Fokus på farlige stoffer – alle 99

Transcription

Fokus på farlige stoffer – alle 99
Copyright: www.NIPSECT.dk
Fokus på farlige stoffer i arbejdsmiljøet
Denne digitale samling består af 92 fokusartikler offentliggjort første gang i tidsskriftet ”Arbejdsmiljø”
i årene 1986-2004 og 7 artikelmanus, der ikke nåede at blive udgivet, da artikelserien blev stoppet i
2004.
De første 68 artikler blev opdateret i 1996 og udgivet i et ringbind til ABF abonnenter. En digital
version med de første 88 opdaterede artikler blev udgivet som CD af ABF i 2003. Senere blev 4 artikler
udgivet i Arbejdsmiljø.
Artiklerne er udarbejdet af Allan Astrup Jensen i nogle få tilfælde med hjælp af kollegaer fra
Arbejdsmiljøinstituttet. Samlingen, der bortset fra trykfejl og lignende er uredigeret siden 2004, blev
lagt på www.nipsect.dk i november 2015.
Selvom der er gået 11 år, så er artiklerne fagligt set relativt tidsvarende. Der er siden dog kommet
væsentlig ny viden om nogle stoffer, fx bisphenol A. Værre er, at der er anvendt det gamle EU
klassificerings- og mærkningssystem, som nyligt er blevet erstattet af det globale CLP-system.
Information om dette nye system findes på www.mst.dk og www.echa.europa.eu.
INDHOLD
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
15.
16.
17.
Benzen
Methylenchlorid
Hexan
Styren
Trichlorethylen
Perchlorethylen
Diisocyanater
Acrylonitril
Butadien
Formaldehyd
Hydrazin
Chlormyresyreestere
Acetaldehyd
Chrom
Trichlorethan
Toluen
NTA
Side
3
6
10
13
16
20
23
31
33
36
42
47
50
53
63
66
69
18.
19.
20.
21.
22.
23.
24.
25.
26.
27.
28.
19.
30.
31.
32.
33.
34.
Dimethylformamid
Methylethylketon
Chloroform
Acetone
Methylisobutylketon
Diacetonealkohol
Dichlofluanid
Chlorfluorcarboner
Atrazin og Simazin
Kerb og Roundup
Xylener
Dioxan
Phenol
Ethylacetat
Phthalater
Methanol
Naphthalen
Side
72
76
78
81
84
87
89
91
98
102
106
111
114
117
120
128
131
1
Copyright: www.NIPSECT.dk
35.
36.
37.
38.
39.
40.
41.
42.
43.
44.
45.
46.
47.
48.
49.
50.
51.
52.
53.
54.
55.
56.
57.
58.
59.
60.
61.
62.
63.
64.
65.
66.
67.
68.
Glycoler
Glycolethere
Acrylamid
Vinylacetat
Hydroquinon
Ethylenoxid
Propylenoxid
Dimethylsulfoxid
Isophoron
Heptan
Diethylether
Acetonitril
Pyridin
Tetrahydrofuran
Nitrobenzen
Anilin
Carbondisulfid
Propylalkoholer
Butylalkoholer
Epichlorhydrin
Acrolein
Ammoniak
Glutaraldehyd
Cyclohexanoner
Propylacetater
Ethanolaminer
Butylacetater
Allylalkohol
Piperazin
N-Methylpyrrolidon
Isopren
Chloropren
Methylchlorid
Cycloalkaner
134
138
149
153
156
160
163
166
169
171
174
176
178
181
183
185
188
191
194
198
201
203
206
209
213
215
223
226
228
231
233
235
237
240
69.
70.
71.
72.
73.
74.
75.
76.
77.
78.
79.
80.
81.
82.
83.
84.
85.
86.
87.
88.
89.
90.
91.
92.
93.
94.
95.
96.
97.
98.
99.
Cresoler
Methyl-tert-butylether
Myresyre
Limonen
Nitrogenoxider
Morpholin
Furan og derivater
Cyclohexanoler
Benzylalkohol og estere
Cumen
Carbonoxider
Phosphorchlorider
Svovldioxid
Catechol og resorcinol
Chlor
Borsyre og borforbindelser
Bisphenol A
Decalin
Hydrogensulfid
Phosgen
Organiske tinforbindelser
Propylencarbonat
Benzylchlorid
og beslægtede stoffer
Dimethylsulfat
Ozon
Phosphin
Cyanider
Nitroalkaner
Nonylphenol
og beslægtede stoffer
Phenylendiaminer
Acetylacetone
244
247
250
253
256
261
265
268
271
273
280
285
288
292
295
303
310
313
316
320
322
333
335
338
340
343
349
353
358
362
370
2
Copyright: www.NIPSECT.dk
1.
Benzen
Benzen hører til gruppen af organiske opløsningsmidler, og det fremtræder som en klar, farveløs,
letfordampelig og brændbar væske med en karakteristisk, aromatisk lugt. Benzen er næsten uopløselig i
vand, men blandbar med de fleste andre organiske opløsningsmidler.
Benzen er et carbonhydrid (kulbrinte) opbygget som en flad, seksleddet ringstruktur med tre
dobbeltbindinger. Det er det simpleste af de såkaldte “aromatiske” carbonhydrider, som har en speciel
stabilitet på grund af, at dobbeltbindingernes elektroner er delokaliseret over og under ringen.
Benzen er et af de teknisk set mest vigtige kemikalier med en årlig verdensproduktion på omkring 15
millioner tons.
Historie
Benzen blev første gang isoleret ved destillation af stenkulstjære i 1845 af den tyske kemiker Hofmann.
Det blev hurtigt et meget anvendt opløsningsmiddel til tekniske produkter og til tøjrensning samt som
udgangsstof for fremstilling af et utal af andre stoffer.
Allerede i forrige århundrede blev beskrevet alvorlige forgiftninger med skade på bl.a. knoglemarv
samt dødsfald. På den baggrund blev der i USA i 1920’erne indført de første
anvendelsesbegrænsninger for benzen. Trods dette voksede forbruget af benzen støt. Stoffet var nemlig
velegnet til mange formål. På grund af flygtigheden fik benzen f.eks. i 30’erne stor betydning som
opløsningsmiddel i sværte til de nye hurtige trykpresser.
Det er ikke mange år siden, at det var almindeligt i husholdninger at have en flaske stenkulsnafta
stående til at fjerne fedtpletter og lignende. I de seneste år er benzens betydning som teknisk
opløsningsmiddel blevet stærkt reduceret, og der blev kun anvendt 100 kg ren benzen i 1999 i
Danmark.
Nyere anvendelsesområder
Benzen har fortsat en stor betydning som udgangsmateriale til fremstilling af andre vigtige
grundkemikalier, f.eks. styren (Fokus nr. 4), phenol (Fokus nr. 30), anilin (Fokus nr. 50), cumen
(Fokus nr. 78) og cyclohexan (Fokus nr. 68), som derefter anvendes til fremstilling af plast,
kunststoffer, farver, bekæmpelsesmidler, lægemidler, vaskemidler og meget andet. Fremstilling af disse
grundkemikalier i stor skala finder ikke sted i Danmark, men til synteser bruges dog 0,5 tons benzen
årligt.
Benzen kan derudover dannes som biprodukt ved kemiske processer som f.eks. diazoteringsreaktioner
eller ved støberiprocesser. En mulig forekomst er desuden i visse skibsmalinger, som kan indeholde
nogle få procent benzen. Benzen forekom i 1987 ifølge Produktregistret i næsten 500 forskellige
produkter som opløsningsmiddel eller urenhed. Salg af produkter med mere end 0,1% benzen – bortset
fra motorbenzin – er nu forbudt.
3
Copyright: www.NIPSECT.dk
I motorbenzin
Benzen fremstilles nu ved termisk sønderdeling (cracking) af jordolie, hvori det i øvrigt er naturligt
forekommende. Den vigtigste forekomst i arbejdsmiljøet er som bestanddel af motorbenzin.
Benzenindholdet udgjorde tidligere typisk mellem 2 og 6%, men nu til dags er koncentrationen mindre
end 1%. Det har været hævdet, at blyfri benzin indeholder mere benzen, men det passer normalt ikke. I
alt forekom i 1989 115.000 tons benzen i det årlige forbrug af motorbenzin i Danmark. Det er dermed
det stof på Arbejdstilsynets Liste over Kræftfremkaldende Stoffer, som forekommer i størst mængde i
det danske arbejdsmiljø.
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler blev benzen anvendt i 36-40
virksomheder ud af 434 undersøgte. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse
blev benzen i 1989 anvendt i en mængde på 20 tons i 126 produkter, og der var 41.000 eksponeringer
for benzen. Udsatte for benzen vil fortrinsvis være personer beskæftiget med fremstilling og
distribution af olieprodukter samt mekanikere og chauffører. Det er tidligere blevet anslået, at omkring
2 millioner mennesker i USA er erhvervsmæssigt udsat for stoffet.
Arbejdstilsynet har i 1983-87 foretaget 70 målinger af benzen i arbejdsluften. Den daværende
grænseværdi på 5 ppm var overskredet i nogle få målinger fra træ- og møbelindustri samt ved
autoreparationer.
Trænger gennem huden
Benzen optages let i den menneskelige organisme gennem hud, lunger og fra mave-tarm kanalen, og
det kan hurtigt måles i blodet. Benzen har hudnotation (H) i Arbejdstilsynets Grænseværdiliste, og i
mange praktiske tilfælde vil hudoptagelsen være af større betydning end indånding af dampe. Således
viste en finsk undersøgelse af motormekanikere, at 80% af belastningen for benzen kom igennem
huden. På grund af benzens affedtende virkning virker det desuden irriterende på hud og slimhinder.
Det meste benzen udskilles igen uændret med udåndingsluften eller omdannes til phenolderivater, bl.a.
hydroquinon (Fokus nr. 39), som udskilles i urinen. Overskuddet deponeres i fedtvæv og knoglemarv.
Nerveskadende
Som andre organiske opløsningsmidler virker benzen på det centrale nervesystem. Symptomerne kan,
afhængig af udsættelsens størrelse og varighed, være hovedpine, træthed, irritabilitet, svimmelhed,
kvalme eller åndenød, som ved en meget massiv udsættelse kan overgå til kramper, bevidstløshed og
død. En sådan udsættelse kan f.eks. forekomme ved rengøring inden i tanke uden anvendelse af
tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr. Arbejdsmiljøinstituttet anser benzen for et stof, der medfører en stor
risiko for bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Fosterskadende
I dyreforsøg nedsætter benzen formeringsevnen og er skyld i fosterskader og fosterdød.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer derfor stoffet som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (gruppe
1L).
4
Copyright: www.NIPSECT.dk
Skader på knoglemarven
Det, der adskiller benzen fra andre opløsningsmidler – herunder det nærtbeslægtede toluen – er stoffets
skadevirkninger på den bloddannende knoglemarv, som er konstateret efter længere tids
erhvervsmæssig udsættelse for benzen. Skaderne på knoglemarven kan have forskellige grader. I milde
tilfælde ses blodmangel, som ved ophør af udsættelsen for benzen udbedres. I mere svære tilfælde kan
der ske en vedvarende destruktion af knoglemarven, som medfører døden.
Skotøjsarbejdere har været en særlig udsat gruppe, fordi benzen tidligere var meget anvendt i lime til
skosåler. I Italien og Tyrkiet er der gennem årene i denne branche registreret flere hundrede dødsfald
forårsaget af benzen.
Risiko for leukæmi
Langtidsudsættelse for benzen kan endvidere forårsage akut eller kronisk leukæmi (blod- og
lymfekræft), hvoraf der årligt i Danmark konstateres omkring 1.200 nye tilfælde. Sammenhængen
mellem benzen og leukæmi blev påvist første gang i 1928, men det tog sin tid, inden det blev
almindelig anerkendt. En af de nyere undersøgelser fra Sverige viste en forøget sygelighed af leukæmi
blandt tankpassere. Efterhånden er benzen et af de bedst dokumenterede kræftfremkaldende stoffer i
mennesker.
Det er beregnet, at et helt arbejdslivs udsættelse for den tidligere danske grænseværdi på 5 ppm benzen
i luften ville resultere i dødsfald af leukæmi hos omkring 5% af de benzenudsatte arbejdere. Dette er
baggrunden for, at grænseværdien i Danmark i 1996 blev nedsat fra 5 til 0,5 ppm. En helt ny vurdering
af risikoen for leukæmi fra benzenudsættelse konkluderer, at en kumuleret udsættelse på under 200
ppm-år ikke øger kræftrisikoen, mens risikoen stiger drastisk, når udsættelsen er over 200 ppm-år.
Undersøgelser har ligeledes afsløret en dosis-afhængig tendens til chromosomforandringer i
lymfeceller hos arbejdere udsat for under 10 ppm benzen. Sådanne ændringer kan være medvirkende til
udviklingen af leukæmi. Mange laboratorieundersøgelser har desuden vist, at benzen kan skade
arveanlæg.
Andre kræftformer
Benzen er et af de få stoffer, hvis kræftfremkaldende effekt blev påvist i mennesker før end det blev
påvist i dyr. Først indenfor de sidste 15 år har det vist sig, at benzen i dyreforsøg kan fremkalde
leukæmi og ondartede svulster i et stort antal organer bl.a. i øre, næse, mundhule, lever, og mave.
I undersøgelser af benzenudsatte menneskers sygelighed har man koncentreret sig mest om leukæmi,
men det er sandsynligt, at udsættelse for benzen også kan fremkalde andre kræftformer. I en nyere
arbejdsmiljøundersøgelse fra Kina fandt man, udover leukæmi, forøget lunge-, lever- og mavekræft.
Sikkert kræftfremkaldende
Benzen er et af de få rene kemikalier som det internationale kræftforskningsinstitut IARC klassificerer
5
Copyright: www.NIPSECT.dk
som sikkert kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 1), og det er naturligvis opført på Arbejdstilsynets
Kræftliste.
Benzen er et af de farligste stoffer overhovedet. Det har så mange alvorlige skadevirkninger, at det ikke
burde forekomme i arbejdsmiljøet. Desværre betyder det uundgåelige indhold i motorbenzin, at vi ikke
slipper helt for det.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 20. Benzen. Arbete och Hälsa 1981:
11.
2. IPCS Environmental Health Criteria 150: Benzene. Geneva: WHO, 1993.
3. Infante PF. Benzene and Leukemia: The 0.1 ppm ACGIH Proposed Threshold Limit Value for
Benzene. Appl Occup Environ Hyg 1992; 7: 253-262.
4. Neumeier G. Occupational Exposure Limits. Criteria Document for Benzene. EUR 14491.
Luxembourg: CEC, 1993.
5. Carcinogenic Effects of Benzene: An Update. EPA/600/P-97/00F. Washington DC: USEPA,
1998.
BENZEN
Synonymer: Benzol, cyclohexatrien, stenkulsnafta, benzene (engl). CAS nr. 71-43-2. EU nr. 601-020-00-8. EINECS nr.
200-753-7. RTECS nr. CY1400000. UN nr. 1114. Bruttoformel: C6H6. Molvægt: 78,11. Smeltepunkt: 5,5°C. Kogepunkt
(1 atm): 80°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8765 (vand=1). Damptryk (20°C): 81 mm Hg (10,8 kPa).
Mætningskoncentration (25°C): 143.000 ppm. Relativ damptæthed: 2,77 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 6,91
(nBuAc=1). Opløselighed i vand (20°C): 1,78 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,13. Brydningsindeks (n20/D): 1,5011.
Flammepunkt (cc): -11°C. Selvantændelsestemperatur: 580°C. Eksplosionsgrænse: 1,2-7,8 vol%. Lugtgrænse: 1-5
4h
3
ppm. LD50(o,r): 930 mg/kg. LC50(ihl,r): 13.700 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,19 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 0,5 ppm HK (1,6 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), giftig (T),
Carc1. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), meget brandfarlig (R11), også giftig: alvorlig sundhedsfare ved
længere tids påvirkning ved indånding, hudkontakt og indtagelse (R48/23/24/25). Sikkerhedsforskrifter: Ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå enhver
kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
2.
Methylenchlorid
Methylenchlorid er en let flygtig, farveløs væske med en sødlig lugt. Stoffet hører til gruppen af
chlorholdige opløsningsmidler, og det har stor teknisk betydning, hvad man kan se af, at den årlige
verdensproduktion tidligere er anslået til omkring 500.000 tons. I årene 1995-99 var forbruget i
Vesteuropa 140-150.000 tons årligt.
Giftgas ved ophedning
Methylenchlorid er ikke brandbar, men ved kontakt med åben ild eller hede genstande kan stoffet –
ligesom andre chlorholdige opløsningsmidler – nedbrydes til phosgen, der er en meget giftig gas. Der
findes i litteraturen flere eksempler på, at anvendelse af methylenchlorid i lukkede rum opvarmet med
6
Copyright: www.NIPSECT.dk
petroleumsovn, har resulteret i dødelige forgiftninger med phosgen.
Anvendelsesområder
Methylenchlorid anvendes som ekstraktions- og opløsningsmiddel i kemiske laboratorier. Videre
anvendes det til hurtigttørrende lime og lakker. Mere speciel er anvendelsen ved fremstilling af
printplader til elektronik eller til afvaskning af offset trykkemaskiner. Det lave kogepunkt gør, at
methylenchlorid i stort omfang anvendes i fødevareindustrien til ekstraktion af varmefølsomme
produkter. Størst betydning har her anvendelsen til at udtrække caffein fra kaffebønner.
Malingfjerner
En meget vigtig anvendelse af methylenchlorid er til fjernelse af uønsket maling og lak, herunder
graffiti. Den anvendte koncentration af methylenchlorid i sådanne produkter er sædvanligvis meget høj
(>70 %). Teknisk methylenchlorid indeholder små mængder af stabilisatorer, der kan være phenoler,
aminer, dioxan (Fokus nr. 29) og nitromethan.
Aerosolbeholdere
Methylenchlorid har haft voksende betydning som erstatning for de for ozonlaget skadende
chlorfluorcarboner (CFC) (Fokus nr. 25), f.eks. som blæsemiddel til fremstilling af skumplast eller som
opløsningsmiddel i aerosolbeholdere (spraydåser). Denne anvendelse af methylenchlorid i
aerosolbeholdere er forbudt i Danmark, men ikke i EU, og i 1985 brugte de danske myndigheder EUdirektivets sikkerhedsklausul til at fastholde forbudet.
Eksponering
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler blev methylenchlorid anvendt i 2630 virksomheder ud af 434. Arbejdstilsynet har i årene 1983-87 foretaget 863 arbejdspladsmålinger af
methylenchlorid. I 7% af målingerne var grænseværdien overskredet. Baggrunden for dette er bl.a.
stoffets lave flygtighed.
Der er divergerende tal for det danske forbrug af methylenchlorid i 1980’erne, som ifølge Danmarks
Statistik var omkring 1200 tons. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse af kræftrisikable stoffer i
Danmark var forbruget af methylenchlorid i 1989 2.300 tons, mens samme Instituts
Kemikalieforbrugsundersøgelse anslår forbruget i 1989 til 1.700 tons methylenchlorid i 64 produkter.
Forbruget er siden gradvist faldet, og i 1999 var nettoimporten af ren methylenchlorid kommet ned på
163 tons. Derudover importeres en vis mængde methylenchlorid i færdigprodukter. Dette kan også ses
af, at i Produktregistrets nyeste opgørelser fra 1999 forekommer ca. 500 tons methylenchlorid i ca. 100
forskellige produkter.
I USA blev det skønnet, at 2,5 millioner arbejdere i 1980’erne var udsat for methylenchlorid. Dette var
i overensstemmelse med Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse, hvor der var 27.000
eksponeringer for stoffet.
7
Copyright: www.NIPSECT.dk
Sundhedseffekter
Methylenchlorid regnes almindeligvis for et af de mindst giftige chlorholdige opløsningsmidler.
Alligevel virker det på grund af de affedtende egenskaber mildt irriterende ved kontakt med hud- eller
slimhinder. Man skal dog være opmærksom på, at f.eks. produkter til fjernelse af maling og lignende
udover methylenchlorid ofte indeholder stærkt basiske stoffer, hvad der medfører, at produktet kan
virke meget stærkt irriterende eller ætsende, specielt i øjne.
Methylenchlorid optages let gennem hud, lunger og fra mave-tarm kanalen og fordeles til lever, nyre
og hjerne. Det er målt i fedtvævet og brystmælk. Den vigtigste udskillelsesvej er fra lungerne med
udåndingsluften.
Nerve- og leverskader
Centralnervesystemet påvirkes af methylenchlorid. Udsættelse for lave koncentrationer kan virke
stimulerende, mens højere koncentrationer (>300 ppm) eller længerevarende lav udsættelse kan
resultere i hovedpine, træthed, appetitløshed, koncentrationsvanskeligheder, glemsomhed,
søvnforstyrrelser, nedtrykthed, hallucinationer, irritabilitet eller eventuelt bevidstløshed og død.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer methylenchlorid som et stof, der medfører stor risiko for varige
og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Methylenchlorid har en skadelig virkning på leveren – dog mindre end flere andre chlorholdige
opløsningsmidler. Nyere undersøgelser på forsøgsdyr tyder imidlertid på, at effekten på leveren er
værre end tidligere antaget. Samtidig udsættelse for alkohol øger giftigheden.
Nedbrydning til carbonmonoxid
I en række tilfælde har anvendelse af malingfjernere og lignende produkter med indhold af
methylenchlorid resulteret i pludselige dødsfald blandt brugere, der havde hjerte-kar sygdom.
Hjertepatienter anses for særlig følsomme overfor udsættelse for methylenchlorid, idet stoffet i kroppen
nedbrydes til carbonmonoxid (kulilte), som går i forbindelse med blodfarvestoffet hæmoglobin, og
derved kan belaste hjerte-kar systemet.
For meget carbonmonoxid i blodet er også et alvorligt problem for gravide, fordi fostret kan få for lidt
oxygen (ilt). Især sidst i graviditeten er fostret følsomt for oxygen-mangel, og det kan bl.a. forårsage
skader på hjernen. Samtidig tobaksrygning eller fysisk arbejde øger indholdet af carbonmonoxid i
blodet. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer methylenchlorid som mistænkt reproduktionsskadende ved
middel dosisniveau (Gruppe 2M).
Kræftrisiko
De mulige langtidsvirkninger af methylenchlorid har været meget diskuteret i de senere år. Det har vist
sig, at stoffet virker svagt mutagent (ændrer cellernes arveanlæg) i visse laboratorie-testsystemer, bl.a. i
den såkaldte Ames-test med Salmonella bakterier.
8
Copyright: www.NIPSECT.dk
Med hensyn til kræftrisikoen, så har man i en række år vidst, at rotter, der inhalerer methylenchlorid
(500-1000 ppm) hele deres levetid, efterhånden udvikler godartede brystknuder. Undersøgelser fra det
nationale toksikologi program i USA bekræfter overhyppigheden af disse svulster i rotter ved lignende
eksponeringsforhold, men desuden viste det sig, at mus udsat for 2000 ppm methylenchlorid udviklede
ondartede svulster i luftveje og lever.
Indgreb
Disse undersøgelsesresultater fik den effekt, at myndigheder rundt om i Verden har iværksat indgreb
mod stoffet i forskellige sammenhænge, og det har betydet en faldende efterspørgsel efter og
produktion af methylenchlorid. Grænseværdien i Danmark blev i 1994 nedsat fra 50 til 35 ppm.
Den kemiske industri har hævdet, at effekten, man ser i dyr, ikke vil kunne forekomme i mennesker.
Der foreligger nogle få undersøgelser af arbejdere udsat for methylenchlorid over en længere årrække,
som har afsløret en svag sammenhæng mellem denne udsættelse og kræft i bl.a. blærehals- og
bugspytkirtlen. Disse undersøgelser er imidlertid behæftede med mangler.
Alt taget i betragtning må methylenchlorid anses for et svagt virkende men kræftfremkaldende stof.
IARC klassificerer methylenchlorid som muligt kræftfremkaldende (gruppe 2B), og det er optaget på
Arbejdstilsynets Liste over stoffer, der anses for at være kræftfremkaldende.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 5. Metylenklorid. Arbete och Hälsa,
1979:15.
2. Lundberg I. Nordiska expertgruppen for gränsvärdesdokumentation. 76. Metylenklorid. Arbete
och Hälsa, 1987:29.
3. Mikkelsen AB, Petersen R, Rasmussen K, Sabroe S. Klorerede opløsningsmidler – et
arbejdsmiljøproblem. Fremad, 1983.
4. IPCS Environmental Health Criteria 32: Methylene Chloride. Geneva: WHO, 1984.
5. Dutch expert committee on occupational standards. Health-based recommended occupational
exposure limit for methylene chloride. RA 8/92. Den Haag: Ministry of Social Affairs and
Employment, 1992.
6. IPCS Environmental Health Criteria 164: Methylene Chloride. Second Edition. Geneva: WHO,
1996.
7. Maag J. Massestrømanalyse for dichlormethan, trichlorethylen og tetrachlorethylen.
Miljøprojekt nr. 392. København: Miljøstyrelsen, 1998.
8. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon: International Agency
for Research on Cancer, 1999.
METHYLENCHLORID
9
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Dichlormethan. diklormetan, methylendichlorid, metylenklorid, dichloromethane (eng.), methylene chloride
(eng.). CAS nr. 75-09-2. EU nr. 602-004-00-3. EINECS nr. 200-838-9. RTECS nr. PA8050000. UN nr. 1593. Kemisk
formel: CH2Cl2. Molvægt: 84,93. Frysepunkt: -95°C. Kogepunkt (1 atm): 40°C. Damptryk (20°C): 340 mm Hg (45 kPa).
Damptæthed: 2,93 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 550.000 ppm. Relativ massefylde (20/4°C): 1,3266 (vand=1).
Brydningsindeks (n20/D): 1,4240. Opløselighed i vand (20°C): 20 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,25.
6h
Selvantændelsestemperatur: 662°C. Eksplosionsgrænser: 14-25% vol%. LD50(o,r): 2,1 g/kg. LC50(ihl,r): 14.400 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,47 mg/m . Grænseværdi (2002): 122 mg/m HK (35 ppm). Lugtgrænse: 250
ppm. Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikosætning: Mulighed for varig skade på
helbred (R40). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå indånding af dampe (S23), undgå
kontakt med huden og øjnene (S24/25), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
3.
Hexan
Hexan er et organisk opløsningsmiddel. Det er en farveløs, letflygtig og meget brændbar væske med en
benzinlignende lugt. Blandinger med luft kan være meget eksplosive. Stoffet er uopløseligt i vand, men
blandbar med andre organiske opløsningsmidler.
Hexan er opbygget som et kædeformigt (alifatisk) carbonhydrid (kulbrinte) tilhørende en stofgruppe,
der kaldes alkaner. Hexan navngives ofte n-hexan, hvor “n” står for “normal”, dvs. med uforgrenet
kæde. Bogstavet er egentligt overflødigt og kemisk ukorrekt.
Anvendelse
Hexan anvendes mest som bestanddel af industribenziner under betegnelser som f.eks. teknisk hexan
(50-90% hexan), ekstraktionsbenzin (40-50% hexan) og petroleumsether (1-20% hexan). Almindelig
motorbenzin indeholder ca. 1 % hexan. De øvrige bestanddele i disse benziner er hovedsagelig andre
alkaner, specielt forgrenede forbindelser.
Teknisk hexan og ekstraktionsbenzin anvendes i industrien, bl.a. til ekstraktion af planteolier eller som
rensemiddel til tekstiler, møbler og lædervarer. Teknisk hexan anvendes som opløsningsmiddel i lime
til bl.a. skotøj samt i klæbemidler til klæbebånd og plastre. En lidt speciel anvendelse af hexan er som
termometervæske i termometre beregnet på at måle minustemperaturer f.eks. i fryseanlæg.
Ren hexan har overraskende nok fortsat stor betydning som opløsningsmiddel eller ekstraktionsmiddel
til kemiske standardanalyser i laboratorier. Det er uoverkommeligt at liste alle mulige forekomster af
hexan i arbejdsmiljøet, men man skal være opmærksom på, at hexan kan forekomme i alle oliebaserede
opløsnings- og affedtningsmidler.
Forbrug og eksponering
Der findes ikke pålidelige opgørelser over verdensforbruget af hexan, men da forbruget af
specialbenziner er omkring 8 millioner tons pr. år, hvoraf omkring 8 % anvendes til ekstraktion, så må
forbruget af hexan antages at være af en størrelsesorden på 500.000 tons pr. år. Forbruget herhjemme er
10
Copyright: www.NIPSECT.dk
ukendt, men produktionen af specialbenziner er af størrelsesordenen 8.000 tons.
En amerikansk opgørelse anslår, at omkring 2,5 millioner arbejdere er udsat for hexan. Det svarer
formentlig til 20.000 personer i Danmark. Arbejdstilsynet har i 1983-87 foretaget 291
arbejdsmiljømålinger af n-hexan. Der var overskridelse af grænseværdien i 12 % af prøverne, specielt i
læder-, møbel- og fremstillingsvirksomheder. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets
Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 150 tons hexan i 78 produkter, og der var 10.000
eksponeringer for stoffet.
Forgiftninger
Optagelse af hexan via lungerne er effektiv, og kort tids udsættelse for høje koncentrationer af hexan,
f.eks. ved snifning, kan resultere i hovedpine, kvalme og svimmelhed eller i svære tilfælde i
væskeudtræden (ødem) i lungerne og åndedrætsstop.
Stoffet kan også trænge gennem huden, omen ikke så let som f.eks. methylenchlorid. Derudover har
hexan en irriterende effekt på hud og slimhinder, så en langvarig hudkontakt kan resultere i tørhed,
rødmen og hævelse. Optagelse i mave-tarm kanalen er også betydelig, således kan et voksent menneske
dø af at drikke 75 ml hexan.
Det optagne hexan har en tendens til at hobe sig op i fedtholdige væv, heriblandt i nervesystemet.
Hovedparten udskilles uændret igen fra kroppen med udåndingsluften.
Nerveskader
Tidligere blev hexan anset for at være et relativt uskadeligt stof, men det har ændret sig efter, at der fra
mange lande i de sidste 25 år er observeret et betydeligt antal erhvervsmæssige nervesygdomme
forårsaget af en langvarig udsættelse for hexan, og det i koncentrationer helt ned til omkring den
nuværende grænseværdi. De første symptomer på denne karakteristiske nervesygdom, som kaldes
polyneuropati, er en nedsat følelse eller stikken i fingre og tæer, som langsomt forværres. I alvorligere
tilfælde kan forekomme muskelsvaghed, muskelkramper og muskelsvind, hvad der let kan medføre
gang- og skrivebesvær. Hvis udsættelsen for hexan ophører, inden symptomerne bliver alt for udtalte,
heles skaderne på nervecellerne efterhånden. Polyneuropatien er en specifik virkning for hexan, der
ikke kendes for andre alkaner, som f.eks. isohexan, pentan eller heptan.
Farlige omdannelsesprodukter
Man ved nu, at virkningen på nervesystemet skyldes, at hexan i kroppen delvis omdannes til 2-hexanon
(methylbutylketon) og videre til 2,5-hexandion. Disse to ketoner virker i sig selv endnu kraftigere
nerveskadende end hexan, og erhvervsmæssig udsættelse for 2-hexanon har også resulteret i
polyneuropati. Hexanon var tidligere almindeligt anvendt som opløsningsmiddel i lime, malinger og
lakker. En ny undersøgelse foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet har vist, at lim indeholdende 2-hexanon
stadig kan forekomme i skomagererhvervet – formentlig på grund af uvidenhed om stoffets alvorlige
sundhedsskadelighed.
11
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hexan og de to metabolitter kan i øvrigt i kombination med lys forårsage alvorlige og varige skader på
øjets nethinde.
Hexan og dens omdannelsesprodukters virkning på nervesystemet forstærkes i øvrigt væsentligt ved
samtidig udsættelse for andre ketoner, som f.eks. acetone eller butanon (methylethylketon).
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer både hexan og 2-hexanon som stoffer, der medfører stor risiko for
varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4).
Virkning på de mandlige kønsorganer
Senest er man blevet opmærksom på, at hexan og de nævnte omdannelsesprodukter, udover effekten på
nervesystemet, kan have en skadelig effekt på rottetestikler, således at disse svinder ind, og funktionen
nedsættes eller ophører. Det er sandsynligt, at samme effekt kan forekomme hos mennesker; dette kan
medføre ufrivillig barnløshed.
Udvalgt litteratur:
1. Ladefoged O. Nordiska expertgruppen for gränsvärdesdokumentation. 68. Hexan. Arbete och
Hälsa, 1986:20.
2. Ladefoged O. Nordiska expertgruppen for gränsvärdesdokumentation. 35. Industribenzin.
Arbete och Hälsa, 1982:21.
3. IPCS Environmental Health Criteria 122: n-Hexane. Geneva: WHO, 1991.
HEXAN
Synonymer: n-Hexan, heksan, hexane (eng.). CAS nr. 110-54-3. EU nr. 601-037-00-0. EINECS nr. 203-777-6. RTECS nr.
MN9275000. UN nr. 1208. Formler: CH3CH2CH2CH2CH2CH3, C6H14. Molvægt: 86,18. Smeltepunkt: -95°C. Kogepunkt (1
atm): 69°C. Damptryk (20°C): 120 mm Hg (16 kPa). Damptæthed: 2,97 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 200.000
ppm. Relativ massefylde (20/4°C): 0,659 (vand=1). Flammepunkt (cc): -22°C. Antændelsestemperatur: 240°C.
Eksplosionsgrænser: 1,1-7,5 vol%. Vandopløselighed (25°C): 20 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,9.
4h
Brydningsindeks (n20/D): 1,3749. LC50(ihl,r): 74.000 ppm. Lugtgrænse: 130 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1
3
3
ppm = 3,52 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (90 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F),
sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N), Rep3. Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), irriterer huden (R38), og farlig:
alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding (R48/20), giftig for organismer, der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53), mulighed for skade på forplantningsevnen (R62), farlig: Kan
give lungeskade ved indtagelse (R65), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder –
rygning forbudt (S16), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), brug særligt
arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad
(S61), ved indtagelse undgå at fremprovokere opkastning: Kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S62).
2-HEXANON
Synonymer: Methylbutylketon, MBK, methyl-n-butylketon, hexan-2-on, 2-hexanone (eng.). CAS nr. 591-78-6. EU nr. 606030-00-6. EINECS nr. 209-731-1. RTECS nr. MP1400000. UN nr. 1224. Formler: C6H12O, CH3COCH2CH2CH2CH3.
Molvægt: 100,16. Smeltepunkt: -57°C. Kogepunkt (1 atm): 127°C. Damptryk (25°C): 3,8 mm Hg (0,5 kPa).
Damptæthed: 3,45 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 5.000 ppm. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8113 (vand=1).
12
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
Flammepunkt(oc): 35°C. Selvantændelsestemperatur: 423 C. Eksplosionsgrænser: 1,2-8 vol%. Vandopløselighed
4h
(20°C): 16 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,38. Brydningsindeks (n20/D): 1,4005. LD50(o,r): 2,59 g/kg. LC50(ihl,r):
3
8.000 ppm. Lugtgrænse: 76 ppb. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,1 mg/m . Grænseværdi (2002): 1 ppm H
3
(4 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), og giftig: Alvorlig
sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding (R48/23), mulighed for skade på forplantningsevnen (R62), dampe
kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Bevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug
særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
2,5-HEXANDION
Synonymer: Acetonylacetone, hexan-2,5-dion, 2,5-hexandione (eng.). CAS nr. 110-13-4. RTECS nr. MO3150000. UN nr.
8027. Formler: C6H10O2, CH3COCH2CH2COCH3. Molvægt: 114,14. Frysepunkt: -5°C. Kogepunkt (1 atm): 191°C.
o
o
Damptryk (25 C): 1,6 mm Hg (0,2 kPa). Damptæthed: 3,94 (luft = 1). Relativ massefylde (20/4 C): 0,9737 (vand=1).
Flammepunkt (cc): 78°C. Vandopløselighed (20°C): 31 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,4260. LD50(o,r): 2,7 g/kg.
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Er ikke optaget på Miljøstyrelsens Liste over farlige
stoffer. Bør klassificeres og mærkes ligesom 2-hexanon.
4.
Styren
Styren er en farveløs, olieagtig og brændbar væske med en sød, aromatisk lugt, som bliver ubehagelig
skarp og gennemtrængende ved højere koncentrationer. Opløseligheden i vand er ringe, mens det er
opløseligt i eller blandbart med organiske opløsningsmidler. Da styren er meget reaktivt og har
tilbøjelighed til spontan polymerisation til polystyren tilsættes normalt som stabiliseringsmiddel små
mængder (10-15 ppm) 4-tert-butylcatechol.
Anvendelse
Styren er et meget vigtigt udgangsstof (monomer) til fremstilling af polymere materialer. Polystyren
anvendes bl.a. til legetøj, el-artikler, engangsservice og levnedsmiddelemballage; i form af skumplast
anvendes det til isoleringsformål og beskyttelsespakning.
Den vigtigste anvendelse af styren herhjemme er ved fremstilling af glasfiberarmerede
polyesterprodukter, som bl.a. anvendes til styrthjelme, lystbåde, olietanke, campingvogne,
lastbilcontainere og møllevinger. Sammen med butadien (Fokus nr. 9) kan styren polymeriseres til
kunstgummi, der bruges til bildæk, skosåler og klæbemidler. Sammen med butadien og acrylonitril
(Fokus nr. 8) polymeriserer styren til den såkaldte ABS-plast, der bl.a. benyttes til køkkenudstyr,
telefoner og instrumentpaneler. Styren kan desuden indgå i maleprodukter og spartelmasse. En vigtig
anvendelse er i polymerprodukter til reparation af utætte kloaksystemer. Overskud af styren kan herfra
trænge ind i bygninger gennem vandlåsen, som nyligt sket på et hospital på Sjælland.
Et af de vigtigste kemikalier
I slutningen af 1980’erne var den årlige verdensproduktion af styren omkring 12 millioner tons, og det
var nr. 21 på listen over de mest producerede stoffer. Der var ingen produktion i Danmark, men der
blev årligt importeret ca. 1.200 tons ren styren. Desuden blev 30-40.000 tons polymeriseret styren
importeret til videreforarbejdning. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev
der i 1989 brugt 2.700 tons styren i 170 produkter, og der var 47.000 eksponeringer for stoffet.
Forbruget af ren styren er faldet drastisk, idet nettoimporten i 1999 kun var 67 tons, men til gengæld
13
Copyright: www.NIPSECT.dk
blev der til Produktregistret anmeldt 486 produkter med i alt 4.000 tons styren.
I USA er det i 1980’erne skønnet, at mindst 30.000 arbejdere på 1.000 virksomheder var regelmæssigt
udsat for styren, mens mere end 300.000 arbejdere på 20.000 virksomheder var periodisk udsat for
styren. I Danmark var der i den periode skønsmæssigt 1.500 arbejdere udsat for styren ved fremstilling
af polyesterprodukter på 200-300 virksomheder. Der findes ingen nyere oplysninger.
Mange overskridelser af grænseværdien
I årene 1955-88 har Arbejdsmiljøinstituttet foretaget ca. 2500 målinger af styren i luften på danske
arbejdspladser. Før 1970 blev bestemt middelkoncentrationer af styren på op til 250 ppm og højeste
koncentrationer på 1000 ppm. I 80'erne var middelkoncentration faldet til 40-50 ppm, og der var fortsat
mange overskridelser af de gældende grænseværdier. De fleste overskridelser fandtes ved
sprøjtestøbning af plast eller ved glasfiberarmeret polyesterarbejde. Ved disse
polymeriseringsprocesser anvendes bl.a. organiske peroxider som hjælpestof, og der er ligeledes
udsættelse for en række opløsningsmidler, bl.a. acetone (Fokus nr. 21). Dette var tilfældet i 1985 i den
meget omtalte arbejdsmiljøsag fra Sønderborg Yachtværft, hvor grænseværdien for styren var
overskredet i alle målinger og endda op til 7 gange, mens grænseværdien for acetone kun var
overskredet i enkelte tilfælde.
Mandelsyre i urinen
Styren optages let gennem lunger og hud og deponeres i underhudens fedtlag. Optagelsen gennem
lungerne er 5 gange større under arbejde end i hvile. Styrens halveringstid i kroppen er fra 8 timer til
nogle dage. Det meste omdannes og udskilles som mandelsyre med urinen. Koncentrationen af
mandelsyre i urin anvendes i praksis som et mål for eksponeringens størrelse, hvor man ikke har sikre
luftmålinger.
Styren kan ved førstegangskontakt lugtes i meget lave koncentrationer (<1 ppm), men efterhånden
vænnes man til lugten. I højere koncentrationer virker stoffet irriterende. Således forekommer mild
irritation af øjne, næse og læber efter nogle timers udsættelse for 50-100 ppm styren. En massiv
udsættelse kan forårsage vejrtrækningsproblemer, forbrændinger af øjets hornhinde og kraftige
hududslæt. Efter langtidsudsættelse er påvist forstørret lever.
Virkning på centralnervesystemet
Efter en årelang udsættelse for styren i et koncentrationsområde omkring grænseværdien på 25 ppm er
hos arbejdere konstateret en overhyppighed af unaturlig træthed og beruselse samt et forringet resultat
af psykologiske tests. Det har ligefrem med elektroniske instrumenter været muligt at måle ændringer i
nerveimpulserne i hjernen. Ved lidt højere koncentrationer (>50 ppm) er rapporteret symptomer som
svimmelhed, hovedpine, døsighed, træthed og koncentrationsvanskeligheder. Efter udsættelse for >100
ppm styren er beskrevet synsforstyrrelser, fordøjelsesvanskeligheder, forlængelse af reaktionstid og
balancesvækkelse. Nyere undersøgelser har påvist et nedsat farvesyn hos arbejdere udsat for styren i
glasfiberindustrien. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer styren som et stof, der medfører stor risiko for
varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
14
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ændringer af arveanlæg
Styren er mutagent i flere forskellige testsystemer, bl.a. i Ames-testen med Salmonella bakterier, og det
fremkalder chromosomændringer i cellekulturer. I de fleste tilfælde kræves imidlertid en aktivering af
stoffet ved hjælp af tilsætning af leverenzympræparater, som omdanner (oxiderer) styren til styrenoxid.
Styrenoxid, som i sig selv anvendes i mindre mængde til fremstilling af epoxy-produkter, er mere
reaktivt end styren og kan direkte forbinde sig kemisk med DNA i cellernes arveanlæg. Det kan være
forklaringen på, at man i flere undersøgelser af arbejdere i styrenindustrier har fundet et forhøjet antal
chromosomafvigelser i deres lymfeceller.
Styrenoxid menes at være et mellemprodukt i styrens stofskifte i både dyr og mennesker, og spor af
styrenoxid er i nogle få tilfælde konstateret i blodprøver fra eksponerede arbejdere. Disse spor kan
imidlertid også stamme fra indånding af styrenoxid, som kan forekomme i arbejdsluften i
plastindustrien i koncentrationer ca. 1000 gange lavere end for styren.
Kræftrisiko?
Det har været meget diskuteret, om styren skulle være kræftfremkaldende. En række
arbejdspladsundersøgelser har ikke givet et entydigt svar, selv om en overdødelighed af kræft i
bloddannende væv (leukæmi) har været konstateret i nogle undersøgelser. Det kan dog ikke udelukkes,
at effekten skyldes en samtidig udsættelse for andre stoffer, bl.a. benzen og butadien.
De foretagne langtidsdyreforsøg med styren har ikke været entydige, men giver et fingerpeg om, at en
mindre kræftrisiko ved styrenudsættelse ikke helt kan udelukkes.
Derimod har dyreforsøg med sikkerhed vist, at styrenoxid tilført med mavesonde giver mavekræft i
rotter.
IARC anser styren som et muligt kræftfremkaldende stof (gruppe 2B), og styrenoxid som et
sandsynligt kræftfremkaldende stof (gruppe 2A). Begge stoffer er optaget på Arbejdstilsynets Liste
over kræftfremkaldende stoffer
.
Virkning på forplantningsevnen
I en række tilfælde har det vist sig, at styren kan forstyrre den normale fosterudvikling hos forsøgsdyr.
Videre har befolkningsundersøgelser vist, at kvinder udsat for styren under graviditeten kan føde børn
med medfødte defekter i det centrale nervesystem. Ligeledes har undersøgelser vist, at styrenudsatte
kvinder kan have en øget hyppighed af menstruelle uregelmæssigheder samt et større antal ufrivillige
aborter end normalbefolkningen. Mælkeproduktionen kan ligeledes være nedsat.
Resultater af dyreforsøg kunne tyde på, at styren også kan påvirke den hanlige reproduktionsevne.
Undersøgelse af mandlige arbejdere i glasfiberindustrier – også i en dansk – har påvist en nedsat
funktion af testiklerne og forringet sædkvalitet. Disse arbejdere var imidlertid, udover styren, udsat for
andre farlige stoffer. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer styren som reproduktionsskadende ved middel
dosisniveau (Gruppe 1M).
15
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 4. Styren. Arbete och Hälsa, 1979:14.
2. Vainio H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 93. Styren. Arbete och
Hälsa, 1990:49.
3. IPCS Environmental Health Criteria 26. Styrene. Geneva: WHO, 1983.
4. Hansen TB, Gregersen P. Miljøprojekt nr. 72. Organic solvents. Miljøstyrelsen, 1986.
5. Jensen AA, Breum NO, Bacher J, Lynge E. Occupational exposure to styrene in Denmark
1955-88. Am J Ind Med 1990;17:593-606.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 60: Some
Industrial Chemicals. International Agency for Research on Cancer, Lyon, France, 1994.
7. Campagna D, Mergler D, Huel G, Belanger S, Truchon G, Ostiguy C, Drolet D. Visual
dysfunction among styrene-exposed workers. Scand J Work Environ Health 1995;21:382-390.
STYREN
CH
CH 2
Synonymer: Vinylbenzen, ethenylbenzen, styrol, styrene (engl). CAS nr. 100-42-5. EU nr. 601-026-00-0. EINECS nr. 202851-5. RTECS nr. WL3675000. UN nr. 2055. Formler: C8H8, C6H5CH=CH2. Molvægt: 104,16. Frysepunkt: -31°C.
Kogepunkt (1 atm): 145°C. Damptryk (25°C): 6 mm Hg (0,86 kPa). Damptæthed: 3,6 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 9600 ppm. Relativ massefylde (20/4°C): 0,906 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 0,32 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 3,2. Flammepunkt (cc): 31°C. Selvantændelsestemperatur: 490°C.
Eksplosionsgrænser: 0,9-6,8 vol%. Brydningsindeks (n20/D): 1,5460. Lugtgrænse: 0,3 ppm. LD50(o,r): 5 g/kg.
4h
3
LC50(ihl,r): 2.700 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,33 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm LHK (105
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved
indånding (R20), irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå
indånding af dampe (S23). Anmærkninger: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae), har tilbøjelighed til spontan
polymerisation (D).
STYRENOXID
O
Synonymer: Styren-7,8-oxid, 1,2-epoxyethylbenzen, epoxystyren, phenyloxiran, styrene oxide (engl). CAS nr. 96-09-3. EU
nr. 603-084-00-2. EINECS nr. 202-476-7. RTECS nr. CZ9625000. Bruttoformel: C8H8O. Molvægt: 120,15. Smeltepunkt: 37°C. Kogepunkt: 194°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,054 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,3 mm Hg (43 Pa).
o
Damptæthed: 4,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): 79°C. Selvantændelsestemperatur: 498 C. Eksplosionsgrænser: 1,1-22
vol%. Opløselighed i vand (20°C): 3 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,5338. Grænseværdi (2002): Styrenoxid er ikke
optaget på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste. Klassificering og mærkning (2002): Giftigt (T), Carc2. Risikoangivelser:
Kan fremkalde kræft (R45), også farlig ved hudkontakt (R21), irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver
kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
5.
Trichlorethylen
Trichlorethylen fremtræder som en farveløs væske med en sødlig chloroformlignende lugt. Stoffet
hører til gruppen af chlorerede opløsningsmidler. Opløseligheden i vand er stor nok til, at forurening af
drikkevandsboringer kan være et problem, som gentagne gange er konstateret i Københavnsområdet.
Trichlorethylen er også blandbart med andre organiske opløsningsmidler.
16
Copyright: www.NIPSECT.dk
Kemisk reaktivitet
Trichlorethylen er en såkaldt umættet forbindelse, da den kemiske struktur indeholder en
dobbeltbinding. Det betyder en større reaktivitet, idet dobbeltbindingen kan oxideres af luftens oxygen
(ilt), så stoffet omdannes og nedbrydes. Syrer og baser samt metallisk aluminium nedbryder ligeledes
trichlorethylen. Disse processer modvirkes af forskellige stoffer, bl.a. visse aminer, nitroforbindelser,
alkoholer, phenoler, dioxan (Fokus nr. 29) og epoxider. En eller flere af disse stabilisatorer tilsættes
handelsvaren i små mængder (<1%).
Trichlorethylen kan ikke brænde, men ved ophedning til over 300°C kan der ske en dannelse af den
meget giftige gas, phosgen. Det kan derfor være farligt at ryge under arbejde med trichlorethylen.
Ultraviolet lys, som udsendes ved visse svejseprocesser, kan ligeledes nedbryde trichlorethylen til
phosgen.
Anvendelser
I 1864 blev trichlorethylen fremstillet første gang udfra acetylen. Det skete i Tyskland. Teknisk
betydning fik stoffet dog først i begyndelsen af dette århundrede, hvor det blev introduceret til
metalaffedtning og tøjrensning. Metalaffedtning er stadig langt det vigtigste anvendelsesområde, mens
det til tøjrensning især er erstattet af perchlorethylen (Fokus nr. 6). Til gengæld har trichlorethylen
erstattet benzen (Fokus nr. 1) i klæbemiddel (solution) til lapning af gummislanger. Det bruges desuden
i mange andre klæbemidler og lime samt f.eks. i antirustprodukter og tæpperensemidler. I den grafiske
branche anvendes trichlorethylen i papirslipmidler og til afvaskning. En særlig ren form for
trichlorethylen anvendes i medicinen bl.a. til bedøvelse ved fødsler og i tandlægepraksis.
Produktion og eksponering
Verdensproduktionen var i slutningen af 1980’erne næsten 500.000 tons pr. år, men var faldende.
Forbruget i Vesteuropa var i årene 1995-99 på 80-100.000 tons årligt. Der er ingen produktion af
trichlorethylen i Danmark. I 1973 var nettoimporten til Danmark af ren trichlorethylen over 4.000 tons.
Det dalede gradvist til det halve i 1984, til 1200 tons i 1993, til 800 tons i 1995 og til 240 tons i 1999.
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler blev trichlorethylen anvendt i 16-20
virksomheder ud af 434. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989
brugt 590 tons trichlorethylen i 31 produkter, og der var 4.300 eksponeringer for stoffet, især i jern- og
metalindustrien. Nye opgørelser fra Produktregistret viser, at trichlorethylen fortsat er et af de mest
anvendte chlorholdige opløsningsmidler. I 1998 og 1999 blev anmeldt 2.311 og 821 tons.
I USA er det tidligere blevet anslået, at omkring 300.000 arbejdere dagligt var væsentligt udsatte for
trichlorethylen. Det ville dengang formentlig svare til, at 6.000 arbejdere dagligt var udsatte i Danmark.
Antallet er formentlig meget lavere nu.
Mange målinger
I perioden 1983-87 foretog Arbejdsmiljøinstituttet 385 målinger af trichlorethylen på danske
17
Copyright: www.NIPSECT.dk
arbejdspladser. I omkring 10% af tilfældene var grænseværdien overskredet. De største overskridelser
blev målt ved metalværker, ved møbel- og elektromekanikfremstilling samt ved autoreparation. Ifølge
Arbejdstilsynets regler for metalaffedtningsanlæg må trichlorethylen kun anvendes i lukkede systemer
eller på steder med meget kraftig ventilation, og unge under 18 år må ikke arbejde med stoffet.
Arbejdstilsynet søger ved hjælp af vejledning om substitution at mindske brugen af stoffet. Det er i høj
grad lykkedes.
Optagelse i organismen
Trichlorethylen optages let gennem lunger, hud og mave-tarm kanal. En mindre del udskilles igen med
udåndingsluften, mens hovedparten i leveren via et epoxid omdannes til trichlorethanol og
trichloreddikesyre, som udskilles med urinen. Denne omdannelse sker forholdsvis hurtigt, idet
trichlorethylen’s halveringstid i kroppen andrager mindre end et par døgn. Omdannelsesprocessen
hæmmes af alkohol. Sammenhængen mellem udsættelse for trichlorethylen og koncentrationen af
omdannelsesprodukterne i urinen er så god, at man ved biologisk overvågning af udsatte personer
oftest måler omdannelsesprodukterne i urinen frem for trichlorethylen i blodet.
Hudirritation
Trichlorethylen virker ligesom andre organiske opløsningsmidler affedtende på hud og slimhinder,
hvad der er en hyppig årsag til erhvervsmæssig eksem. En karakteristisk rødmen på grund af en
udvidelse af de små blodkar huden (“Degreaser’s flush”) er kendt som en kombineret effekt af
trichlorethylen og alkohol.
Nerveskader
Trichlorethylen har en bedøvende effekt på nervesystemet. Det bruges derfor i en koncentration på op
til 20.000 ppm til narkose. En enkelt udsættelse for så høje koncentrationer menes at være relativt
uproblematisk, men siden 1950’erne har man vidst, at længere tids (års) udsættelse for langt lavere
koncentrationer af trichlorethylen (fra 40-50 ppm) påvirker centralnervesystemet i uheldig retning. Det
giver sig i første omgang udslag i uspecifikke symptomer som træthed, hovedpine og kvalme. Senere
kan opstå vanskeligheder ved at huske samt irritabilitet. Forandring i hjernens elektriske impulser kan
direkte måles, og udfaldet af psykologiske tests er forringet.
Der er endvidere undersøgelser, som tyder på, at udsættelse for trichlorethylen kan forårsage lammelser
i arme og ben.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer trichlorethylen som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Pludselig hjertedød
Trichlorethylen nedbryder hjertemusklen og påvirker hjerterytmen. Blandt særligt følsomme personer
er der ved anvendelse af trichlorethylen til narkose beskrevet dødsfald forårsaget af lammelse af
åndedrættet eller pludselig hjertedød. Pludselig hjertedød er ligeledes konstateret efter udsættelse for
trichlorethylen i arbejdsmiljøet. Lever- og nyreskader er også beskrevet i forbindelse med alvorlige
forgiftninger.
18
Copyright: www.NIPSECT.dk
Kræftrisiko?
Trichlorethylen har en svag mutagen virkning i den såkaldte Ames-test med Salmonella bakterier og i
enkelte andre korttidstests.
Det amerikanske nationale kræftforskningsinstitut offentliggjorde i 1975 nogle resultater af
langtidsdyreforsøg med ret store mængder trichlorethylen stabiliseret med 0,19% epoxybutan og 0,09%
epichlorhydrin (Fokus nr. 54), som viste en overhyppighed af ondartede leversvulster i mus, men ikke i
rotter. Da trichlorethylen er kemisk beslægtet med vinylchlorid, som året før var blevet opdaget som et
stærkt kræftfremkaldende stof, udsendte myndighederne en kræftadvarsel. Det førte bl.a. til, at
anvendelsen til ekstraktion af caffein fra kaffe blev forbudt i USA. Trichlorethylen blev dengang til
dette formål erstattet af methylenchlorid (Fokus nr. 2), som i øvrigt senere viste sig at have en lignende
effekt.
Farlige stabilisatorer
Mange mente dog, at kræftvirkningen i forsøgene skyldtes de tilsatte stabilisatorer, og at faren derfor
kunne undgås ved at bruge mindre farlige stabilisatorer. Dette blev understøttet af nogle senere
dyreforsøg med ustabiliseret trichlorethylen, som ikke tydede på en kræftvirkning. Stoffet blev derfor
fjernet fra de fleste kræftlister. Senere er der imidlertid offentliggjort flere undersøgelser med andre
dyrestammer, som alligevel tyder på, at ustabiliseret trichlorethylen kan være kræftfremkaldende i
rotter og specielt i mus med svulster i lever, nyrer og lymfesystem. I den forbindelse er det relevant at
pege på, at rotter omdanner trichlorethylen hurtigere end mus, som igen omdanner stoffet hurtigere end
mennesker. Det kan betyde en større kræftrisiko hos mennesker end hos mus.
Reel risiko
Der er foretaget en række befolkningsundersøgelser for at belyse kræftrisikoen. For øjeblikket er det
ikke muligt at drage definitive konklusioner ud fra disse undersøgelser, men i nogle af undersøgelserne
blev konstateret en mistænkelig overhyppighed af kræft i knogler, lever, galdegang og nyrer samt i
lymfesystem. Verdenssundhedsorganisationens kræftforskningsinstitut IARC har i 1995 vurderet, at
trichlorethylen er sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker (2A). Kræftrisikoen ved at omgås stoffet
må derfor betegnes som reel, og den er endnu en god grund til at substituere trichlorethylen.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 3. Trikloretylen. Arbete och Hälsa,
1979:13.
2. Skogstad M, Kristensen P. Nordiska Expertgruppen för Gränsvärdesdokumentation. 98.
Trikloreten. Arbete och Hälsa, 1991:43.
3. IPCS Environmental Health Criteria 50: Trichloroethylene. Geneva: WHO, 1985.
4. Hansen TB, Gregersen P. Miljøprojekt nr. 70: Organiske opløsningsmidler. Miljøstyrelsen,
1986.
5. Gregersen P, Hansen TB. Miljøprojekt nr. 72: Organic solvents. Miljøstyrelsen 1986.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 63: Dry Cleaning,
19
Copyright: www.NIPSECT.dk
Some Chlorinated Solvents and Other Industrial Chemicals. International Agency for Research
on Cancer, Lyon, France, 1995.
7. Maag J. Massestrømsanalyse for dichlormethan, trichlorethylen og tetrachlorethylen.
Miljøprojekt nr. 392. København: Miljøstyrelsen, 1998.
8. Blair A, Hartge P, Stewart PE, McAdams M, Lubin J. Mortality and cancer incidence of aircraft
maintenance workers exposed to trichloroethylene and other organic solvents and chemicals:
Extended follow-up. Occup Environ Med 1998;55:161-171.
TRICHLORETHYLEN
Synonymer: Trichlorethen, trikloretylen, trikloreten, TRI, trilene, TCE, trichloroethylene (engl), trichloroethene (engl). CAS
nr. 79-01-6. EU nr. 602-027-00-9. EINECS nr. 201-167-4. RTECS nr. KX4550000. Formler: C2HCl3, CHCl=CCl2. Molvægt:
131,39. Frysepunkt: -87°C. Kogepunkt (1 atm): 87°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,4642 (vand=1). Damptryk (20°C):
58 mm Hg (7,7 kPa). Damptæthed: 4,53 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 99.000 ppm. Opløselighed i vand
(25°C): 1,1 g/L. Fordelingskoefficient (log Kow): 2,61. Brydningsindeks (n20/D): 1,4755. Lugtgrænse: 28 ppm. LD50(o,r):
4h
3
7,2 g/kg. LC50(ihl,r): 12.500 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,37 mg/m . Grænseværdi (2000): 10 ppm
3
K (55 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc2, Mut3. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45),
irriterer øjnene og huden (R36/38), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67), mulighed for varig skade på helbred
(R68), skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet.
Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
6.
Perchlorethylen
Perchlorethylen blev fremstillet første gang i 1821 af englænderen Faraday. Det er en farveløs væske
med en etheragtig lugt. Stoffet hører ligesom det nært beslægtede stof trichlorethylen (Fokus nr. 5) til
gruppen af chlorholdige organiske opløsningsmidler. Perchlorethylen har et noget højere kogepunkt, er
mindre flygtigt samt en anelse mere stabilt end trichlorethylen. Det dekomponerer imidlertid langsomt i
fugtig luft under dannelse af trichloreddikesyre og saltsyre. Handelsproduktet tilsættes derfor ligesom
trichlorethylen en række forskellige stabilisatorer. Perchlorethylen er et trivialnavn anerkendt af
IUPAC. Det er ”tetrachlorethylen”, som ofte anvendes, ikke!
Perchlorethylen er blandbart med andre organiske opløsningsmidler, mens vandopløseligheden er
meget mindre end for trichlorethylen. Perchlorethylen kan som de fleste chlorforbindelser ikke brænde,
men omdannes til giftig phosgen ved kontakt med åben ild og hede genstande.
Forbrug og anvendelser
Verdensproduktionen af perchlorethylen androg tidligere omkring 750.000 tons pr. år. Forbruget i
Vesteuropa har i årene 1995-99 ligget på 70-90.000 tons årligt. Vor nettoimport af stoffet var i 1984
omkring 1.000 tons, hvor den ti år tidligere havde været over 3.000 tons. Nettoimporten af ren
perchlorethylen er i 1999 faldet endnu mere til kun 245 tons. Mere end 80 % af forbruget bruges til
tøjrensning. En mindre del anvendes til metalaffedtning (samme regler gælder som for trichlorethylen),
som ekstraktionsmiddel samt i varmevekslere. En stor del af verdensproduktionen anvendes til
fremstilling af chlorfluorcarboner (Fokus nr. 25). Det anvendes i nogle tilfælde som lægemiddel
20
Copyright: www.NIPSECT.dk
(ormemiddel).
Eksponering
I USA er det tidligere blevet anslået, at 500.000 er erhvervsmæssigt udsatte for perchlorethylen. Det
ville svare til omkring 10.000 personer i Danmark, men da der i 1975 kun var ansat omkring 3.000
personer i danske renserier, er dette anslåede tal nok alt for højt. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets
Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 470 tons perchlorethylen i 28 produkter, og der
var 3.300 eksponeringer for stoffet. I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler
blev perchlorethylen kun anvendt i 6-10 virksomheder ud af 434. I 1999 blev anmeldt 526 tons
perchlorethylen til Produktregistret.
I årene 1983-87 har Arbejdsmiljøinstituttet foretaget 178 målinger af perchlorethylen på danske
arbejdspladser. I omkring 30% af målingerne var grænseværdien overskredet på trods af, at
perchlorethylen har en ret lav flygtighed.
Optagelse i kroppen
Perchlorethylen optages gennem hud, lunger og fra mave-tarm kanal meget lettere og hurtigere end
trichlorethylen. Det omdannes og udskilles endvidere langsommere og deponeres i høj grad i
fedtvævet, herunder hjernen. Det udskilles hovedsageligt uændret med udåndingsluften. Man har
direkte kunnet måle perchlorethylen i udåndingsluften fra personer udsat erhvervsmæssigt eller med
bopæl nær renserier. Kun 1-2 % omdannes til trichloreddikesyre og udskilles i urinen.
Svien i øjnene
På grund af den affedtende evne virker perchlorethylen udtørrende på hud og slimhinder, hvad der
giver rødme, hævelse og i svære tilfælde blære- og sårdannelse. En luftkoncentration på omkring 100
ppm bevirker svien i øjnene. Det er ligeledes rapporteret, at perchlorethylen skader leveren. I
forbindelse med alvorlige og dødelige forgiftninger ses vand i lungerne (ødem).
Hjernen påvirkes
Som andre organiske opløsningsmidler påvirker perchlorethylen centralnervesystemet. Indånding af
små mængder dampe fremkalder en følelse af velbefindende (eufori), mens der ved kortvarig
udsættelse for omkring 100 ppm ses tegn på beruselse, som viser sig ved mindskede hæmninger,
manglende balance og koordination af bevægelser. Symptomer som øget spytdannelse eller metallisk
smag i munden forekommer også. Udsættelse for omkring 1.000 ppm fører til bevidstløshed.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer perchlorethylen som et stof, der medfører stor risiko for varige og/ eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Forgiftning efter rensning af tøj
I 70’erne blev der indrettet mange møntrenserier, hvor publikum uden opsyn kunne rense deres
beklædningsgenstande. Rensemaskinerne fungerede ikke altid perfekt, og når samtidig maskinerne tit
21
Copyright: www.NIPSECT.dk
bliver overfyldt, er tøjet i mange tilfælde ikke tilstrækkeligt tørt, når det bliver taget ud af maskinen.
Dette har givet anledning til en række alvorlige forgiftningstilfælde i Danmark. F.eks. var en 9-årig
dreng nær omkommet efter at have sovet 1/2 time i en nyrenset sovepose. Fra udlandet vides det, at en
16-årig dreng tidligere er død efter at have sovet natten over i en sådan nyrenset sovepose. En 7-årig
pige blev fundet bevidstløs på bagsædet af en bil, hvor der var placeret en portion nyrenset tøj. I et
andet tilfælde blev en kvinde bevidstløs under bilkørsel på vej hjem med nogle nyrensede lammeskind.
En rekonstruktion viste, at der let opnås en luftkoncentration på 200-300 ppm i en bil med nyrenset tøj
på bagsædet og 500-1.000 ppm i en pose med nyrenset tøj. Nogle tilfælde af nyresvigt er ligeledes sat i
forbindelse med udsættelse for dampe af perchlorethylen f.eks. i arbejdsmiljøet eller fra nyrenset tøj.
Fosterskader?
Ved forsøg med drægtige mus og rotter viste det sig, at indånding af perchlorethylen dampe (300 ppm)
resulterer i mindre kuldstørrelse og fosterskader. Der findes ikke oplysninger om lignende effekter hos
mennesker. Ren perchlorethylen er undersøgt i en række korttidstests, hvor det ikke synes at skade
arveanlæg.
Kræftforekomst hos dyr
Det amerikanske kræftforskningsinstitut rapporterede i 1977 nogle dyreforsøg, som tydede på, at
perchlorethylen tilført med mavesonde fremkaldte leverkræft i mus. Lignende undersøgelser med rotter
var ikke brugbare, da for mange dyr døde i løbet af undersøgelsen. Nogle samtidige dyreforsøg, hvor
perchlorethylen blev tilført ved pensling af huden, ved indsprøjtning eller ved indånding resulterede
derimod ikke i en forøget hyppighed af kræft i dyrene.
Nyere resultater
Da der blev rejst kritik af den måde, de ovennævnte dyreforsøg var udført på, startede de amerikanske
myndigheder et nyt forsøgsprogram. Resultaterne viser, at indånding af fra 200 ppm perchlorethylen i
to år fremkaldte leukæmi (blodkræft) og nyrekræft i hanrotter samt leverkræft i både han- og hunmus.
Samtidig viser nogle nyere undersøgelser af amerikanske renseriarbejdere, at disse har en
overdødelighed af kræft i spiserør, lunger, hud, nyrer og bugspytkirtel. En ny undersøgelse har også
vist en sammenhæng mellem perchlorethylen i drikkevand og lungekræft.
Perchlorethylen er på “Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer” og er vurderet af IARC
som sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker (2A).
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 7. Tetrakloretylen. Arbete och Hälsa,
1979:25.
2. IPCS Environmental Health Criteria 31: Tetrachloroethylene. Geneva: WHO, 1984.
3. Larsen NA, Nielsen, B, Ravn-Nielsen A. Perkloretylenforgiftning, Ugeskr Læger 1977;1/39:
270-75.
4. NTP TR 311. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Tetrachloroethylene
(Perchloroethylene) in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). NIH publ. no
22
Copyright: www.NIPSECT.dk
82567. Research Triangle Park, 1986.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 63: Dry Cleaning,
Some Chlorinated Solvents and Other Industrial Chemicals. International Agency for Research
on Cancer, Lyon, France, 1995.
6. Maag J. Massestrømsanalyse for dichlormethan, trichlorethylen og tetrachlorethylen.
Miljøprojekt nr. 392. København: Miljøstyrelsen, 1998.
7. Paulu C, Aschengrau A, Ozonoff D, Environ Health Perspec 1999;107:265-271.
PERCHLORETHYLEN
Synonymer: Tetrachlorethylen, tetrachlorethen, “PER”, perklor, ”perklorætylen”, tetrakloretylen, perchloroethylene (engl).
CAS nr. 127-18-4. EU nr. 602-028-00-4. EINECS nr. 204-825-9. RTECS nr. KX3850000. UN nr. 1897. Kemiske formler:
C2Cl4, Cl2C=CCl2. Molvægt: 165,83. Smeltepunkt: -22°C. Kogepunkt (1 atm): 121°C. Relativ massefylde (20/4°C):
1,6227 (vand=1). Damptryk (20°C): 14 mm Hg (1,9 kPa). Damptæthed: 5,8 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C):
25.000 ppm. Opløselighed i vand (20°C): 0,15 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,40. Brydningsindeks (n20/D):
6h
1,5056. LD50(o,r): 6 g/kg. LC50(ihl,r): 4.100 ppm. Lugtgrænse: 27 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,78
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm HK (70 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn),
miljøfarlig (N), Carc3. Risikoangivelser: Mulighed for varig skade på helbred (R 40), giftig for organismer, der lever i vand;
kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn
(S2), undgå indånding af dampe (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
7.
Diisocyanater
Diisocyanater er organiske forbindelser, der indeholder 2 isocyanatgrupper (-NCO). Der er optaget 7
forskellige diisocyanater på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste og på Listen over farlige stoffer, nemlig
2,4-diisocyanatotoluen (2,4-TDI), den isomere 2,6-diisocyanatotoluen (2,6-TDI), 4,4’diisocyanatodiphenylmethan (MDI), 1,5-diisocyanatonaphthalen (NDI), 1,6-diisocyanatohexan (HDI),
isophorondiisocyanat (IPDI) og bis(4-isocyanatocyclohexyl)methan (HMDI). Da stoffernes kemiske
navne er ret så komplicerede benyttes oftest forkortelser eller handelsnavne som f.eks. Desmodur®.
Betydelige forskelle
TDI er klassificeret som meget giftigt, HDI, HMDI og IPDI som giftige mens MDI og NDI kun er
sundhedsskadelige. Grænseværdien er meget lav (0,005 ppm) og ens for alle diisocyanater.
Stofferne har meget forskellige fysisk-kemiske egenskaber, idet HMDI, MDI og NDI er faste stoffer,
2,4-TDI har et smeltepunkt omkring stuetemperatur, mens 2,6-TDI, HDI og IPDI er svagt gullige
væsker med en stærkt stikkende lugt. TDI og HDI er mest flygtige og dermed potentielt mest farlige i
arbejdsmiljøet.
Produktion og forbrug
Diisocyanatotoluen er den vigtigste diisocyanat. Handelsproduktet TDI er en blanding af 80% 2,4-TDI
og 20% 2,6-TDI. Verdensproduktionen af TDI er omkring 700.000 tons pr. år. Den næst vigtigste
diisocyanat er MDI med en verdensproduktion på godt 500.000 tons.
23
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 9.400 tons TDI i
57 produkter, og der var 9.200 eksponeringer for stoffet. For MDI var det estimerede forbrug 52.000
tons i 124 produkter og med 25.000 eksponeringer for stoffet. For de øvrige diisocyanater var forbruget
under 1 ton. I juni 1990 forekom diisocyanater i 950 ud af 27.800 produkter i Produktregistrets
database.
Antallet af arbejdere udsat for isocyanater i USA er anslået til 280.000, heraf alene 40.000 til TDI. Det
er anslået, at omkring 100 virksomheder i Danmark anvender de rene stoffer, så det må være et
betydeligt antal arbejdere, der er udsat for diisocyanater. I årene 1983-87 har Arbejdstilsynet foretaget
74 målinger af TDI, 151 målinger af MDI og 8 målinger af HDI på danske arbejdspladser. Antallet af
overskridelser af grænseværdien var ret få og forekom næsten kun for det flygtige TDI.
Polyurethaner
Den vigtigste anvendelse af diisocyanater er til fremstilling af forskellige typer af polyurethan-plast
(PUR). Dette kan ske ved, at diisocyanat (hærderen) blandes med en polyhydroxyforbindelse (resinen)
umiddelbart inden brugen. Ved sammenblandingen udvikles carbondioxid-gas (CO2) og varme, som
frembringer hulrum i plasten. Hulrum kan desuden dannes ved, at vand, CFC-11 (Fokus nr. 25) eller
methylenchlorid (Fokus nr. 2) blæses igennem plastmassen. Afhængig af hvilken proces, hvilke
diisocyanater, hvilke polyhydroxyforbindelser og hvilke tilsætningsstoffer, der anvendes, fås produkter
med forskellige egenskaber. Det lette og bløde polyurethanskum er vigtigt. Det bruges til f.eks. fyld i
møbler og skumgummimadrasser. Fast polyurethanskum anvendes f.eks. til isolering af fjernvarmerør
og køleskabe eller til indpakning. Stive og gummiagtige polyurethaner bruges f.eks. til skosåler, valser,
rulleskøjtehjul eller ”kofangere” til biler.
En-komponent produkter, som færdighærder efter påføringen under indvirkning af luftens fugtighed,
anvendes til hulrumsisolering af bygninger eller som fugemasse til understrygning af tagsten og
lignende. Hvis der under denne proces sker en tilsmudsning af huden på den person, der udfører
arbejdsprocessen, kan fugemassen klæbe fast til huden, så den er næsten umulig at fjerne. Det hærdede
polyurethan er i sig selv ikke sundhedsfarligt, hvis det ikke indeholder rester af monomeren. Ved brand
kan polyurethan-produkter imidlertid frigøre op til 1 % diisocyanat igen. Også ved forarbejdning af
polyurethan, fx. ved opvarmning af lim, farver og autolakker, kan der frigøres små, men ikke
uvæsentlige mængder af diisocyanat. Dette er blevet et voksende problem i arbejdsmiljøet.
Forpolymeriseret polyurethan anvendes endvidere i lime f.eks. til skosåler og i lakker - herunder
specielt billak og lak til isolering af ledningstråd. Til billak-spray anvendes ofte det meget reaktive HDI
i form af en trimer forbindelse, der kan give anledning til mange problemer i arbejdsmiljøet.
Stor reaktivitet
Diisocyanaterne er blandbare med upolære organiske opløsningsmidler, bl.a. ether og toluen. Forsøg på
at opløse stofferne i vand vil falde uheldigt ud, idet de reagerer med og nedbrydes af vandet. Ligeledes
reagerer diisocyanater umiddelbart voldsomt ved kontakt med organisk materiale eller hud, slimhinder
eller lunger. Dette betyder, at der mest bliver tale om lokale toksiske effekter. Direkte hudkontakt kan
24
Copyright: www.NIPSECT.dk
give anledning til rødme og betændelse samt eventuelt kontaktallergi. HMDI, HDI og MDI er
tilsyneladende mere hudskadelige end TDI. Øjnene er meget følsomme over for dråber eller dampe af
diisocyanater. Det er derfor almindeligt, at arbejdere, udsat for diisocyanater, har svien i øjnene.
Lungesygdom
Luftvejene er også meget følsomme over for diisocyanater. Flest erfaringer og undersøgelser foreligger
for TDIs virkninger. En kortvarig udsættelse for høje koncentrationer, der kan opstå ved ulykker eller
driftsforstyrrelser, giver en kraftig påvirkning af luftvejenes slimhinder med brystsmerter, intensiv tør
hoste og åndenød samt eventuelt lungebetændelse. Symptomerne fremkommer ofte med en vis
forsinkelse og sygdomsforløbet kan være meget langvarigt.
Længerevarende udsættelse for lavere koncentrationer end den nugældende grænseværdi kan også
resultere i luftvejsproblemer. Det er karakteristisk, at hoste og hiven efter vejret, som tegn på forringet
lungefunktion, ofte først optræder om aftenen efter arbejdstids ophør. Der er betydelig forskel mellem
de enkelte arbejderes symptomer. Mange kan endvidere arbejde med diisocyanater i kortere eller
længere tid uden nogen som helst symptomer, hvorefter der pludselig optræder akut
vejrtrækningsbesvær eller livstruende astma anfald.
Allergi
TDI, MDI, IPDI og HDI er opført på Arbejdsmiljøinstituttets Allergiliste som luftvejs- og
kontaktallergener. Dette betyder imidlertid ikke, at de øvrige diisocyanater er mindre farlige, - de er
blot ikke så velundersøgte. En nyere amerikansk undersøgelse af arbejdere udsat for NDI på en fabrik,
der fremstiller plasthjul, viste, at 13 ud af 46 arbejdere udviklede arbejdsbetinget astma.
Kræftrisiko?
Nogle nyere undersøgelser tyder på, at handelsvaren TDI tilført med en mavesonde kan fremkalde
ondartede svulster i rotter og i hunmus. Denne måde at indgive stoffet på har imidlertid ikke stor
relevans for menneskers udsættelse, idet TDI som tidligere nævnt er så reaktivt, at det næppe efter en
udsættelse i arbejdsmiljøet vil nå helskindet frem til maven. Det, der er konstateret, er sandsynligvis en
effekt af 2,4-toluendiamin, et kendt kræftfremkaldende stof, som vil kunne dannes ved reaktion mellem
TDI og mavesyren. Et andet dyreforsøg med mus og rotter, der i stedet indåndede TDI dampe, viste
ikke en øget forekomst af svulster i dyrene. Andre diisocyanater end TDI er ikke undersøgt i sådanne
langtidsdyreforsøg.
En større svensk undersøgelse af 7000 arbejdere i polyurethanskum-industrien konkluderede, at der var
en usikker sammenhæng mellem udsættelse for TDI og MDI og kræft i prostata og tyktarm. IARC
klassificerer TDI som muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B), og stoffet er optaget på
Arbejdstilsynets Kræftliste. Indtil videre må diisocyanaternes mulige kræftrisiko dog anses for et langt
mindre problem end lungeskaderne og allergien.
Andre isocyanater
Der findes en række teknisk vigtige forbindelser, som kun indeholder en enkelt isocyanatgruppe. Meget
25
Copyright: www.NIPSECT.dk
omtalt for nogle år siden var meta-tolylisocyanat (MTI), som Kemisk Værk Køge ville anvende i
produktionen af et bekæmpelsesmiddel, men som beboergrupper mente var for farligt. En anden vigtig
forbindelse er methylisocyanat (MIC), som var årsag til forgiftningsulykken i Bhopal i Indien i 1983,
som kostede flere tusinder mennesker livet. På en lignende måde som diisocyanaterne påvirker disse
stoffer hud og luftveje. De virker også som kraftige tåregasser. Derudover kan det særligt giftige og
meget flygtige methylisocyanat lamme nervesystem og åndedræt samt skade blod, lever og nyrer.
Udvalgt litteratur:
1. Swensson Å, Andersson K. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 58.
Diisocyanater. Arbete och Hälsa 1985:19.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans.
Vol. 39: Some Chemicals Used in Plastics and Elastomers. Lyon: International Agency for
Research on Cancer, 1986.
3. Fuortes LJ, Kiken S, Makowsky M. An outbreak of naphthalene di-isocyanate-induced
asthma in a plastic factory. Arch Environ Health 1995;50:337-340.
4. Isocyanat og epoxy. Personlig sikkerhed ved arbejde med epoxyharpikser og isocyanater.
Direktoratet for Arbejdsmarkedsuddannelserne, 1985.
5. Jørgensen NK, Hansen JPB. Luftvejsallergi ved arbejde med polyurethan. Ugeskrift for
læger 1982;144:3535-37.
6. Danielsen KS, Rietz B, Skov P, Bartram P, Hansen L, Hjorther A. Allergi udløst af
diisocyanater og syreanhydrider. Arbejdsmiljøfondet, 1986.
7. IPCS Environmental Health Criteria 75. Toluene diisocyanates. Geneva: WHO, 1987.
8. Hagmar L, Strömberg U, Welinder H, Mikoczy Z. Incidence of cancer and exposure to
toluene diisocyanate and methylene diphenyldiisocyanate: a cohort based case-referent
study in the polyurethane foam manufacturing industry. Brit J Ind Med 1993;50:1003-1007.
9. Boll KL, Eriksen J. Toksisk interstitiel pneumoni fremkaldt af diisocyanat. Ugeskr Læger
1988;150/40:2405.
10. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: ReEvaluation of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
2,4-TDI
CH 3
NCO
NCO
Synonymer: TDI, 2,4-Tolylendiisocyanat, 2,4-toluendiisocyanat, toluen-2,4-diisocyanat. 2,4-diisocyanato-1-methylbenzen, 4methyl-m-phenylendiisocyanat, 2,4-toluene diisocyanate (engl). CAS nr. 584-84-9. EU nr. 615-006-00-4. EINECS nr. 209o
544-5. RTECS nr. CZ6300000. UN nr. 2078. Formler: C9H6N2O2, CH3C6H3(NCO)2. Molvægt: 174,16. Smeltepunkt: 22 C.
Kogepunkt (1 atm): 251°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,2244 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,01 mm Hg (1,33 Pa).
Mætningskoncentration (25°C): 21 ppm. Damptæthed: 6,0 (luft=1). Flammepunkt (cc): 127°C.
4h
Selvantændelsestemperatur: 620°C. Lugtgrænse: 0,17 ppm. LD50(o,r): 3,06 g/kg. LC50(ihl,r): 14 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 7,14 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm K (0,035 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), Carc3. Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26), irriterer øjnene,
26
Copyright: www.NIPSECT.dk
åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give overfølsomhed ved indånding
og ved kontakt med huden (R42/43), skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R52/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af
dampe (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende
er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
2,6-TDI
CH 3
OCN
NCO
Synonymer: TDI, 2,6-Tolylendiisocyanat, 2,6-toluendiisocyanat, toluen-2,6-diisocyanat, 2-methyl-m-phenylendiisocyanat,
2,6-diisocyanato-1-methylbenzen, 2,6-toluene diisocyanate (engl). CAS nr. 91-08-7. EU nr. 615-006-004. EINECS nr. 202039-0. RTECS nr. CZ6310000. Formler: C9H6N2O2, CH3C6H3(NCO)2. Molvægt: 174,16. Smeltepunkt: 7,2°C. Kogepunkt
(1 atm): 238°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,225 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,01 mm Hg (1,33 Pa). Damptæthed: 6,0
3
(luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,5708. Grænseværdi (2002): 0,005 ppm K (0,035 mg/m ). Klassificering og mærkning
(2002): Meget giftig (Tx), Carc3. Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26) irriterer øjnene, åndedrætsorganer og
huden (R36/37/38), mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give overfølsomhed ved indånding og ved kontakt med
huden (R42/43), skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af dampe (S23), brug særligt
arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
Teknisk TDI (80% 2,4-TDI og 20% 2,6-TDI)
CAS nr. 266471-62-5. EU nr. 615-006-00-4. EINECS nr. 247-722-4. RTECS nr. CZ6200000. UN nr. 2078. Frysepunkt:
12°C. Kogepunkt (1 atm): 250°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,225 (vand=1). Damptryk (25°C): 0,05 mm Hg (6,6 kPa).
3
Flammepunkt (cc): 135°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,5689. Grænseværdi (2002): 0,005 ppm K (0,035 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), Carc3. Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26) irriterer
øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give overfølsomhed ved
indånding og ved kontakt med huden (R42/43), skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
undgå indånding af dampe (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
4,4’-MDI
OCN
NCO
Synonymer: 4,4’-Diisocyanatodiphenylmethan, 4,4’-diphenylmethandiisocyanat, diphenylmethan-4,4’-diisocyanat,
methylendiphenyldiisocyanat, 4,4’-diphenylmethane diisocyanate (engl). CAS nr. 101-68-8. EU nr. 615-005-00-9. EINECS
nr. 202-966-0. UN nr. 2489. RTECS nr. NQ9350000. Formler: C15H10N2O2. Molvægt: 250,26. Smeltepunkt: 38°C.
Kogepunkt (1 atm): 314°C. Relativ massefylde (50/4°C): 1,19 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,0001 mm Hg (0,01 Pa).
o
Relativ damptæthed: 8,6 (luft =1). Flammepunkt (cc): 196°C. Selvantændelsestemperatur: 240 C. Opløselighed i vand
3
(20°C): 2 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,05 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig
(Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding (R20), irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give
overfølsomhed ved indånding og ved kontakt med huden (R42/43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45).
27
Copyright: www.NIPSECT.dk
2,4’-MDI
NCO
NCO
Synonymer: 2,4’-Diisocyanatodiphenylmethan, diphenylmethan-2,4’-diisocyanat, methylendiphenyldiisocyanat,
diphenylmethane 2,4’-diisocyanate (engl). CAS nr. 5873-54-1. EU nr. 615-005-00-9. EINECS nr. 227-534-9. Formler:
3
C15H10N2O2. Molvægt: 250,26. Damptryk (20°C): 0,0001 mm Hg (0,01 Pa). Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,05 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding (R20), irriterer
øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding og ved kontakt med huden
(R42/43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af
gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
2,2’-MDI
NCO
NCO
Synonymer: 2,2’-Diisocyanatodiphenylmethan, diphenylmethan-2,2’-diisocyanat, methylendiphenyldiisocyanat,
diphenylmethane 2,2’-diisocyanate (engl). CAS nr. 2536-05-2. EU nr. 615-005-00-9. EINECS nr. 219-799-4. Formler:
C15H10N2O2. Molvægt: 250,26. Smeltepunkt: 38°C. Kogepunkt (1 atm): 314°C. Relativ massefylde (50/4°ætsende (C)):
1,23 (vand=1). Damptryk (20°ætsende (C)): 0,0001 mm Hg (0,01 Pa). Relativ damptæthed: 8,5 (luft=1).
Mætningskoncentration (20°ætsende (C)): 0,01 ppm. Flammepunkt (cc): 200°C. Lugtgrænse: 0,4 ppm. Grænseværdi
3
(2002): 0,005 ppm (0,05 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig
ved indånding (R20), irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding og
ved kontakt med huden (R42/43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå
indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
MDI (isomer/homolog/(polymer) blanding)
Synonymer: Diisocyanatodiphenylmethan, diphenylmethandiisocyanat, methylendiphenyldiisocyanat, diphenylmethane
diisocyanate (engl). CAS nr. 9016-87-9. EU nr. 615-005-01-6. Formler: C15H10N2O2, CH2(C6H4NCO)2. Molvægt: 250,26
(400). Smeltepunkt: 10°C. Kogepunkt (1 atm): 329°C. Relativ massefylde (50/4°C): 1,23 (vand=1). Damptryk (20°C):
0,0001 mm Hg (0,01 Pa). Mætningskoncentration (25°C): 0,01 ppm. Flammepunkt (cc): 204°C. Lugtgrænse: 0,4 ppm.
4h
3
LD50(o,r): >10 g/kg. LC50(ihl,r): 50 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 10,4 mg/m . Grænseværdi (2002):
3
0,005 ppm (0,05 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved
indånding (R20), irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding og ved
kontakt med huden (R42/43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding
af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
NDI
NCO
NCO
Synonymer: 1,5-Naphthalendiisocyanat, naphthylen-1,5-diisocyanat, 1,5-diisocyanatonaphthalen, 1,5-naphthalene
diisocyanate (engl). CAS nr. 3173-72-6. EU nr. 615-007-00-x. EINECS nr. 221-817-8. RTECS nr. NQ9600000.
28
Copyright: www.NIPSECT.dk
Bruttoformel: C12H6N2O2. Molvægt: 210,19. Smeltepunkt: 127°C. Kogepunkt (1 atm): 263°C. Massefylde (20°C): 1,42
g/ml. Damptryk (20°C): 0,0003 mm Hg (0,03 Pa). Mætningskoncentration (20°C): 0,1 ppm. Flammepunkt (cc): 192°C.
3
3
LD50(o,r): >5 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 8,7 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,040 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding (R20), irriterer
øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding og ved kontakt med huden
(R42/43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), Undgå indånding af
gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
HDI
NCO
OCN
Synonymer: Hexamethylendiisocyanat, hexamethylen-1,6-diisocyanat, 1,6-diisocyanatohexan, hexamethylene 1,6diisocyanate (engl). CAS nr. 822-06-0. EU nr. 615-011-00-1. EINECS nr. 212-485-8. RTECS nr. MO1740000. UN nr. 2281.
Formler: C8H12N2O2, OCN(CH2)6NCO. Molvægt: 168,20. Frysepunkt: -67°C. Kogepunkt (1 atm): 255°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 1,040 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,01 mm Hg (1,33 Pa). Mætningskoncentration (20°C): 10 ppm.
4h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4525. Flammepunkt (cc): 140°C. Lugtgrænse: 0,4 ppm. LD50(o,r): 0,75 g/kg. LC50(ihl,r): 40
3
3
ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 7,0 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,035 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene,
åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give allergi ved indånding og kontakt med huden (R42/43)
Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt
med vand og læge kontaktes (S26), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder... (angives af producenten
eller importøren) (S28), brug egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
IPDI
CH 3
CH 2 NCO
CH 3
NCO
CH 3
Synonymer: Isophorondiisocyanat, 5-isocyanato-1-(isocyanatomethyl)-1,3,3-trimethylcyclohexan, 3-isocyanatomethyl-3,5,5trimethylcyclohexylisocyanat, isophorone diisocyanate (engl). CAS nr. 4098-71-9. EU nr. 615-008-00-5. EINECS nr. 223861-6. RTECS nr. NQ9370000. UN nr. 2290. Bruttoformel: C12H18N2O2. Molvægt: 222,32. Frysepunkt: -60°C.
Kogepunkt (13 mbar): 158°C ved. Relativ massefylde (20/4°C): 1,049 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,0003 mm Hg (0,04
Pa). Mætningskoncentration (20°C): 0,4 ppm. Brydningsindeks (n20/D): 1,4844. Flammepunkt (cc): 155°C.
o
4h
Selvantændelsestemperatur: 430 C. LD50(o,r): 2,65 g/kg. LC50(ihl,r): 14 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm
3
3
= 9,2 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm H (0,045 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig
(N). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give allergi
ved indånding og kontakt med huden (R42/43), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stoffet på huden vaskes straks
med store mængder... (angives af producenten eller importøren) (S28), brug egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation
ikke er mulig (S38). Ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis
det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
HMDI
OCN
NCO
Synonymer: Bis(4-isocyanatocyclohexyl)methan, dicyclohexylmethan-4,4’-diisocyanat, methylenbis(cyclohexylisocyanat),
4,4’-dicyclohexylmethane diisocyanate (engl). CAS nr. 5124-30-1. EU nr. 615-009-00-0. EINECS nr. 225-863-2. RTECS nr.
29
Copyright: www.NIPSECT.dk
NQ9250000. UN nr. 3080. Bruttoformel: C15H22N2O2. Molvægt: 262,35. Smeltepunkt: 19°C. Kogepunkt (1 atm): 245°C
ved 7,2 kPa. Relativ massefylde (20/4°C): 1,07 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,001 mm Hg (0,13 Pa).
4h
Mætningskoncentration (20°C): 1 ppm. Flammepunkt (cc): 200°C. LD50(o,r): 9,9 g/kg. LC50(ihl,r): 30 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 10,9 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,054 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden
(R36/37/38), kan give allergi ved indånding og kontakt med huden (R42/43) Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer
stoffet på huden vaskes straks med store mængder... (angives af producenten eller importøren) (S28), brug egnet
åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38). Ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TMDI
NCO
OCN
Synonymer: 2,2,4-Trimethylhexamethylen-1,6-diisocyanat , (engl). CAS nr. 16938-22-0. EU nr. 615-009-00-0. EINECS nr.
3
241-001-8. Bruttoformel: C11H18N2O2. Molvægt: 210,28. (vand=1). Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,054 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene,
åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding (R42). Sikkerhedsforskrifter: opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder... (angives af producenten eller importøren) (S28), brug
egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38). Ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
NCO
OCN
Synonymer: 2,4,4-Trimethylhexamethylen-1,6-diisocyanat , (engl). CAS nr. 15646-96-5. EU nr. 615-010-00-6. EINECS nr.
3
239-714-4. RTECS nr.. Bruttoformel: C11H18N2O2. Molvægt: 210,28. Grænseværdi (2002): 0,005 ppm (0,045 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene,
åndedrætsorganer og huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved indånding (R42). Sikkerhedsforskrifter: opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder... (angives af producenten eller importøren) (S28), brug
egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38). Ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
meta-TOLUENISOCYANAT
CH 3
NCO
Synonymer: MTI, 3-isocyanatotoluen, 1-isocyanato-3-methylbenzen, m-tolylisocyanat, m-toluene isocyanate (engl). CAS nr.
621-29-4. Formler: C8H7NO. Molvægt: 133,15. Frysepunkt: -72°C. Kogepunkt (1 atm): 189°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 1,033 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,5 mm Hg (67 Pa). Brydningsindeks (n20/D): 1,5305. Flammepunkt (cc):
o
65°C. Selvantændelsestemperatur: 615 C. Lugtgrænse: ppm. LD50(o,r): 2,9 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1
3
ppm = mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
METHYLISOCYANAT
Synonymer: MIC, isocyanatomethan, isocyansyremethylester, methyl isocyanate (engl). CAS nr. 624-83-9. EU nr. 615-00100-7. EINECS nr. 210-866-3. RTECS nr. NQ9450000. UN nr. 2480. Formel: CH3NCO. Molvægt: 57,06. Frysepunkt: 45°C. Kogepunkt (1 atm): 39°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,967 (vand=1). Damptryk (20°C): 348 mm Hg (46,4 kPa).
30
Copyright: www.NIPSECT.dk
Mætningskoncentration (20°C): 630.000 ppm. Relativ damptæthed: 1,97 (luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,3695.
o
Flammepunkt (cc): -7°C. Selvantændelsestemperatur: 535 C. Eksplosionsgrænser: 5,3-26 vol%. Vandopløselighed:
4h
67 g/L. Lugtgrænse: 2,1 ppm. LD50(o,r): 0,071 g/kg. LC50(ihl,r): 5 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 7,0
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 0,01 ppm HL (0,03 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx),
giftig (T). Risikoangivelser: Yderst brandfarlig (R12), giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25),
irriterer øjnene, åndedrætsorganer og huden (R36/37/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for
børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), hæld aldrig vand på eller i produktet (S30), brug …
ved brandslukning (den nøjagtige type brandslukningsudstyr angives af fabrikanten). Brug ikke vand (S43), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
8.
Acrylonitril
Acrylonitril er en flygtig, farveløs væske med en sød, karakteristisk smag. Stoffet er meget brændbart
og har en tendens til spontan polymerisation. For at stabilisere tilsættes handelsvaren små mængder
(<50 ppm) hydroquinon-methylether og vand. Acrylonitril er opløseligt i vand og blandbart med de
fleste organiske opløsningsmidler.
Polyacryl
Acrylonitril hører til blandt de vigtigste kemikalier. Verdensproduktionen er over 4 millioner tons
årligt. I 1996 var produktionen alene i USA 1,5 millioner tons. Lidt over halvdelen af denne mængde
polymeriseres til polyacryl-fibre, som anvendes til tøj, gardiner, tæpper, møbelstoffer og andre
tekstiler. Andre vigtige anvendelser er til plastprodukter sammen med styren (Fokus nr. 4) eller med
både styren og butadien (ABS-plast).
Acrylonitril og butadien (Fokus nr. 9) kan polymeriseres til en gummiagtig forbindelse (nitrilgummi),
der er modstandsdygtig over for varme og organiske opløsningsmidler, og som anvendes til tætning og
forsegling i biler samt i klæbemidler og til overfladebehandling af papir og lædervarer.
Acrylonitril kan ligeledes polymeriseres sammen med f.eks. acrylater, methacrylater, vinylacetat
(Fokus nr. 38) eller vinylchlorid. Tidligere blev en acrylonitril/methacrylat-polymer anvendt til vin- og
ølflasker. Denne anvendelse var meget udbredt i USA, indtil den efter en offentlig debat om kræftrisiko
i 1977 blev forbudt.
Restindhold
Alle disse plastprodukter indeholder rester af udgangsstofferne, i nogle tilfælde mere end 10%, som
kan afgives ved anvendelse eller videreforarbejdning. Desuden kan acrylonitril i mindre omfang dannes
ved brand i.
En ikke ubetydelig mængde acrylonitril anvendes til fremstilling af andre kemikalier, bl.a. acrylamid
(Fokus nr. 37) og adiponitril. Sidstnævnte stof anvendes til fremstilling af nylon.
Få målinger
Der blev tidligere årligt importeret omkring 200 tons acrylonitril til Danmark. Nyere tal savnes.
Herudover findes der acrylonitril i den store mængde importerede polyacrylprodukter. Ifølge
31
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 63 kg acrylonitril i 24
produkter, og der var 3.100 eksponeringer for stoffet. Arbejdsmiljøinstituttet har i perioden 1983-87
kun foretaget 5 analyser af acrylonitril i luftprøver fra plastindustrien. I en af prøverne var
grænseværdien på 2 ppm overskredet.
I USA har man for en del år siden skønnet, at mellem 80.000 og 278.000 var udsatte for acrylonitril.
Trænger gennem huden
Acrylonitril-dampe optages let gennem lungerne, og både dråber og dampe optages let gennem huden.
Der er endda rapporteret om en dødeligt forløbet forgiftning af et barn, som var blevet behandlet med et
acrylonitril-holdigt lusemiddel. I et andet tilfælde døde et barn efter at have opholdt sig kort tid i et
værelse, der var blevet sprøjtet med samme bekæmpelsesmiddel (Ventox®). Dette produkt, der også
har været anvendt til behandling af korn, anvendes ikke mere. Produktet indeholdt ligeledes
tetrachlormethan (”tetraklorkulstof”), der kan være en medvirkende årsag til det voldsomme
forgiftningsforløb.
For forståelsen af de akutte forgiftninger er det væsentligt at vide, at acrylonitril hurtigt nedbrydes i
leveren, bl.a. til cyanid, der er en velkendt gift. Cyanid omdannes videre til thiocyanat, som kan måles i
urinen sammen med acrylonitril og svovlholdige metabolitter af acrylonitril.
Hudskader
Acrylonitril forårsager lokale skadevirkninger på hud, slimhinder og øjne. En mindre mængde på
huden en kort tid kan flere timer senere resultere i rødme, hævelser og smertefuld blæredannelse, som
har vanskeligt ved at hele. Allergisk kontakteksem er ligeledes set.
Forgiftninger i arbejdsmiljøet
Siden 1940’erne er der rapporteret om tilfælde af forgiftninger af arbejdere med acrylonitril. De mest
almindelige symptomer har været mavekatar, træthed, vejrtrækningsbesvær og gulsot. Selv
koncentrationer i nærheden af eller lidt over den nugældende grænseværdi har efter længere tids
udsættelse resulteret i irritabilitet, hovedpine, appetitløshed, søvnløshed, generel svaghed, nedsat
arbejdsevne samt blodmangel og nedsat blodtryk.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acrylonitril som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed,
død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Kræftfremkaldende
Acrylonitril ændrer arveanlæg i en række bakterietests, herunder Ames-testen med Salmonella
bakterier. Ved indånding, indtagelse med drikkevand eller indgivet med mavesonde er acrylonitril
stærkt kræftfremkaldende i rotter. Svulster fremkommer mest i centralnervesystemet, mave-tarm kanal,
bryst, næse og tunge.
I slutningen af 70’erne og i begyndelsen af 80’erne var der er et voksende antal
32
Copyright: www.NIPSECT.dk
arbejdsmiljøundersøgelser, som tydede på, at acrylonitril kunne fremkalde kræft i luftveje, mave-tarm
kanal, hjerne og prostata hos udsatte arbejdere. På den baggrund klassificerede
Verdenssundhedsorganisationen kræftforskningsinstitut IARC stoffet som ”sandsynligt
kræftfremkaldende i mennesker” (Gruppe 2A). Denne vurdering er nyligt ændret til ”muligt
kræftfremkaldende i mennesker” (Gruppe 2B), fordi nyere epidemiologiske undersøgelser ikke kan
dokumentere denne sammenhæng. Acrylonitril er fortsat optaget på både Arbejdstilsynets og EU’s
lister over kræftfremkaldende stoffer. Det er derfor et stof, som så vidt muligt bør erstattes på
arbejdspladser.
Udvalgt litteratur:
1. Alexander J. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 55. Akrylnitril. Arbete
och Hälsa 1985:4.
2. IPCS Environmental Health Criteria 28. Acrylonitrile. Geneva: WHO, 1983.
3. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans. Vol.
19: Some Monomers, Plastics and Synthetic Elastomers, and Acrolein. Lyon: IARC, 1979.
4. Bigner DD, Bigner SH, Burger PC et al. Primary brain tumors in Fischer 344 rats chronically
exposed to acrylonitrile in their drinking water. Food Chem Toxicol 1986;24:129-137.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon: International Agency
for Research on Cancer, 1999.
ACRYLONITRIL
Synonymer: Vinylcyanid, 2-propennitril, acrylsyrenitril, akrylnitril, acrylonitrile (engl). CAS nr. 107-13-1. EU nr. 608-003-004. EINECS nr. 203-466-5. RTECS nr. AT5250000. UN nr. 1093. Formler: CH2=CH-CN, C3H3N. Molvægt: 53,06.
Frysepunkt: -83°C. Kogepunkt (1 atm): 77°C. Damptryk (23°C): 100 mm Hg (13,3 kPa). Mætningskoncentration (25°C):
140.000 ppm. Damptæthed: 1,83 (luft=1). Relativ massefylde (20/4°C): 0,806 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 74
g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,25. Brydningsindeks (n20/D): 1,3910. Flammepunkt (cc): -1°C.
Selvantændelsestemperatur: 481°C. Eksplosionsgrænser: 3-17 vol%. Lugtgrænse: 17 ppm. Grænseværdi (2002): 2
3
ppm HK (4 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2.
Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), meget brandfarlig (R11), også giftig ved indånding, hudkontakt og indtagelse
(R23/24/25), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), kan give overfølsomhed
ved kontakt med huden (R43), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkninger: Tilbøjelighed til spontan polymerisation (ikke
stabiliseret skal anføres) (D), må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
9.
Butadien
Ved stuetemperatur og normalt tryk er butadien en farveløs, Meget brandfarlig gas med en mild,
aromatisk lugt. Den forhandles på flydende form i trykflasker. Butadien er meget reaktivt i luft,
polymeriserer let og danner eksplosive blandinger med luft. Det stabiliseres med hydroquinon (Fokus
nr. 39), catecholer eller mercaptaner. Butadien er meget lidt opløseligt i vand, men opløseligt i stort set
alle organiske opløsningsmidler.
33
Copyright: www.NIPSECT.dk
Gummi og plast
Butadien dannes som et biprodukt ved fremstilling af ethylen på olieraffinaderier.
Verdensproduktionen er meget betydelig og androg i 1989 6,6 millioner tons, men er vokset siden. Der
er ingen produktion i Danmark. For EU er der anslået en årlig emission af butadien til vandmiljøet på
60 tons.
Hovedparten (omkring 80 %) af det fremstillede butadien anvendes til fremstilling af kunstgummi og
plast. Vigtige gummityper er polybutadien (buna), der bl.a. anvendes til bildæk, og co-polymere med
styren (termoplastisk SBR-gummi), som ligeledes anvendes til bildæk, eller acrylonitril (nitrilgummi).
Sidstnævnte to kunstgummityper er meget anvendt i lime, klæbe-, binde- og tætningsmidler for f.eks.
auto-, asfalt- og byggebranchen. Produkterne indeholder små mængder ikke-reageret udgangsstof, bl.a.
butadien, som kan afgives ved anvendelse eller videreforarbejdning.
Butadien indgår ligeledes sammen med styren og acrylonitril i den vigtige hårde plasttype ABS-plast,
som har udbredt anvendelse til f.eks. køkkenudstyr, kontormaskiner, legetøj og instrumentpaneler. De
sidste 20% af produktionen af butadien anvendes til fremstilling af andre vigtige kemikalier, bl.a. 2chlorbutadien (chloropren, Fokus nr. 65), som videre anvendes til fremstilling af neoprengummi,
hexamethylendiamin, der anvendes til fremstilling af nylon samt svampemidlet captan.
Udsættelse i arbejdsmiljøet
I USA har man tidligere anslået, at mere end 50.000 arbejdere er direkte udsat for butadien. De målte
koncentrationer har været langt under den tidligere grænseværdi på 1000 ppm. Antallet af udsatte
arbejdere i Danmark kendes ikke. Der er så vidt vides heller ikke foretaget målinger af stoffet på
danske arbejdspladser. På grund af anvendelsen i plast- og gummiindustrien samt forekomsten i
produkter anvendt i store brancher som bygge- og autobranchen må det forventes, at et ret stort antal
arbejdere er udsatte for butadien, dog formentlig i ret lave koncentrationer. Ifølge
Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt minimale mængder
butadien i 17 produkter, og der var 2.100 eksponeringer for stoffet.
Lav akut giftighed
Efter indånding er optagelsen af butadien begrænset til omkring 15%. Det kan forklare, at butadien har
en meget lav akut giftighed, og først ved udsættelse for 1200-2000 ppm og højere koncentrationer er
der rapporteret om irritation af hud, øjne, næse og hals. Højere koncentrationer kan virke søvndyssende
eller give anledning til hoste.
Langtidsvirkninger
Udsættelse for 1250 ppm butadien i 6 uger fremkaldte blodmangel i forsøg med dyr.
Langtidsudsættelse af forsøgsdyr har afsløret, at koncentrationer omkring 1000 ppm kan forårsage
svind af æggestokke og testikler samt skade knoglemarven.
I et forsøg med drægtige rotter udsat for 1000 eller 8000 ppm butadien i luften i 6 timer pr. dag, dag 615 efter parringen, forårsagede butadien en øget fosterdødelighed samt skeletforandringer.
34
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer butadien som mistænkt reproduktionsskadende ved højt dosisniveau
(Gruppe 2H).
Kræft i dyr
Butadien er efter tilsætning af leverenzympræparater aktivt i den såkaldte Ames-test med Salmonella
bakterier. Enzymerne omdanner butadien til reaktive epoxy-forbindelser, bl.a. diepoxybutan – et
velkendt kræftfremkaldende stof i dyreforsøg. Butadien er desuden mutagent i en række andre
testsystemer.
Det har i en del år været kendt, at langtidsforsøg med rotter og mus udsat for fra 600 ppm og til 8000
ppm butadien, resulterede i en koncentrationsafhængig, øget forekomst af svulster i bryst,
skjoldbruskkirtel og livmoder i hunrotter, i testikler og bugspytkirtel hos hanrotter, samt i lunger, bryst,
hjerte, mave og lymfesystem hos mus. I undersøgelser fra 1993 blev der i mus konstateret øget
lymfekræft ved udsættelse for 200 ppm butadien, en sjælden form for kræft i hjertets blodårer ved 20
ppm butadien og lungekræft ved 6 ppm butadien.
Kræft i mennesker
Arbejdere beskæftiget ved produktion af butadien monomer, specielt før 1950, har en øget risiko for
blod- og lymfekræft. Det var måske heller ikke en tilfældighed, at en amerikansk kemiker, som i to år,
uden at være klar over faren, arbejdede med butadien i forbindelse med sin specialeafhandling, kort
efter fik påvist en lymfekræft af samme type, som er fundet i dyreforsøgene.
Også arbejdsmiljøundersøgelser i kunstgummi-industrien har afsløret en vis overdødelighed af blod- og
lymfekræft. Disse arbejdere var imidlertid også udsat for andre farlige stoffer, bl.a. acrylonitril (Fokus
nr. 8) og styren (Fokus nr. 4), således at en eventuel sammenhæng med butadien blev sløret.
Verdenssundhedsorganisationens kræftforskningsinstitut (IARC) har vurderet butadien som sandsynligt
kræftfremkaldende i mennesker (2A), og stoffet er optaget på Arbejdstilsynets Liste over
kræftfremkaldende stoffer. I 1988 blev grænseværdien nedsat fra 1000 ppm til 10 ppm, hvor den fortsat
ligger.
Udvalgt litteratur:
1. Sorsa M, Peltonen K. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 113. 1,3Butadiene. Arbete och Hälsa 1994:36.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans.
Vol. 54: Occupational Exposures to Mist and Vapours from Strong Inorganic Acids; and
other Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1992.
3. NTP TR 434. Toxicology and Carcinogenesis Studies of 1,3-Butadiene in B6C3F1 Mice
(Inhalation Studies). Research Triangle Park: NIH Publ. No. 93-3165, 1993.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: ReEvaluation of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
35
Copyright: www.NIPSECT.dk
BUTADIEN
Synonymer: 1,3-Butadien, buta-1,3-dien, bivinyl, erythrene, vinylethylen, pyrrolylen, 1,3-butadiene (engl). CAS nr. 106-99-0.
EU nr. 601-013-00-x. EINECS nr. 203-450-8. RTECS nr. EI9275000. UN nr. 1010. Formler: CH2=CH-CH=CH2, C4H6.
Molvægt: 54,09. Frysepunkt: -109°C. Kogepunkt (1 atm): -4°C. Relativ massefylde (-6/4°C): 0,650 (vand=1). Damptryk
(21°C): 1840 mm Hg (248 kPa). Damptæthed: 1,87 (luft=1). Flammepunkt (cc): -76°C. Selvantændelsestemperatur:
o
414 C. Eksplosionsgrænser: 1,1-16,3 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 0,735 g/L. Lugtgrænse: 1,6 ppm. LD50(o,r): 5,5
4h
3
g/kg. LC50(ihl,r): 129.000 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,25 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm K
3
(22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx), giftigt (T), Carc1. Risikoangivelser: Kan
fremkalde kræft (R45), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), yderst brandfarlig (R12). Sikkerhedsforskrifter:
Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkninger: Tilbøjelig til spontan
polymerisering (ikke stabiliseret skal anføres) (D), må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
10. Formaldehyd
Formaldehyd er en farveløs gas med en karakteristisk skarp og stikkende lugt. Stoffet er letopløseligt i
vand og opløseligt i alkoholer og ethere. Formaldehyd er en meget reaktiv gas, der er brændbar og
danner eksplosive blandinger med atmosfærisk luft. Derfor forhandles formaldehyd mest som en
vandig opløsning (“formalin”) med et typisk indhold af 37-50% formaldehyd.
Formalin kan være tilsat indtil 15 % methanol (Fokus nr. 33) som stabilisator for at hindre
polymerisation. Formalin virker som andre aldehyder reducerende i basisk væske og kan f.eks.
omdanne sølvsalte til frit sølv. Formaldehyd forhandles også i polymeriseret form som de faste og mere
stabile stoffer: Paraformaldehyd (8 molekyler formaldehyd) eller trioxan (3 molekyler formaldehyd).
Fra disse polymere kan formaldehyd igen afgives enten ved ophedning eller syretilsætning.
Derudover findes der en række andre stoffer, som umiddelbart ikke synes relateret til formaldehyd,
men som alligevel langsomt kan frigøre formaldehyd under deres nedbrydning. Det er de såkaldte
formaldehyd-”releasere”.
Dansk produktion
Formaldehyd er det simpleste og teknisk mest vigtige medlem af stofgruppen aldehyder, der har
aldehydgruppen (-CHO) tilfælles. Formaldehyd fremstilles teknisk ved oxidation af methanol
(træsprit). Den årlige verdensproduktion af formalin er anslået til mere end 4 millioner tons. Det årlige
danske forbrug af ren formaldehyd var i 1980-85 på omkring 17.000 tons, mens det faldt til 12.000 tons
i 1989. En stor del blev fremstillet i Danmark.
Formaldehyd har et meget bredt anvendelsesområde. Dette skyldes både stoffets specielle egenskaber,
og at det er relativt billigt at fremstille.
Bruges i lime til spånplader
Størstedelen (>75 %) bruges sammen med urinstof (”urea”, carbamid) eller phenol til fremstilling af
kunstharpiks-lime. Disse anvendes ved fremstilling af spånplader, krydsfiner og lamineret træ samt
som bindemiddel i mineraluld.
36
Copyright: www.NIPSECT.dk
Polymere reaktionsprodukter af formaldehyd og urinstof (eller melamin) anvendes desuden som
bindemiddel i syrehærdende lakker og til imprægnering af tekstiler, så de får krølfri egenskaber.
Undersøgelser har vist, at behandlede tekstiler tidligere kunne indeholde flere tusinde mg formaldehyd
per kg, men nu er indholdet sjældent over 300 mg/kg. Anvendelsen af formaldehyd har resulteret i et
utilfredsstillende indeklima på systuer. Disse polymere reaktionsprodukter bruges også til behandling
af papir, f.eks. seddelpapir, fotopapir, kaffefiltre og papirhåndklæder, for at forøge vådstyrken.
Isoleringsmaterialer
Formaldehyd-urinstof polymere (UF-skum) anvendes endvidere til isolering af hulrum i bygninger og
til fremstilling af carbamid-plast, der bruges til toiletsæder, tubehætter m.m. Anvendelsen af UF-skum
til isolering af campingvogne (“mobile homes”) har i USA været meget omfattende, og det har tidligere
resulteret i, at 4 millioner blev udsatte for formaldehyd og mange sundhedsproblemer. Produktet blev
forbudt i USA i 1982, og anvendelsen ophørte stort set i Danmark året efter, men inden da var omkring
10.000 boliger blevet isoleret med dette produkt, med en række gener til følge for beboerne.
En af de meget vigtige, nuværende anvendelser er i bindemidler ved fremstilling af glas- og stenuld.
Bakelit
Et af de første plaststoffer, der kom i brug, var bakelit, som fremstilles af formaldehyd og phenol.
Bakelit blev især tidligere brugt til telefoner, dørhåndtag m.v. Hård melamin-formaldehyd plast
anvendes til køkkenudstyr og bordplader (bl.a. Formica®). Ved polymerisation af formaldehyd kan
dannes polyoxymethylen (polyacetal), der er en hård, stærk og korrosionsbestandig plast (Delrin®)
med egenskaber som et letmetal. Det har vigtige anvendelser bl.a. til bildele, kontormaskiner,
sportsudstyr og rørledninger. I mange af de nævnte polymere produkter vil der være rester af
formaldehyd, som kan afgives under forarbejdning eller brug.
Desinfektion og konservering
Fortyndet formalin i en typisk brugskoncentration på >5 % og paraformaldehyd har vigtige anvendelser
til desinfektion af f.eks. stalde eller hospitalsudstyr samt til konservering og fiksering af biologiske
præparater og balsamering af lig (i visse lande). I et biologisk undervisningslaboratorium i USA er
blevet målt gennemsnitskoncentrationer på op til 16 ppm formaldehyd.
Formaldehyd – oftest i koncentrationer omkring 0,1 % – eller formaldehyd-releasere anvendes som
konserveringsmidler i kosmetik, rengøringsmidler, selvkopierende papir, køle-smøremidler, lime,
vandbaserede malinger m.v.
Formaldehyd er også et vigtigt udgangsstof til fremstilling af andre teknisk vigtige kemikalier, såsom
pentaerythritol, NTA (Fokus nr. 17), MDI (Fokus nr. 7) og tetrahydrofuran (Fokus nr. 48).
Dannelse ved forbrænding
Formaldehyd dannes desuden som biprodukt ved en række industrielle processer og forekommer i
37
Copyright: www.NIPSECT.dk
biludstødningsgasser (>30 ppm), i cigaretrøg (>50 ppm) og i røgen fra forbrændingsanlæg (>0,1 ppm).
Rygning af 20 cigaretter svarer til indtagelse af 1 mg formaldehyd.
En vis naturlig formaldehydproduktion, f.eks. af bakterier, skal ligeledes tages i betragtning, og blandt
andet afgives formaldehyd fra nyslået græs. Koncentrationen af formaldehyd i by luft er ofte omkring
0,05 ppm, men langt fra byer og industri er koncentrationen i luften ti gange lavere.
Et stort antal målinger
Fra 1983-88 har Arbejdstilsynet foretaget mere end 1200 målinger af formaldehyd på forskellige
arbejdspladser. De fleste malinger blev foretaget i forbindelse med limning og lakering i træ- og
møbelindustrien, hvor der blev konstateret betragtelige overskridelser af grænseværdien og målt
koncentrationer op til 10 ppm. Desuden blev der foretaget målinger på hospitaler, i jern- og
metalindustri, i tekstilindustri, i landbrug og i bygge og anlæg; i nogle tilfælde blev der konstateret
overskridelser af grænseværdien.
Koncentrationer på omkring 2 ppm formaldehyd er målt i indeklimaluften i Danmark.
Mange personer er udsat
På baggrund af formaldehyds omfattende anvendelsesområde og udbredte forekomst er de fleste
mennesker udsat for formaldehyd i små koncentrationer. Det er således anslået, at mindst 500.000
danskere er udsat for mere end 0,12 ppm formaldehyd i indeklimaet, hvor formaldehyd kan afdampe
fra byggematerialer og møbler.
I juni 1990 fandtes formaldehyd i 1.118 forskellige produkter ud af 27.800 opført i Produktregistrets
database. Ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 4.500 tons
formaldehyd i 372 produkter, og der var 130.000 eksponeringer for stoffet. I 1998-2000 blev der årligt
til Produktregistret anmeldt 500-600 tons formaldehyd i 400-500 produkter. Nettoimporten af ren
formaldehyd var 6.200 tons i 1999.
Der findes ingen officielle opgørelser over antallet af arbejdere udsat for formaldehyd i Danmark. Det
er vurderet at 5-15 % af den mandlige del af arbejdsstyrken jævnligt er udsatte for formaldehyd.
Sundhedsfare
Formaldehyd er et normalt stofskifteprodukt i mennesker. Det betyder, at der er mekanismer, som kan
uskadeliggøre i hvert fald meget små mængder, som indtages gennem munden. Indtagelse af en
fortyndet formalin-opløsning vil normalt forårsage irritation af mave-tarm kanalen med opkastninger,
mavepine og utilpashed. Koncentreret formalin er farligere at drikke. Der er beskrevet dødsfald efter en
enkelt indtagelse af mængder helt ned til 10 ml.
Irritation i næsen
Den vigtigste eksponeringsvej er dog indånding. Ved indånding af formaldehyd-gas gennem næsen
betyder den store vandopløselighed, at en stor del tilbageholdes i her og ikke når de nedre luftveje. Den
store reaktivitet betyder, at der hos de mest følsomme kan forekomme en smertefuld irritation af
38
Copyright: www.NIPSECT.dk
slimhinderne i næse og svælg samt i øjnene efter et par timers udsættelse for en koncentration på under
0,2 ppm – men der er en betydelig individuel variation i modtageligheden. Børn er særligt følsomme,
og indånding af formaldehyd kan nedsætte deres modstandskraft mod luftvejsinfektioner.
Ved langtidsudsættelse i arbejdsmiljøet er konstateret kronisk irritation med mere permanente skader af
næseslimhinden. Kortvarig indånding af omkring 50 ppm formaldehyd forårsager alvorlige skader i
luftvejene og kan være dødelig.
Allergirisiko
Hudkontakt med fortyndet formalin kan medføre kløe, rødmen og udslæt. Der er risiko for
kontaktallergi eller nældefeber, idet omkring 1 % af befolkningen menes overfølsomme over for
formaldehyd. Allergi kan opstå blot ved kontakt med imprægneret tekstil.
Formaldehyd er ligeledes et allergen i luftvejene. I arbejdsmiljøet er der konstateret mange tilfælde af
en astmatisk reaktion over for formaldehyd, der viser sig ved langvarige anfald af hoste,
åndedrætsbesvær og hvæsende vejrtrækning.
Formaldehyd er naturligvis optaget på Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste som både luftvejs- og
kontaktallergen.
Skader arvemassen
Formaldehyd har udvist et bredt spektrum af mutagene effekter i mange typer af testsystemer.
Mekanismen er en binding til arvemassen. På grund af reaktiviteten må det forventes, at en eventuelt
kræftfremkaldende effekt især sker ved kontaktstedet (hud, næse, mundhule).
Næsekræft
Dyreforsøg med langtidstilførsel af formalin gennem munden har ikke vist en kræftfremkaldende
effekt. Nogle forsøg med rotter, der indåndede 15 ppm formaldehyd-gas i 6 timer/dag i 5 dage/uge i 2
år, resulterede derimod i ondartede næsesvulster hos halvdelen af dyrene. Udfra disse forsøg er
formaldehyd et meget stærkt kræftfremkaldende stof, idet den virksomme dosis svarede til 2 mg
formaldehyd/kg legemsvægt/dag.
Nogle forskere er skeptiske til betydningen af disse resultater, idet koncentrationen af formaldehyd var
så høj, at der opstod en lokal, kronisk irritation af rotternes slimhinde, som kan have banet vej for den
kræftfremkaldende effekt. Udsættelse for en koncentration på 2 ppm resulterede ikke i svulster i næsen
i disse forsøg, mens der var 1 % dyr med svulster ved en koncentration på 6 ppm. Forskelle i
næseopbygning og vejrtrækning mellem gnavere og mennesker skulle i øvrigt gøre mennesker mindre
følsomme (rotter er mere næseåndere).
Befolkningsundersøgelser
Siden disse dyreforsøg under megen opmærksomhed blev bekendtgjort i 1981, har mange
39
Copyright: www.NIPSECT.dk
befolkningsgrupper udsatte for formaldehyd været undersøgt for næsekræft risiko, men med blandet
resultat. Et af problemerne er, at næsekræft er en meget sjælden sygdom (omkring 50 tilfælde/år i
Danmark), så den undersøgte gruppe skal være usædvanlig stor og veldefineret eksponeringsmæssigt
for at opnå et statistisk sikkert resultat.
Der findes over 50 modstridende epidemiologiske undersøgelser af sammenhængen mellem
formaldehyd og kræft i næse, bihule og svælg. Blandt de undersøgelser, der viser en overhyppighed af
kræft hos eksponerede for formaldehyd, er der flere danske.
Tekstilarbejdere har en forøget næsekræftrisiko, som kan skyldes formaldehyd, men det er
karakteristisk, at de fleste erhvervsmæssigt udsatte for formaldehyd samtidig er udsat for andre farlige
stoffer. For eksempel virker træstøv kræftforstærkende.
I forhold til rotter vil man forvente mulighed for kræft i mundhule og svælg og måske lunger hos
mennesker. Det passer med, at der i udlandet er fundet øget mundhulekræft hos beklædningsarbejdere,
samt kræft i mundhule og svælg hos andre formaldehyd-udsatte grupper. Desuden er der fundet forøget
hjernekræft og blodkræft hos anatomer, patologer og balsamører.
Under alle omstændigheder har Verdenssundhedsorganisationens eksperter vurderet, at formaldehydgas er sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker(Gruppe 2A), og stoffet er optaget på
Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer. Det er det fjerde mest forekommende kræftstof
på danske arbejdspladser.
I EU har man ikke været af samme mening, idet der ikke var et flertal for at give stoffet risikosætning
R45 (kan fremkalde kræft). Det forlyder, at årsagen bl.a. var offentliggørelsen for nogle år siden af en
ny stor epidemiologisk undersøgelse fra USA, som ikke viste en forøget kræftrisiko hos formaldehydudsatte arbejdere.
Indeklima norm
Allerede i 1980 indførte Boligministeriet regler til begrænsning af formaldehydafgivelsen fra
spånplader krydsfiner, træfiberplader m.v. i byggeriet. Lignende regler indførte Miljøministeriet i 1984
for møbler, inventar etc. Kravene skulle medvirke til at begrænse boligluftens indhold af formaldehyd
til maksimalt 0,15 mg/m3 rumluft (0,12 ppm) – en værdi, som Lægeforeningen anbefalede som
grænseværdi for opholdsrum. Denne værdi svarer til Verdenssundhedsorganisationens anbefalede
grænseværdi for indeluften på 0,12 mg/m3 (0,1 ppm).
Udvalgt litteratur:
1. Kolmodin-Hedman B, Nordman H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation.
37. Formaldehyd. Arbete och Hälsa 1982:27.
2. Kortlægning af formaldehydforbruget i Danmark. Miljøprojekt nr. 61. Miljøstyrelsen, 1984.
3. Om begrænsning af formaldehyd. Miljøstyrelsen, 1983.
4. Environmental Health 13. Indoor Air Quality: Radon and Formaldehyde. WHO Regional
Office for Europe, 1986.
40
Copyright: www.NIPSECT.dk
5. Gibson JE, ed. Formaldehyde Toxicity. Washington: Hemisphere Publ Co, 1983.
6. Olsen JH, Jensen SP, Hink M, Favrbo K, Breum NO, Jensen OM. Kræft i næsehulen efter
erhvervsmæssig udsættelse for formaldehyd. Arbejdsmiljøfondet, 1984.
7. IPCS Environmental Health Criteria 89. Formaldehyde. Geneva: WHO, 1989.
8. Birk L, Sørensen T. Afgivelse af formaldehyd fra textiler. Arbejdsmiljøfondet, 1983.
9. Bisgaard P, Mølhave L, Rletz B, Wilhardt P. Måling af formaldehyddampe i arbejds- og
opholdsrum. Arbejdsmiljøfondet, 1982.
10. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 62: Wood
Dust and Formaldehyde. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1995.
11. Hansen J, Olsen JH, Meersohn A. Risiko for cancer ved arbejde med visse stoffer som er
kræftfremkaldende hos dyr. Forskningsrapport, Arbejdsmiljøfondet, 1998.
12. Toxicologicqal Evaluation and Limit Values for Methyl Tertiary-butyl ether (MTBE),
Formaldehyde, Glutaraldehyde and Furfural. Miljøprojekt No. 511. København:
Miljøstyrelsen, 1999.
TRIOXAN
O
O
O
Synonymer: 1,3,5-Trioxan, metaformaldehyd, trioxymethylen, trioxymethylene (engl). CAS nr. 110-88-3. EU nr. 605-002-000. EINECS nr. 203-812-5. RTECS nr. YK0400000. Formler: C3H6O3, (HCHO)3. Molvægt: 90,08. Smeltepunkt: 61°C.
Kogepunkt (1 atm): 115°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,17 (vand=1). Damptryk (25°C): 13 mm Hg (1,73 kPa).
Damptæthed: 3,1. Flammepunkt (cc): 44°C. Selvantændelsestemperatur: 410°C. Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelse: Farlig ved indtagelse (R22).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25).
FORMALDEHYD
Synonymer: Methanal, oxomethan, oxymethylen, formaldehyde (engl). CAS nr. 50-00-0. EU nr. 605-001-00-5. EINECS nr.
200-001-8. RTECS nr. LP8925000. UN nr. 1198. Formler: HCHO, CH2O. Molvægt: 30,03. Frysepunkt: -118°C.
Kogepunkt (1 atm): -19°C. Damptæthed: 1,07 (luft=1). Flammepunkt (cc): 50°C. Selvantændelsestemperatur: 430°C.
Eksplosionsgrænser: 7-73 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 800 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -1. Lugtgrænse:
3
3
0,8 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,2 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,3 ppm LK (0,4 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc3. Risikoangivelser: Giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved
indtagelse (R23/24/25), ætsningsfare (R34), mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give allergi ved kontakt med
huden (R43). Sikkerhedssætninger: opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende kontakt læge; vis etiketten, hvis det er muligt
(S45), må kun bruges på steder med god ventilation (S51). Anmærkninger: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae), har
tilbøjelighed til spontan polymerisation (D).
FORMALIN (opløsning af formaldehyd i vand)
Synonym: Formol. Kogepunkt (1 atm): 98°C (37% opløsning). Relativ massefylde (20/4°c): 1,08 (37% opl.).
Flammepunkt (cc): 60°C (37% opl.). pH: 2,8-4,0.
For >25% opløsning: Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc3. Risikoangivelser: Giftig ved indånding, ved
41
Copyright: www.NIPSECT.dk
hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25), ætsningsfare (R34), mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give allergi
ved kontakt med huden (R43). Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i
øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker
(S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende kontakt læge; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), må kun bruges på
steder med god ventilation (S51).
For 5-25% opløsninger: Klassificering (2002): Sundhedsskadelig (Xn), lokalirriterende (Xi), Carc3. Risikoangivelser: Farlig
ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38),
mulighed for varig skade på helbred (R40), kan give allergi ved kontakt med huden (R43). Sikkerhedsforskrifter: opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende kontakt
læge; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), må kun bruges på steder med god ventilation (S51).
PARAFORMALDEHYD
Synonym: Polyoxymethylen. CAS nr. 30525-89-4. RTECS nr. RV0540000. UN nr. 2213. Formel: (CH2O)n. Smeltepunkt:
o
o
163-165°C (d). Relative massefylde (20/4 C): 1,46. Flammepunkt (cc): 71°C. Selvantændelsestemperatur: 300 C.
Opløselighed i vand: Dekomponerer.
EKSEMPLER PÅ FORMALDEHYD “RELEASERE”
Bioban
Dowicill 200
Methylal
CS 1246
Germall 115
Preventol D2
Bronidox
Grottan BK
1,3-Propylenglycolformal
Bronopol
Hexamethylentetramin
11. Hydrazin
Hydrazin er en flygtig, farveløs væske med en gennemtrængende lugt, som minder om ammoniak, men
er mere fiskeagtig. Hydrazin er fuldstændig blandbar med vand og alkohol samt opløselig i organiske
opløsningsmidler. Ren hydrazin er vandsugende og ryger i fugtig luft. Ligeledes reagerer det voldsomt
med ren oxygen (ilt) eller metaloxider.
Salte
En vandig hydrazinopløsning reagerer basisk ligesom ammoniak. Ved tilsætning af syre efterfulgt af
inddampning fås salte, f.eks. hydraziniumsulfat eller hydraziniumdichlorid, som farveløse krystaller.
Disse salte er teknisk meget vigtige, idet de er nemmere at transportere og dosere end hydrazin selv.
Ved opløsning i vand og basetilsætning kan hydrazin frigøres igen. Saltene er imidlertid ikke
opløselige i organiske opløsningsmidler.
Raketbrændstof
Hydrazin blev opdaget i 1887, og en teknisk fremstillingsmetode blev udviklet i 1907, men hydrazin
fik først industriel betydning omkring Anden Verdenskrig, hvor det blev anvendt som brændstof til
raketter og jetfly. Anvendelsen af vandfrit hydrazin som brændstof (ofte i blanding med 1,1dimethylhydrazin for at sænke frysepunktet) er stadig betydningsfuld, f.eks. til rumfartøjer, missiler og
til udskydning af katapultsædet i militære kampfly. Risikoen for forgiftning med stoffet i forbindelse
med havari af F-16 fly var for nogle år siden meget omtalt i pressen.
Hydrazin har også betydning som udgangsstof ved fremstilling af fotokemikalier, skummidler og
42
Copyright: www.NIPSECT.dk
lægemidler (bl.a. isoniazid, som anvendes mod tuberkulose) samt til bekæmpelsesmidlerne: Amitrol og
maleinhydrazid.
Mindsker korrosion i vandkredsløb
Hydrazin eller hydrazinsalte anvendes direkte til mange formål, bl.a. i loddevæske, som sprængstoffer
(nitrat og perchlorat) og som analytisk reagens, f.eks. til bestemmelse af blod. Den vigtigste anvendelse
er imidlertid i form af en aktiveret forbindelse som korrosionshæmmer (oxygen reduktion) i
cirkulerende varmtvandsanlæg i kraftværker, papirfabrikker, raffinaderier og fjernvarmeanlæg.
På grund af risikoen for, at korrosion i fjernvarmeanlæg kan medføre tilstedeværelse af hydrazin i
varmt brugsvand, udstedte Miljøministeriet i 1982 en bekendtgørelse, som efter en overgangsperiode
forbød denne anvendelse i fjernvarmevand til almindelige forbrugere. På værker og i industrien er
anvendelsen fortsat tilladt.
Ukendte mængder
Der findes ikke gode opgivelser over størrelsen af verdensproduktionen af hydrazin. Måske hænger det
sammen med stoffets militære betydning. I 1979 var produktionen af hydrazin i USA 5000 tons; hertil
kommer en ukendt mængde producerede salte (dog 250 tons af sulfatet). Produktionskapaciteten i
Vesten er blevet anslået til 36.000 tons. Der må derudover formodes at være en betydelig produktion i
Østlande. Den globale produktionskapacitet var omkring 50.000 tons i 1992.
Til Danmark blev i 1980-85 årligt importeret omkring 100 tons hydrazin og salte, hvoraf det meste blev
brugt i varmeanlæg. Dertil kommer den militære import og anvendelse, hvor mængden ikke er oplyst.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 kun brugt 2,8 tons
hydrazin i færre end 5 produkter, og der var 1.300 eksponeringer for stoffet. En anden opgørelse fra
Arbejdsmiljøinstituttet angiver et forbrug på 20 tons hydrazin i 1989. Nyere data savnes.
I USA er det tidligere anslået, at omkring 100.000 personer er erhvervsmæssigt udsatte for hydrazin og
salte. Det tilsvarende antal i Danmark kan vurderes til omkring 2000. Erhvervsgrupper, som særlig vil
være udsatte, er flymekanikere, kedelpassere, kemikere, laboranter samt ansatte i den kemiske industri
og metalindustrien.
Kraftigt irriterende
Allerede ved opdagelsen af hydrazin for 100 år siden blev det beskrevet, at hydrazindampe var kraftigt
irriterende for øjne, næse og hals, og en massiv udsættelse kan endda betyde en forbigående blindhed.
En kortvarig hudkontakt med en koncentreret hydrazinopløsning kan nemt resultere i svære
ætsningsskader. En mindre udsættelse kan resultere i allergisk kontakteksem med hævelse, blærer og
tør afskallende hud.
En dansk virksomhed afskaffede i 1959 anvendelsen af hydrazin i loddevæske til lodning af
konservesdåser, fordi en lang række ansatte fik allergisk kontakteksem. En filial af virksomheden
43
Copyright: www.NIPSECT.dk
genindførte i 1981 anvendelsen af hydrazin, i form af monobromidet, i loddevæske med det resultat 6
måneder senere, at 8 ud af 22 udsatte fik alvorlig eksem på hænder og andre dele af kroppen. Det er
derfor vigtigt, at viden om kemiske stoffer og materialers sundhedsfarer ikke går i glemmebogen.
Hydrazin og 22 (!) forskellige hydrazinsalte er optaget på Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste som
kontaktallergener.
Dødelige forgiftninger
Hydrazin optages let gennem hud og lunger samt fra mave-tarm kanalen. Den akutte giftighed er
betydelig, og dødeligt forløbne forgiftninger er beskrevet efter uheld og lignende. De første
forgiftningssymptomer er rastløshed, muskelrystelser og kramper – samt i alvorligere tilfælde
åndedræts- og kredsløbssvigt. I sådanne tilfælde kan der konstateres slemme skader på lunger, lever,
nyrer og andre indre organer. Det må samtidig understreges, at selv en langtidsudsættelse for
hydrazindampe i en koncentration omkring grænseværdien har forårsaget leverforandringer i
forsøgsdyr.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer hydrazin som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død
eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Formeringen påvirkes
Dyreforsøg har vist, at udsættelse i nogle få dage for ret små mængder hydrazin kan skade sædceller og
fostre. Den fosterskadende effekt manifesterer sig både ved manglende overlevelsesevne hos fostrene
og ved skeletmisdannelser.
Stærkt kræftfremkaldende
Hydrazin og salte har i mange forskellige testsystemer forårsaget en mutagen effekt, bl.a. i Ames-testen
med Salmonella bakteriestammen TA1535. Videre er hydrazin og salte stærkt kræftfremkaldende i
forsøgsdyr udsat for stoffet i drikkevandet eller ved indånding. Der er foretaget et meget stort antal
undersøgelser, som viser, at svulsterne især fremkommer i lunger, lever og næse.
Der findes kun få veludførte undersøgelse af hydrazins kræftrisiko i et arbejdsmiljø. En undersøgelse
fra England viste en mindre, men ikke statistisk holdbar, overdødelighed af lungekræft hos de mest
udsatte arbejdere, men undersøgelsen byggede på et spinkelt materiale og en kort opfølgningsperiode.
Resultaterne af en yderligere opfølgning, der blev publiceret i 1995, svarede til de tidligere resultater.
Paradoksalt nok er der også undersøgelser, der tyder på, at hydrazin i nogle tilfælde kan hæmme en
svulstudvikling, og nogle læger i USA hævder at have gode resultater med at bruge hydraziniumsulfat i
kræftbehandlingen af mennesker.
Hydrazin og dets salte er opført på Arbejdstilsynets liste over kræftfremkaldende stoffer. De var i
1980’erne blandt de 16 mest forekommende kræftstoffer på danske arbejdspladser. På kræftlisten
findes også 1,1-dimethylhydrazin og 1,2-dimethylhydrazin. En beslægtet forbindelse: Methylhydrazin
44
Copyright: www.NIPSECT.dk
er opført på flere udenlandske kræftlister. Disse hydrazinderivater anvendes i visse tilfælde som
brændstof, men forekommer i øvrigt sjældent udenfor laboratorier.
IARC anser hydrazin for et muligt kræftfremkaldende stof i mennesker (gruppe 2B), mens 1,2dimethylhydrazin er sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker (gruppe 2A).
Udvalgt litteratur:
1. Jacobsen BM, Jensen AA. Nordiska expertgruppen för gränsvärdes-dokumentation. 56.
Hydrazin och hydrazinsalte. Arbete och Hälsa 1985:6.
2. Misfeldt J, Thormann J. Kontakteksem som følge af hydrazin-hydrobromid i loddevæske.
Ugeskr Læger 1984;146:1080-1082.
3. Vernot EH. McEwen JD, Bruner RH et al. Longterm inhalation toxicity of hydrazine. Fund
Appl Toxicol 1985;5:1050-1064.
4. IPCS Environmental Health Criteria 68. Hydrazine. Geneva: WHO, 1987.
5. Morris J, Densem JW, Wald NJ, Doll R. Occupational exposure to hydrazine and
subsequent risk of cancer. Occup Environ Med 1995;52:43-45.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: ReEvaluation of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
HYDRAZIN
Synonymer: Dinitrogentetrahydrid, diamid, diamin, diazan, hydrazine (engl). CAS nr. 302-01-2. EU nr. 007-008-00-3.
EINECS nr. 206-114-9. RTECS nr. MU7175000. UN nr. 2029. Formler: H4N2, H2NNH2. Molvægt: 32,05. Frysepunkt: 2°C.
Kogepunkt (1 atm): 114°C. Damptryk (20°C): 10,4 mm Hg (1,39 kPa). Mætningskoncentration (25°C): 18.000 ppm.
Damptæthed: 1,04 (luft=1). Relativ massefylde (20/4°C): 1,008 (vand=1). Fordelingskoefficient (logKow): -3,08.
Brydningsindeks (n20/D): 1,4700. Flammepunkt (cc): 38°C. Antændelsestemperatur: 270°C. Eksplosionsgrænser
4h
(vol%): 4,7-100. Opløselighed i vand: Blandbar. Lugtgrænse: 3-4 ppm. LD50(o,rbt): 35 mg/kg. LC50(ihl,r): 575 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,31 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,01 ppm H (0,013 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), brandfarlig (R10),
også giftig ved indånding, hudkontakt og indtagelse (R23/24/25), ætsningsfare (R34), kan give allergi ved kontakt med huden
(R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt - indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets
beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
HYDRAZIN SALTE
EU nr. 007-014-00-6.
HYDRAT
Synonymer: Hydrazine hydrate (engl). CAS nr. 7803-57-8. EINECS nr. 206-114-9. RTECS nr. MV8050000. UN nr. 2030.
Bruttoformel: N2H6O. Molvægt: 50,06. Frysepunkt: -51°C. Kogepunkt: 120°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,032
(vand=1). Flammepunkt (cc): 52°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4280. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar.
SULFAT
Synonym: Hydraziniumsulfat, hydrazine sulfate (engl), hydrazine sulphate (engl). CAS nr. 10034-93-2. EINECS nr. 233110-4. RTECS nr. MV9625000. UN nr. 1759. Formel: N2H6SO4. Molvægt: 130,12. Smeltepunkt: 254°C. Massefylde:
1,378. Opløselighed i vand (25°C): 34 g/L.
45
Copyright: www.NIPSECT.dk
MONOHYDROCHLORID
Synonymer: Hydraziniumchlorid, hydrazinmonochlorid, hydrazine monohydrochloride (engl). CAS nr. 2644-70-4. EINECS
nr. 220-154-4. RTECS nr. MV4625000. Bruttoformel: H5N2Cl. Molvægt: 68,51. Smeltepunkt: 89°C.
DIHYDROCHLORID
Synonymer: Hydraziniumdichlorid. hydrazindichlorid, hydrazine dihydrochloride (engl). CAS nr. 5341-61-7. EINECS nr. 226283-2. RTECS nr. MV2298000. UN nr. 1759. Bruttoformel: N2H6Cl2. Molvægt: 104,97. Smeltepunkt: 198°C. Massefylde:
1,422. Opløselighed i vand (20°C): 1.000 g/L.
MONOHYDROBROMID
Synonymer: Hydraziniumbromid, hydrazinmonobromid, hydrazine monohydrobromide (engl). CAS nr. 13775-80-9.
Bruttoformel: N2H5Br. Molvægt: 112,96. Smeltepunkt: 81°C. Opløselighed i vand (25°C): 2.800 g/L.
ACETAT
Synonymer: Hydraziniumacetat. Hydrazine acetate (engl). CAS nr. 13255-48-6. Bruttoformel: C2H8N2O2. Molvægt: 92,10.
Smeltepunkt: 95-97°C.
Klassificering og mærkning af saltene (2000): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft
(R45), også giftig ved indånding, hudkontakt og indtagelse (R23/24/25), ætsningsfare (R34), kan give allergi ved kontakt med
huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt - indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets
beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
METHYLHYDRAZIN
Synonymer: Monomethylhydrazin, 1-methylhydrazin, MMH, methylhydrazine (eng). CAS nr. 60-34-4. EINECS nr. 200-4714. RTECS nr. MV5600000. UN nr. 1244. Formler: CH6N2, CH3NHNH2. Molvægt: 46,07. Frysepunkt: -21°C. Kogepunkt (1
atm): 88°C. Damptryk (20°C): 36 mm Hg (4,8 kPa). Relativ damptæthed: 1,6 (luft =1). Mætningskoncentration (25°C):
o
65.000 ppm. Relativ massefylde (25°C): 0,874 (vand=1). Flammepunkt (cc): -8°C. Selvantændelsestemperatur: 194 C.
Eksplosionsgrænser: 2,5-97 vol%. Fordelingskoefficient (logKow): -1,05. Brydningsindeks (n20/D): 1,4325.
3
Opløselighed i vand: Blandbar. Lugtgrænse: 1,7 ppm. Grænseværdi (2002): 0,01 ppm H (0,02 mg/m ). Klassificering og
mærkning (Fluka 1993/94): Meget brandfarlig (F), giftig (T). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), giftig ved
hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), meget giftig ved indånding (R26), mulighed for varig skade på helbred (R40).
Sikkerhedsforskrifter: Holdes væk fra antændelseskilder - rygning forbudt (S16), undgå indånding af
gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med huden (S24).
1,1-DIMETHYLHYDRAZIN
Synonymer: UDMH, usymmetrisk dimethylhydrazin, N,N-dimethylhydrazin, dimazin, 1,1-dimethylhydrazine (engl). CAS nr.
57-14-7. EU nr. 007-012-00-5. EINECS nr. 200-316-0. RTECS nr. MV2450000. UN nr. 1163. Formler: C2H8N2,
(CH3)2NNH2. Molvægt: 60,10. Frysepunkt: -57°C. Kogepunkt (1 atm): 63°C. Damptryk (25°C): 157 mm Hg (21 kPa).
Relativ damptæthed: 2,1 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 210.000 ppm. Relativ massefylde (25°C): 0,7914
(vand=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,4075. Flammepunkt (cc): 1°C. Selvantændelsestemperatur: 249°C.
Eksplosionsgrænser: 2-95 vol%. Fordelingskoefficient (logKow): -1,9. Opløselighed i vand: Blandbar. Lugtgrænse: 1,7
3
3
ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,5 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,01 ppm H (0,025 mg/m ).
Grænseværdien er varslet nedsat til 0,01 ppm. Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), giftig (T),
miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), meget brandfarlig (R11), også giftig ved indånding og
ved indtagelse (R23/25), ætsningsfare (R34), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
46
Copyright: www.NIPSECT.dk
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før
brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
1,2-DIMETHYLHYDRAZIN
Synonymer: SDMH, symmetrisk dimethylhydrazin, hydrazomethan, 1,2-dimethylhydrazine (engl). CAS nr. 540-73-8. EU nr.
007-013-00-0. RTECS nr. MV2625000. UN nr. 2382. Formler: C2H8N2, CH3NHNHCH3. Molvægt: 60,10. Frysepunkt: -9°C.
Kogepunkt (1 atm): 81°C. Damptryk (25°C): 70 mm Hg (9,3 kPa). Massefylde (20/4°C): 0,8274 (vand=1). Flammepunkt
3
(cc): <23°C. LD50(o,m): 12 mg/kg. Opløselighed i vand: Blandbar. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,46 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 0,01 ppm H (0,025 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2.
Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25),
giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet.
Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
12. Chlormyresyreestere
Chlormyresyremethylester var sammen med meta-tolylisocyanat (Fokus nr. 7) udgangsmateriale ved
Kemisk Værk Køge’s meget omtalte produktion af stoffet Herbaphen, som anvendes til bekæmpelse af
ukrudt i roer. Herbaphen er selv mindre sundhedsfarligt end udgangsstofferne. Den forventede
produktionsmængde var omkring 200 tons pr. år.
Krigsgas
Chlormyresyremethylester (CMME) er en farveløs til lysegul, letflygtig og brændbar væske med en
ekstrem stikkende og tårefremkaldende lugt. Denne sidste egenskab er baggrunden for, at stoffet blev
anvendt som tåregas under 1. Verdenskrig. CMME fremstilles ud fra den meget giftige gas phosgen, og
methanol (Fokus nr. 33). CMME forhandles med en renhed på omkring 97 % indeholdende omkring
0,5% phosgen. Stoffet bruges mest som mellemprodukt ved synteser; tidligere har det været anvendt
som røbestof tilsat de meget giftige cyanid-bekæmpelsesmidler. Verdensproduktionen var i 60’erne
omkring 3000 tons CMME/år. I 1999 var nettoimporten til Danmark af rene chlorformiater 200 kg.
Meget reaktivt
CMME er meget reaktivt. Det spaltes (hydrolyseres) af vand og fugtig luft. omdannelsesprodukterne er
saltsyre, methanol og carbondioxid. CMME sønderdeles spontant eller ved varmetilførsel under
dannelse af gasser med tilhørende risiko for pludselig trykstigning og spredning af stof. Sønderdelingen
katalyseres af metaller.
CMME er opløseligt i organiske opløsningsmidler, f.eks. i diethylether (Fokus nr. 45), benzen (Fokus
nr. 1) og chloroform (Fokus nr. 20).
Giftigt i dyr
Den akutte giftighed i forsøgsdyr er meget betydelig. En enkeltdosis på ca. 100 mg CMME/kg
47
Copyright: www.NIPSECT.dk
legemsvægt tilført gennem munden eller indånding af ca. 100 ppm CMME i en time medfører, at
halvdelen af forsøgsdyrene dør. Stoffet kan optages gennem huden på forsøgsdyr i en dødelig dosis.
CMME er mere akut giftigt tilført gennem munden og på hud end isocyanaterne: meta-tolylisocyanat
(MTI) og toluendiisocyanat (TDI), men mindre akut giftigt ved indånding end MTI, TDI eller
methylisocyanat. Der foreligger ikke tilgængelige oplysninger om kroniske effekter af stoffet på dyr,
bortset fra en publikation på russisk, der meddeler sådanne effekter.
Ætsende og irriterende
Stoffets virkning hos mennesker kendes fra afprøvning af og brugen som kampgas samt fra
arbejdsmiljøudsættelser. Generelt er -halogencarboxylsyrer og deres derivater yderst irriterende og
ætsende ved kontakt med hud, slimhinder, luftveje og øjne. CMME hører til blandt de mest effektfulde
i så henseende; irritationseffekten ved indånding er således ca. 7 gange større end for ammoniak (Fokus
nr. 56), og virkningen er langvarig. Udsættelse for 75 ppm i et minut er uudholdelig, og få minutters
udsættelse for 10 ppm CMME i luften resulterer i tåreflåd. Hudsensibilisering med tilhørende allergisk
eksem kan også forekomme.
Lungeforandringer
Den forsinkede og langvarige effekt af selv en let forgiftning illustreres af erfaringer fra det tyske firma
Hoechst. En arbejder, som indåndede 2-3 drag CMME, fik øjenirritation og hosteanfald, som i første
omgang bedrede sig. I de følgende dage indtraf der imidlertid en forværring med tiltagende
hosteanfald, specielt om morgenen, hæshed og forandringer i lungelyde, som først fortog sig en uge
senere.
Dødsfald i arbejdsmiljøet
Dødsfald er beskrevet efter 10 minutters udsættelse for 190 ppm CMME. I et andet tilfælde fra BASFfabrikken i Ludwigshafen døde en arbejder i løbet af 4 dage af et langsomt udviklende lungeødem efter
rensning af en tank, der havde indeholdt CMME. Symptomerne og den gradvise og forsinkede
sygdomsforværring minder om det, der ses ved forgiftning med phosgen eller nitrøse gasser (Fokus nr.
73).
Myndighedernes regler
På Miljøstyrelsens “Liste over farlige stoffer” er CMME klassificeret som Meget brandfarlig og giftig.
Der er ikke fastsat en officiel grænseværdi for stoffet, men producenten har foreslået en grænseværdi
på 0,05 ppm. Denne koncentration er 200 gange lavere end den, der gav anledning til tåreflåd, og den
må med den nuværende viden anses for tilstrækkelig lav til at forhindre sundhedsskader ved indånding
af stoffet i arbejdsmiljøet.
Udvalgt litteratur:
1. Patty’s Industrial Hygiene and Toxicology, vol. 2A, New York: Wiley, 1981.
2. Schuckmann F. Zur symptomatik der chlorameisensäure methylestervergiftung. Zbl
Arbeitsmed 1972; 22: 74-76.
48
Copyright: www.NIPSECT.dk
3. Hey W, Thiess AM. Zur toxicität des chlorameisensäure methylesters. Arch Toxikol 1968;
23:186-196.
CHLORMYRESYREMETHYLESTER
Synonymer: CMME, methylchlorformiat, methyl chloroformate (engl). CAS nr. 79-22-1. EU nr. 607-019-00-9. EINECS nr.
201-187-3. RTECS nr. FG3675000. UN nr. 1238. Formler: ClCOOCH3, C2H3O2Cl. Molvægt: 94,50. Frysepunkt: -61°C.
Kogepunkt (1 atm): 71°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,223 (vand=1). Damptryk (20°C): 103 mm Hg (13,7 kPa).
Damptæthed: 3,26 (luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,3865. Flammepunkt (cc): 13°C. Selvantændelsestemperatur:
1h
510°C. Eksplosionsgrænser: 7,5-18,5 vol%. LD50(o,r): 100 mg/kg. LC50(ihl,r): 100 ppm. Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), giftig (T). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), giftig ved
indånding (R23), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås
og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra
antændelseskilder – rygning forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægehjælp nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
CHLORMYRESYREETHYLESTER
Synonymer: CMEE, ethylchlorformiat, ethyl chloroformate (engl). CAS nr. 541-41-3. EU nr. 607-020-00-4. EINECS nr. 208778-5. RTECS nr. LQ6125000. UN nr. 1182. Formler: ClCOOC2H5, C3H5O2Cl. Molvægt: 108,52. Frysepunkt: -80°C.
Kogepunkt (1 atm): 95°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,139 (vand=1). Damptryk (20°C): 41 mm Hg (5,5 kPa).
Damptæthed: 3,74 (luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,396. Flammepunkt (cc): 16°C. Selvantændelsestemperatur:
500°C. Eksplosionsgrænser: 3,2-27,5. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Meget
brandfarlig (F), meget giftig (Tx). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), farlig ved indtagelse (R22), meget giftig ved
indånding (R26), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes
straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), brug særligt
arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende
er omgående lægehjælp nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
CHLORMYRESYREPROPYLESTER
Synonymer: CMPE, propylchlorformiat, propylchlorcarbonat, propyl chloroformate (engl). CAS nr. 109-61-5. EU nr. 607142-00-8. EINECS nr. 203-687-7. RTECS nr. LQ6830000. UN nr. 2740. Formler: ClCOOC3H7, C4H7O2Cl. Molvægt:
122,55. Kogepunkt (1 atm): 106°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,090 (vand=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,4034.
Flammepunkt: 28°C. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser:
Brandfarlig (R10), giftig ved indånding (R23), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug
særligt arbejdstøj (S36), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægehjælp nødvendig: vis etiketten, hvis
det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CHLORMYRESYREBUTYLESTER
Synonymer: CMBE, butylchlorformiat, butyl chloroformiate (engl). CAS nr. 592-34-7. EU nr. 607-138-00-6. EINECS nr. 209750-5. RTECS nr. LQ5890000. Formler: ClCOOC4H9, C5H9O2Cl. Molvægt: 136,58. Kogepunkt (1 atm): 142°C. Relativ
49
Copyright: www.NIPSECT.dk
massefylde (20/4°C): 1,074 (vand=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,4114. Flammepunkt (cc): 39°C. Grænseværdi (2002):
Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), giftig ved indånding (R23),
ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene,
skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj (S36). Må ikke anvendes, ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægehjælp nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CHLORMYRESYREBENZYLESTER
CH 2 OOCC l
Synonymer: Benzylchlorformiat, benzyl chloroformate (engl). CAS nr. 501-53-1. EU nr. 607-064-00-4. EINECS nr. 207-9250. RTECS nr. LQ5860000. UN nr. 1739. Formler: ClCOOCH2C6H5, C8H7O2Cl. Molvægt: 170,60. Kogepunkt (1 atm): 178o
180°C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,210 (vand=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,520. Flammepunkt (cc): 20°C.
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ætsende (C), miljøfarlig (N). Risikoangivelser:
ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægehjælp nødvendig: vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt
affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
13. Acetaldehyd
Hvor formaldehyd er den første i rækken af aldehyder, er acetaldehyd nummer to. Acetaldehyd er en
farveløs, brændbar og flygtig væske med et kogepunkt omkring stuetemperatur. Det har en meget
stikkende lugt, som minder om formaldehyds. Det er blandbart med vand, alkoholer og de fleste
organiske opløsningsmidler.
Polymere
Ligesom formaldehyd polymeriserer acetaldehyd let til paraldehyd med 3 molekyler acetaldehyd eller
metaldehyd med 4-6 molekyler. Disse polymere kan igen afgive acetaldehyd ved henholdsvis
syretilsætning eller ophedning.
Acetaldehyd fremstilles kommercielt ved en katalytisk oxidation (iltning) af ethylen eller i mindre
omfang af ethanol. Verdensproduktionen er omkring 1 million tons årligt. Forbruget i Danmark er ikke
kendt.
Årsag til “tømmermænd”
Acetaldehyd dannes i leveren som et naturligt stofskifteprodukt af ethanol (“sprit”) og er årsag til
“tømmermænd” dagen derpå. Acetaldehyd forekommer desuden naturligt i små mængder i planter og
frugter, og dermed også i produkter afledet af planteriget, såsom øl og vin.
Videre dannes acetaldehyd ved forbrændingsprocesser – specielt af træ – og findes i tobaksrøg og i
udstødningsgasser fra køretøjer. Termisk nedbrydning af plaststoffer kan ligeledes frigøre acetaldehyd.
50
Copyright: www.NIPSECT.dk
Kemisk mellemprodukt
Acetaldehyd anvendes hovedsageligt i industrien som kemisk mellemprodukt ved fremstilling af
teknisk vigtige stoffer som eddikesyre, men også peredikkesyre, ethylacetat (Fokus nr. 31), pyridin
(Fokus nr. 47), pentaerythritol, 1,3-butylenglycol og chloral. En mindre mængde anvendes som
opløsningsmiddel i gummi-, garveri- og papirindustrien. Det har også anvendelse som
denatureringsmiddel af sprit.
Acetaldehyd i meget lave koncentrationer (0,05%) anvendes i visse lande som komponent af
aromastoffer til levnedsmidler, f.eks. i mælkeprodukter, bagværk, slik og drikkevarer. Paraldehyd
anvendes til så forskelligt som sovemiddel og accelerator/antioxidant i gummi. Metaldehyd anvendes
som middel til bekæmpelse af snegle.
Få udsatte
I USA er det anslået, at kun omkring 2000 personer er erhvervsmæssigt udsat for væsentlige mængder
acetaldehyd. I Danmark er der ikke tal for de udsatte, men antallet er formentligt heller ikke ret stort.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 910 kg
acetaldehyd i <5 produkter, og der var 180 eksponeringer for stoffet.
Arbejdstilsynet har i 1983-88 ikke foretaget specifikke målinger af acetaldehyd, men 16 målinger af
totalt aldehyd i arbejdsluften.
Reaktivt og irriterende stof
Ved indånding af acetaldehyd-dampe tilbageholdes det meste i de øvre luftveje pga.
vandopløseligheden. Acetaldehyd trænger dog dybere ned end det mere vandopløselige og reaktive
formaldehyd. Frivillige forsøgspersoner, der blev udsat for en koncentration på 50 ppm i 15 minutter,
kunne mærke en svien i øjnene som tegn på en mild øjenirritation. En lidt højere koncentration af
acetaldehyd resulterede i en kraftigere øjenirritation og en brændende fornemmelse i luftvejene. Ved
kontakt med huden kan der forekomme rødmen, eksem og forbrændinger, men i al almindelighed
nedsætter den store flygtighed kontaktperioden og dermed risikoen.
Findes i blodet
Efter udsættelse for acetaldehyd findes det meste i blodet bundet til forskellige blodkomponenter.
Halveringstiden for fri acetaldehyd i blodet er kun nogle få minutter. I leveren omdannes det til acetat
af et enzym, som bl.a. kan hæmmes af disulfiram (“antabus”) og en række organiske opløsningsmidler.
Det betyder en højere koncentration af acetaldehyd i blodet og dermed flere “tømmermænd”. Andre
stoffer som vitamin B1 (thiamin), vitamin C og svovlholdige aminosyrer mindsker koncentrationen af
fri acetaldehyd i blodet.
I modsætning til formaldehyd har acetaldehyd en narkotisk virkning på nervesystemet. Metaldehyd er
en stærk krampegift. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer imidlertid acetaldehyd som et stof, der medfører
en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystem ved uheld og kraftig påvirkning. Normalt arbejde
med stoffet indebærer ingen risiko (SRI 1).
51
Copyright: www.NIPSECT.dk
Fosterskader
Acetaldehyd er kraftigt fosterskadende ved indsprøjtning i forsøgsdyr. Man ser bl.a. hjernedefekter. Det
er muligt, at acetaldehyd, som metabolit af ethanol, er årsagen til de alvorlige fostermisdannelser, man
kan se hos børn af spiritusmisbrugere. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acetaldehyd som mistænkt
reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (gruppe 2M).
Kræft i dyr
Acetaldehyd skader arveanlæg i bakterier, bananfluer og cellekulturer. Derfor er det ikke overraskende,
at indånding af meget høje koncentrationer (>1500 ppm) af acetaldehyd i 6 timer/dag i 5 dage/uge i
indtil 27 måneder forårsager nedbrydning af næseslimhinden og dannelse af næsekræft hos rotter. I
forsøg med hamstere opstod ligeledes svulster, men i struben i stedet for i næsen. I forhold til
formaldehyd er acetaldehyd imidlertid svagere virkende, idet der skal en 100 gange højere
koncentration til at give effekten.
Kræft i mennesker
Da meget få arbejdere er udsat for større mængder acetaldehyd er det vanskeligt at undersøge
kræftrisikoen i mennesker. Der findes en enkeltstående undersøgelse fra en fabrik i Østtyskland, der
fremstillede acetaldehyd, hvor der blev konstateret en overhyppighed af kræft i lunger og mundhule.
Det er desuden muligt, at den øgede kræftrisiko, som overdreven alkoholindtagelse giver, skyldes
metabolitten acetaldehyd. Acetaldehyd er optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste.
Udvalgt litteratur:
1. Zahlsen R, Nielsen OG. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 69.
Acetaldehyd. Arbete och Hälsa 1986: 25.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans. Vol.
36: Allyl Compounds, Aldehydes, Epoxides and Peroxides. Lyon: International Agency for
Research on Cancer, 1985.
3. Dutch expert committee on occupational standards. Health-based recommended occupational
exposure limit for acetaldehyde. RA 6/92. Den Haag: Ministry of Social Affairs and
Employment, 1992.
4. IPCS Environmental Health Criteria 167. Acetaldehyde. Geneva: WHO, 1995.
ACETALDEHYD
Synonymer: Ethanal, methylformaldehyd, acetaldehyde (engl). CAS nr. 75-07-0. EU nr. 605-003-00-6. EINECS nr. 200836-8. RTECS nr. AB1925000. UN nr. 1089. Molvægt: 44,05. Formler: C2H4O, CH3CHO. Kogepunkt (1 atm): 21°C.
Frysepunkt: -123°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7880 (vand=1). Damptryk (20°C): 740 mm Hg (98,6 kPa).
Damptæthed: 1,52 (luft=1). Selvantændelsestemperatur: 185°C. Eksplosionsgrænser: 4-57 vol%. Flammepunkt (cc): 39°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,3311. Fordelingskoefficient (logKow): 0,63. Opløselighed i vand: Blandbar.
4h
Lugtgrænse: 0,05 ppm. LD50(o,r): 0,66 g/kg. LC50(ihl,r): 13.000 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,83
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm LK (45 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx),
52
Copyright: www.NIPSECT.dk
sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikoangivelser: Yderst brandfarlig (R12), irriterer øjnene og åndedrætsorganerne
(R36/37), mulighed for varig skade på helbred (R40). Sikkerhedsforskrifter: opbevares utilgængeligt for børn (S2) holdes
væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), brug særligt arbejdstøj
og egnede beskyttelseshandsker (S36/37). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PARALDEHYD
CH 3
O
CH 3
O
O
CH 3
Synonym: 2,4,6-Trimethyl-1,3,5-trioxan, paraldehyde (engl). CAS nr. 123-63-7. EU nr. 605-004-00-1. EINECS nr. 204-6398. RTECS nr. YK0525000. Molvægt: 132,16. Formler: C6H12O3, (CH3CHO)3. Kogepunkt (1 atm): 124°C. Smeltepunkt:
12,6°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,994. Damptryk (20°C): 25,3 mm Hg (3,37 kPa). Relativ damptæthed: 4,55
(luft=1). Flammepunkt (cc): 35,5°C. Selvantændelsestemperatur: 237°C. Opløselighed i vand (20°C): 105 g/L.
Brydningsindeks(n20/D): 1,405. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F).
Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11). Sikkerhedsforskrifter: opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal
opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), må ikke kommes i
kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
METALDEHYD
Synonym: Metaacetaldehyd, metaldehyde (engl). CAS nr. 108-62-3. EU nr. 605-005-00-7. EINECS nr. 203-600-2. Formel:
(CH3CHO)4-6. Sublimationspunkt: 112-115°C. Smeltepunkt (lukket): 246°C. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering
og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indtagelse (R22).
Sikkerhedsforskrifter: opbevares utilgængeligt for børn (S2), må ikke opbevares sammen med nærings- og nydelsesmidler
samt foderstoffer (S13), undgå kontakt med øjnene (S25), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder
eller etiket (S46).
14. Chrom
Når der i dagligdagen eller på arbejdspladserne tales om chrom (krom) er der oftest tale om en
forsimpling, idet der kan være tale om grundstoffet chrom eller en eller flere af samme grundstofs
snesevis af forskellige forbindelser med forskelligt oxidationstrin. Disse forbindelser har forskellige
egenskaber – herunder forskellig giftighed.
I mange tilfælde ved man ikke, hvilke chromforbindelser en bestemt udsættelse omfatter. Forklaringen
er, at de mest almindelige kemiske analysemetoder kun bestemmer det totale indhold af chrom i f.eks.
en luft- eller blodprøve. Man kan imidlertid supplere en sådan undersøgelse med en adskillelse af
prøven i en opløselig og en uopløselig fraktion samt eventuelt fortsætte med special-undersøgelser for
at bestemme koncentrationen af chrom med et bestemt oxidationstrin.
Metal
Chrom er et metal, som minder om jern. Det er dog mere korrosionsbestandigt. Chrom vurderes til at
anvendes i Danmark sammen med jern og nikkel i en størrelsesorden af 35 tons årligt til fremstilling af
rustfrit stål. Desuden anvendes metallisk chrom til en række speciallegeringer med metaller som cobalt,
kobber, nikkel, niobium, titan og vanadium. Den årlige udvinding af chrom er på verdensbasis omkring
7 millioner tons, og omsætningen i Danmark anslået til 6000-11.000 tons. Der er derfor tale om et af de
53
Copyright: www.NIPSECT.dk
mest vigtige kemiske råstoffer. Metallisk chrom kommer også ind i landet som bestanddel af
halvfabrikerede eller færdigt forarbejdede genstande af rustfrit stål eller andre legeringer med chrom. I
1992 var der en dansk produktion af 430 tons chrom(III)sulfat.
Farvede forbindelser
Chromforbindelser er alle stærkt farvede, derfor navnet chrom, som kommer af det græske ord for
farve (chromos). Kun de grønne eller violette trivalente forbindelser samt de røde, gule eller orange
hexavalente forbindelser er stabile under normale forhold.
Chrom(III)oxid (Cr2O3) er lidet reaktivt og er ligesom de analoge forbindelser: aluminiumoxid (Al2O3)
og jern(III)oxid (Fe2O3)uopløseligt i vand, syrer og baser. Der findes imidlertid også opløselige
chrom(III)forbindelser, f.eks. chrom(III)sulfat og chromalun.
Hexavalente chromforbindelser (chromater, dichromater eller chrom(VI)oxid) virker stærkt oxiderende
(iltende), idet de reduceres til de trivalente chromforbindelser. Natrium-, kalium- og calciumchromat
samt ammoniumdichromat og chrom(VI)oxid er opløselige i vand, mens zink-, barium-, bly- og
strontiumchromat er nærmest uopløselige i vand, men opløselige i stærke syrer. Disse fysisk-kemiske
egenskaber har stor betydning for stoffernes biologiske egenskaber.
Forchromning
Størst kommerciel betydning har chrom(VI)forbindelser. Chromsyre (chrom(VI)oxid opløst i vand)
anvendes i chrombade til overfladebehandling af jern (forchromning). Det kan være af dekorative
årsager eller for at give jernet en hård og holdbar overflade. Den anvendte mængde til dette formål i
Danmark er blevet anslået til 200-800 tons pr. år.
I følge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 136 tons
chrom(VI)oxid og chromsyre i næsten 30 produkter, og der var 516 eksponeringer for stoffet. En anden
opgørelse fra Arbejdstilsynet angiver den anvendte mængde i 1989 til 500 tons “chromtrioxid”. Ifølge
opgørelser fra 1998, 1999 og 2000 blev der til Produktregistret anmeldt henholdsvis 974 tons, 500 tons
og 506 tons chrom(VI)oxid, så forbruget i 1990’erne har formentlig ikke været mindre end i 1980’erne.
Farvepigmenter og rustbeskyttelse
De røde forbindelser, chrom(VI)oxid og basisk blychromat, samt de gule bly-, strontium- og
zinkchromater anvendes som farvepigmenter i glas, keramik, plast og maling samt til
korrosionsbeskyttelse (chromatering).
Herhjemme blev i 1980-85 årligt anvendt alene ca. 2.000 tons blychromat til rustbeskyttelsesmaling og
ca. 1.000 tons blychromat til trykfarver og serigrafi-farver samt til farvning af plastprodukter. I visse
lande anvendes blychromat til gule vejstriber. Den anvendte koncentration er typisk 10-40 %. I 1989
var den anvendte mængde af blychromat i disse malinger en tredjedel lavere end tidligere i årtiet. Ifølge
opgørelser fra 1998, 1999 og 2000 blev der til Produktregistret anmeldt henholdsvis 1.224 tons, 1.180
tons og 1.222 tons blychromat, så forbruget har været relativt konstant i en lang periode.
54
Copyright: www.NIPSECT.dk
Forbruget af zinkchromat til maling af f.eks. biler, fly og skibe var til sammenligning lidt under 200
tons i 1980-85, men kun 50 tons i 1989. Koncentrationen er typisk 1-10 %.
Strontiumchromat benyttes i et meget lille omfang (nogle få tons årligt) til autolakker. Forbruget af
calciumchromat er kun nogle få kg pr. år i laboratorier m.v. Udover disse mængder importeres
færdigvarer indeholdende chromater i en betydelig, men ukendt størrelsesorden.
Det årlige forbrug af chrom(VI)oxid til rustbeskyttelsesmalinger var i 1980’erne i nærheden af 200 tons
årligt. Indholdet af chrom(VI)oxid i disse malinger er typisk 25-40 %. Chrom(III)oxid anvendes som
grønt farvestof.
Garvning og imprægnering
Chromalun, chrom(VI)oxid og andre opløselige chromforbindelser anvendes i en mængde på ca. 200
tons chrom årligt til garvning af læder, idet 80-90% af alt læder er chromgarvet.
Ammonium-, natrium- og kaliumdichromat samt chrom(VI)oxid anvendes en koncentration på 25-64%
sammen med arsen og kobberforbindelser i CCA-midler til trykimprægnering af træ. Forbruget hertil
var 60 tons i 1984. Anvendelse af disse midler er ikke mere tilladt i Danmark.
En ikke nærmere angivet mængde chromsvovlsyre (chrom(VI)oxid opløst i stærk svovlsyre) anvendes
til rensning og affedtning af metalgenstande og glasvarer i laboratorier.
Mange udsatte
Der findes ingen opgørelser over, hvor mange danske arbejdere, der er udsat for chrom. I Finland er det
anslået, at ca. 30.000 er udsat for chromstøv i luften. Antallet er formentlig af samme størrelsesorden i
Danmark. Udsættelse for chrom og chromforbindelser forekommer især i farve- og lakindustrien,
plastindustrien, jern- og metalindustrien, i bygge- og anlægssektoren samt i den grafiske industri.
Specielt udsatte arbejdsprocesser er industri- og autolakering, maling af skibe og jernkonstruktioner
samt svejsning i rustfrit stål. I perioden 1983-87 har Arbejdstilsynet i de nævnte industrier foretaget
mere end 472 luftmålinger af chrom(VI)forbindelser og mere end 554 målinger af metallisk chrom og
opløselige chromsalte. I 21-32% af målingerne var grænseværdierne overskredet. Grænseværdien for
chromsyre og chromater blev i 1996 nedsat fra 0,02 til 0,005 mg Cr/m3. Strontiumchromat blev
undtaget, selvom det ikke er mindre farligt end mange andre chromater (denne fejl er dog blevet rettet i
GV-Listen fra 2000).
Svejserøg
En af de vigtigste chrom eksponeringer forekomme ved svejsning i rustfrit stål Imidlertid er ikke alle
svejseprocesser lige farlige. Værst er visse typer af elektrodesvejsning, hvor næsten 10 % af
svejserøgen kan bestå af chrom, hvoraf det meste er opløseligt chrom(VI). Ved gassvejsning kan
chromindholdet i svejserøgen i nogle til fælde være større, men der er normalt hovedsageligt tale om
uopløseligt trivalent chrom, som ikke er ligeså sundhedsfarligt. Svejsning på chromaterede
jerngenstande giver et ekstra bidrag af chrom og er derfor meget risikabelt. Det skal betragtes, at
55
Copyright: www.NIPSECT.dk
svejserøg i høj grad er risikabelt, idet røgens små partikler efter indånding når de nedre luftveje, som er
særlig følsomme.
I cement
Chrom findes i varierende mængde i de naturlige råvarer (ler m. m.) til murstens- og
cementfremstilling. Ildfaste mursten og formsand til støberier kan derfor indeholde chrom(III) oxid i en
mængde på mere end 10 %. I cement forekommer chrom ofte som chromat, men cement med mere end
2 mg vandopløseligt chromat pr. kg tør cement må, ifølge en bekendtgørelse fra november 1983, ikke
anvendes i Danmark. Indholdet af chromat kan reduceres til trivalent chrom ved tilsætning af
jern(II)sulfat (ferrosulfat) til cementen.
Livsnødvendigt, men giftigt
Chrom er et livsnødvendigt metal, idet de sporkoncentrationer af trivalent chrom, som forekommer i
maden, er nødvendige for den normale omsætning af sukkerstoffer. Større koncentration af opløselige
chromforbindelser kan imidlertid være giftige. Specielt farlige er de hexavalente forbindelser.
Indtagelse af 1 gram af sådanne stoffer kan være dødeligt for et voksent menneske.
Huller i næsen
Allerede for 150 ar siden opdagede lægerne, at udsættelse for de reaktive hexavalente
chromforbindelser på arbejdspladsen kan forårsage dybe, men ikke særligt smertefulde, sår i hud og
slimhinder. Senere blev også konstateret forandringer i mave-tarm kanalen. En særlig karakteristisk
skade var perforering af skillevæggen, der deler næsen i to halvdele. De første symptomer på dette er
irritation i næsen og næseblod. Ved ophør af udsættelsen heler sårene, hvis perforering ikke er sket,
men eventuelle huller i skillevæggen består. En typisk virkning ved en lavere, men langvarig
udsættelse, som man bl.a. ser hos svejsere, er ødelæggelse af lugte- og smagssansen. Indånding af
hexavalent chrom kan i svære tilfælde forårsage kronisk bronkitis og lungebetændelse samt evt. astma.
Chromeksem
Hos murere og andre bygningshåndværkere ses af og til alvorlige, kroniske hudeksemer forårsaget af et
for højt indhold af opløseligt chromat i cementen. Der kan både være tale om et irritativt eksem og en
allergisk reaktion. Hexavalent chrom er det mest almindelige allergen hos mænd. Mekanismen er, at
hexavalent chrom trænger gennem hudens svedkirtler, hvorefter det i underhuden reduceres til trivalent
chrom, som reagerer med proteiner og danner antigener.
Chrom allergi ses også hos arbejdere i læder- og skindindustrier samt ved træimprægnering og i
fotografiske laboratorier. Hvis man en gang har fået udviklet en chrom allergi, vil denne også kunne
udløses ved kontakt med trivalent chrom i f.eks. maden eller i garvede skindprodukter. Trivalent chrom
kan i sig selv ikke inducere allergi, fordi det normalt ikke kan trænge ind i celler.
Ammonium-, bly-, calcium-, chrom(III)-, kalium-, natrium-, strontium- og zinkchromat/dichromat er
optaget på Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste som både luftvejs- og/eller kontaktallergener.
56
Copyright: www.NIPSECT.dk
Fosterskadende
Opløsninger af hexavalente chromforbindelser kan i forsøg med dyr fremkalde fosterskader, med bl.a.
ganespalte, samt testikelsvind og nedsat sædproduktion. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer derfor
opløseligt, hexavalent chrom som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (Gruppe 1L).
Kræftfremkaldende
I slutningen af forrige århundrede så man det første tilfælde af næsekræft hos en arbejder i
chromatpigment-industrien. I de følgende år dukkede adskillige tilfælde af lungekræft op, som kunne
tilskrives chromateksponering. Efterhånden var der så mange rapporter, at de tyske
sundhedsmyndigheder i 1936 officielt betegnede lungekræft som en erhvervssygdom relateret til
udsættelse for chromatstøv.
Siden er der fra mange lande fremkommet et stort antal arbejdsmiljøundersøgelser, som viser en
forøget forekomst af lungekræft blandt arbejdere i den chromatproducerende industri, i
chromatpigment-industrien, i forchromningsindustrien samt blandt rustfrit stålsvejsere. Det har
imidlertid ikke i alle undersøgelser været helt klart, hvilke chromforbindelser arbejderne har været
udsat for. Derfor er der stadig en løbende diskussion om, hvor vidt alle chromforbindelser er
kræftfremkaldende, eller om det kun er de tungtopløselige chromater, der er farlige.
Det er nu overvejende sandsynligt, at udsættelse for metallisk chrom og trivalente chromforbindelser
ikke er kræftfremkaldende, mens det nu er tilstrækkeligt sikkert, at det tungtopløselige zinkchromat og
det letopløselige chrom(VI)oxid er kræftfremkaldende i mennesker. Videre viser foreløbige resultater
fra USA, at de tungtopløselige blychromat pigmenter har samme virkning.
Skader arveanlæg
Alt dette tyder på, at opløseligheden ikke alene er afgørende for den kræftfremkaldende virkning, og at
man formentligt gør klogt i at betragte alle hexavalente chromforbindelser som kræftfremkaldende i
mennesker, selv om de måske ikke virker lige kraftigt. Alle undersøgte opløselige og uopløselige
chromater giver således skader på arveanlæg (mutationer) i korttidsundersøgelser med bakterier.
I dyreforsøg er det imidlertid kun bly-, calcium-, strontium- og zinkchromater samt chrom(VI)oxid, der
har vist kræftfremkaldende virkning. Det er derfor kun disse chromforbindelser, der er optaget på
Arbejdstilsynets “Liste over Kræftfremkaldende Stoffer”. Videre er kun calcium-, strontium- og
zinkchromat klassificeret med R45 (kan fremkalde kræft).
I betragtning af, at man i mere end 50 år har vidst, at arbejdere udsat for chromater har en betydeligt
forøget kræftrisiko, kan man godt undre sig over det fortsat store forbrug af chromater i vort samfund.
Udvalgt litteratur:
1. Langaard S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 8. Krom. Arbete och
Hälsa, 1979:33.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans. Vol.
57
Copyright: www.NIPSECT.dk
49: Chromium, Nickel and Welding. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1990.
3. Forbrug og forurening med arsen, chrom, cobalt og nikkel. Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 7,
1985.
4. IPCS Environmental Health Criteria 61. Chromium. Geneva: WHO, 1988.
CHROM
Synonymer: Krom, chromium (engl). CAS nr. 7440-47-3. EINECS nr. 231-157-5. RTECS nr. GB4200000. Atomtegn: Cr.
Atomvægt: 51,996. Smeltepunkt: 1.857°C. Kogepunkt (1 atm): 2.672°C. Relativ massefylde (20/4°C): 7,14 (vand=1).
3
Opløselighed i vand: Uopløseligt. Grænseværdi (2002): 0,5 mg Cr/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget
på Listen over farlige stoffer.
CHROM(III)OXID
Synonymer: Dichromtrioxid, kromoxyd, CI Pigment Green 17, CI 77288, chromic oxide (engl). CAS nr. 1308-38-9. EINECS
nr. 215-160-9. RTECS nr. GB6475000. Formel: Cr2O3. Molvægt: 151,99. Smeltepunkt: 2435°C. Kogepunkt (1 atm):
3
4000°C. Massefylde (25°C): 5,21. Opløselighed i vand: Uopløseligt. Grænseværdi (2002): 5-10 mg/m (inert mineralsk
støv). Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
CHROM(III)SULFAT HYDRAT
Synonymer: Chromisulfat hydrat, kromsulfat hydrat, chromium(III) sulfate 12-hydrate (engl). CAS nr. 10101-53-8. Formel:
Cr2(SO4)3,12H2O. Molvægt: 608,35. Smeltepunkt: 100°C. Kogepunkt (1 atm): Dekomponerer. Massefylde (25°C): 3,012.
3
Grænseværdi (2002): 0,5 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
CROMALUN
Synonymer: Chromkaliumsulfat dodecahydrat, chromium potasssium sulfate dodecahydrate (engl). CAS nr. 7788-99-0.
RTECS nr. GB6850000. Formel: CrK(SO4)2,12H20. Molvægt: 499,38. Smeltepunkt: 89°C. Kogepunkt (1 atm): 400°C.
3
Massefylde (25°C): 1,830. Opløselighed i vand (25°C): 244 g/L. Grænseværdi (2002): 0,5 mg Cr/m . Klassificering og
mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
CHROM(VI)OXID
Synonymer: Chromtrioxid, kromtrioxyd, chromsyreanhydrid, ”chromsyre”, chromium trioxide (engl). CAS nr. 1333-82-0. EU
nr. 024-001-00-0. EINECS nr. 215-607-8. RTECS nr. GB6650000. UN nr. 1463. Formel: CrO3. Molvægt: 99,99.
o
Smeltepunkt: 195°C. Kogepunkt: 250 C (dekomponerer). Massefylde (25°C): 2,70. Opløselighed i vand (20°C): 625 g/L.
3
Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), giftig (T), ætsende (C),
miljøfarlig (N), Carc1. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft ved indånding (R49), brandfarlig ved kontakt med brandbare
stoffer (R8), også giftig ved indtagelse (R25), alvorlig ætsningsfare (R35), kan give allergi ved kontakt med huden (R43),
meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets
beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CHROMYLCHLORID
Synonymer: Chrom(VI)oxidchlorid, chromic oxychloride (engl). CAS nr. 14977-61-8. EU nr. 024-005-00-2. EINECS nr. 239056-8. RTECS nr. GB5775000. UN nr. 1758. Formel: CrO2Cl2. Molvægt: 154,90. Smeltepunkt: -97°C. Kogepunkt (1
atm): 117°C. Damptryk (20°C): 20,3 mm Hg (2,70 kPa). Relativ massefylde (25/4°C): 1,911 (vand=1). Relativ
3
damptæthed: 5,3 (luft=1). Opløselighed i vand: Opløselig, dekomponerer. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K.
Klassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), giftig (T), ætsende (C), Carc2, Muta2. Risikoangivelser: Kan
fremkalde kræft ved indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), brandfarlig ved kontakt med brandbare
58
Copyright: www.NIPSECT.dk
stoffer (R8), alvorlig ætsningsfare (R35), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer,
der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver
kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som
farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
AMMONIUMDICHROMAT
Synonymer: Ammoniumdikromat, ammonium dichromate (VI) (engl). CAS nr. 7789-09-5. EU nr. 024-003-00-l. EINECS nr.
232-143-1. RTECS nr. HX7650000. Formel: (NH4)2Cr2O7. Molvægt: 252,06. Smeltepunkt: 170°C (dekomponerer).
3
Massefylde (25°C): 2,16. Opløselighed i vand (15°C): 308 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering
og mærkning (2002): Eksplosiv (E), meget giftig (Tx), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft ved
indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), eksplosiv i tør tilstand (R1), brandfarlig ved kontakt med
brandbare stoffer (R8), også farlig ved hudkontakt (R21), også giftig ved indtagelse (R25), også meget giftig ved indånding
(R26), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), kan give allergi ved kontakt med
huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets
beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae)
BARIUMCHROMAT
Synonymer: Bariumkromat, CI Pigment Yellow 31, CI 77103, barium chromate (engl). CAS nr. 10294-40-3. EU nr. 056-00200-7. RTECS nr. CQ8760000. Formel: BaCrO4. Molvægt: 253,32. Smeltepunkt: Dekomponerer. Massefylde (25°C): 4,50.
3
Opløselighed i vand (28°C): 4,4 mg/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding og ved indtagelse (R20/22). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder ... (angives af
producenten eller importøren) (S28).
BASISK BLYCHROMAT
Synonymer: Blyoxidchromat, Chrome Red, CI 77601, CI Pigment orange 21, basic lead chromate (engl), lead chromate
oxide (engl). CAS nr. 18454-12-1; 1344-38-3. Formel: Pb2OCrO4. Molvægt: 546,39. Massefylde: 6,63. Grænseværdi
3
(2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc3, Rep1. Risikoangivelser:
Kan skade barnet under graviditeten (R61), kan ophobes i kroppen efter gentagen brug (R33), mulighed for varig skade på
helbred (R40), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R50/53), mulighed for skade på forplantningsevner (R62). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige
anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning
til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
BLYCHROMAT
Synonymer: Bly(II)chromat, blykromat, Crocoite, CI 77600, CI Pigment Yellow 34, Chrome Yellow, lead chromate (VI)
(engl). CAS nr. 7758-97-6. EU nr. 082-004-00-2. EINECS nr. 231-846-0. RTECS nr. GB2975000. UN nr. 1759. Formel:
PbCrO4. Molvægt: 323,19. Smeltepunkt: 844°C. Kogepunkt: Dekomponerer. Massefylde (15°C): 6,12. Opløselighed i
3
vand (25°C): 0,58 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig
(N), Carc3, Rep1. Risikoangivelser: Kan skade barnet under graviditeten (R61), kan ophobes i kroppen efter gentagen brug
59
Copyright: www.NIPSECT.dk
(R33), mulighed for varig skade på helbred (R40), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53), mulighed for skade på forplantningsevner (R62). Sikkerhedsforskrifter: Undgå
enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som
farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CALCIUMCHROMAT
Synonymer: Kalciumkromat, CI Pigment Yellow 33, CI 77223, calcium chromate (engl). CAS nr. 13765-19-0. EU nr. 024008-00-9. EINECS nr. 237-366-8. RTECS nr. GB2750000. UN nr. 1479. Formel: CaCrO4. Molvægt: 156,08. Smeltepunkt:
3
200°C (dekomponerer). Massefylde: 2,89. Opløselighed i vand (20°C): 35 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K.
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også
farlig ved indtagelse (R22), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisning før brug (S53), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette
materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CALCIUMCHROMAT DIHYDRAT
Synonymer: Kalciumkromat dihydrat, CI Pigment Yellow 33, CI 77223, calcium chromate dihydrate (engl). CAS nr. 8012-757. EU nr. 024-008-00-9. EINECS nr. 237-366-8. RTECS nr. GB2750000. Formel: CaCrO4,2H2O. Molvægt: 192,12.
Smeltepunkt: 200°C (dekomponerer). Massefylde: 2,89. Opløselighed i vand (20°C): 35 g/L. LD50(o,r): 327 mg/kg.
3
Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2.
Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også farlig ved indtagelse (R22), meget giftig for organismer, der lever i vand;
kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent
særlige anvisning før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning
til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CHROM(III)CHROMAT
Synonymer: Chromichromat, chromic chromate (engl). CAS nr. 24613-89-6. EU nr. 024-010-00-X. Formel: Cr2(CrO4)3.
3
Molvægt: 451,97. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), giftig
(T), ætsende (C), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), brandfarlig ved kontakt med
brandbare stoffer (R8), alvorlig ætsningsfare (R35), kan give allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for
organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter:
Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal
bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
KALIUMCHROMAT
Synonymer: Kaliumkromat, tarapacaite, potassium chromate (engl), chromic acid dipotassium salt (engl). CAS nr. 7789-006. EU nr. 024-006-00-8. RTECS nr. GB2940000. UN nr. 1479. Formel: K2CrO4. Molvægt: 194,17. Smeltepunkt: 968°C.
Kogepunkt: Dekomponerer. Massefylde (18°C): 2,732. Opløselighed i vand (20°C): 629 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005
60
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), miljøfarlig (N),Carc2, Muta2. Risikoangivelser: Kan
fremkalde kræft ved indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), også farlig ved hudkontakt (R21), også
giftig ved indtagelse (R25), også meget giftig ved indånding (R26), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for
alvorlig øjenskade (R41), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i
vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt –
indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling
nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
KALIUMDICHROMAT
Synonymer: Kaliumdikromat, kaliumbichromat, potassium dichromate (engl). CAS nr. 7778-50-9. EU nr. 024-002-00-6.
EINECS nr. 231-906-6. RTECS nr. HX7680000. UN nr. 1479. Formel: K2Cr2O7. Molvægt: 294,17. Smeltepunkt: 398°C.
3
Kogepunkt: 500°C. Massefylde (25°C): 2,676. Opløselighed i vand (20°C): 49 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m
K. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), miljøfarlig (N),Carc2, Muta2. Risikoangivelser: Kan fremkalde
kræft ved indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), også farlig ved hudkontakt (R21), også giftig ved
indtagelse (R25), også meget giftig ved indånding (R26), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig
øjenskade (R41), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent
særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning
til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
NATRIUMCHROMAT
Synonymer: Natriumkromat, sodium chromate (engl). CAS nr. 7775-11-3. EU nr. 024-017-00-8. RTECS nr. GB2955000.
Formel: Na2CrO4. Molvægt: 161,98. Smeltepunkt: 792°C. Kogepunkt: Dekomponerer. Massefylde (25°C): 2,723.
3
Opløselighed i vand (30°C): 873 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Giftig
(T), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft ved indånding (R49), kan give overfølsomhed ved kontakt
med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og
dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad
(S61).
NATRIUMDICHROMAT
Synonymer: Natriumdikromat, natriumbichromat, sodium dichromate (engl). CAS nr. 10588-01-9. EU nr. 024-004-00-7.
EINECS nr. 234-190-3. UN nr. 1479. Formel: Na2Cr2O7. Molvægt: 261,97. Smeltepunkt: 357°C. Kogepunkt: 400°C.
3
Massefylde (25°C): 2,348. Opløselighed i vand (20°C): 1800 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering
og mærkning (2002): Brandnærende (O), meget giftig (Tx), miljøfarlig (N), Carc2, Muta2. Risikoangivelser: Kan fremkalde
kræft ved indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), brandfarlig ved kontakt med brandbare stoffer
(R8), også farlig ved hudkontakt (R21), også giftig ved indtagelse (R25), også meget giftig ved indånding (R26), irriterer
åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), kan give allergi ved kontakt med huden (R43),
meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets
beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
61
Copyright: www.NIPSECT.dk
NATRIUMDICHROMAT, DIHYDRAT
Synonymer: Natriumdikromat dihydrat, sodium dichromate dihydrate (engl). CAS nr. 7789-12-0. EU nr. 024-004-00-7.
EINECS nr. 234-190-3. RTECS nr. HX7750000. UN nr. 1479. Formel: Na2Cr2O7,2H2O. Molvægt: 298,00. Smeltepunkt:
357°C. Kogepunkt: 400°C. Massefylde (25°C): 2,348. Opløselighed i vand (20°C): 1.800 g/L. Grænseværdi (2002):
3
0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), miljøfarlig (N), Carc2, Muta2. Risikoangivelser:
Kan fremkalde kræft ved indånding (R49), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), også farlig ved hudkontakt (R21),
også giftig ved indtagelse (R25), også meget giftig ved indånding (R26), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38),
risiko for alvorlig øjenskade (R41), kan give allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i
vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt –
indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling
nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
STRONTIUMCHROMAT
Synonymer: Strontiumkromat, CI Pigment Yellow 32, CI 77839, strontium chromate (engl). CAS nr. 7789-06-2. EU nr. 024009-00-4. EINECS nr. 232-142-6. RTECS nr. GB3240000. UN nr. 2811. Formel: SrCrO4. Molvægt: 203,61. Smeltepunkt:
3
Dekomponerer. Massefylde (15°C): 3,895. Opløselighed i vand (15°C): 1,2 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K.
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også
farlig ved indtagelse (R22), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisning før brug (S53), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette
materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
ZINKCHROMAT
Synonymer: Zinkkromat, zinc chromate (engl). CAS nr. 13530-65-9. EU nr. 024-007-00-3. RTECS nr. GB3290000. Formel:
3
ZnCrO4. Molvægt: 181,38. Massefylde: 3,40. Opløselighed i vand: 0,01 g/L. Grænseværdi (2002): 0,005 mg Cr/m K.
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc1. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også
farlig ved indtagelse (R22), kan give allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent
særlige anvisning før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning
til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
ZINKKALIUMCHROMAT
Synonymer: Zinkkaliumkromat, citron yellow, zinc chrome, zinc potassium chromate (engl). CAS nr. 11103-86-9. EU nr.
024-007-00-3. RTECS nr. GA917000. Formel: ZnK2(CrO4)2. Molvægt: 418,85. Opløselighed i vand: <1 g/L. Grænseværdi
3
(2002): 0,005 mg Cr/m K. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc1. Risikoangivelser: Kan
fremkalde kræft (R45), også farlig ved indtagelse (R22), kan give allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for
organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter:
Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisning før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som
farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
62
Copyright: www.NIPSECT.dk
15. Trichlorethan
1,1,1-Trichlorethan er en farveløs væske med en sødlig, etheragtig lugt. Det er blandbart med de fleste
andre organiske opløsningsmidler, men kun en anelse opløseligt i vand. Det kan ikke brænde i
væskeform, men vil ved kontakt med ild nedbrydes til den meget giftige gas, phosgen.
Vigtigt opløsningsmiddel
Trichlorethan var i 80'erne et af de vigtigste chlorholdige opløsningsmidler, selvom det er relativt dyrt.
Det blev ofte brugt til at erstatte mere giftige opløsningsmidler. Den vigtigste anvendelse af
trichlorethan var til rensning og affedtning i metal- og elektronikindustrien, hvor det erstattede
trichlorethylen. Desuden har det i en periode erstattet perchlorethylen ved tøjrensning. Det har været
meget anvendt i pletrensemidler, lime, korrekturlak og lignende. I aerosolbeholdere (“spraydåser”) har
trichlorethan somme tider været anvendt i blanding med methylenchlorid som opløsningsmiddel.
Den isomere forbindelse 1,1,2-trichlorethan synes ikke at have kommerciel betydning.
Stabiliseret
Ligesom de andre chlorerede opløsningsmidler kan trichlorethan ved brug, der udvikler varme,
nedbrydes og danne saltsyre, som igen kan forårsage metalkorrosion. Derfor er den tekniske vare tilsat
stabilisatorer i en koncentration på omkring 5 %. De stoffer, der almindeligvis anvendes er dioxan
(Fokus nr. 29), nitromethan, 1,2-epoxybutan samt tertiære alkoholer. I en undersøgelse fra
Vesttyskland, hvor man undersøgte 10 forskellige tekniske kvaliteter af trichlorethan, fandt man i alt 22
forskellige stabilisatorer eller forureninger.
Skadeligt for ozonlaget
I 1988 var verdensproduktionen 680.000 tons, hvoraf omkring en fjerdedel blev produceret i
Vesteuropa. Der er ingen produktion af trichlorethan i Danmark, men importen var omkring 1000 tons i
årene 1991-1993 og 570 tons i 1994. Dertil kommer en ukendt import af færdige produkter med
indhold af stoffet.
I Vesteuropa har det årlige forbrug af 1,1,1-trichlorethan i de sidste 20 år været omkring 100.000 tons,
men efter 1992 er forbruget faldet drastisk. Årsagen er, at stoffet på grund af skadelighed for ozonlaget
fra 1. januar 1996 blev forbudt at anvende indenfor EU. Allerede den 15. juni 1994 blev de fleste
anvendelser i Danmark forbudt. Forbuddet gælder ikke 1,1,2-trichlorethan.
Høje koncentrationer på arbejdspladser
På grund af trichlorethan’s relativt høje damptryk kunne det på arbejdspladser let forekomme i høje
koncentrationer. Arbejdstilsynet foretog i årene 1983-88 i alt 558 målinger af trichlorethan på danske
arbejdspladser. I 5d% af målingerne var grænseværdien på 100 ppm, som også svarer til lugtgrænsen,
overskredet. Sumgrænseværdien for opløsningsmidler var overskredet i 25 % af målingerne. Ifølge
Arbejdsmiljøinstituttets kortlægningsundersøgelse anvendtes 1,1,1-trichlorethan i 10 % af de 434
undersøgte virksomheder i 1985-86. Stoffet var især brugt i nærings- og nydelsesmiddelindustrien,
63
Copyright: www.NIPSECT.dk
tekstil-, beklædnings- og læderindustrier samt i jern- og metalværker samt støberier.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 1.700 tons
trichlorethan i 161 produkter, og der var 55.000 eksponeringer for stoffet.
Optages
Trichlorethan kan optages gennem hud, lunger og mave-tarm kanalen, men optagelsen er mindre end
for mange andre opløsningsmidler. Optagelsen via indånding, som alene er af praktisk betydning, øges
under arbejdsbelastninger. Den største del af det optagne udåndes igen uomdannet. Det meste af resten
deponeres i fedtvævet, idet kun en mindre del nedbrydes til trichlorethanol og trichloreddikesyre, som
videre udskilles med urinen.
Mange dødsulykker
Normalt anses trichlorethan for mindre farligt end andre chlorholdige opløsningsmidler, bl.a. fordi det
ikke er leverskadende. Dette kan desværre give anledning til en lidt for letsindig omgang med stoffet.
Da det er relativt flygtigt (dobbelt så flygtigt som trichlorethylen) og samtidig har meget tunge dampe,
kan der let indenfor begrænsede områder, for eksempel lige ovenover metalaffedtningskar, forekomme
meget høje luftkoncentrationer, selvom arbejdslokalets luftkoncentration generelt er under
grænseværdien. Dette har givet anledning til en række dødsulykker. Således er flere engelske teenagere
fundet døde efter få ugers arbejde ved sådanne kar. En teenager er ligeledes død under arbejdet med at
rense indtrækket i en bil med trichlorethan.
Snifning
Stoffet er lumsk ved, at dampene i første omgang virker behagelige og opkvikkende. Derfor har stoffet
været meget misbrugt til snifning, hvad der alene i USA i 1960'erne resulterede i 29 registrerede
dødsfald. Indånding af koncentrationer på omkring 10.000 ppm resulterer i bevidstløshed og ved lidt
højere koncentrationer, som ved ovennævnte dødsulykker, kan personen direkte blive kvalt under
bevidstløsheden.
Stoffet har imidlertid også virkning på lungerne. For eksempel er mindst 13 arbejdere i Europa gennem
årene døde af lungeødem (væske i lungerne) efter rensning af tanke, der havde været brugt til
opbevaring af trichlorethan. Trichlorethan har tidligere været anvendt som narkosegas, men det gik
man bort fra p. g. a. alvorlige bivirkninger så som dødsfald og forstyrrelse af patienternes hjerterytme.
Langsigtede virkninger?
Virkninger på hjerte og blodkar er også rapporteret fra arbejdsmiljøer, hvor trichlorethan’s
lokalirriterende effekt på hud, øjne og slimhinder i øvrigt er fremtrædende. Eksempelvis kan
hudkontakt fremkalde en let rødmen og afskalning af huden.
Længerevarende udsættelse for koncentrationer på 500 ppm trichlorethan er tidligere anset for en
koncentration uden bivirkninger. Nyere undersøgelser har konstateret en ændret adfærd og formindsket
reaktionstid hos forsøgspersoner udsat for 175 ppm i få timer. I forsøgsdyr er der påvist biokemiske
64
Copyright: www.NIPSECT.dk
ændringer i hjernen ved indånding af 70 ppm 1,1,1-trichlorethan.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer både 1,1,1- og 1,1,2-trichlorethan som stoffer, der medfører stor risiko
for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Reproduktionsskadende
Indsprøjtning af trichlorethan i befrugtede hønseæg resulterede i misdannelser hos de overlevende
kyllinger. Trichlorethans virkning var mere fremtrædende end for andre chlorerede opløsningsmidler.
Det er dog uvist, om disse forsøg er relevante for en vurdering af fosterskader hos mennesker.
Indåndingsforsøg med rotter og mus har ikke påvist en fosterskadende effekt.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer 1,1,1-trichlorethan som mistænkt reproduktionsskadende ved højt
dosisniveau (Gruppe 2H).
Ikke kræftfremkaldende
Stoffet har været underkastet forskellige korttidstests for at bestemme en mulig effekt på arveanlæg.
Undersøgelserne har givet modstridende resultater, men alt tyder på, at stoffet højst er en meget svag
mutagen.
Trichlorethan er undersøgt i flere velgennemførte og langvarige dyreforsøg uden at have afsløret en
evne til at fremkalde kræft. Der foreligger heller ikke arbejdspladsundersøgelser, som tyder på, at
stoffet skulle være kræftfremkaldende.
Denne vurdering gælder 1,1,1-trichlorethan. Den isomere forbindelse 1,1,2-trichlorethan har vist sig
kræftfremkaldende i dyreforsøg.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska Expertgruppen för Gränsvärdesdokumentation. 21. Metylkloroform. Arbete och
Hälsa, 1981:12.
2. Hansen TB, Gregersen P. Miljøprojekt nr. 70: Organiske opløsningsmidler. Miljøstyrelsen
1986.
3. IPCS Environmental Health Criteria 136. 1,1,1-Trichloroethane. Geneva: WHO, 1992.
4. Jensen AA. Occupational exposure limits. Criteria document for 1,1,1-trichloroethane. EUR
15694. Luxembourg: European Commission, 1996.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: ReEvaluation of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
1,1,1-TRICHLORETHAN
Synonymer: Methylchloroform, MC, 111-T, trikloretan, chlorothene®, 1,1,1-TCE, 1,1,1-trichloroethane (engl). CAS nr. 7155-6. EU nr. 602-013-00-2. EINECS nr. 200-756-3. RTECS nr. KJ2975000. UN nr. 2831. Formler: C2H3Cl3, CH3CCl3.
Molvægt: 133,41. Frysepunkt: -30°C. Kogepunkt (1 atm): 74°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,339 (vand=1).
65
Copyright: www.NIPSECT.dk
Brydningsindeks (20°C): 1,4379. Damptryk (20°C): 101 mm Hg (13,5 kPa). Relativ damptæthed: 4,55 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 160.000 ppm. Opløselighed i vand (25°C): 1,3 g/L. Fordelingskoefficient (logKow):
4h
2,47. Selvantændelsestemperatur: 537°C. Eksplosionsgrænser i luft: 7,5-12,5 vol%. LD50(o,r): 14,3 g/kg. LC50(ihl,r):
3
18.400 ppm. Lugtgrænse: 100 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,46 mg/m . Grænseværdi (2002): 50
3
ppm (275 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig
ved indånding (R20), farlig for ozonlaget (R59). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå
kontakt med huden og øjnene (S24/25), indhent oplysninger om genvinding/genanvendelse hos fabrikanten/leverandøren
(S59), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsblad (S61).
1,1,2-TRICHLORETHAN
Synonymer: Vinyltrichlorid, 1,1,2-trichloroethane (engl). CAS nr. 79-00-5. EU nr. 602-014-00-8. EINECS nr. 201-166-9.
Formler: C2H3Cl3, CH2ClCHCl2. Molvægt: 133,41. Smeltepunkt: -36°C. Kogepunkt (1 atm): 114°C. Massefylde (20°C):
1,443 (vand=1). Brydningsindeks: 1,471. Damptryk (20°C): 19 mm Hg (2,5 kPa). Relativ damptæthed: 4,6 (luft=1).
3
Opløselighed i vand: 4,5 g/L. Grænseværdi (2002): 10 ppm H (54 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding, hudkontakt og indtagelse (R20/21/22).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
16. Toluen
Toluen er en farveløs, Meget brandfarlig væske med en aromatisk lugt. Blandinger med luft kan være
eksplosive. Stoffet er næsten uopløseligt i vand, men blandbart med de fleste andre organiske
opløsningsmidler. Toluen er et godt opløsningsmiddel for bitumen, tjære, farver, lakker, fedtstoffer,
natur- og kunstharpikser. Toluen er opbygget af en seksleddet benzenring med en enkelt methylgruppe.
Vigtigt kemikalie
Verdensproduktionen af toluen er anslået til omkring syv millioner tons pr. år. Det meste af denne
produktion anvendes i motorbenzin for at øge benzinens octan tal. Der er 4-16 % toluen i motorbenzin.
Omkring 70.000 tons anvendes i den kemiske industri som udgangsmateriale til produktion af f.eks.
toluendiisocyanat (Fokus nr. 7), phenol (Fokus nr. 30), benzen (Fokus nr. 1), benzoesyre og
nitrotoluener, bl.a. sprængstoffet trotyl (TNT).
Cirka 280.000 tons anvendes som opløsningsmiddel og fortynder i bl.a. trykfarver, maling, lim, lak og
gummiprodukter. Det danske forbrug af toluen er vanskeligt at anslå, da der foruden import af ren
toluen (ca. 2.000 tons i 1999) også importeres store mængder toluen i motorbenzin og i færdige
produkter. Til Produktregistret blev der i 1998-2000 årligt anmeldt ca. 1000 produkter med en mængde
på ca. 7.000 tons toluen
Hyppig eksponering
På danske arbejdspladser er mange personer eksponeret for toluen. Dette kan ses af, at toluen er det
stof, som Arbejdstilsynet hyppigst har fundet i luftmålinger. Toluen er fundet i 4.071 af de ca. 20.000
prøver, der er analyseret i årene 1983-1987. I ca. 2 % af målingerne var grænseværdien for toluen
overskredet. I målinger, hvor toluen forekom sammen med andre stoffer, var sumgrænseværdien
overskredet i 30 % af tilfældene.
66
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hyppigst er toluen bestemt i træ-, møbel-, jern-, metal-, kemisk-, papir- og grafisk industri. I langt de
fleste tilfælde forekommer toluen sammen med andre organiske opløsningsmidler, typisk xylen (Fokus
nr. 28), butylacetat (Fokus nr. 61), acetone (Fokus nr. 21) og butanol (Fokus nr. 53). Toluen indgår i
cellulosefortynder, der er et meget brugt blandingsopløsningsmiddel.
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler blev toluen anvendt i 131
virksomheder ud af 434. Ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt
26.000 tons toluen i 473 produkter, og der var 140.000 eksponeringer for stoffet.
Benzen i teknisk toluen
Tidligere indeholdt teknisk toluen op til 25 % af det kræftfremkaldende benzen. Siden midt i 1970’erne
har man fjernet benzen fra teknisk toluen, således at det i dag indeholder under 0,1% benzen.
Optages let i kroppen
Der optages omkring halvdelen af den mængde toluen, der indåndes. Med stigende arbejdsbelastning
optages der vægtmæssigt større og større mængder toluen via lungerne. Toluen kan optages gennem
huden, hvorfor stoffet har hudnotation “H” på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste.
Toluen ophobes i fedtvæv
Der sker en betydelig ophobning af toluen i fedtholdige væv, blandt andet nervesystem og fedtdepoter.
Herfra udskilles toluen kun langsomt. Derfor kan der ved daglig udsættelse for lave koncentrationer af
toluen i luft ske en ophobning af stoffet i kroppen. Når udsættelse for toluen ophører, tager det ca. 20
timer at halvere den mængde toluen, der findes i fedtvævet. Blodets indhold af toluen nedbrydes i
leveren, og omdannelsesprodukterne udskilles med urinen.
Snifning
Indånding af toluendampe kan give fornemmelse af velvære og beruselse. Toluen eller produkter med
toluen (f.eks. lime) er derfor blevet misbrugt til snifning. Under snifning indåndes høje
toluenkoncentrationer, ofte flere gange dagligt. Da misbruget ofte fortsætter gennem flere år, har man
hos toluensniffere set meget kraftige skadevirkninger med tilfælde af hjerneskade og/eller nyresvigt
samt dødsfald.
Forgiftninger på arbejdspladsen
Ved arbejde med toluenholdige produkter i lukkede og dårligt ventilerede rum kan der opstå akutte
forgiftningstilfælde, som fører til bevidstløshed og måske dødsfald. I et tilfælde skulle man sprøjte
lastrummet på et skib med et toluenholdigt bekæmpelsesmiddel. Ved en fejl blev anvendt et ufortyndet
middel, således at der på en time blev udsprøjtet ca. 80 liter toluen i lastrummet. Da man skulle redde
to personer, der lå bevidstløse i bunden af lastrummet, blev endnu en person bevidstløs, og fire andre
blev så kraftigt påvirkede af toluendampene, at de ikke kunne udføre hjælpearbejdet. Alle syv
forgiftede overlevede uheldet. Man har beregnet, at toluenkoncentrationen var ca. 30.000 ppm lige over
bunden af lastrummet og ca. 10.000 ppm i hoftehøjde.
67
Copyright: www.NIPSECT.dk
I et andet tilfælde fik en optiker, der gennem nogen tid havde brugt toluen til at rense brilleglas og
kontaktlinser i et ikke-ventileret rum, sløret stemme, usikker gang, hukommelsesbesvær og øget
søvnbehov.
Nerveskader
Ved længere tids udsættelse for toluen i høje koncentrationer kan der opstå nerve- og hjerneskader. En
enkelt dags indånding af toluen i koncentrationer på 75 ppm gav hos forsøgspersoner hovedpine,
svimmelhed, øjenirritation og beruselsesfornemmelse. Symptomerne øgedes i styrke med stigende
koncentration af toluen. Ved 40 ppm var der ingen skadelig effekt. Grænseværdien blev i 1996 nedsat
fra 35 ppm til 25 ppm.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer toluen som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige
skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Skader på reproduktionen
Toluen må betragtes som reproduktionsskadende ved koncentrationer så lave som 100 ppm. Blandt
andet har kvinder, der var toluensniffere, født børn med fosterskaden, ”medfødt alkoholsyndrom”. Man
har endvidere i Japan fundet øget hyppighed af menstruationsforstyrrelser hos kvindelige
skotøjsarbejdere, der arbejdede med toluenholdig lim, og i en dansk undersøgelse er der fundet ændret
koncentration af kønshormon i blod fra mandlige trykkere, der havde været udsat for toluen i længere
tid. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer toluen som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (Gruppe
1L).
Ingen kræftrisiko
Toluen skader ikke arveanlæg i laboratorieforsøg, og stoffet er bl.a. inaktiv i Ames-testen med
Salmonella bakterier. Imidlertid er der hos trykkeriarbejdere, der bl.a. var udsat for toluen, fundet
chromosomændringer i lymfeceller. Der er ikke baggrund for, hverken fra dyreforsøg eller
arbejdspladsundersøgelser at mistænke toluen for kræftrisiko.
Udvalgt litteratur:
1. Cohr K-H, Stockholm J. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 2. Toluen.
Arbete och Hälsa, 1979:5.
2. Jelnes JE. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 82. Toluen. Arbete och
Hälsa, 1989:3.
3. IPCS Environmental Health Criteria 52. Toluene. Geneva: WHO, 1985.
4. Jelnes JE. Occupational exposure limits. Criteria document for toluene. EUR 14212.
Luxembourg: CEC, 1993.
5. Toxicological profile for toluene. Atlanta GA: ATSDR, 1994.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon: International Agency
for Research on Cancer, 1999.
68
Copyright: www.NIPSECT.dk
TOLUEN
CH 3
Synonymer: Methylbenzen, toluol, phenylmethan, toluene (engl). CAS nr. 108-88-3. EU nr. 601-021-00-3. EINECS nr. 203625-9. RTECS nr. XS5250000. UN nr. 1294. Formler: C6H5CH3, C7H8. Molvægt: 92,14. Frysepunkt: -95°C. Kogepunkt (1
atm): 111°C. Damptryk (25°C, 1 atm): 28 mm Hg (3,73 kPa). Relativ damptæthed: 3,20 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 37.000 ppm. Relativ massefylde (20/4°C): 0,876 (vand=1). Flammepunkt (cc): 4°C. Eksplosionsgrænser: 1,3-7
vol%. Vandopløselighed (25°C): 0,54 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,69. Lugtgrænse: 3 ppm. LD50(o,r): 5,5
4h
3
mg/kg. LC50(ihl,r): 8.800 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,77 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm H
3
(94 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Meget
brandfarlig (R11), farlig ved indånding (R20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra
antændelseskilder – rygning forbudt (S16), undgå kontakt med øjnene (S25), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
17. NTA
NTA er en forkortelse for nitrilotrieddikesyre, – et stof som første gang blev fremstillet i 1862. NTA og
dets salte er farveløse, krystallinske stoffer. De er såkaldte chelatorer, der kompleksbinder divalente
metal ioner, bl.a. Ca2+, Mg2+ og Zn2+, i stabile vandopløselige komplekse forbindelser. I praksis dækker
forkortelsen NTA også trinatriumsaltet, som er den vigtigste handelsvare, idet det er mere
vandopløseligt end syren selv. Samtidig kan natriumsaltet fremstilles direkte ud fra de simple råvarer:
Formaldehyd (Fokus nr. 10), hydrogencyanid og natriumhydroxid.
Phosphat-erstatning i vaskemidler
Når der er speciel interesse for NTA, skyldes det stoffets kalkbindende egenskaber, som muliggør
anvendelse som erstatningsmiddel for phosphat i vaske- og rengøringsmidler. Den voksende udledning
af phosphat til vandmiljøet via spildevandet fra husholdninger volder bekymringer i mange lande, fordi
det sammen med nitrat er en af forudsætningerne for overproduktionen af alger, der fører til
eutrofiering og iltsvind og fiskedød i søer, vandløb og mindre havområder.
I visse lande, såsom Canada, Schweiz, Sverige og Finland, der har meget følsomme vandområder, har
man i flere årtier anvendt NTA i vaskemidler i stedet for phosphat. I 1970 blev den begyndende
anvendelse af NTA i vaskemidler i USA stoppet på grund af mistanke om, at stoffet i spildevandet eller
vandmiljøet kunne nedbrydes til kræftfarlige eller fosterskadende stoffer, bl.a. nitrosaminer. Dette
hæmmede ligeledes stoffets udbredelse i andre lande, heriblandt Danmark. Yderligere undersøgelser i
70’erne resulterede i, at denne mistanke om miljøeffekter blev tilbagevist. Derfor har NTA siden 1980
haft voksende betydning i USA (og i Danmark).
Produktionen af NTA i USA, der var på omkring 30.000 tons i 1980, blev forventet at vokse til måske
500.000 tons indenfor en kortere årrække.
Andre anvendelser
Den første anvendelse af NTA blev foreslået allerede i 1929. Det var en forbindelse af NTA og
69
Copyright: www.NIPSECT.dk
vanadium til behandling af kønssygdommen, syfilis. Der er en række andre medicinske anvendelser af
NTA, bl.a. til behandling af metalforgiftning. Udover disse mere kuriøse anvendelser, bruges NTA i
fødevareindustrien for at forhindre kalkaflejringer, hvor vanddamp kommer i kontakt med fremstillede
levnedsmidler. I tekstilindustrien anvendes NTA til at binde de metaller, som forstyrrer
farvningsprocesser, og i papirindustrien anvendes det til at binde metaller, der katalyserer
nedbrydningen af blegemiddel. I mindre omfang anvendes NTA ved lædergarvning, fotografisk
fremkaldning, fremstilling af kunstgummi, i pesticider og i tekniske processer til adskillelse af sjældne
jordarter (metaller).
Høje koncentrationer
Produktregistret indeholdt i 1988 oplysninger om 55 varer med indhold af NTA i koncentrationer op til
52 %. I 1991 blev til samme register anmeldt 600 tons NTA, og i alt bruges der formentligt årligt 1000
tons.
De vigtigste produkttyper, hvor NTA indgik, var rengøringsmidler eller affedtningsmidler til
husholdning, institutioner og industri, herunder til højtryksrengøring, motorvask, maskinopvask,
tøjvask, maling- og lakfjernelse, ovnrens og grillrens samt koncentrater til fremstilling af samme.
Få arbejdsmiljøoplysninger
Der foreligger ingen oplysninger om forekomst af NTA i det danske arbejdsmiljø. I USA er der ved
produktion af NTA målt typiske luftkoncentrationer på 6,5 mg NTA/m3, og den erhvervsmæssige
indtagelse ved indånding blev anslået til ca. 8 mg NTA/dag. Ved fremstilling af NTA-holdige
vaskemidler var luftkoncentrationerne typisk 5 gange mindre. Der er ikke i noget land indtil nu fastsat
en grænseværdi, som kan sammenlignes med disse luftniveauer. I USA blev det i 1981-83 anslået, at
ca. 270.000 var erhvervsmæssigt udsatte for NTA. Med NTAs voksende betydning kan antallet af
udsatte i Danmark blive meget betydeligt.
Hudirriterende
Optagelsen af NTA gennem huden er minimal. En neutraliseret 25 % opløsning af NTA virker i
modsætning til en 5% opløsning kraftigt hudirriterende på kaniner. Man må forvente, at normale, ikkeneutraliserede opløsninger eller præparater vil virke mere irriterende. Der savnes publicerede
undersøgelser til belysning af NTA’s optagelse og virkninger efter indånding - den vigtigste form for
udsættelse i arbejdsmiljøet.
I mave-tarm kanalen optages ca. 12 % af en indtaget mængde NTA. Det transporteres til nyrerne,
hvorfra hovedparten udskilles uændret med urinen indenfor et døgn. Det resterende hober sig især op i
knoglerne. Den akutte giftighed af NTA er ikke særlig stor, men alligevel stor nok til, at det skal
klassificeres som sundhedsskadeligt. Nyrerne er målorganet for NTA. En stor engangsdosis af NTA
eller en længerevarende udsættelse for stoffet kan give nyreskader.
Fosterskadende?
På grund af NTA’s evne til at binde metal ioner, der er vigtige for den normale stofomsætning, har der
70
Copyright: www.NIPSECT.dk
været formodninger om, at stoffet kunne være fosterskadende. Imidlertid har de få undersøgelser, der er
udført indtil nu, ikke afsløret en sådan effekt.
NTA er undersøgt i et betydeligt antal test for mutagen virkning. Det langt overvejende antal
undersøgelser viser, at stoffet ikke skader arveanlæggene. En chromosomskadende effekt er dog påvist
i kulturer af menneskeceller. Samtidig viser flere undersøgelser, at NTA kraftigt øger den mutagene
effekt af f.eks. chromater eller blyforbindelser.
Kræftfremkaldende
Langtidsforsøg med rotter og mus udsat for relativt store mængder NTA i drikkevandet eller foderet
har vist, at stoffet kan fremkalde kræft i nyre, urinleder og urinblære. Den kraftigste effekt ses, når
NTA gives i drikkevandet. På baggrund af disse undersøgelser må NTA vurderes som et middel potent
kræftfremkaldende stof. Kræftsvulsterne fremkommer ved doser af NTA, som samtidig giver en
skadelig påvirkning af nyrerne med ændringer svarende til, hvad man normalt ser hos ældre dyr. Denne
nyrepåvirkning vurderes af nogle forskere som en forudsætning for og forklaringen på, at svulsterne
opstår. Hvis denne antagelse er korrekt vil der være en tærskelværdi for effekten, således at de lavere
ikke-nyreskadende niveauer af NTA, som de fleste mennesker udsættes for, ikke skulle være risikable.
IARC har klassificeret nitrilotrieddikesyre og dets salte som muligt kræftfremkaldende (Gruppe 2B) og
de er også optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste. En ny dansk epidemiologisk undersøgelse fra 1998
viste en lidt forøget risiko for lever-, nyre- og blærekræft ved udsættelse for NTA, hvad der
understøtter dyreforsøgene.
Der er flere undersøgelser, som har vist, at NTA kan forstærke den kræftfremkaldende effekt af stærkt
kræftfremkaldende stoffer såsom nitrosaminer. Det er karakteristisk, at de fleste undersøgelser af NTAs
sundhedsmæssige egenskaber er udført på producentfirmaernes laboratorier, og resultaterne er ikke
altid offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter. Der synes i undersøgelserne en generel tendens til, at
underspille stoffets farlighed.
Udvalgt litteratur:
1. Mottola HA. Nitrilotriacetic acid as a chelating agent: Applications, toxicology, and
bioenvironmental impact. Toxicol Environ Chem Rev 1974;2:99-161.
2. Anderson RL, Bishop WE, Campbell RL. A review of the environmental and mammalian
toxicology of nitrilotriacetic acid. CRC Crit Rev Toxicol 1985;15:1-102.
3. Jensen AA, Olsen SN. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation.
Nitrilotrieddikesyre (NTA) og salte. Arbete och Hälsa 1989:37.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 73: Some
Chemicals that Cause Tumours of the Kidney or Urinary Bladder in Rodents and Some Other
Substances. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1999.
NITRILOTRIEDDIKESYRE
Synonymer: NTA, H3NTA, 2,2’,2’’-nitrilotrieddikesyre, N,N-bis(carboxymethyl)glycin, tris(carboxymethyl)amin, Trilon A,
71
Copyright: www.NIPSECT.dk
nitrilotriacetic acid (engl). CAS nr. 139-13-9. RTECS nr. AJ0175000. Formler: C6H5NO6, N(CH2COOH)3. Molvægt: 191,14.
Smeltepunkt: 246°C (d). Syrekonstanter (20°C): pKA1 =3,03, pKA1 =3,07, pKA3 =10,70. Opløselighed i vand (25°C): 1,5
g/L. Grænseværdi (2002): Ikke opført på Arbejdstilsynets Liste over grænseværdier eller på Miljøstyrelsens Liste over farlige
stoffer. Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse
(R22), irriterer huden (R38). (R40 eller R45 burde tilføjes!) Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af støv (S22), undgå
kontakt med huden og øjnene (S24/25).
NATRIUMNITRILOTRIACETAT MONOHYDRAT
Synonymer: NTA-Na, Na3NTA, nitrilotriacetic acid trisodiumsalt monohydrate (engl). CAS nr. 18662-53-8. RTECS nr.
AJ107000. Formler: C6H8NO7Na3, N(CH2COONa)3,H2O. Molvægt: 275,10. Smeltepunkt: >320°C. Opløselighed i vand
(26°C): 500 g/L. Grænseværdi (2002): Ikke opført på Arbejdstilsynets Liste over grænseværdier eller på Miljøstyrelsens
Liste over farlige stoffer. Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig
ved indtagelse (R22). Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af støv (S22), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25).
18. Dimethylformamid
Den farveløse og hygroskopiske væske dimethylformamid (DMF) er et moderne, meget effektivt
opløsningsmiddel med ret specielle egenskaber, idet det både er fuldstændigt blandbart med vand og
med de fleste organiske opløsningsmidler. I vandig opløsning er DMF meget varmestabilt, men da det
er et amid, kan det af syrer og baser (samt lys) langsomt nedbrydes (hydrolyseres) til myresyre og
dimethylamin. DMF har en fiskeagtig lugt, og blandet med luft er dampene brandfarlige.
Opløser plast
DMF bruges som opløsningsmiddel i mange industrielle processer, specielt for polære polymere såsom
polyvinylchlorid (PVC), polyurethan og polyacrylonitril, når disse skal omdannes til fibre, film og
overfladedækning (kabelforsegling). DMF anvendes videre som opløsningsmiddel for malervarer, i
maling- og lakfjerner, i PVC-lime, i korrekturlak, i filmfremkaldere, i trykfarver (bl.a. til
plastemballage), i epoxyresiner og i naturharpiks. I elektronikindustrien anvendes DMF som
affedtningsmiddel. Mere speciel er anvendelsen af DMF ved ekstraktion af og renfremstilling af gasser,
så som acetylen og butadien (Fokus nr. 9) fra blandinger af carbonhydrider. I laboratoriet har DMF stor
udbredelse som opløsningsmiddel, bade til ekstraktioner, analyse og som reaktionsmedium. DMF
tilsættes visse bekæmpelsesmidler, bl.a. carbamater, for at øge virkningsgraden.
Risikable erhverv
Verdensproduktionen blev i 1995 anslået til 125.000 tons. Forbruget af DMF i Danmark er ikke kendt,
men forbruget af hele gruppen af amider af carboxylsyrer var 1554 tons i 1982.
Det er blevet anslået, at omkring 125.000 arbejdere i 1981-83 var udsat for DMF i USA. I Danmark
svarer det nok til 5.000 personer. Høje koncentrationer af DMF er i udlandet målt i industrier, der
fremstiller kunstlæder af polyurethan, og ved produktion af acrylfibre.
I Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler viste det sig, at DMF kun var
anvendt på 2 ud af 664 virksomheder – en elektroindustri og et sygehus (i et limprodukt). Der er ikke
resultater af arbejdspladsmålinger af DMF i Arbejdsmiljøinstituttets database, men instituttet anvender
72
Copyright: www.NIPSECT.dk
selv stoffet ved ekstraktion af luftprøver.
På retur?
I Produktregistret var der i 1988 registreret ca. 50 varer med DMF med et totalforbrug af ca. 70 tons.
De fleste varer anvendtes i den grafiske branche bl.a. til filmfremkaldning, serigrafi og offsettrykning
(korrekturmidler til trykplader mv.). Koncentrationen af DMF i sådanne produkter er oftest omkring 20
procent. Udsættelse for DMF kan imidlertid også forekomme i landbrug og gartneri, plastindustri, jernog metalindustri, elektroindustri og laboratorier. Anvendelsen af DMF har siden 1981, hvor
Branchesikkerhedsrådet frarådede brugen i korrekturmidler, være på retur i den grafiske branche.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 4,7 tons
dimethylformamid i 17 produkter, og der var 5.200 eksponeringer for stoffet.
Usædvanlig stor hudgennemtrængelighed
DMF som væske optages næsten fuldstændigt gennem hud og mave-tarm kanal. Det samme er tilfældet
som damp i lunger og gennem hud. Det er specielt vigtigt at være klar over den selv for et
opløsningsmiddel usædvanligt store hudgennemtrængelighed, som skyldes, at stoffet både har polære
og ikke-polære egenskaber. Anvendt som opløsningsmiddel vil det samtidig kunne øge de opløste
stoffers hudoptagelse.
Ved langvarig hudkontakt virker DMF affedtende på huden og kan forårsage eksem. Almindelige
gummihandsker hjælper kun lidt som forebyggelse, idet stoffet let trænger igennem disse. Blandt
industriarbejdere er forekommet klager over øjenirritation fra dampe af DMF. I dyreforsøg er DMF kun
let øjenirriterende.
Biologisk monitering
Den akutte giftighed af DMF i forsøgsdyr er relativ lille. Unge dyr og handyr er mest følsomme. DMF
fordeles relativt jævnt i kroppen og nedbrydes (demethyleres) hurtigt i leveren af enzymer til bl.a.
methylformamid, formamid og formaldehyd (Fokus nr. 10) samt reaktive hydroxyl radikaler. Indholdet
af methylformamid i urinen er velegnet til biologisk monitering af DMF udsættelse. Grænseværdien
(BEI) i USA er 40 mg formamid/g creatinin.
Alkoholindtagelse hæmmer omdannelsen af DMF (og omvendt!), hvad der resulterer i en slags
“antabus-effekt” med ildebefindende og rødmen i ansigtet. Sovemidler (barbiturater) har den modsatte
virkning.
Lever- og nerveskadende
Der foreligger eksempler på forgiftninger i arbejdsmiljøet (tekstil- og kunstlæder fabrikker), hvor
appetitløshed, svimmelhed, kvalme og mavesmerter var almindelige forgiftningssymptomer. Der sker
en aktivering af leverenzymer, og leveren kan skades. Ved koncentrationer omkring den nuværende
grænseværdi skulle der dog ikke være risiko for leverskader. Der er endvidere undersøgelser, som
viser, at erhvervsmæssig udsættelse for DMF kan påvirke bugspytkirtlen, blodbilledet og nedsætte
73
Copyright: www.NIPSECT.dk
blodets størkningsevne.
DMF kan også påvirke nervesystemet, og Arbejdsmiljøinstituttet vurderer dimethylformamid som et
stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt
arbejde med stoffet (SRI 4).
Fare for fosteret
DMF kan passere moderkagen, og relativt høje koncentrationer har i dyreforsøg forårsaget effekt på
fostre med øget dødelighed og nedsat vægt. Effekten skyldes muligvis metabolitten,
(mono)methylformamid, som i sig selv har en kraftigere effekt på fosteret og direkte kan forårsage
misdannelser. En øget forekomst af aborter samt et øget antal dødfødsler er rapporteret hos kvindelige
arbejdere udsat for bl.a. DMF.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer DMF som mistænkt reproduktionsskadende ved middel dosisniveau
(Gruppe 2M).
DMF er tilsyneladende ikke mutagent i Ames-testen og andre korttidstest. Imidlertid er en forøget
forekomst af chromosomændringer fundet hos eksponerede arbejdere.
Testikelkræft
Der foreligger undersøgelser, hvor DMF har skadet testiklerne og sædkvaliteten på dyr. Videre er der
nogle ældre dyreforsøg, som tyder på, at stoffet kan fremkalde svulster i mave-tarm kanalen, binyrerne
og testiklerne..
Spørgsmålet om en eventuel kræftrisiko tog en ny drejning, da der i USA i slutningen af 1980'erne er
fundet tre grupper DMF-eksponerede arbejdere med en mere end fire gange forøget risiko for at få
testikelkræft. Det drejer sig om mekanikere ved to flyværksteder beskæftiget med reparation af F4
Phantom kampfly samt en gruppe lædergarvere. En større undersøgelse af de ansatte hos en
virksomhed, der producerede stoffet, tydede derimod ikke på en øget kræftrisiko ved DMF
eksponering. Her har eksponeringen formentlig været lavere.
Nye dyreforsøg blev igangsat i 1981, og resultaterne viste ingen øget kræftforekomst. Derfor mener
IARC ikke mere, at der er tilstrækkelig baggrund for at klassificere N,N-dimethylformamid som
kræftfremkaldende. Klassificering blev ændret i 1999 fra Gruppe 2B til Gruppe 3. Stoffet er også i
2002 taget ud af Arbejdstilsynets Kræftliste.
Andre formamider
Formamid og methylformamid (MMF) har lignende kemiske og biologiske egenskaber som
dimethylformamid (DMF). Dog er formamid lidt mindre akut giftigt end MMF og DMF. Til gengæld
har formamid og MMF en kraftigere skadevirkning på testikler end DMF, og MMF er som nævnt det
mest fosterskadende.
74
Copyright: www.NIPSECT.dk
Methylformamid, der er en farveløs væske, har ingen teknisk betydning udover en vis anvendelse i
laboratorier. Formamid er en klar, hygroskopisk væske med en svag duft af ammoniak. Det er
opløseligt i vand og de lavere alkoholer, estere samt acetone, men modsat DMF uopløseligt i de fleste
andre organiske opløsningsmidler. Det er et godt opløsningsmiddel for proteiner og salte samt
polymere. Det bruges bl.a. som opløsningsmiddel ved spinding af acrylgarn og fremstilling af
ionbyttere. Formamid anvendes endvidere i boremudder, hydraulikvæsker, afisningsmidler til
flystartbaner og til omkrystallisation af antibiotika.
I filtpenne
Da formamid øger vedhæftning af polymere på celluloseprodukter (f.eks. papir) benyttes det i blæk til
filtpenne (koncentration: 40-50 %). Denne anvendelse var meget omtalt for nogle år siden, da det blev
opdaget at sådanne filtpenne til børn blev annonceret som “giftfri”. Det er naturligvis både falsk og
ulovlig reklame. Der kendes i hvert fald et tilfælde fra England, hvor en 2-års dreng blev alvorligt syg
af at have suttet på en sådan filtpen.
Udvalgt litteratur:
1. Lundberg S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 38. Dimethylformamid.
Arbete och Hälsa, 1982:28.
2. IPCS Environmental Health Criteria 114. Dimethylformamide. Geneva: WHO, 1991.
3. Kennedy GL. Biological effects of acetamide, formamide, and their monomethyl and dimethyl
derivatives. CRC Crit Rev Toxicol 1986;17:129-182.
4. Ducatman AM, Conwill DE, Crawl J. Germ cell tumors of the testicle among aircraft
repairmen. J Urol 1986;136:834-836.
5. Levin, SM, Baker DB, Landrigan PJ et al. Testicular cancer in leather tanners exposed to
dimethylformamide. Lancet 1987;11:1153.
6. Chen JL, Kennedy GL. Dimethylformamide and testicular cancer. Lancet l988;1:55.
7. Nielsen GD. Optagelse af stoffer (dimethylformamid) på giftlovens lister. Farm. Tid. 1978;
88:649-657.
8. Jelnes JE. Formamide. Health effects of selected chemicals – Volume I. NORD 1992:6. Side 923.
9. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon: International Agency
for Research on Cancer, 1999.
N.N-DlMETHYLFORMAMlD
Synonymer: DMF, myresyredimethylamid, formyldimethylamin, N,N-dimethylformamide (engl). CAS nr. 68-12-2. EU nr.
616-001-OO-X. EINECS nr. 200-679-5. RTECS nr. LQ2100000. UN nr. 2265. Formler: C3H7NO, HCON(CH3)2. Molvægt:
73,09. Frysepunkt: -61°C. Kogepunkt (1 atm): 153°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,9445 (vand=1). Brydningsindeks
(n20/D): 1,4305. Damptryk (20°C): 22 mm Hg (3 kPa). Damptæthed: 2,51 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 3.100
ppm. Flammepunkt (cc): 57°C. Selvantændelsestemperatur: 445°C. Eksplosionsgrænser: 2,2-15,2 vol%.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): 0,13. Lugtgrænse: 2,2 ppm. LD50(o,r): 4g/kg. LC50(ihl,r): 5.000 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (20°C, 1 atm): 1 ppm = 3,0 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm H (30 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: Kan skade barnet under graviditeten (R61), også farlig ved indånding
75
Copyright: www.NIPSECT.dk
og hudkontakt (R20/21), irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt - indhent særlige anvisninger
før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det
er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosoler (Ae).
FORMAMID
Synonymer: Methanamid, myresyreamid, formamide (engl). CAS nr. 75-12-7. EINECS nr. 2008420. RTECS nr.
LQ0525000. Formler: CH3NO, HCONH2. Molvægt: 45,04. Smeltepunkt: 2,5°C. Kogepunkt (1 atm): 210°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 1,1334 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,015 mm Hg (2 Pa). Relativ damptæthed: 1,6 (luft=1).
Brydningsindeks (n20/D): 1,4475. Flammepunkt (cc): 175°C. Fordelingskoefficient (logKow): -1,64. LD50(o,r): 6 g/kg.
3
3
Lugtgrænse: 80 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,8 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm H (18 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelse: Kan skade barnet under graviditeten (R61).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
N-METHYLFORMAMID
Synonymer: Methylformamid, MMF, myresyremethylamid, monomethylformamide (engl). CAS nr. 123-39-7. RTECS nr.
LQ3000000. Formler: C2H5NO, HCONHCH3. Molvægt: 59,07. Smeltepunkt: -40°C. Kogepunkt (1 atm): 180-85°C. Relativ
massefylde (20°C): 1,003 (vand=1). Damptryk (25°C): 0,03 mm Hg (4 Pa). Brydningsindeks (n20/D): 1,4302.
o
Flammepunkt (cc): 98°C. Opløselighed i vand (20 C): 100 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): -0,62. Grænseværdi
(2002): Ingen grænseværdi. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: Kan skade barnet
under graviditeten (R61), også farlig ved hudkontakt (R21). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige
anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
19. Methylethylketon
Methylethylketon (MEK) navngives systematisk som 2-butanon. MEK er den næst simpleste keton,
nærtbeslægtet med acetone (Fokus nr. 21). Det er en farveløs, letfordampelig væske med en skarp,
ubehagelig lugt. MEK er både opløselig i vand og blandbar med andre organiske opløsningsmidler.
Cellulosefortynder
MEK er et fremragende opløsningsmiddel for en lang række polymere forbindelser, herunder epoxy-,
acryl- og alkydprodukter, polystyren, polyvinylacetat og cellulose-derivater. Derfor er MEK en
væsentlig bestanddel (5-20 %) af blandingsopløsningsmidlet: “cellulosefortynder”. De øvrige
væsentlige indholdsstoffer kan f.eks. være: Toluen, acetone og methylisobutylketon.
MEK forekommer i en lang række produkter bl.a. gummi, lime, lakker, malinger samt produkter til
fjernelse af maling og lak herunder graffiti. Derudover anvendes det som denatureringsmiddel i
husholdningssprit og som laboratoriekemikalie. MEK anvendes sommetider som aromastof i fødevarer
og kosmetik (sæbe, parfume). Det findes naturligt i naturprodukter som vindruer og hindbær. Små
mængder (<1 ppm) findes i udstødningsgas fra benzinmotorer.
Stor mængde
Verdensproduktionen af MEK er omkring 400.000 tons/år. Der er ingen produktion af MEK i
76
Copyright: www.NIPSECT.dk
Danmark, men i 1984 omfattede importen 1.117 tons, der faldt til 690 tons i 1999. Betydelig udsættelse
for MEK er i udlandet rapporteret ved farvetrykning på plastgenstande, ved plastbelægning af
metalplader, ved afrensning af maling og i skotøjsindustrier.
I USA er det anslået, at 3 millioner mennesker er erhvervsmæssigt udsat for MEK. Omregnet til danske
forhold svarer dette til 30.000 personer. MEK er et af de mest målte stoffer i arbejdsmiljøet i Danmark.
Arbejdstilsynet har alene i årene 1983-87 foretaget mere end 1200 målinger af MEK. Den daværende
grænseværdi på 150 ppm var kun overskredet i meget få tilfælde, men der var oftest tale om
blandingsudsættelser, hvor grænseværdien for summen af stofferne var overskredet i 21% af
målingerne. Grænseværdien blev i 1994 nedsat til 50 ppm.
I Arbejdstilsynets Kortlægningsundersøgelse af brugen af opløsningsmidler i 664 virksomheder i 198586 blev MEK brugt i mere end 26 virksomheder. Der var ingen typiske brancher, men anvendelsen var
mest udbredt i limprodukter. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i
1989 brugt 7.000 tons MEK i 124 produkter, og der var 27.000 eksponeringer for stoffet. I 1999 blev
der til produktregistret anmeldt 654 produkter med mere end 6.000 tons MEK. I 2000 er antallet af
produkter og mængden faldet lidt.
Hudgennemtrængelig
Da MEK er et lille molekyle og både har polære og ikke-polære egenskaber, trænger det meget let
gennem biologiske membraner. Det optages næsten fuldstændigt i lungerne og mave-tarm kanalen. Det
optagne MEK fordeles relativt jævnt i kroppen. Størstedelen udåndes uforandret igen, mens en mindre
del omdannes til alkoholderivater, som udskilles i urinen. Den meget betydelige hudoptagelighed er
baggrunden for hudnotation “H” i Arbejdstilsynets Grænseværdiliste.
Svagt irriterende
Gentagen hudkontakt med MEK kan resultere i udtørring af huden og eksem. Få minutters udsættelse
for MEK dampe i en koncentration startende fra omkring grænseværdien har hos forsøgspersoner
resulteret i en svag irritation (ubehag) i øjne, næse og svælg. MEK er en smule mere irriterende end
acetone. Den ubehagelige og stærke lugt giver ofte anledning til unødig ængstelse.
Effekt på nervesystemet
I forsøgsdyr skal der så stor en enkeltdosis MEK til at slå dyrene ihjel, at stoffet i mange år ikke var
klassificeret som sundhedsfarligt. Dette er nu ændret. Baggrunden er, at MEK har en effekt på
centralnervesystemet. I arbejdsmiljøundersøgelser har man bl.a. konstateret hovedpine, nedsat
reaktionstid og nedsat tidsopfattelse hos arbejdere udsatte for 300 ppm MEK. En person, som ved en
fejltagelse kom til at drikke en ukendt mængde MEK, mistede bevidstheden og fik
stofskifteforstyrrelser.
Endvidere forstærker samtidig udsættelse for MEK de alvorlige kroniske nerveskader (perifer
neuropati), som hexan og 2-hexanon (methylbutylketon) forårsager (Fokus nr. 3).
Alligevel må MEK i forhold til mange andre almindelige organiske opløsningsmidler vurderes som et
77
Copyright: www.NIPSECT.dk
af de mindre nerve- og leverskadende.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer MEK som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger ved normalt
arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Ikke kræftfremkaldende
Der er endvidere ikke tegn på, at MEK kan ændre arveanlæg, fremkalde kræft eller allergi. Derimod
tyder inhalationsforsøg med drægtige rotter udsat for meget høje koncentrationer (> 1000 ppm) MEK
på, at der kan opstå skelet- og blødvævsforandringer hos afkommet.
Udvalgt litteratur:
1. Riihimaki V. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 43. Metyletylketon.
Arbete och Hälsa 1983:25.
2. Hansen TB, Gregersen P. Organiske opløsningsmidler. Miljøprojekt nr. 70. Miljøstyrelsen,
1986.
3. Gregersen P, Hansen TB. Organic solvents. Miljøprojekt nr. 72. Miljøstyrelsen, 1986.
4. IPCS Environmental Health Criteria 143. Methyl ethyl ketone. Geneva: WHO, 1992.
METHYLETHYLKETON
Synonymer: MEK, 2-butanon, butanon, methylacetone, methyl ethyl ketone (engl), 2-butanone (engl). CAS nr. 78-93-3. EU
nr. 606-002-00-3. EINECS nr. 201-159-0. RTECS nr. EL6475000. UN nr. 1193. Formler: C4H8O, CH3COCH2CH3.
Molvægt: 72,11. Frysepunkt: -86°C. Kogepunkt (1 atm): 80°C. Damptryk (20°C): 77 mm Hg (10 kPa). Damptæthed: 2,41
(luft=1). Relativ massefylde (20/4°C): 0,8054 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 268 g/L. Fordelingskoefficient
(LogKow): 0,26. Brydningsindeks (n20/D): 1,3788. Flammepunkt (cc): -6°C. Eksplosionsgrænser: 2-12 vol%.
4h
Mætningskoncentration (25°C): 130.000 ppm. Lugtgrænse: 5,4 ppm. LD50(o,r): 2,5 g/kg. LC50(ihl,r): 11.700 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,95 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm H (145 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), irriterer øjnene
(R36), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9),
holdes væk fra antændelseskilder rygning forbudt (S16).
20. Chloroform
Chloroform eller trichlormethan er en farveløs, flygtig og ikke-brændbar væske med en sød, brændende
smag og en karakteristisk lugt. Den er blandbart med de fleste organiske opløsningsmidler men
tungtopløseligt i vand. Stoffet er stabilt overfor syrer, men spaltes let af stærke baser til salte af
myresyre. Sollys og høje temperaturer kan nedbryde chloroform til giftige og irriterende dampe bl.a.
phosgen.
Chloreret carbonhydrid
Det er et chlorholdigt carbonhydrid (“kulbrinte”), som fremstilles ud fra methan (naturgas) og chlor. I
1987 var verdensproduktionen 440.000 tons. Der har tidligere her i landet været en produktion på 40
tons chloroform i form af et syntese-biprodukt. Det Nettoimporten til Danmark af ren chloroform var i
78
Copyright: www.NIPSECT.dk
1989 omkring 25 tons. I 1999 var importen faldet til 9 tons.
Dannes ved chlordesinfektion
Chloroform og beslægtede stoffer dannes i små mængder ved desinfektion med chlor af drikkevand,
spildevand eller svømmebade indeholdende spor af organisk stof. Indholdet af chloroform i
drikkevand, specielt fra overfladevand, og risikoen herved har været meget omtalt både herhjemme og i
udlandet. Chloroform er ligeledes blevet målt i luften i svømmehaller.
Opløsningsmiddel
På verdensplan er den vigtigste anvendelse af chloroform som udgangsmateriale ved fremstilling af
chlordifluormethan (HCFC-22) (Fokus nr. 25). Den vigtigste anvendelse af chloroform herhjemme er
som opløsningsmiddel i den kemiske industri og på laboratorier.
Chloroform indgår i visse lakker og gulvbonemidler. Indtil for få år siden var chloroform anvendt som
denatureringsmiddel i hospitalssprit og som aromastof i tandpasta og mundvand. Hospitalssprit
denatureres nu med isopropylalkohol (Fokus nr. 52). Produkter med >0,1 % chloroform må kun bruges
erhvervsmæssigt.
Lægemiddel
Så tidligt som 1847 blev chloroform anvendt som lægeligt bedøvelsesmiddel. En koncentration på
omkring 14.000 ppm er nødvendig for total narkose (indsovning), derfor var det ikke underligt, at
alvorlige bivirkninger, herunder dødsfald, af og til kunne konstateres. Det betød, at man efterhånden
gik bort fra stoffet til dette formål. Det har også været meget anvendt i hostesaft og mikstur, men siden
oktober 1981 har Sundhedsstyrelsen forbudt anvendelsen af chloroform i farmaceutiske specialiteter. Et
lignende forbud blev indført allerede 1976 i USA. Mange tandlæger har anvendt chloroform i
forbindelse med rodbehandlinger.
Overskridelser af grænseværdien
Arbejdstilsynet har i årene 1983-87 foretaget 86 målinger af chloroform, fortrinsvis i forbindelse med
laboratoriearbejde på hospitaler. Der blev i en fjerdedel af målingerne fundet overskridelser af
grænseværdien på 2 ppm. Grænseværdien har i øvrigt tidligere været på 50 ppm.
I USA er det anslået, at 96.000 personer er erhvervsmæssigt udsat for chloroform. Dette svarer til 1000
udsatte i Danmark. I Arbejdstilsynets kortlægningsundersøgelse blev chloroform anvendt i 16-20
virksomheder ud af 664. Det var primært indenfor brancheområdet sundhedsinstitutioner (tandlæger
mv.). Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 4,9 tons
chloroform, og der var 5800 eksponeringer for stoffet.
Optages let
Chloroform optages hurtigt og effektivt gennem lunger og fra mave-tarm kanal, mens optagelsen
gennem huden er mindre. Det kan passere moderkagen og er fundet i fostres lever. Hovedparten af det
79
Copyright: www.NIPSECT.dk
optagne udskilles igen med udåndingsluften, enten uomdannet eller som carbondioxid (Fokus nr. 79).
Som mellemprodukt dannes formentlig reaktive “frie”radikaler.
Ved kontakt med hud, øjne og slimhinder virker chloroform irriterende med dannelse af rødmen, blærer
og sår.
Forgiftninger
De første tegn på en akut forgiftning er bl.a. dårlig ånde (chloroform lugt), kølig hud og udvidede
øjenpupiller. I starten kan der være en form for ophidselse, fulgt af sløvhed, udmattelse og tab af
bevidsthed. Kvalme og opkastninger er også almindelige symptomer. I visse tilfælde opstår
symptomerne med nogle dages forsinkelse. Indtagelse af 30 ml chloroform kan være dødelig.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer chloroform som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Effekt på hjerte, nyrer og lever
Fra chloroform bedøvelser har man erfaring for, at det kan forårsage uregelmæssige hjerteslag, en
dæmpende effekt på blodtrykket, nedsat blodstørkningsevne og en degenerativ effekt på nyrerne.
Målorganet er imidlertid især leveren. Både efter bedøvelser og ved arbejdsmiljøudsættelser er der
konstateret forstørret lever, leverbetændelse og andre alvorlige leverskader. Samtidig udsættelse for
sovemidler (barbiturater), alkoholer eller bekæmpelsesmidlet DDT øger chloroform’s leverskadelighed,
mens f.eks. disulfiram (“antabus”) har den modsatte virkning.
Fosterskader
I forsøg med drægtige rotter, som blev udsat for chloroform (30 ppm) i indåndingsluften, kunne der
konstateres en påvirkning af fosterudviklingen med mindre fostre og flere døde fostre.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer derfor chloroform som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau
(Gruppe 1L).
Kræft
Chloroform synes ikke at være udpræget genskadende, idet det er inaktivt i de fleste undersøgelser. Det
er aktivt i en enkelt Ames-test med Salmonella bakterier, men inaktiv i 20 andre tilsvarende
undersøgelser.
I langtidsforsøg, hvor chloroform (100 mg/kg legemsvægt/dag) blev administreret opløst i majsolie
gennem mavesonde, fremkom der nyresvulster i hanrotter og leversvulster i mus. Disse forsøg, som
blev offentliggjort i 1976, var anledning til mange anvendelsesrestriktioner for chloroform, specielt i
USA. Nyere undersøgelser har bekræftet, at chloroform fremkalder nyrekræft i hanrotter. Chloroform
er optaget på Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer, og IARC klassificerer det som
muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B).
80
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Windlow SG, Gerstner HB. Health aspects of chloroform – a review. Drug Chem Toxicol
1978;1:259-275.
2. Uehleke H. Zur toxikologie von chloroform. Bundesgesundhbl 1978;21:310-315.
3. Jorgensen TA, Meierhenry EF, Rushbrook CJ, Bull RJ, Robinson M. Carcinogenicity of
chloroform in drinking water to male Osborne Mendel rats and female B6C3F1 mice. Fund
Appl Toxicol 1985;5:760-769.
4. IPCS Environmental Health Criteria 163. Chloroform. Geneva: WHO, 1994.
5. Toxicological profile for chloroform. Atlanta GA: ATSDR, 1995.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 73: Some
Chemicals that Cause Tumours of the Kidney or Urinary Bladder in Rodents and Some Other
Substances. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1999.
CHLOROFORM
Synonymer: Trichlormethan, kloroform, R-20, trichloromethane (engl). CAS nr. 67-66-3. EU nr. 602-006-00-4. EINECS nr.
200-663-8. RTECS nr. FS9100000. UN nr. 1888. Formel: CHCl3. Molvægt: 119,38. Frysepunkt: -64°C. Kogepunkt (1
atm): 61°C. Damptryk (20°C): 160 mm Hg (21 kPa). Relativ damptæthed: 4,12 (luft=1). Relativ massefylde (20/4°C):
1,4832 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 8 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,97. Brydningsindeks (n20/D):
4h
1,4422. LD50(o,r): 1,2 g/kg. LC50(ihl,r): 9770 ppm. Mætningskoncentration (25°C): 250.000 ppm. Lugtgrænse: 85 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,96 mg/m . Grænseværdi (2002): 2 ppm KH (10 mg/m ). Klassificering og
mærkning(2002): Sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), irriterer huden (R38)
mulighed for varig skade på helbred (R40), farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og
indtagelse (R48/20/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37).
21. Acetone
Acetone er den simpleste keton og nært beslægtet med methylethylketon (Fokus nr. 19). Acetone er en
farveløs, letflygtig og særdeles brændbar væske. Acetone kan opløses ubegrænset i vand, alkohol, ether
og estere.
Organisk opløsningsmiddel
Acetone er et populært organisk opløsningsmiddel og kan opløse en lang række naturlige og syntetiske
polymere, såsom celluloseacetat og nitrocellulose. Acetone anvendes som bæremiddel for acetylen og
desuden som råstof ved kemisk syntese af blandt andet keten, methylmethacrylat, diacetonealkohol
(Fokus nr. 23) og isophoron (Fokus nr. 43). Acetone er på grund af sine egenskaber populært blandt
kemikere og produktudviklere.
Anvendes meget
Acetone forekommer i en lang række forskellige produkter som f.eks. fortynder, maling, lak,
trykfarver, hærdere, neglelakfjerner, rensevæsker, og fugemidler. Der er i 1988 i Produktregistret
opført over 300 forskellige produkter med indhold af acetone, og mere end 200 af disse indeholder over
10 % acetone.
81
Copyright: www.NIPSECT.dk
Acetone anvendes i store mængder. På verdensplan anslås den årlige produktion til 3,5 millioner tons.
Produktionskapaciteten var i 1994 3,8 millioner tons. I 1984 var nettoimporten af acetone herhjemme
5.150 tons. I 1999 var importen faldet til 2.800 tons. I Arbejdsmiljøinstituttets
Kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler blev acetone i 1985-86 anvendt i 120 virksomheder ud
af 434, dvs. det femte mest anvendte opløsningsmiddel.
Overskridelser af grænseværdier
Acetone anvendes på mange virksomheder herhjemme og indgår i utallige forskellige arbejdsprocesser.
Det var med over 2700 målinger et af de hyppigst målte stof af Arbejdstilsynet i perioden 1983-1987.
Der var overskridelser af grænseværdien i 2,3 % af målingerne, men beregnet efter sumformlen var der
overskridelser i ca. 40 % af de tilfælde, hvor acetone indgik i en arbejdsproces.
Indenfor glasfiberindustrien, hvor der fremstilles store emner som både, møllevinger og flagstænger i
glasfiber, har der været nogle særlige grelle eksempler på overskridelser. Mange husker endnu sagen
fra Sønderborg Yachtværft, hvor grænseværdien for acetone og styren (Fokus nr. 4) var overskredet op
til 10 gange.
I USA er det blevet anslået, at 1,5 million arbejdere i 1980 var udsat for acetone. Det vil svare til
omkring 30.000 udsatte i Danmark.
Forgiftninger
Acetone er et relativt lille molekyle, der har både polære og upolære egenskaber. Derfor trænger
acetone meget let gennem hud, lunger og mave-tarm kanalen. Stoffet virker affedtende på hud og
slimhinder og kan fremkalde tør hud og eksem.
Ved uheld, hvor personer kommer til at indtage acetone eller indånde det i høje koncentrationer, kan
der optræde stærk irritation af øjne og slimhinder, hovedpine, kvalme og bevidstløshed, men sjældent
varige skader. Således er der beskrevet et tilfælde fra et værksted, hvor der var spildt acetone i en grav.
Her blev tre ansatte udsat for ca. 15.000 ppm acetone i et lille døgn, hvilket medførte bevidstløshed.
Efter få dages behandling var deres tilstand dog normaliseret.
Kan lugtes, før det er farligt
Acetone har en sødlig og skarp lugt, som mange kender fra neglelakfjerner. Lugtgrænsen ligger på
mellem 4 og 100 ppm. Værdien afhænger blandt andet af, om forsøgspersonerne blev bedt om at være
opmærksom på lugten, eller om de i forbindelse med anden beskæftigelse blev udsat for stigende
koncentrationer af acetone. Der er store individuelle forskelle på, hvor god en lugtesans man har, og
der sker desuden hurtigt en tilvænning til lugten af acetone. Men de fleste vil dog kunne lugte
tilstedeværelsen af acetone, før grænseværdien på 250 ppm er overskredet.
Velundersøgt
Acetone har været anvendt industrielt i mange år, og der er således indhøstet utallige praktiske
82
Copyright: www.NIPSECT.dk
erfaringer med den sundhedsmæssige virkning af acetone. Desuden er der udført mange forsøg med dyr
og mennesker. Det er derfor muligt at udtale sig om acetones sundhedsmæssige effekt med ret stor
sikkerhed. Ved udsættelse for 200-300 ppm acetone er der i ganske enkelte forsøg påvist tegn på
ændret adfærd hos forsøgsdyr. I et enkelt tilfælde er der målt nedsat reaktionshastighed hos
forsøgspersoner, samt rapporteret om lettere irritation af slimhinder og øjne. Ved koncentrationer på
300-1250 ppm er der påvist ændringer i reaktionstider, i hjernens elektriske signaler og i respons på
lyspåvirkning. Ingen af ændringerne var dog af varig karakter. Arbejdstilsynet vurderer derfor acetone
som et stof, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde
(SRI 2).
Få langtidsvirkninger
I dyr, som fik større mængder acetone med drikkevandet, kunne der konstateres skader på
knoglemarven, blodmangel, lever og nyrer. Imidlertid har acetone i forhold til mange andre
opløsningsmidler begrænsede effekter på organer, og der er ikke tegn på, at acetone kan fremkalde
kræft eller allergi.
Foreløbige undersøgelser tyder heller ikke på, at acetone kan skade reproduktionsevnen hos mennesker,
mens der foreligger resultater, som tyder på nedsat sædkvalitet og øget fosterdød af udsættelse for store
doser acetone.
Generelt må det bemærkes, at der, selv om der er indhøstet viden fra mange års brug af stoffet, mangler
egentlige laboratorieundersøgelser af effekten af langtidspåvirkninger.
Særlige forhold
Selvom man kan betegne acetone som et af de mindst giftige organiske opløsningsmiddel, er der to
væsentlige forhold, som man ikke må glemme:


Acetone er meget flygtigt og brændbart. Dette udgør i sig selv en væsentlig sikkerhedsrisiko.
Acetone kan sammen med andre stoffer fremme disses giftvirkninger. Dette gælder f.eks. for en
række ketoner og chlorholdige opløsningsmidler samt for hexan.
Udvalgt litteratur:
1. Simonsen L. Nordiska expertgruppen for gränsvärdesdokumentation. 72. Aceton. Arbete
och Hälsa 1986:39.
2. Toxicological profile for acetone. Atlanta GA: ATSDR, 1994.
3. IPCS Environmental Health Criteria 207: Acetone. Geneva: WHO, 1998.
ACETONE
Synonymer: 2-Propanon, propan-2-on, dimethylketon, ß-ketopropan, acetone (engl). CAS nr. 67-64-1. EU nr. 606-001-008. EINECS nr. 200-662-2. RTECS nr. AL3150000. UN nr.1090. Formler: C3H6O, CH3COCH3. Molvægt: 58,08. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,790 (vand=1). Frysepunkt: -95°C. Kogepunkt (1 atm): 56°C. Damptryk (20°C): 182 mm Hg (24
83
Copyright: www.NIPSECT.dk
kPa). Relativ damptæthed: 2,0 (luft=1). Flammepunkt (cc): -17°C. Selvantændelsestemperatur: 540°C.
Eksplosionsgrænser: 2,6 - 12,8 vol%. Mætningskoncentration (25°C): 290.000 ppm. Fordelingskoefficient (logKow): 4h
0,24. Brydningsindeks (n20/D): 1,3585. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): 6,7 g/kg. LC50(ihl,r):
3
32.000 ppm. Lugtgrænse: 4-13 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,374 mg/m . Grænseværdi (2002): 250
3
ppm (600 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Meget
brandfarlig (R11), Irriterer øjnene (R36), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed
og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt
ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med
grundigt med vand og læge kontaktes (S26).
22. Methylisobutylketon
Methylisobutylketon (MiBK) er en farveløs, brændbar væske med en behagelig, kamferagtig lugt.
MiBK er mindre flygtigt end acetone. Opløseligheden i vand er ringe, men stoffet er opløseligt i de
fleste andre organiske opløsningsmidler.
Organisk opløsningsmiddel
MiBK er et godt opløsningsmiddel for flere polymere, der ikke er letopløselige i acetone. Det anvendes
eksempelvis som opløsningsmiddel for fedtstoffer, olier, voks, kunstharpiks og naturgummi-harpiks
samt nitrocellulose. Det er en meget vigtig bestanddel af det udbredte blandingsopløsningsmiddel:
Cellulosefortynder.
Den vigtigste anvendelse for MiBK er i acryl-, alkyd-, cellulose- og vinylbaseret maling og lak til
overfladebehandling. MiBK anvendes ved oparbejdningsprocesser af brugt kernebrændsel, idet det kan
bruges til ekstraktion af visse metaller. Det anvendes endvidere som denatureringsmiddel i industri-,
husholdnings-, desinfektions- og karburatorsprit. MiBK forekommer som naturligt aromastof i
fødevarer.
Stort forbrug og mange udsatte
MiBK fremstilles industrielt ud fra acetone. Den årlige verdensproduktion kan anslås til 250.000 tons.
Der er ingen produktion i Danmark, men importen androg tidligere årligt 700-800 tons. Nu i 1999 var
importen 424 tons. Dertil kommer import via indhold i færdigvarer. I Produktregistret var i 1988
registreret næsten 400 forskellige varer med indhold af MiBK. Det er hovedsageligt klæbemidler,
maling, lak og emaljeprodukter. En lidt speciel anvendelse er i persiennelak. Til Produktregistret blev
der i 1999 anmeldt mere end 11.000 tons MiBK, så det er et af det mest udbredte opløsningsmidler.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 anslået et forbrug af 70
tons MiBK i 88 produkter, og der var 21.000 eksponeringer for stoffet. Forekomsten var udpræget i
branchegrupperne: Jern og metal, elektronik, træ og møbler, samt sundhedsvæsen.
Det amerikanske arbejdsmiljøinstitut (NIOSH) har anslået, at 1,8 millioner personer er
erhvervsmæssigt udsatte for stoffet i USA. Dette svarer til omkring 90.000 personer i Danmark.
Sprøjtemaling og lakering
MiBK hører til blandt de hyppigst målte opløsningsmidler i det danske arbejdsmiljø, idet
84
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdstilsynet i 1983-87 har foretaget 649 luftmålinger. De fleste målinger blev foretaget ved
sprøjtemaling og sprøjtelakering i træ- og møbelindustrien, ved autolakering samt i jern- og
metalindustrien. Kun i nogle få tilfælde var grænseværdien på 50 ppm overskredet, og det var
hovedsageligt i målinger fra før 1984. Ved forekomst sammen med andre opløsningsmidler har der
imidlertid hyppigt været overskridelser af sumgrænseværdien.
I Arbejdsmiljøinstituttets kortlægning af opløsningsmiddelanvendelsen i 1985-86 blev MiBK anvendt i
58 ud af 434 brugervirksomheder. Stoffet var nr. 11 på listen over de hyppigst forekommende
opløsningsmidler.
Kraftigt irriterende
Koncentrationer over 200 ppm MiBK virker irriterende for øjnene og for slimhinder i næse og hals. Det
virker mere irriterende end acetone (Fokus nr. 21) og methylethylketon (Fokus nr. 19), men mindre
irriterende end diacetonealkohol (Fokus nr. 23). Evnen til at opløse fedtstoffer betyder, at gentagen
hudkontakt virker affedtende og giver rødme og hududslæt (eksem).
MiBK optages let gennem hud, lunger og fra mave-tarm kanalen. Det udskilles hurtigt igen bl.a. som
diacetonealkohol (Fokus nr. 23).
Sundhedsskadelig
Den akutte giftighed af MiBK i forsøgsdyr er på grænsen af, at det med de eksisterende kriterier skal
klassificeres sundhedsskadeligt. Høje koncentrationer af MiBK har en bedøvende virkning, som giver
sig udslag i en nedsættelse af kropsaktivitet og kropstemperatur samt viser sig ved en række
uspecifikke symptomer, såsom svaghed, hovedpine, kvalme, opkastninger og omtumlethed. Få timers
udsættelse for en koncentration på 4.000 ppm er dødelig for forsøgsdyr.
Der er eksempler på, at arbejdere udsat for fra 50 ppm MiBK i luften (grænseværdien indtil 1994!) i
længere tid samt op til 500 ppm i kortere tid har klaget over appetitløshed, kvalme, mave- og
hovedpine, ondt i halsen, svien i øjnene samt hududslæt. Der var en tendens til, at en tilvænning
(tolerance) udviklede sig i løbet af arbejdsugen, men den fortog sig igen i løbet af weekenden.
Nerveskadende
MiBK har som alle organiske opløsningsmidler en generel nerveskadende effekt. MiBK har derimod
ikke samme alvorlige og specifikke skadevirkning på det perifere nervesystem, som er karakteristisk
for den isomere keton: Methylbutylketon (2-hexanon, MBK) (Fokus nr. 2). Der er enkelte
undersøgelser, som postulerer, at MiBK har samme effekt, men årsagen kan være, at teknisk MiBK kan
indeholde indtil 3 % MBK.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer MiBK som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige
skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
85
Copyright: www.NIPSECT.dk
Påvirkning af lever og nyrer
Enkelte arbejdere havde ligeledes en lidt forstørret lever og tyktarmsbetændelse (colitis). Dyreforsøg
med en udsættelse for 100-200 ppm MiBK i 3 måneder resulterede også i forstørret lever og nyrer.
Mikroskopisk kunne der konstateres en tydelig nedbrydning af nyrernes tubuli-celler. Effekten på
nyrerne var den primære effekt af MiBK og skyldes muligvis den “forgrenede sidekæde” i molekylet.
Ved ophør af kortvarige, men ikke langvarige, udsættelser helede nyreskaderne igen.
Langtidsvirkninger ikke undersøgt
Høje koncentrationer af MiBK (3.000 ppm) er giftigt for drægtige mus og rotter, og fostrene
misdannes. MiBK skader ikke arveanlæg, og stoffet er f.eks. ikke aktiv i Ames-testen med Salmonella
bakterier.
Der foreligger ikke tilgængelige undersøgelser af MiBKs eventuelle virkninger i langtidsdyreforsøg, så
det er vanskeligt på forhånd at frikende stoffet for mulige langtidsvirkninger, som f.eks. kræft i nyrerne
– en effekt, der er karakteristisk for visse forgrenede carbonhydrider.
Mindre kendt isomer
Methyl-tert-butylketon (MtBK) er et sjældent anvendt opløsningsmiddel, som også er en isomer af
MiBK. Dette stof er dårligt undersøgt, men må antages at have en lignende giftighed som MiBK.
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 117. Methyl Isobutyl Ketone. Geneva: WHO, 1990.
2. Hansen LE. Methyl isobutyl ketone. Health effects of selected chemicals – Volume I. NORD
1992:6. Side 59-74.
METHYLISOBUTYLKETON
®
Synonymer: 4-Methyl-2-pentanon, isobutylmethylketon, 4-methylpentan-2-on, hexone , MiBK, methyl isobutyl ketone
(engl). CAS nr. 108-10-1. EU nr. 606-004-00-4. EINECS nr. 203-550-1. UN nr. 1245. RTECS nr. SA9275000. Formler:
(CH3)2CHCH2COCH3, C6H12O. Molvægt: 100,16. Frysepunkt: -80°C. Kogepunkt (1 atm): 116°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 0,8017 (vand=1). Damptryk (25°C): 16 mm Hg (2,13 kPa). Damptæthed: 3,46 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 9.500 ppm. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,38. Flammepunkt (cc): 14°C. Selvantændelsestemperatur:
460°C. Eksplosionsgrænser: 1,3-8 vol%. Brydningsindeks (n20/D): 1,3962. Opløselighed i vand (20°C): 19 g/L.
4h
3
Lugtgrænse: 0,7 ppm. LD50(o,r): 2,1 g/kg. LC50(ihl,r): 2.000 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,1 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 20 ppm H (83 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), Sundhedsskadelig
(Xn). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), Farlig ved indånding (R20), irritere øjnene og åndedrætsorganerne
(R36/37), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn
(S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16),
må ikke kommes i kloakafløb (S29).
METHYL-TERT-BUTYLKETON
Synonymer: 3,3-Dimethyl-2-butanon, tert-butylmethylketon, 3,3-dimethylbutan-2-on, MtBK, pinacolon, methyl-t-butylketon,
86
Copyright: www.NIPSECT.dk
methyl tert-butyl ketone (engl). CAS nr. 75-97-8. EINECS nr. 200-920-4. RTECS nr. EL7700000. Formler: C6H12O,
(CH3)3CCOCH3. Molvægt: 100,16. Frysepunkt: -50°C. Kogepunkt (1 atm): 106°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,3964.
Relativ massefylde (20/4°C): 0,805 (vand=1). Flammepunkt (cc): 23°C. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og
mærkning (Fluka 1993/94): Meget brandfarlig (F). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11). Sikkerhedsforskrifter:
Holdes væk fra antændelseskilder - rygning forbudt (S16), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå
kontakt med huden og øjnene (S24/25). Ikke opført på Miljøstyrelsens Liste over farlige stoffer (2000).
23. Diacetonealkohol
Diacetonealkohol er en farveløs væske med en behagelig mynteagtig lugt. Det er blandbart med vand
og opløseligt i andre organiske opløsningsmidler. Den tekniske kvalitet af diacetonealkohol har et
lavere flammepunkt end den rene vare og er klassificeret som let antændelig.
Opløsningsmiddel
Det er et glimrende opløsningsmiddel for celluloseacetat, nitrocellulose, vinylchlorid/vinylacetat copolymere og epoxyharpiks. Diacetonealkohol anvendes i mange lakker til industriel
overfladebehandling. Det benyttes også i produkter til fjernelse af gammel maling og lak. Meget ren
diacetonealkohol anvendes i olieholdige, hydrauliske bremsesystemer. Stoffet har også mange
anvendelser i garveriindustrien og til tekstiltryk samt som brændstoftilsætning.
I mange produkter
I produktregistret er optaget 225 varer indeholdende diacetonealkohol. Det er fortrinsvis lakker,
serigrafifarver og andre trykfarver samt fortyndere for epoxyprodukter. Det forekommer i et
dichlofluanid-holdigt træimprægneringsmiddel. Diacetonealkohol er endvidere en naturlig metabolit af
methylisobutylketon (Fokus nr. 22).
Forbruget af diacetonealkohol i Danmark er ikke oplyst, men i 1984 blev der i følge Danmarks Statistik
indført 51 tons af gruppen ketonalkoholer og ketonaldehyder, hvoraf diacetonealkohol formentlig
andrager hovedparten. Derudover importeres en helt ukendt, men formentlig væsentlig større mængde
diacetonealkohol som indhold i råvarer og færdigvarer.
Mange udsatte
Produktionsmængden af diacetonealkohol i 1979 i USA var 20.000 tons. Det er en 75 gange mindre
produktionsmængde end for acetone (Fokus nr. 19). Verdensproduktion kan anslås til omkring 50.000
tons.
Det amerikanske arbejdsmiljøinstitut (NIOSH) har anslået, at omkring 1,35 millioner mennesker er
erhvervsmæssigt udsatte for stoffet i USA. Det vil direkte overført svare til omkring 65.000 udsatte i
Danmark, men dette tal er nok i overkanten.
Arbejdstilsynet har i perioden 1983-87 kun foretaget 22 luftmålinger af diacetonealkohol. I ingen
tilfælde var grænseværdien på 50 ppm overskredet. Stoffet blev brugt i 11-15 virksomheder ud af de
434 virksomheder, som var omfattet af Arbejdstilsynets 1985-86 Kortlægningsundersøgelse af
organiske opløsningsmidler.
87
Copyright: www.NIPSECT.dk
Irriterer hud og slimhinder
Diacetonealkohol i luften virker 5 gange mere irriterende for slimhinder i næse, øjne og hals end
acetone, men det virker også mere irriterende end andre beslægtede ketoner, så som methylethylketon
(MEK) (Fokus nr. 20) og methylisobutylketon (MiBK). Den højeste luftkoncentration af
diacetonealkohol, som ikke er ubehagelig for forsøgspersoner, er 50 ppm (grænseværdien). Ved 100
ppm vil de fleste udsatte føle irritation i næse og hals. En luftkoncentration på 400 ppm giver
lungeproblemer.
Spild i øjet kan forårsage alvorlig skade på hornhinden, og gentagen hudkontakt kan forårsage
affedtning og eksem. Hudoptagelsen angives som minimal, men er meget dårligt undersøgt.
Dobbelt så giftigt som acetone
Generelt er diacetonealkohol i forsøgsdyr omkring dobbelt så giftigt som acetone. Den akutte giftighed
er imidlertid ikke tilstrækkelig til en klassificering som sundhedsskadeligt. Det er klassificeret som
lokalirriterende. Dødelig enkeltdosis af diacetonealkohol i mennesker er blevet anslået til 30 gram.
Indånding af 2.100 ppm diacetonealkohol i 1-3 timer forårsagede rastløshed, irritation og uro fulgt af
søvnighed og indsovning hos forskellige forsøgsdyr. Arbejdstilsynet vurderer diacetonealkohol som et
stof, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI
2).
Lever- og nyreskader samt ændringer af blodbilledet er ligeledes konstateret hos forsøgsdyr efter en
massiv eksponering for diacetonealkohol.
Nyresygdom
I litteraturen er meddelt et enkelt tilfælde, hvor udsættelse for diacetonealkohol forårsagede akut
nyrebetændelse. Patienten var en 59-årig svensk postarbejder, der i en periode på 3 dage malede gulv
med en maling indeholdende diacetonealkohol som opløsningsmiddel. Godt 40 dage senere kunne der
konstateres en kraftig væskeophobning i hans ben. Ophobningen spredte sig hurtigt til en stor del af
kroppen. Efter 4 ugers sygehusbehandling af nyresygdommen blev han imidlertid helt rask igen.
Der er ikke oplysninger om andre langtidseffekter såsom allergi, fosterskader og kræft.
Udvalgt litteratur:
1. NIOSH Criteria for a recommended standard. Occupational exposure to ketones. DHEW, 1978.
2. Scheele C von, Althoff P, Kempi V, Schelin U. Nephrotic syndrome due to subacute
glomerulonephritis association with hydrocarbon exposure? Acta Med Scand 1976;200:427429.
DIACETONEALKOHOL
88
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: 4-Hydroxy-4-methyl-2-pentanon, acetonyldimethylcarbinol, DAA, diacetone alcohol (engl). CAS nr. 123-42-2.
EU nr. 603-016-00-1. EINECS nr. 204-626-7. RTECS nr. SA9100000. UN nr. 1148. Formler: (CH3)2C(OH)CH2COCH3,
C6H12O2. Molvægt: 116,16. Frysepunkt: -44°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,9306 (vand=1). Brydningsindeks (n20/D):
1,4235. Kogepunkt (1 atm): 168°C. Damptryk (20°C): 1,1 mm Hg (0,15 kPa). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 1.700 ppm. Flammepunkt (cc): 58°C (teknisk vare: 54°C). Eksplosionsgrænser: 1,6-6,9
3
vol%. Selvantændelsestemperatur: 600°C. Lugtgrænse: 25 ppm. Grænseværdi (2002): 50 ppm (240 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og øjnene (S 24/25). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
24. Dichlofluanid
Dichlofluanid er et hvidt krystallinsk stof med en karakteristisk lugt. Det er uopløseligt i vand, men
opløseligt i organiske opløsningsmidler såsom acetone, xylen eller methanol.
Svampemiddel
Dichlofluanid er et bredspektret svampebekæmpelsesmiddel (fungicid) og midemiddel (acaricid). Det
blev markedsført første gang i 1965. Det tekniske produkt er > 96% rent. I Danmark blev tidligere
årligt anvendt 1/2-1 tons dichlofluanid i godkendte træbeskyttelsesmidler, bl.a. sammen med
bis(tributyltin)oxid. Disse midler blev forbudt i 1999. Da dichlofluanid modvirker både råd, svamp og
algevækst blev det i høj grad brugt til imprægnering af træskibe.
Rester i vin
I udlandet har stoffet en mere udbredt anvendelse som svampemiddel i landbrug, frugtavl og gartneri,
f.eks. til vindruer, jordbær og frugttræer. Herved kan rester forekomme eksempelvis i vin og importeret
frugt og grønt. I den forbindelse har FN’s landbrugsorganisation (FAO) og sundhedsorganisation
(WHO) i 1983 fastsat en acceptabel daglig indtagelse (ADI) til højest 0,3 mg dichlofluanid per kg
legemsvægt.
Dichlofluanid kan af og til forekomme som konserveringsmiddel i industrielle produkter, bl.a. i lak til
elektroniske printplader.
Lav koncentration
Koncentrationen af dichlofluanid i produkterne var omkring 0,5 %. Som opløsningsmidler anvendtes
ofte mineralsk terpentin. Et af handelsprodukterne indeholdt desuden diacetonealkohol (Fokus nr. 23).
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 630 tons
dichlofluanid i 27 produkter, og der var 10.000 eksponeringer for stoffet. Det var tidligere almindeligt
forekommende i træbehandlingsmidler til udendørs brug, har mange tømrere og malere samt hobbyfolk
været udsatte.
89
Copyright: www.NIPSECT.dk
Moderat giftigt
Optagelsen gennem lungerne og fra mave-tarm kanalen af dichlofluanid er betydelig, og stoffet er
hudgennemtrængeligt. Det, der kommer ind i kroppen, nedbrydes og udskilles igen i løbet af et par
dage.
Den akutte giftighed i forsøgsdyr angives oftest som moderat. Forgiftningssymptomerne består
hovedsageligt i en nedsat fysisk aktivitet, sløvhed og åndenød, som begynder adskillige timer efter
udsættelsen. Hos de dødeligt forgiftede dyr forekom skader på mave, nyrer og lever. Stoffet er
klassificeret som sundhedsskadeligt.
Stoffets toksikologiske mekanisme er en indvirkning på kalk-omsætningen samt på thiol-grupper i
enzymer.
Død puma
Der er i litteraturen et eksempel på en dødelig forgiftning af en puma i en tysk zoologisk have. Dyret,
som ellers var sundt og raskt, døde i løbet af 2 timer under stærke smerter og i kramper med fråde
omkring munden. Dyret viste sig at have lungeødem og degeneration af hjertemusklen samt skader på
maveslimhinden og leveren. I maveindholdet blev konstateret en koncentration på 25 gram
dichlofluanid/kg. Det blev beregnet, at pumaen, der vejede 50 kg, var blevet forgiftet af omkring 20
gram dichlofluanid. Der var ikke oplysning om, hvorledes dyret fik stoffet i sig.
Irriterer hud og slimhinder
Dichlofluanid var i forsøg svagt irriterende på kaninhud. Virkningen kunne stadig konstateres 72 timer
efter. Det er moderat øjenirriterende. Dichlofluanid er optaget på Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste
som kontaktallergen.
Skader arveanlæg
Dichlofluanid er mutagent i flere bakterietest bl.a. i Ames-testen med Salmonella bakterier (TA 98 og
TA 100 stammerne). Det hæmmer desuden syntesen af arvematerialet (DNA) i testikler på mus. I en
del andre korttidstest viste stoffet imidlertid ingen aktivitet.
Langtidseffekter
I en række langtidsforsøg med forskellige dyrearter var der ikke sundhedsskader på dyrene eller deres
afkom efter udsættelse for indtil 1.500 ppm dichlofluanid i foderet. Ved højere dosis kunne der
imidlertid konstateres en vægtreduktion samt en øget hyppighed af kræft hos forsøgsdyrene.
Udsættelse af drægtige rotter for akut giftige koncentrationer af dichlofluanid på dagene 6 til 15 i
drægtighedsperioden resulterede i en reduceret vægt af placenta (moderkagen) og fostre samt en
mindre øgning i antal fostre med misdannelser. Det må derfor betegnes som svagt fosterskadende.
90
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. FAO Plant Production and Protection Paper 61. Pesticide residues in food 1983. FAO: Rome,
1983.
2. Encyclopaedia of Occupational Health and Safety, 1 ed. ILO: Geneva, 1983.
3. Kohout F. Über die Vergiftung eines Pumas mit dem Fungizid Dichlofluanid. Zbl Vet Med A
1975;22:256-259.
DICHLOFLUANID
ClCl
F
S
N
O
S
CH 3
O N
CH 3
Synonymer: N-[(Dichlorfluormethyl)thio]-N’-[(dimethylamino)sulfonyl]anilin, N-(dichlorfluormethyl)thio-N’,N’-dimethyl-Nphenylsulfamid, 1,1-dichlor-N-[(dimethylamino)sulfonyl]-1-fluor-N-phenylmethansulfenamid, chlormethionat, dichlofluornid,
®
®
®
Euparen , Elvaron , Preventol . CAS nr. 1085-98-9. EU nr. 616-006-00-7. EINECS nr. 214-118-7. RTECS nr. W06475000.
-4
Bruttoformel: C9H11Cl2FN2O2S2. Molvægt: 333,24. Smeltepunkt: 106°C. Damptryk (20°C): 10 mm Hg (0,000016 kPa).
Opløselighed i vand (20°C): 0,0013 g/L. LD50(o,r): >5 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning
(2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved indånding (R20), irriterer øjnene (R36), kan give
allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger
i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24), brug
egnede beskyttelseshandsker (S37), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsblad (S61).
25. Chlorfluorcarboner
Chlorfluorcarboner (CFC) eller fluorcarboner er meget stor gruppe kemiske stoffer, som er afledet af
simple carbonhydrider (kulbrinter), hvor hydrogen (brint) er helt eller delvist erstattet af grundstofferne
fluor og chlor. Uheldigvis betegnes stofgruppen ofte i pressen som “Freon”, der er indregistreret
handelsnavn for produkter fra det amerikanske firma E. I. du Pont de Nemours, som er en af de mange
producenter. Andre handelsnavne er “Frigen®” (Hoechst), “Genetron®” (Allied) og “Arcton®” (ICI).
Kodenavne
For lettere at kunne skelne mellem de enkelte chlorfluorcarboner anvendes ofte en 2 eller 3-cifret
talkode efter handelsnavnet eller en af forkortelserne CFC, HCFC, HFC, FC, F eller R.
Chlorfluorcarbonerne er normalt farveløse gasser eller lavtkogende væsker, som er uopløselige i vand,
men opløselige i organiske opløsningsmidler. Letfordampeligheden kombineret med de meget tunge
dampe og den svage lugt (sødlig) betyder stor risiko for uanet at komme op på meget høje
luftkoncentrationer i arbejdsmiljøsituationer. Stofferne er ikke brandbare, men kan ved kontakt med ild
eller hede genstande nedbrydes til giftige gasser som phosgen, hydrogenfluorid og carbonylfluorid.
Vigtige kemikalier
Omkring en snes chlorfluorcarboner har praktisk betydning – men der kommer hele tiden nye til. De
mængdemæssigt dominerende har været de fuldt halogenerede forbindelser: Trichlorfluormethan
(CFC-11, væske), dichlordifluormethan (CFC-12, gas) og 1,1,2-trichlor-1,2,2-trichlorfluormethan
91
Copyright: www.NIPSECT.dk
(CFC-113, væske) samt den delvist halogenerede chlordifluormethan (HCFC-22, gas).
Verdensproduktionen af chlorfluorcarboner lå i 1980’erne årligt på omkring 1 million tons, hvoraf
CFC-11 og CFC-12 androg omkring 80 %. I Danmark var forbruget af CFC i 1986 ca. 6000 tons. Heraf
androg CFC-11 og CFC-12 henholdsvis 57 % og 25 % af forbruget. Siden da er sket store ændringer.
Det samlede forbrug var i 1994 faldet til 2300 tons, hvoraf CFC-11 og CFC-12 i alt var 13 %. Nu
dominerede HCFC-22, HCFC-141b og HFC-134a. De seneste offentliggjorte tal fra 1997 viser, at de
fuldt halogenerede CFC er udfaset, mens der fortsat er et stort forbrug af de øvrige.
Forbrug i tons
CFC-11
CFC-12
CFC-113
CFC-115
HCFC-22
HCFC-141b
HCFC-142b
andre HCFC
HFC-134a
HFC-152a
andre HFC
Total chlorfluorcarboner
i 1986
3560
1535
470
85
570
0
0
0
0
0
0
6.220
i 1994
55
240
65
25
750
510
145
5
520
50
30
2.395
i 1997
0
0
2
0
600
623
700
15
175
2.115
Nedbryder ozonlaget!
Chlorfluorcarboner har været mest kendt for deres tidligere anvendelse som drivmiddel og
opløsningsmiddel i aerosolbeholdere (“spraydåser”). Det er især CFC-11 og CFC-12, der blev anvendt
til dette formål.
De fuldt halogenerede CFC-forbindelser er yderst stabile, når de kommer ud i luften. I den nedre
atmosfære er stoffernes levetid flere hundrede år, men efterhånden sker der en spredning og transport af
stofferne til de øvre luftlag i stratosfæren (>15 km’s højde). Her er solstrålingen så intens, at en
nedbrydning lettere kan ske. Derved frigøres reaktive chloratomer, som i en kædeproces destruerer
luftens ozon. Dermed formindskes jordklodens ozonlag, som har maksimal koncentration i 25 km’s
højde. Ozonlaget opsuger den mest skadelige del af solstrålingen – det samme kortbølgede ultraviolette
lys, som nedbryder CFC-forbindelserne! Et reduceret ozonlag betyder bl.a. en forøget risiko for
hudkræft hos soldyrkere.
Chlorfluorcarboner uden chlor, f.eks. HCF-134a, skader imidlertid ikke ozonlaget, men er ligesom de
øvrige chlorfluorcarboner en drivhusgas.
Nobelprisen
Chlorfluorcarbonernes virkning på ozonlaget blev fremsat som en teori i 1974, men må nu betragtes
som bevist på baggrund af målinger i atmosfæren over Sydpolen, hvor ozonlaget er blevet formindsket
92
Copyright: www.NIPSECT.dk
betydeligt i de senere år. De to kemikere Molina og Rowland fra Californien, som fremsatte og
underbyggede teorierne, har i 1995 fået Nobelprisen i kemi for dette arbejde.
Forbud
Allerede i 1977 blev der i USA indført forbud mod anvendelse af fuldt halogenerede CFC’er i
aerosolbeholdere (“spraydåser”). Canada, Sverige og Norge fulgte efter få år senere, mens EU-landene
har været lidt langsommere til at tage teorierne alvorligt. Et forbud kom i Danmark i januar 1987.
En regulering af de andre anvendelser er indført med bekendtgørelser fra 1. juni 1994 og 13. december
1995. Ifølge disse må CFC ikke nyanvendes efter 1. januar 1995. HCFC’erne udfases senest 1. januar
2002. Genvinding og genbrug samt HFC’erne er ikke reguleret. Der er desuden indført en miljøafgift
for chlorfluorcarbonerne på 30 kr. per kg.
Substitution
Det er vigtigt at skelne mellem de fuldt halogenerede CFC og de delvist halogenerede CFC, idet kun de
førstnævnte er så stabile i atmosfæren, at de udgør en væsentlig risiko for ozonlaget. Til gengæld er
sidstnævnte mere sundhedsfarlige.
Skumplast
Mere end halvdelen af forbruget af chlorfluorcarboner i Danmark har været som opskumningsmiddel
ved fremstilling af stiv og hård polyurethan-skumplast, som igen anvendes til isolering af køleskabe,
frysere, fjernvarmerør, bygninger osv. Det er nu især HCFC’er of HFC-134a, som bruges. Polyurethanskumplast opbevaret på trykbeholder med chlorfluorcarboner benyttes som fugeskum omkring døre og
vinduer, til understrygning af tagsten og hulrumsisolering. Andre former for polyurethan-skumplast
anvendes i stor mængde til fremstilling af “kofangere” på biler samt til f.eks. skosåler.
En anden form for hård skumplast, som også anvendes til bygningsisolering og emballageformal,
fremstilles ud fra polystyren og forhandles bl.a. under handelsnavnet “Flamingo®”. I dansk produktion
har pentan og HCFC’er erstattet CFC-11 som opskumningsmiddel i sådanne produkter, men der blev
importeret færdig emballage, f.eks. bakker til emballering af kødvarer, champignon og andre
grøntsager, der er fremstillet med CFC.
En mindre mængde chlorfluorcarboner anvendes til fremstilling af blød og fleksibel skumplast, der
anvendes til engangsvaskeklude på hospitaler samt til skumgummimadrasser, skumgummihynder og foring af møbler. Tidligere var det CFC-11, siden 1992 er det HCFC’er, der bliver anvendt.
Anvendelserne af HCFC til fugeskum, stift PU-skum (undtagen til isolering) og andet er forbudt efter
1. januar 1996. De øvrige plastanvendelser bliver forbudt 4-6 år senere.
I køleanlæg
En vigtig anvendelse af chlorfluorcarboner har været som varmetransmissionsmiddel i køleskabe,
frysere, varmepumper og klimaanlæg. CFC-12 er fortsat anvendt, men i stort omfang erstattet af
93
Copyright: www.NIPSECT.dk
HCFC-22, CFC-114 og CFC-115 og især HCF-134a. Desuden er cyclopentan (Fokus nr. 68) meget
anvendt
Som opløsningsmiddel
CFC-113 forbruges fortsat (1994) i en mængde på omkring 50 tons/år til tøjrensning. Det er “mildere”
end perchlorethylen og anvendes specielt til rensning af sarte tekstiler og skind. CFC-113 anvendes
endvidere til rensning og affedtning af instrumenter, tonehoveder, optik og elektroniske printplader –
ofte ved hjælp af ultralydsbade. Forbruget hertil er formindsket ganske betydeligt til 14 tons/år.
Til tekstilslipmidler benyttes nu udelukkende HCFC-141b. Nogle CFC anvendes som mellemprodukter
ved fremstilling af andre kemikalier, bl.a. den delvist halogenerede CFC-133a, som anvendes ved
produktion af bedøvelsesmidlet: Halothan.
I arbejdsmiljøet
I perioden 1983-88 har Arbejdstilsynet foretaget 189 luftmålinger af CFC-11, 160 målinger af CFC113 og 6 målinger af CFC-12 på danske arbejdspladser. Der var meget få overskridelser af
grænseværdierne for CFC-11 og CFC-12, mens 5 % af målingerne viste overskridelser for CFC-113,
der har den laveste grænseværdi.
I Arbejdstilsynets kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler viste det sig, at CFC-113 I 1985-86
blev anvendt på 115 ud af 434 virksomheder, der anvendte flydende produkter. Det var bl.a. i
elektronikvirksomheder.
Nu få udsatte
På grund af stoffernes regulering, vil der ikke være mange, der er erhvervsmæssigt udsat for
chlorfluorcarboner i Danmark. Der vil være mulighed for udsættelse I affaldsbranchen og ved
reparation af f.eks. køleanlæg og aftapning for genanvendelse..
Det var anderledes tidligere. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i
1989 brugt 520 tons CFC-12 i 54 produkter, og der var 29.000 eksponeringer for stoffet.
Kredsløbsforstyrrelser og dødsfald
Baggrunden for den tidligere store anvendelse af CFC har været stoffernes stabilitet og tilsyneladende
ugiftighed. Den meget lille akutte giftighed har også betydet, at stofferne har fået fastsat usædvanligt
høje grænseværdier og ikke er klassificeret sundhedsfarlige.
Stofferne er imidlertid ikke harmløse! Forsøg med hunde har vist, at kortvarig, pludselig indånding af
høje koncentrationer (>10.000 ppm) af de forskellige CFC-forbindelser resulterer i blodtryksfald og
uregelmæssigt hjerteslag evt. med hjertestop. CFC-11, HCFC-21 og HCFC-142b er blandt de kraftigste
virkende. Dette har resulteret i mange pludselige dødsfald blandt astmatikere og sniffere, som har
indåndet for store mængder CFC ved anvendelse af aerosolbeholdere. Der er også forekommet
alvorlige arbejdsulykker. Der er forekommet mindst 4 dødsfald ved uheld under anvendelse af CFC113 til rensning og affedtning.
94
Copyright: www.NIPSECT.dk
Der foreligger en ulykkeshændelse med CFC udslip fra et køleanlæg, hvor 6 japanske fiskere døde. Det
viste sig, at fiskerne bl.a. havde leverskader. Dette svarer til erfaringer fra dyreforsøg, hvor
længerevarende udsættelse for CFC-113, HCFC-21, HCFC-22 har resulteret i leverskader. HCFC-21 er
endda lige så levertoksisk som chloroform (Fokus nr. 20); det har også en meget lav grænseværdi.
Tilsigtet indtagelse af CFC-11 gennem munden resulterede i en perforering af mavesækken.
Nerveskader
Udsættelse for 2500 ppm CFC-113 i nogle timer havde en effekt på forsøgspersoners evne til at klare
psykologiske teste. Flere års udsættelse i arbejdsmiljøet for 300-500 ppm CFC-113 er angivet som
årsag til kronisk opløsningsmiddelsyndrom hos århusianske metalarbejdere. Lignende hjerneskader er
konstateret hos kølemontører med årelang udsættelse for CFC-forbindelser. HCFC-142b har forårsaget
hjerneskader på forsøgsdyr.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer CFC-12 som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger ved
normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3), og de vurderer
CFC-114 som et stof, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystemet ved
normalt arbejde (SRI 2).
Effekter på reproduktionen
Høje koncentrationer af HCFC-21 har resulteret i afstødning af rottefostre (pre-implantationstab), og
HCFC-22 har forårsaget en øget hyppighed af øjenmisdannelser hos rottefostre. I dyreforsøg med
hanrotter medfører CFC-133a udsættelse vægtnedsættelse, aggressiv opførsel, testikelhenfald samt
hæmning af sædproduktionen.
Kræftrisiko?
De delvist halogenerede HCFC-22, HCFC-31, HCFC-141b og HCFC-142b er mere eller mindre
mutagene i Ames-testen, mens de fleste øvrige chlorfluorcarboner ikke er genotoksiske. Indånding af
HCFC-22 i koncentrationer (>1000 ppm) fremkalder leverkræft hos mus og kræft i spytkirtlen hos
rotter. Ligeledes medførte HCFC-31 en høj hyppighed af mavekræft i rotter, der fik stoffet tilført opløst
i majsolie. På samme måde med CFC-133a, der ikke er aktiv i Ames-testen, men forårsagede livmoderog testikelkræft hos rotter efter eksponering gennem munden for 300 mg/kg af stoffet opløst i majsolie.
På denne baggrund må de ikke-fuldt halogenerede CFC generelt mistænkes for at indebære en
kræftrisiko. De er også strukturmæssigt tæt beslægtet med andre chlorholdige, kræftfarlige forbindelser
såsom chloroform (Fokus nr. 20), methylenchlorid (Fokus nr. 2), dichlorethan mfl.
Udvalgt litteratur:
1. Edling C, Söderkvist P. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. Fluorcarboner.
Arbete och Hälsa, 1982:26.
2. Hansen JH. Ozonlagsnedbrydende stoffer og HFC – forbrug i 1994. Miljøprojekt nr. 302.
95
Copyright: www.NIPSECT.dk
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
Miljøstyrelsen, 1995.
IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans. Vol.
41: Some Halogenated Hydrocarbons and Pesticide Exposures. IARC: Lyon, 1986.
Hansen TB, Gregersen P. Organiske opløsningsmidler. Miljøprojekt nr. 72. Miljøstyrelsen,
1986
Gregersen P, Hansen TB. Organic solvents. Miljøprojekt nr. 72. Miljøstyrelsen, 1986.
Kaa E, Esberg B, Hansen NS. Letal fluorkarbon-sniffing. Ugeskr læger 1986;148:3456-3457.
IPCS Environmental Health Criteria 113. Chlorofluorocarbons, fully halogenated. Geneva:
WHO, 1990.
IPCS Environmental Health Criteria 126. Chlorofluorocarbons, partially halogenated (methane
derivates). Geneva: WHO, 1991.
IPCS Environmental Health Criteria 139. Chlorofluorocarbons, partially halogenated (ethane
derivates). Geneva: WHO, 1992.
TRICHLORFLUORMETHAN
®
Synonymer: CFC-11, Freon 11 , R-11, fluortrichlormethan, trichlormonofluormethan, trichlorofluoromethane (engl). CAS nr.
75-69-4. ECDIN nr. 0034506. RTECS nr. PB6125000. UN nr. 1017. Formel: CCl3F. Molvægt: 137,37. Frysepunkt: -111°C.
Kogepunkt (1 atm): 24°C. Relativ massefylde (17/4°C): 1,494 (vand=1). Damptryk (20°C): 667 mm Hg (89 kPa). Relativ
damptæthed: 4,7 (luft=1). Opløselighed i vand (25°C): 1,1 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 2,53. Grænseværdi
3
(2002): 500 ppm (2810 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DICHLORDIFLUORMETHAN
®
Synonymer: CFC-12, Freon 12 , R-12, dichlorodifluoromethane (engl). CAS nr. 75-71-8. ECDIN nr. 0009024. RTECS nr.
PA8200000. UN nr. 1028. Formel: CCl2F2. Molvægt: 120,92. Frysepunkt: -158°C. Kogepunkt (1 atm): -30°C. Damptryk:
Gas. Relativ damptæthed: 4,2 (luft=1). Opløselighed i vand (20°C): 0,3 g/L Fordelingskoefficient (LogKow): 2,16.
3
Lugtgrænse: 20 ppm. Grænseværdi (2002): 500 ppm (2475 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på
Listen over farlige stoffer.
1,1,2-TRICHLOR-1,2,2-TRIFLUORETHAN
®
®
Synonymer: CFC-113, Freon 113 , R-113, Arklone , 1,1,2-trichlorotrifluoroethane (engl). CAS nr. 76-13-1. ECDIN nr.
0034511. RTECS nr. KJ4000000. Formler: CCl2FCClF2, C2Cl3F3. Molvægt: 187,38. Frysepunkt: -36°C. Kogepunkt (1
atm): 48°C. Relativ massefylde (25°C): 1,5635 (vand=1). Damptryk (20°C): 284 mm Hg (36 kPa). Relativ damptæthed:
o
6,47 (luft=1). Flammepunkt (cc): 350 C. Opløselighed i vand (25°C): 0,17 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 3,30.
2h
3
Brydningsindeks (n20/D): 1,3578. LC50(ihl,r): 110.000 ppm. Grænseværdi (2002): 500 ppm (3800 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
1,2-DICHLOR-1,1,2,2-TETRAFLUORETHAN
®
Synonymer: CFC-114, Freon 114 , R-114, dichlorotetrafluoroethane (engl). CAS nr. 76-14-2. ECDIN nr. 0034401. RTECS
nr. KI1101000. UN nr. 1958. Formler: CCIF2CClF2, C2Cl2F4. Molvægt: 170,92. Frysepunkt: -94°C. Kogepunkt (1 atm):
3
4°C. Relativ damptæthed: 5,89 (luft=1). Lugtgrænse: 20 ppm. Grænseværdi (2002): 500 ppm (3500 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
1-CHLOR-1,1,2,2,2-PENTAFLUORETHAN
®
Synonymer: CFC-115, Freon 115 , R-115, chloropentafluoroethane (engl). CAS nr. 76-15-3. ECDIN nr. 0037067. RTECS
nr. KH7877500. UN nr.1020. Formler: CClF2CF3, C2ClF5. Molvægt: 154,47. Frysepunkt: -106°C. Kogepunkt (1 atm): 39°C. Damptryk (20°C): 5978 mm Hg (797 kPa). Relativ damptæthed: 5,40 (luft=1). Opløselighed i vand (25°C): 0,06
3
mg/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 2,4. Grænseværdi (2002): 1000 ppm (6300 mg/m ). Klassificering og mærkning
(2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
1,1,2,2-TETRACHLOR-1,2-DIFLUORETHAN
®
Synonymer: CFC-112, Freon 112 , R-112, tetrachlorodifluoroethane (engl). CAS nr. 76-12-0. ECDIN nr. 0037491. RTECS
96
Copyright: www.NIPSECT.dk
nr. KL1420000. Strukturformel: CCl2FCCI2F. Sumformel: C2Cl4F2. Molvægt: 203,82. Smeltepunkt: 25°C. Kogepunkt (1
atm): 93°C. Massefylde (25°C): 1,6447 (vand=1). Damptryk (25°C): 52,5 mm Hg (7,0 kPa). Damptæthed: 7,03 (luft=1).
3
Grænseværdi (2002): 200 ppm (1665 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige
stoffer.
1,1,1,2-TETRACHLOR-2,2-DIFLUORETHAN
®
Synonymer: CFC-112a, Freon 112a , R-112a, tetrachlorodifluoroethane (engl). CAS nr. 76-11-9. ECDIN nr. 003859x.
RTECS nr. KL1425000. Formler: CCI3CClF2, C2Cl4F2. Molvægt: 203,82. Smeltepunkt: 41°C. Kogepunkt (1 atm): 92°C.
3
Grænseværdi (2002): 500 ppm (4170 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige
stoffer.
DICHLORFLUORMETHAN
®
Synonymer: HCFC-21, Freon 21 , R-21, dichlormonofluormethan, dichlorofluoromethane (engl). CAS nr. 75-43-4. ECDIN
nr. 0009176. RTECS nr. PA8400000. UN nr. 1029. Formel: CHCI2F. Molvægt: 102,92. Frysepunkt: -135°C. Kogepunkt (1
o
atm): 9°C. Damptryk (20 C): 1200 mm Hg (160 kPa). Relativ damptæthed: 3,8 (luft=1). Selvantændelsestemperatur:
o
o
522 C. Opløselighed I vand (20 C): 10 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,55. Lugtgrænse: 20 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (20°C, 1 atm): 1 ppm = 4,28 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm (40 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
CHLORDIFLUORMETHAN
®
Synonymer: HCFC-22, Freon 22 , R-22, monochlordifluormethan, chlorodifluoromethane (engl). CAS nr. 75-45-6. ECDIN
nr. 0009160. RTECS nr. PA6390000. UN nr. 1018. Formel: CHCIF2. Molvægt: 86,48. Frysepunkt: -146°C. Kogepunkt (1
atm): -41°C. Damptæthed: 3,87 (luft=1). Opløselighed i vand (25°C, 1 atm): 3 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,08.
2h
3
LC50(ihl,r): 300.000 ppm. Omregningsfaktor (20°C, 1 atm): 1 ppm = 3,58 mg/m . Grænseværdi (2002): 500 ppm (1770
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
CHLORFLUORMETHAN
®
Synonymer: HCFC-31, Freon 31 , R-31, monochlormonofluormethan, chlorofluoromethane (engl). CAS nr. 593-70-4.
ECDIN nr. 0070151. RTECS nr. PA6408000. Formel: CH2ClF. Molvægt: 68,48. Frysepunkt: -133°C. Kogepunkt (1 atm):
9,1°C. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
2-CHLOR-1,1,1-TRIFLUORETHAN
®
Synonymer: HCFC-133a, Freon 133a , R-133a, chlorotrifluoroethane (engl). CAS nr. 75-88-7. ECDIN nr. 0286123. UN nr.
1983. Formler: CF3CH2Cl, C2H2ClF3. Molvægt: 118,49. Frysepunkt: -105°C. Kogepunkt (1 atm): 7°C. Relativ
3
damptæthed: 4,10 (luft=1). Opløselighed i vand (25°C): 8,9 g/L. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,92 mg/m .
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
1,2-DICHLOR-1,1-DIFLUORETHAN
®
Synonymer: HCFC-132b, Freon 132b , R-132b, dichlorodifluoroethane (engl). CAS nr. 1649-08-7. Formler: CClF2CH2Cl,
C2H2Cl2F2. Molvægt: 134,92. Frysepunkt: -101°C. Kogepunkt (1 atm): 47°C. Relativ damptæthed: 5,15 (luft=1).
3
Opløselighed i vand (25°C): 8,9 g/L. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,5 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
1,1-DICHLOR-1-FLUORETHAN
®
Synonymer: HCFC-141b, Freon 141b , R-141b, dichlorofluoroethane (engl). CAS nr. 1717-00-6. EU nr. 602-084-00-X.
EINECS nr. 404-080-1. Formler: CCl2FCH3, C2H3Cl2F. Molvægt: 116,95. Frysepunkt: -103°C. Kogepunkt (1 atm): 32°C.
4h
Relativ damptæthed: 4,82 (luft=1). Opløselighed i vand: 4 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,3. LC50(ihl,r): 50.000
3
ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,85 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning
(2002): Miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger (R52/53), farlig for ozonlaget (R59). Sikkerhedsforskrifter: Indhent oplysninger om
genvinding/genanvendelse hos fabrikanten/leverandøren (S59), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
97
Copyright: www.NIPSECT.dk
1-CHLOR-1,1-DIFLUORETHAN
®
Synonymer: HCFC-142b, Freon 142b , R-142b, chlorodifluoroethane (engl). CAS nr. 75-68-3. ECDIN nr. 0042365. RTECS
nr. KH7650000. UN nr. 2517. Formler: CClF2CH3, C2H3ClF2. Molvægt: 100,47. Frysepunkt: -131°C. Kogepunkt (1 atm): 4h
9°C. Relativ damptæthed: 4,72 (luft=1). Opløselighed i vand: 1,9 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,6. LC50(ihl,r):
3
3
>100.000 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,1 mg/m . Grænseværdi (2002): 1000 ppm (4110 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
26. Atrazin og simazin
Atrazin og simazin hører til stofgruppen s-triaziner. De bruges som aktivstoffer i bekæmpelsesmidler
mod ukrudt (herbicider). De er begge farveløse, krystallinske stoffer, der forhandles som et hvidt
pulver eller i en vandig emulsion. Triazin-sprøjtemidler i handelen, indeholder typisk omkring 50 % af
det aktive stof.
Ukrudtsmidler
Triazinerne hæmmer spiring af ukrudtsfrø. Derfor anvendes midlerne især tidligt på foråret til
forebyggelse af uønsket vegetation på gårdspladser, veje, stier, kirkegårde, jernbanespor eller i skove.
Forholdene i forbindelse med anvendelsen af simazin (plus Kerb og Roundup) til ukrudtsbekæmpelse
på Thisted Kirkegård og atrazin på jernbanearealer i Ejstrupholm har været meget omtalt.
Triazinerne må normalt ikke anvendes til ukrudtsbekæmpelse på marker med spiselige afgrøder. Der er
dog nogle undtagelser. Atrazin måtte således tidligere anvendes i majsmarker indtil 3 måneder før høst,
og simazin må anvendes i marker med slikasparges indtil 3 uger før høst samt under frugttræer og
frugtbuske, der ikke er i blomstring (af hensyn til bierne!). I udlandet anvendes triazinerne også til
marker med en lang række andre afgrøder, heriblandt tomater, ananas og kartofler.
Triazinerne optages gennem planternes rødder og virker ved at hæmme planternes fotosyntese. Træer
og andre vækster med dybtliggende rødder påvirkes ikke.
I drikkevandet
Triazinerne er vanskeligt nedbrydelige i jord, og da de bindes stærkt til humuslaget, og derved har en
lang levetid i jorden. På trods af bindingen i jorden kan de nedvaskes til grundvandet og forekomme i
drikkevandsbrønde i områder med gentagen og betydelig anvendelse af ukrudtsmidlerne.
Dette blev opdaget for nogle år siden i visse egne af Norditalien, hvor majs dyrkes i stor stil. Her var
der stor opmærksomhed om og bekymring ved forekomsten af atrazin i drikkevandet i koncentrationer
over EU-grænsen på 0,1 µg/L. Dette gav anledning til en større, international undersøgelse af
sundhedsrisikoen herved. Undersøgelsen blev koordineret af Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Ejstrupholm
I 1994 var der stor opstandelse, da atrazin var fundet i en koncentration lidt over grænseværdien i to
drikkevandsboringer i stationsbyen Ejstrupholm ved Horsens. Kilden til forureningen mentes at være
98
Copyright: www.NIPSECT.dk
flere års anvendelse af atrazin som ukrudtsmiddel på jernbanearealerne.
Fundet blev sat i forbindelse med en ophobning af fostermisdannelser (manglende lukning af
rygmarvskanalen) tidligere konstateret i området. En arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen
konkluderede imidlertid i oktober 1994, at de foreliggende undersøgelser hverken kunne af- eller
bekræfte en mulig sammenhæng. Desuden fandt man ingen holdepunkter for, at specielt atrazin har
fosterskadelig virkning.
Stort forbrug
Forbruget af atrazin og simazin i Danmark har været på retur. I 1993 var salget henholdsvis 42 tons og
23 tons aktivt stof, men det faldt i 1994 til henholdsvis 0,6 og 18 tons. Atrazin blev forbudt at sælge fra
1. december 1994 og forbudt at anvende fra 1. juli 1995. Simazin blev ikke forbudt og er fortsat
anvendt i 1998 i en mængde på 18 tons aktivt stof.
Forbruget af atrazin i Italien var af en hel anden størrelsesorden (ca. 2.600 tons/år). Forbruget på
verdensplan er anslået til 80.000 tons atrazin/år og 10.000 tons simazin/år. I USA, hvor atrazin er det
mest brugte ukrudtsmiddel, anvendes årligt omkring 50.000 tons, hovedsageligt i majsdyrkningen.
Der er ingen produktion af stofferne i Danmark, men der sker en formulering af de færdige midler. Den
største risiko for en arbejdsmiljøudsættelse forekommer for gartnere, vejarbejdere, landmænd mfl. ved
anvendelsen af produkterne. Der er ikke foretaget arbejdsmiljømålinger af stofferne i Danmark.
Antallet af erhvervsmæssigt udsatte for bekæmpelsesmidler er anslået til mellem 85.000 og 120.000,
men det er uklart, hvor mange af disse er udsatte for triaziner.
Optages let
Efter indtagelse gennem munden optages stofferne næsten fuldstændigt fra mave-tarm kanalen.
Erhvervsmæssigt er den største udsættelse på huden, hvoraf ca. 10% optages af en emulsion.
Udsættelsen ved indånding er i praksis relativt mindre, men optagelsen er dobbelt så stor. De største
koncentrationer af stofferne i kroppen er fundet i lever, nyrer og lunger. Udskillelsen sker
hovedsageligt som omdannelsesprodukter med urinen.
Sundhedsfare
De nyeste toksikologiske undersøgelser har afsløret en større akut giftighed af atrazin og simazin end
tidligere antaget, således at stofferne nu opfylder kriterierne for at blive klassificeret som
sundhedsskadelige. Stofferne er derfor blevet optaget på “Listen over farlige stoffer”.
Symptomerne ved en akut triazinforgiftning er muskelsvaghed, sløvhed, åndenød, udmattelse, kramper
og manglende koordination af bevægelser. Der er eksempler på, at udbringning af simazin uden
tilstrækkelige værnemidler har resulteret i kvalme, træthed, omtågethed mv.
Arbejdstilsynet vurderer atrazin som et stof, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på
nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 2).
99
Copyright: www.NIPSECT.dk
I forsøg med rotter, som fik tilført 10-50 mg atrazin/kg legemsvægt per dag i 6 måneder, fandtes
væksthæmning, formindskelse af antallet af hvide blodlegemer, forstyrrelse af B-vitamin balancen samt
skader på mange organer. Dette førte i alle tilfælde til døden.
Hormonstoffer
Stofferne virker meget svagt hud- og øjenirriterende på kaniner. Atrazin virker sensibiliserende i test
med marsvin og indebærer dermed en allergirisiko. Der foreligger rapporter om erhvervsmæssig
kontakteksem fra udsættelse for atrazin.
Udsættelse for triaziner påvirker hormonbalancen i forsøgsdyr. De er antiøstrogene og nedsætter
koncentrationen af østradiol i blodet, men øger koncentrationen af prolactin, et hormon der bl.a. er
vigtig i forbindelse med start af mælkeproduktionen. I naturen forstyrrer atrazin kønsudviklingen hos
frøer, idet det gør han-haletudser til hermafroditter.
Skader på arveanlæg
Atrazin og simazin påvirker arveanlæggene i plante- og gærceller og bananfluer, men ingen af
triazinerne er aktive i den meget anvendte Ames-test med Salmonella bakterier. Atrazin og simazin
påvirker arveanlæg i forsøg med mus, mens simazin inducerer “søster chromatid bytning” (SCE) i
kulturer af blodceller fra mennesker.
Landarbejdere, som regelmæssigt anvendte ukrudtsmidler - heriblandt atrazin – havde en 4 gange
forøget forekomst af chromosomskader sammenlignet med en kontrolgruppe. I meget høje doser, som
er giftige for moderdyret, er både atrazin og simazin fundet fosterskadende. Disse undersøgelser tæller
dog ikke så meget.
Kræftrisiko
Nogle italienske undersøgelser har vist en øget antal tilfælde af kræft i æggestokkene hos kvinder udsat
for atrazin og andre ukrudtsmidler anvendt i majsmarker. Andre undersøgelser af landmænd i USA
antyder en øget forekomst af lymfe- og tyktarmskræft blandt udsatte for atrazin og beslægtede stoffer.
Forsøg med rotter har vist, at atrazin tilført med foderet eller indsprøjtet kan fremkalde lymfe- eller
brystkræft hos rotter og mus. EU og IARC klassificerede på denne baggrund stoffet som muligt
kræftfremkaldende (Gruppe 2B). IARC har i 1999 ændret klassificeringen Til “ikke klassificerbar”
(Gruppe 3), fordi man mener mekanismen, med hvilken stoffet virker kræftfremkaldende i dyreforsøg,
ikke er relevant for mennesker.
Simazin har ved indsprøjtning under huden fremkaldt mavekræft i rotter. Denne undersøgelsesmetode
opfylder imidlertid ikke de normale kriterier for relevante forsøg. I fodringsforsøg med meget høje
doser simazin (0,1 % i foderet) fordobles hyppigheden af kræftsvulster i brystet hos rotter, der har en
høj naturlig forekomst af svulsterne. Disse undersøgelser og resultater er ikke fundet tilstrækkelige til
at stemple simazin som kræftfremkaldende (IARC Gruppe 3), men antyder en mulighed, som bør
100
Copyright: www.NIPSECT.dk
udforskes nærmere.
Udvalgt litteratur:
1. Dalgaard-Mikkelsen S, Poulsen E. Toxicology of herbicides. Pharmacol Rev 1962;14:225-250.
2. Gaines TB, Linder RE. Acute toxicity of pesticides in adult and weanling rats. Fund Appl
Toxicol 1986;7:299-308.
3. Drinking-water quality: Guidelines for selected herbicides. Copenhagen: WHO, 1987.
4. Atrazin i drikkevand. Rapport udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen den
11. marts 1994. København: Sundhedsstyrelsen, 1994.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 53: Occupational
Exposures in Insecticide Application, and Some Pesticides. Lyon: International Agency for
Research on Cancer, 1991.
6. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 73: Some
Chemicals that Cause Tumours of the Kidney or Urinary Bladder in Rodents and Some Other
Substances. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1999.
ATRAZIN
NH CH CH
2
N
C l
N
3
CH
N
NH
3
CH
3
Synonymer: 2-Chlor-4-ethylamino-6-isopropylamino-s-triazin, 6-chlor-N-ethyl-N’-isopropyl-1,3,5-triazin-2,4-diamin, 6-chlor®
®
N-ethyl-N’-(1-methylethyl)-1,3,5-triazin-2,4-diamin, Gesaprim , Primatol , atrazine (engl). CAS nr. 1912-24-9. EU nr. 613068-00-7. ECDIN nr. 0005978. EINECS nr. 217-617-8. RTECS nr. Y5600000. UN nr. 2763. Bruttoformel: C8H14ClN5.
-7
-7
Molvægt: 215,69. Smeltepunkt: 177°C. Damptryk (20°C): 3x10 mm Hg (0,4x10 kPa). Relativ massefylde (20/4°C):
1,187 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 0,033 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,61. LD50(o,r): 0,7 g/kg.
3
Grænseværdi (2002): 0,24 ppm (2 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), Miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43), farlig; alvorlig sundhedsfare ved længere tids
påvirkning ved indtagelse (R48/22), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
SIMAZIN
NH CH CH
2
N
C l
3
N
N
NH CH CH
2
3
®
®
Synonymer: 6-Chlor-N,N’-diethyl-1,3,5-triazin-2,4-diamin, 2-chlor-4,6-bis(ethylamino)-s-triazin, Princep , Gesatorp ,
®
Weedex , simazine (engl). CAS nr. 122-34-9. EU nr. 612-088-00-3. ECDIN nr. 0005873. EINECS nr. 204-535-2. RTECS nr.
Y5250000. UN nr. 2763. Bruttoformel: C7H12ClN5. Molvægt: 201,66. Smeltepunkt: 226°C. Relativ massefylde (20/4°C):
-9
-10
1,302 (vand=1). Damptryk (20°C): 6x10 mm Hg (8x10 kPa). Opløselighed i vand (20°C): 0,005 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 2,18. LD50(o,r): 0,97 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning
(2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N), Carc3. Risikoangivelse: Mulighed for varig skade på helbred (R40), meget
giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46),
dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
101
Copyright: www.NIPSECT.dk
27. Kerb og Roundup
Kerb® (aktivt stof: propyzamid) og Roundup® (aktivt stof: glyphosat) er to meget udbredte
ukrudtsmidler (herbicider). Begge midler forhandles som en opløsning/suspension indeholdende ca. 50
% af de aktive stoffer og tilsat vand, fyld- og hjælpestoffer. Inden anvendelsen foretages en yderligere
fortynding.
Propyzamid og glyphosat er begge farveløse, krystallinske stoffer. Propyzamid er tungtopløseligt i
vand, mens glyphosat, som strukturmæssigt er afledet af den livsnødvendige aminosyre glycin, er
moderat opløseligt i vand og uopløseligt i organiske opløsningsmidler. Isopropylamin-saltet af
glyphosat er mere opløseligt i vand.
I roemarker, i parker og på kirkegårde
Kerb og Roundup anvendes mest til bekæmpelse af græsser og andet ukrudt i korn- og frøafgrøder,
heriblandt i ærtemarker. Roundup er blevet meget omtalt, fordi der i Danmark af Danisco er blevet
udviklet en gensplejset roe, som er særlig modstandsdygtig overfor dette ukrudtsmiddel.
Midlerne anvendes videre i beplantninger, læhegn, skove og planteskolekulturer samt under frugttræer
og frugtbuske. De anvendes i stort omfang erhvervsmæssigt i offentlige parkanlæg og kirkegårde, hvad
der har givet anledning til debat vedrørende mulige skadevirkninger for de udsatte gartnere.
Flere handelsprodukter
Da midlerne er blevet regnet for relativt ufarlige for brugeren og miljøet, har de fået en stigende
betydning i de senere år som erstatningsmidler. Størrelsen af forbruget af midlerne i Danmark er
relativt betydeligt. Salget i 1994 var henholdsvis 33 tons og 450 tons aktivstof af propyzamid og
glyphosat. Det var i 1998 faldet til 22 tons for propyzamid og steget til 880 tons for glyphosat. I 2001
var forbruget af glyphosat steget til 987 tons, mens forbruget af propyzamid var faldet yderligere. Dette
betyder, at glyphosat er det mest brugte aktivstof i ukrudtsmidler i Danmark. Der er nu mange flere
leverandører af glyphosat-midler og under andre handelsnavne end Roundup®, f.eks. Glyphogan®,
Touchdown® og Marvel®. Glyphosat og nedbrydningsproduktet aminomethylphosphonsyre (AMPA) er
i stigende omfang fundet i grundvand.
Få tilgængelige data om giftighed
Der er meget få offentliggjorte undersøgelser af giftigheden af Kerb og Roundup eller af de aktive
indholdsstoffer. De fleste toksikologiske oplysninger findes i fortrolige forsøgsrapporter, som
producenter og leverandører indsender til myndigheder i forbindelse med ansøgning om godkendelse af
produkterne. Nogle af de ældre undersøgelser af glyphosat er endda udført på et amerikansk
laboratorium, som har været indblandet i forfalskninger af forsøgsresultater.
Lav akut giftighed
Optagelsen af glyphosat i mave-tarm kanalen er begrænset til 30 % og optagelsen gennem huden er
endnu mindre. Det meste af det optagne udskilles uændret i urinen i løbet af en uge.
102
Copyright: www.NIPSECT.dk
Propyzamid, glyphosat, saltene heraf og de færdige formuleringer angives normalt at have en meget lav
akut giftighed i forsøgsdyr, og midlerne er derfor ikke klassificeret som sundhedsskadelige. Dette er
nok en fejl for glyphosat-trimethylsulfoniumsaltet, der har en lav LD50.
Det ser i øvrigt ud til, at glyphosat kan påvirke visse enzymsystemer ved at kompleksbinde metaller.
Glyphosat-midlerne er meget giftige for vandorganismer, men glyphosat selv er nærmest ugiftigt.
Tilsætningsstofferne i handelsprodukterne, som er nødvendige for den rigtige effektivitet som
bekæmpelsesmiddel, gør forskellen.
Dødsfald i Japan
På trods af den angivne lave giftighed for glyphosat havde man i 2000 Verden over registreret mere
end 400 forgiftninger med glyphosat-produkter og 14 dødsfald, som skyldes indtagelse af Roundup i
større mængder. Mange alvorlige tilfælde var selvmordsforsøg, men der var også tale om børneulykker.
I Danmark har der i perioden 1991-97 været over 100 forgiftninger med glyphosat-holdige
bekæmpelsesmidler, heraf 11 indlæggelser og 2 dødsfald. I det ene tilfælde var den dødelige dosis ved
indtagelse under 100 ml. Forgiftningssymptomer er ondt i halsen, mavepine og opkastninger. Der kan
konstateres ætsninger af spiserør og mave-tarm kanal. I få tilfælde ses også vand i lungerne. Det
antages, at personer over 40 år er mere følsomme overfor sundhedseffekter af Roundup.
Det blev sandsynliggjort, at den tilsatte fugtemiddel/overfladeaktive stof: Polyoxyethylen(talg)amin,
var hovedansvarlig for effekten. Roundup med dette tilsætningsstof har forårsaget lignende alvorlige
effekter i forsøgsdyr. Polyoxyethylenamin tilsættes i en koncentration på op til 18 % for at øge
optagelsen af glyphosat i planten.
Irritation af hud og øjne
Udsættelse for Kerb kan forårsage en forbigående øjenirritation i forsøgsdyr, men midlet er ikke
hudirriterende eller allergifremkaldende. Derimod virker en koncentreret opløsning af Roundup både
hud- og øjenirriterende i forsøgsdyr.
En undersøgelse, hvor 346 frivillige forsøgspersoner blev hudtestet med handelsvaren Roundup og tre
almindelige husholdningsprodukter (rengøringsmiddel, opvaskemiddel og børneshampoo) i en 10%
opløsning, viste, at Roundup hverken var hudirriterende eller sensibiliserende med eller uden
lyspåvirkning. Roundup’s irriterende potential var sammenlignelig med børneshampoos, men mindre
end rengørings- og opvaskemidlets.
Fotoallergi
Udsættelse for Roundup har været årsag til 3 tilfælde af lysfølsomt kontakteksem hos brugere i
England. Det blev imidlertid senere opdaget, at lysfølsomheden skyldtes produktets
konserveringsmiddel: Benzisothiazolon. En 1 % opløsning af dette stof på huden forårsager ved
bestråling med ultraviolet lys en forsinket skoldning af huden (erythem, rødmen), ved en lysdosis 3
103
Copyright: www.NIPSECT.dk
gange lavere end, hvad der forårsager samme effekt på ubehandlet hud.
I litteraturen er der i øvrigt beskrevet mere end 30 tilfælde af kontaktallergi udløst af benzisothiazolon,
der også bruges som konserveringsmiddel (0,05 %) i mange andre produkter såsom køle-smøremidler,
vandbaseret maling og lak, lime, lædervarer, papirmasse, tekstiler, polermidler og gummi. I juni 1990
forekom benzisothiazolon i 58 ud af 27.800 produkter i Produktregistrets database. Andre Roundupprodukter uden benzisothiazolon fremkaldte ikke fotoallergi.
Effekter på reproduktionen
Kerb og Roundup er undersøgt i nogle flergenerationsforsøg med rotter, hvor der ikke fandtes tegn på
reproduktionsskader. Imidlertid foreligger der en enkelt undersøgelse med rotter, som blev udsat for så
stor en mængde Roundup, at det resulterede i en alvorlig giftvirkning på moderdyret samt
reproduktionsskader, herunder misdannelser hos afkommet.
Kræftrisiko?
Propyzamid og glyphosat er undersøgt i en lang række mutagentest, heriblandt Ames-testen med
Salmonella bakterier, men har ikke vist mutagen aktivitet. I et enkelt tilfælde er en svag mutagen effekt
konstateret i Ames-test af handelsvaren Roundup.
I langtidsforsøg med propyzamid er konstateret en øget hyppighed af godartede svulster i
bugspytkirtlen hos hunrotter og ondartede leversvulster samt svulster i andre væv i hanmus, men ikke
hunmus.
I langtidsforsøg med Roundup var rotter og specielt hanner mest følsomme. Ved en meget høj daglig
udsættelse for teknisk glyphosat i foderet kunne der i en undersøgelse konstateres en øget hyppighed af
testikelkræft i (han)rotter og nyrekræft i hanmus. Dette var ubehagelige resultater for producenten
Monsanto, som igangsatte en ny undersøgelse med 30 gange højere dosering af glyphosat og med en
anden type rotter. Her blev der ikke konstateret kræft. Ingen af undersøgelserne er offentliggjort i
videnskabelige tidsskrifter.
Glyphosat blev i oktober 1987 udvalgt til nye langtidsforsøg på mus og rotter i det amerikanske
nationale toksikologiprogram. Resultaterne af disse undersøgelser var en lille overhyppighed af
nyrekræft i rotter, som dog ikke gav anledning til en kræftklassificering.
Handelsprodukterne er farlige!
Men disse undersøgelser giver ikke baggrund for at frikende handelsprodukterne af Kerb og Roundup
for mistanke om kræftfremkaldende effekter. Brugen af handelsprodukterne forekommer desuden i
praksis at indebære en større forgiftningsrisiko, end klassificeringen og mærkningen indikerer.
Udvalgt litteratur:
1. Li AP, Long TJ. An evaluation of the genotoxic potential of glyphosate. Fund Appl Toxicol
1988;10:537-546.
104
Copyright: www.NIPSECT.dk
2. Pesticide residue in food 1986. FAO plant production and protection paper 78/2. Rome: FAO,
1987. pp. 63-76.
3. Maibach HL. Irritation, sensitization, photoirritation and photo-sensitization assays with a
glyphosate herbicide. Contact Dermatitis 1986;15:152-156.
4. Hindson C, Diffey B. Phototoxicity of glyphosate in a weedkiller. Contact Dermatitis
1984;10:51-52 og 1984;11:260.
5. Sawada Y, Nagai Y, Ueyama M, Yamamoto 1. Probable toxicity of surface active agent in
commercial herbicide containing glyphosate. Lancet 1988;1(8580): 299.
6. Freeman S. Allergic contact dermatitis due to 1,2-benzisothiazolin-3-one in gum arabic. Contact
Dermatitis 1984;11:146-149.
7. Reuber MD. Carcinogenicity of pronamide. Environ Research 1980;23:1-12.
8. NTP technical report on toxicity studies of glyphosate. Toxicity report series no. 16. NIH
publication 92-3135. Research Triangle Park: NTP, 1992.
9. Søderlund E. 1,2-Benzisothiazolin-3(2H)-one. Health effects of selected chemicals. Vol 2.
NORD 1993:29.
10. IPCS Environmental Health Criteria 159. Glyphosate. Geneva: WHO, 1994.
11. Williams GM, Kroes R, Munro IC. Safety evaluation and risk assessment of the herbicide
Roundup and its active ingredient, glyphosate, for humans. Regul Toxicol Pharmacol
2000;31:117-165.
12. Mortensen OS, Sørensen FW, Gregersen M, Jensen K. Forgiftninger med
ukrudtsbekæmpelsesmidlerne glyphosat og glyphosat-trimesium. Ugeskr Læger
2000;162/35:4656-4659.
GLYPHOSAT
Synonymer: Glyfosat, N-(phosphonomethyl)glycin, glyphosate (engl). CAS nr. 1071-83-6. EU nr. 607-315-00-8. EINECS nr.
213-997-4. RTECS nr. MC1075000. EINECS nr. 213-997-4. Formler: C3H8O5P, HOOCCH2NHCH2PO(OH)2. Molvægt:
-7
169,07. Smeltepunkt: 230°C (dekomponerer). Relativ massefylde (20/4°C): 1,704 (vand=1). Damptryk (45°C): 2x10 mm
-8
Hg (3x10 kPa). Opløselighed i vand (25°C): 12 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -2,8. LD50(o,r): 4,32 g/kg.
4h
3
LC50(ihl,r): 1800 ppm. ADI (1986): 0,3 mg/kg lgv. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,71 mg/m . Grænseværdi
(2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Risiko for
alvorlig øjenskade (R41), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med
grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug beskyttelsesbriller/ansigtsskærm under arbejdet (S39), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
GLYPHOSAT-ISOPROPYLAMIN SALT
Synonymer: Glyphosate isopropylamine salt (engl). CAS nr. 38641-94-0. ECDIN nr. 0475932. RTECS nr. MC1080000.
Bruttoformel: C6H17N2O5P. Molvægt: 228,22. Smeltepunkt: 200°C. Massefylde: 1,74 g/ml. Opløselighed i vand (25°C):
10 g/L. LD50(o,r): 5 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige
stoffer.
GLYPHOSAT-TRIMESIUM
105
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Glyphosat-trimethylsulfonium salt, sulfosat, sulfosate (engl). CAS nr. 81591-81-3. EU nr. 607-316-00-3.
o
Bruttoformel: C12H32NO5PS3. Molvægt: 397,54. Massefylde (20 C): 1,24 g/ml. Opløselighed i vand (25°C): Opløselig.
LD50(o,r): 0,75 g/kg. Grænseværdi (2000): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig
(N). Risikoangivelser: Risiko for alvorlig øjenskade (R41), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt
arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller
etiket (S46), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
AMINOMETHYLPHOSPHONSYRE
Synonymer: AMPA, phosphaglycin, aminomethylphosponic acid (engl). CAS nr. 1066-51-9. Formler: CH6NO3P,
NH2CH2PO(OH)2. Molvægt: 111,04. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over
farlige stoffer.
1,2-BENZISOTHIAZOLIN-3-ON
O
NH
S
®
Synonymer: Benzisothiazolon, 1,2-Benzisothiazol-3(2H)-on, Proxel , BIT, 1,2-benzisothiazol-3(2H)-one (engl). CAS nr.
2634-33-5. EU nr. 613-088-00-6. EINECS nr. 220-120-9. Bruttoformel: C7H5NOS. Molvægt: 151,18. Smeltepunkt: 152°C.
Opløselighed i vand: 1 mg/L. LD50(o,r): 1,02 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), irriterer huden (R38), risiko for alvorlig
øjenskade (R41), kan give allergi ved kontakt med huden (R43), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24), kommer stoffet i øjnene,
skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
under arbejdet (S37/39), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
PROPYZAMID
O
C l
NH
C l
®
Synonymer: 3,5-Dichlor-N-(1,1-dimethyl-2-propynyl)benzamid, Kerb , pronamide (engl), propyzamide (engl). CAS nr.
23950-58-5. EU nr. 616-055-00-4. ECDIN nr. 004290x. EINECS nr. 245-951-4. RTECS nr. CV3460000. Bruttoformel:
-5
-5
C12H11Cl2NO. Molvægt: 256,13. Smeltepunkt: 156°C. Damptryk (25°C): 8,5x10 mm Hg (1,1x10 kPa). Opløselighed i
vand (25°C): 15 mg/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 3,43. LD50(o,r): 5,62 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N), Carc3. Risikoangivelser: Mulighed for varig
skade på helbred (R40), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker (S36/37), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
28. Xylener
Teknisk xylen er et af de vigtigste organiske opløsningsmidler. Det er en farveløs væske med en
karakteristisk sød aromatisk lugt. Xylen er tungtopløselig i vand, men blandbar med de fleste organiske
opløsningsmidler. Xylen er et trivialnavn for dimethylbenzen. Der er 3 muligheder for at placere de 2
methylgrupper på den sekskantede benzenring. Det giver 3 isomere forbindelser som betegnes
henholdsvis (o)rtho-, (m)eta- og (p)ara-xylen. Ethylbenzen er ligeledes en slags isomer.
106
Copyright: www.NIPSECT.dk
Alle 4 stoffer er aromatiske carbonhydrider (kulbrinter), der ligesom det nærtbeslægtede toluen (Fokus
nr. 16) hører til gruppen af alkylbenzener. Det, der i dagligdagen kaldes xylen, er blandinger af de 4
isomere stoffer i forskellige forhold. En mulig sammensætning kunne være 50 % m-xylen, 20 % o- og
p-xylen samt 10 % ethylbenzen. Derudover kan der være spormængder af f.eks. toluen og
trimethylbenzener. Tidligere kunne der være et ikke ubetydeligt indhold af benzen (Fokus nr. 1). De
enkelte bestanddele og blandingerne afviger lidt i fysisk-kemiske egenskaber, men har nogenlunde den
samme giftighed.
Stort forbrug
Verdens samlede produktion af xylen er omkring 7 millioner tons per år, og produktionen af ren
ethylbenzen var 21.000 tons i 1995. Danmark har ingen produktion af ren xylen og ethylbenzen, men
produktionen af brændstoffer og lignende på raffinaderierne indebærer en betydelig indirekte
produktion.
Den årlige nettoimport af xylener, som svarer til forbruget, har i de sidste 20 år svinget mellem 5.000
og 12.000 tons. I 1988 var nettoimporten af blandede xylener 6.350 tons, af ren o-xylen 156 tons og af
ren ethylbenzen 0,6 tons. I 1999 var nettoimporten af xylener faldet til 3500 tons. Derudover
importeres xylen og ethylbenzen som bestanddele af brændstoffer og færdigprodukter. I 1999 blev der
til Produktregistret anmeldt 3.386 produkter indeholdende i alt 17.381 tons xylener. Det var flere
produkter end for noget andet stof.
I Danmark benyttes xylen primært som opløsningsmiddel og fortynder i maling, lak, malingsfjerner,
pletfjerner, lime, trykfarver, blæk, afløbsrens, neglelak mv. I verden som helhed er det kun ca. 10 %,
som anvendes som opløsningsmiddel. Resten anvendes som råstof eller kemisk mellemprodukt f.eks.
ved fremstilling af phthalsyre samt som “octan”-tilsætning til motor- og flybenzin (erstatning for bly).
Mange målinger
Arbejdstilsynet har i perioden 1983-88 foretaget 3.811 målinger af xylen i luften på danske
arbejdspladser. Det er dermed det næstmest målte stof (efter toluen). I 14% af prøverne var
grænseværdien overtrådt. Sumgrænseværdien med andre opløsningsmidler var overtrådt i 26 % af
prøverne. Ethylbenzen blev kun målt i 11 tilfælde.
I Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler i 1985-86 fandtes xylen på
110 ud af 434 virksomheder. Det var især i træ- og møbelindustri, jern- og metalindustri, bygge- og
anlægsvirksomhed samt reparation og anden servicevirksomhed. I opløsningsmiddelbaseret maling og
lak var xylen klart det hyppigst forekommende opløsningsmiddel. Ethylbenzen blev kun anvendt i
mellem 21 og 25 virksomheder.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt >16.000 tons
xylen i 800 produkter, og der var >220.000 eksponeringer for stoffet. Tilsvarende blev der i 1989 brugt
85 tons ethylbenzen i 145 produkter, og der var 22.000 eksponeringer for stoffet.
Det er anslået, at fra140.000 til 4 millioner arbejdere er udsat for xylen i USA. Overført til danske
107
Copyright: www.NIPSECT.dk
forhold svarer det til indtil 100.000 erhvervsmæssigt eksponerede i Danmark. Det er dermed
formentligt et af de mest udbredte stoffer på danske arbejdspladser.
Trænger gennem huden
Dampe af xylener og ethylbenzen optages i høj grad (60-70 %) gennem lungerne. Stofferne på flydende
form optages ligeledes hurtigt fra mave-tarm kanalen samt trænger let gennem huden. Dette sidste er
baggrunden for “H”-mærkningen i grænseværdilisten.
Det optagne xylen fordeles hurtigt i kroppen med blodet, især til knoglemarv, hjerne, milt og fedtvæv.
Hovedparten af det optagne udskilles i løbet af få timer med urinen, bl.a. som metabolitterne
methylhippursyre (for xylener) og mandelsyre (for ethylbenzen). En mindre del (omkring 5%)
elimineres uomdannet med udåndingsluften. Den del af det optagne, der fordeles til fedtdepoterne,
elimineres meget langsommere (halveringstid: 2-4 dage).
Giftigere end toluen
Generelt anses xylener og ethylbenzen at være en anelse mere giftige end toluen, idet giftigheden
vokser med antallet og størrelsen af alkylgrupper på benzenringen. For alle alkylbenzener er den akutte
giftighed imidlertid meget lav – endda så lav, at stofferne ikke i denne forbindelse opfylder kriterierne
for at skulle klassificeres sundhedsfarlige.
Dette skal dog ikke forlede nogen til at tro, at stofferne ikke kan være livsfarlige. Der er eksempler på
alvorlige akutte forgiftninger med dødsfald efter udsættelse for meget høje xylen-koncentrationer
(10.000 ppm) i luften ved arbejde med rensning af tanke, hvori der var rester af xylen.
Symptomerne på en akut forgiftning er træthed, fråde om munden, synsforstyrrelser, ukoordinerede
bevægelser, muskelkrampe, lammelser, bevidstløshed og koma. Skader på hjerte, lever og nyrer kan
forekomme. Alkohol forstærker xylens giftighed.
Forgiftninger
I januar 1980 var der et udbrud af forgiftninger på et mindre sygehus i det nordøstlige USA, hvor 15
ansatte pludselig blev dårlige med symptomer som hovedpine, kvalme, opkastninger og svimmelhed.
De, der blev syge, arbejdede alle i en bestemt del af hospitalet, hvor luften blev udskiftet fra et centralt
ventilationsanlæg. Ingen andre af de 180 ansatte på hospitalet blev syge. En time før
forgiftningsudbruddet blev der hældt en liter xylen ud i en vask i et laboratorium. En undersøgelse
viste, at xylendampe ved hjælp af ventilationsanlægget blev transporteret til den del af hospitalet, hvor
de forgiftede arbejdede.
Irriterer hud og slimhinder
Ved direkte kontakt med huden virker xylener og ethylbenzen affedtende og irriterende. Det kan føre til
tørhed, sprækker, sår og betændelse i huden. Ved direkte udsættelse af øjnene er der forekommet
alvorlige forbrændinger af hornhinden.
108
Copyright: www.NIPSECT.dk
Få minutters udsættelse for xylendampe i en koncentration på 200 ppm resulterer hos de fleste
mennesker i irritation af øjne, næse og svælg, og 100 ppm anses ofte for den højeste koncentration, de
fleste kan udholde gennem en arbejdsdag. Der kan imidlertid forekomme en vis tilvænning, så højere
koncentrationer kan udholdes.
Langtidseffekter
Xylener og ethylbenzen hører til blandt de mange organiske opløsningsmidler, der efter mange års
erhvervsmæssig udsættelse kan være medvirkende årsag til det såkaldte “opløsningsmiddel (eller
“maler”) syndrom”, der bl.a. giver sig udslag i unaturlig træthed om dagen, søvnproblemer om natten,
hovedpine, hukommelsessvigt, irritabilitet og andre personlighedsændringer.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at xylener og ethylbenzen medfører stor risiko for varige og/eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4).
Fosterskadende
Xylen transporteres let med blodet fra moder til foster via placenta (moderkagen). Udsættelse for xylen
i koncentrationer, som påvirkede moderdyret, fremkaldte i forsøg med drægtige gnavere en øget
fosterdødelighed, en hæmmet vækst og udvikling af fosteret samt muligvis fostermisdannelser. For
ethylbenzen er der set en skadelig effekt på testiklerne hos kaniner og aber, som medfører en lavere
frugtbarhed. Der er ingen sikker viden om reproduktionseffekter af xylen og ethylbenzen i mennesker,
men en række befolkningsundersøgelser peger generelt på, at udsættelse for opløsningsmidler kan
forårsage fosterskader og et øget antal spontane aborter. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer xylen som
reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (Gruppe 1M).
Ikke kræftfremkaldende
Xylener og ethylbenzen er blevet undersøgt i en lang række korttidstests for skader på arveanlæg
(mutagen effekt). I næsten alle undersøgelser var der ingen målelige skader.
Velgennemførte dyreforsøg med mus og rotter, hvor dyrene fik teknisk xylen (op til 1 gram/kg
legemsvægt/dag) med mavesonde i 2 år, har heller ikke vist en kræftfremkaldende effekt. Derimod
viser indåndingsforsøg med mus og rotter at ethylbenzen kan fremkalde kræft i lunge, lever og nyrer.
IARC vurderer det som muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B). Det er derfor kommet på
kræftlisten.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 10. Xylen. Arbete och Hälsa 1979: 35.
2. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 67. Etylbensen. Arbete och Hälsa
1986:19.
3. Udvalgte kemiske stoffer. København: Miljøstyrelsen, 1984.
4. Hansen TB, Gregersen P. Organiske opløsningsmidler. Miljøprojekt nr. 70. København:
Miljøstyrelsen, 1986.
5. Gregersen P, Hansen TB. Organic solvents. Miljøprojekt nr. 72. København: Miljøstyrelsen
109
Copyright: www.NIPSECT.dk
1986.
6. Commission of the European Communities. Solvents in common use, health risks to workers.
London: Royal Society of Chemistry, 1988.
7. Recommended health-based limits in occupational exposure to selected organic solvents.
Technical Report Series 664. Geneva: World Health Organization, 1981.
8. Bonde JP. Occupational exposure limits. Criteria document for xylene. Luxembourg: CEC,
1992.
9. Toxicological profile for xylenes. Atlanta GA: ATSDR, 1995.
10. Toxicological profile for ethylbenzene. Atlanta GA: ATSDR, 1990.
11. IPCS Environmental Health Criteria 186. Ethylbenzene. Geneva: WHO, 1996.
12. IPCS Environmental Health Criteria 190. Xylenes. Geneva: WHO, 1997.
13. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 77: Some
Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 2000.
XYLEN (blandet)
Synonymer: Xylen, xylol, dimethylbenzen, xylene (engl). CAS nr. 1330-20-7. EU nr. 601-022-00-9. EINECS nr. 215-535-7.
RTECS nr. ZE2100000. UN nr. 1307. Formler: C8H10, CH3-C6H4-CH3. Molvægt: 106,17. Kogepunkt (1 atm): 137-144°C.
Relativ massefylde (20/4°C): 0,860 (vand=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,4970. Damptryk (20°C): 6 mm Hg (0,8 kPa).
4h
Flammepunkt (cc): 29°C. Lugtgrænse: 0,1-10 ppm. LD50(o,r): 3,5 g/kg. LC50(ihl,r): 6.700 ppm. Omregningsfaktor
3
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,33 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm H (109 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding og ved hudkontakt (R20/21), irriterer
huden (R38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
o-XYLEN
CH
CH
3
3
Synonymer: ortho-Xylen, o-xylol, 1,2-dimethylbenzen, o-xylene (engl). CAS nr. 95-47-6. EU nr. 601-038-00-6. EINECS nr.
202-422-2. RTECS nr. ZE2450000. Formler: C8H10, CH3-C6H4-CH3. Molvægt: 106,17. Frysepunkt: -25°C. Kogepunkt (1
atm): 144°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8801 (vand=1). Damptryk (25°C): 7 mm Hg (0,91 kPa). Relativ damptæthed:
3,7 (luft=1). Opløselighed i vand (20°c): 175 mg/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,5048. Fordelingskoefficient (logKow):
3
2,77. Flammepunkt (cc): 32°C. LD50(o,r): 3,4 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,33 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 25 ppm H (109 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig
(R10), farlig ved indånding og ved hudkontakt (R20/21), irriterer huden (R38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
m-XYLEN
CH
3
CH
3
Synonymer: meta-Xylen, m-xylol, 1,3-dimethylbenzen, m-xylene (engl). CAS nr. 108-38-3. EU nr. 601-039-00-1. EINECS
nr. 203-576-3. RTECS nr. ZE2275000. Formler: C8H10, CH3-C6H4-CH3. 106,17. Frysepunkt: -48°C. Kogepunkt (1 atm):
139°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8642 (vand=1). Damptryk (25°C): 8 mm Hg (1,12 kPa). Relativ damptæthed: 3,7
(luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 2.400 ppm. Opløselighed i vand (20°C): 35 mg/L. Brydningsindeks (n20/D):
1,4970. Fordelingskoefficient (logKow): 3,20. Flammepunkt (cc): 27°C. Lugtgrænse: 1,1 ppm. LD50(o,r): 6,6 g/kg.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,33 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm H (109 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding og ved hudkontakt
110
Copyright: www.NIPSECT.dk
(R20/21), irriterer huden (R38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene
(S25).
p-XYLEN
CH
CH
3
3
Synonymer: para-Xylen, p-xylol, 1,4-dimethylbenzen, p-xylene (engl). CAS nr. 106-42-3. EU nr. 601-022-00-9. EINECS nr.
203-396-5. RTECS nr. ZE2625000. Formler: C8H10, CH3-C6H4-CH3. Molvægt: 106,17. Frysepunkt: 13°C. Kogepunkt (1
atm): 138°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8610 (vand=1). Damptryk (25°C): 9 mm Hg (1,18 kPa). Damptæthed: 3,7
(luft=1). Opløselighed i vand (20°C): 38 mg/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,4955. Fordelingskoefficient (logKow): 3,15.
Flammepunkt (cc): 27°C. Lugtgrænse: 0,5 ppm. LD50(o,r): 3,9 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,33
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm H (109 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn).
Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding og ved hudkontakt (R20/21), irriterer huden (R38).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
ETHYLBENZEN
CH
CH
3
Synonymer: Ethylbenzol, etylbensen, phenylethan, ethylbenzene (engl). CAS nr. 100-41-4. EU nr. 601-023-00-4. EINECS
nr. 202-849-4. RTECS nr. DA0700000. UN nr. 1175. Formler: C8H10, C2H5-C6H5. Molvægt: 106,17. Frysepunkt: -95°C.
Kogepunkt (1 atm): 136°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8670 (vand=1). Damptryk (25°C): 10 mm Hg (1,33 kPa).
Relativ damptæthed: 3,7 (luft=1). Flammepunkt (cc): 15°C. Mætningskoncentration (25°C): 13.000 ppm. Lugtgrænse:
2,3 ppm. Opløselighed i vand (25°C): 160 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,15. Brydningsindeks (n20/D): 1,4952.
3
3
LD50(o,r): 3,5 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,34 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm K (217 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Meget brandfarlig
(R11), farlig ved indånding (R20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra
antændelseskilder – rygning forbudt (S16), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25), må ikke kommes i kloakafløb
(S29).
19. Dioxan
Dioxan er en farveløs og brandbar væske med en etheragtig lugt. Da stoffet er blandbart med både vand
og de fleste organiske opløsningsmidler, har det vigtige anvendelser som special-opløsningsmiddel i
laboratorier, bl.a. til analyser. Det bruges som opløsningsmiddel i en bred vifte af kemiske produkter,
herunder i farvestoffer, maling, lak, lime, fotografiske væsker, tekstiler, rensemidler, kosmetik og
pudsemidler.
Stabilisator
Dioxan er hygroskopisk (vandsugende). Vandfrit er det relativt stabilt og deaktiverer metalflader i
beholdere, således at korrosion formindskes. Det kan neutralisere de små mængder saltsyre, der
udvikles ved brugen at chlorholdige opløsningsmidler. Derfor er den mængdemæssigt vigtigste
anvendelse af dioxan som stabilisator i chlorholdige opløsningsmidler, herunder specielt i 1,1,1trichlorethan (Fokus nr. 15). I 1985 blev 90% af forbruget anvendt til dette formål i USA. Den
anvendte koncentration af dioxan i opløsningsmidlerne er typisk 0,1-3%.
111
Copyright: www.NIPSECT.dk
Eksplosive peroxider
Dioxan er en cyklisk diether, der ligesom andre ethere med tiden af luftens oxygen, fugtighed og sollys
kan oxideres til eksplosive peroxider. Ved inddampning af opløsninger af dioxan vil peroxiderne
opkoncentreres, hvad der kan resultere i en kraftig eksplosion.
Produktionstal usikre
Dioxan er et forholdsvist nyt stof i industrien. Den første kommercielle produktion fandt sted i 1951.
Den nuværende årlige verdensproduktion kan anslås til omkring 15.000 tons. Produktionen og
forbruget af dioxan i EU-landene i 1984 blev angivet i ECDIN til ca. 70.000 tons. Dette tal er
formentligt 10 gange for højt. Andre kilder anslår forbruget af dioxan i Vesteuropa til omkring 1.500
tons, hvad der formentligt er i underkanten.
Produktionen i USA og Japan er henholdsvis omkring 7.000 og 2.000 tons pr. år.
I Danmark blev i begyndelsen af 80’erne forbrugt årligt omkring 40 tons dioxan, som faldt til 10 tons i
1989. Forbruget af dioxan var i 1994 igen 41 tons.
Dioxan var meget omtalt i pressen for nogle år siden på grund af en udledning med spildevand til
Nakskov Fjord fra en fabrik, som brugte stoffet ved produktion af filtersystemer til omvendt osmose.
Målinger på virksomheder
I perioden 1983 til 1988 har Arbejdstilsynet foretaget 24 luftmålinger af dioxan på danske
arbejdspladser. I 8 % af prøverne var grænseværdien på 10 ppm overskredet, men i over halvdelen af
prøverne var sumgrænseværdien for alle tilstedeværende opløsningsmidler overskredet. I
Arbejdsmiljøinstituttets kortlægning af opløsningsmidler fra 1985-86 blev dioxan anvendt i 6-10
virksomheder ud af 434.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 16 tons dioxan i
14 produkter, og der var 5.000 eksponeringer for stoffet.
I USA er det blevet anslået, at 2.000 arbejdere er udsat for dioxan som råstof eller opløsningsmiddel i
industrien. Derudover er mere end 300.000 personer erhvervsmæssigt udsatte for produkter med
dioxan. I Danmark vil der formentlig kun være få hundrede, som har en betydelig udsættelse for
dioxan, mens flere er udsat for dioxan-holdige produkter. Det vil fortrinsvis dreje sig om
laboratoriepersonale, ansatte i den kemiske industri, jern- og metalindustrien, tekstilindustrien og den
grafiske industri.
Optages gennem huden
Dioxan optages let gennem hud og lunger samt fra mave-tarm kanalen. Det omdannes (afgiftes) af
enzymer i leveren og udskilles i løbet af få timer igen fra kroppen i urinen som 2hydroxyethoxyeddikesyre. Ved kraftig udsættelse for dioxan sker der en mætning af denne
“afgiftningskapacitet”, hvad der medfører øget skadevirkning. Små mængder dioxan (f.eks. <25 ppm i
indåndingsluften) kan organismen imidlertid tilsyneladende uskadeliggøre.
112
Copyright: www.NIPSECT.dk
Stænk og sprøjt af dioxan i øjnene er smertefuldt og irriterende. Længerevarende eller gentagen kontakt
med huden resulterer i irritativt eksem. Ved udsættelse for dioxandampe forårsager 50 ppm
øjenirritation, og 300 ppm irriterer slimhinder i næse og svælg. Den højeste koncentration af
dioxandampe, som frivillige kunne udholde i 15 minutter var 200 ppm.
Dødsfald blandt arbejdere
Den akutte giftighed af dioxan i dyr er så lille, at det ikke opfylder de normale kriterier for
sundhedsskadelighed. Ved længerevarende udsættelse for dioxan i koncentrationer 10-100 gange
grænseværdien på 10 ppm kan der imidlertid ske alvorlige forgiftninger. De første symptomer er
døsighed, hovedpine, kvalme og opkastning.
Alvorlige lever- og nyreskader samt ændringer i blodbilledet er set hos 5 arbejdere, som døde efter få
måneders høj udsættelse for dioxan på en kunstsilkefabrik i England tilbage i 1933. Endnu et dødsfald
er rapporteret efter en uges udsættelse for omkring 500 ppm dioxan, samtidig med hudeksponering fra
brug af dioxan til afvaskning af lim på hænderne. Årelang udsættelse for 32 ppm synes imidlertid at
være uden observerbare effekter.
I dyreforsøg er lignende skadevirkninger på lever og nyrer samt lungeskader blevet konstateret ved
høje koncentrationer.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer dioxan som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige
skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Kræftfremkaldende
I dyreforsøg, hvor rotter, mus eller marsvin fik tilført dioxan med drikkevandet i hele levetiden, blev
der konstateret en øget forekomst af lever-, galdeblære- eller næsekræft i dyrene. Da en betydelig
mængde dioxan er nødvendig (f.eks. 1 % i drikkevandet) for effekten, hører dioxan imidlertid til de
relativt svagt virkende kræftfremkaldende stoffer.
Dioxan virker endvidere som forstærker (promotor) af hudkræft på mus. Da dioxan samtidig er
undersøgt i mange korttidstest for genskadende effekt, herunder Ames-testen, uden at have vist
aktivitet, anses dioxan for et carcinogen, hvor der findes en nedre grænse for effekt. Dioxan er opført
på Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer.
Der er ingenting, der tyder på, at dioxan skulle være fosterskadende eller allergifremkaldende.
Udvalgt litteratur:
1. Lundberg S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 28. Dioxan. Arbete
och Hälsa 1982:6.
2. CEC. Solvents in common use. London: Royal Society of Chemistry, 1988.
3. Binderup ML et al. Arbejdstilsynets indsats 1989-1990 mod kræftfremkaldende stoffer.
Kompendium 1, del B. København: Arbejdstilsynet, 1989.
113
Copyright: www.NIPSECT.dk
DIOXAN
O
O
Synonymer: 1,4-Dioxan, p-dioxan, diethylendioxid, dioksan, 1,4-dioxane (engl). CAS nr. 123-91-1. EU nr. 603-024-00-5.
EINECS nr. 204-661-8. RTECS nr. JG8225000. UN nr. 1165. Sumformel: C4H8O2. Molvægt: 88,12. Smeltepunkt: 12°C.
Kogepunkt (1 atm): 101°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,0337. Damptryk (25°C): 40 mm Hg (5,33 kPa). Damptæthed:
3,03 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 52.000 ppm. Flammepunkt (cc): 12°C. Selvantændelsestemperatur:
o
180 C. Eksplosionsgrænser: 2-22,5 vol%. Opløselighed i vand: Blandbar. Fordelingskoefficient (LogKow): -0,42.
3
Lugtgrænse: 24 ppm. Grænseværdi (2002): 10 ppm HK (36 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget
brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), kan danne eksplosive peroxider
(R19), irriterer øjnene og åndedrætsorganerne (R36/37), mulighed for varig skade på helbred (R40), gentagen udsættelse
kan give tør eller revnet hud (R66). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra
antændelseskilder – Rygning forbudt (S16), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37),
ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
30. Phenol
Ren phenol er ved stuetemperatur et farveløst, krystallinsk stof. Den tekniske kvalitet er rødlig pga.
oxidation og henflydende pga. vandsugende egenskaber. Det har en meget stærk og karakteristisk lugt.
Af en organisk forbindelse at være har phenol en meget stor vandopløselighed, og ved temperaturer
over 65°C er phenol endda fuldstændig blandbart med vand. Phenol er samtidig opløseligt i forskellige
organiske opløsningsmidler, mest i polære som f.eks. alkoholer.
Stamforbindelse
Phenol er stamforbindelsen for en klasse af kemiske stoffer kaldet phenoler. De har alle det til fælles, at
de indeholder en hydroxygruppe (-OH) knyttet til en benzenring. Eksempler er: Methylphenoler
(cresoler, Fokus nr. 69), nitrophenoler og chlorphenoler. Phenolerne er svage syrer og reagerer med
stærke baser under dannelse af salte, som kaldes phenolater.
Mange fremmedstoffer i kroppen elimineres med urinen efter at være metaboliseret til phenoler og
konjugering som glucuronat eller sulfat. Phenol er f.eks. en naturlig metabolit af benzen.
Desinfektionsmiddel
Den berømte engelske læge Joseph Lister indførte i 1867 phenol som et af de første
desinfektionsmidler til sårbehandling. Stoffet er imidlertid nu i det væsentlige blevet fortrængt til denne
anvendelse af mere effektive og mindre giftige midler. Phenol har senere fået anvendelse som
desinfektionsmiddel (og aromastof), bl.a. i billig toiletsæbe og i lædervarer. I en koncentration på 0,1%
anvendes det som konserveringsmiddel i injektionsvæsker.
I stenkulstjære
Det forekommer i og bliver udvundet af stenkulstjære, men den almindeligste fremstillingsmetode nu
114
Copyright: www.NIPSECT.dk
om dage er oxidation af toluen (Fokus nr. 16) eller cumen (Fokus nr. 78). Det forekommer i røgen fra
brændeovne, biler og cigaretter.
Phenol er et af de mest vigtige basiskemikalier, og den årlige verdensproduktion i 1980’erne har været
omkring 3 millioner tons. Der er ingen dansk produktion af phenol. Nettoimporten var i 1982 omkring
3.000 tons. Det meste blev brugt til fremstilling af isoleringsmaterialer. I 1999 var nettoimporten faldet
til 34 tons.
I arbejdsmiljøet
I USA er det anslået, at 20.000 arbejdere er direkte udsat for væsentlige mængder phenol. I Danmark
vil dette skønsmæssigt svare til 500 direkte udsatte personer.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 4.100 tons phenol
i 169 produkter, og der var 27.000 eksponeringer for stoffet. De fleste produkter blev brugt i
brancherne: Jern og metal (012) og elektronik (013).
Der er af Arbejdstilsynet i perioden 1983-88 foretaget 76 luftmålinger af phenol på arbejdspladser. I
ingen af prøverne var grænseværdien overskredet. Den lave flygtighed betyder, at det største
arbejdsmiljøproblem normalt vil være hudkontakt.
Bakelit og Rockwool
Phenol bruges som udgangsmateriale til fremstilling af utallige forskellige kemiske forbindelser, bl.a.
acetylsalicylsyre/aspirin benyttet til hovedpinepiller. Den vigtigste anvendelse (40 %) er som
udgangsmateriale til fremstilling af phenolkunstharpiks ved kondensation med formaldehyd (Fokus nr.
10). Denne harpiks anvendes bl.a. som bindemiddel i spånplader og i stenuld (Rockwool®).
Det første helsyntetiske plaststof blev fremstillet i 1907 af belgieren Baekeland ud fra phenol og
formaldehyd. Plaststoffet fik navnet bakelit, og det fik anvendelse til knapper, håndtag, telefoner m. m.
Andre polymertyper, der fremstilles med overskud af formaldehyd, anvendes som varmehærdende
lakker (ovnlakering).
Phenol anvendes også ved produktion af mange teknisk vigtige stoffer, bl.a. bisphenol A og
caprolactam.
Ulykken ved Simmersted
Phenol blev rigtig kendt og omtalt i massemedierne efter ulykken i Simmersted ved Haderslev i januar
1972. En tankvogn på vej til Rockwool’s fabrik i Vamdrup væltede i glat føre med 23 tons flydende
(opvarmet) phenol, der løb ud af den beskadigede tank.
En del af lokalbefolkningen og redningsmandskabet blev bagefter indlagt på sygehus med utilpashed
og ætsninger af huden. En del af phenoludslippet forurenede jorden tæt ved en drikkevandsboring. Den
betydelige vandopløselighed betød en stor risiko for nedsivning til grundvandet.
115
Copyright: www.NIPSECT.dk
Forurening af drikkevandet fra sådanne spild er forekommet flere steder i udlandet. I de tilfælde, hvor
drikkevandet senere chlorbehandles, dannes chlorphenoler, som er mere giftige og giver afsmag ved
meget små koncentrationer.
Irritation
Ved hudkontakt kan phenolopløsninger forårsage hudirritation og alvorlige hudskader med
følelsesløshed og depigmentering. Phenoldampe i en koncentration på 47 ppm er ligeledes irriterende
og ætsende for slimhinder, næse og øjne samt kan give åndedrætsbesvær.
Meget hudgennemtrængeligt
Phenol optages hurtigt og næsten fuldstændigt (70-80 %) via lunger, mave-tarmkanal og hud.
Hudoptageligheden er så stor, at nogle timers kontakt med en forbinding vædet med en 2 %
phenolopløsning kan resultere i en akut forgiftning med chok, kramper, koma og dødsfald. Der er
beskrevet en forgiftning af en 30-årig mand, der havde en flaske phenolopløsning i lommen, som gik i
stykker. Han fik forbrændinger på dele af underkrop og ben. Han døde af phenolforgiftning i løbet af
en uge.
Af det optagne phenol udskilles 90 % inden for et døgn. Der er derfor ikke fare for væsentlig
akkumulering i organismen.
Forgiftninger
Indtagelse af omkring 1 gram phenol kan være dødeligt for et voksent menneske og forårsager
samtidigt forbrændinger af mund og svælg. Mennesker synes mere modtagelige for phenols akutte
giftighed end dyr, idet den dødelige koncentration i dyreforsøg kun svarer til, hvad der gælder for et
sundhedsfarligt stof.
Der foreligger ikke mange registrerede phenolforgiftninger fra arbejdsmiljøer. En meget citeret
forgiftning gik ud over en mandlig laborant, som i en årrække havde været udsat for phenol fra dampe
og forurenet tøj. Han blev gradvist dårligere og fik appetitløshed, vægttab, muskelsmerter i lemmerne,
svaghed og mørkfarvet urin. Fra forgiftningen blev opdaget, og til phenoludsættelsen ophørte, og til
han blev rask igen, gik mange måneder.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer phenol som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død
eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Organskader
Både ved akutte forgiftninger og dyreforsøg med ugelang udsættelse for større mængder phenol ved
indtagelse eller indånding ses alvorlige skader på lunger, hjerte, lever og nyrer. Phenol er endvidere
toksisk overfor de hvide blodlegemer. Der er ikke undersøgelser, som tyder på, at phenol skulle være
allergifremkaldende.
116
Copyright: www.NIPSECT.dk
Mutagent
Phenol synes ikke at være fosterskadende selv ved høje tilførte doser. Resultaterne af korttidstest for
mutagen effekt har ikke været entydige. Ames-testen har givet negativt resultat undtagen i et enkelt
tilfælde med en enkelt bakteriestamme og metabolisk aktivering. Det er imidlertid et spørgsmål, om
bakterietests overhovedet er anvendelige til at undersøge et stof som phenol, der er meget giftigt
overfor bakterier. Phenol er mutagent i hamsterceller og inducerer søster chromatid bytning (SCE) i
hvide blodlegemer fra mennesker.
Promotor
I forsøg med mus virker phenol i meget høje koncentrationer, som er hudirriterende, forstærkende på
kræftudvikling startet ved hudpensling med andre stoffer, bl.a. benzo[a]pyren. På baggrund af de
foretagne undersøgelser er der ikke dokumentation for, at phenol i sig selv skulle være
kræftfremkaldende. Derfor må kræftrisikoen i praksis bedømmes som helt ubetydelig. Den kritiske
effekt af phenol er irritation af hud og slimhinder.
Udvalgt litteratur:
1. Kristiansen, E. Nordisk ekspertgruppe for grænseværdidokumentation. 51. Phenol. Arbete
och Hälsa, 1984:33.
2. Bruce RM, Santodonator J, Neal MW. Summary review of the health effects associated with
phenol. Toxicol Industr Health 1987:3:535-568.
3. Toxicological profile for phenol. Atlanta GA: ATSDR, 1989.
4. Hansen LE. Occupational exposure limits. Criteria document for phenol. Luxembourg:
CEC, 1993.
5. IPCS Environmental Health Criteria 161. Phenol. Geneva: WHO, 1994.
PHENOL
OH
Synonymer: Hydroxybenzen, fenol, karbolsyre, benzenol. CAS nr. 108-95-2. EU nr. 604-001-00-2. EINECS nr. 203-632-7.
RTECS nr. SJ3325000. UN nr. 1671. Kemisk formel: C6H5OH. Molvægt: 94,11. Smeltepunkt: 41°C. Kogepunkt (1 atm):
182°C. Relativ massefylde (25/4°C): 1,071 (vand=1). Damptryk (25°C): 0,35 mm Hg (0,047 kPa). Relativ damptæthed:
o
3,24 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 460 ppm. Flammepunkt (cc): 79°C. Selvantændelsestemperatur: 715 C.
Eksplosionsgrænser: 1,3-9,5 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 85 g/L. pKa: 9,9. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,46.
o
3
LD50(o,r): 0,5 g/kg. Lugtgrænse: 0,11 ppm. Omregningsfaktor(25 C, 1 atm): 1 ppm = 3,84 mg/m . Grænseværdi(2002): 1
3
ppm H (4 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved hudkontakt og indtagelse
(R24/25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet
på huden vaskes straks med store mængder ..... (angives af producenten eller importøren). (NB! I dette tilfælde kan vand
bruges!) (S28), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det
er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
31. Ethylacetat
Ethylacetat er en farveløs, meget flygtig og brændbar væske med en frugtagtig lugt, der imidlertid i høj
koncentration kan være ubehagelig. Ethylacetat er kun en anelse opløseligt i vand, men blandbart med
alkoholer, ethere, acetone og chloroform.
117
Copyright: www.NIPSECT.dk
Opløsningsmiddel
Ethylacetat forekommer som naturligt aromastof, bl.a. i sukkerrør, rom og whisky. Det benyttes også i
kunstig aromaessens til fødevarer. Den mængdemæssigt vigtigste anvendelse er imidlertid som teknisk
opløsningsmiddel i fernis og lakprodukter til overfladebehandling. Derudover benyttes det som
opløsningsmiddel til plast, fedtstoffer, nitrocellulose, kunstharpiks og farver, f.eks. til serigrafi. En
mindre del benyttes i laboratorier eller til kemisk syntese af parfume, lægemidler, fotokemikalier samt
kunstsilke og -læder.
Som opløsningsmiddel har ethylacetat egenskaber tæt på methylethylketon (Fokus nr. 19). Den relativt
høje grænseværdi og lave klassificering betyder et potentiale for øget anvendelse i disse år, hvor mange
andre opløsningsmidler har fået meget nedsatte grænseværdier.
Vigtigt stof
I 1985 var verdensproduktionen af ethylacetat ca. 300.000 tons. Det årlige forbrug af ethylacetat i
Danmark er faldet fra 3.370 tons i 1984 til 1140 tons i 1999. Der foreligger ingen pålidelige
oplysninger om antallet af erhvervsmæssigt eksponerede, men i betragtning af den betydelige
anvendelse er antallet eksponerede i Danmark formentlig omkring 10.000 personer.
Ethylacetat er et af de oftest målte opløsningsmidler på danske arbejdspladser. I årene 1983-1988
foretog Arbejdstilsynet 2.468 luftmålinger af stoffet. Den daværende grænseværdi på 300 ppm var kun
overskredet i 0,1 % af tilfældene – sumgrænseværdien dog i 29 % af målingerne. I
Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler blev ethylacetat i 1985-86
anvendt på 45 virksomheder ud af 664. Det betyder, at det var blandt de 15 mest udbredte
opløsningsmidler. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt
2.600 tons ethylacetat i 193 produkter, og der var 38.000 eksponeringer for stoffet. I 1999 blev der til
Produktregistret anmeldt 747 produkter med 5.588 tons ethylacetat, så stoffet har fået større udbredelse
i de senere år.
Irriterende
Ethylacetat optages meget let gennem hud, lunger og mave-tarm kanalen. Da stoffet er meget flygtigt,
vil væske på huden til dels fordampe, inden resten passerer gennem huden.
Ethylacetat virker affedtende og er derfor moderat irriterende på hud, slimhinder og luftveje. Både
toksisk og allergisk hudeksem kan forekomme. Ved luftkoncentrationer på 200 ppm er dampenes lugt
ubehagelig, og ved 400 ppm er konstateret mild irritation af øjne, næse og hals.
Lav giftighed
Da ethylacetat er en ester, spaltes (hydrolyseres) det i kroppen hurtigt ved hjælp af enzymer til ethanol
(sprit) og eddikesyre, som videre kan nedbrydes til CO2 og vand.
Den akutte giftighed i forsøgsdyr og mennesker er så lav, at ethylacetat ikke skal klassificeres
118
Copyright: www.NIPSECT.dk
sundhedsskadeligt. Alligevel skal giftigheden ikke undervurderes. Indtagelse gennem munden kan
fremkalde halsbetændelse, mavepine og diarré. Udsættelse for meget høje koncentrationer (>8.000
ppm) i en periode kan skade leveren.
Bedøvende
Ethylacetat påvirker centralnervesystemet, og luftkoncentrationer på omkring 2000 ppm virker
bedøvende på mennesker. Bedøvelsen er usædvanlig langvarig. Koncentrationer over 10.000 ppm er
livstruende. Dødsfald efter rensning af tanke med rester af ethylacetat er rapporteret i litteraturen.
Længerevarende høj udsættelse kan føre til svaghed, døsighed, hovedpine, mistet bevidsthed og død.
Kroniske skadevirkninger på organer, såsom lever og nyrer, er konstateret i dyreforsøg med høje
eksponeringer - samt i visse tilfælde i mennesker.
Arbejdstilsynet vurderer ethylacetat som et stof, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger
på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 2).
Langtidsvirkninger?
Selv om stoffet som nævnt er teknisk meget vigtigt, foreligger der meget begrænset viden om
ethylacetat’s eventuelle langtidsvirkninger ved lave eksponeringer. Stoffet synes ikke skadeligt for
arveanlæg, men der mangler gode langtidsforsøg til afklaring af mulig kræftrisiko eller
reproduktionsskader.
I betragtning af, at ethylacetat i kroppen hurtigt omdannes til de relativt ufarlige forbindelser ethanol og
eddikesyre, er det ikke sandsynligt, at stoffet i normale arbejdsmiljøsammenhæng vil have væsentlige
kroniske effekter. Da samtidig den akutte giftighed er lille, må ethylacetat betegnes som et af de mindst
farlige organiske opløsningsmidler.
Udvalgt litteratur:
1. CEC. Solvents in common use. Health risks to workers. Royal Society of Chemistry,
London. 1988.
2. Riihimäki V. NEG and DEC basis for an occupational health standard: Ethyl acetate. Arbete
och Hälsa, 1990:35.
3. Olsen E., Seedorff L., Laursen B. Organiske Opløsningsmidler. AMI rapport nr. 26/1988.
ETHYLACETAT
Synonymer: Eddikesyreethylester, ethansyreethylester, ethylethanoat, ethyl acetate (engl), acetic acid ethyl ester (engl).
CAS nr. 141-78-6. EU nr. 607-022-00-5. EINECS nr. 205-500-4. RTECS nr. AH5425000. UN nr. 1173. Formler:
CH3COOCH2CH3, C4H8O2. Molvægt: 88,11. Frysepunkt: -84°C. Kogepunkt (1 atm): 77°C. Relativ massefylde (20/4°C):
0,9003 (vand=1). Damptryk (20°C): 75 mm Hg (10 kPa). Relativ damptæthed: 3,04 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 120.000. Flammepunkt (cc): -4°C. Selvantændelsestemperatur: 426°C. Eksplosionsgrænser: 2-12 vol%.
Opløselighed i vand (20°C): 80 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 0,73. Brydningsindeks (n20/D): 1,3720.
4h
3
Lugtgrænse: 4 ppm. LD50(o,r): 10 g/kg. LC50(ihl,r): 14.600 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,60 mg/m .
119
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
Grænseværdi (2002): 150 ppm (540 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende
(Xi). Risikoangivelse: Meget brandfarlig (R11), irriterer øjnene (R36), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud
(R66), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes
væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge
kontaktes (S26), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
32. Phthalater
Phthalater (ftalater, PAE) er forskellige estere af phthalsyre (1,2-benzendicarboxylsyre). Der fremstilles
teknisk omkring 20 forskellige PAE. De oftest forekommende er dialkylestere. De vigtigste er
dimethylphthalat (DMP), diethylphthalat (DEP), dibutylphthalat (DBP), dioctylphthalat (DOP) og di(2ethylhexyl)phthalat (DEHP). DEHP er en isomer af DOP og navngives tit også som “DOP” i teknisk
litteratur. Blandt handelsnavne kan nævnes Celluflex®, Staflex®, Uniflex®, og Polycizer®.
Stabile stoffer
Dialkylphthalater kan almindeligvis beskrives som farveløse, næsten lugtløse og olieagtige væsker, der
har relativt høje kogepunkter og lav flygtighed. De er modstandsdygtige overfor påvirkninger fra
varme- og lys, men er brændbare. Opløseligheden i vand varierer meget og mindskes med voksende
kædelængde. Langkædede phthalater, såsom DEHP, er uopløselige i vand, mens DMP er moderat
opløselige i vand. Alle phthalater er opløselige i de fleste organiske opløsningsmidler.
Stor produktion
Stofgruppen er teknisk meget vigtig. Den årlige verdensproduktion af PAE er således af
størrelsesordenen 2 millioner tons – størstedelen DEHP. Der har tidligere været en produktion af DEHP
i Danmark. Denne var i 1985 og 1989 henholdsvis omkring 7.000 og 2.200 tons. Det årlige forbrug var
i de samme år ca. 11.000 tons og 4.500 tons. Dertil kommer indhold i importerede produkter. I 1999 og
2000 blev der til Produktregistret anmeldt næsten 4.000 ton DEHP.
Ifølge Arbejdstilsynets kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 340 tons DEHP i 37
produkter, og der var 8.500 eksponeringer for stoffet. Der er således stor forskel i den forbrugte DEHPmængde i 1989 i de to undersøgelser. I Produktregistret var der i 1990 registreret 378 produkter med
DEHP.
Det er i 1999 blevet forbudt at anvende phthalater i legetøj til småbørn, fordi de kan lække fra plasten.
Samme år er der indført en afgift på de fleste PVC produkter på 2 kr. pr. kg. For blød PVC er der
desuden en afgift på 7 kr. pr. kg phthalat.
Blødgørere i PVC
Langt den vigtigste anvendelse af phthalater er som “blødgører” i plastprodukter. DEHP og andre
langkædede PAE anvendes især som blødgører til polyvinylchlorid (PVC), hvori det kan forekomme i
mængder på op til 50 %. Blødgjort PVC anvendes f.eks. til isolering af kabler og ledninger, til
havevandslanger, til malkeslanger, som kunstlæder, til hospitalsudstyr såsom blodposer, dialyseslanger,
injektionssprøjter, gennemsigtig emballagefilm til fødevarer, til plastflasker, til kontorartikler (ringbind
o. lign.), til blesnipper, til regntøj, til fodtøj og til legetøj.
120
Copyright: www.NIPSECT.dk
PVC er et af de vigtigste plaststoffer. Omkring 100 danske virksomheder fremstiller årligt knap
100.000 tons PVC produkter. DEHP anvendes desuden som isoleringsvæske i kondensatorer.
Duften af ny bil
PVC blødgjort med phthalater er et meget hyppigt anvendt materiale til interiøret i biler. Det er anslået,
at en ny personbil på det danske marked gennemsnitligt indeholder 3 kg phthalater. Derfor er det ikke
overraskende, at der i luften inde i en sådan ny bil kan måles ganske betydelige koncentrationer af disse
blødgørere, som er en vigtig komponent af den karakteristiske og behagelige “lugt af ny bil”. PAE
dampene kan sætte sig som en film på indersiden af bilruderne. Af denne grund bliver blødgjort PVC
ikke anvendt i rumfartøjer.
DBP, og i mindre omfang DMP, DEP, BBP og MGP, anvendes som blødgører og opløsningsmiddel til
polyvinylacetat (PVAC), som anvendes i lime, trykfarver og gulvmaterialer samt i cellulose-dervater,
der anvendes i lak til overfladebehandling og indpakning (“cellophan”). DBP er et godt
opløsningsmiddel for gummi.
DAP anvendes til krydsbinding i visse umættede polyester produkter bl.a. beregnet til elektriske
komponenter.
Forekommer i kosmetik
Både DBP, DMP og DEP anvendes som opløsnings- og fikseringsmiddel for en række kosmetiske
produkter, herunder i parfume og skønhedsprodukter til hår og negle, f.eks. i hårsprayaerosoler og
neglelak. Koncentrationer af PAE kan være op til 50 %, men er normalt mindre end 5%. DEP anvendes
som denatureringsmiddel af parfumesprit. DMP anvendes som antiskummiddel i papirindustrien. DEP
og specielt DMP virker afskrækkende på insekter og anvendes i myggespray og myggebalsam. Den
potentielle sundhedrisiko ved denne anvendelse og kosmetikanvendelsen har været meget omtalt i
massemedierne. DBP kan indgå i træbeskyttelsesmidler.
Substitution
På grund af opståede betænkeligheder vedrørende DEHP's sundhedseffekter har der i nyeste tid været
en tendens til at substituere DEHP med andre phthalater med næsten samme teknologiske egenskaber,
f.eks. diisononylphthalat (DINP), eller de beslægtede dialkyladipater. Det er karakteristisk, at
erstatningsstofferne generelt ikke er ligeså velundersøgte mht. eventuelle sundhedseffekter som DEHP,
og for nogle erstatningsstoffer er der næsten ingen tilgængelige oplysninger, der kan belyse disses
egenskaber.
Hudoptagelig
Phthalater optages let i kroppen gennem lungerne efter indånding af støv og dampe og via mave-tarm
kanalen ved indtagelse gennem munden. Optagelsen via mave-tarm kanalen er særlig stor, hvis stoffet
er opløst i spiseolie. For DEHP er denne optagelse 40-50 % af indtagelsen.
121
Copyright: www.NIPSECT.dk
PAE gennemtrænger ligeledes intakt hud. De lavere dialkylforbindelse mest (op til 60 % af dosis) og
følgeligt de langkædede mindst. Hudoptagelsen af DEHP er mindre end 5 %. Nogle PAE forbindelser,
bl.a. DMP, DEP og DEHP, virker svagt irriterende på huden, men allergi er ikke beskrevet.
Stofferne nedbrydes (hydrolyseres) og udskilles relativt hurtigt, men den daglige tilførsel af bl.a. DEHP
og DBP i et moderne samfund er så stor, at der efterhånden alligevel vil ske en ophobning i kroppen først og fremmest i lever, nyrer, hjerte, lunger og fedtvæv. Det har vist sig, at alle mennesker i
industrialiserede lande har spor af DEHP i deres fedtvæv.
Eksponeringsmuligheder
Phthalater er overordentligt udbredt overalt i arbejdsmiljøet, men der foreligger intet troværdigt skøn
over antallet af personer, der er erhvervsmæssigt eksponerede for phthalater i Danmark. Da der er
omkring 10.000 ansatte i den del af den danske industri, som forarbejder PVC-artikler, og da en stor del
af disse artikler indeholder PAE, vil antallet potentielt udsatte for PAE være meget betydeligt. Ansatte i
farve- og lakindustrien vil ligeledes ofte være udsat for stofferne.
Arbejdstilsynet har ikke foretaget målinger eller udviklet analysemetoder for PAE i arbejdsmiljøet. Der
er private firmaer, som har fået foretaget målinger af DEHP. Undertegnede har kendskab til resultater,
hvor de målte niveauer alle var under grænseværdien. Dette svarer i øvrigt til de resultater, der kendes
fra udlandet.
Lav akut giftighed
Den akutte giftighed af PAE i forsøgsdyr er usædvanlig lille. Den dødelige koncentration er så stor, at
de fleste PAE ikke opfylder kriterierne for sundhedsskadelighed. Giftigheden aftager med voksende
kædelængde. Blandt de mest giftige er den umættede forbindelse, diallylphthalat (DAP), som er den
eneste PAE, der er klassificeret sundhedsskadelig.
Det forhold, at DEHP hører til de relativt mindre giftige PAE illustreres af, at frivillige
forsøgspersoner, som indtog 10 gram DEHP, bortset fra mavebesvær ikke blev syge. Helt uskadeligt er
stofferne dog ikke. En arbejder, der ved et uheld kom til at indtage 10 gram dibutylphthalat (DBP) fik
få timer senere forgiftningssymptomer såsom kvalme, svimmelhed, opkastning og nyrebetændelse. Han
kom sig fuldstændigt efter to uger.
Forgiftninger på hospitaler
Der er ligeledes forekommet en række forgiftningstilfælde blandt medicinske patienter, som var udsat
for PAE afgivet fra dialyseslanger, blodposer eller andet medicinsk udstyr af PVC. Afgivelsen er størst
for de kortkædede PAE og afhænger af typen af den væske, PVC er i kontakt med.
Et af de først beskrevne forgiftningstilfælde forekom i Danmark. I månederne september 1969 til
februar 1970 blev et nyt dialyseapparat med PVC-slanger afprøvet på Københavns Kommunehospital.
Efter 10-15 dialyser blev tre patienter syge af leverbetændelse. Sygdommen forsvandt igen ved
apparaturskift. Det viste sig, at slangerne var blødgjort med diethylphthalat (DEP), som pga.
122
Copyright: www.NIPSECT.dk
vandopløseligheden let afgives til dialysevæsken.
Opbevaring af blod i blodbanker sker normalt i “poser” af PVC blødgjort med DEHP. Mange
undersøgelser, bl.a. i Danmark, har vist, at der under opbevaringen sker en afgivelse af blødgøreren til
blodvæsken. Der har været postuleret sundhedsskader, bl.a. effekter på lungerne, fra anvendelsen af
blodet til blodtransfusioner, men forholdet er ikke afklaret. Der er undersøgelser, der beskriver en
effekt på lungefunktionen hos for tidligt fødte børn udsat for høje doser DEHP afdampet fra luftslanger
af PVC, som blev anvendt ved den mekanisk støttede vejrtrækning.
Termisk bearbejdning af PVC-film
PVC-folie blødgjort med PAE anvendes som nævnt til indpakning af fødevarer, specielt kødvarer.
Pakningen lukkes ofte ved varmesvejsning ved temperaturer på omkring 200°C. Ved ophedningen
afgives dampe, som kan virke irriterende og give luftvejsbesvær hos de arbejdere, som foretager
“svejsningen”. Dette har givet navn til en arbejdsbetinget sygdom “meat-wrappers (kødindpakkere’s)
asthma”. Årsagen er naturligvis ikke kun afdampede blødgørere, men en kombination af afgivne
tilsætningsstoffer og termiske nedbrydningsprodukter.
Nervesystemet
Risikoen for alvorlige langtidseffekter på raske mennesker efter udsættelse for phthalater er
omdiskuteret. Der findes imidlertid to lidt ældre undersøgelser fra PVC forarbejdende industrier i
Italien og Sovjetunionen, hvor effekter på nervesystemet, lever og blod blev rapporteret ved
eksponeringsniveauer 10 gange over den nugældende grænseværdi for phthalater. Det er imidlertid
åbenbart, at arbejderne samtidig var udsat for andre stoffer end blødgørerne.
Arbejdstilsynet vurderer dimethyl- og dibutylphthalat som stoffer, der kun medfører en ringe risiko for
skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 2).
Leverpåvirkning
I forsøgsdyr har massive langtidsudsættelser for DEHP – svarende til en indtagelse af 35 gram
DEHP/dag i mennesker – forårsaget leverskader. DAP er mere leverskadende end DEHP, hvis isomer:
DOP igen er mindre leverskadende. En afledet effekt af leverpåvirkningen af DEHP er en nedsættelse
af blodets indhold af fedtstoffer, inklusive cholesterol. Dermed vil DEHP på baggrund af de gængse
teorier have en slags forebyggende effekt på hjerte-kar sygdomme. Den leverpåvirkning, DEHP
forårsager, er modsat den leverpåvirkning, som den meget omtalte og farlige forurening “dioxin”
forårsager. Disse stoffer modvirker derved hinandens effekt. “Dioxin” dannes bl.a. ved afbrænding af
PVC.
Effekter på reproduktionen
Tilsvarende høje eksponeringer for DEHP, DBP, DIBP og BBP fremkalder testikelhenfald hos
forsøgsdyr, mens DMP, DEP og DOP ikke er aktive. Lavere eksponeringer for DEHP har hos mus
fremkaldt nedsat frugtbarhed og fosterskader med bl.a. nervesystems- og skeletforandringer. DEHP,
DBP og BBP har været omtalt som østrogene stoffer i miljøet, der kan være årsag til nedsat frugtbarhed
123
Copyright: www.NIPSECT.dk
og øget kræft i kønsorganerne.
Nye undersøgelser tyder på, at phthalater kan være medvirkende til tidlig brystudvikling i ½-2 år gamle
pigebørn i Puerto Rico. Phthalater (DEP, DBP, BBP, DOP, DEHP) blev påvist i betydelig
koncentration i blodet fra 28 ud af 41 syge og kun 1 en ud af 35 kontroller.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer DEHP som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (gruppe
1M).
Lille kræftrisiko
Generelt er phthalater sjældent aktive i genetiske korttidstest. Nogle phthalater (DMP, DEP og DBP) er
svagt mutagene i den såkaldte Ames-test, mens f.eks. DEHP, DOP og DIOP ikke er aktive i denne test.
DEHP er imidlertid aktiv i andre korttidstest bl.a. i celletransformation-undersøgelser.
Ved en samkørsel af Cancerregistret med ATP blev der fundet en lille overhyppighed af leverkræft hos
erhvervsgrupper, der formodes at have været udsatte for DEHP. Det kunne dog ikke udelukkes, at
alkoholindtagelse var forklaringen.
Kraftige udsættelser for DEHP i langtidsfoderforsøg har forårsaget leverkræft i rotter og mus. I
tilsvarende forsøg med rotter fremkaldte BBP leukæmi (blodkræft) og kræft i bugspytkirtlen, mens
DMP, DEP, DBP, DIDP, DHP, DOP og DAP ikke syntes at være kræftfremkaldende. Høje doser
diisononylphthalat fremkalder ligesom isophoron (Fokus nr. 43), tert-butylalkohol (Fokus nr. 53),
MTBE (Fokus nr. 70) og limonen (Fokus nr. 72) nyrekræft i hanrotter ved 2u-globulin mekanismen,
der ikke regnes for relevant for mennesker. De øvrige PAE er ikke undersøgt. I et langtidsforsøg, hvor
hamstere indåndede DEHP dampe, kunne der ikke konstateres en øget kræftrisiko. Indtagelsen af
DEHP var dog nødvendigvis langt lavere end i foderforsøgene. I samme forsøgsrække blev nogle dyr
samtidig udsat for en kræftfremkaldende nitrosamin, og resultatet var, at DEHP modvirkede
nitrosaminens virkning.
Speciel mekanisme
Mekanismen bag DEHP's kræftfremkaldende effekt i gnavere er meget speciel (peroxisom
proliferation), der ikke forekommer hos mennesker. Videre tyder de fleste undersøgelser som nævnt på,
at DEHP ikke er direkte genotoksisk. Dette betyder, at der formentligt vil være en tærskelværdi for den
kræftfremkaldende effekt, således at de lave eksponeringer, som mennesker normalt udsættes for, ikke
vil være kræftrisikable.
Di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP) er tidligere af IARC vurderet som muligt kræftfremkaldende (Gruppe
2B). En revurdering fra 2000 ændrede på dette, idet DEHP nu ikke kunne klassificeres som
kræftfremkaldende. Stoffet blev derfor flyttet til Gruppe 3. Denne nye vurdering kan få vidtrækkende
betydning, idet det nu vil være vanskeligt at opretholde placeringen af DEHP på diverse kræftlister og
diverse anvendelsesbegrænsninger begrundet i kræftrisikoen. DEHP er ikke mere optaget på
Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer.
124
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Engström K. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 31. Ftalater. Arbete
och Hälsa, 1982:12.
2. Garberg P, Högberg J, Lundberg I, Lundberg P. NIOH and NIOSH Basis for an
Occupational Health Standard: Di(2-ethylhexyl)phthalate (DEHP). Arbete och Hälsa,
1989:25.
3. Brugen af ftalater i Danmark. Miljørapport, Miljøstyrelsen, 1984.
4. Kemper FH, Lüpke N-P. Zum Thema Weichmacher. Phthalsäuredialkylester
Pharmakologische und Toxikologische aspekte. Verband Kunststofferzeugende Industrie
e.V., 1983.
5. IPCS Environmental Health Criteria 131. Diethylhexyl Phthalate. Geneva: WHO, 1992.
6. IPCS Environmental Health Criteria 189. Di-n-butyl Phthalate. Geneva: WHO, 1997.
7. Neergaard J, Nielsen B, Faurby V, Christensen DH, Nielsen OF. Anvendelse af
polyvinylchlorid og forekomst af hepatitis. Ugeskr Læger 1971;133:354.
8. Final report on the safety assessment of dibutyl phthalate, dimethyl phthalate, and diethyl
phthalate. J Am Coll Toxicol 1985;4:267-303.
9. Schmezer P, Pool BL, Klein RG, Komitowski D, Schmähl D. Various short-term assays and
two long-term studies with the plasticizer di(2-ethylhexyl) phthalate in the Syrian golden
hamster. Carcinogenesis 1988;9: 37-43.
10. Nielsen E, Larsen PB. Toxicological evaluation and limit values for DEHP and phthalates,
other than DEHP, Copenhagen: Danish Environmental Protection Agency, 1996.
(Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6, 1996).
11. Caldwell DJ, Eldridge SR, Lington AW, McKeee RH. Retrospective evaluation of alpha 2uglobulin accumulation in mal rat kidneys following high doses of diisononylphthalat.
Toxicol Sci 1999;51:153-160.
12. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 77: Some
Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 2000.
DIMETHYLPHTHALAT
COO C H
COO C H
3
3
Synonymer: DMP, dimethylftalat, phthalsyredimethylester, 1,2-benzendicarboxylsyredimethylphthalat, dimethyl phthalate
(engl). CAS nr. 131-11-3. EINECS nr. 205-011-6. RTECS nr. TI1575000. Formler: C6H4(COOCH3)2, C10H10O4. Molvægt:
194,19. Smeltepunkt: 2°C. Kogepunkt (1 atm): 282°C. Relativ massefylde (20°C): 1,193 (vand=1). Brydningsindeks
(20°C): 1,5168. Damptryk (20°C): 0,001 mm Hg (0,14 Pa). Damptæthed: 6,69 (luft=1). Flammepunkt (cc): 146°C.
Opløselighed i vand (25°C): 4,32 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,61. LD50(o,r): 6,9 g/kg. Grænseværdi (2002): 3
3
mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DIETHYLPHTHALAT
C OO C H C H
2
C OO C H C H
2
3
3
Synonymer: DEP, diethylftalat, phthalsyrediethylester, diethyl phthalate (engl). CAS nr. 84-66-2. EINECS nr. 201-550-6.
RTECS nr. TI1050000. Formler: C6H4(COOC2H5)2, C12H14O4. Molvægt: 222,24. Frysepunkt: -3°C. Kogepunkt (1 atm):
125
Copyright: www.NIPSECT.dk
296°C. Relativ massefylde (20°C): 1,118 (vand=1). Brydningsindeks (25°C): 1,5002. Damptryk (20°C): 0,0004 mm Hg
o
(0,05 Pa). Damptæthed: 7,66 (luft=1). Flammepunkt (cc): 117 C. Opløselighed i vand (25°C): 0,9 g/L.
3
Fordelingskoefficient (logKow): 2,38. LD50(o,r): 10 g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning
(2000): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DIBUTYLPHTHALAT
COOC H
COOC H
2
2
CH
CH
2
2
CH
CH
2
2
CH
CH
3
3
Synonymer: DBP, DNBP, di-n-butylphthalat, dibutylftalat, phthalsyredibutylester, dibutyl phthalate (engl). CAS nr. 84-74-2.
EU nr. 607-318-00-4. EINECS nr. 201-557-4. RTECS nr. TI0875000. Formler: C6H4(COOC4H9)2, C16H22O4. Molvægt:
278,35. Frysepunkt: -35°C. Kogepunkt (1 atm): 340°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,047 (vand=1). Brydningsindeks
-5
(20°C): 1,4900. Damptryk (20°C): 10 mm Hg (0,001 Pa). Damptæthed: 9,58 (luft=1). Flammepunkt (cc): 154°C.
Opløselighed i vand (25°C): 13 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,45. LD50(o,m): 12 g/kg. Lugtgrænse: 0,26
3
3
3
mg/m . Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 11,4 mg/m . Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Rep2, Rep3. Risikoangivelser: Kan skade barnet under graviditeten (R61),
mulighed for skade på forplantningsevnen (R62), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter:
Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
DIISOBUTYLPHTHALAT
CH
3
COO C H C H C H
2
COO C H C H C H
2
CH
3
3
3
Synonymer: DIBP, diisobutylftalat, phthalsyrediisobutylester, diisobutyl phthalate (engl). CAS nr. 84-69-5. EINECS nr. 201553-2. RTECS nr. TI1225000. Formler: C6H4(COOC4H9)2, C14H22O4. Molvægt: 278,34. Frysepunkt: -50°C. Kogepunkt (1
atm): 327°C. Massefylde (20°C): 1,040 (vand=1). Flammepunkt (cc): 162°C. Opløselighed i vand (25°C): 10 mg/L.
3
LD50(o,r): 20 g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige
stoffer.
DIHEXYLPHTHALAT
COOC 6H 13
COOC 6H 13
Synonymer: DHP, DNHP, di-n-hexylphthalat, diheksylftalat, phthalsyredihexylester, dihexyl phthalate (engl). CAS nr. 84-753. EINECS nr. 201-559-5. RTECS nr. TI1100000. Formler: C6H4(COOC6H13)2, C20H30O4. Molvægt: 334,4. Frysepunkt: -6
27°C. Kogepunkt (1 atm): 350°C. Relativ massefylde (25/4°C): 1,011 (vand=1). Damptryk (25°C): 5 x 10 mm Hg.
Opløselighed i vand (25°C): 0,05 mg/L. Fordelingskoefficient (log Kow): 6,3. LD50(o,r): 30 g/kg. Grænseværdi (2002):
Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DIOCTYLPHTHALAT
COO C
COO C
8
8
H
H
17
17
Synonymer: DOP, DNOP, di-n-octylphthalat, dioctylftalat, phthalsyredioctylester, dioctyl phthalate (engl). CAS nr. 117-84-0.
EINECS nr. 204-214-7. RTECS nr. TI1925000. Formler: C6H4(COOC8H17)2, C24H38O4. Molvægt: 390,62. Frysepunkt: -
126
Copyright: www.NIPSECT.dk
-4
55°C. Kogepunkt (1 atm): >390°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,978 (vand=1). Damptryk (25°C): 1,44 x 10 mm Hg.
Damptæthed: 16,0 (luft=1). Flammepunkt (cc): 215°C. Opløselighed i vand (25°C): 3 mg/L. Fordelingskoefficient (log
3
Kow): 5,2. Brydningsindeks (n25/D): 1,4848. LD50(o,r): 30 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 15,87 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DI(2-ETHYLHEXYL)PHTHALAT
CH CH
2
COOC H C H C H
2
4
COOC H C H C H
2
4
3
9
9
CH CH
2
3
Synonymer: DEHP, DOP, di(2-ethylhexyl)ftalat, bis(2-ethylhexyl)phthalat, phthalsyredi(ethylhexyl)ester, di(2-ethylhexyl)
phthalate (engl). CAS nr. 117-81-7. EU nr. 607-317-00-9. EINECS nr. 204-211-0. RTECS nr. TI035000. Formler:
C6H4[COOCH2CH(C2H5)C4H9]2, C24H38O4. Molvægt: 390,57. Frysepunkt: -47°C. Kogepunkt (1 atm): 384°C. Relativ
-7
massefylde (20°C): 0,985 (vand=1). Damptryk (25°C): 1x10 mm Hg (0,000013 Pa). Damptæthed: 13,45 (luft=1).
Flammepunkt(oc): 196°C. Opløselighed i vand (25°C): 0,34 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 8,7. LD50(o,r): 31
3
3
g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 15,87 mg/m . Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: kan skade forplantningsevnen (R60), kan skade barnet under
graviditeten (R61). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DIISOOCTYLPHTHALAT
COO C
COO C
8
8
H
H
17
17
Synonymer: DIOP, phthalsyrediisooctylester, diisooctylftalat, diisooctyl phthalate (engl). CAS nr. 27554-26-3. EINECS nr.
248-523-5. Formler: C6H4(COOC8H17)2, C24H38O4. Molvægt: 390,62. Relativ massefylde (20/20°C): 0,986 (vand=1).
Frysepunkt: -43°C. Kogepunkt (1 atm): 370°C. Relativ damptæthed: 13,5 (luft=1). Flammepunkt (cc): 210°C.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 15,87 mg/m . Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning
(2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DIISONONYLPHTHALAT
COO C H
9
COO C H
9
19
19
Synonymer: DINP, diisononylftalat, phthalsyredi(isononyl)ester, diisononyl phthalate (engl). CAS nr. 28553-12-0. EINECS
nr. 249-079-5. Formler: C6H4(COOC9H19)2, C26H42O4. Molvægt: 418,6. Frysepunkt: -48°C. Kogepunkt (1 atm): 440°C.
-7
Massefylde (25°C): 0,982. Damptryk: 5x10 mm Hg. Flammepunkt (cc): 221°C. Opløselighed i vand: <0,001 mg/L.
3
Fordelingskoefficient (logKow): >8,0. LD50(o,r): >10 g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning
(2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
DIALLYLPHTHALAT
COO C H C H = C H
2
COO C H C H = C H
2
2
2
127
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: DAP, phthalsyrediallylester, diallylftalat, diallyl phthalate (engl). CAS nr. 131-17-9. EU nr. 607-086-00-4.
EINECS nr. 205-016-3. RTECS nr. CZ4200000. Formler: C6H4(COOCH2CH=CH2)2, C14H14O4. Molvægt: 246,24. Relativ
massefylde (20/20°C): 1,120. Frysepunkt: -77°C. Kogepunkt (1 atm): 290°C. Relativ damptæthed: 8,3 (luft=1).
Brydningsindeks (n20/D): 1,5203. Flammepunkt (cc): 75°C. Opløselighed i vand (20°C): 0,1 g/L. LD50(o,r): 0,77 g/kg.
3
Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53) . Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med
huden og øjnene (S24/25), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), Undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61) .
DIISODECYLPHTHALAT
COOC 10H 21
COOC 10H 21
Synonymer: DIDP, phthalsyrediisodecylester, diisodecylftalat, diisodecyl phthalate (engl). CAS nr. 26761-40-0. EINECS nr.
247-977-1. Formler: C26H46O4. Molvægt: 446,7. Frysepunkt: -48°C. Kogepunkt (1 atm): 463°C.Relativ massefylde
-9
o
(20/20°C): 0,966. Damptryk (20°C): 3,5 x 10 mm Hg. Relativ Damptæthed: 15,4 (luft=1). Flammepunkt(oc): 232 C.
Brydningsindeks (n25/D): 1,483. Opløselighed i vand: <0,001 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): >8,0. LD50(o,r): 64
3
g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
BENZYLBUTYLPHTHALAT
COOC4H9
COOCH2
Synonymer: BBP, butylbenzylphthalat, benzylbutylftalat, phthalsyrebenzylbutylester, benzyl butyl phthalate (engl). CAS nr.
85-68-7. EINECS nr. 201-662-7. RTECS nr. TH9990000. Formler: C6H4(COOC4H9)(COOCH2C6H5), C19H20O4. Molvægt:
312,37. Frysepunkt: -35°C. Kogepunkt (1 atm): 377°C. Massefylde (25°C): 1,115 (vand=1). Brydningsindeks (n25/D):
-6
1,535. Damptryk (25°C): 5x10 mm Hg. Relativ damptæthed: 10,8 (luft=1). Flammepunkt(oc): 199°C. Opløselighed i
3
vand (25°C): 2,9 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,59. LD50(o,r): 2,33 g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m .
Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
METHYLGLYCOLPHTHALAT
COOCH 2CH 2OCH 3
COOCH 2CH 2OCH 3
Synonymer: DMEP, di(methoxyethyl)phthalat, bis(methoxyethyl)phthalat, di(methoxyethyl) phthalate (engl). CAS nr. 11782-8. EINECS nr. 204-212-6. RTECS nr. TI1400000. Formler: C6H4(COOC2H4OCH3)2, C14H18O6. Molvægt: 282,00.
Kogepunkt (1 atm): 352°C. Relativ massefylde (20°C): 1,171 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,01 mm Hg. Flammepunkt
(cc): 193°C. Opløselighed i vand (20°C): 8 g/L. LD50(o,r): >4 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og
mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
33. Methanol
Methanol (methylalkohol) er en farveløs, flygtig og brandbar væske med en mild lugt. Det er den
simpleste alkohol, afledt af methan ved substitution af et hydrogenatom med en hydroxylgruppe.
Methanol er fuldt blandbart med vand og opløseligt i de fleste organiske opløsningsmidler.
Tidligere blev methanol fremstillet ved tør destillation af træ, derfor navnet “træsprit”. Nu findes der
billigere syntesemetoder udfra carbonmonoxid (Fokus nr. 79) og hydrogen. Methanol er ligeledes et
128
Copyright: www.NIPSECT.dk
naturligt stofskifteprodukt i dyr og mennesker, og det forekommer i små koncentrationer i tobaksrøg og
bilers udstødningsgasser samt i vine og spiritus.
Vigtigt kemikalie
Methanol er et af de mest vigtige kemikalier. Verdensproduktionen er omkring 8 millioner tons/år.
Methanol bruges først og fremmest som udgangsstof til fremstilling af andre stoffer ved kemisk
syntese. Næsten halvdelen bruges således til fremstilling af formaldehyd (Fokus nr. 10). En del bruges
som opløsningsmiddel eller som denatureringsmiddel til sprit.
Vigtig er den stigende anvendelse i visse lande som biologisk fremstillet brændstof i bilmotorer i stedet
for benzin. Det var engang meget anvendt til de nu forældede spritduplikatorer. Methanol er fortsat et
meget vigtigt opløsningsmiddel i laboratorier. Anvendelsen i karburatorsprit og afisningsmidler er
forbudt.
Forbruget i Danmark er betydeligt. I mange år har det årlige forbrug været 20.000-35.000 tons. Det var
således 25.000 tons i 1989 og 47.000 tons i 1999. Det meste bruges til fremstilling af formaldehyd.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 1.000 tons
methanol i 99 produkter, og der var 23.000 eksponeringer for stoffet.
Grænseværdi overholdt
Arbejdstilsynet har i perioden 1983-88 foretaget 134 luftmålinger af methanol i det danske
arbejdsmiljø. I næsten alle tilfælde var grænseværdien på 200 ppm overholdt. I Arbejdstilsynets
Kortlægningsundersøgelse af opløsningsmidler blev methanol i 1985-86 anvendt på mindre end 15
virksomheder ud af 434.
Det er vanskeligt sikkert at anslå antallet af regelmæssigt eksponerede for betydelige koncentrationer af
methanol på arbejdspladsen. I Danmark vil det formodentligt dreje sig om mindre end 500 personer. I
fald anvendelsen som brændstof øges, vil antallet af eksponerede kunne blive meget betydeligt.
Mange forgiftninger
Siden forrige århundrede har methanol været kendt som en farlig gift, der efterhånden har mere end
tusinde dødsfald på samvittigheden. Forveksling med almindelig “alkohol” (ethanol, ethylalkohol) har
givet anledning til mange alvorlige forgiftningsulykker ved indtagelse. Symptomerne er i begyndelsen
hovedpine, uklarhed, kvalme og svaghed fulgt af opkastning og intens mavepine. Senere forbigående
eller vedvarende synsforstyrrelser og blindhed samt koma og død. Der kan konstateres syreoverskud i
blodet (acidose). Ved sådanne ulykker er dødeligheden gennemsnitlig 33 %, og lige så mange pådrager
sig varig blindhed.
Synsnerven skades
Effekten på øjets synsnerve er karakteristisk for methanol og forekommer ikke for andre alkoholer.
Effekten skyldes en enzymatisk omdannelse af methanol til myresyre/formiat (Fokus nr.71). Denne
129
Copyright: www.NIPSECT.dk
omdannelse er også konstateret i aber, men er ikke vigtig i andre forsøgsdyr. Ved sådanne forgiftninger
har methanol en lang opholdstid i kroppen. Omdannelsen sker langsomt, og blindheden kommer
gradvist. Da ethanol omdannes hurtigere af de samme enzymer, kan en tidlig tilførsel af ethanol
“optage” enzymerne og forhindre methanols omdannelse. Dermed virker ethanol som en modgift.
Dødelig dosis
Den dødelige engangsdosis methanol i mennesker ved indtagelse angives normalt til mellem 30 og 250
ml, men så lidt som 15 ml af en 40% opløsning har vist sig dødelig, og overlevelse har fundet sted efter
indtagelse af op til 600 ml. Disse forskelle skyldes mange ting, bl.a. vanskeligheder med at bestemme
den indtagede mængde, individuel følsomhed og samtidig indtagelse af ethanol. Videre er methanol
mere giftigt på tom mave.
I forsøgsdyr (gnavere) er den akutte giftighed af methanol meget lille – så lille, at stoffet ikke opfylder
de normale kriterier for at skulle klassificeres som sundhedsfarligt. Forklaringen på denne forskel er et
andet og meget hurtigere stofskifte hos dyrene.
“Stryger” gennem huden!
Kontakt med flydende methanol kan affedte huden og forårsage mild hudirritation og eksem. Mere
vigtigt er, at methanol ligefrem “stryger” gennem huden, og på den måde har forårsaget forgiftninger
med blindhed. Dette var f.eks. tilfældet for en arbejder, som spildte methanol på sit arbejdstøj og -sko
og fortsatte med at bære det våde tøj resten af dagen. Mere skal der ikke til!
Optagelsen igennem lungerne er ligeledes næsten fuldstændig, og 12 timers udsættelse for mellem
4.000 og 13.000 ppm methanol har resulteret i et dødsfald i arbejdsmiljøet. Udsættelse i få timer for
omkring 1.000 ppm har resulteret i øjenirritation og hovedpine hos arbejdere.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer methanol som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed,
død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Langtidsudsættelse
Langvarig udsættelse for luftkoncentrationer af methanol lidt over grænseværdien på 200 ppm i
forbindelse med spritduplikering har givet anledning til hovedpine. Ti til tyve gange højere
koncentrationer har forårsaget øjenskader.
Langtidsdyreforsøg med methanol findes der ikke mange af, men i betragtning af stofskifteforskellen
mellem mennesker og dyr (undtagen aber!), vil disse undersøgelser heller ikke være særlig anvendelige
til at bedømme en effekt hos mennesker.
Det samme er tilfældet med mutagenundersøgelser med bakterier eller dyreceller, hvor methanol i
enkelte testsystemer har vist en svag aktivitet. Methanols kemiske struktur og egenskaber indikerer
ikke, at methanol skulle være kræftfremkaldende eller fosterskadende i mennesker.
130
Copyright: www.NIPSECT.dk
Farligere for mennesker
Methanols karakteristiske effekt er øjenskaderne. Methanol er et typisk eksempel på et kemisk stof,
som er langt giftigere i mennesker end i dyr. Et stof, som viser de alvorlige begrænsninger i
myndighedernes klassificeringssystem for farlige stoffer, som bygger på forsøg med gnavere. Hvis
methanol var nyt på markedet, kunne det volde megen skade, inden dets virkelige sundhedsskadelige
potentiale blev opdaget.
Udvalgt litteratur:
1. Øvrebø S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 53. Methanol. Arbete
och Hälsa, 1984:41.
2. Brocks K, Eriksen N, Jønsson V, Hansen M, Brahm M, Hertz J, Jørgensen BC, Winthereik
B. Fire samtidige tilfælde af metanolforgiftning forårsaget af hjemmefremstillet
blommebrændevin. Ugeskr Læger 1983;145:232-234.
3. Commission of the European Communities. Solvents in common use. Health risks to
workers. London: Royal Society of Chemistry, 1988.
4. IPCS Environmental Health Criteria 196. Methanol. Geneva: WHO, 1997.
METHANOL
Synonymer: Methylalkohol, metanol, træsprit, methyl alcohol (engl). CAS nr. 67-56-1. EU nr. 603-001-00-X. EINECS nr.
200-659-6. RTECS nr. PC1400000. UN nr. 1230. Formler: CH3OH, CH4O. Molvægt: 32,04. Frysepunkt: -98°C.
Kogepunkt (1 atm): 65°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7914 (vand=1). Damptryk (20°C): 96 mm Hg (12,8 kPa).
Mætningskoncentration (25°C): 160.000 ppm. Relativ damptæthed: 1,11 (luft=1). Flammepunkt (cc): 12°C.
Selvantændelsestemperatur: 385°C. Eksplosionsgrænser: 6-35,6 vol%. Brydningsindeks (n20/D): 1,3290.
Vandopløselighed: Blandbar. Fordelingskoefficient (LogKow): -0,82. Lugtgrænse: 100 ppm. LD50(o,r): >6 g/kg.
3
Grænseværdi (2000): 200 ppm H (260 mg/m ). Klassificering og mærkning (2000): Meget brandfarlig (F), giftig (T).
Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), giftig ved indånding hudkontakt og indtagelse (R23/24/25), giftig: fare for alvorlig
skade på helbred ved indånding, hudkontakt og indtagelse (R39/23/24/25). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal holdes tæt lukket (S7), holdes væk fra antændelseskilder rygning forbudt
(S16), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
34. Naphthalen
Naphthalen (“naftalin”) er et hvidt krystallinsk stof med en karakteristisk lugt. Det er næsten
uopløseligt i vand, men opløseligt i organiske opløsningsmidler. Det sublimerer ved stuetemperatur og
er flygtigt med vanddamp. Det består udelukkende af kulstof (carbon) og brint (hydrogen), og den
kemiske struktur er som to sammensmeltede benzenringe med en fælles binding. Det regnes ofte for
den simpleste polycycliske aromatiske carbonhydrid (PAH).
I stenkulstjære
Naphthalen dannes ligesom andre PAH-stoffer ved ophedning af organisk stof eller ved ufuldstændige
forbrændingsprocesser. Det forekommer i tobaksrøg og udstødningsgasser, i jordolie og ikke mindst i
131
Copyright: www.NIPSECT.dk
creosot og stenkulstjære. Naphthalen er en af de vigtigste bestanddele i stenkulstjære (ca. 10 %),
hvorfra det rå naphthalen (90 % rent) udvindes ved destillation. Efter yderligere destillation og
rensning fås den tekniske vare, som er 98 % ren.
Den årlige verdensproduktion af naphthalen er over 500.000 tons. Rå naphthalen produceres i Danmark
på Tarco Nord i Nyborg, men der sker ikke en yderligere destillation. Importen af ren naphthalen i
1989 var 800 kg. Den danske produktion af stenkulstjære var i 1984 ca. 70.000 tons, men forbruget var
kun 5.000 tons. Produktionen er siden forøget.
Vigtigt kemikalie
Naphthalen er et meget vigtigt udgangsstof ved kemiske synteser i stor målestok. Ved oxidation af
naphthalen dannes phthalsyre, der kan omdannes til de tekniske vigtige phthalsyreestere (Fokus nr. 32).
Mange farvestoffer, pesticider og gummikemikalier fremstilles ligeledes på basis af naphthalen.
Naphthalen virker insektdræbende og desinficerende. En meget almindelig anvendelse er som middel
mod møl i tøj og pelsværk (“mølkugler”) og som toiletkumme deodorant. Mere kuriøs er anvendelsen i
varmelæreforsøg i skolens fysikundervisning! Naphthalen i opløsning er blevet brugt til behandling af
sår.
Målinger i arbejdsmiljøet
I årene 1983-88 foretog Arbejdstilsynet 106 målinger af naphthalen i luften på danske arbejdspladser. I
næsten en fjerdedel af prøverne var grænseværdien overskredet, og det er mere end, man normalt ser.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 6,8 tons
naphthalen i <5 produkter, og der var 120 eksponeringer for stoffet.
I USA har man anslået, at 112.000 arbejdere er udsat for naphthalen. Antallet af erhvervsmæssigt
betydeligt udsatte for naphthalen i Danmark er formentligt nogle få hundrede, men de fleste mennesker
er eller har været udsat for mindre mængder naphthalen fra mølkugler og PAH eksponering. Ansatte i
tekstil- og beklædningsbranchen vil være særligt udsatte.
Øjenskader
Både ved indånding, indtagelse og hudkontakt optages naphthalen let i organismen, og dette har givet
anledning til forgiftninger. Optagelsen er størst ved indånding. Hudoptagelsen øges, når naphthalen
findes sammen med fedtstoffer og olier.
De vigtigste omdannelsesprodukter i kroppen er 1- og 2-naphthol samt 1,2-naphthalendiol. Dette stof
kan specielt i øjet omdannes videre til 1,2-naphthoquinon, som kan forårsage alvorlige øjenskader med
uklar linse (grå stær), der er en karakteristisk effekt af udsættelse for naphthalen. I en italiensk
undersøgelse fik 8 ud af 28 arbejdere grå stær efter udsættelse for naphthalen i 5 år.
Forårsager blodmangel
Ikke-dødelige doser naphthalen har i dyreforsøg, udover øjenskader, resulteret i betændelse i næse og
132
Copyright: www.NIPSECT.dk
lunger, andre lungeskader, blodmangel, nedsat sædproduktion og fosterskader. Vigtige enzymer
hæmmes, hvad bl.a. forårsager “lipid peroxidation” (harskning af umættede fedtstoffer). Disse effekter
er også set hos mennesker, som endda synes meget mere følsomme overfor naphthalens effekter end
forsøgsdyr! Der er, i forbindelse med anvendelse af mølkugler, beskrevet adskillige alvorlige
forgiftninger med blodmangel og med dødelig udgang. Dødelig dosis hos voksne er fra 5-15 gram.
Nogle mennesker er særligt følsomme, og i børn skal der endnu mindre til (omkring 100 mg/kg
legemsvægt). Der er episoder, hvor indånding af naphthalen fra mølimprægnerede klæder gav
anledning til forgiftning af børn.
I arbejdsmiljøet er der beskrevet ubehag (kvalme, hovedpine, opkastning m. m.) efter indånding af
naphthalendampe. Gentagen hudkontakt har forårsaget rødme og eksem samt i nogle få tilfælde allergi.
Koncentrationer omkring 15 ppm er øjenirriterende og højere koncentrationer af naphthalendampe i
arbejdsmiljøet har forårsaget øjenskader og blodmangel, som anført ovenfor.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer naphthalen som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4).
Kræftrisiko?
Naphthalen er ikke fundet mutagent i Ames-testen med Salmonella bakterier og i flere andre
korttidstests, men det fremkalder chromosomændringer i cellekulturer.
Der har tidligere været en mistanke til, at naphthalen kunne være kræftfremkaldende. Det var baseret
på en ældre undersøgelse fra Østtyskland, hvor 4 ud af 15 arbejdere på en virksomhed, der fremstille
naphthalen fik strubekræft. Der var tale om en “uren” eksponering for naphthalen, så undersøgelsen har
aldrig været taget alvorlig.
Der findes nogle ældre dyreforsøg med hudpensling eller indsprøjtning, hvori naphthalen bl.a.
fremkaldte leukæmi i dyrene. Da det anvendte teststof ikke var fuldstændigt rent, og benzen (Fokus nr.
1) blev brugt som opløsningsmiddel i hudpenslingsforsøgene, betragtes disse undersøgelser som
utilstrækkelige. I andre ældre forsøg har naphthalen haft en hæmmende effekt på kræftudvikling.
I en senere undersøgelse af mus udsat for 30 ppm naphthalen ved indånding fik hunmus, men ikke
hanmus, en tredobling af lungekræft. Undersøgelsen blev dog ikke anset for konklusiv.
Næsekræft
I sommeren 2000 er nye undersøgelser afsluttet i USA, der har vist, at han- og hunrotter, som var udsat
for fra 10-60 ppm naphthalen i luften igennem to år, havde en forøget og dosis-afhængig hyppighed af
næsekræft. Ved 10 ppm - svarende til den nugældende danske grænseværdi i arbejdsmiljøet – fik 12 %
af hanrotterne kræft, og en tredjedel fik kræft ved 60 ppm, mens der ikke var kræft i kontroldyr. Et
panel af forskere, som har kigget på undersøgelsesrapporten, var enig i konklusionen, at der var en
sikker sammenhæng mellem udsættelse for naphthalen og næsekræft hos rotter.
Da naphthalen opfylder de sædvanlige kriterier, er det mærkeligt, at det endnu ikke er optaget på EU’s
133
Copyright: www.NIPSECT.dk
og Miljøstyrelsens Liste over farlige stoffer.
Udvalgt litteratur:
1. Franklin RB. 1.12. Naphthalene. I: Snyder R, ed. Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of
Industrial Solvents, 2. ed. Vol. 1: Hydrocarbons. Amsterdam: Elsevier, 1987.
2. Wolf O. Larynxkarzinome bei Naphthalinreinigern. Z ges Hyg 1978;24:737-739.
3. NTP TR410. Toxicology and Carcinogenesis studies of Naphthalene (CAS no. 91-20-3) in
B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park: NIH Publ. no. 92-3141, 1992.
4. Toxicological Profile for Naphthalene. Atlanta GA: ATSDR, 1995.
5. NTP TR 500. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Naphthalene (CAS no. 91-20-3) in
F344/N Rats (Inhalation Studies). Research Triangle Park, 2000.
NAPHTHALEN
Synonymer: Naftalen, naftalin, naphthalene (engl). CAS nr. 91-20-3. EU nr. 601-052-00-2. EINECS nr. 202-049-5. RTECS
nr. QJ0525000. UN nr. 1334, 2304. Bruttoformel: C10H8. Molvægt: 128,17. Smeltepunkt: 80°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 1,162 (vand=1). Kogepunkt (1 atm): 218°C. Damptryk (20°C): 0,05 mm Hg (0,007 kPa). Damptæthed: 4,42
(luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 120 ppm. Opløselighed i vand (25°C): 0,03 g/L. Fordelingskoefficient
o
(LogKow): 3,29. LD50(o,r): 0,49 g/kg. Flammepunkt (cc): 78°C. Selvantændelsestemperatur: 567 C.
3
Eksplosionsgrænser: 0,9-5,9 vol%. Lugtgrænse: 0,08 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,24 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 10 ppm (50 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt
arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald
(S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
35. Glycoler
Glycoler er alifatiske dialkoholer (dioler), dvs. alkaner med to hydroxygrupper – ofte nabostillede. De
vigtigste glycoler er ethylenglycol og propylenglycol, men butylenglycol og hexylenglycol vil også
blive omtalt i det følgende. I arbejdsmiljøsammenhænge indbefattes under betegnelsen “glycoler” også
f.eks. "ethylglycol", der i virkeligheden er en glycolether (Fokus nr. 36).
Alle glycoler er farveløse og lugtløse væsker, der er tyktflydende, vandsugende og smager fra sødt til
bittert. I modsætning til de fleste andre organiske opløsningsmidler er de blandbare både med vand og
de mest almindelige alkoholer, aldehyder og ketoner. Glycolerne er derimod næsten uopløselig i
upolære opløsningsmidler, så som heptan og toluen. Glycoler har en meget lille flygtighed og er derfor
i stort omfang blevet brugt til at erstatte andre mere flygtige organiske opløsningsmidler i mange typer
produkter.
Stor produktion
Verdensproduktionen er betydelig – formentlig henholdsvis 4 og 1 millioner tons af ethylenglycol og
propylenglycol. I 1989 produceredes alene i USA 2,7 millioner tons ethylenglycol og 420.000 tons
propylenglycol, og produktionen har vist en stigende tendens i de senere år. Ethylenglycol var dengang
134
Copyright: www.NIPSECT.dk
nr. 26 på listen over de mest producerede kemikalier. Produktionen i Vesttyskland var i 1989
henholdsvis 270.000 tons og 200.000 tons. I Japan i 1989 var produktionen henholdsvis 550.000 tons
og 285.000 tons. Produktionen af butylenglycol i USA var omkring 100.000 tons i 80’erne.
Frostvæske
Omkring 25 % af produktionen af ethylenglycol anvendes som køle- og frostvæske til biler, idet
ethylenglycol nedsætter frysepunktet og hindrer frostskader på kølesystemet. Derudover anvendes
ethylenglycol som komponent i hydraulikvæske, i bremsevæsker, i trykfarver, som opløsningsmiddel
eller til fremstilling af glycolethere og polymere (polyestere, PET).
Propylenglycol anvendes til lignende formål og har fået voksende betydning pga. den mindre giftighed.
Propylenglycol anvendes også som opløsnings- og konsistensmiddel i medicin, levnedsmidler,
kosmetik samt vandbaseret maling/Lak, køle-smøremidler og rengøringsmidler. Desuden som
blødgøringsmiddel i papir og resin. Videre sammen med isopropylalkohol (Fokus nr. 52) til afisning af
flyvinger og bilruder.
Hexylenglycol anvendes som kemisk mellemprodukt, som komponent i hydraulikvæsker, som
opløsningsmiddel for sværte og additiv til cement. Det anvendes ligeledes i kosmetik og lægemidler.
Butylenglycol anvendes først og fremmest som kemisk udgangsstof til fremstilling af fx.
tetrahydrofuran (Fokus nr. 48).
Nettoimporten af glycoler til Danmark i 1984 var 6.230 tons, heraf 2.150 tons ethylenglycol, 3.613 tons
propylenglycol, og 70 tons hexylenglycol. I 1999 var importen af ethylenglycol og propylenglycol
henholdsvis 2.560 tons og 3.930 tons, så anvendelsen synes forholdsvis konstant.
Meget udbredt
Glycolerne hører til de mest udbredte opløsningsmidler på danske arbejdspladser. Propylenglycol var
det 12. mest forekommende i Arbejdstilsynets kortlægningsundersøgelse i 1985/86 og fandtes på 51 ud
af 434 virksomheder. Ethylenglycol og hexylenglycol blev anvendt på henholdsvis 41-45 og 21-25
virksomheder.
Der foreligger ikke gode skøn over antallet erhvervsmæssigt udsatte for glycoler i Danmark, men
antallet er formentligt over 50.000 personer. Ansatte i nærings- og nydelsesmiddelindustrien, i fly- og
bilværksteder, i grafisk branche og i bygge og anlæg er mest udsatte.
Lav flygtighed
Den lave flygtighed medfører normalt små luftkoncentrationer af glycoler på arbejdspladser, og
Arbejdstilsynet har ikke foretaget målinger i perioden 1983-87. Indånding af dampe, aerosoler eller
tåge over længere tid med en koncentration af ethylenglycol svarende til grænseværdien på 50 ppm
virker irriterende for øjne og hals. Propylenglycol virker derimod stort set ikke øjenirriterende, og
langtidsudsættelse for overmættet luft (>180 ppm) havde ingen effekter.
135
Copyright: www.NIPSECT.dk
Huden
Ethylenglycol i koncentration på op til 5 % virker ikke synderligt irriterende på hud og giver kun
forbigående effekter. Højere koncentrationer er hudirriterende. Optagelsen gennem intakt hud er lille,
men massive doser på beskadiget hud kan give forgiftninger.
Propylenglycol regnes for mindre hudskadeligt og benyttes som basis i medicin (f.eks. øredråber) og
hudpræparater. Imidlertid er der beskrevet forgiftninger ved anvendelse af koncentrerede præparater på
beskadiget hud.
Der foreligger ikke mange undersøgelser af hexylenglycol, men stoffet synes at virke en smule mindre
irriterende på hud og øjne end ethylen- og propylenglycol. En 10 % opløsning inddryppet i kaninøjne
havde således ingen effekter. Der er nye oplysninger, som tyder på, at stoffet kan forårsage en snigende
kontaktallergi.
Akut giftighed
Den akutte giftighed ved indtagelse af ethylenglycol i forsøgsdyr er så lav, at det egentligt ikke skulle
klassificeres sundhedsskadelig, men stoffet er langt mere giftigt i mennesker, idet den dødelige
engangsdosis indtaget gennem munden er omkring 100 ml. De første dødelige forgiftninger fra
indtagelse af frostvæske blev beskrevet i 1930. Siden da har der været utallige dødsfald. Det er anslået,
at der årligt dør et halvt hundrede personer af ethylenglycolforgiftninger i USA.
Forgiftningssymptomerne er lettere beruselse (uden “alkoholduft”), kramper og koma. Senere kommer
hjerte-lungesymptomer og efter et par døgn nyresvigt.
Arbejdstilsynet vurderer ethylenglycol som et stof, der kun medfører en ringe risiko for
skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 2).
Til sammenligning er propylenglycol nærmest ugiftig. En indtagelse af indtil 1 gram propylenglycol/kg
legemsvægt har ingen konstaterbar skadevirkning. Derimod er butylenglycol og hexylenglycol mere
akut giftige.
Nyreskader
I kroppen omdannes ethylenglycol bl.a. til oxalsyre, som videre forbinder sig med calcium under
dannelse af tungtopløselige calciumoxalat krystaller, der aflejres som sten/grus i blærer, nyrer og lever
og giver alvorlige skader. Dette er imidlertid især et problem ved dosis på mere end 50 mg pr. dag.
Ethanol modvirker dannelsen af oxalsyre og kan benyttes som modgift ved forgiftninger med
ethylenglycol.
Nyreskader er de væsentligste langtidsvirkninger af ethylenglycol, men der er ikke beskrevet
nyreskader fra arbejdsmiljøudsættelse, men kun fra ulykker, hvor mennesker har drukket større
mængder frostvæske.
Nyreskader som ovenfor er ikke beskrevet for propylenglycol eller de andre glycoler. Dette kan
forklares med, at oxalsyredannelsen kun kan finde sted for ethylenglycol. Propylenglycol danner
136
Copyright: www.NIPSECT.dk
således mælkesyre i stedet for oxalsyre.
Selv med op til 10 % propylenglycol i foderet over flere måneder blev der i dyreforsøg ikke iagttaget
bivirkninger. Stoffet synes at kunne indgå i det normale stofskifte som kulhydratkilde. Propylenglycol
har næsten samme opbygning som glycerol. Hverken ethylen-, propylen-, butylen- eller hexylenglycol
er mutagene, fosterskadende eller kræftfremkaldende.
Propylenglycol god substitution
Propylenglycol må anses for et af de mindst farlige opløsningsmidler, og kun helt tankeløs omgang
med stoffet kan give problemer. Det er derfor en god ide, hvor det er muligt at substituere det
nyreskadelige ethylenglycol med det ufarlige propylenglycol.
Udvalgt litteratur:
1. Sjögren B, Palmqvist U. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation.14.
Etylenglykol. Arbete och Hälsa 1980:14.
2. Swensson Å. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 44. Propylenglykol.
Arbete och Hälsa 1983:27.
3. Jacobsen D, Østby N, Bredesen JE. Studies of ethylene glycol poisoning. Acta Med Scand
1982; 212:11-15.
4. Hansen MK. Vandfortyndbare malevarers arbejdsmiljøegenskaber. Delrapport 2.
Toksikologiske vurderinger. Arbejdsmiljøfondet, København, 1986.
5. NTP TR 413 on the Toxicology and Carcinogenesis Studies of Ethylene Glycol in B6C3F1
Mice. Research Triangle Park: NIH Publ. No. 93-3144, 1993.
6. Technical report for ethylene glycol/propylene glycol. Atlanta GA: ATSDR, 1993.
7. NTP TR 54. Summary Report on the Metabolism, Disposition and Toxicity of 1,4Butanediol. NIH Publ No. 96-3932, 1996.
8. Nielsen GD, Hansen LF, Wolkoff P. Chemical and biological evaluation of building
material emissions. II. Approaches for setting indoor air standards or guidelines for
chemicals. Indoor Air 1997;7:17-32.
ETHYLENGLYCOL
OH
HO
Synonymer: 1,2-Ethandiol, ethan-1,2-diol, etylenglykol, glykol, ethylene glycol (engl). CAS nr. 107-21-1. EU nr. 603-027-001. EINECS nr. 203-473-3. RTECS nr. KW2975000. Formler: C2H6O2, HOCH2CH2OH. Molvægt: 62,07. Frysepunkt: -13°C.
Kogepunkt (1 atm): 197°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,1135 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,05 mm Hg (0,007 kPa).
Relativ damptæthed: 2,14 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,01 (nBuAc=1). Mætningskoncentration (25°C):
168 ppm. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): -1,36. Brydningsindeks (n20/D):
1,4310. Flammepunkt (cc): 111°C. Selvantændelsestemperatur: 398°C. Eksplosionsgrænser: 3,2-15,3 vol%. LD50(o,r):
3
3
4 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,54 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm H (26 mg/m ); i forstøvet
3
form: 10 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelse: Farlig ved indtagelse
(R22). Sikkerhedsforskrift: Opbevares utilgængeligt for børn (S2).
PROPYLENGLYCOL
137
Copyright: www.NIPSECT.dk
OH
OH
H 3C
Synonymer: 1,2-Propandiol, propan-1,2-diol, propylenglykol, propylene glycol (engl). CAS nr. 57-55-6. EINECS nr. 200338-0. RTECS nr. TY2000000. Formler: C3H8O2, HOCH(CH3)CH2OH. Molvægt: 76,11. Frysepunkt: -60°C. Kogepunkt (1
atm): 189°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,0361 (vand=1). Damptryk (20°C, 1 atm): 0,08 mm Hg (0,011 kPa). Relativ
damptæthed: 2,62 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 380 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,01 (nBuAc=1).
o
Brydningsindeks (n20/D): 1,4320. Flammepunkt (cc): 99°C. Selvantændelsestemperatur: 371 C. Eksplosionsgrænser:
2,6-12,6 vol%. Fordelingskoefficient (logKow): -0,92. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): >20 g/kg.
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,11 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002):
Ikke opført på “Listen over farlige stoffer”.
BUTYLENGLYCOL
OH
HO
Synonymer: 1,4-Butandiol, butan-1,4-diol, tetramethylenglycol, butylene glycol (engl). CAS nr. 110-63-4. EINECS nr. 203786-5. RTECS nr. EK0255000. UN nr. 2810. Formler: C4H10O2, HOCH2CH2CH2CH2OH. Molvægt: 90,14. Frysepunkt:
20°C. Kogepunkt (1 atm): 228°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,014 (vand=1). Damptryk (37°C, 1 atm): 1 mm Hg (0,13
kPa). Relativ damptæthed: 3,1 (luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,4461. Flammepunkt (cc): 134°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 350 C. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): 1,55 g/kg. Grænseværdi
(2002): Ingen. Ikke opført på Listen over farlige stoffer (2002). Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelse: Farlig ved indtagelse (R22).
HEXYLENGLYCOL
OH
H3C
CH3
OH
CH3
Synonymer: 2-Methyl-2,4-pentandiol, hexylenglykol, hexylene glycol (engl). CAS nr. 107-41-5. EU nr. 603-053-00-3.
EINECS nr. 203-489-0. RTECS nr. SA0810000. Formler: C6H14O2, CH3CH(OH)CH2C(CH3)2COH. Molvægt: 118,18.
Frysepunkt: -40°C. Kogepunkt (1 atm): 198°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9216 (vand=1). Damptryk (20°C, 1 atm):
0,05 mm Hg (0,007 kPa). Mætningskoncentration (25°C): 66 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,003 (nBuAc=1).
o
Relativ damptæthed: 4,1 (luft=1). Flammepunkt (cc): 93°C. Selvantændelsestemperatur: 260 C. Eksplosionsgrænser:
1,3-9 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Brydningsindeks (n20/D): 1,4276. LD50(o,r): 4,2 g/kg.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,84 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm L (125 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrift:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2).
36. Glycolethere
Glycolethere er glycoler (Fokus nr. 35), hvor en eller flere hydroxygrupper (-OH) er alkyleret, dvs.
omdannet til en ether. Stofgruppen kaldes også ether-alkoholer. Den simpleste glycolether er 2methoxyethanol, som er methyleret ethylenglycol (ethylenglycol-monomethylether). I daglig tale
kaldes stoffet ofte for methylglycol. Propylenglycolethere forekommer i 2 isomere former ( og ).
Stor kemisk familie
I nogle tilfælde kan etherdannelsen ske intermoleculært, således at der dannes dimere, trimere eller
polymere forbindelser, som fortsat er glycoler, f.eks. diethylenglycol, dannet ved vandfraspaltning af to
moleculer ethylenglycol. Den ene hydroxygruppe i disse glycoler kan videre alkyleres. I andre tilfælde
kan den “bevarede” hydroxygruppe være alkoholdelen i en ester, hvor carboxylsyredelen f.eks. er
eddikesyre. Den simpleste glycolester er methylglycolacetat. Sådanne glycolether-estere hydrolyseres
138
Copyright: www.NIPSECT.dk
let til glycolethere.
Med til glycolether-familien hører også dialkylerede glycoler (glycoldiethere), f.eks.
ethylenglycoldimethylether. Der er et uendeligt antal mulige glycolethere, og kun et fåtal af de
glycolethere, som anvendes i praksis, findes på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste eller Miljøstyrelsens
“Liste over farlige stoffer”.
Opløsningsmidler
Glycolethere er farveløse, brandbare væsker, der hører til gruppen af organiske opløsningsmidler.
Ligesom glycoler er glycolethere både blandbare med vand og de mest almindelige alkoholer,
aldehyder og ketoner. De er derimod næsten uopløselige i upolære opløsningsmidler. Glycoletheracetater er mindre polære og derfor mindre opløselige i vand.
Glycolethere har en meget lille flygtighed og er derfor i stigende omfang blevet brugt til at erstatte de
“klassiske” flygtige, vanduopløselige organiske opløsningsmidler i mange typer produkter, specielt
vandbaserede malinger, lak og trykfarver. Stofferne anvendes desuden i foto- og offsetkemikalier, i
bremsevæsker, i rengøringsmidler (bl.a. til vinduer) og syntetiske køle-smøremidler samt til
finishbehandling af skind.
Estere af glycolethere anvendes som opløsningsmidler for voks, olier, gummi, kunstharpiks og
celluloseacetat. Diethylenglycol er kendt fra den østrigske vinskandale i midten af 80’erne, hvor stoffet
ulovligt blev brugt som sødemiddel for at forbedre andenrangs hvidvin.
Betydelig produktion
Verdensproduktionen af glycolethere er ukendt, men må være ret betydelig - formentlig omkring en
million tons pr. år. Produktionen i USA blev i 1987 anslået til 450.000 tons. Alene af methylglycol og
ethylglycol var verdensproduktionen i 1981 henholdsvis 100.000 tons og 200.000 tons. I 1986 var
produktionen i USA af butylglycol 150.000 tons.
Det danske forbrug af glycolethere er vokset støt siden slutningen af 1970’erne. 1 1984 var forbruget
3080 tons, heraf 122 tons methylglycol, 559 tons butylglycol samt 1258 tons af andre monoethere af
ethylenglycol og diethylenglycol – formentlig mest ethylglycol, som der i 1979 blev brugt 1260 tons af.
Derudover forbrugtes 681 tons af glycolacetater og 308 tons diethylenglycol. I 1999 var nettoimporten
af diethylenglycol på 281 tons.
Udbredt forekommende
Glycoletherne hørte til de mest udbredte opløsningsmidler på danske arbejdspladser i Arbejdstilsynets
kortlægningsundersøgelse 1985/86 af 434 virksomheder (se tabellen).
139
Copyright: www.NIPSECT.dk
Glycolether
Diethylenglycol
Butylglycol
Ethylglycolacetat
Butyldiglycol
Ethylglycol
Triethylenglycol
1-Methoxy-2-propanol
og dets acetat
Dipropylenglycolmonomethylether
Ethyldiglycol
Methylglycol
Isopropylglycol
Methyldiglycol
Dipropylenglycol
1-Butoxy-2-propanol
Phenylglycol
Butylglycolacetat
Butyldiglycolacetat
Ethyldiglycolacetat
Forekomst i antal virksomheder
36-40
31-35
16-20
11-15
6-10
1-5
Mange produkter og udsatte
“Omsætningen” af disse stoffer i landet er meget større, da der naturligvis tilkommer indhold i
importerede produkter. I 1986 var der registreret 423 produkter indeholdende ethylglycol i
Produktregistret. I 1999 var der i Produktregistret 673 anmeldte produkter med butylglycol og over
1000 produkter med 4.500 tons propylenglycolmethyletheracetat (-PGMEA). Der er ikke
offentliggjort data for de øvrige glycolethere.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 3,1 tons EGME,
400 tons EGEE, 1,2 kg EGMEA, 390 tons EGEEA og 1,3 tons PGBE i henholdsvis 18, 122, 5, 127 og
9 produkter, og der var henholdsvis 1.900, 16.000, 24, 18.000 og 5.500 eksponeringer for stofferne.
Hyppigst udsatte er malere, ansatte i farve- og lakindustrien, ansatte i læderindustrien og ansatte i den
grafiske branche.
I USA har man i 1986 anslået, at mellem 200.000 og 350.000 arbejdere var udsat for farlige niveauer af
methyl- og ethylglycol. Det totale antal eksponerede var over 750.000. I alt var 222 erhverv og 1,6
millioner arbejdere i USA udsat for butylglycol. Det var især ved rengøring og trykning.
Det må forventes, at ethyl- og methylglycol (og deres estere) vil få mindre betydning i fremtiden, idet
deres specielle sundhedsmæssige egenskaber betyder, at de vil blive substitueret med andre
glycolethere, hvis forbrug i stedet vil vokse.
140
Copyright: www.NIPSECT.dk
Mange målinger
Glycolethere har en større flygtighed end glycoler, og der er foretaget mange målinger af
luftkoncentrationer af glycolethere på danske arbejdspladser. Arbejdstilsynet har i perioden 1983-87
foretaget 1180 målinger af ethylglycol, 1080 målinger af ethylglycolacetat, 607 målinger af 1-methoxy2-propanol, 163 målinger af butylglycol, 27 målinger af methylglycol, 10 målinger af propylglycol og
9 målinger af methylglycolacetat. Op til 10 % af målingerne viste grænseværdioverskridelser.
Meget hudgennemtrængelig
Glycoletherne er blandt de allermest effektive stoffer til at gennemtrænge intakt hud, og de optages
ligeledes let og fuldstændigt gennem lungerne efter indånding og gennem mave-tarm kanalen.
Glycolethere med lavest molvægt optages i størst omfang, f.eks. optages methylglycol lettere end
ethylglycol. Den relative optagelse af en række glycolethere gennem menneskehud er bestemt ved en
laboratorietest til: EGME > -PGME > EGEE = EGEEA > DEGME > EGBE > DEGEE > DEGBE.
Deres evne til hudirritation varierer, men den er generelt set moderat til lille, mens slimhinder i øjne og
luftveje lettere påvirkes. Glycoldiethere og glycoletherestere virker mere irriterende end
glycolmonoethere.
Metabolisme
I kroppen kan ethergruppen i glycolethere ved hjælp af enzymer dealkyleres, eller alkoholgruppen kan
oxideres til ketoner og carbondioxid (for propylenglycolethere), aldehyder og carboxylsyrer (for
ethylenglycolethere). Methylglycol omdannes for størstedelen (60 %) således til methoxyeddikesyre,
der udskilles i urinen. Til sammenligning udskilles 60 % af propylenglycolmethylether som
carbondioxid med udåndingsluften.Glycoletheracetater hydrolyseres til glycolethere og eddikesyre og
har derfor lignende langtidseffekter som de tilsvarende glycolethere.
Varierende giftighed
Der findes som nævnt utallige glycolethere (og -estere), og deres giftighed varierer fra stof til stof. Der
synes imidlertid at være visse generelle toksikologiske træk, selvom der desværre mangler data for
mange af stofferne. De bedst undersøgte og farligste glycolethere er ethylglycol og methylglycol.
Den akutte giftighed i forsøgsdyr er for de fleste lav og utilstrækkelig til en klassificering som
sundhedsskadelig (LD50 > 2 g/kg lgv). Indånding i en time af næsten koncentrerede dampe af en række
glycolethere forårsagede i forsøgsdyr kun irritationssymptomer. Indånding af 1000 ppm
propylenglycolmethylether i 60 dage havde ingen skadelig effekt i rotter. Derimod var få dages
udsættelse for 500 ppm methylglycolacetat dødelig.
Mere giftige for mennesker
Ethylenglycolethere er, ligesom det er tilfældet for ethylenglycol, mere giftige for mennesker end
forsøgsdyr. Således er der beskrevet over 100 dødsfald efter indtagelse af medicin baseret på
diethylenglycol i stedet for propylenglycol. Den dødelige dosis blev beregnet til omkring 1 g/kg
141
Copyright: www.NIPSECT.dk
legemsvægt.
Indtagelse af mindre end 500 ml af et vinduespudsemiddel indeholdende 12% butylglycol gav
anledning til et alvorligt forgiftningstilfælde med bevidstløshed og påvirkning af nyrer og blod.
Nyre- og nerveskader
Langtidsudsættelse for massive doser ethylenglycolethere (f.eks. 1,7 % diethylenglycol i foderet –
svarende til 850 mg/kg/dag) har i forsøgsdyr resulteret i nyreskader og sten i urinblæren på grund af
udfældet calciumoxalat. Ved ti gange lavere doser kan der fortsat konstateres en øget udskillelse af
oxalat i urinen.
Der er beskrevet kliniske forgiftningstilfælde i mennesker med påvirkning af nervesystem og nyrer
efter indtagelse af ca. 100 ml methylglycol (eller ethylglycol). De fleste glycolethere virker bedøvende
på centralnervesystemet. Særlig kraftig effekt har methylglycol, som i dyreforsøg har forårsaget
hjerneskader og adfærdspåvirkning. I arbejdsmiljøet er der beskrevet enkelte tilfælde af hjerneskader
hos arbejdere udsat for mindre end 10 ppm methylglycol i luften, men der var samtidig betydelig
hududsættelse.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer EGEE, EGEEA, EGBE og PGBE som stoffer, der medfører risiko for
skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af
sprøjtetåger (SRI 3).
Effekter på blod og bloddannelse
Specielt ethylenglycolethere har en toksisk effekt på knoglemarv og lymfesystem med nedsat antal af
røde og hvide blodlegemer. De røde blodlegemer kan direkte nedbrydes og lække blodfarvestoffet.
Blod i urinen kan ses efter udsættelse for høje doser. Særlig farlig er butylglycol, som kan skade blodet
efter nogle dages udsættelse for koncentrationer på fra 54 ppm.
Effekten på knoglemarv er også observeret i arbejdsmiljøet. Så lidt som en uges udsættelse for 200
ppm methylglycolacetat resulterede i ændringer af blodet. Propylenglycolethere har ikke denne effekt
på blodet.
Skader på forplantningen
I dyreforsøg er ethylglycol og methylglycol kraftigt fosterskadende (død og misdannelser) i hundyr
samt forårsager testikelsvind i hanner. Effekterne ses ved relativt lave luftkoncentrationer (10-50 ppm
methylglycol) og også efter hudeksponering. Kraftigst virker methylglycol, som også påvirker
modningen af sædceller hos handyr.
Disse effekter ses i nogle tilfælde også ved udsættelse for de højere ethylenglycolethere eller
propylenglycolethere. F.eks. var meget massive doser methyldiglycol (>700 mg/kg/dag)
fosterskadende i rotter. Det er sandsynliggjort, at det er metabolitterne methoxy- og ethoxyeddikesyre,
som virker reproduktionsskadende.
142
Copyright: www.NIPSECT.dk
Propylenglycolmethylether -isomer (PGME- og PGMEA-) er i modsætning til -isomeren (PGME) fosterskadende (skelet- og hjertefejl) i rotter og kaniner ved indånding af 150-200 ppm under
drægtigheden.
I en undersøgelse på en amerikansk halvlederfabrik, hvor der var hududsættelse for
ethylenglycolethere, havde kvinderne en dosis-afhængig øgning af spontane aborter og nedsat
frugtbarhed.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer EGEE som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (Gruppe
1M), og EGME vurderes som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (Gruppe 1L).
Ingen kræftfare
Glycolethere synes ikke mutagene i Ames-testen med Salmonella bakterier, eller kræftfremkaldende i
langtidsdyreforsøg med massive doser. Dog er ethylglycol chromosomskadende. Nye resultater for
butylglycol viser at indånding af 250 ppm øget mavekræft hos hunmus og leverkræft hos hanmus, mens
der ingen effekt var i rotter.
Fra asken i ilden?
De flygtige opløsningsmidler, som f.eks. mineralsk terpentin, lugter ubehageligt og kan give
uspecifikke hjerneskader ved længere tids indånding af dampe. Derfor er det nærliggende at substituere
med glycolethere, som ikke er flygtige og ikke lugter ubehageligt.
Imidlertid overses ofte, at glycolethere har en usædvanlig stor hudoptagelighed, der opvejer den mindre
flygtighed. Derved vil der for alle ethylenglycolderivater kunne opstå nyreskader. Specielt for
ethylglycol og methylglycol vil der kunne opstå skader på både hjerne, blod og foster.
Propylenglycolethere synes generelt mindst farlige og er et bedre substitutionsvalg.
Udvalgt litteratur:
1. Gudbergsson H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 62.
Ethylenglykolmonoalkyletrar och deras acetater. Arbete och Hälsa, 1985:34.
2. Lundberg P (ed). Scientific basis for Swedish occupational standards Vlll. Arbete och Hälsa
1987:39.
3. IPCS Environmental Health Criteria 115. 2-Methoxyethanol, 2-Ethoxyethanol, and Their
Acetates. WHO: Geneva, 1990.
4. Hansen MK. Vandfortyndbare malevarers arbejdsmiljøegenskaber. Delrapport 2.
Toksikologiske vurderinger. Arbejdsmiljøfondet, København, 1986.
5. Johanson G. NEG and NIOSH basis for an occupational health standard: Propylene glycol
ethers and their acetates. Arbete och Hälsa 1990:32.
6. Dutch expert committee on occupational standards. Health-based recommended
occupational exposure limits for 1-methoxypropanol-2, 1-methoxypropylacetate-2, 1-
143
Copyright: www.NIPSECT.dk
methoxypropanol-1, 1-methoxypropylacetate-1. RA 5/93. Den Haag: Ministry of Social
Affairs and Employment, 1993.
7. Nielsen GD, Hansen LF, Nexø BA, Poulsen OM. Indoor air guideline levels for 2ethoxyethanol, 2-(2-ethoxyethoxy)ethanol, 2-(2-butoxyethoxy)ethanol and 1-methoxy-2propanol. Indoor Air 1998;5:37-54.
8. NTP TR-484. Toxicology and Carcinogenesis Studies of 2-Butoxyethanol (CAS No. 11176-2) in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park, 2000.
METHYLGLYCOL
®
Synonymer: 2-Methoxyethanol, methylcellosolve , ethylenglycol-monomethylether, etylenglykolmonomethyleter,
®
metylglykol, EGME, 2-ME, Dowanol EM , ethylene glycol monomethyl ether (engl), methyl glycol (engl). CAS nr. 109-86-4.
EU nr. 603-011-00-4. EINECS nr. 203-713-7. RTECS nr. KL5775000. UN nr. 1188. Formler: C3H8O2, CH3OCH2CH2OH.
Molvægt: 76,09. Frysepunkt: -85°C. Kogepunkt (1 atm): 124°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,962 (vand=1). Damptryk
(25°C): 9,7 mm Hg (1,3 kPa). Relativ damptæthed: 2,6 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,62 (nBuAc=1).
Mætningskoncentration (25°C): 16.000 ppm. Flammepunkt (cc): 39°C. Selvantændelsestemperatur: 285°C.
Eksplosionsgrænser: 1,8-14 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Fordelingskoefficient (LogKow): -0,5.
Brydningsindeks(n20/D): 1,400. Lugtgrænse: 2,3 ppm. LD50(o,r): 3,3 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,11
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (16 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Rep2.
Risikoangivelser: Kan skade forplantningsevnen (R60), kan skade barnet under graviditeten (R61), brandfarlig (R10), farlig
ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent
særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
METHYLGLYCOLACETAT
Synonymer: 2-Methoxyethylacetat, methylcellosolveacetat, ethylenglycolmonomethyletheracetat,
etylenglykolmonomethyleteracetat, metylglykolacetat, EGMEA, 2MEA, ethylene glycol monomethyl ether acetate (engl),
methyl glycol acetate (engl). CAS nr. 110-49-6. EU nr. 607-036-00-1. EINECS nr. 203-772-9. RTECS nr. KL5950000. UN
o
nr. 1189. Formler: C5H10O3, CH3COOCH2CH2OCH3. Molvægt: 118,13. Frysepunkt: -65°C. Kogepunkt (1 atm): 145 C.
Relativ massefylde (25/4°C): 1,007 (vand=1). Damptryk (25°C): 5,3 mm Hg (0,7 kPa). Relativ damptæthed: 4,07 (luft=1).
Relativ fordampningshastighed: 0,30 (nBuAc=1). Mætningskoncentration (25°C): 6.000 ppm. Flammepunkt (cc): 45°C.
Selvantændelsestemperatur: 392°C. Eksplosionsgrænser: 1,5-12,3 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar.
3
3
LD50(o,r): 3,4 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm=4,83 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (24 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: Kan skade forplantningsevnen (R60), kan skade
barnet under graviditeten (R61), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter:
Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
ETHYLGLYCOL
®
Synonymer: 2-Ethoxyethanol, cellosolve , ethylenglycolmonoethylether, etylenglykolmonoethyleter, etylglykol, EGEE, 2EE,
®
Dowanol EE , ethylene glycol monoethyl ether (engl), ethyl glycol (engl). CAS nr. 110-80-5. EU nr. 603-012-00-X. RTECS
nr. KK8050000. UN nr. 1171. Formler: C4H10O2, CH3CH2OCH2CH2OH. Molvægt: 90,12. Frysepunkt: -70°C. Kogepunkt (1
atm): 135°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9311 (vand=1). Damptryk (25°C): 5,75 mm Hg (0,71 kPa). Relativ
damptæthed: 3,1 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,38 (nBuAc=1). Mætningskoncentration (25°C): 7.600 ppm.
Flammepunkt (cc): 44°C. Selvantændelsestemperatur: 235°C. Eksplosionsgrænser: 1,7-15,6 vol% Opløselighed i vand:
Fuldstændig blandbar. Fordelingskoefficient (LogKow): -0,54. Lugtgrænse: 1,2 ppm. LD50(o,r): 5,5 g/kg.
144
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm=3,68 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (18,5 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: Kan skade forplantningsevnen (R60), kan skade barnet under
graviditeten (R61), brandfarlig (R10), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
ETHYLGLYCOLACETAT
Synonymer: 2-Ethoxyethylacetat, cellosolveacetat, ethylenglycolmonoethyletheracetat, etylenglykolmonoethyleteracetat,
etylglykolacetat, EGEEA, 2EEA, ethylene glycol monoethyl ether acetate (engl), ethyl glycol acetate (engl). CAS nr. 111-159. EU nr. 607-036-00-7. RTECS nr. KK8225000. UN nr. 1172. Formler: C6H12O3, CH3COOCH2CH2OCH2CH3. Molvægt:
132,16. Frysepunkt: -62°C. Kogepunkt (1 atm): 156°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,970 (vand=1). Damptryk (25°C):
1,7 mm Hg (0,22 kPa). Relativ damptæthed: 4,72 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,21 (nBuAc=1).
Mætningskoncentration (25°C): 2.700 ppm. Flammepunkt (cc): 51°C. Selvantændelsestemperatur: 379°C.
Eksplosionsgrænser: 1,7.14vol%. Opløselighed i vand (20°C): 230 g/L. LD50(o,r): 5,1 g/kg. Lugtgrænse: 0,06 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,40 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (27 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), Rep2. Risikoangivelser: Kan skade forplantningsevnen (R60), kan skade barnet under
graviditeten (R61), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter: Undgå
enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PROPYLGLYCOL
Synonymer: 2-Propoxyethanol, 2-(propyloxy)ethanol, propylcellosolve, ethylenglycolmonopropylether,
etylenglykolmonopropyleter, ethylene glycol propyl ether (engl), propyl glycol (engl). CAS nr. 2807-30-9. EU nr. 603-095-00o
2. EINECS nr. 220-548-6. Formler: C5H12O2, CH3CH3CH2OCH2CH2OH. Molvægt: 104,15. Frysepunkt: <-70 C.
Kogepunkt (1 atm): 150°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,909. Damptryk (25°C): 2,9 mm Hg (0,38 kPa). Relativ
damptæthed: 3,6 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 3.800 ppm. Flammepunkt (cc): 51°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 230 C. Eksplosionsgrænser: 5,5-23 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar.
3
3
LD50(o,r): 3,1 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,25 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (110 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2000): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved hudkontakt
(R21), irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og
øjnene (S24/25), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37).
ISOPROPYLGLYCOL
Synonymer: 2-lsopropoxyethanol, isopropylcellosolve, ethylenglycolmonoisopropylether, etylenglykolmonoisopropyleter,
ethylene glycol monoisopropyl ether (engl), isopropyl glycol (engl). CAS nr. 109-59-1. EU nr. 603-013-00-5. EINECS nr.
o
203-685-6. RTECS nr. KL5075000. Formler: C5H12O2, (CH3)2CHOCH2CH2OH. Molvægt: 104,15. Frysepunkt: <-60 C.
Kogepunkt (1 atm): 140°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,903. Damptryk (25°C): 5,2 mm Hg (0,69 kPa). Relativ
damptæthed: 3,6 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 6.800 ppm. Flammepunkt (cc): 54°C. Opløselighed i vand:
Blandbar. LD50(o,r): 5,6 g/kg. Brydningsindeks (n20/D): 1,4095. LD50(o,r): 5,66 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1
3
3
ppm = 4,25 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2000): Sundhedsskadelig
(Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding og ved hudkontakt (R20/21), irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25).
BUTYLGLYCOL
145
Copyright: www.NIPSECT.dk
®
®
Synonymer: 2-Butoxyethanol, butylcellosolve , ethylenglycolmonobutylether, etylenglykolmonobutyleter, Dowanol EB ,
butylglykol, EGBE, ethylene glycol monobutyl ether (engl), butyl glycol (engl). CAS nr. 111-76-2. EU nr. 603-014-00-0.
EINECS nr. 203-905-0. RTECS nr. KJ8575000. UN nr. 2369. Formler: C6H14O2, CH3CH2CH2CH2OCH2CH2OH. Molvægt:
118,18. Frysepunkt: -77°C. Kogepunkt (1 atm): 171°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,898. Damptryk (25°C): 0,88 mm
Hg (0,12 kPa). Relativ damptæthed: 4,1 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,08 (nBuAc=1).
Mætningskoncentration (25°C): 1.300 ppm. Flammepunkt (cc): 61°C. Selvantændelsestemperatur: 238°C.
Eksplosionsgrænser: 1,1-12,7 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Fordelingskoefficient (LogKow): 0,83.
3
LD50(o,r): 2,5 g/kg. Lugtgrænse: 0,1 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,83 mg/m . Grænseværdi (2002):
3
20 ppm H (98 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved
indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved indtagelse,
kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
BUTYLGLYCOLACETAT
Synonymer: 2-Butoxyethylacetat, butylcellosolveacetat, ethylenglycolmonobutyletheracetat,
etylenglykolmonobutyleteracetat, butylglykolacetat, EGBEA, ethylene glycol monobutyl ether acetate (engl), butyl glycol
acetate (engl). CAS nr. 112-07-2. EU nr. 607-038-00-2. EINECS nr. 203-933-3. RTECS nr. KJ8925000. Formler: C8H16O3,
CH3COOCH2CH2OCH2CH2CH2CH3. Molvægt: 160,21. Frysepunkt: -63°C. Kogepunkt (1 atm): 192°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,9422 (vand=1). Damptryk (25°C): 0,29 mm Hg (0,04 kPa). Relativ damptæthed: 5,5 (luft=1).
Relativ fordampningshastighed: 0,03 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 71°C. Selvantændelsestemperatur: 340°C.
Eksplosionsgrænser: 0,9-8,5 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 17 g/L. LD50(o,r): 3,0 g/kg. Lugtgrænse: 0,1 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,55 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm H (130 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding og ved hudkontakt (R20/21).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24).
METHYLDIGLYCOL
®
Synonymer: Methyl carbitol, Dowanol DM , diethylenglycolmonomethylether, methoxyethoxyethanol, methyl diglycol (engl).
CAS nr. 111-77-3. EU nr. 603-107-00. EINECS nr. 203-906-6. RTECS nr. KL6125000. Formler: C5H12O3,
CH3OCH2CH2OCH2CH2OH. Molvægt: 120,15. Frysepunkt: -85°C. Kogepunkt (1 atm): 194°C. Relativ massefylde
(25/4°C): 1,019. Damptryk (25°C): 0,18 mm Hg (0,24 kPa). Relativ damptæthed: 4,14 (luft=1). Mætningskoncentration
o
(25°C): 240 ppm. Flammepunkt(oc): 93°C. Selvantændelsestemperatur: 215 C. Eksplosionsgrænser: 1,6-18,1 vol%.
3
Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): > 5,5 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,91 mg/m .
Grænseværdi (tentativ, 2002): 25 ppm. Klassificering og mærkning (2000): Sundhedsskadelig (Xn), Rep 3
Risikoangivelse: Mulighed for skade på barnet under graviditeten (R63). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt
for børn (S2), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37).
ETHYLDIGLYCOL
®
Synonymer: Carbitol, diethylenglycolmonoethylether, Dowanol DE , DEEE, ethyl diglycol (engl). CAS nr. 111-90-0. EINECS
nr. 203-919-7. RTECS nr. KK8750000. Formler: C6H14O3, CH3CH2OCH2CH2OCH2CH2OH. Molvægt: 134,18. Frysepunkt:
-76°C. Kogepunkt (1 atm): 202°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,986. Damptryk (25°C): 0,14 mm Hg (0,019 kPa).
Relativ damptæthed: 4,62 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 184 ppm. Flammepunkt (oc): 96°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 204 C. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): 5,5 g/kg. Brydningsindeks
(n20/D): 1,427. Fordelingskoefficient (LogKow): 0,15. Lugtgrænse: 0,7 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm =
3
5,49 mg/m . Grænseværdi (2002): Ikke opført på grænseværdilisten. Klassificering og mærkning (2000): Ikke opført på
Listen over farlige stoffer.
BUTYLDIGLYCOL
146
Copyright: www.NIPSECT.dk
®
Synonymer: Butyl carbitol, diethylenglycolmonobutylether, 2-(2-butoxyethoxy)ethanol, DEBE, Dowanol DB , butyl diglycol
(engl). CAS nr. 112-34-5. EU nr. 603-096-00-8. EINECS nr. 203-961-6. Formler: C8H18O3.
CH3CH2CH2CH2OCH2CH2OCH2CH2OH. Molvægt: 162,23. Frysepunkt: -68°C. Kogepunkt (1 atm): 230°C. Relativ
massefylde (25/4°C): 0,948. Damptryk (25°C): 0,023 mm Hg (0,003 kPa). Relativ damptæthed: 5,6 (luft=1).
o
Mætningskoncentration (25°C): 57 ppm. Flammepunkt (cc): 78°C. Selvantændelsestemperatur: 223 C.
Eksplosionsgrænser: 0,8-9,4 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Fordelingwskoefficient (LogKow): 0,4.
3
LD50(o,r): >5,7 g/kg. Lugtgrænse: 0,8 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,64 mg/m . Grænseværdi (2002):
Ikke opført på grænseværdilisten. Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Irriterer
øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24), kommer
stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26).
DIETHYLENGLYCOL
Synonymer: 2-(2-Hydroxyethoxy)ethanol, 2,2’-oxybisethanol, diglycol, DEG, diethylene glycol (engl). CAS nr. 111-46-6.
Formler: C4H10O3, (HOCH2CH2)2O. Molvægt: 106,12. Frysepunkt: -8,8°C. Kogepunkt (1 atm): 245°C. Relativ
massefylde (25/4°C): 1,12. Damptryk (25°C): <0,01 mm Hg. Mætningskoncentration (20°C): 13 ppm. Flammepunkt
(cc): 124°C. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. LD50(o,r): > 13 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm =
3
3
4,35 mg/m . Grænseværdi (2002): 2,5 ppm (11 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn).
Risikoangivelse: Farlig ved indtagelse (R22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), ved
indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHER ()
Synonymer: 1-Methoxy-2-propanol, 1-methoxypropan-2-ol, propylenglykolmonoethyleter, PGME-, propylene glycol
monoethyl ether (engl). CAS nr. 107-98-2. EU nr. 603-064-00-3. EINECS nr. 203-539-1. RTECS nr. UB7700000. UN nr.
3092. Formler: C4H10O2, CH3OCH2(CH3)CHOH. Molvægt: 90,12. Frysepunkt: -96°C. Kogepunkt (1 atm): 120°C.
Massefylde (20/4°C): 0,923. Damptryk (25°C): 11,8 mm Hg (1,6 kPa). Relativ damptæthed: 3,11 (luft=1). Relativ
fordampningshastighed: 0,7 (nBuAc=1). Mætningskoncentration (25°C): 15.500 ppm. Flammepunkt (cc): 36°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 270 C. Eksplosionsgrænser: 1,9-13,1 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar.
4h
Lugtgrænse: 10 ppm. LD50(o,r): 7,5 g/kg. LC50(ihl,r): 56.250 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,68
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (185 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Intet symbol. Risikoangivelse:
Brandfarlig (R10). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24).
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHER ()
Synonymer: 2-Methoxy-1-propanol, 2-methoxypropan-1-ol, propylenglykolmonoethyleter, PGME-, propylene glycol
monomethyl ether (engl). CAS nr. 1589-47-2. EU nr. 603-106-00-0. EINECS nr. 216-455-5. Formler: C4H10O2,
CH3OCH(CH3)CH2OH. Molvægt: 90,12. Frysepunkt: <-50°C. Kogepunkt (1 atm): 130°C. Massefylde (20/4°C): 0,938.
Damptryk (25°C): 4,1 mm Hg (0,55 kPa). Relativ damptæthed: 3,11 (luft=1). Mætningskoncentration (20°C): 5.400 ppm.
Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Lugtgrænse: 100 ppm. LD50(o,r): 5,71 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1
3
3
atm): 1 ppm = 3,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm (75 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T),
Rep2. Risikoangivelser: Kan skade barnet under graviditeten (R61), brandfarlig (R10) irriterer åndedrætsorganerne og
huden (R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige
anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHER (teknisk)
®
Synonymer: Propylenglykolmonometyleter, com-PGME, Dowanol PM , propylene glycol monomethyl ether (engl). CAS nr.
1320-67-8. Formler: C4H10O2. Molvægt: 90,12. Frysepunkt: -95°C. Kogepunkt (1 atm): 120°C. Massefylde (20/4°C):
0,917. Damptryk (25°C): 11,6 mm Hg (1,55 kPa). Relativ damptæthed: 3,11 (luft=1). Mætningskoncentration (20°C):
10.300 ppm. Flammepunkt (cc): 32°C. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar. Lugtgrænse: 100 ppm. LD50(o,r): 5,2
3
3
g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm (75 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
147
Copyright: www.NIPSECT.dk
PROPYLENGLYCOLPROPYLETHER
Synonymer: 1-Propoxy-2-propanol, propylenglycolmonopropylether, propylenglykolmonopropyleter, propylene glycol
monopropyl ether (engl). CAS nr. 1569-01-3. EINECS nr. 216-372-4. Formler: C6H14O2, CH3CH2CH2OCH2CH(CH3)OH.
Molvægt: 118,18. Kogepunkt (1 atm): 150°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,885. Damptryk (25°C): 1,7 mm Hg (0,23
kPa). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,22 (nBuAc=1). Mætningskoncentration
(25°C): 2.200 ppm. Flammepunkt (cc): 48°C. Opløselighed i vand: Blandbar. LD50(o,r): 2,5 g/kg. Omregningsfaktor
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,83 mg/m . Grænseværdi (tentativ, 2002): 100 ppm. Klassificering og mærkning (2002): Ikke
opført på Listen over farlige stoffer.
PROPYLENGLYCOLBUTYLETHER
Synonymer: 1-Butoxy-2-propanol, 1-butoxypropan-2-ol, propylenglycolmonobutylether, propylenglykolmonobutyleter,
propylene glycol monobutyl ether (engl). CAS nr. 5131-66-8. EU nr. 603-052-00-8. EINECS nr. 225-878-4. RTECS nr.
UA7700000. Formler: C7H16O2, CH3CH2CH2CH2OCH2CH(CH3)OH. Molvægt: 132,20. Kogepunkt (1 atm): 169°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,879 (vand=1). Damptryk (25°C): 1,4 mm Hg (0,19 kPa). Relativ damptæthed: 4,6 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 1.800 ppm. Flammepunkt (cc): 65°C. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar.
3
LD50(o,r): 2,2 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,41 mg/m . Grænseværdi (tentativ, 2002): 100 ppm.
Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Irriterer øjnene og huden (R36/38).
Sikkerhedsforskrift: Opbevares utilgængeligt for børn (S2).
DIPROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHER
®
Synonymer: 1-(2-Methoxy-1-methylethoxy)-2-propanol, dipropylenglycolmonomethylether, Dowanol DPM , DPGME,
dipropylene glycol monomethyl ether (engl). CAS nr. 34590-94-8. EINECS nr. 252-104-2. RTECS nr. JM1575000. Formler:
C7H16O3, CH3OCH2CH(CH3)OCH2CH(CH3)OH. Molvægt: 148,20. Frysepunkt: -80°C. Kogepunkt (1 atm): 190°C. Relativ
massefylde (25/4°C): 0,948. Damptryk (25°C): 0,38 mm Hg (0,05 kPa). Relativ damptæthed: 5,1 (luft=1). Relativ
fordampningshastighed: 0,02 (nBuAc=1). Mætningskoncentration (25°C): 510 ppm. Flammepunkt (cc): 74°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 270 C. Eksplosionsgrænser: 1,3-10,4 vol%. Opløselighed i vand: Fuldstændig blandbar.
3
Lugtgrænse: 35 ppm. LD50(o,r): 5,3 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,06 mg/m . Grænseværdi (2002):
3
50 ppm H (300 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke opført på Listen over farlige stoffer.
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHERACETAT ()
Synonymer: 2-Methoxyisopropylacetat, 2-methoxy-1-methylethylacetat, 1-methoxy-2-propylacetat, 1-methoxypropylacetat2, PMacetat, PGMEA-, propylenglykolmonometyleteracetat, propylene glycol monomethyl ether acetate (engl). CAS nr.
108-65-6. EU nr. 607-195-00-7. EINECS nr. 203-603-9. UN nr. 1993. Formler: C6H12O3, CH3COOCH(CH3)CH2OCH3.
Molvægt: 132,16. Frysepunkt: -67°C. Kogepunkt (1 atm): 146°C. Relativ massefylde (25/4°C): 0,957 (vand=1).
Damptryk (20°C): 3,8 mm Hg (0,5 kPa). Relativ damptæthed: 4,55 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,34
o
(nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 42°C. Selvantændelsestemperatur: 354 C. Eksplosionsgrænser: 1,2-10,6 vol%.
3
Opløselighed i vand: 198 g/L. LD50(o,r): >8,5 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,50 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 50 ppm (270 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Brandfarlig
(R10), irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene
(S25).
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHERACETAT ()
Synonymer: 2-Methoxypropylacetat, PMacetat, PGMEA-, propylene glycol monomethyl ether acetate (engl). CAS nr.
70657-70-4. EU nr. 607-251-00. EINECS nr. 274-724-2. RTECS nr. AI8967450. Formler: C6H12O3,
CH3COOCH2CH2CH2OCH3. Molvægt: 132,16. Frysepunkt: <-20°C. Kogepunkt (1 atm): 150°C. Damptryk (20°C): 2,2 mm
o
Hg (0,29 kPa). Relativ damptæthed: 4,55 (luft=1).Mætningskoncentration (20 C): 3000 ppm. Opløselighed i vand:
148
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
Blandbar. LD50(o,r): >5 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,50 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm (110
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Rep 2. Risikoangivelser: Kan skade barnet under graviditeten
(R61), brandfarlig (R10), irriterer åndedrætsorganerne (R37). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2),
undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
PROPYLENGLYCOLMONOMETHYLETHERACETAT (blandet)
Synonymer: PMacetat (blanding), PGMEA-com, propylene glycol monomethyl ether acetate (engl). CAS nr. 84540-57-8,
93838-74-5. Formel: C6H12O3. Molvægt: 132,16. Kogepunkt (1 atm): 145°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9665
o
(vand=1). Damptryk (20°C): 2,3 mm Hg (0,31 kPa). Relativ damptæthed: 4,55 (luft=1).Mætningskoncentration (20 C):
3000 ppm. Flammepunkt (cc): 45°C. Opløselighed i vand: 200 g/L. LD50(o,r): 5,16 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1
3
atm): 1 ppm = 5,50 mg/m . Grænseværdi (2000): Se de enkelte komponenter. Klassificering og mærkning (2002): Ikke
på listen over Farlige stoffer. De enkelte komponenter er (se ovf.).
37. Acrylamid
Acrylamid er et lugtløst, hvidt, krystallinsk stof, som er meget letopløseligt i vand, alkoholer og
acetone, men næsten uopløseligt i upolære opløsningsmidler, bl.a. toluen. Da acrylamid danner et
meget fint støv, så håndteres det i arbejdsmiljøet mest i vandig opløsning.
Acrylamid er et amid af acrylsyre og indeholder en reaktiv dobbeltbinding ligesom vinylchlorid og
vinylacetat (Fokus nr. 38). Acrylamid er meget reaktivt. Ved ophedning eller under indflydelse af
ultraviolet lys polymeriserer det i en voldsom reaktion. Det er derfor ofte stabiliseret med hydroquinon
(Fokus nr. 39).
Acrylamid fremstilles ved hydrolyse af acrylonitril (Fokus nr. 8), og handelsvaren kan indeholde spor
(indtil 100 ppm) af acrylonitril. I 1985 var produktionen af acrylamid i USA omkring 63.000 tons med
en stigende tendens. I Vesteuropa og Japan er produktionen af størrelsesordenen 40.000 tons, så den
årlige verdensproduktion kan anslås til over 150.000 tons. Produktionen af det beslægtede stof
methylolacrylamid er ligeledes meget betydelig.
Monomer
Primært bruges acrylamid til fremstilling af forskellige typer af polyacrylamid og co-polymere med
acrylsyre, acrylater, methacrylamid eller styren. Polyacrylamid er et fast glasagtigt stof, som
overraskende for en polymer kan være opløselig i vand. De vigtigste anvendelser af polyacrylamid er
som flokkulant eller koagulant i spildevands- og drikkevandsanlæg for at bundfælde urenheder og gøre
vandet mere klart. En meget vigtig anvendelse af polyacrylamid er endvidere til at styrke og forbedre
papirprodukter, bl.a. for at fibrene bedre kan holde på farvepigmenter. Polyacrylamid-gel er meget
benyttet til elektroforese i biologiske og kliniske laboratorier. Idet gelen ofte inden brugen på
laboratoriet fremstilles udfra monomeren, vil der være en betydelig eksponeringsrisiko på sådanne
laboratorier.
Tætning af kloakrør
Modificeret polyacrylamid og co-polymere anvendes under olieudvinding til at øge vands viskositet og
kontrollere væsketab fra boremudder. Acrylamid og polymere har også en række anvendelser i
149
Copyright: www.NIPSECT.dk
fotografiske væsker, i klæbemidler, i visse lakker, i vandbaserede malinger (<0,5 % for at forbedre
pigmentopblandingen) og i tekstilhjælpemidler (f.eks. til at “glatte”).
Acrylamid-“cement” anvendes til tætning af bl.a. kloakrør. Det sker ved at acrylamid (eller
methylolacrylamid) og en katalysator indsprøjtes i en revne, hvorefter der sker en polymerisation til en
gel-lignende, vandfast substans. Hvis denne proces ikke kontrolleres nøje, kan der ske udslip af
acrylamid-overskud. Polyacrylamid har en meget lav reaktivitet og giftighed pga. den store molvægt og
manglende dobbeltbinding. Det kan ikke nedbrydes til acrylamid igen, men kan i praksis indeholde
rester af monomeren – sædvanligvis <0,1 % – som skal tages i betragtning ved en
arbejdsmiljøvurdering.
Tunnelbyggeri
En lignende anvendelse af acrylamid sker ved tunnelbyggeri, i miner og i byggeri til stabilisering af
jord og bjergarter. I 1997 var et udslip af acrylamid under tunnelbyggeri ved Hallandsåsen i Sverige
meget omtalt. Her blev byggeriet stoppet, fordi både arbejderne og de omgivende vandløb blev udsat
for acrylamid. Også i Norge har acrylamid anvendt til tunnelbyggeri skabt miljøproblemer. I
dagspressen er i år 2000 omtalt et problem med udsivning af acrylamid til Peblingesøen og områdets
grundvand fra byggeriet af en Metro station ved Søpavillionen.
Acrylamid i morgenmad
I forbindelse med undersøgelser af arbejdere udsatte for acrylamid ved tunnelarbejde ved Hallandsåsen
fandt forskerne ud af indhold af acrylamid i blodet fra kontrolpersoner i nogle tilfælde også var højt.
Det viste sig i juni 2002, at forklaringen var, at acrylamid forekommer i små koncentrationer (ppbppm) i franske kartofler, kiks, corn flakes m.m. Årsagen til dette er, at aminosyren aspargin ved
ophedning under forarbejdning kan reagere med sukkerstoffet glucose under dannelse af acrylamid.
Meget lidt flygtigt
Acrylamid er meget lidt flygtigt. I en amerikansk fabrik, der fremstillede acrylamid og polyacrylamid,
blev der kun målt fra 0,001 til 0,4 mg acrylamid/m3 luft og gennemsnitskoncentrationer op til 0,065
mg/m3. Farlig arbejdsmiljøeksponering vil derfor især være ved hudkontakt.
Det er anslået, at mellem 700 og 1000 arbejdere er udsat for acrylamid ved fremstilling af acrylamid og
polyacrylamid i USA. I alt er op til 200.000 arbejdere i mere end 27 erhverv udsat for små mængder
acrylamid i USA. I Danmark er antallet formentligt nogle flere tusinde, fortrinsvis i byggebranchen,
ved kloakarbejde, ved tunnelarbejde, i papir- og tekstilindustri og i laboratorier.
I Produktregistret er der registreret omkring et dusin varer indeholdende acrylamid. I 1989 var
forbruget af acrylamid i Danmark 20 tons. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets
Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 10 tons acrylamid i <5 produkter, og der var 20
eksponeringer for stoffet.
150
Copyright: www.NIPSECT.dk
Akkumulerer i blodet
Acrylamid absorberes hurtigt og næsten fuldstændigt fra mave-tarm kanalen, i lungerne og gennem
huden. Det fordeles til alle væv, men over længere tid akkumuleres det fortrinsvis i de røde
blodlegemer og i testiklerne. Udskilles mest som svovlholdige metabolitter i urinen. I kroppen er
halveringstiden ca. 8 døgn.
En 1% opløsning af acrylamid i vand virker hudirriterende på mennesker. Acrylamid (og Nmethylolacrylamid) er optaget som kontaktallergener på Arbejdsmiljøinstituttets 1990-liste over
Allergifremkaldende stoffer, men der er kun beskrevet få sygdomstilfælde.
Farlig nervegift!
Siden starten på den kommercielle produktion af acrylamid i midten af 1950’erne er der rundt om i
Verden rapporteret om mere end 60 alvorlige forgiftningstilfælde med skader (neuropati) på det
perifere nervesystem. De fleste af tilfældene skyldtes kortvarig eller langvarig arbejdsmiljøudsættelse –
i nogle tilfælde efter udelukkende hududsættelse.
Acrylamid- eller ”beton”-forgiftning viser sig ofte først ved træthed, søvnighed og vægttab. Tegn på
skader på det perifere nervesystem viser sig langsomt og gradvist og ofte først måneder efter
udsættelsen. Det viser sig først i hænder og fødder og senere i ben og arme. Individer klager f.eks. over
“sovende”, “stikkende” eller følelsesløse lemmer samt over kulde- og svedeture. Fine bevægelser med
hænderne f.eks.. skrivning og barbering bliver vanskelige at gennemføre, og der kan være mangel på
temperaturfornemmelse og på reflekser. Effekten i lemmerne kan være fremadskridende resulterende i
manglende koordination af bevægelser, tab af kræfter, kramper og muskelhenfald. Symptomerne, der
kan minde om dissemineret sclerose, kan have en lang varighed. Der kan dog efter flere måneder eller
år efter sidste eksponering kan ske en vis bedring af milde forgiftningstilfælde.
Hjerneskader
Denne alvorlige beskadigelse af det perifere nervesystem ledsages ofte af skader på
centralnervesystemet med rystelser (ataksi), humørsvingninger, psykoser etc. Fra Tyskland er der
blandt 3 arbejdere, som blev syge efter at have arbejdet i en uge med at tætne et langt kloakrør,
rapporteret et tilfælde af alvorlig psykose med tvangsideer mv.
Udover arbejdsmiljøforgiftninger er der beskrevet et tilfælde fra Japan, hvor 5 personer blev forgiftede
efter at have drukket vand fra en brønd, som var blevet forurenet efter uforsigtig anvendelse af
acrylamid ved reparation af et nærliggende kloaksystem. Her var der især symptomer på skader på
centralnervesystemet.
Acrylamid har en lignende nerveskadende effekt i forsøgsdyr ved daglige doser på 1-5 mg/kg
legemsvægt. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acrylamid som et stof, der medfører en stor risiko for
bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
151
Copyright: www.NIPSECT.dk
Reproduktionsskader
Acrylamid er klart fosterskadende i mus og rotter, idet der sker en degeneration af nervesystemet hos
afkommet ved doser (20 mg/kg/ dag), som ikke skader moderdyret. I hanmus er konstateret en nedsat
evne til forplantning, herunder impotens, lave testosteron-niveauer, ødelæggelse af testikelvæv og
misdannede sædceller. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acrylamid som reproduktionsskadende ved lavt
dosisniveau (Gruppe 1L)
Skader arveanlæg
Acrylamid reagerer med eller bindes til mange proteiner og DNA. Specielt er kønsceller følsomme for
DNA skader, som kan være arvelige. Acrylamid fremkalder ikke genmutationer og er f.eks. negativ i
Ames-testen med Salmonella bakterier. Derimod fremkalder acrylamid chromosomafvigelser i og
transformation af pattedyrceller, og stoffet er fundet positivt i dominant-lethal test i mus og rotter.
Stærkt kræftfremkaldende
I langtidsforsøg med rotter, som fik acrylamid i drikkevandet (2 mg/kg/ dag), fik dyrene diverse
svulster i centralnervesystemet og skjoldbruskkirtlen. Hunrotter havde derudover en forøget hyppighed
af svulster i mund, livmoder og bryst. Hanrotter havde ved dette og et lavere dosisniveau (0,5
mg/kg/dag) kræft (mesotheliom) i pungen.
Andre mere kortvarige forsøgstyper har påvist, at acrylamid er en meget kraftig initiator af hud- og
lungekræft i mus. Det internationale kræftforskningsinstitut (IARC) i Lyon har i 1994 vurderet
acrylamid som et sandsynligt carcinogen i mennesker (Gruppe 2A), og stoffet er optaget på
arbejdstilsynets kræftliste. Den amerikanske miljøstyrelse (EPA) har i 1988 beregnet den “sikre” dosis
af acrylamid til så lavt som 0,0002 mg/kg legemsvægt./dag.
Beslægtede stoffer er også farlige
En række beslægtede stoffer (f.eks. N-methylacrylamid, methacrylamid, N-methylolacrylamid og Nisopropylacrylamid) har lignende skadelige effekter på sædceller og nervesystem som acrylamid.
Methylolacrylamid fremkalder kræft i lever og lunge hos mus, men ikke hos rotter.
Udvalgt litteratur:
1. Dearfield KL, Abernathy CO, Ottley MS, Brantner JH, Hayes PF. Acrylamide: its
metabolism, developmental and reproductive effects, genotoxicity, and carcinogenicity.
Mutat Res 1988; 195:45-77.
2. Hills BW, Greife AL. Evaluation of occupational acrylamide exposures. Appl Ind Hyg
1986; 1:148-152.
3. Spencer PS, Schaumburg HH. Nervous system degeneration produced by acrylamide
monomer. Environ Health Perspec 1975;11:129-133.
4. Molak V. NIOH and NIOSH basis for an occupational standard: Acrylamide: A review of
the literature. Arbete och Hälsa, 1991:21.
5. NTP technical report on the toxicology and carcinogenesis studies of N-
152
Copyright: www.NIPSECT.dk
6.
7.
8.
9.
methylolacrylamide. NTP 352. NIH Publ. No. 89-2807. Research Triangle Park, 1989.
IPCS Environmental Health Criteria 49. Acrylamide. Geneva: WHO, 1985.
IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 60: Some
Industrial Chemicals. International Agency for Research on Cancer, Lyon, France, 1994.
Mortensen B. Methacrylamide. Health effects of selected chemicals – Volume I. NORD
1992:6. Side 47-57.
Overgaard NS. Nu også betonforgiftning i Danmark. Arbejdsmiljø 2000;16/8:4-6.
ACRYLAMID
Synonymer: 2-Propenamid, acrylsyreamid, berylamide, acrylamide (engl). CAS nr. 79-06-1. EU nr. 616-003-00-0. EINECS
nr. 201-173-7. RTECS nr. AS3325000. UN nr. 2074. Formler: C3H5NO, CH2=CHCONH2. Molvægt: 71,08. Smeltepunkt:
85°C. Kogepunkt (1 atm): >175°C (dekomponerer). Relativ massefylde (25/4°C): 1,122 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,007
mm Hg (0,001 kPa). Mætningskoncentration (25°C): 9 ppm. Relativ damptæthed: 2,45 (luft=1). Flammepunkt (cc):
o
o
138 C. Selvantændelsestemperatur: 424 C. Opløselighed i vand (30°C): 2.155 g/L. Fordelingskoefficient(LogKow): 3
0,67. Brydningsindeks (n25/D): 1,460. LD50(o,r): 106 mg/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,91 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 0,01 ppm HK (0,03 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc2, Mut2, Rep3.
Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), også farlig ved indånding og
hudkontakt (R20/21), også giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), kan give overfølsomhed ved
kontakt med huden (R43), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding, hudkontakt og indtagelse
(R48/23/24/25), mulighed for skade på forplantningsevnen (R62). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent
særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkninger: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae). Tilbøjelighed til spontan
polymerisation (D).
METHACRYLAMID
Synonymer: 2-Methyl-2-propenamid, methacrylsyreamid, methacrylamide (engl). CAS nr. 79-39-9. EINECS nr. 201-202-3.
RTECS nr. UC6475000. Formler: C4H7NO, CH2=C(CH3)CONH2. Molvægt: 85,15. Smeltepunkt: 111°C. Opløselighed i
vand: 200 g/L. LD50(o,r): 459 mg/kg. Grænseværdi (2002): Ikke på grænseværdilisten. Klassificering og mærkning
(2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
N-METHYLOLACRYLAMID
Synonymer: N-(Hydroxymethyl)acrylamid, N-(hydroxymethyl)-2-propenamid, N-methylolacrylamide (engl). CAS nr. 924-425. RTECS nr. AS3600000. Formler: C4H7NO2, CH2=CHCONHCH2OH. Molvægt: 101,11. Smeltepunkt: 75°C. Relativ
massefylde (25/4°C): 1,074 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 1.880 g/L. LD50(o,r): 563 mg/kg. Omregningsfaktor
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,13 mg/m . Grænseværdi (2002): Ikke på grænseværdilisten. Klassificering og mærkning
(2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
38. Vinylacetat
Vinylacetat er en farveløs væske med en sød, stikkende lugt. Det er et letflygtigt stof med meget
brandfarlige dampe. Vinylacetat hører til stofgruppen estere. Stoffet har en relativ stor opløselighed i
vand, og det er letopløseligt i organiske opløsningsmidler.
Indgår i plastmaterialer
Vinylacetat er en af de vigtigste monomere til fremstilling af polymere plastmaterialer. Det drejer sig
om polyvinylacetat, polyvinylalkohol og flere co-polymere bl.a. med polyethylen (EVA). Polyethylenvinylacetat har fået voksende betydning som et vigtigt substitutionsmateriale for det udskældte
polyvinylchlorid (PVC). Polyvinylacetat anvendes desuden til gulvmaterialer og grammofonplader.
Polyvinylacetat-emulsion anvendes som bindemiddel i latex malinger, klæbemidler (f.eks.. “hot melt”
lime) og overfladebehandlingsmidler til f.eks. tekstiler og papir.
153
Copyright: www.NIPSECT.dk
Et af de vigtigste kemikalier
Vinylacetat produceres udfra de simple stoffer: Ethylen, oxygen og eddikesyre ved en gasfaseproces
ved høj temperatur og tryk og ved hjælp af en palladium-katalysator. Det er blandt de 40 stoffer, der
produceres i størst mængde i USA. I 1989 var produktionen i USA således 1,3 millioner tons. I løbet af
80’erne har den årlige produktion i USA været omkring 1 millioner tons. Verdensproduktionen var i
1988 omkring 2,5 millioner tons.
Forbruget (importen) i Danmark har varieret fra år til år fra 0 til 40 tons. Derudover forekommer en
større mængde vinylacetat i de 12.000 tons rå polyvinylacetat, der blev importeredes i 1990.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 680 kg vinylacetat
i 56 produkter, og der var 16.000 eksponeringer for stoffet. Det vil især være ansatte i plast, tekstil- og
malingsindustrien, som vil være udsatte. I 1999 blev der til Produktregistret anmeldt 92 produkter med
vinylacetat.
Lav giftighed i dyr
Vinylacetat har så lav en akut giftighed i forsøgsdyr, at det ikke af den grund skal klassificeres
sundhedsfarligt. Resultater fra dyreforsøg tyder på, at vinylacetat optages hurtigt og næsten
fuldstændigt igennem lungerne. I kroppen hydrolyseres det meget hurtigt til eddikesyre og acetaldehyd
(Fokus nr. 13), hvad der kan være forklaringen på den lille akutte giftighed. Det kan derfor kun
bestemmes i blodet i meget kort tid.
Manglende viden
Der foreligger ingen viden om, hvad der sker med vinylacetat i mennesker med hensyn til optagelse,
fordeling og udskillelse, eller om det hydrolyseres ligeså hurtigt som i forsøgsdyr! Der findes en enkelt
rapport om alvorlige og vedvarende lungeskader hos en arbejder, der var udsat for store mængder
vinylacetat ved et ulykkestilfælde.
Virker irriterende på hud og slimhinder
Hudkontakt med vinylacetat, f.eks. fra våde klæder, har resulteret i alvorlige kontakteksemer, og sprøjt
i øjet virker meget irriterende. Erfaringer fra industriproduktionen af vinylacetat viser, at daglig
udsættelse for gennemsnitskoncentrationer på 5-10 ppm (lidt under grænseværdien!) kan resultere i
tilfælde af irritation af hud (tørre hænder, eksem), øjne og luftveje (hæshed, hoste, smerter i brystet),
mens en kraftigere eksponering med gennemsnitskoncentrationer på omkring 20 ppm generer de fleste
arbejdere. Efter kort tids udsættelse sker der en forbigående nedsættelse af lugtesansen hos enkelte
arbejdere.
Påvirkning af lunger og nervesystem
De meget begrænsede undersøgelser af industriarbejdere i USA tyder ikke på, at langvarig udsættelse
for vinylacetat forårsager varige effekter. Der er imidlertid arbejdsmiljøundersøgelser fra Østeuropa,
154
Copyright: www.NIPSECT.dk
som rapporterer om nedsættelse af lungefunktionen, kronisk bronkitis og forstyrrelser i hjerte- og
leverfunktionen samt nervesystemet. Disse undersøgelser er imidlertid beskrevet og publiceret i en
form, som gør dem vanskelige at vurdere.
Dyreforsøg fra Østeuropa indikerer ligeledes en mulighed for andre langtidsvirkninger såsom
påvirkning af centralnervesystemet. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer vinylacetat som et stof, der
medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med
stoffet (SRI 4).
Chromosombeskadigende
Vinylacetat er ikke mutagen i korttidstests med bakterier, bl.a. i den kendte Ames-test. Derimod
forårsager vinylacetat chromosomskader og punktmutationer i pattedyrceller in vitro. Det passer med
en observeret øget frekvens af chromosomforandringer hos russiske arbejdere, der arbejdede med
forarbejdning af polyvinylacetat.
En meget høj dosering af vinylacetat ved indsprøjtning i bughulen forårsagede mutagene effekter i
levende mus ved den såkaldte mikrokerne test og ved søster chromatid udveksling (SCE). Der er
spekulationer om, at vinylacetats genotoksicitet er forårsaget af metabolitten, acetaldehyd.
Høje koncentrationer påvirker reproduktionen
I et forsøg med rotter, der fik vinylacetat opløst i drikkevandet, resulterede meget høje koncentrationer
(>3000 ppm) i nedsat kuldstørrelse hos drægtige hunner og nedsat forplantningsevne hos hanner.
Ikke sikre beviser for kræfteffekt
Vinylacetat har en kemisk struktur i familie med vinylchlorid, et sikkert kræftfremkaldende stof i
mennesker:. Desuden har det en metabolit (acetaldehyd), som er kræftfremkaldende i dyr. Derfor har
vinylacetat selv været mistænkt for at være kræftfremkaldende. Der er også fundet et øget antal svulster
- bl.a. livmoderkræft og noduler (“knuder”) i leveren – i rotter udsat for høje doser (>1000 ppm)
vinylacetat i drikkevand. Det internationale kræftforskningsinstitut, IARC, vurderede i 1986 disse
undersøgelser som utilstrækkelige til at betegne stoffet som kræftfremkaldende (Gruppe 3).
Siden denne vurdering er rapporteret en ny inhalationsundersøgelse, hvori rotter, men ikke mus,
udviklede svulster bl.a. i næsen efter 2 års udsættelse for 600 ppm vinylacetat. IARC revurderede
vinylacetat i 1995, og det er nu muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B), og det kom på
Arbejdstilsynets kræftliste i 1996.
Dett understreger, at udsættelse for vinylacetat kan være langt farligere end tidligere antaget. Den
manglende klassificering som et sundhedsfarligt stof (kun brandfarlig) kan være fatal, idet den giver en
falsk sikkerhed og ikke indbyder til særlige beskyttelsesforanstaltninger.
Udvalgt litteratur:
1. Mäki-Paakkanen J, Norppa H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 80.
155
Copyright: www.NIPSECT.dk
2.
3.
4.
5.
Vinylacetat. Arbete och Hälsa, 1988:26.
BIBRA Toxicity Profile. Vinyl acetate. Carshalton, UK, 1988.
Toxicological profile for vinyl acetate. Draft. US Agency for Toxic Substances and Disease
Registry, 1991.
IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 63: Dry
Cleaning, Some Chlorinated Solvents and Other Industrial Chemicals. International Agency
for Research on Cancer, Lyon, France, 1995.
Bogdanffy MS, Sarangapani R, Plowchalk DR, Jarabek A, Anderson ME. A biologically
based risk assessment for vinyl acetate-induced cancer and non cancer inhalation toxicity.
Toxicol Sci 1999;51:19-35.
VINYLACETAT
®
Synonymer: Eddikesyrevinylester, eddikesyreethenylester, ethenylethanoat, VAC , vinyl acetate (engl). CAS nr. 108-05-4.
EU nr. 607-023-00-0. EINECS nr. 203-545-4. RTECS nr. AKO875000. UN nr. 1301. Formler: C4H6O2, CH3COOCH=CH2.
Molvægt: 86,09. Frysepunkt: -93°C. Kogepunkt (1 atm): 73°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9317 (vand=1). Damptryk
(25°C): 115 mm Hg (15,3 kPa). Relativ damptæthed: 3,0 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 140.000 ppm.
Flammepunkt (cc): 8°C. Opløselighed i vand (20°C): 20 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,50. Brydningsindeks
3
(n20/D): 1,3956. LD50 (o,r): 2,9 g/kg. Lugtgrænse: 0,50 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,58 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 10 ppm K (30 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget Brandfarlig (F). Risikoangivelse:
Meget brandfarlig (R11). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder –
rygning forbudt (S16), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33). Anmærkning: Har tilbøjelighed til spontan polymerisation (D).
39. Hydroquinon
Hydroquinon er et hvidt og krystallinsk stof, som er letopløseligt i vand, alkohol og ether, men har lav
opløselighed i upolære opløsningsmidler, såsom benzen og toluen.
Selvom navnet ikke antyder det, så hører hydroquinon til stof-familien, phenoler. Det er en af de tre
mulige dihydroxybenzener, hvor de to hydroxygrupper er placeret på en benzenring. Navnet skyldes, at
det i vandig opløsning let oxideres af luft til stoffet quinon, som giver en brun farve.
Naturstof
Hydroquinon forekommer naturligt enten i fri form eller som glycosid i planter og dyr.
Hydroquinon fremstilles teknisk udfra anilin ved en oxidation med brunsten (MnO2) til quinon og
efterfulgt af en reduktion af det dannede quinon med jern(II).
Produktionskapaciteten for hydroquinon var i 1984 omkring 17.000 tons i USA og 43.000 tons i hele
Verden. Til Danmark blev der i 1990 importeret 18 tons hydroquinon og omkring 2000 tons fremkalder
og fiksersalt til sort/hvide billeder, hvoraf en del er hydroquinon. Nettoimporten var i 1999 steget til 43
tons hydroquinon.
156
Copyright: www.NIPSECT.dk
Fotografisk fremkalder
Hydroquinon virker reducerende og anvendes sammen med natriumsulfit og natriumcarbonat som
fotografisk fremkalder af sort/hvid billeder, mikrofilm, røntgenfilm og litografi. Hydroquinon reducerer
de sølvbromidpartikler på filmen, der er blevet udsat for lys, til metallisk sølv. Videre anvendes
hydroquinon som antioxidant i gummivarer, maling og brændstoffer. Det tilsættes til polyacrylamid
(Fokus nr. 37) og methylacrylat-blandinger (“bencement”) for at sinke polymeriseringen. Det anvendes
som udgangsstof til fremstilling af farvestoffer, pesticider og den meget anvendte antioxidant, BHA,
der f.eks. bruges i fødevarer. Hydroquinon anvendes i kosmetik og medicin som hudblegemiddel og
kan være en bestanddel af hårfarver. Hydroquinon kan forekomme i cigaretrøg.
Udbredt i produkter
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 71 tons
hydroquinon i 157 produkter, og der var 53.000 eksponeringer for stoffet, især i frisørbranchen. I
produktregistret er der registreret indhold af hydroquinon i 329 produkter og anvendelse i 17 brancher
herhjemme. Grafisk industri, byggeindustri og sundhedsvæsen er de brancher med størst anvendelse.
Hydroquinon er et af de oftest forekommende stoffer i grafiske produkter, idet det forekommer i 187
produkter. Arbejdstilsynet har ikke foretaget luftmålinger af hydroquinon
Moderat giftighed ved indtagelse gennem munden
Den akutte giftighed i forsøgsdyr ved indtagelse gennem munden er moderat og mindst i hanrotter. En
enkelt indtagelse af 5-12 gram hydroquinon har resulteret i en række dødsfald blandt mennesker. Ved
et selvmordsforsøg overlevede en person imidlertid en indtagelse på 12 gram hydroquinon, men
vedkommende fik kramper og åndingsbesvær.
Hydroquinon optages meget let gennem hud og mave-tarm kanalen, mens der ikke er data vedrørende
indånding, men da stoffet ikke er særlig flygtigt, vil udsættelse via indånding være usædvanlig - bortset
fra støveksponering. Langtidsindånding af 2 mg hydroquinon/m3 anses for at være uden direkte
skadevirkninger.
Meget hudskadeligt
Hydroquinon virker kraftigt hudirriterende. Direkte hudkontakt med opløsninger af hydroquinon, f.eks.
ved neddyppede hænder i fremkaldervæske, kan resultere i, at huden bleges permanent, idet de
hudceller, der danner farvestoffet melanin, bliver ødelagt. Anvendt medicinsk anses en 2% opløsning af
hydroquinon for sundhedsmæssig sikker og effektivt virkende, men lavere koncentrationer kan også
virke blegende.
Hydroquinon er et vigtigt kontaktallergen og er opført på Arbejdsmiljøinstituttets Liste over
allergifremkaldende stoffer. Ved et svensk filmlaboratorium havde mere end halvdelen af de ansatte
eksem i huden fra hydroquinon. I nogle tilfælde var der tale om hudallergi.
157
Copyright: www.NIPSECT.dk
Skader øjnene
Hydroquinon er kraftigt øjenirriterende, og hos arbejdere beskæftiget i mere end 5 år ved fremstilling af
hydroquinon er rapporteret mørkebrun, vedblivende pigmentering i øjets horn- og bindehinde, som
resulterede i permanente synskader. Samtidig forekomst af quinon anses som hovedårsagen til disse
effekter.
Skader knoglemarven
Hydroquinon nedbrydes delvist i leveren og udskilles med urinen som sulfat og glucuronat.
Halveringstiden i mennesker er nogle få dage, mens den er kortere i forsøgsdyr – og kortest i rotter.
Hydroquinon er en naturlig metabolit af benzen (og phenol), og da stoffet fortrinsvis akkumuleres i
knoglemarven, menes stoffet at være af betydning for benzens (Fokus nr. 1) skadevirkning på blodet og
det bloddannende system. I forsøgsdyr nedsætter udsættelse for hydroquinon de hvide blodlegemers og
knoglemarvens funktion.
Skader immunsystemet
Hydroquinon er som nævnt et kontaktallergen i mennesker og virker sensibiliserende i marsvin.
Arbejdere eksponeret for hydroquinon over længere tid fik hoste og nedsat lungefunktion samt nedsat
immunfunktion og eksem.
Reagerer med proteiner og DNA
Hydroquinon kan binde sig til proteiner og nedsætte DNA syntesen og DNA reparationen. Enzymet
katalase hæmmes blandt andet. Hydroquinon er mutagent uden metabolisk aktivering i Ames-testen i
en enkelt bakteriestamme af Salmonella. Det er ligeledes mutagent i coli-bakterier og i gærceller.
Hydroquinon er mutagent og chromosombeskadigende i flere typer pattedyrcelletest, f.eks. induceres
søster chromatid udbytning (SCE) i lymfeceller fra mennesker. Et øget antal mikrokerner ses i
knoglemarv fra mus udsat for hydroquinon.
Kræftfremkaldende
Ældre undersøgelser har antydet, at hydroquinon kunne være kræftfremkaldende, men det
internationale kræftforskningsinstitut (IARC) i Lyon vurderede i 1977 og 1987, at der ikke var
tilstrækkelige data til at afgøre dette (Gruppe 3). Nyere langtidsforsøg med rotter og mus har bekræftet
formodningen om en kræftrisiko ved hydroquinon (100 mg/kg/dag) givet med mavesonde. Man fandt
et øget antal nyresvulster i hanrotter, leukæmi i hunrotter og leversvulster i hunmus.
Nedsat frugtbarhed
Foderforsøg med rotter udsat for høje doser hydroquinon tyder på, at stoffet også kan have en effekt på
dyrenes reproduktion med en nedsat frugtbarhed, både af hanner og hunner. Stoffet er optaget på
Arbejdsmiljøinstituttets Liste over reproduktionsskadende stoffer i gruppe 2M (mistænkt
reproduktionsskadende ved middel dosisniveau).
158
Copyright: www.NIPSECT.dk
Konklusion
I betragtning af hydroquinons mange skadevirkninger og menneskers store følsomhed for disse, bør
dette stof substitueres eller omgås meget forsigtigt.
Udvalgt litteratur:
1. Stenius U. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 84. Hydrokinon. Arbete
och Hälsa, 1989:15.
2. NTP Technical Report on the Toxicology and Carcinogenesis Studies of Hydroquinone in
F344/N Rats and B6C3F1 Mice. NTP TR 366. NIH Publ. No. 90-2821. Research Triangle
Park, 1989.
3. IPCS Environmental Health Criteria 157. Hydroquinone. Geneva: WHO, 1994.
HYDROQUINON
OH
OH
®
Synonymer: Hydrokinon, 1,4-dihydroxybenzen, p-dihydroxybenzen, p-hydroxyphenol, 1,4-benzendiol, quinol, Tecquinol ,
hydroquinone (engl). CAS nr. 123-31-9. EU nr. 604-005-00-4. EINECS nr. 204-617-8. RTECS nr. MX3500000. UN nr. 2662.
Formler: C6H6O2, C6H4(OH)2. Molvægt: 110,11. Smeltepunkt: 172°C. Kogepunkt (1 atm): 286°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 1,358 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,002 mm Hg (0,00014 kPa). Mætningskoncentration (25°C): 0,02 ppm.
o
Relativ damptæthed: 3,81 (luft=1). Flammepunkt (cc): 165°C. Selvantændelsestemperatur: 515 C. Opløselighed i
vand (25°C): 70 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,50. Brydningsindeks (n20/D): 1,633. LD50(o,r): 320 mg/kg.
3
Lugtgrænse: 0,09 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,55 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,44 ppm L (2
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N),Carc3, Mut3. Risikoangivelser: Farlig
ved indtagelse (R22), mulighed for varig skade på helbred (R40), risiko for alvorlig øjenskade (R41), kan give overfølsomhed
ved kontakt med huden (R43), mulighed for varig skade på helbred (R68), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og
læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm og (S36/37/39), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
QUINON
O
O
Synonymer: Kinon, 1,4-benzoquinone, p-benzoquinon, 1,4-cyclohexadienedion, quinone (engl). CAS nr. 106-51-4. EU nr.
606-013-00-3. EINECS nr. 203-405-2. RTECS nr. DK2625000. UN nr. 2587. Bruttoformel: C6H4O2. Molvægt: 108,10.
o
Smeltepunkt: 116°C. Kogepunkt (1 atm): 180 C (sublimerer). Relativ massefylde (20/4°C): 1,318 (vand=1). Damptryk
o
(20 C): 0,09 mm Hg (0,012 kPa). Mætningskoncentration (25°C): 130 ppm. Relativ damptæthed: 3,7 (luft=1).
o
o
Flammepunkt (cc): >38 C. Selvantændelsestemperatur: 560 C. Opløselighed i vand (25°C): 14 g/L.
3
Fordelingskoefficient (logKow): 0,2. Lugtgrænse: 0,08 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 0,1 ppm (0,4 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Giftig ved indånding og ved indtagelse (R23/25), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden
159
Copyright: www.NIPSECT.dk
(R36/37/38), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer
stoffet på huden vaskes straks med store mængder... (angives af producenten eller importøren) (S28), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
40. Ethylenoxid
Ethylenoxid er en farveløs gas med en svag, etheragtig lugt. Stoffet er fuldstændig blandbart med vand,
alkohol, diethylether og mange andre organiske opløsningsmidler. Ved 10°C kan det kondenseres til en
væske.
Et reaktivt stof
Ethylenoxid er det simpleste epoxid. Et epoxid består af en 3-leddet ring med et oxygenatom. Epoxider
er yderst reaktive og virker alkylerende i kemiske såvel som biologiske systemer. Ethylenoxid er
desuden meget brændbart og danner eksplosive blandinger med luft. Det polymeriserer voldsomt under
indvirkning af syrer og baser eller ved opvarmning. Reaktionen katalyseres af metalforbindelser.
Vigtigt industrikemikalie
Ethylenoxid er et af de vigtigste industrikemikalier og blandt top-25 i USA. Den årlige produktion i
1988 var 3 millioner tons i USA. Verdensproduktionen i 1987 er blevet anslået til omkring 8 millioner
tons. Importen til Danmark var 7,1 tons i 1990. Der er produktion i Danmark og i 1999 blev eksporteret
16,4 tons
Den vigtigste produktionsproces er oxidation af ethylen ved hjælp af atmosfærisk luft og en
sølvoxidkatalysator. Ethylenoxid er påvist i tobaksrøg og udstødningsgasser fra motorkøretøjer.
Det anvendes hovedsageligt som mellemprodukt ved fremstilling af ethylenglycol (Fokus nr. 35),
glycolethere (Fokus nr. 36), ethanolamin (Fokus nr. 60), polyestere (fibre, film, flaskemateriale (PET)),
non-ioniske overfladeaktive stoffer mv.
Sterilisation af hospitalsudstyr
Mængdemæssigt relativt ubetydelig (få %), men meget vigtig miljømæssigt, er anvendelsen af
ethylenoxid til sterilisering af medicinsk udstyr, som ikke kan tåle varme- eller dampsterilisation. Der
er især tale om engangsudstyr af plast som f.eks. injektionssprøjter. Ethylenoxid har også anvendelse til
sterilisering af krydderier, tobak, pelsværk, bøger mv. I Danmark blev anvendelsen af ethylenoxid til
sterilisation af fødevarer forbudt fra 1. januar 1986. Et alternativ til ethylenoxid som
sterilisationsmiddel er radioaktiv stråling.
Når luftformig ethylenoxid anvendes til sterilisation, er det normalt fortyndet 90% med en inert gas for
at mindske eksplosionsfaren. Alligevel forekom der 10 eksplosionsulykker i USA mellem 1994 og
1998 ved sterilisationsprocesser med ethylenoxid. I et af tilfældene var der 1 dræbt og 59 sårede.
Derfor udsendte myndighederne i april 2000 en brochure med advarsel.
160
Copyright: www.NIPSECT.dk
Mange eksponerede
Udover dem, der er direkte udsat ved fremstilling eller anvendelse af ethylenoxid, er der risiko for
eksponering blandt hospitals- og museumspersonale samt biblioteksansatte, der kortvarigt kan udsættes
for høje koncentrationer af ethylenoxid ved udpakning af steriliserede genstande, der ikke er
tilstrækkeligt afluftede.
I 1986 forekom ethylenoxid i 28 brancher i Danmark samt i 280 produkter registreret i Produktregistret.
Der er ingen målinger foretaget af Arbejdstilsynet i perioden 1983-1988. Grænseværdien blev i 80’erne
nedsat fra 20 ppm til 10 ppm og senere til 1 ppm. Da lugtgrænsen er meget højere end grænseværdien,
er det ikke muligt for udsatte personer selv at opdage en farlig eksponering.
I USA er det anslået, at mere end 70.000 personer vil være erhvervsmæssigt udsatte for ethylenoxid
alene i hospitalssektoren. I Danmark vil dette svare til omkring 1000 udsatte i denne sektor. Derudover
er der udsatte i andre brancher. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der
i 1989 brugt 23 tons ethylenoxid i 94 produkter, og der var 44.000 eksponeringer for stoffet.
Nerveskader
Den akutte giftighed af ethylenoxid er moderat både i dyr og mennesker. Indånding af
luftkoncentrationer på over 1000 ppm påvirker centralnervesystemet. De mest almindelige symptomer,
observeret blandt mennesker ved de utallige forgiftningsuheld og -ulykker, har været hovedpine,
kvalme, opkastninger, åndenød og irritation af åndedrætsorganer og øjne.
korttidsudsættelser i arbejdsmiljøet for >500 ppm eller længerevarende udsættelser for >200 ppm
ethylenoxid har vist sig nerveskadende og har fremkaldt alvorlige og vedvarende skader på det centrale
og det perifere nervesystem samt fremkaldt henfald af muskler. Eksempler på kroniske
nervesystemskader foreligger bl.a. fra arbejde med sterilisation af hospitalsudstyr.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer ethylenoxid som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed,
død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Meget hudirriterende
Ethylenoxid er først og fremmest et stærkt irriterende stof. Det kan dog også fremkalde allergiske
overfølsomhedsreaktioner hos omkring 1% af befolkningen. Vandige opløsninger med koncentrationer
>1% ethylenoxid er ekstremt irriterende for huden med hurtig dannelse af eksem med væskefyldte
blærer. Under heling af sår kan der være afskalning og voldsom kløe. Spild af flydende ethylenoxid på
huden (eller sprøjt i øjnene) kan forårsage forfrysningsskader pga. fordampningsvarmen. Udsættelse
for ethylenoxid-dampe kan fremkalde øjenhindebetændelse og permanente ændringer i øjets hornhinde.
Der findes kun få data om ethylenoxids optagelse og udskillelse af kroppen. Optagelsen via lungerne
synes meget fuldstændig, og hudoptagelse har forårsaget forgiftninger. Halveringstiden i kroppen er 12 dage. Hovedmetabolitten er ethylenglycol (Fokus nr. 35), men også svovlholdige metabolitter fra
reaktion med glutathion er isoleret i urinen.
161
Copyright: www.NIPSECT.dk
Skader arveanlæg
Ethylenoxid alkylerer DNA og proteiner – herunder blodfarvestoffet hæmoglobin – i levende dyr samt i
mange typer celler isoleret fra dyr, planter og bakterier. Derved fremkaldes punktmutationer i
arveanlæggene.
Herudover forårsager ethylenoxid chromosombrud og andre skader på chromosomer fra dyr og
mennesker. I hospitalarbejdere, som havde været udsat for koncentrationer på mindre end 1 ppm
ethylenoxid i længere tid, blev der således påvist en signifikant øget forekomst af søster chromatid
bytning (SCE) i blodceller. Effekten holdt sig i 18 måneder efter eksponeringen. I andre udsatte
erhvervsgrupper er der ligeledes påvist chromosomafvigelser i blodcellerne.
Fosterskader
Ethylenoxid kan påvirke reproduktionen negativt, og det er optaget på Arbejdsmiljøinstituttets liste
over reproduktionsskadende stoffer ved lavt dosisniveau (Gruppe 1L).
Hos drægtige forsøgsdyr udsat for 100 ppm ethylenoxid er der blevet konstateret misdannelser, mindre
kuldstørrelse og forlænget drægtighedsperiode. Handyr udsat for ethylenoxid havde et nedsat antal og
mindre bevægelige sædceller.
Et epidemiologisk undersøgelse fra Finland antyder, at der kan være en sammenhæng mellem
forekomst af spontane aborter i kvinder og udsættelse for ethylenoxid ved sterilisation af
hospitalsudstyr.
Kræftfremkaldende
Ethylenoxid har vist sig som et meget stærkt kræftfremkaldende stof i forsøgsdyr både ved indtagelse
gennem munden, indsprøjtning under huden og ved indånding. Ved administration med mavesonde til
rotter (7,5 mg/kg legemsvægt) fremkom svulsterne i formaven. Ved indånding (10 ppm)
observeredes leukæmi og hjernesvulster i rotter. I mus resulterede udsættelse for 50 ppm i fremkomst
af lungekræft samt for hunmus i bryst- og livmoderkræft.
Der er ligeledes påvist en sammenhæng mellem ethylenoxideksponering og forekomst af lymfe-, blodog mavekræft i arbejdere. Det er beregnet, at livstidsudsættelse for ethylenoxid ved den nuværende
grænseværdi på 1 ppm vil forårsage 15-20 ekstra kræfttilfælde blandt 10.000 eksponerede.
Det internationale kræftforskningsinstitut (IARC) i Lyon har i 1994 vurderet ethylenoxid som sikkert
kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 1), og det er optaget på Arbejdstilsynets Liste over stoffer,
som anses for at være kræftfremkaldende.
Bør substitueres
Ethylenoxid er et meget farligt stof med mange typer alvorlige effekter, selv ved forholdsvis lave
eksponeringer. Det er et modelstof for skader på arveanlæg, og det virker på en lignende måde som
radioaktiv stråling. Da stoffet samtidig er meget flygtigt (en gas ved stuetemperatur), vil risikable
162
Copyright: www.NIPSECT.dk
koncentrationer meget let kunne forekomme på en arbejdsplads. Stoffet bør derfor kun anvendes, når
det er strengt nødvendigt, og da under sikkerhedsforanstaltninger svarende til for radioaktive stoffer.
Udvalgt litteratur:
1. Hogstedt C. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 29. Etylenoxid. Arbete
och Hälsa, 1982:7.
2. IPCS Environmental Health Criteria 55. Ethylene oxide. Geneva: WHO, 1985.
3. Toxicological profile for ethylene oxide. TP-90-16. US Agency for Toxic Substances and
Disease Registry, 1990.
4. NTP Technical Report 326 on the Toxicology and Carcinogenesis Studies of Ethylene
Oxide in B6C3F1 Mice. NTP: Research Triangle Park, 1987.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 60: Some
Industrial Chemicals. International Agency for Research on Cancer: Lyon, France, 1994.
ETHYLENOXID
O
®
®
®
Synonymer: 1,2-Epoxyethan, oxiran, Sterigas , T-gas , Oxyfume , EtO, ETO, ethylene oxide (engl). CAS nr. 75-21-8. EU
nr. 603-023-00-X. EINECS nr. 200-849-9. RTECS nr. KX2450000. UN nr. 1040. Bruttoformel: C2H4O. Molvægt: 44,05.
Frysepunkt: -111°C. Kogepunkt (1 atm): 11°C. Relativ massefylde (10/4°C): 0,8824 (vand=1). Damptryk (20°C): 1095
mm Hg (146 kPa). Relativ damptæthed: 1,5 (luft=1). Flammepunkt (cc): <-18°C. Selvantændelsestemperatur: 429°C.
Eksplosionsgrænser: 3-100 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 1.000 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -0,22.
4h
Brydningsindeks (n7/D): 1,3597. LD50(o,r): 330 mg/kg. LC50(ihl,r): 1.460 ppm. Lugtgrænse: 400 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,83 mg/m . Grænseværdi (2002): 1 ppm K (1,8 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx), giftig (T), Carc2, Mut2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), kan
forårsage arvelige genetiske skader (R46), yderst brandfarlig (R12), også giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene,
åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før
brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
41. Propylenoxid
Propylenoxid er en farveløs, letflygtig væske med en sødlig lugt. Stoffet er letopløseligt i vand og
fuldstændigt blandbart med alkohol, diethylether, acetone, benzen og andre organiske
opløsningsmidler.
Et reaktivt stof
Propylenoxid er ligesom ethylenoxid (Fokus nr. 40) et epoxid, som har en 3-leddet heterocyklisk ring
med et oxygenatom. Et sådant epoxid er yderst reaktivt og virker alkylerende i kemiske, såvel som
biologiske systemer. Propylenoxid er normalt mere reaktivt end ethylenoxid. Halveringstiden af
propylenoxid ved neutral vandig hydrolyse er <100 timer ved 37°C. Ved pH = 1 (sur væske) er
halveringstiden imidlertid kun 1 minut. Propylenoxid er meget brændbart og danner eksplosive
blandinger med luft.
163
Copyright: www.NIPSECT.dk
Vigtigt industrikemikalie
Det er et af de vigtigste industrikemikalier og blandt top-40 i USA. I 1989 var produktionen af
propylenoxid i USA 1,5 millioner tons. Verdensproduktionen i 1985 er blevet anslået til omkring 3
millioner tons. Importen til Danmark af propylenoxid var 12 tons i 1988, mens der ikke var import i
årene 1989-1990. I de første tre kvartaler af 1991 var importen 2 tons.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 25 tons
propylenoxid i 44 produkter, og der var 9.700 eksponeringer for stoffet.
Mellemprodukt
Den vigtigste produktionsproces af propylenoxid er fraspaltning af hydrogenchlorid (HCl) fra
propylenchlorhydrin, idet den analoge proces til ethylenoxidfremstilling – en direkte oxidation af
propylen (propen) vanskeligt lader sig gøre.
Propylenoxid anvendes hovedsageligt som mellemprodukt ved fremstilling af propylenglycol (Fokus
nr. 35) og dets derivater, propanolaminer, glycolethere (Fokus nr. 36), polyethere (herunder
polypropylenglycol), polyurethaner, polyestere (bl.a. til glasfiberforstærket plast), non-ioniske
overfladeaktive stoffer mv. Det anvendes desuden til at fremstille modificeret stivelse til brug i
fødevareindustrien eller som opløsningsmiddel ved fremstilling af præparater til elektromikroskopi og
som desinfektions- og sterilisationsmiddel for levnedsmidler, medicinske utensilier og jord.
I vådservietter
I USA er rester på >0,1 % af propylenoxid tidligere konstateret i fødevarer og i indpakning, hvor det
havde været anvendt som konserveringsmiddel. Nu er der en grænseværdi på 300 ppm (0,03%) i
fødevarer. For nogle år siden blev propylenoxid konstateret i vådservietter anvendt til blodprøvetapning
bl.a. ved Bispebjerg Hospitals Blodbank.
Det er anslået, at omkring 1000 arbejdere i USA er fuldtidsudsat for stoffet, mens mere end 250.000
arbejdere har en begrænset udsættelse. I Danmark vil det svare til omkring 5.000 personer. Udover
dem, der direkte er ansat i den kemiske industri ved produktionen af stoffet, eller hvor propylenoxid
anvendes til syntese af f.eks. polymere, er der risiko for eksponering hos hospitalspersonale.
Arbejdstilsynet har ikke foretaget målinger af propylenoxid i perioden 1983-1988. Grænseværdien blev
i 80’erne nedsat fra 100 ppm til 5 ppm.
Meget hud- og slimhindeirriterende
Propylenoxid er et stærkt irriterende stof. I praksis kan vandige opløsninger (>10 % propylenoxid)
virke mere eksemfremkaldende end det rene stof, der let fordamper fra huden. Ved uheld har
propylenoxid-sprøjt i øjet været skyld i ætsning af hornhinden. Udsættelse for dampe kan også
forårsage irritation. Længerevarende udsættelse for 30-100 ppm propylenoxid har i dyr medført
irritation med betændelse af næseslimhinden, luftrøret og lungerne. Propylenoxids irritative effekter
anses generelt for tre gange mindre end ethylenoxids.
164
Copyright: www.NIPSECT.dk
Der er også beskrevet tilfælde af hudallergi hos laboranter forårsaget af udsættelse for 1 % opløsning af
propylenoxid i vådservietter.
Kroniske skader
Der findes ingen eksakte oplysninger om propylenoxids optagelse og udskillelse af kroppen.
Hovedmetabolitten synes at være propylenglycol, men også svovlholdige metabolitter fra reaktion med
glutathion er isoleret i urin.
Alvorlige kroniske lungeskader er konstateret i dyr langtidsudsat for mindre end 500 ppm
propylenoxid. Det er et svagt nerveskadende stof med effekter som bevægelseshæmning (ataksi),
manglende koordination og generel depression. I aber har langtidsudsættelse for 100 ppm og derover
forårsaget alvorlige skader på nervecellernes udløbere (axoner).
Skader arveanlæg
Propylenoxid alkylerer DNA og proteiner og fremkalder mutationer i levende dyr samt i mange typer
celler, som er isoleret fra dyr, planter og bakterier. Herudover forårsager propylenoxid, ligesom
ethylenoxid, chromosombrud og andre skader på chromosomer fra dyr og mennesker. Propylenoxid er
imidlertid langt svagere virkende.
I udsatte erhvervsgrupper er der påvist chromosomafvigelser forårsaget af propylenoxid. På en
virksomhed i Sverige, som fremstillede en modificeret form for stivelse, blev konstateret effekter på
DNA-syntesen i blodceller hos arbejdere med en gennemsnitsudsættelse på <12 ppm og enkelte
korttidsudsættelser på op til 1000 ppm propylenoxid.
Fosterskadende
Propylenoxid i meget høje doser har resulteret i fostermisdannelser i forsøgsdyr, og propylenoxid er
optaget på Arbejdsmiljøinstituttets Liste over reproduktionsskadende stoffer ved højt dosisniveau
(Gruppe 1H).
Kræftfremkaldende
Propylenoxid er meget stærkt kræftfremkaldende i forsøgsdyr, både ved udsættelse gennem munden,
under huden eller ved indånding. Svulsterne fremkommer fortrinsvis på kontaktstedet. Ved
administration af propylenoxid med mavesonde til rotter fremkom kræft i maven. Ved indånding (200
ppm) observeredes kræft i næsehulen hos mus og rotter og i brystkræft hos rotter. Propylenoxid har
imidlertid en klart svagere kræftfremkaldende effekt end ethylenoxid.
Der foreligger arbejdsmiljøundersøgelser med en blandet udsættelse for propylenoxid og andre
kræftfremkaldende stoffer, hvor der ikke er fundet en forhøjet kræftrisiko.
Det internationale kræftforskningsinstitut (IARC) i Lyon har i 1994 vurderet propylenoxid som muligt
kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B), og stoffet er optaget på Arbejdstilsynets liste over
165
Copyright: www.NIPSECT.dk
stoffer, som anses for at være kræftfremkaldende.
Bør substitueres
Propylenoxid er et yderst farligt stof med mange typer alvorlige effekter. Det er ligesom ethylenoxid et
modelstof for skader på arveanlæg og virker på en lignende måde som radioaktiv stråling. Da stoffet
samtidig er flygtigt, vil risikable koncentrationer meget nemt kunne forekomme på en arbejdsplads.
Stoffet bør derfor kun anvendes, når det er strengt nødvendigt, og da under skrappe
sikkerhedsforanstaltninger.
Udvalgt litteratur:
1. Knudsen LE. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 60. Propylenoxid.
Arbete och Hälsa 1985:23.
2. IPCS Environmental Health Criteria 56. Propylene oxide. Geneva: WHO, 1985.
3. Renne RA et al. Nasal cavity neoplasia in rats and mice inhaling propylene oxide for up to
two years. J Natl Cancer Inst 1986;77:573-582.
4. Kuper CF et al. Chronic inhalation toxicity and carcinogenicity study of propylene oxide in
Wistar rats. Food Chem Toxicol 1988;26:159-167.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 60: Some
Industrial Chemicals. International Agency for Research on Cancer, Lyon, France, 1994.
PROPYLENOXID
O
CH
3
Synonymer: 1,2-Epoxypropan, propenoxid, methyloxiran, propylene oxide (engl). CAS nr. 75-56-9. EU nr. 603-055-00-4.
EINECS nr. 200-879-2. RTECS nr. TZ2975000. UN nr. 1280. Bruttoformel: C3H6O. Molvægt: 58,08. Frysepunkt: -104°C.
Kogepunkt (1 atm): 34°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8304 (vand=1). Damptryk (20°C): 442 mm Hg (59 kPa). Relativ
damptæthed: 2,0 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 730.000 ppm. Flammepunkt (cc): -37°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 449 C. Eksplosionsgrænser: 2-38,5 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 370 g/L.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): -0,13. Brydningsindeks (n20/D): 1,3660. LD50(o,r): 1,14 g/kg. LC50(ihl,r): 4.000 ppm.
3
Lugtgrænse: 44 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,38 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm HK (12
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx), giftig (T), Carc2, Mut2. Risikoangivelser: Kan
fremkalde kræft (R45), kan forårsage arvelige genetiske skader (R46), yderst brandfarlig (R12), også farlig ved indånding,
ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
42. Dimethylsulfoxid
Dimethylsulfoxid (DMSO) er en svovlforbindelse. Det er en farveløs, ikke-flygtig og lugtfri væske.
DMSO er blandbart med vand, ethanol, acetone, ether, benzen og chloroform. DMSO hører til blandt
de polære, men ikke hydrogenbindende (aprotiske) opløsningsmidler, som bl.a. også omfatter N,Ndimethylformamid (Fokus nr. 18), N,N-dimethylacetamid, N-methylpyrrolidon (Fokus nr. 64) og
acetonitril (Fokus nr. 46). Ren DMSO er meget hygroskopisk og suger luftens fugtighed til sig,
hvorved det fortyndes. DMSO skal derfor opbevares i tæt lukket beholdere. DMSO danner endvidere
166
Copyright: www.NIPSECT.dk
stabile komplekser med metaller.
Opløsningsmiddel i biologien
DMSO har udbredt anvendelse som opløsningsmiddel i laboratorier. Det anvendes bl.a. til nedfrysning
af biologiske væv, som opløsningsmiddel for stoffer, der testes i biologiske studier, bl.a. i Ames-testen,
og som oxidationsmiddel sammen med katalysatorer i den præparative kemi.
Der findes ikke tilgængelige oplysninger om forbruget af DMSO i Danmark. DMSO indgår i
Danmarks Statistik i gruppen af organiske svovlforbindelser, undtagen xanthanater, thiuramsulfider,
methionin, cystein, cystin m.v. samt derivater heraf. Importen heraf udgjorde 66,3 tons i 1989, medens
der ingen eksport var.
DMSO har et meget lavt damptryk og en lille mætningskoncentration. Risiko for indånding af DMSO
vil derfor i høj grad afhænge af, om DMSO i arbejdsprocedurer forstøves til aerosol. Der foreligger
ikke danske arbejdsmiljømålinger af DMSO. Risikogrupper for udsættelse vil især være
laboratoriepersonale.
Meget stor hudgennemtrængelighed
DMSO optages let i organismen. Det er yderst hudoptageligt, og ved at danne bindinger med organiske
molekyler kan det øge hudgennemtrængeligheden af andre kemikalier. For at øge
hudgennemtrængeligheden af lægemidler til hud, blev DMSO derfor tidligere meget brugt i sådanne
midler.
DMSO kan i organismen omdannes til det flygtige dimethylsulfid, som har en karakteristisk
hvidløgsagtig lugt, eller det oxideres til dimethylsulfon, som udskilles i urinen.
Enzymvirkninger
DMSO kan påvirke aktiviteten af visse enzymer og det kan opfange frie radikaler og derved virke
beskyttende på celler, som udsættes for radioaktiv stråling og en række stoffer, som i kroppen danner
frie radikaler, f.eks. benzen (Fokus nr. 1) og acetaminophen (paracetamol).
DMSO lindrer visse led- og muskelgener, og det har været anvendt som lægemiddel til behandling af
bl.a. gigt.
Hudirritation
Hudkontakt med DMSO kan give symptomer som kløe, rødme, brændende fornemmelse og blærer.
Længere tids kontakt medfører udtørring og afskalning af huden. Da blanding af DMSO med vand
afgiver meget varme (exoterm proces), kan der ske en lokal opvarmning af hudområder, som påsmøres
DMSO.
Udtørring af slimhinder, dårlig ånde, åndenød, tør hals, hoste, smerter i øjnene og sløvende effekt,
hovedpine og svimmelhed er beskrevet som bivirkning efter DMSO behandling hos mennesker.
167
Copyright: www.NIPSECT.dk
På en intensiv hospitalsafdeling, hvor patienter blev behandlet med DMSO intravenøst, er der hos det
behandlende personale beskrevet symptomer som afgivelse af ubehagelig lugt, svimmelhed, kvalme og
utilpashed. De rapporterede symptomer blev tilskrevet udsættelse for patienternes udåndingsluft med et
indhold af DMSO og dets omdannelsesprodukter.
Øjenskader
Gentagen dosering af DMSO til forsøgsdyr har resulteret i ændringer i brydningen i øjenlinsen hos
forsøgsdyrene. Graden af skade på linsen var direkte afhængig af koncentration og varighed. Disse
effekter er ikke konstateret hos mennesker.
Chromosomskader
DMSO er ikke fundet mutagent i Ames-testen med Salmonella bakterier, men det er mutagent i en
gærcelletest. I en række test for chromosomskadende virkning har DMSO vist en effekt ved meget høje
doser. For at kunne vurdere risikoen for chromosomskader hos arbejdsmiljøudsatte savnes derfor
laboratorieundersøgelser ved lavere doser. DMSO er standard opløsningsmidlet for andre stoffer i
Ames-testen og i flere andre korttidstest. Denne anvendelse er ikke anbefalelsesværdig ved stoffer,
hvor DMSO hæmmer eller fremmer den toksiske effekt.
Kræft og fosterskader
I et russisk langtidsforsøg på mus og rotter både med hudpensling og dosering med mavesonde af
DMSO sås en vis overhyppighed af kræft i mælkekirtlen. Beskrivelsen af forsøgene er utilfredsstillende
og muliggør ikke en detaljeret vurdering af undersøgelsens relevans, hvorfor den nuværende viden om
kræftfremkaldende effekt må betragtes som utilstrækkelig.
Hos drægtige forsøgsdyr doseret med høje doser af DMSO er der fundet et dosisafhængigt fald i
kuldstørrelse og unormal fosterudvikling med blødninger og åbne hovedfolder (neuralrør). Da der ikke
er redegjort for den toksiske påvirkning af moderdyrene, er det ikke muligt at afgøre, om stoffet virker
giftigt på fostrene som følge af en giftvirkning på moderdyrene, eller om stoffet virker specifikt
fosterskadende. Derfor er DMS0 af Arbejdsmiljøinstituttet i 1991 placeret i gruppen af stoffer, der ikke
kan vurderes ned hensyn til reproduktionsskadende effekt (Gruppe 3).
Der er behov for nye, velgennemførte reproduktions- og carcinogenicitetsforsøg, før det kan afklares,
hvor farligt DMSO egentlig er.
Mærkning
DMSO er ikke optaget på Miljøstyrelsens Liste over farlige stoffer. Det er derfor op til leverandøren at
klassificere og mærke DMSO. I handelen i Danmark sælges DMSO ofte klassificeret og mærket:
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Irriterer øjnene (R36), mulighed for varig skade på helbred
(R45). Sikkerhedsforskrifter: Undgå kontakt med huden (S24), kommer stoffet i øjnene, skylles straks
grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder
vand (S28), brug egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm under arbejdet (S37/39).
168
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Lisbeth E. Knudsen. Nordisk ekspertgruppe for grænseværdidokumentation. 97.
Dimethylsulfoxid. Arbete och Hälsa, 1991: 37.
2. Brobyn RD. The human toxicology of dimethyl sulfoxide. Ann N Y Acad Sci
1975;243:497-506.
3. Kommission zur Prüfung gesundheitschädlicher Arbeitsstoffe der Deutschen
Forschungsgemeinschaft. Dimethylsulfoxid. In: Henschler D (ed). Gesundheitsschädliche
Arbeitsstoffe. Toxikologisch-arbeitsmedizinisch Begründung von MAK-Werten. Würzburg:
Verlag Chemie, 1990, side 1-10.
4. Grandjean P. Skin penetration: Hazardous chemicals at work. Taylor and Francis: London,
1990.
DIMETHYLSULFOXID
Synonymer: DMSO, methylsulfoxid, sulfinylbis(methan), DMS-70, DMS-90, dimethylsulfoxide (engl). CAS nr. 67-68-5.
ECDIN nr. 0000718. EINECS nr. 200-664-3. RTECS nr. PV6210000. Formler: C2H6OS, (CH3)2SO. Molvægt: 78,13.
Smeltepunkt: 18°C. Kogepunkt (1 atm): 189°C. Flammepunkt (cc): 95°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,101 (vand=1).
Damptryk (20°C): 0,45 mm Hg (0,0594 kPa). Relativ damptæthed: 2,7 (luft=1). Mætningskoncentration (20°C): 485 ppm.
o
o
Flammepunkt (cc): 82 C. Selvantændelsestemperatur: 215 C. Eksplosionsgrænser: 2,6-42 vol%. Opløselighed i
vand: Blandbar. Brydningsindeks (n25/D): 1,4787. Fordelingskoefficient (logKow): -1,35. LD50(o,r): 15 g/kg.
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,19 mg/m . Tentativ grænseværdi (2002): 100 ppm. Klassificering og
mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
43. Isophoron
Isophoron er en farveløs, brændbar væske med en behagelig, pebermynteagtig lugt. Det er et organisk
opløsningsmiddel, der ikke er særligt flygtigt, og som er moderat opløselig i vand og blandbar med
andre opløsningsmidler såsom ethanol, diethylether og acetone. Det er kemisk set en umættet, cyclisk
keton. Isophoron forekommer naturligt i tranebær. Isophoron fremstilles syntetisk udfra acetone. Under
opbevaring bliver stoffet efterhånden misfarvet pga. omdannelser, så det er ofte tilsat en stabilisator.
Vigtigt opløsningsmiddel
Isophoron benyttes først og fremmest som opløsningsmiddel for et stort antal naturlige og syntetiske
polymerer, harpikser, voks, fedtstoffer og olier. Det findes i produkttyper såsom maling og lak til
metaloverflader (f.eks. dåser), trykfarver og lime til (vinyl)plast eller i bekæmpelsesmiddelpræparater.
Stoffet benyttes desuden som råstof til fremstilling af bl.a. 3,5-xylenol og isophorondiisocyanat (Fokus
nr. 7).
Det er et forholdsvis kostbart opløsningsmiddel. Verdensproduktionen kan anslås til omkring 1
millioner tons pr. år, men da der kun er få producenter, er det vanskeligt at finde pålidelige tal. Der
findes ikke specifikke data vedrørende importen af stoffet til Danmark. I 1984 var importen af cykliske
ketoner generelt (udover cyclohexanon og campher) 263 tons, mens importen var 179 tons i 1990. En
stor del heraf er formentlig isophoron.
169
Copyright: www.NIPSECT.dk
I den grafiske branche
Udsættelse for isophoron sker først og fremmest i den grafiske branche og plastbranchen. I USA regner
man nu med, at omkring 40.000 personer er erhvervsmæssigt udsatte for stoffet. Tidligere har det været
anført, at op til 1,5 millioner arbejdere var udsat for stoffet i USA, men det virker usandsynligt. En
realistisk vurdering er, at omkring 2000 er erhvervsmæssigt udsatte i Danmark.
Arbejdstilsynet har i perioden 1983-88 foretaget 19 målinger af stoffet. Heraf var grænseværdien
overskredet i to målinger. I Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse fra 1985 blev stoffet
kun brugt på 1-5 virksomheder ud af de 434 undersøgte.
Irriterende stof
Erhvervsmæssig udsættelse for isophoron har først og fremmest forårsaget irritation af hud, øjne, næse
og svælg. På et plakattrykkeri i USA med luftniveauer på fra 0,7 til 14 ppm isophoron klagede de fleste
medarbejdere over irritationseffekter. Sådanne effekter er også set ved få minutters udsættelse for 25
ppm isophoron.
I forsøgsdyr har isophoron irritationseffekter ved samme koncentrationsniveau som for mennesker.
Direkte i øjet kan flydende isophoron forårsage alvorlige skader bl.a. med øjenhindebetændelse og
uklarhed af hornhinden.
Dødelige dampe
Stoffet optages let i kroppen via lunger, hud eller mave-tarm kanalen. Træthed og svimmelhed er
rapporteret efter nogle ugers udsættelse for 5 ppm isophoron, som er grænseværdien. Da lugtgrænsen er
så lav som 0,2 ppm, vil stoffet normalt kunne lugtes, før koncentrationen bliver sundhedsskadelig. Den
akutte giftighed af isophoron er lav, men alligevel kan udsættelse for høje koncentrationer af dampe
være dødelige.
Nyreskader og nyrekræft
Nogle ugers udsættelse for isophoron dampe på >100 ppm har givet alvorlige nyre- og lungeskader i
forsøgsdyr. Effekter på leveren er set ved 2-3 gange større eksponering.
I et langtidsforsøg med rotter og mus, som daglig via mavesonde fik fra 250 mg isophoron/kg lgv,
opstod der i hanrotterne nyresygdom og nyresvulster samt svulster i kønsorganer. Mekanismen ved
nyreskaderne er en binding til et specifikt protein, 2u-globulin, som kun findes i hanrotter. Derfor er
relevansen for mennesker tvivlsom. En række andre kemiske stoffer har en lignende effekt. Blandt
hanmus fandtes flere svulster i leveren, i bindevæv og i lymfeknuder. Isophoron er endnu ikke vurderet
af
Verdenssundhedsorganisationens kræftforskningsinstitut (IARC), men bør alligevel indtil videre
betegnes som muligt kræftfremkaldende.
170
Copyright: www.NIPSECT.dk
Fosterskader?
Isophoron er inaktiv i Ames-testen med Salmonella bakterier og i de fleste andre korttidstest, så
genotoksiciteten er ubetydelig.
Nogle foreløbige forsøg med drægtige rotter og mus udsat for lidt over 100 ppm antyder muligheden
for fosterskader og væksthæmning hos afkommet. Disse undersøgelser, med effekt ved meget lav
udsættelse, bør imidlertid bekræftes i fuldstændige undersøgelser, før vidtgående konklusioner kan
trækkes.
Konklusion
Isophoron har en relativt lille flygtighed og akut giftighed, men hudoptageligheden og de mulige
langtidsvirkninger gør, at det alligevel ikke er noget godt substitutionsvalg.
Udvalgt litteratur:
1. Beije B, Lundberg P. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 95. Isoforon.
Arbete och Hälsa, 1991:14.
2. Toxicological profile for isophorone. Atlanta: Agency for Toxic Substances and Disease
Registry, 1989.
3. Bucher JR, Huff J, Kluwe WM. Toxicology and carcinogenesis studies of isophorone in
F344 rats and B6C3F1 mice. Toxicology 1986;39:207-219.
4. IPCS Environmental Health Criteria 174. Isophorone. Geneva: WHO, 1995.
ISOPHORON
CH
CH
3
3
O
CH
3
Synonymer: Isoforon, 3,5,5-trimethyl-2-cyclohexen-1-on, 3,5,5-trimethyl-2-cyclohexen-1-one (engl), isophorone (engl). CAS
nr. 78-59-1. EU nr. 606-012-00-8. EINECS nr. 201-126-0. RTECS nr. GW7700000. Bruttoformel: C9H14O. Molvægt:
138,21. Frysepunkt: -8°C. Kogepunkt (1 atm): 215°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9229 (vand=1). Damptryk (20°C):
0,3 mm Hg (0,04 kPa). Relativ damptæthed: 4,7 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 626 ppm. Flammepunkt (cc):
84°C. Selvantændelsestemperatur: 462°C. Eksplosionsgrænse: 0,8-3,5 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 12 g/L.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): 2,2. Brydningsindeks (n20/D): 1,4759. LD50(o,r): 2,1 g/kg. LC50(ihl,r): 1.238 ppm.
3
3
Lugtgrænse: 0,2 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm L (25 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt og ved
indtagelse (R21/22), irriterer øjnene og åndedrætsorganerne (R36/37), mulighed for varig skade på helbred (R40).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), må ikke opbevares sammen nærings- og nydelsesmidler
samt foderstoffer (S13), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj, egnede
beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder
eller etiket (S46).
44. Heptan
Heptan er en simpel, mættet, alifatisk (kædeformigt) carbonhydrid (“kulbrinte”) og et organisk
opløsningsmiddel. Det er en farveløs, letflygtig og brændbar væske med en svag petroleumsagtig lugt.
Heptan er uopløselig i vand, men som en upolær forbindelse er stoffet blandbart med mange andre
171
Copyright: www.NIPSECT.dk
organiske opløsningsmidler.
I olieprodukter
Heptan forekommer naturligt i råolie samt i flygtige olier fra mange slags nåletræer. Dette betyder en
mindre forekomst i vegetabilsk terpentin samt en lidt større forekomst i mineralsk terpentin og i
motorbenzin (2-3 vægt %).
Teknisk heptan er en blanding af carbonhydrider med 50-95% indhold af normal heptan.
Heptan benyttes som opløsningsmiddel i industrien til lime, lakker, trykfarver eller som
ekstraktionsmiddel for fedtstoffer og naturolier. Det har også vigtige anvendelser som blæsemiddel til
fremstilling af skumplast. Heptan anvendes som standard ved afprøvning af motorbrændstoffers octantal. I laboratorier har det i noget omfang erstattet det meget nerveskadende, hexan (Fokus nr. 3).
Ingen produktionstal
Da stoffet oftest forekommer i blandinger er det vanskeligt at anslå den totale produktion eller forbrug,
men det må være meget stort. I 1990 var nettoimporten til Danmark af rene, mættede carbonhydrider
omkring 90 tons. En stor del heraf er formentlig heptan.
I perioden 1983-88 har Arbejdstilsynet foretaget 28 målinger af heptan i det danske arbejdsmiljø. I alle
tilfælde var grænseværdien overholdt for det rene stof, mens sumgrænseværdien var overskredet i 18 %
af prøverne. I Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse fra 1985 blev heptan rapporteret i 1115 virksomheder ud af 434.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 680 tons heptan i
53 produkter, og der var 20.000 eksponeringer for stoffet.
Lille optagelse
Heptan har en forholdsvis lang kædelængde og er ikke så optageligt (30%) igennem lungerne, som
mange aromatiske carbonhydrider eller ketoner. Optagelsen gennem huden er ligeledes ikke særlig stor,
bl.a. fordi det hurtigt fordamper. Det accumuleres ikke i væsentligt omfang i kroppen, men udskilles
hurtigt, enten uomdannet med udåndingsluften eller omdannet til alkoholer (især 2-heptanol) og
ketoner (f.eks. 2-heptanon) med urinen.
Heptan virker affedtende på huden, så mulighed for hudirritation er tilstede, hvis der f.eks. spildes på
arbejdstøj, og dette ikke skiftes hurtigt.
Svimmelhed
Den akutte giftighed af heptan er relativ lille, men få minutters udsættelse for dampe på 1.000 ppm kan
imidlertid resultere i svimmelhed og 5.000 ppm i ligevægtsforstyrrelser med manglende koordination
hos mennesker. I forsøgsdyr virker koncentrationer på omkring 10.000 ppm fuldt bedøvende, mens den
dobbelte koncentration er dødelig.
172
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer heptan som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger på
nervesystemet ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Ingen langtidseffekter
Da heptan er nært beslægtet med det et led kortere hexan molekyle, har der været mange undersøgelser
af heptans mulige effekt på det perifere nervesystem. Det ser imidlertid ud til, at n-heptan ikke som nhexan i væsentligt omfang omdannes til en af de -diketoner, som har denne nerveskadende effekt.
Efter flere års erhvervsmæssig udsættelse for under 1.000 ppm er rapporteret blodmangel og andre
effekter på blodet hos få udsatte personer.
Heptan er blevet underkastet forskellige korttidstest for skader på arveanlæg, bl.a. Ames-testen. I ingen
tilfælde var stoffet aktivt. Dette er ikke overraskende i betragtning af heptans kemiske struktur, der
indikerer lav reaktivitet.
Der er formentligt ingen alvorlige langtidseffekter af stoffet, men da der ikke findes
langtidsundersøgelser i dyr, f.eks. af kræft- eller fosterskadende effekt, kan man ikke fuldstændigt
udelukke langtidseffekter.
Udvalgt litteratur:
1. Low LK, Meeks JR, Mackerer CR. n-Heptane. I: Snyder E, ed. Ethel Browning’s Toxicity
and Metabolism of Industrial Solvents. Vol 1. Amsterdam: Elsevier, 1987.
2. Hansen LE. CEC criteria document for occupational exposure limit values. Heptane.
Taastrup: DTI, 1991.
3. Dutch expert committee on occupational standards. Health-based recommended
occupational exposure limit for n-heptane. RA 6/93. The Hague: Directorate-General of
Labour, 1993.
HEPTAN
Synonymer: n-Heptan, heptane (engl). CAS nr. 142-82-5. EU nr. 601-008-00-2. EINECS nr. 205-563-8.
RTECS nr. MI7700000. UN nr. 1206. Formler: C7H16, CH3CH2CH2CH2CH2CH2CH3. Molvægt: 100,20. Frysepunkt: -90°C.
Kogepunkt (1 atm): 99°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,684 (vand=1). Damptryk (20°C): 35 mm Hg (4,6 kPa). Relativ
damptæthed: 3,46 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 67.700 ppm. Relativ fordampningshastighed: 3,62
o
(nBuAc=1). Flammepunkt (cc): -4°C. Selvantændelsestemperatur: 285 C. Eksplosionsgrænser: 1,1-6,7 vol%.
Opløselighed i vand (20°C): 3 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,66. Brydningsindeks (n20/D): 1,388. LD50(o,r): >15
3
g/kg. Lugtgrænse: 150 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,17 mg/m . Grænseværdi (2002): 200 ppm (820
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N).
Risikoangivelse: Meget brandfarlig (R11), irriterer huden (R38), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage
uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53), farlig: Kan give lungeskade ved indtagelse (R65), dampe kan give
sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares
på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), må ikke kommes i kloakløb (S29),
træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61), ved indtagelse undgå at fremprovokere
opkastning: Kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S62).
173
Copyright: www.NIPSECT.dk
45. Diethylether
Diethylether (“æter”) er et organisk opløsningsmiddel. Det er en meget flygtig og farveløs væske, der
er yderst brændbar. Stoffet er delvist opløseligt i vand og blandbart med de fleste organiske
opløsningsmidler. Det er den mest kendte repræsentant og stamfader for stofgruppen ethere.
Eksplosive peroxider
Når diethylether i længere tid er udsat for lys og luft, dannes eksplosive peroxider. Ved inddampning af
etheropløsninger kan der derfor forekomme voldsomme eksplosioner. For at forebygge denne risiko
tilsættes handelsvaren normalt forskellige stabilisatorer, bl.a. 2,6-di-tert-butyl-p-cresol (BHT),
pyrogallol eller hydroquinon (Fokus nr. 40).
Diethylether fremstilles ud fra ethanol (ethylalkohol) ved ophedning over en katalysator. I 1984 var
produktionen af diethylether i EU-landene omkring 50.000 tons. Andre kilder siger, at den nuværende
produktion i Vesteuropa er 14.000 tons, heraf 2000 tons i Vesttyskland. Verdensproduktionen kan
anslås til omkring 100.000 tons. I begyndelsen af 1980’erne var den årlige nettoimport til Danmark 80100 tons, i 1990 var nettoimporten faldet til 60 tons og i 1999 til 35 tons.
Bedøvelsesmiddel
Luftkoncentrationer på 15.000 ppm og derover virker bedøvende afhængig af eksponeringstid, men
normalt er koncentrationen, der anvendes til bedøvelse i medicinen omkring 100.000 ppm. Diethylether
er et af de ældste bedøvelsesmidler, men moderne narkoselæger bruger mest andre midler.
Den vigtigste anvendelse af diethylether er som opløsnings- eller ekstraktionsmiddel for olier,
farvestoffer og polymere. Blandet med ethanol er diethylether et glimrende opløsningsmiddel for
cellulosenitrat, der igen anvendes til fremstilling af røgfrit krudt og polymere. På grund af ethernes
relative kemiske stabilitet, det lave kogepunkt og evnen til at opløse metalorganiske forbindelser,
anvendes det meget som kemisk syntesemedium i laboratorier mv. Af stigende betydning er
anvendelsen til blyfri motorbenzin for at øge octantallet.
I arbejdsmiljøet
I perioden 1983-87 har Arbejdstilsynet foretaget 91 målinger af diethylether i det danske arbejdsmiljø.
I næsten alle tilfælde var grænseværdien overholdt. I Arbejdsmiljøinstituttets 1985kortlægningsundersøgelse blev diethylether anvendt i 1-5 virksomheder ud af 434. Ifølge
Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 180 tons diethylether i
10 produkter, og der var 11.000 eksponeringer for stoffet.
Lav giftighed
Den akutte giftighed ved indånding er lille, og forgiftninger i arbejdsmiljøet er sjældne. Diethylether
optages effektivt gennem lungerne, men lungerne er også den vigtigste udskillelsesvej. Indtaget
gennem munden er det farligere, og der er rapporteret dødsfald efter indtagelse af omkring 30 ml
diethylether.
174
Copyright: www.NIPSECT.dk
Dampe af diethylether i koncentrationer over 200 ppm virker irriterende på næseslimhinder, mens øjne
og svælg ikke så let påvirkes. Flydende diethylether har en meget svag hudirriterende effekt, men
normalt vil det fordampe så hurtigt, at hudirritation i praksis ikke vil forekomme.
Blodændringer
Ved gentagen udsættelse for høje diethylether koncentrationer er der rapporteret påvirkning af
nervesystemet, ændringer i blodbilledet og en svag levereffekt. Symptomerne kan minde om kronisk
alkoholisme.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer diethylether som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger på
nervesystemet ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Ingen langtidsvirkninger
Diethylether er inaktivt i korttidstest for mutagenicitet, men der foreligger ikke undersøgelser af
stoffets kræftfremkaldende eller reproduktionsskadende effekter. Det er imidlertid ikke særlig
sandsynligt, at der skulle være sådanne effekter for dette stof.
Arbejdsmiljøproblemer med diethylether vil først og fremmest være den bedøvende virkning og den
betydelige risiko for brand og eksplosion. Grænseværdien er i 1996 nedsat til en fjerdedel.
Udvalgt litteratur:
1. Arvidson B. NEG and NIOSH basis for an occupational health standard. Ethyl ether. Arbete
och Hälsa 1992:30.
2. Diethylether. BUA-Stoffbericht 49. Weinheim: Verlag Chemie, 1991.
3. Elvestad K, Hansen LE, Jelnes J. Occupational exposure limits. CEC criteria document for
diethyl ether. EUR 14384. Luxembourg: CEC, 1993.
4. CEC. Solvents in common use. London: Royal Society of Chemistry, 1988.
DIETHYLETHER
Synonymer: Ethylether, ether, etylæter, æter, 1,1’-oxybisethan, ethoxyethan, diethyl ether (engl). CAS nr. 60-29-7. EU nr.
603-022-00-4. EINECS nr. 200-467-2. RTECS nr. KI5775000. UN nr. 1155. Formler: C4H10O, CH3CH2OCH2CH3. Molvægt:
74,12. Frysepunkt: -116°C. Kogepunkt (1 atm): 35°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7135 (vand=1). Damptryk (20°C):
422 mm Hg (56 kPa). Relativ damptæthed: 2,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 606.000 ppm. Relativ
fordampningshastighed: 11 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): -45°C. Selvantændelsestemperatur: 180°C. Eksplosive
blandinger med luft: 1,7-49%. Opløselighed i vand (25°C): 69 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,83.
2h
Brydningsindeks (n20/D): 1,3527. LD50(o,r): 1,5 g/kg. LC50(ihl,r): 70.000 ppm. Lugtgrænse: 9 ppm. Omregningsfaktor
3
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,08 mg/m . Grænseværdi (2002): 100 ppm (303 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Yderst brandfarlig (Fx), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Yderst brandfarlig (R12), kan danne eksplosive peroxider
(R19), farlig ved indtagelse (R22), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed og
svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt
ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), må ikke kommes i kloakløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
175
Copyright: www.NIPSECT.dk
46. Acetonitril
Acetonitril er et organisk opløsningsmiddel. Stoffet er en farveløs, flygtig og brændbar væske med en
etheragtig lugt. Det er både blandbart med vand og organiske opløsningsmidler. Det er karakteristisk
med et højt dipolmoment (3,84 D) og en stor dielektricitetskonstant (38,8). Acetonitril er det simpleste
stof blandt stofgruppen nitriler.
Ekstraktionsmiddel
Acetonitril fremstilles som et biprodukt ved fremstillingen af acrylonitril (Fokus nr. 8). Det anvendes
bl.a. ved ekstraktiv adskillelse af butadien (Fokus nr. 9) fra andre carbonhydrider, af ukrudtsmidler fra
jord, eller af fedtsyrer fra dyrefedt og planteolier. Det anvendes desuden i fotografien, i
parfumeindustrien, i lægemiddelindustrien (fremstilling af antibiotika) og laboratorier bl.a. til HPLCanalyser. Det bruges som antioxidant i gummi, til at udrydde rotter og som denatureringsmiddel til
alkohol. Acetonitril kan dannes ved forbrænding af biomasse og forekommer i tobaksrøg. Det frigøres
også ved ophedning af blød polyurethan-skumplast.
I 1986 var produktionen af acetonitril i USA, Vesteuropa og Japan hver for sig omkring 13.000 tons, så
verdensproduktion kan anslås til omkring 50.000 tons. Importen af nitriler (excl. acrylonitril) til
Danmark i 1990 var 53 tons. En stor del er formentlig acetonitril.
Arbejdstilsynet har i perioden 1983-88 kun foretaget 1 måling af stoffet, hvor grænseværdien ikke var
overskredet. I Arbejdsmiljøinstituttets Kortlægningsundersøgelse fra 1985 blev stoffet ikke fundet på
nogen af de 434 virksomheder. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der
i 1989 brugt 2,1 tons acetonitril i <5 produkter, og der var 1.600 eksponeringer for stoffet.
Optages let
Acetonitril optages næsten fuldstændigt gennem lungerne og huden. På den amerikanske, men ikke den
danske, grænseværdiliste har stoffet hudnotation. Det omdannes i kroppen bl.a. via cyanid til cyanat,
der udskilles med urinen. Det menes, at acetonitrils giftighed i høj grad skyldes omdannelse til cyanid.
Hos erhvervsmæssigt udsatte er rapporteret voldsom hududslæt på arme, ben og andre dele af kroppen.
Acetonitril anses imidlertid normalt ikke for særlig hudirriterende. Det er derimod kraftigt irriterende
for øjnene (tåregas), idet en enkelt dråbe kan forårsage blodudtrædning og hævelse på bindehinden.
Lungeskader
Den akutte giftighed i voksne rotter ved indtagelse er lav. I mus, marsvin og rotteunger er giftigheden
10-20 gange større. Afgørende for forskellen er graden af omdannelse til cyanid.
Stoffet forekommer at være mere giftigt ved indånding end ved indtagelse. Udsættelse for 2800 ppm
acetonitril i få timer eller 160 ppm i 3 mdr. forårsagede lungeskader i forsøgsdyr. Det skal imidlertid
bemærkes, at i andre undersøgelser havde udsættelse for 400 ppm acetonitril ingen effekter.
176
Copyright: www.NIPSECT.dk
Falske negle
Den nye kvindemode med falske negle, hvor acetonitril anvendes til at fjerne limen/neglen, har i de
senere år specielt i USA givet anledning til mange ulykker med cyanidforgiftning, der også har ramt
mindreårige børn.
Der er rapporteret om mange forgiftningstilfælde med acetonitril i arbejdsmiljøet. Indånding i
arbejdsmiljøet har fremkaldt brystsmerter, problemer med vejrtrækningen, nedsat blodtryk, protein i
urinen (nyrepåvirkning) og forbigående leverskader. Dødelige forgiftninger fra arbejdsmiljøet kendes
også. Giftigheden øges og latenstiden forlænges, når der er en samtidig udsættelse for acetone (Fokus
nr. 21), der forsinker metabolismen af acetonitril.
Den kritiske effekt er på lungerne. Den laveste udsættelse, der har haft effekt i mennesker i form af
ansigtsrødmen og åndedrætsubehag er 160 ppm. Symptomerne opstår ofte med nogle timers
forsinkelse.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acetonitril som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed,
død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Fosterpåvirkning
Acetonitril er ikke aktivt i Ames-testen med Salmonella bakterier, men har vist svag genotoksisk effekt
i flere andre undersøgelsesmetoder med cellekulturer. Stoffet forårsager ligeledes chromosomskader i
bananfluer og gærceller.
Høje doser acetonitril, til dels toksiske for moderdyret, har i dyreforsøg fremkaldt milde fosterskader i
form af skeletmisdannelser. Disse skader kunne modvirkes ved samtidig tilførsel af thiosulfat, der
omdanner cyanid til det mindre farlige cyanat.
Ikke kræftfremkaldende
I 1996 er rapporteret resultater af langtidsdyreforsøg til belysning af eventuel kræftrisiko ved inhalation
af 50-400 ppm acetonitril. Der var en marginalt forøget forekomst af leverkræft i hanrotter ved den
højeste dosis, men ikke i hunrotter og mus. Der var samtidigt andre skader på leveren i hanrotterne, så
acetonitril blev ikke vurderet som kræftfremkaldende.
Udvalgt litteratur:
1. Hamburger G, Lundberg P. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 86.
Acetonitril. Arbete och Hälsa, 1989:22.
2. Ahmed AE, Hussein GI. Acetonitrile. I: Ethel Browning’s Toxicity and metabolism of
industrial solvents. Vol. 2. Snyder R, ed. Amsterdam: Elsevier, 1990.
3. IPCS Environmental Health Criteria 154. Acetonitrile. Geneva: WHO, 1993.
4. NTP TR-447. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Acetonitrile (CAS No. 75-05-8) in
F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park, 1996.
177
Copyright: www.NIPSECT.dk
ACETONITRIL
Synonymer: Methylcyanid, ethannitril, cyanomethan, acetonitrile (engl). CAS nr. 75-05-8. EU nr. 608-001-00-3. EINECS nr.
200-835-2. RTECS nr. AL7700000. UN nr. 1648. Formler: C2H3N, CH3CN. Molvægt: 41,05. Frysepunkt: -48°C.
Kogepunkt (1 atm): 82°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7857 (vand=1). Damptryk (20°C): 74 mm Hg (10 kPa). Relativ
damptæthed: 1,42 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 116.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 5,8
(nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 13°C. Selvantændelsestemperatur: 524°C. Eksplosionsgrænser: 3-17 vol%.
Opløselighed i vand: Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): -0,34. Brydningsindeks (n20/D): 1,3442. LD50(o,r): 3,8
4h
4h
g/kg. LD50(o,m): 269 mg/kg. LC50(ihl,r): 16.000 ppm. LC50(ihl,m): 2.700 ppm. Lugtgrænse: 40-170 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 1,68 mg/m . Grænseværdi (2002): 40 ppm (70 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), farlig ved
indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for
børn (S1/2), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker (S36/37).
47. Pyridin
Pyridin er en farveløs væske med en stærk, ubehagelig, fiskeagtig lugt. Det er et flygtigt og meget
brandbart organisk opløsningsmiddel. Pyridin er blandbart med vand og de fleste organiske
opløsningsmidler.
Svag base
Pyridins kemiske struktur er en 6-ledet aromatisk ring, som afviger fra benzenstrukturen ved, at et Natom erstatter et CH-frakment. Det er en såkaldt heterocyklisk aromatisk forbindelse. Pyridin er en
tertiær amin og en svag base, og det kan danne kvaternære pyridinium-salte med stærke syrer.
I stenkulstjære
Pyridin forekommer i og udvindes fra stenkulstjære ved behandling med svovlsyre, isolering af
vandfasen og tilsætning af natriumhydroxid. Stoffet kan også fremstilles syntetisk udfra acetaldehyd
(Fokus nr. 13), formaldehyd (Fokus nr. 10) og ammoniak (Fokus nr. 56). Herved fås en blanding af
pyridin og 3-methylpyridin.
Pyridin forekommer også i tobaksrøg, ristet kaffe og creosot olie samt i blade og rødder fra Atropa
belladonna (giftig galnebær). Denne (ukrudts)plante af natskyggefamilien indeholder bl.a. det meget
giftige atropin. Destillat af bladene har i hundredvis af år været brugt som kosmetisk middel til at
udvide øjets pupiller (”Belladonna-dråber”).
Stor produktion
I 1975 var produktionen af pyridin omkring 27.000 tons i USA. Produktionen i EF i 1982 var 9.000
tons, mens forbruget var 22.000 tons. Verdensproduktionen kan anslås til omkring 50.000 tons/år. I
1980-84 var nettoimporten til Danmark 8-17 tons. Den havde været betydeligt højere i begyndelsen af
70’erne. I 1990 var nettoimporten 7 tons og i 1999 var den 5 tons.
178
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt <1 kg pyridin i <5
produkter, og der var 260 eksponeringer for stoffet.
Opløsningsmiddel
Pyridin er et godt opløsningsmiddel for mange stoffer, både organiske og uorganiske. Det anvendes
som opløsningsmiddel i laboratorier, i lægemiddelindustrien og ved fremstilling af polymere
(polycarbonat). Som en base er det særligt velegnet til processer, hvor der udvikles hydrogenchlorid.
På verdensplan er der en meget stor anvendelse af pyridin som kemisk udgangsstof til fremstilling af
pesticider (f.eks. paraquat), baktericider, gummikemikalier, sprængstoffer, lægemidler (f.eks.
antihistaminer) og vitaminer.
Denaturering af sprit
Den mest kendte anvendelse er måske som denatureringsmiddel for sprit og frostvæsker. Denne
anvendelse er imidlertid på retur. Små mængder benyttes også ved farvning af tekstiler. Mere kuriøs er
anvendelsen som smagsstof i drikkevarer, slik, kager og is.
Der er ingen oplysninger om forekomsten af pyridin i det danske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har
ingen målinger foretaget af stoffet i perioden 1983-88, og stoffet blev ikke oplyst i
Arbejdsmiljøinstituttets 1985-kortlægning af opløsningsmidler. I USA antages det, at omkring 40.000
personer er erhvervsmæssigt udsatte for pyridin. Det skulle svare til ca. 1.000 personer i Danmark.
Sundhedsskadeligt
Pyridin optages let gennem hud, lunger og mave-tarm kanal, men det udskilles delvist omdannet hurtigt
igen hovedsageligt med urinen. Store doser virker bedøvende. Der er for mange år siden forekommet et
dødsfald efter en enkelt indtagelse af en halv kop (125 ml) pyridin. Døden indtraf indenfor 2 døgn
efter stærke smerter, delirium og lungeblødninger. Kroppen havde udbredt betændelse. Andre dødsfald
er forekommet efter daglig indtagelse af 2 ml pyridin i op til 2 måneder. Ikkedødelige doser kan
forårsage lever- og nyreskader. Forgiftninger kan modvirkes af behandling med thiamin (B1-vitamin).
Det akutte giftighed i forsøgsdyr er større end for de fleste andre opløsningsmidler, og det er
klassificeres sundhedsskadeligt. Dampe af pyridin virker mildt irriterende på slimhinder i øjne og næse.
Flydende pyridin irriterer hud og slimhinder, og en dråbe i øjet kan ætse hornhinden. Hudallergi kan
opstå under samtidig lyspåvirkning.
Hjerneskader
Langvarig erhvervsmæssig udsættelse for pyridin, f.eks. i laboratorier, har fremkaldt toksiske effekter
på centralnervesystemet og mave-tarm kanalen med symptomer som hovedpine, svimmelhed,
nervøsitet, søvnløshed, kvalme og opkastning. Mave- og lændesmerter samt talebesvær er også
rapporteret. Milde symptomer med ubehag er forekommet ved en eksponering for fra 6-12 ppm, dvs.
lige over grænseværdien. I forsøgsdyr er set lignende effekter på centralnervesystemet efter gentagen
udsættelse for 0,3-10 ppm pyridin.
179
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer pyridin som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger ved
normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Kræft og fosterrisiko ikke udelukket
Pyridin er inaktivt i de fleste korttidstest, men der er dog nogle få rapporter om mutagen aktivitet. Der
foreligger ikke langtidsundersøgelser af god kvalitet til belysning af mulig effekt på fosteret.
Der er nyligt rapporteret resultater af langtidsundersøgelser til belysning af kræftrisiko. Rotter og mus
fik indtil 400 ppm pyridin i drikkevandet i to år. Pyridin viste sig klart leverkræftfremkaldende i mus.
Desuden fremkom nyrekræft i hanrotter, formentlig med samme mekanisme, som mange andre stoffer
som påvirker 2u-globulin. I hunrotter var der svage tegn på, at pyridin kan øge hyppigheden af
leukæmi.
Konklusion
Med den nuværende grænseværdi er der ingen sikkerhedsfaktor. Grænseværdien bør derfor nedsættes. I
Holland har en ekspertgruppe anbefalet at nedsætte grænseværdien til 0,3 ppm med hudnotation.
Udvalgt litteratur:
1. Toxicological profile for pyridine. Atlanta GA: Agency for Toxic Substances and Disease
Registry, 1992.
2. Jori A, Calamari D, Cattabeni F, Di Domenico A, Galli CL, Galli E, Silano V.
Ecotoxicological profile of pyridine. Ecotoxicol Environ Safety 1983;7:251-275.
3. CEC. Solvents in Common use. Royal Society of Chemistry, London 1988.
4. Reed RL. Pyridine. I: Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents.
Vol. 2. Snyder R, ed. Amsterdam: Elsevier, 1990.
5. Warholm M. DEC and SCG basis for an occupational standard. Pyridine. Arbete och Hälsa,
1991:49.
6. NTP TR-470. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Pyridine (CAS No. 110-86-1) in
F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Drinking Water Studies). Research Triangle Park, 2000.
7. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 77: Some
Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 2000.
PYRIDIN
N
Synonymer: Azabenzen, azin, pyridine (engl). CAS nr. 110-86-1. EU nr. 613-002-00-7. EINECS nr. 203-809-9. RTECS nr.
UR8400000. UN nr. 1282. Bruttoformel: C5H5N. Molvægt: 79,10. Frysepunkt: -42°C. Kogepunkt (1 atm): 115°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,9819 (vand=1). Damptryk (20°C): 14 mm Hg (2 kPa). Relativ damptæthed: 2,73 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 24.600 ppm. Relativ fordampningshastighed: 1,5 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 20°C.
Selvantændelsestemperatur: 482°C. Eksplosionsgrænser: 1,8-12,4 vol%. Opløselighed i vand: Blandbar.
1h
Fordelingskoefficient (logKow): 0,64. Brydningsindeks (n20/D): 1,5092. LD50(o,r): 891 mg/kg. LC50(ihl,r): 9.000 ppm.
3
3
Lugtgrænse: 0,17 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,24 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm (15 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Meget brandfarlig
180
Copyright: www.NIPSECT.dk
(R11), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt
for børn (S2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stoffet på huden
vaskes straks med store mængder vand (S28).
48. Tetrahydrofuran
Tetrahydrofuran (THF) er en farveløs væske og opløsningsmiddel, der er brændbart og letflygtigt.
Stoffet har en stærk etheragtig lugt og er blandbar både med vand og de fleste andre organiske
opløsningsmidler.
Eksplosive peroxider
Det er en cyklisk ether, og ligesom andre ethere danner tetrahydrofuran let organiske peroxider under
indvirkning af lys og luft. Ved inddampning af tetrahydrofuran indeholdende peroxider kan der ske
voldsomme eksplosioner. Derfor tilsættes små mængder (<0,1%) stabilisatorer, bl.a. hydroquinon
(Fokus nr. 39) og p-cresol (Fokus nr. 69).
Opløsningsmiddel
Tetrahydrofuran bruges enten som opløsningsmiddel ved industrielle kemiske fremstillingsprocesser
eller i produkter såsom trykfarver, lime, lakfernis og overfladebelægninger. Det er særligt velegnet som
opløsningsmiddel for polyvinylchlorid (PVC) og metalorganiske forbindelser.
Tetrahydrofuran bruges også som kemisk mellemprodukt ved fremstilling af polymethylenglycol,
polyurethan-plast og ravsyre. THF benyttes videre som konserveringsmiddel til medicinske præparater.
Produktionen af tetrahydrofuran i USA var i 1975 på 40.000 tons. Verdensproduktionen kan anslås til
omkring 80.000 tons. Nettoimporten til Danmark varierede mellem 33 og 63 tons/år i årene 1980-84. I
1990 var nettoimporten 70 tons.
Forekomst
I perioden 1983-87 foretog Arbejdstilsynet 44 luftmålinger af tetrahydrofuran i arbejdsmiljøet. Der var
kun overskridelser af grænseværdien i få tilfælde ved blandingseksponering.
I Arbejdsmiljøinstituttets kortlægningsundersøgelse fra 1985 blev tetrahydrofuran registreret i 6-10
virksomheder ud af 434 virksomheder, som anvendte opløsningsmidler. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets
Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 5,4 tons THF i 16 produkter, og der var 4.100
eksponeringer for stoffet. Erhvervsmæssig eksponering i Danmark er mest sandsynlig i laboratorier,
kemisk industri, plastindustri og grafisk industri.
Lav giftighed
Tetrahydrofuran har en relativ lille akut giftighed i forsøgsdyr og er derfor ikke klassificeret som
sundhedsskadeligt. Stoffet er imidlertid stærkt lokalirriterende overfor hud, øjne og slimhinder, men
der er ingen tegn på, at det skulle være allergifremkaldende. Det kan være meget smertefuldt, hvis
181
Copyright: www.NIPSECT.dk
stoffet kommer på sår eller under negle. Ligesom andre opløsningsmidler, der opløses i både polære og
upolære væsker, optages THF meget let gennem huden.
To blikkenslagere, som uden værnemidler var beskæftiget med at reparere et plastrør i et snævert rum
med en tetrahydrofuranholdig lim, blev forgiftet og hospitalsindlagt. Effekterne var irritation af
slimhinder, mild påvirkning af centralnervesystemet og leverbetændelse. Efter 2 uger havde de normal
blodkemi.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer THF som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger ved normalt
arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Blodtryksfald
Indånding af meget høje akutte koncentrationer eller gentagen eksponering for omkring 400 ppm i 9
uger eller derover kan have en bedøvende effekt eller fremkalde pludseligt blodtryksfald. Tidligere
formodninger om alvorlige organskader på lever og nyrer forårsaget af udsættelse for tetrahydrofuran
er ikke blevet bekræftet og kan skyldes urenheder eller stabilisatorer i opløsningsmidlet. Forsøgsdyr
udvikler i øvrigt tolerance overfor stoffet.
Mutagen
Der er tegn på, at tetrahydrofuran besidder en vis mutagen effekt i forsøg med Coli bakterier og kan
forårsage DNA-skader på blodceller, men det er ikke aktivt i Ames-testen. I en enkelt undersøgelse
med gentagen pensling af stoffet på musehud opstod der efterhånden godartede svulster. Denne
undersøgelse er dog ikke overbevisende.
Nyere langtidsdyreforsøg med tetrahydrofuran, hvor rotter og mus indåndede of til 1800 ppm i 2 år,
resulterede i nyrekræft hos hanrotter og leverkræft i hunmus, så meget tyder på at det er
kræftfremkaldende. Grænseværdien er netop i år blevet halveret.
Udvalgt litteratur:
1. Udvalgte kemiske stoffer. Miljøstyrelsen, december 1984.
2. Widström J, Friis L. DEC and SCG basis for an occupational health standard.
Tetrahydrofuran. Arbete och Hälsa, 1989:27.
3. NTP TR-475. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Tetrahydrofuran (CAS No. 10999-9) in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Drinking Water Studies). Research Triangle Park,
1998.
TETRAHYDROFURAN
O
Synonymer: Butylenoxid, THF, oxolan, diethylenoxid, tetrahydrofuran (engl). CAS nr. 109-99-9. EU nr. 603-025-00-0.
EINECS nr. 203-726-8. RTECS nr. LU5950000. UN nr. 2056. Bruttoformel: C4H8O. Molvægt: 72,11. Frysepunkt: -108°C.
Kogepunkt (1 atm): 67°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8892 (vand=1). Damptryk (20°C): 145 mm Hg (20 kPa). Relativ
damptæthed: 2,5 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 230.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 8,0
182
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
(nBuAc=1). Flammepunkt (cc): -15°C. Selvantændelsestemperatur: 321 C. Eksplosionsgrænser: 2-11,8 vol%.
Opløselighed i vand (25°C): 300 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,46. Brydningsindeks (n20/D): 1,4073. LD50(o,r):
3h
3
2,8 g/kg. LC50(ihl,r): 2.100 ppm. Lugtgrænse: 2-10 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,9 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 50 ppm H (145 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende
(Xi). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), kan danne eksplosive peroxider (R19), irriterer øjnene og
åndedrætsorganerne (R36/37). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra
antændelseskilder – rygning forbudt (S16), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet
(S33).
49. Nitrobenzen
Nitrobenzen er en gul, brandbar væske med relativ lav flygtighed. Dampene kan let danne eksplosive
blandinger. Stoffet er kun lidt opløseligt i vand, men opløseligt i organiske opløsningsmidler.
Nitrobenzen reagerer meget voldsomt med stærke baser som f.eks. natriumhydroxid. Nitrobenzen er
kemisk set den simpleste aromatiske nitroforbindelse, hvor en nitrogruppe (-NO2) erstatter hydrogen
(brint) i en benzenring. Stoffet fremstilles ved behandling af benzen med rygende salpetersyre med
svovlsyre som katalysator.
Stor produktion
Stoffet har i de seneste år haft stigende betydning. Produktionen af nitrobenzen i USA steg således fra
300.000 tons i 1983, til 435.000 tons i 1986 og til 671.000 tons i 1993. I 1983 var produktionen af
nitrobenzen 500.000 tons i EU og 100.000 tons i Japan. Den årlige verdensproduktion kan ansås til 1,7
millioner tons. Importen af ren nitrobenzen til Danmark er p.t. lille (<100 kg i 1990), men det
forekommer i importerede produkter.
Det meste nitrobenzen bruges som råstof til fremstilling af anilin, der igen anvendes som udgangsstof
til fremstilling af bl.a. farvestoffer. En mindre del af produktionen af nitrobenzen bruges som
opløsningsmiddel ved olieraffinering og ved fremstilling af celluloseacetat. I laboratoriet benyttes
nitrobenzen ofte i syntese reaktioner, bl.a. Friedel-Crafts, fordi det er fremragende til at opløse
aluminiumchlorid. Det er udgangsstof ved fremstilling af hovedpinepiller (paracetamol).
I skosværte
Lugten af nitrobenzen er meget intens og stærk. Den minder om bitre mandler eller skosværte.
Nitrobenzen anvendes faktisk som opløsningsmiddel i skosværte og metalpudsemidler. Derudover
anvendes det i blæk til at mærke vasketøj, og som duftstof i parfume og sæbe samt som
insektafskrækkelsesmiddel.
I USA er det anslået, at omkring 10.000 personer er erhvervsmæssigt udsatte for væsentlige mængder
nitrobenzen. Der er fortrinsvis tale om kemikere, servicemedarbejdere, reparatører, og
bygningsforvaltere, idet produktionsprocesserne foregår i lukkede systemer. I Danmark vil den
væsentligste udsættelse forekomme i laboratorier.
Ekstremt hudgennemtrængeligt
Nitrobenzen optages meget let i kroppen ved indånding, hudkontakt eller indtagelse. Optagelsen
183
Copyright: www.NIPSECT.dk
gennem huden er meget hurtig og fuldstændig. Små mængder, optaget fra forurenet arbejdstøj og
lignende, har givet anledning til forgiftninger og hudforbrændinger. Endog dampe af nitrobenzen
optages i stort omfang gennem huden. Stoffet har naturligvis derfor en “H”-mærkning i
Grænseværdilisten. Nitrobenzen har en moderat irriterende effekt på hud og øjne. Langtidsudsættelse
kan resultere i hudallergi.
Giver blodmangel
Nitrobenzen er et meget giftigt stof for mennesker, mens det er mindre farligt i forsøgsdyr. Den
karakteristiske og kritiske effekt er ødelæggelse af blodets evne til at transportere oxygen (ilt) rundt i
kroppen (methæmoglobinemia). Det er samme slags iltmangel, som kan forårsages af nitrat/nitrit, og
som i spædbørn giver “blå børn”. Symptomerne kan variere fra svaghed, hovedpine og træthed til
bevægelseshæmning, åndenød, forhøjet puls og i alvorlige tilfælde i bevidstløshed og død.
Langvarig arbejdsmiljøudsættelse for omkring 6 ppm nitrobenzen har resulteret i svage
forgiftningssymptomer, såsom træthed og hovedpine, mens udsættelse for 40 ppm har resulteret i
alvorlige forgiftninger. Udsættelse for en koncentration på 200 ppm i luften anses for direkte
livstruende. Forgiftningssymptomerne kommer ofte med en mindre forsinkelse. Der er stor individuel
forskel i følsomhed overfor nitrobenzens giftvirkning, og alkoholindtagelse øger giftigheden af
nitrobenzen.
Skader nervesystemet
Udover effekten på blodet har nitrobenzen skadelig effekt på leveren, nyrerne, milten samt det perifere
og centrale nervesystem. Specielt baghjernen skades med symptomer som uro og rystelser fulgt af
alvorlig depression og evt. bevidstløshed og død.
Aborter
Man skal være varsom med at udsætte gravide kvinder for nitrobenzen, idet stoffet kan fremprovokere
abort. I forsøg med hanrotter er ved relativt lave udsættelser set en effekt af nitrobenzen på testiklerne
med henfald og funktionsforstyrrelser, bl.a. nedsat produktion af sædceller. Der foreligger ingen
flergenerationsforsøg til belysning af risiko for skader på forplantningen
Nitrobenzen fremkalder mutationer i forsøg med bananfluer (Drosophila), mens det ikke er aktivt i
Ames-testen med Salmonella bakterier eller i andre mutagentest.
Relativt nye inhalationsundersøgelser har vist, at nitrobenzen i koncentrationer på 25-50 ppm kan
fremkalde leverkræft i rotter af begge køn, nyrekræft i hanrotter skjoldbruskkirtelkræft i hanmus,
brystkræft i hunmus samt lungekræft i mus af begge køn. Det betød, at IARC i 1996 klassificerede
nitrobenzen som muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B), og det blev optaget på
Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer.
Udvalgt litteratur:
1. CEC. Solvents in common use. London: Royal Society of Chemistry, 1988.
184
Copyright: www.NIPSECT.dk
2. Toxicological Profile for Nitrobenzene. Atlanta GA: Agency for Toxic Substances and
Disease Registry, 1990.
3. Rickert DE, Beauchamp Jr RO, Cossum PA. 6.2. Nitrobenzene. I: Buhler DR, Reed DJ, eds.
Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents, 2. ed. Amsterdam:
Elsevier, 1990. Side 368-376.
4. Caltley RC, et al. Carcinogenicity and toxicity of inhaled nitrobenzene in B6C3F1 mice and
F344 rats. Fund App Toxicol 1994;22:328-340.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 65: Printing
Processes and Printing Inks, Carbon Black and Some Nitro Compounds. International
Agency for Research on Cancer, Lyon, France, 1996.
NITROBENZEN
NO
2
Synonymer: Nitrobenzol, mirbanolie, nitrobenzene (engl). CAS nr. 98-95-3. EU nr. 609-003-00-7. EINECS nr. 202-716-0.
RTECS nr. DA6475000. UN nr. 1662. Bruttoformel: C6H5NO2. Molvægt: 123,11. Frysepunkt: 6°C. Kogepunkt (1 atm):
211°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,2037 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,15 mm Hg (0,02 kPa). Relativ damptæthed:
4,1 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 360 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,03 (nBuAc=1). Flammepunkt
(cc): 88°C. Opløselighed i vand (20°C): 1,9 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,85. Brydningsindeks (n20/D): 1,5529.
3
LD50(o,r): 640 mg/kg. Lugtgrænse: 0,02 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,04 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 1 ppm HK (5 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc3, Rep3.
Risikoangivelser: Giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25), mulighed for varig skade på helbred
(R40), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og hudkontakt (R48/23/24), giftig for
organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53), mulighed for skade på
forplantningsevnen (R62). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet på
huden vaskes straks med store mængder ... (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
50. Anilin
Anilin er den simpleste aromatiske amin dannet af benzen, hvor et hydrogenatom er erstattet af en
aminogruppe (-NH2). Anilin er en olieagtig væske, der friskfremstillet er farveløs, men som let
mørkfarves ved henstand pga. oxidation. Stoffet har en stærk, karakteristisk lugt og en brændende
smag.
Svag base
Anilin er moderat opløseligt i vand og blandbar med de fleste organiske opløsningsmidler. Som andre
aminer har anilin basisk karakter i vandig opløsning og danner salte med stærke syrer, såsom saltsyre
og svovlsyre. Disse aniliniumsalte er farveløse, faste stoffer, der er letopløselige i vand.
I 1826 blev anilin første gang udvundet af naturfarvestoffet indigo og senere fra kultjære. Den
kommercielle produktion af syntetisk anilin startede i 1847. Teknisk fremstilles anilin ved katalytisk
reduktion af nitrobenzen (Fokus nr. 49), og handelsvaren kan indeholde små mængder af nitrobenzen
som urenhed.
185
Copyright: www.NIPSECT.dk
Betydelig produktion
Anilin er et af Verdens vigtigste kemikalier. I 1983 var produktionen 642.000 tons i USA, 490.000 tons
i Vesteuropa og 79.000 tons i Japan. Verdensproduktionen er anslået til omkring 1,3 millioner tons per
år. Der er ingen produktion i Danmark. Importen til Danmark var i 1982 761 tons og i 1990 517 tons.
Anilin anvendes næsten udelukkende som udgangsstof til fremstilling af isocyanater – specielt MDI
(Fokus nr. 7) - hydroquinon (Fokus nr. 39), azofarvestoffer (“anilinfarver”) og substituerede aminer,
der bl.a. anvendes som gummikemikalier (antioxidanter) og i lægemiddelindustrien.
Anilin forekommer i tobaksrøg (>50 ng/cigaret), i visse frugter, grøntsager og sort te.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 300 gram anilin i
<5 produkter, og der var 96 eksponeringer for stoffet. I USA er det anslået, at henholdsvis 42.000 og
82.000 arbejdere i 39 erhverv er udsat for anilin eller aniliniumchlorid.
Optages gennem huden
Anilin optages hurtigt gennem huden og har derfor “H”-mærkning i Grænseværdilisten. Det optages
ligeledes gennem mave-tarm kanalen og i lungerne. Det udskilles igen som aminophenoler med urinen.
Anilin og dets salte virker moderat lokalirriterende på hud og i øjne.
Giftigt!
Anilin har en moderat akut giftvirkning i forsøgsdyr, men er mere “giftig” overfor mennesker. En
enkelt indtagelse af fra omkring 25 mg kan være toksisk. De mest prominente forgiftningssymptomer
er hovedpine, rystelser, sløvhed og blåfarvning af huden.
Anilin og saltene giver lignende effekter i blodet (methemoglobinemia) som nitrobenzen, formentlig
forårsaget af en “fælles” metabolit, phenylhydroxylamin. Videre har anilin en skadelig effekt på
knoglemarven og milten. Skader på nervesystemet er også rapporteret efter langtidsudsættelse for
anilin.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer anilin som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død
eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5), og på Arbejdsmiljøinstituttets
allergiliste er anilin angivet som et luftvejsallergen.
Kræftfremkaldende?
Anilin skader arveanlæg i cellekulturer og i Coli bakterier, men er ikke mutagent i Ames-testen med
Salmonella bakterier. Urinmetabolitterne af anilin er imidlertid aktive i Ames-testen. Aniliniumchlorid
inducerer ligeledes søster chromatid bytning (SCE) i menneskeceller og celletransformationer i
dyreceller.
Allerede for næsten hundrede år siden var der rapporter fra den svejtsiske og tyske industri om, at
arbejdere beskæftiget med fremstilling eller brug af anilin ofte fik blærekræft. Disse arbejdere var
186
Copyright: www.NIPSECT.dk
imidlertid også udsat for andre aromatiske aminer og farvestoffer, som i endnu stærkere grad har var
vist sig at være kræftfremkaldende.
Så tidligt som i 1937 blev publiceret resultater fra dyreforsøg, som viste en kræftfremkaldende effekt af
anilin. Disse tidlige og andre senere undersøgelser er imidlertid blevet bedømt utilstrækkelige, fordi det
administrerede anilin var urent og forsøgsomstændighederne uklare.
Nyere undersøgelser med 2 års udsættelse af rotter for 0,06% anilin som hydrochlorid i foderet viste
imidlertid en øget forekomst af svulster i bl.a. milten, som ikke sås i mus. Derfor må anilin anses for
kræftrisikabelt, og det blev optaget på Arbejdstilsynets 1992 liste over kræftfremkaldende stoffer.
Udvalgt litteratur:
1. Udvalgte kemiske stoffer. Miljøstyrelsen, 1984.
2. Health-based recommended occupational exposure limit for aniline. Dutch expert
committee for occupational standards. Voorburg, 1989.
3. The health effects of aromatic amines – a review. MARC report no. 35. London, 1986.
4. Hiles RC, Abdo KM. 3.1. Aniline. I: Buhler DR, Reed DJ, eds. Ethel Browning’s Toxicity
and Metabolism of Industrial Solvents, 2.ed. Amsterdam: Elsevier, 1990. Side 181-186.
5. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk of Chemicals to Humans.
Vol. 27. Some Aromatic Amines, Athraquinoner and Nitroso Compounds, and Inorganic
Fluorides Used in Drinking-Water and Dental Preparations. International Agency for
Research on Cancer, Lyon, 1982.
ANILIN
NH
2
Synonymer: Aminobenzen, phenylamin, benzenamin, CI 76000, aniline (engl). CAS nr. 62-53-3. EU nr. 612-008-00-7.
EINECS nr. 200-539-3. RTECS nr. BW6650000. UN nr. 1547. Bruttoformel: C6H7N. Molvægt: 93,13. Frysepunkt: -6°C.
Kogepunkt (1 atm): 184°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,022 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,3 mm Hg (0,04 kPa).
Relativ damptæthed: 3,3 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 630 ppm. Flammepunkt (cc): 70°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 615 C. Eksplosionsgrænser: 1,2-11 vol%. Opløselighed i vand (25°C): 35 g/L. pKA
(25°C): 4,63. Fordelingskoefficient (logKow): 0,93. Brydningsindeks (n20/D): 1,5863. LD50(o,r): 250 mg/kg. LC50(ihl,r): 250
3
ppm. Lugtgrænse: 0,5 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,87 mg/m . Grænseværdi (2002): 1 ppm HK (4
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc3. Risikoangivelser: Farlig ved indånding, ved
hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), mulighed for varig skade på helbred (R40), giftig: alvorlig sundhedsfare ved
længere tids påvirkning ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R48/23/24/25), meget giftig for organismer der
lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stof på huden
vaskes straks med store mængder ... (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker
(S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning, sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
ANILINIUMCHLORID
NH C l
3
Synonymer: Anilin hydrochlorid, benzenamin hydrochlorid, C.I. 76001, aniline hydrochloride (engl). CAS nr. 142-04-1. EU
187
Copyright: www.NIPSECT.dk
nr. 612-009-00-2. EINECS nr. 205-519-8. RTECS nr. CY0875000. UN nr. 1548. Bruttoformel: C6H8NCl. Molvægt: 129,59.
Smeltepunkt: 198°C. Kogepunkt (1 atm): 245°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,2215 (vand=1). Damptryk (20°C): Ikke
flygtigt. Flammepunkt (cc): 193°C. Opløselighed i vand (25°C): Blandbar. LD50(o,r): 250 mg/kg. Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N), Carc3. Risikoangivelser: Farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved
indtagelse (R20/21/22), mulighed for varig skade på helbred (R40), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning
ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R48/23/24/25), meget giftig for organismer der lever i vand (R50).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stof på huden vaskes straks med
store mængder ... (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning, sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
51. Carbondisulfid
Carbondisulfid er i ren form en farveløs væske med en aromatisk lugt, som minder om lugten af
chloroform. Tekniske kvaliteter er gullige væsker med en ubehagelig lugt af rådne radiser. Kemisk set
er det en meget simpel forbindelse dannet udelukkende af carbon (kulstof) og svovl. Store mængder
carbondisulfid udsendes naturligt ved vulkanudbrud.
Carbondisulfid blev fremstillet første gang så tidligt som i 1796 udfra trækul og mineralet pyrit (FeS2),
og det blev et af de første vigtige industrikemikalier. Selvom det fortsat er et vigtigt kemikalie, har
betydningen af stoffet været aftagende i de seneste år i industrilandene, men voksende i
udviklingslandene, som har overtaget problematiske dele af den vestlige teknologi.
Produktionen af carbondisulfid i EU faldt fra 250.000 tons i 1980 til 150.000 tons i 1983. I USA faldt
produktionen fra 347.000 tons i 1974 til 172.000 tons i 1981. De fleste produktionsvirksomheder ligger
nu i Latinamerika og Asien. Produktionskapaciteten for carbondisulfid i Verden som helhed er mere
end 1 millioner tons pr. år.
Brændbart opløsningsmiddel
Carbondisulfid er et meget flygtigt og brændbart opløsningsmiddel, hvis dampe danner yderst
eksplosive blandinger med luft. Opløseligheden i vand er ikke ret stor, mens det er blandbart med de
fleste organiske opløsningsmidler. Carbondisulfid er et godt opløsningsmiddel for f.eks. fedtstoffer og
gummi, og det blev i forrige århundrede brugt i stor udstrækning til ekstraktion af planteolier og
vulkanisering af gummi. Helt speciel er evnen til at opløse grundstofferne svovl og hvidt phosphor, og
allerede i 1851 blev stoffet derfor anvendt ved produktionen af tændstikker.
Tekstilfibre
Carbondisulfid anvendes til fremstilling af gummikemikalier, pesticider og tetrachlormethan.
Sidstnævnte opløsningsmiddel benyttes nu hovedsageligt som et mellemprodukt ved fremstilling af
chlorfluorcarboner (Fokus nr. 25), men anvendelsen er forbudt i EU. Den vigtigste anvendelse af
carbondisulfid er som opløsningsmiddel ved fremstilling af tekstilfibre (viskose, rayon/kunstsilke) og
cellulosefilm (cellofan). Siden 2. Verdenskrig har disse to typer kunststoffer haft aftagende betydning –
derfor den faldende produktion af carbondisulfid. I Kina er der derimod fortsat en meget stor
produktion af viscose.
188
Copyright: www.NIPSECT.dk
Det er anslået, at der i USA i 1983 var 45.000 arbejdere udsatte for carbondisulfid i 44 erhverv i 750
virksomheder.
I 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne var den årlige import af carbondisulfid til Danmark 40-100
tons, med 92 tons i 1984. Importen i 1990 var kun 5 tons. Der foreligger ingen arbejdsmiljømålinger fra
Danmark. Efterhånden er det kun få, som må antages udsatte, og det vil først og fremmest være
laboratoriepersonale og kemikere.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 5 kg
carbondisulfid i <5 produkter, og der var 30 eksponeringer for stoffet.
Hudskadeligt
Carbondisulfid optages let gennem lunger, hud og mave-tarm kanal, men det udskilles hurtigt igen,
enten ved udånding eller som omdannelsesprodukter i urinen. I kroppen findes det, udover i blodet,
især i fedtvæv og i hjernen. En stor del har reageret med og herved omdannet aminosyrer eller proteiner
til f.eks. thiocarbamater. Derved kan der ske forstyrrelser af enzymsystemer samt af balancen af Bvitaminer og hormoner.
Carbondisulfid er et af de mest hud- og øjenirriterende opløsningsmidler, der findes. På huden giver det
en brændende fornemmelse, følelsesløshed og vabler efterfulgt af dybe forbrændinger. Kontaktlinser
angribes af stoffet, så sådanne er risikable at bære ved arbejde med stoffet.
Giftstof
Siden den anden halvdel af forrige århundrede er der fra mange lande blevet rapporteret utallige
forgiftningstilfælde med carbondisulfid i arbejdsmiljøet. Der er flere eksempler på, at indtagelse af
omkring 15 ml carbondisulfid kan være dødelig i løbet af få timer med lammelse af vejrtrækningen.
Skader nervesystemet
Den akutte giftighed ved indånding er tilsyneladende mindre. Ved korttidseksponering skal man op
omkring 1000 ppm i luften, før forgiftningssymptomer på nervesystemet viser sig, og omkring 3000
ppm kan være dødelig.
Ved længerevarende udsættelse for fra 10 til 40 ppm kan der opstå kronisk forgiftning med hjerneskade
og diverse symptomer såsom hukommelsestab, humørsvingninger, hallucinationer, træthed og
vedvarende følelsesløshed i lemmerne (polyneuropati). I en nylig undersøgelse fra Kina havde 26 ud af
163 arbejdere udsat for 150-200 ppm CS2 vekslende grader af polyneuropati. Kroniske skader på øjets
nethinde (retina) har ligeledes været almindeligt forekommende.
Niveauer lavere end grænseværdien har i visse tilfælde resulteret i påvirkning af nervesystemet.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer carbondisulfid som et stof, der medfører stor risiko for bevidstløshed,
død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
189
Copyright: www.NIPSECT.dk
Åreforkalkning
Den mest karakteristiske og specifikke effekt af carbondisulfid er på hjerte-kar systemet. Ganske lave
udsættelser af stoffet, som ikke giver anledning til mærkbare forgiftningssymptomer, kan forårsage
ændringer i blodkar svarende til den almindelige aldersbetingede åreforkalkning, som derefter kan
resultere i blodpropper og hjerteanfald. Blandt arbejdere på en finsk kunstsilkefabrik fandt man således
en 5-dobling af dødeligheden.
Fosterskadende
Arbejdsmæssig udsættelse for carbondisulfid skader dannelse og udvikling af sædceller. Noget
lignende er set hos forsøgsdyr udsat for stoffet. Fostermisdannelser er ligeledes konstateret i
forsøgsdyr. For få år siden blev det konstateret, at carbondisulfid udskilles med modermælken hos
kvindelige ansatte ved kunstsilkefabrikker i Kina. Selv efter en måneds fravær fra fabrikken var
modermælken forurenet, og carbondisulfid kunne måles i de brysternærede børn.
Arbejdsmiljøinstituttet anser carbondisulfid for reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (Gruppe
1L).
Carbondisulfid er et stof, som har mange alvorlige skadevirkninger, men der er intet, som tyder på, at
carbondisulfid skulle kunne skade arveanlæg eller være kræftfremkaldende.
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 10. Carbon disulfide. Geneva: WHO, 1979.
2. Toxicological profile for carbon disulfide. draft. US Agency for Toxic Substances and
Disease Registry, 1991.
3. CEC. Solvents in common use. Royal Society of Chemistry, London 1988.
4. Chu C-C, Huang C-C, Chen R-S, Shih T-S. Polyneuropathy induced by carbon disulphide
in viscose rayon workers. Occup Environ Med 1995;52:404-407.
CARBONDISULFID
Synonymer: Svovlkulstof, carbon disulfide (engl), carbon disulphide (engl). CAS nr. 75-15-0. EU nr. 006-003-00-3. EINECS
nr. 200-843-6. RTECS nr. FF6650000. UN nr. 1131. Formel: CS2. Molvægt: 76,14. Frysepunkt: -111°C. Kogepunkt (1
atm): 46°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,2632 (vand=1). Damptryk (20°C): 260 mm Hg (35 kPa). Relativ damptæthed:
2,63 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 470.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 22,6 (nBuAc=1).
o
o
Flammepunkt (cc): -33 C. Selvantændelsestemperatur: 90 C. Eksplosionsgrænser: 1-50 vol%. Opløselighed i vand
(20°C): 2,2 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,84. Brydningsindeks (n20/D): 1,6270. LD50(o,r): 3,2 g/kg. Lugtgrænse:
3
3
0,1 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,11 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (15 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), giftig (T), Rep3. Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11),
alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning og giftig ved indånding (R48/23), irriterer øjnene og huden (R36/38),
mulighed for skade på forplantningsevnen (R62), mulighed for skade på barnet under graviditeten (R63).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), holdes væk fra antændelseskilder – rygning
forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelsesbriller/ansigtsskærm (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling
nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
190
Copyright: www.NIPSECT.dk
52. Propylalkoholer
De to propylakoholer, 1-propanol og 2-propanol, er letflygtige, farveløse og brændbare væsker. Deres
lugt er ret behagelig og minder om sprits, men er dog lidt mere skarp eller bitter. Propylalkoholer er,
ligesom andre lavere alkoholer, fuldstændig blandbare med vand og med de fleste organiske
opløsningsmidler.
Betegnelserne ”propylalkoholer” og ”propanoler” anses ofte for synonymer, men det er en fejl, idet
“propanoler” i virkeligheden indbefatter flere stoffer, f.eks.. 2-methyl-2-propanol (tert-butylalkohol).
Navnet “isopropanol”, som tit anvendes for 2-propanol i tekniske sammenhænge, er ikke korrekt
kemisk nomenklatur, men korrekt er isopropylalkohol.
Stor produktion
Propylalkoholer, specielt 2-propanol, hører til de vigtigste opløsningsmidler. Verdensproduktionen var
i 1979 omkring 130.000 tons af 1-propanol og 1 million tons af 2-propanol, heraf omkring halvdelen i
USA. Produktionsudviklingen har været relativ konstant, og i 1989 var produktionen af 2-propanol
700.000 tons. Den danske import af rene propylalkoholer har ligget på omkring 10.000 tons i
1980’erne. I 1990 og 1999 var nettoimporten henholdsvis 9.748 tons og 7.820 tons. Hertil kommer
forekomsten i importerede produkter.
Vigtige anvendelser
Propylakoholer anvendes som opløsnings- og ekstraktionsmiddel for aromastoffer, planteolier, voks,
gummi og syntetiske polymere anvendt i lakker og lime. De benyttes i trykfarver og ved uldfarvning.
De antiseptiske egenskaber er nyttige for anvendelserne i lægemidler og kosmetik (f.eks. hårvand og
barbersprit). Stofferne anvendes i affedtningsmidler, bremsevæske, karburatorvæske og pudsemidler til
vinduer, briller og gulve.
Specielt 2-propanol er et billigt og udbredt opløsningsmiddel i forbruger- og industriprodukter, bl.a. i
spraydåser. Meget udbredt er anvendelsen i sprinklervæske og i afisningsmidler til biler og fly.
Det mest brugte opløsningsmiddel i produkter
I 1999 blev der til Produktregistret anmeldt 1550 produkter indeholdende 42.737 tons 2-propanol. Det
er dermed det langt mest anvendte opløsningsmiddel i produkter på det danske marked. Foreløbige tal
for år 2000 tyder på en stigende anvendelse.
Begge propylalkoholer forekommer naturligt som smagsstof i vegetabilske fødevarer og som et resultat
af biologiske nedbrydningsprocesser samt findes i fuselolie fra alkoholgæring. Udover en naturlig
forekomst i øl bruges de som tilsætningsstoffer.
Propylalkoholer anvendes desuden som kemiske mellemprodukter. Således fremstilles acetone (Fokus
nr. 21) ud fra 2-propanol.
191
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hyppigt forekommende i arbejdsmiljøet
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler var 2-propanol det fjerde hyppigst
benyttede opløsningsmiddel, idet det blev anvendt i 122 virksomheder ud af 434. 1-Propanol blev
derimod kun anvendt i 6-10 virksomheder. 2-Propanol blev bl.a. benyttet til finere manuel affedtning i
jern- og metalindustrien, og det indgik i mange malinger og lakker anvendt i denne industri. 2-Propanol
var også det hyppigste opløsningsmiddel i vandbaserede rengørings- og desinfektionsmidler.
Med 2485 luftmålinger var 2-propanol ligeledes et af de mest målte stoffer af Arbejdstilsynet i
perioden 1983-88. For 1-propanol var der i samme periode kun 205 målinger. Kun i få tilfælde var der
overskridelser af grænseværdierne. Det var især for 2-propanol, der er mest flygtig.
Mange udsatte
I 1983 blev 1-propanol anvendt i 17.000 virksomheder og 99 erhverv med 226.000 udsatte arbejdere i
USA. For 2-propanol var det tilsvarende antal 183.000 virksomheder, 278 erhverv og 4,7 millioner
udsatte.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 kun brugt 36 tons 1propanol i 36 produkter, men der var 17.000 eksponeringer for stoffet. Antallet af væsentligt
erhvervsmæssigt udsatte for propylalkoholer i Danmark er formentlig flere hundrede tusinder.
Derudover er hovedparten af befolkningen udsat for stoffet i forbrugervarer, biludstyr og kosmetiske
produkter.
Hudoptagelig
Propylalkoholer gennemtrænger intakt hud og har derfor “H” mærkning i Grænseværdilisten.
Optagelsen gennem mave-tarm kanalen og i lungerne er ligeledes betydelig. Det er ikke stoffer, som
normalt ophobes i kroppen; de omdannes og udskilles hurtigt med urinen.
Propylalkoholer virker affedtende og har derfor en moderat irriterende virkning overfor hud og
slimhinder. Slimhindeirritation er konstateret ved udsættelse for dampe på 400 ppm og derover.
Enkelte allergitilfælde er rapporteret, men de er sjældne.
Lav giftighed
Propylalkoholer virker bedøvende på nervesystemet, men den akutte virkning af propylalkoholer i
dyreforsøg er så lille, at stofferne ikke regnes for sundhedsfarlige.
På trods af dette, er der rapporteret et forgiftningstilfælde, hvor en kvinde døde 4-5 timer efter at have
drukket 1/2 liter 1-propanol i form af hårvand. 1-Propanol er 2-4 gange så akut giftigt som ethanol
(“sprit”). 2-Propanol har halvt så stor giftighed som 1-propanol, men på grund af den større udbredelse
er der mange flere rapporterede forgiftningstilfælde og dødsfald med 2-propanol.
192
Copyright: www.NIPSECT.dk
Påvirkning af forplantningen
Indånding af meget høje koncentrationer (>6000 ppm) 1-propanol eller 2-propanol (>9000 ppm) havde
en negativ påvirkning af forplantningsevnen hos hanrotter. Endvidere var disse eksponeringer
fosterskadende og skadede udviklingen af ungerne. Betydningen af disse fund skal imidlertid ikke
overvurderes, idet der var tale om meget høje koncentrationer med en almen toksisk virkning, og
desuden havde halvt så høje koncentrationer ingen effekt.
Skadevirkninger vil ikke forekomme, når grænseværdierne er overholdt, men mætningskoncentrationen
er så høj, at der lokalt, hvis man ikke er påpasselig, kan opstå farlige koncentrationer.
Nerveskadende
Langtidsvirkninger af udsættelse for propylalkoholer er dårligt belyst, men stofferne er i hvert fald ikke
aktive i diverse korttidstest for skader på arveanlæg, og de er formentlig ikke kræftfremkaldende.
Derimod er en tidligere anvendt fremstillingsmetode for 2-propanol anerkendt som kræftrisikabel med
bl.a. forøget antal tilfælde af næse- og strubekræft.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at 1-propanol i modsætning til 2-propanol medfører risiko for
skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af
sprøjtetåger (Gruppe 3).
Udvalgt litteratur:
1. Savolainen H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 15. Isopropanol.
Arbete och Hälsa 1980:18.
2. IPCS Environmental Health Criteria 102. 1-Propanol. Geneva: WHO, 1990.
3. IPCS Environmental Health Criteria 103. 2-Propanol. Geneva: WHO, 1990.
1-PROPANOL
Synonymer: Propylalkohol, n-propanol, propan-1-ol, propyl alcohol (engl). CAS nr. 71-23-8. EU nr. 603-003-00-0. EINECS
nr. 200-746-9. RTECS nr. UH8225000. UN nr. 1274. Formler: C3H8O, CH3CH2CH2OH. Molvægt: 60,09. Frysepunkt: 127°C. Kogepunkt (1 atm): 97°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,804 (vand=1). Damptryk (20°C): 14,5 mm Hg (1,9 kPa).
Relativ damptæthed: 2,07 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 22.500 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,94
o
(nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 15°C. Selvantændelsestemperatur: 350 C. Eksplosionsgrænser: 2,1-13,5 vol%.
Opløselighed i vand: Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): 0,34. LD50(o,r): 1,9 g/kg. Lugtgrænse: 2,6 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,46 mg/m . Grænseværdi (2002): 200 ppm H (500 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), risiko for alvorlig
øjenskade (R41), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn
(S2), emballagen skal holdes tæt lukket (S7), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), undgå kontakt med
huden (S24), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug
beskyttelsesbriller/ansigtsskærm under arbejdet (S39).
2-PROPANOL
Synonymer: Isopropylalkohol, isopropanol, propan-2-ol, isopropyl alcohol (engl). CAS nr. 67-63-0. EU nr. 603-117-00-0.
193
Copyright: www.NIPSECT.dk
EINECS nr. 200-661-7. RTECS nr. NT8050000. UN nr. 1219. Formler: C3H8O, CH3CHOHCH3. Molvægt: 60,09.
Frysepunkt: -86°C. Kogepunkt (1 atm): 82°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,785 (vand=1). Damptryk (20°C): 33 mm Hg
(4,4 kPa). Relativ damptæthed: 2,07 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 54.500 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 2,3 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 12°C. Selvantændelsestemperatur: 455 C.
Eksplosionsgrænser: 2-12 vol%. Opløselighed i vand: Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): 0,14. LD50(o,r): 5,0
8h
3
g/kg. LC50(ihl,r): 12.000 ppm. Lugtgrænse: 22 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,46 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 200 ppm H (490 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende
(Xi). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), irriterer øjnene (R36), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal holdes tæt lukket (S7), holdes væk fra
antændelseskilder – rygning forbudt (S16), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26).
53. Butylalkoholer
Der er fire butylalkoholer, som alle ofte fejlagtigt kaldes butanoler. Det er normal-butylalkohol (1butanol), secundær-butylalkohol (2-butanol), isobutylalkohol (2-methyl-1-propanol) og tertiærbutylalkohol (2-methyl-2-propanol). De tre første er farveløse væsker, mens tert-butylalkohol er et fast
stof med et smeltepunkt lidt over stuetemperatur. 2-Butanol forekommer i to spejlbilledisomere former.
Butylalkoholerne er alle brændbare og har en sødlig lugt. Flygtigheden er meget høj for tertbutylalkohol, men falder gennem rækken sec-butylalkohol > isobutylalkohol > n-butylalkohol.
Vandopløselighed varierer ligeledes fra fuldstændig blandbar for tert-butylalkohol til moderat opløselig
i vand for de øvrige. De er alle blandbare med organiske opløsningsmidler. I arbejdsmiljøsammenhæng
behandles butylalkoholerne ens som gruppe med samme grænseværdi.
Aromastoffer
Butylalkoholer anvendes som aromastoffer i levnedsmidler og drikkevarer. Isobutylalkohol
forekommer naturligt i fuselolie fra alkoholgæring og findes dermed i alkoholiske drikke. tertButylalkohol anvendes til denaturering af sprit. De anvendes alle som ekstraktions- og
opløsningsmidler i parfume- og lægemiddelindustrien. sec-Butylalkohol anvendes til ekstraktion af
fiskemel ved fremstilling af fiskeproteinkoncentrat.
Butylalkoholer anvendes som fortynder og opløsningsmiddel for maling og lak, emalje, farvestoffer,
voks og gummi. I USA ender 85 % af produktionen af 1-butanol i overfladebehandlingsmidler.
Isobutylalkohol er det billigste af butylalkoholerne.
Mellemprodukter
De anvendes alle som mellemprodukter ved fremstilling af andre kemikalier, så som butylacetater
(Fokus nr. 61), butylacrylater, butylphthalater (Fokus nr. 32), og ukrudtsmidler. sec-Butylalkohols
vigtigste anvendelse er som mellemprodukt ved fremstilling af methylethylketon (Fokus nr. 19). tertButylalkohol er mellemprodukt ved produktion af tert-butylphenol, methyl-tert-butylether (MTBE,
Fokus nr. 70) og isobutylen.
1-Butanol og isobutylalkohol anvendes i rensemidler til kontaktlinser, til at gøre tekstiler fyldigere, i
bremsevæske, til affedtning og i cement. sec-Butylalkohol anvendes i hydrauliske væsker,
bremsevæsker og polermidler. tert-Butylalkohol anvendes som blæsemiddel ved fremstilling af
194
Copyright: www.NIPSECT.dk
methacrylat-baseret skumplast og i karburatorvæske. sec-Butylalkohol og tert-butylalkohol bruges som
stabilisatorer for 1,1,1-trichlorethan (Fokus nr. 15).
Stor produktion
Produktionen af butylalkoholer i USA har gennem 70’ og 80’erne årligt været 400.000-500.000 tons.
Verdensproduktionen er mere end 1,5 millioner tons per år.
Butylalkoholer er blandt de oftest målte i det danske arbejdsmiljø, idet Arbejdstilsynet i perioden 198388 har foretaget 3.050 luftmålinger. Der var meget få overskridelser af grænseværdier.
Hyppigt forekommende
Ligeledes var 1-butanol et af de oftest forekommende opløsningsmidler i Arbejdsmiljøinstituttets 198586 kortlægning, idet det var anvendt i 99 ud af 434 virksomheder; isobutylalkohol blev anvendt i 41-45
virksomheder. De øvrige butylalkoholer forekom ikke. Anvendelsesområdet var især malinger og
lakker. I USA blev det anslået, at 1-butanol i 1983 blev anvendt i 60.000 virksomheder, 300 brancher
og 160 erhverv med mere end 1 million udsatte arbejdere. Udbredelsen af de øvrige butylalkoholer var
5-10 gange mindre.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 kun brugt 27 tons
butanoler (uspecificerede) i 15 produkter, og der var 920 eksponeringer for stoffet. Antallet af
erhvervsmæssigt udsatte for butylalkoholer i Danmark kan anslås til omkring 50.000 personer.
Butylalkoholer er dermed blandt de mest vigtige arbejdsmiljøstoffer.
Stor import
I 1990 var tallene for import til Danmark henholdsvis 830 tons for 1-butanol, 283 tons for tertbutylalkohol og 641 tons for de øvrige butylalkoholer. Bortset fra tert-butylalkohol var importen større
i de tidligere år, f.eks. i alt 3.200 tons i 1984.
Nettoimporten i 1999 af butylalkoholer var 1914 tons. Hertil kommer indhold i importerede produkter,
hvor der til Produktregistret i 1999 blev anmeldt 930 produkter med 3.764 tons 1-butanol.
Hudoptagelige
Butylalkoholerne optages let gennem hud, lunger og mave-tarm kanal, od de har “hudnotation” i
Grænseværdilisten.. De nedbrydes hurtigt i kroppen til carbondioxid og vand, som derefter udåndes
indenfor et døgn.
Alle butylalkoholerne virker affedtende på huden og kan forårsage kontakteksem f.eks. på hænderne.
Mest hudirriterende er 1-butanol, og mindst irriterende er sec-butylalkohol. Luftkoncentrationer på 25
ppm 1-butanol (under grænseværdien) irriterer næse og hals. Hudpræparater baseret på tertbutylalkohol har forårsaget kontaktallergi.
195
Copyright: www.NIPSECT.dk
Øjenskader
Øjnene er særligt følsomme. Luftkoncentrationer på 50 ppm 1-butanol virker øjenirriterende, mens 100
ppm isobutylalkohol ikke irriterede øjne. Blandt arbejdere udsat for 100-200 ppm 1-butanol blev
konstateret hornhindebetændelse med vedvarende brændende fornemmelse, sløret syn, tåredannelse og
lysfølsomhed. Der var stigende intensitet i symptomerne gennem arbejdsugen.
Nerveskadende
Den akutte giftvirkning af butylalkoholer i forsøgsdyr er lille for alle bortset fra 1-butanol, som
opfylder kriteriet for sundhedsskadelighed. De har alle en narkotisk virkning, som er indtil 6 gange
større end ethanols og 2 1/2 gange større end propylalkoholers. Virkningen aftager i rækken: 1-Butanol
> sec-butylalkohol > isobutylalkohol > tert-butylalkohol. Forgiftningssymptomerne er hovedpine,
svimmelhed, kvalme, søvnighed og døsighed. Den stærke lugt af butylalkoholer beskytter i praksis
imod for stor eksponering. Flygtigheden er ligeledes mindre end for de lavere alkoholer.
“Butanoler” er af Arbejdsmiljøinstituttet vurderet som stoffer, der medfører risiko for skadevirkninger
på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 3).
Høreskader
Langtidsudsættelse i arbejdsmiljøet for 80 ppm 1-butanol har forårsaget skader på hørenerve og
balanceorgan. Leverforandringer er set ved langtidseksponering for 100 ppm. For tert-butylalkohol er
der ikke rapporteret om forgiftninger af mennesker.
Genskader
1-Butanol og tert-butylalkohol er undersøgt og fundet inaktive i Ames-testen med Salmonella bakterier
samt i flere andre korttidstest. sec-Butylalkohol er undersøgt og fundet inaktiv i gærcelletest, mens
isobutylalkohol er mutagen i test med Coli bakterier.
Der foreligger få undersøgelser af virkninger på formeringen og fostre. Indånding af sec- og tertbutylalkohol i høje koncentrationer, der er giftige for moderdyret, resulterede i fosterskader.
Indsprøjtning af 1-butanol i befrugtede hønseæg resulterede i misdannelser af øjne, nyrer og nerver hos
kyllingefostre.
Kræft
I langtidsundersøgelser med rotter har isobutylalkohol fremkaldt leverskader og skader i bloddannende
væv. Desuden kræft i leveren, milten og maven. I hanrotter desuden den typiske nyrekræft med
påvirkning af 2u-globulin, som mange forgrenede carbonhydrider fremkalder. I mus, specielt i hunner,
var der en øget forekomst af kræft i skjoldbruskkirtelen.
Sådanne virkninger er ikke konstateret for de øvrige butylalkoholer.
196
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Fjeldstad PE, Thorud S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 17. 1Butanol. Arbete och Hälsa 1980:20, Stockholm, 1980.
2. IPCS Environmental Health Criteria 65. Butanols – four isomers: 1-butanol, 2-butanol, tertbutanol, isobutanol. Geneva: WHO, 1987.
3. Dutch expert committee on occupational standards. Health based recommended
occupational exposure limit for 1-, 2- and t-butanol. Publ. no. 1994/10. The Hague: Health
Council of the Netherlands, 1994.
4. NTP TR-436. Toxicology and Carcinogenesis Studies of t-Butyl Alcohol (CAS No. 75-650) in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Drinking Water Studies). Research Triangle Park,
1995.
1-BUTANOL
Synonymer: Butylalkohol, butan-1-ol, butanol-1, n-butyl alcohol (engl). CAS nr. 71-36-3. EU nr. 603-004-00-6. EINECS nr.
200-751-6. RTECS nr. EO1400000. UN nr. 1120. Formler: C4H10O, CH3CH2CH2CH2OH. Molvægt: 74,12. Frysepunkt: o
o
90 C. Kogepunkt (1 atm): 118 C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8098 (vand=1). Damptryk (20°C): 4,2 mm Hg (0,56
kPa). Relativ damptæthed: 2,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 9.200 ppm. Relativ fordampningshastighed:
o
0,47 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 29°C. Selvantændelsestemperatur: 345 C. Eksplosionsgrænser: 1,4-11,3 vol%.
Opløselighed i vand (20°C): 77 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,88. Brydningsindeks (n20/D): 1,3985. LD50(o,r): 0,7
3
g/kg. Lugtgrænse: 0,8 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,08 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm LH
3
(150 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved
indtagelse (R22), irriterer øjnene og huden (R36/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), dampe kan give sløvhed og
svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal holdes tæt lukket og
opbevares på et godt ventileret sted (S7/9), må ikke opbevares sammen nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm under arbejdet (S37/39), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket
(S46).
2-BUTANOL
Synonymer: (R,S)-, (), dl-, sec-Butylalkohol, butan-2-ol, butanol-2, ”sec-butanol”, sec-butyl alcohol (engl). CAS nr. 78-92-2,
15892-23-6 (R,S-), 14898-79-4 (R-), 4221-99-2 (S-). EU nr. 603-127-00-5. EINECS nr. 201-158-5, 240-029-8 (R,S-), 1238967-8 (R-), 224-168-1 (S-). RTECS nr. EO1750000. UN nr. 1121. Formler: C4H10O, CH3CHOHCH2CH3. Molvægt: 74,12.
Frysepunkt: -115°C. Kogepunkt (1 atm): 99°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8065 (vand=1). Damptryk (20°C): 12 mm
Hg (1,66 kPa). Relativ damptæthed: 2,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 23.000 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 0,89 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 24°C. Selvantændelsestemperatur: 406 C. Opløselighed
i vand (20°C): 125 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,61. Brydningsindeks (n20/D): 1,3972. LD50(o,r): 6,5 g/kg.
3
Lugtgrænse: 2,6 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,08 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm LH (150
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), irriterer øjnene og
åndedrætsorganerne (R36/37), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal holdes tæt lukket og opbevares på et godt ventileret sted (S7/9), må ikke
opbevares sammen nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved indtagelse, kontakt omgående læge
og vis denne beholder eller etiket (S46).
2-METHYL-1-PROPANOL
197
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Isobutylalkohol, ”isobutanol”, 2-methylpropan-1-ol, isobutyl alcohol (engl). CAS nr. 78-83-1. EU nr. 603-108-001. EINECS nr. 201-148-0. RTECS nr. NP9625000. UN nr. 1212. Formler: C4H10O, (CH3)2CHCH2OH. Molvægt: 74,12.
Frysepunkt: -108°C. Kogepunkt (1 atm): 108°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8027 (vand=1). Damptryk (20°C): 8,8
mm Hg (1,17 kPa). Relativ damptæthed: 2,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 16.000 ppm. Flammepunkt (cc):
o
28°C. Selvantændelsestemperatur: 415 C. Eksplosionsgrænser: 1,7-10,9 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 87 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 0,83. Brydningsindeks (n20/D): 0,8027. LD50(o,r): 2,5 g/kg. Lugtgrænse: 1,6 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,08 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm L H (150 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), irriterer åndedrætsorganerne og huden
(R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal holdes tæt lukket og opbevares på et godt ventileret sted (S7/9), må
ikke opbevares sammen nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt
med vand og læge kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm under arbejdet (S37/39),
ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
2-METHYL-2-PROPANOL
Synonymer: tert-Butylalkohol, ”tert-butanol”, 2-methylpropan-2-ol, tert-butyl alcohol (engl). CAS nr. 75-65-0. EU nr. 603005-00-1. EINECS nr. 200-889-7. RTECS nr. EO1925000. UN nr. 1122. Formler: C4H10O, (CH3)3COH. Molvægt: 74,12.
Smeltepunkt: 25°C. Kogepunkt (1 atm): 83°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7867 (vand=1). Damptryk (20°C): 31 mm
Hg (4,13 kPa). Relativ damptæthed: 2,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 55.000 ppm. Flammepunkt (cc):
11°C. Selvantændelsestemperatur: 470oC. Eksplosionsgrænser: 2,4-8,0 vol%. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar.
Fordelingskoefficient (logKow): 0,37. Brydningsindeks (n20/D): 1,3841. LD50(o,r): 3,5 g/kg. Lugtgrænse: 47 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,08 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm LH (150 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), farlig ved
indånding (R20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares tørt (S9), holdes
væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16).
54. Epichlorhydrin
Epichlorhydrin er et epoxid afledet af propylenoxid (Fokus nr. 41) ved substitution med chlor. Det er
en farveløs væske med en lugt, som minder om chloroforms. Væsken er opløselig i vand og blandbar
med de fleste organiske opløsningsmidler, bl.a. acetone, methanol og ether. Stoffet kan brænde, og det
danner eksplosive blandinger med luft. Epichlorhydrin er meget reaktivt. Det polymeriserer let ved
kontakt med syrer eller baser samt angriber metaller, så som zink og aluminium. Stål angribes også af
epichlorhydrin ved tilstedeværelse af fugtighed.
Kemisk mellemprodukt
Epichlorhydrin anvendes først og fremmest som mellemprodukt i den kemiske industri til fremstilling
af glycerol, epoxy-produkter og en masse afledede produkter, der anvendes som farvestoffer,
blødgørere, stabilisatorer, smøremidler, emulgatorer, overfladeaktive stoffer, ionbyttere,
imprægneringsmidler, malinger og klæbestoffer i blandt andet papir-, fødevare- og
lægemiddelindustrier. Produkterne bruges endvidere som opløsningsmiddel i gummi- og
papirindustrien. I laboratoriet bruges epichlorhydrin til “cross-linking” af cyclodextriner.
Verdensproduktionen af epichlorhydrin kan anslås til omkring 500.000 tons pr. år, så det hører til
blandt de vigtigste kemikalier. Produktionen af stoffet indenfor EU var 170.000 tons i 1985. Importen
til Danmark var i begyndelsen af 80’erne 1-2 tons pr. år. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets
Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 47 kg epichlorhydrin i 202 produkter, og der var
198
Copyright: www.NIPSECT.dk
33.000 eksponeringer for stoffet.
Epichlorhydrin findes som restindhold i forskellige epoxy-produkter. Den danske ordning med
anmeldelse af epoxy-produkter er årsag til, at Produktregistret i 1986 havde oplysninger om næsten
3.000 produkter med epichlorhydrin som bestanddel. Produkttyperne var hyppigst maling og lim, og
produkterne forekom i 41 brancher. Dette betyder, at mange må antages at være erhvervsmæssigt
udsatte i Danmark.
Irritation og eksem
Epichlorhydrin optages meget let gennem hud og slimhinder. Derfor har stoffet hudnotation i
Grænseværdilisten. Det gennemtrænger også gummihandsker og lædersko. Den betydelige
hudoptagelse illustreres af et forsøg, hvor en mus døde, efter den fik halen dyppet i epichlorhydrin.
Epichlorhydrin fremkalder hudirritation og hudallergi. Det er optaget på Arbejdstilsynets “allergiliste”.
Selv en kortvarig hudkontakt med epichlorhydrin kan give anledning til rødme, blærer og vabler.
Eksemet, der kan dannes med en forsinkelse på over en uge, er smertefuldt og har vanskeligt ved at
hele. Restindhold af epichlorhydrin er blevet angivet som en af årsagerne til kontakteksem fra epoxyprodukter.
En brændende fornemmelse i øjne og næse kan mærkes ved luftniveauer på omkring 20 ppm. Ved
højere koncentrationer forekommer kraftig irritation i halsen og luftvejene. I øjet kan hornhinden
skades.
Meget giftigt
Epichlorhydrin har en relativt stor akut giftighed indtaget gennem munden. Der sker især skader på
nyrer og lever, mens dødsfald skyldes åndedrætsstop. Det metaboliseres og udskilles som CO2 med
udåndingsluften (20 %) eller som svovlforbindelser i urinen (80 %).
Ved et akut forgiftningstilfælde på en fabrik i Tyskland, hvor en mandlig arbejder havde nogle få dybe
indåndinger af epichlorhydrin, fik han først en let irritation i øjne og hals med hævelse i ansigtet,
kvalme, opkastning, hovedpine og svimmelhed. Hans lever blev forstørret og havde nedsat funktion i
flere år. Desuden tilkom efterhånden en kronisk astmatisk bronkitis.
Epichlorhydrin findes på Arbejdsmiljøinstituttets “Liste over nerveskadende stoffer” og vurderes som
et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død, eller alvorlig skade på nervesystemet ved
normalt arbejde (SRI 5).
Alkylerende
Da epichlorhydrin er direkte alkylerende og bl.a. kan reagere med DNA, er det ikke overraskende, at
det er mutagent i de fleste testsystemer, heriblandt i Ames-testen med Salmonella bakterier.
Epichlorhydrin var et af de epoxider, som blev undersøgt i Ames-testen af en dansk forskergruppe i
slutningen af 70’erne, som startede en større offentlig debat om epoxy-produkters sikkerhed og senere
lovgivning.
199
Copyright: www.NIPSECT.dk
Det er rapporteret, at udsættelse for koncentrationer på 5 ppm hos epoxy-arbejdere har forårsaget
chromosomskader i deres lymfeceller.
Kræftfremkaldende
Den store reaktivitet betyder, at epichlorhydrin fortrinsvis vil fremkalde svulster ved kontaktstedet.
Således dannes i mus lokale svulster ved indsprøjtningsstedet af stoffet. I langtidsundersøgelser, hvor
rotter indåndede 10 ppm epichlorhydrin, opstod der nyreskader og en høj dødelighed. Ved en
luftkoncentration på 30 ppm var der desuden en øget forekomst af næsekræft. Administration af
epichlorhydrin til rotter via mavesonde eller i drikkevandet fremkalder mavekræft.
Blandt industriarbejdere udsat for epichlorhydrin er observeret en let forøget forekomst af lungekræft
og leukæmi, men der foreligger også negative studier. Derfor er den foreliggende viden fra
befolkningsundersøgelser utilstrækkelig. Epichlorhydrin er af IARC i 1987 (bekræftet i 1999) vurderet
som sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2A), og det er med god grund opført på den
danske kræftliste.
Nedsat frugtbarhed
I dyreforsøg forårsager epichlorhydrin forandringer i testiklerne, der betyder nedsat frugtbarhed eller
forbigående sterilitet hos hanrotter og kaniner. Et nedsat antal sædceller og en forøget andel med
misdannede sædcellehoveder er fundet hos udsatte rotter. Denne effekt er imidlertid ikke konstateret
hos arbejdere. Stoffet er endvidere ikke fosterskadende – formentligt pga. den store reaktivitet.
Epichlorhydrin vurderes af Arbejdsmiljøinstituttets som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau
(1L).
Epichlorhydrin er således et stof, som har mange alvorlige effekter.
Udvalgt litteratur:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 19. Epiklorhydrin. Arbete och
Hälsa, 1981:10.
2. IPCS Environmental Health Criteria 33: Epichlorohydrin. Geneva: WHO, 1984.
3. ACGIH. 1990 notice of intended changes – epichlorohydrin. Appl Occup Environ Hyg
1990;5:629-633.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: ReEvaluation of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
EPICHLORHYDRIN
O
CH C l
2
Synonymer: Epiklorhydrin, ECH, 1-chlor-2,3-epoxypropan, chlormethyloxiran, 3-chlorpropylenoxid, epichlorohydrin (engl), 1chloro-2,3-epoxypropane (engl). CAS nr. 106-89-8. EU nr. 603-026-00-6. EINECS nr. 203-439-8. RTECS nr. TX4900000.
200
Copyright: www.NIPSECT.dk
UN nr. 2023. Bruttoformel: C3H5ClO. Molvægt: 92,53. Frysepunkt: -48°C. Kogepunkt (1 atm): 117°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 1,1812 (vand=1). Damptryk (20°C): 12,5 mm Hg (1,7 kPa). Relativ damptæthed: 3,21 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 21.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 1,35 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc):
o
34°C. Selvantændelsestemperatur: 385 C. Eksplosionsgrænser: 2,3-34 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 66 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 0,26. Brydningsindeks (n20/D): 1,4380. LD50(o,r): 260 mg/kg. Lugtgrænse: 0,9 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,78 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,5 ppm HK (1,9 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), brandfarlig (R10), også giftig ved
indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25), ætsningsfare (R34), kan give allergi ved kontakt med huden
(R43). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
55. Acrolein
Acrolein er en meget flygtig, brændbar og farveløs væske med meget ubehagelig lugt af “brændt sved”
eller “stegt flæsk”. Dampene virker som “tåregas”. Acrolein er kemisk set et umættet aldehyd afledet af
acrylsyre. Det er letopløseligt i vand og blandbar med organiske opløsningsmidler, såsom ethanol,
diethylether (Fokus nr. 45), pentan, acetone (Fokus nr. 21) og benzen (Fokus nr. 1). Det polymeriserer
let ved hjælp af lys og luft til et fast stof, og handelsvaren er derfor normalt tilsat op til 1,5 %
hydroquinon (Fokus nr. 41) som stabilisator.
Naturstof
Acrolein forekommer naturligt i æteriske olier isoleret fra egetræ, i tomater og i andre fødevarer og i øl.
Det dannes og frigøres ved luftens oxidation af linolie.
Acrolein fremstilles ved katalytisk oxidation af propen (propylen), og det er et mellemprodukt ved
fremstilling af det meget vigtige kemikalie, acrylsyre, der er basis for fremstilling af teknisk vigtige
acrylater og polyacrylater.
Udover forekomsten som ikke isoleret mellemprodukt for acrylsyre fremstilles der mere end 50.000
tons acrolein hvert år til videre brug til fremstilling af glycerol, methionin, glutaraldehyd (Fokus nr.
57), pentaerythritol, -picolin og allylalkohol (Fokus nr. 62).
Biocid
Videre anvendes acrolein som algemiddel og konserveringsmiddel i kølevand, kedelvand,
vandingsvand, oliebrønde og flydende brændstoffer. I papirindustrien anvendes det som
slimbekæmpelsesmiddel. Det anvendes i øvrigt ved lædergarvning, som fiksermiddel til histologiske
præparater og i parfumer.
Forbrændingsgas
Acrolein kan dannes ved termisk nedbrydning af organiske stoffer, bl.a. fedtstoffer og plast. Det dannes
videre ved ufuldstændige forbrændingsprocesser, f.eks. i bilmotorer, ved bygningsbrande, i
brændeovne og i cigaretter. Acrolein er identificeret i udstødningsgasser fra biler og i cigaretrøg.
I USA er det anslået, at mere end 7.000 er erhvervsmæssigt udsat for acrolein. Acrolein forekommer på
danske arbejdspladser og er i perioden 1983-87 analyseret af Arbejdsmiljøinstituttet i 18 prøver. I en
201
Copyright: www.NIPSECT.dk
enkelt prøve var den målte koncentration over grænseværdien.
Meget giftigt
Acrolein er yderst giftigt for dyr og mennesker. Den store reaktivitet betyder, at stoffet har en meget
kort levetid i kroppen, og at toksiske effekter normalt forekommer i de væv, der er kontaktstedet, så de
indre organer skånes. De øvre luftveje og huden vil derfor være mest udsatte for skadevirkninger.
Dampe af acrolein virker kraftigt irriterende på øjne og luftveje. Effekten ses henholdsvis på øjne og
næse ved koncentrationer startende fra omkring 0,05 ppm og 0,15 ppm. Reaktiviteten og
vandopløseligheden betyder, at ved indånding vil næseregionen være mest udsat for læsioner.
Udsættelse for acroleindampe (>0,4 ppm) nedsætter lungefunktionen i forsøgsdyr, og få timers
udsættelse for dampkoncentrationer på 10 ppm kan være dødelig. En person er rapporteret død efter
udsættelse for 150 ppm acroleindampe i 10 min. Kroniske lungeskader og lungeødem er rapporteret
efter een enkelt udsættelse for acrolein.
En nedsættelse af immunforsvaret i lungerne og dermed en øget infektionsrisiko er påvist i dyr ved
koncentrationer højere end 0,1 ppm.
Hudskader
Flydende acrolein er korrosiv overfor hud og slimhinder, og en arbejder, der ved et uheld fik sprøjtet
flydende acrolein i ansigtet, fik alvorlige hudforbrændinger. Ved hudkontakt med opløsninger >0,1%
dannes let eksem.
Skader arveanlæg
Acrolein reagerer med og ødelægger proteiner og andre af kroppens byggestene. Derfor er det ikke
overraskende, at acrolein skader arveanlæg i forsøg med bakterier, svampe og pattedyrceller. Det er
f.eks. aktivt i Ames-testen med Salmonella bakterier, men udførelse af testen vanskeliggøres af
acroleins store giftighed overfor bakterierne. Relevansen for mennesker af disse forsøg er diskutabel,
idet stoffet vil omdannes, inden det når ind i cellekernen.
Ikke kræftfremkaldende
Langtidsdyreforsøg tyder heller ikke på, at det er kræftfremkaldende. Det må imidlertid anføres, at
stoffets giftighed vanskeliggør gode langtidsforsøg. Det internationale kræftforskningsinstitut (IARC)
anser det eksisterende datamateriale for utilstrækkeligt til at foretage en vurdering af den eventuelle
kræftfremkaldende effekt (Gruppe 3).
Reaktiviteten betyder ligeledes, at stoffet har vanskeligt ved at nå frem til kønsorganerne og et evt.
foster. Kun ved direkte indsprøjtning har acrolein vist reproduktionsskadende effekt.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acrolein som “mistænkt reproduktionsskadende ved højt dosisniveau
(Gruppe 2H)”. Grænseværdien er halveret i 2000 listen.
202
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Nielsen GD, Petersen SH. Nordiska Expertgruppen för Gränsvärdesdokumentation. 100.
Acrolein. Arbete och Hälsa, 1991:45.
2. IPCS Environmental Health Criteria 127. Acrolein. Geneva: WHO, 1991.
3. Toxicological Profile for Acrolein. Atlanta: Agency for Toxic Substances and Disease
Registry, 1990.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 63: Dry
Cleaning, Some Chlorinated Solvents and Other Industrial Chemicals. International Agency
for Research on Cancer, Lyon, France, 1995.
ACROLEIN
Synonymer: Acrylaldehyd, 2-propenal, prop-2-enal, acrolein (eng), acrylic aldehyde (engl). Handelsnavne: Acquinite,
®
aqualin, Magnacide H . CAS nr. 107-02-8. EU nr. 605-008-00-3. EINECS nr. 203-453-4. RTECS nr. AS1050000. UN nr.
1092. Formler: C3H4O, CH2=CH-CHO. Molvægt: 56,06. Frysepunkt: -87°C. Kogepunkt (1 atm): 53°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,8410 (vand=1). Damptryk (20°C): 220 mm Hg (29,3 kPa). Relativ damptæthed: 1,94 (luft=1).
o
Mætningskoncentration (25°C): 360.000 ppm. Flammepunkt (cc): -26°C. Selvantændelsestemperatur: 234 C.
Eksplosionsgrænser: 2,8-31 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 206 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,9.
1h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4013. LD50(o,r): 0,01 g/kg. LC50(ihl,r): 9 ppm. Lugtgrænse: 0,16 ppm. Omregningsfaktor
3
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,29 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,05 ppm (0,12 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Meget brandfarlig (F), meget giftig (Tx), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), giftig ved hudkontakt og
ved indtagelse (R24/25), meget giftig ved indånding (R26), ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand
(R50). Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23) kommer stoffet i øjnene, skylles
straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives
af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), brug egnet
åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), Undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae), tilbøjelighed for spontant
polymerisation (D).
56. Ammoniak
Ammoniak (NH3) er et meget simpelt stof kun opbygget af nitrogen (kvælstof) og hydrogen (brint).
Ammoniak eksisterer ved stuetemperatur og atmosfæretryk som en farveløs, brændbar gas med en
stikkende lugt. Den kan i bestemte rumfangsforhold (16-27 %) danne eksplosive blandinger med luft.
Ved afkøling til -34°C eller ved trykforøgelse på nogle få atmosfære fortættes gassen til en farveløs
væske. Flydende ammoniak i trykbeholder er den normale tekniske handelsvare for vandfri ammoniak.
Ammoniak er meget letopløseligt i vand under dannelse af ammoniakvand, der er en base, idet der
frigøres små mængder ammonium- og hydroxylioner. Ammoniakken kan igen uddrives af opløsningen
ved kogning. Ammoniak er ligeledes letopløseligt i ethanol og diethylether.
Naturstof
Ammoniak er en vigtig del af nitrogenkredsløbet i naturen. Det er anslået, at 100 millioner tons
ammoniak årligt fordamper fra Jordens overflade fra naturlige processer. Den årlige
ammoniakfordampning fra det danske landbrug er opgjort til 115.000 tons nitrogen, hovedsagelig fra
203
Copyright: www.NIPSECT.dk
husdyrgødning. Ammoniak er et naturligt stofskifteprodukt f.eks. fra bakteriel nedbrydning af proteiner
og urinstoffer i mave-tarm kanalen hos mennesker og dyr. Det uskadeliggøres i leveren ved
omdannelse til urinstof. Ved gæring af husdyrgødning dannes betydelige mængder ammoniak.
Produceres i enorme mængder
Ammoniak er et af de fem vigtigste industrikemikalier. Verdensproduktionen er mere end 50 millioner
tons per år. I Danmark blev der i 1987 fremstillet 5.200 tons ammoniak. Den vigtigste
produktionsproces (Haber-Bosch) er en reaktion mellem nitrogen (N2) og hydrogen (H2) ved 350500°C og et meget højt tryk (150-200 atm). Processen kræver tilstedeværelse af katalysatorblandinger
baseret på jernoxider, som det danske firma Haldor Topsøe har været førende i at udvikle.
Til kunstgødning
Ammoniak er en af nøgleråvarerne i det moderne landbrug, idet langt hovedparten (>80 %) af
ammoniakproduktionen anvendes til kunstgødningsprodukter. Det kan enten være i form af flydende
ammoniak, som direkte tilføres landbrugsjord fra en tankvogn med en specialharve, eller som faste
ammoniumsalte som f.eks. ammoniumsulfat (“svovlsur ammoniak”) og ammoniumnitrat eller urinstof,
der spredes som granulat.
Den resterende del ammoniak anvendes til fremstilling af en række andre vigtige kemikalier, bl.a.
salpetersyre, hydrazin (Fokus nr. 11), hydrogencyanid og acrylonitril (Fokus nr. 8). Disse stoffer kan
videreforarbejdes til tekstilfibre (bl.a. acryl og nylon), plastpolymere og sprængstoffer. Historisk har
flydende ammoniak været meget anvendt som kølemedium i industrielle køle- og fryseanlæg. Efter i
mange år at have været fortrængt af de mere stabile og ugiftige, men ozonlagsnedbrydende
chlorfluorcarboner (Fokus nr. 25), er ammoniak ved at få en renæssance til denne anvendelse.
Mange udsatte
Anvendelsen af ammoniak og ammoniumforbindelser i rengøringsmidler er ikke så stor
mængdemæssigt, men det er vel den anvendelse, som udsætter de fleste mennesker for ammoniak. I
USA har man anslået, at 1/2-3 millioner arbejdere er udsat for ammoniak. Dette svarer i Danmark til
omkring 50.000 arbejdere, inklusive mange landmænd udsat for ammoniak fra gylle og gødning.
Arbejdstilsynet har ikke meddelt danske arbejdspladsmålinger af ammoniak. Sædvanligvis må det
forventes, at forekomsten af ammoniak i arbejdsluften vil være under lugtgrænsen på 5 ppm – og
dermed langt under grænseværdien. Dette gælder måske ikke altid i landbruget, idet udenlandske
undersøgelser har påvist op til 200 ppm ammoniak i husdyrstalde.
Stærkt ætsende
Flydende ammoniak og koncentreret ammoniakvand er som nævnt baser og dermed stærkt affedtende
med en ætsende virkning på hud, øjne og slimhinder. Sprøjt i øjnene kan resultere i hornhinde uklarhed
og grå stær, som giver varierende grad af svækkelse af synet og eventuelt blindhed. Effekten er lumsk,
idet symptomerne ikke altid straks viser sig, selvom skaden er så alvorlig, at der efterhånden opstår
blindhed. Øjeblikkelig grundig øjenskylning er strengt nødvendig!
204
Copyright: www.NIPSECT.dk
Efter indtagelse gennem munden kan der forekomme alvorlige ætsninger af spiserøret og til en vis grad
mavesækken.
Skader på luftveje
Den meste ammoniak, der indåndes, tilbageholdes i luftvejene, men der er også en naturlig udskillelse
af ammoniak med udåndingsluften.
Udsættelse for voksende ammoniakkoncentration giver mere og mere alvorlig irritation af luftvejene.
Den store vandopløselighed betyder, at de øvre luftveje er mest udsatte. Få minutters udsættelse for fra
20 ppm ammoniak giver en følelse af ubehag i næsen. Ved få timers udsættelse for 50 ppm
fremkommer der en mærkbar irritation i øjne og næse, ved 100 ppm irriteres svælget, og
vejrtrækningen hæmmes, og ved 150 ppm er irritationen svær at udholde med almindelig ubehag, hoste
og tåreflod. Irritation af de dybere dele af lungerne med kvælningsfornemmelse og hoste sker først ved
koncentrationer på omkring 700 ppm. En koncentration på 1.000 ppm kan tåles i en time uden
livstruende skader. >2.500 ppm er akut farlige i løbet af minutter. Kronisk bronkitis med en varig
nedsættelse af lungefunktionen kan forekomme efter sådanne udsættelser.
Personer med lavere, men mere langvarig eksponering (25-100 ppm i 6 uger) havde milde akutte
symptomer, idet der skete en tilvænning med hensyn til luftvejsirritation, men de udviklede senere
nedsat lungefunktion. Ammoniaks skadevirkninger på luftvejene forstærkes af samtidig udsættelse for
f.eks. sodpartikler. Dette kan forklare, at effekter af ammoniak registreres ved lavere koncentration i
arbejdspladsundersøgelser i forhold til ved kontrollerede forsøg i klimakamre.
Dødsulykker
I vort samfund findes der meget store lagringstanke for ammoniak og en betydelig trafik med
tankvogne. Ved uheld og ulykker under transport, opbevaring eller udspredning af flydende ammoniak
vil der kortvarigt lokalt kunne forekomme meget høje ammoniak koncentrationer, som vil resultere i
intense smerter i øjne, mund, svælg og bryst hos udsatte. Efter nogle timers latenstid kan der ske en
væskedannelse i lungerne. Koncentrationer på omkring 10.000 ppm har vist sig dødelige.
Forgiftningssymptomer kan være hoste, slimet opspyt, rallelyde, blåfarvning og åndenød.
Ingen senvirkninger
Fra dyreforsøg ved man, at indånding af ammoniak i koncentrationer omkring grænseværdien og
derover svækker luftvejenes forsvarsmekanismer overfor infektioner. På den anden side er ammoniak
et meget reaktivt stof, som har en kort levetid i organismen, og dermed vil have vanskeligt ved at skade
arvematerialet mv. Det er ikke sandsynligt, at ammoniak skulle have senvirkninger udover de nævnte
påvirkninger af luftvejene.
Udvalgt litteratur:
1. Leira HL, Ophus EM. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 71.
Ammoniakk. Arbete och Hälsa, 1986:31.
2. Nielsen GD. Irriterende og kvælende gasser. Kap. II.12 i: Basisbog i arbejdsmedicin.
205
Copyright: www.NIPSECT.dk
3.
4.
5.
6.
Andersen I, ed. København: Arbejdstilsynet, 1983.
IPCS Environmental Health Criteria 54: Ammonia. Geneva: WHO, 1986.
Toxicological Profile for Ammonia. Atlanta GA: ATSDR, 1990.
Garlanda T, Basilico S. CEC Occupational exposure limits. Criteria document for ammonia.
Luxembourg: CEC, 1993.
Michaels RA. Emergency planning and the acute toxic potency of inhaled ammonia.
Environ Health Perspec 1999;107:617-627.
AMMONIAK
Synonymer: Nitrogentrihydrid, vandfri ammoniak, ammonia (engl). CAS nr. 7664-41-7. EU nr. 007-001-00-5. EINECS nr.
231-635-3. RTECS nr. BO0875000. UN nr. 1005. Kemisk formel: NH3. Molvægt: 17,03. Frysepunkt: -78°C. Kogepunkt
(1 atm): -33°C. Relativ massefylde (-33/4°C): 0,6818 (vand=1). Damptryk (20°C): 6428 mm Hg (857 kPa). Relativ
1h
damptæthed: 0,597 (luft=1). pKA (25°C): 9,24. Opløselighed i vand (20°C): 529 g/L. LC50(ihl,r): >7.000 ppm.
3
3
Lugtgrænse: 5 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 0,708 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm (14 mg/m ).
Klassificering og mærkning for vandfri ammoniak (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10),
giftig ved indånding (R23), ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk
fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
AMMONIAKVAND
Synonymer: Ammoniumhydroxid, salmiakspiritus, aqueous ammonia (engl). CAS nr. 1336-21-6. EU nr. 007-001-01-2.
EINECS nr. 215-647-6. UN nr. 2073, 2672. Klassificering og mærkning for ammoniakvand, konc. 25% (2002):
Ætsende (C), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks
grundigt med vand, og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
57. Glutaraldehyd
Glutaraldehyd er aldehydet af glutarsyre og er et af de mest simple, kædeformede dialdehyder. Ved
stuetemperatur er det en farveløs, olieagtig, flygtig væske med en skarp lugt. Stoffet er blandbart med
vand og opløseligt i organiske opløsningsmidler. Glutaraldehyd er lysstabilt, men oxideres i luften og
polymeriserer ved opvarmning. Det markedsføres ofte som vandige opløsninger tilsat stabilisatorer og
med pH justeret til 7,5-8,5. Et kendt handelsnavn er Cidex®. Stoffet ringslutter og polymeriserer let i
vandig opløsning, så der ofte kun er få % fri glutaraldehyd.
Sterilisation af hospitalsudstyr
Glutaraldehyd tværbinder proteiner og benyttes til garvning af fine skind og blødgøring af
(tekstil)stoffer. Det er videre et meget effektivt og bredspektret biocid. Det benyttes som
206
Copyright: www.NIPSECT.dk
konserveringsmiddel i mange produkter, herunder i kosmetik (hårpræparater), i blodprodukter og i
olieprodukter samt som desinfektionsmiddel i flyklosetter mv. Det er endvidere det mest benyttede stof
til kold sterilisation af hospitals- og laboratorieudstyr, som ikke kan tåle stærk varme eller base, bl.a.
endoskoper. Af andre anvendelser kan nævnes som fiksermiddel til elektronmikroskopi og ved
fremstilling af kontaktlinser, bioproteser og tandlægematerialer. Det benyttes som lægemiddel mod
visse hudsygdomme, bl.a. forårsaget af herpes virus. Det har teknisk set haft en voksende betydning
som erstatningsstof for formaldehyd (Fokus nr. 10).
Mange udsatte
Produktionstallene for glutaraldehyd er ikke offentliggjorte, formentlig fordi der kun er nogle få
producenter. Det er anslået i USA, at op til 300.000 personer dagligt er erhvervsmæssigt udsatte for
glutaraldehyd. Det er især ansatte i sundhedssektoren, så som sygeplejersker, kirurger og
laboratoriepersonale. I Danmark må antallet af udsatte for glutaraldehyd antages at være op til 10.000
personer.
Den danske nettoimport i 1991 af ikke-cykliske aldehyder – udover formaldehyd, acetaldehyd og
butyraldehyd – var 682 tons. En stor del af denne mængde er formentlig glutaraldehyd. I juni 1990
forekom glutaraldehyd i 30 ud af 27.800 produkter i Produktregistrets database.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 3,5 tons
glutaraldehyd i >9 produkter og især fra branchegruppe 111 (sundhedsvæsen og apoteker), og der var
5.000 eksponeringer for stoffet. I perioden 1983-1988 har Arbejdstilsynet foretaget 13 luftmålinger af
glutaraldehyd; alle var under grænseværdien.
Meget giftigt
Glutaraldehyd er kun lidt hudgennemtrængelig (< 1 %), og den betydelige reaktivitet overfor bl.a.
proteiner betyder en hurtig omdannelse og dermed en kort levetid i organismen.
Den akutte giftighed af det rene stof og vandige opløsninger er meget betydelig både ved indånding og
indtagelse. De i litteraturen opgivne værdier varierer en del på grund af vanskeligheder med korrekt
bestemmelse af stoffet forårsaget af de tidligere nævnte omdannelser og polymerisation.
Kortvarig (6 timer) indånding af dampe i en så lav koncentration som 2 ppm kan forårsage irritation af
de øvre luftveje med påvirkning af vejrtrækningen og betændelse i næseslimhinden hos forsøgsdyr.
Indånding af henholdsvis 1,6 ppm og 5 ppm glutaraldehyd var i et forsøg dræbende for alle
eksponerede mus og rotter inden 2 uger. Der kunne konstateres en udbredt nedbrydning af slimhinder,
betændelse mv. i de døde dyrs næse og strube. Ved de højere koncentrationer også længere nede i
luftvejene.
Ved indånding i længere tid (13 uger) af ned til 0,06 ppm kunne der hos mus påvises betændelse i
næseslimhinden. I en enkelt undersøgelse påvirkede tre måneders udsættelse for <0,2 ppm
glutaraldehyd forsøgsdyrenes tilvækst og flere enzymsystemer. Der var ingen kliniske forgiftningstegn.
207
Copyright: www.NIPSECT.dk
Påvirkning af læger og sygeplejersker
Glutaraldehyd og vandige opløsninger heraf (>1 %) er kraftigt hud- og øjenirriterende på dyr og
mennesker. Opløsninger, der er justerede til pH > 7,5 (“aktiverede”) med natriumhydrogencarbonat, er
mest irriterende. Der er mange rapporter om irritation af øjne, næse, hals og hud blandt
hospitalspersonale. Ved en endoskopisk hospitalsenhed i England, hvor en 2% opløsning af
glutaraldehyd blev brugt til koldsterilisering, var således 8 ud af 9 ansatte læger og sygeplejersker
påvirkede af tåreflod, næseblod, hudeksem, vejrtrækningsproblemer, kvalme og hovedpine. De målte
koncentrationer af glutaraldehyd var 0,12 ppm og derunder; altså under grænseværdien. Også andre
undersøgelser, f.eks. på et svensk sygehus, har afsløret lignende effekter ved koncentrationer under
grænseværdien.
Allergifremkaldende
Glutaraldehyd fremkalder desuden hudallergi og astma. Dette er bl.a. konstateret blandt
hospitalspersonale, ved anvendelse af et hårplejemiddel og i en dansk undersøgelse af
rengøringsarbejdere. Stoffet er opført som luftvejs- og kontaktallergen på Arbejdsmiljøinstituttets
Allergenliste (1991).
Det, som man først og fremmest skal vente af glutaraldehyd, er lokale skadevirkninger. Der findes
imidlertid undersøgelser, som tyder på, at der i forsøgsdyr kan forekomme mere udbredte påvirkninger
af bl.a. immunsystemet, blodet, leveren og nyrerne.
Ingen fosterskader
Der har været en mistanke om mulige fosterskader. En finsk undersøgelse af sygeplejersker udsat for
glutaraldehyd kunne imidlertid ikke påvise en øget abortfrekvens eller fostermisdannelser. Dyreforsøg
har påvist en større giftighed af glutaraldehyd hos moderdyr i forhold til afkom. Dette tyder på, at
moderkagen yder beskyttelse, og dette passer også med stoffets betydelige reaktivitet.
Skader arveanlæg
Glutaraldehyd har været underkastet diverse korttidstest for arveskadelighed. I test med bakterier har
resultaterne ikke været helt entydige, men især i de nyeste undersøgelser er en direkte effekt påvist,
f.eks. i Ames-testen med Salmonella bakterier. Glutaraldehyds bakteriedræbende virkning vanskeliggør
i øvrigt sådanne bakterieforsøg. Stoffet er desuden mutagent i forsøg med forskellige former for
cellekulturer fra mennesker og dyr, men ikke i in vivo forsøg.
Rotter, der i et langtidsforsøg var udsat for 0,1 % glutaraldehyd i drikkevandet, havde ikke øget
kræftforekomst. Det samme med langtidsforsøg med rotter og mus udsat op til 0,75 ppm glutaraldehyd
i 2 år, der ikke viste kræftfremkaldende egenskaber. Der opstod kun betændelse i næseslimhinden.
Stoffet er åbenbart for reaktivt og akut toksisk til at indebære en kræftrisiko.
Udvalgt litteratur:
1. Beachamp R, Beth MG, St. Clair MG, Fennell T, Clarke D, Morgan KT, Kari FW.
208
Copyright: www.NIPSECT.dk
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Toxicology of glutaraldehyde. CRC Crit Rev Toxicol 1992;22:143-174.
Jackhuch SG, Bound CL, Steel J, Blain PG. Occupational hazard in hospital staff exposed to
2 per cent glutaraldehyde in an endoschopy unit. J Soc Occup Med 1989;39:69-71.
Beije B, Lundberg P. Glutaraldehyde. DECOS and NEG Basis for an Occupational
Standard. Arbete och Hälsa 1997:20.
NTP TR-490. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Glutaraldehyde (CAS No. 111-308) in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park, 1999.
Toxicological Evaluation and Limit Values for Methyl Tertiary-Butyl ether (MTBE),
Formaldehyde, Glutaraldehyde and Furfural. Miljøprojekt No. 511. København:
Miljøstyrelsen, 1999.
Neeper-Bradley TL, Ballantyne B. Two-generation reproduction study by dosing with
glutaraldehyde in the drinking water of CD rats. J Toxicol Environ Health 2000;60:107-129.
Vergnes JS, Ballantyne B. Genetic toxicology studies with glutaraldehyde. J Appl Toxicol
2002;22:45-60.
GLUTARALDEHYD
O
O
Synonymer: 1,5-Pentandial, glutaral, glutyraldehyd, 1,5-pentanedial (engl) glutaric dialdehyde (engl), glutaraldehyde (engl).
®
®
®
®
®
®
®
Handelsnavne: Cidex , Aldetex , Ucaricide , Piror , Uconex , Ucarsan , Aqucar . CAS nr. 111-30-8. EU nr. 605-022-00-X.
EINECS nr. 203-856-5. RTECS nr. MA2450000. UN nr. 2810. Formler: C5H8O2, OHCCH2CH2CH2CHO. Molvægt: 100,13.
Frysepunkt: -14°C, 25% opl.: -6°C. Kogepunkt (1 atm): 188°C; 25% opl.: 101°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,72 (vand
= 1); 25% opl.: 1,062; 50% opl.: 1,12. Damptryk (20°C): 17 mm Hg (2,3 kPa); 50% opl.: 0,17 mm Hg (0,002 kPa); 2% opl.:
0,0012 mm Hg (0,00016 kPa).Mætningskoncentration: 50% opl.: 20 ppm; 20% opl.: 1,6 ppm. Relativ damptæthed: 3,4
o
(luft = 1). Flammepunkt (cc): 71 C. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): -0,22.
Brydningsindeks (n25/D): 1,4338. Brydningsindeks (n20/D): 1,3730 (25% opløsning). LD50(o,r): 25% opl.: 134 mg/kg; 1%
4h
opløsning: 123 mg/kg. LC50(ihl,r): 24-120 ppm. Lugtgrænse: 0,04 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,16
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 0,2 ppm L (0,8 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Giftig ved indånding og ved indtagelse (R23/25), ætsningsfare (R34), kan give overfølsomhed ved
indånding og ved kontakt med huden (R42/43), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter:
Bevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge
kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), Ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
58. Cyclohexanoner
Cyclohexanon er en cyklisk keton, som i ren form er en farveløs, brændbar væske med en lugt, der er
en mellemting af pebermynte og acetone. Det er et flygtigt stof, som danner eksplosive blandinger med
luft. Det er moderat opløseligt i vand og opløseligt i de fleste organiske opløsningsmidler.
Vigtigt opløsningsmiddel
Cyclohexanon er et meget anvendt opløsningsmiddel i maling, lak, fortyndere, pesticider,
pletfjerningsmidler, poleringsmidler og lime. Specielt vigtig er anvendelsen i PVC-lime. Dette betyder
stor udsættelse ved hobbyaktiviteter. Cyclohexanon kan også afgives fra visse typer af medicinsk
plastudstyr og overføres til patienter.
209
Copyright: www.NIPSECT.dk
Der er ikke fundet oplysninger om størrelsen af verdensproduktionen, men i 1976 var produktionen af
cyclohexanon alene i USA omkring 300.000 tons. Produktionen i EU er på mere end 10.000 tons/år. I
1991 var den danske nettoimport af cyclohexanon (inklusive methylcyclohexanoner) 611 tons.
Nettoimporten af andre cykliske ketoner androg samme år 232 tons. I 1999 var nettoimporten af
cyclohexanoner vokset til 2.142 tons, så stofferne har stigende betydning.
Mange udsatte
Cyclohexanons mængdemæssigt vigtigste anvendelse er til fremstilling af udgangsstoffer til produktion
af nylon. Det bruges desuden ved fremstilling af magnetbånd til båndoptagere. Det bruges i mange
industrier f.eks. i jern- og metalindustrien, i bilindustrien, i plastindustrien, i farve- og lakfabrikker, i
den grafiske branche, på autoværksteder og på skibsværfter.
Der er derfor mange erhvervsmæssigt udsatte. I Arbejdstilsynets undersøgelse af kemikalieforbruget i
1989 var der i alt 27.000 “potentielle eksponeringer” til produkter indeholdende cyclohexanon, og disse
forekom især i jern- og metalindustrien. Den anvendte mængde cyclohexanon blev estimeret til i alt 66
tons i alle brancher. Dette tal passer ikke helt med de statistiske oplysninger nævnt ovenfor.
Cyclohexanon forekom i mere end 400 produkter ud af de ca. 35.000 produkter, der var registreret i
Produktregistret i 1990.
I Arbejdsmiljøinstituttets kortlægning af brugen af opløsningsmidler i 1985 blev cyclohexanon brugt i
16-20 virksomheder ud af 434 undersøgte. Arbejdstilsynet har i årene 1983-88 gennemført 401
målinger af cyclohexanon i arbejdsmiljøet. I 6 tilfælde var grænseværdien for cyclohexanon
overskredet, og 80 tilfælde var sumgrænseværdien for opløsningsmidler overskredet.
Kort levetid
Cyclohexanon optages let ved indånding, gennem huden eller via mave-tarm kanalen. Det optagne
bliver i løbet af få minutter fordelt i hele kroppen. Meget hurtigt omdannes det i leveren til
cyclohexanol og cyclohexandiol, der bindes til glucuronsyre og udskilles med urinen. Den biologiske
halveringstid er af størrelsesordenen få timer.
Irriterende stof
Cyclohexanon er affedtende og virker derfor irriterende på hud og slimhinder, men det er ikke
allergifremkaldende. Få minutters udsættelse for dampe på 25 ppm forekommer ubehagelige, men den
kan tolereres af de fleste forsøgspersoner. Derimod river 50 ppm i halsen, og ved 75 ppm observeres en
kraftig irritation af næse, svælg og øjets bindehinde. Det synes i øvrigt som om, cyclohexanon virker
mere irriterende i mennesker end i forsøgsdyr.
Nerveskadeligt
Cyclohexanon har en relativt lille akut giftvirkning ved indånding og indtagelse gennem munden.
Større doser virker bedøvende, giver bevidstløshed, vejrtrækningsbesvær, ataksi og kan eventuelt være
dødelige. Indånding af høje koncentrationer resulterer i væskedannelse i lungerne, og udsættelse for
210
Copyright: www.NIPSECT.dk
3.000 ppm i få timer er dødelig for forsøgsdyr. Udsættelse for 200-500 ppm påvirker nervesystemet og
kan give en forlænget reaktionstid. Grænseværdien er i 1996 nedsat til fra 25 til10 ppm.
Arbejdsmiljøinstituttet grupperer cyclohexanon blandt stoffer, der medfører stor risiko for varige og/
eller alvorlige skader på nervesystemet ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4).
Organeffekter i dyr
I nogle ældre undersøgelser blev der fundet nyre- og leverskader i kaniner, som indåndede 190 ppm
cyclohexanon dagligt i nogle måneder. Sådanne effekter har dog ikke kunnet bekræftes i forsøg med
hunde, mus og rotter. Imidlertid er en nedsættelse af glutathion-niveauet i leveren konstateret i rotter.
Skader på knoglemarven, som resulterer i færre røde blodlegemer, er konstateret i dyr udsat for meget
høje koncentrationer. Udsættelse af befrugtede hønseæg eller drægtige mus for cyclohexanon har
resulteret i en øget dødelighed blandt afkommet.
Skader arvemassen
Cyclohexanon inducerer chromosomforandringer i dyrkede hvide blodlegemer fra mennesker og i
knoglemarvceller fra levende rotter. Det er mutagent i visse bakterietest, men dog ikke i den udbredte
Ames-test med Salmonella bakterier.
Der foreligger et enkelt langtidsdyreforsøg med mus og rotter, som fik cyclohexanon med
drikkevandet. Da der kun var en forøget kræftdødelighed i de dyr, der var udsat for den laveste dosis,
giver disse undersøgelser kun anledning til en meget lille mistanke om en kræftfremkaldende effekt.
Methylcyclohexanoner
Der er tre mulige methylderivater af cyclohexanon. Det kommercielle produkt er en isomerblanding,
hvor 2-methylcyclohexanon dominerer. Det anvendes som opløsningsmiddel i lak og fernis og i visse
flexofarver. Det bruges endvidere i læderindustrien og i rustfjerneprodukter. Sammenlignet med
cyclohexanon er methylderivaterne mindre opløselige i vand.
Der foreligger stort set ingen toksikologiske oplysninger om methylcyclohexanoner. De må forventes
at have skadevirkninger svarende til cyclohexanons, og specifikt 2-methylcyclohexanon har også
samme fareklassificering.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer 2-methylcyclohexanon som et stof, der medfører risiko for
skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af
sprøjtetåger (SRI 3).
Cyclopentanon
Cyclopentanon er kemisk set nært beslægtet med cyclohexanon. Det forekommer naturligt som
aromastof i hvedemel, og det bruges også som parfumestof. Det kan dannes ved fremstilling af bagte
kartofler eller ved termisk nedbrydning af adipinsyre eller adipinsyreestere, som bl.a. benyttes som
211
Copyright: www.NIPSECT.dk
blødgørere for PVC. Det er ikke så meget brugt i industrien. Dets toksikologiske egenskaber er dårligt
undersøgt, men må forventes at være beslægtede med cyclohexanons. Det virker imidlertid lidt mere
irriterende. Stoffet er klassificeret lokalirriterende.
Udvalgt litteratur:
1. Savolainen H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 63. Cyklohexanon
och cyklopentanon. Arbete och Hälsa, 1985:42.
2. Simonsen L, Midtgaard U. CEC Occupational exposure limits. Criteria document for
cyclohexanone. EUR 14219. Luxembourg: CEC, 1993.
3. Udredning vedr. udvalgte kemiske stoffers miljø- og sundhedsmæssige effekter samt
anvendelse og forekomst. København: Miljøstyrelsen, 1984.
CYCLOHEXANON
O
Synonymer: Cyklohexanon, cyclohexylketon, pimelinketon, ketohexamethylen, cyclohexanone (engl). CAS nr. 108-94-1. EU
nr. 606-010-00-7. EINECS nr. 203-631-1. RTECS nr. GW1050000. UN nr. 1915. Bruttoformel: C6H10O. Molvægt: 98,15.
Frysepunkt: -47°C. Kogepunkt (1 atm): 156°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9478 (vand=1). Damptryk (20°C): 2 mm
Hg (0,266 kPa). Relativ damptæthed: 3,4 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 6.700 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 0,22 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 44°C. Selvantændelsestemperatur: 420 C.
Eksplosionsgrænser: 1,1-9,4 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 87 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 0,81.
4h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4507. LD50(o,r): 1,6 g/kg. LC50(ihl,r): 3.000 ppm. Lugtgrænse: 0,1-0,9 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,02 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm H (40 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding (R20).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
2-METHYLCYCLOHEXANON
CH
3
O
Synonymer: Tetrahydro-o-cresol, 2-Methylcyclohexanone (engl). CAS nr. 583-60-8. EU nr. 606-011-00-2. EINECS nr. 209513-6. RTECS nr. GW1750000. UN nr. 2297. Bruttoformel: C7H12O. Molvægt: 112,17. Frysepunkt: -19°C. Kogepunkt (1
atm): 165°C. Relativ massefylde (18/4°C): 0,9262 (vand=1). Damptryk (20°C):1mm Hg (0,13 kPa). Relativ damptæthed:
3,9 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 975 ppm. Flammepunkt (cc): 48°C. Opløselighed i vand (20°C): 7,8 g/L.
4h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4478. LD50(o,r): 2,1 g/kg. LC50(ihl,r): 2.890 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm =
3
3
4,58 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm H (230 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn).
Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding (R20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn
(S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
3-METHYLCYCLOHEXANON
O
CH
3
Synonymer: Tetrahydro-m-cresol, 3-Methylcyclohexanone (engl). CAS nr. 591-24-2. RTECS nr. GW1750100.
Bruttoformel: C7H12O. Molvægt: 112,17. Frysepunkt: -74°C. Kogepunkt (1 atm): 170°C. Relativ massefylde (20/4°C):
0,915 (vand=1). Relativ damptæthed: 3,9 (luft=1). Flammepunkt (cc): 51°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4450.
212
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm):1ppm = 4,58 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002):
Ikke på Listen over farlige stoffer.
4-METHYLCYCLOHEXANON
O
CH
3
Synonymer: Tetrahydro-p-cresol, 4-Methylcyclohexanone (engl). CAS nr. 589-92-4. RTECS nr. GW1750200.
Bruttoformel: C7H12O. Molvægt: 112,17. Frysepunkt: -40°C. Kogepunkt (1 atm): 171°C. Relativ massefylde (20/4°C):
0,916 (vand=1). Relativ damptæthed: 3,9 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 11.800 ppm. Flammepunkt (cc):
3
40°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4455. LD50(o,r): >0,8 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,58 mg/m .
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
METHYLCYCLOHEXANONER (BLANDING)
Synonymer: Tetrahydrocresoler, Methylcyclohexanones (engl). CAS nr. 1331-22-2. RTECS nr. GW1575000.
Bruttoformel: C7H12O. Molvægt: 112,20. Kogepunkt (1 atm): 167-169 °C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,917 (vand=1).
3
Relativ damptæthed: 3,9 (luft=1). Brydningsindeks (n20/D): 1,446. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,58 mg/m .
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
CYCLOPENTANON
O
Synonymer: Cyklopentanon, cyclopentylketon, adipinketon, ketocyclopentan, cyclopentanone (engl). CAS nr. 120-92-3. EU
nr. 606-025-00-9. EINECS nr. 204-435-9. RTECS nr. GY4725000. UN nr. 2245. Bruttoformel: C5H8O. Molvægt: 84,12.
Frysepunkt: -59°C. Kogepunkt (1 atm): 131°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,947 (vand=1). Damptryk (25°C): 11,4 mm
Hg (1,52 kPa). Relativ damptæthed: 2,3 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 7.100 ppm. Relativ
fordampningshastighed: 0,8 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 26°C. Opløselighed i vand (20°C): 9 g/L. Brydningsindeks
3
(n20/D): 1,4359. LD50(o,r): 1,2 g/kg. Lugtgrænse: 0,1 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,9 mg/m .
3
Grænseværdi 2002): 25 ppm (90 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser:
Brandfarlig (R10), irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå
indånding af dampe/aerosoltåger (S23).
59. Propylacetater
Der er to propylacetater, n-propylacetat og isopropylacetat. De er begge estere af eddikesyre med
henholdsvis propylalkohol og isopropylalkohol (Fokus nr. 52). De er farveløse, brandbare væsker med
behagelige frugtagtige dufte. De er moderat opløselige i vand og blandbare med organiske
opløsningsmidler så som alkoholer, ether og acetone.
Vigtige opløsningsmidler
Propylacetater bruges som opløsningsmiddel for bl.a. celluloseestere, diverse harpiksstoffer og
forskellige plastpolymere. De anvendes videre ved fremstilling af smags- og aromastoffer samt
parfumer. Stofferne har desuden anvendelse i organisk syntese og som industrielt mellemprodukt.
I 1991 var den samlede nettoimport til Danmark af propylacetat og isopropylacetat 293 tons. I 1999 var
nettoimporten faldet til 75 tons. I årene 1983-88 har Arbejdstilsynet foretaget 66 målinger af
isopropylacetat i arbejdsluften, men ikke målt propylacetat. I ingen af målingerne var koncentrationen
over grænseværdien på 200 ppm, men ca. 13 % af målingerne overskred sumgrænseværdien. I
213
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttets kortlægning af opløsningsmidler fra 1985-86 blev isopropylacetat anvendt i 610 virksomheder ud af 434.
Lille akut giftighed
Propylacetater optages gennem lunger, hud og mave-tarm kanal. De nedbrydes hurtigt i kroppen til
alkoholen og eddikesyre – og for isopropylacetat videre til acetone.
Disse relativt harmløse nedbrydningsprodukter kan være forklaringen på den meget lille akutte
giftighed af propylestere. Giftigheden er omtrent som alkoholen. Isopropylacetat er mere akut giftigt
end normal propylacetat. Propylacetat er videre mere akut giftigt end ethylacetat, men mindre giftigt
end butylacetat (Fokus nr. 61).
Langvarig eller gentagen udsættelse af huden for propylacetater betyder risiko for affedtning, der kan
give tør hud og irritation. Irritation af øjne og slimhinder kan også forekomme. Skader på øjet
forårsaget af isopropylacetat tager længere tid at hele end for butylacetat.
Påvirkning af nervesystemet
Ligesom andre estere kan propylacetater påvirke centralnervesystemet. De hæmmer virkningen af
neurotransmitteren, acetylcholin. Ved meget høje koncentrationer ses sløvhed, kvalme, opkastning,
bedøvelse og evt. død. Indånding af næsten dødelige koncentrationer hos dyr medfører betændelse i
strube/hals og bronkier. I dyreforsøg resulterer langvarig eller gentagen massiv udsættelse for
propylacetater i fedtlever og andre leverskader.
Der er ikke rapporteret om direkte forgiftninger i mennesker, men indånding af 200 ppm
isopropylacetat (den nuværende grænseværdi) virker irriterende i luftvejene hos nogle individer.
I Arbejdstilsynets arbejdsliste over neurotoksiske stoffer tilhører propylacetater gruppen af stoffer, som
medfører en ringe risiko for skadevirkninger ved uheld og kraftig påvirkning. Normalt arbejde med
propylacetater anses ikke at indebære væsentlig sundhedsrisiko (SRI 1).
Behov for flere undersøgelser
Propylacetater er ikke særligt velundersøgte. Der er hverken tilstrækkelige befolkningsundersøgelser,
dyreforsøg eller laboratorietests til en endelig afklaring af stoffernes langtidsvirkninger. Denne mangel
sættes i relief af, at der findes en enkelt, nyere laboratorieundersøgelse, hvor isopropylacetat viste sig
chromosomskadende i gærceller.
Udvalgt litteratur:
1. Zaleski J. Propyl Acetates. I: Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents,
2. ed. Thurman RG, Kauffman FC. eds. Amsterdam: Elsevier, 1992. p. 256-261
PROPYLACETAT
Synonymer: n-Propylacetat, 1-propylacetat, propylethanoat, eddikesyrepropylester, propyl acetate (engl). CAS nr. 109-60-4.
214
Copyright: www.NIPSECT.dk
EU nr. 607-024-00-6. EINECS nr. 203-686-1. RTECS nr. AJ3675000. UN nr. 1276. Formler: C5H10O2,
CH3COOCH2CH2CH3. Molvægt: 102,13. Frysepunkt: -92°C. Kogepunkt (1 atm): 102°C. Relativ massefylde (20/4°C):
0,8878 (vand=1). Damptryk (20°C): 25 mm Hg (3,37 kPa). Relativ damptæthed: 3,55 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 43.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 2,7 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 14°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 450 C. Eksplosionsgrænser: 2-8 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 19 g/L.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): 1,39. Brydningsindeks (n20/D): 1,3844. LD50(o,r): 9,4 g/kg. LC50(ihl,r): <30.000 ppm.
3
Lugtgrænse: 0,67 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,17 mg/m . Grænseværdi (2002): 150 ppm (625
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Meget
brandfarlig (R11), irriterer øjnene (R36), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed
og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder –
rygning forbudt (S16), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), må ikke kommes i
kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
ISOPROPYLACETAT
Synonymer: 2-Propylacetat, 1-methylethylacetat, isopropylethanoat, eddikesyreisopropylester, isopropyl acetate (engl).
CAS nr. 108-21-4. EU nr. 607-024-00-6. EINECS nr. 203-561-1. RTECS nr. AL4930000. UN nr. 1220. Formler: C5H10O2,
CH3COOCH(CH3)2. Molvægt: 102,13. Frysepunkt: -73°C. Kogepunkt (1 atm): 85°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8718
(vand=1). Damptryk (20°C): 47 mm Hg (6,25 kPa). Relativ damptæthed: 3,55 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C):
79.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 5,0 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 2°C. Selvantændelsestemperatur:
o
460 C. Eksplosionsgrænser: 1,8-7,8 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 18 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,3.
4h
Brydningsindeks (n20/D): 1,3773. LD50(o,r): 3,0 g/kg. LC50(ihl,r): <32.000 ppm. Lugtgrænse: 2,7 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,17 mg/m . Grænseværdi (2002): 150 ppm (625 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), irriterer øjnene
(R36), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
60. Ethanolaminer
Ethanolaminer, som rettere hedder aminoethanoler, hører til stofgruppen alkanolaminer, alkoholaminer
eller aminoalkoholer. De indeholder fra 1 til 3 hydroxyethyl radikaler (-CH2OH) samt en primær-,
sekundær- eller tertiær aminogruppe. Det er en familie af fortrinsvis farveløse, tyktflydende og
vandsugende væsker, som er blandbare med vand under dannelse af opløsninger, der reagerer basisk.
Stofferne er ligeledes blandbare med alkoholer og acetone samt delvist opløselige i andre organiske
opløsningsmidler. De har lugte, som kan minde om lugten af ammoniak. Ethanolaminer reagerer
voldsomt med oxiderende stoffer.
Mange familiemedlemmer
De mest anvendte ethanolaminer er (mono)ethanolamin (MEA), diethanolamin (DEA) og
triethanolamin (TEA). Mindre vigtige er de substituerede monoethanolaminer, f.eks.: 2Dimethylaminoethanol (DMAE) og 2-diethylaminoethanol (DEAE). Ethanolaminerne danner
ammoniumsalte med organiske og uorganiske syrer, som ofte har teknisk betydning. Ethanolamin er en
primær amin, diethanolamin er en sekundær amin og 2-dimethylaminoethanol, 2-diethylaminoethanol
og triethanolamin er alle tertiære aminer. Alle er desuden primære alkoholer.
215
Copyright: www.NIPSECT.dk
Produceres som blanding
Den tekniske produktion sker med en reaktion mellem ethylenoxid (Fokus nr. 40) og ammoniak (Fokus
nr. 56). Herved dannes en blanding af ethanolamin, diethanolamin og triethanolamin. De tre stoffer kan
bagefter adskilles ved destillation.
Det er meget vigtige stoffer teknisk set, og den samlede årlige verdensproduktion kan anslås til
omkring 500.000 tons. I 1984 var produktionen af ethanolamin, diethanolamin og triethanolamin
henholdsvis ca. 100.000 tons (samme i 1990), ca. 80.000 tons (92.000 tons i 1989) og ca. 70.000 tons i
USA. Produktionsomfanget i Europa kendes ikke udover, at mængden er >10.000 tons.
Verdensproduktionen af de substituerede ethanolaminer er beskeden – nogle få tons pr. år.
Der er ingen kendt produktion i Danmark. Den årlige nettoimport af (mono-, di- og tri-) ethanolaminer
(+ salte) var mellem 500 tons og 1000 tons i årene 1973 til 1984. I 1992 var nettoimporten af
ethanolamin, diethanolamin og triethanolamin henholdsvis 100 tons, 82 tons og 437 tons. Dertil
kommer ethanolaminer indeholdt i importerede færdigprodukter, så det årlige forbrug må være langt
større. Per juni 1990 var der 284 produkter med triethanolamin opført i Produktregistret.
I Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse af kemikalieforbruget i 1989 blev forekomsten af ethanolamin
og triethanolamin i alle brancher anslået til henholdsvis 280 og 760 tons. Der var i undersøgelsen ingen
oplysninger om de øvrige ethanolaminer.
Luftrensning i ubåde og rumskibe
Ethanolaminer og deres salte har et bredt spektrum af anvendelsesområder. Eventuelle indhold af f.eks.
CO2 og H2S i indeluften kan fjernes ved, at luften bliver boblet gennem en opløsning af ethanolamin,
der absorberer og tilbageholder disse “sure” forureninger. Dette bruges ved rensning af naturgas eller af
indeluften i undervandsbåde og rumfartøjer.
Kosmetiksæber
Ved reaktion med langkædede fedtsyrer danner ethanolaminerne sæber, der er meget milde og
overfladeaktive. De er vigtige emulgeringsmidler og bestanddele af en lang række kosmetiske
produkter, såsom cremer, lotion, hudrensemidler, barberskum, permanentvæsker, hårfarver m.m.
Triethanolamin-laurylsulfat giver et blødt skum og er en vigtig basis i hårshampoo. Andre
ethanolaminsæber anvendes i de moderne kompakte eller flydende tøjvaskemidler.
Ethanolaminerne har mange godkendte anvendelser i forbindelse med fremstilling af fødevarer og
fødevareindpakning. Triethanolamin og 2-diethylaminoethanol bruges til overfladebehandling af frugt
og grønt.
Køle-smøremidler
En meget vigtig anvendelse af ethanolaminer, hvor der kan ske en betydelig arbejdsmiljøudsættelse, er
som overfladeaktivt stof og korrosionshæmmer i køle-smøremidler (skæreolier). Vandbaserede kølesmøremidler kan indeholde mere end 30 % ethanolaminer eller salte heraf. Et meget anvendt salt til det
216
Copyright: www.NIPSECT.dk
formål er triethanolammoniumborat. I kølevæsker af glycoltypen tilsættes triethanolamin også som
korrosionshæmmer. Hæmningen skyldes, at ethanolaminer kompleksbinder de frie jernioner, så de ikke
oxideres til rust.
Til tekstiler
Ethanolaminer bruges i mange led af tekstilproduktionen, f.eks. i antistatiske spinneolier og
garnsmøremidler. Desuden øger ethanolaminerne farvers indtrængen i tekstilet og imprægnering giver
holdbare pressefolder. Ethanolaminerne bruges ligeledes som dispergeringsmiddel i
bekæmpelsesmidler og i rengøringsmidler. De indgår som aktivatorer ved gummivulkanisering og
bruges som bindemiddel i polyurethan-produkter.
Specifikt anvendes ethanolamin til blødgøring af huder, i polermidler, i gulvvoksfjernere og som
additiv til fyringsolie. Ethanolaminbenzoat anvendes i antikorrosivt papir, og ethanolaminoleat er et
lægemiddel. Diethanolamin er et mellemprodukt i syntesen af opløsningsmidlet morpholin (Fokus nr.
74) samt bruges i medicin (salver) og som hjælpemiddel i produktion af bomuldsfrøolie.
I cement
Små mængder triethanolamin (eller dets salte) tilsættes cement for at undgå dannelse af “klumper”, og i
beton virker det som accelerator og mindsker tørretid og forbedrer styrken. I modsætning til
konkurrerende tilsætningsstoffer virker triethanolamin ikke korroderende på armeringsjern. Det bruges
desuden som opløsningsmiddel for casein, shellak og farvestoffer. Videre kan det bruges til at øge
indtrængning af organiske stoffer i træ og papir.
De substituerede ethanolaminer anvendes ved fremstilling af lokalbedøvelsesmidler, antihistaminer og
nervemedicin. De bruges desuden som korrosionshæmmer og pH-regulerende middel i kedelanlæg og i
befugtningsanlæg. 2-Diethylaminoethanol er vigtig i kolonnematerialer til chromatografi i laboratorier.
2-Dimethylaminoethanol kan bruges som katalysator for hærdning af epoxy- og polyurethan-produkter.
Mange udsatte på jobbet
De vigtigste udsættelser for ethanolaminer på arbejdspladser sker i forbindelse med anvendelse af
rengøringsmidler, klæbemidler og vandbaserede køle-smøremidler, hvor især hud- og øjenudsættelse er
vigtig, da stofferne ikke er synderligt flygtige. Desuden er tekstilindustrien og frisørfaget områder med
forventelig kraftig udsættelse.
I 1976 blev det anslået, at 1,7 millioner arbejdere i USA var udsatte for ethanolaminer. I
Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse af kemikalieforbruget i 1989 angives 160.000 eksponeringer for
ethanolamin. De fleste forekom i branchegrupperne kemisk industri, rengøring/frisør og jern- og
metalindustri. Tilsvarende var der 68.000 eksponeringer for triethanolamin og flest i branchegrupperne
kemisk industri og fremstilling af råplast.
Betydelig hudabsorption
Da ethanolaminerne både har hydrophile og lipophile egenskaber, har de gode forudsætninger for en
217
Copyright: www.NIPSECT.dk
stor optagelse gennem hud, lunger og fordøjelseskanal. Hudoptagelsen foregår langsomt, men den kan
være næsten fuldstændig.
De optagne ethanolaminer indbygges i fedtstoffer (phospholipider) eller kan omdannes til aminosyrer.
Ethanolaminer er stoffer, som ikke har stor tendens til at hobe sig op i kroppen i længere tid.
Halveringstiden i kroppen er fra nogle få timer til en dag.
Ethanolamin fordeler sig især til leveren, omdannes og udskilles hovedsageligt som CO2 via luftvejene
og i mindre grad med urinen. Det er et normalt forekommende stofskifteprodukt af phospholipider, og
det er en naturlig bestanddel af menneskers urin.
Triethanolamin er svært omsætteligt i kroppen. Hovedparten af det optagne udskilles uomdannet med
urinen (60 %) eller fæces (20 %). Triethanolamin er påvist i urin fra arbejdere udsat for stoffet ved brug
af skærevæsker.
De substituerede forbindelser DEAE og DMAE koncentreres i stort omfang i hjerne og rygmarv. Det er
bl.a. baggrunden for anvendelsen til nervemedicin.
Hudskader
Da ethanolaminerne er stærke baser, vil de virke affedtende på hud og slimhinder ved kontakt. De er
derfor alle i varierende grad hudirriterende samt stærkt øjenirriterende. Stoffernes irritationspotentiale
aftager med voksende kædelængde. Ethanolamin virker således mest irriterende og er i koncentreret
form nærmest ætsende. Dernæst kommer diethanolamin og sidst triethanolamin, der kun har svag
irriterende virkning. Virkningen er naturligvis desuden koncentrationsafhængig. Således virker en 1%
vandig opløsninger af ethanolamin stærkt irriterende ved kontakt, mens en 10% opløsning er direkte
korrosiv.
Ikke alene spild på huden, men også ophold i lokaler med ethanolamin-dampe eller -aerosoler kan virke
hudirriterende. På grund af virkningen på huden er det i kosmetiske produkter beregnet for hyppig
anvendelse, blevet anbefalet af hudlæger ikke at tilsætte mere end 5 % ethanolaminer.
Allergener
Der er fra arbejdsmiljøet rapporteret om flere eksempler på allergisk kontakteksem forårsaget af
udsættelse for triethanolamin. Denne virkning er imidlertid ikke blevet bekræftet i test på marsvinhud.
Krydsreaktioner synes at forekomme mellem triethanolaminer (>1%) og andre tertiære aminer.
Ethanolamin indgår som allergi-teststof på hudklinikker, og diethanolamin samt triethanolamin (og dets
“sæber”) anses af Arbejdsmiljøinstituttet for luftvejs- og/eller hudallergener.
Lav akut giftighed
Ethanolaminerne er tidligere blevet anset for relativt harmløse. Dette skyldtes, at den akutte giftighed af
ethanolaminerne ved indtagelse gennem munden er relativt lav. Den aftager i rækkefølgen
diethanolamin > ethanolamin > triethanolamin. Grunden til, at ethanolamin er mindre giftig end
218
Copyright: www.NIPSECT.dk
diethanolamin er formentlig, at ethanolamin har en normal og naturlig stofskiftefunktion. I mennesker
er dødelig engangsdosis af diethanolamin og triethanolamin angivet til henholdsvis omkring 20 gram
og 50 gram. Ethanolaminer er mere akut giftige efter administration på hud i forhold til ved indtagelse
gennem munden.
Leverskader
I forsøgsdyr er en akut forgiftning med ethanolaminer karakteriseret ved blodtryksstigning, øget
urinproduktion, fråde/spytdannelse og forstørrelse af øjenpupiller. I alvorlige tilfælde kan det ende med
bevidstløshed eller død. Gentagne udsættelser for ethanolaminerne kan forårsage lever- og nyreskader.
Dette viser sig i første omgang som en øget organvægt. En øget forekomst af leverbetændelse er
rapporteret blandt arbejdere udsat for ethanolamin. Der er også undersøgelser, som tyder på, at
ethanolamin kan påvirke hjertemusklens funktion.
Irritation
Ved indånding er den primære effekt af ethanolaminer irritation af øjne og næse, men bronkitis og
lungebetændelse kan støde til. Bygningsarbejdere, som blev udsat for 2-diethylaminoethanol anvendt
som damptilsætning, klagede over hud- og øjenirritation, såvel som svimmelhed og hovedpine. En
laboratoriearbejder kort udsat for 100 ppm 2-diethylaminoethanol fik kvalme og opkastning. Astma er
konstateret hos en sprøjtemaler udsat for 2-dimethylaminoethanol.
Skadevirkningen af ethanolaminer sker bl.a. ved en hæmning af visse leverenzymer og ved påvirkning
af fedtstofskiftet og dermed sammensætningen af cellemembranernes phospholipider.
Påvirker nervesystemet
De substituerede ethanolaminer er i familie med og hæmmer optagelsen af det livsnødvendige
næringsstof: cholin (N,N,N-trimethylethanolammoniumchlorid), som bl.a. er nødvendig for overførsel
af nerveimpulser. De påvirker derfor centralnervesystemet, bl.a. hæmmes enzymet
acetylcholinesterase. Procain, der benyttes som lokalt bedøvelsesmiddel, er en phenylester af 2diethylaminoethanol, der selv har en svag bedøvende virkning. 2-Dimethylaminoethanol er mest
beslægtet med cholin, idet det er identisk med cholin minus en methylgruppe. I høje doser kan 2dimethylaminoethanol fremkalde “epileptiske” kramper.
Ethanolamin er af Arbejdsmiljøinstituttet vurderet som et stof , der medfører risiko for skadevirkninger
ved normalt arbejde, ved kontakt med huden samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3).
Fosterpåvirkning
Tilført med mavesonde i den tidlige del af drægtighedsperioden har ethanolamin i store doser (9x50
mg/ kg/dag) forårsaget unormal fosterudvikling hos drægtige rotter resulterende i fosterdød,
skeletforandringer og nyreskade.
De forskellige ethanolaminer er ikke i sig selv mutagene. De er undersøgt i forskellige almindeligt
anvendte testbatterier med bakterier og isolerede dyreceller med og uden metabolisk aktivering, bl.a. i
219
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ames-testen. Derimod er triethanolamin i blanding med nitrit mutagent i bakterier pga.
nitrosamindannelse.
Kræft
Triethanolamin er undersøgt i flere langtidsforsøg med mus og rotter med divergerende resultater. Der
blev konstateret en øget forekomst af lymfekræft i hunmus (men ikke i hanmus), som fik tilført foder
med 0,3 % triethanolamin hele levetiden. Det kan ikke udelukkes, at årsagen til effekten kan være, at
foderet blev opvarmet til 100°C, før det blev brugt. I forsøg, hvor op til 2 % triethanolamin blev tilført
med drikkevandet i 2 år, var der ingen signifikant øget kræftforekomst i mus og rotter. Imidlertid blev
konstateret nyreskader i nogle af dyrene – specielt i hunner.
Nye langtidsundersøgelser af mus og rotter udsat for triethanolamin via hudeksponering er nyligt
afsluttet. Der var ikke signifikante tegn på kræftforekomst. Diethanolamin er undersøgt på samme
måde, og her var der en øget forekomst af leverkræft i mus. Begge stoffer er nyligt vurderet af IARC
og kunne ikke klassificeres som kræftfremkaldende (Gruppe 3). Ethanolamin ikke er endnu ikke
undersøgt for kræftfremkaldende effekt i langtidsforsøg.
Nitrosamindannelse
Ved tilstedeværelse af f.eks. nitrit eller nitrogenoxider kan sekundære og tertiære aminogrupper
omdannes til kræftfremkaldende nitrosaminer. Blandt andet er N-nitrosodiethanolamin (NDELA)
påvist i køle-smøremidler, cremer og frostvæsker. I en undersøgelse fra Italien er NDELA blevet påvist
i brugte køle-smøremidler i koncentrationer på op til 0,19 %. Flere af kølesmøre midlerne var desuden
mutagene i Ames-testen. I Tyskland er der for at mindske nitrosaminforekomsten fastsat en
grænseværdi på 0,2 % diethanolamin i køle-smøremidler. NDELA er af IARC klassificeret som muligt
kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B).
Man har mistanke om, at diethanolamin og triethanolamin i kroppen kan omdannes til Nnitrosodiethanolamin. Dannelsen er sandsynliggjort ved at påvise NDELA i urin fra rotter, som
samtidig blev udsat for nitrit i drikkevandet og for diethanolamin ved hudpensling. En mindre svensk
arbejdspladsundersøgelse afslørede imidlertid ingen forøget forekomst af kræft blandt erhvervsudsatte
for køle-smøremidler indeholdende nitrit og ethanolaminer.
Grænseværdier nedsat!
Ethanolaminers farlighed er først rigtigt blevet anerkendt i de senere år. Dette er baggrunden for, at
grænseværdierne for flere af ethanolaminerne blev ganske væsentligt nedsat i 1996.
Udvalgt litteratur:
2. Binks SP, Smillie MV, Glass DC, Fletcher AC, Shackleton S, Robertson AS, Levy LS,
Shipman JK. Occupational exposure limits. Criteria document for ethanolamine. EUR 14240.
Luxembourg: CEC, 1992.
3. Gillner M, Loeper I. Ethanolamine. Health effects of selected chemicals – Volume 2.
Copenhagen: Nordic Council of Ministers, 1993. NORD 1993:29.
220
Copyright: www.NIPSECT.dk
4. Gillner M, Loeper I. Triethanolamine. Health effects of selected chemicals – Volume 2.
Copenhagen: Nordic Council of Ministers, 1993. NORD 1993:29.
5. Notice of intended change – triethanolamine. Appl Occup Environ Hyg 1992;7:137-139.
6. Torén K. NEG and NIOSH basis for an occupational health standard. 2-Ethylaminoethanol.
Arbete och Hälsa 1994:25.
7. Gillner M, Loeper I. Diethanolamine. Health effects of selected chemicals – Volume 3.
Copenhagen: Nordic Council of Ministers, 1995. NORD 1995:28.
8. NTP TR-449. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Triethanolamine (CAS No. 102-71-6)
in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Dermal Studies). Research Triangle Park, 1999.
9. NTP TR-478. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Diethanolamine (CAS No. 111-42-2)
in F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Dermal Studies). Research Triangle Park, 1999.
10. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 77: Some
Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 2000.
ETHANOLAMIN
Synonymer: 2-Aminoethanol, monoethanolamin, MEA, colamin, ethanolamine (engl). CAS nr. 141-43-5. EU nr. 603-03000-8. EINECS nr. 205-483-3. RTECS nr. KJ5775000. UN nr. 2491. Formler: C2H7NO, NH2CH2CH2OH. Molvægt: 61,08.
Frysepunkt: 11°C. Smeltepunkt (hydrochlorid): 75-77°C. Kogepunkt (1 atm): 171°C. Relativ massefylde (20/4°C):
1,018 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,37 mm Hg (0,05 kPa). Relativ damptæthed: 2,11 (luft=1). Mætningskoncentration
(25°C): 780 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,05 (nBuAc=1). Flammepunkt: 85°C. Eksplosionsgrænser: 2,5-17
vol%. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): -1,31. Brydningsindeks (n20/D): 1,4539. pKA
3
(25°C): 9,5. LD50(o,r): 2 g/kg. Lugtgrænse: 2 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,49 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 1 ppm H (2,5 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved
indånding (R20), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38). Sikkerhedsforskrift: Opbevares utilgængeligt
for børn (S2).
DIETHANOLAMIN
Synonymer: 2,2’-Iminodiethanol, 2,2’-iminobis[ethanol], bis(hydroxyethyl)amin, DEA, diethanolamine (engl). CAS nr. 11142-2. EU nr. 603-071-00-1. EINECS nr. 203-868-0. RTECS nr. KL 2975000. Formler: C4H11NO2, (HOCH2CH2)2NH.
Molvægt: 105,14. Frysepunkt: 28°C. Kogepunkt (1 atm): 269°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,0966 (vand=1).
Damptryk (20°C): <0,01 mm Hg (0,0013 kPa). Relativ damptæthed: 3,65 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 78
ppm. Relativ fordampningshastighed: <0,001 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 138°C. Opløselighed i vand (20°C): 954
g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -2,18. Brydningsindeks (n20/D): 1,4776. pKA (25°C): 8,9. LD50(o,r): 0,78 g/kg.
3
Lugtgrænse: 0,27 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,3 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,46 ppm H (2
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), irriterer
huden (R38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indtagelse
(R48/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt
med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
TRIETHANOLAMIN
®
Synonymer: 2,2’,2’’-Nitrilotris[ethanol], nitrilotriethanol, tris(hydroxyethyl)amin, trihydroxytriethylamin, TEA, Trolamin ,
®
Daltogen , triethanolamine (engl). CAS nr. 102-71-6. CAS nr. (hydrochlorid): 637-39-8. CAS nr. (borat): 283-36-7.
EINECS nr. 203-049-8. RTECS nr. KL 9275000. Formler: C6H15NO3, N(CH2CH2OH)3. Molvægt: 149,19. Frysepunkt:
21°C. Smeltepunkt (hydrochlorid): 177°C. Smeltepunkt (borat): 235°C. Kogepunkt (1 atm.): 335°C. Relativ massefylde
221
Copyright: www.NIPSECT.dk
(20/4°C): 1,1242 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,02 mm Hg (0,003 kPa). Relativ damptæthed: 5,14 (luft=1). Flammepunkt
(cc): 179°C. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): -2,3. Brydningsindeks (n20/D):
3
1,4852. pKa: 7,8. LD50(o,r): 8,4 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 6,1 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,5 ppm
3
(3,1 mg/m ). Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelse: Irriterer huden (R38).
Sikkerhedsforskrift: Kommer stof på huden vaskes straks med store mængder ... (S28).
2-DIMETHYLAMINOETHANOL
®
Synonymer: N,N-Dimethylethanolamin, 2-(dimethylamino)ethanol, (2-hydroxyethyl)dimethylamin, DMEA, DMAE, Deano ,
N,N-dimethylethanolamine (engl). CAS nr. 108-01-0. EU nr. 603-047-00-0. EINECS nr. 203-542-8. RTECS nr. KK 6125000.
UN nr. 2051. Formler: C4H11NO, (CH3)2NCH2CH2OH. Molvægt: 89,14. Frysepunkt: -59°C. Kogepunkt (1 atm): 135°C.
Relativ massefylde (20/4°C): 0,8866 (vand=1). Relativ damptæthed: 3,03 (luft=1). Flammepunkt (cc): 40°C.
4h
Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Brydningsindeks (n20/D): 1,430. LD50(o,r): 2,3 g/kg. LC50(ihl,r): 1641 ppm.
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10),
farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Bevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå kontakt med øjnene (S25), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt
med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), Ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45).
2-DIETHYLAMINOETHANOL
Synonymer: N,N-Diethylethanolamin, 2-(diethylamino)ethanol, 2-hydroxytriethylamin, DEEA, DEAE, N,Ndiethylethanolamine (engl). CAS nr. 100-37-8. EU nr. 603-048-00-6. EINECS nr. 202-845-2. RTECS nr. KK 5075000. UN
nr. 2686. Formler: C6H15NO, (CH3CH2)2NCH2CH2OH. Molvægt: 117,19. Frysepunkt: -70°C. Kogepunkt (1 atm): 163°C.
Relativ massefylde (20/4°C): 0,884 (vand=1). Damptryk (20°C): 1,4 mm Hg (0,2 kPa). Relativ damptæthed: 4,03 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 2.900 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,17 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 52°C.
Selvantændelsestemperatur: 250°C. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Brydningsindeks (n25/D): 1,4389. LD50(o,r):
3
1,3 g/kg. Lugtgrænse: 0,01 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,8 mg/m . Grænseværdi (2002): 2 ppm H
3
(9,6 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding,
ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Bevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), undgå kontakt med øjnene (S25), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og
læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), Ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
2-DIBUTYLAMINOETHANOL
Synonymer: N,N-Dibutylethanolamin, 2-(dibutylamino)ethanol, N,N-dibutyl-2-aminoethanol, (2-hydroxyethyl)dimethylamin,
DBEA, DBAE, N,N-dibutylethanolamine (engl). CAS nr. 102-81-8. RTECS nr. KK3850000. Formler: C10H23NO,
(C4H9)2NCH2CH2OH. Molvægt: 173,30. Frysepunkt: -75°C. Kogepunkt (1 atm): 228°C. Relativ massefylde (20/4°C):
0,860 (vand=1). Opløselighed i vand (20°C): 4 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,444. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1
3
3
ppm = 7 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,5 ppm H (3,5 mg/m ). Sikkerhedsforskrifter (Fluka 1993/94): Undgå indånding af
gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med hud og øjne (S24/25).
N-NITROSODIETHANOLAMIN
Synonymer: 2,2’-(Nitrosoimino)bis[ethanol], diethanolnitrosamin, NDELA, N-nitrosodiethanolamine (engl). CAS nr. 1116-547. EU nr. 612-090-00-4. EINECS nr. 214-237-4. RTECS nr. KL9550000. Formler: C4H10N2O3, (HOCH2CH2)2NNO.
-5
Molvægt: 134,14. Kogepunkt (1,4 mm Hg): 114°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,26 (vand=1). Damptryk (20°C): 5x10
mm Hg (0,007 Pa). Flammepunkt (cc): 12°C. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): 3
1,58. Brydningsindeks (n20/D): 1,4849. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 5,48 mg/m . Grænseværdi (2002):
222
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc2. Risikoangivelse: Kan fremkalde kræft (R45).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
61. Butylacetater
Butylacetater er estere af eddikesyre og butylalkoholer (Fokus nr. 53). Der er fire forskellige
butylacetater: n-Butylacetat, isobutylacetat, sec-butylacetat og tert-butylacetat. sec-Butylacetat
eksisterer i to spejlbilledisomere (D,L) former. De er alle farveløse, brændbare væsker med en
behagelig frugtagtig lugt. De er meget lidt opløselige i vand, men blandbare med alkoholer, ethere og
carbonhydrider. De er meget flygtige forbindelser, og butylacetat er referencestof for relativ
fordampningshastighed.
Naturlige aromastoffer
De tre førstnævnte butylacetater forekommer naturligt i bananer og andre frugter. Butylacetat
forekommer desuden naturligt i mange andre fødevarer, f.eks. i ost, øl, vin, spiritus, kaffe og kakao. De
anvendes som syntetiske aromastoffer i fødevarer.
Organiske opløsningsmidler
Alle fire butylacetater bruges i store mængder som organiske opløsningsmidler. Normal butylacetat og
isobutylacetat er mest anvendt. Anvendelsen af butylacetater sker især i klæbemidler og til højglans
(sprøjte)maling- og lakprodukter til industrien. Desuden bruges butylacetat som opløsningsmiddel ved
fremstilling af kunstlæder, fotofilm og plastprodukter. Isobutylacetat anvendes i hydrauliske væsker.
tert-Butylacetat anvendes som tilsætning til motorbenzin. I kosmetik anvendes stofferne i parfume og
neglelak.
Butylacetater hører til blandt de teknisk mest vigtige opløsningsmidler. I 1991 var nettoimporten til
Danmark af butylacetat og isobutylacetat henholdsvis 2546 tons og 452 tons. I 1999 var tallene
henholdsvis 2200 tons og 548 tons, så forbruget synes temmelig konstant. Der foreligger ingen
importtal for de to øvrige forbindelser.
I 1999 blev der til Produktregistret anmeldt 1.731 produkter med i alt 8.309 tons butylacetat og 1.417
tons isobutylacetat.
Hyppigt forekommende i arbejdsmiljøet
I årene 1983-88 har Arbejdstilsynet foretaget omkring 2.900 målinger af butylacetater i arbejdsluften.
Det var det femte mest målte “stof”. Kun 0,5 % af målingerne var over grænseværdien på 150 ppm,
men ca. 1/4 af målingerne overskred sumgrænseværdien.
I Arbejdsmiljøinstituttets 1985-86 kortlægning af opløsningsmidler blev butylacetat og isobutylacetat
fundet i 100 henholdsvis 41-45 virksomheder ud af 434. Butylacetat var blandt de 10 hyppigste
anvendte opløsningsmidler, blandt andet til maling i jern- og metalindustrien.
223
Copyright: www.NIPSECT.dk
Lav giftighed
Butylacetater optages let i kroppen gennem huden, ved indånding og ved indtagelse gennem munden. I
leveren sker der en spaltning af stofferne til eddikesyre og butylalkoholer. Alle butylacetater har en
relativt lav akut giftighed og er kun klassificerede som brandfarlige.
Som opløsningsmidler virker butylacetater affedtende og kan derfor irritere hud, øjne, næse og hals.
Mild irritation i halsen kan mærkes ved få minutters udsættelse for 200 ppm butylacetat. Ved 300 ppm
er irritationen mere ubehagelig og forekommer også i øjne og næse. Butylacetat og isobutylacetat
virker mere irriterende end de to andre butylacetater.
Sløvhed og kvalme
De fleste toksikologiske undersøgelser er foretaget med normal butylacetat. Arbejdere udsat for
butylacetat under længere tid rapporteres at have øjen- og slimhindeirritation, følelse af brystkasse
sammentrækning og hosteanfald. Under ekstreme forhold kan personer udsat for butylacetater opleve
sløvhed og kvalme. Meget høje koncentrationer (>6.000 ppm) virker bedøvende. Butylacetats
bedøvende virkning er næsten dobbelt så stor som ethylacetats (Fokus nr. 31). Arbejdstilsynet vurderer
butylacetater som stoffer, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystemet ved
normalt arbejde (SRI 2).
Farligere end tidligere antaget
I dyreforsøg var 4 timers udsættelse for 14.000 ppm eller 8 timers for 10.000 ppm butylacetat dødelig
for alle udsatte dyr. Gentagen udsættelse har resulteret i ændringer i nyrer og blodet. I nogle nyere
dyreforsøg med rotter, hvis hoveder alene blev udsat for dampe af butylacetat i 4 timer, var 160-300
ppm dødelig i halvdelen af dyrene efter 14 dage. Disse resultater har betydet, at grænseværdien i USA i
1992 blev varslet nedsat fra 150 til 20 ppm! Dette har Arbejdstilsynet fulgt op med en tilsvarende
dansk varsling i 1996, men mere er der ikke sket.
Blandingseksponeringer
De fleste arbejdsmiljøeksponeringer for butylacetater vil være til blandinger af opløsningsmidler, hvor
bidraget fra butylacetater vil være vanskelig at skille ud. I en undersøgelse på en italiensk farvefabrik,
hvor arbejderne var udsat for butylacetat og toluen, blev konstateret både effekter på nervesystemet,
leveren og blodet. Det blev antaget, at butylacetat i det tilfælde forøgede toluens skadevirkninger.
Tilsyneladende ingen senvirkninger
Butylacetat er ikke allergifremkaldende eller fosterskadende. Der er heller ingen grund til at forvente,
at butylacetater skulle skade arveanlæg. Butylacetat er undersøgt og er heller ikke fundet mutagen i
Ames-testen med Salmonella bakterier. Der foreligger imidlertid ingen langtidsdyreforsøg.
224
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Zaleski J. Butyl acetates. I: Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents,
2. ed. Thurman RG, Kauffman FC. eds. Amsterdam: Elsevier, 1992. p. 247-255.
2. ACGIH notice of intended changes – n-butyl acetate and formaldehyde. Appl Occup Environ
Hyg 1992;7:846-851.
BUTYLACETAT
Synonymer: n-Butylacetat, 1-butylacetat, butylethanoat, eddikesyrebutylester, nBuAc, butyl acetate (engl). CAS nr. 123-864. EU nr. 607-025-00-1. EINECS nr. 204-658-1. RTECS nr. AF7350000. UN nr. 1123. Formler: C6H12O2,
CH3COOCH2CH2CH2CH3. Molvægt: 116,16. Frysepunkt: -78°C. Kogepunkt (1 atm): 126°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 0,8825 (vand=1). Damptryk (20°C): 15 mm Hg (2 kPa). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1).
Mætningskoncentration (25°C): 16.000 ppm. Relativ fordampningshastighed: 1,00 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc):
o
22°C. Selvantændelsestemperatur: 420 C. Eksplosionsgrænser: 1,2-7,6 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 6,8 g/L.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): 1,82. Brydningsindeks (n20/D): 1,3940. LD50 (o,r): 14 g/kg. LC50(ihl,r): 2.000 ppm.
3
Lugtgrænse: 0,4 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 150 ppm (710
3
mg/m ), i 1996 varslet nedsat til 20 ppm. Klassificering og mærkning (2002): Intet faresymbol. Risikoangivelser:
Brandfarlig (R10), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (dampe
kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrift: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med
øjnene (S25).
ISOBUTYLACETAT
Synonymer: 2-Methyl-1-propylacetat, eddikesyreisobutylester, isobutyl acetate (engl). CAS nr. 110-19-0. EU nr. 607-02600-7. EINECS nr. 203-745-1. RTECS nr. AL4025000. UN nr. 1213. Formler: C6H12O2, CH3COOCH2CH(CH3)2. Molvægt:
116,16. Frysepunkt: -99°C. Kogepunkt (1 atm): 117°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8712 (vand=1). Damptryk (20°C):
13 mm Hg (1,73 kPa). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 26.000 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 1,45 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 18°C. Selvantændelsestemperatur: 421 C.
Eksplosionsgrænser: 1,3-10,5 vol%. Opløselighed i vand (25°C): 6,3 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,60.
Brydningsindeks (n20/D): 1,3890. LD50(o,r): 13,4 g/kg. Lugtgrænse: 0,6 ppm. Omregningsfaktor (25°ætsende (C), 1
3
3
atm): 1 ppm = 4,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 150 ppm (710 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget
brandfarlig (F). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16),
undgå indånding af dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med øjnene (S25), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
sec-BUTYLACETAT
Synonymer: (DL)-1-Methylpropylacetat, 2-butylacetat, eddikesyre-sec-butylester, sec-butyl acetate (engl). CAS nr. 105-46-4.
EU nr. 607-026-00-7. EINECS nr. 203-300-1. RTECS nr. AF7380000. UN nr. 1123. Formler: C6H12O2,,
CH3COOCH(CH3)CH2CH3. Molvægt: 116,16. Frysepunkt: -99°C. Kogepunkt (1 atm): 112°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 0,8716 (vand=1). Damptryk (20°C): 10 mm Hg (1,33 kPa). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1). Relativ
fordampningshastighed: 1,8 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 17°C. Eksplosionsgrænser: 1,7-9,8 vol%. Opløselighed i
vand (20°C): 6,2 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,51. Brydningsindeks (n20/D): 1,3890. LD50(o,r): 13 g/kg.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,75 mg/m . Grænseværdi (2002): 150 ppm (710 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), gentagen udsættelse kan give tør eller
revnet hud (R66). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder –
rygning forbudt (S16), undgå indånding af dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med øjnene (S25), må ikke kommes i
kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
tert-BUTYLACETAT
225
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: 1,1-Dimethylethylacetat, eddikesyre-tert-butylester, tert-butyl acetate (engl). CAS nr. 540-88-5. EU nr. 607026-00-7. EINECS nr. 208-760-7. RTECS nr. AF400000. Formler: C6H12O2, CH3COOC(CH3)3. Molvægt: 116,16.
Kogepunkt (1 atm): 98°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8665 (vand=1). Relativ damptæthed: 4,0 (luft=1).
3
Flammepunkt (cc): 15°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,3853. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm):1 ppm = 4,75 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 150 ppm (710 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F).
Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), gentagen udsættelse kan give tør eller revnet hud (R66).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16),
undgå indånding af dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med øjnene (S25), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
62. Allylalkohol
Allylalkohol er den simpleste, umættede, alifatiske alkohol. Det er en farveløs, brændbar væske med en
meget stikkende lugt, som virker som tåregas. Allylalkohol er fuldstændig blandbar med vand, andre
alkoholer, chloroform (Fokus nr. 20), petroleumsether og diethylether (Fokus nr. 45). Stoffet reagerer
meget voldsomt bl.a. med svovlsyre, salpetersyre, natriumhydroxid og tetrachlormethan. Allylalkohol
fremstilles ved isomerisering af propylenoxid (Fokus nr. 41).
Udgangsstof for plast
Allylalkohol anvendes først og fremmest som råmateriale (udgangsstof) ved fremstilling af allylestere
og epoxy-forbindelser, f.eks. diallylphthalat (Fokus nr. 32) og allylglycidylether. Allylglycidylether
kan indgå i polymere, som bl.a. anvendes til optiske linser, eller til kunstharpiks. Den største mængde
allylalkohol anvendes som udgangsstof ved syntese af glycerol og mere komplicerede organiske
stoffer, der bruges i så forskellige produkter som lægemidler, smagsstoffer, parfume og
flammehæmmere. Det kan desuden bruges som ukrudts- og svampemiddel.
Det rene allylalkohol bruges ikke i særlig stor mængde herhjemme. I årene 1968-84 har nettoimporten
almindeligvis været 10-20 tons per år, men et enkelt år var importen så stor som 673 tons. Der
foreligger ingen målingsresultater af allylalkohol på danske arbejdspladser.
Der er ikke tilgængelige oplysninger om verdensproduktionen, men i 1990 producerede to firmaer i
USA alene 50.000 tons allylalkohol til videreforarbejdning. Da stoffet har voksende betydning, vokser
produktionen i disse år.
Irriterer slimhinder
Allylalkohol virker stærkt irriterende på hud, men symptomerne viser sig ofte først flere timer senere i
form af en brændende fornemmelse og eventuelt langsomt helende, pinefulde blærer. Øjen- og
næseslimhinderne er særligt følsomme overfor dampe og sprøjt af allylalkohol. Luftkoncentrationer
mindre end 4 ppm virker i forsøgsdyr let irriterende, og 30 ppm giver en stikkende og brændende
fornemmelse i næsen. Indånding af 4 ppm allylalkohol nedsætter vejrtrækningen med 50 %. Fra
arbejdsmiljøuheld ved man, at stænk i øjnene kan fremkalde alvorlige ætsninger af hornhinden med
forbigående blindhed. Den ubehagelige lugt og den kraftige irritationsvirkning advarer dog den udsatte
og er med til at begrænse risikoen for alvorlige mén.
226
Copyright: www.NIPSECT.dk
Meget giftigt
I forsøgsdyr optages allylalkohol i organismen igennem mave-tarm kanalen, ved indånding og gennem
huden. I Arbejdstilsynets Grænseværdiliste har stoffet hudnotation. Den akutte giftighed er betydelig,
og indånding af 150 ppm er dødelig for rotter udsat nogle måneder. En times udsættelse for 1000 ppm
er dødeligt for mennesker; der kan bl.a. dannes lungeødem. Allylalkohol er meget reaktivt, og det giver
alvorlige skader på cellemembraner, f.eks. i leveren. Det er relativt kortlivet (10-15 min.) i organismen,
og ved hjælp af enzymer omdannes det i leveren til acrolein (Fokus nr. 55), der videre reagerer med
glutathion og andre stoffer med -SH grupper og udskilles som svovlderivater med urinen.
Ved længerevarende udsættelse for allylalkohol opbygges der en vis modstandsdygtighed overfor
leverskaderne; samtidig indtagelse af ethanol mindsker giftvirkningen. Velnærede og yngre dyr er i
forsøg også mindre modtagelige. De toksikologiske effekter svarer til metabolitten, acroleins effekter.
Nerveskadende
Ved lette forgiftningsulykker med allylalkohol ses alment ubehag og langvarig hovedpine. På
Arbejdstilsynets arbejdsliste over neurotoksiske stoffer er allylalkohol placeret i øverste gruppe (SRI 5)
blandt stoffer, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet
ved normalt arbejde.
Få langtidseffekter
Allylalkohol var inaktivt i Ames-testen med Salmonella bakterier. I en speciel version af testen – og
uden tilsætning af leverekstrakt – var stoffet imidlertid mutagent. Det var ligeledes mutagent i en test
med dyrkede celler fra pattedyr. Der foreligger langtidsundersøgelser af rotter og hamstere, som ikke
tyder på, at allylalkohol administreret med drikkevand er kræftfremkaldende. Stoffets reaktivitet
indikerer heller ikke et potentiale for langsigtede effekter, bortset fra ved direkte kontakt på hud og
slimhinder.
Udvalgt litteratur:
1. Swensson Å. Nordiska Expertgruppen för Gränsvärdesdokumentation. 65. Allylakohol. Arbete
och Hälsa 1986:8.
2. Belinsky SA. Allyl alcohol. I: Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial
Solvents, 2. ed. Thurman RG, Kauffman FC. eds. Amsterdam: Elsevier, 1992. 189-195.
3. Lington AW, Bevan C. Alcohols. I: Patty’s Industrial Hygiene and Toxicology, 4. ed. Vol IID.
Clayton GD, Clayton FE, eds. New York: Wiley, 1994. 2585-2760.
ALLYLALKOHOL
Synonymer: 2-Propen-1-ol, propenol, propenylalkohol, vinylcarbinol, allyl alcohol (engl). CAS nr. 107-18-6. EU nr. 603-01500-6. EINECS nr. 203-470-7. RTECS nr. BA5075000. UN nr. 1098. Formler: C3H6O, CH2=CH-CH2OH. Molvægt: 58,08.
Frysepunkt: -129°C. Kogepunkt (1 atm): 97°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,852 (vand=1). Damptryk (25°C): 23,8 mm
227
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hg (3,2 kPa). Relativ damptæthed: 2,0 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 31.600 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 1,47 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 22°C. Selvantændelsestemperatur: 378 C.
Eksplosionsgrænser: 2,5-18 vol%. Opløselighed i vand (20°C): Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): 0,17.
Brydningsindeks (n20/D): 1,4133. LD50(o,r): 64 mg/kg. Lugtgrænse: 1 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm =
3
3
2,37 mg/m . Grænseværdi (2002): 2 ppm H (5 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftigt (T), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25), irriterer øjnene,
åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), brug egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig (S38), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
63. Piperazin
Piperazin er en cyklisk diamin. Det er et hvidt krystallinsk stof med en lav flygtighed. Stoffet
absorberer vand og CO2 fra luften. Det er letopløseligt i vand under dannelse af en stærkt basisk
opløsning. Piperazin kan danne et hexahydrat og en række teknisk vigtige krystallinske salte af saltsyre,
phosphorsyre, citronsyre, adipinsyre mfl. Piperazin kan fremstilles udfra ammoniak (Fokus nr. 56) og
ethanolamin (Fokus nr. 60) ved højt tryk og med nikkel-katalysator eller udfra ammoniak og
ethylenoxid (Fokus nr. 40).
Basis for lægemidler
Piperazin i form af hydrat eller salte anvendes hovedsageligt som lægemiddel mod indvoldsorme i dyr
og i nogle lande også i mennesker (børneorm, spolorm). For hundrede år siden var det meget anvendt
til behandling af smerter i led, sener og muskler (reumatisme og podagra). I Danmark er de mest
anvendte præparater piperazinadipat som tabletter og piperazincitrat som mikstur. Piperazin danner
desuden udgangspunkt for en række afledede forbindelser, der bruges som lægemidler,
gummiacceleratorer, antioxidanter, korrosionshæmmer, insektmidler, epoxyresiner, farvestoffer mv.
Det er et stof af betydning, idet nettoimporten til Danmark f.eks. var 736 tons i 1991. I USA har man
anslået, at henholdsvis 700 og 500 er erhvervsmæssigt udsatte for piperazin i lægemiddel- og
plastindustrien. Ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i 1989 brugt 7 kg
piperazin i mindre end 5 produkter, og der var 560 eksponeringer for stoffet.
Fra anvendelsen som lægemiddel ved man, at piperazin let optages i mave-tarm kanalen. Dets skæbne
ved hudkontakt og indånding er ikke kendt, men transporten i luftvejene hæmmes af den vandsugende
evne.
Nitrosamindannelse
Piperazin-ringen er relativt stabil og en stor del (30%) af det optagne udskilles uændret med urinen
indenfor et døgn. I maven kan der ske en nitrosering med omdannelse til N-nitrosopiperazin, som også
kan genfindes i urinprøver fra piperazin-udsatte arbejdere. I urinen fra forsøgsdyr, der samtidig blev
udsat for piperazin + nitrit, er ligeledes bestemt N,N’-dinitrosopiperazin.
Piperazin selv, men ikke de neutrale salte, reagerer basisk og er yderst irriterende for hud, øjne og
slimhinder. Fra arbejdsmiljøet kendes tilfælde af allergisk hudeksem forårsaget af piperazin.
228
Copyright: www.NIPSECT.dk
Påvirker nervesystemet
Den akutte giftighed ved indtagelse er lille, og mindst for saltene. Den terapeutiske dosis i dyr er 100
mg/ kg og en overdosering på 5 til 8 gange mere giver forgiftningssymptomer i form af
muskelsammentrækninger, udmattelse, opkastning og mindsket fødeindtagelse. Ved sværere
forgiftninger ses kramper, bevidstløshed og i nogle tilfælde dødsfald. Særligt farligt er situationen ved
nedsat nyrefunktion. Symptomerne har fået betegnelsen “orme slingren”. Hos behandlede børn har man
konstateret ændringer i hjernens signaler.
Astma
Erhvervsmæssig udsættelse for piperazin og dets salte har fremkaldt kronisk bronkitis og forsinkede
astma reaktioner hos en stor del af arbejdsstyrken. Latenstiden, før symptomerne fremkommer, kan
variere mellem få måneder til adskillige år, og symptomer genopstår straks efter fornyet udsættelse. Så
lidt som 0,11 ppm piperazin i luften kan provokere anfald af åndenød blandt overfølsomme individer.
Der kan ske en krydssensibilisering med ethylendiamin. Piperazin er på den amerikanske liste over
stoffer, som kan forårsage erhvervsmæssig astma og høfeber. Ligeledes er piperazin optaget på
Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste som både luftvejs- og kontaktallergen. Det bruges som teststof på
hudklinikker.
Kræft?
En svensk undersøgelse af udsatte arbejdere viste en forøget dødelighed af ulykker og karsygdomme,
samt en større sygelighed af lymfekræft. Langtidsdyreforsøg tyder ikke på, at piperazin alene skulle
være kræftfremkaldende. Administreret sammen med nitrit viste der sig et forhøjet antal godartede
lungesvulster. Virkningen formodes at skyldes dannelse af N-nitroso- og N,N’-dinitrosopiperazin, som i
dyreforsøg er klart kræftfremkaldende med næse-, lunge-, spiserørs- og leverkræft. Piperazin afprøvet
alene er ikke aktiv i Ames-testen for mutagen aktivitet, men stoffet er aktivt sammen med nitrit.
Ny på GV-listen
Piperazindihydrochlorid har som det eneste stof i familien været optaget på Arbejdstilsynets
Grænseværdiliste i en årrække og med en relativ høj grænseværdi. Piperazin og dets salte er optaget på
listen fra 2002 med en meget lav grænse på 0,003 ppm (0,1 mg/m3). I Holland anbefales en
grænseværdi på 0,03 ppm for at sikre følsomme individer mod astma, så der er nok en trykfejl i GVListen.
Udvalgt litteratur:
1. Stoutewn JThJ. Health-based recommended occupational exposure limit for piperazine. RA
7/91. Den Haag: Labour Inspectorate, 1992.
2. Lynggaard F, Jensen HÆ. Svær piperazinforgiftning behandlet med hæmodialyse hos patient
med nedsat nyrefunktion. Ugeskr Læger 1982;144:3582-3583.
3. Hagmar L, Bellander T, Bergöö B, Simonsson BG. Piperazine-induced occupational asthma. J
Occup Med 1982;24:193-197.
229
Copyright: www.NIPSECT.dk
PIPERAZIN
H
N
N
H
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexan, diethylendiamin, piperazine (engl). CAS nr. 110-85-0. EU nr. 612-057-00-4. EINECS nr.
203-808-3. UN nr. 2579. RTECS nr. TK7800000. Bruttoformel: C4H10N2. Molvægt: 86,14. Smeltepunkt: 106°C.
Kogepunkt (1 atm): 145°C. Relativ massefylde (20/4°C): 1,07 (vand=1). Damptryk (20°C): 0,17 mm Hg (0,023 kPa).
Relativ damptæthed: 3,0 (luft=1). Flammepunkt: 109°C. Opløselighed i vand (20°C): Opløselig. pKA: 4,19.
3
Brydningsindeks (n20/D): 1,446. LD50(o,r): 1,9 g/kg. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,58 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 0,003 ppm (0,1 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Ætsningsfare (R34),
kan give overfølsomhed ved indånding og ved kontakt med huden (R42/43), skadelig for organismer der lever i vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt
for børn (S1/2), undgå indånding af støv (S22), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
PIPERAZIN, HEXAHYDRAT
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexan hexahydrat, diethylendiamin hexahydrat, anthalazine, piperazine hexahydrate (engl).
CAS nr. 142-63-2. EINECS nr. 203-808-3. RTECS nr. TM0850000. Bruttoformel: C4H22N2O6. Molvægt: 194,23.
Smeltepunkt: 42-44°C. Kogepunkt (1 atm): 145-156°C. Opløselighed i vand: Letopløselig. LD50(o,r): 2,4 g/kg.
3
Grænseværdi (2002): 0,003 ppm (0,1 mg piperazin/m ). Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Ætsende (C).
Risikoangivelse: Ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand
og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj (S36).
PIPERAZINADIPAT
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexanadipat, diethylendiaminadipat, piperazine adipate (engl). CAS nr. 142-88-1. Bruttoformel:
C10H20N2O4. Molvægt: 232,28. Smeltepunkt: 253°C. Opløselighed i vand (20°C): 55,3 g/L. LD50(o,r): 7,9 g/kg.
3
Grænseværdi (2002): 0,003 ppm (0,1 mg piperazin/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige
stoffer.
PIPERAZINCITRAT
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexan citrat, diethylendiamincitrat, piperazine citrate (engl). CAS nr. 144-29-6. Bruttoformel:
C24H46N6O14. Molvægt: 642,68. Smeltepunkt: 182°C. Opløselighed i vand (20°C): Opløselig. LD50(o,r): 11 g/kg.
3
Grænseværdi (2002): 0,003 ppm (0,1 mg piperazin/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige
stoffer.
PIPERAZINDIHYDROCHLORID
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexan dihydrochlorid, Piperaziniumchlorid, diethylendiamin dihydrochlorid, piperazine
dihydrochloride (engl). CAS nr. 142-64-3. EINECS nr. 228-042-7. Bruttoformel: C4H12N2Cl2. Molvægt: 159,06.
3
Smeltepunkt: 83°C. Opløselighed i vand (20°C): Opløselig. Grænseværdi (2002): 0,003 ppm (0,1 mg piperazin/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige stoffer.
PIPERAZINHYDROGENPHOSPHAT
Synonymer: 1,4-Diazocyclohexanhydrogenphosphat, diethylendiaminhydrogenphosphat, piperazine hydrogenphosphate
(engl). CAS nr. 1951-97-9. EINECS nr. 217-775-8. Bruttoformel: C4H15N2O5P. Molvægt: 202,15. Smeltepunkt: >220°C.
3
Opløselighed i vand (20°C): Opløselig. LD50(o,r): 20 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,003 ppm (0,1 mg piperazin/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige stoffer.
230
Copyright: www.NIPSECT.dk
64. N-Methylpyrrolidon
N-Methylpyrrolidon (NMP) er en farveløs, brændbar væske med en noget ubehagelig lugt. NMP er
fuldstændig blandbar med vand og polære organiske opløsningsmidler (f.eks. alkoholer, ketoner,
chloroform og benzen) samt moderat opløseligt i upolære opløsningsmidler som f.eks. hexan.
Nyt opløsningsmiddel
Da NMP har en lav flygtighed og kan opløse både polære og ikke polære stoffer, herunder polymere, er
det et opløsningsmiddel, der vinder større og større udbredelse. Som opløsningsmiddel er det
forholdsvis nyt på det danske marked. Forbruget er steget fra under 1 ton i 1976 til ca. 145 tons i 1991.
Den stigende udbredelse af stoffet kan også ses kan ses af, at der i Produktregisteret i 1989 var
registreret 74 produkter med indhold af NMP. Ved afslutningen af 1991 var dette antal steget til 137
produkter.
I Arbejdstilsynets undersøgelse af opløsningsmidler fra 1985 oplyste 6-10 ud af 664 virksomheder, at
de anvendte NMP. I Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse fandt man i1989 NMP i 40 ud af
9.400 produkter fordelt på 10 brancher. Det er vurderet, at ca. 7.500 personer er udsat for stoffet.
De væsentligste produkttyper, hvori NMP forekommer, er midler til afrensning og afvaskning, maling
og lak, trykfarver, maling- og lakfjernere og graffitti-fjernere. NMP bruges desuden til at ekstrahere
aromatiske stoffer fra smøreolier.
Lille flygtighed
NMP har et højt kogepunkt og et relativt lavt damptryk ved stuetemperatur. Ved stuetemperatur er
mætningskoncentrationen i luft afhængig af luftfugtigheden, således, at jo højere luftfugtighed des
lavere NMP-koncentration. Ved en relativ luftfugtighed på ca. 50 % er mætningskoncentrationen ca.
200 ppm, hvilket svarer til 4 gange grænseværdien for stoffet.
Man vil ved almindeligt arbejde med stoffet sjældent nå op på så høje koncentrationer i
indåndingszonen. I den amerikanske elektronikindustri har man således bestemt koncentrationer på op
til 67 ppm, men i de fleste målinger var koncentrationen af NMP under 2 ppm. I en undersøgelse af
NMP’s toksiske effekter i rotter ved indånding måtte man opvarme stoffet for at kunne opnå en
koncentration på ca. 140 ppm over syv timer i inhalationskamre.
Hudoptageligt
NMP er meget hudgennemtrængeligt, og det kan øge hudoptageligheden af andre stoffer ved samtidig
udsættelse. Det betyder, at man bør undgå al hudkontakt med væskeblandinger indeholdende NMP.
Længere tids kontakt med flydende NMP virker affedtende på huden, og dette kan føre til svag
irritation og rødmen af huden. I den amerikanske elektronikindustri havde adskillige af de arbejdere,
der var udsat for NMP, irritation af huden, specielt på hænderne, hvilket kan tolkes som et resultat af
hudkontakt med NMP.
I kroppen nedbrydes NMP til et gult stof, der udskilles med urin. Derfor kan kraftig gulfarvning af urin
231
Copyright: www.NIPSECT.dk
være tegn på udsættelse for NMP.
Lav akut giftighed
Den akutte giftighed af stoffet er lav ved indtagelse gennem munden og hudkontakt. NMP dampe kan,
specielt hvis luften er tør, give anledning til øjen- og slimhindeirritation. I en amerikansk undersøgelse
fandt man, at 16 ppm NMP i luften føltes umiddelbart ubehageligt.
Få langtidseffekter?
I en række forskellige undersøgelser har man søgt at belyse, hvilke virkninger NMP har på forsøgsdyr
og mennesker. Stoffet er undersøgt i inhalationsundersøgelser med rotter for effekter på nervesystem,
sædceller og adfærd. Disse undersøgelser tyder ikke på, at indånding af stoffet kan give alvorlige
skader. Det samme er tilfældet med andre undersøgelser for effekter på arveanlæg eller allergi. I
Arbejdsmiljøinstituttets arbejdsrapport om nerveskadende stoffer er NMP vurderet til kun at medføre
en ringe risiko for skadevirkninger ved normalt arbejde (SRI 2).
Med hensyn til kræftrisiko, så foreligger der en enkelt inhalationsundersøgelse med rotter, hvor der var
en overhyppighed af kræft. Kvaliteten af undersøgelsen er imidlertid omdiskuteret.
Fosterskader
Der findes udenlandske undersøgelser, hvor NMP i meget høje koncentrationer tilført gennem munden
til rotter og mus fremkaldte testikelskader, fosterskader og fosterdød.
Desuden foreligger der nyere danske undersøgelser med meget høje NMP-koncentrationer (160 ppm) i
luften, hvor der hos rotter er konstateret en svag effekt på fostre i form af nedsat fostervægt og
indlæringsevne. Arbejdsmiljøinstituttet har i rapporten om reproduktionsskadende stoffer vurderet
NMP til mistænkt reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (Gruppe 2M).
Udvalgt litteratur:
1. Åkesson B. Nordic Expert Group for Criteria Documentation of Health Risks from Chemicals.
115. N-Methyl-2-pyrrolidone (NMP). Arbete och Hälsa 1994:40.
2. Fries AS, Hass U, Jakobsen BM, Jelnes JE, Lund SP, Simonsen L. N-Methylpyrrolidons
effekter på fosterudvikling, centralnervesystem, testikler og sæd hos rotter. København:
Arbejdsmiljøfondet, 1992.
3. Wallén M. Methylpyrrolidinone. Health effects of selected chemicals. NORD 1992:6. Side 7589.
N-METHYLPYRROLIDON
CH 3
N
O
Synonymer: N-Methylpyrrolidon, N-methyl-2-pyrrolidon, 1-methyl-2-pyrrolidon, methylpyrrolidinon, NMP, M-pyrol,
butyrolactam, N-methylpyrrolidone (engl). CAS nr. 872-50-4. EU nr. 606-021-00-7. EINECS nr. 212-828-1. RTECS nr.
232
Copyright: www.NIPSECT.dk
UY5790000. Bruttoformel: C5H9NO. Molvægt: 99,13. Frysepunkt: -24°C. Kogepunkt (1 atm): 202°C. Relativ massefylde
(20/4°C): 1,028. Damptryk (25°C): 0,33 mm Hg (0,045 kPa). Damptæthed: 3,4 (luft=1). Flammepunkt (cc): 90°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 270 C. Eksplosionsgrænser i luft: 1-4 vol%. Opløselighed: Fuldstændigt blandbar med
3
vand og en lang række organiske opløsningsmidler. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,12 mg/m . LD50(o,r): 3,9
4h
3
g/kg. LC50(Ihl,r): >1200 ppm. Grænseværdi (2002): 50 ppm (200 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Irriterer øjne og hud (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for
børn (S2), undgå at indånde røgen ved brand eller eksplosion (S41).
65. Isopren
Isopren er en umættet alifatisk carbonhydrid. Det er en forgrenet alkadien afledet af butadien (Fokus
nr. 9) ved substitution af et hydrogen-atom med en methylgruppe.
Meget reaktivt
Isopren er en farveløs, letflygtig og brandbar væske, som er uopløselig i vand, men blandbar med
organiske opløsningsmidler. Det er meget reaktivt og polymeriserer let. Handelsvarer tilsættes derfor
stabilisator.
Naturstof
Isopren er byggesten (monomer) for naturgummi, der er poly-cis-isopren (C5H8)n, og ved ophedning
uden luft nedbrydes naturgummi til isopren. Isopren-“enheder” indgår i et utal af naturstoffer, f.eks.
terpener og cholesterol. Det afgives naturligt fra planter og træer i en global størrelsesorden af 400
millioner tons pr. år. Isopren er et naturligt stofskifteprodukt, og det er en normalt forekommende
carbonhydrid i udåndingsluften fra mennesker. Det er anslået, at vi udånder 2-4 mg isopren per dag.
Isopren er ligeledes konstateret i tobaksrøg. Dette betyder stor mulighed for forekomst i indemiljøet.
Det nedbrydes til formaldehyd (Fokus nr. 10) og methacrolein.
Gummistof
Teknisk fremstilles stoffet hovedsageligt som biprodukt ved cracking af råolie. Den årlige produktion
af isopren i USA var i 1993 omkring 275.000 tons, mens den er mange gange højere i Rusland.
Verdensproduktionen var over 1 million tons.
Det meste polymeriseres eller co-polymeriseres ved hjælp af katalysatorer til kunstgummi
(polyisopren), der benyttes til bildæk, fodtøj og gulvmaterialer. En co-polymer sammen med isobuten
kaldes “butylgummi”. Det har en meget lille gennemtrængelighed for gasser og benyttes f.eks. som
slangeløse dæk. En co-polymer med styren (Fokus nr. 4) bruges til termoplastisk gummi og
klæbemidler m.m.
I USA er det vurderet, at næsten 4.000 arbejdere er udsat for isopren ved produktionsprocesser.
Lille akut giftighed
Isopren optages let ved indånding og kan påvises i blod og organer. Det nedbrydes langsomt i leveren.
Den akutte giftvirkning af isopren ved indånding er meget lille. Ved længerevarende udsættelse er
233
Copyright: www.NIPSECT.dk
giftigheden også begrænset, idet ingen negativ effekt kunne påvises i forsøgsdyr udsat for 6.000 ppm
isopren i en uge eller 1.700 ppm i 2 uger. Mennesker forekommer mere følsomme, idet 60 ppm isopren
i luften virkede irriterende på de øvre luftveje hos frivillige forsøgspersoner.
Beslægtet med kræftstof
Isopren er nært beslægtet med butadien, som er klart kræftfremkaldende. Derfor er isopren blevet
undersøgt i Ames-testen med adskillige stammer af Salmonella bakterier med og uden leverenzymer.
Der kunne imidlertid ikke konstateres en mutagen effekt af stoffet. Muligvis er det for flygtigt til denne
test. I andre undersøgelser med mus, som blev udsat for 7.000 ppm isopren ved indånding, kunne der
konstateres chromosomændringer i celler fra knoglemarv og dannelse af mikrokerner i blodceller.
I nogle nyere forsøg med mus udsat for 7.000 ppm isopren i 6 måneder efterfulgt af 6 måneder uden
udsættelse blev blandt andet observeret en højere dødelighed, effekter på nervesystemet, testikelsvind,
testikelkræft, fosterskader og nedsættelse af frugtbarheden. Allerede ved en udsættelse for 700 ppm i
samme undersøgelse fandt man lever- og mavekræft i hanmus, men ikke i hunmus. Der var ingen
effekter i tilsvarende forsøg med rotter. IARC klassificerede på denne baggrund isopren som muligt
kræftfremkaldende i mennesker (gruppe 2B). Endnu nyere undersøgelser af rotter udsat for tilsvarende
koncentrationer af isopren i 2 år viste en forøget hyppighed af brystkræft og testikelkræft i hanner samt
af brystkræft og hjernekræft hos hunner. Dette understreger kræftklassificeringen.
Ingen grænseværdi
Ved så lav en isopren-koncentration som 70 ppm sås i mus en påvirkning af rygmarven. Dette er meget
bemærkelsesværdigt, da der er tale om et stof, som alle udsættes for fra nedbrydning af de fødevarer, vi
spiser. Det er ligeledes overraskende, at stoffet ikke er optaget på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste og
kun er brandfarligt ifølge Miljøstyrelsens Liste over farlige stoffer.
Udvalgt litteratur:
1. NTP Technical Report on Toxicity Studies of Isoprene. NIH Publication 95-3354. Research
Triangle Park, 1995.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk to Humans. Vol. 60: Some
Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1994.
3. Stabel JR, Pedersen T, Wolkoff P. Isoprens dannelse. Dansk Kemi 1999;80:38-39.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide (Part Three). Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1999.
5. TR-486 Toxicology and Carcinogenesis Studies of Isoprene (CAS no. 78-79-5) in F344 Rats
and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park: National Toxicology Program,
1999.
ISOPREN
CH 3
C
CH 2
CH 2
CH
234
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: 2-Methyl-1,3-butadien, 2-methylbuta-1,3-dien, isopentadien, isoprene (engl). CAS nr. 78-79-5. EU nr. 601-01400-5. EINECS nr. 201-143-3. UN nr. 1218. RTECS nr. NT4037000. Bruttoformel: C5H8. Molvægt: 68,12. Frysepunkt: 149°C. Kogepunkt (1 atm): 34°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,6810 (vand=1). Damptryk (20°C): 495 mm Hg (66 kPa).
o
Relativ damptæthed: 2,35 (luft=1). Flammepunkt: -54°C. Selvantændelsestemperatur: 220 C. Eksplosionsgrænser:
1,5-8,9 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 1 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,30. Brydningsindeks (n20/D): 1,4194.
4h
3
LC50(ihl,r): 64.500 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,79 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx). Risikoangivelser: Yderst brandfarlig (R12), skadelig for
organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra
antændelseskilder – Rygning forbudt (S16), må ikke kommes i kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet
(S33), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Har tilbøjelighed til spontan
polymerisation (D).
66. Chloropren
Chloropren er en umættet alifatisk carbonhydrid indeholdende chlor. Det er afledet af butadien (Fokus
nr. 9) ved substitution af et hydrogen-atom med et chlor-atom. Teknisk fremstilles det enten udfra
butadien eller acetylen.
Reaktivt
Chloropren er en farveløs, letflygtig og brandfarlig væske. Stoffet er meget reaktivt og oxideres let. Da
teknisk chloropren polymeriseres spontant, tilsættes det stabilisator, f.eks. hydroquinon (Fokus nr. 39).
Chloropren er delvist opløseligt i vand og letopløseligt i de fleste organiske opløsningsmidler.
Gummistof
Chloropren anvendes næsten udelukkende som monomer til produktion af polychloropren (neopren), –
en kunstgummi, der indgår som binder i lime og lak. Neopren er meget modstandsdygtigt overfor
vejrliget, olier og kemikalier. Det bruges derfor meget til bildele og til isolering af kabler og ledninger.
Neopren kan indeholde rester af monomeren.
I 1989 blev verdensproduktionen af chloropren anslået til 320.000 tons. Den er formentlig højere nu.
Produktionskapaciteten var 450.000 tons i 1997.
Mange er udsatte
Ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse var der i 1989 et totalforbrug af 300 tons
chloropren i Danmark, og det var hovedsageligt i træ- og møbelindustrien. Der blev anslået 2400
eksponeringer for chloropren, over halvdelen i maler-, tømrer- og snedkerforretninger (branchegruppe
021), men også i skotøjsindustri og bygge/ anlæg. Kortlægningen viste, at stoffet kun forekommer i 10
produkter opført i Produktregistret, og at Arbejdstilsynet har fundet stoffet i enkelte
arbejdspladsmålinger. I USA anslås, at omkring 3000 personer er erhvervsmæssigt udsatte for
chloropren ved produktion og polymerisation.
Hårtab
Chloropren optages let gennem lunger og mave-tarm kanal. Det er desuden meget hudoptageligt, og
235
Copyright: www.NIPSECT.dk
både akut og kronisk forgiftning er konstateret ved denne eksponeringsvej. Det har derfor hudnotation
(“H”) i Arbejdstilsynets Grænseværdiliste. Chloropren virker affedtende på hud og slimhinder.
Tilfælde af hudeksem og øjenskader er konstateret i arbejdsmiljøet. Chloropren har en karakteristisk
virkning på hår, idet det gør det “skørt”, så det let knækker og dermed giver hårtab.
Nerveskadende
I mennesker og i forsøgsdyr resulterer indånding af chloropren i irritation af luftvejene, i alvorlige
tilfælde efterfulgt af åndenød og bevidstløshed. En koncentration på 40 ppm i luften er nok til irritation
i næsen. Længerevarende udsættelse for tilsvarende koncentrationer kan give vægttab hos dyrene. Ved
kraftigere udsættelse er påvist vedvarende skader på lever og nyrer samt påvirkning af immun- og
centralnervesystemet.
I de fleste undersøgelser har indånding af 10 ppm “ren” chloropren ingen målelige effekter, mens der
ved udsættelse for tekniske kvaliteter af chloropren kan påvises skader ved 10-50 gange lavere
koncentrationer.
Arbejdsmiljøinstituttet har klassificeret chloropren som et stof, der medfører stor risiko for varige
og/eller alvorlige skader på nervesystemet, selv ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4). Dette er det
næsthøjeste SRI.
Kræftrisiko
Chloropren ændrer arveanlæg i Salmonella bakterier (Ames-testen) og i bananfluer. I andre korttidstest
er der fremkommet modstridende resultater. Et forøget antal chromosomændringer er påvist i
blodceller fra arbejdere udsat for teknisk chloropren i den russiske gummiindustri. I samme industrier
er også konstateret en forøget hyppighed af lunge- og hudkræft. En anden undersøgelse har påvist en
øget forekomst af lever-, lunge- og lymfekræft.
I betragtning af slægtskabet med butadien og isopren (Fokus nr. 65), er kræftmistanken nærliggende.
Mistanken er bekræftet af nye dyreforsøg offentliggjort i september 1998. I både mus og rotter
resulterede inhalation af 13-80 ppm chloropren gennem 2 år i en øget og dosis-afhængig hyppighed af
diverse kræftformer. I rotter var kræft i mundhulen og i mus var lungekræft og kræft i blodkarrene
typiske. IARC vurderer nu, at chloropren har en mulig kræftfremkaldende virkning i mennesker
(Gruppe 2B).
Reproduktionsskader
Impotens og menstruationsforstyrrelser er sat i forbindelse med erhvervsmæssig udsættelse for
chloropren. I forsøg med mus og rotter havde indånding af chloropren i 2-6 måneder skadelig effekt på
dannelsen af sædceller og forårsagede testikelsvind. Også efter hudkontakt kan chloropren fremkalde
testikelsvind i hanrotter. I hunrotter betød udsættelse for 1 ppm chloropren under drægtigheden en
lavere fødselsvægt hos afkommet, en øget fosterdød og fostermisdannelser.
Chloropren er af Arbejdsmiljøinstituttet vurderet som et reproduktionsskadende stof ved lavt
236
Copyright: www.NIPSECT.dk
dosisniveau (Gruppe 1L), dvs. i den farligste gruppe.
Udvalgt litteratur:
1. Health-based Recommended Occupational Exposure Limit for -Chloroprene. RA 4/93. Den
Haag: Ministry of Social Affairs and Employment, 1993.
2. TR-467 Toxicology and Carcinogenesis Studies of Chloroprene (CAS no. 126-99-8) in F344
Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park: National Toxicology
Program, 1998.
3. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide (part one). Lyon: International
Agency for Research on Cancer, 1999.
CHLOROPREN
Cl
C
CH 2
CH 2
CH
Synonymer: 2-Chlor-1,3-butadien, 2-chlorbuta-1,3-dien, 2-chlorbutadien, -chloropren, neopren, chloroprene (engl). CAS
nr. 126-99-8. EU nr. 602-036-00-8. EINECS nr. 204-818-0. UN nr. 1991. RTECS nr. EI9625000. Bruttoformel: C4H5Cl.
Molvægt: 88,54. Frysepunkt: -130°C. Kogepunkt (1 atm): 59°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,9583 (vand=1).
Damptryk (20°C): 200 mm Hg (26,6 kPa). Relativ damptæthed: 3,06 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 290.000
ppm. Flammepunkt (cc): -20°C. Eksplosionsgrænser: 4-20 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 0,48 g/L.
4h
Fordelingskoefficient (logKow): 2,06. Brydningsindeks (n20/D): 1,4583. LD50(o,r): 0,25 g/kg. LC50(ihl,r): 2.280 ppm.
3
Lugtgrænse: 15 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,62 mg/m . Grænseværdi (2002): 1 ppm LHK (3,6
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), farlig ved indånding og ved indtagelse (R20/22), irriterer øjnene (R36).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), holdes væk fra antændelseskilder – Rygning forbudt (S16),
Anmærkninger: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae). Tilbøjelighed for spontan polymerisation (D).
67. Methylchlorid
Methylchlorid er den simpleste organiske chlorforbindelse, idet forbindelsen er afledet af methan ved
erstatning af et hydrogen-atom med et chlor-atom. Ved normalt tryk og temperatur er methylchlorid
ligesom methan en farveløs og brandfarlig gas. Lugten er etheragtig. Stoffet har begrænset
opløselighed i vand, og det hydrolyseres efterhånden til methanol (Fokus nr. 33). Det er letopløseligt i
eller blandbart med de fleste organiske opløsningsmidler. Det forhandles bl.a. opløst i diethylether
(Fokus nr.45).
Kemisk mellemprodukt
Methylchlorid markedsføres som flydende stof i gasflaske under tryk. Det benyttes især som kemisk
mellemprodukt ved methyleringsreaktioner, hvorved der kan dannes en række teknisk vigtige
forbindelser, så som methylcellulose, methylsiliconer og tetramethylbly. Sidstnævnte forbindelse
bruges som benzinbly, men da blytilsætning til motorbenzin ikke mere er tilladt, har forbindelsen ikke
så stor betydning mere. Methylcellulose benyttes som fortykningsmiddel i malinger. Methylchlorid
benyttes også som blæsemiddel ved fremstilling af skumplast af polystyren, og det har tidligere været
anvendt som kølevæske i køleskabe.
237
Copyright: www.NIPSECT.dk
Naturstof
Methylchlorid produceres naturligt af mikroorganismer i enorme mængder i havvand. Det er anslået, at
mellem 1 og 8 millioner tons methylchlorid årligt afgives fra verdenshavene og udsendes til
atmosfæren. Methylchlorid dannes og afgives desuden fra forbrændingsprocesser. Selvom opholdstiden
af methylchlorid i atmosfæren pga. større reaktivitet er langt mindre end for CFC-forbindelser (Fokus
nr. 25), så betyder den enorme udsendelsesmængde, at methylchlorid leverer chlor-atomer til
nedbrydningen af ozonlaget i stratosfæren.
Methylchlorid fremstilles teknisk udfra methanol (Fokus nr. 33) og hydrogenchlorid. I 1982 var
produktionen i USA omkring 300.000 tons, og det blev anslået, at 41.000 arbejdere blev udsat for
stoffet. I Danmark anvendes methylchlorid kun i få produkter. I øvrigt findes der ikke så mange
oplysninger udover, at importen af stoffet sammen med det beslægtede stof ethylchlorid i årene 19741984 var 300-400 tons.
Methylgruppedonor
Da der er tale om en gas, er kun eksponering via indånding relevant for arbejdsmiljøet. Methylchlorid
optages let gennem lungerne, men en meget stor del udåndes igen i uændret form. Der er en meget stor,
genetisk betinget, individuel forskel i evnen til at omsætte methylchlorid i kroppen, idet 60 % af
befolkningen er hurtige og 40 % er langsomme “omsættere”. Stoffet og dets metabolitter koncentreres
især i lever og nyrer. Methylchlorid reagerer med (methylerer) bl.a. svovlholdige (-SH) proteiner og
enzymer. Blandt metabolitterne forekommer formaldehyd (Fokus nr. 10) og salte af myresyre (Fokus
nr. 71).
Dødsfald
Methylchlorid har en relativt lav akut giftvirkning ved indånding og blev i begyndelsen af århundredet
benyttet som bedøvelsesmiddel, indtil mere ugiftige midler fremkom. Især i årene 1940 til 1960 er der i
USA forekommet en række alvorlige forgiftningstilfælde, inklusive dødsfald, efter udslip af
methylchlorid fra hjemmefrysere.
Tågesyn
Lettere forgiftningssymptomer minder om beruselse med ubalance, desorientering og vaklende gang.
Hovedpine, forvirring, svimmelhed, følelsesløshed og tågesyn er iagttaget ved gentagen
erhvervsmæssig udsættelse for lidt under 300 ppm methylchlorid. Effekten på synet kommer lidt
forsinket og kan holde sig i flere måneder.
Hjerneskader
Ved længere tids udsættelse for 300 ppm er der i dyreforsøg forekommet vand i lungerne. Ligeledes er
der ved 1000 ppm i mus konstateret skader på lever, nyrer og hjernevæv. I hanrotter ses de tidligste
effekter på testiklerne. Der er forskelle i følsomhed både mellem dyreart og køn. Mus er mere
følsomme overfor methylchlorids skadevirkninger end rotter, og hanner er mest følsomme.
238
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer methylchlorid som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller
alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet (SRI 4), dvs. næsthøjeste
klasse.
Kræftstof
Methylchlorid er mutagent i Ames-testen med Salmonella bakterier, og det er desuden aktivt i flere
andre korttidstest. Endvidere er reparation af skadet DNA nedsat i dyr udsat for methylchlorid.
I et langtidsforsøg med mus fremkaldte 1000 ppm methylchlorid forskellige typer nyresvulster i
handyrene. I et tilsvarende forsøg med rotter var der ingen effekt. I betragtning af, at methylchlorid
omdanner arveanlæg og er kræftfremkaldende i mus, bør det omgås med varsomhed. Methylchlorid er
optaget på Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer.
Fostermisdannelser
I forsøgsdyr var methylchlorid også reproduktionsskadende. Udsættelse for 500-1500 ppm nedsatte
frugtbarheden både hos hanner og hunner. Testikler hos hanner svinder ind, og antallet af modnede æg
hos hunner falder. Desuden forekommer fosterskader, bl.a. nogle karakteristiske misdannelser af
hjertet. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer på den baggrund methylchlorid som mistænkt
reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (gruppe 2M).
Grænseværdien høj
De mange skadevirkninger methylchlorid kan forårsage og kræftrisikoen antyder, at den nuværende
grænseværdi på 50 ppm er for høj, og den blev i 1996 varslet nedsat til 10 ppm. Den er nu i år 2000
fastsat til 25 ppm.
Udvalgt litteratur:
1. Per Lundberg. NEG and DECOS Basis for an Occupational Standard. Methyl Chloride. Arbete
och Hälsa 1992:27.
2. IARC Monographs on the Evaluation of the Carcinogenic Risk to Humans. Vol. 41: Some
Halogenated Hydrocarbons and Pesticide Exposures. Lyon: International Agency for Research
on Cancer, 1986.
3. Toxicological Profile for Chloromethane. Atlanta GA: ATSDR, 1990.
METHYLCHLORID
Synonymer: Chlormethan, monochlormethan, methyl chloride (engl), chloromethane (engl). CAS nr. 74-87-3. EU nr. 602001-00-7. EINECS nr. 200-817-4. RTECS nr. PA6300000. UN nr. 1063. Formel: CH3Cl. Molvægt: 50,49. Frysepunkt: 98°C. Kogepunkt (1 atm): -24°C. Massefylde (-25°C): 0,991. Damptryk (20°C): 3.800 mm Hg (507 kPa). Relativ
6
damptæthed: 1,8 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 5,3 x 10 ppm. Flammepunkt (cc): -45°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 632 C. Eksplosionsgrænser: 8,1-17,4 vol%. Opløselighed i vand (25°C): 5,3 g/L.
7h
Fordelingskoefficient (logKow): 0,91. LC50(ihl,m): 3.146 ppm. Lugtgrænse: 10 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm):
3
3
1 ppm = 2,064 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (50 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig
239
Copyright: www.NIPSECT.dk
(Fx), sundhedsskadelig (Xn), Carc3. Risikoangivelser: Yderst brandfarlig (R12), mulighed for varig skade på helbred (R40),
farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding (R48/20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder –
rygning forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
68. Cycloalkaner
Cycloalkaner (cycloparaffiner, naphthener) er en gruppe ringformede, mættede carbonhydrider
(“kulbrinter”). Den vigtigste er cyclohexan, som er opbygget af en seksleddet ring. Ringen tegnes ofte
som en flad benzenring uden dobbeltbindinger, men ringen er i virkeligheden ikke flad, men formet
som en “stol” (se formlerne i “rammen”).
Cycloalkaner forekommer i varierende mængde i råolie og kan isoleres herfra ved fraktioneret
destillation. Cyclohexan kan også fremstilles teknisk ved hydrogenering af benzen (Fokus nr. 1).
Opløsningsmidler
Cyclopentan, cyclohexan og cycloheptan er farveløse og meget brandfarlige væsker. De højere
cycloalkaner er faste stoffer, mens cyclopropan og cyclobutan er eksplosive gasser, der forhandles på
trykflasker. Disse to stoffer er meget reaktive pga. stor ringspænding. Alle cycloalkanerne er
uopløselige i vand, men opløselige i organiske opløsningsmidler. Cyclohexan er et vigtigt
opløsningsmiddel for maling, lak, fedtstoffer, olier, voks og harpiks samt malingfjerner. Cyclopropan
og cyclobutan har været brugt som bedøvelsesmiddel. Cyclopentan er en bestanddel af det sammensatte
opløsningsmiddel petroleumsether. Cyclopentan og methylcyclopentan er laboratoriereagenser, der
bl.a. bruges til fremstilling af vigtige lægemidler og ekstraktion af aromastoffer. Methylcyclohexan
bruges bl.a. som opløsningsmiddel for celluloseethere. Cyclopentan har fået stigende betydning som
kølemedium i stedet for CFC-12 (Fokus nr. 25).
Råstof til nylon
Verdensproduktionen af cyclohexan er mellem 2 og 3 millioner tons, og det er blandt de 50
mængdemæssigt vigtigste kemikalier. Det bruges hovedsageligt som råstof ved fremstilling af
adipinsyre og caprolactam, som igen er råstoffer for fremstilling af nylon 66 og nylon 6. Nylonfibre
bruges især til beklædning, gulvtæpper og tovværk. Cyclohexan er ligeledes udgangsstof for
produktion af cyclohexanol (Fokus nr. 76) og cyclohexanon (Fokus nr. 58). I 1999 var forbruget i
Danmark af cyclohexan 11 tons, mens der blev brugt 300 tons af de øvrige cycloalkaner.
I jern- og metalindustrien
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets database (ATABAS) blev der i årene 1983-87 foretaget 49
arbejdspladsmålinger af cyclohexan og 28 målinger af methylcyclohexan. Sumgrænseværdierne var
overskredet i omkring 18 % af målingerne. Cyclohexan findes kun i meget få produkter registreret i
Produktregistret, men ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse var der i 1989 omkring
1800 eksponeringer for stoffet. Det var især i branchegruppe 012 (jern- og metalfremstilling) og
branchegruppe 053 (kemiske råstoffer, produkter, gummi).
240
Copyright: www.NIPSECT.dk
Optages let
Cyclohexan optages meget let igennem lungerne, men ca. 10% udåndes igen. Det vigtigste
omdannelsesprodukt er cyclohexanol, som udskilles med urinen. Det optages også let gennem huden,
dog mindre end n-hexan, men mere end f.eks. styren. Der foreligger ikke oplysninger om optagelsen af
de andre cycloalkaner.
Cycloalkanerne virker affedtende og er derfor irriterende på huden. Irritationsvirkningen vokser med
molvægten for cycloalkanen. Cyclohexan virker mere hudirriterende end benzen og toluen, men mindre
end xylen. Udsættelse for 300 ppm cyclohexan som damp virker irriterende på øjne og slimhinder.
Bedøvende
Cycloalkanerne har en lav akut giftighed, men indånding af meget høje koncentrationer (>5.000 ppm)
kan virke bedøvende på forsøgsdyr. Forgiftningssymptomer for cycloalkaner er uspecifikke, f.eks. med
usikker gang, rystelser, øget åndingsfrekvens og spytdannelse samt evt. kramper. Man skal derudover
være opmærksom på, at der har vist sig en meget lille forskel mellem den koncentration af cyclohexan
(og andre cycloalkaner), som virker bedøvende og den dødelige koncentration. Det er lidt lumsk!
Arbejdsmiljøinstituttet klassificerer cyclohexan som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger på
nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 3), og cyclopentan som et stof, der medfører en ringe risiko for
skadevirkninger ved normalt arbejde (SRI 2).
Forgiftninger
I forsøgsdyr inducerer høje koncentrationer cyclohexan leverenzymer og forårsager mikroskopiske
forandringer i lever og nyrer. Gentagen udsættelse for cyclohexan kan i hanrotter forårsage alvorlige
nyreskader.
Erhvervsmæssig udsættelse for cyclohexan har angiveligt resulteret i effekter på blodet, men disse
effekter kan formentlig tilskrives samtidig udsættelse for benzen. Der er ellers ikke i arbejdsmiljøet
registreret forgiftninger med cycloalkaner. Dette kan også hænge sammen med, at stofferne, bortset fra
cyclohexan, sjældent anvendes i ren form, men oftest forekommer i blanding med andre
opløsningsmidler.
Ikke genskadende
Cyclohexan er afprøvet og inaktiv i Ames-testen og forskellige andre korttidstest for skader på
arveanlæg, og det har ingen sandsynlige langtidseffekter udover den generelle effekt af
opløsningsmidler på nervesystemet, der er baggrunden for, at grænseværdien for cyclohexan i 1996
blev nedsat fra 200 ppm til 50 ppm.
Udvalgt litteratur:
1. Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents. 2 Ed. Snyder R (ed). Vol 1:
241
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hydrocarbons. Amsterdam: Elsevier, 1987.
CYCLOHEXAN
Synonymer: Cykloheksan, hexamethylen, hexanaphthen, hexahydrobenzen, cyclohexane (engl). CAS nr. 110-82-7. EU nr.
601-017-00-1. EINECS nr. 203-80-2. RTECS nr. GU6300000. UN nr. 1145. Bruttoformel: C6H12. Molvægt: 84,16.
Frysepunkt: 6°C. Kogepunkt (1 atm): 81°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7786 (vand=1). Damptryk (25°C): 98 mm Hg
(13,1 kPa). Relativ damptæthed: 2,9 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 130.000 ppm. Relativ
o
fordampningshastighed: 7,36 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): -18°C.Selvantændelsestemperatur: 260 C.
Eksplosionsgrænser: 1,3-8,4 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 55 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,44.
1h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4266. LD50(o,r): >6 g/kg. LC50(ihl,rbt): 26.600 ppm. Lugtgrænse: 25 ppm.
3
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,44 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (172 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11),
irriterer huden (R38), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R51/53), farlig: Kan give lungeskade ved indtagelse (R65), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), Emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9),
holdes væk fra antændelseskilder - Rygning forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), dette materiale
og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61), ved indtagelse undgå at fremprovokere opkastning: kontakt omgående læge og vis
denne beholder eller etiket (S62).
METHYLCYCLOHEXAN
CH 3
CH 3
Synonymer: Metylcykloheksan, hexahydrotoluen, cyclohexylmethan, methylcyclohexane (engl). CAS nr. 108-87-2. EU nr.
601-018-00-7. EINECS nr. 203-624-3. UN nr. 2296. RTECS nr. GV6125000. Bruttoformel: C7H14. Molvægt: 98,19.
Frysepunkt: -126°C. Kogepunkt (1 atm): 101°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7694 (vand=1). Damptryk (25°C): 43 mm
Hg (5,73 kPa). Relativ damptæthed: 3,39 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 61.000 ppm. Flammepunkt (oc): -6°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 258 C. Eksplosionsgrænser: 1,2-6,7 vol%. Opløselighed i vand (20°C): 14 mg/L.
Brydningsindeks (n20/D): 1,4231. LD50(o,r): 4,5 g/kg. LC50(ihl,r): 10.000 ppm. Lugtgrænse: 630 ppm. Omregningsfaktor
3
3
(25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,02 mg/m . Grænseværdi (2002): 200 ppm (805 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Meget brandfarlig (F), sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), irriterer huden
(R38), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53), farlig: Kan
give lungeskade ved indtagelse (R65), dampe kan give sløvhed og svimmelhed (R67). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), Emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder Rygning forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61), ved indtagelse undgå at fremprovokere opkastning: kontakt omgående læge og vis
denne beholder eller etiket (S62).
CYCLOPROPAN
Synonymer: Cyklopropan, trimethylen, cyclopropane (engl). CAS nr. 75-19-4. EU nr. 601-016-00-6. EINECS nr. 200-847-8.
RTECS nr. GZ0690000. UN nr. 1027. Bruttoformel: C3H6. Molvægt: 42,08. Frysepunkt: -127°C. Kogepunkt (1 atm): <1h
33°C. Relativ massefylde (-40/4°C): 0,689 (vand=1). Relativ damptæthed: 1,45 (luft=1). LC50(ihl,m): 18.000 ppm.
3
Omregningsfaktor (25°C, 1 atm.): 1 ppm = 1,72 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning
(2002): Yderst brandfarlig (Fx) Risikoangivelse: Yderst brandfarlig (R12). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt
for børn (S2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – Rygning
forbudt (S16), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
242
Copyright: www.NIPSECT.dk
CYCLOBUTAN
Synonymer: Cyklobutan, tetramethylen, cyclobutane (engl). CAS nr. 287-23-0. UN nr. 2601. Bruttoformel: C4H8. Molvægt:
56,12. Frysepunkt: -50°C. Kogepunkt (1 atm): 12°C. Relativ massefylde (5/4°C): 0,720 (vand=1). Relativ damptæthed:
1,93 (luft=1). Flammepunkt (cc): <10°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4260. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,30
3
mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
CYCLOPENTAN
Synonymer: Cyklopentan, C-pentan, pentamethylen, cyclopentane (engl). CAS nr. 287-92-3. EU nr. 601-030-00-2. EINECS
nr. 206-016-6. RTECS nr. GY2390000. UN nr. 1146. Bruttoformel: C5H10. Molvægt: 70,14. Frysepunkt: -94°C.
Kogepunkt (1 atm): 49°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,7454 (vand=1). Damptryk (20°C): 400 mm Hg (53,3 kPa).
Relativ damptæthed: 2,42 (luft=1). Mætningskoncentration (25°C): 423.000 ppm. Flammepunkt (cc): -37°C.
o
Selvantændelsestemperatur: 361 C. Eksplosionsgrænser: 1,1-8,7 vol%. Brydningsindeks (n20/D): 1,4065.
3
Fordelingskoefficient (logKow): 3,0. LC50(ihl,m): 38.000 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 2,87 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 300 ppm (850 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget brandfarlig (F).
Risikoangivelser: Meget brandfarlig (R11), skadelig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R52/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), emballagen skal
opbevares på et godt ventileret sted (S9), holdes væk fra antændelseskilder – Rygning forbudt (S16), må ikke kommes i
kloakafløb (S29), træf foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61) .
METHYLCYCLOPENTAN
CH 3
Synonymer: Metylcyklopentan, cyclopentylmethan, methylcyclopentane (engl). CAS nr. 96-37-7. EINECS nr. 202-50-32.
RTECS nr. GY4640000. Bruttoformel: C6H12. Molvægt: 84,16. Frysepunkt: -142°C. Kogepunkt (1 atm): 72°C. Relativ
massefylde (20/4°C): 0,7486 (vand=1). Damptryk (18°C): 100 mm Hg (13,3 kPa). Relativ damptæthed: 2,90 (luft=1).
3
Flammepunkt (cc): -29°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4097. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 3,44 mg/m .
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Yderst brandfarlig (Fx). Risikoangivelse:
Meget brandfarlig (R11). Sikkerhedsforskrifter: Holdes væk fra antændelseskilder – rygning forbudt (S16), træf
foranstaltninger mod statisk elektricitet (S33).
CYCLOHEPTAN
Synonymer: Cykloheptan, heptamethylen, Suberane, cycloheptane (engl). CAS nr. 291-64-5. EINECS nr. 206-030-2.
RTECS nr. GU3140000. UN nr. 2241. Bruttoformel: C7H14. Molvægt: 98,19. Frysepunkt: -12°C. Kogepunkt (1 atm):
118°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8098 (vand=1). Relativ damptæthed: 3,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): 15°C.
3
Brydningsindeks (n20/D): 1,4436. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1 ppm = 4,02 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Meget brandfarlig (F). Risikoangivelse: Meget brandfarlig (R11).
Sikkerhedsforskrifter: Holdes væk fra antændelseskilder – Rygning forbudt (S16), undgå indånding af dampe (S23), undgå
243
Copyright: www.NIPSECT.dk
kontakt med huden og øjnene (S24/25).
CYCLOOCTAN
Synonymer: Cyklooktan, octamethylen, cyclooctane (engl). CAS nr. 292-64-8. EINECS nr. 2060318. Bruttoformel: C8H16.
Molvægt: 112,22. Frysepunkt: 15°C. Kogepunkt (1 atm): 149°C. Relativ massefylde (20/4°C): 0,8349 (vand=1).
Flammepunkt (cc): 30°C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4586. Lugtgrænse: 0,78 ppm. Omregningsfaktor (25°C, 1 atm): 1
3
ppm = 4,59 mg/m . Grænseværdi (2002): ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige stoffer.
Risikoangivelse (Fluka 1993/94): Brandfarlig (R10).
69. Cresoler
Cresol er trivialnavn for methylphenol. Der findes tre isomere methylphenoler, og handelsvaren, der
ofte kaldes cresylsyre, indeholder en blanding af de tre isomere (20 % o-cresol, 40 % m-cresol, 30 % pcresol) samt små mængder phenol (Fokus nr. 30), dimethylphenoler (xylenoler) og trimethylphenoler
som urenheder. Fra handelsvaren kan de rene isomere stoffer isoleres ved destillation og behandling
med svovlsyre.
Cresolerne er enten lavt smeltende, krystallinske stoffer eller olier med en stærk phenol-agtigt lugt. De
er alle brændbare og opløselige i både vand, alkohol, ether og acetone. Cresoler er ligesom phenol en
svag syre, der danner salte.
Til desinfektion
Cresoler bruges i sig selv som desinfektionsmidler, men vigtigere er anvendelsen som råstof ved
fremstilling af mange teknisk vigtige stoffer og produkter. Heriblandt duftstoffer, farver, blæk,
sprængstoffer, pesticider, smøreolier og sprængstoffer. En voksende mængde cresoler anvendes til
fremstilling af epoxy-derivater, som fx anvendes til integrerede kredsløb i computer “chips". Et vigtigt
produkt af cresoler er desuden tricresylphosphater, der anvendes som stabilisatorer og
flammehæmmere i plastprodukter, hydrauliske væsker og olier. Et andet vigtigt afledt stof er
antioxidanten BHT (2,6-di-tert-butyl-p-cresol), der bl.a. anvendes i fødevarer.
Cresylsyre er tidligere blevet anvendt som træbeskyttelsesmiddel., og cresoler forekommer som
bestanddel i creosot udvundet fra trætjære - et klassisk træbeskyttelsesmiddel, som nu er forbudt.
Naturlig forekomst
Cresolderivater findes naturligt bl.a. i påskeliljer, i jasminolie og i egetræ. Stofferne findes desuden i
råolie, stenkulstjære, cigaret røg og forbrændingsgasser. Cresoler er blevet påvist i små koncentrationer
i en række fødevarer og drikkevarer, såsom tomater, kogte asparges, stegt kylling, oste, rødvin, whisky
og kaffe. o-Cresol er en metabolit af toluen, og bestemmelse i urin benyttes til biologisk monitering af
toluen udsættelse.
Cresoler udvindes teknisk ved destillation af stenkulstjære. I 1984 blev verdensproduktionen af cresoler
anslået til omkring 220.000 tons. Siden da faldt produktionen til omkring 70.000 tons i 1990.
244
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ifølge Danmarks Statistik svingede nettoimporten af cresoler og deres salte til Danmark mellem 10 og
152 tons i årene 1992-94. Arbejdsmiljøinstituttets Kemikalieforbrugsundersøgelse oplyser, at der i
1989 blev brugt 10 tons cresoler i 18 produkter, og at der var 5.100 eksponeringer for stofferne, hvoraf
de fleste var i jern- og metalindustrien. Udfra en opgørelse fra 1990 fandtes cresoler i 44 ud af 27.800
produkter registreret i Produktregistret.
Hudskader
Cresoler har lave damptryk og er derfor ikke særligt flygtige. I arbejdsmiljøet vil cresol-dampe derfor
ikke være hyppigt forekommende, og der er ingen luftmålinger af stofferne registreret af
Arbejdstilsynet. Hududsættelse vil være det almindelige for cresoler.
Cresoler virker kraftigt irriterende på hud og øjne, og ved indtagelse gennem munden kan der opstå
forbrændinger af mund og hals. Specielt isomeren p-cresol har en kraftig evne til at affarve hår.
Dødelige forgiftninger
Den akutte giftvirkning er betydelig og stort set ens for de tre isomere cresoler. De optages let i giftige
mængder gennem hud, lunger og mave-tarm kanalen. De optages endnu lettere gennem huden end
phenol. Der er i den forbindelse beskrevet en sørgelig episode, hvor et barn fik 20 ml af en cresolopløsning i ansigtet. Efter 5 minutters forløb blev barnet bevidstløs, og det døde, inden der var forløbet
4 timer.
Der kendes desuden en række eksempler på alvorlige og dødelige forgiftninger i arbejdsmiljøet. De er
igen oftest resultatet af hudkontakt, og nyrerne er det første indre organ, som sættes ud af spillet.
Blodets nedbrydes ligeledes.
Et eksempel: En arbejder, som faldt i en tank med cresylsyre, fik forbrændinger på 15% af kroppen.
Efter 3 dage stoppede hans vandladning og efter 9 dage gik han i koma og dagen efter døde han af
hjertestop.
Langtidsvirkninger
Undersøgelser med dyr har også vist, at udsættelse for cresoler over længere tid kan forårsage kroniske
skader på lever og nyrer. Langtidsudsættelse for cresoler påvirker ligeledes nervesystemet.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer cresoler som stoffer, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død
eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Der kendes også virkninger på den hunlige forplantningsevne forårsaget af cresoler. I
arbejdsmiljøundersøgelser og i dyreforsøg er konstateret en forlænget menstruationscyklus og skader
på livmoder og æggestokke.
Allergifremkaldende
Cresolerne er optaget på Arbejdsmiljøinstitutets Allergenliste som både luftvejs- og kontaktallergener.
245
Copyright: www.NIPSECT.dk
Nogle mennesker er overfølsomme overfor cresoler, så en meget lille udsættelse kan være farlig. Det
gælder bl.a. personer med nyrer, der ikke fungerer optimalt.
Fremmer kræftudvikling
Cresoler er giftige for bakterier, og den hyppigt anvendte Ames-test med Salmonella- bakterier er
derfor ikke velegnet til at undersøge den mulige skadevirkning på arveanlæg. En sådan skadevirkning
er nærliggende, idet både o- og p-cresol fremkalder chromosomafvigelser i dyrkede cellesystemer.
Cresoler synes ikke i sig selv at være kræftfremkaldende, men de kan forstærke udviklingen af
kræftknuder fremkaldt af det kræftfremkaldende benzo[a]pyren og lignende PAH-komponenter.
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 168. Cresols. Geneva: WHO, 1995.
o-CRESOL
OH
CH 3
Synonymer: 2-Methylphenol, 2-metylfenol, 2-hydroxytoluen, o-toluol, o-kresol, o-cresol (engl). CAS nr. 95-48-7. EU nr. 604o
004-00-9. EINECS nr. 215-293-2. RTECS nr. 604-004-00-9. Bruttoformel: C7H8O. Molvægt: 108,13. Smeltepunkt: 31 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm): 191 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,0465 (vand=1). Damptryk (25 C): 0,24 mm Hg (0,032 Pa).
o
o
Relativ damptæthed: 3,72 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 568 ppm. Flammepunkt (cc): 81 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 598 C. Opløselighed i vand (25 C): 26 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,40.
o
Brydningsindeks (n21/D): 1,5453. LD50(o,r): 0,121 g/kg. Lugtgrænse: 0,3 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm =
3
3
4,42 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser:
Giftig ved hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
m-CRESOL
OH
CH 3
Synonymer: 3-Methylphenol, 3-hydroxytoluen, m-toluol, m-kresol, m-cresol (engl). CAS nr. 108-39-4. EU nr. 604-004-00-9.
o
EINECS nr. 215-293-2. RTECS nr. OG6125000. Bruttoformel: C7H8O. Molvægt: 108,13. Smeltepunkt: 12 C. Kogepunkt
o
o
o
(1 atm): 203 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,0336 (vand=1). Damptryk (20 C): 0,143 mm Hg (0,019 kPa). Relativ
o
o
damptæthed: 3,72 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 234 ppm. Flammepunkt (cc): 86 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 558 C. Opløselighed i vand (20 C): 23 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,37.
o
Brydningsindeks (n21/D): 1,5398. LD50(o,r): 0,242 g/kg. Lugtgrænse: 0,00028 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1
3
3
ppm = 4,42 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm H (22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under
lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er
muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
246
Copyright: www.NIPSECT.dk
p-CRESOL
OH
CH 3
Synonymer: 4-Methylphenol, 4-hydroxytoluen, p-kresol, p-cresol (engl). CAS nr. 106-44-5. EU nr. 604-004-00-9. EINECS
o
nr. 215-293-2. RTECS nr. OG6475000. Bruttoformel: C7H8O.Molvægt: 108,13. Smeltepunkt: 35 C. Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
202 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,0341 (vand=1). Damptryk (20 C): 0,13 mm Hg (0,017 kPa). Relativ damptæthed:
o
o
o
3,72 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 213 ppm. Flammepunkt (cc): 86 C. Selvantændelsestemperatur: 558 C.
o
Opløselighed i vand (20 C): 22 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,35. Brydningsindeks (n21/D): 1,5395. LD50(o,r):
o
3
0,207 g/kg. Lugtgrænse: 0,001 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,42 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm
3
H (22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), ætsende (C). Risikoangivelser: Giftig ved hudkontakt og ved
indtagelse (R24/25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug
særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CRESOLER (blanding)
Synonymer: Methylphenol, hydroxytoluen, kresol, cresylsyre, cresol (engl). CAS nr. 1319-77-3. EU nr. 604-004-00-9.
o
EINECS nr. 215-293-2. RTECS nr. OG5950000. Bruttoformel: C7H8O. Molvægt: 108,13. Frysepunkt: 11-36 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm.): 191-203 C. Relativ massefylde (25/25 C): 1,030-1,038 (vand=1). Damptryk (20 C): 0,04 mm Hg
o
o
(0,005 kPa). Relativ damptæthed: 3,72 (luft=1). Flammepunkt (cc): 44 C. Opløselighed i vand (40 C): 24 g/L.
o
3
Brydningsindeks (n31/D): 1,5353. LD50(o,r): 1,45 g/kg. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,42 mg/m . Grænse3
værdi (2002): 5 ppm H (22 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), ætsende (C). Risikoangivelser: Giftig
ved hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
70. Methyl-tert-butylether
Methyl-tert-butylether (MTBE) tilhører stofgruppen ethere. Det er en farveløs, letflygtig og brandbar
væske med en karakteristisk, skarp lugt. Stoffet er opløseligt i vand, alkoholer og andre
opløsningsmidler.
Tilsætning til benzin
I de senere år har MTBE fået meget stor betydning som tilsætning til blyfri motorbenzin. Stoffet øger
benzins octantal og mindsker derved motorbankning. Samtidig virker det som "oxygenator", idet det
forbedrer forbrændingen, så der udsendes mindre forureninger med udstødningen, bl.a. mindre af
carbonmonoxid (Fokus nr. 79), benzen (Fokus nr. 1) og "smog" dannende stoffer. Siden 1990 har der i
dele af USA været krav om tilsætning af oxygenator til motorbenzin. I staten Californien, hvor
luftforureningen fra biler er særlig slem, er der ligefrem en lovgivning, som fra sommeren 1996
forlangte, at motorbenzin indeholder mindst 2 vægt % oxygenator, hvad der i praksis svarer til omkring
247
Copyright: www.NIPSECT.dk
11 vol. % MTBE.
MTBE er også i brug i lægevidenskaben, idet det kan opløse galdesten ved indsprøjtning i galdeblæren
eller galdegangen.
Drikkevandet i fare
Den store udbredelse af motorbenzin i samfundet betyder en stor risiko for betydelig afdampning af
MTBE fra tankstationer, spild på jorden eller udsivning fra utætte tanke. MTBE er svært nedbrydeligt i
jord, og det bindes ikke i væsentligt omfang til jordpartiklerne. Da det samtidigt er vandopløseligt, er
der fare for nedsivning til grundvandet. Man har målt en nedsivningshastighed på ½-1 m/år. Stoffet
øger også opløseligheden i grundvandet af benzin (50 gange) og andre organiske stoffer. I USA er flere
vandboringer lukket pga. forurening med MTBE. I en undersøgelse fra 1993-94 af grundvand fra 8
byområder i forskellige stater i USA var chloroform (Fokus nr. 20) og MTBE de oftest fundne
forureninger. I storbyen Denver i Colorado blev MTBE fundet i 79 % af grundvandsprøverne. MTBE
kan smages i vandet ved så lav koncentration som 0,7 mg/L.
Stor produktion
MTBE fremstilles udfra isobutylen og methanol (Fokus nr. 33). Der har været en dramatisk
produktionsstigning i de seneste 15 år. I USA i 1980 var produktionen 500.000 tons, mens den i 1995
var steget til over 8 millioner tons, og den stiger fortsat. MTBE er efterhånden blevet det næstmest producerede kemikalie i USA. Der er ingen gode produktionsopgørelser fra lande udenfor USA, men der
er opført mange nye produktionsanlæg, og vi har en betydelig produktionsstigning til gode. Den
globale årsproduktion er formentlig i år 2000 omkring 30 millioner tons. Det danske forbrug af MTBE
i 1999 er anslået til 20.000 tons.
Mange udsatte
Da motorbenzin er et af de mest udbredte produkter i samfundet, vil der være mulighed for udsættelse
for MTBE for store dele af befolkningen og i mange erhverv. Mest udsat vil være chauffører,
automekanikere, garagepersonale og personale i olieindustrien og på tankstationer. En lidt ældre
vurdering fra USA konkluderer, at 6.000 arbejdere var væsentligt udsat i 1981-83 ved 614
virksomheder. Men siden da er produktionen af MTBE mere end tidoblet, og stoffet blevet meget mere
udbredt. Et skøn fra 1997 siger 1,4 millioner arbejdere er udsat. Under benzinpåfyldning på et køretøj
vil man typisk være udsat for 10 ppm MTBE i nogle minutter.
Der er så vidt vides ikke foretaget målinger af MTBE i arbejdsmiljøet herhjemme, og Arbejdstilsynet
har p.t. ingen grænseværdi fastsat for MTBE. En grænseværdi på 40 ppm er netop varslet af
Arbejdstilsynet på baggrund af data fra USA. I Sverige har man en grænseværdi på 50 ppm.
Optages let
MTBE optages let gennem lunger og mave-tarm kanal, og hudoptagelsen er 20-40%. Stoffet kan kun
påvises i blodet i meget kort tid. Et af omdannelsesprodukterne er det relativt stabile tert-butylalkohol
(Fokus nr. 53), som kan måles i blodet i længere tid og dermed bruges til at karakterisere personers
248
Copyright: www.NIPSECT.dk
udsættelse for MTBE. Andre omdannelsesprodukter er formaldehyd (Fokus nr. 10) og myresyre (Fokus
nr. 71), som udskilles med urinen. I kroppen forekommer den største koncentration af MTBE i nyrerne.
Lav giftighed
Den akutte giftighed af MTBE i forsøgsdyr er så lille, at det ikke skal klassificeres som
sundhedsskadeligt. Dette betyder imidlertid ikke, at stoffet er harmløst. Det kan, som andre
opløsningsmidler, påvirke nervesystemet. Der er bl.a. forekommet klager over hovedpine, kvalme, og
svimmelhed fra personer udsat for dampe fra blyfri benzin med tilsat MTBE. Effekterne skyldes nok
ikke alene MTBE, idet kliniske undersøgelser har vist, at luftkoncentrationer af MTBE på op til 50 ppm
ikke gav væsentlige bivirkninger. Meget høje eksponeringer (>1000 ppm MTBE) i luften over en
periode kan resultere i forgiftninger i forsøgsdyr, herunder i drægtige dyr og deres afkom. Effekterne er
øget levervægt, blodændringer, nyrepåvirkning og halsbetændelse.
Kommer stoffet på hud eller slimhinder kan det virke affedtende, og det er dermed mildt irriterende.
Der er intet, som tyder på, at MTBE skulle være allergifremkaldende. MTBE har heller ikke vist sig
mutagent afprøvet i diverse testsystemer, heriblandt Ames-testen med Salmonella typhimurium
bakterier.
Kræftfremkaldende
Da to af de vigtigste stofskifteprodukter af MTBE er tert-butylalkohol og formaldehyd, som begge er
kræftfremkaldende, er det nærliggende at mistænke MTBE for det samme. Den amerikanske
miljøstyrelse klassificerer da også MTBE som et muligt kræftfremkaldende stof i mennesker. Dette
skyldtes, at langtidsforsøg har afsløret en øget hyppighed af godartede leversvulster i hunmus, som blev
udsat for 8000 ppm MTBE i luften og af nyrekræft (og andre nyreskader) hos hanrotter, der indåndede
>3000 ppm MTBE. Effekten i hanrotter svarer til den, man ser efter udsættelse for andre stoffer med
forgrenede carbonhydridkæder, såsom tert-butylalkohol og isophoron (Fokus nr. 43). Denne
mekanisme er unik for hanrotter, så kræftrisikoen for mennesker er formentlig begrænset. På den anden
side tyder andre og nyere dyreforsøg på, at MTBE kan fremkalde testikelkræft i hanrotter og
lymfekræft i hunrotter ved tilførsel af stoffet gennem munden. Imidlertid har IARC nyligt gennemgået
og kritiseret de foreliggende undersøgelser og vurderet, at der ikke er belæg for at klassificere MTBE
som kræftfremkaldende (Gruppe 3).
I USA er for MTBE beregnet et “minimal risiko niveau” ved indånding på 0,7 ppm og ved indtagelse
på 0,3 mg/kg/dag.
Andre familiemedlemmer
Der er andre beslægtede ethere, der bruges til samme formål som MTBE, bl.a. den analoge
ethylforbindelse, ethyl-tert-butylether (ETBE). Disse alternative er ikke så velundersøgte, men bruges i
større og større omfang, fordi MTBE har fået et dårligt ry og bl.a. er på Miljøstyrelsens Liste over
uønskede stoffer. ETBE er ikke undersøgt så godt, men de foreliggende undersøgelser tyder på at
stoffet stort set har samme giftighed som MTBE. Det er dog lidt mindre flygtigt og vandopløseligt, så
eksponeringsrisikoen er lidt mindre.
249
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Søderlund E, Elvestad K. Methyl tertiary butyl ether (CAS 1634-04-0). Health effects of selected
chemicals - Volume 2. NORD 1993:29:137-164.
2. Wibowa AAE. DECOS and NEG basis for an occupational standard. Methyl-tert-butyl ether.
Arbete och Hälsa, 1994:22.
3. Toxicological Profile for Methyl t-Butyl Ether. Atlanta GA: ATSDR, 1996.
4. IPCS Environmental Health Criteria 206. Methyl tertiary-Butyl Ether. Geneva: WHO, 1998.
5. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 73: Some Chemicals
that Cause Tumours of the Kidney or Urinary Bladder in Rodents and Some Other Substances.
Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1999.
6. Medinsky MA, Wolf DC, Cattley RC, Wong B, Janszen DB, Farris GM, Wright GA, Bond JA.
Effects of a Thirteen-week Inhalation Exposure to Ethyl tertiary Butyl Ether on Fischer-344 Rats
and CD-1 Mice. Toxicol Sci 1999;51:108-118.
7. Toxicological Evaluation and Limit Values for Methyl Tertiary-butyl ether (MTBE),
Formaldehyde, Glutaraldehyde and Furfural. Miljøprojekt No. 511. København: Miljøstyrelsen,
1999.
METHYL-tert-BUTYLETHER
Synonymer: MTBE, 2-methoxy-2-methylpropan, tert-butylmethylether, methyl-1,1-dimethylethylether, methyl-t-butylether,
metyl-tert-butylæter, methyl tert-butyl ether (engl). CAS nr. 1634-04-4. EINECS nr. 216-653-1. RTECS nr. KN5250000. UN
o
nr. 2398. Bruttoformel: C5H12O. Strukturformel: CH3OC(CH3)3. Molvægt: 88,15. Frysepunkt: -109 C. Kogepunkt (1
o
o
o
atm): 55 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,7405 (vand=1). Damptryk (25 C): 245 mm Hg (32,6 kPa). Relativ
o
o
damptæthed: 3,1 (luft=1). Antændelsestemperatur: 224 C. Flammepunkt (cc): -28 C. Eksplosionsgrænser: 1,65-8,4
o
vol%. Opløselighed i vand (20 C): 50 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,24. Brydningsindeks (n20/D): 1,3690.
4h
o
3
LD50(o,r): 3 g/kg. LC50(ihl,r): 24.000 ppm. Lugtgrænse: 1 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 3,61 mg/m .
Grænseværdi (varslet 1996): 40 ppm. Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
ETHYL-tert-BUTYLETHER
Synonymer: ETBE, 2-ethoxy-2-methylpropan, tert-butylethylether, ethyl-1,1-dimethylethylether, 2-methyl-2-ethoxypropan,
ethyl-t-butylether, ethyl tert-butyl ether (engl). CAS nr. 637-92-3. EINECS nr. 211-309-7. RTECS nr. KN4730200. UN
o
nr.1993. Bruttoformel: C6H14O. Strukturformel: CH3CH2OC(CH3)3. Molvægt: 102,18. Frysepunkt: -94 C. Kogepunkt (1
o
o
o
atm): 71 C. Relativ massefylde (25/4 C): 0,7519 (vand=1). Damptryk (25 C): 124 mm Hg (16 kPa). Flammepunkt (cc): o
o
19 C. Opløselighed i vand (20 C): 12 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 1,92. Brydningsindeks (n20/D): 1,3756.
Grænseværdi (2002): ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
71. Myresyre
Myresyre er den simpleste organiske syre. Det er en farveløs, rygende (vandsugende) væske med en
skarp og gennemtrængende lugt.
Myresyre er et brandbart og et meget flygtigt stof. Fordampningshastigheden er dobbelt så stor som for
referencestoffet butylacetat (Fokus nr. 61). Dampene er tungere end luft, og kan danne eksplosive
blandinger med luft (18-57 vol % af 90 % opløsning). Myresyre reagerer nærmest eksplosivt sammen
med oxiderende (iltende) stoffer.
250
Copyright: www.NIPSECT.dk
Mere sur end eddikesyre
Myresyre er blandbar med vand, ethanol, methanol, ethylacetat og ether. Det er letopløseligt i acetone
og opløseligt i aromatiske carbonhydrider, men mindre i alifatiske carbonhydrider. Den vandige
opløsning reagerer surt, og myresyre er en ti gange stærkere syre (pKA = 3,75) end eddikesyre (pKA =
4,76). Lugttærskel i vand er 1.700 ppm.
I sommeren 1996 blev myresyre kendt i offentligheden, fordi mellem 1 og10 liter myresyre ved en fejl i
en kontraventil kom til at forurene drikkevandet i Nykøbing Falster. De18.000 beboere oplevede at
vandet stank!
Naturstof
Myresyre er et normalt stofskifteprodukt i mennesker og dyr. Det er desuden en bestanddel af bi-,
hvepse-, bille- og myre ”gift”. Myresyre blev opdaget i 1671 af en engelsk kemiker, som
dampdestillerede en portion myrer. Resultatet var en eddikelignende væske, der kunne korrodere
metaller.
Myresyre er et oxidationsprodukt af formaldehyd (Fokus nr. 10) og et stofskifteprodukt af methanol
(Fokus nr. 33) og MTBE (Fokus nr. 70). Desuden dannes myresyre ved atmosfærekemiske processer. I
luften i by og på land i Danmark er målt gennemsnit på 0,3-0,4 ppb.
Teknisk fremstilles myresyre hovedsageligt som biprodukt ved oxidation af carbonhydrider til
eddikesyre. I 1980’erne var forbruget i USA omkring 30.000 tons, og omkring 150.000 var
erhvervsmæssigt udsatte for myresyre.
Konserveringsmiddel
En af myresyres anvendelser er som konserveringsstof for at forhindre mugdannelse i ensilage.
Myresyre kan også bruges som konserveringsmiddel og aromastof i fødevarer og dyremad, men det er
ikke mere på den danske Positivliste.
Myresyre har også anvendelser til tekstilfarvning og i læderindustrien (bl.a. til at fjerne hår på huder),
og det bruges desuden i afkalkningsprodukter og malingfjernere.
Myresyre bruges i kemiske analyser, og det er et vigtigt basiskemikalie til fremstilling af salte, estere
og amider. Myresyre og dets salte er vigtige kemikalier med en nettoindførsel til Danmark på 5.490
tons i 1994 og 8.800 tons i 1999.
Kraftigt irriterende og ætsende
Myresyre er primært et stærkt irriterende stof for hud, øjne og slimhinder. Det virker, som stærkere
syre, mere irriterende end eddikesyre. På huden kan myresyre forårsage anden grads forbrændinger
efter få minutters kontakt. Børn, der ved en fejltagelse kom til at indtage et afkalkningsprodukt med 75
% myresyre, fik alvorlige ætsninger i mund og spiserør.
251
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udsættelse for myresyredampe i en koncentration på mere end 14 ppm virker meget irriterende, endda
mere irriterende end samme koncentration af formaldehyd-dampe. Rindende øjne, løbende næse, hoste,
blisters og ondt i halsen er symptomer, som kan opstå ved udsættelse for forskellige koncentrationer af
myresyre. I en tekstilfabrik klagede arbejdere udsat for 15 ppm over kvalme.
Øjenskader
Myresyre er den metabolit af methanol, som menes at være årsag til, at methanol kan fremkalde
blindhed. Der foreligger dyreforsøg, som tyder på, at udsættelse for myresyre i store doser kan påvirke
nethinden og synsnerven.
Flydende myresyre, i koncentrationer på fra 10 % og opefter, i direkte kontakt med øjets hornhinde
giver umiddelbart et uklart syn, som bedrer sig efterhånden, men vedvarende skader på øjet kan
ligeledes forekomme.
Allergi for myresyre ses sjældent, men kan forekomme blandt personer, som i forvejen er
overfølsomme overfor formaldehyd.
Sundhedsskadeligt
Den akutte giftighed, administreret som 1,5 % opløsning gennem munden til rotter, svarer til kriteriet
for et sundhedsskadeligt stof. Myresyre optages let gennem lungerne og trænger let gennem huden. Det
nedbrydes i leveren til carbondioxid og vand. Denne nedbrydning er langsommere i mennesker end i
rotter, hvad der indikerer, at myresyre er farligere for mennesker.
I arbejdsmiljøet er der beskrevet alvorlige akutte forgiftninger med myresyre. En arbejder, der ved et
uheld blev tilsprøjtet med myresyre, udviklede alvorlig åndenød og synkebesvær, og han døde i løbet af
6 timer. Personer med hjerte-kar sygdom er generelt særligt modtagelige overfor myresyrens virkning,
fordi carbonmonoxid (Fokus nr. 79) er en metabolit af myresyre, og dette stof nedsætter blodets
bæreevne for oxygen (ilt).
Der er også beskrevet et eksempel på, at en 18-årig pige ved en fejltagelse drak 2-300 ml koncentreret
myresyre og døde 2½ time senere.
Genskadende
Enkelte undersøgelser har vist en mutagen effekt af myresyre, fx fremkalder stoffet søster chromatid
bytning (SCE) og er mutagent i bananfluer. Der er imidlertid ikke beskrevet alvorlige
langtidsvirkninger af myresyre, som fx organskader eller kræft.
I dyreforsøg kunne der ikke demonstreres effekter på rotter, der var udsat i to år for 0,2-0,4 % myresyre
i drikkevandet (nul-effekt-niveau). Den dobbelte koncentration af myresyre mindskede imidlertid
væksten hos unge rotter. Ved indånding er nul-effekt-niveauet 32 ppm baseret på næseirritation.
Som vejledende grænseværdi for indeklimaet er 0,2 ppm foreslået.
252
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Formic acid and Derivatives. Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology. Fourth Ed., Vol.
11. New York: John Wiley, 1991-96.
2. Nielsen GD, Hansen LF, Nexø BA, Poulsen OM. Indoor air guideline levels for formic, acetic,
propionic and butyric acid. Indoor Air 1998;Suppl 5: 8-24.
MYRESYRE
Synonymer: Methansyre, formic acid (engl). Salte og estere af myresyre hedder formiater. CAS nr. 64-18-6. EU nr. 607001-00-0. EINECS nr. 200-579-1. RTECS nr. LQ4900000. UN nr. 1779. Formler: CH2O2, HCOOH. Molvægt: 46,03.
o
o
o
o
Frysepunkt: 8,4 C. Kogepunkt (1 atm): 101 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,22 (vand=1). Damptryk (20 C): 35 mm Hg
o
(4,7 kPa). Relativ damptæthed: 1,59 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 57.000 ppm. Relativ
o
o
fordampningshastighed: 2,1 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 69 C. Opløselighed i vand (20 C): Blandbar.
Fordelingskoefficient (logKow): -0,54. Biokoncentrationsfaktor (BCF): 0,22. Brydningsindeks (nD/20): 1,3714. LD50(o,r):
o
3
1,21 g/kg (1,5% opløsning). pKa (20 C): 3,75. Lugtgrænse: 28 ppm. ADI: 0-3 mg/kg lgv. B-værdi : 0,003 mg/m .
o
3
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 1,8 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm (9 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Alvorlig ætsningsfare (R35). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under
lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
72. Limonen
Limonen hører til naturstofgruppen, terpener. Limonen er en ringformet forbindelse, som forekommer i
2 spejlbilledisomere former. Den syntetiske blanding af de to former kaldes også dipenten. d-Formen
forekommer naturligt som bestanddel af æteriske olier udvundet af skallen af citrusfrugter og som en
bestanddel af vegetabilsk terpentin udvundet af fyrretræ. Små mængder d-limonen findes også i
krydderier såsom dild, bergamot og mynte. l-Formen er mindre almindelig, og mindre biologisk aktiv.
Miljøvenligt opløsningsmiddel?
Limonen er en farveløs og brandbar væske med en kraftig duft af citron (d-form) eller appelsin (lform). Stoffet oxideres (iltes) let af luften, hvorved væsken bliver gullig. Limonen er uopløseligt i
vand, men opløseligt i organiske opløsningsmidler.
Limonen udvindes af citrusolier i citron- og appelsinaffald fra produktionen af juice. Da limonen
stammer fra naturlige råstoffer, markedsføres det som et alternativt “miljøvenligt” opløsningsmiddel
(konc. 5-30 %) til rengøring af trykvalser, fortyndingsmiddel i maling og affedtningsmiddel til
printplader. I nogle laboratorier har det erstattet xylen (Fokus nr. 28), og hvor der ikke er brandfare,
kan det også erstatte chlorholdige opløsningsmidler.
Limonen i meget små koncentrationer bruges desuden som parfume- og aromastof i fx. håndsæbe,
vaskemidler, tyggegummi, drikkevarer og levnedsmidler. Stoffet hæmmer desuden bakterie-, virus- og
svampevækst, og kan bl.a. forhindre dannelse af det svampegiften aflatoxin.
253
Copyright: www.NIPSECT.dk
Den daglige indtagelse af limonen med kosten er i USA anslået til 2,5 mg/kg kropsvægt. Indtagelsen
er nok lidt mindre i Danmark. I appelsinsaft er koncentrationen af limonen omkring 100 mg/L.
Stort forbrug
Den årlige verdensproduktionen er blevet angivet til 36.000 tons, men alene i staten Florida i USA
produceredes årligt over 15.000 tons limonen i begyndelsen af 1990’erne. Til sammenligning er den
årlige udsendelse til atmosfæren af naturlige terpener fra grantræer og lignende blevet anslået til ca.
500 millioner tons.
I en opgørelse fra 1992 var årsforbruget af limonen i Sverige næsten 2000 tons, og limonen blev brugt i
mere end 50 produkter, især blandt maling og lakker. Forbruget i Danmark er ukendt.
Selvom limonen ikke er særligt flygtigt kan der i arbejdsmiljøsituationer forekomme meget høje
luftkoncentrationer. Koncentrationer af limonen på op til 400 mg/m3 er målt ved højtryksspuling med
en 7 % opløsning af limonen. Ved affedtningsprocesser på et amerikansk flyværksted blev imidlertid
målt over 600 mg limonen/m3 i arbejdernes åndingszone. Mere almindelige
arbejdsmiljøkoncentrationer er 10-30 mg/m3. Der er ingen officiel dansk grænseværdi for limonen i
arbejdsluften, men kun en tentativ værdi på 417 mg/m3. I USA er blevet foreslået en grænseværdi på
166 mg/m3.
Forekomsten af limonen i det danske arbejdsmiljø er ukendt, men det må antages, at stoffet har fået
stigende betydning de senere år. Koncentrationen af limonen i indeklimaet er i udlandet målt til 40
g/m3, i udeluften til 2 g/m3 og i menneskers udåndingsluft til 20 g/m3. Limonen hører til gruppen af
“flygtige organiske forbindelser” (VOC) og kan ved reaktion med NOx danne luftforurening med ozon
og smog.
Letoptageligt
Limonen optages hurtigt og effektivt både igennem hud, lunger og mave-tarm kanal.
Hudgennemtrængeligheden illustreres af, at d-limonen bruges i medicinen til at øge lægemidlers
gennemtrængen af huden.
Det har ligeledes en stor opløselighed i blod og fedtvæv. Opholdstiden i kroppen er dog normalt kort,
idet halveringstiden er under et døgn. Stoffet udskilles afhængigt af dyrearten i form af mange
forskellige metabolitter.
Lav giftighed
Den akutte giftighed af limonen efter en enkelt tilførsel af stoffet til rotter og mus er meget lille, og
limonen opfylder derfor ikke kriterierne for at blive klassificeret som sundhedsfarligt. Den meste viden
om limonens skadevirkninger kommer fra forsøg med dyr. Der foreligger imidlertid et enkelt forsøg
med fem frivillige personer, som indtog 20 gram limonen gennem munden og derefter fik diarré med
smertefulde opkastninger. I et andet tilfælde, hvor otte forsøgspersoner i et eksponeringskammer
254
Copyright: www.NIPSECT.dk
indåndede op til 450 mg limonen/m3 luft i to timer, var der tilsyneladende ingen effekter.
Limonen påvirker en række enzymer i leveren hos forsøgsdyr, hvad der kan forårsage forskydninger i
stofomsætningen i kroppen. I nogle dyreforsøg har man bl.a. konstateret, at limonen nedsætter
koncentrationen af cholesterol i lever og blod. Dette kan betragtes som en gavnlig effekt, da et højt
cholesterol-niveau er sat i forbindelse med øges risiko for hjerte-kar sygdom. Limonen har en gavnlig
virkning på galdesystemet og direkte indsprøjtet kan det opløse galdesten.
Allergi
Limonen opløser fedtstofferne i hud og slimhinder, og kontakt kan derfor forårsage forbigående tør og
irriteret hud og øjne. Allerede i 1930’erne anså man limonen som hovedårsag til hudeksem fra arbejde
med citrusfrugter. Det er ikke klart, om limonen i al almindelighed forårsager kontaktallergi. Nogle
undersøgelser tyder på det, andre ikke. Limonen, fx. brugt som fortyndingsmiddel i maling, har
forårsaget kontaktallergi hos følsomme personer. Arbejdsmiljøinstituttet rubricerer limonen som et
kontaktallergen på sin Allergenliste.
Årsagen til de forskellige resultater kan være, at det er oxidationsprodukter af limonen, og ikke
limonen selv, som er aktive. I nogle tilfælde kan limonen faktisk bruges til at forhindre, at andre
stoffer, fx. kanelaldehyd, forårsager kontaktallergi. Dette bruges bl.a. i parfumeindustrien.
I praksis vil anvendelse af limonen let kunne fremkalde kontaktallergi, fordi stoffet så hurtigt oxideres
og dermed ikke er rent.
Nyrekræft i hanrotter
Limonen er undersøgt i en række testsystemer, men synes ikke at skade arveanlæg. Fostre skades kun
ved doser, der også skader moderdyret.
Langtidsforsøg med rotter, der fik tilført 150 mg limonen dagligt med foderet, resulterede i en øget
forekomst af nyrekræft hos hanrotterne. En sådan kræftforekomst kunne ikke konstateres hos hunrotter
og mus, som blev udsat for en langt højere dosis af limonen. Specifikt hos hanrotter bindes en stor del
af det optagne limonen til nyreproteinet 2u-globulin. Dette er baggrunden for disse dyrs ekstreme
følsomhed overfor limonens skadelige effekter. Det er ikke særlig sandsynligt, at limonen skulle have
en kræftfremkaldende effekt i mennesker, snarere tværtimod. En række andre kemikalier har en
lignende effekt på nyrerne i hanrotter, bl.a. perchlorethylen (Fokus nr. 6), isophoron (Fokus nr. 43) og
methylisobutylketon (Fokus nr. 22).
I andre dyreforsøg har limonen direkte haft en anti-carcinogen effekt, idet effekten af kendte
kræftstoffer, som fx. nitrosaminer, er blevet mindsket ved samtidig administration af limonen, og
stoffet har ligefrem kunnet få brystsvulster til at forsvinde på mus.
Udvalgt litteratur:
1. Karlberg A-T, Lindell B. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 107. Limonen.
255
Copyright: www.NIPSECT.dk
Arbete och Hälsa 1993:14.
2. Josefsson C. Limonene. I: Health effects of selected chemicals - Volume 2. NORD1993:29.
København: Nordisk Ministerråd, 1993.
3. Hard GC, Whysner J. Risk assessment of d-Limonene: An example of male rat-specific renal
tumorigens. Crit Rev Toxicol 1994;24:231-254.
4. Von Burg R. Toxicology Update. Limonene. J Appl Toxicol 1995;15:495-499.
LIMONEN
CH
CH
3
H
3
CH
2
Synonymer: dl-Limonen, dipenten, p-mentha-1,8-dien, 1,8(9)-p-mentandien, 1-methyl-4-(1-methylethenyl)cyclohexen, 1methyl-4-isopropenyl-1-cyclohexen, carven, cinen, cajeputen, dl-limonene (engl). CAS nr. 138-86-3 (dl-blanding), 5989-27-5
(d-form), 5989-54-8 (l-form). EU nr. 601-029-00-17. EINECS nr. 205-341-0 (dl-), 227-813-5 (d-), 227-813-6 (l-).
o
o
o
Bruttoformel: C10H16. Molvægt: 136,23. Frysepunkt: -75 C. Kogepunkt (1 atm): 176 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
o
0,8402 (vand=1). Damptryk (20 C): 1,5 mm Hg (0,19 kPa). Relativ damptæthed: 4,7 (luft=1). Flammepunkt (cc): 48 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 236 C. Opløselighed i vand (25 C): 14 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,23.
o
Brydningsindeks (n21/D): 1,4743. LD50(o,r): 5 g/kg. Lugtgrænse: 1 ppb. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 5,56
3
3
mg/m . Grænseværdi (tentativ 2002): 75 ppm (417 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi),
miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), irriterer huden (R38), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden
(R43), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24), brug egnede
beskyttelseshandsker under arbejdet (S37), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
73. Nitrogenoxider
Nitrogenoxider (“kvælstofilter”) er en række gasser, der består at de to atomer: nitrogen og oxygen,
hvoraf N2O (dinitrogenoxid), NO (nitrogenoxid) og NO2 (nitrogendioxid) er de vigtigste. Nitrøse gasser
(NOx) er en “populær” samlebetegnelse for nitrogenoxider.
Ved stuetemperatur er nitrogendioxid er en orangebrun gas med en skarp lugt, mens de to andre
nitrogenoxider er farveløse og næsten uden lugt. Nitrogendioxid reagerer med vand og omdannes til
salpetersyre og salpetersyrling. De to andre nævnte oxider er ikke reaktive og kun meget lidt opløselige i
vand.
Der findes derudover nogle andre nitrogenoxider, som forekommer i meget små koncentrationer, men
spiller en rolle i atmosfæreprocesser, bl.a. nitrogentrioxid (NO3), dinitrogentrioxid (N2O3),
dinitrogentetraoxid (N2O4) og dinitrogenpentaoxid (N2O5).
Luftforurening
Forureningen med nitrogenoxider er altid relevant. Vi udsættes alle for disse luftforureninger inde og
ude, både i fritiden og på arbejdspladsen. Forklaringen er, at disse gasser dannes ved de fleste
forbrændingsprocesser (begunstiget af høj flammetemperatur), ved lynudladninger og derudover ved
256
Copyright: www.NIPSECT.dk
utallige naturlige omdannelsesprocesser. De naturlige dannelser af nitrogenoxider er langt større
(>90x106 tons N/år) end de menneskeskabte fra brug af brændsler (11x106 tons N/år).
Den totale årlige NOx-emission i Danmark fra energiforbruget blev i 1992 estimeret til 285.000 tons,
heraf halvdelen fra trafikken, der således er en af de betydeligste forurenere med NOx.
Udstødningsgasser
Forholdet mellem nitrogenoxiderne i udstødningsgasserne afhænger bl.a. af forbrændingsbetingelserne.
Normalt udsendes overvejende NO (>90 %), men dette stof omdannes hurtigt til NO2 af sollyset og ozon.
Gennemsnitskoncentrationen af NO2 i udeluften i Københavnsområdet er typisk under 0,03 ppm, men
kan nogen gange i kortere tid snige sig op over 0,1 ppm. Koncentrationerne er lavest om sommeren. I øde
landområder er koncentrationerne gerne 1/10 af de typiske københavnske værdier. Nitrogendioxid indgår
i atmosfæreprocesserne, som danner fotokemisk smog.
Indeklima og gasbrændere
Gas brænder ved en relativ høj temperatur og danner relativt meget nitrogendioxid. Anvendelse af
gasovne og -komfurer i boliger uden ordentlig ventilation, er en vigtig kilde til forhøjede niveauer af
NO2 i indeklimaet. Indendørs koncentrationer af NO2 i danske køkkener med gaskomfurer er bestemt til
at være 4-5 gange højere end i udeluften i tæt trafikeret bymiljø.
Da tobaksrøg også indeholder nitrogenoxider, kan rygning også belaste indeklimaet med disse stoffer.
Rygere indånder omkring 500 g NOx per cigaret, det meste i form af NO.
Ishockeyhaller
Der har i de senere år i flere lande været episoder, hvor ishockeyspillere, personale og tilskuere til
ishockeykampe er blevet utilpasse fra udsættelse for NO2 udsendt af en flaskegasdreven motor på den
maskine, som lægger ny overfladeis på banen. Luftforureninger på 1-3 ppm NO2 er målt i sådanne haller
flere dage efter, maskinen havde lavet isen.
Nitrogendioxid i silogas
En klassisk nitrogendioxid udsættelse i arbejdsmiljøet er fra “silo-gas”, dannet ved mikrobiologiske
processer i friskfyldte siloer med ensilage. Denne gas kan indeholde NO2-niveauer på 200-2000 ppm.
Gennem årene er der rundt om i verden sket en del alvorlige forgiftninger i landbruget med silo-gas. Der
er ligefrem et navn på forgiftningen: “silo-filler’s disease”.
En række andre erhverv kan også indebære kraftig udsættelse for nitrogenoxider bl.a. arbejde ved
fremstilling af salpetersyre og nitratholdig kunstgødning, desuden svejsere og chauffører, garagearbejdere
og minearbejdere, der er udsat for dieseludstødning fra køretøjer og maskiner. Nitrogendioxid kan
ligeledes udvikles ved brand i kunstgødningslagre.
257
Copyright: www.NIPSECT.dk
Lattergas
Dinitrogenoxid (N2O) bruges som bedøvelsesmiddel under betegnelsen “lattergas”, f.eks. hos tandlæger
og på hospitaler, og stoffet bruges som drivgas til at frembringe flødeskum fra dåse. Dinitrogenoxid
dannes imidlertid også naturligt af mikroorganismer i jord og vand. I USA regner man med at mere end
100.000 tandlæger og klinikpersonale direkte er udsat for lattergas. I sommeren 2000 kom der
oplysninger frem om, at der var et stort spild af stoffet fra hospitalers utætte anlæg på operationsstuer.
Det er meget lidt reaktivt og har en lang levetid i atmosfæren. Det er både en drivhusgas og kan
nedbryde stratosfærens ozonlag, idet det i stratosfæren omdannes til NO, som reagerer med ozon.
Nedsat frugtbarhed
Dinitrogenoxid er ikke særligt giftigt og vil kun være et sundhedsmæssigt problem i de høje
koncentrationer, som benyttes ved anæstesi (67% eller mere end 600.000 ppm), eller som kan
forekomme ved misbrug som rusgift, hvorved dødsfald er konstateret, - også i Danmark.
Ved utætheder i udstyret eller ved bronkoskopi kan der i operationsstuer uden tilstrækkelig ventilation
forekomme koncentrationer af N2O på 1000 ppm eller mere - eller mere end 20 gange over
grænseværdien. Ved længerevarende udsættelse for sådanne og højere koncentrationer er der blandt
personalet konstateret nedsat frugtbarhed, spontane aborter og nerve-, nyre- og leversygdom.
Dinitrogenoxid kan i høje koncentrationer forrykke kroppens balance med vitamin B12 og folinsyre.
Denne effekt kan måske forklare stoffets skadevirkninger på knoglemarv og nervesystem.
Dyreforsøg har bekræftet, at et sådant koncentrationsniveau kan føre til forøget fosterdød.
Arbejdsmiljøinstituttet vurderer dinitrogenoxid som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau
(Gruppe 1M).
Optages i kroppen
Den eneste eksponeringsvej for nitrogenoxider er indånding. Hvor meget af den indåndede mængde,
der optages i kroppen, afhænger af, om kroppen er i hvile eller i fysisk aktivitet. Ved indånding af
nitrogenoxid og nitrogendioxid optages 80-90% i lungerne ved hvile og mere end 90% under hård fysisk
aktivitet. Hos astmatikere er optagelsen dog kun 73% i hvile. Stoffet omdannes og transporteres rundt i
kroppen som nitrat og nitrit.
NO2 er meget giftigt
Nitrogendioxid er den mest giftige af nitrogenoxiderne og den, opmærksomheden normalt drejer sig
om. Stoffet virker irriterende på luftvejene. Selv i meget små koncentrationer kan stoffet påvirke
lungefunktionen hos dyr og mennesker. NO er ikke særligt skadeligt i sig selv, og det dannes naturligt i
kroppen af enzymer. Det bindes ligesom oxygen og carbonmonoxid til jernholdige proteiner. I lungerne
kan NO imidlertid oxideres til NO2, så helt harmløst vil det ikke altid være, men der skal 10-100 gange
mere til, før der sker skader.
258
Copyright: www.NIPSECT.dk
Lungeskader
Når nitrogendioxid kommer i kontakt med slimhinder, har det en vandsugende effekt under dannelse af
ætsende syrer. Denne reaktivitet betyder, at stoffet kan have alvorlige lokale effekter på luftvejene. Få
minutters indånding af omkring 250 ppm NO2 er dødeligt for mennesker. En forgiftning med NO2 er
lumsk. Dampene fremkalder en kortvarig irritation med hoste og åndenød, som fortager sig, når personen
hurtigt kommer ud i frisk luft. Efter 6-12 timers næsten symptomfri latensperiode, bortset fra lidt træthed
og hovedpine, kan et dødeligt forløbende lungeødem imidlertid udvikle sig.
Forgiftningsulykker
Zink og en række andre metaller samt savsmuld reagerer med salpetersyre under udvikling af bl.a. de
brune nitrogendioxid dampe. Den første danske dødeligt forløbende forgiftning med nitrogenoxid blev
beskrevet i 1946. En dame ville rense et gulv med salpetersyre og hældte 1 liter koncentreret salpetersyre
i en galvaniseret (forzinket) gulvspand med varmt vand. De brune dampe udviklede sig, og de fik
yderligere næring, da hun forsøgte at stoppe udviklingen af gassen ved at fylde aviser i spanden. Hun
døde 3 dage senere efter at have gennemgået ovennævnte symptomer.
Et lidt nyere eksempel er den tragiske Carlsberg-ulykke fra 1968, hvor 3 arbejdere blev fanget i en
elevator. For at spare tid hældte de en dunk salpetersyre op i en galvaniseret spand i den tro, at det var
sæbe. Der udviklede sig hurtigt rødbrune dampe inde i elevatoren. I løbet af nogle få minutter blev de
reddet ud. De var ikke medtagne og havde kun let irritationshoste. I løbet af aftenen fik de alle tre
tiltagende åndenød og blev 6-8 timer efter ulykken indlagt på hospital. To af dem døde indenfor et døgn
trods intensiv lægebehandling. Heldigvis bruges nu om dage mest gulvspande af plast!
Salpetersyre bruges i nogle tilfælde som afkalkningsmiddel. Ved sammenblanding af salpetersyre og
rengøringsmidler med hypochlorit dannes der både nitrogendioxid og chlor - en endnu giftigere blanding.
Sådanne ulykker er der også eksempler på fra det danske arbejdsmiljø.
Nedsat lungefunktion og immunsystem
Hos forsøgspersoner kan brystsmerter konstateres allerede efter en kortvarig udsættelse for 2-5 ppm NO2.
Videre er en begyndende nedbrydning af lungevævet og en øget modtagelighed overfor lungeinfektioner,
konstateret hos arbejdere udsat over længere tid for fra 0,4 ppm NO2. Påvirkningen af immunsystemet er
bekræftet i forsøg med dyr.
Personer med bronkitis eller astma er mere følsomme og kan påvirkes af kortvarige koncentrationer fra
0,1 ppm NO2. Undersøgelser viser videre en øget sygelighed i luftvejene hos børn, der i længere tid har
været udsat for lave NO2-niveauer (< 0,03 ppm) stammende fra gasfyring og gasblus i køkkener.
Andre langtidseffekter
Selvom den vigtigste effekt af NO2 er på luftvejene, skal man ikke underkende, at det kan have andre
langtidseffekter. Ved langtidsudsættelse af forsøgsdyr er konstateret påvirkninger på blodet, leveren,
nyrerne og fosterudvikling ved NO2-koncentrationer lidt højere end dem, der giver lungeeffekter.
259
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synergi
Samtidig tilstedeværelse af andre luftforureninger såsom svovldioxid og ozon kan øge skadevirkningen af
nitrogenoxider på en synergistisk måde, og tilførsel af antioxidanter, vitamin C og/eller vitamin E kan
have en beskyttende virkning mod lungeskader forårsaget af nitrogendioxid.
Skader arveanlæg
Nitrogendioxid er mutagen i Ames-testen med Salmonella-bakterier samt i flere andre korttids
testsystemer, men ikke i alle. I dyreforsøg kan stoffet virke forstærkende på kræftudvikling forårsaget af
andre kræftfarlige udsættelser. Det er desuden vist, at nitrit, nitrat og kræftfremkaldende nitrosaminer kan
dannes i kroppen efter indånding af NO2, men betydningen heraf kendes ikke. Dinitrogenoxid er ikke
mutagent.
Grænseværdi overvejes nedsat
Nitrogendioxid har for tiden en arbejdsmiljømæssig grænseværdi på 3 ppm i Danmark, - et niveau, som
kan have skadelige effekter, men Arbejdstilsynet overvejer at nedsætte grænseværdien til 0,2 ppm,
svarende til et niveau tæt på udeluftens koncentrationer, som ikke skulle give raske personer væsentlige
gener jvf. ovenfor. Astmatikere er vanskelige at beskytte, idet disse allerede vil have besvær fra
indånding af NO2 i udeluften. Verdenssundhedsorganisationen WHO har for befolkningen som helhed
anbefalet en korttidsgrænseværdi på 0,11 ppm og en langtidsgrænseværdi på 0,023 ppm.
Udvalgt litteratur:
1. Fallentin B, Fogh A, Frost J. Forgiftning med nitrøse gasser. Ugeskr Læger 1971;133:12251231.
2. Edling C. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 34. Lustgas. Arbete och
Hälsa 1982:20.
3. Grenquist-Nordén B. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 45. Nitrösa gaser.
Arbete och Hälsa 1983:28.
4. Rask H, Olesen AS, Hippe E. Kvælstofforiltes toksiske indvirkning på knoglemarv og
nervesystem. Ugeskr Læger 1986;148/49:3290-3293.
5. Schmidt A, Christensen BH, Jensen AA. Miljøvenlige komfurer og ovne. Miljøprojekt nr. 338.
København: Miljøstyrelsen, 1996.
6. IPCS Environmental Health Criteria 188: Nitrogen Oxides (Second Edition). Geneva: World
Health Organization, 1997.
7. Larsen PB, Larsen JC, Fenger J, Jensen SS. Sundhedsmæssig vurdering af luftforurening fra
vejtrafik. Miljøprojekt nr. 352. København: Miljøstyrelsen, 1997.
DINITROGENOXID
Synonymer: Kvælstofforilte, lattergas, dinitrogen oxide (engl), nitrous oxide (engl). CAS nr. 10024-97-2. ECDIN nr.
o
0034223. EINECS nr. 233-032-0. RTECS nr. QX1350000. Formel: N2O. Molvægt: 44,01. Frysepunkt: -102 C. Kogepunkt
o
o
(1 atm): -88 C. Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 1,527 (luft=1). Flammepunkt (cc): Ikke brandbar.
o
3
1h
4hr
o
Opløselighed i vand (25 C): 57 cm /100g. LC50(ihl,hum): 174 ppm. LC50(ihl,r): 593 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1
3
3
atm): 1 ppm = 1,80 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (90 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget
på Listen over farlige stoffer.
260
Copyright: www.NIPSECT.dk
NITROGENOXID
Synonymer: Nitrogenmonoxid, kvælstofilte, kvælstofoxid, nitrogen oxide (engl), nitrogen monoxide (engl), nitric oxide (engl).
CAS nr. 10102-43-9. ECDIN nr. 0183534. EINECS nr. 233-271-0. RTECS nr. QX0525000. Formel: NO. Molvægt: 30,01.
o
o
o
o
3
Frysepunkt: -164 C. Kogepunkt (1 atm): -152 C. Damptryk (20 C): Gas. Opløselighed i vand (0 C): 7 cm /100g.
15min
o
3
LC50(ihl,rbt): 315 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 1,23 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (30
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
NITROGENDIOXID
Synonymer: Kvælstofoverilte, kvælstofdioxid, nitrogen dioxide (engl). CAS nr. 10102-44-0. EU nr. 007-002-00-0. ECDIN nr.
o
0034218. EINECS nr. 233-272-6. RTECS nr. QW9800000. Formel: NO2. Molvægt: 46,01. Frysepunkt: -11 C. Kogepunkt
o
o
o
(1 atm): 21 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,449 (vand=1). Damptryk (21 C): 760 mm Hg (101 kPa). Opløselighed i
o
4hr
o
vand (0 C): Fuldstændig, under omdannelse. LC50(ihl,r): 88 ppm. Lugtgrænse: 0,05-0,2 ppm. Omregningsfaktor (25 C,
3
3
1 atm): 1 ppm = 1,88 mg/m . Grænseværdi (2002): 2 ppm L (4 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig
(Tx). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås
og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder ....
(angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39),
ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DINITROGENTRIOXID
Synonymer: Dinitrogen trioxide (engl). CAS nr. 10544-73-7. ECDIN nr. 0388426. EINECS nr. 234-128-5. UN nr. 2421.
o
o
Formel: N2O3. Molvægt: 76,01. Frysepunkt: -102 C. Kogepunkt (1 atm): 47 C (dekomponerer). Relativ massefylde
o
o
(2/4 C): 1,447 (vand=1). Opløselighed i vand (0 C): Fuldstændig, under omdannelse til salpetersyrling, HNO2. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på listen over farlige stoffer.
DINITROGENTETRAOXID
Synonymer: Dimer af nitrogendioxid, dinitrogen tetroxide (engl). CAS nr. 10544-72-6. EU nr. 007-002-00-0. ECDIN nr.
o
0041157. EINECS nr. 234-126-4. RTECS nr. QX1580000. Formel: N2O4. Molvægt: 92,02. Frysepunkt: -11 C. Kogepunkt
o
o
o
(1 atm): 21 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,449 (vand=1). Damptryk (21 C): 760 mm Hg (101 kPa). Opløselighed i
o
15min
vand (0 C): Fuldstændig, under omdannelse til salpetersyrling HNO2 og salpetersyre HNO3.
LC50(ihl,rbt): 315 ppm.
Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx). Risikoangivelser: Meget giftig ved
indånding (R26), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og
læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), brug
særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DINITROGENPENTAOXID
Synonymer: Dinitrogen pentaoxide (engl). CAS nr. 10102-03-1. ECDIN nr. 2332642. EINECS nr. 233-264-2. Formel: N2O5.
o
o
o
Molvægt: 108,01. Frysepunkt: 30 C. Kogepunkt (1 atm): 47 C (dekomponerer). Relativ massefylde (18/4 C): 1,642
o
(vand=1). Opløselighed i vand (0 C): Fuldstændig, under omdannelse til salpetersyrling, HNO2. Grænseværdi (2002):
Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
74. Morpholin
Morpholin er en farveløs, brandbar og flygtig væske, som er vandsugende og fuldstændig blandbar med
261
Copyright: www.NIPSECT.dk
vand, hvorved der dannes stærkt basiske opløsninger. Kemisk set er stoffet en cyklisk amin, og det har
en meget stærk frastødende fiskeagtig lugt. Morpholin er opløselig i de fleste organiske
opløsningsmidler, og det kan selv bruges som opløsningsmiddel.
Teknisk vigtigt kemikalie
Morpholin har rigtig mange anvendelser. De vigtigste er som udgangsstof for fremstilling af
acceleratorer, fx. 2-(N-morpholinothio)benzothiazol, til gummifremstilling, bl.a. af bildæk beregnet til
høje hastigheder. Det er ligeledes udgangsstof til fremstilling af optisk hvidt til brug i vaskepulver samt
til fremstilling af diverse lægemidler, pesticider og andre produkter. Desuden tilsættes morpholin som
korrosionshæmmer i dampkedelanlæg og i hydraulikolier mm. Salte af morpholin med langkædede
fedtsyrer virker emulgerende og har voksagtig karakter og bruges fx. til vandskyende
overfladebehandling af frugt og fødevareemballage, samt i vandskyende voks og poleringsmidler til
biler, gulve, læder, møbler og meget mere. De afledede stoffer: N-Methylmorpholin og Nmethylmorpholin, anvendes som katalysatorer ved fremstilling af polyurethan skumplast. Morpholinderivater bruges ligeledes i tekstilindustrien.
Morpholin fremstilles bl.a. ved reaktion af diethylenglycol (Fokus nr. 36) med ammoniak (Fokus nr.
56) ved højt tryk og temperatur samt ved tilstedeværelse af hydrogen og katalysatorer. Den årlige
verdensproduktion af morpholin kan anslås til omkring 25.000 tons. De vigtigste producentlande er
Tyskland og USA. Der findes ikke opgørelser af importen af morpholin til Danmark.
Mange udsatte
I USA er det blevet anslået, at omkring150.000 arbejdere i 30 industrigrene er udsatte for morpholin.
Det svarer til omkring 3.000 udsatte i Danmark. Morpholin er målt i luften ved arbejdspladser i gummiog plastindustrien i Tyskland. De målte koncentrationer var meget lave; de fleste under lugtgrænsen.
I Arbejdsmiljøinstituttets 1987-kortlægning af opløsningsmidler fandtes morpholin på 1-5 ud af 434
undersøgte danske virksomheder, og ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse blev der i
1989 brugt 2,5 tons morpholin. Antallet af eksponeringer for stoffet var 3.700 - i god overensstemmelse
med de tidligere nævnte amerikanske tal.
Nitrosamindannelse
Morpholin optages let gennem huden, gennem lungerne og i mave-tarm kanalen. Stoffet har en kort
opholdstid i kroppen, idet det i løbet af få timer udskilles uændret igen via nyrerne Ved samtidig
tilstedeværelse af nitrit eller nitrogendioxid (Fokus nr. 73) kan morpholin ligesom andre sekundære
aminer omdannes til nitrosamin; i dette tilfælde: N-nitrosomorpholin, som findes på Arbejdstilsynets
liste over kræftfremkaldende stoffer.
Spor af både morpholin og dets nitrosamin er fundet i gummiprodukter (herunder babysutter) og i
cigaret tobak og snus.
262
Copyright: www.NIPSECT.dk
Stærkt ætsende stof
Ufortyndet morpholin virker ætsende på hud, øjne og slimhinder. Irritation af øjne og næseslimhinden
kan forekomme ved luftkoncentrationer, der er under halvdelen af den gældende grænseværdi. Den
ætsende virkning skyldes stoffets stærkt basiske egenskab, og fortynding eller neutralisation (dannelse
af morpholinium-salt) betyder en drastisk nedsættelse af den direkte ætsende virkning. Der foreligger
ingen undersøgelser, som tyder på, at stoffet er allergifremkaldende.
Den akutte giftighed af morpholin er moderat og skyldes formentligt også den stærkt basiske og
dermed ætsende virkning på væv og organer, idet den akutte giftighed er meget mindre i neutraliseret
form. Ved længere tids massiv udsættelse af forsøgsdyr for morpholin og morpholin-salte kan der
opstå, henholdsvis leverskader og nyreskader.
Nerveskadende
Morpholin er optaget på Arbejdstilsynets arbejdsliste over neurotoksiske stoffer som et stof, der
medfører risiko for skadevirkninger ved normalt arbejde, ved kontakt med huden, samt ved indånding
af sprøjtetåger (SRI 3).
Indånding af morpholin-dampe i koncentrationer, der kan udholdes gennem hele arbejdsdagen, har bl.a.
i skumplast-industrien forårsaget en forbigående væskeudtrængen i øjnene (glaucopsia) hos udsatte
arbejdere. De fik 4 til 6 timer efter arbejdstid et sløret og forvrænget syn, bl.a. med en lysende glorie
omkring lyskilder.
Kræftrisiko?
Morpholin er undersøgt i mange korttidstest, men er ikke fundet mutagent. Forsøg med rotter, der
indåndede morpholin i to år i en koncentration på syv gange grænseværdien, viste ingen forøget
kræftrisiko. Det samme var tilfældet ved eksponering for et morpholin-fedtsyresalt (morpholiniumoleat) i drikkevand.
Derimod var der en øget forekomst af leverkræft hos rotter ved indtagelse af morpholin sammen med
nitrit i foderet. Denne effekt skyldes formentligt dannelse af N-nitrosomorpholin i maven. Nnitrosomorpholin er vurderet af IARC som sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2A).
Kræftrisikoen ved morpholin selv er uklar. Ifølge IARC var der i 1989 utilstrækkelige data til en
vurdering (Gruppe 3).
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 179: Morpholine. Geneva: WHO, 1996.
2. Kuchowicz E, Rydzynski K. Risk assessment of morpholine (tetrahydro-2H-1,4-oxaxine): A
time for re-evaluation of current occupational exposure standard. Appl Occup Environ Hyg
1998;13(2):113-121.
MORPHOLIN
263
Copyright: www.NIPSECT.dk
O
NH
Synonymer: Morfolin, Drewamin, tetrahydro-2H-1,4-oxazin, 1-oxa-4-azacyclohexan, diethylenimidoxid, diethylenoximid,
morpholine (engl). CAS nr. 110-91-8. EU nr. 613-028-00-9. EINECS nr. 203-815-1. ECDIN nr. 0029538. RTECS nr.
o
o
QD6475000. UN nr. 2054. Bruttoformel: C4H9NO. Molvægt: 87,12. Frysepunkt: -5 C. Kogepunkt (1 atm): 128 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 1,001 (vand=1). Damptryk (20 C): 8 mm Hg (1,1 kPa). Relativ damptæthed: 3,0 (luft=1).
o
o
o
Mætningskoncentration (25 C): 13.000 ppm. Flammepunkt (cc): 35 C. Selvantændelsestemperatur: 310 C.
o
o
Eksplosionsgrænser i luft: 1,4-15 vol%. Opløselighed i vand (20 C): Blandbar. pKA (25 C): 8,33. Fordelingskoefficient
8h
(logKow): -0,86. Brydningsindeks (n20/D): 1,4548. LD50(o,r): 1,05 g/kg. LC50(ihl,r): 8.000 ppm. Lugtgrænse: 0,01ppm.
o
3
3
Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 3,62 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm H (70 mg/m ). Klassificering of
mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved
indtagelsen (R20/21/22), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), brug særligt arbejdstøj (S36), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
N-METHYLMORPHOLIN
O
N - CH
3
Synonymer: 4-Methylmorpholin, N-methylmorpholine (engl). CAS nr. 109-02-04. RTECS nr. QE5775000. Bruttoformel:
o
o
o
C5H11NO. Molvægt: 101,15. Frysepunkt: -66 C. Kogepunkt (1 atm): 116 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,905
o
(vand=1). Flammepunkt (cc): 28 C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4332. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering (Fluka
1993/94): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding, ved hudkontakt og ved
indtagelsen (R20/21/22), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38).
N-ETHYLMORPHOLIN
O
N - CH CH
2
3
Synonymer: 4-Ethylmorpholin, N-ethylmorpholine (engl). CAS nr. 100-74-3. EINECS nr. 202-885-0. ECDIN nr. 0037954.
o
o
RTECS nr. QE4025000. Bruttoformel: C6H13NO. Molvægt: 115,18. Frysepunkt: -63 C. Kogepunkt (1 atm): 138 C.
o
o
o
Relativ massefylde (20/4 C): 0,913 (vand=1). Damptryk (20 C): 5 mm Hg (0,67 kPa). Flammepunkt (cc): 27 C.
4h
Eksplosionsgrænser i luft: 1,0-9,8 vol %. Brydningsindeks (n20/D): 1,4415. LD50(o,r): 1,78 g/kg. LC50(ihl,r): 2000 ppm.
o
3
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,7 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm (23,5 mg/m ). Klassificering og
mærkning (Fluka 1993/94): Ætsende (C). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter:
Kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes
straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28).
N-NITROSOMORPHOLIN
O
N - NO
Synonymer: NMOR, 4-nitrosomorpholin, N-nitrosomorpholine (engl). CAS nr. 59-89-2. ECDIN nr. 0112217. Bruttoformel:
o
o
o
C4H8N2O2. Molvægt: 116,11. Smeltepunkt: 29 C. Kogepunkt (1 atm): 225 C. Opløselighed i vand (20 C): Blandbar.
LD50(o,r): 0,32 g/kg. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
264
Copyright: www.NIPSECT.dk
75. Furan og derivater
Furfurylalkohol og furfural er farveløse væsker, som mørkner ved opbevaring i lys og luft.
Handelsvaren furfural indeholder derfor typisk 0,1 % af 2,6-di-tert-butyl-p-cresol (BHT) som
stabilisator.
Begge stofferne har en irriterende lugt. Furfurals lugt er stærkest og minder om lugten af bitre mandler.
Furfurylalkohol er fuldstændig blandbar med vand og letopløselig i sprit. Det er en primær alkohol med
en heterocyklisk, femleddet furan-ring. Furfural er det tilsvarende aldehyd, og det er mindre opløseligt i
vand end furfurylalkohol, men det er til gengæld mere opløseligt i organiske opløsningsmidler. Begge
stoffer er afledet af furan, der er en letflygtig, farveløs væske med en stærk etheragtig lugt. Furan er
uopløselig i vand, men opløselig i organiske opløsningsmidler.
Råstof fra landbruget
Furfural forekommer naturligt i frugt og grøntsager samt i brød. Kaffe indeholder ligeledes relativt
meget furfural, som også dannes ved afbrænding af træ og andre biobrændsler. Brandmænd er derfor
ofte udsatte for stoffet. Siden 1832 er furfural fremstillet teknisk i store mængder ved behandling af
kornaffald (avner, klid) med saltsyre. Verdensproduktionen af furfural var i 1990 omkring 240.000
tons.
Furfural danner udgangsmateriale for fremstilling af furan, furfurylalkohol og andre teknisk vigtige
furanderivater, bl.a. opløsningsmidlet: tetrahydrofuran (Fokus nr. 48). Furfural anvendes bl.a. som
opløsningsmiddel i olie- og plastindustrien. Det kan også bruges som mellemprodukt ved fremstilling
af svampemidler og aromastoffer.
I kunstharpiks
furfurylalkohol er et opløsningsmiddel for farvestoffer og kunstharpiks, og 90-95% af produktionen af
furfurylalkohol benyttes til at fremstille kunstharpiks. Stoffet bruges ligeledes som bindemiddel i
støbesand og til korrosionsbestandige forseglingsmidler (”kit”) i byggeindustrien.
Verdensproduktionen af furfurylalkohol var i 1990 af størrelsesordenen 105.000 tons. En fjerdedel
fremstilledes i Belgien.
I arbejdsmiljøet
Forbruget og anvendelsen i Danmark af furfurylalkohol er ukendt. Der er i perioden 1983-88 blevet
foretaget 11 målinger af furfurylalkohol på danske arbejdspladser, men ingen var over grænseværdien.
I Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse var forbruget af furfural 33 tons i 1989, hvoraf
hovedparten blev brugt i byggefagene.
I USA er det anslået i begyndelsen af 1980’erne, at omkring 136.000 arbejdere i over 6000
virksomheder var udsat for furfural.
265
Copyright: www.NIPSECT.dk
Irriterende stoffer
Furfurylalkohol og furfural optages gennem hud, lunger og mave-tarm kanal. Furfural har hudnotation i
grænseværdi-listen. I kroppen omdannes furfurylalkohol til furfural, der forbinder sig med aminosyren
glycin og udskilles igennem nyrerne med urinen.
Længerevarende indtagelse af furfural omkring grænseværdien kan fx. give mavepine, hovedpine,
opkastninger og halsbetændelse. Symptomerne forsvinder sædvanligvis hurtigt efter ophør af
udsættelsen.
Furfurylalkohol og især furfural har en irriterende virkning. Irritation i øjne og hals samt hovedpine er
forekommet i arbejdsmiljøet ved udsættelse for furfural-dampe samt for furfurylalkohol frigivet ved
opvarmning af støbesand. Der var i det sidste tilfælde en samtidig udsættelse for formaldehyd (Fokus
nr. 10).
Hudeksem er rapporteres efter kontakt med kit indeholdende furfurylalkohol, og gentagen hudkontakt
med furfural har endvidere været årsag til tilfælde af allergisk hudeksem.
Moderat giftighed
Den akutte giftighed af furfurylalkohol i forsøgsdyr er moderat. Høje doser af furfurylalkohol og
furfural lammer det centrale nervesystem, og dette er ofte dødsårsag ved akutte forgiftninger. Furfural
er mere giftigt end furfurylalkohol og er optaget på Arbejdstilsynets arbejdsliste over neurotoksiske
stoffer som et stof, der medfører risiko for skadevirkninger ved normalt arbejde, ved kontakt med
huden, samt ved indånding af sprøjtetåger (SRI 3). Allermest giftig er furan, som normalt i industrien
håndteres i lukkede systemer.
Udsættelse for furfural er lumsk på grund af den meget lave lugttærskel, der gør det vanskeligt at
fornemme, når grænseværdien er overskredet. Der er ingen advarsel!
Meget høje doser af furfurylalkohol og furfural over længere tid har hos forsøgsdyr fremkaldt
enzymændringer og effekter på leveren, og høje koncentrationer af furfural skader nyrerne og påvirker
blodbilledet negativt.
Chromosomændringer
Der foreligger arbejdsmiljøundersøgelser, som tyder på, at furfural kan fremkalde
chromosomændringer hos udsatte arbejdere. En sådan effekt er bekræftet i og med, at furfurylalkohol,
furan og furfural også forårsager chromosomskader i celletest. Der er derimod modstridende
oplysninger vedrørende den mutagene aktivitet af furfurylalkohol og furfural i Ames-testen.
Kræftrisiko
Furfural har administreret via mavesonde til forsøgsdyr vist sig at kunne fremkalde en lille
overhyppighed af lever- og mavekræft i mus samt kræft i galdevejene hos rotter. Furfural forstærker
ligeledes den kræftfremkaldende virkning i lunger af stoffet benzoapyren. Furfural er nyligt blevet
266
Copyright: www.NIPSECT.dk
optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste.
Furan fremkalder bl.a. leverkræft i forsøgsdyr og har endda en kraftigere effekt end furfural. Disse data
var nok for IARC til at klassificere furan som muligt kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B), og
furan er optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste. De foreliggende data var derimod ikke nok til at
klassificere furfural som kræftfremkaldende.
Furfurylalkohol har tidligere ikke vist kræftfremkaldende virkning i forsøgsdyr, men nye undersøgelser
rapporterede i 1999, at rotter, der indåndede 32 ppm furfurylalkohol i to år, havde en øget forekomst af
næsekræft.
Udvalgt litteratur:
1. Antti-Poika M. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 49. Furfurylalkohol.
Arbete och Hälsa 1984:24.
2. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 63: Dry Cleaning,
Some Chlorinated Solvents and Other Industrial Chemicals. Lyon: International Agency for
Research on Cancer, 1995.
3. Kedderis GL, Ploch SA. The biochemical toxicology of furan. CIIT Activities 1999;19/12:1-6.
4. TR-482 Toxicology and Carcinogenesis Studies of Furfuryl Alcohol (CAS no. 98-00-0) in F344
Rats and B6C3F1 Mice (Inhalation Studies). Research Triangle Park: National Toxicology
Program, 1999.
5. Toxicologicqal Evaluation and Limit Values for Methyl Tertiary-butyl ether (MTBE),
Formaldehyde, Glutaraldehyde and Furfural. Miljøprojekt No. 511. København: Miljøstyrelsen,
1999.
FURFURYLALKOHOL
O
CH 2 OH
Synonymer: 2-Furanmethanol, 2-furylcarbinol, 2-furylmethanol, 2-(hydroxymethyl)furan, furfuryl alcohol (engl). CAS nr. 9800-0. EU nr. 603-018-00-2. EINECS nr. 202-626-1. ECDIN nr. 000888X. RTECS nr. LU9100000. UN nr. 2874.
o
o
o
Bruttoformel: C5H6O2. Molvægt: 98,10. Frysepunkt: -31 C. Kogepunkt (1 atm): 171 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
1,132 (vand=1). Damptryk (25 C): 5 mm Hg (0,69 kPa). Relativ damptæthed: 3,4 (luft=1). Mætningskoncentration
o
o
(25 C): 830 ppm. Relativ fordampningshastighed: 0,03 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 75 C. Eksplosionsgrænser i
o
luft: 1,8-16,3 vol%. Opløselighed i vand (20 C): Blandbar. Brydningsindeks (n25/D): 1,4850. LD50(o,r): 275 mg/kg.
4h
o
3
LC50(ihl,r): 233 ppm. Lugtgrænse: 8 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,01 mg/m . Grænseværdi
3
(2002): 5 ppm H (20 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved
indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R20/21/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
FURFURAL
O
CHO
Synonymer: 2-Furaldehyd, furan-2-carboxaldehyd, 2-furylmethanal, 2-furancarbonal, furfurylaldehyd, furfural (engl). CAS nr.
98-01-1. EU nr. 605-010-00-4. EINECS nr. 202-627-7. ECDIN nr. 0005606. RTECS nr. LT7000000. UN nr. 1199.
267
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
o
o
Bruttoformel: C5H4O2. Molvægt: 96,09. Frysepunkt: -38 C. Kogepunkt (1 atm): 162 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
1,159 (vand=1). Damptryk (20 C): 1 mm Hg (0,13 kPa). Relativ damptæthed: 3,31 (luft=1). Mætningskoncentration
o
o
o
(25 C): 2100 ppm. Flammepunkt (cc): 60 C. Eksplosionsgrænser i luft: 2,1-19,3%. Opløselighed i vand (20 C): 83 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 0,41. Brydningsindeks (n25/D): 1,5261. LD50(o,r): 127 mg/kg. 4h-LC50(ihl,r): 153 ppm.
o
3
Lugtgrænse: 0,08 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 3,93 mg/m . Grænseværdi (2002): 2 ppm HK (7,9
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc3. Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved
indånding og ved indtagelse (R23/25), irriterer øjnene og åndedrætsorganerne (R36/37), mulighed for varig skade på helbred
(R40). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks
med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
FURAN
O
Synonymer: Furfuran, oxol, furan (engl). CAS nr. 110-00-9. EINECS nr. 203-727-3. ECDIN nr. 0030564. RTECS nr.
o
o
LT8524000. UN nr. 2389. Bruttoformel: C4H4O. Molvægt: 68,08. Frysepunkt: -86 C. Kogepunkt (1 atm): 31 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 0,951 (vand=1). Damptryk (20 C): 493 mm Hg (66 kPa). Relativ damptæthed: 2,3 (luft=1).
o
o
Flammepunkt (cc): -36 C. Eksplosionsgrænser i luft: 2,3-14,3 vol%. Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig.
1h
Fordelingskoefficient (logKow): 1,34. Brydningsindeks (n25/D): 1,4214. LD50(ip,r): 5,2 mg/kg. LC50(ihl,m): 43 ppm.
o
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 2,78 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002):
Yderst brandfarlig (Fx), giftig (T), Carc2, Mut3. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), yderst brandfarlig (R12), kan
danne eksplosive peroxider (R19), også farlig ved indånding og ved indtagelse (R20/22), irriterer huden (R38), farlig; alvorlig
sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indtagelse (R48/22), mulighed for varig skade på helbred (R68), skadelig for
organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger (R52/53). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver
kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
76. Cyclohexanoler
Cyclohexanol er et farveløst og brandbart stof med en lugt af campher. Det er en cyklisk alkohol
afledet af cyclohexan (Fokus nr. 68) med en mættet seksleddet ring i “stol-form”. Ved stuetemperatur
er stoffet fast til tyktflydende. Det er vandsugende og delvist opløseligt i vand og blandbart med de
fleste andre organiske opløsningsmidler. Det reagerer voldsomt med salpetersyre og andre
oxidationsmidler.
Nylon
Cyclohexanol er et udgangsstof for fremstilling af celluloid og den teknisk vigtige adipinsyre, som igen
er udgangsstof for produktion af nylon. Det anvendes videre ved overfladebehandling af tekstiler og
som opløsningsmiddel for olier, kunstharpiks, malervarer, læderlak, spartelmasse og kunstgummi.
Det produceres i store mængder. I USA alene er den årlige produktion over 5000 tons.
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets Opløsningsmiddelundersøgelse var der i 1989 et dansk forbrug på 800
kg cyclohexanol, som forekom i 13-67 produkter. Der var desuden 8700 eksponeringer for stoffet. Det
blev mest brugt i bygge- og anlægsbranchen. Tidligere i 70’erne var forbruget betydeligt større i
Danmark.
268
Copyright: www.NIPSECT.dk
Optages let
Cyclohexanol optages let gennem huden, luftveje og mave-tarm kanalen. I kroppen omdannes det
delvist til cyclohexanon (Fokus nr. 58), men det mest udskilles med urinen, uomdannet eller bundet.
Flydende cyclohexanol virker affedtende og irriterende på huden og kan fremkalde eksem. Øjnene er
endnu mere følsomme end huden. Dampe af cyclohexanol i koncentrationer over 100 ppm irriterer
slimhinderne i luftvejene med en brændende fornemmelse i næse og hals. En koncentration på 75 ppm
påvirker øjnene. Indtaget gennem munden kan der dannes sår i munden. Hovedpine, svimmelhed og
sløret syn er almindelige forgiftningssymptomer.
Nerveskadende
Som andre organiske opløsningsmidler kan det ved gentagne udsættelser nedsætte nervesystemets
funktion. Arbejdsmiljøinstituttet anser derfor cyclohexanol for et stof, der medfører stor risiko for
varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet, selv ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4).
Udsættelse for høje koncentrationer af cyclohexanol-dampe over længere tid har i dyreforsøg vist sig at
kunne skade de indre organer hjerte, hjerne, lever og nyrer.
Testikelsvind
I forsøgsdyr fremkalder moderate doser cyclohexanol testikelsvind og nedsat sædproduktion. Det
vurderes derfor af Arbejdsmiljøinstituttet som mistænkt reproduktionsskadende ved middel dosisniveau
(2M).
Cyclohexanol er undersøgt i Ames-testen med Salmonella-bakterier af stammen TA98. Der var dog
ingen tegn på mutagen virkning. Der foreligger ingen data om kræft, men det er ikke sandsynligt, at
stoffet skulle være kræftfremkaldende.
Methylcyclohexanoler
Forekommer normalt teknisk i en blanding af de tre o-, m- og p-isomere, hvor m- og p-isomererne
dominerer. Desuden er der cis- og trans-isomere af disse tre samt optisk aktive former.
Den tekniske blanding er en farveløs til strågul, tyktflydende, brændbar væske med en svag duft af
kokosnødolie. Væsken er kun svagt opløselig i vand, men opløselig i alkoholer, benzen, chloroform og
andre organiske opløsningsmidler. Methylcyclohexanoler anvendes som opløsningsmiddel til cellulosederivater og i smøremidler, i vaskemidler og til tekstilforarbejdning.
De sundhedsmæssige forhold for disse stoffer og blandinger er ikke velbelyste, men stofferne antages
at være mindre farlige end cyclohexanol selv, og udsættelse for dampe er mindre sandsynlig pga. den
mindre flygtighed. ortho-Isomeren er en smule mere farlig end de andre, og den er den eneste, der er
optaget på Miljøstyrelsens “Liste over Farlige Stoffer”.
269
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. Occupational reproductive toxicity. Methods and testing strategies for hazard assessment of
workplace chemicals. Copenhagen: Nordic Council of Ministers, 1994.
CYCLOHEXANOL
OH
OH
Synonymer: Hexalin, hydralin, hexahydrophenol, cykloheksanol, cyclohexylalkohol, cyclohexyl alcohol (engl). CAS nr. 10893-0. EU nr. 603-009-00-3. EINECS nr. 203-630-6. ECDIN nr. 8874. RTECS nr. GV7875000. UN nr. 1987. Bruttoformel:
o
o
o
C6H12O. Molvægt: 100,16. Smeltepunkt: 25 C. Kogepunkt (1 atm): 161 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,947 (vand=1).
o
o
Damptryk (20 C): 1 mm Hg (0,13 kPa). Relativ damptæthed: 3,5 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 2000 ppm.
o
o
Relativ fordampningshastighed: 0,05 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 68 C. Selvantændelsestemperatur: 299 C.
o
Eksplosionsgrænser: >2,4 %. Opløselighed i vand (20 C): 36 g/L. Fordelingskoefficient (LogKow): 1,23.
Brydningsindeks (n20/D): 1,4650. LD50(o,r): 2,06 g/kg. LC50(ihl,rbt): 1000 ppm. Lugtgrænse: 0,15 ppm. Omregningso
3
3
faktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (200 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding og ved indtagelse (R20/22), irriterer åndedrætsorganerne
og huden (R37/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og øjnene
(S24/25).
2-METHYLCYCLOHEXANOL
OH
CH 3
Synonymer: 2-Methylcyclohexylalkohol, hexahydro-o-cresol, 2-methylhexalin, 2-methyl cyclohexyl alcohol (engl). CAS nr.
583-59-5; 7443-70-1 (cis-); 7443-52-9 (trans-). EU nr. 603-010-00-9. EINECS nr. 209-512-0; 231-187-9 (cis-); 231-186-3
(trans-). ECDIN nr. 38207. RTECS nr. GW0220000. UN nr. 2617. Bruttoformel: C7H14O. Molvægt: 114,19. Smeltepunkt: o
o
o
o
9,5 C. Kogepunkt (1 atm): 163-166 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,93 (vand=1). Damptryk (20 C): <1 mm Hg (<0,2
o
o
kPa). Relativ damptæthed: 3,9 (luft=1). Flammepunkt (cc): 58 C. Selvantændelsestemperatur: 296 C. LD50(o,rbt):
o
3
3
>1g/kg. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,7 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (235 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelse: Farlig ved indånding (R20). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25).
METHYLCYCLOHEXANOLER (blanding af isomere)
CH 3
CH 3
CH 3
OH
OH
OH
o r t ho -
me t a -
pa r a -
2 - me t h y l
3 - me t h y l
4 - me t h y l
Synonymer: Methylcyclohexylalkoholer, hexahydrocresoler; methylhexalin, methyl cyclohexyl alcohol (engl). CAS nr.
25639-42-3. EINECS nr. 247-152-6 (blanding). ECDIN nr. 38207. RTECS nr. GW0220000. UN nr. 2617. Bruttoformel:
o
o
o
C7H14O. Molvægt: 114,19. Smeltepunkt: -14 C. Kogepunkt (1 atm): 155-180 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,9194
o
o
(vand=1). Damptryk (20 C): <1 mm Hg (<0,2 kPa). Relativ damptæthed: 3,9 (luft=1). Flammepunkt (cc): 65 C. LD50(o,
o
3
3
rbt): >1g/kg. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,7 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (235 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Kun 2-methylcyclohexanol er på Listen over farlige stoffer.
270
Copyright: www.NIPSECT.dk
77. Benzylalkohol og estere
Benzylalkohol er en farveløs væske med en svag aromatisk blomsterlugt og en skarp brændende smag.
Det er den simpleste aromatiske alkohol. Stoffet er brændbart og kun lidt opløselig i vand, men
fuldstændig blandbar med de fleste organiske opløsningsmidler. De vigtigste estere af benzylalkohol er
benzylacetat, benzylformiat og benzylbenzoat. Det er alle stærkt lugtende og farveløse væsker, der er
uopløselige i vand og opløselige i organiske opløsningsmidler.
Naturstoffer
Benzylalkohol forekommer naturligt i forskellige planteolier, bl.a. i jasminolie, og det er en metabolit
af styren (Fokus nr. 4) - og naturligvis af benzylestere. Stoffet fremstilles syntetisk ved hydrolyse af
benzylchlorid. Verdensproduktionen er af en størrelsesorden på 2.000 tons per år. Forbruget i Danmark
var 40 tons i 1996. I Arbejdstilsynets 1985-86 kortlægning af organiske opløsningsmidler fandtes
benzylalkohol i 16-20 virksomheder ud af 434.
Benzylestere forekommer naturligt som duftstoffer i blomster og bær bl.a. i jasmin, hyacint og i
tranebær. Benzylacetat dufter af pærer, og benzylformiat dufter af abrikos og ananas.
Til tekstilfarvning
Benzylalkohol bruges først og fremmest som hjælpestof ved tekstilfarvning. Det kan desuden benyttes
som opløsningsmiddel til forskellige højmolekylære stoffer som fx. gelatine, celluloseacetat og shellak.
Det anvendes endvidere som udgangsstof til fremstilling af forskellige benzylforbindelser, heriblandt
benzylestere, der benyttes som duftstof især i vaskemidler, sæbe og parfume samt som aroma- og
smagsstoffer i slik, is, mad og drikkevarer. Benzylacetat anvendes endvidere i trykfarver og lakfjerner.
Omdannelse
Benzylalkohol optages let i mave-tarm kanalen, og siden 1881 har man været klar over, at stoffet
hurtigt omdannes til benzoesyre, som derefter bindes til aminosyren glycin og udskilles som hippursyre
i urinen. Benzylestere optages ligeledes let i kroppen, hvor de omdannes (hydrolyseres) til
benzylalkohol.
Dødsfald blandt for tidligt fødte børn
Benzylalkohol har en bakteriehæmmende virkning og er tidligere brugt i koncentrationer på omkring
1% som konserveringsmiddel i infusionsvæsker med fysiologisk saltvand og i en lang række
injektionspræparater. I 1983 advarede Sundhedsstyrelsen mod denne anvendelse, idet der i USA i
begyndelsen af 1980’erne blev rapporteret om hjerneskader, blodændringer og flere dødsfald blandt for
tidligt fødte spædbørn forårsaget af disse anvendelser (“gispesygen”). Totaldosis tilført børnene, der
døde, var 130-405 mg benzylalkohol per kg legemsvægt per dag. Dette svarer til den intravenøse LD 50værdi i forsøgsdyr. Indtaget gennem munden er stoffet 25 gange mindre akut giftigt.
271
Copyright: www.NIPSECT.dk
Irriterende stoffer
Benzylalkohol og estere virker bedøvende på nervesystemet og virker irriterende på hud, slimhinder og
øjne. Både benzylalkohol og benzylbenzoat er opført på Arbejdsmiljøinstituttets Allergenliste som
kontaktallergener.
En længerevarende udsættelse for luftkoncentrationer af benzylacetat på 50 ppm kan resultere i
nyreskader. Derudover kan benzylacetat også påvirke hjertet og nedsætte blodtrykket.
Kræft?
Benzylalkohol og benzylacetat har ikke vist sig genskadende i Ames-testen med Salmonella bakterier
og i andre laboratorieundersøgelser. I dyreforsøg med mus og rotter var der ingen tegn på, at
benzylalkohol skulle være kræftfremkaldende. Derimod har benzylacetat tilført med mavesonde
fremkaldt kræft i bugspytkirtlen hos hanrotter, samt lever- og mavekræft i mus. Tilsvarende
undersøgelser, hvor benzylacetat blev administreret med foderet, viste ingen overhyppighed af kræft.
Det internationale kræftforskningsinstitut (IARC) mener, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for
en mulig kræftfremkaldende virkning i mennesker (Gruppe 3). Dette er fastholdt i en nylig revurdering.
Udvalgt litteratur:
1. Snyder R. Ethel Browning’s Toxicity and Metabolism of Industrial Solvents. Second Edition.
Vol. 3: Alcohols and Esters. Amsterdam: Elsevier, 1992.
2. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 40: Some
Naturally Occurring and Synthetic Food Components, Furocoumarins and Ultraviolet
Radiation. Lyon: International Agency for Research on Cancer, 1986.
3. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide (Part Three). Lyon:
International Agency for Research on Cancer, 1999.
BENZYLALKOHOL
CH
2
- OH
Synonymer: Phenylcarbinol, phenylmethanol, benzenmethanol, -hydroxytoluen, (hydroxymethyl)benzene, benzyl alcohol
(engl). CAS nr. 100-51-6. EU nr. 603-057-00-5. EINECS nr. 202-859-9. UN nr. 2810. RTECS nr. DN3150000.
o
o
o
Bruttoformel: C7H8O. Molvægt: 108,14. Frysepunkt: -15 C. Kogepunkt (1 atm): 205 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
o
1,041 (vand=1). Damptryk (25 C): 0,15 mm Hg (0,02 kPa). Relativ damptæthed: 3,72 (luft=1). Flammepunkt (cc): 96 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 435 C. Eksplosionsgrænser: 1,3-13 vol%. Opløselighed i vand (20 C): 35 g/L.
Fordelingskoefficient (LogKow): 1,1. Brydningsindeks (n20/D): 1,540. LD50(o,r): 1,23 g/kg. LC50(ihl,r): 1000 ppm. ADI: 0-5
o
3
mg/kg lgv. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,42 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og
mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indånding og ved indtagelse (R20/22).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med
vand og læge kontaktes (S26).
BENZYLACETAT
272
Copyright: www.NIPSECT.dk
CH
2
-O - C - CH
3
O
Synonymer: Edikkesyrebenzylester, benzylethanoat, benzyl acetate (engl). CAS nr. 140-11-4. EINECS nr. 205-399-7.
o
RTECS nr. AF5075000. UN nr. 8027. Bruttoformel: C9H10O2. Molvægt:150,18. Frysepunkt: -51 C. Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
215 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,055 (vand=1). Damptryk (45 C): 1 mm Hg (0,13 kPa). Relativ damptæthed: 5,1
o
o
(luft=1). Flammepunkt (cc): 95 C. Selvantændelsestemperatur: 461 C. Eksplosionsgrænser: 0,9-8,4 vol%.
o
Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig. Fordelingskoefficient (logKow): 1,96. Brydningsindeks (n20/D): 1.5232.
o
LD50(o,r): 2,49 g/kg. LC50(ihl,kat): 245 ppm. Lugtgrænse: 0,15 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 6,14
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm (61 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
Sikkerhedsforskrifter (Fluka 1993/94): Undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med huden
og øjnene (S24/25).
BENZYLFORMIAT
CH
2
-O - C - H
O
Synonymer: Myresyrebenzylester, benzylmethanoat, phenylmethylformiat, benzyl formate (engl). CAS nr. 104-57-4.
o
EINECS nr. 203-214-4. RTECS nr. LQ5425000. Bruttoformel: C8H8O2. Molvægt: 136,15. Frysepunkt: 3,6 C. Kogepunkt
o
o
o
(1 atm): 203 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,081 (vand=1). Damptryk (84 C): 10 mm Hg (1,33 kPa). Relativ
o
o
damptæthed: 4,7 (luft=1). Flammepunkt (cc): 83 C. Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig. Brydningsindeks (n20/D):
o
3
1,509. LD50(o,r): 1,4 g/kg. ADI: 5 mg/kg lgv. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 5,56 mg/m . Grænseværdi (2002):
Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
BENZYLBENZOAT
CH
2
-O - C
O
Synonymer: Benzoesyrebenzylester, ascabin, benzyl benzoate (engl). CAS nr. 120-51-4. EU nr. 607-085-00-9. EINECS nr.
o
o
204-402-9. RTECS nr. DG4200000. Molvægt: 212,25. Smeltepunkt: 21 C. Kogepunkt (1 atm): 323 C. Relativ massefylo
o
de (20/4 C): 1,119 (vand=1). Relativ damptæthed: 7,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): 158 C. Selvantændelsestemperatur:
o
o
481 C. Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig. Brydningsindeks (n20/D): 1,5681. LD50(o,r): 1,7 g/kg. Grænseværdi
(2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå kontakt med øjnene (S25).
78. Cumen
Cumen er et trivialnavn for isopropylbenzen, og cumen hører derfor til stofgruppen alkylbenzener. Ved
stuetemperatur er cumen en farveløs, brændbar væske med en stærk, let irriterende lugt. Stoffet er
uopløseligt i vand, men opløseligt i organiske opløsningsmidler. Ligesom familiemedlemmerne benzen
(Fokus nr. 1), toluen (Fokus nr. 16) og ethylbenzen (Fokus nr. 28) er det et aromatisk, organisk
opløsningsmiddel.
Oxideres let
Cumen har et reaktivt tertiært carbonatom, og reagerer derfor voldsomt med oxidationsmidler, som fx.
273
Copyright: www.NIPSECT.dk
salpetersyre. Ved længerevarende henstand oxideres det af luftens oxygen til cumenhydroperoxid.
Meget vigtigt kemikalie
Cumen kan fremstilles ud fra benzen og propylen, eller det kan direkte udvindes fra stenkulstjære eller
jordoliedestillater, som det er en bestanddel af. Cumen er en bestanddel af højoctan motorbenzin og
flybrændstof. Den årlige produktion af cumen i USA har i de seneste årtier været over 2 millioner tons,
og verdensproduktionen er det dobbelte. Det meste forbruges direkte som udgangsmateriale for
fremstilling af acetone (Fokus nr. 21), phenol (Fokus nr. 30), -methylstyren og dicumenylperoxid.
Processerne sker via dannelse af cumenhydroperoxid.
Cumen anvendes også som opløsningsmiddel til bl.a. maling, lakker og emalje. Der er kun foretaget få
målinger af stoffet på danske arbejdspladser. Ifølge Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse
blev der i 1989 brugt 36 tons cumen på danske arbejdspladser, og der var 33.000
arbejdsmiljøeksponeringer - fortrinsvis i jern- og metalindustrien og ved rengøringsarbejde.
Optages let
Cumen optages let gennem huden og endda hurtigere end benzen, toluen og ethylbenzen. Det optages
også let gennem luftvejene og i mave-tarm kanalen. En lille del udåndes uændret igen. I kroppen
omdannes cumen først og fremmest til phenylpropylalkoholer og phenylpropionsyre, som konjugeret
med glucuronsyre udskilles med urinen. Denne udskillelse kan benyttes til at bedømme en persons
totale udsættelse for stoffet.
Cumen virker affedtende og er dermed irriterende på hud og øjne, og udsættelse for luftkoncentrationer
på 100 ppm og opefter resulterer i ubehagelig slimhindeirritation i luftvejene. Desuden kan stoffet
fremkalde kemisk lungebetændelse og “grå stær” i øjnene (uklarhed i øjenlinsen).
Mere giftigt end toluen
Den akutte giftighed af cumen er større end for benzen og toluen. Ved en kraftig belastning virker
cumen, ligesom andre opløsningsmidler, bedøvende på nervesystemet med symptomer som hovedpine,
svimmelhed samt tab af koordinationsevne og bevidsthed. Bedøvelsen er karakteriseret ved at komme
langsommere, men have en længere varighed end for benzen og toluen. Da stoffet ikke er så flygtigt
som benzen og toluen, vil der imidlertid ikke så let opstå farlige koncentrationer af dampene. Det har
vist sig, at samtidig indtagelse af alkohol øger den skadelige virkning af cumen.
Arbejdsmiljøinstituttet anser cumen for et stof, der medfører stor risiko for varig skader på
nervesystemet, selv ved normalt arbejde med stofferne (SRI 4).
Organskader
Ved længerevarende udsættelse for 500 ppm cumen er der i dyreforsøg iagttaget skader på lunger, lever
og nyrer. På samme måde som for d-limonen (Fokus nr. 72) og en række andre stoffer er det specielt
nyrerne hos hanrotter, som forstørres og skades. Dette skyldes en overproduktion af proteinet 2uglobulin.
274
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ældre dyreforsøg tydede ikke på en effekt på blodet, men nyere undersøgelser har vist, at kraftig og
gentagen udsættelse for cumen kan skade knoglemarven. Dette viser sig ved et nedsat antal hvide- og
røde blodlegemer samt blodplader.
I øvrigt foreligger der relativt få undersøgelser af stoffets effekter og meget lidt viden om effekter i
mennesker.
Kræftrisiko?
Cumen er blevet undersøgt i et stort batteri af korttidstest, inklusive Ames-testen. Stoffet var alene
aktivt i mikrokernetesten ved en meget høj dosering, som var dødelig for nogle af dyrene. Der
foreligger ikke gode oplysninger om kræftrisikoen ved stoffet, men i betragtning af stoffets lighed med
d-limonen, skulle man forvente risiko for nyrekræft i hanrotter. Den hurtige oxidation til
hydroperoxidet, der selv er en kræftfremmer, tyder også på en praktisk kræftrisiko.
En ældre russisk undersøgelse viste, at cumen var skadelig for fosterudviklingen i forsøgsdyr, men man
skal være varsom med at stole for meget på denne enkeltstående undersøgelse. Andre undersøgelser
viser, at fosterudviklingen ikke påvirkes, selv ved koncentrationer, der er skadelige for moderdyret.
Cumenhydroperoxid
Cumenhydroperoxid optræder som en farveløs til gullig, brændbar væske. Det hører til stofgruppen
organiske peroxider, som alle er meget reaktive stoffer. Cumenhydroperoxid forhandles normalt som
en 80-85% opløsning i cumen. Stoffet er ekstremt følsomt overfor lys og varme, og ved opvarmning til
127oC dekomponerer det i en voldsom proces. Hvis stoffet blandes med brændbare materialer, kan der
let ske en spontan eksplosion.
Ved syretilsætning spaltes cumenhydroperoxid i en voldsom reaktion til phenol og acetone. Det
reagerer også voldsomt med metaller og baser. Udover som kemisk mellemprodukt, så anvendes det
som katalysator og initiator ved visse polymeriseringsreaktioner af især styren- og acryl-monomere
samt som reagens i biokemien ved studier af peroxidering af fedtstoffer. Det kan være en bestanddel af
klæbestoffer, der bruges til fødevareemballage. Den årlige produktion i USA er omkring 2 millioner
tons.
Det kan optages gennem huden, men ved kontakt med hud og øjne fremkommer der samtidig irritation,
rødme, ætsninger og i alvorlige tilfælde endog forbrændinger. Allergisk hudeksem er også forekommet.
På øjnene kan der ske permanente skader. Indånding irriterer næse, svælg og lunger med symptomer
som næseblod, halsbetændelse, hoste og åndenød. I alvorlige tilfælde kan der dannes dødeligt forløbene
væskedannelse i lungerne. Det virker udvidende på blodkarrene i hjertet og kan bruges mod
hjertekrampe.
Cumenhydroperoxid er undersøgt i Ames-testen med flere stammer af Salmonella bakterier. Det havde
en kraftig mutagen effekt svarende til effekten for formaldehyd (Fokus nr. 10) og glutaraldehyd (Fokus
nr. 57). Stoffet er ligeledes mutagent i flere andre testsystemer. Da det samtidig er en stærk tumor
275
Copyright: www.NIPSECT.dk
promotor (forstærker udvikling af svulster) er der god grund til at mistænke cumenhydroperoxid for at
være kræftfremkaldende, men der mangler sikre undersøgelser.
Dicumenylperoxid
Dicumenylperoxid er et brændbart, farveløst til svagt gulligt pulver med en skarp, frugtagtig lugt. Det
fremstilles ved auto-oxidation af cumenhydroperoxid. Det er mindre reaktivt end hydroperoxidet, men
kan alligevel eksplodere ved opvarmning eller antænde brændbare materialer. Stoffet bruges som
krydsbindingsmiddel til polyethylen, som vulkaniseringsmiddel til gummi, og som synergist for
flammehæmmere i polystyren skumplast. Den årlige produktion i USA er af størrelsesordenen 7.000
tons, og det er anslået, at omkring 17.000 arbejdere er udsat for stoffet i USA.
Den mindre reaktivitet i forhold til hydroperoxidet betyder også, at dicumenylperoxid er lidt mindre
toksisk. Det er lidt mindre irriterende på hud og slimhinder, men stadig en risiko. Eksponerede
arbejdere har en hyppig forekomst af hudsygdomme og eksem. Desuden luftvejssygdomme og
fremtrædende blodårer inde i næsens skillevæg. Lignende effekter er konstateret på forsøgsdyr.
Dicumenylperoxid tilført rotter med foderet i nogle måneder resulterede i blodændringer i dyrene.
Stoffet er mutagent i Ames-testen med Salmonella bakterier og en kraftig tumor promotor på musehud.
Indsprøjtet i hønseæg fremkalder dicumenylperoxid misdannelse af kyllingefostre. Effekten var
kraftigere for dette stof i forhold til flere andre peroxider undersøgt samtidigt.
-Methylstyren
Et beslægtet stof er -methylstyren eller isopropenylbenzen. Det er en farveløs, brændbar væske med
en karakteristisk lugt. Stoffet bruges som co-monomer sammen med styren (Fokus nr. 4), acrylonitril
(Fokus nr. 8) og butadien (Fokus nr. 9) til fremstilling af plast og kunstgummi. Det beskytter samtidig
plasten mod lysets nedbrydning. En co-polymer med methylmethacrylat er varmebestandig og bruges
til fødevareindpakning. Stoffet bruges desuden til klæbestoffer og voks.
Ved opbevaring af flydende -methylstyren tilsættes normalt 4-tert-butylcatechol (~15 ppm) som
stabilisator, ligesom det ofte er tilfældet for styren. Der er kun foretaget et par målinger af stoffet i det
danske arbejdsmiljø. Produktionen af -methylstyren i USA var omkring 60.000 tons i 1988.
Verdensproduktionen er ikke opgjort.
Generelt virker det som om, -methylstyren er lidt mindre giftigt end styren. Stoffet virker moderat
hud- og øjenirriterende og kan fremkalde eksem. Få minutters udsættelse for dampe på 200 ppm virker
ubehageligt og giver en let øjenirritation. Efter nogle timers udsættelse påvirkes nervesystemet.
Hos arbejdere er set ondartet blodmangel. Desuden er set en reversibel påvirkning af øjnene med
indsnævring af blodårerne i nethinden, øget tryk i linsen, fald i øjets lysfølsomhed samt indsnævring af
synsfeltet for røde og blå farver. Stoffet er blevet udvalgt til cancerforsøg i USA, men der foreligger
ingen resultater endnu.
276
Copyright: www.NIPSECT.dk
Cymener
Andre forbindelser beslægtet med cumen er de tre isomere cymener, der er terpener og kan betragtes
som “methylcumener”. De er også alkylbenzener, og de er alle meget brændbare, farveløse væsker.
Cymener kan forekomme i blandede opløsningsmiddelprodukter, såsom vegetabilsk terpentin, Solvesso
og Shellsol samt i bilers udstødning.
Den vigtigste isomer er p-cymen, som er en bestanddel af naturlige æteriske olier fra krydderurterne
timian og spidskommen (Cuminum cyminum) samt fra eukalyptustræet. Stoffet findes desuden i urten
boldo (Peumus boldus) fra Andesbjergene i Chile, hvis blade bruges som naturlægemiddel mod galdeog leversygdomme. Cymen kan - i form af en 30 % salve - bruges som lokalt smertestillende middel til
lumbago og reumatisme. p-Cymen kan forekomme som biprodukt og forurening ved papirfremstilling
efter sulfitmetoden. Det er ligeledes udgangsstof for fremstilling af p-cresol (Fokus nr. 69) samt af
terpenerne: Carvacrol og thymol. Det bruges også som fortynder til lak og fernis. Det er anslået, at
omkring 74.000 er erhvervsmæssigt udsatte for stoffet i USA. I Danmark er der ingen oplysninger om
erhvervsmæssige udsættelser, men der er fastsat en grænseværdi.
Alle tre isomere cymener har toksikologiske egenskaber, som svarer til de øvrige alkylbenzener. pCymen, der er den isomer, som er mest forekommende og bedst undersøgt, optages hurtigt gennem
huden, men den er samtidig hudirriterende. Den påvirker nervesystemet, og nedsat aktivitet og kramper
er observeret i indåndingsforsøg med forsøgsdyr. Desuden er konstateret ændringer i blodbilledet, som
ligner blodkræft (leukæmi). På den baggrund er det lidt underligt, at stoffet ikke er optaget i
Miljøstyrelsens “Liste over Farlige Stoffer”.
Udvalgt litteratur:
1. Snyder R, ed. Ethel Browning’s toxicity and metabolism of industrial solvents. Vol 1:
Hydrocarbons. Amsterdam: Elsevier, 1987.
2. Toxicological review of cumene. Washington, DC: U.S. Environmental Protection Agency,
1997.
3. Scientific Basis for Swedish Occupational Standards. III. Consensus Report for Cumene
(Isopropyl benzene). Arbete och Hälsa 1982:23: 107-111.
CUMEN
Synonymer: Isopropylbenzen, 1-methylethylbenzen, 2-propylbenzen, 2-phenylpropan, cumol, kumen, cumene (engl). CAS
nr. 98-82-8. EU nr. 601-024-00-X. EINECS nr. 202-704-5. ECDIN nr. 31814. RTECS nr. GR8575000. UN nr. 1918.
o
o
Formler: C6H5C3H7, C6H5CH(CH3)2, C9H12. Molvægt: 120,19. Frysepunkt: -96 C. Kogepunkt (1 atm): 152 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 0,8618 (vand=1). Damptryk (20 C): 8 mm Hg (1,07 kPa). Relativ damptæthed: 4,2 (luft=1).
o
o
o
Mætningskoncentration (25 C): 5900 ppm. Flammepunkt (cc): 39 C. Selvantændelsestemperatur: 424 C.
o
Eksplosionsgrænser: 0,9-6,5 vol%. Opløselighed i vand (25 C): 53 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,66.
4h
7h
Brydningsindeks (n20/D): 1,4917. LD50(o,r): 1,4 g/kg. LC50(ihl,r): 8000 ppm. LC50(ihl,m): 2000 ppm. Lugtgrænse: 0,088
o
3
3
ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,92 mg/m . Grænseværdi (2002): 20 ppm H (100 mg/m ). Klassificering
og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), irriterer
åndedrætsorganerne (R37), giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
277
Copyright: www.NIPSECT.dk
(R51/53), farlig: Kan give lungeskade ved indtagelse (R65). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2),
undgå kontakt med huden (S24), brug egnede beskyttelseshandsker (S37), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61), ved indtagelse undgå at fremprovokere opkastning: kontakt omgående læge og vis
denne beholder eller etiket (S62). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CUMENHYDROPEROXID
OOH
Synonymer: -Hydroperoxicumen, 1-methyl-1-phenylethylhydroperoxid, ,-dimethylbenzylhydroperoxid, Hyperiz, Trigorox
K 80, cumene hydroperoxide (engl). CAS nr. 80-15-9. EU nr. 617-002-00-8. EINECS nr. 201-254-7. ECDIN nr. 32708.
o
RTECS nr. MX2450000. UN nr. 2116. Formler: C6H5C(CH3)2OOH, C9H12O2. Molvægt: 152,20. Frysepunkt: <-40 C. For
o
o
o
o
teknisk 80% vare: -10 C. Kogepunkt (1 atm): 153 C, dekomponerer ved 127 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,024
o
(vand=1). For teknisk 80% vare: 1,028. Damptryk (20 C): 0,24 mm Hg (0,032 kPa) (0,6 mm Hg for en 80% opløsning).
o
Relativ damptæthed: 5,0 (luft=1). Relativ fordampningshastighed: 0,1 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 57 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 221 C. Eksplosionsgrænser: 0,9-6,5 vol%. Opløselighed i vand (25 C): 13 g/L.
Brydningsindeks (n20/D): 1,5210. For teknisk 80% vare: 1,519. LD50(o,r): 382 mg/kg. LC50(ihl,r): 220 ppm. Grænseværdi
(2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Kan
forårsage brand (R7), farlig ved hudkontakt og ved indtagelse (R21/22), giftig ved indånding (R23), ætsningsfare (R34),
farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/20/22), giftig for organismer, der
lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås
og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen opbevares tæt tillukket på et køligt sted (S3/7), opbevares adskilt fra ...
(uforligelige stoffer, som angives af fabrikanten (S14), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45), må ikke blandes med ... (angives af fabrikanten) (S50), undgå udledning til miljøet. Se
særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae)
DICUMENYLPEROXID
O -O
Synonymer: 8,8’-Dicumenylperoxid, dicumylperoxid, cumenperoxid, bis(,-dimethylbenzyl)peroxid, bis(1-methyl-1phenylethyl)peroxid, diisopropylbenzenperoxid, dicumyl peroxide (engl). Handelsnavne: Kayacumyl, Perkadox, Luperox,
Varox. CAS nr. 80-43-3. EU nr. 617-006-00-X. EINECS nr. 201-279-3. ECDIN nr. 114497. RTECS nr. SD8150000. UN nr.
o
2121. Formler: C6H5C(CH3)2OOC(CH3)2C6H5, C18H22O2. Molvægt: 270,37. Smeltepunkt: 39 C. Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
130 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,02 (vand=1). Damptryk (20 C): 10,9 mm Hg (1,45 kPa). Relativ damptæthed: 9,3
o
o
(luft=1). Flammepunkt (cc): 120 C. Opløselighed i vand (25 C): 0,46 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 5,50.
LD50(o,r): 4,1 mg/kg. Grænseværdi (2000): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), lokalirriterende
(Xi), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Kan forårsage brand (R7), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig for organismer,
der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
utilgængeligt for børn (S2), emballagen opbevares tæt tillukket på et køligt sted (S3/7), opbevares adskilt fra ... (uforligelige
stoffer, som angives af fabrikanten (S14), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
-METHYLSTYREN
Synonymer: Isopropenylbenzen, 2-phenylpropen,1-Methyl-1-phenylethen, 1-methylethenylbenzene, AMS, -methyl styrene
278
Copyright: www.NIPSECT.dk
(engl). CAS nr. 98-83-9. EU nr. 601-027-00-6. EINECS nr. 202-705-0. ECDIN nr. 33497. RTECS nr. WL5250000. UN nr.
o
o
2303. Formler: C6H5C(CH3)=CH2, C9H10. Molvægt: 118,18. Frysepunkt: -24 C. Kogepunkt (1 atm): 165 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 0.9082 (vand=1). Damptryk (20 C): 1,9 mm Hg (0,25 kPa). Relativ damptæthed: 4,08 (luft=1).
o
o
Mætningskoncentration (25 C): 3800 ppm. Relativ fordampningshastighed: 1,0 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 54 C.
o
o
Selvantændelsestemperatur: 573 C. Eksplosionsgrænser (vol%): 1,9-6,1. Opløselighed i vand (20 C): 560 ppm.
Fordelingskoefficient (logKow): 3,48. Brydningsindeks (n20/D): 1,5303. LD50(o,r): 4,9 g/kg. Lugtgrænse: 0,29 ppm.
o
3
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,83 mg/m . Grænseværdi (2002): 50 ppm (240 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), irriterer øjnene og
åndedrætsorganerne (R36/37), giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R51/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
o-CYMEN
Synonymer: 1-Isopropyl-2-methylbenzen, 1-methyl-2-(1-methylethyl)benzene, 2-isopropyltoluen, ortho-cymen, o-cymol, ocymene (engl). CAS nr. 527-84-4. EINECS nr. 208-42-60. ECDIN nr. 6587X. RTECS nr. GZ5949900. UN nr. 2046.
o
o
o
Bruttoformel: C10H14. Molvægt: 134,22. Frysepunkt: -72 C. Kogepunkt (1 atm): 178 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
0,877 (vand=1). Flammepunkt (cc): 50 C. Fordelingskoefficient (logKow): 4,38. Brydningsindeks (n20/D): 1,501.
o
3
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 5,4 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (135 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
m-CYMEN
Synonymer: 1-Isopropyl-3-methylbenzen, 3-isopropyltoluen, meta-cymen, m-cymol, 1-methyl-3-(1-methylethyl)benzen, mcymene (engl). CAS nr. 535-77-3. EINECS nr. 208-61-79. ECDIN nr. 66501. RTECS nr. GZ5949800. UN nr. 2046.
o
o
o
Bruttoformel: C10H14. Molvægt: 134,22. Frysepunkt: -64 C. Kogepunkt (1 atm): 175 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
0,861 (vand=1). Flammepunkt (cc): 47 C. Fordelingskoefficient (logKow): 4,5. Brydningsindeks (n20/D): 1,493.
o
3
3
Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 5,4 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (135 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
p-CYMEN
Synonymer: 1-Isopropyl-4-methylbenzen, 4-isopropyltoluen, p-isopropyltoluen, para-cymen, p-cymol, 1-methyl-4-(1methylethyl)benzen, p-methylcumen, Dolcymene, p-cymene (engl). CAS nr. 99-87-6 (For cymen blanding: 25155-15-1).
EINECS nr. 202-79-67. ECDIN nr. 32818. RTECS nr. GZ5950000. UN nr. 2046. Bruttoformel: C10H14. Molvægt: 134,22.
o
o
o
o
Frysepunkt: -68 C. Kogepunkt (1 atm): 177 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,8573 (vand=1). Damptryk (25 C): 1,46
o
o
mm Hg (0,19 kPa). Relativ damptæthed: 4,62 (luft=1). Flammepunkt (cc): 47 C. Selvantændelsestemperatur: 436 C.
o
Eksplosionsgrænser: 0,7-5,6 vol%. Opløselighed i vand (25 C): 23 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,1.
o
3
Brydningsindeks (n20/D): 1,4895. LD50(o,r): 4,75 g/kg. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 5,49 mg/m . Grænse3
værdi (2002): 25 ppm (135 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
279
Copyright: www.NIPSECT.dk
79. Carbonoxider
Carbonmonoxid (CO) kaldes i daglig tale for kulilte. Det er en farveløs, brændbar og meget giftig gas
(luftart), der er lidt lettere end atmosfærisk luft, og den er både uden smag og lugt.
Dannes ved forbrændingsprocesser
Carbonmonoxid dannes især i større eller mindre mængde ved enhver ufuldstændig forbrænding af
organisk stof, som fx. kul, olie, benzin, naturgas, træ, affald og tobak ved underskud af oxygen/ilt. Den
totale menneskeskabte emission af carbonmonoxid er anslået til 350-600 mio. tons per år.
Carbonmonoxid er også naturligt forekommende, fx. i røgen fra skovbrande og vulkaner. Alene
oxidation af methan i atmosfæren anslås årligt at danne 3 milliarder tons carbonmonoxid på den nordlig
halvkugle. Baggrundsniveauet i luft fra øde områder er 0,01-0,8 ppm CO. I tæt trafikerede byområder
kan koncentrationer i gadeniveau på 5-25 ppm CO være typiske, men de svinger meget.
I biludstødning
Biludstødning har et varierende indhold af carbonmonoxid, afhængig af motorindstillingen, og ved
tomgang af motoren er emissionen særlig høj. Benzinbiler uden katalysator udsender ca. ti gange mere
carbonmonoxid end dieselbiler. Der har i de sidste 30 år været regler for den tilladte CO-koncentration
i udstødningen ved tomgang. For ældre biler er grænsen nu 35-45.000 ppm CO, mens den er 3-5.000
ppm CO for biler med katalysatorer. De moderne katalysatorer nedbryder nemlig stoffet.
Der findes ligeledes danske regler for emissionen af carbonmonoxid fra gasmotorer og gasturbiner. For
eksisterende anlæg er grænseværdien 650 mg CO/Nm3, mens grænseværdierne for nye anlæg er
henholdsvis 500 og 150 mg CO/Nm3.
Kulilteforgiftning kendt siden oldtiden
Den græske filosof Aristoteles var den første, som beskrev kulilteforgiftningen, og i det antikke Rom
blev røgen fra ildsteder med trækul brugt både til selvmord og til henrettelse af forbrydere. I
Middelalderen var carbonmonoxid et stort problem for minearbejderne og kulsviere, og i det seneste
århundrede gav bygas produceret af kul anledning til mange forgiftninger på grund af et betydeligt
indhold af carbonmonoxid.
Når man ikke kan se eller lugte dette lumske stof, bliver man sjældent opmærksom på en udsættelse, og
man kan uden videre miste bevidstheden og dø, som det er sket i utallige tilfælde. Årligt dør der i de
fleste lande flere mennesker af ”kulilteforgiftning” end af forgiftning med alle andre stoffer - bortset fra
af narkotika og alkohol. I Danmark er der årligt i de senere år registreret 30-200 dødsfald forårsaget af
kulilteforgiftning. Det lykkedes for lægerne at redde et tilsvarende antal alvorligt forgiftede. Herudover
regnes der med utallige ikke opklarede forgiftninger. Igennem årene har mange dødsfald forårsaget af
carbonmonoxid været selvmord, fx. med biludstødningsgas eller bygas. De fleste omkomne ved brande
dør i øvrigt af røgforgiftning, hvor carbonmonoxid er den vigtigste ingrediens, inden flammerne når at
gøre skade på personen.
280
Copyright: www.NIPSECT.dk
Indeklimaet mest udsat
Det er specielt risikabelt, hvis carbonmonoxid forekommer indendørs, hvor der er utilstrækkelig
ventilation. Koncentrationer af carbonmonoxid i indeklimaet er oftest højere end udendørs på grund af
anvendelse af bygas eller fra røgen fra ildsteder og ovne. Alene i månederne marts og april 1983 var en
afgivelse til indeklimaet af carbonmonoxid fra bygasvandvarmere med snavsede brændere og delvist
stoppede varmevekslere den primære årsag til 9 dødsfald i Danmark. Omkring hver sjette af de
dengang undersøgte vandvarmere i danske boliger var defekte, og kunne alle være skyld i dødelige
koncentrationer af carbonmonoxid indendørs.
Dårlig forbrænding
Naturgas og flaskegas er, i modsætning til den gammeldags bygas, ikke giftige, idet disse produkter
ikke indeholder carbonmonoxid. Imidlertid kan et dårligt fungerende naturgasfyr, ligesom andre
fyringsanlæg, danne carbonmonoxid ved en ufuldstændig forbrænding. I en dansk undersøgelse blev
der målt 2000 ppm CO i tæt på et ”tilstoppet” naturgasfyr, der var skyld i alvorlig forgiftning.
Indendørs anvendelse af brændstofsdrevne apparater, maskiner og værktøjer er også en potentiel kilde
til forhøjede CO-koncentrationer og forgiftninger. Ved et indendørs motorshow i USA i 1999 blev både
medarbejdere og tilskuere udsat for gennemsnitskoncentrationer af carbonmonoxid på over 50 ppm.
Anvendelse af ismaskiner i indendørs skøjtehaller har resulteret i CO koncentrationer på >300 ppm i
tillæg til høje NOx koncentrationer (Fokus nr. 73). Endnu højere koncentrationer er målt i
garageanlæg.
Mange erhverv udsatte
I visse job er der en særlig risiko for udsættelse for carbonmonoxid i varierende grad med kortvarige,
høje koncentrationer. Brandmænd, fyrbødere, maskinmestre, skorstensfejere, røgere, garagearbejdere,
mekanikere, vejarbejdere, motorsagkyndige, færdselspoliti og chauffører er fx. særligt udsatte, men
udsættelse er generelt meget udbredt. Dertil kommer udsættelse i hjemmene og ved tobaksrygning. I
perioden 1983-87 blev der af Arbejdstilsynet kun foretaget 16 målinger af carbonmonoxid, og ingen
var over den daværende grænseværdi på 35 ppm. I Arbejdstilsynets Kemikalieforbrugsundersøgelse fra
1989 blev der rapporteret om 342 eksponeringer for carbonmonoxid.
Uspecifikke forgiftningssymptomer
Symptomerne på en begyndende CO-forgiftning er uspecifikke, såsom hovedpine, træthed,
svimmelhed, åndenød, kvalme og opkastning, der let kan forveksles med en influenza. Efterhånden kan
der indtræde bevidstløshed og død. Omkring 4 timers udsættelse for 600 ppm carbonmonoxid er
dødelig for mennesker. Indånding af 6000 ppm (0,6%) carbonmonoxid er dødelig efter 10 minutter.
Bindes til blodfarvestoffet
Som nævnt mærker man ikke, at man indånder carbonmonoxid. Når gassen er nede i lungerne, optages
den let i blodet, hvor den binder sig reversibelt til jern(II) i blodets hæmoglobin og danner carboxyhæmoglobin (COHb). Herved fortrænges oxygen fra det cirkulerende blod, og tilførslen af oxygen til
281
Copyright: www.NIPSECT.dk
væv og organer mindskes. Carbonmonoxid bindes 240 gange stærkere til hæmoglobin end oxygen. Det
betyder, at udsættelsen for carbonmonoxid ikke behøver at være særlig kraftig, før der er fare på færde.
Carbonmonoxid vil desuden bindes til jern i andre livsvigtige porphyriner så som myoglobin i muskler
og cytochromer i enzymer.
Påvirkning af arbejdsevne
Den normale COHb-niveau i blodet fra ikke-rygere er omkring 1 %, mens det blandt rygere typisk er 38%, men kan nå helt op på 20%. Den maksimale fysiske arbejdsevne hos raske unge mænd nedsættes i
øvrigt, hvis COHb-niveauet når op på 4-5 %, mens der skal mere til at påvirke den normale
arbejdsevne. Den maksimale arbejdsevne for ikke-rygere er i øvrigt typisk 30 % større end for rygere af
samme alder.
I tillæg hertil kommer en eventuel indeklima- og arbejdsmiljøudsættelse. En luftkoncentration på 1000
ppm CO svarer til et COHb-niveau på 50 % og betyder alvorlig risiko for organskader, og et COHbniveau på 70 % er dødeligt.
Grænseværdier
Den nugældende (fra 1996) arbejdsmiljøgrænseværdi på 25 ppm CO svarer til et COHb-niveau på ca. 5
%. Der er almindelig enighed blandt toksikologer om, at alle for en sikkerheds skyld bør undgå
udsættelse for carbonmonoxid, der resulterer i 5 % COHb, mens særligt følsomme grupper ikke bør
udsættes for mere end svarende til 2,5 % COHb. I USA er der fastsat en biologisk grænseværdi (BEI)
på 3,5 % COHb.
For udemiljøet har WHO anbefalet en grænseværdi på 10 ppm CO.
Udåndes igen
Carbonmonoxid udskilles/afgives igen med udåndingsluften, efterhånden som det igen bliver fortrængt
af oxygen. Halveringstiden er 3-5 timer ved indånding af atmosfærisk luft, der indeholder 21 vol %
oxygen. Ved indånding af oxygen kan halveringstiden nedsættes til ½ time, hvad der er vigtigt ved
behandling af forgiftninger. Der er individuelle forskelle, og gravide kvinder overfører carboxyhæmoglobin til fosteret, hvor halveringstiden er lidt længere end hos voksne.
Hjertet er i fare
Hjertet er det mest oxygenforbrugende organ. Det reagerer på et nedsat oxygenindhold ved at øge
blodgennemstrømningen. Dette betyder, at personer med hjerte-kar sygdomme, herunder
kredsløbsforstyrrelser, blodmangel eller lave blodreserver (børn) er særlig følsomme overfor
skadevirkningerne af carbonmonoxid. Epidemiologiske undersøgelser af arbejdsmiljøet har vist, at
udsættelse for carbonmonoxid også i sig selv kan forårsage kredsløbssygdom, måske fordi stoffet øger
blodets indhold af cholesterol og andre lipider.
282
Copyright: www.NIPSECT.dk
Påvirkning af hjernen
Hjernen er ligeledes et organ med et stort behov for oxygen. Derfor er det nærliggende at forvente
effekter af carbonmonoxid på centralnervesystemet. Ved COHb-niveauer på 15-20% er der bl. a. også
konstateret en nedsat årvågenhed, tidsfornemmelse og øjenadaptation blandt de udsatte.
På Arbejdstilsynets arbejdsliste over neurotoksiske stoffer har carbonmonoxid højeste stofrisikoindeks
(SRI 5) som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død eller alvorlig skade på
nervesystemet ved normalt arbejde.
Effekter på fostre
Fostre er mere udsatte og følsomme for forgiftning af carbonmonoxid end voksne, bl.a. fordi
udskillelsen er langsommere og blodets indhold højere. Ved akutte forgiftninger er der forekommet
aborter, og levende fødte børn havde skader på nervesystemet. Lavere belastninger vurderes at skade
den normale udvikling af nervesystemet. Dyreforsøg har vist, at der kan forekomme abortering,
resorption af fosteret eller nedsat fødselsvægt ved et COHb-niveau på fra 10% eller svarende til 90 ppm
CO i luften. Højere belastning forårsager direkte skeletmisdannelser. På Arbejdsmiljøinstituttets liste
over reproduktionsskadende stoffer er carbonmonoxid klassificeret som reproduktionsskadende ved
lavt dosisniveau (Gruppe 1L) – den skrappeste klassificering brugt.
Andre faktorer
Personer, som opholder sig i højt over jordoverfladen, fx. bjergegne, hvor koncentrationen af oxygen er
lav, vil være mere følsomme for effekter af carbonmonoxid. Det samme vil være tilfældet, hvis man
samtidig er udsat for et opløsningsmiddel, som fx. methylenchlorid (Fokus nr. 2), der i kroppen
omdannes til carbonmonoxid.
Kulsyre
Ved en fuldstændig forbrænding dannes carbondioxid (kuldioxid, CO2) i stedet for carbonmonoxid.
Carbondioxid er en farveløs og lugtløs gas, der er 100 gange lettere opløselig i vand end
carbonmonoxid, og dette sker under dannelse af ”kulsyre” eller populært sagt ”sodavand”. Dette navn
kommer af, at carbondioxid kan fremstilles udfra natriumcarbonat (soda) og syre. Dette blev opdaget af
den svenske kemiker Torbern Bergman i 1775. Ved tilsætning af sødestof, frugtsaft eller –essenser kan
den kommercielle sodavand fremstilles. Carbondioxid forhandles flydende på trykflasker eller som
”tøris”, der bruges som kølemiddel.
Carbondioxid er ugiftigt
I modsætning til det brændbare carbonmonoxid, så er carbondioxid relativt inert, og tøris-pulver bruges
direkte til brandslukning. Carbondioxid er ugiftigt og er et naturligt stofskifteprodukt, der bl.a. er med
til at stabilisere blodets surhedsgrad. Vi mennesker udånder dagligt omkring 15 kg CO2. Selvom det er
ugiftigt per se har det alligevel forårsaget forgiftninger, fordi det er tungere end luft og kan fortrænge
oxygen i lavtliggende lukkede rum, som fx. i bunden af brønde, siloer eller lastrum, og dermed virke
kvælende,. Den lave temperatur af tøris (-78oC) betyder risiko for forbrændinger ved hudkontakt.
283
Copyright: www.NIPSECT.dk
Drivhusgasser
Carbondioxid og vand er grundmateriale for fotosyntesen, den basale livsproces, hvor planter ved hjælp
af sollyset opbygger sukkerstoffer. CO2 er derfor en slags gødning for planter, og mere CO2 giver
hurtigere plantevækst. Ved nedbrydning af planterester og ved dyrs og menneskers stofskifte frigøres
carbondioxid igen. Dette naturlige kredsløb af kulstofforbindelser er meget omfattende. Det anslås, at
den naturlige globale CO2-omsætning er mere end 150 mia. tons carbon pr. år. Den menneskeskabte
ekstra globale udledning fra afbrænding af fossile brændsler er voksende og var i 1995 på 6,4 mia. tons
carbon. Det danske bidrag er alene på ca.16 mio. tons.
Baggrundsniveauet i atmosfæren af CO2 er nu omkring 350 ppm (0,035 vol %) og stigende. Både
carbonmonoxid og carbondioxid er såkaldte drivhusgasser, der ude i atmosfæren tilbageholder
udstrålingen af varme fra jordoverfladen og til verdensrummet, og dermed øger
gennemsnitstemperaturen på Jorden. For at imødegå dette og formindske den globale udledning af
drivhusgasser er der i 1990’erne vedtaget flere internationale klimakonventioner startende med Rioaftalen i 1992 og fulgt op af Kyoto-aftalen fra 1996. Et forsøg på en ny aftale i Amsterdam 2000
mislykkedes.
Udvalgte referencer:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 12. Kolmonoxid. Arbete och Hälsa
1980:8.
2. IPCS Environmental Health Criteria 13: Carbon monoxide. Geneva: WHO, 1979.
3. IPCS Environmental Health Criteria 213: Carbon monoxide. Second edition. Geneva: WHO,
1999.
4. Taudorf K, Michaelsen KF. Kulilteforgiftningsfaren ved bygasvandvarmere. Ugeskr Læger
1983;145(46):3593-3597.
5. Dutch expert committee on occupational standards. Health-based recommended occupational
exposure limit for carbon monoxide. Den Haag, 1993.
6. Morley JC, Seitz T, Tubbs R. Carbon monoxide and noise exposure at a monster truck and
motorcross show. Appl Occup Environ Hyg 1999;14(10): 645-655.
7. Worm K, Steentoft A, Toft J. Forgiftningsdødsfald over en 5-årig periode i Østdanmark. Ugeskr
Læger 1999;161:6622-25.
CARBONMONOXID
Synonymer: Kulilte, kulmonoxid, kulmonoksyd, carbonoxid, carbon monoxide (eng). CAS nr. 630-08-0. EU nr. 006-001-002. EINECS nr. 211-128-3. ECDIN nr. 0037821. RTECS nr. FG3500000. UN nr. 1016. Kemisk formel: CO. Molvægt: 28,01.
o
o
o
Frysepunkt: -205 C. Kogepunkt (1 atm): -191 C. Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 0,967 (luft=1).
o
o
Flammepunkt (cc): -191 C. Eksplosionsgrænser i luft: >12,5 vol%. Opløselighed i vand (20 C): 2,3 vol%. LC50(ihl,r):
o
3
3
1807 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 1,15 mg/m . Grænseværdi (2002): 25 ppm (29 mg/m ).
Klassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx), giftig (T), Rep1. Risikoangivelser: Kan skade barnet under
graviditeten (R61), Yderst brandfarlig (R12), og giftig ved indånding (R23), og giftig: Alvorlig sundhedsfare ved længere tids
påvirkning ved indånding (R48/23). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug
(S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt
284
Copyright: www.NIPSECT.dk
(S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CARBONDIOXID
Synonymer: Kuldioxid, kuldioksyd, kultveilte, CO2, carbon dioxide (eng). CAS nr. 124-38-9. EINECS nr. 204-696-9. ECDIN
o
nr. 0037816. RTECS nr. FF6400000. UN nr. 1013. Kemisk formel: CO2. Molvægt: 44,01. Kogepunkt (1 atm): -78 C
o
(sublimerer). Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 1,53 (luft=1). Flammepunkt (cc): Ikke brændbar. Opløselighed
o
o
3
i vand (25 C): 1,45 g/L. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 1,8 mg/m . Grænseværdi (2002): 5000 ppm (9000
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer, ”ugiftigt”.
80. Phosphorchlorider
Den vigtigste forbindelse i denne familie af stoffer er phosphortrichlorid (PCl3). Andre vigtige
forbindelser er phosphorpentachlorid (PCl5), phosphorylchlorid (POCl3) og det beslægtede
phosphortribromid (PBr3).
Tågedannelse
Phosphorpentachlorid er et hvidt til gulligt fast og henflydende stof, der ved ophedning omdannes til
phosphortrichlorid og frit chlor! De tre andre stoffer, der omtales her, er farveløse til gullige væsker.
Stofferne er meget reaktive overfor organisk materiale, og alle fire stoffer ryger i fugtig luft og har en
stærk lugt af saltsyre.
Stofferne reagerer alle voldsomt med vand, idet de hydrolyseres til henholdsvis
phosphorsyrling/phosphorsyre og saltsyre/hydrogenbromid. De er opløselige i upolære, organiske
opløsningsmidler, så som diethylether, benzen og tetrachlormethan.
Udslip på Cheminova
Phosphortrichlorid bruges bl.a. som råstof til fremstilling af diverse phosphorholdige
bekæmpelsesmidler, især glyphosat, det aktive stof i de vigtige ukrudtsmidler Roundup eller Glyfos
(Fokus nr. 27). Herhjemme produceres årligt 10.000 tons glyphosat på virksomheden Cheminova ved
Harboøre. Forbruget af phosphortrichlorid til denne produktion kan anslås til omkring 8.000 tons. I juni
2000 var der en episode med et utilsigtet udslip på cirka 4 kg phosphortrichlorid til omgivelserne og en
tågelignende sky lagde sig over vandet og drev hen mod nogle lystbåde. Ingen kom dog noget til ved
udslippet.
Teknisk vigtige råstoffer
Phosphortrichlorid er endvidere råmateriale for fremstilling af vaskemidler, benzintilsætningsstoffer,
blødgøringsmidler og farvestoffer. Det bruges ved chloreringsprocesser, som katalysator samt i
tekstilhjælpemidler. Det oxideres let til phosphorylchlorid og er derfor også et vigtigt råmateriale for
fremstilling af dette stof. Ved specielle overfladebehandlingsteknikker for halvledermaterialer kan der
forekomme udsættelser for phosphortrichlorid.
Phosphorylchlorid benyttes selv som udgangsstof til fremstilling af en række organiske phosphater, der
bruges som blødgørere, flammehæmmere, pesticider og hydrauliske væsker/olier.
Phosphorpentachlorid er et stærkt chloreringsmiddel og udgangsstof eller katalysator ved fremstilling
285
Copyright: www.NIPSECT.dk
af acetylcellulose, antibiotika, aluminiumlegeringer og diverse andre forbindelser. Phosphortribromid
er ikke meget anvendt; det benyttes mest som katalysator og reagens ved sukkeranalyser samt ved
bromeringsreaktioner.
I 1994 var den årlige produktion alene i USA af phosphortrichlorid og phosphorylchlorid henholdsvis
på omkring 200.000 tons og 41.000 tons. Der foreligger ikke oplysninger om produktionsdata for de to
andre stoffer.
Giftige og ætsende stoffer
De fire stoffer virker alle kraftigt ætsende eller irriterende på hud og slimhinder i øjne og luftveje. Fra
arbejdsmiljøet er blandt udsatte rapporteret om symptomer som kvalme, svimmelhed, hovedpine, hoste,
brystsmerter og åndenød, samt sygdomme som øjenbetændelse, bronkitis, lungebetændelse og i værste
tilfælde lungeødem.
Det giftigste af de tre chlorider er phosphorylchlorid, der for 50 år siden i den tyske delstat NordrheinWestfalen var det kemiske stof, som var årsag til flest anmeldte forgiftninger (36 ud af 72) i
arbejdsmiljøet.
Selvom stofferne har størst akut giftighed ved indånding, er indtagelse gennem munden af så lidt som 1
gram phosphortrichlorid er potentielt dødeligt for et voksent individ.
Langsom heling
Det skal anføres, at eventuelle øjenskader forårsaget af disse stoffer heler meget langsomt. Også for en
kemiker, der uheldigvis fik forbrændinger på 20 % af huden ved udsættelse for phosphorpentachlorid,
var sårhelingen en meget langsom og smertefuld proces.
Ved en trafikulykke i USA blev der spildt phosphortrichlorid på vejen, og et mislykket forsøg på at
rengøre med vand, gjorde ondt værre. Diverse voldsomme reaktioner fandt sted med afgivelse af
syredampe. I alt kom sytten personer på hospitalet med forgiftningssymptomer. Det tog måneder, før
de var helt raske igen.
Kroniske skader
Afhængig af stofkoncentration og varighed af udsættelse, kan en gentagen eller længerevarende
udsættelse for phosphortrichlorid gennem munden fremkalde betændelse og åbne sår i mund,
mavesmerter samt astmatisk bronkitis. Langvarig udsættelse af forsøgsdyr tyder på mulighed for
kroniske skader på lever, nyrer, knogler og lunger. Efter ophør af udsættelse vil de fleste skader heles,
bortset fra i luftvejene. Phosphortribromid er endnu mere giftigt.
Ingen kræftrisiko
Bortset fra at phosphortrichlorid er testet negativ for mutagene effekter i Ames-testen og en række
andre korttidstests, så er der ingen undersøgelser til belysning af stoffernes mulige effekter på
forplantning eller kræftsygdomme. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at disse akut meget reaktive
286
Copyright: www.NIPSECT.dk
stoffer vil have sådanne effekter.
Udvalgte referencer:
1. Documentation of TLVs. Cincinnati: ACGIH. 1980.
2. Gesundheitsschädliche Arbeitstoffe, Begründing für MAK Werte. Weinheim: VCH, 1988.
3. Eldad A et al. Phosphorous pentachloride chemical burns – a slow healing injury. Burns
1992;18:340-341.
PHOSPORTRICHLORID
Synonymer: Fosfortriklorid, phosphor(III)chlorid, trichlorophosphine (engl), phosphorous(III) chloride (engl), phosphorus
trichloride (engl). CAS nr. 7719-12-2. EU nr. 015-007-00-4. EINECS nr. 231-749-3. RTECS nr. TH3675000. UN nr. 1809.
o
o
o
Formel: PCl3. Molvægt: 137,33. Frysepunkt: -112 C. Kogepunkt (1 atm): 76 C. Relativ massefylde (21/4 C): 1,574
o
o
(vand=1). Damptryk (21 C): 100 mm Hg ( 13,3 kPa). Relativ damptæthed: 4,75 (luft=1). Flammepunkt (cc): >66 C.
o
4h
Opløselighed i vand (20 C): Dekomponerer. Brydningsindeks (n20/D): 1,5148. LD50(o,r): 0,55 g/kg. LC50 (ihl,r): 104 ppm.
o
3
3
Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 5,6 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,2 ppm (1,2 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Meget giftig (Tx), ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), meget giftig ved
indånding og ved indtagelse (R26/28), alvorlig ætsningsfare (R35), farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning
ved indånding (R48/20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal
holdes tæt lukket og opbevares tørt (S7/8), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge
kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PHOSPORPENTACHLORID
Synonymer: Fosforpentaklorid, phosphor(V)chlorid, phosphorsyrechlorid, pentachlorophosphorane (engl), phosphorous(V)
chloride (engl), phosphorus pentachloride (engl). CAS nr. 10026-13-8. EU nr. 015-008-00-X. EINECS nr. 233-060-3. RTECS
o
nr. TB6125000. UN nr. 1806. Formel: PCl5. Molvægt: 208,24. Smeltepunkt: Sublimerer uden at smelte ved 100 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 2,114 (vand=1). Damptryk (21 C): 0,012 mm Hg (1,6 Pa). Relativ damptæthed: 7,2 (luft=1).
o
Flammepunkt (cc): Ikke brændbar. Opløselighed i vand (20 C): Dekomponerer. Brydningsindeks (n20/D): 1,5148.
o
3
LD50(o,r): 0,66 g/kg. LC50 (ihl,r): 23 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 8,5 mg/m . Grænseværdi (2002): 1
3
mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), farlig
ved indtagelse (R22), meget giftig ved indånding (R26), Ætsningsfare (R34), farlig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids
påvirkning ved indånding (R48/20). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
emballagen skal holdes tæt lukket og opbevares tørt (S7/8), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand
og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PHOSPHORYLCHLORID
Synonymer: Fosforylklorid, phosphoryltrichlorid, phosphoroxychlorid, phosphorus oxychloride (engl), phosphoryl chloride
(engl). CAS nr. 10025-87-3. EU nr. 015-009-00-5. EINECS nr. 233-046-7. RTECS nr. TH4897000. UN nr. 1810. Formel:
o
o
o
POCl3. Molvægt: 153,33. Frysepunkt: 1,3 C. Kogepunkt (1 atm): 106 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,675 (vand=1).
o
Damptryk (27 C): 40 mm Hg (5,3 kPa). Relativ damptæthed: 5,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): Ikke brændbar.
o
4h
Opløselighed i vand (20 C): Dekomponerer. Brydningsindeks (n20/D): 1,461. LD50(o,r): 0,38 g/kg. LC50 (ihl,r): 32 ppm.
o
3
3
Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 6,3 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,1 ppm (0,6 mg/m ). Klassificering og
287
Copyright: www.NIPSECT.dk
mærkning (2002): Meget giftig (Tx), ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), farlig ved
indtagelse (R22), meget giftig ved indånding (R26), udvikler giftig gas ved kontakt med vand (R29), alvorlig ætsningsfare
(R35), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding (R48/23). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal holdes tæt lukket og opbevares tørt (S7/8), kommer stoffet i
øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede
beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
PHOSPORTRIBROMID
Synonymer: Fosfortribromid, phosphor(III)bromid, tribromophosphine (engl), phosphorous(III) bromide (engl), phosphorus
tribromide (engl). CAS nr. 7789-60-8. EU nr. 015-103-00-6. EINECS nr. 232-178-2. RTECS nr. TH4460000. UN nr. 1808.
o
o
o
Formel: PBr3. Molvægt: 270,70. Frysepunkt: -40 C. Kogepunkt (1 atm): 175 C. Relativ massefylde (20/4 C): 2,87
o
(vand=1). Damptryk (20 C): 5 mm Hg (0,67 kPa). Relativ damptæthed: 9,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): Ikke brændbar.
o
Opløselighed i vand (20 C): Dekomponerer. Brydningsindeks (n26/D): 1,697. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering
og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), ætsningsfare (R34), irriterer
åndedrætsorganerne (R37). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i
øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er
omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
81. Svovldioxid
Svovldioxid (SO2) er en farveløs, giftig gas med en stikkende lugt, som i lave koncentrationer kan give
metalsmag i munden. Svovldioxid er letopløselig i vand under dannelse af svovlsyrling (H2SO3), en
middelstærk syre, hvis salte kaldet sulfitter.
Dannes ved forbrændingsprocesser
Svovldioxid kan ikke brænde, men er i stedet det ultimative resultat af alle forbrændingsprocesser med
svovl eller svovlforbindelser. Da der er spor af svovlforbindelser i stenkul og råolie, vil anvendelse af
fossile brændsler være en betydelig kilde til svovldioxid forurening. Derudover er en vigtig kilde
ristning af metalsulfid malme ved metalfremstilling.
Stor omsætning
Fra disse processer sker der årligt en udledning af 65 millioner tons svovl, mest som svovldioxid.
Forekomsten af svovl er særlig høj i fuelolie, og der blev allerede i 1976 fastsat en svovlgrænse på 1
vægt % for fuelolie og det halve for gasolie. Det menes, at den menneskeskabte, årlige, globale
udledning af svovldioxid derudover andrager 90 millioner tons, og den naturlige udledning andrager
årligt 80 millioner tons, heraf 4 millioner tons fra aktive vulkaner. På Island kan det varme vand i
hanerne lugte af svovldioxid, fordi det stammer fra varme kilder af vulkansk oprindelse.
Grænseoverskridende forurening
Svovldioxid er en klassisk luftforurening, som transporteres over lange afstande og dermed er
grænseoverskridende. Det var derfor det første stof, der blev indbefattet i en international konvention
om langtransport af forureninger. Det var sammen med fine partikler den udslagsgivende forurening
(1,4 ppm) i den berømte smog episode i London, som i 1952 kostede 4000 døde. I praksis er
288
Copyright: www.NIPSECT.dk
svovldioxid en af de vigtigste indikatorer for luftforureningsbelastning og forsuring.
I luften oxideres svovldioxid langsomt til svovltrioxid (SO3), der normalt ikke vil eksistere i længere
tid, men i fugtig luft vil danne den stærke svovlsyre (H2SO4). Det kan give anledning til korrosion af
bygninger, mindesmærker mv.
Findes i vin
Svovldioxid og sulfitter virker stærkt reducerende og anvendes i fotografien og som blege- og
desinfektionsmiddel. Det bruges desuden som konserveringsmiddel i vin og ved forarbejdning af majs.
Vi indtager med fødevarer af størrelsesordenen 10-15 mg bundet svovldioxid dagligt per person.
Fordøjelsen af løg frigører fx svovldioxid.
Anvendes i papirindustrien
Den vigtigste anvendelse af svovldioxid er til fremstilling af sulfitsalte. Svovldioxid og et af disse salte,
natriumsulfit, anvendes ved nogle processer til fremstilling af papirmasse.
I 1990 var produktionen i USA af svovldioxid ca. 290.000 tons, hvoraf det meste blev brugt i
papirindustrien og til svovlsyrefremstilling. USA havde i 1994 desuden en nettoimport af 67.000 tons
svovldioxid. Den årlige verdensproduktion af svovlsyre er mere end 70 millioner tons. Koncentreret
svovlsyre er 98 % og ved tilsætning af svovltrioxid fås rygende svovlsyre, der kaldes oleum.
Svovldioxid frigøres, når sulfitter behandles med syre. I en amerikansk galvaniseringsanstalt, hvor
natriummetabisulfit blev brugt til at behandle tungmetalholdigt slam, blev der nyligt konstateret over
1000 ppm svovldioxid i luften over karrene.
Mange udsatte
I USA er det beregnet at omkring 500.000 personer, svarende til 0,2 % af hele befolkningen, er
erhvervsmæssigt udsatte for svovldioxid. I 1991 var 10.000 erhvervsmæssigt udsatte i Finland. Det nok
ikke meget anderledes i Danmark. Erhverv, der er særligt udsatte er brandfolk, vinavlere og folk
beskæftiget med blegeprocesser og svovlsyrefremstilling. Der er i USA næsten 800.000
erhvervsmæssigt udsatte for svovlsyre.
I perioden 1983-87 foretog Arbejdstilsynet 131 luftmålinger af svovlsyre og i næsten en tredjedel var
grænseværdien overskredet. Der var ingen målinger af svovldioxid eller sulfitter.
Tilbageholdes i næse og svælg
Da svovldioxid er en vandopløselig gas, vil den først og fremmest tilbageholdes og absorberes som
svovlsyrling i de fugtige slimhinder i næse og svælg og vil derfor ikke i så stort omfang nå lungerne.
Det der optages bindes til proteiner i blodet, oxideres af enzymet sulfit oxidase og udskilles i urinen
som sulfat.
289
Copyright: www.NIPSECT.dk
Øjenirritation
Udsættelse for luftkoncentrationer af svovldioxid højere end 5-10 ppm resulterer i øjenirritation og
skader på bindehinden. Det samme kan hænde ved udsættelse af øjne for flydende svovlsyrling eller
svovlsyre, der også vil være ætsende på huden. Samme koncentration giver øget puls og næseirritation
med tørre slimhinder og næseblod. 15-20 ppm giver kraftige irritation af luftveje med vedvarende hoste
og hæshed. Mere end 50 ppm kan kun tolereres nogle få minutter. Kortvarig udsættelse for mere end
100 ppm giver umiddelbar, livstruende krampagtig hoste, evt. med efterfølgende bronkitis, som det er
set ved ulykker i papirindustrier. Kvælning kan forekomme som følge af kramper i stemmelæberne.
Stakåndethed
Der findes mange data om svovldioxids virkninger på mennesker. Allerede ved 0,5-1 ppm, når stoffet
kan lugtes, ses ubehag og påvirkning af vejrtrækningen (stakåndethed) hos eksponerede
forsøgspersoner. Effekten er størst ved indånding af svovldioxid gennem munden i forhold til gennem
næsen. I arbejdere, der havde været udsat for 0,4-3 ppm svovldioxid i 20 år eller mere, sås ændringer i
lungefunktionen. Generelt giver udsættelse for svovldioxid også en nedsat resistens over for forkølelse
og andre luftvejsinfektioner. Grænseværdien blev i 1996 nedsat fra 2 til 0,5 ppm.
Astmatikere særligt følsomme
Der er imidlertid stor individuel variation i modtagelighed overfor svovldioxidet effekter på luftvejene.
Specielt kan astmatikere reagere meget voldsomt, og så lav en koncentration som 0,25 ppm virker
generende for astmatikere under fysisk aktivitet. Der kan også ske en adaptation, således at man kan
tåle mere og mere svovldioxid.
I dyreforsøg har man efter længere tids udsættelse for 6 ppm set skader på leveren, og ved 10 ppm
skader på hjernen med ændret lipid sammensætning.
Ikke kræftfremkaldende
Der er nogle undersøgelser, der viser, at svovldioxid har mutagen effekt i Ames-testen med Salmonella
bakterier, i Coli bakterier og i diverse cellesystemer. Der er hverken arbejdspladserfaringer eller
dyreforsøg, som tyder på, at svovldioxid alene skulle være reproduktionsskadende eller
kræftfremkaldende. IARC anser heller ikke svovldioxid og sulfitter for kræftfremkaldende i sig selv, og
klassificerer disse stoffer i Gruppe 3. Svovldioxid har imidlertid tilsyneladende en kræftpromotor
virkning sammen med arsen eller benzo[a]pyren.
Udvalgte referencer:
1. Kolmodin-Hedman B, Swensson Å. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 48.
Svaveldioxid. Arbete och Hälsa 1984:18.
2. IPCS Environmental Health Criteria no. 8. Sulfur oxides and suspended particulate. Geneva:
WHO, 1979.
3. Ericsson G, Camner P. Health effects of sulfur oxides and particulate mater in ambient air.
Scand J Work Environ Health 1983;9: Supplement 3.
290
Copyright: www.NIPSECT.dk
4. ATSDR. Toxicological profile for sulfur dioxide. US DHHS, 1998.
5. Fairfax RE. Sulfur dioxide exposure in an electroplating establishment. Appl Occup Environ
Hyg 2000;15:809-810.
SVOVLDIOXID
Synonymer: Svovlsyrlinganhydrid, svovldioksyd, sulfur dioxide (US engl), sulphur dioxide (UK engl). CAS nr. 7446-09-5.
EU nr. 016-011-00-9. EINECS nr. 231-195-2. RTECS nr. WS4550000. UN nr. 1079. Formel: SO2. Molvægt: 64,07.
o
o
o
o
Frysepunkt: -73 C. Kogepunkt (1 atm): -10 C. Relativ massefylde (-10/4 C): 1,4 (vand=1). Damptryk (20 C): 2475 mm
o
o
Hg (330 kPa). Relativ damptæthed: 2,26 (luft=1). Opløselighed i vand (20 C): 113 g/L. pKA1: 2,0; pKA2 : 7,2 (25 C).
4h
o
3
LC50(ihl,r): 1.000 ppm. Lugtgrænse: 0,5 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 2,62 mg/m . Grænseværdi
3
(2000): 0,5 ppm H (1,3 mg/m ). Klassificering og mærkning (2000): Giftig (T). Risikoangivelser: Giftig ved indånding
(R23), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Bevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal
opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
SVOVLTRIOXID
Synonymer: Svovlsyreanhydrid, sulfur trioxide (engl), sulphur trioxide (engl). CAS nr. 7446-11-9. EINECS nr. 231-197-3.
o
o
RTECS nr. WT4830000. UN nr. 1829. Formel: SO3. Molvægt: 80,06. Smeltepunkt: 17 C. Kogepunkt (1 atm): 43 C.
o
o
o
Relativ massefylde (20/4 C): 1,97 (vand=1). Damptryk (25 C): 73 mm Hg (10 kPa). Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1
3
ppm = 0,31 mg/m . Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
SVOVLSYRE
Synonymer: Vitriol, sulfuric acid (engl). CAS nr. 7664-93-9. EU nr. 016-020-00-8. EINECS nr. 231-639-5. RTECS nr.
o
WS5600000. UN nr. 1830, 1832, 1786. Bruttoformel: H2SO4. Molvægt: 98,07. Smeltepunkt: 10 C. Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
350 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,841 (vand=1). Relativ damptæthed: 3,4 (luft=1). Opløselighed i vand (20 C):
o
Blandbar. Fordelingskoefficient (logKow): 1,92. Lugtgrænse: 0,25 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 4,08
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 1 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelse: Alvorlig
ætsningsfare (R35). Sikkerhedsforskrifter: Bevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene,
skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), hæld aldrig vand på eller i produktet (S30), ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
OLEUM
Synonymer: Rygende svovlsyre, dithionic acid (engl). CAS nr. 8014-95-7. EU nr. 016-019-00-2. RTECS nr. WS5605000.
UN nr. 1831. Bruttoformel: H2S2O7. Molvægt: 174,14. LC50(ihl,r): 347 ppm. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering
og mærkning (2002): Ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), alvorlig ætsningsfare (R35),
irriterer åndedrætsorganerne (R37). Sikkerhedsforskrifter: Bevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer
stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), hæld aldrig vand på eller i produktet (S30), Ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
NATRIUMSULFIT
Synonymer: Sulfurous acid disodium salt (engl), sodium sulfite (engl), sodium sulphite (engl). CAS nr. 7757-83-7. EINECS
o
nr. 231-821-4. RTECS nr. WE2150000. Formel: Na2SO3. Molvægt: 126,04. Relativ massefylde (15/4 C): 2,63 (vand=1).
291
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
3
Opløselighed i vand (20 C): 125 g/L. Grænseværdi (2002): 5 mg/m . Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen
over farlige stoffer.
NATRIUMMETABISULFIT
Synonymer: Natriumpyrosulfit, natriummetabisulfit, sodium pyrosulfite (engl), sodium metabisulfite (engl). CAS nr. 7681-57o
4. EINECS nr. 231-673-0. RTECS nr. UX8225000. Formel: Na2S2O7. Molvægt: 190,11. Smeltepunkt: >150 C (d). Relativ
o
o
3
massefylde (20/4 C): 1,4 (vand=1). Opløselighed i vand (20 C): 540 g/L. Grænseværdi (2002): 5 mg/m . Klassificering
og mærkning (2002): Ikke på Listen over farlige stoffer.
82. Catechol og resorcinol
Catechol (eller pyrocatechol) og resorcinol er dihydroxyphenoler, isomere med hydroquinon (Fokus nr.
39). De er begge vandopløselige og farveløse krystallinske stoffer, der blive brunlige eller rødlige udsat
for lys og luft. De har en phenol-agtig lugt. I mange af deres egenskaber minder de om phenol (Fokus
nr. 30). Men de oxideres lettere end phenol. De sublimerer let (fordamper under kogepunktet) og er
hygroskopiske (vandsugende) og flygtige med vanddamp.
Naturlig forekomst
Catechol forekommer naturligt i frugt (æbler), grøntsager (løg) og træ. Det er et biprodukt ved
produktion og anvendelse af kultjære og skifferolie. Catechol har fået sit navn, fordi det kan fremstilles
af garvestoffet, catechu. Monomethylether af catechol hedder i øvrigt guajachol, og den er
hovedbestanddelen af phenol-fraktionen (creosot) af bøgetræstjære. Creosot er tidligere været brugt
som træbeskyttelsesmiddel. Catechol er en naturlig metabolit af benzen (Fokus nr. 1)
Resorcinol har ingen kendt naturlig forekomst.
Råstoffer
Catechol og resorcinol anvendes som råstof ved fremstilling af farvestoffer (resorcinol til fluorescein),
lægemidler, kosmetik, pesticider, antioxidanter til gummi, klæbemidler (diglycidylresorcinolether i træog gummilime), fotografi (catechol er fotografisk fremkalder) m.m.
Catechol anvendes ved farvning af pelsværk, resorcinol i hårfarver. Begge stoffer virker
bakteriedræbende, og resorcinol benyttes i salver. En vigtig anvendelse af catechol er til fremstilling af
4-tert- butylcatechol, en inhibitor af polymerisering af styren. Begge stoffer findes i cigaretrøg.
Resorcinol i røg fra træfyring.
For 1980 blev verdensproduktionen af catechol anslået til 20.000 tons, og verdensproduktionen af
resorcinol er anslået til 30-35.000 tons nogle år senere i 1994. Der er ikke tilgængelige tal for forbruget
i Danmark.
Det er anslået, at 5.000 og 17.000 var erhvervsmæssigt udsatte i USA i 1981-83 for henholdsvis
catechol og resorcinol. Der er ingen danske oplysninger om udsatte eller målinger.
292
Copyright: www.NIPSECT.dk
Optages let
Stofferne i opløsning, eller dampe, optages let gennem hud, slimhinder, lunger og mave-tarm kanal i
toksiske og endda i livsfarlige doser. Catechol har en ti gange længere opholdstid i kroppen i forhold til
phenol. Det metaboliseres bl.a. til o-benzoquinon og udskilles med urinen, som kan være mørkfarvet af
oxidationsprodukter. En tilsvarende quinon-dannelse finder ikke sted for resorcinol, som udskilles
hurtigere (90 % i løbet af et døgn) med urinen og mest som glucuronid og sulfat.
Virker meget irriterende
Dampe af catechol og resorcinol virker mere irriterende for øjne og næse end dampe af phenol.
Opløsninger af begge stoffer virker meget irriterende for øjne og slimhinder med mulighed for
vedvarende skader. Hudkontakt af begge stoffer fremkalder eksem. En 2 % opløsning anses dog for
ufarlig og bruges i kosmetiske produkter, fodplejemidler og lægemidler. Resorcinol kan imidlertid også
give hudallergi. En 26-årig kvindelig damefrisør, der havde arbejdet i 10 år i en frisørsalon, fik
pludselig allergisk eksem fra resorcinol i en hårfarve.
Stor akut giftighed
Den akutte giftighed af catechol ved indtagelse gennem munden er større end for phenol, der er mere
giftig end resorcinol. En teskefuld catechol er dødelig dosis for et menneske.
Der er beskrevet flere tilfælde med dødelige forgiftninger efter kontakt med resorcinol på bar hud.
Behåring beskytter, idet stoffet bindes stærkt til hår. Nedsættelse af blodets evne til at transportere
oxygen, andre blodændringer og kramper er ofte beskrevet. Det er særligt farligt for børn.
Store doser catechol øger blodtrykket, ved at blodårerne trækker sig sammen, forårsager blodmangel og
kan give nyreskader. Ved længere tids udsættelse er der ingen konstaterbare effekter af
luftkoncentrationer under 10 ppm catechol.
I dyreforsøg påvirker catechol og resorcinol ikke reproduktionen, og stofferne er negative i Amestesten og andre undersøgelser med bakterier for mutagen effekt, men fremkalder dog genmutationer i
isolerede celler fra forsøgsdyr. Da stofferne er bakteriedræbende, er Ames-testen og lignende metoder
med bakterier i øvrigt ikke relevante.
Catechol er kræftfremkaldende
I rotter resulterede daglig tilførsel af catechol med mavesonde over flere uger i celleændringer i maven,
der udviklede sig til svulster. Mus, der fik 0,8 % catechol i foderet, fik mavekræft. Desuden viste daglig
hudpensling i et år af mus med catechol en kræftforstærkende effekt sammen med det
kræftfremkaldende stof, benzo[a]pyren. Catechol er i 1999 af IARC klassificeret som muligt
kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2B) og er nu optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste.
Resorcinol er ikke kræftfremkaldende i sig selv, men kan forstærke nitrosaminers kræftfremkaldende
effekt og modsat formindske benzo[a]pyrens virkning. IARC mener, at der er utilstrækkelige data til at
klassificere stoffet som kræftfremkaldende. Stoffet er placeret i Gruppe 3.
293
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgte referencer:
1. Flickinger CW. The benzenediols: catechol, resorcinol and hydroquinone – a review of the
industrial toxicology and current industrial exposure limits. Am Ind Hyg Assoc 1976;37:596606.
2. Notice of intended changes – catechol, kaolin, and arsenic. Appl Occup Environ Hyg
1991;6:1042-1043.
3. NTP TR-403. Toxicology and Carcinogenesis Studies of Resorcinol (CAS No. 108-46-3) in
F344/N Rats and B6C3F1 Mice (Gavage Studies). Research Triangle Park, 1992.
4. IARC Monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans. Vol. 71: Re-Evaluation
of Some Organic Chemicals, Hydrazine and Hydrogen Peroxide. Lyon: International Agency
for Research on Cancer, 1999.
CATECHOL
OH
OH
Synonymer: Pyrocatechol, catechin, 1,2-benzendiol, benzen-1,2-diol, 1,2-dihydroxybenzen, o-dihydroxybenzen. CAS nr.
120-80-9. EU nr. 604-016-00-4. EINECS nr. 204-427-5. RTECS nr. UX1050000. UN nr. 2811. Bruttoformel: C6H6O2. Molo
o
o
vægt: 110,11. Smeltepunkt: 105 C. Kogepunkt (1 atm): 245 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,370 (vand=1). Damptryk
o
o
(20 C): 0,03 mm Hg (0,004 kPa). Relativ damptæthed: 3,79 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 51 ppm.
o
o
o
Flammepunkt (cc): 127 C. Selvantændelsestemperatur: 510 C. Opløselighed i vand (20 C): 312 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 0,88. Brydningsindeks (n20/D): 1,604. LD50(o,r): 0,26 g/kg. LD50(skin,rbt): 0,80 g/kg.
o
3
3
Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 4,5 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm K (20 mg/m ). Klassificering og
mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt og ved indtagelse (R21/22). irriterer
øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå indånding af støv (S22),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker
under arbejdet (S37).
RESORCINOL
OH
OH
Synonymer: Resorcin, 1,3-benzendiol, benzen-1,3-diol, 1,3-dihydroxybenzen, m-dihydroxybenzen. CAS nr. 108-46-3. EU
nr. 604-010-00-1. EINECS nr. 203-585-2. RTECS nr. VG9625000. UN nr. 2876. Bruttoformel: C6H6O2. Molvægt: 110,11.
o
o
o
o
Smeltepunkt: 110 C. Kogepunkt (1 atm): 280 C. Relativ massefylde (20/4 C): 1,285 (vand=1). Damptryk (20 C): 0,007
o
mm Hg (0,001 kPa). Relativ damptæthed: 3,79 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 3 ppm. Flammepunkt (c.c.):
o
o
o
127 C. Selvantændelsestemperatur: 607 C. Eksplosionsgrænser i luft: >1.4 vol%. Opløselighed i vand (20 C): 584
o
g/L. pKA (25 C): 9,32. Fordelingskoefficient (logKow): 0,80. LD50(o,r): 0,98 g/kg. LD50(skin,rbt): 3,36 g/kg. Omregningso
3
3
faktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 4,5 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm (45 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), irriterer øjnene og huden (R36/38),
meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), kommer
stoffet i øjnene, skylles straks grundigt med vand og læge kontaktes (S26), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
294
Copyright: www.NIPSECT.dk
83. Chlor
Chlor (klor) med atomtegnet Cl er betegnelsen for et grundstof i gruppen af halogener. Det er meget
udbredt og udgør 0,2 % af jordskorpen. Den vigtigste forekomst er som natriumchlorid (NaCl, stensalt)
og som chlorid-ioner (Cl-) opløst i havene. Havvand indeholder omkring 2 % chlorid. Der er endvidere
mere end 2000 forskellige naturligt forekommende organiske chlorforbindelser med mere eller mindre
kompliceret struktur.
Grøn gas
Chloratomet er i sig selv yderst ustabilt, og det vil normalt ikke forekomme frit. I stedet for vil to
chloratomer forbinde sig til det lidt mere stabile, men stadig meget reaktive chlor-molekyle (Cl2). Frit
chlor er en gulgrøn gas med en meget kras lugt, som man dog efterhånden kan vænne sig til. Navnet
chlor kommer af det græske navn chloros for grøn. Chlor-gas er tungere end luft, og den er moderat
opløseligt i vand.
Chlor-alkali industrien
Chlor dannes som biprodukt ved fremstilling af natriumhydroxid (NaOH) ved elektrolyse af opløst
eller smeltet natriumchlorid. Kviksølv kan bruges som den ene elektrode, og kviksølvudslip fra denne
produktionsproces har gennem de sidste 50 år resulteret i mange episoder med kviksølvforurening af
omgivelserne omkring chlor-alkali fabrikker rundt om i verden. Dertil kommer uheld med udslip af
chlor-gas fra produktion og lagertanke.
I laboratoriet kan chlor fremstilles udfra brunsten (MnO2) og saltsyre (HCl). Det gjorde den svenske
kemiker Carl Wilhelm Scheele (1742-1786) allerede i 1774, da han opdagede grundstoffet og dets
blegende egenskaber.
Blege- og desinfektionsmiddel
Chlor er stærkt oxiderende og virker blegende på farvede materialer. Den vigtige anvendelse som
blegemiddel i papir- og tekstilindustrien er på retur, fordi der ved processerne som biprodukt dannes de
farlige ”dioxiner”. Da chlor dræber bakterier og andre mikroorganismer, er det meget anvendt til
desinfektion af svømmebade, spilde- og drikkevand. Der vil altid være små rester af organisk stof i
vandet, og ved desinfektionen med chlor kan der dannes små mængder organiske chlorforbindelser som
fx. chloroform (Fokus nr. 20).
Vigtigt kemikalie
En vigtig anvendelse af chlor er som udgangsstof til utallige teknisk vigtige chlorforbindelser,
heriblandt PVC, der er meget anvendt, men miljømæssigt omdiskuteret plaststof. Chlor er et af de
stoffer, der produceres i størst mængde på verdensplan. Verdensproduktionen var 20 millioner tons i
1988.
295
Copyright: www.NIPSECT.dk
Dansk produktion ophørt
Indtil den blev lukket i 1992 havde Sojakagefabrikken i København en betydelig produktion af chlor
(20.000 tons/år), men nu er der ingen kommerciel dansk produktion. Forbruget er fortsat betydeligt,
idet importen i 1998 var omkring 25.000 tons. Erhvervsmæssigt udsatte er fx. ansatte i den kemiske
industri, i tekstilindustrien, i rengøringsbranchen, i svømmehaller og på visse vandværker og
renseanlæg.
Mange ulykker
Chlor forhandles komprimeret i gasflasker eller på tryktanke. Ved transporten kan der ske alvorlige
ulykker ved lækager, da chlor er tungere end luft. Ved en trafikulykke i Norge for en del år siden
væltede en tankbil, og 7-8 tons chlor slap ud. Det kom til at betyde, at 85 beboere blev forgiftet og kom
på hospitalet, og heraf døde 3 beboere. I forbindelse med produktion og brug af chlor vil der være
meget store lagertanke, der også kan indebære en alvorlig risiko ved uheld og ulykker. Ved en enkelt
ulykke i USA for år tilbage, hvor en lagertank ved en papirfabrik eksploderede, blev 240 personer
forgiftede og 8 døde.
Blegemidler
Chlor dannes ved mange kemiske processer, bl.a. når hypochlorit-salte (ClO-) behandles med syre.
Omvendt reagerer chlor med baser og danner hypochloriter. Et kendt eksempel er dannelsen af
chlorkalk (blegepulver) udfra chlor og calciumchlorid/hydroxid. Chlorkalk, som hovedsagelig består af
calciumhypochlorit, har været brugt som blege- og desinfektionsmiddel siden 1930’erne, og den årlige
verdensproduktion er omkring 200.000 tons. En vandig opløsning af chlorkalk kaldes ”blegevand”.
Mange forgiftninger i hjemmene
Hypochloriter virker generelt blegende og desinficerende, og mange rengøringsmidler i husholdningen
indeholder natriumhypochlorit, fx. Klorin. Forbruget af hypochloriter i Danmark i 1998 var omkring
15.000 tons.
Sammenblanding af hypochloritholdige rengøringsmidler med ammoniakholdige rengøringsmidler
eller syrer (afkalkningsmidler) kan udvikle chlor, ammoniak (Fokus nr. 56) eller chloraminer, og dette
fænomen er en af de mest almindelige årsager til forgiftningsulykker i hjemmene. For småbørn kan
indtagelse af få spiseskefulde hypochlorit blegemiddel være dødelig. Hypochloritopløsninger kan virke
affedtende på huden og give anledning til hudirritation. Ved indtagelse med drikkevandet kan høje
koncentrationer forårsage organskader og deformerede sædceller.
Den første krigsgas
Da chlor er en gas, er kun udsættelse ved indånding af betydning. Chlor har en betydelig akut
giftvirkning, og det var det første stof, der under 1. Verdenskrig på Vestfronten blev brugt som krigsgas
den 22. April 1915 ved slaget ved Ypres. Denne anvendelse kostede omkring 2000 soldater livet, og
mange flere fik kronisk besvær med vejrtrækningen.
296
Copyright: www.NIPSECT.dk
Luftvejene skades
Allerede i en så lille koncentration som 0,2 ppm (under den nuværende grænseværdi på 0,5 ppm, der er
varslet nedsat til 0,1 ppm) kan chlor irritere næseslimhinden. Med højere koncentration bliver
irritationen af næse, øjne og luftveje kraftigere. Der kan optræde symptomer som træthed og
svimmelhed, og tænderne bliver ætset. En sådan udsættelse kan imidlertid også virke desinficerende og
modvirke infektionssygdomme. Koncentrationer af chlor på 15 ppm og derover er uudholdelige og
sundhedsskadelige, og der kan forekomme hoste, bryst- og mavesmerter, vejrtrækningsbesvær og
næsen løber. Koncentrationer på 100 ppm er livstruende og kan give lungefibrose, bronkitis,
lungebetændelse samt livstruende lungeødem efter et døgns latenstid. Forgiftede, som overlever
andendagen, har stor chance for at komme sig. Mindre end en ½ times udsættelse for chlorkoncentrationer på omkring 500 ppm er akut dødelig.
Effekter ved kontakt
Da chlormolekylet er reaktivt og ikke i sig selv optages i blodet, kan det kun fremkalde effekter ved
kontaktstedet. Ved disse reaktioner med kroppens væv omdannes chlor til chlorid og hypochlorit, som
derefter kan optages i kroppen og udskilles via nyrerne. Alvorlige lungeskader kan imidlertid forårsage
indirekte effekter på de indre organer.
Dyreforsøg har vist at livstidsudsættelse for 2,5 ppm chlor irriterer øjnene og har en negativ påvirkning
næseslimhinden, men ikke fremkalder næsekræft. Hundyr forekommer mere følsomme end hanner.
Alternativt blegemiddel
Chlordioxid (ClO2) er en rødgul gas, der lugter som chlor. Lidt under stuetemperatur kondenseres
chlordioxid til en rød væske. Stoffet reagerer eksplosivt ved den mindste opvarmning, idet det
sønderdeles til chlor og oxygen. Chlordioxid kan fremstilles ved ophedning af chlorater eller ved
behandling af chlorater med svovlsyre. Chlordioxid bruges til blegning af mel og tørrede blomster samt
som desinfektionsmiddel. Det har erstattet chlor ved blegning af papirmasse og delvist også ved
desinfektion af drikke- og badevand. En undersøgelse tyder på, at der kan være en sammenhæng
mellem indhold af chlordioxid i drikkevand og et øget antal for tidlige fødsler.
Optages i blodet
Chlordioxid i koncentrationer på 5 ppm virker irriterende på slimhinder i næse, svælg og luftveje. Det
virker derfor mindre irriterende end chlor. I modsætning til chlor kan chlordioxid optages i blodet og
fremkalde andet end lokale effekter. Koncentrationer på 1 ppm og derover giver effekter i lungerne på
rotter. Indånding af 10 ppm i 4 timer dagligt i 2 uger var dødelig for rotter og resulterede i blodfyldte
nyrer. Der foreligger et tilfælde fra arbejdsmiljøet, hvor en arbejder døde efter at have været udsat for
19 ppm chlordioxid ved en indvendig rengøring af en tank.
Saltsyre
Hydrogenchlorid (”klorbrinte”, HCl) er en farveløs, kraftigt irriterende gas, der dog er mindre reaktiv
end chlor selv. Hydrogenchlorid ryger i luft, fordi det er vandsugende. Det er meget opløseligt i vand
297
Copyright: www.NIPSECT.dk
under dannelse af saltsyre. Koncentreret saltsyre er omkring 38 %, men det er mere almindeligt at
anvende fortyndede opløsninger. I mavesyre er der 0,4 % saltsyre.
Hydrogenchlorid fremstilles ved reaktion mellem hydrogen og chlor (”chlorknaldgas”), mens saltsyre
nemmest fremstilles udfra natriumchlorid og koncentreret svovlsyre. Hydrogenchlorid dannes som
biprodukt ved forbrænding af chlorholdige materialer og affald. Det er en af de giftige gasser, der fx.
dannes ved bygningsbrande, hvor der indgår PVC-holdige materialer.
Hydrogenchlorid anvendes ved syntese af mange organiske chlorforbindelser, mens saltsyre anvendes
som stærk mineralsyre til justering af surhedsgrad og ved rengøring. Forbruget af saltsyre herhjemme
var 65.000 tons i 1998.
Ætsende
Både vandfri hydrogenchlorid og koncentreret saltsyre virker stærkt ætsende på hud og slimhinder, og
der kan let fremkomme forbrændings sår. Kortvarig indånding af 5-10 ppm HCl er direkte ubehageligt
og kan ætse tænderne, men kan tolereres af tilvænnede arbejdere. Højere koncentrationer irriterer
luftvejene. Udsættelse på arbejdspladser for koncentrationer på omkring 20 ppm under længere tid
forekommer uudholdeligt og kan resultere i åndedrætsbesvær og kronisk bronkitis. Den større
vandopløselighed af hydrogenchlorid i forhold til chlor betyder, at hydrogenchlorid ikke trænger så
dybt ned i lungerne som chlor. Til gengæld vil ætsningen af slimhinder være kraftigere.
Køkkensalt
Natriumchlorid (NaCl) er farveløse krystaller, som er meget letopløselige i vand. I naturen forekommer
det som mineralet stensalt. Det er det vigtigste salt af saltsyre, og er det samme som kogsalt, køkkensalt
eller blot ”salt”. En 23 % vandig opløsning af natriumchlorid fryser først ved -20 oC, og saltet bruges
derfor til at optø isglatte veje. Natriumchlorid er hygroskopisk (vandsugende), og bord- og tøsalt
tilsættes derfor ofte et antiklumpningsmiddel.
Stensalt er et af de få mineraler i undergrunden, som udvindes i Danmark. Det sker fra salthorsten ved
Mariager. I 1998 var den danske eksport af natriumchlorid over 250.000 tons. Det hjemlige forbrug er
formentlig af samme størrelsesorden.
Salt og forhøjet blodtryk
Natriumchlorid er både et livsnødvendigt næringsstof, krydderi og konserveringsmiddel til kød og fisk.
Vi indtager i gennemsnit 10 gram dagligt, som udskilles igen med urin eller sved. Ved kraftige
svedeture kan kroppen komme i saltunderskud, og man kan få krampeanfald og miste bevidstheden.
Små mængder er nødvendige for nervesystemets funktion, og der skal rigtigt meget til (engangsdosis
på 35-70 gram), for at natriumchlorid kan blive sundhedsfarligt eller dødeligt for raske personer – og så
stor en dosis kan ingen kapere. For personer med nyreproblemer eller for højt blodtryk bør
saltindtagelsen dog begrænses mest muligt.
298
Copyright: www.NIPSECT.dk
Hjertelammelse
Det beslægtede stof kaliumchlorid forekommer ligeledes som farveløse og hygroskopiske krystaller,
der er let opløselige i vand. Kalium er også livsnødvendigt, og balancen mellem kalium og natrium
styrer nervesystemets funktion. Indsprøjtning af en stor mængde kaliumchlorid i blodet forårsager
øjeblikkeligt hjertestop og benyttes til aflivning af syge kæledyr og til henrettelse af mennesker i visse
stater i USA. Den dødelige engangsdosis for kaliumchlorid ved indtagelse gennem munden er på 0,5-5
gram hos voksne.
Eksplosive stoffer
Chlorit- (ClO2-), chlorat- (ClO3-) og perchlorat- (ClO4-) salte er alle kraftige oxidationsmidler, der kan
antænde brandbare materialer, og de er til dels eksplosive stoffer. Natriumchlorit bruges til at ætse
printplader i elektronikindustrien. Ved syre tilsætning udvikles chlordioxid. Kaliumchlorat bruges i
krudt og tændstikker. Natriumchlorat er et klassisk, bredspektret ukrudtsmiddel, hvis brug dog er
ophørt i Danmark.
Perchlorater bruges i faste drivmidler/brændstoffer til raketter, missiler og fyrværkeri, som
sprængstoffer og til tændstikker. Inddampning af opløsninger af perchlorater kan forårsage voldsomme
eksplosioner.
Perchlorat i handelsgødning
I USA har et indhold på 0,1-0,8 % perchlorat i handelsgødning nyligt skabt bekymring, fordi det kan
blive udvasket til søer og åer eller sive ned til grundvandet, hvor det kan opholde sig i lang tid og
forurene drikkevandet. Indholdet stammer fra et naturligt indhold i råstoffer, som fx. Chilesalpeter
(natriumnitrat). Ved fremstilling af gødning kan der være en mulighed for en erhvervsmæssig
udsættelse for perchlorat fra indånding af støv.
Blodændringer
Alle disse salte virker irriterende på hud, øjne og slimhinder og er sundhedsfarlige eller giftige. Chlorat
ødelægger de røde blodlegemer og giver nyreskader. Fortæring af svovlet på tændstikker kan give
anledning til akut chloratforgiftning. Den mindste dødelige dosis af kaliumchlorat i voksne mennesker
er 5-10 gram.
Effekt på skjoldbruskkirtlen
Chlordioxid og perchlorater har en særlig evne til nedsætte skjoldbruskkirtlens funktion, idet stofferne i
mave-tarm kanalen oxiderer iodid og gør dette utilgængelig for syntese af hormonet, thyroxin.
Perchlorater har direkte været brugt som lægemiddel til dette formål ved sygdomme, hvor der
forekommer overproduktion af thyroxin. Fejlfunktion af skjoldbruskkirtlen kan medføre en række
alvorlige følgesygdomme. Perchlorater bruges dog ikke mere til dette formål, idet der som bivirkning
kan opstå en alvorlig blodmangel.
299
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgte referencer:
1. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 11. Klor, klordioxid. Arbete och Hälsa
1980:6.
2. IPCS Environmental Health Criteria 21. Chlorine and Hydrogen Chloride. Geneva: World
Health Organization, 1982.
3. Ovesen L. Salt og blodtryk. En belysning af sammenhængen mellem natrium, kalium og
forhøjet blodtryk. Statens Levnedsmiddelinstitut, Ernæringsenheden, Publikation nr. 51, 1981.
4. Das R, Blanc PD. Chlorine gas exposure and the lung: A review. Toxicol Ind Health
1993;9:439-455.
5. Susarla S, Collette TW, Garrison AW, Wolfe NL, McCutcheon SC. Perchlorate identification in
fertilizers. Environ Sci Technol 1999;33:3469-3472.
CHLOR
Synonymer: Klor, dichlor, chlorine (engl). CAS nr. 7782-50-5. EU nr. 017-001-00-7. EINECS nr. 231-959-5. RTECS nr.
o
FO2100000. UN nr. 1017. Grundstof nr. 17. Kemisk formel: Cl2. Molvægt: 70,91. Frysepunkt: -101 C. Kogepunkt (1
o
o
atm): -34 C. Damptryk (25 C): Gas. Relativ damptæthed: 2,49 (luft=1). Flammepunkt (cc): Ikke brændbar. Opløselighed
o
1h
o
i vand (20 C, 1 atm): 3,2 g/l. LC50(ihl,r): 300 ppm. Lugtgrænse: 0,02-0,2 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm
3
3
= 2,95 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,5 ppm (1,5 mg/m ). Fareklassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig
(N). Risikoangivelser: Giftig ved indånding (R23), irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og huden (R36/37/38), meget giftig
for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
CHLORDIOXID
Synonymer: Klordioxid, kloroxid, Doxcide 50, chlorine dioxide (engl). CAS nr. 10049-04-4. EU nr. 006-089-00-2. EINECS
o
nr. 233-162-8. RTECS nr. FO3000000. Kemisk formel: ClO2. Molvægt: 67,46. Frysepunkt: -60 C. Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
11 C. Massefylde (11 C): 3,09 (vand=1). Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 2,3 (luft=1). Eksplosionsgrænser
o
o
i luft: >10 vol%. Opløselighed i vand (20 C): 8 g/l. Lugtgrænse: 0,1 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 2,8
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 0,1 ppm (0,3 mg/m ). Fareklassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), meget
giftig (Tx), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Eksplosiv ved og uden kontakt med luft (R6), brandfarlig ved kontakt med
brandbare stoffer (R8), meget giftig ved indånding (R26), ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand
(R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), undgå indånding af
gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26),
kommer stof på huden vaskes straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede
beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), brug egnet åndedrætsværn, hvis effektiv ventilation ikke er mulig
(S38), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt
(S45), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
HYDROGENCHLORID og saltsyre
Synonymer: Klorbrinte, hydrogen chloride (engl), hydrochloric acid (engl). CAS nr. 7647-01-0. EU nr. 017-002-00-2.
EINECS nr. 231-595-7. RTECS nr. MW4025000. UN nr. 1050, 1789, 2186. Kemisk formel: HCl. Molvægt: 36,46.
o
o
o
Frysepunkt: -115 C. Kogepunkt (1 atm): -85 C. Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 1,27 (luft=1).
300
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
o
1h
Flammepunkt (cc): 11 C. Opløselighed i vand (0 C): 823 g/l. LD50(o,rbt): 900 mg/kg. LC50(ihl,r): 3124 ppm.
o
3
3
Lugtgrænse: 1 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 1,49 mg/m . Grænseværdi (2002): 5 ppm L (7 mg/m ).
Fareklassificering og mærkning (2002) for gassen og for  5% saltsyre: Giftig (T), ætsende (C). Risikoangivelser: Giftig
ved indånding (R23), alvorlig ætsningsfare (R35). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn
(S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med
vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39),
ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae)
NATRIUMHYPOCHLORIT, OPLØSNING
Synonymer: Natriumhypoklorit, Chlorox, Milton, sodium hypochlorite (engl). CAS nr. 7681-52-9. EU nr. 017-011-00-1.
EINECS nr. 231-668-3. RTECS nr. NH3486300. UN nr. 1791. Kemisk formel: NaOCl. Molvægt: 74,44. Kogepunkt (1
o
o
atm): 40 C. Opløselighed i vand (0 C): 293 g/l. Fareklassificering og mærkning (2002) for konc. >10% frit chlor:
Ætsende (C). Risikoangivelser: Udvikler giftig gas ved kontakt med syre (R31), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder .... (angives
af fabrikanten) (S28), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten,
hvis det er muligt (S45), må ikke blandes med ... (angives af fabrikanten) (S50). Fareklassificering og mærkning (2002) for
konc. fra 5% til >10% frit chlor: Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Udvikler giftig gas ved kontakt med syre (R31),
irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer
stof på huden vaskes straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), må ikke blandes med ...
(angives af fabrikanten) (S50).
CALCIUMHYPOCHLORIT
Synonymer: Kalciumhypoklorit, calcium hypochlorite (engl). CAS nr. 7778-54-3. EU nr. 017-012-00-7. EINECS nr. 231-9087. RTECS nr. NH3485000. UN nr. 1748 (>39% aktivt chlor), 2208, 2880. Kemisk formel: Ca(ClO)2. Molvægt: 142,98.
o
o
o
Smeltepunkt: 100 C (dekomponerer). Relativ massefylde (25/4 C): 2,35 (vand=1). Opløselighed i vand (25 C): 214 g/L.
LD50(o,r): 0,85 g/kg. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og mærkning (2002) for
calciumhypochlorit med > 39% aktivt chlor: Brandnærende (O), ætsende (C), miljøfarlig (N). Risikoangivelser:
Brandfarlig ved kontakt med brandbare stoffer (R8), farlig ved indtagelse (R22), udvikler giftig gas ved kontakt med syre
(R31), ætsningsfare (R34), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås
og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26),
brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet.
Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
NATRIUMCHLORID
Synonymer: Natriumklorid, kogsalt, køkkensalt, sodium chloride (engl). CAS nr. 7647-14-5. EINECS nr. 231-598-3. RTECS
o
o
nr. VZ4725000. Kemisk formel: NaCl. Molvægt: 58,44. Smeltepunkt: 801 C. Kogepunkt (1 atm): 1413 C. Relativ
o
o
massefylde (25/4 C): 2,165 (vand=1). Opløselighed i vand (0 C): 357 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,5442. LD50(o,r): 3
g/kg. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige
Stoffer.
KALIUMCHLORID
Synonymer: Kaliumklorid, sylvit, potassium chloride (engl). CAS nr. 7447-40-7. EINECS nr. 231-211-8. RTECS nr.
o
o
TS8050000. Kemisk formel: KCl. Molvægt: 74,56. Smeltepunkt: 770 C. Kogepunkt (1 atm): 1500 C (sublimerer). Relativ
o
o
massefylde (25/4 C): 1,984 (vand=1). Opløselighed i vand (20 C): 342 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,490. LD50(o,r): 3
g/kg. LD50(ivn,r): 39 mg/kg. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og mærkning (2002): Ikke på
Listen over Farlige Stoffer.
301
Copyright: www.NIPSECT.dk
CALCIUMCHLORID
Synonymer: Kalciumklorid, calcium chloride (engl). CAS nr. 10043-52-4. EU nr. 017-013-00-2. EINECS nr. 233-140-8.
o
o
Kemisk formel: CaCl2. Molvægt: 110,99. Smeltepunkt: 782 C. Kogepunkt (1 atm): >1600 C. Relativ massefylde
o
o
(25/4 C): 2,15 (vand=1). Opløselighed i vand (20 C): 745 g/L. Brydningsindeks (n20/D): 1,52. LD50(o,r): 1,0 g/kg. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse:
Irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), undgå indånding af støv (S22), undgå
kontakt med huden (S24).
NATRIUMCHLORAT
Synonymer: Natriumklorat, sodium chlorate (engl). CAS nr. 7775-09-9. EU nr. 017-005-00-9. EINECS nr. 231-887-4.
o
RTECS nr. FO0525000. UN nr. 1495, 2428 (opløsning). Kemisk formel: NaClO3. Molvægt: 106,44. Smeltepunkt: 248 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm): 300 C. Relativ massefylde (15/4 C): 2,490 (vand=1). Opløselighed i vand (20 C): 960g/L.
Brydningsindeks (n20/D): 1,513. LD50(o,r): 1,2 g/kg. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og
mærkning (2002): Brandnærende (O), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Eksplosionsfarlig ved blanding med
brandbare stoffer (R9), farlig ved indtagelse (R22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), må ikke
opbevares sammen med nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), holdes væk fra brandbare stoffer (S17), ved
indtagelse, kontakt omgående læge og vis denne beholder eller etiket (S46).
KALIUMCHLORAT
Synonymer: Kaliumklorat, potassium chlorate (engl). CAS nr. 3811-04-9. EU nr. 017-004-00-3. EINECS nr. 223-289-7.
o
RTECS nr. FO0350000. UN nr. 1485, 2427. Kemisk formel: KClO3. Molvægt: 122,55. Smeltepunkt: 356 C. Kogepunkt (1
o
o
o
atm): 400 C (dekomponerer). Relativ massefylde (25/4 C): 2,320 (vand=1). Opløselighed i vand (20 C): 71g/L. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv. Fareklassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), sundhedsskadelig (Xn).
Risikoangivelser: Eksplosionsfarlig ved blanding med brandbare stoffer (R9), farlig ved indånding og ved indtagelse
(R20/22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), må ikke opbevares sammen med nærings- og
nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), holdes væk fra antændelseskilder - rygning forbudt (S16), tilsmudset tøj tages straks
af (S27).
NATRIUMCHLORIT
Synonymer: Natriumklorit, sodium chlorite (engl). CAS nr. 7758-19-2. EINECS nr. 231-836-6. RTECS nr. VZ4800000. UN
o
nr. 1496, 1908. Kemisk formel: NaClO2. Molvægt: 90,44. Smeltepunkt: 190 C (dekomponerer). Relativ massefylde
o
o
(25/4 C): 2,468 (vand=1). Opløselighed i vand (17 C): 390g/l. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv.
Fareklassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Brandnærende (O), giftig (T). Risikoangivelser: Eksplosionsfarlig ved
blanding med brandbare stoffer (R9), farlig ved indånding (R20), giftig ved hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), udvikler
meget giftig gas ved kontakt med syre (R32), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Holdes væk fra antændelseskilder
- rygning forbudt (S16).
NATRIUMPERCHLORAT
302
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Natriumperklorat, sodium perchlorate (engl). CAS nr. 7601-89-0. EU nr. 017-010-00-5. EINECS nr. 231-511-9.
o
RTECS nr. SC9800000. UN nr. 1502. Kemisk formel: NaClO4. Molvægt: 122,44. Smeltepunkt: 482 C. Relativ massefylo
o
de (25/4 C): 2,52 (vand=1). Opløselighed i vand (25 C): 2096 g/l. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv.
Fareklassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Eksplosionsfarlig
ved blanding med brandbare stoffer (R9), farlig ved indtagelse (R22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for
børn (S2), må ikke opbevares sammen med nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), undgå indånding af støv
(S22), tilsmudset tøj tages straks af (S27).
KALIUMPERCHLORAT
Synonymer: Kaliumperklorat, potassium perchlorate (engl). CAS nr. 7778-74-7. EU nr. 017-008-00-5. EINECS nr. 231-912o
9. RTECS nr. SC9700000. UN nr. 1489. Kemisk formel: KClO4. Molvægt: 138,55. Smeltepunkt: 525 C. Relativ
o
o
massefylde (10/4 C): 2,520 (vand=1). Opløselighed i vand (25 C): 15 g/L. Grænseværdi (2002): Som mineralsk støv.
Fareklassificering og mærkning (2002): Brandnærende (O), sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Eksplosionsfarlig
ved blanding med brandbare stoffer (R9), farlig ved indtagelse (R22). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for
børn (S2), må ikke opbevares sammen med nærings- og nydelsesmidler samt foderstoffer (S13), undgå indånding af støv
(S22), tilsmudset tøj tages straks af (S27).
84. Borsyre og borforbindelser
Bor er et meget let grundstof. I Grundstoffernes Periodiske System står bor i Hovedgruppe 3 sammen
med aluminium, men det er ikke et metal; det minder mere om silicium i Hovedgruppe 4. Ved
stuetemperatur forekommer grundstoffet bor enten som sorte krystaller eller som et gulbrunt, amorft
pulver.
Kendt i forhistorisk tid
Bor forekommer ikke frit i naturen, men det er udbredt forekommende som mineraler sammen med
natrium og/eller calcium (fx. borax/tincal, pandermit, rasorit, colemanit og ulexit). Ædelstenen turmalin
er et aluminiumborsilicat.
I vulkanske kilder kan bor forekomme i form af borsyre. Fra sådanne kilder i Toscana, Italien, blev der
i forrige århundrede og indtil for omkring 40 år siden udvundet en betydelig mængde borsyre til
tekniske anvendelser rundt om i Europa. Borax blev allerede for 4000 år siden i Østen brugt som
hjælpemiddel ved fremstilling af guld. Samme anvendelse havde borax i Middelalderens Europa.
Spormineral
Jordskorpen har et gennemsnitligt indhold af bor på 10 ppm, og stenkul indeholder fx. også spor af bor
(~100 ppm).
Bor er et nødvendigt spormineral for planter, og det tilsættes derfor kunstgødning. Det er endnu
usikkert, om bor er livsnødvendigt for mennesker og dyr, men det kan til en vis grad erstatte vitamin D
ved at øge optagelsen og tilbageholdelsen af ”mineralerne” phosphor, calcium og magnesium. Dermed
303
Copyright: www.NIPSECT.dk
styrkes knoglerne. Der er ligeledes konstateret en samvirken med østrogen-hormoner, og bor menes
også at modvirke gigt. Bor øger desuden hjernefunktionen, bl.a. med hensyn til opmærksomhed og
reaktionstid.
De rigeste kilder til vor indtagelse med fødevarer er grøntsager og frugt samt nødder. Den daglige
indtagelse hos voksne mennesker er 1-5 mg per dag. Det optages næsten fuldstændigt i mave-tarm
kanalen.
Meget stor produktion
Verden over brydes der årligt omkring 3 millioner tons borholdig malm, og heraf fremstilles ca.
800.000 tons borsyre og salte heraf (borater), regnet som bortrioxid (B2O3). De største producentlande
er Tyrkiet og USA (især i Californien). Forbruget af borsyre og dets salte i Danmark var næsten 15.000
tons i 1997. Forbruget af perborater til vaskemidler androg alene 85% af dette. Forbruget i hele Europa
af borsyre og borater var i 1993 omkring 230.000 tons og i USA i 1992 omkring 300.000 tons.
Neutronfanger
Bor i form af det rene grundstof er ikke særlig reaktivt kemisk set, men det kan brænde. Bor er en
halvleder og har betydelig anvendelse i elektroniske produkter. Det anvendes desuden i legeringer og
som neutronfanger i atomreaktorer. Borcarbid og bornitrid er diamant-hårde stoffer, som bruges til
slibemidler eller i komposit materialer, fx. til tennisketsjere. Støv af disse stoffer kan virke irriterende,
hvis de kommer i luftvejene.
Glas
Globalt set er den mængdemæssigt vigtigste anvendelse af borforbindelser til glasfremstilling.
Vanduopløselige borsilicater benyttes i glasfiberisoleringsmaterialer (koncentration: 4-5 %) til isolering
eller til tekstiler. Borsilicater er ligeledes bestanddel af de varmebestandige og stærke borsilicat
glastyper (fx. pyrex), samt bruges i keramik og emalje.
Antiseptisk
Borsyre og dens salte er vandopløselige, lugtfri og farveløse krystaller. Borsyre er en svag syre, og i
opløsninger er der en pH-afhængig ligevægt med borat. Ved fysiologisk pH forekommer hovedsageligt
borsyre. Det teknisk set mest vigtige borat er borax, som er natriumtetraborat med ti krystalvand
(decahydrat).
Borsyre virker antiseptisk, og i over hundrede år har vandige opløsninger af borsyre været almindeligt
brugt som sårrensemiddel. Desuden anvendes stærke borsyreopløsninger (20-40 %) som rensemiddel
til tandproteser og som “trøskesaft” (10 % opløsning med glycerol) til bekæmpelse af
svampeinfektioner i mundhulen. Tilsætningen af glycerol øger borsyrens surhedsgrad.
Gammelt husråd
En blanding af borax og honning er gennem årene blevet brugt i husholdninger til indendørs
304
Copyright: www.NIPSECT.dk
bekæmpelse af myrer og kakerlakker. Dinatriumoctaborat er et godkendt bekæmpelsesmiddel af
træødelæggende svamp. I USA er dette middel under navnet Tim-bor også meget brugt mod termitter
og andre skadedyr indenfor og udenfor huse.
I kosmetik
Borsyre har udbredt anvendelse i diverse kosmetikprodukter såsom makeup, hudcremer, deodoranter,
mundvand og barberskum i en koncentration op til 5 %. Visse anvendelser er begrænset af
lovgivningen, blandt andet i midler til øjne og mund og til spædbørn. Borsyre var tidligere meget
anvendt i babypudder og babycreme til “røde numser”. Det optages stort set ikke (<0,2 %) gennem
intakt hud. Optagelsen er derimod hurtig og meget fuldstændig gennem sår og irriteret hud, herunder på
de røde “barnenumser”.
Borsyren kan i sig selv irritere huden, så den bliver mere gennemtrængelig. Halveringstiden for borsyre
i blodet er kort, omkring 7 timer, og udskillelsen af borsyre sker igennem nyrerne. Ved gentagen
udsættelse vil bor kunne akkumuleres i kroppen og det især i knogler, nyrer og testikler.
Brandhæmmer
Vigtige anvendelser af borsyre og borater er som konserveringsmiddel i træ- og lædervarer, som
brandhæmmer (koncentration: 20 %) i såkaldte “miljøvenlige” isoleringsmaterialer lavet af
genbrugspapir. Zinkborat anvendes som flammehæmmer i plast og tekstiler.
Videre anvendes borax som “puffer” i fotografiske fremkaldervæsker og i rengøringsmidler, og bruges
desuden som flusmiddel ved svejsning.
Perborat
Mængdemæssigt meget betydningsfuld er som nævnt brugen af natriumperborat i vaskemidler. Stoffet
har været brugt til dette formål siden århundredes begyndelse. Natriumperborat virker både blegende
og desinficerende ved at afgive hydrogenperoxid (“brintoverilte”) under vaskeprocessen. Samtidig
blødgør det vandet og stabiliserer vandets surhedsgrad (pH).
Mange udsatte i arbejdsmiljøet
I USA er det anslået at mere end 400.000 er erhvervsmæssigt udsatte for borsyre og borater. Udover i
miner og ved produktion af borsyre og borater er det fx. i glasindustrien, ved bygningsisolering, ved
fremstilling af vaskepulvere, kunstgødning og kosmetik. Udsættelse for de øvrige borforbindelser vil
være meget sjælden. Der er ingen viden om arbejdsmiljøudsættelser i Danmark. Men den voksende
anvendelse af genbrugspapir til isolering vil øge udsættelsen af bygningshåndværkere.
Erfaringer fra USA tyder på, at udsættelse i arbejdsmiljøet for borholdigt støv i koncentrationer på 10
mg /m3 (svarende til grænseværdien for bortrioxid) resulterer i en daglig irritation af arbejdernes
luftveje og øjne. Støvkoncentrationer på 1 mg /m3 (svarende til grænseværdien for natriumtetraborat)
resulterede i mindre end en irritation per uge.
305
Copyright: www.NIPSECT.dk
Forgiftninger
Der er i litteraturen beskrevet mere end 200 akutte borsyreforgiftninger, heraf halvdelen med dødelig
udgang. Der er mest tale om forgiftningsulykker ved forvekslinger. Følsomheden varierer individuelt,
og børn er særligt følsomme overfor borsyreforgiftning. Den dødelige engangsdosis spænder fra 1 gram
for spædbørn til 30 gram for voksne. Symptomerne på en akut forgiftning er kvalme, mavesmerter,
voldsomme opkastninger og diarré, evt. blodig og hos børn med blågrøn farve. Desuden kan der
forekomme en voldsom rødfarvning af huden, der minder om farven på en kogt hummer.
Centralnervesystemet påvirkes også med hovedpine, rystelser og kramper.
EU klassificering på vej!
Den akutte giftighed af borsyre i forsøgsdyr er så lille, at borsyre ikke er på Miljøstyrelsens Liste over
farlige stoffer, og det skal derfor ikke umiddelbart klassificeres og mærkes som sundhedsfarligt, men
dette bliver snart rådet bod på, idet et forslag til klassificering og mærkning for tiden overvejes i EU!
Blodmangel
Langtidsudsættelse for borsyre medfører ændringer i kroppens enzymsystemer og stofskiftet. En kvinde
blev kronisk forgiftet ved, at hun i løbet af to år indtog 500 mg borsyre dagligt i form af babypudder,
som hun fandt velsmagende. Det mest udtalte symptom var blodmangel, som dog fortog sig efter ophør
af eksponering og ved behandling.
Man kender ikke rigtigt til borsyres virkningsmekanisme. En mulig årsag til borsyres giftvirkning er en
reaktion med og binding til riboflavin (vitamin B2). Borsyre forstærker i øvrigt den søvndøsende effekt
af alkohol og sovemidler.
Nedsætter frugtbarheden
Borsyre er hverken aktiv i Ames-testen eller mutagen i andre testsystemer. Stoffet er heller ikke
kræftfremkaldende i forsøgsdyr.
Derimod er der mange undersøgelser, som tyder på en mulig skadevirkning på mennesker og dyrs
frugtbarhed og formering. Borsyre/borat tilført med drikkevandet eller foderet over længere tid har i
forsøgsdyr fremkaldt vægttab, øget fosterdød og fostermisdannelser, nedsat kuldstørrelse, fald i
koncentration af mandligt kønshormon (testosteron), nedsat/ophør af sædproduktion, nedbrydning af
handyrenes testikler og sterilitet. Effekterne opstår ved daglige udsættelser på nogle få gram borsyre.
Skaderne består længe efter ophør af udsættelsen for borsyre.
Lignende effekter er for mange år siden konstateret på mennesker, der indtog borholdige lægemidler.
Endvidere er en høj forekomst af ufrugtbarhed hos mænd tidligere konstateret i dele af Rusland, hvor
der er en naturligt forhøjet borforekomst i drikkevandet. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer borsyre og
borax som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (Gruppe 1M).
306
Copyright: www.NIPSECT.dk
Boraner
Boranerne (borhydrider) er en gruppe forbindelser med unikke strukturer og egenskaber. Der er tre
boraner på Grænseværdilisten. Diboran er en farveløs, brandbar gas med en frastødende, sød lugt,
pentaboran er en flygtig og letantændelig væske, og decaboran er et eksplosivt, fast krystallinsk stof
med en ubehagelig skarp, bitter og chokoladeagtigt lugt. Boraner benyttes bl.a. til raketbrændstof og
katalysatorer ved plastfremstilling. Diboran anvendes desuden som reduktionsmiddel og til
gummivulkanisering.
Metalborhydrider, f.eks. natriumborhydrid, er også yderst reaktive, farveløse stoffer, som kan reagere
eksplosivt med bl.a. vand under dannelse af hydrogen, der derefter bryder i brand. De almindelige
brandslukningsmidler kan ikke anvendes. Eventuelle brande skal kvæles med sand eller lignende.
Metalborhydriderne har meget vigtige anvendelser bl.a. som blegemidler til papirmasse og som
reduktionsmidler i kemisk syntese.
Boranerne er meget giftige, og de skadelige effekter kan optræde lidt forsinket. Diboran irriterer øjnene
og luftvejene. Udsatte kan få brystsmerter og vanskeligheder ved at trække vejret. Mindre
koncentrationer (>0,1 ppm) giver hovedpine og træthed. Decaboran kan forårsage en kraftig irritation
af hud og slimhinder. Øjne udsat for decaboran kan få matte, uklare hornhinder. Der er Verden over
beskrevet utallige forgiftninger i arbejdsmiljøet med især luftvejssymptomer.
Reaktive halogenider
Bortrifluorid er en farveløs gas med en kras lugt. Det er den kraftigste “Lewis syre”, man kender, og
stoffet har derfor mange anvendelser i kemisk syntese. Det forhandles normalt opløst i et organisk
opløsningsmiddel. Bortrichlorid er ligeledes en gas ved stuetemperatur, mens bortribromid er en væske.
De er alle vandsugende og ryger i fugtig luft. Borhalogeniderne bruges som katalysatorer, bl.a. ved
fremstilling af magnesium-legeringer og raketbrændstof. Desuden er bortribromid udgangsstof for
fremstilling af diboran.
Borhalogeniderne virker ætsende på hud, øjne, næse, i munden og på luftvejene og kan forårsage
betændelse og væskeudtræden i lungerne. I mave-tarmkanalen kan de forårsage forbrændinger med
mavepine og opkastning.
Udvalgt litteratur:
1. Lundberg S. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 13. Borsyra och Borax.
Arbete och Hälsa 1980:13.
2. Adelhardt M, Fogh A. Boraks - er det farligt? Ugeskr Læger 1983; 145/49: 3808-3810.
3. Health effects of boron. Environ Health Perspec 1994; 102: Suppl. 7.
4. IPCS Environmental Health Criteria 204: Boron. Geneva: World Health Organization, 1998.
BOR
Synonymer: Boron (engl). CAS nr. 7440-42-8. EINECS nr. 231-151-2. ECDIN nr. 0037287. RTECS nr. ED7350000.
307
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
o
Atomtegn: B. Atomvægt: 10,81. Atom nr. 5. Smeltepunkt: 2300 C. Kogepunkt (1 atm): 2550 C. Specifik massefylde
o
o
(20 C): 2,37. (amorft); 2,34 (krystallinsk). Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig. LD50(o,m): 2 g/kg. Grænseværdi
3
(2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Meget brandfarlig (F). Risikoangivelse:
Meget brandfarlig (R11). Sikkerhedsforskrift: Holdes væk fra antændelseskilder - rygning forbudt (S16).
BORCARBID
Synonymer: Tetraborcarbid, boron carbide (engl). CAS nr. 12069-32-8. EINECS nr. 235-111-5. ECDIN nr. 0393897.
o
o
o
Formel: CB4. Molvægt: 55,26. Smeltepunkt: 2350 C. Kogepunkt (1 atm): >3500 C. Specifik massefylde (20 C): 2.52.
o
3
Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig. Grænseværdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning
(2002): Ingen.
BORNITRID
Synonymer: Boron nitride (engl). CAS nr. 10043-11-5. EINECS nr. 233-136-6. ECDIN nr. 0092458. Formel: BN. Molvægt:
o
o
o
24,82. Smeltepunkt: Sublimerer ved 3000 C. Specifik massefylde (20 C): 2,25. Opløselighed i vand (20 C): Uopløselig.
3
Grænseværdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (2002): Ingen.
BORSYRE
Synonymer: Orthoborsyre, boric acid (engl). CAS nr. 10043-35-3. EINECS nr. 233-139-2. ECDIN nr. 0034181. RTECS nr.
o
o
ED4550000. Formler: H3BO3, B(OH)3. Molvægt: 61,83. Smeltepunkt: 169 C (dekomponerer). Kogepunkt (1 atm): 300 C.
o
o
Specifik massefylde (15 C): 1,4347. Opløselighed i vand (30 C): 63,5 g/L. pKa: 9,15. LD50(o,r): >2,66 g/kg. Grænse3
værdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (2002): Ingen.
BORTRIOXID
Synonymer: Boroxid, dibortrioxid, borsyreanhydrid, boric oxide (engl), boron oxide (engl), boric anhydride (engl). CAS nr.
1303-86-2. EINECS nr. 2151-25-8. ECDIN nr. 0037664. RTECS nr. ED7900000. Formel: B2O3. Molvægt: 69,62.
o
o
o
Smeltepunkt: 450 C. Kogepunkt (1 atm): 1860 C. Specifik massefylde (25 C): 2,46 (krystallinsk), 1,812 (glas).
o
Opløselighed i vand (0 C): 11 g/L (glas). Brydningsindeks (n20/D): 1,64 (krystallinsk); 1,485 (glas). Grænseværdi (2002):
3
10 mg/m . Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Irriterer øjnene og huden
(R36/38). Sikkerhedsforskrift: Undgå indånding af støv (S22).
NATRIUMTETRABORAT
Synonymer: Dinatriumtetraborat, borax, boraks, tinkar, tinkal, Boricin, disodium tetraborate (engl). CAS nr. 1330-43-4
(vandfri); 11130-12-4 (pentahydrat); 1303-96-4 (decahydrat, borax). EINECS nr. 2155-40-4. ECDIN nr. 0321419 (vandfri);
0144668 (decahydrat). RTECS nr. VZ2275000. UN nr. 1458. Formler: Na2B4O7 ; Na2B4O7, 5H2O; Na2B4O7,10H2O.
o
o
o
o
Molvægte: 201,22; 291,35; 381,37. Smeltepunkter: 741 C; 742 C; 75 C (dekomponerer). Kogepunkt (1 atm): 1575 C
o
o
(dekomponerer). Specific massefylde (20 C): 2,37;1,81;1,73. Opløselighed i vand (20 C): 25,6 g/l; 36 g/l; 59,2 g/l.
3
Fordelingskoefficienter (logKow): 1,5010; 1,461; 1,447. LD50(o,r): >3,5 g/kg. Grænseværdi (2002): 1 mg/m (vandfri og
3
pentahydrat), 2 mg/m H (decahydrat). Sikkerhedsforskrifter (Fluka 1993/94): Undgå indånding af støv (S22), undgå
kontakt med huden og øjnene (S24/25).
NATRIUMPERBORAT
Synonymer: Sodium perborate (engl). CAS nr. 7632-04-4; 10332-33-9 (monohydrat);10486-00-7 (tetrahydrat). ECDIN nr.
0386984 (monohydrat); 0185395 (tetrahydrat). RTECS nr. SC7350000. Formler: NaBO3; NaBO3, H2O; NaBO3,4H2O. Molo
o
vægte: 65,80; 99,83 (monohydrat); 153,86 (tetrahydrat). Smeltepunkter: 966 C; 60 C (tetrahydrat). Kogepunkt (1 atm):
o
o
o
1434 C. Specifik massefylde (20 C): 2,464; 1,73 (tetrahydrat). Opløselighed i vand (20 C): 250 g/L; 15 g/L (monohydrat);
3
23 g/L (tetrahydrat). Grænseværdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (2002): Ingen.
NATRIUMMETABORAT
Synonymer: Sodium metaborate (engl). CAS nr. 7775-19-1;10555-76-7 (tetrahydrat). EINECS nr. 2318-91-6. RTECS nr.
308
Copyright: www.NIPSECT.dk
o
o
VZ2275000. Formler: NaBO2; NaBO2, 4H2O. Molvægte: 65,82; 137,88 (tetrahydrat). Smeltepunkt: 966 C; 57 C
o
o
o
(tetrahydrat). Kogepunkt (1 atm): 1434 C. Specifik massefylde (20 C): 2,46. Opløselighed i vand (20 C): 419 g/L
3
(tetrahydrat). Grænseværdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Lokalirriterende
(Xi). Risikoangivelse: Irriterer huden (R38). Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af støv (S22), undgå kontakt med
huden og øjnene (S24/25).
ZINKBORAT
Synonymer: Zinc borate (engl). CAS nr. 1332-07-6. RTECS nr. ED6040000. UN nr. 9155. Formler: Zn3B6O9, 3ZnO2B2O3.
o
o
Molvægt: 383,37. Smeltepunkt: 980 C. Specifik massefylde: 4,22. Opløselighed i vand (20 C): Opløselig. Grænse3
værdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning (2002): Ingen.
DINATRIUMOCTABORAT
Synonymer: Tim-bor, disodium octaborate tetrahydrate (engl). CAS nr. 12280-03-4. Formel: Na2B8O13, 4H2O. Molvægt:
o
3
400,46. Opløselighed i vand (20 C): Opløselig. Grænseværdi (2002): 10 mg/m (inert støv). Klassificering og mærkning
(2002): Ingen.
BORTRIBROMID
Synonymer: Tribromboran, boron tribromide (engl). CAS nr. 10294-33-4. EU nr. 005-003-00-0. EINECS nr. 233-657-9.
o
ECDIN nr. 0184810. RTECS nr. ED7400000. UN nr. 2692. Formel: BBr3. Molvægt: 250,52. Frysepunkt: -46 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm): 91 C. Relativ massefylde (18/4 C): 2,6431 (vand=1). Damptryk (14 C): 40 mm Hg (5,3 kPa).
o
3
Brydningsindeks (n16/D): 1,5312. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 10 mg/m . Grænseværdi (2002): 1 ppm L (10
3
mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med
vand (R14), meget giftig ved indånding og ved indtagelse (R26/28), alvorlig ætsningsfare (R35). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer
stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med
store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
BORTRICHLORID
Synonymer: Trichlorboran, boron trichloride (engl). CAS nr. 10294-34-5. EU nr. 005-002-00-5. EINECS nr. 233-658-4.
o
ECDIN nr. 004110X. RTECS nr. ED1925000. UN nr. 1741. Formel: BCl3. Molvægt: 117,17. Frysepunkt: -107 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm): 12 C. Relativ massefylde (11/4 C): 1,349 (vand=1). Damptryk (25 C): 1 mm Hg (0,13 kPa). Relativ
o
damptæthed: 4,03 (luft=1). Flammepunkt (cc): -17 C. Grænseværdi (2002): Ingen. Klassificering og mærkning (2002):
Meget giftig (Tx), ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), meget giftig ved indånding og ved
indtagelse (R26/28), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
Emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og
læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), brug
særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
BORTRIFLUORID
Synonymer: Trifluorboran, boron trifluoride (engl). CAS nr. 7637-07-2. EU nr. 005-001-00-X. EINECS nr. 231-569-5. ECDIN
o
nr. 003767X. RTECS nr. ED2275000. UN nr. 1008. Formler: BF3. Molvægt: 67,81. Frysepunkt: -127 C. Kogepunkt (1
o
o
o
atm): -100 C. Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 2,4 (luft=1). Flammepunkt (cc): 4 C. Opløselighed i vand
o
4h
o
3
(20 C): Dekomponerer. LC50(ihl,r): 420 ppm. Lugtgrænse: 1,5 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 3 mg/m .
309
Copyright: www.NIPSECT.dk
3
Grænseværdi (2002): 1 ppm L (3 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), ætsende (C). Risikoangivelser: Reagerer voldsomt med vand (R14), meget giftig ved indånding (R26), alvorlig ætsningsfare (R35).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt
ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på
huden vaskes straks med store mængder .... (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede
beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DECABORAN
Synonymer: Decaborane (engl). CAS nr. 17702-41-9. EINECS nr. 241-711-8. ECDIN nr. 0196852. RTECS nr.
o
o
HD1400000. UN nr. 1868. Formel: B10H14. Molvægt: 122,21. Smeltepunkt: 99,5 C. Kogepunkt (1 atm): 213 C. Relativ
o
o
massefylde (25/4 C): 0,94 (vand=1). Damptryk (25 C): 0,05 mm Hg (0,01 kPa). Relativ damptæthed: 4,2 (luft=1).
o
o
3
Flammepunkt (cc): 176 C. LD50(o,r): 64 mg/kg. LC50(ihl,r): 46 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 6 mg/m .
3
Grænseværdi (2002): 0,05 ppm H (0,3 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på listen.
DIBORAN
Synonymer: Diborhexahydrid, boron hydride (engl), diborane (engl). CAS nr. 19287-45-7. EINECS nr. 242-940-6. ECDIN
o
nr. 0038783. RTECS nr. HQ9275000. UN nr. 1911. Formel: B2H6. Molvægt: 27,67. Frysepunkt: -165 C. Kogepunkt (1
o
o
o
atm): -92,5 C. Relativ massefylde (11/4 C): 0,447 (vand=1). Damptryk (20 C): Gas. Relativ damptæthed: 0,96 (luft=1).
o
o
Flammepunkt (cc): -90 C. Selvantændelsestemperatur: 38-52 C. Eksplosionsgrænser: 0,9-88 vol%. Opløselighed i
o
4h
o
vand (20 C): Dekomponerer. LC50(ihl,r): 80 ppm. Lugtgrænse: <2 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 1,15
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 0,1 ppm (0,1 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Ikke på listen.
PENTABORAN
Synonymer: Pentaborane (engl). CAS nr. 18433-84-6. EINECS nr. 242-307-4. ECDIN nr. 009731X. RTECS nr.
o
o
RY8925000. UN nr. 1380. Formel: B5H9. Molvægt: 63,12. Frysepunkt: -47 C. Kogepunkt (1 atm): 58 C. Relativ
o
o
o
massefylde (0/4 C): 0,61 (vand=1). Damptryk (20 C): 66 mm Hg (8,8 kPa). Flammepunkt (cc): 30 C.
o
Eksplosionsgrænser: >0,42 vol%. Opløselighed i vand (20 C): Dekomponerer. 4h-LC50(ihl,r): 6 ppm. Omregningsfaktor
o
3
3
(25 C, 1 atm): 1 ppm = 20 mg/m . Grænseværdi (2002): 0,005 ppm L (0,01 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002):
Ikke på listen.
NATRIUMBORHYDRID
Synonymer: Sodium borohydride (engl), sodium tetrahydroborate (engl). CAS nr. 16940-66-2. EINECS nr. 241-00-44.
o
ECDIN nr. 0195487. RTECS nr. ED3325000. UN nr. 1426. Formel: NaBH4. Molvægt: 37,83. Smeltepunkt: 36 C.
o
o
o
Kogepunkt (1 atm): 400 C, dekomponerer. Relativ massefylde (0/4 C): 1,074 (vand=1). Flammepunkt (cc): 70 C.
o
Opløselighed i vand (20 C): 550g/L, reagerer voldsomt. Brydningsindeks (n20/D): 1,542. Grænseværdi (2002): Ingen.
Klassificering og mærkning (Fluka 1993/94): Giftig (T), meget brandfarlig (F). Risikoangivelser: Reagerer med vand
under dannelse af yderst brandfarlige gasser (R15), giftig ved indtagelse (R25), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrift:
Brug … ved brandslukning (den nøjagtige type brandslukningsudstyr angives af fabrikanten). Brug ikke vand (S43).
85. Bisphenol A
Bisphenol A er et farveløst, krystallinsk stof med en mild phenol-agtig lugt. der kun er meget lidt
vandopløseligt, men opløseligt i de fleste organiske opløsningsmidler.
Vigtigt industrikemikalie
Bisphenol A er et meget vigtigt industrielt mellemprodukt, der især bruges til fremstilling af
 polycarbonater, fx. til flasker, byggematerialer og beskyttelsesglas,
 bisphenol-A-diglycidylether, fx. til klæbemidler, epoxy-lak til dåser og pulvermaling, samt
310
Copyright: www.NIPSECT.dk

tetrabrombisphenol A, som bruges som flammehæmmer.
En mindre del bruges i form af bisphenol-A-dimethacrylat og lignende forbindelser til tandfyldninger
af plast.
Stor produktion
Bisphenol A fremstilles udfra phenol (Fokus nr. 30) og acetone (Fokus nr. 21)
Den årlige verdensproduktion af bisphenol A er blevet anslået til at være i størrelsesordenen 0,5-1
million tons. I 1993 var produktionen alene i USA på 0,6 millioner tons. Der er ingen konkrete
oplysninger om forekomst eller brug af bisphenol A i Danmark.
Mange udsatte
Bisphenol A kan i små mængder afgives fra lakken og til indholdet i disse dåser eller fra tandfyldninger
til spyt, men der sker ingen afgivelse af bisphenol A fra flasker af polycarbonat. Dette er heldigt, idet
fx. sutteflasker laves af dette materiale.
Under alle omstændigheder er miljøet og en stor del af befolkningen dagligt udsat for stoffet. I USA er
det anslået, at omkring 280.000 er erhvervsmæssigt udsatte for Bisphenol A, heraf er 40.000 særligt
kraftigt eksponeret.
Ved termisk nedbrydning (>180oC) af hærdet pulvermaling baseret på bisphenol-A-glycidylether kan
der afgives bisphenol A. Dette kan i praksis være en vigtig udsættelse i arbejdsmiljøet ved
forarbejdning af malede materialer.
I støv
Da bisphenol A er meget lidt flygtigt, er den vigtigste eksponering i arbejdsmiljøet almindeligvis
hudkontakt eller ved indånding som støv. Der foreligger ikke oplysninger om, i hvor høj grad stoffet
optages fra luftvejene eller gennem huden. Derimod er der dyreforsøg, som viser, at stoffet optages i
mave-tarm kanalen. Biotilgængeligheden er dog mindre end ved direkte indsprøjtning. Det meste
bisphenol A udskilles igen inden for et døgns tid med urinen (13-34%) og fæces (52-83%),
hovedsageligt som metabolitter.
Den akutte giftighed ved indtagelse er lille, men ved kontakt irriterer bisphenol A hud, øjne, slimhinder
og de øvre luftveje.
Allergirisiko
Bisphenol A var ikke i sig selv allergifremkaldende i marsvin eller mus, men ved samtidig udsættelse
for ultraviolet lys kan der dannes eksem. Fra arbejdsmiljøet er beskrevet nogle tilfælde af kontaktallergi
hos arbejdere udsat for bisphenol A i voks eller tandmaterialer.
Bisphenol A er opført som kontaktallergen på Arbejdsmiljøinstituttets liste over allergener med en note
om, at stoffet indgår som teststof på hudklinikker.
311
Copyright: www.NIPSECT.dk
Kræftrisiko?
Bisphenol A er undersøgt og fundet negativ i Ames-testen med Salmonella bakterier og i test med Coli
bakterier og med gærceller. Der var heller ingen aktivitet i test for chromosomafvigelser og søster
chromatid skift.
Bisphenol A er undersøgt i et 20 år gammelt langtidsforsøg med mus og rotter, der fik 0,1 % af stoffet
i deres foder. De udsatte dyr voksede langsommere end kontroldyrene. Blandt de udsatte dyr var der en
forøget hyppighed af blod- og lymfekræft. Desuden havde hanrotterne mere testikelkræft. Disse
undersøgelse blev dog fortolket som negative eller uklare, da overhyppighederne ikke var statistisk
signifikante.
Hormoneffekter
Bisphenol hører til de i de senere år meget omtalte ”østrogene stoffer”, der forstyrrer hormonsystemet
og påvirker formeringsevnen, specielt i hanner.
Man ved ikke hvordan mennesker påvirkes i den henseende af bisphenol A, men der foreligger mange
undersøgelser af afkommet af hunmus og -rotter, der under drægtighedsperioden blev udsat for
bisphenol A opløst i majolie tilført gennem munden. Resultaterne har været nedsat kropsvægt,
formindskede nyrer og milt, forstørrede kønsorganerne i begge køn og nedsat sædproduktion, sædcelle
tæthed og sædcelle mobilitet hos afkom af hankøn. Desuden bliver forskellige aspekter af social
opførsel påvirket i ungerne efter administration af bisphenol A til drægtige rotter. Både han- og
hununger blev sløve og generelt umotiverede.
Der er en diskussion om, hvilken koncentration der skal til, før effekterne opstår. Nogle forskergrupper
kan konstatere effekter ved daglig udsættelse af de drægtige dyr for så lidt som 2 g bisphenol A per kg
legemsvægt, mens andre ikke ser effekter ved 100 gange højere udsættelser.
Nul-effekt eksponeringsniveau for reproduktionseffekter i rotter angives almindeligvis som 5 mg
bisphenol A per kg legemsvægt per dag. De seneste undersøgelser tyder dog på, at denne værdi er for
høj.
Reproduktionseffekter er de kritiske, idet andre kronisk effekter typisk kræver udsættelse for mindst 50
mg bisphenol A per kg legemsvægt per dag. EU har i 1994 fastsat en tolerabel daglig indtagelse af
bisphenol A på 0,05 mg/kg legemsvægt.
Udvalgte referencer:
1. NTP Technical Report on the carcinogenesis bioassay of bisphenol A (CAS No. 80-05-7) in
F344 rats and B6C3F1 mice (feed study). NTP-80-35. NIH Publ. No. 82-1771, 1982.
2. Miljøprojekt nr. 290. Male reproductive health an environmental chemicals with estrogenic
effects. København: Miljøstyrelsen, 1995.
3. Vom Saal FS, Cooke PS, Buchanan DL, Palanza P, Thayer KA, Nagel C. Parmigiani S,
312
Copyright: www.NIPSECT.dk
Welshons WV. A physiologically based approach to the study of bisphenol A and other
estrogenic chemicals on the size of reproductive organs, daily sperm production, and behavior.
Toxicol Ind Health 1998;14:239-260.
4. Farabollini F, Porrini S, Dessì-Fulgheri F. Perinatal exposure to the estrogenic pollutant
bisphenol A affects behavior in male and female rats. Pharmacol Biochem Behav
1999;64/4:687-694.
5. Pottenger LH, Domoradzki JY, Markham DA, Hansen SC, Cagen SZ, Waechter JM. The
relative bioavailability and metabolism of bisphenol A in rats is dependent upon the route of
administration. Toxicol Sci 2000;54:3-18.
BISPHENOL A
H 3C
CH 3
HO
OH
Synonymer: 4,4’-Isopropylidendiphenol, 2,2’-bis(p-hydroxyphenyl)propan, 2,2’-bis(4-hydroxyphenyl)propan, 4,4'-(1methylethyliden)bisphenol, 2,2’-(4,4’-dihydroxydiphenyl)propan, bisfenol A, BPA, bisphenol A (engl). CAS nr. 80-05-7. EU nr.
604-030-00-0. EINECS nr. 201-245-8. RTECS nr. SL6300000. Bruttoformel: C15H16O2. Molvægt: 228,29. Smeltepunkt:
o
o
o
o
-8
157 C. Kogepunkt (1 atm): 398 C. Relativ massefylde (25/4 C): 1,195(vand=1). Damptryk (25 C): 4x10 mm Hg.
o
o
o
o
Flammepunkt (cc): 227 C. Selvantændelsestemperatur: 600 C. Opløselighed i vand (25 C): 120 mg/L. pKa (25 C):
3
9,59-11,30. Fordelingskoefficient (logKow): 3,40. LD50(o,r): 3,25 g/kg. Grænseværdi (2002): 3 mg/m (organisk støv).
Fareklassificering og mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelser: Irriterer øjnene, åndedrætsorganerne og
huden (R36/37/38), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt
for børn (S2), undgå kontakt med huden (S24), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge
kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker (S37).
86. Decalin
Decalin er en farveløs, brændbar væske, der er uopløselig i vand og blandbar med de fleste øvrige
organiske opløsningsmidler. Det har en svag mentholagtig lugt. Det er en carbonhydrid, der består af to
sammensmeltede cyclohexan-ringe og er det samme som fuldt hydrogeneret naphthalen (Fokus nr.34).
Stoffet fremstilles også teknisk ved hydrogenering af naphthalen med platin som katalysator. Derved
opstår en blanding af de to isomere decaliner (77 % cis- og 23 % trans-). Disse isomere har lidt
forskellige fysiske og kemiske egenskaber i ren form. Ved lang tids henstand kan luften oxidere decalin
til eksplosive peroxider. Decalin findes i små mængder i råolier og i forbrændingsgasser, bl.a. fra
ildebrande og biler.
Organisk opløsningsmiddel
Det bruges som opløsningsmiddel for fedtstoffer, olier og voks. Det kan erstatte vegetabilsk terpentin i
lakker, skocreme, trykfarver, smøremidler, gummi og gulvvoks. Det kan desuden anvendes til
affedtning af maskindele og til at fjerne fedt- og asfaltpletter på tøj. Det kan desuden bruges som
brændstof i varmeovne og i krydsermissiler afføret fra undervandsbåde. Det er meget anvendt som
fremføringsmiddel for stoffer, der skal undersøges i dyreforsøg.
313
Copyright: www.NIPSECT.dk
Voksende betydning
Der er mærkeligt nok ingen oplysninger om forbrug af decalin eller undersøgelser af forekomst af
decalin i Danmark. Der er desuden kun en foreløbig grænseværdi.
I USA er det tidligere anslået, at under 1000 arbejdere er udsatte for decalin. Med den voksende
interesse for stoffet som brændstof og som alternativ til de gammelkendte opløsningsmidler med et
blakket ry og en skrappere klassificering, er der formentlig nu en langt mere omfattende forekomst i
arbejdsmiljøet.
Nyre- og leverskader
Den akutte giftvirkning i forsøgsdyr er lav ved indtagelse gennem munden, men højere ved indånding.
Udsættelse for mættet damp (ca. 3000 ppm) i to timer var dødelig for alle rotter. Indånding i 90 dage af
mellem 5 og 50 ppm decalin forårsagede leverskader i hunmus og væksthæmning hos rotter. Hanrotter
fik desuden nyreskader af samme art, som forekommer ved udsættelse for andre opløsningsmidler som
fx. limonen (Fokus nr. 72). Der var ingen effekter i hunde. En måneds udsættelse for 125 ppm decalin
giver en tilsvarende effekt på nyrer i hanrotter.
Dødelig dosis for mennesker er 0,5-5 g/kg legemsvægt, og den laveste luftkoncentration, som har givet
anledning til luftvejsirritation hos mennesker er 100 ppm. Højere koncentrationer kan give
følelsesløshed, kvalme, hovedpine og opkastninger.
Hudoptageligt
Ved hudpensling af marsvin har det vist sig, at decalin optages let gennem huden og endda i dødelige
doser. Det optagne decalin omdannes i kroppen til hydroxy-derivater, som derefter udskilles som
glucuronater med urinen.
Ligesom for naphthalen, så er skader på øjne (katarakt, grå stær) også en mulighed, idet disse skader i
forsøg med marsvin opstod efter kun 6x30 minutters udsættelse for omkring 300 ppm decalin. I kaniner
sås samme skadelige effekt på øjnene, og effekten opstod hurtigere med decalin end med naphthalen.
Eksem
Decalin vil som opløsningsmiddel virke affedtende på hud, øjne og slimhinder og forårsage irritation.
Fra arbejdsmiljøet kendes et eksempel på en kraftig allergisk eksem med blærer på armene hos en
arbejder, som brugte decalin til at rense fortovssten. Der var desuden tegn på en nyrepåvirkning med et
forøget forekomst af proteiner i urinen. I et andet tilfælde fra arbejdsmiljøet blev der konstateret
brungul til blå urin hos udsatte.
Mistanke om kræft
Decalin er undersøgt i en laboratorietest med celler fra mus og i Ames-testen med diverse Salmonella
bakteriestammer. I ingen af tilfældene var stoffet aktivt.
314
Copyright: www.NIPSECT.dk
Ved hudpenslingsforsøg med mus var decalin ikke kræftfremkaldende eller kræftforstærkende, men der
fandtes i indåndingsforsøg allerede efter 90 dages udsættelse en øget forekomst af kræft i nyrer og i
hormonproducerende organer i mus og rotter. På denne baggrund blev der i det amerikanske
toksikologiprogram NTP iværksat to-årige inhalationsforsøg med mus og rotter. Disse undersøgelser er
afsluttet og er ved at blive rapporteret, men resultaterne er endnu ikke kendt.
Decalin findes ikke på Miljøstyrelsens: ”Liste over farlige stoffer”. På baggrund af de mange effekter,
decalin kan have, ville det være på sin plads at få decalin klassificeret som lokalirriterende eller
sundhedsskadelig. Der findes et gammelt EU-forslag til klassificering og mærkning af decalin med:
”Sundhedsskadelig (Xn), farlig ved indånding (R20), irriterer øjnene og huden (R36/38), undgå kontakt
med øjnene (S25), brug egnede beskyttelseshandsker (S37).” Desuden har Fluka’s kemikaliekatalog et
lidt forskelligt forslag: ”Brandfarlig (R10), undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23),
undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25). En kombination af disse klassificeringer foreslås indtil
videre.
Udvalgte referencer:
1. Longacre SL. 2.3 Decalin. I: Ethel Browning’s toxicity and metabolism of industrial solvents,
2nd ed. Snyder R, ed. Vol. I: Hydrocarbons. Amsterdam: Elsevier, 1987.
2. Gaworski CL, Haun CC, MacEwen JD, Vernot EH, Bruner RH, Amster RL, Cowan MJ. A 90day vapor inhalation study of decalin. Fund Appl Toxicol 1985;5:785-793.
DECALIN (isomerblanding)
Synonymer: Dekalin, bicyclo(4.4.0)decan, decahydronaphthalen, perhydronaphthalen, naphthan, decahydronaphthalene
(engl). CAS nr. 91-17-8. EINECS nr. 202-04-69. RTECS nr. QJ3150000. UN nr. 1147. Bruttoformel: C10H18. Molvægt:
o
o
o
138,25. Frysepunkt: -31 C. Kogepunkt (1 atm): 189-91 C. Relativ massefylde (20/4 C): 0,881 (vand=1). Damptryk
o
o
(25 C): 2,3 mm Hg (0,3 kPa). Relativ damptæthed: 4,76 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 3026 ppm.
o
o
Flammepunkt (cc): 58 C. Selvantændelsestemperatur: 249 C. Eksplosionsgrænser i luft: 0,7-4,9%. Opløselighed i
o
vand (20 C): 0,9 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,79. Brydningsindeks (n20/D): 1,4742. LD50(o,r): 4,17 g/kg.
4h
o
3
LC50(ihl,r): 500 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 5,65 mg/m . Grænseværdi (tentativ, 2002): 25 ppm.
Klassificering og mærkning (forslag): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding
(R20), irriterer øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23),
undgå kontakt med huden og øjnene (S24/25), brug egnede beskyttelseshandsker (S37).
cis-DECALIN
H
H
Synonymer: cis-Decahydronaphthalen, cis-decahydronaphthalene (engl). CAS nr. 493-01-6. EINECS nr. 207-770-9. UN nr.
o
o
1147. Bruttoformel: C10H18. Molvægt: 138,25. Frysepunkt: -43 C. Kogepunkt (1 atm): 196 C. Relativ massefylde
o
o
(20/4 C): 0,8963 (vand=1). Damptryk (20 C): 1 mm Hg (0,13 kPa). Relativ damptæthed: 4,76 (luft=1).
o
o
Mætningskoncentration (20 C): 1315 ppm. Flammepunkt (cc): 58 C. Brydningsindeks (n20/D): 1,4810. Omregningso
3
faktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 5,65 mg/m . Grænseværdi (tentativ, 2002): 25 ppm. Klassificering og mærkning (forslag):
Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding (R20), irriterer øjnene og huden (R36/38).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt med huden og øjnene
(S24/25), brug egnede beskyttelseshandsker (S37).
315
Copyright: www.NIPSECT.dk
trans-DECALIN
H
H
Synonymer: trans-Decahydronaphthalen, trans-decahydronaphthalene (engl). CAS nr. 493-02-7. EINECS nr. 207-771-4.
o
o
o
Bruttoformel: C10H18. Molvægt: 138,25. Frysepunkt: -30 C. Kogepunkt (1 atm): 187 C. Relativ massefylde (20/4 C):
o
0,870 (vand=1). Damptryk (47 C): 10 mm Hg (1,33 kPa). Relativ damptæthed: 4,76 (luft=1). Fordampningshastighed
o
o
o
(25 C): 0,129 (nBuAc=1). Flammepunkt (cc): 52 C. Selvantændelsestemperatur: 255 C. Brydningsindeks (n20/D):
o
3
1,4695. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 5,65 mg/m . Grænseværdi (tentativ, 2000): 25 ppm. Klassificering
og mærkning (forslag): Sundhedsskadelig (Xn). Risikoangivelser: Brandfarlig (R10), farlig ved indånding (R20), irriterer
øjnene og huden (R36/38). Sikkerhedsforskrifter: Undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosoltåger (S23), undgå kontakt
med huden og øjnene (S24/25), brug egnede beskyttelseshandsker (S37).
87. Hydrogensulfid
Hydrogensulfid (svovlbrinte) er en farveløs, vandopløselig, letantændelig og en meget giftig gas, der
danner eksplosive blandinger med luft. Hydrogensulfid har en stærk lugt af rådne æg, som alle vel
kender. Lugttærsklen angives oftest til 0,025 ppm, men er i øvrigt meget individuel. En koncentration
på 3-5 ppm vil føles meget ubehagelig, og en koncentration på 20-30 ppm er uudholdelig. Denne
væmmelige lugt kan tjene som advarsel, men man vænner sig efterhånden til lugten, så ved
længerevarig udsættelse samt ved koncentrationer over 150 ppm, hvor centret for lugtesansen i hjernen
lammes, er lugten ikke et tilstrækkeligt faresignal.
Naturlig forekomst
Hydrogensulfid forekommer naturligt i kul, naturgas, råolie, vulkanske gasser og svovlholdige varme
kilder, som fx. findes på Island. Gassen er slutproduktet af omdannelsen/fordøjelsen af svovlholdigt
organisk materiale, hvor der ikke er oxygen tilstede (anaerobe forhold). Hydrogensulfid kan dannes i
sedimenter i visse vandområder med underskud af oxygen, bl.a. i dele af Limfjorden, og bundvendinger
kan udrydde fiskebestande. I æg er der mange svovlholdige aminosyrer, som bliver til hydrogensulfid
under forrådnelsen. I mennesker og dyrs tarmsystem er der bakterier, der kan danne hydrogensulfid og
det i højere grad ved tarmsygdomme. Den naturlige emission til luften fra jord- og vandmiljøet er
anslået til omkring 100 millioner tons/år. Til sammenligning er emissionen fra industrien kun omkring
3 millioner tons/år.
Biprodukt
I arbejdsmiljøet forekommer hydrogensulfid enten som biprodukt ved kemiske processer eller fra
nedbrydning af svovlholdigt organisk materiale og affald. Erhvervsmæssig udsættelse kan fx. ske i
gas/olie-industrien, ved biogasfremstilling, i gødnings-industrien, ved vulkanisering i gummiindustrien, i cellulose/papir-industrien, ved fremstilling af kunstsilke udfra carbondisulfid (Fokus nr.
51), i forbindelse med håndtering af gylle og ajle i landbruget, i industrifiskeriet i forbindelse med
håndtering af skidtfisk i lastrum, samt i forbindelse med arbejde i brønde, kloaker og rensningsanlæg. I
kemiske laboratorier sker der også en vis anvendelse af hydrogensulfid til analyse og syntese.
316
Copyright: www.NIPSECT.dk
Dødelige forgiftninger
Hydrogensulfid er en af de giftigste gasser, der kendes. Forgiftningssymptomerne kommer hurtigt efter
udsættelsen. Koncentrationer på 50-150 ppm virker meget irriterende på øjne og slimhinder samt kan
give hovedpine, svimmelhed, kvalme, mavesmerter og diarré. Udsættelse for 150-300 ppm giver
brændende øjensmerter og synsproblemer samt stærk hovedpine. Ved 300-500 ppm kan der i løbet af
mindre end en time opstå åndenød, hoste, livsfarlig lungeødem og bevidstløshed, og ved 500-1000 ppm
kommer der indenfor nogle minutter kramper, bevidstløshed, åndedrætsstop og død. Ved endnu højere
koncentrationer sker der et umiddelbart kollaps med døden til følge.
Iltmangel
Den toksiske mekanisme er, at hydrogensulfid inaktiverer de jernholdige enzymer, der styrer
respirationen. Det resulterer i vejrtrækningsbesvær, iltmangel og måske kvælning. Iltmangel er særligt
kritisk for hjernen og hjertet. Det er kendt, at samtidig indtagelse af alkohol eller ammoniak øger
giftvirkningen af hydrogensulfid.
Den ekstreme giftighed tyder på en fuldstændig optagelse i lungerne. Det optagne sulfid transporteres
til leveren, hvor det oxideres til sulfat og dermed afgiftes. Det betyder, at der formentlig ingen
langtidsvirkninger er af lave koncentrationer, som leveren kan kapere.
Mange forgiftningsulykker
Der er i arbejdsmiljøet forekommet utallige alvorlige forgiftninger med dødsfald forårsaget af
hydrogensulfid, både herhjemme og i udlandet.. Arbejdere er fundet bevidstløse ved kloakker eller
lastrum, hvor der efterfølgende er målt mere end 2000 ppm hydrogensulfid. Når arbejdere kollapser af
forgiftning, er det meget farligt for redningsfolk at nærme sig uden gasmaske. Mange redningsforsøg er
endt med yderligere tragiske dødsfald.
Der kunne nævnes mange eksempler. I Australien døde en tankvognschauffør under tømning af lasten
af affald fra et raffinaderi; koncentrationen af hydrogensulfid blev målt til 13.000 ppm. En hund og
seks undulater blev fundet døde 30 m borte.
Ved en masseforgiftning på en skole i USA blev 949 elever og lærere syge af udslip af hydrogensulfid
fra en utæt latrin. Symptomerne var hovedpine, svimmelhed, mavesmerter og sløret syn.
Kroniske hjerneskader
I nogle tilfælde får overlevende fra forgiftningsulykker efterfølgende kroniske skader på nervesystemet
med personlighedsændringer og nedsat intellekt, så de ikke kan klare sig mere på arbejdsmarkedet.
Undersøgelser af hjernevæv viser, at hjernen i mange tilfælde er fysisk ændret og misfarvet. Hjerte-kar
sygdom er også forekommet efter ulykker med hydrogensulfid.
Nyere forsøg tyder på, at hvis drægtige dyr udsættes for hydrogensulfid, så kan udviklingen af fosterets
hjerne påvirkes i uheldig retning.
317
Copyright: www.NIPSECT.dk
Undersøgelser af olie- og kloakarbejdere, der over en længere periode dagligt var udsat for
hydrogensulfid, tyder på en øget forekomst af reduceret lungefunktion med luftvejssymptomer som
stakåndethed, pibende vejrtrækningslyde og indsunken brystkasse.
Ammoniumsulfid
Ammoniumsulfid er et salt af hydrogensulfid. Under frysepunktet er det et farveløst, krystallinsk stof.
Ved højere temperaturer omdannes det til polysulfider. Det bruges til at patinere bronze, til fotografisk
fremkaldervæske, til koldpermanent af hår (8% opløsning), ved fremstilling af tekstiler, ved
galvanisering, ved spormetalanalyser, til at jage dyr væk med (”game repellant”) og især nu om dage
til farvning af biologiske laboratoriepræparater.
I vandig opløsning forekommer det som ammoniumhydrogensulfid, der er stærkt basisk og
hudirriterende. Opløsningen lugter kraftigt af ammoniak og hydrogensulfid. Dyreforsøg har vist, at
opløsninger af ammoniumsulfid let trænger gennem normal hud i giftige doser. Flere dødsfald er også
beskrevet, bl.a. døde en dame engang under en koldpermanent behandling med
ammoniumhydrogensulfid hos en frisør i Atlanta, USA.
Hvis man skulle være så uheldig at komme til at sluge noget af opløsningen, kan der opstå en
brændende smerte i munden, misfarvning af tungen og kvalme, opkastning og dårlig mave.
Stinkbomber
I 1970’erne var der en meget omtalt anvendelse af ammoniumsulfid i spøg og skæmt stinkbomber. De
små glasampuller indeholdt en 1,2 ml opløsning med 310 mg ammoniumsulfid. Ved knusning af
ampullen blev der frigjort ammoniak og hydrogensulfid. Ampullerne blev misbrugt på skoler,
biblioteker o. lign. til stor gene og sundhedsfare. Ved knusning af en sådan ampul i et lokale på 10 m3
vil grænseværdien for hydrogensulfid blive overtrådt.
Manglende klassificering men forbud
Af denne anledning blev ammoniumsulfid i 1978 foreslået optaget som gift på den daværende
”Giftliste”, så det ikke kunne forhandles uden politiets tilladelse. Stoffet er imidlertid ikke p.t. optaget
på ”Listen over farlige stoffer”, kun ammoniumpolysulfid. I stedet for er anvendelsen af
ammoniumsulfid, ammoniumhydrogensulfid og ammoniumpolysulfid blevet direkte forbudt i spøg- og
skæmtgenstande.
Der findes et klassifikation og mærkningsforslag fra 1984, hvor stoffet kun er korrosivt, men Fluka’s
kemikaliekatalog (1993/94) klassificerer stoffet som både korrosivt og giftigt med sætningerne:
Udvikler giftig gas ved kontakt med syre (R31), ætsningsfare (R34), giftig ved indånding, ved
hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39).
Udvalgte referencer:
1. Savolainen H. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation. 40. Dihydrogensulfid.
318
Copyright: www.NIPSECT.dk
2.
3.
4.
5.
Arbete och Hälsa 1982:31.
Klausen H, Gregersen P, Danielsen UT, Zeeberg I. Arbejdspladsforgiftning med svovlbrinte.
Ugeskr Læger 1979;141/49:3393-3395.
Vuorela M, Daugbjerg O, Jepsen JR. Organisk psykosyndrom efter losningsulykke. Ugeskr
Læger 1987;149/11:728.
Arentoft H, Stolberg EF, Ekelund S. Svovlbrinte forgiftning af en landmand. Ugeskr Læger
1993;155/51:4187-4188.
Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997 om begrænsning af
salg og anvendelsen af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål.
HYDROGENSULFID
Synonymer: Dihydrogensulfid, svovlbrinte, hydrogen sulfide (US engl), hydrogen sulphide (UK engl). CAS nr. 7783-06-4.
EU nr. 016-001-00-4. EINECS nr. 231-977-3. RTECS nr. MX1225000. UN nr. 1053. Formel: H2S. Molvægt: 34,08.
o
o
o
Frysepunkt: -85 C. Kogepunkt (1 atm): -60 C. Damptryk (20 C): 1406 mm Hg (187,5 kPa). Relativ damptæthed: 1,189
o
o
(luft=1). Flammepunkt (cc): -82 C. Selvantændelsestemperatur: 260 C. Eksplosionsgrænser i luft: 4,3-46 vol%.
o
o
1h
16h
Opløselighed i vand (20 C): 4 g/L. pKa (25 C): 7,04-11,96. LC50(ihl,r): 713 ppm. LC50(ihl,r): 250 ppm. Lugtgrænse:
o
3
3
0,025 ppm. Omregningsfaktor (20 C, 1 atm): 1 ppm = 1,5 mg/m . Grænseværdi (2002): 10 ppm (15 mg/m ).
Fareklassificering og mærkning (2002): Yderst brandfarlig (Fx), meget giftig (Tx), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Yderst
brandfarlig (R12), meget giftig ved indånding (R26), meget giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), Emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9),
holdes væk fra antændelseskilder - rygning forbudt (S16), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder ....
(angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til
miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
AMMONIUMSULFID
Synonymer: Diammoniumsulfid, ammonium sulfide (engl), ammonium sulphide (engl). CAS nr. 12135-76-1. EINECS nr.
o
235-223-4. RTECS nr. BS4920000. UN nr. 2683. Formler: (NH4)2S; H8N2S. Molvægt: 68,14. Frysepunkt: -18 C. Relativ
o
o
massefylde (20/4 C): 0,997 (vand=1). Flammepunkt (cc): 32 C. Grænseværdi (2002): Ikke på listen. Fareklassificering
og mærkning (MST forslag 1984): Ætsende (C). Risikoangivelser: Udvikler giftig gas ved kontakt med syre (R31),
ætsningsfare (R34), irriterer åndedrætsorganerne (R37). Sikkerhedsforskrifter: Kommer stoffet i øjnene, skylles straks med
grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug egnede beskyttelseshandsker og –briller/ansigtsskærm under arbejdet
(S37/39).
AMMONIUMHYDROGENSULFID
Synonymer: Ammoniumbisulfid, ammonium hydrogen sulfide (US engl), ammonium hydrogen sulphide (UK engl). CAS nr.
o
o
o
12124-99-1. Formler: (NH4)HS; H5NS. Molvægt: 51,11. Frysepunkt: -18 C. Kogepunkt (1 atm): 40 C. Damptryk (20 C):
o
450 mm Hg (60 kPa). Relativ damptæthed: 2,3 (luft=1). Flammepunkt (cc): 32 C. Grænseværdi (2002): Ikke på listen.
Fareklassificering og mærkning (MST forslag 1984): Ætsende (C). Risikoangivelser: Udvikler giftig gas ved kontakt med
syre (R31), ætsningsfare (R34), irriterer åndedrætsorganerne (R37). Sikkerhedsforskrifter: Kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stof på huden vaskes straks med store mængder ....
(angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37).
AMMONIUMPOLYSULFID
319
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Ammonium polysulfide (US engl), ammonium polysulphide (UK engl). CAS nr. 9080-17-5. EU nr. 016-008-002. EINECS nr. 232-989-1. Formel: (NH4)Sn. Grænseværdi (2002): Ikke på listen. Fareklassificering og mærkning (2002):
Ætsende (C), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Udvikler giftig gas ved kontakt med syre (R31), ætsningsfare (R34), meget
giftig for organismer, der lever i vand (R50). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2),
kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), undgå udledning til miljøet.
Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
88. Phosgen
Phosgen er en farveløs, meget reaktiv gas, der lugter som muggent hø. Ved udsættelse for fugtighed
hydrolyseres phosgen til saltsyre og carbondioxid. Phosgen er letopløseligt i organiske
opløsningsmidler og forhandles i flydende form under tryk på gasflasker. Det forårsager voldsomme
reaktioner eller eksplosioner ved kontakt med metallerne aluminium, natrium, kalium og lithium samt
med isopropylalkohol og natriumazid.
Dannes fra chlorholdige opløsningsmidler
Phosgen er ikke i sig selv brændbar, men stoffet kan utilsigtet dannes ved ophedning over 300 oC (fx
kontakt med varme metaloverflader) eller ved forbrænding af chlorholdige opløsningsmidler
(trichlorethylen, perchlorethylen, methylchloroform, methylenchlorid, chloroform osv.).
I forbindelse med svejseprocesser i stål og aluminium, hvor der samtidig har været forekomst af
sådanne opløsningsmiddeldampe, er kortvarigt målt phosgenkoncentrationer på op til 1,7 ppm.
I en polyurethanfabrik i Rusland er der blevet målt mere end 3 ppm phosgen i arbejdsluften, og særligt
meget phosgen blev udledt i forbindelse med adskillelse og reparation af pumper.
Dannelse af phosgen kan ligeledes ske ved UV-bestråling af disse chlorholdige opløsningsmidler.
Kemikere er fx af og til udsat for phosgen fra gamle flasker med chloroform, der har været udsat for
lys. Phosgen er i øvrigt et naturlig stofskifteprodukt af chloroform i dyr og mennesker.
Vigtigt mellemprodukt
Phosgen er et meget vigtigt kemisk mellemprodukt ved fremstilling af farvestoffer, isocyanater (Fokus
nr. 7), polyurethaner, polycarbonater sammen med bisphenol A (fokus nr. 85) og andre polymere samt
carbamater (bl.a. pesticider) og chlorformiater.
Verdensproduktionen af phosgen er omkring 3 millioner tons, men 99% af det, der fremstilles, bruges
på samme fabrik til at fremstille andre stoffer. I USA er det anslået, at 10.000 arbejdere er udsatte for
phosgen. Skønnet må være i underkanten, idet de fleste svejsere og brandmænd ofte vil være udsat for
phosgen uden altid at vide det.
320
Copyright: www.NIPSECT.dk
Meget giftigt
Phosgen blev brugt sammen med chlor (Fokus nr. 83) som krigsgas (”kvælergas”) under 1.
Verdenskrig. Det blev brugt første gang mod briterne i december 1915. Den anvendte mængde var 88
tons og det resulterede i mere end tusinde forgiftede og 120 døde soldater.
Det er giftigere end chlor, og 1-2 minutters indånding af koncentrationer på fra omkring 400 ppm
lammer vejrtrækningen og medfører normalt døden øjeblikkeligt, og 20 ppm kan give lungeskader.
Den toksiske effekt er proportional både med koncentrationen og eksponeringstiden, så selv lave
koncentrationer kan være skadelige ved længere tids udsættelse.
Alvorlig phosgenforgiftning er karakteriseret ved dannelse væske i lungerne (lungeødem), der er
livsfarligt og kan opstå uden særligt varsel med 6-24 timer forsinkelse. For at lungeødem kan opstå skal
eksponeringen være omkring 150 ppm-minutter, dog med en laveste tærskelværdi på 0,15 ppm. Ved
lidt mindre eller kortere udsættelse kan resultatet være hoste, åndenød, brystsmerter, lungebetændelse
eller bronkitis. Udsættelse for 0,5 ppm phosgen i 2 timer giver patologiske ændringer i lunger på
forsøgsdyr.
Der er indikation for at stoffet hexamethylentetramin kan være et effektivt middel til at forebygge den
progressive udvikling af lungeskader forårsaget af phosgen.
Meget lav uskadelig koncentration
Phosgen ændrer lungeblærernes gennemtrængelighed, omdanner proteiner og oxiderer umættede
fedtstoffer (lipid peroxidering). Den lille vandopløselighed betyder, at phosgen trænger dybere ned i
luftvejene end fx hydrogenchlorid (Fokus nr. 83).
Kortvarig indånding af 0,1 ppm phosgen giver begyndende og 3-5 ppm stærkere irritation af svælg med
hoste mv. Stænk af flydende phosgen på hud eller øjne kan medføre alvorlige forbrændinger.
Udsættelse for phosgen øger et individs modtagelighed overfor virusinfektioner, fx influenza. For en
befolkningsgruppe, der udsættes for phosgen konstant døgnet rundt, er den uskadelige koncentration
muligvis så lav som 0,0006 ppm.
Forgiftningsulykker
Den udbredte forekomst af phosgen og det at gassen er tungere end luft og kan ophobes i lave områder,
betyder mulighed for forgiftninger i stor skala ved kemikalieulykker og arbejdsmiljøeksponering.
I november 1966 skete der en større ulykke med phosgenudslip på en fabrik i Japan, og 382 arbejdere
blev forgiftet. Tolv af disse blev hospitalsindlagt med symptomer som hovedpine, kvalme, hoste,
svimmelhed, træthed, smerter i hals og bryst samt feber. Af disse hospitalsindlagte udviklede 7
arbejdere lungeødem indenfor 48 timer.
Der er beskrevet mange ulykker og dødsfald, hvor personerne ikke arbejdede direkte med phosgen,
men var udsat for phosgen dannet ved svejsning af metaldele renset i chlorholdige opløsningsmidler,
321
Copyright: www.NIPSECT.dk
eller hvor disse opløsningsmidler er brugt i nærheden af svejseprocessen. Anvendelse af
petroleumsovne i et rum eller cigaretrygning, hvor disse opløsningsmiddeldampe findes kan ligeledes
betyde farlige phosgenkoncentrationer i luften. Forgiftningsulykker er ligeledes forekommet ved
brandslukning med tetrachlormethan eller visse haloner samt ved anvendelse af militære røgbomber i
lukkede rum.
Ingen kroniske langtidseffekter
Phosgen er et meget reaktivt og akut giftigt stof. Derfor er det metodemæssigt vanskeligt at studere
stoffets eventuelle kroniske langtidseffekter, fx kræftrisiko. Indtil videre er der imidlertid intet, der
tyder på at stoffet har sådanne alvorlige langtidseffekter.
Udvalgt litteratur:
1. Nielsen GD. Fosgen. Farm Tidende 1984;94:771-773.
2. IPCS Environmental Health Criteria 193: Phosgene. Geneva: WHO, 1997.
PHOSGEN
Synonymer: Fosgen, carbonylchlorid, chlormethansyrechlorid, phosgene (engl), carbonic dichloride (engl). CAS nr. 75-44-5.
EU nr. 006-002-00-8. EINECS nr. 200-870-3. RTECS nr. SY5600000. UN nr. 1076. Formel: COCl2. Molvægt: 98,92.
o
o
o
o
Frysepunkt: -118 C. Kogepunkt (1 atm): 8,2 C. Relativ massefylde (0/4 C): 1,432 (vand=1). Damptryk (20 C): 1215
o
mm Hg (162 kPa). Relativ damptæthed: 3,48 (luft=1). Mætningskoncentration (25 C): 1.690.000 ppm. Opløselighed i
o
75m
o
vand (20 C): Hydrolyserer.
LC50(ihl,r): 4 ppm. Lugtgrænse: 0,4 ppm. Omregningsfaktor (25 C, 1 atm): 1 ppm = 4,05
3
3
mg/m . Grænseværdi (2002): 0,02 ppm (0,08 mg/m ). Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26), ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), emballagen skal opbevares på et godt ventileret sted (S9), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis
etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
89.
ORGANISKE TINFORBINDELSER
Der findes flere typer af organiske forbindelser med metallet tin (organotin-forbindelser). Den vigtigste
gruppe er tributyltin-forbindelser (TBT). Organiske tinforbindelser er normalt uopløselige i vand, men
opløselige i organiske opløsningsmidler. Det er faste eller flydende, gullige eller farveløse stoffer.
Stabilisatorer i PVC
Den vigtigste anvendelse af organiske tinforbindelser er som stabilisatorer i PVC plast, der bruges til
byggematerialer, presenninger, fødevareemballage, vandslanger og flasker for at modvirke den
nedbrydende virkning af varme, lys og luft. Indholdet af stabilisator er typisk 1-2 %. Dimethyltin-,
dibutyltin-, og dioctyltin-forbindelser er de mest anvendte, og der anvendes 60-90 tons I Danmark. Ofte
tilsættes analoge monoalkyl-derivater for at forbedre stabiliseringen. Dibutyltinbis(isooctylmercaptoacetat) benyttes i stiv og halvstiv PVC. Dioctyltin-maleat og dioctyltin-
322
Copyright: www.NIPSECT.dk
bis(isooctylmercaptoacetat) benyttes i emballage til føde- og drikkevarer og dimethyltinbis(isooctylmercaptoacetat) benyttes til vandrør og vandslanger.
De organiske tinforbindelser kan til dels migrere fra rør, slanger eller beholdere lavet af PVC, og der er
eksempler på forurening af drikkevand, øl eller vin ad den vej. Verdenssundhedsorganisationen WHO
har for disse stoffer fastsat en grænseværdi på 2g tin/L for drikkevand.
Katalysatorer
Dibutyltin-diacetat, dibutyltin-di(2-ethylhexanoat) og dibutyltin-dilaurat anvendes som katalysatorer
ved fremstilling af polyurethan-plast eller som vulkaniseringsmidler ved fremstilling af siliconegummi.
Dimethyltin-dichlorid, methyltin-trichlorid og butyltin-trichlorid anvendes til behandling af
glasoverflader, så der dannes et tyndt tindioxid lag, som øger modstandsdygtigheden overfor blandt
andet ridser.
Tributyltin er indenfor de senere år i Danmark fundet i lave koncentrationer i almindelige
forbrugervarer, såsom babybleer og PVC regntøj til børn.
Bekæmpelsesmidler
Organiske tinforbindelser virker hæmmende eller dræbende på bakterier, svampe og alger.
Triphenyltin-hydroxid anvendes til bekæmpelse af kartoffelskimmel og andre svampe, der angriber
kartofler og selleri. Triphenyltin-acetat bruges mod algevækst I rismarker. Tricyclohexyltin og
beslægtede forbindelser (cyhexatin, azocyclotin, fenbutatinoxid) bruges i sprøjtemidler mod
planteædende mider på frugttræer og -buske. Cyhexatin blev trukket tilbage fra verdensmarkedet i 1987
på grund af mistanke om fosterskadende effekt. Ingen af tinforbindelserne er for tiden godkendt som
bekæmpelsesmidler i Danmark.
Tributyltin-acetat og bis(tributyltin)-oxid er blevet benyttet i industrien som algemiddel i køletårne og
lignende. Disse anvendelser af organiske tinforbindelser blev forbudt ved en bekendtgørelse fra april
2000. I en ny bekendtgørelse fra november 2002 er alle organiske tinforbindelser blevet forbudt til
behandling af industrivand.
Sammen med formalin eller kvaternære ammoniumforbindelser har bis(tributyltin)-oxid og tributyltinbenzoat tidligere været benyttet til desinfektion af hospitalsgulve.
Tributyltin-naphthenat, bis(tributyltin)-oxid og tris(tributyltin)-phosphat anvendes i
træbeskyttelsesmidler. I 1994 blev der anvendt 25 tons af de to førstnævnte stoffer og kun 8 tons i
1998. Bis(tributyltin)-oxid må ikke anvendes efter 1. juni 2002.
Antibegroningsmidler
I bundmalinger til skibe og lystbåde anvendes antibegroningsmidler for at forhindre at planter og dyr
sætter sig på skrogets overflade og dermed nedsætter skibets fart. Bis(tributyltin)-oxid, tributyltin-
323
Copyright: www.NIPSECT.dk
fluorid, tributyltin-methacrylat polymere, triphenyltin-chlorid, triphenyltin-fluorid og triphenyltinhydroxid er virksomme antibegroningsmidler i bundmalinger. Antibegroningsmidler anvendes
ligeledes til at imprægnere net omkring fiskefarme.
Anvendelse i skibsbundmalinger har mange steder resulteret i en betydelig og stigende forurening med
tributyltin, fx i sedimenter ved lystbådehavne, fordi disse forbindelser har en relativ lang levetid i
miljøet. Tributyltin-forbindelser er for eksempel også fundet i fisk fra Østersøen og i havoddere i
Californien.
Forbud
Allerede i 1970’erne forekom der i Frankrig forgiftninger af østers fra anvendelsen af tributyltin i
maling til lystbåde. Denne trussel mod østersindustrien gav anledning til et fransk anvendelsesforbud så
tidligt som 1982. Senere i 1991 blev denne anvendelse i skibsmaling ved et EU Direktiv og dansk
bekendtgørelse begrænset til erhvervsmæssig anvendelse på skibe over 25 meters længde.
I 1995 blev der i Danmark fortsat brugt 23 tons TBT i skibsmalinger, men i en bekendtgørelse fra april
2000 er anvendelsen til større skibe nu også blevet forbudt. Der er en overgangsordning indtil 2003,
hvor alternative produkter skulle være på markedet. I en ny bekendtgørelse fra november 2002 er alle
organiske tinforbindelser blevet omfattet af forbudet.
Forbruget har toppet
Det industrielle forbrug af organiske tinforbindelser kom først rigtigt i gang i 1970’erne, hvor den
anvendte mængde globalt set var 25.000 ton svarende til 7.700 tons tin-metal. I 1989 var forbruget
steget til 35.000 tons. Heraf var 4-5000 tons tributyltin-forbindelser. Der foreligger ikke nyere data.
Flere af anvendelserne er nu igen som nævnt på retur eller forbudt. I Danmark blev forbruget i 1988
anslået til < 100 tons og i 1994 lidt over 100 tons. Der er ingen dansk produktion.
Arbejdstilsynets foretog i årene 1983-87 i alt 17 luftmålinger af organisk tin. I 6% af prøverne var
koncentrationerne over grænseværdien. Der foreligger ikke senere målinger.
I USA er det anslået at 15.000 arbejdere I 1981-83 var udsat for TBTO. Der er ingen oplysninger fra
Danmark.
Optagelsen varierer
Visse organiske tinforbindelser optages let gennem huden, mave-tarm kanalen og lungerne, mens andre
næsten ikke optages. Det er især tinforbindelser med korte alkylgrupper, som optages. Phenyltinforbindelser optages igennem mave-tarmkanalen, men ikke så let igennem huden. Det er naturligvis de
letoptagelige forbindelser, der virker mest giftige.
Efter optagelsen koncentreres de organiske tinforbindelser mest i leveren og til en vis grad i nyrerne.
Derfor er det ikke overraskende, at butyltinforbindelser er toksiske for leveren, og at triphenyltin-
324
Copyright: www.NIPSECT.dk
forbindelser har fremkaldt leverskader i eksponerede arbejdere. Tricyclohexyltin-hydroxid og nogle
dialkyltin-forbindelser fremkalder i forsøgsdyr specifikke skader på galdegangene i leveren.
Akut giftige
Den akutte giftighed af de organiske tinforbindelser afhænger af typen. Monotin-forbindelser er mindre
giftige end diorganotin-forbindelser, som igen er mindre giftige end triorganotin. Mindst akut giftigt er
imidlertid tetraorganotin. De lavere alkyltinforbindelser med en eller flere methyl-, ethyl-, propyl- og
butylgrupper er meget akut giftige, mens fx de langkædede octyltin-forbindelser praktisk taget er uden
akut giftighed. Af samme grund er dioctyltin-forbindelser tilladt anvendt i fødevareemballage.
Der foreligger et tilfælde, hvor dibutyltin-laurat ved en fejl blev blandet i kvægfoder, hvad der
forårsagede et stort antal dødsfald blandt dyrene, der spiste foderet. Triphenyltin-forbindelser har også
en høj giftighed svarende til tributyl-forbindelser. Der er beskrevet en dødeligt forløbende forgiftning,
hvor en kvindelig arbejder ved et uheld blev gennemvædet med triphenyltin-chlorid og fik alvorlige
hudætsninger og nyrestop.
Den toksiske mekanisme for de fleste organiske tinforbindelser er en blokering af energistofskiftet i
cellerne og en hæmning af celledelingen.
Irriterer hud, øjne og slimhinder
Blandt arbejdere udsat for dibutyl- og tributyltin-forbindelser er i mange tilfælde observeret
kontakteksem og ætsninger af huden. Tilsvarende hudskader samt øjenirritation er set hos
forsøgskaniner. Diethyltin-dichlorid har længe været kendt for at være irriterende for næse og
fremkalder hovedpine. Triphenyltin-acetat har ligeledes fremkaldt hud- og øjenirritation i udsatte
arbejdere. Triphenyltin-hydroxid er ekstremt øjenirriterende i forsøgsdyr. Tricyclohexyltin-hydroxid
fremkalder hudirritation i kaniner. Dioctyltin-bis(isooctylmercaptoacetat) er svagt hudirriterende i
kaniner.
Bis(tributyltin)-oxid fremkalder allergisk kontakteksem i mus, og Arbejdsmiljøinstituttet anser dette
stof for et kontakt allergen. Der er i litteraturen beskrevet et tilfælde af arbejdsbetinget astma fra
udsættelse for bis(tributyltin)-oxid anvendt som duftstof og svampemiddel i tæpper på vedkommendes
arbejdsplads.
Hjerneskader
Organiske tinforbindelser, specielt trimethyltin- og triethyltin-forbindelser, har en kraftig effekt på
centralnervesystemet. Dyreforsøg viser, at unger er særligt følsomme og kan få en nedsat
indlæringsevne ved udsættelse for disse tinforbindelser. Triethyltin-forbindelser er farligst og
fremkalder en udbredt hævelse i hjernens hvide substans. I 1954 blev 100 dødsfald af hjerneskader
rapporteret blandt franskmænd, hvis hudinfektioner med stafylokokker blev behandlet med et
lægemiddel, ”stalinon”, som indeholdt diethyltin-diiodid forurenet med triethyltin-iodid.
325
Copyright: www.NIPSECT.dk
De analoge methyltin-forbindelser fremkalder ikke denne hævelse i hjernen, men i stedet mere
permanente skader på nervecellerne. I dyreforsøg betyder udsættelse for methyltin- og trimethyltinchlorid, at få dage gamle unger få indlæringsproblemer. I arbejdsmiljøet er der forekommet alvorlige
og dødelige forgiftninger efter udsættelse for dampe af dimethyl- og trimethyltin-forbindelser, der er
blandt de mest flygtige organiske tinforbindelser. De første symptomer var bl.a. hovedpine,
mavesmerter, søvnløshed, hukommelsestab og aggressivitet.
AMI vurderer generelt, at organiske tinforbindelser er stoffer, der medfører en stor risiko for
bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde (SRI 5).
Effekter på immunsystemet
Den mest følsomme effekt af organiske tinforbindelser i forsøgsdyr er formentlig den suppressive
effekt på immunsystemet med ændringer i lymfesystemet (nedsat antal lymfeceller) og reduceret
brisselvægt. Dette betyder en øget modtagelig for infektioner. Disse effekter på brislen fremkaldes også
af de udbredt anvendte dialkytin-forbindelser og er overraskende nok uafhængig af kædestørrelsen.
Dette betyder, at dioctyltin-forbindelser har lignende effekt som dibutyltin-forbindelser.
Påvirker fosterudviklingen
Organiske tinforbindelser, specielt trimethyltin-forbindelser, kan passere moderkagen og
opkoncentreres i fosterets hjerne, og bis(tributyltin)-oxid er fosterskadende i forsøg med mus. For
triphenyltin-acetat viser forsøg med drægtige rotter, at fostervægten nedsættes, ungerne får
adfærdsændringer og en øget dødelighed. AMI vurderer at organiske tinforbindelser er mistænkt
reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau (Gruppe 2L).
Tributyltin-forbindelser har været underkastet utallige testsystemer uden at der er påvist en mutagen
effekt. Derimod fremkalder trimethyltin-chlorid chromosomændringer i lymfeceller fra mennesker.
Disse ændringer er større i lymfeceller fra rygere. Triphenyltin-forbindelser fremkalder ligeledes
chromosomændringer. Dioctyltin-bis(isooctylmercaptoacetat), der bruges i fødevareemballage, er til
forskel fra tributyltin-forbindelser mutagent I Ames-Testen med Salmonella bakterier.
Ingen af de organiske tinforbindelser, heriblandt bis(tributyltin)-oxid, triphenyltin-acetat og
tricyclohexyltin-hydroxid, som er blevet undersøgt I langtidsdyreforsøg, har vist en kræftfremkaldende
effekt.
Hormoneffekter
Tributyltin- og triphenyltin-forbindelser kan fremkalde alvorlige forstyrrelser af hormonbalancen i
havsnegle, muslinger og andre vandorganismer, idet hunner udvikler hanlige sexorganer. Triphenyltinacetat forårsager en betydelig testikelsvind i forsøg med rotter.
I flere lande er fastsat en meget lav tolerabel daglig indtagelse (TDI) for tributyltin-forbindelser i
levnedsmidler på 0,25-30 g tin/kg legemsvægt.
326
Copyright: www.NIPSECT.dk
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 116: Tributyltin compounds. Geneva: WHO, 1990.
2. Massestrømsanalyse for tin med særligt fokus på organotinforbindelser. Arbejdsrapport fra
Miljøstyrelsen nr. 7 1997.
3. Miljøevaluering af organotin i plastprodukter. Miljøprojekt nr. 429. Miljøstyrelsen, 1998.
4. Mikkelsen SH. Tributyltin. Environmental Project No. 451. Miljøstyrelsen, 1999.
BIS(TRIBUTYL)TIN-OXID
Synonymer: Tributyltinoxid, TBTO, hexabutyldistannoxan, bis(tributyltin) oxide (engl). CAS nr. 56-35-9. EU nr. 050-008-00-3.
EINECS nr. 200-268-0. RTECS nr. JN8750000. UN nr. 3020. Formler: [(C4H9)3Sn]2O; C24H54OSn2. Molvægt: 596,07. Frysepunkt:
<-45oC. Kogepunkt (1 atm): 173oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,17 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,01 mm Hg (0,0013 Pa).
Flammepunkt (cc): 190oC. Opløselighed i vand (20oC): 71 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3.19. Brydningsindeks (n20/D):
1,4880. LD50(o,r): 0,12 g/kg. 4hLC50(ihl,r): 33 ppm. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002
ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21),
giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding
og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), stoffet og emballagen skal bortskaffes på en
sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal
bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-CHLORID
Synonymer: Tri-n-butyltinklorid, TBTCl, tributylchlorstannan, tributyltin chloride (engl). CAS nr. 1461-22-9. EU nr. 050-008-00-3.
EINECS nr. 215-958-7. RTECS nr. WH6820000. Formler: (CH3CH2CH2CH2)3SnCl; C12H27ClSn. Molvægt: 325,49. Frysepunkt: 9oC. Kogepunkt (1 atm): >173oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,207(vand=1). Opløselighed i vand (20oC): 0,76 g/L.
Fordelingskoefficient (logKow): 4,76. Brydningsindeks (n20/D): 1,492. LD50(o,r): 0,12 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm
= 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig: alvorlig sundhedsfare ved
længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), stoffet og
emballagen skal bortskaffes på en sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm
(S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-FLUORID
Synonymer: TBTF, tributylfluorstannan, tributyltin fluoride (engl). CAS nr. 1983-10-4. EU nr. 050-008-00-3. EINECS nr. 217-847-9.
Formler: (CH3CH2CH2CH2)3SnF; C12H27FSn. Molvægt: 309,04. Smeltepunkt: 270oC. Kogepunkt (1 atm): >350oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,25 (vand=1). Flammepunkt (cc): 145oC. Opløselighed i vand (20oC): 0,02 g/L. LD50(o,r): 0,09 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig
(T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38),
giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever
I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt
for børn (S1/2), stoffet og emballagen skal bortskaffes på en sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -
327
Copyright: www.NIPSECT.dk
briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten,
hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-NAPHTHENAT
Synonymer: Tributyltinnaftenat, tributyltin naphthenate (engl). CAS nr. 85409-17-2. EU nr. 050-008-00-3. EINECS nr. 287-083-9.
Molvægt: ca. 500. Relativ massefylde (20/4oC): 1,1 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,0008 mm Hg (0,1 mPa). LD50(o,r): 0,22 g/kg.
Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning
(2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden
(R36/38), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer,
der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og
utilgængeligt for børn (S1/2), stoffet og emballagen skal bortskaffes på en sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede
beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling
nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå
udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-ACETAT
Synonymer: Tri-n-butyltinacetat, (acetyloxy)tributylstannan, tributyltin acetate (engl). CAS nr. 56-36-0. EU nr. 050-008-00-3.
EINECS nr. 200-269-6. RTECS nr. WH5775000. Bruttoformel:. (CH3CH2CH2CH2)3SnOCOCH3; C14H30O2Sn. Molvægt: 349,08.
Smeltepunkt: 87oC. Kogepunkt (1 atm): >120oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,27 (vand=1). Flammepunkt (cc): >120oC.
LD50(o,r): 0,11 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3).
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse
(R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse
(R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), stoffet og emballagen skal bortskaffes på en sikker måde
(S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal
bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-BENZOAT
Synonymer: (Benzoyloxy)tributylstannane; tributylstannyl benzoate (engl). CAS nr. 4342-36-3. EU nr. 050-008-00-3. EINECS nr.
224-399-8. Bruttoformel: C19H32O2Sn. Molvægt: 411,15. LD50(o,r): 0,14 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 25 mg/m3.
Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser:
Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig: alvorlig sundhedsfare ved længere
tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede
langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), stoffet og
emballagen skal bortskaffes på en sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm Se
særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig;
vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til
miljøet (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIBUTYLTIN-PHOSPHAT
328
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Tri-n-butylfosfat, TBTP, tributyl phosphate (engl). CAS nr. 126-73-8. EU nr. 050-008-00-3. EINECS nr. 204-800-2.
RTECS nr. TC7700000.Bruttoformel: C12H27O4P. Molvægt: 266,36. Frysepunkt: <-80oC. Kogepunkt (1 atm): 289oC. Relativ
massefylde (20/4oC): 0,979 (vand=1). Damptryk (20oC): 14 mm Hg (1,9 kPa). Relativ damptæthed: 9,2 (luft=1). Flammepunkt (cc):
146oC. Opløselighed i vand (20oC):. <1 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,0. LD50(o,r): 3 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm):
1 ppm = 25 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,002 ppm (0,05 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Farlig ved hudkontakt (R21), giftig ved indtagelse (R25), irriterer øjnene og huden (R36/38), giftig: alvorlig
sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indånding og indtagelse (R48/23/25), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn
(S1/2), stoffet og emballagen skal bortskaffes på en sikker måde (S35), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og briller/ansigtsskærm (S36/37/39), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten,
hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DIBUTYLTIN-OXID
Synonymer: Dibutyloxostannan, dibutyltin dioxide (engl). CAS nr. 818-08-6. EINECS nr. 212-449-1. RTECS nr. WH7175000. UN
nr. 3146. Formler: (CH3CH2CH2CH2)2SnO; C8H18OSn. Molvægt: 248,92. Smeltepunkt: >300oC. Kogepunkt (1 atm): >300oC.
Relativ massefylde (20/4oC): 1,5 (vand=1). Selvantændelsestemperatur: 279oC. Opløselighed i vand (20oC): 4 mg/L. LD50(o,r): 0,52
g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-DICHLORID
Synonymer: Dibutyltindiklorid, dibutyldichlorstannan, dibutyltin dichloride (engl). CAS nr.683-18-1. EINECS nr. 211-670-0. RTECS
nr. WH7100000. UN nr. 3146. Formler: (CH3CH2CH2CH2)2SnCl2; C8H18Cl2Sn. Molvægt: 303,83. Smeltepunkt: 38oC. Kogepunkt (1
atm): >250oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,36 (vand=1). Flammepunkt (cc): 168oC. Opløselighed i vand (20oC): 0,32 g/L.
LD50(o,r): 0,10 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-DIFLUORID
Synonymer: DBTF, dibutyldifluorstannan, di-n-butyldifluorotin (engl). CAS nr. 563-25-7. EINECS nr. 209-246-5. Formler:
(CH3CH2CH2CH2)2SnF2; C8H18F2Sn. Molvægt: 270,92. Smeltepunkt: 162oC. Kogepunkt (1 atm): >300oC. Relativ massefylde
(20/4oC): 1,3 (vand=1). Opløselighed i vand (20oC): 0,24 g/L. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning
(2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-DIACETAT
Synonymer: Bis(acetyloxy)dibutylstannan, dibutyltin diacetate (engl). CAS nr. 1067-33-0. EINECS nr. 213-928-8. RTECS nr.
WH6880000. UN nr. 2788. Bruttoformel: C12H24O4Sn. Molvægt: 351,01. Frysepunkt:10oC. Kogepunkt (10 mm Hg): 142-145oC.
Relativ massefylde (25/4oC):1,308 (vand=1). Damptryk (20oC):1,3 mm Hg (0,2 kPa). Relativ damptæthed: 12,1 (luft=1).
Flammepunkt (cc): 143oC. Brydningsindeks (n20/D):. 1,471. LD50(o,r): 0,032 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H.
Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-DILAURAT
Synonymer: Polystat, dibutyltindidodecanoat, bis(lauroyloxy)dibutylstannan, dibutyl dilaurate (engl). CAS nr. 77-58-7. EINECS nr.
201-039-8. RTECS nr. WH7000000. UN nr..2788, 3146. Bruttoformel: C32H64O4Sn. Molvægt: 631,55. Smeltepunkt: 22-24oC.
Kogepunkt (1 atm): >250oC. Relativ massefylde (20/4oC):1,066 (vand=1). Damptryk (20oC): 2,36x10-5 mm Hg (0,003 mPa). Relativ
damptæthed: 21,8 (luft=1). Flammepunkt (cc): 179oC. Opløselighed i vand (20oC):. 3 mg/L. Brydningsindeks (n20/D): 1.468.
LD50(o,r): 0,18 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-BIS(2-ETHYLHEXANOAT)
329
Copyright: www.NIPSECT.dk
Synonymer: Dibutylbis[(2-ethyl-1-oxohexyl)oxy]stannane (engl). CAS nr. 2781-10-4. EINECS nr. 220-481-2. RTECS nr.
WH6714500. Bruttoformel: C24H48O4Sn. Molvægt: 519,34. Frysepunkt: 54-60oC. Kogepunkt (1 atm): >220oC. Relativ massefylde
(20/4oC):1,07 (vand=1). LD50(o,r): 0,2 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H.
Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-BIS(METHYLMALEAT)
Synonymer: Methyl (Z,Z)-8,8-dibutyl-3,6,10-trioxo-2,7,9-trioxa-8-stannatrideca-4, 11-dien-13-oat; 2,7,9-trioxa-8-stannatrideca-4,11dien-13-oic acid (engl). CAS nr. 15546-11-9. EINECS nr. 239-594-3. Bruttoformel: C18H28O8Sn. Molvægt: 491,10. Flammepunkt
(cc): 135oC. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIBUTYLTIN-BIS(ISOOCTYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: Dibutyltindiisooctylthioglycolat, bis(isooctyloxycarbonylmethylthio)dibutyl stannan; diisooctyl 2,2'[(dibutylstannylene)bis(thio)]diacetate (engl). CAS nr. 25168-24-5. EINECS nr. 246-703-8. Bruttoformel: C28H56O4S2Sn. Molvægt:
639,60. LD50(o,r): 1,1 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige
Stoffer.
BUTYLTIN-TRICHLORID
Synonymer: Trichlorobutylstannan, n-butyltin trichloride (engl). CAS nr. 1118-46-3. EINECS nr. 214-263-6. RTECS nr.
WH6780000. UN nr. 2788. Bruttoformel: C4H9Cl3Sn. Molvægt: 282,16. Frysepunkt: -63oC. Kogepunkt (1 atm): >100oC. Relativ
massefylde (20/4oC): 1,69 (vand=1). Damptryk (25oC): 0, 077 mm Hg (0,01 kPa). Flammepunkt (cc): 81oC. Brydningsindeks
(n20/D):1,5244. LD50(o,m): 1,4 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over
Farlige Stoffer.
TRIMETHYLTIN-HYDROXID
Synonymer: Hydroxytrimethylstannan, trimethyltin hydroxide (engl). CAS nr. 56-24-6. EU nr. 050-005-00-7. Bruttoformel:
C3H10OSn. Molvægt: 180,80. Smeltepunkt:118oC. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget
giftig (Tx), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R26/27/28), meget giftig
for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26),
tilsmudset tøj tages straks af (S27), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af fabrikanten) (S28), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale
og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61)
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIMETHYLTIN-CHLORID
Synonymer: Chlortrimethylstannan, trimethyltin chloride (engl). CAS nr. 1066-45-1. EU nr. 050-005-00-7. EINECS nr. 213-917-8.
RTECS nr. WH6850000. UN nr. 2786. Formler: (CH3)3SnCl; C3H9ClSn. Molvægt: 199,25. Smeltepunkt: 37oC. Kogepunkt (1
atm):154-156oC. Damptryk (20oC): 0,011 mm Hg (8 Pa). Flammepunkt (cc): 97oC. Opløselighed i vand (20oC): Blandbar. LD50(o,r):
0,012 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R26/27/28), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn
330
Copyright: www.NIPSECT.dk
(S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), tilsmudset tøj tages straks af (S27),
kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af fabrikanten) (S28), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal
bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke
anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DIMETHYLTIN-BIS(ISOOCTYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: Dimethyltin-bis(isooctylthioglycolat); bis(isooctyloxycarbonylmethylthio)dimethylstannan; diisooctyl 2,2'[(dimethylstannylene)bis(thio)]diacetate (engl). CAS nr. 26636-01-1. EINECS nr. 247-862-6. RTECS nr. WH6721000. UN nr. 3146.
Bruttoformel: C22H44O4S2Sn. Molvægt: 555,40. Relativ massefylde (20/4oC): 1,17 (vand=1). Flammepunkt (cc): 127oC. LD50(o,r):
1,38 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
METHYLTIN-TRIS(ISOOCTYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: Tris(((isooctylthio)acetyl)oxy)methylstannan, 2,2',2''-[(methylstannylidyne)tris(thio)]trisacetic acid triisooctyl ester,
monomethyltintris(isooctyl thioglycolat, triisooctyl 2,2',2''-[(methylstannylidyne)tris(thio)]triacetate (engl). CAS nr. 54849-38-6.
EINECS nr. 259-374-0. UN nr. 3146. Bruttoformel: C31H60O6S3Sn. Molvægt: 743,68. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H.
Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
TRIETHYLTIN-CHLORID
Synonymer: Triethyltin chloride (engl). CAS nr. 994-31-0. EU nr. 050-006-00-2. EINECS nr. 213-616-1. Bruttoformel: C6H15ClSn.
Molvægt: 241,33. Smeltepunkt: 12-14oC. Kogepunkt (1 atm): 206oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,44 (vand=1). Flammepunkt
(cc): 97oC. LD50(o,r): 5 mg/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (T+),
miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R26/27/28), meget giftig for
organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares
under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26),
tilsmudset tøj tages straks af (S27), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af fabrikanten) (S28), ved
ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale
og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61).
Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
DIETHYLTIN-DICHLORID
Synonymer: Dichlordiethylstannan, diethyltin dichloride (engl). CAS nr. 866-55-7. EINECS nr. 212-750-8. Bruttoformel:
C4H10Cl2Sn. Molvægt: 247,72. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige
Stoffer.
DIOCTYLTIN-BIS(ISOOCTYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: Di-n-octyltinbis(isooctylthioglycolat); bis(isooctyloxycarbonylmethylthio)dioctylstannan, diisooctyl 2,2'[(dioctylstannylene)bis(thio)]diacetate (engl). CAS nr. 26401-97-8. EINECS nr. 247-666-0. RTECS nr. WH6723000. Bruttoformel:
C36H72O4S2Sn. Molvægt: 751,77. Frysepunkt: <20oC. Kogepunkt (1 atm): >250oC. Relativ massefylde (17/4oC): 1,082 (vand=1).
Damptryk (25oC):10 mm Hg (1,5 kPa). Flammepunkt (cc): >93oC. Opløselighed i vand (20oC): <0.1 g/L. LD50(o,m): 1,28 g/kg.
Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
DIOCTYLTIN-BIS(2-ETHYLHEXYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: 10-Ethyl-4,4-dioctyl-7-oxo-8-oxa-3,5-dithia-4-stannatetradecansyre 2-ethylhexylester, 2-ethylhexyl 10-ethyl-4,4-dioctyl-7oxo-8-oxa-3,5-dithia-4-stannatetra decanoate (engl). CAS nr. 15571-58-1. EINECS nr. 239-622-4. Bruttoformel: C36H72O4S2Sn. Molvægt: 751,77LD50(o,r): 2,01 g/kg. Grænseværdi (2000): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Ikke på Listen over
331
Copyright: www.NIPSECT.dk
Farlige Stoffer.
OCTYLTIN-TRIS(ISOOCTYLMERCAPTOACETAT)
Synonymer: 2,2',2''-[(Octylstannylidyne)tris(thio)]triseddikesyretriisooctylester, triisooctyl 2,2',2''[(octylstannylidyne)tris(thio)]triacetate (engl). CAS nr. 26401-86-5. EINECS nr. 247-665-5. Bruttoformel: C38H74O6S3Sn. Molvægt:
841,87. Frysepunkt: <0oC. Kogepunkt (1 atm): >250oC. LD50(o,r): 0,52 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering
og mærkning (2002): Ikke på Listen over Farlige Stoffer.
TRIPHENYLTIN-HYDROXID
Synonymer: Fentinhydroxid, hydroxytriphenylstannan, triphenyltin hydroxide (engl). CAS nr. 76-87-9. EU nr. 050-004-00-1. EINECS
nr. 200-990-6. RTECS nr. WH8575000. UN nr. 2786. Formler: (C6H5)3SnOH; C18H16OSn. Molvægt: 367,02. Smeltepunkt: 122oC.
Kogepunkt (1 atm): >350oC. Relativ massefylde (20/4oC):1,54 (vand=1). Damptryk (20oC): 3,5x10-7 mm Hg (0,047 mPa).
Flammepunkt (cc): 400oC. Opløselighed i vand (20oC): 1 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,43. LD50(o,r): 0,17 g/kg. ADI
(1999): 0,5 g/kg lgv. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx), miljøfarlig (N).
Risikoangivelser: Giftig ved hudkontakt og ved indtagelse (R24/25), Meget giftig ved indånding (R26), irriterer øjnene og huden
(R36/38), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker
(S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIPHENYLTIN-ACETAT
Synonymer: Fentinacetat, Brestan, acetoxytriphenylstannane (engl). CAS nr. 900-95-8. EU nr. 050-003-00-6. EINECS nr. 212-984-0.
RTECS nr. WH6650000. UN nr. 2786. Formler: (C6H5)3SnOCOCH3, C20H18O2Sn. Molvægt: 409,50. Smeltepunkt: 124oC.
Kogepunkt (1 atm): >350oC. Relativ massefylde (20/4oC):1,55 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,015 mm Hg (1,9 mPa). Opløselighed i
vand (20oC): 9 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 3,43. LD50(o,r): 0,125 g/kg. ADI (1999): 0,5 g/kg lgv. Grænseværdi (2002):
0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (T+), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Giftig ved hudkontakt og
ved indtagelse (R24/25), meget giftig ved indånding (R26), irriterer øjnene og huden (R36/38), kan give overfølsomhed ved kontakt med
huden (R43), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53).
Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker
(S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45),
dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRIPHENYLTIN-CHLORID
Synonymer: Brestanol, chlortriphenylstannan, fentin chloride, triphenylchlorostannane (engl). CAS nr. 639-58-7. EU nr. 050-011-00-X.
EINECS nr. 211-356-4. RTECS nr. WH8680000. UN nr. 2786. Formler: (C6H5)3SnCl, C18H15ClSn. Molvægt: 385,46. Smeltepunkt:
106oC. Kogepunkt (1 atm): >350oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,41 (vand=1). Damptryk (20oC): 6x10-7 mm Hg (0,021 mPa).
Opløselighed i vand (20oC):. 40 mg/L. LD50(o,r): 0,08-0,135 g/kg. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og
mærkning (2002): Giftig (T), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse (R23/24/25),
meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter:
Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes
(S26), tilsmudset tøj tages straks af (S27), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af fabrikanten) (S28),
ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette
materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad
332
Copyright: www.NIPSECT.dk
(S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
FENBUTATINOXID
Synonymer: Bis(trineophyltin)-oxid, hexakis(2-methyl-2-phenylpropyl)distannoxan, Vendex, fenbutatin oxide (ISO); bis(tris(2-methyl2-phenylpropyl)tin)oxide (engl). CAS nr. 13356-08-6. EU nr. 050-017-00-2. EINECS nr. 236-407-7. UN nr. 2786. Bruttoformel:
C60H78OSn2. Molvægt: 1052,66. Smeltepunkt:138-139oC. Opløselighed i vand (20oC):. 0,005 mg/L. LD50(o,r): 2,63 g/kg. ADI: 0,03
mg/kg lgv. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx); miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Meget giftig ved indånding (R26), irriterer øjnene og huden (R36/38), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan
forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn
(S1/2), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis
det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), Undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
TRI(CYCLOHEXYL)TIN-HYDROXIDE
Synonymer: Hydroxytricyclohexylstannan, Cyhexatin, Plictran, tri(cyclohexyl)tin hydroxide (engl). CAS nr. 13121-70-5. EU nr. 050002-00-0. EINECS nr. 236-049-1. RTECS nr. WH8750000. UN nr. 2786. Bruttoformel: C18H34OSn. Molvægt: 385,16. Smeltepunkt:
195-198oC. Opløselighed i vand (20oC): <1 mg/L. LD50(o,r): 0,19 g/kg. ADI: 7 g/kg lgv. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H.
Klassificering og mærkning (2002): Sundhedsskadelig (Xn), miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Farlig ved indånding, ved hudkontakt
og ved indtagelse (R20/21/22), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet
(R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares utilgængeligt for børn (S2), må ikke opbevares sammen med nærings- og nydelsesmidler
samt foderstoffer (S13), dette materiale og dets beholder skal bortskaffes som farligt affald (S60), undgå udledning til miljøet. Se særlig
vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
AZOCYCLOTIN
Synonymer: Tricyclohexyltin-1,2,4-triazol; 1-(tricyclohexylstannyl)-1H-1,2,4-triazole (engl). CAS nr. 41083-11-8. EU nr. 050-013-003. EINECS nr. 255-203-1. Bruttoformel: C20H35N3Sn. Molvægt: 436,21. Smeltepunkt: 219oC. Opløselighed i vand (20oC): <1 mg/L.
LD50(o,r): 0,1 g/kg. ADI: 7 g/kg lgv. Grænseværdi (2002): 0,1 mg Sn/m3 H. Klassificering og mærkning (2002): Meget giftig (Tx);
miljøfarlig (N). Risikoangivelser: Giftig ved indtagelse (R25), meget giftig ved indånding (R26), irriterer åndedrætsorganerne og huden
(R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41), meget giftig for organismer, der lever I vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i
vandmiljøet (R50/53). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles
straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), kommer stoffet på huden vaskes straks med store mængder … (angives af
fabrikanten) (S28), brug særligt arbejdstøj, egnede beskyttelseshandsker og -briller/ansigtsskærm (S36/37/39), S38, ved ulykkestilfælde
eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45), dette materiale og dets beholder
skal bortskaffes som farligt affald (S60), Undgå udledning til miljøet. Se særlig vejledning/sikkerhedsdatablad (S61). Anmærkning: Må
ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
90.
PROPYLENCARBONAT
Propylencarbonat er en højtkogende, meget lidt flygtig, og farveløs væsk, der i ren form er uden lugt.
Stoffet er både opløseligt i vand og blandbart med organiske opløsningsmidler. Det fremstilles ved
reaktion mellem propylenoxid (Fokus nr. 41) og carbondioxid (Fokus nr. 79) og kan dermed være med
til at mindske atmosfærens overskud af CO2.
333
Copyright: www.NIPSECT.dk
Propylencarbonat er et teknisk meget vigtigt kemikalie med en årlig produktion i USA på over 500.000
tons. I USA er det anslået, at omkring 80.000 arbejdere er udsat for stoffet. Der er ingen viden om
forholdene i Danmark.
Opløsningsmiddel og blødgører
Propylencarbonat bruges som kemisk mellemprodukt og som opløsningsmiddel ved spinding af
acrylgarner, for bindere i støbesand og ved rensning af printplader. Det kan bruges som
ekstraktionsmiddel for phenol i vand. Propylencarbonat anvendes som blødgører eller geleringsmiddel i
mange typer produkter, inklusive polymere, lerarter, smøremidler, bremsevæsker og trykfarver.
Det er et FDA godkendt tilsætningsstof til klæbemidler i fødevarepakninger. Det bruges i en
koncentration på indtil 5% i flere hundrede forskellige kosmetikprodukter, som fx. anti-svedmidler,
læbestik, hudrens, øjenskygge og hårprodukter. Det bruges i lithium batterier til at sænke damptrykket
af svovldioxid, øge elektrolytopløseligheden og ionledningsevnen. Det bruges også til rensning
(skrubber) af naturgas for CO2 og hydrogensulfid.
Stoffets opløselighed i både vand og organiske opløsningsmidler betyder stor gennemtrængelighed af
huden, og at propylencarbonat potentielt kan øge optagelsen af andre stoffer.
Lav giftighed
Den akutte giftighed af propylencarbonat er lille. Det er svagt øjenirriterende i forsøgsdyr, hvor
ufortyndet propylencarbonat sprøjtes ind i dyrenes øjne. Ren propylencarbonat er også svagt
hudirriterende, men 5-10% opløsninger er hverken hudirriterende i dyr eller i mennesker. Nul-effektniveau mht. øjenirritation i forsøgsdyr udsat for propylencarbonat i 3 måneder er anslået til 100 mg/m3.
Giftigheden af propylencarbonat på langt sigt forekommer også lille. Meget høje eksponeringer kan
dog påvirke kønsorganer og nyrer på forsøgsdyr. Alle undersøgelser for mutagen effekt, inklusive i
Ames-Testen, har været negative, og der er ikke noget, der tyder på, at propylencarbonat skulle være
fosterskadende eller kræftfremkaldende ved hudeksponering af forsøgsdyr. Langtidseksponering via
indånding eller mave-tarmkanalen er ikke undersøgt. Derfor kan stoffet ikke helt frikendes.
Udvalgt reference:
1. Berthelsen P, Beltoft V, Thorup I, Søborg I, Nielsen E. Toxicological evaluation and limit
values for 2-ethylhexyl acrylate, propylene carbonate, quaternary ammonium compounds,
triglycidyl isocyanurate and tripropylenglycol diacrylate. Miljøstyrelsen: Environmental Project
No. 555, 2000.
PROPYLENCARBONAT
O
CH3
O
O
Synonymer: 4-Methyl-1,3-dioxolan-2-on, 1,2-propylencarbonat, propylene carbonate (engl). CAS nr. 108-32-7. EU nr. 607-194-00-1.
334
Copyright: www.NIPSECT.dk
EINECS nr. 203-572-1. RTECS nr. FF9650000. Bruttoformel: C4H6O3. Molvægt: 102,09. Frysepunkt: -49oC. Kogepunkt (1 atm):
242oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,2047 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,03 mmHg (4 Pa). Relativ damptæthed: 3,5 (luft=1).
Mætningskoncentration (25oC): 40 ppm. Flammepunkt (cc): 135oC. Selvantændelsestemperatur: 455oC. Eksplosionsgrænser i luft:
3,6-16,1 vol%. Opløselighed i vand (25oC): 175 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -0,41. Brydningsindeks (n20/D): 1,4189.
LD50(o,r): 29 g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm):1 ppm = 4,17 mg/m3. Grænseværdi (2002): Ingen. Fareklassificering og
mærkning (2002): Lokalirriterende (Xi). Risikoangivelse: Irriterer øjnene (R36). Sikkerhedsforskrift: Opbevares utilgængeligt for
børn (S2).
91.
BENZYLCHLORID OG BESLÆGTEDE STOFFER
Benzylchlorid, benzalchlorid og benzotrichlorid er tre stoffer afledet af toluen (Fokus nr. 16), hvori der
er sket en chlorsubstitution i methylgruppen. Alle tre stoffer er i ren form farveløse væsker med en
stikkende lugt og med høje kogepunkter og dermed lille flygtighed. Stofferne er opløselige i de fleste
organiske opløsningsmidler, men de er praktisk talt uopløselige i vand, hvor der dog kan ske en delvis
hydrolyse.
Benzoylchlorid er syrechloridet af benzoesyre og er derfor ikke så beslægtet med de tre andre stoffer,
men det forekommer ofte samtidig med de andre i industrimiljøer. Det er ligesom de tre andre stoffer
en farveløs væske med en stikkende lugt. Stoffet hydrolyseres til benzoesyre og reagerer med alkoholer
og aminer under dannelse af estere og amider, men benzoylchlorid er opløselig i benzen, diethylether
og chlorholdige opløsningsmidler.
Kemiske mellemprodukter
Benzylchlorid produceres i årlige mængder på omkring 100.000 tons. Det anvendes mest som kemisk
mellemprodukt, enten direkte eller efter omdannelse til benzylalkohol og benzylestere (Fokus nr. 77).
Slutprodukterne anvendes som acceleratorer ved polymerisering (benzoylperoxid), som antioxidanter i
smøreolier, som lægemidler, aromastoffer, farvestoffer (triphenylmethaner), blødgørere
(butylbenzylphthalat – Fokus nr. 32) eller overfladeaktive stoffer
(benzyltrimethylammoniumforbindelser). I USA er det anslået at 27.000 er erhvervsmæssigt udsatte for
stoffet.
Benzalchlorid anvendes først og fremmest som mellemprodukt ved fremstilling af benzaldehyd,
benzoylchlorid og kanelsyre. Benzotrichlorid anvendes til lignende formål og til at fremstille UVstabilisatorer. Den årlige produktionsmængde er mindre end 50.000 tons. Kun 171 er skønnet
erhvervsmæssigt udsatte i USA.
Benzoylchlorid anvendes til fremstilling af benzoylperoxid og farvestoffer samt benzoesyrederivater.
Det er anslået, at der i USA er omkring 7.000 arbejdere udsatte for stoffet.
Meget irriterende stoffer
Alle fire stoffer er reaktive og virker stærkt irriterende for hud, slimhinder og luftveje. Stofferne er
tårefremkaldende, og stænk kan give meget alvorlige ætsninger og skader i øjet. Luftkoncentrationer af
benzylchlorid på omkring 16 ppm kan udholdes højst et minut. Benzylchlorid har været anvendt som
”krigsgas”.
335
Copyright: www.NIPSECT.dk
Stofferne optages igennem lungerne og i mave-tarmkanalen, og det udskilles igen som benzoesyre eller
som svovlmetabolitter.
Meget giftig ved indånding
Den akutte giftighed ved indånding er meget betydelig for alle tre stoffer, mens indtagelse gennem
munden ikke synes at være nær så farlig, formentligt fordi stofferne hydrolyseres i mavesækken.
Høje koncentrationer af benzylchlorid, benzalchlorid og benzotrichlorid påvirker centralnervesystemet
og giver blodopfyldning (opsvulmning) i hænder og fødder samt blodpropper.
Aktive i mutagentest
Benzylchlorid, benzalchlorid og benzotrichlorid, men ikke benzoylchlorid, reagerer med arvemassen
og er mutagene i Ames-testen med Salmonella bakterier samt i en række andre testsystemer med
bakterier og cellesystemer.
Kræftfremkaldende i dyreforsøg
Forsøg med indsprøjtning i rotter eller hudpensling i mus med benzylchlorid resulterede i lokale
svulster med spredte metastaser. Hudpensling med benzalchlorid og benzotrichlorid resulterer ligeledes
i lokale tumorer i mus, og virkningen er kraftigere end for benzylchlorid, så mindre koncentrationer er
nødvendige.
Endvidere fremkalder benzotrichlorid i forsøgsdyr lungekræft efter indånding og mavekræft efter
indtagelse gennem munden. Derimod er benzoylchlorid ikke kræftfremkaldende i dyr.
Kræftfremkaldende i mennesker
Undersøgelser af arbejdere på kemiske fabrikker i Japan, England og USA, hvor der blev fremstillet
chlortoluener eller benzoylchlorid, har vist næsten tre gange så mange dødsfald af lungekræft, som
forventet. Arbejderne var i alle tilfælde udsat for en blanding af benzylchlorid, benzalchlorid,
benzotrichlorid og benzoylchlorid. Mange anser dog benzotrichlorid for at være den vigtigste årsag.
IARC har for få år siden vurderet, at kombineret udsættelse for -chlortoluener og benzoylchlorid er
sandsynlig kræftfremkaldende i mennesker (Gruppe 2A).
Udvalgt litteratur:
1. IARC Monographs on the evaluation of carcinogenic risks to humans. Vol. 71 Re-evaluation of
some organic chemicals, hydrazine and hydrogen peroxide (Part two). Lyon: IARC, 1999. Side
453-477.
336
Copyright: www.NIPSECT.dk
BENZYLCHLORID
CH C l
2
Synonymer: (Chlormethyl)benzen, -chlortoluen, benzyl chloride (engl). CAS nr. 100-44-7. EU nr. 602-037-00-3. EINECS nr. 202853-6. RTECS nr. XS8925000. UN nr. 1738. Bruttoformel: C7H7Cl. Molvægt: 126,59. Frysepunkt: -39oC. Kogepunkt (1 atm):
179oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,098 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,84 mm Hg (120 Pa). Relativ damptæthed: 4,36 (luft=1).
Mætningskoncentration (25oC): 1690 ppm. Flammepunkt (cc): 67oC. Selvantændelsestemperatur: 585oC. Eksplosionsgrænser i
luft: 1,1-14%. Opløselighed i vand (20oC): 0,5 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): 2,30. Brydningsindeks (n20/D): 1,5391. LD50(o,r):
1,15 g/kg. 2hLC50(ihl,r): 150 ppm. Lugtgrænse: 0,04 ppm. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 5,18 mg/m3. Grænseværdi
(2002): 1 ppm LK (5 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45),
også farlig ved indtagelse (R22), giftig ved indånding (R23), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig
øjenskade (R41), farlig; alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning ved indtagelse (R48/22). Sikkerhedsforskrifter: Undgå
enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående lægebehandling
nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
BENZALCHLORID
CHC l
2
Synonymer: Benzylidendichlorid, (dichlormethyl)benzen, ,-dichlortoluen, benzal chloride (engl). CAS nr. 98-87-3. EU nr. 602-05800-8. EINECS nr. 202-709-2. RTECS nr. CZ5075000. UN nr. 1886. Bruttoformel: C7H6Cl2. Molvægt: 160,96. Frysepunkt: -17oC.
Kogepunkt (1 atm): 205oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,254 (vand=1). Damptryk (35oC): 1 mm Hg (133 Pa). Flammepunkt (cc):
93oC. Selvantændelsestemperatur: 525oC. Eksplosionsgrænser i luft: 1,1-11%. Fordelingskoefficient (logKow): 3,22.
Brydningsindeks (n20/D): 1,5502. LD50(o,r): 3,25 g/kg. 2hLC50(ihl,r): 56 ppm. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 6,58 mg/m3.
Grænseværdi (2002): Ingen, men optaget på kræftlisten. Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc3.
Risikoangivelser: Farlig ved indtagelse (R22), giftig ved indånding (R23), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), mulighed for
varig skade på helbred (R40), risiko for alvorlig øjenskade (R41). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for børn
(S1/2), brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker (S36/37), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende er omgående
lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere (Ae).
BENZOTRICHLORID
CC l
3
Synonymer: (Trichlormethyl)benzen, ,,-trichlortoluen, benzotrichloride (engl). CAS nr. 98-07-7. EU nr. 602-038-00-9. EINECS
nr. 202-634-5. RTECS nr. XT9275000. UN nr. 2226. Bruttoformel: C7H5Cl3. Molvægt: 195,48. Frysepunkt: -5oC. Kogepunkt (1
atm): 221oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,3756 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,15 mm Hg (20 Pa). Relativ damptæthed: 6,77
(luft=1). Flammepunkt (cc): 108oC. Selvantændelsestemperatur: 211oC. Eksplosionsgrænser i luft: 2,1-6,5 vol%.
Opløselighed i vand (5oC): 53 mg/L. Fordelingskoefficient (logKow): 4,1. Brydningsindeks (n20/D): 1,5579. LD50(o,r): 6 g/kg.
1h
LC50(ihl,r): 34 ppm. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 8,0 mg/m3. Grænseværdi (2002): Ingen, men optaget på kræftlisten.
Klassificering og mærkning (2002): Giftig (T), Carc2. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også farlig ved indtagelse (R22),
giftig ved indånding (R23), irriterer åndedrætsorganerne og huden (R37/38), risiko for alvorlig øjenskade (R41).
Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller ved ildebefindende
er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i aerosolbeholdere
(Ae).
337
Copyright: www.NIPSECT.dk
BENZOYLCHLORID
COC l
Synonymer: Benzencarbonylchlorid, benzoyl chloride (engl). CAS nr. 98-88-4. EU nr. 607-012-00-0. EINECS nr. 202-710-8. RTECS
nr. DM6600000. UN nr. 1736. Bruttoformel: C7H5ClO. Molvægt: 140,57. Frysepunkt: -1oC. Kogepunkt (1 atm): 197oC. Relativ
massefylde (20/4oC): 1,210 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,38 mm Hg (50 Pa). Relativ damptæthed: 4,88 (luft=1). Flammepunkt
(cc): 72oC. Selvantændelsestemperatur: 197oC. Eksplosionsgrænser i luft: 2,5-27%. Brydningsindeks (n20/D): 1,553. LD50(o,r): 2,46
g/kg. Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 5,75 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,5 ppm L (2,8 mg/m3). Klassificering og
mærkning (2000): Korrosiv (C). Risikoangivelse: Ætsningsfare (R34). Sikkerhedsforskrifter: Opbevares under lås og utilgængeligt for
børn (S1/2), kommer stoffet i øjnene, skylles straks med grundigt med vand og læge kontaktes (S26), ved ulykkestilfælde eller ved
ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45).
92.
DIMETHYLSULFAT
Dimethylsulfat er en farveløs, brændbar, olieagtig væske næsten uden lugt. Kemisk set er det en ester
af svovlsyre. Stoffet reagerer eksplosivt med flydende koncentreret ammoniak og virker alkylerende.
Det hydrolyseres langsomt i koldt vand, men hurtigere i varmt under dannelse af bl.a. methanol (Fokus
nr. 33). Det er opløseligt i polære organiske opløsningsmidler (fx alkoholer, acetone), men ikke i de
upolære alifatiske carbonhydrider.
Kemisk mellemprodukt
Dimethylsulfat anvendes til methylering af diverse stoffer, især phenoler og aminer, og det er meget
brugt i laboratoriet. Det medgår ved fremstilling af vigtige farvestoffer, kosmetik og lægemidler. Det
kan forekomme i polyurethan-baserede klæbemidler og er påvist i flyveaske og luftpartikler. Under 1.
Verdenskrig blev dimethylsulfat brugt som krigsgas.
I begyndelsen af 1980’erne var den årlige verdensproduktion af dimethylsulfat over 50.000 tons, og
mere end 10.000 var erhvervsmæssigt udsatte i USA. Der er ingen danske oplysninger.
Ætsende
Dimethylsulfat optages let gennem huden, i lungerne og i mave-tarm kanalen. Det er et kraftigt ætsende
stof. Spild på huden kan efter en kort latenstid fremkalde alvorlige forbrændinger. Dampe på 1 ppm
irriterer luftvejene og er yderst øjenirriterende.
Ekstremt giftigt ved indånding
Dimethylsulfat er meget akut giftigt ved indånding. En koncentration på 100 ppm er dødelig efter få
minutter. Der er talrige eksempler på akutte forgiftninger og dødsfald i arbejdsmiljøet, der er
karakteriseret ved væskeophobning i luftvejene med en vis forsinkelse (4-12 timer) og kvælning. Det er
særligt farligt på grund af, at man ikke advares tilstrækkeligt om en eksponering til dødelige
koncentrationer, før det er for sent.
338
Copyright: www.NIPSECT.dk
De første symptomer ved forgiftninger i arbejdsmiljøet er hovedpine, svimmelhed og sviende øjne,
symptomer som langsomt forværres. Stemmen forsvinder og hoste, brystsmerter, besvær med at trække
vejret, opkastninger, dårlig mave samt vanskelig og smertefuld vandladning kommer til.
Ikke-dødelige udsættelser kan resultere i kronisk lungeskade med vedvarende hoste, leverskader og
farveblindhed.
Mutagent
Dimethylsulfat er som alkylerende stof aktivt i de fleste korttidstest for skader på arveanlæg med
bakterier, bananfluer og diverse cellesystemer, inklusive i Ames-testen med Salmonella bakterier.
Desuden er chromosomskader iagttaget i lymfeceller fra eksponerede arbejdere.
I forsøgsdyr fremkalder høje koncentrationer dimethylsulfat nedsat frugtbarhed og fosterskader.
Kræftstof
Dimethylsulfat er et meget potent kræftfremkaldende stof i dyreforsøg. Længerevarende indånding af
dimethylsulfat-dampe i så lav koncentration som 2-10 ppm fremkalder kræft i næse samt i nerve- og
lymfesystemet hos rotter og i lunger hos mus og hamstere. Ved indsprøjtning i drægtige rotter får
afkommet også kræft i nervesystemet. Der er også eksempler på, at stoffet har fremkaldt lungekræft i
eksponerede arbejdere. IARC anser dimethylsulfat for sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker
(Gruppe 2A), og stoffet er på Arbejdstilsynets kræftliste.
Udvalgt litteratur:
1. IPCS International Programme on Chemical Safety. Environmental Health Criteria 48.
Dimethyl sulfate. Geneva: WHO, 1985.
DIMETHYLSULFAT
Synonymer: Svovlsyredimethylester, DMS, dimethyl sulphate (engl). CAS nr. 77-78-1. EU nr. 016-023-00. EINECS nr. 201-058-1.
RTECS nr. WS8225000. UN nr. 1595. Formler: (CH3)2SO4, C2H6O4S. Molvægt: 126,13. Frysepunkt: -27oC. Kogepunkt (1 atm):
188oC. Relativ massefylde (20/4oC): 1,3322 (vand=1). Damptryk (20oC): 0,65 mm Hg (87 Pa). Relativ damptæthed: 4,35 (luft=1).
Flammepunkt (cc): 83oC. Selvantændelsestemperatur: 470oC. Eksplosionsgrænser i luft: 3,6-23,3 vol%. Opløselighed i vand
(20oC): 28 g/L. Fordelingskoefficient (logKow): -4,26. Brydningsindeks (n20/D):1,3874. LD50(o,r): 0,44 g/kg. 4hLC50(ihl,r): 8 ppm.
Omregningsfaktor (20oC, 1 atm): 1 ppm = 5,16 mg/m3. Grænseværdi (2002): 0,01 ppm HK (0,05 mg/m3). Klassificering og
mærkning (2002): Meget giftig (Tx) Carc2, Mut3. Risikoangivelser: Kan fremkalde kræft (R45), også giftig ved indtagelse (R25),
meget giftig ved indånding (R26), ætsningsfare (R34), kan give overfølsomhed ved kontakt med huden (R43), mulighed for varig skade
på helbred (R68). Sikkerhedsforskrifter: Undgå enhver kontakt – indhent særlige anvisninger før brug (S53), ved ulykkestilfælde eller
ved ildebefindende er omgående lægebehandling nødvendig; vis etiketten, hvis det er muligt (S45). Anmærkning: Må ikke anvendes i
aerosolbeholdere (Ae).
339
Copyright: www.NIPSECT.dk
93.
OZON
Ozon er en farveløs til svagt blålig gas med en skarp og stærk lugt. Ozonmolekylet består af 3
oxygenatomer (O3), i modsætning til normalt oxygen (ilt), der består af to oxygenatomer (O2). Ozon er
ustabilt og meget reaktivt og et af de kraftigste oxidationsmidler, der kendes, og det kan give anledning
til eksplosioner ved kontakt med umættede organiske stoffer eller metaller. Derfor er levetiden i miljøet
relativ kort.
Virker desinficerende
Opløseligheden i vand er meget lille, men nok til at ozon kan benyttes til desinfektion (ozonolyse) af
drikke-, bade- og spildevand. En koncentration på 1 mg per liter vand dræber både bakterier, svampe
og alger. Man skal dog være opmærksom på, at ozonopløsninger kan eksplodere ved opvarmning.
Ozon kan forhandles opløst i et inert organisk opløsningsmiddel i stål eller glasflasker, men når det
skal bruges i større mængder i industrien dannes det direkte på stedet med et ozongenerator
Ozon bruges desuden til blegning af tekstiler, olier og papir som erstatning for chlor (Fokus nr. 85).
Naturlig dannelse
Ozon dannes naturligt fra oxygen ved elektriske udladninger i luften (lyn) og fotokemisk ved UV
bestråling af nitrogenoxider og oxygen. Denne sidstnævnte dannelse er baggrunden for forekomsten og
vedligeholdelsen af det tynde ozonlag i stratosfæren, der beskytter jordoverfladen mod at modtage for
megen ultraviolet stråling, og som nedbrydes af bl.a. chlorfluorcarboner (Fokus nr. 25).
Vigtig luftforurening
Ozon er en vigtig faktor ved luftforurening med fotokemiske oxidanter og ved smogdannelse. I
forurenet byluft måles ofte 0,1-0,2 ppm ozon, men indtil 0,5 ppm er målt ved smogepisoder i
Californien i USA. I København er time middelværdier derimod typisk under 0,05 ppm.
Ozon dannes i luften om dagen ved fotokemiske processer udfra organiske stoffer (carbonhydrider,
VOC) og nitrogendioxid (Fokus nr. 73), hvortil bilerne er den store forureningskilde. Dette betyder, at
når luftens ozonindhold vokser, så falder NO2-koncentrationen, - og omvendt. Dette vil sige, at byer
med stor NO2 forurening kortvarigt kan have mindre ozonforurening end landområder.
Ozonkoncentrationer falder ofte lidt om natten, hvor det ikke kan gendannes ved fotokemiske
processer, men kun fjernes, fordi det reagerer med organiske stoffer eller NO. Ozonkoncentrationen er
også højere om sommeren end om vinteren.
Det dannede ozon kan i løbet af dagen transporteres væk med vinden fra byerne til landområder, som
ved denne langtransport kan opnå ozonkoncentrationer i luften på 0,05 ppm, eller tæt på
Verdenssundhedsorganisationen WHO’s luftkvalitetsgrænseværdi på 0,06 ppm. De mest følsomme
planter skades af ozonkoncentrationer på helt ned til 0,04 ppm. De virkelige baggrundsværdier for
340
Copyright: www.NIPSECT.dk
afsides, uforurenede områder er fra omkring 0,005 ppm. Den gennemsnitlige levetid af ozon i
atmosfæren er 3 dage.
Afgives fra visse kontormaskiner
Visse fotokopimaskiner, laserprintere, luftrensere og andet kontorudstyr med høj spænding kan danne
ozon under brugen. Dette kan forurene indeklimaet på kontorer og lignende, hvis der ikke er installeret
effektive filtre. Filtrene har imidlertid begrænset levetid og skal skiftes. Koncentrationer på 0,15 ppm
ozon er målt i kontormiljøer, hvor filtre ikke blev anvendt eller ikke var effektive. I indeklimaet kan
ozon reagere med møbler og tæpper og frigøre ildelugtende stoffer.
I årene 1983-1987 udførte Arbejdsmiljøinstituttet 41 målinger af ozon i arbejdsmiljøet. I næsten 8% af
prøverne var der en overskridelse af grænseværdien. Der foreligger ikke senere målinger.
Ved svejsning
Høje arbejdsmiljøeksponeringer (6-9 ppm ozon) kan forekomme ved lysbuesvejsning, brug af
kviksølvlamper eller UV-lys, fx ved tilvirkning af produkter af UV-hærdet plast eller med UV-hærdede
trykfarver. Desuden kan elektrostatiske filtre fx på kraftværker afgive ozon.
Kabineluften i højtgående langdistancefly kan indeholde relativt meget ozon, der kommer ind med den
”friske” luft, der suges ind i kabinen. Dette betyder, at kabinepersonale i fly kan have en relativt høj og
langvarig udsættelse for ozon (omkring 0,5 ppm).
En mere eksotisk dannelse af ozon er ved antændelse af stjernekastere, idet der derved frigøres UV-lys.
Meget giftigt
Ozons voldsomme reaktivitet betyder, at det er meget giftigt og virker meget irriterende på slimhinder i
luftvejene. Det fremkalder derved hævelse, betændelse og sårdannelse. I særligt alvorlige tilfælde kan
opstå lungeødem, blødninger og dødsfald. Cirka 3 timers udsættelse for 10-25 ppm ozon virker
dræbende på forsøgsdyr. Daglig udsættelse for 5 ppm giver alvorlige lungeskader med lungeødem, som
det er set hos udsatte svejsere. Kronisk bronkitis og andre lungeskader er konstateret ved udsættelse for
ozonkoncentrationer lidt over 1 ppm.
Reaktiviteten betyder desuden, at ozon ikke i væsentligt omfang vil transporteres rundt i kroppen. Ozon
vil virke skadende direkte ved kontaktstedet ved bl.a. at nedbryde umættede fedtsyrer i
cellemembranerne (lipid peroxidering) og danne frie radikaler.
Nedsat lungefunktion
Undersøgelser viser, at kabinepersonale i fly udsat for omkring 0,5 ppm ozon på længere ture, fik deres
lungefunktion nedsat. Forsøg med normale forsøgspersoner, der var udsat for 0,5 ppm i 2-6 timer,
resulterede ligeledes i nedsat lungefunktionen og ændringer af blodbilledet, og personerne havde
generelle symptomer såsom hovedpine, hoste, brystsmerter og åndenød. Andre forsøg har vist, at 2
341
Copyright: www.NIPSECT.dk
timers udsættelse for 0,2 ppm ozon var uden symptomer hos hvilende personer. Ved samtidig
motionering var der imidlertid effekter ved denne koncentration. Der kan ske en vis tilvænning, så
højere ozonkoncentrationer kan tolereres efterhånden.
Længerevarende udsættelse for koncentrationer på over 0,1 ppm kan give tørhed, hoste og andre
halssymptomer. Det er vist, at kroppen forsvar mod infektioner nedsættes ved ozonudsættelse, og
lungernes evne til selv at rense sig for indåndede partikler mindskes ligeledes.
Forskellig følsomhed
Flere undersøgelser tyder på, at kvinder er mere følsomme end mænd for ozons skadevirkninger.
Astmapatienter og børn er ligeledes meget mere følsomme, og en koncentration på 0,1 ppm virker
meget generende hos disse. Der er også forskel på effekten af en ren ozoneksponering og en blandet
eksponering. Svovldioxid, nitrogendioxid og gamma-stråling øger fx ozons giftighed, mens vitamin E,
vitamin C, selen og andre antioxidanter modvirker giftigheden.
Chromosomskader
Ozon er et svagt mutagen i bakterier - bl.a. i Ames-testen med Salmonella bakterier - planter,
bananfluer og diverse cellesystemer. En koncentration på 0,5 ppm giver chromosomskader i hvide
blodlegemer fra mennesker. Drægtige mus og rotter, der blev udsat for 1 ppm ozon, havde øget
fosterdød.
Kræft?
Langtidsforsøg med særligt følsomme mus viste at indånding af ozon kan fremkalde lungekræft ved
koncentrationer på over 0,3 ppm. Dette skete dog ikke i tilsvarende forsøg med rotter og hamstere. Mus
udsat for ioniseret stråling, forbehandlet med urethan eller efterbehandlet med nitrosamin fik i højere
grad kræft.
Det er imidlertid mere kompliceret end som så, idet ozon også kan dræbe kræftceller. Der er alt taget i
betragtning for nuværende ikke tilstrækkeligt belæg for at klassificere ozon isoleret set som
kræftfremkaldende i mennesker.
Udvalgt litteratur:
1. IPCS Environmental Health Criteria 7: Photochemical oxidants. Geneva: WHO, 1978.
2. Nordiska expertgruppen för gränsvärdesdokumentation 70. Ozon. Grenquist-Nordén B. Arbete
och Hälsa 1986:28.
3. NTP Technical Report 440 on the toxicology and carcinogenesis studies of ozone in F344/N
rats and B6C3F1 mice. Research Triangle Park, 1994.
4. Hall RM, Page E. Ozone exposure at a construction site. Appl Occup Environ Hyg
1999;14:203-207.
342
Copyright: www.NIPSECT.dk
OZON
Synonymer: Trioxygen, ozone (engl). CAS nr. 10028-15-6. RTECS nr. RS8225000. UN nr. 1955. Formel: O3. Molvægt: 48,00.
Frysepunkt: -192oC. Kogepunkt (1 atm): -112 oC. Damptryk (20oC): Gas. Relativ damptæthed: 1,658 (luft=1). Opløselighed i vand
(20oC): 0,69 g/L. 4hLC50(ihl,r): 6 ppm. Lugtgrænse: 0,02 ppm. Omregningsfaktor (25oC, 1 atm):1 ppm = 2,00 mg/m3. Grænseværdi
(2002): 0,1 ppm L (0,2 mg/m3). Klassificering og mærkning (2002): Ikke optaget på Listen over farlige stoffer.
94.
PHOSPHIN
Phosphin (fosfin, PH3) er en meget simpel binær forbindelse af phosphor og hydrogen (brint). Det er en
farveløs gas med en ubehagelig lugt af rådden fisk eller hvidløg. Lugten skyldes urenheder, idet helt
ren phosphin ikke lugter. Phosphin dannes naturligt ved forrådnelsesprocesser i vådområder og i
spildevandsanlæg.
Selvantændelig
Gassen er moderat opløseligt i koldt vand samt i alkohol og ether. I syrer dannes phosphonium
forbindelser (PH4+). Phosphin er brændbar og reagerer voldsomt med oxygen og halogener, og stoffet
kan antænde spontant i luft. Den betydelige reaktivitet betyder, at phosphin normalt fremstilles lige
inden brugen. Det kan fx ske ved at udsætte en tablet af aluminiumphosphid for fugtig luft, hvorved
phosphin dannes og afgives. Handelsprodukter tilsættes ofte ammoniumcarbamat imprægneret med
paraffin. Ammoniumcarbamat nedbrydes samtidigt til carbondioxid og ammoniak, som forhindrer, at
phosphin spontant antændes. Andre metalphosphider, som fx calcium-, zink- eller magnesiumphosphid,
hydrolyseres ligeledes til phosphin.
Phosphin korroderer metaller, blandt andet kobber og kobberlegeringer. Denne proces forstærkes af
fugtighed, salt og ammoniak og den er baggrund for, at fx calciumphosphid bruges til rensning af
kobber og kobberlegeringer. Det årlige globale forbrug af de forskellige metalphosphider er anslået til
4-5.000 tons.
Gasning af skadedyr
Phosphin er udgangsstof til fremstilling af mange vigtige phosphorforbindelser, der bruges som
flammehæmmere, katalysatorer for polymeriseringsprocesser, olieadditiver og lægemidler, men den
mest kendte anvendelse af phosphin er i form af phosphid-piller til bekæmpelse af insekter og skadedyr
i lagerrum, siloer, jernbanevogne og skibslastrum med fx korn og foderstoffer samt tobak. Det er især
aluminiumphosphid, der bruges, idet magnesium- og zinkforbindelserne frigiver phosphin-gas
langsommere ved kontakten med fugtig luft.
I Danmark forekommer aluminiumphosphid (56-57 %) i flere godkendte midler til bekæmpelse af
skadedyr i korn, frø og mel samt i midler til bekæmpelse af muldvarpe og mosegrise. I 2002 var det
samlede forbrug af aluminiumphosphid i bekæmpelsesmidler omkring 8 tons.
Gasningen af korn betyder mulighed for, at der kan være rester af phosphin i fødevarer og foderstoffer,
og der er i fødevarer fastsat en grænseværdi på 0,1 mg phosphin/kg. Normalt vil der på grund af
343
Copyright: www.NIPSECT.dk
flygtigheden ikke være rester af gassen, men kun af det benyttede phosphid. I litteraturen er beskrevet
et tilfælde, hvor to heste døde efter at have ædt foder, der indeholdt rester af zinkphosphid.
Vigtige materialer i elektronikindustrien
Phosphin bruges som ”doping agent” til at indsætte phosphor-atomer i halvledermaterialer. I 2001
brugte den finske elektronikindustri således 57 tons phosphin.
Desuden anvendes indiumphosphid, galliumphosphid og blandinger – evt. sammen med arsen - som
halvledermaterialer til erstatning for silicium. Det er meget kostbare stoffer, indiumphosphid koster fx
700 kr. grammet, mens galliumphosphid er halvt så dyrt. Stofferne produceres af en smelte af
grundstofferne under højt tryk som perfekte enkeltkrystaller, der skæres i ultratynde skiver og poleres.
Disse ”chips” anvendes til fiberoptiske kommunikationssystemer og anden elektronik, bl.a. lasere,
fotodetektorer, solceller, radarer samt kabelfri bredbånd og mobiltelefoni.
Indiumphosphid anses for et mirakelstof. Elektronhastigheden igennem materialet er høj, og det er den
mest effektive frekvensadskiller, der kendes. Det har et højt brydningsindeks og kan bruges til at lave
”mikrochips” mindre en 1 mm2. Galliumphosphid er det stærkeste spredende medium for synligt lys
Det anvendes til at fremstille rødtlysende dioder og lasere. Dopes undertiden med kobber.
Dinikkelphosphid bruges som kobberfri kontakter i solceller.
Dannelse ved processer
Phosphin kan dannes som biprodukt ved diverse processer i metalindustrier, idet metalråstoffer ofte har
et sporindhold af phosphor, der ved fugtighed af metallet kan reduceres til phosphin. Der er beskrevet
et tilfælde, hvor en sømand døde af phosphinforgiftning på et skib, der transporterede den vigtige
legering ”ferrosilicium”.
Det kan ligeledes dannes ved befugtning af slagge fra affaldsforbrænding, og det har vist sig, at der kan
være problemer med at overholde grænseværdien for phosphin i luften i slaggekælderen under
affaldsforbrændingsanlæg.
Phosphin kan frigøres ved fremstilling af acetylen udfra calciumcarbid (CaC2). Calciumphosphid
bruges i øvrigt i blanding med calciumcarbid i søfarten til selvtændende nødblus i redningsflåder.
Meget giftigt
Indånding af phosphin-gas irriterer luftvejene, og koncentrationer på fra 0,5 ppm kan give
åndedrætsbesvær, og 5-10 ppm i nogle timer giver alvorlige skader. De første forgiftningssymptomer er
generelle med hovedpine, svimmelhed, rystelser, træthed, mavepine, hoste, åndenød og lignende.
Lugten virker kun advarende i starten, efterhånden vænner man sig til den.
Fra arbejdsmiljøet er der erfaring for, at daglig udsættelse for 8 ppm phosphin i to timer kan fremkalde
alvorlig væskeudtrængen i lungerne (lungeødem). NIOSH anser udsættelse for over 50 ppm phosphin
344
Copyright: www.NIPSECT.dk
for at være umiddelbart farligt for liv og helbred. Kortvarig udsættelse for koncentrationer over 100200 ppm giver svære forgiftningssymptomer, og få minutters udsættelse for 500-1000 ppm er dødelig.
Mange arbejdsmiljøforgiftninger
Som nævnt er det phosphider, der mest bruges i praksis, da de er nemmere at håndtere. Disse
forbindelser er faste, grålige stoffer, der ved kontakt er irriterende for hud, øjne og slimhinder. De kan
optages gennem huden og i mave-tarmkanalen, hvor de hydrolyseres af mavesyren til phosphin.
Aluminiumphosphid anses for det mest giftige phosphid.
Anvendelsen af phosphider som bekæmpelsesmidler betyder, at sømænd, havnearbejdere og arbejdere i
korn- og foderstofbranchen er potentielt udsatte for phosphin i koncentrationer over grænseværdien på
0,3 ppm, og der eksisterer mange rapporter om forgiftninger. På et kornskib blev 29 ud af 31
besætningsmedlemmer syge efter udsættelse for indtil 12 ppm phosphin, og et barn døde.
Et kuriøst eksempel på forgiftning fandt sted i USA for nogle år siden, hvor to korninspektører blev
udsat for phosphin, da de under kontrol af nogle jernbanevogne med korn åbnede lugerne. Det viste sig,
at koncentrationen af phosphin i luften inde i vognene var helt op til 2.000 ppm, eller mere end dødelig
koncentration.
Forgiftning af kontoransatte
For nyligt er blevet rapporteret en phosphinforgiftning på et tysk kontor. En mandag morgen, da
medarbejderne mødte på arbejde, bemærkede de en stærk lugt af hvidløg. De åbnede vinduerne om
formiddagen, men måtte lukke dem om eftermiddagen pga. dårligt vejr. Lugten blev da stærkere og
stærkere, og til sidst begyndte de at få hovedpine og svimmelhed, men først da en stueplante tabte
bladene blev brandvæsenet tilkaldt. Brandfolkene fandt hurtigt ud af, at lugten skyldtes phosphin, og
området blev evakueret. Det viste sig, at der i nabobygningen var et firma, som importerede cigarer, og
som i weekenden illegalt havde brugt 300 tabletter med aluminiumphosphid til at bekæmpe
tobaksfluer.
Andre udsatte
Ansatte i elektronikindustrien kan også have en betydelig eksponering for phosphin og phosphider.
Desuden er arbejdere beskæftiget ved fremstilling af phosphider, ammunition, fyrværkeri og
kunstgødning potentielt udsatte.
I perioden 1983-88 foretog Arbejdstilsynet over 100 målinger af phosphin i arbejdsluften, i 9% af
tilfældene var grænseværdien overtrådt. Der foreligger ikke oplysninger om, i hvilke arbejdsmiljøer
målingerne blev foretaget, eller om der er foretaget målinger siden.
Mange selvmord
Der er i litteraturen beskrevet utallige forgiftningsulykker og s