Offerstenen, 1992.

OFFERSTENEN
af Lisa von Schmalensee Magnússon
1
KAPITEL 1
- Et heksehår på min hellige hage? mumlede tante Ingeborg for sig selv i gyngestolen, mens hun gnubbede
løs. - Hillemænd og helledusseda og Herrejé da for et heksehår - hvor hedensk! udbrød hun. - Og hurlumhej
- og himstrefims, fortsatte hun nynnende. - Det må jeg vist hellere se at få hevet ud, førend jeg bliver til en
heks.
Og så forlod tante Ingeborg gyngestolen og sommerstuen. Tora og Camilla hørte hende gå gennem
forårsstuen og efterårsstuen og forsvinde bag helligåndsdøren op til sit sovegemak. For gamle frøken
Smauzen-Olsen, som hun også hed, havde nemlig et sovegemak - ikke et soveværelse, som andre
mennesker, næe, hun havde et gemak! Og dét ét, som Tora og Camilla elskede, fordi det var fyldt med
engle. Engle, som kunne snakke med dem - og synge for dem! Sågar flere dage efter, at de var kommet
hjem til Herlev igen, kunne de høre englenes dejlige melodiske stemmer. De fleste af englene havde tante
Ingeborg selv lavet - modelleret, støbt i gips, skåret ud i træ eller malet eller tegnet; men nogle af dem
havde hun fået af gode venner. For rigtige venner havde altid en engel eller to på lager, påstod hun: og dem
kunne man frejdigt give væk af, for gjorde man det, ja, så kom der bare straks nye til, helt ligesom der kom
nyt brød og fisk og vin til Jesus, når han gav væk af det. Tante Ingeborg havde meget høje tanker om sine
engle, såvel som hun også havde mange underlige tanker om mangt og meget. Men heksehår havde hun
ikke udtrykt tanker om før.
Tora og Camilla sad måske netop af den grund tavse med bekymrede blikke og tilløb til rynker i deres
henholdsvis otte og tiårige pander, medens tanten var væk, for de kunne ikke forestille sig, at det kunne
være særlig rart, hvis nu tanten gik hen og blev til en heks. Og med hende kunne man aldrig vide! Det
havde de selv hørt deres mormor sige op til flere gange, faktisk inden hver gang de skulle på besøg hos
tanten. At med hende kunne man aldrig vide!
- Så fik jeg has på ukrudtet! sagde tante Ingborg lettet, da hun atter havde fået anbragt sig i gyngestolen.
- Tante Ingeborg, spurgte Tora, - hvad er et heksehår?
- Som jeg sagde: Ukrudt! Eller snarere ukrudt som kan udvikle sig til krudt, hvis det får lov til at gro.
- Men hvorfor hedder det så heksehår? ville Camilla vide.
- Det hedder det, fordi man kommer til at ligne en gammel heks, hvis man har sådan nogle stride børster
strittende ud fra hagen.
- Men hvorfor vokser de overhovedet på dig, når du ikke er en heks? spurgte Tora.
- Det har jeg også spurgt mig selv om nogle gange, svarede hun, - og jeg har såmænd også sludret med
englene om det. Og vi er nået frem til det foreløbige svar, at det nok bare skyldes, at Gud lige vil minde os
om, at vi ikke er fuldkomne - vil minde os om, at vi har ukrudt inden i os, hviskede hun.
- Har du så også en heks indeni dig? spurgte Tora vantro.
- Ikke det jeg mærker af til dagligt. Men jeg hiver da rigtignok også heksehårene ud, lige så snart de
begynder at spire frem, beroligede hun. - Det er bedst at være på vagt overfor den slags naturens luner. For
man ved aldrig hvad de kan udvikle sig til. Man ved i det hele taget aldrig, hvad noget som helst kan udvikle
sig til. Som nu jeres sommerferie her hos mig, f.eks. - den er der ingen der kan ane, hvad kan udvikle sig til.
Måske kommer I til at kede jer - måske kommer I til at få en masse sjov. Måske bliver I gode venner med
mig og hundene og hønsene og kyllingerne og fårene og lammene og kirsebærtræerne og ..
- Nej, hvor er du altså bims, tante Ingeborg, afbrød Camilla og fniste. - For det første er vi da gode venner,
og for det andet kan man da ikke blive gode venner med træer.
- Jovist kan man det piger. Og med sten! En af mine bedste venner her på næsset er skam en sten. Den
firkantede altersten I ved. Den der står nede for enden af skoven, der hvor næsset har en næsetip af sand.
Den rådfører jeg mig med i mange anliggender.
- Rådfører! Hvad er det? spurgte Tora.
- Tja. Jeg sætter den ind i mine tanker. Eller rettere: Den sætter sig ind i mine. Bare ved at jeg er der! Og så
giver den mig gode råd.
- Nej, hvor er du skør, tante. En sten kan da ikke snakke! sagde Camilla.
2
- Hvis man ser for meget fjernsyn eller går for meget i skole, så kan det godt være, at man ikke kan høre den
snakke. Men hvis man ikke er alt for klog, så ...kan den være så talende som den kæreste ven.
- Men hvordan skulle den kunne give gode råd? Den kan jo ikke tænke.
- Jamen! Hvordan skulle jeg kunne svare på det, piger? Jeg er vel ikke noget orakel?
- Hvad er et orakel? spurgte Tora.
- Det er et væsen, som kan give én svar på alt det, man gerne vil vide, og som man ikke selv har nogen
mulighed for at kunne vide. Et orakel, flere orakler. Sådan bøjes det! sagde tante Ingeborg, som om det
kunne gøre det lettere at begribe, hvad et orakel var.
- Orakler...gentog Tora så eftertænksomt. - Kan de bo lige ved en å?
- Ja, det vil jeg da mene, at de skulle kunne. Tante Ingeborg så lidt forbløffet ud.
- Så ved jeg godt, hvad det er! svarede Tora. - For dem har jeg plukket med skolen. De er gule, og de kan
godt gøre én temmelig glad. Men de sagde ikke et kuk, og de var helt visne, inden vi nåede hjem.
- Nej Tora. Du tænker på ranunkler. Det er en slags smørblomster. Og noget helt andet, sagde tanten. - Et
orakel er ikke en plante, ser du, snarere en slags præst...og må ligne et menneske mere end en blomst, vil
jeg tro... Hun strøg sig tilfreds over sin nu glatte hage. - Men hvorfor går vi ikke nu med det vums, på jeres
første aften her på Gml. Trollenæsgård, en tur ned til fjorden, så kan I hilse på alterstenen og spørge om
den ikke vil være så venlig at ønske jer velkommen, sagde hun så.
- Vi har da set den sten mange gange, fastslog Camilla.
- Sandt nok! Men I har aldrig før skullet være her i en hel måned. Og det er noget specielt. Gennem fire
månekvarterer - det er noget helt specielt! I har aldrig før været her i mere end en weekend - og det er ikke
så specielt. Men det går simpelthen ikke at være her fra den ene nymåne til den næste, hvis ikke man er på
talefod med alterstenen.
- På talefod! ... Skal jeg tale med den med min fod? spurgte Tora fnisende.
- Ja! Og med din navle og din numse og dine negle og dine nyrer og din næse og din naivitet ...
- Hvad er naivitet? spurgte Tora.
- Det er ... ens evne til at tro på vrøvl, mente tante Ingeborg. - Med alt det i dig, der begynder med n altså,
til en begyndelse.
- Også mine nej'er? dem har jeg nemlig mange af! fniste Tora videre, mens hun udbulede sin T-shirt til fem
numre større med knæene.
- Ja for himlens skyld da! svarede tanten.
Få minutter senere kunne man se den aldrende frøken Ingeborg Smauzen-Olsen spadsere aftentur med
sine små slægtninge, sine to hunde og pigernes hund i dét, der var hendes domæne: Trollenæs. Eller i hvert
fald det meste af det.
Når man gik fra gården og ned til fjorden, hvor alterstenen stod, måtte man ad en vej, hvor man havde et
sommerhuskvarter på venstre hånd. Og det var ikke tante Ingeborgs. Ikke længere. Hun havde solgt dette
dejlige område fra, netop for at byboerne, der ikke havde så meget natur til daglig, skulle kunne have
sommerhuse der. Men på højre side af markvejen, hvor marker, enge og småskove skrånede mod syd ned
til fjorden, dér var det tante Ingeborgs - og også hele skoven, som udgjorde det meste af næsset, var
hendes. Og på den anden side af gården, på nordsiden, havde tante Ingeborg frugtplantager og
juletræsplantager! Hun havde i det hele taget så mange marker og så megen skov og så mange
kirsebærtræer - og æble- og pære- og blommetræer - at pigernes egen have hjemme i forældrenes
rækkehus i Herlev forekom dem slet ikke at være en rigtig have. Den var bare en - en have! Men tante
Ingeborgs have ... den var meget mere end en have! Den var en hel verden. Og fuld af forunderlige dyr var
den også.
Da de havde passeret sommerhusene og kom ind på skovstien, slog duften af kaprifolium og blomstrende
røn dem i møde, så de næsten blev helt omtågede.
- Ved du hvad jeg har i min mave, tante Ingeborg? spurgte Tora.
- Nej, men lad mig gætte. En hotdog? Et rustent søm? En skive rugbrød med smør og rosiner med maver så
struttende sorte som sultende negerbørns?
Tora rystede på hovedet.
3
- Jeg har en snurretop i den! Og den drejer og drejer og snurrer rundt. Og den snurrer så hurtigt ...
Tora gav sig til at dreje rundt om sig selv.
- at jeg slet ikke kan følge med. Den snurrer løbsk! Det er fordi jeg glæder mig sådan, at jeg bliver helt
tummelumsk.
- Hvad er det, du glæder dig sådan til? spurgte tante Ingeborg.
- Det ved jeg ikke. Bare fordi vi skal være ude hos dig så længe. Det er altid så sjov at være hos dig. Meget
sjovere end alt andet. Fordi du er så sød.
- Er jeg så sød, så skyldes det alene, at I er så søde.
Der var altså ingen i verden, der i den grad kunne ligne en god fe, som tante Ingeborg, tænkte begge
pigerne.
- I er så søde, at I kan trylle mit muskelhjerte om til et honningkagehjerte - og få det til at smelte. I er faktisk
nærmest honningkagehjertesmeltere.
Ikke en rynke i ansigtet havde hun nu, bemærkede pigerne. Glat som rav var huden. Bare den ikke gav sig
til at smelte, tænkte Camilla.
- Dryp, dryp! Sikke noget klistret stads! lo hun.
- Hvad? spurgte tanten.
- Dig, hvis du smelter.
- Nåja, det skal nok passe! Noget af mig, i hvert fald, vil nok klistre ...
- Andet vil fordampe, tror jeg, sagde Tora.
Sådan gik de og småsludrede lige så meningsløst, som fuglenes kvidren lyder i menneskers ører.
- Hør lige engang ... tyssede tanten så.
De stoppede op og lyttede. Uhuuuuu, uhuuuu, lød det, på en sær rallende måde.
- Det er en hornugle, en skovhornugle. Se, den sidder lige der oppe, sagde tante Ingeborg og pegede i
retning af et nåletræs øverste grene. - Se, hvor den stritter med hornene - lige op i luften! Det er fordi den
prøver på at skjule sig! Den har nok en redefuld af unger ... og er bange for at vi skal gøre dem noget. Når
den ikke er bange, så kan man slet ikke se hornene, så ligger de bare fladt ned ad nakken.
- Hvorfor det? Hvad skal det gøre godt for? spurgte Camilla.
- Det er svært at sige. Ligesom det er svært at sige, hvorfor hårene rejser sig på hovedet af os, når vi bliver
rigtig bange.
- Nej! Det gør det da heller ikke! sagde Tora. - Det har jeg da ihverttilfælde aldrig set.
- Kun i tegneserier og tegnefilm, sagde Camilla.
- Vær I glade for det. Det skyldes nemlig alene et held, at I aldrig har set nogen være rigtig bange - og aldrig
selv har været det.
- Har du da det, tante Ingeborg?
- Set det har jeg ikke, nej ... men følt det ... joh, jeg har følt mit eget hår rejse sig som pigtråd på mit hoved
og stritte i alle verdenshjørner ... engang jeg blev meget bange. Rigtig meget bange!
- Jeg troede ikke, at du kunne blive bange. Jeg har da ihverttilfælde aldrig set dig blive bange for noget som
helst! sagde Tora.
- Nej! Nu bliver jeg ikke bange mere. Det er mange år siden, jeg kunne blive bange. Når man én gang er
blevet rigtig meget bange, ser I - så bange, at man knap kunne tro på, at den verden vi ser virkelig er til - så
bliver man ikke så let bange mere, svarede tante Ingeborg.
- Hvad skete der da? Hvad var det, du blev så bange for? spurgte Tora.
- Det er en lang historie. Den kan jeg kun fortælle, når vi har rigtig god tid ... og når I er blevet lidt ældre.
- Hvor gamle skal vi være? Om en uge? spurgte Camilla.
- Eller når vi har fået bryster? spurgte Tora.
- Når I har fået hår på brystet, svarede tante Ingeborg.
- Bims, bims. Piger får ikke hår på brystet, tante Ingeborg, det er da kun mænd, fniste Camilla.
- Hm! Vent bare og se! sagde tanten.
De var efterhånden ved at være nede ved alterstenen. En smal sti mellem birketræer og krat førte op til
lysningen, som den stod i.
4
- Her har vi den! Den synger velsignelse ud over alt mit land dag og nat, sagde tanten ømt og forelsket.
- Vi kan ikke høre den synge, vel Camilla? spurgte Tora.
Camilla svarede ikke.
- Tys! sagde hun bare - og lukkede øjnene.
- Det hjælper, hvis I rører ved den ... men nænsomt! sagde tante Ingeborg, hvorpå hun højtideligt gik om
bag den firkantede gamle stenkolos, om på den side hvor den var sunket lidt ned i jorden, således at hun så
ud, som om hun stod ved en pult eller en prædikestol; og så bøjede hun sig, med hænderne på ryggen,
andægtigt og berørte den skrånende overflade med sine fyldige blide lyserøde læber.
- Se der er mærke efter dine læber, lo Camilla.
- Kysser du den ofte? ville hun vide. - Og hvorfor er den så ikke helt lyserød? Du går jo altid med læbestift!
- Det er fordi den elsker mine kys. Den spiser dem. Den modtager dem som en slags offer - og til gengæld
velsigner den min jord og alt som vokser og gror i min lille verden.
- Må vi også kysse den? spurgte Camilla.
- Ja, hvis I mener noget med jeres kys. Ellers tror jeg, den vil føle sig fornærmet. Måske skulle I hellere
vente, til I føler en ubændig trang til at kysse den.
- Hvad betyder ubændig? spurgte Tora. - Du bruger nogle gange sådan nogle gammeldags ord, tante
Ingeborg.
Det betyder ... når man slet ikke kan styre det, svarede tanten. - Man kalder den for øvrigt også offerstenen
- og det skyldes jo nok, at der rent faktisk er blevet ofret til den engang i tidernes morgen ...
- Hvornår var det? spurgte Tora.
- Det er svært at sige, svarede hun, - virkeligt svært at sige. Den kom med isen for millioner af år siden. Men
jeg tror, at den kom til at udgøre stævnen i en stensætning, og at den altså har stået lige præcis her siden
oldtiden - siden vikingetiden - eller måske før. Da begravede man nemlig de døde, man ville hædre, ved at
bygge et skib som det her. Og det skulle de så sejle hjem til guderne i - til det sted, hvor resten af vor sjæl
bor, så en forening kunne finde sted.
- Bor noget af vor sjæl virkelig et andet sted? spurgte Camilla.
Tanten nikkede fuld af overbevisning.
- Jeg kan altså ikke se noget skib! sagde Tora.
- Nej! Nu er her ikke andre synlige rester fra oldtidsfolkenes skib end stævnen. Den sten der stod forrest i
skibet. En stævnen mod foreningen med det hinsides ... sagde hun som om det var noget hun havde prøvet
selv og kendte ud og ind.
- Det hinsides! Hvad er det? spurgte Camilla.
- Det er det, vi har inde på vrangen af os selv.
- Lige som en vrangmaske når man strikker? spurgte Tora
- Ja, det kan man godt sige. Retsiden er den, der vender udad, og som man kan se, og vrangsiden er den,
der vender indad, og som man ikke kan se udefra ...
- Men så kan man jo bare vende strikketøjet om; så kan man jo godt se vrangsiden.
- Hm! nikkede tanten.
- Ofrede de så også her, dengang, de dersens vikinger eller oldtidsfolk? spurgte Camilla
- Jeg tror det.
- Hvad ofrede de så for noget? spurgte hun.
- Havde de også læbestift på - de dersens olderbasser? fniste Tora.
Tanten lo.
- Næppe! Nej, jeg tror, de ofrede deres førstefødte. De ypperste af deres børn - og de smukkeste jomfruer og deres bedste hane og frugtbareste ko og smukkeste og hurtigste hest og sådan ... ja, i det hele taget det
bedste, man kunne forestille sig.
- Nej, hvor må de have været dumme! Det bedste skal man da ikke ofre; det skal man da beholde selv - og
passe godt på, sagde Tora bedrevidende.
- Hvad mener du med, at de ofrede deres børn? Slog de deres egne børn ihjel? spurgte Camilla, og hun så
noget tvivlende ud.
5
Tante Ingeborg kiggede granskende på Camillas sarte, lyse ansigt. Det var da vist nærmest en jordrystelse,
der gik gennem det. I det samme lød der et kort og underdanigt piv; og de så, at Diva, den ellers så kåde
kulsorte labradorhvalp, havde smidt sig på ryggen, lige for deres fødder, med alle benene i vejret. Hun var
ved at forsvinde ned i orden af underdanighed.
- Der kan I se, hvor megen magt offerstenen har! sagde tante Ingeborg. - Diva ligefrem tilbyder sig selv som
offer, for at jorden kan blive rig.
- Ofrer du også levende væsener til stenen? spurgte Camilla og mindedes med ét det mærkelige heksehår.
- Nej, lo tanten. - Jeg kysser bare. Det er den mere end nok tilfreds med. Men nu må den for en tid dele
mine kys med jer, sagde hun - og holdt dem begge to ind til sig, ligesom beskyttende, mens hun kiggede ud
over fjorden, som lå badet i solens sidste ildskær.
- Men hvorfor gjorde de det? spurgte Camilla. - Hvorfor slog de deres børn ihjel? Holdt de ikke af dem?
- Jo! Det var netop fordi de holdt så meget af dem, at de ofrede dem. De ville give guderne det bedste de
havde - for at formilde dem. De troede, at hvis de gav det, de selv værdsatte mest, så ville guderne blive
dem nådige og gøre dem og deres jord og fjorden frugtbar, så menneskeheden som sådan kunne fortsætte
med at leve og udvikle sig og blive til dem, vi er nu.
- Jeg tror ikke, at børnene var kede af det. Jeg tror tværtimod, at de betragtede det som noget meget
ærefuldt og storslået og dejligt at skulle op og leve hos guderne. Jeg tror, de troede, at de ville få det godt
der. Jeg tror, de var meget stolte over at blive foretrukket som værdige til guderne.
- Hvad nu hvis de pludselig vil have børn igen? spurgte Tora. - Vil du så give dem mig og Camilla?
Tora lød nu ikke den mindste smule beklemt ved tanken. For hende var det hele kun en leg med
muligheder. Hun vidste, at tanten aldrig ville kunne drømme om at ofre dem. Hun vidste, at det hele bare
var en slags historie. Hun vidste, at der aldrig ville kunne ske noget ondt hos tante Ingeborg.
- De vil slet ikke have jer. I er alt for moderne til dem!
- Hvad mener du med det? spurgte Tora.
- I ville plage dem om at anskaffe fjernsyn hver evig eneste dag, og det er jeg sikker på, at de ikke ville orke
at høre på. Men de ville heller ikke give efter og anskaffe det! var hun overbevist om. For havde de først
skaffet sig fjernsyn, var det sket med dem. Så ville de miste deres guddommelighed og i det hele taget alt,
der gjorde det værd at være guder. Så de kunne være ganske rolige, mente hun.
I det samme gik der ligesom et sug gennem alt derude ved alterstenen, og Tora stirrede måbende på
Camilla.
- Dit hår! gispede hun. - Dit hår, Camilla! Det står lige op! Lige op i luften!
Camillas gyldne, glatte numselange hår stod virkelig som siv i vindstille lige op ad, og hendes hud var hvid
som bleget hvedemel. Munden stod åben, og øjnene var udspilede, naglet til noget hun så i birkebuskadset
bag stenen og Tora og tante Ingeborg.
- Ørrrrr, lød det gurglende fra hendes svælg. Hun så ud som om hun forsøgte at løfte armen for at pege,
men hun kunne ikke røre sig ud af flækken, så stiv af angst var hun.
Tora og tante Ingeborg drejede sig hurtigt omkring for at se, hvad det var, der skræmte Camilla sådan - og
et frygtindgydende syn mødte dem. Et kæmpestort fugleagtigt dyr med dragehoved spillede med en
tvedelt slangetunge, mens den gloede olmt på dem med de ondeste øjne i hele verden. Den så ud, som
kunne den springe på dem, hvilket øjeblik det skulle være - og flænse dem ihjel med ildtungen. Tora gav sig
til at skråle - nærmest som en stukken gris - mens håret rejste sig som på kommando også på hendes
hoved. Det var hjerteskærende at høre, og der gik et suk af medlidenhed gennem hele skoven. Stadig
hylende famlede Tora sig ind under tantens lange skørter og klamrede sig til hendes ben.
Tante Ingeborgs hår rejste sig ikke. Hun så heller ikke skræmt eller bange ud; men forundringen lyste i
hendes øjne. Og det var tydeligt, at hun tænkte, så det knagede, for at finde ud af, hvordan hun skulle
håndtere situationen.
- I skal ikke være bange, piger, sagde hun så med en lav monoton stemme. - Der er slet ikke noget at være
bange for. Det der, det er bare den lede gam, og den er der slet ikke i virkeligheden. I skulle slet ikke kunne
se den. Jeg begriber ikke, hvordan det går til, at I kan se den. Sig mig, hvad er det egentlig, I ser?
6
- Et fortidsuhyre! Ondt som djævelen! hviskede Camilla. - Hvad vil det os, tante Ingeborg? spurgte hun så med en næppe hørlig stønnende stemme. - Jeg tror, at vi skal dø nu.
- Nejnej! sagde tante Ingeborg så, nu mere fattet. - Nej, vist skal I ikke dø. Den kan slet ikke gøre jer noget,
for den hører ikke til i vor verden. Den er bare fra en folkevise ... eller ja ... den er faktisk nærmest et
lysbillede. Og hvis I ser et uhyggeligt lysbillede på et lærred, så kan det jo heller ikke gøre jer noget, vel?
- Men hvorfor er det her så, tante Ingeborg? spurgte Camilla.
Tanten svarede ikke lige med det samme. Hun kiggede eftertænksomt en stund på den lede gam.
- Ja! Det må I nok spørge om! Hvorfor er den her egentlig? Jeg ved det ikke så nøje ...
Så fangedes hendes opmærksomhed af en flok knopsvaner, som kom sejlende mod dem fra fjorden.
- Se engang der nede i vigen, piger, sagde hun så. - Der svømmer disse smukke svaner helt roligt i retning af
os, nysgerrige, for at se, om vi mon skulle have en godbid med til dem. Tror I de ville gøre det, hvis der
virkelig lå et kæmpeuhyre her på stranden, som kunne gøre dem skade? Nej! Der er intet, der truer dem.
Og se fiskehejrerne som kommer flyvende her hen nu og slår sig ned i deres reder lige over hovederne på
os. Tror I, de ville gøre det, hvis den lede gam virkelig var her - eller udgjorde nogen fare? Nej piger. Den har
ikke mere med fare at gøre end en ond drøm - et slemt mareridt.
- Så gå derhen og slå den, hvis den kun er et lysbillede.
Tora havde løsnet sit faste greb om tantens ben og lod nu hovedet titte frem under hendes skørter.
- Nej! Det kan jeg ikke gøre! sagde hun forfærdet. Det ville være uanstændigt. Man skal vise den en vis
respekt. Ligesom man skal vise sine drømme en vis respekt ... man kan tale om dem - eller lade være - alt
efter hvordan man nu er beskaffen - men man skal ikke tæske løs på dem!
- SE! Nu er den væk, tante Ingeborg. Den gik ikke. Den forsvandt bare lige ind i luften, sagde Camilla.
- Hm! Ja! Så må nogen jo have slukket for lysbilledapparatet.
- Hvem gjorde det? spurgte Camilla. - Hvem var det, der sendte den herned med et lysbilledapparat?
- Nogen, der ville drille os! svarede tante Ingeborg, og det lød, som om hun var lettet over at have fundet et
svar. - Måske nogle frække københavnerdrenge fra sommerhusene, som lige har fundet ud af, hvad
moderne teknologi kan bruges til.
Pigerne gav sig til at le. De forkrampede ansigter løsnedes igen, og tårerne flommede ud af lettelse og
glæde.
- Åh! Og vi som blev så bange. Tora, jeg kan godt sige dig, at de drenge skal vi altså have fat i; og så skal vi
give dem en forskrækkelse, som de aldrig kommer til at glemme. Vi skal gøre dem så bange, at de tisser i
bukserne, ikke Tora? spurgte Camilla.
- Jo, og prutter tre tons tyndskid, så de får skoene fulde af bahsuppe! svarede hun, nu helt overordentlig
kæphøj.
- Tante Ingeborg!!!
- Ja, min søde pige, svarede tanten.
- Jeg er altså kommet til at tisse i bukserne, sukkede Camilla.
- Også mig! sagde Tora brødebetynget.
- Selvfølgelig tisser man i bukserne, når man ser djævelen selv, svarede tanten mildt. - Ellers ville I da ikke
have været mine piger, vel? Selvfølgelig tisser ethvert normalt og sundt menneske i bukserne, når det står
ansigt til ansigt med den lede gam. Hvis altså det ellers har nogen bukser på ...
- Hvad mener du med det, tante Ingeborg? Alle har da bukser på! konstaterede Camilla.
- Nej! Ikke alle! Ikke skotter som går i kilt, f.eks. - og heller ikke mig!
- Det er rigtigt Camilla! sagde Tora.
Begge piger fniste usikkert.
- Men hvorfor har du ingen bukser på, tante Ingeborg? Hvorfor ikke, hvad?
- Fordi jeg så i det mindste ikke kan komme til at tisse i bukserne, når jeg ser den lede gam. - Nej! afbrød
hun så sig selv. - Sandheden er, at der er en lov i det land, jeg stammer fra, nemlig Island, som siger, at
madammer ikke må gå med bukser.
- En lov! Sådan en der står skrevet i folketinget? spurgte Tora
- Ja, på en måde. Det står i en gammel, gammel lov - den ældste vi har - en lov som hedder Grågås.
7
- Sikke et tosset navn for en lov. Hvorfor hedder den Grågås? Rap, rapmadammer må ikke rappe med
bukser på. Rap, rap. Grågås ... Grågås.
Både Camilla og Tora legede smagende med ordet.
- Der er da ingen grågåser i folketinget. Det har jeg da ihverttilfælde aldrig set.
- Grågæs! rettede Camille hende.
- Det er meget enkelt at svare på. De gamle vikinger på Island kunne nemlig godt lide at iagttage
grågæssene, fordi de syntes, det var sådanne dejlige dyr. Og så fandt de ud af, at grågæssene opførte sig
bedre end de fleste mennesker overfor hinanden. De var ganske enkelt meget trofaste og retfærdige og
gode ved hinanden - uden at have nedskrevne love. De slog f.eks. aldrig hinanden ihjel - eller hævnede sig
på hinanden eller stjal fra hinanden eller bedrog hinanden. De var tværtimod mirakuløst gode til at hjælpes
ad og hjælpe hverandre. Og så besluttede vikingerne at lave nogle love for mennesker, som lignede dem,
gæssene havde inden i sig selv. De troede, at vi dermed ville blive bedre mennesker. Lige så ... fornuftige og
gode ... som grågæssene - og at verden altså dermed ville blive ... fredeligere og bedre at leve i for
mennesker. Og når man så havde nedskrevet denne samling af leveregler, ja, så er det jo klart, at man
måtte kalde den Grågås. Æres den, som æres bør! Ikke sandt?
- Jamen, altså tante, hvorfor står der, at madammer ikke må gå med bukser? spurgte Tora mistroisk.
- Går grågæsmadammer med bukser, piger?
- Nej! fniste pigerne.
- Nå! Der kan I bare se. Så er det vel klart, at menneskemadammer heller ikke skal gå med bukser ...
- Men det gør grågæsmænd da heller ikke.
- Joh! Det gør de skam så sandeligen, piger. De er bare usynlige! Enhver grågase med respekt for sig selv har
de usynlige bukser på. Sådan er det! Basta!
Tante Ingeborg lo selvtilfredst, som havde hun atter løst et vanskeligt spørgsmål på den fortrinligste måde.
Sandheden var nemlig, at gamle frøken Smauzen-Olsen ikke et øjeblik troede på, at det var
menneskebørn, der havde projiceret billedet af uhyret op ved hjælp af moderne teknik nede ved
alterstenen - og at hun var dybt rystet over, at pigerne havde set den lede gam. Også, at det var denne
selvsamme lede gam, som for mange år tilbage på det nærmeste havde skræmt livet af hende selv - kyst
hende i en tønde og sparket hende ned gennem dødens kæmpefos - til håret rejste sig på hendes hoved, og
vandet gik.
Siden dengang, da hun var en ung kvinde på enogtyve år, havde hun med mere eller mindre jævne
mellemrum set denne lede gam, som hun kaldte den. Men det underlige var, at ingen andre så den. Hun
havde haft sin unge pige Klara med dernede - og Gamleklausen, som var en klog og erfaren mand, der
vidste besked med noget mere end sit fadervor - og i øvrigt havde gået hende til hånde med alskens
forefaldende arbejde på gården i en menneskealder; men ingen af dem så den - selv ikke når hun stod der
lige ved siden af dem og selv gloede det frygtelige væsen direkte ind i øjnene, så de den - for ikke at tale
om, at de heller hverken hørte eller lugtede den. Så hun havde tyet til det svar på det mærkelige fænomen,
at det åbenbart kun eksisterede i hendes egen fantasi.
Et år, hvor det var nymåne netop ved midsommer, og hvor hun havde været sikker på, at gammen ville
vise sig, havde hun sågar indbudt sin gode gamle ven, biskoppen, til at spise picnic med hende ved
alterstenen, fordi hun havde en idé om, at han, om nogen overhovedet, ville kunne se den, da han var
kendt for at være lidt af en troldmand og have højst uforklarlige evner i alle retninger - han kunne f.eks.
helbrede syge ved håndspålæggelse, påstodes det. Og gammen var der da ganske rigtig også. Men heller
ikke han så den!
Hun foretog i øvrigt et betydningsfuldt eksperiment ved den lejlighed. Hun foreslog nemlig biskoppen, at
de skulle plukke skovjordbær netop dér, hvor gammen lå - uden at fortælle ham, at gammen var der,
naturligvis.
Arm i arm med biskoppen spadserede hun således de tyve skridt fra stenen, som de havde spist ved, og
hen til gammen. Hendes knæ havde skælvet, idet hun tænkte "nu eller aldrig!" "Jeg tror de står lige
derhenne - ved stenene", havde hun sagt - og var så derpå - med biskoppen - skredet lige ind i gammen, der
slet ikke føltes, men bare var den rene luft - og hen til stedet, hvor hun havde sagt, at bærrene skulle stå.
8
Der var ingen bær. Naturligvis var der ingen bær. Det vidste Ingeborg udmærket. Alligevel havde hun
aldrig følt sig så lettet. Hun havde ganske vist snydt biskoppen - lidt - eller udnyttet ham i det mindste - og
det burdet man jo aldrig gøre! Men det var til et godt formål ifølge tante Ingeborgs egen lovbog, og derfor
noget hun slet ikke kunne føle dårlig samvittighed over.
Siden da - og det var vel et halvt hundrede års tid siden nu - havde hun været fuglefri om hjertet, og intet
havde kunnet skræmme hende. Intet i hele verden. Hun havde været overbevist om, at alt var som det
skulle være, og ville vedblive med at være det i al evighed, hvis altså bare hun kyssede offerstenen hver
evig eneste dag.
Men nu var det hele så alligevel anderledes, end hun havde troet. Hendes fuglefrihedsfølelse viste sig at
kaste blafrende skygger på den verden, hun holdt af. Gå ud over den. Måske tage glæden fra den. Det gik
over den gamle frøkens forstand, at pigerne kunne se et fantasifoster af hendes eget hjernespind. Nu måtte
hun tage sig sammen - og gøre alt, hvad der stod i hendes magt for igen at gøre deres verden smuk og sjov,
tænkte hun. For det var det, den skulle være, mente hun, smuk og sjov.
- Tag nu jeres bukser af piger, så hænger jeg dem til tørre her i buskadset, for det er jo ikke behageligt at gå
rundt med våde bukser. Sådan! Så kan Gamleklausen hente dem i morgen, når de er blevet tørre. Vi siger
bare, at I tog en aftensvømmetur i vigen. Hm. Måske skulle vi lige skylle dem op først, så den gamle ræv
ikke lugter vort nummer. Folk snakker så meget, og det skulle jo helst ikke komme københavnerbisserne for
øre, at deres trick virkede så godt, at I kom til at tisse i bukserne af frygt, vel? Det lader vi være en
hemmelighed mellem os, ikke?
- Jo! sagde Tora. - Skal vi sværge?
- Ja! Lad os sværge ved at kysse offerstenen sammen! foreslog tante Ingeborg.
Og det gjorde de så. Med hænderne på ryggen bøjede pigerne sig ned over stenen - helt ligesom tanten hvorpå de kyssede den med samme højtidelige og inderlige værdighed som hun.
9
KAPITEL 2
Da de atter kom hjem til Gml. Trollenæsgård, var det begyndt at skumre, og nattergalene havde istemt
deres aftenkoncert.
- Hvor synger nattergalene frydefuldt i aften, sagde tanten. - Vi kan da ikke bare gå ind og lægge os til at
sove, vel? Det er dertil vist sidste vers, de synger på i aften; resten af sommeren vil de have travlt med
andre ting.
- Men tante Ingeborg! Jeg synes altså, at jeg lugter! indvendte Tora. - Og måske kan nattergalene ikke lide
at synge, når de lugter, at jeg har tisset i bukserne. Måske strammer deres næsebor sig så sammen, sådan
at de kommer til at grynte i stedet for til at synge - og så siger de måske bare nyrrrrrerrrøu- eller sådan
noget. Det er da synd for dem! Især hvis det er deres sidste chance for at synge.
- Du siger noget, svarede tanten. - Det kan vi ikke byde dem. Lad os så da først gå indenfor og få os et
vederkvægende bad og parfumere os og iklæde os vore koncertkjoler. Æres dem, som æres bør!
Inde i forstuen blev Toras ansigt til ét stort spørgsmålstegn, og hun gav sig til at suge vejret dybt ind
gennem næsen.
- Jeg lugter pandekager. Det gør jeg sgu! meddelte hun.
- Men det gør jeg altså!
Det var Klara!
Tante Ingeborg plejede at kalde hende "min selvtænkende engel". Tantens unge piger hed i øvrigt altid
Klara. Lige meget hvad de ellers hed, så hed de Klara - dels fordi tanten så godt kunne lide det navn, og dels
fordi det var hendes overbevisning at piger, der ligefrem ønskede at hedde Klara, måtte være i besiddelse
af englelige egenskaber. Og tante Ingeborgs piger ønskede virkelig at hedde Klara. Når hun annoncerede
efter ny ung pige, hvilket skete hvert syvende år, skrev hun nemlig i annoncen:
"Ønskerolle for en ung smuk pige med en gammeldags sjæl, der ønsker at lyde navnet Klara,
foretrækker blomstrede kjoler,
er en selvtænkende engel
og har sans for Guds kunst på mindst ét instrument hos aldrende gårdejerfrøken i idylliske omgivelser."
Og selvom det var en ny Klara, der kom hvert syvende år, var det alligevel altid den samme slags Klara.
Den slags tanten ville have.
Hvorfor tante Ingeborg skiftede pige hvert syvende år, var der ingen, der vidste; men sådan skulle det
være, påstod hun. Og tante Ingeborgs Klaraer var altid englelige - både at se på og i deres måde at opføre
sig på. Ikke mindst som nu, hvor Klara havde anrettet en bakke med dampende hed kakao og lune,
knasende sprøde pandekager med solbærsyltetøj - og et stort glas cognac til tante Ingeborg. Det var jo lige,
hvad de trængte til efter oplevelsen ved stenen, som stadig sad i dem som uro, omend de gjorde deres
bedste for at skjule det. Det var som om deres blod havde fået et forunderligt elektrochok og nu var blevet
magnetisk, således at det tiltrak alskens sære og mærkværdige - for ikke at sige rent ud unævnelige tanker.
- Hvor vil De have bakken serveret, fru Smauzen-Olsen? spurgte Klara, da den gamle tante og pigerne var
kommet ned, nybadede, velduftende og iført deres fineste natkjoler.
Tante Ingeborg havde en lang påfugleblå silkekjortel på og et azurblåt angorasjal om skuldrene. Hendes
hvidgrå hår var samlet i en blød fletning i nakken og var så lang, at den først endte ved knæhaserne. Hun
havde det længste hår pigerne havde set og deres største drøm var at få lige så langt hår som tante
Ingeborg.
Hun kunne sagtens sidde på det. Og en gang havde hun kunnet stå på det! Men det var for upraktisk at
have det så langt, sagde hun, for man risikerede at falde i det og brække halsen. Det havde hun selv været
lige ved en nat for nogle år siden, hvor hun havde hørt uro i hønsehuset og var fløjet ud af sengen som et
lyn for at komme ned og lukke hundene ud og skræmme ræven væk.
Først var hun snublet i de lange tjavser i vinterstuen, og det i den grad at hun slog hul i hovedet mod
stueorglet og måtte gå med blåt øje og bule i panden i lange tider. Og dernæst var hun i hønsehuset i
10
kampens hede kommet til at jokke i dem - og dét lige hvor der lå en stor stak friske prutter under
siddepindene!
Dette lange hår havde dertil forsinket hende i mindst et halvt minut, påstod hun - og derfor kostet en god
kyllingefører livet. Så fra da af havde det været slut med den lange udgave. Nu fik det aldrig lov til at gå
længere end til knæhaserne. Men det var nu imponerende alligevel.
Når Klara spurgte, hvor bakken skulle serveres, var det ikke så mærkeligt. For der var mange muligheder.
Dels havde tante Ingeborg både en vinterstue, en forårsstue, en sommerstue og en efterårsstue, og dels
havde hun et væld af andre små mærkelige rum i alle mulige farver bag løndøre. Og det var aldrig til at vide,
hvor hun ville være! Således brugte hun ikke årstidsstuerne afhængigt af årstiderne - men afhængigt af sit
humør. Og hun kunne rent faktisk være i vinterhumør om sommeren og omvendt, så det var ikke så ligetil
at forudse, hvor hun ville hen. Hun havde mange opholdssteder og mange humører - den gamle frøken.
- I løvhytten, kære Klara! svarede hun. - For vi har lige klædt os på til nattergalekoncert.
- Det er ellers lige begyndt at regne, informerede Klara.
- Åh, så kommer det til at lugte godt, men vil du ikke nok hente paraplyerne til os Klara?
Det ville hun godt. Og Gamleklausen hentede hun også, så han kunne bære paraplyen for hende, mens
hun bar bakken fra verandaen ned ad den lange trappe, tværs over græsplænen, over broen over den lille
sø med åkander i, der ikke var store nok til at stå på - men måske blev det engang - ad stien gennem
bøgelunden og ind i løvsalen, hvor løvhytten stod.
De måtte gå i gåsegang, fordi stien var så smal. Først Klara, der selv med en bakke kunne gå vimsende med
lette fjed, så Gamleklausen - hjulbenet og med skutryg - så Tora og Camilla, der nærmest trippede - og
bagerst tante Ingeborg adstadigt skridende. Hundene havde også hver deres gangart. Den sorte Diva for
som en afskudt elastik omkring i alle retninger på én gang. Den gamle cockerspaniel Herbert luntede af sted
i besindigt tempo lige ved siden af tanten, og Tora og Camillas hund, den unge chow-chow Lady Flora, kom
af sted tøffende som et damplokomotiv på stylter lige mellem pigerne.
Da pigerne og hundene havde fået anbragt sig i hytten , og Gamleklausen og Klara havde soppet hele den
lange vej tilbage til stuelængen, holdt regnen op. De hørte kun nogle enkelte tunge dryp fra bøgekronerne og så nattergalene. Det var blevet meget mørkt nu. Og der lugtede også mørkt.
Den gamle tante tog en dyb indånding og så ud, som om hun sugede hele natten ind i sig.
- Uhm! Det var godt at komme herud i aften piger. Hvilken velsignelse denne løvhytte er.
- Ja, som et eventyr, sagde Tora. - Men jeg er slet ikke bange for mørket.
- I løbet af det næste kvarter kommer nymånen frem på himmelen - hvis ellers skydækket lader den - og så
begynder en ny måned: jeres måned.
Hun tog en slurk af sin cognac, gav sig god tid til at smage på den, og lagde så sin hånd ligesom
velsignende først på Camilla - så på Tora.
- Guds plan er ganske vist ufattelig for os pattedyr, sagde hun så, - men én ting er sikkert, og det er, at det
passer som fod i hose ind i hans plan, at vi tre skal sidde sammen her nu og drikke chokolade, spise Klaras
pandekager og høre nattergalene synge for os, mens vi venter på nymånen og vore hunde passer på os.
Gud har det med at bruge pattedyr som os til at udføre store ting, som i virkeligheden er små skridt bittesmå skridt - så små, at vi, målt med vore øjne i vort perspektiv, ikke kan være mere betydningsfulde
end fluelorte ... Et langt livs indsats for at sætte sig ind i dét at være menneske kan man yde, og resultatet
er blot en enkelt lille banal detalje i guds grænseløse skaberplaner. Ak, ak! Iblandt er mennesket så lille,
piger; men ved I hvad: netop som det synes, det er allermindst og helt betydningsløst og glemt af Gud, så er
det allerstørst!
- Er du fuld tante Ingeborg? Du snakker så mærkeligt! Har du drukket for meget kajakvin?
Tora havde kaldt tantens cognac for kajakvin, siden inden hun kunne tale rent, og da ingen nogensinde
havde irettesat hende - men bare leet - ja, så var hun blevet ved med at sige det. Tante Ingeborg brugte det
sågar også iblandt.
- Nej, ti stille Tora, sagde Camilla. - Jeg ved godt, hvad du mener tante Ingeborg. F.eks. i dag, ikke, da jeg
blev så bange og troede, at jeg skulle dø, ikke - uhr, hvor var det altså bare uhyggeligt - da følte jeg mig
faktisk sådan meget lille. Helt faktisk, så var jeg så lille, at jeg egentlig slet ikke var der. Men så nu, ikke, når
11
jeg tænker tilbage på det øjeblik, så er det faktisk som om jeg husker mig selv meget mere ... altså som om
der var meget mere af mig at huske, end der har været nogensinde før.
Hun kiggede genert ned på sine tåspidser.
- Men jeg ved selvfølgelig ikke, om det har noget med Guds skaberplan at gøre, altså!
Hun gemte sine fødder under dugen. Hun var ikke så vant til at tale om Gud.
- Det var bare det der med størrelsen, jeg tænkte på.
Hun var lidt bange for, at Tora skulle ødelægge det hele ved at begynde at le, hvilket så ofte skete, når hun
gav udtryk for, hvad hun virkelig følte.
- JA! Sådan er det også med Jesus! udbrød Tora. - Vores lærer, han sagde engang, at da Jesus blev hængt på
korset, så følte han sig bittebittelille og alene og sagde "av min Gud, hvorfor har du forladt mig?". Han
troede, han slet ikke var noget værd og helt alene. Og så er det jo netop lige det øjeblik, hvor han hænger
der og er helt - ligesom stakkels altså, ikke også - man har hængt op i alle kirker! Og han er slet ikke ensom
mere, for der er en masse mennesker der, ind imellem ihverttilfæde, som synger for ham og snakker med
ham. Så det er sikkert også det det øjeblik, hvor han følte sig allermindst, at han husker bedst. Ikke? Er det
ikke bare mærkeligt?
- Der ramte du hovedet på sømmet, lille Tora. - Jeg tror Jesus ville give dig ret! sagde tante Ingeborg.
- Tror du på Jesus, tante Ingeborg? spurgte Camilla tvivlende. - Jeg hader altså faktisk kirker, lo hun. - De er
så kedelige.
- Ja, jeg hader også kirker. De er så kedelige. Jeg synes altså også, at Jesus han er kedelig! Han hænger bare
der på korset og siger "av min Gud..."
Pigerne fniste.
- Jeg tror på ALT! svarede tanten.
- På alt! gentog Tora. - Hvad mener du med det? Hvordan kan man tro på alt?
- Det kan man da ikke! Man må da vælge noget! Ja, hvis man ikke er ateist, altså, selvfølgelig, som vores
mor...
- Tror du også på Buddha og Muhammed og Odin og Thor og solen og totempæle og øh, jomfru Maria, og
Gud og Satan og Fanden og Helvede ...
- Og en prut? afbrød Tora fnisende Camillas opremsning.
- Jeg tro på alt det, jeg kan se og høre og lugte, nikkede hun, mens hun kiggede på Tora, - og ja, sådan ...
sanse. Jeg tror f.eks. på jer, alterstenen ... og det lille pindsvin dér, se ... som er gået i gang med at drikke
mælk.
De kiggede i retning af, hvor hun pegede. Og der, lige udenfor hyttens åbning, stod det ganske rigtig og
labbede mælk i sig.
- Det bor her hos os - og kommer hver aften og får sig en skål mælk - fuld af lopper - pindsvinet altså. Klara
kalder hende fru Loppetorv. Snart bringer hun nok sine unger med sig. Og nymånen tror jeg på. SE ... nu er
den der!
Pigerne fulgte hendes blik.
- Orv ja. Hvor er den bittetynd. Lad os give den en pandekage - eller et glas af tante Ingeborgs kajakvin, så
bliver den måske lige pludselig helt fuld! sagde Tora.
- Hm, svarede tanten. - Men husk at I så den, lige da den viste sig. Det bringer held.
- Hvorfor det, tante Ingeborg?
- Sådan er det bare! Hvordan skulle jeg kunne vide hvorfor? Jeg er jo bare en gammel gammeljomfru. Jeg
kan vel ikke vide hvorfor! Jeg føler bare på mig - af erfaring - at sådan er det! Og man skal stole på det, man
fornemmer.
De sad en stund tavse - kiggede på den åleslanke måne - og fornemmede ...
- Nattergalene er altså holdt op med at synge nu tante! sagde Camilla, da hun var blevet træt af at
fornemme.
- Ja! Og det betyder, at vi skal i seng og sove, sagde tanten.
- Ved du hvad, tante Ingeborg? spurgte Tora så utilpas. - Jeg kan nu alligevel ikke helt lade være med at
tænke på den der lede gam. Hvad er egentlig en led gam for noget?
12
- Noget man digtede om i gamle dage - i meget gamle dage - da man troede at jorden var flad som en
pandekage, og man formentlig ville have opfattet et TV-apparat som en guddom. Bare et fantasidyr. Det
eksisterer slet ikke i virkeligheden.
- Men hvad nu, hvis det så kommer, bare som sådan et lysbillede, oppe i vores soveværelse, når vi skal
sove? Eller mens vi sover? Så kan vi jo godt blive lidt bange alligevel. Og det har jeg altså ikke lyst til! Og jeg
tror den kommer. Måske kommer den og siger, at Gud vil have os som offer! sagde Tora.
- Jamen jeg har jo sagt, at det kun var de gammeldags guder, der ville have børneofre, og at I er alt for
moderne til dem! svarede tanten.
- Ja, fordi vi ser fjernsyn. Men du har jo ikke noget fjernsyn. Vi ser jo ikke fjernsyn hos dig, vel? Og så vil de
måske godt have os! indvendte Tora.
- Kunne I da tænke jer at sove inde hos mig, så?
- Jahhh ... og hos englene! sagde Tora. - Der tør den lede gam ihverttilfælde ikke at komme, for så bukker
englene bare begge ender sammen på den, ikke også Camilla? Ikke også tante Ingeborg?
Få minutter senere var de alle tre med hundene i hælene på vej ind gennem helligåndsdøren for at
komme op til tante Ingeborgs sovegemak. Døren hed sådan, fordi Helligånden var malet på den. Tante
Ingeborg sagde i det mindste, at det var Helligånden; men det man så var tunger af ild, som kom lige ned
fra himmelen og satte sig på en skare mennesker iført kjortler, som lignede tante Ingeborgs natkjole. Præcis
en stråle til hvert menneske. Og menneskene blev slet ikke brændt af stråleflammerne. De fik bare
skinnende tallerkenhatte på og så tværtimod meget lykkelige og taknemmelige ud. De slog endog
hænderne sammen, som om de sagde "Åh, hvor er de dejlige!"
Øverst oppe, der hvor flammerne kom fra, var der noget ubestemmeligt noget, som så ud som om det
havde vinger. Bag det var Guds bolig, sagde tante Ingeborg; og pigerne syntes det var meget betryggende
at vide, at Gud havde sin bolig i tante Ingeborgs sovegemakdør, for så turde den lede gam helt sikkert ikke
komme den vej.
Inden de puttede sig gik de først rundt og sagde godnat til nogle af englene. De fleste af dem lignede
smukke mennesker med blide og intelligente ansigter - og store vinger. Pigerne ville have at vide, hvad
dem, de nu følte sig mest tiltrukket af i øjeblikket, hed, og om der var noget særligt, de var gode til. Og
tanten fortalte glædeligt om englenes kendetegn og kvaliteter. Hun havde en ren dille med engle. Elskede
dem ... og vaskede og pudsede dem - og pludrede med dem, som var de hendes børn.
Havde pigernes forældre nogensinde set tantens sovegemak, ville de sikkert ikke have turdet at overlade
dem i tantens varetægt, for de ville have troet, at hun var bindegal. Men tante Ingeborg have formået at
holde sin engledille hemmelig. Kun Klara kendte den, og så småpigerne naturligvis. Men de skulle nok holde
tæt!
Fra engel til engel gik de - og kyssede godnat. De måtte stå på tå for at nå - visse steder endog på en
skammel. Tante Ingeborgs fredfyldte engle var nemlig mestendels store som mennesker. I en snor fra
lysekronen over toiletbordet hang der imidlertid én på størrelse med en paraply; og den lignede slet ikke de
andre. Den havde knyttede næver og et meget vredt ansigt.
- Nej, hvor ser han gal ud! Hvem er det? spurgte Camilla, da hun kom til ham, hvorpå Tora satte i et spring
tværs over den store himmelseng for at komme hen og kigge med. Der lød et hyl og en knurren fra den
gamle Herbert, som hun var kommet til at lande på.
- Orvvja. Han ligner pedellen på vores skole, når vi har tegnet med farvekridt på asfalten i frikvarteret.
- Det er Satan, svarede tante Ingeborg.
- SATAN! Jamen du siger jo, at her kun er engle i dit soveværelse! Tora så ud som havde hun fået et anfald
af polypper.
- Vær venlig at lukke munden Tora, bad tanten. - Der er såmænd slet ikke noget mærkeligt i, at han også er
her, for Satan er så sandeligen også én af Guds engle. Han er bare én af de lidt uartige. Men hører med til
englene, det gør ham skam, sagde hun bestemt.
- Men hvorfor er han så gal og truer sådan med hænderne - som en bokser? Er der nogen, der har malet på
hans asfalt med fedtefarver? spurgte Tora.
- Nej, slet ikke. Og det ville han helt sikkert da også bare have glædet sig over, tror jeg, svarede tanten.
13
- Ha! Så er det en sød Satan, selvom han ser sur ud, grinede Tora.
- Nej, ser I, når han er så vred, så skyldes det, at han en dag gik op til Gud og spurgte, om han ikke måtte få
lidt af det dejlige lys, som han kastede ned over menneskene, for at et lys kunne gå op for dem ...
- Det der lys der er nede på Helligåndsdøren? spurgte Tora.
- Ja, netop! svarede tanten. - For han ville nemlig så gerne have, at et lys også skulle gå op for ham. Men
Gud sagde: "Nej, Satan! Det kan der ikke være tale om!" "Jamen jeg har sørme sådan lyst til det lys," sagde
Satan så. "Jeg kan slet ikke holde ud at leve uden det lys; og hvis du ikke vil give mig det, så er du rigtig
uretfærdig, ja du er - og så går jeg bare selv hen og tager det." "Din uartige engel," sagde Gud så. "Du ved
da heller ikke, hvad der er bedst for dig. Nu smider jeg dig ud af himmerige, og så kan du tænke lidt over,
hvor uartig du er, mens du falder!" Og derfor er det, at han falder. I kan nok se, at han falder, ikke? Man
kalder ham ligefrem "en falden engel". Men en engel er han jo godt nok alligevel, så selvfølgelig skal han
også være her. Og han hænger da godt der, synes jeg. Badet i lys.
- Jamen tante! Hvordan tør du egentlig at give ham alt det lys, når Gud ikke vil have, at han skal have det?
Tanten spidsede mund i koncentration.
- Jamen jeg giver ham faktisk heller ikke lys. Jeg illustrerer bare, at han er faldet ned fra lyset ved at lade
ham falde ned fra min lysekrone. Jeg har jo netop ikke sat ham oppe i lysekronen, vel?
- Er han også nogle gange uartig overfor dig her i soveværelset? Ligesom en nisse eller sådan én? spurgte
Tora.
- Aldrig nogensinde. Det kunne ikke falde ham ind at være uartig overfor mig. Han falder bare. Badet i lys.
Jeg tror, han har det rimelig godt der, svarede tante Ingeborg.
- Må jeg lege damefrisør med dit hår, tante Ingeborg? spurgte Tora. - Det er så skægt altså!
- Ikke nu! svarede tanten. - Det er flettet og klart til at sove. Og vi skal også sove nu. For vi skal tidlig op i
morgen og binde blomster. Det er jo Sct. Hans i morgen - og vi skal have bundet en midsommerstang, som
vi kan danse om om eftermiddagen.
- Hvad er en midsommerstang? spurgte Camilla.
- Det er sådan en flagstangsagtig pæl, som man fletter blomsterkranse og hænger på, og så danser man om
den og synger og leger - og hylder sommeren.
- Det har jeg aldrig været med til. Det gør vi ikke i Herlev. Der brænder vi bål af.
- Ja, og heks, nogle gange, sagde Tora.
- Men ser I, piger, i det land, som jeg kommer fra, nemlig Sverige, der brænder man ikke bål af ved
midsommer. Der danser man i stedet for om midsommerstang ...
- Jeg troede du kom fra Island! afbrød Camilla.
- Og Klara holder også så meget af det, fortsatte tanten ufortrødent.
- Hvordan kan det egentlig gå til, at du både kommer fra Island og fra Sverige? Det kan jeg ikke forstå!
sagde Camilla.
- Jo! Det er slet ikke noget problem, svarede tanten. - For min mormor kom fra Island - og det er på den
måde jeg stammer fra Island - men hun bosatte sig i Sverige, som min mor kommer fra, og på den måde
stammer jeg jo både fra Island og fra Sverige, ikke?
- Dansede du så om midsommerstang hjemme hos din mormor i Sverige?
- Ja, netop!
- Men hvorfor gjorde hun det, når hun var islænding? Danser man også om midsommerstang på Island?
ville Tora vide.
- Nej, det gør man overhovedet ikke. Der har man heller ikke ret mange blomster, fordi det jo er så koldt, og
der er så megen is ...
- Og så mange grågæs, som spiser de få der er! sagde Tora. Hun var altid god til at lægge to og to sammen
på sin egen specielle måde.
- Hun kunne vel bare lide traditionen, ligesom mig! sagde tante Ingeborg.
- Men det kræver megen energi, så vi må være veludhvilede.
- Er det kun os, der skal danse om den? spurgte Camilla.
- Nej, også Klara og Gamleklausen, og så har jeg inviteret nogle andre, men dem får I at se, når de er her.
14
- Også børn?
- Jaja.
- Men hvad med bål? Skal vi ikke også have det? spurgte Camilla.
- Naturligvis skal vi have bål om aftenen - nede på engen. Og hvis vi får tid, må vi også hellere se at få lavet
en heks, som vi kan brænde.
- Jahhh! Med en masse heksehår på hagen, ikke tante Ingeborg? spurgte Tora.
- Hvordan skal vi lave dem? spurgte Camilla.
- Vi finder nok på råd, når vi har sovet, svarede tanten. - Eller overlader det til Gamleklausen. Han er god til
det med hekse, og jeg tror i øvrigt ikke, at småpiger overhovedet har godt af at lave hekse. Der er noget,
der siger mig, at det er bedre for børn at lave engle.
Og så puttede de sig under dynen i den store himmelseng med kongeblå gardiner. Begge piger ville holde
om tantens fletning, når de faldt i søvn, og det var der også råd for. For når Tora havde taget, hvad hun
kunne holde om på højre side af tanten, slog hun blot den resterende meter over til Camilla på venstre. Og
så var de klare til at sove.
- RRRR, tante Ingeborg! skreg så Tora.
- Men barn dog! Hvad er der nu? spurgte tanten.
- Se ham der, trolden! Den lille trold, lige der, på himmelstolpen, helt heroppe i hjørnet. Ørk, hvor er han
væmmelig. Hvem er det?
- Nå ham. Det er bare min lille Lincoln imp. Han er der for at holde blæsten ude. Jeg bryder mig ikke om at
sove i træk.
- Hvordan det? spurgte Camilla. - Hvem er han? Er han også en slags engel? Det ligner han da ikke; og han
har jo heller ikke nogen vinger.
- Jo, ser I. En dag for mange, mange år siden var djævelen i godt humør, og derfor gav han sine små
dæmoner ...
- Dæmoner, spurgte Tora - hvad er dæmoner?
- Det er sådan en slags bastarder - blandinger af forskellige slags blod, som vi ikke kender til. Nå. Men dem
gav han altså love til at komme ud at lege. Én dykkede ned i havet uden at blive våd, én red på en regnbue,
én hoppede rundt i et bål uden at blive brændt, én legede med lyn, som var de gafler, og endelig var der så
én, der red på østenvinden og kom til domkirken i Lincoln. Det er en by i England, hvor jeg var engang.
- Var du der dengang, da dæmonen kom? spurgte Tora.
- Nej, så gammel er jeg ikke, svarede tante Ingeborg. - Nå, men når nu impen først var kommet til kirken,
syntes han, at han hellere måtte udrette lidt. Så han væltede biskoppen omkuld, sprængte degnen i luften og koret og organisten med - og blæste vinduerne og lyset ud. Østenvinden nægtede at bære impen ind i
kirken - af grunde vi ikke kender - og så måtte han jo gå alene derind. Men han bad vinden om at vente
udenfor. Og det lovede den. Da han var kommet indenfor lavede han en forfærdelig ståhej. Han rev
tapeterne ned af væggene, slog huller i helgenbillederne, rev håret af den hellige moder, brækkede armene
på lysestagerne og plukkede fjer af englenes vinger. Men så var det, at der var en lille engel, der tænkte, at
nu måtte det sandeligen være nok, og den udtalte så ordene: "Åh, slemme imp, må du blive til sten!"
Hvorpå han blev det. Og der kan man stadig se ham, lige ved vinduet længst i øst hvor han sidder med
krydsede ben helt øverst oppe på en stolpe. Og vinden venter stadig udenfor. Den nægter at komme
derind, hvor impen er.
- Jamen tante Ingeborg, hvordan kan den stadig sidde der, når den er her på stolpen i din himmelseng?
spurgte Tora.
- Jo, ser I - ham der er ikke den helt samme imp. Han er bare sådan en slags påskeæg, impen lagde til mig,
for at vinden skulle holde sig væk fra mit sovegemak.
- Hvordan gik det til?
- Da jeg var der, så stod jeg og kiggede ham lige i øjnene i tre timer og tænkte hele tiden på, at ham ville jeg
godt have i mit sovegemak, så jeg kunne holde vinden ude; og da jeg endelig gik og kom udenfor og stak
hænderne i lommerne for at tage mine handsker, så lå han der, ham der. Impen i miniudgave.
15
- Nej! Hvordan kunne han lægge æg i din lomme, når han sad fast og var sten højt oppe på stolpen? Er han
også en slags tryllehøne? spurgte Tora.
- Svært at sige! Men nu skal vi altså sove, piger!
Hun kunne nu sagtens have sagt det, hvis hun havde villet. Men tante Ingeborg havde det med ikke altid at
sige det hele. Det var der ingen grund til, syntes hun. Hun ville ikke drømme om ligefrem at lyve, men man
kunne altid undlade en smule, mente hun. Sandheden var imidlertid, at hun havde købt den i kirkens
souvenirkiosk. Men det lod hun altså helt, som om hun havde glemt. Og måske havde hun det også. Et
pund kostede den.
- Den virker godt! sagde Camilla. - Her er slet ingen træk.
- Kun fra Herbert - han snorker lige på min storetå, sagde Tora i halvsøvne.
- Jamen det er jo dejlig varm luft, ikke sandt? spurgte tante Ingeborg.
- Uhm, dejlig varm luft ... svarede Tora; og snart snorkede de alle lige så tungt som Herbert, mens englene
passede på dem.
16
KAPITEL 3
Tante Ingeborg vågnede som sædvanlig klokken seks næste morgen for at ønske den gryende dag
velkommen. Men hun kunne ikke komme ud af sengen. Hun forsøgte ganske vist forsigtigt et par gange at
sætte sig op, men det var dømt til at mislykkes, for pigerne holdt stadig i søvne om hendes fletning, og hun
syntes, det var synd at vække dem. Hun prøvede at liste den ud af deres hænder; men det gik ikke. Hver
gang hun var ved at få den fri, strammede pigerne deres greb. Så der lå den gamle tante, tøjlet som en hest
i stram tømme - i sin egen seng - af sine honningkagehjertesmeltere.
Hanerne galede og kunne ikke begribe, at hun ikke kom ud og gav dem og deres familier hjemmebagt
brød, som hun altid gjorde som det første om morgenen. Og fårene brægede og savnede at blive kløet bag
ørerne. Mens hun bare lå der minut efter minut, indtil Bismarck tabte tålmodigheden.
Med ét lød hans galen nemlig meget højt, og hun så ham sidde på gesimsen lige udenfor vinduet. Han var
blevet virkelig træt af at vente. Og han nøjedes ikke med at gale af fuld hals; han pikkede også på ruden, så
hundene gøende for op og drønede rundt i sengen og hen til vinduet og tilbage igen - trampende
hensynsløst rundt på dem alle tre. Så vågnede pigerne da endelig, og tanten kunne stå op.
Bismarck lagde hovedet på skrå og så ud som om han tænkte: "Det var dog en mærkelig opførsel --- at
ligge der og dovne, når jeg har galet mange flere gange end tre!" Og så pustede han sig ordentligt op og
strakte hals og galede én gang til - for en sikkerheds skyld - hvorpå han fløj ned på græsplænen igen og løb i
fuldt tospring hen til hønseflokken, der gik og så forventningsfuld ud under sommerstuevinduerne.
- Orv - hans hale er næsten lige så lang som dit hår, tante Ingeborg, sagde Tora.
- Er det ikke ret upraktisk? Kommer han aldrig til at træde på den? Og jokker han den aldrig ned i
hønseprutter? spurgte Camilla.
- Nej! Han har jo aldrig haft den sat op med hårnåle, må du tænke på, sådan som jeg har. Han har den altid
hængende løs - og er derfor vant til det. Der er også en slags stivere i den, kan I se, de første femogtyve
centimeter, vil jeg tro; så den holdes lige præcis på afstand af fødderne.
- Orv ja. Hvor er det bare smart. Du skulle også have sådan et halefjersystem i dit hår, tante Ingeborg; så
ville du ikke behøve at være bange for at træde det ned i hønseprutter, hvis ræven skulle komme, sagde
Tora.
Så gennemgik de hele morgenritualet. Hønsene fik brød blødt op i vand - det elskede de - og det fik
kyllingerne også, men dertil med hårdkogt finthakket æg i. Og så fik de også overskårne regnorme.
Der var fjorten kyllinger i alt - bittesmå - gule, røde - og en enkelt næsten helt sort. Og da de fik
regnormene, for de som pile rundt mellem hinanden og snuppede regnormebidderne ud af hinandens
mund. De ville hele tiden helst have den, en anden allerede havde, i stedet for bare at tage en ny i skålen.
Der var ellers nok af dem. Men den mest spændende var altså den, en anden havde. Det var meget
underligt - og dumt - men også morsomt, syntes pigerne. Og kyllingerne havde det eventyrligt. De så ud,
som om hele livet blot var en leg, som gik ud på at hugge fra hinanden. Sådan et lille ormestykke kunne
have skiftet næb over syvoghalvfjerds gange - fik de det til - førend det endelig endte i en kyllingevom.
- Gør det slet ikke lidt ondt på ormen? spurgte Tora med krøllet pande.
- Nogle af dem ser ud, som om de vrider sig - og hellere vil kravle ned i jorden igen, synes jeg!
- Næh, jeg tror, de synes, det er dejligt at kunne skabe så megen glæde omkring sig. De synes sikkert, det er
sjovere end bare at dø i al ubemærkethed nede i jorden, svarede tanten.
- Det er jeg nu ikke så sikker på! sagde Tora.
Også fårene fik deres morgenkosttilskud; kløen bag ørerne og lige på issen - dertil en gulerod. Lammene
var lidt generte - men også nysgerrige. De holdt forbenene solidt plantet en halv meter fra pigerne, mens
de så strakte forkroppen frem, så langt de formåede, for at få et lille strøg på panden, hvorpå de drønede
baglæns igen. Atter og atter gentog de manøvren.
- Ih, hvor er de altså bare nuttede, sagde pigerne. - Tuttede og nuttede.
Og så var tiden da endelig inde til, at de skulle i gang med midsommerforberedelserne. Tante Ingeborg
foreslog, at de gik en tur ned til fjorden gennem skoven med en trækvogn - og fyldte den med alt hvad de
kunne finde af smukke blomster. Især dem der også lugtede godt og var langstilkede. Så ville hun imens
17
bage æbleskiver sammen med Klara. Der skulle nemlig en masse æbleskiver til, sagde hun, og Klara ville få
pip, hvis hun skulle stå alene med det.
Og så drog de da af sted, småpigerne. Da de var næsten nede ved alterstenen, var vognen allerede fuld af
blomster, og de kunne have vendt om og være gået hjem. Men det gjorde de ikke.
- Skal vi ikke lige se, om den lede gam er der? Spurgte Camilla Tora
- Jo. Vi skal bare lade være med at tæske den, svarede hun. - Det sagde tante Ingeborg, at man ikke må.
- Nej, nej. Det gør vi selvfølgelig heller ikke. Men vi kan jo godt lige kigge, ikke? Det kan der da ikke ske
noget ved, vel? Selvom vi ser den, så er den der jo ikke!
Men der var ingen led gam at se. Der var bare fuglesang og solskin og sommerlugt fra tangen. Og så stod
offerstenen der selvfølgelig, som den altid havde gjort, eller næsten altid, siden oldtidsfolkene havde brugt
den til at bygge det der skib, som skulle sejle ind på vangen af én selv.
- Skal vi ofre noget til den? spurgte Tora.
- Hvad for noget? Kysse den?
- Nej! Jeg tror kun den kan lide det med læbestift på.
- Hvad så?
- Vi kan jo synge en sang for den, foreslog Tora.
- Jah. Du! Hvad med den der ugagagu?
Tora spærrede øjnene op og satte dem til at funkle overdrevent.
- God idé! Så vender vi også vrangen ud på os selv, ikke Camilla? Tora fniste.
- Men hvad nu, hvis her er nogen?
De kiggede sig om men så ingen, og de lyttede men hørte igen.
- Eller hvis her kommer nogen? spurgte Tora. - Det er jo en helt hemmelig dans, husker du ikke det? Vi har
jo sværget på ikke at vise den til nogen anden end ...
- Åh, jamen Tora, hvor er du dum! Her kommer jo aldrig et menneske. Her er ikke andre end offerstenen,
og den er jo ikke et menneske, vel? Det er jo bare, som når vi øver os og er helt alene - men så alligevel lidt
bedre, fordi tantes sten er her, ikke? - Og så måske den lede gam! hviskede hun til sidst.
Derpå gik de i gang med deres sang og deres dans. Det var en besynderlig opvisning. De gik i en mærkelig
rytme rundt om offerstenen, som var de indianere, der dansede rundt om en totempæl, mens de halvvejs
sang og halvvejs talte: Ugagagu, gu, gu, ugagagu, ugagagu, ugagagu .. guhh - og lige med ét slog begge
pigerne skørterne op om rumpetten, sådan at det eneste offerstenen kunne se af dem, hvis altså den
overhovedet kunne se, var to par hvide trussenumser med en ring af skørt omkring - på stilke. De lignede et
par blomster, som sprang ud i et rasende tempo. Det må have været stærk tobak for en sten.
Så kom skørtet atter ned, og de listede videre rundt, mens de udførte deres kunstfærdige dansetrin, indtil
de atter var nået til det lange GUHH, som skørterne åbenbart skulle ryge op på, og numsen stritte mod
offerstenen på.
Præcis syv gange gentog de ritualet - uden at fnise eller småsnakke eller gøre noget som helst andet. I dyb
koncentration udførte de det, som var det et spørgsmål om liv og død, at enhver lille bevægelse blev gjort
med den allerstørste præcision. Men så faldt de også om i græsset i hinandens arme, grinende hjerteligt.
- Tys! sagde Camilla så. - Hvad er det? Jeg hørte noget. Kan du se gammen?
Men det var ikke nogen gam, Camilla havde hørt. Det var tre små menneskebørn. Og de lo! De var faktisk
lige ved at revne af grin.
Så tittede de frem fra buskadset.
- Hvorfor ligger I på lur og glor på os? Lede unger! sagde Camilla. - Jeg skal pudse vores hunde på jer, hvis I
siger det til nogen!
En fem-seksårspige, gylden i huden som solskin, så helt forskrækket ud ved tanken. Og idet hun spærrede
sine store, brune skrå øjne op i sit helt ualmindelige smukke og blide ansigt - ja - hun mindede faktisk mest
om en rigtig englebasse, hvis ellers man kan forestille sig sådan en glansbilledenglebasse med skrå øjne sagde hun:
- Nej! Vi lover ikke at sige det til nogen, og I tager fejl; vi er overhovedet ikke lede; vi er nogle meget gode
børn. Er vi ikke også, Benjamin og Palle? Vi var her heller slet ikke for at lure. Vi var her bare. Vi legede
18
stenalderfolk og var på jagt. Og så så vi jer pludselig Og det så så skægt ud, hvad I lavede. I danser meget
smukt. Må jeg være med, næste gang I skal danse den? Jeg kunne virkelig meget godt tænke mig at lære at
synge og danse ligesom jer. Og gøre det med numsen.
Hun lo igen.
- Vil I lære mig den?
Camilla og Tora var lige ved at bløde op efter raserianfaldet over afsløringen. For så sød var den lille gyldne
pige. Hende kunne man altså bare ikke blive gal i skralden på. Det var lige før, de ville give sig til at danse og
synge ugagagu-sangen igen, bare for at lære hende den. De havde nemlig næsten helt glemt drengene.
Men så sagde den lyse af dem:
- Du skal i hvert fald ikke lære den dans - og det er overhovedet heller ikke en dans. De er bare ludere,
mand, som går der og stikker røven frem, sådan nogle idiotiske tøser - lad os give dem en forskrækkelse, så
de holder op med at danse den luderdans her på næsset.
- Nej, Palle! sagde pigen med sin englestemme, der var naiv som et børnevrøvlevers og alvorlig som en bøn
i kirken.
- Du må ikke forskrække dem. Du skal også være god. Alle skal være gode. Sådan er det. Og deres dans er
stor kunst - og sjov kunst - og jeg vil så gerne lære den - hvis jeg må. Du må slet ikke sige, at de er idiotiske
eller noget andet slemt. Det må man slet ikke sige om nogen. Det siger min far. For hvis man er slem mod
andre, så vil andre komme til at være mindst præcis lige så slem mod én selv! Og det er jo ikke så godt, vel?
Vel Palle?
Med hovedet på skrå så hun ud til at vente på et svar.
Pigerne var temmelig forbløffede over hendes måde at tale på. Hun var virkelig ualmindelig usædvanlig. Så
besynderligt højtidelig. Ikke som noget andet menneskebarn af denne verden.
- Åh, din far! Han er jo bare en gammel nar! svarede den lyse. - Hvem tror I i øvrigt, I er, at I går her og
plukker en hel vogn fuld af blomster? spurgte han så Tora og Camilla, og gik derpå hen og sparkede til den,
så den væltede, og alle blomsterne faldt ud på stien.
- Det må man sgu da ikke. I er jo ikke rigtig kloge. I må da have jord i hovedet, mand! fortsatte han.
Nu var hundenes fornærmelsestærskel overskredet. De kom løbende imod ham med halen løftet højt,
Herbert skiftevis knurrende og gøende - meget farlig at se til - og Lady Flora tavs som graven men med
tænderne blottede. Den optrukne overlæbe fik hendes ansigt til at se uhyggeligt forkrøblet ud. Hun så
næsten lige så farlig ud som den lede gam.
- Er det også jer, der har hunde løbende løs her? Er I da fuldstændig tossede. Min far han har bare jagten
her, og hvis han ser jeres hunde, så kan jeg godt sige jer, at han skyder dem. Og han bor bare lige her i
nærheden - på præstegården - han er nemlig præsten. Ha!
Han kiggede hadefuldt på hundene.
- Han skyder dem bare! gentog han så.
- Nej! Det gør han ikke! sagde Tora. - Det gør han ihverttilfælde ikke. For så siger jeg det til min tante, og så,
så hiver hun bare præstekjolen af din far, lige før han skal i kirken - og bukserne med!
- Nej! Det gør hun ikke! sagde Palle. - For så siger jeg bare til min far, at han skal lade være med at velsigne
jer, og så ryger I lige ned i Helvede og brænder op for evigt.
- Ohhh! Så siger jeg bare til min mor, (for hun er nemlig overlæge - næsten - så hun bestemmer alt på
hospitalet), at hun skal få dig indlagt der - og så opererer hun dig - og når du så ikke kan se det, så skærer
hun bare din næse og ... og ... og din tissemand af. Hvis hun ikke giver dig en sprøjte, så du aldrig vågner op!
Og så kan din far bare få dig tilbage i en kiste, kan han.
Han løb efter pigerne og gav sig til at sparke løs efter dem. Men han ramte dem ikke, for de var hurtige og
smuttede om bag offerstenen, og på hver side af dem stod en stærk og gal hund med blottede tænder, så
Palle gav sig til at sparke løs på stenen i stedet.
- NEJ! skreg den gyldne igen så forskrækket. - Det må du ikke gøre! Du må ikke sparke på alterstenen. Det
må du aldrig gøre, Palle. Stop. STOP!
Han sparkede nogle ekstra gange og holdt så op - formentligt fordi det gjorde ondt på ham selv. Derefter
løb han atter hen til pigernes vogn og trampede løs på blomsterne.
19
- Nej. NEJ. Hvad er det dog du gør, Palle. Åh, hjælp mig Benjamin. De stakkels blomster.
Pigens ansigt var helt fyldt af tårer. De silede ned ad hendes kinder som regn. Hvorfor gør du det dog,
Palle? Du kan ikke være det bekendt! Hvorfor gør han det? Hjælp mig alle sammen! Det gør så ondt på
blomsterne!
Benjamin havde slet ikke sagt noget. Han havde bare stået og set sørgmodig ud - og også lidt som om han
skammede sig på Palles vegne. Men nu gik han hen og tog den lille pige i hånden. Han var noget højere end
hun og så noget ældre ud. Var måske på alder med Camilla. Han havde også mørkt hår, men ikke helt sort,
som pigens. Han havde heller ikke skrå øjne, så de var nok ikke søskende, selvom han opførte sig overfor
hende som en beskyttende storebror. Hånd i hånd gik de helt hen til pigerne, der stadig stod bag
alterstenen.
- Jeg hedder Benjamin, sagde han så. - Og det er Rosa.
Rosa kniksede engang, idet han sagde hendes navn.
- Og ham der!
Han pegede på drengen henne ved vognen.
- Det er Palle.
- Han er skør! sagde Tora.
- Vel er jeg ej! Det er jer, der er skøre! sagde Palle.
Hans stemme var nu noget mere afslappet.
- Hvad hedder I? spurgte Benjamin.
- Det er min lillesøster Tora, og jeg hedder Camilla! sagde Camilla.
Hun kunne godt lide Benjamin - og også Rosa, selvfølgelig. Hvis bare den dumme Palle ikke havde været
der, tænkte hun.
- Nu skal vi hjælpe jer med blomsterne! sagde Benjamin, og så gik Rosa og han hen til vognen, fik den på
højkant igen og begyndte forsigtigt at samle blomsterne op og lægge dem tilbage.
- Man må slet ikke plukke så mange blomster! surmulede Palle.
- Hvorfor har I plukket en hel vogn fuld? Det er jo åndssvagt. Så mange vaser er der jo slet ingen der har. Og
hvis I bliver ved med det, er der jo til sidst ikke en blomst tilbage i skoven.
- Det kommer overhovedet ikke dig ved, din snotunge! sagde Tora.
Benjamin og Rosa fortsatte med at samle blomsterne op.
- Jo, det gør. Og jeg siger det til min far. Nu med det samme. Ja, jeg gør så ...
- Ih, hvor er I dumme. I kan slet ikke være det bekendt! sagde han så til Benjamin og Rosa, hvorpå han stak i
løb og forsvandt.
- Godt at den møgunge forsvandt! sagde Tora så.
- Han er ikke altid en møgunge! påstod Benjamin. - Han er faktisk normalt temmelig rar. Han bliver bare så
ofte hidsig i sommer, fordi hans mor lige er rejst.- Det er da ikke noget at blive hidsig over! sagde Camilla
så. - Både vores far og mor er rejst - helt til Amerika endda - og det gør da ikke os hidsige. Vi synes da bare,
at det er dejligt.
- Men ... kommer de så ikke tilbage igen? spurgte Benjamin.
- Jo selvfølgelig kommer de da tilbage! Om en måned! sagde Tora.
- Hm. Det er det, der gør forskellen! sagde Benjamin så. - Palles mor kommer nemlig ikke tilbage.
- Er hun da død? spurgte Tora.
- Nej! Hun er bare rejst. Hans far og mor skal skilles, tror jeg. Eller er ...
- Det er da også åndssvagt! sagde Tora så. - Det er ihverttilfælde åndssvagt, at det går ud over os.
- Vil I lære mig jeres dans? lød englestemmen så. Hun så ud, som om hun ikke havde spor andet i hovedet
end den dans.
- Måske! sagde Camilla. - En anden gang. Vi kan ikke nu, for vi har faktisk ret travlt.
- Bor I også i sommerhus herude? spurgte Benjamin.
- Nej, ikke rigtigt, sagde Camilla. - Vi er på ferie hos vores tante, og hun bor her hele tiden.
- Hvornår vil I så lære mig jeres dans? spurgte Rosa.
20
- Det ved vi ikke, sagde Tora. - Måske i morgen formiddag. Skal vi mødes hernede igen i morgen formiddag?
Klokken ni?
- Kan vi det klokken ni, hvad Benjamin? Kan vi det? spurgte Rosa forventningsfuldt.
. Måske! svarede han. - Vi får se.
Så begav de sig hjemad sammen gennem skoven. Da de kom til sommerhuskvarteret, forsvandt Rosa og
Benjamin ned ad en lille sti, der hed Hejrestien. Rosa vendte sig om hvert andet sekund og vinkede og
sagde: Vi ses i morgen! med smil over hele den gyldne femøre.
Da de kom tilbage til Gml. Trollenæsgård nævnte de ikke med et ord for tanten, hvad der var sket nede
ved alterstenen. De havde en stærk fornemmelse af, at tanten ikke ville bryde sig om, at de havde været
oppe at skændes med en dum unge. For tante Ingeborg brød sig aldrig om skænderier. Hun forstod sig
simpelthen ikke på dem. Det var faktisk den eneste fejl ved hende. Hver gang de havde fortalt hende om
nogle dumme unger, gav hun sig altid til at snakke om noget andet, som om hun slet ikke havde hørt det eller forstået det.
Det var ret irriterende. Det var som om der slet ikke var plads til møgunger i tante Ingeborgs verden. Og
det var vist heller ikke godt, at alterstenen var blevet sparket til.
I køkkenet stod der to kæmpeskåle med æbleskiver, og Klara var ved at vaske op.
- Jeres tante er ved at gøre klar til blomsterbindingen sammen med Gamleklausen ude i baghaven, sagde
hun. - Hun venter på jer.
Der var allerede bundet en masse kranse. De lå i skyggen på det lange havebord. Og nu gik de i gang med
pigernes blomster.
- Jamen mange af dem er jo knækkede! sagde tante Ingeborg. - Hvad er der dog sket?
- Åh, det var såmænd bare vognen, der væltede, og så kom hundene til at træde på dem.
- Sikke et held, at de ikke skal i vaser, sagde tante Ingeborg så. - Når de bindes, ses det jo ikke.
- Sådan var tante Ingeborg. Hun brokkede sig aldrig. Hun gav sig bare til at lære pigerne at binde
blomsterkranse. Og da de havde bundet kranse til dem selv, sagde hun, at der skulle bindes fire mere, fordi
der kom fire børn, som selvfølgelig også skulle have kranse. Og så blev der bundet fire mere.
- Hvad er det for nogle børn, som kommer? spurgte Camilla.
- Menneskebørn! svarede tante Ingeborg bare.
Festen skulle begynde klokken fem, og da stod alt også parat. Midsommerstangen var rejst med de syv
kranse på, hver med sin slags blomster, og rundt omkring på huset hang andre kranse. På det lange bord lå
der nu en hvid nystrøget dug, som var dækket med vin og limonade og chips og pindemadder. Både tante
Ingeborg og Klara og pigerne var i blomstrede kjoler og havde blomsterkranse om hovedet, og
Gamleklausens harmonika var taget frem og stod på en stol i skyggen under det store gamle pæretræ.
- Alt så ud til at være klart til at modtage gæsterne.
- Nu mangler vi kun lidt solskinsmusik! sagde tante Ingeborg, hvorpå Gamleklausen greb harmonikaen og
gav sig til at spille.
Han havde et fint blomstret slips på, midsommerslipset, som tante Ingeborg havde givet ham for mange år
siden. Han kunne nemlig ikke lide at have blomsterkrans om hovedet. Han havde gjort tante Ingeborg klart,
at blomsterkranse kun var for fruentimmere, og at han slet ikke ville kunne spille, hvis han lignede en
madamme. Men blomster skulle han have på, havde tante Ingeborg sagt, fordi han ellers fornærmede
sommeren, og så var han da gået med til at bære et blomstret slips. Det var flot! Men når han havde
harmonikaen på maven, kunne man næsten ikke se det.
De første gæster der kom var tante Ingeborgs gode gamle ven biskoppen, som havde været pensioneret i
mange år. Hans hår var helt hvidt, og han havde allerede en krans om hovedet hjemmefra - en med
kornblomster og margeritter, så han tænkte åbenbart anderledes end Gamleklausen om mænd og
blomsterkranse. Han havde rare øjne! Og ved siden af ham gik en yngre gylden kvinde med sort hår og øjne
som væltede kommaer, der lo hele tiden ... og bag dem dukkede Rosa og Benjamin op ...
Tante Ingeborg sagde, at den unge gyldne kvinde hed Aja og var biskoppens kone, og at Benjamin var hans
barnebarn og Rosa hans og Ajas datter. Det var mærkeligt, syntes pigerne, at sådan en gammel mand
kunne have sådan en ung kone, og at han kunne have et barnebarn, der var større end hans datter, men
21
det tænkte de nu ikke så meget over, for der var alt for meget andet, der optog deres sind. Nu kom nemlig
også Palle sammen med en høj blegfed mand med cykelstyrskæg, som tante Ingeborg fortalte var den nye
præst og hed Otto uden at være et næsehorn.
Børnene hilste genert på hinanden. De var alle lidt beklemt ved situationen og ville helst ikke have, at de
voksne skulle finde ud af, at de havde været i klammeri. Pigerne var sikre på, at tange Ingeborg ikke ville
bryde sig spor om det.
- Nå! Var det dét, I skulle bruge blomsterne til? spurgte Palle.- Hvorfor sagde I ikke bare det? Er det fru
Smauzen-Olsen, der er jeres tante? spurgte han.
Camilla stak hurtigt pegefingeren op foran munden for at få ham til at forstå, at han skulle tie om
klammeriet. Underligt i øvrigt, tænkte hun, at han kaldte hende fru Smauzen-Olsen, for alle de børn hun
kendte, som havde deres gang på Gml. Trollenæsgård, kaldte hende tante Ingeborg, og i øvrigt var hun jo
frøken. Det burde alle da vide!
- Nej! Hvad er det nu jeg hører! udbrød tante Ingeborg så. - Har I allerede mødt hinanden? Det har I da slet
ikke fortalt! Og I har ikke engang været her i et døgn. Ak, ja. Trollenæs er lille. Lige så lille som verden. Så
kender I måske allerede hinanden?
- Nej! Ikke sådan rigtigt, svarede Camilla. - Vi så bare lige hinanden, da vi var på vej hjem med blomsterne.
- Ja! Vi så bare lige hinanden, bekræftede Palle og kiggede på sin far, der både så noget forbavset og noget
bekymret ud.
- Aha! Ser man det! Så er det måske din mor, der er overlæge? spurgte han Tora.
- Øh, ja sådan nærmest, eller næsten. Hun bliver det ihverttilfælde snart, tror jeg nok.
- Og som kan bestemme alt på hospitalet - og er dygtig til at operere? fortsatte han.
- Ja. Det er hun! svarede Tora, og løb hen og greb Rosas hånd. - Skal vi lege Rosa? spurgte hun - og så
drønede de to mindste af sted. Camilla gav tegn til Benjamin, og så var de også væk.
- Hvor kommer det sig, at De kender til Toras mor? spurgte tante Ingeborg præsten. - Jeg vidste ikke, at De
var interesseret i kosmetisk kirurgi.
- Nej, det er jeg sådan set overhovedet heller ikke, og det er da heller ikke fra hospitalsverdenen, jeg kender
til hende. Men Tora havde fortalt Palle om hende, og om hendes fortrinligheder, forstod jeg.
- Hvad? spurgte tante Ingeborg. - Børnene mødes i et kort øjeblik, og straks står de og fortæller om deres
forældres fortrinligheder? Det lyder da helt ufatteligt. Forældre må sandeligen være mere interessante nu
til dags, end de var, da jeg var barn. Lad os håbe, at de finder noget mere spændende at tage sig til!
- Måske savner hun allerede sin mor, den stakkels lille Tora! mumlede tante Ingeborg så videre. - Det er
sandeligen ikke et godt tegn. Bare det går godt. Du må være rigtig sød ved hende, ikke lille Palle, sagde hun
så henvendt til ham. - For du har jo dog din far. Den lille Tora har hverken far eller mor nu i en hel måned.
Kun mig. Og det er første gang småpigerne er af sted på egen hånd. Rigtig sød må du være ved dem. Kan du
ikke vise dem englene oppe i kirken en dag - også dem der står i ligkapellet? For de er meget glade for
engle, ved jeg.
- Nå. Jamen så skal de nok også blive gode venner med Aja, lo biskoppen.
Biskoppen kaldte Aja for sin engel, fordi hun var kommet til ham i hans høje alderdom for at forsøde livet
for ham. Hun havde været Klara hos tante Ingeforg for to Klaraer siden og var kommet til at holde så meget
af biskoppen, at hun, da de syv klaraår var gået, havde foreslået ham at blive Klara hos ham. Hun mente, at
han måtte trænge til en Klara lige så meget som tante Ingeborg, idet han boede helt alene, efter at hans
kone var død - og ingen havde til at tage sig af ham.
Men man kunne kun være Klara én gang, havde han sagt. Så hun var i stedet blevet hans kone, og et par år
senere var lille Rosa kommet til.
Ellers forløb midsommerdagen, som den skulle. De legede og dansede voksne og børn sammen et par
timers tid, indtil kyllingerne med masser af pommes frites blev serveret i løvhytten; og da måltidet var
forbi, fik alle en tændt fakkel af Gamleklausen, hvorpå de i gåsegang gik ned på engen til bålet, mens
Gamleklausen spillede på sin harmonika.
22
Bålet blev antændt ved at hver af dem kastede sin fakkel på det. Oppe i toppen sad en heks på et
kosteskaft. Hendes kjole havde samme farve som tante Ingeborgs natkjole, og så havde hun skæg som en
hvalros.
- Nej! Hvor har hun bare rigtige heksehår på hagen! sagde Tora. Øv, hvor er hun grim og led. Brænd hende.
Den dumme heks. Ja! Nu kommer flammerne, ørrrr, Camilla, nu kommer de. Ørrrr.
De rykkede langsomt tilbage fra bålet, som flammerne og heden tog til, dog ikke længere væk, end at
varmen kunne gennemtrænge dem. Det var en mærkelig levende varme, som ligesom fødte forunderlige
anelser i deres blod.
Så stemte Gamleklausen i med midsommervisen, og da de kom til de linjer, der lyder
"hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde"
gav tårerne sig til at løbe ned ad Palles kinder, og han stod helt hjælpeløs og afmægtig og hulkede, mens
han kaldte på sin mor.
- Moar, moar! græd han stille.
Men det var kun Camilla, som stod lige ved siden af ham, der bemærkede det, for alle de andre havde
travlt med at synge og kigge på bålet. Og hun tænkte sig slet ikke om - lagde bare armen om hans skuldre.
- Hvorfor græder du, Palle? spurgte hun.
- Min far siger, at min mor er en heks! svarede han. - Men jeg kan godt lide hende.
- Så! Tystys, hviskede Camilla med rynket pande, hvorpå hun bed sig i læben.
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde lyst til at sige, at de skulle holde op med at brænde
heksen, fordi det var Palles mor, og at det var synd for ham, og at det hele jo bare var en dum fejltagelse.
Men hun havde på fornemmelsen, at Palle måske alligevel ikke ville bryde sig om, at hun fortalte de andre,
at det var hans mor; for han havde jo ikke sagt, at det var hans mor.
Nu var ilden nået til hendes ansigt, og børsterne på hagen eksploderede med et langt grønt smæld, da der
kom fut i dem. Det var som om hendes hjerte havde siddet i skægget, og at det nu holdt op med at slå med
et mægtigt brag. Som om der udgik lyn fra hende i det øjeblik hun døde. Som om hun var vred, og med
eksplosionen fortalte, at hun aldrig ville glemme dem, og at hun ville hævne sig, fordi de var dumme og
ingenting forstod.
- Salige er de enfoldige! sagde præsten.
- Én gang skabt - altid skabt! sagde biskoppen.
- Så bliver du jo ved med at have din mor! hviskede Camilla trøstende i øret på Palle og gav ham et klem.
- Og én gang kæreste med Palle - altid kæreste med Palle! sagde så Tora drillende og pegede på Palle og
Camilla.
- Camilla og Palle er kær'ster,
men han er en rigtig gang'ster,
sang hun på gadepigemanér.
Palle sled sig løs og spænede tilbage til haven. Hans far løb straks efter ham, men han kunne ikke indhente
ham, for selvom han havde meget længere ben end Palle, løb han meget langsommere. Han løb tungt - og
så hele tiden ud, som om han var ved at snuble over tuerne.
- Han er et følsomt barn, Tora! sagde så Klara. - Han er ikke som dig. Han skal tages med fløjlshandsker. Han
falder omkuld, hvis du puster til ham, og han går op i lys lue, hvis du driller ham.
- Jeg drillede overhovedet ikke. Jeg sagde faktisk bare sandheden, sagde Tora, med forstilte uskyldige øjne.
- Det skal man også være yderst varsom med! sagde tante Ingeborg.
- Hvorfor skulle vi egentlig brænde den heks? spurgte Camilla.
- Ville I ikke gerne have en heks på bålet? Ville I ikke gerne, at vi brændte det onde i aften? spurgte tante
Ingeborg pigerne.
- Jo! Jeg ved det godt! Det var bare alligevel så uhyggeligt at se hende brænde, synes jeg. Det var som om
det var os, der var onde - og ikke hende, sagde Camilla.
- Og så fortalte Palle, at hans far havde sagt, at hans mor var en heks, tilføjede hun.
23
- Åh! stønnede alle samtidigt. Men ingen sagde egentlige ord, så lidt svært var det at vide, præcis hvad de
andre tænkte.
Der var kun forkullede rester tilbage af heksen, men der var stadig god gang i bålet. Det var alt for tidligt at
gå fra det.
Tavse stod alle i deres egne tanker og kiggede ind i de dansende flammer. De tænkte på Palle og hans mor
- og på præsten Otto, som ingen af dem kendte synderlig meget til. Ikke engang værtinden, gamle frøken
Smauzen-Olsen, som havde altid plejet at have omgang med præsten - og at lade ham have jagten. For
præster plejede at have et anstændigt forhold til alle levende væsener, både planter og dyr, mente hun.
Men ham her var anderledes. Han var sær. Der var noget galt med en præst, som kaldte sin kone for en
heks og blev skilt fra hende, tænkte tante Ingeborg. Rivravruskende galt.
- Du er nogle gange lidt for meget af en skrighals, Tora! hviskede Camilla så til Tora.
- Det var jo bare for sjov.
- Jeg synes ikke, det var sjov.
- Nu tror jeg, at jeg vil gå op og fortælle Palle, at min mor også er en heks! sagde Rosa med bestemthed.
- Jamen kære lille Rosa! sagde biskoppen. - Det er hun jo ikke. Det ved du da også godt, at hun ikke er.
- Ja. Jeg ved det, og du ved det. Men hun selv ved det ikke. For ind imellem har jeg hørt hende sige: "Uff, jeg
må være en rigtig heks, for jeg har fået et heksehår på min hage!" Og nu går jeg op og siger det til Palle.
Tante Ingeborg, Aja og Klara vekslede talende og indforståede blikke, og derpå fulgte Aja med Rosa op i
haven for at finde Otto og Palle.
Gamleklausen spillede nu tangoer på harmonikaen, og Klara hentede kajakvin til ham og sig og tante
Ingeborg og biskoppen.
Det var blevet rigtig sent og en lille smule køligt i luften, førend de alle trak sig tilbage fra bålet. Tante
Ingeborg insisterede på, at punchen og æbleskiverne skulle indtages i vinterstuen, for der var
vinterhumørsstemning i luften, sagde hun.
Otto og Palle og Rosa og Aja blev hentet. Det tog sin tid, førend de kom; og Palles øjne var røde, og han så
sur ud igen. Han så ingen ind i øjnene, sad bare og proppede æbleskiver i sig, den ene efter den anden, som
om det var noget, han skulle, som om det var noget, han havde lovet sin far at gøre - og slet ikke noget han
gjorde af fornøjelse, fordi de smagte dejligt, og fordi de var bagt af englen Klara.
Børnepunchen, som bestod af slåensaft, og lignede de voksnes punch helt i farven, kunne han heller ikke
lide. Han rynkede på næsen af den og sagde, at han hellere ville have en fanta.
Stemningen var i det hele taget ikke rigtig midsommerglad, og snakken gik noget trægt. Biskoppen
begyndte at tale om sine jordbær og tomater og om sine planer om selv at gå i gang med at avle bier og
slynge honning, fordi han var en bjørn efter honning. Men ingen kunne rigtig interessere sig for hans idéer.
- Kan man ikke få en heks til at genopstå, efter at man har brændt hende af? spurgte Camilla så pludselig.
- Jamen kære Camilla! sagde tante Ingeborg. - Vi brændte jo heksen for at brænde det onde, og vi vil vel
ikke have, at det onde skal genopstå? Hele idéen med at brænde det onde er også, at det onde bliver
forvandlet til noget godt, når det bliver brændt. Således at det, der var slemt og ondt og grimt, nu er godt
og smukt - bare et andet sted.
- Jamen hvad så, hvis vi tog fejl, og den slet ikke var ond? Hvis vi nu har brændt noget, der var godt?
- Det ville slet ikke kunne lade sig gøre! sagde tanten. - For det vi brændte, var jo bare halm og en pind og
en gammel kjole og en gammel hat og børster fra en gammel kost. Bare ting. Og intet af det kan være godt
eller ondt - i sig selv. For os er det bare symbol på noget slemt og forstyrrende, når vi kalder det en heks, og
derfor er det alene det slemme og forstyrrende, vi gør os fri for, når vi brænder det. Det er alene det, vi
tænker os, at det er, som vi brænder. Intet andet.
Den lille Rosa spærrede sine store brune øjne op, mens hun tog en dyb indånding og ligesom blev spændt
som en flitsbue.
- Hvad så, hvis Palle tænkte på, at heksen var hans mor? Er hans mor så brændt af?
Hun løftede sin pegefinger og kiggede på dem alle sammen.
24
- Det er jo det, der er spørgsmålet! Kan I ikke forstå det? Det store spørgsmål er, om vi kan lave Palles
tanker om, så han slet ikke tænkte ved bålet, at heksen var hans mor - og lave Palles fars tanker om, så han
ikke siger til Palle, at hans mor er en heks.
Præsten Otto var blevet helt kridhvid i hovedet. Han sad og snoede sit cykelstyr, og hans øjne flakkede
hvileløst om i tante Ingeborgs vinterstue, som var den en ufremkommelig og ubarmhjertig verden.
- Sådan bør man ikke tale med børn! sagde han så, og derpå rejste han sig og trak Palle beskyttende ind til
sig. Han kiggede vredt på biskoppen.
- Djævleyngel! Lus i rævepelsen! Det er, hvad man får ud af at blande racer! snerrede han så.
- Jeg lover dig, at jeg skal gøre alt, hvad der står i min magt for at rense jorden for djævleyngel som dit!
fortsatte han med påtaget fattethed og beslutsomhed og ro.
- Hvorfor kalder du mig for djævleyngel? spurgte Rosa. - Jeg er da dansker lige som dig og Palle og min far.
Kan du måske ikke høre, at jeg taler dansk? Er jeg så ikke dansk? Spørg selv min far, og tante Ingeborg,
frøken Smauzen-Olsen, der er næsten lige så gammel og klog som min far, og Klara og Gamleklausen og min
mor, som også er meget kloge. De er alle danskere; og de kender mig, så de ved, at jeg er dansk.
- Du er en bastard! sagde han til Rosa - med en blanding af væmmelse og medlidenhed i stemmen.
- Og De er en skændsel! sagde han overlegent til den gamle biskop.
- Nå. Men De ser jo ud til at være på vej hjem nu! udbrød Klara så. - Nu skal jeg følge jer ud. Det er rigtignok
også blevet sent. Og så blev der taget afsked med præsten Otto og Palle.
Bagefter sad de resterende fra midsommerselskabet og talte sammen om den lidt underlige aften med
den nye præst. Camilla og Tora kunne slet ikke forstå, at tante Ingeborg havde inviteret ham. De brød sig
ikke spor om ham. De syntes, han var ligesom skurken i en film.
Tora ville også have at vide, hvad han mente med at kalde Rosa en bastard, for han havde udtalt ordet,
som om det stod for noget, der var værre end et uhyre, næsten som om det var en led gam, sagde hun.
Mente han mon, at hun var en dæmon, sådan én af ukendt blod, ligesom impen?
Tante Ingeborg lo og sagde, at aknej, en bastard var slet ikke noget farligt, overhovedet ikke, tværtimod,
snarere en slags forædling. F.eks. var hendes hønsehold bastarder, sagde hun. Hun og Gamleklausen og
Klara havde nemlig gennem mange år blandet forskellige slags hønseracer med helt forskellige kvaliteter, så
at de nu havde en hønsebestand, som rummede det bedste fra alle racerne.
Hvor f.eks. én race var god at slagte, fordi den havde godt kød, en anden var god til at lægge mange æg,
en tredje til at lægge æg med smukke og stærke skaller og en fjerde udmærkede sig ved gode mødre, som
både kunne udruge æggene og passe de små kyllinger og lære dem alt det, de skulle lære for at kunne klare
sig, så havde de der på Gml. Trollenæsgård nu en helt ny race af bastarder, som kunne det hele; give godt
kød, lægge mange gode æg og selv tage sig af udrugning og opdragelse - og som dertil var særdeles
smukke, hver og én med sit helt eget særpræg i fjerdragten - og dét takket være at de var blevet blandet
med hinanden, forædlet - og blevet til bastarder.
- Jamen hvorfor sagde han så sådan bastard, som om det betød møgunge? spurgte Tora.
- Bare fordi, at han ikke ved bedre, svarede tante Ingeborg, som om der slet ikke var noget underligt ved
det. - Sådan er det altid piger; det man ikke ved noget om, det taler man uvidende om. Andet lader sig slet
ikke gøre.
- Ja! Præsten Otto er meget uvidende. Det er han! sagde Rosa gammelklogt.
- Og måske er det ikke så godt, for måske skulle en præst helst være vidende. Hvad synes du, far?
- Hvad man ikke er, kan man jo måske eventuelt blive, svarede biskoppen sin datter. - Men egentlig tror jeg
ikke, det spiller den store rolle, om præster er vidende eller ej. Bare der er nogen der er vidende, så skidt
med hvad de ellers er.
- Hvordan bliver man egentlig uvidende - og hvordan bliver man vidende? spurgte Tora.
- Det er der ingen, der rigtig ved, gentog tante Ingeborg eftertænksomt.
- Hvordan kan jeg så vide, hvordan jeg undgår at blive uvidende? spurgte Tora og rynkede på næsen. - Jeg
har altså ikke lyst til at blive som ham præsten Otto.
- Det er der heller ingen fare for, at du bliver; for dét man ikke vil blive, det bliver man heller ikke! sagde
Klara opmuntrende.
25
- Nej , netop! Når du ser én, som du synes er temmelig dum og beslutter, at du under ingen
omstændigheder vil være lige så dum som ham, så undgår du nemlig at blive det, sagde Rosa.
- Nåja, men forestil jer så lige, at der slet ikke var nogen, som var sådan rigtig ulækkert dumme, ikke, så
ville vi jo slet ikke vide, hvad det var at være dum, og så ville vi måske selv blive det, ikke? Bare af
uvidenhed! Kan I ikke set det? grinte Camilla.
- Joh! sagde Rosa og slog sig på lårene af begejstring. - Så er det jo bare rigtig godt, at der er nogen, der er
dumme - eller uvidende - for så kan vi se på dem og tænke "ørr" og undgå selv at blive det.
Hun løftede sin pegefinder og sad stille som på et fotografi med pegefingeren strittende lige op i luften og
strålende øjne.
- Nej det er altså bare helt skørt! sagde Tora. - Bimbims i bolden, tilføjede hun så, mens hun sad og rystede
på hovedet og bankede sig med begge næver på hjerneskallen.
Alle lo lettet. Selv den alvorlige Benjamin så for en gangs skyld helt sorgløs ud.
- Skål for præsten Otto allesammen, sagde så Aja. - Han skulle bare lige vide, hvor megen gavn han gør!
Hun lo så det sprøjtede ud af de hoppende kommaer.
- Og skål for dine høns, tante Ingeborg.
26
KAPITEL 4
Allerede klokken halvni den følgende morgen, kom Benjamin og Rosa op på Gml. Trollenæsgård og
spurgte, om pigerne ville være med til at lege stenalderfolk nede ved alterstenen. Det ville de hellere end
gerne, og Klara foreslog, at de gik ud i haven og plukkede nogle jordbær, så ville hun smøre nogle
jordbærmadder, som de kunne få med sig. Også dét syntes de var en strålende idé - og straks begav de sig
derud.
Idet de kom forbi det lange bord under pæretræet, bemærkede Camilla imidlertid en halvvissen
blomsterkrans fra dagen inden. Én der tilsyneladende ikke var blevet brugt, og det slog ned i hende, at
tante Ingeborg havde sagt, at der skulle komme fire børn, men at der kun var kommet tre. Det syntes hun
var meget mærkeligt, og hun tænkte på, hvem det mon kunne være, der ikke var kommet, og hvorfor det
sidste barn mon ikke var kommet. Hun måtte huske at spørge tante Ingeborg om det.
Det fik hun imidlertid ikke gjort; for hele dagen gik med at jage okser og bygge en løvhytte. Ikke så fin som
tantens, og heller ikke nær så stor - det var faktisk kun lige, at de fire børn kunne sidde sammenklemt i den
- men jordbærmadderne smagte overordentlig godt herinde.
De legede, at det var vilde jordbær, som de selv havde plukket i skoven, og at brødet var brød, som de selv
havde bagt; stenalderbrød. Det var Camilla, der havde bagt brødet, for hun var mor, og det var Benjamin,
der havde dyrket hveden, for han var far, og det var Rosa og Tora, der havde plukket bærrene, for de var
børnene. Og de havde været meget bange, da de havde været på bærindsamlingstur, for de havde mødt et
uhyre, som ville have deres dejlige jordbær, og de havde været nødt til at gennembore det med en
træstamme lige i øjet for at kunne have jordbærrene i fred. Det var meget modige piger. Men nu kunne de
rigtig nyde bærrene. Og snart skulle de alle ud og jage flere okser sammen med hundene, så de kunne få
aftensmad.
Sådan gik den dag - og også den næste - og den næste med. Den viltre skov i fjordlandskabet indbød til et
væld af fantastiske eventyr for den lille stenalderfamilie, og omend de i deres fantasi oplevede mange
faretruende ting - især i form af fortidsuhyrer - åndede hele deres lille verden ren idyl. Men de holdt sig da
også på afstand af alterstenen. Lod nærmest som om den ikke var der. Talte ikke engang om den.
Da pigerne kom hjem efter den tredje stenalderdag, fandt de tante Ingeborg ude på terrassen med en
mørklødet dreng med næsten helt sorte øjne - omtrent på Camillas alder. De sad og drak hyldeblomstsaft
og så meget alvorlige ud.
Drengen viste sig at være Muhammed. Ham den fjerde krans var beregnet for. En gudsbenådet musikant,
sagde tanten; han kunne spille så englenes vinger gav sig til at gro og gro. Han var blevet inviteret sammen
med sin mor og far, men moderen gik aldrig nogen steder, undtagen når hun skulle købe ind, og faderen
havde ikke villet komme, fordi han havde hørt, at præsten skulle komme, og derfor havde han også forbudt
Muhammed at gå. Når faderen ikke ville komme, fordi præsten skulle komme, skyldtes det, at faderen anså
præsten for at være djævelen selv. Han var nemlig muslim, faderen, og derfor af den opfattelse, at
Muhammed var Guds profet og deres hellige bog Koranen helligere end alt andet i verden; og da præsten
Otto havde skrevet i den lokale avis, at Mohammed var en fupmager, og at alle der troede, at noget kunne
være helligere end det nye testamente, var ukristelige hedninger, der burde sendes hjem til hvor de kom
fra, og Muhammeds far kom fra Tyrkiet, som han slet ikke havde lyst til at vende hjem til, ja, så var han
altså overbevist om, at præsten Otto var djævelen, og at man ville blive besmittet ved at indånde samme
luft som han.
Faderen var tilfreds med at bo i Danmark, hvor han havde arbejde og et godt hus at bo i med sin kone og
sine fire børn. Han var bare ikke så tilfreds med menneskene i landet, for for ham var alle , som ikke holdt
de bud Muhammed havde fået fra Gud selv, modstandere af det sande, hvorfor man ikke kunne have noget
med dem at gøre.
Han var heller ikke glad for, at Muhammed kom hos den gamle frøken Smauzen-Olsen, for en dag han
havde hentet ham der - efter jordbærplukningen - havde han set en vinflaske på hendes bord på terrassen,
og han var bange for, at hun skulle lokke Muhammed i fordærv ved at drikke ham fuld. Når hun både
omgikkes den djævelske præst og drak spiritus, kunne hun umuligt være godt selskab for Muhammed,
27
mente han. Derfor måtte han for fremtiden kun komme på gården for at plukke jordbær og således tjene
penge, så han kunne hjælpe sin far med at spare nok sammen til at kunne starte en kødforretning, hvor alt
skulle slagtes efter muslimske forskrifter.
Han måtte for fremtiden hverken snakke med hende eller røre ved hende - kun lige hvad der var
nødvendigt for at få sin betaling - viste det sig.
- Min far mener det jo godt, sagde Muhammed. - Han tror det er til mit eget bedste. Han fatter jo ikke
...Han er desværre så dum - desværre ... Han forstår slet ingenting ...
- Men hvad siger din mor? spurgte Tora. - Kan du ikke bare få lov af hende?
- Nej for hun siger, at ifølge islam er vi Guds trælle, og at den største synd er at tro på en anden Gud end
Muhammeds, og at han siger, at den slags skal manden i huset bestemme. Hun vil slet ikke snakke med mig
om det.
Tante Ingeborg lyste pludselig op.
- Jamen ved du hvad, kære Muhammed! sagde hun så. - Der står ganske sikkert også et sted i Koranen, at
små børn er uskyldige og slet ikke kan synde, fordi de i princippet er uvidende. Det betyder, at de i praksis
kan tillade sig alt, uden at Gud vil straffe dem for det. Det skal du fortælle din far, så behøver han ikke at
være så bekymret for, hvad du laver!
- Jamen er man ikke dum, når man er uvidende? spurgte Tora. - Og det er Muhammed da ikke!
- Ikke ifølge Koranen - bare uskyldig! svarede tanten.
- Hvor ved du fra, at der står sådan i Koranen? Den har du da vel ikke læst? spurgte Muhammed forbavset
og mistroisk.
- Selvfølgelig har jeg da læst Koranen. Det er en udmærket bog.
- Synes du? Så vis mig hvor det står, så jeg kan vise min far det! sagde han ivrigt.
- Hm! Jeg kan ikke huske det - sådan lige på siddende mås. Men jeg skal finde ud af det for dig i løbet af et
par dage, lovede hun.
- Små børn! mumlede han så, og så atter lidt opgivende ud. - Er du sikker på, at jeg kan falde ind under
kategorien "små børn"? Jeg er jo trods alt fyldt ti år.
- Okja. Det er jeg ganske sikker på! For ved du hvad: Da jeg var toogtyve år og treogtyve dage, var jeg stadig
for Gud et lille barn, som var helt uskyldigt - og det er meget mere end dobbelt så meget som ti, så ..
- Hvordan ved du, at du var det? spurgte Muhammed interesseret.
- Han fortalte mig det. Lige ud. Med helt rene ord.
- Talte Gud til dig? Ligesom til profeten? spurgte Muhammed imponeret.
- Okja. Men ikke om så store sager. Kun om sager, der angik mig selv.
- Men er du sikker på, at det var den samme Gud, som talte gennem Muhammed?
Han var tydeligvis ved atter at miste optimismen.
- Hvem i alverden skulle det ellers være? Der er vel kun én Gud! Spørg bare din far.
- Men han vil nok sige, at det bare er djævelen.
- Hør nu her: Du skal ikke fortælle din far, at Gud talte til mig. Det vil han ikke forstå, hvis han virkelig er så
forbenet, som du siger. Kun hvad han siger om de uskyldige små i Koranen. Han kan vel ikke være i tvivl om,
at det må være Guds ord og ikke djævelens, når de står i Koranen?
- Hvorfor ved han det så ikke, når det står i Koranen? Han læser ofte i Koranen.
- Det kan du jo spørge ham om! sagde tante Ingeborg .
Og dermed var det mere eller mindre besluttet, at det på alle måder var helt i sin orden, at Muhammed
fortsatte med at komme hos tante Ingeborg - omend det for en sikkerheds skyld hellere måtte ske i
hemmelighed for faderen og moderen.
Når det betød så meget for Muhammed at kunne have sin gang hos den gamle pebermø, skyldtes det, at
hun lærte ham at spille på violin. Det havde hun gjort i flere år. Lige siden han en sommerdag - efter at have
plukket jordbær - havde været inde i stuen og få saftevand - og bedt om lov til at prøve hendes violin.
Da havde han strøget buen over strengene på en måde, som havde fået tante Ingeborg til at udbryde, at
han jo måtte have været violinist i sit tidligere liv.
28
Siden da havde de spillet sammen næsten hver dag, og tante Ingeborg sagde, at hun snart ikke kunne lære
ham mere, fordi han var ved at blive dygtigere end hun. Og hun var ellers god. Hun kunne både spille
hurtigt og langsomt, uden at det lød, som når man trak en kat i halen, plejede Tora at sige.
Han skulle også have spillet for dem Sct. Hansaften, fortalte tante Ingeborg. Det var meningen. Men den
blev jo altså desværre ikke til noget - meningen. ikke andet end mening, altså, som hun sagde.
Der var også det ved det, at Muhammeds forældre ikke vidste, at han spillede, og at han heller ikke ville
have, at de skulle få det at vide. Han var overbevist om, at de ikke ville kunne lide hans måde at spille på,
eller at han spillede i det hele taget. Han var bange for, at de ville forbyde ham det. Måske synes, at det var
djævelsk. For hjemme havde han aldrig hørt den slags musik, han spillede hos tante Ingeborg - og alt det,
de ikke selv plejede at gøre, havde de for vane at kalde djævelsk.
Dét vidste tante Ingeborg til gengæld ikke noget om! Og kunne egentlig heller ikke vide noget om. For når
han kom og spillede, lød det altid, som om han havde øvet sig i timevis. Så det var aldrig faldet hende ind at
spørge, om hans forældre vidste noget. For hende var det klart, at de både måtte vide det og i høj grad
nyde hans forunderligt smukke klang. Men sandheden var, at forældrene aldrig hørte en tone komme fra
Muhammed der hjemme. Dels havde han overhovedet ingen violin, og dels øvede han sig ved at begrave
sig bag en tegneserie, som han holdt nodehæftet skjult under; og således sad han tilsyneladende opslugt af
Tintin eller Prins Valiant, og læste partituret igennem, sats for sats, mens han hørte tonerne inden i sig og
mærkede presset på fingerspidserne fra de hårde strenge - ja, hans fingerspidser kunne faktisk blive helt
gloende hede bare ved tanken om, hvordan de fløj op og ned af dem.
Er du da helt døv? kunne hans søskende og forældre spørge ham, når han sad der med sin tegneserie. Og
har du da ikke andet i hovedet end tegneserier? Din drømmer! Hvad med at gå ud og lege med de andre
tyrkiske drenge?
Jo naturligvis, plejede Muhammed så at svare. Han var en meget medgørlig dreng og ville helst være alle
tilpas.
Da pigerne spurgte, om han den næste dag ville være med til at lege stenalderfamilie, svarede han derfor
også ja, selvom han hverken var synderlig glad for at lege med danskere eller piger - eller nogen i det hele
taget. De skulle altid fortælle én, hvordan man var, som om de kunne vide det bedre end han selv. Og det
var kedeligt. Men de her var jo trods alt tante Ingeborgs slægtninge, så for hendes skyld ville han gøre det.
Den følgende morgen, da pigerne sammen med Muhammed kom ned på Hejrestien for at hente Rosa og
Benjamin, var Palle der. Ingen af børnene havde hørt eller set noget til ham siden Sct. Hansaften. De havde
heller ikke talt om ham, for ingen vidste, hvad de skulle sige. Men Tora følte et stik i hjertet, da hun så ham.
Et stik som punkterede det sjov, de havde haft. Hun havde en fornemmelse af, at han ville komme til at
ødelægge deres leg.
- Du må love ikke at bliv sur i dag, Palle! sagde hun. - For stenalderfolk kan ikke være sure. Så går det ikke!
For hvis man er sur, så kan man ikke se fortidsuhyrerne, og så bliver man ædt af dem!
Rosa svarede på Palles vegne.
- Nej, men det bliver han heller ikke. Det er jeg sikker på. Ikke i dag, vel Palle? Vel Palle?
Palle svarede bare nej, og kiggede derpå på Muhammed. Han havde lyst til at sige, at han ikke ville være
med, hvis Muhammed skulle være med; han legede nemlig aldrig med tyrkere.
Hans farfar sagde, at man ikke skulle omgås dem, fordi de ikke var ordentlige mennesker, at de lugtede af
løg og havde lus, og at det var tegn på, at Gud ikke brød sig om dem. Og hans far sagde, at de havde flere
koner og giftede sig for en dag, og at de var uanstændige og dyriske og ikke troede på, at Jesus var Guds
søn og genopstået fra døden - men bare en profet der skulle kridte banen for Muhammed. Men han sagde
ikke noget om det, hvilket han havde sine grunde til.
Og så drog de da alle seks ned i skoven for at lege i løvhytten. Men det var slet ikke deres paradis af en
løvhytte, der mødte dem. Det var et kaos af ødelæggelse. Et sørgeligt syn. Hytten var slet ikke hytte mere.
Grenene og kvistene var totalt splittet fra hinanden og lå spredt hulter til bulter i lysningen; og midt i
fordybningen, hvor hytten havde stået, var der hamret en stor pæl ned i jorden med et dyrekranium på,
som havde djævelen selv været på spil. Et rævekranium, sagde Benjamin, at det var. Dets tænder så ud,
som om det grinede af skadefryd.
29
Tora, Camilla, Rosa og Benjamin gik søgende rundt og løftede op i grenene, som forsøgte de at finde en
forklaring på, hvad der var sket. Muhammed satte sig ned på en træstub og kiggede forundret til. Palle stod
ligesom på spring og stirrede nysgerrigt på Tora.
- Hvor er det altså uhyggeligt! sagde Camilla. - Hvem kan dog have gjort det?
- Det er sikkert de der åndssvage københavnerdrenge. Dem med lysbilledapparatet! sagde Tora.
- Hvad for et lysbilledapparat? spurgte Benjamin.
- Et som laver billeder af lede ...
- TORA! afbrød Camilla hende så og for hen og hviskede hende noget i øret.
- Hvad er det for et lysbilledapparat I taler om? spurgte Palle så.
- Ét der viser hemmelige billeder, som ikke angår små drenge! bed Tora ham af.
- Og det er en hemmelighed. Vi kan ikke sige noget om det!
- Ha! Bare fordi det er noget I finder på! sagde Palle.
- Her er da i massevis af strenge københavnerdrenge, sagde Tora.
- Vel er her ej! påstod Palle. - Det er GUD, der har straffet jer.
- Og hvad skulle han straffe os for? spurgte Camilla.
- Det må I vel bedst selv vide. Et eller andet åndssvagt, I har gjort. Han straffer for alt muligt. Selv den
mindste lille åndssvage ting.
- Nej Palle! sagde Rosa. - Det gør han slet ikke. For Gud er bare god, ved du ikke det? Han ville aldrig gøre
sådan noget.
Hun kiggede sørgmodigt på den molesterede hytte og det uhyggelige kranium.
- Jeg tror det er nogle meget slemme store drenge.
- Skal vi finde dem? spurgte Camilla. - Og hævne os?
- Hvad skal vi så gøre ved dem? spurgte Tora veloplagt.
- Jeg synes, at vi i stedet bare skal bygge en ny hytte! sagde Benjamin.
- Jamen hvad så, hvis de også ødelægger den? spurgte Tora.
- Vi må prøve at bygge den bedre, stærkere! svarede han.
- Nej! De skal straffes! sagde Palle. - Jeg synes, at vi skal prøve at finde dem, og så ... gøre noget rigtig
frygteligt ved dem - rigtig rigtig frygteligt - det ækleste vi kan finde på ... forsøgte han at opgejle dem. Han
havde åbenbart nu glemt, at det var Gud.
- Det vil jeg ikke være med til! sagde Benjamin.
- Du er også altid en bangebuks! sagde Palle.
- Måske, svarede Benjamin bare.
- Nej, Palle. Dét er han ikke! sagde Rosa med overbevisning i stemmen, mens hun rystede på hovedet. - Du
tager meget fejl, når du siger sådan.
De sad en stund og snakkede frem og tilbage om, hvad de skulle gøre. Det lod sig ikke rigtig gøre bare at
fortsætte de tidligere dages leg. Den ødelagte hytte, kraniet og al den snak om hævn forhindrede det.
- Skal vi ikke gå hjem og give kyllingerne regnorme? spurgte Tora så, - mens vi tænker over tingene?
- Kyllinger ... vrissede Palle. - Lege med kyllinger, når der går forbrydere på fri fod ... Det skulle lige passe!
Måske er det fremmedarbejderungerne oppe i bistandshusene, der har gjort det. De ødelægger altid alting.
De er så dumme. Hvorfor tager vi ikke op og giver dem en lærestreg.
Han kiggede provokerende på Muhammed, som følte en blanding af afmægtighed og vrede inden i sig.
Han tænkte på, om det mon skulle blive ved for altid ... om danskerne ville blive ved med at fornærme og
ydmyge ham hele livet, bare fordi hans forældre var fremmedarbejdere.
Han skammede sig lidt over sine forældre - og sig selv også for den slags skyld - og tænkte ofte, at hvis han
selv havde kunnet vælge forældre, så var det i hvert fald ikke blevet dem. Han ville nok snarere have valgt
tante Ingeborg. Hun havde jo bare slet ingen børn - og ingen mand - var bare en gammel frøken, så det
kunne vel desværre ikke have ladet sig gøre. Men han ville så nok have valgt, at hans forældre var døde, og
at hun var hans rigtige tante, som han så kunne bo hos. Så ville han heller ikke behøve at lyve for at spille
med hende - eller for bare at sidde hos hende.
- Jeg ved godt, hvem der har gjort det ... desværre! sukkede Rosa.
30
- Hvem så? spurgte Tora.
- Palle, svarede hun.
- Du er fuld af løgn, din bastard. Hun er altid fuld af løgn. Og I kan ikke bevise noget som helst. Men jeg
lover jer, at I ikke får fat i mig!!! sagde han, medens han langsomt sneg sig baglæns.
Da han var kommet udenfor lysningen, hørte de, at han satte i løb ind i skoven.
- Det vil vi jo heller ikke have, Palle, sagde Rosa. - Kan du ikke forstå det?
- Hvorfor sagde du, at det var ham? spurgte Camilla.
- Fordi det er det! svarede Rosa.
- Jamen hvordan ved du det? Så du det?
- Nej! Jeg ved det bare! svarede hun undskyldende.
- Når Rosa ved noget, så er det altid sådan, sagde Benjamin stille. - Hun har sådan en mærkelig evne til at
vide noget, som man ikke kan vide, ind i mellem. Farfar siger, at det er hendes indonesiske
sandhedshjælperånder.
- Sandhedshjælperånder! Hvad er det for noget? spurgte Tora.
- Jah. Det er sådan nogle, de har dér, hvor hun kommer fra - i Indonesien.
- Men du sagde jo selv forleden aften, at du var dansker, helt ligesom os, sagde Camilla til Rosa.
- Jamen det er også rigtig nok, at hun er dansker ligesom os ... på én måde ... især sådan officielt, svarede
Benjamin for hende. - Det er bare hendes sjæl, som også er lidt indonesisk. Hun kan ikke gøre for det. Det
er ikke noget, hun vil. Det er bare sådan!
- Måske havde det alligevel været bedre, hvis du ikke havde sagt det, hvis du bare havde ladet som
ingenting, indvendte Camilla.
- Ja, det har min far også sagt, at jeg skal gøre, når jeg får det sådan - og jeg har også prøvet på det. Men så
får jeg sådan en hovedpine! Så gør det så ondt i mit hoved, at jeg slet ikke kan bevæge mig. Jeg bliver helt
forkert inden i; og det siger min far, at jeg ikke må blive. Så er det bedre, at jeg bare siger det, siger han ...
Hun åndede tungt en gang.
- Man må sige det, man ved, når man må! Det er kun, når man kan lade være, at man skal lade være! Ellers
går hovedet helt i stykker, og hvad skal man så gøre? spurgte hun. - Palles hoved er også ved at gå i stykker,
men spørgsmålet er: Hvordan kan vi hjælpe ham? Jeg ved det ikke! sagde hun og rystede på hovedet og
trak skuldrene op som en lille trold på vej ned i en æske, undskyldende at den overhovedet var sprunget
op.
De kunne ikke finde på noget bedre at gøre end at gå hjem på Gml. Trollenæsgård og snakke med
Gamleklausen og Klara og tante Ingeborg om, hvordan man kunne bygge en hytte, som var så stærk, at den
ikke var lige så let at ødelægge som den gamle. Benjamin og Muhammed mente, at man nok var nødt til
både at bruge hammer og søm og måske endogså nagler og vinkeljern.
- Jeg vidste, at I ville dukke op! sagde englen Klara, da hun så dem komme op gennem baghaven. - Jeg
kunne mærke det i mine fingerspidser, for de gav sig til at lave en chokoladekage for en times tid siden,
men det må være et ordentligt skrald der er på færde, for jeg har også lavet popcorn og limonade. Det står
alt klart ude på verandaen.
Tante Ingeborgs veranda var noget særligt. Den var ligesom en almindelig veranda, bortset fra at den både
havde tag og loft og vægge og en masse små vinduer, der vendte mod øst og syd og vest, så lyset altid
væltede ind, når det altså ikke var mørket, der væltede ind.
I regnvejr pleje de at sidde der og spille kort eller violin eller læse tegneserier. Og når det var lyn og torden
midt om natten, plejede gårdens beboere at samles der for at drikke varm chokolade og kigge på lynene,
som også nærmest væltede ind.
Pigerne havde prøvet det en gang, de var på weekend hos tanten med deres forældre; og siden da kunne
de aldrig være på verandaen uden at mindes dengang, hvor de sad der i natkjoler og kiggede på de rasende
zigzaglyn, som var det et eventyrligt show opført specielt til ære for dem. De havde slet ikke været bange.
Bare syntes, at det var helt utrolig eventyrligt. Og de kunne ikke dy sig for at håbe, at der ville komme rigtig
meget tordenvejr en nat, mens de var på Gml. Trollenæsgård.
Men det var usædvanligt at bruge den midt på dagen på en solskinsdag. Det føltes forkert.
31
- Det er ligesom på vrangen at være her inden frokost, altså, når solen skinner og det er så dejlig varmt,
sagde Tora, så snart hun var kommet fra sommerstuen ud på verandaen. - For vi plejer altid at være ude,
når vejret er sådan, sagde hun til Benjamin og Rosa og Muhammed.
- Nå, fortæl så! Hvad er der galt? spurgte tante Ingeborg, da de alle havde fået sat sig.
Og så fortalte børnene. Om den ødelagte hytte og om rævekraniet og om, at de nu ikke kunne finde ud af,
om det var bedst at prøve at finde dem, der havde ødelagt den - og hævne sig - eller bygge en ny og
stærkere hytte.
At Rosa vidste, at det var Palle, sagde de intet om. Heller ikke Rosa, og hun så heller ikke ud, som om hun
var ved at få hovedpine.
- Har I lyst til at hævne jer? spurgte Gamleklausen. - Rigtig meget lyst? Føler I jer inderst inde sikre på, at
det er det rigtige at gøre?
Der var der ingen, der gjorde; og Gamleklausen og tante Ingeborg og Klara var derfor overbevist om, at det
eneste rigtige at gøre var at bygge en uindtagelig hytte. Nærmest en fæstning, mente Gamleklausen, og
derpå hentede han papir og blyant og gav sig til at tegne.
- Se! Hvis vi nu bygger den ude på næsetippen, så kan I aldrig overraskes der, for så har I udsigt til vandet på
tre sider, og der er præcis så meget fladland mellem skoven og hytten, at I også har udsyn der, hvis vi
bygger den lige præcis her! mumlede han og satte et kryds midtvejs mellem den yderste tip og næseroden.
- Og hvis vi dertil bygger den i tre meters højde, så kan I hælde kogende tjære ned i hovedet på eventuelle
angribere.
- Skal vi så sidde deroppe og koge tjære? spurgte Tora med rynket næse. - Nnn, det lugter væmmeligt og
snører næsen sammen!
- Jeg synes tjære lugter dejligt, sagde Benjamin.
- Og hvad så, når vi ikke er der? spurgte Camilla. - Hvem skal så hælde tjære i hovederne på dem?
- Tjah. Vi må jo se, om vi ikke kan opfinde et system med nogle selvudløsende kanoner af en slags, mente
Gamleklausen.
- Men så bliver det jo mere ligesom at lege krig end at lege stenalderfolk! sagde Benjamin, og han så ikke
særlig begejstret ud.
- Nej, Gamleklausen, det går ikke! sagde Rosa. - For stenalderfolk havde jo slet ikke kanoner, bare sten, og
måske pile.
- Havde de tjære? spurgte Muhammed.
- Jeg ved det ærlig talt ikke! sagde tante Ingeborg. - Nej, jeg tror det ikke. Næh, Gamleklausen, vi må nok
holde os til sten og pile.
- Ja, naturligvis, mumlede Gamleklausen. - Jeg mente jo også mest det med tjære og kanoner sådan i
overført forstand.
- Men hvordan skal den dog kunne bygges tre meter oppe i luften? spurgte Tora. - Der er jo ingen træer.
Der er jo kun sand og siv.
- Ja! Vi må bygge den på nogle høje pæle, sagde Gamleklausen. - Jeg har lige nogle liggende, som er godt
egnede. Jajajaja, mumlende han videre, mens han tegnede løs. Og på papiret viste sig en fantastisk
konstruktion med en hytte svævende helt deroppe, hvor mågerne fløj - og med terrasseagtig svalegang
udenom i alle fire verdenshjørner.
Alle børnene jublede - og Klara og tante Ingeborg med.
- Men hvem kan bygge sådan en flot himmelhytte? spurgte Muhammed.
- Det kan vi da, os alle sammen, sagde tante Ingeborg. - Hvis bare vi alle gør, som Gamleklausen siger, så
skal det nok kunne lade sig gøre. Men det bliver hårdt arbejde! Og I må nok hellere se at få noget gammelt
kluns på. Hvordan har I det i øvrigt med knofedt?
- Knofedt? Hvad er det? spurgte Tora. - Er det når man har fedt på knoerne?
- Det er, når man ikke er bange for at slide og slæbe! svarede tante Ingeborg.
- Nå! Slide og slæbe! Det lyder altså ikke særlig rart. Men jeg vil ihverttilfælde godt slide og slæbe, hvis vi
kan få sådan en flot hytte oppe i himlen.
- Hvornår skal vi gå i gang? spurgte Rosa.
32
- Vi er allerede i gang! sagde Gamleklausen. - Kom med mig.
Og det var de så. Gamleklausen ledte og fordelte arbejdet. Resten af dagen målte de og savede og sleb
med sandpapir og drak limonade i tøndevis og spiste Klaras dejlige pandekager.
- Ved I, hvad der også er godt ved at have hytten så højt oppe? spurgte Rosa, mens Klara trak en splint ud af
hendes tommelfinger. - Det er, at så kan tigrene ikke få fat i os!
- Var der tigre her i stenalderen tante Ingeborg? spurgte Tora.
- Nej, det tror jeg ikke. Men her var helt sikkert mange andre farlige dyr, svarede hun.
- Det ved Rosa godt, sagde Benjamin i et forsøg på at forsvare familieæren. - Det er bare hendes
indonesiske sjæl! I den er der nemlig tigre overalt. Ikke Rosa?
- Ikke helt overalt. Men i skjul hist og her, sagde hun - Og pludselig, rrrrr, så springer de frem.
Den næste morgen fik kyllingerne ingen regnorme. De måtte nøjes med det opblødte brød, som ikke
engang havde hårdkogt æg i; for Klara havde så travlt med at komme med de andre af sted ned til
næsetippen, at det kun nåede at blive blødkogt.
Bismarck spankulerede småkværulerende rundt og forsøgte at fortælle, at han ikke var helt tilfreds med to
gange i løbet af en uge at opleve standarden i betjeningen falde, og at han meget håbede, at den ikke vil
falde yderligere. Men så fik han øje på en stribe myrer, der kom marcherende, fik andet at tænke på, og
kaldte hele slægten til sig, så de kunne tage for sig af retterne.
- Dejlige sprøde og krydrede proteiner. Lækkerbiskener lige fra Gud. Kom alle mine høns og kyllinger! lød
det som om han sagde, men ingen udenfor familien hørte det, for de havde så travlt.
Traileren blev læsset med pæle og planker og brædder i alle mulige størrelser samt en stor kasse fyldt med
værktøj og søm og skruer og nagler og vinkeljern, og så blev den spændt på den lillebitte traktor, der var så
lille, at den nærmest lignede et stykke legetøj, men var som skabt til de smalle skovstier, hvorpå det gik ad
næsetippen til.
Gamleklausen styrede babytraktoren, og på et lille sæde bag ved ham sad Klara med ryggen mod hans,
balancerende med to kæmpemadkurve på skødet. Alle de andre gik bagved. Børnene havde næsten ikke
kunnet sove om natten, fordi de var så spændt på himmelhytten, som de skulle bygge; men alligevel
virkede de alle helt udhvilede. Og deres energi og kræfter kendte slet ingen grænser, da de gik i gang med
at slæbe alle byggematerialerne de sidste hundrede meter fra hvor stien endte og ud til midten af
næsetippen. Gamleklausen målte og gravede kæmpe dybe huller til pælene, mens de andre bar tømmeret.
I den bagende solskin gravede han, så sveden stod i kaskader ud fra ham, og han måtte hele tiden have
limonade.
Det måtte de andre også, så Klara måtte hjem og hente friske forsyninger flere gange i løbet af dagen.
Men hun fik heldigvis lov til at låne Gamleklausens babytraktor, idet hun slet ikke ville kunne bruge tid på at
gå frem og tilbage. Så meget var der, der skulle nås. Og der blev hamret og skruet og fastnaglet og brugt
vinkeljern.
Benjamin havde en dille med vinkeljern. Han ville helst have dem overalt både udvendigt og indvendigt.
Det var dem, der gjorde hytten stærk, påstod han. Og Gamleklausen gav ham ret. Så han brugte et hav af
vinkeljern. Så mange at Gamleklausen på et tidspunkt måtte hjem efter flere. Det ville ingen tid tage, sagde
han, for han vidste præcis, hvor de lå. Tante Ingeborg bad ham imidlertid om også at tage mere
hæfteplaster med, fordi de to pakker, Klara havde medbragt, allerede var brugt op, og dét vidste han ikke
præcis hvor lå, åbenbart, for hyttebyggerne syntes det tog frygtelig lang tid, inden han kom tilbage, og det
var så svært at vide, om man gjorde det rigtigt, når Gamleklausen ikke var der.
Da biskoppen og Aja kom med en køletaske fuld af ispinde hen ved klokken tre om eftermiddagen,
manglede de kun at lægge tag på hytten og bygge rækværk rundt om svalegangen.
- Nej. Det er jo et mirakel! sagde Aja. - Hvor er den herlig. Den er flot. Den er vidunderlig. Den er jo et helt
eventyrslot.
- Vel er den ej! Den er en eventyrhytte! Hvor er du bims! lo Tora.
- Nåja. Men noget med eventyr i det mindste. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at der boede en
gammel heks i den! sagde hun.
- Orvja. Mand! Du siger noget! Heksehytten! Skal vi ikke kalde den Heksehytten? spurgte Camilla.
33
- Jeg synes hellere, at vi skal kalde den Himmelhytten, sagde Benjamin.
- Men hvis vi kalder den Himmelhytten, indvendte Camilla, så lyder den jo ikke spor farlig, og så tror dem,
der vil angribe den, at den er let at indtage, ikke? Hvorimod hvis vi kalder den Heksehytten, orv, ikke, kan I
ikke se det? Så tror de jo, at der bor en heks, og så er der helt sikkert ingen, der tør angribe den, vel, kan I
ikke se det smarte i det? Det vil være som at have en atombombe, jo, ... ingen vil turde angribe os!
- Vi må hellere stemme om det, sagde Gamleklausen. Og det gjorde de så. Enstemmigt vedtog de dermed,
at den skulle hedde Heksehytten; og biskoppen tilbød at gå hjem og lave et rigtigt hekseskilt med navnet
Heksenytten på, og han sagde, at han nok også skulle velsigne det.
Med havnet Heksehytten og en biskops velsignelse mente han, hytten skulle være udenfor al fare; og så
drog han og Aja hjem til Hejrestien for at yde deres bidrag til det nye rum i tante Ingeborgs verden.
- Jeg har også velsignet det! sagde Aja, da hun og biskoppen ved syvtiden om aftenen, da hytten var helt
færdig, og alle stod og gloede på miraklet og knap kunne tro deres egne øjne, kom med det farvestrålende
skilt, hvorpå bogstaverne zitrede som lynnedslag.
- Hvordan kan du velsigne? spurgte Tora. - Du er da ikke præst! konstaterede hun.
- Jeg er muslim, lille Torapige. Hun lo og kiggede på biskoppen. - Jo, på en eller anden måde er jeg stadig
muslim, selvom tante Ingeborg har lært mig at elske cognac - og muslimer har ingen præster. Vi kan selv alt
det, præsten kan. Vi har ingen brug for præster. Vi snakker bare selv med Gud. Det er meget enklere.
Derfor kan vi - i princippet - også alle velsigne. Lige når det passer os - haha - og lige hvad der passer os haha - så - voila - jeg velsigner et skilt til en heksehytte.
Der var lidt parlamenteren frem og tilbage angående hvor skiltet skulle hænge, for der var jo ingen dør i
almindelig forstand at kunne hænge det over, idet døren bestod af en lem i bunden af hytten lige for enden
af den tre meter lange stige, som i øvrigt kunne trækkes op - helt op - gennem et særligt stigehul i taget,
hvor den ragede op som en slags tårn
Gamleklausen havde tænkt på alt. For når stigen var oppe, kunne ingen komme op i hytten, undtagen hvis
stigen blev sænket ned. Der var ganske vist en dør fra hytten og ud til svalegangen, men hang skiltet der,
ville man kun kunne se det, når man var deroppe, og derved kunne det jo ikke bruges til at skræmme
fredsforstyrrere.
Endelig blev man enige om at fæste det på den brede bjælke under svalegangen ind mod land. Der sås det
tydeligt, og uvedkommende kunne ikke nå det og begå hærværk på det.
Gamleklausen hamrede det fast, og så var værket fuldendt. Heksehytten stod solidt forankret med pæle
dybt ned i sandet. Nu manglede de kun at indrette den, men det måtte vente til næste dag. Det var blevet
for sent nu, sagde tante Ingeborg. Nu måtte de tænke på aftensmad og en velfortjent nattesøvn.
34
KAPITEL 5
- Ja. Jeg ved jo godt, at jeg burde gå hjem nu og se at komme i gang med frikadellerne, sagde Klara og stod
og trippede. - Men det er næsten ikke til at holde ud at tænke på at skulle forlade Heksehytten nu.
- Nej, sagde tante Ingeborg. - Jeg har den samme fornemmelse, Klara. Den skriger på selskab, på at ville
indvies, ikke sandt? Men det kan vi jo ikke rigtig gøre, førend den er indrettet, vel?
Alle børnene lyttede spændte.
- Jeg har heller ikke spor lyst til at forlade den nu! sagde Gamleklausen.
- Kan vi ikke bare nøjes med at holde den med selskab så? Og så sidde her lidt endnu og kigge på den - og
på solnedgangen?
- Men der er jo flere timer til, Gamleklausen, og vi trænger alle til at få noget at spise, sagde tante Ingeborg.
- Hvis I laver et bål, så kører jeg hjem og laver en dej og henter nogle pølser, og så kan vi lave snobrød
hernede og lade det være vor aftensmad, foreslog Klara. - Hvad siger I til det?
Alle jublede.
- Så går Aja og jeg hjem og henter lidt altervin, sagde biskoppen. - Til at indvie den med udefra.
- Nixenbixen! sagde Aja. - Du har gået mere end rigeligt i dag gamlemand, og du skal jo helst også kunne gå
hjem selv i aften, ikke sandt? Nej, Klara, må jeg ikke sidde bag på dig i lilleputsporvognen der og få dig til at
køre en smut hen om Hejrestien? Så går jeg i sakramenthuset!
- Sakramenthuset! Hvad er det for et hus? spurgte Tora. - Jeg troede da, at jeres hus hed Hejrehuset.
- Ha! Det er vinkælderen, lille Tora! sagde biskoppen.
- Lukker du ikke også lige for hønsene? råbte tante Ingeborg til Klara, da hun og Aja var ved at klatre op i
traktoren.
Klara baskede med armene en gang, som var de englevinger. Det var hendes måde at sige ja på, når hun
var så langt væk, at hun ellers skulle råbe for at blive hørt. Hun brød sig nemlig ikke om at råbe. Sagde, at
hun fik ondt i halsen af det.
Tora, Camilla, Benjamin og Rosa var klatret op i hytten.
- Det er som at være i himlen! råbte Tora saligt fra svalegangen over hekseskiltet. - Kom Muhammed! Kom!
Men Muhammed stod og følte sig i syv sind. Han havde mest lyst til at blive, men han vidste også, at det
ikke gik. Han havde allerede været væk hele dagen, uden at de der hjemme vidste, hvor han var, og det var
langt over spisetid nu. Han var nødt til at tage hjem. Ellers ville han få ballade, fortalte han tante Ingeborg.
- Ballade, gentog hun. - Ja, ballade, det er ikke rart. Kan vi ikke finde på en god lille hvid løgn! Hvad laver de
andre tyrkiske drenge på sådan en dejlig sommeraften?
- Spiller fodbold, tror jeg.
- Jamen så sig dog, at du skal spille fodbold, Muhammed. Det bliver de sikkert bare glade for. Og skynd dig
så af sted og tilbage - og tag din violin med kære Muhammed!
Tante Ingeborg vidste jo ikke, at Muhammed slet ikke havde nogen violin. Hos hende spillede han ganske
vist altid på en af hendes. Men hun troede, at det foregik på den måde, fordi han ikke brød sig om, at de
andre børn skulle se ham cykle rundt med en violinkasse.
Han baskede med armene til svar - ligesom Klara - allerede spænende op mod stien.
- Kom ned med jer, hekseyngel! kaldte tante Ingeborg. - Og hjælp os med at samle bål.
Stigen, der lige var hejst op, blev atter bakset ned, og ungerne var villige til lidt ekstra arbejde, selvom de
var dødtrætte. Fulde af skrammer og rifter og hæfteplastre var de også.
- I burde tage jer en svømmetur i fjorden, sagde Gamleklausen. - Der er intet, der renser sår så godt som
saltvand.
- Men det her er jo nærmest brakvand, sagde tante Ingeborg. - Og tror du egentlig ikke også, at det er så
forurenet efterhånden, at de bare bliver fulde af eksem af det?
- Det fik de da ikke, da de var i forleden aften, sagde Gamleklausen.
- Nånej. Det havde jeg glemt. Det har du da også ret i! sagde så tante Ingeborg stille, mens hun tænkte ved
sig selv, at det da så sandeligen også var for galt, at man ikke var bedre til at huske sine egne små
løgnehistorier. Der blev hun bondefanget af sig selv.
35
- Jamen sig det så bare til dem! sagde hun til ham - og følte sig noget utilfreds med sig selv, fordi hun ikke
var klogere , end hun var.
- Herrejé! Jeg er da også efterhånden bare en gammel senil madamme, mumlede hun til sig selv og smed
nogle frasorterede bræddestumper på bålet. - Og hurlumhej - og himstrefims, nynnede hun.
- Har du nu fået heksehår på hagen igen? spurgte Tora, der var ved at klæde sig af ved siden af hende.
- Det vil jeg sandeligen ikke håbe, svarede hun og strøg sig over hagen en gang.
- Nej, gudsketakoglov. Og det skal du også prise dig lykkelig over, for ellers var du blevet sendt hjem lige
omgående i din bare særk for at hente en pincet, lo hun.
Men det hørte Tora ikke, for ungerne var allerede på vej ud i vandet. Hun foldede sine hænder og kiggede
op mod himlen.
- Kære Gud! bad hun så. - Lad dem ikke blive forurenede, bare fordi jeg ikke kan nære mig for lidt uskyldige
småløgne.
Klara og Aja medbragte ikke bare mad og drikkevarer, da de kom tilbage, men også rent tøj til børnene, for
Klara havde været overbevist om, at de ville tage sig en dukkert. Og snart sad de alle omkring bålet i færd
med at lave snobrød.
Muhammed dukkede også til alles glæde op igen. Dog uden violin. Han havde glemt den, sagde han. Men
det gjorde ikke så meget, påstod tante Ingeborg, for hun ville også have sin - og pigernes fløjter og
Gamleklausens harmonika og Klaras harpe, så de skulle alligevel have Gamleklausen hjem at hente
instrumenter.
- Tager du ikke også et par mundharper med? spurgte biskoppen, da Gamleklausen var på vej til traktoren.
- Mon ikke! mumlede han - og baskede med armene som Klara.
Da snobrødene begyndte at være bagt, sagde tante Ingeborg til børnene, at de burde drikke et lille glas af
biskoppens altervin for ret at vise Heksehytten respekt og indvie den - omend bare udefra - på rette vis.
Straks rakte Benjamin sit glas frem, lod skænke i det og bøjede så hovedet og sagde: "Lovet være Du,
Herre, vor Gud, Verdens Konge, som har ladet os leve, har ladet os bestå og har ladet os nå frem til denne
tid!" Derpå hilste han ud i luften - måske på ingenting - måske på Gud - på selskabet omkring ilden og på
hytten, og så drak han.
Muhammed kiggede forbavset på ham og derpå hen på hans farfar, biskoppen, som slet ikke så ud til at
have det mindste imod, at drengen drak vin, men tværtimod lod sit blik hvile på ham med en sær stærk
kærlighed - og stolthed.
Det var ikke til at begribe. De var sære, disse kristne - som priste Gud for djævelens værk.
- Hvor er I anderledes end os, I kristne! sagde han så. - Hvis min far, eller farfar, havde set mig drikke et glas
vin, så ville de tro, at djævelen var faret i mig, og de ville formentlig begynde at slå mig - for at få det
djævelske ud. Og du er oven i købet biskop! sagde han til biskoppen. - Og burde have tænkt en hel del over
det der med Gud - men du tror ikke, at der er noget djævelsk i vin.
- I hvert tilfælde ikke i denne her - og drukket på denne måde! svarede biskoppen.
- Jeg er i øvrigt ikke kristen, Muhammed, sagde Benjamin så. - Jeg er jøde, faktisk.
- Hvordan kan din farfar så være kristen? spurgte Muhammed.
- Min mor er jøde, og derfor er jeg også jøde, svarede Benjamin.
- Halvjøde vel! rettede Camilla.
- Man kan da ikke være halvjøde, smilte Benjamin. - Enten er man jøde, eller også er man ikke jøde. Man
kan da ikke tro halvt på noget, vel? Eller være halvvejs venner eller halvvejs gift? Enten tror man, eller også
tror man ikke på noget. Enten er man, eller også er man ikke noget.
- Men jeg er da halvkristen, ihverttilfælde! indvendte Tora. - Og det kan jeg da godt være. Det er da slet ikke
svært.
- Hvordan er du det? spurgte Benjamin.
- Jo, for min far, han er kristen, men min mor, hun er ikke noget som helst, hun tror ikke på noget, hun er
bare læge - snart overlæge! Hun tror på videnskaben, siger hun, og min far, han tror også mest på
videnskaben, ikke særlig meget på Gud, slet ikke, tror jeg nok. Han er bare kristen alligevel. Altså: Han har
ikke meldt sig ud af folkekirken, siger han. Han vil nemlig betale skat til kirken, fordi han så godt kan lide
36
kirker. Han synes, de er smukke, siger han. Men jeg synes, de er kedelige. Og han vil altid gå ind og kigge på
kirker, når vi er nogen steder. Men vi gider aldrig, vel Camilla? For de er så kedelige. Men på den måde er
jeg da halvkristen! Kan du ikke se det, Benjamin? Det er da klart som blæk! slog Tora fast.
- Jo, det kan jeg godt se. Men sådan er det ikke for os. Vi er jøder, eller også er vi ikke jøder.
- Men du er jo halvdelen af din far! Det er da videnskabeligt bevist! Er du ikke klar over det? spurgte Camilla
Benjamin. - Og hvis han er kristen, så må du da også være halvkristen, lige meget hvad du siger.
- Men det kommer an på, hvordan man tror på Gud, forsøgte Benjamin sig usikkert.
- Hvad så med biskoppen og Aja - de er jo ikke jøder vel? Hvad siger din mor så til, at du er hos dem?
spurgte Tora.
- Hvad hun siger? Hvad mener du? Jeg forstår ikke, hvad du mener! Min mor, hun elsker jo farfar og Aja
ligesom mig og min far.
- Ja, men jeg troede ikke, at jøder kunne lide dem, der ikke var jøder. Jeg har set i fjernsynet, at dernede i hvad hedder det nu, Camilla? Der hvor jøderne og de der med køkkenduge om hovedet slås!
- I Israel! indskød Camilla.
- Ja! fortsatte Tora. - Der slås de, bare fordi jøderne ikke vil lade dem, der ikke er jøder, bo i samme land
som dem. Hvorfor slås I så ikke også? Det forstår jeg altså ikke! Det er bims!
Alle lo, undtagen Muhammed.
- Jamen det gør vi altså bare ikke. Basta! sagde Benjamin. Man slås da ikke med nogen, som man godt kan
lide, eller med nogen man er i familie med, lige meget om de så er kristne eller muslimer eller indianere ...
- Eller cowboydere! indskød Tora.
- Dét det kommer an på - for os, fortsatte Benjamin, - det er, at vi bekender os til det evige og unævnelige,
som er verdens skaber, herre og styrer, og ikke render rundt og gør os selv til Gud - ikke tager det vi tror
måtte være Guds lov i vor egen hånd, men prøver at forstå, hvad det er Gud vil med os og forventer af os.
- Det gør Palle! sagde Tora så. - Gør sig selv til Gud. Han vil hele tiden straffe og siger, at han ved, hvad Gud
kan finde på. Det er smadderirriterende. Er det ikke også?
Muhammed sad med sit tomme glas i hånden og kiggede på tante Ingeborg og rødvinsflasken.
- Min far siger, at jeg kan blive fortabt for evigt - til djævelen - hvis jeg rører vin! sagde han så. - Og hvad nu
hvis det er rigtigt? Jeg har lyst til at drikke sammen med jer og indvie vor hytte. Men jeg tør ikke!
- Så skal du da heller ikke, Muhammed, sagde Benjamin. - Det er jo lige meget, om man drikker for hytten
eller ej, hvis bare vi sidder her og er taknemmelige sammen - og glade sammen - over at den er der.
- Der er i øvrigt slet ingen djævel til, Muhammed! fortsatte Benjamin stille. - Gud fylder så meget, at der slet
ikke er plads til ham.
- Hvor kommer det onde så fra? spurgte Muhammed.
- Fra Gud! svarede Benjamin. - Både det gode og det onde kommer fra Gud.
- Hvor kan du være så sikker på det? spurgte Muhammed.
- Jeg ved det bare. Jeg er født sådan, at jeg ved det! svarede han. - Jeg ved også, at der ikke er nogen
fortabelse til, og når der ingen fortabelse er til - og heller ingen djævel - så kan du heller ikke blive fortabt til
djævelen.
Han tav lidt - og tog en dyb indånding - og sagde så:
- For os jøder er livet et under, en gave og en forpligtelse. For os opvejer ethvert menneske hele verden, og
det er for ethvert menneskes skyld, at verden er blevet skabt. Derfor skal vi nyde af alt, så meget vi kan - og
blive viise ved at lære af alle mennesker. Og vi er både Guds skabninger og hans medskabere, derfor må vi
hele tiden yde vort allerbedste ... Det er bare nogle gange så svært at vide, hvad der er det bedste at gøre.
Han udtalte hvert ord, som om han havde tænkt virkelig meget over dem, konstaterede Tora for sig selv,
og som om det virkelig betød alverden for ham. Hun skulle også lige til at spørge ham om, hvorfor han
egentlig gad tænke så meget over sådanne alvorlige ting, når børn slet ikke behøvede det. Men Rosa var
hurtigere.
- Ja, især når nogen er sur, sagde hun, - så er det inderlig svært at vide, hvad der er bedst at gøre. Og det
værste af alt er, når nogen er sur, det er det!
- Ja, ligesom Palle, sagde Tora, gumlende på sin første pølsestump. - UHM, der er godt!
37
Hun havde ikke lyst til ligefrem at kritisere Benjamin for at tænke alvorligt. Det var jo trods alt ikke så ofte,
han lod det gå ud over hende, og han var i øvrigt også så dejlig at kigge dybt ind i øjnene. Man kom så langt,
og med megen mere fart end i rutschebanen, nogle gange. Egentlig syntes hun også, at hun nærmest var
forlovet med ham, nu hvor han havde set hendes trussenumse. Det havde Palle ganske vist jo også, men
det gjaldt ikke. Han talte ikke med.
- Jeg er også jøde, sagde Rosa, - jeg tænker ligesom Benjamin om Gud. Men nogle gange er jeg også
muslim, f.eks. når jeg læser med mor i Koranen; men andre gange, så er jeg kristen, f.eks. når jeg går med
min far i kirke og spiser Jesu Kristi legeme og drikker Jesu Kristi blod, for det er så godt; og han var så god og
klog, og så bliver jeg også så god og klog indeni, når jeg drikker og spiser ham. Sådan er det!
Hun slog ud med hænderne.
- Der er ganske vist kun én Gud! Men man behøver ikke at tro på ham på samme måde hele tiden. Man kan
godt skifte lidt. Det gør slet ikke noget, sagde hun naivt men fuld af overbevisning, mens hun rystede på
hovedet.
Muhammed smilte lyksaligt.
- Og hvor ved du det fra, Rosa? spurgte han så - og kiggede helt forelsket på hende.
Hun pegede først på sin hjerne og skulle lige til at sige noget, men betænkte sig så og pegede på sit hjerte.
Derefter flyttede hun også pegefingeren derfra og lod begge hænder smyge rundt om hele kroppen - og alt
det af sig hun nu kunne nå uden at behøve at anstrenge og flytte sig - hvorpå hun sagde:
- Fra alt det der er mig. Det hele, Muhammed.
- Sodavand eller altervin? spurgte tante Ingeborg leende Muhammed. Hvor hendes øjne dog skinnede i
aften, tænkte han.
- Tror du min far kan lugte det?
- Et enkelt glas tror jeg ikke han kan lugte, men jeg ved det ikke. Nu må du tage en beslutning Muhammed.
- Hvad synes du, tante Ingeborg? spurgte han, og hans øjne bad indtrængende om et ærligt svar. En
altafgørende dom over vin eller ej.
- Altså Muhammed. Alt er så anderledes for mig. Jeg har fået vin ind med modermælken, forstår du. Jeg
stammer nemlig fra Frankrig, min oldefar var vinbonde der, og det har man været gennem flere hundrede
år i min familie, så man kan sige, at der strømmer lige så meget vin som blod gennem mine årer. Min
oldefar drak vin, fra han kunne føre en kop til munden, og det har jeg også gjort. Alle franske børn drikker
vin. Og har gjort i tusindvis af år. De får det bare fortyndet med vand, mens de er små, så de ikke bliver
fulde af det. For dét er jo ikke meningen. Det er jo ikke derfor, man drikker det.
- Hvorfor drikker man det så?
- Fordi det smager godt! Og for at hædre Guds gaver! Og fordi det får maden til at smage bedre.
- Hm. Så beslutter jeg mig, sågu! Der er jo heller ingen djævel i dig i hvert fald, tilføjede han så, som for at
overbevise sig selv en sidste gang.
- Jeg vil gerne smage et glas og prøve at respektere livet på den måde, sagde han så.
Camilla og Tora brød sig overhovedet ikke om vin. De havde smagt det mange gange, men syntes
sodavand var meget bedre, især fanta. Kun nytårsaften plejede de at gøre andet end at smage af
forældrenes glas, fordi det da var champagne, som boblede så skægt, og fordi det var, som om man skulle
drikke champagne nytårsaften. Det var, som om det ellers ville være helt forkert - og hele det næste år
blive fyldt med jammer og elendighed. Men de kunne faktisk ikke lide det, og havde heller overhovedet
ikke lyst nu. Alligevel hørte Camilla sig selv sige:
- Jatak. UHM. Et stort glas til mig, tak!
Og derfor ville Tora også have. Men de kom til at spilde en del af vinen ud i sandet - begge to. Rosa
takkede derimod højligt nej. Hun kunne ikke lide det. Hun ville hellere have slåensaft. Og det fik hun så. Den
havde næsten helt den samme farve som vinen og var plukket lige i nærheden. Den gjorde hende meget
lykkelig, for dermed syntes hun, at hun ligesom blev ét med naturen derude.
Så kunne de endelig alle skåle for Heksehytten.
- Altså tante Ingeborg, sagde Tora. - Der er noget, jeg ikke forstår! Sig mig, hvor mange steder kommer du
egentlig fra? Du er jo allerede kommet fra Island og Sverige - og jeg hørte engang min mor sige, at du var
38
halvt engelsk og halvt græsk - hvordan kan du så også komme fra Frankrig. Hvor mange halvdele kan man
have, om jeg må spørge?
- Åh, man kan så nemt som ingenting have en forskrækkelig masse. Island og Sverige, det er fra mødrene
side. Frankrig, det er fra fædrene, og øh - det græske og engelske, det stammer fra nogle kvinder, som
nogle af mændene fra fædrene side giftede sig med og, øh, fik børn med. Henholdsvis min oldemor og min
farmor. Og min oldefar, han havde en kæmpestor vingård. Meget større end Gml. Trollenæsgård,
forsikrede hun, - og han lavede den dejligste vin, både rødvin og hvidvin - og noget der var stærkere:
cognac. Det er fra ham, jeg har det med cognac, tror jeg nok.
Da de var færdige med at spise, bad tante Ingeborg Muhammed om at spille for dem. Han greb straks
violinen og kastede sig ud i noget meget vildt og hurtigt og lystigt.
- Ha! Det er jo rigtig heksemusik! sagde Tora; og selvom ingen af de andre kendte stykket, faldt de ind én
efter én, så det nærmest lød, som om der blev afholdt heksesabbat på næsetippen.
Den eneste, der ikke spillede, var Aja. Hun rejste sig til gengæld og gav sig til at vride sig som en slange,
der var gået amok.
Muhammed kiggede på hende og fik det så underligt. Med ét slog det ligesom knuder inden i ham, og han
slog over i et langsommere tempo og spillede så længselsfuldt og smægtende, at Ajas dans helt ændrede
karakter, således at hun nærmest dansede, mens hun stod ganske stille. Hendes arme bevægede sig
langsomt omkring hende, mens fingrene strakte sig med en indre vibration i alle retninger, som forsøgte de
at nå det aldeles umulige. De slukkede eller ufødte stjerner i det fjerne, måske.
Klaras harpe lød som lokkende engle. Pigernes fløjter var lidt hæse, men passede alligevel godt ind.
Med ét holdt Gamleklausens fingre op med at løbe over tangenterne. Han sad og stirrede op i retning af
alterstenen ved skovbrynet og fortrak ikke en mine. Helt i sine egne tanker, som var han i en anden verden.
Muhammed så det og vendte sig for at kigge i samme retning for at sende sine toner op til tante Ingeborgs
elskede offersten; men idet han så derop, forstummede hans violin, for han så en frygtelig ånd i form af et
drageagtigt væsen. Kæmpestor var den; og den havde vinger på sin enorme krop. Dens øjne åd grådigt løs
af hans sjæl; og det stod krystalklart for Muhammed, at her var straffen for at have smagt vinen.
Nu kom en djævelsk djin for at føre ham i den fortabelse, han selv havde valgt, da han besluttede sig for at
smage på de ugudelige dråber. Den rædselsvækkende ånd havde nu besat ham; og så var der vel ingen vej
tilbage, tænkte han. Nu skulle han for altid plages. Og det værste var, at han ikke kunne tale med nogen om
det. Ingen ville jo tro på ham. Ingen troede på djinner af dem, der var ved bålet. Det vidste han. Og sin far
og mor kunne han heller ikke sige det til, for så ville han jo også være nødt til at fortælle dem at han havde
smagt de forbudte dråber; og det kunne han ikke. Det var umuligt. Det ville bringe dem på fortvivlelsens
rand, og de ville aldrig kunne tilgive ham. Så han måtte vel bare forsøge at lære at leve med den, tænkte
han. Hvis altså man kunne det. Så vidt han vidste, plejede mennesker, der blev besat af en ånd, langsomt at
sygne hen - eller blive sindssyge. Men han ville ikke blive sindssyg. Så hellere sygne hen.
- Er der noget i vejen, Muhammed spurgte tante Ingeborg ham, da hun så ham stå helt slap med et
forstyrret blik.
Han rystede på hovedet og gav sig med en formidabel viljestyrke til igen at stryge buen. Det var meget
dystre toner, han slog over i, nærmest uhyggelige, som fik biskoppen til at tænke på, at den dreng virkelig
havde forunderlige evner. Han kunne jo ligefrem mane døden frem, sagde han til sig selv.
Camille og Tora skubbede til hinanden og så så underligt ophidsede ud. De kiggede også i retning af
alterstenen, men ingen af de andre så det, fordi de var så optagne af musikken. Tora, der sad ved siden af
tante Ingeborg, skubbede også forsigtigt til hende engang og hviskede:
- Den er der igen tante Ingeborg ... den lede gam.
- Ja, jeg ved det, svarede hun. - Det er fordi den elsker musik. Den elsker alt smukt, fordi den selv er så grim.
Den kommer altid frem, når der sker noget rigtig smukt. Lad os spille så godt vi kan for den, hviskede hun.
Og det gjorde de så. De spillede som gjaldt det livet - også den lille Rosa på sin panfløjte. Men med ét, lige
som hun var ved at afslutte en lang trille, tabte hun fløjten ned i skødet og slog sine små buttede hænder
op for øjnene.
39
Tante Ingeborg så det og tænkte sit. Aja så det også og tænkte sit, men noget helt andet end tante
Ingeborg; for Aja tænkte, at det barn næsten var for følsomt og godt til denne verden, når hun kunne
komme i så skærende sindsoprivelse på grund af musik. Men det var nu også en sær uhyggelig musik,
tænkte hun videre - den kunne jo lokke ånder frem.
Benjamin så ingenting. Han sad med lukkede øjne og koncentrerede sig om sit mundharpespil. Hans
instrument var ellers klaveret, men det kunne man jo ikke sådan fragte ned på stranden, og han kunne også
lide mundharpen, især når han faldt rigtig ind med sin farfar. Han elskede sin farfar! Og med ét slog det
ham, at han jo var meget gammel - seksogfirs år gammel - og måske snart kunne dø - og hvor forfærdelig
tom verden ville blive, når hans farfar var død. Han fik med ét voldsom trang til at kaste sig i armene på
ham og græde, fordi alt ikke kunne vedblive at være, som det var nu ... men selvfølgelig gjorde han ikke det.
Han var jo ikke noget pattebarn. I stedet gled han helt ind i sin farfars spil.
Rosa havde fattet fløjten igen - men spillede ukoncentreret. Var ikke rigtig med. Gav nærmest blot et lille
piv fra sig i ny og næ. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun godt kunne lade være med at sige det,
og om at hun heller ikke følte den frygtelige hovedpine komme.
Tonerne ebbede ud, og en stund sad de alle stille i det glødende lys i solnedgangen.
Så rejste biskoppen sig op.
- Nu kender jeg nogen, der kunne trænge til friskplukkede skovjordbær! sagde han så. - Kom med mig børn!
Jeg ved, hvor der er nogle - lige i nærheden. Lige oppe i krattet bag alterstenen. Kom.
Benjamin rejste sig først - og tog ham i hånden.
- Ja! sagde han. - Kom!
Og så drog biskoppen af sted med de fem børn op til buskadset. Klara lagde sig på ryggen og nød lyden af
vandets skvulpen og fuglenes sang. Så optimistisk og fuld af glæde den var - sammenlignet med deres egen
musik i aften, tænkte hun.
På vej op mod alterstenen så alle børnene med undtagelse af Benjamin den lede gam, og de var så bange
og spændte, at deres hjerter bankede som hammerslag. Mest Muhammed, for for ham var ånden
virkelighed; men eftersom han troede, at de andre ikke så den, var han bange for, at de andre bare ville
sige, at han var fuld, hvis han fortalte om den.
Nu var de kun få meter fra den. Sikke mærkeligt den skinnede og lugtede - og ligesom zitrede af
elektricitet. Den så imidlertid ud, som om den slet ikke havde øje for dem - men kun for tante Ingeborg, der
ellers sad så fredsommeligt nede ved hytten mellem Klara og Gamleklausen og Aja. Den ignorerede dem så
aldeles, at det var lige før de følte, at de næsten slet ikke var der. Og Rosa syntes, at den så ud, som om den
nikkede - nærmest helt venligt - ned til tante Ingeborg. Hun kom også selv til at nikke, følte hun.
Biskoppen satte kurs lige hen imod den.
- Nej! sagde Rosa så. - Ikke derhen, far!
- Jo! Det er jo der, jordbærrene vokser, lo han, og førend nogen kunne nå at forhindre ham i det - selvom
det burde have advaret ham, at Muhammed kastede sig til jorden, som om han havde fået mavekrampe og
gav nogle underlige gurglende lyde fra sig, og at pigerne hvinede med øjne som kæmpers tekopper - så gik
hans højre skulder lige igennem den lede gams bryst, og hele gammen svuppede og blev til intet som en
sæbeboble - med et sprødt lille smæld, syntes Camilla og Tora, det lød som, og biskoppen faldt omkuld og
lå helt stille og livløs. Han havde slået hovedet mod en sten, åbenbart, og der flød en tynd stribe blod fra
hans tinding og ned mod øjet. Børnene skreg og hylede og græd.
- Biskoppen er død, biskoppen er død! råbte Tora og Camille. - Hjælp! Kom!
Benjamin knælede ved siden af ham, holdt om ham og strøg ham over hans hvide hår og hviskede:
- Farfar, farfar - du må ikke dø, du må ikke dø!
Muhammed græd. - Det er min skyld, fordi jeg drak vin. Det er djinnen, der har taget din farfar. Åh, bare
den ville tage mig i stedet. Tag mig i stedet djin. GØR! skreg han. - Det er jo mig, du skal tage, din dumme
djin!
Nu var de voksne kommet til, og de fik hurtigt bakset biskoppen hen på traileren, hvor Aja gav ham
hjertemassage, mens Gamleklausen kørte afsted med dem.
40
Tante Ingeborg stod lidt som i en anden verden - med håndfladerne mod hinanden, sådan at
fingerspidserne rørte hagen; helt som nogle af hendes eftertænksomme engle.
- Og når man føler sig allerstørst, så er man netop allermindst! mumlede hun. Men så tog hun en dyb
indånding, som trak hun på den måde den rigtige verden ind i sig igen og sagde, med en helt anden
stemme: - Nu må vi hurtigt se at få slukket bålet og se at komme efter de andre til hospitalet. Hurtigst
muligt. Vis hvad I dur til børn. Vi må skynde os!
Og det gjorde de! Mindre end en time senere var de alle forsamlede omkring biskoppens sygeleje på
amtssygehuset, og biskoppen var atter ved bevidsthed. Han kunne godt snakke med dem, men han var
noget svag. Det var bare et lille hjerteanfald, sagde lægerne, og han skulle nok blive så god som ny, men nu
skulle han først hvile sig i nogle dage - og i fremtiden så passe på ikke at anstrenge sig for meget. Gamle
mennesker skulle jo heller ikke behøve at bukke sig efter jordbær, mente de; og hvis bare han tog den med
ro, så skulle han såmænd nok kunne holde en menneskealder til, for hans hjerte var stærkt som en okses,
sagde de.
- Hvorfor fik han så et hjerteanfald? spurgte Rosa. Men det var der ingen, der kunne svare på.
- Ih! Jeg kan ikke få den underlige lugt ud af næsen, tante Ingeborg. Det er ligesom den er røgforgiftet.
- Lad os ikke snakke om det nu, Tora! sagde tante Ingeborg.
- Men hvorfor lugtede der sådan i bilen - og blev så varmt - og kom røg? Gik der ild i noget? Er din bil i
stykker? fortsatte hun.
Tante Ingeborg skævede til Gamleklausen.
- Nå, så må jeg vel hellere ud med sproget, da ... Jeg havde ellers tænkt mig at få det repareret så hurtigt, at
du ikke ville finde ud af det. Men vi skal jo også hjem, så du ville vel finde ud af det alligevel!
Hun gav sig til at le lettet.
- Nå, altså! Sandheden er, at der sådan set ikke var spor i vejen med bilen, men at der kom det, fordi jeg
kørte med håndbremsen til hele vejen til hospitalet - atten kilometer med håndbremsen til! Jeg fandt først
ud af det, da jeg skulle slå håndbremsen til - på parkeringspladsen ...
- Orv, bimsbims! Nej, hvor er jeg bims! lo Tora med de andre. - Jeg var sikker på, at det var den lede gam,
der løb bagefter os og åndede på os med sin dragemund! røg det ud af hende, mens Camilla sendte hende
et dræbende blik. I hvert fald tog det livet af hendes snaksalighed ... i den omgang. Men hun var ganske
enkelt så lettet over, at det hele så ud til at være gået ganske naturligt til - både hvad biskoppens hjerteslag
og den mærkelige brændte lugt i bilen angik - at hun ikke havde kunnet lade være med at give udtryk for
det. Selvfølgelig var alt bare ganske almindeligt ... som det skulle være. Den lede gam var måske nok led,
men den elskede det gode og det smukke, og var jo bare derfor, at den kom frem ... for at se og høre det,
tænkte Tora; den ville slet ikke kunne gøre nogen noget - og kunne heller ikke. Den var jo bare som et
lysbillede, der godt kunne lide deres musik. Måske især Muhammeds, fordi han spillede smukkere end
nogen anden - og kunne få Aja til at danse som - ja, meget bedre end - dem på det kongelige teater.
Inden pigerne faldt i søvn den aften i tante Ingeborgs seng, faldt de på knæ og bad alle tantens engle - og
alle dem de kendte - om at hjælpe biskoppen og gøre ham rask.
- I må også godt flyve op til Gud og spørge, om han kan gøre noget, sagde Tora. - Bare I lover at komme
igen!
41
KAPITEL 6
Da de vågnede ved første hanegal næste morgen, var alle englene tilbage på deres plads, men Tora syntes,
de så lidt trætte ud og mente, at de nok havde været på hårdt arbejde hele natten. Hun mente også, at det
nok kunne være en anstrengende tur at flyve helt op til Gud og tilbage - på én nat! For måske var han langt
udenfor Mælkevejen. Hun var i hvert fald sikker på, at det var langt væk, meget længere end Amerika, og
meget højere oppe.
- Det er sørme heldigt, at de ikke har håndbremser på deres vinger, sagde hun. - For tænk, hvis de var fløjet
hele den vej med bremserne slået til, så var de måske brændt sammen ligesom tante Ingeborgs bil - og
skulle på værksted - ligesom hendes, og måske vidste de slet ikke, hvor der lå et engleværksted! Så ville de
flagre ligesom med stækkede vinger, helt fortabt der ude i det kolde himmelrum og ikke ane, hvad de skulle
gøre. Og vi ville jo ikke kunne komme og hente dem.
- Men de er her jo, Tora, sagde Camilla. - Så hvorfor tænke på det?
Tante Ingeborg var allerede ved at ringe til hospitalet. Hun sad på sengekanten med hovedpuden i skødet
og glattede på kniplingerne, som var de kommet i uorden i løbet af natten. Hendes lange fletning var også i
uorden, så den gik Tora hen og glattede på.
- Åh, ser man det! hørte de hende sige. - Det er så sandeligen en stor lykke!
- Hvad er en stor lykke? spurgte Tora, da hun havde ringet af og sad og lo, så tårerne løb hende ned ad
kinderne.
- At mine bagdæk er helt flade! hikstede hun.
- Hvad? Hvorfor det? Hvorfor er det en lykke? Og hvorfor siger hospitalet dét tante Ingeborg?
- Biskoppen var stået op klokken fem og havde været nede at finde min bil på parkeringspladsen, og så var
han marcheret frisk som en veludhvilet officer ind til den vagthavende og havde meldt, at mine bagdæk var
totalt slidt på undersiden og lignede halvandet minut ind i en solnedgang i Vesterhavet. Og der påstod han
så, at han nu var helt rask og ville hjem.
- Jahh! Så nåede de det! sagde Tora og gav sig til at hoppe rundt og smaskkysse alle englene.
- Hvad med Satan? Har han også fortjent et kys? Har han også hjulpet med til at gøre biskoppen rask, hvad
tante Ingeborg, tror du?
Hun gned sine øreflipper lidt og tænkte, så der kom dybe rynker i panden.
- Ja, det tror jeg, sagde hun så. - Tag bare og kys dem alle sammen!
Og så blev Satan også kysset.
Da pigerne kom ned på Hejrestien for at hente Benjamin og Rosa, var der ingen hjemme, men der hang en
seddel til dem på døren, hvorpå der stod "Er i Heksehytten", og så begav de sig derned.
Stigen var trukket op. Camilla stoppede op et øjeblik og stod eftertænksomt og kiggede på den.
- Vi burde altså have et flag til stigetoppen, sagde hun så. - Kan du ikke se det? Hvordan tror du et hekseflag
ser ud?
- Det ved jeg ikke. Måske er der slanger og skrubtudser på! mente Tora.
Da de var kommet op til Rosa og Benjamin fik de at vide, at Aja havde villet alene til hospitalet, fordi
biskoppen skulle gennem nogle undersøgelser, førend lægerne ville give ham lov til at komme hjem, og at
det bare ville blive kedeligt for dem at være med. Men at Aja ville komme ned til hytten, så snart hun var
tilbage.
De satte sig ud på svalegangen og kiggede ud over fjorden med benene daskende ud over kanten og
albuerne hvilende over gelænderets nederste tremme.
- Det er verdens bedste hytte! sagde Tora så. - Men vi må have møblerne herned i dag. Tante Ingeborg har
sagt, at hun har nogle kurvetaburetter og et kurvebord, som vi må få herned ... og sådan lidt andet
forskelligt ...
Ingen af dem var i humør til at lege. De følte sig ikke helt sikre på, at biskoppen virkelig var rask, førend de
så ham hjemme. Så længe man var på hospitalet, kunne man aldrig vide. Der var så mange mærkelige
instrumenter, som man kunne blive helt syg af bare at se på. Og nogle blev syge bare af at være på
hospitalet! Det havde Toras og Camillas mor selv sagt. Kittelkuller, kaldte hun det. Nogle fik ligefrem
42
dødelige sygdomme af det. Hun selv fik også kittelkuller ind i mellem, og så måtte hun ud til tante Ingeborg
et par dage og hjælpe hende med hønsene, som hun kaldte det.
Hun var helt vild med bare at sidde og glo på hønsene. Det var lige så godt som at læse tyve romaner,
sagde hun, og meget lettere.
- Guakguagguaguaguak, koglede hun så, når hun kom hjem igen. - Nu har jeg plukket mine fjer og er klar til
en ny dont! Og så tog hun på hospitalet.
De sagde ikke meget til hinanden. Sad bare der hver i sine tanker. Men så fik de øje på Muhammed. Han
kom cyklende ad stien langs stranden i stedet for ad den korteste sti gennem skoven, Troldstien, som han
plejede.
Han skulede forsigtigt op til offerstenen, inden han gik ud på næsetippen til børnene. Han så slet ikke ud,
som om han havde det godt. Han så faktisk helt syg ud.
- Er du syg, Muhammed? spurgte Rosa ham.
- Jeg ved det ikke rigtig, svarede han og lod sig glide ned i skyggen under tagskægget, hvor han sad med
optrukne ben.
- Du ser ud, som om du er bange for noget! sagde Rosa så.
- Det er jeg også.
- For hvad?
Rosa kiggede ham dybt i øjnene.
Han havde lyst til at fortælle om ånden, for det var næsten ikke til at holde ud at være helt alene med
denne mægtige ånd, der var så farlig, at den kunne give biskopper hjerteslag. Man vidste jo ikke, hvad den
kunne finde på. Måske ville den også gøre Rosa noget, eller nogen af de andre. Og det alene, fordi han
havde forbrudt sig - og drukket det glas vin. Så skulle den eneste verden, han brød sig om, den hos tante
Ingeborg, ødelægges. Men han kunne ikke få sig selv til det. De var jo danskere, og danskere troede ikke på
ånder. De ville nok bare le af ham. Gad vide om de havde lagt mærke til det, han havde sagt om djinnen,
eller om de overhovedet anede, hvad en djin var ...
- Er det ånden? spurgte Rosa så.
Alle øjnene stirrede på hende.
- Hvad for en ånd, Rosa? spurgte Benjamin så.
- Jeg tror ikke, du kender den, Benjamin. Én der var oppe ved offerstenen i aftes, som far faldt, da han gik
ind i.
- Så du den også? spurgte Tora. - Jeg troede kun, det var os, der kunne se den! Men den var der slet ikke i
virkeligheden. Det siger tante Ingeborg selv. Den er bare ligesom et lysbillede.
- Ja! Jeg ved godt, at det er sådan. På en måde. Men man kan jo godt blive bange for billeder også, ikke? Og
billeder og billeder, det er ikke helt det samme. Nogle sætter sig fast inde i én, bider i én og suger, ligesom
en tæge, til man ikke har mere blod tilbage - og dør ... For man kan ikke kæmpe mod et billede helt alene.
Ikke hvis billedet er sådan et billede, som er en ånd. Så må man have hjælp.
- Men hvem kan hjælpe os? spurgte Camilla.
- Er det den ånd? spurgte Rosa Muhammed.
Muhammed nikkede. Det var næsten ikke til at tro på, at de også havde set den og ikke bare gjorde grin
med ham og sagde, at det var fordi han var en tyrkerabe.
- Måske kan tante Ingeborg hjælpe os. For hun kender den, og hun siger, at den ikke gør noget, hvis bare
hun kysser alterstenen hver dag! sagde så Tora.
Og Camilla irettesatte hende ikke for at have snakket over sig, selvom hun overvejede at få hende til at
holde kæft. Men det hele var faktisk alt for alvorligt til, at de der i Heksehytten kunne sidde og have
hemmeligheder for hinanden.
- Nu tror jeg, at jeres fantasi løber af med jer! sagde Benjamin. - Hvad er det for en ånd, I taler om? Jeg så
da ingen ånd!
- Det er, fordi du er jøde! sagde Tora så og tog ham i hånden. - Når man er ligesom dig, så kan man ikke se
ånder.
43
- Men altså! sagde Camilla så. - Der må jo være en eller anden helt naturlig forklaring på det. Ikke? Det siger
min far og mor, at der er på alt. Og tante Ingeborg, hun sagde også, at det måske kunne være nogle store
frække københavnerdrenge, som bare drillede os ved at lave sådan et rædselslysbilledshow, måske med
sådan en slags laserstråler, ligesom de der kunstnere, eller noget andet helt moderne ... Og måske slukkede
de så bare, da jeres farfar - og far - faldt, fordi de blev så bange, eller forbavsede, eller sådan ...
Hun fægtede med armene.
- Det tror jeg ikke, for jeg kan godt se laserstråler; det har jeg prøvet. Ikke alle, måske, for det er vist ikke
alle, der kan ses, tror jeg; men dem der kan ses, dem kan jeg godt se. Mine øjne er jo helt ligesom jeres. Og
jeg så overhovedet ikke noget lysbillede.
- Ja, men det er din sjæl, Benjamin. Det er den, der er helt anderledes, sagde Rosa.
- Jeg synes, at det er din sjæl, der er anderledes, Rosa. Den kan så meget, som min og dem jeg kender's
ikke kan.
- Jeg tror også godt, at jeg kan finde ud af, hvem ånden er, hviskede Rosa og kiggede dem alle, én efter én,
dybt i øjnene. - Men det er meget farligt! hviskede hun videre.
- Hvordan vil du kunne finde ud af det, når tante Ingeborg selv siger, at den slet ikke er der i virkeligheden?
Selvom vi er lidt bange for den! hviskede også Tora.
- Jo! Hør her! Hør godt efter. Der findes et billede, som kan hjælpe os, og det har vi der hjemme. Men det
er et meget farligt billede!
- Men hvordan skal et billede kunne hjælpe os? spurgte Camilla.
- Jeg ved det ikke helt præcist. Men jeg kan finde ud af det, tror jeg. Hør her: I aftes, da vi kom hjem fra
hospitalet, så hentede min mor nogle billeder frem - nogle magiske billeder.
- Ja, jeg så godt, at hun sad med nogle underlige tegninger med mærkelige tegn på, sagde Benjamin.
- Ja! fortsatte Rosa. - Men så gik du i seng. Jeg blev imidlertid siddende hos mor; og så fortalte hun mig,
hvad man kunne bruge dem til!
Hun trak vejret dybt og hviskede så videre, mens hun blinkede med øjnene.
- Det ene billede ville hun selv bruge i dag, inde på hospitalet. Hun ville tage det med og vise det til far,
sagde hun, for at finde ud af, hvad der var galt med ham.
- Hvordan det? spurgte Tora.
- Jo, ser I: Billedet forestillede en mand, der ligesom var oversavet af en kasse med mærkelige tegn midt på
maven, så man slet ikke kunne se hans mave, og så havde han hår ligesom et pindsvin og stod sådan med
armene ...
Hun løftede armene, så hænderne var en skulderlængde lige ud for hvert øre.
- Og i stedet for hænder havde han sole, og ud af hvert øje kom der ligesom en ildhale, eller sådan noget;
og neden under kassen kunne man se hans ben fra knæene, og han havde bare tæer, som vendte i en
forkert retning. Hans slips var vistnok også klippet over ...
Hun tav og sad og tænkte sig om med fingeren på læberne. Var det et overklippet slips eller var det
monstro noget andet ...
- Og hvad så? frittede Camilla.
- Jo, så sagde min mor, at det var et magisk billede, som hun ville vise min far, og hvis han græd, når han så
det, så betød det, at det var ånder, som plagede ham - og hvis han lo, så var det dæmoner, der var på
færde - men hvis han hverken græd eller lo, så skyldtes hans sygdom naturlige årsager, og så kunne
lægerne hjælpe ham... Og når de kommer hjem, så kan jeg spørge min mor, om han lo eller græd eller
ingen af delene; og så ved vi, om det er en ånd eller dæmon - eller hvad...
- Jamen, det hjælper os jo ikke til at finde ud af, hvem ånden er, indvendte Tora.
- Nej! hviskede Rosa, - men så er det, at vi må bruge det andet billede. For der er også det hersens andet
billede, og det forestiller åndernes fyrste. Og min mor sagde, at man kan bruge det billede til at kalde ham
frem; og når han så er kommet frem, så er han tvunget til at sige, hvad ånden, der plager et menneske,
hedder. Og når man så har lært dens navn at kende, kan man besværge den til at forsvinde og aldrig at
komme tilbage - eller man kan dræbe den! Men det er meget farligt at dræbe en ånd, for hvis man dræber
den, så bliver alle de andre ånder til ens fjender, og det kan ligefrem være livsfarligt.
44
- Er det rigtigt? spurgte Muhammed. - Kan man virkelig få den til at forsvinde?
- Hej. Det er mig, Palle! lød nu en stemme nedenfor hytten. - Jeg ved godt, at det er jer, der er der, for det
sagde frøken Smauzen-Olsen selv. Må jeg være med?
- Åhnej, den sure møjunge! sagde Tora. - Hvad nu? Han ødelægger jo bare alt. Skal vi ikke bare sige nej?
spurgte hun.
Hviskende diskuterede de frem og tilbage, hvad de skulle stille op med Palle. Benjamin syntes, at det var
synd for ham, hvis han ikke måtte være med. Camilla og Tora havde overhovedet ingen lyst til at have ham
med, han var bare en fredsforstyrrer, sagde de, men følte også et stik af dårlig samvittighed over at holde
ham udenfor; og Rosa sagde, at dét med åndernes fyrste var alt for farligt for Palle, og at det ikke gik at
kalde ham frem, når Palle var der, eller overhovedet at tale om ham, når han var der, således at de måtte
vente med det med ånderne til Palle var væk - og ikke sige et ord om det til ham.
Muhammed bare bed sig i læben og så bekymret ud.
- Hvorfor skal den prutansjos også dukke op lige nu? surmulede Tora.
- Nu har vi lige været så dejlig fri for ham i flere dage!
Benjamin var egentlig ret lettet over, at Palle var dukket op. Han brød sig ikke meget om den vending
legen havde taget. Det havde været spændende at slås med fortidsuhyrer i skoven, da de legede
stenalderfolk, men denne åndesnak fik ham til at føle sig usikker. Ikke fordi han troede på ånder. Han var
overbevist om, at der ikke var ånder til, men det var som om, at de andre troede på dem, og dét på en langt
mere uhyggelig måde end på fortidsuhyrerne; for selvom de jo legede at de var til, så vidste de også hele
tiden, at det kun var en leg, hvorimod han ikke var sikker på, om dette med ånderne nu også var en leg eller
hvad. Og det var ikke rart ikke at vide, om man legede eller ej. Så han fik de andre overtalt til at lade Palle
komme op.
Palle syntes, at det var latterligt, at de havde kaldt den "Heksehytten", og han påstod, at de ikke ville
kunne få nogen til at tro på, at der virkelig boede en heks i hytten, fordi der slet ingen rigtige hekse var til,
kun sådan nogle dukker, som man satte på et bål Sct. Hansaften.
Han ville have dem med ud at jage fortidsuhyrer, men det var der ingen af de andre, der havde lyst til.
De gad faktisk slet ikke at lege noget som helst. Sad bare i deres egne tanker og stirrede henholdsvis ind i
skoven - i retning af alterstenen - og ud over den sølvblinkende fjord.
Benjamin bad til Gud i sit stille sind - igen og igen - om at hans farfar måtte blive rask. Rosa tænkte på,
hvad man mon skulle gøre for at kalde åndernes fyrste frem med billedet, hvad præcis man skulle gøre.
Hun vidste, at man skulle bruge forskellige af Guds navne, og dem kendte hun til, f.eks. Jahve og Jehova, og
noget med stjerner og planeter og magiske tal og parfumer, og noget hendes mor kaldte de fire elementer,
som hun slet ikke vidste hvad var, samt djinners og engles navne. Men hvordan skulle det hele bruges, og
hvor fik man de fire elementer fra? Kunne man mon købe dem hos isenkræmmeren? Eller finde dem i
skoven? Og kunne hun mon overhovedet finde billedet? Hun vidste jo slet ikke, hvor hendes mor holdt det
gemt. Det eneste hun vidste var, at både hendes far og Muhammed var i stor fare, og at hun måtte gøre alt,
hvad hun kunne, for at besværge ånden til at forsvinde.
Palle syntes, at de var enormt kedelige og sagde, at han ville finde nogle andre at lege med, hvis de ikke
snart blev lidt sjovere. Muhammed forsøgte at forklare ham, at det jo var klart, at de ikke havde megen lyst
til at lege, når biskoppen var på sygehuset.
- Nå! Leger man, at man har følelser, hvad? sagde Palle så. - Men det kan du overlade til os hvide, du! For I
har ingen følelser. Det siger min far selv! I er bare Muhammeds marionetdukker. I kan hverken tænke eller
føle selv - ikke mere end en pattegris, du, det kan jeg godt sige dig. Det er sgu da også åndssvagt at hedde
Muhammed! Det ville jo svare til, at jeg hed Jesus. Ha! Du skulle tage og gå hjem og lege med de andre
perkersvin. Du har slet ikke noget her at gøre!
- Jo Palle! Det har han! sagde Rosa så. - Han har lige så meget her at gøre som dig.
- Ja, meget mere! sagde Tora. - Du kan selv gå ud og lege med svin. Du ligner også ét, for ikke at tale om din
far. Øføf Palle. Tag og øf af sted med dig og lad os være i fred, hvad?
Palle lod som om han slet ikke hørte, hvad Tora havde sagt.
45
- Det er i øvrigt ret barnligt at være så ked af det, bare fordi en gammel mand er ved at dø. Er I ikke klar
over, at vi alle skal dø engang, og at det da bare er helt naturligt, at man dør, når man er gammel. Hvis han
har været god, kommer han jo også i Paradis, ikke? Og hvis han ikke har - og kommer i Helvede i stedet for,
ja, så er han jo ikke bedre værd, vel?
Hans overlegne dumhed forvandlede Benjamins blod til en spruttende ildmasse, der flød sammen med
hans kød og knogler og hår og negle. Ikke bedre værd end Helvede. End ingenting! Ingen havde ret til at
tale sådan! Og slet ikke om hans farfar. Hans krop skælvede - og om så verden gik under nu, så måtte han...
De så Benjamin ryge på ham og tæske løs. Benjamin! Som ellers aldrig kom op at slås med nogen men
bare plejede at sidde og se sørgmodig ud, når nogen sagde noget, han syntes var dumt - han slog nu fra sig
helt afsindigt og vildt. Og ingen forsøgte at stoppe ham. De sad bare ganske lammet og gloede på det væld
af urkræfter, der blussede op i ham.
Trods sin spinkle krop havde han så mange kræfter i sig, at han med lethed fik Palle ned på ryggen. Blodet
flød fra hans næse. Men han slog og slog - kunne ikke holde op. Han følte sig som en eksploderende stjerne
i himmelrummet, der slet ikke havde nogen bevidsthed om, hvad den gjorde, men bare måtte eksplodere,
fordi tiden var inde dertil.
- Der er ikke noget helvede - der er ikke noget ingenting - og jeg vil have min farfar, brølede en stemme
med magnetisk rytme indeni Benjamin, mens han slog. - Farfar, farfar, farfar, farfar.
Endelig sank han sammen, rullede om på siden i fosterstilling - og græd.
- Undskyld Palle, sagde han så, da han havde fået grædt ud. - Men nogle gange bliver du altså for dum. Der
er ikke noget Helvede! Og nu skal du gå...
Palle sagde ikke et ord. Han snøftede bare og kravlede ned ad stigen, som Camilla havde åbnet lemmen til.
Ilde tilredt var han. Det blødte stadig fra hans næse, og der var mange blodpletter på hans tøj.
- Det var ikke så godt! konstaterede Benjamin med tomme og opgivende øjne.
- Nu får vi præsten på nakken, og det gør farfar måske også. Stakkels farfar. Det værste han ved er at have
præster på nakken. Det fik han nok af, da han giftede sig med Aja.
- Jeg er sikker på, at det er på grund af den ånd! sagde Rosa så, mens hun rystede langsomt på hovedet. - Vi
må altså gøre alt, hvad vi kan, for at få den til at forsvinde.
Hun sad i dybe tanker en stund og rejste sig så med stor bestemthed
- Jeg må altså se at få fat i de elementer! Er der én af jer store, som vil cykle med mig ind til byen? Jeg tror
jeg kan få fat i dem hos isenkræmmeren, for jeg er sikker på, at min far købte elementer der engang.
- Hvad for nogle elementer? spurgte de andre.
Og så fortalte Rosa, hvad hun vidste, om hvad man behøvede for at fremkalde åndernes fyrste ved hjælp
af billedet.
Alt det andet havde de. Alle kendte flere navne på Gud, alle kendte navne på både stjernebilleder og
planeter og sole; magiske tal kendte de også, parfume havde pigerne, engles navne kendte de, og Rosa og
Muhammed dertil navne på djinner. Det eneste de manglede var disse fire elementer. De måtte have fat i
dem!
Muhammed tilbød at køre med hende, og da ånden tydeligvis var ved at tage overhånd, kunne det ikke
ske for hurtigt, så de begav sig af sted med det samme.
Benjamin var ikke meget for dette åndemaneri - men heller ikke for at lade sin lille faster ude af syne, så
da Muhammed og Rosa var kommet ned ad stigen, bad han dem vente og sagde, at han også hellere måtte
tage med. Og så drog de af sted.
Der var atten kilometer til byen, så det var noget af en tur, især for den lille Rosa, der slet ikke var vant til
at cykle så langt. Men frem nåede de, og isenkræmmeren fandt de også. Ekspedienten havde rødt hår og
fregner og så venlig ud.
- Hejsa, hvad kan jeg hjælpe jer med? spurgte han.
- Hejsa, hilste Rosa igen og prøvede på at opføre sig så velopdragent og korrekt, som hun formåede. For alt
stod på spil nu. Fik de ikke bugt med den ånd, så ville verden ude på Trollenæs blive rent af lave, tænkte
hun.
- Jo, vi ville høre, om De kunne hjælpe os med de fire elementer.
46
- Det skulle jeg mene, svarede han. - Hvad skal det være for nogen elementer?
- De fi-re e-le-men-ter, hedder de, sagde hun langsomt.
- Fireelementer, gentog ekspedienten lidt hurtigere, fuld af koncentration.
- Nej, det tror jeg ikke, vi har!
- Men jeg er næsten ganske sikker på, at min far har købt sådan nogle her for ikke så lang tid siden, sagde
Rosa. - Vil De ikke nok være venlig at kigge efter - på hylderne, måske? For det er meget vigtigt, at vi får
dem!
- Hvad skal de bruges til? spurgte han så. - Skal de bruges til at fire med?
Rosa fik rynker i panden, så meget anstrengte hun sig for at hjælpe ham på vej uden at røbe præcis, hvad
de skulle bruges til.
- Nej, sagde hun så. - Snarere til sådan ... at skabe energi med ..
- Nå, nikkede ekspedienten så, som om han nu var helt med; og så gik han i gang med at lede.
Rosa følte sit hjerte banke hårdt, og Muhammed troede ikke sine egne øjne, da han så ham komme tilbage
med en kasse.
Det må være de her! sagde ekspedienten, og op af den tog han en lang tingest med snoninger om og en løs
tråd hængende i hver ende.
- Er det de fire elementer? spurgte Rosa tvivlende.
Sådan havde hun ikke helt forestillet sig, at de så ud. Ikke fordi hun overhovedet havde forestillet sig
noget; men den der tekniske dims føltes forkert.
- Er du helt sikker?
- Ja, det tror jeg. Prøv at se her. Der står "fire elements"...
Og det stod der ganske rigtigt også på kassen - med "electric" bagefter.
- Men, der står jo "elements". Der er jo et "s" i stedet for et "e" og et "r". Er du sikker på, at det kan være
det samme? spurgte hun.
- Jaja, svarede ekspedienten med overbevisning i stemmen.- Det er bare fordi de er engelske, så står det på
engelsk, og der er ofte "s" i stedet for "er". Det er dét, der gør det engelsk, faktisk. Sproget altså. Ellers er
det det samme som på dansk. Elementerne altså.
- Aha! sagde Rosa. - Jamen hvorfor står der så "electric" bagefter? Er det så alligevel også det samme?
- Ja! svarede han. - Det er bare en oplysning om, at det skal bruges til at skabe energi med.
- Ja, så må det være de rigtige, slog Rosa fast. - Så vil jeg gerne bede om ét af dem.
- Et styk. Ja så gerne - 25 kroner, sagde han så; og børnene betalte og begav sig på vej hjem igen.
Da de efter den lange cykeltur atter nåede Heksehytten, sad Camilla og Tora og ventede på dem med et
opdækket rundt kurvebord med seks taburetter omkring. Der var et bjerg af sandwiches og flere flasker
limonade. Gamleklausen havde hjulpet dem ned med det. Og de kunne også fortælle, at præsten havde
været oppe at snakke med tante Ingeborg, og at han havde beklaget sig til hende over, at de holdt Palle
udenfor og mobbede ham, og at han i dag var kommet hjem med iturevne klæder, helt mørbanket og med
næseblod. Også at tante Ingeborg havde svaret, at det så sandeligen måtte bero på en misforståelse, fordi
hun var sikker på, at alle hendes børn gerne ville have Palle med i deres leg, og at han ville kunne få det at
se med sine egne øjne, hvis han i morgen aften med Palle ville komme til indvielsesfest af hytten nede i
hytten. Klokken seks.
- Hold da op mand, blev der stønnet.
- Så bliver vi altså nødt til at have ånden tilintetgjort inden da! sagde Rosa. - For hvis Palle er med til det, er
jeg sikker på, at det går galt! Jeg kan føle det!
- Hvordan går galt? spurgte Muhammed.
- Han kan måske komme til at slå ånden ihjel, hviskede hun. - Og så vil alle de andre ånder blive vores
fjender, og det vil bringe os alle i livsfare.
- Er det ikke kun dén, der slår ham ihjel, der vil komme i livsfare? spurgte Tora med et filuragtigt glimt i
øjnene. - Det er da en god måde at slippe af med den møgunge på!
- Nej, det synes jeg ikke, sagde Rosa. - For man kan aldrig være helt sikker på den slags, når vi er med til at
fremkalde den, tror jeg. Og selvom det kun er ham, der får de andre ånder til fjender, så er det jo os, der
47
giver ham alle de fjender, ikke? Kan I ikke se det? Så spørgsmålet er nu, hvordan vi kan få det gjort inden i
morgen aften ... Allerførst må jeg jo have fundet billedet!
Hun åndede tungt.
- Og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde at lede ... Men elementerne har vi da!
Hun tog elementet op af posen og viste det til Camilla og Tora.
- Hvad skal vi gøre ved det? spurgte Tora.
- Det er dét, jeg ikke ved, endnu. Måske er det nok, at det bare er der.
- Kan du ikke spørge din mor? spurgte Camilla.
- Nej! Det går ikke! Jeg er sikker på, at hun vil sige, at det er alt for farligt for børn at kalde ånder frem. Hun
vil bestemt ikke fortælle mig det.
De sad en stund og talte frem og tilbage om, hvordan deres slagplan skulle lægges, men de kunne ikke
rigtig finde nogen løsning Det eneste de var sikre på var, at næste skridt måtte være at få fingre i billedet af
åndernes fyrste, og det ville Rosa tage sig af.
48
KAPITEL 7
Da Tora og Camilla kom hjem for at spise aftensmad på Gml. Trollenæsgård, sagde tante Ingeborg, at der
var noget, de måtte tale om, nemlig Palle. Hun forstod godt, at han kunne virke forstyrrende og irriterende
på dem, sagde hun, og endog at de kunne få lyst til bare at holde ham udenfor. Men nu var han der jo
engang, og han havde så sandeligen ikke selv bedt om de problemer, han havde fået på nakken. Det var
faktisk rigtig synd for ham, sagde hun. Og det bedste de kunne gøre for at få Palle til at blive den gode
gamle Palle igen, var at optage ham helt og aldeles i deres leg og give ham et ærligt og oprigtigt venskab.
Indvi ham i alle deres hemmeligheder, i hvert fald dem de havde i Heksehytten i fællesskab, sagde hun selvfølgelig ikke i dem hver enkelt havde helt for sig selv, for dem var det netop meningen at man skulle
holde for sig selv - men de hemmeligheder Tora og Camilla og Muhammed og Rosa og Benjamin havde
sammen, dem skulle de lade ham tage del i, sagde hun; og så ville de få det meget morsommere alle
sammen.
Hun havde allerede talt med biskoppen og Aja om det, og de ville indtrængende bede Benjamin og Rosa
om det, og Muhammed var hun sikker på også ville forstå det, for det lå slet ikke til ham at holde nogen
udenfor - det vidste hun.
Hun havde foreslået, at Benjamin skulle gå op til Palle samme aften og undskylde, at han havde forløbet
sig, og så invitere ham med ned i heksehytten til en aftenpandekage. Der ville hun også gerne have, at de
andre børn kom ned - og så skulle de bare se at få snakket ud om det hele. Især bad hun dem om at forstå,
hvor bitre de selv ville kunne blive på hele verden, hvis deres egen mor pludselig løb hjemmefra, og det
eneste de vidste var, at hun ikke gad have noget med dem at gøre.
- Jamen tante Ingeborg! Det ville vores mor da aldrig gøre! Hvor er du bims! udbrød Tora helt paf.
- Nej! Men prøv alligevel at forestille jer det. Hvis jeres verden helt pludselig, som ved et trylleslag, kom til
at se så aldeles forkert ud, tror I så ikke, at I også ville kunne blive lidt "bims"?
- Jamen, altså, så ville verden jo være blevet tosset, så ville jeg da slet ikke have noget med den at gøre ...
Tora rynkede panden.
- Der kan I bare se! sagde tante Ingeborg. - Det er netop dét, Palle synes, den er; og nu må I få ham til at
forstå, at der alligevel er noget godt til i denne verden - f.eks. jer, ikke?
- Kan vi ikke bare bede englene om at hjælpe ham, ligesom vi gjorde med biskoppen? spurgte Tora.
- Jeg synes ikke vi kan være bekendt at ulejlige dem ustandselig; og de må desuden være temmelig trætte
nu, ovenpå i nat. Tror I ikke? Dem skal man kun ulejlige, når det er helt nødvendigt, synes jeg. De har jo den
ganske verden at tage sig af. Og jeg tror også, at de vil være meget positivere indstillet på at hjælpe jer, når
det virkelig gælder, hvis I selv ordner den slags problemer, som I kan ordne. Ellers tror de bare, at I er
dovne. Og det er min fornemmelse, at engle ikke honorerer dovenskab.
- Honorerer, hvad betyder det?
- At de ikke honorerer dovenskab vil sige, at de ikke værdsætter dovenskab. At de ikke giver noget for det.
Dem, der er dovne, bryder de sig ikke om at hjælpe, tror jeg, så I må hellere selv ...
- Men hvad så, hvis han alligevel bliver ved med at ødelægge alt for os? spurgte Camilla.
- Det er jeg sikker på, at han ikke gør! svarede tante Ingeborg bestemt.
- NÅ! Jamen så gør vi det da! sagde Tora, uden at lyde særlig optimistisk.
- Ikke Camilla?
- Jojo.
- Det er godt piger. Jeg er stolte af jer. Og så skal vi i morgen holde århundredets indvielsesfest af en
heksehytte på Trollenæs, ikke sandt?
- Hvordan skal vi egentlig kunne være i hytten alle sammen? Vi bliver jo ... Tora talte på fingre. Gamleklausen, Klara, dig, Camilla, mig, biskoppen, Aja, Benjamin, Rosa, Muhammed, Palle og præsten Otto
.. tolv - og der er kun seks taburetter, og slet ikke plads til seks til ...
- Jo. Vi stiller dem bare ud på svalegangen. Og jeg har i øvrigt tænkt mig, at vi skal være tretten. Jeg vil tage
over og snakke med Muhammeds far og spørge, om han ikke også nok vil komme og høre Muhammed
spille åndemusik med os - for man skal helst være tretten, når man indvier en heksehytte.
49
Lidt efter kom Benjamin. Han var på vej op til Palle og ville aftale med Camilla og Tora at mødes i
Heksehytten sådan cirka om en halv times tid og spørge, om de kunne hente Rosa på vejen.
Biskoppen var kommet hjem. Lægerne sagde, at der ikke var noget som helst i vejen med ham, så vidt de
kunne se, og han havde det helt fint - var bare en lillebitte smule træt - men han var sikker på, at han kunne
tage del i festen i morgen. Og forresten: Aja ville bage en speciel indonesisk heksekage, havde han lovet at
sige Klara.
Så begav han sig til præstegården. Han virkede helt glad.
- Bare præsten ikke banker ham! sagde Tora.
- Selvfølgelig gør han ikke det, Tora. Han er da et civiliseret menneske! Og han vil jo også kun Palle det
bedste. Men det er heller ikke så nemt for ham, må I forstå. Hvordan tror I, jeres far ville have det, hvis
jeres mor var stukket af hjemmefra i sin bare skjorte?
Tora lavede himmelvendte øjne, men sagde ingenting, fniste bare lidt. For nogle gange var hun altså
tosset, tante Ingeborg.
Og præsten havde da heller ikke banket Benjamin. Da han og Palle kom ned til hytten, var de begge i god
behold. Ikke en skramme havde Benjamin fået, konstaterede Tora med tilfredshed, og Palle så helt lettet
ud. Han var åbenbart blevet glad for Benjamins undskyldning.
Så gav de sig da til at snakke; og de blev enige om, at det var rigtig dumt at være uvenner. Palle havde ikke
engang længere nogle indvendinger imod, at Muhammed var med. Det havde bare været så irriterende for
ham at mærke, at de ligesom havde noget sammen, som de ikke ville lade ham være med i. Og så var han
også ked af det, fordi han ikke havde sin mor mere. Han græd lidt, og de trøstede ham alle sammen. Tora
sagde, at hun da også ville være blevet bims, hvis hun var ham.
Derpå indviede de ham så i hemmeligheden. De fortalte om den drageagtige ånd ved alterstenen, som alle
børnene havde set, undtagen Benjamin, der ikke kunne, fordi han var jøde. Om biskoppen, der havde fået
et hjerteslag og var faldet, da han gik ind i den, fordi han ikke kunne se den, og om Muhammed, der var
blevet besat af den, så det gjorde ondt i ham hele tiden - bare fordi han havde smagt et glas vin - og om
deres plan om at tilintetgøre ånden.
Den lille Palle spærrede øjnene op, og han følte sit hjerte slå kolbøtter. Måske var det også den ånd, der
havde besat ham, foreslog han. For selvom han ikke havde set den, var det som om, han havde følt den.
Han syntes faktisk, at han ligesom var blevet besat af noget ... helt frygteligt ... som fik ham til at hade alt ...
også sin far ... ind i mellem.
Det mente de andre godt kunne være tilfældet, sagde de. D.v.s. Benjamin mente det nu ikke, men sagde
det alligevel, fordi han havde en fornemmelse af, at det kunne være en udmærket måde for Palle at få sit
had ud af kroppen på, hvis han virkelig selv troede, at det sad i ånden. For så ville han vel blive befriet for
det, når de tilintetgjorde ånden, eller troede, at de gjorde det, hvordan det så end skulle gå til. Det var
under alle omstændigheder godt atter at have Palle med, uden at han var så vrangvillig, som han havde
været, siden moderen rejste lige før sommerferien.
Nu kom Muhammed også; og han så elendig ud. Hans forældre var vrede over, at han altid føjtede
omkring, uden at de vidste, hvor han var; og de havde sagt, at han så ud, som om han var besat af en ond
ånd. Det var fordi han var så meget sammen med hedninge, påstod de. Han skulle være hjemme inden
solen gik ned, sukkede han, for ellers ville fanden tage ham, havde hans far sagt.
- Har du slet ikke fortalt ham det dér, tante Ingeborg sagde, stod i Koranen, om at børn slet ikke kan være
syndige - eller skyldige - eller hvad det nu var? spurgte Tora.
Han nikkede.
- Jo, men han lo bare og sagde, at det kun gjaldt nyfødte, og at der måtte være faret en djævel i mig at jeg
sådan selv begyndte at udlægge Koranen.
Han kiggede rundt på dem alle - også på Palle, som han bed mærke i så helt venlig ud.
- Kan det virkelig ses på mig, at jeg er besat? spurgte han så.
- Ja! Det kan det faktisk desværre godt! sukkede Rosa, og derpå satte hun Muhammed ind i den nye
situation med Palle som fuldgyldigt medlem af hemmeligheden om ånden. Derpå fiskede hun elementet op
af plasticposen og fortalte Palle, at det var de fire elementer, og at det var et magisk redskab, som skulle
50
bruges til at få åndernes fyrste frem med; og når den så viste sig for én, kunne man tvinge den til at sige
navnet på ånden, der havde besat én - og dermed få den til at forsvinde.
- Hvordan skal man gøre det? spurgte Palle.
- Jo, ser du, man skal også ...
Længere nåede hun ikke, for nu lød der en forfærdelig skælden ud under hytten på et sprog, de ikke
forstod.
- Det er min far! sagde Muhammed. - Så er jeg nødt til at tage hjem nu.
- Men solen er jo ikke engang ved at gå ned endnu! sagde Tora mopset. - Den tænker jo ikke engang på det!
- Nej, men ... Muhammed trak på skuldrene.
De hjalp hinanden med at få stigen bakset ned, mens Muhammeds far rendte rundt og bankede løs på
hytten med en tyk pind, han havde fundet på stranden. Han skreg mærkelige lyde, som de ikke forstod et
ord af, med et helt uhyggelig vredt ansigt; og da Muhammed kom ned, bankede han også løs på ham.
Han løb næsten lige så hurtigt som Muhammed, så da Muhammed kom op på stien til sin cykel og
forsøgte at gribe den, måtte han opgive, fordi faderen var lige i hælene på ham. Han spurtede bare videre,
lige ind i tykningen, op i retning af alterstenen, hvor de ellers troede, at han ikke turde komme, efter han
havde set ånden der ... og så - himmel - var den der - i et lysglimt - drageånden.
Der gik et skælvende brøl gennem skoven.
- Jeg så den, stønnede Palle, og hans hår rejste sig på hovedet af ham. - Så du den ikke også, Benjamin?
Benjamin nikkede.
- Bare i et sekund, mens den brølede. Og den spyede ild. Jeg kunne genkende den! Jeg er sikker på, at det
er den, der har taget min mor ... og ... Palle græd.
- Kom! kaldte Tora. - Vi må da se, hvad der er sket med Muhammed, for pokker da også!
Hun var allerede på vej ned af stigen.
Da de kom op i lysningen, så de Muhammed sidde med benene trukket op under sig og ryggen mod
alterstenen. Han sad og kiggede på sin far, der lå nogle meter derfra med håret svedet af og ligesom
forbrændinger eller eksem på huden.
- Jeg tror, han er død. Han ligger bare helt stille, sagde Muhammed.
- Han er nok meget allergisk overfor ånder, sagde Tora.
De stod og kiggede på ham. Han så uhyggelig ud. Det var som om det stadig osede ud af ham af den
zitrende ildsprudende drageånd. Nu rørte han da vist lidt på sig - og slog øjnene op - så var han vel alligevel
ikke helt død ...
- Hjælp mig! ... Forbande' unger ... stønnede han på gebrokkent dansk, efter at have sagt nogle af de
mærkelige lyde.
- Kom med ambulance. Jeg skal sygehus. NU. Med samme!
- Skal vi? spurgte Tora og kiggede på Muhammed. - Eller skal vi bare gå vores vej?
Muhammed rystede på hovedet.
- Nej, sagde han så. - Det tør jeg ikke. Men jeg kan næsten ikke bevæge mig. Og jeg er så underlig kold og
ryster og er ved at forsvinde i en centrifuge, der står stille. Vil du ikke løbe op og sige det til tante Ingeborg,
Camilla?
Rosa løb med hende. Tora, Benjamin og Palle blev hos Muhammed.
Muhammed var hvid som Pjerrot i hovedet.
- Jeg kan ikke lide ham, sagde han - og trak vejret så mærkeligt - det var som om han hev efter vejret hele
tiden. - Men jeg ville jo alligevel ikke, at det skulle gå ham sådan.
- Det kender jeg godt! sagde Palle og satte sig ned ved siden af ham og tog ham i hånden.
- Min far kan også blive helt enormt gal, og mest når der slet ikke er nogen grund til det, bare når jeg er
anderledes, end han vil have mig. Han sank noget, der føltes som et skohorn i halsen. - Han bliver f.eks. gal,
når han hører, at jeg har været sammen med dig, bare fordi han ikke kan lide tyrkere. Lige efter vi var
kommet, og jeg snakkede med dig på Gml. Trollenæsgård en dag, da vi hjalp Gamleklausen med at klippe
får, kan du huske det? Da kunne jeg godt lide dig, og det sagde jeg til min far. Men han sagde, at det ville
blive over hans lig, at jeg skulle lege med tyrkerunger. Vi spiste medisterpølse - med brun sovs. Min far vil
51
nemlig altid have brun sovs, selvom min mor siger, at der jo ikke altid er noget af lave den af, og slet ikke
når man laver medisterpølse. Og min mor kendte dig godt, sagde hun, fra skolen, selvom hun ikke selv
havde haft dig i noget, og hun sagde, at du var en af de mest begavede elever skolen overhovedet havde.
Så blev min far helt tosset og kastede sin tallerken efter hende, så den smadrede. Og hun fik sovs på kjolen
- og også noget på næsen, sagde han, som om det med sovsen på næsen var det værste.
- Men jeg kan godt lide dig, Muhammed! føjede han til, og trykkede hans hånd. - Vil du tilgive mig for at
have været så dum?
Muhammed nikkede.
- Helt?
- Ja! svarede han, og han hev ikke så heftigt efter vejret mere.
- Jeg troede også, at du stjal Benjamin fra mig. Han er min bedste ven. Lige meget hvad min far siger.
Benjamin nikkede til begge drengene.
- Han kan nemlig heller ikke så godt lide jøder. Han siger, at det var dem, der korsfæstede Jesus, og at de
alligevel går rundt og tror, at de er noget ... men det er jo næsten totusinde år siden, så hvad kan det have
med Benjamin at gøre? Han kan ikke lide deres stolthed, siger han. Heldigvis er hans farfar biskop ... eller
var ... og berømt selv i København for at være en god kristen, ellers ville jeg heller ikke få lov til at lege med
Benjamin.
- Din far lyder, som om han er lige så stor en idiot som min, sagde Muhammed opgivende.
- Forbande' unger! stønnede Muhammeds far og sukkede og gispede i smerte.
- Men den ånd, fortsatte Muhammed. - Den tror jeg altså virkelig, at vi må se at komme af med, for ellers
bliver der ved med at ske ulykker - lige til jeg er helt fortabt.
På hospitalet talte de om, at han var sluppet usandsynlig heldigt fra at være blevet ramt af et lyn; og ingen
af børnene sagde noget om, hvad de vidste. Muhammeds mor, som Klara havde hentet, ville helst blive på
hospitalet. Hun havde ordnet det med naboen, sådan at Muhammeds mindre søskende kunne være der, og
tante Ingeborg foreslog, at Muhammed tog med hende hjem til Gml. Trollenæsgård og blev der om natten.
Det var moderen ikke meget for, men sådan blev det af en eller anden grund alligevel. Måske fordi hun var
så oprevet, at hun ikke rigtig sansede, at tante Ingeborg bare drog af med ham.
- Hvem skal nu tjen' peng'? Ahhh, hvem skal nu tjen' peng'? slog hun hænderne sammen og hulkede.
Da pigerne og Muhammed og Klara og tante Ingeborg var kommet tilbage til gården, fik de sig en kop
chokolade i sommerstuen. For at få en rolig nats søvn, som tante Ingeborg sagde. Og pigerne spurgte, om
de ikke nok måtte sove sammen med Muhammed. Indtil nu havde de ellers hver evig eneste nat villet sove
sammen med tante Ingeborg hos englene, men de syntes ikke, at Muhammed skulle sove alene, og der
kunne jo ikke være plads til dem alle i tante Ingeborgs seng, som de sagde.
Tante Ingeborg sad og så ud, som om det var noget, hun var nødt til at tænke meget og længe over; men
da hun endelig gav sig til at tale, viste det sig, at det åbenbart slet ikke var dét, hun havde spekuleret over,
for hun sagde, at jo, naturligvis skulle de da sove sammen, det var da helt klart, og bad Klara om også at
rede op til Muhammed i pigernes værelse.
- Men inden I skal sove, sagde hun. - Så er der noget andet, som jeg tror tiden er inde til, at I skal se at få
gjort.
- Hvad er det? spurgte Tora.
- Åh nej! udbrød Camilla. - Vi er så trætte. Vi må op at sove nu, tante Ingeborg.
Ikke fordi de var den mindste smule trætte, men fordi de havde helt andre planer.
- Ja, jeg ved, at I er trætte, men I vil sove meget bedre, hvis I først går over Troldebroen, sagde tante
Ingeborg.
- Går over Troldebroen! Hvad for en troldebro? spurgte Tora.
- En hemmelig troldebro, som ligger på et helt skjult sted nede i bagskoven, og som man får opfyldt alle sine
ønsker, hvis man kan gå over uden at falde af, sagde tante Ingeborg.
- Er der trolde under broen? spurgte Camilla
- Får man virkelig alle sine ønsker opfyldt, hvis man bare går over den? spurgte Tora, og tænkte tydeligvis
mere over det end over troldene.
52
- Jeg har aldrig set troldene, men den hedder Troldebroen, så der må vel være nogen, og sikkert er det, at
man får sine ønsker opfyldt, hvis man går over den. Og jeg tror, at I vil sove meget bedre, hvis I, når I lægger
jer til at sove, ved, at jeres ønsker vil blive opfyldt.
Både Camilla og Tora og Muhammed nikkede.
Idéen slog skår i deres planer, for de skulle i dyb hemmelighed mødes med Palle og Benjamin og Rosa, når
deres voksne var gået i seng, for i Heksehytten at fremkalde åndernes fyrste og dermed gøre en ende på
fortrædelighederne. Men de tænkte, at det nok var bedre at lade de andre vente lidt, og så til gengæld
være sikre på at forehavendet ville lykkes, end at komme i god tid og måske opleve, at det bare
mislykkedes. Desuden var de andres voksne vel heller ikke allerede gået i seng, mente de.
Så drog de af sted - de tre børn med tante Ingeborg - under et væld af stjerner, der badede skoven i et
fortryllende lys.
De gik ind i en del af skoven, hvor de ikke havde været før. Der var ingen stier - og næsten
ufremkommeligt. De måtte gennem tornekrat, som rev deres ben til blods, og grene og kviste svirpede dem
ustandseligt i ansigtet, mens uglerne tudede. Men endelig nåede de frem til en sær fordybning, som
lignede et krater og havde en væltet knudret træstamme med roden halvvejs revet op liggende tværs hen
over sig.
- Det er Troldebroen! sagde tante Ingeborg.
- Hvem har givet den navnet Troldebroen, når den er hemmelig? spurgte Tora.
- Givet den navnet? spurgte tante Ingeborg forbavset. - Der er vel ingen, der har givet den navnet. Enhver
kan da se, at den hedder Troldebroen, fordi den er en troldebro. Kan I ikke se det?
Hun kiggede aldeles målløs på Tora.
- Jeg tror, at der engang er faldet en sten fra verdensrummet ned her - en meteor. Det er derfor, der er
sådan et kæmpekrater.
- Hvem har så fjernet stenen? spurgte Camilla. - Det må da have været en kolossal stor sten, der kan lave
sådan et kæmpestort hul.
- Den er stadig dernede. Det er den, der er troldenes bolig, tror jeg.
- Man kan bare ikke se den, fordi der er kommet blade og jord og alt sådan noget ovenpå, tror jeg, tilføjede
hun.
- Men hvor er den smal og knudret den bro, sagde Tora. - Man kan da nemt komme til at falde ned. Og
hvad hvis man falder ned? Så brækker man jo både arme og ben. Der er jo dybt ned, tante Ingeborg! Og kan
troldene så ikke tage én?
- Det ved jeg ikke. Måske! Men det er også noget, man kun skal gøre, hvis der er noget, man ønsker sig så
meget, at man ikke falder ned.
Pigerne fik rynker i panden; men Muhammed sagde, at der var noget, han ønskede sig så meget, at han
godt kunne gå hen over træstammen uden at falde ned.
- Det er godt, kære Muhammed! sagde tante Ingeborg. - Det tænkte jeg nok. Så gør du det, min kære
dreng.
- Har du selv gjort det, tante Ingeborg? spurgte Camilla og bed sig i læben.
- Ja! Flere gange. Gennem årene ...
- Og gik det du ønskede dig så virkelig i opfyldelse?
Hun nikkede, og hendes grå hår lyste som en glorie om hendes ansigt i stjernelyset. Hun lignede en god fe.
En meget smuk og meget god god fe.
- Hvad var det du ønskede dig? spurgte Tora.
- Det kan jeg ikke sige. Det må man aldrig sige. Det må forblive en hemmelighed, ligesom dét, at man er
gået over en troldebro, må forblive en hemmelighed.
Muhammed var gået hen til kanten af krateret og begyndte at begive sig ud på stammen. Han balancerede
som en linedanser med begge armene ud fra kroppen som fuglevinger. Både Tora, Camilla og tante
Ingeborg holdt spændt vejret. Der var forfærdelig dybt ned. Måske syv-otte-ni-ti meters sort fald til
troldene fra en fjern planet, som man ikke anede, hvad kunne finde på at gøre med én.
53
Men han klarede det! Let og elegant bevægede han sig over på den anden side; og da han atter havde fået
fast grund under fødderne klappede pigerne og tanten i hænderne og sagde bravo og tillykke.
- Nu er du en lykkens pamfilius, gratulerede tante Ingeborg.
Muhammed smilte saligt og skulle lige til at gå tilbage samme vej, men så råbte hun forfærdet, at dét
måtte han absolut ikke gøre - at han i stedet skulle komme tilbage uden om krateret, fordi man aldrig
måtte gå tilbage over en troldebro. Så han trak hurtigt foden til sig igen.
Nu havde Camilla også fået blod på tanden. Også hun havde noget, hun ønskede sig så meget, at hun ville
vove turen; og det gik lige så let for hende som for Muhammed. Atter blev der jublet og klappet.
- Nej! Så vil jeg altså også! sagde Tora. - Men er det ikke svært at holde balancen? spurgte hun Muhammed
og Camilla.
Det var det overhovedet ikke, påstod de; det var snarere nærmest som om de fløj, som om nogen ledte
deres fodtrin til at ramme helt rigtigt og sikkert. Det var simpelthen så dejligt, sagde de.
Og så begav hun sig da ud; men efter de to første skridt satte hun sig overskrævs på stammen og
bevægede sig så fremad på måsen bump for bump ved at stemme håndfladerne mod den og løfte kroppen
frem, så det nærmest så ud, som om en gummibold i kort elastik oppede hele vejen over stammen. Men
over kom hun, og det var vel det vigtigste, var de alle enige om, så hun fik også en klapsalve.
- Det var skæg! Jeg var slet ikke bange. Det var bare så skæg! sagde Tora stolt.
- Og hvad med dig? Skal du ikke også over, tante Ingeborg? Er der ikke også noget du ønsker dig? spurgte
Tora så.
- Nej. Ikke nok til at benytte mig af Troldebroen - lige nu. Det er noget, man kun skal gøre, når man ønsker
sig noget meget vigtigt.
- Hvordan kunne du vide, at vi ønskede os noget ... meget vigtigt? spurgte Camilla.
- Det kunne jeg heller ikke. Det var bare noget, jeg havde på fornemmelsen.
- Du er altså verdens bedste tante, tante Ingeborg! sagde Tora. - Nu skal alt nok blive godt.
- Og huskede I kun at tænke på ønsket, mens I var ude på broen? spurgte tante Ingeborg.
- Selvfølgelig! svarede de alle tre.
Da de kom tilbage til Gml. Trollenæsgård fik de sig en kop chokolade mere for at få spændingen ud af
kroppen, og tanten foreslog også, at de skulle musicere en stund - for at få deres ønsker til rigtig at slå
rødder. Men børnene sagde, til tante Ingeborgs forbavselse, at de var alt for trætte; og de gav sig da også til
at gabe og strække sig, som for at overbevise de voksne.
Tanten tænkte sit, nemlig at de havde hemmeligheder for. Men eftersom det var hendes filosofi, at børn
slet ikke var i stand til at blive andet end børn, medmindre de havde hemmeligheder, ja, så lod hun som
om, hun troede på dem. Og så godnattede børnene da og gik i seng.
For ikke at vække mistanke opførte de sig helt som normalt. De børstede tænder og vaskede sig og tog
sågar nattøj på for det tilfælde, at Klara eller tante Ingeborg skulle finde på at komme ind og sige et sidste
godnat. Det gjorde de også. Begge to. Og de måtte rævesove for at få dem ud igen.
Dernæst gav de sig til helt stille at ligge og vente på, at der skulle falde ro over huset, så de kunne komme
af sted. Det tog en evig tid. Døre blev ved med at gå hist og her, og der lød fodtrin de særeste steder.
Netop som de så troede, at alle var faldet i søvn, hørtes tantens violin nede fra stuerne, og de kunne ikke
finde ud af fra hvilken stue. Det lød nærmest, som om hun gik rundt med violinen fra rum til rum; og for
første gang var lydene fra hendes toner ikke kærkomne.
- Hold nu op, hold nu op kære tante Ingeborg, vær nu sød at holde op og gå i seng og sov - rigtig tungt,
tænkte de.
Og endelig forstummede hendes foruroligende toner da også, hvorpå de hørte trappetrinene fra
Helligåndsdøren op til hendes sovegemak knirke - trin for trin. Hvor gik hun langsomt, syntes de. Derpå løb
vandet i badeværelset. Åh nej, gav hun sig virkelig til at fylde badekarret?
De sukkede og lyttede og lyttede og sukkede. Men endelig var der da absolut stilhed i huset!
- NU! hviskede Camilla så. - Men vi må liste så stille vi kan.
54
Så smøg de forsigtigt i deres joggingdragter. Muhammed lånte én af Camillas. En lyserød én med
Andersine And på. Vist ikke et helt passende kostume at møde åndernes fyrste i, tænkte han, men det var
der nu engang ikke noget at gøre ved; udrustet med hver en lommelygte sneg de sig så ned i stueetagen.
Lady Flora og Diva var med dem, og hvor grundigt de end forsøgte at få også dem til at liste, lykkedes det
ikke. De på det nærmeste trampede over gulvene. Men bortset fra det hørtes ikke en lyd. Den gamle
Herbert, som lå oppe hos tanten, var heldigvis stokdøv, så han ville ikke kunne høre dem. Og så var de da
endelig ude.
De satte kursen mod Hejrestien, og da de kom til Rosas og Benjamins hus, hørte de et hviskende "her" og
fik øje på dem - skjult i buskadset ude ved havelågen.
- Ih, hvor tog det lang tid. Vi har ventet og ventet.
- Det har vi også. Vi kunne ikke få tante Ingeborg i seng!
Har du billedet? hviskede Camilla.
Rosa nikkede alvorligt, og så begav de sig ned til Heksehytten.
Det var en smuk og stjerneklar nat. Hytten lå badet i funklende stjerner. Det var som om de på det
nærmeste sprang ud af den. Da de var kommet op i hytten, sad de nogle minutter og ventede på Palle.
- Måske fik vi det ikke sagt til ham! foreslog Tora.
- Jo; jeg er helt sikker på, at jeg sagde det til ham, sagde Benjamin.
De besluttede så at vente og bruge ventetiden til at gøre alting klart. Billedet kom op af Rosas lille taske,
sammen med tre flasker parfume, og blev lagt midt på bordet. Og dernæst skulle de have skrinet med de
fire elementer frem. Men skrinet under bordet, som de havde gemt posen med dem i, var tomt. De fire
elementer var borte. De begreb ikke, hvor de kunne være blevet af. Ingen andre end Palle vidste om, at de
var der. Måske skulle de tage op på præstegården og se, om han var der.
Benjamin sagde, at man let kunne komme til hans værelse uden at blive hørt af nogen, for det lå i
stueetagen ud til baghaven, og præsten havde jo ingen hund. Han kunne heldigvis for dem, lige nu, jo ikke
lide hunde. Camilla foreslog, at han måske havde siddet i hytten og ventet på dem så længe, at han var
blevet træt af det, og derfor var gået hjem og havde taget elementerne med sig, for at de ikke skulle kunne
fremkalde åndernes fyrste uden ham. Han var jo altid så bange for at få glip af noget, tilføjede hun.
Så pakkede de billedet af åndernes fyrste og parfumeflaskerne ned i plasticposen og klatrede ned ad
stigen og begav sig ind i Trolleskoven med retning mod præstegården.
Det tog et kvarters tid at komme derop, og jo mere de nærmede sig den, jo mere blev de grebet af en sær
uro. Det var som om, at der var noget forkert i luften. En slags angst. Og ikke bare den angst de alle følte
ved tanken om at skulle til at mane selve åndernes fyrste frem - også en anden angst, som var endnu
større.
- Jeg har en sær fornemmelse af, at vi alligevel ikke skulle have fortalt Palle om det med ånden og åndernes
fyrste og billedet og de fire elementer, sagde Rosa så. Hun var stoppet op og stod og skælvede.
- Men nu må vi altså skynde os ganske forfærdelig meget; for ellers så tror jeg, at det går galt, sagde hun,
mens hun blev stående stiv som en støtte.
Benjamin tog hende i den ene hånd og Muhammed i den anden, og så fortsatte de. Ind i haven sneg de sig
- og hen mod Palles vindue, som der kom et svagt lysskær fra. Da de var få meter fra det, kom der pludselig
nogle enormt stærke lysglimt, og de hørte nogle ufattelige dyriske skrål. Næsten samtidigt blev døren flået
op, og de så præsten fare omkring, og så ham brøle uhyggeligt. Derpå gik alt lys ud.
De kiggede forsigtigt ind gennem vinduet og skimtede i lyset fra stjernerne Palle liggende på gulvet i en
forvreden stilling med noget som lignede de fire elementer i hænderne.
- Palle, Palle! kaldte Muhammed og vristede det halvåbne vindue helt op, så han kunne klatre ind.
- Var det åndernes fyrste? spurgte han gispende.
Men Palle svarede ikke. Han lå helt stille og tavs.
- Åh! Han er helt forbrændt, ligesom min far, vrælede han så.
Samtidig hørte de præsten komme skrigende af smerte ned gennem gangen, og lige i det øjeblik
Muhammed var på vej ud af vinduet igen vaklede han ind i Palles værelse.
- Jeg så dig, din tyrkerunge. Kom så her! skreg han. - Du har slået min søn ihjel. Jeg slår dig ihjel.
55
- Nej, nej, nej, hviskede Rosa, mens hun med vidt opspilede øjne rystede på hovedet. - Vi må hellere se at
komme væk, ellers tror jeg han slår os alle sammen ihjel.
- Men elementerne! sagde Muhammed. - Vi er nødt til at have elementerne med os, ellers bliver ånden ved
og ved ...
- Men vi kan jo ikke gå ind og tage dem, når præsten er der, Muhammed! stønnede Camilla. - Vi er nødt til
bare at se at komme hjem - uden at nogen får øje på os.
Blege som de kolde stjerner oppe på himmelen, og med ét lige så frygtelig frysende, som de vel må være,
med klaprende tænder og skælvende knæ - ja, dirrende over hele kroppen - kom de på en eller anden
måde ud af præstens have og ind i skoven, hvor de gemte sig. Der hørte de i det fjerne udrykningsfartøjer
komme, og da satte de i løb. De brugte kræfter, som de slet ikke havde, og løb på ben, der slet ikke var
deres, lige til de stod udenfor Gml. Trollenæsgård. Der enedes de om at skilles. Benjamin og Rosa skulle
tage hjem på Hejrestien, og Muhammed, Tora og Camilla ville liste op i deres senge. Og så skulle de blive
liggende i deres senge resten af natten, aftalte de, og ikke sige et ord til nogen om, hvad der var sket.
Ingen af de fem børn fik et sekunds søvn den nat. De lå blot rystende og frysende i hver deres seng med
følelsen af, at de var ved at forsvinde.
- Moar, far, klynkede Tora med jævne mellemrum. - Jeg vil hjem. Jeg er bange.
- Det er forfærdeligt. Jeg forstår det ikke. Det var jo ikke dét, jeg ønskede. Og heller ikke Muhammed og
Tora. Det er jeg da sikker på! Det var jo slet ikke dét ... lå Camilla og gentog for sig selv gennem natten.
- Det var jo ikke dét!!! sagde også Muhammed til sig selv. - Den ånd må være helt forfærdelig stærk, når
den er stærkere end tante Ingeborgs trolde. Mon det virkelig alt skyldes, at jeg smagte af det glas vin? Det
er da uretfærdigt! Så lad da bare djævelen tage mig, når der alligevel ingen retfærdighed er til. Nu er vi jo
fortabt. Nu er vi jo mordere. Mig i altfald.
- Han skal nok få ram på mig, præsten, tænkte han videre. - Og så drikker han endda vin selv i kirken - hver
søndag - mindst.
- Evige, evige! mumlede Benjamin i sin seng på Hejrestien. Han havde et slags sjal over hovedet, som
forsøgte han at skjule sig. - Til dig bekender jeg mig som til verdens skaber, herre og styrer. Dig tilbeder jeg,
som den ene usynlige Gud, der gennem Moses har åbenbaret os sin hellige lære. For dig bøjer jeg mig, som
for den, der retfærdigt dømmer og gengælder godt og ondt, både i det jordiske og i det himmelske liv.
Resten af natten igennem gentog han sin trosbekendelse med roligt åndedrag i en rolig strøm af hvisken.
- Jeg tror, det var nogle forkerte elementer. Det må have været nogle forkerte elementer. For åndernes
fyrste kan ikke være ond. Han er jo netop den, der hjælper menneskene, var hvad Rosa tænkte, mens hun
ventede på lyset.
Den eneste af børnene, som slet ingenting sagde eller tænkte, var Palle, for han var død. Havde han
kunnet høre, ville han imidlertid have hørt sin far snakke uafbrudt. Om tyrkerungen Muhammed, som var
kommet til hans søn som en tyv om natten - og havde anbragt det elektriske varmeelement i hans hænder og stukket ledningen ind i stikkontakten, fordi det var sådan muslimer var. De var djævlene i dette land - og
ville tage livet af os alle - hvis ikke vi snart fik dem smidt ud. Hjem til fattigdom og nød og diktatur, hvor de
kom fra, så kunne de bede deres Muhammed om hjælp der. De djævle. Også han sagde det samme igen og
igen.
Politiet tog sig ikke så meget af, hvad han sagde. De var vant til, at folk blev helt forvirrede og forstyrrede i
hovederne, når deres nærmeste pludselig døde, især når der var tale om forældre, der mistede deres børn.
De havde sådan brug for en syndebuk. Og ham her var jo oven i købet præst - og kendt for at tro, at al
ondskab var at finde hos folk med en anden hudfarve, end han selv måske helt tilfældigvis havde. Og især
muslimer. Så de fik bare lægen til at lirke noget beroligende i ham, hvilket da også hjalp - lidt. I det mindste
holdt han op med at ævle så højt - og nøjedes med at mumle klynkende.
Da Tora, Camilla og Muhammed hørte hanen gale første gang, var klokken ikke engang fem; men selvom
de slet ikke havde fået sovet, følte de det som en befrielse, at natten nu endelig var ved at være omme.
56
KAPITEL 8
Da de kom ned, sad Klara på verandaen og drak te. Hun kiggede ned på tante Ingeborg, som sad på en sten
på græsplænen og fodrede hønsene af hånden. De kyssede Klara godmorgen og gik ned til tanten.
- Herreje for en nat! sagde hun. - Herreje! hvilke mærkelige drømme jeg har haft! Og hør hvordan hanerne
galer, især den gamle Bismarck. Han har da vist også haft mærkelige og foruroligende drømme ... Hvad med
jer, kære børn, hvordan har I sovet?
- Godt, tak, svarede de.
- I er jo så sandeligen tidligt på færde i dag. Nå, men det er også kun godt, for vi må jo have fundet ud af,
hvem vi skal invitere som trettendemand til indvielse af Heksenytten, nu Muhammeds far ikke kommer ...
Ja, ikke bare fordi han er på hospitalet. Han ville ikke, sagde han. Ville overhovedet ikke have noget med
mig eller min Heksehytte at gøre, sagde han. Og så sagde han også, at jeg var fuld af løgn, for øvrigt, og at
jeg forheksede Muhammed.
- Da du var der for at invitere ham i går eftermiddags? spurgte Muhammed.
Tante Ingeborg nikkede.
- Fortalte du ham da, at jeg var i Heksehytten?
Hun nikkede igen.
- Så var det derfor, han fandt mig!
- Men hvorfor sagde han, at du var fuld af løgn? spurgte Tora. - Det er da ihverttilfælde løgn, at du er fuld af
løgn!
- Fordi jeg sagde, at tiden var inde til, at Muhammed fik professionel undervisning. Han påstod, at
Muhammed overhovedet ikke kunne spille violin.
Så rømmede Muhammed sig nogle gange og fortalte, hvordan det hang sammen, at hans far ikke vidste
noget. Tante Ingeborgs øjne var ved at trille ud af hovedet på hende.
- Herreje! udbrød hun så igen. - Livet er da et forunderligt puslespil. Brikkerne passer jo slet ikke sammen ...
eller også danner de en hund i et spil kegler midt i en gotisk mosaik med dobbelt makronbund.
- Nej, nu snakker du altså mærkeligt igen, tante Ingeborg. - Har du drukket kajakvin til morgenmad? spurgte
Tora.
- Kæreste Tora dog: Et af livets hovedprincipper er, at kajakvin er noget, der kun drikkes efter solnedgang.
Hver ting til sin tid. Nej. Te. Nej. Det er noget i luften! Kan I ikke mærke det? Jeg tror vi får en ordentlig gang
torden i dag. Æres den som æres bør!
Hun kiggede undersøgende på dem.
- I ser mig noget blegnæbbede ud! Det må være et helt overordentlig gevaldigt tordenvejr, det trækker op
til.
Børnene kiggede sig usikkert omkring.
- Ja, det tror jeg også, mumlede de, den ene efter den anden.
Klara var også så mærkelig - ligesom fjern; og da de satte sig til morgenbordet stod der en ostehøvl i
syltetøjskrukken og lå en syltetøjsske ved osten, og den frisklavede te var slet ikke te, men bare
gennemsigtigt kogt vand. Da hun opdagede det, lo hun også bare forvirret og sagde: "Åh, har jeg nu gjort
det igen?" og svansede ud i køkkenet, mens hun lavede sit nummer med at blafre med vingerne, selvom
sandheden var, at hun overhovedet ikke plejede at glemme noget som helst eller nogensinde var forvirret.
Tante Ingeborg kiggede også meget forbavset og granskende på hende.
- Denne dag er da som forhekset! sagde hun så. - Det må være p.g.a. igår, eller p.g.a. mine sære drømme eller også skal vi alligevel kalde hytten for Englehytten! Hvad synes I? Skal vi lave et nyt skilt? Måske skal
man slet ikke lave sig en heksehytte, selvom det kun er for sjov. Måske er det heller slet ikke særlig sjov!
Måske er det kun mig gamle tante, der synes, at det er sjov!
Mens børnene sad og så ud, som om de tænkte sig om, hørte de en bil køre ind på gårdspladsen.
- Det er nok din mor, sagde tanten til Muhammed.
57
Men Muhammed rejste sig ikke op. Hans mor kunne ikke køre bil. Kun hans far. Og næppe i dag. Så hørte
de dørklokken ringe, og lidt efter kom Klara ind med tre betjente. De havde ganske vist ikke uniformer på,
men de sagde, at de var fra politiet, og tante Ingeborg så også ud, som om hun kendte dem. I hvert fald den
ældste af dem, som havde helt hvidt hår og var rød i ansigtet.
- Kriminalinspektør Petersen! udbrød hun nemlig. - Hvad bringer dog Dem herud så tidligt på
morgenstunden. Hvad er der sket?
- Ja, det er det vi gerne skulle finde ud af, frøken Smauzen-Olsen, svarede han. - Ved at sludre lidt med
Muhammed.
- Med Muhammed! Hvorfor dog det? spurgte tante Ingeborg.
- Fordi præstens søn Palle er død i nat - af stød fra et elektrisk varmeelement i sit værelse - og præsten
mener at have set Muhammed i hans værelse netop, da det skete. Så vi vil gerne have at vide, hvor
Muhammed var i nat. Hvor var du i nat, Muhammed?
- Jamen hvad i alverdens riger og lande er det dog De siger? Er De da gået fra forstanden hr.
kriminalinspektør Petersen? Er den lille Palle død? Men det kan han da ikke være! Han var jo lige netop så
glad i går!!! Så lettet og tilfreds! NEJ. Jamen hvad er det dog for en dag i dag? Den er jo helt og aldeles
forhekset ... NEJ! Vi må have noget at styrke os på ... Klara, vil du ikke være sød at hente nogle glas og ..
- Ikke kajakvin! Det er ikke solnedgang endnu, ved du, afbrød Tora med en filuragtig stemme.
- En bitter! fortsatte tanten. - Sæt jer dog ned, sagde hun så til betjentene. - Bittert må tages med bittert!
Og den stakkels præst! Han må da være helt ude af den, stakkels menneske. Og konen, har I fået fat i
hende?
- Ingen ved hvor hun er! sagde kriminalinspektøren og rystede opgivende på hovedet. - Hun er som
forsvundet i et hul i jorden.
- Måske er hun gået over Troldebroen for at slippe for at lave brun sovs til medisterpølse og faldet ned til
marsmændene! hviskede Tora til Camilla.
- Tys Tora! Camilla så ikke ud som om hun syntes, det var spor sjov.
- Det er jo aldeles forfærdeligt, fortsatte tante Ingeborg.
Det var som om, det slet ikke var gået op for hende, at politiet egentlig ikke kom for at underrette hende og få hendes kommentarer - men for at afhøre Muhammed. Og det så ud, som om de egentlig også selv
havde glemt, at det var derfor, de var kommet. De nippede bare med Klara og tanten til bitteren, da hun
sagde: "Velsignet være præsten og den lille Palle - og konen i et hul i jorden!" Men så kom der et snedigt
glimt i den yngste betjents øjne, og han spurgte tante Ingeborg:
- Hvorfor sagde De, at alt var som forhekset i dag? Hvad andet har været forhekset?
- Åh, sagde hun - først mine drømme. De mærkværdigste drømme. Når jeg drømmer mærkværdigt, så
bliver hele den følgende dag også altid så mærkværdig ...
Og da betjenten var bange for, at hun skulle begynde at fortælle om sine drømme, hvilket han var sikker
på ikke ville være af ringeste interesse for hverken opklaringsarbejdet eller ham selv - han syntes faktisk
drømme var det kedeligste der var til - skyndte han sig at gribe ind.
- Og dernæst? spurgte han.
- Ja, svarede hun så, og hun så ud, som om der skulle en ordentlig dosis kraftanstrengelse til for at hviske
drømmebillederne væk fra hendes indre sceneri. - Ja, så galede Bismarck så højst mærkværdigt ..
- Bismarck? udbrød den unge betjent.
- Ja, min hane, den gamle smukke, ham med den flotte lange hale ... nej, ham med den længste.
Hun pegede ned på Bismarck, der stod og kiggede interesseret til nede på plænen.
Betjenten rullede med øjnene engang, og Tora troede det var løgn, for hendes far sagde, at det kun var
børn, der gjorde det, og hun skulle lige til at spørge ham, om han i virkeligheden bare var forklædt som
voksen. Men hun turde ikke spøge nu, for han så faktisk ret brysk ud.
- Og ellers? spurgte han, med hagen fremskudt. - Hvilke andre hekserier er her foregået.
Tora skød også sin hage frem og rynkede brynene. Det virkede sørme godt, når han gjorde det; hun måtte
prøve det selv engang, når hun havde rigtig meget brug for det - i skolen måske - overfor pedellen ...
58
- Ja. Så glemte Klara at komme teblade i teen! sagde hun med så stor indforståelse, at det lød, som om hun
hermed havde leveret det afgørende bevis på, at der var tale om rent hekseri.
Det var tydeligt, at betjentene bare anså hende for at være en forstyrret og senil jomfrunalsk bondejokke.
I hvert fald den unge.
- Men Muhammed? spurgte han på ny effektivt. - Har han sovet her i nat?
- Muhammed? Ja, selvfølgelig har han det. Hos Camilla og Tora. Hans far er jo på hospitalet. Det er da noget
underligt noget at spørge om. I må jo vide, at han sov her, eftersom I er kommet herud. Det sagde de vel på
hospitalet?
- Nej, det var nu naboens ...
- Nåja. Men det er da noget underligt noget at spørge om, når Palle lige er død ...
- Vi spurgte alene, fordi præsten sagde, at han havde set ham i Palles værelse i nat.
Han var begyndt at råbe til hende nu, som om hun var døv.
- Jeg er ikke døv hr. betjent, bare lidt overrumplet, sagde hun mildt. - Men det er jo noget sludder. Det kan
De da sige Dem selv. Når han lå her og sov. Han må have drømt det. Eller også er det profeten Muhammed,
han mener. Ham ser han jo, hver gang han skal finde en syndebuk. Det ved I jo lige så godt som jeg.
- Ja! Det var ærlig talt også min tanke, sagde kriminalinspektør Petersen. - Men vi må jo lige for god ordens
skyld altid kontrollere - ifølge loven.
- Hvornår så I sidst Palle? spurgte den unge emsige med hagen så børnene.
Børnene kiggede på hinanden. De var meget blege.
- Det var ... nede ved alterstenen ... i går aftes ... da ambulancen kom for at hente Muhammeds far, sagde
Camilla så med en tynd stemme, uden at se på betjenten.
- Ja, det var meget kedeligt med din far, Muhammed, sagde kriminalinspektøren så. Vi har hørt det. Men
han klarer sig! Det har vi også hørt. Han bliver snart så god som ny. Når bare han har ligget i forbindinger en
tid.
Han gik hen til ham og klappede ham trøstende på hovedet.
- Vi har meget dygtige læger og sygeplejersker her i landet. Noget andet end hjemme i landsbyen i Tyrkiet,
hvad Muhammed?
- Sikkert nok. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været der. Jeg er født her - i Danmark, svarede Muhammed.
- Kender nogen af jer noget til det varmeelement? Hagen kom atter frem på den emsige.
- Hvad forn'et varmelement? spurgte Tora.
- Ja. Han legede åbenbart med sådan et varmelement, som man bruger i en elradiator. Har I set sådan et
hos ham? Eller har han talt om et? Det underlige er nemlig, at de slet ikke har elvarme i præstegården, så
han kan ikke bare have fundet det der. Det er os en gåde, hvor han har det fra.
- Nej. Vi kender altså slet ikke noget til noget varmeelement. Vi er jo børn, hr. betjent; vi er jo ikke ...
radiatormænd, irettesatte Tora den unge betjent.
- Hm, fortsatte han. - Jamen, hvis I skulle komme i tanker om et eller andet nogen af jer - børn - så vil jeg
anbefale jer at fortælle det til os - eller til andre voksne, for det kan være vigtigt for opklaringsarbejdet. Og
sandheden kommer alligevel altid for en dag - før eller siden - husk det!
Børnene sad hver for sig og bed sig i læben.
- Vi har heller ikke elvarme her på gården, så her kan han heller ikke have fået fat i det, sagde tante
Ingeborg. - Han har måske selv købt det! foreslog hun.
- Højst utænkeligt! svarede kriminalinspektøren. - For hvad skulle han have villet med det? Hvad kan man
bruge sådan et til, udover altså at bruge det i en radiator? Men vi må hellere kontrollere det. Vi må jo
kontrollere alt! tilføjede han og slog hælene sammen i spøg.
Og så gik betjentene igen. Klara fulgte dem ud.
- Forfærdeligt. Forfærdeligt. Grumme forfærdeligt, sad tanten og mumlede. - Og så lige efter at I var gået
over Troldebroen. Det er ubegribeligt! Der må jo være opstået roterende kaos i dens kraftcentrum.
- Har du husket at kysse alterstenen hver dag, tante Ingeborg? spurgte Tora. Tanten nikkede, men der var
samtidig et underligt glimt i hendes øjne, som fik Tora til at mistænke hende for alligevel måske at have
59
glemt det en enkelt dag. Men hun nåede ikke videre i udfritningen om kysseriet, for nu ringede telefonen,
og Klara sagde, at det var Rosa.
Børnene tumlede ind til telefonen - og kort efter tilbage - for at sige, at de gik ned til Heksehytten for at
mødes med Rosa og Benjamin. Tante Ingeborg sagde, at hun måtte til præsten og trøste ham - og måtte
have biskoppen med, fordi han altid kunne få brikkerne til at falde på plads.
Da børnene kom ned til hytten, så de, at næsetippen var blevet helt forunderligt lang. Den var næsten
dobbelt så lang, som den plejede at være. De stirrede og stirrede og troede næppe deres egne øjne. Oppe
fra hytten så det helt skørt ud.
- Måske er det fordi vi har løjet, sagde Tora. - Ligesom med Pinnocchios næse, kan I ikke huske det? Den
voksede også og blev længere og længere for hver gang han løj. Og hvad så, hvis vi bliver ved med at lyve,
så vokser og vokser den, til den til sidst går helt over til den anden side af fjorden, og så kan færgen ikke
sejle der længere - eller sejlbådene - så bliver byerne lukket helt inde. Orvv. Det er ikke så godt!
- Måske må vi hellere så bare sige sandheden, foreslog Benjamin.
- Skal vi ikke først lige se, om den virkelig bliver ved med at vokse? spurgte Camilla. - Det kan jo være, at der
bare er en helt naturlig forklaring på det. Noget med flod og ebbe, eller sådan noget.
- Men se! sagde Rosa. - Det er jo flod nu! Se hvor langt vandet går op i sivene. Nej, jeg tror, at det er
næsset, der hæver sig i vrede og fortæller os, at vi hellere må sige sandheden, og det er da også det
naturligste.
Tora tog sig til næsen, mens hun kiggede på de andres næser, især Camillas, som da vist var vokset lidt, og
forestillede sig selv stående foran politibetjentene med hagen skudt frem og øjenbrynene rynkede, sigende
ordene: "Nu skal jeg fortælle jer sandheden, og den er, at vi egentlig helst ville have talt med åndernes
fyrste". Nej, det gik ikke ... Det ville aldrig virke ordentligt ...
- Hvad med min næse? spurgte hun så. - Er den også blevet længere?
De andre rystede på hovedet.
- Hvis den bliver det, så siger jeg det altså, som det er, til tante Ingeborg, så finder hun nok på råd, fortsatte
Tora. - For sådan en lang næse vil jeg altså ikke have.
Hun stirrede foruroliget ud på næsetippens ekstratip på vel over tohundrede meter.
- Men ånden - og åndernes fyrste! udbrød Muhammed. - Hvordan skal vi bære os ad med at få ånden
uskadeliggjort nu, hvor vi ikke har elementerne mere?
- Det var ikke de rigtige elementer, Muhammed. Det er jeg sikker på, sagde Rosa så.
- Hvordan ved du det? spurgte han.
- Jeg ved det bare.
Mens børnene brugte morgenstunden til at sidde og tale frem og tilbage om, hvad de fire elementer vel
kunne være, hvis de ikke var det, der havde slået Palle ihjel, sad biskoppen og frøken Smauzen-Olsen oppe
på præstegården og forsøgte at trøste den stakkels præst. Aja gik hjemme i Hejrehuset og lyttede til den
lokale nyhedsudsendelse for at høre, om der blev sagt noget om Palles noget mystiske død. Og der hørte
hun, at politiet opfordrede alle forhandlere af varmeelementer til at genkalde sig, hvem der havde købt
sådanne indenfor den seneste tid og lade lokalradioen det vide. Især hvis der var tale om børn. Den ene
isenkræmmer ringede op efter den anden, og de personer, der mentes at have købt varmeelementer blev
derpå ringet op og spurgt, om der var nogen mulighed for, at Palle kunne have fået fat i deres element.
Men ingen af dem kendte Palle; og det lød ikke, som om man kom nogen opklaring af mysteriet nærmere.
Pludselig hørte hun imidlertid en ung mands stemme nævne Rosas navn. Biskoppens datter, som han var så
sikker som amen i kirken på var hende, fordi hun var så let at kende igen idet hun jo var halvt ... thailandsk
... eller sådan noget, havde været der i hans forretning med to lidt større drenge, som også var ret
mørklødede, men som ikke havde skrå øjne - den ene lidt mere mørklødet og større end den anden, sagde
han; og de havde netop købt sådan et elektrisk varmeelement. Han lo lidt. Han huskede det så tydeligt,
sagde han, fordi de ikke kunne engelsk. De havde nemlig sagt, at de skulle have "fire elementer", men det
var naturligvis klart, at de mente "fire elements". Han udtalte fire "fajjer", som man gør på rigtig engelsk.
Og de havde da også sagt, sagde han, at de skulle bruge det til at få energi med, så der var ingen tvivl. Han
var ret god til engelsk - havde fået 10 til eksamen engang, fik udspørgeren lokket ud af ham. Men det havde
60
sikkert ingen betydning, tilføjede han, for det var vel bare noget, deres forældre skulle bruge i et
sommerhus. Han var helt sikker på, at Palle ikke havde været med. Der havde kun været mørklødede børn.
Aja satte sig ned med vandkanden, som hun havde været ved at vande potteplanter med, i skødet, og
kødet var ved at falde af hendes ansigt af skræk. Derpå gik hun langsomt hen til bogreolen og begyndte at
tage bøger ud, som hun øjensynlig ledte efter noget i. Men hun fandt ikke det, hun ledte efter. Så sprang
hun på cyklen i sin kimono, som hun stadig trissede rundt i, og kørte gennem skoven ned til Heksehytten,
hvor børnene straks sænkede stigen ned til hende.
- Kære børn, sagde hun så, da hun var klatret derop. - Kom, sæt jer her med mig. Nu skal jeg fortælle jer
noget: De fire elementer, det er ikke noget, man kan købe hos en isenkræmmer eller noget andet sted. Det
er noget, der bare er. Det er jord og ild og luft og vand. De fire grundelementer i verden. Og åndernes fyrste
- ham kan man slet ikke få i tale ved hjælp af isenkram.
- Åh, sagde Rosa. - Det vidste jeg slet ikke; men jeg tænkte nok, at det ikke kunne være det rigtige. Ikke når
Palle døde af det.
- Ved du det hele Aja? surgte Tora.
- Jeg har lige hørt i radioen, at isenkræmmeren genkendte dig, Rosa, da du købte "fajjer"-elementer - og at
der var to drenge med, som han ikke vidste, hvem var, men som han beskrev så ud som jer.
Hun kiggede på Benjamin og Muhammed.
- Skal vi så til at sige sandheden? spurgte Tora og tog sig til næsen.
- Jeg ved det ikke! svarede hun. - Måske skulle biskoppen og jeg bare tage og sige, at vi bad jer om at købe
det for os til sommerhuset. Det ville jo sådan set ikke være så underligt. Det kunne vi sikkert få folk til at tro
på.
- Vi kunne jo også sige sandheden! foreslog Benjamin atter engang.
- Ja! stønnede Aja. - Der er bare det ved det, at sandheden, den er ilde hørt, som tante Ingeborg plejer at
sige. De vil jo tro, at vi er vanvittige, hvis vi siger, at det, I egentlig bad om, var ild og jord og luft og vand, de
fire elementer, til brug for fremkaldelse af åndernes fyrste, som I har på billedet der.
Hun pegede på åndernes fyrste, som lå midt på bordet og lignede en nar.
- Måske vil de så spærre os alle inde på en anstalt - altså et hospital ...
- Det kan man blive syg af, hviskede Tora ophidset. - Det siger min mor.
Hun så meget urolig ud nu.
- Men hvad nu hvis vi får lange næser, hvis vi fortsætter med at lyve? spurgte hun så.
- Jeg er altså ikke ved at få hovedpine! sagde Rosa alvorligt. - Så jeg tror, at det er helt i orden, at vi lyver lidt
... om ånden ... Bare lader være med at sige noget om den...
- Ja! sagde Muhammed. - Og så til gengæld fremkalder den, meget snart, så vi kan få den til at forsvinde.
- Puhhhh, prustede Aja og lukkede øjnene. - Ja, jeg tror ikke der er andet for. Men I må lade mig hjælpe jer.
- Kan det ikke være farligt? spurgte Tora.
- Nej. DET kan aldrig være farligt, lo Aja. - Hvis blot I lover ikke at bede åndernes fyrste om at lade ham
dræbe, eller selv dræber ham, hvis han skulle vise sig. Vi skal bare bede ham om at lade være med at
blande sig. Hvis I altså virkelig mener, at I vil have ham til at blande sig udenom.
- Muhammed tror, at den har besat ham, fordi han drak vin, sagde Rosa.
- Er du muslim? spurgte Aja Muhammed.
- Jeg ved det ikke rigtig, svarede han.
- Hvorom alting er, hvad enten du er muslim eller ej, så er den eneste skæbnesvangre synd "kufr" - vantro altså hvis du tror på nogen anden gud end Gud - den eneste og sande Gud. Gør du det?
Muhammed rystede på hovedet.
- Jeg tror ikke på nogen anden gud, men jeg kender heller ikke rigtig den ene og sande gud - sådan rigtigt jeg tror bare på, at han ordner alt, sådan, retfærdigt, så jeg kan få lov til at være den, jeg er.
- Det er ham! sagde Aja overbevist. - Så er dit hjerte rent nok. Du kan ikke blive besat overhovedet.
- Men jeg så ånden, sådan en slags drageånd, både da biskoppen gik ind i den, og da min far blev ramt af
lynet. Det var faktisk dragen, der spyede ild.
61
- Det er bare noget, du tror, fordi du har dårlig samvittighed over at spille så guddommeligt på violin - og
over ikke at ære din far og din mor. Men der er dybest set ingen grund til at ære dem - ikke alene fordi de
er dine forældre - så skulle der have været noget andet, som gjorde dem værd at ære, i det mindste. Jeg
kender din far. Han er lige så rædselsfuld som min. Ved du hvad min far ville gøre, da han hørte, at jeg
skulle giftes med biskoppen? Han ville slå både biskoppen og mig med stokken, for at få djævelskaben ud af
vore kroppe. Og den lille Rosa forbandede han, da han hørte, at hun var født. Sådan nogle fædre skal man
overhovedet ikke tage sig af. Du skal bare fortsætte med at spille saligt på din violin. En dag vil alle, der
elsker Gud, elske dig for det. Og det er det , der betyder noget.
- Men, indvendte Muhammed. - Camilla og Tora og Rosa så den også.
- Kære Muhammed! Jeg så den da også. Ånder kommer og går til os mennesker - men oftest bare for at
opretholde en balance. Hvis man sørger dybt over noget, kommer der en smuk engel og trøster én, og hvis
man er helt overstadig glad og lykkelig og danser og synger, ja, så kommer der en grim drage for at minde
én om at alt nu engang ikke er morskab.
- Men hvad hvis den slår flere ihjel? Eller gør mere skade? spurgte Muhammed.
- Den har da hverken slået ihjel eller gjort skade indtil nu, indvendte Aja.
- Men biskoppen...
Biskoppen er gået ind og ud af den drage i over et halvt hundrede år. Han kender den som sin egen
bukselomme, lo Aja.
- Hvad så med min far?
- Din far var så gal, at han slog gnister. Han tiltrak jo ligefrem et lyn. Og der er jo heller ikke sket ham noget
særligt, vel? Herregud, de par skrammer ... Hvor pivet kan man være?
- Men så Palle da? Muhammed forstod slet ikke, hvad det var Aja sagde, og var ved helt at opgive ævred.
Han syntes, hun snakkede udenom, bare som voksne plejede at gøre til børn.
- Ånden havde heller ikke noget med Palle at gøre. Palle hentede selv elementet hernede i hytten, ikke?
Børnene nikkede.
- Forstår I da ikke, at det element intet havde at gøre med hverken ånden eller åndernes fyrste. Det var
bare et stykke isenkram, som Palle, fordi han ikke vidste bedre, troede, han kunne drive ondskaben på flugt
med - få sin mor tilbage med - ved at aktivere ... ved at ...
Hun fægtede hjælpeløst med armene.
- Dét, der tog livet af ham, var, at hans mor rendte hjemmefra, fordi hans far er så ... ugudelig ...
- Men Aja! sagde Muhammed forsigtigt. - Kan du ikke nok være sød at forstå, at hvis ikke vi havde købt det
element, fordi vi ville fremkalde åndernes fyrste, så havde Palle aldrig fået fat i det, og så ville han heller
ikke være død af det? Kan du ikke forstå det? Og bag det hele bestemmer ånden - det mærker jeg. Og han
er så grusom stærk. Meget stærkere end tante Ingeborgs trolde, selvom de måske kommer ude fra
rummet.
- Har I været over Troldebroen? spurgte hun med en helt anderledes vågen stemme.
- I aftes? Også jer? spurgte hun Rosa og Benjamin.
- Ikke i aftes, svarede de. - Men sidste sommer.
- Og gik det i opfyldelse, hvad I ønskede? spurgte Tora.
De nikkede begge to overbevisende.
- Puhhh, prustede Aja igen, som om det først nu var en virkelig redelighed, de var havnet i. - Og sig mig så,
kære kloge børn, helt præcis hvad ønskede I jer i aftes, at der skulle ske?
- Det må man ikke sige! sagde Tora. - Er du da rigtig klog? Da også! så går det jo ikke i opfyldelse!
Overhovedet ikke!
- Men ... I kan vel i det mindste svare mig på, om det havde noget med Palle at gøre eller ej. Tænkte I
overhovedet på Palle, da I var ude på broen og balancere let på tå?
- Jeg balancerede ikke let på tå! Jeg balancerede let på numse! sagde Tora.
- Gjorde I?
De rystede lidt flove på hovederne.
62
- Ja - men så er det vel heller ikke så underligt, at der skete, hvad der måtte ske, da han stak elementet ind i
stikkontakten. Kan I ikke se, at det slet ikke havde noget med hverken den ene eller den anden ånd eller
trold at gøre. Nu må I holde hovederne kolde.
- Hvordan kan du sige, at du selv har set drageånden - og at du kender troldebroen - og så alligevel siger, at
de hverken har noget at gøre med det ene eller andet? spurgte Camilla.
- Ha. Haha, lo hun. - Det ved jeg ikke. Det ved jeg faktisk overhovedet ikke. Sådan er det bare. De har noget
at gøre med noget, men ikke med noget andet, sådan er det bare. Og enten ved man det, eller også ved
man det ikke. Sådan er det. Ha. Haha.
- Vi kan sagtens kalde åndernes fyrste frem. No problem. Og det er ikke farligt, fortsatte hun. - Der er bare
det ved det, at mange af dem, der har set ham eller hørt ham eller snakket med ham eller mærket ham på
anden vis, de bliver lidt sære. De kan ikke engang koncentrere sig om at koge en skål ris eller vande en
potteplante. De sidder ofte bare og stirrer ud i luften og tænker på al den kraft åndernes fyrste har - længes
efter den - måske - og svarer i vest, når man spørger i øst. Tro mig. Jeg ved, hvad jeg taler om. Og tager to
forskellige farver sokker på! Det har jeg også oplevet!
Aja rystede på hovedet.
- Og det er dét, jeg ikke så gerne vil skal ske for jer. Folk, der ikke har andet i hovedet end åndernes fyrste,
og ikke kan tale om andet, de er ret ... kedelige. Stol på mig.
Hun nikkede og vendte det hvide ud af øjnene, mens hun talte. Det så fantastisk ud, syntes Tora. Både
ham med hagen og hun selv kunne gå hjem og lægge sig. Ingen kunne gøre det bedre end Aja, det var hun
sikker på.
Ingen af børnene var heller ikke i tvivl om, at hun nok vidste, hvad hun talte om.
- Min bedstemor f.eks., fortsatte hun. - Hun sad bare sådan: BUH! Og stirrede tomt ud i luften, og havde
ikke andet i hovedet end at dø, så hun kunne blive ét med ånden.
- Blev hun så det? spurgte Muhammed.
- Ja. Det er jeg sikker på. Hun er sikkert en del af åndernes fyrste nu. Hun gik, efter at have siddet sådan BUH - en tid, hen til en sten, der stod på toppen af et bjerg på bagsiden af øen, jeg kommer fra - i
Indonesien - og så sad hun dér foran stenen og - BUH - stirrede videre på den - lige til hun døde. Der var en
stor del af ånden i stenen, sagde hun, og det var hendes måde at ofre sig til den på.
- Lignede den alterstenen - bare lidt? spurgte Tora.
- Overhovedet ikke. Den på vores ø var næsten rund. Men det er samme ånd, der er i den.
- Hvor ved du det fra? spurgte Camilla.
- Ja. Det kan jeg da bare mærke. Det er samme ånd, der er i offerstene overalt i verden, sagde hun, som om
det var den naturligste ting i verden, at der boede ånder i stene.
- Var der så også sådan en drageånd - eller en led gam - ved åndestenen på jeres ø? spurgte Tora.
Aja rystede på hovedet.
- Nej, det er helt specielt for Ingeborgs næs. På en måde tror jeg, at det er hendes skytsengel af en slags.
- Den uhyggelige drage ... eller gam ... der? Tora så målløs ud.
- Ja, jeg tror det! Det er også én af grundene til, at jeg er lidt bekymret ved tanken om at få den til at
forsvinde. Jeg ved ikke, om Gml. Trollenæsgård og næsset og Ingeborg kan klare sig uden den.
63
KAPITEL 9
Selvfølgelig ringede politiet til Hejrestien for at høre, hvad børnene havde at sige til
isenkræmmerkommisens påstand. Men de fik ikke noget ud af deres spørgsmål den dag. På en eller anden
måde lykkedes det Aja at få politiets besøg udsat til næste. Børnene kunne umuligt snakke lige nu. De var
for chokerede, sagde hun, og biskoppen var draget alene et sted hen, hun ikke kendte, for at bede til Gud,
men at hun mente, det ville kunne lade sig gøre næste formiddag. Så skulle de nok få mysteriet opklaret.
Sent om eftermiddagen indledtes indvielsesceremonien nede i Heksehytten med tre færre end planlagt af hvilke én lå på hospitalet, én forbrændt og levende og én med chok.
Klara have medbragt seks hvide og seks sorte kærter - ét for hvert stjernetegn - og dem anbragte hun i en
gylden ring, således at halvdelen af cirklen kom til at stråle fra sorte og halvdelen fra hvide små tårne. Og
uden om den brændende ring stod tre fade med henholdsvis ristede græshopper, som tante Ingeborg
sagde, at hun havde fået sendt fra Farao i Ægypten, frølår i brændenældesauce, der var hendes egen
yndlingsret, tilberedt af hende og Klara i fællesskab og Ajas ægte indonesiske heksekage. Tante Ingeborg
insisterede på, at de alle skulle drikke hyldeblomstsaft til, fordi andet ville fornærme hyttens heksesjæl.
- Æres den som æres bør! sagde hun.
Da alle havde fået skænket i glassene, brød biskoppen Klaras hjemmebagte brød, hvorpå han andægtigt
sendte det videre. Hver af de andre brød også og tyggede højtideligt, og så sagde han med stor værdighed,
at deres sjæle i deres kød og blod nu for altid ville være forenet.
Som altid, når Benjamin havde følelsen af at tage et skridt ind i noget nyt, priste han Gud.
- Lovet være Du, Herre, vor Gud, Verdens Konge, som har ladet os leve, har ladet os bestå og har ladet os
nå frem til denne tid! sagde han.
- Orv, orv! fniste Tora. - Hvad mon heksen siger til, at Benjamin hiver Gud lige midt ind i hendes hytte?
- Gud er altid midt i alles hytte, lige meget om de vil vide af ham eller ej - for han er jo i alle - og elsker alle men allermest elsker Gud heksen. Vidste du ikke det, lille Tora? spurgte biskoppen.
- Du er altså blevet syg af at være på hospitalet, biskop, svarede hun. - Så er det ligesom min mor siger, at
man kan blive syg af at være på sygehus. Også sindssyg altså. Skrupskør. Ligesom dig. For hvis du ikke er
bims, hvordan kan du så sige mig, hvorfor man den ene dag brænder heksen, fordi hun er ond, så Gud ikke
kan lide hende, og den næste dag skåler og spiser for hende, fordi Gud elsker hende. Nej, det er altså for
skørt!
- Det er fordi det er den lutrede del af hende, vi fejrer.
- Den lutrede! Hvad er det for noget?
- Den rensede ... den rene ... den hellige del af hende, som nu er større hos hende end hos nogen anden,
fordi hun har været så meget grumme ondt igennem, og har været det igennem alene på grund af sin
vældige nysgerrighed og kærlighed til Gud.
- Nå! Er du helt sikker på det?
- Ja! Det er en af de få ting, jeg er helt sikker på. Det står i bibelen, nemlig. Ja, ikke sådan helt ordret; men
det kan ikke forstås anderledes. Det har alle paverne i Rom også været enige om.
- Nå! Ja, så må det jo være rigtigt, selvom jeg ikke forstår det. Jamen skål så også fra mig i Guds og heksens
navn da, sagde Tora og fortsatte med et helt andet tonefald, et der nærmest var lidt fornærmet: - Sig mig,
hvordan spiser man de der græshopper? Tygger du den med ben og øjne og det hele? Nej, altså, er vi
virkelig nødt til at spise dem?
Naturligvis blev der ikke bare talt om Gud og hekse og mad i Heksehytten den aften. Der blev i allerhøjeste
grad også talt om, hvordan man skulle greje isenkræmmerkommisens udtalelse til radioen om
formiddagen.
Biskoppen mente at kunne huske, at han vist en dag på en lap papir havde skrevet, at han måtte huske at
købe et nyt varmeelement næste gang, han kom til byen, og spurgte Rosa og Benjamin, om de mon havde
fundet den seddel - og villet glæde ham - sådan, bare af deres gode hjerter?
64
Han ville åbenbart lade det være op til børnene selv, om der skulle lyves eller hvad. Tante Ingeborg gjorde
det lettere for dem, for hun var ganske og aldeles overbevist om - ja - det var lige så sikkert som amen i
kirken - påstod hun, at hvad der vel ellers kunne være gået forud - om nu børnene havde villet glæde
biskoppen med et varmeelement eller hvad, så havde i hvert fald både Muhammed og pigerne ligget i
deres senge hele natten, hvorfor præsten ingenlunde på nogen måde havde kunnet se Muhammed i Palles
soveværelse den nat. Den ting var helt sikker, sagde hun. For Muhammed skulle spille violin, og det var der
ingen, der skulle understå sig i at forhindre ham i.
Mens der blev snakket frem og tilbage om børnenes eventuelle andel i varmeelementet, forholdt de sig
tavse. En dundrende hovedpine begyndte imidlertid at udvikle sig i den lille Rosas hoved. Det var som om
hele hendes hjerne var fyldt med kvælerslanger og kobraer, som var oppe at slås med hinanden og alt og
alle i hjernemassen. Det strammede til, så hun var ved at besvime af smerte. Hjerneskallen, tankerne,
billederne, den hvide masse mellem de to hjernedele, hvor hver af slangefamilierne havde hjemme - alt
eksploderede igen og igen og var på vej op i røg - det var det rene ragnarok - Gud, der holdt dommedag i
hendes hoved ... hun måtte tale ...
Hun løftede hovedet og åbnede munden og skulle lige til bare at fortælle sandheden, intet andet end
sandheden og hele sandheden, men så kom hun til at se hen i sin mors øjne, og det var som om de rystede
på hovedet og bad hende om at lade være ... som om de var bange for det, der så skulle ske ... Og da
mistede den lille Rosa bevidstheden. Alt blev med ét sort for hende, bortset fra at der var en masse sole og
måner og stjerner der forsvandt i det inderste af den spiral, de susede rundt i som magneter - tættere og
tættere på hullet kom de - til hun selv forsvandt ud i det.
Hun dejsede sammen som en kludedukke. Det gav et ordentligt dumpt brag, da hendes pande knaldede
ned i tallerkenen med heksekagen.
Og dermed var indvielsen afbrudt. Biskoppen ville have hende hjem, så han kunne lægge hende i hendes
seng, så kun kunne se den blå stjernehimmel, Benjamin havde malet over den, når hun vågnede. For når
hun vågnede af sine besvimelsesanfald, sagde biskoppen, så var det bedste for hende at ligge der en stund
og tale om sandheden. Der måtte helst kun være ham og stjernerne, så blev hun hurtigst rask, sagde han.
Det var svært for ham at komme ned ad heksestigen med den bevidstløse pige, for man skulle helst også
bruge i det mindst den ene hånd til at holde sig fast med, og biskoppen var jo hverken særlig stærk eller
sikker på benene længere, påstod både Aja og Klara og Gamleklausen, som ville bære hende i stedet for,
men det gav han ikke lov til. Hvad den lille Rosa angik, stolede han ikke på nogen bedre end sig selv. Og
hendes hoved måtte absolut ikke få det mindste stød. Hun skulle have helt, helt fred.
- Det stakkels barn, mumlede han, da han var kommet ned ad stigen og var på vej op mod alterstenen. - At
kende sandheden er jo som at have en atombombe i hovedet. Det stakkels barn.
Biskoppens øjne, som normalt var skarpe og klare, var nu helt duggede og røde. Han græd vist.
- Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare siger det. Jeg har jo sagt, at hun bare skal sige det, selvom der så
kommer det rene ragnarok. Hellere ragnarok udenfor end indenfor. Jeg har jo sagt det! mumlede han.
Folket fra Gml. Trollenæsgård fulgte dem hjem, helt til døren, hvor alle kyssede Rosa blidt på panden og
ønskede hende gode drømme og god bedring.
Også Camilla, Tora og Muhammed fik ønsket om mange gode drømme med sig i seng den aften, men hvad
den lille Tora angik, hjalp det ikke, tilsyneladende, for hun drømte natten igennem, at hendes næse
voksede til det aldeles vanvittige.
Først blev den lang og spids, så slasket i enden; derpå blev den nærmest snabelagtig - og tykkere og
tykkere blev den også - og til sidst i drømmen var den blevet så lang, at hun ikke engang havde plads til den
inde i huset. Hun var nødt til altid at være udenfor. Der fandtes ikke et eneste hus med plads til hendes
næse. For altid udenfor! Og hun kunne heller ikke overhovedet bevæge sig, for forsøgte hun at tage et
skridt, skrabede den flere hundrede meter lange snabel hen over grus og skarpe sten og glasskår, og dens
hud var tynd som hendes egen, så det gjorde så ondt, at hun fik tårer i øjnene af smerte. Den var også alt
for lang til at hun kunne løfte den. Hun prøvede at få den op på en kæmpetrillebør, men det gik ikke. Og
præsten stod i en kødrand mellem en masse andre omkring hende og lo og pegede fingre.
65
Det var på det sted hun vågnede. Og når hun endeligt langt om længe faldt i søvn igen, begyndte den bare
forfra.
Da hun vågnede op ved hanegal, lå hun og holdt om sin næse med begge hænder, og hun blev ved med at
holde om den, til hun var kommet ud på badeværelset og stod alene foran spejlet. Da fjernede hun
langsomt sine hænder, temmelig nervøs for om hendes næse skulle være blevet til en snabel.
Men det var den ikke. Den var helt som den plejede at være. Imidlertid vidste hun nu, at hun ikke turde
fortie sandheden længere. Hun måtte fortælle, hvad hun vidste. Hellere sent end aldrig.
Tante Ingeborg ville det ikke hjælpe at fortælle det til, sagde hun lidt irriteret til sig selv, for hun havde
intet andet i hovedet, hvad Palles død angik, end at den ikke for nogen pris måtte gå ud over Muhammeds
violinspil, så hun måtte finde på noget andet.
Præsten! Hun ville sige det hele til præsten, til Otto, med det skøre cykelstyrskæg og de mange vrede ord
om bastarder - ham der stod der og lo så fuld af skadefryd - han måtte da være nærmest! Så kunne han
gøre ved det, hvad han ville. Hvis hun sagde det til ham, ville hun da ikke kunne få sådan en lang næse,
sagde hun til sig selv.
Allerede inden hun var færdig med morgenmaden - klokken var ikke engang halv syv - drog hun af til
præstegården.
- Jeg skal lige hemmelene lidt! sagde hun.
Hemmelene var sådan et ord tante Ingeborg havde fundet på til at bruge, når man skulle gøre noget
hemmeligt alene. Og at hemmelene var menneskeret nr. 1 på Gml. Trollenæsgård.
Solen skinnede varmt, selvom det var så tidligt, og hendes skridt var meget målbevidste. Hun havde
ganske vist hørt, at præsten var blevet indlagt med chok, men man kunne jo i det mindste håbe på, at han
var kommet hjem igen. Han kunne vel heller ikke blive ved med at ligge der. Der var vel meget, der skulle
ordnes, når man sådan skulle holde begravelse; og da især, når man ikke kunne overlade det hele til
præsten, fordi præsten, det bare var én selv. Nej, han måtte da være taget hjem, hvis bare han ellers
tænkte sig den mindste smule om og indså, hvor travlt han havde.
- Kære Gud! bad hun. - Hvis du lader præsten være hjemme nu, så lover jeg dig, at jeg altid vil tro på dig og
bede aftenbøn hver eneste dag - og aldrig lave grin med dig eller nogen anden af dem, der tror på dig. Ikke
engang dem, der har raget alt håret af hovedet og danser rundt med bare snavsede fødder og orange
gardiner på og ligner nogen fra en tosseanstalt. Jeg skal bede min far eller mor om at kaste en krone hen til
dem i stedet. Nej, nok ikke min mor, men min far --- du ved selv hvorfor! Hvis bare du lader ham være
hjemme. For jeg vil altså ikke kunne holde ud at få sådan en lang næse. Allerkæreste Gud. Amen!
Hun ringede på dørklokken og ventede lidt, men hørte intet tegn på liv i huset. Så ringede hun igen og
lyttede ... Stadig ikke en lyd! Bare fuglenes kvidren. Men han skulle være hjemme! Hun følte atter på sin
næse - og så dyttede hun med pegefingeren dørklokken helt i bund og holdt den der, mens hun mærkede
tårerne presse sig frem så det gjorde ondt. Den åndssvage dovne præst - og den åndssvage dovne Gud. Var
der da ingen hjemme?
Endelig blev døren revet op, og dér stod den søvndrukne præst i lysegrøn natskjorte. Cykelstyret strittede.
- Hvad i alverden vil du? spurgte han.
- Jeg vil bare fortælle dig noget, sagde Tora. - Under fire øjne!
Og så fortalte Tora det hele.
- Aha, aha, aha var det eneste præsten havde at sige til hendes lange historie om den lede gam ved
alterstenen - eller drageånd eller djin - eller hvad det nu var - og om åndernes fyrste, som de skulle have i
tale for at få den plagende ånd til at forsvinde, og om de fire elementer, og om hvor nødvendigt det var for
dem at få ånden til at gå hjem igen, fordi Muhammed ellers ville sygne hen og dermed ikke kunne blive en
stor violinist - og Palle ikke kunne få sin mor tilbage, og ... ja, det hele fortalte hun.
- Aha, aha, lød det bare med jævne mellemrum; og til allersidst. - Nu må jeg tænke lidt over det hele. Gå du
hjem igen. Og lad være med at fortælle nogen, at du har været her.
- Ok, svarede Tora og følte sig meget bedre tilpas. Det var godt at være kommet af med den næse.
Da hun kom tilbage til gården, fik hun at vide, at Rosa stadig lå under stjerneloftet og snakkede sandhed
med sin far, samt at hendes anfald havde været meget slemt denne gang. De havde snakket sammen
66
næsten lige siden, hun var vågnet op aftenen inden; og biskoppen var meget alvorlig og bekymret over,
hvad hun havde fortalt, havde Aja sagt. Ind i mellem besvimede hun stadig, så tante Ingeborg var af den
opfattelse, at den lille Rosa nok havde haft flere hemmeligheder, end Aja eller nogen anden kunne forestille
sig. Og Aja måtte jo prøve at udsætte det med politiet igen.
Børnene var rastløse og gik rundt uden rigtig at kunne tage sig noget til. Tora foreslog, at de skulle gå en
tur ned og se, hvordan Heksehytten havde det, efter den var blevet indviet også indvendig, og Muhammed
og Camilla lod sig overtale. Også Herbert luntede med, og Lady Flora og Diva. Og mens de var på vej til
hytten fortalte Rosa sin far, at sandheden lige nu i dette øjeblik også var, at præsten Otto gik rundt med et
jagtgevær i skoven og ledte efter hende, fordi han ville skyde hende og også Muhammed og Tora og
Herbert og Diva og Lady Flora, vistnok også tante Ingeborg, hvis han fik mulighed for det - og Aja og ham,
faderen, men ikke Klara, og heller ikke Camilla, for dem syntes han havde sådan noget pænt gult hår.
- Nu sigter han på Diva! sagde hun - og tog hænderne op for øjnene.
I samme øjeblik havde børnene netop passeret alterstenen på vej ud til næsetippen, og de hørte et
vældigt bragende skud og et hjerteskærende piv fra Diva, der var faldet om på siden med blod strømmende
ud fra det nederste af halsen. Der fulgte fire-fem skud mere - lige efter hinanden, og også Herbert og Lady
Flora og Tora var ramt. Tora i låret.
Pigerne var stumme af rædsel.
- STOP! skreg Muhammed. - Eller jeg slår dig ihjel.
Han løb lige mod alterstenen, som skuddene kom fra, og så faldt der ét til, og de så Muhammed synke
sammen, mens hans tog sig til maven.
Camilla smed sig ned på græsset og lod sig rulle ned ad skrænten - ned i sivene - hvor hun lå stiv som en
pind med vilde opspærrede øjne. Så hørte hun det knitre i krattet bag alterstenen - og videre ind i skoven.
Det var én, der løb tungt. Så det kunne ikke være den lede gam. Sikkert heller ikke nogen anden ånd.
Et par minutter senere hørte hun en motor komme fræsende. Vistnok babytraktoren. Måske var det tante
Ingeborg. Og måske var Tora og Muhammed og hundene slet ikke døde. Måske var det bare en drøm, hun
havde. Måske var det sådan en slags anfald, som Rosa led af. Eller solstik. Måske havde hun bare spist
noget, hun ikke kunne tåle.
Det var Klara og Gamleklausen. Hun syntes hun så en glorie, sådan en som englene på tantens dør havde,
omkring Klaras hoved. Hun bar Tora og Muhammed op på traileren med en lethed, som havde hun mange
flere kræfter end et mandfolk. Der lå puder og tæpper på den - underligt - for det plejede der da ikke at
gøre. Havde hun mon kunnet vide, at der var blevet skudt på dem? Var hun virkelig en engel? Men hvis hun
var en engel, hvorfor var hun så ikke kommet nogle minutter før og havde taget bøssen fra ... manden --eller hvem det nu var?
Så kom hun lige ned til Camilla og rakte hende bare hånden, som om hun vidste, at hun ikke var blevet
ramt.
- Skynd dig! sagde hun så. - Det haster, meget, især for Muhammed og Herbert.
Gamleklausen kørte traktoren, og Klara og Camilla sad på traileren med de sårede. Han var nødt til at køre
langsomt, fordi det bumpede forfærdeligt, når han kørte til. Hullerne i hjulsporene var helt hårde, fordi det
ikke havde regnet så længe. Muhammed skiftevis stønnede og hylede som en sirene, hver gang der var et
bump.
- Han har indre forblødninger, sagde Klara, som om hun kunne se lige igennem hans blodige tøj og
maveskind. Muhammed prøvede på at sige noget, men Klara bad ham om at tie stille, fordi han ikke måtte
bruge sine mavemuskler. Han skulle bare ligge helt stille og prøve at slappe af, sagde hun.
- Lig lige så stille som Herbert! sagde hun.
Herbert lå, som om han var død. Men kiggede man godt efter, kunne man se, at han trak vejret, lidt.
Da de var kommet op gennem skoven og kørte ud på vejen foran sommerhuskvarteret, så de tanten
komme farende ud fra Hejrestien. Hun løb lige hen til traileren, kastede et blik ned i den og slog så korsets
tegn for sig.
- Jeg ringer efter ambulancer herfra, sagde hun så. - De må ikke bumpes mere. Og så løb hun ned ad
Hejrestien, så skørterne flagrede.
67
Den første ambulance der nåede frem, var dyreambulancen, for dyrehospitalet var tættest på. Der var en
dyrlæge med.
- Himmel! udbrød han. - Er der krig? Jeg har aldrig set noget lignende!!! Hvem i alverden???
Han undersøgte først Muhammed.
- Ham kan jeg ikke gøre noget for. Det er indvendigt, det bløder. Han skal på operationsbordet omgående
... Og det samme gælder Herbert ... De andre klarer sig ... tror jeg.
- Hvad mener du med, at "de andre klarer sig"? spurgte Tora. - Klarer Muhammed og Herbert sig da ikke?
- Det er ikke til at sige, svarede dyrlægen. - Så skal de i hvert fald på operationsbordet under meget kyndig
hånd snarest.
Nu kom også den rigtige ambulance. Hurtigere end det burde have været muligt, egentlig, for den skulle jo
helt fra byen, 18 kilometer. Også politiet.
Diva og Lady Flora blev gale af at have alle de fremmede omkring sig. Det var som de slet ikke forstod, at
alle mændene bare ville hjælpe. Ja, det var faktisk, som om de slet ikke ville hjælpes, som om de nu bare
ville have lov til at dø i fred og ro; og de måtte fanges i net, hvori benene blev bundet sammen på dem, så
de kunne få mundkurv på, fordi de hele tiden forsøgte at snappe. Politiet måtte hjælpe til. De var faktisk
som rene rovdyr. Kun Herbert lå stadig helt stille. Han var aldeles ligeglad med, hvem der var omkring ham,
og hvad de gjorde ved ham.
Menneskeambulancen var klar til at tage af sted først, og tante Ingeborg stod midt mellem den og Herbert
og følte det, som var hun ved at blive revet midt over. Hun var nødt til at være både hos hundene og hos
børnene. Kunne hun dog bare være to steder på én gang!
Så gik Klara hen til hende og skubbede hende blidt ind i menneskeambulancen.
- Jeg tager med hundene, sagde hun.
- Skal vi aflive ham, frøken Smauzen-Olsen, hvis vi er sikre på, at han ikke kan bliv rask igen? råbte
dyrlægen.
- Jesus Maria! kaldte tante Ingeborg lige så stille, og den gamle frøkens ansigt kom til at lige en karikatur af
en gummimaske - en våd én.
Så smækkede dørene i, og bilen susede af sted uden at tænke på hullerne i vejen. Blubeblubelubilibuat,
blubeblubelubilibuat. Og væk var den.
- Nej! svarede Klara for tanten. - Under ingen omstændigheder. Gør ALT hvad I kan for at hjælpe ham, så
skal Gud nok gøre resten. Men skynd jer nu. De stakkels kræ lider jo.
Inde i ambulancen krøb Camilla sammen på gulvet mellem Muhammeds og Toras bårer og holdt med
begge hænder om Toras. Muhammed havde hun fået besked på, at hun overhovedet ikke måtte røre.
Tante Ingeborg var blevet placeret i et nedslået lille sæde, og i det sad hun og så ud, som om verden
ganske nådeløst brasede sammen over hende.
- Men du skal nok komme til at spille, kære Muhammed, det føler jeg på mig! hviskede hun en enkelt gang.
- Jeg tror aldrig vi får lov til at komme ud til dig mere, tante Ingeborg, sagde Tora. - Ihverttilfælde ikke hvis
jeg dør, eller hvis mit ben bliver stift. Tror I det bliver stift? Eller visner? Eller skal skæres af?
Tante Ingeborg og Camilla rystede på hovedet. Det var ikke så slemt med hende, mente de.
- Hvad mon det var der skød? spurgte Camilla. - Det må være farligt. Tror du den lede gam kan skyde, tante
Ingeborg?
- Nu er du altså virkelig barnlig Camilla, sagde Tora.
Tanten mente, at det måtte være et stakkels forstyrret menneske. Måske ét, der havde mistet både hunde
og børn og kone og hus og arbejde - og sin tro på Gud, sagde hun. Men politiet skulle nok snart få uhyret
bag lås og slå, var hun sikker på.
Da de kom ind i akutmodtagelsen, var alt parat til at modtage de to nedskudte børn, og der stod tre læger
parate. Den ene kastede lynhurtigt et blik på Muhammed, tog en kæmpelang og tyk gummislange frem og
sagde, at hun ville suge med det samme.
- Vent lidt! sagde den anden så, og spurgte tante Ingeborg, om det ellers var en sund og rask dreng, eller
om han led af nogle sygdomme. Nej, han var verdens sundeste dreng, aldrig syg, svarede hun. Det fik lægen
til at lyse gevaldigt op.
68
- Er der donortilladelse? spurgte han så, og da tante Ingeborg så ud, som om hun ikke forstod, hvad han
mente, fortsatte han, som talte han til en sinke.
- Ja, må vi bruge hans hjerte og lever og nyrer til andre? Vi har en forespørgsel, som jeg tror lige passer til
ham her! Ja, altså, hvis vi ikke kan redde ham?
Nu gik det op for hende, hvad han mente. Hendes krop gav sig til at ryste over det hele. Det var, som talte
han til hende fra en helt anden verden. En verden af bæster. Et afsindigt raseri fyldte hende til
bristepunktet - til hun for op som en raket.
- Dit bæst! hvæsede hun så. - Du holder dine klør fra den dreng!
Og så greb hun om det første det bedste, hun kunne få fat i - et langt stativ, hvorpå der dinglede en pose
med klar væske i - og truede ham med det, som var det en lanse.
- I har bare at gøre ALT, hvad der står i jeres magt, for at redde ham, ellers vil hvert et lem på jer komme til
at visne - det skal jeg nok sørge for!
Camilla rystede også nu. Der var pludselig iskoldt derinde mellem de hvide fliser. Og tante Ingeborg
lignede en heks. Hendes ansigt var så ondt - og helt knoglet og spidst - hendes øjne opspilede og vilde - og Jesus Maria - hun havde jo fråde om munden, ligesom hun lige havde set det på Diva og Lady Flora.
Lægerne så også ud, som om de blev bange for hende, og sygeplejerskerne gemte sig bag en skærm.
- Jaja, tag det roligt! sagde så ham, der ville have taget Muhammeds hjerte og nyrer og lever. - Vi gør
naturligvis, hvad vi kan. Det var jo bare, hvis der ikke var noget at gøre.
- Men det er der, hvæsede tante Ingeborg videre som en klapperslange. - Og se så at komme i gang. Eller I
skal mærke min forbandelse.
Den tredje af lægerne havde imens undersøgt Muhammed. Følt og trykket og hevet øjenlågene og lyst
under dem og lyttet til hjertet og alt sådan noget.
- Det er mig, der skal operere ham, sagde han så. - Han klarer den, hvis jeg er god nok. Men der er ikke et
sekund at spilde. Han er ved at forbløde.
Og så rullede han løbende af sted med ham, mens damerne tittede frem fra skærmen og sneg sig hen mod
dem.
- Gud være med dig Muhammed, sagde tante Ingeborg, idet han forsvandt gennem svingdøren i en stime af
hvide kitler.
Hendes stemme var rolig nu, og hendes ansigt atter blidt - som normalt.
- Og der er heller ingen donortilladelse dér, sagde hun så henkastet og pegede på Tora.
- Nej, det tror jeg, jeg har forstået. Men det er heller ikke aktuelt.
En sygeplejerske stod og ligesom kælede med hendes sår og fortalte hende, at kuglen stadig var derinde,
og at det godt kunne gøre lidt ondt at få den ud, men at hun ikke ville mærke noget, fordi de ville bedøve
hende, og nu ville hun til at begynde med give hende et lille stik, som ville få hende til at slappe af.
- Jeg vil ikke bedøves sådan at jeg sover, altså! sagde Tora bestemt.
- Hvorfor dog ikke det? spurgte sygeplejersken.
Hun så sød ud, sådan rar.. Hvis hun havde haft en blomstret kjole på, kunne hun næsten ligne en Klara.
- Fordi jeg vil kunne holde øje med jer - med hvad I gør.
- Jamen du ved jo, hvad vi skal. Vi skal jo bare have kuglen ud.
- Ja, det siger du. Men hvordan kan jeg vide, om ham der skal operere ved præcis hvor kuglen er. Det kan jo
være han tror, den sidder i ... i min næse f.eks. - eller et andet sted. Eller at han forveksler mig med en
anden og tror, at jeg skal have fjernet blindtarmen - eller ... at mit hjerte skal gives til en anden, som er syg
... Jeg vil altså kunne se.
- Såså. Snart er det hele overstået. Gør det ondt?
- Ja, men Muhammed er så syg, at jeg næsten ikke mærker det. Jeg vil kunne se!
- Sig mig, sygeplejerske, er der ingen mulighed for, at I kan lokalbedøve, så hun kan se, hvad der foregår?
spurgte så tante Ingeborg så forsigtigt og høfligt og ydmygt, som hun kunne.
Hun svarede, at de rent teknisk såmænd godt kunne gøre det, men ikke praktisk, fordi, ja, fordi et barn ...!
Altså, normalt var der et forhæng mellem operationen og patientens ansigt, når man lokalbedøvede; men
69
når der var tale om et barn, så kunne man jo ikke vide, om hun ville hive forhænget til side og SE - og så
kunne det gå gruelig galt.
- Men det er jo netop dét, hun gerne vil: SE! indvendte tanten.
- Ja, men altså: Det er ikke rart at se på. Man kan godt få noget af et chok.
- Det kan man sørme også, hvis man vågner op uden næse --- eller hvis man slet ikke vågner op, fordi man
har fået for meget narkotika ... eller hvis jeg får for lidt ilt, så jeg vågner op med hjerneskade og slet ikke
kan huske mere ... måske ikke engang min far og mor.
Sygeplejersken lo og sagde, at hun ikke kunne forstå, hvor hun fik de ideer fra.
- Ok, min mor, hun er også læge - snart OVERlæge - og jeg har nok hørt hende fortælle om alle de
fejltagelser, læger kan komme til at begå. De begår så mange fejltagelser, at der er mange, der ligefrem
bliver syge af at være på et sygehus. Det siger hun selv. Og jeg ved, at det er rigtigt, for jeg kender én, der er
blevet det.
Sygeplejersken så ud som om hun tænkte sig om, mens hun masserede sine nøgleben med cirklende
fingerspidser, og spurgte så, om hun da ikke troede, det ville være væmmeligt at se, hvordan der blev
skåret i hendes kød.
- Jo, naturligvis! Men så kan jeg jo i det mindste holde øje med, at I er der, hvor kuglen er, kan du da ikke
forstå det?
- Det er altså ikke noget jeg kan bestemme, sagde hun så. Det er kun lægen, der kan det.
- Ja! konstaterede nu tanten. - Vi er ikke meget for narkoser i vor familie - ikke når de kan undgås!
Den læge, som ville have skåret hjertet ud af Muhammed, sagde så:
- Men det bliver på Deres ansvar. Deres eget ansvar. Så er De med i operationsstuen og sidder og snakker
med hende og holder hende i hånden - hele tiden - og de må heller ikke selv blive hysterisk.
Han kiggede på Tora.
- Og du må love at forholde dig helt stille!
Hun nikkede glad.
- Så lokalbedøver vi - på frk. Smauzen-Olsens ansvar! befalede han, og sygeplejersken spærrede øjnene op
og glippede med øjnene og stammede:
- m,m,m,men...
Men nu tålte lægen ingen indvendinger. Nu skulle der lokalbedøves. Camilla stod og tænkte på, om han
mon var bange for tante Ingeborg, bange for at hun var en heks, som kunne få lemmer til at visne.
- Må jeg også være med? spurgte hun så.
Tror I det er en teaterforestilling? spurgte han, nu noget irriteret. - Nej! Vi skal have fred til at arbejde.
70
KAPITEL 10
Mens Muhammed og Tora blev opereret, sad Camilla inde i sygeplejerskernes kontor og ventede. Hun
havde fået en stak tegneserier, og der stod også en enorm æske fyldte chokolader på bordet, som hun
havde fået lov at spise af. Men hun kunne hverken læse eller spise. Hun tænkte bare på Muhammed og
Tora. På at Muhammed måske ville dø - og Tora få et stift ben og komme til at halte hele sit liv. Mest
tænkte hun på Muhammed.
Når hun så sig omkring, så alt ud som normalt. Det kunne hun ikke forstå. Hvorfor opløste alt sig ikke og
blev til en kæmpemasse af iturevne stumper, der brændte - og gik op i røg - og samlede sig som en stor sky,
der så ud som en bjørn, der bukkede skamfuld og sagde "undskyld, jeg prøver igen"? Verden var jo ved at
gå i stykker! Den var jo ond! Måske skulle hun prøve at bede til Gud? Nej, det var noget overtroisk pjat. Det
ville sikkert ikke hjælpe. Men det kunne vel på den anden side heller ikke skade?
Hun forsøgte sig. "Fader vor, du som er i Himmelen, hellige vorte ... hellige vorte? ...", hvor underligt,
havde Gud en hellig vorte, ligesom tante Ingeborg havde heksehår? Det var måske fordi han var så gammel.
"Hellige vorte dit navn ... nej, hellige vorte i dit navn ..." Hun opgav. Hun kunne ikke huske Fadervor. Men så
var der den, tante Ingeborg sagde hver aften foran englen Gabriel, måske var den lige så god. Hvordan var
det nu ... jo...
"Hvor slem og ond end verden var,
Gud altid større nåde har.
Til intet bli'r min syndighed.
Gud smiler nådigt til mig ned. Amen."
Der var det der med syndighed igen. Noget underligt noget. Værre end almindelig uartighed. Værre end at
hugge en tier til "Store Babser" i sin fars bukselomme, troede hun. Men havde hun og Tora virkelig gjort
noget, der var værre?
KUFR, det var det Aja kaldte det, og det betød vist, at man ikke måtte have andre guder. Og det var godt
nok, hvis man bare ville være den, man var. Men det ville hun jo også - og også Tora og Muhammed, så
hvorfor smilede han da ikke nådigt? Hvorfor blottede han tænder og bed og sendte nogen ud med bøsser?
Det kunne hun ikke forstå. Og heller ikke hvorfor den slags skulle have noget med børn at gøre. Det var jo
alt for svært at forstå for børn. Og hendes far og mor - og også tante Ingeborg - de sagde også altid, at børn
skulle have lov til at være børn - at livet tidsnok kunne blive alvor. Men det her var meget alvor. At blive
skudt. Og hundene ... de kunne da i hvert fald ikke have andre guder! Havde hunde overhovedet guder?
Hvad havde de gjort? Og hvad nu, hvis ham med bøssen ikke var færdig med at skyde? Eller hvis
Muhammed døde? Eller Tora - fordi lægerne lavede en af deres dumme fejl? Eller Lady Flora eller Herbert
eller Diva?
Smerten overvældede hende og besatte hende. Hun hørte skuddene igen og så dem alle bare falde
omkuld - og så Muhammed springe frem og falde ned - og springe frem og falde - springe frem og falde ...
og bare ligge dér ... og hende selv, der som den eneste ikke blev ramt - der rullede ned i skjul - bare
reddede sit eget skind, som en rigtig fej ... Hun gemte sit ansigt bag hænderne og hulkede.
En sygeplejerske kom hen til hende og sagde:
- Såså, det skal nok gå, og tog om hende.
Camilla skubbede hende væk med den ene arm, mens hun skjulte sit ansigt med den anden.
- Gå væk! sagde hun så. - Lad mig være i fred.
Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Nu gjaldt det altså. Hun måtte tage sig sammen. "Fader vor"
begyndte hun så igen, "du som er i Himmelen! Dig, der er den eneste rigtige! Selvom du har vorter, så er de
jo hellige, det ved jeg, og jeg vil altid holde dine bud ... jeg kender dem jo ganske vist ikke rigtig; men jeg
lover, at jeg vil finde ud af, hvordan de er ... og altid holde dem ... hvis bare du vil lade dem alle sammen
blive helt raske igen. Amen! ... Og lade Palle komme i himmelen. Amen! ... Og dem alle sammen, det er
altså, hvis du ikke lige kan huske det, Muhammed og Tora og Lady Flora og Herbert og Diva. Amen!"
71
Derpå sad hun bare stille med lukkede øjne. Hun forsøgte at forestille sig, hvad der skete på Muhammeds
operationsbord. De havde åbnet hele maven, og der var en masse blod. Det sugede de langsomt og
forsigtigt op, hvorpå de rodede rundt med tænger mellem alle de blævrende indvolde for at finde kuglen.
Men den var jo så lille, og der var så mange store mærkelige blodige ting i maven. De var nødt til at suge
blod hele tiden, fordi det strømmede uafbrudt fra en skjult kilde. De ledte og ledte. "Der er den!" hørte hun
så lægen sige. "Det var godt, den ikke nåede at trænge ind i lungen." Og op af blodpølseorgiet fiskede han
så en lille kugle med sin lange pincet. Han holdt den op og kiggede på den. Tænk at sådan en lille
metalkugle måske kunne gøre det af med Muhammed og hans musik. "Nål og tråd!" befalede lægen; og så
syede de ham sammen. Hans mave kom til sidst til at ligne en rullepølse. Hun så Muhammed smile med sit
sovende ansigt, der havde slanger både gennem næse og mund. Han rokkede da vist også med ørerne.
Camilla smilede også. Nu troede hun bestemt, at Muhammed nok skulle klare det.
I det samme så Gamleklausen hjemme fra Gml. Trollenæsgård en fed røgsøjle brede sig på himmelen over
landsbyen et par kilometer derfra. Muhammeds landsby.
- Skjold og sværd! sagde han højt til sig selv og fårene, som han var ude at snakke med. - Sikke en ildebrand!
Herreje!
Han lagde hovedet på skrå og faldt i staver - så ud i ansigtet ligesom dengang han kiggede op mod
alterstenen, da Muhammed fik øje på drageånden. Sådan stod han en stund. Lærkerne legede tagfat
omkring ham, og til daglig plejede han at fløjte til dem - for at vise at han bifaldt det, når de sådan drog
ham med ind i deres forestilling - men nu sansede han dem ikke. Selv ikke den, der fløj under albuen, og
lige op foran piben.
Så rømmede han sig engang, kneb øjnene sammen, og gik ind og ringede til præstegården. Der var ingen,
der svarede. Han kløede sig lidt med pibespidsen i panden, og så gav han sig til at traske rundt og lukke
samtlige vinduer på hele gården. Der var mange, der stod åbne. Ikke vidt åbne - men på klem. Og det var
også nok, hviskede han til sig selv.
Til sidst var der kun ét rum, han ikke havde været i, og det var frøken Smauzen-Olsens sovegemak ovenpå.
Bag Helligåndsdøren havde han aldrig været. Det var hendes helt private afdeling, og han turde ikke gå
derop - ikke engang for at lukke vinduerne; for tænk nu hvis han tog fejl, så ville han jo blive helt til grin.
Måske var han ude på overdrevet! Men han troede det ikke. Han var faktisk sikker på, at han ikke var det.
Han gik en runde søndenom stuelængen for at se, om det ville være muligt udefra at ... Jo balkon døren
stod vidt åben. Det ville overhovedet ikke være nogen sag at kaste noget derind ...... Så var han nødt til det!
Han kunne selvfølgelig også ringe til dyrehospitalet og få fat i Klara og spørge, om hun ikke ville komme
hjem omgående og gå op og lukke frøken Smauzen-Olsens sovegemakdør, fordi ... ja fordi ... det ville hun
forstå, mente han, og der var alligevel ikke meget hun kunne gøre dér for hundene nu. De måtte vel være
bedøvede alle - og bare ligge og sove --- hvis de da ikke var døde --- især Herbert, som elskede at køre
traktor med ham.
Dyrlægesygeplejersken fortalte ham, at Klara var med til operationen af Herbert, og at hun havde gjort
klart, at hun lige meget hvad der end skete, om så verden stod i flammer, under ingen omstændigheder
ville forstyrres. Og hun havde set ud, som om hun virkelig mente det. Sygeplejersken var faktisk blevet helt
bange for hende, så meget mente hun det, kunne hun se, sagde hun, så hun turde ikke gå ind og hente
hende, om så hele gården stod i flammer.
- Nå! svarede Gamleklausen. - Jamen, så må hun også hellere blive der. Så er det nok dér, hun skal være!
Han så nu afklaret og bestemt ud i ansigtet, og sådan begav han sig hen til Helligåndsdøren, ind igennem
den, op ad de knirkende trappetrin og gennem gangen med påklædningsrum på hver side - hen til
sovegemakket.
Det var da mærkeligt, som der var malet engle overalt - og stod ...
Da Gamleklausen trådte ind i sovegemakket, sagde han "Jøsses!" og satte sig lige på måsen i tante
Ingeborgs himmelseng med kongeblå gardiner. Han skævede forsigtigt og uroligt fra den ene engel til den
anden, som forventede han, at en af dem pludselig viste sig at kunne være levende og give sig i snak med
ham.
72
"Bliv du bare her. Men lad være med at falde i søvn!" så det ud på læberne, som om den store lige der
foran ham - det var da vist ærkeenglen Gabriel - sagde; omend han ikke hørte hans stemme. Så han blev
bare siddende og kiggede videre.
Det var nu nogle meget smilende - nogle meget venlige - engle, hun holdt sig for med, frøken SmauzenOlsen. Han for sammen! Bortset fra ham der, der hang i lysekronen, altså. Det var da en forskrækkelig én.
Det var måske Thor. Han så i det mindste ud, som kunne han sende lyn ud af de dersens stærkt knyttede
næver. Nej, det var det nok alligevel ikke. Thor kunne vel ikke høre til blandt engle. Eller ... Ja ... Det kunne
han vel. Det kunne man vel egentlig godt forestille sig.
Satan så ud, som om han nikkede, og i samme øjeblik åbnede han sin ene knyttede næve og greb en tændt
fakkel, som kom susende ind gennem den åbne balkon dør. Åh, fandens også; han havde jo ikke fået døren
lukket, omend det var det, han var kommet for.
Ikke en mine fortrak han, Thor, eller hvem det nu var. Han var sandeligen ikke synderlig meddelsom. Men
morderlig pænt af ham var det jo at have grebet fakkelen, for selv kunne han ikke rigtig flytte sig. Det var da
også underligt; men det var, som om benene slet ikke lystrede ham - som om de nærmest var lammede.
Bare der ikke kom flere!
Men det gjorde der. Der kom seks mere. Og han kunne ikke røre sig! Men hver og én af dem blev grebet af
engle, eller de faldt måske snarere sådan, at de landede i sprækker og folder i englenes gevandter eller
glorier eller vinger. Én blev spiddet på spidsen af et flammesværd. En engel med sværd. Det måtte da vist
være én af dem, der vogtede paradisets have, tænkte han. Og der var én, der havde fået den lige i
sprækken mellem brysterne. Det var da en underlig én. Han havde ellers altid troet, at engle var kønsløse,
hvor han så end havde det fra. Det var i øvrigt nogle rigtig flotte meloner de der. Der kunne man altså bare
se!!!
De fik ham til at tænke på sin salig afdøde hustru Amalie, der inden hun udåndede sagde, at hun var sikker
på, at de ville mødes igen som engle, men at hun ikke kunne regne ud, hvordan de skulle kunne kende
hinanden igen, hvis de ikke havde kroppe i himlen. Han måtte hellere spille på sin trækharmonika hele
tiden, for en sikkerheds skyld, sagde hun, for så ville hun i hvert fald kunne lytte sig frem til ham.
Hun skulle bare lige have vidst, tænkte han, for bevarede man sine bryster som engel, så skulle han i alt
fald også nok med lethed kunne finde hende. Og det kunne måske snart blive aktuelt, med alle de fakler ...
Nu hørte han udrykningsfartøjer. Hvad katten var det? De kom jo lige til Gml. Trollenæsgård - og kørte ind
på gårdspladsen. Sikke en råben og skrigen. Og lukkede de sig ikke ind og løb rundt og knaldede med døre i
hele huset?
Gamleklausen sad på himmelsengen midt mellem de fakkelbærende engle uden at kunne røre sig ud af
flækken. Hans hørelse var ikke så god, som den havde været, men når han anstrengte sig til det yderste,
kunne han alligevel opsnappe en del forståelige sætninger nede fra: "Hverken røg eller ild ... kigget overalt
... biskoppen har da også længe haft fis i kasketten, forleden sendte han sin femårige datter til købstaden
på CYKEL for at købe et el-element til ham - ja, det var sådan et til ... har I ikke hørt det?... Og da hun så
langt om længe kom hjem med det efter 36 ... nej vent 37 ... kilometers cykeltur, så kunne han ikke længere
huske, hvad han skulle bruge det til og gav det til præstens søn som forskud på en fødselsdagsgave - til en
ellert - det skulle være et stykke legetøj, sagde han jo, den gamle, - og så legede drengen med det jo, og
satte jo ild til sig selv jo. Meen, man skal da heller ikke have børn i sådan en alder. Over firs var han da vist,
ja, da han fik hende. Nej, det er da ikke normalt. Og så er det sådan én thailandsk én jo - en ung én. Nej,
han er rent rundt på gulvet. Han skulle aldrig have været præst. Det har han sgu ikke moral til!" synes
Gamleklausen, at han hørte, samt: "Det er da en hulens masse stuer, hun har, den gamle. Skal det mon
være kunst, det der? Tror I det er flyvende tæpper?" Og så, næsten lige neden under ham, helt tydeligt:
"Har I set det billede her? Det er malet lige på panelet. Hvad søren! Er hun religiøs, pebermøen? Nej, det er
nok fra gammel tid... Kom, lad os køre igen ... De siger her er spøgelser ... fy for den!"
Så kørte de igen. Han talte. I det mindste seks biler. Underligt, at de ikke havde fundet ham heroppe
mellem faklerne. Helt lammet følte han sig. Hvordan skulle han nu komme derfra? Han måtte vel bare sidde
her, til den gamle frøken skulle i seng, så. Sikke et chok hun ville få. Bare hun dog ikke ville få et hjerteslag,
når hun så et mandfolk - og alle de fakler - i sit sovegemak. Englene måtte hun jo være vant til. Måske var
73
hun også vant til, at de kunne lidt af hvert. Men et mandfolk i sit soveværelse, det var han i hvert fald sikker
på, at hun ikke var vant til.
Det var sådan set også det eneste, han var blevet bedt om ikke at gøre, her på gården, at gå gennem
Helligåndsdøren. Nu havde han gjort det alligevel - for at redde hendes hus fra ildebrand - og hvad så? Så
kunne han intet gøre, men sad bare der. Hun ville nok føle sig svigtet af ham. Men hun måtte da kunne
begribe, at han bare havde villet redde gården!
Det så farligt ud med den fakkel, ham med de knyttede næver havde i hånden. Det måtte være al den
varme, der udviklede sig derinde, som skabte cirkulation i rummet og fik ham til at dreje så underligt. Hvis
han fortsatte sin rotation i den retning, ville ilden snart tage fat i den store påfuglefjer på hatten der, og
havde den først sit tag i hatten, så ville den vel sprede sig til de andre hatte på hylden - og så dem oven
over - og selve hylderne - og så ville han komme til at brænde op i frøken Smauzen-Olsens himmelseng.
Herregud da også! Det ville Amalie bestemt ikke bryde sig om at høre. Det var lige ved at være tæt på. Der
var ved at være en frygtelig hede derinde. "Det er fordi min far steger hanekyllinger i dag!" synes han, det
lød, som om en af englene sagde. Men det kunne da vel ikke passe? Var han ellers - i så fald hanekyllingen? Ville Gud have ham stegt levende i dag? Men han spiste da vel ikke mennesker, som
mennesker spiste hanekyllinger? Alle de hanekyllinger, som var til overs, og som ikke kunne bruges til noget
andet!
Imens var tante Ingeborg ved at underholde Tora med historien om, hvad der var gået for sig, lige efter at
børnene var gået til Heksehytten, om hvordan hendes hane Pernille i dag var blevet til Pernille-Zeus. Hun
troede, at hun på den måde kunne afholde hende fra uophørligt at kommentere lægernes og
sygeplejerskernes forsøg på at få kuglen ud - og hendes snak om vrangsiden, der nu kom ud, ligesom når
man døde nede ved alterstenen. Og så kunne hun vist bare heller ikke lade være!
Da Pernille-Zeus havde været en lillebitte ny kylling og slet ikke haft noget navn - og man ikke engang
kunne se, om han var en han eller hun, begyndte hun, havde hun villet give biskoppen fire af de fjorten i
kyllingeflokken, som han så skulle kunne få æggene fra, når de var blevet gamle nok til at lægge æg.
De skulle naturligvis gå hos hende - han skulle bare have æggene. Men han skulle selvklart vælge dem ud
og give dem navn.
En af dem, han valgte, som nærmest var ræverød i fjerene og havde zigzagstriber ned ad ryggen, gav han
navnet Pernille, fordi han altid havde ønsket sig en pige, der hed Pernille. Han syntes, det var sådan et kvikt
navn.
Pernille viste sig imidlertid, da hun voksede op, at være en hane, og derfor skulle hun jo egentlig slagtes og
spises, idet der egentlig ikke var plads til flere haner i flokken. Der var nemlig allerede to til atten høns,
hvilket var ret passende, både for hønsene og hanerne. Men Pernille virkede, som om hun klarede sig helt
usædvanlig udmærket, og der var jo også de syv nye høns fra hans egen søskendeflok, så han fik lov til at
bevare livet. Han var også så tillidsfuld og lystig. Det havde han været, siden han var ganske lille og
forkølede sig i regnvejr og var kommet ned mellem Klaras bryster for at få varme en dags tid. En dejlig
hanekylling var han!
Men så i dag - og han var netop ét år og én måned og ti dage - gjorde han oprør mod sin far. Han
udfordrede ham til hanekamp under det gamle store pæretræ og duellerede med sit næb og sine sporer, så
pæretræet tabte alle sine frugter af befippelse - lige på nær nogle meget få.
Den gamle Bismarcks kam var sort som dyppet i tjære af alt det blod, der var hakket ud af den, og hans
nakke var helt afpillet. Han haltede også - 0g skælvede frygteligt i knæene og var dertil så bange og så
forskræmt, at han aldrig ville kunne blive til hane mere.
Hun selv havde også været helt forfærdet, for Pernille havde jo ellers sådan et godt gemyt - og havde nu i
lang tid affundet sig med at være hane nummer tre - som helt naturligt for den yngste. Det var ganske
uhørt, at sådan en barnerumpe tog magten fra den gamle patriark. Og hun havde da også haft frygtelig
medlidenhed med Bismarck - og også med hønsene for den sags skyld, for dem syntes hun ikke, at han lige
efter kampen var helt god ved. Han gav dem et hak i nakken, hver gang de forsøgte at spise en godbid,
f.eks.
74
- Men den stærkeste var han jo, og man skal altid lade den stærkeste hane regere. Ham føler hønsene sig
tryggest ved. Han er jo trods alt den, der er bedst egnet til at forsvare dem, hvis der kommer en fjende.
Så hun måtte følge naturens lov. Og da Bismarck dertil på sine skæve dirrende ben var stavret lige hen i
retning af hende, som om han sagde: "Jeg tabte. Jeg er besejret ... jeg duer ikke længere ... giv mig nu
nådesstødet, kære gamle Ingeborg!" ja, så havde hun jo ikke kunne gøre andet! Så havde hun bare taget
ham, hvilket havde været så nemt som ingenting, for han havde sat sig ned, som en høne, der skulle
bestiges af en hane, og gået med ham til huggeblokken ...
Han havde sunget døds sangen - svanesangen - hele vejen lige til han strakte halsen ud på huggeblokken.
Da sang han ikke mere! Og så faldt øksen! Og han gav sig til at sprælle - som om han nu, hovedløs, først for
alvor skulle til at leve.
Men da først han var død, blev Pernille blid og god igen og var en gentleman, der fandt lækkerier til
hønsene og kaldte på dem - og lod dem spise uden at tage for sig af retterne selv overhovedet.
Det var derfor, hun ikke havde været hjemme, da skuddene lød. Hun havde måttet ned til biskoppen for at
fortælle ham om det - og bede om tilladelse til at give Pernille tilnavnet Zeus, nu hvor han havde besejret
sit overhoved og fader - ligesom Zeus gjorde i det gamle Grækenland for mange år siden med sin far
Kronos. Kronos havde jo slået sine andre gudesønner ihjel, fordi han var bange for at de skulle tage magten
fra ham; men ikke Zeus!
- Pernille-Zeus! Jeg tror, han blive en stor hane! sagde tante Ingeborg. - Og Bismarck, han skal nok også
komme til ære og værdighed igen. Fødderne med de fine sporer skal I få ned at hænge over skiltet på
Heksehytten, fjerene skal komme til at pryde min næste hat - og hvad der nu sover i dybfryseren, skal vi
have en dejlig coq au vin af, når dine forældre henter jer, Tora. Bismarck var en dejlig hane - - - men måske
lidt for klein i det. Pernille-Zeus derimod ...
- Han lyder som persillesovs. Jeg synes altså hellere, at vi skal kalde ham for Persillesovs, sagde Tora. - Gav
biskoppen i øvrigt lov til at kalde ham for sovs?
- Jeg har ikke fået snakket med ham om det endnu. Han var i dyb samtale med Rosa. Og pludselig skete der
jo så meget andet. Det er som om der også i vor verden lige nu er en kamp mellem et par stadier på livets
vej.
- Hvad mener du med det? spurgte Tora.
- Ja, det er da som om, der er nogen, der stræber os efter livet, ikke?
- Mener du, at det var sådan en hanekylling i menneskefjer, der skød?
- Ja, det er jeg bange for! Lad os bare håbe, at han ikke havde helt så meget held med sig som Pernille-Zeus.
Og at han ikke er helt lige så stærkt et menneske, som Pernille-Zeus er hane, for så er sådan nogle som
vores dage vist talte. Og Gml. Trollenæsgårds.
De talte sammen, som om de var alene, selvom der var en del andre derinde. De havde imidlertid kitler og
huer og masker på - og var ikke helt som rigtige mennesker. Da tante Ingeborg hade fået fortalt, hvad hun
havde på hjerte, var operationen netop overstået, og Tora fik at vide, at hun nu bare skulle holde benet i ro
i nogle dage, hvorefter hun kunne te sig lige så "tovli" hun ville. Også at intet alvorligt var beskadiget. At det
bare var et kødsår, og at kuglen var ude og hun både limet og syet forsvarligt sammen igen.
- Hvornår vil jeg kunne føle noget i benet igen? spurgte Tora så.
- Kan du slet ikke føle noget i benet nu?
- Nej. Nixenbixen! Hun rystede på hovedet.
- Heller ikke her? Lægen tog hende om tæerne.
- Nix! Hun rystede bestemt på hovedet.
- Nå! Ja, så kommer det i løbet af nogle timer! Nu kan du så foreløbig få lov til at låne en rullestol.
Ja! Så kan vi rulle op og se, hvordan det går med Muhammed, sagde hun.
75
KAPITEL 11
Da de sammen med Camilla kom hen til den afdeling, hvor Muhammed blev opereret, var der intet nyt.
Man var stadig i gang med at operere; det var det eneste, de kunne få at vide. Så de bare ventede - og
ventede - og ventede. Men endelig kom operationsholdet ud.
- Lever han? spurgte tante Ingeborg stille kirurgen.
- Ja, endnu lever han. Men det er for tidligt at sige, om han klarer den. Vi kører ham på intensivafdelingen
nu.
- Må vi sidde der hos ham? spurgte hun videre.
- Der vil gå nogle timer, inden han vågner rigtig op. Det bedste for ham er at have fred og ro til at sove.
Tante Ingeborg så skeptisk ud. Hun havde lyst til at sidde ved Muhammed.
- Der er også andre på afsnittet, som skal have fred, sagde lægen så. - Og som vi skal have fred til at arbejde
med. Muhammed er ikke den eneste, der svæver mellem liv og død lige nu. Kom igen om fem timer, så kan
I måske oven i købet snakke med ham.
Tante Ingeborg satte sig ned.
- Nej, jeg kan ikke gå fra ham. Jeg kan da ikke bare lade ham ligge helt alene her, hviskede hun.
- Kan jeg ikke få lov til at sidde lige udenfor, hvor han ligger? Jeg skal ikke forstyrre nogen!
Det fik hun lov til. Og der sad de så, de tre, i en halv times tid uden at sige et ord. Syge blev kørt frem og
tilbage og ind og ud lige for næsen af dem. Det så meget deprimerende ud. En enkelt blev kørt ud fra
intensivafsnittet med et lagen trukket op over hovedet; men den krop var alt for stor til at kunne være
Muhammeds.
- Skal vi ikke køre hen på dyrehospitalet og se, hvordan hundene klarer sig? spurgte Tora. - Jeg tror sådan,
at Lady Flora savner mig.
Tante Ingeborg havde næsten rent glemt hundene. Dem tog Klara sig jo af! Men hun mærkede med ét, at
der var noget, der trak - at der var brug for hende ét eller andet sted. Ikke nødvendigvis på dyrehospitalet men et eller andet sted, som ikke var her.
Hun ville ringe hjem til Gamleklausen for at høre, om han kunne komme og hente dem, men hun havde
ingen penge med sig, fandt hun ud af, da hun stod ved en mønttelefon. Hun havde jo bare skullet ned at
snakke med biskoppen.
Hun fandt et kontor og bad om at låne en telefon der. Men det kunne hun ikke. Besøgende måtte kun
bruge mønttelefonerne, sagde damen derinde. Tante Ingeborg mærkede, at der sprang sveddråber frem på
hendes næseryg.
- Men jeg har ingen penge med mig! udbrød hun så - grædefærdig. Skulle man nu stå her og parlamentere
for at få lov til at låne en telefon, når der var fare på færde. Fare på færde overalt. Hun mærkede det
tydeligere og tydeligere.
- De kan låne en krone af mig, sagde den hvidkitlede dame så opgivende. - Her, er det nok?
Mange tak. Det var meget elskværdigt af dem.
Hun lod telefonen ringe helt ud, men ingen svarede. Underligt. For Gamleklausen havde insisteret på at
blive hjemme, og telefonen kunne jo høres overalt - om han så var i stalden eller på engen, ville han kunne
høre telefonen. Bare der ikke var sket ham noget! Bare snigskytten - den djævelens lejemorder - ikke også
havde fået ram på Gamleklausen.
Da hun gik tilbage til kontoret for at bede om en krone til, var hendes ben så mærkeligt svage.
Der var tomt.
- Hvorfor bruger du ikke bare den der? spurgte Tora og pegede på telefonen på skrivebordet.
- Jeg ved ikke, hvordan man kommer ud - hvordan man får en linje.
- Kan vi ikke bare prøve lidt forskelligt? spurgte Camilla.
Tante Ingeborg satte sig ned foran telefonen og nikkede. Hun prøvede et ettal uden at der skete noget - og
et nul - og et tretal - og et syvtal. Ingen klartone. Så trykkede hun på en knap, hvorpå der stod SOS, og hørte
straks en stemme.
76
- Øh, De kan vel ikke sige mig, hvordan man får en linje ud? På telefonen!
- 33, svarede stemmen og lagde på.
33 - trykkede tante Ingeborg så - og der var den, klartonen. atter og atter ringede hun hjem ... uden at få
svar, og nu var hun sikker på, at det var derhjemme, noget var helt galt. Så ringede hun til dyrehospitalet
for at tale med Klara, men fik bare samme besked som Gamleklausen havde fået - og dertil at vide, at også
Gamleklausen havde forsøgt at få fat i Klara, samt at Diva og Lady Flora ville klare sig, men at situationen
endnu var kritisk for Herbert.
Endelig fik hun bestilt en hyrevogn. Mens de stod og ventede på den foran hospitalets hovedindgang,
kørte en anden lige op foran den, og ud steg Muhammeds mor med de tre mindste. De så alle aldeles
forskræmt ud.
- Vor's hus brandt. Fanden løs! hulkede hun, og så forsvandt hun med de små ind til faderen, som tanten
slet ikke nåede at spørge til. Hun fik heller ikke fortalt, at Muhammed var blevet skudt i maven og også lå
derinde - forhåbentligt stadig levende - og hun kunne heller ikke få sine ben til at lystre og løbe efter den
stakkels kvinde og fortælle hende det, selvom hun vidste, at hun burde. Ikke nu. Hun kunne ikke lige nu.
Det var ved at blive for meget.
- Benjamin siger, at der ikke er nogen fanden, sagde Tora.
- Hm. Nej. Han kalder ham noget andet; det ved jeg godt, svarede tante Ingeborg fjernt.
Da hyrevognen kørte dem ind på gårdspladsen på Gml. Trollenæsgård, så alt ud som sædvanligt, omend
det virkede, som om det hele var gået i stå. Selv dyrene var tavse. Det var, som holdt alle vejret og lyttede,
selv bierne i blomsterne forholdt sig afventende. Ingen summen. Intet raslende løv. Hvad var det dog for
noget? Hun bad Camilla om at finde penge frem og betale chaufføren.
- Men hvor? spurgte hun.
- I skuffen i køkkenet - den under kagerullen.
Og så gav hun sig til at lede. Først gik hun ned til Gamleklausens eget hus, forpagterboligen. Hele huset gik
hun rundt i. Så pænt og zirligt han havde det. Men ingen Gamleklausen der. Så fortsatte hun rundt i
ladebygninger og stalde og værksteder og udhuse. Hver gang hun åbnede en dør, frygtede hun at se
Gamleklausen ligge død eller halvdød med en blodig plet på sig - eller måske bare med et slagtilfælde. Men
intet sted var han at finde. Han var som opslugt af jorden. Så gik hun ind i stuefløjen. Kunne han mon være
her? Mærkeligt, som alle vinduer var lukkede. Det plejede de da aldrig at have dem. Han vidste da, at de
ikke brød sig om at have det indelukket. Hvorfor havde han lukket dem - overalt - selv i sommerstuen og i
køkkenet - og i Klaras afdeling - og i børnenes. Hvis også der var lukket oppe hos hende, så vidste hun, hvad
klokken var slået ...
Det var der ikke! Balkondøren stod på vid gab. Men hvorfor sad dog Gamleklausen der og grinede fjoget
midt i hendes seng - og omgivet af fakler! Var han blevet sindssyg? Men Herrejé! Den, der var anbragt i
hænderne på Satan, var jo lige ved at sætte ild til påfuglehatten. Hun for hen og fik den reddet i sidste
sekund - netop som flammerne slikkede om øjnene.
- Nu, nu kommer det sørme' igen, sagde Gamleklausen og begyndte at røre på sig.
- Hvad for noget? spurgte tante Ingeborg.
- Min rørelse. Jeg har været som lammet. Og min stemme. Jeg har ikke kunnet få en lyd over læberne. Så da
du ringede kunne jeg ikke gå ned og svare, og da du kaldte på mig før, kunne jeg ikke råbe, at jeg var her.
Og da brandmændene var har, da måtte jeg også bare sidde her som en anden Holger Danske. Det var lige
ved at antænde hatten i flere timer, og jeg troede, at Gud ville stege mig i sin gryde som en hanekylling.
- Sig mig, Gamleklausen, har du nogen anelse om, hvad det er, der foregår? Hvor er alle de fakler kommet
fra? Og hvorfor har du anbragt dem på mine engle?
- Mig? Gamleklausen gnubbede sine ben og arme for at forsikre sig om, at følelsen virkelig var ved at vende
tilbage. - Du kan da ikke for alvor tro, at det var mig! De blev kastet ind gennem døren. For nogen vil sætte
ild på gården. Men så greb ... englene ... dem.
- Greb de dem?
- Ja.
- Og hvad gjorde du imens?
77
- Jeg kunne ingenting gøre. Det var jo det, jeg sagde. Jeg blev helt lammet ... og kunne bare sidde her. Du
kan vel tilgive mig ... for at være gået herind?
- Var du ikke kommet herop i tide, havde englene måske slet ikke kunnet ... gribe ... Jeg er sikker på, at det
var dig, der reddede gården, hvordan det så end hænger sammen. Herrens veje er så sandeligen
uransagelige.
De sad lidt uden at sige noget.
- Så du hvem det var?
Han rystede på hovedet.
- Jeg kunne jo ikke bevæge mig - kunne ikke komme hen til døren. Men noget siger mig ... at det er præsten
... Tror du ikke, vi skulle ringe til politiet?
Tante Ingeborg gned sine øjenbryn en enkelt gang og masserede sine kinder, som forventede hun at få
svar fra sine knogler.
- Nej! sagde hun så. - Vi vil ikke kunne sætte dem ind i sagen uden at give dem adgang hertil ... Hun
kærtegnede englene med sit blik. - Og det kan jeg ikke dele med politiet. Det kan du nok forstå!
Det kunne han sådan set godt. Og han troede vist heller ikke for alvor på, at politiet kunne gøre en ende
på fortrædelighederne.
- Han prøver nok heller ikke igen! sagde han så - uden særlig megen overbevisning i stemmen. - Når først
Palle bliver begravet, falder der nok lidt mere ro over ham.
Tante Ingeborg lukkede øjnene og løftede øjenbrynene.
- Pigerne! udbrød hun så, som kom hun lige i tanker om, at der også var en helt anden verden i verden.
Tora sidder vist stadig i sin rullestol nede på gårdspladsen.
Satans fakkel, som hun stadig sad med i hånden, var endelig ved at brænde ud, og lige så alle de andre.
Hun gik en runde i gemakket og samlede dem nænsomt sammen, tavs takkende hver og én af englene.
Derpå gik hun ind i badeværelset og lod strålen fra vandhanen slukke dem fuldkomment, hvorpå hun
pakkede dem ind i et fugtet badehåndklæde og gemte dem i en dragkiste med udskårne roser på.
- Tror du også det var ham, der ...? spurgte hun så.
Gamleklausen nikkede.
- Ved du, at Muhammeds hus er brændt?
- Jeg så jo røgen - og tænkte mit!
- Men hvorfor? Det går over min forstand!
- Det er fordi, det er så enkelt! var Gamleklausens kommentar, og den fik tante Ingeborg til at spidse mund
et par sekunder, som altid, når hun virkelig skulle koncentrere sig. Hun opgav imidlertid tilsyneladende at
finde det enkle svar og tog i stedet Gamleklausen i hånden, spurgte om han kunne gå nu, og eftersom det
viste sig, at det var tilfældet, gik de nedenunder.
Der hørte de stemmer fra sommerstuen, hvor biskoppen, Aja, Benjamin og den lille Rosa og Camilla stod i
samlet flok om Tora i rullestolen.
- Er der noget nyt om Muhammed? spurgte biskoppen. - Og om hundene?
Tante Ingeborg rystede på hovedet og slog hjælpeløst ud med armene.
- Har I set noget til præsten i dag? spurgte Gamleklausen så.
Tora rystede ivrigt på hovedet.
- Nej, ikke mig ihverttilfælde!
- Ja! sagde biskoppen så. - Han har lige været nede hos os ... for at sige, at begravelsen bliver i overmorgen
klokken to ... Og jeg tror, at han er blevet religiøs. Hans sagde, at han havde set lyset - og virkede, sådan ja, vel nærmest fattet?
Han kiggede spørgende på resten af sin familie, der nikkede på en måde, som viste, at de var ret så
forbløffede. Aja tog oven i købet en så stor indånding, at man skulle tro, det var et rent mirakel, hun skulle
hente pusten efter.
- Og du er kommet dig, lille Rosa! sagde tante Ingeborg så og knælede ned og gav hende et klem og kyssede
hende. - Slet ikke mere hovedpine?
- Nej, tante Ingeborg. Nu er det overstået.
78
Hun kniksede og smilede. Men det var sådan en slags "smil gennem tårer", selv om der ingen tårer var.
- Skal vi ikke tage ind til Muhammed? spurgte hun så. - Jeg tror han vil blive glad for at se os der, når han
vågner.
- Ja, og også hundene! sagde Camilla og Tora i munden på hinanden.
Tante Ingeborg foreslog, at de delte sig op i to hold, hvoraf ét skulle tage til Muhammed og ét til hundene.
Selv ville hun snakke med Muhammeds forældre. Gamleklausen ville blive på gården. Han ville i det hele
taget altid helst blive på gården.
Netop som de skulle til og af sted, kom de tre betjente imidlertid kørende op på gårdspladsen. Nu kunne
det ikke vente længere at sludre lidt, sagde de, for det virkede, som om det ene tog det andet med sig og
var ved at løbe løbsk, og hvis bremserne skulle slås i, så måtte de til at have sandheden om både det ene og
det andet.
Præsten havde tidligt i morges ligefrem anklaget børnene for i sammensværgelse - måske endog med
frøken Smauzen-Olsen og biskoppen og Aja - at have myrdet Palle; og det var så alvorlig en anklage, at
børneværnet nu var inddraget, således at børnene ville blive fjernet, mens sagen blev undersøgt. De var
meget kede af det, sagde de, men sådan var det altså nødt til at være. Lov var lov, og loven var lige for alle.
- Men Muhammed og hundene, sagde Rosa belærende. - De har meget brug for os nu. De kan måske slet
ikke blive raske igen, hvis vi ikke er hos dem lige nu, hvor de skal leve igen. Så tror de måske, at vi slet ikke
elsker dem, og så kan de måske slet ikke se nogen mening med at begynde at leve igen. Og det er ikke så
godt! Kan I ikke nok være søde at prøve at forstå det?
Den rødblissede kriminalinspektør Petersen så ud, som om han ganske udmærket forstod det.
- I er tilbage igen om nogle timer børn. Det er jeg sikker på. Der er bare nogen, der skal snakke lidt med jer,
nogen psykologer og pædagoger og terapeuter og den slags - flinke mennesker - og når de finder ud af,
hvilke sunde og gode børn I er, så forstår de selvfølgelig, at I ikke kan have gjort det, præsten siger, I har
gjort - og så vil I snart kunne være hos Muhammed og jeres hunde. Er der for øvrigt noget nyt om
Muhammed? spurgte han - så interesseret som hørte han til familien.
- Jeg har ihverttilfælde bare været helt mig selv! sagde Tora. - Og nu er jeg ved at være træt af ikke at
kunne føle noget i mit ben, altså. Hun slog på det, som kunne hun straffe det.
- Så I, hvem det var, der skød? spurgte den yngste betjent.
- Nej, sagde Camilla stille. - Men han løb tungt ... ligesom præsten, Otto, helt ligesom ham.
Der blev så stille, som gik der en engel over gårdspladsen.
- Det synes jeg ihverttilfælde ikke. Overhovedet ikke! sagde Tora så. - Snarere let ... som en ånd! Faktisk!
Kriminalinspektøren gav tegn til tante Ingeborg, at hun skulle komme lidt afsides med ham. Han førte
hende ned mod hovedfløjens sydside, hvor stokroserne stod lystige og milde i fuldt flor.
- Der er noget, jeg må sige Dem! sagde han så. - Noget, der falder mig uendeligt svært at sige ... faktisk ved
jeg endnu ikke om jeg overhovedet kan ... Men der foreligger en anklage imod Dem for hekseri - faktisk to
... mindst ...
- For hekseri? Tante Ingeborg troede ikke sine egne ører. - Men! Den kan man da vel ikke behandle
alvorligt?
- Det tror jeg ikke. Der er i det mindste ingen advokater, der vil have noget med den sag at gøre. Og vi i
politiet vil naturligvis heller ikke. Vi lever jo ikke i middelalderen længere. Men der findes mennesker, der
tager sagen i egen hånd, mennesker, som, når de hører, at der findes en heks, skyder skylden for alle deres
ulykker på hende, og kan give sig i lag med frygtelige ting for at blive disse ulykker kvit.
- Hvem ... er det, der tror, at jeg er en heks?
- Muhammeds far er overbevist om, at du har forhekset Muhammed - forhekset ham til at spille på violin,
selvom han slet ikke kan spille - eller nogensinde har lært det - og til at spille for djævelen selv. Og det
kunne så være, hvad det være var, for de der muslimer plejer folk jo ikke at tage sig så meget af. Men den
anden er præsten. Han mener, at du også har forhekset Palle - og fået ham til at give sig i lag med åndernes
fyrste - djævelen selv. Og så er der mange, der har gået tur ude på næsset - og set en heksehytte ude på
spidsen. Og de er ved at bære ved til bålet ...
- Hvad er det dog, De siger?
79
- Det er også derfor, vi fjerner børnene - for at der ikke af vanvare skal ske dem noget.
- Tror De, at jeg kan gøre et barn noget? Tror De overhovedet, at jeg kan gøre nogen noget? Mig? Jeg får
ondt i maven af skam, bare jeg kommer til at træde på en snegl. Lyden af det knasende hus, når min vægt
synker over det, giver mig krampe af dårlig samvittighed og medlidenhed. Hvordan kan nogen tro, at jeg ...
- Nej, De misforstår mig. Det er ikke på grund af Dem, at vi fjerner børnene, men på grund af de andre ...
- De må have mig undskyldt hr. Petersen. Jeg må lige sidde lidt ned.
Hun satte sig på et af de brede trappetrin mellem de to løvehoveder, og hr. Petersen satte sig ved siden af
hende.
-Men heksehytten. Den er jo bare en spøg. Bare for at more børnene. Nærmest ... i stedet for et fjernsyn.
De sundede sig lidt.
- Hvor kommer det sig, at folk kan få den slags tanker i vore dage? Jeg troede, at verden var blevet så
oplyst.
- Der vil vist altid være stakkels formørkede sjæle, frøken Smauzen-Olsen, men jeg ved godt, at De ikke
hører til blandt dem.
- Tak skal De have. Det er da rart at vide, hr. Petersen. --- Nå! Men så er mine dage vel ved at være talte, går
jeg ud fra.
- Måske skulle De overveje at rejse bort en tid - og måske endog at flytte til en helt anden egn - eller et
andet land.
- Nej hr. kriminalinspektør Petersen. Nissen flytter med. Og både jeg og min nisse hører til her. Både nissen
og jeg har vore aner her. Vi vil føle os hjemløse andre steder. Jeg er vel også for stolt til at flygte fra ...
Hun så ud, som om hun havde uendelig svært ved at finde det rigtige ord og gav sig god tid ...
- Faretrusler! sagde hun så endelig. - Det må bare gå som det bedst kan ... måske skal ... hr. Petersen. Men
hjertelig tak skal De have for at advare mig.
På stationen forsøgte de voksne at lægge to og to sammen. Varmeelementet havde de fået fat i ved ren og
skær fejltagelse, sagde børnene. De havde skullet lege en leg, hvori de skulle bruge de fire elementer, som
var vand og ild og jord ... og luft; men det havde de ikke vidst, og derfor var de taget til isenkræmmeren,
som de mente måtte have alle forskellige slags elementer, for det havde de engang set i en reklame, men
kommisen havde så givet dem det der element i stedet for de rigtige, fordi han ikke havde de rigtige eller
vidste, hvad de rigtige var for nogle. Og om aftenen var de så kommet for sent til mødet med Palle, og
derfor var han gået i gang med legen alene.
- Det fremgik også klart af børnenes indrømmelser, at der havde været en kurre på tråden mellem dem og
Palle, men det var inden legen med de fire elementer - og skyldtes heller ikke ham som sådan, men dét at
hans mor var rejst, fordi det gjorde ham så sur.
Psykologen griflede løs. Han følte sig langt fra sikker på, at børnene talte sandhed. Hans fornemmelse
sagde ham, at de fortiede et eller andet temmelig vigtigt. Og børn kunne være ubønhørligt skruppelløse om ikke onde - det vidste han af erfaring.
Hvorfor legen skulle gå for sig midt om natten?
Fordi den var hemmelig ... var det eneste svar, de kunne få ud af dem.
Og hvorfor de var kommet for sent til hytten den aften?
Fordi de havde drukket kakao med deres tante, og hun derefter havde trasket rundt og spillet violin i alle
stuerne, så de ikke havde kunnet smyge sig ud.
Om tanten vidste noget om deres "leg"?
Nej, den var jo HEMMELIG!
Om de ikke syntes, tiden nu var inde til at fortælle, hvad hemmeligheden gik ud på?
Mens børnene omgikkes sandheden så varsomt, som var de sat til at danse mellem æg på et vakkelvornt
bord, forsøgte tante Ingeborg at få Muhammeds forældre i tale. Det var ikke nemt! For Muhammeds far
ville ikke se hende for sine øjne. Han lå stadig i forbindinger, og dem der var i ansigtet så helt våde ud.
Men moderen fik hun lokket med sig hen i en lille krog i en opholdsstue for enden af gangen, og der fik
hun hende til at snakke. På sit hjælpeløse dansk - eller hvad man nu skulle kalde det - fik hun fortalt, at hun
var gravid igen med barn nummer fem, men at hun ikke var så dum, som man kunne fristes til at tro, når
80
man hørte hende snakke dansk, og at hun havde besluttet, at hun ville have en abort - også selvom hendes
mand ville blive rasende, for som det hele så ud nu, kunne de ikke sætte et barn mere til verden. De havde
jo ikke engang et sted at bo. Og penge! Alt det, de havde sparet op, måtte de nu bruge til at købe nye
møbler og tøj og køkkengrej og al den slags for, for de havde ikke haft nogen forsikring. Nu skulle de i en
husvildebarak. Og hvis Muhammed døde nu, var verden alligevel også for ond at leve i.
Tante Ingeborg var forfærdet. Det måtte hun absolut ikke gøre, sagde hun til hende. Det var jo mord - at
slå et foster ihjel. Åh, det var jo bare en lille klump géle, mente moderen. Hendes nabo havde også fået det
gjort - og hun var dansker og havde uddannelse - var kassedame - og hun tænkte da ikke på sig selv som
morder, hvorfor skulle hun så, spurgte hun. Og socialrådgiveren sagde også, at det var den bedste løsning.
- Men! sagde tante Ingeborg så. - Det er man, når man ... gør sådan noget ... morder!
Hun så sig lidt sky omkring for at forsikre sig om, at der ikke var nogen, der lyttede - og gav sig så til at
hviske.
- Det forholder sig nemlig sådan, at et lille foster ikke kun er en klump gelé - det er også en sjæl.
- Ikke før det så stort! Hun lavede et mellemrum mellem sine hænder på størrelse med en slagtefærdig
kylling. - Og med øjne og ører og sådan noget, mente moderen.
- Jojo! fortsatte tante Ingeborg. - Ser du, når en menneske dør, så bliver det til - uhm - en slags engel, som
kommer op til Gud og lever i salighed. Men efter en tid, så kommer den til at kede sig lidt ...
- Det hul i ho'de! Ikke kede sig i himlen! stønnede moderen og slog sig for panden.
- Jojo, forsøgte tante Ingeborg at overbevise hende. - Man kommer altid til at kede sig i himlen, når der ikke
sker noget nyt, når der ikke sker nogen forandring, ligesom man kan blive træt af at hvile sig eller at sove.
For vor sjæl hungrer efter at udvikle sig og blive bedre til det, man var god til, da man levede på jorden. Og
da er det så, at sjælen begynder at lede efter en undfangelse - den forsøger at lytte sig frem til den sang,
den gerne vil flyve ind i - sådan en anløbende geléklump, altså.
Hun kiggede moderen intenst i øjnene for at se, om der dog ikke var en lillebitte smule forståelse. Men
- Nej! Den ik' syng' nej! afviste hun hende. - Det har jeg aldrig hørt, og jeg været på gelé fire gang'!
- Nej, ikke sådan at vi kan høre det måske, men sjælen, der vil have et menneskeliv igen, den kan! Den
lytter og lytter, måske i hundredvis af år, og vups, så hører den den endelig, og bliver meget glad, og flyver
ind i undfangelsen og får hjertet til at slå i det nye lille menneske.
- Gylle! Barnemad! afviste moderen hende. Men hun lyttede alligevel.
- Og når det så ligger der i din mave, så glæder det sig sådan til sit liv - til alt det, det mindes, at man kan
gøre her på jorden, og til at gøre alt bedre end sidst. Det er virkelig så forventningsfuldt ... Men hvis så
nogen skærer dets hjerte i stykker, så det ikke kan slå mere, og smider det i skraldespanden, ja, så bliver
sjælen aldeles hjemløs, og da er det, at den store katastrofe kan indtræffe, nemlig at ens sjæl bliver fortabt.
Moderen spærrede øjnene op.
- Hvordan det?
- Ja ... Tante Ingeborg så ud, som om hun faktisk ikke vidste det så nøje.
- Sådan at man bare flakser rundt uden at være hverken fugl eller fisk - og måske kun har ... djævelen at ty
til...
- Hvorfor det ikke bare tage til Gud igen? spurgte moderen.
- Det kan det slet aldeles ikke i den forfatning. Gud vil ikke have sjæle, der er begyndt at længes efter
jordelivet - kun dem, der længes efter guddomsriget. Så den eneste redning, der er, for sådan en ...
skraldebøttesjæl ... er sporenstrengs at finde en anden sang at hoppe ind i - en anden "geléklump". Og så
må den bare tage til takke med, hvad der er. Måske en sang, den slet ikke bryder sig om ... én, der lyder helt
falsk i dens ører, én, den aldrig vil kunne nynne med på. Og sådan et stakkels menneske, kan du nok se, kan
jo aldrig komme til at synge - kan aldrig blive lykkeligt - vil altid føle sig som en hund i et spil kegler - eller
som perler kastet for svin ...
Hun slog pludselig hånden op for munden, som om hun havde sagt noget forkert. Det slog hende nemlig
med ét, at det jo var præcis sådan en sjæl Muhammed var. Hun var overbevist om, at han i evigheder havde
lyttet efter en stradivarius, endelig havde fundet den, givet sig til at øve på den - og med den - for så at
blive ... herreje ... smidt ud ... hvorpå han havde måttet tage til takke med et par grydelåg.
81
- Og det er da synd og skam, synes du ikke? Tante Ingeborg kiggede skamfuld på moderen og håbede, at
hun ikke var i stand til at læse hendes tanker. Så indviklet det hele pludselig så ud. Måske var sjælen i
moderens mave også én, der allerede én gang var blevet smidt på porten.
- Hvordan du vide alt det? Du bare menneske - ikke Muhammed! Moderen så skeptisk ud.
- Jeg ved det, fordi jeg er kommet på rette hylde så mange gange. Det er noget man kommer til at vide, når
man har sunget mange sange.
- Du sunget mange sange? Moderen så ud til at tvivle. - Hvor? I rigtig biograf og fjernsyn?
- Nej. På landet. Jeg har altid boet på landet. I mange forskellige lande, så mellem bjerge, så i fladland, så i
varme, så i kulde, mange gange ved skov, men jeg har altid haft fuglesang og hestevrinsken som
akkompagnement. Og hver gang jeg har levet, har jeg forsøgt at synge bedre ...
- Hvorfor du så ikke endnu i fjernsyn?
- Nej, det er ikke på den måde jeg mener det. Jeg mener ikke at synge sådan i bogstavelig forstand. Det er
livet i sig selv, jeg tænker på som en sang.
Moderen så forbavset ud.
- Grim sang så. Lyn og ildebrand ... det racister der ildebrander. Hun knyttede sin næve.
- Og nu vi flytte til lille lejlighed i byen - ingen fuglesang - slet ingen sang mere - bare trommer!
Hun begyndte at snakke om sine planer nu, om den sang hun og Muhammeds far ville have sunget. De
ville have brugt deres sparepenge til at starte en slagterbutik, hvor der kun solgtes dyr, som var slagtet
efter forskrifterne. Hun tog sig til halspulsåren, sådan, med et effektivt snit - smertefrit - og så lade
forbløde, så kødet kunne blive rent. Egentlig var hun forbavset over, at hun sad her og røbede den slags
planer om hendes og hendes mands fremtidsdrømme for en totalt udenforstående - og dertil dansker. For
de var aldrig virkelig interesserede i, at det skulle gå tyrkerne godt; de ville helst bare have dem til at gøre
alt det snavsede arbejde, som de ikke selv gad have med at gøre.
Men sådan foretrak tante Ingeborg det også, forsikrede hun, til moderens forbavselse; for hun var vant til,
at danskerne væmmedes ved det og syntes, det var dyrplageri, omend det netop ikke var det, men kun som
Gud selv havde villet det og skrevet i sin bibel.
Den gamle frøken så ud, som om tanken om deres fremtidsdrøm oven i købet passede hende strålende,
som om den fik en prås til at gå op for hende.
- Hvorfor tager vi ikke og slår to - nej tre - fluer med samme smæk? spurgte hun så. - Jeg har et forslag at
gøre dig. Ude hos os på næsset står der et gammelt smukt skovløberhus. Ja, det er istandsat og pænt - og
fuldt møbleret. Pæne ting! Og gennem mange år er det blot blevet brugt til sommerhus for slægtninge og
venner, der kom på besøg. Det var nu mest biskoppen, der brugte det, men nu har han jo sit eget Og hvem
der ellers kommer, er der såmænd plads nok til oppe hos mig. Dét kan I få at bo i, ganske gratis, og så kan
din mand bruge spareskillingerne til sin slagterbutik alligevel. Men så skal du love mig, at du ikke gør barnet
i din mave hjemløst - og at Muhammed får lov til at spille på sin violin - for det var længslen efter violinen,
der fik ham til at lede efter en krop igen, sagde hun bestemt.
- Mener du det - jeg forstå rigtigt! Vi bo i dit hus - al gratis?
Tante Ingeborg nikkede med øjne, der tryglede om imødekommenhed, fordi hun følte, at Muhammed nok
skulle klare sig, hvis bare hun gav dem skovløberhuset. Hun foldede sine hænder under tasken.
- Jeg snakke med min mand, sagde moderen, og så forsvandt hun småløbende ned ad gangen.
82
KAPITEL 12
Den følgende dag under stuegang forbavsedes lægerne ordentligt over at se, hvor frisk Muhammeds far
var blevet. Det måtte skyldes, at Muhammed nu var uden for farezonen, mente de. Han var oppe med tøj
på - havde allerede været henne og snakke med Muhammed - og ville nu absolut udskrives.
En times tid senere stod han på dørtrappen til Gml. Trollenæsgård med konen og de tre små for at komme
ned at kigge på skovløberhuset. To enorme lampeskærme med hunde for og bag flankerede Klara, da hun
lukkede op. Det var Diva og Lady Flora, som på den måde forhindredes i at slikke deres sår. Lady Flora
blottede tænder - men sagde ikke en lyd. Den tyrkiske familie trådte et par skridt baglæns og snublede ned
ad trappen. Ungerne skrålede, moderen skiftevis trøstede og skændte, og faderen stammede, da han var
kommet på højkant igen, at han havde en aftale med den gamle dame. Hun var nu ikke hjemme, meddelte
Klara; hun var på sygevisit hos sin hund Herbert og ville nok blive der hele dagen, men hun var sat ind i,
hvad det drejede sig om, og nu skulle hun vise dem huset.
Det var yndigt. Gammelrosa med dueblåt bindingsværk - smykket med stokroser - og en dejlig have med
frodige frugttræer hele vejen rundt. Børnene for straks hen til den lille guldfiskedam midt i forhaven.
- De må ikke spises! sagde Klara en lille smule strengt.
- Men må vi lege med dem? spurgte den ældste af de små, en pige lidt mindre end Tora.
- Nej! Kun kigge - ikke røre!
- Og her må ikke spises hundekød! sagde hun - med et for hende helt usædvanligt strengt tonefald, til
forældrene, da de stod og kiggede sig omkring i køkkenet. De rystede begge på hovederne til svar - som
små børn.
Klara sukkede engang, hvorpå hun lod sig stemme mildere, som sagde hun til sig selv, at hun vel lige så
godt først som sidst kunne se at forlige sig med disse fremmede. De var jo trods alt i familie med
Muhammed. Og så trivedes hun i øvrigt heller ikke med at være så spids. Hun fik nervøs mave af det.
- Er ikke fjernsyn? spurgte moderen, da de gik rundt i de to små stuer.
- Næh! Det er der ikke, som I ser. Det bruger vi ikke her på Gml. Trollenæsgård. Men det kan vel nok
ordnes, at I får et, hvis det er så vigtigt for jer.
Jotak, det syntes de ville være dejligt. De var jo nødt til at følge med i, hvad der skete, og børnene var jo
også vant til det. Hvis de ikke kunne snakke med om, hvad der skete i fjernsynet - med de andre børn - så
var det jo ikke så godt, mente forældrene.
- Hm! Klara smilede. - Men ligefrem ondt er det nok heller ikke. Hvorfor prøver I ikke at sætte jer foran
guldfiskedammen og kigge på vandspejlet og lege, at det er en TV-skærm? Så skal I bare se hvor
spændende det er.
- Ih, gyllemøgmand! surmulede den største. - Der er jo hverken lyd eller musik eller nogen handling. Det er
da bare dumt.
Hele den tyrkiske familie syntes, at huset var enormt gammeldags, og konen var især ikke så glad for de
gamle gulve af egeplanker. Hun kunne bedre lide at have tæpper på - fra væg til væg. De der rå brædder,
syntes hun, så noget fattigt ud - og møblerne mente hun også kunne trænge til at blive udskiftet. De var jo
ikke særlig moderne.
Faderen ville vide, hvorfor der hang en gammel rusten hestesko over køkkendøren. Den skulle holde det
onde borte, forklarede Klara. Det syntes faderen var meget overtroisk - og komisk. Sådan noget troede han
ikke på! Nej, men det gjorde heller ikke noget, for den hjalp alligevel, påstod Klara.
- Hvem si'r så'n slud'r? spurgte han så grinende, at Klara kunne tælle fjorten guldtænder i munden på ham.
- En atomfysiker, der hedder Niels Bohr.
- Atomfysiker! gentog han, hvorpå han slog sig på lårene af grin over, at en mand med uddannelse kunne
være så dum, når selv han ikke var det. Det var kun det man troede på, der hjalp noget, belærte han Klara.
- Men den skal blive hængende! befalede Klara med løftet pegefinger.
- Hvornår kommer fjernsynet? spurgte børnene.
83
- Når I holder op med at være så grådige! svarede hun.
Hun brød sig slet ikke om at få tyrkerne ud på Gml. Trollenæsgård. De passede ikke her. Der var noget ved
dem, der gjorde hende irriteret, og hun brød sig ikke om at føle sig irriteret. Men Ingeborg måtte vel have
sine grunde, så hun måtte hellere yde sit ypperste.
- Kan I lide pandekager med solbærsyltetøj? spurgte hun så.
Det kunne de godt. Og så tog Klara et blomstret forklæde på sin blomstrede kjole og gik i gang med at
bage en ordentlig stak. Derpå fandt hun havemøblerne og parasollen frem; og ved fælles hjælp kom både
hus og have snart til at virke beboet og hjemligt. Børnene var smurt ind i syltetøj helt op til ørerne og
smaskede. Det var jo næsten som at hygge sig, tænkte Klara, mens hun fik et syrligt opstød i rygmarven. For
hun ville hellere have bagt pandekager til sine egne børn - altså til Camilla og Tora og Benjamin og Rosa - og
Muhammed. Men det ville tage flere dag før Muhammed kom hjem - og de andre havde børneværnet
beholdt indtil videre.
Ingeborg havde bedt hende om at finde ud af, om der mon var noget den tyrkiske familie ville kunne
hjælpe dem med på gården - og så få dem sat i gang - mest sådan ... for at de kunne føle sig nyttige - og
derfor gik hun i gang med at fritte. Men konen begreb snart, hvor det bar hen ad, sagde hun, og så
snerpede hun munden, der befandt sig i en skov af sorte heksehår, sammen og oplyste, at den gamle dame
havde sagt, at de kunne bo der gratis, helt gratis, understregede hun, og at hun ikke havde sagt noget som
helst om, at de skulle arbejde som slaver eller være tjenestefolk på hendes ejendom - og spurgte om hun
ikke var klar over, at det var et frit land det her.
Klara blev helt befippet.
- Jo, sagde hum, og - Nej! Det skal I så sandeligen da heller ikke. Hun troede bare, at I ville kunne lide at føle
jer lidt nyttige ... at I så ligesom .. ville komme til at føle jer mere ... mere hjemme her ...
- Nyttige? spurgte manden. - Nyttige for hvem?
Klara tænkte og tænkte.
- Tja! sagde hun så endelig. - Det ved jeg faktisk ikke rigtig sådan helt præcis. Bare nyttige ...
Nu hørte de babytraktoren komme susende. Klara lo lettet og fortalte dem, at Gamleklausen altid foretrak
at blive hjemme på gården, fordi han var sikker på, at han var mest nyttig der. Ikke nyttig for nogen
bestemt, bare sådan, nyttig; og at han, selvom der både var en stor traktor og en jeep, som begge var
meget hurtigere end babytraktoren - især jeepen naturligvis - så altid foretrak at køre babytraktoren, fordi
han påstod, at den var mest nyttig ... Sådan, lettest at manøvrere rundt med - og færdes på småstier med ...
og dertil sled den mindst på jorden og brugte mindst brændstof, mente hun. Hun selv kunne også bedst lide
at føle sig nyttig - ikke for nogen bestemt - bare sådan NYTTIG ...
Hun kiggede indgående på dem begge for at se, om der dog slet ikke var det mindste tegn på, at de kunne
forstå, hvad hun mente; men hun fandt aldrig ud af det, for nu råbte Gamleklausen ophidset på hende.
- Klara. Hallo, hallo, Klara. Kom, kom straks!
Og så stod han lige ved bordet og kiggede på pandekagerne.
- ÅHH, jeg må altså lige have én, førend ... sagde han så - med et helt andet tonefald, som havde en fløjte
lydt, som bebudede pause midt i et maratonløb. Og så gnaskede han en pandekage i sig. Da han var færdig
med at tygge af munden og lige skulle til at gribe efter nummer to, kom han imidlertid åbenbart igen i
tanker om sit ærinde.
- Jo, sagde han. - Det jeg ville sige, det er, at Lady Flora har sat sine tænder i præsten. I buksebenet - og
vistnok også i benet. Og jeg kan ikke få øjenforbindelse med hende - på grund af denne skærm. Min
stemme lystrer hun ikke - i det mindste kun når jeg også ser hende i øjnene. Så altså, det lange af det korte,
nej sludder, det korte af det lange, det er, at præsten ligger der med Lady Flora under det gamle pæretræ lige der, hvor der var hanekamp - og at jeg ikke kan få hunden til at slippe sit greb - eller altså sit bid, rettere
sagt...
- Jesus-Maria dog! Men kæreste, hvorfor gjorde hun det? spurgte Klara.
- Jeg ved det ikke! Han kom stile og roligt spadserende ind i haven og fortalte mig - ja, jeg var ellers lige ved
at gøde roserne - at det hele nu var ved at blive opklaret, fordi psykologerne havde fået børnene til at tilstå,
at Muhammed havde været inde i Palles værelse, og at han ikke havde været død, førend Muhammed var
84
kommet derind, og imens gik Lady Flora lige så stille og roligt hen til ham - hverken knurrende eller
blottende tænder eller noget ... Venligt og forsigtigt satte hun bare tænderne i ham, så blodet flød gennem
buksebenet ... Og Diva satte sig ned og så til som et barn der kigger på marionetteater - med den der
lampeskærm om halsen - og hovedet sådan ... på skrå, som Herbert plejer, når der er noget han gerne vil
forsøge at forstå, men ikke rigtig kan ... De ligner to kæmpebellis på græsplænen - kødædende
kæmpebellis, Klara! Du må hellere komme med hjem og hjælpe mig. Måske lystrer hun dig bedre.
Klara sendte ham et tvivlende blik.
- Men jeg kan da ikke bare stå der og glo på det, Klara! sagde han bedende.
- Godt kød! var Muhammeds fars kommentar.
- På præsten? spurgte Klara.
- Nej - nix præst. Chow-Chow! Chow-chow maj't godt kød
Klara løftede for anden gang den dag sin pegefinger, irriteret over at skulle behøve at spille den rolle.
- Nix spise chow-chow! sagde hun så. - Og nix spise præst. Spise pandekager med solbærsyltetøj. Jaxjax!
endte hun sin moralprædiken nikkende.
Heller ikke Klara kunne få Lady Flora til at slippe sit bytte, men hun bed tilsyneladende ikke hårdt til
længere, i det mindste ikke, så længe præsten forholdt sig helt stille.
- Så tag dog og skyd den tæve! snerrede han til dem.
Men det ville ingen af dem gå med til. Hun var blevet skudt nok, mente de. De ville heller hverken ringe
efter ambulance eller politi, fordi de var bange for, at de så ville gøre det af med hunden - tro at den var
farlig, måske. Nej der var kun én ting at gøre, og det var at få pigerne hjem, for både Tora og Camilla adlød
den ved deres mindste vink.
Men hvordan skulle det dog gå til, spurgte Gamleklausen lidt hjælpeløst. Det vidste Klara råd for.
Baskende med sine vinger steg hun graciøst op ad verandatrappen, og der forsvandt hun uden et ord bag
døren, efterladende Gamleklausen på bænken foran de egenrådige hunde og præsten.
På dyrehospitalet havde frøken Smauzen-Olsen siden den tidlige morgenstund siddet ved Herberts
sygeleje. Han havde eneværelse. Et lille aflukke med hønsenet omkring, hvor han lå på et grønt filttæppe.
Ind imellem snorkede han, ind imellem peb han, som om han havde en grim drøm, og ind imellem slog han
øjnene op og kiggede sin tante dybt i øjnene med et fattet og afklaret blik, som fortalte, at alt var som det
skulle være, og at dét var såre godt! Nej tak, han havde ikke lyst til hundekiks. Ellers tak.
Han kunne dø når som helst, sagde dyrlægen, og han kunne for den sags skyld også rejse sig op og logre
med halen når som helst; det kom alene an på hans almene sundhedstilstand; men han var jo en ældre
herre, tilføjede han, som om det forklarede noget.
Tante Ingeborg var fast besluttet på at sidde hos ham enten til han døde eller til han kunne gå med hende
hjem. Hele tiden strøg hun ham blidt og mindedes alle deres gode stunder. Især dvælede hun ved den gang
han tog hende med på besøg i jordens midte. Det var for syv år siden, da han i Italien i et vulkansk område
faldt i en underjordisk sprække i lavaen og landede flere meter nede på et lillebitte klippefremspring - i en
sprække, der var så smal, at et voksent menneske knap kunne falde igennem.
Hun havde været alene på aftentur med ham - og ikke en sjæl havde der været i nærheden, som hun
kunne kalde på og få til at hjælpe sig. En hundrede meter derfra, hvor der lå en dyb blå sø, stod der
imidlertid en redningskrans med et langt reb bundet til; og det havde hun hentet og bundet forsvarligt fast
til et træ ikke langt fra sprækken. Så havde hun firet sig ned til ham i jordens svælg. Helt stille havde han
stået der på den lille afsats - og ventet - i mørket. Da også hendes ben havde fundet fodfæste på den, fandt
han ind i hendes favn med en forsigtighed og smidighed, der slet ikke tilhørte ham. Han var ellers altid så
grænseløst klodset. Og der havde hun så stået - og skulle trække både sin egen og hans vægt op igen. Flere
meter.
Hun havde mærket en ubændig lyst til at lade sig falde ned på bunden af jordens mave med ham. Men en
anden lyst - én der ville se lyset oppe over overfladen - havde åbenbart været stærkere, for centimeter for
centimeter havde hun trukket dem nærmere og nærmere lyshullet - uden nogen fornuftig forklaring på,
hvor hun havde fået kræfterne til det fra. For hun var slet ikke stærk. Havde aldrig været det. Og da slet
ikke i armene.
85
Da de kørte tilbage til hotellet i bilen, måtte hun have alle vinduerne nedrullet, for han stank af urinsyre værre end en hel svinestald. Angstens sved, havde han svedt. Og det var dengang, han svedte den, men
havde tillid til hende, og hun til ham, da de klamrede sig fast som parasitter til jordens navlestreng, at de
brændte sig ind i hinanden - de to!
Hun havde en fornemmelse af, at han også selv mindedes lavasprækken lige nu, og hvor dejligt det havde
været atter at være oppe på jorden - levende - og at kunne se og lugte og høre alt det herlige, der var; for
han slog nu igen de brunsorte cockerspaniel øjne op og lavede en grimasse, der vist kunne tolkes som et
smil. Og derpå rejste han sig op på sine fire lave stærke ben, rystede sig engang, slikkede hende på panden
og lagde sig så atter ned og gjorde toilette - kløede sige - slikkede sig. Og så stod han op igen, logrede med
halen - og gav et lille bjæf fra sig, som betød, at nu ville han gerne hjem til Gml. Trollenæsgård.
- Jamen! Lad os så da tage af sted, kære Herbert! sagde tante Ingeborg og strøg noget vådt af kinderne med
bagsiden af hånden.
På hjemvejen stoppede hun hos konditoren og bestilte en kage, der skulle sendes til dyrehospitalet - der
skulle være en chow-chow, en sort labrador og en cognacfarvet cocker med sølverhvidt hoved på toppen der hvor man plejer at have et brudepar, sagde hun - og én lige sådan til Gml. Trollenæsgård; og så gjorde
hun også stop hos blomsterhandleren for at bestille en krans til Palles begravelse den næste dag.
Da hun var kommet ud af byen og havde de modnende marker på hver side af sig i det blide fjordlandskab,
gav hun sig til at synge af fuld hals - til hvert et aks og hver en lille fugl.
Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad;
jorderigs guld
er prægtigt muld.
Himlen er ene af salighed fuld.
Efter "tilråbe" måtte hun holde en lille pause, for da snørede hendes svælg sig sådan sammen, at der ikke
kunne slippe nogen lyd ud. Herbert sad ved siden af hende og inspicerede landskabet. Joh det så ud, som
det skulle, så det ud på ham, som om han tænkte.
På Gml. Trollenæsgårds gårdsplads gik hønseflokken og pikkede mellem småstenene. Pernille-Zeus så ud,
som udgjorde han formanden for en vigtig velkomstkomité - spankulerende og overvågende at alt gik til,
som det skulle.
Hun båttede tre gange i hornet, så hønsene hoppede lodret op i vejret af forskrækkelse, og løftede
forsigtigt Herbert ned. Hun ville ikke risikere noget. Han var jo endnu ret svagelig, den kære hund!
- Så er vi her, Herbert og mig - og taksigelser til Herren vor Gud! løb hun fjantende som en skolepige rundt
og råbte. - Halleho, her kommer vi!
Så begyndte Herbert at te sig med en afsindig gøen omme i baghaven. Han havde gemt sig bag en
rododendron - og skældte ud i falsetten fra sit skjulested. Hvad i alverden skulle dog det betyde?
Der så hun så præsten - liggende under pæretræet - med Lady Flora og Diva! Og Gamleklausen på
bænken.
Hun blev snart sat ind i sagens rette sammenhæng.
- Lady Flora, vil du ikke være så venlig at slippe dit bid i præstens ben? spurgte hun hende så, bøjende
skærmen så meget til side, at hun kunne se hende ind i øjnene.
Men det ville hun ikke!
Derpå satte hun sig på bænken ved siden af Gamleklausen.
- Mon her er andet at gøre end at vente på et mirakel? spurgte hun.
- På at Klara kommer med pigerne, mener du?
Hun nikkede med et fiskenet af rynker i panden.
- Nej. Her gør jeg ingen nytte, sagde hun kort efter og smøg sig ud af fiskenettet. - Jeg tager til Muhammed
med Herbert.
- Det kan du da ikke! De lader dig da aldrig slippe ind med en hund! var han overbevist om.
86
- Vi får se!
Og så hentede hun en stor korstingsbroderet taske, som hun satte ham ned i.
- Læg dig ned og tag en lur, sagde hun. - Så skal du bare se, hvilken overraskelse jeg har til dig.
På hospitalet var der ingen, der så meget som skævede til den gamle dame med den store tunge
blomsterbroderede taske. Man var vant til, at folk kom slæbende med alt muligt til de syge. Men ikke
levende hunde, så det forestillede ingen sig, at det kunne være.
Han var blevet flyttet fra sit eneværelse til en seksmandsstue, og der satte hun tasken ved siden af hans
seng.
- Hvordan går det, Muhammed?
- Godt! Men hvad med de andre? Hvad er det for noget med at børneværnet har taget dem?
- De vil bare snakke lidt med dem. Har de ikke været her for at snakke med dig?
- Nej.
- Nå, så kommer de nok.
Hviskende fortsatte hun:
- Du skal bare lade være med at fortælle dem DET HELE. For de kan ikke forstå det alligevel. Sig kun det, de
forstår!
- Jeg så godt, hvem det var, der skød. Men ingen vil tro mig. Og han får alligevel også ram på mig på en eller
anden måde; så jeg kunne lige så godt være død.
- Men du skal jo spille violin, Muhammed.
- Jeg er da ligeglad med at spille på den dumme violin, nu, kan du ikke forstå det? Jeg vil aldrig spille mere!
... Og hvorfor har du ladet min familie flytte ind ude hos dig? Det går aldrig godt! Du kommer bare til at tro,
at jeg også er sådan.
- Hvordan sådan?
- Nogle gange spiser de hunde!!!.......Hvordan går det med Herbert?
Hun sendte ham et indforstået blik og kiggede ned på tasken, lynede så op, og frem dukkede Herberts
sølvgrå krøllede isse ... og snude ... og så hujede de begge som en gejser, der springer i vejret. Førend tante
Ingeborg kunne nå at få ham ned i tasken igen, stod han på gulvet hoppende på sine korte bagben for at
komme op til Muhammed i sengen. Hun løftede rumpen for ham og lod ham komme til ... og så gav de
hinanden en kærlig omgang.
- Av, nej, du må ikke hoppe på mit sår, hylede Muhammed, og fra samtlige andre senge rejste nysgerrige
kroppe sig nu op.
Se! En hund! Naj, hvor er han sød.
Men der var også en lille pige, som var bange for hunde, og som slet ikke syntes, at han var "sød" - men
derimod farlig. For tænk hvis han sprang op på hendes sår også? Og så ringede hun på klokken. Det var der
imidlertid ingen andre i stuen, der opdagede, så Herbert fik lov til at blive i sengen, hvor han nu var faldet
kælent til ro med snuden under Muhammeds hage og bare nød at være tæt ved ham.
- Nå! Hvor sødt! lød det fra sengene med børn i, og tante Ingeborg følte sig som en god fe, fordi hun bragte
de stakkels syge børn en sund lille oplevelse midt i al deres medicin og elendighed.
- Jeg var sikker på, at han ville dø, og at det var min skyld! hviskede Muhammed.
- Nej, I bliver raske begge to. Men et mirakel er det, at I klarer det. Jeg tror, der har været et par frelsende
engle og give en hånd med.
Hun nikkede.
- Din skyld! sagde hun så. - Hvordan skulle noget dog kunne være din skyld?
I det samme gik døren op, og en hvidkitlet ung pige kom ind. Herbert gav straks hals, for han havde jo
både en seng, Muhammed og Ingeborg at forsvare.
- HOLD DA HELT OP MAND! udbrød hun. - Nej! Her må altså ikke være hunde. Bakterier og sådan noget. Og
så er det lige meget, HVEM man er, sagde hun og kiggede på frk. Smauzen-Olsen.
Det fik Herbert til at gø endnu inderligere, og snart var stuen fuld af hvidkitlede, som rendte forvirret
rundt mellem hinanden. Den skulle altså ud, den hund, og dét kunne ikke gå hurtigt nok. Om hun da var
rigtig vel forvaret, spurgte én af dem frk. Smauzen-Olsen. En anden gav sig til at slå på hunden med en kost,
87
så den faldt ned af sengen og løb ind og gemte sig under den. Så gav hun sig til at rumstere med kosten
derinde.
- Nej. Øh, Vil I ikke nok være så venlige at holde op. Han er syg. Han er lige blevet opereret. Nu skal jeg nok
gå med ham. Lad mig. Vær venlige at lade mig. Jeg ville jo bare glæde drengen! sagde frk. Smauzen-Olsen.
- Glæde? Du fylder jo hele sygehuset med bakterier, kælling! sagde hende med kosteskaftet. - Og så en syg
hund!!! Din gamle heks!
Herbert fik sig nogle slag mere med kosteskaftet, førend det lykkedes frk. Smauzen-Olsen at få ham løftet
op.
- Jeg kommer snart igen, kære Muhammed, uden Herbert! sagde hun stille, og så gik hun med hans tyve
kilo, der var blevet så sært stille - og tunge. Og slappe!
Idet det med rædsel gik op for hende, at han var død, svigtede benene aldeles. Der var slet ingen styrke i
dem, og hun satte sig på en stol, der stod lige ved på gangen.
- SÅ! Ikke mere komedie! Afsted! Se så at komme ud med den hund, og dét i en fart! lød det vredt.
Det var alle de hvidkitlede med forskellige titler, som aldrig var til at finde ud af - plejersker og plejere og
assistenter og reservelæger og overlæger og yngre læger og hun vidste ikke hvad - dem, der havde slået
Herbert, som rejekællinger slog katte, der var fulgt efter hende for at sikre sig, at hun kom ud med dyret.
De var alle helt røde i huden af ophidselse. Bare deres blod ikke eksploderede.
De lignede nogle meget arrige dannebrogsflag. - Vil I ikke være så venlige at slappe af. Jeg er en gammel
kone - og hunden er død.
- Ja, det gør det ikke bedre! Se så at komme ud med den inden vi tilkalder politiet!
Og så vaklede hun af sted med den store blomstrede taske tom over armen og Herbert i favnen. Det var
som om marven blev til støv i hendes knogler, og hun holdt for en gangs skyld ikke ryggen særlig rank.
Ude i bilen lagde hun ham på sædet ved siden af sig - dér hvor han et par timer inden havde siddet og
kigget sig så nysgerrigt omkring på den dejlige verden - og sad og stirrede på ham et kvarters tid, inden hun
startede motoren.
Hun sang ikke, som sidst hun kørte turen hjem fra byen, og den var heller ikke frodig og smuk længere.
Ikke engang solen skinnede. Gråt var det blevet - og det havde givet sig til at blæse. Nu gav det sig sågar
også til at regne. Og der var en tydelig rumlen af torden i det fjerne, da hun steg ud hjemme på
gårdspladsen.
Bærende på Herbert, som var han et spædbarn, gik hun ud i baghaven til Gamleklausen og præsten.
Gamleklausen rejste sig fra bænken.
- Her er stadig ikke sket noget mirakel, sagde han og skævede til præsten, der lå med et helt forvredet
ansigt. Så lagde han mærke til hundens akavede stilling i den gamle dames favn. Han sagde ikke noget.
Kiggede bare på hende med spørgende blik - og hun blinkede en gang med øjnene til svar.
- Lad mig! sagde han.
Men det ville tante Ingeborg ikke lade ham. Hun knælede.
- Kom hunde! kaldte hun. - Og sig farvel til Herbert. Han blev slået ihjel af de hvidkitlede på sygehuset.
Tænk, at Herbert skulle dø af kittelkuller ... Og hold jer så altid langt væk fra sygehuse, lige meget hvad
nogen finder på at bilde jer ind. De er farlige ... for hunde, i det mindste. Og for gamle tanter som mig.
Både Diva og Lady Flora kom og snuste til ham og gik så et par skridt baglæns og lagde sig ned. Diva gav sig
til at pibe så sørgmodigt, og med ét stak hun snuden lige op mod regnen og hylede i vilden sky.
Imens var præsten haltende på vej hen mod hundene. Han havde hevet parasolstativet op af sokkelen og
truede hundene med det.
- Løb væk. Se at komme væk, hunde! kommanderede Gamleklausen.
- Eller tag ham. Han er ikke bedre værd, tror jeg, sagde tante Ingeborg stille.
Præsten svingede med sin lange stok, som ville han helst slå dem alle ned på én gang, og hans øjne
strålede af en vildskab, som ikke burde høre menneskeriget til.
- Så se da at få slået os alle ihjel, præst! sagde tanten. - Hvis det er det, du mener, er din mening med livet.
Jeg holder mig altid rede til at dø, og lige nu i dette øjeblik tror jeg næsten også, at det bare vil være en
ekstra velsignelse. Men vær så venlig at opfylde min sidste bøn: Lad være med at stjæle min sidste vilje, så
88
sandheden ikke kan komme for en dag. Lad mig blive begravet med Herbert nede ved alterstenen. Og du
behøver ikke at indvie jorden. Den er indviet.
Så faldt hans første slag. Det var rettet mod tante Ingeborg. Men Diva snappede den, inden den nåede at
komme hende nær, og hun gav sig til at trække i den, således at præsten langsomt blev skubbet over mod
verandaen. Og dér stod Klara oppustet som en engel, de tre betjente, Camilla, Benjamin og Rosa og Tora
siddende i rullestol - alle holdende vejret. De var trådt ud af døren netop i det øjeblik præsten løftede
jernstangen til slaget mod tante Ingeborg.
- Hvad foregår her? spurgte kriminalinspektør Petersen.
Han så noget forfjamsket ud. Han havde aldrig anholdt en præst før. Det var ikke rigtig god tone. Men
præstens var jo, sandt for dyden, heller ikke så god, at man bare kunne lade stå til. Man slog da ikke gamle
damer og hunde, hvis man var en ordentlig præst, eller bare normal for den sags skyld.
- Hun pudsede hundene på mig! sagde han fuld af selvretfærdighed.
Men det vidste hr. Petersen med sig selv var løgn; for så godt kendte han da frk. Smauzen-Olsen, at han
vidste, at det ville være aldeles umuligt for hende nogensinde at pudse noget på nogen.
- Det passer ikke præst! sagde hr. Petersen.
- Jo! sagde frk. Smauzen-Olsen. - Det gør det såmænd. Jeg pudsede hundene på ham.
- Men hvorfor dog det? spurgte han vantro.
- Jeg forfaldt vist til en slags hævn, tror jeg, man kan sige.
- Hævn for hvad? ville hr. Petersen vide.
- For at han forsøgte at nedskyde tre børn og tre hunde, som var i min varetægt - i min egen skov - og på et
helligt sted.
- Var det dig præst? spurgte hr. Petersen lige ud.
Præsten skævede til Lady Flora, der stod med tempelhundens hellige ro tre-fire skridt fra ham og
mindedes hendes besynderligt ligeglade måde at gå hen til ham tidligere og bide sig fast i ham på.
- Jeg anede jo ikke, at det var dine hunde - og børn så jeg ingen af! forsvarede han sig. - Men jeg skød
ganske rigtigt på et par omstrejfende køtere forleden ja - ude på næsset - hvor JEG har jagten. Det er vel
ikke så underligt? Enhver ved da, at løse hunde er til fare for vildtet.
- Hvad er der i vejen med dig, Herbert? skreg Tora nu, da hun havde fået øje på, hvor mærkeligt han lå,
hvorpå hun styrtede ned ad trappen. Hun havde glemt, at hun ikke kunne støtte på sit højre ben - og
trimlede ned af trappetrinene. De andre børn kom straks til og hjalp hende hen til Herbert og tanten, hele
tiden skævende noget usikkert til præsten.
- Har du også en bøsse med dig i dag præst? spurgte Tora. - Har han skudt ham?
- Ikke nu! svarede tanten. - Næh, det som han døde af, det var de hvidkitledes stokkeslag - eller min
uforstand.
- Hvordan det? spurgte Tora.
- Jeg tog ham med til Muhammed, fordi jeg tænkte, at Muhammed lettere ville blive rask - og Herbert også
for den sags skyld. Men der måtte han ikke være for sygeplejerskerne. De sagde, jeg var en gammel heks og tæskede så løs på Herbert.
- Jamen frk. Smauzen-Olsen! Det er jo forfærdeligt! sagde hr. Petersen, og det var tydeligt at se, at han
virkelig mente det. Han måtte løsne flippen, sådan gav den sig til at stramme.
- Det er det min mor siger; sygehuse kan være rigtig farlige. Hvorfor tog du ham med derud? Det er dumt.
Hvorfor troede du ikke på, hvad jeg sagde? Jeg har fået et lamt ben og Muhammed vil ikke spille violin
mere, og nu er Herbert død. Sygehuse er farlige.
- Fordi jeg bare er en enfoldig gammel pige. Det var synd, De ikke nåede at give mig det slag med stokken,
præst! sagde hun så, og det lød på hendes stemme, som om hun ganske havde opgivet ævred.
- Og så har De for øvrigt ikke længere den jagt, oplyste hun ham. - I tilfælde af, at De skulle være i tvivl.
- Det skal jeg da love dig for, at jeg har. Jeg har jo papir på den - og har betalt for den.
- De skal få Deres penge tilbage - alle de ni symbolske kroner - og så skal De for altid holde Dem væk fra min
skov. Der vil jeg have fred - både levende og død. Og nu må I have mig undskyldt! sukkede hun, hvorpå hun
89
slæbte sig af sted med Herbert, op ad verandatrappen, forbi de unge betjente, hun til Klara, og der
stoppede hun og spurgte, hvordan det var gået til, at hun havde fået børnene med sig hjem.
- Jeg sagde bare som det var! sagde hun.
- Hvordan, som det var?
- At jeg fulgte efter dem den nat - Palles nat - og så lysglimtene i hans værelse - og hørte præstens skrålen inden Muhammed klatrede gennem vinduet, og hvordan han fandt ham død - om børnenes forskrækkelse
og ja - så ikke mere! sagde hun beroligende.
- Men så du det virkelig? Løb du efter dem?
Hun nikkede skamfuld.
- Hvorfor har du ikke sagt det for længe siden, Klara? Så kunne vi jo måske have undgået ...
- Jeg kunne ikke klare at miste børnenes tillid. Den er jo næsten det bedste jeg har i hele verden! sagde hun.
- Nå, ja! Men så er da i det mindste den potte ude ... kære Klara. Nu må Herbert og jeg have lidt fred!
Og så forsvandt de to - ind gennem sommerstuen - ind i forårsstuen - gennem Helligåndsdøren og op ad
de knirkende trappetrin - op til englene - og der blev de! Resten af eftermiddagen var de der - og hele
aftenen under lyn og torden, medens de andre sad på verandaen og drak chokolade og spiste æbleskiver.
Mad ville hun heller ikke have op. Og hele natten! Kun hendes violin hørte man iblandt. Men ikke lang tid
ad gangen.
Først hen ved frokosttid den følgende dag, kom hun ned igen. Både pigerne og Klara og Gamleklausen
havde været nervøse for hende, troet, at hun måske slet ikke ville kunne overlevet Herberts død. Han ville
være fyldt femten år i august, og Ingeborg havde planlagt at holde en kæmpemæssig fødselsdagsfest for
ham med invitation af alle hunde på næsset til oksesteg, kakao med flødeskum og lagkage med
kirsebærsyltetøj, vanillecreme og bideben. Ikke fordi hverken Herbert eller hun brød sig om mange gæster,
men fordi hun syntes, at det var en god måde at vise sin taknemmelighed over at have haft ham i mange år
på. Og hun havde ment, at de så nok skulle kunne komme til at opleve i det mindste endnu et efterår, én
vinter, ét forår - og måske en sommer til.
Og at han kom til at dø på sygehus - et menneskesygehus - var så forfærdelig ydmygende, at de knap
forventede nogensinde at se hende i live igen. Men der kom hun altså - fuld af ordrer. Biskoppen skulle
hentes - kisten bringes ind - om Klara mon kunne sørge for gravøl? Og hestevognen skulle smykkes med løv
- de måtte hellere tage charabancen - og de danske varmblods skulle spændes for, for dem havde Herbert
altid så godt kunnet lide lugten af. Og så ville det glæde hende meget, sagde hun, og Herbert med, om de
alle ville våge med hende ved Herberts båre ved alterstenen et døgns tid - og derpå deltage i begravelsen af
ham.
- Også i nat? spurgte Tora.
- Vi må jo give hans sjæl gode tanker med videre på rejsen, sagde den gamle tante forsigtigt, som om hun
frygtede, at børnene ville afslå, fordi de troede, at han ikke havde nogen sjæl.
- Så skal vi da ihverttilfælde have nogle tæpper med - og saftevand og madpakker, ikke tante Ingeborg?
spurgte Tora.
Tanten nikkede. Jo, det skulle de da rigtignok.
90
KAPITEL 13
Først på eftermiddagen stod de alle opmarcherede bag de varmblodede på gårdspladsen. Alle undtagen
Aja. Hende havde ingen kunnet finde; men biskoppen mente, at hun måske var taget ind på sygehuset for
at snakke med Muhammed under fire øjne. Det havde hun i det mindste talt om, at hun absolut måtte
meget snart.
På den løv- og blomstersmykkede charabanc stod Herberts lille kiste, som Gamleklausen havde malet
kongelys , måske mest til ære for tante Ingeborg, og kødben, sikkert mest til ære for Herbert, på, og så en
gammel rejsegrammofon. Begge uden låg på. Han skulle ikke opleve sin sidste tur ned ad Troldestien
gennem skoven indelukket, sagde tante Ingeborg. Først om et døgn, når alterstenen og alt omkring den
havde fået taget afsked med ham, skulle låget på. Først lige inden han skulle begraves ved foden af
alterstenen.
Han lå på et af tante Ingeborgs silkelagner - ét af dem han gennem femten år havde sovet på sammen
med hende. Faktisk havde hun taget det af, der havde været på nu, og givet ham i stedet for et rent, fordi
hun tænkte, at han nok godt ville kunne lide at lugte hende, selv i døden, og måske havde lettere ved at
huske hende, hvis han lå i hendes lugt - eller deres fælles lugt.
Gamleklausen, der var kusk, gjorde tegn til at han var klar og kiggede spørgende på tante Ingeborg. Hun
stod forrest i følget med Camilla ved siden af sig og Tora foran sig i rullestolen. Så fulgte biskoppen med
Rosa og Benjamin på hver side af sig, og bagerst stod Klara, som havde spændt svanefjer på sine arme, som
hun baskede elegant med en gang imellem.
Tanta Ingeborg trak den gamle rejsegrammofon op og satte nålen på pladen.
- Dam - dam - da-dám - da-da-dám - da-dám-da-dám, lød det fra den ...
- Den kender jeg godt! vendte Tora sig helt forbløffet om og sagde. - Fra når man begraver konger og sådan
noget i fjernsynet.
Tante Ingeborg nikkede til hende. Jo, det var rigtigt. Det var Beethovens sørgemarch, sagde hun. Nikkede
også til Gamleklausen - og så begav sørgeoptoget sig af sted.
Diva sprang i forvejen som en spionerende soldat og kom i blandt tilbage til følget, cirklede rundt om det
som for at sikre sig at alle var uden for fare, gik så i skridtgang lige foran hestene - og løb atter et stykke
forud for at inspicere terrænet. Lady Flora holdt sig i bestandigt tøffende tempo ved siden af Klara.
Da de var kommet op på bakketoppen af Troldestien, dér, hvor der var udsigt over Paradisengen, hørte de,
at landsbykirkens klokker gav sig til at kime, og tanten troede ikke sine egne ører. Havde præsten virkelig
givet klokkeren besked om at kime for Herbert? Havde alt dette onde bare været noget han - og andre med
ham - skulle igennem, for at han kunne blive et godt menneske? Så var der jo virkelig, som hun da også altid
tilforn havde troet, en mening med det hele ...
- Palle! sagde Benjamin.
- Ja PALLE! skreg Tora. - Palle skal jo begraves nu, tante Ingeborg. Jamen, han bliver da ked af det, hvis vi
ikke kommer!
- Ja, Palle! Rosa slog sig med alle fingerspidser på pandelapperne og spærrede øjnene op. - Er det i
overmorgen klokken to lige nu? spurgte hun. - Åh, det vidste jeg slet ikke ... altså hvornår det var.
Tante Ingeborg løftede stiften af pladen. Der lød en skratten. Og så kiggede de alle på hinanden med
forskrækkelse i øjnene.
- Hvordan kunne det dog gå til? spurgte tante Ingeborg. - Hvordan kunne vi dog bare rent glemme det glemme Palle?
- Det er ikke Palle, vi har glemt! sukkede biskoppen. - Det er tiden, vi har glemt. Nogle gange overhaler den
én!
- Men hvad gør vi nu? spurgte Benjamin.
- Ja! sagde tante Ingeborg. - Vi MÅ jo til Palles begravelse.
- Kan vi nå det, hvis vi begynder at gå nu med det samme? spurgte Benjamin.
Tante Ingeborg kiggede på Toras armbåndsur. - Tretten minutter i to! Passer det?
91
Benjamin nikkede.
- Jah, det kan vi vel godt. Men så skal vi så sandeligen gå til. Og jeg har ikke rigtig kræfter til at gå rigtig til nu
- og slet ikke i den modsatte retning af alterstenen.
Hun kiggede bedende på Gamleklausen. Og han forstod hende. Steg op i charabancen, løftede forsigtigt
Herberts kiste op og steg ned igen først med den - og så med rejsegrammofonen og lågene, som han
stillede lige ved siden af Herbert - og derpå gjorde han tegn til, at de kunne hoppe op.
- Men hvad nu, hvis der kommer ådsler og spiser Herbert? spurgte Tora forskrækket.
- Det er Herbert, der er et ådsel, Tora, og gribbe og den slags, der spiser ådsler, rettede Camilla hende uden
noget tonefald overhovedet. Hendes stemme lød meget trist.
- Hvad så hvis der kommer en grib da? Må jeg ikke blive her og passe på Herbert. Jeg vil ikke have, at der er
nogen, der gør ham noget!
Tante Ingeborg kiggede opmærksomt på Tora - også noget forbavset - og følte en ny stolthed svulme op
indeni sig. Hvor øjeblikke dog kunne være fuldkomne - bristefærdige af mod!
Mit kære barn, Tora! sagde tante Ingeborg så - Det er jeg aldeles sikker på - ja - det forsikrer jeg dig - at det
sørger Diva og Lady Flora for! At der bliver passet godt på Herbert.
Og så var alle på skift henne og hviske hundene beskeder i ørerne, og tante Ingeborg anviste dem hver
deres vagtplads.
Derpå kørte Herberts dødsvogn med hans følge i til Palles begravelse i landsbykirken, mens Herbert selv lå
på lit de parade for indvånerne i Trollenæsskoven med Diva og Lady Flora som dødens vogtere. De havde
stadig skærmene om halsen og lignede en slags præster. Eller nogen der var i galla.
- Skal du ikke have vingerne af, inden du skal i kirke? spurgte Camilla Klara.
- Nej! svarede hun. - Det er mine dødsvinger. De er netop skabt til begravelser.
Camilla syntes, at det var lidt upassende at komme anstigende med vinger på i kirke. Det lignede mere én,
der skulle til karneval, syntes hun. Hun ville i hvert fald ikke selv tage vinger på i kirke. Men hun var
selvfølgelig heller ingen Klara. Ikke englelig. Og Klara ville vel heller ikke være en Klara, hvis hun ikke var,
sådan, lidt sær i sin væremåde. Egentlig gav det én ret mange friheder at være en Klara, tænkte hun. Flere
end nogen af dem, hun kendte i Herlev, havde.
Der var mange mennesker i kirken, men nede på den forreste bænk, hvor Palles far sad, så de intet til hans
mor. Han sad der helt alene. På bænken bag Gml. Trollenæsgårds hørte de folk snakke om, at han havde
fået en anden præst til at forestå ceremonien, fordi han selv var blevet såret efter at have været i slagsmål
med tyrkere. Ja, det var selvfølgelig tyrkerne, der havde angrebet. Han kunne vist knap gå på benet, som de
havde flænset op fra ankel til knæ, nærmest. Forfærdeligt krapyl, de tyrkere. Man var bedst tjent med at
skaffe sig af med dem.
I ligprædikenen talte præsten om, at det var djævelens værk, der stod bag Palles død, og at Djævelen var
Guds værste fjende, og at hvem det end var, der havde været Djævelens redskab i denne frygtelige
handling, så ville vedkommende få sin fortjente straf ved at ende sit liv i Helvedes evige fortærende
flammer, hvor man kunne håbe på, at han ville fortryde sit syndige liv og komme på bedre tanker.
- Jamen hvad skal det så nytte, at han kommer på bedre tanker, hvis han alligevel skal blive der i Helvede
for evigt? spurgte Tora med rynket pande. - Det kan jeg altså ikke forstå. Det er da noget pjat.
Hun lænede sig frem - ind over biskoppens skød - og hviskede så til Rosa: - Jeg synes altså ikke, at det er en
særlig vidende præst!
Rosa rystede indforstået på hovedet, og Tora fortsatte sin filosoferen til biskoppen.
- Det ville da være bedre, hvis præster kunne være lidt mere logiske. Min mor siger, at man skal være
logisk, ellers er det noget pjat! sagde hun ret højt.
Folk gav sig til at tysse på hende både forfra og bagfra, sågar de voksne på Trollenæsgårdbænken satte
fingeren diskret til læben. Og bagfra hørte biskoppen og hans venner ordskiftet:
- Hvorfor har biskoppen ikke sin skævøjede kone med?
- Hun har nok sine grunde til at holde sig væk fra Guds hus, skal du se!
92
Endelig var begravelsen overstået, og Herberts følge begav sig atter ud til Troldestien. Allerede inden de
drejede ind i skoven hørte de hundenes gøen - en sær aggressiv gøen. Og menneskestemmer! Var det ikke
også nogle sære aggressive menneskestemmer?
Idet de svingede om det skarpe hjørne østpå i midten af skoven, så de silhuetterne af Divas og Lady Floras
kroppe ude midt på stien - og af noget andet, der sprællede, men længere og tykkere arme og ben. Jo, det
var mennesker. Det viste sig at være Muhammeds forældre.
Og kisten! Den var tom!
- Hvor er Herbert? skreg hun så.
Diva slap sit bytte, Muhammeds far, og løb hen bag et rønnetræ, hvor Herbert var blevet - ja - slængt, så
det nærmest ud til.
- Hvad i alverden er her dog gået for sig? Hvad har I villet med min hund? spurgte tante Ingeborg
Muhammeds forældre og kiggede på dem med væmmelse, som nægtede hun at tro på, hvad hun så.
Klara gik lige hen foran faderen og stillede sig op som en af Guds belærende engle med løftet pegefinger.
- Sagde jeg ikke, at I ikke måtte spise hunde?
Hendes øjne lynede.
- Jojo. Men den her død li'vel! Og vi syn's det godt. La' bar' vær', mand! I spise svin - vi spise hunde - hva'
så? Hundekød godt! Vi ikke ha' andre steder bo nej end dit gamle hus. Det ikke engang være særlig smart.
Tante Ingeborg kærtegnede den stive Herbert, hvis død var blevet forstyrret så formasteligt. Så tung han
føltes i hendes arme. Det var måske fordi hans sjæl havde taget på i tyngde.
- Jeg forstår jer ikke! Vil I ikke nok være venlige at gå hjem - og lade mig få fred her - med mine hunde - og
med mine andre venner.
- Så sig de la' os gå! sagde faderen og pegede på hundene.
Flora ville ikke løsne sit bid i moderens skørt.
- Sikke dog et held, at de ikke havde børnene med. Jeg tør ikke engang tænke på, hvad Lady Flora kunne
have gjort med de små - eller Diva ... for den sags skyld.
Det tog Camilla og Tora over et kvarter at få Lady Flora til at slippe konens lange skørter. Der var kommet
huller i det, og faderen skændte. Jojo, forsøgte tante Ingeborg at berolige ham, hun skulle nok erstatte
skørtet. jaja, også underskørtet, og jo selvfølgelig, også strømperne - og skoene! Herreje ja, men nu måtte
de gå, så de kunne komme videre med deres eget. Tante Ingeborg vinkede dem udmattet væk.
Endelig lå Herbert atter i sine silkelagner oppe på charabancen, rejsegrammofonen var i gang, og alle
kunne indtage deres pladser.
- Dam - dam - da-dám ... og Diva løb endnu ivrigere rundt nu end før. Hun både gøede og hylede, som sang
hun med, som var hendes følelser en del at sørgemarchens. Som skød hun en del af sig selv af ind i
dødsriget - for at komme tilbage og fortælle, at det krævede hele følgets dybeste koncentration, hvis det
her skulle gå godt - hvis han skulle hjælpes godt på vej. For han var stadig noget chokeret over
menneskenes råhed - og håbede mest på aldrig at opleve at blive menneske, mente Tora, at det var, Diva
sang.
Nede foran alterstenen lå Aja på knæ tilsyneladende helt opslugt af at stirre på den. Biskoppen stoppede
op, da han fik øje på hende, slap børnenes hænder og støttede sig til et træ. Rosa løb hen til hende.
- Hej mor. Hvad laver du her? Vi troede, du var hos Muhammed!
Aja, hvis ansigt indtil nu havde været dybt koncentreret og alvorligt - set ud som om det nærmest var i en
slagt trance, faktisk, gav sig med ét til at le højrøstet.
- Åh, ingenting - ingenting! Hun kiggede angergivent et kort sekund på biskoppen. - Slet ingenting! fortsatte
hun så leende. - Jeg ville bare vente på jer her.
Med ét forandredes hendes ansigt atter og blev alvorligt.
- Jeg hørte jer slet ikke komme! sagde hun så, nærmest til sig selv. - Det var da underligt! Med den musik I
kommer med! I går jo ikke ligefrem stille af med jer selv!
Og så lo hun igen besynderligt skrattende.
Rosa brød sig ikke om den måde, hendes mor lo på.
93
- Du må ikke le så højt mor! sagde hun så. - Vi skal jo våge over Herbert! Og han skal have fred. Meget fred!
Ikke også tante Ingeborg?
Tante Ingeborg nikkede. Og nu samledes alle tanker om Herbert igen. Han blev anbragt foran alterstenen,
tæpperne blev spredt ud omkring ham, og de fik sat sig ned.
Lidt efter rejste tante Ingeborg sig og gik bagom stenen og foretog sin andægtige ceremoni; lagde
hænderne på ryggen, bøjede sig - og kyssede blidt stenen. Derefter gjorde Klara det samme, så småpigerne
og resten af følget - sidst Aja, og hun holdt sine læber til stenen i meget lang tid. Det så ud, som om de
måtte være klistret fast.
Alle stirrede tryllebundne på hende, og børnene kunne ikke lade være med at tænke på hendes
bedstemor i Indonesien, som havde fremkaldt åndernes fyrste og bagefter ikke havde andet end en sten i
hovedet. Havde Aja mon også gjort det. Var det derfor hun havde siddet der foran stenen - og havde grinet
så hysterisk og sagt "ingenting"? Var hun mon blevet "buhh" i hovedet, også hun?
I et helt døgn sad de der. Udvekslede gode minder om hunden - eller bare tav. Nogle af dem lukkede
øjnene og blundede lidt i løbet af natten. Selv tante Ingeborg gjorde det - og drømte, at Herbert kom til
hende i sovegemakket som en lille hvalp, der ikke selv kunne hoppe op i sengen, og at hun hjalp ham op
ved at give ham et lille skub bagi - og bød ham velkommen til sig - og lovede ham et godt liv, fordi han var
så tillidsfuld. Så logrede han glad med halen og slikkede hende lige på munden med sin tunge, der altid
smagte, som om han lige havde drukket te med en masse sukker i. Og ærkeenglen Gabriel smilte og
nikkede og fiskede et kødben frem fra sine gevandters folder, som han smed hen midt på silkelagnet. Og
tante Ingeborg kom til at føle sig skuffet og ulykkelig - næsten uretfærdigt behandlet - for hun brød sig ikke
om kødben i sengen; de fedtede sengetøjet til, og det var også alt for stort for den lille hvalp.
Midt på eftermiddagen den følgende dag var hullet gravet i jorden foran alterstenen; hver lagde en ting
ned til Herbert i kisten til minde om dem - hundekiks, lommeuld, en hårlok, en ring, et lommetørklæde,
hans madskål, halsbåndet med en guldplade med navn og telefonnummer på, en dusk rosmarin, en
gammel hue, hans yndlingsgrammofonplade med noget meget romantisk balletmusik, som han engang
havde danset til med sokker på, en pandekage med solbærsyltetøj - og så blev låget skruet på, og hele
herligheden sunket ned i dybet.
Biskoppen foretog jordpåkastelsen. - Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du atter
genopstå! sagde han.
- Hvad så med alle de ting vi har givet ham med - genopstår de også af jorden sammen med ham? spurgte
Tora. - Eller må han bare forlade dem her?
- På en eller anden måde skal han nok få dem med sig! sagde biskoppen.
- Det er godt! sagde Tora og så tilfreds ud, men med ét slog en tanke ned i hende, der fik hende til at rynke
på panden og skele med øjnene.
- Men hvorfor har mumierne på Glyptoteket så ikke fået dem med sig? spurgte hun. - Hvorfor kan man så
finde de gaver, de fik med sig, nede i pyramiderne? Det er da ikke særlig logisk!!!
- Måske fordi de døde ikke får dem med sig sådan rent korporligt - ikke som ting altså - men snarere som
tanker, eller minder, kan man forestille sig.
- Nåh! Hm! sagde Tora. - Ja, men det er vel også bedre end ingenting, kan man forestille sig. Selvom jeg
hellere vil have en pandekage end tanken om en pandekage, hvis jeg skal bestemme, altså.
- Det ville Herbert have givet dig ret i, sagde tante Ingeborg.
Og dermed var den begravelse overstået og dét hundeliv forbi. Nu ville der blive serveret en forfriskning til
alle i Heksehytten, og om aftenen skulle der være middagsselskab for følget på Gml. Trollenæsgård.
Da de kom tilbage til gården, sagde Gamleklausen, at han havde noget til pigerne, noget som han faktisk
havde haft i flere dage, men som der ikke rigtig havde været noget rette øjeblik at give dem det i før. Han
bad dem om at vente på gårdspladsen og kom lidt efter ud fra laden med et par lange træpinde - stylter var det.
- NEJ! hylede Tora. - Åh, det var jo dét, jeg ønskede mig sådan, men nu ...
Hun kiggede rundt på dem alle med tårerne springende ud af øjnene
- Nu KAN jeg jo ikke, på grund af det dumme lamme ben.
94
Og så gav hun sig atter til at slå løs på benet.
Kør mig væk. Jeg vil væk! HELT VÆK!!! Av, jeg kan mærke noget... Det gør ondt i det ... når jeg slår,
tilføjede hun stille.
Og så gav hun sig til at føle på det med begge hænder. Hun gramsede ligefrem.
- Ja, jeg kan føle. Og der er et myggestik dér! Åh, jeg har aldrig været så glad for et myggestik før. Jeg tror,
at det er holdt op med at være lamt ...
Tante Ingeborg så slet ikke forbavset ud. Hun smilte bare blidt.
- Se om du kan gå på det, lille Tora.
Hun forsøgte sig. De første par skridt var noget kluntede.
- Jah, det vågner rigtig op nu. Blodet strømmer løs! gejlede hun benet op. Og kort efter gik hun næsten helt
normalt på det.
Også til Camilla havde Gamleklausen en gave. Et par rulleskøjter. Sådan nogle fine nogle, som de bruger i
Amerika - med støvler på. Postkasserøde - af skinnende læder.
- Tak! sagde hun. - Maange tak! Det er lige sådan nogle ......jeg altid har ønsket mig.
Inden middagen om aftenen viste det sig, at Gamleklausen også have stylter til Benjamin og skøjter til
Rosa, så børnene var på gårdspladsen og ude på vejen næsten hele aftenen; men de voksne savnede dem
åbenbart ikke i stuerne, for det var langt langt over solnedgang, førend de blev kaldt ind.
Næste formiddag styrtede Tora ind på Muhammeds stue med ordene:
- Har du pruttet? Har du pruttet Muhammed?
For hun havde fået at vide, at han måtte komme hjem såsnart han havde fået en god prut gennem
systemet.
Han nikkede glad.
- Ja, tidligt imorges. Og den var god nok - altså sådan ... fast nok! sagde han glædesstrålende, for lægen
havde understreget, at det skulle være en fast prut, ellers duede det ikke.
- Jubiiiii, jublede pigerne, og kort efter drog de sammen med tante Ingeborg af sted med ham hjem til Gml.
Trollenæsgård.
Dét han havde mest lyst til var at komme ned at hilse på Benjamin og Rosa, så de drog snart af sted ned til
Hejrestien. Camilla syntes, at det var irriterende, at der kun var grusvej, for så kunne hun ikke løbe på sine
rulleskøjter, men det betød alligevel ikke så meget, for de kunne jo snart være tilbage på gården alle
sammen - og gå på stylter alle sammen sammen, som hun sagde.
Børnene efterlod biskoppen alene hjemme, for Aja var gået sig en tur, men hun kom nok snart hjem igen,
mente han. Rosa ville imidlertid absolut have, at hendes mor også skulle se ham, så hun foreslog, at de gik
ned om alterstenen hjem, selvom det var noget af en omvej. Der mente hun nemlig, at de kunne finde
hende. Og det gjorde de også!
Da hun så dem, var det som om hun fattede en drabelig beslutning.
- Kom her børn! sagde hun så. - Nu skal jeg fortælle jer noget!
Hun samlede dem som en hønemor samler sine kyllinger under sine vinger.
Han sagde, at han hed Gabriel!
- Hvem? spurgte Tora. - Åndernes fyrste?
- Åndernes fyrste sagde, at ham, vi ville have til at forsvinde, det var Gabriel.
- Ærkeenglen Gabriel? spurgte Benjamin.
Hun nikkede.
- Og ham kunne jeg ikke bede om at forsvinde. Han er en stor velsignelse for menneskene - og gør altid kun
det rigtige! Forstår I det?
- Ja! Jeg har også fået stylter! sagde Tora.
- Og jeg har fået rulleskøjter! sagde Camilla.
- Også mig og Benjamin. Og Gamleklausen har også enten det ene eller det andet til Muhammed. Det ved
jeg, for jeg hørte ham selv sige det til tante Ingeborg! sagde Rosa.
Aja nikkede.
- Jeg ved det. Så er vi enige om, at vi ikke beder ham om at forsvinde, ikke?
95
Samtlige hoveder nikkede, som var der en ny ceremoni. Muhammed var dog endnu ikke helt overbevist ikke inderst inde, men det blev han, da han kom tilbage til Gml. Trollenæsgård, for der tog tante Ingeborg
glædesstrålende imod ham med en stradivarius. Den var lige ankommet. Nej, det var ikke én hun havde
købt. Det ville hun slet ikke have råd til, så skulle hun da have solgt hele skoven og alterstenen med, mente
hun, nej, det var én, hun havde arvet, og som hun aldrig havde villet sælge, selvom den var alt for fin for
hende selv at spille på. Hun havde haft den lånt ud - til en violinist, hun kendte. Men forleden, da hun, af
andre grunde, var kommet til at tale om stradivariusser - og derfor var kommet i tanker om denne - havde
hun besluttet, at dén skulle Muhammed have. Og her var den altså. Vær så god kære Muhammed.
- Jeg ønskede mig slet ikke en stradivarius! sagde han målløs. - Bare én for mig selv - min helt egen ...
tilføjede han stille.
- Og det her - det er din egen - talentfulde dreng.
- Men! Muhammed så pludselig skeptisk ud. - Hvad siger min forældre til det, tror du, til at jeg spiller?
Skuldrene faldt ned på ham - og hovedet stak så underlig kejtet ud. Han kom til at ligne en skildpadde, hvis
hoved var på vej ned i skjoldet.
- Ja, det er dét, vi må se at få snakket om. Forstår du. Jeg kan umuligt lade min stradivarius bo - eller hvad
man nu skal kalde det - hos mennesker, der spiser hunde. Det ved jeg, at du forstår, Muhammed! Og jeg
har stillet dem det forslag, at de får skovløberhuset til evig arv og eje, hvis du får lov til at have og til at
dyrke din stradivarius. Og det er de gået med til, lige meget om du går med til det eller ej.
- Hvor skal jeg så ...? Muhammed fik ikke færdiggjort sit spørgsmål.
- Ja, se. Stradivariussen har sit gamle værelse her på Gml. Trollenæsgård, og der kan du jo også bo - for at
passe på den - om ikke andet ... den må jo have én, der forstår sig på den, til at tage sig af den, jo ... og
dertil kommer du i løbet af de næste år til at føjte og fare meget rundt i verden, for du må have de absolut
bedste lærere. Jeg har allerede talt med én i København, og han tror jeg overdriver vildt, når jeg fortæller
om dine talenter - omend sandheden er, at jeg mildest talt underdriver - bare fordi du ikke har gået på en
musikskole - men han har dog indvilget i at høre på dig nogle minutter i næste uge.
- Men! Nu er det jo helt lige som om, at du er min mor! røg det ud af Muhammed.
- Herreje og Jesus-Maria! Hvad er det dog du siger! Nej, du må aldrig opfatte mig som en mor - det vil være
uanstændigt. Moderfølelser er ganske anderledes beskafne end mine, tror jeg også. Men tante, kære
Muhammed, lad mig være din tante!
Muhammed nikkede - og så løb han hen til hende og slog armene om livet på hende og trykkede sin krop
så tæt mod hendes, at smerten fra operationssåret var ved at sprænge ham i luften. Og han mærkede en
salig fryd over denne smerte. Bare verden ville fryse fast lige nu, så han altid kunne havde det sådan. Den
jagende banken af skiftevis smerte og lykke i ham blev rytmisk - blev til musik - og han hørte et helt
symfoniorkester. Det fyldte æteren. Han selv var de dybe sprækker i den, som musikken bundfældede sig i blev ved at klinge i - og opstod fra på ny.
Hun trykkede ham lige så stærkt.
- Åh, tante Ingeborg. Du forstår så meget! sagde han. - Jeg tror jeg er helt forelsket i dig.
Rosa åbnede munden og spærrede øjnene op. Gav sig så til at fnise med hånden for munden, og alle de
andre akkompagnerede hende højlydt. Også Muhammed og tante Ingeborg.
- Tænk, at sådan en gammeljomfru som Dem, kommer til at opleve århundredets kærlighedshistorie!
hikstede Gamleklausen. - Muhammed mangler bare en hvid hest.
- Man kan da ikke spille stradivarius på en hest, så kan man jo ikke holde i tømmerne! sagde Tora.
- Åh, åh, min mave. Åh, jeg får krampe! hikstede Gamleklausen videre.
Det tog lang tid inden alle havde fået grinet ordentlig af. For netop som én var færdig med ét anfald,
begyndte en anden på et nyt, og det ene tog det andet med sig, så det var noget af en koncert at høre på med mange fremkaldelser. Og det pudsigste var, at ingen af dem, gået på klingen, ville kunne forklare, hvad
det egentlig var, de lo af. De ville højst have kunne sige "det hele". De var bare lettede.
- Verden er altså bare for skør! konstaterede Tora under aftensmaden, da de snakkede om de sidste mange
dages begivenheder. - Man må passe på, at man ikke også selv bliver det.
96
- Sig mig! Hvad med præsten? I opfører jer, som om I er helt sikre på, at han hverken vil skyde eller stikke
huse i brand mere.
- Han har opgivet. Her på egnen i det mindste. Vi fik i dag i menighedsrådet en afskedsbegæring fra ham.
Han vil nu, hvor han har mistet alt, hvad han ejer og har, både kone og barn, ofre sig for andre, siger han, og
tage som missionær et eller andet sted hen i verden, hvor der er brug for ham ... til Kina eller Afrika ... skrev
han. - De stakler! Ville det ikke være bedre at putte ham i et fængsel eller indlægge ham på et sygehus eller hvad det nu hedder - et institut - for sådan nogle sindslidende? spurgte Camilla.
- Jeg tror, man vurderer, at det er for dyrt! svarede tante Ingeborg og trak på skuldrene. - Her har han
udfyldt sin mission! Lad ham fare i fred!
Resten af måneden inden pigernes forældre skulle komme hjem fra Amerika gik med at gå på stylter og
løbe på rulleskøjter - og så sørge for, at der skete noget, som kunne optage Aja, fordi hun havde fået det
med at falde i staver foran alterstenen både i tide og utide. Så de tog til friluftsteaterforestillinger i
København og til vikingespil i Frederikssund, og en dag hvor biskoppen mente, at den var virkelig alvorlig gal
med hende, tog de med skib over Øresund og til Sverige - og kørte helt op til Kullen. Al den friske havluft
gjorde hende godt, var det tydeligt at se, så de tog derefter på mange ture til havet. Til Sjællands Odde - og
til Møns Klint. Også til kirkekoncerter i Roskilde Domkirke og i Sorø. Hver eneste dag skete der et eller andet
udenfor næsset - og langt fra alterstenen.
Da forældrene endelig kom, og de spurgte pigerne om hvordan de havde haft det, svarede de bare "godt".
- Nå! sagde faderen. - Ingen lange historier, som sædvanlig, når I har været hos tante Ingeborg?
- Nej! sagde Tora. - I førstningen ...
- Det hedder i begyndelsen! sukkede Camilla overbærende.
- Nå, jamen så i begyndelsen da, da legede vi stenalderfolk, og så var der en dreng der døde, og det var jo
ikke så godt, og så blev Muhammed syg, og så døde Herbert, og så begravede vi ham, og så blev
Muhammed rask, og så gik vi på stylter og løb på rulleskøjter - og da det blev kedeligt, så legede vi
stenalderfolk på stylter og rulleskøjter midt i New York. Det var smadderskæg. Og så har vi set en masse
teater og været på sejlture og køreture og til koncerter i kirker.
- Nå. Jamen det lyder da, som om I har oplevet en masse, smålo moderen.
- Jeg må nok sige, at tante Ingeborg kan noget, som vi ikke kan, hvis hun fik jer med til kirkekoncerter. Med
mig vil I da aldrig i kirke! konstaterede faderen.
- Årh. Det vil jeg da ikke sige. Det var da kun da vi var små! sagde Camilla. - Og, øh, det var nogle ret pæne
kirker, sådan set.
- Ja, og der var også nogle smadderpæne Jesus'er! sagde Tora.
Forældrene kom til at fnise.
- Sådan siger man ikke om Jesus, Tora! sagde moderen.
- Men når de nu var det, altså!
- Jeg kan bare ikke forstå, sagde Camilla, - hvorfor der aldrig er nogle af Guds vorter udstillet i kirkerne, når
nu der er så meget andet.
- Af Guds vorter? De stirrede alle måbende på hende. - Hvad for nogle vorter?
- Nej, ikke noget! slog Camilla det hen. - Det var bare noget jeg ... kom til at tænke på ... det betyder ikke
noget ... det var bare for ... sjov...
Men til sig selv sagde hun, at det dog var underligt, at ingen af dem kendte til Guds vorter, når de nu ellers
som voksne vel burde kende fadervor - og mere af det end første linje. "Fader vor, du som er i Himmelen,
hellige vorte dit navn" kontrollerede hun for sig selv ... Måske var det selve navnet, der var en vorte, og et
navn var vel ikke sådan at udstille i en kirke, og vel slet ikke, hvis det virkelig forholdt sig sådan, som
Benjamin sagde, at Guds sande navn slet ikke måtte udtales af mennesker ... nej, det var sikkert derfor man
kaldte det en vorte, som sådan en slags dæknavn. Men det var da underligt, at ingen voksne fortalte dem
det - at de selv skulle finde ud af det alt sammen ...
Da der ved midnatstid var taget afsked for denne gang, og pigerne trætte faldt i søvn på bagsædet af
forældrenes bil på vej mod Herlev, talte forældrene om, at det virkede, som om der var sket en eller anden
forandring med børnene, at de ligesom var blevet så underligt hemmelighedsfulde, og at de nok gad vide,
97
hvad det var den senile gamle pebermø havde smurt dem på ærmet. Måske var de ved at være blevet for
store - og tante Ingeborg for gammel - til at man kunne betro dem i hinandens varetægt. For de brød sig
ikke om, at deres piger havde hemmeligheder for dem. Man skulle tale åbent om alt, sådan var princippet i
deres hus, og sådan skulle det vedblive med at være. Ikke engang tante Ingeborg, hvor meget de end holdt
af den kære sære gammeljomfru, skulle få lov til at ødelægge det for dem. For hvis man ikke kunne være
åben og ærlig og oprigtig i sin familie, hvordan i alverden skulle man dog så kunne være det ude i den store
verden? spurgte de sig. Og de var enige om, at det ville man slet ikke kunne.
98