Nr 2 - De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn

Transcription

Indholdsfortegnelse
Temaartikler: Forsvarsakademiets Stabskursus
Forord
3
JISR og agil projektledelse
Peter Børsting
4
Menneskerettigheder – nu også i krig
Major Tom Elvius-Brisson
14
Stort problem, stor hammer – lille problem, stor hammer
Jesper Duevang Rasmussen
33
Danmark og den nye verdensorden
Rasmus Jensen
45
Fremtidig kinesisk dominans?
Morten Birch-Jensen
62
Magiske macheter – om magt og sikkerhed i Nigeria
Nicholas H. Karlsen
82
Artikler uden for tema
Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste
– i anledning af von Kármán-medaljen 2011
Ernst Krogager
101
Operation Unified Protector – et maritimt perspektiv
Kenneth Øhlenschlæger Buhl
112
Nyt fra bogfronten
Anmeldelse af:
”Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i blinde” af Jacob Svendsen og Lars Halskov
Anmeldt af Peter Viggo Jakobsen
”Forhøjet beredskab. En feltsygeplejerskes beretning” af Christian B. Kummerfeldt
Anmeldt af Generallæge Erik Darre
”Carl von Clausewitz: Strategie im 21. Jahrhundert“ af Lennart Souchon
Anmeldt af major, cand.phil., Claus Eskild Andersen
“Behavioral Conflict – Why understanding people and their motivations will
prove decisive in future conflicts” af Major General (Retd) Andrew Mackay og
Commander (SG), Ph.d. Steve Tatham
Anmeldt af Thomas Elkjer Nissen, MA
”Machiavelli oder Die Kunst der Macht. Eine Biographie” af Volker Reinhardt
Anmeldt af major, cand.phil., Claus Eskild Andersen
“The Challenge: Britain against America in the Naval War of 1812” af Andrew Lambert
Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen
118
Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 3 - november 2012, s. 1 - 2
119
122
123
126
127
130
Indholdsfortegnelse •
”Skilsmissen – Dansk og norsk identitet før og efter 1814” af Rasmus
Glenthøj
Anmeldt af kommandør Poul Grooss
”Grønlands teknologihistorie” af Hans P. Stenfos og Jørgen Taagholt
”Vikingernes verden” af Else Roesdahl
Skrivevejledning
131
133
134
136
2
Forord
Kære læsere
Så er der er nyt nummer af Militært Tidsskrift på gaden. I dette nummer er temaet Forsvarsakademiets Stabskursus. Nedenfor gives ordet til Kommandørkaptajn Søren Rugaard-Larsen, som nærmere vil præsentere temaet. Inden dette, skal nummerets øvrige
tekster, som følger efter temadelen, dog kort præsenteres. Udover temabidragene indeholder dette nummer af Militært Tidsskrift nemlig også andet!
Grundet en beklagelig fejl bragte redaktionen i seneste nummer en ufærdig udgave af
seniorforsker Ernst Krogagers artikel ”Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste – i
anledning af von Kármán-medaljen 2011”. Vi beklager meget den opståede fejl og bringer
i dette nummer den færdige udgave af artiklen. Efter denne følger ”Operation Unified Protector – et maritimt perspektiv” af orlogskaptajn, ph.d. Kenneth Øhlenschlæger Buhl. I
artiklen analyseres erfaringerne fra den maritime kampagne under den militære indsats i
konflikten i Libyen i 2011. Forfatteren gennemgår her en række maritime aspekter af NATOs operationer i Libyen. På baggrund af de indhøstede erfaringer vurderer han, operationen understreger vigtigheden af at besidde kapaciteter, der kan yde en bredspektret maritim indsats. Sidst i nummeret følger anmeldelsessektionen. Anmeldelsesredaktør – og
flittig anmelder – er som altid kommandør Poul Grooss.
Alle artikelskribenter og anmeldere takkes varmt for deres skrive- og anmeldelseslyst.
Niels Bo Poulsen, chefredaktør
Kære læser
Forsvarsakademiet er den eneste uddannelsesinstitution i Danmark, der leverer en samlet
forskningsbaseret uddannelse inden for militære studier. Uddannelsen går i daglig tale
under navnet; Stabskursus.
Stabskursus kvalificerer ikke alene officeren til at kunne forrette tjeneste som stabsofficer på lederniveauet højeste funktionsniveau. Det har også central betydning for de officerer, der senere udvælges til at blive chefer i Forsvaret - uanset om de skal lede Forsvarets enheder i kamp, eller om de skal bestride chefstillinger inden for administrativt tunge
områder. Forsvaret stiller derfor med rette høje krav til alle, der optages på Stabskursus.
Dette nummer af Militært Tidsskrift er forbeholdt Stabskursus. Alle artikler er skrevet
af studerende, der gennemgik Stabskursus 2011 – 2012.
De seks temaartikler er omskrevet/redigeret til lejligheden. Udgangspunktet var seks
meget interessante, analytiske og metodisk stærke, godt skrevne og derfor velbedømte
specialer, der hen over sommeren er blevet omskrevet til egentlige artikler.
Jeg er sikker på, at I dels vil finde artiklerne interessante, dels vil få et ganske nuanceret billede af det moderne Stabskursus.
Rigtig god fornøjelse.
Søren Rugaard-Larsen, kommandørkaptajn
Chef for Stabskursus
Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 3 - november 2012, s. 3
Major Peter Børsting
JISR og agil projektledelse
Agile Manifest: “We are uncovering better ways of developing software by doing it and
helping others do it. Through this work we have come to value: Individuals and interactions over processes and tools. Working software over comprehensive documentation.
Customer collaboration over contract negotiation. Responding to change over following a
plan. That is, while there is value in the items on the right, we value the items on the left
more”.
Nærværende artikel omhandler Enterprise Arkitektur [EA] og anvendelsen af agile ledelsesprincipper i forbindelse med udvikling af et integreret og standardiseret ”Joint Intelligence Surveillance and Reconnaissance” [JISR]1 system i NATO. Artiklens problemformulering lyder: ”Hvorledes kan agile projektledelsesprincipper anvendes i relation til NATOs
konceptuelle udvikling og implementering af JISR?”
Motivation
I forbindelse med mine studier på Forsvarsakademiet beskæftigede jeg med emnet ”Intelligence Surveillance and Reconnaissance” [ISR] og deres anvendelse i Counter Insurgency
[COIN] operationer. Jeg stillede her skarpt på Afghanistan og undersøgte, hvorledes ISRkapaciteterne var blevet anvendt. Som empirisk data anvendte jeg to amerikanske rapporter. Den ene er udgivet af ”Defense Science Board Task Force on Defense Intelligence”
[DSB]2, omhandlende ISR i COIN, og den anden er generalmajor Michael Flynns rapport
om den generelle efterretningsindsats i Afghanistan.3 DSB-rapporten konkluderer, at anvendelsen af ISR-ressourcer lider under manglende samtænkning og værnsfælles tankegang. Dette betyder blandt andet, at integrationen og indsættelsen af efterretningsressourcerne på det operative niveau ikke ses hensigtsmæssigt. Informationen tilflyder, men
den er ikke struktureret, og efterretningssystemet lider under ”stovepiping” specielt i relation til processing, exploitation, and dissemination [PED]4 processen i forbindelse med
gennemførelse af ISR-efterretningsdisciplinen.
Stovepiping eller flaskehalsproblemer betegner her en organisatorisk procestilstand,
hvor efterretningsinformation, på grund af manglende tekniske eller Command and
Control [C2]-forhold, ikke bliver gjort tværgående og værnsfælles tilgængelig ved relevante
organisatoriske elementer. I NATO er denne manglende integration af efterretning allerede
Der findes pt. ingen official NATO-definition på JISR. NATO Joint Intelligence Working Group forslag
lyder: “An operations-intelligence activity that synchronizes and integrates the planning and operation of all collection capabilities with exploitation and processing and the dissemination of the resulting information to the right person, at the right time, in the right format, in direct support of current
and future operations”.
2 Counterinsurgency [COIN], Intelligence, Surveillance, and Reconnaissance [ISR] Operations. Report
of Defense Science Board Task Force on Defense Intelligence (2011).
3 Flynn, Michael T. Major General. Fixing Intel: A Blueprint for Making Intelligence Relevant in Afghanistan. Center for a New American Security, Voices from the field (2010).
4 Joint Publication 2-01, Joint and National Intelligence Support to Military Operations. Department of
Defense (2012), s. III-43.
1
JISR og agil projektledelse •
erkendt. I 2009 blev en koncept vedrørende netop denne problemstilling adresseret og
udsendt - NATOs JISR koncept.5
JISR forsøger at skabe sammenhæng mellem den mængde information, der indhentes, og den information/efterretning der skal behandles. Koncepten er således en beskrivelse af aktiviteter og processer understøttet af teknologi, der gør det muligt at formidle
den rigtige viden til den rigtige person på det rigtige tidspunkt.6
JISR omfatter desuden det aspekt, at der skal opnås sammenhæng mellem mål og
midler. Dette skal sikre, at ISR-kapaciteternes egenskaber skal matche den information,
der søges indhentet. I NATO forventes dette gennemført i fælles regi ved anvendelse af
nuværende og fremtidige fælles samt nationale kapaciteter.
Men hvorledes kan dette reelt gennemføres i NATO? Hvorledes kan man udvikle et
fælles system, der ikke er 20 år undervejs og dermed forældet, inden det kan implementeres? Hvorledes kan man sikre, at interoperabilitet, i relation til kapaciteter, systemer, eller
procesevner arbejder sammen mod et fælles JISR koncept?
Opgaveanalyse og problemformulering
I de forskellige NATO-lande har der ofte været designet og implementeret militære systemer uden særlig hensyntagen til interoperabiliteten med øvrige NATO-partnere. Ofte kan
det på fælles øvelser og missioner konstateres, at landenes systemer ikke umiddelbart
kan operere sammen og derfor ikke er brugbare i en kompleks fælles indsættelse. Individuelle systemer er oftest designet uden fælles entreprise standarder, og derfor lider de
doktrinære processer herunder.
Den nødvendige integration gennemføres ofte på stedet, som ad hoc lappeløsninger af
autonome løsninger, der samlet set skaber et kompleks og interdependent system af systemer [SoS], hvor den systemiske og gennemanalyserede EA strategi er svær at følge.
JISR er et forsøg på at etablere interoperabilitet i relation til efterretningsindhentningen i
NATO og kræver derfor en robust og fælles ”network centric” funktionalitet, der kan understøtte koncepten. JISR er således teknologi og procedurer, der understøtter hinanden.
Forsøg på etablering af fælles standarder og kapaciteter i NATO løber ofte panden mod
muren, i form af langsommelig sagsbehandling i organisationen eller manglende velvilje
fra samtlige partnere i konsensusorganisationen. Den traditionelle model for systemudvikling i NATO-landene vurderes primært at inkludere principperne fra vandfaldsmodellen.7
Vandfaldsmodellen i relation til udvikling af systemer betragtes som konstant flydende
gennem faserne foranalyse, analyse, design, implementering, drift og vedligeholdelse
samt udfasning.8 Modellen findes i flere afarter, idet fasernes navngivning og opdeling
varierer, men principperne om en veldefineret og faseopdelt udvikling er de samme.
Nærværende opgave vil søge at beskrive NATOs JISR-koncept, som et EA implementeret under anvendelse af agile ledelsesprincipper, i stedet for den mere traditionelle plandrevne ledelsesform i relation til vandfaldsmodellen.
Sammenhængen mellem EA og agil udvikling kan umiddelbart virke modstridende.
Traditionel EA9 har store ligheder med, hvorledes NATOs operationsdirektiv [Comprehensi-
MC 0532 NATO Joint Intelligence, Surveillance and Reconnaissance (JISR) Concept (NATO RESTRICTED)
6 AJP-2 (A) Allied Joint Doctrine for Intelligence, Counterintelligence and Security - Working Draft 5
version 1 dated 1. NOV 2011, NATO (2011), s. 2-7/8.
7 http://ftp.rta.nato.int/public//PubFullText/RTO/TR/RTO-TR-IST-026///$$TR-IST-026-ALL.pdf, s. 4.
8 Briefing givet af AFDING Gert Hvedstrup, FMT-P-VTICH, den 10. maj 2012.
9 Pries-Heje, Jan: Enterprise Arkitektur. Udleveret på FAK (2010), ss. 7-9 og 11-13.
5
5
ve Operations Planning Directive/COPD]10 er opbygget. EA-principper er således ikke forbeholdt civil udvikling og projektledelse men kan også findes i den militære operative verden.
JISR-koncepten kan dog ikke umiddelbart udvikles og implementeres under anvendelse af NATO COPD, idet COPD formål er operationsplanlægning og ikke koncept- og systemudvikling. JISR udviklingen vurderes derimod at omfatte teknologi, organisation og processer (doktrin). JISR er således mere end blot den teknologiske interoperabilitet mellem
platforme og sensorer.
Det er samtidig en kognitiv proces og doktrinær tilgang understøttet af teknologi. JISR
omfatter således alle aktiviteter, der systematisk integrerer og synkroniserer efterretningsindhentning med henblik på at skabe et opdateret efterretningsbillede til brug for militære
beslutningstagere.
EA-principper indledes generelt med et forretningsmål (COPD: Mission statement),
samt en identifikation af de områder, som kan og skal ændres (COPD: PMESII-analyse).
Derefter udarbejdes et scenario, som beskriver det samlede end-state (COPD: CoG og endstate analyse).
På baggrund af ovenstående udarbejdes en implementeringsplan (COPD: OPS design
samt CoA), som derefter eksekveres. Den traditionelle EA.forståelse ses som top-down,
struktureret og planlagt. Dette vurderes i tråd med grundlæggende principper for militær
planlægning.
Agile principper, som beskrevet i ”Den Agile Alliances” manifest for agile ledelsesprincipper,11 bygger ligeledes på forretningsmål men vejen dertil er i større grad iterativ og inkrementel. Delmål og løsninger bliver udarbejdet og afleveret til brugeren inden for begrænsede tidsaspekter. Løbende opsamles der ny læring, som anvendes fremadrettet og dermed gør interaktionen mellem udvikler og bruger stor, men samtidig øger det også produktionen.
I relation til JISR-koncepten, som et samspil mellem teknologi og brugerdrevne processer
(doktriner), vurderes agile principper interessante at undersøge nærmere.
Problemformuleringen for denne artikel vil derfor lyde: ”Hvorledes kan agile projektledelses principper anvendes i relation til NATOs konceptuelle udvikling og implementering af
JISR?”
Operationalisering
Joint Intelligence Surveillance and Reconnaissance
“JISR is a concept that aims to improve force effectiveness, primarily in the area of ISR
collection and exploitation. It is a shared collective capability that is tasked and managed
by the intelligence and operations staff, but supports a wide range of staff functions. Consequently, JISR has an inherent requirement for a dynamic, agile and coordinated use of
platforms, sensors and systems”12.
NATOs seneste udkast til Keystone-doktrinen inden for efterretning beskriver i ovenstående uddrag JISR som en koncept, der skal sikre dynamisk og agil efterretning. JISR
bygger på fem overordnede principper. Det ene princip er netværksbasseret teknologi
understøttet af efterretningsprocedurer udviklet af brugeren: “JISR capabilities are network-enabled through data centric and service oriented networks supported by Collection
10 Comprehensive Operations Planning Directive (Interim Version, 17. december 2010 ed.), NATO
Supreme Headquarters Allied Powers Europe, (2010), ss. 4-2.
11 http://agilemanifesto.org/history.html
12 AJP-2(A) Allied Joint Doctrine for Intelligence, Counterintelligence and Security - Working Draft 5
version 1 dated 1. NOV 2011, NATO, ss. 2-7.
6
Coordination and Intelligence Requirements Management [CCIRM] and information management procedures”.13
Formålet med NATO JISR er således at udvikle og skabe en kapabilitet, der gennem
netværksbaserede kapaciteter skal koordinere indhentning, behandle data, disseminere
og dele data inden for NATO i relation til ISR.
I NATO vil dette skulle omhandle det fremtidige Alliance Ground Surveillance [AGS], det
nuværende Airborne Warning and Control System [AWACS] samt de nationale kapaciteter,
som måtte indgå i fremtidige operationer.
Agile principper
Agilitet omhandler dynamisk og fleksibelt iterativt samarbejde mellem kunde og udvikler i
relation til udvikling og implementering af systemer og software. Der ses således ligheder
mellem JISR udviklingen og agile principper i relation til en forståelse af omverdenens
omskiftelighed samt behovet for dynamisk koordination af bruger og udvikler i relation til
problemløsningen.
Principperne for agile (software) udvikling, som beskrevet i manifestet, ses abstrakte
og generaliserende af natur. Deres umiddelbare anvendelse kræver en nærmere udvikling
af operationaliserede metoder og modeller.
I relation til agile principper findes flere operationaliserede modeller og teknikker så
som:
 DSD [Dynamic System Development Method]
 eXtreme Programming [XP]
 Scrum
Ovenstående modeller giver alle, i større eller mindre grad, konkrete anvendelsesanvisninger af de agile principper.
I Scrum kaldes iterationer f.eks. for ”sprint”. Et sprint vare typisk 15-30 dage og indeholder en productbacklog, der sikre kundens ønsker til funktionalitet samt de ønskede
ændringer til eksisterende funktionaliteter.14 Gentagelsen/iterationen er således en præcisering af manifestets 3. princip,15 men samtidig bevirker det, at manifestets 2. princip16
efterleves. Hvis SCRUM projektet løber for stærk, idet iterationen eventuelt er fastsat for
skarp, vil det agile princip 8 vedrørende stabil udvikling og overanstrengelse have indflydelse på princip 9, som omhandler kvaliteten. Den specifikke Scrum-model og -teknik vil
således skulle justeres, således at de overordnede agile principper igen er tilgodeset.
Forståelsen af de agile principper er således udgangspunktet for udviklingen og valg af
den operationaliserede projektledelsesmodel.
Afgrænsning
Denne artikels omfang muliggør ikke en differentiering mellem de enkelte og specifikke
agile metoder og teknikker. Den vil primært anvende det grundlæggende agile manifest
som udgangspunkt for en forståelse af agile principper i relation til NATO JISR.
Ibid., ss. 2-8.
Pries-Heje, Jan og Lene: Rugby-metoden SCRUM: En ny måde at bedrive projekter på;
Økonomistyring & Informatik – 27. årgang 2011/2012 nr. 5, ss. 585-586.
15 http://agilemanifesto.org/principles.html: Deliver working software frequently, from a couple of
weeks to a couple of months, with a preference to the shorter timescale.
16 http://agilemanifesto.org/principles.html: Welcome changing requirements, even late in development. Agile processes harness change for the customer's competitive advantage.
13
14
7
JISR-koncepten vil, henset til klassifikation samt artiklens omfang, kun blive analyseret
i relation til det konceptuelle niveau. Opgaven vil således ikke fremkomme med anbefalinger til specifikke områder inden for doktrin, organisation eller teknologi. Opgaven er således indsnævret til en analyse af agile principper i relation til JISR som konceptuel udvikling
og implementering i NATO.
Det danske værnsfælles ISR-koncept understøtter ovenstående JISR-beskrivelse men
er i nærværende artikel ikke medtaget henset til klassifikationen.17
Metode
Opgavebesvarelsen søges belyst gennem en redegørende analyse af JISR-koncepten i
relation til agil projektledelse. Pladsbegrænsningerne her muliggør ikke en stringent opdeling af redegørelse og analyse. Der vil således blive gennemført en deskriptiv gennemgang
af de aspekter, der findes relevant i relation til agil ledelse af JISR-udviklingen.
Metoden skal tilsikre en kortfattet analytisk gennemgang af problemstillingen. Analysen afsluttes med en kort sammenfatning og konklusion, der opsamler analysens løbende
iagttagelser. Slutteligt gennemføres en perspektivering, der breder agile principper ud til
øvrig projektledelse i militær kontekst.
Analyse af agil projektledelse i relation til JISR
Hvorledes er NATO klar til at iværksætte agile principper i relation til udviklingen og operationaliseringen af JISR?
Den agile tilgang kræver, at organisationen besidder kompetente brugere placeret på
rette niveau. Brugeren skal involveres i udviklingsprocessen og evne at forstå og vedligeholde operationaliserede beskrivelser af koncepten. Der skal således identificeres en organisation i NATO, der forstår og samtidig styrer interaktionen med udvikleren.
Samtidig leder det agile princip omkring daglig interaktion mellem bruger og udvikler til
en diskussion og analyse af ”brugeren”: Hvem er brugeren i dette udviklingsprojekt?
Agiliteten beror på at kunden, den ultimative bruger af systemet, er involveret i processen. Brugeren skal løbende udgive og beskrive abstrakte brugerhistorier i relation til,
hvad der ønskes udviklet. Denne brugerinteraktion kræver udvælgelse af relevante personkategorier, med de nødvendige færdigheder, for at systemets udvikling baseres på
”korrekte” brugerhistorier. Samtidig vil disse brugerhistorier skulle afstemmes mellem de
deltagende JISR-lande i NATO.
Interoperabiliteten og den fælles forståelse mellem de enkelte NATO-lande og deres
brugere vurderes udfordrende for de agile principper. Et veldefineret og godkendt koncept
vurderes forudsætningsskabende for det videre effektive og agile projektarbejde. Såfremt
brugerne og deres historier er divergerende og i værste fald modstridende, vil bruger/udvikler samarbejdet ikke kunne fungere optimalt. Tiden og ressourcerne vil ikke kunne anvendes hensigtsmæssigt, forkerte sprint og iterationer ville kræve tilbageløb, og projektet vurderes i højere grad at kræve en projektledelse baseret på faseopdelt styring med
synlige og styringsrelevante mål.
I en kompleks konsensusorganisation kræver agil projektledelse derfor et gennemført
forarbejde, der klart fastsætter et tydeligt koncept for projektet, som er politisk accepteret.
Dernæst kræver det afklaring af projektorganisationens kompetence, før udviklingsarbej-
17 Forsvarskommandoen, Koncept- og kapacitetsudviklingssektionen: Værnsfælles koncept for
udviklingen af intelligence, surveillance and reconnaissance (ISR) i Forsvaret. (TIL TJENESTEBRUG)
(2011).
8
det kan påbegynde. En konstant returnering til basisorganisationen for at indhente godkendelse vurderes dræbende for den agile metode.
En politisk accept, hvor kompetence udfordringer umiddelbart kan identificeres, findes
inden for krigsførelsens kredsløb18, hvor eksempler kunne være:
 Accept af den teknologiske profil, heraf kontrakt og udbudsforhold samt forfordeling af
landenes industri.
 Accept af den doktrinære udvikling, herunder systemets indsættelse og anvendelse i
forskellige konfliktscenarier. Den fælles NATO organisations adgang til systemet, herunder nationale efterretning/systemer, politiske restriktioner i relation til ”Smart Defence”.
 Accept af det organisatoriske design og sammensætning, placering af enheder samt
den økonomiske styring af disse.
I relation til projektets størrelse vurderes de agile principper udfordret. Det anses ikke
for muligt, at flere hundrede mennesker relateret til JISR-udviklingen kan og skal mødes
med to ugers sprint intervaller. Afhængig af projektets størrelse og kompleksitet vurderes
det hensigtsmæssigt, at sprint og iteration udvides, og at projektet ikke presses ned i en
stringent agilmodel, som projektet ikke kan bære.
Derudover vurderes det, at agiliteten kan og skal varieres. Projektarbejdet og styringen
heraf må forventeligt skulle opdeles i mindre funktionaliteter med forskellige arbejdsområder og delkomponenter. Agiliteten kan således variere og tilpasses det enkelte område.
Såfremt det samlede projekt skal baseres på agilitet, skal de forskellige delkomponenters
hurtige sprint ”tandhjul” dog inkorporeres i det overordnede projekts langsommere sprint
tandhjul.
Agiliteten kan således tilpasses de enkelte delprojekters kompleksitet og omfang, og
samtidig indgå i et større projekts agilitet.
Agile principper ses ikke at anvende den traditionelle vandfaldsmodel, hvor systemudviklingen er skarpt opdelt i faser. En faseopdelt fremdrift giver mulighed for, at organisationen løbende kan godkende fremadrettet og dermed dokumentere en løbende udvikling til
godkendelse.
18
Krigsførelsens kredsløb er beskrevet yderligere nedenfor.
9
Denne model vurderes traditionel og herskende i organisationer, som er underlagt politisk kontrol. Modellen vurderes derfor den typiske og traditionelle model, som anvendes
ved udvikling af større NATO projekter. Dette understøttes af egne erfaringer i forbindelse
med udvikling og implementering af den opdaterede NATO AWACS-kapacitet i årene 20052008. Her var det tydeligt, at projektets fremadrettende udvikling skulle dokumenteres, før
delkomponenter kunne iværksættes i operativ drift.
Den agile metode arbejder jævnfør, manifestet, med kortere tidshorisont samt løbende og inkrementel aflevering af projekter.19 Disse løbende sprint vurderes udfordrende for
et JISR-miljø, som er baseret på efterretningsmiljøets klassifikationsgrader og tillukkede
principper. Det skal således beskrives, hvorledes løbende systemtest og certificering i
relation til integrationen med nuværende kapaciteter ikke bliver til en ”show stopper” for
agiliteten.
I NATO JISR, hvor der samtidig er tale om fysiske systemer, er den anvendte agilitetsmodel
således nødsaget til at gennemføre System Engineering, hvor samtlige faser er iværksat
fra begyndelsen.
Dette er søgt illustreret herunder.
Vandfaldsmodellen20
Agile principper21
Drift
Drift
Distribuere
Udvikling
Distribuere
Producere
Producere
Design
Design
Definering af specifikationer
Definering
af
specifikationer
Udvikling
I relation til NATO JISR vil dette give udfordringer med hensyn til det organisatoriske,
den politiske bevågenhed samt styringen med projektet. Derudover vil organisationen
være nødsaget til at iværksætte den doktrinære udvikling som en sideløbende proces for
http://agilemanifesto.org/principles.html
Stevens, Richard et al: System Engineering, coping with complexity. Prentice Hall Europe (1998),
s. 3 og briefing givet af AFDING Gert Hvedstrup, FMT-P-VTICH, den 10. maj 2012.
21
Modellens
opbygning
er
inspireret
fra:
http://www.eetimes.com/design/edadesign/4229357/Agile-hardware-development---nonsense-or-necessity19
20
10
dermed at skabe integration mellem teknologi og processer. I vandfaldsmodellen vurderes
det, at den overordnede doktrin vil skulle være udviklet, før kravspecifikationerne kan
udvikles.
Doktriner er som udgangspunkt baseret på erfaringer inden for et specifikt område.22
Den doktrinære udvikling vil således altid være baseret på fortid og ikke nødvendigvis
udgøre den sidste nye udvikling, henset til opdateringsfrekvensen af operationserfaringerne.
I relation til vandfaldsmodellen vil de doktrinære og processuelle aspekter i forhold til
JISR skulle identificeres nu, men de først kunne implementeres, når JISR-systemet er leveret. I relation til den agile model, vil doktrin løbende kunne udvikles og opdateres på baggrund af operationserfaringer og samtidig integreres i den samlede JISR-udvikling.
Dette kan beskrives ved anvendelse af krigsførelsens kredsløb:23
Krigsførelsens kredsløb beskriver sammenhængen mellem elementerne organisation,
doktrin og teknologi. Udgangspunktet er, at en påvirkning/ændring ved et af elementerne
også vil det betyde ændringer/pårvirkninger ved de øvrige elementer.
Et JISR-projekt vurderes drevet af en rivende teknologisk udvikling, innovativ C2 samt en
politisk virkelighed. Derfor vurderes det relevant at indføre agile principper, der løbende
kan inddrage input fra doktrin og organisation (og i krigsførelsens udvidede kredsløb også
input fra omgivelserne).
Det vurderes derfor relevant, at projekter, hvor ”End-State” er givet, men vejen og midlerne ikke er defineret, i højere grad kan bygge på agile principper. Omvendt vurderes det
formålstjenligt, at fastlagte, kendte og veldefinerede projekter vedrørende ”simpel” udvikling af køretøjer, håndvåben og lign., i højere grad kan baseres på den klassiske vandfaldsmodel.
En agil projektmodel til udvikling af JISR vurderes i første omgang at omhandle elementerne doktrin og teknologi. Den agile og inkrementelle udvikling, vil betyde, at elementerne kan påvirkes løbende efterhånden, som projektet udvikles. Dette giver mulighed for
de øvrige elementer at justere tilsvarende. Man opnår således den fordel, at der ikke gen22
23
AJP-01(D) Allied Joint Doctrine, NATO Standardization Agency (2010), s. 1-1.
MJ K.V. Nielsen, Forsvarsakademiet 1965.
11
nemføres en stor og pludselig ændring ved et element i forbindelse med en afslutning af
JISR-projektet. En ændring ved et af elementerne vil naturligt starte den kædereaktion af
krav til justering ved de øvrige elementer, som teorien omkring krigsførelsen kredsløb
beskriver.
Ved anvendelsen af agil projektledelse kan sprint/iteration og delmål løbende introduceres og gennemføres inden for enkelte elementer og dermed i højere grad klargøre de
øvrige elementer på forandring og dertilhørende justeringer. De agile principper vurderes
derfor i høj grad anvendelige til gennemførelse af projekter, som kræver teknologi og processer baseret på rettidig, fleksibel og opdateret konceptarbejde.
Sammenfatning
Ovenstående analyse har redegjort for og analyseret agil projektledelse i relation til et
større NATO JISR-koncept. Analysen har vist, at agil projektledelses styrke skal findes i
udviklingshastighed samt muligheden for løbende at justere og implementere ændringer
inden for elementerne af krigsførelsens kredsløb. Analysen viser samtidig, at JISRkonceptens størrelse og kompleksitet betyder, at projektet naturligt må opsplittes i mindre
projektgrupper, hvor graden af agilitet derefter må tilpasses den enkelte gruppe. Den samlede projektledelse kan således gennemføres ved, at projektet fødes med agile input fra
underliggende projektgrupper. Derved kan agile principper fastholdes i komplekse projektudviklingskoncepter.
Analysen viser desuden, at interaktion mellem bruger og udvikler kan blive en udfordring i en konsensusorganisation. Udvælgelse af en kompetencedygtig og relevant brugerprofil er nødvendig, såfremt agilitet skal understøttes.
Agilitet og dynamisk udvikling kan have en udfordring i forbindelse med et politisk styret NATO-projekt. Såfremt agilitetsprincipper skal anvendes optimalt, kræver det en veldokumenteret konceptbeskrivelse, hvorpå ”korrekte” brugerhistorierne så kan variere over.
Det vurderes dog, at ”End State” og endelige vision skal være politisk accepteret, således
man ikke får udviklet et system, som i sidste ende ikke er politisk acceptabel. Agilitetens
inkrementelle tilgang ses dog at give muligheder for løbende at acceptere det gennemførte. Derved mindskes sandsynligheden for, at man til slut står med et produkt og system,
som ikke kan anvendes.
En identificeret fordel ved agil projektledelse skal findes i relation til hastighed og fleksibilitet. Analysen har vist, at den overordnede EA og agile udvikling af JISR vil give mulighed for løbende justeringer af elementerne i krigsførelsens kredsløb. JISR koncepten vil
skulle designes, produceres, distribueres og driftes på samme tid. Dog ikke som et samlet
system men derimod baseret på den iterative og inkrementelle udvikling. Dermed sikres
samtidig en agilitet og dynamisk tilpasningsevne ved organisation, teknologi samt doktrin.
Det vurderes derfor, at man i større grad får udviklet et system, der løbende, hurtigere og
billigere kan implementeres i organisationen.
Konklusion
Agile projektledelses principper kan anvendes i relation til udvikling og implementering af
JISR. Principperne fordrer en synergi mellem krigsførelsens kredsløb, som bør iagttages.
Agilitetens iteration bør tilpasses det nedbrudte koncepts enkeltdele. Der er således tale
om agilitet på flere niveauer. Brugeridentifikationen samt den politiske styring og accept af
projektets udvikling kan have indflydelse på de agile princippers effektivitet i relation til
den kontinuerlige iterative og inkrementelle udvikling.
Der er således tale om projektledelsesmodel, der i relation til NATO JISR indeholder
fordele og ulemper. Den endelige projektledelses model skal således analysere disse for12
dele og ulemper nærmere og dermed opstille en model, der søger at anvende de agile
principper hvor muligt.
Perspektivering
Ethvert projektledelsesprincip eller metode har indbyggede fordele og ulemper. Der ses
ingen projektledelsesmodel, som skødesløst kan implementeres som en enkeltstående og
fuldstændig metode. Som med alt anden ”engineering” kræver den enkelte proces en
tilpasning til virkeligheden og den enkelte situation. Den agile tilgang samt forståelsen af
principperne giver dog mulighed for at indbygge disse, hvor det vurderes relevant. Derved
gives der mulighed for, at organisationen kan kapitalisere samt drage fordele, hvor det ses
hensigtsmæssigt og samtidig analysere og vælge fra, der hvor principperne ikke giver mening. ”End State” for agil projektledelse må være, at termen agilitet ikke opnår fokus men
derimod blot er et indlejret princip, der anvendes hensigtsmæssigt.
Uddannelse og forståelse for principperne ses dog i første omgang som det vigtigste.
Den iterative og inkrementelle opbygning betyder ikke, at alle kan ændre hvad som helst,
når som helst i projektforløbet. I NATO terminologi betyder det derimod, at organisationen,
teknologien samt doktrinen kan udvise agilitet i et integreret samspil og sikre, at koncepter og ikke implementeres 10-20 år for sent og med gammel teknologi eller forældede
doktriner.
Det amerikanske forsvar har også fået øjnene op for agil projektledelse. Et strategisk
eksempel på dette kan ses i forbindelse med en høring fra oktober 2011 i Repræsentanternes Hus, givet af Deputy Chief Management Officer, Department of Defence [DoD] Elizabeth McGrath. I denne høring kommer det klart til udtryk, at den fremtidige amerikanske
EA vil inkludere agile principper.24 Den nuværende erfaring med ledelse af større projekter
samt DoD’s forsøg på at strømline og modernisere på tværs af værnene, har blot ført til
store budgetoverskridelser og ikke givet det fleksible moderniseringsbehov som var identificeret.25
DoD har således pålagt underliggende organisationer at integrere agile principper i
fremtidig projektudvikling. Denne strategiske beslutning i relation til metodevalg, kan kun
tolkes i retning mod et EA koncept, der bygger på brugerintegration samt bedre mulighed
for dynamisk styring med projekter. Principperne, der umiddelbart var manifesteret i relation til mindre projektudvikling i relation til softwareudvikling, ses således i fremtiden at
blive løftet op på det mest komplekse strategiske niveau – fremtidig udvikling af kapaciteter og kapabiliteter ved det amerikanske forsvar.
http://armedservices.house.gov/index.cfm/files/serve?File_id=3ce81538-936d-4e4d-a5a3e87abf2a245b: Statement of The Honorable Elizabeth A. McGrath Deputy Chief Management Officer
Department of Defense before the House Armed Services Committee Panel on Defense Financial
Management and Auditability Reform October 27, 2011. s. 5.
25
http://www.computerweekly.com/blogs/public-sector/2011/11/us-military-issues-agile-ando.html.
24
13
Menneskerettigheder – nu også i krig
Major Tom Elvius-Brisson1
Menneskerettigheder er ikke noget nyt begreb. Danmark ratificerede Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention [EMRK] den 31. marts 1953.2 Hvad er det så, der gør
denne artikels titel interessant, og hvorfor er der løbende kommet mere fokus på menneskerettigheder generelt, og specielt i forhold til krig? Det er denne undren, der ligger til
grund for denne artikel.
Titlen ”Menneskerettigheder – nu også i krig”, kunne indikere, at der er kommet ændringer til menneskerettighedskonventionerne inden for nyere tid. Det er der også, men
disse ændringer har kun været i form af protokoller og tillægsprotokoller. Hvad har så
ændret sig?
For det første kæmpes der i dag en anden type af krig rundt omkring i verden. Mange
af disse krige er ikke længere stat mod stat, men er mere en form for støtte til interne
væbnede konflikter. For det andet har Danmark valgt at være bannerfører for menneskerettigheder generelt, hvilket tydeligt kommer til udtryk via blandt anden en gennemgang af
udenrigsministeriets hjemmeside3 samt diverse politiske taler. Den tale, der tydeligst fastslår, at menneskerettighederne er noget som Danmark kæmper for og sætter højt, er forsvarsminister Nick Hækkerups 100-dages tale på Center for Militære Studier.4 I denne tale
udtaler ministeren blandt andet, at ”det er ikke nemt at være ude i verden og kæmpe for
menneskerettigheder og de værdier, som er vores”. Man kan dermed konkludere, at ministeren ser menneskerettighederne som noget af det, udsendte soldater kæmper for overholdelse af ude i verdenen. Derudover udtaler ministeren, ”og så ingen kan misforstå det:
De værdier, vi tager ud og kæmper for, er ikke alene målet – de er en afgørende del af
målet. Målet helliger ikke midlet. Kampen for folkeret og menneskerettigheder kræver, at
vi lever op til dem, også i kampen for at nå dem.” Med andre ord, danske styrker skal
overholde menneskerettighederne og krigens love.
Artiklens hoverkonklusioner er, at
 EMRK er gældende for Danmark, selv om vi opererer i henhold til en FN sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all necessary means” kan anvendes
 Under ikke-internationale væbnede konflikter vil det være menneskerettighederne, der
er det primære, regulerende regelsæt suppleret af krigens love
 EMRK er gældende for Danmark, selv om vi opererer i henhold til en FN sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all necessary means” kan anvendes
 Betydningen af EMRK-artiklerne 2 og 8 for det taktiske niveau i rammen af
fuldspektrumoperationer i forbindelse med internationale væbnede konflikter er lille
men meget stor i forbindelse med ikke-internationale konflikter
 Der gennemføres ingen uddannelse i forbindelse med den missionsforberedende
uddannelse af stabsofficerer om menneskerettighederne og disse betydning i forbindelse med operationsplanlægning
 Der gennemføres næsten ingen uddannelse på officersskolerne inden for menneskerettighederne.
Kommentarer eller bemærkninger til artiklen kan sendes til: [email protected].
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets
forlag 2011, s. 1.
3 http://um.dk.
4 Forsvarsminister Nick Hækkerup 100-dages tale ved Center for Militære Studier, januar 2012.
1
2
Menneskerettigheder – nu også i krig •
Diskussion
Den traditionelle opfattelse har tidligere været, at menneskerettigheder og den humanitære folkeret har været to regelsæt, der har fundet anvendelse forskelligt. Den humanitære
folkeret i forbindelse med væbnede konflikter og menneskerettighederne i fredstid. Som
titlen på denne artikel antyder, er der rykket ved denne opfattelse. For at klarlægge, hvornår hvilke menneskerettigheder finder anvendelse, vil artiklen blive indledt med en redegørelse for hvilke konventioner og love, der finder anvendelse under væbnede konflikter.
Væbnede konflikter kan opdeles i internationale- og ikke-internationale væbnede konflikter. I forbindelse med redegørelsen for hvornår de forskellige konventioner og regler er
gældende, vurderes det nødvendigt at kigge på, hvad det betyder for en tredje part, der på
den ene eller anden måde inddrages i konflikten. En sådanne tredje part kunne være
Danmark i forbindelse med vores internationale engagementer, hvorfor denne artikel dermed bliver af stor relevans for dansk forsvar.
Afgrænsning
Menneskerettigheder er en meget bred betegnelse, som dækker alt lige fra retten til liv5
over forsamlings- og foreningsfrihed6 til forbud mod diskriminering.7 Af samme grund er
der 59 artikler og en række protokoller og tillægsprotokoller i EMRK. Da ikke alle disse
artikler/menneskerettigheder vurderes at have operativ betydning for måden, hvorpå operationer planlægges (og af hensyn til omfanget af artiklen), udvælges derfor to af disse
menneskerettigheder.
Retten til liv vurderes jf. EMRK-artikel 2 at være essentiel i forhold til, hvilke muligheder der kan opstilles i forbindelse med planlægning af en operation. Retten til liv bliver
derfor den ene af de menneskerettigheder, der arbejdes videre med i denne opgave.
Grunden til at retten til liv vurderes at være essentiel er, at der ofte i forbindelse med militær magtanvendelse vil være risiko for situationer, hvor folk bliver slået ihjel.
I de operationer, som danske styrker har gennemført siden krigen i det tidligere Jugoslavien, og som de stadig gennemfører i Afghanistan, har Militær Search i form af bl.a.
husundersøgelser været en stor del. Jeg vil derfor rette opmærksomhed mod EMRK-artikel
8, som omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv. EMRK-artikel 8 omhandler flere
faktorer, der kunne have betydning for operationer, herunder eksempelvis indsamling af
biometriske data. Fokus i forbindelse med artiklens betydning for operationers planlægning vil dog ligge på mulighederne for at gennemføre husundersøgelser.
Det vurderes, at EMRK-artikel 8 på samme måde som EMRK-artikel 2 vil have stor indflydelse på planlægningen af operationer. Det betyder, at når der fremadrettet i denne
artikel anvendes betegnelsen menneskerettigheder, er det retten til liv og retten til respekt
for privatliv og familieliv, der henvises til.
Menneskerettighederne og
det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer
Væbnede konflikter
Krig er ikke længere et begreb, der anvendes i folkeretslig terminologi. I folkeretslig terminologi anvendes i stedet begrebet væbnet konflikt. Som tidligere beskrevet opdeles væbnede konflikter i internationale væbnede konflikter og i ikke-internationale væbnede konflikter.
EMRK, Artikel 2.
EMRK, Artikel 11.
7 EMRK, Artikel 14.
5
6
15
En nagelfast definition på begrebet væbnet konflikt findes ikke, men et bud kunne være,
at ”en væbnet konflikt eksisterer i alle tilfælde, hvor der anvendes væbnet magt mellem
stater eller langvarig væbnet voldsanvendelse mellem regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper inden for en stat.8
Internationale væbnede konflikter omfatter konflikter, hvor en krig er erklæret, eller
hvor der i øvrigt de facto er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere stater, selv om
krigs- eller konflikttilstanden ikke anerkendes af den ene eller begge parter. Reglerne om
internationale væbnede konflikter gælder endvidere i alle tilfælde af hel eller delvis besættelse af en anden stats territorium, uanset om besættelsen møder væbnet modstand eller
ej.9
Ikke-internationale væbnede konflikter omfatter enhver væbnet konflikt af ikkeinternational karakter, der opstår på en af de deltagende staters territorium.10
Konventioner og love
International Humanitarian Law [IHL] er ”overliggeren” der rummer gældende regler i forbindelse med internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. Internationale væbnede konflikter reguleres af de fire Genéve-konventioner, Tillægsprotokol I samt af Haager-konventionerne. 11 Ikke-internationale væbnede konflikter er
reguleret af den fælles artikel 3 i Genéve-konventionerne og til dels tillægsprotokol II, såfremt den er ratificeret af det pågældende land.12 For begge typer af væbnede konflikter
gælder også den humanitære folkerets sædvaneret.13 IHL dækker også over menneskerettighederne, som det fremgår af figur 1, og det er disse denne artikel omhandler.
Figur 1: Grov visualisering af IHL
8 Den
Humanitære Folkeret og Danmark, Dansk Røde Kors, januar 2007, s. 21.
Ibid.
10 Ibid.
11 Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel
Kessing, s. 105.
12 Ibid., s. 106.
13 Ibid.
9
16
Lex specialis
Krigens love er som udgangspunkt lex specialis i forhold til menneskerettighederne. Lex
specialis indebærer, at en speciel regel går forud for en generel regel. Det betyder ikke, at
menneskerettighederne ikke har nogen betydning i forbindelse med væbnede konflikter af
den ene eller den anden slags.
Den juridiske litteratur har gennem tiden drøftet denne problemstilling og er nået frem
til, at samspillet mellem krigens folkeret og menneskerettighederne overordnet kan udmønte sig på tre måder:14
1. Krigens love er lex specialis til menneskerettighederne, når forholdet reguleres af
begge, og krigens folkeret i øvrigt er mere detaljeret og præcis.
2. Det vil være i situationer, hvor krigens love ikke regulerer spørgsmålet eller kun gør det
overordnet og udetaljeret. I disse situationer kan det med definitionen af lex specialis
in mente være mere korrekt at tale om, at menneskerettighederne bliver lex specialis
til krigens love.
3. Der kan også være situationer, hvor menneskerettighederne og krigens love skal anvendes parallelt. Det betyder, at stater skal leve op til både krigens love og menneskerettighederne, hvilket vil sige, at der bliver tale om sideløbende forpligtigelser.
Menneskerettigheder
Som det fremgår af figur 1 under søjlen med menneskerettigheder, er disse opdelt såvel
geografisk som interessemæssigt, hvilket de forskellige navne er et godt udtryk for. Det
bliver derfor vigtigt at fastlægge, hvorvidt et land har ratificeret den enkelte menneskerettighedskonvention for herigennem at fastlægge, hvad der er gældende for det enkelte
land. Som tidligere beskrevet, vil der i denne artikel blive fokuseret på EMRK i relation til
Danmark, idet denne vurderes at være mest restriktiv, samt det at den er i besiddelse af
egen domstol.
EMRK blev underskrevet i Rom den 4. november 1950. Dens fulde navn er “Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder”. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953, hvilket er ganske få måneder før grundlovsrevisionen af 1953. Grundloven indeholder en række menneskerettigheder og relaterede rettigheder såsom ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed, ret til arbejde og erhverv, personlig frihed (kun for danske statsborgere), boligens ukrænkelighed, undervisning, forsørgelse, prøvelsesretten, dommeres uafhængighed samt ligebehandling uanset trosbekendelse.15
EMRK er det hidtil eneste menneskeretlige dokument, som er inkorporeret i dansk ret,
ved lov nr. 285 af 29. april 1992, og det er således en del af gældende dansk lovgrundlag
på samme måde som krigens love.16
Som beskrevet under punktet om lex specialis er der flere muligheder for samspil mellem
menneskerettighederne og krigens love.
I forbindelse med internationale væbnede konflikter er der, som det fremgår af figur 1
og som beskrevet i punktet om konventioner og love, ingen tvivl om, at krigens love er
meget omfangsrige og detaljerede, hvorfor krigens love som oftest vil være lex specialis i
forhold til menneskerettighederne. Men som beskrevet i punktet om lex specialis betyder
det ikke, at menneskerettighederne ikke kan finde anvendelse.
Ibid. ss. 402 - 404.
Institut for Menneskerettigheder; http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/danmark+og+
menneskerettigheder/menneskerettighedernes+gennemf%C3%B8relse+i+dansk+ret.
16 Ibid.
14
15
17
Under ikke-internationale væbnede konflikter er krigens love mere sparsomme og
upræcise, som det også fremgår af figur 1, i særlig grad når det kommer til anvendelsen af
militære magtmidler. Samspillet med krigens love skal igen ske ud fra en konkret, individuel vurdering i den enkelte sag. Man kan tale om, at menneskerettighederne som udgangspunkt går hen og bliver lex specialis og dermed den regel, der kommer til at finde
anvendelse. Det kan til at underbygge dette også fremhæves, at det fremgår af præamblen til Tillægsprotokol II, at ”international instruments relating to human rights offer a basic
protection to the human person.”17 Jeg vil derfor konkludere, at menneskerettighederne i
forbindelse med ikke-internationale konflikter vil være den regulerende faktor, eventuelt
suppleret af krigens love på særlige områder og situationer så som egentlige kampsituationer.18 Dette underbygges også af Isayeva-sagen og Bazorkina-sagen, hvor der er tale om
ikke-internationale væbnede konflikter, men hvor EMD udelukkende baserer sine vurderinger på menneskeretslige standarder.19
På baggrund af ovenstående kan følgende grove konklusion udledes: Under internationale væbnede konflikter vil krigens love være det primære, regulerende regelsæt suppleret af menneskerettighederne, hvorimod det under ikke-internationale væbnede konflikter
vil være menneskerettighederne, der er det primære, regulerende regelsæt suppleret af
krigens love.
FN Sikkerhedsrådsresolutioner
Ordene ”all necessary means” fremgår af mange sikkerhedsresolutioner fra FN, når der
gives mandat til at løse konflikter rundt omkring i verdenen. Betyder det så, at menneskerettighederne er sat ud af kraft?
Som eksempel på resolutioner, hvor formuleringen ”all necessary means” er brugt,
kan nævnes Sikkerhedsrådsresolution 687 fra 1991 mod Irak og Sikkerhedsrådsresolution 1973 fra 2011 mod Libyen, men der kunne nævnes mange andre, da det er en meget
brugt formulering.
Resolutionerne, som Sikkerhedsrådet i FN udarbejder, er juridisk bindende jf. FNpagtens artikel 25, hvoraf det fremgår, at medlemmerne af FN går ind på at anerkende og
udføre Sikkerhedsrådets beslutninger i overensstemmelse med pagten. 20 Derudover
fremgår det af FN-pagtens artikel 103, at i tilfælde af konflikt mellem de forpligtelser, der
påhviler FN-medlemmer ifølge denne pagt, og deres forpligtelser ifølge enhver anden mellemfolkelig overenskomst, går deres forpligtelser ifølge denne pagt forud for de sidstnævnte.
På baggrund af ovenstående tekst fra FN-pagten kunne man foranlediges til at drage
den konklusion, at menneskerettighederne kan sættes ud af kraft, når man handler i henhold til en FN-Sikkerhedsrådsresolution. Ifølge Marco Sassóli 21 skal teksten i FNSikkerhedsrådsresolutionen tolkes i sammenhæng med IHL.22 Denne tolkning er i tråd
Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel
Kessing, s. 408.
18 Ibid.
19 Ibid. For en mere detaljeret gennemgang af sagerne, se William Abresch, A Human Rights Law of
International Armed Conflict.
20 FN pagten: http://www.unric.org/da/fn-pagten.
21 Professor and director of the Department of international law and international organisation of the
University of Geneva.
22 The International Legal Framework for Stability Operations: When may International Forces Attack
or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, ss. 187-189.
17
18
med EMD-dommen i sagen Al-Jedda mod Storbritannien.23 Af denne dom fremgår det, at
Storbritannien i forbindelse med tilbageholdelsen af en engelsk statsborger i Irak ikke
kunne tilsidesætte EMRK-artikel 5, selv om der i FN-Sikkerhedsrådsresolution 1546 var
brugt formuleringen ”all necessary means”. EMD’s afsluttende bemærkning i dommen er,
at: In conclusion, the Court considered that United Nations Security Council [UNSC] Resolution 1546 authorised the UK to take measures to contribute to the maintenance of security and stability in Iraq. However, neither Resolution 1546 nor any other UNSC Resolution
explicitly or implicitly required the UK to place an individual whom its authorities considered to constitute a risk to the security of Iraq into indefinite detention without charge. In
those circumstances, in the absence of binding obligation to use internment, there was no
conflict between the UK’s obligations under the UN Charter and its obligations under Article 5 § 1. Given that the provisions of Article 5 § 1 were not displaced and none of the
grounds for detention set out in Article 5 § 1 applied, Mr Al-Jedda’s detention was in violation of Article 5 § 1.24
På baggrund af ovenstående konkluderes det, at EMRK er gældende for Danmark,
selv om vi opererer i henhold til en FN-sikkerhedsrådsresolution, hvoraf det fremgår, at ”all
necessary means” kan anvendes.
Effektiv kontrol
Som det fremgår af EMRK-artikel 1, skal staten sikre rettigheder til enhver person, som er
under statens jurisdiktion.25 Med andre ord skal en stat have jurisdiktion over et område,
før konventionen er gældende. En stat har, med meget få undtagelser, fuld og ubegrænset
jurisdiktionskompetence over eget territorium. Da denne artikel tager udgangspunkt i
menneskerettighedernes betydning i forbindelse med væbnede konflikter, bliver det interessant at se på, hvad der skal til, før man kan tale om, at en stat får jurisdiktionskompetence over et andet territorium end sit eget.
For at opnå jurisdiktionskompetence over et andet territorium end sit eget, skal en stat
udøve effektiv kontrol med et område. Men hvad er effektiv kontrol, og hvornår udøves
dette? Dette spørgsmål har været rejst flere gange ved domstolen, men indtil videre har
domstolen kun i to tilfælde fundet, at der har været tale om, at en stat har udøvet en sådan effektiv kontrol.26 Domstolen har dog i forbindelse med domme, hvor der jf. domstolen
ikke har været tale om at udøve effektiv kontrol, kommenteret på, hvad den anser, der
skal til, før der er tale om udøvelse af effektiv kontrol.
Set i et tidsmæssigt perspektiv er det min vurdering, at domstolen har ændret sin
holdning til, hvad der skal til for at udøve effektiv kontrol. Denne holdningsændring, samt
hvad der skal til for at udøve effektiv kontrol, vil jeg belyse gennem en kort gennemgang af
tre sager: Loizidou-sagen, Bankovic-sagen og Issa-sagen.
23 European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in Iraq
violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the Registrar of the
Court, 07.07.2011.
24 European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in Iraq
violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the Registrar of the
Court, 07.07.2011, s. 4.
25 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets
forlag 2011, af Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing,
Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, s. 81.
26 Loizidou-sagen og Issa-sagen.
19
Loizidou-sagen
I Loizidou-sagen, som omhandler Tyrkiets tilstedeværelse på Cypern med en styrke på
mere en 30.000 mand, konkluderede domstolen i sin afgørelse i 1996, at Tyrkiet ydede
effektiv kontrol over området i det nordlige Cypern.27
På baggrund af denne dom kan det konkluderes, at effektiv kontrol kan ydes gennem
det at have tropper på jorden i et sådan antal, at man de facto besidder området. Dommen siger ikke noget om, at man skal varetage de forpligtigelser, som en regering normalt
ville varetage.
Bankovic-sagen
I Bankovic-sagen fandt domstolen i 2001 ikke, at landene i North Atlantic Treaty Organization [NATO], der havde gennemført bombninger over det tidligere Jugoslavien, udøvede
effektiv kontrol over de personer, der blev dræbt som følge af bombningerne.28 Sagen
vedrørte NATO’s bombning af en serbisk radio- og tv-stations hovedkontor i Beograd som
led i NATO’s luftangreb under Kosovo-konflikten. Som følge af bombningerne blev 16 personer dræbt og yderligere 16 såret.
Domstolens begrundelse for at afvise, at der var tale om effektiv kontrol var, at der ikke blev ydet effektiv kontrol over det relevante territorium og dets indbyggere. Domstolen
præciserede endvidere, at effektiv kontrol med et område kræver, at der bliver udøvet
visse af de beføjelser, som en regering normalt vil udøve på området.29 I forhold til Loizidou-sagen må afgørelsen i Bankovic-sagen derfor ses som en skærpelse i forhold til, hvad
der er påkrævet for at udøve effektiv kontrol over et område. På baggrund af Bankovicsagen kan det konkluderes, at effektiv kontrol med et område nu også kræver, at man
udøver visse af de beføjelser, som en regering normalt ville varetage over området.
Issa-sagen
Sagen vedrører drabet på syv irakiske fårehyrder i det nordlige Irak. Der var ikke enighed
mellem klageren og den indklagede stat, Tyrkiet, om sagens faktiske omstændigheder.
Ifølge klagerne forlod fårehyrderne deres landsby tæt på den tyrkiske grænse om morgenen den 2. april 1994 for at lede deres fåreflok op i bjergene. Kort tid efter mødte de en
gruppe tyrkiske soldater, som på daværende tidspunkt gennemførte militæroperationer i
området. Da de tyrkiske tropper den efterfølgende dag forlod området, fandt landsbyens
beboere de syv fårehyrder dræbt og lemlæstede. Ifølge klageren havde tyrkerne ca.
35.000 mand i området, og disse var støttet af kampvogne, helikoptere og fly.30
Den tyrkiske stat bekræftede, at Tyrkiet havde gennemført grænseoverskridende operationer i det pågældende område i perioden fra den 19. marts til den 16. april 1994.
Operationerne blev gennemført med henblik på at eliminere terrorister, som søgte tilflugt i
området. Ifølge det tyrkiske militær havde de ikke været til stede på det pågældende sted
Kessing, s. 316.
29 Terrorbekæmpelse og menneskeret, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2009 af Peter Veddel
Kessing, s. 319.
27
20
den pågældende dag. Området lå ifølge dem ti kilometer syd for den zone, hvori militæret
havde opereret.31
Domstolen udtalte i 2004 angående effektiv kontrol, at den ikke kunne udelukke, at
Tyrkiet midlertidigt i den pågældende periode kunne have udøvet effektiv kontrol i det
bestemte område i det nordlige Irak. Domstolen sammenligner herefter Issa-sagen med
Loizidou-sagen. Domstolen lagde i dens sammenligning vægt på den tidsperiode, tropperne havde været til stede samt udbredelsen af området.32
Domstolen fandt ikke, at Tyrkiet ydede den samme grad af effektiv kontrol i området,
som de havde gjort i den nordlige del af Cypern, men den fandt dog, at de have udøvet
effektiv kontrol begrænset til perioden og i det begrænsede operationsområde.33
I forhold til Bankovic-sagen må denne afgørelse ses som en lempelse af, hvad der er
påkrævet for at udøve effektiv kontrol over et område. Effektiv kontrol kræver nu ikke, at
man udøver visse af de beføjelser, som en regering normalt ville varetage over området.
Derudover kan der nu også være tale om at udøve effektiv kontrol i en midlertidig periode.
Sammenfatning
EMRK finder anvendelse, når en stat udøver effektiv kontrol over et område på en anden
stats territorium.34 Marc Sassoli opstiller følgende fire parameter til vurdering af, om man
besidder effektiv kontrol over et område:
1. Antallet af soldater i området
2. Områdets størrelse
3. Graden af kontrol, der udøves
4. Udstrækningen (tidsmæssigt) hvori der udøves kontrol35
Han mener, at en stat bør vægte disse fire parametre, før den konkluderer, hvorvidt
der udøves effektiv kontrol over et område. Der findes dog ikke noget præcist svar på hver
enkelt af hans parametre, og dette fremgår heller ikke af ovenstående domme. Specielt
punkt fire angående udstrækning kan være svært at analysere forud for en mission.
Med udgangspunkt i ovenstående tre sager og Marco Sassólis parametre kan det konkluderes, at effektiv kontrol afhænger af størrelsen på det område, der gennemføres operationer i, tidsrummet for operationens udstrækning samt antallet af styrker i det pågældende
område. Det kan ligeledes konkluderes, at en stat ikke skal varetage de funktioner i et
område, som en regering normalt ville varetage, før der er tale om effektiv kontrol. Hvorvidt der udøves effektiv kontrol kommer dog til at bero på konkrete, individuelle vurderinger fra domstolen.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2
EMRK-artikel 2 omhandler retten til liv. Jeg vil i dette afsnit gennemgå artiklen med henblik på dens betydning i forbindelse med militære operationer under internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter.
Ibid.
Kessing, ss. 320-321.
33 Ibid.
34 Ibid.
or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, s. 183.
31
32
21
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt berøves
livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der
ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
Stk. 2 Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er
en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.
Figur 2: Den Europæiske menneskerettighedskonventions artikel 236
Det er et grundlæggende ønske i hele IHL, det være sig krigens love eller menneskerettighederne, at beskytte menneskers liv.
Som det fremgår af artiklen, bliver det at tage liv ikke umuliggjort for en stat. Artiklen
opstiller dog visse restriktioner, som skal opfyldes, førend dette kan gennemføres. Artiklen
kan under ingen omstændigheder gøres til genstand for derogation37 i tilfælde af krig eller
anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, undtagen ved død som følge af
lovlige krigshandlinger, jf. EMRK-artikel 15, stk. 2.38 I forbindelse med internationale væbnede konflikter er det krigens love, der er gældende jf. figur 1 og punktet omhandlende lex
specialis.
Det kan med udgangspunkt i ovenstående konkluderes, at artiklens anvendelse i forhold til denne diskussion primært bliver interessant i forhold til ikke-internationale væbnede konflikter, idet krigens love er lex specialis på dette område i forhold til internationale
væbnede konflikter.
Forbuddet mod derogation har blandt andet medført, at Storbritannien ikke kunne påberåbe sig derogation i forhold til artikel 2 i forbindelse med deres operationer i Nordirland, som var en ikke-international væbnet konflikt.
I artiklen er nævnt fire situationer, hvor retten til liv kan tilsidesættes jf. figur 2. Artiklen indeholder således en negativ forpligtigelse for statslige aktører, herunder blandt andet militæret, til ikke at berøve personer livet medmindre en af de fire undtagelser kan
retfærdigøre det.
EMD har desuden fastslået, at artiklen også indeholder en positiv forpligtigelse, hvilket
betyder, at staten også skal tage positive skridt til at beskytte enhver inden for statens
jurisdiktion mod livstruende adfærd. Denne forpligtigelse er bekræftet gennem en lang
række sager ved domstolen.39
Udgangspunktet bliver herefter, at soldater i situationer, hvor EMRK anses for at være
lex specialis, hvilket vil sige i ikke-internationale konflikter, hvor staten yder effektiv kontrol
over et område, kun må anvende dødelig væbnet magt, hvis det er absolut nødvendigt for
at redde eget eller andres liv eller for at iværksætte en arrest.40
37 Derogere: ophæve, navnlig hvor der ikke foreligger en fuldstændig ophævelse; derfor ofte = at
ændre. Jf. Juridisk ordbog, 12 udgave.
39 Ibid. ss. 117-118.
40 Ibid. s. 165.
22
Der har været en række sager, hvor domstolen har set på soldaters anvendelse af dødelig væbnet magt i forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter. Domstolen
har i disse sager skelnet mellem, hvorvidt den dødelige væbnede magt har været anvendt
mod personer, der tager direkte del i kamphandlinger, eller om det har været mod civile.
Domstolen har ikke fundet, at anvendelsen af dødelig væbnet magt under aktive kamphandlinger mod oprørere, der direkte deltager i kamphandlingerne, er i strid med artiklen.
Derimod lægger domstolen stor vægt på, om civile, der ikke tager direkte del i kamphandlingerne, bliver dræbt. Personer, der har deltaget i direkte væbnede kamphandlinger, eller
som er medlem af en væbnet gruppe, men som ikke længere deltager aktivt i igangværende kamphandlinger, nyder efter praksis ved domstolen fuld beskyttelse.41
Domstolen har i forhold til planlægning og gennemførelse af militære operationer udtalt, at disse i forbindelse med væbnede konflikter, internationale som ikke-internationale,
skal planlægges og gennemføres således, at civiles ret til liv beskyttes bedst muligt. Dette
vurderes at være i tråd med standarderne i krigens love.42
Domstolen fastslår ligeledes, at en stat i henhold til artiklen har en forpligtigelse til ikke at overføre en person til en anden stats varetægt, hvis personen risikerer tortur og/eller
dødsstraf. Dette er også gældende i forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter.43
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8
EMRK-artikel 8 omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv. Jeg vil i dette afsnit på
samme måde som i forrige afsnit gennemgå artiklen med henblik på dens betydning i
forbindelse med militære operationer under internationale væbnede konflikter og ikkeinternationale væbnede konflikter.
Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre
det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af
hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Figur 3: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 844
Artiklen anses for at være den mest betydningsfulde materielle konventionsrettighed.
Artiklen dækker et meget bredt område, hvoraf langt fra alle har relevans for denne diskussion.
Der kan derogeres fra denne artikel under de i artikel 15 nævnte betingelser. Det betyder, at en stat kan derogere, når der foreligger en offentlig faretilstand, der truer natio41 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets
Sten Schaumburg-Hansen og Jens Vedsted-Hansen, ss. 162-170.
42 Ibid. ss. 171-173.
43 Ibid. s. 178.
23
nens interesse. For at opfylde kriterierne for at derogere skal nedenstående tre betingelser
være opfyldt:45
1. Indgrebet skal være foreskrevet ved lov/have hjemmel i lov.
2. Indgrebet skal varetage et eller flere af de opregnede hensyn, herunder at beskytte
den nationale sikkerhed og forebygge uro eller forbrydelser.
3. Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund.
Når en stat derogerer, er den ikke længere bundet af artiklen, men frigøres helt fra at
leve op til denne.46 Et eksempel på en plausibel derogerering kunne være erklæring af
undtagelsestilstand.
Artiklen beskytter både fysiske og juridiske personer. Juridiske personer defineres eksempelvis som firmaer og deres besiddelser.47
Som beskrevet tidligere er det artikel 8’s begrænsninger i forhold til muligheden for at
gennemføre husundersøgelser, der fokuseres på i denne artikel. Husundersøgelser eller
Militær Search, som det ofte kaldes i militæret, er jf. artikel 8 at sidestille med ransagninger. Som det fremgår af stykke 2 til artikel 8, som er at betragte som proportionalitetsprincippet, skal indgreb gennemføres i overensstemmelse med gældende lov.48
Gældende dansk lov for ransagning er Retsplejelovens kapitel 73. Af teksten i kapitlet
fremgår det, at det er politiet, der kan gennemføre ransagninger. Det vurderes dog, at
nogle typer af militære enheder vil kunne sidestilles med politiet i væbnede konflikter, som
ikke foregår i Danmark. Disse militære enheder vil således kunne ransage andre genstande samt lokaliteter uden for husrum49
 Såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale.50
 Såfremt ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.51
Ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande vil kræve en retskendelse.52
Der forelægger dog en mulighed for at gennemføre ransagning uden en retskendelse,
såfremt øjemed vil forspildes, dersom retskendelsen skulle afventes.53 Såfremt ransagningen gennemføres med denne begrundelse uden en retskendelse, skal sagen senest 24
timer efter forelægges for retten.
46 Ibid., ss. 299-300.
48 Ibid. ss. 642-647.
49 Retsplejelovens kapitel 73, §793.
50 Ibid. §794.
51 Ibid.
52 Ibid. §796, stk. 2.
53 Ibid. §796, stk. 3.
45
24
Konklusion
Internationale væbnede konflikter
I forbindelse med internationale væbnede konflikter kommer krigens love til at fremstå
som lex specialis i forhold til menneskerettighederne. For det taktiske niveau i rammen af
fuldspektrumoperationer betyder det, at de militære operationer skal gennemføres i henhold til de fire Genéve-konventioner, Tillægsprotokol I samt Haager-konventionerne og den
humanitære folkerets sædvaneret.54
Menneskerettighederne kan dog få betydning i forbindelse med internationale væbnede konflikter, idet der kan blive tale om situationer, hvor menneskerettighederne kan
komplementere krigens love. Det vil være i situationer, hvor krigens love ikke regulerer
spørgsmålet eller kun gør det overordnet og udetaljeret. I disse situationer kan det med
definitionen på lex specialis in mente være mere korrekt at tale om, at menneskerettighederne bliver lex specialis til krigens love. Der kan også være situationer, hvor menneskerettighederne og krigens love skal anvendes parallelt. Det betyder, at stater skal leve op til
både krigens love og menneskerettighederne, hvilket vil sige, at der bliver tale om sideløbende forpligtigelser.
Artikel 2 vurderes ikke at komme i anvendelse under internationale væbnede konflikter, idet området omkring retten til liv er udførligt reguleret i krigens love.
Artikel 8 kan komme i anvendelse idet denne er mere detaljeret på området end krigens
love. Men da der er tale om internationale væbnede konflikter, vil der med stor sandsynlighed være derogeret fra denne artikel i henhold til EMRK-artikel 15.
Det kan derfor konkluderes, at EMRK-artikel 2 og artikel 8’s betydning for det taktiske
niveau i rammen af fuldspektrumoperationer i forbindelse med internationale væbnede
konflikter er lille.
Ikke-internationale væbnede konflikter
I forbindelse med ikke-internationale væbnede konflikter bliver ”effektiv kontrol” et vigtigt
begreb. For herigennem afgøres det, om menneskerettighederne finder anvendelse. Såfremt betingelserne for effektiv kontrol over et område opfyldes, opnår en stat jurisdiktion,
og dermed finder menneskerettighederne anvendelse.
Da der fra den danske regerings side er stor fokus på menneskerettighederne, vurderes det, at der fra politisk hold vil være et krav om, at menneskerettighederne overholdes,
selv om der ikke ydes effektiv kontrol over et område. Denne konklusion underbygges af
forsvarsministerens 100-dages tale som citeret ovenfor.
Med ovenstående in mente får menneskerettighederne følgende betydning for det taktiske niveau i rammen af fuldspektrumoperationer:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 2
Der kan ikke planlægges og gennemføres offensive kampoperationer, da naturen i offensive kamoperationer fordrer, at der tages liv. Artiklen forhindrer ikke det at tage liv, men
det må kun ske i forbindelse med selvforsvar eller til forsvar af andre, for at gennemføre
en lovlig anholdelse eller forhindre flugt samt for at undertrykke optøjer eller en opstand.
Udover ovenstående begrænsninger i kampoperationer vil det stadig være muligt at indsætte styrker i alle tre operationsformer.
I forbindelse med operationsplanlægning bliver situationerne for, hvorunder retten til
liv kan tilsidesættes af stor betydning. Dette fordi, såfremt en operation ikke falder ind
54
25
under en af de fire situationer, hvorunder retten til liv kan tilsidesættes, skal dette indarbejdes i planen således, at risikoen mindskes.
Der skal ligeledes i forbindelse med planlægning og gennemførelse af operationer
træffes sådanne foranstaltninger, at civiles ret til liv beskyttes bedst muligt, også selv om
det medfører, at den militære løsning ikke bliver den optimale. Dette vil kunne komme til
at indgå som et vigtigt parameter i forbindelse med chefens valg af de mulige løsninger,
som staben er kommet frem til.
Såfremt der opstår kamphandlinger, bortfalder artiklens beskyttelse for de involverede. Personer, der har deltaget i kamphandlinger, men afstår fra disse, er igen beskyttet. I
forbindelse med kamphandlinger gælder beskyttelsen stadig for civile. Personer, der er
medlem af grupper, som har forbindelse til kamphandlinger, er også beskyttet af artiklen.
Endelig foreligger der i artiklen en positiv forpligtigelse til at tage skridt til at beskytte personer mod livstruende adfærd. Dette kan blive en omfangsrig opgave på en irregulær
kampplads.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 8
Idet artiklen indeholder en mulighed for at derogere, vil det for det taktiske niveau være en
mulighed at anbefale det politiske niveau at gøre dette. Derogation kan dog kun ske, såfremt de i artikel 15 opstillede kriterier opfyldes. Med udgangspunkt i den danske regerings holdning til menneskerettighedernes betydning, som udtrykt af forsvarsministerens
100-dages tale, vurderes en dansk derogation ikke at komme på tale.
Såfremt styrken er indsat til støtte for en anden stat, som stadig har jurisdiktion over
sit territorium, vil denne kunne derogere fra artiklen. Denne derogation vil dog ikke være
gældende for den danske styrke i staten.55
Muligheden for at gennemføre Militær Search er meget begrænset, idet den danske
Retsplejelov er gældende. De eneste enheder, der planlægningsmæssigt kan anvendes til
Militær Search af andre genstande samt lokaliteter uden for husrum, er militærpolitienheder. Disse kan kun gøre det uden en retskendelse, såfremt den pågældende med rimelig
grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og såfremt
det må antages, at være af væsentlig betydning for efterforskningen.
En retskendelse bliver nødvendig, såfremt der ønskes at gennemføre Militær Search
af andet end genstande samt lokaliteter uden for husrum. En retskendelse kan komme fra
en dansk dommer eller fra en lokal, såfremt en sådan findes. Planlægningsmæssigt bliver
dette et paramter, der skal indarbejdes i stabens planlægning. Dansk forsvar anvendte
under Irak-missionen en lokal dommer til at udstede retskendelser. Dette medførte, at
dommeren måtte have beskyttelse, idet nogle grupperinger i konflikten så ham som et
mål. Risikoen for en lokal dommers liv og helbred skal derfor tages med i overvejelserne,
når det vurderes, om der skal anvendes en dansk eller en lokal dommer.
Uddannelse
Analyserne af officersuddannelserne på Hærens Officersskole 56 , Stabskursus 57 på Forsvarsakademiet og 1. brigades missionsforberedende uddannelse58 har vist, at der ikke,
or Detain Someone in Afghanistan?, Marco Sassóli, ss. 186-187.
56 Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens Love VUT-I
med tilhørende læseplan, september 2011.
57 Fagplan STK 2011/2012, Institut for Strategi, oktober 2011 og Lecture plan – Joint Operations &
Doctrine Theme, Institut for Militære Operationer, november 2011.
26
med meget få undtagelser, gennemføres nogen uddannelse om menneskerettighederne
og disse betydning i forbindelse med operationsplanlægning. Stabsofficererne skal derfor
trække på den viden, de har opbygget gennem deres officersuddannelse.
Det er kun majorer, der har gennemført uddannelsen på stabskursus, der har modtaget
uddannelse omkring det forhold, at menneskerettighederne kan have en betydning i forbindelse med planlægning og gennemførelsen af militære operationer. Disse majorer
mangler dog et detaljeret kendskab til de enkelte menneskerettigheder, hvorfor de ikke
kender den konkrete betydning og derfor ikke kan inddrage denne i planlægningen. Kaptajners kendskab til menneskerettighederne er minimale og omhandler i henhold til Forsvarskommandoens direktiv59 alene forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Varetagelsen af opgaven med at overholde menneskerettighederne i forbindelse med
operationsplanlægning og disses gennemførelse kommer til at skulle løses af militærjurister [MJUR].
Uddannelseskrav i henhold til Tillægsprotokol I
For at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret blandt de væbnede styrker skal
staterne sikre, at studiet af IHL integreres i den militære undervisning. Forpligtelsen er
konkretiseret i nedenstående artikel.
Tillægsprotokol I, artikel. 83 (2)
Enhver militær eller civil myndighed, som under en væbnet konflikt påtager sig forpligtelser vedrørende anvendelsen af Konventionerne og denne Protokol, skal gøres fuldt ud
bekendt med disses tekster
Figur 4: Tillægsprotokol I, artikel 83, stk. 2.
Forpligtelsen med henblik på at gøre de væbnede styrker bekendt med IHL er desuden
styrket ved kravet om, at staterne skal sikre, at juridiske rådgivere er trænet, således at de
kan assistere militærchefer i anvendelsen af krigens love. I det danske forsvar varetages
dette af en MJUR. Militære chefer er desuden forpligtiget til at sikre, at deres underlagte
personel har kendskab til deres forpligtigelser i henhold til krigens love.60
Med udgangspunkt i de af Tillægsprotokol I opstillede uddannelseskrav kan det konkluderes, at der ikke opstilles et formelt krav i forhold til uddannelse i menneskerettighederne og disses betydning i forbindelse med væbnede konflikter. Denne konklusion bygger
på det faktum, at Tillægsprotokol I kun refererer til uddannelse inden for Genévekonventionerne og Haager-konventionerne samt tilhørende Tillægsprotokoller.
Anbefaling
Det anbefales, at menneskerettighederne gøres til en del af den uddannelse, der i dag
gennemføres på uddannelsen til premierløjtnant og kaptajn. Uddannelsen bør gennemføres i tilknytning til den uddannelse, der i dag gennemføres i krigens love. Uddannelsen
anbefales opdelt således, at der på grundofficersuddannelsen skabes et generelt kendskab til menneskerettighederne og disses gyldighedsområde. Det generelle kendskab
skabes gennem en gennemgang af EMRK.
1 BDE uddannelsesdirektiv for ISAF, hold 14, version 090911. Uddannelsesdirektivet er klassificeret til tjenestebrug.
59 FKODIR 005-01, 2008-09, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
60 Tillægsprotokol I, artiklerne 82, 83 og 87.
58
27
I forbindelse med VUT I gennemføres en videreførelse af den uddannelse, som blev
gennemført på grundofficersuddannelsen. Fokus bør her ligge på integration af EMRK i
forhold til planlægning af militære operationer på det taktiske niveau under ikkeinternationale væbnede konflikter. Det vigtige i forbindelse med denne uddannelse er, at
det skal være anvendeligt som et redskab i forbindelse med stabsarbejde.
På stabskursus skal uddannelsen opfriske det allerede indlærte og løfte dette til det
operative niveau samt tage en mere akademisk tilgang til problemstillingerne. Denne akademisering skal ske gennem en behandling af grænsefladerne mellem krigens love og
menneskerettighederne.
Det anbefales, at al ovenstående uddannelse koordineres med henblik på, at det gennemføres som én uddannelse, der tager udgangspunkt i det, der allerede er indlært på
forgående niveau. Derudover anbefales det, at der udarbejdes ensartet uddannelsesmateriale således, at det for den studerende kommer til at fremstå sammenhængende.
Endeligt anbefales det, at menneskerettighederne gøres til en del af den missionsforberedende uddannelse. Uddannelsen skal her gennemføres med henblik på det specifikke
scenario, som enheden skal udsendes til. Uddannelsen skal gennemføres som en integreret proces i forbindelse med stabsarbejde.
Perspektivering
Som det er konstateret, er menneskerettighederne ikke et område, som prioriteres særligt
højt, hverken i forbindelse med uddannelse af enheder til internationale missioner eller i
forbindelse med officersuddannelserne. Hvorfor det forholder sig sådan, er ikke kommet
frem i forbindelse med mine undersøgelser, og det fremgår ej heller af de kilder, som er
anvendt til denne artikel. Jeg vil her opstille de to grunde, som jeg finder mest sandsynlige:
1. Danmark har ikke forpligtiget sig til at uddanne i menneskerettighederne på samme
måde, som man har forpligtiget sig til at uddanne i krigens love gennem konventioner
og NATO STANAG.
2. Forsvaret er ikke bekendt med de forpligtigelser, der ligger i EMRK og disses betydning
for planlægning og gennemførelse af militære operationer.
Manglende uddannelse
Udgangspunktet for ovenstående grund nummer et er, at forsvaret gennemfører differentieret uddannelse i forhold til de forskellige niveauer på officersuddannelse. Denne uddannelse gennemføres med henblik på at sætte den enkelte officer i stand til at kunne
overholde krigens love og inddrage disse i forbindelse med planlægning og gennemførelse
af militære operationer. Dette er i tråd med de forpligtigelser, som Danmark er bundet af
på området. Denne opgave har dog ikke analyseret på, om Danmark til fulde lever op til
forpligtigelserne, men blot konstateret, at der gennemføres en betydelig uddannelse inden
for krigens love på alle uddannelsesniveauer.
Ovenstående kunne betegnes som gammel strøm eller en fejlprioritering, når man
holder denne opgave in mente. Krigens love gælder primært i forbindelse med internationale væbnede konflikter. De konflikttyper, som Danmark gennem de seneste år har deltaget i, har været ikke-internationale væbnede konflikter, og her kan menneskerettighederne ofte ende med at blive lex specialis.
Skal man så stoppe uddannelsen i krigens love? Nej, det mener jeg ikke. Dels er vi
forpligtiget af konventioner og NATO STANAG, men det vigtigste argument må være, at vi
ikke kender den næste type konflikt, vi skal indsættes i.
Men hvis danske styrker skal kunne indsættes i alle konflikttyper, bliver det nødvendigt også at gennemføre uddannelse i menneskerettighederne og deres betydning for
28
militære operationer. Nogle vil her argumentere og sige, at man ikke kan uddanne i alt
grundet den manglende uddannelsestid, og at der derfor er behov for en prioritering. Disse
personer vil også argumentere for at alle enheder, der udsendes har en MJUR til rådighed,
og at denne vil kunne varetage inkorporeringen af menneskerettighederne i forbindelse
med planlægning af militære operationer. Men hvis det er sandt, hvorfor så uddanne i
krigens love af andre grunde end, at vi er forpligtiget til det? MJUR kan vel så også være
garant for overholdelsen heraf.
Problemet ved at lade MJUR varetage overholdelsen af menneskerettighederne og evt.
krigens love er flere, nedenfor er nævnt tre:
1. Der er kun én MJUR i en BTNKG, hvilket betyder, at i forbindelse med sygdom eller
leave rådes der ikke over en MJUR.
2. Når der gennemføres operationer opholder MJUR sig ved staben, hvilket betyder, at
det er den enkelte officer på jorden, der træffer beslutninger i forhold til, hvad der skal
gøres i den enkelte situation. Det bliver derfor nødvendigt for denne officer at have
kendskab til både krigens love og menneskerettighederne for at kunne inddrage disse
i overvejelserne således, at disse bliver overholdt.
3. Den militære chef er officer, og det er i sidste ende hans ansvar, at de militære operationer planlægges således, at de overholder menneskerettighederne og krigens love.
MJUR råder og vejleder, men det er i sidste ende chefens afgørelse. Chefen har derfor
behov for kendskab til menneskerettighederne og krigens love for herigennem at kunne forstå MJUR bemærkninger.
Den manglende uddannelse inden for menneskerettighederne kan derfor får vital betydning, også selv om der er en MJUR til rådighed for staben. Såfremt der sker et brud på
menneskerettighederne, og ukendskab til EMRK diskulperer ikke, vil det kunne få konsekvenser på alle niveauer fra stat til enkeltperson.
Mulige konsekvenser
For den danske stat kan betydningen af et brud på menneskerettighederne udført af en
BTNKG i en ikke-international væbnet konflikt blive, at staten bliver indbragt for EMD, da
staten er ansvarlig for handlinger, som udføres af offentlige organer, hvilket forsvaret henregnes under.61 Denne situation betragtes som uønsket af en stat, som har fremført menneskerettighederne som et af dens mærkeområder, og som den kæmper for i forbindelse
med anvendelse af forsvaret som magtmiddel.
For forsvaret vil en sådan sag kunne blive en meget dårlig pressesag, hvor der vil kunne stilles spørgsmål ved den uddannelse, som man har sendt personel og enheder ud i
missioner med. En sag som denne vil muligvis have potentiale til at kunne vælte en minister eller en forsvarschef, specielt med Jægerbog-sagen in mente.62
For styrken i missionsområdet, hvor bruddet på menneskerettighederne er gennemført, vil tilliden fra civilbefolkningen, som er meget vital i forbindelse med COIN, lide et stort
knæk og dermed grundlaget for hele operationen. Det samme vil tilliden fra styrkens sam61 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets
62 Jægerbog-sagen startede tilbage i efteråret 2008. Sagen der omhandler udgivelsen af en bog
skrevet af en tidligere jægersoldat. Sagen medførte, at daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen
måtte tråæde tilbage den 4. oktober 2008. Derudover medførte sagen, at der blev rejst tiltale mod
to højtstående officerer for pligtforsømmelse, samt at forsvarsministeren måtte svare på en række
spørgsmål i blandt andet Det Udenrigspolitisk Nævn.
29
arbejdspartnere, det være sig internationale organisationer, lokale sikkerhedsstyrker eller
andre lande i en koalitionsstyrke. For styrken vil dette blandt andet betyde, at trusselsniveauet bliver højere, hvilket i sidste ende betyder, at den enkelte soldat udsættes for større fare, grundet den manglende opbakning fra civilbefolkningen og dennes mulige større
støtte til oprørsbevægelser i området.
For chefen for enheden vil det formentligt betyde slutningen på en mulig karriere og en
mulig undersøgelse af hans personlige ansvar i form af en auditørundersøgelse med mulig
straf til følge. Det samme vil gøre sig gældende for den eller de ansvarlige enkeltpersoner,
såfremt bruddet på menneskerettighederne kan henføres til sådanne.
Fremtiden
Ovenstående mulige konsekvenser ved manglende uddannelse inden for menneskerettighederne taler for sig selv. Der skal så lidt til for at mindske den mulige trussel, som et brud
på menneskerettighederne udgør for den danske stat, forsvaret og enheden i missionsområdet. Det der skal til er uddannelse, vurderet i nogenlunde samme omfang som det der i
dag gennemføres i krigens love. Denne uddannelse skal ikke gennemføres på bekostning
af uddannelsen i krigens love men som en integreret del med et øget timeantal til rådighed.
Hvis ikke dette sker, vælger forsvaret at udsætte deres soldater for en øget risiko i
missionsområdet, officererne for mulige auditørundersøgelser og straffe, samt staten for
en mulig sag ved EMD. Alt dette fordi man ikke kan finde mellem 20 og 40 timers uddannelsestid.
Kan politikerne og forsvarets øverste ledelse leve med denne risiko, og er de klar til at
tage konsekvenserne, hvis eller når det går galt? Hvis ikke er det tid til et nyt direktiv, som
dikterer uddannelse i IHL, hvilket vil sige krigens love og menneskerettighederne.
Litteraturliste
Bøger
Bill, Brian og Jeremy Marsh: Operational Law Handbook. The Judge Advocate General’s
Legal Center & School, U.S. Army, 2010
Buhl, Kenneth Øhlenschlæger: The Legal Institutionalisation of War in the 21st Century,
Ph.d.-afhandling, 2010.
Dansk Røde Kors: Den Humanitære Folkeret og Danmark. 1. udgave. Dansk Røde Kors,
2007
Dansk Røde Kors: Den humanitære folkerets sædvaneret. Dansk Røde Kors, November
2006
Doswald-Beck, Louise: Human rights in times of Conflict and terrorism. 1. udgave, Oxford
University press, 2011
Evald, Jens: At tænke juridisk, 3. udgave. Nyt juridisk forlag, 2009
Ishøy, Rikke: Handbook on the Practial Use of International Humanitarian Law. Revised
edition. Danish Red Cross, 2008
Kessing, Peter Veddel; Terrorbekæmpelse og menneskeret – med særligt fokus på retten
til ikke at blive udsat for vilkårlig frihedsberøvelse og tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. 1. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2009
Klausen, Søren Harnow: Hvad er videnskabsteori. 1. udgave, Akademisk Forlag, 2009
Lorenzen, Peer og Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christensen, Peter Veddel Kessing,
Sten Schaumburg-Hansen, Jens Vedsted-Hansen: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – med kommentarer, bind 1 og 2. 3. udgave. Jurist- og Økonomforbundets
forlag, 2011
30
Rienecker, Lotte og Peter Stray Jørgensen: Den gode opgave – Håndbog i opgaveskrivning
på videregående uddannelser. 3. udgave, Forlaget Samfundslitteratur, 2006
Riis, Ole: Samfundsvidenskab i praksis – Introduktion til anvendt metode. 1. udgave, Hans
Reitzels Forlag, 2007
Tajo-Hjenner, Christel og Tine Junge Nielsen: Human Rights. 1. udgave. Gyldendal, 2011
U.S Army: FM-3-24, Counterinsurgency. Department of the Army, 2006
Artikler
Abresch, William: A Human Rights Law of Internal Armed Conflict: The European Court of
Human Rights In Chechnya, 2005, Center For Human Rights and Global Justice Working
Paper, No. 4
Abresch, William: A Human Rights Law of International Armed Conflict, The European Court
of Human Rights in Chechnya, European Journal of International Law, 2005, Vol. 16, side
741-767
Bailliet, Cecillia M.: ”War in the home”: An Exposition of Protection Issues Pertaining to the
Use of House Raids in Couterinsurgency Operations, 2007, Journal of Military Etics, Vol. 6,
No. 3, side 173-197
Bill, Brian J.: Human Rights: Time for Greater Judge Advocate Understanding, June 2010,
The Army Lawyer, Department of the Army, side 54-64
Bowring, Bill: Fragmentation, Lex Specialis and the Tensions in the Jurisprudence of the
European Court of Human Rights, , 2010, Vol. 14, No. 3, side 485-498
Chevalier-Wats, Juliet: Has human rights law becom lex specialis for the European Court of
Human Rights in right to life arising from internal armed conflicts. The International Journal
of Human Rights, july 2010, Vol. 14 No. 4, side 584-602
Christoffersen, Jonas og Mikael Rask Madsen: The End of Virtue? Denmark and the Internationalisation of Human Rights. Nordic Journal of International Law, 2011, Vol.: 2011/80
Hæfte 3, side 257-277
Cryer, Robert: The Interplay of Human Rights and Humanitarian Law: The Approach of the
ICTY, 2010, Vol. 14, No. 3, side 511-527
Eden, Poul og Matthew Happold: Symposium: The Relationship between International
Humanitarian, 2010, Law and International Human Rights Law, Vol. 14, No. 3, side 441447
European Court of Human Rights: Tree-year internment of Iraqi civilian by British forces in
Iraq violated the European Convention on Human Rights, Press Release issued by the
Registrar of the Court, 07.07.2011
Kjær, Anne Lise og Lene Palsbro: National identity and law in the context of European
integration: the case of Denmark, 2008, Discourse and Society, Vol. 19(5), side 599-627
Milanovic, Marko: A Norm Conflict Perspective on the Relationship between International
Humanitarian Law and Human Rights Law, 2010, Vol. 14, No. 3, side 459-483
Sassóli, Marco: The International Legal Framework for Stability Operations: When may
International Forces Attack or Detain Someone in Afghanistan?, 2009, Israel Yearbook on
Human Rights, Vol. 39, side 177-212
Schabas, William A.: Lex specialis? Belt and Suspenders? The parallel operation of human
rights law and the law of armed conflict, and the conundrum of jus ad bellum, 2007 Isreal
Law Review, Vol. 40 No. 2, side 592-613
Smith, Thomas W.: Can Human Rights Build a Better War?, 2010, Journal of Human
Rights, No. 9, side 24-44
31
Internet
FNs Regionale Informationskontor for Vesteuropa: http://www.unric.org/da/fn-pagten.
Besøgt 04.03.2012
Forsvarsministeriet: forsvarsminister Nick Hækkerups tale ved Center for Militære Studier
ved Københavns Universitet. Besøgt 26.02.1012
Forsvarsministeriet: http://www.fmn.dk/videnom/Pages/Krigvaebnetkonflikt.aspx. Besøgt
20.01.2012
Institut for Menneskerettigheder: http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/danmark+og+menneskerettigheder/menneskerettighedernes+gennemf%C3%B8relse+i+dansk+r
et. Besøgt 17.02.2012
International Covenant on Civil and Political Rights: http://www2.ohchr.org/english/law/ccpr.htm#part1. Besøgt 20.02.2012
NATO:
http://www.act.nato.int/index.php/activities/seminars-symposia/loac.
Besøgt
05.03.2012
Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights: http://www2.ohchr.org/english/law/ccpr.htm. Besøgt 10.01.201
Retsplejelovens kapitel 73: http://themis.dk/synopsis/docs/Lovsamling/Retsplejelovens_kapitel_73.html. Besøgt 20.02.2012
Udenrigsministeriet: http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/menneskerettigheder/. Besøgt 26.12.2011
Diverse dokumenter, reglementer og direktiver
1 BDE uddannelsesdirektiv for ISAF, hold 14, version 090911. Uddannelsesdirektivet er
klassificeret til tjenestebrug
Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens
Love med tilhørende læseplan, august 2011
Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole, Læseplan Krigens
Love VUT-I med tilhørende læseplan, september 2011
Fagplan STK 2011/2012, Institut for Strategi, 3. oktober 2011
FKODIR 005-01, 2008-09, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
FKODIR OP 005-0, 2006-12, Forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf
FKODIR PS. 180-0, NOV 1995, Direktiv for den generelle fredstidsuddannelse i krigens
love
Forsvarsministeriet: Forsvarsforlig 2010 – 2014, juni 2009
Hærens Operative Kommando: HRN 010-001, Feltreglement I. 2008
Hærens Operative Kommando: HRN 555-047, Militær Search. 2009
Hærens Operative Kommando: HRN 810-001, Feltreglement III. 1999
Lecture plan – Joint Operations & Doctrine Theme, Institut for Militære Operationer, november 2011
NATO STANDARDIZATION AGENCY, NATO STANAG 2449, Training in the law of armed conflict, 29 March 2004
32
Stort problem, stor hammer –
lille problem, stor hammer
Orlogskaptajn Jesper Duevang Rasmussen
Danske enheder har siden 2008 været indsat i anti-piraterioperationer i regionen omkring
Afrika Horn. Indsættelserne har siden start tiltaget i intensitet, og der har gennem perioden været et stort antal tilbageholdelser. Således har danske enheder ved flere lejligheder
været i ildkamp med pirater, hvor både pirater og gidsler er blevet dræbt eller såret.
Som en stor søfartsnation har Danmark dagligt handelsskibe enten under dansk flag
eller med dansk besætning, som sejler gennem området, hvor pirateri er et problem. Det
betyder, at danske statsborgere lider under følgerne af langvarige tilfangetagelser, mens
en løsesum forhandles på plads mellem rederier og pirater. Ligeledes lider danske rederier
af omkostningerne ved betaling af løsesummer og forhøjede forsikringsrater. Og endelig er
der de følger af stress, bekymring og angst, der rammer pårørende til tilfangetagne søfolk.
Det internationale samfund har gennem FN forsøgt at løse problemet, der er nedsat en
kontaktgruppe,1 der varetager opgaven med at finde en langsigtet løsning, ligesom FN i
flere omgange har vedtaget sikkerhedsrådsresolutioner, der skal komme pirateriet til livs.
I den danske offentlighed er problemet også blevet nærværende. Senest har en skudveksling mellem danske styrker og pirater, hvor piraterne efterfølgende måtte landsættes,
skabt stor debat.2 Ved en tidligere episode blev to gidsler dræbt som følge af en dansk
enheds anvendelse af magt.3
Den offentlige debat i Danmark er begyndt at være kritisk over for måden, danske enheder gennemfører anti-piraterioperationer. Selv om der er en bred accept af behovet for
danske enheders deltagelse i operationerne, er der en opstående debat af, hvorfor tilbageholdte pirater ikke kan retsforfølges. Herudover er der en debat om enhedernes magtanvendelse. Senest har dagbladet information gennem en artikelserie4 rejst en debat om,
hvorvidt danske enheder anvender det at kunne overgå til national kommando til at give
større beføjelser for at anvende magt.5
Dette løfter en interessant problemstilling. Man kunne med rette spørge, om der ved
indsættelsen af militære enheder i operationer, hvor modstanderne ikke kan defineres
som traditionelle militære modstandere, opstår en situation, hvor de militære enheder ser
mulige løsninger i et traditionelt lys, dvs. et paradigme, hvor hammeren ser alle problemer
som søm.
Dette vil medføre, at de indsatte enheder vil agere med magt som et virkemiddel til
opnåelse af et taktisk mål. Det ville heraf følge, at magtanvendelsen ikke ville stå i et rimeligt forhold til opnåelsen af et hensigtsmæssigt resultat.
Der ses en tendens til, at danske enheder anvender potentielt dødelig magt i antipiraterioperationer. Denne magt anvendes ved varselsskydninger og ved skydning direkte
mod piraternes fartøjer.
Normalt beskæftiger militære enheder sig med opfyldelsen af missioner af militær karakter. I gennemførelsen af traditionelle militære operationer vurderer den militære chef
http://www.un.org/wcm/content/site/undpa/main/activities_by_region/africa/somalia_piracy http://www.information.dk/telegram/270347 3 http://www.information.dk/telegram/297825 4 http://www.information.dk/295420 5 http://www.information.dk/280428 1
2
Stort problem, stor hammer – lille problem, stor hammer •
de forskellige virkemidler, han har til sin rådighed, og han vælger derefter at indsætte det
middel, han mener bedst kan løse den opgave, han er blevet stillet, inden for de regler han
er blevet underlagt. Når militære enheder indsættes i civile opgaver, kunne man rejse
spørgsmålet, om det paradigme, en militær chef arbejder ud fra, vil medføre, at der anvendes mere magt, end hvad der er rimeligt for at løse den pålagte opgave.
Denne artikel vil belyse de forhold, der er gældende, når militære enheder anvendes til
politimæssige opgaver. Det er således artiklens ambition at forsøge at fastlægge, hvad der
kan betegnes som ”rimelig” magtanvendelse. I vurderingen af ”rimelig” spiller flere faktorer en rolle, det være sig den kulturelle baggrund af den der vurderer eller et særligt juridisk paradigme. I vurderingen af danske enheders magtanvendelse anlægges betragtningen, at med ”rimelig” forstås, at magtanvendelsen ikke må overstige den magt, det danske politi ville kunne have anvendt i samme situation. Med dette afsæt vil det være muligt
at vurdere, om danske militære enheder indsat i Operation Ocean Shield [OOS] anvender
mere magt, end hvad der kan opfattes som ”rimeligt” i et dansk perspektiv.
I første afsnit af denne artikel vil jeg analysere national lov med henblik på at fastslå,
hvilke retningslinjer der er gældende for politiets magtanvendelse. Herefter vil jeg i afsnit 2
vurdere, om der i mandatet fra Folketinget åbnes mulighed for at anvende mere magt, end
politiet ville kunne have gjort. I afsnit 3 vil jeg diskutere om anvendelsen af Rules of Engagement begrænser magtanvendelsen. Endelig vil jeg runde af med en konklusion, hvor jeg
samler delkonklusioner op.
Denne artikel finder, at danske militære enheder maksimalt kan anvende magt til et
niveau svarende til den magt, det danske politi ville kunne anvende i en tilsvarende situation, når de er under national kommando, og at den er begrænset til et niveau, der ligger
under det niveau, der er gældende for dansk politi, når de er under NATO-kommando.
Det er derfor denne artikels argument, at den magt, der anvendes af danske enheder
indsat i OOS i et dansk perspektiv må kunne fastslås at være ”rimelig”.
Politiets magtanvendelse generelt
Overordnet vil personer underlagt dansk lov have ret til at forsvare sig i henhold til straffelovens [SL] § 13 om nødværge. I tillæg hertil vil det være lovligt at forhindre strafbare
handlinger i henhold til SL § 14 om nødret. Herudover fastsætter Lov om politiets virksomhed [PL] rimelig magtanvendelse i forbindelse med udførelsen af den pålagte politiopgave.
SL §§ 13 og 14 lovliggør, hvad der generelt beskrives som selvforsvar og udvidet selvforsvar i forståelsen en ulovlighed begået i beskyttelsen af andre eller ejendom. Således
fastsættes i SL § 13: ”Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været
nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt
angreb og ikke angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis
overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på
retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning”.
Af SL § 14 følger, at: ”En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den
var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen
måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning”.
Af SL §§ 13 og 14 følger det derfor, at der lovligt kan anvendes magt i selvforsvar og i
forsvaret af andre eller materielle goder. Det gælder for denne magtanvendelse, at den
skal være underordnet; det medfører ingen begrænsning i niveauet af magt, men den
34
anvendte magt skal være relativ mindre end det, der søges beskyttet. I tillæg hertil kommer, at situationen, hvori magten anvendes, har en betydning. Hermed gælder, at personen, der anvender magt, føler sig truet og denne følelse får således betydning for magtanvendelsens lovlighed.
Udover den altid gældende ret til nødværge og nødret er der ligeledes mulighed for at
anvende magt i forbindelse med løsning af den pålagte opgave. For denne specifikke ret
skal hjelmen findes i PL.
PL giver således jfr. § 15, pkt. 3 ret til; at anvende magt med henblik på at bringe en
strafbar handling til ophør eller i forbindelse med efterforskning og forfølgning af strafbare
forhold.
I PL fremgår det endvidere af § 16, stk.1, at der i beslutningen om magtanvendelse
skal anlægges perspektiv om nødvendighed, forsvarlighed og proportionalitet:
”…magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig samt proportional i forhold til den
interesse der søges beskyttet….”.
I forslag til lov om politiets virksomhed punkt 6.1 fastsættes niveauet af magtanvendelse. Dette niveau fastsættes som afledt af strafferetsplejen, ifølge bestemmelserne i
retsplejelovens §§ 758, stk. 1, 792 e, stk. 2 og 798, stk. 1, at ”indgreb skal foretages så
”skånsomt, som omstændighederne tillader”.
Således følger, at magtanvendelse ligeledes ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge indgrebet. Det vil naturligvis altid bero på et skøn, i den givne
situation, hvad der er nødvendigt for gennemtvingelse af indgrebet, men det følger, at der
er en betydelig margin for politiet til at foretage konkrete skøn.
PL definerer således rammen for, hvornår magt kan anvendes og opbrudt i delelementer ses derfor, at følgende altid skal være opfyldt:
 Nødvendig og forsvarlig
 proportional
 skånsomt
I de almindelige bemærkninger til forslag til lov om politiets virksomhed udvides med
en nærmere definition af, hvordan politiets mulighed for magtanvendelse skal forstås. Det
beskrives i de almindelige bemærkninger til PL § 16, stk. 1, at der gælder et proportionalitetsprincip om, at ”Kravet om at magtanvendelsen skal være nødvendig og forsvarlig indebærer, at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige. Kan den konkrete opgave løses ved, at politiet udsteder påbud mv., må magtanvendelse ikke finde sted”.
Det er således et krav, at andre mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige. Der
er dog ikke et krav, at magtanvendelsen eskaleres trinvist fra mindre magtmidler som
f.eks. et påbud, hvis situationens natur eller andre omstændigheder gør, at en trinvis eskalering ikke vil være hensigtsmæssig. Således beskrives i de almindelige bemærkninger til
PL §16, stk. 1., at ”… Hvis øjeblikkelig magtanvendelse efter en konkret vurdering er nødvendig, f.eks. for at afværge et påbegyndt angreb på en person, kan politiet gribe til magtanvendelse uden forinden at have forsøgt at løse situationen ved et påbud mv.”.
Af dette følger, at det er situationens særlige omstændigheder der er bestemmende
for hvordan magt anvendes.
Det kan derfor fastslås, at reglerne i SL og PL bestemmer, at der kan anvendes magt i
forbindelse med nødværge, nødret og med henblik på at bringe en strafbar handling til
ophør. I tillæg her til kan magt anvendes i forbindelse med efterforskning og forfølgning af
strafbare forhold. Der følger ikke af denne lovgivning en begrænsning i magtanvendelsen.
Der er således fastlagt i reglerne, at magtanvendelsen er lovlig, såfremt den er nødvendig
35
og forsvarlig, det vil sige, at magtanvendelsen ikke overstiger det nødvendige for gennemførslen. Magtanvendelsen skal være proportional, og således stå i et rimeligt forhold til
den handling, der søges stoppet, og magtanvendelsen skal tillige gennemføres så skånsomt som muligt. Endelig kan magt anvendes lovligt uden indledende varsel, såfremt situationens særlige omstændigheder taler herfor.
Anvendelse af skydevåben
Anvendelsen af skydevåben som magtmiddel er underlagt særlige regler. Af PL og af de
almindelige kommentarer til forslag til Lov og politiets virksomhed fremgår det, at der er
særlige hensyn, der skal tages inden og i forbindelse med anvendelse af skydevåben. Af
de almindelige kommentarer i lovforslaget fremgår det, at anvendelsen af skydevåben
ikke begrænses til egentlig afgivelse af skud for virkning men tillige omfatter varselsskud
og trussel om anvendelse af skydevåben. Således beskrives det i de almindelige kommentarer til forslag til Lov om politiets virksomhed § 17, stk. 1, at ”Bestemmelsen omfatter
den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud”.
Således skal bestemmelserne for afgivelse af skud være opfyldt både ved faktisk afgivelse af skud og ved trussel herom. Politiet skal derfor i forbindelse med anvendelse af
skydevåben sikre, at situationen lever op til kravene om afgivelse af skud. Disse krav specificeres i kommentarerne til § 17, stk. 1, nr. 1 hvor det anføres, at ”Skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt angreb eller et overhængende farligt
angreb på person”.
Kommentaren henviser til, at angrebet skal være farligt. Et angreb er farligt, når det
indebærer eller må formodes at indebære fare for den angrebnes liv eller fare for, at den
angrebne pådrager sig alvorlige helbredsskader. Det fremhæves i bemærkningerne, at
dette navnlig er tilfældet hvis ” … angriberen er bevæbnet med skydevåben eller et farligt
stik- eller slagvåben. Et angreb kan endvidere være farligt, hvis det udføres så kraftigt og
brutalt – eventuelt af flere i forening – at der af den grund er anledning til at frygte for den
angrebne persons liv mv”I tillæg hertil beskriver de almindelige kommentarer til § 17, stk. 1, nr. 4, til forslag til
lov om politiets virksomhed at ” … skydevåben kan anvendes ved pågribelse af personer,
som har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et
farligt angreb på person..”.
Det følger heraf, at såfremt der i situationen kan fastsættes en rimelig mistanke for, at
et farligt angreb er påbegyndt, kan der ligeledes anvendes skydevåben. Der er i denne
fastlæggelse tale om ”mistanke” (og ikke et angreb, der i modsætning til mistanke er manifesteret ved handlinger). Der kan i denne vurdering indgå vurderinger af tidligere forhold.
Mistanken defineres som rimelig, når forberedelseshandlingerne er afsluttet og det eksemplificeres ved at der f.eks. kommes patroner i et skydevåben.
Nationalt mandat
Baggrunden for danske enheders indsættelse i OOS skal findes i folketingsbeslutning B59
af 17. december 2009.6 Folketingsbeslutning B59 beslutter dansk deltagelse i NATO antipiraterioperation Ocean Shield.
Folketingsbeslutninger og forarbejder hertil er offentlig tilgængelige via ”Folketingstidende” ,
http://www.folketingstidende.dk/. Folketingsbeslutning B59: http://www.ft.dk/samling/20091/beslutningsforslag/B59/som_vedtaget.htm.
6
36
I den skriftlige fremstilling af beslutningsforslaget specificeres, at formålet for indsættelsen af danske enheder af ABSALON-klassen er deltagelse i NATO anti-pirateri Operation
Ocean Shield. Således fremsattes i skriftlig fremsættelse af 19. november 2009, at ”Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag indsættes i NATO’s Operation Ocean Shield som led i den internationale indsats mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn”.
I bemærkningerne til beslutningsforslaget udlægges formålet med indsættelsen, og
rammerne for bidragets muligheder for at anvende magt i forbindelse med deltagelsen.
Bemærkningerne fremhæver således specifikt, at mandatet, som bidraget underlægges
via NATO, er respons på FN’s sikkerhedsresolutioner 1814 (2008), 1816 (2008), 1838
(2008) og 1846 (2008). Særligt fremhæves det i punkt III i bemærkningerne til beslutningsforslag B59, at ”Det danske sømilitære bidrag vil være undergivet folkeretten. FN’s
havretskonvention indeholder i kapitel VII om det åbne hav en række generelle bestemmelser om flådefartøjers adgang til at træffe foranstaltninger til bl.a. bekæmpelse af pirateri”. Ligeledes fremhæves det, at bidraget vil ”… have mandat til magtanvendelse i selvforsvar, herunder som fastlagt ved NATO’s regler for magtanvendelse ...”.
Beslutningsforslag B59 er siden blevet forlænget gennem beslutning i Udenrigspolitisk
Nævn, som hjelmet i afsnit V i bemærkningerne til folketingsbeslutning B59.
Analyse af mandat
Mandatet givet af Folketinget pålægger ikke enhederne begrænsninger i retten til selvforsvar, i form af nødret og nødværge, som gældende i dansk lov. Således er der overensstemmelse mellem den magtanvendelse, Folketinget har bemyndiget, og den magt, politiet
kan anvende. I tillæg hertil behandler det nationale mandat retten til anvendelse af nødvendig magt til bekæmpelse af pirateri, ved reference til gældende sikkerhedsrådsresolutioner. Herved hjelmes enhedernes magtanvendelse til opfyldelse af missionen indenfor
HRK. Det betyder, at enhederne kan anvende magt, herunder dødelig magt, i bekæmpelsen af pirateri.
Rules of Engagement
Militære enheders magtanvendelse kontrolleres af Rules of Engagement [ROE]. Ved anvendelse at ROE anlægges et antal begrænsninger i udøvelsen af magt med henblik på at
sikre, at en given operation ikke udvikler sig mere voldeligt end nødvendigt. ROE er således udtryk for begrænsninger i de underlagte enheders handlemuligheder. Omvendt er
ROE ikke et udtryk for handlinger, der skal gennemføres eller et værktøj til operationsplanlægning.
International Institute of Humanitarian Law
The International Institute of Humanitarian Law [IIHL] har udgivet et antal manualer og
håndbøger, særligt indenfor krigens love og ROE. Således udgav IIHL i november 2009 The
Sanremo Handbook on the Rules of Engagement [ROE Håndbog], hvilket er den eneste
eksisterende håndbog, der forklarer, hvorledes ROE udformes og implementeres udenfor
national eller alliancekontekst.
Håndbogen definerer ROE som et middel til at autorisere og/eller begrænse brugen af
magt i forbindelsen med gennemførelsen af militære operationer. ROE anerkendes således som det overordnede redskab for styringen af magtanvendelsen. I erkendelsen heraf
fremhæves det, at ROE aldrig kan erstatte national lovgivning. ROE er derfor et redskab til
at opretholde politisk kontrol med udviklingen af magtanvendelse. Således vil et godkendt
37
sæt af ROE ikke kunne tillade mere magtanvendelse end respektive nationale lovgivninger.
Indledningsvis erkender ROE håndbogen, at der er en universel ret til selvforsvar.
Således vil der ikke kunne besluttes ROE, der begrænser retten til selvforsvar: “International law and the domestic laws of all nations recognise a right of self-defence, which is
the use of force to defend against attack or imminent attack. Self-defence is available in
all situations” (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 3).
ROE håndbogen beskriver situationer, hvor denne ret til selvforsvar vil kunne hævde
ret, herunder ret til individuelt selvforsvar, selvforsvar af egen enhed, beskyttelse af andre
og national selvforsvar. For anti-piratoperationer vil retten til selvforsvar finde anvendelse i
følgende definitioner (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 3):
 “Individual self-defence. This refers to the right of an individual to defend himself or
herself (and in some cases other individuals) from an attack or imminent attack. Some
nations permit commanders to limit individual self-defence in the same way as for unit
self-defence
 Unit self-defence. Unit commanders have the right to defend their unit and other units
from their nation in the face of an attack or imminent attack. For some nations, the
concept of unit self-defence is both a right and an obligation; whereas for others the
concept is only a right. Some nations permit the right of unit self-defence to be limited
by orders from higher authority. Unit self-defence may be extended to units and individuals from other nations when authorised by the applicable ROE
 Protection of Others. This refers to the right to defend specified persons (who are not
part of the Force) against an attack or imminent attack. For some nations, the right of
individual self-defence or unit self-defence may not include the right to use force to defend another nation’s citizens”
Således er der en international anerkendt ret til at forsvare egen person, en ret til at
forsvare egen enhed og en ret til at forsvare navngivne andre.
I OOS har besætningsmedlemmer, der føler sig truet på livet, ret til selvforsvar, ligesom en enhedschef har ret til at forsvare sin enhed. Endelig kan der specificeres andre,
der kan gennemføres selvforsvar for; for OOS kunne dette eksempelvis være besætningsmedlemmer på handelsskibe, der trues på livet.
Jfr. ROE håndbogen kan denne ret til selvforsvar anvendes, såfremt andre midler enten er blevet udtømt, ikke er til rådighed eller ikke vurderes tilstrækkelige til at forhindre et
angreb (International Institute of Humanitarian Law, 2009, s. 4). Rettigheden opretholdes
så længe angrebet pågår, og den magt, der anvendes i selvforsvar, skal være proportional
i natur, varighed og ikke strække sig ud over det nødvendige.
ROE håndbogen behandler i tillæg til selvforsvar også anvendelsen af magt. Det beskrives således, at ROE angiver de omstændigheder og begrænsninger, der pålægges
militære styrker i anvendelsen af magt for at opnå disses mål (ROE håndbogen, s. 1). Det
defineres således, at magtanvendelsen er et grundlæggende værktøj for militære styrker
og en del af den grundlæggende opgaveportefølje.
ROE håndbogen beskriver den måde, hvorpå magt applikeres i den militære opgaveløsning. Anti-piraterioperationer er væsensforskellige fra konventionel magtanvendelse for
militære enheder, idet der er tale om magt anvendt mod kriminelle og ikke mod traditionelle militære modstandere. ROE håndbogen beskriver både ROE, som de kan opstilles,
når der anvendes magt mod andre militære styrker, og i forbindelse med magt anvendt
mod pirater. Således kan ROE håndbogen danne grundlag for en internationalt anerkendt
tilgang til magtanvendelse i forbindelse med OOS.
38
Om magtanvendelse generelt beskriver ROE håndbogen (s. 7), at ”When the ROE authorise the use of deadly force, this authorises the use of all lesser degrees of force permitted by law, up to and including deadly force. The actual tactics, techniques and procedures for applying force or utilising non-deadly force will vary based upon factors such as
environment, weapons systems available, the prevailing threat, and applicable law. The
tactical employment of approved ROE is a matter of command judgment”
Således vil det blive op til en vurdering af enhedens chef, om den faktiske situation
opfylder kravene for magtanvendelsen. Det betyder derfor ikke, at der kan anvendes dødelig magt umiddelbart, men denne tilladelse vil lovliggøre, at den pågældende chef iværksætter magtanvendelse gradvist og i henhold til gældende doktriner.
Når magt anvendes mod pirater eller formodede pirater i OOS, skal alle andre muligheder for at sikre, at disse efterkommer givne ordrer, således være udtømt, med mindre
situationen kræver, at der anvendes dødelig magt umiddelbart.
Særligt beskriver ROE håndbogen et forslag til, hvordan en profil for ROE kan opstilles.
Således definerer ROE håndbogen (s. 54), at der ved operationer, der skal forhindre pirateri kan anvendes non-deadly force eller deadly force. Det er således international anerkendt, at der i forbindelse med operationer mod pirateri kan lovliggøres anvendelse af
dødelig magt.
MC 362/1 NATO Rules of Engagement
NATO anvender ligeledes ROE til styring af magtanvendelse i forbindelse med operationer.
NATO ROE defineres og styres ved anvendelse af NATO ROE doktrin beskrevet i MC 362/1.
Heri udlægges retningslinjerne for magtanvendelse. Det funderende grundlag for opstillingen af ROE defineres i MC 362/1 s.2 således: ”[ROE] are the authorisation for, or limits
on, the use of force during military operations. Formulation of ROE is influenced by a variety of factors. ROE first must be lawful. International law defines the lawful limits for the
use of force during military operations. National law may further limit the use of force by
member States in certain types of military operations or in certain situations. Within this
legal framework, the North Atlantic Council/Defence Planning Committee [NAC/DPC] provides political direction for the conduct of military operations, including authorisations for,
and limitations on, the threat or use of force or actions which might be construed as provocative. ROE do not limit the inherent right of self-defence”.
Der er således intet i MC 362/1, der kan lovliggøre magtanvendelse, der strækker sig
ud over lovlig magtanvendelse under international eller national lov. MC 362/1 vil således
kun kunne begrænse den magt, der anvendes. MC 362/1 bliver derfor et middel til at
graduere den magt, der anvendes.
I MC 362/1 udlægges tillige hvordan magt skal anvendes. MC 362/1 (s. 5) beskriver
således, at ”Reasonable and prudent effort should be made to control a situation without
the use of force. When time and conditions permit, the potentially hostile forces should be
warned and given the opportunity to withdraw or cease threatening actions, and further
warned that NATO/NATO-led forces will take action, as necessary. The on-scene commander should consider actions that do not involve the direct application of force to warn
potentially hostile forces”.
Det betyder at magt skal anvendes i en gradueret form. Enhederne, der anvender
magt, skal derfor, når situationen tillader det, indlede med advarsler og ikke dødelige former for magtanvendelse, før dødelig magt kan anvendes.
De forskellige former for magtanvendelse, som enheder kan anvende under
MC362/1, er, jævnfør Annex D til MC 362/1, der beskriver magtanvendelse i forbindelse
med maritime operationer:
39



Varselsskydning, defineret som afgivelsen af skud afgivet, så den enhed, der søges
tvunget til at efterkomme ordrer, tydeligt kan erkende at skud er blevet affyret. Dette
kunne være korte byger afgivet foran boven på et skib.
Direkte beskydning der ikke medfører, at det beskudte fartøj bliver utjenstdygtigt. Dette kunne være beskydning af f.eks. stævnen. Gennemføres denne form for magtanvendelse, bør føreren af det beskudte fartøj informeres herom så betids, at der er mulighed for at sikre, at der ikke er personer i det område af fartøjet, der beskydes.
Direkte beskydning der skal gøre det beskudte fartøj utjenstdygtigt. Dette kunne være
beskydning af maskinrum eller broen. Her bør føreren ligeledes informeres om hensigten, så han kan sikre, at der ikke er personer i det område, der beskydes.
Hermed anlægges en gradueret definition af den magt, der anvendes. De forskellige
former for magtanvendelse kan derfor applikeres trinvist med henblik på at sikre, at risikoen for skade på personer begrænses mest muligt.
For anvendelsen af magt under MC 362/1 gælder det (jævnfør s. 5), at ”With respect
to mission accomplishment, the degree of force used must be no more than that necessary to carry out duties and accomplish assigned objectives of the mission. Force used
must be limited to the degree, intensity, and duration necessary to achieve the objective”.
Således ophører den lovlige magtanvendelse i det øjeblik hvor enhedernes mission opfyldes. I anti-piraterioperationer er det, når de givne ordrer efterkommes. Herudover må
graden, intensiteten og udstrækningen af magtanvendelsen ikke overstige, hvad der er
nødvendigt for at opnå dette.
I forbindelsen med gennemførelsen af OOS er der udgivet en ROE profil, der definerer
den magt, der kan anvendes i forbindelse med operationens gennemførelse. Det er gældende, at autoriserede ROE er givet til styrkechefen for operationen. Således gælder det,
jfr. MC 362/1 (s. 9), at ”When implementing ROE for forces, a commander must act within
the ROE authorised, but is not obliged to pass along to subordinates the full range of the
authorised ROE. If superior authority later withdraws or restricts ROE previously implemented, commanders must immediately update their direction to subordinates in order to
comply with the updated ROE. Even within implemented ROE, it remains the commander’s
responsibility to ensure that forces use only that degree of force which is lawful under the
circumstances”.
Det betyder, at en given ROE profil ikke nødvendigvis er delegeret til de lavere niveauer i en styrke. Det giver styrkechefen mulighed for at kontrollere magtanvendelsen i den
givne situation, på baggrund af de fakta der er. En enhedschef, der ønsker at anvende
magt, skal anmode om tilladelse til at anvende en given ROE. Således vil en tilladelse til at
gennemføre varselsskydning ikke nødvendigvis medføre tilladelse til at gennemføre skydning direkte på det pågældende fartøj. Derved bliver anvendelse af magt gradueret.
Både i definitionen af ROE i henhold til ROE håndbogen og MC 362/1 tydeliggøres, at
ROE aldrig vil begrænse retten til selvforsvar. Dette er i overensstemmelse med national
dansk lov, der lovliggør nødret og nødværge. Både i henhold til ROE og i henhold til analysefaktorerne er det oplevelsen i situationen, der afgør, om der er tale om selvforsvar. Således vil anvendelsen af ROE ikke begrænse danske enheders mulighed for at anvende
magt i situationer, hvor disse oplever et angreb som værende umiddelbart forestående.
I et ROE perspektiv er der ikke umiddelbart en tilladelse for danske enheder til at
handle i nødværge. Dette skyldes, at der ikke er enighed internationalt, eller i NATO, om
hvilken udstrækning af lovlig magt, der kan anvendes som i betydningen nødret. Muligheden for at handle i nødret er beskrevet i MC 362/1 som en selvstændig ROE, der kan være
givet til underlæggende enheder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at denne tilladelse
40
altid er givet. Således kan der være situationer, hvor danske enheder vil blive begrænset i
deres mulighed for at anvende magt i forståelsen nødret.
MC 362/1 anvendes som et redskab til at kontrollere enhedernes anvendelse af magt
i givne situationer. Således vil der i den udgivne ROE profil for OOS være klare definitioner
af, hvornår et angreb anses for at være påbegyndt. Det er dog ikke ensbetydende med, at
enhederne vil kunne anvende magt umiddelbart i disse situationer. Anvendelsen af ROE vil
betyde, at enhederne vil skulle anmode om delegering af den eller de relevante ROE, der
giver tilladelse til anvendelsen af magt i hver enkelt situation. I den enkelte situation skal
der anmodes om delegering af relevant ROE, inden magt kan anvendes. Der kan dog være
situationer, hvor der er en stående tilladelse til at anvende magt. Dette kunne være såfremt, der observeres en situation, hvor der ikke kan være tvivl om, at angrebet er påbegyndt, f.eks. at en pirat er ved at entre et handelsskib via en stige, og hvor en anmodning
om delegering af relevant ROE vil bevirke, at muligheden for at undgå, at skibets besætning kommer i fare, forspildes. Således er anvendelsen af ROE ikke nødvendigvis en begrænsning i muligheden for at anvende magt ved et påbegyndt farligt angreb, men det er
ikke givet, at beslutningen vil kunne iværksættes umiddelbart.
Når der er tale om et overhængende farligt angreb, bliver anvendelsen af ROE mere
kompliceret. Der vil i disse situationer ikke nødvendigvis kunne anlægges en definition af,
hvornår et angreb er overhængende. Således vil det ikke være muligt for enhederne, at
anvende magt inden en ROE bliver autoriseret af overordnede kommandomyndighed. Hele
formålet med ROE er at kontrollere magtanvendelse, derfor er det ligeledes ikke givet, at
autoriseringen af en ROE, der giver tilladelse til at gennemføre varselsskydning, nødvendigvis vil blive fuldt af en tilladelse til at gennemføre virkningsskydning med det formål at
gøre det formodede piratfartøj utjenstdygtigt. Således er det en indbygget del af ROE princippet, at eskalation af magtanvendelsen skal ses i enkelte trin. Der kan således udelukkende gennemføres eskalation ved at foranstående kommandomyndighed autoriserer de
enkelte elementer af magtanvendelsen. Dette kan betyde, at der opstår en situation, hvor
der gives tilladelse til varselsskydning, men at der ikke gives tilladelse til virkningsskydning, såfremt varselsskydningen ikke medfører det ønskede resultat. Dette er ikke i overensstemmelse med analysefaktorerne, hvor muligheden for at gennemføre varselsskydning er betinget af, at bestemmelserne for virkningsskydning er opfyldt. Således kan anvendelsen af ROE blive en begrænsning af enhedernes mulighed for at anvende magt.
Tilsvarende problematikken om at definere hvornår et angreb er overhængende, er det
kompliceret at definere, hvornår der kan etableres mistanke om, at et angreb er påbegyndt. Det betyder, at der i den udgivne ROE profil vil være mulighed for at anvende magt i
disse situationer, men fordi en endelig definition ikke kan anlægges, vil tilladelsen til at
anvende magt skulle indhentes på højere niveau. Det betyder, at enhederne heller ikke i
disse situationer vil kunne anvende magt umiddelbart, men at de foreligger deres observationer for foranstående kommandomyndighed, der vil autorisere magtanvendelsen på
baggrund af et skøn i den givne situation. Dette er ligeledes en begrænsning i forhold til
analysefaktorerne, idet muligheden for at foretage dette skøn ikke er delegeret til det udførende niveau. Således vil anvendelsen af ROE kunne blive en begrænsning, idet det ikke
er givet, at en autorisation til magtanvendelse vil blive givet.
I beskrivelsen af ROE, både i en international forståelse og i NATO, er det beskrevet, at
når der anvendes magt, skal denne være nødvendig og kun gennemføres i en udstrækning, der kræves for opfyldelsen af målet. Det er i fuld overensstemmelse med analysefaktorerne. I tillæg hertil beskrives det, at magt kun kan anvendes i overensstemmelse med
international og national lov. Det betyder for danske enheder, at magtanvendelsen i tillæg
til nødvendighed også skal gennemføres forsvarligt. Dette er således i overensstemmelse
med analysefaktoren, der beskriver nødvendig og forsvarlig magtanvendelse,
41
Når danske enheder gennemfører operationer under en ROE profil, er de forpligtet til
at overveje, hvilke magtmidler der anvendes. Således er det et krav, at enhederne skal
søge at kontrollere den faktiske situation uden anvendelse af magt, hvis muligt ved at
advare og give mulighed for, at modparten har mulighed for at efterkomme de givne ordrer, før yderligere magt anvendes. Det betyder, at magtanvendelsen skal gennemføres
proportionalt i forhold til den givne situation. Således vil enhedernes magtanvendelse
være i overensstemmelse med analysefaktoren om proportionalitet.
Endelig vil anvendelsen af ROE medføre, at magt anvendes skånsomt. I både en international forståelse, og som defineret af NATO, beskrives, hvordan magt skal anvendes
gradueret og med tid for modparten til at efterkomme givne ordrer. Således vil anvendelsen af ROE være i overensstemmelse med analysefaktoren, der beskriver, hvorledes et
perspektiv om skånsom anvendelse af magten skal anlægges i den faktiske situation.
Således viser analysen, at danske enheder muligvis vil blive begrænset i deres mulighed for at anvende magt. Særligt vil denne begrænsning komme til udtryk i situationer,
hvor enhederne ønsker at anvende magt for at stoppe et overhængende farligt angreb,
eller ved mistanke om et påbegyndt angreb. Det kan ikke umiddelbart fastslås, at denne
begrænsning vil opstå, men idet beslutningen skal godkendes af højere niveauer, er det
muligt, at situationen vil kunne opfattes i et andet perspektiv, og at en tilladelse derfor
ikke vil blive givet.
I anvendelsen af magt påviser analysen, at der ikke er forskel i den måde, magten anvendes på, set i forhold til den måde dansk politi ville skulle anvendes magt. Der er således hverken tale om, at enhederne bliver begrænsede, eller at de har udvidede beføjelser.
Særligt viser analysen, at der kan opstå situationer, hvor enhederne kan have tilladelse til
at gennemføre varselsskydning, men at efterfølgende gennemførelse af virkningsskydning
ikke vil blive tilladt. Dette er ikke i overensstemmelse med måden, dansk politi ville kunne
gennemføre magtanvendelse på i en tilsvarende situation.
Konklusion
Som analysen i afsnit 1 viser, er det Havretskonventionen af 1982, der er den gældende
internationale lovgivning på området. Danmark har ratificeret Havretskonventionen og
derfor følger, at danske militære enheder kan anvendes til bekæmpelse af pirateri.
Som analysen i afsnit 2 viser, er danske militære enheder, der deltager i Operation
Ocean Shield begrænset i deres mulighed for at anvende magt i de situationer, hvor der
ikke er konsensus i NATO. Dette gælder særligt i at anvende magt i forbindelse med ”nødret”. Således vil dansk politi kunne anvende magt i tilfælde, hvor danske enheder, under
NATO kommando, sandsynligvis ikke vil kunne gøre det.
Danske militære enheders magtanvendelse kontrolleres som beskrevet i afsnit 3 ved
”Rules of Engagement”. Analysen påviser, at der vil kunne opstå situationer, hvor anvendelsen af Rules of Engagement medfører, at enhedernes mulighed for at eskalere magtanvendelsen fra varselsskydning til virkningsskydning kan blive begrænset. Det konkluderes, at denne begrænsning ikke er til stede for dansk politi i en tilsvarende situation.
Således konkluderes det, at danske enheder der deltager i Operation Ocean Shield,
ikke har mulighed for at anvende mere magt i gennemførelsen af anti-piratoperationerne,
end det danske politi ville have haft i den tilsvarende situation. Det konkluderes ligeledes,
at der er tale om en begrænsning af den magt, de militære enheder kan anvende, når de
er underlagt NATO kommando.
Som denne artikel konkluderer, kan det ikke teoretisk påvises, at danske militære enheder har større beføjelser til at anvende magt, end dansk politi ville have i tilsvarende
situation. Der er dog i praksis en væsensforskel. Når dansk politi anvender magt, er der en
42
betragtelig retspraksis på området. Det betyder, at politiet har adgang til retspraksis, der
er beskrivende for, hvilket niveau af magtanvendelse, der anses som værende rimelig i
dansk ret. Dette er ikke gældende for danske militære enheder i operationer, der har en
karakter af kriminalitetsbekæmpelse. Det betyder, at den militære chef befinder sig i et
etisk og moralsk dilemma, hvor det kun er muligt at vurdere rimeligheden i magtanvendelsen retrospektivt.
Det bliver derfor sandsynligt, at den militære chef vil anvende magt i små skridt. Således vil den militære chef pålægge sig begrænsninger, der ikke var tiltænkt i de regler, han
er underlagt.
Litteratur
Regulering
Retsplejeloven (RPL). Lov nr. 1063 af 2011-11-17, Retsplejeloven
Straffeloven (SL). Lov nr. 1062 af 2011-11-17, Straffeloven
Politiloven (PL). Lov nr. 444 af 2004-06-09, Lov om politiets virksomhed
Havretskonventionen (HRK). 10. December 1982, United Nations Convention of the Law
of the Sea
Doktrin
NATO Military Committee, Rules of Engagement Doctrine Version 1 (MC 362/1)
Analyser
Jensen, Mikkel Storm. Krigsførelsens kredsløb, Militært Tidsskrift, marts 2004: s.176-210
Nielsen, Ruth, og Tvarnø, Christina Duevang. Retskilder og Retsteorier, København: Juristog Økonomiforbundets Forlag, 2011
Mandsager, Dennis m. fl., Rules of Engagement Handbook, San Remo: International Institute of Humanitarian Law, 2009
NATO Shipping Centre. Best Management Practices for Protection against Somali Based
Piracy, Edinburgh: Whitherby Publishing Group Ltd, 2011
Udenrigsministeriet. Strategi for den danske indsats mod pirateri 2011-2012, København:
Udenrigsministeriet, 2011
Elektroniske kilder
United Nations Department of Political Affairs. Piracy of the Coast of Somalia. URL:
http://www.un.org/wcm/content/site/undpa/main/activities_by_region/africa/somalia_pi
racy. Citeret 13.1.2012
Ritzau. Pirater undgår sag trods skud mod danskere. Dagbladet Information 7. juli 2011.
URL: http://www.information.dk/telegram/270347. Citeret 10.12.2011
Ritzau. Dansk krigsskib lader pirater gå fri. Dagbladet Information. 6. april 2012. URL:
http://www.information.dk/telegram/297825. Citeret 12.4.2012
Fancony, Simon og Aagaard, Charlotte. Eksperter: Danmark går for vidt i kampen mod
piraterne. Dagbladet Information. 6. marts 2012. URL: http://www.information.dk/295420. Citeret 20.3.2012
Aagaard, Charlotte. Danske krigsskibe opererer udover NATO mandatet. Dagbladet Information. 27. september 2011. URL: http://www.information.dk/280428. Citeret
23.3.2012
Søværnets Operative Kommando. Fakta om NATOs anti-piraterioperation OPERATION
OCEAN SHIELD. URL: http://forsvaret.dk/SOK/Internationalt/OCEAN/Pages/default.aspx.
Citeret 26.2.2012
UN Security Council Resolution 1816 of 2. June 2008. The situation in Somalia. URL:
http://daccess-ods.un.org/TMP/3092089.59341049.html. Citeret 28.2.2012
43
UN Security Council Resolution 1838 of 7. October 2008. The situation in Somalia. URL:
UN Security Council Resolution 1846 of 2. December 2008. The situation in Somalia. URL:
UN Security Council Resolution 1851 of 16. December 2008. The situation in Somalia.
URL: http://daccess-ods.un.org/TMP/9078722.59616852.html. Citeret 28.2.2012
UN Security Council Resolution 1897 of 30. November 2009. The situation in Somalia.
UN Security Council Resolution 1918 of 27. April 2010. The situation in Somalia. URL:
UN Security Council Resolution 1976 of 11. April 2011. The situation in Somalia. URL:
UN Security Council Resolution 2015 of 24. October 2011. The situation in Somalia. URL:
Folketingsbeslutning B59 af 10-2009. Forslag til folketingsbeslutning om dansk militært
bidrag til NATO’s Operation Ocean Shield som led i den internationale indsats mod pirateri
ud for Afrikas Horn. URL: http://www.ft.dk/samling/20091/beslutningsforslag/B59/som_vedtaget.htm. Citeret 1.3.2012
North
Atlantic
Treaty
Organisation.
Counter-piracy
operations.
URL:
http://www.nato.int/cps/en/SID-30C10C39-DE7BD60E/natolive/topics_48815.htm.
Citeret 2.3.2012
The International Institute of Humanitarian Law. The Institute. URL: http://www.iihl.org/Default.aspx?pageid=page11845. Citeret 2.4.2012
44
Danmark og den nye verdensorden
Major Rasmus Jensen
Danmark har nu i en periode fastholdt en sikkerhedspolitisk strategi, der afspejler et særdeles tæt samarbejde med USA. Vi har både politisk og gennem medierne udråbt denne
strategi til at være forankret i aktivisme og dermed i en sikkerhedspolitisk ageren, der i
princippet er med til at skabe - snarere end at være skabt af - omstændighederne omkring
os. Spørgsmålet er særligt interessant netop nu, hvor USA har lanceret deres nye sikkerhedsstrategi med fokus på Asien og dermed væk fra Europa (USA sikkerhedsstrategi
2012, s. 3). Der ses af undertegnede at være igangsat store magtforskydninger i det internationale system, der vil betyde, at det system, vi kan forvente at se i morgen, vil være
underlagt andre dynamikker, end dem vi kender i dag. Spørgsmålet er, hvorledes Danmark
ruster sig til disse forandringer. Hvad er mulighederne? Og hvem skal vi alliere os med?
Med aktivismeretorikken vedrørende dansk sikkerhedspolitik har tilhængerne af samme
implicit besluttet at tillægge Danmark evnen til at handle proaktivt i den verdensorden, vi
er en del af. Men spørgsmålet er for undertegnede, hvorvidt dette perspektiv, Danmarks
størrelse taget i betragtning, ikke er behæftet med en uhensigtsmæssig devaluering af
vitale, styrende eksterne elementer, der rammesættende dikterer de muligheder, inden for
hvilke danske sikkerhedspolitiske interesser udspiller sig.
Dansk sikkerhedspolitik som et resultat af den vestlige verdens tilstand
Med afsæt i overordnede betragtninger vedrørende tendenserne i dansk sikkerhedspolitik
opstiller denne artikel et perspektiv, der peger på, at Danmark i høj grad reagerer på omverdenens tilstand snarere end at forme den. Rammebetingelserne fastsættes med andre
ord ikke af Danmark men er i høj grad styrende for, hvilke sikkerhedspolitiske virkemidler
der er til rådighed på et givent tidspunkt.
USA's nedtoning af sit udenrigspolitiske engagement, kombineret med en magtpolitisk
fokusering væk fra Europa og over mod Asien, fratager reelt Danmark muligheden for,
gennem en aktiv tilpasningspolitik, at indynde sig hos hegemonen USA. Faren for at blive
overset og måske udelukket fra vitale sikkerhedspolitiske beslutninger er dermed en reel
bekymring. Danmark har med den nye verdensorden, der tegnes med den valgte optik,
ikke meget at tilbyde USA, der kan medføre et fremadrettet, bilateralt samarbejde på betingelser, der er i dansk interesse.
I et magtpolitisk forankret sikkerhedsrationale, hvor hegemonen USA´s evne til at
håndtere hele det globale system ikke længere er til stede, og hvor Europa ikke længere
entydigt er i hegemonens fokus, er der ifølge denne artikels optik brug for, at Europa selv
overtager føringen vedrørende de regionale sikkerhedsovervejelser. Danmark vil derfor
bedst forvalte sin sikkerhedspolitik ved at alliere sig med EU. At stå alene vil være en
uønsket situation med en stor grad af resulterende usikkerhed, øgede omkostninger til
etablering af sikkerhedsskabende kapabiliteter og en meget begrænset indflydelse på
sikkerhedsarkitekturen i Europa. En aktiv deltagelse i det militære samarbejde i EU vil give
Danmark en række muligheder for indflydelse på den regionale sikkerhedspolitik. Alternativet – isolation - indebærer risikoen for en stigende grad af marginalisering af Danmark.
Denne artikel tager udgangspunkt i, at en afskaffelse af EU forbeholdet vedrørende det
militære samarbejde nu igen får ekstra sikkerhedspolitisk fokus, og kan ses som en væsentlig del af tendensen i dansk sikkerhedspolitik.
Denne artikel peger på, at dansk deltagelse i EU's militære samarbejde er det logiske,
sikkerhedspolitiske valg for småstaten Danmark, som et reaktivt svar på den amerikanske
Danmark og den nye verdensorden •
refokusering af sikkerhedspolitikken. Ikke som afsæt for en liberalistisk optimering af
absolutte gevinster ved samarbejde men snarere som en realistisk begrænsning af relative omkostninger ved at lade være. Men hvordan fremkommer et sådant perspektiv?
Først er det nødvendigt at kigge nærmere på tendenserne i dansk sikkerhedspolitik og
dernæst beskrive nogle af de grundlæggende teoretiske overvejelser, der er inddraget i
denne artikel.
Derefter betragtes den vestlige verden gennem det etablerede teoretiske univers med
henblik på at etablere en forståelse af de overordnede mekanismer og deres afledte konsekvenser for den vestlige verdens tilstand.
Til sidst placeres Danmark i den etablerede kontekst på en måde, der giver mulighed
for at fremkomme med de ovenfor kort skitserede konkluderende betragtninger og afledte
overvejelser.
Tendenser i dansk sikkerhedspolitik, før og nu
Efter afslutningen af Den Kolde Krig var dansk udenrigspolitik ikke længere så entydigt
begrænset af geopolitiske bindinger, som det tidligere havde været tilfældet. Et konventionelt militært angreb mod Danmark blev anset for at være usandsynligt (Forsvarskommissionen 1997) og senere utænkeligt (Bruun Rapporten 2003, s. 6), og Danmark kunne bl.a.
basere sikkerhedspolitikken på dette. En opsøgende og aktiv tilgang blev buddet på, hvorledes Danmark bedre kunne udnytte de eksisterende rammebetingelser for den nationale
sikkerhedspolitik. Multilateralisme og international normefterlevelse blev værdisættende
drivkræfter i den danske udenrigspolitik (Holm 1997, s. 59 og s. 75).
Fasttømringen af det danske EU forsvarsforbehold ved nedstemningen af euroen i
2000 (Folkeafstemning 2000, s. 1) indskrænkede imidlertid handlerummet for den aktive
sikkerhedspolitiske agenda, som forstået ved en udenrigs- og sikkerhedspolitik fokuseret
på multilateralisme og normefterlevelse. Hans Henrik Holm beskrev i Danish Foreign Policy Yearbook i 2002 dansk aktivisme som værende ”ved begyndelsen til enden” (Holm
2002, s. 42). Han anså den manglende danske evne til at gøre sig sikkerhedspolitisk gældende igennem multilaterale EU som dødsstødet for et frugtbart og aktivt, internationalt
dansk engagement.
Danmark fandt imidlertid en løsning. Den stadigt stigende marginalisering af Danmark
i udviklingen af EU's sikkerhedspolitik, affødt af det danske forbehold, medførte at Danmark i stedet lagde sig tæt op ad USA på det sikkerhedspolitiske område. USA’s globale
indsats inden finanskrisen muliggjorde en dansk aktivistisk sikkerhedspolitik, der støttede
den amerikanske, og Danmark valgte således, indledningsvis udtrykt ved deltagelsen i
krigen på Balkan, men særligt efter regeringsskiftet i 2001, at følge et sikkerhedspolitisk
spor, der afspejlede dette. Danske styrker kom foranlediget heraf, vores størrelse taget i
betragtning, til at spille en stor rolle i såvel Afghanistan,som Irak. Danmark brugte sine
væbnede styrker som et middel til at markere sig globalt (Heurlin 2007, s. 66). Ambitionen
og argumentationen herfor var, som formuleret af statsminister Anders Fogh Rasmussen i
2003, en udvidelse af Danmarks internationale handlerum gennem en udnyttelse af det
amerikansk muliggjorte momentum til at transformere Danmark fra en småstat til ”mere
end man umiddelbart skulle forvente” i det internationale system (Udenrigsministeriet
2003, s. 7).
USA's mellemøstlige demokratiseringsprojekt medførte dog hurtigt en splittelse i
dansk politik. Bush-doktrinen generelt (White House 2002, s. 1), men særligt dansk deltagelse i Irakkrigen i 2003, medførte national dissens vedrørende den valgte linje. Det begyndte at blive uklart for dele af den dansk-politiske elite, hvorvidt den valgte kurs medfør-
46 Danmark og den nye verdensorden •
te de forventede gevinster, der jo netop oprindeligt var drivkraften bag den aktive danske
indsats.
Kernen i debatten i Danmark vedrørte det problematiske i, at samarbejdet med USA
bevirkede, at Danmark engagerede sig militært på en måde, der var helt eller delvist i
modstrid med den idealkonstellation af det internationale system, institutionaliseringen,
som Danmark ellers hidtil havde været fortaler for. Krigen i Irak var et projekt, der kunne
anklages for ikke i tilstrækkeligt omfang at have institutionel legitimitet og normativ opbakning (Wivel 2009, s. 136). En konstellation som oprindeligt, i de tidlige 1990’ere, var
motoren i den mere aktive udenrigs og sikkerhedspolitiske linje (Pedersen 2012, s. 119).
Den danske debat fik dog aldrig mulighed for at udvikle sig yderligere, idet USA efter præsidentskiftet og valget af Obama bevægede sig gradvist væk fra den for Danmark så problematiske, aggressive interventionspolitiske linje ved indledningsvis at søge en tilbagetrækning fra Mellemøsten hurtigst muligt, men ligeledes eksemplificeret senere ved indsatsen i Libyen, der i større grad tog afsæt i en internationalt legitimeret, institutionaliseret
og multilateral indsats.
Der kan ses tegn på, at den danske kurs ikke er bæredygtig på længere sigt uden
markante justeringer. Den aktive danske militære deltagelse i amerikansk-ledede kampagner har indeholdt en række udfordringer for Danmark. Det danske forsvar er nedslidt
og lider under rekrutteringsproblemer. Endvidere forventes en besparelse på forsvarsbudgettet på omkring tre milliarder som skal være effektiviseret inden udgangen af 2014.
Altså: vil det overhovedet være muligt at fastholde det nuværende engagement, og dermed den udstukne aktive sikkerhedspolitiske linje igennem længere tid?
Hvis ikke den nuværende danske sikkerhedspolitiske linje skal skrinlægges og under
hensyntagen til at eksterne magtpolitiske begrænsninger dikterer rammerne for det rum,
inden for hvilket Danmark skal afveje sine interesser og værdier, ses Danmark således at
være i et dilemma. Et dilemma vedrørende hvorledes – og særligt med hvem – en fremtidig udenrigs- og sikkerhedspolitik skal føres, der samtidigt sikrer overensstemmelse mellem mål og midler.
Der ses en række tendenser i den nuværende danske sikkerhedspolitik med relevans
for- eller affødt af dette dilemma. Regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse 2011 (Regeringen 2011) udtrykker en vision for en sikkerhedspolitik, hvor Danmark fortsat skal yde
et væsentligt bidrag til opretholdelse af international fred og sikkerhed. Regeringen vil dog
i højere grad fokusere på forebyggelse og kapacitetsopbygning end hidtil. Regeringen indikerer derved en ambition om delvist at søge at distancere Danmark fra den hårde sikkerhedspolitik, blandt andet udtrykt i en tværministeriel (FMN, UM, UVM) kronik i landets
aviser 20. januar 2012 (Regeringen 2012) og tendensen til en kurs væk fra de hårde engagementer og over i forebyggende indsatser fremkommer. De internationale opgavers
fremtidige internationale legitimitet og institutionelle forankring er ligeledes et fokusområde for regeringen, der understreger behovet for at ”styrke beslutningsgrundlaget for Danmarks internationale indsatser, så vi bedre kan håndtere de uundgåelige økonomiske,
politiske og menneskelige risici, der følger med. Det betyder også, at Danmark ikke længere skal gå enegang. Fælles indsatser, baseret på brede alliancer er den bedste garanti for
langsigtet succes” (Regeringen 2012).
Tendenser, her forstået som hensigtserklæringer, i den nuværende danske sikkerhedspolitik peger dog vigtigst af alt i retning af et øget politisk fokus på en fjernelse af EUforsvarsforbeholdet. Regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse ved udgangen af 2011
understreger, at forbeholdet har en hæmmende betydning for Danmarks internationale
indflydelse og engagement (Regeringen 2011, s. 4) og varsler om, at forbeholdet kan gøre
Danmark til en mindre attraktiv samarbejdspartner blandt de europæiske NATO-lande. Det
er derfor, på trods af den nuværende udsættelse affødt af den økonomiske krise i EU,
regeringens erklærede mål at søge forbeholdet afskaffet ved en afstemning i indeværende
regeringsperiode. Som Forsvarsminister Nick Hækkerup udtrykker det i ”Altinget” den 12.
juni 2012: ”Forsvarsforbeholdet afskærer Danmark fra at deltage aktivt på det militære
område i udviklingen af EU´s sikkerheds og forsvarspolitik”…”vi har brug for de andre
lande” (Hækkerup 2012, s. 1).
Man kan lidt firkantet sige at den førte sikkerhedspolitik i perioden 1990 til nu, samt
tendenserne fremadrettet, som forstået ved regeringens hensigtserklæringer kan opdeles
i tre hovedtemaer:
 1990’erne: Et idealpolitisk fokus på de multilaterale platforme, dog ikke EU's militære
samarbejde
 2000’erne: Et sikkerhedspolitisk, bilateralt parallelløb med USA
 Nu: En refokusering på de multilaterale institutioner. En fjernelse af EU-forbeholdet
vedrørende det militære samarbejde
Artiklens optik
Artiklen handler om sikkerhed for den lille stat, og med det in mente erkendes det hurtigt,
at en teoretisk ramme for småstatens sikkerhedsovervejelser skal kunne håndtere allianceovervejelser. Kombineret med idealpolitiske dynamikker, som nævnt ovenfor, peger det
mest oplagt på neoliberal institutionalisme. Særligt én neoliberalistisk institutionalist har
udbygget skolen med mere rendyrkede magtovervejelser, nemlig John G. Ikenberry (Ikenberry 2001). Ikenberry tager afsæt i et magtpolitisk – realismebaseret - rationale, vedrørende de strukturelle dynamikker i et hegemonisk system, men han argumenterer for, at
såfremt systemet skal stabiliseres på sigt, vil et idealpolitisk afsæt, med etablering af institutioner og afledte begrænsninger på de stærke staters magt, med en større grad af forudsigelighed samt kendte spilleregler, være fordrende (Ikenberry 2001, kap 1-3). Han
beskæftiger sig altså teoretisk med netop det spektrum fra magtpolitik til idealpolitik, der
efterlyses. Ikenberry beskæftiger sig desuden med ordensbegrebet på en måde, der ses at
have relevans. Sikkerhed – og den bagvedliggende orden – har stor indvirkning på aktørerne i systemet, og graden af samme ses at have stor forklaringskraft i forhold til, hvorledes de enkelte stater læser deres handlerum og afledte muligheder.
Det etablerede system – hegemonens muligheder
Udgangspunktet for det hegemonisk forankrede systemrationale er magt. Kort og godt.
Hegemonen er den ultimativt stærkeste stat. Dette vil imidlertid ikke vare ved. Hegemonen
vil svækkes, og en ny vil træde til og overtage pladsen (Ikenberry 2001, s. 27). Men så
længe hegemonen er den stærkeste magt, har denne mulighed for at ændre på spillereglerne til sin egen langsigtede fordel. Idet hegemonen ved, at den uundgåeligt vil blive svagere, må den til sin egen langsigtede fordel søge at etablere en systemtilstand, der i højere
grad end det er tilfældet i en magtpolitisk neorealistisk strukturdynamik, tager højde for
den svage stat. Der skal altså findes en måde, hvorpå hegemonen kan etablere en systemtilstand, der tilgodeser alle.
Overordnet set har den stærke stat ifølge Ikenberry tre muligheder vedrørende sin
egen plads i systemet og afledte opgaver med at indrette det. Hegemonen kan søge at
dominere systemet gennem magtanvendelse og derigennem opnå fordelingsfordele. Den
kan også vælge at trække sig tilbage og lade tingene gå deres gang i hele eller dele af det
internationale system. Eller den kan forsøge at transformere systemet med henblik på at
etablere en mere varig tilstand.
Overlevelse gennem transformation
For den stærke stat vil der umiddelbart være et incitament for at holde fast på den vundne
magt og få den til at vare ved. Paradoksalt, men helt afgørende, kan dette medføre, at de
stærkeste stater i forbindelse med justeringer af den globale magtfordeling søger veje til
at begrænse deres egen magt for derigennem at få den til at være mere varig: Stærke
stater kan anvende institutioner til at fastlåse en favorabel situation og derigennem etablere tilstrækkelig strategisk begrænsning på deres egen magt til at kunne vinde andre
staters samtykke til den etablerede orden – også på længere sigt når magtfordelingen
ikke længere i samme omfang er i deres favør. Eller sagt på en anden måde: Den hegemoniske tilstand er udtryk for en asymmetrisk relation mellem staterne. Denne asymmetri
kan udnyttes af hegemonen til at formildne de systemdikterede bekymringer hos de øvrige
stater vedrørende anarkiet, usikkerheden, behovet for egenbeskyttelse osv. Denne hierarkiske relative position indeholder to væsentlige elementer for hegemonens mulighed for at
ændre, eller transformere, systemet. Den bevirker på den ene side, at hegemonen tydeligt
står til at tabe mere/mest ved etablering af et overstatsligt og bindende arrangement staterne imellem. Den bevirker på den anden side, som resultat, at staterne er mere motiverede for at imødekomme den stærkes ønsker – netop grundet den asymmetriske relation.
Fra transformation til konstitution
Transformation opnås ifølge Ikenberry ved, med afsæt i egen styrkeposition, at etablere en
interstatslig institutionaliseret orden, der kan opnå de øvrige staters tilslutning. Des mere
ubalanceret et system der tages afsæt i, des stærkere er den hegemoniske stat og dermed de afledte muligheder for at diktere betingelserne for institutionel indbinding i systemet. Staten befinder sig altså i en favorabel position til at udveksle restriktioner på sin
egen magt med institutionelle aftaler, der vil etablere langsigtede gevinster på bekostning
af tilsvarende kortsigtede. Ved store ubalancer i strukturen ses tillige et lineært rationale
for de mindre stater til at lade sig indbinde i de etablerede institutioner: De reducerer,
gennem efterlevelse af hegemonens ønsker, risikoen for at denne stærke stat lader dem i
stikken. Systemet er stabilt, så længe ingen stater vurderer det profitabelt at forsøge at
ændre det (Gilpin 1981, s. 41). Hegemonens villighed til at betale den højeste pris for
arrangementet tilsikrer dette. Sikkerhedsetablering ses som værende nært forbundet med
hegemonen.
Det hegemoniske transformationsprojekt har altså til hensigt at etablere en varig sikkerhedspolitisk institutionalisering, der kan sikre stabilitet i systemet, efter at hegemonens
svækkelse ikke længere gør det muligt for denne at varetage opgaven. Ambitionen er at
etablere en interstatslig, varig, konstitutionel orden.
Konstitution som anarkiets afløser
Intrastatsligt er rationalet vedrørende den konstitutionelle ordens berettigelse følgende: I
den konstitutionelle orden er levedygtigheden af de politiske institutioner kilden til stabilitet. Hvis visse, elitære dele af samfundet er i stand til at omgå reglerne, mister systemet
sin konstitutionelle karakter, og systemet reverserer til et stadie, hvor den magtfulde dominerer den mindre magtfulde.
Effektiv konstitutionel orden dikterer og specificerer de principper og regler, under
hvilke magt kan udøves, og bliver derved en begrænsende faktor for magtudøveren – de
begrænser gevinsten ved magtudøvelsen!
Overført til det interstatslige system bliver det hegemoniske konstitutionaliseringskoncept derved meningsfyldt. Legitimiteten har til hensigt at fungere som en restriktion af
også de stærke magter, ikke kun de svage. Gevinsten er at forøge alle staternes autonomi
snarere end at begrænse de svage staters autonomi til de stærke staters fordel, idet handling generelt bliver mindre kompliceret, når den er underlagt et kendt og accepteret regelsæt (Haugaard, 2006, s. 4). Institutionerne fremhæves derved, og de bliver over tid, snarere end den initierende hegemon, garant for systemets styrke og holdbarhed.
Menige stater i systemet bibringes over tid troen på, at de institutionaliserede forordninger er troværdige. Denne erkendelse reducerer deres usikkerhed og bliver alene af den
grund attraktiv. Hegemonens egenbegrænsning tager afsæt i et egoistisk rationale vedrørende den lagsigtede mulighed for at optimere egen position og er derved ligeledes attraktiv. Med andre ord: Såfremt hegemonen udviser en troværdig, konsistent institutionaliseret adfærd, vil denne være i stand til at influere de øvrige stater til at acceptere den faldbudte institutionaliserede orden. Som tiden går, vil institutionerne forankre sig, og hegemonens ansvar for vedligeholdelse af systemet reduceres, hvilket tilgodeser den forventede svækkelse af samme hegemon over tid.
Staternes overvejelser vedrørende håndtering af magtdynamikker - anarkiets grundsubstans - ligger altså som allerede nævnt til grund for det institutionaliserede rationale.
Magthåndtering og forudsigelighed i indbyrdes styrkeforhold er den (langsigtede) tilskyndelse, der kan få staterne til at handle igennem fællesskabet. Netop fordi den langsigtede
usikkerhed forbundet med ikke-regulerede strukturelle kapabilitetsdynamikker er stor: Der
er i et system uden institutioner en høj grad af systembaseret uvished, der bevirker at alle
stater, i teorien, kan minimere deres egen langsigtede usikkerhed ved at institutionalisere
deres sikkerhedspolitik.
Verdens tilstand og det logiske valg for småstaten Danmark
Men lad os nu vende tilbage til udgangspunktet – den danske sikkerhedspolitik. Som tidligere drøftet kan man forenklet opdele perioden fra 1990 til nu i tre signifikante dele.
Artiklen vil nu søge at beskrive en kontekst, hvori de tre perioders sikkerhedspolitiske
adfærd kan betragtes med henblik på i den efterfølgende konklusion at sammenligne det
fundne logiske mønster med de ovenstående hovedtræk. Altså: Den vestlige verdens tilstand  Det logiske sikkerhedspolitiske valg for Danmark  Konkluderende sammenligning med Danmarks førte sikkerhedspolitik og fremadrettede hensigtserklæringer.
1990’erne: Det amerikanske transformationsprojekt
USA gik sejrrigt ud af den 2. verdenskrig, og efterfølgende Den Kolde Krig som den entydigt stærkeste globale aktør. En transatlantisk struktur, med USA som stærkeste magt,
etableredes (Hansen 2009, s. 27). Transatlantiske sikkerhedspolitiske, systemstabiliserende garantier tog form af især etableringen af NATO. Afslutningen på den Kolde Krig
markerede således starten på en periode med en amerikansk ledet, unipolær verdensorden. Unipolen og hegemonen USA stod på dette tidspunkt ved en skillevej. Grundet deres
urørlighed og fraværet af umiddelbare trusler kunne de i princippet selv vælge, hvorledes
de ville forsøge at påvirke den vestlige verdens tilstand.
USA reagerede på kollapset af Sovjetunionen ved at ekspandere samt skabe en variation af sikkerheds- og økonomiske institutioner, såsom udvidelse af NATO begyndende
med Polen, Ungarn og Tjekkiet i 1996, etableringen af North American Free Trade Agreement [NAFTA] i 1994, etableringen af Asia-Pacific Economic Cooperation [APEC] i 1989 og
World Trade Organisation [WTO] medlemskabet fra 1995.
NATO havde i denne sammenhæng en central placering, idet sikkerhedssamarbejdet i
artiklens teoretiske optik er det vanskeligste og dermed det, der har størst behov for hegemonens opmærksomhed for at lykkes.
En række institutionelle initiativer med afsæt i NATO blev i perioden søsat af USA. NATO skulle udvides til som minimum at associere med en række lande mod øst. USA formulerede i denne periode, særligt under Clinton-administrationen, en institutionsforankret
agenda, hvor grundtanken var at anvende de multilaterale platforme til at stabilisere og
integrere de nyligt etablerede markedsdemokratier i Central- og Østeuropa. En del af USA's
plan var i forbindelse med udvidelsen af NATO at motivere de berørte stater til at gennemføre nationale reformer, der ville rette dem ind i forhold til den vestlige (hegemoniske)
standard. Her med Madeleine Albrights ord fra 1998: ”to align themselves with NATO,
aspiring allies have strengthened their democratic institutions, improved respect for minority rights, made sure soldiers take orders from civilians, and resolved virtually every old
border and ethnic dispute in the region” (Albright Madeleine 1998, s. 3).
Logikken var ydermere, at den USA-styrede proces med at indlemme de nye medlemslande i NATO reelt ikke havde et validt, langsigtet alternativ, der ville være i USA's interesse. Såfremt de berørte nationer var i stand til at leve op til en række stillede krav, ville en
afvisning let kunne tolkes som en defragmentering af magtbalancen i Europa, med en
resulterende række af svage, uafhængige stater i Europas østlige periferi, der let kunne
antænde nye konflikter på et senere tidspunkt.
NATO-udvidelserne udtrykte derved en kongruens med den institutionelle logik og
ydermere med transformationstanken. Der var tale om en hegemonisk styret proces, der
uden tvang men med afsæt i internationalt fastsatte regler søgte at institutionalisere dele
af den regionale europæiske sikkerhedspolitik. Processen medførte øget sikkerhed i regionen gennem øget forudsigelighed via institutionerne og deres fælles regler, og den bevirkede, grundet evnen til at overkomme samarbejdsdilemmaet, at samarbejde på andre
områder ligeledes havde bedre vilkår.
Tysklands genforening blev ligeledes et institutionelt anliggende. Bekymringen var, fra
USA's side, at Rusland ville kræve at det forenede Tyskland ikke blev en del af NATO. USA
argumenterede for, at det var i Ruslands egen interesse, at Tyskland ikke blev ekskluderet
fra NATO, og landet anvendte institutionen som et værktøj til at berolige snarere end at
bekymre Rusland (Gorbachev, 1996, s. 533). Logikken var, at den institutionaliserede stat
Tyskland ville være begrænset i sin evne til at anvende magt gennem begrænsningen af
realiserbare gevinster ved magtanvendelse og derved mindre tilbøjelig til, også på længere
sigt, at udøve fornyet aggressivitet over for regionen. Ekspansionen ses derved at være
muliggjort af institutionernes tilstedeværelse ud fra endnu et perspektiv. Institutionerne
virkede som en afdæmpende garant for fredelige intentioner, også over for udefrakommende bekymringer.
USA's fokus på de institutionelle løsninger i denne periode, og den implicitte begrænsning af egen magt med henblik på at fastlåse flere medlemmer i systemet, peger afledt af
de ovenstående eksempler på en idealpolitisk periode med et transformativt fokus. USA
havde ifølge artiklens teori baseret systemets orden på følgende aftale med de øvrige
nationer: En overvejende magtpolitisk aftale, der etablerede den nødvendige bro til institutionalisering: USA vil levere sikkerhed til sine venner og desuden adgang til amerikanske
markeder og teknologi og forsyninger inden for en åben markedsøkonomi, mod at staterne
til gengæld indvilligede i at indgå en idealpolitisk aftale. For at imødegå usikkerheden
afledt af den store magt USA besad, indvilligede USA i at lade sig indbinde i et politisk,
økonomisk regelbaseret system, altså en koalition med sine partnere, med fælles regler.
USA ville derved gøre sin magt sikker for resten af verden, og verden skulle til gengæld
indvillige i at leve med det amerikanske system.
Transformation – småstatens logiske valg
Om end liberalismen er varsom i sin forklaringskraft over for sikkerhedsalliancer – det var
jo netop hele kernen i den problemstilling, der ligger til grund for Ikenberrys ”bro” - kan
man dog alligevel spekulere i, at et sådant samarbejde vil stille færrest dikterende krav til
den svage part. Den stærke part skal altså yde relativt mere for samarbejdet end den svage part. Den stærke part er tilfreds med at opnå absolutte fordele, og den bekymrer sig
derved ikke synderligt om, at den svage stat får relativt mest ud af samarbejdet.
Des stærkere den ledende stat er, des mere har den at tilbyde de øvrige stater. Des
stærkere den er, des mere vil den være i stand til at styre udformningen af de institutioner,
der skal sikre den selv på langt sigt. Afledt af denne logik ses det, at jo stærkere hegemonen er, jo mindre vil omkostningen forbundet med at etablere begrænsninger på sin egen
magt betyde for den. Spændet mellem den og de andre er for stort. Det betyder for de
øvrige stater, at en meget stærk hegemon vil motivere dem til at indvillige i de vanskelligste former for institutionalisering og dermed sikkerhedspolitiske alliancer, idet de er bekymrede for at blive enten domineret af den stærke stat, eller ladt i stikken. De kan derfor
se absolutte gevinster ved samarbejdet og ikke har nogen reelle alternativer. Samarbejder
med hegemonen vil derfor i forbindelse med en overlegen hegemons transformationsprojekt være den lille stats førsteprioritet.
En ambition om bilateralt samarbejde med USA i denne periode ses dog ikke at give
megen mening for småstaten. Hegemonen er under sit transformationsprojekt fokuseret
på at etablere et net af adfærd omkring sig, der er sikkerhedspolitisk kongruent med et
fælles regelsæt, og den er dermed ikke interesseret i for mange bilaterale undtagelser til
sin selvetablerede struktur.
Det vil logisk set altid primært være interessant for et lille land at støtte en institutionalisering, der bevirker, at gevinsten forbundet med størrelse og øgede kapabiliteter reduceres. Problemet er blot, at denne option ikke altid eksisterer. Den er afhængig af tilstedeværelsen af et miljø, hvor absolutte fordele er styrende, snarere end relative fordele. Altså
et overstatsligt arrangement, forvaltet på interstatslig vis gennem bindende aftaler med
varierende grad af indbyggede sanktionsmuligheder.
Hegemonen styrer med stor indsats en idealpolitisk udvikling. Dette medfører, at NATO
bliver det logiske sikkerhedspolitiske valg for Danmark under transformation. NATO er i
artiklens optik USA's transformationsværktøj. NATO er den institutionaliserede version af
USA. Dette er en god løsning for småstaten. Den institutionelle platform bevirker, at der
kan opnås indflydelse, der meget vel kan være disproportionalt fordelagtig. EU vil udelukkende være sikkerhedspolitisk interessant i det omfang, hegemonen anvender institutionen som en regional opgaveløser.
2000’erne: Nye trusler, institutionerne udfordres
Det første årti i det nye årtusinde skulle komme til at varsle indtoget af nye sikkerhedstrusler. Terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 tilkendegav, at sikkerhedstruslerne
havde en anden dynamik end den, man tidligere havde set (Parsi 2003, s. 121). De nye
trusler opfattedes meget forskelligt af de forskellige stater qua deres defragmenterede
natur, og det var således ikke længere en entydig konkret fjende, der i den vestlige verden
var samlingspunkt for den sikkerhedspolitiske dialog men snarere en mere diffus og uklar
trussel, der udfordrede sammenhængskraften i de etablerede institutioner.
De nye sikkerhedstrusler på den globale arena, om hvilke der ikke var udelt enighed
blandt partnerlandene i først og fremmest NATO, medførte et mere trægt samarbejde, der
betød, at det i nogle situationer blev nødvendigt for USA at vælge egne veje – uden om de
institutionelt etablerede forpligtelser, der ellers netop skulle sikre deres magt på længere
sigt.
Krigen mod Irak i 2003 splittede NATO. Med Frankrig og Tyskland imod en intervention
på det forelagte grundlag, kunne beslutningen om at anvende magt reelt ikke træffes i
overensstemmelse med de institutionelle mekanismer, USA selv havde etableret (se eksempelvis Fischer, 2008).
USA var ubøjeligt indstillet på at vælte regimet i Irak. Magtanvendelsen mod Irak blev
muligvis besværliggjort og forsinket men ikke begrænset af de regelbaserede processer
(Woodward, 2004). Bush-administrationen var fast indstillet på magtanvendelse, såfremt
Saddam Hussein ikke underkastede sig de dikterede vilkår. Konflikten kan i det lys ses
som et eksempel på hegemonisk anvendelse af ubundne og ubalancerede magtpolitiske
virkemidler. Der er ingen tvivl om, at det var USAs unikke magtposition, der tillod dette.
Det stod hurtigt klart, at FN ikke ville sanktionere indsatsen. Mens USA anvendte resolution 1441 som berettigelse for deres politik, anvendte oppositionen selvsamme resolution til at nå til helt andre konklusioner. Resolutionen var designet tvetydigt og specificerede
ikke konsekvenserne ved en manglende efterlevelse (FN-resolution 1441, 2002, pkt. 1113). Institutionerne spillede derved en mere perifer sikkerhedspolitisk rolle i denne periode.
Idealpolitikken ude i kulden
Den transformative proces og den bagvedliggende konstitutionelle ide led stor skade.
Tysklands daværende udenrigsminister Joschka Fischer udtrykte det på følgende måde: “a
world order cannot function when the national interest of the strongest power is the definitive criterion for the use of that country's military power. In the end the same rules must
apply to the big, the medium-size, and the small nations” (Fischer, 2003).
Ved at gennemføre interventionen i Irak uden opbakning fra sit institutionelle bagland,
overskred USA den selvetablerede begrænsning på gevinsten ved egen magtanvendelse
og viste derved i mange nationers øjne, at det alligevel var magtpolitik og ikke idealpolitik,
der dikterede udfaldet når situationen tilspidsedes. Her yderligere eksemplificeret ved
George W. Bush´s berømte citat fra hans tale til nationen og kongressen 20. september
2001: ”Either you are with us, or you are with the terrorists” (Bush, 2001).
Bush doktrinens ”contingent sovereignty” og ”preemptive strike” medførte derfor et
radikalt skift i verdens perception af USA. Den unipolære pol og hegemon USA, der grundet
sin magt havde en form for eneret på international magtanvendelse, annoncerede nu
gennem bruddet med institutionerne en tilbagevenden til mere rendyrkede magtpolitiske
virkemidler, der ikke var fordrende for institutionernes effektivitet og troværdighed. Krigen
mod Irak underminerede således legitimiteten af en række internationale institutioner,
hvorved hele det konstitutionelle projekt blev truet.
Obama-administrationen har siden hen gjort det til en mærkesag at genetablere en
USA-ledet reformering af global governance institutioner (Bayliss, 2011, s. 122). Spørgsmålet er dog, om USA stadig besidder de ressourcer, der med artiklens logik skal tilsikre,
at den etablerede orden – konstitutionen – kan blive skabt på USA's diktat.
Småstatens logiske valg i 2000’erne: At gemme sig synligt
En sikkerhedspolitisk bevægelse væk fra den institutionelle praksis for hegemonen vil
med den anlagte teoretiske optik have en stor og magtdimensionerende indflydelse på det
resterende vestlige system af stater. Staterne vil være tvunget til at tage højde for denne
ændring gennem etablering af egne sikkerhedsforanstaltninger, der ikke længere i samme
omfang som under en systemtilstand med mere idealpolitisk magtanvendelse kan hvile på
forventningen om hegemonens beredvillighed. Hegemonen har nu gennem anvendelse af
dominerende magtpolitiske virkemidler erklæret sin mere entydige (kortsigtede) fokusering på at optimere sin egen situation. Dette er ikke til de øvrige staters fordel og opleves
derved negativt, idet det, i forhold til den transformative periode der gik forud, er baseret
på en markant anderledes fortolket distribution af gevinster: Absolutte gevinster beskriver,
hvorledes staterne ikke er optagede af de relative gevinster. Dette betyder, at et samarbejde kan finde sted, selv hvis de øvrige deltagere opnår relativt større gevinster. Differencen betyder ikke noget for staterne. Det samme må deduktivt gøre sig gældende for et
uligevægtigt fordelagtigt samarbejde. Staten vinder mere end de øvrige deltagere men
værdsætter det ikke. Et skift til en tilstand med vægt på relative gevinster vil følgelig medføre, at denne stat ved et balanceret samarbejde ifølge logikken vil føle sig dårligt behandlet. Et hegemonisk skifte fra en idealtilstand til en magttilstand vil konkluderende medføre
en del træghed og utilfredshed i systemet af stater.
Utilfredshed fordrer balancering. Det er dog forbundet med stor vanskellighed at applikere dette overfor en hegemonisk unipol, relativt til andre strukturer i det internationale
system. Når unipolens magt forøges, og den derved øger de øvrige staters motivation for
balancering, øges omkostningen forbundet med dette ligeledes. Balancering er derved
ikke en reel option. Alliance eller en form for passivitet er derved de eneste tilbageværende valg.
Stater, der har valgt at alliere sig med hegemonen i systemet, står med et magtpolitisk
udgangspunkt til stadighed over for dilemmaet vedrørende på den ene side at blive indfanget og på den anden side at blive efterladt. En svag stat vil logisk set være mere sårbar
over for at blive indfanget i en unipolær systemtilstand med en stærk hegemon – fordi den
stærke stat er i stand til at lægge magtpolitisk pres på den svage stat.
Ved amerikansk magtpolitisk dominans har institutionelle mekanismer mindre effekt.
NATO bliver derved i større omfang end under et hegemonisk transformationsprojekt ensbetydende med USA. Magtpolitisk dominans er i artiklens logik ikke en ønskværdig udvikling fra transformation for hegemonen – det går den forkerte vej! Der må derfor være
tungtvejende sikkerhedspolitiske årsager til dette brud på logikken i hegemonens egen
overlevelsesstrategi. Forhandlingsmulighederne (institutionens interne balancering) får
derved meget begrænset effekt. Den store magtdifference medfører en enten-ellersituation, og hegemonen er stålsat på en allerede udstukket kurs. Grundet systemets
træghed, utilfredsheden med de relative gevinsttab samt den snævrere sikkerheds og
trusselsopfattelse, vil alliancerationalet her i stort omfang bindes op på den enkelte stats
opfattelse af truslen. Hegemonen vil naturligvis forsøge at berettige sin indsats gennem
anvendelse af de etablerede institutioner, men den vil, såfremt konsensus ikke kan gennemtvinges, grundet sin magtpolitiske fokus og den store styrke, rette blikket unilateralt
mod sine egne mål og etablere koalitioner, der fokuserer på relative gevinster.
EU ses grundet sin fragmentering ikke som umiddelbart relevant med en stærk hegemon og et snævert fokus på sikkerhedspolitik. EU kan dog berettiges af en indirekte vej:
Det vil være muligt for staterne at gemme sig for hegemonen bag EU, sådan at forstå at
staterne derved kan reducere risikoen for at blive indfanget. Prisen vil dog, qua de relative
gevinster forbundet med de underliggende neorealistiske dynamikker ved magtpolitik,
være en reduceret garanti for hegemonisk opbakning, såfremt dette af andre årsager måtte være nødvendigt. Altså: Manglende efterlevelse af hegemonens ønsker vil ikke blive
straffet direkte men vil medføre en ændret strukturel associering med hegemonen af tredjepart. Den strukturelle forudsætning for sikkerhed via hegemonen er derved truet.
Der ses som mulighedens afledte konsekvens endnu en dimension af relativitetsovervejelserne for de enkelte stater. Hegemonen er uendeligt meget stærkere end den enkelte
stat. Det kan derfor være mere interessant for denne stat at sammenholde sine relative
gevinster med nabostaten, eller den lokalt stærke stat, fremfor hegemonen. For det vil
ikke være uden omkostninger for den lille stat at indgå en bilateral aftale med denne,
baseret på magtdynamikker. De udenrigspolitiske konsekvenser ved en sådan politik er
forbundet med stor usikkerhed. Der er således mere at vinde, primært i form af synlighed
og hegemonens gunst, men også mere at tabe i form af uønsket relation til stormagtspolitiske anliggender end ved en mere konsensusbaseret tilgang til sikkerhedspolitiske anliggender.
Dette vil medføre et komplekst, relativt kalkuleringsscenarie for de enkelte stater.
Grundfaktorerne i beregningen vil være: Hegemonens gunst, omkostningen ved at støtte
hegemonen, omkostningen ved at lade være, nabostaternes relative gevinster/tab og så
videre. At stå alene, uden en alliance, ses ikke som en ønskværdig situation for en lille
stat. Det bør derfor undgås.
Det logiske valg af alliance under en periode med amerikansk magtpolitisk dominans
ses derfor som følgende: Valget er styret af et enten-eller-rationale, der som udgangspunkt
er pro-hegemonisk og bilateralt, men som alternativ, så vidt det er muligt og skønnes fordelagtigt, er passivt gennem EU. Valget er blandt andet baseret på, hvorledes staterne
læser hegemonens udvikling.
For Danmark vil bilateralt parallelløb med USA være det logiske valg, idet det er forbundet med store mængder hårdt arbejde at etablere en situation, hvor alternativet, EU,
bliver muligt, og da alternativerne ses at være nogenlunde lige attraktive, vil den ekstra
indsats ikke med artiklens logik kunne tjenes hjem.
2010  Globale magtforskydninger, USA svækkes
Den amerikanske transformationsambition og den søgte konstitutionelle orden har som
sagt til formål at etablere en institutionalisering, der senere kan være til fordel for den
svækkede hegemon. Problemet med det eksisterende projekt er dog for USA nu tosidet:
På den ene side USA's egne fravigelser fra den institutionaliserede transformative ånd
(Bush- doktrinen), hvor brud på de selvetablerede regler har sået tvivl om projektets troværdighed og relevans for de øvrige stater. Den vestlige ordens transformation er derved
svækket og kræver afledt heraf en forøget idealpolitisk indsats fra USA for at have en
chance for at blive bragt tilbage på sporet.
På den anden side er projektet, og særligt den sikkerhedspolitiske kerne, behæftet
med begrænsninger i dets udbredelse. Det er således ikke et globalt projekt men snarere
et regionalt, transatlantisk sikkerhedsfællesskab. Derved er de nuværende potentielle
konkurrenter til den hegemoniske trone, særligt Kina men også eksempelvis Rusland,
reelt ikke indlejret i det institutionaliserede projekt inden for særligt det sikkerhedspolitiske område, der i artiklens optik er kilden til idealpolitisk transformation. Den demokratiserede vestlige verden nyder på trods af bump på vejen stadig godt af en høj grad af
sammenhold, men da truslerne kommer fra eksterne faktorer, føler USA sig naturligt nødsaget til at konfrontere dem, der hvor de befinder sig.
Relationen til Asien er på det sikkerhedspolitiske område styret af en høj grad af bilaterale relationer fra USA's side (Ikenberry, 2005, s. 146). Institutionaliseringsgraden er
væsentligt lavere og afledt af dette er transaktionsomkostningerne højere. Det er derved i
artiklens optik mere omkostningstungt at føre bilaterale politikker end at forfølge én, multilateral plan. USA har etableret en række ”særlige samarbejder” i regionen. Singapore støttede fx USA's kamp mod terror og fik som tak en bilateral frihandelsaftale. Den økonomiske krise har også for USA haft store konsekvenser. Den har medført et behov for en amerikansk økonomisk konsolideringsperiode i kølvandet på den markedsøkonomiske katastrofe, det amerikanske merforbrug de seneste årtier medførte for verdensøkonomien
(Cooper, 2008, s. 45). Dette har også konsekvenser for USA's evne til at projicere sin
magt. Selv USA skal spare.
USA kan derfor ikke længere fastholde samme grad af globalt fokus som hidtil og prioritering er en nødvendighed. USA’s nationale sikkerhedsstrategiske guidance fra 2012
annoncerer et skifte af amerikansk fokus væk fra det europæiske teater og over i det asiatiske. Stillehavskommandoen er således gjort til den største fremover, og en neddrosling
af engagementet i Europa er ligeledes indeholdt i planen (USA, 2012, s. 14).
De magtpolitiske elementer med relation til Kina er tydelige. Hvor Kina kun nævnes en
enkelt gang i den nationale sikkerhedsstrategi anno 2010 i en positiv og konstruktiv reference (”we will continue to pursue a positive, constructive, and comprehensive relationship
with China”) (USA 2010), beskriver guidance fra 2012 et mere entydigt magtpolitisk fokus:
”the growth of China's military power must be accompanied by greater clarity of its strategic intentions in order to avoid causing friction in the region” (USA, 2012, s. 2). USA’s nationale sikkerhedsstrategiske guidance fra 2012 danner opsummerende grundlaget for en
væsentlig forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Asien, hvorved USA
klart har meldt ud, at den asiatiske regions fremtid betragtes som nært forbundet med
USA's egen. USA erkender, at potentielle magtforskydninger i det internationale system er
en kendsgerning. Perioden 2010  tegner derfor indtil videre et billede af et magtpolitisk
fokus og en mindre, nødvendig reduktion i den samlede amerikanske magtprojektion og
indsats.
Den magtpolitiske fokus mod Asien medfører derfor, på baggrund af den i artiklen
etablerede optik, en forventning om, at det konstitutionaliserede projekt er udsat på ubestemt tid på det sikkerhedspolitiske område til fordel for en mere bilateral sikkerhedspolitisk magtforankret fokus på interessenterne i det asiatiske område.
2010  Småstatens logiske valg: Regionalt magtpolitisk fokus
Et sikkerhedsmiljø baseret på en magtpolitisk strukturtilgang, kombineret med en hegemon der viser tegn på svækkelse, er i princippet et begyndende brud med den mest grundlæggende præmis i denne artikel. Systemets tilstand er et udtryk for hegemonens valgte
tilgang til systemets forvaltning. En svækket hegemon varsler en ny orden, hvor logikken i
denne artikel vil blive udfordret. At være unipolær hegemon i et magtpolitisk perspektiv er
en enten-eller-tilstand, der ikke er entydigt proportionalt, relativt kvantificerbar. Lidt simplificeret kan man sige, at en unipolær hegemon forvalter hele systemet med egne langsigtede interesser for øje. I tilfælde af at opgaver, hvis varetagelse er væsentlige, fravælges
af hegemonen, optimerer hegemonen i princippet ikke længere sin egen situation, og en
svækkelse er en kendsgerning. Dette medfører, som en interessant sidebemærkning,
også, at magtpolitisk dominans efter et transformationsprojekt er udtryk for en svækkelse,
da denne udvikling ikke opgavelogisk er i hegemonens langsigtede interesse.
En hegemon, der skifter sin – venligtsindede – fokus væk fra staternes nærområde, vil
få samme stater til at forholde sig mere pessimistisk til deres egen sikkerhed. Den usikkerhed, hegemonen selv tidligere søgte at reducere i systemet ved at institutionalisere,
regelbinde, og lægge begrænsninger på sin egen magt, er nu for alvor på vej væk. Staterne
er derved på ny tvunget ud i mere basale og pessimistiske kalkuler vedrørende deres egen
sikkerhed. Beregningerne indeholder nu en dimension, som har været neddæmpet under
den stærke idealistiske hegemons indflydelse: Hvem vil sørge for min sikkerhed?
Autonomi vil ikke være en ønskelig option og bør undgås for den lille stat, såfremt det
er muligt. En bipolær relation er under de givne forhold ikke en reel option for den lille stat.
Staten har ikke meget at tilbyde hegemonen, og hegemonen har nok at gøre med at tage
vare på sin egen situation. Der er ikke noget overskud. Den magtpolitiske fokus på relative
gevinster vil desuden medføre, at prisen for et bilateralt samarbejde vil blive høj for den
lille stat. Staten skal i princippet kunne tilbyde hegemonen noget, der opleves som en
relativ gevinst i forhold til de udfordringer, hegemonen står overfor. Og igen afledt - de
udfordringer, hegemonen er konfronteret med, er ikke enkle: En hegemon, der bevæger
sig væk fra sit eget transformationsprojekt, er klar over, at tiden er ved at rinde ud, og at
den konstitutionelle idealplan lader til at være uden for rækkevidde. Det er altså eksistentialistiske overvejelser, der skal opvejes, når den lille stat skal finde noget at tilbyde hegemonen for et bilateralt samarbejde.
NATO vil, såfremt institutionen har bevaret sin legitimitet efter hegemonens potentielt
hårdhændede behandling under den tidligere periode med magtpolitisk amerikansk dominans, igen være attraktiv. NATO vil først og fremmest af hegemonen ses som et af flere
eksempler på etablerede institutioner, der, igen – såfremt de stadig eksisterer og er effektive – kan reducere hegemonens transaktionsomkostninger og nedsætte arbejdsbyrden i
forhold til en gruppe af allierede, der ellers ville være bilateralt drænende for den svækkede supermagt. Det er dog væsentligt at holde fast i, at den tilsyneladende genetablerede
institutionelle logik udelukkende er en kvasi-logik, der ikke bunder i idealpolitik. Hegemonen har sine egne, kortsigtede, magtpolitiske mål for øje under abandonment og har ikke
de fornødne ressourcer til at etablere den idealsituation, der skulle katalysere systemtilstanden fra magtpolitik hen over institutionerne og ind i den konstitutionelle, ideelle sluttilstand. Broen er væk! NATO bliver derved med tiden ”blot” endnu en institution.
Europa skal som konsekvens til at arbejde hårdere for at etablere en effektiv kontekst
for sin egen sikkerhed. Dette kan af staterne effektueres gennem både NATO og EU's militære samarbejde. Grundet hegemonens store tilknytning til (sin egen institution) NATO og
de relative gevinsters rationale, kan det være ufrugtbart for de europæiske stater at søge
sikkerheden entydigt gennem NATO. NATO og EU hænger derved sammen.
USA kan ikke længere varetage Europas sikkerhedsinteresser (USA's egne i virkeligheden), Dette kræver, at EU overtager de regionale sikkerhedsovervejelser, samkørt med
NATO. EU får derved igen sin egen entydige, sikkerhedspolitiske berettigelse. Magtpolitik
medfører usikkerhed, der medfører opfattelse af nye trusler, herunder også traditionelle
trusler. Dette medfører igen et behov for at kunne håndtere disse. Den russiske invasion
af Georgien får som eksempel derved en sikkerhedspolitisk trusselsberettigelse for Europa. Magtpolitiske dynamikker tilskriver logisk fremkomsten på et senere tidspunkt af en ny
stormagt, der vil have indflydelse på den danske sikkerhed. Det er derved deduktivt afledt
af stigende nødvendighed at forholde sig til territorialforsvaret på ny. Logikken er: Et samlet Europa bør ikke bekymre sig og kan afbøde eksempelvis Ruslands udenrigspolitiske
ambitioner. Isolerede stater har det mere vanskelligt, idet de reelt ikke har indflydelse på
den etablerede agenda (se eks. Rasmussen 2008 samt Jakobsen 2008). EU vil med et
svækket USA og en magtpolitisk funderet tilstand i den vestlige verden med stor sandsynlighed få en væsentlig rolle at spille i forhold til de regionale sikkerhedsovervejelser i det
europæiske nærområde.
Danmark vil derfor bedst forvalte sin egen sikkerhedspolitik ved at alliere sig med EU.
NATO vil isoleret reelt ikke medføre en gevinst i forhold til den regionale sikkerhedspolitik,
idet EU med logikken i denne artikel vil komme til at diktere rammerne for de regionale
sikkerhedsstrukturer. En alliance med EU medfører hårdt arbejde. Først forbundet med
selve etableringen men også magtpolitisk ved at etablere en fordelagtig egenposition på
sigt. Det vil dog uden tvivl være at foretrække sammenlignet med isolation. At stå alene vil
være en uønsket situation med en stor grad af resulterende usikkerhed, øgede omkostninger til etablering af sikkerhedsskabende kapabiliteter og en meget begrænset indflydelse på sikkerhedsarkitekturen i Europa.
Konklusion
– dansk sikkerhedspolitik som reaktion på den vestlige verdens tilstand
Artiklen har vist, at den vestlige verdensorden siden den Kolde Krig kan siges at have gennemgået to grundlæggende faser, affødt af hegemonen USA's forvaltning af sin plads i
systemet af stater i perioden:
En indledende transformationsperiode der havde til hensigt at transformere det vestlige internationale system hen imod en konstitutionel tilstand.
Et brud med denne linje, resulterende i en efterfølgende periode præget af amerikansk dominans, indledt af terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 og Bushdoktrinen og kun delvis korrigeret siden hen.
Artiklen har tillige vist, at USA's nyligt annoncerede sikkerhedsstrategiske fokus på
Asien med den anlagte teoretiske vinkel varsler en forestående periode med et udpræget
magtpolitisk præg, hvor USA ikke længere vil have den samme fokus på Europa som hidtil,
grundet en begyndende begrænsning i deres evne til at opretholde et kontinuerligt, globalt
outreach.
Den iagttagede tendens er derved et system, der er på vej mod en ny, mere kynisk
magtbalanceringsdynamik.
1990’erne: Det idealpolitiske transformationsprojekt
Artiklen viste vedrørende den første periode, der blev beskrevet, umiddelbart efter afslutningen på den Kolde Krig, at med den stærke hegemon aktivt involveret i institutionaliseringen, og dermed transformationsprojektet, var der for den lille stat i den vestlige verden
mest at vinde ved at deltage aktivt i transformationsprocessen. Regelbindingerne udlignede i et vist omfang forskellene i størrelse og var derved til det lille lands fordel i absolutte
såvel som relative termer.
Artiklens logik var entydig i en idealpolitisk tid, hvor den stærke magt ønsker at etablere institutionelle bindinger på sin autonomi: Følg hegemonen og sørg for at høste så mange fordele ved samarbejdet som muligt. USA's institutionaliserede sikkerhedssamarbejde,
og dermed NATO, ville derfor være det logiske valg for Danmark. Dette stemmer konkluderende overens med den observerede danske adfærd. Danmark valgte i denne periode at
fokusere på de multilaterale platforme. Sikkerhedspolitisk var dette for Danmark især
ensbetydende med NATO.
2000’erne: Bruddet med transformationsidealet
Det amerikanske skifte fra et idealpolitisk til et magtpolitisk fokus, kombineret med en
uformindsket styrke i den efterfølgende periode, affødte en ny magtpolitisk forankret systemtilstand. Jævnfør artiklens teoretiske ræsonnement, vedrørende det umulige i et balancerings forehavende og de derved særdeles begrænsede muligheder for den lille stat i
systemet, bevirkede dette, at Danmark som konsekvens logisk ville vælge en mere bilateral line tilpasset den amerikanske sikkerhedspolitik. Den mest oplagte alternative løsning,
NATO, var ikke et reelt alternativ, grundet alliancens afhængighed af USA.
Et medlemsskab i det militære samarbejde i EU ville have bibragt Danmark en mulighed for at reagere mere passivt i perioden, men denne option var ikke umiddelbart tilgængelig, grundet de danske forbehold. Valget var styret af et enten-eller-rationale, der som
udgangspunkt var pro-hegemonisk og bilateralt. For Danmark ville det bilaterale valg være
det logiske. Et bilateralt sikkerhedssamarbejde med USA ville fortrinsvis være et samarbejde, hvor USA tilbød Danmark generel militær sikkerhed og en barriere mod de store
europæiske magters enegang eller dominans. Det ville dog ikke være muligt for Danmark
at få nogen væsentlig indflydelse på den førte sikkerhedspolitik i en sådan alliance qua
den enorme uligevægt de to parter imellem og den i artiklen belyste magtpolitiske mangel
på vilje til egenbegrænsning for hegemonen. Det sås desuden forbundet med store
mængder hårdt arbejde med et uvist resultat at etablere en situation, hvor alternativet EU
blev muligt.
Den førte danske politik i perioden var et fortrinsvis bilateralt parallelløb med den
amerikanske sikkerhedspolitiske linje. Artiklens logiske valg er dermed i overensstemmelse med den faktisk førte politik.
Den bilateralt forankrede sikkerhedspolitiske linje var ikke optimal for småstaten
Danmark, men det til trods var mængden af reelle alternativer begrænset. Der var ikke
noget institutionelt alternativ, hvorfor Danmark valgte, som Danmark gjorde. Ikke for at
være aktivistisk men fordi Danmark netop ikke ønskede at være det.
2010 : Globale magtforskydninger, USA svækkes
Den danske mulighed for at køre et fordelagtigt sikkerhedspolitisk parallelløb med USA ser
ifølge denne artikel ud til snart at ville rinde ud. USA's nedtoning af sit engagement, kombineret med en magtpolitisk fokusering væk fra Europa og over mod Asien, fratager reelt
Danmark muligheden for, gennem en aktiv tilpasningspolitik, at indynde sig hos hegemonen. Faren for at blive overset og måske udelukket fra sikkerhedspolitiske beslutninger er
en reel bekymring. Danmark har med den nye verdensorden ikke meget at tilbyde USA, der
kan medføre et fremadrettet bilateralt samarbejde. Særligt ikke på betingelser der er i
dansk interesse. Danmark er, som det er blevet vist med det valgte perspektiv, en lille brik
i et magtpolitisk spil. Det kan forventes, at den globale stormagtspolitik vil være af overvejende magtpolitisk karakter den kommende tid. Danmark må afledt søge at kompensere
for sin størrelse ved at indgå i en alliance på det sikkerhedspolitiske område, der i nogen
grad kan sikre forudsigelighed i systemet – ud fra et dansk perspektiv – og dermed skabe
de bedste fremtidige vækstbetingelser for landet. Med USA ude af billedet som en reel
option er EU det rationelle valg.
I et magtpolitisk forankret sikkerhedsrationale, hvor hegemonens evne til at håndtere
hele det globale system ikke længere er til stede, og hvor Europa ikke er i hegemonens
fokus, er der ifølge artiklens analyse brug for, at Europa selv overtager føringen vedrørende de regionale sikkerhedsovervejelser. Danmark vil derfor bedst forvalte sin sikkerhedspolitik ved at alliere sig med EU. At stå alene vil være en uønsket situation med en stor
grad af resulterende usikkerhed, øgede omkostninger til etablering af sikkerhedsskabende
kapabiliteter og en meget begrænset indflydelse på sikkerhedsarkitekturen i Europa. En
aktiv deltagelse i det militære samarbejde i EU vil give Danmark en række muligheder for
indflydelse på den regionale sikkerhedspolitik. Alternativet, som er isolation, indebærer
risikoen for en stigende grad af marginalisering og isolering af Danmark. NATO vil naturligvis stadig være væsentligt for Danmark, men organisationen vil forventeligt fremadrettet
komme til at indeholde en europæisk dimension, der i stadigt større omfang er båret af
EU's militære samarbejde.
Det er i artiklens optik derfor logisk, at en afskaffelse af EU-forbeholdet vedrørende
det militære samarbejde nu igen får ekstra sikkerhedspolitisk fokus og kan ses som en
væsentlig del af tendensen i dansk sikkerhedspolitik.
Danmark udtrykker gennem de betragtede tendenser for den sikkerhedspolitiske
agenda en erkendelse af, at magtpolitik igen, eller fortsat, er en realpolitisk kendsgerning,
der skal betragtes som et helt grundlæggende vilkår – en præmis! Det kan ligeledes gennemgående i artiklen konkluderes, at en aktiv dansk udenrigspolitik kan betragtes som
evnen og viljen til at tilpasse sig et system, hvis grundlæggende dynamikker er udenfor
dansk indflydelse.
Denne artikel peger dermed konkluderende på, at snarlig dansk deltagelse i EU's militære samarbejde er det logiske reaktive, systemdikterede sikkerhedspolitiske valg for
Danmark. Ikke som afsæt for en liberalistisk optimering af absolutte gevinster ved samarbejde, men snarere som en realistisk begrænsning af relative omkostninger ved at lade
være.
Artiklens logik, der tog afsæt i den hegemoniske forvaltning af den vestlige verdensorden, leder dermed frem til et resultat, der er gennemgående kongruent med de observerede tendenser i dansk sikkerhedspolitik.
Præsident de Gaulle meddelte i 1966, at Frankrig ville forlade det militære samarbejde i NATO. I 2009 trådte de ind i det igen. De franske bekymringer vedrørende suverænitetsafgivelse til atlantpagten, blev overtrumfet af ønsket om at få sikkerhedspolitisk indflydelse.
På samme måde kan de danske EU forbehold betragtes som en restriktion på Danmarks evne til at udnytte de af systemets tilstand dikterede muligheder til at føre en optimeret sikkerhedspolitik. Det er værd at bemærke, at en ændring på dette udelukkende er
en dansk beslutning. Der er altså ikke én eneste ekstern faktor, der indgår i denne væsentlige restriktion på dansk udnyttelse af de forhåndenværende muligheder.
Kilder
Albright, Madeleine (1998) Statement on NATO enlargenment, 24 February 1998,
http://www.fas.org/man/nato/congress/1998/98022407_tpo.html
Baylis, John & Smith, Steve (2001) The globalization of world politics, New York, Oxford
university press
Baylis, John; Smith, Steve; Owens Patricia (2011) The globalization of world politics, (5.
udgave) Oxford: University press
Bruun Rapporten (2003) De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik.
Forsvarsministeriet
Bush, George (2001) Speech to the Congress and the Nation, 20. september 2001,
http://www.washingtonpost.com/wpsrv/nation/specials/attacked/transcripts/bushaddress_092001.html
Cooper, George (2008) The Origin of Financial Crisis: Central Banks, Credit Bubbles and
the Efficient Market Fallacy, Random House Inc.
Fischer Joschka (2008) I'm not convinced: Der Irakkrieg und die rot-grünen Jahre, Oxford:
University press
Fischer, Joschka, Tysklands udenrigsminister 1998-2005 (2003) Spiegel Interview: "America Had No Verdun", NY Times (Valgt grundet oversættelse), publiceret 24 marts 2003,
http://www.nytimes.com/2003/03/24/international/europe/24SPIEGEL.html?pagewante
d=all
FN resolution 1441 (2002) Sikkerhedsrådsresolution 1441, af 8. november 2002, FN
Sikkerhedsråd, http://daccess-ods.un.org/TMP/9676641.22581482.html
Folkeafstemning (2000) Folkeafstemning om euroen 2000. Folketinget, EU Oplysningen:
http://www.euo.dk/dkeu/dk/afstemninger/afstemning/2000/
Forsvarskommissionen (1997) “Fremtidens Forsvar”, Forsvarsministeriet
Gilpin, Robert (1981) War and change in world politics, New York, Cambridge university
press
Gorbachev S. Mikhail (1996) Memoirs, Columbia: University press
Hansen, Birthe og Wivel, Anders (2009) Security strategies and american world order –
lost power, Oxon: Routledge
Haugaard M (2006) Conceptual confrontation, hegemony and power: concensus and coercion in contemporary politics, Lanham MD: Lexington Books
Heurlin, Bertel (2007) Nationen eller verden? De nordiske landes forsvar i dag, København: Hans Reitzels Forlag
Holm, Hans Henrik (1997) Denmark´s active internationalism. Advocating international
norms with domestic constraints. Danish Foreign Policy Yearbook 1997, København: DUPI
Holm, Hans Henrik (2002) Danish foreign policy activism: The rise and decline, I Danish
Foreign Policy Yearbook 2002, København: DUPI.
Hækkerup, Nick (2012) Vi afskæres fra verdens brændpunkter, Altinget:
www.altinget.dk/eu/printartikel.aspx?id=122590
Ikenberry, G. john (2001) After Victory, Princeton; Princeton University Press
Ikenberry, G. John (2005) Power and liberal order: American post-war order in transition,
International relations of the Asia pacific, volume 5 133-152
Ikenberry, John G (1999) Liberal hegemony and the future of American world order, in:
Paul, T. V. & Hall, John A. (1999) International order and the future of world politics, s123146: Cambridge, University press
Ikenberry, John G (2009) Liberal Internationalism 3.0: America and the Dilemmas of Liberal World Order, perspectives on politics, 7 (1) 71-88
Ikenberry, John G; Mastanduno, Michael; Wohlforth, William C (2011) International relations theory and the consequences of unipolarity, Cambridge: Princeton university press
Jakobsen, Peter Viggo (2008) Rusland er ligegyldig – fuld fart frem, i Mortensen, Hans
(2008) Helt Forsvarligt, Danmarks militære udfordringer i en usikker fremtid, København,
Gyldendal.
Parsi Vittorio E (2003) Partners or Rivals? European-American Relations After Iraq: Milano,
Vita e Pensiero
Pedersen, Rasmus Bruun (2012) Fra aktiv internationalisme til international aktivisme:
Udvikling og tendenser i dansk udenrigspolitisk aktivisme. I ”Politica” nr 1. 2012 111-131,
Tidsskrift for politisk videnskab, Syddansk universitet: Universitetsforlaget
Rasmussen, Mikkel Vedby (2008) Danmark har ingen Ruslandpolitik, udenrigs 2008 (4)
40-47. Det udenrigspolitiske selskab, http://udenrigs.dk/
Regeringen (2011) regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse 2011 af 8/12 – 2011.
Redegørelse nr. R5 (8/12 2011), Folketingstidende, Regeringen
Regeringen (2012) En ny sikkerhedspolitik. Kronik i jyllandsposten 20. januar 2012 af Villy
Søvndal, udenrigsminister (SF), Nick Hækkerup, forsvarsminister (S), Christian Friis Bach,
udviklingsminister (R): http://jp.dk/opinion/kronik/article2669577.ece
Udenrigsministeriet (2003) En verden i forandring. Regeringens bud på nye prioriteter i
Danmarks udenrigspolitik. København: Regeringen
USA (2010) US National Security Strategy, Washington maj 2010
USA (2011) US National Military Strategy – Redefining America´s military leadership,
Department of Defense, Washington 8. februar 2011
USA (2012) Defense Strategic Guidance, Sustaining U.S. Global leadership: Priorities for
the 21st century, Department of Defense, Washington 3. januar 2012
Wivel Anders (2009)En småstat som stormagt? Artikel i: Globaliseringens udfordringer,
Viborg: Special trykkeriet
Woodward Bob (2004) Plan of Attack, New York, Simon and Schuster.
61 Fremtidig kinesisk dominans?
Major Morten Birch-Jensen
One who cannot be victorious assumes a defensive posture;
one who can be victorious attacks (Sun Tzu)
Denne artikel er blevet til på baggrund af mit speciale om Kinas strategi overfor Japan i
det Østkinesiske hav. I artiklen argumenterer jeg for, at Kina benytter sig af alle sine
magtmidler – også de militære - til at understøtte landets økonomiske ekspansion. Til tider
løber Kina store risici men synes bevidst om ikke at fremprovokere egentlig væbnet konflikt. Dermed anviser artiklen et midtsøgende synspunkt i forhold til såvel de iagttagere,
der ser positivt på Kinas voksende betydning som de der – mere pessimistisk - ser Kina
som en fremtidig udfordrer til USA's dominerende rolle i det internationale system.
Jeg konkluderer, at Kina, på grund af Japans styrke og dets nære forhold til USA, mest
sandsynligt vil forfølge en status quo politik. Samtidigt forfølger Kina en (inkrementel) økonomisk imperialistisk politik. Kina søger målrettet at udnytte ressourcer i det omstridte
område, understøttet af en effektiv kombination af diplomatiske og militære virkemidler,
herunder lejlighedsvis magtdemonstration. Kina udnytter tilsyneladende enhver mulig
japansk indrømmelse og imødekommenhed, samtidig med at Kina vedholdende står fast
på egne territoriale krav.
Kina opfattes af mange som en stormagt, der ventes at spille en betydelig rolle i fremtiden i kraft af sin økonomiske vækst, befolkningsmæssige størrelse og teknologiske udvikling. Økonomiske prognoser forudsiger således, at Kina forventes at overtage rollen
som verdens største økonomi omkring år 2040, mens andre kilder siger 2025.1. Det afgørende er ikke, hvornår eller om det sker, men derimod den klare tendens, der viser et stadigt økonomisk stærkere Kina og et USA med stadigt stigende økonomiske udfordringer.
Militært kan det diskuteres, hvorvidt Kina kvalificerer til stormagtsstatus,2 men Kinas status som atommagt, et stadig stigende forsvarsbudget og den forventede økonomiske udvikling, har medført øget fokus på Kina som strategisk aktør. Dette er senest udtrykt i
USA's nye sikkerhedsstrategi.3 Samlet tales der ligefrem om, at Kina kan udfordre USA's
supermagtsstatus på længere sigt. Dertil kommer Kinas til tider konfliktfyldte forhold til
aktører i nærområdet.4 I den internationale debat om Kinas fremtidige rolle i den internationale orden synes der at være to overordnede skoler.5 På den ene side findes de, der
anlægger et, med vestligt perspektiv, pessimistisk syn på Kina. De argumenterer for, at
Kina vil bruge sin voksende økonomiske indflydelse til at opruste militært og på længere
sigt aspirere til at udfordre USA's rolle som verdens eneste supermagt. På den anden side
udtrykkes et mere optimistisk synspunkt, hvor der argumenteres for, at Kina i stigende
grad vil åbne sig mod verden og vise sig som en ansvarlig aktør på den internationale politiske arena. Kina betoner ikke overraskende, at landet alene har fredelige hensigter og
ikke ønsker at anvende militære magtmidler i andet end forsvarsøjemed.6 I denne artikel
1 Hhv. Sådan bliver Kina en supermagt, s. 48 og The Return of China, Globalization and Economic
Power, ss. 8-9.
2 The Balance of Power in Asia-Pacific Security, ss. 50-51.
3 Sustaining U.S. Global Leadership, ss. 2og 4.
4 Kina har siden anden verdenskrig været i krig i Korea, med Indien i 1962, med Sovjetunionen i
1969 og med Vietnan i 1979: Foreign Affairs, March/April 2012, s. 50.
5 On China, ss. 504-522 og Foreing Affairs, March/April 2011, ss. 80-81.
6 China’s National Defense in 2010, ss. 5 og 8 samt On China, ss. 508-512.
Fremtidig kinesisk dominans •
analyseres Kinas strategiske interesser og muligheder for at udlede mulige faktorer, der
former kinesisk strategi, samt pege på mulige udviklingsperspektiver i Kinas fremtidige
ageren som strategisk aktør – en ageren der efter alt at dømme vil få voksende betydning
for os alle, hvad enten den påvirker det internationale system i positiv eller negativ retning.
Artiklens teoretiske grundlag – statens ønske om magtmaksimering
Specialet er skrevet med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme, hvor
staters ageren beskrives ud fra statens ønske om magtmaksimering. Morgenthau opererer med tre mulige målsætninger, der er styrende for en stats politik: “A nation whose
foreign policy tends toward keeping […] power […] pursues a policy of the status quo. A
nation whose foreign policy aims at acquiring more power […] through a reversal of existing power relations […] pursues a policy of imperialism. A nation whose foreign policy
seeks to demonstrate the power it has, either for the purpose of maintaining it or increasing it, pursues a policy of prestige.”7 Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en prestigepolitik for prestigens egen skyld.8 Dermed bliver status quo og imperialisme de overordnede væsensforskellige målsætninger og prestigepolitik en understøttende politik.
Morgenthau beskriver status quo som politik rettet mod en fastholdelse af den nuværende magtfordeling, idet der dog indenfor rammen af den overordnede magtfordeling
godt kan finde mindre justeringer sted.9 Morgenthau anfører fire forskellige metoder til
magtbalancering: Del og hersk, kompensationer, oprustning og alliancer.10
Ifølge Morgenthau er imperialisme ikke i sig selv et værdiladet begreb men alene udtryk for en nations politiske ønske om at forbedre sin relative magtposition i forhold til
andre nationer.11 Modsat den gængse og værdiladede betydning af begrebet er det altså
ikke så meget underkastelsen af andre folkeslag, som forøgelsen af egen magt mere
bredt, der er målet.12 Morgenthau anviser tre metoder eller midler til imperialistisk politik:
Militær, økonomisk og kulturel imperialisme.13 De tre metoder kan bruges i kombination.14
Som en tredje vej til forøgelse af en stats relative magtposition anviser Morgenthau
”The Policy of Prestige”, der overordnet har til formål at øge en stats anerkendelse og anseelse – og dermed magt - blandt andet gennem påvirkning af andres staters perception.15 Prestigepolitik underopdeles i to metoder: Diplomati og demonstration af militær
magt.16 Morgenthau anviser tre midler for diplomatiet, i form af: Overtalelse, kompromis
og truslen om magt. De tre midler bruges i følge Morgenthau bedst og mest succesfuldt i
forening.17
Territoriale stridigheder om Senkaku øgruppen
Som case er valgt det Østkinesiske Hav. Konflikten har to hovedbestanddele: For det første striden om de territoriale rettigheder til Senkaku-øgruppen og for det andet uenighed
Politics Among Nations, ss. 50-51.
Ibid, s. 92.
9 Ibid, s. 54.
10 Ibid, ss. 194-198.
11 Ibid, ss. 56-57.
12 Ibid, ss. 57-58.
13 Ibid, s. 69.
14 Ibid, ss. 69-70.
15 Ibid, s. 85.
16 Ibid, ss. 84-85. (Morgenthau bruger termen ”display of military force”).
17 Ibid, s. 363.
7
8
63 Fremtidig kinesisk dominans •
om udstrækningen af parternes eksklusive økonomiske udnyttelseszoner (EEZ).18 Havområdet omkring øgruppen indeholder rige fiskeforekomster og menes at indeholde betragtelige tilgængelige olie- og gasreserver.19 Kina og Japans krævede EEZ overlapper hinanden i
et område på 210,000 kvadratkilometer.20 Øerne er under japansk suverænitet og har
været det siden anden verdenskrig, men såvel Kina som Taiwan gør krav på dem.21 Senkaku-øgruppen består af fem ubeboede øer og tre skær – i alt ca. syv kvadratkilometer og
er placeret ca. halvvejs mellem det kinesiske fastland og den japanske ø Okinawa.22
Figur 1: Det Østkinesiske Hav23
The Long March to Power, s. 39.
Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 9.
20 Senkaku er det japanske navn, Kina bruger navnet Diaoyo.
21 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 7 – 9.
22 Ibid, s. 7.
23 www.strategic.discourse.com Hentet 2. december 2011.
18
19
Figur 2: Senkaku-øgruppen24
Figur 3: Kinesiske og Japanske territoriale krav25
Status Quo politik – Kinas manøvrerum i den regionale magtbalance
USA er militært tilstede i Japan,26 og landene har indgået en gensidigt forpligtigende forsvarsalliance, herunder i den såkaldte San Francisco traktat fra 1951. USA betoner i sin
nye sikkerhedsstrategi sit fokus på Asien og nævner specifikt Kina som en potentiel trussel.27 Derfor frygter Kina for japansk genoprustning og en mere aktiv brug af det japanske
militær; ikke mindst i sammenhæng med et fælles japansk-amerikansk forsøg på at hindre
Kinas voksende indflydelse.28 Jævnfør Japans forsvarshvidbog er der konkrete japanske
tiltag til balancering af Kina i form af strategi og fælles øvelser med USA med det formål at
imødegå fjendtlig besættelse af øer under japansk kontrol. Øvelserne har involveret det
amerikanske marinekorps, hvilket udover signalværdien overfor Kina også betyder, at der
rent faktisk er planlagt indsættelse af kapaciteter, der vil kunne operere med succes i det
omstridte område.29 Det betyder, at Kina må regne med USA som aktør på japansk side i
forhold til magtbalance og opretholdelse af status quo overfor Japan,
Efter anden verdenskrig blev Japan pålagt udenrigs- og forsvarspolitiske bindinger i
medfør af den japanske grundlovs artikel 9. Japan har med mellemrum debatteret, om der
skulle finde en ”normalisering” sted.30 Allerede nu opererer japanske orlogsskibe tæt på
kinesisk søterritorium, og i 2002 vedtog Japan flere beføjelser til det japanske forsvar i
tilfælde af væbnet konflikt. Debatten vækker bekymring i Kina, og iagttagere ser dette som
udtryk for, at Kina ikke kan opfylde egne maritime ambitioner, hvis Japan igen bliver en
aktiv udenrigspolitisk aktør på det militære område.31 Japans flådestyrker er, selv med de
nuværende forfatningsmæssige begrænsninger, de kinesiske klart overlegne både kvalitativt og kvantitativt.32 Der er også konkrete indikationer på, at Japan efterstræber mulighe-
www.2space.net Hentet 2. december 2011.
www.japanfocus.org Hentet 2. december 2011.
26 The Military Balance 2010, s. 43 (bl.a. U.S. 7th fleet , 3rd U.S. Marine Corps Division samt 5th
Airforce).
27 Sustaining U.S. Global Leadership, ss. 2 og 4.
28 Chinese Energy Security, s. 88.
29 Asia Looks Seaward, s. 166.
30 For Mutual Benefit, s. 14.
32 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 23.
24
25
den for at kunne projicere magt på egen hånd, herunder har Japan udviklet store helikopterbærende destroyere med kapaciteter ikke ulig hangarskibe.33 Det regionale magtforhold peger på, at det, set med kinesiske øjne, er nødvendigt at øge landets militære magt,
alene for at fastholde status quo, og dermed også at en sådan status quo politik er, hvad
Kina realistisk kan opretholde i en overskuelig fremtid.
En del og hersk politik overfor USA og Japan synes næppe at være mulig set i lyset af
USA's alliancemæssige forpligtigelser overfor Japan. Ikke desto mindre har der dog været
tilfælde, der kan tolkes som kinesiske forsøg på at splitte de to lande. Således trængte en
kinesisk atomubåd i 2004 ind i japansk territorialfarvand sydvest for Okinawa. Efter japanske protester undskyldte den kinesiske viceudenrigsminister under henvisning til en
teknisk fejl. Ifølge Bussert og Elleman er det mere sandsynligt, at kineserne afprøvede de
japanske modforholdsregler. Samtidigt prøvede de at drive en kile ind mellem USA og
Japan, idet de to lande ikke tolker de internationale transitregler ens.34 Det kan således
ikke udelukkes, at Kina øjner muligheden for, i et isoleret tilfælde som i forhold til Senkaku, at holde USA ude af en eventuel konflikt. Der har også været rejst tvivl om, hvorvidt
Japan kunne forlade sig på sikkerhedsgarantier udefra, og om det overhovedet var ønskeligt. Denne debat har været ført i forbindelse med den interne japanske diskussion om
alliancen med USA og de sikkerheds- og udenrigspolitiske bindinger i den japanske forfatning. I USA's nye sikkerhedsstrategi nævnes eksplicit, at USA, trods reduktioner i sine kernevåben, fortsat vil sikre sine allierede.35 Japan har da også søgt og fået USA's støtte i
tilfælde af en væbnet konflikt over Senkaku. Således har både udenrigsminister Hillary
Clinton og tidligere forsvarsminister Robert Gates lovet amerikansk støtte så sent som i
2010.36 Dette indikerer, hvor vanskeligt det er for Kina reelt af forsøge at splitte USA og
Japan. En problematik Brzezinski bekræfter i en analyse af den nye amerikanske strategi.37 Kina fremhæver selv i sin forsvarshvidbog fra 2011, at USA styrker sine alliancer i
regionen.38 Spørgsmålet er også, hvad Kina ville få ud en sådan splittelse på længere sigt,
idet Kina derved risikerer den japanske oprustning, landet i øvrigt søger at undgå. Et kinesisk forsøg på at fremme multipolaritet som modvægt til USA vil dermed kunne vise sig at
være kontraproduktivt, idet Kina ikke nødvendigvis vil kunne matche Japans militære potentiale.39 Dette er naturligvis en risiko ved en del og hersk politik set med kinesiske øjne.
Imidlertid er der, udover Japans selvpålagte forfatningsmæssige militære begrænsninger,
ikke noget, som udelukker muligheden for japansk oprustning indenfor rammerne af det
nuværende sikkerhedssamarbejde med USA.
Ud fra en kinesisk logik, hvor Senkaku-øgruppen oprindeligt har tilhørt Kina, vil en
kompensationspolitik kunne give mening. Til gengæld for fortsat japansk suverænitet vil
Kina kunne få del i de økonomiske ressourcer og måske japansk accept af sømilitær tilstedeværelse i området. Kina er generelt tilbageholdende med at afgive suverænitet ved
at indgå bindende økonomiske aftaler.40 Selvom Kina dermed risikerer at cementere den
nuværende situation, hvor Japan har den territoriale overhøjhed, kan Kina opnå økonomiske fordele, der måske overgår en risikofyldt politik rettet mod at ændre ejerforholdet til
øerne. Dette vil i givet fald kunne understøtte en kinesisk status quo politik i det omfang,
Asia Looks Seaward, s. 161.
People’s Liberation Army Navy, ss. 80-81.
35 Sustaining U.S. Global Leadership, s. 5.
36 Strategic Survey 2011, ss. 346-348.
37 Foreign Affairs January/February 2012, Vol. 91, number 1, ss. 100-103.
38 China’s National Defense in 2010, s. 7.
39 The Balance of Power in Asia-Pacific Security, s. 103.
40 China and the New International Order, s. 160.
33
34
Kina vurderer, at gevinsten overstiger indsatsen i form af de facto at give afkald på de
territoriale krav. Mod en sådan politik taler imidlertid, at det omstridte område er af en
anseelig størrelse, rummer endnu ikke fuldt kortlagte ressourcer og er af geostrategisk
betydning for Kinas ønske om en fremskudt forsvarspolitik. Dette kan forklare den nuværende situation, hvor Kina på den ene side prøver at opnå økonomiske gevinster uden på
afgørende vis at gøre mine til at ændre sine fordringer på suverænitetsspørgsmålet. Der
kan dermed argumenteres for, at Kina forsøger at holde suverænitetsspørgsmålet labilt
samtidig med at der føres en politik, der muliggør økonomisk imperialisme.
Kina har meget store væbnede styrker og et stadigt voksende forsvarsbudget, der så
sent som i marts 2012 er blevet forøget med 17,8 %.41 Kina gennemfører også omfattende særligt sømilitære materielanskaffelsesprogrammer.42 Noget andet er imidlertid forsvarets styrke og kvalitet i relative termer. Trods oprustning og budgetforhøjelser vurderes det,
at Kinas søværn (PLAN) pt. besidder utilstrækkelige ressourcer i forhold til en konventionel
væbnet konflikt mod USA og Japan. PLAN vurderes i stedet at satse på asymmetriske midler for at påføre en modstander uacceptable tab, trappe konflikten ned, eller helt undgå
den.43 Dette afskrækkelsesperspektiv peger på status quo eller “begrænset imperialisme”. Andre kilder peger på samme forhold, idet Kina fortsat besidder en forældet materielarv, hvor mere end to tredjedele af de kinesiske ubåde, overfladeskibe og fly reelt er operativt forældede.44 Dertil kommer, at Kinas egen produktion af sømilitært materiel fortsat
ikke er teknologisk på højde med tilsvarende vestligt materiel.45 Set i det lys er Kinas modernisering af sit søværn udtryk for nødvendige forbedringer snarere end et forsøg på at
ændre magtbalancen. I forbindelse med Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibskapacitet synes der også blandt kineserne selv at være en bevidsthed om, at rådighed over en
sådan kapacitet ikke vil rykke afgørende ved USA's overlegne magtposition.46
Kinas kernevåben kan betragtes som et middel til både afskrækkelse og balancering.47 Kina har løbende moderniseret disse våben og råder over en triade i form af landbaserede, ubådsbaserede og luftbårne kernevåben, i alt ca. 200.48 At dømme efter Kinas
egne udtalelser ser Kina alene kernevåben i afskrækkelses og balanceringsøjemed.49
Således har Kina en politik om ikkeførstebrug og også en politik om minimum gengældelse.50 Kinas kernevåben synes således med sikkerhed at være et element i en status quo
politik.
Udover traditionelle midler til land-, sø- og luftmilitær magtprojektion har Kina kapaciteter indenfor ”Cyber Warfare” eller Computer Network Operations (CNO). Det er den almindelige opfattelse, at Kina udviklingsmæssigt er langt fremme, både hvad angår doktrin
og egentlige kapaciteter. Kineserne ser selv muligheden for at opnå en asymmetrisk fordel
overfor ellers overlegne modstandere.51 Kina definerer CNO som indeholdende både offensive og defensive elementer men har ikke offentliggjort en officiel doktrin på området.52
Kinesiske forfattere, der har beskrevet CNO, omtaler dels muligheden for at afskrække
Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts 2012.
Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 15.
44 People’s Liberation Army Navy, s. 178.
45 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s.15.
47 Strategy The Logic of War and Peace, ss. 218-220 og 230-233.
48 Beyond the Strait, s. 183 samt SIPRI Yearbook 2011, ss. 340-343.
49 China’s National Defense in 2010, ss. 13 og 42.
50 Beyond the Strait, s. 171.
51 Ibid, s. 253.
52 Ibid, s. 255.
41
42
potentielle modstandere og dels CNO som et supplement til øvrige konventionelle kapaciteter, og de betoner brugen af CNO til afskrækkelse.53
Kina har demonstreret vilje og evne til at håndhæve sin suverænitet, herunder i det
Østkinesiske Hav – også overfor USA. I 1994 afholdt Kina således en større flådeøvelse,
hvor en kinesisk ubåd nærmede sig en amerikansk hangarskibsgruppe, der opsendte
overvågningsfly med henblik på at følge ubåden. Som modsvar sendte Kina adskillige
jagerfly for at afvise et af de amerikanske overvågningsfly, og myndighederne udtalte, at
”passende modforholdsregler vil blive taget, når kinesisk luftrum og søterritorium bliver
krænket.”54
Det kan samlet konkluderes, at Kina besidder velegnede midler til afskrækkelse, herunder kernevåben og en veludviklet kapacitet til CNO. Kina har også vist vilje til at sætte
magt bag håndhævelsen af sin suverænitet. Kina er begyndt at anskaffe offensive kapaciteter, der vil kunne finde anvendelse i en konflikt om Senkaku-øerne, og landet har også
brugt midlerne i afskrækkelsesøjemed.
Trods sin isolationistiske fortid og traditionelle modvilje mod deltagelse i internationale
traktater, har Kina, efter murens fald, været en af de drivende kræfter i etableringen af
Shanghai Cooperation Organisation (SCO) i 2001. Herved fik Kina knyttet tættere bånd til
Rusland og en række tidligere sovjetrepublikker, hvilket har haft betydning for især udviklingen af Kinas flåde.55 Samarbejdet i SCO regi er primært et sikkerhedssamarbejde, der
blandt andet fokuserer på at bekæmpe terrorisme.56 Der er således ikke tale om en egentligt gensidigt forpligtigende forsvarsalliance og dermed heller ikke, at organisationen er
direkte orienteret mod trusler fra hverken USA eller Japan. Nogle kilder anfører, at Kinas
deltagelse i disse internationale fora primært tjener til at give Kinas udenrigspolitik legitimitet.57 Det udelukker dog ikke kinesisk brug af de selv samme fora til at opnå øget indflydelse og derigennem søge at balancere USA's indflydelse i regionen som et led i en status quo politik. Dette har været anført af Gungwu og Yongian, der siger, at det er forståeligt, at Kina og Rusland, trods fælles interesser med Vesten i kampen mod terror, ønsker
at styrke deres egen koordination og samarbejde og begrænse den voksende tilstedeværelse fra USA og NATO i regionen.58 Kinas samarbejde med regionale aktører synes da
også at følge et mønster, hvor Kina primært engagerer sig i fora, hvor USA ikke er repræsenteret.59 Det kinesiske forsøg på balancering gennem multilateralisme rummer dog
begrænsninger, idet landet på grund af sin egen kommunistisk prægede styreform på
mange områder står alene i forhold til at balancere USA.60
Den foregående analyse peger på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik i
forhold til Japan og formodentligt vil føre en sådan politik i en årrække. For dette taler
Japans alliance med USA, der indebærer at Kina militært både er kvalitativt og kvantitativt
underlegen og trods sin nuværende oprustning vil være det i mange år fremover.
Ibid, s. 256.
56 China and the New International Order, s. 156 og China’s National Defense in 2010, s. 6.
57 China and the New International Order, s. 155.
58 Ibid, p, 241.
59 China Turns to Multilateralism, s. 7.
60 Ibid, ss. 9-10.
53
54
Imperialistiske perspektiver
Militær imperialisme
Kina har i de senere år iværksat en modernisering af dets sømilitære kapaciteter, der i
stigende grad sætter landet i stand at gennemføre operationer længere væk fra det kinesiske fastland. Det gælder særligt fire russiske Sovremennij-klasse missilbevæbnede destroyere.61 Kina har brugt netop disse destroyere som et af sine primære magtmidler i sine
hidtidige konfrontationer med Japan.62 Destroyerne vil også kunne indgå som del af en
eventuel hangarskibsstyrke, hvor det er nødvendigt med omfattende eskorte og beskyttelse organiseret i en såkaldt carrier task group.63 Kina har også forøget den operative anvendelighed af sine mindre skibstyper, herunder landets Jiangwei-fregatter, så disse kan
bruges til magtprojektion udover Kinas nærområde og dermed indgå i en ”Blue Water
Navy”.64 Indenfor ubådsområdet udvikler Kina avancerede atomubåde til såvel angreb på
andre ubåde som til affyring af ballistiske missiler.65 Bussert og Elleman vurderer, at moderniseringen af det kinesiske ubådsvåben sammenholdt med Kinas øvrige kystforsvarsenheder og amfibiske enheder samlet set udgør en voksende og alvorlig trussel.66 De taler
ud fra et vestligt og rimeligvis derfor også japansk perspektiv, og set i det lys kan det tale
for, at Kina i stigende omfang skaffer sig mulighed for at forfølge en imperialistisk politik:
Kina har også opbygget amfibieenheder og etableret et marinekorps på i alt to brigader.67
Det er dog vurderingen, at disse enheder primært er til brug overfor Taiwan.68 Muligheden
for, at Kina kan sætte sig fysisk i besiddelse af Senkaku-øgruppen, er dog ikke udelukket.
Kina råder tillige over luftbårne styrker om end med en begrænset indsættelseskapacitet.69 Kina har, til trods for stadige moderniseringer indenfor blandt andet jagerfly, i det
hele taget vanskeligt ved at projicere sin luftmilitære magt over større afstande, grundet
blandt andet manglende lufttankningskapacitet.70 Samlet betyder det, at Kina ikke har
mulighed for at opnå luftherredømme i en eventuel væbnet konflikt om Senkakuøgruppen, så længe landet ikke råder over hangarskibe.
Indenfor informationskrigsførelse er det primært relevant at diskutere offensive kapaciteter og dermed muligheden for Computer Network Attack (CNA). Her ser Kina et middel,
der vil kunne bruges forebyggende, altså til såkaldt ”preemption”, der er et kerneelement i
nyere kinesisk doktrin.71 Kina ser ikke kun CNA som et strategisk middel, der kan bruges
isoleret, men også som et middel, der kan anvendes som en integreret del af militære
operationer:72 Kinas CNA kapaciteter vil således forventeligt være en integreret del af en
eventuel konflikt med Japan i forhold til det Østkinesiske Hav. For eksempel til at sinke
amerikansk og japansk deployering af styrker til området, idet en deployering er stærkt
afhængig af præcist koordinerede transport-, logistik- og kommunikationsnetværk.73
People’s Liberation Army Navy, s. 32.
Ibid, s. 47.
63 Ibid, s. 35.
64 Ibid, s. 53.
65 Ibid, s. 62.
66 Ibid, ss. 81 og 182-183 samt China’s Rise and its Limitations, ss. 66-67.
67 Det præcise antal er omstridt, idet også hærenheder modtager uddannelse i amfibiske operationer: The Chinese Army Today, ss. 151-160.
69 The Long March to Power, ss. 109-110.
70 Beyond the Strait, s. 292 og The Chinese Army today, ss. 160-162 samt 191.
71 Beyond the Strait, s. 259 og People’s Liberation Army After Next, s. 87.
72 Beyond the Strait, s. 261.
73 Ibid, ss. 269-270.
61
62
Kina råder samlet over en række militære kapaciteter, der vil kunne bringes i anvendelse i forbindelse med en militær konflikt – også i nogen afstand fra Kinas fastland. Det
er dog vigtigt at hæfte sig ved, at der er mangler af særligt teknologisk art indenfor alle
kapaciteter. Disse mangler vanskeliggør såvel magtprojektion som vedvarende understøttelse af de midler, der rent faktisk kan indsættes. Dertil kommer, at Kina ikke er i besiddelse af en værnsfælles doktrin og tilhørende kommando og kontrolfaciliteter,74 der er
forudsætningen for at kunne indsætte og føre de militære midler.75
Selvom analytikere som Clarke vurderer, at Kinas militære strategi alene har defensive
formål, er der dog også i officielle kinesiske dokumenter udtrykt behov for at udvikle og
udvide PLAN’s strategiske rækkevidde.76 Dette behøver ikke i sig selv være et udtryk for
imperialisme, idet Kina på linje med en række vestlige lande også deltager i blandt andet
antipirateri-operationer i Adenbugten.77 Til det brug har Kina behov for strategisk deployerbare styrker. Sammenholder man imidlertid disse udtalelser med Kinas ønske om at
opnå strategisk dybde gennem etableringen af et antal ”forsvarsringe”, falder områderne
indenfor Japans territorialfarvand. Viceformanden for Kinas centrale militærkomite har
foreslået et mere aktivt fremskudt forsvar, der skulle indbefatte to forsvarsringe og etableringen af en egentlig “Blue Water Navy”.78 Denne strategi kan få afgørende betydning for
Kinas relationer til Japan: “The […] first island chain area encompasses the Yellow Sea,
facing Korea and Japan; the western East China Sea; and the South China Sea,[…] It addresses many of China’s maritime national interests: the concentration of economic investment along the coast, offshore territorial claims [Min fremhævelse], oceanic resources, and coastal defense. […] The second island chain […] encompasses maritime
areas out to approximately 1,800 nm from China’s coast.”79 “The third stage […] poses the
PLAN as a global force built around aircraft carriers, deployed by the middle of the 21st
century.”80
Flanagan og Marti samt Puska stiller dog spørgsmålstegn ved, om en “Blue Water Navy” reelt er, hvad Kina efterstræber og formår, eller om Kina i virkeligheden fokuserer sin
indsats mod et aktivt fremskudt forsvar fremfor en konkurrence om søherredømme langt
fra det kinesiske fastland.81 En kinesisk fremskudt forsvarspolitik kan også have til formål
alene at sikre magtbalancen gennem afskrækkelse og dermed understøtte en status quo
politik, idet Kina, ifølge Flanagan og Marti, ikke de næste mange år efterstræber en global
rækkevidde på linje med USA's militær. I stedet vil de fokusere på et moderne forsvar af
alle domæner,82 inklusive rummet og cyberspace, med henblik på at undgå, at USA kan
true Kina.83 Andre som Bussert og Elleman slår imidlertid til lyd for en mere offensiv fortolkning af de kinesiske intentioner, idet der har været forlydender om en kinesisk ”National Interest Frontier”, der strækker sig videre end de ovenfor nævnte to forsvarslinjer.84
Interpreting China’s Military Power, s. 123.
China, the United States, and Southeast Asia, ss. 197-198.
76 Chinese Energy Security, s. 27 og China’s National Defense in 2010, s.12.
78 The People’s Libeartion Army, ss. 133 og 180 samt People’s Liberation Army After Next, ss. 293295.
79 The People’s Liberation Army, ss. 129-130.
80 Ibid, s. 130.
81 The People’s Liberation Army, s. 137 og People’s Liberation Army After Next, s. 295.
82 Dækker over land-, sø- og luft.
83 The People’s Liberation Army, ss. 272-273.
74
75
Figur 4: Mulig udstrækning af et fremskudt kinesisk forsvar 85
Begreber som ”Greater Periphy Security” dækkende den Persiske Golf og det Indiske
Ocean mod vest og dækkende den anden ø-kæde og videre mod øst, er dukket op i kølvandet på Kinas deltagelse i antipirateri-operationen ud for Somalia. Begrebet ”Far Sea
Defense”, dækkende områder udenfor den 200 sømil store EEZ, er også blevet anvendt af
Beijing som argument for anskaffelse af hangarskibe.86 Såfremt denne strategi er udtryk
for mere end blot ord, kan det indikere et kinesisk ønske om på længere sigt at forfølge en
imperialistisk politik. De vestlige interesseområder kan forklares ud fra et kinesisk ønske
om at sikre frie handelsveje, herunder olieimport fra især Mellemøsten. De østlige områder, der rækker langt ud i Stillehavet på den fjerne side af Japan, er vanskelige at betragte
som andet end et forsøg på at legitimere egne økonomiske interesser bakket op af militær
tilstedeværelse. For det første er der her ikke en nævneværdig pirattrussel, og for det
andet dækker området samhandelsveje med Japan og USA, som alle tre parter i fredstid
har en fælles interesse i at holde åbne. Som endnu et muligt middel til en mere vidtræk-
85
86
Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 10.
Ibid, s. 184.
kende projektion af kinesiske magtmidler kan ses anskaffelsen af en kinesisk hangarskibskapacitet. Emnet behandles i en rapport fra 2008 fra Forsvarsakademiet. I rapporten
kobler Kim Nødskov direkte behovet for en hangarskibskapacitet til muligheden for at
gennemføre maritime operationer omkring den første ø-kæde og længere ud. Ifølge Nødskov har Kina som mål at kunne gennemføre ”sea control” ud til den første ø-kæde og på
længere sigt “sea denial”87 ud til den anden ø-kæde. For nuværende løser Kina denne
opgave med en kombination af ubåde omkring den første ø-kæde samt ballistiske missiler
og krydsermissiler på strategiske bombefly og orlogsskibe. Men hvis Kina virkelig efterstræber det mere ambitiøse mål at kunne demonstrere aktiv tilstedeværelse og indflydelse længere end til den første ø-kæde, forudsætter det evnen til at kunne kontrollere situationen såvel på som under havoverfladen samt i luften. Til dette er der brug for kampfly og
dermed vil en hangarskibskapacitet være afgørende.88 Begge disse strategier vil indebære, at Kina med militære midler ville kontrollere områder omkring det japanske fastland
(den første ø-kæde) og øst for det japanske fastland (den anden ø-kæde). En sådan strategi vil således være i direkte modstrid med japanske interesser og dermed en de facto
kinesisk imperialistisk politik.
Kina synes dog ikke at være i stand til at forfølge en militær imperialistisk politik på
kort sigt. Dels er der som nævnt behov for en fortsat flådeopbygning, hvilket koster både
tid og ressourcer; især hvis ønsket om en hangarskibskapacitet skal forfølges. Dels er der
behov for uddannelse og doktrinudvikling, eftersom Kinas flåde hidtil udelukkende har
været fokuseret på kystnære operationer.89
Økonomisk imperialisme
Kina har tidligt haft blik for de økonomiske ressourcer i området. Således udtalte Deng
Xiaoping i 1984, at territoriale stridigheder ikke skal stå i vejen for Kinas økonomiske udvikling og en ”fælles udnyttelse” af ressourcerne.90 I 1992 gennemførte Kina juridiske
tiltag, der stadfæstede Kinas krav på øerne og det omkringliggende havområde i form af
den kinesiske ”Law on Territorial Sea and the Contiguous Zone”. Et stridspunkt er Chunxiao-gasfeltet, hvis underjordiske reserver er placeret henover territorialgrænsen men på
overfladen ligger indenfor det japanske område.91 Angiveligt har Kina også foretaget skjulte efterforskningsaktiviteter med henblik på kortlægning af havbunden indenfor Japans
krævede EEZ. Formålet var at vurdere forekomsten af mineraler samt at samle viden med
henblik på yderligere ubådsoperationer.92 Det faktum, at der fra kinesisk side ikke alene
var tale om en militær magtdemonstration, men derimod en kombination af egentlig militær rekognoscering, videnskabelige undersøgelser og igangsatte udvindingsoperationer,
peger på, at Kina aktivt forfølger en økonomisk imperialistisk politik. I 2005 påbegyndte
Kina forberedelser til udvinding fra feltet, trods japanske protester og udtalelser om, at de
også vil påbegynde gasudvinding i området.93 Som modsvar reagerede Kina med en hidtil
uset militær magtdemonstration, der involverede deployeringen af en flotille Sovremennij-
87 Nødskov bruger her de militære termer ”Sea control” og ”Sea denial” som han definerer som
henholdsvis: ”A strategy, in which a maritime force controls a defined maritime area rendering it
impossible for an opponent to conduct effective military operations.” Og: ”A strategy, by which it is
attempted to deny the enemy the ability to use the sea in a certain geographical area.”
88 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, ss. 12-12.
89 Ibid, s. 20.
90 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 10.
92 The Rise of China and International Security, s. 111 og China’s Rise and its Limitations, ss.66-67.
klasse destroyere. Selv mens forhandlere på begge side søgte at deeskalere situationen,
var der en hændelse, hvor et af de kinesiske orlogsskibe rettede sine våbensystemer mod
et overvågningsfly.94 Det er interessant her at notere sig, hvor relativt langt Kina går i forhold til sine krav, samt at Kina benytter sig af en kombination af militære, økonomiske og
diplomatiske midler, idet hændelsen netop finder sted sideløbende med diplomatiske
tiltag. Dette kan ses som et udtryk for netop den kombinerede strategi, der er omtalt ovenfor i afsnittet om militær imperialisme. En sådan økonomisk udnyttelse i et omstridt område kan betragtes som økonomisk imperialisme, ikke mindst fordi gasudvinding efterlader
infrastruktur i området. Såfremt der ikke fra japansk side træffes modforholdsregler, vil
denne infrastruktur medføre en semipermanent tilstedeværelse. Japan har dog, ifølge
Yoshimara og Holmes, reageret forholdsvis markant ved at udtrykke officiel bekymring
over, hvad der ses som kinesisk oprustning, samt ved at lade oplysninger om militære
modforholdsregler i tilfælde af kinesisk invasion af Senkaku-øerne sive til pressen.95 Der
har dog været vedvarende mæglingsforsøg og senest i 2008 en aftale om fælles ressourceefterforskning i en del af det omstridte område, dog uden at en permanent aftale er
blevet indgået.96 Set fra kinesisk side kan disse forhandlinger tolkes som et yderligere led i
en de facto adkomst til området, hvorfor enhver indrømmelse vil være en relativ forbedring
for Kina.
Ifølge Japan er der normalt omkring 160 kinesiske fiskefartøjer, der fisker ulovligt nær
Senkaku-øerne.97 Også dette har ført til konflikter, som i 2010 da Japan, efter en kollision
mellem en kinesisk trawler og to japanske orlogsskibe, arresterede fiskerne. Som modsvar
iværksatte Kina en række diplomatiske tiltag og genfremsatte de territoriale krav og krævede, at den japanske kystvagt ikke opererede i kinesisk territorialfarvand. Kina deployerede efterfølgende fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet og
advarede Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke blev løsladt. Efter seks
dage løslod Japan fiskerne, hvorefter krisen klingede af og normale diplomatiske forbindelser blev genetableret.98 Kina har yderligere søgt at deeskalere konflikten ved at forbyde
kinesiske fiskefartøjer i sensitive områder.99 Dette kan indikere, at Kina ikke ønsker at
forfølge en økonomisk imperialistisk politik. Set i lyset af den fortsatte kinesiske olie- og
gasudvinding skal fiskeriforbuddet dog snarere ses som et forsøg på ikke at lægge hindringer i vejen for de overordnede forhandlinger om rettighederne til ressourceudnyttelse.
Samme antagelse deles af Nødskov, der anfører, at Kina i andre sammenhænge har udvist tålmodighed, evne og vilje til langsigtede forhandling og indgåelse af kompromiser,
men lader det stå åbent, hvorvidt Kina har samme tålmodighed når det gælder det Østkinesiske hav.100 Selvom Nødskov her fremhæver Kinas evne til og interesse i at forhandle,
står det ikke klart, hvad han mener med, om Kina har den fornødne tålmodighed. Som
tidligere anført har Japan i udgangspunktet fat i ”den lange ende”, og med mindre Nødskov mener, at Kina vil risikere en væbnet konflikt, har Kina ikke andre muligheder end at
blive ved forhandlingsbordet. En forhandlet løsning, der må formodes at indebære en grad
af kompromis, vil i dette tilfælde styrke Kina i forhold til udgangspunktet. Kina synes her
hverken at have interesse i status quo eller militær imperialisme, så længe økonomisk
imperialisme kan forfølges. Hvad der derimod ikke kan udelukkes og måske ligger i
Ibid, s. 163.
Ibid, s. 163.
96 The Long March to Power, s. 40.
98 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 16-17.
100 Ibid, s. 55.
94
95
Nødskovs tanker om Kinas tålmodighed, er, hvorvidt Kina, som tidligere anført, vil understøtte en økonomisk imperialisme med militære midler for derved enten at fremme yderligere forhandlinger og/eller befæste sin nuværende kommercielle tilstedeværelse i området.
Kulturel imperialisme
Der synes ikke at være tvivl om, at der i både Kina og Japan er tegn på, at nationalisme og
gensidig mistillid befolkningerne imellem også har sat sit præg på konflikten i det Østkinesiske Hav. Således gør Gungwu og Yongian sig til talsmænd for, at den nationalisme, der
findes i både Kina og Japan gensidigt forstærker hinanden. En officiel japansk meningsmåling fra 2004 viste en rekordlav japansk holdning til Kina.101 Det samme forhold sås
spejlet i en officiel kinesisk undersøgelse.102 Selvom der givet er flere årsager til disse
nationalistiske følelser, herunder ikke mindst de to landes konfliktfyldte forhistorie, ser
Gungwu og Yongian også en kobling til konflikten om Senkaku-øgruppen, hvor de nationalistiske følelser i begge lande for alvor kom til udtryk i forbindelse med episoder omkring
øerne.103 I andre studier af konflikten har nationalisme direkte været anført som medvirkende årsag til konflikten.104 Selvom svaret givet er både komplekst og uden en entydig
lineær årsags-virkningsdynamik, kan det dog undre, at Kina offentliggjorde undersøgelser,
som dokumenterer en stigning i problemet, såfremt man fra kinesisk side alene var interesseret i at nedtone problemet. Det kan pege på, at man fra kinesisk side også har en
interesse i at signalere overfor Japan, at der er folkelig opbakning til de kinesiske krav.
Også fra japansk side har man fra officielt hold tilsyneladende valgt at bruge intern nationalisme til udenrigspolitisk signalgivning. Således annoncerede Japan i 2005, at et fyrtårn
rejst af japanske nationalister blev stillet under statens beskyttelse, og Japan påbegyndte
tildeling af gasudvindingsrettigheder i det af kineserne krævede område. Det medførte
store protester i Kina, herunder anslag mod Japans ambassade i Beijing.105 Det virker dog
som om, både Kina og Japan, trods begge parters forsøg på de facto at kapitalisere udenrigspolitisk på indenrigspolitiske strømninger, også er bekymrede for, at nationalismen
kommer ud af kontrol. På et møde i 1996 mellem landenes udenrigsministre var begge
indstillet på, at nationalister ikke skulle eskalere konflikten og overskygge landenes gode
bilaterale relationer. Ligesom Kina efter hændelsen i 2005 igen tog skridt til en normalisering af forholdet.106
Prestigepolitikkens betydning
Kinas brug af diplomati
Det mest indlysende eksempel på kinesisk forsøg på overtalelse er, at Kina vedholdende
genfremsætter sine territoriale krav ved enhver given lejlighed. Uanset på hvilke andre
områder Kina har opfordret til forsoning, så er territorialkravet uforandret. Dette kom
blandt andet symbolsk og konkret til udtryk i 1996: Som et modsvar på at japanske borgere opsatte endnu et fyrtårn på en af øerne, søgte kinesere at hejse det kinesiske flag.107
Denne handling rummer megen symbolik og kan tolkes som et forsøg på at øge Kinas
prestige. Få dage efter ratificerede Japan ”The Convention of the Law af the Sea” og er-
China and the New International Order, s. 42.
China and the New International Order, s. 42.
103 Ibid, s. 42.
104 Ibid, s. 48. Og Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship.
105 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 12-16.
106 Ibid, ss. 14 og 16.
101
102
klærede en eksklusiv økonomisk zone, der inkluderede øgruppen. Kineserne udtalte, at
Kina ikke vil gå på kompromis i suverænitetsspørgsmål men genfremsatte dog samtidigt
de tidligere forslag om gensidig økonomisk udnyttelse af området.108 Så sent som i 2010,
da krisen blussede op igen, standsede Kina midlertidigt sin eksport af sjældne jordarter til
Japan.109 Her ses altså en kombination af uofficielle symbolske handlinger, trusler og forsøg på tvangsdiplomati, koblet til en officiel melding om at man ikke vil gå på kompromis
på suverænitetsspørgsmålet men gerne forhandle om andre emner som økonomisk udnyttelse. De føromtalte anslag mod Japans ambassade i Beijing kan også tolkes som et kinesisk forsøg på indirekte at lægge pres på Japan. Både de facto og de jure er ambassader
ukrænkelige dele af et hjemlands territorium,110 og derfor har de også en meget symbolsk
betydning. Værtslandet, hvor en ambassade er placeret, går derfor normalt meget langt for
at beskytte ambassaden. Når man dertil lægger, at Kina i almindelighed udøver en høj
grad af kontrol i det offentlige rum, kan det ikke udelukkes at Kina har billiget anslaget.
Dette kan tolkes som et forsøg på at lægge pres på Japan ved at signalere, hvilke alvorlige
følger Japans politik kan få.
Der har i en række tilfælde været eksempler på kompromis, ofte initieret af Kina. I perioden 1972-1978 gennemførtes bilaterale drøftelser mellem Kina og Japan, hvor der fra
begge sider argumenteredes for at stridighederne burde bilægges og ikke skulle stå i vejen
for et styrket forhold mellem de to lande.111 Igen i 2008 var der åben uenighed mellem
den kinesiske og den japanske premierminister om rettighederne til Senkaku-øerne. Men
den kinesiske premierminister Deng Xiaoping nedtonede senere konflikten til fordel for
stabilitet og samarbejde.112 Dette underbygges til stadighed af forhandlingerne om fælles
ressourceefterforskning og de jævnlige mæglingsforsøg.113
De mange kinesiske forsøg på at deeskalere konflikten og betone de to landes fælles
interesser synes at understøtte en status quo politik, hvor Kina, i hvert fald midlertidigt,
stiller sig tilfreds med tingenes tilstand. Eftersom Kina allerede har påbegyndt udnyttelse
af gasfelterne i området, kan de diplomatiske udspil dog også ses at understøtte økonomisk imperialisme, idet Kina ønsker at forhandle om netop økonomisk udnyttelse af området. Det kan endvidere diskuteres, hvilken interesse Kina overhovedet har i et kompromis. I forhold til det overordnede suverænitetsspørgsmål vil et kompromis være at sidestille med et de facto tab, hvis resultatet bliver at Japan bevarer suveræniteten. Derimod vil
et kompromis give mening, såfremt Kina ikke finder en ændring i den nuværende suverænitet realistisk. I den situation vil enhver indrømmelse til Kina i forhold til økonomisk og
kommerciel udnyttelse være en de facto gevinst. Ud fra denne argumentation kan en
kombination også være attraktiv for Kina, idet fortsatte forhandlinger, så længe de ikke
fører til kinesisk frasigelse af suverænitetskravet, i værste fald blot fører til en fortsættelse
af den nuværende modus vivendi og i bedste fald giver Kina flere og flere rettigheder.
Efter den føromtalte kollision mellem en kinesisk trawler og to japanske orlogsskibe i
2010, advarede Kina Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke blev løs-
Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 12-13.
Strategic Survey 2011, s. 349. (Sjældne jordarter er vitale til blandt andet elektronikfremstilling
og Kina kontrollerer en betragtelig del af verdensmarkedet).
110 Den Store Danske Encyklopædi, femte bind, ss. 153-154 (opslag: diplomatisk immunitet) og The
New Encyclopædia Britannica, vol. 4, s. 638 (opslag: extraterritoriality): Ambassaders status er fastlagt i Wienerkonventionen af 1961.
112 Chinese Energy Security, ss. 88-89.
108
109
ladt.114 Det står ikke klart, hvad Kina lægger i begrebet ”alvorlige konsekvenser”, men
sammenholdt med deployeringen af kinesiske fiskerimyndigheder for at beskytte fiskernes
”liv og ejendom”, kan det tolkes som en kinesisk trussel om brug af magt, såfremt Japan
igen opbringer kinesiske fiskere, uagtet at disse måske fisker ulovligt. Hermed eskalerer
Kina konflikten med trusler. Truslerne kan selvfølgelig primært have sigtet på at løse den
aktuelle situation, men de vil givet også have en langsigtet effekt i forhold til, hvor høj en
politisk pris Japan er villig til at betale for at håndhæve jurisdiktionen i området. Vil Japan
igen risikere diplomatisk forviklinger og krise blot for at opbringe et fiskefartøj? Hvis ikke,
vil de kinesiske trusler reelt have understøttet en økonomisk imperialistisk politik ved at
fremtvinge en større grad af japansk ”laden stå til” overfor det kinesiske fiskeri.
Kina synes at benytte sig af en bred palet af diplomatiske virkemidler spændende fra
bilaterale forhandlinger på embedsmandsniveau, over drøftelser på stats- og regeringschefsniveau. Kina benytter sig af varierende budskaber, hvor hovedkravet på retten til
øerne ikke synes til forhandling, men hvor der dog i varierende grad lægges vægt på konfliktens betydning i forhold til de samlede relationer mellem Kina og Japan. Kina har således gentagne gange søgt at nedtone konflikten og synes ikke indstillet på en reel konfrontation, der kunne risikere at eskalere til brug af militær magt. Dette falder i tråd med min
tidligere konklusion, der pegede på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik og
derfor ikke er interesseret i at forfølge en militær imperialistisk politik. Omvendt går Kina i
en række tilfælde ”lige til stregen” og fremsætter trusler samtidig med, at blandt andet
fiskerimyndigheder deployeres til området. Det kan indikere, at Kina ikke ønsker kompromis for enhver pris men rent faktisk ønsker at fortsætte sine økonomiske aktiviteter i området, altså en økonomisk imperialistisk politik.
Demonstration af militær magt
I forbindelse med den føromtalte japanske rejsning af det andet fyrtårn i 1996 gennemførte PLAN få dage senere øvelser i blokade og sølandsætninger på eget territorium. Det er
ifølge Beukel næppe tilfældigt, at Kina lod en sådan øvelse komme til offentlighedens
kendskab, og hændelsen kan derfor tolkes som et signal om, at Kina besidder evnen til,
om nødvendigt, at gennemføre militære operationer rettet mod øerne.115
I 2004 deployerede Kina en Han-klasse ubåde ind i japansk territorial farvand sydvest
for Okinawa (ikke langt fra Senkaku).116 Denne hændelse blev af Bussert og Elleman set
som et led i en mere aktiv brug af Kinas ubådsvåben og en test af japansk beslutsomhed.
Hændelsen affødte da også alarmering af det japanske forsvar for kun anden gang siden
anden verdenskrig.117 Samme år annoncerede Kina oprettelse af en flådereserve til brug i
det Østkinesiske hav.118 Dette tiltag synes dog til dels at være af symbolsk karakter, idet
det alene dækker over omorganisering af allerede eksisterende maritime kapaciteter og
dermed er ”en gratis omgang” for Kina. Mønsteret med kinesiske øvelser og deployeringer
i kølvandet på en diplomatisk krise gentog sig i marts 2005, hvor en gruppe kinesiske
aktivister gik i land og tilbageholdtes i to dage af den japanske kystvagt. Officielle kinesiske protester fulgte, og Kina afholdte flådeøvelser i det Østkinesiske Hav og deployerede
fire orlogsskibe tæt på øerne.119
Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 16-17.
Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 13.
116 Chinese Energy Security, s. 88 og People’s Liberation Army Navy, s. 62.
114
115
Kina har i konfrontationerne med Japan benyttet sig af en kombination af flåde og
kystforsvarsfartøjer samt civile fartøjer. Således har Kina sendt først ubevæbnede fartøjer
og siden orlogsfartøjer til det omstridte område både i 2004, som før omtalt i 2005 og
igen 2010, hvor Kina afholdt en stor flådeøvelse nær Okinawa. I forbindelse med den
omtalte påsejling fra 2010, af skibe fra den japanske kystvagt, hvor der efterfølgende blev
indsat kinesiske orlogsfartøjer,120 er det meget vanskeligt at forestille sig, hvilket motiv en
civil kinesisk fisker skulle have til på egen hånd at risikere sit fiskefartøj og dermed sine
indtjeningsmuligheder, hvorfor det må være rimeligt at se denne hændelse som sanktioneret og orkestreret fra officielt kinesisk hold. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at der igennem forløbet har været tale om en stadig voksende kinesisk indsats –
både hvad angår antal flådeenheder og disses faktiske optræden.
I takt med Kinas anskaffelse af flådeenheder med en egentlig blue water kapacitet, er
det vurderingen, at anskaffelsen af en hangarskibskapacitet er et prioriteret mål for Kina.121 Nødskov vurderer, at Kina, fordi de så at sige starter på bar bund, tidligst kan have
en reelt operativ hangarskibskapacitet i 2020.122 Jane’s anfører, at Kina allerede har projekteret et skib og vil have en træningskapacitet i 2012 og en operativ kapacitet i 2017.123
Hvad der imidlertid står mere uklart er, hvilken rolle en sådan kapacitet er tiltænkt. Trods
flådemoderniseringer vil en sådan kapacitet imidlertid fortsat være teknologisk og numerisk underlegen i en konfrontation mod Japan og USA. Dette taler imod brugen af hangarskibe i forhold til en imperialistisk politik på kort og mellemlangt sigt. Det udelukker naturligvis ikke brugen i andre operationer, herunder i konflikter hvor USA ikke er part. Kinas
evne til magtprojektion i forhold til de ovenfor nævnte forsvarslinjer forbedres også, ligesom det understøtter en status quo politik gennem en forbedring af magtbalancen. Under
alle omstændigheder vil hangarskibe med tilhørende eskorteskibe udgøre et meget synligt
symbol på kinesisk magt og understøtte en prestigepolitik overfor blandt andre Japan, et
synspunkt der deles af Bussert og Elleman: ”The development of aircraft carrier capabilities is clearly part of the PLAN’s long-term plans, either as a status symbol or as an emblem of China’s role as a major naval power.”124 Dette argument understøttes også af
kinesiske udtalelser fra flådens politiske kommissær, som udover nytteværdien af hangarskibe netop betoner den symbolske værdi: “the building of aircraft carriers is symbol of an
important nation and is very necessary for China’s future.”125 Lignende udtalelser er i
2009 kommet fra det politiske niveau: “PLAN deputy Political Commissar Wu Huayang
said that “building an aircraft carrier is the will of the people and is necessary for the development of our navy as well as being a symbol of China’s position in the world.”126 Udtalelsen rummer flere interessante aspekter: For det første bruges ental, og da ét skib, ifølge
Nødskov, ikke giver megen operativ værdi,127 kan det antyde, at det at besidde kapaciteten synes mere vigtigt, end hvad den egentlig skal bruges til. For det andet nævnes symbolværdien direkte koblet til Kinas position i verdenssamfundet og dermed som et element i en prestige politik.
Et andet spørgsmål er, hvor mange hangarskibe Kina i givet fald vil anskaffe. På grund
af behovet for vedligeholdelse og træning vil Kina for at have et skib operativt skulle bruge
Ibid, ss. 101 og 111-112.
122 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 6.
123 Jane’s Fighting Ships 2011-2012, ss. 129 og 136.
125 Ibid, s. 186.
127 Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, ss. 21-22.
120
121
to til tre skibe. Afhængig af skibenes størrelse, og dermed antallet af fly de kan medføre,
vil Kina ligeledes skulle bruge to til tre skibe selv i en mindre konflikt.128 Yoshimara og
Holmes deler opfattelsen af, at Kinas mulige hangarskibskapacitet vil komme til at spille
en begrænset rolle rent operativt, og de motiverer derfor anskaffelsen med ønsket om
prestige.129 Udviklingen på dette område vil således kunne bruges som en mulig indikator
på Kinas intentioner, idet en beskeden hangarskibsanskaffelse vil have begrænset operativ værdi og derfor primært understøtte en prestigepolitik rettet mod status quo.
Det kan ikke entydigt konkluderes, at Kinas prestigepolitik alene understøtter en status quo eller en imperialistisk politik. For status quo taler, at Kina, særligt på det diplomatiske område, ofte betoner de to landes fælles interesser. For imperialisme taler, at Kina
med sine demonstrationer af bl.a. amfibiestyrker og udtalelser om hangarskibe demonstrerer kapaciteter, der i særlig grad er egnet til offensiv magtprojektion. Der synes at være
tale om en kombineret prestigepolitik rettet mod såvel en overordnet fastholdelse at status quo, men også en villighed til at indsætte militære midler særligt i forhold til at sikre
Kinas økonomiske aktiviteter.
Konklusion og perspektivering
Samenfattende kan det konkluderes, at Kinas strategi overfor Japan, i konflikten om Senkaku-øgruppen, i overvejende grad har været præget af ønsket om status quo og dermed
balancering af Japan og USA. Der er herunder indikationer på, at Kina i begrænset omfang
har søgt at føre en del og hersk politik, hvor USA søges holdt ude af den aktuelle konflikt.
Kina søger sideløbende hermed at gennemføre en økonomisk imperialistisk politik, fokuseret på kontrol med olie- og gasressourcer samt fiskeriressourcer. Politikken er ofte bakket op af militære midler, dog uden at der dermed bliver tale om en egentlig militær imperialistisk politik, dertil besidder Kina ikke de fornødne militære kapaciteter. Min korte diskussion af nationalisme som element i en eventuel kulturel imperialistisk politik har ikke
afdækket noget entydigt mønster i forhold til, om Kina aktivt spiller på nationalistiske og
historiske følelser. Det tyder på, at Kina her træder varsomt, uden dog at være blind for at
udnytte muligheden for at sende truende signaler til Japan. Kina har i høj grad været bevidst om brugen af prestigepolitik både i forhold til at understøtte status quo politikken i
form af afskrækkelse, men også i forhold til at understøtte sin økonomisk imperialistiske
politik, hvor særligt kinesisk demonstration af flådemagt spiller en stor og sandsynligvis
voksende rolle.
I forhold til den internationale debat om Kina synes der i forhold til henholdsvis den
optimistiske og den mere pessimistiske vurdering af Kinas rolle i det internationale samfund snarere at være tale om et ”både-og” end et ”enten-eller”. Kina synes at søge at
maksimere sin indflydelse indenfor rammerne af den overordnede magtbalance, med USA
som den dominerende aktør, men er alligevel villig til at gå langt for at sikre sine økonomiske interesser. Også så langt at der kan opstå situationer, hvor brugen af militær magt kan
være en risiko.
Selvom USA's meget omtalte strategiske re-orientering indebærer øget fokus på Kina,
har vi endnu til gode at se en konkret udmøntning at denne strategi. Det vil dog være nærliggende at antage, at strategiskiftet vil betyde, at Kina på kort og mellemlangt sigt fortsætter sin nuværende strategi, idet en mulig imperialistisk politik bliver mere, snarere end
mindre, vanskelig at forfølge for Kina.
128
129
Ibid, ss. 21-22.
Asia Looks Seaward, s. 92.
Såfremt fremskrivningerne af Kinas økonomiske udvikling i forhold til USA viser sig at
holde stik, vil dette være en væsentlig faktor, der på langt sigt kan ændre den nuværende
overordnede magtbalance. Dels vil Kina selv kunne accelerere sin igangværende modernisering af sit militær og dermed kunne overkomme de problemer, jeg har påpeget i forhold
til at kunne projicere sin militære magt. Samtidigt vil USA få stadig vanskeligere ved at
opretholde sit nuværende massive kvalitative og kvantitative militære forspring.
Hvor dette efterlader Japan er et åbent spørgsmål, der både afhænger af, om USA
fortsætter sine sikkerhedsgarantier overfor landet, samt af Japans egen økonomiske og
politiske udvikling. Et mere isoleret Japan kan, med de nuværende udenrigs- og forsvarspolitiske begrænsninger, få vanskeligt ved at balancere Kina på egen hånd. Hvorimod en
japansk ”normalisering” af udenrigs- og forsvarspolitikken, sammenholdt med Japans
betydelige økonomiske formåen, forventeligt vil kunne resultere i et japansk forsøg på at
balancere og afskrække Kina. Tydelige indikatorer på en mere aktivistisk japansk udenrigs- og forsvarspolitik vil først og fremmest være ændringer af den japanske forfatning,
således at bindingerne i forhold til brug af militære styrker ophæves. Mere konkret i forhold til Kina vil anskaffelse af offensive kapaciteter som hangarskibe, krydsermissiler og
langtrækkende fly signalere et skift. Endelig vil en ændring af Japans nuværende status
fra atomar tærskelstat til at besidde atomvåben signalere en egentlig japansk afskrækkelse, og også at Japan, af den ene eller den anden grund, ikke længere forlader sig alene på
amerikanske sikkerhedsgarantier.
Såfremt Kina fortsætter sin igangværende modernisering af sit militær og også fortsætter med anskaffelsen af offensive kapaciteter vil størrelsen af disse kapaciteter kunne
indikere, hvilken strategi Kina ønsker at forfølge. En begrænset kapacitet på eksempelvis
tre hangarskibsgrupper, vil, jævnfør mine analyser, primært kunne bruges til at føre en
prestigepolitik samt til at understøtte begrænset militær magtprojektion til brug for eksempelvis stabiliseringsoperationer. Skulle Kina imidlertid vise sig at anskaffe flere hangarskibe med tilhørende eskorteenheder, vil dette, sammen med en fortsat kvantitativ og
kvalitativ forbedring af den øvrige flåde, kunne indikere, at Kina reelt søger at udfordre
USA's rolle som verdens eneste militære supermagt. Og dermed en mulig kinesisk militær
imperialisme på længere sigt. Såfremt Kina på den anden side vælger at tilsidesætte sine
territoriale krav overfor Japan i det Østkinesiske Hav og dermed accepterer japansk overherredømme over Senkaku-øgruppen, vil det indikere en accept af status quo og efter alt
at dømme også, at Kina ikke ønsker at bruge sin voksende økonomiske og militære magt
til imperialistiske formål. Så længe suverænitetsspørgsmålet derimod holdes labilt, vil Kina
i kraft af sin voksende magt kunne forfølge en inkrementel økonomisk imperialistisk politik
gennem en fortsat kombineret anvendelse af diplomatiske, økonomiske og militære virkemidler.
Litteratur
A History of the Modern Chinese Army, Xiaobing Li, The University Press of Kentucky, Kentucky, 2007
A Rising China and Security in East Asia, Indentity construction and security discourse, Rex
Li, Routledge, London and New York, 2009
Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, Kim Nødskov, China Studies, Institute for Strategy, Royal Danish Defence College, Copenhagen, 2008
Asia Looks Seaward, Power and Maritime Strategy, Toshi Yoshimara and James R. Holmes,
Praeger Security International, Westport, Connecticut and London, 2008
Beyond the Strait: PLA Missions Other Than Taiwan, Roy Kamphausen, David Lai and Andrew Scobell, Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, Carlisle, PA, 2009
China and the New International Order, Wang Gungwu and Zheng Yongian, Routhledge,
London and New York, 2008
China’s National Defense in 2010, Information Office of the State Council, The People’s
Republic of China, March 2011, Beijing
China’s New Diplomacy, Rationale, Strategies and Significance, Zhiqun Zhu, Ashgate, Surrey, England and Burlington, USA, 2010
China’s Rise and its Limitations: China at the Crossroads, National Institute for Defense
Studies, Tokyo, 2007
China, the United States, and Southeast Asia, Contending perspectives on politics, security
and economics, Evelyn Goh and Sheldon W. Simon, Routledge, London and New York,
2008
China Turns to Multilateralism, Foreign policy and regional security, Guoguang Wu and
Helen Lansdowne, Routledge, London and New York, 2008
Chinese Energy Security: The Myth Of The PLAN’s Frontline Status, Ryan Clarke, U.S. Army
War College, Carlisle, PA, 2010
Chinese Warfighting, The PLA Experience Since 1949, Mark A. Ryan, David M. Finkelstein,
and Michael A. McDevitt, The CNA Corporation, London and New York, 2003
Danmarks Radio, P1, Orientering, sendt kl. 1710 5. marts 2012. Indslag af Tage Baumann. Indslaget er tilgængeligt på www.dr.dk Hentet 12. april 2012, kl. 2143
Den Store Danske Encyclopædi, Danmarks National Leksikon A/S, 1996
Foreign Affairs, March/April 2011, Vol 90, Number 2, New York, Artikel: “Will China’s Rise
Lead to War?”, af Charles Glaser
Foreign Affairs, January/February 2012, Vol 91, Number 1, New York, Artikel: “Balancing
the East, Upgrading the West, U.S. Grand Strategy in an Age of Upheaval”, af Zbigniew
Brzezinski
Foreign Affairs, March/April 2012, Vol 91, Number 2, New York, Artikel: “The Future of
U.S.-Chinese Relations”, af Henry A. Kissinger
For Mutual Benefit: The Japan-US Security Treaty: From a Japanese Perspective, Dizo Sakurada, Centre for Strategic Studies, Victoria University of Wellington, 1997
Geopolitics, Geography and Strategy, Colin S. Gray and Geoffrey Sloan, Frank Cass,London,
1999
Interpreting China’s Military Power, Doctrine makes readiness, Ka Po Ng, Frank Cass, London and New York, 2005
Introduction to Global Politics, Richard W. Mansbach and Kirsten L. Rafferty, Routledge,
London and New York, 2008
Jane’s Fighting Ships 2011-2012, Commodore Stephen Saunders RN, IHS Global Limited,
2011
Japan Statistical Yearbook 2011, Ministry of Internal Affairs and Communications, Tokyo,
2010
Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012: Artikel: ”Japan gør klar til at skyde nordkoreansk raket ned” af Thomas Høy Davidsen
On China, Henry A. Kissinger, Allen Lane (Penguin Books), London, 2011
People’s Liberation Army After Next, Susan M. Puska, Strategic Studies Institute, Carlisle,
PA, 2000
People’s Liberation Army Navy, James C. Bussert and Bruce A. Elleman, Naval Institute
Press, Annapolis, Maryland, 2011
Politics Among Nations, Hans J. Morgenthau, McGraw-Hill, New York, 1993
Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, Erik Beukel, DIIS Report
2011:01, Danish Institute for International Studies, Copenhagen, 2011
SIPRI Yearbook 2011, Oxford University Press, 2011
Strategy and the National Security Professional, Strategic Thinking and Strategy Formulation in the 21st Century, Harry R. Yarger, Praeger Security International, Westport Connecticut and London, 2008
Strategy in the Contemporary World, an Introduction to Strategic Studies, John Baylis,
James J. Wirtz, Colin S. Gray, and Eliot Cohen, Oxford University Press, 2007
Strategic Survey 2011, The Annual Review of World Affairs, Routledge, London and New
York, 2011
Strategy –The Logic of War and Peace, Edward N. Luttwak, The Belknap Press of Harvard
University Press, London, 2001
Sustaining U.S. Global Leadership: Priorities For 21st Century Defense, Department Of
Defense, Washington, D.C., januar 2012, hentet på www.defense.gov 12. april kl. 1622,
2012
Sådan Bliver Kina Supermagt, Magnus Hjortdal, Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet, København, 2009
The Art of War, Sun Tzu, Westview Press, Boulder Colorado og Oxford, 1994, Citatet i indledningen er fra bogens p. 183
The Balance of Power in Asia-Pacific Security, US-China policies on regional order, Liselotte
Odgaard, Routledge, London and New York, 2007
The Chinese Armed Forces in the 21st Century, Larry M. Wortzel, Strategic Studies Institute,
Carlisle, PA, 1999
The Chinese Army Today, Tradition and Transformation for the 21st Century, Dennis J.
Blasko, Routledge, London and New York, 2006
The Chinese Navy, Expanding Capabilities, Evolving Roles, Phillip C. Saunders, Christopher
D. Yung, Michael Swaine, and Andrew Nien-Dzu Yang, National Defense University Press,
Washington, D.C., 2011
The Long March To Power, The New Historic Mission Of The People’s Liberation Army, Kim
Nødskov, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, 2009
The Military Balance 2010, The International Institute for Strategic Studies, London, 2010
The New Encyclopædia Britannica, By Encyclopædia Britannica, Inc. 1992
The People’s Liberation Army And China In Transition, Stephen J. Flanagan and Michael E.
Marti, National Defense University Press, Washington, D.C., 2003
The Return of China, Globalization and Economic Power, Hans Hækkerup, Royal Danish
Defence College Publishing House, Copenhagen, 2009
The Rise of China and International Security, America and Asia respond, Kevin J. Cooney
and Yoichiro Sato, Routledge,London and New York, 2009
Trade, Interdependence and Security, Ashley j. Tellis and Michael Wills, The National Bureau of Asian Research, Seattle and Washington, D.C., 2006
81 Magiske macheter –
om magt og sikkerhed i Nigeria
Kaptajnløjtnant Nicholas H. Karlsen
Et politi, der bruger størstedelen af sin tid på at opsætte vilkårlige vejspærringer og opkræve penge fra de mennesker, der skal forbi. Selvtægtgrupper, der offentligt og med
sløve macheter lemlæster formodede kriminelle og derefter brænder dem levende. Rettergang, der består af såkaldte ”lab tests”, hvor skyldsspørgsmål afgøres ved hjælp af magiske macheter. Jævnlige terrorbombninger af kirker og statslige institutioner med hundredvis af dødsfald til følge.
Udefra set er Nigeria et sydende kaos af vold, kriminalitet og korruption. Et land, hvor
staten er ude af stand til at opretholde voldsmonopolet og sikre sine borgere en grundlæggende tryghed, og hvor forskellige – såkaldt ikke-statslige – aktører som selvtægtgrupper og terrororganisationer derfor bidrager til den generelle usikkerhed. Ser man nærmere
på disse aktører, tegner der sig imidlertid et lidt andet billede. Det er således denne artikels påstand, at nogle af disse aktørers handlinger bør forstås ikke blot som destabiliserende og bidragende til øget usikkerhed men derimod som udtryk for en sikkerhedsstræben. Med andre ord kan vold og terror paradoksalt nok forstås som forsøg på at skabe
tryghed i en utryg verden.
Ikke-statslige aktørers rolle i moderne konflikter
Artiklen tager afsæt i mit speciale ”Magt og sikkerhed i Nigeria”, et casestudie der undersøger to af Nigerias ikke-statslige aktører: Selvtægtgruppen Bakassi Boys og den religiøst
motiverede oprørsbevægelse Boko Haram. Baggrunden for casestudiet er bl.a. en personlig undren over, at jeg som militærperson gennem hovedparten af min sejlende tjeneste
har trænet og forberedt mig på en konventionel konflikt, mens forsvaret i dag primært
bliver indsat i kontekster, hvor de øvrige aktører ikke er konventionelle; under min seneste
deployering (en rekognoscering til søs rundt om Afrika i 2007) var det eneste møde med
konventionelle styrker således en kort øvelse med den sydafrikanske flåde. Alle andre
aktører, vi interesserede os for, var ikke-statslige, fx private selskabers vagtværnsbåde i
Guineabugten eller de meget omtalte pirater ved Afrikas Horn. Omend jeg mener, at det i
disse sørøverfokuserede tider er vigtigt, at man ikke glemmer sin evne til at føre konventionel søkrig, bør man også være opmærksom på, at i nutidens konflikter og internationale
”problemområder” – som eksempelvis Nigeria, der danner rammen om mit casestudie –
spiller ikke-statslige aktører en central rolle. Stater har, som de primære aktører i det internationale politiske system, ofte været om ikke den eneste, så i hvert fald den vigtigste
analyseenhed i forskningsmæssig sammenhæng. Imidlertid er det i dag særligt tydeligt, at
konflikt og sikkerhed ikke kun er et produkt af staters ageren men også må forstås i lyset
af ikke-statslige aktørers mål, midler og relationer til omverdenen. Mit speciale formede
sig som derfor som en analyse af to sådanne ikke-statslige aktører med det formål at opnå
en større forståelse af såvel dem som de sociale sammenhænge, de agerer i.
Forholdet mellem magt og sikkerhed
En stærk stat vil typisk have monopol på vold og styre landet efter retsstatsprincipper.
Som hovedregel forbinder vi en sådan stat med en høj grad af sikkerhed og tryghed for
borgerne. Svage stater kan derimod ikke opretholde voldsmonopolet. I stedet for rule of
Magiske macheter – om magt og sikkerhed i Nigeria •
law træder så typisk rule of force, hvor regler og orden afhænger af, hvilke aktører, der har
magten i eller på et område, snarere end af retsstatslige principper. Selv om staten altså
ikke er i stand til at give borgerne sikkerhed, betyder det dog ikke nødvendigvis, at der
ingen sikkerhed er – andre aktører kan producere såvel sikkerhed som usikkerhed gennem forskellige typer af magtudøvelse.
Det er denne sammenhæng mellem magt og sikkerhed, jeg har forsøgt at afdække.
Analysen af Bakassi Boys og Boko Haram er derfor baseret på magtteori (”magtens fem
ansigter” som fremstillet af Jens Peter Frølund Thomsen)1 og på Pierre Bourdieus teori om
habitus, kapital og felt. Sidstnævntes teori er velegnet til at analysere sociale felters dynamik og relative magtforhold. Endvidere suppleres analysen med Københavnerskolens
begreber om sikkerhed og sikkerhedsliggørelse.
Udgangspunktet for undersøgelsen er socialkonstruktivistisk. Der findes mange forskellige retninger indenfor socialkonstruktivismen, men fælles for dem er en forestilling
om, at vores viden om virkeligheden er et resultat af en social proces, hvorunder hverdagens fænomener tillægges mening og betydning.2
Jeg vil i den sammenhæng gerne pointere, at mit udgangspunkt ikke er relativistisk;
jeg mener ikke, at alt er en social konstruktion, at der ikke findes en objektiv virkelighed,
eller at al viden er subjektiv. Der findes selvfølgelig en virkelighed, der er ganske uafhængig af, hvilken betydning, vi tillægger den. Et naturfænomen som en stormflod er ikke en
social konstruktion, og uanset hvordan vi opfatter den, risikerer vi at ende med vand i
skoene. Pointen er, at der aldrig er et 1:1 forhold mellem virkeligheden og vores opfattelse
af den. Den viden og den forståelse, vi har af stormfloden, er et resultat af en social proces, hvorunder vi i fællesskab tillægger naturfænomenet en betydning. Det, vi opfatter
som viden om stormfloden, er således noget intersubjektivt – ikke subjektivt. Ét samfund
konstruerer måske en forståelse af stormfloden som et udtryk for gudernes vrede, et andet samfund med en anden kultur- og videnstradition sætter den ind i en forståelsesramme, der handler om menneskeskabte klimaforandringer. Den mening, man tillægger et
fænomen, kan således også få ganske reale konsekvenser, fordi den afgør, hvordan og
om man vælger at reagere på fænomenet. Sociale konstruktioner er således ikke noget,
der kun eksisterer i menneskers hoveder, og som til enhver tid bare kan laves om. De får
ganske betydelige og konkrete udtryk i verden omkring os; måske reagerer vi på stormfloden med formildende offergaver, eller måske bygger vi diger og laver internationale klimaaftaler.
Pointen i denne sammenhæng er ikke, hvorvidt stormfloden ”virkelig” er et resultat af
menneskeskabte klimaforandringer eller et udtryk for gudernes vrede. Som socialkonstruktivist er det ikke graden af overensstemmelse mellem en objektiv virkelighed og
menneskets forståelse af den, der er interessant; det er derimod et samfunds opfattelse
af, hvad der er viden, samt de sociale processer hvorunder denne viden er blevet konstrueret som virkelighed, der er værd at gøre genstand for undersøgelse.3 Det er altså et forsøg på at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør, for en bestemt gruppe mennesker.
Dette socialkonstruktivistiske udgangspunkt er synligt i såvel mit valg af teori som i
selve genstanden for mine undersøgelser. Eksempelvis forsøger jeg at afdække magtforholdene i Nigeria, ikke ud fra en optælling af antal mænd under våben, men ud fra en
feltanalyse, der beskæftiger sig med forskellige kapitalformer, hvis værdi primært er en
social konstruktion. Ligeledes tager jeg i diskussionen af sikkerhedsforholdene i Nigeria
Thomsen 2000.
Se fx Berger 1996, ss. 15ff.
3 Berger 1996.
1
2
83
afsæt i en teori, der opfatter sikkerhed som en intersubjektiv konstruktion og resultat af
en såkaldt talehandling (sikkerhedsliggørelse).
Nigeria
Nigerias transformation til en koloni begyndte med Storbritanniens besættelse af Lagos by
i 1851. Drevet af handelsmæssige interesser rullede Storbritannien sin indflydelse længere ind i landet, og gennem en proces, der indebar Berlinkonferencen i 1885, bilaterale
aftaler mellem Frankrig og Storbritannien og engelsk krigsførelse mod lokale herskere,
fremstod Nigeria i år 1914 som en engelsk koloni inddelt i en nordlig region (befolket af
Hausa- og Fulani-stammerne), en østlig region (befolket af Igbo-stammen), og en vestlig
region (befolket af Yoruba-stammen)4. Nigeria indeholder dog langt flere stammer end de
her nævnte, i alt mere end 250 etniske grupper og mere end 500 sprog.5
Efter selvstændigheden i 1960 har landet haft vekslende regimer affødt af både militære kup og demokratiske valg. Nigerias enhed var truet i forbindelse med en blodig borgerkrig i perioden 1967-1970, hvor den østlige region uden held forsøgte at løsrive sig og
danne den selvstændige stat Biafra.6
Landet er gradvis blevet inddelt i flere og flere regioner. I 1967 blev de fire regioner til
12 stater, i 1976 til 19 stater, i 1987 til 21 (og forbundshovedstaden som en selvstændig
region), i 1991 til 30 og senest i 1996 til 36 stater og regionen med forbundshovedstaden. Disse reelt 37 stater er igen underinddelt i 774 ”local government areas”.7
Styreformen er på papiret demokratisk, men forholdet mellem politikere og befolkning
kompliceres af, at man på den ene side forsøger at skabe en demokratisk og ligeværdig
behandling uden korruption. På den anden side er det nigerianske samfund præget af
patron-klientforhold, hvor der eksisterer et meget håndgribeligt noget-for-noget forhold
mellem patron og klient,8 og hvor stammetilhørsforhold har central betydning i forhold til
magt og indflydelse.
Umiddelbart efter uafhængigheden i 1960 var der en deling mellem det nordlige og
sydlige Nigeria, hvor det fattige nord, pga. den store befolkning og udstrækning, havde den
politiske magt, og syden, pga. olieindtægterne, havde den økonomiske.9 Dette magtforhold
forskød sig som følge af den voksende økonomiske magt, som olieindtægterne gav. Endvidere begyndte nigerianerne fra syd, pga. deres større adgang til vestlig uddannelse, at
gøre sig gældende på den politiske og administrative scene. Der eksisterer således et
modsætningsforhold mellem nord og syd, som dels er begrundet i den nuværende, ulige
fordeling af magt og penge til fordel for syd, og som dels er historisk begrundet. De tidligere britiske koloniherrer var kristne, og i det nordlige Nigeria overføres de negative følelser
forbundet med kolonitiden til det sydlige Nigeria.
Magtteori, feltanalyse og sikkerhedsliggørelse
Inden jeg kommer til de to ikke-statslige aktører, som undersøgelsen er centreret omkring,
er det nødvendigt med en kort definition af de vigtigste begreber, der anvendes i det følgende.
Institute for Security Studies.
Central Intelligence Agency 2012.
6 Institute for Security Studies.
7 U.S. Department of State 2011.
8 Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria,
2007, s. 449.
9 Elaigwu 2002.
4
5
84
Magtens 1. ansigt er et begreb, Jens Peter Frølund Thomsen anvender til at beskrive
den del af magtudøvelsen, som er synlig; det tager udgangspunkt i en konflikt, hvor der
udøves egentlig adfærdskontrol. Magtens 2. ansigt dækker over, at der også i de tilfælde,
hvor konflikten ikke er eller får lov at blive synlig, kan udøves magt, fordi nogen (magtudøverne) har privilegier, som andre systematisk nægtes, fx gennem kontrol over dagsordenen. Magtens 3. ansigt dækker over, at magtudøvelse også kan tage form af bevidsthedsmanipulation, således at magtudøveren får nogen til at mene noget andet, end de
ellers ville have ment – fx gennem tilbageholdelse af information, retorisk fordrejning,
trusler, socialisering, indoktrinering, censur m.m. (Jens Peter Frølund Thomsen opererer
også med magtens 4. og 5. ansigt, men da disse begreber overlapper med feltanalysen,
har jeg ikke direkte anvendt dem i min analyse).
Feltanalyse dækker over en undersøgelse af et samfundsfænomen, der tager udgangspunkt i Pierre Bourdieus teori om habitus, kapital og felt. Et felt skal i denne sammenhæng forstås som et netværk af positioner, hvis relationer har objektiv eksistens (det
skal altså ikke forstås som personlige relationer). Det kan fx være det kunstneriske felt
eller det politiske felt. Positionerne indtages af forskellige agenter (grupper eller individer),
som igen har forskellige typer af kapital. Denne kapital kan være økonomisk, men den kan
også være social (i form af indflydelsesrige relationer) eller kulturel (i form af besiddelse af
symbolske goder, fx et eksamensbevis fra et anerkendt universitet). Endelig er der den
symbolske kapital, som er en form for konsekvens af de øvrige; hvis man besidder nok af
de andre kapitaltyper, kommer man til at fremstå for omverdenen som særlig prestige- og
ærefuld og kan derfor handle med større gennemslagskraft. Ifølge Bourdieu er det mængden og sammensætningen af agenternes kapital, der afgør, hvilken position i feltet, de
indtager. Til gengæld er det agenternes position, der afgør deres habitus, dvs. deres måder at handle, tænke og opfatte verden på.
Sikkerhedsliggørelse er et begreb opfundet af den såkaldte Københavnerskole. Begrebet sikkerhed er i denne opfattelse defineret som en eksistentiel trussel, der kræver
ekstraordinære tiltag (dvs. reelt et regelbrud). Truslen er ikke nødvendigvis militær, ligesom militære operationer ikke nødvendigvis er svar på sikkerhedstrusler. Endvidere påpeger Københavnerskolen, at sikkerhed ikke er noget objektivt observerbart men derimod
intersubjektiv. Først når det er sket en sikkerhedsliggørelse af et emne, dvs. det er blevet
italesat og accepteret som en eksistentiel trussel, bliver det til et sikkerhedsissue.
Så vidt de vigtigste begreber der anvendes i det følgende. Jeg vil nu vende mig mod det
første af mine to analyseelementer.
Bakassi boys
Bakassi Boys var en selvtægtgruppe fra det sydøstlige Nigeria, centreret omkring staterne
Abia, Anambra og Imo.10 Den opstod i slutningen af 1999 for at bekæmpe den udbredte
voldelige, organiserede kriminalitet i byen Aba i det sydøstlige Nigeria og blev voldeligt
nedkæmpet af den nigerianske regerings politi (Nigerian Police Force, [NPF]) i august og
september 2002 på ordre fra centralregeringen i Abuja og som følge af den voksende
folkelige utilfredshed med selvtægtgruppens magtmisbrug.11 Gruppen blev indledningsvis
finansieret gennem bidrag fra lokale handlende fra Igbo-stammen. Deres oprindelige patron var formanden for de erhvervsdrivende,12 og gruppen bestod af fattige, dårligt uddannede, lokale unge mænd mellem 18 og 40 år, bevæbnet med macheter og iklædt solbriller, mørkt tøj og amuletter, der skulle beskytte bæreren. De opførte sig enten truende eller
Human Rights Watch - Africa Division, 2002, s. 2.
Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria, 2007, s. 442.
12 Ibid., s. 450.
10
11
85
følelseskoldt og blev af lokalbefolkningen opfattet som værende i besiddelse af overnaturlige evner.
Bakassi Boys mentes at være usårlige i kamp. Når de alligevel led tab, blev de sårede
betragtet som falske Bakassi Boys. Gruppen var indledningsvis i opposition til de lokale
myndigheder (lokalregeringen, de lokale politikere) samt NPF og militæret men blev gradvis associeret med myndighederne og dermed den udbredte korruption.13 Dette skete i
takt med, at lokale politikere fra Igbo-stammen inviterede Bakassi Boys til at opstille selvtægtgrupper i deres område for at bekæmpe kriminalitet. Et eksempel herpå er forholdet
mellem Bakassi Boys og guvernøren af staten Anambra, dr. Chinwoke Mbadinuju, der på
et tidspunkt inviterede Bakassi Boys til at bekæmpe kriminaliteten i Anambra. Dette forhold udviklede sig, så Mbadinuju på et tidspunkt omtalte sig selv som øverstbefalende
(”Commander-in-Chief”) for Bakassi Boys14 og tog til den føderale hovedstad for at forhandle med Centralregeringen på Bakassi Boys’ vegne, da den føderale regering påtænkte
at forbyde Bakassi Boys.15 Denne tilnærmelse undergravede med tiden gruppens popularitet, specielt når gruppen arresterede og henrettede på lokalregeringens ordre,16 selv om
de overnaturlige evner, som gruppen mentes at besidde, indledningsvis dækkede over
denne kobling.17
Bakassi Boys og magtens 1., 2. og 3. ansigt
Begivenhederne omkring Bakassi Boys er fyldt med eksempler på magtens 1. ansigt, dvs.
den direkte magtudøvelse, og det af den mest brutale slags. De kriminelle udøver således
magt over de lokale, men en arbitrær og klart illegitim magtudøvelse, som kulminerer med
et mord på en gravid kvinde på et marked i Aba. Bakassi Boys anvender i deres svar på de
kriminelles handlinger både direkte og indirekte magt i udpræget voldelig form; de lemlæster og dræber de (formodede) kriminelle. Et eksempel på Bakassi Boys’ ageren er fra
byen Onitsha, hvor formodede kriminelle blev drevet med slag og spark fra det fængsel,
hvor de var blevet holdt fanget, til et stort vejkryds, hvor de blev lemlæstet med sløve macheter for efterfølgende (stadig ved bevidsthed) at blive overhældt med benzin og brændt
levende.18 Ved den offentlige og brutale måde, drabene gennemførtes på, udøvedes ikke
kun (direkte) magt over de tilfangetagne; Bakassi Boys udøvede også (indirekte) magt over
alle, der så eller hørte om begivenhederne, idet det må formodes, at frygten for at lide
samme skæbne har ført til anticiperede reaktioner af forskellig art (og ikke nødvendigvis
kun fra de mennesker, der påtænkte at begå kriminalitet).
Politiets passivitet kan ses som en udøvelse af skjult magt (magtens 2. ansigt). De har
officielt monopol på anvendelse af vold men holder konsekvent Igbo-stammens interesser
ude af dagsordenen og bruger i stedet deres magt til at berige sig selv.
Magtens 3. ansigt viser sig i en docu-soapserie ”Issakaba” (næsten Bakassi stavet
bagfra), der afspejlede gruppens bedrifter.19 Serien understøttede den nigerianske lokalbefolknings opfattelse af, at gruppen var i besiddelse af overnaturlige evner, der satte dem
i stand til fx at udpege skyldige kriminelle uden en forudgående efterforskning vha. en
magisk anvendelse af macheter (processen blev omtalt som en ”lab test”).20
Ibid., s. 448.
Harnischfeger 2003, s. 27.
15 Ibid., s. 30.
16 Human Rights Watch - Africa Division, 2002, s. 3.
17 Smith, Violent Vigilantism and the State in Nigeria - The Case of the Bakassi Boys, 2006.
18 Harnischfeger 2003, s. 25.
19 Haynes 2006, s. 521.
20 Harnischfeger 2003, s. 32.
13
14
86
Feltet omkring Bakassi Boys
For at opnå en større forståelse af selvtægtgruppen og dens betydning for sikkerheden i
Nigeria, har jeg endvidere foretaget en feltanalyse. Hovedpointerne fra analysen skitseres
her: Agenterne i feltet er:
 Bakassi Boys
 De lokale erhvervsdrivende
 De kriminelle
 NPF
 De lokale politikere i delstaten
 De føderale politikere/myndigheder
Et nærmere kig på agenterne afdækker fordelingen af kapitalen: Bakassi Boys har indledningsvis ingen økonomisk kapital men til gengæld en anselig social kapital, dels i kraft
af deres medlemskab af Igbo-stammen, dels som følge af deres (indledningsvise) opposition til de korrupte myndigheder. Gruppen scorer også højt på den kulturelle kapital. Dels
gennem dens inddragelse af det overnaturlige i afgrænsningen af dens image, dels gennem dens uniformering og brug af amuletter og macheter med magiske evner. Samtidig
distancerer de sig selv fra andre aktører (især politiet) gennem fraværet af fokus på mere
konventionelle magtmidler som fx skydevåben. De er heller ikke hierarkisk inddelt som
politiet, der er intet bureaukrati, og de handler i det hele taget mere som tegneseriehelten
Superman end som en egentlig myndighedsperson. Endelig indeholder selve gruppenavnet også kulturel kapital, idet associeringen til den omstridte Bakassi-halvø (en strid om
territorium mellem Cameroun og Nigeria) associerer til noget, man er villig til at kæmpe og
stå sammen om. Dette tilsammen giver en symbolsk kapital, der udspringer af en kobling
til det overnaturlige og en udbredt respekt for handlekraft blandt de lokale. Dette giver
gruppen legitimitet til såvel at afgøre skyldsspørgsmål som at vælge og udføre de dømtes
straf.
I modsætning til Bakassi Boys besidder de lokale erhvervsdrivende økonomisk kapital;
tilstrækkelig til, at de kan rekruttere og finansiere gruppen. De besidder også social kapital
i feltet pga. deres tilknytning til Igbo-stammen; endvidere øger de deres sociale kapital i og
med, at de skaber Bakassi Boys, som de lokale jo i hvert fald i begyndelsen føler stolthed
over samt henter noget identitet fra (i og med at de opfatter Bakassi Boys som et bedre
svar på kriminalitetsproblemerne end de nordlige provinsers sharia-lovgivning).
Kulturel kapital henter de lokale erhvervsdrivende især fra deres handlekraft, og de er
da også selv meget optagede af en historie om, at præsident Abacha efter sigende som
ung oberst skulle have skudt og dræbt en politibetjent, fordi betjenten forsinkede ham –
en historie, der illustrerer den ærefrygt, der i dette felt omgærder folk, der tør handle hurtigt og kontant (og voldeligt).21
Den sociale og kulturelle kapital udmønter sig her i en symbolsk kapital, idet der indledningsvis opnås anerkendelse og prestige gennem den særlige forbindelse til Bakassi
Boys, der som gruppe lever op til forestillingerne om handlekraft og overnaturlige forbindelser, en accepteret del af den kollektive bevidsthed.
De kriminelle agenter er ikke velbeskrevne, men idet de er organiserede, og kriminaliteten har et stort omfang, kan man formode, at denne gruppe besidder økonomisk kapital.
Da denne er opnået gennem vold og udnyttelse af lokalbefolkningen, afspejler det sig
formodentlig i en nærmest negativ social kapital, hvor de kriminelle gennem deres udnyttelse af lokalsamfundet skaber sig flere og flere fjender på trods af stammefællesskabet.
21
Smith, The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination in Nigeria, 2007, s. 437.
87
Drabet på en kvinde på markedet i Aba medfører en så voldsom reaktion fra lokalsamfundet, at man, for nu at sætte det på spidsen, kan sige at de kriminelle elementers symbolske kapital går i minus. Modreaktionen bliver Bakassi Boys.
Det nigerianske politi er underlagt og betalt af centralregeringen i Abuja, men kan ikke
siges at besidde økonomisk kapital. Tværtimod er politiet underbemandet og let bevæbnet.22 NPF besidder ingen social kapital i dette felt (hvilket ikke udelukker, at de gør det i
andre felter), idet de som oftest er politifolk udsendt fra fjerne provinser og andre stammer. Kulturel kapital er også fraværende; et af de fremmeste symboler på NPF i lokalbefolkningens øjne er de føromtalte checkpoints, som befolkningen hader. I andre sammenhænge (fx for flertallet af danskerne) fungerer en politiuniform som objektiveret kulturel
kapital, idet den udstråler autoritet, myndighed og, for de fleste, tryghed. Men i tilfældet
NPF udstråler uniformen snarere illegitim magtanvendelse og korruption og fungerer derfor ikke som et udtryk for kulturel kapital i dette felt.
De lokale politikere besidder økonomisk kapital fra deres involvering i korruption. Derudover er de lokale politikere oftest fra den lokale stamme og besidder hermed social
kapital. Denne sociale kapital udbygges med tiden yderligere i form af venskaber mellem
Bakassi Boys og de lokale politikere. Den kulturelle kapital påvirkes negativt pga. korruptionen, når denne ses i sammenhæng med et demokratisk samfund. Den institutionaliserede kulturelle kapital forsøges til gengæld eksplicit udbygget gennem guvernøren af
Anambras anvendelse af titlen som øverstbefalende (Commander-in-Chief) for Bakassi
Boys. De lokale politikere formår, til trods for den økonomiske, sociale og kulturelle kapital, ikke at skabe sig en stor mængde symbolsk kapital pga. modsætningen mellem korruptionen og patron/klient-forholdet på den ene side og den demokratiske diskurs på den
anden.
Centralregeringen besidder betragtelig økonomisk kapital, bl.a. i kraft af olieindtægter.
Imidlertid er centralregeringen for Igbo-stammen noget fjernt og fremmed. De udviser
ingen handlekraft i forhold til kriminaliteten, og de er ansvarlige for politiet, som primært
opfattes som en parasit på, og ikke en hjælp til, lokalsamfundet. De besidder således
ingen kulturel, social eller symbolsk kapital i dette felt (om end de utvivlsomt gør i andre
felter). Man kan formode, at dette underbygges yderligere, da den centrale regering vælger
at nedkæmpe de lokale helte – Bakassi Boys. Ganske vist er gruppens stjerne falmet noget i de lokales øjne grundet deres omsiggribende brutalitet. Men at centralregeringen
udviser handlekraft overfor denne gruppe igboer, der jo trods alt forsøgte at bremse kriminaliteten, men intet gør i forhold til selve kriminalitetsproblemet, har sandsynligvis ikke
fået dem ikke til at fremstå i et mere positivt lys i lokalbefolkningens øjne.
Denne kapitalfordeling gør, at aktørerne kan grupperes i fire positioner:
 Den kriminelle position, der terroriserer og udnytter lokalbefolkningen
 Den nationalpolitiske position, der nedprioriterer lokal kriminalitetsbekæmpelse, men
godt kan forsvare sig selv og handle, når Bakassi Boys udgør en direkte trussel
 Den lokalpolitiske position, der indebærer et modsætningsforhold mellem et traditionelt patron-klientforhold og forventningen om en retfærdig og demokratisk ageren
 Den lokaløkonomiske position, der centrerer sig om en købmandskultur, hvor det værdifulde har sit udspring i at være selvstændig, drive en forretning og generere et overskud
Bakassi Boys kan tidligt i gruppens livsbane placeres i den lokaløkonomisk orienterede position, idet gruppen udspringer af og arver de lokale erhvervsdrivende sociale og
22
Last 2008, s. 55.
88
symbolske kapital. Senere i gruppens livsbane sker der et skift. Dels får Bakassi Boys en
anden habitus gennem forholdet til de lokalpolitiske agenter, hvor gruppen i stadig større
grad varetager de lokalpolitiske agenters interesser, dels får de adgang til økonomisk
kapital gennem forbindelsen til korrupte miljøer. Dette sker på bekostning af den symbolske kapital og medfører en gradvis bevægelse fra den lokaløkonomiske til den lokalpolitiske position.
Nedenstående figur skitserer feltet:
Lokalpolitisk orienteret position
Nationalpolitisk orienteret position
5
6
Øk So
4
Øk So
Ku Sy
Øk So
Ku Sy
Ku Sy
1a
Øk So
Ku Sy
Lokaløkonomisk orienteret position
Kriminelt orienteret position
1
Øk So
Ku Sy
1
2
3
Øk So
Øk So
Ku Sy
Ku Sy
Agent
Øk So
Ku Sy
Ref.
1
2
3
4
5
6
Kapitaltyper : Øk ~ økonomisk. So ~ social. Ku ~ kulturel. Sy ~ symbolsk.
Kapitalopgørelse : Grøn ~ til stede. Rød ~fraværende. Hvid ~ udenfor analysen.
Agenter
Bakassi Boys
De lokale erhvervsdrivende
De kriminelle
NPF
Lokale politikere i delstaterne
Centralregeringen i Abuja
89
De røde pile indikerer de modsætningsforhold, der findes mellem de forskellige positioner. Begivenhederne omkring Bakassi Boys’ storhed og fald kan ved første blik virke
tilfældige og ustrukturerede med udbredt vold som det mest fremtrædende træk. Der
træder imidlertid en struktur frem, og konturerne af en orden kan tegnes.
De forskellige agenter eller aktørers relative positioner og styrkeforhold er med til at
afgøre begivenhedernes forløb. Centralregeringen og delstatsregeringen burde være dominerende i feltet, men dels har de ikke den kapital, der skal til for at indtage den dominerende position, dels har de ikke den nødvendige habitus – de opfatter tilsyneladende ingen handletvang, når det gælder kriminalitetsproblemet. Det samme gælder politiet. Modsætningsforholdet mellem patron-klient-kulturen med den deraf følgende udbredte korruption på den ene side og den demokratiske diskurs på den anden gør, at de, der på papiret
har magten, ikke har autoriteten – de opfattes ikke som legitime.
De, der har kapital nok til at ændre på tingenes tilstand, nemlig de lokale erhvervsdrivende, gør det med oprettelsen af Bakassi Boys. De bruger således deres magt til at skabe
dynamik i feltet og udfylder de funktioner, der ellers ikke bliver udfyldt. Denne udnyttelse
af deres magt er på sin vis en opportunistisk handling og et udtryk for rule of force (det er
typisk for begivenhederne omkring Bakassi Boys, at den dømmende magt som begreb
eller institution helt er fraværende).
Imidlertid præges feltet også af en høj grad af inerti. Da magtforholdene for alvor er
ved at ændre sig, griber centralregeringen alligevel ind og genetablerer status quo.
Ordenen eller strukturen i feltet udgøres således af de forskellige positioners indbyrdes relationer og magtforhold. Med disse in mente giver forløbet omkring Bakassi Boys, fra
deres oprettelse til beslutningen om at nedkæmpe dem, mening.
Boko haram
Boko Haram er en religiøs oprørsbevægelse, der udspringer af den muslimske befolkning i
det nordlige Nigeria. Dens tidlige historie er ikke præcist dokumenteret, men gruppen
opstod sandsynligvis i 1995 under navnet Ahlulsunna wal’jama’ah hijra. Gruppen har
efterfølgende været kendt under forskellige navne: Yusufiyyah-sekten, nigeriansk Taliban
og Boko Haram (nigeriansk Taliban er den nedsættende måde, gruppen i begyndelsen
omtaltes på af den lokale befolkning). Boko Haram kommer fra to forskellige sprog. Boko
er fra det afrikanske sprog Hausa og betyder vestlig uddannelse.23 Haram er arabisk og
betyder forbudt. Gruppens navn betyder altså bogstaveligt, at vestlig uddannelse er forbudt; i deres egen fortolkning er det imidlertid vestlig civilisation generelt, der er forbudt.24
Boko Haram ser det som sin mission at rense Nigeria, der er forurenet af vestlig indflydelse, og opretholde sharia over hele landet.25 Gruppen har ved flere lejligheder angrebet
installationer, der repræsenterer den nigerianske stat, fx politistationer og fængsler, men
også religiøse mål såsom kirker er blevet angrebet. Det formodes i øvrigt i dag, at der er en
forbindelse mellem al-Qaeda i Nordafrika og Boko Haram.26 De nigerianske myndigheder
har svaret igen i de områder, hvor Boko Haram opererer, og har bl.a. sendt en joint task
force til området.
Adesoji 2011, s. 106.
Onuoha 2010, s. 57.
25 Ibid., s. 57.
26 News Wires, 2012.
23
24
90
På den internationale scene er Boko Haram først blevet kendt de senere år. Således
nævnes gruppen første gang i den årlige amerikanske rapport om terror i 2009.27 USA
støtter den nigerianske regerings kamp mod Boko Haram, bl.a. gennem samarbejdet i
Trans-Sahara Counter Terrorism Partnership og gennem teknologisk/økonomisk støtte, fx
ved at levere fire scannere til Nigerias fire internationale lufthavne.28
For så vidt angår al-Qaeda i Nordafrika, udspringer denne gruppe af nationale algeriske guerillagrupper, der som konsekvens af det interne pres, de var udsat for i Algeriet,
omdefinerede sig selv til en international kriminalitets- og terrororganisation. Disse algeriske grupper associerede sig desuden med al-Qaeda og tog dette navn som ”brand”. Denne associering med al-Qaeda gjorde det lettere at rekruttere og bringe terrortaktikker og
teknologier fra andre konflikter (fx selvmordsbombere og vejsidebomber) i brug,29 ligesom
al-Qaeda i Nordafrika blev mere synlig internationalt og udviklede et nyt image, der understreger religiøs fromhed og styrke.30
Boko Haram og magtens 1., 2. og 3. ansigt
For den nigerianske stat er Boko Haram en trussel mod suveræniteten, og den ses som
absolut illegitim. Som svar har staten valgt en eksplicit voldelig vej. De anvender således
lette og tunge våben for at bekæmpe gruppen,31 og fokus er mere på synlig handling end
egentlig efterforskning. Det faktum at gruppens leder, Mohammed Yusuf, blev dræbt, efter
han var taget til fange af politiet (enten som følge af en udenretslig dom eller i forbindelse
med et flugtforsøg) understreger denne villighed til at anvende direkte magt. Den nigerianske minister for information og kommunikation, Dora Akunyili, udtalte efter drabet på Yusuf, at den nigerianske stat ikke tolerer en sådan udenretslig dom. Men hun tilføjede, at
”what is important is that he (Yusuf) has been taken out of the way, to stop him using
people to cause mayhem”.32
Der er flere tegn på, at der foregår skjult magtudøvelse og bevidste forsøg på at holde
emner uden for dagsordenen i forbindelse med Boko Haram. Den nigerianske regering
nedsætter jævnligt undersøgelseskommissioner, fx i forbindelse med drabet på Yusuf eller
efter et Boko Haram-angreb. Imidlertid udgiver de sjældent efterfølgende rapporter eller
beretninger, hvilket kan være tegn på, at centralregeringen ikke selv har nogen interesse i
at afsløre forholdene omkring Boko Haram.33 Således efterlader drabet på Yusuf tvivl om
motivet. Det kan have været for at forhindre Yusuf i at afsløre eventuelle Boko Haramstøtter, der ikke ønsker deres støtte kendt-34 Denne tvivl kommer i forlængelse af den
manglende klarhed over gruppens finansielle grundlag. Derudover bliver mange af de
grundlæggende problemer ikke italesat; de unges manglende fremtidsperspektiver (uddannelse, job, karriere) er sandsynligvis en del af forklaringen på Boko Harams succes i
forhold til rekruttering. Dette emne ville derfor udstille den nigerianske stats mangler i
forhold til at give sine borgere mulighed for at uddanne sig og arbejde.
Konflikten mellem Boko Haram og den nigerianske stat/delstaterne er også i høj grad
en kamp om, hvem der kan påvirke befolkningens holdning mest. Boko Haram forsøger
United States Department of State 2010, s. 27.
Ibid., s. 28.
29 Blanchard 2007, s. 18.
30 Pham 2011, s. 26.
31 Onuoha 2010, s. 60.
32 Ibid., s. 61.
33 Adesoji 2011, s. 112.
34 Onuoha 2010, s. 62.
27
28
91
således at rekruttere fra og overbevise befolkningen om deres synspunkter gennem prædikener.
Feltet omkring Boko Haram
For at opnå en større forståelse af oprørsbevægelsen og dens betydning for sikkerheden i
Nigeria har jeg endvidere foretaget en feltanalyse. Hovedpointerne fra analysen skitseres
her: Agenterne i analysen er:
 Boko Haram
 NPF
 De lokale politikere
 Centralregeringen i Abuja
 USA
 al-Qaeda i Nordafrika
Et nærmere kig på disse agenter afdækker kapitalfordelingen. Boko Haram er en aktør
med få økonomiske midler, der som nævnt formodes primært at komme fra donationer og
væbnede bankrøverier. Gruppen kommer fra delstater i Nigeria, der er domineret af Hausa-stammen. Dette udgangspunkt giver gruppen social kapital og en stor base at rekruttere fra, også udenfor staten Nigerias (ret porøse) grænser, i det 1000 km. brede bælte, der
løber tværs over Afrika syd for Sahara og som kaldes Sahel. Den kulturelle kapital i gruppen kommer fra den uddannelse i ortodoks islam, som medlemmerne har fået, og skal ses
i sammenhæng med den anseelse, det at være en god muslim generelt har i dette felt.
Gruppens symbolske kapital stammer primært fra dens strenge fortolkning af islam. Denne strenge fortolkning af islam skal ses i sammenhæng med den mere pragmatiske
”light”-udgave af sharia, der er indført i det nordlige Nigeria (”light”, fordi der fx kun er
gennemført få amputationer og ingen steninger). Alligevel opfattes gruppens og andre
gruppers strengere fortolkning af islam ofte som noget agtværdigt – på sin vis som ”det
rigtige” at gøre, selv om man vælger ikke at gøre det (fx har man dømt folk til stening men
ikke eksekveret dommen, primært for at undgå problemer med centralregeringen).
Gruppens leder Yusuf var, mens han var i live, et udtryk for gruppens symbolske kapital.
Hans ortodokse uddannelse, de stærke forbindelser nationalt og internationalt samt hans
gode talegaver gav gruppen ære og prestige. Hans død i politiets varetægt, der i et islamistisk ekstremt perspektiv kan ses som et martyrium, har gjort denne symbolske kapital
større og flyttet den fra manden til gruppen. Dette er sket uagtet, at han privat omgav sig
med den vestlige teknologi, han udadtil foragtede, og at han blev fanget i en lidet heltemodig position, nemlig mens han gemte sig for myndighederne i en gedestald.
Det nigerianske politi er underlagt og betalt af centralregeringen i Abuja. Det er en
styrke uden økonomisk kapital, idet den som før nævnt er underbemandet og let bevæbnet.35 Styrken besidder ingen social kapital. Politiet stammer fra andre egne af Nigeria, og
har derfor ingen tilknytning til de lokale stammer og tilhørsforhold. Styrken er heller ikke i
besiddelse af kulturel kapital i feltet. Håndhævelse af loven i en muslimsk sammenhæng
er en islamisk opgave, men det nigerianske politi håndhæver den nigerianske føderale
lovgivning, ikke den sharialov, der gælder i det muslimske nord. Denne opgave varetages
derimod af hisba-grupperne. Politiets virke ses derfor langt hen ad vejen som eksempler
på den fremmede vestlige indflydelse og som værende i opposition til den gældende sharia-lov.
35
Last 2008, s. 55.
92
De lokale politikere i delstaterne besidder nogen økonomisk kapital men betragtes ikke som velhavende. Generelt er økonomisk kapital samlet hos centralregeringen og i det
velhavende syd.36 De lokale politikere besidder social kapital gennem deres tilhørsforhold
til de lokale stammer og som konsekvens af, at de er politikere ”på hjemmebane”. De er
valgt i områder, hvor de er vokset op. Derudover erhverver de lokale politikere sig kulturel
kapital gennem inddragelse af religion i politik (navnlig i forbindelse med valgkampe),
samt gennem den kulturelle bagage, der kommer af at være en del af den muslimske
menighed (der konkret får udtryk bl.a. gennem tilslutningen til sharia). De lokale politikere
(eller i hvert fald en del af dem) besidder således symbolsk kapital. Den er primært baseret på deres evne til at skabe et muslimsk fællesskab i det ellers sekulære Nigeria, særligt
gennem introduktionen af sharia internt i delstaterne, men også gennem deres evne til at
balancere, så det bliver sharia i en udgave, der tager hensyn til nigerianske forhold, og
som ikke åbent udfordrer centralregeringen i Abuja.
Centralregeringen i Abuja er i besiddelse af stor økonomisk kapital, primært fordi alle
olieindtægter tilhører centralregeringen.37 Centralregeringen besidder ingen social kapital i
feltet, idet regeringen og administrationen overvejende er kristne og kommer fra det sydlige og centrale Nigeria.38 Selvom præsidentembedet skiftevis har været besat af en kristen
og en muslim, har der tidsmæssigt blot været ca. tre ud af 13 år (siden genindførelsen af
demokratiet) med en muslimsk præsident i Nigeria. Centralregeringens kulturelle kapital
er også til at overskue. Fraværet af officielle rapporter og undersøgelsesresultater af fx
behandlingen af Boko Haram får dem til at fremstå, som om de forsøger at skjule noget.
Dette sammenholdt med, at regeringen ikke varetager håndhævelsen af den populære
sharia-lov, men derimod Nigerias sekulære lovgivning, medfører at regeringen ingen kulturel kapital har i feltet.
USA er i besiddelse af stor økonomisk kapital og indgår i diplomatiske, militære, politiske og politimæssige samarbejder med centralregeringen i Abuja (i ”The Trans-Sahara
Counter Terrorism Partnership” [TSCTP]). Alligevel er den sociale kapital i feltet ikke stor.
Gennem massemedier er kendskabet til konflikten i Mellemøsten med Israel og USA på
den ene side og en del af de arabiske lande på den anden blevet udbredt, og USA opfattes
som en fjende.39
Al-Qaeda i Nordafrika besidder økonomisk kapital, der primært stammer fra en pragmatisk sammenblanding af kriminelle aktiviteter og terrorisme. Al-Qaeda i Nordafrika har,
med sit udgangspunkt i Algeriet, ikke et stammetilhørsforhold til den muslimske lokalbefolkning i det nordlige Nigeria. Imidlertid er der tegn på, at gruppen har social kapital i
feltet omkring Boko Haram gennem dens virke i Sahel-bæltet (hvor Hausa-stammen og
Boko Haram også findes), idet man mener at have fundet en forbindelse mellem al-Qaeda
og Boko Haram.40 Indirekte social kapital opnår al-Qaeda gennem mekanismen ”min fjendes fjende er min ven”, hvilket politiets hårdhændede svar på Boko Harams aktiviteter,
der øger modviljen mod myndighederne, understøtter. Al-Qaeda besidder kulturel kapital i
feltet gennem deres argument om, at vestlige samfund er falske og moralsk korrupte, og
gennem deres evne til at fremstille sig selv som nogen, der går forrest i forhold til at kæmpe guds kamp og hævne de uretfærdigheder, den muslimske verden har været udsat for.
Denne retorik giver symbolsk kapital i konservative muslimske kredse, der opfatter sig selv
som forbigået i resursefordelingen og under pres udefra.
Elaigwu 2002, s. 47.
Ibid., s. 88.
38 Ibid., s. 75.
39 (Last, 2008, s. 59)
40 (AFP, 2012)
36
37
93
Denne kapitalfordeling gør, at agenterne kan grupperes i tre positioner:
Den ekstreme islamiske position, som indtages af agenterne al-Qaeda i Nordafrika og
Boko Haram
 Den balancerede muslimske position, der indtages af de lokale politikere (der på sin
vis repræsenterer store dele af lokalbefolkningen)
 Den ikke-muslimske position, som indtages af NPF, centralregeringen i Abuja samt
USA
Konflikten mellem den ikke-muslimske og den ekstreme muslimske position har ført til en
stadig mere alvorlig voldsspiral; efterhånden har det betydet, at internationale aktører som
USA og al-Qaeda er blevet en del af feltet. Denne konflikt næres yderligere af, at man i
dele af den balancerede muslimske position opfatter sig som forbigået i resursefordelingen set i forhold til den ikke-muslimske position.
Nedenstående figur skitserer feltet:

Den ikke-muslimske position
5
Øk So
Ku Sy
4
2
Øk So
Ku Sy
Den balancerede muslimske position
Øk So
Ku Sy
Den ekstreme muslimske position
1
Øk So
Ku Sy
3
1
6
Øk So
Øk So
Ku Sy
Ku Sy
Agent
Øk So
Ku Sy
Kapitaltyper : Øk ~ økonomisk. So ~ social. Ku ~ kulturel. Sy ~ symbolsk.
Kapitalopgørelse : Grøn ~ til stede. Rød ~fraværende. Hvid ~ udenfor analysen.
94
Ref.
1
2
3
4
5
6
Agenter
Boko Haram
NPF
Lokale politikere i delstaterne
Centralregeringen i Abuja
USA
Al-Qaeda i Nordafrika
De røde pile indikerer de modsætningsforhold der findes mellem de forskellige positioner. Magtbalancen mellem muslimer og ikke-muslimer, de lokale politikere og centralregeringen, forsøger Boko Haram at destabilisere via deres voldsomme angreb på alt, hvad
der repræsenterer det udefrakommende; de kristne eller den sekulære stat Nigeria. Deres
ønske om at skabe et lukket og ”rent” muslimsk samfund fremstår på en gang ekstremt
og naivt i en moderne, globaliseret verden; men for så vidt har de blik for, at den nuværende magtfordeling i området ikke er særlig stabil, og det forsøger de at udnytte. Man kan
argumentere for, at de øvrige agenter i feltet, af hver deres grunde, agerer på en måde,
der øger Boko Harams vækstbetingelser, også de agenter, der samtidig forsøger at bekæmpe dem. Selv om man laver tiltag, der skal begrænse terrorismen, er der altså adskilligt i feltet, der direkte eller indirekte arbejder for Boko Haram; det være sig de lokale politikeres valgkampe, centralregeringens hårdhændede svar (eksemplificeret ved politiets
drab på Yusuf og hans deraf følgende martyrium), det nordafrikanske al-Qaedas interessefællesskab med eller USA's støtte til den nigerianske stats kamp mod Boko Haram.
Magt og sikkerhed i Nigeria
I det følgende vil jeg vende tilbage til mit udgangspunkt, nemlig de ikke-statslige aktørers
rolle som kilder til sikkerhed og usikkerhed. Jeg har ovenfor skitseret magtforholdene og
magtudøvelsen omkring Bakassi Boys og Boko Haram. Nu er det sammenhængen eller
vekselvirkningen mellem magt og sikkerhed, der er i fokus.
Bakassi Boys – behovet for en helt i en utryg verden
Hvis man ser på begivenhederne omkring Bakassi Boys i termer af sikkerhed, kan man
sige, at der indledningsvis var et fravær af tryghed for Igbo-stammens medlemmer; de
fleste mennesker ønsker fx at kunne drive ens forretning i fred, eller at ens kone eller
søster ikke risikerer at bliver slået ihjel, mens hun er ude at handle. Denne grundlæggende, dagligdagstryghed formåede hverken staten eller nogen af de involverede delstater
(primært Abia, Anambra og Imo) at give borgerne. Det førte til, at de lokale købmænd foretog et sikkerhedsliggørende træk, i og med at man valgte at sætte kriminalitet så højt på
dagsordenen, at det legitimerede dannelsen af en selvtægtgruppe. At købmændene lykkedes med deres forsøg på at sikkerhedsliggøre kriminalitetsproblemet ses af den accept
og endda stolthed, man i området indledningsvis følte over Bakassi Boys. Den succes kan
forklares ud fra magtforholdene i feltet. Havde staten eller delstaten siddet tungt på magten, ville andre aktører næppe have kunnet lykkes med et sådant sikkerhedsliggørende
træk. Men i og med at staten og delstaten stod så svagt på visse kapitaltyper, hvor købmændene stod stærkt, åbnede denne mulighed sig. Derfor gik kriminalitetsproblemet fra
at være et spørgsmål om tryghed til at blive et sikkerhedsissue.
Man kan argumentere for, at Bakassi Boys nærmest er en hobbesiansk løsning; borgerne overlader retten til at udøve magt til en suveræn, og i fraværet af rule of law og en
stærk stat, bliver dét altså den stærkeste spiller i området; Bakassi Boys, som hurtigt får
95
superheltestatus. I begyndelsen fungerer strategien da også, idet trygheden eller sikkerheden, som det nu er omdefineret til, øges, i hvert fald for størstedelen af befolkningen. Til
gengæld øges usikkerheden for de kriminelle og for dem, der blot anklages for at være
det, idet der ses stort på fænomener som rettergang eller menneskerettigheder.
Problemet med løsningen på det, man har defineret som en eksistentiel trussel – dvs.
kriminaliteten i området – er, at det bliver en løsning baseret alene på magtanvendelse.
Bakassi Boys er ikke bundet ind i regler eller institutioner, der regulerer og balancerer
hinanden. De begynder derfor at bevæge sig i feltet og bruge deres nyfundne magt arbitrært – set fra befolkningens side, der blot ønskede en løsning på kriminalitetsproblemet.
Det er jo netop problemet med at have en Superman; pludselig afhænger menneskehedens lykke alene af hans person og integritet. Hvad nu, hvis man pludselig, som i den
tredje Superman-film, står med en ond Superman?
På den måde kan man sige, at aktørerne lykkes med deres sikkerhedsliggørende træk,
og de lykkes også i nogen grad med at skabe mere sikkerhed for befolkningen; men det er
en flygtig sikkerhed, baseret på den stærkes ret frem for en mere permanent sikkerhed.
Heri kan man finde støtte til Københavnerskolens argument om, at sikkerhedsliggørelse
ikke nødvendigvis er den bedste løsning på et problem, da det fjerner emnet fra almindelig
politisk debat;41 i virkeligheden var det måske ikke ekstraordinære tiltag, der var brug for,
men blot ordinære – fx et politi der beskytter borgerne frem for at berige sig selv.
Man kan således argumentere for, at der eksisterer nogle trusler i Nigeria, som der ikke bliver taget hånd om, men som man må formode, der ville blive taget hånd om, hvis
magtforholdene havde set anderledes ud. I dette tilfælde kan man pege på truslen fra den
manglende tillid mellem befolkning og staten, som får sit fremmeste udtryk ved den måde,
ordensmagten agerer og opfattes på. Et politi, der ikke håndhæver lov og orden, og en
befolkning, der ikke respekterer eller stoler på politiet, er et signifikant udtryk for et samfund, hvis sammenhængskraft er i problemer. Ikke desto mindre er denne trussel ikke
sikkerhedsliggjort. Det kan på den ene side hænge sammen med, at befolkningen ikke har
nok indflydelse på det politiske system, da det er et udtryk for, at deres interesser ikke er
tilstrækkeligt repræsenteret; det kan altså ses som et udtryk for befolkningens magtesløshed i nationalpolitisk sammenhæng. På den anden side kan det også ses som et udtryk
for centralstatens magtesløshed, idet det måske ikke kun er et spørgsmål om manglende
interesse i at skabe et velfungerende politi, men snarere manglende evne. Således er NPF
et resultat af nedlæggelsen af det lokale politi, som man var enige om var dysfunktionelt,
bl.a. pga. udbredt korruption.42
Boko Haram – at føle sig truet på sin identitet.
I det nordlige Nigeria kan man argumentere for, at truslen fra udefrakommende indflydelse – det være sig vestlig, kristen eller sekulær – er blevet sikkerhedsliggjort. Man kan
diskutere, hvorvidt det er de ekstreme islamiske positioner eller de konservative politikere,
der har foretaget det sikkerhedsliggørende træk (bestående af argumentet om, at man
gennem vestlig/kristen/sekulær indflydelse er blevet truet på sin muslimske identitet og
dermed eksistens). At de lokale politikere bruger religiøse argumenter og retorik i deres
valgkampe kan under alle omstændigheder forstås som et tegn på, at der er en accept af
dette sikkerhedsliggørende træk, og at man dermed har haft succes med sikkerhedsliggørelsen; om end man kan diskutere, hvori de ekstraordinære tiltag består. På den ene side
kan man se sharia-lovgivningen som et ekstraordinært tiltag, i og med Nigeria er en stat
41
42
Wæver 1998, s. 24.
Alemika, s. 9.
96
med en sekulær forfatning; på den anden side opfattes sharia af de lokale ikke som værende et regelbrud, men derimod som sådan loven rettelig bør indrettes. De ekstreme
islamiske positioner, som Boko Haram, anvender klart ekstraordinære tiltag i form af terrorhandlinger, men disse er til gengæld ikke alment accepterede. Alligevel kan man godt
argumentere for, at sikkerhedsliggørelsen er lykkedes; da de lokale politikere i langt højere
grad end centralregeringen afspejler befolkningens kultur, ønsker og levevis, er de den
mest magtfulde aktør i området, hvorfor deres accept og betoning af den religiøse dagsorden har stor betydning. Ved første øjekast ligner Boko Haram en destabiliserende aktør,
der skaber usikkerhed i det nordlige Nigeria. Staten Nigeria opfatter da også bevægelsen
som sådan. Imidlertid kan man altså også lægge den vinkel på gruppen, at den rent faktisk forsøger at skabe sikkerhed; den har bare udgangspunkt i et helt andet trusselsbillede, nemlig et der handler om den negative indflydelse, udefrakommende aktører har på
det muslimske samfund. En trusselsfortolkning, der nok er ekstrem, men som samtidig
også henter sin forklaring i såvel historiske som nutidige magtforhold.
At de lokale politikere har indført den nigerianske ”sharia-light” kan ligeledes ses som
et forsøg på at skabe sikkerhed, men på en måde hvor der balanceres mellem hensynet til
den muslimske identitet og kultur, den nigerianske ditto samt forholdet til centralstaten.
Som i tilfældet med Bakassi Boys kan man også her argumentere for, at en del af problemet hidrører fra manglende repræsentation eller følelse af samhørighed med og anerkendelse fra centralstaten. Opsplittelsen af Nigeria i mindre delstater er et svar på dette problem, idet der herigennem gives mulighed for at tilpasse lovgivningen til lokale forhold.
Den potentielle trussel ligger i, hvorvidt denne lovgivning i sidste ende udvikler sig til at
være forfatningsstridig, hvilket igen er udtryk for, at statens sammenhængskraft er under
pres, fordi det er svært at forestille sig et styre og en forfatning, der favner alt fra sekulære, demokratiske samfund til sharia-baserede systemer.
Truslen mod statens enhed og den internationale terrortrussel
Af institutionaliserede sikkerhedsstrukturer i området kan man især pege på to, der har
relevans i denne sammenhæng. Den ene er staten Nigerias enhed og den anden den internationale terrortrussel.
I forhold til den første kan man sige, at statens enhed er et sikkerhedsissue for alle
stater. Det er så at sige en del af begrebet statens DNA, en grundlæggende selvopholdelsesdrift. Statens enhed vil dog være højere på dagsordenen i stater, der har været eller er
truet af oprør eller løsrivelse, sådan som Nigeria er. For Nigerias vedkommende skal ønsket om at beskytte statens enhed endvidere ses i lyset af kolonitiden, der har skabt nogle
meget syntetiske grænser på det afrikanske kontinent, der betyder, at stat og nation så
godt som aldrig er sammenfaldende; det gælder i hvert fald ikke i Nigerias tilfælde. For det
andet er der efter afkolonialiseringen opstået en form for konsensus på det afrikanske
kontinent om, at grænserne ligger fast, uanset at de ikke altid er hensigtsmæssige (illustreret ved den Afrikanske Unions charter, hvori det hedder, at underskriverne er ”determined to safeguard and consolidate … the sovereignty and territorial integrity of our states
...”).43 Løsrivelse som i tilfældet med Sydsudan er således en sjælden fugl på kontinentet.
Denne institutionaliserede sikkerhedsstruktur har, sammenholdt med statens svage udtryk, betydning for dens tolkning af og reaktion på såvel Bakassi Boys som Boko Haram.
Den hårdhændede nedkæmpelse af Bakassi Boys kan selvfølgelig ses som en stat, der
opretholder lov og orden, men må også ses i lyset af Igbo-stammens tidligere forsøg på
løsrivelse og den konstante magtkamp, der eksisterer mellem center og periferi i et land,
43
OAU Charter (1963), s. art. IIC.
97
hvor centralstaten ikke kan siges at have egentlig dominans. I tilfældet Boko Haram illustrerer førnævnte citat af den nigerianske minister for information og kommunikation meget tydeligt, at man indirekte retfærdiggør ekstreme metoder; Akunyili fordømte nok drabet
på Yusuf, men med den vigtige tilføjelse at det vigtigste dog var, at han var skaffet af vejen, så han ikke længere kunne foranstalte kaos – et tydeligt sikkerhedsliggørende træk,
hvor hun indirekte legitimerer et regelbrud ved at henvise til, at Yusuf repræsenterede en
eksistentiel trussel. At truslen fra sharia mod forfatningen ikke gøres til et sikkerhedsissue kan måske i virkeligheden forstås i samme kontekst; det kan være i erkendelse af, at
det ville føre til en trussel mod statens enhed at sikkerhedsliggøre emnet, fordi nogle stater måske ville forsøge løsrivelse.
Den internationale terrortrussel fra især ekstreme islamistiske grupper blev efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001 sikkerhedsliggjort; det sikkerhedsliggørende træk blev foretaget af USA med George W. Bush i spidsen (You’re either with us or
you’re with the terrorists”, som han sagde til kongressen 20. september 2001),44 og gennem støtteerklæringer accepteret af et stort antal lande i verden. Sidenhen er terrortruslen
blevet en så inkorporeret del af såvel USA’s som mange andre landes udenrigs- og indenrigspolitik (i Danmark fx udmøntet i konkret policy som den såkaldte terrorpakke), at man
med rimelighed kan kalde den institutionaliseret. Det er ikke længere nødvendigt med den
dramatiske sprogbrug, som anvendtes lige efter 11. september (om end visse politikere
stadig anvender den af indenrigspolitiske grunde). USA's forsøg på at hjælpe Nigeria med
at bekæmpe terrorismen kan forstås som et resultat af denne sikkerhedsliggørelse. I det
øjeblik, al-Qaeda bliver forbundet med Boko Haram, træder USA således ind på scenen
med rynkede bryn. Set fra USA’s vinkel er Boko Haram del af en udvikling i Afrika, der truer
den amerikanske stats eksistens i og med at der potentielt opstår ”terroristreder”, samtidig med at en stabil energiforsyning er afhængig af nogenlunde venligtsindede og stabile
regimer i de olierige egne.
I begge tilfælde kan man igen spørge, hvorvidt de institutionaliserede sikkerhedsstrukturer egentlig tjener deres formål? Er indblanding fra USA's side den bedste måde at nedbringe terrortruslen på, og er de hårdhændede svar fra den nigerianske stat den bedste
strategi til at sikre staten Nigerias enhed? Den positive fortolkning ville være, at disse
tiltag i hvert fald ikke kan stå alene, den negative at de er direkte kontraproduktive.
Kilder til sikkerhed og usikkerhed i Nigeria
De to ikke-statslige aktører, der er i fokus her, ligner ved første blik kriminelle aktører, der
virker destabiliserende i deres respektive områder. Imidlertid gælder det for begge aktører,
at de kan ses som resultat af en succesfuld sikkerhedsliggørelse af visse trusler, hhv.
kriminalitetsproblemet og den vestlige indflydelse. Endvidere er begge aktører resultat af
et forsøg på at skabe mere orden, ikke mindre. Mest tydeligt er det i tilfældet Bakassi
Boys, der fungerede som decideret substitut for politiet, men også Boko Haram er i deres
egen optik et forsøg på at rydde op og (gen)skabe orden.
De ekstreme metoder, som de to aktører repræsenterer, hænger sammen med magtforholdene omkring dem. Bakassi Boys opstår direkte på baggrund af centralstatens impotens i forhold til kriminalitetsproblemet. Ekstreme grupper som Boko Haram opstår typisk i
områder, hvor man historisk set føler sig uretfærdigt behandlet, hvor der er etniske og
religiøse spændinger, og hvor fremtidsudsigterne for ungdommen er forholdsvis dystre.
Aktørerne er således både et resultat af, at centralmagten har for meget magt (at lokalbefolkningerne i området ikke er tilstrækkeligt repræsenteret på centralstatsligt niveau), og
44
Bush 2001.
98
at den har for lidt magt (den savner legitimitet og autoritet i områderne, for slet ikke at tale
om administrative resurser).
Statens underskud af magt kan derfor paradoksalt nok ses som en medvirkende årsag
til de voldelige svar på Boko Haram og Bakassi Boys, ligesom den institutionaliserede
sikkerhedsliggørelse af statens enhed og den internationale terrortrussel er det. Disse
voldelige svar kan på den ene side ses som et forsøg på at sikre statens enhed og agere
som en stærk stat ville gøre det. Men det kan også ses som en støtte til Københavnerskolens argument om, at sikkerhedsliggørelse ikke altid er ønskværdig, og som et eksempel
på, at den kan være direkte kontraproduktiv. De hårdhændede svar er måske nok her og
nu med til at sikre, at staten ikke desintegrerer til mange forskellige stater. Men samtidig
underminerer reaktionerne sammenhængskraften, fordi de genererer sympati for dem, det
går ud over og eroderer en i forvejen lav grad af tillid og tilhørsforhold mellem befolkning
og centralstat. Det peger i retning af, at den underliggende trussel mod landets sammenhængskraft (i videre forstand end statens enhed) måske er den alvorligste.
Kilder
OAU CHARTER. (25. 05 1963). Hentede 29. 03 2012 fra http://www.au.int:
http://www.au.int/en/sites/default/files/OAU_Charter_1963.pdf
Adesoji, A. (2011). Between Maitatsine and Boko Haram: Islamic Fundamentalism and the
Response of the Nigerian State. Africa Today Vol. 57, No. 4, s. 99-119.
AFP. (23. 02 2012). Boko Haram has links to al Qaeda, Nigeria's military chief says.
Hentede 13. 03 2012 fra http://www.france24.com: http://www.france24.com/en/20120223-nigeria-boko-haram-al-qaeda-islamist-militant
Alemika, E. E. (u.d.). Analysis of police and policing in Nigeria. Hentet fra www.cleen.org:
http://www.cleen.org/policing.%20driver%20of%20change.pdf
Berger, P. L. (1996). Den sanfundsskabte virkelighed. Viborg: Nørhaven A/S.
Blanchard, C. M. (09. 07 2007). Al Qaeda: Statements and Evolving Ideology. Hentede 03.
14 2012 fra www.fas.org: http://www.fas.org/sgp/crs/terror/RL32759.pdf
Bush, G. W. (20. 09 2001). Address to a Joint Session of Congress and the American
People. Hentede 29. 03 2012 fra http://georgewbush-whitehouse.archives.gov:
http://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/200109208.html
Central Intelligence Agency. (23. 02 2012). CIA World Fact Book Nigeria profile. Hentede
29.
02
2012
fra
https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/:
https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ni.html
Elaigwu, J. I. (2002). Federalism in Nigeria's New Democratic Polity Author. Publius, Vol.
32, No. 2, s. 73-95.
Harnischfeger, J. (03 2003). The Bakassi Boys: Fighting Crime in Nigeria. The Journal of
Modern African Studies, Vol. 41, No. 1, s. 23-49.
Haynes, J. (2006). Political Critique in Nigerian Video Films. African Affairs, 511-533.
Human Rights Watch - Africa Division. (05 2002). THE BAKASSI BOYS: The Legitimization
of Murder and Torture. Hentede 2012. 02 18 fra http://www.hrw.org:
http://www.hrw.org/reports/2002/nigeria2/nigeria0502.pdf
Institute for Security Studies. (u.d.). Nigeria profile. Hentede 2012. 02 18 fra
http://www.iss.co.za/: http://www.iss.co.za/af/profiles/nigeria/politics.html
Last, M. (2008). The Search for Security in Muslim Northern Nigeria. Africa, 41-63.
News Wires. (23. 02 2012). Boko Haram has links to al Qaeda, Nigeria's militar chief says.
Hentede 24. 02 2012 fra www.france24.com: http://www.france24.com/en/20120223nigeria-boko-haram-al-qaeda-islamist-militant
99
Onuoha, F. C. (06 2010). The Islamist challenge: Nigeria’s Boko Haram crisis explained.
African Security Review, s. 54-67.
Pham, J. P. (2011). The Dangerous ‘‘Pragmatism’’ of Al-Qaeda in the Islamic Maghreb.
Journal of the Middle East and Africa, s. 15-29.
Smith, D. J. (2006). Violent Vigilantism and the State in Nigeria - The Case of the Bakassi
Boys. I E. G. Bay, States of Violence (s. 127-148). London: University of Virginia Press.
Smith, D. J. (08 2007). The Bakassi Boys: Vigilantism, Violence, and Political Imagination
in Nigeria. Cultural Anthropology, Vol. 19, No. 3, s. 429-455.
Thomsen, J. P. (2000). Magt og indflydelse. Århus: Magtudredningen.
United States Department of State. (2010). Country Reports on Terrorism 2009. Office of
the Coordinator for Counterterrorism.
Wæver, O. (1998). Security - A New Framework For Analysis. London: Lynne Rienner
Publishers Inc.
100
Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste
– i anledning af von Kármán-medaljen 20111
Seniorforsker Ernst Krogager, civilingeniør, dr.techn., Forsvarets Materieltjeneste,
Sektionen for Værnsfælles Teknologi og Innovation.
Egen forskning er nødvendig for at kunne trække på den samlede forskning i verden.
Den er nødvendig, fordi vi i Danmark kun fuldt ud kan forstå og anvende andres forskningsresultater, hvis vi selv forsker. Den er også nødvendig, fordi forskerne andetsteds
i verden kun vil fortælle danske forskere om deres spændende resultater, hvis de danske forskere til gengæld har noget spændende at fortælle om.2
Redaktøren har inviteret mig til at skrive et indlæg om arbejdet, som ligger bag tildelingen af NATO RTO’s von Kármán-medalje 20113,4. Jeg takker for den venlige opfordring
og skal i det følgende forsøge at sammenfatte nogle hovedtræk af de emner, jeg har
beskæftiget mig med gennem tre årtier ved Forsvaret i forskningens tjeneste.
Von Kármán-medaljen 2011. (Foto: J.E. Rasmussen)
Der var engang en Forskningstjeneste
Det hele startede, da min vejleder ved eksamensprojektet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) (dengang DTH – Danmarks tekniske Højskole), lektor Jørgen AppelHansen, henledte min opmærksomhed på Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT), hvor
der måske kunne være ansættelsesmuligheder inden for radio-/radarområdet.
Efter telefonisk henvendelse og efterfølgende ansøgning kom jeg til samtale på
Østerbrogades Kaserne en eftermiddag i starten af april 1981. Jeg blev vist rundt i de
1
Grundet en beklagelig fejl bragte redaktionen i seneste nummer en ufærdig udgave af seniorforsker Ernst Krogagers artikel ”Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste – i anledning af
von Kármán-medaljen 2011”. Vi beklager meget den opståede fejl og bringer i dette nummer
den færdige udgave af artiklen.
2 Fra bogen Forskning i perspektiv, udgivet af Forskningsministeriet i august 1995 som ”Hvidbog
om en national forskningsstrategi”.
3 RTO står for Research and Technology Organization. Efter NATO’s nyligt gennemførte agenturreform er organisationen pr. 1. juli 2012 omdøbt til Science and Technology Organization, STO.
4 Von Kármán-medaljen tildeles efter følgende retningslinjer: “Eligibility for the von Kármán Medal is limited to those people who have demonstrated exceptional dedication while participating in
RTO activities. The recognition may be either for repeated outstanding contributions or for a
single notable achievement.”
Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste •
forskellige relevante dele af huset og fandt det hele meget spændende. Efter diverse
samtaler sluttede vi af på direktør V.M. Güntelbergs kontor, og inden dagen var omme,
var jeg ansat ved FOFT pr. 1. april 1981.
Jeg skylder direktør Güntelberg den allerstørste tak for tilliden og støtten, som jeg
nød godt af i hele hans ”regeringstid”, som sluttede, da han valgte at gå på pension i
efteråret 1992.
Vilhelm Mogens Güntelberg var en personlighed af de sjældne, og med ham var alle Des – på nær nogle få undtagelser. En af dem var lederen af Fysikområdet, civilingeniør Lars Brock-Nannestad, som jeg ligeledes er umådelig megen tak skyldig i denne
sammenhæng.
Arbejdsforholdene ved FOFT var ganske frie, og det skortede ikke på opgaver og
udfordringer. Ledelsesmæssigt var der god lydhørhed, og ”den åbne dørs politik” blev
praktiseret, uden at man behøvede at skilte med det. Organisatorisk var der i virkeligheden tale om en høj grad af fleksibilitet og indbyggede muligheder for løbende tilpasninger, men moderne tider ramte også FOFT, og reorganisering(er) måtte til.
For nu at gøre en lang historie kort og komme videre med kavalkaden skal jeg nøjes med at citere fra professor Bertel Heurlins artikel ”Militær forskning i Danmark” i
Militært Tidsskrift nr. 1 2011: ”I 2006 blev forskningstjenesten endnu en gang ændret
og decimeret og endte under forsvarets materieltjeneste. De egentlige forskningsopgaver er hermed ophørt.” – I hvert fald hedder det sig om den nuværende Sektion for
Værnsfælles Teknologi og Innovation, at egenforskning kun undtagelsesvis vil blive
udført og kun i meget begrænset omfang.
Udbredelsesmålinger og fly-identifikation med ingeniørforstærker
Mit første projekt ved FOFT var ”Hundestedprojektet”, som gik ud på at måle på signalerne fra søgeradaren på Rytterknægten på Bornholm i relation til kommunikation via
troposcatter over sådan en blandet udbredelsesvej over vand og land.
I en hytte nær Spodsbjerg Fyr ved Hundested var der installeret modtageudstyr til
at registrere signalstyrken døgnet rundt året rundt. Kommunikation via troposcatter er
baseret på modtagelse af signaler, der er blevet spredt i turbulente lag i den nederste
del af atmosfæren (troposfæren) i en højde på typisk nogle få kilometer. Over en blandet udbredelsesvej som strækningen fra Rytterknægten til Spodsbjerg er der desuden
periodevis mulighed for såkaldt duct-udbredelse, hvor en bølgelederagtig udbredelse
kan finde sted ved refleksioner i lagdelinger, som eksempelvis kan opstå i forbindelse
med temperaturinversioner. I perioder med de rette betingelser for duct-udbredelse er
signalniveauet derfor langt højere end i den normale situation, hvor kun de svage troposcatter-signaler kan udnyttes. Projektet indebar mange ture til denne målestation
med løbende tilsyn, test og kalibrering m.m.
Hytten i Hundested. (Foto: EK)
102
I tilknytning til Hundestedprojektet var jeg også involveret i at få implementeret en
automatiseret netværksanalysatoropstilling i FOFT’s mikrobølgelaboratorium. Netværksanalysatoren finder bred anvendelse til refleksions- og transmissionsmålinger på
komponenter og systemer, og en grundtanke var, at FOFT skulle være i stand til at
foretage den type målinger med ”state of the art”-instrumentering.
Til både Hundestedprojektet og mikrobølgelaboratoriet var der behov for automatiserede opstillinger og programmer til analyse og håndtering af data. En hel del af min
tid gennem de første år ved FOFT gik med dette, og den hastige udvikling inden for
området personlige computere medførte kolossale forbedringer af de til rådighed værende værktøjer.
Kort efter min ansættelse anskaffede vi den første af slagsen ved FOFT. Det var en
HP 9826 med HP BASIC som programmeringssprog. Nogle rynkede på næsen over
”basic”-sproget, men det undergik en hastig udvikling i retning af et særdeles brugervenligt og slagkraftigt programmeringssprog, og jeg var meget begejstret for det, suppleret med det mere avancerede sprog PASCAL og senere C, som kom på mode op
gennem 1980’erne.
Jeg brugte gerne betegnelsen ingeniørforstærker om denne maskine, og den var i
disse cirkler nok noget i retning af, hvad den første traktor var for Far inden for landbruget.
Elektronisk krig med stort kørekort og lille computer
Nogle af mine kolleger ved FOFT – James D. Titley (modtager af von Kármán-medaljen i
2006) og Niels Jørgen Rav-Petersen (fungerende chef for FOFT forud for lukningen i
2006) beskæftigede sig med elektronisk krigsførelse i relation til flyvevåbnets systemer
og ønskede i 1983 at gennemføre målinger på radarsignaler i Oksbølområdet under
Flyvevåbnets årlige Tactical Fighter Weaponry-øvelse (TFW). I stedet for at benytte en
større computer med tilhørende større programpakke, som var udviklet til mere generel
brug i forbindelse med opsamling og analyse af tidsseriedata, havde man et godt øje til
det mere kompakte system, jeg benyttede med specialudviklede programmer. Sidstnævnte havde den store fordel, at man let selv kunne modificere og tilpasse programmerne uden hver gang at skulle gennem en centraliseret softwareopdatering.
Denne opgave var jeg helt med på, og det var ganske spændende at skulle på sin
første udrykning af denne art. Forinden måtte jeg dog lige have erhvervet det store
kørekort, idet FOFT’s vogntog til måleture (med den store computer installeret i en
campingvogn) krævede kørekort til lastvogn med anhænger. Det store kort kom i hus
kort efter sankthans, og i slutningen af august gik turen til Oksbøl. Det blev af adskillige
årsager en uforglemmelig tur. Som kuriosum kan nævnes, at turen efterfølgende inspirerede til ”Notat vedrørende personlige computere contra centrale systemer”, dateret
8. december 1983. Det viste foto fra turen blev benyttet som illustration.
Vedr. PC contra PMV. (Foto: N.J. Rav-Petersen)
103
Deltagelse i NATO-gruppe vedrørende identifikation af fly
Senere i 1983 startede en studiegruppe under NATO DRG (Defence Research Group)
vedrørende identifikation af fly ved hjælp af radar. Det første egentlige møde i denne
gruppe blev afholdt ved NATO HQ i Bruxelles i april 1984, og jeg var udset til at være
dansk repræsentant i gruppen.
De forskellige landes repræsentanter præsenterede de respektive nationale aktiviteter, og jeg blev specielt interesseret i arbejdet med polarimetrisk radar ved NATO’s
Shape Technical Centre i Haag, Holland (det nuværende NATO Communications and
Information (NCI) Agency). Min interesse for udnyttelse af polarisationen i radarsystemer med høj opløsning øgedes, efterhånden som jeg fik større indsigt i emnet, og det
kunne måske opfattes som en slags missionsvirksomhed, når jeg argumenterede for i
højere grad at fokusere på disse aspekter i det videre arbejde i studiegruppen. Langtfra
alle delte begejstringen, og sådan blev det faktisk ved, selv om der samtidig fandt en
rivende udvikling sted inden for området, når det gjaldt civile systemer.
NATO-gruppen koncentrerede sig efter den første fase om den såkaldte JEM-teknik,
som udnytter flyenes ”JEM lines” (Jet Engine Modulation), og i relation hertil forestod
jeg også gennemførelsen af en serie målinger i nationalt regi. Der er her tale om den
modulation, som jet-turbinernes roterende dele introducerer i Doppler-spektret. På
grundlag heraf kan man bestemme omdrejningstallet og antallet af blade på de første
sæt af rotorblade. I første omgang udførte vi målinger med illuminatorradaren i Hawk
missilsystemet, den såkaldte High-Powered Illuminator Radar (HIPIR), som var en CWradar (Continuous Wave) med en frekvens på cirka 10 GHz. Den pågældende radar var
velegnet til måling af Doppler-spektre, og Doppler-signalet var faktisk også umiddelbart
tilgængeligt i form af et audiosignal. Den trænede operatør kunne på grundlag heraf
genkende mange flytyper, herunder helikoptere, ud fra den karakteristiske modulation i
det reflekterede radarsignal. Det var så at sige en automatiseret version af denne genkendelsesproces, man ønskede at få implementeret.
Trial TIME 1989
Visse amerikanske systemer af denne type fandtes i virkeligheden allerede, men for at
skaffe sig nærmere kendskab til teknologien var det nødvendigt selv at indhente viden
og erfaring, eftersom der var tale om højt klassificerede systemer. NATO-gruppen var i
den sammenhæng et glimrende forum for udveksling af informationer og gennemførelse af fælles forsøg. Herigennem kunne såvel små som store nationer bidrage til at
tilvejebringe et fælles datagrundlag, således at de enkelte nationer ikke behøvede at
frigive deres allerede eksisterende, sensitive data.
Et eksempel på en sådan fælles dataindsamling var Trial TIME, som blev gennemført i Greding, Tyskland, i april 1989 af den nævnte gruppe vedrørende identifikation af
fly. Formålet hermed var at indsamle et solidt eksperimentelt grundlag for en grundig
undersøgelse af JEM-teknikkens muligheder og svagheder. En af de mulige svagheder
var muligheden for at udstyre fly med falske JEM-linjer.
Jeg deltog som eneste danske deltager i Trial TIME med det kompakte dataopsamlingssystem som supplement til det større anlagte system, der blev stillet til rådighed af
de tyske deltagere. Desuden bidrog jeg/vi med en såkaldt transponder til kalibrering af
radaren såvel som en mere kompleks transponder, som blev fløjet på tre forskellige fly
til generering af falske linjer i JEM-spektrene. Efterfølgende kunne jeg forholdsvis hurtigt præsentere rapporten ”Catalog of selected JEM signatures recorded on DDRE recording facility during Trial TIME, 3-28 April 1989 at WTD-81, Greding, Germany”, DDRE
104
N-7/1989 (NS). Rapporten fik en meget positiv modtagelse og blev inkluderet i sin
helhed i den senere, samlede rapport fra gruppen.
Stud.lic.techn.
I løbet af 1985-86 modnedes tankerne om at påbegynde et ph.d.-studium – eller et
licentiatstudium, som det stadig hed dengang. Forehavendet blev godkendt af FOFT’s
ledelse, og som vejledere ved DTU blev tilknyttet lektor (senere professor) Erik Lintz
Christensen og forskningsprofessor Søren Nørvang Madsen på Elektromagnetisk Institut (EMI), som på det pågældende tidspunkt var i fuld gang med opbygning af et avanceret flybårent radarsystem, EMISAR, til radarafbildning fra luften med høj opløsning.
SAR står for syntetisk apertur-radar, som er en avanceret type radar, hvormed det
er muligt at foretage afbildning med høj opløsning. Princippet er baseret på udnyttelse
af den relative bevægelse mellem radar og mål, idet forskellige dele af et belyst område vil udvise (lidt) forskellige Doppler-forskydninger og derfor kunne adskilles ved en
tilstrækkelig høj frekvensopløsning, svarende til en tilstrækkelig lang observationstid.
Kort fortalt syntetiseres en meget lang antenne ved at sammenfase målinger fra hele
den periode, et mål er inden for den fysiske antennes strålebredde under overflyvningen.
Licentiatstudiet påbegyndtes i 1987, og som led i den første del af projektet indgik
deltagelse i et kursus om polarimetrisk radar ved Georgia Institute of Technology, Atlanta, GA, USA, i oktober 1987. Koordinator for kurset var Dr. William A. Holm fra Georgia Tech Research Institute (GTRI), og som pionér og markant personlighed på området
medvirkede også Dr. Jean Richard Huynen. Huynen var især kendt for sin doktordisputats fra 1970, ”Phenomenological theory of radar targets”, Delft University of Technology.
Huynen gennemgik med stor entusiasme det teoretiske grundlag for og den praktiske anvendelighed af polarimetriske radarsystemer, så ingen skulle være i tvivl: ”Any
radar should be polarimetric”.
På daværende tidspunkt var fuldt polarimetriske radarsystemer ikke særlig udbredte, og der var en del skepsis med hensyn til, om der overhovedet var nogen væsentlige
fordele til gengæld for de ekstra komplikationer og omkostninger ved polarimetriske
systemer.
Ved NASA Jet Propulsion Laboratory (JPL) i Pasadena, Californien, var man dog
godt med og i fuld gang med udviklingen af AIRSAR (Airborne Synthetic Aperture Radar)
som ”testbed” for fremtidige rumbaserede systemer. I kurset ved GTRI var der adskillige deltagere fra JPL, som satte et betydeligt præg på kurset qua deres erfaringer og
forkundskaber på området.
Dr. Huynen havde et eksemplar af sin afhandling med til forelæsningen og henviste
undervejs til forskellige dele af den. Ved kursets slutning var jeg ikke sen til at henvende mig for at høre, om det var muligt at erhverve et eksemplar af afhandlingen, og
minsandten om ikke jeg blev den, der fik overrakt det medbragte eksemplar med behørig dedikation.
Således opmuntret og inspireret kunne jeg vende hjem og for alvor kaste mig ud i
mit forehavende: at bygge en fuldt polarimetrisk radar til brug for undersøgelser vedrørende identifikation af fly ved hjælp af radar.
Studieophold ved Georgia Tech Research Institute
Efterhånden som projektet skred frem, øgedes interessen for at gennemføre et studieophold ved Georgia Tech som opfølgning på deltagelsen i kurset i oktober 1987. Koor105
dinatoren for kurset, Bill Holm, var meget positiv over for forslaget, og med støtte fra
FOFT, NATO Science Fellowships Programme og Forskerakademiet kunne et ophold af
en varighed på godt syv måneder påbegyndes pr. 1. november 1989. Med på turen
fulgte min kone og de fire børn, vi havde på daværende tidspunkt, og de to ældste af
børnene kom i skole derovre.
Det blev et spændende og udbytterigt ophold, hvorunder der var lejlighed til at fordybe sig i emnet, og centrale dele af den senere doktordisputats blev grundlagt under
dette ophold.
Specielt skal fremhæves et bidrag inden for området ”polarimetrisk dekomposition”, hvor jeg fandt frem til den såkaldte ”sphere, diplane, helix decomposition”, som i
dag også kaldes ”the Krogager decomposition”. Ifølge denne kan det reflekterede signal fra et radarmål betragtes som værende sammensat af refleksioner fra henholdsvis
en kugle, en tosidet hjørnereflektor og en spiral. I forbindelse med billeddannende
radar kan dette eksempelvis benyttes til at generere farvebilleder, som derved fortæller
noget om de underliggende spredningsmekanismer.
Under opholdet i USA blev der også lejlighed til at tage kontakt til en af de førende
på området, professor Wolfgang-Martin Boerner, som var tilknyttet University of Illinois
at Chicago. Prof. Boerner var meget imødekommende, og han skulle vise sig at få overordentlig stor betydning for min videre inddragelse i en række internationale aktiviteter.
Tid til doktordisputats
Efter studieopholdet ved GTRI fortsatte arbejdet med såvel det eksperimentelle radarsystem som de teoretiske aspekter, og efterhånden viste der sig at være grundlag for
at stile efter doktorgraden i stedet for ph.d.-graden. Vejlederne på DTU var indforståede
hermed, og udfordringen blev herefter at få afrundet arbejdet og at få selve afhandlingen udfærdiget.
Test af ISAR-system i felten ultimo 1991. (Foto: EK)
Et særligt incitament til at få afhandlingen gjort færdig opstod, da direktør Güntelberg i starten af 1992 bekendtgjorde, at han agtede at gå på pension i efteråret 1992.
Jeg satte mig for, at min afhandling skulle være færdig, inden Güntelberg forlod FOFT,
og en ekstra travl periode fulgte. Disputatsen fik titlen ”Aspects of Polarimetric Radar
Imaging” og blev indleveret til DTU den 29. juli 1992.
Bedømmelseskomitéen kom til at bestå af professor Preben Gudmandsen fra DTU
samt ovennævnte professor Boerner fra UIC. Disputatsen blev godkendt til forsvar for
den tekniske doktorgrad, og forsvaret fandt sted på DTU den 28. juni 1993.
106
NATO-gruppe vedrørende mikrobølgevåben
Lars Brock-Nannestad gik ligeledes på pension i efteråret 1992, og i den forbindelse
var der behov for en ny dansk repræsentant i en NATO-gruppe vedrørende ”Tactical
Implications of High Power Microwaves”, som Brock-Nannestad havde været formand
for siden gruppens start i 1990. Han mente, at det kunne være noget for mig, og at det
var et emneområde, som vi burde sørge for at holde os orienteret om.
Jeg husker, at jeg ikke var umiddelbart begejstret, for der var stadig meget, jeg
gerne ville fortsætte med inden for området radar polarimetri. Naturligvis fulgte jeg dog
opfordringen og indtrådte i gruppen som menigt medlem, mens formandskabet blev
overtaget af et britisk medlem. Herefter deltog jeg i denne gruppe parallelt med fortsat
deltagelse i gruppen vedrørende identifikation af fly.
I efteråret 1997 blev det aktuelt at finde en ny formand til HPM-gruppen, da den
daværende formand meddelte, at han ikke ønskede at fortsætte; men det viste sig, at
ingen var interesseret i at overtage formandskabet. Eftersom jeg havde en del erfaring
fra deltagelse i NATO-grupper og undervejs havde givet udtryk for diverse meninger om,
hvordan det videre arbejde kunne gribes an, blev jeg af flere opfordret til at påtage mig
rollen som formand.
Det var jeg ikke umiddelbart interesseret i, da mit primære interesseområde fortsat
var polarimetrisk radar, og da FOFT ikke ellers havde nogen aktivitet inden for HPMområdet. Det blev dog til, at jeg indvilgede i at være fungerende formand frem til starten af den efterfølgende gruppe i starten af 1998. Siden blev det til, at jeg har varetaget formandskabet også for de efterfølgende grupper, senest SCI-250, ”Radio Frequency Directed Energy Weapons in Tactical Scenarios”, med start i februar 2012. I
øvrigt står jeg for afviklingen af SCI-249 Lecture Series med titlen ”Radio Frequency
Directed Energy Weapons”, som afholdes fire steder i efteråret 2012, i henholdsvis
Tyrkiet, Slovakiet, Frankrig og USA.
I 1998 blev NATO’s daværende forskningsorganisation, Defence Research Group
(DRG), ændret til NATO Research and Technology Organization (RTO), som markerede
sit 10-års jubilæum med en såkaldt R&T Day ved NATO’s hovedkvarter i Bruxelles i
oktober 2008. Ved den lejlighed var der behov for repræsentanter til at bemande udstillingsstande for de enkelte paneler i RTO (niveauet over arbejdsgrupperne), og jeg
påtog mig at repræsentere SCI-panelet (Systems Concepts and Integration Panel).
EK ved R&T Day 2008. (Foto: J.F. Zink)
107
Studieophold ved NASA Jet Propulsion Laboratory
Forud for erhvervelsen af doktorgraden i juni 1993 havde jeg sonderet mulighederne
for at følge op på disputatsarbejdet gennem et studieophold ved NASA Jet Propulsion
Laboratory i Pasadena, Californien, USA, hvor der var gang i spændende aktiviteter på
området og dermed også befandt sig en række førende forskere. Med opbakning fra
FOFT’s ledelse kunne forberedelserne til et studieophold ved JPL påbegyndes, og ved
receptionen efter disputatsforsvaret den 28. juni 1993 kunne daværende CH FOFT,
generalmajor Karsten J. Møller, bekendtgøre, at mit studieophold ved JPL var blevet
godkendt.
Opholdet blev afviklet i efteråret 1993, fra slutningen af september og frem til jul.
Her var der lejlighed til at arbejde mere indgående med data fra JPL’s AIRSAR, herunder at sammenligne min egen dekompositionsmetode med andre alternativer. Dette
banede samtidig vej for senere arbejde med data fra den danske EMISAR.
Som et kuriosum kan nævnes, at det først var i forbindelse med forberedelserne
forud for overrækkelsen af von Kármán-medaljen den 28. september 2011, jeg blev
opmærksom på, at Dr. Theodore von Kármán var JPL’s grundlægger og første direktør.
Forud for opholdet ved JPL havde jeg modtaget et tilbud om at undervise i Bill Holm’s
short course ”Introduction to Radar Target Identification” ved GTRI. Det var naturligvis
et tilbud, det var svært at sige nej til, og efterfølgende deltog jeg adskillige gange som
gæsteforelæser ved GTRI-kurser.
Deltagelse i internationale forskernetværk
Gennem deltagelsen i NATO-grupper, internationale konferencer m.m. blev jeg efterhånden inddraget i samarbejde med en række andre forskere fra primært Europa og
USA. Dette førte i to omgange til deltagelse i EU-finansierede netværksprojekter inden
for området radar polarimetri, hvilket samtidig gav mulighed for at have gæsteforskere
tilknyttet FOFT.
Ud over deltagelsen i EU-netværk bød sig også muligheden for at deltage i arrangementer og samarbejdsprojekter sponsoreret af US Office of Naval Research (ONR),
nærmere betegnet Naval International Cooperative Opportunities in Science and Technology Program (NICOP). I tilknytning til NICOP-aktiviteterne sponsorerede ONR også
nogle fremtrædende russiske forskere, som ikke mindst prof. Boerner gjorde en stor
indsats for at få inddraget.
Da jeg første gang (det har vel været i 1994) luftede muligheden for at deltage i en
workshop i Rusland, vakte det ikke ligefrem begejstring, og jeg havde nærmest indtryk
af, at sikkerhedsofficeren undrede sig over, at jeg overhovedet kunne finde på at spørge. Senere blev holdningen dog en anden, og minsandten om ikke jeg som cochairman kunne deltage i ONR Workshop on Wideband Interferometric and Polarimetric Surveillance and Sensing (WIPSS) i Tomsk, 4.-8. september 1997.
Vejsidebombernes indtog
I 2005 blev problemet med vejsidebomber i Irak påtrængende, og den mulige imødegåelse af dem blev en naturlig del af aktiviteterne ved FOFT. Et naturligt spørgsmål var,
om ”de der mikrobølger” måske også kunne bruges til at neutralisere i det mindste
nogle af vejsidebomberne (som også går under betegnelsen IED – Improvised Explosive Device). På initiativ af Hærens Kampskole blev der gennemført en række eksperimenter og målinger i løbet af 2006, og selve dataopsamlingsmetodikken har senere
fundet videre anvendelse til test af modmidler mod vejsidebomber på diverse testba-
108
ner. Her er det især behovet for test og evaluering af elektroniske modmidler, som er
vokset, i takt med at mere og mere avancerede systemer kommer på markedet.
I denne sammenhæng er billeddannende radar med høj opløsning i øvrigt også en
vigtig teknologi, f.eks. til ”change detection” med flybårne systemer, og jeg skal naturligvis heller ikke her undlade at pege på polarimetri som prikken over i’et.
Forskning i åbent landskab og operationalisering af målinger
Ved udgangen af 2006 blev FOFT som nævnt nedlagt i forbindelse med etableringen af
den nye, værnsfælles materieltjeneste, Forsvarets Materieltjeneste (FMT). I stedet blev
der oprettet en sektion ved FMT med betegnelsen Anvendt Forskning og i alt kun 18
ansatte, som flyttede fra Svanemøllens Kaserne til det nye domicil med åbne kontorlandskaber i Ballerup. I dag hedder sektionen Værnsfælles Teknologi og Innovation og
er nede på 13 medarbejdere.
Efter overflytningen til FMT kom arbejdet i NATO RTO-grupperne vedrørende mikrobølgevåben samt forskellige IED-relaterede aktiviteter på det nærmeste til helt at fortrænge mit arbejde med radar polarimetri.
I samme periode er mere gængse systemer (Electronic Countermeasures – ECM) til
imødegåelse af radiostyrede IED’er blevet en vigtig del af udsendte enheders udstyr, og
behovet for at kunne teste sådanne systemer har givet anledning til en del arbejde i
felten med henblik på operationalisering af ECM-målinger.
En foreløbig kulmination på dette område var deltagelsen på et udrykkerhold, som i
foråret 2012 gennemførte forskellige test- og kalibreringsopgaver ved Camp Bastion i
Afghanistan. Forberedelserne til denne tur samt gennemførelsen af den er et kapitel
for sig, men her skal blot kort nævnes, at det har været en kolossal og udbytterig oplevelse. Og sagde ikke også Theodore von Kármán: ”Scientific results cannot be used
efficiently by soldiers who have no understanding of them, and scientists cannot produce results useful for warfare without an understanding of the operations.”
Tilbage til start med nye perspektiver
Satellitkommunikation er som bekendt blevet mere og mere udbredt, og i takt hermed
er troposcatter blevet trængt så langt i baggrunden, at langt de fleste vel i dag anser
troposcatter-kommunikation for at være en forældet teknologi.
Ikke desto mindre er troposcatter ”still going strong”, og den fleksibilitet og uafhængighed, som knytter sig til troposcatter-forbindelser, er væsentligt medvirkende
årsag til, at teknologien stadig rører på sig i kulissen. Dertil kommer den mellemliggende udvikling med mere kompakte og mindre effektkrævende systemer til følge. I relation til begrebet netværksbaserede operationer (NBO) er pålidelighed og tilstedeværelse
afgørende, i og med at det forudsætter forbindelser, som fungerer, også når behovet er
allermest påtrængende.
Elektromagnetiske våben er måske på vej ud af kulissen, som det fremgår af det
ovenfor nævnte, og virkningen af dem vil kunne manifestere sig på forskellige måder. I
visse situationer vil det kunne være svært at kende forskel på resultatet af et angreb
med mikrobølgevåben og resultatet af et såkaldt cyberangreb. I andre situationer kan
fejltilstande efter angreb med elektromagnetiske våben til forveksling ligne situationer,
hvor computersystemer er gået i baglås af mere almindeligt forekommende årsager.
I tilknytning til deltagelsen i NATO’s forskningsaktiviteter inden for området elektromagnetiske våben deltager FMT i øvrigt i det nyligt påbegyndte projekt ”Protection of
Critical Infrastructures against High Power Microwave Threats” (HIPOW) under EU’s 7.
109
rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Projektet koordineres af det
norske Forsvarets forskningsinstitutt (FFI) og har deltagelse af i alt 14 partnere.
Der skulle dog ikke nødvendigvis hermed være sat punktum for videre arbejde med
radar polarimetri.
Behovet for en Forskningstjeneste
Det er allerede indtil flere gange nævnt, at FOFT blev nedlagt ved udgangen af 2006,
hvilket skete i henhold til forsvarsforliget for perioden 2005-2009: "Forsvarets Forskningstjeneste nedlægges som myndighed under Forsvarsakademiet og oprettes som
en selvstændig afdeling i Forsvarets Materieltjeneste."
I praksis blev Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT) til Sektionen for Anvendt Forskning med 18 medarbejdere. Med det seneste forsvarsforlig for perioden 2010-2014
synes der dog på det nærmeste at være givet grønt lys for helt at nedlægge denne del
af virksomheden. Sektionen for Anvendt Forskning blev nedlagt i starten af 2011 og
erstattet af en innovationssektion, Sektionen for Værnsfælles Teknologi og Innovation
(VTI), som i skrivende stund består af i alt 13 medarbejdere, altså fortsat slet ikke noget, som blot ligner de udenlandske forskningsmiljøer, vi jo ellers gerne fortsat vil pleje
omgang med.
En teknologisk anlagt forskningstjeneste i Forsvaret må især have sin berettigelse i
at kunne håndtere klassificeret information i samvirke med internationale partnere på
et højt fagligt og videnskabeligt niveau. Behovet for at samarbejde med hjemlige universitetsmiljøer, ingeniørskoler og andre i Forsvaret er oplagt, men samkvem med beslægtede internationale forskningsmiljøer må være blandt de bærende begrundelser
for at have denne form for forskningsvirksomhed.
Behovet for en forskningstjeneste forekommer derfor også at være lige så selvfølgeligt som behovet for en efterretningstjeneste, og af samme grund må tiden være
moden til at overveje at genrejse en forskningstjeneste af passende størrelse, passende organisation samt rammer og vilkår, som kan matche tilsvarende institutioner hos
vore NATO-partnere.
For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at disse betragtninger stammer
fra en intern debat i FMT, ”Debat om organisation 2010”. De er derfor heller ikke at
betragte som kritik af enkeltpersoner, ligesom de ikke er udtryk for utaknemmelighed.
Tværtimod er jeg særdeles taknemmelig for den nærmest uforbeholdne opbakning fra
ledelsen ved FMT hele vejen igennem, ikke mindst fra min sektionschef, afdelingsingeniør Gert Hvedstrup Jensen. Det siger sig selv, at uden denne opbakning var von
Kármán-medaljen aldrig kommet i hus.
Lad mig slutte dette afsnit med endnu et citat fra Bertel Heurlins artikel i nr. 1,
2011: ”Med Danmarks nuværende internationale placering hvor en central målsætning må være at undgå en dansk marginalisering på globalt niveau, er øget vægt på
forskning en klar udvej. Det må overvejes om dette ikke også gælder dansk militær
forskning.”
Afsluttende bemærkninger
Hvorfor jeg så fik tildelt von Kármán-medaljen, må man spørge andre om; men jeg er
yderst taknemmelig for den, og det var en aldeles overvældende oplevelse, at nomineringen blandt fire andre kandidater førte hele vejen til medaljen. Jeg skylder selvsagt
også en masse mennesker umådelig megen tak. Nogle af dem er nævnt ovenfor, andre
har jeg nævnt ved andre lejligheder, og uden at nævne yderligere navne (ingen nævnt,
ingen glemt!) skal her blot lyde endnu en gang: Tak!
110
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech åbnede NATO RTO SET-175 Specialists’ Meeting
”Countering Improvised Explosive Devices in a Long-Term Perspective” i Eigtveds Pakhus den 6. juni 2011 og benyttede lejligheden til at gratulere mødets formand med von
Kármán-medaljen. (Foto: J.E. Rasmussen)
111
Operation Unified Protector
– et maritimt perspektiv
Orlogskaptajn, ph.d. Kenneth Øhlenschlæger Buhl1
Indledning
Formålet med denne artikel er at se nærmere på erfaringerne fra den maritime kampagne
under den militære indsats i konflikten i Libyen i 2011, som i NATO regi blev kendt som
Operation Unified Protector (OUP). Dækningen i de danske medier fokuserede primært på
luftkampagnen, hvilket må tilskrives, at flyvevåbnet deltog med et kontingent på 6 F-16
kampfly. Selvom det en overgang var under overvejelse, deltog Danmark ikke med maritime enheder.
Først vil det folkeretlige grundlag for operationerne blive gennemgået, idet det havde
en afgørende betydning for udformningen og gennemførelsen af operationerne. Dernæst
vil det overordnede hændelsesforløb blive beskrevet med en nærmere beskrivelse af anvendelsen af maritime kapaciteter. Afslutningsvis vil en række erfaringer, eller ”lessons
learned”, blive beskrevet, og på baggrund heraf vil perspektiverne for søværnet blive gennemgået.
Det folkeretlige grundlag for operationerne
Operationerne blev udført på grundlag af et folkeretligt mandat fra resolution 1973 udstedt af FN’s Sikkerhedsråd den 17. marts 2011. Sikkerhedsrådet udstedte mandatet
med hjemmel i FN Pagtens kapitel VII, der gav medlemsstaterne mandat til enten individuelt eller gennem regionale sikkerhedsorganisationer, som f.eks. NATO, at intervenere i
konflikten ved at anvende de fornødne midler til at gennemtvinge en række af resolutionens formål. Disse formål var især:
 Beskyttelse af civilbefolkningen i områder, der var truet af angreb.
 Etablering af en flyveforbuds-zone med det formål at beskytte civile.
 Etablering af en våbenblokade.
Der lå dog den begrænsning i mandatet i resolution 1973, at det ikke måtte omfatte
besættelse af nogen del af libysk territorium. Selvom det strengt taget ikke fuldstændigt
udelukkede anvendelsen af landstyrker, betød det i praksis, at indsatsen måtte ske med
maritime styrker og luftstyrker.
De deltagende landes anvendelse af våbenmagt mod libysk territorium og væbnede
styrker betød også, at situationen retligt set kunne klassificeres som en international
væbnet konflikt, hvor den humanitære folkeret, også kaldet krigens love, finder anvendelse. Det gælder generet i væbnet konflikt, at civile ikke må angribes, men at risiko for civile
tab i forbindelse med angreb på militære mål er acceptable, når denne risiko står i et rimeligt forhold til den forventede militære fordel iht. det såkaldte proportionalitets-princip. Det
særlige ved mandatet for operationerne var dog, at formålet først og fremmest var beskyttelse af civile. Det blev derfor anset for uforeneligt med dette mandat at acceptere civile
tab, hvorfor et angreb skulle undlades eller afbrydes, hvis der var fare for blot en enkelt
civil person. Det stillede i sig selv en række krav til gennemførelsen af operationerne. Ikke
alene skulle et givet mål verificeres som værende militært, men der skulle også være en
høj grad af sikkerhed for, at der ikke var nogen civile personer til stede, som ville være i
1
Sagsbehandler, Policy- og Strategiafdelingen, Søværnets Operative Kommando.
Operation Unified Protector – et maritimt perspektiv •
fare, hvis målet blev angrebet. Da der ikke var personel til stede på jorden, kom overvågningsdroner til at spille en afgørende rolle i opklaringen af området omkring målet.
Der lå i etableringen af våbenblokaden en klar maritim opgave med at kontrollere farvandet ud fra den libyske kyst, der er ca. 1.500 km lang, og især adgangen til og fra havnene.
Sammenlagt lagde den retlige ramme for operationerne klart op til en markant maritim
indsats; det ville faktisk være umuligt at efterleve de i resolutionen skitserede formål uden
en sådan. Det operative krav om at beskytte civilbefolkningen medførte også nogle udfordringer for maritime styrker, som der vil blive set nærmere på i det følgende.
Operationerne
Indsatsen i Libyen blev indledt med Operation Odyssey Dawn, der blev gennemført af en
ad hoc koalition – også kaldet en ”coalition of the willing” – hvor Frankrig, Storbritannien
og USA var væsentlige bidragydere. Efter politiske forhandlinger overtog NATO ledelsen af
operationerne under navnet Operation Unified Protector (OUP) fra 31. marts 2011 frem til
afslutningen ved udgangen af oktober 2011. NATO’s overtagelse af operationerne betød
ikke, at Alliancens reaktionsstyrker, NATO Response Forces (NRF), blev aktiveret, hvilket
må tilskrives, at enkelte medlemslande havde reservationer over for operationen på trods
af det klare FN mandat. Især Tysklands manglende deltagelse var markant. Til gengæld
deltog en række partnerlande, herunder Sverige og Jordan, primært med fly-bidrag, mens
de maritime bidrag kom fra følgende NATO lande: Belgien, Bulgarien, Canada, Frankrig,
Grækenland, Holland, Italien, Rumænien, Spanien, Storbritannien, Tyrkiet og USA. Det var
første gang, at de tidligere Warszawa Pagt lande fra Bulgarien og Rumænien deltog med
krigsskibe i en større NATO kampoperation.
På sit højdepunkt bestod den maritime del af operationen af i alt 21 skibe, herunder
hangarskibe, amfibieskibe, destroyere, fregatter, mineskibe samt logistiske skibe. Dertil
kom et antal maritime patruljefly (MPA), herunder 4 til 6 P-3C Orions fra US Navy eskadrille
VP-5, der opererede ud fra Sigonella Naval Air Station på Sicilien, hvor også de danske F16 var baseret. Disse patruljefly foretog især overvågning af farvandsområdet mellem
Tunis og Sicilien, som udgjorde adgangsvejen til missionsområdet fra vest. De deltog også
i kamphandlinger, hvor bl.a. en Orion den 28. marts angreb et libysk krigsskib med et
AGM-65F Maverick missil, hvorefter målet grundstødte. Patruljeflyet opererede her sammen med en A-10 Thunderbolt II fra US Air Force, som uskadeliggjorde to mindre fartøjer
med dens 30 mm Gatling-kanoner.
Selvom operationsområdet var stort, omkring 2,5 mio. km2, hvoraf ca. halvdelen udgjorde hav, så gjorde det arbejdet lettere for de militære planlæggere, at de maritime adgangsveje fra øst og vest til området var forholdsvis lette at overskue.
Der var fra starten stor aktivitet med embargo-operationerne; i april 2011 alene blev
omkring 600 skibe anråbt og i alt 23 boardinger blev udført. Som operationerne skred
frem og de libyske oprørere vandt terræn faldt behovet, og i september blev 423 skibe
anråbt, og 45 blev boardet. Ved udgangen af september betød situationen på landjorden,
at der ikke længere var behov for nogen embargo. NATO offentliggjorde således 20. september, at i alt 2.748 skibe var blevet anråbt og 290 boarded i løbet af operationen. Konceptuelt bestod NATO’s embargo-operation af tre lag med forskellige ”trip-wires” i. Det
første lag bestod af patrulje-bokse ud for de større libyske havne. Det andet lag bestod af
et maritimt overvågningsområde etableret inden for det fælles operationsområde (Joint
Operations Area). Blokaden blev her understøttet gennem notitser udstedt som efterretninger til søfarende, hvor den civile skibstrafik blev notificeret om opretholdelse af blokaden i overensstemmelse med de internationale regler herfor. Det yderste lag bestod også
113
af et overvågningsområde, som blev opretholdt gennem flyovervågning, der skulle detektere skibe på vej mod området.
Det udgjorde en væsentlig faktor for embargoens effektivitet, at NATO som et led i anti-terror indsatsen i forbindelse med Operation Active Endeavour i Middelhavet allerede
havde etableret et effektivt overvågningssystem, det såkaldte Multinational Maritime Safety and Security System (MSSIS). Mange skibe kunne følges gennem dette system, men der
var stadigvæk en begrænset dækning, nogen gange ned til 20% og i operationsområdet
var den ofte mindre. Dette stillede tilsvarende større udfordringer til mere traditionelle
overvågningsmetoder, herunder anvendelsen af patruljefly.
Der blev også løbende gennemført minerydningsoperationer, da det blev vurderet, at
der var en minetrussel. Minerydningsstyrker (MCM) forestod således rydning af miner lagt
af pro-Gadaffi styrker ud for indsejlingen til havnene i Misrata, Banghazi, Tripoli og Sirte.
Der blev også behov for en gammel disciplin, nemlig shore bombardment. Årsagen var
bl.a., at Gadaffi’s styrker forsøgte at få ram på NATO skibe, der opererede tæt på kysten,
med 122 mm raketter fra russiskbyggede BM-21 raketbatterier, også kendt som ”katushas”. De benyttede her en taktik, hvor de først afskød en raket for at kunne bedømme
afstanden, dernæst fulgte de resterende 39 raketter i batteriet med en sekvens på 2 raketter pr. sekund. Type 42 destroyeren HMS LIVERPOOL og Type 23 fregatterne HMS SUTHERLAND og HMS IRON DUKE var involveret i sådanne skudvekslinger med kystbatterier,
som bragte minder tilbage om Falklandskrigen i 1982, og hvor de brugte deres helikoptere
til at spotte mål i land.
De maritime styrker blev også brugt til bekæmpelse af andre mål i land, som udgjorde
en fare over for civilbefolkningen. Især i starten af operationen blev Tomahawk missiler
affyret fra undervandsbåde og overfladeskibe fra US Navy og Royal Navy til at bekæmpe
landmål. Desuden var undervandsbådene et effektivt instrument til at manifestere tilstedeværelse i kriseområdet uden at optrappe situationen. Tomahawk missilerne blev især
anvendt til at nedkæmpe de libyske, russisk byggede SA-2 Guideline, SA-3 Goa og SA-5
Gammon anti-luft missilbatterier, der udgjorde en trussel for de fly, som skulle overvåge
flyveforbuds-zonen. Senere blev almindeligt skibsartilleri anvendt. Ud over, at tildelingen af
mål skulle koordineres med planlæggerne for luftoperationerne, bestod udfordringen som
nævnt ovenfor i at få tilpas med informationer omkring tilstedeværelsen af civile i målområdet. Problemet var bl.a., at antallet af droner med opklaringskapacitet i operationsområdet i forvejen var begrænset. I andre tilfælde anvendtes sensorer fra amerikanske Orion
og canadiske Aurora – som er det canadiske navn for deres Orions – til at støtte denne
indsats. Disse fly var udstyret med en såkaldt ”ISTAR” (Intelligence, Surveillance, Target
Acquisition and Reconnaissance) kapacitet, som er velegnet til formålet.
Frankrig deltog med fastvingede fly fra hangarskibet CHARLES DE GAULLE, mens Italien deltog med deres hangarskib GARIBALDI, hvorfra AV-8B Harriers fløj omkring 550 sorties, herunder angrebsmissioner. Under Operation Odyssey Dawn indsatte USA også AV-8B
Harrier fra amfibieskibet USS KEARSAGE, men senere blev den amerikanske deltagelse i
frontlinien mindre markant. Royal Navy havde ikke denne mulighed, fordi de kort tid forinden havde afstået deres hangarskibe af INVINCIBLE klassen samt deres Harrier kapacitet
på grund af besparelser. Dette førte til en debat i den britiske lejr mellem de deltagende
flystyrker og maritime styrker, hvorvidt det var en fordel at have fly og helikoptere baseret
på skibe tæt på kysten. Det har således været hævdet, at afstandene betød, at det ikke
gjorde nogen væsentligt forskel i flyvetid, hvorvidt et fly opererede fra et hangarskib eller
fra en base i land.
Selvom Libyen umiddelbart synes at ligge tæt på de NATO lande, der stillede deres baser til rådighed for operationerne, kan der næppe herske tvivl om, at ”afstandenes tyranni”
også havde en betydning for luftplanlæggerne. Det betød bl.a., at den franske flådes Rafa114
le kampfly fra CHARLES DE GAULLE var bedre til at bekæmpe mål, hvor tidsfaktoren var
kritisk. Selvom Royal Navy ikke længere havde hangarskibe med fastvingede fly, deltog de
med helikopterhangarskibet HMS OCEAN. Det muliggjorde blandt andet indsættelse af
den britiske hærs WAH-64D Apache AH.1 kamphelikoptere tæt på indsatsområdet. HMS
OCEAN medførte endvidere Sea King ASaC.7 helikoptere, der er udstyret med en effektiv
overvågningsradar. Tilsvarende opererede den franske flåde med Gazelle og Tiger kamphelikoptere fra amfibie-skibet TONNERE.
Den maritime indsats i luftoperationerne begrænsede sig ikke til alene anvendelse af
skibsbaserede fly og helikoptere samt bekæmpelse af luftværnsmissiler. I 13 tilfælde,
hvor der ikke var et såkaldt AWACS fly til rådighed, blev koordinationen af luftrummet varetaget af den da 29 år gamle HMS LIVERPOOL, hvilket må beskrives som noget af en præstation i en operation, der involverede indsats med fly fra 14 forskellige lande, der tilsammen fløj omkring 130 sorties per dag.
Det skal også bemærkes, at ved siden af Odyssey Dawn og Unified Protector gennemførte enkelte stater nationale operationer ud fra Libyen med henblik på at evakuere egne
statsborgere.
Lessons learned
Som opfølgning på OUP valgte Chief of European Navies (CHENS) under britisk ledelse i
2011 at udarbejde et ”lessons learned” papir, som kunne anvendes til officiel brug. Papiret blev godkendt på CHENS topmødet i Oostende i maj 2012. Dette demonstrerer behovet for at forankre de erfaringer, der kan uddrages på baggrund af denne operation, og
som må anses for vigtige både pga. deres generelle karakter, og fordi OUP et langt stykke
hen ad vejen må forventes at være forbillede for karakteren af fremtidige operationer, hvor
fokus netop kommer til at ligge på beskyttelsen af civile. På samme topmøde blev det
vedtaget at iværksætte et studie af maritime, humanitære operationer, for det tilfælde, at
en operation som den i Libyen i fremtiden måtte fordre en større humanitær indsats, end
det aktuelt var tilfældet. Resultatet forventes at foreligge i løbet af 2013.
Set især fra et britisk perspektiv har betydningen af etableringen af en ”Response Force Task Group” (RFTG) været vigtig for evnen til at respondere hurtigt på en krise. I det
hele taget synes krisen at understrege behovet for at have maritime enheder på højt beredskab, som kan regere hurtigt på en dynamisk situation.
Ud over at vise deres værd til opretholde embargoen, som anvist af FN’s Sikkerhedsråd, viste maritime styrker sig også som et meget fleksibelt middel til at løse en bred vifte
af opgaver i en situation, hvor tilstedeværelse på landjorden hverken havde grundlag i
noget mandat eller syntes særligt ønskelig.
Operationerne afdækkede også visse mangler, herunder behovet for et effektivt luftbåret ISTAR kapacitet, der er integreret med maritime styrker. Dette peger i retning mod
anskaffelsen af dedikerede, skibsbaserede droner.
Perspektivering
Selvom søværnet ikke deltog med kapaciteter, indeholder OUP og de erfaringer, der kunne
uddrages heraf, alligevel en række perspektiver for søværnets fremtidige virke. Frem for
alt viste OUP, at der er behov for en bred vifte af maritime kapaciteter. Med et søværn, der
om få år vil bestå af bl.a. tre fregatter af IVER HUITFELDT klassen, to støtteskibe af ABSOLON klassen samt et modulært minerydningssystem, vil Danmark fremover uden tvivl kunne udgøre en værdifuld bidragyder til en tilsvarende operation. Det skal understreges, at
anskaffelsen af militære kapaciteter bør være styret af sikkerheds- og forsvarspolitiske
behov og ikke omvendt. På den anden side har vi nu engang det søværn, som vi har. Det
115
vil være urealistisk at tro, at det med en vedvarende prioritering af ressourcer samt en kort
tidshorisont for indsættelse, som det var tilfældet i OUP, vil være muligt konstant at omstille vores kapaciteter. Søværnet bør derfor sigte imod at have så fleksible kapaciteter, at de
vil kunne indsættes i de mest sandsynlige scenarier. Der er på den baggrund god grund til
at være optimist.
OUP demonstrerede nogle af udfordringerne for moderne flådestyrker, der også kendetegner den daglige virkelighed for søværnet, som eksempelvis behovet for at have enheder på højt beredskab. Det er generelt en udfordring for en flåde at holde enheder på
højt beredskab, idet dette er meget ressourcekrævende, men det er også nødvendigt for
at kunne reagere i forhold til en sikkerhedspolitisk virkelighed, der kan være meget dynamisk. Målsætningen i dag er, at søværnet til enhver tid skal kunne indsætte enheder i
internationale operationer der, hvor behovet viser sig. NRF-beredskabet og rutinemæssige
tilmeldinger til stående flådestyrker sikrer, at ambitions- og træningsniveauet holdes højt
nok til at sikre, at vi kan leve op til denne målsætning.
Når søværnet – som andre værn – får færre enheder, bliver det nødvendigt at kompensere gennem større anvendelighed og tilgængelighed. Vores enheder skal med andre
ord kunne mere og være mere til rådighed som et instrument for danske interesser i bredest mulige forstand.
Søværnet har eller er ved at indfase enheder, der opfylder behovet for flere af de maritime kapaciteter, der blev anvendt i OUP. Søværnets nye fregatter vil kunne udstyres med
Tomahawk missiler, hvis det blev påkrævet. Søværnet har endvidere to enheder, der er
udstyret med en 5 tommer kanon, der vil være velegnet til beskydning af mål i land. Til
gengæld understreger det også behovet for et integreret skibsbaseret, luftbårent ISTAR
kapacitet, men det er et af de projekter, der allerede ligger som udviklingsidé, og som vil
kunne realiseres, hvis finansieringen kan findes. Med erfaringerne fra OUP synes det derfor nærliggende at indtænke anskaffelse heraf som en del af overvejelserne omkring anskaffelse af droner til forsvaret.
Idet fregatterne af IVER HUITFELDT klassen med dens sensorer vil blive optimeret til
luftkrig, vil det også være en potentiel mulighed at kunne bidrage med en enhed, der evner koordinering af luftrummet. Igen er det ikke noget, som man bare gør; det kræver
f.eks. også, at de korrekte ressourcepersoner indgår i besætningerne.
Alle de fem større kampenheder vil også kunne udgøre et effektivt bidrag til en fremtidig embargo-operation.
Med hensyn til minerydningskapacitet er søværnet efter udfasningen af STANDARDFLEX enhederne ved at opbygge en afløser, der kan deployeres overalt i verden og samtidigt udgøre en minerydningskapacitet i vores egne farvande. Afløseren er det modulære
MCM koncept, som er en række mindre moduler indenfor MCM. Det betyder, at indsatsen
i høj grad kan skaleres efter operationens krav ved at kombinere modulerne til opgavens
beskaffenhed. Der er al mulig grund til at forvente, at denne kapacitet fremover vil blive en
efterspurgt kapacitet i fremtidige operationer, som det var tilfældet med OUP. Dertil kommer, at inspektionsskibet THETIS har vist sig anvendelig i rollen som kommandoskib for en
minerydningsstyrke, og vil endvidere kunne medbringe den modulære MCM-koncept.
Et emne, der har været meget oppe i tiden, er humanitære operationer, der forudsætter en vis amfibiekapacitet. Det er ikke alle nationer, der besidder amfibiekapacitet. Søværnets fleksible støtteskibe har en vis amfibiekapacitet og vil endvidere kunne fungere
som kommandoskib for en sådan operativ indsats. En anvendelse til sådanne formål vil i
givet fald kunne være med til at åbne op for nye perspektiver for anvendelsen af vores
maritime kapaciteter, herunder nye samarbejdsrelationer med andre nationer og de to
andre værn. Dette er perspektiver, der er særligt relevante i en tid, hvor der lægges stor
vægt på pooling and sharing for at optimere anvendeligheden af militære kapaciteter.
116
Dette kan med andre ord udtrykkes som, hvordan vi kan få mere forsvar for de samme
penge. Det e i den forbindelse også værd at lægge mærke til rapporten fra Center for Militære Studier (CMS) vedrørende forsvarets støtte til det civile beredskab, der bl.a. peger på
anvendeligheden af ABSALON klassen til dette formål.
Sammenlagt viser erfaringerne fra OUP, at en operation, der overvejende rettes mod
landmassen, kan have mange maritime dimensioner, og hvor maritime operationer kan
være en forudsætningsskabende faktor for operationer over og på land. Lessons Learned
fra denne operation understreger også vigtigheden af at besidde kapaciteter, der kan yde
en varieret maritim indsats. Set i det lys vil søværnet være godt rustet til fremover at kunne levere bidrag til fremtidens operationer.
Kilder (udvalgte)
Brown, Nick: Over 2,000 Tomahawk fired in anger; Jane’s Defence Weekly, 25 April 2012,
p. 8.
Chief of European Navies: Strategic Messaging – The Maritime Contribution to the Libya
Campaign, 16 March 2012.
Mader, Georg: Interview, Lieutenant General Ralph Jodice, Combined Forces Air Component Commander for Operation “Unified Protector”; Jane’s Defence Weekly, 18 April 2012,
p. 34.
Peruzzi, Luca: Interview, Vice Admiral Rinaldo Veri, Commander NATO HQ Allied Maritime
Command, Naples; Jane’s International Defence Review, December 2011, p. 66.
Peruzzi, Luca: Interview, Admiral Luigi Binelli Mantelli, Chief of Italian Navy;, Jane’s International Defence Review, April 2012, p. 74.
Scott, Richard: France’s amphibious renaissance adds weight to naval power projection;
Jane’s International Defence Review, December 2011, p. 52 - 56.
Sloggett, Dave: A unified approach: how naval agility helped win in Libya; Jane’s Navy international, March 2012, pp. 26 - 35.
117
Nyt fra bogfronten
Kort om bogudgivelser og anmeldelser
Forholdene omkring Armadillo-basen i Afghanistan belyses i en debatbog udgivet af Politikens Forlag. Bogen har givet anledning til kontroversielle artikler i Politiken omkring lukningen af basen. Bogen giver en noget enøjet fremstilling af sagen, hvor de to forfatteres
argumenter tilpasses deres egen konklusion. Læs Peter Viggo Jakobsens anmeldelse af
”Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i
blinde”.
”Forhøjet beredskab. En feltsygeplejerskes beretning” af Christian B. Kummerfeldt
giver for første gang i bogform en dansk sygeplejerskes oplevelser fra det internationale
felthospitalsmiljø. Den første Golfkrig i 1991 blev starten på en fortsat og øget international fokusering for dansk militærmedicin. Dansk sundhedspersonale med tilknytning til
forsvaret har lige siden i flere perioder gjort tjeneste på internationale felthospitaler i forskellige militære brændpunkter.
En tysk Clausewitz-ekspert, tidligere kommandør og nu professor ved Potsdam Universitet og lærer på Führungsakademie der Bundeswehr, Lennart Souchon, bruger Carl von
Clausewitz’ teorier i strategidiskussionen i det 21. århundrede. Værkets indledning er en
tour-de-force i europæisk krigsteoretisk tænkning og strategiske forhold set i historisk
perspektiv. Alene på grund af denne indledning er værket læsværdigt. „Carl von Clausewitz: Strategie im 21. Jahrhundert“ anmeldes af Claus Eskild Andersen,
major, cand.phil.
”Grønlands teknologihistorie” er et større værk om den fantastiske udvikling, som den
grønlandske befolkning har gennemgået i de sidste ca. 60 år. Den er forfattet af to civilingeniører, som begge har oplevet hele perioden i Grønland, og de har med et hundrede
medforfattere lavet en blændende oversigt over udviklingen, og desuden forsynes læseren
med hele den historiske baggrund. Bogen udgives på et tidspunkt, hvor diskussionen om
Arktis netop er i fokus.
I bogen “Behavioral Conflict – Why understanding people and their motivations will
prove decisive in future conflicts” belyses vigtigheden af informationer som krisestyringsredskab under moderne konflikter og militære operationer. Hovedemnet for bogen er oprørskamp og oprørsbekæmpelse i Afghanistan, men der er også eksempler om informationsformidling under konflikterne i Irak, andre steder i Mellemøsten, Sierra Leone og Kosovo.
En ny biografi skrevet af en schweizisk forsker skildrer Niccoló Machiavelli, hvis tanker
altid kan danne et godt grundlag for en diskussion centreret især om magt og kynisme.
Bogen er opdelt i afsnit omhandlende ”kunsten at skabe sig et navn”, ”diplomatiet som
kunst”, ”kunsten at overleve”, ”kunsten at skrive” og endelig ”provokationens kunst”.
Hermed skulle læseren være sporet ind på Machiavellis hovedtemaer. Læs anmeldelsen
af ”Machiavelli oder Die Kunst der Macht. Eine Biographie” af Volker Reinhardt.
“The Challenge: Britain against America in the Naval War of 1812” beskriver den sidste åbne konflikt mellem USA og Storbritannien. Det er en relativt ukendt krig. Amerikanerne hylder normalt den stærke amerikanske indsats i krigens begyndelse, men glemmer
ofte at nævne, at krigen fik et andet udfald, end man havde håbet på. Den britiske sømagt
var simpelthen for stor. Den anerkendte britiske historiker Andrew Lambert har skildret
den politiske baggrund for krigen og den måde, hvorpå de to parter førte den. Konflikten
lagde grundstenen til de uoverensstemmelser i den amerikanske statsdannelse, som førte
til borgerkrigen i 1861.
Nyt fra bogfronten •
”Skilsmissen” af Rasmus Glenthøj handler om dansk og norsk identitet før og efter
bruddet i 1814. Adskillelsen af de to lande blev påtvunget af Europas stormagter ved Napoleonskrigenes ophør. I 400 år havde ”tvillingerigerne” haft fælles konge, og deres befolkninger havde været fælles om en lang række institutioner, aktiviteter og forhold, som
nu måtte etableres hver for sig i henholdsvis Danmark og Norge. Norge havde haft sin
egen hær, men flåden var dansk-norsk. Der var kun et enkelt universitet i landet, og det lå
i København. Hele den norske elite og embedsmandsstand var derfor alle skolet i København. Bogen er et godt grundlag i den standende debat om, hvad det egentlig vil sige at
være dansk.
”Vikingernes verden” af Else Roesdahl tegner et helt opdateret billede af livet i Skandinavien i vikingetiden, som i virkeligheden strækker sig over flere hundrede år. Med den
seneste DNA-teknologi beskrives gravfund og hermed befolkningens karakteristika. De
mange gravfund fortæller om handel, rigdom og formuer, men udgravning af huse og bopladser giver også et billede af kummerlige levevilkår, som måske har fået nogle til at søge
mod varmere og fremmede himmelstrøg, så som Normandiet, England og Irland.
God læselyst
Poul Grooss, anmelderredaktør
Tidsskrifter, hæfter, publikationer, afhandlinger m. v.
”Danish Foreign Policy Yearbook 2012” udgivet af Danish Institute for International Studies. Redigeret af Nanna Hvidt og Hans Mouritzen. Årbogen kan købes via en boghandel
eller via [email protected] Den kan også findes elektronisk på EBSCO Publishing’s databases. Pris kr. 100,00 plus evt. forsendelse, kr. 30,00.
Årbogen er en nyttig publikation på engelsk om dansk udenrigspolitik. Den indeholder
en række artikler, udvalgte dokumenter, opgørelser over dansk udenrigspolitik i tal, danskeres syn på udenrigspolitikken i gallup-tal samt en litteraturliste, som kan tjene til yderligere inspiration.
Blandt artiklerne er der to, som har direkte relation til dansk forsvarsindsats. Den første er skrevet af Peter Viggo Jakobsen og Karsten Jakob Møller: ”Libya and the Danish
Way of War”. Den anden er af Andres Henriksen og Jens Ringmose: ”What did Denmark
Gain? Iraq, Afghanistan and the Relationship with Washington”. Alle artikler er forsynet
med et kort forord på dansk.
Bogudgivelser
”Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende – og politikere og generaler famlede i blinde” af Jacob Svendsen og Lars Halskov. Udgivet af Politikens Forlag 2012. 703
sider. Pris kr. 400,00.
Et land i krig skabte bølger, allerede inden den blev udgivet ved at danne grundlag for
en forsidehistorie i Politiken om, at fem danske soldater var døde forgæves i Afghanistan,
fordi Armadillo-basen først blev lukket længe efter, at den havde mistet sin militære betydning (Maltesen 2012). Historien udstiller på samme tid bogens styrke og svaghed. Beskrivelsen af processen omkring Armadillo-basens lukning bringer nye oplysninger frem,
som ikke tidligere har været kendt i den brede offentlighed. Desværre er beskrivelsen
ensidig og vinklet, så den understøtter forfatternes tese om, at basen udelukkende blev
holdt i live af (utilstedelige) politiske og følelsesmæssige grunde. Fakta, som forfatterne
kender, men som ikke passer med denne tese ignoreres. Det gælder eksempelvis det
forhold, at den britiske brigadeledelse i Helmand i både 2009 og 2010 var imod at lukke
basen (Jakobsen og Thruelsen 2011: 93, 97).
119
Der er naturligvis intet forkert ved at spidsvinkle et argument for at skabe opmærksomhed og debat om et vigtigt emne, hvilket er målet med denne bog. Det bliver imidlertid
et problem, når forfatterne samtidig skriver, at de er ude i et helt andet ærinde, nemlig at
afdække ”de afgørende begivenheder hos politikerne, militærledelsen og soldaterne ved
fronten, så læserne selv kan tage stilling til Danmarks deltagelse i krigene”. De skriver
endvidere, at de har ”forholdt sig kritisk” til deres kilder, og at deres oplysninger er ”kontrolleret, krydstjekket og sammenholdt med andre kilders beskrivelse af samme begivenhed” (Halskov og Svendsen 2012: 8). Hvis formålet er at afdække og fremlægge data, så
læserne selv kan tage stilling til krigene på et ”kvalificeret grundlag”, som Lars Halskov har
udtrykt det i et blogindlæg (Halskov 2012), fordrer det, at alle kendte relevante data lægges åbent og redeligt frem, og at man forholder sig kritisk til alle kilder – også dem, som
siger det, man gerne vil høre.
Det er imidlertid ikke den fremgangsmåde, bogen anvender. I stedet lægger den fra
land med det synspunkt, at det er et mysterium og en katastrofe af rang, at Danmark er
gået fra at ”være optaget af humanitære opgaver og FN-missioner til at være i front i offensive krige”, og at ”et bredt spektrum af politikere fra begge fløje er begyndt at betragte
militæret som et lige så almindeligt værktøj i den politiske værktøjskasse som ulandshjælp
og diplomati” (Ibid: 7). Sat lidt på spidsen former bogen sig herefter som et forsøg på at
underbygge den tese, at to ”skurke” - forsvarschef Jesper Helsø og statsminister Anders
Fogh Rasmussen - bærer hovedansvaret for katastrofekursen. Førstnævnte fordi han i sin
iver på at sikre forsvarets eksistensberettigelse af al magt konsekvent søgte at mase forsvaret frem i forreste frontlinje uden hensyntagen til omkostningerne (Ibid: 666). Sidstnævnte fordi han på grund af sine ”primitive og firkantede forestillinger om international
politik” (Mogens Lykketofts karakteristik som præsenteres uden kommentarer) og sin
overbevisning om, at ”det altid er i Danmarks interesse at give USA opbakning”, støtter de
amerikanske krige i Afghanistan og Irak så meget som overhovedet muligt (Ibid: 92, 192,
666). Helten i bogens fremstilling er Mogens Lykketoft (S), som råber vagt i gevær gentagne gange og forgæves kæmper imod den stigende anvendelse af kampsoldater og specialstyrker (Ibid: 50, 56-57, 80, 201, 212, 431, 433).
Mens de synspunkter og tolkninger, som forfatterne er uenige i, udsættes for den annoncerede kildekritik, sker det ikke med de synspunkter, som flugter med deres egen
tese. Et gennemgående tema i bogen er eksempelvis bestræbelsen på at forklare den høje
politiske opbakning til krigen i Afghanistan med irrationelle motiver. Bogen beskriver,
hvordan Helle Thorning Smith og Pia Kjærsgaard bliver ”følelsesmæssigt” påvirket under
et besøg i Helmand i november 2006, og det udlægges som forklaringen på, at de herefter
bakker op om missionen. Tolkningen hviler dog på et spinkelt kildegrundlag, idet forfatterne ikke talt med de to hovedpersoner og kun har det fra anden hånd. Hertil kommer, at de
lader Holger K. Nielsen (SF), en politisk modstander, som end ikke var med på turen, fælde dom over, hvad turen kom til at betyde for Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis
videre håndtering af Afghanistan (Ibid: 435-436). At Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis Afghanistan politik skal forklares med irrationelle, følelsesmæssige motiver forekommer lidet sandsynligt. I hvert fald er det let at finde en alternativ rationel politisk forklaring. Dansk Folkeparti udgjorde som bekendt det parlamentariske grundlag for
Fogh/Løkke Rasmussen regeringerne, og så delte Dansk Folkeparti desuden regeringens
synspunkt, at islamisk-inspireret terrorisme skulle bekæmpes med militær magt, og at
Danmark skulle give USA maksimal støtte – det dokumenteres fint i bogen (Ibid: 87-88).
Socialdemokraterne havde, da det begyndte at stramme til i Afghanistan, travlt med at
signalere regeringsduelighed og ønskede ikke at gøre sig sårbar overfor den fodnotekritik,
som de altid får i hovedet fra blå blok, hvis de begynder at stille spørgsmålstegn ved NATO’s og USA’s politik. At SF kraftigt nedtonede sin kritik af Afghanistan og indgik i forsvars120
forliget af 2009 skyldes nok også mere, at SF gerne ville i regering og mindre, at Holger K.
Nielsen også blev følelsesmæssigt berørt under et Helmand besøg i 2009 (Ibid: 524).
Man kan også med udgangspunkt i bogens egne oplysninger stille spørgsmålstegn ved
dens hovedargument, om at de ansvarlige politikere og generaler famlede i blinde. Ja,
juleflyvningen til Afghanistan i 2001 viste, at Flyvevåbnet bevægede sig ud i ukendt terræn
og måtte improvisere. Ja, der var løbende problemer med manglende uddannelse, materie. Og ja efterretningerne var meget mangelfulde, da danskerne blev indsat i Helmand
provinsen. Men bogens gennemgang af perioden viser også, at politikerne holdt fast, når
konsekvenserne af deres handlinger blev synlige. Efter de hårde kampe i Musa Qala i
august 2006, var der ingen, som var i tvivl om, at missionen ville blive farlig og koste menneskeliv. Alligevel holdt et bredt flertal i Folketinget fast i operationen. Det blev det ved
med, også selvom tabene voksede. De politikere, der havde sagt A, sagde også B og C på
tidspunkter, hvor de var fuldt bevidste om prisen. På samme måde viste Forsvaret også
evne til at lære af sine fejl og tilpasse doktriner og operationsmåder. Det flyvevåben, der
var klar til at føre an i bombningerne over Libyen i marts 2011, kun 57 timer efter at FN
havde givet grønt lys for brug af militærmagt (Jakobsen og Møller 2012: 114), var et helt
andet end det, der satte kursen mod Afghanistan midt i en julefrokost i 2001. Politikere og
generaler, der holder fast og tilpasser politikken til udviklingen på jorden i missionsområderne og i storpolitikken, famler for mig at se ikke i blinde. De gør op med sig selv, at den
valgte kurs er rigtig og prisen værd. Det er forfatterne dybt uenige i, men det betyder jo
ikke, at disse politikere og generaler famler i blinde.
Bogen er med andre ord et partsindlæg. Den forsøger at føre bevis for, at Danmark har
været på vildspor de sidste 10 år og slutter med en bøn om, at danske politikere nu vil
besinde sig og vende tilbage til de gode gamle dage, hvor Danmark koncentrerede sig om
konfliktforebyggelse og fredelig konfliktløsning og overlod det til andre at bruge militær
magt offensivt (Halskov og Svendsen 2012: 672-73). Forfatterne ligger dermed på linje
med Paul Villaume, som længe og vedholdende har fremført samme synspunkt i den danske debat (se for eksempel Villaume 2012).
Gennem sin systematiske afdækning af de omkostninger, som den danske krigsdeltagelse har haft, leverer bogen et vigtigt bidrag til diskussionen om, hvorvidt det militære
instrument også fremover skal have en fremtrædende rolle i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, når de danske kamptropper har forladt Afghanistan ved udgangen af 2014.
Det ville imidlertid have tjent forfatterne til ære, om de havde tonet rent flag fra starten fremfor at påstå, at de selv vil lade læserne tage stilling. Forfatterne har helt ret, når
de i slutningen af bogen skriver at ”der er brug for en nøgtern analyse af de ti års krig i
især Afghanistan og Irak” (Halskov og Svendsen 2012: 666). Den analyse leverer bogen
ikke, og det er en skam. Den kunne, qua det store materiale den gennemgår, have placeret sig som det hovedværk, alle fremtidige analyser af Danmarks engagement i Irak og
Afghanistan måtte forholde sig til.
Dermed ikke sagt, at bogen ikke er værd at læse. Det er den. Den kaster nyt lys over
Danmarks krigsdeltagelse. Det gælder eksempelvis oplysningerne om, at Anders Fogh
Rasmussen allerede i 2001 var klar til at sende danske specialstyrker i krig i Afghanistan
med et snævert flertal bestående af regeringens og Dansk Folkepartis stemmer (Ibid: 86),
beskrivelsen af den dramatiske juleflyvning, som bringer danske jægersoldater til Afghanistan i 2001 (Ibid: 101-107), og forsvarets forslag om, at Danmark kunne stille en bataljon
til rådighed for briterne i forbindelse med invasionen af Irak (Ibid: 168-169).
Der er dog langt mellem snapsene. Hvis man har læst flere af de øvrige bøger, der er
udkommet om krigene eller har fulgt med i mediedækningen i de store dagblade, vil størstedelen af bogen fremstå, som en gentagelse af kendt stof. Bogens gennemgang af Irakkrigen bygger i høj grad på et sammenkog af Kaae og Nissens Vejen til Irak og Bjerre, Lar121
sen og Stougaards Blindt ind i Basra. Analysen af Danmarks problemer med at håndtere
fanger i Irak i overensstemmelse med de folkeretslige forpligtigelser læner sig meget op af
Informations dækning, og der lånes også meget fra Hundevadts, I morgen angriber vi igen,
Ulslevs De danske tigre, og Woodwards Bush at War og Obamas Wars. Siderne 214-216
minder til forveksling om Brøndum (2004). Hvis man som forsker havde lånt så meget fra
en anden kilde uden at angive det direkte, havde man godt nok fået ørerne i maskinen.
Men der gælder åbenbart andre regler for ”journalistiske” bøger.
Alt det genbrug taget i betragtning er bogen for lang. Fremfor at opbygge bogen kronologisk uden nogen klart gennemskuelig logik for, hvordan de mange begivenheder er udvalgt (de er langt fra ”afgørende” alle sammen), ville bogen have stået sig bedre ved en
mere fokuseret tilgang. Forfatterne kunne med fordel være gået i dybden med en række
emner, som de fandt særligt vedkommende. Emner, der berøres i bogen, men som skriger
på en mere dybgående analyse er: 1) den store politiske og folkelige opbakning til krigene,
der klart overstiger det, man ser i andre lande, 2) hvordan skiftende danske regeringer har
evnet at fastholde denne opbakning, 3) forsvarsministeriets energiske bestræbelser på at
undgå at pådrage sig et juridisk ansvar for fanger i Irak og Afghanistan, og 4) hvorvidt den
danske presse har været for ukritisk i sin dækning af krigene. Det kunne have bidraget til
en kortere, klarere og måske mere overbevisende bog. Hvis man gerne vil have en kort (96
sider), samlet og balanceret gennemgang af Danmarks krigsdeltagelse i perioden 19902011 er Hans Branners I krig igen et bedre alternativ.
Referencer:
Bjerre, M., Larsen, J. og Stougaard, K. E., (2008) Blindt ind i Basra. Gyldendal.
Branner, Hans (2011) I krig igen. Danmark og de nye krige 1990-2011. Columbus
Brøndum, C (2004) Generalens længste dag. Berlingske, 11. april. Tilgængelig på:
http://www.b.dk/danmark/generalens-laengste-dag
Halskov, L (2012) Blog indlæg. Tilgængelig på: http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2012/04/15/historieloshed-pa-forsiden/
Hundevadt, K (2008) I morgen angriber vi igen. Jyllands-Postens Forlag.
Jakobsen, P. V. og Møller, K. J. (2012) Good News: Libya and the Danish Way of War i
Hvidt, N. og Mouritzen H. (red) Danish Foreign Policy Yearbook 2012. Danish Institute for
International Studies.
Jakobsen, P. V. og Thruelsen P. D. (2011) Clear, Hold, Train: Denmark’s Military Operations
in Helmand 2006-2010 i Hvidt, N. og Mouritzen H. (red) Danish Foreign Policy Yearbook
2011. Danish Institute for International Studies.
Johannesen, L. U. (2008) De danske tigre: Med livet som indsats i Afghanistan. Gyldendal.
Kaae, M. og Nissen, J. (2008) Vejen til Irak. Gads Forlag.
Maltesen, B (2012) Søren Gade og forsvarets top nægtede at lukke basen Armadillo, selv
om den havde mistet sin militære betydning. Imens døde flere soldater ved basen. Politiken, 19. april.
Villaume, P (2012) Danmarks rolle er som diplomatisk stifinder. Politiken, 22. juni.
Woodward, B. (2003) Bush at War (Simon & Schuster).
Woodward, B. (2010) Obama’s Wars (Simon & Schuster).
Peter Viggo Jakobsen,
Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.
”Forhøjet beredskab. En feltsygeplejerskes beretning” af Christian B. Kummerfeldt.
Udgivet af Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2012. 296 sider illustreret. Pris kr. 299,95.
Den første Golfkrig i 1991 blev starten på en fortsat og øget international fokusering
for dansk militærmedicin. Dansk sundhedspersonale med tilknytning til forsvaret har lige
122
siden i flere perioder gjort tjeneste på internationale felthospitaler i forskellige militære
brændpunkter. I dag er vi således til stede med læger og sygeplejersker på felthospitalet i
Camp Bastion i den afghanske Helmand Provins.
Vi har nu for første gang i bogform fået en dansk sygeplejerskes oplevelser fra dette
internationale felthospitalsmiljø, og Christian Kummerfeldts bog skal så absolut hilses
varmt velkommen.
Kummerfeldt bygger i sin bog på sine oplevelser som udsendt intensivsygeplejerske til
felthospitaler i Afghanistan, dels til det canadisk ledede felthospital i Kandahar i 2008 og
dels til det britisk ledede felthospital i Camp Bastion i 2009.
Forventer man som læser en sirlig kronologisk dagbogsgennemgang, så bliver man
skuffet. Imidlertid er det, som Kummerfeldt serverer, meget mere spændende.
Forfatteren fører os via tematiserede kapitler gennem optakten og forberedelserne til udsendelserne, de mangeartede oplevelser under opholdet på felthospitalerne og til sidst
tiden efter hjemkomsten til det danske sygehusvæsen og det danske samfund.
Oplevelserne på felthospitalerne står naturligvis meget stærkt, og man får en fantastisk fornemmelse af det internationale sundhedsfaglige samarbejde, som kommer til
udtryk ved modtagelse og behandling af de mange civile og militære sårede på det, som
med rette kaldes Verdens travleste traumecentre.
Modtagelsen af danske sårede og døde har fået sit eget afsnit. Uanset professionalismen
er det vigtigt mentalt at forberede sig, og forfatteren er gennem sine erfaringer klar over,
at området skal drøftes internt, så man er bedst muligt rustet, ikke hvis, men når det sker.
Som en ikke sundhedsfaglig læser kan man måske blive lidt rystet over den til tider ret
så barske humor, som kommer til udtryk mellem personalet indbyrdes. Jeg er helt sikker
på, at Kummerfeldt har ret i sin tese – ”det er en måde at få afløb for det psykiske overtryk, der langsomt opbygges, når man lever og arbejder i et miljø, hvor den ene ulykke og
katastrofe afløser den anden i en sådan fart, at man må kæmpe for at følge med”. Eller
som det udtrykkes gennem citatet, som indleder bogens afsnit om humor: ”If we don´t go
crazy once in a while, we´ll all go crazy”.
Stærkest i bogen står helt klart beskrivelserne af de mange afghanske patienter og
deres pårørende. Kummerfeldt kommer under sit sygeplejefaglige arbejde som intensivsygeplejerske meget tæt på de sårede Afghanere, hvoraf mange er børn, men også på deres
pårørende. Vi får som læsere på denne vis et helt unikt kik ind i afghanernes samfundsforhold og levevis.
Bogen kan så absolut anbefales til alt sundheds personale. Den vil også med sin beretning om denne særlige del af NATO indsatsen i Afghanistan og afledte beskrivelse af de
afghanske forhold have interesse for læsere af Militært Tidsskrift.
Generallæge Erik Darre,
Chef for Forsvarets Sundhedstjeneste.
”Carl von Clausewitz: Strategie im 21. Jahrhundert“ af Lennart Souchon. Udgivet af E.S.
Mittler-Verlag, Hamborg/Berlin/Bonn i 2012. 222 sider. Pris: € 29,90.
Mit indtryk er, at de fleste danske officerers største problem med Clausewitz er, at han
ikke giver dem en operationalisérbar og simpel model, som de kan arbejde med, hvilket de
er vant til fra deres tillærte operative overvejelser. Når man beskæftiger sig med Clausewitz, føler de, at Clausewitz tvinger officeren til at tilegne sig en stor mængde teoretisk
viden og anvende denne i en kompleks ikke linear verden, hvor facit ikke bare dumper ud
af en belejlig formel. Det kan den travle og ikke-akademiske (men praktisk) anlagte officer
naturligvis ikke bruge til noget som helst, og derfor afvises Clausewitz oftest, som teoretisk
fundament for nogen som helst krigsteoretisk eller politisk-strategisk tænkning. Den dan123
ske officer har det generelt svært med Clausewitz, og det skyldes ikke kun, at Clausewitz’
baggrund skal findes i en kompleks tysk filosofisk tradition; men langt mere den danske
stabsofficers udprægede hang til nemme instruktive løsningsmodeller uden al for megen
teoretisk baggrundsstøj.
De sidste 10 år – endda måske længere – er der fra det danske Forsvarsakademi udgået officerer på det, der kaldes højeste funktionsniveau, som ikke udviser den mindste
forståelse for Clausewitz og hans krigsteori. Da akademiet i høj grad og i sagens natur er
selvrekrutterende, hvad angår lærerkræfter, er institutionen havnet i en ond cirkel, som
aldrig brydes af den reflekterende officerstype, som er i stand til at værdsætte og formidle
det, som Clausewitz har at tilbyde officersprofessionen.
Når dette er sagt, hvordan kan det foreliggende værk, som er skrevet fortrinsvis for
den tyske læser, hjælpe danske officerer? Målgruppen bliver tydelig efterhånden, som
man får læst sig igennem de første sider. Så meget i professor Souchons bog er målrettet
et tysk publikum, lige fra et indforstået kendskab til det tyske militærs forhold samt tyske
inden- og udenrigspolitiske forhold. Der bliver adskillige gange henvist til tyske forskrifter
for tjenesten indenfor Forbundværnet, kaldet Zentrale Dienstvorschriften etc. Desuden
bliver der adskillige gange henvist til det særlige tyske begreb Innere Führung, som skal
sikre, at begrebet ”borgeren i uniform” og det tyske forsvars tilknytning til den demokratiske samfundsorden og det civile samfund opretholdes – belært af de historiske begivenheder i det nationalsocialistiske Tyskland under 2. Verdenskrig. Det har i høj grad været
med til at forme det tyske forsvar til det, det er i dag. Clausewitz ville nok have korset sig,
hvis han havde set i hvor høj grad, at det tyske forsvar er skrumpet ind til en inkompetent
skygge af sig selv, hvor det ”at kunne kæmpe” absolut ikke synes at have den højeste
prioritet. Dermed ikke sagt, at den ikke-tyske læser ikke kan have stort udbytte af at læse
værket, men det har tilsyneladende ikke været forfatterens intention at adressere denne
målgruppe fra begyndelsen. For en forståelse af Clausewitz og dennes politisk-strategiske
anvendelse er denne bog imidlertid et godt udgangspunkt.
Forfatteren til det foreliggende værk, professor Lennart Souchon, har en fortid som
kommandør i den tyske flåde bag sig. Han blev Ph.d. i 1976. Siden 1975 har Souchon
været tilknyttet ”International Institute for Strategic Studies” (IISS) i London, og han underviser til daglig på Führungsakademie der Bundeswehr – det tyske forsvarsakademi, og
har i den forbindelse grundlagt ”Det Internationale Clausewitz-Centrum” og ”ClausewitzNetværket for Strategiske Studier” (CNSS). I 2003 blev Souchon udnævnt til professor ved
universitetet i Potsdam. Han har udgivet talrige publikationer med et strategisk perspektiv;
ofte i sammenhæng med sin virksomhed i diverse Clausewitz-fora.
Souchons værk tager da også udgangspunkt i den forskning, som bedrives ved ”Det
Internationale Clausewitz-Centrum” med tilknytning til Potsdam Universitetet, som blandt
andet har udgivet forskningsresultater vedrørende Clausewitz’ ”formål – mål – middel”
relationer samt funktionaliseringen af Clausewitz treenighedsanalyse. Det er kombinationen af disse resultater, som Souchon anvender som grundlag for sin analytiske tilgang til
en undersøgelse af konflikter, som regeringer står overfor at påbegynde. Han glemmer dog
lige at redegøre for disse resultater i sine henvisninger. Især pointeres vigtigheden af at
finde frem til, hvordan den militære indsats endemål kan defineres – hvordan exitstrategien skal formuleres, om man vil. Det er almindelig kendt, at dette ofte har været et problem
for de vestlige demokratier, når der i parlamenterne vedtages at gribe ind med militær
magt i kritiske konfliktområder.
Forfatteren advarer undervejs læseren om, at: ”Den, der i dag citerer Clausewitz, som
man citerer Zarathustra, Mao eller det gamle testamente uden at drage slutninger til samtiden, benytter Clausewitz-værket forkert og har overhovedet ikke forstået værket” (side
70). Hvem kan sige sig fri for i en snæver sammenhæng at have brugt et iørefaldende citat
124
fra Clausewitz’ værker til at imponere sine tilhørere? Der er gennem tiden set talrige eksempler på dette fænomen. Militært Tidsskrift ligefrem bugner med sådanne henvisninger.
Souchon er endvidere af den betragtning, at Clausewitz’ teorier tillige er anvendelige
på erhvervsmæssige forhold. Jeg har altid været skeptisk overfor denne sammenstilling af
Clausewitz krigsteorier og teorier om erhvervslivet. Der er simpelthen grundlæggende forskelle, som ikke kan sammenlignes – fundamentalt slår man hinanden ihjel i krig, det sker
(heldigvis) ikke i erhvervslivet. Krig og ageren på finansmarkederne og i virksomheder er
derfor næppe det samme; men heldigvis går Souchon i dette værk, sikkert til nogens beklagelse og andres lettelse, ikke dybere ind i denne problemstilling.
Værkets indledning er en tour-de-force i europæisk krigsteoretisk tænkning og strategiske forhold set i historisk perspektiv. Alene på grund af denne indledning er værket
læsværdigt.
Den clausewitzianske forunderlige treenighed behandles endnu engang i det foreliggende værk af Souchon. Kan der koges mere suppe på den pind? Kan man spørge sig
selv. Ja, det kan der tilsyneladende, og Souchon kommer sågar et spadestik dybere, end
så mange andre, der har beskæftiget sig med dette begreb, og i hvert fald dybere end
eksempelvis den nu afdøde amerikanske oberst Harry Summers gjorde i sit værk om Vietnam-krigen (”On Strategy: A Critical Analysis of the Vietnam War” fra 1982), hvor han anvender et oversimplificeret Clausewitziansk treenighedsbegreb til at forstå den væbnede
konflikt. Hertil har Souchon også nogle bidende kommentarer, idet han kalder Summer,
Kaldor, van Creveld og Münklers anvendelse af treenigheden for ”en afgrundsdyb misforståelse” (side 79-80).
”Sammenfattende er den forunderlige treenighed en syntese af hele Carl von Clausewitz’ åndelige værk om krigens teori. Det er en dikotomisk erkendelsesmæssig gennemgang af teorien (væsen) og handling (åbenbaring) som med overlap forbinder den abstrakte og den virkelige krig. Med studiet af hans kernesynspunkter og med modet til at anvende disse i den aktuelle tidsånd bliver grundlaget for en strategisk kultur grundlagt til anvendelse af disse i det 21. århundrede” (side 79), skriver Souchon.
Når nu Souchon argumenterer for anvendelsen af Clausewitz’ primære treenighed, så
kan det forundre denne læser, at han konstant gennem hele værket henviser til den sekundære treenighed (regering, folk og feltherre). Måske skyldes dette, at den sekundære
treenighed trods alt er mere operationalisérbar, end den primære? Dette dilemma giver
bogen imidlertid ikke noget svar på.
Souchon kommer cirka halvt inde i værket ind på, hvilke tanker Clausewitz har gjort
sig om den militære fører på højt niveau. Han skal besidde mod og dristighed. Han skal
være en militær begavelse, et geni, der på baggrund af sin erfaring kan tage beslutninger
på et splitsekund. Den militære fører på højt niveau skal i tvivlstilfælde kunne fastholde
sin indledningsvise mening, indtil en anden veldokumenteret analyse overbeviser ham om
noget andet (side 104-106). Clausewitz anser ikke det militære genis evner som medfødte
men som tillærte gennem uddannelse og en lang relevant praktisk tjeneste for den enkelte. Man kan jo spørge sig selv, om det er det, som vi søger i vores højeste chefer i forsvaret, eller om udvælgelseskommissioner og ansættelsesudvalg overhovedet tager disse
forhold i betragtning. Man kan måske trøste sig med, at det ikke er feltherrer, som disse
udvalg søger at ansætte, men snarere bureaukrater med den rette politiske tæft, som ikke
skal lede styrker i kamp. Eller er det?
Souchons værk giver en opskrift på, hvorledes politikere og politologer kan tage udgangspunkt i Clausewitz før deltagelse i et konfliktområde, og hvorledes disse indledningsvis bør tage udgangspunkt i Clausewitz’ analyse, som indledningsvis påbegyndes med at
fastslå formål, middel og slutmål samt derefter en analyse af konflikten med udgangspunkt i Clausewitz’ treenighed, som inddrager den rene forstand, hadet og fjendskabet
125
samt sandsynligheden og tilfældighedens spil. Souchon anvender analysen på en række
konkrete tilfælde, idet han anvender den forunderlige treenighed på Afghanistan, formål,
mål, slutmål på Libanon-konflikten, friktion på den amerikanske nedskydning af et passagerfly i 1988 samt krigsformålets og indsatsens omfang i relation til Irak-krigen i 2003.
Det kan måske kritiseres, at forfatterne ikke gennemanalyserer én konflikt med alle ovennævnte parametre, men at læseren skal igennem flere forskellige konflikter med forskellige analyseparametre svækker efter anmelderens mening analysemodellens forklaringskraft og forvirrer læseren ganske unødigt.
Men der er ingen tvivl om, at moderne demokratiske stater har brug for en analytisk
funderet model, som kan hjælpe dem til at gennemføre absolut nødvendige overvejelser,
inden de kaster sig ud i nye voldelige konflikter. Disse konflikter er ofte kendetegnet ved,
at de intervenerende stater ikke har etableret en exit-strategi for konflikten, og derfor ofte
fanges på det forkerte ben og kommer til at stå, om ikke som taber i konflikten, så i hvert
fald i en særdeles ugunstig situation.
Det er sjældent, at jeg kan hævde, at jeg ligefrem har haft fornøjelse af at læse en videnskabelig afhandling om Clausewitz – oven i købet på tysk. Ikke desto mindre har det
været en fornøjelse at læse foreliggende værk. Hvis man vil blive klogere på politiskstrategisk tænkning, og hvorledes man bør forberede sig på den næste konflikt, inden
man styrter sig hovedløst ind i en sådan, så giver Souchon et godt bud på, hvordan man
med Clausewitz foretager sådanne overvejelser. ”For en systemisk analyse af en international truende krigsfare og før den trufne afgørelse at føre krig, er den forunderlige treenighed uundværlig– anvendt som en strategisk Tour d’Horizon – som det første omfattende
analyseinstrument” (side 84), skriver Souchon.
Værket er meget velskrevet, og forfatteren er exceptionelt vidende og velinformeret
om Clausewitz og hans tanker om krigens teori. For den tyskkyndige læser foreligger her et
opdateret og fremtidigt uundværligt værk om den militære tænker Clausewitz og dennes
univers i en nutidig strategisk kontekst – lige til højrebenet for enhver officer. Ikke desto
mindre ville foruden officerer også især politikere og politologer have stor glæde af at læse
dette værk.
Claus Eskild Andersen, major, cand.phil.,
Hærens Officersskole.
“Behavioral Conflict – Why understanding people and their motivations will prove decisive in future conflicts” af Major General (Retd) Andrew Mackay og Commander (SG),
Ph.d. Steve Tatham. Forord af General Stanley McChrystal. Udgivet af Military Studies
Press. ISBN-13: 978-1-78039-468-8. Pris $29,95.
Lad mig starte med at sige, at denne bog er et velkomment bidrag til debatten om information og dens betydning i moderne komplekse konflikter og militære operationer.
Bogens hovedpointe er, at moderne komplekse konflikter i høj grad drejer sig om menneskers perception og adfærd, og at det netop er adfærd og baggrundene derfor som militære chefer og planlæggere, og for den sags skyld også politiske beslutningstagere og rådgivere, skal forstå for at opnå succes i forbindelse med krisestyring. Bogens hovedfokus er
på oprørskamp og oprørsbekæmpelse i primært Afghanistan, men dens forfattere inddrager også en række andre konflikter til brug for perspektivering til deres teser. Herunder
Irak, Sierra Lione, Kosovo, Israel med flere.
Bogen introducerer indledningsvis en række teorier om den samfundsmæssige udvikling i den vestlige verden, som har betydning for den måde, vi i dag anvender væbnet
magt. Denne teori bliver så efterfølgende anvendt til at forklare egen adfærd i en række
konflikter ud fra et kommunikativt synspunkt. De indledende kapitler bliver også brugt som
126
udgangspunkt for introduktionen og diskussionen af en række teorier og modeller, der
giver forklaringskraft i forhold til at forstå, hvordan menneskelig adfærd kan influeres.
Herunder blandt andre ”prospect theory”, ”wisdom of crowds”, ”reflexivity” og økonomisk
teori. Bogen gør endvidere brug af en række anekdoter fra operationer rundt om i verden
til på fin vis at visualisere de introducerede teorier.
Bogen har desværre også nogle svagheder. Teorierne bliver aldrig rigtig andet end introduceret i deres hovedelementer og anvendes desværre ikke så stringent, som det måske kunne ønskes med henblik på at analysere den empiriske behandling af konflikter.
Bogen kommer også lidt til kort, når det drejer sig om at forklare, hvordan strategisk kommunikation, informationsoperationer og psykologiske operationer blev anvendt i bl.a. Irak.
Bogen kan også godt give indtryk af, at bare man får den informations- og adfærdsmæssige del af konflikten ”right”, vinder man krigen. Den formår desværre heller ikke helt tilfredsstillende at beskrive samspillet mellem de fysiske og de ikke-fysiske aspekter af moderne militære operationer, og kan derfor efterlade læseren med en følelse af, at alle konflikter kan vindes uden brug af væbnet magt, hvis bare man fokuserer på menneskelig
adfærd.
Forfatterne har med denne bog ønsket at sætte en dagsorden og fremhæve det meget
vigtige og stadigt mere dominerende ”kognitive” aspekt af moderne konflikter, men en ny
”Utility of Force” bliver den næppe. Den er dog klart værd at læse, idet den giver en god
indsigt i de udfordringer, der er i at kæmpe i komplekse konflikter, hvor udfaldet af konflikten i lige så høj grad er determineret af handlinger i det kognitive som i det fysiske domæne. Bogen er ligeledes en god introduktion til hele området strategisk kommunikation og
informationsoperationer, og hvordan disse aktiviteter kan anvendes til støtte for krisestyring og militære operationer. Den giver endvidere nogle klare anbefalinger til, hvordan man
kan organisere, uddanne og træne militære styrker for bedre at kunne integrere hele tankegangen bag ”Behavioural Conflict” og dermed være bedre rustet til at håndtere morgendagens konflikter.
Thomas Elkjer Nissen, MA,
Forsvarsakademiet.
”Machiavelli oder Die Kunst der Macht. Eine Biographie” af Volker Reinhardt. Udgivet i
München af C. H. Beck i 2012 (2. oplag). 400 sider. Pris € 24,95.
Volker Reinhardt har siden 1992 besat posten som professor i nyere historie ved universitet i Fribourg ikke langt fra Bern i Schweiz (Lehrstuhl für Allgemeine und Schweizer
Geschichte der Neuzeit). Forfatteren har således sin nuværende arbejdsmæssige og til
dels akademiske baggrund i Schweiz. Ikke desto mindre er det foreliggende værk udgivet
på et tysk forlag, og det må formodes, at målgruppen derfor primært skal findes i det tysktalende område. Derfor kan bogen godt have interesse for læsere udenfor det tysksprogede område. Det er i øvrigt slet ikke ofte, at der anmeldes schweiziske bøger i dette tidsskrift.
Volker Reinhardt har allerede en lang række akademiske udgivelser bag sig. Omdrejningspunktet i Reinhardts forfatterskab er schweizisk historie og italiensk renæssance,
særligt har professoren interesseret sig for de italienske slægter Borgia, Medicierne og nu
tillige suppleret sit forfatterskab med en biografi om Machiavelli, som naturligt har historisk berøringsflade med både Medici– og Borgia–slægten og selvfølgelig den historiske
periode: renæssancen. Bogen er kommet i sit andet oplag for øvrigt indenfor samme år,
som det første oplag udkom. Dette tyder enten på en voldsom stor interesse for denne
biografi om Machiavelli, som kan have ramt en lakune i bogmarkedet, eller også har forlaget fejlkalkuleret antallet af bøger i første oplag. Dette spørgsmål får indtil videre stå hen i
127
det uvisse. Reinhardt lægger sig med sin biografi ind i en lang tradition af biografi-skrivere
som italienerne Pasquale Villari, som skrev The Times and Life of Niccoló Machiavelli i
1887, Roberto Ridolfi, som forfattede The Life of Niccoló Machiavelli i 1963, og Maurizio
Viroli, som skrev Niccoló’s Smile i 2002 for blot at nævne ganske få af de utallige biografier, der gennem årenes løb er udgivet, og som jeg selv er bekendt med. Det er ingen tilfældighed, at det oftest er italienere, som skriver Machiavellis biografier. Det meste af det
originale historiske kildemateriale om og af Niccoló Machiavelli forefindes naturligvis på
italiensk, og et omfattende materiale henligger i de italienske arkiver, så det, at beskæftige sig med Machiavelli helt fra grunden, kræver som oftest et indgående kendskab til
sproget.
Reinhardt har snarere, end at opdele sit værk kronologisk, opdelt sin bog tematisk. Til
dette hævder den franske sociolog Pierre Bourdieu, ”at konstruktion af biografiske enkelthistorier i et kronologisk forløb har en uafrystelig nærhed til det litterære skemas udviklingsroman, hvor det levede liv tegnes over en model af lineær, subjektiveret – og objektiveret – sammenhæng. Bourdieu anfægter med rette, at denne konstruktion nok kan være
æstetisk bevaringsværdig, men til gengæld ikke er teori- eller videnskabsværdig.” Skrev
professor Birgitte Possing (Rubicon 3/2010, p. 90) i sin artikel om kunsten at skrive en
biografi. Måske har Reinhardt derfor fat i en pointe, når han i stedet for at gå kronologisk
frem griber emnet tematisk an.
Som det allerede fremgår af biografiens titel, er begrebet ”kunst” et gennemgående
tema i værket. Forfatteren indleder sit værk med en prolog. Første afsnit handler om ”kunsten at skabe sig et navn”, andet afsnit om ”diplomatiet som kunst”, tredje afsnit handler
om ”kunsten at overleve”, og fjerde afsnit omhandler ”kunsten at skrive” og endelig drejer
sidste afsnit sig om ”provokationens kunst”. Til allersidst afrunder forfatteren værket med
en kort epilog, hvor han særligt berører Machiavellis eftermæle.
Bogen begynder med et citat af en af Machiavellis tidligere venner, som i et brev henvendt til Niccoló anfører: ”jeg siger dig, at du er et helt igennem gement menneske, og jeg
vil ikke have dig i mit hus ... du er fra grunden et helt igennem destruktivt menneske, med
en sjæl sortere end kul.” Som man kan se af denne tirade, stødte Machiavelli allerede i
samtiden selv nære venner fra sig med sine kompromisløse tanker om menneskets natur
og samfundets orden – og han kunne ikke holde tand for tunge; det måtte ud. Men det er
jo tillige det, som gør Machiavelli så interessant og spændende – provokationen læses
med et gysende velbehag, uanset om man er enig med ham eller ej. Mange gjorde i eftertiden en dyd ud af at tage afstand fra hans tanker, således også den senere Frederik den
Store af Preussen, som i sine ungdomsår forfattede et skrift mod Machiavelli filosofisk på
formfuldendt fransk, hvorefter han som konge efterlevede alle Machiavellis råd om magt
og bedrag med stor succes og skabte det Storpreussen, som hele Europa kom til at frygte
som en effektiv militærstormagt.
Niccoló er, som medarbejder, en skræk for enhver organisation, som bygger på et autoritært fundament. Han vil nemlig altid sige tingene, som de er, også selvom det ikke
stiller ham selv i et gunstigt lys. Ind i mellem kan disse typer slå sig igennem som ”fyrstens” hofnar, men i længden vil organisationen søge at holde ham fuldstændig ude af
billedet, beslutningsprocesserne og måske endda afskedige ham, idet sådanne meninger
rokker ved selvopfattelsen og i sidste ende tilsyneladende lederens egen autoritet. Det er
derfor ikke tilfældigt, at Machiavelli aldrig kom tilbage på betydende poster i bystaten
Firenze efter at Medicierne kom tilbage til magten i 1512. Han kan ikke lade være med at
sige sin uforbeholdne mening, også selvom det måske havde været klogest at afstå fra
det. Det er også det, som støder hans mere diplomatiske venner for brystet, at han til enhver lejlighed føler sig kaldet til at sige det, som han opfatter som sandheden. Det er også
derfor, at hans tidligere ven, Filippo de’ Nerli, vender sig imod ham i så voldsomme ven128
dinger. Fordi ved at pleje omgang med rebellen og oprøreren Machiavelli gør han også sig
selv mistænkelig i magthavernes øjne, og det har den opportunistiske ven næppe behov
for.
Ofte forstår organisationen ikke, at man i virkeligheden har brug for den hudløst ærlige
og ofte visionære medarbejder, som kan rykke virksomheden i den rigtige retning. Fordelene ved at have en sådan medarbejder i organisationen opvejer langt de ulemper, som
det kan føre med sig, hvis der i realiteten er nogen. I virkeligheden er det måske bare et
spørgsmål om den rigtige ledelsesstil? Men hvem vil vove at ansætte en person som Machiavelli? Et fremstående medlem af Medici-familien overvejede at ansætte Machiavelli,
på baggrund af hans ubestridelige kompetencer, men han bliver af magtfulde venner i
stærke vendinger frarådet at antage denne. Til gengæld efterlever Machiavelli sine egne
retningslinjer om ubestikkelighed. Han tilegner sig på intet tidspunkt statens midler eller
beriger sig på anden måde på andres bekostning, som så mange andre gør på hans tid,
selvom han indimellem har betydelige summer mellem hænderne. Resultatet er da også,
at Niccoló Machiavelli dør fattig som en kirkerotte, hvilket arvingerne efterfølgende også
beklager sig en del over.
Historikere ved på grund af manglende kilder ikke meget om Machiavelli, før han som
29 årig blev leder af det andet Kancelli og sekretær for udenrigs– og krigsrådet (De Ti) i
Firenze. Efter 15 år blev republikken opløst og de tidligere magthavere – familien Medici –
kom atter i bedste mafia-stil til magten i Firenze. Machiavelli mistede sit embede, og i den
efterfølgende uvirksomme periode blev Niccoló Machiavellis vigtigste værker skrevet.
Volker Reinhardt tager i sine analyser blandt andet udgangspunkt i Machiavellis diplomatpost til ledelsen i republikken Firenze, som er skrevet, mens Machiavelli stadig var
virksom, og som stadig ligger bevaret i de historiske arkiver i Firenze. I denne korrespondance og Machiavelli’s analyser kan man tydeligt se spiren til det, der senere bliver hans
hovedværker, såsom Firenzes Historie, Fyrsten og Drøftelser af Titus Livius.
Professor Reinhardt foretager desuden nogle tankevækkende skarpe analyser af Niccoló Machiavellis digte og skuespil, som i Reinhardts analyser med en spidsfindig og
skarpsindig fortolkning lader sig overføre til Machiavellis politiske ideer og tanker. En
uventet fortolkning, som giver værket en ganske ny og meget spændende vinkel. Desuden
behandler Reinhardt de klassiske hovedværker af Machiavelli. Det drejer sig bl.a. om Firenzes Historie, Drøftelser af Titus Livius, Krigskunsten og endelig og ikke mindst Fyrsten.
Fyrsten er efterfølgende blevet kaldt en ansøgning om ansættelse ved de nye magthavere
i Firenze og er selvfølgelig særligt kendt for sine hudløst ærlige beskrivelser af magten og
dens anvendelse.
Biografien er, som tidligere nævnt, ikke en kronologisk fremstilling af Niccoló Machiavellis liv og levned. Der dvæles ikke meget ved Machiavellis barndom og opvækst – heller
ikke i spekulationer om samme; da der reelt ikke vides meget om disse forhold. Ikke desto
mindre kunne Reinhardt til dette spørgsmål godt have konsulteret den aktuelle forskning
på området, idet farens dagbog eller notater – om man vil – i mellemtiden er dukket op
med forholdsvis detaljerede redegørelser for familiens gøren og laden. Heri kunne forfatteren godt have fundet yderligere oplysninger om Niccoló, inden han tiltrådte embedet som
leder af det andet kanslerkontor i bystaten Firenze. Så lidt historisk materiale findes der
trods alt om Machiavelli, før han træder ind på den politiske scene.
Volker Reinhardt forsøger flere gange i sin biografi at afskrive Machiavelli som humanist på baggrund af hans meget direkte, irreligiøse og hudløst ærlige beskrivelser af begivenhederne i samtiden. Men det rejser imidlertid spørgsmålet, hvad man forstår ved en
humanist? En humanist er ikke nødvendigvis en person, som er opfyldt af øllebrødsbarmhjertighed, og det var Machiavelli helt sikkert ikke. Men det kunne til gengæld opfattes
som et individ, der gebærder sig som det hele renæssancemenneske med glubende appe129
tit på livet, som sætter mennesket i centrum og bruger mennesket som målestok for alting; en person som med lige stor lethed skriver fagprosa som skuespil og digte. Hvis man
definerer en humanist på denne måde, så må man henregne Machiavelli som en af renæssancens absolut førende humanister. Hvilket de fleste kendere af renæssancen da
også gør i modsætning til Reinhardt.
Ironien med Machiavelli er, at han på den ene side råder politikeren og fyrsten til at
omgås sandheden efter forgodtbefindende, når dette er opportunt, men på den anden
side kan han ikke lægge bånd på sig selv; han må absolut sige sandheden og dermed tale
magthaverne midt imod, hvilket medfører, at han efter sin embedsperiode i republikken
stort set ikke finder beskæftigelse resten af sit liv i politik, selvom det reelt er hans højeste
ønske.
Da forfatteren er tysk født men schweizisk ansat historiker, var jeg spændt på, om
værket ville være fyldt med schweiziske uforståelige udtryk, men bortset fra en udpræget
brug af udtrykket ”Eidgenossen”, er jeg ikke stødt på udtryk, som kunne virke meningsforstyrrende. Tværtimod er bogen velskrevet og letlæselig – om end naturligvis på tysk.
Afsluttende skal det anføres, at den schweizisk baserede professors biografi om Machiavelli er både velskrevet på et lettilgængeligt tysk sprog, veloplagt og underholdende.
Om end man kan stille spørgsmålstegn ved, om bogen er en biografi i gængs forstand.
Man får efter de første sider en ubændig lyst til at læse bogen i et stræk.
Afsluttende kan man jo stille spørgsmålet til læseren: Ville du turde ansætte Niccoló
Machiavelli?
Claus Eskild Andersen, major, cand.phil.,
Hærens Officersskole.
“The Challenge: Britain against America in the Naval War of 1812” af Andrew Lambert.
Udgivet af Faber & Faber, London 2012. 538 sider. Pris: amazon.co.uk £10.
Bogen udgives i 200-året for starten af 2½-årskrigen mellem USA og Storbritannien,
deres sidste åbne konflikt. Som Andrew Lambert gør klart i denne omfattende og ofte
provokerende analyse, var dette en konflikt, der både var med til at skabe den amerikanske nationale bevidsthed, og som konsoliderede og forværrede de interne modsætninger
om unionens karakter, der førte til borgerkrigskatastrofen et halvt århundrede senere.
Som i alle Lamberts bøger bevæger man sig naturligt fra de inden- og udenrigspolitiske vurderinger og beslutninger i London og Washington over den britiske kommanderende admirals umulige situation til bro og kanondæk på de fregatter, der udkæmpede de
symbolske dueller før og medens briterne etablerede den knusende effektive blokade, der
afgjorde krigen - de dueller, som amerikanerne indledningsvis vandt på grund af deres
fregatters størrelse og kampkraft, og som de derefter i bevidst historieforvanskning i årtierne efter krigen anvendte til at sløre nederlaget. Myten lever stadig og synligt videre i
form af den overlevende fregat, USS CONSTITUTION. Selve det forhold, at krigen alene
benævnes ved sit startår 1812, hvor USA havde nogen succes på havet, er en del af historieforvanskningen.
De britiskfjendtlige, og lidet demokratisk indstillede, republikanske amerikanske præsidenter Jefferson og Madison ønskede at ændre landets karakter fra at være domineret
af handelsbyerne på nordøstkysten til at blive en kontinentalmagt med en autonom økonomi. Storbritanniens stadig mere pressede og isolerede stilling efter 1807 skulle udnyttes, og da Napoleon forberedte og iværksatte angrebet på Rusland, der endeligt ville afgøre kampen om Europa, gik Madison ind i krigen for at udnytte situationen til at erobre Canada fra England - og Florida fra Spanien. Det lykkedes imidlertid til alles overraskelse
både for russerne at vinde i Rusland og for de canadisk-britiske forsvarsstyrker ved græn130
sen og på de store søer at afvise de amerikanske angreb. Den eneste synlige og overraskende succes, amerikanerne opnåede, var under anvendelsen af de store enheder fra
den søgående del af den amerikanske flåde, som republikanerne havde arvet fra forgængerne og set som irrelevante.
Krigens historie har normalt koncentreret sig om kampene ved grænsen og på søerne.
Lamberts store bog koncentrerer sig næsten helt om den afgørende indsats på havet, hvor
Royal Navy på grund af Englands stadig bedre situation i hovedkampen i Europa får mulighed for at både at forstærke blokaden og indsatsen mod den amerikanske kyst med skibe
og marineinfanteri samt sende nogle hærenheder til forstærkning af det canadiske grænseforsvar. Det lykkedes også gennem organisering af konvojer og intensiv patruljering at
hindre, at den omfattende amerikanske anvendelse af kapere får nogen væsentlig betydning for krigen. De britiske skibsforsikringspræmier stiger ikke, og investeringen i kaperfartøjer bliver stadig mindre lønsom.
Bogen følger, hvorledes krigsførelsen optrappes og udvikles af begge sider. Det sker
fra britisk side for at få afsluttet konflikten. Blokaden udvides fra kun at omfatte de republikanske kernestater midt og syd på kysten til også at omfatte de nordøstlige kyststater,
som var modstandere af krigen og ikke havde deltaget i angrebet på Canada. Man gennemførte aggressive raids, hvor det mest synlige muliggjorde afbrændingen af dele af
Washington, herunder Det Hvide Hus. Under operationerne mod kysten rekrutteredes
negerslaver, der derefter blev indsat som britiske hærenheder for at forstærke plantageejernes frygt for deres arbejdskraft. Amerikanerne udvidede krydserkrigen til Stillehavet,
og en af fregattræfningerne fandt sted ved Chiles kyst. Den mest markante optrapning
skete, da USA indsatte også et skib som bombe mod et britisk linjeskib. Krigen nærede
også den amerikanske tekniske opfindsomhed, således byggede Robert Fulton et dampdrevet, egetræs-”pansret” batteri til New Yorks havneforsvar, der i koncept svarede til USS
MONITOR fra Borgerkrigen.
Som i alt, hvad Andrew Lambert har skrevet i de sidste år, er der også i denne bog
indarbejdet det budskab, at jo mere Storbritannien har koncentreret sig om at udvikle og
anvende sømagt og økonomisk krigsførelse og har holdt sig fra nedslidende og resursekrævende indsats på land, jo bedre er det gået for landet. Eventuel uenighed i, at dette
måske ikke altid er realistisk, skal ikke holde nogen fra at læse denne meget velskrevne
og fornyende bog. Her passer modellen. Lamberts persontegninger og kampbeskrivelser er
som altid rene perler.
Michael H Clemmesen, brigadegeneral,
Forsvarsakademiet.
”Skilsmissen – Dansk og norsk identitet før og efter 1814” af Rasmus Glenthøj. Udgivet
af Syddansk Universitetsforlag den 25. maj 2012. 523 sider illustreret. Pris kr. 398,00.
Bogen er en bearbejdet version af en ph.d.-afhandling fra 2010. Der er dermed tale
om et tungt videnskabeligt værk, som er gjort mere læsbart for den almindelige læser med
interesse for Danmark og Norge. Forfatteren nævner i sin indledning, at han ikke håber at
skræmme nogen læsere væk med den akademiske form, og hvis man ønsker at undgå
”det akademiske skoleridt” kan man blot springe kapitel 2 og 3 over. Efter at have gennemlæst begge kapitler må jeg give forfatteren ret.
Der er tale om et særdeles grundigt værk på ca. 400 sider tekst plus 78 sider kilder og
35 sider noter. Hertil kommer et register. Bogen er forsynet med et stort antal relevante
illustrationer og giver en særdeles grundig gennemgang af et emne, som ikke alene har
betydning for danskere og nordmænd. Bogen kan bruges som grundlag for en beskrivelse
af en lang række emner, som er op i nutidens debat. For eksempel: Hvad er nationalisme,
131
hvad er fædrelandskærlighed, hvad er nationens historie, hvad forstår man ved nationalkarakter og hvem skrives historien for? Bogen kredser om emner så som kongemagt, flag,
national autonomi, kultur, autencitet, hjemland, sprog, historie, oprindelse, og identitet.
Herudover giver bogen selvfølgelig en grundig gennemgang af forhistorien op til begivenhederne i 1814, og dermed fremkommer forfatteren med mange interessante iagttagelser, herunder ikke mindst de danske kongers egne opfattelser af deres roller og ansvar.
De var indsat af Gud og ansvarlige over for deres forfædre og efterkommere. Befolkningen
var en flok uartige og uansvarlige børn, som skulle retledes. Det ændrer sig så gradvist op
gennem 1700-tallet og frem til skæbneåret 1814. Befolkningens kendskab til statsmagten
var fra skatteopkrævning, militærtjeneste og lovgivning, hvis legitimitet alle hvilede på
kongen. Fra såvel landets prædikestole som katedre blev kongens fortolkninger udlagt, og
pligt og lydighed blev indskærpet.
Tilsvarende var befolkningerne af den udbredte religiøse overbevisning, at det var
Gud, som afgjorde krige. Danmarks afståelse af Skåne var dermed Herrens vilje, og det
var hans straf over de syndige skåninge, at de nu skulle være svenskere.
Læseren får et godt indblik i kongerigets forhold op til 1814. Der var tale om Danmark
og Norge som ”tvillinge-rigerne” med en fælles konge. Hertil kom hertugdømmerne Slesvig
og Holsten, hvor indbyggerne var henholdsvis dansktalende og tysktalende. Alle indbyggerne følte sig som danske, også selv om de ikke kunne tale det danske sprog. Kulturelt
set var de tysktalende i Holsten orienteret mod de tyske stater, men deres nationalitet og
sindelag var der ikke problemer med. Forfatteren redegør for de store indtægter i den
såkaldte ”florissante periode”, som skibsfarten i kongeriget skaffede til landet, og hvorledes pengene cirkulerede mellem landsdelene og hvorledes statens midler blev brugt. I
første omgang tjente kongeriget godt på denne handel, men i sidste ende var det denne
hvirvelstrøm, der splittede Danmark og Norge. De store indtægter medførte en overmodig
udenrigspolitik og en konfrontationskurs mod briterne.
Den primære periode, som forfatteren behandler, er 1814 til 1830. Tabet af Norge i
1814 gav ikke umiddelbart Norge selvstændighed, men landet blev i stedet underkastet
Sverige, dog med en vis form for selvstyre og egen konstitution, men i den almindelige
forvirring mistede Norge de gamle ”skattelande” Færøerne, Island og Grønland. Senere
kom der også norske krav om at få de gamle norske besiddelser, Orkneyøerne og Shetlandsøerne, ind under Norge igen. I den norske debat lige efter 1814 krævede de norske
politikere også de tabte områder i Jemtland, Herjedalen og Bohuslen tilbage under Norge.
Overgangen til svensk styre banede dog vejen for den endelige norske selvstændighed i
1905.
Odelsretten er et særligt norsk begreb, som forklares. Den norske bonde har historisk
haft krav på forkøbsret til jord for at forhindre, at adelen eller købmænd overtog jorden i
dårlige tider. Odelsretten blev indskrevet i den norske forfatning. I Norge har der i øvrigt
kun været en lille adel med beskeden indflydelse.
Samarbejdet mellem Danmark og Norge beskrives meget nuanceret. Der var kun et
universitet i hele landet, hvilket medførte at hele toppen af det norske embedsapparat var
uddannet i København. Byen havde et stort islæt af nordmænd, og en stor del af Flådens
matroser kom fra Norge. Tilsvarende kom en stor del af Livgardens soldater fra Norge,
men i modsætning til Flåden havde Norge ellers sin egen hær. Søfarten i Nordjylland holdt
i perioder med dårlig høst Norge forsynet med korn.
I afsnittet om nationale symboler, sange og ceremonier giver forfatteren en udmærket
beskrivelse af baggrunden for at bruge netop datoen 17. maj som nationaldag, og i relation til svenskerne gav det en del problemer i starten.
Forholdet mellem Danmark og Norge har været præget af stærke følelser. Forfatteren
nævner tilsvarende historiske eksempler, hvor ”den stærke part” (Danmark) husker de
132
gode sider og glemmer de dårlige, medens det forholder sig omvendt for ”den svage part”
(Norge). Tilsvarende har – ifølge bogen – gjort sig gældende i forholdet mellem England og
Irland og Danmark og Færøerne. Tabet af Norge var Danmarks største tab i befolkningsmæssig henseende og i territorium, men 50 senere blev det efterfulgt af endnu et smerteligt tab for landet.
Poul Grooss, kommandør,
Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.
”Grønlands teknologihistorie” af Hans P. Stenfos og Jørgen Taagholt. Udgivet af Gyldendal den 23. august 2012. 624 sider illustreret. Pris kr. 349,95 (vejledende).
De to forfattere, som begge er civilingeniører, har samlet en lang række arkivalier omkring Grønlands tekniske udvikling for Arktisk Institut. Det begyndte de på i 2006. På
grundlag af dette materiale har de selv skrevet - eller fra andre fremskaffet – oplysninger
om den tekniske udvikling i Grønland. Arbejdet viste sig at være større en oprindeligt antaget, men nu er bogen udkommet. Der er mere end et hundrede bidragydere til bogen,
herunder en række officerer. Det må med det samme konstateres, at det er en ganske
fremragende bog, som udkommer på et meget passende tidspunkt, hvor debatten om
Arktis er blevet skudt i gang.
Bogen kan bruges som håndbog, men den kan med fordel læses fra ende til anden.
Hvis man gør det, får man mulighed for at forstå såvel hele udviklingen som de problemer,
fremtiden kan byde både Grønland og det arktiske område. Bogens forord blev skrevet af
tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, to måneder inden han døde (i oktober
2010).
Hovedemnet er den teknologiske udvikling i Grønland, og den har stort set fundet sted
fra tiden omkring Den anden Verdenskrig. Inden da var den moderne teknologi kun repræsenteret meget sparsomt og meget lokalt. For at kunne forstå udviklingen i Grønland i
denne periode skal man i visse tilfælde tilbage i historien, og bogen giver inden for hvert
fagområde en særdeles god introduktion til emnet – både historiemæssigt og rent teknisk.
Eksempelvis er det formentlig ikke almindelig kendt, at Danmark har sendt præfabrikerede typehuse til Grønland siden 1750’erne.
I bogens første del beskrives udviklingen inden for bebyggelse, mineaktiviteter, erhverv, handel, kommunikation og forsvar i kolonitiden. Her redegøres også for de naturgivne betingelser, som den tekniske udvikling har fundet sted under. I den følgende del
gennemgås den tekniske udvikling siden 1953 i alle samfundets sektorer. 1953 var året
for grundlovsændringen for Grønland. Befolkningens størrelse er på beskedne 56.000
indbyggere. De bor på verdens største ø, og afstandene og de fysiske forhold medfører
ofte andre løsninger, end man normalt ser. Her beskrives energiforsyning, vandforsyning,
kommunikation, skibstransport, flyvning med fastvingede fly og helikoptere, fiskeri, fangst,
landbrug, minedrift, værftsindustri, efterforskning efter olie og gas, uddannelse og som et
nyt element: Turisme. Turismen i sig selv udgør en stor udfordring set i relation til redningsberedskabet.
Læserne præsenteres for et væld af forskelligartede oplysninger fra de mange bidragydere, og nedenstående punkter er blot ment som eksempler:
 Kryoliteksporten under krigen finansierede de danske ambassader, som ikke kunne få
støtte fra Danmark under den tyske besættelse.
 Det var først i foråret 1919, at nyheden om ophøret af Den første Verdenskrig nåede
Godhavn med årets første skib.
133





Under Den anden Verdenskrig rationerede man sukker, udelukkende af hensyn til
folkesundheden.
På grund af brandfare var petroleumslamper ulovlige helt frem til Den anden Verdenskrig, og da de blev lovliggjorte, betød det en langt større revolution, end da elektriciteten senere kom til. Hidtil havde man måttet nøjes med tranlamper.
Den grønlandske befolkning har aldrig været i krig, men kampen mod naturen har
også været hård nok uden krig.
En verdenskendt kvindelig dansk seismolog har beskrevet kontinentaldriften i området
og udgivet sin sidste videnskabelige afhandling som 104-årig.
Analyser af isborekerner har vist kraftigt stigende blyindhold, da benzin blev tilsat bly.
Siden overgang til blyfri benzin er blyindholdet i isen aftagende.
Herudover er der gode beskrivelser af de geografiske områder og deres karakteristika.
Vejsystemet er således normalt kun et lokalt fænomen. Man sejler eller flyver imellem de
forskellige samfund på kysten. For teknisk interesserede rummer bogen en række oplysninger om de mange tekniske udfordringer: Hvordan sikrer man vandforsyning og kloakering under hård frost? Hvorledes funderer man huse i permafrostområder, så de ikke optør
underlaget? Hvad er kravene til en startbane?
En af de vigtigste organisationer i hele opbygningsperioden var Grønlands Tekniske
Organisation, som skulle klare alle disse svære tekniske udfordringer for midler, som var
relativt beskedne. Hele denne organisation beskrives fra den beskedne start i begyndelsen
af 1950’erne, indtil den overgik til at være en rent grønlandsk organisation med den daglige betegnelse Nuna-Tek i 1988.
Det er en stor bog i mere end en betydning, og den har været værd at vente på. Bogen
er udgivet med støtte fra en række fonde. Den er forsynet med litteraturliste, stikordsregister samt oplysninger om teknologirelaterede arkiver og biblioteker i Grønland og Danmark.
”Vikingernes verden” af Else Roesdahl. Udgivet af Gyldendal den 23. august 2012. 324
sider illustreret. Pris kr. 349,95.
Bogens undertitel er ”Vikingerne hjemme og ude”. Forfatteren er professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, æresdoktor ved Trinity College i Dublin og ved University of York og dermed vel nok den største kapacitet inden for det område, som bogens
titel angiver: Vikingernes verden. Bogen er forsynet med fremragende kort og illustrationer.
Læseren får meget nøje at vide, hvad man ved, hvad man formoder og hvad man ikke ved
noget om med hensyn til vikinger.
Der er tale om en revideret bog, som bringer de tidligere udgivelser à jour med den
seneste viden om vikingerne, herunder blandt andet DNA-analyser. Forfatteren giver læseren et indblik i såvel de enkelte vikingefamiliers daglige vilkår som kongernes overordnede
planer og politik.
De enkelte områder behandles for sig, så man kan også bruge bogen som håndbog,
hvis man for eksempel blot er interesseret i vikingerne i Grønland eller deres handel på de
østeuropæiske floder. For den militære læser er der gode oplysninger om datidens hærstyrker og flådestyrker og de enkeltes våben. Krigerlivet krævede sit. Norges konge, Magnus Barfod sagde ifølge sagaen: ”Konger skal være til ære, ej til langt liv”. Han blev selv
dræbt som 30-årig i Irland i 1103.
134
Bogen søger at besvare spørgsmålet om, hvorfor vikingerne drog ud i verden. Der var
mange motiver med relation til datidens forhold. En norsk far forklarer sin søn i bogen
Kongespejlet fra ca. 1260, hvorfor nogle udsætter sig for de mange farer ved at sejle til
Grønland. Det skyldes tre menneskelige egenskaber: Lysten til berømmelse, lysten til ny
viden og lysten til at erhverve gods.
Danmark beskrives omkring året 1075 af kirkens mand, Adam af Bremen. Han skriver
blandt andet: ”Jylland er, bortset fra områderne ved floden (formentlig Ejderen), et ufrugtbart og grufuldt land… Skåne er Danmarks skønneste landsdel… Bornholm er Danmarks
mest besøgte havn og ankerplads for de skibe, der har kurs mod barbarlandene (de ikkekristnede områder)…”
Dagligdagen er også beskrevet, og livet i vikingetiden har været hårdt arbejde under
kummerlige forhold. Der er mange pudsige iagttagelser som for eksempel de mandlige
vikingers succes hos damerne i England. Det skyldtes, at de tog bad hver lørdag! En af
vikingerne beskriver fordelen ved midnatssolen således: ”Så kan man pille lus om natten
lige så godt som i dagslys”.
Bogen beskriver utrolig mange sider af vikingernes liv, så som påklædning, hygiejne,
smykker, bolig, hverdag og fest, sprog og navne. Der er beskrivelser af frie mænd og kvinder og trælle, kønsroller, leveregler og børn. Skibene spiller en central rolle, og her skelnes
mellem krigsskibe og handelsskibe. Fra især de store vikingecentre (Hedeby, Birka, Kaupang og Sigtuna) skildres vikingernes handel, markeder, betalingssystemer og meget mere. Ligeledes skildres asatroen og overgangen til kristendommen. Endelig er der lidt forskel
på kongemagten i Danmark, Norge og Sverige.
I bogens sidste del skildres den voldsomme ekspansion, som medførte vikingebosættelser i Færøerne, Island, Grønland og Canada. Alle de nuværende britiske øer fik større
eller mindre vikingesamfund, og Knud den Store herskede i en periode over hele området.
I Normandiet opbyggede vikingerne deres egen nation, som siden erobrede England i
1066. Endelig skildres den store indflydelse, som vikingernes sejladser på de østeuropæiske floder fik for handelen. Her blev skabt kontakt til andre handlende, som skaffede varer
fra Indien og de arabiske lande. Bogen er let læst, overskuelig og godt forklaret.
135
Skrivevejledning
Af hensyn til tidsskriftets ensartede fremtræden og forenkling af redaktionsprocessen bør
manuskripter, der sendes til Militært Tidsskrift, være udformet i overensstemmelse med
nedenstående retningslinjer:
Manuskripter afleveres elektronisk (som vedhæftet fil på e-mail eller FIIN, alternativt
på diskette). Illustrationer i form af figurer, tabeller eller lignende afleveres desuden i hard
copy. Så vidt muligt skrives teksten i Word, Arial 12 pkt. med halvanden linjeafstand. Såfremt teksten er skrevet i et andet program, anføres programmets navn. Der skrives uden
fast højremargin og uden orddeling. Under artiklens titel anføres forfatterens titel, navn og
tjenestested. Dog gives boganmeldelser ingen titel, men indledes med bogens bibliografiske reference (se eksempel nedenfor); anmelderens titel, navn og tjenested anføres efter
anmeldelsen.
Afsnitsoverskrifter (mellemrubrikker) skrives med fed skrift og nummereres ikke. Benyt højst to niveauer af mellemrubrikker. Såfremt der benyttes to niveauer, skrives mellemrubrikken i 2. niveau i kursiv. Der foretages ikke indrykning af første linje i nyt afsnit efter mellemrubrik eller efter figurer og tabeller samt længere citater. Ved alle andre nye afsnit begynder teksten ved første tabulatorstop. Der er ikke blank linje mellem afsnit.
Citater på mindre end fire linjer skrives som løbende tekst. Længere citater rykkes ind
og skrives med blank linje før og efter citatet. Efter indrykning på grund af citatet begynder
teksten ved venstre margin. Kursivering og understregning bør begrænses mest muligt.
Det samme bør anvendelsen af militære forkortelser. Første gang en forkortelse (bortset
fra alment kendte som EU, NATO og lignende) anvendes, bør den forklares i en efterfølgende parentes. Anvendte forkortelser er: osv., dvs., mv., jf. bl.a. I løbende tekst skrives
pct. (ikke %). Skriv 1990’erne (ikke 1990erne). Der kan anvendes enten grammatisk
kommatering eller ”nyt komma”, blot bør det være konsekvent.
Noter placeres som fodnoter, ikke slutnoter. Der benyttes enkelt linjeafstand i noter. I
noter kursiveres bogtitler og tidsskriftsnavne. Artikeltitler sættes i anførselstegn. Forfatterens titel/grad medtages ikke.
Eksempler på noter: Poul Kiærskou, ”Forberedelse til indsættelse af i den internationale mission”. Militært Tidsskrift, nr. 4, 2003, pp. 558-566. Michael Howard, Den Første
Verdenskrig. København: Borgen, 2004, p. 17. Friis Arne Petersen, “The International
Situation and Danish Foreign Policy 2003” i Per Carlsen and Hans Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 2004. Copenhagen: Danish Institute for International Studies,
2004, pp. 5-24.
I en note, der henviser til litteraturen i en umiddelbart foranstående note skrives: Ibid.
efterfulgt af sidetal. Henvises der til en tidligere note, skrives forfatterens efternavn efterfulgt af op.cit., der igen følges af sidetal.
Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 3 - november 2012, s. 136

Nr 2 - De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn

Transcription

Similar documents

læs som pdf

oplæg til eksamen om De store opdagelser - Kræn Bech

152 - Stouby.nu

BankInvest New Emerging Markets Aktier

Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

PDF - Dansk Center for Byhistorie

Konfliktpræventionens dybe sigte - Roskilde University Digital Archive

Danske

2014/2 - Det Udenrigspolitiske Selskab

Forholdene under anbringelse af børn og unge