Statsmæssig Oplysning - Grundtvig-Byen

Transcription

Statsmæssig Oplysning - Grundtvig-Byen
3445
Statsmæssig Oplysning
1834
Nummer i Steen Johansens Bibliografi over NFS Grundtvigs Skrifter: 0
Ikke registreret
N.F. S. Grundtvig: Statsmæssig Oplysning/Et udkast om samfund og
skole. Udg. v. K.E.Bugge.
s 23 - 78
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
1r
Statsmæssig Oplysning
»Det er en bevæget Tid«, hører Man nuomstunder saa tit gientage,
at Munden er nær ved at sige det efter paa sin egen Haand, altsaa
uden at raadføre sig med Øinene, men det skulde Munden dog
nødig giøre, da den derved let kunde bilde Ørene ind, at det er
mere Stilhed, Man trænger til, og det vilde aabenbar gaae ud over
Munden, som den allerbevægeligste Deel og den lille Blæse-Bælg,
der sætter baade Himmel og Jord i Bevægelse. Naar derfor
Munden havde rigtig Forstand baade paa sit eget og paa det
almindelige Bedste, skulde den, efter mine ringe Tanker, meget
heller sige: det er en gruelig stille, kiedsommelig Tid, især fordi
Man skriver saa meget og snakker saa lidt og veed knap, hvad Man
gider sagt, selv naar Man veed, hvad Man baade vilde og turde
sige, naar man bare gad.
Dog, jeg faaer vel betegne lidt tydeligere, hvad jeg egenlig
mener, thi det skal aldrig nægtes, at Kroppene i vore Dage er
urolige og stundesløse nok og har Munden meget meer til Tjeneste,
end Man kunde ønske, saa det er naturligviis Aandens og ei
Haandens Verden, jeg finder for stille og peger kun paa Munden,
fordi det er Alt, hvad Man kan giøre med en stakkels Pen, for,
aandelig talt, at sætte baade Himmel og Jord i Bevægelse, hvad
nødvendig maa være vort inderlige Ønske, naar vi har opdaget den
store Hemmelighed, at Livet med Rette er kiært, saa selv Ormen
krymper sig ved Døden, og at Liv uden Bevægelse kan være godt
nok for Gule-Rødder og Kaal-Hoveder, som ikke er bedre vant,
men /
lv
er allerede for Bog-Finker og Kameler nær ved at være en Plage,
end sige da for Gudernes Børn, der fra Barns-Been immer har
været paa Farten mellem Jorden og Himmelen og trindt i den vide
Verden.
23
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Der var jo nok en Tid, da jeg og mine Lige syndes, vi havde ingen
Nød, naar vi stod med Pennen i Haanden og med Bøgerne til
Loftet, thi da kunde vi, i vore egne Tanker, bereise Aandens
Verden, ja, omseile den hver Dag, vi stod paa vore Been og havde
hverken ondt i Maven eller i Hovedet, for tomme Hække eller
slemme Recensenter, eller hvad anden Gienvordighed, Kroppen
foraarsager i Aandens Verden; ja, vi bildte os end ogsaa ordentlig
ind, det var Folks egen Skyld, naar de ikke havde det ligesaa frit og
godt som vi, da de jo blot behøvede at lære at læse, kiøbe vore
Bøger og skiønne paa dem for at dele vor Lykke, behøvede blot at
sidde op med paa vor Pegasus, for at have fri Reise baade til
Himmerrig og Helvede, og hvor vi ellers havde Ærinde. Den Tid
er imidlertid, i det Mindste for mig, aldeles forbi, uden at jeg
engang kan ønske den tilbage, thi deels er Folk i vore Dage kun
ilde tjent med at reise »under Convolut«, som gamle Hading, der
dog ei engang kunde bare sig for at stikke Næse-Tippen ud, da han
sad bag paa Hesten under den Een-Øiedes Vinger, og deels har jeg,
til min store Forbauselse opdaget, at Hesten, hvorpaa jeg bad mine
ærede Læsere sidde op, var i Grunden kun en »Kiep-Hest«, vist
nok baade uskyldig og meget gavnlig for den barnlige Alder, men
dog slet ikke skikket til at giøre store Spring eller virkelig føre
Folk ind /
1r2
i en ny Verden. Ja, det maa herud, skiøndt det er haardt for en
gammel Adelsmand, der fører Pennen i sit Skjold, haardt for en
gammel Skribent, der ovenikøbet slet intet andet synes at være,
reent ud at bekiende, Pennen er, mellem os sagt, altsaa for hele
Verden kun en »KiepHest«, der ikke gaaer af Stedet, uden
Haanden trækker den, saa,naar det ikke var for Ærens Skyld,
maatte Man ligesaa gierne gaae paa sine Been, som ride Verden
rundt paa en saadan Sleipner eller Pegasus. Vel har Man beskyldt
den for at være løbet løbsk, Pokker i Vold, med mange smukke
Folk, men deels maa jeg, efter min bedste Overbeviisning, ansee
det for en Levning af Middel-Alderens Overtro, af samme Surdei
som de mange troværdige Fortællinger, Man har om »KosteSkaftene«. hvorpaa der blev ridt lukt op igiennem SkorsteensPiben, lige til Bloksbjerg eller til Troms Kirke, og deels gik begge
Dele, i alt Fald, til med »Hexeri«, og vilde kun bevise, hvad Ingen
24
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
tvivler om, at hvad aldrig giør Godt, kan dog giøre meget Ondt.
Hvor paradox det derfor end klinger, er det dog lige sandt, at
Skrive-Frihed virker mest, skiøndt ikke altid bedst, hvor Man
savner den, thi der taler Man mest om den og fortæller hinanden
med Flid og med Fynd, hvad Man vilde skrive, naar Man havde
Lov dertil, og det Snevre i Talens Virke-Kreds overvejes ikke blot
vidt af det Levende i Virksomheden, men er i Grunden kun et
Blænd-Værk; thi »Rygternes« Historie lærer unægtelig, at et Ord,
som giør Indtryk, udbreder sig vel ikke slet saa hurtig som en Avis,
men dog langt hurtigere end de fleste Bøger. Paa en Tid desuden /
1v2
da ikke blot Posterne fare som Jehu, Nimsi Søn, men da hardtad
alle De, der kan læse, kan ogsaa skrive, bliver der saa væsenlig en
Forskiel mellem »Skrive-Frihed« og »Trykke-Frihed«, at Man
sikkert meget snart allevegne vil komme til det samme Resultat,
som i Paris, at det kun er »Avis-Trykkerierne«, det lønner Umagen
at holde Øie med og engang imellem at forseigle. Var derfor, som
vi længe har indbildt os selv og vore Læsere, Oplysningen i den
ønskeligste Gang, naar vi blot fik Lov til at lade trykke omtrent,
hvad vi vilde, da kunde vi være ganske rolige paa Oplysningens
Vegne, thi den Frihed faae ganske sikkert, om ikke vi, saa vore
Børn, og jeg, for min Part, har havt Lov til at lade saa meget
trykke, at jeg snart kan blive kied af det, men ligesom det er klart,
at naar Pennen bliver fri, deels fordi den er balstyrig, og deels fordi
den med alle sine Krum-Spring dog kun efteraber, hvad Munden
har gjort, da er det ikke for sin Dyds Skyld, saaledes maa Man vel
huge ilde til for Oplysningen, naar Man seer, det kun er Vind med
Pennens Mirakler, medens Munden for det Meste er i Madens, i
Kroppens, og, naar det kommer høit, i »Pennens« Tjeneste; thi at
Pennen umuelig kan virke kraftigere giennem Munden, den kun
peger paa, end giennem Øiet, den dog stikker til, det er vel en
miskiendt Sandhed, men hvem der taler »som en Bog«, skal dog
vist ikke fordunkle den.
Skal derfor Oplysnings-Værket ei gaae i Staa, da maa MenneskeMunden, baade »hemmelig og aabenbare«, komme til Orde, langt
anderledes end den er nu og kun bruge Pennen, som sin »stumme
Tjener« til, hvad den er
25
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
skabt og skikket til, til »en Pege-Pind«, altsaa og til en »SpringeStok« /
2r
over Grøfter og Grave, men ingenlunde binde sig til den, eller
hvad der er det samme, sende den i sit Sted. En dunkel Følelse
heraf er den Bedste af de Grunde, der nu allevegne virker Lyst til
»Lande-Moder«, baade Geistlige og Verdslige, og skiøndt jeg, af
Historiske Grunde, troer dem mere skikkede til at fremme
Opløsning end Oplysning, tør jeg dog ikke nægte, at naar Munden
kun ved dem kan komme paa Gang, da er de altid et mindre Onde,
end Stumheden, de afbryde.
Naar jeg derfor seer lidt skiævt til, hvad Man nu sædvanligst
sværmer for, og hvad jeg ikke engang kan faae i min Danske Pen
uden ved tvetydig at kalde det »Lande-Moder og Lands-Thing«, da
er det hverken af Nag til Munden, som jeg, trods alt mit PenneSlikkeri, altid gierne selv gad brugt, eller af Nag til Frihed, som en
Frihaands-Skriver under Censur endogsaa nødvendig selv maa
savne lidt imellem, men ene og alene, fordi jeg troer, at Munden
kan og maa bruges meget bedre, end det kan skee paa Thinge, og
at den ægte Frihed dér langt snarere tabes end vindes.
Dog, førend jeg peger nærmere paa, hvad jeg forstaaer ved ret
»at bruge Mund« til Oplysningens Fremme, vil det være
nødvendigt at anmærke baade hvad jeg forstaaer, og hvad jeg ikke
forstaaer ved sand Oplysning, da Midlernes Godhed jo ene
bestaaer i deres Hensigts-Mæssighed, saa det følger af sig selv, at
dersom den Oplysning, enten /
2v
jeg eller en Anden ønsker fremmet, er noget Ondt, da burde de
bedste Midler dertil, saavidt mueligt, tilintetgiøres, eller er den en
Ubetydelighed, da lønner det ikke Umagen at mønstre dem.
Det kan nemlig neppe være undgaaet Nogen af mine ærede
Læseres Opmærksomhed, at »Oplysning« er et meget tvetydigt
Ord, ja, paa en Maade tusindtydigt, da der er baade Tanker, Ting
og Personer til i Tusind-Tal, og Alle, paa Sole-Klarheden nær, kan
de tage mod Oplysning, ja, naar Man indskrænker Udtrykket
allermest, lader der sig ikke blot tænke en himmelsk og helvedes
Oplysning, men selv naar vi blive ved Jorden, giør det en mærkelig
Forskiel /
3r
om vi mene en Oplysning, der kommer af sig selv hos alle
Mennesker, naar Man kun giver Tid, eller En, hvortil der udkræves
endeel Kundskab og grundig Efter-
26
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Tanke. Mens det nemlig var ligesaa urimeligt at giøre store
Anstalter for en Oplysning, der kommer af sig selv, som at frygte
for dens Ophør, kan det aabenbar være meget klogt og nødvendigt
omhyggeligt at forberede og vedligeholde en oplysning, der uden
det nødvendig udebliver eller uddøer.
Nu lærer den daglige Erfaring virkelig paa en Maade, som der
staaer i Visen:
At bliver Man gammel, saa bliver Man og
Hvad endnu er værre, saa bliver Man klog,
det vil sige, Man bliver med Alderen sædvanligvis mere
koldsindig, men derfor ingenlunde ligegyldigere ved, hvad der
angaaer Ens egen Person, personlige Fordeel og individuelle SynsMaade, som Man tvertimod skielner og skiller langt skarpere end
før fra alt Andet og forsvarer, efter Evne, langt mere haardnakket,
uden synderlig at regne, om andre Personer, deres Fordeel og
individuelle Syns-Maader ikke dog maaskee derved skeer for nær.
Nu lærer Verdens-Historien, at alle Folke-Færd, naar de komme til
en vis Alder, komme i det Store til en lignende Oplysning, hvorved
Enkelt-Manden, han være Ung eller Gammel, langt skarpere end
før de Ældste, adskiller sig selv og Alt, hvad han kalder Sit, fra alt
Andet baade i Himlen og paa Jorden og kræver, koste hvad koste
vil, hvad han kalder sin Ret, som et frit Fornuft-Væsen. /
3v
Dette seer Man let, er en farlig Sag for alle de selskabelige
Forhold, som er beregnede deels paa Ærefrygt for en høiere Ret
end Enkelt-Mandens i mange Tilfælde og deels paa mangfoldige
Opoffrelser af de Enkelte for det Heles Skyld, en farlig Sag altsaa
for det Borgerlige Selskab til alle Tider og under alle HimmelEgne, saa det er Synd at forlange af nogen Stat, at den skulde enten
udbrede eller begunstige en Oplysning, hvis Herredømme
nødvendig medfører Statens Undergang. Da nu imidlertid Staten
kun billedlig talt er en Person, kan det let hænde sig, at
Øvrigheden til en Tid selv begunstiger og udbreder denne
Oplysning, fordi den selv deler Tidens Tanke-Gang og finder det
uædelt at mele sin egen Kage paa Millioners Bekostning, og naar
den siden mærker eiltagelsen, er det, efter Historiens Oplysning,
for silde at ændre den, saa Alt
27
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
hvad Øvrigheden da giør for at standse og tilbagedrive denne
farlige Oplysning, synes fordømt til netop at fremme den og
paaskynde dens nedbrydende, Alt opløsende Virksomhed.
Denne Oplysning, der bestandig gaaer ud fra Enkelt-Mandens
Tarv, og stiller den i et saadant Lys, at Det taaler ingen Love, uden
dem han selv bifalder, ingen Opoffrelser, uden dem, han selv
tilbyder, ingen Øvrighed, uden den, han selv vælger og ingen
Fortrin hos Andre, som give dem mindste Fordeel over ham, denne
Oplysning, veed Man nok, er langt fra at være os fremmed, men
langt nærmere ved at være /
3r2
herskende i hele Christenheden, og da den deraf udspringende
Stemning er uforligelig med enhver ordenlig Stats-Forfatning, har
Man i nærværende Aarhundrede ligefra Herkules' Støtter til det
Sorte Hav gjort mangfoldige Forsøg paa snart i Bund og Grund at
udrydde og snart at forædle den, uden at Nogen af disse
Bestræbelser tegner til at skulle krones med et heldigt Udfald. Vi,
som ere fortroelige med Old-Tiden og kiende denne Oplysning saa
godt som fra Barns-Been, fra Grækenland og Rom, kan allermindst
vente enten at den nogensinde skulde ophøre, hvor den er
opkommet, eller lade sig forædle, da vi har seet, den giennem
Aarhundreder overlevede den opløste Stat og alle de paa Statens
Gruus triumpherende Tyranner; men vel kan vi tjene Tiden med
den Oplysning, at Enkelt-Manden, ligesaalidt som MenneskeSlægten baader ved Opløsningen af det Borgerlige Selskab men
lider Helvedes Pinsler baade under Anarchiets Storme og
Tyranniets Vindstille, uden at der er mindste Rimelighed for
derigiennem at naae en rolig Forfatning, der paa mindste Maade
ligner det Drømme-Billede, Oplysnings-Ridderne sværmede for.
Dette er vist nok allerede Noget, som, øjensynlig stadfæstet paa Ny
ved de Franske Revolutioner, har afværget mangt et voldsomt
Udbrud af det ildsprudende Bjerg, denne Oplysning med Rette maa
kaldes, men bliver den ved at herske hos de Dannede og udbrede
sig til de Udannede, vil Sligt dog kun skabe en stakket Frist og
voreStater under den indvortes /
3v2
saa ganske opløses, at de staae som hule Træer, faldefærdige ved
mindste Vind-Pust.
Nu med Magt enten at ville udrydde denne Oplysning
28
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
eller hindre dens Udbredelse er aldeles umueligt, fordi den ikke
udspringer af nogen Kundskab, Man kan forholde Folk, og
opkommer ikke nær saameget ved Meddelelse udenfra som ved
indvortes Udvikling, hvad Man blandt Andet kan see deraf, at dens
tydelige Beskrivelse blev læst af Tusinder i gamle Bøger fra Slægt
til Slægt, uden at det virkede, medens den nu ligesaasnart
opkommer hos Folk, der hverken kan læse eller skrive, som hos de
Lærdeste. Ligesaalidt som Man derfor kan hindre Mennesker fra
at komme til Skiels-Alder, uden ved at slaae dem ihjel, ligesaalidt
kan Man hindre denne særegne Skiels-Alder fra at indtræde hos
Folkene, naar dens Tid er kommet, og ved at prøve derpaa, giør
Man kun ondt værre, thi med jo færre Kundskaber og jo mindre
Efter-Tanke Selv-Klogskaben er forbundet, des farligere, som vi
daglig see paa vore Børn, og stræbe derfor omhyggelig, før de
blive myndige, at meddele dem Kundskaber og skiærpe deres
Efter-Tanke, for derved at svække Selv-Klogskaben og vise dem
de ulykkelige Følger af at lade sin Egen-Kiærlighed raade.
Med en grundigere Oplysning maa altsaa den overfladelige
Oplysning bekæmpes, hvis den skal overvindes, og det har Man i
Christenhedens protestantiske Lande ogsaa godt mærket, skiøndt
Man, efter mine Tanker, hidtil ikke har været heldig i Udførelsen
af den herlige Idee, der til Sandhedens og Oplysningens Ære /
4r
og Menneske-Slægtens Tarv dog paa sine Steder nødvendig maa
frelse det Borgerlige Selskab. At det ikke lykkedes i Oldtiden,
maa ikke nedslaae og bør ikke forundre os, thi deels blev en
omhyggelig Oplysning kun prøvet i Palæstina og Achaia, hvor den
virkelig til en Tid gjorde Gavn, og deels kom Skiels-Alderen
aabenbar for tidlig hos de gamle Folk, saa den faldt ikke, som nu,
sammen med Menneske-Slægtens Skiels-Alder, da først
Betingelserne for en grundig Oplysning er baade indvortes og
udvortes givne.
Tingen er derfor kun, at Man paa et givet Sted, medens
Øvrigheden endnu har mere Magt, end Bajonetten giver, forstaaer
at begynde fra den rette Ende, og læger paa Skaden fra Roden af,
hvad Man hidtil, saavidt jeg veed, allevegne har forsømt.
Det fattes ingenlunde paa Offere fra Regieringernes Side, da de
tildeels endog har gjort større, end de kan forsva29
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
re, men ligesaalidt som det hjelper i et Huus at give selvraadige
Drenge Hælvten af det Raade-Rum, de forlange, ligesaalidt nytter
det i en Stat at give Enkelt-Manden en Stilling, der langt mere end
hans Forrige, ligner den, han attraaer; hvis Man ikke tillige kan
lære ham at nøies med den, og det lærer Man ham ingenlunde ved
at oplyse ham om, at Staten nu har føiet ham saavidt som mueligt,
naar den ikke selv skal gaae til Grunde; thi om ogsaa den Slægt,
der modtager Offeret og føler Forandringen, derved meer end
øjeblikkelig tilfredsstilles, har det dog ikke mindste /
4v
Indflydelse paa den næste Slægt, uden forsaavidt den netop derved
anspores til at vinde en ligesaa følelig Forandring i sin Stilling,
som den, Fædrene glæde sig ved. Hvor ulyksalig en Stilling,
Staten nu befinder sig i, naar den opvoxende Ungdom langt fra at
være Dens Haab er Dens Gru, behøver jeg ikke at beskrive, thi en
langt bedre Beskrivelse deraf, end jeg kan give, findes i de Franske
Aviser, som læses meer end mine Bøger, og hvem der har seet et
Huus, hvor Forældrene gruede for den Dag, deres Børn blev store,
kiender meer til Ulykken, end han forlanger.
Nei, den Oplysning, der skal hielpe og, hvad der er HovedSagen: hielpe langt mere hos de Unge end hos de Gamle, og gavne
meer, jo ældre den bliver, den maa vel forudsætte hin saakaldte
Oplysning, men kun som en Øiets Opladelse for vor egen Skam,
der times [os] ikke for vor Dyds men for vore Synders Skyld, og
giør os ingenlunde til Guder, men forvandler os, hvis vi ikke tage
os i Agt, som de forgjorte Prindser i Kæmpe-Viserne, til Varulve,
Bjørne eller andre umælende Dyr, som Bevidstheden kun er til
Plage. Langtfra at skjule det enten for Unge eller Gamle, at der er
en saadan Lygte-Mand til, som denne saakaldte Oplysning, skal vi
tvertimod bede dem tage sig vel i Agt, da, har han ikke giækket
dem, giør han det sagtens en af Dagene i Tusmørket, hvorved vi da
ikke heller maae /
4r2
glemme, saa muntert som muelig at fortælle Personens Herkomst,
Fødsel og Levnets-Løb, eller udvikle Natur-Grunden til
Phænomenet, for derved at udrydde Over-Troen. Denne aandelige
Kop-Sætning (Vaccination) vil vel, ligesaalidt som den legemlige,
sikkre ganske for de naturlige Kopper, men Mange vil dog derved
slippe for
30
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
dem, og naar Vaccinen var ægte, vil selv de mest ondartede
Kopper kiendelig formildes hos de Forberedte. Det gaaer nemlig
med Selv-Klogskaben, Selv-Raadigheden og den hele Gridskhed
paa Selv-Stændighed, ligesom med Kopperne, at er de allerede i
Udbrud, da nytteIndpodningen ikke, som derfor skal foretages jo
før, jo heller, mens Phantasi og Følelse endnu er de stærkeste
Evner og danne en naturlig Mod-Vægt mod Forstandens
Vildfarelser. Men en saadan Oplysning, der ved at udstrække sig
til hele Menneske-Livet og opvise den dybe Sammenhæng mellem
Enkelt-Mandens, Folkets og hele Slægtens Liv, udvikler en for alle
de selskabelige Forhold ønskelig Tanke-Gang, en saadan
Oplysning maa Staten ingenlunde overlade til sig selv, det er: til de
enkelte adspredte HuusFædre og Lærere, som altid vil stræbe efter
Evne at udbrede den i deres snevre Kreds, den Oplysning maa
Øvrigheden tage sig faderlig af paa alle Dannelses-Trin: fra
Almuen til de Høilærde, hvis Staten skal reddes og blomstre
istedenfor at /
4v2
gaae til Grunde ved Oplysning.
Erfaring bekræfter nemlig, hvad der ligger i Sagens Natur, at den
Oplysning, Selv-Klogskab og Selv-Raadighed naturlig udvikle og
udbrede, bestandig giør Ondt værre, ved at undertrykke og saavidt
muelig udrydde Phantasi og Følelse, som have skabt vore
selskabelige Forhold og ere derfor deres fødte Værger, deres
indvortes Talsmænd, der ei kan forstumme, uden at deres
Skabninger baade blive værgeløse og blive Vanskabninger, den
Død værd, hvormed Forstanden truer dem.
Dette er Knuden, den Gordiske Knude i Menneske-Udviklingen,
som hidtil i Grunden altid overhuggedes med Alexander-Sværdet,
men maa nødvendig løses med Læmpe og med Taalmodighed,
hvor Staten skal reddes og ægte, menneskelig Oplysning skride
frem til Dagenes Ende, det maa ikke blot indsees af en enkelt
dybere Tænker, at Phantasi og Følelse hører ligesaavel til et
ordentligt Menneske som Forstand og har, som den, baade sine
Dyder og Lyder, men det maa indsees frem for Alt af Øvrigheden,
at hvordan det end i Grunden hænger sammen med den viltre
Phantasi og den dunkle Følelse, saa er de det Borgerlige Selskab
langt huldere og tjenligere end den selvkloge Fornuft og Forstand
og maae nu, da de er gamle og svage,
31
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
omhyggelig pleies og beskyttes mod deres unge, kaade og
herskesyge Avinds-Mand. Ja, Regieringerne maae beflitte sig paa
døve Øren for alle Skrig, mod Overtro, Sværmeri og Fanatisme,
naar de ikke giælde Kiends-Gierninger, men kun Syns-Maader, thi
Fornuft og Forstand /
5r
har aabenbar ligesaavel deres Overtro, Sværmeri og Fanatisme,
som Phantasi og Følelse, og det af et for Staten og alle
selskabelige Forhold langt farligere Slags, deels fordi Fornuft og
Forstand er nu de herskende Elementer i Menneske-Livet, deels
fordi alle deres Vildfarelser har Skin af Oplysning, og endelig fordi
deres eiendommelig[el Sphære er det Timelige, det Synlige og
Haandgribelige, saa deres Vildfarelser er bestandig praktiske og
kan i et Øieblik giøre mere Skade end Aarhundreder kan oprette.
Man mærke vel, jeg siger: døve Øren for alt Skraal, der ikke
giælder Kiends-Cierninger men kun Syns-Maade og ligesaavel
altsaa for Skraalet over Forstandens som over Phantasiens og
Følelsens Vildfarelser, thi hvilke der end for Øieblikket og herefter
er de farligste, lader dog Ingen af dem, saalænge de ei sætte
Hænder i Bevægelse, sig anderledes med Held bekæmpe end ved
en grundig, hele Menneske-Livet omfattende, frit fremskridende
Oplysning.
Ja, jeg veed jo nok, det nytter ikke at ville udgyde sit Hjerte
giennem Pennen, den giver kun Blæk, lige sort og ligemat, hvor
stærk og sand eller tom og skrømtet end Følelsen er, som sætter
den i Bevægelse, men jeg kan dog ikke andet end vidne, det burde
være alle ædle Menneskers inderlige Ønske, og, naar de har en
Gud, de tør paakalde, deres daglige Bøn, at alle Regieringer i
Christenheden /
5v
maatte fatte den faste Beslutning at sætte Aanden, MenneskeAanden i Frihed, hvorved de ikke tabde et Gran af den virkelige
Magt, de har, som umuelig kan berøre end sige behersk Aandens
Rige, men hvorved de ikke blot fyldestgjorde Tidens retmæssige
Krav, men afledte Tordene fra de gamle, ærværdige, uundværlige
og uerstattelige Bygninger og fik næsten alle de Kræfter til deres
Tjeneste, der, saalænge Aanden skal tvinges i en bestemt Retning,
enten ligge ørkesløse eller fortæres i den fordærveligste af alle
Kampe, Undergangs-Kampen for Alt, hvad der indvikles i den.
Det Onde lærer, som Ord32
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
sproget lyder, sig selv, og det Øie, vi har faaet op for os selv og for
de Brøst og Bræk, der er ved alle menneskelige Indretninger,
lukkede Man ingenlunde paa vore Børn, om Man end slog os ihjel,
opfødte dem i Vankundighed og lagde dem Knebel i Munden, men
Man formerede kun derved unødvendig Ubehagelighederne i det
Borgerlige Selskab, saa det blev Børnene dobbelt forhadt, og Man
tilstoppede den Oplysnings Kilder, som ene kan frelse Staterne,
ved klarlig at vise, at Deres Aag er gavnligt og deres Byrde let i
Sammenligning med hvad ei uden dem kan findes og udvikles paa
jorden, og hvad dog skal være Menneske-Aanden og Hjertet i
Enkelt-Manden langt dyrebarere end hans øjeblikkelige Lyst eller
Fordeel. Og en saadan aandelig og hjertelig Op-/
6r
lysning, som er den eneste Mod-Gift, der kan tilintetgiøre de
værste og formilde alle Virkningerne af den aandløse og hjerteløse
Oplysning, der udspringer af Forstandens Selv-Forgudelse, af
Selv-Klogskab og Selv-Raadighed, denne aandelige og hjertelige
Oplysning er det, som jeg kæmper for, den er det, jeg, om det stod
i min Magt, vilde overtale alle Regieringer til at fremme som det
vigtigste Stats-Anliggende, da Statens Vee og Vel nu og herefter
beroer derpaa, og den er det, som jeg paastaaer, kan ikke virksom
fremmes, uden ved en levende, mundtlig Meddelelse, som for
nærværende Tid kun finder Sted som en sjelden Undtagelse i
snevre Kredse. Det er nemlig kun i Digterens Haand, Pennen paa
en Maade kan siges at tale til Aand og Hjerte, og selv da er Talen
ikke blot forblommet men kaldes kun saa uegenlig og billedlig,
hvorfor ogsaa Erfaring til alle Tider har viist, at Poeternes Skrifter
var til ingen Nytte for alle dem i Folket, der især trængde til
aandelig og hjertelig Tale, thi det er jo dem, hos hvem det
aandelige og hjertelige Element er enten saa svagt eller saa raat, at
ethvert Digt er dem enten en forseiglet Bog eller den urimeligste
Ting under Solen.
Af denne Følelse er hele Skole-Væsenet udsprunget, thi kunde
Bøger give sand Oplysning, da har Man /
6v
ligefra Old-Tiden havt Nok af dem og behøvede kun een Gang for
Alle at lankastre* Folket, men Skole-Væsenet er allevegne saa
udartet, at Menneskene staae for det Meste kun Appendix til
Bøgerne, som Tals-Mænd for de Døde og Tale______
*(note ved K.E.Bugge): Karakteristisk for Grundtvigs tænkning - også på det
pædagogiske område - er, at hans ideer udvikler sig dels i kraft af en indre
dynamik, hans bestandige vilje til selvrevision, dels i kraft af tilskyndelser udefra,
fra begivenheder i samtiden. Af sådanne begivenheder fra perioden 1815-1831/32
kan nævnes debatten om den såkaldte ”indbyrdes undervisning”, eller den BellLancasterske metode. Denne undervisningsform, der i tiden fra 1819 og fremover
vandt indpas her i landet, havde som sit bærende princip, at eleverne i smågrupper
underviste hverandre. Lærerens rolle bliver reduceret til overvågning af, at alt går
rigtigt til. Grundtvig reagerede i første omgang voldsomt mod denne
”mechaniske”, upersonlige undervisningsform. Senere, da han i England (1829)
fik lejlighed til at stifte bekendtskab med metodens praktiske anvendelse, således
som den i England var blevet videre udviklet, bliver han mere positivt stemt. Og i
Grundtvigs skoletanker skulle selve det indbyrdes grundprincip, ”VexelVirkning”, senere komme til at spille en central rolle.
33
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Rør for de Stumme, saa for aandelig og hjertelig Oplysning er
Skolerne i Christenheden nu sikkert langt mere til Skade end Gavn,
og reformeres de ikke tilbunds, da gaae de snart til Grunde med
hvad der skabde dem men [som] de hjalp til at ødelægge.
Ingen troe imidlertid, jeg mener, det var klogt at kalfatre
Skolerne for med Eet at give dem den Skikkelse, jeg anseer for den
Rette; nei, den Daarskab var tilgivelig i forrige Aarhundrede, da
Man først opdagede, de tjende Døden istedenfor Livet, men vi,
som har seet, det var kun Døden, der vandt ved alle de saakaldte
Grund-Reformer, Man gjorde til Livets Bedste, vi var ikke at
undskylde, om vi indbildte os med et Penne-Strøg at kunne udrette,
hvad vi selv paastaae, al Verdens Penne og Bøger ei formaae: at
oplive Skolen baade til Enkelt-Mandens, til Statens og til
Menneske-Slægtens Gavn. Vi maae indskrænke vore Ønsker til at
faae det Slags Skoler oprettede, som fattes, og at faae de Bomme
nedbrudte, som spærre Skolen for Livet, og de Lænker knuste, som
lamme Virksomheden; thi hvad Aand og Hjerte ikke selv kan
udrette, naar Leiligheden er aaben og Ordet frit, det kan ingen
menneskelig Magt eller Klogskab frembringe. /
7r
Almue-Skolen
Naar jeg begynder med Almue-skolen, da er det ingenlunde, fordi
den i mine Øine er den vigtigste eller synes mig at fortjene den
store Opmærksomhed, Man i dette Aarhundrede allevegne
skiænker den, men ene for denne Opmærksomheds Skyld, som,
fortjent eller ikke, altid er en vigtig Kiends-Gierning, Man nødes til
at ændse. Naar jeg nemlig betænker, hvad Gavn Almue-Skolerne
har gjort i Danmark, hvor de længst har været i Virksomhed, og
seer, at de endnu, i det Hele taget, betragtes af Almuen langt mere
som en Byrde, end som en Velgierning, da maa jeg nødvendig
slutte, at de enten er kommet meget for tidlig eller maae have
svaret meget daarlig til deres Bestemmelse; thi naar OplysningsTiden er kommet, har det ingen Nød, at jo Forældre vil have deres
Børn gjort kloge.
34
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Det undrer mig i alt Fald slet ikke, at især de Sællandske Bønder
slet ikke kan begribe, hvorfor de skulde lade deres Børn gaae i
Skole, naar ikke Bøderne var, thi, det være sig nu fordi jeg er selv
en Sællandsfar eller af andre Grunde, saa maa jeg tilstaae, jeg
begriber det ikke heller, undtagen i det saare enkelte Tilfælde, at
Skoleholderen er en Børne-Ven og forstaaer at snakke med de
Smaa om hvad de gider hørt, og i saa Fald har jeg mærket, mine
Landsmænd begribe det ogsaa. /
7v
Jeg veed jo nok, at med Undtagelse af de Sællandske Bønder og
mig anseer alle fornuftige Folk saavel her som andensteds det for
et Kæmpe-Skridt til Oplysning, naar alle Bønder, og Kvinderne
med, kan jeg troe, ikke blot har lært at læse, men ogsaa at regne og
skrive, men det vilde være Praleri, om jeg sagde, det var mig
indlysende, derfor vil jeg heller være min Skrøbelighed bekiendt,
og tilstaae, jeg veed knap, hvad det vilde nytte Bønderne endnu,
om de kunde læse og skrive perfekt, men jeg veed nok, de lære det
aldrig, saalænge de ikke har mere Lyst til det end nu. De lære det
aldrig, siger jeg, til Nytte, thi det er jo aabenbar slet ingen Nytte til,
at de baade kan stave og lægge sammen, baade skrive Bogstaver
og Sammen-Skrift, naar de ikke engang forstaae den Bog, de lære
at læse i, end sige meer, og kan ikke skrive to Linier, som der er
Mening i, og det er udentvivl endnu som oftest Tilfældet. Jeg veed
nok, at jeg herom snarere blandt fornuftige Folk kan faae tusinde
Stemmer imod mig end faae Een til at holde med mig, men naar
jeg betænker, hvad Tid og Umage, det har kostet og endnu daglig
koster mig at bringe mine Børn, der dog slet ikke er dummere end
andre Sællænderes til at forstaae en Dansk Bog, da kan selv
Millioner Stemmer ei bringe mig fra den Mening, at om end
Boglæsning var vore Bønder til al det Gavn, Man troer, er den, de
sædvanlig lære, dem dog kun til Plage. /
7r2
Men troer jeg da, det er galt, at Man nu endog i England og
Frankrig har begyndt at tænke paa Almue-Skoler, og at Man heller
i Tydskland og hos os skulde begynde at nedlægge dem?
Nei, det troer jeg ingenlunde, men jeg troer derimod bestemt, det
var meget godt, om Man i England først gjorde sig det klart, hvad
Man egenlig vil med Almue35
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Skoler, og at vi betænkde os to Gange, før vi roste os af Vores:
betænkde først, om de ikke har givet Almuen en Afsmag for
Kundskaber, som kan falde vanskelig nok at helbrede, og dernæst
hvor ganske anderledes Skolerne maatte være, for at svare baade til
Statens og Almuens Tarv.
Men hvad er da herved at giøre? Efter min Mening slet ikke
andet end at afskaffe Bøderne, da det visselig er Bod nok selv at
bekoste en Skole, Man ikke vil bruge, og da efterhaanden at faae
Skoleholdere, Man heller vil give Penge for at komme til end for at
slippe fra.
Men kan da Staten være tjent med, at en stor Deel af Almuen
voxer op i dyb Vankundighed?
Ikke godt, men dog altid bedre tjent med, at vide, det er saa, end
at tænke, den har en veloplyst Almue, hvor den dog ligger i dyb
Vankundighed om alt det, Staten maatte ønske, den vidste, mens
den føler sig plaget med at lære Endeel, den ei kan bruge og
indplantes sædvanlig betids den Overtro paa /
7v2
sin egen Fornuft og Forstand og det Sværmeri for, hvad de vil
kalde Frihed, som er Statens Pestilens. Naar derimod
Skoleholderne faae en hensigtsmæssig Dannelse, vil det vist nok
være Statens Tarv at ogsaa Stodder-Børn nyde godt deraf, men det
maa da skee derved, at Staten tager sig af saadanne Børn i det
Hele, thi at drive dem i Skole med Bøder, som udpantes af den
sorte Armod, gaaer visselig ikke an, at kaste dem paa Sognet ikke
heller, og desuden er det ikke nær saa meget det, at Stodder-Børn
Intet lære, som det, de lære af Forældrene og dem selv, Staten maa
grue for.
Men »deres Christendom« maa jo dog nødvendig alle Børn lære!
Ja, lod Christendom sig lære som en Lexe, da burde vist nok ikke
blot Almuens Børn lære den, men ogsaa de Stores, der nu nok
sjelden veed, hvad det vil sige, men Aarhundreder har kun alt for
tydelig viist, det var en stor Misregning, siden der blev mindre
Christendom iblandt Folk, jo meer Man lærde i Skolen, saa det var
sikkert bedst at prøve, om den ikke maaskee kom igien af sig selv,
naar Man holdt op at lære den.
Det klinger vist nok paradox især af en orthodox Præst, men det
er ikke min Skyld, det er kun deres, der forvexle36
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
de det levende Ord med det døde Bogstav, og den levende Tro med
den døde Kundskab, uden at derfor enten Staten eller EnkeltManden er en Smule bedre tjent med Død og Skygge-Værk, som
de tvertimod Begge er slemt narrede ved, naar de tage dem for
noget ganske Andet. /
8r
Da der desuden endnu mindre, naar Man vil have duelige SkoleHoldere, end naar Man vil have dygtige Præster, kan tages Hensyn
paa Tro og Theologi, medens Staten maa respektere Forældrenes
Tro, kan Christendom aldrig meer blive en almindelig LæreCienstand i Almue-Skoler, men kun Noget, de Skoleholdere, der
har Lyst, kan tale om med de Børn, hvis Forældre eller Værger
ønske det. Man maa nemlig ogsaa her betænke, at der er meget
større Forskiel paa, hvad de Skrift-Kloge nuomstunder kalde
»Christendom«, end efter gammel Regning mellem Christendom
og Jødedom, og finder Man det nu billigt, at Jøder, som sende
deres Børn til en christelig Skole, selv raade for, om de skal høre
Christendom, maa det jo meget mere findes billigt, at Christne,
som sende deres Børn til en Skole, der i deres Øine er antichristelig, selv raade for, om deres Børn skal høre paa, hvad Man
der kalder Christendom. At denne billige Frihed strax vilde
forsone Endeel af vore Bønder med Skolen, hvor de i Grunden giør
mest ad den, nemlig i Jylland, er jeg ogsaa vis paa, om det end
ikke skulde have været blot for Mangelen deraf, at Nogle har
maattet gaae i Viborg Tugthuus.
Den Christne Tro har altid været en Anstøds-Steen i Verden, det
vil den ogsaa blive til Enden, og jo meer Staten i Erkiendelse af
dens gavnlige Virkninger, giør for at paatrænge /
8v
Alle den, des mindre Godt vil den giøre, og des mere Ondt maae
dens virkelige Tilhængere lide, saa vi betænke paa een Gang baade
Statens og de Troendes Tarv allerbedst, ved at bede den fri for alle
de ubehagelige Sammenstød, der lade sig undgaae.
Dette er den Grund til Christendommens Udelukkelse af den
almindelige Skole-Underviisning, som i vore Dage snarest vil
kiendes gyldig, men for mine Med-Christnes Skyld maa jeg dog
tilføie, at det være sig i Skolen eller hjemme, da giør Man sig kun
slet fortjent af Begge, ved at ville pine Christendommen i Børnene
som en Lexe, ei at tale om de saakaldte »Forklaringer«, som, naar
de er
37
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
allerchristeligst, dog med Hensyn paa Børnene er mig en Gru. Ved
at høre vor Christne Bekiendelse, som baade er kort og god nok til
tit at gientages, ved at læse en Bibel-Historie, som de alt kiende
Indholden af, og siden det Ny Testamentes historiske Deel, som
godt hænger ved og endelig ved at lære endeel kiønne Psalmer,
som ikke besvære, kan vore Børn nemt faae al den ChristendomsKundskab, de i Opvexten behøve og kan bruge, og Resten beroer
paa deres Hjerte og vores Exempel, som Bøger hverken kan skabe
eller erstatte. /
9r
Men, naar jeg nu vilde have Christendommen saa godt som
udelukt af Almue-Skolen og have selv Læsning, Skrivning og
Regning behandlet som en Bisag, hvad vilde jeg da vel have
betragtet som Hoved-Sag?
Dette er, desværre, et Spørgsmaal, der udentvivl vil synes alle
Folk, undtagen mig selv, ubesvarligt, og som det derfor sagtens
ikke endnu nytter stort at svare paa, men besvare det maa jeg dog
nødvendig, om aldrig for Andet, saa for, at Læseren, til sin store
Forundring, kan see, det slet ikke giør mig forlegen undtagen paa
hans Vegne.
Først maa jeg nemlig reent ud tilstaae, det i mine Øine er langt
vigtigere, at Almuen faaer et godt Begreb om Skolen, med Agtelse
og Kiærlighed, end at den selv egenlig lærer noget Bestemt i den;
thi dens hele Liv og Syssel er saa langt fra at være enten
stillesiddende, boglige eller spekulative, at den lettelig kommer til
at foragte alt Saadant og hade det for Pengene, det koster, saasnart
den opdager, af hvis Lomme de gaae. Derfor skulde Man i AlmueSkolen blot lægge an paa at udbrede og vedligeholde et godt og
høit Begreb om Skolen i det Hele, og det skeer aabenbar ikke ved
at lære Børnene, hvad Forældrene bande eller blæse dog ad, men
ved at fortælle Børnene, hvad Forældrene gad vidst eller dog gider
hørt, og det, vil Læseren strax indsee, giver os strax en ganske
anden Syns-Maade for Almue-Skolen end den Sædvanlige. /
9v
Er vi nu først saavidt, og komme ihu, hvilken Tænke-Maade og
Tanke-Gang, Staten maa ønske hos sin Almue, da blive vi vel
lettelig enige om, at uagtet der nok kan være de Bønder, som gad
vidst, hvor alle de Penge bliver
38
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
af, Amts-Forvalteren skraber sammen og gider gierne hørt, hvad
Ondt Man kan sige, naar Man tør, baade om ham og om
Amtmanden, Herre-Manden, Herreds-Fogeden o. s. v., saa er det
dog ingenlunde Sligt, der skal fortælles Børnene i Almue-Skolen,
men noget ganske Andet, der muntert tiltaler noget Bedre hos dem,
end Misundelsen og Egennytten og udvikler noget Bedre hos dem
end Bogholderi med Staten og Lyst til selv at beholde, hvad den
koster. Der skulde altsaa fortælles dem Noget, de gad hørt, men
som tillige tjende til at forsone dem med deres Stilling og til at
udvikle og nære Fædrenelands-Kiærlighed, med den ophøiede
Følelse, som deraf udspringer, i det Enkelt-Manden tilegner sig alt
det Gode og Store, der er skeet i hans Hjem, øvet med Raad og
Daad af hans gamle eller samtidige Lands-Mænd!
Dette vil da aabenbar sige, at Fædrene-Landets Historie og
Oldsager, fyndige Ordsprog og alt det Folkelige paa ModersMaalet, det skulde være Gienstanden for Samtalerne i AlmueSkolen, til at nære Phantasi og Følelse i en uskyldig, Staten og
Enkelt-Manden lige nyttig Retning, og jeg tør i det Mindste svare
for Danmark, at naar Almue-Skolen der blot nogenlunde svarede
til denne Forestilling, skulde /
10r
den baade blive flittigt besøgt om Vinteren, som naturligviis er
Almuens eneste Skole-Tid, og bære Frugter, som Staten maatte
glæde og Fremmede forundre sig over.
Der kom for endeel Aar siden en Sællandsk Bonde til mig, ret en
dannet Mand i sin Stand, for at faae Saxos Danmarks Krønike,
som han havde hørt Rygte om og kiendte af den gamle
Oversættelse. Da jeg sagde ham, han maatte have en Attest fra sin
Præst blot om sin Bopæl, svarede han ret mærkelig: Ja, vor Præst,
han er en Stakkel, men, det forstaaer sig, saadan En kan han da nok
skrive, men hvad jeg vilde fortælle, var dog egenlig, at da han
havde faaet Bogen, og stod med Dørren i Haanden, vendte han sig
lidt hemmelighedsfuld til mig og sagde halvsagte med et forskende
Blik: men er det her nu ogsaa Altsammen. Jo, svarede jeg
smilende, i det jeg halvveis giættede mig til min Lands-Mands
Betænkeligheder, saavidt jeg veed, Rub og Stub. Ja, sagde han
halv forsla39
------------------------------------------------------------------------
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
gen, jeg skal sige Dem, det er jo nu ikke saa at tale om, men Man
vilde jo dog nok have det med, jeg mener, saadan det om Troldene,
er det der ogsaa? Det var mig naturligviis en stor Fornøielse, at jeg
med god Samvittighed kunde berolige Sællandsfaren over hans
meget rimelige Frygt, og skiøndt det tit morede mig at tænke paa
den Ting, ventede jeg dog ikke at høre mere om den Sag, men
efter en /
10v
Vinters Forløb kom ikke blot min Lands-Mand igien og takkede
meget, skiøndt han dog havde betalt Noget for Bogen, men da han
gik, opdagede jeg, at hans Kone havde besøgt min og foræret
hende nogle Pund Maimaaneds-Smør, den eneste Foræring i mit
Liv, jeg havde været stolt af.
Man maa gierne sige, det er ogsaa af Stolthed, jeg kommer med
denne Fortælling, thi derfor oplyser den lige godt, at naar vore
Skoleholdere kunde og vilde fortælle Børnene jævnt og muntert alt
det Morsomme, vi kan lære af Saxo, Snorro og andre gamle
Trøstere, da vilde de nok faae smaa Gryder med Øren og mange
Tak til af de fleste Forældre, og da vilde den Tanke udbrede sig
blandt Bonden, at var end somme Præster saadanne Stakler, at de
kun duede til at læse en Præken op og skrive en Attest, saa var de
Bog-Lærde dog Folk, Man nødig skulde undvære, Folk baade
Føden og al Ære værd. See, det skulde vi nu ydermere vise dem
ved ikke blot at oversætte gode, gamle Bøger, uden at stikke
»Troldene« under Stol, men ogsaa ved at give dem »KæmpeViserne« og »Rim-Krøniken« læmpede ikke efter os men efter
dem, de bedste af deres egne, Laales og Syvs Ord-Sprog, den nyere
Tids Krønike i den Gamles Aand og Skole-Holdere, der kan giøre
levende Brug af det Altsammen, saa de ei pine, men more og
hemmelig oplyse baade Børn og ]Forældre dermed. /
10r2
Her seer Man nok, det især var os Silde-Fødninger af Skjalde,
Staten skulde sætte i Arbeide, til Giengiæld for den Gunst, den dog
immer viser os; thi vi er jo nuomstunder de eneste Bog-Lærde, der
vil være bekiendt at tage »Troldene« og alt saadant gammelt Stads
i vor Mund og i vor Pen, uden strax at drukne det i den Regn, Man
pleier at sætte i Tordenens Sted, kort sagt, det er kun os, der endnu
sympathisere lidt med Almuen i aandelige Ting, og som derfor
nødvendig maa hjelpe til baade at skaffe den
40
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Bøger og danne dens Lærere, om der skal blive en
AlmueOplysning, Staten kan have Gavn og Glæde af.
Alt Sligt skulde nu vist nok langt heller siges af en Anden, end af
Krønikernes Oversætter, den Bonde-Præst og Sællænder-Skjald,
der aabenbar selv har Lyst til at føre sin Besyv, men der er jo kun
Faa af de Andre, som kan og slet Ingen, som vil sige det, saa enten
maa jeg tage den Oplysning med mig i Graven, eller jeg maa sige
det Selv, hvor jeg dog umuelig kan finde døvere Øren derfor, end
Ormene har.
Desuden, vi er alle Mennesker, og naar Man er blevet over de
Halvhundrede, uden at have udrettet Noget af alt det Store og
Gode, Man begejstredes af, sværmede og glødede for, da er det den
mindste Trøst, Man kan have, at Efter-Slægten dog skal kunne
stave sig til, /
10v2
hvad Man havde Sind og Kald, og da uden Tvivl ogsaa Kraft til at
virke, naar Man ikke havde været hardtad ene om Synet for Tidens
sande Tarv. En folkelig Skjald, der har den for Forfængeligheden
kildrende men for Hjertet bedrøvelige og for Folket frygtelige
Udsigt at blive den Sidste, maa imidlertid, saalænge han aander,
nære det Haab, at trods de Spræng-Lærdes naturlige Gru for Alt,
hvad der virkelig smager af Poesi i Livet, Stats-Mændene dog, før
det er for silde, skal opdage, at den Poesie, der er i Folkets Aand og
staaer følgelig i Pagt med Alt, hvad denne Aand og det tilsvarende
Hjerte har skabt i Tidens Løb, en saadan Poesi er netop i sine.
sidste levende Yttringer ubetalelig og bør med al Anstrængelse
hindres fra at uddøe ved at sættes i den frieste Virksomhed, til
Udvikling af en beslægtet Oplysning og Formildelse af de skarpe
Vædsker i Stats-Legemet, Man maatte ønske det i Graven for end
mere at skiærpe.
Sandelig, jeg har selv erfaret, at hvor ugunstig TidsAanden end
har været alt ægte Folkeligt, som altid er poetisk, har Man dog i
Danmark saa meget Hjerte for det »Hjemlige«, at naar ikke den
Kirkelige Forvirring havde sat mig i et skævt Forhold til den
dannede Verden, skulde jeg sikkert overbeviist den om, at jeg
tænkde rigtig om Almue-Oplysning, men hvad Man uden levende
Forbindelse med Verden blot sætter paa Papiret, maa Man vist nok
ikke vente Underværker af, og jeg skriver det derfor
41
------------------------------------------------------------------------
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
især fordi jeg ikke kan lade det være, overladende det til Forsynet
eller Lykken, om det skal finde den Talsmand, der er Alt, hvad det
fattes! /
11r
Borger-Skolen
Selv de mest prosaiske Naturer føle i vore Dage megen Lyst til at
tale og skrive om Ting, der kun er til i Ideen, Og sagtens maa jeg
da føle mig ret i mit Element, ved at skrive om Borger-Skolen, som
jeg paa Papiret kan give hvad Skabning, jeg vil, da den udenfor er
ingensteds at finde, men naar Man endeel Aar har skabt sig træt,
uden at see noget Spor deraf i den virkelige Verden, bliver Man
dog ogsaa kied ad denne guddommelige Fornøielse, især paa en
Tid, der ret aabenbar har holdt de skaberiske Penne for Nar. Det
skulde derfor være mig meget kiært, om den Borger-Skole, jeg
ønsker ethvert Land i Christenheden, dog i det Mindste i mit
Fædrene-Land var virkelig til, saa jeg blot behøvede, ligesom ved
Almue-Skolen at pege paa, hvad jeg ønskede forandret; thi vel er
Aanden ved enhver Indretning af stor Vigtighed, men hvor Aanden
ei kan begynde sin Virksomhed, før Indretningerne er der, hører
denne dog ogsaa til det Væsenlige, og det gaaer i denne Henseende
med Skolen, som med det menneskelige Legeme, som vor Aand
ikke kan skabe, men kun bruge. Vel sandt, at en Skole kan
Hænder bygge, men der maae dog ogsaa Penge til, og da Aanden,
som skal virke deri, kun findes i Forbindelse med endeel Legemer,
som ikke kan leve af Luften, saa er en heel Skole-Indretning selv i
vore Dage /
11v
en vanskelig Ting at frembringe, ja, saa vanskelig, at Man selv i
det rige England frygter for, at London-Universitetet ei kan bestaae
og leder om Midler til at faae Almue-Skoler i Stand.
Det maa desaarsag forekomme mig selv umueligt at skrive om en
Borgerlig Høi-Skole og Alt, hvad dertil hører, og ovenikøbet at
nære det Haab, der turde findes Udveie til Sligt selv i det lille,
fattige Danmark, men er en saadan Indretning virkelig en StatsNødvendighed, da maa jeg jo dog nødvendig baade det Ene og det
Andet, og
42
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
til Lykke for Danmark, er det ogsaa blot en Skikkelse, vi fattes, thi
alle Materialierne lade sig opvise og behøve blot at gestalte sig, for
at danne den bedste Borger-Skole, nogen Aand kan forlange at
besjæle.
Foruden de saakaldte Borger-Skoler, som ei vil sige stort, har vi
nemlig ikke blot Academier for de skiønne og de skarpe Konster,
et Polytechnisk Institut og Seminarier for Skole-Lærere, men vi
have ogsaa en stor Indretning i »Sorø Academi«, som kunde blive
Middel-Punkten for hele den Borgerlige Dannelse, hvilket Øieblik
Regieringen fandt en Saadan ønskelig.
Under saadanne Omstændigheder oplives Modet til at tænke paa
en Ridderlig og National Dannelse, som unægtelig allevegne er
Tidens Tarv men dog ingensteds traadt i Kraft, og skiøndt jeg
maaskee nu havde nok saamegen Grund, som [i] 1821, da Sorø
Academi skulde have en ny Indretning, til at affærdige mig selv
med det Spørgsmaal: hvad /
11r2
nytter det, du skriver om Sligt, lader jeg mig dog nu ikke saa let
affærdige men svarer lakonisk: og hvad skader det?
Ja, her faldt det rette Svar mig i Munden, hvad egenlig ogsaa er,
hvad vi Skjaldunger leve af, thi det er klart, det kan aldrig skade, at
giøre opmærksom paa en Skole-Indretning, der er et stort FolkeSavn, og hvad der ikke skader, giør i de fleste Tilfælde immer
nogen Nytte, ja, hvad Skole-Væsenet angaaer, var det endogsaa
mueligt, Man kunde skrive saalænge om en offenlig Indretning,
der fattedes, til private Bestræbelser gjorde den vel ikke
overflødig, men dog mindre uundværlig.
Derfor vil jeg trøstig søge at henlede mine Læseres
Opmærksomhed paa det svælgende Dyb, der er befæstet mellem
Almuen og de Lærde, og derved mellem Liv og Lærdom, til en
Skade for Begge, som maatte kaldes og vilde snart befindes
ubodelig, dersom ikke en Uddannelse af det Folkelige og Dannelse
for Livet skabde en Forbindelse og Overgang.
Noget Saadant fremkommer nu vel ligesom af sig selv i ethvert
Folks Middel-Alder, som har havt nogen Aand, thiMiddel-Alderen
er Manddoms-Aarene, bestemte til Travlhed og nyttig
Virksomhed, saa da formere og grene Livets Sysler sig naturlig i
en Borger-Stand, som især hvor Lan-/p>
43
------------------------------------------------------------------------
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
det er belejligt og Folket oplagt til Handel og Søfart, indfører
mangfoldige Kundskaber i Livet og avler et Sæt Folk, som
anvender Livet til at samle Kundskaber.
11v2
Saaledes udvikler sig Elementerne til en Bor/gerlig Dannelse og en
folkelig Vidskab, som især klarlig viser sig i det gamle
Grækenland, thi skiøndt Man ogsaa i den ny Christenhed, især i
Italien og England, kiendelig sporer samme Gang, gjorde det dog
en mærkelig Forskiel, deels at den gamle Verdens Kundskaber i
døde Masser indvæltede sig paa de nye Folk, og deels at
Kundskaberne stod i anderledes nær Forbindelse med Troen og
Skriften end hos de gamle Folk. Begge Dele gjorde nemlig, at
Skiels-Alderen indtraadte først [hos] Præsterne, og at »Boglig
Konst« især fra Reformationen af blev en egen Handtering, der
sattes i en latterlig Forbindelse med »det andet Liv« og i
Modsætning til det Nærværende, hvis ydmyge Tjener den altid
maa være, naar den ei skal blive dets grusomste Tyran.
Disse Omstændigheder blev endnu mere fortvivlede ved
»Latiniteten«, den eneste Reliqvie fra Middel-Alderen, som
Reformatorerne skaanede og som, forgudet af Skole-Mesterne,
blev en Chinesisk Mur mellem Folket og de Lærde, mellem Liv og
Kundskab, der maatte forvandlet Folkene til hvad de Lærde kaldte
dem, »Barbarer«, dersom Christendommen ikke havde skabt Porte
derpaa, hvor Moders-Maalet indtog Kirken, og dersom ikke
Borger-Livet, hvor det var stærkest, altsaa i England, havde
brækket et Gab paa Muren, der aldrig meer lod sig fuldelig lukke.
Giennem dette Gab var det, at de Natur-Kundskaber, som staae i
nærmest Forbindelse med det Borgerlige Hverdags-Liv, droges ved
Haaret ud af Studere-Kamret og udviklede i Vexel-Virkning /
12r
med Livet alle de Vidunder, som nu udgaaende fra Værk-Stederne
forbause Tænkeren, men udviklede naturligviis ogsaa den
eensidige, af Enkelt-Mandens Hverdags-Liv udspringende, og
derpaa ene beregnede Oplysning, der truer Staterne med
Undergang, og indbilder Folkene, at de er kun forældede
»Machiner«, som de i et Øieblik kan erstatte ved langt konstigere
og mere virksomme Machiner af splinterny Opfindelse.
Sandelig, naar Man saaledes tager Omstændighederne i
Betragtning, da maa Man finde den nærværende Tilstand
44
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
saa naturlig og saa nødvendig, at i det Man inderlig beklager den
ulykkelige Vending, Udviklingen har taget og den Afbrydelse paa
Halv-Veien, Menneske-Aanden synes nu igien, som i den gamle
Verden, at skulle fristes, kan Man ikke vredes paa Nogen, uden paa
Præsterne og de andre Lærde, som følde Drift til at sysle med
Historien og de Boglige Reliqvier fra Old-Tid og Middel-Alder,
men vilde heller nedgrave disse Skatte i Jorden og som Drager
ruge over dem til Verdens Ende, end giøre dem frugtbare for Livet
og udvikle en fuldstændig, menneskelig Oplysning, der ikke blot
klarede Hverdags-Livet for Øieblikket, men Folke-Livet giennem
Aarhundreder og Menneske-Livet i Aar-Tusinder, ikke blot det
Haandgribelige, men ogsaa det Usynlige og Hjertelige, der
aabenbarer sig i Idrætter og kan ikke stilles i Skygge, uden at det
høiere Menneske-Liv uddøer og Kilden derved udtørres, hvoraf alt
det /
12v
udspringer, som giver Menneskets Hverdags-Liv et høiere og
ædlere Præg end Dyrenes.
Hvad der ogsaa kan siges til de Lærdes Undskyldning, skal vi
siden anmærke, men her, hvor de staae som grove Syndere mod
Folkene og hele Menneske-Slægtens Liv og Velfærd, maae vi
dømme dem skyldige til den Døds-Dom, det Attende
Aarhundredes berømte Pædagoger fældte over dem, skiøndt
Præmisserne for Dommen var splittergale, i det Man erklærede
baade Geistlighed og al Historisk Lærdom for en Pestilens og
Plage, hvis Brøde kun bestod i at være til, og være virksomme.
Disse grundfalske Præmisser maae vi derimod med Flid fralægge
os, ikke blot fordi de har svækket Dommens Gyldighed i alle
hjertelige Folks Øine, men især fordi de bryde Staven over, hvad
der ene kan redde Folke-Livet og frembringe en Mennesket værdig
Oplysning.
Betragter Man nemlig Mennesket blot som Kongen blant
Dyrene, eller den forklarede Dyriskhed, da vilde vist nok hans
Hverdags-Liv og Oplysning fortjene stor Beundring af alle de
andre Dyr, naar Udviklingen kun ikke havde taget saa lang Tid, thi
Man har jo unægtelig med en besynderlig Færdighed lært at
behandle det Livløse, at forbinde alle dyriske Drifter, Konster og
Nydelser og oplyse deres Sammenhæng; men naar Man betænker,
at dertil hørde Aar-Tusinder, da maatte selv paa den dyriske
45
------------------------------------------------------------------------
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Stand-Punkt Beundringen mærkelig tabe sig, og da denne
Udvikling i Tidens Løb, ovenikiøbet med lange Mellem-Rum af
Krebs-Gang beviser en ganske egen Forbindelse mellem
Slaegterne i utallige Ledd, saa /
12r2
maae vi tilstaae, at har Mennesket hidtil kun udviklet og klaret den
mindste Deel af, hvad vi kiende Spiren og Anlægget til i de ældre
Slægter, da er det endnu langt fra, at Enkelt-Manden udtrykker sit
Begreb saa heelt, som ethvert Dyr sit, og staaer altsaa, som Dyr
betragtet, i Udvikling langt under alle de Andre.
Betragte vi da nu Mennesket historisk, som alt det, han i Tidens
Løb har viist sig at være, følgelig som noget langt Høiere end ”et
aandeligt Dyr”, ikke blot som en Central-Skabning, i hemmelig
Forbindelse med alt det Levende og Livløse omkring ham, som vi
kalde Verden, men oplivet af en høiere, usynlig Kraft, som vi kalde
”Aand”, der skaber en Tvilling-Bevidsthed i os, som hørende til to
Verdener, hvor imellem vi et Baandet, som Guddommens StatHolder paa Jorden, ved ”Ordet” som Aands-Organ selv for ”de
Umælende” kiendelig hævet over dem; betragte vi Mennesket
saaledes, da see vi strax, at ”Menneske-Livet” er slet ikke forklaret
men opgivet, naar vi kalde det Oplysning at fraregne alt der Høiere
deri, som Udsvævelse og Selv-Bedrag, og prøve vi paa at fortsætte
et meer end dyrisk Liv med Foragt af, hvad der ene hæver os over
Dyret, maa det nødvendig mislykkes, som naar en Fugl var
omskabt til et fiirbenet Dyr og vilde dog ikke ganske blive ved
jorden.
Her har vi Nøglen til de dannede Folks ulykkelige Skæbne i den
gamle Verden, thi de prøvede aabenbar paa at vedligeholde den
Dannelse, de Kundskaber og den Leve-Maade, hvortil de havde
opsvunget sig, uden dertil /
12v2
enten at søge den Hjelp hos Guderne, som deres Fædre, eller agte
de selskabelige Forhold, under hvilke Udviklingen var gaaet for
sig. De rev sig altsaa aandelig løs fra det Folk, der avlede og fra
den Tanke-Gang, der havde udviklet dem, de indbildte Sig, at
skiøndt Enkelt-Manden ingensteds var kommet saavidt, uden hvor
der var Tro paa Guderne, Ærbødighed for Øvrigheden, Lydighed
mod Lovene, og Agtelse for alle de selskabelige Forhold,
hvormange Indskrænkninger, Opoffrelser og Savn de end paalagde
46
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Enkelt-Manden, saa kunde de vundne Fordele dog ikke blot
vedligeholdes men langt raskere voxe, naar Enkelt-Manden,
saavidt mueligt, gjorde sig i alle Maader til ”sin egen Herre”, og
fulgde, saavidt Selv-Klogskaben tillod, kun sin egen Lyst og
Tilbøielighed. Da nu ovenikiøbet Følgen viste, at naar Lysterne
faae Tøilen, er de som vælige Heste, der ei engang høre end sige
lystre Selv-Klogskaben, der sidder paa Bukken som en Kudsk uden
Tømme og Svøbe, saa kan Man let indsee, at den samme
Forvirring, Usædelighed, Udmarvelse og Krebs-Gang, som fandt
Sted i Old-Tidens Stater, ogsaa vil finde det i Vores, dersom vi
ikke, før det er for silde, standse, besinde os og vende om til hvad
der ikke kan forlades uden at nærme sig Afgrunden, paa hvis Rand,
der er hverken Kraft eller Samling til Omvendelse, men kun
Hoved-Svimmel og Fortvivlelse, der giør Styrtningen uundgaaelig.
Man seer let, det er ingen Kirkelig men en Borgerlig og
Menneskelig Omvendelse, her tales om, ikke en Omvendelse for
det andet men for dette Livs Skyld, ikke en Forvandling af Hjertet,
men en Forandring af Tanke-Gangen, og ingen Opgivelse af
Oplysning, men en Frugt af Oplysning, om hvad der /
13r
tjener os bedst.
Vist nok er det min Tro, at denne Borgerlige Omvendelse af
”Børnene til Fædrene” og af Selv-Klogskab til sund MenneskeForstand vil ikke lykkes i noget Land, hvor ikke en Kirkelig
Omvendelse hos Endeel baade baner Veien, udvikler Indsigten og
styrker Forsættet, men hvad kommer min Tro Staten ved, der
ligesaa lidt kan give den til en Anden som tage den fra mig, og
som trues alt for nær af Faren, til at kunne vente paa, hvad Tro kan
virke i det Skjulte! Stats-Klogskab spørger derfor slet ikke om,
hvormange gunstige Omstændigheder, der maae støde sammen,
hvis en Indretning til gavnlig, Staten uundværlig Oplysning, skal
blive frugtbar, nei, den lægger Haand paa Værket i samme Øieblik,
den indseer Nødvendigheden og afviser alle Tvivl med det fyndige
Spørgsmaal: om Lægen skal bie med at prøve det eneste Middel,
han har, paa den Syge, til han veed, om det vil giøre sin Virkning,
altsaa, til den Syge er død, kan skiæres op og besigtiges?
Fra dette Stade maae vi betragte den Borgerlige Høi-Skole, naar
vi vil see dens Nødvendighed, see, at Talen
47
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
ikke blot er om en Middel-Punkt for hele den Dannelse, der er
beregnet paa Øieblikket, hvis Ønskelighed er aldrig saa klar, der jo
kan tvistes om dens Vigtighed, men at Talen fornemmelig er om en
Brænd-Punkt for Borger-Livet, hvorfra hvad der endnu i denne
Kreds er tilbage af National-Følelse og ædle Kræfter kan indvies
og oplyses til Folke-Livets /
13v
Fortsættelse og Statens Tjeneste.
Ja, Folke-Livet og Staten, altsaa ikke det døde men det levende
Fædrene-Land skal være den store Axel, hvorom Alting dreier sig
paa den Borgerlige Høi-Skole, saa der er Enkelt-Mænd og
Kundskaber ei en Døit mere værd, end de bidrage til dets Gavn i
Dag og i Morgen og fremfor Alt idag, thi døer jeg i Dag, nytte de
bedste Udsigter for i Morgen mig slet ikke, og at slaae sig selv
ihjel idag, fordi en Tusind-Konstner har lovet at opvække os mcget
smukkere og bedre i Morgen, var jo daarekistegalt.
Naar Staten derfor indseer, at den saakaldte Oplysning, naar den
faaer Lov til at raade sig selv, opløser det Borgerlige Selskab under
Skin af at ville forklare det, ligesom Anatomen, der først maa
skiære Legemet op og skille det Ledd fra Ledd, før han kan
forklare sig og Andre Sammenhængen, naar Staten indseer det, og
føler den naturlige Modbydelighed for at gaae slig en Forklarelse
imøde stærkt nok, til af alle Kræfter at sætte sig imod Operationen,
og naar den desaarsag ved Borgerlig Dannelse vil skabe sig en
Liv-Vagt selv mod de behændigste og berømteste Operateurer, da
sætter den naturligviis hverken Nogen af disse til Exercer-Mestere,
ikke heller taaler den, at Man i denne Kreds saameget som ymter
om, at Staten er aflægs og forældet, saa den var selv bedst tjent
med, om Vor Herre vilde løse op for den.
Det klinger pudsig, og det skal saa fordi Munterhed er Stilens
Liv, uden hvilken vi heller maae sætte os hen at græde end skrive
Bøger, især imod /
14r
Strømmen, men det er derfor ikke mindre alvorlig meent. Vil
nogen Stat i Christenheden redde sig fra det almindelige Skibbrud,
der truer, maa den først og fremmest, som Preusen, have Mod til
[at] sørge for sit eget Bedste, uden at bryde sig om, hvad
Demagogerne eller selv hvad de Lærde sige, Mod dertil og til efter
en velberegnet Plan, at opdrage sig kundskabsrige, verdenskloge,
driftige og lydige Embeds48
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Mænd, der ei spille under Dække med Fienden og intet Øieblik
betænke sig paa at opoffre Enkelt-Manden, han stikke i deres egne
eller Andres Klæder, for Staten. Dette er vist nok ikke det Eneste,
den Stat maa have, der skal meer end forsinke sin Opløsning en
Smule, skal overstaae Faren og begynde en ny hæderlig Bane, men
det er det Første, det aldeles Uundværlige for Øieblikket, og
ligesom Staten ikke kan giøre Andet ved en Embeds-Mand, der
enten klager over, at han ikke forstaaer Folket, eller at hans
Overbeviisning ei tillader ham at følge Statens Love og befordre
dens Planer, end give ham sin Afsked, saaledes kan Staten heller
ikke, uden at virke mod sig selv, paa sin Høi-Skole, taale det
Mindste, der stiler paa at skaffe den saadanne Embeds-Mænd,
civile eller militaire. Her hjelper ingen Snak om videnskabelig
Frihed, Overbeviisning, hvad Man behager at kalde Oplysning
eller Menneske-Rettigheder, Staten har til alt dette kun eet Svar:
det er ingen Borger-Rettighed at vxre Embeds-Mand, og jeg
tvinger Ingen til at blive det, derfor har jeg Ret til at giøre, hvad
Betingelser jeg vil, ligesom det er min Pligt mod mig selv /
14v
og Folket kun at tage Embeds-Mænd, jeg troer, jeg kan vaere tjent
med.
Hvad der foraarsager Arrigheden paa denne Preusiske StatsKonst, er naturligviis netop dens Grundighed, og hvad der
besmykker Skriget derimod, er blot, at Man ikke har fattet Ideen
om en egen Borgerlig Høi-Skole, men vil giøre Universitetet dertil,
hvad ikke blot er forbundet med megen unødvendig Ulæmpe mod
de Bog-Lærde, men truer selv den ellers velberegnede Plan med at
strande.
Vi har nemlig før udviklet, at det slet ikke nytter, enten at
ignorere den Oplysning, der er kommet af sig selv, eller at ville
udrydde den, Man maa blot stræbe at skaffe den en dygtig ModVægt i en grundigere Oplysning, og denne grundigere Oplysning
maa ikke staae paa Papiret, men gribe ind i Livet og dermed bevise
sin Ægthed. Allerede ved det Sidste danner den en Modsætning til
Universitets-Oplysningen, og kan derfor ikke trives i Forbindelse
med denne, saa naar de sammenbindes, maa En af dem skifte
Natur, saa enten taber den Borgerlige Dannelse ved Universitetet
sin Carakter, eller den Boglige faaer ogsaa Lyst til at gribe ind i
Livet og giør det ikke blot bagvendt men
49
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
fra den modsatte Side, og Følgen bliver da paa den ene Side en
fordærvelig Feide mellem Staten og Universitetet og paa den
Anden største Fare for, at Staten faaer til sin Deel ikke de ædlere
men de lumpne Gemytter, hvis Samvittighed er ligesaa let tilfals
som deres Tjeneste.
Dette er nemlig en af Haarde-Knuderne, thi det har naturligviis
ingen Art, naar den ene Satan uddriver den Anden, og en hjerteløs
Oplysning paa Statens vilde snart tabe Sla-/
15r
get mod den hjerteløse Oplysning paa Enkelt-Mandens Side, eller
rettere den vilde ved første gode Lejlighed forraade Staten, og
skiøndt nu Staten, der ikke kan give sig af med noget Værre, end at
spille ”Hjerte-Kiender” maa lade det komme derpaa an, hvor
hjertelig den Oplysning kan blive, den tager i sin Tjeneste, maa
den dog omhyggelig stræbe at undgaae Alt, hvad der kan saare
ædle Hjerter, hvad der fører dens udvalgte Redskaber i Fristelse,
og hvad der unødvendig opirrer de Lærde og forøger den
Opposition, der er meer end stor og staerk nok.
Vist nok vil det ogsaa støde de Lærde, at Staten opretter en
”Borgerlig Høiskole”, hvoraf de spaae sig alt Ondt og vil ikke
undlade at spaae Staten ligesaa, men den første Vrede er altid
bedre end den sidste, og af to onde Ting er det Mindste det Bedste,
og hos os har de Lærde stødt sig lidt over SkoleholderSeminarierne, lidt over den Militære Høiskole, lidt over de Danske
Jurister, og vilde nu blot støde sig lidt mere over en Borgerlig HøiSkole med lutter Danske Studenter baade til de civile og militære
Embeder. Hos os er det desuden endnu i frisk Minde, hvad Sorø
”Ridderlige Academi” i forrige Aarhundrede var i Universitetets
Øine, uden at det derved hindredes fra at være velgiørende, og
behøvede aabenbar blot at være blevet udvidet og /
15v
udløst af det Latinske Snør-Liv, for at Staten vilde forefundet, hvad
den nu maa stifte.
Hvad der paa sine Steder vil giøre den store Opgave vanskelig at
løse, er heller ingenlunde de ”Latinske Jurister”, o tempora, o
mores, eller Korset, Philologerne slaae for sig, eller de speculative
Philosophers Rysten paa Hovedet, eller enkelte Doctorers
formeentlige Opdagelse af farlige Symptomer; thi alt Sligt, veed
Staten godt, redder ikke fra Døden og skrækker ligesaalidt Livet af
raske
50
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Folk; men det er Mangelen paa store og glædelige Minder, paa en
historisk Eenhed hos Folket, paa patriotiske Digtere i den nyere
Tid, og en fædrelandsk Litteratur; thi alle disse Ting høre egenlig
til, naar en Borgerlig Høi-Skole skal blomstre og danne en levende
Modsætning til den døde Lærdom og en kraftig Modvægt mod den
falske Oplysning. I denne Henseende er de Nordiske Rigers
Fordeel uberegnelig store og imellem dem Danmarks Kaar igien
misundelsesværdige; thi hos os, som aldrig ganske i Tanke-Gangen
har løsrevet os fra Fortiden og er i den nyeste Tid blevet mere
venlig og levende mindede om den, end noget andet Folk, hos os
findes alle Elementerne til en Borgerlig Høi-Skole af første Rang,
og hos os ere alle Midlerne at virke med paa rede Haand, saa den
kan skabes/
15r2
ved et ”Bliv” til Beundring og Efterligning for hele Europa, hvor
Staten endnu har beholdt Lov og Kraft til at værge sig mod sin
naturlige Fiende, der altid var Tvedragt, men er nu et deraf
udsprunget, navnløst Uhyre med utallige Hoveder, som det aldrig
nytter at ville afhugge, men som af dem selv krybe ned i Kroppen
igien, saasnart de mærke, Folket faaer Øinene op og seer, hvilke
Vanskabninger de ere. Hos os giælder det aabenbar kun om at
udklække det første Kuld af Embeds-Mænd, fortroelige med
Folke-Livet, hjemme hver i sit Fag og alle i Moders-Maalet, livlige
og driftige, med den klare Indsigt at en god, gammel Stat kan intet
Nyt erstatte, hvad der i Aand er Folket fremmed, kan aldrig faae
Indføds-Ret, og Embeds-Mænd er ikke Lovens Dommere men
dens eedsvorne Tjenere, Resten vil komme af sig selv.
Har man nu først en Borgerlig Høi-Skole, hvortil KrigsAcademier og Seminarierne saavel for Lovkyndige som for SkoleLærere dimitterede, hvor der, langt fra at fordres Andet ei hørdes
Andet end Moders-Maalet og fandtes den bedste Leilighed til
baade at blive det voxen, at blive fortroelig med den fædrelandske
Literatur og Historie og Alt, hvad der angaaer Fædrene-Landet, da
vilde Høi-Skolen af sig selv tillige blive Samlings-Stedet for alle
de Unge i Landet, der uden at ville være Lærde eller attraaede
Embeder, enten /
15v2
tænkde paa i nogen Henseende at repræsentere Folket eller følde
dog Trang til en høiere Dannelse, og Man vilde derved vinde paa
to Sider, i det
51
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Universitetet fik langt færre daarlige Studenter og Landet langt
flere dannede Mænd.
I England, hvor Man bestandig [foruden] de Juridiske Collegier,
forbundne med Retterne i London, har havt Seminarier, hvoraf
mange berømte Ministre og Parlaments-Talere saavelsom
Advocater udgik, fattes Man slet ikke andet end "Høi-Skolen",
hvortil Man ogsaa vil giøre The Kings College i Sommersethouse,
saasnart Man faaer Ideen; men hvor Man hidtil har behandlet den
Juridiske Dannelse mest som en Universitets-Sag og ladt tilfældig
Routine giøre Resten, vil Man behøve nogle saadanne Seminarier,
som hos os nemt lod sig forbinde med Lands-Thingene (LandsOverretterne). Det vilde imidlertid ogsaa være alt det Ny, der,
foruden Høi-Skolen, strængt talt behøvedes, da tilsvarende UnderSkoler vilde komme af sig selv, men statsklogt var det vist nok at
forandre en Deel af de lærde Skoler til Borger-Skoler, som Staten
maa ønske dem; thi det lærde Væsen har nu pattet saa længe, at det
godt kan vænnes af, og det er Staten meget vigtigt, at de
Ustuderede ligefra Begyndelsen faae en patriotisk Dannelse,
medens de Lærde maae have Lov til at være Kosmopoliter, naar de
kun ikke i den Egenskab bestemme Fædrene-Landet. De lærde
Skoler, Staten vedbliver at tage sig af, maae blot betragtes som
Plante-Skoler for dens Geistlige Embeds-Mænd, eller PræsteSeminarier, der ogsaa dimittere til den /
16r
Borgerlige Høi-Skole, ikke til den Videnskabelige (Universitetet),
som de tilkommende Præster kan besøge, om de vil, men kan som
Statens vigtige Embeds-Mænd i det praktiske Liv, Almuens og
Borgernes Sjæle-Sørgere, umuelig tilhøre, med mindre
Universitetet som forhen skal skrumpe ind til et theologisk Facultet
med Anhang.
Dette vil vist nok paa sine Stæder føde en stor Strid, som
Michael stred med Dragen om Moses' Legeme, thi saa lidt
Universiteterne end ellers bryder sig om Præsterne, vil de dog med
Magt beholde dem, som Missjonærer, men just det kan Staten ikke
taale; thi medens den indrømmer, at Præsterne maae kiende de
gamle Sprog og Universal-Historien fra den Kirkelige StandPunkt, er det dog aabenbar hverken Latinen, der giør dem stærke i
Moders-Maalet eller Græker og Romere, der lærer dem at
52
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
kiende og behandle den Danske eller Tydske Almue, eller
Universaliteten, der giør dem til gode Patrioter, og om disse Ting
er det dog netop Staten at giøre, og var det ikke derfor, nedlagde
den naturligviis sin Kirke. At finde duelige Lærere til Præste-
Seminarierne, som i en temmelig høi Grad forbinde den
videnskabelige med den borgerlige Dannelse, mens den Sidste
beholder Over-Vægten, vil være Noget af det Vanskeligste, men
naar Staten ikke spørger stort om Troen i sin Kirke, vil Resten med
lidt Umage lade sig overvinde.
16v
Den Lærde Skole
Naar jeg under forrige Betragtning har viist, at Staten maa drage
baade sine Geistlige og Verdslige Embeds-Mænds Dannelse bort
fra Universitetet, har mangen Læser vist tænkt: hvad bliver der saa
af Universitetet, men mit Svar er simpelt, at hvor det dermed
forsvinder, gaaer Intet tabt; thi kun paa denne Maade kan der blive
et Universitet, der er Noget i og for sig selv, istedenfor at
Universiteterne hidtil udenfor England, var kun Seminarier for
Staten med et langt Slæb, der omsider gav Seminarierne et Sving,
der truer Staten med Undergang. Sæt derfor, at et Universitet ikke
kunde bestaae uden som et Stats-Seminarium eller Surrogat for en
Borgerlig Høi-Skole, saa maatte Staten dog overlade det til sig
selv, for ikke selv at forgaae med den daarlige Trøst, at
Universitetet maatte følge den i Graven. Naar Universitetet derfor
havde Forstand paa sit eget Bedste, maatte det selv raade Staten at
trække sine Seminarier til sig, for at redde sig selv og derved i det
Mindste giøre Universitetets Vedligeholdelse muelig. Denne
Forstand, som Man virkelig finder paa de Engelske Universiteter,
de eneste egenlig lærde Skoler i Verden, maa Man imidlertid ikke
vente paa de Tydske eller deres Aflæggere, thi de er netop
Vuggerne for den Oplysning, at der ei kan times Staterne noget
Bedre end at omskabes efter Universiteternes Lignelse, hvor
Enkelt-Manden staaer frit paa sine egne Been og betyder hverken
meer eller mindre, end han kan overtale
53
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Andre til /
16r2
at lade ham giælde for. Dette, som Man siger, reen videnskabelige
men egenlig selvkloge og livsfremmede Grund-Træk, der nu er saa
udviklet, at Staten slet ikke kan bruge Universiteterne til
Seminarier, uden, som Preusen, at føre en farlig Krig med den
videnskabelige Frihed, dette giør naturligviis ogsaa, at
Universiteterne vil sukke over den "uvidenskabelige" Plan at
besørge Embeds-Mændenes Dannelse i egne Seminarier og paa en
reen Borgerlig Høi-Skole, men Staten maa lade dem sukke, til de
besinde sig paa at giøre noget Bedre og fæste Øie paa MenneskeLivet i det Hele, som det er deres Bestemmelse at betragte og
saavidt mueligt forklare.
Men vil Staten ikke de fleste Steder ansee Universiteterne for
aldeles overflødige, naar den ei længer kan bruge dem til
Seminarier, ja, vil den ikke med Flid opløse dem, som farlige
Middel-Punkter for den uhistoriske, statsfiendske, Oplysning?
Hvad Staten i denne Henseende paa et givet Sted vil, kan ingen
Andre vide, men det er høist rimeligt, at hvor Man aldrig har seet
Andet i Universiteterne end Stats-Seminarier, der vil Man skynde
sig med at opløse dem, saasnart Man seer de due ei dertil, uden for
en Stat, der længes efter at brydes ned, for at give en reen og
rummelig Bygge-Plads. Hvor Man derimod, som i Tydskland og
Norden altid i det "Philosophiske Facultet" har seet et
reenvidenskabeligt Element, som Man nærede ei blot for den
Understøttelse, de ydede Seminarierne, men deels for Ærens Skyld
og deels for de store Resultater, Man troede engang maatte udvikle
sig deraf, til bedre Forstand paa /
16v2
Verden og Mennesket, følgelig ogsaa paa Stats-Sager, der vil Man
sikkert med Fornøielse give dette Facultet en fri Stilling, med langt
bedre Leilighed til grundigt Studium, end den fandtes under
Forbindelsen med Seminarierne, men naturligviis ogsaa med langt
større Fordringer til det som et Studium Generale. Det er altsaa kun
Smaa-Universiteterne, der vil gaaae ind, og Døds-Dommen over
dem i Tydskland fattes vist heller ikke Andet til sin
Retfærdiggørelse, end den Præmis, at eftersom hver Stat har sin
Borgerlige Høiskole og de fire store og frie Universiteter, Eet i
hver Fjerding, langt bedre svare til Videnskabelighedens Tarv, saa
ophæves herved hele Resten.
54
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
En saadan Forholds-Regel vilde sikkert heller ikke blot være
Videnskabeligheden til uberegneligt Gavn, men godt betale sig for
Staterne, deels ved de videnskabelige Resultater, og deels ved
Afsondringen af de skarpe Vædsker, som langt heller maae
udgiære i en Udkant af Stats-Legemet, end syre hele Massen. Med
Examiner og Seminarium-Forelæsninger bortfaldt naturligviis
Professor-Stillingen, som den er i Tydskland og hos os, men i dens
Sted reiste sig Collegier som de i Oxford og Cambridge, hvor hver
Medlem kunde være Professor, og det var jo en herlig Sag, thi da
først er der virkelig, hvad Man i Tydskland og hos os kun snakker
om, "en lærd Republik", som frier for "den Ulærde", Man i
Frankrig har fusket paa og maa allevegne bede Gud bevare sig fra.
Kun een Ting ved de Engelske Collegier maatte Man ikke
efterligne, /
17r
og det er naturligviis Smagløsheden, der blandt Andet viser sig
deri, at Man ikke har nogle Collegier for den Historiske og Andre
for den Physiske Videnskabelighed, hvad endog er aldeles
nødvendigt, for at vække og vedligeholde den Opposition, der er
aldeles nødvendig til den lærde Republiks Blomstring, og spøger
derfor som Livs-Principet i alle de lærde Systemer om en god
Stats-Forfatning, skiøndt det er klart nok, at den Opposition, StatsLegemet skal have godt af, maa det ikke blot finde udenfor sig,
men holde tre Skridt fra Livet.
Naar den Historiske Videnskabelighed saaledes fandt sig stillet
ligeover for sin naturlige Medbeiler til Vidskabs-Krandsen, der
giennem Meer end Alamanakken staaer i stadig Forbindelse med
Hverdags-Livet og løftes af det til Skyerne for Andet end
Maalingen af Maane-Bjergene, naar det skeer, siger jeg, og
Examens-Rusen med det Samme dunster bort, da vil den paa
Timen føle, at med "Latinen" stikker Man nu ingen Medbeiler af
Sadlen, og at det hele Philologiske Apparat er som Ruinerne af den
Rhodiske Kolos, Noget, Guderne forbyde igien at skræve over
Havnen. Den vil altsaa først og fremmest stræbe at uddanne
Moders-Maalet i dets boglige og videnskabelige Retning, ikke
efter Latinen men efter dets egen Genius, i Analogi med Græsken,
og efter, saavel herved som ved grundig Bearbeidelse af FædreneLandets Historie, at have sikkret /
17v
sig en hæderlig Forbindelse med Folket og den
55
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Borgerlige Høi-Skole, vil den dristig gaae til sit store Værk, at
opfatte, afbilde, oplyse og efterhaanden forklare Menneske-Livet
giennem alle Tider og i alle Forhold. Til utrættelig at udføre dette
møjsommelige, men store og priselige Værk vil de Lærde ikke blot
finde sig ansporede men vidunderlig styrkede, ved den virkelige
Fortsættelse af det historiske Menneske-Liv i Folket, som den
Borgerlige Høi-Skole betinger, thi det gaaer med Livet og den
tilsvarende Lærdom, som med Hakon Jarl og Karker, de er født i
een Nat og overleve hinanden ei ret mange Dage. Dette og meget
Andet vil giøre, at Staten snart i den Historiske Videnskabelighed
faaer en stærk Grændse-Vagt modNatur-Revolutionerne i Aandens
Rige, medens den ikke blot ved Physikernes Bestræbelser
kiendelig trækker Renter af, hvad den laaner Videnskabeligheden,
men bemærker med Fornøielse, at Brødrene til Plinius, der let
blive partiske for Revolutioner ved at betragte dem som
Experimenter fra den lærerige Side, dog efterhaanden ved at
sammenligne Resultaterne, langt heller giøre deres Forsøg i Statens
Skygge end paa dens Gruus. Hos os i Norden vil da Historikeren
vel ingenlunde blive enig med Physikeren om Alt, hvad denne
tilskriver Himmel-Egnen og Jord-Bunden heller end Himmelen og
Hjerte-Grunden, men dog gladelig indrøm-/
18r
me, at Klima og Lands-Leilighed dog ogsaa giør Sit til at give den
Nordiske Videnskabelighed en Grundighed og Nordisk Oplysning
en Folkelighed, der andensteds kun for meget fattedes, fordi de
savnedes for lidt.
Vel kommer Fattig-Folk i Norden sagtens til at nøies med eet
Universitet for alle tre Riger, naar deres Videnskabelighed skal
vinde Kraft til Kæmpe-Skridt, men naar hver Stat har sin
Borgerlige Høi-Skole, vil det heller ingenlunde være sørgeligt,
men tvertimod tjene til venlig at forbinde Frænde-Folkene og
kraftig oplive Kampen og Kappe-Lysten mellem de Lærde
indbyrdes, Ting, som Begge tjene til vor Fred.
Hvad nu Literaturen angaaer, da træder den vel som et dødt
Bogstav i Skygge, naar Livet ved den Borgerlige Høi-Skole
kommer for Lyset, men des bedre og des gavnligere bliver den, thi
jo flere smukke Ansigter, des bedre Malere, og jo bedre Man
kiender Legemet, des mere holder Man af
56
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
den veltrufne Skygge, jo fortroeligere Man bliver med MenneskeLivet i sin Tid, des bedre forstaaer Man sig paa det til enhver Tid,
og jo driftigere Man er til sin Gierning, des bedre skiønner Man
paa, hvad der letter og forædler den. Jo alvorligere Præsterne tage
sig af Kirken, des mere tiltrækkende vil dens Historie have for
dem, jo mere Priseligt, der skeer i Staten, des bedre HistorieSkrivere faaer den, og jo dygtigere de Lærde /
18v
blive, des flittigere vil deres Eftermænd kappes om at beskrive
deres Virksomhed, og her, i den Lærde Republiks Historie, seer
Man nok, blive selv Physikerne nødvendig Historie-Skrivere,
ligesom Stats-Historikerne nødes til, jo længere de skride frem, des
meer at respektere Physikerne og see til at lære lidt af dem.
Dette er vist nok kun et Syn (en Visjon), men dog kun et Syn af,
hvad der ligger i Menneske-Naturen, og har saa kiendelig udviklet
sig hos mig selv i det Smaa, at under gunstige Betingelser maa det
med den strængeste Nødvendighed udvikle sig i det Store, kun
mere eller mindre ligt, hvad jeg forudseer, alt som et givet Folk er
nærmere eller fjernere beslægtet med mig. Denne Konst i smaa
hjemmegjorte Modeller at studere Forholdene og forudsee
Kræfternes Virkning i det Store er vist nok ikke den "DivinatjonsGave", de historiske Lærde hidtil have ophøiet, men det er et
Analogon til, hvad der har bragt Physikerne i Ry for at kunne hexe,
og det samme Ry maa naturligviis Historikerne vinde, hvis de skal
holde dem Stangen, og behøve ingenlunde at skamme sig derved
selv efter Latinernes Dom, efter hvilken jo naturalia non sunt
turpia. Først da vil Staten mærke, at ligesom Enkelt-Manden har
sine videnskabelige Tals-Mænd og Propheter i den Physiske Skole,
saaledes har den Sine i den Historiske, og det vil give en herlig
Lige-Vægt!
57
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
19r
Staten og Enkelt-Manden
Intet Menneske begriber sin Bevidsthed men forefinder sig selv i
den som en Gaade, og Man skulde derfor mindst tænke, at Nogen
af os kunde falde paa den Indbildning, at han begreb et MenneskeSamfund, der uden at have nogen synlig Eenhed, dog kundgiør sin
Virkelighed i en Millioner fælles Bevidsthed og tilsvarende
Virksomhed giennem Aarhundreder, hvad jo unægtelig er
Tilfældet med Staten eller det Borgerlige Selskab. Men det er nu
engang vor Skiøde-Synd at gribe efter Meget, der hænger os for
høit, i den Tanke vi er Guder, inden vi beslutte os til at gribe i vor
egen Barm og lære, vi er Mennesker, vidunderlige Billeder af det
Største, men uden Magt til at skabe, følgelig ogsaa uden Evne til
soleklart at begribe det Mindste, uden vore egne Hænders
Gierninger. Naar derfor den Ene indbilder sig at kunne begribe
Dit, den Anden Dat af, hvad han ikke selv har skabt, begribe det
saa klart, at var han taget paa Raad med ved Skabelsen, skulde det
blevet meget bedre, vundet Meget uden at tabe det Mindste af sin
gode Beskaffenhed, see, da skal vi bære over med hinandens
Sværmerier, fordi hver har Sit, og vi er alle Mennesker. Kun naar
Sværmeriet hos Nogen af os gaaer saa vidt, at vi for Alvor lægge
an paa at ødelægge Noget, andre Mennesker har Deel /
19v
i og nyde Godt af, uden at have stillet eller kunne stille nogen
antagelig Borgen for, at vi ikke blot vil men ogsaa kan sætte noget
i alle Henseender Bedre i Steden, kun da har vi et strængt Ansvar
for vore Med-Mennesker, og Hvem der er sat til at vogte, hvad vi
vil ødelægge, giør unægtelig stor Synd og skuffer den Tillid, der
gav Vagten sin Tilværelse, hvis Han lader sig enten lokke eller true
til at taale, hvad Han, paa intet Vilkaar, maa tillade, saalænge Hans
Øine see Solen.
See, dette er Stadet, hvorfra vi skal betragte den store Trætte
mellem Stats-Opløserne og Magthaverne, naar vi vil forstaae den
og ei tage Parti efter Vold og Venskab men for »det almindelige
Bedste«.
Saa ubegribeligt nemlig, det Borgerlige Selskab end i Grunden er
os, opdager vi dog let, at det beroer paa en vis Grund-Enighed om
det almindelige Bedste (Commonwealth), saavel om
Beskaffenheden deraf som om de tjen58
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
ligste Midler dertil; thi hvor en saadan Grund-Enighed ikke spores,
der har aldrig dannet sig et Borgerligt Selskab, men kun en HerreStand og Trælle-Stand i skarp Modsætning, der vel
tilsammentagne kan kaldes en Stat, men er dog ingenlunde, hvad vi
her tale om, da i en saadan Kreds »den Stærkeres Ret« unægtelig
er Grund-Loven, hvoraf alle Forholdene er udsprungne og laane
deres Gyldighed. En saadan Stat kan derfor tilsyneladende opløses
tusinde Gange, uden at det giør mindste /
19r2
kiendelig Forskiel paa Livet og Stillingen, da det kun er
Personerne, som skifte Plads, Herrene og Trællene, der skifte
Navne, som de jo selv i den roligste Tilstand ved Døden maatte.
Saadanne Tyrke-Stater vilde vi derfor aldeles udelukke af
Betragtningen, ligesom de udelukke sig selv af Menneske-Aandens
Historie, dersom de ikke ligesaavel gjorde Skade ved at forvirre
Tanke-Gangen, som ved at forstyrre Roligheden i Nabo-Staterne;
men nu giør de det paa tvende Maader, deels ved at indbilde Folk,
det er Smaa-Ting at stifte en Stat, naar Man kun har Magt, og deels
ved at vække den Formodning, at da det i Tyrke-Staten altid er Een
eller nogle Faa, der tyrannisere hele Resten, saa hersker der
allevegne Tyranni, hvor Een eller nogle Faa har hele Magten, og
danner sig kun et frit Borgerligt Selskab i samme Forhold, som
Magten fordeler sig, saa Maalet er først da opnaaet, naar den findes
ligelig deelt mellem alle Enkelt-Mænd.
[Overstregning. Derpå fortsættes argumentationen:] og saavel
Fornuft som Erfaring kan prægtig lære os, at hvor sindrig Man end
fordeler Magten i Staten (Over-Magten), samler den sig dog altid
med Nødvendighed i een Haand, /
19v2
saa Alt hvad Man vinder ved at gaae igiennem Anarchi til en
ordenlig Forfatning, er at Magten og Retten aldeles skilles ad, saa
Over-Magten forfatningsmæssig altid er i den urette Haand.
Alle saadanne Udviklinger og Beviser hjelpe imidlertid kun lidt
og redde allenfalds ingen Stat, thi saa enig Man end i vore Dage er
om, at Fornuft og Erfaring skal være Lede-Stjernerne, saa mener
Enhver derved naturligviis sin egen Fornuft og Erfaring, og nu er
begge Dele saa fattige hos de Fleste, at hvad de Fleste ønske, var
Tilfældet, maa nødvendig faae de fleste Stemmer, om end det
Modsatte
59
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
lod sig soleklart bevise. Kommer nu hertil, at de Færreste handle
efter, hvad de selv indrømme Fornuft og Erfaring tilraader, medens
der sædvanlig handles efter Øieblikkets Indskydelser eller
øjeblikkelig Fordeel, da synes det et fortvivlet Arbeide med
Oplysning at ville helbrede den herskende Vildfarelse, at det
Borgerlige Selskab bliver friere og lykkeligere i samme Grad, som
Enkelt-Manden faaer Lov at raade sig selv, altsaa i samme Grad,
som Selskabet opløses og den Stærkeres Ret kommer til at giælde.
Staten har imidlertid intet andet tjenligt Middel mod denne
frygtelige Vildfarelse end Oplysning, thi vel kan den bruge Magt,
saalænge den har Nogen og vil tit være nødt dertil, men sætter den
physisk Magt mod Andet end physisk Magt, da opløser den sig
Selv, det vil sige, da forvandler den sig til Tyranni, taber Retten til
at /
20r
have Magten og har den kun fremdeles som en Tyran, mod hvem
Opstand er retmæssig, fordi han kun regierer i Kraft af den
Stærkeres Ret, som tilfalder hans Modstander, naar han har
Lykken med sig.
Hvor der altsaa virkelig endnu er et Borgerligt Selskab, hvor
Magten baade besiddes med Retten og har Retten for Øie, der
bliver Oplysningen nødvendig det største indvortes StatsAnliggende, og deraf kan Man forstaae, hvi den alt længe har
været det i Danmark, skiøndt Man tvistes om, enten der, efter
Papirerne, er noget Borgerligt Selskab eller ikke, thi at der virkelig
er et, det veed vi, og det gaaer med Stater som med Penge af Papir,
at de kan være meget gode, naar Man er vis paa Indløsningen, men
uden den ei det mindste værd, og let undværlige, naar Man har
»Valuta«.
Hvad der nu fra dette Stade først bliver soleklart, er, at Staten
maa tage sig vel i Agt med hvad Oplysning, den udbreder, thi det
er en slibrig Ting paa en Tid, da de Fleste derved netop forstaae
Udbredelsen af det Lys, hvori Staten synes overflødig og EnkeltMandens Selv-Raadighed hvert Riges eneste rette Grund-Lov; thi
lader Staten sig blænde af de Lovtaler, hvormed denne Oplysning
gierne betaler sin Udbredelse, da løber den i en farlig Fælde.
Statsmæssig, det maa da fremfor Alt, den Oplysning være, Staten
skal udbrede, thi den skal jo bekæmpe og, om mueligt, aldeles
overvinde den Oplysning, der udspringer
60
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
af Enkelt- /
20v
Mandens Selv-Klogskab og Selv-Raadighed, og det er let at see,
hvorom denne Oplysning maa dreie sig: nemlig om Statens
Hellighed, om dens Folkelighed, om dens Krav paa sine EmbedsMænd, om dens Forsvars-Midler.
Men nu kommer Spørgsmaalet: ved hvilke Midler og i hvilket
Omfang Staten skal udbrede denne Oplysning, for med Held at
vente Frugt deraf, og medens det nu følger af sig selv, at den maa
bruge levende Mennesker dertil og ønske den udbredt, om mueligt,
til hvert levende Øie i Landet, saa kan der dog om den rette
Anvendelse af disse Grund-Sætninger være to yderst forskiellige
Meninger, hvorimellem Valget umueligt kan være ligegyldigt, og
bliver snarest uheldigt.
Det kan nemlig synes ligefrem, at det er især de Lærde, der staae
i Spidsen af Forstands-Udviklingen, Staten maa see til at oplyse
bedre, eller dog hindre fra at udbrede anden end statsmæssig
Oplysning, ved derom at udstæde Forordninger og ved
Udarbeidelsen af tilsvarende Lære-Bøger for alle Dannelses-Trin,
der tjene til ufravigelig Efterretning eller dog til uforbederligt
Mønster. Hertil hører naturligviis Censur, Oppassere paa
Universiteterne og alt saa videre, som Man vel veed er forhadt,
men maa finde nødvendigt, naar Man vælger hin UdbredelsesMaade for statsmæssig Oplysning. Vel er jeg nu /
20r2
ingenlunde af den Tro, at Staten skal bruge Complimenter mod den
Oplysning, der undsiger den, eller spørge den om Tilladelse til at
oplyse Folket og danne sine Embeds-Mænd i en modsat Retning;
thi det passer sig kun for en Stat fra 1830, og allermindst for den,
jeg hører til, som skriver 1834 fra Frode Fredegods Dage; men
skiøndt fremforalt den Danske Stat er meget for gammel til at lade
sig drille af Skole-Drenge, saa har den dog viist, den ikke er for
storagtig til at hedde »Skole-Moder«, og nøies gierne med den
Magt over Skole-Mester og alle Drengene, dette Navn fra Arilds
Tid betegner; og jeg troer, Danmark ogsaa her har valgt »den gode
Deel«, som det var Synd at tage fra Hende. Jeg kan nemlig slet
ikke forstaae, hvorledes en Stat i vore Dage skulde kunne tiltage
sig Skole-Mesterskabet, uden at maatte sætte Physisk Magt mod
Sjæle-Kræfter, hvorved den, som vi har seet, aabenbart foruret61
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
ter dem og giver sig selv Bane-Saar, og paa den anden Side staaer
det klart for mig, at selv de bedst fordøjede Lære-Bøger give dog
kun en Papirs-Oplysning, hvormed Staten slet ikke er tjent, og
Lære-Bøger, som Lærerne ønske Pokker i Vold, blive aldrig
fordøjede, men give kun Kolik og Forstoppelse.
20v2
Skiøndt det derfor ingenlunde gaaer an / at lade det komme an paa
de Bog-Lærde af Profesjon, hvad Oplysning de vil bibringe Statens
Embeds-Mænd, saa nytter det dog slet ikke at ville tvinge dem til
at lære statsmæssig, thi selv et Faar, siger Ordsproget, kan Man
vel nøde til Vands men ikke nøde til at drikke, og de lærde Folk,
Staten vil vente Nytte af, kan den dog ikke betragte, altsaa heller
ikke behandle som Faare-Hoveder. Der maa altsaa hittes paa
noget Nyt, og det er nemt at hitte paa, især i Norden, hvor Staterne
hænge ordenlig sammen fra Arilds-Tid, og hvor der er et gammelt
Nag til Romerne og alt Romersk, hvor »helligt« det end gjorde sig,
gammelt Nag, om aldrig for Andet, saa fordi Nordens ModersMaal og Tanke-Gang er slet ikke Romerske og lide derfor
nødvendig Vold, naar Romer-Retten giælder, saa enhver Krig mod
den vil være aldeles folkelig. Hvor nu det er Tilfældet, behøver
Staten blot at indsee, den har taget Feil, ved at binde sig til LæreBøger, fordi den derved bandt sig baade til Døden og Doctoren,
som er meer end det halve for meget, behøver blot at indsee det og
rette Feiltagelsen, ved »at give sit Fæste løs«, for at styre sin gamle
Kaas paa kiendte Far-Vande uden alle Længde-Beregninger. Det
vil sige, paa anden Dansk: Staten behøver blot at sætte en levende,
folkelig Dannelse istedenfor den systematisk døde, saa vil den faae
oplyste Embeds-mænd, som vel hverken kan udvikle, hvordan
Man skal bære /
21r
sig ad med at rive gamle Stater ned eller bygge Nye op, men som
ypperlig veed, hvordan Man skal bære sig ad for at holde Staten
vedlige og forsvare den baade mod List og Vold.
Sagen er nemlig, at de menneskelige Hoved-Evner er ikke blot,
som Man veed, meget forskiellige, men tee sig ogsaa, hvad Man
hartad har glemt, som de er til, saa Indbildnings-Kraften i sin
Regierings-Tid skaber Billede-Sprog og bygger Templer, Følelsen
synger Kæmpe-Viser og bygger Stæder, men Forstanden skaber
kun Systemer
62
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
og giør Bøger, mens dens Helte-Gierning i det virkelige Liv er at
rive ned, hvad de Gamle har bygt og slaae i Stykker, hvad de har
gjort, for at see, hvordan det egenlig hængde sammen og for paa en
nem Maade at bevise sin Overlegenhed. Saaledes giør de
egensindige Børn først med deres Lege-Tøi og siden, om de faae
Lov, med Alt hvad der er i Huset, og det Samme giør
Videnskabeligheden i sin Nysgierrige og kaade Barndom, først
med »Skole-Bøgerne« og siden, om den faaer Lov, med Alt hvad
der er baade i Kirken og Staden, som de sorte Skole-Drenges eller
»Latineres« velbekiendte Historie vidtløftig formelder.
Denne Hemmelighed, at Videnskabeligheden endnu allevegne er
i sin Barndom, da den maa sees paa Fingrene, denne Hemmelighed
skal vi som kiende den betroe /
21v
Staten og til Vitterlighed pege paa Børne-værket, vi hidtil
beflittede os paa, da vi aabenbar kun har leget med Bøgerne og de
gamle Sprog, slaaedes om dem og med dem, revet dem istykker og
gjort Røgelse af dem for Fru Grammatica, gjort de latterligste
Forsøg paa at skrive classisk i døde Sprog, vi ikke kunde tale, men
forstod kun til Nød, ved Hjelp af et Lexikon etc. etc. Ja, alt det og
meget Mere skal vi ærlig skrifte for Staten og giøre den
opmærksom paa »Seminaristerne« og » de Danske Jurister«, om
det ikke var Folk, Staten ligesaa godt og tidt bedre kunde bruge
baade til at læse for Børn og dømme gamle Folk og til hvad det
skulde være, end de største Latinere og de mest grundmurede
Professorer, saa det er fra først af en Finte, der siden er blevet til en
Troes-Artikel, at den Latinske Grammatik er en Minerva,
udsprunget af Jupiters Hoved i fuld Rustning, som af enhver Blok,
der opoffrer sig til den, giør et opvakt Hoved, men forvandler hvert
opvakt Hoved, der ikke opoffrer sig, til en Blok.
Staten kan altsaa meget nemmere faae sine Embeds-Mænd
dannede efter sit Hoved og efter sin Tarv, end ved at stimes med de
Lærde om den videnskabelige Frihed, der unægtelig gaaer for vidt,
naar den forgriber sig paa Staten, og derved blandt Andet slaaer sin
egen Moder, men som /
22r
Staten, inden visse hæderlige Grændser, meget godt kan indrømme
de Lærde, men kan ikke indrømme mindste Indflydelse paa sig i
det daglige Liv, da den slet
63
------------------------------------------------------------------------
Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
ikke er skabt til at hænge i Bøgerne eller tabe sig i Speculation,
men til ordenlig Virksomhed, Handel og Vandel efter faste Regler,
som kan forandres, naar den har overbeviist sig om Raadeligheden,
men maa rask, ufravigelig følges, saalænge de giælde, og giælde til
de forandres. Ligesom det nemlig hører til den videnskabelige
Frihed at undersøge, om det Giældende ogsaa er det absolut
Bedste, saaledes hører det til Statens Nødvendigheder at giøre
giældende, hvad den anseer for det Bedste »efter Tid og
Omstændigheder«, og ved at giøre dette ret giældende, sætter den
netop de Lærde istand til at anstille grundige Undersøgelser, deels
fordi de, befriede fra de seminaristiske Forretninger, vinde mere
Otium, og deels fordi Man altid dømmer skiævt om de
Indretninger i Grunden, Man kun seer i en træg og slingrende
Gang, som alle Stats-Indretninger igien nødvendig maae faae, naar
Embeds-Mændene, som er Drive-Hjulene, dannes mere til at
criticere end til at oplive dem. Ligesom derfor Critik nødvendig er
Sjælen i den reen videnskabelige, saaledes maa Kraft være Sjælen i
den statsmæssige Oplysning, thi da først faaer Kritikeren Noget at
øve sig paa, der ikke falder for den, men skiærper just derfor
bestandig /
22v
Opmærksomheden og viser de Lærde, hvad de saare let glemme, at
Virkeligheden dog, blot ved at være det, har et Fortrin for de blotte
Ideer, som Man giør meget klogere i at respektere og grunde sine
Ideer paa, end misundelig at nedsætte, uden dog at kunne tilegne
sig.
Det klinger haardt, vil Man sige, og Man har Ret, men
Kritikerne, enhver Stat maa høre over alle sine Indretninger og
over sig selv, de klinge heller slet ikke liflig i dens Øren, og Haardt
imod Haardt, det er en Natur-Lov, hvorover de Lærde end ikke har
Skin af Ret til at klage, hvor Staten ikke vil have sit Korn malet
mellem de to haarde Stene, paa Haand-Kværnen, men bygger sig
en Vand-Mølle dertil paa sin egen Grund, og lader »Mysing« male
Salt paa Grotte-Kværnen til han, ved at gaae til Bunds, naaer den
haandgribelige Grundighed.
Det har for Resten sikkert ingen Nød i Norden, at Spændingen
mellem Stat og Videnskabelighed skulde meer end øjeblikkelig
faae et fiendtlig Udseende, thi hvor Staten er saa videnskabelig
sindet, at den ingenlunde vil
64
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
tilintetgiøre den videnskabelige Frihed men kun hindre den fra at
giøre Skade, der maa ogsaa udvikle sig en Videnskabelighed, der
er saa historisk og fredelig sindet, at den læmper sig efter Statens
Tarv og finder det yderst fornuftigt heller at komme lidt senere
men lyslevende til Maalet end at sætte Livet til paa Halv-Veien,
om Man end saa i en Luft-Maskine meget før kom død derhen. /
23r
Var derfor Videnskabeligheden ikke endnu i sin Barndom, da vilde
den selv for længe siden soleklart beviist Staten, at den maatte
drage sine Embeds-Mænds Dannelse bort fra Universitetet til egne
Seminarier og en Borgerlig Høiskole, vist nok hverken for LatinSkriveriets og Latin-Snakkens eller Spektaklernes Skyld, thi alt
Sligt vilde den da have rystet af Ærmet, men fordi et Universitet,
der skal svare til sit Navn og sin Bestemmelse, maa have, nære og
følge lutter universelle Ideer, medens Staten er bundet til det
Partielle og Temporære, saa den lærde og den borgerlige
Oplysning kan kun for Følelsen have en dunkel Eenhed i det
Folkelige, og fordærve kun hinanden ved at ville klarlig forbinde
sig. At Videnskabeligheden, naar den var kommet til Skiels-Alder,
vilde beviist dette, det kan jeg naturligviis ikke bevise, thi for at jeg
skulde kunne det, maatte Videnskabeligheden jo i mig være
kommet til Skiels-Alder, medens jeg godt veed, den ogsaa hos mig
er endnu i sin Barndom, saa det er kun med Skjalde-Øiet
jegforudseer det; men saasnart Staten bliver opmærksom paa, at
Videnskabeligheden endnu leger med Dukker, hvad Graviteten kun
giør dobbelt komisk og miskiender aldeles det Folkelige, som om
et Folk godt kunde blive mere videnskabeligt, end det havde
Anlæg til, og Tungen blive /
23v
et bedre Sprog-Organ ved at række langt ud af Munden, lige til
Rom, ja, som om Man i den sorte Skole ei blot kunde selv leve af
Luften men ernære hele Folket ved at lære dem Konsten; saasnart
Staten bliver opmærksom paa det, vil den intet bedre Beviis
forlange paa den rene Videnskabeligheds Barndom, men gierne
tilgive Meget, den ellers maatte tage ilde op, og blot for Følgernes
Skyld sætte et ordenligt Skille-Rum op mellem Danske og
Latinere, mellem Skolen for Livet og Skolen for Lyst, der Begge,
hver for sig, kan være meget gode, men taale ikke at forvexles.
65
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
I Skolen for Lyst kan det saaledes aldrig skade, at den tildeels er
Skole for Løier, og at der Enhver, som det er blevet til et Ordsprog
om de Lærde, har sin »Kiep-Hest«, saa den Ene troer, hele Verden
hænger i et »Kalve-Skind«, det være sig nu fra Rom eller fra
Grækenland, fra Island eller fra det Brittiske Museum, en Anden
tør døe paa, at al Viisdom udspringer under rette Vinkler og
forplanter sig efter Diagonalen i Kræfternes Paralelogram, en
Tredie paastaaer for ramme Alvor, det er aldeles ude med FolkeOplysningen, dersom Bonden bliver ved at troe, Solen staaer og og
gaaer ned, En Fjerde /
23r2
er aldeles overbeviist om, at Alting maa nødvendig gaae galt, naar
Man ikke lærer og fuldelig tilegner sig hans Definition af
»Bevægelse«, og en Femte troer i al Oprigtighed, at hvem der ikke
kan sætte Dag og Datum til Alt hvad der er skeet i Verden, maa
slet ikke tale med om de store Begivenheder, jeg siger, det kan
ikke skade, og det maa nødvendig taales, thi Skolen for Lyst har
Tiden for sig lige til Verdens Ende, og Man maa være lille, før
Man kan blive stor, maa ride Kiep-Hest, før Man kan tæmme
Bucephalos, uden at det siger stort, om Man et Aarhundrede før
eller senere rammer det Rette.
Med Skolen for Livet er det derimod noget ganske Andet, thi som
Ordsproget lyder, Livet er kort og Konsten lang, saa her maa Man
indskrænke sig til det Nødvendige, fatte sig kort og bestandig see
til Enden, da Folk, der lære for at leve, har anderledes Hast-Værk
end de, der leve for at lære, og Staten paa ingen Maade kan være
tjent med at tjene til Prøve-Klud for sine Tjenere. Her maa Alting
gaae rask og gaae alvorlig, og det kan det sagtens, thi hverken er
her Spørgsmaalet om et Ideernes Rige, hvor Man maa giætte sig
frem, ikke heller skal her Noget bevises fra Grunden af, men Man
skal blot lære at snoe sig i den virkelige Verden, som Man har for
sine Øine, at udfylde den Post, hvorpaa Man staaer, og at benytte
de forrige Slægters Erfaringer, uden at bryde sig /
23v2
det Mindste om, at de Lærde rympe lidt Næse ad den blotte Empiri
og uvidenskabelige Tendents, da det jo er i sin Orden, at hvor
Ideen er givet, der giælder det kun om Iværksættelsen, hvor KraftYttring er Hensigten, kan Begrebet ikke
66
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
være det, og hvor Grunden er klar nok, behøver Man ikke at lede
om den.
En saadan reen praktisk Dannelse er Staten fra to Sider
nødvendig, deels for ei at forgaae, mens Man raadslaaer om dens
Vedligeholdelse, og deels for ei at gaae glip af de driftigste Naturer
og kraftigste Redskaber, som gierne have mindst Lyst og
Stadighed til at lade sig indspærre i Celler og Systemer, hænge
over Bøger og Definitioner. At være hjemme i sit Fag er ikke
engang for den Lærde at vide Alt, hvad derom er tænkt og skrevet,
men for den active Embeds-Mand er det blot at kiende sin Stilling,
sine Forhold, sine Pligter og være det Altsammen voxen, saa han i
Moders-Maalet kan baade mundtlig og skriftlig udtrykke sig
tydelig og bestemt derom, og fremfor Alt i Gierningen lade det
kiende, og derfor maa selv hos Præsten og Dommeren kun Bibel
og Lovbog kaldes nødvendige Bøger, medens Stats-Manden,
Krigs-Manden og selv Landsby-Skoleholderen kunde være HalvGuder i deres Kreds, skiøndt de læste kun daarlig i Bog, end sige
da, fordi de ikke kunde udvikle et eneste abstrakt Begreb. Vi leve
Alle i Forstands-Tiden, og derfor vil et saadant Tilfælde neppe
forekomme, men vi maae huske, det kunde være saa, for at indsee
den himmelvide Forskiel mellem reen Videnskabelighed og
levende Dygtighed, som vel i Guddommen kan og maa tænkes
forenede, men vil i Mennesket kun seent og sjelden og altid saare
ufuldkommen lade sig forbinde! /
24r
Adskillige Oplysninger
Oplysning er en meget vanskelig Sag at tale om, naar Man vil vide
selv, hvad Man siger, og det er jo hvad Man fremfor Alt fordrer af
en oplyst Mand. Thi Sagen er, at naar Man begynder at tænke paa
det Ord, finder Man strax, at der ikke blot er en Hage ved, som ved
alle Ord, der skal udtrykke, hvad Ingen af os kan tage og føle paa,
men at der kan gives saamange Oplysninger, som der er Dage i et
Aar, ja, maa egenlig gives saamange, som der er
67
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
Hoveder med Øine i. Men ogsaa her holder Ord-Sproget Stik, at
naar Nøden er størst, er Hjelpen næst, thi netop da jeg var ved at
fortvivle over de utallige »Oplysninger«, faldt det mig naturligviis
ind, at da det træffer sig saa vel, jeg selv ogsaa har et Hoved med
Øine i, saa er jeg dermed hjulpet, og veed meget godt hvad jeg selv
siger, naar jeg talerom Folks Oplysning, veed nemlig, at det baade
først og sidst er deres egen Oplysning, jeg mener. Læseren er
kanskee skielmsk nok til at sige ved sig selv: den Oplysning er da
ikke stor, men, vil han lyde mig, skal han dog ikke sige det høit, thi
agter han den for ringe, da er den i det Mindste større end hans,
eftersom Erfaring lærer, at de Færreste, der tale om Oplys-/
24v
ning, er engang blevet saa oplyste, at de veed, der kan umuelig
ligge meer i deres Begreb om Oplysning, end de selv eier og har,
saa at naar de tale om en høiere Oplysning, da snakke de paa en vis
Maade over sig, det vil sige: de fortælle enten hvad der ahner dem,
eller hvad de har hørt af andre, i deres Øine høit oplyste og
troværdige Folk, skal høre med til en rigtig Oplysning.
Hvad nu for Resten min egen Oplysning angaaer, da finder jeg
selv, den er meget tarvelig, saa jeg gjorde sikkert bedst i at tie
stille, naar jeg ikke var af det Slags Folk, der er født til at snakke
over sig, eller dog født med en uimodstaaelig Drift dertil, som Man
i Verden bør finde sig i, naar der med Driften følger en vis
Dygtighed, saa det gaaer feiende, med Ord imellem, som just fordi
de overgaae vor Forstand, gaae vidt ind i Andres, der har meer, og
kaster Lys paa Adskilligt, som før faldt dem dunkelt.
Naar Man derfor nuomstunder betragter os stakkels Poeter som
Børn eller gale Folk, da er det vel paa en Maade ganske fornuftigt,
og det har Man i Grunden altid gjort, men de Gamle anvendte med
Flid det Ord-Sprog paa os, de havde om »Børn og gale Folk«, at af
dem skal Man høre Sandhed og den Skik skulde Man /
24r2
nødig aflagt; thi det var jo dermed ingenlunde de Gamles Mening,
at Man skulde tage Alt, hvad vi sagde, for Troes-Artikler, men kun
deels, at Sandheden tit kommer bag paa os ligesom paa Børn og
gale Folk, og deels at ligesaalidt som dem bør Man tage os det ilde
op, om vi sige en ubehagelig Sandhed, vi, som naar Aanden
kommer over os, enten slet ikke
68
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
veed, hvad vi sige, eller kan dog ikke giøre for det, da det vil
herud, om det saa skulde ud igiennem Side-Benene, som det
virkelig kommer, naar vi maae gribe til Pennen, fordi Munden paa
en Maade er lukket. Det kan Man ogsaa strax see paa vor Skrift,
thi den er slet ikke som andre fornuftige Folks, men enten hopper
den uafladelig, som den vilde flyve lige ind i Munden paa
Læseren, eller den pidsker afsted, som om den flød os lige ud af
Munden, hvad jo med saa adstadige Ting som Bogstaver unægtelig
er, dog vist aldrig kan gaae naturlig til. Derfor, skiøndt jeg meget
godt veed, at de fleste Folk nuomstunder slet ikke regner efter det,
/
24v2
men behandler os paa Timen som fornuftige Folk, saasnart vi siger
dem det mindste Ubehagelige, saa nytter den Videnskab dog
ligesaa lidt mig, som andre Børn og gale Folk, der nok kan føle,
det giør ondt, naar de faae Hugg for hvad de har sagt i deres
Uskyldighed, men kan sjelden begribe, hvad de egenlig har syndet,
og lære aldrig at tage dem i Agt for Efter-Tiden. Andre Folk
komme dog med Aarene til den Forstand, at vil Man snakke
Pokker et Øre af, maa det være med Noget, han gider hørt, og at
den største Mis-Brug Man kan giøre af Skrive-Friheden, er at
skrive sig selv Hæder og Ære fra, og saavidt er jeg nu vel kommet,
at jeg indseer, det er fornuftigt talt, men om jeg saa blev hundrede
Aar, maatte jeg dog sige, hvad der faldt mig i Munden og skrive,
hvad der faldt mig i Pennen, koste hvad koste vil, thi saaledes er vi
nu engang skabt, at "Liv og Lyst" kan vi slet ikke skille ad, saa vi
har ingen Lyst til at leve, uden vi kan leve som vi har Lyst, og at
sige eller skrive Løst og Fast, Alt hvad der falder os ind, det er vor
Hjertens Lyst og Glæde. En naragtig Lyst, vil Man sige, fremfor
Alt i vor sippede, pertentlige Verden, der ikke blot veier sine Ord,
men maaler /
25r
sine Bogstaver, og det er jo for saavidt ganske rigtig, men sætter
Man virkelig nogen Priis paa en Oplysning, der gaaer tilbunds, da
skulde Man dog nødig undvære os, men heller studere den Konst at
lade os have vores "Fri-Sprog", ligesom Børn og gale Folk, uden
at tage sig for nær, hvad vi træffe til at sige, som af en anden Mund
vilde findes krænkende. Den gamle Verden lod os have vort FriSprog af en ganske anden Grund: fordi de mærkede, at af vor
Mund udgik "Velsignelse og Forbandelse" saa Man
69
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
veed, hvad vi sige, eller kan dog ikke giøre for det, da det vil
herud, om det saa skulde ud igiennem Side-Benene, som det
virkelig kommer, naar vi maae gribe til Pennen, fordi Munden paa
en Maade er lukket. Det kan Man ogsaa strax see paa vor Skrift,
thi den er slet ikke som andre fornuftige Folks, men enten hopper
den uafladelig, som den vilde flyve lige ind i Munden paa
Læseren, eller den pidsker afsted, som om den flød os lige ud af
Munden, hvad jo med saa adstadige Ting som Bogstaver unægtelig
er, dog vist aldrig kan gaae naturlig til. Derfor, skiøndt jeg meget
godt veed, at de fleste Folk nuomstunder slet ikke regner efter det,
/
24v2
men behandler os paa Timen som fornuftige Folk, saasnart vi siger
dem det mindste Ubehagelige, saa nytter den Videnskab dog
ligesaa lidt mig, som andre Børn og gale Folk, der nok kan føle,
det giør ondt, naar de faae Hugg for hvad de har sagt i deres
Uskyldighed, men kan sjelden begribe, hvad de egenlig har syndet,
og lære aldrig at tage dem i Agt for Efter-Tiden. Andre Folk
komme dog med Aarene til den Forstand, at vil Man snakke
Pokker et Øre af, maa det være med Noget, han gider hørt, og at
den største Mis-Brug Man kan giøre af Skrive-Friheden, er at
skrive sig selv Hæder og Ære fra, og saavidt er jeg nu vel kommet,
at jeg indseer, det er fornuftigt talt, men om jeg saa blev hundrede
Aar, maatte jeg dog sige, hvad der faldt mig i Munden og skrive,
hvad der faldt mig i Pennen, koste hvad koste vil, thi saaledes er vi
nu engang skabt, at "Liv og Lyst" kan vi slet ikke skille ad, saa vi
har ingen Lyst til at leve, uden vi kan leve som vi har Lyst, og at
sige eller skrive Løst og Fast, Alt hvad der falder os ind, det er vor
Hjertens Lyst og Glæde. En naragtig Lyst, vil Man sige, fremfor
Alt i vor sippede, pertentlige Verden, der ikke blot veier sine Ord,
men maaler /
25r
sine Bogstaver, og det er jo for saavidt ganske rigtig, men sætter
Man virkelig nogen Priis paa en Oplysning, der gaaer tilbunds, da
skulde Man dog nødig undvære os, men heller studere den Konst at
lade os have vores "Fri-Sprog", ligesom Børn og gale Folk, uden
at tage sig for nær, hvad vi træffe til at sige, som af en anden Mund
vilde findes krænkende. Den gamle Verden lod os have vort FriSprog af en ganske anden Grund: fordi de mærkede, at af vor
Mund udgik "Velsignelse og Forbandelse" saa Man
69
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
maatte taale det Ene for det Andets Skyld, men i vore Dage, da de
strænge Moralister raabe med Jakob fra alle Kanter: "disse Ting
bør ikke saaledes at skee" og bryde derved ubarmhjertig Staven
over os stakkels Poeter, hvis Mund er en naturlig Kilde med "Sødt
og Salt"; i vore Dage er vi om en Hals, dersom Folk ikke, for
Oplysningens Skyld vil see lidt igiennem Fingre med det
Umoralske hos os som hos dem selv. Den Oplysning, vi SildeFødninger af Brage-Stammen sikkerst og nærmest give, bryder
Verden sig nu vel ikke synderlig om, da det egenlig er "den lærde
Verden", vi dermed tjene og en meer utaknemmelig /
25v
Verden, end den, Recensenterne repræsentere, gives der neppe
under Solen, med mindre Man regner Helvede med; men det er
derfor dog lige sandt, at der er mange sjeldne ny Ord og snilde
Vendinger i alle Tunge-Maal, som aldrig blev ført "til Bogs", naar
ikke vore Penne gav Sort paa Hvidt for, at de baade var til og lod
sig skrive, og dernæst fik de Lærde aabenbar aldrig at vide,
hvordan saadant et underligt Dyr "i vor Herres Have", som en
Poet, saae ud indvendig, dersom vi ikke tegnede det selv af paa
Papiret, ved at skrive Løst og Fast, Alt hvad der faldt os ind, med
Pennen i Haanden. Vilde nemlig end de Lærde paa godt
japanesisk, skiære os levende op med deres Penne-Knive, som de i
vor analytiske Tid nok, for Oplysningens Skyld, kunde have Lyst
til, saa vilde det dog, med stor Ulæmpe for os, kun vise dem, hvad
de nok veed, at vi er Patte-Dyr med varmt Blod, som trækker
Aanden baade giennem Næse og Mund og har ingen synderlig
Mave-Hjerne, er beklemte om Hjertet og friske paa Leveren, da de
derimod, ved med behørig Opmærksomhed at anatomere vor
Skrift, ikke alene kan lære at kiende os men hele Poesien fra Top
til Taa, thi vel er det Poetiske Liv i os hardtad kun Skyggen af sig
Selv, som Ordet paa Papiret, men /
25r2
eftersom Ord gaaer og "Skrift staaer", er Skyggen aabenbar de
Lærde mere værd end Legemet.
Dog, som sagt, skulde Poesien leve af de Lærdes Naade, blev det
smal Tæring, og raadte de for dens Pen, forskrev den sig vist ikke,
saa naar Poeten agerer Tjener hos Magister Stygotius, er det
ingenlunde for Lønnen, han venter, men for Løierne, det giver; og
jeg skulde derfor ikke
70
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
bygt noget Haab om Fri-Sprog paa vore Fortjenester af
Oplysningen, hvis der ikke var Folk til, som skiønnede meer paa
Andres Fortjenester end de Lærde, hvis hele Opmærksomhed
meget naturlig optages af deres Egne, som de veed, ingen Andre
forstaae at vurdere. Men Juristerne, naar Lærdommen ikke har
fordærvet dem, er anderledes skiønsomme Folk paa gavnlige
Oplysninger, selv naar de komme fra Børn og gale Folk, følgelig
ogsaa, naar de komme fra Poeter, og skiøndt juristerne naturligviis
ikke bryder dem om, hvordan Poeten indvendig seer ud, med
mindre der var Mistanke om, at de Lærde havde slaaet ham ihjel,
saa kiende de dog alt for godt Brugbarheden i Livet baade af "Sødt
og Salt", til at de skulde stoppe Kilden, og selv de Romerske
Jurister gad gierne hørt /
25v2
paa Spaamænd, af hvis Aabenbaringer, Man kunde troe, hvad Man
vilde og immer lære Endeel, hvis ikke om Frem-Tiden, saa dog om
den nærværende Tid, som er deres Time.
Naar Man saaledes f. Ex. ønsker at vide, hvad Folk paa en vis
Tid helst gider hørt og læst, og det er en Oplysning, Stats-Mænd
høit trænge til, da veed juristerne godt, det nytter ikke at spørge
dem derom, som, hvor lærde de end kan være, hverken høres eller
læses, uden paa Commando, men at Man maa lægge Mærke til,
hvad Folk hører eller læser "ustokket, ublokket og unødt", og naar
de nu opdage, at vel just ikke det mest Poetiske, men dog hvad
Poeter skrive, har de fleste godvillige Læsere, da giør de strax den
Slutning, at Poeterne er de folkeligste Skribenter og vilde, da de
skriver ligesom de snakker, ogsaa være de folkeligste Talere, naar
de kom til Orde, saa, kunde Man lære Veltalenhed og Skrive-Konst
af dem, vilde Man tit, især for Publicums Dom-Stol, vinde en Sag,
Man nu taber. See, det er allerede en stor Oplysning i det
Praktiske, vi Poeter give Juristerne, og kiendte de os lidt nærmere,
vilde de ogsaa let opdage, at vi er ikke nær saa paradoxe i Munden
som i /
26r
Pennen, men naar Man blot vil høre paa os og holder nogenlunde
gode Miner, fornøjelige Folk i Selskabet, som i Talens Strøm siger
mangt et Ord, der ikke blot er moersomt men værdt at skrive bag
Øret. Da Man nu i vore Dage ikke blot ved mange Leiligheder
maa appellere til Publicum, men ogsaa i visse Maader betragte det
71
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
som "Høieste-Ret", saa ligger den Slutning meget nær, at det var
godt, om Poeterne snakkede meer og skrev mindre, altsaa om de
ret egenlig, som i gamle Dage havde deres "Fri-Sprog", som de nu
ad en Omvei nødes til at søge i Skrive-Friheden, uden at enten de
eller Andre har den halve Fornøielse, medens kun de Lærde eller
slet Ingen har Nytte deraf.
Kommer nu denne Tanke-Gang først tillive i en praktisk Jurists
Hoved, da vil den være forunderlig frugtbar, og vi vil blot behøve
at pege, saa slaaer det ham paa Timen, at netop fordi vi Poeter er
saa uselvstændige, at vi bestandig snakker over os, derfor kan vi
saa ypperlig sætte os ind i hvilken Tanke-Gang, det skal være,
hvad den Dramatiske Digte-Konst klarlig beviser, men benytter
"blot til Lyst", medens det er klart, at naar en Poet satte sig levende
ind f. Ex. i Juristernes Stilling og Tanke-Gang, maatte han kunne
udrette store og hardtad utroelige Ting. /
26v
Nu er der vist nok, hvad juristen uden vor Hjelp har opdaget,
Noget hos Poeten, som giør, at han endnu mindre bliver nogen god
praktisk jurist end den store Skue-Spiller i Helte-Roller bliver en
god General, og at det er ikke blot den Sentimentalitet, der immer
hænger ved ham, men ogsaa et vist Vildskab, en naturlig
Ustadighed og Lyst til Afvexling, der finder overflødig Næring i
Talentet til at sætte sig ind i alle Stillinger; men just derfor vil den
grundige Jurist finde, at Poeten er en Mand, der kan bruges til
meget med reen Fordeel, saa det var herligt, naar Man kunde sætte
ham i en Stilling, der gjorde ham det til Pligt, hvad der i Grunden
er hans Lyst, vexelviis at sætte sig ind i alle Livets Stillinger. Da
vilde Man nemlig have ligesaa stor "Nytte" af ham, som Man nu
har "Morskab" af den store Skue-Spiller, der har "Skin" af det
samme Talent, men nytter os i Grunden ikke, da han kun
efterligner, hvad vi kan see og høre hos Tusinde, medens Poeten
forudsiger hvad Menneske-Aanden i en vis Stilling og under visse
Betingelser vilde sige og giøre, hvad der kan give enhver Mand i
sin Stilling, store Oplysninger, naar han ikke troer blindt paa
Spaadommen, men benytter den som Grækerne de Delphiske
Orakel-Svar. /
26r2
Taler Man saaledes med en Digter og en Dumrian enten om
jurister eller om lærde Folk, som de Begge har et Horn
72
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
i Siden paa, da vil ikke blot, selv naar deres Anmærkninger er lige
dumme, Digterens være de moersomste, men Man behøver blot at
spørge dem Begge, hvordan de vilde bære dem ad, naar de nu
engang selv skulde være Jurister eller lærde Folk, Man behøver
blot det for baade at høre, der er dog en himmelhøj Forskiel paa en
Digter og en almindelig Dumrian, og for at høre Adskilligt, Jurister
og lærde Folk kunde have godt af at lægge Mærke til; thi netop
fordi Poeten i Grunden slet ikke veed, hvad han selv siger, derfor
er hans Tale og Tanke-Gang heller ikke, som kloge Folks, sat
sammen af mange Smaa-Stykker, der tit kun daarlig passe, men
løber af sig selv ud i Eet og behøver derfor blot en god
Begyndelse, for at hænge ganske ypperlig sammen.
Blive nu Juristerne først opmærksomme paa det særegne Talent,
Poeten har til at sætte sig levende ind i enhver Stilling, fra
Kongens til Stodderens og fra Dommerens til Tyvens, tildeels
endogsaa bedre end de kan selv, da vil de finde det aldeles i sin
Orden, naar vianmærke, at slet ingen Andre /
26v2
end han kan sætte sig levende ind i en Stilling, slet ingen jordisk
Person er i, ja, Man behøver jo blot et Øieblik at tænke paa, hvad
det vil sige, for strax at fatte, det er netop det Mester-Stykke af
IndbildningsKraften, der har gjort Poeterne baade saa berømte og
berygtede og givet dem begge deres Navne, baade Skabere
(Poeter) og Digtere, det Første da de talde i Gudernes Navn, og det
Andet, da de snakkede i Taaget. Det er altsaa kun Spørgsmaalet,
om der gives en saadan besynderlig Stilling, der, uden at være
personlig repræsenteret paa Jorden, dog er de jordiske Personer af
Vigtighed og kundgiør sig i sine Virkninger saa øjensynlig, at
baade maa dens Virkelighed indrømmes og tillige har Man god
Leilighed til at prøve, om det slaaer til, hvad Poeten, naar han
levende sætter sig ind i den Stilling, aabenbarer.
Herom vilde jeg nu i Almindelighed sidst trættes med Juristerne,
som ikke er meget tilbøjelige til at troe paa nogen anden Realitet af
Aandernes Verden end den, der viser sig i tilsvarende
Personligheder, men i et enkelt Tilfælde er der dog intet Sæt Folk,
paa hvis eenstemmige Bifald, jeg er vissere, og dette enkelte
Tilfælde er naturligviis "Staten".
73
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
At nemlig Staten, skiøndt den kun /
27r
er, hvad Man kalder en Personifikation, dog deri er væsenlig
forskiellig fra alle andre Personifikationer, at den, trods sin
Usynlighed, har noget vist "Haandgribeligt" ved sig, saa, hvor den
er, faaer Man Troen i Hænderne, det hører, som Man veed, til
Juristernes Børne-Lærdom. Dette komme nu, hvoraf det kan,
enten, som Poeterne sige, af "Aanden", der usynlig svæver over
Menneskens Børn, eller af hvad Ingen kan nævne, saa maatte dog
ikke blot Juristerne, men ogsaa Ministre, Konger og Fyrster, Lærde
og Læge, ja, vi Allesammen ønske, at Nogen ret levende kunde
sætte sig ind i Statens Tarv og fortælle os, hvad den trænger til for
at bestaae og blive os ret gavnlig; thi at den i vore Dage staaer paa
svage Fødder allevegne, det veed vi, og at den kun repræsenteres
daarlig af hvem, der ikke levende kan sætte sig ind i dens Stilling,
det giver Fornuften. Nu er der imidlertid to Maader, hvorpaa Man
levende kan sætte sig ind i Staten som "det almindelige Bedste", en
hjertelig og en aandelig, og hvor ikke baade Øvrigheden og en stor
Deel af Folket har "Hjerte" for Staten, ellers kaldt Patriotisme og
Fædrenelands-Kiærlighed, der vil al statsmæssig Oplysning
omtrent være spildt, men hvor der er mest /
27v
Hjerte for Staten, vil Man netop i vore Dage føle meest Trang til
Oplysning, og skiøndt det kan være ganske klogt at spørge alle
Slags Folk, hvad de synes om Dit og Dat i Staten, saa føler StatsManden (han der har Hjerte for Staten) baade i Purpur og Pjalter,
at Oplysning om, hvad der er godt for Staten i det Hele, faaer han
aldrig paa den Vei, hvor hver taler om Sit og Ingen, om han end
tænker paa det Hele, har nogen levende Forestilling derom. Gaaer
Man til de Lærde af Professjon, der til Universiteternes Ære, sysle
med almindelige Ideer, da kan Man vist nok faae meget at høre,
om Statens rene Væsen og rette Begreb og om den himmelhøje
Forskiel der er mellem alle de Stater, som er eller har været, og
[oml Idealet, som Stats-Mændene og Folke-Repræsentanterne, ved
Hjelp af Philosopherne ere kaldte til at realisere; men selv naar de
Lærde, hvad dog er en Sjeldenhed, baade forstaae sig selv og kan
giøre sig forstaaelige for Lægmand, er det en stor Ulykke ved alle
disse almindelige Begreber, der skulde passe allevegne, at de passe
ingensteds, fordi de ikke har
74
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
en levende Almindelighed, der indslutter i sig, men en Død, der
udelukker af sig alt det Enkelte, altsaa her alle de virkelig
bestaaende /
27r2
Stater, som først maae rives ned, før der bliver Rum for Idealet.
Naar derfor Poeten siger, det kommer af, at den Lærde Mand
istedenfor at sætte sig levende ind i Stats-Ideen, bliver siddende i
sin Sloprok imellem Bøgerne og forestiller sig derfor en Stat, hvori
alle Folk: Adel, Præster, Kiøbmænd, Handværks-Folk, Bønder og
Krigs-Folk, ja, selv Tyve og Skielmer enten er som han, eller lader
sig ligesaa taalmodig flytte efter et nyt scientifisk Katalog, som
Bøgerne, der handler om dem, naar Poeten siger det, da er det
kanskee ligesaalidt for Statens som for Guds Skyld, er snarest for
at give de lærde Folk, der altid kalder ham Sværmer, en dygtig
Rap, men derfor er det jo dog lige sandt, og lige godt at giemme.
See, paa Grund heraf er det jeg haaber, Juristerne ikke blot vil
læse, hvad jeg skriver om "Statsmæssig Oplysning", men at de
ogsaa, naar de støder paa Noget, der enten ikke huger dem eller
synes splittergalt, vil tænke først: ja, ja, de Karle maae have deres
Fri-Sprog, fordi de mener intet Ondt med hvad de siger og slumpe
til at sige Endeel, Man godt kan bruge, tænke det først og tænke
dernæst: det /
27v2
var dog værdt at tage saadan en Karl af en Poet engang i ordenligt
Forhør, naturligviis ikke i StokHuset heller ikke paa PolitiKammeret, thi deels var det Synd og deels giør det saadanne Folk
reent forstokkede, saa Man faaer ikke et godt Ord af dem, men i
honet Selskab, da udentvivi Endeel vilde klare sig og det Galeste
dunste bort, naar Man gjorde en betimelig Indsigelse.
Naar jeg nemlig skriver om statsmæssig Oplysning, da svæver
Staten for mig under Billedet af en gammel, ærværdig Dronning,
som for sin Usynligheds Skyld har Øvrigheden til sin Stat-Holder,
men har bestandig kun det alminndelige Bedste med de efter Tid
og Omstændigheder tienligste Midler for Øie, og nu sætter jeg mig
ret levende i hendes Sted, som hun i dette Øieblik maa være til
Mode, naar hun fra sit høiere Stade betragter Alting, som det
virkelig er og seer, hvad deraf nødvendig maa følge.
Hvad der nu, under denne "Forud-Sætning" (Hypothese), eller,
med sædvanlige Ord, under denne Begeistring
75
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
for Stats-Ideen, af sig selv falder mig ind eller springer frem for
mig, det kalder jeg statsmæssig Oplysning og skriver det op i en
Hast, før jeg glemmer det, og skiøndt Skrivningen blandt Andet
medfører den Uleilighed, at Man immer fristes til at betænke sig og
skrive sine egne Betænkninger, istedenfor eller dog tilligemed sine
Indfald, saa stræber jeg dog, saavidt mueligt, at overvinde
Fristelsen; og Skrøbeligheds-Synderne vil den billige Læser
tilgive. /
28r
Det Første, der nu falder mig ind, naar jeg sætter mig i StatsDamens Sted, det er naturligviis, at jeg maa være glad, jeg ikke
virkelig er i Hendes Sted, men sætter mig kun for et Øieblik deri,
og meget glad, deels fordi den gode Frue har i vore Dage en meget
slibrig Stilling, som jeg umueligt kunde finde mig voxen, og deels
for det, at var jeg virkelig i Hendes Sted, da var jeg ude af Verden,
rigtig nok kun paa en Maade, som de Lærde kalde en stor Lykke,
fri for den Form, der indskrænker Aanden, men Man tilbyde kun
de Lærde at giøre dem saa lykkelige, da skal Man nok høre, deres
Lyst til Aands-Frihed er ingenlunde saa stor, at de vil kiøbe den
paa Legemets Bekostning. De Lærde burde det nu vist nok om
ikke for Andet, saa dog for at foregaae Staten med et godt
Exempel, thi af den fordre de jo glatvæk, at den skal opoffre sin
Form, det er sit Legeme, for at blive en "reen Idee", men det er de
Lærdes gamle Vane at binde svare, ja utaalelige Byrder til Andre,
uden selv at røre dem med en Finger, og jeg skulde derfor ikke
engang have anmærket det, naar det ikke var /
28v
fordi jeg netop heri finder Hoved-Grunden til Statens mislige
Stilling, men det giør jeg, thi naar de Lærde fortælle Folk, at Staten
bør opoffre sin Form for det almindelige Bedste, da er det omtrent
med Statens Sikkerhed, som med Enkelt-Mandens, naar Tyrannens
Raadgivere forsikkre ham, den Mand giør ikke Godt, før Hovedet
er af ham. Under slige Omstændigheder er det imidlertid ogsaa,
hvad det er at sætte sig levende ind i Statens Stilling og sige, hvad
Man seer og føler, thi det er paa sine Steder det Samme som det
fordum var i Paris, levende at sætte sig ind i Ludvig den Sextendes
Stilling og tale derefter, saa dertil hører enten haard Hud eller en
uimodstaaelig Drift, som hos Børn, gale ]Folk og Poeter, der i den
76
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
dybe Følelse, at af dem skal Man høre Sandhed, lade det komme
derpaa an, om Man vil.
Dette er, som Man let seer, en af mine egne Betænkninger, der
heller burde være udeladt, naar den ikke tjende til at oplyse
Forskiellen mellem Poeter fordum og nu; men Juristerne bør giøres
opmærksomme paa, at det ogsaa er gaaet med /
28r2
Poeten, som der staaer i Visen
Bliver du gammel, saa bliver du og,
Hvad end er værre, saa bliver du klog,
og at det er Grunden, hvi Man i vore Dage hører saa lidt Sandhed
af ham, idet han betænker, at Sandhed er ilde hørt, og slaaer derfor
heller sædvanlig sig selv poetisk ihjel, end han vil giøre Andre
prosaisk Uleilighed dermed. Vil Man derfor endnu have godt af
Poeten, maa Man endelig være god ved ham, og naar Man bliver
vredest paa ham, dog lade ham nyde godt af medicina forensis,
som siger: han er gal og blev kun galere, om han sattes i DaareKisten, saa han maa blive paa fri Fod og omgaaes blidt, saa
kommer han sig nok.
Men for nu at komme tilbage til de "adskillige Oplysninger", da
lader der sig tænke Tre aldeles uafhængige af dem, hver EnkeltMand kan kalde sin egen; thi de tre store og mangfoldig
sammensatte Menneske-Forhold, som vi kalde Kirke, Stat og
Skole, kan jo tænkes oplyste, hver for sig, uden at enten den
Kirkelige, den Statsmæssige eller den Skolastiske Oplysning vilde
falde sammen med den Oplysning, en Enkelt-Mand kan kalde sin
egen, fordi den i en vis /
28v2
Grad oplyser hans individuelle Stilling og Forhold. Men fordi
ingen Enkelt-Mand selv er eller kan være identisk enten med
Kirken, Staten eller Skolen, saa kan dog enkelte Mænd, ved
levende at sætte sig ind i Kirkens, Statens og Skolens Stilling,
vinde en Anskuelse deraf, og i samme Grad som denne Anskuelse
forklarer Kirkens, Statens og Skolens Natur og Virksomhed, i
samme Grad er den kirkelig, statsmæssig og skolastisk Oplysning.
Muligheden af en saadan Anskuelse lader sig ene bevise af dens
Virkelighed, men Virkeligheden er en unægtelig Kiends-Gierning,
hvad enten Man finder den uforklarlig, eller forklarer sig den deraf,
at baade Kirken, Staten og Skolen har en Aand, hvoraf
Vedkommende kan
77
-----------------------------------------------------------------------Statsmæssig Oplysning
Et udkast om samfund og skole
begejstres og besjæles, til med en vis Klarhed at kundgiøre
Aandens Betragtning af sig selv og sin Virke-Kreds.
Hvad enten det nu er i Kirkens, i Statens eller i Skolens Aand, vi
paastaae at tale, da giendrive vi os aabenbar selv, dersom den
Oplysning, vi give, løber derpaa ud, at vedkommende Aand skal
miste sin jordiske Form og Skikkelse, thi det er umueligt, at
Kirkens Aand selv kan betragte Kirken, Statens Aand Staten eller
Skolens Aand Skolen for skadelig eller overflødig, thi det var et
Selv-Mord, en Aand, der ikke er indskrænket af men kun til sin
Form, umuelig kan begaae.
78
------------------------------------------------------------------------