Bachelor -udviklingshæmmede og seksualitet 2015

Udviklingshæmmede og seksualitet
Bachelorprojekt, januar 2015
E11CD-044 Elin Bjørg Ó. Rasmussen
E11CD-141 Cecilie Finner Madsen
E10CD-041 Pil Vejlebo
PROFESSIONSBACHELOR – UCC PÆDAGOGUDDANNELSEN FRØBEL
Vejleder: Camilla Panting
Indholdsfortegnelse
Problemstilling ..................................................................................................................................................... 3
Problemformulering ........................................................................................................................................... 3
Metode .................................................................................................................................................................... 4
Teori ................................................................................................................................................................................................ 4
Empiri ............................................................................................................................................................................................. 5
Analyse ........................................................................................................................................................................................... 6
Diskussion ..................................................................................................................................................................................... 6
Videnskabsteoretiske overvejelser ......................................................................................................................................... 6
Afgrænsning ......................................................................................................................................................... 7
Målgruppebeskrivelse ....................................................................................................................................... 7
Begrebsafklaring ................................................................................................................................................. 8
Den historiske udvikling .................................................................................................................................. 8
Forandring i seksualitetsforståelsen....................................................................................................................................... 9
Forandring i handicapforståelsen ........................................................................................................................................... 9
Sammenfatning af den historiske udvikling..................................................................................................................... 11
Beskrivelse af relevant lovgivning ............................................................................................................. 11
Handicapkonventionen ........................................................................................................................................................... 11
Serviceloven om selvbestemmelse ..................................................................................................................................... 12
Socialstyrelsen om arbejdet med seksualitet ................................................................................................................... 12
Livskvalitet - Bjarne Lenau Henriksen ..................................................................................................... 13
Felt, doxa og habitus - Pierre Bourdieu .................................................................................................... 15
Anerkendelse - Axel Honneth ...................................................................................................................... 17
Moderne magtudøvelse - Michel Foucault .............................................................................................. 19
Etik - Einar Aadland ........................................................................................................................................ 20
Interview med seksualvejleder ..................................................................................................................... 22
1
Analyse ................................................................................................................................................................. 25
Analyse - livskvalitet............................................................................................................................................................... 25
Opsummering af livskvalitetsanalysen .............................................................................................................................. 32
Analyse - Magt .......................................................................................................................................................................... 32
Opsummering af magtanalyse .............................................................................................................................................. 39
Analyse - Etik ............................................................................................................................................................................ 39
Opsummering af etikanalyse ................................................................................................................................................ 45
Diskussion ........................................................................................................................................................... 45
Konklusion .......................................................................................................................................................... 49
Perspektivering .................................................................................................................................................. 51
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 513
Primær litteratur ........................................................................................................................................................................ 53
Sekundær litteratur ................................................................................................................................................................... 54
Hjemmesider .............................................................................................................................................................................. 54
Bilag ...................................................................................................................................................................... 56
Bilag 1:Interviewguide ........................................................................................................................................................... 56
Bilag 2: Transskriberede interviewuddrag ....................................................................................................................... 57
2
Problemstilling
Den danske velfærdsstat søger at sikre alle samfundsborgere gode levevilkår, hvorfor borgere med
ringe forudsætninger for selv at opnå et godt liv, tilbydes statslig hjælp. På pædagogiske døgn-,
dag- og fritidstilbud for borgere med udviklingshæmning, bliver ydelsen af en sådan statslig hjælp
en pædagogisk opgave, hvor den professionelles støtte og omsorg, jf. Servicelovens § 1 stk. 2., bl.a.
har til formål at fremme den udviklingshæmmede borgers livskvalitet.
Men at sikre et andet menneske fremme af livskvalitet er en kompleks opgave, som kan forekomme
udfordrende at løfte i praksis, idet oplevelsen af livskvalitet er subjektiv og måden hvorpå
livskvalitet opnås er vidt forskellig fra menneske til menneske. Desuden forudsætter livskvalitet en
følelse af at have kvalitet i livet på en lang række forhold, som tvinger pædagogen til at have alle
livets aspekter for øje i arbejdet med at fremme den udviklingshæmmede borgers oplevelse af at
leve et godt liv.
Anskuet fra et sådant livskvalitetsperspektiv bliver ét af mange vigtige aspekter i det pædagogiske
arbejde med at sikre borgeren livskvalitet, at støtte op om borgerens eventuelle ønsker om et
kærligheds- og seksualliv. At anerkende seksualitet og behov for intimitet som en betydningsfuld
del af den udviklingshæmmede borgers liv og en væsentlig del af den pædagogiske arbejdsopgave
er nødvendigt ifølge Socialstyrelsen, som definerer seksualitet som værende et basalt behov og en
integreret del af ethvert menneskes personlighed.
Dog kan arbejdet med seksualitet af mange årsager virke dilemmafyldt i praksis, idet emnet er
subjektivt og de etiske grænser hårfine. I pædagogens forsøg på at indfri den udviklingshæmmede
borgers lyst og ret til seksualitet, kan der opstå forskellige problemstillinger, eksempelvis ved at
pædagogen uhensigtsmæssigt overfører egen forståelse af seksualitet og kvaliteter i livet til
borgeren.
Problemformulering
Hvordan kan pædagogen understøtte den udviklingshæmmede borgers seksualitet uden at lade egne
forforståelser af det gode kærligheds- og seksualliv influere uhensigtsmæssigt i et målrettet
pædagogisk arbejde med seksualitet?
3
Metode
Teori
Undersøgelsen indledes med at afdække en historisk udvikling i den generelle samfundsmæssige
seksualitets- og handicapforståelse, som påvirker det pædagogiske arbejde med den
udviklingshæmmede borgers seksualitet. I det historiske oprids, redegøres kort for den del af
britiske sociolog Anthony Giddens (1938-) samfundsteori, som behandler det senmoderne
menneskes tilgang til seksualitet og intimitet. Derefter inddrages Jesper Dammeyer og Louise
Bøttchers beskrivelse af den danske udvikling i opfattelsen af og tilgangen til det funktionsnedsatte
menneske.
I forlængelse af den historiske udvikling, afdækkes dele af FN’s Handicapkonvention og dansk
lovgivning, der har særlig relevans for belysningen af de pædagogiske retningslinjer, pædagogen er
underlagt, i arbejdet med understøttelsen af den udviklingshæmmede borgers seksualitet.
For at præsentere belæg for vores tese om, at pædagogisk arbejde med seksualitet kan bidrage til
fremme af livskvalitet for den udviklingshæmmede borger, beskrives danske teolog Bjarne Lenau
Henriksens livskvalitetsperspektiv, hvori han læner sig op ad svenske psykiater Madis Kajandi.
Med Kajandis opstillede forudsætninger for, hvordan et menneske opnår livskvalitet, kan vi med
afsæt i perspektivet, analysere pædagogens handlemuligheder, i arbejdet med seksualitet og
livskvalitet.
Til at afdække et perspektiv, der kan belyse grundlaget for pædagogens professionelle handlinger,
gøres der kort rede for franske sociolog Pierre Bourdieus (1930-2002) begreber felt, doxa,
disposition, habitus og kapital, idet Bourdieu med sine begreber beskriver menneskelig praksis.
For at opnå indsigt i, hvad det betyder for et menneske at blive anerkendt samfundsmæssigt, i den
menneskelige relation og i sociale fællesskaber, redegøres der kort for tyske filosof Axel Honneths
(1949-) anerkendelsesteori. På baggrund af det teoretiske grundlag, vil vi analysere, hvilken
betydning det har for den udviklingshæmmede borger, at pædagogen støtter borgeren i oplevelsen
af anerkendelse både privat, solidarisk og retligt.
Til at belyse et samfundsmæssigt magtperspektiv, som udover at påvirke pædagogens arbejde
også påvirker borgerens reelle muligheder for selvbestemmelse vedrørende eget seksual- og
4
kærlighedsliv, redegøres der for franske filosof Michel Foucaults (1926-1984) begreber
govermentality og pastoral ledelse. Foucaults teori om moderne magtudøvelse, afdækker den
liberale stats møde med borgeren, hvilket kan medvirke til at belyse det magtforhold som udspiller
sig i mødet mellem borger og pædagog.
Endeligt inddrages et etisk perspektiv, som beskriver dydsetik, pligtetik og konsekvensetik, ud fra
norske filosof Einar Aadland. Principperne afdækker, hvorledes de etiske overvejelser, pædagogen
arbejder ud fra, vil påvirke mennesket pædagogen står overfor. Perspektivet kan således bruges
som redskab til analysen af pædagogiske handlemuligheder i arbejdet med at understøtte den
udviklingshæmmede borgers seksualitet, så pædagogens støtte forekommer mest mulig
hensigtsmæssig for borgeren.
Empiri
For at opnå indblik i, hvorledes der reelt arbejdes pædagogisk med seksualitet indenfor det
specialpædagogiske felt og i en undersøgelse af, hvordan arbejdet gribes hensigtsmæssigt an
foretages et semistruktureret forskningsinterview med pædagog, seksualvejleder og foredragsholder
Simon Simonsen.
Simonsen har arbejdet som seksualvejleder i 14 år, på et specialpædagogisk bosted for voksne
mennesker med funktionsnedsættelse, hvor han bl.a. har oprettet mande- og kvindegrupper, for at
gøre det til en integreret del af den pædagogiske dagligdag at have fokus på seksualitet. Simonsen
tilbyder individuel vejledning, gruppevejledning, kurser for par samt temadage for pædagogisk
personale, borgere og pårørende. Simon Simonsen, kan qua sin erfaring og profession, pege på
generelle tendenser og problematikker i det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmedes
seksualitet, og derfor har vi har valgt at interviewe ham.
Med vores semistrukturerede forskningsinterview søger vi, at forstå temaer og fænomener fra vores
interviewpersons livsverden, ud fra egne tolkninger af interviewpersonens beskrivelser.
Årsagen til, at vi vælger at foretage et semistruktureret forskningsinterview er, at det som metode,
med sin struktur, hverken tager form af en hverdagssamtale eller et fastlåst spørgeskema. Således
formoder vi, at skabe anledning til, at interviewpersonen, kan beskrive sin livsverden på en uformel
måde, til trods for, at vi, som interviewere, har forberedt en interviewguide. Guiden rummer særlige
emner, som vi ønsker at rette samtalen mod, men med mulighed for at stille uddybende og
opfølgende spørgsmål ud fra interviewpersonens udtalte virkelighed(Kvale, Brinkmann 2009, s.45).
5
Vi er bevidste om, at vores forforståelser i mødet med interviewpersonen, samt vores valgte fokus
og ageren i rummet, vil præge udfaldet af interviewpersonens svar, samt påvirke vores fortolkning,
trods forsøget på at gøre tolkningen så objektiv som muligt.
Hovedfokuset i interviewet ligger på seksualvejlederens oplevelse af pædagogers arbejde med
udviklingshæmmedes seksualitet, samt hans egne erfaringer med understøttelse af borgeres
seksualitet.
Interviewet er kvalitativt og subjektivt, idet der blot tages udgangspunkt i en informants beskrivelse
af sin forståelses- og livsverden(ibid. s.191). Det betyder, at vores undersøgelse ikke har til formål
at danne et kvantitativt og generelt billede af, hvordan pædagogen oplever arbejdet med den
udviklingshæmmede borgers seksualitet.
Analyse
For at søge svar på hvorledes pædagogen kan understøtte den udviklingshæmmede borgers
seksualitet, uden at lade egne forforståelser af det gode kærligheds- og seksualliv influere
uhensigtsmæssigt, analyseres problematikken med afsæt i de inddragede teoretiske begreber og
perspektiver.
Teori og indsamlet empiri sættes i spil gennem tre analysedele med henholdsvis et
livskvalitetsperspektiv, et magtperspektiv og et etikperspektiv, hvor problematikken både behandles
på et samfundsmæssigt og praktisk niveau. Ved at inddrage cases fra vores praksiserfaringer,
analyseres og diskuteres pædagogiske handlemuligheder i arbejdet med den udviklingshæmmede
borgers seksualitet.
Diskussion
I et forsøg på at stille os kritiske overfor egne antagelser og teser, vil vi i diskussionen perspektivere
opgavens udgangspunkt om, at pædagogen skal understøtte den udviklingshæmmede borgers
seksualitet. Diskussionen vil indeholde kritik af undersøgelsen, som er opstået for os undervejs, og
som vi løbende har diskuteret i gruppen.
Videnskabsteoretiske overvejelser
Vores videnskabsteoretiske tilgang til undersøgelsen af problemstillingen er hovedsagligt
hermeneutisk, idet vi søger at begribe og forstå livsverdener og fænomener med fokus på
meningsdannelse. Denne tilgang gør vi brug af i fortolkningen af teori og empirisk indsamlet
materiale.
6
Begrebet hermeneutik betyder fortolkningskunst eller læren om forståelse (Birkler 2010, s.95). At
skabe ny viden eller forståelse for egen forståelse af omverdenen, forudsætter en forforståelse. Med
det menes en forståelse, der altid går forud for forståelsen, som en uundgåelig og uundværlig
fordom. Begrebet fordom bør ikke tillægges en negativ betydning, men derimod anskues som en
forudsætning for at skabe merviden, idet fordomme er subjektive formeninger og forventninger,
som kendetegner vores måde at være i verden på. I mødet med omverdenen, fænomener og
medmennesker fortolkes disse ud fra vores individuelle for-forståelser, hvilket betyder, at to
menneskers tolkning af samme fænomen ikke kan garanteres at stemme overens, selvom
fænomenet tolkes ud fra den samme beskrivelse(ibid., s.96).
Afgrænsning
Velvidende at emnet udviklingshæmmede og seksualitet rummer en lang række underliggende
problematikker, såsom prævention, graviditet, forældreevne, samarbejde med pårørende samt
religion, afgrænser vi os fra at beskæftige os med disse. Det gøres med henblik på at kunne
prioritere en dybdegående undersøgelse af valgte problemformulering.
Idet Københavns Kommunes borgerrepræsentation i 2006 forbød hjælpepersoner at tage kontakt til
prostituerede på vegne af funktionsnedsatte borgere, afgrænser vi os fra debatten omkring hvorvidt
det er en pædagogisk arbejdsopgave. Vi er velvidende om at kontaktformidling til prostituerede
forekommer i andre kommuner, men fordi vi alle tre arbejder i Københavns Kommune, tager vores
undersøgelse udgangspunkt i denne kommunes retningslinjer.
Undersøgelsen tager afsæt i borgere over 18 år, som er tilknyttet specialpædagogiske bo- og
dagtilbud.
Målgruppebeskrivelse
For at definere diagnosen udviklingshæmning, afdækkes WHOs definition. Definitionen beskriver
diagnosens brede spektrum og forskellige indvirkninger på den enkeltes liv, samt betydningen for
den pædagogiske indsats.
I henhold til WHOs diagnoseliste ICD-01, som er blevet anvendt i Danmark siden 1994 defineres
udviklingshæmning som værende: ”en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og
funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede
7
intelligensniveau,
dvs.
de
kognitive,
sproglige,
motoriske
og
sociale
evner
og
færdigheder”(socialstyrelsen.dk/sjældne handicap).
Diagnosen indebærer, at individet opfylder kriterier om en IQ under 70, væsentlig afvigelse i
færdigheder, samt at tilstanden skal komme til udtryk inden det 18. leveår. Endvidere kategoriseres
diagnosen i fire forskellige grader - lettere, middelsvær, sværere og sværeste - bestemt af den
enkeltes IQ-niveau. Antallet af danske borgere med udviklingshæmning kan ikke fastslås, idet
diagnosen ikke registreres, men ifølge Socialstyrelsen er der ca. 50.000(ibid). Som et led i
indsatsen for mennesker med behov for støtte i den daglige tilværelse, tilbydes bo- og dagtilbud.
Ifølge Danmarks Statistik, var der i april 2011 969 botilbud og 658 dagtilbud, hvor sidstnævnte
dækker aktivitets- og samværstilbud samt beskyttet beskæftigelse(Omsorg for voksne
handicappede/dst.dk).
Begrebsafklaring
Begrebet seksualitet defineres i opgaven ud fra Socialstyrelsens danske oversættelse af WHOs
definition:
“Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Seksualitet er et basalt behov
og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet. Seksualitet
er ikke synonymt med samleje. Det handler heller ikke om, hvorvidt vi opnår orgasme, og endelig
er det ikke summen af et erotisk liv. Det kan være en del af vor seksualitet, men behøver ikke at
være det. Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme
og intimitet. Det udtrykkes i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er
lige så meget dette at være sensuel som at være seksuel. Seksualitet har indflydelse på vore tanker,
følelser, handlinger og samvær og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en
fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret”(Holmskov og
Skov 2012, s. 3).
Den historiske udvikling
For at belyse hvordan pædagogens arbejde med den udviklingshæmmede borgers seksualitet,
påvirkes af aktuelle samfundsopfattelser af seksualitet og funktionsnedsættelser, afdækkes et kort
historisk oprids. Først inddrages et samfundsperspektiv af Anthony Giddens, som beskriver
ændringen i seksualitetsforståelsen, og dernæst inddrages et perspektiv af Jesper Dammeyer og
Louise Bøttcher, som forklarer den danske udvikling på handicapområdet.
8
Forandring i seksualitetsforståelsen
Samfundets udvikling fra moderne industrisamfund til senmoderne videnssamfund har, ifølge
Giddens, medført en større kompleksitet, idet samfundet tvinger individet til at forholde sig
refleksivt til sig selv og sine omgivelser. Det sker som følge af, at gamle traditioner forstås på ny og
konstant stiller individet overfor nye og flere handlemuligheder, som det må tage aktivt stilling til.
Således bliver individets selvdannelse et refleksivt projekt, hvor det bliver op til den enkelte aktivt
og subjektivt at ”vælge” sin livsstil(Schou og Pedersen 2011, s.96).
På samme måde bliver individets seksualitet et refleksivt anliggende, hvor seksualitet, i modsætning
til under det moderne samfund, ikke kun betragtes som tilhørende ægteskabet, og ikke kun tjener til
forplantningens formål(Giddens 1994, s.10). Senmodernitetens udvikling, har medført et skift i
synet på kærlighed og intimitet, hvoraf en redefinition af ægteskab og andre tætte kærlighedsbånd,
har fundet sted. Begrebet ”forhold”, i betydningen af et nært og følelsesmæssigt bånd til en anden,
har ikke tidligere været en del af almindelig tale. Det nære og følelsesmæssige forhold kalder
Giddens det rene forhold(Giddens 1994, s.63), hvor to mennesker alene på baggrund af egen lyst
indgår i et socialt forhold, som dog kun varer under forudsætning af, at begge parter finder
forbindelsen tilfredsstillende og tilstrækkelig. Hvor seksualitet og kærlighed før forbandt sig i kraft
af det varige ægteskab, sammenfattes de to i højere grad gennem det rene forhold. Ægteskabet, i det
senmoderne samfund, bærer i stigende grad præg af det rene forhold, idet mennesker finder
sammen på grund af lyst, frem for af arrangerede formål og rationaler udefra(ibid., s.63).
På samme måde, er der sket en forandring i forståelsen af menneskets - mandens og kvindens seksuelle behov. Som noget nyt, betragtes kvindens søgen efter seksuel tilfredsstillelse som et
grundlæggende aspekt af kvindens liv og kærlighedsforhold. Giddens afkræfter påstanden om, at
”kvinder vil have kærlighed og at mænd vil have sex” (Giddens 1994, s.71), da både kvinder og
mænd søger at elske og at blive elsket, samt at både kvinder og mænd ligeledes søger seksuel
tilfredsstillelse. I det senmoderne menneskes søgen efter romantik og kærlighed, er det ifølge
Giddens, således legitimt at have skiftende seksualpartnere, idet der er sket en dekonstruktion af
sex, romantik og intimitet. Det betyder, at seksuel mangfoldighed lever side om side med store
romantiske forestillinger(ibid., s.56).
Forandring i handicapforståelsen
Siden 1800-tallet, hvor psykologien havde sin begyndelse som videnskab, har det funktionsnedsatte
menneske været genstand for forskning, som til trods for sin umenneskelige karakter, er blevet
legitimeret, grundet ønsket om teoretisk psykologisk viden(Bøttcher og Dammeyer 2014, s. 15).
9
I 1930’erne grundlagdes store centralinstitutioner, som fik til formål at beskytte funktionsnedsatte
borgere mod sult og tørst, samt at beskytte samfundet mod borgernes afvigende adfærd. Disse
borgere blev ofte opfattet som værende mindreværdige og blev frataget almindelige
borgerrettigheder(ibid., s.16).
Med en ny Socialreform i 1933, blev en offentlig forpligtelse til forøgelse af hjælp til mennesker
med handicap fastslået, hvilket satte en kurs mod normalisering på handicapområdet.
Socialreformen gjorde sig gældende i en lang række år, og i 1950’erne fortsatte en udbygning af
reformen, som indebar et fokus på det handicappede menneskes samfundsrettigheder. En
dominerende medicinsk handicapforståelse afløstes så småt af en stigende pædagogisk tilgang,
hvilket ændrede psykologiens rolle fra at være klinisk til at være mere pædagogisk(ibid., s.17).
I 1980’erne gik handicapområdet fra at være statens anliggende til at være amternes, og den
generelle pædagogiske målsætning på området blev integration og normalisering.
De store centralinstitutioner blev langsomt afløst af mindre og specialiserede botilbud, som dem vi
kender i dag. Efter amternes nedlæggelse i 2007, er handicapområdet blevet et kommunalt ansvar.
I dag anses mennesket med funktionsnedsættelse, ifølge Bøttcher og Dammeyer, som værende
ligeværdigt med øvrige samfundsborgere, og begreberne brugerindflydelse og selvbestemmelse er
blevet centralt i arbejdet med forbedring af handicaprettigheder. En række foreninger, som
repræsenterer forskellige handicapgrupper, og som henvender sig til den funktionsnedsatte borger
og pårørende, gør et stort arbejde for at forbedre rettighederne på handicapområdet. I
Socialministeriet findes desuden flere styrelser og centre, som har til opgave at varetage rådgivning,
vidensformidling samt vejledning omkring arbejdet med de forskellige handicapgrupper.
Handicappsykologien bidrager stadig med specialviden og behandling til de enkelte grupper, hvoraf
udredning og pædagogiske handleplaner og vejledninger udarbejdes(ibid., s.17). Der er kommet
større fokus på specifik diagnosticering, som følge af bedre forskningsmuligheder, eksempelvis i
form af hjernescannere, som gør det muligt at skelne mellem flere typer af udviklingshæmning.
Den specialiserede diagnosticering bidrager til relevant forskning, som ifølge Bøttcher og
Dammeyer, kommer mennesket med funktionsnedsættelse til gode. Dog opstår farer for, at den
opnåede viden isoleres indenfor specifikke handicapgrupper, hvorved det handicappsykologiske
område kan komme til at bestå af mange selvstændige områder, uden indbyrdes forbindelse. En
sådan
udvikling
mener
Bøttcher
og Dammeyer,
er
uhensigtsmæssig,
idet
der
med
funktionsnedsættelse følger en række problematikker, som gør sig gældende eksempelvis for både
10
den blinde og den udviklingshæmmede borger. Derfor er det vigtigt, både at have et specifikt og et
generelt perspektiv for øje(ibid., s.18).
Sammenfatning af den historiske udvikling
Den aktuelle forståelse af menneskets seksualitet, bygger på en udviklingshistorie, ligesom den
aktuelle handicappsykologiske forståelse. Tidligere opfattelser af funktionsnedsættelser og
hvorledes mennesker med funktionsnedsættelser bør behandles, samt tidligere opfattelser af
hvordan seksualitet bør praktiseres, har indflydelse på den nutidige tilgang til arbejdet med den
udviklingshæmmede borgers seksualitet. Det nuværende syn på både seksualitet og mennesker med
funktionsnedsættelser danner ligeledes grobund for den aktuelle lovgivning på området, som får
direkte indflydelse på den funktionsnedsatte borgers livsvilkår og rettigheder.
Beskrivelse af relevant lovgivning
I pædagogisk arbejde med udviklingshæmmede og seksualitet, er de lovmæssige rammer
grundlæggende i bestræbelserne på at yde den hjælp og støtte borgeren har krav på og samtidig
sikre, at både borger og pædagog retssikkerhedsmæssigt overholder bestemmelserne indenfor
området. Nedenstående afsnit, vil kort gennemgå uddrag af relevant lovgivning på både et
internationalt og nationalt plan.
Handicapkonventionen
Handicapkonventionen blev vedtaget på FN´s generalforsamling i 2006 og underskrevet af
Danmark og 83 andre lande i 2007 og endeligt ratificeret af det danske folketing i 2009.
Handicapkonventionen er en menneskerettighedskonvention, som skal sikre grundlæggende
menneskerettigheder for personer med handicap. Af konventionens Artikel 22 Respekt for
privatlivet(handicap.dk/fn-konventionen), fremgår det af stk. 1. at;
“Ingen person med handicap må uanset bopæl eller boform udsættes for vilkårlig eller ulovlig
indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling eller andre former for
kommunikation, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme. Personer med handicap har
ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.”(handicap.dk/fnkonventionen).
11
Serviceloven om selvbestemmelse
I Serviceloven præciseres retten til selvbestemmelse bl.a. gennem formålsparagraf 1 stk. 3., hvor
det fremgår at:
”Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og
forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af
faglige og økonomiske hensyn.”(retsinformation.dk/serviceloven).
Ydermere understøttes selvbestemmelsesretten gennem bestemmelser i Servicelovens afsnit 3 kap.
5 § 16 om brugerinddragelse, og jf. afsnit 8 kap. 25 § 141 omhandlende individuelle handleplaner i
samarbejde med det enkelte individ.
Gennem
§
124
i
afsnit
7
kap.
24
om
magtanvendelse
fastslår
Serviceloven
et
mindsteindgrebsprincip i selvbestemmelsesretten med formål om at begrænse magtanvendelse, som
aldrig må erstatte socialpædagogisk bistand, omsorg og pleje(ibid.).
Yderligere retningslinjer for det pædagogiske arbejde med mennesker med funktionsnedsættelses
selvbestemmelsesret
afdækkes
i
rapporten
Veje
til
reelt
medborgerskab
udgivet
af
Servicestyrelsen(shop.socialstyrelsen.dk). I rapporten defineres selvbestemmelse som;
”Retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv. En ret med frihed til at forme sit liv i
overensstemmelse med de ønsker og behov man har.” (Holmskov og Skov 2007, s.19)
Socialstyrelsen om arbejdet med seksualitet
En konkret professionsfaglig guideline med fokus på netop udviklingshæmmede og seksualitet, er
at finde i socialstyrelsens vejledning fra 2012 Seksualitet på dagsordenen – En håndbog om
professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse(shop.socialstyrelsen.dk). Håndbogen
henvender sig til medarbejdere indenfor det sociale område, og har overordnet til formål at kunne
anvendes ved støtte og vejledning i relation til seksualitet for mennesker med psykisk og fysisk
funktionsnedsættelse. De pædagogiske retningslinjer angives ud fra, hvad det vil sige at arbejde
professionelt med seksualitet med respekt for borgerens selvbestemmelsesret, integritet og hvad der
anses som etisk forsvarligt(Holmskov og Skov 2012, s.4).
Håndbogen fremhæver to lovgivninger - samtykke og tavshedspligt, som vurderes at være særligt
vigtige at være opmærksomme på i arbejdet med borgerens seksualitet(ibid., s.49)
I forhold til samtykke, er det et retskrav, at borgeren har givet et udtrykkeligt samtykke jf.
Persondataloven stk. 2, 1) i henholdsvis §§ 7-8, hvis der skal udveksles oplysninger om følgende:
12

§ 7. “Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger
om helbredsmæssige og seksuelle forhold.”(retsinformation.dk/persondataloven).

§ 8. “For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1,
nævnte,
medmindre
det
er
nødvendigt
for
varetagelsen
af
myndighedens
opgaver.”(retsinformation.dk/persondataloven).
I seksualitet på dagsordenen bliver det desuden udspecificeret, at der skal indhentes samtykke fra
borgeren, når der er tale om konkret støtte ved eksempelvis seksualoplæring. Samtykket skal
indeholde fyldestgørende information om, hvilken type af støtte der vil blive givet, af hvem og
hvordan. Et samtykke kan både være af mundtlig og skriftlig karakter, og kan til en hver tid
tilbagekaldes. Samtykket har gyldighed i strafferetlige sammenhænge, og forudsætter altid, at
borgeren er indstillet på at modtage hjælpen(Holmskov og Skov 2012, s.50).
Tavshedspligt er gældende for personer, der arbejder i en offentlig myndighed jf. Straffelovens §
152 og §§ 152c - 152f(retsinformation.dk/straffeloven) samt forvaltningslovens § 27
(retsinformation.dk/forvaltningsloven). Tavshedspligten omhandler forbud mod videregivelse af
fortrolige oplysninger om borgere og herunder eksempelvis oplysninger om en borgers seksualitet,
som pædagogen kommer i besiddelse af gennem sit arbejde.
Livskvalitet - Bjarne Lenau Henriksen
Idet pædagogens arbejde med den udviklingshæmmede borger, jf. Serviceloven, bl.a. har til formål
at fremme den udviklingshæmmede borgers livskvalitet, inddrages teolog Bjarne Lenau Henriksens
perspektiv på hvad livskvalitet er og hvorledes livskvalitet opnås. Det gøres med henblik på at
forstå hvilke generelle livskvalitetsforudsætninger pædagogen må have for øje, i arbejdet med den
udviklingshæmmede borgers seksualitet og opnåelse af det gode liv.
Henriksen forklarer begrebet livskvalitet, som det der gør livet værd at leve. Dette suppleres med, at
livet må antages at være så forskelligt og mangfoldigt, at livskvalitet ikke objektivt endeligt kan
defineres, men at følelsen af hvad der gør livet værdifuldt er subjektivt forankret. Hertil kommer, at
menneskets forståelse af livskvalitet er bestemt af vores kultur, samfundsforhold, personlige
erfaringer, religion, oplevelser og opvækst(Henriksen, 1992 s.13).
13
Livskvalitet er ikke en endegyldig størrelse, og den enes opfattelse af livets kvaliteter kan ikke
anfægtes at være mere sand end den andens. Samtidigt slår Henriksen fast, at oplevelsen af
livskvalitet kommer til udtryk på utallige måder og går på tværs af menneskelige grænser og
forskelligheder. Livskvalitet defineres som en løbende proces, der ligesom selve livet, altid er under
udvikling(ibid., s.21).
Henriksen påpeger at ønsket om, at det enkelte menneske skal se livet som værd at leve, er
grundlæggende i den mellemmenneskelige relation og derfor også i ethvert hjælperforhold(ibid.,
s.13). Det gør sig herved gældende, at hjælperen må udvise stor tolerance, respekt og anerkendelse i
bestræbelserne på at skabe kvalitet i et andet menneskes liv. I relationen kan individet opføre sig
således, at det andet menneske oplever livet som værdifuldt, hvilket ikke er muligt blot ved
italesættelse af at livet har værdi(ibid., s.21).
Det er særdeles vigtigt at være opmærksom på den forklaring og definition man anvender i
forbindelse med livskvalitetsbegrebet. Det skyldes, at det kan medføre bedreviden, formynderi og
umyndiggørelse(ibid., s.22) over for specifikke grupper af mennesker i samfundet, herunder
mennesker med handicap, der umiddelbart ikke kan opnå den livskvalitet, som majoriteten anser for
den "rigtige" og "normale". Når det trods faren for normalitetstyrani(Henriksen 1992. s.22) er
meningsgivende at arbejde med livskvalitet, skyldes det, at indsatsen bygger på ideer om, at det er
muligt at gøre andre menneskers liv bedre. Imidlertid er det nødvendigt at etablere en åben dialog
og diskussion for at sætte fokus på de forskellige opfattelser af livskvalitet, og for at skabe de rette
forudsætninger for et godt liv for den enkelte borger(ibid., s.23).
Henriksen henviser til svenske psykolog Madis Kajandis’ livskvalitetsmodel1, idet han mener, at
denne giver den mest rummelige skitsering af forudsætninger for livskvalitet. Modellens tre
hovedpunkter; ydre livsvilkår, mellemmenneskelige forhold og den indre psykologiske tilstand(ibid.
s.24), er udformet på baggrund af Kajandis arbejde i psykiatrisk regi med patienters livskvalitet,
men kan ifølge Henriksen benyttes i bredere sammenhænge, i forståelsen af forudsætninger for
menneskers livskvalitet.
De ydre livsvilkår har tre underpunkter - bolig, arbejde og økonomi - og handler overordnet om, at
det enkelte menneske har brug for en sammenhængende økonomi for at leve og få mulighed for
oplevelsen af livskvalitet. Henriksen peger på, at økonomien bl.a. kan give mulighed for oplevelser
1Madis
Kajandi: ”livskvalitet - en översikt, forslag till definition samt eksempel på empiriska tillämpningar” i ”Rapport
från forskningskonferensen MÂNNISKA-MILJÔ-LIVSKVALITET, Ôrebro den 5. Og 6. April 1989. Del 1”
Socialförvaltningen, örebro Läns landsting. S. 65 ff.
14
og for, at boligforholdene er passende for den enkelte familie(ibid., s.25). Økonomien er i manges
tilfælde forudsat af et arbejde, der ligeledes kan medvirke til livskvalitet gennem identitetsfølelse og
anerkendelse i samfundet(ibid., s.101)
De mellemmenneskelige forhold med de fire underpunkter - partner, venner, forældre og egne børn
- uddyber Henriksen ved at fremhæve, at der udover disse værdipersoner også er andre relationer
som eksempelvis kollegaer og naboer, der har indflydelse og betydning for menneskets livskvalitet.
Henriksen understreger at “Intet menneske er en ø”(Henriksen 1992, s.25), og hævder at fællesskab
og samvær for størstedelen af alle, er en forudsætning for at leve et godt liv, idet vi spejler og
udvikler os gennem medmenneskelige relationer(ibid.).
Den indre psykologiske tilstand og dens underpunkter - engagement, energi, selvvirkeliggørelse,
frihed, selvtillid, selvaccept, tryghed, følelsesoplevelser og glæder - er ifølge Henriksen elementære
psykologiske behov, der skal dækkes for at opnå følelsen af livskvalitet(ibid., s.26).
Felt, doxa og habitus - Pierre Bourdieu
For at opnå indblik i pædagogens ageren i arbejdet med den udviklingshæmmede borgers
seksualitet, redegøres kort for Pierre Bourdieus teori om menneskelig praksis, idet teorien forsøger
at forstå, hvilke faktorer der spiller ind på menneskets valg og handlen i den givne kontekst.
I forsøget på at forstå menneskelig adfærd, er det ifølge Bourdieu afgørende at se individuelle
livsforløb i sammenhæng med sociale muligheder og begrænsninger.
Objektive betingelser har betydning for menneskets adfærd samt opfattelse af sig selv og verden,
hvilket Bourdieu betegner dispositioner(Gytz 2000 s.141). Den enkeltes samspil med omgivelserne
samt de objektive livsvilkår med de dertilhørende sæt af handlemuligheder aflejres i individet som
subjektive dispositioner. Dispositionerne skaber grundlag for menneskets subjektive praktikker, og
vil grundet omstændigheder og omgivelser sikre mennesket at forme sine valg i overensstemmelse
med de objektive betingelser. Dermed vil de valg, der af mennesket opfattes som frie og fornuftige,
være formet af muligheder som de objektive betingelser stiller til rådighed(ibid., s.141).
I relationen mellem det objektive og subjektive udspilles det Bourdieu kalder kapital.
Kapitalbegrebet rummer flere kapitalformer, hvoraf den symbolske kapital overordnet omhandler de
ressourcer og kompetencer, der tillægges værdi i sociale grupper(ibid., s.142). Den symbolske
kapital kan komme til udtryk og være sammensat af flere dimensioner, som eksempelvis den
kulturelle, økonomiske og sociale kapital(ibid., s.143). Her vil samfundets individer på baggrund af
15
deres kapitaler, have nogle særlige dispositioner og en praktisk sans, som bliver styrende for deres
valg.
I forlængelse af menneskets dispositioner og kapitaler forklarer Bourdieu begrebet habitus, som
omhandler de subjektive dispositioner samt objektive strukturer i et givent felt(ibid., s.145). Habitus
sætter mennesker i stand til at navigere i omverdenen, og betegner de kropsligt indlejrede
dispositioner, som bliver en del af individets praktiske sans og leder til at træffe beslutninger i de
givne sociale og kulturelle sammenhænge (ibid., s.146). Dermed rummer habitus menneskets
praktiske sans i det gensidige sammenspil mellem kapitalformerne og feltet, hvilket ifølge Bourdieu
udfolder sig ”bag om ryggen” på mennesker i det socialt betingede spil. De sociale strukturer styrer
ikke individet, som var det viljeløst, men individets valg kan heller ikke alene opfattes som
frivillige og meningsfulde uafhængigt af konteksten. Habitus indrammer netop menneskets
muligheder som begrænsede, idet de er socialt betingede og struktureret af individets omgivelser,
hvorfor habitus kan karakteriseres som en form for socialiseret subjektivitet(ibid., s.148).
Et felt betegner det rum, hvor de førnævnte dispositioner og den menneskelige praktik udspilles. I
feltet hersker en relativ egenlogik, hvor et netværk af relationer mellem de forskellige positioner i
feltet gør sig gældende. De forskellige positioner har karakter af indbyrdes magtforhold og kan
påtvinge agenterne bindinger i kraft af deres indbyrdes relationer.
Ubevidst praktiserer agenterne deres kapital, således at afgørelser indenfor feltet ikke nødvendigvis
afspejler en fælles forståelse, men et resultat af de styrkeforhold som agenterne etablerer.
Dominansforholdene vil gøre sig aktivt gældende i feltet, dog uden en bevidst hensigt om at
gennemtvinge dominans(ibid., s.147).
Ifølge Bourdieu vil der indenfor feltet være nogle indforståede opfattelser af, hvilke herskende
normer og holdninger der gør sig gældende. Med begrebet doxa, betegnes de ikke italesatte forhold
i feltet der omhandler de underliggende opfattelser og styrkeforhold, som der ikke sættes
spørgsmålstegn ved. Doxa er udtryk for feltets selvfølgeligheder og påvirker agenternes intuitive
ageren(ibid., s.150). Feltet domineres af de herskende doxa, fungerende som en usagt forklaring på
den ideelle praktik, hvilket udspiller sig underforstået, og ikke nødvendigvis er udtryk for en reel
sandhed. Strukturer i feltet med orden og egenlogik, samt eksisterende magtforhold og gældende
doxa, er afgørende for de udfoldelsesmuligheder, der stilles til rådighed for den enkelte(ibid.,
s.158).
16
Anerkendelse - Axel Honneth
For at forstå hvilken betydning følelsen af anerkendelse har for den udviklingshæmmede borger, i
pædagogens arbejde med at understøtte borgerens seksualitet, inddrages dele af Axel Honneths
anerkendelsesteori. Perspektivet afdækkes desuden, for at opnå indsigt i, hvilken indflydelse det har
for borgerens udlevelse af sit seksualliv, om pædagogen arbejder ud fra egen forståelse af et godt
kærlighedsliv eller prøver at skabe betingelser herfor, ud fra borgerens livsverden.
Ifølge Honneth er anerkendelse essentiel for menneskets identitetsdannelse, da det er gennem den
gensidige anerkendende relation, at individet skabes og får mulighed for at forholde sig til sig selv
og verden. Gennem anerkendende relationer, udvikler individet et positivt selvbillede, som er
grundlæggende for dets udvikling(Honneth 2006, s.8).
Honneth skelner mellem tre anerkendelsessfærer; privatsfæreren, den retlige sfære og den
solidariske sfære(Honneth 2006, s.11). De tre anerkendelsesdimensioner kan ses som
integrationskomponenter, idet de forskellige sfærer forudsætter hinanden og ligeledes er en
forudsætning for et fuldt integreret samfund. Det skal forstås sådan, at individet gennem den første
sfærers kærlighedsrelation har forudsætning for at opleve et vellykket møde med samfundet. I den
anden og tredje sfære, giver de universelle rettigheder samt en samfundsmæssig pluralistisk
værdihorisont forudsætning for, at individet kan se sig selv som et ligeværdigt medlem af
samfundet, på trods af den enkeltes fremståen og overbevisning. Samfundet er, ifølge Honneth,
solidarisk, hvis det er i stand til at anerkende og integrere borgernes forskelligheder og
værdier(ibid., s.13).
De tre anerkendelsessfærer udgør i deres samspil en normativ forestilling om det gode liv og kan
kort uddybes som følgende:
Den private sfære handler fra barnsben om et vellykket kærlighedsforhold i relationen mellem
forælder og barn. Det er i det gensidige kærlighedsforhold, at barnet erfarer og oplever, hvordan
behovet for anerkendelse opfyldes og barnet bliver fortrolig med sit subjektive selv. Dette
forlænges i de øvrige nære relationer livet igennem mellem venner, ægtefæller og forholdet til egne
børn, som gennem den symmetriske anerkendende relation opretholder den grundlæggende følelse
af selvtillid(ibid,. s.130). Det er gennem kærligheds- og venskabelige forhold, at individet bliver i
stand til at gebærde og udtrykke sig, idet der gives mulighed for at se egne værdier og ressourcer
blive anerkendt i den menneskelige relation. På den måde, bliver den private anerkendelse, ifølge
17
Honneth, en forudsætning for, at individet kan agere i en konfliktfyldt verden samt deltage og forstå
de øvrige samfundsmæssige forhold og fællesskaber(ibid., s.11).
Den retlige sfære omhandler den anerkendelse, der finder sted af samfundets borgere gennem
fundamentale rettigheder. De lovmæssige bestemmelser sikrer individet adgang til de ydelser
velfærdssamfundet tilbyder, og dermed opnår individet en ligestillet og ligeværdig plads i
samfundet. Denne anerkendelsesform danner grundlag for, at individet gennem bevidsthed om
retten til ligestilling, opnår en selvrespekt, der har moralsk betydning for at indgå i samfundet(ibid.,
s.12).
Den tredje og sidste anerkendelsesdimension, sker i den solidariske sfære, hvor anderkendelsen
finder sted for individet i den deltagende relation til grupper og fællesskaber. Her vil værdsættelsen
af individets bidrag, som et solidarisk medlem af fællesskabet, have positiv betydning for
selvopfattelsen. Det er i anerkendende fællesskaber, at individets selvfølelse bliver styrket, da det
subjektive værdisæt, personen bidrager med bliver anerkendt som en betydningsfuld særegenhed i
fællesskabet(ibid., s.12).
Ifølge Honneth vil mennesket implicit fremsætte forventninger og krav om anerkendelse og
billigelse fra omgivelserne. Hvis forventningerne ikke indfries og individet ikke oplever at føle sig
anerkendt indenfor de tre sfærer, kan det medføre en risiko for, at ringeagtelsen af individets person
kan opleves så krænkende, at personens identitet vil bryde sammen. En sådan nedbrydning af et
individs positive selvbillede vil dog ofte optræde ved flere ringeagtserfaringer og krænkelser, end
en enkeltstående krænkelse indenfor en eller flere sfærer(ibid., s.175).
Krænkelser og disrespekt kan ifølge Honneth opstå indenfor hver af de tre anerkendelsessfærer og
bliver i samhørighed med anerkendelsesformerne betegnet som Privat krænkelse, Retlig krænkelse
og Social/solidarisk krænkelse(Schou og Pedersen 2006, s.255).
Den private krænkelse kan opstå i primærrelationerne og kan eksempelvis ved krænkelse som tortur
og voldtægt udløse et destruktivt selvforhold og have betydning for den grundlæggende selvtillid.
Disse former for krænkelse er både fysiske og psykiske, da det ikke kun er den fysiske smerte, men
også ydmygelsen og nedværdigelsen, der kan resultere i en varig ødelæggelse af
selvforholdet(Honneth 2006, s.176).
På samme måde, vil retlige krænkelser, ifølge Honneth, have betydning for individets moralske
ansvarlighed, der vil kunne skade eller ødelægge individets selvrespekt. Det kan ske, hvis en enkelt
person eller gruppe bliver nægtet bestemte rettigheder, da det kan sidestilles med ikke at blive
18
betragtet som fuldgyldigt medlem af samfundet, og indirekte ikke har samme moralske karakter
som majoriteten(ibid., s.178).
Krænkelser indenfor den solidariske sfære, kan spænde fra ikke at blive hilst på til ekstreme former
for stigmatisering af det enkelte individ. En sådan krænkelse kan have konsekvenser for både
individet eller gruppens selvværdsættelse.
Fælles for de ovennævnte nedværdigelser og krænkelser er, at graderne af disse er vige, og at der
ikke findes konkrete kriterier for, hvad der kan karakteriseres som krænkelser(ibid., s.14).
Moderne magtudøvelse - Michel Foucault
Som led i undersøgelsen af pædagogens arbejde med den udviklingshæmmede borgers seksualitet,
redegøres for Michel Foucaults teori om den liberale stats moderne magtudøvelse, idet Foucault
behandler statens møde med borgeren, og afdækker magtrelationen herimellem. Perspektivet kan
belyse det pædagogiske arbejde på et samfunds- og individniveau, samt give indblik i hvorledes den
pædagogiske institution og den enkelte pædagogs virke, påvirkes af både lovmæssige og mere
skjulte retningslinjer.
Med sin teori om moderne magtudøvelse behandler Foucault den liberale stats møde med borgeren,
ved at afdække statens brug af skjulte og produktive magtteknologier.
Kendetegnende for den moderne liberale stats styring af sine medlemmer er, ifølge Foucault, statens
særlige magtudøvelses-karakter, idet den ikke tager form i magtmidler, som undertrykker, tvinger
og forbyder. Derimod virker den statslige styring skabende, ved at søge at stimulere og opdyrke
bestemte evner hos samfundets borgere(Mik-Meyer og Villadsen 2007, s.17). Foucault betegner
den produktive styring med begrebet govermentality(Mik-Meyer og Villadsen 2007, s.17), som
afdækker statens magtpåvirkning af formelt frie borgere. Med den govermentale magtteknologi,
søger staten hverken at tvinge eller kontrollere individet, men derimod at påvirke dets handlinger og
selvopfattelse i en retning, som sikrer individet at leve op til herskende lov- og samfundsmæssige
retningslinjer. Styringen af samfundets borgere, har således karakter af en selvstyring, hvor
individerne selv navigerer indenfor samfundets lovmæssige rammer, hvilket gør magtudøvelsen
produktiv, idet den forudsætter frihed for individet. Det betyder at individet, mere eller mindre
ubevidst, tillægges bestemte værdier, moral og etik, der sikrer at dets selvforvaltning sker på eget
19
initiativ, men i overensstemmelse med samfundets normer(ibid., s.36). Således opererer den
moderne liberale stat både på statsligt niveau og individniveau.
I forlængelse heraf hævder Foucault, at staten både er totaliserende og individualiserende, idet den
på den ene side angiver obligatoriske samfundsrammer, og på den anden side tager højde for
individets personlighed, psyke og selvopfattelse(ibid., s.17).
Den statslige interesse for individet, afspejler en stræben efter at lede den enkelte borger mod en
bekendende sandhedsproduktion, der sikrer at samfundets borgere er ærlige overfor velfærdsstatens
institutioner, instanser og aktører. På individniveau i samfundets mange sociale institutioner,
praktiseres en sådan såkaldt pastoral ledelse(Mik-Meyer og Villadsen 2007, s.17), hvor magten
individualiseres. Magten rettes mod den enkelte borger, med henblik på at lede mod en bekendende
fremsigelse af sandheden om sig selv. Ved at lade individet italesætte subjektive tanker,
forestillinger og hemmeligheder, binder den pastorale magtform individet på dets ord.
Mik-Meyer og Villadsen eksemplificerer benyttelsen af pastorale teknikker i socialt arbejde ved den
professionelles søgen ind til borgerens virkelighed, hvor den pastorale ledelse gør borgeren
ansvarlig for bestemmelsen af egen afvigelse, lidelse eller undertrykt potentiale(ibid., s.18).
Magten til syne i en korrigering og forbedring af individet som menneske og samfundsborger.
Moderne magtudøvelse beror derved på viden, hvorfor Foucault beskriver en gensidig
tovejsbetinget relation mellem etablering af viden om samfundets borgere og generering af styring
og forvaltning over selvsamme borgere(ibid., s.21).
Etik - Einar Aadland
I forsøget på at forstå hvilke etiske overvejelser, der kan ligge til grund for pædagogens ageren i
arbejdet
med
seksualitet,
beskrives
tre
etiske
principper
ud
fra
Einar
Aadland.
Perspektivet inddrages for at belyse, hvordan pædagogens understøttelse af en borgers seksualitet,
kan have forskellig betydning for borgerens udfoldelsesmuligheder, afhængigt af pædagogens
etiske refleksioner.
Etik, som oprindeligt betyder skik og brug eller sædvane, danner baggrund for moralske normer og
handlinger(Aadland, 2011. s.37). Etisk teori kan afklare menneskelig passende adfærd, gennem
20
teoretiske overvejelser og systematiske refleksioner, idet etik, ifølge Aadland, grundlæggende
handler om hvad der er rigtigt og forkert(ibid., s.69).
Aadland skelner bl.a. mellem tre etiske principper for handlemåder, udgjort af dyds-, pligt- og
konsekvensetik. I en given situation vægter dydsetikken personen som værende god, pligtetikken
handlingen som værende god og konsekvensetikken målet som værende godt.
Dydsetikken tager udgangspunkt i tilegnelse af gode holdninger og dyder uden fokus på fastlagte
regler, idet hovedvægten ligger på, at menneskets handlinger skal være i overensstemmelse med
dyderne. Fokus er rettet mod menneskets egenskaber, hvor besiddelse af gode dyder er en
forudsætning for at handle etisk. Tilgangen bygger på ideen om, at når mennesket er godt, vil det
også handle godt, i kraft af de personligt forankrede dyder som rettesnor. Menneskets dyder bunder
i dybe karaktertræk, og sætter os i stand til at anvende vores evner, samt at vurdere situationer både
klogt og rigtigt(ibid., s.77).
Et af de gængse kritikpunkter i forbindelse med dydsetikken er forståelsen af, at hvis blot
mennesket er godt så er dets gerninger gode, idet handlingens konsekvenser kan være dårlige,
selvom mennesket bag handlingen besidder gode dyder. Dertil kommer den individuelle
orientering, som kun påtvinger individet at handle i overensstemmelse med egne dyder(ibid., s.80).
Pligtetikken foreskriver menneskets handlinger at skulle stemme overens med de regler og
principper, som gør sig gældende i den givne situation. Det grundlæggende spørgsmål bliver i
denne optik, hvad der er rigtigt, og indebærer en håndhævelse af et bestemt regelsæt. Reglerne kan
både være fastsat af ydre instanser, såsom love, eller bestemt af menneskets indre overbevisninger.
Pligtetikken har grundlag i menneskets selv, der anskues som et selvstændigt fornuftsvæsen med en
indre autoritet, som sætter det i stand til at handle hensigtsmæssigt.
I nyere tid sigter pligtetisk teori mod retfærdighed i samfundsordenen gennem fordeling af goder til
dem der har brug for det(ibid., s.98). Det kan afstedkomme et ligheds- og forskelsprincip, hvor
fordelingen tilgodeser alle, men tager særligt hensyn til de dårligst stillede.
Et klassisk kritikpunkt i forhold til pligtetikken, er faren for den blinde lydighed og efterlevelse af
fastsatte regler, eller at den forekommer så dominerende, at det menneskelige forsvinder. Desuden
kritiseres pligtetikkens manglende plads til afvigelse fra reglerne, hvilket er ufleksibelt og kan
medføre problematikker(ibid., s.103).
21
Konsekvensetikkens fokus er langsigtet og vil om nødvendigt tilsidesætte regler og principper, for
at opnå det bedste mål. Det indebærer en holdning om, at målet kan hellige midlet, hvor handlinger
vurderes i forhold til graden af gode konsekvenser. Fokus ligger på følgerne af de mulige
handlinger, og målet betegnes som opnåelse af størst mulig lykke og nytte for flest berørte(ibid.,
s.110). I praksis vil opnåelsen af målet om lykke for så mange som muligt, være forudsat af den
enkeltes forståelse af situationen(ibid., s.114).
Et afgørende kritikpunkt rettes mod opfattelsen af, at målet helliger midlet, idet opfattelsen i praksis
kan rumme mange problematikker, når regler og principper tilsidesættes, så de bryder med centrale
normer(ibid., s.116).
Aadland fastslår, at ingen af de tre etiske principper repræsenterer det endegyldige eller sande svar,
og påpeger desuden, at mennesket i hverdagens praktik anvender og sammenblander argumenter fra
forskellige principper(ibid., s.71).
Interview med seksualvejleder
For at opnå praksisindsigt i, hvordan pædagogen generelt forholder sig til arbejdet med
udviklingshæmmede borgeres seksualitet, samt for at belyse hvordan arbejdet gribes an
hensigtsmæssigt, ud fra en seksualvejleders perspektiv, sammenfattes udsnit fra interview med
Simon Simonsen.
Ifølge Simonsen er seksualitet grundlæggende for alt liv, og en iboende drift hos mennesket,
hvorigennem intimitet kommer til udtryk, i et menneskeligt behov for at mærke, røre og dyrke
hinanden.
Seksualiteten er tæt forbundet med sensualitet, hvor vi søger mod at være opmærksomme og i
kontakt med hinanden. Simonsen mener, at alle har et behov for sensuel samvær med andre, men:
“(...)uden at det nødvendigvis skal udleves som en seksuel parringshandling.”(Bilag 2, s.58)
Intimiteten, mennesket har behov for, opstår ikke kun mellem partnere, men kan også opstå og
opfyldes gennem relationen til andre: “(...)det kan være med mange mennesker, man oplever det
med.”(Bilag 2, s.58).
Simonsen anerkender selve samlejet, som værende en del af seksualiteten, men mener, at sensualitet
og intimitet, i vores kultur, ikke prioriteres nok(Bilag 2, s.58).
22
Pædagogisk arbejde med seksualitet, har ifølge Simonsen stor indflydelse på den enkelte borgers
følelse af livskvalitet: “(...)det har afgørende betydning for menneskers livskvalitet, at man oplever
intimitet og nærvær.”(Bilag 2, s.59).
Simonsen sammenligner manglende fokus på den udviklingshæmmedes seksualitet med en blomst,
der ikke bliver vandet, idet han mener, at driften mod intimitet er det element, der får mennesker til
at søge sammen(Bilag 2, s.59).
Hvis ikke pædagogen arbejder aktivt med borgerens behov for intimitet og seksualitet, kan det føre
til krænkende adfærd hos borgeren, som resultat af manglende omsorg og vejledning omkring
emnet.
Overgreb sker, ifølge Simonsen, ofte på baggrund af borgerens manglende forståelse for egen drift,
hvilket kan forårsage vrangforestillinger af hvorledes den seksuelle drift bør udleves.
Generelt, oplever Simonsen, en berøringsangst omkring emnet, idet mennesker ikke er: “(...)særligt
gode til at tale om seksualitet som en kærlig egenskab.”(Bilag 2, s.56).
Det pædagogiske arbejde med seksualitet, er væsentligt for at forebygge eventuelle problematikker,
udsprunget af seksuel frustration: “Mit budskab er egentlig, at prøve og komme frem til, at vi får
givet en ordentlig vejledning i tide, så, så vi ikke kommer ud i de der skæve situationer.”(Bilag 2,
s.56).
Ofte oplever Simonsen at blive kaldt ud til pædagogiske institutioner, når pædagogerne, i deres
ønske om at imødekomme borgernes seksuelle behov, bliver usikre på, hvorledes de bør håndtere
sådanne opgaver(Bilag 2, s.60). Netop for, at pædagogens arbejde med borgerens seksualitet skal
forekomme hensigtsmæssig for borgeren, er det vigtigt, at pædagogen ikke virker usikker, men
autentisk: “For det er så afgørende for om vejledningen kan være god, at man er autentisk til stede
i det rum, man er i.”(Bilag 2, s.58).
For at fremstå autentisk i arbejdet med den udviklingshæmmedes seksualitet, er det ifølge Simonsen
afgørende, at pædagogen besidder en vis selvindsigt samt bevidsthed om egen seksualitet og egne
grænser. Her er det vigtigt, at personalegruppen er enige om, at det ikke må ses som en
diskvalificering af den enkelte pædagog, når der siges fra i arbejdet, grundet personlige grænser:
“Pædagogerne har, og det har vi også selv, vidt forskellige grænser og kan jeg være i selskab med
Hans Peter, hvis han har det ønske at vil se en pornofilm eller sådan noget”(Bilag 2, s.57). Selvom
Simonsen hævder, at det er legitimt som pædagog, at sige fra i forhold til personlige grænser, mener
han dog, at det er en pædagogisk pligt, at italesætte seksualitet(Bilag 2, s.57).
23
Ifølge Simonsen er pædagogens bevidstgørelse om egen seksualitet nødvendig for at kunne adskille
egne normer fra borgerens normer: “(...)når man arbejder med andre menneskers seksualitet, så er
det rigtig vigtigt, at pædagogerne selv er nogenlunde bevidste om hvor er jeg selv? Hvad er min
håndtering af mit eget seksualliv og hvor meget bærer jeg det med ud og mine normer med ud i det
rum, jeg kommer ud i? Så jeg ikke inficerer det for meget med ”Jeg synes for eksempel kun, man
skal have én kæreste””(Bilag 2, s.57).
I pædagogisk arbejde, er den professionelle, sit eget redskab, hvorved pædagogens udførelse af
arbejdet afspejler om vedkommende er nysgerrig eller bestemmende og dømmende i mødet med
borgeren(Bilag 2, s.58). Simonsen understreger, at ingen har det endegyldige svar på, hvordan den
enkeltes seksualitet bør imødekommes, og derfor er det vigtigt, at sparre og reflektere i
fællesskab(Bilag 2, s.60).
For Simonsen, er det en selvfølge, at pædagogen kun anerkender seksuelle behov hos borgeren, som
stemmer overens med samfundsmæssige og socialt accepterede normer og regler: “Det er de
grænser, samfundsmæssigt, vedtagede regler om at man, og, og helt fornuftige regler om, at man
har ikke sex med mindreårige, og man har ikke sex med nogen, som ikke selv vil.”(Bilag 2, s.60).
Simonsen mener ikke, at forbud er vejen frem, idet et forbud kan gøre en seksuel frustration større.
Typisk forbydes seksuelt samkvem på pædagogiske institutioner, ifølge Simonsen, hvorved han
mener, at pædagogerne, i visse tilfælde, bør lukke øjnene for, at borgere eksempelvis har sex på
toiletterne, idet, der sjældent bliver skabt andet rum for, at den slags kan finde sted. Her får det dog
stor betydning, at der pædagogisk er blevet formidlet og vejledt grundigt omkring seksualitet,
således at seksuelle overgreb og krænkelser ikke sker, i de tilfælde hvor borgerne er alene(Bilag 2,
s.60).
For Simonsen, går en grundig vejledning bl.a. ud på at vejlede borgeren i hvorledes der skabes
kontakt på en hensigtsmæssig måde: “Få vejledning i hvordan får jeg kontaktet på nogle måder, så
det er socialt acceptabelt? Så jeg får lidt glæde ud af det, i stedet for at det bliver fuldstændigt
kejtet”(Bilag 2, s.58).
I det vejledende møde, er det ifølge Simonsen, vigtigt, at pædagogen er i øjenhøjde med borgeren,
og at pædagogen ikke stiller sig til dommer overfor borgerens subjektive behov og ønsker: “For
mig er det vigtigt at være på bølgelængde, at jeg ikke er et overmenneske, der kommer ind. Så jeg,
henvender mig til dem jeg kommer til, uanset hvem fanden det er. (…)Jeg kommer ind og udstråler,
24
øh, både ro og autoriet og ligeværdighed.(…)og vi får snakket sammen, ”hvad er din
virkelighed?”(...)”(Bilag 2, s.61).
Et brugbart redskab til den gode vejledning kan være situationsrelevant rollespil, for at den
udviklingshæmmede borger lærer at sende signaler i overensstemmelse med hensigten. Gennem
rollespillet skabes billedlige erfaringer for borgeren, som kan hjælpe til at gøre vejledningens
budskaber forståelige og tydelige: “(...)vejlede en i hvad det mest rigtige at gøre i den her situation,
så derfor vil jeg sige, at generelt for udviklingshæmmede, så er det en rigtig god idé at bruge
situationsrelevant rollespil, fordi så skaber du billeder, og kroppen er den erfarnes bank, hvor vi
ligesom sætter de erfaringer vi får igennem livet ind.”(Bilag 2, s.56). Simonsen mener, at de gode
erfaringer som borgeren får gennem det situationsbestemte rollespil, udmønter sig i gode oplevelser
i borgerens virkelige liv(Bilag 2, s.56).
Analyse
Analysen inddeles i tre hovedafsnit, som har til hensigt at afdække pædagogiske handlemuligheder i
bestræbelsen på at hindre egne seksualitetsforståelser i at influere uhensigtsmæssigt i arbejdet med
borgerens seksualitet. De tre analysedele vil have hhv. et livskvalitets-, magt- og etikperspektiv for
at overskueliggøre nogle af de komplekse aspekter og problematikker der er forbundet med
arbejdet. Under de tre analyseafsnit inddrages indsamlet empiri og øvrige teoretiske perspektiver,
for at blive sat i spil i forsøget på at anskue problemstillingen fra flere sider og herved nuancere
undersøgelsen.
Analyse - livskvalitet
Samfundsperspektiv
Som skrevet indledningsvis, søger den danske velfærdsstat at tage hånd om de af
samfundets borgere, der har ringe forudsætninger for selv at opnå et godt liv. Med retningslinjer og
lovmæssige anvisninger, sikres samfundets udsatte borgere hjælp eksempelvis i form af tilbud om
pædagogisk støtte. Jf. Servicelovens § 1, gøres det til et pædagogisk ansvar at fremme livskvaliteten
hos den enkelte udviklingshæmmede borger. Det kan betragtes som en samfundsmæssig diskurs om
at alle har ret til et godt liv. Med Handicapkonventionen afspejles endnu en bestræbelse på at sikre
det funktionsnedsatte menneske, herunder den udviklingshæmmede borger, grundlæggende
rettigheder gennem juridisk ligestilling med øvrige borgere.
Som Bøttcher og Dammeyer forklarer, er dette nutidige syn på funktionsnedsatte mennesker udtryk
for, at alle bør betragtes ligeværdige i samfundet. Men til trods for, at den danske velfærdsstat søger
25
at skabe forudsætninger for borgernes livskvalitet, samt trods diskursen om lige rettigheder, kan der
herske tvivl om, hvorvidt udviklingshæmmede borgere reelt har samme borgerrettigheder og
mulighed for indflydelse på eget liv.
Pædagogisk fremme af livskvalitet
For den udviklingshæmmede borger, som dagligt er i kontakt med pædagoger på bo- og dagtilbud,
er det et livsvilkår, at pædagogen har et medansvar i forvaltningen af borgerens liv, idet
pædagogens arbejde bl.a. har til formål at fremme borgerens livskvalitet. Men som Henriksen
påpeger, er livskvalitet en subjektiv følelse, hvilket betyder, at pædagogens forståelse af, hvordan
livskvalitet opnås ikke kan garanteres at stemme overens med borgerens oplevelse af et godt liv.
Her kan, anskuet ud fra Henriksens perspektiv, opstå fare for normalitetstyrani, hvis pædagogen
arbejder ud fra en fast definition af livskvalitet, som bygger på majoritetens forståelse. En sådan
praktisering kan resultere i umyndiggørelse af den udviklingshæmmede, som ikke har samme
muligheder for selvstændig skabelse af et godt liv.
Vi må antage, at Henriksens livskvalitetsteori, såvel som Servicelovens anvisninger, bygger på
forestillingen om, at mennesker kan hjælpes til opnåelsen af et godt liv.
Som Henriksen påpeger, kan arbejdet med fremme af et andet menneskes livskvalitet, tage afsæt i
Kajandis model. Idet modellen opstiller livskvalitetsforudsætninger som bl.a. omhandler
menneskets indre psykologiske tilstand, samt oplevelse af at indgå i velfungerende nære relationer,
kan menneskets seksualitet anses at høre under forudsætninger for at opnå et godt liv. Sættes denne
analyse i relation til Socialstyrelsens definition af seksualitet, som værende et aspekt af alle
menneskers liv, der kommer til udtryk i behovet for nærvær, intimitet samt kontakt, bør den
pædagogiske opgave med fremme af livskvalitet indebære et aktivt arbejde med den
udviklingshæmmedes seksualitet.
Idet seksuelle behov og seksualitetsforståelser er forskellige fra menneske til menneske, på samme
måde som livskvalitetsforståelser, må arbejdet med både seksualitet og livskvalitet generelt siges at
forekomme komplekst i praksis.
Handlegrundlag for borger og pædagog
For seksualvejleder Simon Simonsen, er opgaven at understøtte et andet menneskes seksualitet
komplekst, idet han antager, at pædagogen er sit eget professionelle redskab.
26
Det kan forstås som, at pædagogen arbejder med afsæt i egne opfattelser og egen livsverden.
Borgerens mulighed for at få sine ønsker opfyldt, afhænger således af pædagogens tilgang,
menneskesyn og åbenhed overfor en anderledes forståelse af seksualitet, samt hvordan et godt liv
leves og opnås.
Hvorledes pædagogen påvirkes af egne opfattelser, kan forklares ud fra Bourdieus teori om
menneskelig adfærd.
Måden, hvorpå pædagogen udfører arbejdet med understøttelsen af den udviklingshæmmedes
borgers seksuelle behov kan ud fra dette teoretiske perspektiv, bære præg af egne og omgivelsernes
normer for adfærd. I arbejdet med borgerens seksualitet, vil både pædagog og borgers handlinger
udspringe af subjektive dispositioner samt omgivende omstændigheder og selvfølgeligheder. I en
beslutningsproces vedrørende borgerens seksualitet, vil pædagogens valg på vegne af borgeren
afspejle pædagogens habitus og feltets doxa, i form af de selvfølgeligheder, der hersker
institutionelt samt i relationen mellem borger og pædagog. På samme måde, vil borgerens
subjektive valg være præget af institutionens doxa til trods for, at borgerens livsvalg i henhold til
selvbestemmelsesretten er op til borgeren selv. Den udviklingshæmmede borger, der har tilbragt
årevis i pædagogiske institutioner kan ud fra dette perspektiv have tillært sig at handle i
overensstemmelse med omgivende forventninger, så adfærden bliver legitim indenfor det givne felt.
Praksiseksempel: Henrik og Marie bor på samme botilbud. Gennem det sidste år har de været
kærester flere gange. De sidder tit i fællesstuen om aftenen og holder i hånd og kæler med
hinanden. Pædagogerne har flere gange sagt at det er vigtigt, at de begge to har lyst til at kysse, og
at man skal sige til, hvis man ikke har lyst. Marie synes nu altid det er dejligt, og at det kildrer i
maven. Men når klokken er 22, er Henrik træt, og pædagogerne hjælper derfor Marie og Henrik i
seng på hvert sit værelse.
Anskuet fra Bourdieus perspektiv, kan det diskuteres, om den institutionaliserede borger er i stand
til at træffe selvstændige valg, der stemmer overens med egne seksuelle ønsker, fremfor hvad der
institutionelt betragtes som acceptabelt. Det kan betyde, at Marie og Henrik fra casen, sidder inde
med et ønske om at sove sammen, uden at være bevidste om, at det er en reel mulighed, hvis
pædagogerne på botilbuddet ikke stiller valget til rådighed. Forstået sådan, vil både pædagog og
borgers adfærd afspejle den enkeltes habitus og de herskende institutionelle doxa.
27
Læner vi os op ad Socialstyrelsens antagelse om, at seksualitet er et aspekt af alle menneskers liv,
må det formodes, at pædagogen, uanset baggrund, har en forståelse for seksualitet, som
vedkommende vil arbejde ud fra.
Set
i
lyset
af
Bourdieus
perspektiv,
vil
pædagogens
subjektive
seksualitets-
og
livskvalitetsforståelse gøre, at to pædagoger ikke nødvendigvis vil vurdere samme beslutning som
den mest hensigtsmæssige for en borger. Bevidstheden om, at vi som mennesker handler forskelligt
qua vores habitus, kan i den pædagogiske praksis udmunde i, at pædagogen undlader at italesætte
og handle på berøringssvære emner. I Marie og Henrik-casen, kan det derfor være tilfældet, at en
pædagog har overvejet forslag om, at de kunne sove sammen, men at den institutionelle doxa har
undermineret handlemuligheden.
Hvis Bourdieus teori sættes i spil med Giddens’ samfundsteori, må det antages, at pædagogens
dispositioner omkring understøttelsen af en borgers seksuelle ønsker, præges af en
senmodernitetsforståelse af seksualitet.
Idet Giddens samfundsperspektiv skildrer det senmoderne menneskes livsvilkår som bestående af
frie valg omkring eget seksualliv, må det siges, at pædagogen bør understøtte den
udviklingshæmmede borgers frie valg af seksualitet. Arbejdes der pædagogisk ud fra lignende syn,
bør den udviklingshæmmede borger, som juridisk ligestillet med øvrige borgere af det senmoderne
samfund, have samme udfoldelsesmuligheder, hvad angår retten til at vælge samt udleve egen
seksualitet. Med Marie og Henrik-casen, vil en sådan tilgang betyde, at pædagogerne på botilbuddet
må præsentere flere muligheder for, hvorledes de to borgere kan være kærester.
Når udviklingshæmmede borgere har behov for pædagogisk støtte til livsførelse, bliver beslutninger
omkring borgerens seksualliv truffet i samspil med pædagogen. Her kan der være en risiko for, at
borgerens ønsker og behov ikke altid kan tilgodeses, da den institutionelle doxa underminerer
udbredelsen af forskellige handlemuligheder.
Pædagogens anerkendelse af borgerens seksualliv
Simonsen hævder, at pædagogen bør stille sig åben for borgerens ønsker for eget seksual- og
kærlighedsliv, ved at have for øje, at borgerens forståelse for det gode seksualliv kan være
anderledes end pædagogens. I mødet med borgeren, som udtrykker ønske om udlevelse af et givent
behov, mener Simonsen, at det har stor betydning, at pædagogen møder borgeren med
ligeværdighed og søger at forstå den enkeltes virkelighed.
28
Med udgangspunkt i Honneths teori, kan betydningen af pædagogens anerkendelse af borgerens
seksualitet analyseres, og belyse kompleksiteter ved tilgangen i praksis.
I dette perspektiv, er det gennem oplevelsen af anerkendelse, at mennesket udvikler et positivt
selvbillede. For borgeren, som er afhængig af støtte i tilværelsen, bliver det en pædagogisk opgave
at understøtte og skabe rum for borgerens oplevelse af anerkendelse, både privat, solidarisk og
retligt, for at skabe grobund for en positiv udvikling.
Idet Kajandi med sine livskvalitetsforudsætninger påpeger, at mellemmenneskelige forhold har
betydning for menneskets oplevelse af livskvalitet, kan det, når perspektivet sættes i forbindelse
med Honneths teori, antages, at anerkendelse indenfor nære velfungerende relationer, også kan
skabe forudsætning for oplevelsen af livskvalitet.
Om pædagogen agerer anerkendende overfor den udviklingshæmmede borgers seksuelle ønsker og
behov, kan således antages at få betydning for borgerens selvopfattelse, forhold til egen seksualitet
samt livskvalitet. Hvorledes pædagogen støtter op omkring borgerens seksualitet, må afspejle
hvorvidt pædagogen anerkender seksualiteten, samt om seksualiteten er mulig at anerkende
indenfor sfærerne.
Praksiseksempel: Per og Inge er blevet glade for hinanden og ses flere gange om ugen på deres
dagcenter. De er begyndt at holde i hånd og kysser også hinanden på munden, når de skal sige
farvel om eftermiddagen. Pædagogerne på dagcenteret taler med både Per og Inge om deres
forhold og siger, at det er dejligt, at de er blevet så glade for hinanden. Men når bussen kommer om
eftermiddagen, kører Inge og Per til hver sit bosted. En dag fortæller Inge, pædagogen Lotte fra
dagcenteret, at hun gerne vil med Per hjem, når bussen kommer.
Anerkendelse på et praktisk og følelsesmæssigt niveau
Anerkendelse af borgerens seksualitet må formodes at gøre sig særligt gældende i den private
sfæres kærlighedsrelationer. Et aspekt af det pædagogiske arbejde med seksualitet vil betyde, at
pædagogen må understøtte borgerens ønsker om et intimt eller nært forhold til et andet menneske.
I praksis, vil det betyde, at en sådan understøttelse sker på forskellige niveauer, idet det
pædagogiske samspil med borgeren både kræver et praktisk og et følelsesmæssigt fokus.
Med det følelsesmæssige fokus menes, at pædagogen for at blive i stand til at anerkende, må søge
frem til en begribelse af borgerens forståelser og følelser om egen seksualitet, samt omkring
borgerens eventuelle drømme om udlevelse af den. Når Inge i casen, tilkendegiver ønske om
29
samvær, vil dialogen mellem Inge og pædagogen have afgørende betydning for Inge og Pers
mulighed for et voksende kærlighedsliv og en professionel anerkendelse heraf.
Ifølge Simonsen, må pædagogen være autentisk til stede, uden at stille sig til dommer overfor de
seksuelle behov borgeren udtrykker at have, uanset om de må virke fjerne fra pædagogens egne.
Når borgeren har italesat eller på andre måder givet udtryk for ønsker om sit seksual- og
kærlighedsliv, må det i høj grad blive pædagogens ansvar at undersøge om- og hvordan, borgerens
ønsker kan imødekommes. Her får pædagogens vejledende rolle en mere praktisk-orienteret
karakter, idet planlægning og udførelse af, hvorledes borgerens ønsker tilgodeses i praksis kan være
en kompliceret proces, bl.a. grundet lovmæssige retningslinjer omkring samtykke og tavshedspligt.
I casen vil det betyde, at pædagogens understøttelse af Inges ønske ikke umiddelbart er ligetil. Hvis
pædagogen vælger at efterkomme ønsket om samvær, vil det betyde at der må rettes henvendelse til
begge borgeres bosteder, for at muliggøre at hver borgers kontaktpædagog kan arrangere og støtte
op om samvær udenfor dagtilbuddets rammer. Handlingen vil på baggrund af tavshedspligten
kræve, at borgerne giver udtrykkeligt samtykke til både bo- og dagtilbud, og at der herefter bliver
taget initiativ fra begge pædagogiske instanser til et evt. samarbejdsmøde, i tilfælde af at borgernes
ønsker kræver en koordineret indsats.
Et pædagogisk fokus på både et følelsesmæssigt og praktisk niveau, vil betyde aktive handlinger fra
pædagogens side, i bestræbelserne på at anerkende og støtte borgerens ønsker, indenfor den private
sfære.
Ud fra livskvalitetsperspektivet, må pædagogen have vilje og interesse for at planlægge eventuelle
møder, for at understøtte borgerens ønsker, idet Henriksen hævder, at det ikke er muligt at få et
andet menneske til at føle, at livet er værd at leve, bare ved at italesætte, at det er det. Anskuet
således må pædagogens engagement i anerkendelsen af borgerens ønsker, få betydning for om
borgeren følelsesmæssigt oplever, at livet er værd at leve, gennem udlevelse af sine drømme. Fra
samme perspektiv vil mangel på aktive pædagogiske handlinger, medføre negative konsekvenser
for borgerens udlevelse af sin seksualitet, grundet borgerens afhængighed af professionel støtte.
Hvis borgeren gentagne gange oplever inaktivitet og afvisning fra omgivende pædagoger,
vedrørende ønsker om støtte til samvær, kan en negativ konsekvens, med afsæt i Honneth, være
oplevelsen af krænkelse og få negativ betydning for borgerens selvbillede.
30
Når mødet mellem Inge og Per er sat i stand, opstår endnu en vigtig pædagogisk opgave forventningsafstemning - som ligeledes kræver, at pædagogen må have både følelser og praktik for
øje. Selvom de to borgere giver samtykke til samvær, er det ikke garanteret, at begge parter har
samme ønsker og forståelser for samværet med hinanden. Her må antagelsen være, at pædagogens
vejledende rolle bliver vigtig, idet støtte til en forventningsafstemning kan have afgørende
betydning for, om en af parterne potentielt ender i en situation, hvor vedkommende føler sig
krænket. Eksempelvis kan Inge have et ønske om at være kærester, der har samleje, hvorimod Per
har et ønske om at være kærester, som kun holder i hånd.
Pædagogens arbejde med borgerens seksualitet, kan gennem de forskellige niveauer skabe grobund
for oplevelse af privat anerkendelse hos to borgere, i et fokuseret pædagogisk arbejde med
understøttelse af indbyrdes relationer.
Seksualitet i solidarisk og retligt anerkendelsesperspektiv
For at danne mulighed for solidarisk anerkendelse hos den udviklingshæmmede borger, i
pædagogens arbejde med seksualitet, kan en handlemulighed være, at danne sociale fællesskaber,
såsom mande- og kvindegrupper, hvor italesættelse af kærlighed, følelser, intimitet samt seksualitet
gøres legitimt. I et sådant forum vil borgeren få mulighed for at italesætte emner og udveksle
erfaringer og opfattelser af hvordan man er kærester og hvad det indebærer, for den enkelte.
Ifølge Simonsen en sådan italesættelse foregå ved situationsbestemte rollespil. Borgerens deltagelse
og meningstilkendegivelse kan desuden medvirke til, at borgeren oplever solidarisk anerkendelse,
hvis borgeren opfatter sine bidrag til fællesskabet som betydningsfulde.
Et sådant forum vil kunne forebygge overgreb og krænkelser, anskuet fra Simonsens påstand om, at
pædagogisk omsorg og vejledning omkring borgerens behov for intimitet og seksualitet, kan
mindske risikoen for frustration over, hvorledes den seksuelle drift bør håndteres.
Pædagogens ansvar i forhold til at sikre borgeren retlig anerkendelse, består i at gøre borgeren
bevidst om sine rettigheder. Det kræver, at pædagogen selv er bevidst om hvilke lovgivninger, der
gør sig gældende indenfor det specialpædagogiske område.
Når det gælder borgerens ret til seksualitet og udlevelse af denne, er det, for Simonsen, en
selvfølge, at pædagogen kun anerkender de af borgerens seksuelle behov, der er samfundsmæssigt
og socialt accepterede. Pædagogen må således i visse tilfælde begrænse borgerens seksualitet, ved
at hindre specifikke udlevelser, som ikke er retligt anerkendt.
31
Opsummering af livskvalitetsanalysen
Når pædagogens forståelse for det gode liv, kan være anderledes end borgerens, kan der opstå fare
for normalitetstyrani, særligt hvis pædagogen arbejder ud fra en fast definition af livskvalitet.
Når Socialstyrelsen indikerer, at seksualitet er et aspekt af alle menneskers liv, må en understøttelse
af borgerens seksualitet være et vigtigt led i pædagogens arbejde med at fremme livskvalitet.
Hvordan borgerens subjektive ønsker for sit seksualliv imødekommes, kan afhænge af pædagogens
åbenhed og forståelse af borgerens virkelighed, samt af institutionelle doxa. Derfor kan det hævdes,
at borgeren, for at blive bevidst omkring mulighederne for udlevelse af sin seksualitet, må
præsenteres for disse af pædagogen. Der kan argumenteres for, at pædagogen i sit forsøg på at
fremme en borgers livskvalitet, må skabe rammer for oplevelse af både privat, solidarisk og retlig
anerkendelse, som lader borgeren udvikle et positivt selvbillede.
Om end pædagogisk arbejde med seksualitet er afgørende for en borgers livskvalitet, er opgaverne
forbundet hermed komplekse, bl.a. idet, pædagogen må varetage opgaverne på både et praktisk og
et følelsesmæssigt niveau.
Analyse - Magt
Samfundsperspektiv
Uanset hvilken målgruppe pædagogen står overfor, vil pædagogen befinde sig i en magtfuld
position, i kraft af sin profession. Det asymmetriske magtforhold, gør det muligt for pædagogen at
træffe livsvalg på vegne af borgeren, som i højere grad afspejler pædagogens forståelsesramme end
borgerens. Set i lyset af Foucaults magtteori, vil pædagogens arbejde med borgerens seksualitet
bære præg af samfundets aktuelle diskurser og tendenser, idet pædagogens handlinger, vil afspejle
samfundsmæssige værdier, som pædagogen ubevidst er tillagt, gennem govermentaliteten.
Lovgivningen, pædagogen er underlagt, anviser retningslinjer, men giver anledning til en vis
fortolkningsfrihed, ved at muliggøre selvstyring af hvorledes pædagogen antager at arbejde
hensigtsmæssigt i overensstemmelse med loven samt herskende samfundsnormer.
I arbejdet med den udviklingshæmmede borgers seksualitet, vil pædagogens fortolkning af, hvordan
opgaven angribes hensigtsmæssigt, være præget af den aktuelle senmodernitetsforståelse af
seksualitet og kærlighed. Ifølge Giddens teori om det senmoderne samfund, stilles den almene
borger overfor utallige valgmuligheder vedrørende sit liv, hvorfor det er op til den enkelte aktivt at
vælge sin livsstil og hvorledes tilværelsen skal tilrettelægges.
32
Normalisering af livsvilkår
Idet den udviklingshæmmede borger er afhængig af pædagogisk støtte til sin livsførelse, kan det
diskuteres, hvorvidt borgeren reelt har samme samfundsmæssige livsvilkår som øvrige borgere. Den
udviklingshæmmedes frie valg må, grundet statens og pædagogens magt, være bestemt af de
livsvalg der tilbydes indflydelse på. Der kan argumenteres for, at rammerne for den
udviklingshæmmede borgers liv er tilrettelagt i overensstemmelse med de normer, der anses for at
være de rigtige i samfundet, og hvor praktisering af tilbuddene bliver varetaget af pædagogisk
personale. Eksempelvis bliver specialpædagogiske dagtilbud ofte kaldt borgernes “arbejde”, til
trods for, at disse snarere kan karakteriseres som aktivitets- og samværstilbud uden krav om en reel
arbejdsydelse. Dagtilbuddene kan afspejle et samfundsmæssigt forsøg på at lade den
udviklingshæmmede borgers dagligdag ligne majoritetens, hvor et dagligt arbejde og arenaskift
opfattes som meningsfuldt.
Taget i betragtning af livskvalitetsanalysen, må pædagogen ikke arbejde med en borgers seksualitet
ud fra en fastlagt majoritetsforståelse af det meningsfulde seksualliv, idet seksualitet er individuel.
Således bør understøttelsen af den enkeltes seksualitet tage konkret udgangspunkt i subjektive
seksuelle ønsker.
Pædagogens begrænsning af borgerens ønsker
Det kan være en stor pædagogisk udfordring at tolke den udviklingshæmmedes ønsker og forståelse
for sit seksual- og kærlighedsliv. Med afsæt i antagelsen om, at pædagogen er sit eget professionelle
redskab, er det umuligt at arbejde upåvirket af egne forståelser. Det betyder, at pædagogens
imødekommenhed overfor borgerens subjektive ønsker for sit seksualliv, i nogen grad, vil være
influeret af pædagogens habitus, feltets doxa samt samfundets normer.
Praksiseksempel: Preben er 42 år og bor på et bosted for udviklingshæmmede voksne. Prebens
forhenværende kontaktpædagog har tidligere hjulpet ham med at købe pornofilm.
Preben kan bedst lide de film, hvor de har lædertøj på og pisker hinanden. For nyligt har han fået
computer i sin lejlighed, hvilket han er meget begejstret for.
Preben har gennem den sidste tid fået et tillidsnært forhold til sin nye kontaktpædagog Pia. Men i
fredags, hvor Preben havde fundet sin pisk frem og taget sit lædertøj på, bad han Pia om hjælp til
at søge efter porno på den nye computer. Pia sagde, at det ville hun bestemt ikke være med til.
33
Ifølge Simonsen er det vigtigt, at pædagogen har selvindsigt i, hvorvidt håndtering af egen
seksualitet, influerer i arbejdet med et andet menneskes seksualitet.
Hvis ikke en sådan bevidstgørelse finder sted, opstår risiko for, at borgerens seksualitet begrænses,
når pædagogen, som casen illustrerer, gør sig til dommer for, om borgerens seksuelle ønsker bør
støttes. Ved tilegnelse af pædagogisk bevidsthed om egen baggrund, institutionelle doxa og
samfundsnormers betydning for arbejdet, øges pædagogens forudsætninger for at kunne stille sig ud
over disse og åben overfor borgerens virkelighed. Men uanset om pædagogen fokuserer på at
tilgodese den enkeltes ønsker, kan imødekommenheden udfordres af en professionel omsorg og
merviden om, hvad der er hensigtsmæssigt.
I casen kan pædagogens prompte afvisning af Prebens ønske om hjælp til søgning af SM-porno,
være udtryk for bevidste såvel som ubevidste faktorer. Det kan både være pornoens karakter eller
selve involveringen i Prebens seksualliv, der ligger til grund for reaktionen. Men det kan også være,
at pædagogens forståelse af sit omsorgsansvar for Preben kommer til udtryk i en tvivl om, hvorvidt
pædagogen vil have et medansvar, hvis Prebens seksuelle præference er af selvskadende karakter.
Selv den reflekterende pædagog, der hele tiden har for øje ikke at lade egne normer begrænse
arbejdet, kan stå i en problematisk brudlinje mellem at tilgodese borgerens behov og tilgodese
omgivende normer. Muligvis kan uformelle og delvist ubevidste doxa endda forme pædagogens
egne normer i arbejdet. Hvis det hænger sådan sammen, at pædagogens normer og forståelse af det
gode seksualliv nærmere afspejler herskende doxa, end pædagogens egen forståelse af det gode
seksualliv, er det klart, at pædagogen kan finde det svært at sætte disse normer i baggrunden og se
borgerens. Da pædagogen, som sagt, er overmægtig i forhold til den udviklingshæmmede borger i
den professionelle relation, er det af stor betydning for borgeren, at pædagogen er i konstant
refleksion over sin magtudøvelse.
Borgerens afhængighed af støtte
Det pædagogiske arbejde med at imødekomme borgerens seksualitet kan, anskuet fra Foucaults
magtteori, bære præg af pastoral ledelse. I den pædagogiske søgen efter forståelse for borgerens
ønsker for sit seksualliv, må pædagogen motivere borgeren til en bekendende sandhedsproduktion
af sine drømme, forestillinger og følelser. Ved at lede borgeren til at give udtryk for sin sandhed,
kan det muliggøre pædagogens understøttelse af borgerens forestillinger om sin seksualitet.
34
Samfundets øvrige borgere har mulighed for at udleve egen seksualitet skjult for omverdenen, og
kan selv vælge hvilke mennesker, den enkelte ønsker at involvere i sin seksualitet. Den
udviklingshæmmede borger er derimod ofte nødsaget til at italesætte seksuelle ønsker overfor
pædagogen - et menneske som ikke direkte delagtiggøres i udlevelsen af seksualiteten. Idet
borgeren kan være afhængig af pædagogens praktiske støtte til at udleve sine seksuelle behov,
kræves pædagogens godkendelse og anerkendelse af de konkrete ønsker. Sat på spidsen, kan
samspillet mellem borger og pædagog betragtes som en forhandlingsproces, samt en indgriben i
borgerens privatliv.
I Preben-casen bliver den professionelle hjælp afgørende for udlevelsen af seksualiteten, og står for
pædagogen Pia ikke til forhandling. En sådan afvisning kan tænkes at få betydning for Prebens
opfattelse af egne lyster som forkerte eller skamfulde.
På samme måde, som den moderne stats magtudøvelse virker skjult på den almene borger, ved at
lede til at forvalte livet i overensstemmelse med samfundets normer, kan den udviklingshæmmede
borger menes at blive pædagogisk ledt i en retning, der sikrer at vedkommende træffer livsvalg,
overensstemmende med pædagogens habitus og institutionens doxa. Ved pædagogisk anvendelse af
en pastoral ledelses-teknik, der virker skjult, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om den
udviklingshæmmede borgers selvbestemmelse afspejler individuelle valg, truffet på baggrund af
egne eller andres normer. Det kan formodes, at den udviklingshæmmede med mange års
institutionsliv bag sig, er institutionaliseret i en sådan grad, at borgeren ikke er i stand til at fremsige
ønsker, som adskiller sig fra pædagogiske og institutionelle normer.
I visse tilfælde, forekommer magtudøvelsen i arbejdet med udviklingshæmmede ikke skjult. Særligt
i arbejdet med borgeren med svær udviklingshæmning og manglende verbalt sprog, kan det være
udfordrende for pædagogen at fortolke borgerens ønsker. Her må det siges, at pædagogens opgave
bliver at tolke borgerens ønsker ud fra mimik, kropssprog og verbale udtryk i form af lyde frem for
ord. Det kan blive særdeles kompliceret, for pædagogen at forstå borgeren, der ikke kan italesætte
behov, hvilket kan gøre pædagogen tilbøjelig til at træffe beslutninger ud fra egne forståelser.
Udviklingshæmmede borgere er, i forskelligt omfang, afhængige af pædagogisk støtte, hvorfor de
gøres til lette ofre for sådanne magtovergreb. Derfor må det have stor betydning for den
udviklingshæmmede borger, at pædagogen konstant forholder sig refleksivt omkring egen og
institutionens magtudøvelse.
35
Den frisættende magt
Om end magten i pædagogisk praksis kan virke begrænsende for borgerens selvbestemmelse, kan
der omvendt argumenteres for, at den kan forekomme produktiv, ved at opstille muligheder for
borgerens livsudfoldelse.
Ifølge Simonsen afspejler pædagogens udførelse af sit arbejde, om vedkommende er nysgerrig og
åben eller bestemmende og dømmende, i mødet med borgeren.
Hvis pædagogerne, borgeren er i daglig kontakt med, er nysgerrige og bevidste omkring, at arbejdet
med seksualitet er vigtigt for et menneskes livskvalitet, vil borgeren formentligt blive præsenteret
for nogle muligheder, der giver anledning til, at borgeren kan få opfyldt sin forestilling om et
seksualliv. I denne optik, må pædagogens magt siges, at kunne forekomme frisættende, ved at
forøge borgerens udbud af tilbud, samt bevidsthed om seksuelle muligheder.
Pædagogen har pligt til at efterleve borgerens selvbestemmelsesret, men bør med sin faglighed
vurdere hvornår og om en borgers seksuelle ønsker er hensigtsmæssige at imødekomme. Overfor
enkelte ønsker, der eksempelvis kan være decideret sundhedsskadelige for borgeren eller
grænseoverskridende for andre, må pædagogen med sit professionelle omsorgsansvar særlige
tilfælde søge at begrænse borgerens selvbestemmelse.
Institutionelle regler og forbud
Ifølge Simonsen er forbud ikke vejen frem, idet han hævder, at et forbud kan gøre en seksuel
frustration større. I tilfælde, hvor en borger ytrer ønske om udlevelse af en seksuel fantasi, der ikke
kan efterleves, må pædagogen søge at lede borgeren i en anden retning ved at opstille alternative
handlemuligheder, i håbet om en kompenserende effekt. Hvis pædagogen arbejder ud fra
Simonsens opfattelse af, at seksualitet rummer mere end blot udlevelse af specifikke seksuelle
ønsker, såsom behov for nærvær, kontakt og intimitet, må det antages, at pædagogen kan hjælpe
borgeren til oplevelse af seksuel stimuli på flere måder.
Praksiseksempel: Der er personalemøde på botilbuddet, hvor pædagogen Jan arbejder og han har
forberedt en problematik, han ønsker at vende med sine kolleger. Jan er kontaktpædagog for
Morten, som har boet på bostedet, siden han flyttede fra sine forældre i sommers. Morten udviser
stor interesse for både det kvindelige personale og de kvindelige beboere. I de sidste par uger, har
Morten klappet flere af personalerne i numsen, og også taget på både bryster og i skridtet på to af
36
de andre beboere. Personalet, der er blevet klappet i numsen har påtalt det overfor Morten, men det
har ikke ændret hans fortsatte seksuelt opsøgende adfærd.
Anskuet fra Honneths anerkendelsesteori, kan der opstå fare for, at borgeren, der ikke får anerkendt
seksuelle ønsker, kan opleve afvisningen som en krænkelse, særligt hvis manglen på forståelse fra
pædagogen opleves gentagne gange.
I Mortens tilfælde, kan den pædagogiske tilgang til hans adfærd komme til udtryk i afvisninger,
som kan få negativ betydning for Mortens selvbillede.
Hvis afvisning af en borgers seksuelle ønsker udmønter sig i et direkte forbud, kan det afspejle
institutionsdoxa, som i kraft af deres usynlige styring afgør de muligheder, der pædagogisk stilles til
rådighed for borgerens udfoldelse. Det vil sige, en fælles institutionsforståelse af, hvilke former for
seksuel udfoldelse, personalegruppen anser som rigtige at anerkende og understøtte. I
personalegruppen kan der ikke garanteres at herske konsensus om den fælles holdning til arbejdet
med seksualitet.
Når pædagogen Jan diskuterer problematikken omkring Mortens adfærd med sine kolleger, bliver
fællesbeslutningen om, hvordan Mortens handlinger skal håndteres, afgørende for Mortens følelse
af at blive anerkendt. En pædagogisk begrænsning af Mortens uhensigtsmæssige adfærd er ikke
ensbetydende med, at pædagogerne ikke anerkender Mortens seksuelle behov, men at der vurderes
grundlag for korrigering. Der kan opstå farer for, at Mortens adfærd kan udvikle sig så
uhensigtsmæssigt, at det kan føre til flere krænkelser og overgreb, hvis Morten ikke opnår
erkendelse af andres grænser og hvad der er acceptabelt.
Hvilke af personalegruppens medlemmer, der har størst magt til at få gennemført institutionens
fælles holdning til emnet, kan analyseret ud fra Bourdieus kapitalbegreb, være de personer, der
besidder størst social kapital i gruppen. Den sociale kapital kan antages at være
uddannelsesbaggrund, praksiserfaring og livserfaring.
Hvis pædagogen Jan selv besidder høj social kapital i personalegruppen, kan det betyde, at hans
løsningforslag kan få stor indflydelse på den fælles holdning til Mortens situation. For at undgå, at
Morten bliver mødt med direkte forbud mod sine handlinger, kan Jan og hans kolleger foreslå
Morten alternative muligheder, såsom at hjælpe ham med at finde en kæreste, som gerne vil lade
ham røre ved sine bryster.
37
Den enkeltes behov for støtte
Pædagogens arbejde med udviklingshæmmedes seksualitet, må siges at være en alsidig opgave,
hvor pædagogen i hvert møde må målrette sin støtte, så den tilgodeser den enkeltes
seksualitetsbehov. Hvorledes pædagogens magt kommer til udtryk, kan afhænge af borgernes
individuelle ønsker.
Graden af udviklingshæmning må, ud fra WHOs diagnosedefinition, antages at have betydning for
borgerens ønsker for et kærligheds- og seksualliv. Borgeren med let udviklingshæmning, men med
tilstrækkelige sociale færdigheder til at kunne begå sig i almene hverdagssituationer, kan qua en
spejling i det omgivende samfund, have et ønske om at opnå et tilsvarende kærlighedsforhold som
almene borgere. Her kan ønsker om samleje, ringforlovelse eller stiftelse af egen familie være
reelle. For borgeren med svær udviklingshæmning, kan de seksuelle behov og ønsker, grundet en
begrænset social intelligens og bevidsthed om kulturelle normer, være af en anden karakter. Det kan
antages at sidstnævnte gruppes behov i mindre grad indeholder ønske om det gængse parforhold,
men stadig indebærer behov for seksuel stimulering.
Pædagogens rolle i understøttelsen af borgerens seksualitet, vil i praksis variere afhængigt af den
enkelte borgers subjektive behov, hvorfor pædagogens magtbrug vil komme forskelligt til udtryk.
Eksempelvis kan pædagogen i arbejdet med den lettere udviklingshæmmede borger, i kraft af sit
omsorgsansvar, blive bekymret for, om borgeren kan tage vare på sig selv og sine følelser i
udlevelsen af sit seksual- og kærlighedsliv. På grund af den pædagogiske interesse for borgerens
følelsesliv, kan pædagogens magt forekomme manipulerende, i samarbejdet om forvaltningen af
borgerens liv. Idet pædagogen evner at forudse de eventuelle negative konsekvenser, borgerens valg
kan medføre for borgerens liv, kan pædagogens vejledning indeholde en skjult agenda, som kan
blive begrænsende for borgerens selvbestemmelse, men med en intention om at beskytte. Ved
pædagogens støtte til borgerens navigering i sine følelser og forestillinger, med den hensigt at
mindske risikoen for, at borgeren bliver såret, krænket eller skuffet, kan magtforholdet udfolde sig i
en mere manipulerende karakter.
Ifølge Simonsen, er det ligeledes en del af pædagogens rådgivningsopgave at støtte borgeren i at
sætte personlige grænser, ved at bevidstgøre om, at det er legitimt at sige fra, og bestemme over
egen krop.
38
For borgeren med svær udviklingshæmning, kommer pædagogens brug af magt tydeligere til syne,
idet borgeren har ringe forudsætninger for selv at italesætte og give udtryk for konkrete seksuelle og
følelsesmæssige behov. Pædagogen må søge en forståelse for borgerens seksualitet gennem en
fortolkning, som aldrig kan garanteres at stemme overens med borgerens reelle ønsker og lyster.
Borgerens seksualitet kan, på baggrund af det begrænsede kognitive udviklingsniveau, komme til
udtryk i kropslige og umiddelbare lystdrifter, mere end i bevidste ønsker. På trods af, at borgeren
ikke er i stand til at sætte ord på sin seksualitet, kan den alligevel give sig til kende for pædagogen,
gennem signaler, såsom borgerens kontaktsøgen, tegn på erektion eller onani. Ud fra sin fortolkning
af et behov, må pædagogen, i nogen grad, tage stilling til borgerens seksualitet på vegne af
borgeren, frem for i et samspil med vedkommende.
Opsummering af magtanalyse
Med sin magt, har pædagogen mulighed for at træffe valg på vegne af borgeren, som afspejler
pædagogens forståelse af et godt seksual- og kærlighedsliv, mere end borgerens. Derfor er det
afgørende for borgerens seksualliv, at pædagogens refleksion over magtforholdet altid er til stede.
Med sit omsorgsansvar for borgeren, må pædagogen dog i visse tilfælde begrænse borgerens
selvbestemmelse, med formålet at beskytte.
Idet seksualitet er et aspekt af alle menneskers liv, må pædagogen have en forståelse af emnet,
formet af samfundets, institutionens og egne normer, som pædagogen naturligt vil arbejde ud fra,
hvorfor
der
kan
opstå
risiko
for,
at
pædagogen
begrænser
borgerens
seksuelle
udfoldelsesmuligheder uhensigtsmæssigt. Men netop fordi pædagogen har en subjektiv forståelse af
seksualitet og kærlighed, kan det pædagogiske arbejde med emnet også virke frisættende for
borgeren gennem den rådgivende og anerkende støtte.
Den pædagogiske magt kommer til syne på forskellig vis, alt efter graden af udviklingshæmning
hos den enkelte, hvor borgeren med begrænsede forudsætninger for at italesætte behov, er i øget
fare for, at pædagogen mistolker reelle ønsker.
Analyse - Etik
Etiske handleovervejelser
Anskuet ud fra Aadlands etiske principper, kan den pædagogiske refleksion med etiske
overvejelser, kvalificere pædagogens stillingtagen, i arbejdet med den udviklingshæmmede borgers
seksualitet. Om pædagogen handler ud fra dyds-, pligt- eller konsekvensetiske overvejelser, samt
39
om pædagogen evner at forstå baggrunden for borgerens handlinger ud fra samme principper, kan
få betydning for samspillet mellem borger og pædagog.
For at konkretisere hvordan de pædagogiske refleksioner bestemmer pædagogens håndtering og
påvirker borgerens udfoldelsesmuligheder, analyseres nedenstående praksiseksempel ud fra de tre
etiske principper.
Praksiseksempel: Pædagogen Esben arbejder på Eldorado, en aftenklub for udviklingshæmmede
mellem 18- 30 år. Det er for år tilbage blevet besluttet, at brugerne af stedet ikke må have seksuelt
samkvem på klubtilbuddets arealer, da pædagogerne mener, at det bør foregå i brugernes eget
hjem og ikke i klubben. En aften, da Esben skal hente noget på toiletterne, bliver det tydeligt for
ham at to af brugerne, Peter og William, har samleje i en af toiletbåsene. Esben føler sig nødsaget
til at banke på døren og gøre Peter og William opmærksomme på, at han er der, og at han gerne vil
tale med dem, når de kommer ud.
Dydsetik i praksis
Med Aadlands dydsetiske princip, vil det i arbejdet med seksualitet have betydning for pædagogens
handlinger og overvejelser, hvorvidt pædagogen anser forskellige former for seksuel udfoldelse
som rigtige eller forkerte. Pædagogens dyder og værdier, vil således blive en afgørende rettesnor, i
arbejdet med at understøtte borgerens seksualitet. Her bliver pædagogens indre dyder, det afgørende
handlegrundlag, som vægter højere end ydre rammer og retningslinjer.
Anskuet ud fra Giddens senmodernitetsperspektiv, kan det antages, at pædagogens dyder påvirkes
af den aktuelle seksualitetsforståelse, som bør bevirke, at pædagogen kan stille sig åben overfor
borgerens frie valg af seksualitet. Ligeledes kan det aktuelle handicapsyn, som fordrer ligeværd og
borgerens ret til at bestemme selv, ud fra et professionsfagligt perspektiv, have indflydelse på
pædagogens dyder og etiske ståsted.
I praksiseksemplet, kan pædagogen Esbens indgriben i Peter og Williams samleje, udspringe af
flere dydsetiske overvejelser. Esben kan muligvis have et ligeværdigt syn på udviklingshæmmede
borgere og anse sit private seksualliv som betydningsfuldt, men alligevel have svært ved at forstå, at
borgerne kan have samme behov for seksuel udlevelse, som Esben selv.
Pædagogens subjektive holdning til bl.a. homoseksualitet eller sex på offentlige steder, kan desuden
spille en afgørende rolle for, hvad der anses som et normalt og sundt seksualliv.
40
Det kan ydermere tænkes, at Esbens gængse seksualitetsforståelse indbefatter en seng, hvorfor han i
sit omsorgsansvar, hverken finder det hensigtsmæssigt, værdigt eller rigtigt for William og Peter at
have samleje på toilettet.
Hvis Esben udelukkende handlede ud fra et dydsetisk princip, med holdningen om, at Peter og
Williams seksuelle samkvem på toilettet var fuldstændigt acceptabelt, ville han vende det blinde øje
til klubbens forbud.
En pædagogisk personalegruppe må, grundet medlemmernes individuelle baggrund, siges at
være mangfoldig, hvorfor de etiske dyder hos pædagogerne kan være forskellige, på trods af en
fælles professionsfaglighed. Hvad der anses som en perversitet i den enes øjne, kan være normalt i
en andens, og derved vil indsatsen for at handle korrekt, ud fra et dydsetisk princip, afhænge af den
enkelte.
Hvis Esbens kollega Jørgen, som er af den overbevisning at alle har ret til et seksualliv, havde stået
i Esbens situation, ville Jørgen muligvis gå ud igen, uden at gøre opmærksom på sig selv. Når
pædagogen Esben handler ud fra egne dyder kan det, trods den gode mening, få negative
konsekvenser for borgernes liv, idet dyderne, kan begrænse borgernes udlevelse af deres seksualitet,
og dermed få betydning for livskvaliteten.
Ifølge Simonsen, må pædagogen bevidstgøre sig om egen seksualitet, og i hvilken grad den
influerer i arbejdet med at understøtte den udviklingshæmmede borgers seksualitet.
Bevidstgørelse kan kvalificere pædagogens refleksion omkring imødekommelse af en borgers
seksuelle ønsker, samt hvorvidt egne seksuelle dyder virker begrænsende for det pædagogiske
arbejde. Hvorledes en sådan bevidstgørelse finder sted, kan umiddelbart virke kompleks, hvorfor
det kan anses som et kollektivt pædagogisk ansvar at skabe rum for fælles refleksion i
personalegruppen. Hvis der kollektivt reflekteres over seksualitet og problematikker forbundet
hermed, vil der opstå muligheder for at den enkelte pædagogs dyder udfordres. Det kan mindske
risikoen for, at pædagogens egne dyder, dominerer og begrænser borgerens ønsker for sit
seksualliv. Tesen stemmer overens med en generel kritik af dydsetikken, hvor den enkeltes dyder
vægter højere end samspillet med omgivelserne og den kollektive proces, på en eventuel bekostning
af borgerens forgodtbefindende.
Ifølge Simonsen, er den kollektive sparring betydningsfuld, når det skal besluttes hvilken pædagog,
der bedst kan hjælpe den enkelte borger med udlevelse af ønsker.
41
I en sådan fælles sparringsproces kan det formodes, at personalemedlemmernes forskellige dyder
undgår at blokkere for handlemuligheder, idet forståelsen af den pædagogiske støtte til borgerens
seksualitet, vil være en kollektiv beslutningsproces som ikke begrænses af den enkelte.
Simonsen mener, at pædagogen må søge at imødekomme borgerens subjektive ønsker for et
seksualliv, men han påpeger, at pædagogen ikke bør anerkende seksuelle ønsker, som strider imod
lovgivningen.
Idet pædagogen besidder en viden omkring borgerens begrænsede udviklingsniveau, kan det ud fra
det dydsetiske princip forestilles, at pædagogen vil forklare en borgers upassende handlinger og
direkte lovovertrædelser ud fra borgerens diagnose. Pædagogen vil dermed opretholde en
betragtning af borgerens grundlæggende dyder som værende gode.
Det kan diskuteres om pædagogen i kraft af sin magtposition kan have tendens til at retfærdiggøre
og beskytte borgerens handlinger. Det kan antages, hvis pædagogen ud fra et etisk ståsted anskuer
borgeren som ikke værende i stand til at navigere i rigtigt og forkert, på samme måde som øvrige
samfundsborgere. Eksempelvis kan der i praksis herske institutionel uenighed om, hvorvidt en
borger skal politianmeldes ved krænkelser af en anden borger, hvis pædagogerne vurderer, at
handlingen ikke havde til hensigt at være krænkende.
Pligtetik i praksis
Med det pligtetiske princip, vil det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmedes seksualitet,
overordnet efterkommes ud fra de gældende lovgivningsmæssige rammer. Pædagogen vil i praksis
søge at tolke specifikke retningslinjer, så samarbejdet med borgeren bærer præg af at være juridisk
korrekt og i overensstemmelse med fastlagte regler.
Eftersom, at Serviceloven søger at tilgodese og ligestille mennesker med særligt behov for støtte,
vil de pligtetiske principper tage udgangspunkt i at samarbejde med borgeren, og opfylde dennes ret
til privatliv, samt støtte i opnåelse af livskvalitet efter lovens formålsbestemmelser. Det vil i praksis
betyde, at pædagogen i sin stillingtagen i tvivlsspørgsmål konstant må forholde sig til om borgerens
retssikkerhed opfyldes, og samtidigt om pædagogen selv overholder formålsbestemmelserne
indenfor de specifikke institutionstyper. Pædagogens imødekommenhed overfor borgerens ønske
om rådgivning og praktisk støtte i forbindelse med sin seksualitet, vil derved afhænge af, om ønsket
er indenfor lovens og samfundets rammer.
42
Handling med afsæt i pligtetiske overvejelser, kan på samme måde gøre sig gældende, når
pædagogen er underlagt institutionens uskrevne regler og doxa. Både fastlagte og uskrevne regler
kan eksempelvis bevirke, at pædagogen oplever pligt til at imødekomme et ønske om støtte til en
borgers seksualitet, som går imod pædagogens egne holdninger og grænser. Her kan pædagogen
føle sig forpligtet til at hjælpe en borger med at sætte en pornofilm på, hvis der i institutionen
kollektivt hersker enighed om, at ønsket om at se pornofilm bør tilgodeses. Modsat kan pædagogen
befinde sig i et dilemma, hvis der hersker forbud om specifik pædagogisk seksualvejledning, som er
modstridende med pædagogens opfattelse af hvad pædagogisk arbejde bør omfatte.
I praksiseksemplet, er pædagogen Esben bevidst om, at klubbens forbud om seksuelt samkvem, er
gældende for alle brugerne af stedet, hvilket kan antages at ligge til grund for, at han vælger at
banke på døren under William og Peters samleje.
I det pligtetiske princip, vil pædagogens forholden ikke kun omhandle pædagogens egne
handlinger, men også få betydning for borgeren, der ikke overholder en given lovgivning eller
institutionsbestemte regler, idet overtrædelsen vil kræve en retfærdighedshandling af pædagogen.
Pædagogen vil søge mod, at overtrædelsens karakter vurderes ud fra et regelsæt, hvor borgeren
opfylder samme bestemmelser som majoriteten, hvilket eksempelvis kan resultere i en
politianmeldelse ved krænkelser af seksuel karakter.
Analyseret ud fra det pligtetiske princip vil der, i Esbens overvejelser være flere regelsæt at tage
højde for. Det ses i lyset af de modsatrettede pligter mellem at overholde institutionens forbud og
samtidig efterleve retningslinjer om udviklingshæmmedes almene borgerrettigheder, frie valg af
seksualitet, samt ret til privatliv. Dog vælger Esben at efterleve det herskende institutionelle
regelsæt, hvilket må indikere, at han vurderer det som det mest tungtvejende og håndgribelige i
situationen.
Et kritisk perspektiv på pligtetisk handling kan være, at institutionelle regler bliver så dominerende,
at pædagogens vurdering med afsæt i menneskelige værdier forsvinder.
Simonsen oplever ofte, at pædagoger forbyder seksuelt samkvem på pædagogiske tilbud for
udviklingshæmmede borgere, som illustreret i praksiseksemplet.
Et sådant forbud kan bunde i, at pædagogerne ikke ved, hvordan de skal håndtere to borgeres
seksualliv med hinanden. I praksis kan håndhævelse af reglen tænkes at have stor betydning for de
implicerede borgere, idet det vil begrænse deres mulighed for et seksualliv, hvis ikke andre
muligheder stilles til rådighed.
43
Simonsen hævder at to mennesker, der ønsker at indgå i et intimt og seksuelt forhold til hinanden,
vil gøre det, på trods af forbud.
Anskuet således, vil praksiseksemplets forbud mod seksuelt samkvem, ikke forhindre Peter og
William i at have sex med hinanden fremover. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor
pædagogen, ikke imødekommer borgernes ønsker, i stedet for blindt at håndhæve en institutionel
regel.
Konsekvensetik i praksis
Det konsekvensetiske princip, vil i det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede borgeres
seksualitet, stille krav til pædagogen om at overveje følgevirkningerne af givne handlemuligheder i
konkrete kontekster. Det vil i praksis betyde, at det er opnåelsen af et specifikt mål, der vil have
afgørende betydning for de pædagogiske overvejelser. Beslutningsafgørelser vil blive truffet på
baggrund af de langsigtede konsekvenser, hvorfor vejen derhen kan trumfe både tidligere tiltag og
regelsæt. Pædagogen vil ud fra det konsekvensetiske princip kunne retfærdiggøre overfor sig selv
og kolleger at se gennem fingre med regler og normsæt, så længe målet i sidste ende opnås.
På samme måde kan pædagogens valg om at følge en specifik regel eller lovgivning overskygge
borgerens seksuelle behov og ønsker, grundet faglig vurdering af, at brud på reglen vil have for
store konsekvenser.
Set fra et konsekvensetisk perspektiv, kan Esbens handling være udtryk for en vurdering af, at det
kan have negative konsekvenser for de implicerede parter, hvis han lader akten fortsætte
ubemærket.
Esbens bevæggrund for at forstyrre Peter og William, kan bunde i de negative konsekvenser, det
kan få for ham selv i personalegruppen, hvis han vælger at ignorere klubbens regel. Omvendt kunne
Esben vælge ikke at blande sig i Peter og Williams seksuelle udfoldelse, med begrundelse om det
som værende mest hensigtsmæssigt for alle parter. En del af begrundelsen for at vælge denne
handlemulighed kan ud fra Esbens perspektiv forsvares med, at William og Peter ikke umiddelbart
har mulighed for at udleve deres seksuelle forhold andre steder, idet de kun ses i klubben. Esben
kunne være nået frem til, at en direkte afbrydelse af akten ville afstedkomme, at William og Peter
ville fortsætte et andet og mere uhensigtsmæssigt sted.
I en pædagogisk personalegruppe må enighed om et forbud, formentligt udspringe af en faglig
vurdering
af,
at
reglen
vil
medføre
positive
konsekvenser
for
flest
mulige.
Med
44
professionsfagligheden, kan pædagogerne mene at gennemskue situationsbestemte konsekvenser,
som borgerne kognitivt ikke er i stand til.
Omsorgsansvaret for brugerne af det pædagogiske tilbud, kan have indflydelse på Esbens
bekymring for, om begge borgere er indstillet på samlejet og opmærksomme på at respektere
hinandens grænser. Esbens afbrydelse af Peter og Williams samleje kan også bunde i en tiltro til, at
klubbens forbud er vedtaget med vurderingen af, at et forbud er mest hensigtsmæssigt for flest
mulige berørte.
Men hvis et fælles pædagogisk mål bliver altoverskyggende, kan der opstå risiko for så mange
negative konsekvenser, at vejen til målet bliver uhensigtsmæssig.
Pædagogen kan, analyseret ud fra et konsekvensetisk princip, vælge at udføre et stykke arbejde,
som pædagogen finder personligt grænseoverskridende, hvis målet med indsatsen vurderes til størst
mulig lykke i samarbejdet med borgere og kolleger. Det kan i arbejdet med en borgers seksualitet
eksempelvis betyde, at en pædagog selv vælger at varetage opgaven med sexoplæring af en borger,
i stedet for at indkalde ekstern specialiseret hjælp. Pædagogens valg kan bunde i overvejelser om, at
en ekstern seksualvejleder ikke har samme relation til borgeren som pædagogen og at borgerens
opnåelse af livskvalitet vil afhænge af, at målet om seksuel tilfredsstillelse opnås.
Opsummering af etikanalyse
Pædagogens handlinger i arbejdet med den udviklingshæmmedes seksualitet, foretages på baggrund
af faglig refleksion omkring, hvorledes understøttelsen af borgerens ønsker bliver mest
hensigtsmæssig. Men hvad der vurderes som mest fordelagtigt i konkrete situationer, afhænger af
de etiske overvejelser den enkelte pædagog handler ud fra i en given situation. Uanset hvilken etisk
bevæggrund pædagogen arbejder ud fra, får det betydning for borgerens udfoldelsesmuligheder
samt for pædagogens faglige håndtering.
I en personalegruppe, vil hver pædagog, i ønsket om at håndtere arbejdet hensigtsmæssigt, have
forskellige handleforslag grundet individuelle holdninger til, hvordan en situation gribes etisk
korrekt an. En teoretisk bevidsthed om etiske handlegrundlag kan medvirke til at øge og kvalificere
professionsfaglige refleksioner, idet handlemulighederne vil blive nuanceret og tydeliggjort for
pædagogen selv.
Diskussion
For at kvalificere og nuancere undersøgelsen af pædagogens understøttelse af den
45
udviklingshæmmede borgers seksualitet, diskuteres analysen ud fra forskellige kritikpunkter.
I diskussionen rettes der primært en kritik mod prioriteringen af seksualitet på den pædagogiske
dagsorden. Vi kritiserer denne prioritering ud fra, at vi i analysen har påvist, at arbejdet i praksis
indeholder utallige kompleksiteter og risici, der forekommer uhensigtsmæssige for borgeren og det
pædagogiske samarbejde.
Manglende viden om seksualitet
Til trods for, at vi med vores analyse påpeger vigtigheden af pædagogisk understøttelse af den
udviklingshæmmede borgers seksualitet, kan det diskuteres, hvorvidt den pædagogfaglige viden om
seksualitet er tilstrækkelig til, at understøttelsen bliver hensigtsmæssig for borgeren.
En manglende viden kan menes at øge risikoen for, at den enkelte pædagog kommer til at arbejde
ud fra egne forståelser, og på baggrund af et intuitionsgrundlag, som hverken er vidensbaseret eller
fagligt forankret. Pædagogen kan i et sådant kritisk perspektiv aldrig vide sig sikker på, om støtten
reelt forbedrer den enkelte borgers livskvalitet. At understøtte et andet menneskes seksualitet, må
netop siges at stille krav til pædagogen, om at tilegne sig viden om emnet, så opgaven kan varetages
professionelt, værdigt og autentisk. Mangel på viden om seksualitet kan i praksis komme til udtryk i
misforståelser, eksempelvis i arbejdet med seksualitet ift. en borger af modsatte køn. Øget faglig
viden om seksualitet, kønsbestemt anatomi og sundhedsfaglige aspekter, vil kunne forbedre de
pædagogiske forudsætninger for at gribe arbejdet an etisk forsvarligt.
Vi undrer os eksempelvis over, at det ikke er et krav, at alle pædagogiske tilbud for
udviklingshæmmede borgere udarbejder en seksualpolitik i bestræbelserne på at højne fagligheden
og skabe bedre forudsætninger for fremme af livskvalitet.
Risici ved pædagogisk mistolkning
Det kan diskuteres, om arbejdet med seksualitet, kan blive misforstået og unuanceret, hvis
pædagogen er af den opfattelse, at seksualitet udelukkende tager afsæt i den seksuelle akt, og ikke
indebærer aspekter som intime kærtegn og forelskelse. Anskuet således, bør emnet seksualitet med
alle dets aspekter, være et pædagogisk fokuspunkt.
På den anden side, kan en for stor higen efter at sætte seksualitet på den institutionelle dagsorden,
frygtes at bidrage til unødig seksuel frustration, hvis en borger præsenteres for seksuelle
muligheder, som borgeren ikke er i stand til at rumme. Eksempelvis kan det tænkes, at kunne
forvrænge forholdet til egen krop og til andre mennesker, hvis pædagogen præsenterer pornofilm
46
for en borger, der ikke kan skelne mellem virkelighed og pornoficerede fantasier. Det vil kunne
forvirre borgeren omkring hvad der er normalt og hvad et seksuelt forhold, for de fleste mennesker
indebærer. Med et sådant kritisk perspektiv på vores egen analyse, kan det diskuteres om
pædagogens ellers gode hensigt, kan få den stik modsatte virkning for borgeren.
Endnu en faldgrube i arbejdet med seksualitet, er hvis pædagogen mistolker en borgers udtryk og
italesættelse af seksuelle behov, hvor det i værste fald kan betyde, at borgeren oplever hjælpen som
krænkende. Det kan bl.a. gøre sig gældende ved førnævnte eksempel om pornofilm eller
pædagogisk seksualoplæring i onani, hvor borgeren ikke får udtrykt utilpashed, og pædagogen
dermed utilsigtet medvirker til en oplevelse af kropslig krænkelse.
I så grelle tilfælde, hvor hjælpen tenderer til seksuelt overgreb, vil det være væsentligt at diskutere
om implementering af et seksuelt fokus i arbejdet med udviklingshæmmede borgere kan opveje så
fatale risici.
Borgerens privatliv - et offentligt anliggende
Det kan virke paradoksalt, at lovgivningen angiver den udviklingshæmmede borger retten til
selvbestemmelse og privatliv, når borgerens privatliv i mange henseende bliver et pædagogisk
anliggende. På trods af, at det formelt anses som en værdi, at borgeren besidder retten til at forvalte
eget liv, tyder det for os på, at pædagogens indflydelse på borgerens privatliv, reelt tillægges større
værdi end borgerens selvbestemmelsesret i institutionelt regi. Det kan derfor diskuteres om
pædagogisk arbejde med seksualitet bør prioriteres, når arbejdet forudsætter en yderligere indgriben
i borgerens privatliv, der allerede er præget af udefrakommendes konstante indblanding.
Pædagogisk arbejde med seksualitet indebærer risiko for, at pædagogen pådutter borgeren seksuelle
behov som vedkommende ikke har, hvorfor der kan argumenteres for, at pædagogiske tiltag, altid
bør tage afsæt i konkrete udtryk fra borgeren. Her vil borgerens mulighed for at få pædagogisk
støtte til et konkret ønske dog afhænge af, at vedkommende kan italesætte eller på anden måde give
udtryk for sine seksuelle ønsker. Med en sådan tilgang, kan der opstå fare for, at borgeren, som
finder det grænseoverskridende og forkert at tage initiativ til at tale om sine seksuelle ønsker, helt
lader sine behov undertrykke. Det bliver tvivlsomt, om pædagogisk personale overhovedet kan
forvente en åbenhed fra borgeren om et så privat emne.
Dog må det siges, at pædagogens understøttelse af borgerens seksualitet afhænger af en vis åbenhed
fra borgeren, omkring sine seksuelle ønsker. Det vilkår, kan problematisere det pædagogiske
47
arbejde, når pædagogen tillægger borgerens udtryk en reflekteret baggrund, som ikke reelt er til
stede. Hvis borgeren ikke besidder evnen til at reflektere over betydningen af sine ytrede ønsker og
konsekvenser ved en udlevelse af disse, vil pædagogens støtte og indgriben kunne ende ud i en
uhensigtsmæssig hjælp for borgeren.
Pædagogens egen seksualitetsforståelse som arbejdsredskab
I diskussionen om, hvorvidt pædagogens egen forståelsesverden er en hæmsko eller fordel for
borgerens mulighed for udlevelse af sin seksualitet, er det interessant at stille skarpt på hvornår
pædagogens egen forståelse af seksualitet kan virke mulighedsskabende.
Der kan argumenteres for, at pædagogen med fordel kan gøre sig overvejelser omkring, hvordan
pædagogen selv vil ønske at blive talt til, i en dialog omkring sin seksualitet, der for mange opleves
som et følsomt og privat emne. Således kan pædagogens egen forståelse af seksualitet og god
seksualvejledning, komme borgeren til gode, når pædagogens forståelse bunder i en reflekteret
selvindsigt om, hvordan pædagogen selv vil finde en seksualvejledning værdig. Ved et forsøg på at
sætte sig i borgerens sted, kan det hævdes, at pædagogens forståelse for borgerens situation øges,
hvilket kan skabe forudsætninger for, at den vejledende dialog forekommer hensigtsmæssig.
Omvendt kan et sådant forsøg på at sætte sig i borgerens sted, afstedkomme, at det bliver
pædagogens egen blufærdighedsgrænse, der danner en unuanceret målestok for, hvad pædagogen
mener dialogen om seksualitet bør indeholde.
Seksualitet - et fælles ansvar
Vi oplever i praksis, at den pædagogiske støtte til borgerens seksualitet ofte er op til den enkelte
pædagog og sjældent et fokusområde for den samlede personalegruppe. Det betyder, at pædagogen i
eksempelvis handleplansarbejdet ikke behøver at forholde sig til borgerens seksualitet, med mindre
der er optrådt åbenlyse problematikker, der kræver aktive handleovervejelser. I denne optik, vil
essensen af valgte problemformulering ikke være til diskussion, da pædagogen ganske enkelt kan
undlade at forholde sig til borgerens seksualitet og derved ikke behøver at reflektere over hvorledes
egen forforståelse influerer arbejdet.
Kritikken skal dermed rettes mod institutionerne, idet understøttelsen af borgerens seksualitet ikke
kun bør være op til den enkelte pædagogs refleksionsevne og vilje, men bør være implementeret
organisatorisk. Hvis et sådant løsningsforslag skal opretholdes i praksis, bør institutioner ikke kun
sørge for, at seksualiteten er en del af den politiske og strategiske dagsorden, men også at den
48
enkelte pædagog er klædt fagligt på til opgaven. Hvordan man konkret sætter rammerne for en
reflekterende praksis må være op til ledelsen, i samarbejde med medarbejderne det enkelte sted.
Udgangspunktet i kritikken er dog, at borgernes seksualitet ikke må være noget som pædagogen kan
undgå at forholde sig til, men bør være et fælles institutionelt ansvar.
Overskridelse af grænser - et pædagogisk vilkår
Af vores livskvalitetsanalyse fremgår det, at arbejdet med seksualitet i praksis kræver aktiv
handling fra pædagogens side. Heraf udspringer spørgsmål om, i hvor høj grad, pædagogen i sin
understøttelse af den udviklingshæmmede borgers seksualitet risikerer at sætte egne grænser over
styr. Der kan både være personlige og institutionelle logikker i spil, som kan få pædagogen til at
påtage sig opgaver, selvom de er personligt grænseoverskridende. Som resultat heraf, kan den
enkelte pædagog, med målet om at understøtte borgerens seksualitet, føle sig tvunget til at udføre
opgaver, der overskrider personlige grænser.
Det kan diskuteres om pædagogisk arbejde med seksualitet indebærer en så stor risiko for, at
pædagogen overtræder egne grænser, at arbejdet ikke kan varetages professionelt. En vedvarende
overtrædelse af pædagogens personlige grænser, kan endvidere tænkes at blive så nedslidende, at
det fører til udbrændthed.
Men
det
socialpædagogiske
arbejde
indebærer,
i
manges
øjne,
grænseoverskridende
arbejdsopgaver, såsom varetagelsen af borgeres personlige hygiejne. Personlig pleje er dog en så
implementeret og nødvendig del af den pædagogiske hverdag, at en pædagogs ansættelse vil
afhænge af om pædagogen vil påtage sig sådanne opgaver. Med udgangspunkt i antagelsen om, at
seksualitet bidrager til fremme af livskvalitet, må der argumenteres for, at arbejdet med seksualitet
ligeledes er nødvendigt, uanset om arbejdet forekommer grænseoverskridende.
Med afsæt i vores arbejdserfaringer samt opgavens empiriske materiale, må vi dog konstatere, at det
i praksis er langt mere legitimt for pædagogen at frasige sig opgaver vedrørende seksualitet, på
baggrund af personlige grænser, end det er med andre arbejdsopgaver.
Sat på spidsen, kan det siges, at være et pædagogisk vilkår, at grænser må flyttes og til tider vil
overskrides.
Konklusion
Pædagogens faglige refleksioner og professionelle handlinger foretages på baggrund af
institutionelle strukturer og pædagogens forståelser af, hvorledes arbejdet gribes an hensigtsmæssigt
49
og etisk forsvarligt. Det betyder, at det kan være svært for pædagogen at vise imødekommenhed
overfor en borgers seksuelle ønsker, hvis ønskerne er fjerne fra pædagogens forståelse af hvad et
sundt og godt seksualliv indebærer.
Seksualitet er et bredt begreb, og nærvær, kontakt og berøring kan medvirke til den enkelte borgers
følelse af livakvalitet, og netop derfor er det en særdeles vigtig opgave for pædagogen at tilstræbe
sig at stille sig åben overfor borgerens forståelse af et godt seksualliv.
Pædagogen bør bevidstgøre sig omkring sin egen seksualitet og dens betydning for arbejdet med
borgerens seksualitet, for at opnå bedre forudsætninger for at kunne stille sig udover sine egne
forståelser og møde borgeren åbent i en søgen efter forståelse for borgerens virkelighed.
Idet den almene borgers forståelse af et meningsfuldt kærligheds- og seksualliv, er en tilværelse
med mulighed for frit valg af partnere og forpligtelse, må det pædagogiske arbejde med den
udviklingshæmmede borgers seksualitet søge at give borgeren samme udbud af frie og individuelle
valg. Med dette udgangspunkt mindskes risikoen for, at pædagogen begrænser borgerens
udfoldelsesmuligheder på baggrund af egne forståelser, idet pædagogen er bevidst om det brede
seksualitetsbegreb.
For den udviklingshæmmede borger, som er afhængig af støtte til at forvalte tilværelsen, kan det
være af afgørende betydning, at pædagogen synliggør muligheder for, at borgeren kan tilkendegive
ønsker for et seksualliv og få støtte til udlevelse af ønskerne.
Et målrettet pædagogisk arbejde med seksualitet, indebærer pædagogisk understøttelse af borgerens
oplevelse af anerkendelse i nære relationer, i sociale fællesskaber, samt i relationen til pædagogen. I
forsøget på at danne rammer for, at borgeren oplever anerkendelse, er det væsentligt, at pædagogen
har borgerens ønsker for øje og sætter handling bag ord. Pædagogisk arbejde med at understøtte
udviklingshæmmede borgeres seksualitet indebærer således aktive og målrettede handlinger fra
pædagogens side. Derfor er det vigtigt, at pædagogen tilrettelægger sit arbejde på et følelsesmæssigt
niveau, hvor borgeren italesætter sin virkelighed, samt på et praktisk niveau, hvor pædagogen
samarbejdskoordinerer og understøtter borgerens udlevelse af seksuelle ønsker.
En grundig pædagogisk refleksion og bevidstgørelse omkring seksualitetens subjektivitet og
relativitet, vil danne de bedst mulige forudsætninger for, at pædagogen arbejder værdigt, etisk og
respektfuldt i forhold til borgerens personlige grænser.
50
I et komplekst og personligt samspil mellem borger og pædagog, må pædagogen være i konstant
refleksion over sin magtbrug. På baggrund af sin magtfulde position i forhold til borgeren, må
pædagogen omhyggeligt gøre sig etiske overvejelser over, hvornår og hvorfor en borgers seksuelle
ønsker ikke bør understøttes. En begrænsning af borgerens udfoldelsesmuligheder kan få negative
konsekvenser for borgeren og dennes tilværelse, og derfor bør pædagogen stræbe efter at bruge sin
magt således, at den forekommer frisættende fremfor begrænsende. Pædagogen må her søge at
opstille alternative handlemuligheder og guide borgeren i en hensigtsmæssig retning.
Dog må pædagogen ikke gå på kompromis med sit professionelle omsorgsansvar. Derfor må
pædagogen på den ene side respektere borgerens ret til selvbestemmelse og privatliv, og på den
anden side søge at hindre, at borgeren overtræder loven, eller overskrider egne og andres seksuelle
grænser.
Såfremt arbejdet med seksualitet skal prioriteres hos den enkelte pædagog, bør ledelsen sætte emnet
på den institutionelle dagsorden. Med en fælles konsensus omkring, at pædagogisk understøttelse af
borgeres seksualitet, bidrager til fremme af livskvalitet, vil hver pædagog forpligte sig til at sætte
fokus på seksualitet i det daglige arbejde.
Et konkret løsningsforslag kan være en organisatorisk beslutning om at udarbejde en seksualpolitik,
der tager udgangspunkt i Socialstyrelsens brede seksualitetsbegreb og sætter fokus på
selvbestemmelsesretten, samt det pædagogiske ansvar for at muliggøre seksuel udlevelse. Herved
mindskes risikoen for, at den enkeltes pædagogs egne forforståelser vil influere begrænsende i
understøttelsen af borgerens ønsker for sit seksual- og kærlighedsliv.
Pædagogens egen forståelse af seksualitet vil altid influere pædagogens virke. Selvom pædagogen
må være tro mod egne grænser, er det samtidig vigtigt at gøre sig overvejelser om hvordan
grænserne er opstået og om grænserne kan rykkes for at imødekomme borgerens behov. Samtidigt
pædagogen må erkende at visse situationer kan virke grænseoverskridende til at starte med, men
kan ændre sig i takt med at pædagogen opnår faglig viden og erfaring med opgaven.
Perspektivering
På trods af den forholdsvise snævre problemformulering, er vi undervejs blevet opmærksomme på
flere interessante perspektiver, der yderligere ville kunne nuancere opgavens fokus.
Artikel om grænser: Hvor langt skal velfærdstaten gå?(Espersen 2014, s.30).
51
I gratismagasinet Ud og Se dec. 2014, findes et debatindlæg om velfærdsstaten økonomiske støtte
til enkelte borgere med særlige behov. Artiklen diskuterer hvorvidt, det er en statslig opgave, at
udbyde dyre ydelser til enkelte funktionsnedsatte borgeres mulighed for at udleve et seksualliv.
- Perspektivet åbner for en diskussion om et økonomisk aspekt, som vi ikke berører i opgaven.
Socialstyrelsens skema: Pædagogens pligter i arbejdet med borgeres seksualitet(Holmskov og
Skov 2012, s.29)
I håndbogen ”Seksualitet på dagsordenen” beskrives hvilke opgaver pædagogen bør beherske, og
hvilke der kræver særlig ekspertviden. Skemaet viser hvilke niveauer i faglig viden og kompetence,
pædagogen skal besidde, for at kunne varetage forskellige arbejdsopgave relaterede til seksualitet.
- Hvis pædagogen arbejder ud fra et fast skema, hvad betyder det så for pædagogens selvstændige
refleksioner?
Ny vejledning: Støtte til seksuelt krænkede borgere(socialstyrelsen.dk/psykoterapeutisk-guide).
I august 2014, har Socialstyrelsen sammen med Center for Voldtægtsofre og Rigshospitalets Center
for Seksuelle Overgreb udarbejdet og afprøvet en ny vejledning til hvordan støttepersoner
professionelle støttepersoner skal forholde sig, når en udviklingshæmmet borger har været udsat for
seksuelle overgreb. Vejledningen beskriver, hvordan den professionelle kan støtte den krænkede
borgers gennem psykoterapeutisk behandling.
- Perspektivet vil belyse et aspekt, vi ikke berører i opgaven, netop hvordan pædagogen bør handle,
når skaden er sket.
52
Litteraturliste
Primær litteratur
Aadland, Einar (2011). Etik - dilemma og valg. 1. udgave, 9. oplag. Dansk psykologisk forlag A/S
2000
Birkler, Jacob (2010) Videnskabsteori – en grundbog. 1. udgave, 7. oplag. København, Munksgaard
Danmark
Giddens, Anthony (1994) Intimitetens forandring. 4. oplag. København, Hans Reitzels Forlag
Henriksen, Bjarne Lenau (1992). Livskvalitet. Gads forlag, København 4. oplag 2000
Holmskov, Henriette og Skov, Anne (2012) Seksualitet på dagsordenen – En håndbog om
professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse. Socialstyrelsen
Honneth, Axel (2006) Kamp om anerkendelse. 1. udgave, 1. oplag. Oversat fra tysk af Arne
Jørgensen. København. Hans Reitzels Forlag
Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2009) Interview - Introduktion til et håndværk. 2. udgave,
3.oplag. København, Hans Reitzels Forlag
Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper (2007) Magtens former – Sociologiske perspektiver på
statens møde med borgeren. København, Hans Reitzels Forlag
Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller (2005) Pædagogik i sociologisk perspektiv. 1.
udgave, 3. oplag. Viborg, Forlaget PUC
Schou, Carsten og Pedersen, Carsten (2006) Samfundet i pædagogisk arbejde. 2. udgave, 5. oplag
2010. København, Bidragsyderne og Akademisk forlag
53
Sekundær litteratur
Hyldgaard, Kirsten (2010) Videnskabsteori – en grundbog til de pædagogiske fag. 1. udgave, 3.
oplag. Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag
Jensen, Noona Elisabeth, (2010) Metodebogen – Pædagogstuderende mellem profession of
akademisering. København, Hans Reitzels Forlag.
Hjemmesider
Handicap.dk, hentet d. 27-11-2014 kl. 11.08
http://www.handicap.dk/politik/rettigheder/fn-konventionen
Retsinformation.dk, hentet d. 27-11-2014 kl. 11.59
Persondataloven
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=828
Serviceloven
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=164215#Kap1
Straffeloven
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=164192
Forvaltningsloven
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=161411
Shop.socialstyrelsen.dk, hentet d. 27-11-2014 kl. 19.16
http://shop.socialstyrelsen.dk/products/seksualitet-pa-dagsordenen
Sjældne handicap/socialstyrelsen.dk, hentet 18-11-2014 kl. 13.45
http://beskrivelser.videnshus.dk/index.php?id=803
Omsorg for voksne handicappede/dst.dk, hentet 18-11-2014 kl. 15.24
http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR135.pdf
54
Guide til behandling af seksuelt krænkede borgere, hentet d. 03-01-15 kl. 14.04
www.socialstyrelsen.dk/.../psykoterapeutisk-guide-til-behandling-af-mennesker-med-kognitivehandicap-udsat-for-seksuelle-overgreb-evaluering
55
Bilag
Bilag 1: Interviewguide
Seksualitet og kærlighed

Hvordan forstår du ordet seksualitet?

Hvordan oplever du generelt, at pædagoger forholder sig til arbejdet med
udviklingshæmmedes seksualitet og kærlighedsliv?

(evt. konkrete tilgange)

Hvilken betydning har pædagogens tilgang til arbejdet med seksualitet, for borgeren?
-generelle problemstillinger?

Oplever du, at pædagogens egen forståelse af seksualitet og kærlighed, kan påvirke arbejdet
med den udviklingshæmmedes seksualitet?
- I så fald, hvordan?
Livskvalitet

Hvilken betydning har arbejdet med seksualitet og kærlighed for borgernes livskvalitet?

Mener du, at mennesket generelt har et grundlæggende behov for seksualitet, intimitet og
kærlighed?
- Er disse tæt forbundet, eller ser du dem mere adskilt?
Magt

Hvilken rolle spiller magt i arbejdet med udviklingshæmmede og seksualitet?

Hvordan bør pædagogen handle i forhold til sin magtfulde position?

Bør pædagogen altid anerkende og understøtte borgerens seksualitet?
Etik

Hvilken betydning har etik i arbejdet med udviklingshæmmede og seksualitet?

Hvordan arbejder pædagoger med borgernes grænser?

Oplever du, at pædagoger siger fra i arbejdet med seksualitet?
- i så fald i hvilke sammenhænge og af hvilke årsager (ex personlige grænser)?

Hvordan bør pædagogen handle i situationer, hvor understøttelsen af borgerens seksualitet
bliver personligt grænseoverskridende (konkrete praksisredskaber)?
56
Bilag 2: Transskriberede interviewuddrag
2.59 - 4.04 min.
Seksualvejleder: Folk med funktionsnedsættelse og har fået behandlingsdom på grund af, af noget
incentiøst eller overgreb, generelt krænkende adfærd, det er tit og ofte at de simpelthen ikke har
forstået, øh, at de egentlig har et levnorgan, fordi de simpelthen ikke har fået nogen vejledning
i ordentlig tid og kærlig omsorg for at seksualiteten er en grundlæggende energi i alt liv, og hvis vi
ikke behandler det med respekt og orden, jamen så får vi en masse vrangforestillinger og forkerte,
øh, verdener ud af det, og det sker i min optik meget, øh … Der sker det tit også af religiøse årsager
rundt omkring, altså vores egen, øh, øh, er vi alligevel ikke kommet helt over. Vi kan være frække
og ublufærdige ude i byen og i byens rum og alt sådan noget, men fandeme ikke særligt gode til at
tale om seksualitet som en kærlig egenskab, hvor vi løfter den i stedet for at, at så tror man, så
kommer vi ind på detaljer. Det behøver vi jo ikke, vi taler om at det er fandeme dejligt, det er sgu
da en fantastisk gave, vi har fået her i livet og som er implementeret i al liv, ellers så var der ikke
noget liv.
4.25 - 6.58 min.
Seksualvejleder: Mit budskab er egentlig, at prøve og komme frem til, at vi får givet en ordentlig
vejledning i tide, så, så vi ikke kommer ud i de der skæve situationer. Interviewer: Så sådan altså,
på handicapområdet, så øh, vil det sige, at du bliver øh kontaktet, tilkaldt, øh, af pædagoger ude på
bosteder for eksempel, hvis.. Seksualvejleder: Ja, eller sagsbehandler, ja. Interviewer: Hvis de
oplever nogle problemstillinger vedrørende seksualitet, som de ikke selv føler, de kan øh, håndtere.
Eller hvad? Og hvad er det så for nogle problemstillinger typisk, hvad kan det være?
Seksualvejleder: Jamen, det er jo som regel fordi man har været grænseoverskridende i kontakten,
at man øh, øh, ikke respekterer noget der kan minde om et nej. Interviewer: Den
udviklingshæmmede? Seksualvejleder: Ja, så, så siger man fra pædagogens side, nu må vi, hvad gør
vi ved det her og hvis en eller anden udtrykker ønsker, på et bosted, at gerne ville se noget seksuelt
eller have nogle seksuelle film og så vil have en pædagog med ind at se, og måske er forelsket i
pædagogen, hvordan, hvordan gør man så det? Hvordan håndtere vi det? Og det er jo et meget
spændende felt, fordi det vil jo tit være, at øh, man ikke kan administrere de der følelser der, der er
på spil, og hvordan håndterer man så det? Så det, hvordan håndtere omverdenen det, hvordan
håndterer pædagogerne det. Så der får jeg jo sådan set en opgave med pædagogerne og, og borgerne
selvfølgelig. Interviewer: Ja. Men det vil sige, oplever du så tit, at du først bliver kontaktet, når den,
57
når det simpelthen er så langt ude at, at en borger har krænket eller har overskredet en andens
grænser? Seksualvejleder: Ja. Og det er derfor, det er godt at vi, for eksempel på Hulegården,
simpelthen har mande- og kvindegrupper, så vi arbejder lidt med at komme nogle ting i forkøbet. Så
man ikke kommer ud i de der situationer, som de ikke kan administrere. Og når man er
udviklingshæmmet, så har man jo lidt problem med hvilket front har man til lige at sende signaler
rundt, og, og, og, vejlede en i hvad det mest rigtige at gøre i den her situation, så derfor vil jeg sige,
at generelt for udviklingshæmmede, så er det en rigtig god idé at bruge situationsrelevant rollespil,
fordi så skaber du billeder, og kroppen er den erfarnes bank, hvor vi ligesom sætter de erfaringer vi
får igennem livet ind og øh, og sætter man gode erfaringer ind, så skal man mærke på omgivelserne
på spillet. Vi er jo alle sammen gode til at læse kropssprog, det lærer vi jo meget tidligt. Og det er
de rigtig gode til, de fleste af dem.
8.05 - 8.36 min.
Seksualvejleder: Sig til dem, som du vil gøre til alle andre mennesker. Du går jo ikke rundt til alle
og siger, det tror jeg ikke man gør ret tit, siger til nogen i byen, nej jeg kan ikke være kærester med
dig, for jeg har en i forvejen. Man kan sige, jeg er ikke interesseret, men jeg vil gerne støtte dig i, i
at få et godt liv og sådan noget, det vil jeg gerne hjælpe dig med. Og snakke med dig, det vil jeg
gerne, men hvis det her skal være temaet, så kan vi ikke komme til at snakke sammen, fordi, det,
det dur ikke. Det kan man så forklare på mange måder. Men det tror jeg er meget, meget vigtigt,
man får den placeret, så man ikke giver en undskyldning for, hvis jeg nu alligevel, hvis den kæreste
døde for eksempel.
9.12 - 10.54 min.
Seksualvejleder: Pædagogerne har, og det har vi også selv, vidt forskellige grænser. Grænserne kan
man arbejde med gennem tiden. Men det er vigtigt, at man er autentisk til stede, og det er derfor
også vigtigt, at den pædagog der er i rummet er bevidst om hvem er jeg selv, og hvordan har jeg det
nu med det her jeg er i? Kan jeg være i selskab med Hans Peter, hvis han har det ønske, og vil se en
pornofilm eller sådan noget? Hvis du kan og du ikke kan, eller sådan noget, ja, så er det vigtigt at
man, at personalegruppen siger, det er ikke en diskvalificering af dig, du ikke kan. (…) Så det er
vigtigt at den accept er i personalegruppen. Men vi har forskellige grænser, de kan eventuelt flytte
sig, men det, fred være med det, men I skal bare, man skal bare have en pligt til at kunne tale om
det, fordi det nu en gang er en grundlæggende drift i alt liv og hvis vi ikke tager os af det, og rører
ved det, øh, så får vi problemer. Og når man arbejder med andre menneskers seksualitet, så er det
rigtig vigtigt, at pædagogerne selv er nogenlunde bevidste om hvor er jeg selv? Hvad er min
58
håndtering af mit eget seksualliv og hvor meget bærer jeg det med ud og min normer med ud i det
rum, jeg kommer ud i? Så jeg ikke inficerer det for meget med ”Jeg synes for eksempel kun, man
skal have én kæreste”. Og sådan nogle ting. Det kan give nogle problemer, for hvem skal bestemme
det?
11.00 - 12.20 min.
Interviewer: Hvordan vil du så sige, at pædagogen så kan arbejde med at understøtte et andet
menneskes seksualitet, øh, uden sådan at lade det her arbejde påvirke af pædagogens egne, altså,
egen forestilling af sit, af seksualitet eller af kærlighed, for den sags skyld? Seksualvejleder: Jamen,
det er da også svært. Men jeg vil mene at det er noget, hvis du er bevidst om at jeg er selvfølgelig,
jeg er mit eget redskab, i det job jeg har, så det er meget afhængigt af hvordan jeg har det, om jeg
kan møde med som jeg har, et mantra jeg kalder det: at være nysgerrig og opdagelsesrejsende, så
jeg ikke bestemmer eller er dømmende, men jeg er nysgerrig. Hvad er det for et liv, du lever? Hvad
kunne interessere dig? Okay, du kan godt lide at se en film med bondage, men lige meget, kan jeg
så sætte en video på for dig? Hvis jeg kan, så fint nok, hvis jeg ikke kan, så find en i
personalegruppe, der kan. Hvis det er for svært for personalegruppen at være i det på en autentisk
måde, så skal de lade være. Så ringer de efter en seksualvejleder. (…) For det er så afgørende for
om vejledningen kan være god, at man er autentisk til stede i det rum, man er i. For så kan du også
klare eventuelle tilnærmelser.
15.43 - 16.47 min.
Seksualvejleder: For mig er det (seksualitet), i hvert fald, en grundlæggende drift i alt liv, hvor
intimitet og der jo selvfølgelig implementeret parring i det, som det er med alle arter, men vi
mennesker har et element mere: vi kan også, øh, vi har også et stort behov for at mærke og røre
hinanden og dyrke opmærksomheden med hinanden og få den der fornemmelse af, at vi har en fed
kontakt, dem der har seksualiteten og sensualiteten, så sensualiteten, seksualiteten og sensualiteten.
Sensualiteten, synes jeg er langt undervurderet, den er slet ikke prioriteret nok i vores kultur (…)
Men jeg tænker, at det er, alle har et behov mod en sensuel omgang med andre. Og det behøver sgu
ikke en gang være partnere. Det, øh, det kan være med mange mennesker, man oplever det med,
uden at det nødvendigvis skal udleves som en seksuel parringshandling. Så jeg tror på, at hvis vi
kunne nå det rum der, så kunne vi få en langt større respekt implementeret i kontakten.
21.23 - 21-30 min.
Seskualvejleder: Få vejledning i hvordan får jeg kontaktet på nogle måder, så det er socialt
acceptabelt? Så jeg får lidt glæde ud af det, i stedet for at det bliver fuldstændigt kejtet.
59
29.37 - 30.44 min.
Interviewer: I arbejdet med den udviklingshæmmede borger uden verbalt sprog, er det ikke, er der
ikke en stor fare for, at pædagogen kan komme til at mistolke et eller andet seksuelt behov, som
måske i virkeligheden ikke er der for borgeren? Og hvor opmærksomheden på arbejdet med
seksualitet også kan blive øh, en uhensigtsmæssig opmærksomhed, hvis du får igangsat noget hos
en borger, som i virkeligheden ikke har været et, ja, behov? Seksualvejleder: Jo, der skal være hvad
er det vi laver her, og hvorfor gør vi det? Og hvilke iagttagelser har de forskellige pædagoger, der
nu engang er i miljøet. Derfor skal der tales sammen. Hvad er det vi har set, tror vi, det er det
samme? Interviewer: Men grundlæggende, uanset om, om en borger giver udtryk for et bestemt
seksuelt behov ønske eller ej, så mener du, så vidt jeg forstår hvad du siger, at alle grundlæggende
har behov for seksualitet i form af intimitet, nærvær. Altså det er noget, som alle pædagoger bør
arbejde aktivt med. Seksualvejleder: Uanset om man har lyst til parring eller ej.
32.00 - 33.13 min.
Interviewer: Hvilken betydning mener du, at øh, seksualitet og intimitet har for en borgers, øh,
følelse af livskvalitet? Seksualvejleder: Jamen, det har afgørende betydning for menneskers
livskvalitet, at man oplever intimitet og nærvær. (…) Jeg tror på, at den her drift, driften mod
intimitet er helt fuldstændigt grundlæggende, fordi det er en, en, et element der får os til at søge
sammen. (…) Hvis man ikke bliver rørt ved, kælet for og får opmærksomhed på en eller anden
måde, så vil den der blomst, der ikke bliver vandet, og sådan lidt og, og, og får nemt en helt masse
andre tanker på banen, så det, der er stort behov for det.
37.48 - 41.17 min.
Seksualvejleder: Der var et bosted hvor jeg var ude, et dagcenter, hvor jeg først havde, tror jeg ti
seancer med pædagogerne om deres forskelligheder og forskellige opfattelser, hvor de også kom
nemt til at diskutere, øh, ”ej men det er forkert hvad du synes”, ”ej, det tror jeg bestemt ikke”, eller
sådan noget, hvor, prøv at lytte til bare en lille smule mere til hinanden og se, hvor tror vi det her
henne?, og hvad kunne være, hvilken antagelse skal vi nu til at følge i det her, og sådan noget. Og
”jamen, vi har jo de regler her på arbejdspladsen, hvor man jo ikke har sex”. ”Nej, men hvor
fanden er deres kontaktmuligheder henne, hvis de bor, øh, langt fra hinanden og toilettet her er det
eneste, ku’ I så ikke bare sige, at vi lukker øjnene lidt for det, og måske skabe et rum, øh, hvor der
er lidt sanselighed og der er nogle puder, og der sådan er, man kan lave og sige, der kan man også
gå ind og opholde sig lidt?”. Hvad er det vi får ud af den der arbejdskraft vi leverer, altså rigtig og
sådan noget. Øh, så det var nogle af de ting, jeg havde fremme, og så ville forstanderen der
60
bagefter, at jeg skulle møde forældrene, forældrekredsen, for det var de jo lidt blufærdige på.
Hvordan ville de tage det her, at vi nu arbejder kreativt med det? (…) Jeg var så ude, og det var så
med pædagogerne en aften, og det fungerede rigtig godt, og så blev det så, bagefter, øh, nogle
enkelte pædagoger og så en del borgere, der var tale om. Interviewer: Men netop, når man så vælger
den her tilgang, altså lidt at lukke øjnene for det, er der så ikke også farer der for at seksuelle
overgreb sker? Seksualvejleder: Jo, jo. Det er det værste af alt, og det er jo, så øh, det der med at
tro, at man kan, øh, det ikke eksisterer, hvis man har lukket øjnene for det, så er det lige præcis at,
øh, det sker, øh, det, det dæmonske kræfter bliver sluppet fri, og så sker der alle mulige ting som,
fordi de er jo, og det er derfor at øh, hvis man ikke selv, for mig er det vigtigt, at lave rollespil over
det, og arbejde med, med de unge mænd om, om hvordan jeg kommer øh, til at formulere mit eller
få præsenteret mine ønsker. Kropsligt og på anden måde. Interviewer: Så få dem forberedt på det,
på den der måde inden de går ud på toilettet, så de har en eller anden viden om hvordan?
Seksualvejleder: Ja, og hvis vi siger, at det ikke eksisterer, sådan som jeg så har været ude for en hel
del, så når de at få et bar bajere, og solen at skinne lidt for meget, så har de gjort et eller andet nede
ved busstoppestedet, som ikke passer ind den i sociale kontekst. Og så, og så bliver de dømt på det,
og en af dem, han sad og græd til mig og sagde ”jamen, jeg ved ikke hvordan I gør.”. Det kan jeg
sgu godt forstå. Men det er i hvert fald en forkert måde, den der. Interviewer: Så i pædagogisk
arbejde, der, øh, som jeg hører dig sige, er det vigtigt at være anerkendende overfor borgernes
seksualitet, men det er alligevel ikke alle, alle seksualiteter, der skal anerkendes? Seksualvejleder:
Nej, det er det jo ikke. Interviewer: Det er dem, der ikke er socialt acceptable? Seksualvejleder: Og,
sådan må det jo være. Interviewer: Men, øh, seksualiteten, som ikke er accepteret af den enkelte
pædagog? Seksualvejleder: Nej, det er ikke det der er målet. Det er de grænser samfundsmæssigt
vedtaget regler om at man, og, og helt fornuftige regler om, at man har ikke sex med mindreårige og
man har ikke sex med nogen, som ikke selv vil. Så de er helt konkrete, og længere er den sgu ik. Så
kan de, så må de sgu selv, to mennesker finde ud af det.
43.18 - 43.53 min.
Supplerende interviewer: Hvorfor tror du, at der opstår det her behov for at tilkalde dig for de her
pædagoger, som jo er uddannede pædagoger? Seksualvejleder: Fordi de er usikre. (…) Hvad fanden
har vi med at gøre her, og, og samtidig så vil de gerne noget godt for dem, men også usikre på, hvad
sker der nu og hvad vil de ikke sige, hvis hun nu, for eksempel, beskytter de sig, bliver de nu
gravide og hvad, hvad vil forældrene så, og så får vi jo ballade, på alle måder og så kommer der
ingen kunder i butikken og, og. Supplerende interviewer: Så de har brug for dig, som sådan en
61
ekspertviden? Seksualvejleder: Ja, til at være medspiller på. Og jeg kan jo sige til dem, der er ingen
der rider på den hvide hest her, det er, vi må snakke sammen om det, hvad vi oplever og ser. Ja.
44.58 - 45.07 min.
Seksualvejleder: Forbud er ikke vejen frem, det er simpelthen at, at guide i hvordan håndterer vi det
her.
47.58 - 49.09 min.
Supplerende interviewer: Hvad er det vigtigt at være opmærksom på rent etisk? Seksualvejleder:
For mig er det vigtigt at være på bølgelængde, at jeg ikke er et overmenneske, der kommer ind. Så
jeg, henvender mig til dem jeg kommer til, unaset hvem fanden det er. (…) Jeg kommer ind og
udstråler, øh, både ro og autoriet og ligeværdighed. (…) Så det jeg kommer ind med, det er et ønske
om, at vi kan være mennesker sammen og at, jeg så forhåbentlig har nogle ting i rygsækken, og vi
får snakket sammen, ”hvad er din virkelighed, hvad plager dig og hvad er ikke godt for dig? Det der
duer jo ikke for dig, så det får du jo ikke noget ud af, så får du aldrig dine ønsker opfyldt”.
62