4.4.2 Større skibe Forsvarsloven af 1960 angav “8 større enheder

4.4.2 Større skibe Forsvarsloven af 1960 angav “8 større enheder

4.4.2 Større skibe
Forsvarsloven af 1960 angav “8 større enheder” som måltal for søværnet, det blev på den tid fortolket
som 8 patruljejagere, som skulle være jagere op til omkring 2000 tons, a la FLETCHER-klassen. 2
patruljejagere skulle bygges under cost-sharing programmet i perioden indtil 1965, og de 4 TRITONkorvetter blev defineret ind som større enheder til trods for deres ringe størrelse. Da de tre HUNTfregatter udgik i løbet af perioden indtil 1963, og derefter de to WILLEMOES-klasse, ville der være en
manko på 2 enheder, når de nye patruljejagere var bygget.
Man opgav imidlertid betegnelsen patruljejager til fordel for “fregat”. De to fregatter af PEDER SKRAMklassen blev bygget på Helsingør Skibsværft, men våbenteknisk udstyret på Orlogsværftet. De er
indgående beskrevet i bogen Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle (Nørby og Schøn 2006).
FOTO: PESK MAB-19755.jpg. Billedtekst: Fregatten PEDER SKRAM i sin oprindelige version. Længde 112
meter, 2370 tons, fart 32 knob, 2 x 2 127 mm, 4 40 mm. Fra 1970 4 53,3 cm torpedorør.
De oprindelige typekrav var at udføre varslingstjeneste mod mål på, over og under vandet under alle
vejr- og isforhold, som ikke hindrer normal civil trafik; at virke som dækningsstyrke for minelæggerne i
Sundet syd; at indgå i invasionsforsvaret, primært som artillerikomponent til støtte for mindre
torpedobærende enheder og mod invasionsenheder, som ikke udgør torpedomål, og at kunne løse
ovenstående dag og nat.
Man havde forventet, at luftmålsmissiler af den amerikanske type SEA MAULER ville være udviklede, når
skibene blev færdigbygget (1965-66), men det projekt blev stoppet i 1965. Søværnet gik i stedet ind i
udviklingen af SEA SPARROW, men det blev først færdigt i 1970erne. Endvidere havde man ønsker om at
installere det norske TERNE-antiubådssystem med missilbårne dybdebomber, men det blev heller ikke
installeret, sandsynligvis fordi ubådsbekæmpelse ikke havde første prioritet, når Søværnet skulle
foretage en økonomisk afvejning. Fregatterne fik af økonomiske årsager først torpedoer og sonar
installeret i 1970.
Det var således ikke fuldt udstyrede fregatter, der indgik i flådens tal i 1965-66. De skulle have et
avanceret ildledelsessystem, der kunne fastholde engagement af tre mål ad gangen, men det lod
ligeledes vente på sig og kom først om bord i 1970.
Søværnskommandoen evaluerede i 1970 fregatterne i et notat til Forsvarskommissionen af 1969,
sandsynligvis på baggrund af Socialdemokratiets debatforslag om at udfase alle større enheder og i
stedet bygge søforsvaret på FPB med missiler. Konklusionen var klar: Fregatterne var uundværlige fordi
de kunne operere i al slags vejr og dermed dels sikre efterretninger om aktiviteter i Østersøen, dels
beskytte minelæggerne under mineudlægning og desuden angribe en invasionsflåde. De fungerede
endvidere som kampinformationsplatforme for torpedobådene og koordinerede flystøtte og flyangreb
til søs.
BOX
Fregatternes taktiske anvendelse
I et fortroligt notat af 22 marts 1969 til Forsvarschefen blev fregatternes taktiske anvendelser lagt frem
(da ildeledelsesanlægget og torpedoerne først blev installeret efter 1970, må man antage, at
fremstillingen viser fregatternes ydeevne efter 1970).
En hovedopgave var bekæmpelse af sømål. Fregatternes 127 mm rakte 16,5 km mod sømål og 8 km
mod luftmål. 40 mm rakte 9 km mod sømål og 5 km mod luftmål. Mod sømål var klassen alle
østmagtskibe overlegene bortset fra KOTLIN-klassens destroyere og de sovjetiske krydsere.
Kampinformationssystemet gav gode muligheder for samarbejde med fly mod sømål, specielt i dårligt
vejr, hvor flyene havde ringe observationsforhold. Ildledelsesanlægget muliggjorde endvidere, at 127
mm artilleriet kunne beskyde landmål. Ildledelsesanlægget kunne engagere tre mål ad gangen dag og
nat. Udover artilleriet ville man have trådstyrede torpedoer, som kunne tvinge modstandere ud på
længere afstand end fx KOTLINS forventede engagementafsnand på 15-17 km. Træffesandsynlighed for
torpedo var over 50% (hvis fregatten trak sig tilbage, og modstanderen holdt på). Opstillingen af 127
mm kanonerne i forskibet gav vanskeligheder under tilbagetrækning, idet farvandet ikke altid gav
mulighed for at dreje skibet, så der kunne afgives skud med dem. Til gengæld havde man så
torpedoerne, der var trådstyrede med ildledelsesanlægget TORCI (se neden for afsnit 4.4.3).
Fregatterne skulle også forsvares mod fly. Deres radar varslede mod fly i alle højder. Sandsynligheden
for nedskydning af en jager-bomber var 10-20%, for missiler 15%. Sonar (under indstallering) gav
detektion af ubåde og torpedoer, men der var ikke dybdebomber installeret, da man anså deres
træffesandsynlighed for ringe.
Kampinformationssystemet indsamlede, filtrerede og præsenterede oplysninger om den taktiske
situation for chefen for flådestyrkerne i området, som ville være om bord. Området ville i første omgang
være farvandet mellem Stevns og Bornholm, specielt indtil 30 sømil øst for Stevns, idet fregatterne
skulle sikre minelæggerne under minelægningen. Det kunne de gøre i al slags vejr indtil orkanstyrke.
Fregatterne kunne desuden yde radarinformation til torpedobådene om luftmål og sømål, idet
torpedobådene normalt ville sejle med radartavshed for ikke at blive opdaget. Fregatterne kunne
herudover styre indsatsen til søs af danske og vesttyske fly. Hertil kom varsling generelt af lavtgående
fly, som ikke kunne opdages af flyvevåbnets radarer.
Fregatternes svagheder var først og fremmest mangel på nærluftforsvarsmissiler, men man forventede
SEA SPARROW missilerne klar omkring 1972. Det ville give gode forsvarsmuligheder mod fly og missiler.
BOX SLUT
Med hensyn til de manglende 2 fregatter var tanken i første omgang at bygge ialt 4 enheder af PEDER
SKRAM-klassen, men efterhånden som udsigten til større bevillinger blev ringere, arbejdede
Søværnskommandoen med mindre enheder. Men der var grænser for, hvor langt man kunne gå ned. I B
Rodholm havde et debatindlæg derom (Rodholm 1967), sandsynligvis bragt i bladet SØFART. Skibene
skulle være i stand til at udføre overvågning af farvandene i al slags vejr og i længere tid, da man kunne
forvente, at en række depoter på Sjælland ville blive bombet. Herudover skulle en fregat kunne sejle
relativt stærkt, men da den største fare p.t. kom fra fly, måtte skibene have luftværnsmissiler, som på
det tidspunkt var tunge og dyre, jfr debatten om de tyske TARTAR-korvetter. Hertil kom behovet for
sømålsmissiler. Man måtte på nuværende tidspunkt vælge mellem typer a la STYX, altså nærmest små
fly med stor sprængkraft men relativt ringe hastighed, eller avancerede artillerigranater a la TARTAR,
som fløj meget hurtigt men med mindre sprængladning. STYX kunne skydes ned, det kunne TARTAR
næppe. Udover missiler skulle man imidlertid have kanoner, de var billigere i brug og skulle anvendes
mod mindre mål, der ikke var et missil værdigt. Til gengæld havde man ikke brug for anti-ubådsvåben,
da ubåde havde meget dårlige operationsvilkår i vores farvande (se herom nærmere neden for afsnit
4.4.4).
Som tiden gik, nærmede man sig TRITON-klassens udfasning, og fokus kom nu på fire enheder til at
erstatte dem, og nu skulle det altså være fregatter, ikke korvetter. I 1969 nedsatte man en
arbejdsgruppe, FG-69, som bad Orlogsværftet om at udarbejde et skitseprojekt til projektet.
Søværnskommandoens oplæg var at finde, hvor lille et deplacement man kunne have med fart,
sødygtighed, udholdenhed, sejlads i is og luft- og overfladevarsling tilgodeset. Svaret var 1000 tons i
indre danske farvande, men 1500 tons ved fuld anvendelighed i Østersøen, Skagerrak og Nordsøen.
Orlogsværftet gennemgik en række nyere fregatter i andre mariner. Således to fregatter på skitsestadiet
fra Vosper - en fregat Mk5 på1300 t bygget til Iran, og en Mk7 på1625 t, bygget til Libyen. Desuden de
italienske CARLO BERGAMINI på 1650t og PIETRO DE CHRISTOFARO på 950 t, den franske CDT. RIVIÈRE
på 2200 t og den norske OSLO på 1920t. De blev alle fundet uegnet grundet for lav fart eller for stort
deplacement (hvilket for VOSPER-fregatternes vedkommende forekommer lidt mærkeligt, da de var
relativt små og løb 35.37 knob). Orlogsværftet havde fundet et interessant alternativ i den finske
TURUNMAA på 839 t. Den forekom imidlertid Orlogsværftet at være overdimensioneret mht. våben i
forhold til skibets størrelse, og en besætning på 70 mand måtte antages at have dårlige
underbringelsesforhold..
FOTO: Finsk korvet 1969 20001.pdf. Billedekst: Finsk Turunmaa korvet på 800 tons, længde 74 meter, 37
knob, 1 120 mm, 2 40 mm, 2 x 2 23 mm, 2 ASROC ramper, dybdebomber.
Orlogsværftet fremlagde tre skitser til nye FG-69 fregatter, 2 på 1300 tons, en på 900 tons (1525 og 1125
tons fuldt udrustet). Man sigtede for alle tres vedkommende på en armering med 1 76 mm, SEA
SPARROW luftværnsmissiler og TARTAR sømålsmissiler. De store typer skulle desuden have torpedoer
og helikopter. Farten varierede mellem 29,5 knob og 32,5 knob.
Herefter opstillede FG-69 gruppen følgende typekrav. Fregatten skulle
- udføre varslingstjeneste mod mål på, under og over vandet;
- deltage i invasionsforsvaret til støtte for mindre enheder og minelægning,
- kunne bekæmpe fjendtlige enheder til og med jagerstørrrelse,
- udføre eskorte- og patruljetjeneste i øvrigt.
Man forventede en fregat på omkring 1500 tons. Skibet skulle have kombineret diesel- og
gasturbinemaskineri og kunne holde en kontinuerlig fart 30 knob (på 30 meter vand); marchfart ikke
under 20 knob med lille brændstofforbrug og 4.000 sømils aktionsradius. 5 døgn kontinuert i søen med
brug af 50% af forsyninger. Det skulle kunne operere i vindstyrke 8 i Østersøen og i danske farvande,
Skagerrak og Nordsøen.
Armeringen skulle bestlå af artilleri, sømåls- og luftmålsmissiler, morterbaseret anti-ubådsvåben samt
evt. torpedoer (afhængigt af sømålsmisilernes rækkevidde); herudover lysraketter til identifikation. Det
skulle ikke kunne lægge miner. Det skulle kunne modtage en helikopter (men ikke have den permanent),
som man forventede kunne bruges til varsling, missilangreb mod sømål, og ubådsbekæmpelse.
Kampinformationssystemet skulle muliggøre varsling på søen, under vandet og i luften under alle
vejrforhold. Flere sø- og luftmål skulle kunne engageres samtidig. Systemet skulle være beskyttet mod
jamning og kunne erkende et mål på 1 m2 på 60 sømils afstand.
Fregatten skulle kunne anvende våben i ABC-nedfaldsområde, kunne lukkes gastæt og have effektivt
afskylningssystem til ABC-affald. Den skulle forsynes med chaff, decoys mod radar og decoys mod
torpedoer. Anti-ubåds morterer skulle række op til 3 km - men man fandt alle eksisterende AU-våben for
ineffektive. Man overvejede det norske TERNE eller et svensk BOFORS system.
Forløbet omkring forsvarskommissionen af 1969, debatterne om de store skibe, og optakterne til
forsvarsforliget i 1973 ledte, som vi så oven for, til Flådeplan 1982, og i den indgik korvetbegrebet - som
en billige løsning -, mens fregatterne kun var der, fordi de allerede eksisterede. Der blev derfor ikke
bygget flere fregatter. Projekteringen og bygningen af de tre korvetter skal vi se på i næste kapitel.