og hans hustru Jenny.
Gennem hele perioden 1975 – 1999 udstillede Oliver sine grafiske værker
i Spanien, U.S.A., Danmark, Tyskland, og andre lande. Med den stigende
tilstedeværelse af skulpturer udviklede udstillinger og projekter sig, primært
i Spanien og Danmark. Hans værker har modtaget flere priser og andre
former for anerkendelse, og er inkluderet i et antal offentlige og private samlinger.
I de seneste år har hans værker været udstillet på Museum of Contemporary Spanish Prints (Marbella), the Picasso Foundation (Málaga), the Jens
Nielsen & Olivia Holm-Møller Museum (Holstebro), The Municipal Museum
La Coracha (Málaga), the sala Mare Nostrum (Cala del Moral), The Convent
of San Francisco (Vélez-Málaga), the Augustiana Skulptur park (Augustenborg), NordArt 2014 (Büdelsdorf), samt andre institutioner og gallerier. Der
er permanent udstillet offentlige installationer af hans skulpturer i Tvis (Denmark), Frigiliana, Valencia, Puebla de la Sierra of Madrid (alle Spanien).
35
PERRY OLIVER
Perry Oliver was born in Pennsylvania, U.S.A. (1941). During his travels in
1968, he came to Nerja on the Southern coast of Spain. He stayed in the
village, and his life as an artist began there. A friend introduced him to the
etching technique, and he developed as a graphic artist for many years.
That imagery became the foundation for his first sculptures (1999). He built
his sculpture studio in the hills of Frigiliana. Later the printmaking studio was
installed there. Eventually (2010) that “cortijo” became the home for Oliver
and his wife Jenny.
Throughout the period of 1975-1999, he exhibited his graphic work in Spain,
the United States, Denmark, Germany, and other countries. With the increasing presence of sculpture, exhibitions and projects developed primarily in
Spain and Denmark. His work has received various awards and other forms
of recognition, and it is included in numerous public and private collections.
In recent years, his work has been exhibited at the Museum of Contemporary Spanish Prints (Marbella), the Picasso Foundation (Málaga), the Jens
Nielsen & Olivia Holm-Møller Museum (Holstebro), the Municipal Museum
La Coracha (Málaga), the sala Mare Nostrum (Cala del Moral), the Convent
of San Francisco (Vélez-Málaga), the Augustiana Sculpture Park (Augustenborg), NordArt 2014 (Büdelsdorf), among other institutions and galleries.
Permanent public installations of his sculptures are in Tvis (Denmark), Frigiliana, Valencia, Puebla de la Sierra of Madrid (Spain).
Cross and Ground II, 2014 | 1:1
36
INDEX
2
s222
Three Cultures with Robert Harding model for Frigiliana
2006
26x20x20
4
m163
Three cultures V
2009
12x8
6
m290
Three cultures I
2014
8x6
7
s465
Cross and crossroads
2014
50x22x13
8
s463
Wandering star
2014
33x24x12
9
s467
Open crescents I
2014
10x19x16
10
s388
He, his cross VIII
2010
19x12x10
11
s425
He, his cross XI
2012
16x15x10
12
s16
Cross of the perfect couple
2008
37x21x37
13s290Pause
2008
36x25x14
14
2010
16x15x3
15s266Crescent
2008
34x32x14
16
s263
Lateral cross III
2008
17x12x6
17
s324
Cross with cross
2009
32x20x12
18
s468
Toward star II
2014
20x14x3
19
s464
Open star II
2014
15x14x9
s267
Inner star II
2008
14x15x8
20
m168
Three cultures VII
2009
8x8
21
172
Three Cultures
2012
25x25
22
s235
He, his cross
2008
48x4x30
23
s226
Toward cross
2006
63x55x16
24
s404
Open Cross
2011
107x54x28
25
s331
She, her cross
2010
164x56x32
26
Assembly of stars
2006-08
185x170x140
27
Procession
2009-10
164x230x30
36
Cross and Ground II 2014 8x6
2014
8x6
s227
m231 Toward cross II
37 m256Cross
37
Kunstner/artist: Perry Oliver
Website: www.veroliver.com
Post:
Oliver
Apartardo 85
29780 Nerja
Spain
Mobil: 0034 6199 6964 6
E-mail: [email protected]
Editor: Oliver & Edel Thomsen
ISBN: 978-87-998047-0-2
Tryk: Toptryk Grafisk
Cross, 2014 | 1:1