iPad vejledning.pdf

Transcription

iPad vejledning.pdf

Institutnavn:
Institut for Statskundskab
Forfattere:
Asmund Hejlskov Bertelsen, Mathias Nørgaard Brok &
Kristoffer Kjeldgaard Sloth
Titel og evt. undertitel:
Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af
Folkemødet
Vejleder:
Anders Esmark
Afleveret d.
9. maj 2014
Antal ord:
52.661
Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse
Abstract Since 2011, the Danish island of Bornholm has hosted the annual political festival
known as “Folkemødet”, lit. “The People’s Meeting”. Inspired by the Swedish
“Almedalsveckan”, Folkemødet gathers politicians, lobbyists, civil society
organisations, and ordinary citizens for four days in June to deliberate on public affairs
with the intention of strengthening public debate, encouraging ordinary citizen’s
political participation, and bolstering the connection between the political elite and the
public.
Through an explorative single case analysis, this thesis provides a deep understanding
of how political participation is practised at Folkemødet vis-à-vis its stated intentions,
providing the basis for a discussion on the democratic potential of the event.
In the analysis, we investigate the nature of political participation at Folkemødet with
regard to three theoretical dimensions: 1) Interest representation through pluralist and
corporatist means, 2) Professionalization of the representational functions of political
parties, and 3) Medialization of political participation.
We find that the general corporatist structures of the Danish political system are
challenged at Folkemødet in accordance with the event’s intentions. Contrary to
Folkemødet’s stated intentions, however, we find that the political parties at
Folkemødet do not challenge the general tendency of professionalization of the linkage
between the public and the party system. Finally, our analysis finds that the general
tendency of medialization is also prevalent at Folkemødet, thus not fulfilling the
intentions of creating a more personal and authentic connection between the public and
the political elite.
Drawing on the normative, theoretical models of respectively participatory and elite
democracy, we finally evaluate Folkemødet’s democratic potential. We conclude that
although Folkemødet does not succeed in integrating the public and the elite in
accordance with the event’s participatory democratic ideals, it does however contribute
to improving the work environment amongst the political elite. Moreover, we find that
Folkemødet does advance the attendees’ political trust and enthusiasm about the Danish
democratic political system.
Side 2 af 186
1 INTRODUKTION 6 1.1 PROBLEMFORMULERING 1.2 BEGREBSAFKLARING: SPECIALETS FORSTÅELSE AF BEGREBET OM POLITISK
DELTAGELSE 1.3 SPECIALETS OPBYGNING 7 8 10 2 TEORI 12 2.1 TO IDEALER FOR POLITISK DELTAGELSE 2.1.1 SPECIALETS ANVENDELSE AF BEGREBET OM DET POLITISKE 2.1.2 ELITEDEMOKRATI 2.1.3 DELTAGELSESDEMOKRATI 2.1.4 VURDERING AF MODELLERNES POTENTIELLE UDSAGNSKRAFT 2.2 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 2.2.1 MODELLER FOR SAMSPILSFORMER 2.2.2 KORPORATISME 2.2.3 PLURALISME 2.2.4 UDVIKLINGEN I DANMARK: MOD MINDRE FORMALISERET INTERESSEVARETAGELSE 2.2.5 OPERATIONALISERING 2.3 PARTIERNES FORANDRING – FRA FOLKET TIL DE PROFESSIONELLE 2.3.1 PARTIERNES ROLLE I DEMOKRATIET 2.3.2 MASSEPARTIET SOM UDGANGSPUNKT 2.3.3 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET 2.3.4 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET I ET DEMOKRATISK PERSPEKTIV 2.3.5 OPERATIONALISERING 2.4 MEDIALISERING AF POLITIKKEN 2.4.1 OM LOGIKKER OG INSTITUTIONER 2.4.2 MEDIERNES UDVIKLING OG SELVSTÆNDIGGØRELSE 2.4.3 MEDIELOGIK 2.4.4 POLITISK LOGIK 2.4.5 FRA LOGIK TIL PRAKSIS 2.4.6 OPERATIONALISERING 12 13 14 16 19 21 21 22 24 27 27 32 33 35 37 43 45 50 51 52 54 56 59 63 3 FORSKNINGSDESIGN: ET EKSPLORATIVT CASESTUDIE 66 3.1 ET CASESTUDIE AF FOLKEMØDET 3.1.1 FOLKEMØDET SOM CASE 3.2 ANALYSESTRATEGI 3.2.1 ET DEDUKTIV UDGANGSPUNKT: FRA TEORI TIL INDIKATORER 3.2.2 INDUKTIVE ELEMENTER: INFORMANTERS EGNE BESKRIVELSER OG FORTOLKNINGER 3.3 DATAINDSAMLING 3.3.1 KVALITATIVE INTERVIEWS 3.3.2 UDVÆLGELSE AF INFORMANTER 3.3.3 INTERVIEWGUIDE 3.4 ANALYTISK DATABEHANDLING 3.4.1 KODNING AF INTERVIEWS 3.5 OPSUMMERING AF UNDERSØGELSENS VALIDITET, RELIABILITET OG
GENERALISERBARHED 3.6 SAMLET ANALYSEMODEL 66 68 70 71 72 73 73 75 79 79 80 4 ANALYSE 89 5 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 90 Side 3 af 186
86 88 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse
5.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: INTERESSEVARETAGELSE 90 5.1.1 OPSAMLING 91 5.2 PLURALISTISKE OG KORPORATIVE INDFLYDELSESPRAKSISSER PÅ FOLKEMØDET 92 5.2.1 PLURALISTISKE TRÆK 92 5.2.2 KORPORATIVE TRÆK 98 5.2.3 OPSAMLING 103 5.3 RESSOURCER 103 5.3.1 GENNEMSLAGSKRAFT OG SYNLIGHED PÅ FOLKEMØDET 104 5.3.2 OPSAMLING 111 5.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 112 6 PROFESSIONALISERING: PARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ
FOLKEMØDET 115 6.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: PARTIER PÅ
FOLKEMØDET 6.1.1 OPSAMLING 6.2 ETABLERING AF KANAL FOR POLITISK DELTAGELSE 6.2.1 PARTIERNE OG DERES MEDLEMMER PÅ FOLKEMØDET 6.2.2 PARTIERNE OG DEN ALMINDELIGE VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 6.2.3 OPSAMLING 6.3 ARTIKULERING OG AGGREGERING AF INTERESSER 6.3.1 DIALOG MELLEM PARTIER OG VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 6.3.2 NY VIDEN OM BEFOLKNINGENS INTERESSER OG BEHOV PÅ FOLKEMØDET 6.3.3 OPSAMLING 6.4 FORMULERING AF POLITIK 6.4.1 DEBAT AF PARTIERNES POLITIK PÅ FOLKEMØDET 6.4.2 UDVIKLING OG FORMULERING AF POLITIK PÅ FOLKEMØDET 6.4.3 OPSAMLING 6.5 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 115 117 118 118 122 124 125 126 127 129 130 131 132 134 135 7 MEDIALISERING AF FOLKEMØDET 138 7.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: DEMOKRATI OG
DIALOG 7.1.1 OPSAMLING 7.2 FOLKEMØDE-EVENTS OG STRATEGIERNE BAG 7.2.1 STRATEGI BAG DELTAGELSEN 7.2.2 TV-SHOW ELLER FORSAMLINGSHUS 7.2.3 OPSAMLING 7.3 DELTAGELSEN I PRAKSIS 7.3.1 KOMMUNIKATIONENS FORM OG DELTAGERNES ROLLER 7.3.2 OPSAMLING 7.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 139 140 140 141 142 146 147 147 156 156 8 ANALYSENS KONKLUSIONER SAMMENFATTET 159 8.1 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 8.2 PROFESSIONALISERING – OARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ
FOLKEMØDET 8.3 MEDIALISERINGEN PÅ FOLKEMØDET 159 9 VURDERING OG DISKUSSION: FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE
POTENTIALE 161 163 166 Side 4 af 186
9.1 FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE POTENTIALE MELLEM ELITE- OG
DELTAGELSESDEMOKRATI 167 9.2 FOLKEMØDETS SUCCES: ET ALTERNATIVT PERSPEKTIV PÅ POLITISK DELTAGELSE170 10 LITTERATUR 173 10.1 INTERVIEWS 183 11 BILAG 1: INTERVIEWGUIDE 184 Side 5 af 186
1 Introduktion Inden for den konventionelle deltagelsesforskning er der bred enighed om, at den
politiske deltagelse er i forfald (Habermas, 2006; Hay, 2007; Stoker, 2006; Putnam,
2000): Befolkningen er i stigende grad atomiseret og apatisk, den sociale kapital er i
forfald (Putnam, 2000), og politikerleden er på hastig fremmarch (Hay, 2007). Danske
og internationale undersøgelser viser, at forfaldstendenserne ikke bare er en akademisk
historie, men også afspejles i befolkningens adfærd og perceptioner. Færre er medlem af
et parti, der er større vælgervandringer, og tilliden til og identifikationen med partier og
politikere er for nedadgående (Togeby et. al 2004: 54): En undersøgelse foretaget af
Mandag Morgen i 2011 viser, at 60 pct. af danskerne har ”ret lille” eller ”meget lille”
tillid til de danskerne politikere (Mandag Morgen, 2011). Og en anden undersøgelse
foretaget af Epinion i 2013 viser, at politikerne bliver opfattet som den mindst
troværdige af alle faggrupper og fem år i træk er dalet i troværdighed (Radius
Kommunikation, 2013). I 2014 lavede altinget.dk en ny analyse, der viste, at kun 36 pct.
af den danske befolkning nu har tillid til politikerne (Altinget.dk, 2014).
Der er altså en reel risiko for, at store dele af befolkningen bliver politisk
desillusionerede og ikke nærer store forhåbninger til politikerne, hvilket kan medføre, at
politikken i stigende omfang bliver overladt til de professionelle, eksperterne og
lobbyisterne (Stoker, 2006). Borgerne hensættes som tilskuere til den
professionaliserede politik, og afstanden mellem det politiske system og de almindelige
borgere bliver større og større. De folkelige aktivister bliver færre, og medierne bliver i
deres kamp om seertal mere sensationshungrende og forsømmer dermed deres kritiske
offentlighedsrolle som forbindelsesled mellem politikerne og befolkningen (ibid.).
I lyset af denne udvikling så Folkemødet på Bornholm for første gang dagens lys i
2011, hvor det af Bornholms Regionsborgmester og medlem af Folkemødets
styregruppe, Winni Grosbøll, blev præsenteret som en mulighed for at imødegå de
negative tendenser og styrke demokratiet ved at skabe ”et rum, hvor borgere, politikere
og andre af samfundets beslutningstagere kan indgå i en ægte dialog uden distance”
(Grosbøll, 2013). Folkemødet blev fra sin begyndelse beskrevet som ”en ny politisk
arena, hvor de regler, der ellers gælder på Christiansborg og i resten af det politiske liv,
Side 6 af 186
er sat ud af kraft” (Grosbøll, 2011) og lovprist som ”en mulighed for alle til at være med
til at lufte ud i vores politiske debatkultur” (ibid.). Folkemødet blev altså set som
muligheden for at genrejse det aktive medborgerskab og de responsive, lyttende
politikere.
Imidlertid er der, efter vores bedste overbevisning, ikke kastet videnskabeligt lys over,
hvad der i praksis kendetegner den politiske deltagelse på Folkemødet. Det skyldes
måske, at Folkemødet stadig er en relativt ung begivenhed, der står over for at skulle
afholdes for fjerde gang i juni 2014. Men måske skyldes det også, hvad vi oplevede ved
selvsyn, da vi deltog til Folkemødet i 2013, nemlig at Folkemødet er en kompleks
størrelse, hvor der foregår endog rigtig meget forskelligt over kun 72 timer. I 2013 var
der på Folkemødet 540 organisationer, 386 akkrediterede pressefolk, samtlige ministre
og europaparlamentarikere, næsten alle folketingsmedlemmer samt mange
kommunalpolitikere og offentlige institutioner, der sammenlagt afholdt 1324 events
under Folkemødet (Dybdal, 2013).
Det er således af både akademisk interesse, men også et resultat af den personlige
undren, der opstod hos os, da vi deltog på Folkemødet i 2013, at vi i dette speciale
undersøger netop den politiske deltagelse på Folkemødet. Undersøgelsen har, ud over
dens beskrivende og eksplorative sigte, også et vurderende element, idet et naturligt
spørgsmål i forlængelse af undersøgelsen må være, hvad Folkemødet så faktisk
demokratisk kan bidrage med.
1.1 Problemformulering Specialet undersøger politisk deltagelse i en lokal og konkret kontekst i de fire dage,
hvor Folkemødet årligt finder sted i Allinge på Bornholm. Specialets
problemformulering lyder:
Hvad karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet?
Og hvad er Folkemødets demokratiske potentiale?
Undersøgelsen foretages som et eksplorativt casestudie, hvor vi ved at lede efter
ligheder og forskelle mellem dagligdagens politiske deltagelse og den lokale deltagelse
på Folkemødet bliver i stand til at vurdere Folkemødets demokratiske potentiale. Vi har
derfor valgt at tilrettelægge vores undersøgelse ud fra tre almindelige og bredt
Side 7 af 186
accepterede forestillinger om, hvilke tendenser der karakteriserer den politiske
deltagelse med henblik på at undersøge, om deltagelsen på Folkemødet bekræfter,
afviser eller endda intensiverer disse tendenser. De tre tendenser udgør således
specialets analytiske og argumentatoriske struktur og omhandler:
1. Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser.
Forestillingen er her, at interessevaretagelsen foregår i et relativt
institutionaliseret samspil mellem stat og interesseorganisationer, hvor få,
ressourcestærke organisationer primært sidder på indflydelsen og den direkte
kontakt til det politiske system.
2. Professionalisering af partierne. Forestillingen er her, at der sker en gradvis
professionalisering af partierne, og at dette har svækket vælgerbefolkningens
muligheder for politisk indflydelse, hvormed forbindelseslinjerne mellem
borgerne og partierne er blevet svagere.
3. Medialisering af den politiske deltagelse. Forestillingen er her, at medierne har
vokset sig til en så stærk samfundsinstitution, at dens iboende logikker og
rationaler er adfærdsstyrende for de politiske og samfundsmæssige aktører.
Specialet har fokus på konkret og praktisk politisk deltagelse, og er vi således ikke
interesserede i at undersøge det substantielle policy-indhold i den politiske deltagelse på
Folkemødet. Vi fokuserer snarere på deltagelsens form og deltagernes konkrete og
praktiske adfærd.
1.2 Begrebsafklaring: Specialets forståelse af begrebet om politisk
deltagelse
Specialet tager kritisk afsæt i de definerende værker inden for deltagelseslitteraturen.
Politisk deltagelse forbindes konventionelt set med input-politik, dvs. med spørgsmål
om, hvordan forskellige og potentielt modstridende interesser og identiteter opnår fri og
lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske beslutningsprocesser. Det vil med andre
ord sige, at den konventionelle deltagelseslitteratur forstår det politiske som en afledt
Side 8 af 186
funktion af konflikter i civilsamfundet. Gabriel Almond & Sidney Verba påstår i deres
indflydelsesrige The Civic Culture, at:
”incumbents and decisions may…be classified broadly by whether they are
involved either in the political or “input” process or in the administrative or
“output” process. By “political” or “input” process we refer to the flow of
demands from the society into the polity and the conversion of these demands into
authoritative decisions” (Almond & Verba 1963:14).
Almond & Verba sætter i The Civic Culture en grænse mellem to former for politik.
Politik forstås som det, der orienterer sig mod input-siden, hvorimod det, som har at
gøre med output-siden forstås som ikke-politisk administration. Denne distinktion har
efterfølgende dannet skole for den konventionelle deltagelsesforskning, hvorved kun
den deltagelse på input-siden, der har at gøre med konverteringen af sociale konflikter
til kollektivt bindende beslutninger, er blevet opfattet som legitim, demokratisk
deltagelse. I denne optik er civilsamfundet således en helt afgørende forudsætning for et
sundt og levende demokrati. Og det er netop derfor, at deltagelsesforskningen siden
Robert D. Putnams Bowling Alone (1995) har været så optaget af, hvad der kan gøres
for at styrke og forbedre et aktivt og deltagende medborgerskab. Putnam er inspireret af
Almond og Verba og tager afsæt i ideen om, hvordan sociale fællesskaber i et stærkt
civilsamfund akkumulerer social kapital igennem ”frivillige ansigt-til-ansigt
udvekslingsforhold [der] skaber social tillid og sociale netværk, der igen er betingelsen
for at opbygge en generaliseret social tillid” (Bang 2010: 82). Det er altså den sociale
kapital, der er en forudsætning for den generaliserede sociale tillid og dermed ifølge
Putnam for tilliden til de politiske institutioner og repræsentanter. Putnam baserer
således sine pessimistiske konklusioner på præmissen om, at det politiske legitimeres
igennem dets inputs udefra, dvs. fra civilsamfundet.
Det er netop i koblingen mellem civilsamfundet og det politiske system, at Folkemødet
er blevet lanceret – som et projekt, der har til formål at ”styrke demokratiet og dialogen
[og] give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt”
(Folkemødets hjemmeside, 2014a) Når vi lægger ud med at sige, at vi med vores
forståelse af politisk deltagelse tager kritisk afsæt i deltagelseslitteraturens definerende
værker, er det, fordi de teoretiske antagelser fra disse værker informerer vores analyse:
Side 9 af 186
Vi ønsker altså at finde ud af, om deltagelsen på Folkemødet faktisk formår at imødegå
de pessimistiske udsigter. Imidlertid forholder vi os også kritisk til selve præmissen om,
1. at legitim demokratisk deltagelse nødvendigvis må orientere sig mod det
politiske systems indgang i form af inputs, og
2. at de politiske autoriteter og det politiske regimes legitimitet forankres i den
civile kultur og det sociale fællesskab.
Specialet indtager således et ’umage’ ståsted ift. begrebet om politisk deltagelse. På den
ene side undersøger vi Folkemødets demokratiske potentiale ift. den konventionelle
litteraturs idealer, men vi er på den anden side også åbne for, at Folkemødet måske kan
bidrage til den politiske deltagelse på en kvalitativt anderledes måde ved at opbygge
politisk kapital i et politisk fællesskab baseret på ”en forudgående accept af at deltage i
en politisk arbejdsdeling” (Easton 1965: 186-187). Det vil sige, at der indefra det
politiske system skabes politiske outputs, der kanaliseres ud i civilsamfundet og kan
styrke de sociale fællesskaber. 1.3 Specialets opbygning
Specialet falder i tre dele. I første del, som foruden dette kapitel består af kapitel 2,
præsenterer vi specialets teoretiske fundament. Teorikapitlet formulerer indledningsvis
to normative deltagelsesidealer forankret i civilsamfundet (afsnit 2.1). Dernæst
tematiserer og operationaliserer vi de tre tidligere nævnte tendenser:
-
Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2),
-
Professionalisering af partierne (afsnit 2.3),
-
Medialiseringen af den politiske deltagelse (afsnit 2.4).
Dermed kommer de tre tendenser til at udgøre specialets analytiske og argumentatoriske
struktur.
I specialets kapitel 3 præsenteres undersøgelsens forskningsdesign, der er et eksplorativt
casestudie af Folkemødet baseret på 11 interviews med forskellige aktører på
Folkemødet. I kapitlet gennemgås blandt andet specialets analysestrategi,
dataindsamling og databehandling.
Side 10 af 186
Tredje del, som omfatter kapitlerne 4 – 9 , præsenterer vi analysen og diskuterer dens
resultater. Det er altså her, vi svarer på problemformuleringen. Det gør vi først gennem
en teoretisk informeret analyse af (kapitel 5 – 8), hvad der karakteriserer den politiske
deltagelse på Folkemødet, struktureret ud fra de ovenfor nævnte tre tendenser. Dernæst
besvarer vi i Kapitel 9 problemformuleringens andet spørgsmål. Det er her, vores
kritiske og ’umage’ forståelse af politisk deltagelse for alvor kommer i spil, og vi med
afsæt i analysens konklusioner foretager en kritisk vurdering af ”Folkemødets
demokratiske potentiale”.
Side 11 af 186
2 Teori I dette kapitel præsenteres undersøgelsens teoretiske grundlag. Kapitlet er overordnet
opdelt i fire hovedafsnit. I det først hovedafsnit, 2.1, opstilles to modeller til at vurdere
den politiske deltagelse på Folkemødet: Først en elitedemokratisk deltagelsesteori og
efterfølgende en deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori. Til slut i afsnittet vurderes
modellernes udsagnskraft samt de perspektiver og konklusioner, modellerne rummer.
I de følgende hovedafsnit præsentes vores teoretiske forståelse af de tre
samfundsmæssige tendenser:
-
Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2)
-
Professionalisering af partierne (afsnit 2.3)
-
Medialisering af den politiske deltagelse (afsnit 2.4)
Hvert afsnit indeholder en generel beskrivelse af tendensen samt en teoretisk
præcisering af, hvordan vi forstår dens indhold. Med henblik på de senere analyser af
tendenserne bliver der til slut i hvert afsnit foretaget en operationalisering. Her udvikles
de teoretiske analysedimensioner og de indikatorer, der i analysen fungerer som
empiriske mål for de teoretiske begreber.
2.1 To idealer for politisk deltagelse
Et af hovedspørgsmålene indenfor demokratisk teori er, hvor meget og hvordan
borgerne bør deltage i det politiske (Schumpeter, 1942; Putnam, 2000).
Statskundskabens konventionelle modeller for politisk deltagelse spænder bredt,
hvorved et aktivt borgerskab både kan ses som fuldstændig afgørende for demokratiet,
men også som mindre ønskværdigt, hvis demokrati forstås som repræsentativt
demokrati. I dette afsnit opstiller vi det teoretiske fundament for at vurdere den politiske
deltagelse på Folkemødet. Konkret udfolder vi hhv. en elitedemokratisk
deltagelsesteori, der har sine rødder i den klassiske liberalisme, samt en
deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori, der har sine rødder i republikanismen. De to
traditioner hører begge til statskundskabens mainstream og har meget forskellige
opfattelser af, hvem der bør deltage, samt hvordan, hvor meget og hvorfor.
Side 12 af 186
Afslutningsvis foretager vi en kort vurdering af modellernes udsagnskraft, og af de
perspektiver og konklusioner, som modellerne (ikke) rummer.
2.1.1
Specialets anvendelse af begrebet om det politiske
For at kunne foretage en diskussion af politisk deltagelse, må vi nødvendigvis først
fastslå, hvordan vi forstår begrebet om politik. I den politiske teori udlægges politik
nogle gange som forsøget på at overkomme konflikter (Hobbes, 1985; Locke, 2005),
nogle gange som kampe, der indstifter forskellige identiteter (Laclau & Mouffe, 2001),
og nogle gange som kampe, der indstifter en samfundsmæssig orden (Ranciere, 2006). I
politologiens mainstream bliver politik ofte beskrevet ud fra de politiske og statslige
institutioner (partier, interesseorganisationer osv.), og afgrænses ofte til mere tekniske
og institutionaliserede aktiviteter (valghandling, regeringsdannelse osv.). I dette speciale
lægger vi os op ad David Eastons definition af politik som den måde, hvorpå
autoritative beslutninger vedtages og implementeres i samfundet (Easton, 1957: 383).
Autoritet skal ikke forstås ud fra den negative genklang, som begrebet ofte vækker, men
som evnen til at skabe accept om, hvad der politisk skal gøres. Det er således en positiv
politikformulering, der opfatter politik og ”politisk autoritet som en positiv og
konstruktiv kraft, der muliggør (og ikke bare blokerer for) at folk kan praktisere deres
frihed på en mangfoldighed af måder” (Bang, 2010: 28). Når vi anvender Eastons
definition, er det fordi den har kapacitet til både at rumme konflikt og konsensus, orden
og uorden, teknik og kaos, institutionaliseret deltagelse og selvorganiseret deltagelse.
Det er dette politikperspektiv, der danner rammen for vores forståelse af den politiske
deltagelse på Folkemødet. Hvor Eastons politikdefinition er på systemniveau og således
kan rumme både demokratiske og udemokratiske autoritetsformer, er nedenstående
elite- og deltagelsesdemokratiske modeller for forholdet mellem befolkningen og de
politiske autoriteter normative, demokratiske udlægninger af, hvordan dette system
opnår mest demokratisk legitimitet. De er baseret på antagelsen om, at legitimiteten til
det politiske system er noget, der opstår udenfor systemet, i civilsamfundet eller i den
politiske kultur, og kanaliseres ind i systemet i form af støtte til, eller modstand mod, de
politiske autoriteter, det politiske regime eller det politiske fællesskab (Almond &
Verba, 1963: 14-15). Modellerne tager altså afsæt uden for det politiske og anskuer
politikkens funktion som hhv. at overkomme konflikter og fælles udfordringer (Joas,
Side 13 af 186
2003: 30-31), og at forme de dyder og idealer, der gør borgere til ’dydige medborgere’
(Villa, 2000: 15). Vi starter med førstnævnte.
2.1.2
Elitedemokrati
Elitedemokrati er en forgrening af den klassiske liberalisme. En af de mest prominente
teoretikere indenfor denne tradition er Joseph Schumpeter, hvis hovedværk Capitalism,
Socialism and Democracy fra 1942 har været en stærk inspirationskilde for senere
liberale teoretikere som Robert Dahl (1956), Bernard Berelson (1954), Giovanni Sartori
(1962) og Eva Etzioni-Halevy (1993). Schumpeter definerer demokrati i instrumentelle
termer som en metode:
”The democratic method is that institutional arrangement for arriving at political
decisions in which individuals acquire the power to decide by means of a
competitive struggle for the people’s vote” (1956: 269),
”Democracy means only that the people have the opportunity of accepting or
refusing the men who are to rule them” (ibid.).
For Schumpeter er demokratiets vigtigste funktion altså konkurrencen om lederskab og
styring. Det er således den politiske elite, der tager styringen i de politiske
beslutningsprocesser, hvorimod den brede befolkning er tiltænkt en mere passiv og
beskuende rolle. I Schumpeters perspektiv er borgernes demokratiske rolle altså meget
begrænset og handler blot om med jævne mellemrum at udpege lederne: “Collectivities
act almost exclusively by accepting leadership” (ibid. 270).
Dette hænger sammen med, at formålet med politikken, som førnævnt, er at finde fælles
løsninger på konflikter og udfordringer, og at disse løsninger anses for at være i de
bedste hænder hos eliten. Derfor peger Dahl på, at de vigtigste politiske, økonomiske og
sociale beslutninger træffes af ”tiny minorities” (citeret i Bachrach, 2010: 1).
Elitedemokrater antager, at størstedelen af befolkningen alligevel ikke er organiseret i
politik, er politisk passive og hellere bekymrer sig om andre ting end politik, såsom
familie, økonomi etc. En lidt mere spids udlægning, som man finder hos bl.a.
Schumpeter (1956), er, at befolkningen ikke besidder den grundlæggende politiske
kompetence, der skal til for at træffe politiske beslutninger: ”The electoral mass is
incapable of action other than a stampede” (ibid.: 283).
Side 14 af 186
Elitedemokrati er den demokratiske udgave af elitismen i og med, at de politiske
beslutninger i sidste ende skal kunne føres tilbage til borgerne. Her ser vi altså, jf.
koblingen mellem det politiske system og civilsamfundet i form af inputs (Almond &
Verba, 1963: 14-15), hvordan de politiske beslutninger i elitedemokratiet får deres
legitimitet. Ved valg med jævne mellemrum giver befolkningen deres mening om
beslutningstagerne til kende. Enten gives der mandat til at fortsætte, eller også
sanktioneres der, hvorved befolkningen i sidste instans kan siges at være suveræn.
Modellen indebærer altså ikke et særligt aktivt civilsamfund. Borgerne i civilsamfundet
kan i stedet koncentrere sig om andre ting. Imidlertid indebærer modellen, at der kræves
en relativt høj stemmeandel for, at de politiske beslutninger kan siges at være legitime.
Det er således nødvendigt for legitimiteten af elitedemokratiet, at befolkningen er i
stand til at selektere imellem de forskellige kandidater til de politiske embeder. Det
indebærer, at befolkningen må holdes orienteret både om, hvilke politikker der er i
støbeskeen, og hvilke der er blevet vedtaget og implementeret og med hvilke resultater,
således at befolkningen både kan agere og reagere, dvs. give mandat og sanktionere.
Demokrati bliver dermed en politisk metode, hvis legitimitet bestemmes af, hvor
fornuftige/anvendelige de beslutninger, der træffes, er, set i lyset af samfundets behov.
Forudsætningen for at beslutningerne kan siges at være demokratiske, består foruden de
regelmæssige valg, i den fri konkurrence mellem de politiske eliter om befolkningens
opbakning. Legitimeringen kan og bør således, som vi var inde på tidligere, overstås
alene med valghandlingen.
Lidt kritisk kan man sige, at liberalisme og elitedemokrati anlægger et noget
endimensionelt perspektiv på demokrati som metode eller instrument. Befolkningens
rolle er altså i reglen som passiv modtager af goder, og kun periodisk at skulle vælge
politiske repræsentanter. Peter Bachrach (1967: 95) opsummerer kritisk den liberale
tradition således:
“the value of the democratic system for ordinary individuals should be measured
by the degree to which the "outputs" of the system, in the form of security,
services, and material support, benefit them. On the basis of this reasoning, the
less the individual has to participate in politics on the "input" and demand side of
the system in order to gain his interests on the output side, the better off he is”.
Side 15 af 186
At finde løsninger på problemerne og vedtage de kollektivt bindende beslutninger, kan
således sammenfattende siges at være elitens prærogativ. Størstedelen af den politiske
aktivitet finder sted blandt en lille gruppe af højt professionelle politiske aktører. Det er
her problemerne og løsningsforslagene formuleres, her der bliver stillet
beslutningsforslag, her beslutningerne vedtages, og herfra professionelle embedsfolk
instrueres i, hvordan opgaverne skal udføres. Befolkningens rolle bliver derved at
delegere magt til systemet for at sikre, at den politiske proces er demokratisk, og
dermed legitim.
2.1.3
Deltagelsesdemokrati
Over for elitedemokrati, hvor befolkningens form for, og grad af, deltagelse i den
politiske proces begrænses til valgdeltagelsen, findes desuden en række teorier, hvor det
aktive medborgerskab vejer langt tungere. For disse teorier er Jean-Jacques Rousseau en
helt central figur. I The Social Contract fra 1762 (2010) argumenterer Rousseau for, at
borgernes aktive deltage i den politiske proces er afgørende, og at det er igennem denne
deltagelse, at individet bliver borger i samfundet. Republikanismen går faktisk et skridt
videre og påstår, at det er igennem den kollektive deltagelse, hvor de republikanske
politiske institutioner skabes, at de individuelle frihedsrettigheder, og dermed fokus på
individet som selvstændig aktør, introduceres (Doheny 2007: 407). Fællesskabet har
således forrang for individet i den republikanske tradition, og fokus kommer derved til
at ligge på, hvordan fællesskab og solidaritet kan styrke sammenhængskraften imellem
samfundsgrupper med forskellige identiteter og interesser (Bang 2009a: 120-121).
Elitedemokrati og deltagelsesdemokrati tilbyder således to meget forskellige
udgangspunkter for studiet af politisk deltagelse. Hvor deltagelsen i elitedemokrati bør
minimeres, spiller den hos deltagelsesdemokraterne en demokratisk-konstituerende rolle
i og med, at den fostrer demokratiske normer og dyder for godt medborgerskab.
Republikanismen har lagt fundamentet for en bred vifte af nutidige teorier om
demokratisk deltagelse (eks. Barber, 2003; Pettit, 1999; Sandel, 1996). I The Social
Contract skitserer Rousseau et politisk system, hvor borgerne beslutter sig for at være
frie ved selv at vedtage de love, de er underlagt. Den sociale kontrakt udgør således
fundamentet i Rousseaus politiske system. Når borgerne indtræder i denne kontrakt,
afholder de sig fra at forfølge deres eget begær og egne interesser, og forpligter sig på at
Side 16 af 186
samarbejde om at udforme politikker og regler. Resultatet bliver, at folket alene er styret
af selvpålagte regler og dermed er frit. Formålet med kontrakten er altså at finde en
måde at leve i fællesskab med andre, uden at øve vold på sin egen ret til
selvbestemmelse, eller med Rousseaus ord: “[to] find a form of association (…) in
which each, while uniting himself with all, may still obey himself alone and remain as
free as before” (Rousseau 2010. 14-15). Den sociale kontrakt påvirker derfor også den
enkelte borgers opførsel og handlinger, fordi den tvinger folk til at tage offentlige
hensyn, frem for private. Resultatet bliver, at den sociale kontrakt uddanner og
socialiserer befolkningen til at tænke og handle i fællesskabstermer.
For deltagelsesdemokraterne er politisk deltagelse altså andet og mere end
valgdeltagelse, og dækker over alle aspekter af deltagelse i politiske
beslutningsprocesser. Moderne deltagelsesteoretikere (eks. Pateman, 1970) peger derfor
også på, at deltagelsesbegrebet ikke kun bør vedrøre de formelle, regeringsmæssige
politiske arenaer, men også udbredes til eksempelvis arbejdspladsen, foreninger og
skolebestyrelser. I modsætning til elitedemokraterne, placerer deltagelsesdemokraterne
altså deltagelsen og initiativet hos folket – borgerne, og ikke eliten, er altså de centrale
politiske aktører. Derudover anses deltagelsen ikke bare som et instrument til at skabe
en legitim regering, men også som instrumentel ift. at skabe demokratisksindede,
solidariske borgere (Mouffe, 2002). En substantiel deltagelse er derfor ønskværdig. For
individuelle borgere bliver deltagelsen en måde at udtrykke, at de betragter sig selv som
del af et politisk system og et samfund, og ikke som isolerede individer, og selve
deltagelsen igangsætter derved en positiv spiral, hvor mere deltagelse resulterer i mere
demokrati og mere demokrati omvendt fordrer endnu mere deltagelse.
Deltagelsesdemokratiet opererer, ligesom elitedemokratiet, med en skelnen mellem det
politiske system og civilsamfundet. Hvor forholdet i den elitedemokratiske model
begrænsede sig til at tilskrive individuelle borgere i civilsamfundet retten til at ”throw
the rascals out” (Pharr & Putnam, 2000: 94), eller give dem mandat til at fortsætte deres
embede, er det noget mere udbygget i deltagelsesdemokratiet. Igennem ’tykke’ sociale
fællesskaber (Putnam, 1993; Putnam & Gross, 2002) kan borgere finde fælles løsninger
på kollektive udfordringer, som bliver kanaliseret ind i det politiske system. Ud af det
politiske system kommer der derimod, foruden beslutninger og handlinger, der løser
Side 17 af 186
disse udfordringer, også normer og dyder der virker tilbage på og forstærker de sociale
fællesskaber. Endnu en forskel på elite- og deltagelsesdemokratiet er derved også
anskuelsen af værdien af politik. Hvor politik i førstnævnte er et nødvendigt onde, der
løser konflikter, er der en anden fremadrettet og konstitutiv anskuelse af politik i
sidstnævnte, hvor politikken kan transformere, integrere og demokratisere
civilsamfundets identiteter (Doheny, 2007: 407). Politisk deltagelse bidrager således til
at danne befolkningen og gøre dem til medborgere. Derudover integrerer deltagelsen
borgerne og bidrager til, at borgerne føler sig som en del af et fællesskab, enten i form
af anerkendelse af konflikt og heterogenitet (Mouffe, 2000), eller ud fra antagelsen om
underliggende kollektive, integrerende normer (Habermas, 1997).
Målet for deltagelsesdemokraterne er således, udover at sikre demokrati i de formelle
regeringsmæssige institutioner, at demokrati også skal sikres i civilsamfundet. Det
betyder, at fokus for deltagelsesdemokraterne i højere grad er på borgernes deltagelse
end på den politiske elite. De politiske eliter kan sådan set være dygtige og responsive
nok, men selve det institutionelle setup, der reducerer demokrati til stemmeafgivelse,
indikerer et demokratisk underskud for deltagelsesdemokraterne. Ift. den politiske
beslutningsproces er det derfor vigtigt for deltagelsesdemokraterne, at borgerne er
meget mere med i selve politikken, end det er tilfældet inden for elitedemokratiet.
Vi har sammenfattet de to perspektiver i tabel 1. Som indledningsvis påpegede, er de to
perspektiver på politisk deltagelse kvalitativt forskellige. Men begge perspektiver
modellerer sig samtidig over den grundlæggende præmis, at det politiske systems
legitimitet sikres i, og kanaliseres fra, civilsamfundet, at befolkningens politiske
deltagelse orienterer sig mod indgangssiden af det politiske system i form af at
kanalisere enten støtte eller modstand til systemet, og endelig at deltagelsen er generel
og abstrakt i den forstand, at den ikke handler om enkelte politikområder, men om at
sikre fri og lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske processer.
Side 18 af 186
Elitedemokratisk, liberalt perspektiv
Deltagelsen spiller kun en marginal
rolle
Fokus på den politiske elite
Deltagelse er instrumentel og
løsningsorienteret
Interesser er individuelle/ tyndt socialt
fællesskab
Deltagelsen er inputorienteret
Civilsamfundet sikrer det politiske
systems legitimitet udefra-og-ind
Massiv deltagelse er uønskværdigt
2.1.4
Deltagelsesdemokratisk, republikansk
perspektiv
Deltagelsen er en essentiel del af
demokratiet
Fokus på borgerne
Deltagelsen er løsningsorienteret men også
konstitutiv for de sociale fællesskaber
Interesser er kollektive/ tykt socialt
fællesskab
Deltagelsen er inputorienteret
Civilsamfundet sikrer det politiske systems
legitimitet udefra-og-ind
Massiv deltagelse er ønskværdigt
Tabel 1. To perspektiver på politisk deltagelse
Vurdering af modellernes potentielle udsagnskraft
Som vi indikerede tidligere, er de konventionelle modeller måske ikke helt
uproblematiske, når vi afslutningsvis i specialet vurderer det demokratiske potentiale af
Folkemødet. For hvad er det, modellerne ikke får øje på ift. den politiske deltagelse?
Både elite- og deltagelsesdemokratiet tager det for givet, at politisk autoritet og magt
indebærer statens hierarkiske magtudøvelse over borgerne i civilsamfundet, legitimeret
gennem det politiske systems input fra selvsamme civilsamfund (Bang 2009b: 102).
Fokus i disse modeller er på, hvordan borgerne orienterer sig mod det politiske system
udefra-og-ind fra civilsamfundet, i form af tillid og støtte. Legitimiteten af det politiske
system bestemmes således af de inputs, systemet får udefra. Borgerne forventes
omvendt at adlyde og acceptere det politiske systems outputs i form af de politikker, der
vedtages og implementeres som kollektivt bindende for samfundet (Almond & Verba
1963: 14).
Man må grundigt overveje, om det er rimeligt at sidestille de borgere, der deltager på
Folkemødet, med den generelle befolkning. Her er det vores klare opfattelse, baseret på
de interviews vi har foretaget, vores egne observationer, da vi deltog på Folkemødet i
2013, samt på Folkemødets egne oplysninger, at Folkemødet, foruden at være for de
professionelle beslutningstagere, især tiltrækker politisk meget interesserede borgere
(Groth-Michelsen & Schenk, interview). Det kunne indikere, at Folkemødet snarere end
at få sin legitimitet fra input fra sociale fællesskaber, legitimeres igennem de politiske
fællesskaber, der opstår, når borgere træder ind i det politiske system og blander sig
Side 19 af 186
med beslutningstagerne. Det vil altså sige, at frem for at legitimeringen af den
autoritative magtudøvelse finder sted i civilsamfundets konflikter, hvorpå de kanaliseres
ind i systemet som krav, ønsker eller støtte, sker selve legitimeringen måske i det
politiske system, hvor politisk interesserede borgere blander sig med magteliten og
ligeså gerne, eller endda hellere, blander sig i output-politikken end i input-politikken
(Bang 2009b: 102). Det er klart, at i sådan en konstellation kan det politiske system ikke
påstås at sikre repræsentativitet, fri og lige adgang til, eller anerkendelse i, de politiske
processer, og vi foreslår da heller ikke, at den alternative model bør erstatte de
konventionelle modeller for politisk deltagelse. Men lige netop ift. en politisk festival,
som må formodes at tiltrække politisk interesserede borgere, er det måske rimeligt nok
at påstå, at festivalen godt kan være en politisk succes, selvom den ikke formår at
etablere den klare kobling mellem civilsamfundet og det politiske system.
I dette perspektiv handler politikken således ikke så meget om at sikre legitimitet i
inputs til systemet, som at sikre at systemets outputs kan accepteres eller ligefrem
vække begejstring i befolkningen. Derudover udfordrer et sådant perspektiv de abstrakte
og universelle idealer, som de konventionelle modeller opstiller, og måler i stedet
Folkemødet på dets konkrete og praktiske udbytte.
Vi foreslår ikke, at Folkemødets demokratiske potentiale ikke bør ligge under for kritisk
vurdering ud fra de konventionelle modeller, og hvis Folkemødet ikke lever op til de
konventionelle idealer, eller direkte modarbejder dem, skal det da også påpeges. Men
arrangementets egenart taget i betragtning, vurderer vi, at en udelukkende abstrakt
demokratiteoretisk betragtning ikke vil yde det retfærdighed, og at det derfor også vil
være givtigt at vurdere Folkemødets demokratiske potentialer ud fra et mere konkret og
kontekstnært perspektiv, som det vi har skitseret i dette afsnit.
Med disse indsigter i bagagen vender os nu mod den teoretiske tematisering og
operationalisering af de tre tendenser, der strukturerer vores analyse.
Side 20 af 186
2.2 Interessevaretagelse på Folkemødet Den organiserede interessevaretagelse har spillet en central rolle i udviklingen af det
danske samfund siden Junigrundloven i 1849 og op til i dag, ikke mindst i forbindelse
med udviklingen af det moderne velfærdssamfund (Ronit, 1998: 1–2). Antallet af
interesseorganisationer i Danmark er i dag på mindst 1500 (Binderkrantz, 2004), der
fordeler sig på en lang række vidt forskellige fokusområder, og som sammen med
partierne udgør en helt central repræsentationsfunktion i det danske politiske system
(Bille, 1998).
Interesseorganisationerne er massivt til stede på Folkemødet, hvor de udgør
hovedparten af de 540 organisationer, der er tilstede i festivaldagene. Dette er også
blevet bemærket i mediernes dækning af Folkemødet, hvor socialdemokraten Benny
Engelbrecht (2012) blandt andet kaldte arrangementet ”en fest for lobbyister”. Derfor er
det også en naturlig del af dette speciale at undersøge, hvordan interessevaretagelsen på
Folkemødet foregår. hvilket er formålet med den første af de i alt tre delanalyser.
Formålet med dette teoriafsnit er at præsentere en ramme, i hvilken interessevaretagelse
på Folkemødet kan analyseres og dens demokratiske implikationer diskuteres. Afsnittet
præsenterer først to overordnede modeller for interessevaretagelse og samspillet mellem
civilsamfund og stat, nemlig pluralisme og korporatisme, der kendetegner hhv. en åben
og lukket interessevaretagelseskultur. Teorien har til formål at undersøge, om
interessevaretagelsen på Folkemødet trækker i en pluralistisk eller korporativ retning.
Som vi her argumenterer for, har det danske politiske system relativt stærke korporative
træk sammenlignet med andre europæiske lande, selvom
interessevaretagelsesstrukturerne i Danmark siden 1970’erne har gennemgået markante
ændringer (se bl.a. Gallagher et al., 2006: 444; Munk Christiansen & Nørgaard, 2004:
219ff; Mailand, 2008). Til sidst i teoriafsnittet operationaliseres de to modeller i relation
til Folkemødet med henblik på den senere analyse.
2.2.1
Modeller for samspilsformer
Forståelsen og udviklingen af den organiserede interessevaretagelse har inden for
politologien traditionelt været domineret af hhv. den korporative og den pluralistiske
model, samt de hertil knyttede normative idealer. De to modeller tager udgangspunkt i
forholdet mellem civilsamfundet og dets organiserede interesser på den ene side, og
Side 21 af 186
staten på den anden, med fokus på, hvilken rolle interesseorganisationer indtager i det
politiske system. Modellerne markerer hver deres yderpunkt i undersøgelsen og
forståelsen af interesseorganisationers position i det politiske system. De to modellers
hovedtræk gennemgås i det følgende.
2.2.2
Korporatisme
Den korporative model betegner det forhold, at visse organiserede interesser nyder godt
af en relativt fast, privilegeret og institutionaliseret adgang til den politiske og
administrative proces. Politologen Philippe Schmitter har produceret en bredt benyttet
definition, som lyder:
“Corporatism can be defined as a system of interest representation in which the
constituent units are organized into a limited number of singular, compulsory,
noncompetitive, hierarchically ordered and functionally differentiated categories,
recognized or licensed (if not created) by the state and granted a deliberate
representational monopoly within their respective categories in exchange for
observing certain controls on their selection of leaders and articulation of
demands and supports” (Schmitter, 1974: 93).
Korporatismen er således kendetegnet ved, at visse organisationer varetager sine
medlemmers interesser i tæt samspil med staten, dvs. med politikere og den offentlige
administration. Den korporative model indebærer blandt andet, at centrale
organisationer automatisk inddrages i fx lovforberedende kommissioner, og traditionelt
har fx inddragelsen af lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer inden for
reguleringen af arbejdsmarkedsområdet været markant i Danmark (Munk Christiansen
& Nørgaard, 2004). Den korporative model er dermed også kendetegnet ved, at de
organisationer, der ikke hos politikere og embedsværk er inde i varmen, har svært ved at
gøre sin indflydelse gældende. Der er altså således tale om en relativt lukket gruppe, der
inviteres indenfor i det politiske maskinrum, når love inden for de privilegerede
organisationers respektive policyområder bliver til og skal implementeres.
Det tætte og institutionaliserede samspil mellem stat og private interesser betyder, at
adskillelsen mellem stat og civilsamfund i den korporative model er relativt udvisket,
og grænserne til tider uklare (Held, 2006: 180). Eksempelvis har stater med korporative
Side 22 af 186
træk tendens til at lade særlige policyområder være anliggender for stærke
interesseorganisationer, som vi blandt andet kender det fra arbejdsmarkedsområdet i
Danmark, hvor staten sjældent og kun nødtvungent lovgiver om løn, arbejdstidsregler,
ferie osv. Til gengæld er der tradition for, at arbejdsgiver – og
arbejdstagerorganisationer har tætte bånd med de politiske partier, i dette tilfælde hhv.
borgerlige og socialistiske (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004).
Den korporative model indebærer også, at stat og civilsamfund til en vis grad er
ligestillede i den forstand, at staten ikke inddrager og udelukker de organiserede
interesser efter forgodtbefindende, og at de til enhver tid siddende
regeringskonstellationer ikke i særlig grad privilegerer de organisationer, som
regeringspartierne er knyttet til. Tilsvarende medvirker modellen også til, at forlig og
aftaler mellem stat og interesseorganisationer ikke uden videre opsiges, når
regeringsmagten skifter hænder. Det er således blevet fremhævet, at én af den
korporative models største forcer er den stabilitet, som aftaler mellem ellers
modstridende interesser medfører. Blandt de øvrige fordele, som netop ofte fremhæves
ved den korporative model, er først og fremmest modellens evne til sikre kompromis og
konsensus (Gallagher mfl., 2006: 442). Ved at bringe centrale aktører fra civilsamfundet
sammen og inkludere dem direkte i policyudformningen tvinges grupper, der ellers som
udgangspunkt har modsatrettede interesser, til at finde fælles fodslag og til at respektere
hinanden som legitime og ligeværdige forhandlingspartnere. En anden fordel, der
fremhæves ved korporatismen, er det forhold, at de centrale aktører inden for et
policyområde er garanteret indflydelse i den politiske proces. Hvis man ellers
accepterer, at de privilegerede parter, der har fast plads ved forhandlingsbordet, er
legitime repræsentanter for civilsamfundets interesser, sikrer den korporative model, at
legitime interesser, ikke holdes uden for indflydelse og ikke oplever, at centrale
politiske forlig inden for deres sektor bliver vedtaget over hovedet på dem. Den
korporative model forudsætter således, at samfundet er organiseret gennem få og store
organisationer, der er i stand til at sikre og kontrollere, at deres medlemmer efterlever
de indgåede aftaler, at organiseringsgraden er høj, og på den anden side, at
civilsamfundsinteresserne har tillid til, at staten har magt og agt til at opretholde
systemet. Disse forhold er først og fremmest relevante i relation til implementeringen af
indgåede aftaler, da den korporative models centralistiske struktur kræver, at alle
Side 23 af 186
involverede aktører helt ned på individniveau anerkender de indgåede aftalers
legitimitet (ibid., 443).
2.2.2.1 Korporatisme og politisk deltagelse
Moderne korporative teoretikere ser grundlæggende modellen som en form for
funktionel repræsentation, hvor specifikke organisationer har repræsentationsmonopol i
forhold til en bestemt samfundsgruppe (Schmitter, 1974: 95). Heri ligger, at det
korporative system og dets få, privilegerede interessegrupper antages at repræsentere
folket sideløbende med det repræsentative demokrati, som ifølge korporatismen i
faldende grad er i stand til at varetage befolkningens interesser. Derfor må det
repræsentative demokratiske system se en del af sin politiske indflydelse blive delt med
et korporativt organiseret system, fordi det repræsentative system får sværere og
sværere ved at få stadig flere og stærkere interesser i samfundet til at blive enige. Netop
da det parlamentariske systems monopol på politisk interessevaretagelse udfordres,
rejser spørgsmålet sig om, i hvilket omfang en bred vifte af samfundets interesser og
holdninger repræsenteres i det korporative system. Her er udfordringen ved den faste og
formaliserede inddragelse af få, organiserede – og hovedsagelig økonomiske –
interessegrupper, at andre stemmer risikerer marginalisering, herunder
miljøorganisationer, nationalistiske grupper, sociale bevægelser m.fl. (ibid., 183). I et
korporativt system risikerer borgernes politiske deltagelse at blive reduceret til
deltagelse i disse få organisationer, hvilket som bekendt yderligere er betinget af, at man
tilhører netop disse samfundsgrupper, fx som virksomhedsejer eller lønmodtager.
Selvom korporative tænkere anerkender dette problem og har en række forslag til,
hvordan man kan sikre en mere formel inddragelse af en bredere gruppe organisationer
(Cunningham, 2002: 138), står den manglende diversitet i den formaliserede
interessevaretagelse som ét af modellens svageste punkter (Held, 2006: 183).
2.2.3
Pluralisme
Den pluralistiske model betegner på den anden side en konstruktion, hvor bestemte
organisationer ikke indtager en privilegeret position i det politiske system, og er dermed
udtryk for en mere konkurrenceorienteret tilgang til interesseorganisationernes politiske
indflydelse, hvor forskellige interesser presser sine interesser op mod det politiske
system. Dermed skabes en ligevægt, hvor få aktører ikke er i stand til sætte sig alene på
Side 24 af 186
indflydelsen (Truman 1951; Dahl, 1961). Modellen lægger sig dermed tæt op ad det
liberale demokratiideal (Cunningham, 2002: 73ff; Held, 2006: 158ff). Den pluralistiske
model fordrer aktivistiske organisationer, der sætter sig i stand til at sætte en dagsorden
og i det hele taget presse sig på i forhold til den politiske proces, og modellen kaldes
derfor også pressionsgruppemodellen (Ronit, 1998: 20). Det mindre intime samspil
mellem stats- og organiserede interesser betyder, at de enkelte organisationers
indflydelse på den poliske proces er mere ad-hoc-baseret, og at de store, etablerede
organisationer, der spiller en helt central rolle i den korporative model, risikerer at miste
indflydelse til andre organisationer, hvis man ikke formår at gøre sig relevant og presse
sine interesser op på den politiske dagsorden. Det er således et markant kendetegn ved
modellen, at der er en klar adskillelse mellem staten (og dermed lovgiverne) og
civilsamfundets organiserede interesser, og at samspillet herimellem antages at foregå
ved, at den mangfoldighed af interesser, der er til stede i civilsamfundet presser sine
krav op imod staten. Staten, der af pluralisterne kan forstås som en arena eller mediator
for interessevaretagelse (Cunningham, 2002: 79), holder sig på den anden side også ude
af civilsamfundets organisering af interesser, der forventes at opstå spontant og fungere
uafhængigt, hvilket står i modsætning til den korporative model, hvor staten netop
aktivt tager del i opbygningen af et velorganiseret civilsamfund, der kan udgøre en
legitim og effektiv forhandlingspartner imellem staten og organisationerne.
En konsekvens af den manglende integration af organiserede interesser i det politiske
system i den pluralistiske model er, at konsensus træder i baggrunden, til fordel for
konflikt i forhold til den korporative model. Tilhængerne af den pluralistiske model vil
dog hævde, at konflikten er udtryk for de uoverkommelige interessemodsætninger, som
er et grundvilkår for politik, og at konsensus ikke nødvendigvis er hverken ønskværdig
eller reelt mulig (Held, 2006: 159).
2.2.3.1 Pluralisme og politisk deltagelse
I og med at pluralismen ikke privilegerer specifikke interesser i den politiske
beslutningsproces, åbner modellen op for mindre velorganiserede, og mere spontane,
former for politisk deltagelse. Den politiske deltagelse orienterer sig ligesom i
korporatismen mod interesseorganisationer, men adgangsbarriererne til politisk
indflydelse er – i hvert fald på det formelle plan – markant færre og af mindre
Side 25 af 186
betydning. Dette muliggør deltagelse af en mangfoldighed af interesser og sågar
individer, der fra sag til sag effektivt er i stand til at presse sine interesser op på den
politiske dagsorden (Held, 2006: 451). Den pluralistiske model er således langt mere
åben for deltagelse fra mindre enkeltsagsinteresser, ligesom deltagelsen kan foregå
igennem mange forskellige kanaler, i modsætning til under korporative forhold.
Pluralismen henter sit ideologiske tankegods i klassiske liberale tænkere som James
Madison (se fx Cunningham, 2002: 78ff), der er betænkelige ved bred og aktiv politisk
deltagelse fra borgerne, og pluralisme peger i den forbindelse på farerne ved blandt
andet fascistiske bevægelser i Tyskland og Italien i 1930’erne. I tråd med Madison
mener flere pluralistiske tænkere, at politisk apati kan være et gode, da begrænset
folkelig indflydelse på dagligdagspolitik øger risikoen for konflikt og ustabilitet (ibid.,
81).
Som tidligere fremført, stemmer den pluralistiske model overens med det liberale
demokratiideal, idet den bygger på klar adskillelse mellem stat og civilsamfund, og
grundlæggende accepterer interessemodsætninger og konflikt som iboende i det
politiske. Statens rolle bliver derfor, i overensstemmelse med det liberale ideal, at
mediere mellem disse interesser, og beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og fri og
lige adgang til den politiske beslutningsproces.
Et af de centrale kritikpunkter ved den pluralistiske model er, at den anarkiske struktur i
konkurrencen mellem divergerende interesser favoriserer stærke kapitalinteresser med
mange ressourcer på bekostning af mindre ressourcestærke civilsamfundsaktører, hvis
interesser kan være mindst lige så legitime og relevante som de stærke aktørers
(Cunningham, 2002: 82). Pluralismens fortalere medgiver, at uligheden i ressourcer
mellem divergerende interesser kan udgøre et grundlæggende demokratisk problem.
Pluralister som Dahl forsvarer imidlertid konsekvenserne af denne ressourceulighed
med, at den dels er iboende i politisk interessekamp, og dermed ikke kan løses igennem
andre organiseringsformer, og at der dels findes andre former for ressourcer end
økonomiske, og at pluralismen derfor sikrer, at ikke kun de økonomisk stærkeste
interesser sætter sig på den politiske indflydelse (Dahl, 1966: 373-379).
Side 26 af 186
2.2.4
Udviklingen i Danmark: mod mindre formaliseret interessevaretagelse
Det er en almindelig antagelse inden for forskningen i organiserede interesser i
Danmark, at den relativt stærke korporatisme, der blev opbygget gennem første halvdel
af det 20. århundrede og toppede i 1960’erne og 1970’erne, længe har været på
tilbagetog, når det gælder den formelle inddragelse af de store interesseorganisationer i
lovforberedende udvalg, kommissioner osv. (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004:
220; Ronit 1998). Efter etableringen af Folketingets stående udvalg i 1972, har de
formaliserede forbindelser mellem især de etablerede arbejdsgiver- og
arbejdstagerorganisationer på den ene side, og politikere, regering og
centraladministration på den anden, været aftagende. I stedet er samspillet i dag præget
af flere, men langt mere mangfoldige og uformelle forbindelser mellem de organiserede
interesser og det politiske system (ibid.).
Selvom interessevaretagelsen dermed kan siges at bevæge sig væk fra de korporative
tendenser, der ligger i den formaliserede inddragelse af centrale organisationer i
lovforberedende udvalg mv., peger undersøgelser dog på, at den mere uformelle og
netværksprægede form for interessevaretagelse fortsat domineres af de store interesser
(Munk Christiansen & Nørgaard, 2004: 224–5). Under alle omstændigheder peger
litteraturen på, at integrationen mellem interesseorganisationer og statsapparat næppe er
blevet svækket på trods af de institutionelle forandringer, selvom formen i dag er
anderledes end i 1960’erne og 1970’erne, og at nedgangen i de formelle kontakter ikke
nødvendigvis er ensbetydende med, at inddragelsen af interesseorganisationer er mindre
institutionaliseret eller åben i dag.
2.2.5
Operationalisering
For at undersøge interessevaretagelsen på Folkemødet, strukturerer vi
operationaliseringen ud fra Robert Adcock & David Colliers (2001) model til samme.
Vores anvendelse af Adcock & Colliers operationaliseringsmodel præsenteres i
metodekapitlets afsnit 3.2.1. Gennem operationaliseringen når vi frem til de indikatorer,
der i empirien kan hjælpe os til at undersøge korporative og pluralistiske tendenser på
Folkemødet.
Side 27 af 186
2.2.5.1 Baggrundskoncept
Baggrundskonceptet er operationaliseringens første niveau, hvor vi tematiserer det
problemfelt, vi ønsker at undersøge. Baggrundskonceptet danner grundlag for
operationaliseringen af teorien, der til sidst munder ud i de indikatorer, hvormed vi vil
foretage vores analyse. Baggrundskonceptet tager udgangspunkt i vores
undersøgelsesspørgsmål, der som bekendt lyder: Hvordan kan man forstå
interessevaretagelse på Folkemødet? Baggrundskonceptet kan således defineres som
Interessevaretagelse på Folkemødet.
2.2.5.2 Systematiseret koncept
Det næste trin er konceptualiseringen, hvor vi med udgangspunkt i baggrundskonceptet
opstiller et eller flere systematiserede koncepter, der gør os i stand til at undersøge
problemfeltet. Vi vælger at undersøge interessevaretagelse i forhold til to overordnede
teoretiske modeller for stats-civilsamfundsrelationer, nemlig korporatisme og
pluralisme, som er redegjort for i afsnit 2.2.1. Derudover opstiller vi koncepter for
praksis i interessevaretagelsen på Folkemødet, nemlig hhv.
interessevaretagelsespraksisser og forholdet mellem størrelse og indflydelse blandt
interesseorganisationerne på Folkemødet. Det systematiserede koncept er følgelig
todelt.
2.2.5.3 Indikatorer – korporatisme og pluralisme på Folkemødet
I forlængelse af redegørelsen for vores systematiserede koncepter korporatisme og
pluralisme, samt interessevaretagelsespraksisser og størrelse og indflydelse, vil vi nu
som det sidste trin i operationaliseringsmodellen udvikle de indikatorer, indenfor hvilke
interessevaretagelse på Folkemødet kan analyseres. Analysen har dels til formål at
belyse, hvilke tegn på hhv. korporatisme og pluralisme, der findes på Folkemødet, og
dels at vurdere, om Folkemødet generelt trækker interessevaretagelsen mere i den ene
eller anden retning ift. dagligdagen.
Side 28 af 186
1. analysedimension: Pluralistiske og korporative indflydelsespraksisser på
Folkemødet
Den første analysedimension forsøger at identificere, hvilke
interessevaretagelsespraksisser, der finder sted på Folkemødet, med henblik på at
undersøge, om Folkemødet grundlæggende har karakter af at være et pluralistisk eller
korporativt interessevaretagelsesforum.
I en korporativ logik er indflydelseskanalerne formaliserede, lukkede og relativt faste.
Det vil sige, at samspillet mellem stat og interesser foregår i lukkede fora og netværk,
hvor staten tildeler visse interesser privilegeret adgang. Ikke-privilegerede interesser har
derfor begrænset mulighed for at øve indflydelse.
Vi opstiller på den baggrund den følgende indikator for korporative praksisser på
Folkemødet:
Interessevaretagelse på Folkemødet praktiseres igennem lukkede, formaliserede
arrangementer og eksisterende netværk.
I en pluralistisk logik er indflydelseskanalerne langt mere åbne og mangfoldige, og
adgangsbarriererne til politisk indflydelse vil være mindre. Civilsamfundets
organiserede interesser forsøger at øve indflydelse gennem pression, og denne kan
foregå gennem en række kanaler, der udfordrer de lukkede korporative
indflydelseskanaler. Den åbne konkurrence betyder, at organisationerne må gøre sig
interessante og synlige fra sag til sag. Dermed søges indflydelse gennem midlertidige
alliancer mellem civilsamfundsaktører og repræsentanter fra staten, med det formål at
presse visse interesser på dagsordenen.
Vi opstiller på den baggrund følgende indikator for pluralistiske praksisser på
Folkemødet:
Interessevaretagelse på Folkemødet praktiseres igennem åbne og mangfoldige kanaler,
og nye netværk og alliancer etableres.
2. analysedimension: Styrkeforholdet mellem interesseorganisationer
Efter at have undersøgt, i hvilket omfang hhv. korporative og pluralistiske
interessevaretagelsespraksisser finder sted på Folkemødet, ønsker vi at undersøge,
Side 29 af 186
hvordan interessevaretagelse konkret praktiseres på Folkemødet. Formålet er at
undersøge, om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer vilkårene for den almindelige
interessevaretagelse, med specifikt fokus på, om Folkemødet privilegerer eller udfordrer
samfundets i forvejen stærkest organiserede interesser.
Hvis Folkemødet fremmer en korporativ interessevaretagelsesstruktur, kan vi forvente,
at de organisationer, der er store, og til hverdag har en privilegeret position i det
politiske system jf. korporatisme-modellen, også vil være dominerende på Folkemødet.
Det vil med andre ord være business as usual, og Folkemødet vil opretholde eller
konsolidere de ressourcestærke organisationers dominerende position. Vi opstiller
derfor følgende indikator for korporative styrkeforhold mellem Folkemødet og den
politiske hverdag:
De få og store interesseorganisationer dominerer på Folkemødet som følge af deres
stærke position i hverdagen. Folkemødet konsoliderer de stærkes positioner, eller
opretholder status quo.
Såfremt Folkemødet fremmer en pluralistisk interessevaretagelsesmodel, kan vi i
empirien forvente at finde tegn på, at praksis på Folkemødet vil udfordre den etablerede
og institutionaliserede interessevaretagelse, hvor de få store interesseorganisationer
dominerer på bekostning af de små. Vi opstiller derfor følgende indikator for et
pluralistisk styrkeforhold mellem store og små interessevaretagelsesaktører på
Folkemødet:
Mindre og ikke-etablerede interesser udfordrer de etablerede
interessevaretagelseskanaler på Folkemødet.
Den samlede operationalisering er præsenteret i figur 1 nedenfor.
Side 30 af 186
Figur 1: Operationalisering, interessevaretagelse
Side 31 af 186
2.3 Partiernes forandring – fra folket til de professionelle
Inden for politologien er det bredt accepteret, at de politiske partier er et unikt
forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte, mellem befolkningen og styret, og at de
politiske partier derfor udgør et særdeles vigtigt element i det danske demokrati (se fx
Bille, 1997: 19). Partiforskningen har siden 1960’erne, og frem til i dag, haft meget
fokus på forandringer i partierne. Faldende medlemstal, professionalisering, mere
medieorientering og en forskydning af magten fra medlemmerne til partiets elite, har
ledt til konklusioner om det traditionelle massepartis endeligt, fremkomsten af nye
partityper (se fx Katz & Mair, 2005), og til debat af de demokratiske implikationer deraf
(se fx Kosiara-Pedersen & Allern, 2007).
I den nævnte forskning og debat er det et væsentligt emne, hvordan partierne i dag løser
opgaven som forbindelsesled mellem styre og befolkning, herunder om omfanget og
arten af den folkelige inddragelse i partierne, set ud fra et demokratisk perspektiv, er
tilstrækkelig (Bille, 2004: 16). Fremvæksten af nye kommunikationsformer, og de
sociale mediers stadig stigende popularitet, har givet debatten nyt liv (Højholdt &
Kosiara-Pedersen, 2011), men generelt tegnes der et billede af, at forbindelseslinjerne
mellem vælgerne og de valgte er blevet svagere og befolkningens muligheder for
politisk indflydelse derfor også er blevet mere begrænset (Togeby 2004a: 52). Som en
forklaring på de svækkede forbindelseslinjer og de begrænsede muligheder for
indflydelse, nævnes ofte den overordnede professionalisering af politikken, herunder
især professionaliseringen af de politiske partiers organisation og arbejde (Goul
Andersen, 2004: 55).
I kernen af professionaliseringsdebatten er spørgsmålet, om partierne i højere grad end
tidligere forlader sig på professionelle ’politikeksperter’ når partiets politikker skal
formuleres og kommunikeres, og i hvilket omfang dette sker på bekostning af
almindelige partimedlemmer og vælgeres muligheder for indflydelse. Debatten er ikke
kun foregået i politologiske kredse, men er et tilbagevendende emne i offentligheden,
når demokratiets tilstand i Danmark debatteres (se fx: Knudsen, 2009; Hempler, 2013;
Rodgers, 2011). Det burde derfor ikke overraske, at netop spørgsmålet om
professionalisering overfor folkelig deltagelse og inddragelse blev omdrejningspunkt
for en væsentlig del af den offentlige debat om Folkemødet (se fx: Steen, 2011;
Side 32 af 186
Vestergaard 2013; Sennov, 2013), og at de folkemødedeltagere, som vi interviewede i
forbindelse med dette speciale, også var optagede af spørgsmålet. Vi vil derfor i den
senere analyse, som dette teoriafsnit danner grundlag for, undersøge i hvor høj grad
partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering?
I det følgende opstiller vi et teori- og begrebsapparat, der kan informere analysen. Først
redegøres kort for partiernes rolle og opgaver i et repræsentativt demokrati som det
danske. Afsnittet danner udgangspunkt for at forstå, hvordan partierne på forskellig vis
kan forvalte denne rolle. Herefter vender vi os mod ideen om massepartiet, der kan
betragtes som en idealtype, og som ofte danner udgangspunkt for undersøgelser af
forandringer af partiernes funktionsmåde. Med et særligt fokus på professionalisering
ser vi derefter på udviklingen væk fra massepartiet. Inden den afsluttende
operationalisering, vurderes de demokratiske implikationer ved den beskrevne
udvikling.
2.3.1
Partiernes rolle i demokratiet
Det kan være vanskeligt at opstille en entydig definition af, hvad et politisk parti er. En
ideologi, fælles målsætninger, medlemmer og en fast organisation er karakteristika, der
ofte forbindes med partier, men de er ikke konstituerende (Kosiara-Pedersen &
Pedersen, 2013: 63). Blandt forskere har en definition, der ikke siger noget om
partiernes form og indhold, men i stedet fremhæver opstilling af kandidater som det
særegne, derfor vundet bred accept (Bischoff, 2004: 167). Lars Bille har formuleret en
sådan definition således:
”Et politisk parti er en gruppe personer, som under en fælles betegnelse opstiller
kandidater til offentlige valg til de politiske forsamlinger, og som typisk er i stand
til at få indvalgt kandidater heri” (Bille, 1997: 17).
Med denne minimumsdefinition rettes opmærksomhed mod de politiske partier som et
unikt forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte: De er nemlig som de eneste
placeret på den elektorale arena samtidig med, at de er placeret i Folketinget og
regeringen, hvor de skal træffe bindende beslutninger med gyldighed for hele samfundet
(Bille, 1997: 17).
Side 33 af 186
I det repræsentative demokrati er denne minimumsforbindelse mellem vælgerne og de
folkevalgte helt afgørende, og partierne muliggør dette ved deres kandidatopstilling.
Gennem partiorganisationen, og varetagelsen af en række funktioner, skaber partierne
imidlertid også en mere kontinuerlig og forpligtende forbindelse mellem folket og de
folkevalgte, mellem de repræsenterede og repræsentanterne (Kosiara-Pedersen &
Pedersen, 2013: 64). Udover den strukturering af stemmerne, der følger af, at partierne
opstiller kandidater til valg, opregner både Carina Bischoff (2004) Karina KosiaraPedersen (2003) fem sådanne funktioner. Funktionerne kan opdeles mellem dem, der
har en repræsentativ dimension og andre af mere institutionel karakter. De
institutionelle funktioner omfatter: ”regeringsdannelse og organisering af det
lovgivende arbejde” samt ”rekruttering og træning af politiske ledere” (Bischoff, 2004:
170-180). Men da det ikke kan forventes, at partierne gennem deres deltagelse og
aktiviteter på Folkemødet løser opgaver, der er knyttet til de institutionelle funktioner,
vil vi i det videre fokusere på partiernes tre repræsentative funktioner:
-
Etablering af kanal for politisk deltagelse: Partierne etablerer en kanal for
politisk deltagelse når de opfordrer til, og gør det muligt for,
vælgerbefolkningen at deltage i partiaktiviteter både inden for partiets rammer
og i offentligheden (ibid.: 24).
-
Artikulering og aggregering af interesser: Denne funktion løser partierne ved
at opsamle, sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til
hinanden med henblik på at vinde og fastholde vælgernes støtte (ibid: 26).
-
Formulering af politik: De fleste partier udvikler politiske programmer, hvoraf
værdier og politiske visioner fremgår. Partierne er involveret i dag-til-dag
formulering af politik gennem deres repræsentation i regeringen, folketinget og
andre offentlige embeder (ibid.: 25).
Med udgangspunkt i tre repræsentative funktioner, vil vi i det næste afsnit beskrive
partitypen massepartiet, der som idealtype kan hjælpe os til at forstå, om og hvordan
professionaliseringstendenser eventuelt viser sig i partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet.
Side 34 af 186
2.3.2
Massepartiet som udgangspunkt
Når partier inddeles i typer gøres det typisk på baggrund af enten funktionelle,
sociologiske eller organisationelle karakteristika. Blandt typologier, som primært
baseres på organisationsstrukturen er Maurice Duvergers (1964) elite – og masseparti
blandt de mest udbredte. De to typer er udviklet på baggrund af historisk forekommende
typer, men fungerer også som en slags idealtyper i litteraturen (Bischoff, 2004: 179). I
partiforskningen beskrives udviklingen helt overordnet sådan, at elitepartier var
dominerede i det 19. århundrede, mens massepartier var dominerede den første halvdel
af det 20. århundrede, hvorefter andre partityper begyndte vinde frem – både empirisk
og i forskningsmæssig sammenhæng (for en gennemgang se Katz & Mair, 2002).
Massepartiernes tidligere dominans har ifølge politologen og partiforskeren Lars Bille
betydet, at den danske forestilling om, hvordan et parti ideelt set skal være og fungere,
afspejler ideen om massepartiet (Bille, 2004: 17). På samme tid er ideen om
massepartiet som type så veletableret, at undersøgelser af forandringer (fx
professionalisering) i de politiske partier fra 1960’erne og fremefter har taget
massepartiets organisering og funktionsmåde som udgangspunkt (se fx Kirchheimer,
1966; Panebianco, 1988; Katz & Mair 1995; Bille, 1997). Ved at tage udgangspunkt i
massepartiet som idealtype bliver det muligt at undersøge, om og i hvilket omfang
partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet adskiller sig derfra, og dermed også
om, og i hvilket omfang, deres deltagelse og aktiviteter er præget af
professionaliseringstendenser.
2.3.2.1 Massepartiets funktionsmåde
I europæisk sammenhæng har massepartiet sin oprindelse i de socialistiske partiers
bestræbelser på at organisere arbejderklassen og fremme deres interesser i begyndelsen
af det 20. århundrede (Bille, 1997: 27). I årtierne der fulgte, udviklede partierne sig,
også på tværs af ideologiske overbevisninger, til det der siden er blevet karakteriseret
som massepartier (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 70), og danske
partiorganisationer har da også traditionelt været baseret på masseparti-modellen
(Kosisara-Pederesen, Bille & Hansen, 2012: 164).
Et væsentligt træk ved massepartiet er, at det har en permanent organisation, hvis
formelle opbygning er indskrevet i partiets love. Basiselementet er den lokale
Side 35 af 186
vælgerforening, og mobilisering af vælgerbefolkningen er et vigtigt aspekt ved
massepartiet: De opfordrer til deltagelse (Bille, 2004: 17). For massepartiet er
mobilisering og vælgerbefolkningens deltagelse altså ikke begrænset til en
minimumsforbindelse ved valgene. I stedet har massepartiet en ambition om at være
identitetsskabende; at skabe en partidentifikation. Dette sker gennem
medlemsorganisationen, hvor partiet er i stand til at uddanne og opdrage medlemmerne
politisk, ved løbende at henvende sig med informations- og propagandamateriale, der
kan påvirke og forme meningsdannelsen i medlemskredsen (Bille, 1997: 27).
Hertil sikrer massepartiets nedskrevne love stor formel indflydelse til medlemmerne.
Det er dem, der vælger medlemmer til partiets styrende organer, og det er overfor
medlemmerne at partiledelsen skal stå ansvarlig. Det er medlemmerne, der formelt
vælger partiets kandidater til offentlige valg, og det er medlemmerne, der formelt
fastlægger partiets generelle politik gennem vedtagelsen af principprogrammet. På den
måde har de vælgere, der er medlem af et parti, mulighed for at kanalisere deres
interesser og ønsker frem til dem, der skal træffe beslutningerne. Endvidere er
medlemmerne en ressource, både økonomisk gennem betaling af medlemskontingent,
men også som arbejdskraft. I forbindelse med valgkampagner, hvervekampagner,
indsamling, mødevirksomhed og lignende er medlemmernes frivillige, ulønnede indsats
uundværlig (Bille, 1997: 28-29).
Gennem deres tilstedeværelse og aktiviteter skaber partimedlemmerne således en
tovejs-forbindelse mellem samfundet og partiledelsen – bottom-up og top-down. Fra
bottom-up perspektivet kan partimedlemmerne kommunikere både deres egne og den
øvrige vælgerbefolknings ønsker, meninger og visioner til partiets ledelse, når politiske
initiativer diskuteres. På den måde bringer partimedlemmerne ideer og informationer fra
’almindelige borgere’ til partieliten, og bidrager til interesseaggregering blandt
vælgerbefolkningen som helhed. Fra et top-down perspektiv giver
medlemsorganisationen partieliten mulighed for at kommunikere budskaber ud til
vælgerbefolkningen gennem deres medlemmer. Partimedlemmerne kan sprede
budskabet om partiets politik. Velinformerede partimedlemmer kan på den måde
fungere som ambassadører for partiet (Kosisara-Pederesen, Bille & Hansen, 2012: 165).
Side 36 af 186
I tabellen herunder sammenfattes det, hvordan massepartiet løser de repræsentative
funktioner, vi ovenfor opstillede for de politiske partier.
Massepartiet: Primært bottom-up organisation, karakteriseret ved en formaliseret,
permanent organisation, mobilisering af vælgerbefolkningen og medlemmers
medindflydelse.
Etablering af kanal for politisk
Massepartiet opfordrer til politisk deltagelse.
deltagelse
Medlemmerne socialiseres, mobiliseres og
fungerer som ambassadører for partiernes
politik.
Artikulering og aggregering af
Partimedlemmerne kanaliserer ønsker og krav
interesser
frem til partiledelsen. På den måde aggregeres
befolkningens interesser gennem
partiorganisationen.
Formulering af politik
Politikformuleringen tager udgangspunkt i
partiets program, hvilket medlemmerne har
indflydelse på. Hertil fungerer medlemmerne
som idébank for partiet.
Tabel 2: Massepartiets funktionsmåde
I det følgende afsnit ser vi nærmere på udviklingen væk fra massepartierne, med særligt
fokus på hvad professionalisering betyder for partiernes måde at løse deres
repræsentative funktioner.
2.3.3
Udviklingen væk fra massepartiet
Siden 1960’erne er det indenfor partiforskningen blevet bemærket, at partierne i
Vesteuropa bevæger sig væk fra massepartiets organisering og funktionsmåde. Dette
skyldes først og fremmest et kraftig fald i antallet af partimedlemmer – i Danmark er
knap fem procent af de stemmeberettigede i dag medlemmer af et politisk parti, i 1960
var det hver fjerde (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 65). Blandt årsagerne til faldet
nævnes både ændringer på makro-, meso- og individniveau. På makroniveau kan
nævnes samfundets ændrede klassestrukturer og mediesystemets forandring væk fra
Side 37 af 186
firebladssystemet (se mere her om i afsnit 2.4.2), mens det på individ- og mesoniveau
gælder, at omkostningerne og gevinsterne for den enkelte ved at være medlem af et
parti, og for partierne ved at have partimedlemmer, har ændret sig (Kosisara-Pederesen,
Bille & Hansen, 2012: 166). For partiernes vedkommende hænger dette blandt sammen
med, at lovmæssige ændringer ad flere omgange, og særligt med Olsenplanens1
gennemførelse i 1995, har betydet, at partierne i langt højere grad bliver finansieret af
staten, frem for som tidligere af medlemmernes kontingentindbetalinger (Knudsen,
2007: 118-119). Relevant for denne del af specialet er det også, at flere undersøgelser
har vist, at mens antallet af medlemmer i partierne er faldet, og statsfinansieringen øget,
er der sket en kraftig vækst i antallet af lønnede og specialiserede medarbejdere i
partiernes presse- og informationstjenester, og i deres politisk-økonomiske sekretariater
(se Bille, 1997: 203-217; Bille, 2004: 22; Thorsen, 2008: 108). Med udgangspunkt i
Angelo Panebiancos partitype det elektoralt-professionelle parti (Panebianco, 1988), vil
vi i det følgende afsnit belyse hvad en sådan professionalisering kan tænkes at indebære
for partiernes måde at løse deres repræsentative funktioner på, og hvordan dette
adskiller sig fra massepartiets funktionsmåde.
2.3.3.1 Det elektoralt-professionelle partis funktionsmåde
I beskrivelsen af nye partityper, der opstod som konsekvens af de ovenfor nævnte
forandringer, har særligt Otto Kirchheimers betegnelse catch-all parti
(Kirchheimer, 1966), og siden Richard Katz og Peter Mairs kartelparti (Katz &
Mair, 1995) vundet stor udbredelse. Her vil vi alligevel anvende Panebiancos
elektoralt-professionelle parti (Panebianco, 1988), hvilket der er to grunde til: For
det første finder Katz og Mair det mere givtigt at fokusere på koblingen ’parti –
stat’, frem for koblingen ’parti – civilsamfund’ (Katz & Mair, 1995: 16). På den
måde adskiller Katz og Mair sig fra tilgangen i dette kapitel, hvor fokus er på
partiernes rolle som forbindelsesled mellem folket og de folkevalgte. For det
andet tilslutter Panebianco sig i vid udstrækning Kirchheimers analyse af
forandringerne væk fra massepartiet, men ser i modsætning til Kirchheimer netop
professionaliseringen af partierne som det væsentligste (Panebianco, 1988: 264).
1
Olsenplanen dækker over en række forslag fremsat af Folketingets daværende formand Erling
Olsen i december 1994. Forslagene sigter mod at styrke den professionelle hjælp til Folketingets
medlemmer og partier (Knudsen, 2007: 186-188).
Side 38 af 186
Afsættet for Panebianco er Kirchheimers analyse af forandringen fra massepartier til
catch-all-partier. Udgangspunktet er, at massepartierne, inden for rammerne af deres
formelle grundstruktur, har udviklet sig fra primært at være bottom-up-organisationer til
primært at være top-down-organisationer. Medlemmerne har således stadig formelt de
samme rettigheder og pligter, men det er i højere grad partiledelsen og
parlamentarikerne, der dominerer. Bevæggrunden for denne udvikling er øget
konkurrence på vælgermarkedet grundet samfundets ændrede klassestrukturer, og den
deraf følgende vælgervolatilitet. I konkurrencen om stemmerne må partierne appellere
bredt – deraf navnet ”catch-all” (Kirchheimer, 1990: 50-60): Ideologi bliver nedtonet,
og der sker en forskydning af den betydning, det tillægges at have mange medlemmer i
forhold til den betydning, det tillægges at få mange stemmer – vælgere bliver så at sige
vigtigere end medlemmer. Med en opprioritering af stemmemaksimeringen har
partiledelsen brug for at kunne handle hurtigere, mere smidigt og uden for mange
restriktioner. Medlemmernes aktive deltagelse bliver derfor mindre attraktiv, mens
partiledelsens behov for råderum og uafhængighed bliver mere væsentlig (Panebianco,
1988: 262-267). Hvad der adskiller Panebianco fra Kirchheimer er, med hans egne ord,
den vægt, der tillægges betydningen af professionalisering:
“Kirchheimer’s analysis, however, only implicitly treats a problem which we
consider to be of the utmost importance: the increasing professionalization of
party organizations. In the mass party (…) a crucial role is played by the
apparatus, the party bureaucracy: the ”representative bureaucracy” (in our terms)
is used by the mass party leaders to maintain close ties with the members (…) In
the new type of party a much more important role is played by professionals (so
called experts, technicians with specialist knowledge), they being more useful to
the organization than the traditional party bureaucrats, as the party gravitational
center shifts from members to the electorate” (Panebianco, 1988: 264).
Denne vægt på professionalisering, og det forhold at partiets tyngdepunkt skifter fra
medlemmerne til vælgerbefolkningen, får Panebianco til at betegne den ’nye’ partitype
som det elektoralt-professionelle parti.
Panebiancos hovedpointe er, at de ’gamle’ massepartiers partibureaukratier, bestående
af frivillige medlemmer, ikke er meget bevendt når det gælder kampen om stemmer i et
Side 39 af 186
samfund, hvor den sociale lagdeling er mindre tydelig, hvor massemedierne spiller en
større rolle, og hvor partiernes konkurrence om vælgerne er hård. I stedet har partierne
større gavn af professionelle eksperter, der med deres særlige viden og ekspertise kan
hjælpe til at overbevise potentielle vælgere om de ’tekniske’ fordele ved partiets
politikker (Panebianco, 1988: 234). Dette fører ifølge Panebianco til en
professionaliseringsproces defineret ved ”the increase in number of experts employed in
the organization or recruited with short terms contracts” (Panebianco, 1988: 231) og
”the decreasing importance of the old bureaucracy and the increasing importance of the
staff” (Panebianco, 1988: 231).
Inden for partiforskning i Danmark er der bred enighed om, at en
professionaliseringsproces, tilsvarende den Panebianco beskriver, har fundet sted
(Togeby, 2004a: 110). Alle danske folketingspartier har siden 1960’erne ansat flere og
flere medarbejder i deres centrale organisationer (Bille, 1997: 205) – og særligt de
sidste 20 år er det gået stærkt (Thorsen, 2008: 104). Samtidig har dette generelt set
betydet, at de ansatte har fået en større rolle, mens medlemmerne har fået mindre
indflydelse i partierne (Bille, 1997: 217; Thorsen, 2008: 108; Kosiara-Pedersen, 2011:
91). Det skal imidlertid understeges, at professionaliseringsprocessen er forløbet meget
forskelligt i de enkelte partier, og at nogle er væsentligt mere professionaliserede end
andre (Thorsen, 2008: 106-107; Kosiara-Pedersen, 2011: 97). De
professionaliseringstendenser vi herunder opridser, er derfor optegnede, og skal alene
hjælpe os til videre at forstå hvordan professionaliseringen kan påvirke partiernes måde
at løse deres repræsentative funktioner på.
2.3.3.2 Professionaliseringstendenser i de danske partier
Undersøgelser har som nævnt vist, at professionaliseringen af de danske partier bl.a.
hænger sammen med opbygningen af særlige ekspert- og stabsorganer, og at der
hovedsageligt ansættes medarbejdere med specialiseret viden inden for politisk og
økonomisk analyse, kommunikation og pressehåndtering (se Bille, 1997: 203-217;
Bille, 2004: 22; Thorsen, 2008: 108).
Overordnet set tjener ansættelsen af de specialiserede medarbejdere det formål, at styrke
partiets beslutningstagere, parlamentarikerne – og ikke medlemsorganisationen som
sådan (Bille, 1997: 208). Opgaverne indbefatter derfor blandt andet medieovervågning,
Side 40 af 186
rådgivning af politikere før og under folketingsdebatter, kampagnetilrettelæggelse, samt
gennemregning og efterprøvelse af ministeriernes og andre partiers forslag (Knudsen,
2007: 133). Partiernes såkaldte politisk-økonomiske analyseafdelinger bidrager
imidlertid ikke alene med støtte, men tager også i vidt omfang selvstændigt initiativ til
formulering af politiske forslag (Kosiara-Pedersen, Bille & Hansen, 2012: 167-168).
Som en tilføjelse skal det nævnes, at professionaliseringen af politikdannelsen ikke er
begrænset til partiernes interne ansættelser. ’Uafhængige eksperter’2 inddrages stadig
oftere i det lovforberedende arbejde (Albæk, 2005: 39), og bidrager der, såvel som
gennem medierne, aktivt med at levere politiske problemdefinitioner og
løsningsmuligheder (Togeby et. al. 2004: 110). Hertil har embedsmændene fået større
initiativ- og definitionsmagt – de er, populært sagt, ikke længere kun bureaukrater, men
også policy-entreprenører (Knudsen, 2007: 220).
Professionaliseringen begrænser sig ikke til formuleringen af politik. Også den måde,
hvorpå partierne får informationer om befolkningens interesser og synspunkter, er under
forandring. Nyere undersøgelser peger således på, at input til politikformuleringsfasen
ikke alene, og ej heller hovedsageligt, kommer fra medlemsorganisationen eller
parlamentarikerne. I stedet anvender partierne i stigende omfang marketingværktøjer,
som fx vælgeranalyser, meningsmålinger og fokusgrupper, til at identificere hvilke
politikområder, der skal prioriteres, og hvordan politikforslag skal præsenteres for
vælgerne. Anvendelsen af marketingværktøj er på den måde et tydeligt eksempel på,
hvordan professionaliseringen, som Panebianco anfører, flytter partiernes fokus fra
medlemmerne til potentielle vælgere (Kosiara-Pedersen, 2011: 87).
At medlemmernes indflydelse på partiernes politik har ændret sig, kommer også til
udtryk på partiernes årsmøder, landsmøder og kongresser. Til disse begivenheder har
medlemmerne formel indflydelse, men fra at være en arena hvor meninger og partiets
politik brydes, har de generelt forandret sig til at være en platform, hvor partiets politik
præsenteres for vælgerne (Kosiara-Pedersen, 2011: 89). Det er i den sammenhæng
2 Erik Albæk definerer eksperter som personer ”… i besiddelse af faglig, teknikvidenskabelig viden opnået gennem lang uddannelse inden for en etableret videnskab; at
de i deres faglige virke er institutionelt uafhængige; og at de primært orienterer sig mod
fagfæller og den fælles faglige forståelse for genstanden for deres ekspertise, som de
deler med disse” (Albæk, 2005: 158) Side 41 af 186
tydeligt, at forholdet mellem partieliten og medlemmerne er forandret: Hvor partieliten i
massepartiet var ansvarlig over for medlemmerne, fungerer medlemmerne her i stedet
som en slags organiserede heppere for partieliten (Bille, 1997: 41). Udover til
landsmøder, har medlemmernes rolle i partiernes andre aktiviteter, ved og mellem valg,
også ændret sig som udslag af professionalisering. Dette skyldes bl.a., at partiernes
kampagneaktiviteter over en årrække er gået fra at være ’arbejdsintensive’ til at være
’kapitalintensive’: I stedet for medlemmers frivillige indsats gennem de lokale
partiforeninger, flyttes fokus til professionelt udtænkte, og kommunikerede,
landsdækkende aktiviteter og budskaber. I nogle partier betyder det, at der
kommunikeres udenom medlemmerne og direkte til vælgerne, mens det i andre partier
blot betyder at styringen centraliseres (Kosiara-Pedersen, Bille & Hansen, 2012: 168).
Hertil har flere partier åbnet for at ikke-medlemmer, såkaldte supportere, kan inddrages
i partiernes centralt styrede kampagneaktiviteter. På den måde sløres skellet mellem
medlemmer og ikke-medlemmer (Kosiara-Pedersen, 2011: 99-100).
På baggrund af Panebiancos karakteristik af partiernes udvikling væk fra ’massepartiet’
og de ovenfor beskrevne professionaliseringstendenser i de danske partier, har vi i
tabellen herunder sammenfattet hvordan det elektoralt-professionelle parti løser sine
repræsentative funktioner.
Side 42 af 186
Det elektoralt-professionelle parti: Primært top-down organisation, karakteriseret ved
at vælgere er vigtigere end medlemmer og ved at partiets politik bestemmes af
partieliten i samspil med professionelle eksperter.
Etablering af kanal for politisk
Medlemmer har formel indflydelse på partiets
deltagelse
politik, men i praksis er inddragelsen begrænset.
Ved og mellem valg søges både medlemmerne
og supportere inddraget i centralt styrede
kampagneaktiviteter.
Artikulering og aggregering af
Ved anvendelse af marketingsværktøjer
interesser
identificerer partiet hvilke politikområder der
skal prioriteres og hvorledes politiske forslag
skal præsenteres for vælgerne.
Formulering af politik
Partiets politik formuleres i et snævert lag af
parlamentarikere, professionelle fra partiernes
analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd.
På landsmøder/kongresser præsenteres
politikken for vælgerne.
Tabel 3. Det elektoralt-professionelle partis funktionsmåde
2.3.4
Udviklingen væk fra massepartiet i et demokratisk perspektiv
Om udviklingen væk fra massepartiet, med faldende medlemstilslutning,
professionalisering og øget magt til partiledelsen, er overvejende positiv eller negativ,
afhænger væsentligt af, om udviklingen betragtes fra et elite- eller deltagerdemokratisk
perspektiv.
Som der blev redegjort for i afsnit 2.1.2, er konkurrencen mellem politiske eliter om
lederskab og styring, ud fra et liberalt, elitedemokratisk perspektiv, den vigtigste
mekanisme i demokratiet. Det er den politiske elite, der tager styringen i de politiske
beslutningsprocesser, og borgernes rolle er begrænset til med jævne mellemrum at
udpege lederne. Den demokratiske legitimitet består således i den fri konkurrence
mellem de politiske eliter om befolkningens opbakning – en legitimering, der kan og
Side 43 af 186
bør overstås ved valghandlingen. Ud fra et elitedemokratisk perspektiv, kan
professionaliseringen af partierne og den øgede magt til partieliten derfor overordnet
betragtes som en positiv udvikling. Det er der flere grunde til. For det første betyder en
mindre magtfuld medlemsorganisation, at partieliterne hurtigere og mere effektfuldt kan
respondere på befolkningens præferencer. Dermed sikres en mere retfærdig aggregering
af interesser end den, der foregår gennem det interne partidemokrati, da medlemmerne
ikke nødvendigvis er repræsentative for vælgerbefolkningen. Hertil kan
professionaliseringen, og især den øgede brug af marketing-værktøjer som fokusgrupper
og meningsmålinger, siges at forbedre partiernes viden om vælgerbefolkningens
præferencer, og dermed også deres evne til at respondere derpå. Som det sidste, kan
partier, der udvisker grænsen mellem medlemmer og vælgere, fx gennem inddragelse af
det, vi tidligere kaldte supportere i partiernes aktiviteter, gøre det nemmere for
vælgerbefolkningen som helhed at udtrykke deres holdninger. Igen vil dette medvirke
til en mere afbalanceret aggregering af interesser (Allern & Pedersen, 2007: 72-73).
Betragter vi i stedet udviklingen væk fra massepartiet fra et deltagelsesdemokratisk
perspektiv, må professionaliseringen og den øgede indflydelse til partieliten overordnet
betegnes som værende negativ for demokratiet. For som det fremgår af afsnit 2.1.3,
placerer deltagelsesdemokraterne det politiske initiativ hos borgerne, hvorfor folket, og
ikke eliten, anses som den centrale politiske aktør. Hertil anses deltagelsen ikke kun,
som det er tilfældet hos elitedemokraterne, for at bidrage til at vælge mellem
konkurrerende politiske eliter. I stedet medvirker deltagelsen, ud fra et republikansk
perspektiv, til både at socialisere og integrere borgerne, sådan at de føler sig som en del
af et samfundsmæssigt fællesskab. Deltagelsesdemokrater har peget på, at de
demokratiske rettigheder, og mulighederne for deltagelse, ikke kun bør gøre sig
gældende i relation til staten, men også i det bredere samfundsliv. Ikke desto mindre
fremhæver nogle deltagelsesdemokrater partiernes organisationer som en oplagt ramme
for folkelig deltagelse (Allern & Pedersen, 2007: 77). På den baggrund står det klart, at
de faldende medlemstal, og den større indflydelse til partieliten på bekostning af
medlemsorganisationen, udfordrer partiernes evne til at understøtte de
deltagelsesmæssige aspekter af demokratiet; uden en fast medlemsorganisation og base
er det vanskeligere at bidrage til socialisering, politisk integration og medborgerskab.
Ud fra et deltagelsesdemokratisk perspektiv kan professionaliseringen af partierne
Side 44 af 186
endvidere siges at svække partiernes evne til egentlig interesseaggregering. I den
idealiserede forestilling om massepartierne blev et omfangsrigt politisk principprogram
til gennem debatter på lokalt, regionalt og nationalt plan. Gennem disse debatter blev
heterogene præferencer omdannet til håndterbar politik, som partiernes
parlamentarikere siden skulle efterleve. Som beskrevet ovenfor, er denne proces og de
tilhørende debatter i nogen grad afløst af professionelt udførte holdningsundersøgelser
og fokusgrupper. Ud fra et kritisk perspektiv kan den egentlige interesseaggregering
derfor siges at være udskiftet med interesseindsamling (Allern & Pedersen, 2007: 75).
I det følgende afsnit foretager vi en operationalisering, der skal gøre det muligt for os, i
den senere analyse, at undersøge om, og i hvilket omfang, de beskrevne
professionaliseringstendenser kommer til udtryk i partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet.
2.3.5
Operationalisering
Som i det foregående teoriafsnit om interessevaretagelse vil operationaliseringen her
struktureres ud fra Adcock og Colliers operationaliseringsmodel. Modellens fire trin
gennemgås her med henblik på at kunne analysere, hvorvidt partiernes deltagelse og
aktiviteter på Folkemødet er præget af de beskrevne professionaliseringstendenser.
I delanalysen, som dette teoriafsnit danner grundlag for, ønsker vi som bekendt at
undersøge, om de beskrevne tendenser til professionalisering også gør sig gældende, når
partierne er på Folkemødet. Baggrundskonceptet defineres derfor som: Partiernes
deltagelse og aktiviteter på Folkemødet.
På det næste trin konceptualiseres baggrundskonceptet, således at det bliver muligt at
foretage en systematisk afdækning af det i analysen. I afsnittet 2.3.1 blev der opsat tre
repræsentative funktioner, som partierne forventes at løse i demokratiet: Etablering af
kanal for politisk deltagelse, artikulering og aggregering af interesser samt formulering
af politik. Videre fremgik det, at professionalisering kan bevirke at partiernes måde at
løse de repræsentative funktioner på forandres. Således vil det ikke-professionaliserede
massepartis aktiviteter og deltagelse på Folkemødet forventeligt udfolde sig forskelligt
Side 45 af 186
fra det elektoralt-professionelles partis deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. Det
systematiserede koncept er følgelig todelt: Først skelnes mellem de tre repræsentative
funktioner, som partierne kan tænkes at varetage på Folkemødet. Herefter skelnes
mellem, om funktionerne løses professionaliseret eller ikke-professionaliseret.
2.3.5.3 Indikatorer
På det tredje trin operationaliseres det systematiserede koncept. Formålet er at blive i
stand til at vurdere, om partierne ved deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet løser
de repræsentative funktioner på en ikke-professionaliseret eller professionaliseret måde.
Herunder opstilles derfor indikatorer for hvert af det systematiserede koncepts dele,
altså for de tre repræsentative funktioner, og for hver af dem to sæt indikatorer: Ét sæt,
der indikerer at partiets deltagelse og aktiviteter på Folkemødet ikke er præget af
professionalisering, og et andet sæt der indikerer at parties deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet er præget af professionalisering.
Indikatorer: Etablering af kanal for politisk deltagelse
I afsnit 2.3.1 blev det defineret, at partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse, når
de opfordrer til, og gør det muligt for vælgerbefolkningen, at deltage i partiaktiviteter
både inden for partiets rammer og i offentligheden.
Videre så vi i afsnit 2.3.2, at det ikke-professionaliserede masseparti gennem sin
medlemsorganisation etablerer en bred kanal for politisk deltagelse: Det opfordrer til
deltagelse og gennem partiorganisationen mobiliseres vælgerbefolkningen. Hertil
socialiseres medlemmerne gennem partiorganisationen, hvilket skaber
partiidentifikation og medlemmerne fungerer som ambassadører for partiets politik. Det
vil følgelig være en indikator på ikke-professionaliseret deltagelse, hvis partierne
arbejder på at få deres medlemmer fra de lokale partiforeninger med til Folkemødet, evt.
sådan at de kan fungere som ambassadører for partiets politik under folkemødedagene.
Det vil også være en indikator på ikke-professionalisering, hvis partierne gennem deres
aktiviteter på Folkemødet har fokus på at inddrage medlemmerne, særligt hvis
inddragelsen sker med henblik på at styrke deres identifikation med partiet. I forhold til
den øvrige vælgerbefolkningen vil det blive opfattet som en indikator på ikkeprofessionalisering, hvis partiet arbejder på at hverve dem som partimedlemmer, og i
det hele taget forsøger at inddrage dem i deres Folkemødeaktiviteter.
Side 46 af 186
I afsnit 2.3.3.1 blev det fremlagt, at professionalisering påvirker den måde partierne
etablerer en kanal for politisk deltagelse: Nok fastholder partimedlemmerne deres
formelle rettigheder i partiet, men indflydelsen skubbes væk fra dem, for i stedet at
samle sig om parlamentarikerne og partieliten. Videre så vi, at professionalisering kan
betyde at partiernes kampagneaktiviteter og politik udvikles professionelt og styres
centralt. Det betyder bl.a., at partimedlemmers rolle ændres fra at være dem, partieliten
er ansvarlig overfor, til at være organiserede heppere for partieliten. Samtidig så vi, at
også ikke-medlemmer inddrages i de centralt styrede aktiviteter, og at skellet mellem
dem og partimedlemmer derfor sløres. Det vil derfor være en indikator på
professionalisering, hvis partierne i forbindelse med Folkemødet først og fremmest
prioriterer parlamentarikerne og den øvrige partielites deltagelse. Hertil vil det være en
indikator på professionalisering, hvis partiernes aktiviteter har fokus på at inddrage både
medlemmer og ikke-medlemmer som organiserede heppere.
Indikatorer: Artikulering og aggregering af interesser
I afsnit 2.3.1 blev artikulering og aggregering af interesser opstillet som den anden af
partiernes repræsentative funktioner. Denne funktion løser partierne ved at opsamle,
sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til hinanden, med henblik på
at vinde og fastholde vælgerens støtte.
I det ikke-professionaliserede masseparti varetages funktionen ved, at
partimedlemmerne kanaliserer interesser og behov fra borgerne frem til partiledelsen.
På den måde opsamles og aggregeres vælgerbefolkningens interesser gennem
partiorganisationen. I analysen vil det derfor være en indikator på ikkeprofessionaliseret deltagelse, hvis partierne på Folkemødet prioriterer at komme i
direkte dialog med såvel medlemmer som ikke-medlemmer, særligt hvis
Folkemødeaktiviteterne sigter mod at opsamle ny viden om vælgerbefolkningens
interesser og behov.
Videre så vi i afsnit 2.3.3, at professionaliseringen bl.a. er afstedkommet af hårdere
konkurrence om vælgerne. Partieliten har derfor brug for at kunne profilere og
synliggøre partiet over for potentielle vælgere, uden for mange restriktioner fra en tung
medlemsorganisation. Videre fremgik det af afsnit 2.3.2.2, at partierne i stigende grad
anvender marketing-værktøjer og professionelt udførte analyser til at få viden om
Side 47 af 186
vælgernes interesser og behov og på den baggrund identificere, hvilke politikområder
de skal prioritere, og hvordan disse skal præsenteres for de potentielle vælgere. Det vil
derfor være en indikator på professionalisering, hvis partiernes deltagelse på
Folkemødet er centreret omkring allerede fastlagte politikområder, ligesom det vil være
en indikator på professionalisering, hvis partierne i deres aktiviteter har fokus på at
profilere partiet over for potentielle vælgere.
Indikatorer: Formulering af politik
Formulering af politik blev i afsnit 2.3.1 defineret som den sidste af partiernes
repræsentative funktioner. Formuleringen af politik finder sted, når partierne udvikler
deres politiske programmer, og når de er involveret i dag-til-dag-formuleringen af
politik.
Som det fremgik af afsnit 2.3.2.1 , er massepartiets medlemmer sikret stor indflydelse
på det politiske program, som efterfølgende er yderst væsentligt, da det danner grundlag
for partiets udvikling og formulering af dag-til-dag-politik. Hertil debatteres partiets
politik løbende med og mellem medlemmerne, der på den måde fungerer som politisk
idébank for partiet. Det vil følgelig være en indikator for ikke-professionaliseret
deltagelse, hvis partierne anvender deres deltagelse på Folkemødet til at debattere deres
politik i et offentligt, åbent forum. Det vil ligeledes være en indikator på ikkeprofessionalisering, hvis partierne i forbindelse med eventuelle Folkemødeaktiviteter,
hvor der udvikles og formuleres politik, søger at involvere den almindelige
vælgerbefolkning.
I afsnit 2.3.3.2 så vi, at professionaliseringen bl.a. indebærer, at partiernes politik i
højere grad formuleres i et snævert lag af parlamentarikere, professionelle fra partiernes
analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd, såkaldte policy-eliter. Den politik, som
policy-eliterne udvikler og formulerer, præsenteres så efterfølgende for partimedlemmer
og vælgere. Det vil derfor være en indikator på professionaliseret deltagelse, hvis
partierne anvender Folkemødet til at præsentere deres politik for vælgerbefolkningen.
Hertil vil det være en indikator på professionalisering, hvis partierne i forbindelse med
eventuelle Folkemødeaktiviteter, hvor der udvikles og formuleres politik, hovedsageligt
søger at inddrage repræsentanter fra policy-eliter.
Side 48 af 186
Den samlede operationalisering er samlet i figur 2 herunder.
Figur 2. Operationalisering: Professionalisering – partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet
Side 49 af 186
2.4 Medialisering af politikken
Specialets tredje del handler overordnet set om mediernes indflydelse på Folkemødet.
Mere specifikt handler det om, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan
siges at være tilpasset mediernes imperativer, eller om deltagelsen er styret af en
underliggende politisk logik. At medierne i dag spiller en større rolle som
forbindelsesled mellem borgere og beslutningstagere, end de gjorde tidligere, er der
ingen tvivl om. Mediernes øgede indflydelse har derfor ikke overraskende affødt
interesse i, og debat om, hvordan medierne påvirker politik (Mazzolini, 1987; Blumler
& Kavanagh, 1999; Norris, 2000; Street, 2005; Strömback, 2005, 2008; Negrine, 2008).
I dette speciale undersøger vi mediernes indflydelse på Folkemødet ud fra et
institutionelt perspektiv (March & Olsen, 2006). Det vil sige, at til grund for
undersøgelsen sætter vi den antagelse, at forskellige institutioner (i dette tilfælde politik
som institution og medierne som institution) udstikker normer, standarder, rammer etc.
for, hvordan aktører bør opføre sig i specifikke sammenhænge. Samlet set kalder vi
disse retningslinjer for logikker. Det institutionelle perspektiv bliver således den ramme,
vi kan forstå og analysere aktørernes praksis indenfor og logikkerne den specifikke
forklaringsmetode, hvilket vi udfolder mere i dybden nedenfor.
Vi lagde ud med at sige, at vi undersøger, hvorvidt den politiske deltagelse kan siges at
være tilpasset mediernes imperativer, eller er styret af en underliggende politisk logik.
Vi fokuserer undersøgelsen på Folkemødets events: ”Events er Folkemødets betegnelse
for taler, seminarer, workshops og andre arrangementer” (Folkemødets hjemmeside
2014b) Med andre ord kan man sige, at Folkemødets officielle program og indhold
udgøres af de forskellige events, og at det er dem, der ligger til grund for
medialiseringsanalysen. Den uofficielle del af Folkemødet med det, det indbefatter af
networking, mingling og uformelle kaffemøder, er altså ikke i fokus i
medialiseringsanalysen. Det skyldes for det første, at området behandles i de to andre
delanalyser – især i interessevaretagelsesanalysen. For det andet skyldes det, at
medialisering som tendens og fænomen først kan siges at slå igennem og være tilstede,
når den primære kommunikationsform i en given sammenhæng ikke udgøres af
egentlige interpersonelle møder men foregår igennem medierne (Strömbäck 2008: 236).
Den uofficielle del af Folkemødet udgør netop en sammenhæng, hvori
Side 50 af 186
medieinstitutionen ikke er tilstede eller tiltænkt nogen bestemt rolle, hvorfor det ikke
teoretisk giver megen mening at undersøge mediernes indflydelse på denne. Det, vi
specifikt er interesserede i at undersøge ift. mediernes indflydelse på Folkemødet, er:
1) Hvad er arrangørernes strategiske formål med deres events?
2) Hvordan foregår arrangementerne i praksis? Herunder:
a) I hvilke formater praktiseres og kommunikeres politik til Folkemødets
events?
b) Hvad medfører disse formater for aktørernes roller?
Formålet med dette afsnit er således at opstille et teoretisk framework, i hvilket vi kan
forstå kommunikationsog deltagelsespraksisser og de roller, aktører tildeles og
praktiserer. Som vi indikerede ovenfor, baserer frameworket sig derfor på en
institutionel tankegang, hvori institutioners underliggende rationaler og logikker
strukturerer aktørernes praksis. Indledningsvis gennemgår afsnittet kort, hvordan
logikker og institutioner anvendes som forklaringsmetode. Dernæst fokuserer vi på
betydningen af medierne som institution for den politiske deltagelse. Vi følger
mediernes udvikling og selvstændiggørelse, og diskuterer hvilke underliggende logikker
medieinstitutionen er struktureret af. Dernæst konstruerer vi, i feltet mellem de
elitedemokratiske og deltagelsesdemokratiske traditioner, en Folkemødespecifik politisk
logik baseret på Folkemødets institutionelle forventninger til, og principper om, politisk
deltagelse. Det er altså i feltet mellem medielogikken og den Folkemødespecifikke
politiske logik, at vores analyse udspiller sig og vi undersøger deltagelsen i
Folkemødets events.
2.4.1
Om logikker og institutioner
Formålet med dette afsnit er at opstille et teoretisk framework, i hvilket vi kan forstå
aktørernes politiske deltagelse i Folkemødets events. Som introduktionen til kapitlet
ovenfor indikerer, baserer undersøgelsen sig på begrebet om logikker som
forklaringsmetoder. Jason Glynos og David Howarth (2007) anvender begrebet om
logikker som en forklaringsmetode, der står i modsætning til hermeneutiske
fortolkninger og positivistiske kausalmekanismer, og i stedet forsøger at undersøge de
mulighedsbetingelser og logikker, der styrer praksisser. Logikkerne udgør altså en slags
Side 51 af 186
ontologisk regelsæt indenfor et givent system, der udstikker reglerne for passende
adfærd, eller hvad March & Olsen (2006) har benævnt logic of appropriateness. At
anvende logikker som forklaringsmetode baserer sig på en institutionel tilgang til at
forstå adfærd og roller i praksis (ibid.). Her forstås institutioner som relativt stabile
organisatoriske koblinger af roller og identiteter, ressourcer, regler og praksisser. De
organiserer forholdene og interaktionerne mellem institutionens aktører, opstiller
guidelines for god opførsel og forventningsafstemmer. De bliver meningsskabende og
sætter normative standarder (ibid: 691). Det vil altså sige, at institutionerne i ret høj
grad udgør individers og gruppers forståelseshorisont og grundlag for at afkode
virkeligheden.
Mediernes øgede samfundsmæssige betydning, som vi skal se på nedenfor, medfører
derfor, at politiske aktører ikke bare kan se stort på mediesystemets logikker, når de
optræder offentligt, men er tvunget til at tilpasse sig mediernes præmisser. Det betyder
imidlertid ikke, at de politiske aktører nødvendigvis er hjælpeløse ofre for mediernes
vilje, idet de ligesom journalister og andre mediefolk kan udvikle egne
kommunikationsog mediestrategier (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 222). Det betyder
snarere, at medierne er blevet en så vigtig samfundsinstitution, at de i høj grad er med til
at forme den måde, vi taler om, praktiserer og forstår politik (Hjarvard, 2008).
2.4.2 Mediernes udvikling og selvstændiggørelse Mediernes udvikling til en selvstændig samfundsmæssig institution har været en
langstrakt proces. Regionale og nationale forhold har spillet ind på relationen mellem
politik og medier (Hallin & Mancini, 2004), men det generelle udviklingsforløb er
alligevel forsøgt systematiseret ved at afgrænse bestemte perioder eller faser, hvor
forholdet har været karakteriseret af nogle bestemte relationer (Asp & Esaiasson, 1996;
Blumler & Kavanagh, 1999; Norris, 2000; Strömbäck, 2008).
Medialiseringens første fase Den første fase er i Danmark karakteriseret ved en høj grad af politisk parallelisme
(Hjarvard, 2008: 65). Aviserne er et redskab for partierne, og deres indhold er i høj grad
styret af input fra det politiske system. Firebladssystemet er kulminationen på denne
fase: I hver større provinsby har de fire gamle partier hver sin presse (ibid.: 65-66).
Aviserne udgør den primære informations- og kommunikationskanal, men der er i høj
Side 52 af 186
grad tale om envejskommunikation oppefra-og-ned, fra beslutningstagerne til borgerne
(Strömbäck, 2008: 236).
Medialiseringens anden fase I den anden fase bliver medierne mere uafhængige af partierne (ibid.: 236-237) og
firebladssystemet dør (Hjarvard, 2008: 66). Tilbagegangen for medlemstallet i de
politiske partier, i interesseorganisationerne og de frivillige foreninger mindsker
borgernes direkte kontaktflade til det politiske liv og medierne kommer således i højere
grad til at udgøre den politiske offentlighedssfære (ibid., Strömbäck 2008: 236-237).
Medialiseringens tredje fase I den tredje fase selvstændiggøres medierne i endnu højere grad. Journalistikken
udvikler sig og professionaliseres bl.a. pga. oprettelsen af en egentlig
journalistuddannelse (Hjarvard, 2008: 66). Medierne udvikler sine egne normer og
standarder, og de politiske aktører må derfor acceptere, at de ikke længere kan regne
med, at medierne vil indordne sig under en politisk logik. Faktisk tipper forholdet
mellem medier og politik, således at politiske aktører nu må tilpasse deres
kommunikation til mediernes logik. De begynder at afholde pressemøder, ligesom
pressestrategier og spin bliver politiske værktøjer (Strömbäck, 2008: 237-239).
Medierne er i den tredje fase blevet så indflydelsesrige, at deres iboende rationaler og
logikker ikke kan tilsidesættes, hvis en politisk aktør ønsker at påvirke dagsordenen
eller komme i kontakt med befolkningen. Medielogikken spiller nu så stor en rolle, at
politiske aktører bliver nødt til at tilpasse sig den, hvilket resulterer i, at når medierne
formidler politik, så formidler de medialiseret politik (ibid.). I den tredje fase er
medialiseringen altså så at sige blevet en selvforstærkende spiral. Imidlertid er den
tredje fase stadig karakteriseret ved, at det kun er formidlingen af politikken, der er
medialiseret. Politikerne er således godt klar over, at de må tilpasse sig en medielogik,
men de lever stadig op til krav fra det politiske system i og med, at de skal forsøge at
vedtage og implementere politiske beslutninger og derudover sikre genvalg. Der er
således stadig en klar adskillelse mellem det politiske system og mediesystemet, men
det er blevet nødvendigt for de politiske aktører at tilpasse sig medieverdenens
imperativer (Hjarvard, 2008: 67).
Side 53 af 186
Medialiseringens fjerde fase Distinktionen mellem den tredje og den fjerde fase er, at hvor medierne sås som
eksterne i den tredje fase, er de blevet en intern del af de politiske aktørers
adfærdskodeks i den fjerde fase (Strömbäck, 2008: 239-241). I den fjerde fase er det
således ikke sikkert, at de politiske aktører længere er bevidste om, at de følger
medielogikkens imperativer. Logikkerne er således blevet helt sedimenterede og
institutionaliserede, og fremstår entydige og faktuelle, og ikke længere som kontingente
alternativer (ibid.).
I dette speciale er det især medialiseringens tredje og fjerde fase, vi finder interessante, i
og med at vi netop ønsker at undersøge, hvordan medierne og medialiseringen påvirker
Folkemødedeltagernes adfærd og deltagelse. I første og anden fase tillægges medierne
nemlig ikke så meget magt og styrke, at de kan siges at udgøre en selvstændig og
adfærdsstrukturerende institution. Nedenfor ser vi således på, hvordan medierne i deres
sene faser kan siges at påvirke aktørernes praksis.
2.4.3
Medielogik
Teorien forudsiger, at medierne i dag spiller en større rolle i samfundet, og at de andre
samfundsmæssige aktører i stigende grad, bevidst eller ubevidst, handler i
overensstemmelse med mediernes logikker. March & Olsen (2006) påstår med deres
logik for passende adfærd, at systemer, institutioner, relationer etc. endogeniserer en
række normer, som vil være konstituerende for vores kollektive og individuelle
opfattelser af passende adfærd. Vi kan altså, som vi tidligere indikerede, forstå logikker
som et givent systems standarder, rationaler, regler, adfærdskodeks etc., som
medlemmer af systemet vil forsøge at imødekomme og praktisere. Det er altså i kraft af,
at mediesystemet vokser sig større og påvirker de andre samfundssystemer, at
samfundets aktører vil imødekomme og inkorporere medielogikkerne. Altheide & Snow
definerer medielogik som:
“a form of communication; the process through which media present and transmit
information. Elements of this form include the various media and the formats used
by these media. Format consists, in part, of how material is organized, the style in
which it is presented, the focus or emphasis on particular characteristics of
behavior, and the grammar of media communication. Format becomes a
Side 54 af 186
framework or a perspective that is used to present as well as interpret phenomena”
(1979:10).
Vi kan altså forstå begrebet om medielogik som den proces, hvorigennem medierne
udvælger og præsenterer informationer. Processen indeholder nogle enkeltdele, bl.a. de
forskellige medier og de forskellige måder, medierne udvælger og arrangerer det
materiale, der præsenteres som nyheder, måden nyhederne præsenteres på, og måden
forskellige fænomener fortolkes på. Lidt mere konkret kan man sige, at medielogikker
handler om forskellige nyhedskriteriers og fortælleteknikkers indflydelse på sociale og
samfundsmæssige processer. Endelig ligger der i begrebet, at disse kriterier og
teknikker er skabt og brugt af medierne for at fange mediebrugernes opmærksomhed
(Strömbäck, 2008: 233). Det vil altså sige, at medielogik også anvender andre former
for logikker, for eksempel kommerciel logik, kulturel logik, teknologisk logik, men
også politisk logik (Mazzolini, 2007: 445). Medielogik involverer som nævnt en
bestemt måde at præsentere hændelser eller fænomener på, eksempelvis igennem
narrativer; Ud fra en medielogik kan narrativerne anvende simplificering,
personificering, intensivering, polarisering, visualisering, stereotypificering etc. i
nyhedsformidlingen (Asp, 1986; Hernes, 1978; Mazzolini, 1987) Derfor støder man så
ofte på sports- og krigsmetaforer i den politiske journalistik, ligesom effekterne af en ny
policy-pakke ofte analyseres ud fra konsekvenserne for et rigtigt, levende menneske.
Disse fortælleteknikker er konsistente med de nyhedskriterier, der i journalistiske
lærebøger fremhæves som dem, der gør en historie til en god historie (Gravengaard,
2010: 25; Kramhøft, 2000: 51):
Aktualitet
Historien skal handle om et emne, der er oppe i tiden eller om en
aktuel begivenhed.
Væsentlighed
Historien skal være væsentlig. Dvs., at den skal have stor betydning
for borgerne, samfundet, kulturen eller økonomien.
Konflikt
Historien skal indeholde elementer af strid og splid mellem forskellige
grupper eller individer. Det skaber drama og kan medvirke til at
forsimple historien og dens aktører til ’ofre’, ’helte’ og ’skurke’.
Side 55 af 186
Identifikation
Mediebrugerne skal kunne identificere sig med (elementer af)
historien. Det åbner op for at overveje, hvordan historien kan bringes
’tættere på’ og gøres relevant for mediebrugerne.
Sensation
Historien skal være spændende, overraskende eller usædvanlig.
Antagelsen bag udvælgelsen og konstruktionen af den gode historie er, at jo flere af
nyhedskriterierne, historieideen opfylder, jo højere vil ideen blive prioriteret af
journalisterne (Gravengaard, 2010: 26). Nyhedskriterierne alene udgør imidlertid ikke
hele medielogikken. Der er også mere markedslignende og kommercielle logikker på
spil. Her peger Meyer (2002) på, at historierne udover at leve op til nyhedskriterierne
også må være i stand til at fange målgruppens opmærksomhed med det resultat til følge,
at nok så relevante historier måske fravælges, hvis andre historier kan tænkes at ’sælge’
bedre, eller at historierne fortælles på en mere spændende eller underholdende måde.
2.4.4
Politisk logik
Det er ofte blevet hævdet, at begrebet om politisk logik skulle være
underkonceptualiseret (Strömbäck, 2008: 233). Det er imidlertid ikke helt rimeligt, og
skyldes nok i virkeligheden, at manifestationen af det politiske har taget sig ud på
mange forskellige måder i forskellige sammenhænge. Men som vi tidligere har
indikeret, lægger vi os op ad Eastons definition af politik som den måde, hvorpå
autoritative beslutninger vedtages og implementeres i samfundet. Vi kan altså forstå
begrebet om politisk logik som det regelsæt, der strukturer handlinger og
kommunikation vedrørende vedtagelsen og implementeringen af bindende beslutninger.
Begrebet om politisk logik åbner derved op for en mangfoldighed af politiske diskurser,
demokratiske som autoritære, folkelige som elitære, der bygger på forskellige politiske
institutioners krav og formåen (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 221). Som Meyer (2002:
12) i tråd med vores konceptualisering af det politiske peger på, består en politisk logik
både af beslutningsprocessen og implementeringsprocessen, altså både om at konvertere
interesse- og identitetskonflikter til en beslutning, og at sikre generel accept af denne.
Altheide & Snow (1979) og Mazzolini (1987) har konceptualiseret en partilogik, som
medielogikkens modsætning, der refererer til partiernes kommunikative logik, men i
lyset af samfundsudviklingen må partilogikken nok siges kun at udgøre en del af det
samlede billede. Ift. vores speciale ser vi først på den politiske logik i hhv. et
Side 56 af 186
elitedemokratisk og et deltagelsesdemokratisk perspektiv, og formulerer en særlig
Folkemødelogik i feltet mellem disse.
2.4.4.1 Elite- og deltagelsesdemokratiske logikker
Rationalet i et elitedemokratisk perspektiv handler om de politiske eliters valg og
genvalg. For befolkningen handler den politiske logik således om at afsætte eller give
mandat til de politiske ledere – og ikke så meget andet. Her vil det altså være passende
at sanktionere eller legitimere de politiske ledere med jævne mellemrum, mens det vil
være passende for eliten at vedtage og implementere gode politikker, der medvirker, at
borgerne kan fortsætte med deres daglige gøremål i fred og ro. Kommunikationen skal
således gerne oppefra-og-ned forsikre befolkningen om den politiske elites kvaliteter og
evner, og forsikre om, at man trygt kan overlade dem magten. Man kan derfor forestille
sig, at kommunikationen intensiveres op til valgene, eller hvis nogle politikker er så
vigtige, at det er nødvendigt for borgerne at kende til dem.
I et deltagelsesdemokratisk perspektiv lægges der mere vægt på samtalen. Dialogen
med borgerne og deres inddragelse i de politiske beslutningsprocesser anses for at være
konstituerende for politikkens legitimitet. Kommunikationen vil i langt højere grad
kanaliseres nedefra-og-op, så beslutningstagerne ved, hvad der rører sig i befolkningen
og kan træffe beslutninger i overensstemmelse med befolkningens ønsker og krav.
2.4.4.2 En Folkemødespecifik politisk logik
Der er altså nogle interne spændinger i det politiske system, der vedrører vægtningen af
folk og elite i demokratiet. Den politiske logik vil derfor være en dynamisk størrelse,
der tager form efter det indbyrdes magtforhold imellem de politiske institutioner. Ser vi
på Folkemødet i et institutionelt perspektiv, kan vi se, at Folkemødet opstiller nogle
rammer for den politiske praksis, som kan siges at være den Folkemødespecifikke
kontekstualisering af den politiske logik. Om Folkemødets formål hedder det:
“Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i
Danmark. Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem
beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra
Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at
møde beslutningstagerne ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a).
Side 57 af 186
Endvidere skal Folkemødet ”skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og
inspiration til politik-dannelsen [og] fremme folkets indflydelse på og forståelse af
samfundets rammer” (Folkemødets hjemmeside, 2014c).
Folkemødets dagsorden er altså at forsøge at styrke demokratiet og dialogen. Strategien
for at lykkes med denne dagsorden er at facilitere møder mellem aktører, der tænkes at
have stor indflydelse på samfundet – politikere, erhvervsfolk, interesseorganisationer
osv. Der er altså fra Folkemødets side et fokus på toppen eller eliten i samfundet,
hvilket kunne indikere, at Folkemødelogikken placerer sig lidt tættere på det
elitedemokratiske ideal. Samtidig åbnes der op for, at borgerne skal have mulighed for
at møde beslutningstagerne, påvirke samt forstå samfundet. Borgerinddragelsen
opbløder måske billedet en smule – borgerne skal have mulighed for at øve indflydelse
på samfundet – men det rokker dog ikke fundamentalt ved, at fokus er på
beslutningstagerne.
Ift. måden politik praktiseres på, præsenterer Folkemødet sig som ”en ny politisk arena,
hvor de regler, der ellers gælder på Christiansborg og i resten af det politiske liv, er sat
ud af kraft” (Grosbøll, 2011: 2) og ”en mulighed for alle til at være med til at lufte ud i
vores politiske debatkultur” (ibid.). Folkemødet forsøger altså at præsentere sig som
rammen for ”de åbne og fordomsfrie politiske debatter og de uformelle, personlige
møder” (ibid.) og som ”et politisk svar på Roskilde Festival” (ibid.). Dialogen på
Folkemødet skal altså gerne være anderledes end til daglig – den skal være åben og
fordomsfri, den skal være lidt mere personlig, og den skal gøre op med
Christiansborgkulturen. Så selv om fokus nok er på eliterne, er der også et fokus på den
politiske substans. Folkemødet skal ikke handle om spin og strategier, men om indhold,
og hvis borgerne vil, skal de også have mulighed for at deltage. Der, hvor Folkemødet
afviger fra det elitedemokratiske ideal og lægger sig tættere opad det
deltagelsesdemokratiske ideal, er i Folkemødets lidt mere eksperimentelle karakter:
Debatten og møderne er formål i sig selv og tillader, at man afprøver og diskuterer ideer
lidt friere og mere uformelt. De politiske processer er i den forstand mindre
formaliserede på Folkemødet, og begrebet om politik har et meget mere positivt skær
over sig end i det elitedemokratiske ideal, hvor politik snarere ses som et nødvendigt
onde. Konkluderende kan vi sige, at Folkemødets politiske logik placerer sig mellem
Side 58 af 186
elitedemokrati og deltagelsesdemokrati: 1) Fokus er mere på eliten end på den brede
befolkning, men borgerne gives alligevel mulighed for at deltage. 2) Deltagelsen er
langt mindre formaliseret end til daglig og orienterer sig ikke nødvendigvis mod rent
regeringsmæssige anliggender, men er også et eksperimentarium, hvor nye ideer kan
afprøves og diskuteres.
2.4.5
Fra logik til praksis
Antagelsen, når man anvender logikker som forklaringsmetode er, at logikkerne
institutionaliseres eller sedimenteres gennem gentagne praksisser for til sidst at fremstå
som konventioner eller endda fakta (March & Olsen, 2006: 690-691). De institutionelle
logikker kommer således til at udgøre aktørernes repertoire af perceptioner, roller og
praksisser. Øget mediemagt vil således betyde en tilvænning til og normalisering af
mediernes logik som adfærdsstrukturerende. Mediernes ’nye’ regelsæt kan således
tænkes at komme i karambolage med de politiske institutioners, hvilket potentielt kunne
foregå på mange måder. Specifikt ift. undersøgelsen af Folkemødet finder vi det
relevant at se på:
1. Hvilke rationaler, der ligger til grund for at arrangere events?
2. Hvordan deltagelsen i praksis foregår til arrangementerne.
a) Hvordan politik praktiseres og kommunikeres til arrangementerne.
b) Om aktørernes roller tilpasses den folkemødespecifikke politiske logik eller
medielogikken?
2.4.5.1 Events danner rammen Som vi tidligere indikerede, er undersøgelsens empiriske fokus afgrænset til de
officielle events på Folkemødet. Inspireret af Goffmans (1992) teatermodel for social
interaktion3, kan vi se, at der er forskelle roller og funktioner forbundet med afholdelsen
af events. Arrangørerne, som specifikt ift. Folkemødet ofte, men ikke altid, vil være
interesseorganisationer, skaber rammen, udstikker temaet, og sørger for at invitere de
relevante deltagere. Deltagerne er som oftest personer, der besidder en specifik viden,
eller har mere end almindelig interesse i temaerne. Deltagerne er således typisk
politikere eller organisationsfolk, men kan også være mediefolk eller
3 Vi vender tilbage til Goffmans model nedenfor og diskuterer den derfor ikke
her.
Side 59 af 186
samfundsdebattører. Publikum udgøres både af de almindelige borgere, men derudover
også af interesserede politikere, organisations- og mediefolk. Arrangementerne sætter i
den forstand konteksten eller rammerne for mødet mellem Folkemødets forskellige
aktører, lægger op til en specifik kommunikations- eller fremstillingsform, og
efterspørger specifikke roller og funktioner af dets deltagere og publikum.
Arrangementerne spænder bredt. Som det hedder i Folkemødets officielle avis:
”Arrangørerne kappes om at tiltrække publikums opmærksomhed – og det sker med
events både i den dybt seriøse og mere poppede ende” (Førsteliin, 2013: 5). Med andre
ord er der altså både politiske og mere medialiserede events.
Politiske events
De politiske events baserer sig på den politiske logik, som den kommer til udtryk på
Folkemødet. Forventningerne til disse events er, at der argumenteres sagligt, og at
kommunikationen har politisk fokus. Specifikt på Folkemødet forventes der yderligere,
at der tænkes og tales lidt mere frit, og at de mere strategiske og
kommunikationsmæssige overvejelser lægges på hylden. Aktørerne forventes således at
afprøve ideer og måske stille op til noget, der er dem uvant. Folkemødet som en slags
politisk eksperimentarium udstikker altså nogle handlemuligheder for de politiske
aktører, de ikke nødvendigvis støder på i dagligdagen. Rationalet bag er, at der måske
kunne tænkes at være noget inspiration og nogle ideer gemt i at agere anderledes end
normalt.
Medialiserede events
Til forskel fra den politiske logik, lægger medielogikken op til, at arrangementerne og
deltagelsen deri i grunden ikke behøver handle om politik, men snarere kan og bør
tilpasses nyhedskriterierne og mediernes fremstillingsteknikker. Lidt skarpt optegnet
kan man således sige, at de Folkemødeevents, hvor politikere deltager, i en medielogik
ikke kun er interessante pga. deres indhold, men også fordi politikerne er kendisser, og
at det i sig selv er et trækplaster. Medielogikken lægger derudover op til, at deltagerne
’giver lidt mere af sig selv’, optræder på slap line og fremstår sympatisk og
’almindelige’. Indholdet af arrangementerne kan således stadig godt være politisk, men
politikken er i langt højere grad bundet op på deltagernes personlige attributter. Det
Side 60 af 186
stiller samtidig større krav til, at deltagerne altid kan tilpasse sig og være ’på’, og
deltagernes sociale kompetencer bliver derved et vigtigere aktiv.
Implikationer for den politiske kommunikation Politisk kommunikation handler essentielt set om at forstå, tilpasse sig, og især præge
den offentlige dagsorden (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 220). Til grund for politisk
kommunikation ligger der derfor nogle løse eller faste, bevidste eller ubevidste
strategier, altså perceptioner af, hvordan man mest effektivt og optimalt kan påvirke
dagsordenen. Kommunikationsstrategier kan i den forstand også siges at være
struktureret af nogle underliggende logikker eller regler, der muliggør, at man kan se
forskellige udfald af forskellige strategier. En medielogisk kommunikationsstrategi vil
således basere sig på bl.a. nyhedskriterierne og derfor typisk vægte symboler, drama,
konflikt, identifikation etc. (Mazzolini, 2007: 445). Derimod vil en politisk-logisk
strategi basere sig på eksempelvis tekniske, økonomiske, antagonistiske eller andre
kriterier, der vil have det til fælles, at de søger at skabe opbakning til, eller accept af, en
given politik. Specifikt ift. Folkemødets underliggende politiske logik vil strategien
adskille sig fra den gængse Christiansborg-kommunikation, som forstås som præget af
mere medieinspirerede kommunikationsstrategier baseret på spin med videre. Den
politisk-logiske strategi vil snarere basere sig på mere sagligt substantielle og tekniske
emner – altså ikke om hvem, der er bedst eller mest populær i befolkningens øjne, men
om de reelle politiske udfordringer og beslutninger. Den politiske kommunikation vil
derfor typisk være i form af en tale, workshop, seminar eller debat, hvor medielogikken
snarere vil efterspørge quizzer, underholdning eller lignende – altså en
kommunikationsform, der i højere grad muliggør, at nyhedskriterierne imødekommes.
Medieinstitutionens foretrukne kommunikationsform sætter de politiske aktører i
øjenhøjde med borgerne igennem underholdning, drama og sensationer, hvorimod den
typiske politiske kommunikationsform handler om politiske spørgsmål og temaer, og
om politikernes egne synspunkter og politiske kæpheste. Samlet set kan vi altså sige, at
medielogikken i højere grad efterspørger underholdning og dermed stiller anderledes
krav til de politiske aktørers kommunikative kompetencer. Den politiske logik
efterspørger i højere grad politisk indhold og diskussion. Som vi diskuterer nedenfor,
har dette også implikationer for de roller, deltagerne forventes at tage på sig og
praktisere på Folkemødet.
Side 61 af 186
Implikationer for Folkemødedeltagernes roller
Både den politiske logik og medielogikken kræver en vis grad af synlighed og
tilgængelighed. I det politiske system er det nødvendigt at befolkningen ved, hvad de
forskellige politikere og partier står for, at de kan afsætte dem og give dem mandat. Og
specifikt på Folkemødet lægges der op til en endnu højere grad af synlighed, intimitet
og personlighed. Medieverdenen stiller ligeledes krav om synlighed. Levende billeder
fanger publikums opmærksomhed og personificerer nyheder. Det skaber fortrolighed og
nærhed og kan således forstærke relationen mellem borgerne og beslutningstagerne.
Medielogikken og den politiske logik, som den tager sig ud på Folkemødet, er således
ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, i og med at de begge lægger op til at
mindske afstanden og bringe eliterne i øjenhøjde med den brede befolkning. Forskellen
er imidlertid deres underliggende formål, hvor politikken i en vis udstrækning vedrører
beslutningernes udformning og implementering, mens medieinstitutionen i sin rene
form fungerer under kommercielle vilkår.
Men hvordan bør beslutningstagerne så vise sig for borgerne? Med afsæt i Meyrowitz
(1986) kan vi se, at den sociale interaktion med de elektroniske mediers indtog er blevet
ændret. Meyrowitz’ udgangspunkt er Goffmans (1992) teatermodel for social
interaktion i et umedieret, interpersonelt møde. Goffman skelner i sin model mellem
frontstage og backstage, hvor frontstage er selve den scene, hvor mødet udspiller sig, og
hvor deltagerne påtager sig den rolle, der er passende ift. mødet. Backstage udgør en
slags frirum, hvor deltagerne kan lade op, forberede sig eller koble af ovenpå mødet.
Her er aktørerne således ikke ’på’ og behøver ikke praktisere deres offentlige persona.
Meyrowitz peger på, at de elektroniske medier bidrager til at nedbryde distinktionen
mellem frontstage og backstage. I stedet foreslår han, at der skabes en hybrid, en middle
region, med et nyt adfærdskodeks, der blander den formelle og offentlige praksis fra
frontstage med den uformelle, private adfærd fra pusterummet backstage. Som Hjarvard
(2008) gør opmærksom på, gør radio og tv det vanskeligt at adskille de politiske
erklæringer og programmer fra aktørernes personlige egenskaber. Netop Folkemødet,
hvor synligheden er så meget større og de politiske aktører ikke kan siges at holde fri og
trække sig tilbage, når de har deltaget i de formelle arrangementer, men alligevel er
mere afslappede end til daglig, er et aldeles godt eksempel på den hybrid, Meyrowitz
opstiller. Folkemødet udgør således en platform eller arena, hvori adfærden må
Side 62 af 186
afbalanceres mellem det formelle og det uformelle, privatpersonen og det offentlige
ansigt.
2.4.6
Operationalisering
Formålet med dette teorikapitel er, som tidligere nævnt, at opstille et teoretisk
framework, der muliggør, at vi kan undersøge, om Folkemødet foregår på mediernes
præmisser, med andre ord om Folkemødedeltagelsen er medialiseret. Dette afsnit har til
formål at operationalisere baggrundskonceptet, dvs. vores forskningsspørgsmål, om
Folkemødet er medialiseret. Også her bruger vi Adcock og Colliers
operationaliseringsmodel.
Første trin, vi ønsker at undersøge, baggrundskonceptet, er, om Folkemødedeltagelsen
er medialiseret. Baggrundskonceptet stemmer således overens med analysens
undersøgelsesspørgsmål, nemlig hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan
siges at være tilpasset mediernes imperativer, eller om deltagelsen snarere er styret af en
underliggende politisk logik.
På det næste trin konceptualiseres baggrundskonceptet. I afsnittet 2.4 præsenterede vi de
tre analytiske dimensioner, som vi forventer at kunne forstå aktørernes praksis ud fra:
De underliggende strategier bag og den praktiske udformning af events, hvordan
kommunikationen i praksis tager form, og hvilke roller og deltagelsesformer aktørerne
tager på sig og praktiserer.
Videre fremgik det, at medialisering kan medføre, at aktørernes praksisser i
offentligheden forandres. Således vil en ikke-medialiseret aktør i langt højere grad
tænke i politiske strategier, politisk-saglig kommunikation og mere formaliserede roller
og deltagelsesformer, mens den medialiserede aktør i højere grad vil basere deltagelsen
på medielogiske strategier, taktisk-strategisk kommunikation og mere
underholdningsprægede, uformelle roller og deltagelsesformer.
Det systematiserede koncept er følgelig todelt. Først skelnes der mellem konkrete
praksisformer. Herefter skelnes der mellem, om praksisserne er baseret på en politisk
logik eller medielogik.
Side 63 af 186
2.4.6.3 Indikatorer
På tredje trin operationaliseres det systematiserede koncept ved at opstille indikatorer
for de respektive logikker i de respektive analyseafsnit. Det har vi gjort ved at udrede,
hvordan logikkerne kan omsættes til praksis. Med andre ord: Med hvilken af de to
logikker kan vi bedst forstå Folkemødedeltagelsen?
1. Hvad er strategien bag at afholde events, og hvordan udmønter det sig i eventet?
Her ser vi på, om eventsne direkte forklares ud fra politisk-saglige emner
og dagsordener, hvilket indikerer, at eventet baserer sig på en
underliggende politisk logik, eller om de snarere handler om at skabe
synlighed og kendskab til arrangørerne, hvorfor de ’larmer’ og ’fylder’
mere, hvilket snarere indikerer, at de baserer sig på medielogikken.
2. Hvordan foregår deltagelsen i praksis under de forskellige events? Herunder,
a) de former den politiske debat tager:
Her ser vi på, hvordan deltagerne og publikum til arrangementerne agerer
i praksis. Indikatorer, der peger i retning af, at kommunikationen og
deltagelsen er mere politisk, vil være hvis deltagerne bevarer fokus på det
politisk-saglige emne, som eventet handler om, og hvis de lægger
medietaktiske strategier fra Christiansborg-kulturen bag sig. Omvendt vil
indikatorer, der peger i retning af en mere medialiseret kommunikationsog deltagelsespraksis være, hvis de fortsætter og/eller intensiverer
Christiansborg-kulturen.
b) De roller deltagerne tager på sig og praktiserer:
Her ser vi på, hvilke forventninger der er til, hvordan aktørerne opfører sig
til arrangementerne, og hvordan de så i praksis indfrier disse
forventninger. Når eksempelvis politikerne deltager i et event, deltager de
så som ’politikere’ og diskuterer politiske emner, hvilket indikerer, at de
primært er styret af en politisk logik, eller som ’kendisser’, der snarere
stiller sig til skue, hvilket indikerer, at medielogikken strukturerer deres
adfærd? Diskuteres der politik, eller er arrangementerne snarere
Side 64 af 186
karakteriseret ved, at deltagerne optræder på slap line og underholder?
Bliver publikum primært tiltrukket af events med kendte deltagere
(medielogikken), eller vil de hellere være til arrangementer med bestemte
politiske dagsordener (den politiske logik)?
Ved at undersøge folkemødedeltagelsen ud fra disse indikatorer får vi således etableret
et grundlag for at diskutere, om den politiske deltagelse på Folkemødet baserer sig på en
politisk logik eller en medielogik, og derved for at vurdere, om Folkemødet kan siges at
være medialiseret. Operationaliseringen er sammenfattet nedenfor i figur 3.
Figur 3: Operationalisering – medialisering
Side 65 af 186
3 Forskningsdesign: Et eksplorativt casestudie
I dette kapitel udfolder vi specialets forskningsdesign. Først redegør vi for specialets
undersøgelsesområde og overordnede formål. Her beskriver vi Folkemødets kvaliteter
som case og udreder undersøgelsens analysestrategi, herunder de metodiske
overvejelser om vores brug af teori.
Som det næste følger vores overvejelser om indsamlingen af det datamateriale, der
ligger til grund for analysen. Det vil sige struktureringen og gennemførelsen af
interviews, udvælgelsen af informanter, samt hvilke fordele og begrænsninger det giver
at anvende interviews som datamateriale.
Herefter følger et afsnit om de metodiske overvejelser omkring den analytiske
behandling af datamaterialet. Her bliver det forklaret, hvordan de gennemførte
interviews er kodet.
Slutteligt opsummeres det, hvad forskningsdesignet betyder for undersøgelsens
validitet, reliabilitet og generaliserbarhed.
3.1 Et casestudie af Folkemødet
Det er givet af problemformuleringen, at specialet fokuserer på en enkelt begivenhed,
nemlig Folkemødet, og undersøgelsen kan derfor karakteriseres som et casestudie. Et
casestudie indebærer en detaljeret og intens undersøgelse af en enkelt eller få cases,
hvor fokus ligger på det undersøgte fænomens specifikke og komplekse natur (Bryman,
2004: 48). Dette giver casestudiet en fordel i forhold til at opnå dybdegående viden om
den undersøgte begivenhed, og ifølge Flyvbjerg (2010) er fordelen ved casestudiet
netop, at man igennem den grundige analyse kan opnå et dybt kendskab til den konkrete
og kontekstbundne erfaring, der skaber grundlag for at opnå egentlig ekspertviden om et
givent område (Flyvbjerg, 2010: 467). Da netop ønsket om at frembringe detaljeret
viden om politisk deltagelse på Folkemødet er givet ved problemformuleringen, er et
casestudie det naturlige valg af undersøgelsesdesign for specialet.
Den dybdegående undersøgelse af en enkelt case sker på bekostning af den bredde, man
vil kunne opnå i større kvantitative eller komparative studier, og der er således et tradeoff mellem dybde og bredde i valget af undersøgelsesdesign (Gerring, 2004: 346).
Side 66 af 186
Valget af casestudiet til besvarelse af problemformuleringen rejser spørgsmålet om og i
hvilken grad, generalisering til andre cases er mulig, hvilket vi kort vil gennemgå.
Der eksisterer en række andre definitioner på casestudiet end det, Bryman bruger, og
som vi har lagt til grund for dette speciale. Her er det ikke mindst
generaliseringsspørgsmålet, der er genstand for uenigheder og forskellige fortolkninger.
Blandt de hyppigst citerede definitioner finder vi John Gerrings, hvor et casestudy
defineres som ”an intensive study of a single unit for the purpose of understanding a
larger class of (similar) units.” (Gerring, 2004: 342). I Gerrings definition finder vi
altså, at formålet med casestudiet er at forstå en større gruppe af (lignende) enheder,
hvor fokus i Brymans definition er på netop den undersøgte case, hvormed
generaliserbarheden kommer i anden række. Andre forskere afviser i det hele taget, at
single case-studier kan bruges til generalisering overhovedet, og at casestudier
udelukkende kan fungere som hypotesegenererende forundersøgelse til et egentligt
hypotesetestende undersøgelser (Flyvbjerg, 2010: 468). Flyvbjerg fremfører imidlertid
en række argumenter for, at man ofte kan ”generalisere på grundlag af en enkelt case,
og casestudiet kan bidrage til den videnskabelige udvikling gennem generalisering som
supplement eller alternativ til andre metoder.” (Flyvbjerg, 2010: 473)
Folkemødet som case på politisk deltagelse i Danmark kan betragtes som det, Flyvbjerg
kalder en paradigmatisk case, der er ”cases, der belyser mere generelle egenskaber ved
de pågældende samfund” (Flyvbjerg, 2010: 477). Det er vores argument, at Folkemødet
kan betragtes som et særligt eksempel på det politiske system som helhed og
derigennem hjælpe os til at forstå, hvordan politisk deltagelse også uden for Folkemødet
tager sig ud. Her er det naturligvis værd at bemærke, at Folkemødet kun indeholder et
udsnit af de politiske deltagelsesformer, der kendetegner det politiske system i
Danmark, hvilket vi vil redegøre for i det følgende afsnit, hvor vi beskriver Folkemødet
som case. Casens potentiale for generalisering bygger således på såkaldt analytisk
generaliserbarhed (Bøgh Andersen, 2012: 106), hvor overførelsen af analysens
resultater til andre dele af det politiske liv er baseret på teoretisk argumentation for
genkendeligheden mellem den undersøgte case og dens omgivelser, dvs. det politiske
system som helhed.
Side 67 af 186
3.1.1
Folkemødet som case
Folkemødet beskrives på sin hjemmeside som ”Danmarks politikfestival på Bornholm”,
med det primære formål ”at styrke demokratiet og dialogen i Danmark,” hvilket skal
sikres gennem
“at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet,
interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner.
Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til
ansigt.” (Folkemødets hjemmeside 2014a)
Endvidere betegnes de debatter, taler, workshops mv., som partier, virksomheder og
organisationer afholder, som ”rygraden” i Folkemødet, som finder sted over fire dage i
starten af juni måned.
Når vi ovenfor har beskrevet Folkemødet som et eksempel på det politiske system som
helhed, hænger det ikke mindst sammen med, at stort set alle større
interesseorganisationer og folketingsmedlemmer er til stede på Folkemødet. I 2013
deltog bl.a. 143 folketingsmedlemmer (Arnsdorf & Delfour, 2013), samtlige ministre,
og Europaparlamentarikere, 386 akkrediterede mediefolk og 540 organisationer, der i
alt arrangerede 1324 events på mødet (Dybdal, 2013). Dermed er Folkemødet en stærk
case til at forstå og undersøge, hvordan den politiske interaktion mellem samfundets
centrale politiske aktører foregår i et tidsligt og rumligt afgrænset forum – naturligvis
under hensyntagen til de ganske særlige rammer, Folkemødet sætter for denne
interaktion.
Folkemødets helt centrale bestanddel i forhold til specialets problemformulering er
mødets deltagere og deres ageren i de fire dage, arrangementet varer. Her er politikere,
lobbyister, græsrødder, professionelle kommunikationsfolk, embedsmænd,
meningsdannere og almindelige, politisk interesserede borgere, for blot at nævne nogle.
Disse indgår i en række former for interaktioner, der kan være såvel formelle som
uformelle, arrangerede eller spontane. Det er denne mangfoldighed af interaktioner
mellem et væld af forskellige aktører, vi ønsker at indfange og forstå.
Folkemødet er styret særdeles decentralt, idet arrangørerne og deres events blot skal
leve op til nogle helt basale kriterier for at blive optaget i Folkemødets officielle
Side 68 af 186
program, nemlig at man som arrangør råder over en stand eller et område på
festivalområdet, og at man lever op til følgende krav, som er formuleret på Folkemødets
hjemmeside:
Alle events i Folkemøde-‐programmet skal: • være åbne for alle • være gratis • være af samfundsrelevans • afholdes inden for en radius af 500 meter fra Allinge Havn • afholdes uden for de tidspunkter, hvor Folketingets partier råder over hovedscenen på Cirkuspladsen Alle lovlige danske partier, organisationer, foreninger, virksomheder mm. samt private kan deltage med en eller flere events. For at Folkemødets sekretariat kan godkende eventen, må den ikke være af kommerciel karakter, virke anstødelig, bryde med demokratiske principper som beskrevet i Grundloven eller anden lovgivning. Dette gælder også for hjemmesider, der henvises til i programmet. (Folkemødets hjemmeside, 2014d) Hertil kommer, at arrangører tilmed har mulighed for at arrangere events mv. uden for
det officielle program.
Som følge af specialets problemformulering vil vi beskæftige os med den politiske del
af Folkemødet, dvs. den, der kan analyseres igennem de teoribegreber, vi har opstillet
ovenfor. Den politiske aktivitet på Folkemødet foregår i hovedsagen i to spor, nemlig
dels den ”officielle”, som er den, der foregår ved formelle events som fx debatter, taler,
workshops, direkte radio- og tv-programmer osv., og dels den ”uformelle”, som sker i
form af spontane samtaler, networking mv. Dette betyder også, at vi ikke ser på andre
dele af Folkemødet, som fx det logistiske setup og de økonomiske perspektiver, som
Folkemødet har for Bornholm osv., med mindre det har direkte relevans for besvarelsen
af problemformuleringen.
Endelig skal det om Folkemødet bemærkes, at der er en lang række politiske
interaktions- og deltagelsesformer, som ikke findes på Folkemødet, men som i øvrigt er
en fast del af det politiske system. Her gælder det først og fremmest, at den formelt
institutionaliserede del af det politiske system naturligvis er fraværende, herunder den
lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det, vi kan iagttage på Folkemødet,
bliver derfor et udsnit af den interaktion, der i øvrigt foregår uden for og imellem de
formelle politiske processer og institutioner. Dermed bliver Folkemødet en case, hvor vi
Side 69 af 186
forventeligt kun kan iagttage en delmængde af den politiske deltagelse, som finder sted
i samfundet som helhed.
Vi anvender derfor, som vi har præsenteret det i teorikapitlet kun de dele af de generelle
teorier, som har relevans ift. deltagelsen på Folkemødet. For eksempel beskæftiger den
korporative interessevaretagelsesmodel sig indgående med formelle samarbejdsorganer
mellem interesseorganisationer og stat, som ikke vil være at finde på Folkemødet. Til
gengæld bliver den politiske deltagelse, der faktisk foregår på Folkemødet, tilgængelig
på en måde, som man ofte ikke finder i hverdagen, idet den kan indfanges på et stærkt
begrænset geografisk område over få dage.
3.2 Analysestrategi
Som det fremgår af problemformuleringen, ønsker vi at bidrage med en karakteristik af
den politiske deltagelse på Folkemødet.
Om politisk deltagelse og de tre deltagelsestendenser findes der solid teoretisk viden (se
afsnit 2.2, 2.3, 2.4). Det er imidlertid ikke tilfældet for Folkemødet, da det som
begivenhed ikke før er blevet belyst i forskningsmæssig sammenhæng. Her bevæger vi
os ind på nyt land, og undersøgelsen kan derfor, udover sit beskrivende formål, siges at
have et eksplorativt sigte (Bøgh Andersen et al., 2012: 72). Det forhold inspirerer til en
analysestrategi, der både indeholder deduktive og induktive elementer (Jakobsen, 2012:
174-175), hvor det deduktive element sikrer, at vi bygger videre på den eksisterende
teori og viden om politisk deltagelse i Danmark, og de induktive elementer gør os i
stand til at opdage og generere ny specifik viden om Folkemødet.
Teorien, der blev gennemgået i det foregående kapitel, har derfor struktureret
dataindsamlingen og den følgende analyse, men samtidig har vi ved gennemførelsen af
de i alt 11 semistrukturerede interviews, og i den videre kodeproces af
interviewmaterialet, haft særligt øje for interviewpersoners egne udlægninger og
fortolkninger af deres deltagelse på Folkemødet.
I de følgende afsnit redegøres først for undersøgelsens deduktive udgangspunkt.
Herefter vender vi os mod undersøgelsens induktive elementer.
Side 70 af 186
3.2.1
Et deduktiv udgangspunkt: Fra teori til indikatorer
I det foregående kapitel blev tre teoretiske perspektiver præsenteret. Alle er de
beskrevet som brede samfundsmæssige tendenser, der påvirker den politiske deltagelse i
Danmark. Det overordnede mål med dette speciale er som bekendt at undersøge og
bidrage med en beskrivende karakteristik af, hvordan de tre deltagelsestendenser tager
sig ud på Folkemødet. Vores udgangspunkt er således, som det ofte er tilfældet for
beskrivende undersøgelser, deduktivt: Vi tager udgangspunkt i noget relevant teori, der
kan forklare os, hvorfor beskrivelsen af fænomenet er relevant, og hvad vi vil beskrive
(Bischoff & Klemmensen, 2012: 45).
For at kunne anvende den valgte teori til at undersøge og beskrive den politiske
deltagelse på Folkemødet blev der i afsnit 2.2.5, 2.3.5 og 2.4.6 foretaget en
operationalisering. De tre operationaliseringer var alle struktureret ud fra Robert
Adcock og David Colliers (2001) model for operationalisering. Modellen kan beskrives
som en proces, der starter med det undersøgelsesspørgsmål, der ønskes svar på, og
ender med opstillingen af indikatorer, der her forstås som valide empiriske mål for
teoretiske begreber.
Det første trin i operationaliseringsprocessen er, at et baggrundskoncept
konceptualiseres til et systematiseret koncept. Hvor baggrundskonceptet indeholder alle
konceptets mulige betydninger, både som det anvendes i daglig tale, og som det
anvendes af forskellige teoretiske retninger, er det systematiserede koncept målrettet det
specifikke undersøgelsesspørgsmål, der for hver af de tre delanalyser ønskes svar på
(Bischoff & Klemmensen, 2012: 52). Som eksempel blev baggrundskonceptet
partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet målrettet undersøgelsesspørgsmålet
ved at afgrænse det til at omhandle de repræsentative funktioner, som partierne normalt
tilskrives i demokratiet, da det med vores overordnede fokus på politisk deltagelse netop
er varetagelsen af disse funktioner, vi er interesserede i at vide mere om (se afsnit
2.3.1).
Det næste skridt i processen består i at gå fra det systematiserede koncept til indikatorer.
Det er her den egentlig operationalisering foregår – det, der gør os i stand til at skelne
teoretisk mellem forskellige forhold på det praktiske plan i det empiriske materiale
(ibid.) Som eksempel er det en indikator for ikke-professionaliseret deltagelse, hvis
Side 71 af 186
partierne i forbindelse med etablering af kanal for politisk deltagelse prioriterer, at
medlemmer fra lokale partiforeninger deltager på Folkemødet (se afsnit 2.3.5.3).
I den videre proces præciseres indikatorerne. Det sker ved at teste, om de opstillede
indikatorer som empiriske mål er i stand til at indfange det teoretiske begreb, vi ønsker
at undersøge, fx professionalisering eller medialisering. Formålet med denne proces er
at sikre, at der ikke er noget i det empiriske materiale, der går tabt som følge af
teoriernes (høje) abstraktionsniveau. Dette forløber som en iterativ proces, hvor hver
indikator udvides eller indsnævres gennem en dialog med det empiriske materiale
(Adcock & Collier, 2001: 535). I forløbet er det imidlertid vigtigt ikke at glemme det
deduktive udgangspunkt og dermed lade indikatorerne udforme sig sådan, at det
empiriske materiale ordner sig på en bestemt måde. Sker det, mister indikatorerne deres
målingsvaliditet, og vi undersøger ikke længere det, vi ønsker at undersøge (Bischoff &
Klemmensen, 2012: 53). Undersøgelsens indikatorer er derfor udledt af teorien, men vi
har samtidig formuleret dem sådan, at vi var i stand til at indfange samtlige relevante
aspekter i det empiriske materiale.
Således den metodiske proces, der har ledt os fra de tre undersøgelsesspørgsmål og de
teoretisk beskrevne tendenser om politisk deltagelse, til indikatorer, der kan belyse,
hvordan politisk deltagelse i praksis udfoldes på Folkemødet. Men som det blev nævnt
indledningsvist, og som det fremgår af afsnittet ovenfor om præcisering og udvikling af
indikatorerne, er undersøgelsens analysestrategi ikke udelukkende af deduktiv karakter.
I stedet har vi med undersøgelsens eksplorative sigte for øje også givet induktive
elementer plads i analysestrategien.
3.2.2
Induktive elementer: informanters egne beskrivelser og fortolkninger
Da begivenheden Folkemødet stadig er forholdsvis ubeskrevet, har det været vigtigt for
os at give plads til de interviewede folkemødedeltageres egne beskrivelser og
fortolkninger af den politiske deltagelse på Folkemødet.
De tre teoretiske tendenser om politisk deltagelse har derfor nok været styrende for
dataindsamlingen, men i de anvendte interviewguides (se bilag 1 og mere her om i
afsnit 3.3.3) har strukturen samtidig været så løs og spørgsmålene så åbne, at vi har
kunnet lære nyt om Folkemødet – også ting, vi umuligt kunne have forestillet os på
forhånd.
Side 72 af 186
Det har givet afkast i et detaljerigt og komplekst empirisk materiale. I arbejdet med at
analysere dette har den ovenfor beskrevne operationalisering været styrende. Og
grundet det empiriske interviewmateriales mangefacetterede karakter, har processen ved
udviklingen og præciseringen af undersøgelsens indikatorer været særligt givende for
udformningen af analysen. Ved kodningen af interviewmaterialet, blev der derfor både
anvendt en deduktiv strategi med lukkede koder, og en induktiv strategi med åbne koder
(se mere her om i det følgende afsnit 3.4).
I undersøgelsen er det på denne måde tilstræbt at komme så tæt på de faktiske
oplevelser af den politiske deltagelse på Folkemødet som muligt, og samtidig gøre det
så systematisk i forlængelse af den eksisterende teori, at analysens resultater kan
bidrage til den større diskussion af de tre hovedtendenser, der danner udgangspunkt for
analysen.
I forlængelse heraf ser vi i det næste afsnit nærmere på, hvorfor undersøgelsen er
baseret på interviews, og hvordan det empiriske materiale blev indsamlet.
3.3 Dataindsamling
Dataindsamlingen til specialet er foregået gennem semistrukturerede interviews med en
række personer fra forskellige aktørgrupper, der deltog på Folkemødet.
3.3.1
Kvalitative interviews
Specialets datagrundlag består af kvalitative, semistrukturerede interviews med udvalgte
deltagere på Folkemødet. Valget af semistrukturerede interviews som
dataindsamlingsmetode har den klare fordel, at det giver informanterne mulighed for at
bidrage med egne vurderinger, perspektiver og ideer i en grad, som er svært opnåelig
ved andre dataindsamlingsmetoder (Bryman, 2004: 321), samtidig med, at der
fastholdes en struktur, som betyder, at interviewet kommer omkring de på forhånd
opstillede teoretiske emner. Dermed er interviewformen ganske velegnet til de
eksplorative og induktive elementer i vores undersøgelsesdesign, hvor vi ønsker at være
åbne over for nye perspektiver på Folkemødet, som vi ikke på forhånd havde
identificeret. Det semistrukturerede interview har endvidere den fordel, at intervieweren
kan følge op på de svar, respondenten giver, og dermed opnå et mere detaljeret
kendskab til de forhold, respondenten kommer ind på i interviewsituationen. Det
Side 73 af 186
semistrukturerede interview er tilmed særligt anvendeligt i forbindelse med vores
empiriindsamling, hvor de fleste respondenter er ganske velinformerede om de områder,
vi spørger til, ligesom de er vant til at formulere sig klart og uddybe deres svar, hvorfor
de ofte også kommer intervieweren i forkøbet, hvad angår spørgsmålene i spørgeguiden.
Det semistrukturerede interview har – som alle andre dataindsamlingsmetoder – sine
fordele og ulemper for så vidt angår opfyldelsen af gængse forskningskriterier. Blandt
interviewets største forcer er muligheden for at få adgang til respondentens
”livsverden,” dvs. at forstå respondentens handlinger og motiver, som den interviewede
oplever dem (Harrits et al., 2012: 145) En anden fordel ved interviewet er, at man
afdækker de forhold og sammenhænge, man rent faktisk ønsker at undersøge. Såfremt
operationaliseringen af de teoretiske baggrundskoncepter og spørgeguidens spørgsmål
er sammenhængende, og informanterne er udvalgt i overensstemmelse med den
relevante samplingmetode (mere herom i hhv. 3.3.3 og 3.3.2), giver det
semistrukturerede interview nemlig en særlig mulighed for detaljeret at afdække
processer fra overvejelser til beslutninger, udførelse og evaluering (ibid., 147).
Da det semistrukturerede interview giver den interviewede relativt store frihedsgrader i
forhold til egne betragtninger og oplevelser, er der en risiko for, at især medievante og –
trænende respondenter (fx politikere) leverer et skønmaleri af egen rolle og ageren på
Folkemødet. Eksempelvis har vi interviewet Jeppe Kofod, der er blandt initiativtagerne
til Folkemødet, og Louise Groth-Michelsen og Lena Schenk fra Folkemødesekretariatet
om en række problematikker, der knytter sig til Folkemødet, herunder kritikken af, at
arrangementet er elitært. For at imødegå denne problematik har vi lagt vægt på også at
spørge ind til respondenternes praksis på Folkemødet, således at denne kan holdes op
imod respondenternes mere overordnede betragtninger og holdninger om Folkemødet,
og eventuelle uoverensstemmelser kan identificeres.
Et af det semistrukturerede interviews største problemer i forhold til de klassiske
forskningskriterier er reliabilitet og gentagelighed. Dette skyldes, at et semistruktureret
interview, der reelt foregår som en samtale mellem interviewer og respondent, af
naturlige årsager er umulig at reproducere for en anden forsker efterfølgende (ibid.).
Side 74 af 186
3.3.2
Udvælgelse af informanter
Folkemødets decentrale organisation indebærer, at det ikke i udgangspunktet er givet,
hvem og hvad der udgør kernen i den politiske deltagelse og proces, der finder sted på
Folkemødet.
I forsøget på at give et billede af den politiske deltagelse og dens former spiller
udvælgelsen af informanter derfor naturligvis en helt central rolle. Hvilken strategi, man
benytter, når informanter skal udvælges, afhænger af en række forhold, herunder
overordnet analysestrategi og antallet af informanter (eller cases), der realistisk set kan
undersøges (Seawright & Gerring, 2008). Vores udvælgelse af interviewpersoner er
baseret på en formålsbestemt strategi, hvor respondenterne er udvalgt ud fra en
begrundet forventning om, hvem der kan give os det største udbytte i forhold til vores
undersøgelsesspørgsmål (Harrits et al., 2012: 161-2).
For at få et så bredt og fyldestgørende indblik i Folkemødeaktørernes gøren og laden på
Folkemødet har vi valgt at udvælge respondenterne efter princippet om maksimal
varians (Flyvbjerg, 2010: 475). Dette indebærer, at vi inden for hver af de fire
definerede aktørgrupper har udvalgt to repræsentanter4, der varierer mest muligt ift.
undersøgelsens formål, dvs. i forhold til størrelse, politisk ståsted, ideologi, økonomiske
ressourcer osv. Undtaget herfra er interviewet med Folkemødets arrangører,
Folkemødesekretariatet, da denne aktør i sagens natur er den eneste af sin art på
Folkemødet. Der er således ikke tale om, at vi har udvalgt et repræsentativt udsnit af
aktørerne på Folkemødet, men i stedet lagt vægt på, at de udvalgte respondenter kunne
give os en dyb og reflekteret beskrivelse af deres tilstedeværelse på Folkemødet,
hvorfor vores interviews havde relativ lang varighed på mellem 45 og 60 minutter.
Nedenfor gennemgås de udvalgte aktørgrupper og udvælgelsen af respondenter inden
for hver gruppe. De udvalgte aktørgrupper er foruden Folkemødesekretariatet:
Interesseorganisationer, politiske partier, medier og borgere.
4
Fra de politiske partier har vi udvalgt fire repræsentanter. To som
folketingsmedlemmer og to som repræsentanter for partiorganisationerne.
Side 75 af 186
3.3.2.1 Interesseorganisationer
Der kan overordnet skelnes mellem to typer af interesseorganisationer: Økonomiske og
ideelle organisationer (Ronit, 1998: 10). Førstnævnte er dem, der varetager sine
medlemmers økonomiske interesser, hvilket omfatter lønmodtager- og
arbejdsgiverorganisationer, ligesom fx erhvervsorganisationer som DI og Landbrug og
Fødevarer hører ind under denne kategori.
Ideelle organisationer har rod i civilsamfundet, og arbejder hovedsageligt på frivillig
basis og varetager som udgangspunkt ikke medlemmernes snævre egeninteresse.
Klassiske eksempler er græsrodsorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening,
Amnesty International, Røde Kors osv.
Vi har valgt en respondent fra hver af disse grupper af interesseorganisationer, nemlig
Anders Panum Jensen, der er afdelingsleder for public affairs-afdelingen hos Landbrug
og Fødevarer (L&F) og Alexander Nepper, der er fortalerkonsulent hos Ungdommens
Røde Kors (URK). Begge var ansvarlige for deres respektive organisationers politiske
deltagelse på Folkemødet.
Landbrug og Fødevarer er én af erhvervslivets store, gamle interesseorganisationer og
repræsenterer knap en fjerdedel af Danmarks samlede vareeksport (L&F’s hjemmeside,
2014). Organisationen er således en klassisk økonomisk interesseorganisation, som
historisk har haft mere eller mindre monopol på repræsentationen af først landbruget, og
senere også resten af den danske fødevareindustri.
Ungdommens Røde Kors er derimod en ideel organisation, der i høj grad finansieres
igennem frivillige donationer og benytter sig af frivillig arbejdskraft. URK hjælper
udsatte børn og unge i Danmark gennem ferielejre, lektiehjælp osv., og er primært
drevet af unge frivillige og støttet af offentlige midler (URK’s hjemmeside, 2014).
Desuden står URK for et omfattende såkaldt fortalerarbejde, hvorigennem man arbejder
politisk for at fremme udsatte børns vilkår og rettigheder.
3.3.2.2 Partirepræsentanter
Blandt partierne har vi ønsket mest mulig spredning i forhold til tre parametre, nemlig
1) regeringsparti/ikke-regeringsparti, 2) medlemsstyret/elitestyret parti og 3)
venstreorienteret/højreorienteret parti. På den baggrund udvalgte vi hhv. SF som et
Side 76 af 186
venstreorienteret, medlemsstyret regeringsparti og Liberal Alliance som et
højreorienteret, elitestyret ikke-regeringsparti.
SF har en klassisk massepartiorganisering og lægger vægt på mobilisering og
inddragelse af medlemmer (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 70). Liberal Alliances
forløber, Ny Alliance, mobiliserede ifølge partiet selv 14.000 medlemmer i de glade
dage i 2007, og Liberal Alliance giver også mulighed for partimedlemskab, men lægger
ikke op til større engagement fra medlemmernes side (Kosiara-Pedersen, 2013: 71).
Fra hvert af partierne ønskede vi både en repræsentant for partiets organisatoriske del,
der således stod for planlægningen af partiets Folkemødedeltagelse, samt en
repræsentant for hver af partiernes folketingsgruppe.
Fra SF’s organisatoriske ledelse interviewede vi daværende organisatorisk næstformand
Peter Westermann, som var blandt de ansvarlige for partiorganisationens deltagelse på
Folkemødet. På grund af stor tumult i SF5 i netop den periode, hvor vi gennemførte
interviews, lykkedes det os ikke at få en aftale i stand med et folketingsmedlem fra SF.
Hertil kom, at de fleste af SF’s folketingsmedlemmer, der deltog på Folkemødet, enten
var blevet ministre eller havde skiftet parti, da vores aftaler skulle i stand. Vi valgte
derfor en socialdemokrat i stedet, nemlig Jeppe Kofod, idet Socialdemokratiet deler
SF’s karakteristika i forhold til de udpegede parametre. Der knytter sig det særlige
forhold til netop Jeppe Kofod, at han er lokal Bornholmer og er blandt initiativtagerne
til, og en slags ambassadør for, Folkemødet (Kofod, interview, 2014). Det var derfor
vores vurdering, at Kofod kunne bidrage med indsigter og viden om Folkemødet, som
andre socialdemokratiske folketingsmedlemmer ikke kunne formodes at bidrage med.
Som redegjort for i afsnit 3.3.1, har vi forsøgt at imødegå risikoen for et skønmaleri ved
at lægge stor vægt på at spørge ind til Kofods (og de andre respondenter for den sags
skyld) praksis på Folkemødet.
Fra Liberal Alliance faldt valget på formand for partiets hovedbestyrelse Leif
Mikkelsen, der ligeledes sidder i Folketinget, samt folketingsmedlem Joachim B. Olsen.
Samtlige personer har deltaget på Folkemødet mindst to gange.
5
Som følge af mange interne uenigheder og splittelse i partiets Folketinggruppe og
deraf følgende udtrædelse af regeringen.
Side 77 af 186
3.3.2.3 Medier
På mediesiden valgte vi først og fremmest at fokusere på skillelinjen mellem public
service- og privat medie. Dette skyldes, at vi på forhånd havde en forventning om, at et
public servicemedie kunne have en særlig rolle i forhold til en begivenhed som
Folkemødet, idet det i DR’s public service-kontrakt blandt andet hedder, at DR skal
”stimulere til deltagelse i den offentlige debat og den demokratiske proces.” (DRs
Public Service-kontrakt for 2013-2014, 2013: 3). Hos DR interviewede vi
redaktionschef i DR Nyheder, Peter Faurholdt-Löfvall, der havde ansvaret for DR’s
nyhedsdækning på Folkemødet i 2013.
Derudover har vi valgt Berlingske, da mediet er privat og desuden et trykt medie i
modsætning til DR. Vi har valgt to landsdækkende medier, idet vi blandt andet har
ønsket at undersøge mediernes rolle som forbindelsesled til hele landet, og således har
villet undgå at beskæftige os med Folkemødet i relation til lokalpolitiske forhold. Hos
Berlingske har vi interviewet Bent Winther, der er politisk redaktør.
3.3.2.4 Borgere
Blandt de almindelige borgere på Folkemødet ønskede vi at tale med en yngre og en
ældre repræsentant. Dette skyldes, at vi kan forvente, at der er væsentlig forskel på de
deltagelsesnormer, som yngre og ældre vælgere deltager ud fra, hvor yngre vælgeres
politiske deltagelse typisk er engagementsdrevet, mens de ældre i højere grad er drives
af såkaldte pligtnormer (Dalton, 2008). Derudover ville vi gerne tale med en lokal
bornholmer, for hvem deltagelse på Folkemødet var relativt let tilgængelig, samt en
borger, der rejste dertil fra en anden landsdel og som således kan forventes at have et
mere målrettet formål med rejsen. Vores to interviewpersoner fra borgergruppen blev
derfor Anne Kring, der er 28 år og nyuddannet statskundskaber bosat i København. Den
anden person er Tom Christensen, der er 66 år og pensioneret embedsmand fra
Bornholms Regionskommune, og bosat på øen.
3.3.2.5 Folkemødesekretariatet
Endelig interviewede vi to repræsentanter fra Folkemødets sekretariat, der er ansvarlige
for Folkemødets overordnede afvikling og organisering, og som selvsagt er interessante
i forhold til at forstå og vurdere, hvordan Folkemødet fra arrangørsiden er tiltænkt at
udfolde sig i relation til vores problemformulering. De to repræsentanter er Louise
Side 78 af 186
Groth-Michelsen, der er projektleder på Folkemødet, og Lena Schenk, der er
afviklingsansvarlig. Sekretariatet har i alt seks medarbejdere, der alle er ansat i
Bornholms Regionskommune.
3.3.3
Interviewguide
Selvom interviewguiden blev udarbejdet på baggrund af en grundig operationalisering
af de teoretiske begreber, fremstår den stadig relativt løst struktureret med mange åbne
spørgsmål (se bilag 1). Dette skal ses i sammenhæng med undersøgelsens mål om at
have fokus på Folkemødedeltagernes egne forståelser og fortolkninger af deres handlen
på Folkemødet, og:
”I sådanne tilfælde bør interviewguiden (jf. kapitel 6) være relativt ustruktureret
med mange åbne spørgsmål, så interviewpersonerne kan komme med
selvstændige og dybe beskrivelser, der så vidt muligt ikke er påvirket af
forskerens forståelse” (Jakobsen, 2012: 178).
Den løst strukturerede interviewguide betød, at interviewpersonerne kunne komme med
selvstændige og dybe beskrivelser, og dermed bidrage med perspektiver, vi ikke på
forhånd havde identificeret. Hertil kommer, at de fleste interviewpersoner er vant til at
blive interviewet og på forhånd var informeret om hovedlinjerne i interviewet, hvorfor
de ofte foregreb de spørgsmål, der var i interviewguiden, således at strukturen i
spørgsmålenes rækkefølge var umulig at styre under interviewet, der i samtlige tilfælde
i høj grad havde karakter af en samtale. Således fungerede interviewguiden i en vis grad
som en checkliste, der sikrede, at vi i interviewene kom omkring alle relevante emner,
som vi har udledt af vores systematiserede koncepter.
3.4 Analytisk databehandling
Målet med specialets analyse er selvsagt at svare på problemformuleringen. I dette
afsnit ser vi nærmere på, hvordan vi gennem analyseprocessen kommer fra det
indsamlede interviewmateriale og tættere på en besvarelse af problemformuleringen.
Overordnet har kodeprocessen til formål at give et overblik over det empiriske
materiale, der sætter os i stand til i den følgende analyse at syntetisere og dermed give
os de svar, der ikke var åbenbare fra starten (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 46). Ved
kodning analyseres de transskriberede interviews ved at knytte labels (eller koder), der
Side 79 af 186
repræsenterer indholdet, til bestemte interviewudsagn (Jakobsen, 2012: 173). I det
følgende afsnit præsenteres det, hvordan de 11 transskriberede interviews er blevet
kodet i forbindelse med specialets analyse.
3.4.1
Kodning af interviews
Som det blev nævnt i afsnit 3.2, baserer undersøgelsen sig på en analysestrategi, der
både indeholder deduktive og induktive elementer. Det er, som vi vil vise i det følgende,
tydeligt i forbindelse med den måde, interviewmaterialet er blevet kodet. I denne proces
er der nemlig først blevet anvendt deduktivt, begrebsdrevne koder og senere mere
induktivt, datadrevne koder (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 47).
Årsagen hertil skal, som tidligere nævnt, i første instans findes i undersøgelsens
problemformulering. Afledt heraf er de anvendte interviewguides udarbejdet på
baggrund af vores forudgående viden og teori om de tre deltagelsestendenser, men
samtidig relativt løst strukturerede med mange åbne spørgsmål. Det betød, at
interviewpersonerne under de gennemførte interviews udfyldte den teoretisk udstukne
ramme med egne begreber og fortolkninger af politisk deltagelse på Folkemødet (Kvale
& Brinkmann 2009: 227). I kodningen af de transskriberede interviews måtte vi derfor
både have den teoretiske operationalisering for øje, men samtidig forholde os så åbent
til datamaterialet, at ingen af de indsamlede fortolkninger og oplevelser af politisk
deltagelse på Folkemødet gik tabt.
Disse metodiske overvejelser førte os til et tredelt kodehierarki med tilhørende
slutkodeliste. Nedenfor redegøres for begge dele.
3.4.1.1 Kodehierarki
Kodningen af undersøgelsens datamateriale, dvs. de elleve transskriberede interviews,
blev gennemført med udgangspunkt i et kodehierarki. Et kodehierarki består af en
kodeliste, hvor der til de mest abstrakte koder (hovedkoderne) knyttes mindre abstrakte
koder (her både mellemkoder og underkoder). Fordelene ved et kodehierarki er, at det
bliver lettere at håndtere koderne, når de systematisk bliver relateret til hinanden,
ligesom udarbejdelsen af hierarkiet har tvunget os til at have et klart analytisk fokus for
øje gennem hele processen (Jakobsen, 2012: 182-183). Hertil er der kongruens mellem
kodehierarkiets niveaudeling og operationaliseringen af teorien. På den måde knyttes
Side 80 af 186
der forbindelse mellem de bagvedliggende teoretiske begreber og de opsatte koder, og
analysens målingsvaliditet styrkes (Bøgh Andersen, 2012: 98).
Kodehierarkiets første niveau
Kodehierarkiets første niveau er udviklet ud fra operationaliseringens
baggrundskoncepter. I denne del af kodeprocessen var det følgelig vores mål at finde
alle de interviewstykker, der kunne knyttes til hver af de tre overordnede
deltagelsestendenser, dvs. interessevaretagelse, professionalisering af partiernes
deltagelse og aktiviteter samt medialisering.
Der blev gennemført en lukket kodning af hele datamaterialet. Det vil sige, at de
transskriberede interviews blev kodet ud fra på forhånd definerede koder, hvor koderne
indeholdt nøgleord, der refererer til indholdet af det pågældende tekststykke. I en lukket
kodeproces som denne, dannes der ikke nye koder undervejs (Jakobsen, 2012: 176). Da
der om de tre tendenser findes solid viden, og da de er teoretisk veldefinerede, var det
på baggrund af teorikapitlet muligt på forhånd at definere de overordnede koder til at
strukturere denne første systematisering af datamaterialet (ibid. 182).
Som det fremgår af den anvendte kodeliste (se tabel 4 her under), var koderne på dette
niveau abstrakte i den forstand, at de ikke fortæller noget af analytisk relevans om
interviewudsagnenes egentlige indhold. I stedet var formålet på dette niveau alene at
systematisere datamaterialet, så det blev muligt at arbejde analytisk videre med det.
Kodehierarkiets andet niveau
På kodehierarkiets andet niveau er der fokus på operationaliseringens systematiserede
koncepter. Hvor alt interviewmaterialet på første niveau blev kodet efter hovedkoderne,
kodes interviewmaterialet nu videre inden for deres hovedkoder og tildeles
mellemkoder.
Som på det foregående niveau er kodning også her foretaget som en lukket kodning. Det
betyder som bekendt, at koderne er defineret på forhånd, og at der ikke er dannet nye
koder undervejs. Hvad der i stedet adskiller de to niveauer er kodernes
abstraktionsniveau – på dette niveau kommer vi et skridt nærmere det faktiske indhold i
interviewudsagnene (ibid.,183).
Side 81 af 186
Koderne er på dette niveau defineret ud fra operationaliseringens systematiserede
koncepter. For at hæve målingsvaliditeten har der i arbejdet med at formulere
kodebeskrivelserne været lagt vægt på at definere dem sådan, at de præcist indfanger
det bagvedliggende teoretiske begreb, og at de samtidig kan knyttes præcist og entydigt
til bestemte interviewudsagn (ibid., 182). De enkelte mellemkoder og tilhørende
kodebeskrivelser fremgår af tabel 4.
Kodehierarkiets tredje niveau
På kodehierarkiets tredje niveau kodes interviewmaterialet videre inden for dets
mellemkoder og tildeles en underkode. Ligesom mellemkoderne relateres også
underkoderne til operationaliseringens systematiserede koncepter, men fortæller som
noget nyt om fx en interessevaretagelsespraksis (mellemkode) kan betegnes som
korporatisme eller pluralisme (underkoder).
I modsætning til de to foregående niveauer er kodning på dette niveau foregået som en
delvist åben kodning, hvor der blev dannet nye koder undervejs. Hovedårsagen hertil er,
at det på baggrund af den eksisterende teori og viden ikke var muligt at operationalisere,
hvordan den politiske deltagelse på dette mere detaljerede niveau ville udfolde sig på
netop Folkemødet. At kodningen kun kan betegnes som delvist åben hænger sammen
med, at de teoretiske begreber fra de systematiserede koncepter guidede kodningen.
Begrebsparrene ’korporatisme/pluralisme”, ”ikke-professionaliseret/professionaliseret”
og ”medielogik/politisk logik” står således på vores kodeliste fra start, men hvad der
skal til for, at et givent interviewudsagn kan kodes til at tyde på det ene eller andet, er
ikke afgjort, før kodningen på dette niveau begyndte.
I en sådan åben kodning genereres koderne ud fra det forhåndenværende datamateriale.
Først tildeles interviewudsagnene specifikke, dvs. praksisnære koder, hvor der uden
særlig skelen til teorien fx spørges ”hvad foregår der?”. Dette kan generere mange
forskellige koder (ibid., 179), og gjorde det også i denne undersøgelse. Næste trin i den
åbne kodning er følgelig at reducere de mange datadrevne koder, og gennem teoretisk
refleksion at koble dem til de mere abstrakte teoretiske begreber (ibid., 183). I denne
undersøgelse vil det sige til de nævnte begrebspar korporatisme/pluralisme, ikkeprofessionaliseret/professionaliseret og medielogik/politisk logik.
Side 82 af 186
Som vi var inde på tidligere i afsnit 3.2.2, blev også undersøgelsens indikatorer
præciseret gennem denne dialog med datamaterialet. Der er således kongruens mellem
beskrivelsen af underkoder og de i operationaliseringen opstillede indikatorer. Her er
det igen væsentligt at pointere, at selv om underkoderne er udviklet, og indikatorerne
præciseret gennem brugen af datadrevne koder, har indholdet i de bagvedliggende
teoretiske begreber været styrende for den endelige udformning af begge dele.
Gennem udarbejdelsen af slutkodelisten (se niveau tre i tabel 4) har det været målet at
opstille præcise og veldefinerede koder. Det har sikret konsistens i kodningen af
teksten, altså at det ikke er tilfældigt, hvilken kode der knyttes til et givent
interviewudsagn. Samtidig virker den udførlige slutkodeliste til at højne undersøgelsens
reliabilitet (ibid., 185).
Side 83 af 186
Første niveau
Hovedkode
Kodebeskrivelse
Interessevaretag
else
Partiernes
deltagelse og
aktiviteter
Alle interviewudsagn om:
- Interesseorganisationer
- Netværk
- Kontakt til
politikere
Alle interviewudsagn
om:
- Politiske partier
- Politikere
- Ministre og
Regering
Mellemkode
Praksisser for
interessevaretagels
e
Styrkeforhold
mellem
interesseorganisati
oner
Etablering af
kanal for politisk
deltagelse
Artikulering og
aggregering af
interesser
Formulering af
politik
Medialisering
Alle interviewudsagn
om:
- Events
- Kommunikat
ionsstrategier
- Kommunikat
ions- og
deltagelsesfo
rmer
Eventets
strategiske formål
Event-deltagelsen
i praksis
Andet niveau
Kodebeskrivelse
Udsagn om kontaktflader
mellem interesseorganisationer
og
politikere/borgere/embedsmæn
d/andre organisationer
Udsagn om økonomi,
indflydelse, størrelse,
legitimitet med fokus på relativ
vægt mellem interesser
Udsagn om, partimedlemmer
og vælgerbefolkningens
muligheder for at deltage i
partiaktiviteter på Folkemødet
Udsagn om, handlinger/
aktiviteter hvor opsøgning og
identifikation af interesser er i
fokus.
Udsagn om, debat og
formulering af partiernes
politik.
Udsagn om hvorfor aktørerne
arrangerer events, hvad de vil
bruge dem til strategisk og
hvordan det afspejler sig i
eventets praktiske udformning.
Udsagn om hvordan det er at
deltage i folkemødets events.
Hvad præger
kommunikationen? Og Hvilke
roller praktiserer deltagerne?
Side 84 af 186
Underkodekode
Udsagn tyder på korporatisme:
Udsagn tyder på pluralisme:
Tredje niveau
Kodebeskrivelse
Interessevaretagelse forbeholdt
nøgleaktører i lukkede fora
Interessevaretagelse foregår åbent og i
konkurrence. Ingen adgangsbarrierer
Udsagn tyder korporatisme:
Udsagn tyder på pluralisme:
Udsagn tyder på ikke-professionalisering:
Udsagn tyder på professionalisering:
Udsagn tyder på medielogik:
De store organisationer sidder på
indflydelsen
De små organisationer udfordrer de stores
indflydelse.
Fokus på partimedlemmers og den
almindelige vælgebefolknings deltagelse
Fokus på parlamentarikere og partielites
deltagelse
Fokus på direkte dialog med
vælgerbefolkningen
Fokus på at profilere partiet overfor
vælgerbefolkningen
Fokus på debat af partierne politik og
inddragelse af vælgerbefolkningen i
udviklingen og formuleringen af politik
Fokus på promovering og præsentation af
partiernes politik samt inddragelse af
policy-eliter
Formålet med eventet er synlighed,
eksponering, opmærksomhed etc.
Udsagn tyder på politisk logik:
Formålet med eventet er at sætte fokus på
en specifik politisk sag, gruppe etc.
Udsagn tyder på medielogik:
Kommunikationen bærer præg af strategi
og taktik.
Deltagerne underholder og optræder på slap
line.
Kommunikationen er politisk-saglig,
nærmest teknokratisk.
Deltagerne er godt nok afslappede, men
fokus er stadig på den politiske substans
Udsagn tyder på politisk logik:
Tabel 4. Samlet kodehierarki
I det følgende afsnit bliver det opsummeret, hvordan det valgte forskningsdesign
påvirker undersøgelsens validitet, reliabilitet og generaliserbarhed.
Side 85 af 186
3.5 Opsummering af undersøgelsens validitet, reliabilitet og
generaliserbarhed
I dette afsnit opsummeres det, hvordan undersøgelsens forskningsdesign påvirker tre af
de fire traditionelle forskningskriterier inden for statskundskab. De er målingsvaliditet,
reliabilitet og generaliserbarhed (Bøgh Andersen, 2012: 97). Det fjerde traditionelle
forskningskriterium, intern validitet, er ikke medtaget her, da det vedrører gyldigheden
af kausalslutninger og følgelig ikke er relevant i denne undersøgelse (ibid., 104).
Før vi vender os mod de enkelte forskningskriterier, skal det nævnes, at vi overordnet
har ønsket at leve op til et forskningskriterium om gentagelighed (replicability), det vil
sige at undersøgelsen vil kunne gentages af andre (ibid., 100). Det skal her bemærkes, at
det ikke betyder en forventning om, at andre vil kunne gentage de gennemførte
interviews og opnå præcis de samme udtalelser fra en informant. Til det er
interviewsituationen for levende og kontekstafhængig (Tanggaard & Brinkmann, 2010:
491). Om idealet for gentagelighed for kvalitative interviewundersøgelser som denne
gælder det derfor, at andre forskere i princippet vil kunne gennemføre undersøgelsen
(Harrits et al., 2012: 147). Vi har derfor bestræbt os på at arbejde ud fra så eksplicitte
procedurer, at man som læser kan følge vejen fra design, til udførelse og videre til
resultater. Dette skulle gerne muliggøre kritisk stillingtagen til undersøgelsens
resultater, at andre kan lade sig inspirere til at lave tilsvarende undersøgelse og dermed
endeligt til en kumulativ opbygning af viden om politisk deltagelse på Folkemødet
(Tanggaard & Brinkmann, 2010: 491).
Målingsvaliditet er et udtryk for, om der er overensstemmelse mellem den teoretiske og
operationelle definition (Adcock & Collier, 2001: 530), og om vi altså undersøger det,
vi faktisk vil undersøge (Bøgh Andersen, 2012: 100). Denne undersøgelses
målingsvaliditet er først og fremmest sikret ved den grundige operationalisering af de
bagvedliggende teoretiske begreber, og ved at operationaliseringerne efterfølgende var
styrende for såvel udarbejdelsen af interviewguide som kodningen af datamaterialet. På
den måde har vi forskningsprocessen igennem haft øje for de bagvedliggende teoretiske
begreber, som vi ønskede at undersøge på Folkemødet. Det skal dog nævnes, at
undersøgelsens målingsvaliditet lider under, at der ikke før er foretaget lignende
undersøgelser af Folkemødet. Udviklingen af de empiriske indikatorer for de teoretiske
Side 86 af 186
begreber har derfor alene taget udgangspunkt i undersøgelsens eget datamateriale.
Havde lignende undersøgelsers definitioner og resultater været inddraget, kunne det
have styrket visheden for, at en given indikator faktisk var et udtryk for fx pluralistisk
interessevaretagelse på Folkemødet.
Hvor en problematisk målingsvaliditet giver systematiske fejl, skaber
reliabilitetsproblemer tilfældige fejl i indsamlingen og behandlingen af data (ibid., 102).
Gennem arbejdsprocessen med undersøgelsen har vi styrket reliabiliteten på to måder.
Som det første har vi i forbindelse med indsamlingen af datamaterialet arbejdet på at
frembringe data, der er konsistent og ikke behæftet med fejl. Vi har derfor anvendt en
velovervejet interviewguide i forbindelse med gennemførelsen af interviews, ligesom vi
efterfølgende har foretaget en omhyggelig transskribering af samtlige interviews i deres
fulde længde. Som det andet har vi forholdt os til reliabilitetsspørgsmålet i forbindelse
med behandlingen af data, dvs. i kodeprocessen. Her har vi arbejdet med præcise,
veldefinerede koder og på den måde sikret en konsistent kodning af data. Dertil er
undersøgelsens reliabilitet styrket gennem interkodning (Jakobsen, 2012: 185), hvor vi
hver især har kodet de samme interviewstykker, sammenlignet og diskuteret
tvivlstilfælde.
Som forskningskriterium handler generaliserbarhed om, hvad der kan generaliseres til
og hvor gyldig denne generalisering er. I kvantitativ forskning og flere typer af
casestudier handler generaliserbarheden om at kunne sige noget om andre, ikke
undersøgte cases (Bøgh Andersen, 2012: 105). Det er ikke tilfældet for denne
undersøgelse. I stedet kan generaliserbarheden i undersøgelser af denne type forstås
som et ønske om genkendelighed (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 490): Ved at
undersøge den politiske deltagelse på Folkemødet bidrager vi også til en større
forståelse af den politiske deltagelse i Danmark. Forudsætningen for at dette er muligt
er, at Folkemødet kan betragtes som en paradigmatisk case, der belyser mere generelle
egenskaber ved det pågældende samfund (Flyvbjerg, 2010: 477). Det, mener vi, gør sig
gældende for Folkemødet. Til denne begivenhed er alle typer aktører fra det politiske
system i Danmark samlet i fire dage med fokus på politiske aktiviteter og deltagelse.
Det er derfor, med de forbehold der tidligere er nævnt (se afsnit 3.1.1), at en
undersøgelse af politisk deltagelse på Folkemødet også kan fortælle noget om de
Side 87 af 186
generelle betingelser for politisk deltagelse i Danmark, men lige så vigtigt, også hvor
den politiske deltagelse på Folkemødet adskiller sig derfra.
3.6 Samlet analysemodel
Side 88 af 186
4 Analyse
I de følgende kapitler svarer vi på specialets problemformulering: Hvad karakteriserer
den politiske deltagelse på Folkemødet? Og hvad er Folkemødets demokratiske
potentiale?
I kapitlerne 5-8 besvarer vi problemformuleringens første del gennem de tre
delanalyser.
I den første delanalyse, kapitel 5, undersøger vi, hvordan samspillet mellem de statslige
aktører og civilsamfundets organiserede interesser i praksis udspiller sig på Folkemødet.
Dernæst undersøger vi i kapitel 6, om den generelle tendens til professionalisering af
partierne også slår igennem i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet.
I Kapitel 7 undersøger vi som det tredje, om den politiske deltagelse på Folkemødet er
medialiseret.
Analysen afrundes i kapitel 8 med en sammenfattende konklusion, hvor vi opsummerer,
hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet.
I kapitel 9 besvarer vi problemformuleringens anden del. Her diskuterer vi Folkemødets
demokratiske potentiale på baggrund af analysens indsigter.
Side 89 af 186
5 Interessevaretagelse på Folkemødet
”Bare fordi vi er sådan en stor, gammel interesseorganisation, der
repræsenterer 24 procent af Danmarks vareeksport, det giver ingen født ret
til at blive hørt. Det afhænger helt konkret af din evne til at få gjort dine
interesser til noget, som politikere kan bruge i forhold til deres dagsordener”
(Panum Jensen, interview).
I denne delanalyse undersøger vi, hvordan interessevaretagelse på Folkemødet foregår.
I specialets teorikapitel, afsnit 2.2, tematiserede vi to modeller for organiseret
interessevaretagelse, nemlig en korporativ og en pluralistisk model.
Analysen undersøger, om interessevaretagelsen på Folkemødet er præget af
pluralistiske eller korporative indflydelsespraksisser og styrkeforholdet mellem
interesseorganisationerne, dvs. om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer de
etablerede interessers styrkeposition. I den følgende analyse behandles de to
dimensioner separat, selvom de i praksis må forventes at overlappe.
I første delanalyse undersøger vi, igennem hvilke kanaler de organiserede interesser i
praksis søger og øver indflydelse på Folkemødet. Dernæst vender vi blikket mod anden
analysedimension og undersøger, hvordan styrkeforholdet mellem
interesseorganisationerne er på Folkemødet. Før vi går i gang med selve analysen,
formulerer vi Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer for
interessevaretagelsen for at kunne vurdere, om den konkrete interessevaretagelse lever
op til Folkemødets idemæssige grundprincipper.
5.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: Interessevaretagelse Folkemødet er i sit udgangspunkt åbent for alle, og der er ingen eller kun meget få
begrænsninger ift., hvilke organisationer og interesser, der har adgang til Folkemødet,
idet ”alle lovlige danske organisationer, foreninger, virksomheder mm. samt private, der
lever op til Folkemødets principper for events”, har adgang (Folkemødets hjemmeside,
2014c), og lukkede events mv. er udelukket fra Folkemødets officielle program.
Vigtigheden af åbenhed understreges af sekretariatsmedarbejderne, der fortæller, at det
Side 90 af 186
ligger “i hele visionsgrundlaget, at det netop skal være et sted, hvor man kan mødes og
brydes på tværs af alle de professionelle, beslutningstagerne og det folkelige” (GrothMichelsen & Schenk, interview). Og man lægger netop stor vægt på, at politikere og
andre centrale beslutningstagere skal være åbne for inputs fra en bred palet af aktører,
hvorfor man fra arrangørernes side laver nogle målrettede initiativer, der skal opmuntre
politikerne til at lytte: “[Vi har] sammen med DFS lavet det, der hedder "Folkemødets
Dialogpris", hvor vi prøver at sige, at den politiker, som under Folkemødet har vist, at
han/hun faktisk har lyttet rigtig meget, får så en vandrestatuette (…) [M]eningen er, at
politikere og andre beslutningstagere kan sætte sig ned, og så lytte til en eller anden
menig mand eller en forening, der stiller sig op” (Groth-Michelsen & Schenk,
interview). I forlængelse heraf lader sekretariatsmedarbejderne forstå, at man på
længere sigt håber, at Folkemødet kan bruges til decideret politikudvikling, hvilket man
ifølge arrangørerne begynder at se tegn på: ”Det er interessant, at Folkemødet begynder
at blive en del af organisationers årshjul, som et sted, man kan gå hen og få indfriet
ideerne og få sendt nogle prøveballoner op,” siger Lena Schenk (Groth-Michelsen &
Schenk, interview). Der er således et klart ønske fra arrangørernes side om, at decideret
policyudvikling bliver en del af Folkemødet, hvor inputs og indflydelse i princippet kan
komme fra hvem som helst. Et ønske, der således er udpræget pluralistisk i sit
udgangspunkt, da barriererne for at få indflydelse i en sådan konstruktion næsten er helt
fraværende for såvel organiserede interesser som menige borgere.
5.1.1 Opsamling Folkemødet må derfor som udgangspunkt karakteriseres som en klart pluralistisk
begivenhed, idet hele idéen med mødet er at nedbryde de barrierer, der er mellem det
politiske system og resten af samfundet. Dermed kan Folkemødet i sin grundidé
betragtes som et modsvar til de korporative indflydelseskanaler, der eksisterer i dansk
politik i dag. Dette understreges af, at der fra Folkemødesekretariatets side er forsøg på
at sikre, at Folkemødet bliver et forum for decideret policyudvikling, der ellers under
normale omstændigheder (og ikke mindst i en korporativ model) eksklusivt er
forbeholdt statsligt styrede institutioner. Om de konkrete aktiviteter på Folkemødet reelt
foregår i den pluralistiske ånd, som er udstukket fra Folkemødets side, undersøger vi i
det følgende, hvor vi ser på, hvordan de forskellige aktører praktiserer den politiske
interessevaretagelse på Folkemødet.
Side 91 af 186
5.2 Pluralistiske og korporative indflydelsespraksisser på Folkemødet Som redegjort for i det ovenstående, er Folkemødets rammevilkår kendetegnet ved klare
pluralistiske træk, hvor alle former for barrierer for at blive hørt og få indflydelse ideelt
set er udryddet. Vi undersøger nu, hvordan og i hvilket omfang interesseorganisationer
og andre aktører faktisk praktiserer interessevaretagelse på Folkemødet imellem
pluralisme og korporatisme.
5.2.1
Pluralistiske træk
I dette afsnit identificerer vi de pluralistiske træk ved den konkrete interessevaretagelse
på Folkemødet. Første afsnit handler om, hvordan aktører bruger Folkemødet som en
arena for pluralistisk interessevaretagelse. Dernæst ser vi på, hvordan pluralistiske
netværk dannes på Folkemødet. Til sidst undersøger vi den enkelte borgers mulighed
for indflydelse.
5.2.1.1 Folkemødet som arena for åben konkurrence
Som analysens indledende citat fra Anders Panum Jensen beskriver, ser Landbrug og
Fødevarer Folkemødet som en arena, hvor indflydelse og politikernes lydhørhed ikke
kan tages for givet – selv ikke for en stor, gammel organisation. Fra flere sider beskrives
interessevaretagelsen på Folkemødet som en råbekonkurrence eller lignende:
”Folkemødet har jo udviklet sig lidt til en maskulin kamp om, hvem der har den største.
Det handler om at råbe højest, hvis du vil høres. Så det, du kan på Folkemødet, er jo at
vise en form for styrke bag budskabet”, fortæller Alexander Nepper (interview), der
ikke lægger skjul på, at han anser Folkemødet som værende en kampplads, hvor
forskellige interesser kæmper om politikernes og forvaltningernes opmærksomhed og
ressourcer. ”[K]ampen om opmærksomhed derovre er jo fra alle. Det er jo for eksempel
Diabetikerforeninger og alle mulige andre, der ønsker opmærksomhed” (Nepper,
interview).
Og at synlighed og opmærksomhed er en effektiv måde at komme igennem til politikere
og andre interessenter på, indikerer Alexander Nepper også med sin forklaring på,
hvordan URK’s Folkemødedeltagelse giver udslag i konkrete resultater:
”Der blev lagt mærke til os, og så bliver der jo også lagt mærke til os bagefter.
Det har vi også kunnet mærke på mødeinvitationer fra forskellige aktører, der er
Side 92 af 186
interessante for os, og henvendelser vi har fået fra samarbejdsorganisationer, som
siger ’vi så jer på Folkemødet. Skal vi lave noget sammen?’ og på den måde
prøver vi jo at positionere os som værende en aktør” (Nepper interview).
Folkemødet kan netop bruges i denne sammenhæng, fordi rammerne giver
organisationer mulighed for at profilere sig og vise styrke bag deres budskaber. Nepper
fortæller, hvordan han kan invitere en minister ned på URK’s ”enormt store skib nede i
havnen”, hvorefter hun går derfra og tænker ”fuck, de er seje” (Nepper, interview).
Landbrug & Fødevarer accepterer de præmisser, og arbejder på samme måde som URK
for at sikre opmærksomhed om sin organisation og politiske mærkesager. Og det
kræver, at man formår at tiltrække en stor og bred skare af folk, der synes, at det, man
laver i sit telt, er interessant: ”Hvis du står med et lille, forkølet telt, hvor der ikke
kommer nogle mennesker, så trækker du heller ikke de der få, tunge interessenter til”
(Panum Jensen, interview). Der er altså fra organisationernes side et udtalt fokus på, at
man på Folkemødet er i direkte konkurrence med andre organisationer og interesser om
opmærksomhed, og at der må arbejdes målrettet, hvis man ønsker at udbygge og
vedligeholde sin indflydelse. Med hensyn til en etableret organisation som Landbrug og
Fødevarer er det ligeledes interessant, at de bliver nødt til at spille med på Folkemødets
præmis om konkurrence, hvis de vil tiltrække de ”få, tunge interessenter”.
Hvor Landbrug og Fødevarer pointerer, at de ikke længere er selvskrevne til at blive
involveret i de politiske processer, der berører deres område, ser vi altså hos en mindre,
frivillig organisation, at der har åbnet sig nye muligheder for at gøre sig gældende, og at
det er noget, URK forsøger at gribe på Folkemødet ved aktivt at vise sig frem. Landbrug
og Fødevarer forholder sig også til denne udvikling:
”Du kan jo sagtens opleve, at du som en meget lille interesse, hvis du formår at
placere dig i de rigtige samtaler på et Folkemøde, så kan du måske få solgt nogle
ideer til nogle meget tunge interessenter, der i dag er meget mere ligeglade med,
hvor den idé egentlig kommer fra, end de ville være, i "den gamle" verden, hvor
man i høj grad skyldte nogle etablerede interesser at lytte primært til dem”
Side 93 af 186
Her ses altså en klar pluralistisk tendens, hvor interessevaretagelse på Folkemødet er
præget af konkurrence mellem ligestillede parter, hvor ingen på forhånd er sikret en
plads ved forhandlingsbordet, og man må presse sig på fra sag til sag, hvis man vil have
indflydelse.
Politikernes ageren på Folkemødet stemmer fint overens med den pluralistiske
konkurrencesituation, som interesseorganisationerne mener, at Folkemødet er. Ifølge
egne udsagn er politikerne nemlig oprigtigt interesserede i at høre forskellige politiske
holdninger og argumenter fra aktører, de ikke normalt konfronteres med. Jeppe Kofod
forklarer:
”Jeg synes, man får det – hvis det er optimalt – ud af det, at man kan dels lytte til
andre og dels få rykket ens meget fastlåste Christiansborgpolitik, hvor man er låst
fast i nogle taktiske mønstre og nogle budskaber (…). Og også selvom man måske
ikke melder ud på ting, så kan man også lade sig inspirere af andre, som man så
kan tage med sig i sit politiske arbejde senere. Det er en ligeså vigtig del af det,
altså input til det videre tankegods. Det er sådan i hvert fald idealet for mig”
(Kofod, interview).
Samtlige politikere pointerer, at man som et politisk engageret menneske naturligt
finder Folkemødet og dets debatter interessante og attraktive, uden at man nødvendigvis
har nogen strategisk dagsorden. Samtlige politikere giver udtryk for, at de på
Folkemødet har et overordentligt stramt program og må afvise mange invitationer fra de
organisationer, der arrangerer debatter (Kofod, interview; Mikkelsen, interview; Olsen,
interview; Westermann, interview). Der er med andre ord rift om politikernes
opmærksomhed på Folkemødet, men ifølge både Joachim B. Olsen og Jeppe Kofod, er
det mindst ligeså vigtigt for politikerne at lytte til andre, som det er selv at deltage i en
debat: ”Nogle gange er det også bare dejligt at sætte sig ned og lytte til nogle andre. Det
vil man også gerne. Men der er jo mange, der hiver i én derovre,” fortæller Joachim B.
Olsen (interview), der ligesom Jeppe Kofod bemærker, at han næste år vil skære ned på
sin debatdeltagelse for at få mere tid til at være tilskuer.
Ingen steder i vores interviews med politikere bliver der givet udtryk for, at man som
politiker skylder nogen interesseorganisationer noget som helst, som ellers ville have
Side 94 af 186
kendetegnet et korporativt setup. Politikerne oplever da også, at der bliver revet og flået
i dem fra alle sider, når der skal arrangeres debatter og andre events, og at kampen om
opmærksomhed foregår med alle midler: ”Der kommer stakkevis af invitationer på
forhånd fra alle mulige arrangører og organisationer, der er derovre. Det kan være
landdistrikter, det kan være landbrug, det kan være finanshistorier, det kan være
mange,” fortæller Leif Mikkelsen (interview), der overvejer, om Liberal Alliance skal
nedlægge deres telt til næste år og udelukkende være tilstede ved andres debatter.
På den baggrund kan man umiddelbart konkludere, at både politikere og lobbyister på
Folkemødet betragter arrangementet som pluralistisk – helt i tråd med Folkemødets
grundlæggende idé, der, som vi viste i afsnit 5.1, netop er designet til at åbne op for de
lukkede, korporative kanaler, hvor store, veletablerede organisationer som fx Landbrug
og Fødevarer er mere eller mindre selvskrevne til en plads ved forhandlingsbordet.
Hvorvidt interessevaretagelse på Folkemødet reelt foregår i den tiltænkte pluralistiske
ånd, er dog et andet spørgsmål, som vi belyser i det følgende, hvor vi ser nærmere på,
hvordan politikere, lobbyister og andre aktører egentlig gebærder sig på Folkemødet.
5.2.1.2 Netværk med pluralistiske træk
Folkemødets særligt uformelle form og afslappede omgangstone pointeres af såvel
politikere som interesseorganisationer som afgørende for de gode muligheder,
Folkemødet giver for at blive hørt og få sine interesser på dagsordenen. På Folkemødet
er de barrierer, der normalt eksisterer mellem politikere og civilsamfundets aktører,
brudt ned til et minimum: “[F]or mig er én af de vigtige ting ved Folkemødet, at
politikerne har paraderne nede. Det er sommer, der er en øl i hånden, man synger, og de
er ikke pakket ind i embedsmænd, så du kan have de der uformelle snakke,” fortæller
Alexander Nepper (interview) og tilføjer, at han ”snakkede med flere politikere de fire
dage derovre, end jeg har gjort resten af året”.
Networking og opbygning af personlige relationer er naturligvis ikke i sig selv et
pluralistisk træk – det afgørende er, om netværkene er lukkede og eksklusive, eller om
de er åbne og tilgængelige for en bred vifte af aktører, der kan udfordre de etablerede
aktører. Netværkenes korporative side er derfor også behandlet i analysens afsnit
5.2.2.3, der netop beskæftiger sig med korporative indflydelseskanaler på Folkemødet.
Side 95 af 186
Selvom de netværk, der bliver plejet på Folkemødet, kan være af såvel korporativ som
pluralistisk karakter, giver de professionelle lobbyister, vi har talt med, i hovedsagen
udtryk for, at de normale hierarkier og bureaukratiske foranstaltninger, der eksisterer til
hverdag på Christiansborg og andre steder, er mere eller mindre fraværende på
Bornholm. Interesseorganisationerne fortæller som beskrevet ovenfor, at de uformelle
rammer i Allinge bevirker, at politikerne og andre deltagere ”har paraderne nede” og er
tilgængelige på en anden måde, end man oplever til hverdag. Jeppe Kofod (interview)
forklarer blandt andet, hvordan han i 2012 deltog i et arrangement med Danmarks
Rederiforening og Amnesty International i relation til en folketingsforhandling om
våbenhandelstraktater, hvor man på Folkemødet blev enige om at udarbejde et kodeks
vedr. våbentransport:
”Så der sker noget med, at man bringes sammen, fordi folk er lidt mere åbne om
at mødes på kryds og tværs, end man er i dagligdagen, fordi det er rammen, der er
lidt mere afslappet. Jeg tror ikke, at Rederiforeningen nødvendigvis ville mødes
med Amnesty og politikerne sammen til daglig. De har nogle andre prioriteter, vil
jeg tro, men dér, der gør man det, fordi der er der mulighed for at lave det sådan”
(Kofod, interview).
Her peger Jeppe Kofod på, at den uformelle omgangstone på Folkemødet bevirker, at
forskellige interesser finder sammen i alliancer, som man normalt ikke ville se uden for
Folkemødet, og som dermed udfordrer de netværk og kanaler, som normalt eksisterer i
et mere lukket miljø. Her er altså et klart billede på, hvordan Folkemødet er den direkte
anledning til, at de normale og relativt fastlåste indflydelseskanaler bliver brudt, og nye
konstellationer opstår, sådan som Folkemødets grundlag netop lægger op til.
Peter Westermann (interview) beskriver netop dette særlige og åbne Folkemødemiljø,
når han siger, at det ”er sådan lidt den der festivalstemning, man kommer i, når man er
der.” På samme måde sammenligner Joachim B. Olsen (interview) Folkemødet med en
“politisk Roskilde Festival”, hvor både centrale og perifere politiske aktører er samlet
på et sted under afslappede og til tider festlige forhold. Forestillingen om Folkemødet
som et eksempel på det politiske Danmark, som vi præsenterede det i specialets
metodekapitel, bliver også berørt af flere af politikerne: ”Det får i hvert fald politik
trukket helt ned lokalt på et enkelt sted, hvor du virkelig samler alt, hvad der kan krybe
Side 96 af 186
og gå af aktører inden for dansk politik på et sted. Og det giver sådan en meget god
andedamsstemning.” (Peter Westermann, interview). Ifølge Joachim B. Olsen er denne
særlige atmosfære medvirkende til, at de få barrierer, der trods alt er mellem politikere
og resten af samfundet i hverdagen, ”de bliver så brudt ned, så bliver der en anden
kontakt” (Olsen, interview).
Overordnet om pluralistisk netværksdannelse på Folkemødet konkluderer vi, at den
uformelle omgangstone betyder, at der opstår nye muligheder og åbninger for
alternative interessevaretagelseskanaler og -praksisser. Hovedårsagen hertil er, at så
mange interessenter er samlet på et så lille område, at muligheden for, at visse stærke
aktører kan ”isolere” de mest centrale interessenter i lukkede fora på Folkemødet,
begrænses.
5.2.1.3 Borgerinddragelse
Den enkelte borgers mulighed for at blive hørt og få indflydelse på den politiske proces
og dagsorden er større i et åbent, pluralistisk forum, end i et korporativt system, hvor
interessevaretagelsen foretages eksklusivt af få organisationer. Det er svært på det
foreliggende grundlag at vurdere, om de menige borgere på Folkemødet reelt har
mulighed for at påvirke den politiske beslutningsproces, men muligheden for at blive
hørt af politikerne er ifølge vores respondenter klart til stede, og tilgængeligheden på
Folkemødet er således ikke alene forbeholdt de professionelle aktører:
”[J]eg synes, at det vidner om Danmarks styrke, at man kan være så tæt på
politikerne, så jeg er glad, når jeg kan stå i en fredagsbar, og så går den ene
minister efter den anden forbi mig, og det, synes jeg, er positivt. Og på den måde
kan man sige, at så er der kortere fra borger til politikere, og så kan det være, at
det styrker demokratiet, fordi så føler jeg mere, at man kan ændre tingene” (Kring,
interview).
Også politikerne giver udtryk for, at borgerne på Folkemødet har usædvanlig god
mulighed for at blive hørt, og at politikerne rent faktisk bliver ”inspireret” (Kofod,
interview) af mødet med menigmand på Folkemødet. Denne oplevelse deler Tom
Christensen, der fortæller, hvordan man kan komme i kontakt med de professionelle
aktører, hvis man blot henvender sig uden for de programsatte events: ”Det er først, når
Side 97 af 186
du er ude på gaden (…), at du møder en Jeppe Kofod på cykel, eller en minister på en
cykel og så stopper han eller hun op,” fortæller Christensen (interview).
5.2.1.4 Opsummering af pluralisme på Folkemødet
Folkemødet er i sin grundidé præget af et ønske om at åbne de politiske
indflydelseskanaler, som interesseorganisationer har, og til dels også at skabe et forum
for decideret policy-udvikling. Folkemødets grundlæggende pluralistiske træk findes
også i vid udstrækning blandt de aktører på Folkemødet, der er involveret i
interessevaretagelsen. Både politikere og lobbyister betragter Folkemødet ud fra en
pluralistisk logik, hvor der er fri konkurrence mellem en mange forskellige interesser,
og alle parter lader til at være indforståede med, at politikerne ikke skylder visse
centrale organisationer deres opmærksomhed, som vi ville have forventet i et
korporativt setup.
Blandt de i empirien hyppigst omtalte interessevaretagelsespraksisser, finder vi netværk
eller personlige relationer mellem politikere, embedsmænd og interesseorganisationer.
Selvom netværk også kan betragtes i en korporativ logik, hvilket bliver gjort i det
følgende afsnit, er der alligevel klare indikationer på, at netværkene på Folkemødet er af
tilpas åben og tilgængelig karakter, og at de kan betragtes som pluralistiske udfordringer
af de relativt korporative vilkår, som eksisterer uden for Folkemødet.
5.2.2
Korporative træk
Efter at have konstateret, at Folkemødet i tråd med arrangementets grundidé bærer præg
af en række klart pluralistiske træk, vil vi i det følgende undersøge, hvilke korporative
praksisser vi finder på Folkemødet.
5.2.2.1 Folkemødet som funktionel repræsentation
Det klareste eksempel på en korporativ fortolkning af Folkemødet er Liberal Alliances
Joachim B. Olsen, da vi spørger ham til, om han har særlige bekymringer over antallet
af lobbyister på Folkemødet: ”Det er jo ikke noget ondt. Alle borgere i Danmark er
repræsenteret af en eller anden politisk organisation, ligegyldigt om du er arbejdsgiver
eller arbejdstager. Det er vi alle sammen, og det er jo en del af demokratiet” (Olsen,
interview). Her lægger politikeren vægt på, at den organiserede interessevaretagelse er
legitim i henhold til det korporative ideal om funktionel repræsentation, hvor centrale
Side 98 af 186
organisationer – her ved arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer – taler på vegne af
den brede befolkning.
SF’s Peter Westermann, der lægger vægt på mødet som et samlingssted for samfundets
organiserede interesser, hvor han netop fremhæver de organisationer, hvis lobbyarbejde
er ”legitimt, fordi min opfattelse af vores demokrati er, at der er forskellige organiserede
interesser i samfundet, som har en fuldstændigt legitim dagsorden at komme med,
fagbevægelsen for eksempel” (Westermann, interview). Om end tillid og forståelse
mellem samfundets centrale politiske aktører ikke er et forhold, der kun kendetegner
korporatisme, er det alligevel værd at bemærke, hvordan Peter Westermann anser
Folkemødet som en katalysator for samarbejde og konsensus frem for en kampplads for
modstridende interesser (ibid.). Westermann understreger dog samtidig, i lighed med
interesseorganisationsrepræsentanterne, at åbenhed bør være en forudsætning for alt, der
foregår på Folkemødet, og at det er illegitimt, ”hvis man sagde, 'det her er kun for
højrefløjen, eller det er kun for venstrefløjen, eller det er kun for nogen af jer'. Det skal
jo være åbent og tilgængeligt for dem, der har valgt at være der” (Westermann,
interview).
Også interesseorganisationerne giver udtryk for, at der på Folkemødet er en anden og
mere åben kommunikation, der øger tilliden og forståelsen mellem ellers modsatrettede
interesser. Anders Panum Jensen fortæller, hvordan Folkemødet er med til at bringe
Landbrug & Fødevarer tættere på sine traditionelle modstandere inden for
miljøområdet: ”Når vi står der ved siden af Dyrenes Beskyttelse, så snakker vi jo
ekstremt meget om det, og så er vi naboer der, og det er jo i god stemning” (Panum
Jensen, interview), og han påpeger, at Landbrug og Fødevarer går målrettet efter at
skabe alliancer med deres ngo-modstandere for sikre bred opbakning til deres politik
(ibid.).
5.2.2.2 Lukkede arrangementer på Folkemødet
Fra interesseorganisationernes side er der på Folkemødet ikke stor fokus på at søge
indflydelse igennem klassisk korporative kanaler. Som Anders Panum Jensen
understreger i analysens indledende citat, er Folkemødet mest interessant i en ikkekorporativ optik. Alligevel forsøgte Landbrug & Fødevarer sig i 2013 med et
arrangement, hvor man inviterede en række af de mest centrale politikere mv. til en
Side 99 af 186
middag i Allinge. Og selvom Folkemødet er et godt sted at arbejde igennem korporative
kanaler, understreger Panum Jensen, at det ikke er noget, man vil gentage:
”Der var der virkelig værdifuld dialog omkring det bord i forhold til en bred kreds
af vigtige interessenter. Men så havde den så det minus, at der var noget "lukket
område-noget", men eventet som sådan var meget vellykket (…). Jeg tror helt
klart, at der er en grænse for hvad man kan. Dybest set passer det med lukkede
events ikke særlig godt ind i Folkemødekonceptet” (Anders Panum Jensen,
interview).
Samme toner lyder fra Alexander Nepper, der som repræsentant for en mindre ngo, ikke
uden videre kan forvente at blive inviteret til at deltage i den slags lukkede fora. Han
kalder det problematisk, ”når du tager den der lukkethedskultur fra København med
derover,” fordi det, som han formulerer det, ”i Folkemødeånden ikke er legitimt”
(Nepper, interview).
Selvom denne form for lukkede arrangementer ikke er legitime, ifølge blandt andre
Alexander Nepper, lyder det alligevel fra flere sider (Nepper, interview; Mikkelsen,
interview), at der fremover kan komme flere events med adgangsbegrænsning som
følge af Folkemødets hastige ekspansion: ”Hvis Folkemødet bliver for stort, og massen
bliver for broget, så begynder folk at lukke sig ind i nogle lukkede rum. Dét er måske
også en stor udfordring ved at gøre det større, end det er. Det bliver nok noget med
invitationer. Jeg skal nok sikre mig min, haha!” (Nepper, interview).
I empirien finder vi dog ikke mange eksempler på, at den lukkede interessevaretagelse
er noget, der præger Folkemødet. Politikerne giver i empirien udtryk for, at den slags
korporative tiltag på Folkemødet i form af eksklusive møder og andre arrangementer
målrettet specifikke nøgleaktører er meget begrænsede i omfang. Peter Westermann og
Joachim B. Olsen (interview) siger begge, at de ikke har oplevet lukkede arrangementer,
og alle fire interviewede politikere er enige om, at Folkemødet bør være et sted, hvor
åbenhed og tilgængelighed er gældende overalt.
Selvom det empiriske materiale er sparsomt for så vidt angår lukkede arrangementer på
Folkemødet, har vi dog her klare indikationer på, at Folkemødet ikke er velegnet til at
pleje interesser igennem den slags lukkede kredse, som vi kender det fra korporatismen.
Side 100 af 186
Det er således interessant, at Folkemødets grundidé lader til at være så relativt stærk, at
arrangøren af det lukkede arrangement, Landbrug & Fødevarer, selv gør det klart, at
man ikke kommer til at arrangere et sådant møde i fremtiden på Folkemødet.
5.2.2.3 Netværk med korporative træk
I forrige afsnit konkluderede vi, at Folkemødets gode vilkår for at pleje netværk blev
brugt til at muliggøre nogle pluralistiske interessevaretagelseskanaler, som ellers ikke
ville være til stede. Imidlertid kan Folkemødet også bruges til at opretholde de relativt
lukkede og korporative netværk, der eksisterer uden for Folkemødet. Landbrug &
Fødevarers lukkede event er et eksempel på et relativt formelt netværksarrangement,
men denne form for interessevaretagelse foregår også på det mere uformelle plan og
bliver brugt målrettet og flittigt til at fremme de sager, interesseorganisationerne
arbejder med til daglig. Dermed er der også forhold, der peger på, at
Folkemødenetværkene reelt ikke udfordrer de etablerede styrkepositioner og
procedurer.
Især Panum Jensen lægger vægt på, at Landbrug og Fødevarers deltagelse på
Folkemødet er en direkte forlængelse af det daglige arbejde – blot i et andet forum. I
forhold til dagligdagen bemærker Panum Jensen således, at interessevaretagelsen er
langt mere effektiv på Folkemødet: ”Jeg er ikke i position til at have møde med en
minister. Det er kun vores formænd og vores øverste direktion, der har det her i huset,
men på Bornholm, der kan jeg sagtens snakke med ministre, fordi der er tingene
udjævnede på den måde” (Panum Jensen, interview).
Og her giver interesseorganisationerne klart udtryk for, at det, man foretager på
Folkemødet, ikke som sådan adskiller sig fra den daglige aktivitet – intensiteten er bare
højere:
”Jo, det er hyggeligt og du får en personlig relation til de folk, du snakker med,
når du har en fadøl i hånden og spiser en bøf, som du ikke havde fået til et 30
minutters kaffemøde på Christiansborg, men budskaberne er de samme” (Nepper,
interview).
Panum Jensen forklarer ligeledes, hvordan Folkemødet indgår i forlængelse af
Landbrug og Fødevarers daglige arbejde: “Det er som et boost til det daglige. Det er
Side 101 af 186
som en booster rocket der lige kommer på i nogle dage dér, (…) Det, vi gør derovre, er
det, vi gør til daglig, det er bare gange ti i intensitet” (Panum Jensen, interview). Derfor
er Folkemødet også blevet en fast og uomgængelig del af organisationernes
interessevaretagelse, som indgår i deres lobby-arbejde på samme professionelle måde,
som uden for Folkemødet. Som Alexander Nepper forklarer, er Folkemødet en så
central del af professionel interessevaretagelse, at man ikke kan blive væk fra
Folkemødet “og så forvente at være en vigtig aktør i det efterfølgende spil” (Nepper,
interview).
En del af netværksarbejdet på Folkemødet foregår på en måde, der ikke – som beskrevet
tidligere – kan betegnes som åbent eller tilgængeligt, selvom der ikke er tale om
decideret lukkede arrangementer. Panum Jensen fortæller, hvordan det er udbredt at
have en form for baglokale, hvor man kan drøfte politiske sager med vigtige aktører,
”hvor man kan sætte sig ind og drikke en kop kaffe (…), det bliver jo ikke til sådan
lukkede events, det er jo bare sådan, at man har et eller andet sted, man kan snakke
fortroligt” (Panum Jensen, interview).
Af Panum Jensens udtalelse kan vi læse, at selvom de mere formelle arrangementer på
Folkemødet bør foregå i åbenhed, er der stadig rig mulighed for at pleje interesser i
lukkede omgivelser. Hvorvidt brugen af baglokaler er udbredt, og om de også benyttes
af mindre interesseorganisationer end Landbrug & Fødevarer, kan vi ikke ud fra
empirien sige meget om. Det står dog klart, at det netværksarbejde, som vores
lobbyrespondenter og politikere lægger stor vægt på, når de taler om Folkemødets
kvaliteter, kan tage både relativt pluralistiske og relativt korporative former. Det
afhænger blot af, om disse netværk forstærker eller udfordrer den gældende orden.
Lægger vi imidlertid dertil politikernes tilkendegivelser om, at de på Folkemødet ikke
retter speciel opmærksomhed mod visse centrale organisationer, kan vi ikke afvise, at
også mindre organisationer har mulighed for at tale med politikere og andre centrale
interessenter under sådanne private forhold.
5.2.2.4 Opsummering af korporatisme på Folkemødet
Folkemødet er, ifølge vores respondenter, ikke en velegnet arena til korporativ
interessevaretagelse. Dette er ikke overraskende, da Folkemødets idemæssige
grundprincipper netop er kendetegnet ved åbenhed og lighed mellem deltagerne, som
Side 102 af 186
står i modsætning til korporatismens lukkede indflydelseskanaler og privilegering af få,
centrale aktører. Tilmed ser vi i empirien tegn på, at én af landets største og ældste
interesseorganisationer, Landbrug & Fødevarer, er meget bevidst om, at man ikke
sender signaler om lukkethed og eksklusivitet på Folkemødet, selvom netop det lukkede
og eksklusive ifølge Panum Jensen var ”meget, meget vellykket på sine egne
præmisser.”
Hvorvidt den mere uformelle netværksaktivitet, der finder sted på Folkemødet, er med
til at styrke korporative tendenser, hvor få og etablerede organisationer konsoliderer
deres styrkeposition, er svær at fastslå. Det kan dog ikke udelukkes, at der på
Folkemødet i det skjulte foregår korporativ, netværksbaseret interessevaretagelse, lig
interessevaretagelsen i det daglige.
5.2.3 Opsamling Overordnet set konkluderer vi på baggrund af dette analyseafsnit, at
interessevaretagelsen på Folkemødet i langt overvejende grad foregår på pluralistiske
præmisser, sådan som også Folkemødets arrangører lægger op til, og der er sågar
eksempler på decideret policyudvikling på Folkemødet. Folkemødet deltagerne
accepterer i udgangspunktet Folkemødets idémæssige grundprincip om åbenhed og
tilgængelig hed, og lukkede interessevaretagelsespraksisser er ikke velansete på
Folkemødet. Imidlertid tegner der sig et billede af, at der også på Folkemødet foregår en
mere korporativt, netværksbaseret interessevaretagelse i det skjulte, men Folkemødet
kan opsamlende betragtes som et pluralistisk forum for interessevaretagelse.
5.3 Ressourcer
Som vi har vist i delanalysens første afsnit, er Folkemødet primært et forum for
pluralistisk interessevaretagelse, og Folkemødet er således præget af åben konkurrence.
Denne analysedel undersøger, hvordan de mere åbne betingelser for
interessevaretagelse påvirker forholdet mellem store og små organisationer og de
ressourcer, de har til rådighed, og om Folkemødet derfor udfordrer de normale og mere
korporative interessevaretagelsesstrukturer og eksisterende styrkepositioner.
Som vi har vist i analysens første del, er de korporative indflydelseskanaler på
Folkemødet stærkt begrænsede, og interesseorganisationernes indflydelse er i det store
Side 103 af 186
hele overladt til de åbne, konkurrenceprægede kanaler, som kendetegner den
pluralistiske model for interessevaretagelse. Vi har dog omtalt ovenfor, at der på
Folkemødet har været afholdt lukkede arrangementer for centrale aktører inden for
afgrænsede policy-områder, hvor Landbrug & Fødevarers middag fremstår som det
eksempel, der er bedst belyst i empirien. Her ser vi et eksempel på én af de gamle og
store organisationer, der bruger sin styrke og centrale placering til at arrangere et møde,
hvor man samler dem, man gerne vil påvirke, og som naturlig følge heraf, udelukker
modsatrettede interesser. Det er interessant, at denne form for interessevaretagelse på
Folkemødet undsiges at såvel politikere som Landbrug & Fødevarer selv, idet man –
som Nepper forklarer det – tager en ”lukkethedskultur fra København med derover”
Interesseorganisationernes muligheder for at påvirke politiske beslutninger kan dog,
som redegjort for i teoriafsnittet, tage en lang række former. Fælles for dem er, at de har
til formål at presse visse interesser på de politiske beslutningstageres dagsorden, således
at disse interesser tilgodeses. Vi har i vores empiriske materiale identificeret en række
parametre for, hvordan og med hvilke ressourcer interesseorganisationer kan gøre deres
dagsorden synlig, og dermed deres indflydelse gældende, på Folkemødet. Disse
analyserer vi i det følgende.
5.3.1
Gennemslagskraft og synlighed på Folkemødet
Sammenfattende kan det ud fra vores empiri konkluderes, at det at gøre sig synlig og
positionere sig som en væsentlig politisk aktør er blandt de væsentligste kriterier for at
være succesfuldt til stede som interesseorganisation på Folkemødet. Det handler om at
positionere sig, profilere sig, og vise de andre aktører, at man er en seriøs medspiller i
det demokratiske system – ikke mindst for en organisation som Ungdommens Røde
Kors, der i modsætning til fx Landbrug & Fødevarer ikke tager politisk indflydelse og
gennemslagskraft for givet (Nepper, interview). Med andre ord er Folkemødet et sted,
hvor man kan legitimere sin rolle og eksistens som politisk aktør.
I dette afsnit undersøger vi, hvordan man på Folkemødet kan forsøge at indfri denne
ambition, og om Folkemødet giver nye indflydelsesmuligheder til de mindre etablerede
og mindre ressourcestærke organisationer, eller om det er business as usual, hvor de
store dominerer.
Side 104 af 186
I forlængelse af afsnit 5.2.1.1, hvor vi konkluderede, at lobbyister og politikere primært
betragter Folkemødet som et pluralistisk interessevaretagelsesforum, analyserer vi, hvad
det kræver, hvis man skal gøre sig synlig for politiske aktører på Folkemødet.
Ressourcer Fælles for de tiltag, der kan sikre den nødvendige opmærksomhed og gennemslagskraft
på Folkemødet er, at de er ressourcekrævende. I det følgende har vi forsøgt at opstille de
ressourcer, som vi ud fra empirien har identificeret som mest relevante for at sætte sig
igennem på Folkemødet og skabe synlighed.
”Og sådan helt oppe for enden, der sidder en eller anden lille kristen forening,
tydeligvis frivilligt drevet. Tre mennesker i sådan et telt, der sad der hele ugen.
Jeg tror ikke, der har været ret mange inde og tale med dem (…). Men hvis du vil
ses, og hvis du vil høres, så er det meget svært ikke at lægge et professionelt fokus
på det. Fordi det er de [professionelle aktører], du slås med.”(Nepper, interview).
Et af de forhold, der typisk bliver fremhævet som særligt problematisk ved en
korporativ interessevaretagelsesmodel, er, at ulighed i ressourcer i højere grad
manifesterer sig i politisk indflydelse, og at korporatismen således favoriserer de store
interesseorganisationer, herunder først og fremmest lønmodtager- og
erhvervsorganisationer, der repræsenterer hhv. stor vælgermasse og kapital. I
pluralismen spiller ressourcer ligeledes en central rolle for interesseorganisationers
indflydelsesmuligheder, men i og med at indflydelseskanalerne er mere åbne, betyder
det, at ressourcespørgsmålet bliver bredt ud til at gælde andre forhold end blot de
ressourcer, de traditionelle korporative organisationer besidder.
5.3.1.1 Økonomiske ressourcer
Netop det økonomiske ressourcespørgsmål tages gentagne gange op i vores interviews
med interesseorganisationer, politikere og Folkemødesekretariatet. Både URK og
Landbrug & Fødevarer tilkendegiver, at man lægger betydelige økonomiske ressourcer i
tilstedeværelsen, fordi, som Panum Jensen siger, ”vi gider ikke stå med en tom stand. Vi
skal have noget, der trækker folk til, og det koster bare ressourcer” (Panum Jensen,
interview). Samme besked lyder fra URK, der brugte 120.000 kr. alene på at leje den
båd, man havde liggende i havnen i Allinge under Folkemødet, og omkring en kvart
Side 105 af 186
million kr. på hele arrangementet. Ifølge Nepper er det et ganske betydeligt beløb for en
organisation, hvis aktiviteter primært er drevet af frivillige og på trods af de relativt
mange penge, organisationen brugte, var URK stadig ikke i nærheden af at kunne hamle
op med nogle af de arrangementer, som de kommercielle virksomheder og
organisationer holdt, hvor der ”nok [er] et par nuller mere bagved, end hvad jeg har
brugt” (Nepper, interview). Han nævner, at man afsøgte muligheden for at servere gratis
fadøl, men konstaterede, at det var for dyrt, og skyder på, at nogle af
kommunikationsbureauerne har brugt over en million kroner på gratis fadøl på
Folkemødet.
Økonomiske ressourcer spiller også en væsentlig rolle i forhold til den geografiske
placering af de forskellige aktører på Folkemødets stande og telte. Lena Schenk fra
Folkemødesekretariatet forklarer, at efterhånden som de fondsmidler, som tidligere
finansierede en stor del arrangørernes budget, udløber, må man finde økonomiske
ressourcer andre steder. Og her er betalingen for de bedste placeringer på festivalarealet
en væsentlig indtægtskilde:
”Vi har skullet finde vores finansiering mere i Folkemødet i sig selv. Og så må vi
sige, hvad er en attraktiv vare vi kan sælge? Jamen det er jo blandt andet nogle
placeringer, og derfor har vi valgt at indgå nogle sponsoraftaler (…). Så for nogle
har det været muligt sammen med den sponsoraftale, at [sige, at] de vil gerne have
en bestemt placering” (Groth Michelsen & Schenk, interview).
Dette gør sig blandt andet gældende for Landbrug & Fødevarer, der har tegnet et
guldsponsorat, der koster minimum 100.000 kroner (Folkemødets hjemmeside, 2014e).
Sponsoratet er i praksis betaling for de bedste placeringer på pladsen. Pladser, som
ifølge Nepper er altafgørende for, hvor synlig man er på Folkemødet: ”Hvis vi får
kajpladsen, kommer vi med skibet og gør det endnu større, end vi gjorde sidste år. Men
hvis vi ikke får kajpladsen, så kan jeg ikke forestille mig, at der kommer mere end 5-6
mand” (Nepper, interview).
For så vidt angår organisationer, der ikke kan mobilisere de økonomiske ressourcer,
som Landbrug & Fødevarer – eller for den sags skyld URK – kan de økonomiske
udfordringer ved at være synlige på Folkemødet være uoverskuelige. Tom Christensen,
Side 106 af 186
som vi egentlig interviewede som almindelig borger på Folkemødet, fortalte, at han
blandt andet havde været på Folkemødet for at undersøge, om Dansk Skoleidræt, som
han sidder i bestyrelsen for, skulle have en stand på Folkemødet i 2014. Her var
konklusionen, at det, ”det koster, rent indsatsmæssigt på kroner og øre, det er vi ikke
villige til at yde” (Christensen, interview).
Som organisation på Folkemødet kræver det altså, at man investerer et ofte ikke
ubetydeligt beløb i sin deltagelse. Dette bemærker flere politikere også, herunder både
Leif Mikkelsen og Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Joachim B. Olsen bemærker
blandt andet, at det er en stor økonomisk belastning for et relativt lille parti som Liberal
Alliance at tage til Folkemødet, og fortæller på den baggrund, at af ”økonomiske
årsager tror jeg, at vi kommer til at deltage på en anden måde fremover” (Olsen,
interview), da udgifterne til at indkvartere medarbejdere i Allinge er for dyrt. Også
Alexander Nepper forklarer, at organisationerne bliver presset af Folkemødets store
popularitet, og at det er svært at finde egnede boligforhold i Folkemødeugen (Nepper,
interview), fordi priserne presses op i Folkemødedagene (Westermann, interview).
Sammenfattende om økonomiske ressourcers betydning for effektiv interessevaretagelse
på Folkemødet kan det konkluderes, at det kan være en udfordring for de (mindre)
organisationer, der ikke kan eller ønsker at sætte de mange tusinde kroner af, som det
hurtigt koster at deltage på Folkemødet. I og med at flere af vores respondenter giver
udtryk for, at de økonomiske omkostninger forbundet med tilstedeværelsen på
Folkemødet er markant stigende, kan det blive et alvorligt problemet for
Folkemødearrangørernes ambition om et åbent og pluralistisk forum, hvor alle kan blive
hørt.
5.3.1.2 Frivillige ressourcer
Det er dog ikke kun hårde, økonomiske ressourcer, der kan bruges til at markere
organisationen og dens sag på Folkemødet. Anders Panum Jensen bemærkede fx, at
”ressourcer kan jo også være frivillige ressourcer,” (Panum, interview) og pegede
specifikt på ngo’erne, som satte sit præg på Folkemødet igennem sine frivillige
delegerede. En af de ngo’er kunne være netop URK, som havde 80 frivillige med på
Folkemødet, der ifølge Nepper betød, at man havde stor gennemslagskraft:
Side 107 af 186
”Så det, du kan på Folkemødet, er jo at vise en form for styrke bag budskabet. Det
gjorde vi ved at have 80 frivillige med derover. Det, vi hørte, var, at vi var dobbelt
så store som det største ungdomsparti” (Nepper, interview).
Hos både URK og Landbrug & Fødevarer gør det sig gældende, at organisationerne
udnytter de menneskelige ressourcer, de har med på Folkemødet, til at præge de
debatter, hvor man ikke selv er paneldeltager eller lignende. Alexander Nepper
forklarer, hvordan man hver morgen systematisk organiserede, hvordan frivillige
repræsentanter fra URK skulle deltage som publikum i relevante debatter og stille
spørgsmål og gøre opmærksom på organisationen og dens arbejde inden for det område,
som debatterne omhandlede:
”Så er der fem mennesker i URK-t-shirts, der går over til den debat i
Boligselskabernes Landsorganisation om, hvordan gør vi noget for trygheden i de
udsatte boligområder. De rækker en finger op og siger 'Jeg kommer fra URK. Vi
har mentorprojekter i Urbanplanen (…). Ring til mig, hvis I synes, I har brug for
det'. Så på den måde fungerede de jo også som levende plakatsøjler til andre
menneskers debatter” (Nepper, interview).
Anders Panum Jensen fortæller, at man havde en lignende strategi hos Landbrug &
Fødevarer, hvor man sendte fagmedarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer ud til
debatter, hvor landbruget ellers ikke var repræsenteret, så de kunne give sine
modstandere modspil, da ”der jo [er] mere friløb, hvis vi ikke er tilstede, end hvis vi er
tilstede,” (Panum, interview).
Vi kan på den baggrund konstatere, at der er i hvert fald to former for ressourcer, der
kan omsættes til synlighed på Folkemødet, nemlig penge og (frivilligt) mandskab, og
der peges på en direkte sammenhæng mellem de ressourcer, man investerer i sit setup
på Folkemødet, og de resultater, man får med derfra. Vi finder det interessant, hvor
centralt Nepper vurderer netop URK’s ressourcer på Folkemødet ift. eksponering, fordi
organisationen bl.a. blev brugt af Bertel Haarder som eksempel på den folkelige
forankring, grundet sine mange frivillige, ligesom URK’s båd fungerede som studie for
flere tv-udsendelser.
Side 108 af 186
Om ressourcespørgsmålet i relation til generel interessevaretagelse kan det konstateres,
at Folkemødet ikke på nogen måde sætter problematikken om ulighed i ressourcer ud af
kraft, og at især de økonomiske ressourcer kan sætte barrierer op for mindre bemidlede
interesser. Konkurrencen om at blive set og hørt er helt central for
interesseorganisationernes virke på Folkemødet, og ressourcerne er i høj grad givet ved
økonomiske midler. Men betyder det så, at alt er ved det gamle på Folkemødet? At de,
der alligevel har ressourcerne og viljen til at bruge dem, også er dem, der har mest at
vinde ved Folkemødet? Ikke nødvendigvis.
5.3.1.3 Kreativitet
Empirien indikerer, at det ikke nødvendigvis er de dyreste og størst opsatte events, der
afgør, hvor man som politiker vælger at engagere sig. Politikerne har nemlig en meget
høj grad af frihed til at vælge, hvilke arrangementer man ønsker at deltage i. Og når
man som politiker på Folkemødet kommer i ”festivalstemning,” (Westermann,
interview), er det i høj grad interesse og underholdning, der er styrende for politikernes
prioriteringer på Folkemødet. Som Joachim B. Olsen beskriver det, får politikerne
”mange gode tilbud, og man vil selvfølgelig helst have det sjove, de interessante
debatter,” (Olsen, interview) og beskriver selv, hvordan noget af det, han husker bedst
fra 2013, var et arrangement med Hella Joof, der var af ikke-politisk karakter. Jeppe
Kofod er inde på det samme, når han fortæller om de ”skæve” debatter og events, og
hvordan han mange gange har oplevet, at han bliver engageret i emner og sager, han
ellers ikke beskæftiger sig med til daglig og kalder Folkemødet et sted, hvor man kan
blive ”inspireret på en måde, som man ellers ikke ville” (Kofod, interview).
Hvis man er i stand til at udnytte politikernes nysgerrighed, er der på Folkemødet gode
muligheder for at markere sig, selvom man ikke hører til de mest ressourcestærke
organisationer. Direkte adspurgt udtrykker Panum Jensen, at ressourcer trods alt betyder
mindre på Folkemødet, end de gør til hverdag: ”[H]vis du sidder i en eller anden
bygning et eller andet sted i Nordvestkvarteret i København, så er der længere til at nå
danskerne igennem elektroniske medier og hvad du ellers har af kanaler” (Panum
Jensen, interview). Og ifølge Panum Jensen er denne afstand kortere på Folkemødet, og
mindre organisationer har derfor en mulighed for at gøre sig mere gældende end til
hverdag, hvis man forstår og formår at sætte sig igennem på Folkemødet. Her peger han
Side 109 af 186
især på nogle af de mindre græsrodsorganisationer, som formåede at sætte sit præg på
Folkemødet ved gå rundt i organisationens t-shirts og gøre sig bemærket på debatter
rundt omkring i teltene, og som er ”med til at skabe liv og reache ud” (ibid.).
Panum Jensen lægger flere gange i interviewet stor vægt på, at netop det skæve og
ukonventionelle er noget, man fra Landbrug & Fødevarers side gerne vil have mere af,
og mener, at nøgleordet for 2014-planlægningen bliver ”at turde risikere noget” (ibid.).
Panum Jensen forklarer, at det derfor er vigtigt for Landbrug & Fødevarer, at man gør
sig interessant på Folkemødet ved at udfordre sig selv og sin egen dagsorden – også
selvom det kan give problemer i baglandet. Som eksempel nævner han, at man på
Folkemødet i 2013 inviterede én af dansk landbrugs største kritikere til en debat i
Landbrug & Fødevarers telt, hvilket skabte kritik fra flere medlemmer. Men ifølge
Panum Jensen er det nødvendigt at udfordre sig selv og skabe spændende og
uforudsigelige debatter:
”De, der arbejder på vores program for det her Folkemøde, vil gerne have de
allermest spændende debatter, og hvordan får man en spændende debat? Det får
man nok ikke ved at finde tre, der bare synes at landbruget er fantastisk” (Panum
Jensen, interview).
Samme overvejelser gør sig gældende, da vi spørger til Landbrug & Fødevarers
prioriteringer til næste år, hvor han omtaler et specifikt arrangement, hvor man fik sat
nogle interessenter sammen under nogle ukonventionelle forhold:
”Det var også lidt skævt, altså det var ikke sådan et helt konventionelt event. Det
var vi meget glade for, og vi gør det ikke på samme måde, men sådan nogle ting
vil vi virkelig bestræbe os på at lave mere af. Skille sig ud, kan man sige. Turde
risikere noget er nok nøgleordet på det, for at være vedkommende og relevant”
Landbrug & Fødevarer må altså kæmpe om de politiske interessenters opmærksomhed
på lige fod med alle andre organisationer, selvom Landbrug & Fødevarer traditionelt har
haft en privilegeret position i kraft af sin rolle som landbrugets officielle politiske
repræsentation. Og som Panum Jensen (interview) selv bemærker, er politikerne
”mindre autoritetstro”, når det kommer til, hvem de ønsker at interagere med, og derfor
Side 110 af 186
må man på Folkemødet tiltrække politikerne i kraft af sit indhold frem for i kraft af sit
navn. Som eksempel på et mislykket nævner Panum Jensen en konventionel debat
mellem Kristian Thulesen-Dahl og Margrethe Vestager, hvor han bemærker: ”Altså det
er ikke det, som kommer til at skabe nogle øjeblikke derovre, som folk virkelig husker,
og som nogle journalister virkelig skriver om. Det er, når der kommer lidt mere kant på,
hvor vi selv sætter noget på spil” (Panum Jensen, interview).
Også når vi spørger de almindelige borgere, vi har interviewet, om de ting, de husker fra
Folkemødet, er det gerne de utraditionelle events, der bliver nævnt:
”[De events,] vi udvalgte på forhånd, det var på grund af indholdet, men jeg tror,
at dem, hvor vi så endte med at tilbringe mest tid, det var dem, der havde den
sjoveste form. For eksempel så havde Hella Joof sådan noget sommerfugleterapi,
hvor hun gav terapi til politikere, og det var måske ikke det, vi havde tænkt, at
'sommerfugleterapi, det er det, vi går over til', da vi tog derover, men det, synes
jeg, var noget af det sjoveste, fordi det var en anderledes debatform” (Kring,
interview).
Samme melding lyder fra Tom Christensen, der især husker en happening, som
Copenhagen Fur stod for, og hvor der blev serveret sild og snaps for de folk, som kom
forbi. Også SF’s daværende næstformand, Peter Westermann, fortæller, hvordan de
ukonventionelle arrangementer ofte var dem, der tiltrak sig størst opmærksomhed og
pegede på et velbesøgt stand-up-arrangement i SF’s telt som et eksempel.
Opsummerende om brugen af kreative ressourcer konkluderer vi, at økonomisk mindre
bemidlede organisationer har gode muligheder for at slå igennem, hvis man er i stand til
at udfolde og udbrede sit budskab igennem alternative arrangementer og events. Dette
bakkes op af, at flere af de politikere, vi har interviewet, lægger stor vægt på, at de også
deltager i Folkemødet for fornøjelsens skyld, og at de derfor ikke nødvendigvis
orienterer sig mod de største og mest magtfulde aktører på Folkemødet.
5.3.2
Opsamling
Hvis man skal gøre sig gældende som interesseorganisation på Folkemødet, kræver det,
at man er i stand til at gøre sig synlig og interessant for politikere og andre aktører, man
vil i kontakt med. De organisationer, der har økonomiske ressourcer til det, kan sikre sig
Side 111 af 186
en lang række fordele i dette kapløb, bl.a. ved at købe sig til en god plads på
Folkemødeområdet. Hertil kommer, at Folkemødets hastige udvikling betyder, at det
bliver dyrere og dyrere for fx parti- og interesseorganisationer at deltage på Folkemødet
med et stort setup. På dette punkt kan mulighederne for interessevaretagelse på
Folkemødet siges at medvirke til at stadfæste de store og magtfulde organisationers
position.
Hvis vi ser ud over det rent økonomiske, er der en række forhold, der peger på, at
mindre interesser kan gøre sig gældende på Folkemødet i tråd med Folkemødets
pluralistiske grundidé. Dette gælder først og fremmest organisationer som URK, der
formår at mobilisere frivillig arbejdskraft og på en kreativ måde er i stand til at få deres
budskaber ud og blive lyttet til.
Vi kan konkludere, at størrelse – ikke overraskende – spiller en markant rolle, når det
kommer til at være stærkt til stede på Folkemødet. Hvis du er stor på Christiansborg, vil
du også have muligheder for at være det i Allinge. På den anden side tyder vores
analyse på, at mindre organisationer og interesser alt andet lige har markant større
muligheder for at pleje deres interesser på Folkemødet end i dagligdagen.
5.4 Konklusion på delanalysen
Vi har i denne delanalyse undersøgt, hvordan interessevaretagelse foregår på
Folkemødet i forhold til hhv. den pluralistiske og den korporative
interessevaretagelsesmodel.
Indledningsvis er det blevet demonstreret, hvordan Folkemødet grundlæggende bygger
på et ønske om at pluralisere interessevaretagelsen ved at sikre en så åben og
tilgængelig politikerstand som muligt, og ved at modarbejde lukkethed og eksklusivitet,
som vi kender det fra korporatismen. Dernæst har vi undersøgt, om
interessevaretagelsen på Folkemødet lever op til Folkemødets pluralistiske målsætning i
forhold til to parametre, nemlig interessevaretagelsespraksisser og vilkårene for de
mindre organisationer i forhold til de store og veletablerede.
Vi har vist, at såvel interesseorganisationer som politikere spiller med på den
pluralistiske præmis, og at de få åbenlyst eksklusive og lukkede arrangementer, der
finder sted på Folkemødet, ikke betragtes som legitime fra hverken politikernes eller
Side 112 af 186
lobbyisternes side. Vi har også fundet eksempler på, at Folkemødet giver anledning til
decideret policyudvikling, hvilket er i tråd med ønsket fra arrangørernes side om at gøre
Folkemødet til et alternativt forum for politisk idéudvikling. Set i et
interessevaretagelsesperspektiv er det særdeles interessant, at Folkemødet kan fungere
som forum for politiske aftaler mellem politikere og civilsamfundsaktører, og det viser,
at Folkemødet netop har potentialet til at udfordre de almindelige
interessevaretagelsespraksisser, der eksisterer på Christiansborg og i hverdagen i øvrigt.
Dette har også den konsekvens, at Folkemødet bliver en integreret del af
interesseorganisationernes daglige arbejde, og at man – med Alexander Neppers ord –
ikke kan blive væk ”og så forvente at være en vigtig aktør i det efterfølgende spil”.
Samtidig viser analysen, at flere aktører advarer om, at Folkemødets hastige ekspansion
kan medføre, at der i fremtiden vil blive større behov for yderligere differentiering af
deltagerskaren, og at flere lukkede arrangementer derfor vil opstå og udfordre
Folkemødets pluralistiske og åbne idégrundlag.
I anden del af delanalysen har vi undersøgt forholdet mellem størrelse og indflydelse på
Folkemødet med henblik på at vurdere, om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer de
store og veletablerede interesseorganisationers indflydelse. Vi konkluderer, at en af de
største udfordringer for Folkemødet, hvis man vil sikre et reelt åbent og pluralistisk
interessevaretagelsesforum, er de stigende økonomiske omkostninger, som
interesseorganisationerne – og i øvrigt også partierne –beretter om. Det kræver
betydelige økonomiske og menneskelige ressourcer at være en synlig spiller på
Folkemødet, ligesom det kræver en disciplineret og professionel indsats, hvilket kan
være med til at fastholde ressourcestærke aktører i deres privilegerede positioner. På
den anden side ser vi også, hvordan organisationer, der formår at være kreative og
aktive, kan komme til at sætte et langt større aftryk, end størrelsen normalt ville tilsige,
og at Folkemødet på denne måde kan være med til at udfordre magtforholdet mellem
samfundets forskellige interesser til fordel for de små.
På baggrund af denne første delanalyse kan vi derfor konkludere, at Folkemødet i det
store hele lever op til sin målsætning om at udfordre korporative tendenser inden for
den organiserede interessevaretagelse. Det er endvidere lykkedes Folkemødets
arrangører at skabe accept af åbenhed og tilgængelighed som standard for legitim
Side 113 af 186
interessevaretagelse på Folkemødet. Imidlertid trues denne åbenhed fra to sider, som
begge følger af Folkemødets umiddelbare succes med at tiltrække professionelle såvel
som almindelige borgere. Det gælder dels visse interesseorganisationers tendens til at
begrænse tilgængeligheden for almindelige borgere til fordel for de tunge interessenter,
og dels at omkostningerne til blandt andet logistik ved at deltage på Folkemødet
risikerer at blive uoverkommelige for mindre interesser.
Side 114 af 186
6 Professionalisering: partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet
I denne del af analysen undersøges det, i hvor høj grad partiernes aktiviteter og
deltagelse på Folkemødet er præget af professionalisering? I specialets teorikapitel,
afsnit 2.3, belyste vi, hvordan professionalisering kan påvirke den måde, partierne
udfolder deres repræsentative funktioner, dvs. den måde, hvorpå partierne etablerer en
kanal for politisk deltagelse, deres artikulering og aggregering af interesser, samt den
måde, hvorpå de formulerer politik. I den følgende analyse behandles de tre
repræsentative funktioner separat, selv om de både i partiernes daglige arbejde og på
Folkemødet må forventes at overlappe.
Først undersøges det imidlertid, hvordan partiernes deltagelse og aktiviteter er tænkt ind
i Folkemødets grundidé og institutionelle rammer. Afsnittet danner grundlag for den
videre undersøgelse af, hvordan partierne i praksis deltager på Folkemødet.
6.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: Partier på
Folkemødet
På Folkemødets hjemmeside kan man læse, at formålet med Folkemødet bl.a. er at
”understøtte den demokratiske dialog”, ”fremme folkets indflydelse på og forståelse af
samfundets rammer” og ”at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og
inspiration til politik-dannelsen” (Folkemødets hjemmeside, 2014c). Fælles for de tre
formålserklæringer er, at Folkemødet skal virke til at styrke kontakten mellem aktørerne
i det politiske system. Det er en væsentlig pointe, som vi tager med os i det videre, hvor
vi ser på, hvordan partiernes deltagelse og aktiviteter er tænkt ind i Folkemødets
idegrundlag og institutionelle rammer.
At partierne er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet, kan der ikke være tvivl om.
Det kan fremhæves, at alle folketingspartierne samt partilederne deltog i 2013, og at alle
23 ministre samt 143 folketingspolitikere var til stede under Folkemødet i Allinge
(Arnsdorf & Delfour, 2013). Hertil er folketingspartierne som de eneste hver især
garanteret én time på Folkemødets hovedscene, hvor partilederen som et fast indslag
afholder sin folkemødetale. I hver af de timer hvor partierne har hovedscenen, må ingen
Side 115 af 186
andre events finde sted. Partierne er derfor sikret en vis opmærksom omkring dette
programpunkt. Ydermere beskrives de seminarer, workshops, debatter og lignende, som
partierne afholder i deres egne folkemødetelte, som værende en del af Folkemødets
rygrad (Folkemødets hjemmeside, 2014a).
Tages de tre tidligere nævnte formålserklæringer, og den væsentlige rolle der er tiltænkt
i partierne, med i betragtning, undrer det ikke, at medlem af Folkemødets Styregruppe,
og borgmester på Bornholm, Winnie Grosbøll i det officielle program beskriver
Folkemødet ”som et rum hvor borgere, politikere og andre af samfundets
beslutningstagere kan indgå i ægte dialog uden distance” (Grosbøll, 2013: 2), og at
Folkemødesekretariatet videre i det officielle program kalder begivenheden ”En arena
for debat, humør og fordybelse. Et mødested for beslutningstagere og folket.”
(Førsteliin, 2013: 4).
På Folkemødet kan folket og beslutningstagerne altså møde hinanden for at gå i dialog.
Med andre ord kan man også, jf. teoriafsnittet om partierne, sige, at folket, de
repræsenterede, på Folkemødet kan møde de folkevalgte, deres repræsentanter, og at
Folkemødets rammer skaber bedre betingelser for at styrke forbindelseslinjen mellem
dem, end det er tilfældet til daglig.
At man fra arrangørernes side gerne ser, at partierne med deres deltagelse og aktiviteter
på Folkemødet arbejder på at styrke forbindelseslinjerne mellem beslutningstagerne og
den almindelige vælgerbefolkningen, kommer endvidere til udtryk ved at
Folkemødesekretariatet ønsker at give ”(…)borgerne mulighed for at møde
beslutningstagerne ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a). Hertil
opfordrer sekretariatet til, at partierne ved planlægningen og afviklingen af deres events
har fokus på at aktivere og involvere tilhørerne, og gør desuden opmærksom på, at ”et
levende og deltagende publikum kan (…) give nye input” (Folkemødets hjemmeside,
2014b). Gennem interviewet med projektleder Louise Groth-Michelsen og
afviklingsansvarlig Lena Schenk erfarede vi da også, at Folkemødesekretariatet
målrettet arbejder på at få ”den lyttende politiker” til stede på Folkemødet, for at
muliggøre dennes dialog med ”en tilfældig hr. Jensen fra Tølløse” (Groth-Michelsen &
Schenk, interview).
Side 116 af 186
For yderligere at fremme opmærksomheden omkring ’den lyttende politiker’,
indstiftede Folkemødesekretariatet i samarbejde med Dansk Oplysningsforbund (DFS) i
2013 Folkemødets Dialogpris. Prisen er skabt for at sætte fokus på, at ”Folkemødet er
en sjælden og enestående ramme for direkte dialog mellem politikere og folket i alle
dets former” (Voss, 2013: 6), og prisen går til den politiker, der under Folkemødet har
været bedst til at lytte og debattere med borgerne. Eller som det lyder i den korte, men
sigende begrundelse for indstiftelsen af prisen:
”Politikerne tager til Folkemøde og taler til folket. Men kan de også lytte når
borgerne kommer med spørgsmål, synspunkter og modspil? Hvem formår at
lægge den mentale megafon fra sig og gå i ægte dialog, sådan som Folkemødets
mission lægger op til?" (www.dialogpris.dk, 2014)
I 2013 vandt folketingsmedlem for Venstre, Esben Lund Larsen, Dialogprisen, bl.a.
med den begrundelse, at ”han er utrolig lydhør overfor borgerne” (ibid.). Fra
Folkemødesekretariatets side er det håbet, at prisen i de kommende år vil få stor
opmærksomhed og hjælpe til at sætte fokus på Folkemødets muligheder for at skabe
dialog mellem folket og politikerne (Groth-Michelsen & Schenk, interview).
6.1.1
Opsamling
Opsummerende kan det siges, at partierne er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet:
De er som de eneste garanteret én time på hovedscenen, og deres events udgør rygraden
i Folkemødet. Hvordan partierne udfylder deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet,
kan da også ses som afgørende for, om Folkemødet lever op til formålserklæringerne
om at understøtte den demokratiske dialog, fremme folkets indflydelse på samfundets
rammer, og skabe levende og åbne rammer for politik-dannelsen. Derfor opfordrer
Folkemødesekretariatet partierne til at møde befolkningen ansigt til ansigt og involvere
dem i deres aktiviteter. Ligeledes har arrangørerne indstiftet Folkemødets Dialogpris,
der gives til den politiker, der er bedst til lytte og debattere med borgerne. Samlet peger
dette på, at der i Folkemødets idegrundlag og institutionelle set-up er lagt op til, at
partierne på Folkemødet skal agere mindre professionaliseret end til daglig: Den direkte
kontakt mellem folket og partierne skal styrkes, politikerne skal lytte til og opsamle
folkets interesser, og så skal folket inddrages i partiernes aktiviteter, også gerne i
politik-dannelsen.
Side 117 af 186
I de følgende afsnit af denne delanalyse ser vi på, hvordan partierne i praksis, dvs.
gennem deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet, udfylder disse rammer.
6.2 Etablering af kanal for politisk deltagelse
I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev det defineret, at partierne etablerer en kanal for politisk
deltagelse, når de opfordrer til og gør det muligt for vælgerbefolkningen at deltage i
partiaktiviteter – både inden for partiets rammer og i offentligheden. Videre fremgik det
af teorikapitlet, at det ikke-professionaliserede masseparti etablerer en kanal for politisk
deltagelse ved kontinuerligt, både mellem og ved valg, at opfordre især deres
medlemmer til at deltage i partiets aktiviteter. Medlemmernes deltagelse indbefatter her
både pligter, først og fremmest betaling af kontingent, men også rettigheder, der giver
indflydelse på partiets politik. Hertil fungerer partimedlemmerne som ambassadører for
partiets politik, det være sig på arbejdspladsen, sportsklubben eller på Folkemødet. I det
elektoralt-professionelle parti er tyngdepunktet flyttet væk fra partimedlemmerne og
over til potentielle vælgere. Skellet mellem partimedlemmer og ikke-medlemmer er
derfor mere sløret, og begge grupper forsøges hovedsagligt inddraget i centralt styrede
og professionelt planlagte kampagneaktiviteter. Både partimedlemmer og ikkemedlemmer indtager som sådan en rolle som organiserede heppere for partieliten, med
begrænset indflydelse mellem valgene. For at kunne vurdere, om og i hvilket omfang
konsekvenserne af professionalisering gør sig gældende på Folkemødet, vil vi i det
følgende derfor først se nærmere på, om og hvordan partierne etablerer en kanal for
politisk deltagelse for deres medlemmer på Folkemødet. Herefter vender vi blikket mod
den øvrige vælgerbefolkning for også her at belyse, om og hvordan partierne etablerer
en kanal for politisk deltagelse på Folkemødet.
6.2.1
Partierne og deres medlemmer på Folkemødet
Grundlæggende er Peter Westermann og Leif Mikkelsen, der som henholdsvis
næstformand for SF og landsformand for Liberal Alliance var organisatorisk ansvarlige
for deres partiers deltagelse på Folkemødet i 2013, enige om, at tilstedeværelsen og
aktiviteterne på Folkemødet ikke handlede om at etablere en kanal for politisk
deltagelse, som den vi kender fra massepartiet, hvor partimedlemmerne opfordres til
deltagelse og videre fungerer som ambassadører for paritet. Westermann kunne for
eksempel berette, at partiets folketingsgruppe og landsledelse var stærkt repræsenteret
Side 118 af 186
på Folkemødet, mens de almindelige partimedlemmer der deltog, hovedsageligt var
lokalaktive fra Bornholm. Og da ”transport og overnatning kun arrangeres for
landsledelsen og folketingsgruppen” (Westermann, interview), gør partiet da heller ikke
en særlig indsats for at få partimedlemmer fra resten af landet til at deltage i
Folkemødet. Hos Liberal Alliance gjorde det samme sig gældende. Her deltog kun
partiets sekretariat og folketingsgruppe, og direkte adspurgt om partiet havde inviteret
medlemmer til Folkemødet, eller lavet arrangementer for dem derovre, svarede
Mikkelsen entydigt ”nej” (Mikkelsen, interview).
Både SF og Liberal Alliance så dog gerne, at flere af deres medlemmer deltog på
Folkemødet. Westermann og Mikkelsen er samtidig enige om, at Folkemødet ikke er et
oplagt sted at involvere partimedlemmerne. Westermann fremhæver, at Folkemødets
geografiske placering umuliggør den brede deltagelse: ”Det ligger jo et sted, hvor det
ikke er alle, der har råd til at komme til, og slet ikke sådan som overnatningspriserne
bliver skruet i vejret den weekend (…) Det koster jo det samme som en lille uges
charterferie” (Westermann, interview). I tråd hermed svarer Mikkelsen på et spørgsmål
om, hvorfor Liberal Alliance ikke anvender begivenheden Folkemødet til at lave
medlemsorienteret arbejde, at: ”Vi har ikke rigtig fantasi til at forestille os, at vi kan få
ret mange af vores medlemmer med til Bornholm. Der er det alligevel for vanskeligt og
for dyrt og besværligt i sommertiden og så videre” (Mikkelsen, interview). Logistiske
og praktiske udfordringer er med andre ord med til at afholde partierne fra at anvende
Folkemødet som en platform for mobilisering og involvering af partimedlemmer. I
stedet mener Mikkelsen, at medlemsinddragelsen kan løses bedre i andre
sammenhænge. Som eksempler nævner han partiets landsmøde, kulturelle
arrangementer og grundlovsarrangementer – alle begivenheder ”som med succes kan
involvere vores medlemmer” og, tilføjer han, ”…i det lys kan vi ikke bruge
Folkemødet” (Mikkelsen, interview). Det samme er Westermann inde på, da han
nævner ”Døllefjelde-Musse Marked” som en lettere tilgængelig og dermed mere oplagt
begivenhed for inddragelse, end Folkemødet er det. I Folkemødesekretariatet er de
opmærksomme på, at de lokale partiforeninger, med undtagelse af de bornholmske, kun
i begrænset omfang er til stede på Folkemødet. Sekretariatet har derfor iværksat en
indsats, hvor de drøfter med partierne, hvordan ”(…) de helt lokale partiforeninger
rundt om i hele landet kan blive engageret” (Groth-Michelsen & Schenk, interview).
Side 119 af 186
Om det vil lykkes er endnu for tidligt at sige, men partirepræsentanterne er som nævnt
skeptiske – også i forhold til fremtidsudsigterne. Som eksempel mener Mikkelsen, ”at
Folkemødet faktisk ikke kan blive større. Du kan dårligt få plads, du kan dårligt få
overnatning, du kan dårligt få noget helst. Der kommer ikke nye aktiviteter over tid og
det lukker sig om sig selv” (Mikkelsen, interview): Altså igen en opmærksomhed på de
praktiske udfordringer eller umuligheder, som Folkemødet står overfor, hvis partierne
skal bruge det til at etablere en kanal for politisk deltagelse.
Selv om SF ikke særskilt prioriterede at få partimedlemmer til Bornholm, fortæller
Westermann, at partiet ikke kun havde fokus på folketingsgruppens og landsledelsens
udbytte af Folkemødet. Partimedlemmer og andre ”almindelige folk” blev inviteret til
en festaften, hvor den feministiske stand-upper Sanne Søndergaard underholdte.
Westermann beskriver aftenen som ”…en bragende succes: ”Jeg tror, vi var 100
mennesker. Selvfølgelig en del partisoldater, som på den måde fik lidt ekstra valuta for
kontingentet og blev rystet godt sammen.” (Westermann, interview) Et sådan
arrangement er måske ikke en kanal for direkte politisk deltagelse, men det vidner om,
at partiet benyttede Folkemødet som en anledning til at socialisere sine medlemmer og
styrke deres identifikation med partiet. Begge dele er noget, vi kender fra massepartiets
funktionsmåde. Hertil må det dog bemærkes, at antallet af almindelige partisoldater, der
deltog i arrangementet, ikke kan have været overvældende, da der fra de anslåede 100
deltagere må fratrækkes ansatte i partiets sekretariat samt medlemmerne af partiets
folketingsgruppe og landsledelse.
Ud over enkeltstående begivenheder, som den SF afholdt, fremhæver det
socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod, at partiets folkemødetelt, hvor der
var åbent fra morgen til aften alle dage under Folkemødet, fungerede som et hjem for
den socialdemokratiske familie:
”Alle de partimedlemmer og dem, der stemmer socialdemokratisk, de har et sted,
hvor de kan komme hen og føle, okay, her er deres hjem også. Det styrker en eller
anden partikultur. Og så kan man sige, gør man ikke også det på kongressen? Jo,
men her er det en lidt mere afslappet form end en kongres, der varer halvandet
døgn, så på den måde har det en funktion til at mobilisere og reaktivere det at
være partimedlem” (Kofod, interview).
Side 120 af 186
For Kofod handler Socialdemokratiets deltagelse på Folkemødet altså om at skabe en ny
kanal for deltagelse, i dette tilfælde gennem et åbent og tilgængeligt telt, hvor
medlemmerne kan inddrages i partiets aktiviteter, socialiseres og mobiliseres. At det
sker på Folkemødet er nyt, men betydningen af en medlemsskare, der identificerer sig
med partiet og føler sig hjemme dér, kender vi fra den idealtypiske forestilling om
massepartiet. Det skal dog nævnes, at hverken SF eller Liberal Alliance tænker deres
folkemødetelt som en mulig deltagelseskanal for partimedlemmerne. På et spørgsmål
om, hvem de gerne vil have ind i teltet, svarede Westermann, at det kom an på
arrangementet, men at det fx kunne være ”…fagpersoner, altså interessenter inden for
feltet”, ”tilfældigt forbipasserende” og ”pressen” (Westermann, interview). Og Liberal
Alliance, der ellers i 2013 havde et centralt placeret partitelt på Allinge Havn, overvejer
ifølge Mikkelsen at deltage uden en fast teltplads i 2014. Begrundelsen er, at det kræver
for mange ressourcer, at ”…holde liv i sådan et telt” (Mikkelsen, interview).
Tilbage står altså, at både partierne og Folkemødesekretariatet gerne vil have partifolk
fra lokalforeningerne til Folkemødet. Partierne mener dog, at de praktiske udfordringer,
der er forbundet med at få medlemmerne til, og indkvarteret på, Bornholm, overstiger
de eventuelle gevinster ved større medlemsdeltagelse på Folkemødet. Det er dog
væsentlig, at Socialdemokratiet med deres folkemødetelt ønskede at skabe et hjem for
deres medlemmer og dermed også en åben og tilgængelig mulighed for at deltage i
partiets aktiviteter. Det viser, at Folkemødet, hvis den praktiske tilgængelighed bliver
større, kan være stedet, hvor partierne styrker forbindelsen til deres medlemmer. Samlet
peger denne del af analysen imidlertid på en vis professionalisering af partiernes
deltagelse på Folkemødet: Hovedvægten ligger hos parlamentarikerne og den øvrige
partiledelse. Partimedlemmerne opfordres ikke til at deltage, de er ikke ambassadører
for partiet og dets politik på Folkemødet, og aktiviteterne har ikke fokus på at skabe
partiidentifikation. For at komme nærmere et svar på, om og hvordan partierne etablerer
en kanal for politisk deltagelse på Folkemødet, vil vi i det næste afsnit se på, hvordan
partierne indtænker den almindelige vælgerbefolkning i deres deltagelse og aktiviteter
på Folkemødet.
Side 121 af 186
6.2.2
Partierne og den almindelige vælgerbefolkning på Folkemødet
Ligesom det var tilfældet med partimedlemmer, tror de partirepræsentanter, vi har talt
med heller ikke, at de kan opnå en særlig kontakt til den almindelige vælgerbefolkning
på Folkemødet. Westermann formulerer det således, og sætter på den måde
spørgsmålstegn ved, om begivenheden overhovedet kan karakteriseres som et
folkemøde:
”Man kan sige, det her med at det er et folkemøde, det er jo en sandhed med
modifikationer. Det er i høj grad et organisationsmøde og et partimøde. Så de
fleste af dem, du møder, de er derovre med en eller anden form for dagsorden, og
der er ikke en overvægt af almindelige vælgere, der bare er interesserede i politik.
Så det er ikke potentielle partimedlemmer, man spotter over det hele, synes jeg”
(Westermann, interview).
Denne karakteristik af deltagersammensætningen deles af folketingsmedlem for Liberal
Alliance, Joachim B. Olsen, idet han beskriver Folkemødet som ”et sted, hvor der er
interesseorganisationer, politikere og lobbyister, og så er der også nogle borgere”
(Olsen, interview). Det undrer derfor ikke, når Liberal Alliances landsformand, ligesom
Westermann, gør det klart, at ”man ikke skal regne med, at Folkemødet giver hverken
nye medlemmer eller stemmer” (Mikkelsen, interview). Partierne har altså ikke stor
tiltro til, at Folkemødet er stedet, hvor de kan knytte den almindelige vælgerbefolkning
til partiet – og det ganske simpelt, fordi befolkningen ikke er repræsenteret i et
nævneværdigt omfang.
Om den almindelige vælgerbefolkningen er tilstede på Folkemødet, er svært at svare
entydigt på. Her skal det blot nævnes, at opfattelserne er delte. I modsætning til
Westermann og Mikkelsen, mener Groth-Michelsen og Schenk fra
Folkemødesekretariatet, at den brede befolkningen er tilstede på Folkemødet, og at den
kun er blevet bedre og bedre repræsenteret siden Folkemødets start i 2011 (GrothMichelsen & Schenk, interview). Denne opfattelse deles af det socialdemokratiske
folketingsmedlem Jeppe Kofod, der mener, at den almindelige befolknings deltagelse på
Folkemødet er vokset gennem årene, og at Folkemødet derfor ”(…) er mere folkeligt,
end det er blevet fremstillet” (Kofod, interview). Her er spørgsmålet imidlertid, om og
Side 122 af 186
hvordan partierne gør det muligt for de almindelige borgere, der er på Folkemødet, at
deltage i deres aktiviteter?
Selv om Westermann, som nævnt, mener, at der ikke er særligt mange almindelige
vælgere til stede på Folkemødet, er det stadig hans holdning, at ”(…) det skal være
åbent og tilgængeligt for dem, der har valgt at være der. Det skal være muligt for folk at
mødes med dem, der arrangerer noget. Det, synes jeg, ligesom er den ånd, det skal
foregå i.” (Westermann, interview). En pointe vi også finder os Mikkelsen, der ligesom
Westermann lægger vægt på, at selve ideen med Folkemødet er, at arrangementer og
debatter skal være åbne for alle, og at begivenheden ”(…) hurtigt vil miste sin sjæl,”
hvis ikke alle arrangementer er åbne for alle (Mikkelsen, interview). På den måde giver
Westermann og Mikkelsen udtryk for, at Folkemødet, i hvert fald ideelt set, er et sted,
hvor der kan etableres en kanal for politisk deltagelse. Men som allerede antydet kunne
noget dog tyde på, at partierne ikke prioriterer dette særligt højt, når deres deltagelse og
aktiviteter på Folkemødet planlægges. Eksempelvis svarer Mikkelsen således, da han
bliver spurgt om, hvordan deltagelsen på Folkemødet hænger sammen med partiets
øvrige politiske arbejde:
”Det er et spørgsmål om profilering og synliggørelse. Det tror jeg man skal
erkende. Og ellers har det ikke nogen mening i forhold til vores almindelige
politiske arbejde. Det er det, som er målet” (Mikkelsen, interview).
For Liberal Alliance handler deltagelsen på Folkemødet altså om at profilere og
synliggøre partiet, både over for interesseorganisationer, medier og de almindelige folk,
der er til stede. Det samme gør sig ifølge Westermann gældende i forhold til, hvad der
er vigtigt for SF på Folkemødet:
”Det handler selvfølgelig meget om at vise flaget…at få markeret sig både ift.
medierne, men også ift. de organisationer og de folk, der er til stede. Og det er
der, vi lægger fokus” (Westermann, interview).
Også Jeppe Kofod mener, at det for Socialdemokratiet er et klart formål at ”…være til
stede over for vælgere og medier og ligesom vise, at man er der” (Kofod, interview).
Dette fokus på at markere sig og profilere partiet over for den almindelige
vælgerbefolkning vidner om en vis professionalisering af partiernes aktiviteter på
Side 123 af 186
Folkemødet. Ikke mindst når det, som vist ovenfor, ikke er de menige partimedlemmer,
der forestår opgaven. Målet er altså ikke at inddrage den almindelige vælgerbefolkning i
partiets aktiviteter, men i stedet at vise partiet frem for dem.
At det for partierne er væsentligt at synliggøre og profilere sig over for
vælgerbefolkningen kommer endvidere til udtryk, når repræsentanter for partierne
samstemmende fortæller, at de konkurrerer om at tiltrække folk til deres partitelte og stande på Folkemødet. Først Olsen fra Liberal Alliance: ”Noget af det sjove er, at der jo
også er en vis konkurrence mellem partierne derovre. Man prøver at lave de bedste
arrangementer og have det bedste ’hænge-ud-sted’, og så videre” (Olsen, interview).
SF’eren Westermann: ”Det er da en eller anden form for råbekonkurrence, hvor det
handler om at holde de fedeste arrangementer og gøre lidt opmærksom på sig selv…”
(Westermann, interview). Og Kofod fra Socialdemokratiet: ”[I] partierne bliver vi
tvunget til at tænke over at lave noget, der er anderledes og spændende, så vi tiltrækker
folk hele tiden” (Kofod, interview). Denne konkurrence vidner om, at partierne er
opmærksomme på den almindelig vælgerbefolkningen på Folkemødet. Og med et fokus
på at folk skal ’hænge ud’ og fylde deres telte op, ligner det noget, vi kender fra
beskrivelsen af det elektoralt-professionelle parti (se teoriafsnit 2.3.3.1), hvor såvel
partimedlemmer som den almindelig vælgerbefolkning ønskes inddraget som en slags
organiserede heppere for partiet.
Samlet set peger det på, at partierne ikke nærer de store forhåbninger om hverken at
vinde stemmer eller medlemmer direkte gennem deres deltagelse på Folkemødet –
simpelthen fordi de oplever, at vælgerbefolkningen ikke er til stede i nævneværdigt
omfang. Det betyder dog ikke, at partierne ikke forholder sig til de almindelige borgere,
der er til stede. Over for dem vil partierne gerne profilere og markere sig, ligesom de
gerne vil have folk til at hænge ud og fylde partiernes folkemødetelte op. På den måde
kommer den ønskede deltagelse til at ligne den, vi kender fra det elektoraltprofessionelle parti, hvor både partimedlemmer og ikke-medlemmer fungerer som
organiserede heppere for partiet.
6.2.3
Opsamling
I forbindelse med deres deltagelse på Folkemødet lægger partierne ikke meget vægt på
at etablere en kanal for politisk deltagelse, hvorigennem partimedlemmer kan deltage i
Side 124 af 186
partiaktiviteterne. For selvom partierne gerne så, at flere af deres medlemmer deltog på
Folkemødet, mener de, at de praktiske udfordringer overstiger gevinsterne ved mere
deltagelse. Vægten i partiernes deltagelse på Folkemødet ligger derfor i stedet hos
parlamentarikerne og den øvrige partiledelse, der gennem deres aktiviteter profilerer og
markerer partiet over for potentielle vælgere, der er til stede på Folkemødet. Hos
Socialdemokratiet fungerer partiets folkemødetelt dog som en åben og tilgængelig
platform, hvor partimedlemmer og sympatisører kan føle sig hjemme og deltage i
partiaktiviteter. Dette gør sig ikke gældende hos hverken SF eller Liberal Alliance. Her
virker partiteltene til at profilere partiet over for fagpersoner, forstået som politiske
interessenter, og som et sted, hvor vælgerbefolkningens tilstedeværelse er med til at
synliggøre partiet. Overordnet er partiernes tilstedeværelse på Folkemødet altså ikke
drevet af hverken medlemsaktiviteter eller opfordringer om deltagelse. Det kan derfor
konkluderes, at den generelle tendens til professionalisering af partierne viser sig i den
måde, hvorpå partierne fungerer som kanal for politisk deltagelse på Folkemødet. Hertil
kan det konkluderes, at der er en vis afstand mellem folkemødearrangørernes grundidé
med partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet, og den faktiske praksis, som
den kommer til udtryk i de interviews der ligger til grund for denne analyse.
6.3 Artikulering og aggregering af interesser
I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev artikulering og aggregering af interesser opstillet som
en af partiernes repræsentative funktioner i demokratiet. Denne funktion løser partierne
ved at opsamle, men også sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til
hinanden, med henblik på at vinde og fastholde vælgernes støtte. Videre fremgik det af
teorikapitlet, at det ikke-professionaliserede masseparti får viden om forskellige
gruppers interesser og behov gennem vælgerbefolkningens direkte deltagelse i partiet. I
det elektoralt-professionelle parti fremkommer viden om forskellige gruppers interesser
og behov i stedet gennem holdningsundersøgelser iværksat af partiet og ved analyser
gennemført af partiernes specialiserede analyseafdelinger. For at undersøge om
partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering, vil
vi i det følgende derfor først belyse, hvordan partierne oplever mulighederne for direkte
kontakt og dialog med den almindelige befolkning på Folkemødet. På baggrund heraf
vil vi derefter undersøge, om partierne bruger Folkemødet til at opsamle ny viden om
befolkningens interesser.
Side 125 af 186
6.3.1
Dialog mellem partier og vælgerbefolkning på Folkemødet
Blandt de partipolitikere, der blev interviewet i forbindelse med dette speciale, er der
enighed om, at kontakten mellem politikerne og den almindelige befolkning er
anderledes og mere åben på Folkemødet end til daglig. Som eksempel fremhæver
Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, at det danske demokrati generelt er kendetegnet
ved sin åbenhed, og at den almindelige befolkning har nem adgang til såvel politikere
som parlamentarikere. Alligevel oplever han, at folk har nogle ”personlige barrierer”,
der afholder dem fra at tage kontakt og gå i dialog med politikerne. Ifølge Olsen bliver
disse barrierer ”brudt ned” på Folkemødet, hvilket resulterer i en anden kommunikation
mellem politiker og borger, end den han kender fra sit almindelige virke som
folketingsmedlem (Olsen, interview). At der på Folkemødet er bedre mulighed for
åbenhed end til daglig, er SF-næstformand Peter Westermann enig i: ”Du kan komme
og gå en minister eller en hvilken som helst anden person på klingen, hvis det er det, du
vil.” (Westermann, interview). Hvorvidt åbenheden og muligheden for dialog går helt
op på minister- og partilederniveau, vender vi tilbage til nedenfor. Her skal først
nævnes, at også Anne Kring, der deltog i begivenheden som almindeligt politisk
interesseret borger, også oplevede, at kontakten og dialogen med politikerne på
Folkemødet var tættere end ellers:
”Har man været til en debat, synes jeg, at det ville være meget nemt efterfølgende at gå
op og spørge vedkommende, om det så var Uffe Elbæk eller Søren Pind, eller hvem det
nu måtte være, ’jeg forstod ikke helt det, du sagde der, hvad mente du med det?’...
Spillereglerne er anderledes derovre. Der er ligesom lagt op til, at det ligesom er legalt,
at du stiller de her spørgsmål.” (Kring, interview).
Oplevelsen af, at spillereglerne er nogle andre på Folkemødet, går altså på tværs af
politikere og borgere. Det åbner op for den mulighed, at partierne, gennem deres
deltagelse på Folkemødet, kan få ny viden om befolkningens interesser og behov
gennem direkte kontakt. Er det tilfældet, vil partiernes deltagelse på Folkemødet virke
modsat den tidligere beskrevne tendens til professionalisering, hvor
marketingsværktøjer og professionelt udførte analyser erstatter den direkte kontakt og
dialog med vælgerbefolkningen.
Side 126 af 186
6.3.2
Ny viden om befolkningens interesser og behov på Folkemødet
Noget kunne dog tyde på, at den øgede åbenhed og de anderledes ”spilleregler”
alligevel må tages med forbehold. For selv om de interviewede partirepræsentanter taler
om, at der er bedre mulighed for dialog med den almindelige befolkning på Folkemødet,
maner de samstemmende til besindighed hvad angår både omfanget og de mulige
resultater deraf. Overordnet nævner partirepræsentanterne tre grunde til, at kontakten
mellem dem og den almindelige befolkning ikke fuldt udfoldes på Folkemødet.
Som det første fortæller den socialdemokratiske MF’er Jeppe Kofod, at nok er
Folkemødet præget af en hyggelig atmosfære, hvor afstanden mellem politikerne og
befolkningen er mindre, end den er til daglig, men kontakten mellem i hvert fald den
øverste partitop og den almindelige befolkning lider samtidig under det, han kalder
”Christiansborglogikken”, som lever videre på Folkemødet:
”Mit indtryk er, at i hvert fald partilederne er styret meget stramt. Det er
Christiansborglogikken, som man tager med, og de deltager ikke i noget, hvis der er
nogen som helst risiko for, at det bliver problematisk for dem… Så på den måde bliver
almindelige mennesker ikke hørt i forhold til partiledere, tror jeg.” (Kofod, interview)
Den ”stramme styring”, som Kofod her taler om, peger på en væsentlig grad af
professionalisering af partilederens deltagelse på Folkemødet: Meninger, politik og
indhold er (professionelt) afstemt på forhånd, og den almindelige befolknings
indblanding udgør en risiko for, at partiernes ledere ikke fremstår som planlagt over for
vælgerne.
Som en anden grund til, at dialogen mellem partierne og den almindelige befolkning
ikke fuldt udfoldes på Folkemødet, nævner næstformand for SF Peter Westermann, at
Folkemødet, som vi også tidligere har været omkring, er domineret af ”…organisationer
og folk, der er der i et eller andet professionelt øjemed” (Westermann, interview), og at
Folkemødets succes netop består i, at så mange, ”der er noget ved musikken”, er samlet
på så relativt lidt plads (Westermann, interview). Åbenhed, kontakt og dialog mellem
politikere og den almindelig befolkning glider ifølge Westermann derfor i baggrunden:
”Almindelige mennesker kan godt komme og slå en sludder af eller stille nogle
skarpe spørgsmål til nogle politikere eller nogle organisationsfolk. Det element er
Side 127 af 186
der, så der er mulighed for en åbenhed, men i praksis er det jo ikke det, der er det
bærende” (Westermann, interview).
Hertil pointerer Westermann, at SF skam er interesserede at gå i ”umiddelbar dialog”
med almindelige borgere, og at de også ville kunne få noget ud af gøre det på
Folkemødet, men at de som parti har andre og bedre muligheder for at gøre det:
”Det er jo ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen, der er på Folkemødet,
(…) så hvis du vil have folkets umiddelbare vurdering eller reaktion på partiet
(…) så stiller du dig ned på gågaden en lørdag formiddag og snakker med folk i
stedet. Og det er jo sådan nogle ting, vi gør som parti” (Westermann, 2014: 5).
For Westermann betyder Folkemødets form og deltagersammensætning altså, at SF ikke
på Folkemødet prioriterer kontakten og dialogen med den almindelige
vælgerbefolkning. Dette strider tydeligt, som vi tidligere har set, mod, hvad
Folkemødesekretariatet ønsker sig af partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet:
Her var der netop fokus på dialog og mulighederne for at mødes ”ansigt til ansigt”
(Folkemødets hjemmeside, 2014a). Det ændrer imidlertid ikke ved, at Folkemødet ikke
er stedet, hvor professionaliseringen vendes ryggen og befolkningens interesser og
behov samles op gennem direkte kontakt og dialog – skal det ske, sker det, ifølge
Westermann, bedre i andre sammenhænge.
Som en tredje grund, til at kontakten og dialogen mellem partierne og den almindelig
befolkning ikke udfoldes, som den egentlig kunne, nævner Jeppe Kofod, at han og
andre politikere ganske enkelt har for travlt på Folkemødet og vælger at bruge deres tid
på noget andet (Kofod, interview). Oplevelsen af at have travlt på Folkemødet går igen
blandt de interviewede partipolitikere. Westermann fortæller fx, at
”folketingsmedlemmerne er booket helt op med debatter fra morgen til aften”
(Westermann, interview), og Olsen fra Liberal Alliance beretter, at han ”bliver inviteret
til så mange debatter, at det mest handler om at sige nej til ting og prioritere” (Olsen,
interview).
Som vi var omkring i afsnit 6.1, ønsker man sig fra Folkemødesekretariatets side, at
partierne og politikerne vil tage sig bedre tid til at gå i dialog og indtage rollen som den
Side 128 af 186
lyttende politiker. Men sekretariatet er samtidig klar over, at partierne oplever det som
en vanskelig prioritering:
”Når vi taler med partierne om det og opfordrer dem til det, så siger de, jamen,
deres politikere vil så gerne, men udfordringen er, at de får en invitationsliste på
omkring 50 forskellige arrangementer, der gerne vil have dem med i panelerne, og
hvis de skal fravælge nogle af dem for at sige ’nej, jeg skal også have tid til at
komme rundt og være publikum og bare lytte’, altså så bliver det jo netop på
bekostning af noget andet.” (Groth-Michelsen & Schenk, interview).
Det er alligevel arrangørernes håb, at partierne vil begynde at takke nej til flere af
paneldebatinvitationerne og dermed skabe mere ”folketid”, hvor de kan gå i dialog med
befolkningen (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Blandt andet derfor har
sekretariatet, som tidligere nævnt, været med til at indstifte Folkemødets Dialogpris.
Det må derfor være til glæde for Folkemødesekretariatet, at Kofod allerede ser en
bevægelse i retning af, at politikerne begynder at prioritere at have færre arrangementer,
for i stedet at have mere folketid:
”Nu tror jeg mange af os har det sådan, at vi faktisk også gerne vil have lidt tid til
at gå rundt og tale med folk (…) Vi har opdaget værdien af det, så det er ikke kun
et spørgsmål om at promovere S-politik (…), men ligeså meget at skabe netværk
og kontakt” (Kofod, interview).
Noget vi også finder hos Olsen, der håber, at han næste år ”får mere tid til sætte sig ned
og lytte til nogle andre” (Olsen, interview). På trods af Olsens og Kofods forhåbninger
for fremtiden står det tilbage, at politikerne har et travlt Folkemødeprogram, hvor tiden
først og fremmest går med at præsentere og promovere partiets politik i paneldebatter
og lignende arrangementer.
6.3.3
Opsamling
Både politikere og borgere oplever, at det på Folkemødet er lettere at gå i dialog end til
dagligt. Men samtidig er både Folkemødesekretariater og politikerne enige om, at
dialogen mellem borgerne og politikerne ikke prioriteres særligt højt. Dette kan skyldes,
at partierne oplever at de bedre kan komme i dialog med borgerne andre steder end på
Folkemødet. Eller at der på Folkemødet er ’vigtigere’ ting for partipolitikerne at tage sig
Side 129 af 186
til, fx at promovere partiets politik i paneldebatter og lignende arrangementer. Fra
arrangørernes side ønsker man, at politikerne bliver bedre til – og tager sig mere tid til –
at gå i dialog med folket. Samlet peger dette på, at Folkemødet potentielt set kunne være
stedet, hvor partierne gennem direkte dialog fik viden om den almindelige
vælgerbefolknings interesser og behov, men at partierne vælger at prioritere deres tid og
planlægge deres aktiviteter anderledes. Dette peger på, at tendensen til
professionalisering af den måde, hvorpå partierne artikulerer og aggregerer interesser,
også slår igennem på Folkemødet. Dette kan hænge sammen med, at partierne, som det
blev vist i det foregående afsnit, gennem deres deltagelse på Folkemødet ønsker at
synliggøre og profilere partiet - og det også ved at præsentere og promovere allerede
prioriterede politikområder overfor vælgerne frem for at opsamle ny viden om deres
6.4 Formulering af politik
I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev formulering af politik opstillet som den tredje og sidste
af partiernes repræsentative funktioner i demokratiet. Denne funktion omfatter
udvikling af partiernes politiske programmer, hvoraf deres værdier og politiske visioner
fremgår, men også dag-til-dag-formuleringen af politik. Som det videre fremgik af
teorikapitlet, har medlemmerne af det ikke-professionaliserede masseparti omfattende
indflydelse på partiets politiske program. Hertil debatteres partiets politik løbende med
og mellem medlemmerne, der på den måde fungerer som politisk idébank for partiet. I
det elektoralt-professionelle parti formuleres partiets politik i højere grad i et snævert
lag af policy-eliter, dvs. af parlamentarikere, professionelle fra partiernes
analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd. På landsmøder, kongresser og andre
begivenheder, hvor partieliten møder vælgerbefolkningen, som fx Folkemødet,
præsenteres partiets politik for dem. For at kunne vurdere, om denne
professionaliseringstendens gør sig gældende, når partierne deltager på Folkemødet, vil
vi i det følgende først se på, om og hvordan partiernes politik debatteres og udfordres på
Folkemødet. Herefter ser vi nærmere på, om de interviewede partirepræsentanter deltog
i egentlig udvikling og formulering af politik på Folkemødet.
Side 130 af 186
6.4.1
Debat af partiernes politik på Folkemødet
Overordnet deler de interviewede partirepræsentanter en forhåbning om, at partiernes
politik kan debatteres på en anderledes måde på Folkemødet, end den kan til daglig.
SF’s næstformand Peter Westermann fortæller fx, at den ”teknokratiske
dagligdagspolitik”, efter hans mening, ikke hører hjemme på Folkemødet. På Bornholm
må der i stedet gerne ”blive tænkt ud af boksen”, ligesom det gerne må være ”mere
visionært” (Westermann, interview). En lignende pointe finder vi hos det
socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod, idet han mener, at deltagelsen på
Folkemødet optimalt set skal rykke ved ”ens meget fastlåste Christiansborgpolitik, hvor
man er låst fast i nogle taktiske mønstre og budskaber” (Kofod interview), og at det
videre på Folkemødet skal være muligt, ”at tænke lidt friere tanker, have nogle debatter
på kryds og tværs og få folk til at komme med deres visioner” (Kofod, interview). Disse
forhåbninger bakkes op af landsformand for Liberal Alliance Leif Mikkelsen. For ham
er Folkemødet bedst, når det fungerer som et sted, ”hvor man også tager tværgående
temaer op, hvor man diskuterer andet end bare lige partipolitik og politiske
synspunkter”. Partipolitikerne ønsker altså, at folkemødet skal være et sted, hvor
debatten er friere, og hvor partierne ikke er ligeså låste i forudindtagede positioner som
ellers. Samlet peger dette på, at partierne på Folkemødet, i hvert fald på idéplan,
arbejder mod tendensen til professionalisering af partiernes formulering af politik: På
Folkemødet skal det være muligt at lufte visioner og holdninger, der ikke er udviklet i
en stramt styret og professionaliseret proces direkte målrettet potentielle vælgere.
Spørgsmålet er, om Folkemødet lever op til forhåbningerne?
Ifølge Joachim B. Olsen har særligt de menige folketingsmedlemmer større frihed på
Folkemødet. Det er nemlig hans oplevelse, at de på Folkemødet, kan ”slå lidt hårdere
på, hvad de selv mener, og hvad deres politik er” (Olsen, interview). At det er tilfældet,
bakkes op af Anne Kring, der som almindelig tilhører til en debat på Folkemødet
oplevede, at et socialdemokratisk folketingsmedlem talte mod partilinjen. Da
ordstyreren gjorde folketingsmedlemmet opmærksom på dette, var svaret tilbage blot:
”Men nu er vi jo på Folkemødet, det må da for pokker være meningen, at vi skal kunne
sige noget ekstra her, ikke?” (Kring, interview). At det forholder sig sådan, kan Peter
Westermann nikke genkendende til. Ifølge ham er de almindelige trakasserier fra det
daglige politiske spil ikke i samme omfang til stede på Folkemødet, og til de mindre
Side 131 af 186
folkemødedebatter er det almindelige ”Christiansborgspil” og ”dagligdagsdrillerierne”
sat ud af kraft. Det betyder ifølge Westermann, ”at det på Folkemødet ”er lykkedes at
skabe et frirum i dansk politik, hvor der er lidt højere til loftet” (Westermann,
interview). På den måde kan de tidligere nævnte forhåbninger, ifølge Westermann, siges
at blive indfriet på Folkemødet.
Det skal dog nævnes, at der også er udsagn om det modsatte. For selv om Joachim B.
Olsen oplever, at de menige folketingsmedlemmer taler mere frit, og er mindre bundne
af partilinjen, på Folkemødet end de er til daglig, mener han, at partierne er
tilbageholdende med offentligt at tale om politiske visioner og ideer. Olsens forklaring
er, at politikerne, på trods af intentioner om det modsatte, reelt set ikke skelner mellem
det, der sker på Folkemødet og deres daglige politiske virke:
”Det er klart, at hvis man skal kunne tale visioner og smide ideer på bordet i sådan
en kontekst som Folkemødet, så kræver det, at der er en eller anden indforståethed
omkring, at det er et sted, hvor man kan tale nogle ideer frem, uden at man
ligesom bruger det mod hinanden, fordi man har en eller andet indforståethed af,
at på Bornholm, der må man gerne tænke ud af boksen…Og den kultur har vi nok
ikke” (Olsen, 2014: 6-7).
Olsen gør det altså klart, at Folkemødet ikke er et helle i det politiske landskab, men
også at partierne generelt set, altså både på uden for Folkemødet, er påpasselig med at
tage politikudvikling og -formulering ud i det offentlige rum af frygt for, at det vil
kunne bruges imod dem. Også Jeppe Kofod mener ikke, at Folkemødet kan leve op til
hans tidligere nævnte forhåbninger. I stedet fortæller han, at ”Christiansborgkulturen” er
rykket med til Folkemødet, men at han samtidig tror, at Folkemødet med tiden kan
”modnes” og blive et friere forum for visionær politisk debat (Kofod, interview).
6.4.2
Udvikling og formulering af politik på Folkemødet
Som vi var omkring i afsnit 6.3 om artikulering og aggregering af interesser, oplever
partipolitikerne, at kontakten til den almindelige vælgerbefolkning af tre grunde ikke
udfoldes på Folkemødet: For det første fordi Christiansborgkulturen lever videre på
Folkemødet. For det andet fordi den almindelige befolkning ikke i nævneværdigt
omfang er tilstede på Folkemødet. Og for det tredje fordi politikerne er så travlt
Side 132 af 186
optagede på Folkemødet, at de ikke har tid til den lyttende dialog med befolkningen.
Det er derfor svært at forestille sig, at partierne, når det kommer til udviklingen og
formuleringen af politik, skulle inddrage hverken medemmerne eller
vælgerbefolkningen på Folkemødet. Det er da, som vi vil vise i det nedenstående, heller
ikke tilfældet. Til gengæld peger en enkelt partipolitiker på, at han under
folkemødedagene mødtes med professionelle aktører omkring udviklingen og
formuleringen af politik. En sådan erfaring deles ikke af de øvrige interviewede
partirepræsentanter.
Som den eneste blandt de interviewede partirepræsentanter fortæller Jeppe Kofod, at
han på Folkemødet mødtes med forskellige politiske interessenter for at udvikle og
formulere politik. Som et konkret eksempel nævner han diskussioner om
våbenhandelstraktater:
”Nu har jeg deltaget i diskussioner om våbenhandelstraktater, som vi er ved at
forhandle… Så sidder der rederierne og Amnesty, som er sådan en aktivist-ngo,
og politikerne… Så får man noget ud af det og bliver enige om, at hey vi skal lave
et kodeks for, hvordan danske rederier arbejder og skal sejle med våben” (Kofod,
interview).
Som det fremgår af citatet, knyttes der ikke blot kontakt mellem de involverede
debatpartnere, de bliver også enige om at arbejde videre med et konkret politisk tiltag –
i dette tilfælde et kodeks for våbentransport. Ifølge Kofod er dette resultat betinget af de
afslappede rammer på Folkemødet, hvor folk er mere åbne og derfor kan bringes
sammen i konstellationer, der ikke vil være mulige til daglig. Folkemødets afslappede
rammer muliggør altså, ifølge Kofod, at udviklingen og formuleringen af politik kan
foregå på en anden måde end til daglig. Alligevel taler eksemplet ikke for at partierne
af-professionaliserer politikformuleringen gennem deres deltagelse på Folkemødet. For
nok foregår det uden for Christiansborg og kontorerne i København, men det er stadig,
hvad vi tidligere har beskrevet som policy-eliter, der er involveret – og det også selvom
Kofod kalder Amnesty International6 en aktivist-ngo. Denne pointe understreges af, at
6 Amnesty International regnes for verdens største menneskerettighedsorganisation. På
deres kontorer i Danmark er der 57 medarbejdere (Amnesty Internationals hjemmeside,
2014).
Side 133 af 186
Kofod opfatter Folkemødet som en lagdelt begivenhed, hvor ”Christiansborglaget, politikken og –kulturen foregår i et separat rum og så resten. Og resten er faktisk
rimelig folkelig” (Kofod, interview). Selv om Kofod betegner ”resten” som folkelig,
peger karakteristikken alligevel på, at Folkemødet heller ikke er stedet, hvor
partimedlemmer og andre almindelige vælgere inddrages i formuleringen af politik.
Som nævnt, er Kofod den eneste af de interviewede partipolitikere, der har oplevet, at
der finder egentlig politikudvikling og -formulering sted på Folkemødet. Både
folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen og hans landsformand Leif
Mikkelsen er endog særdeles klare på dette punkt. Som tidligere nævnt, siger Mikkelsen
for eksempel entydigt, at partiets aktiviteter og deltagelse på Folkemødet kun kan
forbindes til det daglige politiske arbejde i det omfang, det handler om profilering og
synliggørelse: Udvikling og formulering af politik klares altså andre steder. På samme
måde gør Olsen det klart, at han hverken har oplevet at folkemødedebatterne har præget
senere formulering af politik, eller at der er foregået politikudvikling på Folkemødet
(Olsen, interview). SF’s næstformand Peter Westermann er ikke lige så afvisende.
Adspurgt om Folkemødet kan bruges som udgangspunkt for at se på politiske problemer
på nye måder, og om det sætter sine spor bagefter, svarer han både og: For i ”det
små…[kan man]…godt se, at man samler op på tråde, man ligesom har bundet på
Folkemødet under en snak med nogen” (Westermann, interview). Men samtidig mener
Westermann ikke, at større politiske aftaler eller lignende kan føres tilbage til
Folkemødedagene. Til det er politik, ifølge Westermann, for professionelt, og
udviklingen og formuleringen af politik finder bedre sted i andre fora. Da partierne
tilsyneladende slet ikke, eller kun i mindre omfang, udvikler eller formulerer politik på
Folkemødet, er det vanskeligt at konkludere, om disse aktiviteter er præget af
professionalisering. I stedet kan det blot konkluderes, at partierne ikke her benytter
Folkemødet til at styrke forbindelsen til den almindelige vælgerbefolkning. Noget
Folkemødesekretariatet, også når det kommer til politikdannelse, ellers håber, at
partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet ville bidrage til, jf. afsnit 6.1.
6.4.3
Opsamling
Partipolitikerne nærer forhåbninger om at diskutere deres politik mere visionært og frit
på Folkemødet. De oplever tilmed, at det på Folkemødet er muligt både at lægge
Side 134 af 186
Christiansborgspillet og -drillerierne til side og se bort fra de fastlåste taktikker og
budskaber. Men selv om der er højere til loftet end til daglig, og man som politiker
derfor kan åbne mere op for de visionære tanker og den alternative politikformulering,
er det stadig begrænset, hvor langt de tør gå. For Christiansborghverdagen trænger sig
hurtigt på, og de visionære udmeldinger kan blive brugt mod partiet. Alligevel kan
partierne på dette område siges at arbejde mod tendensen til professionalisering af
politikformuleringen. For nok er de ikke parat til at give los, men de åbner stadig op og
ønsker at komme med visioner for deres politik og diskutere dem offentligt. Til gengæld
indgår partipolitikerne kun i meget begrænset omfang i egentlig udvikling og
formulering af politik på Folkemødet. Om dette er udtryk for professionalisering, er
vanskeligt at sige, men det kan konkluderes, at partierne heller ikke her forsøger at
styrke forbindelsen til deres medlemmer eller vælgerbefolkningen på Folkemødet; i
dette tilfælde, som arrangørerne ellers lægger op til, ved at inddrage dem i
politikdannelsen.
De politiske partier er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet. Fra arrangørernes side
ønsker man, at partierne gennem deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet hjælper
til at understøtte den demokratiske dialog og fremme folkets indflydelse på både
politikdannelsen og samfundets rammer. Folkemødesekretariatet opfordrer derfor
partierne til at møde folket ansigt til ansigt og involvere dem i deres aktiviteter.
Ligesom de ønsker, at partierne vil gøre mere for at få medlemmer fra lokalafdelingerne
rundt om i landet til at deltage på Folkemødet, og at politikerne vil tage sig bedre tid til
at gå i dialog med vælgerbefolkningen på Folkemødet. Fra et deltagelsesdemokratisk
perspektiv er dette, jf. afsnit 2.3.4, gode takter. For bliver arrangørernes forhåbninger
indfriet, vil partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet hjælpe til både at
mobilisere vælgerbefolkningen og socialisere dem til at indgå i et samfundsmæssigt
fællesskab. Videre i analysen blev det imidlertid klart, at partierne i praksis ikke fuldt
lever op til Folkemødesekretariatets forhåbninger. I stedet er deres deltagelse og
aktiviteter i nogen grad præget af professionalisering, hvad der, jf. afsnit 2.3.4, fra et
elitedemokratisk perspektiv kan opfattes som positivt for folkemødets demokratiske
potentiale.
Side 135 af 186
Som det første blev det undersøgt, hvordan partierne etablerer en kanal for politisk
deltagelse på Folkemødet. Heraf fremgik det tydeligt, at partimedlemmerne ikke fylder
meget i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. I stedet er partiernes
Folkemødedeltagelse centreret omkring parlamentarikerne og den øvrige partielite. I det
omfang partierne har fokus på at inddrage den øvrigt vælgerbefolkningen, er det
hovedsageligt som organiserede heppere i partiernes folkemødetelte. Her skiller
Socialdemokratiet sig dog ud, idet de har et mål om at styrke både medlemmer og
sympatisørers identifikation med partiet. Dette ændrer dog ikke ved, at partiernes
deltagelse og aktiviteter overordnet fremstår som værende præget af professionalisering.
I det næste afsnit om artikulering og aggregering af interesser var billedet nogenlunde
det samme. For nok oplever partierne, at det på Folkemødet potentielt set er lettere at
komme i dialog med vælgerbefolkningen, men aktiviteter, der kan fremme denne
dialog, bliver ikke prioriteret særligt højt. I stedet prioriterer partierne at deltage i
paneldebatter og lignende aktiviteter, hvor de kan profilere deres politik over for
potentielle vælgere og andre politiske interessenter. De interviewede partirepræsentanter
giver dog udtryk for, at de godt kunne tænke sig, at det var anderledes, og
Folkemødesekretariatet har, bl.a. med indstiftelsen af Folkemødets Dialogpris, sat fokus
på spørgsmålet. Partiernes deltagelse på Folkemødet kan derfor på sigt måske være med
til at fremme den direkte dialog mellem folket og politikerne – og altså være stedet,
hvor partierne styrker forbindelsen til vælgerne og opsamler ny viden om deres
I delanalysens sidste del så vi på den af partiernes repræsentative funktioner, der
handler om formulering af politik. Alle de interviewede partirepræsentanter nærer
forhåbninger om, at deres partis politik kan diskuteres mere visionært og frit på
Folkemødet, og de oplever tilmed, at fastlåste budskaber og taktikker, i hvert fald for de
menige folketingsmedlemmers vedkommende, kan lægges til side på Folkemødet. Men
som det også er tilfældet med den ovenfor nævnte dialog mellem parti og
vælgerbefolkningen, trænger professionaliseringstendenserne fra hverdagen sig hurtigt
på, og frygten for, at visionære udmeldinger kan blive brugt mod partiet, lægger en
dæmper på debatten. Egentlig politikudvikling er der ikke meget af på Folkemødet, og
Side 136 af 186
for den ene partirepræsentant, der havde oplevet dette, var det i samarbejde med andre
policy-eliter og ikke partimedlemmer eller andre fra den almindelige vælgerbefolkning.
Samlet tegner dette altså et billede af, at partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet er præget af de tendenser til professionalisering, der også ellers gør sig
gældende for de danske partier. Kort sagt er deltagelsen koncentreret omkring
partieliten, og aktiviteterne fokuseret på at promovere partiets politik og synliggøre
partiet overfor potentielle vælgere. De interviewede partirepræsentanter udtrykker dog
også håb om, at det på Folkemødet kan være anderledes – at begivenheden kan bruges
til at styrke dialogen mellem dem og den almindelige vælgerbefolkning, og være stedet,
hvor deres politik bliver debatteret friere og mere visionært end ellers. Det vil derfor
også i fremtiden være spændende at følge partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet.
Side 137 af 186
7 Medialisering af Folkemødet
I denne del af analysen undersøges det, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet
er tilpasset mediernes imperativer eller er styret af en underliggende politisk logik. I
specialets teorikapitel, afsnit 2.4 , belyste vi, hvordan mediernes underliggende logikker
og rationaler kan påvirke den måde, hvorpå politik praktiseres og forstås. Vi opstillede
et framework baseret på to analysedimensioner med tilhørende underdimensioner, der
skulle hjælpe til at undersøge, hvorvidt folkemødedeltagelsen var medialiseret. Disse
udgør denne delanalyses hovedkapitler og handler om:
1) Formålet med og strategien bag at afholde events på Folkemødet.
2) Den egentlige deltagelse i eventsne, herunder:
a) Hvordan politik praktiseres og kommunikeres til eventsne.
b) De roller aktørerne tildeles og praktiserer til eventsne.
I den følgende analyse behandles dimensionerne af analytiske og argumentatoriske
grunde separat, selv om de i realiteten må forventes at overlappe. Som det fremgår af
afsnit 2.4 i specialets metodekapitel, har vi taget højde for dette i den kodning af
interviews, der ligger til grund for analysen. Analysens empiriske fokusområde er, som
tidligere nævnt, de events, der udgør Folkemødets rygrad. Events er ”Folkemødets
betegnelse for taler, debatter, seminarer, workshops og andre arrangementer”
(Førsteliin, 2013: 4) og events kan således siges at udgøre arenaen for den officielle
Folkemødedeltagelse. Eventsne er tænkt som et mødepunkt og en samlende faktor på
Folkemødet, i og med at de har potentiale til at bringe interesseorganisationerne,
politikerne og borgerne sammen. Typisk er det organisationerne, der er arrangør af
eventsne og inviterer politikere og repræsentanter fra andre organisationer til at deltage,
samtidig med at de gør en stor indsats for at fange borgernes interesse, få dem ind i
teltet og overvære debatterne. En del events er dækket af medierne, men mange går
også – bevidst eller ubevidst – under mediernes radar. I og med at vores fokus er på de
officielle events, undersøger vi ikke den uformelle folkemødedeltagelse her. For det
første er den uformelle deltagelse behandlet ovenfor i interessevaretagelseskapitlet, og
for det andet bliver medierne ikke ’inviteret indenfor’ i de uformelle og uofficielle
møder, samtaler og arrangementer.
Side 138 af 186
Til baggrund for analysen illustrerer vi indledningsvis de forventninger til den politiske
deltagelse, der ligger i Folkemødets institutionelle rammer og idemæssige grundprincip.
Løbende igennem analysen anvender vi disse forventninger til at vurdere analysens
konklusioner og spørger: opfører aktørerne sig, som man kunne forvente ud fra
Folkemødets principper og rammer?
7.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: demokrati
og dialog
Formålet med Folkemødet er, som tidligere nævnt, at ”styrke demokratiet og dialogen”
(Folkemødets hjemmeside, 2014a) ved at skabe nye rammer for mødet mellem
samfundets beslutningstagere indenfor politik, erhvervsliv og organisationer, samt at
give befolkningen mulighed for at møde og komme i dialog med beslutningstagerne.
Folkemødet kan således til dels ses som et opgør med den medialiserede
dagligdagspolitik, Christiansborgkulturen. I projektbeskrivelsen bag Folkemødet
hedder det nemlig, at Folkemødet skal være:
”En ’festival’, hvor transparens i kontakterne mellem politiske beslutningstagere
på den ene side, kommercielle interessenter og organisationer og ngo’er på den
anden kan være med til at gøre op med dels mediernes omtale på kontakten
mellem kommercielle interessenter og politiske beslutningstagere og dels med
befolkningens opfattelse af kommercielle interessenters kontakt til og påvirkning
af politiske beslutningstagere, da samlingspunktet er fælles debat om
samfundsudviklingen” (Konsulentbureauet Rud Pedersen, 2010: 2)
Folkemødet er altså bl.a. tænkt som et opgør med medialiseringen af politik, hvor
mediernes rolle netop er at mediere den politiske samtale og praksis. I
projektbeskrivelsen tiltænktes medierne den funktion at udbrede kendskabet til
Folkemødet. Her var ideen, at de bornholmske lokalafdelinger af Danmarks Radio og
TV2 netop skulle gøre opmærksom på begivenheden og påvirke de landsdækkende
afdelinger til også at udbrede kendskabet. Medierne var således ikke tiltænkt en rolle
som selvstændig arrangør af events på Folkemødet. Dette underbygges også i
interviewet med Groth-Michelsen og Schenk fra Folkemødesekretariatet, der fortæller,
at nogle af de events medierne afholder på Folkemødet baseres på en underliggende
medielogik og ”egentlig ikke [er] prime-eksemplet på et Folkemødeevent, fordi vi vil
Side 139 af 186
gerne have et involverende event, (…) og sige: 'Prøv at have denne her
publikumsinvolvering'” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Ideen bag Folkemødet
er netop at eventsne ikke skal ligne tv-shows. Derfor, som vi også tidligere har nævnt,
har Folkemødesekretariatet i 2013 indstiftet Folkemødets Dialogpris for at understrege
vigtigheden af dialog. Grundprincippet bag Folkemødet er således, at det skal skabe
rum for en god politisk samtale og debat uden, at det handler om andet end politikken.
Bl.a. derfor bruger Folkemødet og dets ambassadører (eksempelvis Bertel Haarder) ofte
eksempler som forsamlingshuse og højskoler når de skal forklare, hvordan de gerne ser
debat- og kommunikationsformen på Folkemødet.
7.1.1 Opsamling Konkluderende kan vi altså sige, at medierne har en plads i Folkemødets idegrundlag,
og at deres primære opgave er at formidle og informere om, hvad der foregår på
Folkemødet til resten af landet, samt at udbrede kendskabet til Folkemødet. Medierne er
ikke tiltænkt rollen som arrangør af events på Folkemødet, ligesom mediernes
foretrukne fremstillingsformer ikke bliver tilstræbt men snarere forsøgt forhindret på
Folkemødet. Grundprincippet er, at Folkemødet skal udgøre et mindre medialiseret rum
for den politiske samtale, og at samtalens form skal være baseret mindre på
medialiseringens foretrukne kommunikationsformer end til daglig.
7.2 Folkemøde-events og strategierne bag
Som vi indikerede i teorikapitlets afsnit 2.4.5, er der i forbindelse med afholdelsen af
events en række forskellige roller, der skal varetages. En af disse er rollen som arrangør
af eventet. I dette analyseafsnit er det netop arrangørernes formål med og strategier bag
afholdelsen af events på Folkemødet, der er i fokus. Derfor anlægger denne delanalyses
første afsnit et lidt bredere perspektiv, hvor vi også medtager arrangørernes overvejelser
omkring hvor de er placeret på Folkemødet, hvor stort deres setup skal være, og
hvordan de gør sig synlige. Afsnittet bidrager således med en grundlæggende forståelse
af de underliggende strategier bag afholdelsen af events på Folkemødet. Efter dette
afsnit undersøger vi mere specifikt den konkrete afholdelse af events, men fokus på,
hvordan de underliggende strategier i praksis udfoldes. Med udgangspunkt i de
perspektiver, vi anlagde i teorikapitlet, kan vi enten forstå afholdelsen af events som
forsøg på at skabe synlighed og gøre opmærksom på sin eksistens eller dagsorden, eller
Side 140 af 186
som et forsøg på at få diskuteret specifikke politiske emner. Mens Folkemødets
idemæssige grundprincip lægger op til at styrke den demokratiske dialog, viser vores
analyse, at de fleste events handler mere om at skabe synlighed.
7.2.1
Strategi bag deltagelsen
Der er generelt enighed om, at hvis man vil have opmærksomhed – både fra medier og
forbipasserende – er det vigtigt at ligge centralt. Det er derfor Liberal Alliance,
Ungdommens Røde Kors, Danmarks Radio og Landbrug & Fødevarer alle sammen har
ønsket at placere sig ved havnen i Allinge. Det er derfor Leif Mikkelsen fortæller, at
”man håber på, at medierne vil interessere sig for de arrangementer, man laver”
(interview), og at man forsøger at ”skabe noget så interessant, at det kan få mediernes
bevågenhed” (interview). Alexander Nepper (interview) underbygger påstanden, når
han indikerer, at URK ikke kan forsvare at bruge mange penge på Folkemødet, hvis
ikke de kan sikre sig en favorabel placering. Det samme gør Anders Panum Jensen, når
han siger:
”[I] forhold til hele vores samfundskommunikationsdagsorden, så er det bare
åbenlyst, at en stor og i hvert fald appellerende scene, noget som man ligesom
gerne vil hen og se nærmere på, fordi det ser interessant ud, er alfa omega i
forhold til at få sine budskaber bredt ud. Det tiltrækker jo også journalister, når
der står en stor kreds mennesker foran en eller anden debat” (interview).
Det er vigtigt for aktørerne at få en god plads og kunne præsentere en flot scene eller
stand. Det trækker folk til og sikrer medieopmærksomhed, og derfor vil ”[a]lle
organisationer (…) gerne have den bedste plads derovre” (Panum Jensen, interview).
Folkemødet opfattes som ”en eller anden form for råbekonkurrence, hvor det handler
om at holde de fedeste arrangementer og gøre lidt opmærksom på sig selv”
(Westermann, interview), det handler om, ”at lave de bedste arrangementer og have det
bedste 'hænge ud-sted” (Olsen, interview) og det ”har jo udviklet sig lidt til en maskulin
kamp om, hvem der har den største. Det handler om at råbe højest, hvis du vil høres”
Der er altså et helt klart strategisk formål bag at have og drive en stor stand på
Folkemødet. I den forbindelse smelter eventsne nærmest sammen med standen, der
Side 141 af 186
bliver et event i sig selv, altså et sted, hvor man hænger ud og har det sjovt. Anders
Panum Jensen påpeger, at ”med et forkølet telt der har lukket mellem kl. 12 og 16”
(interview), kan man ikke fastholde en god placering. Stadeholderne anvender således
klare mediestrategier for at få mediebevågenhed og tiltrække publikum i form af store
stande – fx URK’s skib – og laver på den måde, med deres blotte tilstedeværelse,
reklame og larmer for at vække opsigt. De store setups, råbekonkurrencen og den
indbyrdes konkurrence mellem arrangørerne om at have den fedeste stand indikerer
klart og tydeligt aktørernes rationaler og strategier bag deres deltagelse på Folkemødet.
Der er et ønske om at holde liv i standen hele tiden, og det betyder også, at det flyder
sammen, hvornår der er et officielt event i gang, og hvornår der ikke er. Derfor er det
heller ikke overraskende, at mange events handler om at få succes med at implementere
de bagvedliggende strategier, nemlig at skabe synlighed og opmærksomhed. Imidlertid
viser analysen også, at der foregår andre, mere politiske og saglige events på
Folkemødet.
7.2.2
Tv-show eller forsamlingshus
I dette afsnit undersøger vi, hvordan eventsne rent praktisk tog sig ud på Folkemødet.
Vi har netop undersøgt, hvordan de primære rationaler bag at afholde events, men også
mere generelt bag det at deltage på Folkemødet, er at skabe synlighed og
opmærksomhed omkring sin organisation, sit parti osv. Det bliver, som vi illustrerer
nedenfor, gjort på flere forskellige måder på Folkemødet. Imidlertid er der også events,
hvis formål ikke på samme måde er at reklamere for den givne aktør, men snarere
specifikt fokuserer på et politisk emne, dvs. events, der i højere grad honorerer
Folkemødets idemæssige grundprincipper og den politiske logik. Disse events har vi
valgt at betragte som forsamlingshus-events, idet de baserer sig på mere klassiske
dialog- og debatformer og, med Jeppe Kofods ord, appellerer mere til det segment, der
tager til paneldebatter eller på højskole (Kofod, interview). Inden da vil vi imidlertid
først se på de mere larmende events, som vi har valgt at betragte som en form for live
tv-shows, idet de anvender samme fremstillings- og kommunikationsformer, som man
kunne forvente af et tv-show, hvilket vil sige medielogikkens fortælleteknikker og
nyhedskriterier.
Side 142 af 186
7.2.2.1 Tv-shows
Folkemødets idemæssige grundprincip lægger op til, at arrangementerne rundt omkring
på Folkemødet skal handle om politik, styrke demokratiet og dialogen og involvere
publikum. Mange af arrangørerne lever imidlertid ikke op til denne forventning. Deres
events kan med fordel betragtes som en slags tv-shows.
Vores empiriske materiale illustrerer, at mange events er skåret over samme
fremstillingsformat, som man bruger i medierne, baseret på mediernes foretrukne
fortælleteknikker og nyhedskriterierne, som vi formulerede i teorikapitlets afsnit 2.4.3.
Ift. den svenske pendant til Folkemødet, Almedalsveckan på Gotland, fortæller Jeppe
Kofod, at Almedalsveckans events er præget mere af de klassiske paneldebatter,
hvorimod Folkemødets events med hans ord er mere ”folkelige” (interview). Han
refererer dog ikke til, at de skulle være bedre til at inddrage og aktivere befolkningen,
men mener snarere, at de er mere underholdende, kreative osv.
Alexander Nepper fortæller eksempelvis, at ”Grunden til at der er tilhørende til sådan en
debat, det er fordi, det ser godt ud på billeder” (interview), og at han ift. publikum ”i
sådan en faglig lobbyist-tankegang [er] fløjtende ligeglad med om der var en eller
hundrede” (interview). Leif Mikkelsen fortæller, ”at folk de strømmer derhen, hvor de
kan se det samme, som de kan se i tv. Altså Mogensen og Kristiansen trækker fulde
huse” (interview). Han siger også, at publikumsmagneterne er de samme emner, der til
dagligt diskuteres i medierne: ”Det er jo, om det nu er Helle Thorning eller Lars Løkke,
der er bedst. Det er de ting, de diskuterer i tv, og det er det også derovre” (interview).
Borgernes folkemødedeltagelse sidestilles således med mediebrugernes valg og fravalg
med den forskel, at på Folkemødet ”kan du lige vandre fra sted til sted. Det andet der er
man afhængig af, hvad der kommer i tv. Her der kan man selv vælge” (Mikkelsen,
interview).
Medierne påtager sig også rollen som selvstændig og initiativtagende arrangør af events
på Folkemødet og afholder masser af egne begivenheder. Bent Winther fortæller
eksempelvis om Berlingske Medias folkemødeprogram, at de afholdt paneldebatter,
retssager mellem politikere og medier om hvem der er skyld i den voksende
politikerlede, sangkonkurrencer mellem røde og blå politikere, hvor de skulle synge de
andres sange, kåringer af kulturlivets mest magtfulde osv. (Winther, interview), ligesom
Side 143 af 186
DR gjorde selve deres tv- og radiotransmitterede udsendelser til egentlige folkemødeevents. Medierne har således ikke bare en refererende og reaktiv rolle, men agerer som
en selvstændig aktør, der initierer meget af det, der foregår på Folkemødet. Det nok
stærkeste eksempel er Politikens folkemødeprogram. Politiken havde i 2013 lejet sig ind
på en kro med en stor have og scene, hvorfra de afholdt events hver dag, hele dagen,
bl.a. DM i debat, som var et af Folkemødets store tilløbsstykker, og faktisk har udgjort
et springbræt for unge politikere som Gry Möger Poulsen og Peter Hummelgaard fra
Socialdemokratiet og Morten Dahlin fra Venstre (Politiken Plus, 2014). Fælles for
mediernes events er, at de anvender tv-shows som inspiration for eventnes
kommunikationsformater. Mange af eventsne er således ren underholdning, hvor
styrkelsen af demokratiet og dialogen ikke fylder særligt meget. Det politiske element i
disse events handler om, at nogle af deltagerne er politikere eller kommentatorer, men
fra arrangørernes side handler det mest om at lave velbesøgte og velsmurte events,
hvorfor de har valgt at basere afholdelsen af disse events på medielogikken. Derfor
bruger mange af arrangørerne kendte journalister og mediefolk som ordstyrere til
debatterne. Leif Mikkelsen, som imidlertid er kritisk overfor medialiseringen af
Folkemødet, fortæller, at ordstyrerne ikke bør være dem, der trækker folk til
(interview), men at de alligevel bliver brugt i stor stil, hvilket yderligere illustrerer,
hvordan eventsne lægger sig op ad tv-showet som skabelon for eventets udformning.
Ift. deres egen logik er det ikke overraskende, at netop medierne vælger at afholde
events med høj underholdningsværdi, skåret over en medieskabelon med vægt på
underholdning og sensation. URK’s strategi med hele Folkemødet har, som også
interessevaretagelsesanalysen illustrerede, været ret offensiv. De skulle brande sig og
skabe maksimal opmærksomhed om organisationen, hvorfor de også afholder events
med meget underholdning.
Det er de events, der følger tv-showets form, der fylder mest i vores empiriske
materiale, hvilket indikerer at hovedparten af arrangementerne er medialiserede. Der er
imidlertid også tendenser, der peger i den anden retning. Disse events har vi valgt at
kalde forsamlingshus-events.
Side 144 af 186
7.2.2.2 Forsamlingshus-events
Selvom mange events afviger fra den klassiske forsamlingshus- eller højskoleform, og
skaber nogle lidt mere livlige og underholdende debatter, er der stadig events, der er
skåret over den mere klassiske skabelon. Jeppe Kofod fortæller:
”Hvis folk kommer og tænker, at det lidt er en højskole, så er det meget fedt med
en paneldebat, hvor folk har ti minutter hver til at komme med et ret grundigt
indlæg, om hvad de står for. Fx hvis det er en debat om, hvordan Danmark skal
håndtere menneskerettigheder - vi bliver hvert år vurderet af FN's
Menneskerettighedsråd og hvad gør vi med de anbefalinger - og det kræver jo
noget refleksion og debat og noget indsigt” (interview).
Nogle af de lidt mere politisk-specifikke events, hvor formålet med eventet ikke er at
skabe synlighed og opmærksomhed, er altså ifølge Jeppe Kofod bedst tjent med en lidt
mere klassisk form, hvor deltagerne kommer til orde, og emnet kan blive diskuteret i
dybden. Kofod har deltaget i et event, der bragte Amnesty og Danmarks Rederiforening
sammen:
”[D]er sker noget med, at man bringer [folk] sammen, fordi folk er lidt mere åbne om at
mødes på kryds og tværs, end man er i dagligdagen, fordi det er rammen, der er lidt
mere afslappet. Jeg tror ikke, at rederiforeningen nødvendigvis ville mødes med
Amnesty og politikerne sammen til daglig. De har nogle andre prioriteter, vil jeg tro,
men der, der gør man det, fordi der er der mulighed for at lave det sådan” (interview).
Der findes således events på Folkemødet, som specifikt handler om et politisk emne, og
som helt entydigt lever op til Folkemødets idemæssige grundprincipper: Rammerne er
nogle andre, folk er mere åbne, og der bliver skabt et rum for demokratisk dialog, der
normalt ikke ville være der. Anders Panum Jensen fra Landbrug & Fødevarer fortæller
også i den sammenhæng, at selvom flere af organisationens medlemmer syntes, at det
var underligt eller forkert, havde de valgt at invitere folk med modsatte holdninger til at
deltage i deres debatter:
”[H]vordan får man en spændende debat? Det får man nok ikke ved at finde tre,
der bare synes at landbruget er fantastisk. Der bliver man nødt til at finde nogle,
der kan udfordre landbruget for eksempel. Vi har haft en debat om dyrevelfærd,
Side 145 af 186
hvor vi havde Mickey Gjerris, som er en af markant kritiker af dyrevelfærd i
moderne dansk landbrug, på scenen samme med Søren Gade” (interview).
Det tyder altså på, at ved siden af de medialiserede tv-shows findes der også mere
politisk-saglige events, der i højere grad lever op til Folkemødets grundprincipper og
baserer sig på en underliggende politisk logik, men eksemplerne på disse er færre og
ændrer ikke ved, at arrangørerne stadig i det store og hele følger medielogiske
kommunikationsstrategier, og forsøger at bruge Folkemødet til at skabe synlighed og
opmærksomhed om sit brand. Vi konkluderer, at selvom de mere forsamlingshusinspirerede events også findes på Folkemødet, bliver Folkemødets principper og
forventninger overordnet set ikke imødekommet.
7.2.3
Opsamling
Events spiller en helt særlig rolle på Folkemødet. De er aktørernes mulighed for at gøre
reklame for sig selv. Aktørerne bruger således events til at skabe opmærksomhed og
synlighed om deres eksistens. Arrangementerne smelter sammen med og bliver en
naturlig forlængelse af aktørernes tilstedeværelse på Folkemødet, hvor de konkurrerer
om at have den største og mest spændende og iøjnefaldende stand. Derfor vil mange
events også være iværksat med det ene formål at skabe opmærksomhed og positionere
aktørerne. Det politisk-substantielle indhold af disse events er ikke særligt stort, men de
kan stadig være effektive måder til at udbrede kendskabet til aktørerne.
Imidlertid er der også events, der er mere løsrevet fra konkurrencen mellem aktørerne.
Disse handler ikke om at blive set eller hørt, men om at debattere politiske emner. Disse
events giver også ordet til politiske modstandere, baserer sig på en mere saglig
kommunikation og lever i langt højere grad op til Folkemødets ideer og forventninger.
De baserer sig på en politisk logik, som adskiller sig fra dagligdagen, netop i kraft af, at
de tilsigter en afbalanceret og saglig debat og forsøger at få forskellige interesser til at
mødes.
Hvor vi i dette afsnit har undersøgt det underliggende rationale, der styrer Folkemødets
forskellige events, dykker vi i det næste afsnit ned i selve eventsne og undersøger,
hvordan der debatteres og kommunikeres politik til et Folkemødeevent.
Side 146 af 186
7.3 Deltagelsen i praksis
Hvor sidste afsnit handlede om arrangørerne bag de forskellige folkemøde-events og
deres rationaler og strategier bag at afholde events på Folkemødet, ser dette afsnit
nærmere på deltagerne til de forskellige events, og spørger ind til, hvad der
karakteriserer måden, der debatteres på og hvilken rolle, deltagerne spiller i eventsne.
Som vi indikerede i teorikapitlets afsnit 2.4.5, leder vi her efter, om debatformen er
præget af medialisering eller en mere politisk logik. Vi ser altså på, om aktørerne på
samme måde som i dagligdagen debatterer ud fra strategiske og taktiske overvejelser
om at ’vinde’ over deres politiske modstander, ’vinde’ publikums hjerter ved at fremstå
mere sympatiske og afslappede, eller sjovere og mere dramatiske – eller om aktørerne
netop i tråd med den folkemødespecifikke politiske logik og Folkemødets idemæssige
grundprincip, lader dagligdagens debatformer blive hjemme og er mere villige til at
lytte og debattere, og sammen nå til enighed.
7.3.1
Kommunikationens form og deltagernes roller
I dette analyseafsnit undersøger vi, hvordan deltagelsen i de forskellige events i praksis
udfolder sig på Folkemødet. Folkemødets grundprincipper og forventninger til
deltagelsen er, at den skal være afslappet og uformel, at den skal gøre op med
dagligdagens strategiske og taktiske overvejelser, og at den skal styrke demokratiet og
dialogen. Og langt hen ad vejen lykkes det faktisk at gøre debatten på Folkemødet mere
afslappet og mindre formel. Tilbage står så spørgsmålet, om det styrker demokratiet og
dialogen. Først ser vi på, om Folkemødet gør op med Christiansborgkulturen, som man
også kunne kalde politik som sport, hvor det gælder om at ’slå’ sine modstandere,
udpege deres svagheder osv., som man kunne betragte som dagligdagens medialiserede
succeskriterier for politisk debat. Derefter ser vi på, hvordan de forskellige deltagere
forsøger at præsentere sig for publikum. På Folkemødet ser der, som vi skal se, ud til at
gælde nogle andre regler for, hvordan man optræder end til daglig, nemlig nogle regler,
der er inspireret af idealerne for den personlige samtale.
7.3.1.1 Er Christiansborgkulturen rykket med til Allinge? Kommunikationens form
Folkemødets grundprincipper lægger op til, at man lader Christiansborgkulturen blive
hjemme. Det vil altså sige, at man ikke bruger debatterne til at forsøge at ’vinde’ over
modstanderen, men snarere på at fremlægge sin politik, debattere fordele og ulemper
Side 147 af 186
ved givne politikker på givne områder, og måske endda nå til enighed. I vores empiriske
materiale finder vi eksempler på, at Folkemødets forventninger, i hvert fald i nogle
debatter, bliver indfriet, mens andre er meget karakteriseret af Christiansborglogikken.
Vi starter med sidstnævnte.
Tom Christensen overværede en debat mellem undervisningsministeren, Christine
Antorini, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, hvor
”tonefaldet og dialogen, eller mangel på samme” (interview) efterlod ham med et meget
negativt indtryk af ministeren. Tom Christensen påpeger, at Antorinis kropssprog meget
tydeligt indikerede ”hendes respekt eller mangel på samme over for de andre politiske
deltagere” (interview). Ministeren præsenterede ifølge Christensen ”selvfølgelig
signalet godt nok, og hendes baggrund rent politisk set for det” (interview), men det
stred med Folkemødeideen i og med, at hun ikke havde meget til overs for sine
meddebattører og ikke var interesseret i at indgå i en ligeværdig, lyttende og
demokratisk dialog med dem. Bent Winther peger i samme retning, når han fortæller om
sin skuffelse over politikernes deltagelse på Folkemødet:
”Jeg synes, der er lidt bluff over det, (…) og politikerne kommer med den
topstyrede indstilling derovre og deres færdige taler, deres færdige indlæg, deres
færdige rapporter, som de gerne vil sætte dagsordenen på. På den måde er det –
hvordan skal man sådan billedligt sige det – sådan to 'sten', der sådan taler til
hinanden. Der kommer ikke noget ud af det. Der er ikke noget, der blander sig”
(interview).
Winthers oplevelse er en klar indikation af, at Folkemødet ikke indfrier forhåbningen
om, at rokke ved den gængse måde at lave politik på. Arrangementerne bliver således
ren staffage uden egentligt politisk indhold, og debattørerne ændrer ikke holdning eller
forstår hinandens synspunkter bedre. Og Winther er ikke ukritisk ift. sin egen
profession, når skylden skal placeres: ”[V]i har en tendens til i medierne at opfatte
uenigheder, interne diskussioner som konflikter og splid osv. Det synes jeg nogle gange
er ærgerligt, for så lægger man ligesom låg på en god debat” (interview). Der er altså
nogle klare indikationer på, at Christiansborgkulturen og medielogikken er rykket med
til Bornholm. Alexander Nepper fra URK fortæller også, at når repræsentanter fra
organisationen deltager i debatter, forsøger de ”at frame diskussionen” (interview), for
Side 148 af 186
på den måde indirekte at spore debatdeltagere, medier og publikum ind på nogle på
forhånd af URK bestemte fortolknings- eller forklaringsmuligheder.
Christiansborgkulturen skinner også tydeligt igennem i de mediearrangerede events,
hvor flere af deres events, som tidligere nævnt, i høj grad baserede sig på et
konkurrenceformat.
Det hører imidlertid med til historien, at Jeppe Kofod fortæller om nogle debatter, han
har deltaget i, bl.a. den tidligere nævnte debat med Amnesty International og Danmarks
Rederiforening, samt en debat om færgeruter til og fra Bornholm, hvor der faktisk blev
debatteret, og deltagerne gik derfra med en fornemmelse af at være kommet tættere på
en aftale. Leif Mikkelsen fortæller også, at de events og debatter, der handler om
specifikke emner kan bruges til noget, fordi man kan fremlægge og diskutere forskellige
holdninger og synspunkter, mens
”hvis det er hos andre politiske partier, så kommer de jo med deres egne [fastlåste
holdninger], og det flytter ikke noget. Men det tværgående, det er rigtig godt, der
hvor man tager også mere tværgående temaer op, hvor man diskuterer andet end
bare lige partipolitik og politiske synspunkter men måske mere
almenmenneskelige [temaer]” (Mikkelsen, interview).
Der er således også få eksempler på, at Folkemødets events faktisk bliver brugt til at
diskutere politik på en mere substantiel og måske nærmest teknokratisk facon, frem for
at politikken gøres til en konkurrence. Men samlet set må man nok alligevel konkludere,
at Christiansborgkulturen i høj grad præger Folkemødets events, og at det i den forstand
med Folkemødet ikke for alvor er lykkedes at skabe et alternativ til den gængse,
medialiserede politiske kultur. Dette ligger i forlængelse af konklusionerne fra forrige
afsnit, der indikerer en tendens til at tænke i show-værdi og underholdning, og til at der
tænkes i strategi og taktik til arrangementerne frem for i løsninger af kollektive
udfordringer.
7.3.1.2 Deltagernes roller – på slap line til Folkemødet
I forrige afsnit undersøgte vi, om Christiansborgkulturen var rykket med til Folkemødet,
det vil sige om debatterne var præget af det samme politiske spil, baseret på strategier
og taktikker, som karakteriserer dagligdagspolitikken på Christiansborg. I det store og
Side 149 af 186
hele slår den tendens også igennem på Folkemødet, selvom der er tegn på, at der også
foregår en mere substantiel politisk debat. Det andet spor vi undersøger i analysen af
den praktiske deltagelse i Folkemødets events, er de roller, deltagerne tager på sig og
praktiserer til eventene på Folkemødet. Der sker nemlig, som vi skal se, noget med
deltagernes fremtoning frontstage på Folkemødet.
Folkemødets idemæssige grundprincip efterspørger også netop, at deltagernes
fremtoning er anderledes end til daglig. Det skal gerne være i øjenhøjde, demokratisk og
dialogorienteret, og det skal bringe borgerne tættere på beslutningstagerne.
I teorien skelnede vi mellem Erving Goffmans teatermodel for det umedierede sociale
møde og Joshua Meyrowitz’ model for det medierede møde. I Goffmans model havde
aktørerne en offentlig og formel rolle, når de var på scenen og kunne slappe af, lade op,
øve sig og være sig selv, når de var backstage. I Meyrowitz’ model sker der imidlertid
det, at mediernes indtog og krav om at komme om bag ved den formelle og offentlige
persona og vide noget om, hvad der karakteriserer vedkommende i privaten, skaber en
hybrid mellem frontstage og backstage, og skaber det, Meyrowitz kalder en middle
region, hvor man ikke er helt privat, men samtidig ikke kan agere ’stift’ og formelt.
Medielogikken stiller således nogle krav til politikerne om, at de skal give noget af sig
selv, at de skal fremstå som hele personer med personlige karakteristika og attributter.
Politiklogikken derimod, er groft sagt uinteresseret i den enkelte politikers privatliv. Det
er også derfor Altheide & Snow (1979) og Mazzolini (1987) først formulerede den
politiske logik som en partilogik. Det var partiernes ideologier og standpunkter og den
politiske saglighed, der var vigtige, og ikke den individuelle politiker. Ift. Folkemødet
har vi imidlertid opblødet den strengt partibaserede politiske logik: Det idemæssige
grundprincip bag Folkemødet er netop, at politikerne skal kunne træde ud af deres
hverdagslige roller og slappe mere af, eksperimentere mere og turde mere for dermed at
kunne initiere dialog og styrke demokratiet.
En mere afslappet debatform
Debatformen på Folkemødet er faktisk anderledes end til daglig. Joachim B. Olsen
fortæller, at det rent faktisk er ”mere afslappet og (…) lidt mere løst…lidt mere frisk på
en eller anden måde” (Olsen, interview), og Peter Westermann peger på ”sådan en
fornemmelse på Bornholm af, at man godt må åbne lidt mere op, end man gør i det
Side 150 af 186
daglige” (Westermann, interview). Fra borgernes perspektiv opleves det, at ”der er lidt
en Go’morgen Danmark-effekt eller en Go’aften Danmark-effekt. Det gælder om at
være sympatisk, og det er så også det, de vinder på, de politikere, der er det” (Kring,
interview). Kommunikationen tager altså en anden form på Folkemødet. Den er
friskere, lidt løsere og mere afslappet, og læner sig i den forstand mere op ad den form,
der normalt karakteriserer den personlige og uformelle samtale. Politikerne kan heller
ikke regne med, at det politiske budskab i sig selv er nok til hhv. at skabe folkelig
opbakning eller sikre mediedækning. Anne Kring fortæller i den forbindelse, at ”nogle
gange var vi bare dernede i ti minutter og så tænkte vi, ’okay dette her gider vi ikke høre
på længere’, og så gik vi videre” (interview). Det indikerer altså, som Hjarvard (2008)
også peger på, at borgerne ikke vil spises af med kedelige, lidt stive og formelle taler,
men kræver empati og indlevelse og gode sociale egenskaber af politikerne, og det er
samme tendens, vi ser slå igennem på Folkemødet. Det må gerne være hyggeligt og
afslappet, og det er vigtigt, at man fremstår social og sympatisk. Bent Winther fortæller
i den sammenhæng, at også medierne ønsker, at det ”går sådan lidt mere på slap line”
(interview) og ”at man møder politikerne på en anden måde og også kan beskrive den
fest, det er” (interview). Til trods for, at medierne altså også indordner sig under
Folkemødelogikkens ønske om lidt større frihedsgrader, giver de stadigvæk ikke slip på
deres daglige medielogik - de accepterer præmissen om, at frihedsgraderne er lidt større
på Folkemødet end i dagligdagen ift. hvad politikerne kan tillade sig at sige, men i
samme ombæring fortæller de også, ”at hvis en eller anden politiker siger noget, som er
helt imod, og det er en indflydelsesrig politiker, så vil vi jo tage fat i det” (FaurholdtLöfvall, interview). Så selvom medierne indikerer, at de har ’forstået’ præmissen bag
Folkemødet, ville det være upassende, og skudt ved siden af ud fra en medielogik, hvis
de ikke refererede det uforudsigelige, dramatiske eller sensationelle.
Ift. partierne, som ellers bakker op omkring den mere afslappede debatform, er der
imidlertid også eksempler, hvor den afslappede form ikke slår igennem. Det gælder bl.a.
for partilederne og topministrene. Jeppe Kofod fortæller nemlig, at de ”er styret meget
stramt. Det er Christiansborglogikken, som man tager med, og de deltager ikke i noget,
hvis der er nogen som helst risiko for, at det bliver problematisk for dem” (interview).
Umiddelbart er det en indikation af, at i hvert fald de mest prominente politiske aktører
forsøger at holde debatdeltagelsen på det formelle og officielle niveau, men kigger vi
Side 151 af 186
nærmere efter, kan det også tolkes som et forsøg på netop at fremstå på den rigtige,
balancerede måde i debatterne, og at det i virkeligheden er det, de styres ”meget stramt”
efter. Noget kunne tyde på det. Kofod siger i hvert fald, at realiteterne har indhentet
Folkemødet, og der tænkes enormt meget i mediehåndtering og -appearance: ”Og der
var ambitionen jo noget andet, nemlig at man kunne få lov til at tænke frit uden at blive
klynget op på en forside” (interview). Den potentielle fare, som medierne ifølge citatet
udgør, er altså adfærdsstrukturerende og indikerer, at medielogikken spiller en stor rolle
ift., hvordan toppolitikerne optræder på Folkemødet. De mindre profilerede politiske
aktører, det vil sige de almindelige folketingsmedlemmer og ministrene i den lavere
ende af hierarkiet, har større frihedsgrader og vælger selv, hvilke events de ønsker at
deltage i. Her siger både Jeppe Kofod og Joachim B. Olsen, at størstedelen af de events,
politikerne deltager i, er debatter, som ligger inden for deres ordførerskaber, med
interessenter, som de også i den daglige politik kunne have interesse i at mødes med.
Her kan vi altså se, at deres deltagelse baseres på den politiske logik, når de mødes med
specifikke professionelle aktører inden for et givent politikområde for netop at diskutere
det politiske stof. Og her lægger Kofod og Olsen op til, at de på Folkemødet kan
diskutere på en anden og mere afslappet måde, hvor debatten, snarere end at få et meget
stift præg, bliver løsere og mere selskabelig.
Det ser altså ud som om der på Folkemødet er mulighed for at deltage på en anden,
mere afslappet måde end til daglig. Ud fra Folkemødelogikken, og i særdeleshed ud fra
den deltagelsesdemokratiske logik, ville denne tendens umiddelbart blive fortolket i et
positivt lys, da det kunne tænkes at medføre, at deltagerne bliver mere dialogorienterede
og lyttende. Imidlertid, som vi ser på nedenfor, viser det sig, at den mere afslappede
facon egentlig ikke er udtryk for, at man nødvendigvis interesserer sig mere for de andre
debattørers pointer og argumenter end til daglig, men snarere at man ved, hvordan man
scorer point hos publikum ved at basere sin rolle på det mere joviale, selskabelige og
hyggelige.
En bedre debatform?
Joachim B. Olsen fortæller, at publikum stiller nogle andre krav til kommunikationen
og, i og med at publikum på Folkemødet oven i købet er et ”live publikum” (interview),
stiller det nogle meget større krav, som politikerne forsøger at honorere. Publikum
Side 152 af 186
måler og afvejer således beslutningstagerne på deres sociale kompetencer og deres
måde at debattere på, og den mulighed har befolkningen ifølge Anne Kring ikke i
samme grad til daglig:
”Hvis man blev træt af en politiker derovre, så synes jeg at det var på grund af det,
vedkommende sagde, og jeg tror, at når man ellers taler om politikerlede, så er det
fordi man er træt af, at de ikke siger noget, og det er ligesom to forskellige
trætheder” (interview).
Ift. de parametre, som borgerne vurderer politikerne og politikkerne ud fra, konkluderer
vi, at de lægger sig tættere op ad medielogikkens ønskede kommunikationsform med
vægt på det personlige og intime. Vurderingen af politikerne baserer sig således ikke på
den politiske logik, men i højere grad på medielogikken – på en middle region frem for
det helt formelle:
”[J]eg ved ikke, om man ændrer holdning til emner, men jeg tror godt, at man kan
ændre holdning til personer. Min holdning til Uffe Elbæk blev meget påvirket af
at se ham tale i lang tid, og det blev min holdning til Søren Pind i samme debat
sådan set også. Og det der sommerfuglearrangement, hvor Hella Joof lavede
terapi, eller hvad hun nu kaldte det, det var på en DF'er, og det blev på en eller
anden måde personligt (…) jeg fik i hvert fald et positivt indtryk af hende, med de
to andre ved jeg det ikke helt. Altså det kan jo gå begge veje, kan man sige”
(Kring, interview).
Ud fra den deltagelsesdemokratiske tradition er udviklingen i hvert fald på overfladen
positiv, i og med at den skaber identifikation med og minimerer afstanden til
beslutningstagerne, men modsat kunne man også argumentere for, at hyggeliggørelsen
og konversationsliggørelsen af kommunikationen har nogle uheldige implikationer, da
den tilslører det egentlig politiske. I den forbindelse siger Bent Winther fra Berlingske:
”Det, man savner derovrefra, hvis man virkelig ville noget, det er at tænke i nogle
alternative dialogformer på en eller anden [måde]. At man på en eller anden måde
kunne komme i forbindelse med tilhørerne (…) Så det er også derfor, at jeg skrev
denne her klumme (…) om, at det godt kan gå hen og blive sådan et alibi: 'Nu
kommer vi over, tager det afslappet og cykler rundt' og så kan det godt se ud som
Side 153 af 186
om, de er i dialog, men altså de er jo ikke en skid i dialog med noget som helst”
(interview).
Det, Winther berører her, er, at tilrettelæggelsen af kommunikationen, så den kommer
på en personlig, intim og hyggelig samtaleform, er med til at tømme den for politisk
substans. Politisk kommunikation kommer således for politikernes vedkommende til at
handle om at snobbe nedad, gøre sig folkelig osv., hvilket kan have den negative
konsekvens, at nogle vigtige politiske spørgsmål ikke drøftes seriøst, eller at borgerne i
hvert fald ikke inddrages i drøftelsen på et oplyst grundlag. I afsnittet nedenfor
illustrerer vi denne pointe ved at følge bevægelsen på Folkemødet i deltagernes
optræden fra det taktiske og strategiske, som vi kender fra Christiansborg, til det mere
dialogbaserede, hvilket som bekendt er Folkemødets idealforestilling om, hvordan
debatterne skal foregå. Men vi spørger imidlertid også, om bevægelsen fortsætter forbi
idealet og kammer over i ren og skær underholdning, og i den forstand vender tilbage til
Christiansborglogikkens medialiserede forestilling om, at politisk kommunikation
handler om at ’vinde’. På Folkemødet er det bare nogle andre parametre end til daglig,
man kan vinde på.
Fra Christiansborg til dialog… til underholdning?
Ovenfor illustrerede vi, hvordan debatformen i forsøget på at imødekomme et ideal om
at gøre debatten mere personlig, mere hyggelig og mere på samtaleform, placerer
folkemødedebatterne langt væk fra de traditionelle, ceremonielle og formelle politiske
taler, og længere over mod den uformelle, hyggelige og personlige samtale. I dette
afsnit argumenterer vi for, at debatformen på Folkemødet faktisk nogle gange bærer så
meget præg af det hyggelige og uformelle, at den bliver til ren underholdning. Man kan
således argumentere for, at Folkemødets idemæssige grundprincip om at styrke dialogen
også kan mistolkes eller misforstås – bevidst eller ubevidst – hvorved det politiske
indhold i dialogen udtømmes. Hvis debatten bliver for hyggelig, sjov og afslappet,
udviskes de egentlige politiske forskelle og uligheder. At kommunikationen sættes på
personlig og selskabelig form er således ikke nødvendigvis en demokratisering af
kommunikationen, og fordi det kan skjule reelle uligheder og problemer, kan det meget
vel tænkes at begrænse befolkningens indflydelsesmuligheder på de politiske
beslutninger.
Side 154 af 186
Der er, som vi også tidligere har nævnt, eksempler på events, der baserer sig på
fællessang og konkurrencer. Derudover er der stand-up-shows og koncerter, samt kunstquiz med kendte mediefolk. Et eksempel som flere af vores interviewpersoner kommer
ind på og som vi også har omtalt tidligere i specialet, er sommerfugleterapi med Hella
Joof. Joachim B. Olsen fortæller i den sammenhæng:
”[P]olitikere er ikke altid sådan nogle kyniske nogle, der kun tænker i medier og
så videre. Altså der er også nogle ting, der er sjove. Altså sidste år havde jeg et
arrangement med Hella Joof derovre, og det syntes jeg personligt var sjovt at være
med til. Og sådan nogle ting er der jo også derovre” (interview).
Citatet indikerer, at dele af politikernes deltagelse foregår helt uden politisk indhold og i
stedet snarere transformerer politikerne til kendisser og mediefolk, eller – måske lidt
mere pessimistisk ladet – til statister i en mediedagsorden. Således kan vi se, at de mere
underholdningsprægede arrangementer er tilrettelagt sådan, at de formår at holde på
publikum ved at have høj underholdningsværdi.
Anne Kring fortæller i den forbindelse om en kunst-quiz, hvor deltagerne ”sad og sloges
lidt om mikrofonen, og det er sådan lidt 'nej, det er bare dumt, ikke', og så sidder alle de
her tilskuere, det er fuldstændig ligegyldigt, om de svarer rigtigt, og alle tilskuerne
tænker 'idioter', ikke” (interview).
Man kunne diskutere om ikke kunst-quizzen i en eller anden forstand faktisk havde
mere at gøre med politik end sommerfugleterapien, da den jo trods alt havde kunst og
kultur som sit emne, men alligevel bliver dette event vurderet langt dårligere end det
andet. Det illustrerer tydeligt vores argument om, at det ikke er det politiske indhold i
eventene, men snarere hvor dygtige deltagerne er til at være på og levere varen i form af
underholdning, der er afgørende for, hvordan eventene og deltagerne vurderes af
publikum. Det tyder på, at medielogikken i ret høj grad strukturerer opfattelsen af,
hvilke events der er succesfulde, og hvilke der falder igennem, samt hvilke politikere
der lykkes med at skabe opbakning, og hvem der på den anden side ikke gør.
Side 155 af 186
7.3.2
Opsamling
Deltagelsen er anderledes på Folkemødet end til daglig. Christiansborgkulturen er godt
nok i rimeligt høj grad rykket med til Folkemødet, hvor kriterierne for en vellykket
debat stadig er at ’slå’ modstanderen, tydeliggøre forskellene og stramme retorikken.
Imidlertid sker der også en anden ting på Folkemødet, som ved første øjekast kunne
tolkes som en klar afvisning af Christiansborglogikken: Politikerne slapper faktisk af på
Folkemødet, de er mere joviale og friske, og lægger det mere stive og formelle af sig.
Umiddelbart er det en klar indikation af, at de er dialogsøgende, men ser vi lidt nærmere
på de underliggende rationaler bag denne debatform, bliver det tydeligt, at den i høj
grad handler om at ’slå’ sin modstander på sociale kompetencer, på at være hyggelig og
sjov og på at snobbe nedad. I den forstand er Folkemødet mindst lige så medialiseret
som dagligdagspolitikken, blot med den forskel, at spillet på Folkemødet snarere
handler om at fremstå mest almindelig og afslappet. Vi kan derfor konkludere, at på
Folkemødet er samtaleformen og politikernes optræden anderledes end til daglig, men
stadig ligeså medialiseret, og i den forstand lykkes Folkemødet ikke med at skabe et
alternativ til medialiseringen af politik, men snarere en alternativ form for medialisering
af politikken.
I denne delanalyse har vi undersøgt, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet er
tilpasset mediernes imperativer eller snarere er styret af en underliggende politisk logik.
Gennemgående i analysen har vi sammenlignet vores resultater med de forventninger til
den politiske deltagelse, der ligger i Folkemødets idemæssige grundprincipper, nemlig
at Folkemødet skal være et opgør med den medialiserede dagligdagspolitik, der bl.a.
udspringer fra Christiansborg. Sammenfattende kan vi konkludere, at deltagelsen ikke
lever op til disse forventninger, og at den må siges at være struktureret mere af
medielogikken end af en politisk logik, endda med de frihedsgrader, der ligger i den
Folkemødespecifikke politiske logik. De forskellige events rundt omkring på
Folkemødet var således et langt stykke ad vejen struktureret af en underliggende strategi
om at maksimere synlighed og opmærksomhed, at få mediedækning og reklamere for
sin organisation eller sit parti, ligesom konkurrencelogikken fra Christiansborg også
influerede det indbyrdes forhold mellem de forskellige event-arrangører. Det handlede
Side 156 af 186
med andre ord om at have det fedeste sted, at råbe højest og gøre opmærksom på sig
selv. Vi kunne se, at disse underliggende strategier udmøntede sig i events, der var
tilpasset medielogikkens foretrukne fremstillingsformer: Arrangementer tilnærmede sig
i deres udformning stort anlagte tv-shows baseret på underholdning og kendiseffekter.
Selvfølgelig var der også eksempler på mere politisk-substantielle events, som i form
mindede mere om forsamlingshusets paneldebatter, men disse var ikke ligeså mange og
ændrede ikke ved det generelle billede af, at strategien bag folkemødedeltagelsen
generelt, og afholdelsen af events specifikt, var at reklamere og brande sin organisation
eller sit parti.
Kommunikationsformen til de enkelte events varierede. Til nogle events var
Christiansborglogikken klart at finde. Positionerne var kridtet tydeligt op på forhånd,
retorikken var hård og konfrontativ, og der var ikke et ønske om at forstå modpartens
argumenter, endsige nå til enighed. Til andre events var debatten mere teknisk og
saglig, aktører med specifik viden på, og interesse i, området blev bragt sammen,
hvilket faktisk bar frugt og senere udmøntede sig i nogle konkrete aftaler. Her må vi
konkludere, at Folkemødets forventninger faktisk blev indfriet og den
Folkemødespecifikke politiske logik slog igennem. Der var dialog, de taktiske og
strategiske overvejelser blev skubbet til side, og endog meget forskellige aktører fandt
fælles fodslag.
Endelig så vi, hvordan Folkemødet ændrede deltagernes roller. De blev mere
afslappede, optrådte lidt mere på slap line, og tog sig nogle større friheder. Vi
argumenterede for, at Folkemødet bevirkede, at den politiske kommunikation ændrede
form og gik fra at være mere stiv og formel til at lægge sig mere op ad idealerne for en
mere intim og personlig samtale. Ved første øjekast var det altså en klar indfrielse af
Folkemødets ønske om at skabe nogle andre rammer for hvordan, og måder hvorpå, der
debatteres. Men da vi gravede et spadestik dybere, kunne vi se, at den ændrede
samtaleform medførte, at politikerne ikke blev bedømt på det politiske indhold af det,
de sagde, men snarere på deres sociale kompetencer og underholdningsværdi. Vi
konkluderer dermed, at samtaleformen på Folkemødet egentlig er lige så medialiseret
som til daglig, men at den foruden Christiansborglogikkens vægtning af det
sensationelle, dramaet og spliden også baserer sig på andre af dele af medielogikken.
Side 157 af 186
Der er således et helt tydeligt element af værdien af identifikation: Deltagerne
personliggør sig og snobber nedad, og agerer på slap line som medievante berømtheder,
nogle gange helt blottet for politisk indhold. Folkemødets fremstillingsformer må derfor
siges i høj grad at lægge vægt på det nære og intime, som publikum kan relatere til.
Imidlertid kniber det med inddragelsen af befolkningen, hvilket jo ellers er en del af
Folkemødets idemæssige baggrund. Befolkningen kommer således i højere grad til at
varetage rollen som et reaktivt (frem for aktivt) og passivt, vurderende publikum. I en
elitedemokratisk optik ville dette være fint, i og med at borgerne ville have mulighed for
på baggrund af deres vurderinger af magteliten at udtrykke deres fortsatte tillid eller
mistillid til beslutningstagerne. Imidlertid fremgik det som bekendt af analysen, at det
ikke kun er ud fra en politisk logik, at publikum på Folkemødet vurderer
beslutningstagerne, men også ud fra deres sociale kompetencer.
Samlet set ender vi derfor med at konkludere, at det kniber med at indfri Folkemødets
idealer og forhåbninger, og at Folkemødet, både når det gælder arrangørerne, deltagerne
og publikum, i høj grad er medialiseret.
Side 158 af 186
8 Analysens konklusioner sammenfattet
I denne analyse har vi undersøgt, hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på
Folkemødet. Undersøgelsen er informeret af tre teoretisk udledte, generelle
samfundstendenser, som er opstillet i teorikapitlet, hvorved det analytiske formål er at
lede efter forskelle mellem deltagelsen på Folkemødet og deltagelsen generelt.
De tre generelle samfundstendenser, der strukturerer analysen, er interessevaretagelse,
professionalisering af de politiske partier, samt medialisering af den politiske
kommunikation og deltagelse.
Samlet set kan undersøgelsen således bidrage med et bredt dækkende billede af den
politiske deltagelse på Folkemødet og dermed lægge op til en diskussion af
Folkemødets demokratiske potentiale. Denne diskussion er omdrejningspunktet for
næste kapitel. Først skal vi imidlertid se på undersøgelsens resultater.
8.1 Interessevaretagelse på Folkemødet
I interessevaretagelsesanalysen, kapitel 5, undersøgte vi relationerne mellem de statslige
aktører og civilsamfundets organiserede interesser på Folkemødet ift. korporatisme og
pluralisme. Mere specifikt undersøgte vi:
a) Hvordan interessevaretagelsen praktiseres: Er det igennem lukkede fora og
eksisterende netværk og dermed mere korporativt? Eller er det igennem åbne
og mere mangfoldige kanaler, hvor nye netværk og alliancer kan blive skabt,
hvilket indikerer en mere pluralistisk praksis?
b) Styrkeforholdet mellem interesseorganisationerne: Er det de få store
organisationer, der dominerer Folkemødet i kraft af deres position i
hverdagen, hvorved Folkemødet er med til at konsolidere deres position i
samfundet samt den korporative interessevaretagelsesmodel? Eller er der
plads til de mindre og ikke-etablerede interessenter, der kan udfordre de
store organisationer og de etablerede netværk, hvilket indikerer et mere
pluralistisk styrkeforhold?
Side 159 af 186
Analysen viste, at Folkemødet grundlæggende bygger på et ønske om at pluralisere
interessevaretagelsen ved at sikre en så åben og tilgængelig politikerstand som muligt,
og ved at modarbejde lukkethed og eksklusivitet, som vi kender det fra korporatismen.
Vi kan se, at både interesseorganisationer og de statslige aktører accepterer
Folkemødets pluralistiske idegrundlag, og ikke betragter åbenlyst eksklusive og lukkede
arrangementer som legitime. Analysen viste eksempler på, at Folkemødet konkret
bruges fremadrettet som en del af den generelle policyudvikling, og dermed
imødekommer Folkemødets idegrundlag og institutionelle setup.
Set i et interessevaretagelsesperspektiv finder vi det særdeles interessant, at Folkemødet
kan fungere som forum for politiske aftaler mellem politikere og civilsamfundsaktører.
Det indikerer, at Folkemødet netop har potentialet til at udfordre de almindelige
interessevaretagelsespraksisser, der eksisterer på Christiansborg og i hverdagen i øvrigt.
Folkemødet bliver dermed som resultat en integreret del af interesseorganisationernes
arbejde, hvorfor Folkemødedeltagelsen netop er afgørende for at legitimere og
cementere sin position som mulig policyaktør fremadrettet.
Analysen viste også, at Folkemødets største udfordringer, hvis Folkemødet vil leve op
til sit idemæssige grundlag og sikre et åbent og pluralistisk interessevaretagelsesforum,
er de stigende økonomiske omkostninger, det kræver, at være en synlig spiller på
Folkemødet. Ligeledes illustrerede analysen, at det kræver en disciplineret og
professionel indsats, hvis man vil gøre sig gældende, hvilket altså er en strukturel
faktor, der favoriserer de store, etablerede organisationer, og dermed indikerer, at der
trods alt stadig er korporative træk ved forholdet mellem staten og de organiserede
interesser på Folkemødet. På den anden side viste analysen dog også helt tydeligt, at
kreative og aktive organisationer faktisk kan sætte et langt større aftryk, end størrelsen
normalt tilsiger.
Side 160 af 186
8.2 Professionalisering – Partiernes deltagelse og aktiviteter på
Folkemødet
I professionaliseringsanalysen, kapitel 6, undersøgte vi, i hvor høj grad partiernes
deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering? Mere specifikt
undersøger vi partiernes deltagelse på Folkemødet ift.:
•
Hvordan partierne opfordrer til og muliggør, at borgerne kan deltage på
Folkemødet: Prioriterer partierne medlemmerne og forsøger at inkludere dem
aktivt, hvilket indikerer en lav grad af professionalisering? Eller fokuserer de
snarere på partieliten og forsøger at organisere de almindelige
Folkemødedeltagere som heppere, hvilket omvendt indikerer en høj grad af
professionalisering?
•
Hvorvidt de anvender Folkemødet til at indgå i dialog med og lære borgerne
bedre at kende, hvilket indikerer en lav grad af professionalisering? Eller om
deres Folkemødedeltagelse snarere er fokuseret på allerede etablerede policies
og politikområder, og partierne snarere sigter mod at profilere sig overfor
befolkningen, hvilket omvendt indikerer en høj grad af professionalisering?
•
Endelig undersøgte vi, om partierne bruger Folkemødet til at debattere og
konstruere politik igennem inklusion af borgere og partimedlemmer, eller om
partierne snarere bruger Folkemødet til at præsentere og promovere deres politik
og rettere inddrager policy-eliter i politikudvikling. Her indikerer førstnævnte en
lav grad af professionalisering. Omvendt tyder sidstnævnte på en høj grad af
professionalisering.
Analysen blev indledt med en kort redegørelse for Folkemødets idemæssige og
institutionelle forventninger til de politiske partiers aktiviteter og deltagelse på
Folkemødet: Man håber fra arrangørernes side, at partierne kan bidrage til at understøtte
den demokratiske dialog og fremme folkets indflydelse på politikdannelsen, ligesom
partierne opfordres til at involvere borgerne i deres aktiviteter og tage sig bedre tid til at
gå dialog med befolkningen på Folkemødet.
Imidlertid indikerede analysen, at partierne i praksis ikke indfrier forventningerne. I
stedet er deres deltagelse og aktiviteter i høj grad præget af professionalisering.
Partimedlemmerne fylder ikke meget i partiernes deltagelse og aktiviteter på
Side 161 af 186
Folkemødet. Deltagelsens omdrejningspunkt er snarere parlamentarikerne og den øvrige
partielite. Borgerne bliver derimod hovedsagligt inddraget som organiserede heppere i
partiernes Folkemødetelte.
Analysen viste også, at det på Folkemødet godt nok er lettere at komme i dialog med
befolkningen end til daglig, men at det imidlertid ikke er noget, partierne prioriterer i
særlig høj grad. I stedet prioriterer de at deltage i paneldebatter og lignende aktiviteter,
hvor de kan profilere deres politik over for borgerne. Her stemmer partiernes
intentioner, som de bliver udfoldet i interviewene, og den praktiske deltagelse ikke
overens, og vi må konkludere, at selvom partierne gerne vil i dialog med befolkningen,
er det stadig profileringen af partiet og dialogen med de andre beslutningstagere, der
vejer tungest og sluttelig udmønter sig i praksis.
Folkemødesekretariatet har med indstiftelsen af Folkemødets Dialogpris sat fokus på
spørgsmålet om dialog med befolkningen. På lidt længere sigt kan Folkemødet således
måske være med til at fremme den direkte dialog mellem folket og politikerne og
dermed blive den arena, hvor partierne styrker forbindelsen til befolkningen og
opsamler ny viden om deres interesser og behov.
Til sidst i professionaliseringsanalysen så vi på den af partiernes funktioner, der
omhandler politikfomulering og -præsentation. Her indikerede analysen, at alle
partifolkene håber, at deres partis politik kan diskuteres mere visionært og frit på
Folkemødet. Derudover er det deres oplevelse, at dagligdagspolitikkens fastlåste
budskaber og taktikker, i hvert fald for de menige folketingsmedlemmers
vedkommende, faktisk kan lægges til side på Folkemødet. Men som det også er
tilfældet med den ovenfor nævnte dialog mellem parti og vælgerbefolkning, trænger
professionaliseringstendenserne fra hverdagen sig hurtigt på, og frygten for at visionære
udmeldinger kan blive brugt mod partiet, lægger en dæmper på debatten. Der er ikke
mange tegn på egentlig poltitikudvikling på Folkemødet, og det der er, bliver udviklet i
samarbejde med andre policy-eliter og hverken partimedlemmer eller andre borgere.
Samlet set kan vi dermed konkludere, at Folkemødet for partiernes vedkommende er
præget af de samme professionaliseringstendenser, som partierne også oplever i
dagligdagspolitikken: Partiernes Folkemødedeltagelse er koncentreret omkring
Side 162 af 186
partieliten, og aktiviteterne fokuserer på at promovere partiets politik og synliggøre
partiet overfor potentielle vælgere.
8.3 Medialiseringen på Folkemødet
I specialets tredje og sidste delanalyse, medialiseringsanalysen i kapitel 7, undersøgte
vi, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan siges at være tilpasset
mediernes imperativer eller snarere er styret af en underliggende politisk logik. Vi
fokuserede i analysen på de events, der udgør rygraden i det officielle
folkemødeprogram, og undersøger medialiseringen ift.:
•
Hvilke underliggende strategier, der ligger bag at afholde events, og hvordan de
konkret påvirker den praktiske udformning af eventene: Handler eventene om at
skabe generel synlighed og opmærksomhed om arrangørens organisation, eller
handler de nærmere om at diskutere specifikke politikområder? Antagelsen er
her, at førstnævnte resulterer i mere underholdningsprægede events og dermed
tyder på medialisering, mens sidstnævnte medfører mere højskole- eller
forsamlingshusprægede events, og dermed indikerer en underliggende politisk
logik.
•
Hvordan deltagerne kommunikerer politik til eventene: Går de mere op i taktisk
og strategisk spil, at udstille modstanderen, hvilket indikerer, at medielogikken
er på spil i kommunikationen? Eller går de mere op i at præsentere og debattere
politiske synspunkter på et specifikt politikområde, hvilket er tegn på et
underliggende politisk rationale?
•
Hvilke roller deltagerne praktiserer til eventene: Går deltagelsen ud på at
underholde og være på slap line, eller praktiserer aktørerne snarere en politisk
rolle, hvor det er de politisk-saglige emner, der er genstand for debatten? Ift.
denne analysedimension er det klart, at roller selvfølgelig må vurderes ud fra
den præmis, at Folkemødet er en politisk festival, hvor der nødvendigvis gælder
nogle andre interaktionsformer end de, der styrer dagligdagens politik. Der
bliver således lagt vægt på det mere nære, intime og personlige, uden at det
nødvendigvis indikerer medielogik. Det er snarere når deltagelsen bliver ren
underholdning, uden nogen form for politisk substans, at der er tale om
medialisering.
Side 163 af 186
Analysen indledtes med en kort redegørelse for Folkemødets idemæssige og
institutionelle forventninger til den politiske deltagelse, der ligger i Folkemødets
idemæssige grundprincipper, nemlig at Folkemødet skal være et opgør med den
medialiserede dagligdagspolitik.
Sammenfattende viser analysen, at deltagelsen ikke indfrier Folkemødets idealer, og at
den i høj grad er struktureret af medielogikken. Strategien bag event-afholdelsen
handler i høj grad om at maksimere synlighed og opmærksomhed, at få mediedækning
og ’reklamere’ for sin organisation eller sit parti, ligesom konkurrencelogikken fra
Christiansborg også influerer det indbyrdes forhold mellem de forskellige eventarrangører: Det handler om at have det fedeste sted, at råbe højest og gøre opmærksom
på sig selv, og analysen viste netop, at disse underliggende strategier udmønter sig i
events, der er tilpasset medielogikkens foretrukne fremstillingsformer. Selvom der også
er eksempler på det modsatte, indikerede analysen alligevel ret tydeligt, at
arrangementerne i deres udformning minder om tv-shows baseret på underholdning og
kendiseffekter.
Kommunikationsformen til de enkelte events varierer, og her er konklusionerne ikke
lige så entydige: Nogle events er i høj grad præget af konkurrencelogikken fra
Christiansborg, hvor positionerne er kridtet tydeligt op, og retorikken er hård og
konfrontativ, mens andre events er mere præget af teknisk-saglig debat, hvor eksperter,
interessenter og politikere inden for feltet bringes sammen med decideret
politikudvikling til følge. Folkemødets forventninger bliver i denne henseende indfriet,
og den politiske logik slår igennem. Der er dialog, de taktiske og strategiske
overvejelser bliver for en tid ligegyldige, og der findes fælles fodslag mellem de
forskellige aktører.
Endelig viste analysen, at Folkemødet påvirker deltagernes roller, hvorved deltagerne
bliver mere afslappede, friskere og tager sig nogle større friheder. Folkemødet medfører
således, at den politiske kommunikationsform ændres fra at være mere stiv og formel til
at blive mere intim og personlig. Dette er helt i tråd med Folkemødets idealer og
forventninger og tyder således på, at Folkemødedeltagelsen kan medføre et andet og
mere afslappet debatklima. Imidlertid viser analysen også, at den ændrede
kommunikationsform betyder, at politikerne ikke bliver bedømt på det politiske indhold
Side 164 af 186
af det, de siger, men snarere på deres sociale kompetencer og underholdningsværdi.
Spørgsmålet bliver derfor, om Folkemødet i virkeligheden lykkes lidt for godt med at
ændre debatklimaet og deltagernes roller, hvorved de idealer, der opstilles for
Folkemødedeltagelsen således bare bliver en mellemstation på vej mod ren
underholdning tømt for politik. Vi konkluderer, at samtaleformen på Folkemødet
egentlig er lige så medialiseret som til daglig, men at den baserer sig på andre af dele af
medielogikken end dagligdagspolitikken: På Folkemødet ’snobber politikerne nedad’,
og optræder på slap line som medievante berømtheder, nogle gange helt blottet for
politisk indhold, til ære for publikum. Målt på Folkemødets præmisser er det endog
meget positivt, at man lykkes med at skabe en festival, hvor man kan sætte sig ud over
Christiansborgpolitikken og møde ’menneskene bag’ politikerne, men sammenholdt
med Folkemødets ideal om at styrke demokratiet og dialogen, må vi nok sige, at nogle
af de mest underholdningsprægede events alligevel er skudt over målet.
Analysen viste endelig, at det kniber med inddragelsen af borgerne, som snarere bliver
tildelt og praktiserer rollen som publikum. Samlet set ender vi derfor med at
konkludere, at Folkemødets idealer og forhåbninger kun i lav grad bliver indfriet – dog i
lidt højere grad ift. kommunikationsformen – og at Folkemødedeltagelsen med
rimelighed kan karakteriseres som medialiseret.
Samlet set tegner analysen således et billede af et Folkemøde, der ikke helt kan siges at
være en forlængelse af dagligdagspolitikken, men på den anden side langt fra formår at
indfri Folkemødets idemæssige grundprincipper og institutionelle forventninger.
Indsigterne fra analysen tager vi med os i næste kapitel, hvor vi vurderer og diskuterer
Folkemødets demokratiske potentialer.
Side 165 af 186
9 Vurdering og diskussion: Folkemødets demokratiske
potentiale
I analysen har vi undersøgt, hvad der kendetegner den politiske deltagelse på
Folkemødet. Folkemødet som institution er selv struktureret ud fra en række kriterier
for, hvad der anses som Folkemødets formål: Folkemødet skal være en mulighed for – i
det mindste i et par dage – at gøre op med dagligdagens politiske praksis præget af
fastlåste forhandlingsmønstre, stigende afstand til befolkningen og en for kraftig
medialisering, med bl.a. spin og strategi til følge.
I det store og hele kan vi se, at Folkemødet kun delvist lykkes med at indfri sine mål.
Forhandlingsmønstrene er mindre fastlåste end til daglig, og mindre interesser kan
lettere få adgang til og anerkendelse i den politiske proces. Imidlertid kniber det med at
få gjort op med dagligdagens professionaliserings- og medialiseringstendenser, som slår
kraftigt igennem på Folkemødet. Målt på sine egne præmisser kan Folkemødet, ifølge
vores analyse, således ikke siges at være en specielt succesfuld begivenhed.
Når vi alligevel vil argumentere for, at Folkemødet faktisk har demokratisk potentiale
og er et positivt bidrag til det danske demokrati, er det således ikke nok at vurdere
Folkemødets succes ud fra dets interne kriterier. Vi formulerede derfor i specialets
begyndelse to alternative modeller for demokratisk deltagelse, nemlig en
elitedemokratisk og en deltagelsesdemokratisk model, som vi i dette kapitel anvender
som demokratisk-normative værktøjer til at vurdere og diskutere Folkemødets
demokratiske potentiale.
Indledningsvis vurderer vi ud fra disse to demokratiteoretiske deltagelsesidealer,
hvordan Folkemødet bidrager til det danske demokrati. Dernæst diskuterer vi, med
udgangspunkt i det alternative perspektiv på politisk deltagelse, som vi opstillede i
teorikapitlets afsnit 2.1.4 , om det er rimeligt at vurdere Folkemødets potentialer ud fra
disse konventionelle demokratimodeller, eller om Folkemødets potentialer faktisk
transcenderer dem og må forstås på en kvalitativt anderledes måde.
Side 166 af 186
9.1 Folkemødets demokratiske potentiale mellem elite- og
deltagelsesdemokrati
I teorikapitlets afsnit 2.1 formulerede vi to deltagelsesidealer på baggrund af to
demokratiske normative modeller, nemlig en elitedemokratisk model samt en
deltagelsesdemokratisk model. Modellerne er enige om, hvad der karakteriserer
demokrati: De politiske ledere udpeges af det suveræne folk, der er ytrings- og
pressefrihed, medborgerskabet inkluderer alle grupper i samfundet, der er
forsamlingsfrihed, og staterne styres af lovgivning med deltagelse af folkevalgte
repræsentanter (altså: demokratier er retsstater). De er også enige om, at det politiske
system får sine inputs i form af krav og støtte og sin legitimitet udefra fra
civilsamfundet.
Imidlertid er modellerne uenige, hvad angår godt demokrati. I elitedemokratiet er det
tilstrækkeligt for at sikre den demokratiske proces’ legitimitet, at borgerne på et oplyst
grundlag afgiver deres stemmer til de politiske repræsentanter, hvorefter disse, i samspil
med det politiske systems andre interessenter og eksperter, står for den videre
politikformulering og –implementering. Politik er i denne model løsningsorienteret og
baseret på aggregatet af civilsamfundets individuelle interesser. I deltagelsesdemokratiet
spiller politikken en anden, konstitutiv, rolle. Den er således ikke kun til for at løse
konflikter og udfordringer, men også for at skabe demokratiske institutioner i
civilsamfundet, der integrerer og danner befolkningen, således at de bliver solidariske,
aktive medborgere, der indgår i ’tykke’ sociale fællesskaber. Politik er altså i denne
model baseret på kollektive, demokratiske identiteter og interesser, der formes i
demokratiske institutioner. De to demokratiteoretiske deltagelsesmodeller er altså
normative, og, på trods af deres ligheder, også kvalitativt forskellige. I dette afsnit
vurderer vi med udgangspunkt i de to modeller Folkemødets demokratiske potentiale.
Vores analyse viste, at inddragelsen af befolkningen på Folkemødet primært finder sted
i forbindelse med de medialiserede og underholdningsprægede events. Der foregår godt
nok masser af politik på Folkemødet, både i form af networking og i de åbne, officielle
events, men de lægger ikke op til, at borgerne rigtigt kan få mulighed for at præge,
endsige styre, diskussionens gang. I et deltagelsesdemokratisk perspektiv, som også i
Side 167 af 186
store træk er det, Folkemødet som institution formulerer som dets ideal, er Folkemødet
altså ikke særligt succesfuldt.
Den demokratiske deltagelse er for deltagelsesdemokraterne ikke sikret med, at
borgerne præsenteres for prædefinerede politikker, hvor nøgternt og lødigt de så end
fremlægges. Når partier og organisationer, som analysen indikerer, ikke formår at
inddrage befolkningen i den politiske ideudvikling på Folkemødet, og ikke i praksis er
lydhøre overfor de ideer, ønsker eller krav, borgerne potentielt har med til Folkemødet,
er det svært at tale om deltagelsesdemokrati.
I forhold til det elitedemokratiske perspektiv på Folkemødet er det en forudsætning og
nødvendighed for deltagelsen, at befolkningen kender til de forskellige politikområder,
ved hvilke udfordringer samfundet står over for, og kender til de forskellige
professionelle politikeres standpunkter. Her lykkes Folkemødet faktisk, om end det ikke
er i det deltagelsesdemokratiske perspektiv, som ellers var meningen. Dog må der også i
det elitedemokratiske perspektiv siges at være problemer med graden af medialisering
og underholdning, fordi det kan komme til at overskygge den egentlig politiske
kommunikation. Men trods dette er der stadig mulighed for at overvære politisksubstantielle debatter. Folkemødet fremstår altså, hvis vi vurderer det i et
elitedemokratisk lys, langt mere positivt. Her er det endog meget fornuftigt med en
masse events, hvor borgerne ikke opfordres til at interagere med beslutningstagerne,
men snarere som et kritisk publikum direkte kan få syn for sagen og danne sig en
mening om de forskellige politikker og politikere. Ud fra dette ideal er borgernes rolle
nemlig, snarere end at skabe politikken udefra fra civilsamfundet og kanalisere den ind i
det politiske system, at kanalisere generel støtte i form af deres stemme ind i det
politiske system, således at de politiske beslutninger, der vedtages i det politiske
system, kan siges at være legitime.
Folkemødet honorerer således i langt højere grad de elitedemokratiske
deltagelseskriterier end de tilsvarende deltagelsesdemokratiske, hvorfor en betragtning
af Folkemødet som en politisk festival for eliten nok er det mest sandfærdige billede og
også her, at Folkemødet i høj grad finder sin styrke. Det halter med andre ord med den
folkelige inddragelse.
Side 168 af 186
Samtidig halter det også, hvad end vi anskuer Folkemødet i et elite- eller
deltagelsesdemokratisk perspektiv, med at skabe det frirum i dansk politik, som
Folkemødet påstås at skulle være, hvor man kan få lov at eksperimentere og tænke ud af
boksen. Dette skyldes ikke mindst ’Christiansborgkulturen’, som i det store og hele er
flyttet med til Allinge og præger folkemødedeltagelsen. I et deltagelsesdemokratisk
perspektiv er dette problematisk, fordi det indebærer, at ’det politiske maskinrum’
lukker sig om sig selv og bliver utilgængeligt for offentligheden, hvorfor den brede,
folkelige inddragelse i beslutningsprocessen forhindres. I et elitedemokratisk perspektiv
er det problematisk, fordi det let kan risikere at skævvride den politiske kommunikation
og formidling, hvorved man ikke kan være sikker på, at befolkningen på et oplyst
grundlag kanaliserer støtte ind i det politiske system.
Folkemødet er således tættere på at indfri de elitedemokratiske forventninger, hvorimod
det kniber med at forankre Folkemødet i den brede folkelige deltagelse. Som vi ser det
risikerer Folkemødet derfor i fremtiden at løbe ind i en legitimitetskrise, hvilket der
også, med fx Benny Engelbrechts kritik af arrangementet for at være for elitært, allerede
er begyndende tegn på. For at ruste sig imod en sådan krise, kan Folkemødet som
institution vælge at satse mere på den folkelige del, hvilket indbefatter, at der må
opstilles klarere og strengere retningslinjer for bl.a. mediernes tilstedeværelse,
arrangementers udførelse og de politiske partier og bevægelsers praksis på Folkemødet.
Men måske ville dette også medføre, at mange af de professionelle deltagere ikke
længere kunne se det fordelagtige i at deltage. Alternativt kunne man fra Folkemødets
side vælge at satse mere entydigt på den del, der rent faktisk fungerer, nemlig den
uformelle og uofficielle del, hvor eliterne mødes på tværs og i nye konstellationer. Det
vil imidlertid åbne op for yderligere kritik af arrangementet og af de politiske eliter for
at være ude af kontakt med befolkningen.
Det er altså forbundet med både fordele og ulemper at trække Folkemødet enten i en
mere elitær eller i en mere deltagelsesorienteret og egalitær retning. Eliten kan bruge
Folkemødet, som det er, til at mødes, netværke osv., og den del af befolkningen, der
tager derover, er glade og tilfredse med arrangementet som helhed. Derfor er det måske
netop i spændingsfeltet mellem de to idealer, at Folkemødet finder sin styrke.
Side 169 af 186
9.2 Folkemødets succes: et alternativt perspektiv på politisk
deltagelse
Selvom Folkemødet således ikke lever op til idealerne om bred inddragelse af
befolkningen, skaber det stadigvæk muligheden for at befolkningen kan tage kontakt til
beslutningstagerne. Afstanden mellem borgere og beslutningstagere er minimeret, og de
mindre interesseorganisationer har mulighed for at præge beslutningsprocessen.
Selvom Folkemødet altså ikke direkte formår at inkludere befolkningen i praksis i de
politiske processer, så formår det at skabe begejstring for det danske folkestyre. I den
forbindelse er det værd at gentage citatet fra Anne Kring:
”Det vidner om Danmarks styrke, at man kan være så tæt på politikerne, så jeg er
glad, når jeg kan stå i en fredagsbar, og så går den ene minister efter den anden
forbi mig. Og det, synes jeg, er positivt. Og på den måde kan man sige, at så er
der kortere fra borger til politikere, og så kan det være, at det styrker demokratiet,
fordi så føler jeg mere, at man kan ændre tingene” (Kring, interview).
Vi vil derfor foreslå, at selvom konklusionerne er ret entydige, og Folkemødet i praksis
bedst kan betragtes som en politikfestival for eliten, er det ikke nødvendigvis
problematisk. Det udstiller snarere, at en politisk festival, hvis primære deltagere er
samfundets professionelle beslutningstagere og borgere, der er mere end almindeligt
interesserede i politik, ikke kan sidestilles med den almindelige politik, og ikke
fyldestgørende kan forstås ud fra nogle abstrakte, demokratiske idealer.
Vi vil snarere foreslå, at man vurderer Folkemødet ud fra, hvad den faktisk leverer, se
tabel 5. Og her peger en undersøgelse (Dybdal, 2013) på, at Folkemødet skaber glæde
og begejstring ved det danske folkestyre. Faktisk siger 99 % af de adspurgte i denne
undersøgelse, at de vil anbefale andre at deltage. Det kan godt være, at Folkemødet ikke
lykkes med at kanalisere inputs fra sociale fællesskaber ind i det politiske system, men
måske lykkes det rent faktisk med at skabe et politisk fællesskab, baseret på tillid, som
ovenstående citat fra Anne Kring indikerer. Hvad Folkemødet dermed leverer, og hvor
den praktiske udfoldelse i form af en festival med underholdning og mere afslappede
adfærdsformer faktisk fungerer, er, at det måske kan få tingene til at glide lidt lettere i
dagligdagspolitikken, og at det måske kan imødekomme noget af den politikerlede, der
ulmer i samfundet. Desuden kan Folkemødet stille skarpt på nogle meget specifikke
Side 170 af 186
politikområder og dermed gøre politikken konkret og jordnær, frem for at basere den
politiske deltagelse på abstrakte begreber om generaliseret støtte til systemet,
identifikation med partier osv.
Elitedemokratisk,
liberalt perspektiv
Deltagelsen spiller kun
en marginal rolle
Deltagelsesdemokratisk,
republikansk perspektiv
Deltagelsen er en essentiel
del af demokratiet
Fokus på den politiske
elite
Fokus på borgerne
Deltagelse er
instrumentel og
løsningsorienteret
Deltagelsen er
løsningsorienteret men også
konstitutiv for de sociale
fællesskaber
Interesser er
individuelle/ tyndt
socialt fællesskab
Interesser er kollektive/ tykt
socialt fællesskab
Deltagelsen er
inputorienteret
Deltagelsen er
inputorienteret
Civilsamfundet sikrer
det politiske systems
legitimitet udefra-og-ind
Civilsamfundet sikrer det
politiske systems legitimitet
udefra-og-ind
Massiv deltagelse er
uønskværdigt
Massiv deltagelse er
ønskværdigt
Deltagelsen i praksis på
Folkemødet
På Folkemødet har borgerne
mulighed for at orientere sig om
mange forskellige politikker og
politikere, men de spiller ikke en
selvstændig og aktiv rolle
I praksis handler Folkemødet om den
politiske og samfundsmæssige elite
og i mindre grad om borgerne
Internt i eliten er deltagelsen
løsningsorienteret, mens
borgerinddragelsen på Folkemødet
faktisk er konstitutiv for et politisk og
ikke et socialt fællesskab, fordi den
skaber tillid til og begejstring for de
politiske og demokratiske
institutioner
Folkemødet indstifter/styrker snarere
et politisk fællesskab baseret på
politisk tillid og accept af en politisk
arbejdsdeling. Alle behøver dermed
ikke have de samme kompetencer,
men kan deltage i politikken, når de
kan og med hvad de kan.
Folkemødet handler ikke om inputs
udefra-og-ind til det politiske, men
snarere inputs, der opstår i det
politiske
På Folkemødet skabes legitimitet
igennem de konkrete møder, aftaler,
hensigtserklæringer etc., og ikke
igennem idealer om repræsentation af
interesser og/eller identiteter. Det
handler om at lave nogle ’gode’
politikker og opnå accept af dem
På Folkemødet er der mulighed for at
deltage i det, man som borger synes
er sjovt/interessant. Deltagelsen er
ønskværdig, men ikke for at sikre
repræsentation, men snarere for at få
politikken til lettere at ’synke ned’,
ved at skabe begejstring for og
opbakning til de demokratiske
institutioner og repræsentanter
Tabel 5. Folkemødedeltagelsens demokratiske potentiale
Side 171 af 186
I den forstand bidrager Folkemødet som politisk projekt til demokratiet ved at vise, at
politik faktisk kan levere varen og skabe begejstring omkring politik, hvorved det
politiske systems legitimitet snarere (eller i hvert fald også) skal findes i systemets
output, frem for kun i dets input. Dermed gendriver Folkemødet forfaldshypotesens
pessimistiske forestillinger om professionaliserings- og medialiseringstendensernes
udemokratiske konsekvenser: Folkemødet er et fælles, kreativt politisk projekt, der
skaber begejstring for demokrati med alle mulige forskellige virkemidler, og taget i
betragtning, at der med Folkemødet er tale om en festival, er underholdning et oplagt
virkemiddel.
Side 172 af 186
10 Litteratur Adcock, Robert og David Collier (2001). Measurement Validity: A Shared Standard for
Qualitative and Quantitative Research. I: American Political Science Review, vol. 95
(3), s. 529-546
Albæk, Erik (2004): Ekspertvælde?. I: Jørgen Goul Goul Andersen, Peter Munk
Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Lise Togeby og Signild Vallgårda (red): Den
demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels Forlag.
Albæk, Erik (2005): Eksperter kan være gode nok, men …Om fagkundskabens politiske
vilkår i dansk demokrati. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Allern, Elin H. & Karina Pedersen (2007): The Impact of Party Organisational Changes
on Democracy. I: West European Politics, Vol. 30, No. 1, s. 68-92, januar 2007
Altheide, David L. & Robert Snow (1979). Media Logic. London: SAGE Publications
Amnesty Internationals hjemmeside (2014). Medarbejdere.
http://www.amnesty.dk/employees/list
Arnsdorf, Elisabeth Haslund & Nina Birkkjær Delfour (2013, 7. juni): Folkemødet 2013
– i tal. Berlingske. http://www.b.dk/politiko/folkemoedet-2013-i-tal
Asp, Kent (1986). Mäktiga massmedier:Studier i politisk opinionsbildning. Stockholm:
Akademilitteratur
Asp, Kent, and Peter Esaiasson (1996). The Modernization of Swedish Campaigns:
Individualization, Professionalization, and Medialization. I: David L. Swanson and
Paolo Mancini (red): Politics, Media, and Modern Democracy: An International Study
of Innovations in Electoral Campaigning and Their Consequences. Westport, CT:
Praege
Bachrach, Peter (1967). The Theory of Democratic Elitism. Boston: Little, Brown and
Company
Bachrach, Peter (2010). Political Elites in a Democracy. New Brunswick: Transaction
Publishers
Bang, Henrik P. (2009). Yes we can': identity politics and project politics for a latemodern world. Urban Research & Practice, 2:2, s.117 - 137
Bang, Henrik (2009b). Political community: The blind spot of modern democratic
decision-making. British Politics, 2009, 4, s. 100–116.
Side 173 af 186
Bang, Henrik (2010). David Easton. København: Jurist- og økonomforbundets forlag
Barber, Benjamin (2003). Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age.
London: University of California Press
Bille, Lars (1997): Partier i forandring. En analyse af danske partiorganisationers
udvikling 1960-1995. Odense: Odense Universitetsforlag
Bille, Lars (1998). Partier og interesseorganisationer, i Karsten Ronit (red),
Interesseorganisationer i dansk politik, Kbh: Jurist- og Økonomforbundet.
Bille, Lars (2004): Den danske partimodels forfald. I Lars Bille & Jørgen Elklit (red).:
Partiernes medlemmer. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Binderkrantz, Anne Storkjær (2004). 'Hvordan interesseorganisationer får politisk
indflydelse. Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse blandt danske
interesseorganisationer',
http://www.campingraadet.dk/userfiles/pdf/hvordan_interesseorganisationer_fr_politisk
_indflydelse.pdf
Bischoff, Carina & Robert Klemmensen (2012). Fra spørgsmål til hyopteser. I Lotte
Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i
statskundskab (2. udgave). København.: Hans Reitzels Forlag.
Blumler, Jay og Dennis Kavanagh (1999). The Third Age of Political Communication:
Influences and Features. I: Political Communication, 16, s. 209-2223
Brants, Kees og Philip van Praag (2006): ”Signs of Media Logic: Half a Century of
Political Communication in the Netherlands”. I: Javnost – The Public, vol. 13 (1), s. 2540
Bryman, Alan (2004). Social research methods (2. udgave). New York: Oxford
University Press.
Bøgh Andersen, Lotte (2012). Forskningskriterier. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper
Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave),
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Bøgh Andersen, Lotte, Anne Storkjær Binderkrantz & Kasper Møller Hansen (2012).
Forskningsdesign. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert
Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave). Københanv: Hans Reitzels
Forlag.
Cunningham, Frank (2002). Theories of democracy a critical introduction. London:
Routledge
Side 174 af 186
Dahl, Robert A. (1961). Who Governs? Democracy and Power in an American City,
New Heaven: Yale University Press.
Dahl, Robert A. (1966). Pluralist Democracy in the United States: Conflict and
Consent. Chicago: Rand McNally & Company.
Dalton, Russell J. (2008). Citizenship Norms and the Expansion of Political
Participation, Political Studies, 56. årgang nr. 1, s. 76–98.
Doheny, Shane (2007). Responsibility and the Deliberative Citizen: Theorizing the
Acceptance of Individual and Citizenship Responsibilities. I: Citizenship Studies, Vol.
11, No. 4: 405–420.
Dybdal, Anders (2013). Folkmøde-analysen 2013.
http://www.andersdybdal.dk/SlidesFMA2013.pdf
Easton, David (1957). An Approach to the Analysis of Political Systems. World Politics,
no. 9.pp 383-400
Easton, David (1965). A Systems Analysis of Political Life. New York.: Wiley and Son.
Esmark, Anders og Mark Ørsten (2008): ”Media and Politics in Denmark”. I:
Communicating Politics: Political Communication in the Nordic Countries (eds.
Strömbäck et al). Göteborg: Nordicom. Pp. 25-44
Esmark, Anders & Eva Meyerhöffer (2012). Public Agenda Setting between Media
Logic and Political Logic. I: Barbara Pfetsch (red.): Political Communication Culture in
Western Europe. Attitudes of Political Actors and Journalists in Nine Countries. New
York: Palgrave Macmillan
Etzioni-Halevy, Eva (1993). The Elite Connection. Cambridge: Polity Press.
Engelbrecht, Benny (2012, 14. juni 2012). Folkemødet er en fest for lobbyister.
Politiken. http://politiken.dk/debat/ECE1655855/folkemoedet-er-en-fest-for-lobbyister/
Fadel, Ulla (2002): Christiansborg- og vælgervirkeligheden – to verdener i dansk
politik?. I Finn Sivert Nielsen & Inger Sjørslev (red).: Folket repræsentanter. Et
antropologisk blik på Folketinget. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Flyvbjerg, Bent (2010). Fem misforståelser om casestudiet. I: Svend Brinkmann & Lene
Tanggaard (red.): Kvalitative metoder: En grundbog, Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Folkemødets hjemmeside (2014a): Om Folkemødet.
http://www.brk.dk/folkemoedet/om_folkemoedet/sider/om_folkemoedet.aspx
Side 175 af 186
Folkemødets hjemmeside (2014b): Gode råd til arrangører.
http://www.brk.dk/folkemoedet/arrangoerer/sider/gode-r%C3%A5d-tilarrang%C3%B8rer.aspx
Folkemødets hjemmeside (2014c): Principper og koncept.
http://www.brk.dk/folkemoedet/om_folkemoedet/koncept/sider/forside.aspx
Folkemødets hjemmeside (2014d): Principper for events.
http://www.brk.dk/folkemoedet/arrangoerer/Sider/Principper-for-events2.aspx
Folkemødets hjemmeside (2014e): Sponsor.
http://www.brk.dk/folkemoedet/Documents/fm14_sponsor.pdf
Førsteliin, Ulf (2013): Folkemødet fra A – Å. Folkemødet – programavis 2013, s. 4-5
Gallagher, Michael, Michael Laver & Peter Mair (2006). Representative government in
modern Europe, 4. udg. Boston, MA: McGraw-Hill.
Gerring, John (2004). What is a case study and what is it good for?, American Political
Science Review, 98. årgang, nr. 2, s. 341–354.
Glynos, Jason & David Howarth (2007): Logics of Critical Explanation in Social and
Political Theory. London: Routledge
Goffman, Erving (1992). Vore rollespil i hverdagen. København: Hans Reitzels Forlag
Goul Andersen, Jørgen (2004). Folket og Eliterne. Om meningsdannelse på masse- og
eliteniveau. I Jørgen Goul Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck
Jørgensen, Lise Togeby og Signild Vallgårda (Red): Den demokratiske udfordring.
København: Hans Reitzels Forlag.
Gravengaard, Gitte (2010): Journalistik I praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur
Grosbøll, Winni (2011). En fest for Demokratiet. Folkemødet – programavis 2011. s. 2
Grosbøll, Winni (2013). Velkommen for tredje gang. Folkemødet – programavis 2013,
s. 2
Habermas, Jürgen (1997): Between Facts and Norms. Cambridge: Polity Press.
Habermas, Jürgen (2006). Political Communication in Media Society: Does Democracy
Still Enjoy an Epistemic Dimension? The Impact of Normative Theory on Empirical
Research. I: Communication Theory 16, s. 411–426.
Side 176 af 186
Hallin, Dan og Paolo Mancini (2004): Comparing Media Systems: Three Models of
Media and Politics. Cambridge: Cambridge University Press
Harrits, Gitte Sommer, Carsten Strømbæk & Bente Halkier (2012). Indsamling af
interviewdata. I Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen
(red.): Metoder i statskundskab (2. udgave). København: Hans Reitzels Forlag.
Hay, Colin (2007). Why We Hate Politics. Cambridge: Cambridge Polity Press.
Held, David (2006). Models of democracy, Cambridge, Malden, MA: Polity.
Hempler, Malene Trock (2013, 23. juni). Folkemødet. Berlingske.
http://www.b.dk/kommentarer/folkemoedet
Hernes, Gudmund (1978). Det mediavridde samfunn. I: Gudmund Hernes (red):
Forhandlingsøkonomi og blandadministrasjon. Oslo: Universitetsførlaget.
Hjarvard, Stig (2008): En verden af medier: Medialiseringen af politik, sprog, religion
og leg, Frederiksberg: Samfundslitteratur
Hobbes, Thomas (1985 [1651]), Leviathan. London: Penguin,
Højholdt, Lars Duvander & Karina Kosisara-Pedersen (2011): Forandrer Facebook
partiernes forhold til vælgerne?. I: Politik, Årg. 14, nr. 3 (2011) 1604-0058 Jakobsen, Mads Leth Felsager (2012). Kvalitativ analyse: Kodning. I: Lotte Bøgh
Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i
statskundskab (2. udgave), Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Joas, Hans (2003). War and Modernity. Cambridge: Polity
Katz, Richard S. & Peter Mair (1995): Changing Models of Party Organization and
Party Democracy: The emergence of the Cartel Party. I: Party Politics , 1995, 1:5
Katz, Richard S. & Peter Mair (2002): The Ascendancy of the Party in Public Office:
Party Organzational Change in Tewntieth-Century Democracies. I Richard Gunther,
José Ramón Motero & Juan J. Linz: Political Parties – Old concepts and New
Chanllenges. Oxford: Oxford University Press
Knudsen Tim (2007): Fra folkestyre til markedsdemokrati, dansk demokratihistorie
efter 1973. København: Akademisk Forlag
Knudsen, Tim (2009, 28. juli): Professionaliseret socialisme. Information.
http://www.information.dk/198638
Side 177 af 186
Konsulentbureauet Rud Pedersen Public Affairs Company A/S (2010). En danskudgave
af Almedalsveckan: Politikerfestival på Bornholm. http://dagsorden-og-referater.brk.dk
/bilag538175
Kosiara-Pedersen, Karina (2011): Forandres partimedlemskab af partiernes anvendelse
af politik marketing?. I Sigge Winther Nielsen (red.): Politisk marketing, personer,
partier & praksis. København: Karnov Group
Kosiara-Pedersen, Karina, Lars Bille & Hans Jørgen Nielsen (2012): From Membership
to Campaign Organizations? Organizational Change Within Danish Parties. I Jens
Blom-Hansen, Christoffer Green-Pedersen & Svend Erik Skaaning (red.): Democracy,
Elections and Political Parties. Aarhus: Politica
Kosiara-Pedersen, Karina (2013): Demokrati og Partimedlemskab. I Karina KosiaraPedersen, Gustav Nedergaard & Emil Lobe Suenson (red.): Statakundskab i Praksis –
Klassiske teorier og moderne problemer. København: Karnov Group
Kosiara-Pedersen, Karina & Helene Helbo Pedersen (2013). Partier og partisystemer. I:
Jørgen Christensen Grønnegård & Jørgen Andersen (red): Det demokratiske system.
København: Hans Reitzel.
Kuhn, Raymond og Erik Neveu (2002). Political Journalism: New Challenges, New
Practices, London: Routledge
‪Laclau, Ernest & ‪Chantal Mouffe (2001). Hegemony and Socialist Strategy: Towards a
Radical Democratic Politics. London: Verso
Landbrug & Fødevares hjemmeside (2014): Fødevareklyngens eksport slog rekord i
2013.
http://www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2014/April/Foedevareklyngens_eksport_slog_rekord
_i_2013.aspx#.U2n8O8fc018
Less-Marshment, Jennifer (2010): Global Political Marketing. I Jennifer LessMarchment, Jesper Strömbäck & Chris Rudd (red.): Global Political Marketing. New
York: Routledge
Lijphart, Arend (1999): Patterns of Democracy. Government Forms and Performance
in Thirty-Six Countries, New Haven: Yale University Press
Locke, John (2005). Two treatises of Government and a Letter Concerning Toleration.
Stilwell: Digireads.com Publishing,
Pettit, Philip (1999): Republicanism: A Theory of Freedom and Government, New
York: Oxford University Press
Side 178 af 186
Maarek, Philippe og Gadi Wolfsfeld (2003): Political Communication in a New Era,
London: Routledge
Mailand, Mikkel (2008). Corporatism in Denmark and Norway–yet another century of
Scandinavian corporatism, upubliceret. Copenhagen: Department of Sociology,
University of Copenhagen.
Mandag morgen (2011): Christiansborg skal inddrage borgerne
(https://www.mm.dk/christiansborg-skal-inddrage-borgerne)
Manin, Bernard (1997): The Principles of Representative Government, Cambridge:
Cambridge University Press
March, James G. & Johan P. Olsen (2006): "The Logic of Appropriateness", in Michael
Moran, Martin Rein, and Robert E. Goodin (eds.) The Oxford Handbook of Public
Policy. Oxford: Oxford University Press, pp. 689-708
Mazzolini, Gianpetro (1987): ”Media Logic and Party Logic in Campaign Coverage:
The Italian General Election of 1983”. I: European Journal of Communication 2. Pp.
81-103
Mazzolini, Gianpetro (1987): ”Media Logic and Party Logic in Campaign Coverage:
The Italian General Election of 1983”. I: European Journal of Communication 2. Pp.
81-103
Mazzolini, Gianpetro og Winfried Schulz (1999): Mediatization” of Politics: A
Challenge for Democracy?. I: Political Communication, vol. 16 (3). Pp. 247-261
Mazzolini, Gianpetro, Julianne Stewart og Bruce Horsfeld (2003): The Media and NeoPopulism: A Contemporary Comparative Analysis, Westport, CT.: Praeger
Mazzolini, Gianpetro (2007): Media Logic. I: Lynda Lee Kaid & Christina Holtz-Bacha
(red.): Encyclopedia of political communication. London: Sage
Meyrowitz, Joshua (1986). No Sense of Place. The Impact of Electronic Media on
Social Behavior. New York: Oxford University Press
Meyer, Thomas (2002). Media Democracy. How the Media Colonize Politics.
Cambridge: Polity Press
Mouffe, Chantal (2000). The Democratic Paradox. London: Verso.
Mouffe, Chantal (2002) For an Agonistic Public Sphere. Westerminister Research:
westminsterresearch.wmin.ac.uk:
Side 179 af 186
Munk Christiansen, Peter & Asbjørn Sonne Nørgaard (2004). Faste forhold – flygtige
forbindelser: Stat og interesseorganisationer i Danmark i det 20. århundrede. Aarhus:
Aarhus Universitetsforlag.
Negrine, Ralph (2008). The Transformation of Political Communication. Continuities
and Changes in Media and Politics. Palgrave Macmillan: New York
Nielsen, Sigge Winther (2009): Politisk Marketing – Hvad skal det nytte?. I: Tidsskriftet
Politik, 12 (2), pp. 69-81
Norris, Pippa (2000). A Virtuous Circle. Political Communications in Postindustrial
Societies, Cambrigde: Cambridge University Press:
Ranciere, Jacques (2006). The Politics of Aesthetics. Bloomsbury: Academic
Panebianco, Angelo (1988). Political parties, organization and power. Cambridgde:
Cambridge University Press Radius Kommunikation (2014): Danskerne har tillid til ordensmagt.
http://www.radiuskommunikation.dk/nyheder/danskerne-har-tillid-tilordensmagten.aspx Pateman, Carole (1970): Participation and Democratic Theory. Cambridge: Cambridge
University Press
‪Pharr, Susan J. & Robert D. Putnam (2000). Disaffected Democracies: What's
Troubling the Trilateral Countries?. Princeton: Princeton University Press
Putnam, Robert D. (1993): Making Democracy Work. Princeton: Princeton University
Press
Putnam, Robert D. (2000): Bowling alone. New York: Simon & Schuster Paperbacks
Putnam, Robert D. & Kristin A. Gross (2002). Introduction. I: Robert D. Putnam (red):
Democracies in Flux. Oxford: Oxford University Press
Rodgers, Mette (2011, 28. september). Populistiske partier vinder frem, når politik
bliver for glat. Information. http://www.information.dk/280429
Politiken Plus (2014): DM i Debat.
http://plus.politiken.dk/ARRANGEMENTER/Oevrige_arrangementer/DM_i_debat%28
26307%29.aspx?ref=PlusZonenIByen
Side 180 af 186
Ronit, Karsten (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og
problemstillinger, i Karsten Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk politik, 1.
udgave, 1. oplag Kbh: Jurist- og Økonomforbundet.
Rousseau, Jean Jacques (2010). The Social Contract. New York: Hafner Press
Sandel, Michael J. (1996). Democracy’s Discontent America in Search of a Public
Philosophy Cambridge: Harvard University Press
Seawright, Jason & John Gerring (2008). Case Selection Techniques in Case Study
Research: A Menu of Qualitative and Quantitative Options. Political Research
Quarterly, 61. årgang nr. 2, s. 294–308.
Schumpeter, Joseph (1956). Capitalism, Socialism and Democracy. New York: Harper
and Row
Sennov, Sacha (2013, 13. juni): Folkemødet er en lukket fest for Twitter-eliten.
Politiken. http://politiken.dk/indland/politik/ECE1996368/folkemoedet-er-en-lukketfest-for-twitter-eliten/
Skadhede, Jørgen (2014, 6. januar): Tilliden til politikerne styrtdykker. På: Altinget.dk
http://www.altinget.dk/artikel/tilliden-til-politikerne-styrtdykker
Steen, Jens Jonatan Berlingske (2011, 19. juni): Teknokraternes Roskilde Festival.
Berlingske. http://www.b.dk/kommentarer/teknokraternes-roskilde-festival
Stoker, Gerry (2006). Why Politics Matters. Houndmills, Basingstoke: Palgrave
Macmillan.
Street, John (2005). Politics Lost, Politics Transformed, Politics Colonised? Theories of
the Impact of Mass Media. I: Political Studies Review, 2005 vol. 3 pp. 17-33
Strömbäck, Jesper (2005): In Search of a Standard: four models of democracy and their
normative implications for journalism. I: Journalism Studies, Volume 6, Number 3,
2005, pp. 331-345
Strömbäck, Jesper (2008). Four Phases of Mediatization: An Analysis of the
Mediatization of Politics. I: The International Journal of Press/Politics, 2008 vol. 13 nr.
3
Schmitter, Philippe C. (1974). Still the Century of Corporatism?. The Review of
Politics, 36. årgang nr. 1.
Strömbäck, Jesper (2004): In Search of a Standard: four models of democracy and their
Side 181 af 186
normative implications for journalism I: Journalism Studies, Volume 6, Number 3,
2005, pp. 331_345
Strömbäck, Jesper (2008): Four Phases of Mediatization. I: Press/Politics 13(3), s. 228246
Strömbäck, Jesper, Mark Ørsten og Toril Aalberg (2008). Political Communication in
the Nordic Countries. An Introduction, I: Jesper Störmbäck, Mark Ørsten & Toril
Aalberg: Communicating Politics: Political Communication in the Nordic Countries.
Göteborg: Nordicom.
Søllinge, Jette Drachmann (1999): Historien om den politiske journalistik. I: Erik Meier
Carlsen, Ove Kaj Pedersen & Peter Kjær: Magt og fortælling. Århus: Ajour.
Tanggaard, Lene & Svend Brinkmann (2010). Kvalitet i kvalitative analyzer. I Svend
Brinkmann & Lene Tanggaard (red.): Kvalitative metoder: En grundbog. København:
Hans Reitzels Forlag.
Thorsen, Mark Arne (2008): Professionelle partier? – analyse af professionaliseringen
af de danske partiorganisationer 1995. Speciale, Institut for Statskundskab,
Københavns Universitet.
Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck
Jørgensen, Signild Vallgårda (2004a): Magt og Demokrati i Danmark –
Hovedresultater fra Magtudredningen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck
Jørgensen, Signild Vallgårda (2004b): Demokratiske udfordringer. Kort udgave af
magtudredningen hovedresultater. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Truman, Davis B. (1951). The Governmental Process. Political Interests and the Public
Opinion, New York: Alfred A. Knopf.
URK’s hjemmeside (2014). Organisation. http://www.urk.dk/hvem-er-vi/organisation/
Vestergaard, Nikoline (2013, 13. juni): Kritik: Folkemødet er ikke folkeligt. DR
Nyheder. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/06/13/090409.htm
Villa, Dana (2000). The Cambridge Companion to Hannah Arendt. Cambridge
University Press
Voss, Michael (2013): Ny pris til den lyttende politiker. Folkemødet 2013 –
programavis, s. 6
Side 182 af 186
10.1 Interviews Christensen, Tom (2014, 3. februar). Interview.
Fauholdt-Löfvall, Peter (2014, 14. januar). Interview.
Groth-Michelsen, Louise & Lena Schenk (2014, 15. januar). Interview.
Kring, Anne (2014, 28. januar). Interview.
Kofoed, Jeppe (2014, 27. januar). Interview.
Mikkelsen, Leif (2014, 6. januar). Interview.
Nepper, Alexander (2013, 12. december). Interview
Olsen, Joachim B. (2014, 17. januar). Interview.
Panum Jensen, Anders (2013, 18. december). Interview.
Westermann, Peter (2014, 16. januar). Interview.
Winther, Bent (2014, 13. januar). Interview.
Side 183 af 186
11 Bilag 1: Interviewguide Underspørgsmål
Undersøgelsess Baggrunds
Hovedspør
Systematisere
pørgsmål
koncept
gsmål
t koncept
Hvordan
Interessevar
Kan du
Praksisser for
Hvordan forsøgte I at
foregår
etagelse på
forklare,
interessevareta
positionere jer politisk
interessevaretag Folkemødet
hvordan I
gelse
på Folkemødet?
else på
lavede
Folkemødet og
lobbyarbejd
udfordrer det de
e på
normale
Folkemødet
styrkeforhold
og hvem det
interesserne
rettede sig
imellem?
imod?
- Hvilken kontakt
havde I med politikere,
andre
interesseorganisatione
r, medier, borgere?
Styrkeforhold
Hvordan kan I mærke,
mellem
at I er en stor/lille
interesseorgani
organisation på
sationer
Folkemødet.
Adskiller det sig fra
hverdagen og er det
lettere eller sværere at
gøre sig gældende?
Er Folkemødet en stor
post i jeres budget?
I hvor høj grad
Partiernes
Kan du med Etablering af
Søgte I at inddrage
er partiernes
deltagelse
så mange
kanal for
partimedlemmer/vælge
deltagelse og
og
ord som
politiske
rbefolkningen i
aktiviteter på
aktiviteter
muligt
deltagelse
partiaktiviteter på
Folkemødet var
på
beskrive
præget af
Folkemødet
hvorfor du
professionaliser
og du dit
Folkemødet?
-
Hvorfor:
Side 184 af 186
ing?
Partiernes
parti deltog
Etablering af
Indflydelse,
deltagelse
på
kanal for
mobilisering,
og
Folkemødet
politiske
socialisering
aktiviteter
og hvad
deltagelse
på
du/I lavede
Folkemødet
der ovre?
Hvordan var
partiaktiviteter
organiseret?
-
Fra centralt
hold, lokalt, af
medlemmer.
Artikulering
Var der på
og aggregering
Folkemødet fokus på
af interesser
komme i dialog med
’almindelige
borgere’?
-
Interesser,
præferencer,
behov
Formulering af
Deltog du/I i
politik
formuleringen af
politik på
Folkemødet?
-
Hvem blev
inddraget?
-
Hvad var
indholdet?
Kan den
Medialiseri
Kan du med Eventets
Hvad var jeres formål
politiske
ng af
så mange
strategiske
med at afholde events
deltagelse på
Folkemødet
ord som
formål og
på Folkemødet?
Side 185 af 186
Folkemødet
Medialiseri
muligt
praktiske
siges at være
ng af
beskrive,
udformning
tilpasset
Folkemødet
hvorfor og
Hvordan så events’ne
så ud i praksis?
mediernes
hvordan I
imperativer,
arrangered
Kommunikatio
Hvordan oplevede du
eller er den
e/deltog i
nsformen i
forholdet mellem de
snarere styret af
events på
praksis til
forskellige deltagere
en
Folkemødet
events’ne
til events’ne og
underlæggende
?
hvordan talte
politisk logik?
deltagerne til
hinanden?
-
Konflikt/konse
nsus?
Deltagernes
Hvad oplevede du, var
roller i
de vigtigste
events’ne
trækplastre til
events’ne?
-
Politik,
underholdning,
kendisser etc.
Hvordan optrådte
deltagerne til
events’ne?
-
Holdt fokus på
politiske
temaer,
underholdte.
Side 186 af 186

iPad vejledning.pdf

Transcription

Similar documents

Filadelfia var på Folkemødet

Læs artiklen - Svøm for Liv og Lunger

Morten Pilegaard

Hent pdf - Politica

HBC træbetonskruer, rustfri – indfarvede skruer i farver

""MR. WHZB"" DV 5615-04

Huneborg Voldsted