speciale - Kommunikationsforum

i
Abstract
This thesis explores current female ideals through a study of educated metropolitan women’s
consumption of television programs displaying working-class people. It takes its point of
departure in Pierre Bourdieu´s social theory and work on the distinction of taste and Beverly
Skeggs’ notion of middle-class habitus and respectability. Moreover, the thesis discusses
Anthony Giddens’ understanding of the late modern society and the reflexive self as equal
opportunity for everyone to choose her own life as opposed to Skeggs’ understanding of the
reflexive self as characteristic of middle-class practise, which does not apply to every one.
The research is based on two focus groups and text-in-action interviews with 10 welleducated women on their relationship to the Danish docu-soap De unge mødre.
An analysis based on the data gathered shows first of all that the educated women position
the young mothers’ life style as “what not to do” and their own life style as “what to do”.
Especially areas linked to the ideal of the knowing and respectable woman such as a
woman’s home, body and relationship status are emphasised as female ideals. A high
education is a central distinction and the key to a middle-class life style with high cultural
and economic capital. Motherhood does not apply to a teenage life and there is a recognised
correct line of events for the respectable woman to follow in order to earn the right to become
a mother.
Secondly, we discover an obsession with the romantic heterosexual relationship, which is a
surprise to us due to modern ideas of female independence. However, we identify that the
romantic heterosexual relationship still today has a privileged position in society with a high
symbolic status recognised by others.
Thirdly, we see that motherhood is perceived to be a plus for women to live up to, and we
argue that they experience a conflict in their habitus between the pursuit of acknowledgement
of a carrier in the public sphere and as the coordinator of well-being in the private sphere.
This is most obviously displayed in the women’s struggle with the concept of time that leaves
them with a guilty conscience and the feeling of being inadequate.
We conclude that the conflict in well-educated women’s habitus is due to the irreconcilable
ideals of becoming a successful woman and a successful mother and to relieve the guilty
conscience the well-educated women watch people who are worse off in order to confirm
their own life style as the desirable one and ultimately feel better about themselves.
ii
____________________________________________
Forord
”To tv-fanatikere har mistet den umiddelbare nydelse ved at se tv” kunne være titlen på den
udvikling, vi som specialestuderende har gennemgået de sidste 6 måneder af vores liv. Vi
mener selv, at vi er blevet klogere på, hvorfor bestemte mennesker gør, som de gør – en ny
viden som ikke kun har gjort sig gældende i timerne på kontoret, men også har ændret vores
livssyn og forståelse af mennesker, som er anderledes end os selv.
Vi er også blevet opmærksomme på, at de fleste tv-programmer, i en Bourdieu- og Skeggsoptik er en fremvisning eller bekræftelse af middelklasseidealer om den gode smag og det
gode liv. Det er tydeligt, når vi ser diverse forvandlingsprogrammer, hvor familiens
medlemmer og hjem får en middelklasse-make-over. Vi bliver harme over at se, hvordan en
bestemt smag dominerer, men mest harme bliver vi over os selv, fordi vi dybest set synes, at
familiens udseende og hjem er blevet forandret til det bedre.
Vores vejleder, Nina Blom Andersen, spurgte os, om vi ville bruge vores nyproducerede
viden til at lave anderledes tv. Vi svarede nej – for på nuværende tidspunkt kan vi ikke se,
hvordan vi får nogen til at vise et sådant program på skærmen, når det åbenbart ikke er det,
flertallet af seere vil have. Det er vel det fantastisk ironiske ved Bourdieus teoriapparat - det
åbner ens øjne, og man ser samfundets sociale forskelle, men efterlades med oplevelsen af, at
der ikke er mulighed for forandring. Her står vi så efter 6 måneder og føler os klogere, men
mere rådvilde end før.
Vi vil gerne sige den varmeste tak til de 10 kvinder, som sagde ja til at dele deres tid, liv og
holdninger om livet som kvinder og mødre, og deres begejstring for programmet De unge
mødre, med os. Uden jer ville vi ikke have kunnet skrive dette speciale. Vi håber, at vi har
forstået jer rigtigt.
En stor tak til Nina Blom Andersen for motiverende og inspirerende vejledning. Din
optagethed af vores emne har været smittende, og din ro har gjort, at vi har følt os helt trygge
under dine faglige vinger.
iii
Tak til Gallup for adgang til TV-Meter-tallene, der har været afgørende for, hvorvidt der
fandtes en berettigelse for vores undersøgelsesspørgsmål - og vi har kunnet svare ja, når vi
blev spurgt, om vi var sikre på, at veluddannede kvinder så De unge mødre.
Tak til Michael Kornmaaler for hans kreative og professionelle assistance med at gøre
specialets forside fangende, vedkommende og flot (i hvert fald efter vores smag).
Tak til vores mænd – for sådan nogle har vi – for deres forståelse, kys og kram og ekstra
hjælp i pressede situationer op til deadlines.
Endelig vil vi gerne sende en stor tak til vores kolleger på Edisons forskerhjørne for hyggelig
stemning i Efterskole- og Karmastuen, inspirerende frokostsamtaler, velfortjente kagepauser
og festlige fejringer på hverdagsaftener.
God læselyst!
Marie & Nanna
Specialets omfang: Specialet indeholder 216.866 anslag, hvilket svarer til 90.4 normalsider.
Dette er eksklusiv indholdsfortegnelse og fodnoter.
iv
FØRSTE KAPITEL – INDLEDNING...........................................................................1
Klasseidealer og reality-tv.......................................................................................................................................... 1
Specialets case .............................................................................................................................................................. 2
Specialets teoretiske inspiration................................................................................................................................ 3
Undersøgelsesspørgsmål............................................................................................................................................. 4
De unge mødre og seeridentifikation ........................................................................................................................ 4
Specialets afgrænsning ............................................................................................................................................... 5
ANDET KAPITEL – TEORI ........................................................................................6
Bourdieu og korrespondanceanalysen ..................................................................................................................... 6
Habitus ..................................................................................................................................................................... 8
Kapital ...................................................................................................................................................................... 9
Det grønne segments habitus .............................................................................................................................. 10
Den lilla modsætning............................................................................................................................................ 11
Symbolsk kapital .................................................................................................................................................. 12
Emotionel kapital.................................................................................................................................................. 13
Felt .......................................................................................................................................................................... 14
Positioner ............................................................................................................................................................... 14
Diskussion af vores teoretiske udgangspunkt ....................................................................................................... 15
Opsamling ................................................................................................................................................................... 17
TREDJE KAPITEL – METODE................................................................................19
Interviewmetode ........................................................................................................................................................ 19
Text-in-action ........................................................................................................................................................ 19
Valg af program.................................................................................................................................................... 20
Fokusgrupper........................................................................................................................................................ 21
Rekruttering af interviewpersoner .................................................................................................................... 24
Fokusgruppens fysiske rammer ......................................................................................................................... 26
Vores oplevelse af fokusgrupperne .................................................................................................................... 27
Analysemetode ........................................................................................................................................................... 29
Kodning................................................................................................................................................................... 30
Situational Maps ..................................................................................................................................................... 30
Analysens struktur ............................................................................................................................................... 31
FJERDE KAPITEL – REALITY-GENRENS FASCINATION....................................33
Men jeg har så et eller andet med reality-programmer ...................................................................................... 33
Reality, soap og docusoap.................................................................................................................................... 33
DR2 er høj kultur - De unge mødre er lav kultur .......................................................................................... 34
Jeg vil gerne følge med......................................................................................................................................... 35
Delkonklusion – At se en anden verden ................................................................................................................. 37
v
FEMTE KAPITEL – DEN OPLEVEDE FORSKEL ..................................................38
De uvidende kvinder - Fordi den største forskel, der tænker jeg uvidenhed .................................................. 38
Viden gennem uddannelse................................................................................................................................... 39
Viden om sundhed og økologi............................................................................................................................. 42
Den ikke-respektable kvinde ................................................................................................................................... 45
Hendes beskidte og rodede hjem – ”Men jeg tænker også bare at det er ret snusket, eller…”............... 46
Hendes unaturlige krop – ”Sådan en lidt sort og hvid frisure og… meget makeup”................................47
Geografiske markører for respektabilitet – ”sådan lidt den her Ishøj-type” ............................................. 49
Hendes løse forhold – ”Men så flytter de sammen med en fyr de har kendt i en måned” ...................... 51
Hendes dårlige økonomi – ”Nogle har det i blodet” ....................................................................................... 55
Delkonklusion............................................................................................................................................................. 58
SJETTE KAPITEL – DEN GRØNNE OPSKRIFT.....................................................60
Uddannelse som hovedingrediens ........................................................................................................................... 60
Den selvfølgelige karriere i byen ............................................................................................................................. 65
Det romantiske heteroseksuelle parforhold .......................................................................................................... 68
Besættelsen af det romantiske heteroseksuelle parforhold............................................................................ 70
Delkonklusion............................................................................................................................................................. 73
SYVENDE KAPITEL – SUPERGRØN SUPERMOR................................................74
Moderskab som plus ................................................................................................................................................. 74
Den supergrønne supermors idealer og selvfølgeligheder .................................................................................. 76
Den supergrønne supermor er ikke kun mor .................................................................................................. 76
Den grønne selvfølgelighed ................................................................................................................................. 78
Den grønne arv...................................................................................................................................................... 79
Karrierekvinde vs. velbefindelseskoordinator...................................................................................................... 81
Kampen med tiden ............................................................................................................................................... 83
Delkonklusion............................................................................................................................................................. 84
OTTENDE KAPITEL – KONKLUSION ....................................................................86
Den vidende og respektable kvinde ................................................................................................................... 86
De unge mødre og middelklasseidealer.............................................................................................................. 87
Det kvindelige paradoks ...................................................................................................................................... 88
Problemet med at forklare besættelsen af det heteroseksuelle parforhold................................................. 89
LITTERATURLISTE .................................................................................................91
ARTIKEL ..................................................................................................................95
Hvorfor er det så sjovt at se på andres nederlag?........................................................................................... 95
FØLGEBESKRIVELSE ............................................................................................97
ANSVARSFORDELING ...........................................................................................99
vi
_____________________________________________
Første kapitel – Indledning
”Middle-class women have played a key role in the reproduction of
class-society, not just through their exemplary role as wives and
mothers, but also as standard-bearers for middle-class family values,
for certain norms of citizenship and also for safeguarding the
valuable cultural capital accruing to them and their families through
access to education, refinement and other privileges”
(McRobbie 2004:101)
Klasseidealer og reality-tv
Der synes i de senere år at være opstået en bølge af reality-programmer, der viser
mennesker, som klarer sig mindre godt inden for helt fundamentale områder af livet såsom
moderskab og parforhold. Disse programmer har oplevet stor seertilslutning (Jerslev
2002:159) og er et udtryk for ”a class antagonism particularly between women in a way
which would have been socially unacceptable until recently” (McRobbie 2004:100).
McRobbie, der har studeret BBC-programmet What Not To Wear’s bidrag til reproduktion af
klasser, mener, at programmer af denne type er med til at øge afstanden mellem klasserne
gennem en dikotomisk opfattelse af, at kvinder enten er ”shabby failure or well-groomed
success” (McRobbie 2004:101). Ligesom medieforsker Anne Jerslev mener vi, at et realityprograms eksistens er udtryk for nogle tendenser i samfundet og viser os noget om vores
kultur og psykologi (Jerslev 2004:7ff). Med en forståelse af, at tv-programmer kan være et
udtryk for noget, skriver vi os ind i en konstruktivistisk forskningstradition, der bl.a. har til
formål at afdække bagvedliggende strukturer. Den står i modsætning til fx nuværende
dominerende socialkonstruktivistiske forståelsesmåder, hvor man ”tager diskursen for givet”,
der analyseres for det, det er, med et eksplicit ønske om ikke at tilskrive betydning til verden
uden for teksten.
Så hvad er denne forherligelse af kvindelige middelklasseidealer på baggrund af
arbejderklassens offentlige nedrakning, som McRobbie taler om, et udtryk for? Hvad er det
1
for tendenser, der gør, at middelklassekvinder bliver så optaget af arbejderklassens
nedgørelse?
Vi mener, at senmodernitetens konsekvenser, som beskrevet af Anthony Giddens, har haft
indflydelse på oplevelsen af individets ansvar for at skabe succes, da mulighederne i dag er
mangfoldige set i forhold til vores forældres og bedsteforældres tid. Rollefordelingen og
forventningerne til kønnene er blevet fornyede, samtidig med at der stadig eksisterer en mere
traditionel forståelse af en mands og en kvindes succes i livet (Faber 2008: 9). For kvinder er
indtrædelsen på arbejdsmarkedet og opblomstringen af daginstitutioner også en opblomstring
af yderligere krav for opnåelsen af succes (Faber 2008: 9). Vi mener, at kravene om succes til
middelklassekvinderne kan have en betydning i forhold til deres sening af denne type
programmer, og vi er derfor interesserede i at finde ud af, hvad en undersøgelse af
veluddannede kvinders sening af socialt lavere stillede kvinder kan fortælle os om nutidens
kvindeidealer.
Specialets case
Der synes især at være to typer af reality-programmer, hvor det centrale er nedrakningen af
arbejderklassen. Den ene type er ligesom What Not To Wear eller Kanal4’s Baronessen
flytter ind, hvor en deltager fra arbejderklassen, med eksperthjælp fra en repræsentant for
middelklassen, får hjælp til at opfylde nogle af middelklassens krav for god smag og god
livsstil. I disse programmer oplever seerne en form for forløsning til sidst, når de i bedste
Pygmalion-stil1 oplever arbejderkvindens genfødsel i middelklassens billede gennem en
make-over.
Den anden type af reality-programmer tilbyder ikke denne forløsning. Et eksempel på det er
Kanal4s Singleliv eller De unge mødre. I disse programmer er det de samme repræsentanter
fra arbejderklassen, vi følger hver uge, og det er deres, i middelklassens øjne, dårlige liv, der
er det centrale. Det er denne type reality-program, vi vil undersøge i specialet, og derfor har
vi valgt De unge mødre som case.
De unge mødre er Kanal 4’s absolut største succes. I øjeblikket sendes ottende sæson, og
seertallene er stigende.2 Inden for de sidste år er programmets liv uden for skærmen
eksploderet i form af e-mails med udvalgte citater og ikke mindre end 27 fangrupper på
1 Pygmalion er et teaterstykke af George Bernard Shaw, der er bedre kendt som My Fair Lady
2 www.tvnyt.dk d. 10.10.2008.
2
Facebook3. De debatter, som her kommer til udtryk, er en blanding af stor forargelse,
latterliggørelse og kærlighed til De unge mødre. Det viser os, at de unge mødres liv er et
offentligt diskussionsemne, ikke kun blandt venner, men også i mere offentlige sfærer. Vi har
på grund af programmets centrale tematik - moderskab - og deltagernes position som social
lavstatus fundet docusoapen De unge mødre interessant som case. De unge mødre giver os en
ramme for specialets undersøgelse af veluddannede kvinders tv-sening af dårligere stillede
mennesker, som sætter fokus på, hvordan sociale klasseforskelle kommer til udtryk gennem
middelklasseidealer om ’det gode liv’, kvindeidealer og idealer om moderskab.
Specialets teoretiske inspiration
Pierre Bourdieus empiriske studie af smag og distinktioner bidrager med en mulig forklaring
på, hvorfor veluddannede mennesker springer op af stolen af forargelse, når de oplever, at
andre folk fx ikke ved, hvad økologi er. Vi vil anvende Bourdieus begrebsapparat til at
undersøge dannelsen af smag og idealer ud fra vores målgruppes positioneringer.
Siden Bourdieu ikke har interesseret sig meget for kønnets betydning i forhold til klasser og
segmentering, har vi søgt til feministisk litteratur for at forstå dannelsen af kvindeidealer og
kønnets betydning set i forhold til sociale klasser. Dette har vi gjort primært med Beverley
Skeggs' undersøgelser af britiske arbejderklassekvinder og reality-tv samt Stine Thidemann
Fabers PhD om kvinder og klasser i Danmark. I Formations of Class and Gender har Skeggs
fokus på, hvordan middelklassen nedgør arbejderklassen gennem begrebet ”respectability”,
som hun kalder ”one of the most ubiquitous signifiers of class” (Skeggs 2002:1).
Respektabilitet er et begreb, som bruges af middelkassen til at definere arbejderklassen som
det, de mangler. Det er i følge Skeggs ”a key mechanism by which som groups [are]
’othered’ and pathologized” (Skeggs 2002:1). Respektabilitet er et begreb, vi vil anvende i
vores analyser, især til at forklare, hvordan de interviewede kvinder positionerer de unge
mødre i forhold til sig selv. Stine Thidemann Fabers PhD anvender Bourdieu, ligesom
Skeggs, som teoretisk ramme, har vi inddraget, da hun giver os en nutidig analyse af kvinders
oplevelse af klasse i det danske samfund.
3 Dokumentation af ”De unge mødre” på facebook se bilag 11
3
Undersøgelsesspørgsmål
Med udgangspunkt i Faber og Skeggs’ forståelse af sociale klasser og Bourdieus teori om
livsstil og praksis er vi nået frem til følgende undersøgelsesspørgsmål:
Hvordan danner 25-34 årige storbykvinder med høj kulturel
kapital betydning om egen praksis og position i forhold til tvprogrammer om uuddannede og økonomisk dårligt stillede
kvinder?
Til vores undersøgelsesspørgsmål knytter sig følgende underspørgsmål:
• Hvilken virkning har reality- og soap-genrens virkemidler på de veluddannede
storbykvinder?
• Hvordan positionerer kvinderne sig i forhold til de unge mødre i programmet?
• Hvorledes kommer kulturel, social og økonomisk kapitals betydning til udtryk i
kvindernes oplevelse af det danske samfund gennem positioneringen af dem selv og
deltagerne i De unge mødre?
• Hvilke kvindeidealer diskuterer og forhandler kvinderne med sig selv og hinanden på
baggrund af De unge mødre. Ændrer denne diskussion og forhandling sig, når
kvinderne selv er blevet mødre?
• Hvilke samfundsmæssige tendenser kan deres tv-sening være et udtryk for?
De unge mødre og seeridentifikation
Når det gælder veluddannede kvinders interesse for De unge mødre, er der umiddelbart tale
om et misforhold mellem livsstil og livsvilkår. Der er altså ikke tale om en en-til-en
identifikation. Det er ellers denne form for identifikation, som meget reality-forskning hidtil
har identificeret som udslagsgivende for sandsynligheden for, at en person er blandt et
reality-programs kerneseere (Hjarvard 2002:103). Hjarvard påpeger i forlængelse heraf, at
uddannede mennesker kun viser interesse for reality-programmer, der forsøger at løse sociale
konflikter frem for at skabe dem. Det mener vi ikke er tilfældet i De unge mødre.
I Seernes Reality nævner medieforsker Stig Hjarvard, at
”som et kuriosum skal det nævnes, at der ikke synes at være noget
reality-program, som tiltaler de veluddannede samt økonomisk og
kulturelt
velfunderede
mennesker
i
det
modernefællesskabsorienterede segment.”
(Hjarvard 2002:104)
4
Kim Schrøder har tilbage i 1986 lavet en receptionsanalyse af socioøkonomiske forholds
indflydelse på personers valg af seningen af tv-serien Dollars. Han finder, at personer med
forskellig social baggrund godt kan blive tiltrukket af og vælge de samme medieprodukter,
”but use it differentially” (Schrøder 1986:13f). Som seertallene viser (se bilag 1) har De unge
mødre mange seere i den gruppe, som vi argumenterer for, har livsstilsmæssigt størst
identifikation med deltagerne i programmet. Alligevel er der et stort antal seere i vores
målgruppe. Vi mener, at Schrøders teori om, at forskellige mennesker kan være fascinerede
af samme tv-program, men bruge det forskelligt, også gør sig gældende i vores tilfælde.
Vi vil derfor, inspireret af Schrøders undersøgelse af Dollars-seere, McRobbies forskning af
What Not To Wear og Hjarvards teori om identifikation, gerne undersøge, hvordan
veluddannede kvinder bruger et reality-program som De unge mødre i deres
betydningsdannelse om egen praksis.
Specialets afgrænsning
Da vi i specialet har valgt kun at undersøge, hvordan De unge mødre indgår i de
veluddannede kvinders betydningsdannelse, har vi fravalgt at beskæftige os med andre
aspekter af programmet. Vi har for det første valgt ikke at undersøge andre segmenters sening
og reception af programmet, da vores fokus netop har været på denne specifikke gruppe af
kvinder. Vi har derfor også bevidst fravalgt at undersøge, hvilke intentioner og strategier der
er fra tilrettelæggerne og producerens side. Derudover har vi fravalgt at undersøge deltagerne
i De unge mødre og deres motivation for at være med i programmet. Selvom vi i vores
materiale ser, at de interviewede kvinder er optaget af både det etiske spørgsmål i at
fremstille en gruppe mennesker på en, i deres øjne, nedladende og kritisk måde og det uetiske
i, at pigerne muligvis ikke er i stand til at se, at de bliver ’udnyttet’, har vi valgt ikke at gå ind
i den diskussion, da den, om end spændende, ikke bidrager yderligere til besvarelse af vores
problemstilling.
5
_____________________________________________
Andet kapitel – Teori
Bourdieu og korrespondanceanalysen
Vores fokus har helt fra starten været at kigge på de sociale forskelle og livsstilsforskellene
mellem seerne og deltagerne i De unge mødre som en mulig forklaring på programmets
fascination
hos
veluddannede
Beskrivelse af De unge mødre
kvinder (se bilag 1).
Hypotesen om, at der overhovedet
De unge mødre er et program om en gruppe teenagepiger,
er
de
der, på trods af deres unge alder, dårlige økonomi, manglende
veluddannede kvinder, er opstået
netværk osv., har valgt at gennemføre en graviditet og blive
ud fra vores egen sociale praksis
mødre.
en
fascination
hos
som De unge mødre-seere. Vi har
også bemærket, at denne praksis
gør sig gældende for en stor del af
vores
individuelle
omgangs-
kredse, og programmet har ofte en
De mest gennemgående temaer er deres roller som mødre,
deres
til
tider
faderskabstests
og
meget
konfliktfyldte
uddannelse. Det
er
kæresteforhold,
ofte pigernes
utilstrækkeligheder, der bliver fremhævet. Det kommer enten
til udtryk igennem deres ’fejlernæring’ af børnene (fx
plads i diskussioner til middags-
Christina fra Amager), at de ryger under deres graviditet (fx
selskaber og lignende.
June og Line), at de er mere optaget af deres udseende end at
Vi har anvendt TV-Meter og
tage sig af børnene (fx Malou Stella), at myndighederne vil
Gallupkompasset til at validere
fratage dem børnene (fx Christina fra Amager), eller at de
vores undersøgelse og bekræfte
ikke formår at færdiggøre en uddannelse som fx 9. klasse (fx
vores hypotese om, at de unge
Malou Stella og Rebecza).
mødre har mange seere i vores
målgruppe.4 Da vores fokus er på
betydningsdannelse og praksis,
har vi valgt at vende blikket mod
De unge mødre er en docusoap af en halv times varighed, der
sendes tirsdag og onsdag aften kl. 21 på Kanal4. Programmet
genudsendes søndag aften i et dobbeltafsnit ligeledes kl. 21.
Programmet har været på skærmen siden efteråret 2005 og vil
i foråret 2009 runde episode nummer 200.
4
TV-Meter er et system, der registrerer tv-seningen i 1000 statistisk samplede hjem. Det er denne registrering,
der ligger til grund for seertalsberegninger og på baggrund af den statistiske sampling er det muligt at se, hvilke
grupper af mennesker, der ser hvad.
6
Bourdieu og hans teori om livsstil og praksis. Bourdieu giver med kapitalbegrebet en
forklaring på strukturernes reproduktion, og med habitusbegrebet forklarer han netop, hvad
der ligger til grund for, at mennesker handler, som de gør, og dermed hvordan reproduktionen
af sociale strukturer sker.
Gallupkompasset er udviklet på baggrund af Bourdieus forståelse af, at folk med samme
ressourcer har et sammenfald i habitus og derfor ofte vil handle og vælge på samme måde og
således have de samme smagspræferencer (Prieur 2006: 39). Kompasset, som vi anvendte til
at kategorisere kvinderne i vores interview med, er opdelt i otte segmenter, der hver
repræsenterer en bestemt ’type’ dansker (se bilag 6). Vi havde dog en del problemer med at
få ’placeret’ kvinderne, da der syntes at være to segmenter, der stemte overens med køn,
uddannelsesniveau
og
værdigrundlag
for
kvinderne.
De
to
segmenter
var det
fællesskabsorienterede og det moderne-fællesskabsorienterede, som begge er i det
nordvestlige hjørne af kompasset.5 Henrik Dahl arbejder i sin RISC-model, der ligesom
Gallupkompasset er baseret på Bourdieus kapitalbegreb, kun med fire segmenter – nordvest,
nordøst, sydvest og sydøst – og vi valgte derfor også at arbejde med denne opdeling. Han
beskriver i sin artikel, hvordan Bourdieus begreber kan overføres på det danske samfund ud
fra denne RISC-modellen, og det er med udgangspunkt i den, at vi har valgt at udvide det
segment,
vi
vil
undersøge,
således
at
vi
arbejder
både
med
det
moderne-
fælleskabsorienterede- og det fællesskabsorienterede segment under Dahls betegnelse det
grønne segment.
Gallup tilkendegiver, i modsætning til Dahl, ikke direkte, at deres segmenteringsværktøj –
eller korrespondanceanalyse6 som Bourdieu kalder den (Bourdieu 2005:260f) – er inspireret
af Bourdieu, men principperne er de samme. Dette bekræfter Sintas og Alvarez’ undersøgelse
af det spanske sociale rum, hvori de sammenligner forskellige korrespondanceanalyser,
herunder Gallupkompasset (Sintas og Alvarez 2002:120).
Specialets teoretiske ramme og forståelse af sociale forskelligheder og klasser er altså baseret
på Bourdieu og hans analyseredskaber. I vores analyser vil vi især beskæftige os med fire af
Bourdieus begreber, nemlig habitusbegrebet, kapitaler, felter og positioner. Det er dog
5
Vi testede os selv flere gange ud fra kompastesten for at se, hvor vi selv blev placeret. Vi kunne se, at enkelte
af vores svar blot skulle ændres en grad, for at vi blev placeret i det ene frem for det andet segment. Til gengæld
blev vi hver gang placeret i det nordvestlige hjørne (http://www.research.dk/test/kompas.asp d. 25.2.09).
6
Dahl beskriver en korrespondanceanalyse som en ”grafisk afbildning [hvor der er] direkte korrespondance
mellem afstanden mellem to værdier og den hyppighed hvormed de optræder sammen i de enkelte
skemabesvarelser” (Dahl 1996:7).
7
vigtigt at pointere, at alle disse begreber blot er konstruktioner og derfor ikke skal opfattes
som beviselige kategoriseringer, men som en forklaringsmodel for sociale grupperinger.
Habitus
Dahl beskriver i sin artikel om at operationalisere Bourdieu habitus således: ”Der er tale om
en mekanisme, der sidder i kroppen og det ubevidste, og først og fremmest ytrer sig som en
sans for, hvad ’man’ kan og ikke kan i bestemte situationer” (Dahl 1996:9). Der er altså ikke
tale om bevidste karakteristika, men en ubevidst handlemåde, som er habituel. Det kan derfor
være med til at forklare en handling, man ikke selv forstår, såsom det at se De unge mødre.
Menneskers habitus er bestemmende for, hvorledes vi handler, og hvorfor vi er disponerede
for at gøre, som vi gør. Når Bourdieu taler om habitus, mener han de forskellige strategier, et
individ bruger, når det handler. Det er permanente såvel som foranderlige indre strukturer,
der er tillærte – primært i barndommen – og som individet benytter sig af i sin tilgang til og
forståelse af verden: ”Habitus betegner en socialiseret krop, en krop, der har tillagt sig
strukturerne i den verden, den lever i” (Prieur 2006:38). Vores habitus er det, der gør os
disponible for at have bestemte interesser, praksisser eller smage, og er dannet af vores
nuværende og tidligere positioner i samfundet, eller det sociale rum, om man vil. Denne
forståelse af, at vi er disponeret for at træffe bestemte valg såsom valg af uddannelse, job,
karriere, bil, tøj, avis og tv-programmer, åbner op for en analyse af, hvad der er det
interessante for kvinder, når de vælger at se De unge mødre. Habitusbegrebet er derfor, i
vores øjne, relevant at inddrage i en analyse af veluddannede kvinders sociale relationer og
positioner i det danske samfund. Vi kan bruge habitusbegrebet til at forklare, hvordan og
hvorfor disse veluddannede kvinder i vid udstrækning handler og vælger ens og værdsætter
de samme ting. Umiddelbart ville man, med Hjarvard in mente, ikke formode, at
veluddannede kvinders habitus disponerede dem for en fascination af et program om unge
uuddannede kvinder.
På trods af at habitus er kropsliggjort i det enkelte individ og således individualiseret,
reflekterer den imidlertid ”a shared cultural context” (Adams 2006:514). Bourdieu stræber i
sin teori efter en sammenskrivning af det individuelle og det sociale, det objektive og det
subjektive. Disse arbejder i en vekselvirkning af produktion og reproduktion, således at det
individuelle, det personlige og det subjektive er socialt og kollektivt” (Prieur 2006:41). Det er
denne kollektive forståelse, der gør det muligt for os at sige noget om andre kvinder, som har
sammenfald af ressourcer og dermed sammenfald i habitus.
8
Det er dog vigtigt at pointere, at habitus, ligesom klassebegrebet og segmenteringsmodeller,
blot er en konstruktion, der er udviklet som et analyseredskab. Det, at vi fx havde svært ved
at placere de kvinder, vi undersøger i Gallupkompasset, viser os, at der netop er tale om en
konstruktion af kategorier, og at det ikke altid er muligt at placere mennesker i forskellige
kasser. Som vores analyse vil vise, er Sara, der er i starten af 30erne og lige begyndt på en
mellemlang uddannelse, et godt eksempel på dette. Uanset hvor meget vi prøver at forklare
hendes praksis og ytringer ved at tillægge det hendes habitus, er det, som om hun alligevel
sprænger rammerne. Faber beskriver i sine undersøgelser af klasser, at ”klasser ikke er noget,
der findes i en objektiv forstand, som noget håndgribeligt, [vi] som forsker[e] bare kan gå ud
og finde” (Faber 2008:82). Habitusbegrebet kan desuden virke som en let købt og diffus
forklaringsmodel, fx kan altid vil kunne forklare folks handlinger ud fra et formodet habitus.
Kapital
De ressourcer, et individ har, er det, som Bourdieu kalder kapitaler. Folk med samme
kapitaler har et sammenfald i habitus og vil derfor oftest handle og vælge på samme måde, og
have de samme smagspræferencer, og de vil derfor være afgørende for, hvor et segment vil
placere én. Bourdieu sondrer mellem flere forskellige former for kapital, men de primære er
økonomisk- og kulturel kapital. I det første teoretiske begreb er der tale om de økonomiske og
materielle ressourcer, et menneske har til rådighed, og som derigennem gør dem i stand til at
have en bestemt livsstil.
Kulturel kapital er et udtryk for de akkumulerede kulturelle ressourcer, et individ har på
baggrund af deres arv og historie. Det er altså de kulturelle forudsætninger, som gør
mennesket i stand til at begå sig i forskellige kredse og dermed er afgørende for, hvor den
enkelte befinder sig inden for den sociale rangorden. Der er tale om ”en eksklusiv ressource
eller kapacitet […] som er med til at definere forskelle og afstande i det sociale hierarki”
(Esmark i Prieur 2006:87), det vil sige, at det er en ressource, som ikke alle har lige stor
adgang til.
Den kulturelle kapital kan være kropsliggjort i form af daglige rutiner, væremåder eller smag,
der overføres fra forældre til et barn i løbet af barndommen. Den kan derudover være
objektiveret i form af fysiske kulturgenstande såsom malerier, computere eller bøger. Disse
kan have en afgørende betydning for den kulturelle kapital, da de er en forudsætning for at
kunne udvikle sine færdigheder i fx læsning og derved være bestemmende for, hvor langt
man når i uddannelsessystemet (Esmark i Prieur, 2006:90-91). Endeligt kan den kulturelle
9
kapital være institutionaliseret og ses primært som offentligt anerkendte titler og betegnelser,
som eksempelvis doktorgrader eller direktørtitler.
Det er bl.a. disse kapitaler, der ligger til grund for habitus, og som er relevant for os at
arbejde med i forhold til, hvorfor vores målgruppe ser De unge mødre, og hvorfor de har den
livsstil, de har. Vi vil kort beskrive, hvad der er kendetegnende for henholdsvis det grønne og
det lilla segment. Det er relevant, når vi skal forstå, hvorfor interviewpersonerne disponerer
og positionerer sig, som de gør.
Det grønne segments habitus
I Gallupkompassets beskrivelse af det grønne segment7 er nøgleordene medmenneskelighed,
social ansvarlighed, omsorg, økologi, sundhed og uddannelse. De er ”kulturkonsumenter,
akademikere og samfundsengagerede idealister”, der primært bor øst for Storebælt og gerne
Københavnsområdet. Hvis de ryger, er det med dårlig samvittighed, og ”[på] hjemmefronten
har man hang til helse og økologi, og når der er venner til spisning står den på finere
madlavning, hvor man ikke viger tilbage fra at prøve nye produkter og opskrifter”.
Henrik Dahl beskriver det således:
”[D]et grønne segments relativt stærkeste kort [er] dets uddannelse
[...] [Her] lægger man stor vægt på at realisere sig selv samt på at
danne og udtrykke sin personlighed. Forestilling om det gode liv er
derfor typisk en idé om stadig forandring eller metamorfose, hvor
man indoptager nye impulser og derved undgår at ”gå i stå” – det
værste, der kan ske for en person med denne habitus.”
(Dahl 1996:11)
Kendetegnene for folk i dette segment er altså, at de har et højt uddannelsesniveau, og de har
derudover en god økonomi8, det vil sige, de besidder høj kulturel såvel som økonomisk
kapital og dermed positionen til definere ’god’ smag og de ’rigtige’ idealer (Dahl 1996:11).
Det er denne gruppe, i vores tilfælde kvinder, som er med til at definere, hvilket tøj ’man’
skal gå i, hvad der er en passende og respektabel mor, og hvad der definerer en kvinde med
succes. Det er den ’almægtige’ middelklasse, der udøver dominans over den dominerede
underklasse, som på trods af egne præferencer anerkender middelklassens smag som værende
7
http://www.gallup.dk/vores-markedsfokus/medier/printmedier/gallupkompas/kompas-segmenter.aspx d.
25.2.09.
8
Flere af kvinderne i vores interview er studerende og har dermed ikke nødvendigvis økonomisk kapital. Men
de er godt klar over, at den økonomiske kapital er på vej, når de er færdige med deres uddannelse. De bliver
desuden behandlet derefter af banker og lignende, så de oplever det ikke som en permanent tilstand at mangle
penge.
10
den rigtige: ”De dominerede opfatter de dominerende gennem kategorier, som er frembragt
af dominansforholdet og følgelig svarer til de dominerendes interesser” (Prieur 2006:53).
Prieur nævner som en svaghed ved Bourdieu, at han mangler en teoretiserende analyse af,
hvordan gruppers autonomi, i forhold til den dominerende smag, opstår. Hvorfor bliver de
unge mødre eksempelvis ved med at farve deres hår i flere forskellige farver eller klæde sig (i
det grønne segments øjne) vulgært. Modstanden mod den symbolske vold er der, men
hvordan den er opstået, er ifølge Prieur ikke helt klart (Prieur 2006:55). Havde vores fokus i
stedet været, hvorfor pigerne i De unge mødre eksempelvis vælger at opføre og klæde sig,
som de gør, havde vi måske haft større problemer med at anvende Bourdieu, da hans
begrebsapparat ikke vil kunne forklare de unge mødres handlinger.
Den lilla modsætning
Modsætningen til det grønne segment er det lilla. Det er i dette segment, vi mener at finde
pigerne i De unge mødre, blandt andet fordi de er kendetegnet ved, at de har lav indkomst og
ingen eller lav uddannelse. Derudover bor de overvejende vest for Storebælt i provinsbyer
eller på landet. De har fokus på at klare hverdagen og familielivet og føler ikke det store
samfundsansvar. De ryger og drikker med god samvittighed og forestillinger om naturen og
naturlighed er langt væk, ”kunstige produkter og færdigretter er mindst lige så gode som
andre ting” (Dahl 1996:18).
Dahl siger endvidere, at det lilla segment er ” [d]en del af underklassen, der virker mest
fremmed for uddannelsesoverklassen, og som på mange måder er dårligst stillet.” (Dahl
1996:15). De er altså, set med Bourdieuske briller, den mest dominerede klasse.
Vi har nedenfor opsat et skema, som tydeliggør forskellen på det grønne segment med de
veluddannede kvinder og det lilla segment, hvor vi mener, de unge mødre er placeret. Det ses
tydeligt, at der er en ulige fordeling af kulturel og økonomisk kapital og en forskel i den
kollektive forståelse for hver gruppes habitus og dermed også deres forskellige interesser og
strategier. De kategorier, vi har valgt at modstille, er nogle af de kategorier, der er mest udtalt
i vores materiale, men der findes flere:
Det grønne segment
Det lilla segment
+ Uddannelse
+ Økonomi
+ Foranderlighed
+ Samfunds engagement og samvittighed
+ Sundhed
- Uddannelse
- Økonomi
- Foranderlighed
- Samfunds engagement og samvittighed
- Sundhed
11
+ Opsøgende ift. Viden
+ Økologi
+ Naturlighed
Bor øst for Storebælt og byer
- Opsøgende ift. Viden
- Økologi
- Naturlighed
Bor vest for Storebælt og provins og land
Symbolsk kapital
Bourdieu anvender desuden begrebet symbolsk kapital. Denne er ikke en kapitalform i
samme forstand som de førnævnte, den er derimod omsættelsen af disse kapitalformer til
anerkendelse og prestige (Esmark i Prieur 2006:949). Det er dog ikke alt, der kan omsættes
til symbolsk kapital – det afhænger helt af udbud og efterspørgsel. Hvis udbuddet er lille og
efterspørgslen stor, så bliver den symbolske værdi også det større, men det kræver, at der er:
”et marked af sociale agenter, der i kraft af deres habitus er
disponerede for at genkende den pågældende type kapital, anerkende
dens symbolske værdi og miskende de objektive betingelser, der
ligger til grund for den”
(Esmark i Prieur 2006:94)
Som vi også vil komme ind på i vores analyser, oplever vi fx i datamaterialet, at tid bliver en
symbolsk kapitalform. For de kvinder, som er mødre, bliver det at have overskud af tid til at
lave ’ingenting’ med børnene anset som meget værdifuldt. Det er noget, de alle beskriver
som en del af det at være en god mor, fordi det bliver ligestillet med nærvær. Da disse
kvinder har enormt travlt med at være mødre – med de logistiske udfordringer det indebærer
– samtidig med at de skal realisere sig selv, bliver døgnets 24 timer en konstant, de ikke kan
ændre på, og på grund af det lave udbud og den store efterspørgsel får tid en høj symbolsk
værdi (Esmark i Prieur 2006:95). For ikke-mødrene er tiden også en symbolsk kapital, men
for dem handler det om nærmest at have et underskud af tid. Travlhed bliver associeret med
det at være eftertragtet af sine omgivelser og kan hænge sammen med det grønne segments
behov for at ’være i gang’ (Dahl 1996:11). Tiden er altså en symbolsk kapital for begge
grupper af kvinder, men tidens symbolske værdi kommer til udtryk forskelligt i de to arenaer.
Esmark mener også, at:
”den symbolske værdi af en given type kapital er således aldrig givet
én gang for alle, men altid afhængig af dels dens relative sjældenhed,
dels tiltroen hos agenterne i det samfund og det specifikke sociale
mikrokosmos, kapitalen bringes i spil i.”
(Esmark i Prieur 2006:95)
I de to forskellige sociale mikrokosmos, vi beskriver, bliver værdien af tid som symbolsk
kapital altså stor, men præmisserne for den er vidt forskellige.
12
Emotionel kapital
Specialets abduktive tilgang kan fx ses i forbindelse med det behov, som vi i
analyseprocessen oplevede for at udvide kapitalbegrebet med begrebet emotionel kapital,
som beskrevet af Reay i Feminism after Boudieu (Adkins & Skegss 2004:57-74). Kim
Esmark beskriver de forskellige kapitalformer, Bourdieu arbejder med. I den forbindelse
skriver han:
”Der er ikke tale om et skema, som udtømmende kan indfange alle forhold i en hvilken
som helst social kontekst. Kapitalbegrebet skal, som Bourdieus øvrige begreber,
opfattes som et praktisk redskab til brug i konkrete empiriske undersøgelser og må
nødvendigvis tilpasses forskerens til enhver tid specifikke data og problemstilling.”
(Esmark i Prieur 2006:93)
Vi oplever, at splittelsen mellem at have succes i hjemmet og uden for hjemmet optræder
markant i fokusgruppen, og morrollen tilføjer ekstra fokus på succes i hjemmet med den
symbolske værdi af kvinden som velbefindelseskoordinator9 frem for karrierekvinde. Denne
markante splittelse i datamaterialet kan til dels forklares med Bourdieus habitusbegreb som
en objektiv familiestruktur, hvor morrollen bliver positioneret således. Denne position er en,
vi selv genkender fra egne liv, da vi har set, at vores mødre har haft samme position – den
ligger altså i kroppen på os. Bourdieu har ikke fokus på kønnets symbolske værdi og den
kvindelig position som mor (Reay 2004: 57), men han har dog understreget ”the key role of
the the mother in affective relationships” (Reay 2004:60) og observeret, at vedligeholdelse af
emotionelle relationer ofte bliver varetaget af kvinder, især inden for familien. For nærmere
at forklare disse emotionelle relationer, har vi vendt os mod en feministisk læsning af
Bourdieu, hvor en udvidet forståelse af kapitalbegrebet og moderskab eksisterer.
Helga Nowotny og Patricia Allat udvider, ifølge Reay, Bourdieus opfattelse af social kapital
med begrebet emotionel kapital, der især tilkommer kvinder, og som tillægges symbolsk
værdi hovedsagelig inden for hjemmet og familien frem for ude i den offentlig verden (Ray
2004:60). Den sociale kapital er kort sagt de netværk, som et individ tilhører. Dette kan fx
være venner, familie, klubber eller lignende. Det er et netværk, ”som en social agent har
adgang til og med udbytte kan mobilisere, og [som giver en] prestige, han eller hun nyder
ved at tilhøre eller blive associeret med en bestemt gruppe” (Prieur 1989:92). Emotionel
kapital derimod defineres som ”emotionally valued assets and skills, love and affection,
expenditure of time, attention, care and concern” (Allatt, 1993 i Reay 2004:61) og kan
forstås som de akkumulerende emotionelle ressourcer, som kvinden har opbygget over tid, og
9
Vi introducerer her begrebet velbefindelseskoordinator (empirisk kategori), da vi ikke synes, at der er et
eksisterende begreb, der tilstrækkeligt beskriver de grønne mødres position.
13
som familien og børnene kan trække på. Inddragelsen af emotionel kapital hjælper os med at
forstå, hvorfor kvinderne har så travlt med at gøre mænd og børn glade og tilfredse, men
samtidig også kigger uden for hjemmets vægge i en søgen efter symbolsk værdi og høje
positioner i de forskellige felter, de indgår i.
Felt
Vi har valgt ikke at begive os ud i en større diskussion af Bourdieus feltbegreb, vi vil
derimod her klargøre, hvilken forståelse af begrebet vi har i dette speciale, og hvad der
menes, når vi skriver felt.
Bourdieus analytiske definition af et felt er, at ”[det] er et netværk af objektive relationer
mellem positioner” (Bourdieu 1992a:321 i Prieur 2006:165). I et felt findes altså altid flere
positioner, der fordrer en slags konflikt eller uenighed om feltets praksis. Den umiddelbare
optagethed, som feltets aktører har i at diskutere feltets rette praksis, kalder Bourdieu for
Illusio. Illusio beskriver et engagement i at indgå i et spil eller diskussion, som betyder noget
for én (Prieur 2006:48).
Denne form for optagethed mener vi at finde hos de grønne kvinder i deres diskussioner om
at være kvinde og mor. Vi arbejder derfor med distinktionen mellem to feltlignende rum,
kvindefeltet og morfeltet, en distinktion der er konstrueret i sammenspil mellem Skeggs’ og
Fabers studier af kvinder og moderskab samt en synlig forskel i vores eget datamateriale.
Kvindefeltet skal forstås som den arena, hvor det at gøre kvinde er på spil, og morfeltet skal
forstås som den arena, hvor det at gøre mor er på spil (Dahl 1996:9).
Som vores analyse vil vise, er kvinde og morfelterne tæt forbundet både som negative og
positive modpoler, men også som selvfølgelige kombinationer, og det har derfor været
analytisk udfoldende at arbejde med denne distinktion i vores analyse af målgruppen.
Positioner
Selvom vi ikke i vores undersøgelse laver en reel feltanalyse, vil vi alligevel benytte os af
Bourdieus positioneringsbegreber. Sestoft beskriver positioner og positioneringers formål
som at ”etablere en forklarende forbindelse mellem to sæt af uafhængige virkeligheder, som
man kunne kalde det materielle og det symbolske” (Sestoft i Prieur 2006:169). Begreberne er
således anvendelige for os, da vores interviewpersoner gennem deres ytringer både
positionerer sig i forhold til de unge mødre, men i høj grad også i forhold til hinanden. De
dispositioner, der ligger i deres habitus, kommer til udtryk via deres positioneringer. Ifølge
Sestoft er pointen med en sådan analyse ”at påvise empirisk, at menneskers meninger og
14
ytringer (positioneringer) ikke er tilfældige og subjektive, men forbundet med systematiske
forskelle i sociale egenskaber (positioner)” (Sestoft og Prieur 2006:169).
Vi bruger altså ikke begreberne med henblik på subjektiveringspositioner, som eksempelvis
set hos Staunæs (2004), men vi bruger primært begreberne i forhold til kvindernes
positionering som mødre/ikke-mødre og deres positioneringer i forhold til de unge mødre.
Diskussion af vores teoretiske udgangspunkt
Som tidligere nævnt synes vi, at Bourdieus analysekonstruktion er brugbar til at forklare,
hvorfor folk gør, som de gør. Hvad vi i begyndelsen af undersøgelsen derimod havde svært
ved at acceptere, var den grad af determinisme, der lå i hans teori. Hvis habitus er
bestemmende for alt, vi gør, hvor er vores frie vilje så?
Dahl skriver, at de mennesker, der ”er præget af både penge, viden og magt, [har] dermed
følgende opfattelse af, at man er et handlende subjekt med et i alle henseender stort
handlerum” (Dahl 1996:15). Denne opfattelse var vi personligt også præget af. Vi brugte
derfor lang tid på at hybridisere Bourdieus habitus med Giddens’ modernitetsteori og
refleksive selv med det formål at bibeholde vores tro på vores egen fri vilje.
Giddens’ udgangspunkt er, at der i senmoderniteten er tale om en foranderlighed, der blandt
andet opstår som konsekvens af, at der sker en adskillelse af tid og rum. Dette indebærer, at
man ikke længere er bundet af den lokalitet, man befinder sig på i øjeblikket, men kan ved
hjælp af den moderne teknologi (internet, e-mail, mobiltelefon etc.) kommunikere på tværs af
både tid og sted. Tidligere foregik interaktionen mellem mennesker primært i hjemmet og
lokalmiljøet, da man ikke havde teknologien til andet, men i dag findes denne begrænsning
ikke (Kaspersen 2001:122-123). Samtidig sker der en ændring i de traditionelle strukturer, og
det er i bruddet med disse, at modernitetens refleksivitet opstår (Giddens 1999:38f). Ud over
at være et grundlæggende træk ved det handlende menneske, før som nu, er det også en
konsekvens af de mange nye kommunikationsformer, der er opstået i det senmoderne, som i
sidste ende gør mennesket ”i stand til at reflektere over [sig] selv” (Kaspersen 2001:126).
Giddens mener, at fordi traditionelle strukturer, som fx klasser, ophører med at eksistere, har
alle mennesker adgang til lige muligheder: ”Giddens relies completely on everybody having
equal access to the ressources by which the self can be known, assessed and narrated”
(Skeggs 2004:53).
15
Beverly Skeggs udgår fra en feministisk kulturforskningstradition, og hun har blandt andet
undersøgt,
hvorledes
køn
og
klasse
indgår
i
hvide,
britiske
arbejderkvinders
subjektkonstruktion, og hvordan de bliver fremstillet på britisk TV (Skeggs 1997). Hun
mener, at Giddens’ position blot er et udtryk for hans eget ”middle-class habitus”, hvor
tanken om (som Dahl også beskriver) og mulighederne for refleksivitet i langt højere grad er
tilstede end for arbejderklassen (Skeggs 2004:54). Hans teori om senmodernitetens frie
muligheder og refleksivitet bliver med Skeggs’ briller forstået som middelklassens forsøg på
at pådutte de lavere sociale klasser idealer om, at individer har ansvar for deres eget liv. Vi
ser også denne modernitetstænkning i vores kvinders måde at se verden på (se kap.5).
I sin Giddens-kritiske artikel Anthony Giddens as Adversary of Class Analysis påpeger Will
Atkinson, at en af de ting, Giddens ikke formår at forklare, er hvorfor individet - hvis det har
frit valg på alle hylder – vælger at konstruere sin identitet, som det gør, og hvorfor det vælger
sin specifikke livsstil: ”Why, exactly, would different individuals and groups choose different
lifestyles?” (Atkinson 2007:542). Giddens svaghed er, at der mangler et bindeled mellem
individers erfaringer og deres praksis (Atkinson 2007:543). Atkinson foreslår, med en
anerkendelse af Skeggs’ argument, at man skal vende sig mod Bourdieus habitusbegreb i
stedet.
Det var en smertefuld erkendelse for os som medlemmer af vores eget undersøgelsesfelt at nå
til, men vi så i løbet af vores arbejde, at Atkinson og Skeggs' argumenter vandt størst indpas
og formåen til at analysere og forklare vores datamateriale. Giddens blev derfor kørt ud på et
sidespor og Bourdieus forståelse og forklaring af sociale klasser og livsstilsforskelle fik en
mere central position i forklaringen af kvindernes fascination af de unge mødre.
I erkendelsen af, at vores prækonstruerethed som forskere ikke gør os til en aktør, der bare
sådan kan observere fra sidelinjen og derfor må medtages i analysen, har vi løbende ført en
logbog, hvor vi har noteret personlige holdninger, forforståelser og hypoteser, således at vi
har kunnet se vores egen udvikling i forhold til viden og erfaring og aktivt kunnet inddrage
denne viden og vores forskerrolle i analysen. Således har vi tilstræbt at leve op til Bourdieus
ideal om,
”det dobbelte brud og forsøg på gennem tilegnelsen af sin erfaring
som et empirisk ”subjekt”, som indgår i verden og derfor kan forstå,
hvad det vil sige at være involveret i verden og alt det, der er implicit
deri”
(Bourdieu 1997a:227-228, jf. 1999a: 199 i Prieur 2006:234)
16
Vi har oplevet, at det har været lettere for os at gennemskue, på hvilke områder
datamaterialet har overrasket os. Helt konkret har vi kunnet se, at vi ikke selv har tænkt så
meget over betydningen af det romantiske parforhold, som vores interviewpersoner har vist
sig at gøre. Med inspiration fra Stine Thidemann Fabers måde at formidle viden og egen
position gennem et levende og ærligt sprog vil vi gerne gøre læseren opmærksom på vores
erfaringer og involvering i den verden, vi har undersøgt, og har derfor bevidst gjort os selv
synlige i den formidlede tekst.
For en opdatering af Bourdieus studier af klasser og smagsforskelle i det franske samfund i
1970'erne, har vi inddraget Stine Thidemann Fabers Jagt på klasser i PhD-projektet af
samme navn fra Ålborg Universitet (2008). På baggrund af statistisk sampling og stort
kvalitativt materiale undersøger Faber, hvorledes klasseforskelle eksisterer og konstrueres i
nutidens danske samfund. I Fabers afhandling støder man som læser på de forbehold og den
politiske korrekthed, der slynger sig om ord, der i daglig tale beskriver en ulighed og social
forskel mellem mennesker, og som kommer til udtryk i hendes interview. Men også inden for
den akademiske litteratur er disse forbehold synlige. Dette hænger sammen med, at de
begreber, der benyttes inden for forskning, er analytiske begreber, der ikke eksisterer i
objektiv forstand (Faber 2008:82), og der findes ikke et begreb, der frit kan anvendes af
forskere til at beskrive social ulighed, uden at der medfølger en sidebemærkning. Vores
speciale er underlagt de samme forbehold, hvilket vi også tror, at læseren løbende vil opleve.
Forbeholdene mod at italesætte klasseforskelle er også at spore hos vores interviewdeltagere,
i forskningslitteraturen og hos os selv. Af den grund har vi valgt ikke kun at benytte et enkelt
begreb som fx segment, socialgruppe eller klasse, men lade begreberne eksistere med stort set
den samme betydning, nemlig som et udtryk for social differentiering. Der vil dog i de fleste
tilfælde alligevel ligge en mere eller mindre bevidst overvejelse bag valg af ord til at beskrive
social forskel, da de hver især i daglig tale har nogle konnotationer, både for os og for andre.
Opsamling
Med
baggrund
i
Bourdieus
teoretiske
begrebsapparat
og
segmentmodellens
korrespondanceanalyse tager vi nogle centrale begreber med os videre til analysen af det
empiriske datamateriale sammen med en opmærksomhed på forskerens egen prækonstruktion
og involvering i den undersøgte verden.
17
På baggrund af TV-Meters datamateriale har vi fået bekræftet, at veluddannede kvinder i
alderen 25-34 år rent faktisk ser De unge mødre (se bilag 1). I den forbindelse bliver
segmentmodellens inddeling af det danske samfund i 4 segmenter gennem en
korrespondanceanalyse af værdier, forbrug og livsstil en central teoretisk distinktion mellem
de kvinder, vi interviewer, og
de unge mødre (jf. Gallupkompas & Dahl 1996). Vi
argumenterer for de interviewede kvinders tilhørsforhold til det grønne segment, og kalder
dem ’de grønne kvinder’, og de unge mødres tilhørsforhold til det lilla segment. En
sammenligning af de to segmentbeskrivelser fremhæver uddannelse, økonomi og interesse i
viden og samfundsforhold som de centrale forskelle mellem de to segmenter
Især Bourdieus habitusbegreb og kapitaler vil vi bruge til at afdække afgørende sammenfald
af kapitaler i de grønne kvinders habitus og sammenfald af kapitaler (eller mangel på samme)
i de lilla kvinders habitus, der kan forklare deres valgte livsstil og positionering gennem
omsættelsen til symbolsk kapital (jf. Prieur).
Vi introducerer begrebet velbefindelseskoordinator med udgangspunkt i emotionel kapital, en
udvidelse af social kapital (jf. Reay), for empirisk at kunne forstå kvinders splittelse mellem
den offentlige og den private sfære og en kvindes position som karrierekvinde og som hustru
og mor.
I et forsøg på at forstå kendetegnene ved det samfund, som de interviewede kvinder lever i,
og derigennem deres muligheder og betingelser introducerer vi Giddens’ forståelse af det
senmoderne samfund. Foranderlighed og adskillelse af tid og rum gennem moderne teknologi
fremstilles som kendetegn ved et samfund, hvor traditionelle strukturer som sociale klasser
nedbrydes og giver adgang til alle. Vi argumenterer for, at Giddens’ forståelse af det
refleksive selv ikke er tilgængelig for alle, men derimod, som Skeggs og Atkinson
argumenterer, er en beskrivelse af middelklassens habitus og idealer. Vi mener, at der
eksisterer sociale klasseforskelle, og at Giddens ikke kan forklare, hvorfor de grønne kvinder
vælger en anden livsstil end de lilla kvinder og omvendt. Vi har derfor fravalgt det refleksive
selv og den senmoderne forståelse som teoretisk forståelse – men inddrager og forholder os
til denne som en beskrivelse af middelklasseidealer i den vestlige verden.
18
________________________________________________________________
Tredje kapitel – Metode
Interviewmetode
Vi vil i det følgende beskrive de mange overvejelser og strategier, der ligger til grund for både
udarbejdelse såvel som bearbejdelse af den empiri, der er den centrale del af vores
undersøgelse.
Vi har valgt at anvende to tilgange til at afdække, hvordan vores målgruppe danner betydning
om deres egen praksis i forhold til De unge mødre. Den ene metode er et
fokusgruppeinterview, og den anden er text-in-action, som er udviklet af Helen Wood (Wood
2007).
Text-in-action
Text-in-action er en interaktiv tilgang til receptionsanalyse, hvor vi anskuer seningen som en
kommunikativ hændelse. Wood mener, at ”by locating the interaction between speaker and
hearer, rather than text and reader, one can illuminate the nature of the audience’s
relationship with talk television” (Wood 2007:77). Hun gør dette ud fra en (for)forståelse om,
at tv-tekster spiller en stor rolle i seernes identitetsproduktion via en dialogisk forhandling.
Hun opfatter altså receptionsanalyser som en del af en ramme, hvor ”texts are ’in-action’ and
can be analysed as events of dialogic social action, transcending distinctions of text and
context” (Wood 2007:80).
Metoden går i al sin enkelthed ud på at optage seernes udsagn, mens de ser programmet, for at
finde ud af, hvordan seerne interagerer med programmet. Vi gjorde derfor det, at vi delte
vores fokusgruppe op i to grupper og derefter viste dem et udvalgt afsnit af De unge mødre,
mens vi optog det med diktafoner. Da de var fire deltagere i vores første fokusgruppe, betød
det, at de så det to og to, hvorimod i det andet, hvor de var seks deltagere, så de det tre og tre.
Grunden til, at vi delte dem op, var for bedre at kunne skille udsagnene ad – hvilket viste sig
at være svært nok ved tre kvinder. Vi har desværre har været nødt til at kassere to af vores
text-in-actioninterview, da den diktafon, der blev brugt, ikke var god nok til, at vi kunne høre
kvindernes udtalelser – programmets lyd overdøvede dem simpelthen.
19
Vores text-in-action-observationer blev, inspireret af Wood, transskriberet således, at vi i én
kolonne har en kort forklaring af, hvad der visuelt sker i programmet, i næste kolonne har vi
den lydmæssige side af programmet, og i sidste kolonne en transskribering af det, kvinderne
siger. Vores transskriberinger kom til at se ud som eksemplet nedenfor:
Christinas mor smører madpakke C: Vi skal ud og have smurt madmed rugbrød og dåseleverpostej
pakke
Mor: Har du ikke smurt den endnu?
C: Det er bare en leverpostejsmad
Grin
Mor: okay… nej men skal jeg gøre Utydelig små snak
det?
Mor: Så skal du ned og lege med
alle dine kammerater ik’os?
Lucas:
Jeg
har
ikke
nogen Sara: det er ikke noget med det her
kammerater
at gøre.. men det er et gammelt
Mor: Joo du har da masser
program ik?
C: Det tror jeg ikke på du ik’…
(T2: 5)
I vores transskriberinger har vi så vidt muligt forsøgt at inkludere det, Wood kalder minimal
responses. Et minimal response er, når kvinderne eksempelvis fnyser eller siger ”mmm”, hvis
der bliver sagt eller gjort noget i programmet, der fanger deres interesse. (Wood 2007:82)
Det, vi har kunnet bruge metoden til, er især at se, præcis hvad der fremprovokerer en
reaktion hos vores kvinder, og om der er uoverensstemmelse mellem det, de i fokusgruppen
siger, de finder interessant, og det, de reagerer på under seningen. Vi så fx, at kvinderne ofte
under seningen reagerede på de unge mødres ”shabby-failure” qua deres tøjstil, negle og
boligindretning (jf. McRobbie), hvor de tydeligt gav udtryk for, at de anså de unge mødre for
at have dårlig stil. Dette var noget, der kun i en lille forstand blev nævnt i fokusgrupperne. I
denne sammenhæng var kvindernes minimal responses utrolig vigtige, da deres fnys ofte viste
en forargelse og kritik af de unge mødre. Text-in-action metoden gjorde det således lettere for
os at genkende forargelsen og smagen, som en del af fascinationen ved programmet. (bilag
2+3)
Valg af program
Som en del af text-in-action-metoden skulle vi vælge et afsnit af De unge mødre, som vi
skulle vise for interviewdeltagerne. Vi har gjort os mange tanker vedrørende dette valg, da vi
havde en formodning om, at indholdet af det udvalgte program og dets deltagere potentielt
20
kunne have en indflydelse på, hvilke emner kvinderne umiddelbart ville tage op i det
efterfølgende fokusgruppeinterview. Det viste sig at være tilfældet, fx ser vi i datamaterialet,
at deltagerne ofte henviser til specifikke emner, personer eller detaljer fra det fremviste
program. Det sker fx, når der diskuteres social arv:
”Louise: Og mange af dem har jo også unge mødre selv.
Karoline: Ja for eksempel Christina, hendes mor lignede jo nærmest
Louise: Søsteren
Karoline: Ja ja… Hun var vist også kun et par og tredive eller sådan
noget ik’…
Louise: Ja”
(F1:3)
I det viste program optræder Christina og hendes mor sammen i alle scener. I text-in-action
transskriberingerne, er der især en scene, hvor de kommer gående ned af Amagerbrogade
sammen som kvinderne lægger mærke til. I begge fokusgruppeinterview bliver ligheden
mellem Christina og hendes mor trukket frem af kvinderne for at understøtte argumentet om,
at børn af unge mødre selv bliver unge mødre.
Vi bestemte os endeligt for at vælge et helt tilfældigt afsnit fra den igangværende sæson
(sæson 7 afsnit 28). Vi ønskede ikke at manipulere interviewdeltagerne i en bestemt retning i
forhold til seningen, da vi kunne være fristet til at udvælge et afsnit, som indeholdt specifikke
emner, vi gerne ville ind på, eller som vi selv syntes var særligt underholdende. Vi blev dog
enige om, at hvis vi bare tilfældigt udvalgte en episode, ville det ikke være påvirket af vores
egne forforståelser, som vi er opmærksomme på spillede en stor rolle for undersøgelsen – især
i interviewguiden (bilag 7). Vi havde også en formodning om, at de emner, vi syntes var
centrale, fx moderskab, sundhed og smag, skulle kvinderne nok komme ind på af sig selv,
hvilket de også viste sig at gøre.
Fokusgrupper
Til vores empiriproduktion har vi, udover text-in-action, valgt at lave fokusgruppeinterview.
En af grundene hertil er, at vi, ud over den fælles oplevelse af at gøre kvinde og mor, er
interesserede i kvindernes diskussion af programmet for at se, hvordan de positionerer sig i
forhold til de unge mødre. Vi havde set, hvordan kvinder i vores egen omgangskreds, samt på
de mange Facebook-sider, diskuterer, hvad der er ’rigtigt’ og ’forkert’ adfærd og smag med
udgangspunkt i deltagerne i programmet:
21
(Uddrag fra www.facebook.com, gruppenavn ”De unge mødre” d. 11.3.2009)
Ovenstående er blot et eksempel på de tusinder af indlæg og diskussioner, der eksisterer på
Facebook omkring De unge mødre. Det er denne form for diskussion om programmet, vi
synes er relevant at kigge på i forhold til vores problemstilling. Det er derfor mest relevant for
os at anvende et fokusgruppeinterview.
Et andet argument for valget af fokusgrupper frem for eksempelvis det individuelle interview
er, at vi i forhold til vores problemstilling er interesseret i kvindernes fælles oplevelse og
forhandling af samfundets normer og krav. Da vi ønsker at belyse 25-34-årige kvinder i det
grønne segment som en gruppe, er relevant for os at se dem i relation til hinanden. Halkier
påpeger, at det, fokusgrupper er gode til at producere, er data, ”som belyser normer for
gruppers praksisser og fortolkninger” (Halkier 2008:10). Når vi desuden arbejder med et
konstruktivistisk syn på betydningsdannelse, er fokusgrupper især interessante, da
konstruktivismen tager udgangspunkt i den forståelse, ”at mennesker altid konstruerer deres
individuelle beretninger og forståelser i forhold til deres sociale relationer” (Halkier
2008:13). Dermed naturligvis ikke sagt, at et individuelt interview ikke skal ses som en social
relation. Vi mener dog, at for at kunne sige noget om ”what is beyond the talk in the interview
situation” (Höijer 2008:279) og dermed slå et slag for en form for generalisering inden for
den kvalitative analyse, er vi, i forhold til vores problemstilling, nødt til at se på, hvordan
kvinderne positionerer sig individuelt såvel som kollektivt. Vi er dog godt klar over, at
generalisering ud fra to fokusgruppeinterview kan være problematisk, og er, ifølge Höijer,
kun rimelig, ”if they are combined with a strong argument for homogeneity among women”.
Vi har derfor tilstræbt dette og mener godt, at vi med vores definition af 25-34-årige kvinder i
det grønne segment kan tale om en homogenitet og stor lighed i livsvilkår, -omstændigheder
og -valg for disse jævnaldrende kvinder, selvom segmentopdelingen kun skal ses som en
analytisk konstruktion. Kvinderne i fokusgruppeinterviewet ses som repræsentanter for
22
grønne danske storbykvinder og gør det muligt for os at sige noget alment om grønne
kvinders verden uden for den konkrete interviewsituationen (Prieur 2006:225).
Ulempen ved at lave fokusgrupper i stedet for individuelle interview har i vores tilfælde
været, at vi til tider har haft svært ved præcis at forstå den habitus, som Bourdieu har
konstrueret til forståelse af personers praksis. Havde vi (også) interviewet kvinderne
individuelt, ville vi i langt højere grad have fået adgang til deres egne livsbiografier og omstændigheder, som Bourdieus habitus skal ses i forhold til. For at få et lille overblik over,
hvad for nogle livsvilkår vores kvinder kom fra og lever med, bad vi dem, efter at
fokusgruppeinterviewet var overstået, om at udfylde et spørgeskema (bilag 8). Med
udgangspunkt i Bourdieus kapitalbegreb, spurgte vi dem om deres egen, deres forældres og
deres eventuelle kæresters uddannelses- og jobmæssige situation. Vi spurgte desuden til andre
demografiske faktorer, som vi mente var relevante for vores forståelse af kvinderne, såsom
alder, børn og postnummer. Vi er dog bagefter blevet opmærksomme på, at vi ikke har spurgt
dem om deres økonomi, men vi mener, at vi alligevel har en god fornemmelse af det – både
ud fra deres udtalelser om det, men også ud fra deres egen og deres kærestes beskæftigelse.
Vi er også blevet opmærksomme på, at de informationer, vi fik i spørgeskemaerne, ikke altid
var tilstrækkelige til at forklare kvindernes oplevelser og udsagn herom, især ikke, som det vil
fremgå af analysen, i Saras tilfælde. Hun blev for os en påmindelse om, at
segmenteringsmodellen og Bourdieus kapitalforståelse blot er konstruktioner, der kan
anvendes som analyseredskaber.
Efter endt fokusgruppeinterview gav vi alle vores interviewdeltagere de 42 spørgsmål fra
Gallupkompasset (se bilag 6), fordi vi gerne ville have mulighed for, at kvinderne selv
indskrev sig på segmenteringskortet, således at det ikke blev på baggrund af vores vurdering.
Dog skal det siges, at disse spørgsmål kun kan give en indikation og er et meget ”følsomt
måleinstrument”. Da spørgsmålene kun er et uddrag, skal der ikke mange ”fuldstændig enig
eller fuldstændig uenig” svar til at placere én i det ene segment frem for et andet. Sara var en
del af det grønne segment og dermed en del af vores målgruppe. Men når vi kiggede på
hendes uddannelsesniveau og hendes livsbiografi, undrede det os, hvordan hun havnede der.
Det hænger dog muligvis sammen med, at kompasset er en konstruktion, der er baseret på
værdispørgsmål, og ikke handling og historicitet, som det er hos Bourdieu. Historiciteten
kunne et individuelt interview antageligvis have givet os større indblik i, hvorimod
handlingen nok ville kræve deltagende observation i en eller anden form.
23
Vi havde til at starte med en idé om, at en af fokusgrupperne skulle være en netværksgruppe,
på baggrund af en formodning om, at denne metode i højere grad ville producere normative
udtalelser, når deltagerne på forhånd kendte og følte sig trygge ved hinanden. Faber
fremhæver, at hun oplever, at de kvindelige interviewdeltagere har svært ved at snakke om
klasseforskelle. I vores undersøgelse har vi fokus på den oplevede forskel mellem
interviewkvinderne og de unge mødre og vi var derfor interesseret i at se, kvindernes
eventuelle forbeholdenhed overfor at italesætte sociale forskelle. Hvis interviewdeltagerne
havde kendt hinanden, ville de formodentlig allerede have etableret et acceptabelt sprog for
italesættelse af sociale klasser, hvor vi ville være uvidende om de forhandlinger, der var gået
forud, og deres eventuelle tøven og usikkerhed. Samtidig viser Skeggs og Woods
undersøgelse af britiske kvinder og reality-sening, at vi ikke skulle være bekymret for, at
veluddannede middelklassekvinder vil føle sig utrygge i en fokusgruppesituation (Wood &
Skeggs 2008: 8-9). Vi vurderede, at netværksfokusgruppens tryghed og fokus på normative
udtalelser ikke var at foretrække i forhold til vores problemstilling.
Vi syntes derimod, at det ville være mest frugtbart for vores problemstilling, at det var et
forum, hvor den på forhånd etablerede sociale kontrol var mindre, og hvor
interviewpersonerne, fordi de ikke kendte hinanden, ikke skulle stå til ansvar for deres
udtalelser efter interviewet (Halkier 2008:30). Vi syntes, at der er fordele ved, at kvinderne
ville være tvunget til i højere grad at forklare hinanden omstændighederne, når de kom med
anekdoter fra deres eget liv, fordi der ikke var en allerede eksisterende viden om hinandens
liv. Halkier nævner som en af fordelene ved en ikke-netværksgruppe, at deltagerne er nødt til
at ”spørge hinanden eksplicit om en del ting, fordi de ikke kan tage noget for givet ved
hinandens forståelser, og dermed får man flere perspektiver frem” (Halkier 2008:29). Da vi
jo blandt andet ønsker at belyse de idealer, kvinder i det grønne segment har og oplever,
mente vi, at den interviewform, der bragte flest perspektiver på banen, også ville være den
bedst egnede metode til undersøgelsen af specialets problemstilling.
Rekruttering af interviewpersoner
Til at rekruttere personer, der ville deltage i vores fokusgrupper, anvendte vi snowballsampling (Halkier 2008:31 og Höijer 2008:288). Vi sendte mails ud til vores personlige
netværk, RUCs mailingliste og vores kollegaer på specialekontoret og bad dem alle om at
videresende mailen til deres individuelle netværk. Vi havde som det eneste kriterium, at
kvinderne skulle være i aldersgruppen 25-34 år – den udvalgte aldersgruppe i forhold til TVMeter. Vi stræbte efter størst mulig variation i fokusgrupperne, og vi havde især fokus på, at
24
der skulle være mødre og ikke-mødre, idet vi ville undersøge vores antagelse om, at
moderskabet har en indvirkning på, hvordan en kvindelig seer forholder sig til et program om
unge mødre. Vi ville også gerne have, at der skulle være forskel på kvindernes
uddannelsesniveau, da vi jo især er interesseret i at se, hvordan kulturel kapital spiller ind på
seningen af programmet og vi opstillede det kriterium, at der skulle være variation i
kvindernes uddannelsesniveau. Vi ville meget gerne finde enkelte deltagere uden
studentereksamen, men det viste sig imidlertid at være meget svært i vores snowballsampling, da ingen af os havde adgang til (særlig mange) personer uden en
gymnasieuddannelse inden for aldersgruppen. Vi prøvede derfor også at søge efter
interviewpersoner på de forskellige Facebook-grupper om De unge mødre, men der var heller
ikke held der. Vi endte til slut med at opgive vores søgen. Det skal dog nævnes, at vi som
udgangspunkt havde taget Sara med, fordi hun ikke havde en gymnasial uddannelse, så vi
troede, hun ville tilhøre et andet segment og dermed give os mere variation, men som tidligere
nævnt, endte hun alligevel med at lande i det grønne segment. Der er ingen tvivl om, at havde
vi haft mere tid – og havde vi været mere aggressive i vores søgen – var det nok lykkedes os
at finde større variation i uddannelsesniveauet hos vores interviewpersoner, men vi havde
afgjort ikke været bevidste nok om vores eget netværks homogenitet.
Vi oplevede altså allerede på dette niveau af vores undersøgelse det, Faber beskriver som ”en
kendt konklusion inden for samfundsvidenskaberne”, at vi mennesker har tendens til at
omgive os med andre, der ligner os ”både hvad angår uddannelsesniveau, beskæftigelse og
indkomst” (Faber 2008:102). Dette betyder, at alle har en oplevelse af, at de er almindelige og
lige som de andre, fordi vi ikke i det daglige oplever nogen forskel på os selv og andre.
Under rekrutteringen af interviewpersoner oplevede vi flere gange, og det samme gjorde
venner, der havde videresendt vores mail til deres netværk, at få svar tilbage med meldingen:
jeg ser det, jeg elsker det, men det er for flovt at indrømme, så jeg vil ikke deltage. Vi fandt
det interessant, at der kan herske en sådan symbolsk vold over, hvad der er acceptabelt at se i
tv for det grønne segment, at kvinderne ikke (semi)offentligt ville indrømme deres interesse
for programmet. Karoline udtrykker det også meget klart i interviewet, når hun kalder
programmet for hendes ”guilty pleasure” (Karoline F1:13), og Patricia siger også på et
tidspunkt, at ”alt der ikke er DR2 det er… det kan man ikke se og så sige at… og være stoltaf-det-agtigt ik’” (Patricia F1:13).
Således ved vi, at der eksisterer en gruppe af grønne kvinder, der ser de unge mødre, men som
ikke vil vedkende sig denne tv-praksis og derfor ikke er blandt interviewdeltagerne i vores
25
undersøgelse. Vi oplevede på trods af det, at motivationen for at deltage, for de flestes
vedkommende, var en passion for at se eller tale om programmet – og i fokusgruppen var det
jo legitimt. Prieur siger, i forbindelse med symbolsk kapital og positionsoverskridelse, at ”det
kræver enten ingen eller en god del kulturel kapital for åbent at kunne sige, man godt kan lide
actionfilm eller let popmusik” (Prieur 2006:66). Patricia – og dem, der svarede, at de syntes
det var for flovt at deltage – føler sig, ud fra denne forståelse, sandsynligvis ikke trygge nok i
deres position til, at de kan vove et sådant udsagn. Så for Patricia var vores interview måske
en gylden mulighed for at diskutere noget, som hun synes er interessant, men som hun ikke
kan diskutere med sin egen omgangskreds.
På trods af rekrutteringsudfordringer endte vi med at afholde to fokusgruppeinterview – et
med fire deltagere og et med seks deltagere – med tilhørende text-in-action. Af hensyn til
respondenternes anonymitet, vil vi ikke komme med en uddybende beskrivelse af de 10
kvinder, men blot henvise til respondentoversigten i bilag 910.
Fokusgruppens fysiske rammer
Vi vil gerne knytte nogle ord til vores valg af fysiske rammer for vores fokusgruppe, fordi det
havde en betydning for den måde, hvorpå kvinderne mødte os. Da vi hele tiden, som en del af
det andet brud, har forsøgt at være os vores egen rolle bevidst, har vi haft overvejelser
omkring, hvordan interviewpersonerne så os. Vi havde derfor mange overvejelser om, hvor vi
skulle afholde interviewene. Vi vidste fra starten, at vi ikke ville holde det hjemme hos os selv
privat, fordi vi ikke ønskede, at kvinderne skulle vide for meget om os på forhånd. Vi havde
fx ikke lyst til, at de skulle vide, at den ene af os er mor og den anden ikke er. Vi ønskede
heller ikke, at de skulle vide, at vi er i faste parforhold, er ikke-rygere etc.. Derfor vidste vi, at
hvis interviewene blev foretaget i vores private hjem, ville det ’afsløre’ for meget om os.
Grunden til, vi ikke ønskede, at de skulle have den information, var, at vi havde en
formodning om, at den kunne ændre på de ting, de sagde. Fx kunne det være svært for dem at
kritisere de unge mødres sofaer, hvis de så, at vi også havde en sort hjørnesofa i læderlook
(det har vi altså ikke!).
Vi skulle derfor bruge et sted uden for vores private hjem, hvor der var stille, og hvor der var
plads til otte mennesker. Det var desuden en nødvendighed, at der var to separate rum, så vi
kunne udføre text-in-action metoden. Det var også nødt til at være en forholdsvis central
10
Bilagsmappen vil ikke blive vedlagt offentlig tilgængelige udgaver af specialet
26
beliggenhed, da vi har at gøre med travle kvinder, så vi vidste, at frafaldet højst sandsynligt
ville være større, hvis vi bad dem om at komme til RUC.
Valget faldt derfor på Vega. Vi havde mulighed for at låne et mødelokale med tilstødende
kontor på musikmagasinet Gaffa, som hører til på Vega. Der er tale om en stor kendt bygning,
som, ud over kontorer, huser en bar, en natklub og flere koncertsale. Flere af kvinderne
nævnte inden interviewet, at det var spændende at komme bagom ’kulisserne’ på Vega. Det
gjorde måske, at kvinderne syntes, at det var ekstra interessant at deltage, og det gav samtidig
os en højere status i deres øjne. Vi havde dog også indtrykket af, at enkelte af dem nærmest
kom for at networke. Patricia, som er i praktik på en Gaffa-relateret arbejdsplads, havde fx
fået tilsendt vores mail fra sin chef, og var derfor meget interesseret i at finde ud af, hvad
vores relation til stedet var. Det skal dog lige nævnes, at det først var efter, at kvinderne havde
meldt sig, at de fik at vide, hvor det skulle afholdes og derfor ikke kan tilskrives deres
oprindelige motivation for at deltage.
Vores oplevelse af fokusgrupperne
I løbet af vores studier på RUC har vi før afholdt fokusgrupper. Det er dog første gang for
begges vedkommende, at vi i den grad ligner vores interviewpersoner, hvilket vi så som både
en udfordring og en fordel.
En af udfordringerne var fx, at der var en stor del ved vores problemstilling, vi ikke kunne
afsløre, da vi ikke ville have, at de skulle tale os for meget efter munden. Fx ville vi ikke
nævne, at vi arbejdede med Bourdieu, da det antageligvis kunne få disse veluddannede
kvinder til at sige ting, som de troede ville passe ind i denne teoretiske ramme. Vi ville
desuden gerne have, at de selv skulle fortælle os om deres oplevede klasseforskel mellem dem
og de unge mødre, uden at vi på forhånd havde guidet dem i den retning.
En af fordelene var, at de fleste af kvinderne på forhånd vidste, hvad det gik ud på – hvad
præmisserne for et fokusgruppeinterview er. Vi behøvede derfor ikke sætte dem særlig meget
ind i, hvad ’de skulle’. Det er sandsynligt, at kvinderne, i forbindelse med job eller
uddannelse, tidligere havde deltaget i eller afholdt fokusgrupper, og flere var meget
interesseret i at høre om vores speciale. De accepterede heldigvis også uden indvendinger, at
vi ikke ville fortælle mere uddybende om specialet før interviewet var overstået. Sophie
fortalte endda, at hun dagen før havde været på nettet og ’googlet’ De unge mødre for at
forberede sig til fokusgruppen, hvilket ikke var noget, vi havde bedt kvinderne om. Det er
svært at sige, hvordan det helt præcis kommer til udtryk, og hvilken indflydelse det har haft
27
på vores fokusgruppeinterview, men Sophie havde sikkert ikke brugt tid på at undersøge De
unge mødre på nettet, hvis hun ikke skulle deltage i vores interview dagen efter. Det fortæller
imidlertid noget om Sophies og de andre kvinders habitus, deres vaner og kendskab til
fokusgruppesituation. De er alle qua denne habitus vant til at forholde sig reflekterende og
analyserende til deres omverden, hvilket også kommer til udtryk i interviewene, fx når Sophie
taler om den måde, hvorpå hun ofte ser ned på de unge mødre:
”Jeg synes jo heller ikke at det er et godt liv, jeg ville jo også have
lyst til at gå ind og sige til dem at kylling er, det er ikke kun noget
man får i sådan en bakke, det er en hel kylling (lidt latter bag) og nu
skal I se og hvad kan man gøre og man skal lave tingene fra bunden
og skal vi ikke have noget økologi og altså.. jeg vil også gøre det,
men jeg synes også selv at jeg bliver irriterende når jeg vil proppe
min forståelse af hvad der er rigtigt at gøre ud over dem, fordi det går
bare godt ik..”
(Sophie F2:11)
Det er ikke til at vide, om det er Sophies kandidatgrad i statskundskab, der snakker her, men
nogle gange kunne man godt tro, at hun vejer sine udtalelser en ekstra gang, fordi hun ved, at
vi vil transskribere, hvad hun siger, nærlæse det og analysere på det. Hun tænker måske, at vi
nødigt skulle anklage hende for ikke at have sympati med pigerne i programmet, og hun er
derfor nødt til at give sig selv prædikatet ”irriterende”.
Til gengæld stødte vi ikke på nogle problemer med at få kvinderne til snakke og forholde sig
til de pågældende emner, som både Wood og Skeggs (2008) og Faber (2008) oplever hos
arbejderklassekvinder. Tværtimod! Især fokusgruppen på seks personer havde en livlig debat,
hvor moderatorens største rolle var at stoppe diskussionen til sidst, så de kunne nå at udfylde
papirerne med personlige data og Gallupkompasspørgsmålene – inden de skulle videre i deres
travle liv.
Vi oplevede som nævnt flere gange, at kvinderne havde svært ved at slippe deres politiske
korrekthed – især når det kom til at italesætte sociale distinktioner. Denne berøringsangst for
at tale om sociale uligheder mener vi eventuelt kan forklares ud fra, hvad Faber kalder
Nordens lighedsideal og som også var synlig i Fabers studie (Faber 2008:98f). Det centrale i
dette ideal er idéen om, at alle er lige, og det kan for nogen derfor være svært, om ikke
umuligt, at snakke om sociale uligheder:
”I et land som Danmark, der skal repræsentere et moderne og
ligestillet samfund, er det simpelthen ikke ideologisk korrekt at sætte
navn på hverken sociale, økonomiske eller kulturelle forskelle.”
(Faber 2008:99)
28
Især i begyndelsen af hvert fokusgruppeinterview er det tydeligt, at kvinderne er
opmærksomme på ikke at træde ved siden af den politisk korrekte måde at tale om socialt
lavere stillede kvinder. Først efter at gruppen havde etableret en konsensus om det acceptable
i at bruge begreber som social arv, den sociale rangstige og socialt belastet gruppe etc., ser
vi, at kvinderne får nemmere ved at formulere udsagn, der direkte positionerer de unge mødre
som en lavere klasse. I Fabers tilfælde oplever hun endnu mere eksplicit i
enkeltinterviewsituationer, at kvinder ikke direkte italesætter klasseforskelle og egen undereller overposition, men derimod positionerer sig som almindelig (Faber 2008:102). En mulig
forklaring er, at folk har en tendens til at skabe sociale relationer med mennesker, der ligner
én selv, og derved oplever man sig selv som værende almindelig og ligesom de andre. Faber
kalder dette for en social nærsynethed.
”Because our personal world is largely filled with people just like us,
we tend to think of our social situation as normal an unexeptional and
we therefore see our hierachical position as ’average’ or ’middling’.”
(Bottero & Irwin 2003:471 i Faber 2008: 102)
Vi ser fx at kvinderne fremhæver episoder, hvor de finder spor af grønne middelklasseidealer
hos de unge mødre, således at de både kommer med positive og negative kommentarer og
derved opretholder et lighedsideal og er politisk korrekt. Fx ser vi, at Signe fremhæver én af
de tidligere deltagere i programmet, fordi hun, trods ret voldsomme omstændigheder
opretholder et ”familieliv” ved at sidde rundt om bordet og spise aftensmand med børnene, og
at hun har ønsket om at uddanne sig (Signe F2:11).
Analysemetode
Vi er overhovedet ikke i tvivl om, at vi helt fra projektets start har haft fordomme og stærke
antagelser om, hvorfor kvinderne vælger at se De unge mødre, idet vi selv og flere af vores
venner er faste seere af programmet. Vi er selv et produkt af den sociale verden og den
grønne livsstil. Derfor har vi haft stor fokus på at bryde med vores prækonstruerethed, som
Bourdieu ville kalde det (Prieur 2006: 226), ved at indtage positioner og analytiske tilgange,
som vil hjælpe os til at kontrollere vores relation til og holde feltet åbent - så vi har kunnet
blive overrasket. I forhold til produktion af empiri og undersøgelsesdesign har vi, som
beskrevet i forbindelse med det andet brud, valgt metodeteknikker, der tilstræber at sætte
forskerne ud på sidelinjen ved at opfordre deltagerne til at være aktive på deres eget eller de
andre deltageres initiativ.
29
Kodning
Til at kode vores datamateriale har vi ladet os inspirere af Adele E. Clarkes Situational
Analysis (Clarke 2005). Clarkes idéer udspringer af Grounded Theory-tilgangen med en
udvidet postmoderne og diskursiv tilgang. Vi har valgt at anvende denne analysestrategi,
fordi den inddrager og opfordrer forskerens egne erfaringer til at deltage i analyseprocessen,
samtidig med at disse bliver gjort visuelle. Formålet med at anvende disse analytiske
redskaber er, at ”open[...] up the data and interrogating it in fresh ways. (Clarke, 2005:83).
Clarke arbejder med 3 tilgange, der kommer til udtryk i 3 typer kort. Udviklingen af disse
kort skal opfattes som analytiske øvelser – research work out, ligesom analytiske
fitnessmaskiner, der har til formål at isolere forskellige elementer i data, således at der kan
arbejdes mere intenst med dem og det bliver muligt at komme i dybden. Forskeren hjælpes på
denne måde til at tænke systematisk og ’tvinges’ til en analytisk ”full body work out” (Clarke
2005:83).
Clarke understreger, at situational analysis ikke er en fast forankret formular, der skal følges
trin for trin, men derimod en tilgang som du kan bøje og strække, og det er din opgave som
forsker at arbejde med situational analysis og din undersøgelsessituation som en del af den
analytiske proces (Clarke, 2005:89, 141). Vigtigt er, at vi løbende dokumenterer vores
handlinger og retninger og har øje for de elementer, der tydeligt viser sig, men også de
områder af dit kort, som et tavst. 11
Situational Maps
Som en del af dette såkaldte bøje-og-strække-arbejde, har vi også tilpasset Clarke efter det,
som vi selv mente var relevant. Fx var det ikke alle niveauer af Clarkes mapping, vi
anvendte, da vi ikke mente, at de umiddelbart kunne give os noget ’ekstra’.
Det første, vi gjorde, var at gennemgå interviewene, linje for linje, og sideløbende plotte alle
de forskellige elementer (både de sagte og usagte) ind i et usystematisk, rodet kort også
kaldet et messy map (se bilag 10) Derefter lavede vi en opdeling af kvindernes udtalelser ud
fra fire kategorier: program, samfund, kvinde og mor. Disse kategorier opstod ud fra vores
vidensinteresse, nemlig kvindernes oplevelser af programmet De unge mødre og af det
personlige og samfundsmæssige pres, de oplever som kvinder og mødre. Vi lavede derfor
først en kodning af alt, der var direkte forbundet til programmet, derefter af alt forbundet med
11
Clarkes krav om dokumentation kan opfattes som meget lig Bourdieus dobbelt blik.
30
samfundsnormer og idealer. Her oplevede vi, at der hurtigt tegnede sig en overvægt af udsagn
om kvindeidealer og herunder moderskab, der blev til konstruktionen af to nye kort. Vi havde
inden forudset, at moderskab ville blive en dominerende kategori fra Skeggs’ (2006) og
Fabers (2008) studier.
Dokumentation af Nanna i færd med relationskodning på tværs af de 4 messy maps
Derefter lavede vi igen en kodning af de fire kort, hvor vi satte de forskellige elementer i
relation til hinanden for at finde yderligere kategorier. Denne relationskodning var blandt
andet med til at vise os, at kvinderne har en fælles forståelse af, at der i livet er en korrekt
rækkefølge, som vi har valgt at kalde Den grønne opskrift (se sjette kapitel). Det er ikke
sikkert, vi havde fået øje på denne livsbaneanskuelse, havde det ikke været for vores kort.
Til gengæld oplevede vi også, at der var ting, kortene ikke kunne vise os. En af disse var
kvindernes optagethed af tid. Vi havde en fornemmelse af, at tiden (eller manglen på samme)
spiller en stor rolle i deres bevidsthed, men det var ikke noget kortene kunne vise os. Der var
vi nødt til at følge vores intuition.
Analysens struktur
På baggrund af vores arbejde og udvikling af Situational Maps og relationskoding, har vi
valgt at opdele analysen i to dele. Første del (kapitel 4 og 5) tager udgangspunkt i
programmet De unge mødre, og anden del (kapitel 6 og 7) tager udgangspunkt i samfundet
uden for programmet De unge mødre.
Den første analysedel har fokus på oplevelsen af programmet og har til formål at analysere
kvindernes oplevelse, positionering og betydning af programmet De unge mødre og dets
31
deltagere. Flere af kvinderne fremhævede programmets genre som forklaring på, hvorfor de
så De unge mødre. Vi vil derfor som det første kigge på programmets genre og dens
virkemidler, og i hvilken grad genren kan tilskrives en afgørende betydning for programmets
fascination og for kvindernes betydningsdannelse. Dernæst vil vi analysere de forhold, som
kvinderne i fokusgruppeinterviewene fremhæver som forskellen på dem selv og de unge
mødre, samt de forhold, som vi ser fremhævet under seningen af programmet i text-in-actiontranskriberingerne.
Den anden analysedel har fokus på kvindernes oplevelse af krav og idealer i forhold til deres
eget liv og praksis. Da moderskab optræder som en skillelinje i kvindernes liv, vil vi først
analysere de selvfølgelige idealer for den grønne kvinde og dernæst for den grønne mor.
32
_____________________________________________
Fjerde kapitel – Reality-genrens fascination
Men jeg har så et eller andet med reality-programmer
I den følgende analyse vil vi beskrive, hvad det er for nogle genremæssige virkemidler, som
appellerer til kvinderne i vores interview.
Flere af kvinderne i interviewene har svært ved helt at sætte ord på deres fascination af De
unge mødre. Deres første respons er, at ”det er hyggeligt” (F1:1, 2, 3) eller andre slags ord,
der ikke beskriver noget konkret. Dernæst fremhæver kvinderne forhold uden for dem selv
som mulige grunde til deres optagethed. Flere af kvinderne nævner, at der er noget
tiltrækkende ved selve genren, nemlig det de kalder ”reality-effekten” (Signe F2: 21). Som
Signe indikerer, kan der være nogle helt specifikke kendetegn ved reality-genren, som
tiltrækker kvinderne, og som er grunden til, at de ser De unge mødre. Louise beskriver også
sin tiltrækning til reality-genren: ”[M]en jeg har så et eller andet med reality programmer, at
jeg bliver også lidt tiltrukket af det, jeg synes det er sådan lidt hyggeligt eller underholdende
eller sådan” (Louise F1:2). For at forstå præcis hvad det er for en reality-effekt, Signe og
Louise henviser til, og i hvor stort omfang kvindernes fascination af de unge mødre kan
tilskrives denne effekt, vil vi først kigge nærmere på, hvad der kendetegner genren.
Reality, soap og docusoap
Reality er defineret som værende ikke-fiktion, det vil sige, at det er ’virkeligheden’
præsenteret på en eller anden måde på tv. Der er ikke tale om en skildring af ’sandheden’,
som man tilstræber i eksempelvis nyhedsprogrammer eller lignende fakta-formater. Det
vigtigste formål med reality-tv er at underholde – ikke oplyse – samt at give seeren en
oplevelse af autenticitet (Hjarvard 2002). Måske hænger Louises oplevelse af De unge mødre
som hyggelig sammen med reality-genrens autenticitet og det intime rum, der opstår mellem
reality-deltagerne og reality-seerne.
I løbet af de seneste 15 år har genredefinitionen af reality ændret sig, så man i dag mere ser
begrebet som en paraply, hvorunder de mere specifikke definitioner hører til. Dette gælder
også docusoapen, som er den undergenre, vi mener, De unge mødre hører ind under. Som
navnet indikerer, er genren en hybrid af dokumentargenren og soapoperaen.
33
En soapopera kan kort beskrives som en tv-føljeton, hvor der sjældent er slutninger i det
narrative. Der er tale om en fiktionsgenre, der især trækker på tre elementer: for det første
kommer den følelsesmæssige fortælling forud for alt, og fokus er på dialog og intime
samtaler. For det andet er programmernes tematik meget enkelt opbygget omkring
familiefejder, glamourøs livsførelse og kærlighed12. For det tredje er serieformen og dens
dramaturgiske opbygning meget stringent, hvilket kommer til udtryk ved, at fortællingen er
konstrueret af tre storylines, der forløber kronologisk i tid, fortalt og klippet ind i hinanden.
Som oftest anvendes resuméer som en pædagogisk struktur for at alle seer kan følge med
(Fiske 1994:179, Creeber 2001:47f). Flere af disse virkemidler ser vi også blive anvendt i De
unge mødre. I hvert program følger vi tre forskellige piger – og dermed tre forskellige
storylines med hver sit tema (fx barnedåb, faderskabstest, uddannelse eller lignende).
Docusoapen trækker på reality-genrens virkelighedsopfattelse med intimitetens fascination –
og krav – og soapens stringente format med det følelsesmæssige som drivkraft. Således er
både indhold og form baseret på følelsesappel, og det er affekten, der, ifølge Jerslev, er det
primære – både i henvendelsesform, men også som tiltrækningskraft. Det handler om at
skabe et intimt møde med seeren, så man giver seeren en fornemmelse af nærhed og
autenticitet. Derfor ser man ofte i docusoapen, og herunder også i De unge mødre, at
deltagerne taler til kameraet i form af et maskeret interview, som om de sidder i en
skriftestol. Seeren bliver modtageren af pigernes bekendelser og føler derigennem den
eftertragtede intimitet og affekt, som er grundstenene for genren (Jerslev 2002:18). Denne
oplevelse af nærvær er det, Jerslev kalder ”autenticitets-effekt”, hvor seeren får følelsen af
selv at være en del af det, der sker på skærmen (Jerslev 2002:105).
DR2 er høj kultur - De unge mødre er lav kultur
Docusoapen falder også ind under middelklassens definition af upassende tv-sening. Det ser
vi blandt andet i italesættelsen af seningen som en ”guilty pleasure” (Karoline F1:13).
Soapopera, reality-tv og docusoap har ry for at være kvinde- og lavstatusgenre (Creeber,
2001:52), og De unge mødre er heller ikke et program, som de fleste af kvinderne vil
indrømme over for andre, at de ser:
”Patricia: Men det er fordi det er… det er fordi alt med reality-tv og
den slags, alt der ikke er DR2 det er… det kan man ikke se og så sige
at… og være stolt-af-det-agtigt ik’, altså… så det er ikke noget jeg
12
Et eksempel på denne tematik er Dollars, som Kim Schrøder har undersøgt i The Pleasure of Dynasty i 1986,
og som Schrøder finder kan tiltrække forskellige sociale grupper blandt dets seere. I dag er de mest kendte
sæbeoperaer nok Horton Sagaen og Glamour.
34
kan snakke med nogen om… at jeg nogen gange ser eller noget
(Flere: haha) (Utydeligt)
Anja: jeg tror godt at alle gør, altså, fordi at øh det er også et ideal,
alle vil gerne leve op til at man ser kun DR2, Discovery og.. alle de
her dokumentarprogrammer og gode diskussioner og, læser Politiken
og ikke ser øh.. andet crap men det gør alle (Flere: ja) altså hvad laver
vi ellers fire timer foran det fjernsyn
Karoline: ja det er jo det”
(F1:15)
Som modpol til den negative opfattelse af soapen som lavstatus er forskere som Nancy K.
Baym, som påpeger, at soapen også har noget at tilbyde den uddannede del af seerne. Hun
anser soapen for at være ”something easy yet involving to discuss for academics” (Baym,
2000:4). Den negative opfattelse af soapseere, mener hun, tager sit udgangspunkt i den
eksisterende forståelse af høj og lavkultur:
”The negative perception of soap viewers [is also] grounded in the
division between high-taste and low-taste culture that creates a valueladen distinction between afficionados (e.g. of opera) and fans (e.g. of
soap-operas). Whereas the former savor good texts that promote
intellectual and democratic ideals, the latter wallow in bad texts that
subvert these ideals.”
(Baym, 2000:37)
Den diskussion, Baym opridser, er i tråd med det, Prieur mener, når hun siger, at det kræver
en tryg position med meget kulturel kapital (eller ingen) at indrømme, at man godt kan lide
popkultur, og herunder soapopera (Prieur 2006:66). Baym udtrykker klart, hvordan
middelklassen med sin intellektuelle overlegenhed udøver symbolsk vold over for seere af
sæbeoperaer i forhold til, hvad der er passende tv-sening – og sæbeoperaer er ikke regnet som
passende.
Jeg vil gerne følge med
I vores datamateriale hæfter vi os ved to karakteristika for reality og soapgenren, der bliver
fremhævet af de af kvinderne, som ofte ser programmet. For det første giver de udtryk for at
blive fanget af at skulle følge med i, hvordan det går de unge mødre. Kvinderne siger, at de er
kommet tæt ind på livet af pigerne i programmet. De er spændte på at se, hvordan de tackler
livet som mor – vil de vokse med opgaven, eller vil de ikke kunne magten opgaven som ung
mor?:
”Jeg tror jeg syntes at det er hyggeligt at se. Altså jeg har set det hele
tiden.. ikke slave men... (folk griner)... altså ikke meget, altså man
kender dem jo nu og nu er det også nysgerrighed efter hvad de laver.
Nu er det ikke så meget længere.. altså jeg kan da godt grine af de gør
nogle tossede ting, men det er lige så meget jeg tænker eg vil gerne
35
følge med i hvad de laver, når en af dem begynder og skal avle heste
og jeg tænker det er et dødsdømt projekt. Og så skal jeg jo lige se om
det er et dødsdømt projekt eller hvad. Altså, det er lige så meget sin
egen nysgerrighed. REALITY effekten i det faktisk!”
(Signe F2:2)
Signe konkluderer her selv, at det er reality-effekten, der har gjort hende interesseret i De
unge mødre. Hun giver udtryk for, at hun har oplevelsen af, at hun kender deltagerne i
programmet og er nysgerrig efter at følge med i deres liv. Signes egen oplevelse af hendes
relation til de unge mødre er meget lig det intime møde, som soap-genren, ifølge Jerslev,
skaber med sine seere, og som hun kalder for ”autenticitets-effekten”.
Ud over autenticitetseffekten er det hverdagslivets melodrama, der er docusoapens
omdrejnings-punkt, og man ser ofte, at det er en form for højdepunktsrealisme, der bliver
afbildet i genren. Vi følger ikke deltagerne i deres ligegyldigheder, men højdepunkterne i
deres tilværelse bliver udvalgt og afbilledet (Jerslev, 2002:28). De unge mødre er et godt
eksempel på højdepunktsrealisme, fordi vi sjældent følger pigerne i hverdagens rutiner, men
kun når der sker noget ’spændende’. Ofte er vi dog nødt til at få det spændende beskrevet af
voice-overen, da billedsiden ikke i sig selv er nok til at forklare handlingen.
I fokusgruppeinterviewene bliver fortælleren eller voice-overen også nævnt som en
understøttende effekt til at fremhæve, når de deltagerne i De unge mødre gør noget dumt.
Voice-overen, som er et af kendetegnene for docusoap-genren (Jerslev, 2002:32f), har
desuden den vigtige rolle at give os seere resuméer, så vi ikke er i tvivl om, hvad det handler
om. Det er ofte herigennem, at de unge mødres utilstrækkelighed bliver cementeret, hvilket
Karoline også fremhæver under seningen af programmet:
Malou Stella
ankommer til
daghøjskolen.
Møde med
kontaktlærer (KL)
VO: Det sidste halve år har Malou
Stella gået på daghøjskole og i den
seneste tid har hun haft en del fravær,
så i dag skal hun have en samtale med
sin kontaktlærer om hvordan det går.
KL: Der har været nogen, altså jeg ved
godt der har været alt det flytning og vi
har aftalt at du ikke kommer og så
videre, men så har der været nogle
dage hvor du ik’ har været her… uden
jeg sådan rigtig har fået besked på det.
Karoline: ham der fortælleren
der, han er simpelthen ha ha.
Patricia: hvad er det med
ham?
Karoline: jamen, det er bare
den måde han fortæller, den
syntes jeg er så sjov. Altså
sådan; nuuu er Malou Stella
hi hi og musikken altid
understreger, når de er lidt
dumme, så kommer der sådan
du du..
Ha ha ha
(T1:7)
36
Delkonklusion – At se en anden verden
Reality-genrens drivkraft er formidlingen af et nøglehulskig i sociale relationer, der
overskrider grænsen mellem den offentlige og den private sfære (Hjarvard 2002:96). Ifølge
Hjarvads studier af reality-seere (se kapitel 1) er sandsynligheden størst for, at Signe og de
andre kvinder fatter en særlig interesse for et reality-program, hvor deltagerne og de sociale
situationer er genkendelige i forhold til deres egen verden. Men det er faktisk det modsatte –
det ugenkendelige og ukendte, som kvinderne i fokusgrupperne giver udtryk for fanger deres
interesse. De synes, at det er spændende at få et indblik i en anden verden og se, hvorledes de
unge mødre lever deres liv. Kvinderne er nysgerrige efter at se, hvordan livet for en ung,
enlig mor er i dag, og de er interesseret i at se en anden slags livsstil og gruppe af mennesker,
som de ikke troede eksisterede i Danmark i 2008.
”Signe: De Unge Mødre, der er det typisk – eller i mange tilfælde er
der jo ikke en far nødvendigvis og hvad gør man så når man er
alenemor og altså?
Sara: familiemønstre at kigge på
Signe: Ja, og så fordi det er så anderledes, fordi min egen verden på
så mange måder måske er lidt ensporet og alle gør det samme og
altså... der tror jeg det har været en øjenåbner for et samfund jeg slet
ikke kender til. Sådan lidt nysgerrighed samtidigt.”
(F2:21)
Signes udtalelse viser, at hun ikke ser de unge mødres praksis og hendes egen praksis som af
samme verden, og at de ikke lever i det samme samfund. Men hun kategoriserer programmet
som en øjenåbner for sin egen sociale nærsynethed. (jf. Kapitel 3, s. 32)
Vi vil hævde, at den største tiltrækning, kvinderne i fokusgruppeinterviewene oplever i
forbindelse med programmet ikke alene kan tilskrives reality-effekten og autenticitetseffekten. Alligevel skal genrens forførende natur ikke underkendess. Vi mener, at kvindernes
nysgerrighed efter at se en anden verden end deres egen er den største tiltrækningseffekt. Vi
vil derfor i det følgende kapitel nærmere undersøge, hvordan kvinderne positionerer sig selv i
forhold til de unge mødre. Vi vil derudover se på, hvorledes de konstruerer og oplever de
unge mødres verden som en verden, der er anderledes end deres egen, og som de slet ikke
kendte til, hvis ikke de havde set programmet.
37
___________________________________________________________________________
Femte kapitel – Den oplevede forskel
Vi vil i dette kapitel fokusere på den oplevede forskel mellem de grønne kvinder og de unge
mødre. Med udgangspunkt i det senmoderne ideal om det frie handlende individ, Skeggs'
begreb respectability og Bourdieus forståelses af smag som distinktionsmarkør vil vi
analysere, hvilke forhold der optræder som grænsegivende for den grønne passende og
respektable kvinde og den upassende og ikke-respektable lilla kvinde.
Beverley
Skeggs
har
i
flere
af
sine
studier
af
hvide
arbejderkvinders
subjektivitetskonstruktion observeret, at kvinderne har en modvilje mod at identificere sig
med deres sociale position og prøver at afvise denne, ”fordi de ikke oplever, at denne
indeholder noget positivt” (Faber 2008:37). I stedet tillægger kvinderne i Skeggs’ studie et
dobbeltblik på deres egen position for at undgå at blive stemplet og anset som ”white trash”
og dermed blive påtvunget den traditionelle arbejder-klasseidentitet13:
”Sophie: Jeg syntes bare, at der er en stor udvikling i det fordi den
gang det startede, der handlede det ikke så meget om, at de havde fået
børn, det handlede mere om at udstille nogen som levede det ikke
gode liv.
Tina og andre: ja, ja white trash-agtigt”
(F2:3)
I
vores
materiale
ser
vi,
at
de
unge
mødre
ikke
undgår
den
traditionelle
arbejderklasseidentitet, som citatet ovenfor er et eksempel på. De veluddannede grønne
kvinder i fokusgruppeinterviewet stempler de unge mødre som vulgære, løse på tråden,
billige, dumme og dovne.
De uvidende kvinder - Fordi den største forskel, der tænker jeg uvidenhed
Kvinderne i interviewene trækker ofte på et menneskesyn, der er meget lig Giddens’
senmoderne opfattelse af det handlende og refleksive selv, og de ser en verden fuld af
muligheder for alle mennesker, som aktivt skal opsøges. Således gør kvinderne de unge
mødre ansvarlige for deres position i samfundet. De holder de unge mødre op på deres valg,
som var de frit valgt, og de dømmer deres handlinger ud fra en senmoderne
identitetsforståelse. Skeggs og Atkinson kritiserer, hvorledes denne position er et udtryk for
13
Skeggs udvikler begrebet disidentification til at forklarer arbejderkvindens strategi og afvisning af at
identificere sig med deres position. (Skeggs 1997).
38
”middle-class habitus”, som ikke kan tilskrives alle klasser i samfundet, da det ikke er alle
mennesker, der har adgang til den samme viden, eller som i en Boudieusk forståelse har en
habitus, der gør det muligt for dem at anvende den megen viden til rådighed til deres fordel.
”It is up to the the individual to ’choose’ their repertoire of the self. If
they do not have access to the range of narratives and discourses for
the production of the ethical self they may be held responsible for
choosing badly, an irresponsible production of the themseleves.”
(Skeggs 2005:973)
Alligevel forventer kvinderne, at de unge mødre interesserer sig for samfundet, og
undersøger og opsøger viden, og at de udnytter, at vi har ”så mange muligheder i dag” (Anja
F1:7). Når kvinderne trækker på den senmoderne identitetsopfattelse, er det ofte i forbindelse
med kritik af de unge mødres passivitet, manglende stillingtagen og handlen som fx, når Tina
kritiserer de unge mødres ordforråd:
”Når vi snakker ordforråd, vi snakker alle de her ting og med denne
her informationsadgang vi har i dag, der burde man, som du siger
stille nogen flere spørgsmålstegn og nogen gange bare lige tænke et
hak videre, og det er der ikke særlig mange, der gør.”
(Tina F2:10)
Viden gennem uddannelse
Den generelle opfattelse af, at vi har så mange muligheder i dag, bliver forstærket, når det
kommer til det at få en uddannelse og et godt arbejde. Vi synes at finde en konsensus blandt
kvinderne om, at uddannelse er noget, der er tilgængelig for alle i Danmark på grund af vores
velfærds- og uddannelsessystem. En lang uddannelse er for alle kvinderne en selvfølgelighed,
og noget man bare gør. Hvis du, som dansker, ikke har en videregående uddannelse, ses det
af kvinderne som et fravalg på baggrund af egen vilje eller manglende intelligens og ikke en
klasseforskel. Kvinderne ser ikke uddannelse som et middelklasseprivilegium.
Faber finder en enighed blandt sine interviewpersoner om, at det for lavt uddannede kvinder
ikke ”synes at være så vigtigt, hvilket arbejde de har, men nærmere dét at have et arbejde”
(Faber 2008:191). Vi ser den modsatte holdning hos kvinderne i vores fokusgruppeinterview,
som ser det som en selvfølge at have et arbejde, der kræver en uddannelse – fortrinsvis en
akademisk uddannelse. Derfor bliver de unge mødres mange uafsluttede uddannelsesforløb et
yndet emne at diskutere og lave lidt sjov med. Især text-in-action-dataene er særlig
illustrative for denne afstandtagen, hvor kvinderne griner af, at Malou Stella er i gang med sit
femte udannelsesforløb og siger:
39
”Det jeg skal lære ved at gå i skolen, det er at stå op om morgen og
komme af sted og passe noget... jeg er nødt til at lære, det der med at
sidde stille og ... og gå i skole”
(Malou Stella T1:4)
Malou Stellas kommentar til kameraet afslører hendes manglende evne til at gebærde sig
inden for uddannelsessystemets struktur og udløser grin hos kvinderne.
Nedenfor er et udklip fra begge text-in-action-interviewene, som viser kvindernes respons og
uforståenhed over for Malou Stellas opfattelse af at gå i folkeskole som noget, der er svært,
åndssvagt og bare skal overstås. Skeggs refererer til Elspeth Proyns undersøgelser, der
demonstrerer, hvorledes skam og forargtelse kun kommer til udtryk, når man føler sig sikker
i de offentlige moralske kategorier og den fælles forkastelse af i dette tilfælde Malou Stellas
tilgang til uddannelse (Skeggs 2005:970). Dette kommer til udtryk i minimal responses som
grin og andre lyde, der markerer en overraskelse over, at en person kan finde på at sige sådan
nogle ting:
Malou
Stella VO:
Som
en
del
af
sit
dyrker fitness
daghøjskoleforløb går Malou Stella
til fitness
MS: Det er også en del af at lære at,
at have noget stabilitet og… og
komme til de ting man skal.
MS: Jeg vil gerne være frisør og
senere stylist fordi det er noget jeg
godt kan lide… og det er også noget
jeg sådan, jeg sådan er god til, hvis
jeg nu uddanner mig og lærer det så
kan jeg jo blive endnu bedre.
MS: det der skal til for at jeg kan
blive frisør og stylist det er at jeg…
får overstået den 9. klasse på VUC,
men jeg synes det er møgirriterende
at jeg skal have den åndssvage 9.
klasse… øh… for jeg skal jo egentlig
ikke bruge det til noget som helst, du
står jo ikke og måler hvor langt folks
hår skal være… og alt muligt, men
øh… jeg er jo bare nødt til det for
ellers kommer jeg jo ikke videre. Jeg
skal jo kunne finde et ordentligt
arbejde der giver penge nok… til at
forsørge både mig og ham… og det
ville jo også være rart hvis han kunne
sige at min mor er uddannet frisør og
ikke
bare
en
eller
anden
maskinarbejder eller et eller andet,
fordi det lyder lidt bedre som om,
ja… at jeg, at jeg er en god mor jeg
vil noget… gøre det godt for os.
Text-in-action 1
Hi
Text-in-action 2
mmm
Patricia: er det Tino hun
har tatoveret på armen?
Karoline: forhåbentlig er
det Tino og ikke en eller mmm
fyrs navn
ha
Ha
Karoline: øøøh
Signe: Grin, grin
Sophie: Utydeligt (det
er utroligt ...)
Utydelige snak..
Patricia: hi hi
Fnys
(T1:10 &T2:11)
40
Begge grupper griner og er uforstående over for, at det kan være svært for Malou Stella at få
afsluttet 9. Klasse. Især den unge mors udsagn om, at det burde være fuldstændig
unødvendigt at færdiggøre folkeskolen, hvis man skal være frisør, for ”du står jo ikke og
måler, hvor langt folks hår skal være” (T2:11), får kvinderne til grine og vise forargelse.
Holdningen er, at en folkeskoleeksamen er noget, som ALLE nemt kan afslutte. Vi ser her, at
kvinderne ikke har den store sociale forståelse, og deres indsigt i andre socialgruppers
muligheder og begrænsninger synes at være at finde på et meget lille sted. Senere i
fokusgruppeinterviewet fortsætter forargelsen, dog gives der enkelte gange udtryk for
opfattelsen af, at de unge mødre lever i en helt anden verden, som kvinderne ikke troede
eksisterer i Danmark, og at de unge mødre ikke nødvendigvis har de sammen idealer og krav
til sig selv, som de grønne kvinder har.
”Fordi, det er jo derfor jeg siger nååå med hende der, jeg syntes
virkeligt det er synd for dem. Det er mit sociale gen der går
fuldstændig, jeg kan næsten ikke have, at jeg også kan sidde her med
lange uddannelse og alle mine venner er sådan nogen, hvor det bare
godt det hele og så glemmer måske at Danmark består altså af denne
her sociale gruppe og de her mennesker og der også være plads til
dem og hvordan får de så de bedste muligheder.[...] Men det handler
jo meget om det her med. jeg syntes jo heller ikke, at det er et godt
liv, jeg ville jo også have lyst til dem at gå ind og sige til dem, at
kylling er det er ikke kun noget, man får i sådan en bakke, det er en
hel kylling (lidt latter bag) og nu skal I se og hvad kan man gøre og
man skal lave tingene fra bunde og skal vi ikke have noget økologi og
altså.. jeg vil også gøre det, men jeg syntes også selv, at jeg bliver
irriterende når jeg vil proppe min forståelse af, hvad der er rigtigt at
gøre ud over dem, fordi det går bare godt ik’.”
(Sophie F2:11)
Politisk korrekt tilkendegiver Sophie, at hun godt ved, at hun stiller urimelige krav til de unge
mødre, når hun beder dem om at leve op til sine egne idealer for, hvad der er ’det gode liv’.
Sophie er bevidst om sin egen privilegerede position, som hendes lange uddannelse, økonomi
og velstillede venner giver hende. I tråd med Nordens lighedsideal kan Sophie mærke sit
”sociale gen” og bliver irriteret på sig selv, for hun ser sig selv som én, der burde vide bedre,
når hun glemmer, at Danmark består af forskellige socialgrupper, og tildeler de unge mødres
idealer lavere værdi end sine egne. Alligevel vil Sophie gerne lære de unge mødre, hvordan
”man gør”, og det virker ikke som en mulighed, at det er hende, der kan være galt på den –
og ikke de unge mødre. Sophie og de andre kvinder kunne aldrig forestille sig ikke at stræbe
efter de grønne idealer som uddannelse, karriere og familie.
Vores datamateriale har ikke til formål at undersøge Malou Stella og de andre unge mødres
forhold til uddannelse, men i denne specifikke situation, synes vi, at det er relevant at
41
fremhæve Malou Stellas udtalelser til kameraet. Idet uddannelsens symbolske vold kommer
til udtryk gennem, hvordan hun, og måske andre lilla kvinder, positionerer sig i forhold til
idealet om at få en uddannelse og gerne vil have, at hendes søn kan sige,
”at min mor er uddannet frisør og ikke bare en eller anden
maskinarbejder eller et eller andet, fordi det lyder lidt bedre som om,
ja… at jeg, at jeg er en god mor jeg vil noget… gøre det godt for os.”
(Malou Stella T:11)
Malou Stella ved godt, ligesom kvinderne i interviewene, hvilken symbolsk betydning
uddannelse har i det dansk samfund, og hun er bevidst om forskellen på den anerkendelse,
hendes søn vil møde, når han fortæller, at hans mor er frisør frem for maskinarbejder. Hun
ved også, at hun selv vil blive mødt anderledes og vil blive set som en bedre mor og et bedre
menneske, hvis hun kan fremvise en uddannelse. Det at have en uddannelse bliver et symbol
for, at du vil noget og arbejder for at skabe et godt liv for dig selv og dine børn.
Viden om sundhed og økologi
Et ideal om naturlig skønhed og ideologi om økologi og renhed finder vi i forbindelse den
grønne sunde livsstil. Det naturlige og økologiske er at foretrække, og kvinderne tager stor
afstand fra de færdigretter, de unge mødre serverer for deres børn. Kylletter, nuggets og
pomfritter bliver fremhævet med stor forundring i begge fokusgrupper. Kvinderne kan ikke
forstå, hvordan en mor kan få sig selv til at servere denne type mad for sit barn og ikke være
interesseret i, at hendes barn får sund, nærende og helst økologisk mad:
”Kylletter og pomfritter til aftensmad, altså… og sådan nogle
ting, og det er jo selvfølgelig noget man også, både kan sidde og grine
lidt af, netop som du også siger, det er sådan lidt tragisk.”
(Karoline F1:8)
Karoline siger, at det er lidt tragisk at være vidne til de unge mødres upassende praksis og
viden, og hun siger, at det er noget, som hun griner af. Det tolker vi umiddelbart som en
indikator for Karolines tryghed i gruppens fælles afstandtagen fra den usunde og ikkeøkologiske livsstil, som de unge mødre har (jf. Elspeth Pryon).
Økologi er et flagskib for grønne kvinder - og især grønne mødre - og den grønne mors
praksis. Dog synes vi, at vi ser, at økologi har gennemgået en forandring fra at være et
symbol for en gruppe meget miljøbevidste forbrugere til at være et symbol for økonomisk
42
kapital og råd til god kvalitet i hverdagen.14 Derfor undrer det os heller ikke, at kvinderne
tildeler økologi en position med stor symbolsk værdi og som en selvfølgelighed for ikke kun
”det gode liv”, men også ”det normale liv”. I citatet nedenfor kalder Anja fx de unge mødre
for ’specielle typer’, som skiller sig ud fra mængden, fordi de ikke ved, hvad grøntsager og
økologi er:
”Det er, det er lidt specielle typer egentlig… som melder sig til det,
det der springer ofte i øjnene er lidt… altså det er den der konflikt
mellem at de er så unge og så umodne og der kommer så mange ting
som, om verden som de ikke ved noget om eller sådan… Ja eller om
hvad grøntsager og økologi er, ikke fordi man skal gå ind for økologi
eller bare sådan men øh, og så bare samtidig med at de alligevel, altså
de klarer det og har en hverdag, og ja, på en eller anden måde… får
en indkomst og sådan.”
(Anja F1:4)
Anja fremlægger konflikten mellem de unge mødres alder og umodenhed og nødvendigheden
af at have en viden om verden for at kunne praktisere den sunde livsstil, som i dag er knyttet
til idéen om det respektable liv – i hvert fald det grønne passende og respektable liv, hvor
man har dårlig samvittighed, når man ikke køber grønt, miljørigtigt og økologisk. Anja
skynder sig at tilføje, at det selvfølgelig ikke er et krav, at ”man skal gå ind for økologi eller
sådan noget”. Man kan godt leve et andet slags liv og klare en hverdag ”på en eller anden
måde”. Her afslører Anja, selvom hun prøver at formulere det, således at hun er politisk
korrekt og overholder Nordens lighedsideal, at hun er overrasket over, hvordan man i praksis
kan leve den slags liv, som de unge mødre lever.
Et andet fremtrædende kritikpunkt i forlængelse af den grønne sundhedsbølge er de unge
mødres rygning under graviditet og omkring deres børn.
”Og så undervejs så sad man også og krummede tæer, ej sådan vil jeg
aldrig gøre det og... puha der er da nogle ting som jeg trods alt, altså...
for eksempel er der mange af dem der ryger (Flere: Ja ja) eller sådan
ryger under graviditeten og fødselen (Flere: Ja utydeligt snak i
munden på hinanden) man er i fødsel og alligevel skal man lige have
en rygepause, altså det er sådan en ting, sådan ville jeg aldrig gøre
det, og det ved jeg ikke, det er måske ikke fordi de er unge mødre
men måske fordi de... er mennesker men som spejler sig i, altså
måske ikke deres alder... ”
(Anja, F2:5)
14 Eksempelvis viste DR d. 23.2.09 programmet ”Kender du typen”, hvor vi kom indenfor i Charlotte
Dyremose, folketingsmedlem af Det Konservative Folkeparti, hjem, der udelukkende valgte økologiske
produkter. I programmet udtaler livsstilsekspert Niels Folmann; at økologi ikke længere har noget med ens
politiske overbevisning at gøre.
43
Anja har utrolig svært ved at finde ord, der kan beskrive mennesker, som ryger under en
graviditet eller vil have en rygepause midt i en fødsel, og de bliver derfor til ”mennesker,
men”. Denne slags adfærd er ikke passende og utænkelig for Anja selv at praktisere, måske
er det et udtryk for manglende viden om rygnings skadelig virkning og derfor symbol for
uvidenhed. Anja tilskriver ikke den type adfærd de unge mødres alder, men derimod det som
de unge mødre spejler sig i, hvilket må være deres forældre og opvækst. De unge mødres
upassende adfærd tilskrives i stedet manglende viden og dårlig opvækst – de ved ikke bedre,
fordi de ikke har lært bedre.
Rygning kommer også på tale i det andet fokusgruppeinterview, hvor uvidenheden også
bliver fastslået som en afgørende forskel på kvinderne selv og de unge mødre. De grønne
kvinder er gode til at opsøge viden, og de af kvinderne, der har været eller er gravide,
fortæller, at denne praksis er central i forbindelse med deres graviditet. Signe, der er gravid i
sjette måned, udpeger uvidenhed som den største forskel på hende og de unge mødre:
”Fordi den største forskel, [...] der tænker jeg uvidenhed, at hvis der
er et eller andet, de stiller ligesom ikke spørgsmålstegn ved noget.
Hvis der var et eller andet, hvor jeg tænker må man spise en pebernød
når man er gravid, så ville jeg nok undersøge det i stedet for bare at
gøre det og selvfølgelig er der også nogle af dem der godt ved at de
ikke må ryge når der er gravide, men de gør det alligevel og det er
også et ekstremt tilfælde, men ellers så alt hvad de gør er lidt hvad der
er nemmest for dem, de har ikke så mange valgmuligheder som jeg
ser der. Eller så opsøger de ikke så mange valgmuligheder. Så jeg
tænker meget viden omkring, nu ser du selv kernesund familie og
økologi og sådan de ting. Der ser jeg en forskel.”
(Signe F2:10)
Signe sammenligner sin egen praksis med de unge mødres praksis. Signes praksis er
karakteristik for en ”middle-class habitus” og idéen om senmodernitetens frie muligheder og
adgang til viden og forundringen over de unge mødres manglende stillingtagen. Hun kan ikke
forstå, hvorfor de unge mødre fx vælger at ryge og uden at undersøge risikoen, og hun
vurderer, at de vælger at være passive og ikke stiller spørgsmål eller er opsøgende - men gør
det, der er nemmest. Det er påfaldende, at Signe selv bliver fanget i paradokset mellem,
hvorvidt de unge mødre rent faktisk ikke har så mange valgmuligheder, eller om de bare ikke
opsøger dem. Signes usikkerhed kan læses som et udtryk for en konflikt mellem Bourdieus
forståelse af det sociale hierarki og reproduktion og Giddens’ forståelse af individers frie
valmuligheder.
44
De grønne kvinder får positionen som vidende og dem, der foretager gode valg. De unge
mødre får positionen som uvidende og dem, der foretager dårlige valg. Denne positionering
er især tydelig på områder vedrørende sundhed og økologi, hvor viden herom optræder som
distinktionsmarkør for middelklasseidealer. En anden central distinktion, som vi vil beskrive i
det følgende, er middelklasseidealet respektabilitet, som især knytter sig til den kvindelige
krop og hendes seksualitet.
Den ikke-respektable kvinde
Ifølge Skeggs er respektabilitet en grundpille i middelklasseidentiteten og skal forstås som en
værdi,
der
er
tildelt
mennesker
gennem
dominerende
moralske
diskurser
om
selvfølgeligheder om rigtig livsførelse og ”det gode liv”, der bestemmer, hvem der er
respektable, og hvem der er ikke-respektable15 (Faber 2008:39 & Skeggs 2004:99). Historisk
set, mener Skeggs, at ”becoming respectable” er en måde, hvorpå middelklassen kan skabe
sin identitet gennem en afstandtagen fra den ”excessive” (overdrevne) arbejderklasse og dens
uciviliserede og ukulturelle karakteristika. Den hvide arbejderkvindes måde at være og se ud
på overskrider middelklassens motto, som synes at være ’alt med måde’. Hun bliver derfor
symbol på alt det, som er ”for meget”. Fx snakker hun for meget, hun drikker for meget,
hun klæder sig for udfordrende og har for meget sex:
”Dirt and waste, sexuality and contagion, danger and disorder,
degeneracy and pathology became the moral evaluations by which the
working class were coded and became known and still reproduced
today.”
(Skeggs 2004:4 i Faber 2008:39)
Således er begrebet respektabilitet, ifølge Skeggs, en central mekanisme i konstruktionen af
et klassebegreb. Respektabilitet bruges som en distinktionsskabende markør mellem én selv
og andre og trækker på offentlige moralske kategorier om, hvem og hvad der er respektabel
og passende, og hvordan man er det. McRobbie definerer middelklassekvinder som
”standard-bearers of family values” (2004:101), hvilket stemmer overens med kvindernes
positionering af sig selv, som de respektable kvinder og som dommerne af, hvad der er den
passende måde at gøre kvinde og mor på. I modsætning til dem selv gives de unge mødre
positionen som den ikke-respektable kvinde, der er for meget. Dette ser vi især kommer til
udtryk i kvindernes udtalelser om, hvordan de unge mødre og deres familie bor, deres
15
Vi har valgt at bruge ”ikke-respektable” som modsætning til respektable, da vi synes, at denne
sammenskrivning fremhæver modsætningsforholdet mere synligt en det korrekt ”urespektable”.
45
skønhedsidealer og deres løse og ustabile parforhold. Derudover fremstår moderskabet som
en yderst vigtig markør for respektabilitet, som vi vil behandle særskilt i kapitel 7.
Hendes beskidte og rodede hjem – ”Men jeg tænker også bare at det er ret snusket,
eller…”
Hjemmet er et afgørende domæne for kvinden til at vise andre hendes respektabilitet. Man er
ikke i tvivl, når man er på besøg i et respektabelt hjem. Her er de vigtigste symboler renhed
og ryddelighed. Omvendt er kvinderne heller ikke i tvivl, når de er på besøg i et ikkerespektabelt hjem:
Louise: Men jeg tænker også bare at det er ret snusket, eller…
(Flere: ja)
Signe: Altså nu Christina og Peter synes jeg var sådan, det var
virkelig sådan beskidt og han fik aldrig… og rodet (utydeligt) (Flere:
ja) det er jo det, nå men de skulle have bygget den her væg og det
blev aldrig gjort og (Flere: ja)
Louise: Og lædermøblerne og…
(F1:17)
Signe drager en parallel mellem Christina og Peters beskidte og rodede hjem og deres
dovenskab og manglende evne til at få gennemført de byggeplaner, de sætter sig for. Renhed
og ryddelighed i hjemmet bliver symbol for personlige karakteristika som selvstændighed og
evnen til ”[at] sætte mål og realisere dem, hvorved succes og fiasko i sidste ende er et
spørgsmål om vilje og engagement” (Dahl 1996:15). Karakteregenskaber, som Dahl siger,
værdsættes af især den nordlige del af det danske samfund, og går godt i spænd med den
arbejdsnorm, som Faber finder konsensus om hos både arbejder- og middelklassekvinder
(Faber 2008:191). Vi synes derfor godt at kunne sige, at der hersker en dominerende idé om
vilje til og engagement i at arbejde og skabe sine egne muligheder, som sandsynligvis kan
tilskrives middelklassens idealer og Giddens’ teori om det senmoderne individ (Skeggs
2005). I denne forbindelse bliver det rene og ryddelige hjem en indikator for, hvorvidt
familiens praksis lever op til respektabilitetskravene eller ej.
Lædermøblerne, som Louise fremhæver, er en markør for familiens dårlige smag og
manglende forståelse for, hvad der er god smag i dag. Det gælder dog ikke lædersofaer
generelt, for der findes mange smagfulde16 og dyre lædersofaer som fx Børge Mogensen,
Poul Kjærholm og Le Corbusier. Derimod er det typen af lædersofa (hjørnesofa i læderlook)
som Louise hæfter sig ved. Denne type sofa sælges typisk i butikker som Jysk Sengetøjslager
16
Smagfuld skal her forståes som god smag inden for det grønne segment.
46
og Biva, hvis varer er billige, da de er masseproduceret og ofte lavet af kunstmaterialer.
Hjørnesofaen i kunstlæder tolkes af kvinderne som symbol på lav status, dårlig økonomi og
dårlig smag.
Vi ser også, at en bestemt smag hører en bestem tid til, fx når Sara, som ikke er fastseer
bliver forvirret af den boligstil, hun ser i programmet. Hun vurderer derfor, at det må være et
gammelt program, hun ser:
”Sara: Det er ikke noget med det her at gøre.. men det er et gammelt
program ik?
Signe: Nej
Sophie: Nej, det er det ikke. Det er fra sidste uge eller forrige uge.
Sara: ER det rigtigt?
Sophie: Mmm
Sara: Det var sørens, det er altså ikke for at sige noget men deres
mode..
Alle: Griner højlydt”
(Text 2:17-18)
Saras fejlvurdering bliver til en sjov kommentar, som hele gruppen griner af sammen, mens
de udviser enighed om, at hjørnesofaer i kunstlæder, væg-til-væg-tæpper og kunstige
blomster hører en anden tidsalder til og i dag er symbol på dårlig smag.
Hendes unaturlige krop – ”Sådan en lidt sort og hvid frisure og… meget makeup”
Det er ikke kun en ren, ryddelig og moderne indrettet bolig, der er afgørende markører for
kvindelig respectability. Den kvindelige krop er et vigtigt element, som man kan møde i det
offentlige rum. Prieur inddrager det skiftende skønhedsideal som eksempel på forklaringen
af, at det symbolske dominansforhold mellem de dominerende (de grønne kvinder) og de
dominerede (de lilla piger) erkendes gennem kategorier, der er konstrueret af
dominansforholdet (Prieur 2006:539). Engang var bleg hudfarve en indikator for rigdom, der
tillod, at man ikke behøvede at arbejde udendørs. Senere var en brun kulør beviset på, at du
havde råd til at tage på ferie sydpå. I dag er en solbrændt kulør for meget og vulgær, da den
angiver, at man tager solarium og ikke er sundhedsbevidst - en lettere kulør udstråler derimod
en sund krop og er derfor i høj kurs.
Vi ser i vores datamateriale en tydelige sammenhæng mellem det grønne ideal om skønhed
og den udbredte grønne ideologi om økologi, sundhed og renhed. Det naturlige er at stræbe
efter og at foretrække, og kvinderne tager stor afstand fra alt kropsligt, der ikke er naturligt
eller udtrykker naturlig sundhed. Kunstige negle, silikonebryster og tofarvet hår hos de unge
mødre udløser stor forargelse og latterliggørelse hos kvinderne, både mens de ser
47
programmet og senere i fokusgruppeinterviewet. Det er vigtigt her at pointere, at naturlig
skønhed ikke skal forstås som en skønhed, der er betinget af at være kommet naturligt til en.
De grønne kvinder i interviewet kunne sagtens finde på at få foretaget en manicure, men de
ville aldrig drømme om at få påsat lange negle med mønster. Det handler ikke om, at man
ikke kunstigt må fremhæve sin skønhed, men det skal gøres på en måde, så det ser naturligt
ud. Nedenfor er et uddrag fra text-in-action, der illustrerer kvindernes umiddelbare reaktion
på Christina og hendes mors ’kunstige’ kroppe:
Christina og hendes
mor kommer gående
på Amagerbrogade
(mor har meget
specielle bukser på
med snører op ad
benene).
Ankommer til en
café.
VO: På Amager har Christina taget en
meget stor beslutning: hun vil være
selvstændig negleteknikker efter kun et
års fastansættelse. Fra nu af skal hun
leje sin vante plads hos læremesteren
Karina og selv være ansvarlig for
økonomien. Der er to dage til Christina
skal starte og hendes mor forsøger at
hjælpe hende med at få styr på de
sidste ting.
C: …en kakao måske
Mor: Hvad går du og venter på, du går
og venter på dine visitkort ik’?
C: Jo
Mor: så skriv det skat
Mor: mange tak (kakao kommer)
Mor: Jamen hvad øh, hvad er der
mere?
C: Jamen så er der produkterne dem
køber jeg af Karina her øh.
P: Hold da op nogle negle
L: ja
Ha ha ha
L: Utydeligt grin og snak .. og
se det hår
L: De ligner påfaldende
hinanden de to
P: Ja rigtig meget
L: Moren støttede hende jo
også totalt meget med at få
silikonebryster. Kæresten var
jo totalt imod, men moren
hun var bare; jaaa jaa det skal
du da få lavet
P: Fik hun det så lavet?
L: Ja, ja
L: Hun var med derinde, da
hun fik det opereret
(Text 1:8)17
Det er slående, hvor få ord Karoline og Patricia behøver at bruge for at forstå hinanden i
kommunikationen af deres afstandtagen fra Christinas kunstige krop. De behøver ikke at
forklare, hvad det er ved neglene og håret, som de ikke kan lide. Det kan eventuelt skyldes, at
der allerede er eksisterende moralske offentlige kategorier og en fælles forkastelse af
kunstige negle og silikonebryster (jf. Proyn). Derfor føler begge kvinder sig sikre i deres
fordømmelse, og Patricia behøver blot at henlede Karolines opmærksomhed på Christinas
negle – der er konsensus, og de ler.
De er også opmærksomme på ligheden mellem mor og datter, der begge bærer symboler for
den ikke-respektable kvinde, men de er uforstående over for morens støtte og deltagelse i
datterens valg af silikonebryster, idet hun direkte har opfordret sin datter til få lavet to
17 Det er lignede reaktioner og kommentarer om hår og negle i text2.
48
symboler for den kvindelige arbejderklasseidentitet, som Skeggs' studier viser, at mange
kvinder kæmper for at undgå. Man kan derfor sammen med Karoline og Patricia undre sig
over Christinas valg af at få lavet silikonebryster.
Bourdieu taler om en modstand mod den symbolske dominans, i dette tilfælde den naturlige
skønhed, ”i form af en autonomi i vurderingen af sig selv og sin egen gruppe” (Prieur
2006:55), der er blevet indlejret i kroppen. Ifølge Bourdieu er forholdet til kroppen af så
afgørende betydning, ”at det er utænkeligt, at en gruppe udelukkende vil vurdere sig selv
gennem andres blikke” (Prieur 2006:55). Christina er måske mere interesseret i den position,
silikonebryster har i hendes egen omgangkreds, og anlægger et dobbelt blik, som er ”både at
kunne se verden med andres øjne og samtidigt bevare sit eget blik og værdigrundlag” (Faber
2008:125).
Geografiske markører for respektabilitet – ”sådan lidt den her Ishøj-type”
I materialet ser vi, at kvinderne forbinder et bestemt ’look’ med et konkret geografisk område
som fx Karoline, der taler om ”Ishøj-typen”, der kan genkendes på deres frisurer i to
forskellige farver og for meget make-up:
”Karoline: Og pigerne de er sådan, de er også sådan lidt, ej ok og det
er total grimt at sige det, men sådan lidt den her Ishøj-type altså, så…
og igen det var en meget grim fordom og jeg tror slet ikke alle piger
fra Ishøj ser sådan ud, men den her med, nå ja men… ja… det kan jeg
jo, det kan jeg jo, altså hår i 2 toner og… sådan en lidt sort og hvid
frisure og… meget makeup, altså det er jo helt ekstremt, hvilken
make-up de lægger hver dag altså… Malou Stella bare ikke, der
bruger halvanden time på at lægge makeup altså… så når, de meget
sådan lidt samme type… og det er måske også det her sociale billede
de… mange kommer fra… og hvor fyrene passer godt til den type
piger.
Anja: Ja det er faktisk…
Karoline: Ærligt talt altså, det er jo sådan nogle… ja… med
dynejakkerne (Flere: ja ha ha). Ja, men man kan lige se (utydeligt)
altså og det er rigtig grimt for de behøver ikke nødvendigvis at
være… dumme eller (utydeligt)
Anja: Også fordi det er ting vi griner lidt af eller sådan…(Flere: ja)”
(F1:17)
Ishøj-typen, som Karoline definerer den, strider imod det naturlige skønhedsideal. Make-up
og hår ser ud på en måde, så du ikke er i tvivl om, at det er unaturligt og for meget. Karolines
fremstilling af Ishøj-typen som kunstig, vulgær og uden bevidsthed om egen fremtoning
stemmer godt overens med Skeggs’ studie af arbejderklassekvindernes fremtoning i britisk
reality-tv som dem, der er foruden social kompetence. Disse kvinder klæder sig ikke
49
respektabelt og deres kropslige fremtoning er mærket med arbejderklassesymboler (Skeggs
2005: 967).
Karoline siger, at hun godt ved, at ikke alle piger fra Ishøj passer på
beskrivelsen, men det falder hende alligevel nemt at beskrive, hvordan pigerne og deres fyre
fra Ishøj ser ud. Hun trækker en forbindelse mellem den dårlige smag og det dårlige kvarter.
Ishøj-frisuren er symbol for en lav status, idet Ishøj er et lokalområde, der er kendt for
hovedsagelig at være beboet af folk med lav økonomisk og kulturel kapital. Karolines
konstruktion minder os om, hvordan socialt konstruerede kategorier, fx Ishøj-typen, er
prækonstrueret, således at der findes bestemte måder at konstruere en sammenhæng mellem
specifikke geografiske områder som Ishøj og specifikke ’looks’ som tofarvet hår, der
fremtræder som givet, indlysende og selvfølgelig (Prieur 2006:216). Dette resulterer i en
common-sense-forståelse om piger fra Ishøj og piger med tofarvet hår, som Karoline og de
andre kvinder i fokusgruppeinterviewet reproducerer (Prieur 2006:59). Samtidig er det
sandsynligt, at piger med tofarvet hår fra Ishøj er bevidste om denne symbolværdi og oplever,
ligesom Christina og hendes silikonebryster, anerkendelse i egen omgangskreds og udvikler
et dobbeltblik på deres egen position og den symbolske betydning af tofarvet hår og for
meget make-up.
Bourdieu mener at vores smag ikke kun kommer til udtryk i, hvordan vi indretter vores hjem.
Det ses også i, hvor vi vælger at bosætte os. Det er ikke et tilfældig valg, da der oftest
medfølger et geografisk klassestempel og dermed et symbolsk udtryk for ens værdier og
normer, som andre forventes at kunne tolke (Faber 2008:112 & Skeggs 2004:163). Faber ser,
at sociale klasser viser sig i Danmarks symbolske geografi, hvor konkrete landområder eller
specifikke byer eller kvarterer bliver symboler på sociale skel, som i dette tilfælde Ishøj
(Faber 2008:111).
Vi støder også på geografiens klasseforskelle i kvindernes umiddelbare definition af de unge
mødre som dem, der bor i kommunalt tildelte boliger, på landet eller i Jylland, og ikke i
storbyerne, hvor vores kvinder primært selv bor. RISC og Gallupkompasset fremhæver
ligeledes, at det grønne segment hovedsagligt er bosat øst for Storebælt og i storbyer (se
kapitel 2). Specifikt støder vi også på henvisninger til Ishøj, Jylland og Køge-området som et
hjemsted for de unge mødre og socialt lavt stillede og voldelige unge mennesker (F1: 17 &
F2: 9). Omvendt refererer flere af kvinderne til Frederiksberg kommune som et godt ”grønt”
sted at bo (Fie F2:6).
50
Hendes løse forhold – ”Men så flytter de sammen med en fyr de har kendt i en måned”
Som vi kommer ind på senere, giver alle kvinderne i fokusgrupperne udtryk for, at det er
vigtigt for dem, at forholdet til deres (kommende) partner fungerer. De har fokus på at være i
et stabilt parforhold med den mand, som skal være far til deres børn. Det er sikkert derfor, de
lægger mærke til og fremhæver de unge mødres mange forskellige og kortvarige parforhold
til mænd, som de lige har mødt. Kvinderne beskriver de unge mødre og deres romantiske
relationer således:
”Louise: De er mere simple end øh
Anja: …ja og meget her-og-nu (Flere: ja)
Karoline: det er, ja mange af dem hvor det ikke virker, ja netop det
her med, ja nå men så flytter de sammen med en eller anden fyr de
har kendt i en måned og, nå men så blev de lige, nå men det var
hendes gamle gode ven, nå men så blev de lige kærester og så (???)
og så ud med ham og så…
Louise: Det er også sådan lidt deres prioriteter
Anja: ja og det er kæresten som ikke er faren til barnet.”
(F1: 11)
Kvinderne har svært ved at forstå, hvordan de unge mødre kan vælge partner og gå ind og ud
af diverse forhold med sådan en skødesløshed. De beskriver de unge mødre som mere simple
og ’her-og-nu’, der kan tolkes som, at de unge mødre har en mere løssluppen seksualitet end
kvinderne selv, som bliver opfattet som en upassende og ikke-respektabel adfærd.
Parforhold og valg af partner er ikke noget, der tages let på. Tværtimod giver kvinderne
indirekte udtryk for, at de ser det som en selvfølge, at de selv skal have en kæreste. Der er
ingen af kvinderne, der forestiller sig et liv uden at tage del i det heteroseksuelle parforhold
og dermed ende som enlig mor ligesom de unge mødre. For kvinderne handler det om at
finde den rigtig mand. Ham som de skal være sammen med resten af livet og som skal være
far til deres børn. Derfor skal han ikke være hvem som helst – men HAM. Han skal være en,
som de kan stole på som mand og far til deres børn, og forholdet skal kunne rumme, at man
kan udvikle sig forskelligt og bliver sammen, selvom man bliver uenige (F2:18f). Alle disse
krav gør det ikke altid nemt at finde manden, og kvinderne er imponerede over, hvor let de
unge mødre har ved at finde mænd, der gerne vil komme og ’lege’ familie sammen med dem.
Faktisk udtrykker flere af kvinderne en vis jalousi over, hvor nemt det er for de unge mødre
at finde mænd, og hvor medgørlige de er:
51
”Men der er også den anden i øh, altså den anden type… i serien, det
er den der tøffelhelt som bare hjælper helt vildt meget og ikke har
nogen mening om noget og (Flere: ja) Det kan jeg da godt blive lidt
misundelig på nogle gange (Flere: hahahaha) Jeg gad sgu da godt at
have…”
(Patricia F1:16)
Især i fokusgruppe 1, hvor halvdelen af deltagerne er singlekvinder, diskuteres det, at det kan
være svært at finde en mand, der matcher kvinderne selv. Karoline overfører sin kritik på sine
veninder, således at diskussionen bliver om kvinder, der ligner dem selv – men ikke dem
selv. Karoline kritiserer sine veninder for altid at gå efter fyre, der er lige som dem selv og
har ambitioner og eksamensbeviser. Hun mener, at det ikke er uddannelsen, men
personligheden, der er det afgørende, og så har hun ”mødt håndværkertyper der, der har
været dybt intelligente” (Karoline F1:9). Karoline argumenterer videre for, at
håndværkertyperne er ”fysisk intelligente”, men også godt ”kan føre en god samtale, følge
med i verden og diskutere ting” (Karoline F1:9). Hun prøver at finde andre former for
kulturel kapital end uddannelse, der kan tillægges værdi for mænd, der ikke har en akademisk
baggrund. Det er ikke let at gennemskue Karolines strategi, men måske vil hun gerne fremstå
som sympatisk og snobber derfor ned ad. Ifølge Faber kaldes denne strategi for
”misrecognition” (Faber 2008:103). Det kan også være, fordi en af hendes veninder lige er
blevet forelsket i en håndværker, og hun gerne vil viderebringe denne succeshistorie på tværs
af klasser og måske inspirere Patricia til – og overbevise sig selv om – at se mulighederne i
andre typer mænd. Karoline ender dog med at konkludere, at det handler om at finde en
mand, som ”man er på niveau med, men det tror jeg ikke har noget med, så meget med
uddannelse at gøre… i princippet” (F1:9). Når Karoline siger ”i princippet”, kan det ses
som en indikation på, at hun heller ikke selv køber argumentet. Lighedsidealet, som er meget
centralt for kvinderne, får hende til at ’ønske’, at det var sådan, men hun ved godt, at det højst
sandsynligt ikke er sådan i praksis. Karoline har heller ikke held med at få Patricia med på
idéen om, at håndværkertypen kunne være noget for hende, og hun siger nej tak med
reference til forskel i sociale klassers livssyn:
”Patricia: Nej! Altså.. nej nej jeg tror også det har mere med sociale…
social lag at gøre, eller hvad man kan sige… meget med ens sociale
arv at gøre, hvordan man så ser på verden…”
(F1:9)
Vi har tidligere nævnt (kapitel 3), at vi mennesker ofte omgiver os med andre, der ligner os.
Den samme tendens finder Sara Holst Kjær i sin etnologiske kulturanalyse af parforholdet,
52
når det drejer sig om at vælge partner. Vi finder oftest sammen med en partner, der ligner os
selv og har samme drømme og syn på verden, ligesom Patricia leder efter hos en mand.
Kvinderne påpeger også, at de unge mødres partnere, der kun omtales som fyre, er meget ens
typer, og som de inddeler i to kategorier, nemlig ”bad-ass-typen” og ”tøffelhelt-typen”:
”Karoline: [...] altså sådan stereotype, de fyre der er i den serie, altså
de er stort set ens… de er så når, de ser forskellige ud men de er
meget ens typer. (Flere: ja ha ha)
Moderator: Hvordan ens?
Karoline: Jamen sådan… altså nogle, mange af dem er den her lidt
bad-ass type, hvor sådan, nå nu skal hunden, og bilen og…
tatoveringerne og altså…
Louise: og måske ikke dem der tager størst del i…
Karoline: Nej
Louise: Det er måske ikke så tit dem der lige afleverer eller henter
eller smører madpakke, leger med børnene…
Patricia: men så også fordi
Louise: Det virker ikke så ligeligt
Patricia: Men der er også den anden i øh, altså den anden type… i
serien, det er den der tøffelhelt som bare hjælper helt vildt meget og
ikke har nogen mening om noget og (Flere: ja) (???) ik’. Det kan jeg
da godt blive lidt misundelig på nogle gange (Flere: ha ha ha ha) jeg
gad sgu da godt at have”
(F1:16)
”Bad-ass-typen” har ligesom ”Ishøj-typen” et bestemt look: kamphunden, den sænkede bil og
tatoveringer. I text-in-action materialet bliver disse tre forhold fremhævet, fx når Patricia og
Karoline diskuterer fyrene i programmet. Diskussionen udspringer af billeder hjemme hos
Rebecza og Jacob , hvor man ser deres hund:
”Patricia: det er også bare hvorfor har de alle sammen sådan nogle
hunde. Det er altid den racehund der.
Karoline: ja, de er sådan meget barsk type.
Patricia: ja
Karoline: der er rigtig mange af dem... også det at gå rundt med sådan
nogle bling bling [halskæder] Det er ikke sådan nogle pæne
kernefamilier, det synes jeg ikke.
Patricia: nej”
(T1:12)
Fyrenes valg af hunderace, bliver af Patricia og Karoline tolket som et symbol for en bestemt
type mand, nemlig ”bad-ass-typen”. Hans hund og halskæder fortæller dem, at han er en
barsk fyr og ikke en familiemand, der kan indgå i billedet af en pæn kernefamilie. Gennem
vores egen sening af programmet ved vi, at flere af fædrene har voldsdomme og ikke kan
være tilstede under fødslen, fordi de sidder i fængsel. De er ikke de typer, som kvinderne i
53
fokusgruppen selv giver udtryk for at være interesseret i. Omvendt kan kvinderne godt se det
tiltrækkende ved ”tøffelhelt-typen”, som ikke har nogen mening om noget, men bare hjælper
til. De andre kvinder i fokusgruppen viser forståelse for Patricias drøm om en medgørlig
mand, der gerne vil binde sig i et fast forhold. Denne holdning ser vi også i forbindelse med
stedfædrene i programmet.
De af mændene i programmet, som påtager sig faderrollen, bliver krediteret for deres
engagement i et barn, der ikke engang er hans eget og tildeles nærmest heltestatus: ”Ej, hvor
det stort mand. Er det ik hans barn? (Sara T2: 14). Morrollen derimod bliver taget for givet
og er en selvfølgelighed, som kvinderne ikke sætter spørgsmålstegn ved.
Kvinderne i fokusgruppen er også fascinerede af, hvor let de unge mødre har ved at finde
mænd, der gider at lege far, mor og børn med dem – ”total selvtillid og selvværd at en måned
før du skal føde og så går du ud og gafler dig en kæreste.” (T2:15):
”Karoline: Ja og selv nogle af de der kærester som så vil, de træder til
selvom de ikke er fædre til barnet, det synes jeg er ret flot at en 18årig knægt han gider… det er jo det (Flere: ja) ærlig talt
Patricia: Ja og blive ved de der kvinder… som bare har de
mærkeligste…
Anja: Jeg bliver egentlig lidt imponeret over hvor hurtigt de finder de
her… (Flere: ja hahaha)”
(F1:17)
De siger aldrig direkte, at de selv synes, at det er svært at finde en mand i dag, men deres
store forbavselse over og interesse i de unge mødres succes hos det modsatte køn fortæller os,
at det er et aspekt, de selv har erfaringer med fra deres eget eller veninders liv.
På baggrund af vores materiale kan vi ikke komme med en beskrivelse af den grønne mand,
men vi kan påpege, at de grønne kvinder lægger mærke til mændene i programmets
umiddelbare lyst til at binde sig til et fast forhold også endda med en enlig mor. Det kan tyde
på, at de grønne kvinder har oplevelsen af, at det er svært at få en grøn mand til at binde sig
og investere tid i børn, der ikke er hans egne. Anja mener, at ”[hun] tror de [veluddannede
mænd] ville løbe sådan skrigende bort” (Anja F1:17). Men det kan også være et kendetegn
for både den grønne mand og kvinde, idet Karolines respons på Anjas udsagn var: ”Ja jeg vil
ikke have en fyr med et barn altså…” (F1:17). Både mand og kvinde har et mål om karriere,
selvrealisering og et stærk netværk, og en investering af tid i et familieliv er ikke bare noget,
man springer ud i. Det er en vigtig beslutning, fordi den er på bekostning af andre områder,
som man sætter højt.
54
Flere af interviewdeltagerne, som er i et fast forhold uden børn, snakkede om, at de ikke var
nået til det sted i deres liv, hvor de ville havde børn, og singlerne kunne ikke finde på at få
børn uden at have fundet den rigtige mand og far. I begge interview var både mødre, kærester
og singler bange for at ende som de unge mødre – som enlig mor. Det er ikke en situation,
som nogen af kvinderne ønsker at finde sig selv i:
”Jeg tror, det er det her, altså kravene til at være en enlig mor, jeg tror
det er, altså det er ikke et krav men det er nok en situation… de
fleste… helst ikke vil stå i (Flere: ja hahaha)… altså det bliver også
sådan… forventninger til sig selv, både ens forhold og… alt skal
ligesom…”
(Anja F1:7)
Frygten for at blive enlig mor kan hænge sammen med, at den unge enlige mor i dag, i følge
McRobbie, opfattes som ”abject person with a ’mis-managed’ life” (McRobbie 2004:102) og
kvindernes besættelse af det heteroseksuelle parforhold, som vi vil behandle yderligere i
kapitel 6 og derfor ikke vil komme nærmere ind på her. I stedet vil vi kigge på, hvorledes en
mors børn har symbolsk betydning for den passende, respektable mor.
Hendes dårlige økonomi – ”Nogle har det i blodet”
I vores datamateriale ser vi, at de grønne kvinder aldrig langer ud efter børnene i
programmet, når de påpeger ting, der er symbol for dårlig smag og lav klasse. En mulig
forklaring kunne være, at der i sammenhæng med Nordens lighedsideal er en udbredt
enighed om, at man ikke kritiserer børn, da det ikke er børnene selv, men deres forældre, som
bør holdes ansvarlige for deres livssituation. Det kan evt. skyldes, at de unge mødre, ligesom
de arbejderkvinder, Skeggs og Faber har interviewet, vælger, at deres børn ikke skal udvise
lav klasse eller manglende kapital, og derfor bruger mange penge på dyrt børnetøj18. Der
bliver umiddelbart ikke sparet på babyudstyr eller barnedåbsfester, selvom pigernes dårlige
økonomi er et centralt element i programmet.
Under seningen af programmet kommer Signe med en skarp kritik af de unge forældre
Christina og Peters manglende evner til at få det til at hænge sammen økonomisk:
”Signe: og de MANGLER altid penge og de har altså et fuldtidsjob
begge to.
Sara: Jeg var også over 30 år før jeg blev gældfri, så...
Signe: Ej, nu har jeg levet af SU i så lang tid og jeg har stadig kunnet
spare penge op og... ”
(F2: 13)
18 Dette er en tendens, vi også generelt har lagt mærke til hos deltagerne i programmet.
55
Sara tilkendegiver, at hun heller ikke er den bedste til at have styr på økonomien, men vælger
her ikke at gå ind i en diskussion med Signe. Hun ønsker måske ikke at skabe dårlig stemning
så tidligt i processen, vil gerne følge med i programmet eller har ikke lyst til at falde udenfor.
Vi ser senere i materialet en diskussion af den symbolske betydning af økonomiske evner og
kapital, som klart viser, at deltagernes egne livserfaringer (habitus) er afgørende for deres
oplevelse af programmet, og hvorvidt de positionerer dårlig økonomi som en afgørende
faktor for forskellen mellem de unge mødre og dem selv. Da vi i fokusgruppeinterviewet
spørger, hvad ’det gode liv’ er, nævner revisortrainee Tina19 som det første økonomisk
stabilitet. Hun påpeger afdragsfrie lån og børnefamiliers hjem, der er på tvangsauktion (Tina
F2:12). Det er dog ikke er det svar, vi ville forvente os af en gruppe grønne kvinder, men
finanskrisens udbredte bekymring på interviewtidspunktet (december 2008) kan være
bagvedliggende motivation for Tinas prioritering af økonomisk stabilitet. I den forbindelse
giver Signe udtryk for sin holdning til, at dårlig økonomi ”er noget man kan planlægge sig
ud af” (Signe F2:12), hvilket får sat gang i en diskussion om kvindernes oplevelse af egen
økonomisk sans:
”Sara: [D]et var først som 30 årige, at jeg blev gældfri. Det var først
der, at jeg fattede noget med økonomi. Hvor jeg siger, jeg tror ikke at
det har noget med indtægt at gøre. Det har noget at gøre med hvad
type du er. Fordi penge brænder i hånden på mig. Jeg skal være ærlig
og sige, det er irriterende at det kommer på bånd, men jeg er 30 år
gammel og jeg har et Visa Elektron.
(Ha ha ha)
Sara: men, men det er det jeg mener. Jeg kan sagtens se, hvor du
[Signe] vil hen med det og man burde tage en snak med de der Puk og
hvad de hedder og sige prøv nu at hør: 10 procent til opsparing. Bum.
Forsikringer og alt så noget, noget.. men du kan finde folk der er 40,
50 årige, der ikke har en indboforsikring, der stadig ikke fattet det og
går fra minus til minus.”
(F2:12f)
Og igen lidt senere:
”Signe: Men det kan godt være..
Sara: Nogle har det i blodet
Signe: Jamen, jeg rejser 5 gange om året og folk spørger, hvordan
fanden har du råd til at tage 3 måneder til Tanzania og rejse rundt. Du
er på SU og du har i lang tid ikke haft et arbejde. ømm, så tager du
19 Tina er den af interviewdeltagerne, som havde størst fokus på økonomiske og individuelle værdier, og vi
havde en anelse om, at hun ville placere sig i det blå segment. Men ifølge Gallupkompasspørgmålene placerede
Tina sig i moderne-fælleskabsorienterede felt.
56
lige til New York, så gør du lige alt muligt. Og folk er sådan lidt får
du penge af dine forældre? Nej! Jeg får ikke nogen penge
Sara: Lav en bog, kvinde kend din økonomi (små snak, latter)
Signe: Nej, men jeg har hellere ikke en gæld jeg låner ikke penge, jeg
skylder ikke penge, men jeg får det til at fungere.
Tina: Og din husleje?
Signe: Det er 3000 kr.
Tina: Nå?
Sophie: Så er du et specielt eksempel.”
(F2:12f)
Sara og Signe medbringer, via deres habitus, to vidt forskellige erfaringer med penge. Sara
oplever, at penge brænder i hånden på hende og har selv stiftet gæld, på trods af at hun for
blot et par år siden var succesfuld selvstændig med en god indtægt. Signe oplever at have
økonomisk overskud på en SU og har aldrig haft gæld. Hun oplever det derfor ikke som en
udfordring at få pengene til at slå til og ser god økonomisk sans som distinktion mellem sig
selv og de unge mødre. Sara har derimod selv oplevet at have en dårlig økonomi og kan ikke
konstruere den samme distinktion mellem de unge mødre og sig selv. I stedet ser hun en god
økonomisk sans som noget, man er født med og har i blodet. Sara gør økonomisk sans til en
evne, der skal forstås uafhængigt af, hvor gammel man er, og i hvilken socialgruppe man
befinder sig. Dermed ikke sagt, at hun ikke anerkender idealet om en sund økonomi. Sara
kender godt den grønne opskrift (se kapitel 6), og hun er ikke stolt af sit Visa Electron20. Hun
mener endda, at fornuftig økonomisk praksis er noget, man burde lære Rebecza og de andre
unge mødre, men samtidig fortæller hun også, at der findes mange andre mennesker (selv i
det grønne segment), der ikke har styr på deres økonomi. En sund og stabil økonomi er et
ideal, som Sara og de andre vedkender sig, men økonomisk sans er en anden snak. Dette
hænger sandsynligvis sammen med, at størstedelen af interviewdeltagerne er studerende eller
nyuddannede og derfor bedre kan identificere sig med Saras end Signes erfaringer med
penge. De fleste af kvinderne er i slutningen af deres studie og har ikke selv en stabil
økonomi på nuværende tidspunkt, men modsat de unge mødre ved de, at der venter bedre
tider med gode lønninger. Derfor er det okay for de grønne kvinder at bruge penge, de ikke
har, når de er studerende, og det er Signes gældfrie position, de har sværest ved at identificere
sig med. Tina prøver at finde et logisk svar, som lav husleje, på Signes økonomiske overskud,
men til slut er det ikke de unge mødre, men Signe, der er det specialtilfælde, som gruppen
tager afstand fra.
20 Et betalingskort, der er henvendt til de 12-17-årige, hvor man ikke kan overtrække kontoen.
57
Delkonklusion
Vi har i dette kapitel fundet frem til, at kvindernes argumenter og forklaringer på forskellen
mellem dem selv og de unge mødre stort set kan inddeles i tre kategorier: Den første er
manglende viden og handlekraft, den anden er respektabilitet, og den tredje er social arv og
måden, man opdrager på i et andet segment.
Kvinderne mener især, at det er de unge mødres manglede viden og interesse i samfundet, der
er forklaringen på, at de vælger at leve en usund og ikke-økologisk livsstil – fordi de ikke ved
bedre; hvis de vidste bedre, ville de unge mødre ikke kunne leve deres livsstil uden dårlig
samvittighed. Kvinderne vurderer, at de unge mødre vælger den nemmeste udvej og tager
skyklapper på og ignorerer samfundets adgang til viden og uddannelse. De unge mødres
manglende uddannelse bliver opfattet som et direkte fravalg, der ikke har noget med sociale
forskelle at gøre. For den grønne kvinde er en lang uddannelse en selvfølgelighed, som
afspejler uddannelsens symbolske vold. Både de grønne kvinder og de unge mødre oplever
som et symbol for at ville noget med sit liv, som de forventer, at andre kan afkode. Den
senmoderne identitetsforståelse og middelklasseidealet om viden og handlekraft bliver brugt i
sammenhænge, hvor kvinderne tilskriver de unge mødre ansvar. På denne måde opretholder
kvinderne deres egen livsstil og middelklasseidealerne som udtryk for ’det gode liv’, som
andre mennesker, inklusive de unge mødre, burde stræbe efter.
Kritik og forargelse af de unge mødres livsstil og praksis er især tydelig i forbindelse med de
områder – hjemmet, kroppen og parforholdet – hvor idealerne om den passende og
respektable kvinde er stærkest. Således er det de unge mødres beskidte og rodede hjem,
kunstige negle og silikonebryster og deres tilfældige forhold til barske fyre, der fremstår som
synlige distinktionsmarkører i kvindernes oplevede forskel, og som bliver brugt som
eksempel på ”what not to do” og bliver tolket som et symbol på arbejderklasseidentitet og
som ’white trash-agtigt’. McRobbies dikotomi mellem ”shabby failure or well-groomed
success” bliver her tydelig gennem kvindernes positionering af de unge mødre som
urespektable.
Argumentet om social arv bliver brugt til at forklare kvindernes egen konstruktion af
specifikke ’typer’ på baggrund af en forestilling om sammenhæng mellem piger fra
geografiske lavstatusområder og deres smag og udseende.
58
Forestillingen om den sociale arv bliver også brugt til at gøre de unge mødres forældre
ansvarlige for ikke at have opdraget deres døtre til at blive passende og respektable kvinder.
Kvinderne fremhæver ligheder i smag og praksis mellem Christina og hendes unge mor som
understøttelse for den sociale arvs betydning for de unge mødres valgte situation og praksis –
og dermed også deres egen sociale arvs betydning for egen praksis.
Kvindernes egne erfaringer (habitus) har en betydning for deres oplevelse og vurdering af de
unge mødres praksis, især i forbindelse med områder der ikke umiddelbart hører ind under
idealet om den passende og respektable kvinde. Alle kvinderne på nær én tillægger ikke
dårlig økonomi (lav økonomisk kapital) den samme symbolske betydning som fx manglende
uddannelse (lav kulturel kapital). Kvinderne ville svække deres egne ophøjede positioner
over de unge mødre, hvis de anerkendte en sammenhæng mellem dårlige økonomi og fx et
upassende overforbrug. Derfor gøres økonomisk sans til noget som man er født med, og
kvinderne opretholder deres position, selvom de oplever en lighed mellem dem selv og de
unge mødre.
59
_____________________________________________
Sjette kapitel – Den grønne opskrift
En af de ting, vi har set i vores datamateriale, er, at kvinderne i vores interview både direkte
og indirekte indikerer, at der er en ’korrekt’ rækkefølge i den måde, vi opbygger vores liv på.
Der er en naturlig orden i vores livsbane, som helst skal følges, hvis vi vil være en succes
som passende og respektable kvinder i dag.
Denne rækkefølge synes ikke at være til forhandling og leder op til kvindernes mål – at blive
mødre. Men det er noget, som vi skal gøre os fortjente til, ellers er det uacceptabelt at sætte
børn i verden:
”[M]en jeg har det sådan med børn, der skal jeg sgu have købt en
lejlighed inden og der skal bare være styr på det og jeg skal have et
job inden de kommer og jeg kan slet ikke overskue. Og i alle andre
livssammenhænge der er det fuldstændig lige meget, der tænker jeg,
det skal nok gå, altså.”
(Helle F2:14)
Vi har valgt at kalde denne opfattelse af livet for Den grønne opskrift, da det er kvindernes
’opskrift’ på succes i livet.
Uddannelse som hovedingrediens
Det er tydeligt i vores data, at hovedingrediensen i den grønne opskrift er uddannelse. Det er
den, der er adgangsbilletten til ’det gode liv’, da den er afgørende for en god økonomi og
dermed middelklassens dominerende livsstil. Den er samtidig central i kvindernes grønne
selvrealiseringsprojekt, som de mener er afgørende for, om de kan blive gode mødre. Det
giver Louise eksempelvis udtryk for, da diskussionen handler om de unge mødres formåen:
”[H]vor er der bare nogen, der ikke har særlig stor mulighed for at
blive en god mor. Jeg har meget bedre muligheder for at blive en god
mor end nogen af dem har i hvert fald… altså…
Os: Hvorfor?
Louise: Fordi, fordi, på grund af min opdragelse og mit netværk og…
det jeg ligesom har lært. Og måske også min uddannelse og fordi jeg
har prøvet en masse ting, inden jeg blev mor…”
(Louise F1:7)
60
Louise mener altså, i tråd med flere af de andre kvinder, at vores bagland og vores erfaringer
har en afgørende betydning for vores evner som mødre. Således giver Louise udtryk for, at
hendes habitus giver hende bedre betingelser, når det kommer til at være mor, end de unge
mødres habitus giver dem. Hun refererer både til sin højere sociale, kulturelle og økonomiske
kapital. Hun får understreget sin symbolske dominans, da hun positionerer sig som overlegen
i kraft af sine øgede muligheder for succes ved at leve op til den grønne opskrift.
Uddannelsen er desuden, som vi har set tidligere, den faktor, der adskiller de grønne kvinder
fra andre sociale grupper. I eksemplet nedenfor, hvor Anja beskriver en af pigerne fra De
unge mødre, ser vi hvordan der bliver set ned på den unge mors liv på grund af hendes
manglende uddannelse:
”[M]en hun har ingen uddannelse (Flere: ja) altså undskyld, altså
(Flere: ja) hvordan, hvad er det for en fremtid, netop, du tilbyder, de
her fire børn, fordi du synes det er så dejligt at være gravid og føde
børn. Altså, det er måske lidt øh sådan egoistisk på en måde ik'... ”
(Anja F1:6)
Det, Anja siger, er altså, at så længe man ikke har en uddannelse, vil man ikke være i stand til
at give sit barn de ting, som det, efter hendes mening, har behov for. I citatet bliver der også
indirekte givet udtryk for, at det at få en uddannelse er noget, den pågældende pige har
fravalgt. Vi oplever flere steder, at kvindernes sociale nærsynethed kommer til udtryk i en
uforståenhed over for, hvorfor pigerne ikke har fået en uddannelse. (Bourdieu 1997:183 i
Faber 2008:103 & kapitel 5). Middelklassekvinderne ser uddannelse som en mulighed, der er
tilgængelig for alle i det danske samfund og ikke som et privilegium. Har man ikke uddannet
sig, er det et bevidst valg og dermed et bevidst afkald på den kulturelle uddannelseskapital,
der ellers var inden for rækkevidde.
Kvinderne mener, at de selv har foretaget et reflekteret valg ved at vælge en lang
videregående uddannelse. Men fx kan Signe, der er gravid med sit første barn, ikke forklare,
hvorfor hun har fortsat sin uddannelse, selvom hun siger, at hun egentlig ikke har lyst til at få
en karriere, men hellere vil gå hjemme:
”Signe: Ja, for det er faktisk som jeg siger til mine venner. Jeg har
faktisk ikke noget ønske om at få et job. Jeg kunne faktisk godt
arbejde 20 timer om ugen, hvis jeg kunne få et job der svarer til det.
Sara: Det kunne jeg også godt forestille mig.
Signe: Så siger de, hvad fanden har du så taget en uddannelse for? Er
du en idiot?
(små grin i baggrunden)
Signe: Så er jeg sådan lidt, jamen er jeg en idiot, fordi jeg har taget en
uddannelse?
Neej... Og der tror jeg, at der er forskellige
forventninger, for jeg en ingen drøm om at gøre karriere overhovedet.
61
Jeg kunne sagtens være hjemmegående husmor og bage boller resten
af mit liv. Det ku jeg.
Sara: Men helst på barsel
(ha ha ha )
Signe: Og det kan sagtens være at det ændrer sig, men sådan har jeg
det altså lige nu.
Os: Hvorfor har du så taget en uddannelse, kan jeg ikke lade være
med at spørge?
Signe: mmm
Sara: Du startede vel ikke med tanken om, at du skal være mor?
Signe: Nej, nej jeg tror ikke, jeg vidste, at det var det, jeg ville på det
tidspunkt.”
Sophie: Er det ikke sådan noget, der kommer i perioder. Jeg har også
haft en periode, hvor jeg bare skulle ud og bo på en gård og lave sylte,
æblekager og sådan noget.”
(Signe F2:16)
Vi kan se, at Signe, med lidt hjælp fra Sara, selv siger, at grunden til, at hun startede på sin
videregående uddannelse, var, at hun ikke var klar over, at hun gerne ville være
hjemmegående husmor. Men hvorfor hun, efter at hun er kommet til den erkendelse, er
fortsat på sit studie, kan hun ikke forklare – ikke engang for sig selv. Vi kan se, at Signes
splittelse omkring emnet er stor. På den ene side beskriver hun lysten til et liv på landet med
gummistøvler og hjemmebagte boller, og på den anden side møder hun forargelse over ikke
at ville gøre karriere. En mulig forklaring på Signes lyst til at opgive karriereræset og den
dertil knyttede økonomiske kapital er, at de drenge, som hun læser sammen med på DTU,
”ALLE sammen gerne vil have deres eget firma og tjene SINDSYG mange penge. Det er
ligesom det er et issue for dem. [...] Jeg har det ligesom hvad fanden skal jeg med penge? Det
bliver jeg jo aldrig lykkelig af” (Signe F2:16). Signe har umiddelbart et stort behov for at
modpositionere sig til DTU-drengenes drømmelivsstil med eget firma og masser af penge,
hvilket måske er på grund af hendes egne fremtidsudsigter. Hun kan ikke være med i
karrierefeltet og vælger derfor at spille sit bedste kort i det felt – morfeltet – hvor det har
størst symbolsk værdi.
Signe er desuden klar over, at hun ikke helt følger den grønne opskrift, da hun har valg at
blive mor, før hun er færdiguddannet. Hun fortæller de andre, at hun var helt vildt nervøs for
at skulle fortælle sin mor om sin graviditet, da hun var bange for, at hendes mor ville sige, at
hun var en idiot, fordi hun endnu ikke var færdig med sin uddannelse.
”Nej, jeg tror mere, at det er det der med, at et eller andet sted så
tænker jeg lidt selv om mig selv, at jeg er en ung mor, jeg har ikke
færdiggjort min uddannelse. Jeg tror mere at det er sådan noget. Det
er mine egne fordomme et eller andet sted. Altså jeg får jo ikke et job,
tænk hvis jeg aldrig får et job, men altså so what? […]Det er mere
62
tanken, så bliver jeg bare sådan en, der går derhjemme og har et barn
og det bliver mit liv. Men et eller andet sted, så er det det jeg gerne
vil, men samtidig så har jeg også den der, ej, så vil jeg ikke leve op til
hvad der er nogen der forventer af mig.”
(Signe F2:17)
Det skal siges, at Line er 26 år og bliver færdiguddannet, lige inden hun går på barsel, så det,
at hun kan se sig selv som en ung mor, er nok, som Signe selv siger, hendes egne fordomme
og habituelle disposition for at følge den grønne opskrift. Når Signe taler om at få et job, er
det ikke et hvilket som helst job. Hun er udmærket klar over, at hvis hun ville ’nøjes’ med et
job som kassedame, kunne hun sagtens få et sådant job, men det hun refererer til, er et job,
der er værdigt for hende i forhold til den uddannelse, hun trods alt har brugt fem år på. Hun
mener altså en karriere inden for sit fag.
Et andet eksempel på uddannelsens vigtighed i den grønne opskrift finder vi hos Sara, når
hun taler om, at hun først er gået i gang med sin uddannelse som 32-årig – efter at hun har
fået barn. Sara ved, at hun ikke har fulgt opskriften, men prøver nu at kompensere for det, da
hun er klar over, at hun mangler kulturel kapital i forhold til dem, hun omgiver og
sammenligner sig med:
”Jeg har fx ikke nogen uddannelse. Jeg har altid været selvstændig
eller gjort et eller andet ik. Og nu er jeg så i gang med at tage en
uddannelse som 32-årige ik’. Jeg kan da godt høre at det klinger lidt.
Jeg går da i klasse med nogen på 19 og 21 ik’. Altså jeg kan godt se,
hvor billedet tipper.”
(Sara F2: 17)
Billedet ’tipper’, fordi Sara kan fremvise alle de andre grønne ingredienser. Hun har en mand,
som hun har været sammen med i flere år, hun bor på ”fine” Frederiksberg21, og hun har en
datter. Men hun har ikke den adgangsgivende uddannelse og har derfor heller ikke den
grønne opskrifts rækkefølge i orden. Ud fra vores materiale kan vi ikke forklare, men kun
gisne om Saras sociale mobilitet. I fokusgruppeinterviewet giver Sara flere gange udtryk for
sin stærke forkærlighed for økologi og miljørigtige værdier, og hun kalder sig selv ”en åben
kanal for økologi” (Sara F2:4). Saras svar på de 42 Gallupspørgsmål (se bilag 8) viser os
også flere misforhold mellem Saras meget miljørigtige holdninger, internationale udsigter og
tillid til teknologi og politiske værdier. Vi ved, at Sara altid har levet i en storby, hendes far er
ikke-etniskdansker, og hun er opvokset alene sammen med sin danske mor, der har været
selvstændig butiksejer. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at Sara følger i sin mors
21
Sara har selv skrevet ”2000 Fine Frederiksberg” på papirerne med personlig oplysninger.
63
fodspor og selv bliver selvstændig og sammen med sin kæreste åbner en bar, som bliver et insted for musikere, kunstnere og akademikere. Saras karrierebaneskift sker omkring samme
tid, som hun bliver mor. Det kan tænkes, at moderskab og hendes omgangskreds er
katalysator for, at hun nu vil have en uddannelse med den dertilhørende kulturelle kapital, der
kan få hendes billede til at hænge lige.
Uddannelsen er hovedingrediensen for den grønne opskrift, og det element, der ændrer
kursen for kvindernes livsbane i forhold til deres mødre. ”Vi jo tussegamle altså i forhold til
vores mødre (Sara F2:17). Uddannelse har fået skylden for Danmarks høje gennemsnitsalder
for førstegangsfødende på 31 år (Sobol 2008), og en statistisk undersøgelse af Teenpregnancy
af Mogens Nygaard Christoffersen og M. Azhar Hussain (Christoffersen og Hussain 2008)
viser, at teenagegraviditet er en afgørende faktor for, at man som kvinde ikke får en
uddannelse. Det er ikke svært at finde dominerende diskurser i medierne og inden for
socialforskning, der verificerer uddannelse og moderskabs uløselige bånd (se fx Solo 2008).
Det er dog ikke alle, der er glade for denne udvikling:
”De forventninger der, det er så sjovt for min mor hun fik mig som
24-årig og i 5 år har hun nu punket mig hver gang med ”ham der
Jakob Lange har også sagt at det er smart at få børn mens man læser”.
(Helle F2: 18)
Det, Helle viser her, er, hvordan man i enkelte tilfælde kan lave om på den grønne opskrift.
Det kræver imidlertid en ekspert, der besidder den rette mængde symbolsk kapital inden for
området, for at det bliver acceptabelt (Prieur 2006:54). I dette tilfælde er der tale om Jakob
Lange, studie-chef på Københavns Universitet, som har en ugentlig kommentar i Politiken
Søndag, hvor han har anbefalet kvinder at få børn, mens de er under uddannelse. Dermed har
han gjort det legitimt for det grønne segment at trodse den ’naturlige’ orden, og Helles mor
kan bruge det som et gyldigt argument over for sin datter.
Kvinderne i fokusgruppen var panisk angste for at blive gravide som teenagere og dermed
være kommet i samme situation som de unge mødre. Sophie fortæller åbent gruppen, at hun
valgte at få foretaget en abort, hvilket, der er enighed om, er et rigtigt valg. Kvinderne giver
udtryk for, at de ikke ønskede, at deres fremtidsmuligheder skulle blive taget fra dem på
grund af et barn. Med fremtidsmuligheder mener kvinderne muligheden for at tage en
uddannelse og leve livet som teenager og ung, hvor der er tid og plads til at være egoistisk og
prøve sig selv af. Holst Kjær finder i sine studier af parforholdet lignende kulturelle normer
for, at årene i ”ungdommen burde være uforpligtede, venskabelige og frie” (Holst Kjær
64
2009:41). Teenageårene er ikke bestemt for graviditet, børn og familie og derfor noget, som
kvinderne ikke ønsker sig på dette tidspunkt i deres liv:
”Sophie jeg ved ikke, jeg havde bare så panisk angst for at blive
gravid.
Helle: ja, det var jeg også
Tina: det var jeg også
Sophie: og nu når jeg tænker, jeg var ikke 19 da jeg fik den der abort,
jeg tror jeg var 21 eller sådan noget. Jeg var stadig panisk
[…]
Sophie: men hvis du så ikke vil have en uddannelse. Grunden til vi
ikke vil være gravid er da fordi man tænkte (laver om til teenager
stemme) jeg skal da i gymnasiet og jeg skal da dit og så skal jeg det
og skal man gerne.
Sara: mig, mig, mig
Sophie: altså, de må ikke tænke på samme måde og tænker måske
uddannelse det magter jeg overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke tænke
mig at gennemføre, 3 år det fuldstændig sindssygt.
Ha ha ha ha
Fie: men dengang da kunne man hellere ikke planlægge et halvt år
frem syntes jeg, når jeg tænker tilbage. Et halvt år, det kunne jeg da
slet ikke se, der vidste man da ikke hvor man var henne i verden.
?: men man vidste da godt man skulle gå i skole
ha ha ha
Sophie: ...men man havde en ide om at ens liv i hvert fald ikke var at
få et barn og familie.
Signe: nej, nej
Sophie: det var ikke det der…”
(F2:22)
Kvinderne viser her, at de slet ikke kan forstå det valg, de unge mødre har truffet, og de
beskriver det nærmest, som om det er enten-eller: Hvis man ikke vil have en uddannelse, så
får man et barn, men hvis man vil have en uddannelse, kan man ikke have et barn ved siden
af. Det at være ung mor er for de grønne kvinder ensbetydende med et mindre attraktivt liv
uden de muligheder, de sidder med i dag. Denne forestilling er stærkt repræsenteret i vores,
såvel som i Holst Kjærs’, materiale, og vi vil hævde, at der er et synligt sammenfald mellem
kvindernes forestilling om, hvad der hører teenageårene til, og hvad der ikke hører
teenageårene til. Denne forestilling synes at være så fasttømret, at der skal mere end en
ekspert som Jakob Lange til at rykke denne opfattelse, der er indlejret i de grønne kvinders
habitus.
Den selvfølgelige karriere i byen
Det vigtigt for kvinderne at få en karriere. Selvom den gravide Signe klart giver udtryk for, at
hun egentlig ønsker et liv som hjemmegående husmor, er der noget, der tyder på, at hun har
65
svært ved at slippe ambitionerne om en karriere. Det er, som om en uddannelse og drømmen
om en karriere er en selvfølgelighed, der oftest bliver sagt indirekte, men i flere tilfælde også
er udtalt. Det ser vi fx, når kvinderne bliver spurgt om, hvad de anser for vigtigt i forhold til
deres egen personlige succes: ”Ja, at man sådan er glad for at stå op ik’. Altså, har et job
eller en uddannelse som man er glad for” (Louise F1:8).
Louise nævner arbejde – som det første – med en naturlighed, som ingen af de andre
forholder sig kritisk til, at selvfølgelig har man et job, det handler bare om at finde et, der gør
én glad. Også når Sara siger, at hun ”brugte meget af [s]ine tyvere på at være nervøs over;
skal man være karriere eller skal man være fucked?” (Sara F2: 18), bliver karrieren sat op
som noget, der er en nødvendighed, da alternativet er at være ”fucked”. På trods af
kvindernes selvfølgelige tilgang til det at have et job som essentielt for at være glad, ser vi
ofte, især i F2, at kvinderne giver direkte udtryk for, at jobbet er det, der er mindst vigtigt. I
stedet er det drømmen om at være den traditionelle husmor med tid til at se bollerne hæve,
der optræder som modsætningen til det fortravlede liv som karrieremor:
”Signe: [F]or jeg har ingen drøm om at gøre karriere overhovedet. Jeg
kunne sagtens være hjemmegående husmor og bage boller resten af
mit liv. Det ku jeg.
Sara: men helst på barsel.”
(F2: 15)
Kvinderne taler om livet på landet med børn og boller som en fantasiforestilling, de ikke selv
tror på vil være tilfredsstillende i det lange løb. De giver ikke udtryk for den store
anerkendelse af dem af de unge mødre, der har valgt et liv på landet ”in the middle of
nowhere” (Signe T2:17), da det bestemt ikke er billedet af det liv, som kvinderne fantaserer
om Også Sophie italesætter drømmen om at droppe karrieren til fordel for en tilværelse i et
andet ’gear’, væk fra byen og den stressede hverdag:
”Sophie: Er det ikke sådan noget der kommer i perioder. Jeg har også
haft en periode, hvor jeg bare skulle ud og bo på en gård og lave sylte,
æblekager og sådan noget.
(Snak i munden på hinanden) det har jeg også tænkt og børnene, man
er der bare.
Sara: Det tror jeg alligevel, jeg ville blive træt af .
?: ja
Sophie: Og uha gummistøvler på oppe ved marked -og så lige
pludselig en dag, så står man med arbejde og det bare kører og det er
helt vildt fedt og jeg tænker, ej, jeg skal sgu da aldrig ud på en gård.
Det kommer sådan lidt frem og tilbage.”
(Sophie F2: 16)
66
Det, Sophie giver udtryk for, er de grønne kvinders konflikt mellem at være en moderne,
frigjort kvinde og den traditionelle kvinderolle, som deres habitus formodentlig også
indeholder. Det liv, der er forbundet med at være moderne karrierekvinde, er også forbundet
med stress og den altafgørende mangel på tid. Alternativet til dette bliver derfor at vende
ryggen til og gå ’back to basic’ ved at tage ”gummistøvlerne på oppe ved marked”.
Flere af kvinderne ser også karrieren som det, der kan stå i vejen for, at de bliver passende og
respektable mødre. For ifølge kvinderne er en passende mor én, der har tid og overskud til
børnene, men at gøre karriere tager meget af denne dyrebare tid: ” Det er sjovt for jeg tænker
lidt. Ej, jeg frygter lidt at få et job så der ikke have tid til mine børn” (Signe F2: 14).
Signe er, som nævnt, hverken mor eller karrierekvinde endnu, men er nået til et tidspunkt i sit
liv, hvor begge dele er højaktuelle (qua graviditet og den snarlige aflevering af speciale).
Men selvom hun ikke er nået helt dertil endnu, skinner hendes dårlige samvittighed allerede
igennem. Hun nævner tidligt i interviewet, at hun ikke behøver at arbejde, for at de kan få
økonomien til at hænge sammen, så det kan derfor ikke være årsagen til, at hun skal have et
job (F2:13). De nødvendige ingredienser i den grønne opskrift kræver en karriere af hende,
samtidig med at den symbolske og emotionelle kapital, hun gerne vil opnå i morfeltet, er truet
af denne position.
Man kan på baggrund af dette diskutere, hvorvidt de grønne kvinder dybest set lider af en
splittet habitus (Prieur 2006:21), der er skyld i, at de lever med en konstant dårlig
samvittighed, især som mødre, men bestemt også inden de får børn. Kvindernes dårlige
samvittighed hænger i høj grad sammen med deres fokus på tid, og deres oplevelse af at have
for få timer i døgnet til at opnå de positioner, de gerne vil have inden for de relevante felter.
Det er også det, vi ser, når Tina taler om tid i forbindelse med sin personlig succes:
”Hvad er det nu det hedder... hvis det ikke er noget man har nået så
får man dårlig..... samvittighed! Ja, Hvis du ikke har det over for det
ene så har du det overfor det andet, især som studerende. Så har du
ikke nået at skrive den opgave eller du skulle på det arbejde eller du
skulle også nå at se den der ven der eller se din farmor, det bliver da
bare ved”
(Tina F2:18)
Den dårlige samvittighed er ikke forbeholdt grønne mødre, men er derimod en del af den
grønne livsstil. Tina påberåber sig den dårlige samvittighed som studerende, der lever under
presset af, at hun altid kunne have lavet en bedre opgave, hvis hun havde investeret mere tid i
det. Denne tid skulle hun have taget fra tiden, som blev brugte sammen med vennerne eller
på familiebesøg.
67
Vi ser, at de af kvinderne, der ikke er mødre, især singlerne, har en større selvfølgelighed
omkring at investere tid i deres venner og sociale netværk (social kapital). Inden for morfeltet
er parmiddage og cocktails med veninderne i høj kurs, fordi de næsten er umulige at få plads
til i kalenderen og derfor er udtryk for overskud og har symbolsk værdi og høj position i
feltet. I kvindefeltet har disse sociale sammenkomster en naturlig plads i kalenderen og har
ikke den samme symbolske værdi.
Det romantiske heteroseksuelle parforhold
Noget af det, der overraskede os allermest i vores empiri, er det enorme fokus, kvinderne har
på parforholdet. Vi havde en idé om, at en mand ville blive én af de ting, kvinderne ville
nævne som et succeskriterium for deres liv, men vi havde ikke regnet med, at kvinderne i den
grad ville tildele parforholdet en livsnødvendig status og desuden være villige til at droppe
alle andre ingredienser i den grønne opskrift til fordel for forholdet til kæresten.
Faktisk er det noget af det første, vi ser i vores datamateriale, da Karoline i
præsentationsrunden
positionerer
sig
som
single,
uden
at
vi
har
spurgt
til
interviewdeltagernes civilstand. Det er allerede her tydeligt, at det er en vigtig del af
Karolines selvforståelse, at hun ikke er i et parforhold. De andre kvinder følger alle trop og
fortæller, om de er i et forhold eller ej. I den anden fokusgruppe er der i introduktionsrunden
ikke det samme fokus på, om deltagerne har kærester eller ej. Det mener vi kan skyldes, at
den første, der præsenterer sig i F2, Helle, er sammen med sin kæreste på 10. år, så for hende
er det at være i et forhold bare noget, hun er, uden at hun behøver at italesætte det. I
Karolines tilfælde er hun dog klar over, at hendes status som single i de fleste arenaer ikke er
én, der er socialt værdifuld. Tværtimod oplever Karoline sig ofte negativt vurderet af sin
omgangskreds på grund af det:
”Jeg synes der er rigtig mange sådan forventninger… det er ligesom,
nå nu har jeg været single, godt nok kun, ikke engang et år endnu, og
folk bliver allerede sådan, nå og hvad skal du snart have en ny
kæreste og sådan, altså det kommer i hvert fald ikke, det hænger ikke
lige på træerne… det er sådan lidt forventet, især også sådan nu her…
nu er jeg blevet 26 og… ja så, de tænker ikke på at jeg har været i et
forhold i 5 år, hvor jeg så måske lige skal… det synes jeg der er sådan
lidt forventninger om.”
(Karoline F1:6)
Det er vigtigt for Karoline at gøre opmærksom på, hvilket hun gør flere gange i interviewet,
at hun lige er kommet ud af et længerevarende forhold, og dermed har været i besiddelse af
den symbolske kapital, der ligger i at have en partner. Det var ikke så meget Karolines behov
68
for at positionere sig som en værdifuld kvinde, selvom hun ikke har en kæreste, der var den
store overraskelse. Det var derimod, hvordan disse såkaldte selvstændige, ressourcestærke
kvinder, der er i veletablerede parforhold, fandt konsensus omkring, at alt andet i deres liv er
mindre vigtigt, når bare tingene fungerer godt med deres kærester, og når HAN er glad. I det
følgende citat, hvor kvinderne diskuterer deres opfattelse af parforholdet, set i forhold til de
til tider løse og flygtige parforhold i De unge mødre, siger Signe:
”Altså, vi bor i en lejlighed som jeg ved vi kan bo i resten af vores liv
og der er 2 værelser og vi kan nok ikke bo der med særlig mange
børn. Men det klarer vi nok. Det ser jeg ikke vi får problemer i og
hvis jeg aldrig få et job og et andet, så går det nok også.. men der er
kun HAM. Fordi han gør mig bare så rolig altså, der er ikke noget. Så
skal alt nok gå og det er også det vigtigste kriterium for mig. Altså,
det at skulle have et barn det, det kun fordi jeg er 100 procent sikker
på, at jeg ved at vi bliver sammen…”
(Signe F2: 19)
Hvad vores transskriberinger desværre ikke viser, er, at stort set alle kvinderne, selv dem der
ikke er i parforhold, nikker anerkendende til Signes udsagn. Men materialet viser dog, at
ingen af dem gør indvendinger mod denne position. Efterfølgende fandt vi ud af, at vi til
gengæld begge sad og havde enormt lyst til at protestere, da vi følte, at vores egen
selvopfattelse som selvstændige kvinder blev truet af Signes afhængighed af sin kæreste.
Det heteroseksuelle parforhold har symbolsk værdi, der kan tænkes at være blevet forstærket,
efter at skilsmisseprocessen blev gjort mere praktisk og moralsk tilgængelig, men også, ifølge
Tina, ”er blevet for nem [...]. Skilsmisser, det kan være hårdt for alle og det er ikke sjovt.
Puha. før i tiden var de jo sammen” (Tina F2:8).
Ægteskabet er blevet en mere usikker institution, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor
prioritering af tid og ’pleje’ af parforholdet er blevet en selvfølgelighed øverst på listen og en
fornuftig handlemåde (Prieur 2004:44). Prieur siger, at hun tror, at Bourdieu ville være enig i,
at habitusformerne i det moderne samfund er blevet mere komplekse end i de studier, han
foretog af lavt differentierede samfund som fx Kabylien. I dag indgår vi i mange forskellige
sociale sammenhænge. Vi har ikke kun viden tilgængelig om, hvordan mennesker i vores
lokalmiljø lever. Vi kan fx se, hvordan folk med anden kultur og religion lever, eller se,
hvordan unge mødre i Danmark lever. Således er vores viden om andre livsstile og
væremåder blevet større” (Prieur 2004:44). Adams præsenterer lignende argumenter i sit
forsøg på at hybridisere habitus og refleksivitet (Adams 2006:516-520). Især Lois McNays
analyse fremhæver han i arbejdet med habitusbegrebet og det moderne samfund: ”McNay
69
argues that contemporary society is in fact much more routinely marked by the ’crisis’
emanating from movement betwen fields than Bourdieu allows.” (Adams 2006:518).
Adams og McNay peger på, at mennesker i det moderne samfund i langt højere grad end
samfundet i Bèarn vil opleve ”kriser”, idet vi fx i dag oftere skifter job eller bliver skilt end
tidligere. McNay bibeholder Bourdieus determinisme i forhold til at forklare social
kontinuitet, mens hun tillader en form for refleksivitet til at forklare social forandring og de
interviewede kvinders livssituation i dag og deres besættelse af det romantiske
heteroseksuelle parforhold.
Besættelsen af det romantiske heteroseksuelle parforhold
For en forklaring af kvindernes besættelse af det romantiske heteroseksuelle parforhold ud fra
Bourdieus forståelse af den sociale verdens hierarkiske opbygning vil vi rette vores blik mod
hele det danske kvindefelt. Hvilke symbolske kapitaler yder vold og bliver anerkendt af både
det lilla, blå, lyserøde og grønne segment som det at stræbe efter? Vi ser, at mand, børn og
familielivet er det, som alle heteroseksuelle kvinder umiddelbart gerne vil have. Der er dog
stor forskel på, hvad kvinderne ser som ’det gode parforhold’ og ’det gode familieliv’, men
selve det at have en mand, børn og familie har symbolsk værdi. En veluddannet grøn kvinde
vil kunne opnå anerkendelse på studiet, arbejdspladsen og andre områder, hvor hendes
uddannelse har værdi, men hun vil ikke kunne opnå den højeste position inden for
kvindefeltet, hvis hun ikke har en mand og børn. Dette kan forklare, hvorfor Anja tilføjer til
sin præsentation af sig selv, at hun bor sammen med sin datters far:
”Anja: Ja og jeg hedder Anja, jeg er 27…jeg læser psykologi på 3.
semester øh og har en datter på, ja hun fylder to til januar… Ja og så
er jeg uddannet pædagog, ja.
Os: ok
Anja: og jeg er ikke enlig, jeg kar en kæreste [latter] så jeg ha ha bor
med datterens far.”
(Anja F2: 1)
En anden forklaring kan være forførelsen af at leve det heteroseksuelle parforholds
privilegerede liv:
”Er det egentlig muligt at forstå den forførelse, der næsten overalt
udøves af symbolske småting – som dekorationer, medaljer, priser og
ordensbånd – og de indvielser, der markerer og foreviger, eller endog
de mest ordinære hjælpemidler for investering i det sociale spil”
(Bourdieu 1999a: 248 i Prieur 2006: 68-69)
Ovenstående spørgsmål fik os til at tænke på alle de fordele i hverdagen, som det
heteroseksuelle par og deres familie nyder godt af. Skal du fx på museum eller på ferie, kan
70
du få rabat ved køb af familiebillet (2 voksne + 2 børn), hvorimod skal du på hoteller betale
ekstra for et enkeltværelse. Vi har ritualer som bryllup, kobberbryllup og barnedåb, som
fejrer det heteroseksuelle parforhold, samt udbetaling af ægtefællens pension og den ekstra
økonomiske kapital ved et hjem med to indtægter. Skattefordele for ægtefæller og den
økonomiske fordel ved at dele udgifter til gaver, børn og den generelle husholdning. Alt
sammen og mange flere ting, som sikkert kan være svære at få øje på, fordi de er strukturelle
og sociale normer i samfundet, kan muligvis forføre kvinderne til at gå på kompromis med
andre ingredienser af den grønne opskrift end det heteroseksuelle parforhold. Den symbolske
vold er så stærk, at kvinderne finder eksistensberettigelse i behovet for at være noget for
andre mennesker, at være efterspurgt og overbebyrdet med forpligtelser, hvilket giver
kvinderne oplevelsen af værdi af deres egen eksistens (Prieur 2006:69).
Når det kommer til det romantiske heteroseksuelle parforhold oplevede vi i en grad, vi ikke
havde stødt på før, at vi manglede begreber i bearbejdningen af vores empiri. Vi manglede en
mere nuanceret forklaringsmodel, da vi i de fleste tilfælde endte ved argumentet om en
prædisponeret habitus hos kvinderne samt det romantiske heteroseksuelle parforholds
symbolske vold, som beskrevet ovenfor. Vi syntes dog ikke, dette var en tilfredsstillende
forklaring, og vi fandt det derfor nødvendigt at søge uden for Bourdieus begrebsapparat for at
forstå og finde en forklaring på den selvstændige og moderne kvindes besættelse af det
romantiske parforhold.
Dorte Staunæs finder i sit feministiske og poststrukturalistiske studie af etnicitet, køn og
skoleliv (2003) et lignende obligatorisk krav om det romantiske heteroseksuelle forhold hos
7. klasseelever. Ligesom vi ser en klar oplevelse af det romantiske heteroseksuelle parforhold
som en selvfølgelighed, finder Staunæs passende måder for det 12-14 årige romantiske
heteroseksuelle parforhold og dets selvfølgelighed (Staunæs 2003:228). Det er påfaldende, at
denne besættelse er at finde så tidligt i unge kvinders liv, samtidig med at vi bedre kan forstå,
at denne forestilling er fast indlejret i danske pigers habitus og derfor viser sig så markant i
vores materiale.
Etnolog og folklorist Sara Holst Kjær finder også den romantiske forestilling om parforholdet
og kernefamilien som den ideelle livsform mellem mand og kvinde hos de moderne
storbypar, som hun interviewer i sin undersøgelse (Holst Kjær 2009:172). Med begrebet
heteronormativitet fremhæver hun, at den heteroseksuelle livsførelse (over)eksponeres bl.a..
inden for reklamer, medier, politik samfundsinstitutioner, kunst og litteratur (Holst Kjær
71
2009:20). Et heteronormativt perspektiv opfatter det heteroseksuelle parforhold ”som en
dominant og privilegeret relation, der gennem eksponering og repetition gøres alment
accepteret end en ikke-heteroseksuel relation” (Holst Kjær 2009:20).
Denne opfattelse af parforholdet er lig den centrale position og symbolske betydning, der
træder tydeligt frem hos kvinderne i vores fokusgrupper. Selvom veluddannede kvinder i
princippet ikke i dag er afhængige af parforholdets økonomiske tryghed og kan få børn uden
mandens deltagelse, synes det at være et privilegium, som de ikke har lyst til at give slip på.
Derudover oplevede vi, at der var stærke følelser forbundet til kvindernes udtalelser og
diskussion af parforholdet, og vi har en formodning om, at kvinderne oplever en
følelsesmæssig tryghed tilknyttet livet i det heteroseksuelle parforhold.
Holst Kjær finder også en forestilling om, at det respektable parforhold og god livsførelse
hænger sammen med den romantiske fortælling om to ligesindede mennesker, der møder
hinanden på det rigtige tidspunkt. Holst Kjær fremhæver dette som idealet om timing, der
synkroniserer to menneskers tid i et hændelsesforløb af fortid, nutid og fremtid i forhold til
mødet med den rigtige partner på det rigtige tidspunkt (Holst Kjær 2009:170). Vi mener, at
Holst Kjærs ideal om timing er lig den grønne opskrifts obligatoriske rækkefølge i forhold til
forestillingen om det korrekte livsforløb for den passende og respektable kvinde - nu også
hustru og mor.
Holst Kjærs studier afslører, at det ikke kun er den grønne kvinde, som har en opskrift at
følge. Den grønne mand har en lignende opskrift, så det er altså et spørgsmål om at få de to
opskrifter til at passe sammen22. Der er således tale om. at: ”[e]t velovervejet match gerne
baseret på det spontant romantiske, udtrykker således normen over en følelsesmæssigt og
socialt meningsfuld relation, der fører til noget, nemlig familien.” (Holst Kjær 2009:170).
Denne sociale timing kommer også til udtryk, når parrene diskuterer, hvornår det er passende
at blive mor. Ifølge Holst Kjær er det her kvindens alder og biologiske ur, der fungerer som
målestok for, hvornår man er for ung eller for gammel til at være en passende og respektabel
mor. I vores interview har vi ikke set det biologiske ur som noget, kvinderne er optaget af.
Det kan hænge sammen med, at de, der ikke har fået børn endnu, er sidst i tyverne, og i dag
er det normalt for grønne kvinder at passere de 30 år, før de får børn (Sobol 2008 &
Christoffersen, & Azhar 2008). Vi har dog fundet andre omstændigheder, der for kvinderne i
22
Sarah Holst Kjærs har i 2005 interviewet 20 par i alderen 23-50 år, der alle bor i København og ikke har børn.
De har ifølge Holst Kjær stor social og kulturel kapital, og vi vil derfor argumentere for, at vi kan kategorisere
parrene som værende grønne kvinder og mænd (Holst Kjær 2009:163).
72
fokusgruppen kendetegner den passende og respektable mor. Disse vil vi behandle i det
følgende kapitel.
Delkonklusion
Vi har i dette kapitel fundet frem til den grønne opskrift, der kræver en bestemt rækkefølge
for den passende og respektable kvinde. Teenageårene er den grønne kvindes egotid, hvor
hun skal fokusere på, hvad hun vil, og finde ud af, hvem hun er. Hun skal bruge denne tid til
være sammen med venner og opbygge et socialt netværk. Dernæst skal hun påbegynde en
lang videregående uddannelse, få en karriere og finde manden i sit liv – ham, som skal være
far til hendes børn. Når denne opskrift er fulgt, har den grønne kvinde skabt gode
livsbetingelser for sit barn og først da gjort sig fortjent til moderskab.
Uddannelsen fremstår som hovedingrediensen i den grønne opskrift og er adgangsbilletten til
den økonomiske og kulturelle kapital, der er nødvendig for den grønne livsstil. Samtidig
fremstår moderskab i teenageårene som en udelukkelse af muligheden for at få en uddannelse
og omvendt.
Karrieren er en selvfølgelighed, der er vigtig for, at kvinderne kan vågne glade og tilfredse
om morgenen, velvidende at de ikke er gået i stå. Karrieren er dog samtidig det første, som
kvinderne er villige til at nedprioritere for at leve op til idealerne for den passende og
respektable mor.
Der eksisterer en konflikt mellem den grønne kvinde og den grønne mors symbolske værdier,
og tiden bliver et omstridt element i kampen for at opnå høj position og status i begge felter,
hvilket er udtryk for en splittelse i kvindernes habitus.
Centralt står også kvindernes besættelse af det romantiske parforhold, som afspejler en
udbredt heteronormativitet, (Holst Kjær 2009), der kan spores tilbage til 13 års alderen
(Staunæs 2003), og som er indlejret i de objektive samfundsstrukturer gennem ritualer og
privilegier. ’Det gode familieliv’ har symbolværdi og efterstræbes af alle sociale grupper i
samfundet, og således at kvinder vil aldrig opnå den højeste position inden for kvindefeltet
uden mand og børn. Således tildeles det heteroseksuelle parforhold en privilegeret status, der
kan have en blindende effekt, og som bliver en besættelse for kvinderne.
73
_____________________________________________
Syvende kapitel – Supergrøn supermor
Moderskab som plus
I forrige kapitel viste vi, hvordan den grønne opskrift indeholdt ingredienser i form
symbolske kapitaler (uddannelse, karriere, det heteroseksuelle parforhold, økonomisk
stabilitet), der skal efterleves i den passende rækkefølge for at opnå en høj position inden for
det grønne kvindefelt. I dette kapitel vil vi fokusere på, hvad der sker, når den grønne opskrift
er fulgt og kagen er klar til at komme i ovnen, det vil sige, når de grønne kvinder har gjort sig
fortjent til at blive mødre. Hvad indeholder det ”plus”, som Anja nedenfor i citatet referer til,
og som kvinderne synes at opleve, efter at de er blevet mødre?
”Du skal kunne det hele plus at du skal kunne opdrage dit barn og
være der og have kvalitetstid og... altså... du skal både være
supermoren, superkvinden og se godt ud og have en rigtig god
karriere og du kan bare det hele. Du kan jonglere middage og venner
og træning og, altså...”
(Anja F1:6)
I datamaterialet ser vi flere gange, at kvinderne oplever moderskabet som et plus eller tillæg
til den grønne opskrift. Bare fordi de er blevet mødre, skal der helst ikke slækkes på de krav,
som tidligere gjorde sig gældende. Dette kommer fx til udtryk, da vi spørger til, hvilke krav
deltagerne oplever som kvinder og mødre, og Anja gerne vil have specificeret, hvilken en af
kategorierne vi spørger til:
”Os: Men hvad for nogle krav føler I der er? Til jer… som kvinder og
mødre og…?
Louise: Mange (Flere: ja hahaha)
Anja: Altså som kvinder, som mødre..?
Louise: Som mødre samtidig med alt det andet…?”
(F1:6)
Louise, som er mor og venter sit andet barn, svarer helt automatisk, og hendes umiddelbare
indskydelse afslører, hvordan morrollen opleves som en ekstra sten i den allerede fyldte
rygsæk med krav og idealer. Der bliver ikke fra kvindernes side sat spørgsmålstegn ved,
hvorvidt de nykomne krav og idealer udefra er rigtige eller forkerte – og vi ser, at disse bliver
internaliseret til personlige værdier og kriterier for den grønne supermor. For kvinderne
forventer ikke noget mindre af dem selv som mødre. Efter at kvinderne har haft en lang
74
diskussion om, hvilke krav der er til en god mor, bliver de enige om, at det slet ikke er krav,
de har diskuteret – men derimod selvfølgeligheder for moderskab:
”Patricia: Det er sjovt, jeg ser det slet ikke som krav… overhovedet
haha
(Snakker i munden på hinanden)
Louise: Nej det gør jeg måske heller ikke
Anja: Nej, selvfølgelig ønsker man det
Louise: Selvfølgelig ønsker jeg også at gøre de der ting
Anja: Selvfølgelig vil man have det bedste og man vil også have det
bedste for sig selv, men hvis du ikke fylder de her krav op, altså hvis
du virkelig virkelig virkelig ikke opfylder dem, så er du en ung mor
der er med i Kanal4’s program ik’”
(F1:7)
Louise og Anja er de eneste mødre tilstede, og de har lige remset mindst 10 specifikke krav
op til at gøre supermor (disse vil vi komme ind på senere i dette kapitel), men de er begge
hurtige til at give Patricia ret i, at det ikke er udefrakommende krav til at være mor – men
normalen, der kan forventes af en god middelklassemor. Mødrenes hurtige overgivelse kan
kædes sammen med frygten for at skulle blive opfattet som mødre, der ikke ønsker det bedste
for deres børn, og dermed er ikke-passende mødre. Louise og Anja er blevet fanget i
krydsfeltet mellem deres egne erfaringer som mødre – de pointerer flere gange, at de unge
mødre jo får en hverdag til at fungere (F1:5+7) – og det grønne selvfølgelighedskrav, som
Patricia gør dem opmærksom på.
Man kan tolke Anjas modpositionering til de unge mødre som et forsøg på at bevare sin egen
fortælling som en god og passende mor, ikke kun over for gruppen, men også over for sig
selv. Dette gør hun ved at opstille den diametrale modsætning til at gøre grøn supermor på:,
nemlig den måde de unge mødre gør mor på. Dette er et eksempel på den modsatte
identifikation, som vi omtalte tidligere i analysen af Den oplevede forskel, hvor kvinderne
inddrager programmet som bevis for what-not-to-do og tager afstand fra de handlinger og
prioriteringer, der ikke korresponderer med idealerne for supermor. Der er dog alligevel
noget, der tyder på, at de ikke er helt overbeviste om, at det dybest set er for deres egen skyld,
de hænger vandret for at opfylde de forskellige krav:
”[…] fordi man har så mange muligheder i dag. Altså der er ikke
noget der sådan, jamen selvfølgelig kan man både have et barn og en
kæreste og studere og alt det der, altså der er ikke nogen der siger at
jeg ikke kan, og jeg tror det er sådan, oftest er det et krav til sig selv
for man (???) altså gamle liv, hvis man kan sig, singleliv eller… ikke
singleliv, altså både have tid til veninderne og (???) og have hus langt
ude på landet ik’, men men det hele skal jo ligesom gå op… og så
bliver det jo bare krav til sig selv. Eller det gør alle… man kender…
så det bliver krav på en måde…”
75
(Anja F1:7)
Når Anja siger, at det er noget, alle gør, viser det, at hun til dels prøver at leve op til
supermoridealerne, fordi de mødre, hun er omgivet af, gør det. Men hun er godt klar over, at
for hendes vedkommende er det dog ikke helt realistisk, for ”det hele skal jo ligesom gå op”.
Hun ved altså, at der er noget, hun bliver nødt til at slække på, hvis hendes hverdag skal
fungere. Anja giver udtryk for, at hun oplever en konflikt mellem de idealer, der tilhører
hendes habitus og det grønne morfelt, og det tidsmæssige såvel som mentale overskud, der er
i hendes hverdag.
Den supergrønne supermors idealer og selvfølgeligheder
Der er en ting, som, for de interviewede kvinderne, ikke er til diskussion, nemlig hvem, der
kommer først på prioriteringslisten: DIT BARN! Barnet er, skal og vil altid komme først.
Supermor er ikke glad, hvis hendes barn ikke er glad. Kvinderne kritiserer og nedgør de unge
mødre i programmet for ikke at sætte deres barns behov før deres egne – for det gør en mor.
Dette krav lader ikke til kun at gælde for grønne mødre, men er et krav, kvinderne stiller til
alle mødre, ligegyldigt alder, bopæl, uddannelse og økonomiske muligheder. Når Anja skal
beskrive, hvad der vigtigt i hendes liv, for at hun føler sig som en succes, svarer hun, helt i
tråd med de andre mødre: ”Altså for det første at jeg øh, jeg er en god mor for barnet, altså
det vil jo altid være nummer et ik’ at hun har det godt.” (Anja F1:10).
Selv Karoline, der ikke engang er mor – og heller ikke har planer om at blive det foreløbig –
er slet ikke i tvivl om, at prioriteringen af barnet er helt essentielt for en mor, og ser det som
et problem, at de unge mødre ikke altid disponerer derefter:
”Uanset om du er 30 eller 15… så skylder du dig selv og i hvert fald
dit barn, at det bliver førsteprioriteten, uanset netop, jamen ja, det kan
godt være at fyrene og byturene og veninderne de er sjovere lige i
situationen, men du har altså truffet et valg.”
(Karoline F1:15)
Der er for kvinderne ikke tale om et ideal, men et helt naturligt udgangspunkt, som ikke blot
gælder for middelklassen, men for alle mødre.
Den supergrønne supermor er ikke kun mor
I forlængelse af den grønne opskrift finder kvinderne konsensus om, at det er vigtigt at vide,
hvem man selv er. Denne egenskab er forbundet til flere andre idealer, som er symbol for at
være supermor, og kan ses som en opfordring til at følge den grønne opskrift, da denne vil
give én tid til og muligheder for at få den livserfaring, som gør, at man kan ”hvile i sig selv”.
76
Endvidere er livserfaring og ro forbundet med, hvad der kan hjælpe dig til at leve op til
idealet om ikke at forsvinde i morrollen. For at det ikke sker, skal ’basen’ ligesom være i
orden:
”Fie: Men også en mor, der hviler i sig selv, synes jeg er utroligt
vigtigt. Altså, at hun selv er stille og rolig og ved, hvem hun selv er.
Hvad for nogle værdier hun har. [...)
Fie: (utydeligt) .. netop at du får noget livserfaring altså, kender dig
selv i forskellige situationer.
Tina: Du skal ikke kun være mor, du skal også være Tina fx hvis du
kun er mor, ligesom hende i Jylland. Hun aner sikkert ikke engang,
hvem hun er og hvad hun kan li. Og hvad hun skal stemme på.”
(F2:15)
Fie giver udtryk for, at det er vigtigt, at du har fået øget dine kapitaler på din vej, således at
du er bedre rustet og har en større symbolsk kapital at trække på i forskellige felter. På den
måde står den grønne kvinde stærkt i mange forskellig arenaer, og de grønne værdier vil
endnu en gang vinde kampen over de lilla værdier. Det kan også ses sidst i citatet, hvor Tina
nedgør en af de unge mødre, som har fire børn og ingen uddannelse. I Tinas overbevisning
må den unge mor ikke have nogen viden om egne værdier og politiske overbevisning, for hun
har fire børn, ingen uddannelse og er i starten af tyverne, ergo kan hun ’kun’ være mor. Det,
hun dybest set kritiserer pigen for, er, at hun ikke har noget selvstændigt liv uden for
morrollen, og i stedet for at anerkende hende for hendes, set med andre øjne, selvopofrelse
for sine børn, ser Tina ned på hende, og ser hende som værende mindreværdig. Det at være
mor er i Tinas øjne hele pigens identitet, og det er ikke nok. Lignende former for devaluering
af de unge mødres position inden for morfeltet, gør sig gældende når de grønne kvinder skal
fremhæve, hvilke positioner der gør, at man er supermor. Fx nævner kvinderne flere gange, at
de unge mødre bare ’leger’:
”men alligevel er det det der springer i øjnene fordi de er så unge,
fordi de sådan… leger, ikke sådan leger, sådan det er som om de
sådan leger familie nogle gange og nu skal de så… på telttur i Italien”
(Anja F1:4)
For Louise og Anja er det så unaturligt at være mor i så tidlig en alder, at det er svært for dem
overhovedet at anerkende, at de unge mødre faktisk er rigtige mødre. De ser på nogle af de
ting, pigerne gør, og vurderer, at det ikke er en respektabel måde at gøre mor på, fordi de ikke
er gamle nok til at leve det liv, der er passende for en mor. Så når pigerne tager på
campingferie med deres barn og kæreste eller køber børnetøj som en forberedelse til at blive
mor, har det ingen symbolsk værdi for de grønne kvinder, da de ikke mener, at pigerne gør
det på den rigtige måde:
77
”Karoline: De har en forestilling om at det er en leg og det er især
tydeligt for hende… Malou [Flere: Ja] som vi lige så… Og ja det bare
som om, jamen det bliver da også hyggeligt og vi skal ud og købe tøj
og [Flere: Ja] og alt det der og så endte det jo med at hendes mor
passede… barnet… de første to år ik’ fordi hun skulle bruge
halvanden time på at gøre sig klar.”
(Karoline F1:2)
Det, at Malou Stella har glædet sig til at blive mor, er af Karoline blevet positioneret som en
leg, fordi hun har set, at Malou Stella ikke efterfølgende har levet op til den passende og
respektable mor. Hendes gode intentioner har mistet deres værdi, fordi hun har brudt med den
primære regel om at lade barnet komme i første række.
Morrollen og kvinderollen indgår i en vekselvirkning af kapitaler: En kvinde med høj
position inden for morfeltet kan overføre noget af denne værdi til kvindefeltet får at forbedre
sin position her, og omvendt kan en høj position inden for morfeltet gøre det samme i
kvindefeltet. Faber (2008) ser i sin undersøgelse af 20 kvinders oplevelse af klasse, at
moderskab optræder som en moralsk diskurs til at vurdere andre mødre og familier. Børnene
kommer til at fungere som en forlængelse af kvindernes egenskaber, ikke kun som mødre,
men også som respektable mennesker og kvinder. Velfungerende børn bliver altså symbolsk
værdifuldt i forhold til kvindernes position inden for både mor- og kvindefeltet (Faber
2008:126 og Skeggs 2002).
Den grønne selvfølgelighed
Ud over kravet om at barnet skal være i centrum, samtidig med at vi som mødre skal have
vores ’eget’ liv uden for morrollen, er der, ifølge kvinderne i vores interview, også nogle helt
konkrete praksisser, der skal udføres, for at du kan blive positioneret højt i det
konkurrencefyldte morfelt:
”Jamen jeg tænker også bare ned til sådan nogle meget specifikke
ting, som at de skal have smart tøj på, de skal have en lækker
madpakke med. De skal, altså, man skal helst gå til et eller andet
rytmik, gymnastik. [...]”
(Louise F1:7)
Louise giver udtryk for, at hun oplever, at hun ikke kun bliver bedømt på ting, der har med
hendes barns reelle behov at gøre, men også alt det der ’ekstra’, som ikke nødvendigvis har
nogen indflydelse på, om barnet er glad og rask. I analysen af Den oplevede forskel blev
kvindernes krav om viden, renlighed, sundhed, naturlighed, økologi, stabile forhold og
økonomi fremhævet som distinktionsmarkører for den passende og respektable kvinde. Hvis
kvinderne vil opnå symbolsk værdi i det grønne morfelt, skal standarden for den passende og
78
respektable kvinde overgås i form af ekstra specifikke ting, der viser høj økonomisk og
kulturel kapital. Der skal være penge i budgettet til at fremvise børnene i smart tøj og til, at
de kan gå til aktiviteter, som på længere sigt vil være en investering i barnets
kapitalakkumulering. Den supergrønne supermor kan fremvise sin videnkompetence og
interesse gennem indholdet af børnenes madpakke til fx lærerne og pædagogerne. Kvinderne
i fokusgruppen er enige om, at disse forhold er den grønne norm og afgørende for at blive
anset som en succesfuld mor i deres øjne.
Alligevel må alle kvinderne i gruppen erklære sig enige i, at på trods af at de unge mødre
ikke altid handler i overensstemmelse med den grønne norm, så ser de, at børnene er glade.
Som Karoline lidt modvilligt konkluderer: ”ja, men de [børnene] virkede glade” (F1:6), og
Anja giver hende ret og fremhæver, at hun ”ikke tvivler på, at de [de unge mødre] har så
meget kærlighed” (F1:16) – i modsætning til alt det andet i de unge mødres liv (økonomi,
uddannelse, sundhed etc.), hun faktisk tvivler på. På denne måde trækker Karoline og Anja
på det centrale i morrollen, nemlig førsteprioriteten af børnene, som kommer til udtryk i den
ubetingede kærlighed. Det skal dog understreges, at disse udsagn på ingen måde er et udtryk
for en oprejsning til de unge mødre, men fungerer nærmere som et lille lod på vægtskålen i
de unge mødres favør for at opretholde Nordens lighedsideal (Faber 2008:99 og kapitel 3).
De grønne kvinder i vores interview værdsætter dette ideal om ligestilling og er derfor nødt
til at fremhæve noget positivt om de unge mødre, når de nu i den grad har devalueret deres
position.
Den grønne arv
Opfyldelsen af den grønne opskrift og kravet om at kunne tilbyde sit barn gode betingelser
viser, at de grønne kvinder mener, at opvæksten har indflydelse på deres barns fremtid og
fremtidige habitus. Selvom de også mener, at vi i dag har så mange muligheder – og således
taler sig ind i Giddens’ idé om det refleksive selv – og stiller krav til de unge mødre om at
være opsøgende og tage en uddannelse, så viser den grønne opskrift, at de ikke tager nogle
chancer og vedkender sig ”social arv” og familiens betydning for et menneskes plads i
samfundet (Reay 2004:58). De er derfor meget bevidste om at være det sted i deres egen
livsbane, hvor de kan tilbyde deres barn en god start i livet. I modsætning til denne
’habitusinspirerede’ praksis ser vi, ligesom Faber, at moderne (nutidige) former for
opdragelse, med fokus på at skabe rum for barnets individuelle udvikling og ligestillende
praksiser, bliver opfattet som af bedre kvalitet end ”traditionelle” opdragelsesmetoder (Faber
79
2008: 132). Helle definerer en god mor således: ”En god mor, altså jeg tænker sådan noget
med kærlighed og faste rammer. Et eller andet med, at der ligesom er rum til, at man kan
udfolde sig.” (Helle F2:15). Der er altså tale om en mor med høj emotionel kapital, hvis
habitus er disponeret med evnen og ressourcerne til at udvise kærlighed, støtte og
tålmodighed (Allatt, 1993 i Reay 2004:61). Helles udsagn sætter en opdragelse med fokus på
udvikling af barnets selvrealisering højt.
Som modposition til den moderne opdragelse af et selvstændigt og ansvarsfuldt individ står
de unge mødres forældre. Disse forældre har lav emotionel kapital og har, ifølge kvinderne,
ikke sat grænser eller udvist følelsesmæssige evner til og interesse i at lære deres børn at tage
gode beslutninger og leve et godt liv. De har i hvert fald ikke lært deres børn de værdier, som
Tina og de andre kvinder mener er værdifulde at lære videre til sine børn:
”Det der har været gennemgående for mødrene til de unge mødre i
denne her serie lidt. Det er måske, at der ikke har været så mange
grænser. Det er lidt, ligegyldig hvilke familier de er kommet fra, jeg
tror lidt, at de har måttet gøre hvad de ville. Jeg tror ikke, at der er
blevet. Selvfølgelig siger man når man er seksten at ens mor siger at
man skal være hjemme kl. 23 eller 24 eller et andet. Men bare det, at
hun siger det så tror jeg at det ligger et eller andet sted i en at der er
nok en ide i, at jeg ikke skal rende rundt midt om natten, når jeg er
seksten. Der er de her grænser. Jeg ved ikke om det gør en til en bedre
eller dårligere mor men jeg tror helt klart at der blive er nød til at
være grænser. De ved altså ikke bedst, jeg tror ikke bare man kan sige
gå ud og find ud af hvad et liv er selv. Det er lidt det der er sket, tror
jeg.”
(Tina F2:16)
Det er oftest mødrene til de unge mødres måde at gøre mor på, som står for skud, når
kvinderne skal uddele reprimander. Kvinderne er meget opmærksomme på, at morrollen bør
være lig en vejleders, der skal være der og støtte op om dannelsen af et selvstændigt,
ansvarsfuldt og respektabelt individ (F1:6 & F2.16). Derfor ser de skævt til de bedstemødre,
der overtager deres børns ansvar – i stedet for at være en støtte. Det hyppigst brugte eksempel
er Malou Stellas mor, der udfører alle de praktiske opgaver såsom bleskift, mens
teenagemoren lægger sin makeup. Kvinderne stejler over, at Malou Stella for det første ikke
sætter sin søn først og prioriterer ham før makeuppen. For det andet udviser Malou Stellas
mor ikke den rette praksis, der vil hjælpe med at udvikle hendes datter som selvstændigt
individ og en god mor (F2:16). Malou Stella har jo ikke fulgt opskriften, og har derfor ikke
lært, hvordan man gør passende mor, så det er, i kvindernes øjne, hendes mors opgave at lære
hende det. Både Malou Stella og hendes mors handlinger bliver symbol for to modsatrettede
80
positioner til den grønne måde at gøre mor på – prioritering af barnets behov før egne og en
mors position som vejleder og velbefindelseskoordinator.
Karrierekvinde vs. velbefindelseskoordinator
Det er overraskende for os, at vi også i forbindelse med moderskab oplever, at kvinderne har
meget stort fokus på at ”pleje” deres parforhold og gøre deres mand glad. Kvinderne
positionerer sig selv som familiens velbefindelseskoordinator og som mandens ”qausiterapeut” og støtte, og parforholdet bliver en relation, som skal ”plejes”. Umiddelbart
kommer det helt naturligt for dem at sætte deres mænds glæde før deres egen og leve efter
velbefindelseskoordinatorens motto: ”jeg er glad, når mit barn er glad og min mand er glad,
for det er sådan… jamen så kører tingene” (Louise F1:10).
Denne position minder meget om Bourdieus observation af kvinder i Den mandlige dominans
(1999):
”women fulfil a cathartic, quasi-therapeutic function in regulating
men`s emotional lives, calming their anger, helping them accept the
injustices and difficulties of life’.”
(Bourdieu 2001:77 i Reay 2004:59)
Morrollen tilføjer med kravet om emotionel kapital fokus på succes i hjemmet i forhold til
familiens trivsel og barnets opdragelse. Samtidig med dette pluskrav skal hun stadig kunne
gøre sig gældende på samfundets andre arenaer, ellers er hun ikke helt tilfreds og keder sig
sikkert.
Kvinden får ikke en høj position ved at investere al sin kapital i privatsfæren, hun skal også
opnå succes i den offentlige sfære og akkumulere den kapital, som bliver tillagt værdi dér.
Hun skal ifølge den grønne opskrift og senmodernitetens idealer blive ved med at udvikle sig
gennem videreuddannelse og interesse i, hvad der sker i samfundet. Hun skal skabe
økonomisk stabilitet gennem sin uddannelse ved at få et velbetalt job, således at hun både kan
hjælpe sit barn med at lave lektier og have råd til klavertimer, rejser og nyt teknologisk
udstyr. Det er vigtigt, at hun ikke som kvinde bliver et kapitalbærende objekt, hvis eneste
funktion er at tillægge manden værdi, men også er et kapitalejende subjekt i sin egen ret.23
Sara udtrykker dette krav om offentlig anerkendelse for at opnå succes som kvinde i dag.
Hun snakker om den type kvinde, hun mener der bruger moderskab som mulighed for at
frasige sig dette krav og kun har fokus på emotionel kapital og deres børns lykke.
”Altså, det tror jeg Der er altid nogen, der bruger den lidt sådan. Så
skal jeg ikke selv tænke. Jeg skal ikke selv. Altså, jeg skal bare sørge
23
23 Jf. Bourdieus beskrivelse af kvinden i overklassens ægteskaber (Prieur 2006)
81
for, at der er vasket tøj og så kan jeg gå og bikse lidt over det og så
der er mad. Det er sådan lidt, jeg behøves simpelthen ikke at tage
stilling til mig selv og tage ansvar for mig selv [...] Jeg tror også, der
er en lille procentdel, så trækker jeg bare lige mit liv ud, så kan jeg
fokusere på det her.”
(Sara F2:23)
Ifølge kvinderne i fokusgruppen er det simpelthen ikke acceptabelt at ’vælge’ at blive grøn
husmor i dag, og vi har da også allerede set, at den grønne opskrift ikke tillader et liv i
gummistøvler med hjemmebagte æblekager (med mindre du starter en butik, hvor du sælger
børnetøj på internettet). Sara tror også kun, at der er en lille procentdel af kvinder, der går den
vej. Men hun har heller ikke meget tilovers for denne livsstil, som hun ser som den nemme
vej ud, hvor man hverken behøver at tage stilling til samfundet eller drage ansvar for sit eget
liv (ligesom de unge mødre). Vi ser Saras udsagn som kritik af, at disse kvinder har fralagt
sig både den grønne opskrift og idéen om det senmoderne samfunds muligheder – til fordel
for et liv uden den dårlige samvittighed. I hvert fald den dårlige samvittighed som den grønne
kvinde kender til, for omvendt har kvinderne interviewene, ja faktisk Sara selv, sagt, at den
samvittighedsfrie husmoridyl på landet er et liv, som hun ”tror alligevel [hun] ville blive træt
af” (Sara F2:15). Omvendt kunne det tænkes, at den grønne husmor på landet ville luge
ukrudt med en dårlig samvittighed over ikke at deltage i samfundet og gå med tanker om at
skrive en bog for igen at deltage i samfundsdebatten og gøre sin grønne pligt. Signe giver i
nedenstående udsagn udtryk for dette modsatrettede forhold og den kamp, kvinderne oplever,
når de skal gøre sig gældende både i kvinde- og morfeltet samtidig:
”Det er mere tanken, så bliver jeg bare sådan en der går der hjemme
og har et barn og det bliver mit liv. Men et eller andet sted, så er det
det jeg gerne vil, men samtidig så har jeg også den der, ej, så vil jeg
ikke leve op til, hvad der er nogen der forventer af mig.”
(Signe F2: 17)
Signes oplevelse af modsatrettede idealer er gennemgående i datamaterialet. Vi mener, at
disse kan kobles sammen med kvindernes oplevelse af et splittet habitus og ønsket om at
være succesfuld kvinde og mor. Kvinderne italesætter de krav, de oplever i modsætning til
ældre generationer: ”Fordi i dag, altså… hvis man er en god mor i dag, så skal man også
kunne passe et job. Det skulle man nødvendigvis ikke i gamle dage.” (Fie F2:15).
Kvinderne opsætter flere gange dette modsætningsforhold mellem før og nu, hvor de nu også
skal kunne akkumulere symbolsk kapital i den offentlig sfære og ikke kun emotionel kapital
som mor. Dog pointerer kvinderne også, at det offentlige felt er ved at ændre sig og tildele
emotionel kapital større værdi. Tina siger, at hun synes, at der er ved at komme mere respekt
82
omkring mænd, der går på barsel, og fleksordninger er også et anden institutionelt tiltag, som
tilgodeser og muliggør en livsstil som karrieremor. Her er det afgørende element igen tiden,
som den grønne familie ikke har nok af. For at ’reparere’ på det tidsmæssige splittede habitus
anvender kvinderne specifikke begreber, der giver den jonglerende kvinde en højere position,
fx multi-tasking (Patricia F1:9), og egenskaberne af en god velbefindelseskoordinator tildeles
symbolværdi for en grøn supermor i hendes kamp med tiden.
Kampen med tiden
Tid er der ikke nok af i døgnets 24 timer for den grønne middelklassekvinde og mor. Begge
prøver de at håndtere tiden til deres fordel, men tidens symbolske værdi har forskellig
vekselskurs alt efter, om du skal begå dig inden for kvinde- eller morfeltet. Kampen med
tiden bliver et indviklet regnestykke med positive og negative fortegn, der kan ophæve eller
forstærke den symbolske værdi.
Underskud af tid er en god investering for den grønne kvinde, da dette er et udtryk for at være
eftertragtet af andre mennesker og kan omsættes til symbolsk værdi i kvindefeltet. Vi
udfylder
vores
tid
og
kalender
optimalt
i
forhold
til
sociale
arrangementer,
uddannelse/karriere og parforhold. Tiden bliver et middel, der bruges til at nå alt det, som vi
gerne vil. Men vi må heller ikke have for mange huller i kalenderen og aftener foran sofaen –
så skal den i hvert fald bruges sammen med kæresten.
Underskud af tid er en dårlig investering for den grønne mor, da dette er udtryk for en
egoisme, som hører teenageårene til og tolkes som et symbol på en mor, som ikke lever op til
sin rolle som familiens velbefindelseskoordinator. Tid skal prioriteres og den skal bruges
anderledes nu, hvor vi er blevet mor. Der ingen tvivl om, at familien skal have vores tid. Som
familiens velbefindelseskoordinator er kvinden ansvarlig for at bogføre og skabe balance på
familiens emotionelle budget og producere overskud på bundlinjen (Diane Bell 1990 i Reay
2004: 59). Gennem vores analyse ser vi, at den passende og respektable grønne kvinde
prioriterer sin tid rigtig ved at fordele den således:
1. Hendes barn kommer altid først – børnenes tarv kommer før alt andet. Dette er ikke til
diskussion.
2. Hendes mand skal være glad – hun har ham, så nu arbejder hun for at beholde ham.
3. Hendes karriere og personlig succes og udvikling – hun må ikke gå i stå.
4. Venner og netværk – hun vil arbejde hårdt for stadig at have tid til middage, hun er
ikke villig til at droppe vennerne og smagen af livet før moderskab.
5. Tid til sig selv – til at gøre de ting, som hun gjorde, før hun blev mor.
83
Tiden er således et centralt element, der opleves som symbol på enten overskud eller
underskud. Underskud af tid har symbolsk merværdi i kvindefeltet, da den er et udtryk for en
foranderlig og fyldt livsstil med høj social kapital og godt på vej ad den grønne ”livssti”. I
morfeltet er overskud eller underskud af tid en indikation for, hvorvidt vi udfylder vores
opgave som velbefindelseskoordinator og investerer tiden i forhold til vores prioriteringer.
Som mor er første prioriteten vores børn og dernæst vores mand og vores familie.
De grønne kvinder konstruerer en særlig fortælling om moderskab, familieliv og karriere, der
fokuserer på de fordele, som deres position i det sociale rum giver dem gennem uddannelse
(kulturel kapital) og velbetalte jobs (økonomisk kapital), i stedet for at fokusere på deres
evige kamp med tiden for at leve op til idealet om den nærværende mor. Kvinderne giver
udtryk for, at de mener, at det er vigtigere at give sine børn gode livsbetingelser ved at være
en mor med høj kulturel og økonomisk kapital end en mor, der altid er nærværende. Således
trækker kvinderne på middelklasseidealer om den passende og respektable mor og hendes
søgen efter viden og forandring, hendes rene og ryddelige hjem, hendes sunde og naturlige
krop, stabile forhold, når de skal overbevise sig selv og andre om, hvad der er ’det gode liv’,
og hvad der er ’det dårlige liv’.
Delkonklusion
Med moderskab følger et helt nyt sæt af idealer at efterleve, som kvinderne automatisk tager
til sig. Kravene til en grøn supermor opleves ikke af kvinderne som nogle, de frit har valgt,
men derimod en praksis, der – på trods af et menneskesyn, hvor vi frit kan vælge og vrage –
udføres uden refleksion. Resultatet bliver en splittelse og kamp mellem hjemmet og den
offentlige sfære, der resulterer i dårlig samvittighed, fordi kvinderne aldrig føler, de kan gøre
det hele helt. De af deltagerne, som er mødre giver udtryk for at opleve disse modstridende
krav dagligt, og de andre deltagere giver udtryk for, at de supergrønne supermoridealer
allerede på nuværende tidspunkt skræmmer dem. Vi ser, at dette dog ikke stopper kvinderne
fra forsøge at leve op til samfundets strukturelle forandringer, da ambitionerne om karriere er
indlejret i deres habitus. De genererer nye fortællinger om at multi-taske, prioritere og hvile i
sig selv i et forsøg på at udviske den dårlige samvittighed, de oplever, når børnene ikke fik
den sunde madpakke med, eller når de må blive hjemme fra arbejde på grund af et sygt barn.
Kvinderne oplever en konflikt mellem deres emotionelle og kulturelle kapitaler, da disse til
tider er uforlignelige. Dette kommer stærkest til udtryk i en endeløs kamp med at få tiden til
balancere mellem familie-, arbejds- og det sociale liv. Umiddelbart ser det ud til, at den
84
grønne mor er parat til at slække på karrieren og gå ned i tid for at investere denne tid i
familiens velbefindende og derved bibeholde eller akkumulere emotionel kapital og styrke
sin position som velbefindelseskoordinator. De vil helst undgå dette valg, da det ikke er
symbol for overskud – og overskud er symbol for både høj emotionel og kulturel kapital.
85
____________________________________________
Ottende kapitel – Konklusion
Vi har i de foregående kapitler vist, hvordan de kvinder, vi har interviewet, danner betydning
om deres egen praksis i forhold til tv-programmet De unge mødre.
Vi er blevet bekræftet i vores indledende formodning om reality-effektens og autenticitetseffektens sekundære rolle i de grønne kvinders tiltrækning og interesse i programmet.
Genrens forførende virkemidler kan kun til dels forklare programmets interesse hos de
grønne kvinder. Derimod findes forklaringen i høj grad i kvindernes nysgerrighed og i
muligheden for at få et indblik i en anden verden, som de ikke troede eksisterede i Danmark.
Gennemgående ser vi, at kvinderne positionerer de unge mødres praksis som upassende og
ikke-respektabel, således at deres egen praksis får positionen som passende og respektabel.
Dette kommer både til udtryk i deres umiddelbare sening (text-in-action) og i deres
diskussioner med andre kvinder om programmet (fokusgrupperne).
Kvinderne vurderer de unge mødres praksis ud fra nogle selvfølgelige idealer, som de ikke
selv er kritiske over for rimeligheden af, men som de alligevel vurderer sig selv og alle andre
i forhold til. Disse idealer udspringer af idéen om det senmoderne samfunds mange
muligheder og adgang til viden, som vi mener er et udtryk for en middelklassehabitus.
Den vidende og respektable kvinde
Uddannelse ses som den primære distinktionsmarkør, fordi den er adgangsbilletten til ’det
gode liv’ og hovedingrediensen i den grønne opskrift, der bestemmer rækkefølgen for den
vidende og respektable kvindes livsforløb. De grønne kvinder ser en lang videregående
uddannelse som en selvfølgelighed og som en mulighed, der er tilgængelig for alle. De unge
mødres manglende uddannelse ses som et direkte fravalg. Da vi, ligesom Skeggs og Faber,
mener, at sociale klasser i høj grad eksisterer, ser vi kvindernes manglende forståelse for de
sociale, økonomiske og kulturelle barrierer, som står i vejen for de unge mødres mulighed for
en videregående uddannelse, som et udtryk for en social nærsynethed. De anerkender ikke, at
de unge mødre ikke har adgang til de samme ressourcer som dem selv. Således holdes de
unge mødre ansvarlige for deres uvidenhed især i forhold til sundhed, økologi og uddannelse,
og de kategoriseres som uselvstændige, dovne og upassende.
86
Kravet om respektabilitet er også en dominerende distinktionsmarkør, der er koblet til
middelklasseidealet om en kvindelig respektabel og passende praksis, hvor alt gøres med
måde i modsætning til den ustyrlige arbejderklassekvinde, der gør alt for meget. I denne
forbindelse er det den unge mors hjem, krop og parforhold, som er de afgørende områder til
bedømmelse. Hjemmet skal være rent og ryddeligt. Kroppen skal være naturlig smuk, og
parforholdet skal være stabilt. I modsætning hertil opleves et beskidt hjem, kunstige negle og
løse parforhold som symbol for en lav socialstatus og ’det dårlige liv’, som bliver betegnet
som ”white trash-agtigt”. Kvinderne i interviewet har også både individuelt og som gruppe
fokus på ikke at blive identificeret med de karaktertræk, som de forbinder med de unge
mødre. De modpositionerer de unge mødres praksis i forhold til deres egen praksis og idealet
om den vidende og respektable kvinde. De unge mødre bliver symboler for ”shabby failure”
i modsætning til deres egen ”well-groomed success”.
De unge mødre og middelklasseidealer
Det centrale for kvinderne i deres tv-sening af De unge mødre er ikke en fremvisning af
middelklasseidealer, men derimod en bekræftelse af, at deres egne middelklasseidealer om
viden og respektabilitet er lig ’det gode liv’ og ’den gode smag’. Dette sker gennem en
positionering af de unge mødres liv som ’det dårlige liv’. Kvinderne kan godt lide den
bekræftelse, de oplever, når de ser programmet, fordi den dulmer den kronisk dårlige
samvittighed, som kvinderne oplever i forbindelse med deres splittede habitus mellem
karrierekvinden og morrollen.
Vi mener, at dette forhold ikke kun gør sig gældende i forbindelse med De unge mødre og de
kvinder, vi har interviewet, men derimod kan forstås om en strategi, der er gældende for de
fleste storbykvinder i det grønne segment, som ser denne type program. Alle kvinderne i
interviewene giver udtryk for, at de oplever en dårlig samvittighed og utilstrækkelighed, når
det kommer til at leve op til de mange idealer. Vi identificerer dette som et fællestræk ved
kvinderne og derfor som et karakteristika ved de grønne kvinders kollektive habitus (Prieur
2006:41).
Vi mener, at vores resultater gør sig gældende for kvindernes sening af De unge mødre såvel
som andre programmer, der viser arbejderklassen fra deres, i kvindernes øjne, mindre pæne
side. Det handler dybest set ikke om programmernes tematik (fx. moderskab, parforhold eller
bolig og tøjstil), men om de idealer og kapitaler (eller mangel på samme), der i programmet
87
bliver fremvist. Det er disse distinktionsmarkører, der gør det interessant for kvinderne at se
på, da det giver dem en fornemmelse af personlig succes.
Individuelt for den grønne kvinde kan selve seningen af programmet opfattes som midlertidig
bedøvelse af den dårlige samvittighed, og kollektivt for de grønne kvinder kan diskussioner
af programmet være med til at bekræfte deres idealer. Når idealerne opleves som de rigtige,
bliver kampen om at opnå dem også legitimeret. Prisen, kvinderne oplever at skulle betale for
at leve det gode liv (deres dårlige samvittighed), bliver en pris, som de bliver bekræftede i er
værd at betale. Vi mener, at kvindernes oplevede splittelse er en så central kategori i vores
datamateriale, at den sandsynligt ville optræder uafhængig af teoretisk optik, men
forklaringerne være forskellige.
Kvindernes faktiske livssituation bliver dog hverken bedre eller dårligere af deres sening af et
program som De unge mødre. Det, der derimod bliver ændret, er deres oplevelse af egen
succes. Denne bliver forstærket gennem en kapitalsammenligning med de unge mødre, som
stiller kvinderne i et langt bedre lys, end en sammenligning med fx venindernes kapitaler
ville gøre. Umiddelbart kan det være svært at se, hvordan en (hel) time foran fjernsynet med
De unge mødre stemmer overens med disse idealer og de krav, som kvinderne sætter til sig
selv. Ifølge kvinderne betegnes De unge mødre som upassende tv-sening for en veluddannet,
grøn kvinde, som er forbundet med en følelse af, at det er en ”guilty pleasure”.
Det kvindelige paradoks
De grønne kvinder oplever to dominerende selvfølgeligheder i livet: For det første skal de
have en videregående uddannelse og en karriere. For det andet skal de have en familie med
mand og børn. Det paradoksale er dog, at disse to selvfølgeligheder bliver uforenelige for
kvinderne, og succes på begge områder bliver en umulighed, der anledningen til kvindernes
splittede habitus. De stræber på den ene side efter den offentlige anerkendelse gennem en
karriere, der giver høj kulturel og økonomisk kapital, og på den anden side efter anerkendelse
i den private sfære gennem velbefindelseskoordinatorens høje emotionelle kapital. Denne
stræben fanger dem i en endeløs kamp med tiden, der får en høj symbolsk værdi. Tiden skal
prioriteres i en bestemt orden, der viser, at de er passende kvinder og mødre, en orden der
lyder: barn, mand, karriere, alenetid og socialt netværk. Dette er en prioritering som
tilgodeser kvindens position i hjemmet, men som ikke altid er realistisk i arbejdslivets verden
med en arbejdsuge på 37 timer eller mere. Tiden bliver et element, som skal strækkes, bøjes
og udnyttes mest muligt til egen fordel. Derfor bliver den grønne kvindes evne til at
88
koordinere og planlægge central for hendes praksis og mulighed for at gøre sig gældende
både i den offentlig og private sfære.
Problemet med at forklare besættelsen af det heteroseksuelle parforhold
En af de mest uventede konklusioner, vi er kommet frem til i specialet, er de grønne kvinders
besættelse af det romantiske heteroseksuelle parforhold. En gruppe af 10 veluddannede
kvinder, der, på trods af deres segmentmæssige homogenitet, spænder vidt, når det kommer
til uddannelse og livssituation, er enige om, at alt andet er sekundært i forhold til det
romantiske heteroseksuelle parforhold. De er ligeglade - bare de har HAM!
Det heteroseksuelle parforholds symbolske værdi er langt større, end vi havde regnet med
ville være tilfældet i et samfund, hvor kvinder ikke længere er afhængige af parforholdets
økonomiske tryghed. Vi finder det romantiske heteroseksuelle parforholds symbolske vold og
indlejring i samfundets strukturer som en privilegeret position, der efterstræbes og erkendes
af alle sociale grupper. Således kan vi konkludere, at ingen kvinde vil have mulighed for at
opnå den højeste position og status som kvinde, hvis hun ikke kan fremvise en familie med
mand og børn. En grøn kvinde skal have succes både på hjemmefronten og på arbejdspladsen
(i den offentlige sfære) for at blive anset af andre grønne kvinder som succesfuld.
Når det gælder forklaringen af besættelsen af det heteroseksuelle parforhold, har vi oplevet,
at Bourdieus teori kommer til kort. Bourdieus begrebsapparat har hjulpet os til at afdække
nogle af de strukturer i samfundet, der er med til at reproducere det heteroseksuelle
parforholds privilegerede position. Vi har dog med hans begreber svært ved at forklare,
hvorfor kvinderne i vores interview er villige til at acceptere en lavere symbolsk position i
samfundet ved at opgive venner og karriere til fordel for HAM.
Vi har desuden svært ved at forklare, hvorfor kvinders frigørelse og nye muligheder for
succes i den offentlige sfære ikke har haft en betydelig indflydelse på kvindens ideal om det
heteroseksuelle parforhold. Der burde, på grund af de fornyede muligheder og ændringen af
traditionelle strukturer, være en forskel på middelklassekvindens habitus i dag i forhold til for
50 år siden, som burde have en betydning for deres opfattelse af det heteroseksuelle
parforhold. Den symbolske vold synes dog i vores materiale at være uændret. Det virker på
os, som om den historiske udvikling af kvindens rolle har overhalet den grønne kvindes
kollektive habitus.
89
Man kan altså spørge sig selv, hvordan det kan være, at grønne kvinder stadig stræber
voldsomt efter at indgå i denne privilegerede alliance, når der ikke længere er økonomiske
eller reproduktive fordele ved det. Svaret på dette spørgsmål mener vi kan findes i den
følelsesmæssige tryghed, som vi ser kvinderne give udtryk for. Ifølge Bourdieu er følelser en
del af vores habitus (Prieur 2006:45), og vi burde derfor kunne forklare kvindernes
optagethed af parforholdet ved hjælp af deres habitus. Vi synes dog, at habitus bliver en
problematisk konstruktion, fordi vi aldrig præcis kan forklare, hvad habitus er. Det er
summen af vores bevidste og ubevidste erfaringer og kapitaler, ja, men vi kan aldrig afdække
alle de erfaringer, et menneske har gjort sig gennem et helt liv. Derfor kan vi kun gisne om,
hvad der ligger i kvindernes habitus. Det paradoksale er, at habitus bliver forklaringen - men
habitus kan ikke forklares. Det virker for os som en forholdsvis letkøbt forklaringsmodel, når
man altid kan forklare folks dispositioner ud fra deres habitus uden at kunne beskrive
indholdet af denne habitus.
Vi konkluderer, at de modstridende idealer for karrieremødre kan forstås som en splittelse i
deres habitus, og at kvinderne gennem seningen af De unge mødre kan lindre den dårlige
samvittighed, som de oplever. Men vi kan ikke forklare, hvorfor kvinderne ikke gør noget for
at løse denne indre konflikt og slippe af med den dårlige samvittighed. De dulmer så at sige
symptomerne uden at gøre noget ved sygdommen. Måske opleves en sammensmeltning af
kvinde- og moridealerne som umulig og nyttesløs, og derfor er smertelindring den mest
effektive praksis her og nu. Den hjælper til, at kvinderne kan føle sig tilstrækkelige og være
glade for deres karriere, mand og børn, og udskyde den dårlige samvittighed.
90
_____________________________________________
Litteraturliste
Adams, Matthew (2003) The reflexive self and culture: a critique i British Journal of
Sociology Vol. No. 54 Issue no. 2 s. 221-238. Routledge, London
Adams, Matthew (2006) Hybridizing Habitus an Reflexivity: Towards an Understanding of
Contemporary Identity? I Sociology 40(3): 511-528. Sage Publications. British Sociological
Association
Adkins, Lisa (ed.) og Skeggs, Beverley (2004) Feminism after Bourdieu, Blackwell
Publishing Ltd, Oxford
Atkinson, Will (2007) Anthony Giddens as an Adversary of Class Analysis I Sociology
41(3):533-549. Sage Publications. British Sociological Association
Bondebjerg, Ib (2002): "The Mediation of Everyday Life. Genre,Discourse and Spectacle in
Reality-TV" i Anne Jerslev (ed.): Realism and 'Reality' in Film and Media. Northern Lights.
Film and Media Yearbook, s. 159-193, Museum Tusculanum Forlag, København
Bourdieu, Pierre (1999) Den maskuline dominans, Olesen Offset, Viborg
Bourdieu, Pierre (2005) Distinction – a social critique of the judgement of taste, Routlegde,
London
Christoffersen, Mogens Nygaard & Hussain, Azhar (2008) Teenage pregnancies:
Consequences of poverty, ethnic background, and social conditions - A longitudinal study of
motherhood and induced abortion among 14 to 19 year old women born in 1981.Working
Paper 04:2008 http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=4067&Action=1&NewsId=8935. Taylor
& Francis, Inc. ISSN 1071-4421 print / 1547-7487 online
Clarke, Adel E. (2005) Situational Analysis. Grounded Theory After the Postmodern Turn,
Sage Publications, Inc, London
91
Dahl, Henrik (1996) Sociologi og målgrupper. Nogle erfaringer med at operationalisere
Bourdieu i MedieKultur 24, Målrettet kommunikation. Sammenslutningen af Medieforskere
I Danmark (SMID)
Faber Thidemann, Stine: (2008) På jagt efter klasse, Ph.d. – afhandling, Institut for
Sociologi, Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet
Giddens, Anthony (1996): Modernitet og selvidentitet. 6. Oplag. Hans Reitzels Forlag A/S,
København
Halkier, Bente (2008) Fokusgrupper, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg
Halkier, Bente (2003) ‘The Challenge of Qualitative Generalisations in Communication
Research’, Nordicom Information, 25:3
Hill, Anette (2005): Reality-tv: Performance, Authenticy, and Television Audiences i Janet
Wasko (ed.): A Companion to Television, s. 449-467. Blackwell Publishing, Oxford
Hjarvard, Stig (2002) Seernes reality i MedieKultur 34. Sammenslutningen af Medieforskere
i Danmark (SMID)
Holst Kjær, Sarah (2009) Sådan er det at elske. En kulturanalyse af parforhold, Museum
Tusculanums Forlag, Københavns Universitet
Jerslev, Anne (2002) Realism and ’Reality’ in Film and Media. Northern Lights Film and
Media Studies Yearbook, Museum Tusculanum Pres, Københavns Universitet
Jerslev, Anne (2000) Nu’ets affekt - refleksioner over realismeformer og nu-tiden i fjernsynet
- og især om det såkaldte reality-tv. Foredrag på seminaret Virkelighedshunger, Københavns
Universitet d. 27. april 2000. Online
Jerslev, Anne (2004) Vi ses på tv, medier og intimitet”, Gyldendal, København
Kaspersen, Lars Bo (2001) Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker. 2.
reviderede udgave. Hans Reitzels Forlag A/S, København
McRobbie, Angela (2004) ’Notes on ’What Not To Wear’ and post-feminst symbolic
violence’ i Feminism after Bourdieu ed. Lisa Adkins, Blackwell Publishing Ltd, Oxford
92
Prieur, Annick og Sestoft, Carsten (2006) Pierre Bourdieu - En introduktion, Hans Reitzels
Forlag, København
Schrøder, Kim C. (1986) The Pleasure of Dynasty: The Weekly Reconstruction of Selfconfindence Paper presented to the International Television Studies Conference.
http://www.eric.ed.gov
Sintas, Jordi López og Álvarez, Ercilia García: The Consumption of Cultural Products: An
Analysis of the Spanish Social Space i: Journal of Cultural Economics 26:115–138, 2002.
Kluwer Academic Publishers. Printed in the Netherlands
Skeggs, Beverley (2002) Formations of Class and Gender: Becoming Respectable, SAGE
Publications Inc. London
Skeggs, Beverley (2004) Class, Self and Culture. Routledge, London
Skeggs, Beverly & Wood, Helen (2004) Notes on Ethical Scenarios of Self on British Reality
TV i Feminist Media Studies Vol. 4, No. 2 s. 205-208. Taylor & Francis Ltd. ISSN 14680777 print/iSSN 1471-5902 online
Skeggs, Beverly (2005) The Making of Class and Gender through Visualizing Moral Subject
Formation i Sociology, vol. 39: s. 965 - 982. SAGE Publications, London
Skeggs, Beverley, Wood, Helen & Thumim, Nancy (2008) ’Oh goodness, I am watching
reality TV’ How methods make class in audience research i European Journal of Cultural
Studies, London
Staunæs, D. (2004) Køn, etnicitet og skoleliv. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg
Wood, Helen (2005) Texting the Subject:Women, Television, and Modern Self-reflexivity i
The Communication Review, 8 :115-1
Wood, Helen (2006) The mediated conversational floor: an interactive approach to
audience reception analysis i Media, Culture & Society. SAGE Publications, London
Internetsider:
http://kanal4.dk/deungemoedre/ d. 20.10.08
93
Artikler:
Sobol, Thomas Aue (2008) Lolland: De unge by i Information d. 11.7. 2008
Sekundær litteratur
Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (1997) Klassisk og moderne samfundsteori, Hans
Reitzels Forlag, København
Dovey, Jon: Freak show. First person media and factual entertainment, Pluto, London
Jerslev, Anne (2002a) An American Family, Big Brother og intimitetens
iscenesættelsesformer, I Britta Timm Knudsen og Bodil Marie Thomsen (red):
Virkelighedshunger – ny realismen I visuel optik, København, Tiderne Skifter, 1
Jerslev, Anne (2008) "'We are all nerds now'. Nørden som iscenesættelsesform: viden, stil,
identitet". Arbejdspapir 3
Moorti, Suja & Ross, Karen (2004) Reality Television. Fairy tale or feminist nightmare? i
Feminist Media Studies Vol. 4, No. 2 s. 203-205. Taylor & Francis Ltd. ISSN 1468-0777
print/ISSN 1471-5902 online
Reality TV i MedieKultur vol. 34 (2002)
Jerslev, Anne (2002) Autenticitetsstrategier i Robinson Ekspeditionen 2000
Christensen, Lars Holmgaard (2002) Den lidt for virkelige reality
Knudsen, Birgitte (2002) Man tager virkeligheden og gør den til en god historie
Larsen, Peter Harms (2002) Virkeligheden på spil. Iscenesættelse af
virkeligheden i tv-programmer - fra journalistik til underholdning
Thompson, John B. (2001): Medierne og moderniteten – en samfundsteori om medierne.
Hans Reitzels Forlag A/S, København
94
_____________________________________________
Artikel
____________________________________________
Hvorfor er det så sjovt at se på andres nederlag?
Der er i de seneste år opstået en ny bølge af reality-programmer i tv, som især
tiltrækker de kvindelige og ofte veluddannede seere. Det centrale i disse programmer,
som fx Kanal 4’s De unge mødre og Singleliv, er, at de viser mennesker, der klarer sig
mindre godt inden for helt fundamentale områder af livet såsom i forældrerollen eller
parforholdet. Men hvorfor er det så interessant for succesfulde mennesker at se på
andres fiasko?
NANNA KRISTINE DAHL PEDERSEN
OG MARIE BALSLEV MEISINGSET
Specialestuderende i kommunikation, RUC
En undersøgelse af veluddannede storbykvinders sening af docusoapen De unge
mødre har vist, at fascinationen ved at se
andres nederlag i tv i høj grad hænger
sammen med de idealer og krav, vi
kvinder sætter til os selv i dag. Vi går
rundt med en evig dårlig samvittighed og
en oplevelse af, at vi aldrig har tid til at nå
alle de ting, vi gerne vil. Og skulle det
usandsynlige ske, at vi får streget alle
punkterne fra listen over kravene til en
ordentlig kvinde, finder vi på nye krav at
tilføje i stedet for at stille os tilfredse med,
der hvor vi er.
Undersøgelsen, der er baseret på interview
med storbykvinder i alderen 25-34 år,
viser, at især når det kommer til at
kombinere vores ambitioner om at gøre
karriere med det gængse ønske om at blive
mor, knækker filmen for os. Vi oplever i
mange tilfælde en kamp mellem at være
den ambitiøse, selvstændige kvinde og den
altomfavnende, bollebagende moder, der
altid har overskud.
Mor med overskud
Vi hører det gang på gang i forskellige
sammenhænge: Når man er en god mor,
skal man have overskud. Men hvad er
dette overskud egentlig for noget? De
adspurgte kvinder i undersøgelsen giver
alle udtryk for, at overskud skal man
selvfølgelig have som mor, men de kan
ikke rigtig definere, hvad det specifikt
indeholder.
For nogle er overskud, når man har tid til
at lave ingenting, mens det for andre er at
klæde sine børn pænt på, smøre økologiske
madpakker og køre dem til rytmik eller
fodboldtræning hver lørdag. Der er i hvert
fald ingen tvivl om, at listen med krav til
en overskudsmor er lang og rodet. Man
kan jo så spørge sig selv, hvordan det
egentlig er muligt at leve op til et ideal, der
er så konfust?
Kvinderne i undersøgelsen oplever, at
listen for en overskudsmor hele tiden
bliver længere, og det bliver sværere og
sværere at få streget alle punkterne. Til
sidst føles kampen om overskuddet som
uovervindelig, og vi sidder tilbage med en
altoverskyggende dårlig samvittighed.
95
Mor på høje hæle
I dette års første måneder er der blevet
udgivet flere bøger, der henvender sig til
vordende elle nybagte mødre, der går
under betegnelsen survivalguides. I bøger
som eksempelvis Mette Mølbaks Mor på
høje hæle kan vi lære, hvordan vi beholder
vores stil, samtidig med at vi bliver mødre.
Det er bøger som disse, der er med til at
stille urimelige krav til os kvinder, der gør,
at vi ofte føler os utilstrækkelige. I ordet
survivalguide ligger der implicit den
forståelse, at moderskabet dræber en del af
den person, du var, før du blev mor. Men
hvorfor denne adskillelse af vores rolle
som mødre og vores rolle som kvinder?
Skulle vi ikke hellere prøve at finde måder
at forene disse roller på og se os selv som
en hel person - ikke som en splittet person,
hvor den ene del prøver at slå den anden
ihjel?
Oprør mod den perfekte mor
I sin kronik Oprør mod den perfekte mor i
Information skriver Mette Mølbak, at hun
tror, at vi bliver bedre mødre, hvis vi bl.a.
havde mere sex med vores partnere frem
for at bage boller, købte designer-tøj til os
selv frem for til vores børn og lærte at give
vores mænd mere ansvar for familiens
velbefindende. Det er svært at være uenig
i, at sex er godt for et parforhold, men
vores pointe er, at i stedet for at gøre det
lettere for os moderne storbykvinder at
blive mødre, gør Mette Mølbak det bare
sværere. Hun er med til at tilføje endnu
flere ting til vores lister, når hun siger, at
man ikke er en god mor, hvis man ikke går
op i den seneste mode eller synes, at man
gør noget godt for både sig selv og sin
familie, når man bager boller.
Mette Mølbak forsøger at give mødre
noget af den kvindelighed tilbage, der i
hendes øjne er blevet dræbt af moderskab.
Vi mener dog, at hun i stedet er med til at
lægge endnu mere pres på vi kvinders i
forvejen tyngede skuldre.
Skylden for vores problemer med
urealistiske idealer ligger dog ikke hos
Mette Mølbak og hendes lige, da bøgerne
kun er et udtryk for en tendens i tiden, der
er med til at stille flere og flere krav til de
karriereorienterede mødre og dermed
bidrager til deres følelse af dårlig
samvittighed.
Vi gør det i det mindste bedre end dem
Et stort antal veluddannede kvinder tyer
derfor til at lade sig fascinere og
underholde af tv-programmer som De
unge mødre, fordi det giver dem en følelse
af personlig succes. De opfatter pigerne i
programmet som dårlige mødre, som på
ingen måde lever op til de idealer, vi sætter
for, hvordan man er en ordentlig mor.
Pigerne i programmet står som en modpol
til det halsbrækkende liv, mange af os
lever, hvor kampen mod og med idealerne
kan få os til at føle os mislykkede.
En af kvinderne i undersøgelsen siger, at
”selvfølgelig vil du have det bedste, og du
vil også have det bedste for dig selv, men
hvis du virkelig ikke opfylder de her krav,
så er du en mor, der er med i Kanal4’s
program”.
Men vi ved jo godt, at vi opfylder langt
flere af de krav, vi i dag sætter for mødre,
end pigerne i De unge mødre gør, så når vi
ser på de her piger, bliver vi bare bekræftet
i, at vi nok ikke gør det så slemt endda – vi
gør det i det mindste bedre end dem.
En pille mod dårlig samvittighed
Man kan sammenligne de veluddannede
storbykvinders sening af De unge mødre
og lignende programmer med det at tage
en pille mod dårlig samvittighed.
Programmet virker ubevidst på os som en
Panodil, der kan dulme vores kronisk
dårlige samvittighed, når vi hjemme i
vores stuer kan sidde foran fjernsynet og
blive bekræftet i, at vi lever det gode liv og
tilbyder vores børn en bedre fremtid, fordi
vi lever op til idealet som en ordentlig
mor.
96
_____________________________________________
Følgebeskrivelse
Hvem er artiklen henvendt til og hvorfor?
Vi synes, vi er kommet frem til overraskende og relevant viden om veluddannede kvinder og
deres praksis, som vi gerne vil dele med den undersøgte målgruppe. Derfor er målgruppen for
artiklen veluddannede storbykvinder i alderen 25-34 år.
Vi vil gerne gøre kvinder opmærksomme på tendensen til at sætte urealistiske idealer for,
hvad det vil sige at være en passende kvinde og mor i dag. Vi vil gerne have, at de skal forstå,
hvad det er for nogle idealer, de selv, gennem deres dominans over værdikategorierne og
medierne, er med til at naturalisere. Derved mener vi, at de i højere grad vil kunne forstå – og
måske minimere – deres konstante dårlige samvittighed.
Vi synes egentlig, at vi kunne have fået mange spændende artikler ud af specialet. Vi kunne
fx have skrevet til Journalisten, hvor vores målgruppe kunne have været tilrettelæggere og
producenter for at gøre opmærksom på den måde, hvorpå de er med til at udstille
arbejderklassen. Vi mener dog, at så længe seerne fatter interesse for programmerne, vil de
blive ved med at blive produceret. Og som nævnt i vores konklusion, har vi ikke kigget på fx
de lillas betydningsdannelse i forhold til programmet – en betydningsdannelse, der højst
sandsynlig vil være anderledes.
Vi synes derfor, at det er mere relevant at henvende sig til de grønne seere end til afsenderne
af programmerne.
I hvilket medie skal den trykkes?
Vi har valgt at udforme vores formidlingsprodukt til Politiken24. Grunden til, at vi har valgt
netop denne avis, er, at Politiken er kendt for at være det grønne segments foretrukne avis
(Dahl 1996:17). Den er så at sige deres bibel. Politiken har desuden den største andel
kvindelige læsere i forhold til de andre danske aviser og har flest læsere blandt de 25-34-årige
i forhold til de andre betalingsaviser.
24
Det følgende afsnit er baseret på tal fra Politikens annonce-kit:
http://web.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=384843.
97
Politiken har et oplag på ca. 110.000 og har 423.000 læsere (538.000 om søndagen), hvoraf
halvdelen er unikke brugere, det vil sige, at de ikke læser andre aviser end Politiken.
Mere specifikt havde vi tænkt, at artiklen skulle være en Analyse i den sektion, der hedder
Debat, som er 3. sektion i lørdagsudgaven. Det er typisk her, artikler med resultater fra
PhD’er og specialer bliver trykt. Vi mener desuden, at med den travle målgruppe, vi har at
gøre med, kan det være en fordel at nå dem i deres weekend, hvor de måske har mere tid til at
læse avisen og derfor læser mere end bare nyheder og overskrifter.
Hvilke virkemidler er brugt?
Vi har valgt at skrive artiklen med en 1. person ’vi’-fortæller. Det gør vi, for at læserne skal
få en fornemmelse af, at vi er ligesom dem selv. Vi tilstræber gennem denne
henvendelsesform et fællesskab med vores målgruppe, da vi ikke ønsker, at artiklen skal
læses som en irettesættelse eller løftet pegefinger. Vi er således med til at tage ansvaret for
kvinders urealistiske idealer.
Vi har stræbt efter at gøre sproget lettilgængeligt og forsøgt at forklare vores teori uden at
anvende teoretiske begreber, der kan gøre artiklen for kedelig. Vi har fx forsøgt at forklare
middelklassens dominerende idealer ved at bruge Mette Mølbak og hendes bog som symbol
herpå. Vi har brugt metaforer såsom ”lister” til at forklare den uforenelige forskel mellem
kvinde- og morfeltet, og vi sammenligner seningen af De unge mødre med det at tage en
Panodil for på en håndgribelig måde at illustrere den praksis og betydningsdannelse, som vi
gennem ca. 60 siders analyse er kommet frem til. Vi har sprogligt tilstræbt at ramme den til
tider humoristiske jargon, som vi har set er gennemgående i formidling til kvinder om deres
liv – for også at kunne bryde med jargonen, når vi i en mere alvorlig tone sætter fokus på
veluddannede kvinders splittede habitus som en dødskamp mellem kvinde- og morrollen.
98
___________________________________________________________________________
Ansvarsfordeling
Fælles:
Første kapitel – Indledning
- Alt
Andet kapitel:
- diskussion af vores teoretiske forståelse
Ottende kapitel – Konklusion
- Alt
Alle delkonklusioner
Nanna:
Andet kapitel:
- Symbolsk kapital
- Emotionel kapital
- Feltbegrebet
- Positioner
Tredje kapitel:
- Text-in-action
- Udvælgelse af program
- Analyse metode
Femte kapitel:
- Alt
Syvende kapitel:
- Alt
Marie:
Andet kapitel:
- Habitus
- Kapitalbegrebet
- Det grønne segments habitus
- Den lilla modsætning
Tredje kapitel:
- Fokusgruppeovervejelser
- Udvælgelse af interviewpersoner
- Interviewets fysiske rammer
- Vores oplevelse af interviewene
Fjerde kapitel:
- Alt
Sjette kapitel:
- Alt
99