Frie foredrag med abstracts

DANSK KIRURGISK SELSKABS ÅRSMØDE 12.-14. NOVEMBER 2014
ABSTRAKTER – Foredrag
F1
Bugvægsfunktion bliver bedre efter operation for giganthernie
1
2
1
Kristian K. Jensen, Michael Kjær, Lars N. Jørgensen
1
2
Abdominalcenter K & Institut for idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, Københavns universitet
Baggrund
Patienter med store incisionalhernier har en nedsat livskvalitet og muligvis nedsat funktion af bugvægsmuskulaturen. Der findes
forskellige teknikker til korrektion af store hernier, men der er ikke konsensus om den optimale behandling af lidelsen. Vi undersøgte
effekten af åben bugvægsrekonstruktion ad modum Rives-Stoppa assisteret af endoskopisk anterior component separation på styrken i bugvæggen. Hypotesen var, at styrken i bugvægsmuskulaturen blev forøget efter dette indgreb på grund af gendannelse af
linea alba.
Metode
Konsekutive patienter, som havde en horisontal fasciedefekt > 10 cm og gennemgik åben bugvægsrekonstruktion, blev inkluderet i
studiet. Disse patienter blev undersøgt præoperativt og ét år (+/- to uger) postoperativt. Det primære outcome var ændringen i
trunkal fleksionskraft målt med Good Strength dynamometer. Sekundære outcomes inkluderede trunkal ekstension, håndgrebsstyrke og styrke ved ben-ekstension. Overordnet og hernie-relateret livskvalitet blev målt ved brug af SF-36 og Carolinas Comfort Scale®.
En kontrolgruppe bestående af patienter med en intakt bugvæg gennemgik samme undersøgelser en enkelt gang. Studiet blev registreret på clinicaltrials.gov (NCT02011048).
Resultater
I alt 18 patienter blev inkluderet og sammenlignet med 18 patienter med intakt bugvæg. Styrken ved bugvægsfleksion var median
11,0 % forbedret et år postoperativt (P < 0,001). Trunkal ekstension var ligeledes forbedret, median 4,0 % (P = 0,005), mens håndgrebsstyrke (P = 0,717) og styrke ved ben-ekstension (P = 0,107) var uændret. Både generel og hernie-relateret livskvalitet var signifikante forbedret. Patienter med giganthernie havde præoperativt et nedsat bugvægfleksionsstyrke/ben-ekstensionsstyrke-ratio
sammenlignet med patienter med en intakt bugvæg (2,27 N/W vs. 2,61 N/W, P = 0,049). Dette ratio øgedes signifikant efter bugvægsrekonstruktion (2,64 N/W vs. 2,27 N/W, P = 0,002).
Konklusion
Et år efter operation for giganthernie med åben rekonstruktion af bugvæggen assisteret af endoskopisk component separation til
gendannelse af linea alba, var styrken i bugvæggen forbedret hos patienter med giganthernie. Denne optimering var specifik for
bugvæggen og resulterede i styrke sammenlignelig med patienter med en intakt bugvæg.
F2
Sene mesh-relaterede komplikationer efter åben og laparoskopisk incisionalhernie kirurgi
1
2
1
Dunja Kokotovic , Thue Bisgard , Frederik Helgstrand
1
2
Kirurgisk afdeling, Køge Sygehus , Gastroenheden, Hvidovre Hospital
Baggrund
Incisionalhernie operation er en hyppig kirurgisk procedure, og mesh til forstærkning af bugvæggen er guldstandard. Imidlertid er
der flere kasuistiske undersøgelser, der peger på, at mesher kan medføre sene komplikationer såsom enterokutane fistler, mesh
migration og ileus. Risikoen for sene mesh komplikationer er dog aldrig blevet belyst i en større kohorte.
Formålet med dette studie var at undersøge risikoen for sene mesh-relaterede komplikationer efter elektiv incisionalhernie kirurgi.
Metode
Alle patienter der fik foretaget en elektiv incisionalhernie operation fra 2007 til 2010 registreret i den Danske Herniedatabase blev
inkluderet. Patienterne blev fulgt op med data fra Landspatient Registret. Komplikationer blev defineret som operationskrævende
mesh-relaterede komplikationer. Journaler på alle patienter, der havde fået foretaget en abdominal kirurgisk procedure, blev gennemgået, for at se om operationen havde relation til den tidligere mesh implantation.
Resultater
I alt indgik der 2,875 patienter i studiet (åben operation: 1,118 patienter, laparoskopisk: 1,757 patienter). Median follow-up tid for
henholdsvis åbent og laparoskopisk opererede patienter var 61 og 64 måneder.
Igennem follow-up perioden steg risikoen for sene mesh-relaterede komplikationer kontinuerligt. Den samlede femårsrisiko for at
blive opereret for en mesh komplikation var 5% (åben = 6.2%, laparoskopisk = 4.1%). Mediantiden til en sen komplikation var 13 og
25 måneder for patienter, der henholdsvis var åbent og laparoskopisk opereret. For både åbne og laparoskopiske operationer var
tiltagende mesh størrelse korreleret med øget risiko for senere komplikationer. For åbne operationer fandt vi desuden, at patienter
med coatede polypropylen mesher havde færre mesh-relaterede komplikationer uafhængig af mesh placering.
Konklusion
Risikoen for sene mesh-relaterede komplikationer efter elektiv incisionalhernie operation steg kontinuerligt igennem de første fem
postoperative år. Tiltagende mesh størrelse var en uafhængig risikofaktor for sene komplikationer. Flere studier er nødvendige for at
bekræfte fundene for åbne operationer med coated polypropylen.
F3
Mortality and morbidity after major emergency gastro-intestinal surgery, analysis of temporal patterns
1
1
2
3
4
5
6
5
1
L.T. Tengberg , M. Cihoric , N. B. Foss , I. Gögenur , R. Henriksen , T. K. Jensen , L. B. J Nielsen , M. -B. Tolstrup , M. Bay-Nielsen
1
Gastro Unit Surgical Division, Copenhagen University Hospital, Hvidovre
2
Department of Anesthesiology and Intensive Care Medicine, Copenhagen University Hospital, Hvidovre
3
Department of Gastrointestinal Surgery, Copenhagen University Hospital, Køge
4
Department of Gastrointestinal Surgery, Copenhagen University Hospital, Hillerød
5
Department of Gastrointestinal Surgery, Copenhagen University Hospital, Herlev
6
Department of Gastrointestinal Surgery, Copenhagen University Hospital, Bispebjerg
Background
Mortality and morbidity following major emergency gastrointestinal surgery is substantial. There is a paucity of data describing the
postoperative course and complication patterns after major emergency gastrointestinal surgery in details.
Method
The study was a population-based retrospective multicenter study and involved all major emergency gastrointestinal surgery patients aged 18 or above from four emergency surgical centers in the Capital Region of Denmark in 2012. Complications and/or death
occurring within 30 days postoperatively were registered using the Clavien-Dindo Classification.
Results
A total of 1139 patients were included. The unadjusted 30 day mortality was 20.2 % and 1-year mortality was 34 %. A total of 40 % of
the 30-day mortality cases were accumulated within the first 72 hours after surgery. 47 % of all patients had a major complication,
defined as Clavien-Dindo Classification grade of 3 or higher, within 30 days in a protracted pattern. The most common categories of
complications were abdominal infection (19.7 %), pulmonary (19.3 %), gastrointestinal (12.5 %) and cardiac (8.3 %). The median
postoperative length of stay (LOS) was 11 days (IQR 6-24).
Conclusion
There is a prolonged period with a high frequency of complications and death after major emergency gastrointestinal surgery. Our
results illustrate some of the challenges in deciding type and intensity of treatment in major emergency abdominal surgery, especially in the elderly. It is challenging in the emergency setting to identify the patients where surgery is futile.
Future studies should focus on perioperative standardized care bundles with risk stratification. Strategies for prevention and treatment of complications are urgently needed.
F4
Laparoscopy in major abdominal emergency surgery - is it safe?
1
2
2
Liv Bjerre Juul Nielsen , Line Toft Tengberg , Morten Bay-Nielsen .
1 Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital.
2 Gastroenheden, Kirurgisk Sektion, Hvidovre Hospital.
Background
Laparoscopy is well established in the majority of elective procedures in abdominal surgery. In contrast, it is primarily used in minor
surgery such as appendectomy or cholecystectomy in the emergent setting. This study aimed to analyze the safety and effectiveness
of a laparoscopic approach in a large cohort of major abdominal emergencies.
Methods
A population based cohort from the Region of Copenhagen Denmark in n=1139 patients undergoing major emergency abdominal
surgery in 2012.
Results
313 patients were operated with an initial laparoscopic approach. 37% were laparoscopically completed and 63% of operations were
converted to a laparotomy. Most conversions (40%) were for performing a bowel resection, 35% were caused by inadequate exposure, 2% were caused by accidental bleeding and 7% were due to iatrogenic injuries. The reoperation rate was 14% in the laparoscopic completed group versus 19% in the laparoscopic converted group. The most frequent cause for reoperation in the con-verted
group was for wound dehiscence. In 6 of 14 patients, an iatrogenic injury was followed by a re-operation. Major complications occurred after 31.6% of laparoscopic completed operations, after 46.4% of the converted operations and after 49.5% of the open operations. Median length of stay was 8 days in the laparoscopic group, 12 days in the converted group and 11 days in the group of open
opera-tions.
Conclusions
In a large, unselected group of major abdominal emergencies, we have found a low rate of complica-tions attributed to an initial
laparoscopic approach, and a high rate of conversion to open surgery, with only ten percent of the entire study population having
the benefits of a laparoscopic approach.
Side 2 af 20
F5
Internal Hernia in Pregnant Women After Gastric Bypass: A Retrospective Register-Based Cohort Study
C Gudbrand, L. Andreasen, A. Boilesen
Gastroenheden, Surgical Dep. Hvidovre Hospital
Background and Aims
Pregnant women who have previously had
laparoscopic Roux-en-Y gastric bypass surgery are increasingly seen in the acute surgical care setting with abdominal pain due to
internal hernia. With this study, we want to contribute with our experience and to present our local surgical guidelines concerning
this particularly vulnerable patient group.
Materials and Method
This article is a retrospective study on prospectively collected data. Using data from the Danish National Health Register, we identified 23 women who had bariatric surgery previously and who were admitted to our surgical department and operated on for suspicion of internal hernia. Additional data was col-lected from patient files and surgical files.
Results
We identified 23 women who all during pregnancy underwent surgery on suspicion of internal hernia; in 17 patients, the diagnosis
was confirmed. We found that laparoscopic approach in our sample was performed as late as the 31st gestational week. All women
and foetuses survived this dangerous condi-tion, and none suffered from serious complications, nor did any of the patients have a
bowel resection due to small bowel strangulation.
Conclusion
In skilled clinical hands, internal hernia has a good prognosis in pregnant patients. Surgery may be per-formed subacutely or even
electively, depending on the condition of patient and foetus, and straight-forward clinical assessment is adequate, and imaging studies, e.g. CT, are not necessary.
F6
Surgical approach for recurrent inguinal hernias: a nationwide cohort study
Stina Öberg, Kristoffer Andresen, Jacob Rosenberg
Center for perioperative optimization, Department of Surgery, Herlev Hospital, University of Copenhagen, Denmark
Purpose
Guidelines recommend that reoperation of a recurrent inguinal hernia should be by the opposite approach (anterior-posterior) than
the primary repair. However, the level of evidence supporting the guidelines is low. The purpose of this study was to compare rereoperation rates between repairs performed according to the guidelines with the ones performed against it.
Methods
This cohort study was based on the Danish Hernia Database, including 4,878 patients with two inguinal hernia repairs in the same
groin. Four groups were compared as follows: Lichtenstein-Lichtenstein vs. Lichtenstein-Laparoscopy, and Laparoscopy-Laparoscopy
vs. Laparoscopy-Lichtenstein. The outcome was re-reoperation rates, which were compared by crude rates, cumulated rates, and
hazard ratios.
Results
There was no difference in the re-reoperation rates when the primary repair was laparoscopic, regardless of the type of reoperation.
However, Lichtenstein-Lichtenstein had a significantly higher re-reoperation rate compared with Lichtenstein-Laparoscopy (crude
rate 5.8% vs. 3.1%, p-value <0.0005; Hazard Ratio 1.66, 95% CI 1.19-2.30). Further analysis showed that the higher risk of rereoperation for Lichtenstein-Lichtenstein was only seen if the primary hernia was medial.
Conclusions
A primary Lichtenstein repair with a primary medial hernia should be reoperated with a posterior approach. A primary Lichtenstein
repair with a primary lateral hernia can be reoperated with an anterior or posterior approach according to surgeon’s choice. For a
primary laparoscopic operation, method of repair of a recurrent hernia did not affect re-reoperation rates.
Side 3 af 20
F7
Konservativ behandling er en sikker og acceptabel behandlingsstrategi til ventralhernier
Dunja Kokotovic, Henrik Sjølander, Ismail Gögenur, Frederik Helgstrand
Kirurgisk afdeling, Køge Sygehus
Baggrund
På grund af risikoen for postoperative komplikationer og hernierecidiv er der en andel af patienter med ventralhernier, der ikke
tilbydes kirurgi. Hvor stor en andel af patienter det drejer sig om, og hvad konsekvensen af den konservative behandling er vides
endnu ikke. Formålet med dette studie var at undersøge, om patienter behandlet konservativt får foretaget herniekirurgi på et senere tidspunkt.
Metode
Alle patienter (> 18 år) henvist til vores ambulatorium fra 1. januar 2009 til 1. juli 2014 med et incisional-, umbilikal- eller linea albahernie blev inkluderet. Demografiske data og information om, hvorvidt patienterne blev konservativt eller operativt behandlet, blev
indhentet fra journaler. Patienterne blev fulgt op via journaler og Landspatient Registret.
Resultater
Der blev inkluderet 1358 patienter (569 med incisionalhernier og 789 med umbilikal- eller linea alba-hernier). I gruppen med incisionalhernier blev 58.1% behandlet konservativt, og i gruppen med umbilikal- eller linea alba-hernier blev 43,2% behandlet konservativt. Median follow-up tiden for patienter med incisionalhernier og umbilikal/linea alba-hernier var henholdsvis 23 måneder og 31
måneder. Hvis man var blevet behandlet konservativt, var femårs risikoen for at få foretaget en hernieoperation 19% for patienter
med incisionalhernier og 16% for patienter med umbilikal-/linea alba-hernier. Både for patienter med incisionalhernier og umbilikal/linea alba-hernier var femårs risikoen for at blive akut hernieoperereret 4%.
Der var ingen signifikant forskel på risikoen for 30-dages genindlæggelse, 30-dages reoperation og 30-dages mortalitet imellem de
patienter der først blev behandlet konservativt og så senere elektivt opereret, og dem der blev operativt behandlet indenfor 3 måneder efter første ambulante besøg (alle p < 0.05). Dette gjaldt både for patienter med incisionalhernier og umbilikal-/linea albahernier.
Konklusion
Konservativ behandling lader til at være en sikker og acceptabel behandlingsstrategi til patienter med ventralhernier.
F8
De første danske erfaringer med Spyglass
Finnur Mellemgaard, Stud.med., Rune Strandby, Stud.med., Marianne Jendresen, overlæge, dr.med., Lars Bo Svendsen, Professor,
overlæge, dr. Med., Michael Patrick Achiam, afdelingslæge, ph.d.
Kirurgisk gastroenterologisk afd. C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København
Baggrund
Endoskopisk-retrograd-cholangiopancreaticografi (ERCP) er en velanvendt metode til opsporing af ma-lignitet samt identificering af
svært anatomisk beliggende sten samt ekstraktion/knusning heraf. Med ERCP ekstraheres 80% af galdesten succesfuldt og med
brush-cytologi varierer den diagnostiske sensiti-vitet fra 10-50% i tumordiagnostikken. I 2006 blev SpyGlass® (Boston Scientific, Massachusetts, US) implementeret i Danmark. Med apparaturet blev det muligt at visualisere galdeveje og pancreasgange i ”real time”
fremfor indirekte under røntgengennemlysning som ved ERCP. En af de store fordele ved Spyglass, frem for andre kolangioskoper af
ældre dato, er at der kun kræves én endoskopør. Ulempen ved apparatet er dog, at det er relativt skrøbeligt og kun små vævsprøver
kan biopteres, da diameteren på biopteringsinstrumentet (SpyBite®) er lille, hvilket giver risiko for inkonklusiv patologidiagnostik.
Pro-ceduren er anvendt på ca. 40 patienter på Rigshospitalet siden 2006 og på nuværende tidspunkt findes ingen egentlige danske
opgørelser omhandlende spyglass. Formålet med studiet var derfor at undersø-ge parametre for effektivitet, komplikationer samt
succesrate for spyglass i en dansk kontekst.
Metode
Vi foretog en retrospektiv opgørelse på alle patienter (n=39), som fik foretaget spyglass siden 2006. De indhentede variabler omfattede patientkarakteristika, indikation for proceduren, fund ved proceduren, komplikationer, konsekvens af procedurefund samt
succesrate.
Resultater
Indikationen for proceduren var primært på mistanke om malignitet (67%) og galdesten (10%). Maligni-tet blev bekræftet i 5% af
tilfældene ved spyglass, men 71% af biopsierne kunne ikke anvendes til pato-logisk diagnostik sammenlignet med 11% og 6% for
endoskopisk og brush cytologi. Milde komplikatio-ner opstod hos 10% i form af blødning (3%), abdominale smerter (5%) og febrilia (3
%). Den overordne-de succesrate for proceduren var 72%.
Konklusion
Spyglass er brugbar til diagnostik af malignitet og sten i galdeveje/pancreasgange men en stor ulempe er den høje rate af uanvendelige biopsier til patologisk diagnostik.
Side 4 af 20
F9
Endoscopic ultrasound-guided rendezvous - a novel method for common bile duct drainage
Marie Høxbro Knudsen, Peter Vilmann, Hazem Hassan, John Gásdal Karstensen
Gastroenheden, Endoskopisk afsnit, Herlev Universitetshospital, Herlev
Baggrund
Endoskopisk retrograd cholangio pancreaticografi (ERCP) er i dag standard procedure til fjernelse af sten i de dybe galdeveje, aflastning ved kolangitis og til behandling af kolestase på baggrund af ekstra-hepatisk obstruktion. Når ERCP mislykkes, er kirurgisk intervention eller perkutan drænage oftest næste mulighed, men disse procedurer kan medføre komplikationer og yderligere ventetid.
Endoskopisk ultra-lydvejledt rendezvous (EUS-RV) er et alternativ til galdegangsdrænage efter mislykket ERCP. Under en-doskopisk
ultralydvejledning punkteres galdegangen fra enten ventriklen eller duodenum. Herefter introduceres en guidewire som føres retrograd gennem papilla Vateri og muliggør ERCP. EUS-RV kan udføres i samme session som ERCP. Metode
Et retrospektivt studie, hvor resultaterne af EUS-RV efter mislykket ERCP blev opgjort.
Resultater
Der var i alt 11 patienter, der fik foretaget EUS-RV. Patienterne omfattede 4 kvinder og 7 mænd med en gennemsnitsalder på 79 år
(69-88 år). Indikationer var malign obstruktion (n=5), biliær obstruktion su-spekt for pancreascancer (n=2), biliær obstruktion som
følge af koledokolitiasis (n=3) og benign striktur efter Whipples procedure (n=1). Succesraten var på 73% (n=8). Der var tre tilfælde,
hvor EUS-RV ikke var muligt. I to af disse kunne guidewiren ikke placeres korrekt, hvorfor patienterne blev henvist til PTC. Et tilfælde
blev initielt tolket som en succes, men efterfølgende abdominalsmerter førte til en CT-skanning. Her sås fri luft samt en displaceret
stent. Efterfølgende operation afslørede kolaskos med perforation af stent. Patienten kom sig fuldstændig efter operationen. Tilfældet er den eneste kompli-kation, hvilket giver en komplikationsrate på 9% (n=1). Den transduodenale rute blev foretrukket i 8 cases
(73%), og hos 88 % var det en vellykket procedure. Den transgastriske rute var succesfuld hos 33%.
Konklusion
Den høje succesrate og relativ lave komplikationsrate viser, at EUS-RV er en effektiv og teknisk minimalt invasiv procedure. Proceduren er et godt alternativ til perkutan dræning og kirurgiske indgreb, når kon-ventionel ERCP mislykkes. Dog er yderligere og mere
detaljerede prospektive undersøgelser nødvendige for at vurdere teknikken endeligt.
F10
Er der fordele ved robotassisteret antireflux-kirurgi?
(1)
(1)
(2)
Jonas Sanberg Jensen , Henning Kold Antonsen , Jesper Durup
(1) Organkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus – Sygehus Lillebælt
(2) Kirurgisk Afdeling A, Odense Universitetshospital
Introduktion
Laparoskopisk antireflux-kirurgi (LAS) er en effektiv behandling for patienter med behandlingsrefraktær gastroøsofegal refluks. Med
udviklingen af robotassisteret antireflux-kirurgi (RAAS) er det uklart om der er fordele ved denne nye metode. Formålet med dette
retrospektive studie var at beskrive en patient-population, der har fået foretaget RAAS og sammenligne gruppen med den aktuelle
”standard af care”.
Metode
Patienter, der over en periode på 2 år, fik foretaget RAAS på Kirurgisk Afdeling A, Odense Universitets-hospital indgår i studiet. Som
kontrolgruppe inkluderes patienter, der fik foretaget LAS på Organkirur-gisk Afdeling, Kolding Sygehus. Operationsindikationen skulle
være behandlingsrefraktær refluks og hiatushernie uden behov for selvstændigt indgreb. Demografi, komorbiditet, operationsdata
og perope-rative- samt postoperative komplikationer indenfor 30 dage blev registreret retrospektivt.
Resultater
39 patienter fik foretages RAAS og 64 patienter fik foretaget LAS i perioden. Der var ingen signifikant forskel på fordelingen af alder
(RAAS: 52,0 år, LAS: 49,4 år, p=0.40), køn (RAAS: 46,1% mænd, LAS: 35,4 % mænd, p=0.30), BMI (RAAS: 26,5 år, LAS: 26,9 p=0.57)
eller ASA (p=0.16). Der var signifikant højere forekomst af hjertesygdom i LAS-gruppen (RAAS: 5,1%, LAS: 18,8%, p=0.04) og LASpatienter havde oftere fået foretaget tidligere abdominalkirurgi (RAAS: 28,2%, LAS: 48,4 %, p=0.04). Der var ingen signi-fikant forskel
på forekomsten af diabetes (p=0.20), cerebrovaskulær sygdom (p=0.17), lungesygdom (p=0.44), hyperkolesterolæmi (p=0.07), hypertension (p=0.90) samt tobaks- og alkoholforbrug (p=0.67 & p=0.43). Der var signifikant længere operationstid i RAAS-gruppen (RAAS:
135 min, LAS: 86 min, p<0.01). Dock-ingtid ved RAAS var gennemsnitligt 6,4 min og faldt i løbet af perioden. 2,6% (n=1) måtte konverteres fra RAAS til LAS. Perioperativt blodtab, indlæggelsestid samt perioperati-ve- og postopera-tive komplikationer var minimale
og uden signifikant forskel mellem de to grupper.
Konklusion
Med forbehold for en lavere forekomst af hjertesygdom og tidligere abdominalkirurgi er RAAS mulig hos den sammen patientpopulation som LAS i dette lille retrospektive studie. Operationstiden er læn-gere, men dockingtid kan nedsættes til et acceptabelt niveau.
Der er aktuelt ingen fordele ved RAAS sammenlignet med LAS. Vi afventer opgørelse af postoperativ livskvalitet.
Side 5 af 20
F11
Fanelli Laparoscopic Endobiliary Stent som logisk og naturlig forlængelse af cholangiografi
Jan M Krzak, Jonas Sanberg Jensen, Poul B Thorsen, Lars Stig Jørgensen
Organkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus
Baggrund
Danmark er et af de få lande, hvor laparoskopisk eksploration af ductus choledochus (LCBDE) ikke er slået igennem, og der er kun få
kirurger på få kirurgiske afdelinger i Danmark, som foretager rutine-mæssig LCBDE. Grunden til dette er formentlig LCBDE’s tekniske
kompleksitet, dårlige erfaringer samt nem adgang til ERCP. Som en del af LCBDE kan anvendes transcystisk anlagt stent i ductus
choledochus, men LCBDE er ikke en forudsætning for anvendelse af disse stents. Formålet med dette studie var at vurdere Fanelli
Laparoscopic Endobiliary Stent (FS) i behandlingen af patienter med sten i dybe galdeve-je opdaget ved intraperativ laparoskopisk
cholangiografi (ILC).
Metode
Patienter, der fik foretaget laparoskopisk cholecystektomi (LC) med ILC eller intraoperativ/rendezvous ERCP på Kolding Sygehus pga.
galdesten i perioden juni 2013 til juni 2015, blev inkluderet i undersøgel-sen. Alder, køn og operationstid blev registeret. Patienter
blev opdelt i 3 grupper. Gruppe 1 fik foreta-get intraoperativ/rendezvous LC+ERCP, gruppe 2 fik foretaget planlagt LC med efterfølgende subakut/ planlagt ERCP og gruppe 3 fik foretaget LC+ILC uden påvist sten i dybe galdeveje. 9 patienter i gruppe 2 (Gruppe 2FS)
fik foretaget LC+ILC+ aflastning af dybe galdeveje med FS og planlagt ERCP indenfor 4 uger.
Resultater
72 patienter blev inkluderet i studiet (Grp1=24, Grp2=14 Grp3.=34, Grp2FS.=9). Gennemsnitsalder var 52,9 år. Kvinder udgjorde
hovedparten af patienterne med 73,6%. Der var ikke signifikant en forskel i alder eller kønsfordeling imellem grupperne. LC i Gruppe
1 tog længere tid (133±11 min) end LC i grup-pe 2 (102±14.6 min) men forskellen var ikke signifikant (p=0.09). Det var forskellen i den
samlede ope-rationstid (OP tid + tid for subakut /planlagt ERCP) heller ikke. 1/3 del af patienter i Gruppe 1 krævede fornyet ERCP
efter primært indgreb. Der var ingen forskel i operationstid mellem gruppe 2FS og gruppe 3, og der var ikke behov for frem-skyndet
ERCP i forhold til planlagt i gruppe 2FS.
Konklusion
Intraoperativ/rendezvous LC/ERCP er en meget teknisk- og tidskrævende procedure med mange prakti-ske udfordringer især ved
akut opdaget choledochus sten ved ILC, specielt hvis der ikke er adgang til akut ERCP på operationsgangen. Fanelli Laparoscopic
Endobiliary Stent er et sikkert og nemt alternativ og anlæggelse forlænger ikke operationstiden i forbindelse med intraoperativ cholangiografi. Metoden kan bruges som bridging til ERCP og teknisk introduktion af LCBDE.
F12
High frequency of re-operations following operation for internal herniation in patients with laparoscopic Roux-en-Y gastric bypass
1,2
1,2
Kristensen SD , Naver L , Jess P, Floyd AK
1. Department of Surgery, Koege Hospital, Koege, Denmark
2. Faculty of Health Sciences, University of Copenhagen, Copenhagen, Denmark
Background
Laparoscopic Roux-en-Y Gastric Bypass (LRYGB) is the most commonly used surgical procedure in the treatment of morbid obesity in
Denmark and internal herniation (IH) or intermittent internal herni-ations (IIH) are probably the most common late surgical complications for patients with LRYGB. The aim of this study was to investigate a possible increased risk for further operations after an
event with first time IH/IIH.
Methods
We conducted a long-term follow-up study until May 2013 in patients who were operated upon for a first time IH/IIH from 20062011 based on the Danish National Patient Registry (NPR). During this pe-riod, mesenteric defects were not routinely closed during
LRYGB. Data were retrieved from 12,221 pa-tients with LRYGB.
Results
A total of 383 patients underwent an operation for first-time IH/IIH. One hundred and one patients (26.4%; 95% Cl: 22.1–31.0) had a
second operation. Twenty-seven of the 101 patients (26.7%: 95% Cl: 19.1-36.1) had a third operation and five of the 27 had a fourth
operation (18.5%; 95% Cl: 8.2-36.7). Of all patients diagnosed with first time IH/IIH, 18.5% had IH/IIH a second time, 3.7% a third
time and 0.8% for a fourth time.
Conclusion
Patients who undergo an operation for first time IH/IIH have a substantial risk of more than 25% for further operations on the suspicion of IH/IIH or small bowel obstruction of other causes.
Side 6 af 20
F13
Forekomsten af Enterococcus Faecium/Faecalis er signifikant associeret til anastomoselækage ved pancreatikoduodenektomi.
Mohamed Belmouhand, Paul S. Krohn, Amalie Henriksen, Michael P. Achiam, Lars Bo Svendsen
Kirurgisk Afdeling C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
Baggrund
Anastomoselækage efter kirurgiske indgreb i gastrointestinal kanalen kan forlænge hospitalsopholdet og øge morbiditet og mortalitet. Det er nyligt vist, at Enterococcus Faecalis stammer med kollagen nedbrydende egenskaber optræder oftere blandt rotter med
anastomoselækage end blandt dem uden lækage. Endvidere har et nyt studie vist, at colon kirurgi og præoperativ behandling med
oral antibiotika og mekanisk tarmudrensning giver en signifikant lavere risiko for anastomoselækage, sammenlignet med mekanisk
tarmudrensning alene eller ingen forbehandling. Der er dog ikke vist en korrelation mellem forekomsten af enterokokker og anastomoselækage blandt patienter der undergår pancreatikoduodenektomi.
Formålet med dette studie var derfor at undersøge hvorvidt forekomsten af enterokokker er korreleret til anastomoselækage blandt
pancreatikoduodenektomerede.
Metode
Et prospektivt registreret studie hvor patienter, der undergik pancreaticoduodenektomi (ad modum Whipple) i perioden december
2013 – april 2015 på Rigshospitalet blev inkluderet, såfremt at konsekutive postoperative drændyrkninger (fra postoperative dag 1-5)
forelå. Drænamylasen blev målt konsekutivt på alle patienter i perioden. Anastomoselækage blev bekræftet enten som CT-verificeret
lækage eller iht. ISGPF (drænamylase > 3x øvre normalværdi (>360 U/L)) på POD3.
Resultater
I alt blev 175 patienter opereret ad modum Whipple i perioden, hvoraf 70 patienter opfyldte inklusionskriterierne. De resterende
105 blev ekskluderet enten grundet manglende konsekutive drændyrkninger eller at drændyrkninger blevet foretaget efter 5. postoperativ dag.
Af de 70 inkluderede patienter havde 22 (31%) positive enterokok drændyrkninger (Enten E. Faecalis, Faecium eller blandingsstammer) og 17 (24%) patienter havde anastomoselækage. Blandt patienter med anastomoselækage havde 59% positive enterokok dyrkninger, hvorimod dette kun gjaldt 23% af patienter uden lækage (p=0.008).
Konklusion
Forekomsten af Enterococcus Faecalis/Faecium er signifikant associeret til anastomoselækage hos patienter der undergår pancreatikoduodenektomi. Fremtidige randomiserede studier bør fokusere på, om vi fremadrettet præoperativt skal behandle med oral antibiotika.
F14
Incidens af mesenterielt traktionssyndrom ved øvre gastrointestinal kirurgi – en foreløbig opgørelse
Amalie Henriksen, Rikard Ambrus, Lars Bo Svendsen, Michael Achiam.
Kirurgisk Afdeling C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø.
Baggrund
Mesenterielt traktionssyndrom (MTS) ses ofte ved abdominalkirurgi og medfører hypotension, takykar-di og flushing af ansigtet.
Hyppigheden af MTS og hvorledes det medieres kendes ikke med sikkerhed. Et tidligere studie har vist en signifikant korrelation
mellem grad 2 flushing og svære postoperative komplikationer, som fører til et forlænget postoperativt forløb. Formålet med det
aktuelle studie var at belyse hyppigheden af MTS ved øvre gastrointestinal kirurgi. Det hypoteseres, at MTS vil forekomme hyppigere
under operation for pancreas- eller ventrikelcancer, end ved levermetastaser, grundet et øget træk på mesenteriet ved pancreas- og
ventrikelresektion.
Metode
Tre grupper á 25 patienter planlagt til operation for pancreascancer, ventrikelcancer og levermetastaser søges inkluderet. Facial
flushing vurderes visuelt samt ved laser speckle contrast imaging (LSCI) teknik, som måler på mikrocirkulationen. Ved visuel vurdering inddeles facial flushing i ”Ingen”, ”moderat/grad 1” (pande og kinder) og ”svær/grad 2” (ansigtet og halsen). LSCI måles den
første time intraoperativt sammen med blodprøver og løbende registrering af hæmodynamiske værdier intraoperativt, umiddel-bart
postoperativt og 18 timer postoperativt.
Resultater
Foreløbig er der inkluderet 19 patienter med pancreascancer, 11 patienter med ventrikelcancer og 7 patienter med levermetastaser.
Incidensen af flushing (grad 1 og grad 2) og flushing grad 2 ved pancreasresektion var henholdsvis 58% og 32%. Ved ventrikelresektion var incidensen af flushing (grad 1 og grad 2) og flushing grad 2 hen-holdsvis 73% og 46%. Incidensen ved leverresektion var 71%
for flushing (grad 1 og grad 2) og 14% for flushing grad 2.
Hos patienter med facial flushing (grad 1 og grad 2) steg pulsen signifikant (p<0,001) fra 5 min til 30 min intraoperativt, ligesom
systemisk vaskulær resistance (SVR) faldt signifikant fra 5 min til 15 min intrao-perativt (p=0,006) og fra 5 min til 30 min (p= 0,013).
Konklusion
Både hos patienter opereret for pancreascancer og ventrikelcancer blev MTS identificeret i form af flushing, pulsstigning og et signifikant fald i SVR, som udtryk for et fald i blodtryk. Resultaterne tyder således på, at MTS opstår inden for den første halve time intraoperativt, da pulsen steg og SVR faldt signifikant inden for den første halve time intraoperativt samtidig med, der blev observeret
flushing.
Side 7 af 20
Der sås lavere incidens af flushing grad 2 blandt patienter, der fik foretaget leverresektion, end i grup-perne med pancreas- og ventrikelresektion. Data understøtter således den eksisterende teori, at der er et større træk på mesenteriet under pancreas- og ventrikelresektion.
Side 8 af 20
F15
Monitorering af væskebalance med pro-atrialt natriuretisk peptid under robotassisteret- og åben esophagektomi
Rune B. Strandby, stud. med.*, Rikard Ambrus, læge, ph.d. stud.*, Jens-Peter Gøtze, professor, overlæge, dr.med. Δ, ± Niels H. Secher,
professor, overlæge, dr.med. Ψ Michael P. Achiam, afdelingslæge, ph.d.* & Lars Bo Svendsen, professor, overlæge, dr.med.*
*Kirurgisk Gastorenterologisk afd. C, Rigshospitalet, Δ Klinisk biokemisk afd., Rigshospitalet, Ψ Abdominal anæstesiologisk afd., Rigshospitalet
Baggrund
Infusion af intravenøs væske til patienter som undergår større abdominalkirurgi bør have til formål at bibeholde det centrale blodvolumen, således at hypotension og – perfusion undgås. Ligeledes er en for stor perioperativ væskebalance kritisk, da dette kan medføre respirationsinsufficiens, dårlig sårheling og ruptur af tarmvilli på baggrund af intestinale ødemer. I nyere litteratur væskeoptimeres patienten individuelt (goal-directed fluid administration strategy) ud fra parametre som slagvolumen (sv), cardiac output (co)
og/eller central venøs oxygen saturation præoperativt, hvilket har vist lovende resultater. Optimering af ovenstående parametre
indikerer dog nødvendigvist ikke, at patientens cen-trale blodvo-lumen er opretholdt. Pro-atrialt natriuretisk peptid frigives fra hjertets atrier og ventrikler ved tilstande med øget vægstress og bevirker overordnet set et fald i blodtryk. Dette studie testede hypotesen at såfremt pro-ANP niveauet i plasma perioperativt holdtes konstant var patientens væske-status optimal.
Metode
Patienter indlagt til robotassisteret- (gruppe-R, n=25) og åben resektion (gruppe Å, n=25) af cardiacan-cer blev prospektivt inkluderet. Blodprøver til pro-ANP analyse blev taget på ni forskellige tidspunkter peri- og postoperativt. Hæmodynamiske data som puls,
co, sv, systemisk vaskulær resistance samt mid-del arterielt blodtryk blev ligeledes opsamlet på samme tidspunkt som blodprøverne.
Patienterne blev fulgt i op til 30 dage postoperativt og alle komplikationer blev registreret.
Resultater
Blodtabet var 310ml (SD 240,7) og 625ml (SD 291,0) for hhv. gruppe-R og gruppe-Å, p=0,01. Pro-ANP faldt betydeligt under operationen både i gruppe-R, p<0,01, og i gruppe-Å, p<0,01, trods en positiv væ-skebalance på hhv. 1662ml (SD 622,0) og 1505ml (SD 379,0)
efter endt procedure. Plasma-pro-ANP var associeret med væskebalance for begge grupper, men den stærkeste korrelation fandtes
med gruppe-R, r=0,4 (SD 0,15); p<0,001.
Konklusion
Dette studie understøtter teorien om at pro-ANP kan anvendes som indikator for væskebalance under operation. Trods positiv væskebalance efter operationen indikerer pro-ANP faldet, at patienterne var hypovolæme under operationen. Monitorering af væskebalance med pro-ANP åbner op for interessan-te perspektiver for fremtidens væskemonitorering af kirurgiske patienter.
F16
A Prediction Rule for Risk Stratification of Incidentally Discovered Gallstones: Results From a Large Cohort Study
1,2
1,3
2,4
Daniel Mønsted Shabanzadeh , Lars Tue Sørensen , Torben Jørgensen
1
2
Digestive Disease Center, Bispebjerg University Hospital, Copenhagen; Research Centre for Prevention and Health, Rigshospitalet,
3
4
Glostrup; Institute for Clinical Medicine, Faculty of Health and Medical Sciences, University of Copenhagen; Department of Public
Health, Faculty of Health and Medical Sciences, University of Copenhagen, Denmark
Background
No one knows exactly what proportion of gallstones cause clinical events among subjects unaware of their gallstone status. We
investigated the long-term occurrence of clinical events of gallstones and associations between ultrasound observations and clinical
events.
Methods
We analyzed data from 3 randomly selected groups in the general population of urban Copenhagen (30–70 years). Participants
(n=6037) were examined from 1982 through 1994, and underwent abdominal ultrasound examinations to detect gallstones. Our
study population comprised 664 subjects with gallstones; subjects were not informed of gallstone status. Participants were followed
for clinical events through central registers until December 31, 2011. Independent variables were analyzed using Cox regression.
Results
Study participants were followed for median 17.4 years (range, 0.1–29.1). Clinical events occurred in 19.6% participants (n=130),
8.0% complicated (n=53) and 11.6% uncomplicated (n=77). Ten percent had awareness of their gallstones; awareness was associated
with uncomplicated and complicated events. Stones size >10 mm were associated with all events, acute cholecystitis, and uncomplicated events, including cholecystectomy. Multiple stones were associated with all events, complicated events, and common bile duct
stones. There was an inverse association between gallstones less than 5 years old and acute cholecystitis. Female sex was associated
with all and uncomplicated events. We found a negative association between participants’ age and all events, uncomplicated events,
and acute cholecystitis. Co-morbidities and female-associated factors were not associated with events. Compared with men with a
single stone of ≤10 mm (ref.), women with multiple stones >10mm had the highest risk for events.
Conclusions
Fewer than 20% of subjects with gallstones develop clinical events. Larger, multiple, and older gallstones are associated with events.
Further studies are needed to confirm the prediction rules.
Side 9 af 20
F17
Funktionel status efter kontrolleret lateral intern sphincterotomi for analfissur: Det optimale studie design?
Ninna Cathrine Schmidt Voss¹, Steen Buntzen² og Lilli Lundby²
¹Forskningsenheden Regionshospitalet Randers, ²Aarhus Universitetshospital, kirugisk afdeling P
Baggrund
Anal fissur er en meget smertefuld lidelse. Lateral intern sphincterotomi (LIS) er gold standard for kirur-gisk behandling, men bliver
ikke tilbudt alle patienter grundet risikoen for anal inkontinens. Der er rap-porteret op til 30% inkontinens efter LIS i litteraturen.
Formålet med denne retrospektive undersøgelse var at evaluere kontinens status og smertelindring efter kontrolleret LIS foretaget
på Aarhus Universi-tetshospital, kirurgisk afdeling P (AUH-P).
Metode
En retrospektiv opgørelse af alle kontrollerede LIS opererede patienter (67) mellem 01.01.11 og 31.08.14 på AUH-P. Patient information om symptom varighed, preoperativ kontinens, behandling for-ud for operation samt postoperativt forløb blev opsamlet ved
journal gennemgang. St. Marks inkonti-nens score og smerte status (VAS 0-100) blev registreret ved telefon interview for 52 af patienterne (78%).
Resultater
67 patienter blev opereret (39 mænd, 28 kvinder). Middel alder 41,8. Middel symptom varighed inden operation var 23,9 måneder.
65 patienter angav smerter og 48 blødning preoperativt. 42 patienter an-gav at være fuld kontinente. 55 patienter var blevet behandlet med diltiazemgel eller nitroglycerin creme, 29 med botox.
Af 67 patienter var det muligt at få en opfølgning på 52 patienter. Patienterne havde postoperativt en middel st. Marks score på 2,5.
22 patienter angav kontinens defekt (42%), 8 af de 22 angav inkontinens for tynd afføring, 2 også for fast afføring. For de resterende
14 drejede det sig udelukkende om flatus inkontinens.
Adspurgt vurderede syv patienter (13%) selv at de havde fået inkontinens problemer postoperativt, 2 for formet afføring, 4 for tynd
og 2 for flatus. Middel St. Marks var 9, middel VAS (0-100) var 34.
3 patienter (6%) følte ikke at deres smerte problem var blevet løst. På VAS skala var middel score 21,7 i hvile og 48,3 ved aktivitet.
Konklusion
Patienter med anal fissur har symptomer i gennemsnitlig to år før de tilbydes effektiv kirurgisk behand-ling.
Kontrolleret LIS er en effektiv behandling af patienternes smerter. En nøjagtig registrering af den præ-operative kontinens og livskvalitet er nødvendig for at give en nøjagtig vurdering af behandlingseffek-ten efter kontrolleret LIS.
F18
Høj risiko for død ved indlæggelse for akut kolon divertikulitis med absces: Et national retrospektivt kohortestudie
Rasmus Gregersen, Kristoffer Andresen, Jakob Burcharth, Hans-Christian Pommergaard, Jacob Rosenberg
Center for Perioperativ Optimering, Gastroenheden, Herlev Hospital
Baggrund
Akut kolon divertikulitis med abscesdannelse er en alvorlig tilstand, som involverer en bred vifte af be-handlingsmuligheder. Formålet med dette studie var at opgøre dødeligheden i forbindelse med indlæg-gelse, samt identificere relevante og signifikante risikofaktorer.
Metode
Data fra det centrale personregister, landspatientregisteret, befolkningsstatistikregisteret, dødsårsags-registeret og lægemiddeldatabasen blev kombineret for at identificere patienter indlagt grundet diver-tikulitis med absces i årene 2000-2012. Patienternes data
blev grupperet efter behandling: operativ, drænage eller antibiotika alene. Patienter som tidligere har haft kompliceret divertikulitis
blev eksklu-deret. Året forud for indlæggelsen blev brugt til at identificere medicinforbrug og generelle komorbidi-teter efter Elixhauser’s Comorbidity Index. Dødelighed blev opgjort under indlæggelse og 30 dage efter udskrivelse. Kovariaterne alder, køn, indlæggelsestid, tidligere ukompliceret divertikulitis, fisteldannel-se, komorbiditet og medicinforbrug blev analyseret i multiple logistisk
regression inden for hver af be-handlingsgrupperne.
Resultater
Der blev identificeret 2.879 egnede patienter i perioden. Af disse blev 228 opereret, 475 undergik dræ-nage og 2.176 blev behandlet
med antibiotika. Den samlede mortalitet under indlæggelse og de første 30 dage efter udskrivelse var 12,5% for hele populationen,
hvoraf størstedelen af dødsfaldene var un-der indlæggelse. Mortaliteten var 13,5% for antibiotika gruppen alene, 8,0% for drænage
gruppen og 14,0% for operations gruppen. Stigende alder var en signifikant risikofaktor i alle grupperne med odds-ratio (OR) [95%
konfidensinterval] 1,08 [1,07-1,10] for antibiotika, 1,07 [1,04-1,11] for drænage og 1,10 [1,05-1,16] for de opererede. Ligeledes var
tilstedeværelse af komorbiditeter en risikofaktor med OR 1,59 [1,37-1,86], 1,89 [1,13-3,13] og 2,16 [1,20-3,86] for antibiotika, drænage og operationsgruppen henholdsvis. For antibiotikagruppen var tidligere ukompliceret divertikulitis en beskyttende faktor OR
0,68 [0,55-0,84] og glucocorticoid forbrug var en risikofaktor OR 1,35 [1,15-1,59]
Konklusion
Akut kolon divertikulitis med abscesdannelse har en høj mortalitet under indlæggelse og 30 dage efter udskrivelse.
Side 10 af 20
F19
30 day, 90 day and 1-year mortality after acute colonic surgery.
Torben Pedersen & Ismail Gögenur, Gastroenheden Herlev Hospital and Surgical department at Roskilde and Køge hospital.
Introduction
Acute colonic surgery is an independent factor associated with high 30-day mortality, compared with elective colonic surgery. Most
deaths in the postoperative period are related to medical complications. Known factors associated with 30-day in-hospital mortality
after acute surgery to the colon are renal failure, age, ASA score, vascular disease, alcohol abuse and cancer. Detailed knowledge on
mortality rates after discharge is lacking.
The primary aim of this study is to report 30 day, 90 day and 1-year mortality rates after acute colonic surgery and factors associated
with 30 day, 90 day and 1-year mortality.
Method
Single center study of all patients receiving acute colonic surgery in the period from 26th May 2009 to 30th April 2013 on Copenhagen University Hospital, Herlev, Denmark. Electronic patient journals and anesthesiological administrative data where retrospectively
collected for diagnosis, comorbidities, al-cohol consumption, smoking habits, performance score, hour and date of decision for surgery, hour and date for start of surgery and duration of surgery. Patients not operated after 24 hours of decision for surgery where
excluded. Univariate significance testing where done with Fishers exact test and multi-variate analysis by logistic regression.
Results
380 patients where included. Median age was 73 (17-101). 30 day mortality was 22,4%. 90 day mortali-ty was 29,5%. 1-year mortality was 40,8%. Malignant disease (OR 2,85 (CI 1,630-4,967)), pulmonary disease (OR 2,14 (CI 1,095-4,163)) and atrial fibrillation (OR
2,699 (CI 1,212-6,009)) where independent factors associated with 30 day mortality. Malignant disease (OR 3,84 (CI 2,238-6,584)),
pulmonary dis-ease (OR 2,60 (CI 1,361-4,955)), atrial fibrillation (OR 2,25 (CI 1,007-5,043) and cerebrovascular disease (OR 2,64 (CI
1,287-5,423)) where independent factors associated with 90 day mortality. Malignant dis-ease (OR 5,23 (CI 3,021-9,185)), atrial
fibrillation (OR 4,02 (CI 1,728-9,359) and ischemic heart disease (OR 2,12 (CI 1,015-4,419) where independent factors associated with
1 year mortality.
Data is not complete, but we expect only minor changes in the final result.
Conclusion
The findings may help surgeons preoperatively detect patients in high risk of postoperative mortality after acute colon surgery.
F20
LIFT og BioLIFT operation for komplekse anale fistler – et års follow up
Michael Ørting, Steen Buntzen & Lilli Lundby
Kirurgisk afdeling P, Århus Universitetshospital
Baggrund
LIFT (Ligation of the Intersphincteric Fistula tract) blev introduceret i 2007 af Rojanasakul som en be-handling af transsphincteriske
anale fistler. Ved denne operation isoleres, ligeres og ekscideres fistel-gangen i det intersphincteriske forløb, mens både den interne
og den eksterne sphincter bevares intak-te. En Biomesh (BioLIFT) kan evt. interponeres i det intersphincteriske rum for at adskille de
to delte ender af fistelgangen. Rojanasakul rapporterede en helingsrate på 94% efter 3 måneder. Efterfølgende internationale publikationer vedrørende LIFT proceduren rapporterede en helingsrate på 57% til 82%. Formålet med dette studie var at undersøge helingsraten efter 12 måneder ved LIFT og BIOLIFT proce-duren samt at sammenligne de to.
Metode
Retrospektiv opgørelse af 66 patienter som i perioden januar 2010 til januar 2015 fik foretaget enten LIFT eller BioLIFT på Kirurgisk
afd. P, Aarhus Universitetshospital. Patienterne havde et minimum af 1 års opfølgning. Indsamling af data foregik gennem Den Elektroniske Patientjournal (EPJ).
Resultater
I alt gennemgik 50 patienter operation for transsphincterisk fistel. 25 patienter fik foretaget LIFT proce-duren og 13 fik foretaget
BioLIFT. Hos 12 patienter var LIFT proceduren ikke teknisk mulig. Den samlede helingsrate ved 12 mdr follow up var 51%. Hos patienter, som gennemgik LIFT proceduren, var succes-raten 52 %, mens den hos BioLIFT gruppen var 38%. 7 patienter fik transformeret
deres transsphincte-riske fistel til en lav intersphinterisk fistel, som man kunne spalte simpelt, hvorefter de opnåede kom-plet heling.
Således opnået en samlet heling hos 25 ud af 38 patienter (66%).
Konklusion
LIFT/BIOLIFT proceduren skaber heling hos 66 % efter et år, hvilket svarer til de internationale rapporte-ringer, men andelen ligger
dog langt fra Rojanasakul oprindelige 94%.
Side 11 af 20
F21
Perineal stapled prolapsed resection (PSPR) for old women
1
2
1
1
D Raahave , AK Jensen , IK Pedersen , L Dammegaard
1
Department of Surgery, Copenhagen University North Sealand Hospital and Section of Biostatistics, Institute of Public Health, Univer2
sity of Copenhagen
Background
External rectal prolapse is treated with abdominal rectopexy or with perineal procedures such as De-lorme and Altemeier, which
have high recurrence rates. This report presents the description of the technical execution of a stapling technique, the PSPR and the
outcome.
Material and methods
Fifty-two patients (three men) with rectal prolapse, mean age 76.9 yr (range 46-93 yr) were selected consecutively for PSPR since
May 2009. Preoperative clinical evaluation included the ano-rectal region plus lower endoscopy and sphincter sonography. Colon
dysfunction was treated by a dietetic-prokinetic regime. A rectal enema was given preoperatively and antibiotics peroperatively. The
patients were op-erated in the lithotomy position and a curve cutter stapler was used (Ethicon Endo Surgery, US), which was reloaded several times. Mild analgesics were given postoperatively in hospital for a few days.
Results
The mean operation time was 45.3 min (range 25-95 min). The rectal prolapse length was reduced from mean 9.5 cm (range 4-30
cm) to mean 2.7 cm (range 0-10 cm), P< 0.05. Bleeding requiring surgical hemostasis occurred in two patients. The anal sphincter
tone and squeeze were low in all patients and sonography showed defects or hypotrophia of the external or internal sphincters. No
medical complica-tions were observed. At the latest follow-up after a mean of 434 days four recurrences were reoperated with a
new PSPR and five patients received a colostomy i.e. a recurrence rate of 17.3%. Patient satisfac-tion was high. Thirteen patients
have since died without any relation to the surgical procedures.
Conclusion
Perineal stapled prolapse resection is a surgical procedure for external rectal prolapse which is safe to perform in old and fragile
patients. Immediate complications are few and a recurrence can be treated with a new PSPR or a colostomy in case of severe impaired sphincter function.
Side 12 af 20
F22
The Colostomy Bother Score
The development and validation of a patient reported outcome measure for rectal cancer patients with a permanent colostomy.
1
1
1
1
MD Anne Anker Thyø, MD Ph.D. Katrine J. Emmertsen , Professor DMSci Peter Christensen and Professor Dr. Med. Søren Laurberg .
1
Surgical Department P, Aarhus University Hospital.
Background
Approximately 4 thousand stomas are created yearly in Denmark. Living with a stoma is associated with several complications and
may give rise to multiple concerns.
Aim: to develop and validate a simple scoring system for evaluating colostomy problems in patients with permanent stoma after
rectal cancer treatment.
Method
A Danish population-based study of 610 patients with a permanent colostomy for rectal cancer from 2001-2007, filled out a 22-item
basic stoma questionnaire covering life with stoma plus 1 anchor ques-tion addressing the overall impact of the stoma on QOL and
the EORTC QLQ-C30 questionnaire.
The score was developed on the basis of randomly selected 50% of the population and validated on the other half.
Using logistic regression analysis, the items with statistically significant impact on QOL were selected for the score and a multivariate
analysis dedicated the included items with a score-value.
Results
The colostomy bother score (CB-score) includes 7 items (“do you experience problems with odour from the stoma-bag?”: 0-4, “do
you experience any leakage from the stoma-bag?”: 0-3, “how would you describe your stool-consistency?”: 0-8, “do you ever experience pain at the stoma-site?”: 0-4, “do you experience skin problems at the stoma-site?”: 0-4, “have you noticed herniation around
the stoma-site?”: 0-4, “who is managing your stoma care?”: 0-9). The total score ranges from 0-36 points and a score≥10 equivalents
some/major colostomy bother.
When comparing the development group to the validation group we found a sensitivity of 87,8 and a specificity of 56,8.
Using the EORTC QOL scales the patients in the some/major colostomy bother group had significant and clinically relevant reduction
in QOL compared to the no/minor colostomy bother group.
Conclusion
We have developed and validated a new tool for quick and easy evaluation of colostomy function after rectal cancer surgery, which
enables fast categorization of stoma-problems.
We hope that this 7-item PROM will be accepted among stoma patients and surgeons and will be useful in the daily clinic.
Our ambition is to validate the CB score in other languages and spread its use to other countries – both for clinical use and for research.
F23
Treatment of complex fistula-in-ano with the OVESCO clip
Andreas Nordholm-Carstensen, Peter-Martin Krarup, Kikke Hagen
Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital
Background
To investigate outcomes in patients treated with the OVESCO clip (OC) because of high transsphincteric (TSF) and suprasphincteric
(SSF) fistula-in-ano.
Methods
This was a retrospective study including patients consecutively treated with the OC at our centre be-tween May 2013 and February
2015. All patients had a draining seton for more than 12 weeks before OC closure. Follow-up was performed by clinical examination,
endoanal ultrasonograhy (EAUS) and MRI. Primary outcome was efficacy of complete fistula closure.
Results
Thirty-one patients, Male/Female: 20/11; median age: 47 years, (IQR: 35-58 years) were included. Twenty-two had TSF and 9 had
SSF. Three patients had Crohn’s disease. Median follow-up was 428 days (IQR: 250-465 days) and surgical duration was 41 minutes
(IQR: 32-50 minutes). Complete fistula clo-sure was achieved in 17 (54.8%) patients with consistency between EAUS and MRI findings, kappa = 1. The OC was removed in cases of recurrent fistula (10 patients) or discomfort during defecation or coitus (4 patients).
Complications included mucosal prolapse (1 patient), neuralgiform pain (1 patient) and staphylococcal skin infection (2 patients).
Continence was fully preserved in all patients.
Conclusion
Closing the internal opening of complex fistula-in-ano with OC has a success rate comparable to that of other sphincter-sparing closure techniques with no impairment of continence.
Side 13 af 20
F24
The original and revised ACPBGI models are not suitable prediction models for the 30-day mortality in patients with colorectal
cancer in a Danish cohort.
1
1
2
1
Thea Helene Degett , Ole Roikjær , Lene Hjerrild Iversen , Ismail Gögenur
1
Center for Surgical Science (CSS), Roskilde and Køge University Hospital, Denmark.
2
Department of Surgery, Aarhus University Hospital, Denmark.
Background
Postoperative mortality from colorectal cancer varies widely among European countries. In Denmark more than 4000 people are
diagnosed with colorectal cancer annually and about 85 % undergo surgical resection. Several models have been developed to predict the operative risk from colorectal cancer surgery. This study aims to assess whether the original and the revised Association of
Coloproctology of Great Britain and Ireland (ACPGBI) model is an accurate prediction model for operative mortality after colorectal
cancer surgery in Denmark.
Method
Data was collected in the Danish colorectal cancer database with a 99 % national completeness rate. All patients operated between
January 2007 to December 2013 and with completed data were included. The estimated operative risk was calculated for each patient with both the original and revised ACPGBI model. The discrimination and calibration of the two models were evaluated with a
ROC curve analysis and a Hosmer-Lemeshow test respectively.
Results
The operative risk was estimated in 21,370 patients with the original and revised ACPBGI model. We excluded 2,996 patients due to
missing data. The 30-day mortality was 5 % and the 90-day mortality 7.9 %. The original ACPGBI model overestimated the operative
risk, whereas the revised model underestimated this risk. Both models showed no differences in observed and estimated mortality in
patients at high risk of postoperative death. The discrimination was good in both models with an AUC of 0.83 (95 %CI 0.82-0.84) and
0.83 (95 % CI 0.82-0.84).
Conclusion
The original and revised ACPGBI models are not suitable as a prediction model for postoperative mortality in the general Danish
colorectal population. However, both models might be applicable in predicting mortality in high-risk patients.
F25
An 18-year nationwide study on the association between diverticulitis and colon cancer
Laura Quitzau Mortensen, MS; Jakob Burcharth, PhD; Kristoffer Andresen, MD; Hans-Christian Pommergaard, PhD; Jacob Rosenberg, DMSc.
Center for Perioperativ Optimering, Gastroenheden, Herlev Hospital
Baggrund
Associationen mellem divertikulitis og colon cancer har været udforsket og debatteret i adskillige artikler uden entydige resultater.
Formålet med dette studie var at undersøge sammenhængen mellem divertikulitis og colon cancer i et stort, landsdækkende kohortestudie.
Metode
Kohorten blev dannet ud fra det danske Landspatientregister. Populationen bestod af danskere, som på et givet tidspunkt i perioden
2000-2012 var i live, og for hvem kontakter til de danske hospitaler i perioden 1995-2012 var registrerede. Patienter med divertikulitis, eksponerede, blev matchet 1:10 med folk uden divertikulitis, ueksponerede. Forekomsten af colon cancer blev registreret for
både eksponerede og ueksponerede, og der blev foretaget multipel logistisk regression, som justerede for udvalgte konfoundere.
Resultater
Der kunne i alt inkluderes 41.452 eksponerede, som blev matchet med 414.520 ueksponerede. Incidenserne af colon cancer i gruppen med divertikulitis (3,7%) og i gruppen af ueksponerede (2,3%) var signifikant forskellige (p<0,001) med en incidens rate ratio på
1,54 (95% CI 1,47-1,60). Efter justering for mulige konfoundere forblev associationen mellem divertikulitis og cancer signifikant med
en odds ratio på 2,21 (95% CI 2,11-2,31) (p<0,001).
Konklusion
Vi fandt en stærk sammenhæng mellem udviklingen af divertikulitis og colon cancer. Vores resultater afstedkommer en række
spørgsmål, herunder en mulig kausal sammenhæng mellem de to sygdomme. Der er brug for yderligere studier for at belyse denne
problemstilling.
Side 14 af 20
F26
Incidental venous thromboembolism at thoracoabdominal staging CT in colorectal cancer
1
1
2
1
1
Andreas Nordholm-Carstensen, Morten S. Rasmussen, Hanne Hansen, Henrik Harling and Lars N. Jorgensen, on behalf of the
Danish Colorectal Cancer Group
1
2
Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital, Røntgenafdelingen, Bispebjerg Hospital,
Background
Venous thromboembolism (VTE) is a well-recognized cause of mortality in cancer patients. This study aimed to analyse 1) the prevalence and natural history of incidental VTE detected at primary thoracoabdominal staging CT scans in patients with colorectal cancer
(CRC), and 2) clinicopathological factors associated with VTE.
Methods
All primary staging CT scans with intravenous contrast performed at our Center between 2006 and 2011 were reviewed by an expert
radiologist for manifest VTE. Potential confounders were obtained from the Danish Colorectal Cancer Group database, the National
Patient and Pathology Registries. Multivariable logistic- and extended Cox-regression analyses were used to adjust for confounders.
Results
In 810 of 1287 patients assessed for inclusion, a staging CT scan and data on clinicopathological factors were available. Twenty-three
patients (2.8%) had a manifest VTE on the scan. Pulmonary, splanchnic and iliofemoral VTE were detected in 15 (1.9%), 6 (0.7%) and
4 (0.5%) patients, respectively. Two patients had VTE at multiple sites. VTE was associated with synchronous metastatic disease
(SMD), adjusted odds ratio 2.70 (95% confidence interval (CI): 1.15-6.27, P=0.020), but not statistically associated with gender, age,
index tumour location or comorbidity. VTE was associated with an impaired 30-day survival (adjusted Hazard Rate [aHR]=7.20, 95%
CI: 2.04-25.47, P = 0.002), but had no significant impact on long-term survival beyond 30 days (aHR = 1.56, 95% CI :0.79-3.09).
Conclusion:
Incidental VTE can be detected at routine thoracoabdominal CT scan in the primary staging of nearly 3% of CRC patients and is associated with SMD. The radiologist should endeavour to detect VTE, as they have major impact on 30-day survival.
F27
Anastomotic leakage impair the oncological outcome in patients with stage IV colorectal cancer
1
2
1,3
Andreas Nordholm-Carstensen, Hans Christian Rolff, Peter-Martin Krarup
1
Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital
2
Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik, Rigshospitalet
3
Danish Colorectal Cancer Group
Background
Increasing attention is given to primary tumour resection in patients with stage IV colorectal cancer (CRC). However, little is known
about the associated surgical complications. The aim of this study was to investigate the significance of anastomotic leakage (AL) in
patients with stage IV CRC.
Methods
This was a nationwide cohort study of 1007 patients with stage IV CRC subjected to resection of the primary tumour between 2009
and 2013. Data were extracted from the Danish Colorectal Cancer Group and the National Patient Registry. Primary outcome was
occurrence of AL and secondary outcomes were the impact of AL on all-cause mortality, administration of chemotherapy and liver
metastasectomy. Multivariable Logistic and Cox regression analyses were used for confounder adjustment.
Results
47/826 (5.7%) patients with colon- and 35/181 (19.3%) with rectal cancer developed AL. Median follow-up was 3.1 years (IQR: 2.04.0 years). AL was associated with increased mortality [adjusted hazard ratio (aHR) = 1.50; 95% CI: 1.11-2.02; P=0.009). Administration of chemotherapy (aHR = 0.56; 95% CI: 0.39-0.81; P = 0.002) and the chance of liver metastasectomy (aHR = 0.34; 95% CI: 0.160.69; P = 0.003) were lower in patients with AL.
Conclusion: AL had significant consequences for patients with stage IV CRC. AL should be kept in mind when considering primary
anastomoses in these patients.
Side 15 af 20
F28
Endoskopisk fuldvægs resektion af adenom i colon
Mustafa Bulut, overlæge, Ismail Gøgenur, Professor, overlæge, Dr.med og Lasse Bremholm Hansen, overlæge, Ph.d.
Kirurgisk Afdeling Roskilde og Køge Sygehuse
En ny teknik muliggør endoskopisk fjernelse af neoplasier (<2,5cm) som fuldvægsresektion i gastrointesintinealkanalen, primært
kolon. Teknikken kaldes Endoscopic Full-Thickness Resection (eFTR). Endoskopisk behandling af større adenomer i kolon er mulig
(endoskopisk mucosa resektion (EMR) og endoskopisk submukosa dissektion (ESD)) men teknikkerne har begrænsninger og medfører ikke fjernelse af hele tarmvæggen. eFTR teknik giver mulighed for fuldvægsresektion svarende til neoplasien.
Vi har nu lavet Danmarks første eFTR procedurer og et eksempel på en ny måde at behandle recidivadenomer. Disse kan potentielt
kræve kirurgisk intervention med kolonresektion.
Til forskel fra andre metoder til fuldvægsresektion, så har denne teknik den umiddelbare fordel, at defekten lukkes inden resektionen foretages og dermed undgås intraabdominal luft og evt. fækal forurening.
Med øget incidens af polypper og tidlig koloncancer, blandt andet betinget af det nationale screeningsprogram, vil denne teknik
være et alternativ i udvalgte tilfælde til kirurgi. Den umiddelbare indikation for eFTR, med ovenfor beskrevet teknik, er rest- eller
recidiv adenomer, hvor EMR/ESD ikke er muligt. Men i fremtiden, når man med sikkerhed kan diagnosticere stadie I koloncancer, kan
eFTR potentielt være primær behandlingsmetode, som udgangspunkt til patienter i en større risiko for operationsrelaterede komplikationer, men potentielt til alle med mindre tumorer(<2,5cm) og med præoperativt lav risiko for lymfeknudepositivitet. Der er allerede udført studier med behandling af tidlig colorektal cancer (T1-T2 N0 M0) med EMR med lovende resultater. Bedre resultater
kunne forventes med eFTR, som desuden forudses at være en del af den skræddersyet behandling til colon adenomer/cancer.
F29
Langtids- og sygdomsfri overlevelse efter APE vs. ELAPE for lav rectumcancer i Danmark
1
1
2
Mads Klein , Emilie Colov & Ismail Gögenur
1
Gastroenheden, kirurgisk sektion, Herlev Hospital
2
Kirurgisk afdeling, Køge Sygehus
Baggrund
Extralevatorisk abdominoperineal excision (ELAPE) er udviklet som alternativ til den klassiske abdominoperineale excision (APE) til
resektion af tumorer beliggende midt/lavt i rectum, primært for at reducere forekomsten af intraoperative tumorperforationer og
risikoen for positiv resektionsmargin. Foreløbige resultater har ikke været entydige og der er herudover sparsom viden om langtidsoverlevelse og recidivrisiko efter hhv. ELAPE og APE. Formålet ved dette studie var at bestemme og sammenligne generel og sygdomsfri overlevelse efter disse procedurer.
Metode
Databasestudie baseret på DCCG-databasen – samme population undersøgt tidligere mhp. korttidsoutcomes. Fra DCCG indhentedes
demografiske data, data vedrørende komorbiditet samt perioperative data vedrørende operationsmetode, kortidsmorbiditet og
mortalitet. Fra journalerne er indhentet oplysninger om recidiv og metastaser. Dødsfald via CPR-registret. Grupperne blev sammenlignet på baseline-niveau og risikofaktorer for hhv. generel og sygdomsfri overlevelse blev identificeret vha. Cox-regressioner.
Resultater
500 patienter inkluderet i endelige population, hvoraf 276 (55%) blev opereret med ELAPE. Demografisk var de to grupper sammenlignelige, mens tumor oftere var lavt placeret i rectum (91% vs. 68%; p<0.001), neoadjuverende terapi var hyppigere givet (70% vs
43%; p<0.001), tumor var oftere fikseret (20% vs. 12%; p=0.017) og der var flere T3-tumorer (51% vs. 39%; p=0.014) ved ELAPE. R0resektion opnåedes hyppigere ved APE (16% vs. 6%; p<0.001).
Risikofaktorer for reduceret sygdomsfri overlevelse var neoadjuverende terapi, N-positiv sygdom samt stigende alder, mens risikofaktorer for reduceret generel overlevelse var stigende ASA-score, fikseret tumor, perioperativ blodtransfusion, R1-resektion og
stigende alder. Procedure (ELAPE vs. APE) var således ikke en individuel risikofaktor.
Konklusion
På nationalt niveau er der ingen forskel i sygdomsfri eller generel overlevelse efter hhv. ELAPE eller APE for rectumcancer.
Side 16 af 20
F30
Laparoskopisk ultralydsskannings værdi ved primær resektion for colorectal cancer – et prospektivt radomiseret multicenter
studie.
1
1
2
3
4
1
S. B. Ellebæk , C.W.Fristrup , S. Salomon , J. Støvring , L. Bundgaard , M. B. Mortensen .
1
2
Kirurgisk afd. A Odense Universitetshospital , Kirurgisk afd. A Odense Universitetshospital Svenborg , Kirurgisk afd. Sydvestjysk syge3
4
hus Esbjerg , Organkirurgisk afd. Sygehus Lillebælt Vejle .
Baggrund
Hos patienter med colon og rectum cancer (CRC) findes på diagnosetidspunktet synkrone levermetastaser hos op mod 20 %. Trods
forbedrede præoperative skanninger opdages levermetastaser først hos nogle patienter peroperativt.
Intraoperativ ultralydsskanning (IOUS) af leveren anses som ”guldstandard” ved åben kirurgi for CRC. IOUS har i adskillige studier vist
signifikant bedre detektionsrate for mindre levermetastaser sammenlignet med præoperative skanninger. Med indførslen af laparoskopisk resektion forsvandt muligheden for IOUS, men laparoskopisk ultralydsskanning (LUS) har været tilgængelig i over 15 år.
Trods dette benyttes LUS ikke rutinemæssigt.
Formålet med nærværende undersøgelse var at evaluere værdien af LUS ved primær laparoskopisk resektion for CRC.
Metode
Design prospektivt, randomiseret multicenter studie. Patienterne (pt) blev randomiseret til enten laparoskopi (LAP) eller laparoskopi
+ LUS (LAP+LUS). I LAP-armen blev forholdene intraabdominalt vurderet ved standardiseret laparoskopi før resektion. I LAP+LUSarmen blev der suppleret med LUS af leveren, tumor og retroperitoneum. For at evaluere oversete metastaser blev der foretaget en
3-faset CT skanning af abdomen efter 3 måneder.
Resultater
300 pt blev inkluderet, 43 pt blev ekskluderet. Fordelingen var 128 pt i LAP og 129 pt i LAP+LUS. Grupperne var sammenlignelige med
hensyn til demografi, T- og N-stadie.
I LAP+LUS-armen fandt man 3 pt med peritoneal karcinose, 1 pt med lymfeknude metastaser langs aorta, 1 pt med non-resektabel
tumor og 0 pt med levermetastaser. Der blev rejst mistanke om 4 pt med levermetastaser og 1 pt med lymfeknude metastaser, men
opfølgning eller resektion viste benigne forhold.
Til sammenligning fandt man i LAP-armen 1 pt med overfladiske levermetastaser.
Ved CT-kontrol fandt man i LAP+LUS-armen 1 pt med levermetastaser og ingen i LAP-armen.
Konklusion
LAP+LUS ændrede T og M-stadiet hos 3.9 % af pt sammenholdt med 0.8 % af pt i LAP-armen. LAP+LUS rejste mistanke om M-sygdom
hos 3.9 %, men her fandtes benigne forhold.
Side 17 af 20
F31
Predicting the severity of bowel dysfunction following a restorative anterior resection: Development and external validation of a
model and nomogram
1
2
3
3
4
N. Battersby , G. Bouliotis , K. J. Emmertsen , S. Laurberg , B. Moran and The Danish & UK Rectal Cancer Function Study Group
1 Colorectal Research Unit, Pelican Cancer Foundation, Basingstoke, United Kingdom
2 Clinical Statistics, Imperial College London, London, United Kingdom
3 Department of Colorectal Surgery, Aarhus University Hospital, Aarhus, Denmark
4 Department of Colorectal Surgery, North Hampshire Hospitals NHS Trust, Basingstoke, United Kingdom
Introduction
Almost half of patients undergoing a restorative anterior resection for rectal cancer report quality of life impairment due to bowel
dysfunction, but the extent and severity of these symptoms varies widely. An internationally validated patient reported outcome
measure (PROM), the Low Anterior Resection Syndrome (LARS) score, is now available to measure these symptoms. The aims of this
study were: 1) to develop a model that predicts the postoperative bowel function (as measured by the LARS score); 2) externally
validating the model in a separate international dataset; and, 3) incorporating the findings into a nomogram that can be used in
clinical practice to offer individualized information at the time of patient consent or during pre-operative patient discussions.
Method
Patients who were recurrence free and more than one-year post restorative anterior resection (UK, 2001-2011; Denmark, 2001-2007
(median 54 and 56 months since surgery respectively), were invited to complete EORTC QLQ-C30, LARS and Wexner incontinence
scores. Demographics, tumour characteristics, pre/post-operative treatment, and surgical procedures were recorded. Advanced
linear regression shrinkage techniques (i.e. LASSO) were used independently for both datasets (UK, DK) for an unbiased selection of
the most influential risk factors. Finally a nomogram based on linear regression was generated.
Results
The model was developed in 463 English patients and validated in 938 Danish patients with similar mean LARS scores of 26(SD 11)
2
and 24(SD 11) respectively (by LARS category -Pearson Chi = 6.4, p=0.10). The key risk factors that predicted the LARS score were
Age (at surgery) (Mallows's Cp 0.1828, p<0.001); tumour height (Cp0.5618, p<0.001), stoma (Cp 2.1230, p<0.01) and Pre-op radiotherapy (Cp 2.6621, p<0.01).
Conclusion
This is the first nomogram to predict patient reported bowel dysfunction following an anterior resection. Colorectal Surgeons and
Nurse Specialists may use this predictive tool to help patients understand their risk of bowel dysfunction. It is intended to aid the
consent process and highlight patients that may need additional post-operative support.
Side 18 af 20
F32
Tidlige erfaringer med Robot-assisteret Laparoskopisk Højresidig Hemikolektomi med Intrakorporal Anastomose
Niclas Dohrn, Jesper Olsen, Mads Klein
Gastroenheden, kirurgisk sektion, Herlev Hospital
Baggrund
Laparoskopisk højresidig hemicolektomi (LHH) med intrakorporal anastomose (IKA) blev første gang beskrevet i 2003 som et alternativ til den konventionelle teknik med ekstrakorporal anastomose. De teoretiske fordele er et mindre behov for colon transversum
mobilisering, lavere risiko for snoning af tarmen under anastomosedannelsen, samt en kort phannenstiel-incision til præparatekstraktion og deraf afledt færre postoperative smerter, bedre kosmetik, lavere risiko for infektion og incisionalhernie. LHH med IKA
kan være teknisk udfordrende pga. behovet for laparoskopisk surturering og robotten kan i denne henseende have en teoretisk
fordel, som kun få studier foreløbigt har undersøgt. Vi vil med dette beskrive proceduren ved Robot-assisteret laparoskopisk højresidig hemicolectomi (RHH) med IKA samt vores initiale erfaringer hermed.
Metode
Patienterne blev fundet ved gennemgang af procedurenotater fra alle patienter som har fået foretaget et indgreb på en operationstue med robot-kapacitet. Demografiske data samt perioperative variable og komplikationer indenfor 30 dage blev efterfølgende
fundet ved opslag i elektronisk patientjournal (OPUS) og statistisk analyseret.
Resultater
Der er foreløbigt blevet udført 9 RHH med IKA (m/k: 2/7), hvoraf indikationen har været carcinom (n=8) og lipom (n=1) med en median operationstid på 160 min (Range 137 – 264). Alder var mediant 66 (48-87) år og ASA-score I (n=5) og II (n=4). Ingen havde modtaget neoadjuverende kemoterapi.
Den mediane indlæggelesestid var 7 (3-44) dage, der var ingen anastomoselækager og ingen dødsfald 30 dage postoperativt.
Vi vil til årsmødet beskrive proceduren for udfærdigelse af IKA ved RHH.
Konklusion
Initiale erfaringer viser at RHH med IKA er sikkert og gennemførligt. Vi har i denne lille kohorte ikke kunnet påvise en klar gevinst ved
denne metode fremfor den konventionelle. En fortsat registrering og evaluering, samt forhåbentlig kliniske studier må senere afgøre,
om de teoretisk beskrevne fordele er klinisk betydende.
F33
Transanal total mesorectal excision for rectum cancer
Sharaf Perdawood
Kirurgisk afdeling, Slagelse Sygehus
Baggrund
Transanal total mesorectal excision (TaTME) en en evolution af standard laparoskopisk TME, hvor dissektion af den nederste del af
rectum foretages nedefra ved hjælp af laparoskopiske instrumenter. Formålet med denne opgørelse var for at beskrive vores erfaring med proceduren.
Metode
Data var samlet prospektivt om alle patienter der har fået foretaget TaTME siden 2013. Retrospektiv analyse af demografiske data,
perioerative data, postoperative data, onkologiske data, og data om eventuelle recidiv, er foretaget.
Resultater
I alt 40 patienter var inkluderet (k = 9, m = 31), median alder 70 (54 – 90) år. Median BMI var 28 og median tumour højde fra anus 8
cm. Der var blevet foretaget 27 low anterior resektion med anastomoser og 13 resektioner med kolostomi. Alle procedurer kunne
gennemføres uden behov for konvertering til åben eller standard laoaroskopisk kirurgi. Median indlæggelses tid var 6 dage. Komplikationer inkluderet anastomoselækage i 2 patienter (begge blev behandlet med Endo-VAC), mekanisk ileus (2 patienter), vandladningsforstyrrelse (11 patienter). Ingen mortalitet. TME præparatet var enten i mesorektal plan eller intramesorektal plan i 39 patienter (97,5%). Resektionsrande var ikke fri i 3 patienter (7,5). Median antal fjernet lymfeknuder var 20. Ingen har fået påvis recidiv.
Konklusion
De initiale resultater efter implementering af TaTME, er acceptable.
Side 19 af 20
F34
Uventet kolorektal polypcancer.
Afdelingslæge Thomas Buchbjerg
Kirurgisk og Gastroenterlogisk afdeling Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.
Baggrund
Antallet af histologisvar med uventet kolorektal polypcancer er steget eksplosivt siden starten af 2014 sammenlignet med tidligere.
Derfor har vi opgjort hvordan vi har håndteret denne patientgruppe på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.
Metode
Retrospektiv kohorte studie af 46 patienter med uventet kræft i kolorektal polypper efter polypektomi af formodet godartet polyp.
Dette i perioden januar 2014 til juli 2015, hvor der til sammenligning kun var 4 patienter i Vores afdeling i 2012 og 2013.
Resultater
46% (21/46) af patienterne er fundet ved tyktarmsscreening, og 54% (25/46) ved almindelig coloskopi henvist fra egen læge. 41/46
(89%) har været på Multidisciplinær konference.
Ved 23 patienter (50%) valgtes kirurgisk kontrolforløb med CT og skopikontroller uden colorektal kirurgi, på baggrund af DCCG’s
nationale retningslinjer eller andre årsager såsom patientønske eller comorbiditet.
De resterende 23 patienter (50%) blev opereret og iht. histologisvar enten onkologisk eller kirurgisk efterforløb. Af disse havde 13%
(3/23) N1 sygdom og 9% (2/23) T1 eller T2 rest-adenokarcinom i præparatet. Der var ingen patienter med både N1 og T>1.
Konklusion
22% (5/23) af de opererede patienter havde restcancer i form af enten T>1 eller N1 sygdom.
I 2011 var risikoen for lymfeknudemetastasering 12% ved T1 sygdom, hvilket stemmer godt overens med Vores 13% (3/23) som
havde N1 sygdom.
Side 20 af 20