Nu er dette kapitel primært reserveret til spindesidens politikere, der

KALD DET KÆRLIGHED
Først ved årtusindskiftet blev jeg politisk aktiv. Det var slet ikke meningen, men
ifølge Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget var de pædagogisk bemandede
legepladser i København igen truet med nedskæringer, så udsigten til
dyremishandling og en tilværelse som arbejdsløs pædagog gjorde mig desperat.
Beboerne omkring Urbanplanen indsamlede 1600 underskrifter, som efter
forudgående annoncering skulle afleveres til borgmesteren. Med lokalavisens og
fagbladets journalister som interessante følgesvende skulle jeg krydse klinger med en
velforberedt borgmester, som allerede havde kapituleret inden jeg fik sagt et ord.
Forvaltningens incitament med at begrænse personalets ressourcer og minimere
dyrenes røgt og pleje ville få katastrofale politiske konsekvenser. Dyrenes
Beskyttelse raslede med sablen og krævede de firbenede skikkelser fjernet, hvis
forvaltningen effektuerede deres tåbelige forslag. Den trussel fik samtlige
medlemmer i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til at strække våben.
Som inkarneret idrætsleder gennem mere end 30 år vidste jeg, at medlemskab af en
hvilken som helst forening kræver solidaritet, sammenhold og kammeratskab, hvor
egocentrerede svinkeærinder ikke er populære. Fra tiden på Seminariet for
Fritidspædagoger havde jeg fået indoktrineret de tre politiske retninger, men havde
ikke tidligere tænkt over begreberne liberalisme, humanisme og socialisme. Når
vejen gennem det politiske univers endelig havde åbnet sig, skulle min interesse for
kulturpolitik være hovedingrediensen. Fra pålidelig kilde vidste jeg, at
Socialdemokraterne havde et kulturelt forum, hvor man udelukkende diskuterede den
form for politik, så det blev min naturlige stadeplads.
Jeg husker tydeligt den første debataften på rådhuset, hvor jeg traskede rundt som en
kolos på lerfødder og ikke vidste en skid om den politiske strategi. De fremmødte var
ledende repræsentanter fra kulturhuse, idrætsforeninger, teatre, biblioteker og
kunstforeninger, som alle var tiltrukket af at skulle stikke snablen dybt i kommunens
pengetank og dræne den før alle andre. De intentioner havde jeg slet ikke. Jeg var
mere optaget af at forbedre forholdene for de universale kunstnere, der havde det
svært i hverdagen. Mine medkombattanter lignede et spørgsmålstegn, når jeg fortalte,
at digitaliseringen reducerede komponister indtjeningsmuligheder, utroligt mange
kendte skuespillere er på understøttelse og idrætsforeninger udarbejder kreativ
bogføring for at oprette eksistensen. At den nytilkomne kulturnørd havde sin bedste
samarbejdspartner i den konservative Helle Sjelle var et ambivalent venskab, som
panelet havde svært ved at sluge.
Efter en barsk velkomst kom jeg ved folketingsvalget i februar 2005 for alvor i
rampelyset. Da var hovedstaden delt i tre valgkredse, så jeg skulle propagandere for
2
en folketingskandidat på indre Østerbro. Første stævnemøde var en lørdag formiddag
i et butikscenter ved Lyngbyvej, hvor en storsmilende Helle Thorning-Schmidt tog
imod med åbne arme. Den stilfulde blondine behøvede nu ikke løbe så stærkt for at
fange mig, men hendes nye bekendt var strategisk godt placeret, for min bopæl i
nordvestkvarteret dækkede et domicil, hvor den medietækkende folketingskandidat
sjældent var på valgturne.
To dage før folketingsvalget havde jeg 25 års jubilæum som ansat i Københavns
kommune. På min arbejdsplads fremmødte en anden socialdemokratisk
folketingskandidat, som var opstillet i en anden storkreds. Som tidligere beboer i
Urbanplanen havde Christine Antorini ofte parkeret sine børn på Bondegården, men
hun chokerede forsamlingen med en brandvarm tale og hele tre gaver. Den største
pakke indeholdt 800 brochurer med damens kontrafej, som jeg fik besked på at
uddele i bebyggelsen dagen efter. Så var der mere substans over den mellemste
pakke, som var en mærkelig bog med titlen EPOSTLER, skrevet af 14 kendte
forfattere. Det litterære indhold er for lidt mere begavede mennesker end jeg, men
værket har en affektionsværdi, fordi Christine Antorini, Mette Frederiksen, Helle
Thorning-Schmidt, Marianne Jelved og Margrethe Vestager har signeret. Den
mindste pakke var et adgangsbevis til Copenhagen Jazz House, hvor
Socialdemokraterne skulle holde valgaften.
Trods det skuffende valgresultat var stemningen på det københavnske
forlystelsesetablissement helt i top. Mogens Lykketoft proklamerede sit afgang som
partiformand og fik velfortjent applaus. Dagens største bifald skyllede dog ned over
en velkendt veteran, der eskorteret af 20 pressefolk satte sig diskret i det fjerne
hjørne. Det var partiets mest rendyrkede arbejdsmand Anker Jørgensen, som skabte al
den virak. Min mor havde som afskedsgave efter mange års tjeneste i SID modtaget
den tidligere statsministers erindringer FRA MINE DAGBØGER, som inkluderede
BØLGEGANG, I SMULT VANDE og BRÆNDINGEN. Disse værdifulde bøger
skulle naturligvis have hans signatur. Det blev dog et hurtigt exit, for horden af
partisoldater trippede i baggrunden.
Normalt forbinder man en valgaften med at klistre sig til fjernsynsskærmen og følge
de indkomne resultater med begejstring eller skuffelse. Nu havde Mogens Lykketoft
med sin udmelding om at abdicere skabt en helt anden dagsorden, hvor alliancerne
fra de gamle fløjkrige tonede frem fra horisonten. De implicerede bejlere til
formandsposten samt deres rygklappere prøvede at isolere sig fra den nærgående
presse, der konstant stillede irriterende spørgsmål. Den begivenhedsrige aften sluttede
på smukkeste vis med en varm omfavnelse fra Helle Thorning-Schmidt. Jeg havde
kigget i krystalkuglen og observeret, at det ikke varer længe, før vi igen skal på
barrikaderne og vinde formandsvalget.
3
Den første officielle tvekamp mellem kandidaterne Frank Jensen og Helle ThorningSchmidt blev en nådesløs fight, som havde reminiscenser til et amerikansk
præsidentvalg. 400 stemmeberettigede partimedlemmer fremmødte i det ovale
fagforeningshus, hvor jeg var i god tid og satte mig på første parket. På højre side var
en delegation fra Amagerbrokredsen; som ensidigt støttede Frank Jensen; mens en af
de slagne kandidater Mette Reissmann satte sig på min venstre side. Badet i
spotlightens skær entrede Frank Jensen først arenaen med direkte kurs mod
Amagerbrokredsen, hvor en sværm af fotografer klikkede løs. Så kom Helle
Thorning-Schmidt med blikket stift rettet mod første række. Jeg var åbenbart den
mest trofaste af hendes allierede, for hun stoppede op lige foran mig og rakte hånden
frem, mens blitzene knitrede for mit åsyn. Pludselig var jeg sat i bås som en tro
væbner, men det havde jeg slet ingen ambitioner om.
En af Helle Thorning-Schmidts første politiske gerninger efter formandsvalget var
nedsættelse af en kulturpolitisk tænketank bestående af frivillige partimedlemmer og
branchefolk fra kulturelle instanser. Kulturordfører Mogens Jensen introducerede de
200 fremmødte, men for ikke at virke dominerende satte jeg mig i baggrunden helt
uden for politisk rækkevidde. Det var nu ikke så ringe endda, for ved bordet kunne
jeg genkende forfatteren Hanne Vibeke Holst, skuespilleren Nastja Arcel og sangeren
Lecia Jønsson. Endelig var jeg kommet i det rette element, så udarbejdelsen af
kulturmanifestet og samarbejdet med de professionelle kulturbærere blev reelt
indfaldsvinklen til dette litterære værk.
Det blev en turbulent periode, hvor jeg ofte farede til vælgermøder. Jeg var fanget i
en spiral og søgte hele tiden nye politiske bekendtskaber og nye udfordringer. Særligt
husker jeg et velbesøgt arrangement på Rysensteensgade, hvor jeg optrådte som en
levende reklamesøjle, da jeg var iført min grønne trøje fra Hestens Værn. Selve den
politiske debat gik lidt op i hat og briller, fordi Venstres løsgående missil Jens Rohde
opførte sig lidt provokerende, men han væltede alle keglerne med sine humoristiske
anekdoter. På hjemturen slentrede jeg langs H.C. Andersens Boulevard imod
Rådhuspladsen, hvor jeg i behageligt selskab var ledsaget af Charlotte Dyremose.
Den konservative politiker, som er en af landets bedste westernryttere, havde
naturligvis bemærket min uniform, men det helt tilfældige sammentræf blev
opskriften på, hvordan jeg lettest får kontakt med en hestetosset personlighed.
Derfor var det naturligt at iklæde sig pågældende kostume, da jeg på bogmessen 2006
skulle møde prinsesse Nathalie. Det var ganske få, som investerede i MIT LIV MED
HESTE, der handlede om hendes karriere og hesteopdræt på Berleburg. Det finurlige
trick virkede få timer senere på endnu en prinsesse, da den norske jente Märtha
Louise signerede HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ. Da jeg var
på vej mod udgangen, fuldendte jeg mit gyldne hattrick. En af aktørerne fra
Stripperkongens piger lokkede mig til at købe DEN NØGNE SANDHED. Hvem
4
fanden kunne også vide, at Kira Eggers var en habil rytter, der dyrkede ridning flere
gange om ugen. Vores efterfølgende samtale drejede sig udelukkende om
dyrevelfærd, for her var jeg på hjemmebane. Bogens indhold interesserede mig
minimalt. Det var en souvenir, som de første år udelukkende fungerede som
støvsamler.
En dag fik jeg pludselig abstinenser og transporterede tunge møbler på en trækvogn
fra arbejdspladsen i Urbanplanen til hjemmet på Bispebjerg. Det var en strækning på
16 kilometer, for trækvognen skulle retur. Ved Storkespringvandet blev jeg standset
af en delegation fra dyreværnspartiet Fokus, som var i færd med at indsamle
underskrifter, så partiet kunne blive opstillet til Folketinget.
5
Det var forsamlingens store trækplaster Kira Eggers, som kidnappede den
sveddryppende møbeltransportør. Jeg var komplet uforberedt, men jeg var iklædt
Bondegårdens trøje med det velkendte hoved af en gedebuk som logo. Hun kunne
næppe huske vort stævnemøde fra bogmessen, men dagens ordveksling var stort set
en da capo. Som inkarneret dyreven skrev jeg selvfølgelig under på de til dagen
fremtryllede formularer, men der var bestemt ingen garanti for mit kryds på
valgdagen. Kira Eggers gjorde sig ellers store anstrengelser for at vinde min gunst, så
belønningen var et noget intimt foto, som ifølge partisekretæren kun måtte bruges
privat og under ingen omstændigheder måtte offentliggøres. Fokus ultimative
blikfang vidste jo godt, at jeg havde en signeret udgave af DEN NØGNE
SANDHED, men da jeg endnu ikke havde læst den opsigtsvækkende historie, var jeg
lidt nervøs for repressalier.
Lige siden Lene Espersen og Cecilie Frøkjær som de første gav tilsagn om at
medvirke i mit fjollede projekt, har jeg brændende ønsket at få frigivet det
spektakulære billede med Kira Eggers, men klausulen fra Fokus virkede som en
uovervindelig forhindring. Med flere års forsinkelse læste jeg DEN NØGNE
SANDHED. Konstruktionen var nogenlunde som en skuespiller eller en
sportsudøver, det udfletter sine memoirer, så der var ikke noget at blive fortørnet
over. I bund og grund handlede det om et eventyrlystent menneske, som beskriver sin
professionelle karriere, hvor den implicerede skal yde en enorm indsats for at opfylde
sine egne og andres ambitioner. Nu måtte jeg foretage mig et sidste desperat forsøg
for at få billedet frigivet, så jeg mailede direkte til Kira Eggers. Når hun optræder
uden for rampelyset, virker hun som et ærligt menneske, så jeg forventede inderst
inde at få en prima behandling. Også i dette tilfælde blev mine forventninger opfyldt,
da billedet blev frigivet med de bedste hilsner.
Nu er dette kapitel primært reserveret til spindesidens politikere, der har beriget mig
med kulturelle oplevelser, men et par af sværdsidens mastodonter sniger sig
behændigt ind i flokken. Den karismatiske venstreløve Søren Pind startede lidt
provokerende med at udnævne partifællen Tove Fergo til en hattedame, men den
bornholmske rebel havde også kunstnerisk talent, for den sprøde crooner satte brand i
mange feminister. Ved en brunch i PH-cafeen var det nu ikke Love me tender, som
krydrede de kulinariske retter. På opfordring fra arbejderklassens klientel sang den
smeltende smørtenor første vers af Når jeg ser et rødt flag smælde. Aldrig har jubelen
været mere spontan i det klassiske arbejdermiljø.
Som bekendt fik Søren Pind en ordentlig begmand af Ritt Bjerregaard ved
kommunalvalget 2005, så den farverige teknikborgmester kastede håndklædet i
ringen og indkaldte til afskedsreception. Nu har jeg tradition for at medbringe
opsigtsvækkende gaver, så en indbetaling til giro 7000413 med ønsket om at høre en
skæring fra Søren Pinds debutalbum blev iværksat. Nummeret skulle helst spilles
søndagen før receptionen. Jeg sendte kvitteringen til borgmesterkontoret som bevis.
6
Det var nu ikke nødvendigt, for radioværten havde kontaktet forvaltningen, som
kunne bekræfte tid og sted for afholdelse af receptionen. Søren Pind havde fået
bulletiner om, at nummeret ville blive spillet og indbydelsen til receptionen ville
blive oplæst, så han sad klistret til radioen. Jeg vidste ingenting og var ved at falde
ned fra toiletbrættet, da speakeren annoncerede mit ønske.
Ved selve receptionen stod jeg som en salig statist og klæbede mig til det veldækkede
bord med rådhuspandekager. Her kunne jeg flere gange høre Søren Pind fortælle de
fremmødte, at en af hans sange var blevet spillet i det populære radioprogram. Jeg
bliver ofte mindet om den historiske begivenhed, når jeg ved politiske events
tilfældigt møder sangekvilibristen.
Interessen for kulturpolitik udmøntede sig i en række bestyrelsesposter, hvor især
medlemskabet af brugerrådet i Solvang Bibliotek fik afgørende betydning for min
aparte bogsamling. Nu blev det årlige træf på bogmessen i Forum den kulturelle
begivenhed, som gav en masse nye bekendtskaber med mediefolk og forfattere. Det
første eksempel på den særprægede mani blev effektueret ved indbydelsen til Helle
Thorning-Schmidts 40 års fødselsdag.
Vi spoler tiden lidt tilbage, hvor jeg på Bondegården modtager en telefonopringning
fra en af legepladsens tidligere så entusiastiske ridepiger. Det var Anette Støvelbæk,
der skulle holde sin drengs fødselsdag og ønskede at bestille en hestevognstur. Det
blev et nostalgisk minde, da Krønikens forsigtige frk. Toft med en flok højrøstede
unger på slæb styrede fjordhesten rundt på Amagers befærdede gader. Jeg sad som
den standhaftige pædagog på kuskens venstre side og havde travlt med at neddæmpe
de truttende bilister, der virkede euforiske ved Anette Støvelbæks pludselige
tilstedeværelse.
Ved bogmessen 2006 har Danmarks Radio en stand, hvor et litterært værk omkring
Krøniken præsenteres. Det var ikke med i beregningerne, at jeg skulle købe den
nuancerede fortælling, men placeringen i en hyggelig sofa sammen med Maibritt
Saerens var jo en lækkerbisken, som åbenbart ikke kun var forbeholdt Anders
Berthelsen. Det stilfulde overklasseløg behøvede ikke de store overtalelsesevner for
at trække muldvarpen frem fra min baglomme. Bogen var en åbenbaring og indholdet
blev kværnet igennem med en glubsk appetit. Prompte kom ideen som skidt ud fra en
spædkalv. Den henrivende lokkedue fra Krøniken havde de samme karakteristiske
træk som den socialdemokratiske formand, og med frk. Tofts hippologiske
udskejelser in mente var slagplanen klar.
Min telefonopringning til Anette Støvelbæk kom ganske uventet og var ved at give
den populære skuespiller latterkrampe. Med anmodning om at få et nyindkøbt
eksemplar af Krøniken signeret af Lars Mikkelsen og Anders Berthelsen, som i
føljetonen spiller Jens Otto Krag og Palle From, mødte jeg den travle Anette
Støvelbæk til en forestilling på Edison. Ugen efter kunne jeg hente de helt unikke
underskrifter, som var betingelsen for at skabe et mediestunt.
7
Det var måske ikke den mest velegnede fødselsgave, men jeg sparede på
indpakningspapiret, for signaturerne på Krønikens to fremragende socialdemokrater
skulle skabe opmærksomhed.
Det vrimlede med politiske kendisser ved selve arrangementet, så jeg forvandlede
mig til den grå eminence og tilsluttede mig en skare af delegerede socialdemokrater.
Her stod jeg og ventede på den politiker, som jeg allerhelst ville møde. Det blev en
nervepirrende sekvens, men endelig kom forfatteren til den mest kunstneriske
bogudgivelse et nuværende folketingsmedlem har sendt på markedet. Lene Espersens
helt oversete børnebog STYGGE KRUMPENS SKAT er et fantastisk eventyr, hvor
infantile sjæle i spænding venter på, om to fætre på sommerudflugt i Hirtshals kan
åbne den kostbare skattekiste. Det unikke ved fortællingen er, at køberen selv
bestemmer navnene på de fire hovedpersoner, som nævnes omkring det
spændingsfyldte farvand. Det er en af mine absolutte favorit bøger, men den
komplette samling består kun af signerede værker, så der manglede lige en væsentlig
detalje. Da justitsministeren forlod selskabet, måtte jeg lige gribe fat i hende og få
den formalitet ordnet. Inderst inde vidste jeg godt, at STYGGE KRUMPENS SKAT
skulle bruges i en anderledes version om føje tid, når Margrethe Vestager rundede det
skarpe hjørne.
Mellem de to visionære politikeres 40 års fødselsdage følte Anders Fogh Rasmussen
trang til at udskrive folketingsvalg. Pludselig ændrede en delikatesse af en
bogudgivelse fuldstændig karakter. Det var den folkekære Paula Larrain, som sendte
mesterværket I MORGEN SKAL VI HJEM gennem vridemaskinen. I den første
udgivelse var det den skarpsindige nyhedsoplæsers incitamenter, som ledte tankerne
hen på kvindernes internationale kampdag, hvor hendes forsvar for de svageste i
samfundet var indlysende. Mit lasede eksemplar blev ofte udlånt til familier med
anden etnisk baggrund, for indholdet kunne motivere til en ekstraordinær indsats,
hvis det enkelte individ ønskede at skabe sig en karriere i det danske samfund.
For den danske folkekirke er Paula Larrain en galionsfigur, der ofte bruges til at
profilere diverse budskaber. Jeg mødte hende første gang på bogmessen i forbindelse
med digitaliseringen af det nye testamente. Her havde Det Danske Bibelselskab en
perlerække af kendisser på repertoiret, som beskedne 10-15 tilskuere mødte frem for
at høre. Mange af den sublime foredragsholders vise meninger er sikkert forbigået
min opmærksomhed, men det er svært at koncentrere sig, når Sofie Gråbøl sidder lige
ved siden af mig. Hun var en af de kendte skuespillere, som havde deltaget i
digitaliseringen og ventede på at efterfølge Paula Larrain i den varme prædikestol.
Der var virkelig dynamit på den eksplosive nyhedsformidler, da hun gæstede
kulturhuset i Vanløse. Med en dundertale, som kunne få selveste Mette Frederiksen
til at stivne, turnerede hun rundt i en kavalkade af mærkesager med berettigede
oplysninger om, hvor uretfærdigt kvinder blev behandlet på arbejdsmarkedet. Man
skulle næsten tro, at rødstrømpebevægelsen var på vej mod et comeback. Derfor kom
det også som et sandt bombardement, da en af mine erklærede ynglinge efter en vovet
8
optræden og en hæderlig placering i VILD MED DANS pludselig stillede op som
konservativ folketingskandidat i København. Den nyfigne politiker med den
fantastiske udstråling var blevet valgt til Folketinget, hvis hun havde stillet op for et
hvilket som helst andet parti, men at udfordre Helle Sjelle om den hellige plads i
folketingssalen gav flere fjender end rygklappere i det liberale parti.
Da Paula Larrain havde udleveret sin politiske identitet til offentligheden, var I
MORGEN SKAL VI HJEM meget belastende, fordi visse sproglige passager havde
et skarlagenfarvet præg. Det klarede forlaget ved at udsende en ændret udgave, hvor
intensiteten og nerven blev nedtonet på bekostning af en politisk korrekt udgave med
et liberalt præg. Til gengæld var det nye formular spækket med lækre billeder, så
helhedsindtrykket var til at sluge. Da Paula Larrain senere blev partiløs, steg kursen
igen på den første udgave. Jeg har et signeret eksemplar af den farvestrålende udgave,
men det betragter jeg også som guld på boghylden. Gammel kærlighed ruster ikke,
men en nyhedsoplæser med Paula Larrains format og personlighed har ingen af de to
landsdækkende nyhedskanaler siden kunnet mønstre.
9
Forberedelserne til Margrethe Vestagers fødselsdag fik et noget usædvanligt forløb.
Med fokus på Lene Espersens børnebog blev skelettet bygget op. De to eventyrlystne
fætre, som skulle på den undersøiske rejse, fik navnene Jesper og Søren. De var
opkaldt efter to folketingsmedlemmer, hvis menneskesyn jeg absolut ikke kan døje.
De ferierende drenge var på sommerferie hos deres meget bestemmende bedstemor,
som fik navnet Pia efter en af Folketingets mest dominerende skikkelser. Den
toneangivende bedstemor havde en ven, som nærmest var en tøffelhelt. Han
benævnes Anders, for han gjorde lige præcis, hvad det bizarre fruentimmer forlangte.
Bogen blev placeret nederst i en hjemmefabrikeret skattekiste, der lignede
illustrationen fra bogen. Endelig havde jeg skrevet en lejlighedssang, som også var i
skattekisten og skulle fremføres under selve receptionen. Her blev publikum
konfronteret med, at Naser Khader var til bal hos de borgerlige, så han skulle
forsvinde fra receptionen, før pakken måtte åbnes.
Lene Espersen havde givet accept på at skrive personligt i bogen to dage før
arrangementet, men sygdom tvang hende til aflysning. Jeg havde taget fri fra arbejde
hele dagen, selv om receptionen først var om eftermiddagen. Dagen startede nu
hæsblæsende med en opringning fra morgenstunden. Det var en embedsmand fra
Justitsministeriet, som inviterede mig til stævnemøde i Folketinget om formiddagen,
hvor Lene Espersen gerne ville møde mig. Så fik jeg alligevel den sidste hurdle
skaffet af vejen. Desværre kunne justitsministeren ikke deltage i selve receptionen, da
10
hun var stavnsbundet til folketingssalen. En udsending fra ministeriet blev dog
udstyret med et kamera, for den dekorerede skattekiste skulle ses.
STYGGE KRUMPENS SKAT er en af de mest betydningsfulde bøger i min samling
og mødet med den bastante og hårdhændede politiker blev en oplevelse for livet. Det
var jo en smilende, venlig og imødekommende person, der altid har givet mig en
sublim behandling næsten før jeg kunne nå at sætte fingeren på aftrækkeren. Hendes
enestående måde at tackle prekære situationer på varsler dyb respekt, hvor de
emotionelle taler ved afgangene som partiformand og senere udenrigsminister viser
en personlighed med format. Ikke et bebrejdende ord til de kritikere, der havde
stukket skarpslebne knive i ryggen. Good luck charm til den nye
regeringskonstellation. Det er karaktertræk, som gør Lene Espersen til et politisk
unikum. Til gengæld fik jeg mishagsytringer, da jeg fik ordet på et socialdemokratisk
delegeretmøde og fortalte den undrende forsamling om Folketingets sejeste politiker,
der trodsede kritikerne og prioriterede samværet med sin familie højere end mødet
med en ligegyldig amerikansk ekspræsidentfrue.
Jeg forlod Margrethe Vestagers reception med kurs direkte mod nordvestkvarteret,
hvor der om aftenen var orienterende møde om planerne med ungdomshuset. Her
havde politikerne paraderne oppe for at forsvare sig mod demonstranterne.
Partifællerne Ritt Bjerregaard og Anne Vang tog pænt imod i det røde hjørne, mens
Rasmus Jarlov, Helle Sjelle og Pia Allerslev argumenterede i det blå hjørne. Som en
af de nærmeste beboere til ungdomshuset vidste den liberale fraktion, at min
begejstring for de nye tilflyttere kunne ligge på et bøjet femøre; så kulminationen på
den store dag blev en udmeldelse til Socialdemokraterne.
Inden dønningerne havde lagt sig, kulminerede det hele ved årets Urbanfestival, hvor
jeg havde Pia Allerslev med i kareten. At borgmesteren for Kultur og Fritid så var
den politiker på hele rådhuset, jeg menneskeligt havde det bedste forhold til, behøver
jeg ikke fortælle nogen. Jeg sprang dog behændigt af kareten og overlod tømmen til
æresgæsten, da pressen troppede op.
Livet udenfor det politiske rampelys varede et halvt år. Så indkaldte Natteravnene til
orienterende møde i et betændt københavnsk område. I panelet sad tre kendisser med
forskellige forudsætninger. Peter Mygind fortalte om to hændelser, hvor hans søn var
blevet overfaldet af bandemedlemmer og frarøvet sine ejendele. Søs Fenger, som var
medstifter af Natteravnene, stod for det musikalske islæt, mens Helle ThorningSchmidt var politikeren, der skulle give respons på den voksende stime af overfald.
Efter det utraditionelle event ville de fleste diskutere med partiformanden, men som
inkarneret kulturnørd styrtede jeg hen for et underholde sanglærken, hvis vokale røst
kan få enhver mandslings hjerte til at smelte.
11
Jeg har en snes gange oplevet Søs Fenger ved koncerter, men samtalen med den
alsidige sangstjerne havde en kulturel dimension. Hun skulle signere sin legendariske
børneopsparing VUGGEVISER, som jeg utraditionelt skulle bruge til en dåbsgave.
Helle Thorning-Schmidt har sikkert opfattet det som en afledningsmanøvre, for en
ordveksling med hende var ikke til at undgå. Derefter var jeg som
Socialdemokraternes enfant terrible atter tilbage i folden.
Natteravnene er et udpræget idealistisk foretagende, hvor ulønnet og frivillig
arbejdskraft skaber mere trygge rammer for lokalbefolkningen. Jeg er nok lidt
forfængelig og deltager i de forskellige events på grund af Søs Fengers medvirken,
men hendes betydning som bestyrelsesmedlem og vokal frontfigur er af helt
enestående karakter. Der er altid højt respekterede politikere på plakaten, når der skal
gøres reklame for det samfundsnyttige projekt, men den inciterende sangerindes
unikke stemme er cremen på lækkerierne. Mange kunstnere optræder som
ambassadører, men Søs Fengers indsats med Natteravnene er en samfundsmæssig
gevinst, som ikke kan købes for penge.
Særligt interessant var Natteravnenes event i Voldparken og Tingbjerg, hvor det gule
korps af opsynsfolk florerer med en entusiasme, som stækker bandekriminaliteten
mærkbart. Natteravnene er et projekt, som startede under den tidligere justitsminister
Frank Jensen. Han var attraktionen ved en fødselsdagsevent, hvor han efter den
traditionelle tale viste sangstyrke ud over det sædvanlige. Selv en overborgmester kan
ikke undgå at blive smigret, når den jævnaldrende Søs Fenger inviterer til fællessang.
Bagefter var der spisning, hvor alle flakkede rundt mellem hinanden op pludrede
lystigt. Her oplevede man den hjerteskærende sangerinde optræde i sit rette element
som engageret og samfundsbevidst borger.
Som menigt medlem af socialdemokraternes kultur- og fritidsudvalg lykkedes det
mig at lokke en af de helt store fisk i garnet, da Poul Nyrup Rasmussen blev hentet
hjem fra EU parlamentet til en festlig aften på Amagerbro, hvor han fortalte om
VOKSEVÆRK, det anden bind i hans trilogi. Det var en kronologisk beskrivelse af
hans politiske virke, hvor de mange spidsfindige anekdoter om fagforeningernes
kolossale betydning gjorde størst indtryk. Jeg husker tydeligt den lørdag eftermiddag
VOKSEVÆRK blev præsenteret på bogmessen. Det var første dag det celebre
mesterværk kunne købes, så det varede en time før den eftertragtede signatur var
plantet hos alle de entusiastiske fans, som foruden navnetrækket fik en kammeratlig
samtale. Jeg havde ikke lyst til at tilbringe den kostbare ventetid i en maratonagtig
kødannelse, så det måtte vente til senere.
Helt i Poul Nyrup Rasmussens ånd traskede jeg over på modsatte flanke og optrådte
som den barmhjertige samaritaner, hvor Henriette Kjær biografien INDTIL NU
kunne købes. Nu havde den famøse sofa under den berømte markise været i handlen
flere måneder, så sommerens sarkastiske sladrehistorie var gudskelov ved at
forstumme. Som inkarneret samler investerede jeg i et signeret eksemplar og fik en
12
hyggelig sludder med den forhenværende minister, som jeg menneskeligt holder så
meget af.
Henriette Kjær var den første fremtrædende politiker i VK regeringen, som krydsede
mine faglige kompetencer. I sin egenskab som socialminister ringede hun to gange til
min arbejdsplads for at bidrage med løsninger i det urolige Urbanplanen, som
såkaldte eksperter havde benævnt ghetto. Bedst husker jeg den altid smilende
blondine for sit eminente husmoderinstinkt og den altid kærlige omfavnelse, der
fulgte i kølvandet.
INDTIL NU har på grund af de personlige relationer en fremtrædende plads på min
boghylde. Det kan være deprimerende at læse om den fallerede families katastrofe, så
de historisk flotte billeder står som det ypperste vartegn. Måske er jeg den eneste
oppositionspolitiker, som sender salte tårer og emotionelle tanker til den alt for naive
frontkæmper. Vi taler stadig sammen ved folkemøderne, hvor Henriette Kjær gør
tjeneste i et rådgivningscenter. Samtalerne drejer sig om alt andet end politik.
Min beundring for et menneske, der følger sin politiske overbevisning og går imod
det strømlinede parameter, er fremherskende. Derfor er der springstof i at sende den
tikkende bombe Özlem Cekic igennem vridemaskinen og analysere biografien FRA
FØTEX TIL FOLKETINGET.
Det vil være naturligt at trække en pendant til Paula Larrains I MORGEN SKAL VI
HJEM, for det handler om den unge pige med etnisk baggrund, der ved en målrettet
indsats og spidse albuer skaber sig en troværdig karriere, som danner præcedens for
andre ligestillede. Den første muslimske kvinde i Folketinget brillerer dog med
spontane og hjertevaskende ytringer, der kommer lige fra hjertet uden den censur,
som normalt er kendetegnende for ensrettede og disciplinerede politikere. Derfor
trænger de sjove anekdoter fra de blankpolerede korridorer helt ind under huden.
Özlem Cekic er enspænderen i Socialistisk Folkeparti; men det er nok fordi alle andre
folkevalgte har glemt, hvad socialisme er. Partiets politik er simpelthen udslettet for
ligegyldige ministerposter. De kræsne beboere i Urbanplanen forlangte dog den ægte
vare, så den medietækkende folkesocialist blev som den første indvandrer inviteret til
at holde åbningstale ved den traditionelle Urbanfestival. Det blev den største politiske
fuldtræffer, som det belastede boligkvarter nogensinde har oplevet. Det bizarre
mediestunt startede på Peder Lykke Skolen, hvor 200 elever var stuvet sammen,
mens jeg stod parat med hestevogn og ventede på den overstadige kusk, der for første
gang skulle transportere nogle eventyrlystne børn fra en lokal daginstitution igennem
den trafikale jungle. Efter en kort instruktion kørte hele kortegen anført af Özlem
Cekic ned til festpladsen. Da lampefeberen var aftaget, kom den debuterende kusk
åbenbart i tanke om nogle gamle cowboyfilm, for pludselig fik tømmen et ordentligt
smæld, så fjordhesten skiftede fra skridt til trav. Jeg var lidt skeptisk ved at lade den
fartglade politiker ignorere de sylespidse hajtænder og trave tværs over den
13
trafikerede hovedvej, så jeg dæmpede til børnenes store skuffelse både farten og
gemytterne.
Der var euforiske tilstande, da den populære repræsentant fra det muslimske
folkefærd nåede frem til festpladsen, hvor den optimistiske tale gjorde dybt indtryk
på de fremmødte. Özlem Cekic vidste ikke, at uddrag fra køreturen og hele
åbningstalen blev optaget på DVD og ligger fortsat på nettet under Urbanfestival
2010.
Den sejlivede stemmemagnet fortsatte sin heroiske kamp for at bringe sig i en gunstig
situation, da hun holdt et spændende foredrag på det lokale bibliotek, hvor
bestselleren FRA FØTEX TIL FOLKETINGET blev præsenteret. Som kvittering for
publikums tilstedeværelse blev vi alle inviteret til en snarlig rundvisning i
Folketinget, hvor Özlem Cekic ville underholde med endnu flere detaljer fra sin
hverdag.
14
Ganske vidst er den inkarnerede folkesocialist ikke nogen udpræget bodybuildertype,
men hun stiller gerne op til fysiske kraftanstrengelser, når der skal skaffes penge til
humanitære formål. Ved folkemødet 2012 stillede hun op som hårdt trampende
pedalekvilibrist for at cykle 30 minutter. Det var lidt unfair at kæde Özlem Cekic
sammen med Tour de France specialisten Eva Kjer Hansen, for fartdjævelen fra
Venstre kørte jo tre gange så hurtigt. Dagen efter kom den gumpetunge Özlem Cekic
vraltende og udtrykte sig bramfrit: ”Jeg har så ondt i røven af at sidde på den sadel.”
Den sidste bogudgivelse, som jeg vil omtale i min politiske kavalkade, er Margrethe
Vestagers HVID RØG, SORT TÅRN, som er skabt på baggrund af trangen til at
bruge elektroniske medier. Det er journalisten Elisabet Svane, som har redigeret de
utallige input, som bliver præsenteret i kronologisk rækkefølge. Normalt samler jeg
ikke på den slags litteratur, hvor de politiske aspekter totalt fortrænger de
menneskelige værdier. Man skal faktisk kende Margrethe Vestager personligt for at
fatte pointerne og den sorte humor, som periferisk skinner gennem linjerne. At den
radikale frontfræser slipper igennem nåleøjet med oprejst pande og dybeste respekt
skyldes udelukkende hendes loyale opbakning til de tre rebeller Naser Khader,
Anders Samuelsen og Simon Emil Amnitzbøll, der under gladiatorernes
indtogsmarch aldrig blev negligeret, selv om de behandlede deres partileder
uforskammet.
15
Fra kulturnattens spæde start husker jeg især Margrethe Vestager som den kreative og
myreflittige skikkelse, der pædagogisk beskæftigede alle børnene med klippe/klister
og udformning af badge, mens de øvrige radikale folketingsmedlemmer solede sig
blandt de besøgende. Det var vanskeligt at gennemtrumfe en samtale med
kronprinsessen, for de mindste havde førsteprioritet og trak konstant det fortravlede
tusindben rundt i manegen. I den glødende heksekedel havde jeg krydsforhør med to
fremtrædende radikale ildsjæle om det samme sociale fænomen. Hvad skal man tro,
når udmeldingerne er vidt forskellige? Da jeg senere på aftenen havde en dialog med
partifællen Pia Gjellerup, replicerede hun spontant: ”Margrethe Vestager er en
troværdig politiker, som du altid kan stole på.”
Mit første egentlige stævnemøde med Margrethe Vestager skete kort før
folketingsvalget 2007, hvor jeg repræsenterede Socialdemokraterne ved tidligere
kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens afskedsreception. Fra det røde kartel
fremmødte kun Frank Aaen og Anne Baastrup, så det var en underlig fornemmelse at
være blandt majoriteten af radikale. Jeg stod lige ved siden af min senere
københavnske borgmester Klaus Bondam, der overdøvede alle med strofer fra
højskolesangbogen.
Nu er Elsebeth Gerner Nielsen en rendyrket politiker og den bedste radikale
kulturminister, der nogensinde har været; så jeg lyttede interesseret til hendes
visionære synspunkter. Den iørefaldende bemærkning: ”Jeg er helt sikker på, at
Margrethe Vestager bliver Danmarks første kvindelige statsminister,” væltede alle
keglerne. Dog blev Frank Aaens ansigtskulør forvandlet fra et rødmosset kontrafej til
et ligkistefarvet bedemandsfjæs.
Der gik ikke mange dage fra Elsebeth Gerner Nielsens kig i krystalkuglen til jeg
havde kreeret det ultimative slutvers til Margrethe Vestagers 40 års fødselsdagssang.
16
EN HYLDEST TIL MARGRETHE VESTAGER
SOM KREATIV PROFIL MARGRETHE FREMAD STORMER
FOR UNDERVISNING ER PARTIETS HJERTEBLOD
EN STÆRK MINISTER OG ANSVARLIG FOR REFORMER
SOM LÆRERSTABEN ROSER HELT TIL OVERFLOD
MENS NOGLE SOSSER MENER DE ER ASOCIALE
OG FOLKESKOLEN BYDES VANSKELIGE KÅR
SÅ SKINNER FRISKOLEN KONSTANT PÅ RADIKALE
DET ER ET TABU SOM DE RØDE MISFORSTÅR
VED VALGET SKAL MINISTERPOSTEN SÅ FORSVARES
MEN VI KNOCKOUTES AF ET SKUMMELT RÆVESMIL
SOM MED RETORISK SNILDE ØNSKER DER SKAL SPARES
SÅ ULLA TØRNÆS CHECKER VORES DOMICIL
DEN BLONDE VENSTREKVINDE NÆGTER AT BETALE
OG TUSINDVIS AF UNGE VOLDSOMT SKÆLDER UD
DET ER EN BRISTET ILLUSION FOR RADIKALE
NÅR EN REGERING REDUCERER STATSTILSKUD
PÅ CHRISTIANSBORG HUN TITULERES KRONPRINSESSE
NÅR FORMANDSPOSTEN VIRKER SOM ET LOGISK KALD
MEN DET HAR IKKE NASER KHADERS INTERESSE
HAN MED DE BORGERLIGE VARMER OP TIL BAL
POINTEN ER EN MULTIKULTUREL MORALE
HVOR ALLE MENNESKER BEHANDLES MED MANER
AT VÆRE FREMMED ER ET MUST FOR RADIKALE
SOM BANNERFØRER ER MARGRETHE PIONER
PÅ DÅBSATTESTEN STÅR DER FYRRE, FED OG FÆRDIG
MEN DIN PERSONLIGHED ER TIL ET TRETTENTAL
DEN DANSKE PRESSE KÅRER DIG SOM MEST TROVÆRDIG
NÅR FOLKETINGETS INDIVIDER MÅLES SKAL
MON KATASTROFEVALGET ER EN ENLIG SVALE
MED DYBE KLØFTER OG ET BLAKKET RENOMME
MARGRETHE SKAL SOM EKSPONENT FOR RADIKALE
FÅ SKUDEN VENDT OG SKABE MASSER AF SUCCES
AT VÆLGERFLUGTEN STANDSER KAN VI GODT FORTÆLLE
FOR ELSEBETH HUN SIGER I SIN AFSKEDSSTUND
DU BLIVER STATSMINISTER DET ER SLUT MED HELLE
OG VILLY TRÆNES SOM EN TROFAST SCHÆFERHUND
VI SKAL PÅ STRANDHUGST FOR AT FANGE RADIKALE
SNART ANDERS SAMMEN PAKKE KAN SIT HABENGUT
FOR AMBITIONERNE DET HAR DE RADIKALE
MEN ENOGFIRS MANDATER MANGLER RESOLUT
17
Mit politiske eventyr sluttede endegyldigt efter folketingsvalget 2011. Det havde
været en særdeles opslidende valgkamp, hvor jeg havde uddelt mere end 7000
husstandsomdelte brochurer. Fra det handlingslammede partikontor fik jeg at vide, at
min indsats ikke var tilstrækkelig til at modtage en adgangsbillet til den lukrative
valgaften, så skuffelsen var umådelig svær at sluge. Et andet aspekt var, at jeg følte
mig som en bjergbestiger, som var nået toppen af Mount Everest. Hvad fanden skulle
jeg egentlig der, når det nu viste sig, at Helle Thorning-Schmidt næsten kopierede
den politik, som den forrige regering havde efterladt.
Det blev et vemodigt farvel til en kompetent statsminister, der menneskeligt var en
hjerteskærende samarbejdspartner i adskillige år. Hun var jo alle tiders
holdkammerat, og hendes fem håndskrevne julekort, som dumpede igennem min
brevsprække, fortæller om et varmt menneske, der gerne ville gøre en forskel; men de
politiske spilleregler tillod det ikke. Helle Thorning-Schmidts indstilling og
professionalisme fornægter sig ikke; men det gør min politiske overbevisning heller
ikke.
Da beslutningen om mit politiske exit blev en kendsgerning, forsøgte fire
folketingsmedlemmer fra tre forskellige politiske partier sig med en charmeoffensiv
for at erhverve mig som støtte. Jeg blev enormt fascineret, men beslutningen var
definitiv; så nu deltager jeg udelukkende i tværpolitisk humanitært eller kulturelt
arbejde, hvor jeg ikke skelner mellem partifarver.
Godt nok er dette memorandum spækket med feminister, men Poul Nyrup
Rasmussen har en speciel plads i mit hjerte. Som landsfader var han en personlighed
med visioner, men diverse spinddoktorer stjal en væsentlig del af hans identitet, så
man først fornemmede hans engagement og blussende hjerteblod, når han optrådte i
mindre kommercielle sammenhænge. Da han sluttede sin politiske karriere ved valget
til Europa-Parlamentet i 2009, sikrede han sig et fantastisk eftermæle ved at påtage
sig posten som formand for PSYKISK SÅRBAR. Som bannerfører fik han sat de
sindslidendes manglende behandlingsformer på den politiske dagsorden. En
uvurderlig indsats uden politiske knaster, som alle, der beskæftiger sig med dette
tragiske fænomen, kun kan have den dybeste respekt for. Jeg blev så fashioneret af
konceptet og det tværfaglige samarbejde, så jeg straks meldte mig under fanerne.
Foruden diverse støttebidrag og arbejde i workshops turnerede jeg ofte landet rundt
som levende reklamesøjle for at støtte kampen for en bedre psykiatri.
Mange folketingsmedlemmer optræder som politiske ambassadører, men Özlem
Cekic har en særlig status blandt de udvalgte. Hun har været på plakaten ved samtlige
konferencer og udtrykker sig på en hjerteskærende facon, så ingen betvivler hendes
sande identitet. Jeg kan næppe skjule min forkærlighed for den muslimske rorgænger,
der som 6-årig startede i modtagerklassen på Matthæusgade Skole. På det tidspunkt
var jeg pædagog på et nærliggende fritidshjem og hentede jævnligt flere af hendes
18
klassekammerater efter skoletid, så børnene undgik konfrontationen med Vesterbros
vilde fugle.
I bogen FRA FØTEX TIL FOLKETINGET er der et klassebillede fra
modtagerklassen, som jeg naturligvis har studeret med et falkeblik. Når jeg har
oplevet de vilkår, som den fremstræbende folkesocialist voksede op under, kan jeg
godt garantere, at hendes vilje og energi er autentisk. Her handler det ikke om at
profilere sig og score nogle billige point.
For ikke at sætte Özlem Cekic op på en piedestal i relation til politikere fra andre
partier, vil jeg omtale et par medløbere, som absolut også fortjener anerkendelse for
det sociale engagement.
Fra palettens blålige nuancer, var den tidligere konservative socialminister Benedikte
Kier periferisk med, men det blev Venstres psykiatriordfører Sophie Løhde, som med
en nobel optræden stjal opmærksomheden. Politisk virkede det paradoksalt, at den
unge og lovende venstreløvinde var så fremherskende, men hendes talent er
uomtvisteligt og den menneskelige adfærd helt unik, så det virker yderst troværdigt.
Det er altid interessant at diskutere politik med Sophie Løhde, for trods sine markante
udmeldinger om Venstres politik, så lytter hun til sine politiske modspillere og
respekterer, at de har en anderledes holdning.
19
Det var en stor fornøjelse at blive fotograferet med dette menneske, som altid har
givet mig en førsteklasses behandling. Den fremragende fotograf er for øvrigt vores
tidligere så afholdte kulturborgmester Martin Geertsen, som jeg har haft venskab med
i adskillige år.
Da jeg konfronterede de to partifæller med billedet under Kulturnatten, ville Sophie
Løhde gerne have et eksemplar. Det klarede jeg i en håndevending, da jeg dagen efter
afleverede to store billeder til en folketingsbetjent. Ugen efter kvitterede hun for
modtagelsen via en rørende mail. Hun havde pyntet sit skrivebord med et af
billederne. Dette intermezzo bekræftede min formodning om, at jeg færdes med en
politiker af en exceptionel karakter.
Jeg var stolt som en pave over den særbehandling, for et forsigtigt blik i
krystalkuglen fortæller mig, at Sophie Løhde efter næste folketingsvalg bliver den
kommende Venstre ledet regerings stærkeste trumf, fordi hun troværdigt kan sælge
partiets budskaber uden at komme i nævneværdig konflikt med oppositionen. Inderst
inde brænder hendes hjerte jo også for at hjælpe de sindslidende og psykisk sårbare,
men partierne skal jo finde en politisk formel, som kan realisere virkeligheden. Her
har hverken højrefløjen eller venstrefløjen patent på den rette støbning.
Der går næppe mange år før de nordsjællandske vælgere konstaterer, at Sophie
Løhdes personlige stemmetal vil drøne forbi Lars Løkke Rasmussens ditto på
barometret.
Det bliver ikke mindre interessant med det næste vidunder, som krydser min vej i det
psykiatriske samarbejde. Bekendtskabet startede under valgkampen i 2007, hvor jeg
slentrede på det plakatfulde Nørrebrogade. Det vrimlede med klæbende politikere,
som i hastigt tempo uddelte brochurer. Størst opstandelse var der på Nørrebros
Runddel, hvor mediernes darling fra Vollsmose Asmaa Abdol-Hamid fik de
forbipasserendes opmærksomhed. Hendes aparte udskejelser ville jeg ikke bruge
tiden på, så jeg fortsatte langs Assistens Kirkegård, hvor en forfrossen og lidt
forvokset skolepige langede sin pjece frem. Det var Enhedslistens anden seriøse
kandidat Johanne Schmidt-Nielsen. Jeg havde aldrig hørt om hende, men det var godt
nok en charmetrold, der snakkede som Niagara vandfaldet. Der var en helt anderledes
substans i hendes bastante udmeldinger end der var hos alle andre politikere. Det
fattige Danmarks talerør var kun lige begyndt at vokse sig stor og stærk; men havde
hun evner og autoritet til at føre visionerne til handling? Nysgerrigheden lokkede mig
til flere af hendes vælgermøder, hvor den ægte troværdighed viste sig i fuldt omfang.
Allerede i 2009 sendte jeg som delegeret hos Helle Thorning-Schmidt de første
bulletiner til partifællerne. Det kan godt være, at vores socialdemokratiske kandidat
bliver statsminister, men ikonet fra Enhedslisten må få advarselslamperne til at
blinke, for hun vil gennembanke alle københavnske politikere, når de personlige
20
stemmer bliver talt op. Mange trak på smilebåndet over mine hoverende udtalelser,
mens andre foreslog en akut indlæggelse på et sindssygehospital. Under alle
omstændigheder fremstod Johanne Schmidt-Nielsen som et troværdigt menneske,
der kæmpede inderligt for at realisere Enhedslistens målsætninger. Det røde alternativ
var FAIR LØSNING, men valgflæsket var så sejt, at ingen andre partier ville
konsumere det.
Da billedet til bogen skulle offentliggøres, var Johanne Schmidt-Nielsen den af alle
mine slyngveninder, som de fleste mennesker kendte. Selv de mest blodlugtende
skarprettere må erkende, at betegnelsen folkeeje klistrer sig til den gigantiske
stemmesluger. Som menneske oplever jeg Enhedslistens ukronede dronning som en
kæk og omgængelig pioner, der ikke lader sig distrahere af hysteriet. Jeg er ofte
sammen med hende ved forskellige events; men hun har ikke fået storhedsvanvid af
den enorme popularitet, for det er stadig som ved vort første stævnemøde under
valgkampen i 2007.
Når Johanne Schmidt-Nielsen efter Enhedslistens rotationsprincip snart forlader
Folketinget, vil det være som at deltage i sin bedste venindes begravelse.
21
Bibelselskabets Forlag havde længe spekuleret i at udgive en bog, hvor konceptet var
to generationer af kristne mennesker, der blev interviewet om deres religion. Paula
Larrain var skræddersyet til at reklamere for kristendommen, så hun blev opfordret til
at være skrifttjener. Travlhed som kommunikationsrådgiver og barselsforberedelser
gjorde det umuligt for hende at gennemføre opgaven. Projektet blev overdraget til
Lotte Thor Høgsberg, der har en helt anden måde at være interviewer på. Hun træder
fuldstændig i baggrunden og serverer et propert stykke håndværk uden sensationer.
Syv forskellige familier får fri taletid i DIG, MIG OG GUD.
Den stolte forfatter var ikke sådan at forhandle med, da jeg trak muldvarpen op fra
baglommen og betalte en klækkelig sum for den harmoniske bog. Hvis jeg fik 15% i
rabat, kunne Lotte Thor Høgsberg med største fornøjelse fjerne afsnittet om Søren
Krarup, for hans menneskesyn kan jeg ikke døje. Så var der mere substans i de to
folkesocialister Margrete Auken og Ida Auken, der var til offentligt skue ved årets
bogmesse. Under overskriften VI HAR VORES TRO TIL FÆLLES, fortæller mor og
datter om en bestemt dansker, som har præger hele deres opvækst. Vi andre kender
mest Nikolaj Frederik Severin Grundtvig for sine digtsamlinger; men han er åbenbart
en helgen, som blev varedeklarationen for hele familiedynastiet.
Jens Auken var den første, som jeg stiftede bekendtskab med fra den navnkundige
familie. Han var en stationær skikkelse på det danske landshold i basketball, så han
fik udleveret sportsmaterialer fra Adidas. Her repræsenterede jeg ofte det trestribede
firma; så vi mødtes udelukkende under kurven.
Endnu en prominent repræsentant fra familieklanen var en habil sportsudøver, for Ida
Auken spillede seværdigt håndbold på divisionsholdet i arbejderklubben Ajax på
Vesterbro. Der kom ingen opringninger fra landstræneren, så den talentfulde
boldvirtuos valgte at kvitte den harpiksfikserede sportsgren. Hun kunne ikke forene
sin fritidsaktivitet med uddannelsen som cand. theol. og en politisk karriere. Den
stilrene folkesocialist uden politiske skavanker var spået en kometagtig karriere, så
Folketinget blev den foretrukne destination. Som opstillet i den sikre kreds på
Nørrebro tegnede alt lyserødt; men her stjal Enhedslisten hele opmærksomheden, da
åbenbaringen Johanne Schmidt-Nielsen ved valget i 2011 scorede seks gange så
mange stemmer som den håbefulde folkesocialist.
Trods de forsmædelige øretæver var Ida Auken en af folkesocialisternes markante
stemmeslugere, så hun blev fortjent belønnet med titlen som miljøminister. Det var
en tung arv at løfte, for hendes karismatiske morbror Svend Auken havde gjort netop
miljøministeriet til et verdensomspændende imperium i sin alt for korte periode. Da
den standhaftige cand. theol. måtte krybe til korset og forlade sin ressort; smed hun
en gigantisk bombe. Hun forvandlede sig som en kamæleon og blev implementeret i
den radikale folketingsgruppe. Hvorfor hun skiftede fra socialisme til humanisme
havde de politiske journalister svært ved at forstå; men Lotte Thor Høgsbergs
interview giver et kvalificeret svar. Måske er Ida Auken blot en ulv i fåreklæder, der
22
stædigt påstår, at hjertet sidder til venstre for midten, men den forgudede Nikolaj
Frederik Severin Grundtvig trænger mere ind under huden end Karl Marx.
Jeg vil afslutte den mangfoldige føljeton i Teknik- og Miljøudvalget, hvor borgmester
Bo Asmus Kjeldgaard med et spinkelt flertal fik gennemtrumfet en omstrukturering,
så forvaltningen havde muligheder for at gennemføre transaktioner. De ansvarlige
embedsmænd kom til den konklusion, at fodboldbanerne i engdragene skulle
renoveres, hvilket ville medføre massive besparelser på de pædagogisk bemandede
legepladser, som skulle reduceres med syv årsværk for bestandig.
Da fire navngivne legepladser blev sortlistet, gav det et ramaskrig i
lokalbefolkningen. Opstandelsen kom fuldstændig bag på politikere og embedsmænd.
Da flere lokalaviser sprudlede med læserbreve fra utilfredse borgere, stod flere
politikere fra Teknik- og Miljøudvalget klinet til håndvasken og brugte flere kilogram
sæbe for at vaske deres beskidte fingre. Bagefter tørrede de snavset af på den netop
udnævnte borgmester Ayfer Baykal, der under dramatiske omstændigheder havde
afløst Bo Asmus Kjeldgaard. Det var fuldstændig horribelt, for Ayfer Baykal havde
ikke været med til at udstyre forvaltningen med de redskaber, som reelt gav de
klækkelige besparelser.
Den traditionelle julefest i Teknik- og Miljøforvaltningen blev en blandet landhandel.
Flere valgte at boykotte og mørke skygger med afskedigelser af flere unavngivne
medarbejdere svævede rundt blandt festdeltagerne. På det tidspunkt var jeg politisk
aktiv, så Lars Weiss havde fortalt mig, at et enigt Teknik- og Miljøudvalg ville
forkaste forvaltningens forslag tre dage efter julefesten. Endelig kunne de
himmelråbende lokalpolitikere proklamere, at de havde udført en mission til glæde
for de københavnske børnefamilier og frelst den ansvarlige borgmester for en
dulmende kattepine.
I januar 2012 bliver Danmark europamestre i herrehåndbold, så de stolte spillere skal
til modtagelse mandag eftermiddag på Rådhuset. Det var ikke med i mine
beregninger, for overborgmester Frank Jensen skulle med en socialdemokratisk
delegation frekventere Bondegården og spise aftensmad kl. 17.30. Jeg sad nervøst
foran skærmen og fulgte den euforiske modtagelse; men overborgmesteren kunne nu
godt sende de medaljesvingende ekvilibrister hurtigt hjem og accelerere til
Bondegården.
Det blev en nervepirrende affære, men på det aftalte tidspunkt dukkede 15
prominente politikere op til aftensmad og sightseeing. Her lagde Lise Thorsen
kortene på bordet og fortalte, at Ayfer Baykal var helt uskyldig og ikke havde haft
indflydelse på den verserende legepladskonflikt, som den kulørte presse havde givet
udtryk for.
23
Man bevæger sig i en gråzone, når en kommunal medarbejder fra det laveste hierarki
kommer i direkte kontakt med en borgmester under en arbejdsrelateret situation, men
en udnævnelse som domsmand og undervisning i positiv psykologi hos Sarah Zobel
overbeviste mig om, at et uskyldigt menneske, som er mistænkt for en handling, har
krav på frifindelse.
Dagen efter Lise Thorsens bekendelse kontaktede jeg borgmesterkontoret og fortalte
om gårsdagens intermezzo. Det var lidt paradoksalt, at jeg skulle give
undskyldningen på legepladspersonalets vegne, for jeg var nok den eneste, der aldrig
havde været mistroisk overfor Ayfer Baykal. Sekretæren kendte godt den rette
sammenhæng, men forvaltningsetik er et sårbart område, så ingen andre havde mod
og lyst til at lade retfærdigheden sejre.
Fra borgmesterkontoret blev jeg opfordret til at sende en mail direkte til Ayfer
Baykal, hvor jeg tilbød at dementere de uhyre påstande i lokalaviser og fagblade.
Borgmesteren blev begejstret for henvendelsen, så et stævnemøde på Bondegården
blev aftalt. Her fremmødte Amager Bladet med journalist og fotograf, som blev
placeret strategisk i hestevognen. Vi kommer jo ingen steder uden en kusk, men det
var en ubekymret Ayfer Baykal, som fra det polstrede sæde debuterede med tømmen
klistret til hænderne.
De opsigtsvækkende afsløringer skabte et venskab, som med tiden er blevet stærkere
og stærkere. Ved folkemødet på Bornholm kom jeg slentrende langs den idylliske
strandbred, da jeg pludselig stødte ind i min fastfoodgnaskende borgmester.
24
Ayfer Baykal er suverænt den bedste politiker, jeg efter 33 års ansættelse i
Københavns kommune har beskæftiget mig med. Hun er fantastisk til at anerkende,
respektere og bakke op om den enkelte medarbejder. Den form for mandskabspleje
og empati er så motiverende, at man kun kan elske den sympatiske folkesocialist.
Det er et hypotetisk ønske, at borgmesteren fortsætter i embedet, men jeg gav da
håndslag på at hjælpe i valgkampen. Som modydelse lovede Ayfer Baykal lidt
useriøst at trække mig ud som vinder af Rosenkåringen, så hele forvaltningen kan få
øje på den latente havemand.
Samtalen med borgmesteren blev ganske kortfattet, for jeg skulle til fotografering
med folkemødets mest eftertragtede personlighed Johanne Schmidt-Nielsen. Et
fruentimmer fra Enhedslisten meldte sig bag kameraet, men det var den efterfølgende
samtale, som bekræftede min anskuelse. Det viste sig, at fotografen var valgt til
Frederiksberg kommunalbestyrelse, hvor Ayfer Baykal var ansat i administrationen
lige inden udnævnelsen som borgmester. Her fik jeg en fyldestgørende beretning om,
at det sejlede rundt i den pågældende ressort, men det ændrede den nyansatte og
fremsynede Ayfer Baykal i en håndevending, fordi hendes mandskabspleje og
progressivitet udløste tilfredse medarbejdede.
Politikerne på Frederiksberg håber så inderligt at få deres fortabte datter tilbage, for
det rutsjede ned ad bakken, da hun forsvandt fra den mondæne kommune.
Man skal ikke altid tro på, hvad politikere lover, for borgmesteren nævnte ikke mit
navn, da hun offentliggjorde vinderne af Rosenkåringen. Jeg stod slukøret sammen
med parkchefen og flere af Valbyparkens dygtige gartnere, da Ayfer Baykal kom ned
for at tage afsked. Borgmesteren hilste på os alle, men jeg svingede min forstuvede
højre hånd til side, fordi den var forbundet med en skinne. Ayfer Baykal insisterede
åbenbart på at sige ordentligt farvel eller undskylde, at jeg ikke blev udtrukket som
vinder, for hun tog mig om livet og gav en hjertelig krammer. Det var en yderligere
bekræftelse på anerkendelse og 100 gange mere værd end den Ingrid Bergman plante,
som kan købes i et havecenter.
25
PÅ DE SKRÅ BRÆDDER
Interessen for litteratur har jeg fra min mor, som var vokset op i et beskedent
boligkvarter i Nakskov. I det fattige arbejderhjem var hun som den yngste af en
søskendeflok på seks stærkt præget af historiske begivenheder, hvor besættelsen af
Danmark 1940-1945 blev et samlerobjekt, der fyldte meget i hendes bogsamling.
Foruden at være en gigantisk læsehest var hun kulturelt engageret, hvor film og teater
havde hendes helt store interesse. Da min fars kulturelle ressort begrænsede sig til
sport i alle afskygninger, kunne min mor ikke blive ledsaget til de attraktive
forestillinger på de skrå brædder eller på filmlærredet.
Da jeg annoncerede min indtræden som kulturpolitiker ved årtusindskiftet fik min
mors livsværdi en renæssance. Hun var svækket af et hårdt arbejdsliv og en ikke alt
for hensigtsmæssig livsførelse. Som en uhelbredelig patient med udsigt til kemoterapi
fandt hun sine rollemodeller i kendisser som Lotte Tarp, Lykke Nielsen og Jane
Aamund, der havde samme triste prognoser som min skrantende mor. For at leve op
til forventningerne blev min første tid som teatertosset præget af forestillinger og
foredrag, som i høj grad var på min mors foranledning. Det var en helt uvirkelig
fornemmelse at opleve kendte skuespillere live, hvor det menneskelige aspekt ikke
bare var drømmescenarier, men en åbenbaring, hvor samværet med eliten har givet os
så mange usædvanlige minder.
Film skal som bekendt ses i biografen, hvor vi i 1960-1970 så de fleste danske
filmudgivelser. Så fulgte en ny struktur, hvor biograferne i nærmiljøet blev forvandlet
til supermarkeder, mens de store biografer i den indre by blev forvandlet til mindre
enheder. Vi har ikke frekventeret billetlugen siden 1972, fordi kvaliteten på danske
film simpelthen var for ringe. Den bombastiske boykot var lidt af en
sammensværgelse. Producenternes trang til at udnytte pornoens frigivelse ved at
sende perverse erotiske lystspil med sengekanten som en vulgær kulisse op på
lærredet, var en grov negligering af seriøse biografgængere, så de lusede amatører fra
Olsen Banden stjal min sidste biografbillet. Da dansk film senere vendte retur med
eksplosiv styrke, følte jeg det som en maratonløber, der ikke havde trænet i 20 år og
ikke var motiveret til at genoptage karrieren. Derfor var lysten til at ledsage min mor
til biografen ikke eksisterende.
Som mangeårig repræsentant i Solvang biblioteks brugerråd lå samarbejdet med
kulturforeningen Liv i Sundby lige til højrebenet. Det varierede katalog var spækket
med alsidige arrangementer. En klassisk forfatteraften med den graciøse skuespiller
Lotte Tarp blev et gigantisk tilløbsstykke, hvor prædikatet særklasse var naglet fast
med syvtommerssøm. Den autentiske biografi om tyskertøsen, der blev født lige efter
anden verdenskrig, er en tårepersende klassiker, der uden konkurrence er den mest
interessante bog, som jeg nogensinde har læst. DET SKULLE NØDIG HEDDE SIG
26
får hele følelsesregistret i omdrejninger, for Lotte Tarp fortæller hudløst ærligt om at
blive moppet igennem hele livet, fordi en af forældrene havde relation til
besættelsesmagten.
Da den afkræftede skuespiller var midtpunktet i Urbanplanen og berettede om sin
opvækst og det florerende tyskerhad, forførte hun emotionelt publikum til en helt
anden planet. Min mor var i en ambivalent situation, da hun havde en tåre i
øjenkrogen men samtidig var ellevild af begejstring over at være i nærheden af denne
spektakulære personlighed. Hendes indre organer fik en ordentlig tur i centrifugen.
Efter fem kvarters foredrag, som sluttede med flere minutters bragende klapsalver,
kunne den charmerende skuespiller invitere til spørgetime; hvor min mor konstant
kom i vælten. Det blev et af Lotte Tarps sidste foredrag, da hun måneder efter måtte
kapitulere for en livstruende sygdom. Desværre fik jeg aldrig signeret DET SKULLE
NØDIG HEDDE SIG; hvilket har ærgret mig lige siden. Det var min eneste oplevelse
med den fantastiske forfatter.
Der skulle bruges et gigantisk tilløb på næsten tre år, før jeg som kulturpolitiker fandt
vejen til et københavnsk teater. Jeg er en kræsen mandschauvinist, som foretrækker
beskedne kulisser og få medvirkende; så man nærmest kan bore sig ind i
skuespillerne. Der skulle noget ekstraordinært til at friste min appetit, men Rialto
Teatrets opførelse af LIVET BLIVER IKKE GENUDSENDT var en fristende
anledning. Det handlede om provokatøren og den fantastiske digter Jørgen Nash, der
i folkemunde nok var mest kendt som kunstneren, der med nedstrygerklinger fjernede
hovedet fra landets mest kendte nationalsymbol.
Forestillingens eneste vokale røst kom fra havfruemorderens yngste datter, som var
multikunstneren Cecilia Zwick Nash. Allerede efter få minutters optræden vidste
publikum, at dette rablende skøre fruentimmer fra det bizarre svenske
kunstnerkollektiv Drakabygget i Hallansåsen bragede igennem. Med pupillerne på
stilke og lyttebøfferne i anden sals højde bragte hun via faderens lyrik og Poul
Halbergs iørefaldende musik publikum i en euforisk tilstand. ”Djævelens værk”, som
en skolelærer i fuld offentlighed betegnede sin besværlige elev, var en komiker, som
mestrede alle finesser indenfor faget; men pludselig slog hun en verbal saltomortale
og annoncerede den største teaterfrekvens, jeg nogensinde har oplevet.
Jørgen Nash blev af sin gode ven Victor Andreasen spærret inde i Tove Ditlevsens
arbejdsværelse for at skrive et digt til sin verdensberømte bror og billedkunstner
Asger Jorn, som var uhelbredeligt syg og kun havde få dage at leve i. Cecilie Zwick
Nash fremførte ”Broderskab til Asger Jorn – Billedmagerens konge er død” med en
følelsesladet suverænitet, så gåsehuden boblede frem, mens publikum befandt sig i en
helt anden verden. Da jeg forlod Rialto Teatret, var den alsidige skuespiller drønet
27
direkte til tops på hitlisten. Jeg har jo altid sværmet for originale kunstnere, der via
talentet kunne skabe sig et image, der var helt anderledes en majoriteten.
I forbindelse med bogmessen havde Den sorte Diamant et arrangement, hvor en
anerkendt islandsk forfatter var i krydsild. Det var lidt svært at forstå; så Cecilia
Zwick Nash var engageret til at læse op af det litterære værk. Jeg var bedøvende
ligeglad med den nordatlantiske forfatter og hendes til tider forståelige argumenter,
for jeg havde helt andre intentioner. Da publikum taktfast klappede for sidste gang,
trippede jeg som en badutspringer frem mod den stilfulde oplæser og fik en
konstruktiv diskussion om hendes virke.
Næsten alle engagementer med Cecilia Zwick Nash var i Malmø, men
”Tørklædemonologer” var under opsejling, så en landsturne ventede forude. Så var
det bare med at være klar i startblokken.
”Tørklædemonologer” havde jeg set to gange tidligere med henholdsvis Ann
Eleonora Jørgensen og Maibritt Saerens til at udfylde de humoristiske roller. Mens de
to ovennævnte karakterskuespillere nærmest plagierede hinanden, optrådte Cecilia
Zwick Nash med en komisk attitude, så publikum var flade af grin. Selv når
stemmebåndet stod på standby, var hendes kropsprog og grimasser helt ude af
propositioner. Det havde jeg ikke oplevet fra en kvindelig skuespiller, siden Kirsten
Walther som den naive Yvonne fra Olsen Banden havde sine velmagtsdage.
De seneste sæsoner har Cecilia Zwick Nash turneret med HAVFRUEMORDERENS
DATTER. Det er en slags debatteater, hvor publikum efter den 70 minutters lange
forestilling kan spørge om alt. Jeg så første gang den spændende opsætning på
Frederiksberg, hvor en interessant tilskuer blandede sig i debatten om, hvor havfruens
afhuggede hoved egentlig befinder sig. Det var Ekstra Bladets skarpeste pennestrøg
Bent Falbert, der mente at have konkret viden. En af havfruemorderens bedste venner
var som bekendt Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Victor Andreasen; og lige
netop den kulørte boulevardpresse fra Rådhuspladsen dækkede mordet på den
verdensberømte statue meget specielt. Bent Falbert konstaterede, at det famøse hoved
befinder sig i en trækasse og er arkiveret under et bibliotek. Ekstra Bladet havde dog
ikke hyret Jørgen Nash til at udføre mordet.
Jeg var den anden person, som kom i rampelyset under debatten. Som den mest
entusiastiske fan fik jeg proklameret, at Rialto Teatrets opførelse af LIVET BLIVER
IKKE GENUDSENDT suverænt var den bedste teaterforestilling, som jeg
nogensinde havde oplevet. Efter tæppefald eksploderede salget af LIVET BLIVER
IKKE GENUDSENDT, som kunne købes i signeret udgave. Den stolte Cecilia Zwick
Nash kvitterede med en varm omfavnelse som tak for, at jeg havde rost den tidligere
forestilling.
28
HAVFRUEMORDERENS DATTER havde jeg senere oplevet i kulturelle
sammenhænge i Valby, Glostrup og Herlev. Nu var Cecilia Zwick Nash ikke bare en
delikat skuespiller, som jeg havde mødt nogle gange. Det blev til et helt unikt
venskab, så min store ambition var selv at præsentere HAVFRUEMORDERENS
DATTER på hjemmebane. Jeg rettede henvendelse til kulturforeningen Liv i Sundby,
hvor bestyrelsesmedlem Helmer Støvelbæk var nem at overtale.
Det blev til en velbesøgt forestilling på Daghøjskolen i Urbanplanen, hvor Cecilia
Zwick Nash til forsamlingens store overraskelse pointerede, at forbindelsen med den
stedkendte hippolog var den direkte årsag til arrangementet. Salget af souvenirs blev
helt anderledes end normalt, for min kreative veninde havde uden at slippe
kuglepennen tegnet min karikatur i en flot dekoreret billedbog, hvor der heller ikke
blev sparet på kærlige gloser ved signeringen. Til slut gav jeg den karismatiske
komiker assistance med at pakke scenegrejet, så mørket faldt på inden vi kunne tage
afsked.
Efter det hæsblæsende arrangement på Daghøjskolen skulle man tro, at aktiviteterne
og venskabet med havfruemorderens datter blev sat på standby; men lige pludselig
tikkede en uventet mail ind på computeren. Cecilia Zwick Nash havde kreeret en helt
ny forestilling VINGER PÅ HJERNEN, som var støttet af Statens Kunstfond.
Der er premiere i efteråret 2014, hvor Poul Halberg igen har sat sit musikalske aftryk
på løjerne. Da ansøgningsfristen om tilskud var kortvarig, fik jeg nyheden direkte.
29
Vores korrespondance udmøntede sig i, at LIV I SUNDBY som nogle af de
allerførste kunne tegne kontrakt og præsentere VINGER PÅ HJERNEN. Jeg vil
garanteret være den evigt heppende tilskuer ved adskillige forestillinger i
hovedstaden. Det var ingen tilfældighed, at ”djævelens værk” fra Drakabygget fandt
en kasketklædt stråmand i den kulturelle undergrund. Når vi begge smider brænde på
bålet, vil flammerne altid eksistere.
Det ville være omsonst at nævne en perlerække af skuespillere uden at dvæle ved
Bondegårdens gamle traver Anette Støvelbæk. Det var aldrig kedeligt at have den
hestetossede teenager som daglig bruger, men hun var ikke helt fri for skarnstreger.
Det har givetvis inspireret hende til en karriere, hvor drama og komik blev afgørende
elementer. Nu har hendes forældre boet omkring Urbanplanen i flere generationer,
hvor Helmer Støvelbæk i hele perioden har været det kulturelle lokomotiv. Derfor
bookede LIV I SUNDBY 120 pladser, da ONDT BLOD skulle opføres en lørdag
eftermiddag på Edison. Her havde Anette Støvelbæk den ultimative hovedrolle som
den rådvilde underviser fru Thomsen, der på en antipædagogisk facon forsøgte at
dygtiggøre syv kropumulige elever på en videregående uddannelse. For at gøre det
intime gidseldrama autentisk, havde instruktøren sat flere medvirkende med anden
etnisk baggrund end dansk på plakaten, så de kulturelle floskler rigtigt kunne sættes i
relief.
På grund af de tætte familierelationer, havde Helmer Støvelbæk arrangeret det som et
debatteater, hvor samtlige otte medvirkende efter tæppefald stillede sig til rådighed
for det spørgelystne publikum. Da halvdelen af de delegerede fra LIV I SUNDBY var
fra folkeskolens afgangsklasse eller tilhørte gruppen af utilpassede unge, var de fleste
spørgsmål rettet til fru Thomsens etniske elever. Her kunne flere identificere sig med
rollemodellerne, for den danske model med uddannelse og arbejde er ikke indrettet
efter mange unges behov. Fru Thomsens kontante indlæringsprincipper står ikke i
Undervisningsministeriets bekendtgørelse, men Anette Støvelbæk stiller sig sikkert til
rådighed, når farmand ved en senere lejlighed inviterer Urbanplanens samlede flok på
en teateroplevelse.
Jeg har flere gange set Bondegårdens tidligere hestepige på de københavnske scener.
De fleste gange optræder hun som et forvirret fruentimmer, der lige er ankommet
med firtoget. Måske har mange instruktører ladet sig inspirere af hendes glansrolle i
Lone Scherfigs dogmefilm ITALIENSK FOR BEGYNDERE, som blev det folkelige
gennembrud. Således var det også i den mest vulgære komedie, som Rialto Teatret
nogensinde har stået model til.
Det kræver en vis tolerance at overvære et elendigt teaterstykke to sæsoner i træk,
men PORNOTOPIA fik alligevel publikum til at koge af begejstring. Det var
primært, fordi Julie Zangenberg i stive to timer optrådte uden nævneværdige tekstiler
på kroppen. Den første sæson havde Ditte Hansen rollen som den komiske journalist,
30
der lod sig forføre af den unge charlatan, mens ”klatretøsen” var sendt på
forretningsrejse i Ungarn.
Da PORNOTOPIA skulle opføres den efterfølgende sæson, var Ditte Hansen sendt
på Nørrebro Teater, hvor hun tryllebandt publikum i det ægteskabelige drama KAN
TROLDEN TÆMMES. Det paradoksale var, at hun havde stjålet en af landets bedste
maskuline skuespillere Lars Mikkelsen som sin Don Juan. Nu er Mads Mikkelsens
navnkundige storebror tilfældigvis gift med Anette Støvelbæk, som afløste Ditte
Hansen på Rialto Teatret.
Det blev PORNOTOPIA meget bedre af, for det var den skruppelløse journalist, der
fuldstændig stjal det kunstneriske indtryk. Men hvordan kunne Lars Mikkelsen sende
sin kone ud på så plat en ekspedition, mens han hyggede sig med Ditte Hansen?
I Urbanplanen har vi flere gange haft besøg af den fortabte datter, der gerne fortæller
om sin barndom og livet på de skrå brædder. Hun har også optrådt vokalt i duet med
sin guitarspillende farmand. Næste gang Anette Støvelbæk frekventerer det sociale
boligkompleks, bliver hun ledsaget af sin kollega Lars Ranthe. Han er de seneste år
kommet i vælten for sin medvirken i flere tv-serier, men kun de færreste kender ham
som tidligere beboer i Urbanplanen.
31
Jeg har aldrig overværet en sommerrevy og havde heller ikke til hensigt at gøre det,
men et fast håndslag samt en tro og love erklæring førte mig på sporet af den næste
skuespiller.
Forlaget People’s Press havde en beskeden stand på årets bogmesse, men søndag
formiddag kl. 10.30 stod en glamourøs debutant på scenen som dagens første
forfatter. Når nu mit fotografiapparat alligevel var glødende, kunne jeg ikke stå for
fristelsen og investerede en overkommelig sum i CHRISTIANES BEAUTIBOG. For
en mandsling var teksten det rene volapyk, men billederne kunne ingen andre værker
på hele bogmessen konkurrere med.
Nu interesserer jeg mig for Christiane Schaumburg Müllers kunstneriske talent, men
jeg kender hende mest fra flimmerkassens mere spøjse udsendelser. Her optræder hun
i useriøse sammenhænge, hvor det eneste formål er at kapre seere fra andre stationer.
Selve indholdet i hendes beautyboks, den kulørte boulevardpresses snerren i hendes
privatliv og hendes kommercielle svinkeærinder rager mig en høstblomst. Jeg vil
helst opleve den vidunderlige skuespiller i en karakterrolle på den københavnske
scene.
Jeg tvivler ikke på, at den vordende revystjerne hitter i Tivoli, fordi hendes talent og
udstråling er indiskutabelt. Christiane Schaumburg Müller er et gedigent salgsobjekt,
men den efterspurgte medietækker sætter sig i en ambivalent situation, fordi hun som
optrædende i reklamebranchen og filmindustrien honoreres med nogle
fyrstelønninger. En skuespillers kunstneriske færdigheder udvikles bedst på scenen,
men anstrengelserne betales ofte med pebernødder og det er ikke altid rentabelt.
I starten af interviewet var der masser af tomme stolesæder, men efterhånden som
Christiane Schaumburg Müller fik snakket sig varm, blev der voldsom trængsel i
geledderne. Til sidst var der så mange mennesker, at publikum måtte lytte bag scenen
uden at få øjenkontakt med den blankpolerede facade. Det var nu ikke så ringe endda;
for her forberedte Anne Linnet sig på at overtage den varme stol kl. 11.00.
Debatteater er en fascinerende form for underholdning. Under beskedne kulisser så vi
SKYGGEN FRA 1944 med en veloplagt Preben Harris i centrum. Som den unge
forræder, der udfører tjeneste for den danske afdeling af Gestapo, har han i 60 år haft
en tung byrde hængende over sig. Han var impliceret i en episode, hvor et dræbende
skud på en civil dansker i slutningen af anden verdenskrig nu er ved at indhente hans
fortid. En årvågen journalist optrævler konfrontationen og forbereder den senile
olding på, at han kan vente en arrestation. Preben Harris blev blandt en trio spottet
som gerningsmanden, der helt kynisk havde likvideret et uskyldigt menneske. Efter
90 minutters psykisk drama ringer politiet på dørklokken og anholder den tiltalte.
Hvem kan nu bevise, at den dødbringende fuldtræffer kom fra netop hans skyder?
Det autentiske drama sluttede brat, da Preben Harris uden nogen form for varsel
lukkede det sprængfyldte teaterstykke.
32
Det forbløffede publikum fik besked på at udvandre til foyeren, hvor teatret
inviterede på en gratis læskedrik. Fem minutter senere kom den anholdte pensionist
og den dybdeborende journalist for at diskutere forestillingen med publikum. Det var
virkelig kræs i øregangene for min mor, der havde anden verdenskrig som historisk
platform og kunne underholde den yngre forsamling med bizarre hændelser under
besættelsen. Da den interessante debat nåede bristepunktet, var de to generationer
tvedelte. De ældre sendte den stakkels Preben Harris direkte i kachotten, mens de
yngre, som ikke oplevede besættelsen, sammenlignede det med den cigarrygende
vaneforbryder Egon Olsen. Det var et seriøst debatteater af højeste karat.
Næste gang en folkekær skuespiller fortalte om sin langstrakte karriere, kulminerede
det med min mors kemoterapi, så jeg traskede alene til hovedbiblioteket i Kastrup.
Her var en kendt ambassadør fra Folkekirkens Nødhjælp på plakaten. Jeg kom i god
tid og stod mutters alene, da eftermiddagens hovedattraktion kunne skimtes forude.
Allerede ved første blik begyndte sommerfuglene at flagre rundt i organismen, for
Lone Hertz havde jo været et kunstnerisk ideal igennem hele mit livsforløb. Før det
annoncerede foredrag startede, blev det til 30 minutter på tomandshånd, hvor den
visuelle drømmepige lyttede interesseret til mit sociale arbejde med udsatte
mennesker. Selv om jeg er en ærekær afholdsmand, der aldrig har drukket en bajer,
følte jeg det som en søvndrukken Jeppe, der vågnede i baronens seng. Det var et
samfundsbevidst, intelligent og kærligt menneske, som den lidt stolte
kommunalarbejder havde stavnsbundet.
Det blev et hæsblæsende og varieret foredrag, hvor Lone Hertz med det smigrende
smilebånd i fuld kontrol viste hele sit repertoire. Den fromme Frøken Nitouche
afsluttede hele affæren med at give de alt for få fremmødte et varmt håndtryk og sin
attraktive autograf. Samme kærlige behandling fik kulturminister Brian Mikkelsen
ikke, for under foredraget svingede Lone Hertz med krabasken og uddelte regulære
øretæver. Kendte personligheder får ofte prædikatet ”primadonnanykker” hæftet på
sig, men den attraktive skuespiller aflivede suverænt myten.
14 dage senere sendte postbuddet en kuvert igennem brevsprækken, som fik mit
gloende hjerte til at galopere. Indholdet var spækket med uerstattelige souvenirs, som
hverken Rembrandt eller Picasso kunne udkonkurrere. Lone Hertz havde skænket
mig tre henrivende billeder, som alle var signeret med en kærlig hilsen. På væggen i
den intime dagligstue hænger de kostbare værdigenstande, som den lykkelige ejer
værner om. At opleve Lone Hertz i en snarlig reprise med min mor som ledsager er et
fromt ønske, så en annoncering bliver overvåget med en storvildtjægers skarpe blik.
Endelig kom invitationen om et foredrag med Lone Hertz, som min mor så
brændende ønskede sig. Vi kom som sædvanlig i god tid og placerede os nærmest
mikrofonen. Jeg var vist den eneste, som ikke havde rundet efterlønsalderen, men
33
Lone Hertz genkendte mig ved første øjekast, så vi fik en varm velkomst og en
hyggelig sludder.
Desværre var temaet ikke af kulturel karakter, men min mor skulle diskutere
filmatiseringen af Herman Bangs mesterværk TINE, hvor handlingen udspilledes
under krigen i 1864. Her scorede Lone Hertz sin første Bodil for sin præstation i den
sønderjyske kampzone.
Arrangementet på Øresundsvej var et livsbekræftende oplæg, hvor forebyggelse af et
skrantende helbred var på menuen. Det var primært lokalbefolkningen, som
fremmødte til sammenkomsten. Den folkekære skuespiller var lige introduceret, da
døren forsigtigt blev åbnet til salen. Vi tog ikke særlig notits af Lotte Rømer, men da
hun fik følgeskab af Lykke Nielsen, stivnede min mor fuldstændig. Det var jo idealet,
som hun havde identificeret sig med og havde haft samme livstruende
kræftsymptomer som.
At møde Lykke Nielsen var en illusion, min mor mest havde i fantasien. De havde
etableret en korrespondance, men selv om foredraget endnu ikke var startet, var min
mors tanker allerede henne ved den annoncerede pause, hvor hun med garanti skulle i
dialog med Lykke Nielsen. Det blev en vemodig afsked og det rørende intermezzo
stod lysende klart på min mors nethinder. Det var også sidste chance for et
stævnemøde, da den forgudede skuespiller og børnebogsforfatter visnede bort få
måneder senere.
Der var ikke meget underholdning i Lone Hertz foredrag, men der kom mere kolorit
over det, da et spørgelystent publikum fik muligheder for at tale i mikrofonen.
Paradoksalt var der ingen spørgsmål om helbred og sygdom, men en kavalkade om
episoder fra filmlærredet og de skrå brædder kunne flere årtiers største danske
filmdiva ikke ignorere. Jeg fik en kærlig omfavnelse af Lone Hertz, der i støbeskeen
havde intentioner om at udgive sine erindringer, men endnu ikke har taget sig
sammen til at udføre processen.
Derfor må jeg nøjes med et signeret eksemplar af ET MANGFOLDIGT LIV, som
hun har skrevet i samarbejde med ældresagen.
Den mest hjertevaskende nyhed på årets bogmesse var Cecilie Frøkjærs klassiske
LYS I LIVET, hvor hun på en gribende facon interviewer den sygdomsplagede
forfatter Jane Aamund. Det var en bestseller, som blev præsenteret to dage i træk. Der
var trængsel blandt autografjægerne allerede på førstedagen, så jeg prioriterede at
møde de implicerede i anden ombæring. Her var tilstrømningen stærkt minimeret, for
Jane Aamund måtte sende afbud på grund af sygdom, så Cecilie Frøkjær sad alene.
Det var nu heller ikke det værste at blive ladt i stikken med tidens hotteste tv-vært.
Min mor havde flere af Jane Aamunds bøger på reolen; men det var hendes sygdom,
som gjorde forfatteren til en fast bestanddel af min mors hverdag. Derfor blev mit
første indkøbte eksemplar af LYS I LIVET dedikeret til min mor. Desværre uden
34
Jane Aamunds signatur, men Cecilie Frøkjærs opildnende bemærkninger prydede
bogens første blanke side. Utallige gange havde min kræftramte mor hevet netop
dette eksemplar ned fra bogsamlingen, men ofte var det kun for at se strejfet af den
kuglepen, som Cecilie Frøkjær havde anvendt. Ingen tvivl om, at de velmenende
sætninger skulle læses op ved min mors kiste.
De sidste fem uger tilbragte min mor i Håndværkerhjemmet, hvor professionelt
personale plejede hende i døgndrift. Til sidst var hun så plaget af skavankerne ved
kemoterapien, at hun var helt ude af kontrol. På mystisk vis var LYS I LIVET
forsvundet fra hendes bogsamling, men jeg fortalte alligevel om Cecilie Frøkjærs
signering ved bisættelsen. Ingen af de tilstedeværende var bekendt med det
uvurderlige arvestykke, som jeg efterlyste under ceremonien. Jeg måtte snart
rekonstruere værket.
Det var en lidt brødebetynget litteratursamler, der ved den efterfølgende bogmesse
endnu engang måtte bede Cecilie Frøkjær om at signere LYS I LIVET. Min intuition
var intakt, for den populære forfatter havde en menneskelig dimension af særlig høj
kaliber. Jeg erindrede en samtale med en af Folketingets mest skarpsindige strateger,
der knastørt konstaterede, at Cecilie Frøkjær var den mest talentfulde og dygtigste
journalist, som burde beskæftige sig med mere seriøse emner.
35
Når man har læst LYS I LIVET, giver det måske næring til Pernille RosenkrantzTheils harmløse pointe. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at Cecilie Frøkjær er
prototypen på en interviewer, der behandler sin opponent som en medspiller, hvor der
er mulighed for at udtrykke sig på værdig vis uden at blive afbrudt.
Forventningerne til at få rekonstrueret signeringen blev en følelsesladet affære. Den
barmhjertige journalist lagde hånden om min skulder med den ene hånd og snappede
bogen med den anden hånd. En enestående behandling som i Tour de France
terminologien kendetegner en opstigning, hvor de sneklædte toppe er ”uden for
kategori”.
Da konceptet til min bogudgivelse blev offentliggjort, var et billede med Cecilie
Frøkjær og LYS I LIVET en af de absolutte topprioriteter. Hun skulle headhuntes
som en af de første. De formelle detaljer blev klarlagt ved en bogmesse, hvor vi
aftalte fotografering i TV2 studierne på Københavns Hovedbanegård. Jeg fik hendes
mailadresse på et beskedent stykke papir og sendte korrespondance første hverdag
efter bogmessen. Den fotogene journalist var lynhurtigt på tasterne, for fire minutter
efter var alle formaliteter ordnet. Fotografen havde visse vanskeligheder med at
tackle den dunkle belysning, men billederne hænger både i min stue og i mit
soveværelse. Den attraktive udflugt til Københavns Hovedbanegård vil aldrig
forsvinde fra min hukommelse.
Det var et pikant sidespring at føre Cecilie Frøkjær ind på teaterscenen, så jeg vil
fokusere på den ægte vare og berette om pudsige hændelser fra de mange seværdige
forestillinger. Nostalgikere kan sikkert huske ABC Teatret på Frederiksberg Alle,
som har skiftet navn og stilart adskillige gange. Pludselig var det blevet et
eksperimenterende teater, som jeg af uforklarlige årsager havde viklet mig ind i.
Konstruktionen i det store firkantede spillested var to scener, som var placeret i hver
sin ende af et kvadratisk midterfelt, hvor det tætpakkede publikum stående kunne
følge forestillingen. Det var en fuldstændig ustruktureret opsætning og mindede mest
om rødstrømpebevægelsen, der bevidst brugte publikum som gidseltagere.
For at sælge billetter var Andrea Vagn Jensen plakatens eneste attraktion. I slutningen
af den triste forestilling skulle hun være en forførende rocksanger. Efter de første par
strofer forlod hun scenen og valsede ned blandt publikum, som en prostitueret
gebærder sig i nattelivet. Da den legendariske hovedaktør fra STRISSER PÅ
SAMSØ fik de sitrende hårde klange lidt på afstand og et sælsomt instrumentalt
mellemspil tonede frem, gik den flyvske rocksanger helt grassat.
Andrea Vagn Jensen satte et smørret grin på fjæset, greb fat i forsamlingens eneste
kasketprydede fyrtårn og opførte en blanding af krigsdans og bryllupsvals. Det øvrige
publikum klappede taktfast, mens jeg lidt akavet tumlede rundt i manegen som en
kluntet Chevrolet, der lige er kommet i brunst. Det var svært at løsrive sig fra den
smigrende skuespillers blækspruttearme, så det impulsive input fik ubegribeligt
aftenens største bifald. Tænk at betale entre for at være trækplaster i en
36
spaghettikomedie. Jeg sætter aldrig mere mine dansesko i det eksperimenterende
teater.
Da forestillingerne til næste sæsons teaterstykker blev offentliggjort, skulle Andrea
Vagn Jensen optræde i et interessant samspil med Lars Bom, som var hendes kæreste
i STRISSER PÅ SAMSØ.
På det intime teater ved Nyhavn var jeg tildelt billet ved premieren. Til min store
skuffelse blev Andrea Vagn Jensen sygemeldt af stress og sendt på flere måneders
rekreation. Hun blev glimrende erstattet af en anden politibetjent, da Anna Pihl i
skikkelse af Charlotte Munck overtog rollen.
På grund af en seværdig fodboldkamp i tossekassen kom jeg til premieren i sidste
øjeblik. Der var næsten stuvende fuldt hus med enkelte ledige sæder på tredje række.
I det fjerne kunne jeg skimte flere kendte skuespillere, men pludselig fik jeg
øjenkontakt med Andrea Vagn Jensen, der fnisende sad på fjerde række. Hun kunne
godt huske vores fremragende parodi på mazurka; men jeg håber så sandelig ikke, at
det var årsagen til hendes stress. Jeg satte mig behændigt lige under min tidligere
dansepartner. Før tæppefald blev de sidste pladser på tredje række besat, da en
atletisk mand og hans højgravide hustru mavede sig forbi.
Forestillingen var et ægteskabeligt drama, hvor skuespillerne flere gange var ved at
overskride de etiske grænser. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, for jeg skulle
også følge lidt med i, hvad Andrea Vagn Jensen foretog sig oppe på fjerde række.
Midt i stykket kulminerede det med nøgne kendsgerninger, som fik de fleste
feminister til at dåne. Den kultiverede Lars Bom rejste sig fra en dobbeltseng og trak
fra sengekanten langsomt sine underhyler på. Det interesserede åbenbart ikke min
mavesvulmende ledsager på højre fløj, for hun vendte blikket i modsatte retning og
det fangede jeg helt tilfældigt. Her fik jeg et granatchok, hvor jeg glemte alt om Lars
Boms kronjuveler og Andrea Vagn Jensens fnisen i baggrunden.
Pludselig var jeg til fodboldkamp i Københavns Idrætspark, hvor jeg som 11-årig var
vidende til et opgør mellem Frem og B.1913. Allerede dengang var jeg en
skrækslagen autografjæger og blandt de udsøgte var den elegante og
landsholdsaktuelle fynske innerwing Arne Dyrholm. Nu sad hans talentfulde datter,
der startede sin lovende karriere med at danse i måneskin og kiggede mig direkte op i
ansigtet. Jeg blev totalt rundtosset og husker ikke, om Charlotte Munck fik skovlen
under Lars Bom. Til gengæld huskede jeg Trine Dyrholm, som foruden den snarlige
familieforøgelse barslede med udgivelsen af den selvbiografiske ungdomsbog PIGEN
DER VILLE KEDE SIG IHJEL, der skulle sendes på markedet kort efter fødslen.
Jeg var på lægterne hver eneste gang, jeg havde mulighed for det, når Trine Dyrholm
udfoldede sig musikalsk. De mest uforglemmelige oplevelser var støttekoncerten for
en verdensberømt tibetansk guru og gæsteoptræden ved Sweethearts traditionelle
37
juleshow. Stemmemæssigt adskilte hun sig ikke fra mængden af brillante sangere,
men hendes udstråling kan føre enhver scorekarl i koma.
Derfor var forventningerne på højde med en skyskraber, da jeg for første gang skulle
opleve Trine Dyrholm i et teaterstykke. Normalt kan et skuespil efter manuskript af
Søren Kierkegaard være en langtrukken tørvetriller, men besætningen med Sofie
Gråbøl og Anders Berthelsen indikerede, at forudsætningerne for en storslået aften
var til stede. Det blev en total deroute, for indholdet var lige så tyndbenet som en
fluevægter. Her kunne en brugsuddeler og to kassedamer fra et supermarked snildt
erstatte de højt profilerede skuespillere. Et par måneder efter snakkede jeg med Sofie
Gråbøl, som heller ikke var begejstret for forestillingen. Det var hendes første
optræden efter endt barsel, så det havde været lidt kaotisk.
Det var en sand fornøjelse at møde den ultimative dronning af dansk film på årets
bogmesse, hvor Trine Dyrholm gjorde reklame for sin litterære udgivelse. PIGEN
DER VILLE KEDE SIG IHJEL er en autentisk beretning, for barnestjernen har de
samme bekymringer som andre pubertetstøser. For mor og far, der mener at have fuld
kontrol over deres teenagere, er den spændende ungdomsbog nyttig læsning. Der var
nu ikke meget gevinst i salget, men for en samler af signeret børne- og
ungdomslitteratur var det som syv rigtige på lottokuponen. For en sikkerheds skyld
investerede jeg i to eksemplarer, som har den samme signering. Hvis PIGEN DER
VILLE KEDE SIG IHJEL forsvinder fra mit univers, så går verden under. Vi havde
en ganske kort samtale efter jeg havde erobret den værdifulde underskrift; men jeg
satte dagsorden, så faderens meritter på fodboldbanen blev det dominerende emne.
En anden multikunstner, som krydsede min vej på bogmessen, blev også landskendt
som teenager, da hun skældte ud på Grand Prix veteranen Tommy Seebach. Nu var
Annette Heick kreatøren bag den feministiske bogudgivelse GØR DET NOGET JEG
STØVSUGER IMENS, hvor hun sammen med de sammensvorne Katrine Axholm,
Mette-Louise Just Kryger og Katarina Scheef udstiller kvinders behov med alskens
komiske finurligheder. Jeg har oplevet den blonde entertainer mange gange, men hun
mestrer alle facetter og fremkommer med nye koncepter hver eneste gang. Talentet
har genetiske relationer, men Annette Heick bliver som sanger sjældent honoreret
efter fortjeneste. Familiedynastiet klæber sig til en oldnordisk form for musik, som
populistiske radiostationer ikke gider beskæftige sig med. Som nyslået musicalstjerne
brillerede den sensuelle blondine med en professionalisme, som fik publikum til at
koge over af begejstring.
Især ved humanitært arbejde har jeg stiftet bekendtskab med den hjerteknusende
ambassadør, der gerne ofrer hele sjælen for at give udsatte og undertrykte mennesker
bedre vilkår. Annette Heick har de samme menneskelige egenskaber og værdier som
Cecilie Frøkjær, hvor en kæk bemærkning og en skøn omfavnelse er en naturlig
ingrediens. Det omsorgsfulde væsen kan dog forvandle sig til en barsk arbejdsgiver.
38
Under et RØDE KORS arrangement introducerede Annette Heick en afrikansk dans,
hvor den excellente altmuligmand Martin Brygmann også medvirkede. Hvis der
havde været retfærdighed til, var jeg efter min klodsede optræden med Andrea Vagn
Jensen diskvalificeret på forhånd, men Annette Heick nægtede at adlyde min
søforklaring. Jeg måtte igennem fem minutters psykisk dansetortur, hvor jeg bare
skulle adlyde hendes instruktion.
Efter at have beskæftiget mig med Trine Dyrholm og Annette Heick, der allerede
som teenagere bragede igennem lydmuren med musikalske ørehængere, vil jeg sætte
fokus på en levende legende i Danmarks Radio, der stadig kan betegnes som landets
ældste teenager. Jørgen de Mylius holdt min generation fastspændt til transistoren
med sine populære udsendelser, hvor Top tyve, Efter skoletid og Poprunden var de
foretrukne programmer. Mange nostalgikere kan sikkert huske, at det var irriterende,
når den sproglige gymnasieelev ustandseligt kværnede sit prosaiske tordenskrald ind
over tidens populære slagere. Måske gjorde han det, fordi grammofonindustrien ville
sælge flere produkter, for de ivrige lyttere sad med fingeren på spolebåndoptageren,
som i dag er en museumsgenstand.
39
I forbindelse med sit 50 års jubilæum på Danmarks Radio udsendte Jørgen de Mylius
sine erindringer TAK FOR AL MUSIKKEN. Både på biblioteker og ved bogmesser
har jeg hørt de spøjse anekdoter utallige gange. Det talende vandfald er altid i hopla,
for han har en hukommelse som fortidens mastodont, mens hans slidte stemmebånd
er gennemboret af en rejsegrammofons pickup. Som i gamle dage sidder jeg klistret
til stolesædet og sluger hele molevitten.
Jørgen de Mylius var en musikalsk talentspejder, som ved en ihærdig promovering
bragte mange af tidens danske kunstnere på banen. Han brugte ikke noget musikalsk
filter, så alle ørehængere slap igennem nåleøjet. Efter mange år som pladevender i
studierne på Rosenørns Alle tog han et gigantisk tilløb, så faldskærmen foldede sig
ud over TV-Byen i Gladsaxe. Her gav han Otto Leisners oldnordiske vittigheder en
renæssance, mens han konstruerede kvalitetsprogrammer som Eldorado, Hitparaden
og Melodi Grand Prix.
Blandt favoritterne på min bogreol er hans kavalkade om DET DANSKE MELODI
GRAND PRIX 1957-2000. Det er et eminent opslagsværk med navne på alle danske
sangere, komponister og tekstforfattere. Jeg oplevede det første Melodi Grand Prix på
sendefladen i 1964, hvor Vivian og Berit havnede på andenpladsen med DER ER EN
FORSKEL. Det blev min første dansksprogede singleplade, som jeg investerede hele
8,75 kroner i. Det blev duoens eneste sællert, for Vivian Johansen skulle herefter på
barsel, hvor en senere rejehoppende Grand Prix vinder kom til verden.
Jeg har en enkelt gang overværet Dansk Melodi Grand Prix med Jørgen de Mylius
som tilrettelægger og konferencier. Det startede utraditionelt i Falkoner Centret 1980,
hvor publikum blev orienteret om, at det var en direkte udsendelse. Vi blev opfordret
til at klappe taktfast, når den speedsnakkende konferencier trådte op på rampen. Den
første solist var for øvrigt Vivian Johansen, som gjorde comeback efter 16 års fravær.
Den næste sanger var Tommy Petersen, som blev akkompagneret af et børnekor.
Her stjal den debuterende Gry Johansen med sin visuelle optræden og krystalklare
røst fuldstændig opmærksomheden. 32 år senere mødte jeg ved Kulturnatten i
Folketinget igen Jørgen de Mylius som konferencier og Gry Johansen, som
udelukkende optrådte med Grand Prix slagere. Noget må være gået galt for den
blonde sanglærke, da hun aldrig fik det fulde udbytte af sin fantastiske stemme og sin
eminente udstråling. Vi havde en længere samtale mellem de musikalske godbidder,
hvor anekdoten om min første dansksprogede singleplade var på menuen.
Mange nostalgiske minder kommer frem bag horisonten, når man studerer de mange
attraktive musikere. Efter to suveræne sidstepladser i 1978 og 1979 tog saxofonisten
Karsten Vogel revanche i 1982, da Peter Belli sang hans sentimentale SPEJLDANS
til en hæderlig femteplads. Det var ikke for at være lokalpatriot, men min musikalske
genbo fra den stille gade i nordvest beviste, at en raffineret slager godt kan rumme
mere end tre akkorder.
40
Samme år optrådte Walt Disneys tegneseriemager Jørgen Klubien med hyldesten til
MARIE. Med på kor havde han to sprøde sangerinder fra hedengangne Sweet
Intentions, der kun nåede at spille til et bryllup i Kostalden i Brumleby. Det
musikalske samarbejde smuldrede, fordi 17-årige Søs Fenger havde intentioner om at
blive fotograf. Det mente den 16-årige orkesterleder Nanna Lüders ville være
fuldstændig sindssygt, når hendes kompagnon mestrede alle genre. Det var første
gang de to harmoniske sangerinder optrådte musikalsk i fjernsynet. Kort efter kunne
Jørgen de Mylius præsentere Nanna Lüders i udsendelsen Eldorado, hvor landeplagen
Buster gav jackpot i første forsøg.
Da Søs Fenger ikke havde sin makkers flair for at skrive iørefaldende melodier, måtte
hun finde de renommerede komponister udefra, før hun blev anerkendt som en af
landets bedste vokalister. Når jeg altid ”holder øje med dig” er forklaringen, at Søs
Fenger optræder vederlagsfrit i mange sammenhænge til gavn for humanitære
organisationer. Det er ofte de samme projekter, som jeg også støtter økonomisk.
Et tredje nostalgisk minde fra Jørgen de Mylius erindringer stammer fra 1987, hvor
Melodi Grand Prix hidtil største personlighed dukkede frem på skærmen. Det var en
genistreg, da kapelmester og komponist Ian Glæsel håndplukkede det kun 14-årige
multitalent Trine Dyrholm til at ”danse i måneskin”. Der er ingen andre kunstnere i
41
dansk showbusiness, som scenemæssigt når dette naturfænomen til sokkeholderne.
Det er jo en international superstar, som i Grand Prix historien kan sammenlignes
med Carola Haggkvist. Den svenske Grand Prix vinder optrådte ved en gospelkoncert
i nordvestkvarteret, hvor et talstærkt publikum var ”fangad av en stormvind”. Det var
min hidtil største musikalske oplevelse.
Min afskedssalut med Jørgen de Mylius nuancerede værk stammer fra 1997, hvor
Kølig Kaj sejrede med STEMMEN I MIT LIV. Den tæppebankende komposition
havde sikkert også vundet, hvis den udsøgte rapper havde gnedet mikrofonen på et
rustent nedløbsrør. Danmark Radio burde skamme sig og returnere licenspengene til
de stakkels fjernseere, som blev taget som gidsler hele lørdag aften. Jeg har ikke set
Melodi Grand Prix siden den fatale brøler, men Jørgen de Mylius kavalkade bliver
regelmæssigt taget ned fra boghylden, for den er spækket med interessante data.
Jeg havde tilmeldt mig et foredrag i PH-cafeen, hvor Ann-Mari Max Hansen var på
plakaten. En halv time før kickstart meddelte arrangøren, at skuespilleren havde sendt
afbud på grund af sygdom. Man havde ihærdigt prøvet at skaffe en unavngiven
substitut, så de tilmeldte kunne få refunderet beløbet eller vente på en afløser.
Pludselig stod den hasteindkaldte men komplet uforberedte Kirsten Olesen parat i
kulissen.
Af taktiske årsager startede den fabelagtige skuespiller med at fortælle om sine 29
begivenhedsrige år på nationalscenen og mange af de glansroller, som hun var tildelt.
Vi fik også et dybdeborende indblik i samspillet med Ebbe Rode og Erik Mørk, så de
mange anekdoter blev rørt sammen til en helstegt menu. Efter næsten en time med
begivenheder på Det kongelige Teater kom forløsningen, som hele forsamlingen
havde ventet på. Kirsten Olesen havde været en drivkraft i MATADOR, som er
Danmarks Radios største succes nogensinde. Rollen som den visionære og
myreflittige Agnes Jensen gjorde den dygtige skuespiller til folkeeje, så alle hendes
fremragende præstationer på Det kongelige Teater blegnede alligevel, når
sammenligningen med den klassiske figur fra MATADOR skulle igennem en
folkeafstemning. Publikum ville høre om naive landsbytosser som tante Møghe,
oberst Hackel og grisehandler Oluf Larsen.
Stort cadeau til Kirsten Olesen for at stille op med så kort varsel og tryllebinde hele
forsamlingen. Det blev belønnet med et bragende bifald; for publikum havde allerede
glemt fraværet af Ann-Mari Max Hansen.
Jeg interesserer mig sjældent for teaterforestillinger, som er bygget op omkring en
musikers kompositioner. De optrædendes ambitioner om at udtrykke sig kunstnerisk
for at give det et vokalt særpræg lyder ofte som at hive en kat i halen; men et enkelt
guldkorn kan da drysse ned fra himlen. Det er mere end 40 år siden en
revolutionerende rødstrømpe forsøgte at sætte helt nye standarder for den musikalske
42
udfoldelse i Danmark. Anne Linnet gjorde opmærksom på sin eksistens med
særprægede påklædninger og kontroversielle gruppenavne. Hysteriet fra de trofaste
fans fejlede ingenting, for de to ”skidt og kanel” piger Lis Sørensen og Anne Linnet
var ved at vride hofterne af led for at begejstre publikum. Det
konservatorieuddannede musikgeni blev med sine vidunderlige kompositioner,
sentimentale ballader og provokerende tekster alle tiders dronning af dansk pop og
rock.
Første gang jeg kom i direkte kontakt med Anne Linnet var i efteråret 2005, hvor Ritt
Bjerregaard åbnede sin valgkampagne med et storstilet arrangement i det centrale
København. 300 socialdemokrater ventede i foyeren, hvor hendes valgmateriale var
udstillet. Hendes særprægede pjece for at forbedre ældreplejen vakte størst
opmærksomhed, men til min store forbløffelse var jeg afbildet sammen med Ritt
Bjerregaard. Hele flokken mente, det var en fornem gestus at være i katalog med Ritt
Bjerregaard, Anker Jørgensen og andre notabiliteter. At billedet rent teknisk sad lige i
øjet kunne ikke fortrænge min vrede. Nu havde jeg altid reklameret med at være på
årgang med landets bedste kvindelige komponist; så jeg søgte tilflugt i det tilstødende
lokale, hvor jeg vidste Anne Linnet clearede sine musikinstrumenter. Hun kunne
trods alt bekræfte, at personer født i 1953 på daværende tidspunkt ikke var berettiget
til ældrepleje.
Som aktiv teatergænger var jeg med i en abonnementsordning, så jeg ofte oplevede
de samme forestillinger flere sæsoner i træk. Den røde lygte foran Betty Nansen
Teatret blinkede alle tre sæsoner, for HVID MAGI var en gigantisk fuldtræffer, som
satte sig på tværs i det indre univers. Her brillerede orkesterlederen Jeanett Albeck
ved at håndtere musikinstrumenter i alle mulige afskygninger. Vokalt stod hun også
for det absolutte højdepunkt, da FORÅRSDAG blev serveret i en tårepersende
version, som publikum aldrig glemmer. Det var også en kraftpræstation, at Signe
Egholm Olsen droppede sin barsel og optrådte få uger efter en vellykket fødsel.
Senere snakkede jeg med Anne Linnet om forestillingen. Hun var meget begejstret
over de dygtige skuespillere og selve konceptet.
Mine første Anne Linnet skiver kører på 33 omdrejninger, men da grammofonen
efterhånden er blevet en museumsgenstand, må jeg nøjes med at betragte
pladecoveret. Så er der mere alt komme efter på den bugnende boghylde, hvor tre af
hendes signerede værker pryder samlingen. Den første anskaffelse tager
udgangspunkt i et sørgeligt emne, da titlen MIN MOR ER DØD næppe virker
inspirerende for mange. Det er Danmarks Radios velrenommerede journalist Lene
Johansen, som har interviewet fire kendisser om det tragiske emne. Firkløveret er
ikke tilfældigt sammensat, for Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst, Christine
Antorini og Anne Linnet kender jeg alle fra den politiske undergrund.
43
Den opreklamerede bestseller TESTAMENTE er et digert værk, hvor pressen mest
har fokuseret på, hvem Anne Linnet har tilbragt nætterne sammen med. Disse intime
fortællinger springer jeg behændigt over og koncentrerer mig om det kunstneriske og
det karrieremæssige. Ved bogmessen 2012 stod en kødrand af mennesker for at få
den eftertragtede signatur, så forfatteren måtte grifle i 75 minutter for at tilfredsstille
købernes behov.
Personligt fik jeg større udbytte af Anne Linnets seneste bogudgivelse HVOR
KOMMER DRØMMENE FRA, hvor hun fortæller om de første 20 år af hendes
tilværelse. For mig var det særligt interessant at læse om storebror Niels, som var
blandt landets bedste højdespringere. Fra 1970 til 1974 var jeg under uddannelse i
Adidas og fulgte højdespringerne fra ”smilets by”. På det tidspunkt var Århus Stadion
det eneste danske idrætsanlæg med kunstbaner, så hele eliten var samlet for at få de
bedste træningsforberedelser. Nu var den navnkundige europamester Jesper Tørring
helt urørlig, så Niels Linnet Jepsen blev nævnt som den evige toer. Bekendtskabet
med højdespringerne sluttede brat, da jeg blev indkaldt til militæret. Anne Linnet
lærte jeg faktisk at kende som lillesøster til en berømt atletikmand.
44
En anden sekvens, hvor jeg mødte den mere anonyme storebror før den berømte
lillesøster, oplevede jeg under min indlæggelse på Rigshospitalet 2002, hvor en
nyresten skulle fjernes. Onsdag formiddag havde jeg så stærke smerter, at jeg var ved
at springe ud igennem vinduet, men den unge læge Jens Hillingsø gav mig
smertestillende medicin og postede flere liter væske i mig. Torsdag formiddag skulle
jeg efter planen opereres, men der var travlt på afdelingen, så jeg måtte vente til
fredag formiddag. Proceduren gentog sig, så Jens Hillingsø fyldte mig endnu engang
med smertestillende medicin og hældte ustandseligt væske i mig. Endelig blev det
fredag, hvor smertehelvedet skulle udløses. Jeg har aldrig glædet mig så meget til en
operation, men pludselig fortalte Jens Hillingsø, at jeg godt kunne forlade
Rigshospitalet, for nyrestenen var skyllet ud med afføringen. Det var et falsum med at
udskyde operationen, men jeg har aldrig været så begejstret for at blive bedraget.
Et par år senere mødte jeg for første gang frem på bogmessen, hvor Det Danske
Bibelselskab udsendte en forløber for DET NYE TESTAMENTE. Til at præsentere
demoen fremmødte to skuespillere, som havde været med til at indtale det religiøse
værk digitalt. Kun 20 mennesker overværede debatten, men efter tæppefald kom jeg i
teatersnak med Sofie Gråbøl, som jeg kort forinden havde set i en ikke alt for
spændende forestilling. Så kom Ellen Hillingsø hen og deltog i diskussionen om livet
45
på de skrå brædder. Jeg havde aldrig oplevet hende på en teaterscene, men jeg fortalte
om mit sygdomsforløb på Rigshospitalet. Så kan det ellers nok være, at snakken tog
fart. Jeg havde forestillet mig en kliche på en fornem adelsdame, for det var
kronprinsesse Marys nære veninde; men goddag mand økseskaft! Først fik jeg et
ordentligt klask på overarmen; så kom hendes dybe og lidt maskuline stemme i
svingninger. Hun snakkede som en sjakbajs i et håndværkerslæng; så det var en dyb
kontrast til den beskedne og lidt generte Sofie Gråbøl.
Jeg føler mig faktisk på bølgelængde med Ellen Hillingsø og har siden 2006 set
samtlige hendes roller på de københavnske teatre. Første gang var i Huset i
Magstræde, men et starttidspunkt kl. 21 trak ikke mange tilskuere. Jeg kan ikke huske
handlingen, men jeg mindes forestillingen MOBIL hver eneste dag. På væggen bag
min sengs hovedgærde hænger en stor teaterplakat med Ellen Hillingsøs kontrafej.
Det var min første signerede teaterplakat og et værdigt minde om en skuespiller, der
lige siden har behandlet mig fortrinligt. Vi mødes ofte til spændende foredrag eller
oplæsninger, men anekdoten fra Rigshospitalet kommer frem hver eneste gang; for
det var jo storebrors meritter, der førte mig sammen med Ellen Hillingsø.
Baard Owe er en af de maskuline skuespillere, som jeg altid har haft sympati for. Han
var jo altid den hævngerrige gangster, der fik smæk for skillingerne, når Morten
Korchs erklærede ynglinge Ib Mossin, Ebbe Langberg og Poul Reichhardt skulle
score drømmepigen og det blomstrende gods. Jeg holdt konsekvent med skurken, så
de brylcreme fikserede charmører kunne få en på skrinet. Nu er Baard Owe blevet en
karakterskuespiller, der spiller blændende som den lemfældige olding, så han fik et
forrygende comeback med titelrollen som Carl Th. Dreyer i en teateropsætning, der
skulle markere den farverige men noget kontroversielle dramatikers 100 års
fødselsdag. Jeg ville så gerne have en signeret teaterplakat fra netop den forestilling,
men det var besværligt, fordi den kvindelige medarbejder nægtede at goutere
mandehørmen i omklædningsrummet. Jeg er ikke blufærdig, så jeg blev ført ind til
Charlotte Munck, som var spindesidens eneste medvirkende. Hun skaffede mig en
teaterplakat, som alle medvirkende signerede.
Baard Owe havde også hovedrollen som familieoverhovedet, da en af kirke- og
ligestillingsminister Manu Sareens kendte børnebøger om IQBAL FAROOQ blev sat
i scene. Der blev dog en overmalet godtepose, som fuldstændig stjal billedet. Den
jammerlige reklamesøjle fra storebæltsoverfarten Pernille Wallentin var påklædt til at
udføre narrestreger. Det kan godt være den labre larve havde improviseret sig til en
komisk figur, men den ældre generation kunne let skimte lighedspunkterne til
sexbomben Judy Gringer, som fik datidens ungdom til at måbe. Det komiske talent,
den skingre stemme og den sexede adfærd virkede kongruente. Pernille Wallentin
havde stiletter på højde med en gaffel; og der var fyldt godt op under blusen for at
imødekomme de attraktive former.
46
Ved folkemødet blev jeg ved Allinge Røgeri fotograferet med Paula Larrain og var på
vej til næste destination, hvor jeg på festpladsen skulle møde Mette Frederiksen. Midt
i overhalingsbanen kunne jeg skimte en snehvidefarvet undermåler, som vækkede
min interesse. Det var brobizzen Pernille Wallentin, som om aftenen var shanghajet
til at optræde med Anne Dorte Michelsens berømte husmoderkvartet AKUT.
Jeg fortalte om den lørdag eftermiddag, hvor jeg havde set teaterstykket om den
eventyrlige IQBAL FAROOQ. Den højtråbende skuespiller viste sig at være et
beskedent og genert menneske, så jeg fattede simpelthen ikke, hvordan man kunne
ændre hendes udseende så markant. Det blev til en længere samtale, hvor et tilbud om
at blive fotograferet med den vævre skuespiller var fristende. Det er et politisk slogan
at prioritere, men jeg missede Mette Frederiksen på festpladsen.
Det hele kulminerede lørdag aften, hvor Enhedslisten havde deres gyldne time fra den
store scene. Johanne Schmidt-Nielsen skulle belære os om livets uretfærdigheder. Det
politiske ikon havde krydret menuen med optræden af AKUT, hvor den flot
47
uniformerede Pernille Wallentin havde en så forførende og sexet stemme, at jeg ikke
havde hørt noget tilsvarende siden Grand Prix komponisten Lise Cabble stønnede i
mikrofonen. Der må være en magisk tiltrækningskraft over spinkle Pernille
Wallentin, for Johanne Schmidt-Nielsens efterfølgende tale forsvandt også fra mit
univers.
Lad mig slutte kavalkaden om skuespillere af med et nostalgisk minde fra
bogmessen, hvor næsten alle biografier med danske skuespillere blev præsenteret
lørdag eftermiddag. Derfor var der også mange branchefolk på netop dette tidspunkt.
10 minutter før litteraturen om Preben Kaas skulle løbe af stablen, sad jeg helt alene
på første række. Så fik jeg selskab af en yngre dame, der ledsagede sin berømte
bedstemor rundt i den myldrende labyrint.
Judy Gringer var den første af sin generations danske filmdivaer, der forlod
sødsuppekulturen og sprang ud som gangster i spændingskomedien 5 MAND OG
ROSA. Som den charmerende gavtyv, der fjernstyres af sin hospitalsliggende
kæreste, skridtede Rosa Hansen fronten af og fik alle de offentlige instanser til at råbe
vagt i gevær. Rollen var skræddersyet, så Judy Gringer blev mit første kvindelige
ideal på filmlærredet.
Kun i fantasien havde jeg haft tanker om at møde den pensionerede skuespiller, men
pludselig sad jeg med øjne som møllehjul og kikkede underligt på drømmepigen.
Hendes ansigtsudtryk havde ændret sig, men den flotte figur var helt intakt. Efter en
længere dialog spurgte jeg forsigtigt, om hendes erindringer snart blev udgivet på
tryk eller verbalt, for så havde hun den første trofaste fan indenfor rækkevidde.
Judy Gringer var nu hverken til at hugge eller stikke i; for det eksperiment orkede
hun simpelthen ikke. Jeg havde været i dialog med endnu en kulturel perle og følte
det som bjergbestigeren, der kipper med flaget på den isglatte tinde.
48
PRINSESSER OG ANDET GODTFOLK
Når jeg har været beskæftiget med pædagogisk arbejde i mere end 38 år, er det
naturligt at gøre opmærksom på min beskedne samling af helt unikke børnebøger.
Derfor er det ikke helt galimatias, når jeg indleder udenfor kategorien med at
introducere LYKKEN FINDES. Her fortæller 10 kvinder ærligt om at føde. Når jeg
er så interesseret i at præsentere netop disse historier, hænger det sammen med, at jeg
kender flere af de implicerede personer fra politiske, litterære eller humanitære
sammenhænge.
Initiativtageren til LYKKEN FINDES er Camilla Gohs Miehe-Renard, der gerne
fortæller omverdenen om de største øjeblikke i en kvindes liv. Jeg møder jo den
herlige journalist hvert eneste år på bogmessen, hvor hun er blandt de dygtigste og
mest eftertragtede interviewere. Hun mestrer også til fuldkommenhed at sælge
billetter fra de forfattere, som hun netop har haft i krydsild. Jeg venter fortsat på en
regulær bogudgivelse fra TV2s abdicerende guldkalv, men der er ingen projekter i
miles omkreds. LYKKEN FINDES har Camilla Gohs Miehe-Renard måske skabt,
fordi hun skulle samle veninderne om en fælles interesse.
Det var dog en ganske bestemt af de medvirkende, som fik mig til at købe bogen. Da
jeg for alvor blev kulturpolitiker hos Socialdemokraterne, var Mette Bom den
progressive medarbejder på partikontoret. Den udprægede feminist satte standarderne
for nytænkningen i partiet, hvor alle græsrødder blev inviteret til events og
konferencer. De fleste gange var deltagerne indfarvet i pink, så det var mest
hensigtsmæssigt at være kvinde, men jeg blev altid lokket med i det muntre selskab.
Hun var kaptajnen på Socialdemokraternes kvindelige fodboldhold, men en dag
misforstod hun noget; for det så ud som om, at hun havde slugt læderet. Da Felix
punkterede maven på Mette Bom, var tilskuddet til Socialdemokraterne faldet på
grund af decimeret vælgertilslutning, så sekretariatet måtte indskrænke besætningen.
Det var fuldstændig tåbeligt at lade partiets guldfugl flyve over i Kulturministeriet.
Lige siden den skæbnesvangre afsked har der manglet en ildsjæl, som virkelig
brænder for at føre socialdemokratisk politik. Når man endelig skulle forsyne Helle
Thorning-Schmidt med en spinddoktor, ville Mette Bom nok være den mest
kompetente løsning.
Minderne kan ingen tage fra mig; for et signeret eksemplar af
PAKIDANERMONOLOGER står på min boghylde. Det er en samtalebog uden
grænser, hvor Mette Bom sammen med overboen Shabana Montani fortæller om,
hvordan to vidt forskellige kulturer helt gnidningsfrit kan smelte sammen. I dag
savner jeg kun en socialdemokrat i min omgangskreds; og det er ildsjælen over dem
alle. For øvrigt var det Mette Bom, som første gang lokkede mig med til kvindernes
internationale kampdag, hvilket fører mig over til den næste af bogens medvirkende.
49
Blandt de mere bizarre specialiteter på min boghylde findes et karakteristisk værk
med danmarkshistoriens mest sexede forside. To anerkendte skuespillere Trine Appel
og Anne Grethe Bjarup Riis er fotograferet uden en trævl på kroppen. SEND MERE
SEX blev en bestseller på grund af forsiden; for selve indholdet ville enhver glubsk
hanløve have svært ved at fortære. Med sin frembrusende adfærd virker sidstnævnte
som en sort mamba på mange mennesker, men jeg elsker hende på grund af hendes
optræden i forbindelse med kampen mod prostitution og illegal menneskehandel.
Det er en sand fornøjelse, at gå på barrikaderne med den førende kendis udenfor den
politiske rækkevidde, der virkelig kan brage igennem medierne. I LYKKEN FINDES
er Anne Grethe Bjarup Riis fortælling meget følelsesladet, for hverken fødsel eller
barn blev som forventet.
Da de købelystne sexkunders værste fjende præsenterede efterfølgeren SEND FLERE
BØRN på den årlige bogmesse, blev hun interviewet af Camilla Ottesen, som
ligeledes bidrager med sin fortælling i LYKKEN FINDES. Hun er lidt af en
50
vovehals, men jeg kender mest den omvandrende globetrotter fra det humanitære
arbejde i Røde Kors. Jeg har ingen specifikke bogudgivelser med den
verdensomspændende journalist, men hun fik mig til at købe to dyre malerbøger,
hvor 150 kunstnere har bidraget med et kunstværk. De bruges kun som souvenirs, så
der kommer ikke et penselstrøg i nogle af kuriositeterne. Dog har tre ambassadører
fra Røde Kors sat deres navnetræk i malerbøgerne. Foruden Camilla Ottesen er det
journalisten Ibi Støving og skuespillerinden Lærke Winther. Sidstnævnte solgte mig
en kostbar T-shirt, hvor der var påtrykt ”reach now”. Den brugte jeg ved
ulandsprojektet med Annette Heick og Martin Brygmann.
Min passion for børne- og ungdomslitteratur fornægter sig ikke, men et nostalgisk
gensyn med en kvindelig singer-songwriter startede hele lavinen. Som
bestyrelsesmedlem i Bispebjerg Boldklub havde jeg den udsøgte fornøjelse at have en
ulønnet weekendvagt i kantinen. Det var hårdt arbejde i 22 timer, som sluttede i
bagende solskin søndag aften. Ude på terrassen sad jeg sammen med min tidligere
borgmester Gunna Starck og diskuterede forvaltningsstrategi. Mens den ivrige
politiker fortalte, hvordan man skærer en rævekage, skubbede en langlemmet
blondine den tunge gitterlåge til side og masede sig ind på fodboldklubbens
territorium.
Først kunne det ikke anfægte den politiske samtale, men da den fremmede gæst
studerede kortet over kulinariske specialiteter, kunne man ligefrem høre hendes
mavesæk knurre. Da den påtrængende kunde venligst efterlyste betjening, fik den
forskrækkede hippolog øjne som hestevognshjul. Det var sanglærken Nanna Lüders;
det musikalske tusindben, som var et af mine helt store idoler. Politisk var
sangerinden nært beslægtet med Gunna Starck, så jeg måtte hellere vise
eksborgmesteren, at det var vigtigt at give kunderne en eklatant behandling. Gunna
Starck mente åbenbart, at den febrilske fodboldleder var lidt for omhyggelig, så hun
forlod terrassen uden at smække med gitterlågen.
Ganske vist rækker mine gastronomiske evner næppe til mere end kanten af en enkelt
kokkehue, men den sultne sangerinde fortærede min tilberedte hundeæde med største
appetit. ”Busters mor” blev dagens sidste kunde i biksen; derefter kunne jeg forlade
køkkentjansen og nyde de sidste fire timer af weekenden. Hvem kunne formulere det
mere korrekt end netop Nanna Lüders: ”Som sprunget ud fra et eventyr, rider han
med et fabeldyr og drømmer sig langt ud i det blå.”
Min næste direkte konfrontation med Nanna Lüders skete tolv år senere ved et festligt
arrangement på den pædagogisk bemandede legeplads i Kildevældsparken. Her
skulle sangerindens nyskrevne børnebog PRINSESSE HIMMEL I MUND
præsenteres. Da eventyret samtidig rummede musik til en original CD-udgivelse, var
der disket op med keyboard og guitar. 300-400 tilskuere på den intime legeplads
fandt eventyret interessant. Flere af sangnumrene var nok mere egnet til den ældre
51
generation. Da eventyret sluttede, var der ingen klapsalver men en massiv opfordring,
for Buster, Buster, Buster gjaldede ud over hele Østerbro. Det kunne Nanna Lüders
selvfølgelig ikke overhøre, så de fremmødte fik en lækkerbisken at gå hjem på.
Selv om PRINSESSE HIMMEL I MUND er udsendt på et anerkendt forlag, købte
jeg børnebogen direkte hos forfatteren. Så blev den også signeret med det samme.
Det er en fuldstændig originalitet, hvor samtlige musiknumre, becifringer og
farvestrålende tegninger er designet af Nanna Lüders. Ved enkelte sangtekster er
overliggeren sat langt over børnehøjde. Hyldesten til forfatteren Dan Turell må
betegnes som en poetisk perle, som ikke harmonerer med eventyrets indhold.
Ved bogforum 2005 præsenterede Nanna Lüders sine erindringer STJERNE FOR
ALTID på det samme tidspunkt, som Sanne Salomonsen var på scenen med sine
erindringer THE BOOK. Jeg er jo ikke nogen blæksprutte, men jeg havde iført mig
min grønne trøje fra Hestens Værn, fordi jeg for første gang skulle møde den
hestetossede rockmama face to face. Tilfældigvis mødte jeg Nanna Lüders og hendes
interviewer Gitte Lykkegaard på vej til præsentationen og blev nærmest suget med i
kølvandet.
Det var en noget frustreret sangerinde, der fortalte om tvangsneuroser og sceneskræk,
hvor livet fra stjernestatus til smertelige black outs stod i skarp kontrast til det
glansbillede, som tilskuerne havde forestillet sig.
STJERNE FOR ALTID er en tårepersende beretning, men den universale sangerindes
univers rummede for meget pessimisme. Her kunne en psykolog gøre underværker,
for den dygtige og alsidige Nanna Lüders burde se lyst på tilværelsen og begrave sin
melankolske kattejammer for altid.
Nu er det musikalske tusindben via dåbsattesten endelig blevet voksen og står på
tærsklen af et nyt opsving. Efter mange år i kulkælderen koger musikanmelderne over
af begejstring, hvilket glæder den kasketprydede samler, som ejer samtlige hendes
CD-udgivelser. Endelig har Nanna Lüders fundet det nødvendigt at optræde
professionelt, hvor de musikalske lækkerier fortrænger tidligere tiders ørkenløse
hypokondri.
Der skete en kortslutning, da Sanne Salomonsen forsvandt fra min lystavle, men jeg
mødte hende heldigvis sammen med bogens egentlige forfatter Maise Njor ved
autografskrivningen. De havde ganske vise afsluttet deres annoncerede optræden,
men den forhindringsløbende hippolog fik trods alt signeret THE BOOK. Jeg havde
hørt Sanne Salomonsen mange gange fra scenen, så flere af anekdoterne fra THE
BOOK kunne genkendes. Rockmama ville hellere snakke om heste, så det blev
indholdet af det eneste stævnemøde, som vi har haft.
En anden singer-songwriter, der på den tid brillerede som en fremragende
børnebogsforfatter var den medieombruste men meget imødekommende Maria
52
Montell. Jeg havde mødt den inspirerende bossanova fortolker tidligere og havde et
signeret eksemplar af hendes engelsksprogede bestseller AND SO THE STORY
GOES, men en børnebog med den prangende titel PRINSESSER SPILLER IKKE
FODBOLD var jeg tvunget til at have på bogreolen. Jeg har i 33 år været engageret
leder i damefodbold, hvor seks A-landsholdsspillere har trænet via min
fodboldfilosofi. Dog har jeg aldrig set en prinsesse i fodboldstøvler. Børnebogen
handler nu heller ikke om royale personer, men en sportspige, som skrotter de
feminine dyder og hellere vil være medlem af drengeklubben Klør Fem, hvor
fodboldholdet turnerer i de andre boligblokke. Af hensyn til underholdningsværdien
skal jeg undlade at fortælle, hvem der naturligvis bliver matchwinner i den
skæbnesvangre debut.
Ved en intim koncert i Brønshøj fik jeg efter en længere dialog signeret
PRINSESSER SPILLER IKKE FODBOLD. Her fortalte Maria Montell, at hun året
forinden havde skrevet en endnu bedre børnebog med titlen DRENGEN, DER
53
HAVDE ALT. Som en anden Sherlock Holmes måtte jeg på opdagelse, men ingen
biblioteker eller forretninger havde kendskab til børnebogen. Det viste sig at være
postordrefirmaet Kroghs forlag, som stod bag udgivelsen. Så var jeg på hjemmebane,
for Lene Espersens eventyr STYGGE KRUMPENS SKAT kom fra samme
produktion. Det var en besværlig proces at erhverve sig børnebøger fra det forlag,
men det var nu indsatsen værd.
Bedømt ud fra børnenes reaktioner er DRENGEN, DER HAVDE ALT den bedste
børnebog i min samling. Hovedpersonen Mikkel Mangepenge von Gysser har
velhavende forældre, som arbejder ustandseligt og ikke har ressourcer til at give
drengen den nødvendige omsorg. Han går i en fin privatskole med andre
kapitaludrustede skolekammerater; og så er der lige nørden Peter Honning, som er
søn af en biavler og lever trygt i en fattig kernefamilie. Han bliver konstant mobbet i
skolen på grund af sin ringe sociale status. En dag keder Mikkel sig så eftertrykkeligt,
at han falder for fristelsen og ringer til Peter, som bliver himmelhenrykt over det
uventede opkald og straks inviterer Mikkel på besøg. Her oplever DRENGEN, DER
HAVDE ALT en helt anden verden, hvor kendte materielle goder er en mangelvare,
men forældrenes venlige og omsorgsfulde sind gør mærkbart indtryk på den
nysgerrige gæst.
Maria Montell har skabt en debatbog, hvor mobning af et anderledes fungerende
menneske er et centralt element, som livligt kan diskuteres blandt børnene. Det er den
skæbnesvangre fortælling, som dokumenterer, at man ikke nødvendigvis er lykkelig,
fordi man er født med en blankpoleret guldske i munden. Forfatteren gør også på en
sober måde opmærksom på, hvordan børneopdragelse bør være. Derfor er
DRENGEN, DER HAVDE ALT en inspirerende indlæringsbog, som enhver
skolelærer, der vil bekæmpe mobning, bør have på repertoiret.
Maria Montell er et venligt væsen, der på en kærlig måde giver sine fans valuta for
skillingerne. Det ses navnlig på signeringen af bøgerne, hvor de hjertesvulmende
verber nærmest snubler over hinanden. Jeg bliver virkelig stolt af at vise hendes
inskriptioner. Hun er også en værdig og vellidt repræsentant for ulandsarbejdet i
Afrika, fordi hendes samvittighedsfulde tilgang til at hjælpe fattige mennesker
tydeligt skinner igennem hendes lyse sind.
De fleste sangerinder blegner med alderen, men Maria Montell bliver bedre for hver
eneste gang. Ved jazzfestivalen 2013 allierede hun sig med fremragende musikere,
som udførte et show helt i verdensklasse. Så mange musikalske perler på så kort tid
er sjældent set på en dansk scene. Hendes fortolkning af Charles Chaplins evergreen
Smile var aftenens ubestridte højdepunkt og viste en modnet sangerinde i absolut
topform. Jeg havde aftalt fotografering med Maria Montell efter koncerten, men det
var ikke let at finde vej igennem den fortryllende labyrint. Den nysgerrige kvinde,
som havde præsenteret de medvirkende, kikkede så mistroisk, da hun førte mig til
54
den musikalske jungle. Det var nu ikke så underligt, for 1979-1983 var jeg ansat til at
udføre musiske aktiviteter på et fritidshjem i Vanløse, hvor min følgesvend var blandt
de højrøstede og danseglade diskotekspiger.
Efter at have læst Nanna Lüders eventyrlige PRINSESSE HIMMEL I MUND og
Maria Montells mere realistiske PRINSESSER SPILLER IKKE FODBOLD kom der
en opsigtsvækkende børnebog på markedet ved bogforum 2006.
På min arbejdsplads havde en norsk veterinærstuderende måttet afbryde sin
uddannelse på Landbohøjskolen og rejse til hjemlandet på grund af familieforøgelse.
Da jeg fik meddelelsen om, at en velskabt dreng var kommet til verden, sendte jeg
som sædvanlig en helt speciel dåbsgave. Den stolte mor fik øjne som Rundetårn, da
HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ blev pakket ud. Forfatteren
var den norske prinsesse Märtha Louise, som også havde signeret det prangende
værk. Det er en specialitet, som den uddannede dyrlæge og den lystige dreng altid
behandler med nænsom hånd.
Jeg er bestemt ikke royalist, men møderne med Märtha Louise må kategoriseres som
de største øjeblikke i min kulturelle færden. Ironisk siges det, at verdens tyndeste bog
på en halv side hedder NORSK HUMOR GENNEM 100 ÅR. Det har prinsessen
uden krone dementeret, for den kongelige repræsentant udfoldede sig som en stand
up komiker, der fik det målløse publikum i ekstase. Her var den fødte prinsesse, som
havde alt; men hellere ville smide kronen og bevæge sig blandt publikum uden
hensyn til sin sociale rang. Vi hørte eksempelvis om den 12-årige jente, der forsynet
med nationalflaget forgæves spejdede efter Märtha Louise. Til sidst slap
tålmodigheden op og den forventningsfulde skoleelev henvendte sig til en fremmed
dame for at høre, om prinsessen snart dukkede op. Den tilfældige dame var Märtha
Louise, som helt nøjeregnende ikke skilte sig ud fra mængden.
Titlen HVORFOR DE KONGELIGE IKKE HAR KRONE PÅ er en manifestation,
som udstiller et totalt usnobbet menneske i en royalistisk sammenhæng. Det er en
historisk beretning om kong Haakon og kong Olav, der er henholdsvis oldefar og
bedstefar til Märtha Louise.
Hele det norske monarki har været dybt fascineret af vintersport. Der har været royal
deltagelse ved de olympiske vinterlege, så børnebogens stilfulde beretninger om
skihopbakken ved Holmenkollen er lidt svært at forholde sig til, hvis man sjældent
kommer nord for Valby Bakke. På trods af at visse passager udelukkende er tilegnet
norske længdegrader, er sproget i børnehøjde og velegnet til højtlæsning. De
uniformerede sikkerhedsvagter var ikke Märtha Louises livret, da hun i to timer
griflede sin eftertragtede signatur til de mange opkøbere. På grund af den norske
veterinærstuderende havde vi en længere dialog, som hun sluttede med at række
hånden frem og give et kongeligt håndtryk.
55
Ved bogforum 2012 var Märtha Louise igen på plakaten, hvor bøgerne MØD DIN
SKYTSENGEL og ENGLENES HEMMELIGHEDER skulle præsenteres. Her var
den kasketprydede bogorm ved at gå helt grassat under en præsentation, hvor Karen
Seneca og Jim Lyngvild fortalte om en dansk kronprinsesse.
Det var næppe studenterhuen, som trykkede på det maskuline islæts hjerneceller. At
han kogte over af begejstring for at klæbe sig til landets kommende dronning var en
individuel ambition; men hans nedladende bemærkninger om, at de i Norge har en
prinsesse, der opfører sig anderledes og kun render rundt og tror på engle, var et
decideret selvmål.
Märtha Louise var som sædvanlig i hopla, da hun skulle på scenen og præsentere sine
bøger. Denne gang var sikkerhedsvagterne helt skrottet, men det inspirerende
intermezzo omkring hendes omgang med engle tog publikum pænt imod, fordi
underholdningsværdien igen var til højeste score. For Märtha Louise skete drejningen
mod spiritualiteten blandt andet gennem mødet med hendes skytsengel. Hun tog det
alvorligt og endte på et kursus i clairvoyance. Bevidst eller ubevidst var der en
magisk kraft over den sensitive prinsesse.
Jeg investerede i de dekorerede englebøger, for jeg respekterer mennesker med andre
meninger og holdninger end majoriteten. Endnu engang fik jeg en unik og kærlig
behandling, hvor den royale signatur i englebøgerne står som noget enestående og er
kronen på værket. Jeg møder nok aldrig Märtha Louise mere, men minderne om det
ubestridte højdepunkt i min omfattende samling kan ingen tage fra mig.
Jeg har tidligere omtalt Trine Dyrholms selvbiografiske ungdomsbog PIGER DER
VILLE KEDE SIG IHJEL. Fortællingen er nært beslægtet med Maria Montells
DRENGEN, DER HAVDE ALT. Jeg har altid opfattet den fynske skuespiller som et
indadvendt og privat menneske, der ynder at gå sporty og praktisk klædt uden at
skabe for meget opmærksomhed. Den hypotese skinner tydeligt igennem på PIGEN
DER VILLE KEDE SIG IHJEL. Man skal dog hen til den sidste tredjedel af den
fynske barnestjernes fortælling, før der virkelig sker noget.
Den ensporede pige, som ustandselig ernærer sig med torskerognsmadder, burer sig
inde i sit blåmalede værelse; og ser rødt når hun ikke får lov til at kede sig ihjel.
Kontrasterne mellem blå og rød er næppe politisk baseret; for i Odense er de blå fra
B.1913 og de røde fra B.1909 tilhængerne fra to rivaliserende fodboldklubber. Trine
Dyrholms far havde status af landsholdsspiller og repræsenterede B.1913, så hendes
farvevalg kan let have reminiscenser til den verserende fodboldkrig.
56
57
Efter mere end 25 års pædagogisk arbejde var det hele blevet så stationært, at jeg
søgte ny inspiration. Destinationen var Københavns Universitet, hvor jeg medvirkede
i enkelte forelæsninger i psykologi.
Blandt de kvalificerede undervisere var Sarah Zobel absolut det mest spændende
bekendtskab. Det unge stjerneskud brugte ikke tiden på at fortælle, hvilke opdagelser
Karl Marx og Sigmund Freud gjorde i 1800 hvidkål, men udgangspunktet var
nutidens mennesker, som blev præpareret til at tænke positivt. Problemet med den
fremsynede psykologs indlæring var, at mange godbidder forsvandt fra hukommelsen
efter kort tid, fordi der ikke var nogle litterære henvisninger til hendes teorier.
I 2007 uddannede Sarah Zobel sig i positiv psykologi ved konferencer i Orlando og
Washington, hvilket inspirerede hende til at sende sit anmelderroste materiale LEV
DIG LYKKELIG på markedet. Ved bogmessen i 2008 stod jeg som en lille dreng,
der skulle pakke julegaver ud, for straks kunne jeg genkende indholdet af den
undervisning, jeg havde modtaget på Københavns Universitet. Jeg læser ikke hendes
psykologibøger, men jeg bruger dem som et opslagsværk, hver gang jeg føler trang til
at genopfriske hukommelsen.
I 2011 sendte Sarah Zobel endnu et mesterværk på markedet med titlen TØR DU
MÆRKE LIVET – en bog om at finde nærvær og overskud til at give sig selv og
andre. Det var igen en kuriositet, der ikke fik samme gennemslagskraft som LEV
DIG LYKKELIG. Indlæringen var igen at høj karat, men efter udgivelsen pakkede
Sarah Zobel sit habengut og emigrerede til USA. Derfor var succeskriteriet ikke det
optimale, for hun kunne ikke holde foredrag om bogens indhold.
Da hun igen vendte snudeskaftet hjem, var den kulørte presse mere optaget af hendes
familiemæssige relationer end hendes professionelle håndværk, så TØR DU
MÆRKE LIVET blev simpelthen ikke honoreret efter fortjeneste.
Jeg sidder altid på første række, når Sarah Zobels bøger skal præsenteres på årets
bogmesse. LEV DIG LYKKELIG – med positiv psykologi blev præsenteret to på
hinanden følgende sæsoner; da anden ombæring var en digital udgave. Desuden er
jeg fast inventar til hendes foredrag, når hun optræder live i et forsamlingshus eller på
et bibliotek i København; så jeg er efterhånden ganske fortrolig med indholdet. Det er
ikke fordi, at jeg er tungnem, men den spændende forfatter kommer med anderledes
inspiration hver eneste gang.
Ved det seneste foredrag på Gladsaxe Bibliotek havde Sarah Zobel et lysbilledshow,
hvor hun viste en helt ny dimension af sig selv. Det er sikkert velkendt, at kendissen
økonomisk aldrig har siddet med klamme endeballer i vandskorpen, men da hun
åbnede sommerresidensen på sit idylliske strandhotel, så mange fattige
nordsjællandske familier kunne få en uges gratis sommerferie, viste hun sig som alle
tiders kvinde, der trods sin sociale rang, har det fornødne overskud til at beskæftige
sig med underklassen.
58
At Sarah Zobels principper for indlæring giver bonus, kan Retten på Frederiksberg
sikkert bekræfte. Som domsmand bruger jeg flere af hendes teknikker, hvilket mine
artsfæller har svært ved at forstå. I en banal sag om forældrevold mod barn, så vi en
filmoptagelse, hvor barnet blev interviewet af en medarbejder ansat under de sociale
myndigheder. Mens alle andre sad og kikkede på flimmerkassen, trak jeg stolen ned
på sidste geled og betragtede tiltaltes ansigtsudtryk under hele forløbet. Med LEV
DIG LYKKELIG in mente kunne jeg se på tiltaltes mimik, hver gang andre havde
indoktrineret barnet til at sige noget. Den anden domsmand havde mere kendskab til
psykologi end jeg havde, for vedkommende var ansat som pædagogisk konsulent i en
omegnskommune. Ved voteringen fortalte jeg den beskikkede dommer om mine
betragtninger, som Sarah Zobel havde inspireret mig til. Jeg fortalte også om den
schweiziske børnepsykolog Jean Piagets teorier. Han blev berømt for sin forskning i
børns udviklingstrin. Med hans teoretiske viden i rygsækken kunne det vidneafhørte
barns forklaring gennemhulles som en schweizerost.
Signe Wenneberg er en anden initiativrig forfatter, som beskæftiger sig med positiv
psykologi. I bogen LEV LIVET SELV beskriver hun, hvordan man bliver lykkelig
efter en skilsmisse. Mange af problemstillingerne er de samme som i Sarah Zobels
litteratur, men Signe Wenneberg er journalist uden en psykologisk uddannelse. Hun
har udelukkende erfaringer fra personlige oplevelser og en masse faglitteratur, som
den ærekære forfatter elsker at fortære. Her kan jeg ikke bidrage med teoretisk viden
eller erfaring, da den første kæreste endnu lader vente på sig.
Signe Wenneberg har mange facetter på sit mangfoldige repertoire, men en af hendes
opsigtsvækkende udgivelser var BORGERLIGE ORD EFTER REVOLUTIONEN.
Det var en politisk thriller, hvor fire andre personligheder medvirkede. Blandt dem
var folkesocialisternes daværende næstformand Christine Antorini, som måtte forlade
partiet kort efter udgivelsen af dette manifest. Det var måske en lykkelig skilsmisse
for den ambitiøse folketingspolitiker, men Signe Wenneberg kunne også høste nogle
laurbær for sin medvirken.
De fleste forfattere til BORGERLIGE ORD EFTER REVOLUTIONEN har i dette
århundrede haft medlemskort hos Socialdemokraterne. Signe Wenneberg var ingen
undtagelse; så hun blev partiets folketingskandidat i Gladsaxe kredsen. Det var svære
betingelser, for Mette Frederiksen, Mogens Lykketoft, Morten Bødskov og Sophie
Hæstorp Andersen var blandt de partifæller, som kunne tiltrække vælgernes kryds.
Det blev kun lige ved og næsten, men en plads i reservestaben kunne ikke friste Signe
Wenneberg til at fortsætte.
Det er et handicap at være politisk aktiv, når man også bestrider jobbet som
kommunikationsrådgiver, så pioneren med de grønne fingre tog konsekvensen og
forlod den politiske platform. Det var nøjagtig samme procedure Paula Larrain
benyttede, da hun kvittede sit politiske medlemskab til fordel for en erhvervsmæssig
indtjening.
59
I 2002 lancerede Signe Wenneberg en helt ny trend, da hun udsendte MIN FØRSTE
HAVE. Det var et litterært område, som ikke tidligere havde befolkningens store
bevågenhed. Den chancebetonede forfatter havde held med sit eksperiment, så hun
blev foregangskvinde for en lang række forfattere, som begyndte at skrive om de
botaniske herligheder. Samtidig begyndte de landsdækkende tv-kanaler at fokusere
på emnet. Signe Wenneberg rejste hele verden rundt og fik nærmest status af at være
forsker. Pludselig blev begrebet urbanfarming integreret i det danske sprog, så den
grønklædte globetrotter sendte en byge af litterære værker ud på markedet, hvor
hendes betragtninger fra de globale horisonter tydeligt skinnede igennem. Hendes
politiske idealer omtales med en vis beundring, for vi får anekdoter fra Poul Nyrup
Rasmussens sommerhus og Nelson Mandelas fængselscelle. Selv en statsmand kan jo
være en handyman.
DEN FØRSTE HAVE var også min første botaniske anskaffelse, hvor forfatteren i
signeringen skrev! Kære Bruno. Den her bog har du jo slet ikke brug for. Kærlig
hilsen Signe. Hun vidste jo godt, at der på væggen i min kolonihave hænger fem
diplomer for veldyrket have. At det så er min pensionerede far, der rumsterer mange
timer om dagen med haveredskaber og vandslanger, behøver jeg jo ikke fortælle den
forventningsfulde forfatter. Jeg har nu aldrig pralet af at have botaniske færdigheder
som Poul Nyrup Rasmussen eller Nelson Mandela.
Signe Wennebergs ubestridte bestseller er SPIS DIN HAVE, som beskriver urban
gardening i en stor pærevælling. Som det er med psykologibøger, får man mest ud af
SPIS DIN HAVE, hvis man har lyttet til hendes delikate foredrag eller overværet den
globale lysbilledserie. Det farverige opslagsværk giver læseren nye impulser, men
selv om teksten bliver læst mange gange, kommer der hele tiden nye dimensioner
kravlende frem af den komposterede muld.
Københavns tidligere borgmester Ayfer Baykal brugte ofte Signe Wenneberg som
konsulent, når visionerne om en økologisk grøn hovedstad var på bedding. Projektet
Urbanfarming blev en integreret del af min hverdag, da Realdanica via fondsmidler
skænkede 458.000 kroner til de pædagogisk bemandede legepladser i Urbanplanen.
Her blev Signe Wenneberg hasteindkaldt, for hendes ekspertise var nødvendig for at
give projektet optimale muligheder. Jeg var den eneste i boligkomplekset, som var på
bølgelængde med den travle havespecialist, så jeg tog initiativet til et foredrag i
Urbanplanen, hvor lokalbefolkningen var inviteret. Vi sluttede den hyggelige event
med en sightseeing på de grønklædte legepladser. Under forløbet reflekterede hun til
venskabet med den kasketprydede bondemand, der har signerede eksemplarer af LEV
LIVET SELV, MIN FØRSTE HAVE og SPIS DIN HAVE i bogsamlingen.
Bekendtskabet kom især til udtryk ved Folkemødet i Allinge, hvor Signe Wenneberg
af Fødevareministeriet var nomineret til årets ægtivist. Dagen før mødte jeg den
blomstrende forfatter på havnekajen, hvor hun nærmest tvang mig til at overvære
60
ceremonien. Det var selveste fødevareminister Mette Gjerskov, som overrakte trofæ
og holdt en rødglødende hyldesttale. Begrundelsen var et forpjusket efterladt fjerkræ i
nabolaget, som ingen andre ville indlogere. Den kærlige hønsepasser fik fuldstændig
normaliseret den skrantende skabning; og sendte hele historien ud på de elektroniske
medier. Det var et fortjent cadeau til en ægte dyreven, der ofrede oceaner af tid på en
lørdagskylling, som alle andre ville fortære uden bekymringer.
Det mest værdifulde opslagsværk på min boghylde er skrevet af en mand, som jeg har
beundret siden min barndom. Da jeg som 13-årig ambitiøs knoldesparker trak B.93
hvidblusede fodboldtrøje over hovedet, havde divisionsholdet et lemmedaskende
fyrtårn som målmand for divisionsholdet. Hans navn var Palle Jørgensen; men han
blev tituleret BANKS efter fodboldidolet og verdens bedste målmand Gordon Banks.
Selv om den stovte keeper fra Østerbro gjorde sig hæderlige anstrengelser, måtte han
tage nogle syrlige drops på sin kappe. Den statistisk interesserede bankmand satte sig
nogle litterære mål, som har gjort ham til et unikum blandt sportskendere i flere
idrætsgrene.
Da B.93 fejrede jubilæum fik han den opportunistiske tanke, at han ville udarbejde en
statistik over klubbens målscorere i samtlige turneringskampe siden 1893. Han var
effektiv, for hver fuldtræffer var tekstbehandlet i kronologisk rækkefølge. Med det
imponerende resultat i bagagen fik Dansk Boldspil Union øjnene op for bankmandens
statistiske formåen, så han blev inviteret til at skrive national fodboldhistorie.
Det udmøntede sig til et gedigent samarbejde med fantastiske produktioner, hvor
FRA KRØLBEN TIL KRØLDRUP er det mest delikate. Det er en beskrivelse af
samtlige A-landsholdsspillere gennem tiderne.
Som inkarneret tilhænger og medlem af B.93 siden 1956 er det nok lidt af en
fornærmelse, når Palle Jørgensen starter titlen med en krølbenet boheme fra
arvefjenderne Frem. Til gengæld er Per Krøldrup en opfostret knægt fra B.93, som
blev professionel fodboldspiller i Italien. Han fik lynhurtigt fodfæste i støvlelandets
bedste liga; hvilket medførte en kortvarig karriere på det danske landshold.
I 2007 var det direktøren i Dansk Håndbold Forbund som kidnappede den grundige
ekvilibrist. Nu er Morten Stig Christensen ingen novice i branchen, så han opfordrede
Palle Jørgensen til at skrive opslagsbogen HÅNDBOLDHELTE – værd at vide om
847 landsholdsspillere gennem tiden. Her beskrives holdopstillinger og målscorere i
samtlige 2171 spillede A-landskampe for såvel spindesidens og sværdsidens aktører.
Der er også en udførlig beskrivelse af hver enkelt spiller, som indeholder sportslige,
familiemæssige og personlige oplysninger. Hvorfor har netop Palle Jørgensens værk
hæderspladsen i mit hierarki, når jeg aldrig nogensinde har været medlem af en
håndboldklub?
61
Jeg er uddannet som kontorassistent på Adidas, hvor mit ressort var at forsyne
landsholdsspillere med sportsrekvisitter. Da alle var amatører og budgettet yderst
sparsomt, blev der rift om de trestribede frynsegoder.
På netop det tidspunkt var Bellahøj Hallen det store håndboldmekka, som husede
landets tre bedste herrehold og to af landets bedste damehold. Jeg boede selv på
Bispebjerg og havde nærkontakt med flere landsholdsspillere hver uge. Der var heller
ikke langt til Frederiksberg Hallen, hvor FIF var totalt dominerende på spindesiden.
Her huserede den kyndige og meget afholdte træner Birgitte Wilbek, mens hendes
hvidkrøllede knægt intenst fulgte de hårdtarbejdende spillere.
Nu var Ulrik Wilbek kun i præpuberteten, men han har sikkert betragtet den elegante
stregspiller Toni Røselers nyfødte tvillinger, for Camilla Andersen blev senere en af
hans mest værdifulde verdensstjerner.
Min afsked med håndbolden blev en tårepersende historie, hvor vandet kunne fylde et
helt svømmebassin. Ved en militær aktion klappede fælden, for det danske forsvar
kunne naturligvis ikke undvære min ekspertise. En skæbnesvanger session og ni
62
måneders tidsspilde i snigerkompagniet smadrede hele min tilværelse. Efter tjenesten
hos militæret var min uddannelse intet værd, fordi jeg studerede på det sidste hold
uden edb-systemet i undervisningen.
I tidsintervallet 1974 til 2004 overværede jeg ikke en eneste håndboldkamp. Jeg kan
huske Camilla Andersen som en skrigende baby med sut i munden; men hendes
karriere var slut, før jeg gjorde comeback som tilskuer i hallerne. Det mest kreperlige
var, at hele mit finmaskede netværk af kendte håndboldspillere var forsvundet. Den
eneste jeg havde kontakt med var Marianne Riis, der også var en prominent skikkelse
på fodboldlandsholdet.
Det var faktisk et tilfældigt sammentræf ved en divisionskamp på Gladsaxe Stadion,
der banede vejen for venskabet. Ved kick off manglede der en linjevogter, så jeg blev
som den eneste tilskuer med dommercertifikat udpeget til at vifte med flaget.
Det var som ophavsmand til en træningskamp i fodbold på Frederiksberg Stadion, der
førte mig retur til de harpiksklæbende gulvbrædder. To timer i stivnende kuling
sendte mig til den nyeste Frederiksberg Hallen, hvor damerne fra FIF og Randers
dystede. Det blev lidt af et antiklimaks, for mentaliteten og fairness havde ændret sig
markant. ”I kan rend’ os i røven” gjaldede ned over kronjyderne, mens deres
assistenttræner Lotte Kierskou blev generet på grund af sin svulmende mavesæk.
Hvis det skal være tak til en af dansk håndbolds største teknikere, der ventede på de
lykkelige omstændigheder, så Vor Herre på lokum. De rumsterende dompapper og de
larmende elementer på stortrommer kunne gudskelov ikke afholde mig fra
atmosfæren, så jeg blev atter en fast bestanddel af håndboldkulturen.
I dag har hovedstaden kun et elitehold, men damerne fra Frederiksberg skulle
igennem en turbulent periode med flere navneskift, før der var garanti for at overleve
som et professionelt foretagende. Min slidte HÅNDBOLDHELTE er altid med i
kollektionen, hvor 100 danske og internationale landsholdsspillere har signeret. De
første var ægteparret Klavs Bruun Jørgensen og Rikke Hørlykke, men det er ikke
lykkedes at få fat i de helt gamle kendinge.
Når samlerinstinktet alligevel havde taget fornuften fra mig; begyndte jeg at investere
i originale spillertrøjer med signering. Nogle af de aflagte souvenirs var oversmurt
med harpiks, så tekstilerne måtte gennem centrifugen adskillige gange for at blive
nogenlunde. Jeg købte også beklædningen for at støtte elitehåndbolden i Danmark.
Det legendariske forsidebillede på HÅNDBOLDHELTE illustrerer sejrsdansen efter
den olympiske finale i 2004. Selvom jeg regelmæssigt er sammen med guldvinderne
Karin Mortensen, Josephine Touray og Rikke Hørlykke, blev jeg ved fotograferingen
assisteret af Team Esbjergs elegante playmaker Lotte Grigel. Man skal helt tæt på
den klejne tekniker med kuglelejerne i håndleddene for at observere den svulmende
muskelmasse, men der er saft og kraft i den veltrænede krop.
63
Det opdagede jeg, da hun lagde armen om min skulder, så jeg var ved at synke helt
ned i gulvbrædderne.
Med hensyn til signerede håndboldtrøjer har det endnu ikke været muligt at skaffe
Lotte Grigels karakteristiske spillertrøje med nr. 61.
Jeg har været på frierfødder, for sortimentet i mit sparsomme galleri trænger til
tekstiler fra landets vestlige købstad. I garderoben har jeg kuriositeter fra Louise
Burgaard, Pernille Holmsgaard og Camilla Dalby. Det blev nu trøjen fra Team Tvis
Holstebros elegante målvogter Sandra Toft, som fik den særlige plads i billedarkivet,
for her ligner jeg ikke en vaneforbryder. Som en særlig gestus for at agere fotomodel
lovede jeg den blonde vestjyde også at byde på hendes kampuniform ved en
kommende auktion.
En anden af mine attraktive håndboldbøger blev også et samlerobjekt for en ivrig
autografjæger. Med hjælp fra Lokalhistorisk arkiv og Viborg Stifts Folkeblad
lykkedes det journalisterne Henrik Wolff, Jesper Harborg og Ronald Nielsen at sende
det prangende jubilæumsskrift GULD OG GRØNNE SKOVE på markedet.
Det er fortællingen om Viborg Håndboldklub 1987-2012. Hele eventyret startede, da
det talentfulde damehold var placeret gumpetungt i landets næstbedste række. Her fik
den unge målvogter Susanne Munk Lauridsen klar besked fra den daværende træner
på damelandsholdet. Her har du ingen fremtid, så længe du spiller i 2. division. Den
nedslående besked fik ledelsen i Viborg Håndboldklub til at satse på elitehåndbold, så
den 29-årige Ulrik Wilbek stemplede ind som den første fuldtids professionelle
træner i dansk håndbold.
64
Den temperamentsfulde træner vendte op og ned på håndboldkulturen, så Viborg de
efterfølgende år blev en førende magtfaktor i international sammenhæng. Danmarks
mest vindende håndboldtræner gennem tiderne havde også den frækhed at stjæle
klubbens nationalsymbol Susanne Munk Lauridsen som sin ægte hustru at stå.
Ulrik Wilbek blev også en indflydelsesrig politiker i Viborg, hvor han var med til at
skaffe Viborg Stadionhal. I det arkitektoniske flotte byggeri er Wilbek Lounge en
mondæn kulisse, hvor mange af håndboldklubbens events løber af stablen. Det var
også i disse omgivelser, jeg fik foræret GULD OG GRØNNE SKOVE. Bogen er
spækket med farvestrålende billeder af alle profilerne, der har medvirket til at sætte
byens navn på verdenskortet.
Jeg har altid drømt om at blive en lederskikkelse i håndbold, men ingen foreninger i
hovedstaden har nogensinde rettet henvendelse. Derfor var det også mærkeligt, da jeg
blev koblet på et andelskøb i Viborg Håndboldklub.
Mit store håndboldidol Amanda Kurtovic var langtidsskadet, så klubben brugte
utraditionelle metoder for at skaffe en kvalificeret erstatning. Pludselig var jeg
medejer af den ungarske back Anita Bulath. Det var alle tiders bedste kvindelige
målvogter Susanne Wilbek, der som sportlig ansvarlig havde bedt om en økonomisk
håndsrækning. Foruden at være andelshaver investerede jeg også en formue i slidte
spillertrøjer. Her sprængte jeg de økonomiske rammer ved at købe den norske OLguldvinder Amanda Kurtovics hjemmebane- og udebanetrøje. Dem stiller jeg trofast
op med hver gang damerne fra domkirkebyen er i min synsvinkel.
Jeg har også fået et nært forhold til den norske back, så vi snakker sammen ved
ethvert arrangement.
I forbindelse med mit andelskøb blev jeg inviteret til international håndboldaften i
Wilbek Lounge, hvor jeg havde det herligt i selskab med de to fremmedlegionærer
Mouna Chebbah og Cleopatre Darleux. Ved pressebilledet var jeg iført førstnævntes
spillertrøje, men det viste sig at være lidt problematisk. På togstrækningen mellem
Viborg og Aarhus måtte en venlig passager bruge fem minutter på at trække den
klæbende størrelse medium trøje af min svedige krop. Mouna Chebbah er blevet en
garvet veteran, men hun optræder både på og udenfor banen som en legesyg pusling.
Hun stråler altid over hele femøren, når hun observerer mig på tilskuerpladserne. Hun
ved jo godt, at jeg i mit civile erhverv hjælper en masse muslimer med integration i
det danske samfund. Den elegante tuneser, som på grund af sin eminente teknik og
smittende humør er publikums darling, har dog svært ved at kapere, at jeg altid
optræder i det aflagte kluns fra Amanda Kurtovic.
Jeg er efterhånden ved at blive integreret i den midtjyske roliganbevægelse; så jeg har
givet håndslag på at støtte fremtidens projekter økonomisk. Den traditionsrige event
skulle helst blive en begivenhed, som jeg inviteres til pr. automatik.
65
66
HÅNDBOLDHELTE havde forord af Morten Stig Christensen, som er tidligere
sportschef for TV2. Jeg husker tydeligt starten på Kvægtorvet, hvor den nyslåede
skærmtrold præsenterede endnu en tidligere landsholdsspiller i sin stab af
sportsformidlere.
Som gammel ishockeynørd husker jeg Herlevs temperamentsfulde Line Baun
Danielsen som en elegant skøjteløber med godt blik for de tekniske finesser. Det
friske input var en tiltrængt fornyelse, for ”isens dronning” havde faglige
kompetencer. Det var en mangelvare blandt de mandsdominerende
sportskommentatorer. Efter en række succesfulde år i sportens univers blev Line
Baun Danielsen lidt af en vandreblok, hvor hun behændigt spadserede hen over de
forskellige tv-kanaler.
Et af stoppestederne var Danmarks Radio, hvor hun blev programvært for den
populære udsendelse SPORLØS. Her forvandlede ishockeyens barske fighter sig til
en emotionel og tårevædet stifinder, som kompromisløst jagtede den efterlyste
slægtning.
Det blev der skrevet en bog om med titlen SPORLØS, hvor seks danskere, der som
børn var blevet skilt fra deres nærmeste familie, levede i uvished. Her var forordet
skrevet af Line Baun Danielsen, som ved bogmessen ihærdigt spejdede efter
potentielle købere. Jeg var en af de nysgerrige, som blev tiltrukket af de spændende
historier. Jeg havde dog et par kritiske bemærkninger til konceptet, mens bogen blev
signeret. Det sprang den smilende studievært elegant over; så vi snakkede mest om
ishockey.
I SPORLØS har det altid været interessant at følge detektivens arbejde for at finde
den ukendte familie, men jeg kan ikke fatte, hvorfor de forventningsfulde børn skal
sættes på pinebænken, når missionen er lige ved at få en lykkelig udgang. Hvorfor
skal programværten boltre sig på egen boldgade og løse mysteriet i fordragelighed,
mens det dirrende nervebundt, som er udsendelsens hovedperson, skal indespærres på
et hotelværelse langt fra omverdenen. Her kan gidslet vente på, om forsøget med at
finde den rette person giver jackpot. Jeg savner det spontane, hvor de to slægtninge
forsones uden varsel.
Line Baun Danielsen forskansede sig med en undvigelsesmanøvre, men det er sikkert
et strategisk trick, for tv-stationen tænker mere på seertallet end de nervøse klienters
skæbne. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor eftersøgningen altid giver
bonus! Bliver alle de uløste mysterier sorteret fra! Det giver hverken Line Baun
Danielsen eller SPORLØS et eneste svar på.
Ved bogmessen 2009 var den travle studievært aktuel med værket VERDENS
BEDSTE MOR, hvor hun interviewede tre af tidens hotte kvinder Anne Dorthe
Tanderup, Anne Mette Rasmussen og Pernille Aalund. Godt nok holder jeg meget af
Line Baun Danielsen, men disse skildringer var i min optik langt under bæltestedet.
Er VERDENS BEDSTE MOR virkelig blevet gift med en løgnagtig epo-misbruger
67
eller en tidligere krigsførende statsminister, som sendte danske soldater i kamp på
falsk grundlag! Vores korte meningsudveksling udløste intet honorar til forfatteren,
for Bjarne Riis og Anders Fogh Rasmussen har jeg ingen sympati for; så det skal ikke
dekorere min boghylde.
Det lykkedes mig ikke at skræmme Line Baun Danielsen fra sans og samling, for hun
var igen på krigsstien, da selvbiografien BAG SKÆRMEN blev præsenteret på
bogmessen i 2011. Det var en fortælling om hendes møder med kendte og ukendte og
om at lave tv til stregen. Bogen har en helt perfekt konstruktion, for mange af de
tekniske detaljer har jeg stjålet til mit eget manuskript. Det mest fremherskende er
trangen til i billeder og fortællinger at berette om stævnemøderne med en perlerække
af kendte mennesker. Det er lidt tankevækkende, at Line Baun Danielsen er
nærgående i sine betragtninger, når studieværten selv er et meget privat menneske,
der ikke accepterer krænkelse af familiens interne anliggender.
Jeg bliver fashioneret, når Line Baun Danielsen fortæller om de legendariske
sportsikoner, men jeg forguder ikke Mike Tyson, der etisk totalt ignorerer begrebet
fairness.
BAG SKÆRMEN giver et fyldestgørende indblik i kendissernes fremtoning og
fremstår som en fantastisk biografi. Eneste malurt i bægret er kapitlet om Monica
Lewinsky. Hvorfor skal Line Baun Danielsen sætte en praktikant op på en piedestal,
fordi hun har haft en erotisk affære med en letsindig amerikansk præsident. Den
naive Monica Lewinsky er en pengegrisk lagengymnast, der udelukkende tænker på
at suge valuta til sig. Det globale bogmarked er en guldgruppe for den slags
afsløringer.
Hvis jeg skal titulere den næste sportsudøver korrekt, bliver det Hendes Højhed
Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Hendes biografi MIT LIV MED
HESTE blev præsenteret i meget beskedne omgivelser på årets bogmesse. Her var jeg
iklædt min grønne trøje fra Hestens Værn og fulgte ivrigt med i interviewet. Den
debuterende forfatter kom i ubemærkethed og mærkede næppe suset fra tilhørerne.
Prinsesse Nathalie har næsten boet hele sit liv på godset i Tyskland, men hun
repræsenterer Danmark på internationalt plan. Det havde næppe noget med Prinsesse
Benediktes tilknytning til kongeriget eller ridesporten at gøre, for i starten af
Prinsesse Nathalies karriere var det svært at komme på landsholdet syd for grænsen.
Stormagten i dressurridning havde adskillige ekvipager i verdenseliten; så udsigten til
en reservetjans spillede sikkert en rolle.
På bogmessen fortalte Prinsesse Nathalie om sin eventyrlige karriere, hvor hun efter
fire års hård uddannelse under fjerne himmelstrøg returnerede til de hjemlige
græsmarker. I starten købte den kongelige familie heste hos anerkendte opdrættere,
men det var ikke toptrænede krikker, der stod på ønskelisten, for Prinsesse Nathalie
havde blik for hestens kvaliteter, men ville selv uddanne. Derfor var indkøb af heste
68
ofte discount, men ekvipagerne modtog kvalificeret undervisning af den finske
verdensmester Kyra Kyrklund.
Det var især Prins Richard, som savnede sin hestetossede datter. Hun stillede blot et
enkelt ultimatum for at flytte hjem! Prinsesse Nathalie ville have sit eget stutteri med
eget opdræt. Den utålmodige Prins Richard måtte grave dybt i tegnedrengen, men den
snedige datter vidste jo godt, hvordan man snører sin far om en lillefinger. Prinsesse
Benedikte var nu også begejstret for at få mere liv i staldbygningerne.
MIT LIV MED HESTE er interessant indlæring for dressurryttere på alle niveauer,
mens de salige royalister savner pynten i madpakken. Da jeg har beskæftiget mig
med heste hver dag i 25 år, var det naturligt at købe den signerede fortælling og
diskutere hestesportens vilkår med den seriøse rytter. På hendes sprog kunne man
genkende den royale accent, men snakken om heste vejede tungere end hendes trang
til at profilere sig royalt.
Jeg skulle holde en vis distance, men jeg fik da indtrykket af, at Prinsesse Nathalie
kunne snakke om heste i timevis. Jeg venter spændt på næste bogudgivelse, for
gevinsten af det frugtbare eksperiment på Berleburg er endnu ikke beskrevet.
I dag ville Prinsesse Nathalie være selvskrevet til en plads på det tyske landshold, for
hun er blandt verdens 10 bedste dressurryttere. Hun har vundet nationale
mesterskaber og blev fornemt placeret ved De Olympiske Lege i London samt ved de
efterfølgende verdensmesterskaber.
Interessen for ridning fik Prinsesse Nathalie ind med modermælken, da Prinsesse
Benedikte er protektor og den ypperste repræsentant for både Dansk Ride Forbund og
Hestens Værn. Uden hendes aktive medvirken ville det blive svært for disse
organisationer at skaffe sponsorer. Hun er den trofaste tilskuer til de store
internationale og nationale konkurrencer, hvilket giver medieomtale og tv-dækning.
Prinsesse Benedikte følger datterens karriere intenst, men hun favoriserer aldrig sin
datter i forhold til konkurrenterne.
Søskendeparret Claus og Puk Elgård bliver de sidste, som trænger sig på i min
kulturkanon. Deres mondæne forældrepar optrådte med modeopvisninger landet
rundt og blandede sig med kendte mennesker fra den kulturelle højborg. Det hele
tegnede lyserødt, da enhver families mareridt blev en realitet. De ambitiøse forældre
mistede deres først fødte datter i en alder af otte år. Fortvivlelsen stod malet i deres
ansigter, men den letteste måde at overvinde sorgen på var så hurtigt som muligt at få
et erstatningsbarn.
Det brændende ønske om at få en pige gik i opfyldelse, for Puk Elgård kom til verden
tolv måneder senere. Familien var dog stadig præget af den store tragedie, så farmand
var konstant til whisky og stesolider. Han blev også fanget af ludomani og satsede
ofte hele familiens eksistens på sin spillelyst. Familien krakelerede og en skilsmisse
69
var resultatet. Så blev også moderen ført ind i en ond cirkel, hvor misbruget af
alkohol blev markant.
Ved en bogmesse mødte jeg søskendeparret med få timers mellemrum, hvor de hver
for sig fortalte om et menneske med vidt forskellige livskvaliteter. Den tidligere
sportskommentator var den første på podiet med sin autentiske selvbiografi MED
LIVET SOM INDSATS.
Historien er formet som et hudløst ærligt portræt, hvor han går sin far på bedding og
bliver grebet af ludomani, alkoholisme og fattigdom. Den feterede skærmtrold kunne
være en veloplagt studievært om eftermiddagen, men i spotlightens skær trissede han
bagefter rundt som rendestenens lilje i en råkold dunkel hovedstad.
Det er et antiklimaks, når en kendt person skal luske rundt som en baggårdskat og
blotte sig med sin fattigdom.
Lillesøster var magtesløs og kunne ikke forhindre det årelange misbrug. Claus Elgård
var den eneste, som kunne løse den gordiske knude. Efter mange år i suppedasen kom
den kompetente studievært oven vande; så han nu fører en helt normal tilværelse.
Der var også gensynsglæde blandt medarbejderne på Kvægtorvet, da Claus Elgård
havde præsenteret MED LIVET SOM INDSATS. Det flotteste kompliment kom fra
den tidligere bogstavvender Maria Hirse, som viste en helt unik medfølelse.
Da jeg senere var til et foredrag med Claus Elgård i et forsamlingshus, fortalte han
detaljeret om sin opvækst og den blakkede familie. Der var ikke mange
solstrålehistorier, hvor lillesøster ofte var det eneste lyspunkt.
Som 16-årig forlod Puk Elgård sin mors kødgryder og levede under beskedne forhold
i Odense. Det finansielle klarede hun med rengøringsjob om natten. Et naturligt talent
for de skrå brædder bragte erstatningsbarnet ind i teaterverdenen, hvor hun turnerede
landet rundt i otte år. Blandt hendes prominente medspillere var Sidse Babett
Knudsen, Jens Okking og Ole Ernst.
Efter en optræden i Viborg fik hun øje på en avisannonce, hvor Danmarks Radio
søgte en dygtig studievært. Henvendelsen skulle stiles til Jarl Friis Mikkelsen, som
næppe behøvede betænkningstid for at ansætte det universale talent.
Puk Elgård har medvirket i mere end 1000 udsendelser, men programmet UVENTET
BESØG resulterede i hendes første og hidtil eneste bogudgivelse. Det er historien om
den 97-årige ELLEN, som gerne vil overraske sit barnebarn med et besøg i Alaska.
Den salige programvært havde været i det barske landskab adskillige gange, så hun
var ikke helt på bølgelængde med at bringe en gammel farmor ud til så fjerne
himmelstrøg, hvor 35 graders kulde hærgede på det tidspunkt, hvor tv-optagelserne
skulle finde sted.
Danmarks Radio arrangerede et møde mellem den barske olding og den bekymrede
programvært; hvor Puk Elgård efter hyggelig kaffeslabberads besluttede at vove
forsøget.
70
ELLEN blev en bestseller, for det overgearede og livlige fruentimmer var skabt til
narrestreger. Venskabet mellem de to allierede blev tættere og tættere, hvilket de
mange samtaler omkring bogens indhold indikerede.
En skønne dag blev Puk Elgård lidt ængstelig, da Ellens fastnet telefon ikke blev
taget. Der gik flere måneder, før den trofaste studievært endelig fik gevinst. Den 100årige globetrotter havde været i Australien for at besøge en bekendt. Puk Elgård
besøgte ofte den kvikke dame i det nordsjællandske, men en dag var Ellen helt
udmattet og i forfærdelig stand. Der var dybe sår på hendes ene ben; så
besøgsveninden måtte hasteindkalde en læge meget imod patientens vilje. Diagnosen
var dyster. Det var blodforgiftning; så eneste mulighed for at overleve var at få benet
amputeret. Aftenen før operationen var Puk Elgård på hospitalet, men det var også
sidste gang. To dage efter indgrebet døde Ellen efter et helt eventyrligt liv.
Den spændende beretning ELLEN er en appetitvækker til alle sortseere, men man
kunne godt ønske sig, at forlaget Lindhardt og Ringhof havde gjort sig lidt mere
umage med tekstbehandlingen.
Ved et foredrag i Tåstrup Kulturcenter havde jeg den udsøgte fornøjelse at stille
enkelte spørgsmål til Puk Elgård. Det bekræftede min formodning om, at den sublime
studievært kun vil det bedste for de mennesker, som hun interviewer i studiet.
Det er et sympatisk træk, men det kan skabe ravage ved især politiske samtaler. For at
fremelske neutraliteten skal det være studieværten, som sætter en dagsorden.
Her bliver Puk Elgård ofte lidt blød i knæene og lader de indkaldte politikere plapre
løs, som om det var præsentation af et valgprogram. Her kunne hun lure nogle
teknikker af, når hendes rapkæftede kolleger fra nyhedsformidlingen sætter skovlen
under den lovgivende forsamling.
Det er dog utroligt, hvad den alsidige tv-darling har præsteret, når man tænker på,
hvilken opvækst hun har stået model til.
71