docBachelor gruppe 12
download 
Report Transcription
Bachelor gruppe 12
Forebyggelse af magtanvendelse University College Sjælland, Roskilde Bachelor Carina Klement Hansen, pr11v035 Julie Brask, pr11v015 Maria Saabye, pr11v044 Trine Schøn, pr11v032 11J Vejleder: Lena Janssen (LEJA) Antal anslag: 77.435 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Indhold Indledning ............................................................................................................................................ 3 Problemformulering............................................................................................................................. 3 Emneafgrænsning ................................................................................................................................ 3 Metodeafsnit ........................................................................................................................................ 5 Teoriafsnit ............................................................................................................................................ 7 Magt – Michel Foucault – Maria Saabye ...................................................................................... 7 Max Weber – Carina Hansen ........................................................................................................ 9 Rambøll undersøgelse ................................................................................................................ 11 Magtanvendelsesbekendtgørelsen ............................................................................................ 13 Den professionelle relation – Trine Schøn .................................................................................. 14 Anerkendelse – Julie Brask ......................................................................................................... 16 Begrebsafklaring ......................................................................................................................... 18 Analyse ............................................................................................................................................... 20 Diskussion........................................................................................................................................... 30 Konklusion .......................................................................................................................................... 32 Perspektivering .................................................................................................................................. 33 Litteraturliste ..................................................................................................................................... 35 Bilag 1: Observation i døgninstitution – Case 1 ................................................................................. 37 Bilag 2: Observation i døgninstitution – Case 2 ................................................................................. 38 Bilag 3: Rambøll – Forskellige opfattelser af magt ............................................................................ 39 Bilag 4: Rambøll – Forskellige årsager til magtanvendelser .............................................................. 40 Side 2 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Indledning Der er i det danske samfund en vedvarende debat om, hvorledes man i den socialpædagogiske praksis med anbragte børn kan forebygge og begrænse magtanvendelser. Danmarks Radio gjorde i februar 2015 opmærksom på Socialstyrelsens nye offentliggjorte tal, der viste, at der fra landets socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner blev indberettet 4247 magtanvendelser i 2014 (www.dr.dk, 2015). Indslaget resulterede i, at socialminister, Manu Sareen bidragede til debatten ved at understrege i et interview med DR, at han mente, at pædagogers brug af magtanvendelser skulle minimeres. I samme interview udtrykte han dog også, at magtanvendelser dækker over mange ting, herunder nævner artiklen bl.a. eksempler som at fastholde et barn og at ransage et barns værelse. Af samme årsag mener socialministeren ikke, at tallet nødvendigvis er for højt. Manu Sareen lægger i interviewet op til, at der vil foreligge en forhandling med magtanvendelsesudvalget om en mulig løsning på problemet, så snart der er foretaget en undersøgelse om, hvilke former for magt det angivne tal dækker over. Magtanvendelser kan ifølge Socialstyrelsen i særtilfælde være nødvendige i tilspidsede situationer, hvor brugerne er til fare for sig selv eller andre, men bør jf. Socialstyrelsen og socialministeren praktiseres mindst muligt. Tematikken om forebyggelse af magtanvendelse er nødvendig at beskæftige sig med i den pædagogiske profession, da det på døgninstitutionerne, hvor problemstillingen opstår, er pædagogernes ansvar at tage hånd om det, eftersom det er deres arbejdsfelt. Problemformulering Hvordan kan pædagogens anerkendende kompetencer gennem relationen til barnet forebygge magtanvendelse i arbejdet med socialt udsatte børn i alderen 7-15 år? Emneafgrænsning Da vi alle i gruppen har mennesker med sociale problemer som specialisering, finder vi det ideelt at beskæftige os med de problemstillinger, som finder sted inden for dette felt. Derfor har vi i udarbejdelsen af vores opgave valgt at beskæftige os med socialt udsatte børn i alderen 7-15 år, som er anbragt i en døgninstitution. Aldersgruppen er udvalgt på baggrund af den pågældende målgruppe i den institution, vi løbende har observeret i. Børnene på den valgte døgninstitution har Side 3 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen forskellige problemstillinger, herunder bl.a. sociale og emotionelle problemer, tidligt omsorgssvigt fra hjemmet og nogle har psykiske problemer. Disse problemstillinger kan i nogle tilfælde resultere i selvskadende eller udadreagerende adfærd, som bringer børnene selv eller de andre beboere i fare. I situationer hvor dette er tilfældet, kan det ifølge Socialstyrelsen blive nødvendigt for pædagogerne at anvende fysisk magt for at forhindre barnet i at volde skade på nogen. På baggrund af dette har vi valgt at begrebsafklare magt, og herudfra komme nærmere en forståelse af de forskellige former for og synsvinkler på magt, således at vi kan komme med vores egen fortolkning af begrebet. Pædagoger har gennem lovgivningen ret til at anvende en vis magt over for børnene. Pædagoger er autoriserede til at udøve kontrol med børnene – de besidder autoritet, de besidder egenskaber, der kvalificerer dem til at indtage magtpositioner (Frederiksen, 2007). Men hvad er magt, og hvilke former for magt er acceptable i det pædagogiske arbejde med udsatte børn, hvoraf mange har lidt mangel på anerkendende relationer til voksne? Ifølge Ida Schwartz, som er uddannet socialpædagog og cand. psych., bliver barnet én person ved at indgå i relationer. Schwartz hævder, at anbragte børns relationer til de voksne har stor betydning for, hvordan de oplever støtten til at håndtere deres livssituation, samt hvordan de skal handle på egne følelser og tanker såsom eventuelle frustrationer (Schwartz, 2001). Vi har en forforståelse om, at man med en god relation til barnet har større sandsynlighed for at nå ind til barnet, når det har det svært, inden barnet bliver udadreagerende eller aggressivt. Vi forestiller os, at dette vil lykkes bedst gennem en god relation i forhold til, hvis ikke man har en relation, og at man gennem denne dermed kan forebygge en magtanvendelse ved at hjælpe dem med at håndtere deres følelser og frustrationer på en hensigtsmæssig måde. Det bliver dermed relevant at finde ud af, hvad det kræver af en pædagog at skabe og opretholde en god professionel relation, som netop kan danne ramme for en støtte til barnets håndtering af egne følelser. Lis Møller hævder, at vi ikke kan beskæftige os med relationer uden også at beskæftige os med anerkendelse, da anerkendelse er noget, vi giver hinanden i de relationer, vi indgår i. Anerkendelse er et grundlæggende behov for alle individer (Møller, 2008), og derfor bør det overvejes, om den anerkendende tilgang til barnet kan forebygge den udadreagerende adfærd og dermed mindske magtbrug. Vi mener, at Lis Møllers fire anerkendelses ingredienser kan bruges i dialog, og vi har en idé om, at man med denne kan samtale barnet igennem situationen og på den måde afgrænse Side 4 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen den udadreagerende eller aggressive adfærd. Derfor vælger vi afslutningsvis at beskæftige os med begrebet anerkendelse og de fire ingredienser. I arbejdet med vores problemstilling har vi en forventning om, at det høje indberetningstal vil falde, hvis der i den pædagogiske praksis, i døgninstitutioner, anvendes de metoder, vi løbende bearbejder i vores opgave. Vi forventer, at den professionelle relation og anerkendelse er metoder, pædagoger kan benytte til at forebygge magtanvendelse. Metodeafsnit På baggrund af det høje indberetningstal fra Socialstyrelsen om pædagogers brug af magtanvendelser på opholdssteder og døgninstitutioner i år 2014, finder vi det interessant at fokusere på, hvorledes vi kan forebygge dette. For at kunne gøre det er det nødvendigt, at vi først og fremmest begrebsafklarer magt ved brug af faglige teorier. Hertil vil vi inddrage underviser ved University College Lillebælt Vivi T. Meyers fortolkning af Michel Foucaults teori om magt, som bygger på begreberne diskurs, magt og magtens former og government. Derudover vil vi belyse ekstern lektor på Institut for psykologi og uddannelsesforskning Jan T. Frederiksens fortolkning af Max Webers teori om magt, som bygger på tre former for magt; tvang, manipulation og autoritet, hvor vi særligt vil beskæftige os med autoritet som magtform. Vi vil endvidere inddrage Rambølls undersøgelse fra november 2013, der vil give et indblik i, hvad institutionerne selv anser som magt. Foucault og Webers teorier samt Rambølls undersøgelse er ideelle i begrebsafklaringen af magt, da vi ud fra disse kan skabe vores egen fortolkning heraf. Vores begrebsforståelse vil fremgå af afsnittet kaldet ”Begrebsafklaring”, hvor vi vil uddybe vores forståelse af magt og begrænse dette til to former: fysisk og verbal magt. I forlængelse heraf vil vi inddrage relevante udpluk fra Magtanvendelsesbekendtgørelsen, som består af lovgivning omkring magtanvendelser i den pædagogiske praksis i døgninstitutioner og uddybe disse ud fra Vejledning nr. 9 til Serviceloven for at klargøre de lovgivningsmæssige rammer for udøvelsen af magt i døgninstitutioner. Magtanvendelsesbekendtgørelsen vil vi bruge i analysen af vores cases til at vurdere, hvorvidt lovgivningens rammer er afgrænsede nok, eller om det er op til hver enkelt person at afgøre, hvornår magtanvendelser er lovlige og acceptable. Vi vil endvidere bruge Ida Schwartzs fortolkning af Bent Madsens didaktiske teori om den professionelle relation, som bygges op omkring personrelation og kompetencerelation. For at Side 5 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen relationen kan opstå, skal der ifølge Schwartz først skabes en kontakt, som relationen kan bygges op omkring. Gennem relationen lærer barnet, hvordan det skal reagere på egne følelser og tanker. Derfor bliver relationsbegrebet af Schwartz relevant, når vi skal forebygge udadreagerende adfærd hos barnet og dermed magtanvendelse (Schwartz, 2001). I arbejdet med relationer er anerkendelse ifølge Lis Møller, lektor i psykologi ved Pædagogseminariet i Aalborg, et uundgåeligt begreb, og til definition af dette vil vi benytte Møllers didaktiske teori om anerkendelse i praksis, som bygger på fire ingredienser: at lytte, at forstå, at acceptere og tolerere og bekræfte. Teorien er inspireret af Anne-Lise Løvlie Schibbye. Vi finder anerkendelse relevant, da Møllers fire anerkendelses ingredienser kan bruges i dialog. Vi vil anvende teorien til at vurdere, om anerkendelse kan bruges til at forebygge magtanvendelser gennem dialogen. Begreberne relationer og anerkendelse vil vi ligeledes afklare vores egen forståelse af i afsnittet kaldet ”Begrebsafklaring”. Begreberne magt, den professionelle relation og anerkendelse vil vi benytte i analysen til at afklare, hvorvidt pædagogerne agerer hensigtsmæssigt i de to cases, vi vil inddrage. Vi ønsker at analysere egen empiri, som består af to cases, vi har observeret i døgninstitutionen, vi i forbindelse med projektet har fået lov at besøge. Observationerne er en del af vores faglige værktøjskasse og vil blive brugt som et grundlæggende arbejdsredskab i vores undersøgelser til at kunne besvare vores problemformulering. Vi har fortaget strukturerede observationer for at rette vores fokus mod et afgrænset område netop brugen af magt i institutionen. Den ene case (Se Bilag 1) er en observation af en spisesituation, hvor pædagogen verbalt irettesætter to drenges uendelige strøm af spørgsmål, som er rettet mod os. Det centrale i casen er pædagogens udtalelse, som lyder: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.” Den anden case (Se bilag 2) er en observation fra vores sidste dag. Her observerede vi en dreng på 8 år, som i flere situationer under vores besøg har udvist en aggressiv og følelsesladet adfærd. Han har flere gange i løbet af dagen råbt og snerret af de andre børn og pædagogerne, som gentagende gange har bedt ham stoppe samt slappe af. Drengen sidder i fællesrummet og spiller computer, mens to yngre piger kigger på. Drengen begår en fejl i spillet, og pigerne fniser. Drengen reagerer på deres fnisen og kaster computermusen i pigernes retning. Pædagogen, som er i Side 6 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen lokalet, har set optrinnet, går over til drengen og tager fat i hans arm, og siger i højt toneleje: ”Nu er det simpelthen nok.” Drengen tager armen til sig, pædagogen gisper, hiver ham ned af stolen og holder ham fast på gulvet med et knæ i ryggen. Drengen råber diverse skældsord til pædagogen. Drengen ligger fortsat uroligt på gulvet, hvorefter pædagogen forklarer ham, at hun først giver slip, når han slapper af. En anden pædagog har hørt optrinnet, kommer ind i rummet og hjælper med at holde drengen fast (...) Vi vil med disse cases vurdere, om pædagogen anvender magt, og om det kunne være håndteret med anerkendelse gennem den professionelle relation for at gøre situationen så hensigtsmæssig for drengene som mulig og dermed forebygge den eventuelle magtanvendelse. Teoriafsnit Magt – Michel Foucault (1926-1984) Maria Saabye Vivi Topp Meyer har udarbejdet en fortolkning af Michel Foucaults magtbegreb, som vi i dette teoriafsnit vil tage udgangspunkt i. Den franske filosof Michel Foucault er magttænker, og når man beskæftiger sig med hans magtbegreb, vil man hurtigt opleve, at han ikke mener, at institutioner kan eksistere uden magt (Meyer, 2011). Foucault udtrykker, at magt foregår gennem uddannelse, vejledning og opdragelse, og det bliver derfor et uundgåeligt element for pædagoger i deres arbejde med mennesker. Foucault opfatter ikke magt som en negativ størrelse, men han mener derimod, at magt er nødvendigt i opretholdelsen af orden i et samfund. Målet bliver, ifølge Foucault, at anvende magten til at forme samfundets individer inden for de rammer og normer, som er blevet defineret af den historie og kultur, der gør sig gældende for det givne samfund (Ibid., 2011). Foucault har i sin teori stor fokus på historiens betydning for, hvem vi er, i det samfund vi lever i. Han hævder, at individet er historisk konstrueret og understreger dermed, at historien har afgørende betydning for, hvem vi er (Ibid., 2011). Side 7 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Når man beskæftiger sig med Foucaults magttænkning, er det relevant, at se nærmere på tre begreber, som er afgørende for, hvordan pædagogen møder og forstår det enkelte individ: Diskurs, magten og magtens former og government. Diskursbegrebet er en betegnelse for, hvordan vi taler om noget bestemt på og kan oversættes til ”italesættelse”. Diskurser er i alle sammenhænge med til at kategorisere og vurdere mennesker og deres handlinger og er i det pædagogiske arbejde afgørende for, hvordan vi forstår og møder målgruppen på baggrund af den diskurs/de forventninger, der af samfundet er sat for den pågældende målgruppe (Ibid., 2011). Et eksempel på diskurs kan forekomme i arbejdet med anbragte børn, hvor man f.eks. kan have en forståelse af, at de agerer på en bestemt måde. Kulturen er afgørende for diskursen, og af samme grund ændrer diskursen sig i takt med kulturen i samfundet. Vi får således hele tiden nye måder at tale om mennesker på, og dermed har diskurserne indflydelse på, hvordan samfundet og institutionerne er organiseret (Ibid., 2011). Foucault understreger, at magten og magtens former ikke er lig styrken og endnu mindre lig volden men er en følge af adskillige kulturelle styrkeforhold og derfor ikke er determineret af enkelte personer (Borch & Larsen, 2003). Magten er ifølge Foucault ansigtsløs og er ligeledes konstrueret gennem historien og dermed udviklet til de strukturer og normer, der findes i dag (Ibid., 2011). For Foucault er viden lig magt og skal sætte individet i stand til at handle på bestemte måder. Vores viden om konsekvenserne af bestemte handlinger bør bruges til at påvirke individet til at handle anderledes. Et eksempel kan f.eks. være vores viden om, hvilke konsekvenser det i nutidens danske samfund har ikke at tage en uddannelse. Pædagogen kan ifølge Foucault i denne sammenhæng bruge sin magt til at vejlede individet mod at tage en uddannelse. Eftersom uddannelse, på baggrund af den historiske påvirkning, er blevet til en kulturel norm i nutidens danske samfund, vil individet ikke anse pædagogen som værende magtudøvende men derimod blot anse pædagogen som en benytter af viden om konsekvenserne som redskab til styring af individet (Ibid., 2011). Foucault understreger, at moderne magt handler om at påvirke individet på en måde, så det får en oplevelse af fri selvbestemmelse, således at det pågældende individ får nogle valgmuligheder. Disse valgmuligheder er i virkeligheden en begrænset skare af tilbud, som er nøje udvalgt på baggrund af samfundets normer, målgruppens diskurser og de rammer, der er for den pågældende målgruppe (Ibid., 2011). Side 8 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Herfra ledes vi videre til begrebet government, som netop er handlingsfeltet for, hvor uddannelse, vejledning og opdragelse skal lede samfundets individer hen. De governmentale strategier stræber efter at opnå bestemte resultater i form af bestemt adfærd hos samfundets individer og defineres af samfundets normer og rammer (Ibid., 2011). På baggrund af de governmentale strategier har pædagogerne nogle rammer, de skal handle inden for og nogle mål for individerne, de skal sigte mod. Individet i samfundet og i institutionen Michel Foucaults forståelse af individet i samfundet er præget af en opfattelse af, at individet ubevidst påtager sig en identitet alt efter samfundets diskurser og rammer. Han mener nemlig, at vores viden om alt er noget, vi har på baggrund af, at nogen har fortalt os det (Ibid., 2011). Denne viden ville være ikkeeksisterende, hvis vi var vokset op på en øde ø uden nogen til at fortælle os om køn, etik og morale, og hvad et menneske i det hele taget er. Med dette skal det forstås, at menneskets identitet skabes ud fra, hvad andre siger om vedkommende. ”Det enkelte individ er sig selv, skabt gennem de historier, der bliver fortalt om den enkelte og gennem de historier, individet fortæller om sig selv.” (Meyer, 2011, s. 114). Meyer påpeger, at pædagogen også har stor betydning for individets dannelse af identitet: ”Den måde pædagoger taler om mennesket på, er med til at konstruere mennesket i institutionen, som det menneske, det bliver.” (Meyer, 2011, s. 120). I bund og grund bliver magt ifølge Foucault benyttet til at påvirke og forme individets identitet og herunder handlinger gennem italesættelse, fortællinger og viden, således at individet tilpasses samfundets normer og rammer, som er historisk- og kulturelt betingede. Dermed kan man ud fra Foucaults magttænkning sige, at magten er uhåndgribelig og usynlig. Max Weber (1864 -1920) Carina Hansen Den tyske Sociolog Max Weber har ligeledes beskæftiget sig med magt og har et anderledes syn herpå. I dette afsnit vil vi benytte Jan Thorhauge Frederiksens fortolkning af dette. Side 9 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Ifølge Frederiksen forstår eller handler børn ikke som voksne, og de forstår muligvis ikke betydningen af deres handlinger, derfor må der gribes ind for at forhindre dem i at komme til skade eller gøre skade på andre. Som vi skriver i emneafgrænsningen, er pædagoger autoriserede til at udøve kontrol med børnene, de besidder en vis autoritet, der kvalificerer dem til at indtage magtpositioner. En autoritet kan defineres som en legitim magthaver (Frederiksen, 2007). Vi kan derfor ikke beskæftige os med magt uden også at komme ind på begrebet autoritet. Frederiksen har hermed udarbejdet en fortolkning af Max Webers former for magt, som vi vil tage udgangspunkt i. Max Weber definerer magtbegrebet således: ”Magt er sandsynligheden for, at et eller flere mennesker sætter deres vilje igennem socialt på trods af andre personers mulige modstand eller modsatrettede intentioner.” (Frederiksen, 2007 s. 476). Definitionen af magt i citatet indeholder en dobbelthed baseret på accept af magtanvendelsen og magt som tvang. Det handler om, hvordan magtanvendelsen opfattes. Finder pædagogen magtanvendelsen acceptabel og accepterer barnet, at pædagogen bestemmer i pågældende situation, og at der er anvendt magt på en acceptabel måde, så er magtanvendelsen legitim (www.denstoredanske.dk, 2014). Ifølge Webers teori er det centrale i magt, at begrebet bygger på et ulighedsforhold, som er bestemt af sociale relationer, da magt er magt over nogen. Hans opfattelse er dermed negativt ladet, idet magt ses ud fra en uligheds – og konfrontationsvinkel. Magten fremstår altså som synlig og undertrykkende og kan hos de mennesker, som udsættes for magten, frembringe modmagt eller afmagt (Olesen, 2012). Ifølge Frederiksen anvendes magt i den pædagogiske praksis hver dag. Han definerer to former for magt; tvang, som ses i socialpædagogiske institutioner, hvor et barn fastholdes for ikke at være til fare for sig selv eller andre. Dette opleves som tvang af begge parter – både den tvingende og den tvungne. Manipulation, når man holder noget skjult eller forvrænger forholdene for at opnå noget bestemt. Tvang er ubehageligt for begge parter, men den som manipulerer, oplever muligvis dårlig samvittighed ved at benytte sin viden til at få sin vilje/sit ønske opfyldt (Ibid., 2007). Weber fandt begrebet autoritet, udover tvang og manipulation som en tredje og særlig form for magt, der hviler på en vis grad af vilje til lydighed til forskel fra påvirkning via interesser, "rå" magt eller tvang. Weber opstillede derefter tre former for autoritet ud fra deres legitimitet; Legal/bureaukratisk autoritet, som bygger på fastsatte love og regler – autoritet i kraft af legalitet. Side 10 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Denne form for autoritet er den mest betydningsfulde for det pædagogiske arbejde. Serviceloven har f.eks. stor betydning for, hvad der er legitimt på døgninstitutioner mht. pædagogers brug af magt (Ibid., 2007). Karismatisk autoritet, som bygger på en leders eksemplariske egenskaber – den ualmindelige personligheds autoritet f.eks. religionsstiftere, ledere af nye politiske bevægelser. Denne form for autoritet kaldes for den usædvanlige personligheds autoritet, da pædagogen her skal besidde personlige egenskaber, som f.eks. engagement og indlevelsesevne, der legitimerer magtanvendelsen for barnet. Disse egenskaber kvalificerer pædagogen til at manipulere med barnet, så det opleves som legitimt. I denne forbindelse er relationen mellem barn og pædagog meget betydningsfuld. Traditionel autoritet, som bygger på traditioners og vaners ukrænkelighed eller hellighed - den evige fortids autoritet f.eks. fyrsten, kirken, familieoverhovedet. I spisesituationer siges der; ”Værsgo” og ”Tak for mad”, hvilket er ritualer indenfor denne form for autoritet (Ibid., 2007). Frederiksen understreger, at jo mere en pædagogisk magtposition anerkendes som legitim, jo mindre modstand møder den. Ser vi på Webers legitimitetsbegreb, forbindes det med en autoritet, man kan tale om eller diskutere, hvilket vil sige, at denne form for legitimitet, er diskursiv. Hermed menes der, at den kan foregå sprogligt, man kan tale om den og forklare den, uden at den holder op med at være en autoritet. Magt, som ikke kan legitimeres diskursivt, er fysisk tvang, hvor magthaveren ikke kan legitimeres ved at sige, de er fysisk overlegen. Manipulation kan også være svær at legitimere diskursivt, idet manipulation bliver synlig og kan understreges som manipulation, kan det være vanskeligt at legitimere den (Ibid., 2007). Rambøll undersøgelse Fysisk magtanvendelse på anbringelsesinstitutioner Rambøll Management Consulting har i november 2013 offentliggjort en rapport til Social-, Børneog Integrationsministeriet, som bl.a. bygger på undersøgelser om magtanvendelse i praksis (Rambøll, 2013). Side 11 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen I rapporten fremgår en undersøgelse omhandlende forskellige opfattelser af fysisk magtanvendelse (Se Bilag 3). Undersøgelsen bygger på en række interviews, som Rambøll har foretaget med medarbejdere på forskellige anbringelsesinstitutioner. En medarbejder udtaler: ”Det er magtanvendelse at manipulere en 8-årig til at gøre noget, f.eks. at børste tænder eller komme med ud i bilen. Hvis man eksempelvis leger, ”hvem kommer først hen til bilen”?” (Ibid., 2013). En medarbejder mener, at det er magtanvendelse at ”guide” tandbørsten, hvortil en anden medarbejder tilføjer, at det er omsorgssvigt ikke at børste brugerens tænder. Et andet eksempel på en magtanvendelse, der fremgår af undersøgelsen, er at binde et snørebånd mod en brugers vilje. Endvidere mener en medarbejder, at al berøring af en bruger er magtanvendelse, fordi det opleves som et indgreb i intimsfæren (Ibid., 2013). Undersøgelsen viser også, hvad nogle medarbejdere ikke mener, er magtanvendelse, hvor vi møder nogle holdninger, der strider imod de ovenstående. F.eks. udtaler en medarbejder fra et af de adspurgte anbringelsessteder, at det ikke er magtanvendelse, når man lægger en hånd på en 4årig og fører tandbørsten. Derudover udtaler en medarbejder: ”Det er ikke magtanvendelse at fortælle en ung, at hvis han/hun ryger hash, bliver han/hun smidt ud af institutionen” (Ibid., 2013). Afslutningsvis mener en medarbejder, at det ikke kan betegnes som magtanvendelse, før et barn modsætter sig fysisk. Som udtalelserne indikerer, er der uenighed omkring, hvornår en handling er magtanvendelse, og hvornår det er en del af det daglige arbejde på institutionen. Af rapporten fremgår endnu en undersøgelse, som bygger på medarbejdernes begrundelser for, hvornår de oftest bruger fysisk magtanvendelse som eksempelvis fastholdelse og fjernelse (Se Bilag 4). I undersøgelsen har Rambøll adspurgt 43 anbringelsesinstitutioner, hvoraf 79,1 % udtaler, at de oftest udfører magtanvendelse, når barnet eller den unge gør skade på sig selv eller andre. 14,0 % af de adspurgte udtaler, at de laver magtanvendelse, når brugeren udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt. Kun 4,7 % har svaret andet og de sidste 2,3 % ved ikke (Ibid., 2013). Undersøgelsen viser, at institutionerne hævder, at de oftest bruger magt i de tilfælde, hvor det jf. Magtanvendelsesbekendtgørelsen er tilladt, hvilket vi vil belyse i nedenstående afsnit. Side 12 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Af rapporten fremgår det gennem interviews med kommunale tilsynsførende, at de magtindberetninger de modtager, ofte omhandler de samme børn, som tit er teenagedrenge med forskellige former for udviklingsforstyrrelser (Ibid., 2013). Magtanvendelsesbekendtgørelsen Når magtanvendelser endnu sker i så høj grad, som det gør, er det nødvendigt at undersøge, hvilke former for magt, der er tilladte at benytte på børnene og de unge og i hvilke tilfælde. Til dette vil vi benytte Serviceloven, som har til formål at tilgodese behov, der bl.a. følger af særlige sociale problemer. Af Magtanvendelsesbekendtgørelsen kapitel 1 § 1 fremgår det, at: “Magtanvendelse over for børn og unge omfattet af denne bekendtgørelse må kun anvendes, hvis der er hjemmel til det. (…) Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal i øvrigt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed.” (Magtanvendelsesbekendtgørelsen kap. 1, § 1, 2015) Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens § 2, at fysisk magtanvendelse i form af fysisk fastholdelse af barnet eller den unge, eller føring til et andet opholdsrum er tilladt, hvis vedkommende udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt jf. pkt. 1, eller hvis barnet er selvskadende eller til fare for andre jf. pkt. 2. Hertil understreges, at magtanvendelse skal afpasses efter forholdene i hver enkelt situation og ikke må gå ud over det strengt nødvendige (Magtanvendelsesbekendtgørelsen, kap. 1, § 2, pkt. 2, stk. 2). I Vejledning nr. 9 til Serviceloven uddybes magtanvendelse, omsorgspligt og pædagogiske principper. Ud fra denne vejledning er det relevant at understrege, at børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, har samme rettigheder til tryghed og respekt, som alle andre børn og unge. For disse anbragte børn er det dog kommunalbestyrelsen, der skal varetage børnenes behov. Det bliver hertil nødvendigt at understrege, at ydmygende, hånende eller anden nedværdigende adfærd ikke er tilladt i anbringelsesstedernes praksis jf. Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 17. Børn og unge i døgninstitutioner og på opholdssteder kan sommetider agere voldsomt med aggressioner, følelsesudbrud og frustrationer, hvilket pointerer vigtigheden i, at de mødes med forståelse for baggrunden for deres adfærd. Vejledningen lægger stor vægt på, at den Side 13 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen pædagogiske indsats praktiseres af voksne, som barnet er tryg ved og har tillid til, og som har forståelse for og kendskab til barnets reaktionsmønstre, behov og vilkår (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 19). Beslutningen om at udføre en magtanvendelse skal bygge på en saglig og faglig vurdering, som skal inddrage den konkrete situation, barnets optræden, ønsker og behov, hensynet til andre, samt en vurdering om andre handlemuligheder vil kunne anvendes som alternativ til magtanvendelse. Derudover skal der i vurderingen overvejes, om indgrebet vil medføre krænkelse af barnet (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 22). Vejledningens pkt. 22 omhandler pædagogiske principper og beskæftiger sig med mulige pædagogiske metoder som alternativer til magtanvendelse, herunder nævnes bl.a. anerkendelse. Metoderne skal understøtte, at vrede og aggressioner får afløb på måder, der hverken er skadelige for barnet selv eller andre og bør ligeledes anvendes forebyggende (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 22). Den professionelle relation Trine Schøn Ifølge Ida Schwartz bliver barnet én person ved at indgå i anerkendende relationer, det lærer egne følelser og forestillinger at kende, og det er også her igennem, at barnet erfarer, hvordan det skal handle på sine følelser og tanker. Det er derfor relevant i forhold til vores problemformulering at inddrage Schwartzs fortolkning af den professionelle relation. Schwartz hævder, at anbragte børns relationer til de voksne har en stor betydning for, hvordan de oplever støtten til at håndtere deres livssituation (Schwartz, 2001). Den professionelle relation kan deles op i to dele: personrelation og kompetencerelation, man kan derfor kalde den professionelle relation en dobbeltrelation, hvilket vil sige, at der kun er tale om professionalitet, når begge sider af relationen virker (Ibid., 2001). Personrelationen er baseret på den kontakt, pædagogen og barnet har med hinanden, og det er en kontakt, hvor pædagogen stiller sig til rådighed for barnet. Pædagogen kan tage initiativ og invitere barnet til kontakt samt yde professionel indlevelse og personlig omsorg for barnet. Dermed sagt er det ikke ensbetydende med, at der at tale om en tæt følelsesmæssig relation, da det er barnet, der afgør, hvor tæt relationen kan blive. Pædagoger kan dermed ikke skabe Side 14 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen tilknytning og nære følelsesmæssige relationer til barnet uden barnets accept hertil (Ibid., 2001). Anbragte børn kan have mange negative oplevelser af at føle sig forkerte og ikke gode nok, det er derfor helt grundlæggende, at man som pædagog skal prøve at skabe denne personlige relation på en anerkendende måde, hvorpå den voksne viser barnet, at man ser det og respektere det, som det er (Ibid., 2001). De egenskaber, barnet tillægger værdi hos de voksne, er forbundet med de situationer, de møder den voksne i, da pædagoger har forskellige kompetencer. Derfor opstår den personlige relation, når pædagoger kan agere forskellige roller i anbragte børns liv. Det er her et afgørende moment, at pædagogen som person kan gøre sig tilgængelig for barnet, således at barnet kan anvende pædagogens personlige egenskaber ud fra barnets egne behov og parathed (Ibid., 2001). For pædagoger kan det være et stort dilemma, at man på en sensitiv og respektfuld måde prøver på at opbygge denne kontakt, som er det første skridt mod en relation. Pædagogen skal nemlig kunne besidde lav sårbarhed over for afvisning og afbrydelse af den kontakt, man har eller er ved at opbygge. Netop denne dobbelthed, som Schwartz beskriver, er en del af det pædagogiske arbejde og er en forudsætning for, at den professionelle relation kan lykkes (Ibid., 2001). Hvis vi tager udgangspunkt i Schwartzs fortolkning af kompetencerelationen, er det her centralt, at pædagogen kan blive ved med at tilbyde kontakt. Her er det som sagt nødvendigt, at pædagogen ikke selv er sårbar, da dette kan gøre, at man vil trække sig tilbage i kontakten og beskytte sig selv (Ibid., 2001). På denne måde vil barnet blive bekræftet i eventuelle erfaringer, om at de voksne ikke er til at stole på. Det er derfor vigtigt, at man som professionel anvender kompetencesiden til at se på relationen til barnet, således at man reflekterer over egne reaktionsmønstre, sårbare punkter og forsvarsområder (Ibid., 2001). Alle mennesker beskytter sig mod afvisning, og det er som pædagog fristende at gemme en oplevelse af magtesløshed bag en professionel rolle og pege på barnet som problemet (Ibid., 2001). Kompetencesiden af den pædagogiske relation bygger på faglig viden og erfaring, der gør det muligt for pædagogen at fastholde forståelse af sin opgave og bringe den med ind i den personlige relation med barnet. På denne måde er pædagogen ikke kun henvist til at bruge sin personlighed men også til at anvende sin faglige viden til at få overblik over den pædagogiske opgave i forhold til det konkrete barn (Ibid., 2001). Ved at pædagogen mindsker brugen af sin personlighed, mindsker hun ligeledes risikoen for at opleve nederlag i kontakten til barnet. Hendes faglige viden giver mulighed for at reflektere over Side 15 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen og bearbejde egne reaktioner, som i sidste ende vil udgøre en relation mellem den voksne og barnet, hvori barnet kan føle sig tryg. Derudover er det kompetencerelationen, der gør det muligt for pædagogen at reflektere over, hvordan man kan træde ud af en fastlåst eller konfliktfyldt relation til barnet og finde et nyt ståsted. Det handler herom for pædagogen at kunne justere egne mentale forestillinger om barnet og om konkret at finde andre veje til at tilbyde en ny form for kontakt (Ibid., 2001). Anerkendelse Julie Brask Lis Møller hævder, at anerkendelse er et behov alle mennesker har, og det indebærer, at vi gerne vil blive set, hørt og erkendt, som det menneske vi er, af andre mennesker i de samspil og relationer vi indgår i. Ifølge Møller er relationen og anerkendelse afhængige af hinanden, derfor er det ideelt, at vi beskæftiger os med anerkendelsesbegrebet og de fire ingredienser i forbindelse med relationsarbejdet. I den pædagogiske praksis bruges anerkendelse ofte i ønsket om at vende negativ adfærd til positiv adfærd. Anerkendelse indeholder også villighed til at blive berørt og arbejde med vores bidrag i samspil og relationer med andre mennesker ved at være lyttende, forstående, accepterende og tolererende og bekræftende (Møller, 2008). Ved at være lyttende, som er den første af de fire ingredienser, viser vi den anden respekt. For at kunne være lyttende er det væsentligt, at vi er nærværende. Som pædagog skal man kunne lytte uden at ytre sine egne meninger og kunne give rum til barnets meninger. Det kan dog være udfordrende for pædagogen at være til stede og nysgerrig samt give slip på egne faste forståelser. Når man lytter, tager man barnets oplevelser til sig og får indlevelse samt involvering, hvilket gør det relevant, at vi kan holde det adskilt. At blive lyttet til er en speciel oplevelse, da man hører sig selv og mærker ordene om de følelser og tanker, man italesætter til en, der lytter (Ibid., 2008). At lytte hænger sammen med at forstå, der indebærer den ydre og indre forståelse. Ydre forståelse er at udtrykke sympati og genkendelighed. Pædagogen udtrykker sin forståelse ved f.eks. at sige: ”Jeg kan godt forstå, du er vred” eller ”Jeg kan godt forstå, du er glad for din bamse”. Pædagogens italesættelse af forståelsen udtrykker genkendelse og accept. Pædagogen viser, at hun forstår barnets oplevelse, og at det giver mening for hende. I den pædagogiske praksis kræver det, at pædagogen kan Side 16 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen genkende og forstå oplevelsen. Den ydre forståelse påvirker ikke de indre tilstande, som følelser og oplevelser, men det gør den indre forståelse (Ibid., 2008). Den indre forståelse er en måde, hvorpå man kan dele følelser og oplevelser samt opnå evnen til at vise empati og mærke den andens indre tilstande. For pædagogen kræver det at finde sine tilsvarende følelser og oplevelser i situationen, og pædagogen skal kunne takle at hendes eventuelle modsatrettede følelser udfordres. Med den indre forståelse vil man få en oplevelse af at få kontakt med et menneskes oplevelsesverden, som svarer til ens egen. Dette møde er med til at udvikle ens egen indre afgrænsning, selverkendelse/erkendelse og kunne bruge oplevelserne til erfaringer. Den indre forståelse kan for eksempel udtrykkes således: ”så du er ked af det, fordi din bamse er blevet væk?” (Ibid., 2008). Her ses forståelsen i og med, at pædagogen sætter sig ind i barnets indre tilstande; følelser og oplevelser. Når pædagogen viser den indre forståelse, bliver den indre afgrænsning udfordret, da pædagogen får adgang til sine egne følelser som frustrationer og bedrøvelse. For barnets udvikling er det ifølge Møller betydningsfuldt, at barnet bliver mødt med respons og forståelse (Ibid., 2008). Acceptere og tolerere er også en del af at være anerkendende. Pædagogen skal kunne holde til den andens oplevelser, også når det ikke relaterer sig til pædagogen selv, og det ikke giver mening for pædagogen. Det betyder, at når man møder andre med accept og tolerance, skal man kunne adskille den andens indre fra sit eget. Hvor det for barnet kan være svært at acceptere sine indre tilstande, kan det, at blive mødt med accept, skabe mulighed for bedre selvaccept. Barnet får her muligheden for at se sig selv med pædagogens syn, og på sigt kan barnet føle accept og tolerance fra pædagogen. Pædagogen får en forståelse af barnets oplevelsesverden og accepterer den (Ibid., 2008). At bekræfte er den sidste af de fire ingredienser og er grundlæggende for at kunne lytte, at have forståelse og kunne acceptere og tolerere. I bekræftelsen er det barnets oplevelser, der gælder, og det er oplevelsen, samt barnets måde at sanse og føle på, der bekræftes. Ved at bekræfte skal pædagogen kunne have en forståelse for den andens oplevelsesverden. Det er den andens oplevelser, der gælder, og det er den andens subjektive måde at sanse, føle og fortolke på, der bekræftes (Ibid., 2008). Side 17 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Begrebsafklaring For at kunne benytte de udvalgte teorier i analysen, er det relevant at gøre rede for vores fortolkning af dem, således at det bliver tydeliggjort, hvilken teoretisk analyseramme vi går til vores cases med. Når det af lovgivningen fremgår, at det for pædagoger er lovligt at anvende magt på anbringelsesinstitutioner, bliver det nødvendigt at reflektere over, hvad magt er, og hvilke forskellige former for og holdninger til magt, der eksisterer. For at afklare hvilken forståelse vi har af magt, vil vi overveje Michel Foucaults og Max Webers fortolkninger heraf og endvidere reflektere over Rambøll undersøgelsen fra 2013 omhandlende pædagogers egen forståelse af magt. Af Magtanvendelsesbekendtgørelsen og Serviceloven fremgår det, at fastholdelse og det at føre et barn ind i et andet lokale er magt, men på baggrund af Foucaults og Webers teorier vurderer vi, at der er andre synspunkter på, hvad magt kunne være. F.eks. begrænser Foucault sin teori til pædagogens brug af magt, som værende en guidning af barnets adfærd, så det passer til de governmentale rammer. Foucault beskriver denne brug af magt som værende ansigtsløs og usynlig og betegner ikke pædagogen som værende direkte magtudøvende, da samfundets normer og rammer for barnets adfærd og udvikling er historisk betingede og dermed nærmest fremstår som en selvfølge i Foucaults teori. Max Weber beskriver magt som et ulighedsforhold, da han mener, magt er magt over nogen, når man sætter sin vilje igennem socialt trods andres modstand. Magten bliver ofte synlig og undertrykkende, og kan defineres som tvang eller manipulation. Dermed bygger Webers begreb tvang på en forståelse af magten som værende fysisk, hvorimod manipulationsformen bygger på en verbal magt. Han har dog tilføjet en tredje form for magt; autoritet til sin teori, som hviler på en vis form for lydighed. Ifølge Weber er pædagogen direkte magtudøvende, idet hun besidder en vis autoritet. Rambøll undersøgelsen viser, at pædagogerne på de adspurgte anbringelsessteder er uenige om, hvad magt er. For nogle af dem er det magt lige så snart, de berører barnet, og for andre er det først magt, når barnet strider imod. Derfor bliver det vigtigt at afklare, hvad vi anser som magt for at vurdere, hvorvidt pædagogerne i vores cases agerer hensigtsmæssigt og lovligt korrekt. Side 18 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Vi har på baggrund af bearbejdelsen af de ovenstående teorier og undersøgelsen begrænset vores egen forståelse af magt til to begreber: verbal magt og fysisk magt. Den verbale magt opstår, når pædagogen italesætter en direkte opfordring eller en manipulerende formulering til at opnå et vist mål efter pædagogens hensigt. I modsætning til en direkte opfordring vil magten ved manipulation ikke være synlig for barnet. Vores forståelse af manipulation er meget lig Webers. Manipulation ses efter vores mening, når pædagogen verbalt skjult påvirker barnets handlemåde ved at skjule de faktiske forhold for at manipulere barnet til at handle efter pædagogens ønske. Manipulation opstår ofte i situationer, hvor de kloge narrer de mindre kloge, der ikke er i stand til at gennemskue den reelle hensigt. Manipulation behøver ikke være ubehageligt for barnet, men kan opstå som et etisk dilemma for pædagogen, da manipulationen kan medføre dårlig samvittighed over at skjule intentionen. Den fysiske magt opstår, når pædagogen fysisk berører eller afskærmer barnet for at føre det i en bestemt retning, en bestemt position eller en bestemt handling. Den fysiske magt vil altid være synlig for barnet, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at barnet opfatter det som værende magt. I modsætning til Weber mener vi ikke, at den fysiske magt altid er tvang eller absolut er ubehagelig for den magtudøvende og barnet, da vi i modsætning til en adspurgt i Rambøll undersøgelsen ikke vurderer, at barnet nødvendigvis behøver agere modstridende før situationen kan betegnes som en magtanvendelse. Vi anser det som værende magt, ligeså snart pædagogen får barnet til at handle efter pædagogens ønske. Vi mener, at hvad enten magtbrugen er synlig for barnet eller ej, vil det stadig kunne gå ind under verbal eller fysisk magt. Ud fra de overvejelser vi har gjort os om Schwartzs fortolkning af den professionelle relation, er vi kommet frem til vores egen forståelse heraf. Vi ser relationsbegrebet som værende en vigtig del af at kunne skabe et bånd mellem barn og pædagog. Hermed mener vi, at både personrelationen samt kompetencerelationen er lige vigtige i det omfang, at man kan skelne, således at man ikke bliver for personlig med barnet, da det ifølge Schwartz er vigtigt, idet man ellers risikerer at blive for sårbar under en eventuel magtanvendelse. I stedet mener vi, at man skal bruge sin faglige viden til at kunne takle konkrete situationer med hvert enkelt barn og derved forebygge magtanvendelse. I forlængelse af vores refleksioner over Schwartzs fortolkning af den Side 19 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen professionelle relation har vi fundet det nødvendigt at overveje, hvad en relation er, og hvad den bygger på. Vi mener, at en relation er noget, der skal opbygges ud fra en kontakt, og at den bygger på anerkendelse og positive følelsesmæssige samspil. En relation adskiller sig efter vores mening fra det at have et samspil, når samspillet ikke er betydningsfuldt eller er direkte negativt, og når samspillet bruges som et forstadie til at opbygge en relation. Forinden samspillet skal der skabes en kontakt parterne imellem, som på baggrund af det positive samspil kan resulterer i en relation. En relation er som udgangspunkt positiv men kan påvirkes af negative følelsesmæssige samspil, hvilket dog ikke nødvendigvis afslutter relationen. På baggrund af den viden vi har indhentet fra Møllers didaktiske teori om anerkendelse i praksis, har vi udviklet vores egen forståelse heraf. Vi mener, at anerkendelse kan bruges i dialog, som et redskab til at forebygge magtanvendelse ved at anerkende barnets behov og frustrationer og møde barnet, hvor det er her og nu. For os handler anerkendelse om, at pædagogen skal kunne være lyttende og forstående over for barnet og vigtigheden i at have forståelse for barnets adfærd. Pædagogen skal kunne acceptere barnets indre frustration, uden at den påvirker pædagogen selv. Møller anser ikke anerkendelse som en metode eller noget, man kan lære, men vi mener, at den anerkendende tilgang til barnet gennem dialog godt kan anvendes som metode, ved at pædagogen agerer lyttende, forstående, accepterende og tolererende samt bekræftende. Relationer bygger på anerkendelse, men man kan også agere anerkendende i en kontakt eller et samspil med et barn, hvilket skal understrege, at en relation ikke er absolut nødvendig for at agere anerkendende overfor et barn. Analyse Vi har, som tidligere nævnt, i forbindelse med opgaveudarbejdelsen besøgt en døgninstitution fem gange på varierende tidspunkter af dagen. På disse besøg, foretaget efter vi har indhentet faglig teoretisk viden, har vi observeret pædagogernes interaktion med børnene med fokus på magt. Helt konkret om magtanvendelser finder sted og mere abstrakt, på hvilken måde magten er til stede. Her har vi, som tidligere nævnt, benyttet os af henholdsvis Foucaults og Webers forståelser af magt og lovgivningen omkring magtanvendelser. Vores observationer resulterede i to cases, som vi i nærværende afsnit vil analysere med udgangspunkt i vores teoretiske ramme. For at Side 20 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen besvare vores problemformulering i analysen vil vi diskutere, hvilken form for magt, der er tale om, om vi mener pædagogen håndterer situationen på en hensigtsmæssig måde, og hvordan pædagogen ved at være anerkendende i sin relation til barnet kunne have håndteret det anderledes med en større respekt for barnet, og på denne måde kunne have undgået en negativ udvikling af situationen. Den første case (Se Bilag 1) er en observation fra en spisesituation på institutionen, som foregår umiddelbart efter, vi er ankommet første dag. Børnene sidder og venter på at blive kaldt hen til spisebordet, hvilket sker, når de forholder sig i ro. To drenge begynder at stille os en masse spørgsmål i et højt og energisk toneleje. Pædagogen beder dem om at tie stille og tilføjer, at hvis de fortsætter, får de ikke noget at spise. Da drengene fortsætter med at stille os spørgsmål, udbryder pædagogen direkte henvendt til den ene: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.” Begge drenge bliver stille og bliver som de sidste kaldt til bordet. I et Foucault inspireret perspektiv, kan pædagogens sidste udtalelse forstås som et ønske om, at forme barnet efter de governmentale rammer, så drengens adfærd er acceptabel i det samfund, vi lever i. Idet pædagogen minder drengen om, at der er fremmede, der oplever hans adfærd og påpeger, at vi muligvis kan tænke negativt herom, kan det tolkes som en understregelse om, at det i vores kultur er uhøfligt at udspørge folk. I Foucaults perspektiv kan denne form for magt antydes som nødvendig, acceptabel og legitim i en institution, hvor det er pædagogernes ansvar at hjælpe barnet med at tilpasse sig samfundets normer og rammer. Pædagogens hentydning om, at vi udefrakommende formentlig vil anse hans adfærd som værende uacceptabel, er en måde hvorpå pædagogen med sin viden om samfundets normer, skjult kan forsøge at få drengen til at agere anderledes ved Foucaults magttænkning. Ser vi derimod på spisesituationen med udgangspunkt i Webers forståelse af magt, kan pædagogens reaktion forstås som en unødvendig magtudøvelse, idet hun gennem sin ageren kan tolkes manipulerende og nedladende i sin udtalelse. Pædagogen vil have drengene til at tie stille, og hun sætter sin vilje igennem trods drengenes usikkerhed og behov for at få information om vores tilstedeværelse. Autoriteten er i denne situation inden for den traditionelle autoritet, da det Side 21 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen er en tradition eller et ritual, at børnene er helt stille og efter tur kaldes hen på plads. Pædagogens autoritet kan med førnævnte udtalelse ifølge Weber ikke legitimeres som diskursiv, idet hun kan anses som manipulerende samt udøver en straf ved at give en advarsel. Udtalelsen kan ikke legitimeres som diskursivt, da manipulationen bliver tydelig og synlig som manipulation. Havde pædagogen lavet f.eks. en stilleleg, en konkurrence om, hvem der kunne være stille, indtil alle var kaldt på plads, eller bare spurgt stille om børnene kunne høre hinanden, ud af situationen, kunne hun måske med sin person og den karismatiske autoritet få børnene til at være stille på en diskursiv måde. Den direkte opfordring om at være stille erstattes med et meningsfyldt fælles projekt. Pædagogen vil udøve den samme form for magt; manipulation, men idet det er et fælles projekt, legitimeres magten uden at pædagogens autoritetsposition tydeliggøres. Ser vi tilbage på citatet om Webers definition af magtbegrebet, som indeholder en dobbelthed baseret på accept af magtanvendelsen eller magt som tvang, accepterer drengen til sidst pædagogens ønske om stilhed. Benytter vi vores egen forståelse af magt, som er uddybet i begrebsafklaringen, anser vi pædagogen som værende udøver af verbal magt. Dette mener vi både i den forstand, at pædagogen direkte italesætter sin opfordring om, at drengene skal tie stille. Men vi mener også, at pædagogen bruger den verbale magt i manipulerende forstand, idet hun først advarer drengene om, at de ikke får noget at spise, hvis ikke de tier stille med det formål at få dem til at forholde sig i ro og stoppe med at stille spørgsmål. Endvidere bærer pædagogens påpegning om, at der er nogen, der observerer, hvordan han agerer også præg af manipulation, da hun med denne udtalelse højst sandsynligt vil have ham til at opføre sig “ordentligt”. Manipulationen fremgår ved, at hun hentyder til, at vi tænker negativt om hans adfærd, men hendes skjulte intention mener vi, er, at få ham til at fremstå som et bedre eksempel for institutionen ved netop at forholde sig i ro, så han kan blive kaldt til spisebordet. Jf. Vejledning nr. 9 til Serviceloven har anbragte børn samme rettigheder til at blive mødt med respekt som alle andre børn. Denne rettighed medfører naturligvis, at hånende eller ydmygende adfærd fra pædagogens side ikke er tilladt (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4. pkt. 17). Det bliver derfor nødvendigt i denne case at vurdere, hvorvidt pædagogen er hånende i sin udtalelse over for drengen, og om hendes udtalelser er præget af disrespekt. Vi mener, at pædagogens manipulerende udtalelse til drengen bærer præg af en nedladende tone, da hun hentyder til, at vi Side 22 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen tænker negativt om ham, fordi han ikke opfører sig ordentligt og dermed, udpeger ham som “skurken”. Vi mener, at pædagogen i situationen viser mangel på respekt over for drengen, og at hun derfor burde have håndteret hans adfærd anderledes. Om pædagogen selv ville anse sin adfærd som værende hånende er uvist, og det er i bund og grund en vurderingssag, hvornår man er hånende eller ydmygende i den pædagogiske praksis, da der af Vejledning nr. 9 til Serviceloven ikke fremgår en uddybet beskrivelse heraf. Situationen i casen kan ikke defineres som en direkte magtanvendelse i forhold til lovgivningen, da den består af udøvelsen af verbal magt og en magtanvendelse bygger på en fysisk indgriben. I vores problemformulering spørger vi til, hvordan pædagogens anerkendende kompetencer gennem relationen kan forebygge magtanvendelser i arbejdet med socialt udsatte børn. I den forbindelse har Schwartzs fortolkning af den professionelle relation givet mening og bidraget med mulige svar. Med dette teoretiske blik mener vi, at pædagogen i denne case ikke besidder kompetencesiden af denne, men derimod kommer til at låse sig fast i den eventuelle personlige relation, hun har til drengene. Dermed bliver hun for sårbar i situationen og får muligvis en følelse af at blive afvist af børnene, idet de ikke lytter til hendes opfordring om at tie stille. Som det fremgår af casen, forsætter drengene med at stille spørgsmål, her udbryder pædagogen til en af drengene fra gruppen: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.” Som kompetencerelationen bygger på, skal pædagogen i denne situation kunne træde ud af konflikten ved at bruge sin faglige viden, sådan at hun på denne måde kan finde et nyt ståsted og derefter justere egne mentale forestillinger om barnet og om konkret at finde andre veje til at tilbyde en ny form for kontakt (Schwartz, 2001). Vi forestiller os ud fra vores observationer, at pædagogen på forhånd har en negativ personlig holdning til drengen, og vi vurderer, at denne påvirker hendes tilgang til ham og ikke rykker hende til et nyt ståsted. Vi mener, at hvis pædagogen kunne besidde lav sårbarhed ved at lade sine følelser og egne holdninger udeblive fra situationen og derimod bruge kompetencesiden af den professionelle relation, ville denne verbale magtbrug kunne forebygges, da den faglige viden ville kunne tage over for den mulige personlige holdning, som pædagogen har omkring drengen. Side 23 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Når vi i denne case skal tilføje teorien om anerkendelse og vores forståelse heraf, vil vi igen understrege, at det centrale ved anerkendelse er at være lyttende, forstående, accepterende og tolererende samt bekræftende, og at der i denne case med et Møller inspireret perspektiv ses tydelig mangel på dette fra pædagogens side. Da vi ankommer til institutionen, er drengene nysgerrige på, hvem vi er, og de stiller mange spørgsmål, som vi forsøger at besvare. Idet pædagogen skælder børnene ud, anerkender hun ikke deres forvirring omkring, hvem vi er, og hvorfor vi er der, i og med de ikke er informeret om, at vi skal komme og observere dem. I stedet for at skælde børnene ud kunne pædagogen, med Møllers anerkendelsesforståelse, have ageret anerkendende ved at forklare dem, hvorfor vi var der og dermed muligvis undgå deres forvirring. Pædagogen kunne her have valgt at indgå i dialog med børnene ved at bruge de fire anerkendelses ingredienser. Ved at informere børnene og indgå i dialog bruger hun sine anerkendende kompetencer ved at lytte og forstå deres behov for at vide, hvem vi er. I stedet reagerer pædagogen i situationen uforstående, undgår dialogen med drengene, skælder dem ud, og beder dem om at forholde sig i ro, så de kan komme hen til bordet. Havde pædagogen valgt at lytte til drengene og accepteret deres behov og deres forvirring ved at indgå i dialog, havde muligheden for at de følte, at de blev mødt med respekt været større og den ubehagelige situation kunne måske have været undgået. Idet pædagogen beder dem om at tie stille, kan hun med udgangspunkt i Møllers teori siges at have manglende tolerance, og vi kan høre hun sukker og fornemmer, at hun er irriteret på drengene. Pædagogen kunne ud fra Møllers teori have mødt børnene med den ydre forståelse, hvor pædagogen viser sin forståelse gennem genkendelighed omkring deres behov for at vide, hvem vi er, da de ikke er informeret herom. Den anden case (Se Bilag 2) er en observation fra vores sidste besøg i institutionen. En 8 årig dreng har i løbet af dagen råbt og snerret af de andre børn og pædagogerne, som adskillige gange har bedt ham falde ned. Drengen sidder i fællesrummet og spiller computerspil, hvor to piger kigger på. Drengens figur i spillet dør, pigerne fniser, og drengen kaster computermusen i pigernes retning. En pædagog bryder ind ved at tage fat i drengens arm, hæver stemmen og siger: “Nu er det simpelthen nok.” Drengen trækker hårdt armen til sig, hvilket resulterer i, at pædagogen lægger ham på gulvet med et knæ i ryggen på ham. Drengen råber og vrider sig, og pædagogen fortæller ham, at hun slipper ham lige så snart, han ligger stille. En Side 24 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen mandlig pædagog har hørt optrinnet og kommer og hjælper med at fastholde drengen på gulvet. Pædagogerne starter en samtale, alt imens de fortsat holder den råbende dreng fast. Pædagogen som tog fat i drengens arm siger: ”A ligger her på gulvet, fordi pigerne fniste af ham, så han kastede musen efter dem.” Den mandlige pædagog svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden her.” Idet drengen endnu ikke slapper af, italesætter pædagogerne overfor ham, at de bliver nødt til at føre ham på hans værelse, fordi der er andre børn tilstede i lokalet. Pædagogerne hjælpes ad med at føre drengen på værelset. Belyser vi casen med Foucaults magttænkning, vil det være centralt, at pædagogens handlinger bruges for at klargøre overfor barnet, at hans adfærd er uacceptabel. Igen kan man med Foucaults forståelse af magt antyde, at denne magthandling er nødvendig, eftersom den udadreagerende adfærd drengen udviser afviger fra vores samfundsrammer, normer og kultur. Bevæger vi os videre i casen til det punkt, hvor pædagogerne begynder at samtale henover hovedet på barnet, bliver det relevant at påpege Foucaults teori om, at menneskets identitet skabes ud fra, hvad andre siger om vedkommende. Da den mandlige pædagog siger: ”Det må han lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden”, italesætter han, at barnet generelt har en udadreagerende og uhensigtsmæssig adfærd, hvilket med Foucaults magttænkning netop kan gøre drengen til en udadreagerende person og altså gøre dette til en del af drengens identitet og selvopfattelse. Ser vi på casen ud fra Webers teori, kan vi komme til den vurdering, at pædagogen anvender magt i form af tvang, idet hun tager fat i drengens arm, hiver ham ned af stolen og holder ham fast på gulvet med et knæ i ryggen. Tvangen er ifølge Weber ubehagelig for både drengen og pædagogen, da det er synlig magt og opleves som tvang for begge parter. Pædagogens autoritet er i denne situation inden for den legal/bureaukratiske, da den bygger på love og regler, og pædagogen er underlagt lovgivningen og skal dermed handle på baggrund af denne. Derudover kan pædagogens autoritet i denne situation, med Webers magtforståelse, ikke betegnes som diskursiv, da hun hurtigt griber fat i drengens arm og hiver ham ned på gulvet med et knæ i ryggen. Her kan situationen ikke længere foregå sprogligt, og pædagogens autoritet kan med Webers perspektiv ikke længere legitimeres, idet hun anvender fysisk tvang. Side 25 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Benytter vi vores egen forståelse af magt, anser vi i denne situation pædagogen som udøver af fysisk magt, idet hun fysisk berører drengen for at føre ham i en bestemt position: hun tvinger ham ned på gulvet, hvorefter hun holder ham fast. Man kan også argumentere for, at hun dermed fører ham til en bestemt handling: netop at stoppe den udadreagerende adfærd mod pigerne. Magten er synlig for både pædagogen og drengen, og magtanvendelsen er tydelig for drengen, da den foregår mod hans vilje. Han trækker først sin arm til sig og senere under fastholdelsen, vrider han sig på gulvet. Det skal dog tydeliggøres, at drengen ikke nødvendigvis finder magtanvendelsen uacceptabel, da der er mulighed for, at han finder det betryggende, at der er en anden, der kontrollerer hans adfærd, når han måske ikke selv har mulighed for det. Derudover er det ikke sikkert, at han vil betegne hændelsen som en magtanvendelse. Vi mener, i overensstemmelse med Vejledningen til Serviceloven, at fysisk magtanvendelse er sidste udvej, og der skal prøves andre metoder forinden. Vi forestiller os derfor, at denne magtanvendelse kunne have været undgået, eftersom pædagogen ikke gør et forsøg på at trappe situationen ned gennem dialog forud for magtanvendelsen. Ud over den tydelige fysiske brug af magt, mener vi også, at pædagogerne i denne case gør brug af verbal magt. Den verbale magt opstår i denne case, da pædagogerne samtaler med hinanden om drengens adfærd henover hovedet på ham. Vi anser dette som en form for manipulation, idet de formodentlig har en skjult intention om at få ham til at falde til ro og stoppe den udadreagerende adfærd, i stedet for at give ham en direkte verbal opfordring herom. Ifølge magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2 er fysisk magt i form af fysisk fastholdelse af barnet eller den unge samt føring til et andet opholdsrum tilladt, hvis barnet udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller hvis barnet er selvskadende eller til fare for andre. Magtanvendelser skal dermed afpasses efter forholdene i hver enkelt situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige (Magtanvendelsesbekendtgørelsen, kap. 1, § 2, pkt. 2, stk. 2). Derfor bliver det i denne case ideelt at vurdere, hvorvidt pædagogen følger denne paragraf. Idet hun mener, at drengen er til fare for fællesskabet, når han kaster computermusen i pigernes retning og dermed sætter pigerne i fare, er der hjemmel for at fjerne ham fra det offentlige rum. Men samtidig understreges det i Vejledning nr. 9 til Serviceloven, at børn og unge i døgninstitutioner skal mødes med forståelse for baggrunden for deres adfærd; behov, reaktionsmønstre og vilkår (Vejledning nr. 9 til Serviceloven, kap. 4, pkt. 19). Vi mener ikke, Side 26 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen pædagogen møder drengen med forståelse og ser hans behov, idet drengen har udvist en adfærd den pågældende dag, som viser, han har det svært, hvilket pædagogen hverken tidligere på dagen eller i casen har ageret hensigtsmæssigt på. Med dette henviser vi til Vejledning nr. 9 til Serviceloven, hvori det som tidligere nævnt fremgår, at andre handlemuligheder/metoder skal afprøves som alternativ til magtanvendelse, og at man derefter kan vurdere om en magtanvendelse er nødvendig. Vi mener ikke, at pædagogen i casen har gjort et forsøg på at undgå magtanvendelsen med alternative metoder, og vi anser hendes håndtering af drengen som værende krænkende, hvilket også er i strid med Vejledningen til Serviceloven kap. 4, pkt. 22. Derudover kan vi også i denne case henvise til anbragte børns ret til tryghed og respekt, som medfører at hånende eller, som i dette tilfælde, ydmygende adfærd fra pædagogens side ikke er tilladt. Vi mener, at pædagogen ydmyger drengen ved for det første at lægge ham ned uden yderligere varsel, og derudover finder vi det ydmygende for drengen, at han bliver lagt til offentligt skue, så at sige, idet han bliver betragtet af både de to piger og endvidere også af fire fremmede voksne. At blive lagt ned og fastholdt forestiller vi os må være ekstremt grænseoverskridende, og når der derudover er andre mennesker, der observerer dette, vil vi dermed betegne det som værende direkte ydmygende. I denne case er der tale om en reel magtanvendelse, idet situationen bygger på en fysisk fastholdelse af barnet. Vi er klar over, at denne situation er taget ud af en sammenhæng, og at tidligere samspil og oplevelser med drengen også er på spil i situationen. Man kan også reflektere over, hvorvidt pædagogen handler på baggrund af sin forskrækkelse over, at drengen voldsomt og energisk trækker sin arm til sig, men uanset baggrunden for hendes magtanvendelse i denne situation, mener vi ikke, at den er hensigtsmæssig. I lovgivningen om magtanvendelsesbekendtgørelsen fremgår det, at børn og unge i døgninstitutioner og på opholdssteder sommetider kan agere voldsomt med aggressioner og følelsesudbrud, hvilket gør det betydningsfuldt, at de mødes med forståelse for baggrunden for deres adfærd. Udover det skal den pædagogiske indsats i form af magtanvendelse praktiseres af voksne, som barnet er tryg ved og har tillid til, og som har en forståelse for og kendskab til barnets reaktionsmønstre, behov og vilkår. Det bliver derfor vigtigt, at drengen i casen har en relation til pædagogen, som laver en magtanvendelse på ham, da vi mener, at relationen spiller en Side 27 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen altafgørende rolle for, at man som pædagog skal kunne have en forståelse for og kendskab til barnets reaktionsmønstre. Hvis vi betragter casen ud fra Schwartzs fortolkning af den professionelle relation, vil vi her vurdere, at pædagogen ikke bruger begge sider af dette, og pædagogen dermed har mangler i personrelationen samt kompetencerelationen. Som Schwartz beskriver, kan anbragte børn have mange negative oplevelser af at føle sig forkerte og ikke gode nok, det er derfor helt grundlæggende, at man som pædagog skal prøve at skabe denne personlige relation på en anerkendende måde, hvorpå den voksne viser barnet, at man ser det, og respekterer det, som det er. Hvis vi først tager udgangspunkt i dette, kan vi se, at idet pædagogen med det samme tager fat i drengens arm og lægger ham ned på gulvet, tolker vi, at hun ikke har en tæt relation til drengen. En tæt relation ville give en mulighed for at kunne aflæse hans adfærd og indgå i dialog med ham, inden hun fastholder ham på gulvet. Med en relation til drengen ville hun muligvis kunne have trappet situationen ned ved f.eks. at yde sin personlige omsorg til ham på en anerkendende måde. Her mener vi, at denne magtanvendelse muligvis kunnet have været undgået, hvis pædagogen havde nedtrappet konflikten gennem dialog, samt eventuelt inddraget de fnisende piger, som var udløsere til adfærden, i dialogen. Hvis vi tager afsæt i pædagogernes samtale med hinanden, som foregår henover hovedet på drengen, kan vi ud fra Schwartz teori vurdere, at der ikke bruges nogen form for personlig omsorg, da pædagogerne på intet tidspunkt bekræfter drengen i, at de har forståelse for, at han har det svært og derfor har brug for hjælp. I stedet siger den første pædagog: ”A ligger her på gulvet, fordi pigerne fniste af ham, så han kastede musen efter dem.” Den anden pædagog som er trådt til svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden her.” Drengen bliver i denne situation ikke mødt gennem en respektfuld kontakt, som ifølge Schwartz er det første skridt mod en relation. Idet pædagogen i denne case ikke møder drengen med respekt og ikke prøver at løse denne konflikt uden magtbrug, vurderer vi, at pædagogen har mangler på kompetencesiden, da denne bygger på faglig viden og erfaring, hvilket gør det muligt for pædagogen at fastholde forståelse af sin opgave uden at blive for sårbar og derimod handle ud fra sine faglige kompetencer. På denne måde er pædagogen ikke kun henvist til at bruge sin personlighed men også at anvende sin faglige viden til at få overblik over den pædagogiske opgave i forhold til det konkrete barn. Side 28 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Drengen i denne case har haft en aggressiv og følelsesladet adfærd gennem vores observationsdag, og pædagogerne har flere gange bedt ham om at slappe af. På intet tidspunkt har vi oplevet at pædagogen møder drengen på en anerkendende måde ved at være lyttende og forstående for hans adfærd og frustrationer eller starte en dialog med ham. Ifølge Magtanvendelsesbekendtgørelsen skal pædagogerne møde brugerne med forståelse for deres frustrationer, hvilket understreger vigtigheden i den anerkendende tilgang til drengens tydelige frustrationer. Pædagogen burde, med vores fortolkning af anerkendelse, allerede have mødt drengen ved de første tegn på hans frustration tidligere på dagen ved at indgå i dialog med ham og få en forståelse for, hvorfor han reagerer, som han gør. Når pædagogen skal indgå i en dialog med drengen på anerkendende vis, kræver det, at hun er lyttende og nærværende, og derved viser ham respekt. Når drengen får en oplevelse af, at pædagogen lytter til ham, vil det forhåbentlig give ham en følelse af at blive hørt og forstået, når han hører og muligvis mærker sine egne ord og følelser. Dette kræver, at pædagogen under dialogen kun er lyttende og ikke kommer med sine egne ytringer og holdninger. Når drengen fortæller, skal pædagogen kunne give rum til hans meninger. Formålet er, at drengen skal føle sig anerkendt, og muligheden for dette øges når pædagogen viser sin forståelse for, hvorfor han har udvist den givne adfærd. I dialogen med drengen kunne pædagogen ifølge Møller have mødt drengen med en indre forståelse ved f.eks. at sige, ”Jeg ved godt, det er en dum dag, fordi..”. Med den indre forståelse kan pædagogen netop dele følelser og oplevelser med drengen og vise sin empati over for drengen, og her har pædagogen mulighed for at forstå drengens følelser og mærke hans frustrationer i situationen. Hvis pædagogen skal kunne få en indre forståelse for drengens følelser, kræver det, at hun kan finde dem frem i sig selv, og hun skal kunne tolerere drengens frustrationer og følelser. Når pædagogen vælger at indgå i dialog med ham, skal hun også kunne takle, det drengen udtrykker, hvilket vil sige, at pædagogen skal kunne acceptere og tolerere barnets oplevelser, også selvom hun ikke kan relatere hertil, og det ikke giver mening for pædagogen selv. Da drengen har været aggressiv, kan det være svært for ham at acceptere sine egne indre tilstande, og ved pædagogen møder drengen med accept, kan det for drengen skabe mulighed for bedre at acceptere sig selv. Ved at blive mødt med accept og tolerance vil drengen få mulighed for at se sig selv med pædagogens syn. Havde pædagogen fra starten af, hvor drengen udviste aggressiv og følelsesmæssig adfærd indgået i dialog og ageret anerkendende ved at benytte de fire Side 29 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen ingredienser, kunne drengen muligvis have fortalt om sine følelser samt fået hjælp til at håndtere dem på en hensigtsmæssig måde i stedet for at blive udadreagerende. Hvis pædagogen havde indgået i dialog og talt med drengen, havde han haft mulighed for at kunne håndtere pigernes hånende fnisen anderledes. Ifølge Magtanvendelsesbekendtgørelsen skal pædagogen arbejde med pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse, hvor det herunder fremgår, at anerkendelse kunne være en mulig forebyggende metode. Diskussion Er Serviceloven uddybet nok, eller er det en vurderingssag fra pædagog til pædagog, hvornår der er tale om magtanvendelse? I serviceloven beskrives der, at magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige. Men hvornår er det absolut nødvendigt? Vi anser denne vurdering om nødvendigheden, som værende afhængig af pædagogen, der skal afgøre det, hvilket vi mener, er problematisk, eftersom alle individer har subjektive holdninger og forståelser og dermed ikke tolker situationer ens. Pædagoger har som individer forskellige etiske forståelser for brugen af magtanvendelser, hvilket især fremgår tydeligt af Rambølls undersøgelse om, hvad magt er, hvor nogle mener, at fysisk berøring er magt og andre mener at det først er magt, når barnet strider imod. Så hvordan vurderer magtudøveren om magtanvendelsen er etisk og lovgivningsmæssigt korrekt? Er magtanvendelsesbekendtgørelsen mangelfuld i forhold til, at det er op til den enkelte pædagog at vurdere, hvornår man må lave en magtanvendelse? Efter vores mening er magtanvendelsesbekendtgørelsen og Serviceloven afgjort mangelfuld, da det tydeligvis er op til hver enkelt pædagog at afgøre, hvornår det i virkeligheden er legalt og acceptabelt at anvende magt. Eftersom en magtanvendelse er en vurderingssag, kan vi så gå ud fra, at det ikke er alle faktiske magtanvendelser, der bliver indberettet, og at indberetningstallet fra 2014 reelt kunne være højere? De pædagoger som ikke selv anser en faktisk magtanvendelse som værende magt, indberetter de det? I så fald er dilemmaet om det høje indberetningstal mere problematisk end som så, og vi mener derfor, der i regeringen bør afgøres, om lovgivningen om magtanvendelser er beskrevet grundigt nok. Side 30 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Fjerner Foucault alt subjektivitet fra individet? I arbejdet med Foucaults teori må man forholde sig kritisk til hans idé om at kunne tilpasse og forme alle individer efter samfundets normer, da det pædagogiske arbejde kan være præget af faktorer som social arv, diagnoser, påvirkning af individet fra det miljø, det omgås i og en afvigende forståelse af normer, etik og morale. Man skal trods alt være bevidst om, at ethvert individ har subjektive holdninger og forståelser præget af deres habitus, som ikke nødvendigvis stemmer overens med samfundets normer. Derfor skal man være bevidst om, at Foucault kan have en tendens til at se bort fra subjektive holdninger og forståelser hos individet. Med Foucaults forståelse af magt kan det være svært at modsige ham om magtens nødvendighed i institutionen, da hans magttænkning bygger på pædagogernes medansvar i at hjælpe børnene med at udvikle sig i den rigtige retning, så de kan blive en del af det samfund, de lever i. Har man derimod samme forståelse af magt, som vi har beskrevet i vores begrebsafklaring som verbal magt og fysisk magt, mener vi uden tvivl, at anvendelsen af disse bør minimeres mest muligt. Man bør i stedet ty til forebyggende metoder såsom anerkendelse i dialog og med denne udvikle den professionelle relation til barnet og med respekt gøre det klart for dem, at en udadreagerende adfærd er uacceptabel. Behøver magt at være negativt? Frederiksen hævder, at den pædagogiske profession udelukkende eksisterer for at kunne tage vare på barnet i kraft af pædagogernes større viden og erfaring. Pædagoger er som nævnt i emneafgrænsningen autoriserede til at udøve en vis kontrol med børnene, og det, som legitimerer kontrollen, er deres større viden. Som i arbejdet med Foucaults teori vil vi ligeledes med Webers teori og Frederiksens påstand forholde os kritiske til ideen om den pædagogiske autoritet. Den legal/bureaukratiske autoritet bygger på fastsatte love, bl.a. Serviceloven, som efter vores mening ikke er uddybet nok, kan denne så eksistere som en legitim autoritet, idet pædagoger selv afgør, om magtanvendelsen er lovgivningsmæssigt korrekt? Den karismatiske autoritet afhænger meget af pædagogens personlighed og relationen til barnet. Vil barnet med en tæt relation til pædagogen mon acceptere mere magt, end hvis det ingen relation til pædagogen har? Ligeledes kan vi stille os kritiske overfor den traditionelle autoritet, idet den bygger på ritualer og traditioner, altså sådan som Side 31 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen institutionens pædagoger “altid” har gjort, kan og bør disse i nogle tilfælde ikke brydes? F.eks. kan det diskuteres i den første case, hvor det bliver problematisk at vedligeholde traditionen, om børnene skal være stille, inden de må sætte sig til bords, om ikke traditionen i dette tilfælde bør brydes for at tage højde for børnenes behov. Med Webers magtforståelse er magt som udgangspunkt negativt på baggrund af de etiske præmisser, som fremgår, idet man sætter sin vilje igennem trods den andens modstand. Men eftersom pædagogerne gennem deres profession har faglig og teoretisk viden og erfaring, kan man reflektere over, om det i alle tilfælde, hvor man sætter sin vilje igennem, er negativ magt. Derudover er det ideelt at vurdere, om f.eks. tandbørstning på et modstridende barn er negativ magt eller nødvendig omsorgsudøvelse, idet pædagogerne har en større viden. Igen må vi henvise til pædagogers forskellige opfattelser og subjektive holdninger, som bidrager til en negativ eller positiv forståelse af udøvelsen af magten. Konklusion Som vi tidligere har nævnt, fremgår det af rapporten fra Rambøll, at kommunale tilsynsførende udtaler, at magtindberetningerne de modtager, ofte omhandler de samme børn, som de før har modtaget indberetninger omkring. Derfor finder vi det besynderligt, at man på anbringelsesinstitutionerne hvor dette er tilfældet ikke har ændret tilgang til håndteringen af de pågældende børn, eftersom de benyttede metoder eller manglen på disse tydeligvis ikke har den forebyggende effekt på barnets udadreagerende adfærd, som man ellers kunne ønske. Vi kan dermed konkludere, at der er behov for at tage nye metoder i brug, som gør det muligt at mindske brugen af magtanvendelser. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke mener, at magtanvendelser er fuldstændig uundgåelige. Vi mener, at en metode som anerkendelse gennem dialog er et godt redskab til at forsøge at nedtrappe og forebygge en situation, og at man inden udførelsen af en magtanvendelse altid bør forsøge med andre metoder, herunder den anerkendende tilgang til barnet, som vi for øvrigt mener, bør være en del af det daglige samspil med de anbragte børn. Hermed ikke sagt at anerkendelse er den endegyldige løsning på dilemmaet med det høje indberetningstal af magtanvendelser i 2014 men en mulig metode til at undgå magtanvendelser med respekt for børnene. Eftersom alle individer er forskellige, kan man ikke gå ud fra, at anerkendelse gennem dialog virker på alle børn, eller at det i øvrigt er alle pædagoger, som er Side 32 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen kompetente nok til at anvende metoden, så den virker efter hensigten. De pædagogiske metoder skal kunne arbejde med, at barnet undgår aggressioner, som ender med at gøre skade på sig selv eller andre. Her er anerkendelse en god pædagogisk arbejdsmetode, da anerkendelse består i, at pædagogen skal kunne være lyttende samt nærværende overfor barnet. Den anerkendende tilgang fremmer det positive samspil og gør det muligt for pædagogen at skabe en relation til barnet, hvorigennem pædagogen kan hjælpe barnet til at håndtere dets følelser og frustrationer på en hensigtsmæssig måde. For at dette skal lykkes, kræver det, at disse to dobbeltheder; personrelation og kompetencerelation fungerer optimalt. Pædagogen bør derfor være kompetent indenfor begge områder, når der skal dannes et samspil med barnet, som danner rammer for en relation, hvorigennem pædagogen kan støtte barnets håndtering af dets frustrationer, således at disse ikke ender i udadreagerende adfærd og dermed en magtanvendelse. Med de mange fortolkninger af magt som afhænger af hver enkeltes holdninger og forståelser, kan vi yderligere konkludere, at det er problematisk, at Serviceloven ikke er mere uddybet, end den er. Vi anser størstedelen af Servicelovens lovgivning omkring magt som værende en vurderingssag fra pædagog til pædagog, hvorvidt deres handling kan betragtes som værende en magtanvendelse eller blot en del af den daglige pædagogiske praksis. Perspektivering På baggrund af udarbejdelsen af denne opgave kunne det i forbindelse med den professionelle relation være interessant at overveje pædagogens rolle og herunder den faglige teori omhandlende pædagogens private, personlige og professionelle karakter. Det kunne være interessant at undersøge pædagogens ageren i praksis i forhold til de tre p’er. I arbejdet med børn og unge med sociale problemer har vi alle i gruppen oplevet at blive udfordret på det private, personlige og det professionelle især i de situationer, hvor barnet eller den unge er udadreagerende. Når man som pædagog indgår i den pædagogiske praksis, er det væsentligt, at man er bevidst om, hvordan man forholder sig både som privat, personlig og professionel, og det er vigtigt, man kan skelne mellem det, særligt i de situationer hvor man som pædagog kan blive udfordret, så man ikke bliver sårbar og blottet. Det kunne endvidere være relevant at inddrage brugerperspektivet og dermed undersøge, hvad børnene selv tænker om magtanvendelser i praksis – om de ser dem som acceptable, eller om de Side 33 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen mener, det er krænkende. Dette gælder både for de børn, der selv bliver udøvet magtanvendelser på, og de børn som overværer magtanvendelser på deres kammerater. Side 34 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Litteraturliste Bøger Borch, Christian & Larsen, Lars T. (red.)(2003): Perspektiv, magtog styring – Luhmann & Foucault til diskussion. Hans Reitzels Forlag, København. Frederiksen, Jan T. (2007): Myndiggørelse og kontrol, magt eller mulighed. I: Andersen, Peter Ø. & Ellegaard, Tomas (red.): Klassisk og moderne pædagogisk teori. 1. udgave, 3. oplag.Hans Reitzels Forlag, København. Jensen, Anja K. & Meyer, Vivi T. (red.)(2011): Pædagogens bog om individ, institution og samfund. 1. udgave, 1. oplag.Akademisk Forlag, København. Møller, Lis (2008): Anerkendelse i praksis – om udviklingsstøttende relationer. 1. udgave, 1. oplag. Akademisk Forlag, København. Olesen, Carsten F. (2012): Magt og anerkendelse. I: Schou, Carsten & Pedersen, Carsten (red.): Samfundet i pædagogisk arbejde – Et sociologisk perspektiv.2. udgave, 7. oplag. Akademisk Forlag, København. Schwartz, Ida (2001): Socialpædagogik og anbragte børn. 1. udgave, 1. oplag. Nordisk Forlag, København. Internet Danmarks Radio (2015) Socialminister: 4000 magtanvendelser er ikke nødvendigvis for mangeaf Møller, Sune L. & Skaaning, Jakob. Hentet den 28. april 2015 på:http://www.dr.dk/nyheder/indland/2015/02/07/152321.htm Side 35 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Den Store Danske (2014) Magt af Redaktionen. Hentet den 7. maj 2015 på: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A 5r/magt Rambøll rapport (2013) Konsulentbistand i relation til magtanvendelsesudvalget – Afrapportering af Rambøll. Hentet den 27. april 2015 på: file:///C:/Users/Maria/Downloads/Rapport%20til%20Magtanvendelsesudvalget%20(6).pdf Side 36 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Bilag 1 Observation i døgninstitution Vi ankommer til døgninstitutionen den første dag, deler os op i to hold med to personer i hver. Vi har hjemmefra aftalt med pædagogerne i institutionen, at de skal forberede børnene på, at vi kommer. Det ene hold observerer en spisesituation i en afdeling på institutionen, hvor børnene ikke er informeret om, at vi kommer. Vi kommer ind i lokalet og præsenterer vores navne, men vi giver ikke nogen yderligere informationer. Pædagogen beder os sætte os med lidt afstand fra bordet, hvor vi kan sidde og observere og skrive noter. Børnene bliver på skift kaldt hen til spisebordet afhængig af, hvem der først kan forholde sig i ro. To drenge spørger i munden på hinanden, hvem vi er, hvor gamle vi er, hvorfor vi er her, og om vi også skal bo her. Vi besvarer spørgsmålene indtil pædagogen på afdelingen bryder ind og siger: “I er udmærket klar over, at i skal tie stille, så i kan blive kaldt hen på jeres pladser. Ellers får i ikke noget at spise.” Drengene fortsætter med at stille os spørgsmål. Pædagogen sukker og henvender sig til den ene dreng og udbryder: “Nu stopper du C, vi har talt om det her før. Nu er her nogen og kigge på dig, så tænk lige over, hvordan du opfører dig. Hvad vil de ikke tænke om dig? (...) Nu bliver jeg nødt til at give dig en advarsel.” Hvad menes der med en advarsel? Drengenes adfærd ophører, de sætter sig ved siden af hinanden og bliver til sidst kaldt hen til bordet. Side 37 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Bilag 2 Observation i døgninstitution Det er vores sidste observationsdag i døgninstitutionen, og vi observerer torsdag eftermiddag. En dreng på 8 år har i flere situationer under vores observation råbt og snerret af de andre børn og pædagogerne, som gentagende gange har bedt ham stoppe og slappe af. Drengen sidder i fællesrummet og spiller computer, mens to yngre piger kigger på. Drengens figur i spillet dør, og pigerne fniser. Drengen reagerer på deres fnisen, bliver udadreagerende og kaster computermusen i pigernes retning. Pædagogen, som er i lokalet, og har set optrinnet går over til drengen og tager fat i hans arm, og siger i højt toneleje: ”Nu er det simpelthen nok.” Drengen tager armen til sig, pædagogen gisper, hiver ham ned af stolen og holder ham fast på gulvet med et knæ i ryggen. Drengen råber diverse skældsord til pædagogen. Drengen ligger fortsat uroligt på gulvet, hvorefter pædagogen forklarer ham, at hun først giver slip, når han slapper af. En anden pædagog har hørt optrinnet, kommer ind i rummet og hjælper med at holde drengen fast. Pædagogerne begynder herefter at samtale med hinanden, mens de endnu holder drengen fast. Den første pædagog siger henvendt til den anden: ”A ligger her på gulvet, fordi pigerne fniste af ham, så han kastede musen efter dem.” Den anden pædagog svarer: ”Nå, det må han lære at ignorere, så vi ikke ender i denne situation hele tiden. A ved jo godt, at vi ikke kaster med tingene efter hinanden her.” Drengen ligger stadig og vrider sig, og pædagogerne italesætter overfor ham, at de bliver nødt til at føre ham på hans værelse, fordi der er andre børn tilstede i lokalet. Drengen bliver ført på værelset. Side 38 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Bilag 3 Undersøgelse fra Rambøll, november 2013 Side 39 af 40 Carina K. Hansen, Julie Brask Maria S. Saabye & Trine Schøn Bachelorprojekt 11J 12. juni 2015 Lena Jannsen Bilag 4 Undersøgelse fra Rambøll, november 2013 Side 40 af 40
