Lisas datter blev myrdet:- Forleden væltede
Transcription
Lisas datter blev myrdet:- Forleden væltede
FREDAG 24. DECEMBER 2010 12 EKSTRA BLADET REDIGERET AF BIRGITTE HELWEG JULEN ER SÅ BARSK UDEN CILLE Lisas datter blev myrdet: - Forleden væltede sorgen mig pludselig omkuld, og jeg græd og græd ned i den nissehue, som Cille altid havde på til jul. Bagefter gik jeg ud og skar flere brunkager Marie Lade Foto: Ernst van Norde i den halvanden meter lange nissehue, som Cille altid havde på til jul. Bagefter rejste jeg mig og gik ud i køkkenet og skar flere brunkager. Sådan er det bare. Og sådan vil det være resten af mit liv. ----- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - --- Julehjerter glimter i solen på rødtjørnens dybfrosne grene i Cilles Have. Lisa Næblerød retter lidt på en stribet slikstok og tænder et nyt, levende lys på sin datters grav på kirkegården i Aalborg. – Se. Der har været så mange her og hængt små juleting op, siger hun og smiler varmt. For fire et halvt år siden mistede Lisa sin 18-årige datter, Cecilie. Hun blev stukket ihjel af sin jaloux ekskæreste David til en fest på Hasseris Gymnasium. Cilles voldsomme død skabte nærmest landesorg. Hun efterlod mange nære venner, veninder og hundredvis af elever i chok. Over 800 mennesker deltog i begravelsen i Aalborg Domkirke. Men mest af alt efterlod Cille sig en mor, en far, storesøster, lillebror og en bonusfamilie, der resten af deres liv skal bære en sorg så tung, at kun de, der selv har oplevet at miste, kan fatte dens omfang. Jeg hørte mig selv skrige – Jeg husker næsten intet fra de første dage. Alt var et stort opslugende hul af smerte. Jeg kravlede rundt på gulvet og skulle have hjælp til alt. Ved begravelsen hørte jeg mig selv skrige, da rustvognen kørte bort med Cille. Jeg ønskede kun at lægge mig ned i kisten og køre bort sammen med hende, siger Lisa. Alle de mange, der var i kirken den mørke dag i En livslang sorg 18-årige Cille blev dræbt af sin ekskæreste, David, der hængte sig kort efter. PRIVATFOTO marts, da Cille blev bisat, vil aldrig glemme den lyd, der kom dybt nede fra en sørgende mors strube. Nu står hun her ved rødtjørnen på kirkegården og lyser. I dag kan hun le. Hun kan gå på jorden, leve, blive forelsket, og hun glæder sig til resten af livet. Savnet væltede mig Men sorgen vil altid være der, og indimellem vælter den hende omkuld. Som forleden da hun stod i sit køkken og skar brunkagedej: – For Cille var den største julefreak. Hun var den i familien, der gjorde mest ud af julen. Hun pyntede, bagte, lavede små gaver, købte specielt juletøj og røde støvler. Hun elskede julen, siger Lisa og fortæller. – Og da jeg så stod der og skar brunkagedej, så manglede hun bare så meget. Savnet væltede mig. Jeg gled ned ad skabslågen og kravlede hen til sofaen, hvor jeg overgav mig til den hulken, der kommer helt inde fra det dybeste hul. – Jeg råbte min afmagt ud, og jeg græd snot og tårer ned Lisa har nu skrevet en bog med titlen: ’Hvad er sorg andet end et udtryk for kærlighed?’. Dagbogssider, breve og tanker om sin vej gennem mørket – fra hun sidste gang kyssede sin datter, der lå død i sit festtøj på hospitalets båre – til i dag, hvor hun lever med afmagten over aldrig mere at skulle holde om sin datter, men hvor hun samtidig også har lyst og energi til at møde verden. – Mit ønske er at bryde det tabu, der stadig omslutter død og sorg. Jeg håber virkelig, at min åbenhjertige fortælling måske kan hjælpe andre mennesker med at finde ud af, hvordan man kan leve, når man mister sit barn, siger hun. – For det er en livslang sorg at miste sit barn. Og den første tid er det nødvendigt for mange af os at lukke os inde i en puppe for at beskytte os selv. Men sorgen betyder ikke, at vi bliver ved med at være lukket inde i ------------------------------------ Mit ønske er at bryde det tabu, der stadig omslutter død og sorg ------------------------------------ puppen, og vi skal selv finde vejen ud. – En sommerfugl dør, hvis den får hjælp til at komme ud af sin puppe. Hvis jeg var blevet forceret til at komme ud af min puppe, så havde jeg ikke været her i dag. For mig har det været vigtigt at lade sorgen udfolde sig langsomt. Udfolde sig til at blive noget, jeg tager med mig for altid, uden at det fylder alt i mit liv. Cille blev et manifest – På mærkedage og her i julen forstærkes minder og traditioner. Alle de mange fantastiske stunder, man som forælder husker, popper op – og man bliver dybt ulykkelig over at have mistet alt dette. Det er nok også derfor, jeg i denne tid får rigtig mange breve fra folk, der har brug for hjælp. – Det er ikke sådan, at jeg har en opskrift på, hvordan man lever med sorgen. Men jeg vil gerne fortælle, hvad jeg selv gør, siger hun. – Få uger efter Cilles begravelse satte jeg mig det mål, at jeg hver dag skulle finde en ting at smile ad. Det kunne være en lille erantis, en stråle lys, et ord. Blot en lille bitte ting i hverdagen. Herefter begyndte jeg at skrive. Først på ’Mindet’ på nettet og derefter dagbog. Det blev til 2000 sider. På den måde fik jeg struktur i kaos. Noget at holde mig til. – Det var, som om Cille blev et manifest, som holdt mig oppe og som pegede fremad. Gid Cille længe leve ... – Jeg vil gerne inspirere andre til at turde være fuldstændig hudløse, afmægtige, hulkende og rasende. For jeg EKSTRA BLADET 13 FREDAG 24. DECEMBER 2010 ... REDIGERET AF BIRGITTE HELWEG Jul på Cilles grav har oplevet, at hvis jeg giver sig selv lov til at give slip og synke hen i afmagten, så føles det bagefter som at have løbet et halvmaraton. Så får jeg ro og energi til også at turde vise glæde og lyst til livet. – Jeg får modet til også at turde være skør. – Som til Cilles 19-års fødselsdag, hvor vi pyntede hendes have på kirkegården med masser af flag og balloner og sang fødselsdagssang: ... ’Gid Cille længe i Nirvana leve må’ ... og hvor vi spiste lagkage og drak saftevand omkring gravstenen. Folk troede, vi var rablende sindssyge. Men i Cilles Have er alle følelser tilladt, siger hun. Kun få meter fra Cilles Have ligger David begravet. Kort efter han i rasende jalousi stak Cille ihjel, hængte – Det er fire år siden, Cille blev myrdet, og i år er det første gang, jeg har glædet mig til jul. Det varmer, at så mange mennesker har været her og hængt julepynt på Cilles rødtjørn, siger Lisa Næblerød en iskold decemberdag, hvor hun tænder endnu et lys på sin datters grav. han sig i en garage. Omkring hans død står en anderledes ensomhed. Hadet ville æde mig op – Tusindvis af mennesker tændte lys på nettet for Cille. Det varmede og gav mig styrke til at kæmpe. Davids mor fik ingen varme, siger Lisa. – Kun få tændte lys for David. Det kunne jeg heller ikke, men jeg tændte et lys for hans familie. For jeg vidste, han havde søskende og en mor, der havde mistet sin søn. Hun måtte have det ligesom jeg. Måske endda værre. For hun havde også fordømmelsen og skammen. – Jeg har aldrig følt had til David. Hvis jeg også skulle føle det, så ville det æde mig op. Så ville mine børn rådne op med en mor, der var fyldt med had. Til gengæld har jeg været rasende ufattelig mange gange. Men det har kun handlet om det store spørgsmål: HVORFOR. Og det får jeg aldrig svar på. – Selv om Cille ikke længe- --------------------------------------------------------------------------- Jeg vil gerne inspirere andre til at turde være fuldstændig hudløse, afmægtige, hulkende og rasende --------------------------------------------------------------------------- re er her fysisk, så har jeg store forhåbninger om at få et godt liv. For mig er Cille nu overalt. Hver eneste gang, jeg trækker vejret, får jeg lidt af hende. Det er det, der giver mig styrke til at leve, selv om jeg aldrig får det endelige svar, siger Lisa. Svigtede mine børn – Det hårdeste i alt dette har været, at først da jeg genlæste mine dagbøger, kunne jeg se, hvor dårligt mine børn havde det efter, at Cille døde. Jeg kunne måske godt se det dengang, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg var så opslugt i min egen sorg. – Det har betydet, at Cilles lillebror i den første tid måtte finde andre at holde sig til og få hjælp og støtte hos. Men han har det godt i dag, selv om han savner Cille hver eneste dag. – Min ældste datter har det meget svært. Hun var nærmest symbiotisk med Cille. Hun har lidt meget, og sorgen rammer hende hårdt lige nu. Hun er meget vred på mig, for hun føler, jeg har svigtet hende, da jeg ikke magtede at være mor for hende, da hun havde allermest brug for mig. – Jeg har sagt til hende, at uanset hvad, så er jeg der for hende nu. Jeg har fortalt hende, at jeg godt kan forstå, hun har det sådan. Og jeg tror, at den dag hun selv sidder med sit første barn i sine arme, så vil hun kunne forstå og mærke, hvordan jeg havde det dengang. [email protected] ’Hvad er sorg andet end et udtryk for kærlighed’ kan købes via Lisas hjemmeside www.simple-being.dk Drabet 3. marts 2006 blev 18årige Cecilie Kajus Næblerød – kaldet ’Cille’ – myrdet af sin ekskæreste, David, for øjnene af flere hundrede elever til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium. Efter mordet hængte David sig i en garage nær sit hjem. To drenge forsøgte at redde Cille. En af dem blev også stukket, men overlevede. En stor del af de elever, der oplevede mordet tæt på, har efterfølgende fået behandling for traumatiske lidelser og chok. Mordet optog tusindvis af mennesker, og mange besøger stadig Cilles gravsted, som familien kalder ’Cilles have’ på Almen Kirkegård i Aalborg.